Læs som PDF - Folkeskolen

overværet
»Man kan ikke have en overordnet fælles
pædagogik, for eleverne er så forskellige. Andre
lærere sidder også med elever med større
indlæringsvanskeligheder end jeg«, siger han.
Det vækker genklang hos to af skolens kvindelige
lærere, Anne Jørgensen, 52, og Lone Egå
Hansen, 51, der underviser i indskolingen, som
har hjemme i en separat bygning et par skridt
fra ottekanterne. De har begge været fastansat
på skolen i henholdsvis 25 og 15 år.
»Vi skal kunne rumme, at vi har forskellige
niveauer«, siger Lone Hansen. Det skyldes ikke
mindst, at de to lærere har valgt at undervise
alle 18 elever i indskolingen som et stort hold.
Lærerne mener, at det blandt andet kan føre
til øget socialisering blandt de jævnaldrende i
en elevgruppe, der til tider udviser et lidt for
stort behov for voksenkontakt.
»Vi ønskede at lære børnene ikke at være en
til en, selvom de er vant til det«, tilføjer hun.
lærerrollen som rettesnor
Mod slutningen af dagens sidste time får en af
indskolingseleverne lov at udpege klokkeslæt-
20 / folkeskolen / 16 / 2012
tet 15.30 på viserne på uret midt i lokalet.
Lone Hansen får lov at løfte eleven i vejret.
På Friluftsskolen skal man være afklaret
med sin egen lærerrolle. Den rolle kan nemlig
være sammensat af mange elementer og
metoder. Først og fremmest kræver det fagligt
overskud at undervise på de mange forskellige
niveauer og samtidig få den undervisning
til at virke sammenhængende. De to kvindelige
lærere kigger på hinanden og nikker.
»Det bliver meget tydeligt, at de klassiske
metoder ikke virker her«, siger hun. Derfor
bruger de begge meget tid på at følge med i
de nyeste metoder og greb inden for didaktikken
– især udviklingen inden for it.
Mentalhygiejne for alle parter
Skolen er udstyret med en førstesal, men at
der ikke altid er optimale forhold for de fysisk
handicappede elever, ser Andreas d’Arienzo
Andreassen ikke som et onde. Han forsøger
at »normalisere« elevernes forhold til det at
lære, så de vænner sig til forholdene på en
almindelig skole.
En del af undervisningen på Friluftsskolen foregår i hold på mellem fire og seks
elever. Et af Andreas d’Arienzo Andreassens mål er at vænne eleverne til en normalverden,
der ikke altid tager fuldstændigt hensyn til de handicappede unge.
»Vi prøver at lade være med at pakke eleverne
ind i vat. De møder hele tiden folk, der
har ondt af dem, og det handler om at lægge
noget af det tilbage«, forklarer han. »De må
ikke blive ’en stol, der snakker’«.
Ligesom personalet forsøger at lære eleverne
at kigge ud over deres handicap, mener
Andreas Andreassen, at man som ansat på
skolen bliver nødt til at kigge med en gang
imellem. For sit eget helbreds skyld. Eleverne
med muskelsvind bliver for eksempel ofte
enormt trætte, og det er alt for nemt, mener
han, at lade sig smitte.
»Det er vigtigt, at man holder sig i fysisk
form og er fysisk aktiv ved siden af jobbet.
Man skal finde sin egen afgiftning og være på
vagt over for selv at blive opslugt af stemningen.
Man skal kunne arbejde med de barske
realiteter, men undgå at blive opslugt af
dem«, fortæller han.
ksa@dlf.org