Motionsafhængighed og spiseforstyrrelser - Elbo

Motionsafhængighed
og spiseforstyrrelser
Medens motionsafhængighed er et barn af de moderne tider, er
det mere end 100 år siden, man første gang identificerede en
spiseforstyrrelse som anoreksi. Er der tale om to forskellige lidelser
– eller måske to sider af samme sag?
Krop Af Mia Beck Lichtenstein og René Klinkby Støving
Når nok motion aldrig er nok, er der måske tale om en
af vor tids nye afhængighedslidelser. Motionsafhængighed
er et nyt subkulturelt syndrom, der er kendetegnet ved overdreven
og tvangspræget fysisk træning med negative fysiske,
psykiske og sociale konsekvenser. Symptomerne kan
være fysisk nedslidning som følge af overtræning, abstinenser,
tiltagende træningsmængder og nedprioritering af familie,
venner og job (Hausenblas & Downs 2002; Lichtenstein
2004).
Motionsafhængighed er ikke en etableret diagnose, men
der er en række ligheder med andre kendte afhængighedslidelser.
Derfor er fænomenet studeret internationalt, og det
er flere gange påvist, at for megen træning kan reducere
livsudfoldelsen og gøre mere skade end gavn. Hovedparten
af studierne omhandler motionsafhængighed i relation til
spiseforstyrrelser, idet fysisk aktivitet kan være en måde at
opnå vægttab og reducere fedtprocenten.
En grundlæggende problemstilling er, om motionsafhængighed
altid er et symptom på en spiseforstyrrelse, eller om
det kan optræde som primær forstyrrelse. Kan de to lidelser
i nogle tilfælde skilles ad? I den internationale litteratur
er dette spørgsmål diskuteret heftigt de sidste 25 år, hvilket
vi vil gennemgå i den artikel.
Hanne – som er en case hentet fra virkelighedens verden
– har løbetrænet struktureret, seriøst og målrettet i 20 år.
8 Psykolog nyt • 11 • 2010
Hun har været en del af den danske elite, indtil hun som
følge af træningen blev så skadet, at hun stadig i dag har
kroniske smerter, kraftnedsættelse i benet og føleforstyrrelser.
Løbe kan hun næsten ikke længere, så i stedet svømmer
og cykler hun. Træning er omdrejningspunktet i hendes liv,
og uddannelse og karriere har haft mindre betydning. Hun
har fundet en kæreste, som også dyrker eliteidræt, og parret
har besluttet ikke at få børn, fordi træningen fylder så
meget, at de ikke har tid til andet. Hun vil desuden få svært
ved at blive gravid, for hun har ikke haft menstruation i
mange år og hendes fedtprocent er meget lav. Hun er ekstremt
fokuseret på sin kost og undgår fedtholdig mad.
Er Hanne træningsnarkoman eller spiseforstyrret – eller
er hun begge dele?
Anoreksi og bulimi
Anorexia nervosa, AN, er et syndrom, altså et kompleks af
samtidigt optrædende symptomer. Ætiologien er ukendt.
Det er karakteriseret ved selvinduceret vægttab til en legemsvægt
under 85 % af den forventede vægt i forhold til
højde og alder. For voksne er grænsen sat ved et Body Mass
Index (BMI) under 17,5 kg/m2. Desuden er syndromet karakteriseret
ved forvrænget kropsopfattelse, intens frygt for
at tage på i vægt, ophør af menstruationer (eller forsinket
pubertet) hos piger og manglende libido hos drenge. Vægt-

MoDElFoTo: baM/ScaNPix
Psykolog nyt • 11 • 2010 9

tabet opnås ved restriktiv kostindtagelse, overdreven motion
eller udrensende adfærd i form af opkastning, misbrug
af afføringsmidler eller vanddrivende medicin. Motion eller
fysisk træning indgår ikke som et nødvendigt diagnostisk
kriterium, men ses hos op mod 80 % af patienter med
spiseforstyrrelser (Bratland-Sanda et al. 2010). Hanne har
tydelige symptomer på anorexi.
AN er ikke en ny sygdom. Den blev identificeret og beskrevet
videnskabeligt i 1873 af William Gull og samme år
af Laségue (Vandereycken 1989). Men der er flere skildringer,
som sandsynliggør, at AN også forekom længe før urbaniseringen
tilbage i middelalderen (Silverman 1997). Bulimia
nervosa (BN) er derimod første gang beskrevet og defineret
et hundrede år efter AN (Russell 1979). Første tilfælde
af BN i Danmark blev beskrevet i 1989, og lidelsen
blev først en etableret diagnose i 1992. Med BN opstod efterhånden
en familie af mere eller mindre veldefinerede
men beslægtede lidelser, der alle kan knyttes til forstyrrelser
i kropsopfattelse og spisemønster = spiseforstyrrelser.
I såvel WHO’s (WHO 1992) som i det amerikanske diagnosesystem
(APA 1994) er kun etableret AN, BN og uspecifikke
eller atypiske spiseforstyrrelser. Men i litteraturen er
der de seneste år tilføjet stadig flere spiseforstyrrelser, som
(endnu?) ikke er integreret i diagnoselisterne: binge eating
disorder, night eating syndrome, orthorexia nervosa, megarexia
nervosa og muscle dysmorphia.
Ligheder mellem lidelserne
Yates var i 1983 blandt de første til at antyde og systematisk
undersøge fælles karakteristika hos tvangsmotionister og
spiseforstyrrede. På baggrund af interview med 60 maratonløbere
fandt hun frem til, at løbere og anorektikere ligner
hinanden i en række personlighedsmæssige forhold som
store forventninger til sig selv, høj fysisk smertetolerance
og tendens til depression. Konklusionen var, at lighederne
blandt tvangsløbere og anorektikere bundede i en fælles
identitetsproblematik.
Med Yates’ studie var diskussionen om differentieringen
mellem motionsafhængighed og spiseforstyrrelser indledt,
og herefter fulgte mange diskussioner om primære og sekundære
symptomer.
Yates uddybede senere lighederne imellem motionsafhængige
og spiseforstyrrede, som hun karakteriserede som
utilfredse med sig selv, målrettede og vedholdende (Yates
10 Psykolog nyt • 11 • 2010
1991). Sours fandt også i begyndelsen af 1980’erne ligheder
som hyperaktivitet, restriktiv spisning, regnskaber over kalorier
og træningsplaner, udebleven menstruation, frygt for
fedt, forstyrret kropsopfattelse, ønsket om den perfekte krop
samt ignorering af smerte og mentalt ubehag (Sours 1981).
Sours mente, at de to fænomener er udtryk for en kulturel
tendens til at fokusere på slankhed og hylde en stærk fysisk
form, og at den fælles symptomatologi derfor grundlæggende
er udtryk for et og samme kulturelle syndrom.
På den baggrund argumenteres der i dele af litteraturen
for, at motionsafhængighed må opfattes som en ny type spiseforstyrrelse,
der primært kommer til udtryk gennem overdreven
træning, men som ellers er identisk med spiseforstyrrelser
og ikke eksisterer selvstændigt.
Forskelle mellem lidelserne
Forskningen har ikke entydigt kunne bekræfte, at træningsafhængige
og spiseforstyrrede har identisk personlighed og
adfærd. Faktisk eksisterer der en del studier, der stiller sig
tvivlende over for de antydede fællestræk og antagelsen om,
at løbere har anorektiske tendenser. Motionsafhængighed
adskiller sig historisk fra spiseforstyrrelser, idet syndromet
først er opstået efter urbaniseringen med stillesiddende ar-

FAKTA Projekt motionsafhængighed
I et samarbejde mellem Center for Spiseforstyrrelser ved
Odense Universitetshospital; Forskningsenheden i Børne- og
Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Odense, Psykiatrien i Region
Syddanmark samt Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk
Universitet er et forskningsprojekt om motionsafhængighed
under forberedelse. Studiet skal bl.a. afklare, om
motionsafhængighed forekommer uafhængigt af spiseforstyrrelser,
og i givet fald karakterisere motionsafhængiges
livskvalitet og personlighedstræk. Det er forfatternes hypotese,
at motionsafhængighed i nogle tilfælde optræder som
selvstændig lidelse – uafhængigt af en spiseforstyrrelse.
Læsere med interesse for emnet er velkomne til at kontakte
forfatterne:
Mia Beck Lichtenstein: mia@sport-psyk.dk
René Klinkby Støving: rene.k.stoving@dadlnet.dk
Der henvises i øvrigt til Mia Beck Lichtensteins artikel
”Når sundhed bliver til sygdom”, Psykolog Nyt 6/2010.
bejde og er tiltaget i takt med fitness- og sundhedskulturen.
Et studie af Wheeler et al. (1986) undersøgte en gruppe
mandlige løberes personlighed og spiseadfærd for at se, om
disse parametre svarede til anorektiske patienters. Det viste
sig, at ingen af løberne opfyldte kriterierne for anoreksidiagnosen.
Endvidere viste ingen af løberne tegn på psykopatologi
såsom angst og dårlig social tilpasning, hvilket er
karakteristisk for spiseforstyrrede. Studiet kunne heller ikke
påvise, at løberne forsømte deres arbejde og familier. Studiet
målte dog kun motionsadfærd og ikke motionsafhængighed.
Powers et al. (1998) forholdte sig kritisk til Yates’ anskuelse
af fællestrækkene og har gennemført et studie, der ikke
viste ligheder mellem motionsafhængige og spiseforstyrrede
i forhold til personlighed, kropsopfattelse og psykopatologi.
Løbere og anorektikere havde ikke samme psykologiske
profil, idet der kunne konstateres psykopatologi hos
anorektikerne, mens løberne var normale – i lighed med
Wheeler et al.’s resultater. Desuden havde løbere og anorektikere
ikke samme fysiologiske profil – kun anorektikerne
havde for lav fedtprocent og lavt BMI. Studiet viste, at motionsafhængighed
eksisterer uafhængigt af spiseforstyrrel-
Psykolog nyt • 11 • 2010 11

Når nok motion aldrig
er nok, er der måske tale
om en af vor tids nye
afhængighedslidelser.
”
”
12 Psykolog nyt • 11 • 2010
ser hos en gruppe løbere, og at de to syndromer ikke er et
kontinuum. Da der ikke var tegn på psykopatologi hos løberne,
skal motionsafhængighed ifølge Powers et al. ikke
anerkendes som en diagnose, kun som et fænomen. Et studie
af Bamber et al. (2000) fandt samme resultat, men dette
studie omhandlede udelukkende kvinder og er siden blevet
kritiseret massivt (Blaydon 2002).
At der ikke kan konstateres tegn på psykisk lidelse blandt
løbere, kan ifølge Yates skyldes, at løberne netop bruger motion
som en strategi til at mindske psykisk forpinthed. Nogle
studier viser, at når motionen bliver afskåret, så øges depression
og angst, som formentlig ellers reguleres gennem
løb.
Alligevel bør man ifølge Powers et al. være opmærksom
på symptomer på motionsafhængighed, idet nogle kvindelige
løbere er i risiko for at udvikle anoreksi, og man kan
desuden se en øget sårbarhed for spiseforstyrrelser hos elitesportsfolk
(Sundgot-Borgen & Larsen 1993).
Primært eller sekundært?
Veale (1987) var den første til at introducere motionsafhængighed
som selvstændig lidelse med udgangspunkt i DSMkriterierne
for afhængighed. Veale understregede dog, at
der eksisterer en række ligheder mellem motionsafhængighed
og spiseforstyrrelser, som kan vanskeliggøre adskillelsen.
Ud over overdreven træning nævnte han blandt andet
selvinduceret vægttab og lav fedtprocent. Han mente, at det
på trods af de mange fællestræk var muligt at skelne mellem
motionsafhængighed og spiseforstyrrelser, og at motionsafhængighed
i nogle tilfælde kunne opfattes som en primær
lidelse.
Den afgørende forskel er, at ved primær motionsafhængighed
er træning et mål i sig selv. Diæt og vægttab tjener
blot til at forbedre idrætspræstationen. Ved sekundær motionsafhængighed
er formålet med fysisk aktivitet at opnå
vægttab eller at kompensere for overspisning. Derfor understreges
det, at en spiseforstyrrelse skal udelukkes, før der
kan være tale om primær motionsafhængighed.
I en kort oversigtsartikel diskuterer Keski-Rahkonen motionsafhængighed
som primært eller sekundært fænomen
og konkluderer: ”the term exercise dependence seems to belong
to the land of the myths (…) if you meet someone who
claims to be exercise-dependent, delve deeper – look for an
eating disorder” (Keski-Rahkonen 2001, s. 282). Han mener

altså, at der altid ligger en spiseforstyrrelse bag motionsafhængighed,
og at primær motionsafhængighed er en myte.
Zmijewski og Howard har fundet en stærk sammenhæng
mellem spiseforstyrrelser og motionsafhængighed, hvilket
støtter hypotesen om sekundær motionsafhængighed. De
fandt dog samtidig en gruppe, der opfyldte kriterierne for
primær motionsafhængig med fravær af spiseforstyrrelse,
hvorved primær motionsafhængighed synes at forekomme.
“Exercise Dependence in individuals with eating disorders
can pose serious health risks, but perhaps just as important
are those individuals with primary exercise dependence”
(Zmijewski og Howard 2003, s. 184). På grund af de skadelige
følgevirkninger af overdreven motion understreger de,
at primær motionsafhængighed må tages alvorligt.
Blaydon et al. (2002) antyder i et studie af triatleter, at
primær motionsafhængighed findes som en sygdom, der
er forskellig fra sekundær motionsafhængighed. De diskuterer
imidlertid brugen af begreberne primær og sekundær
motionsafhængighed og finder denne skelnen forenklet og
utilstrækkelig, idet en given patologisk tilstand kan resultere
i enten den ene eller begge tilstande af motionsafhængighed.
Fx kan overdreven træning og forstyrrede spisevaner
hos en bodybuilder begge være et resultat af en ekstrem
optagethed af krop og udseende, hvorfor både motionsafhængighed
og spiseforstyrrelse må opfattes som sekundære.
I Hannes tilfælde er det svært at sige, om træningen var
primær og sekundært har ført til spiseforstyrrelsessympto-
Psykolog nyt • 11 • 2010 13

mer, eller om spiseforstyrrelsen kom først og førte til overdreven
træning. Vi ved, at der i idrætsmiljøer er en overrepræsentation
af både spiseforstyrrelser og motionsafhængighed
i forhold til normalbefolkningen. Men vi ved ikke,
om de, der søger ekstreme træningsmiljøer, i forvejen er
sårbare i forhold til deres kropsbillede og selvværd.
En fælles kropsbaseret aktivitetslidelse?
Der er som anført så store overlap imellem spiseforstyrrelser
og motionsafhængighed, at det måske ikke giver mening
at dele dem op i primære og sekundære lidelser, men
skal ses som forskellige stadier af samme lidelse. Yates ar-
At der ikke kan konstateres
tegn på psykisk lidelse blandt
løbere, kan ifølge Yates skyldes,
at løberne netop bruger motion
som en strategi til at mindske
psykisk forpinthed.
”
”
gumenterer for, at de to fænomener kan anskues ud fra det,
hun kalder en aktivitetsteori. En aktivitet forstås som en
uafhængig, målrettet aktivitet, der ligger ud over almindelige
hverdagsaktiviteter som familie og arbejde, og som tjener
til selvudvikling og selvtilfredsstillelse, fx løb og slankekure.
Disse aktiviteter er kropsbaserede og adskiller sig
fra andre ikke-kropsbaserede aktiviteter som havearbejde
og tegning. I en kropsbaseret aktivitet er fokus rettet mod
målbare præstationer i form af vægttab eller en forbedret
fysisk form.
Kendetegnende for folk, der er engagerede i kropsbaserede
aktiviteter er, at når målet er nået, søges nye mål: tynd
er aldrig tynd nok, og man kan aldrig komme i for god form.
Grundet de fælles drivkræfter og det ekstreme kropsfokus
argumenterer Yates for eksistensen af en aktivitetslidelse
”The Activity Disorder” (Yates 1991). Yates mener således,
14 Psykolog nyt • 11 • 2010
at spiseforstyrrelser og motionsafhængighed skal ses som
to udtryk for en fælles grundlidelse, der er relateret til kroppen
og giver sig udtryk i en målrettet aktivitet.
Siden aktivitetshypotesen er der opstået flere nye kulturelt
betingede kropsbaserede lidelser såsom megarexi (sygelig
trang til at blive muskuløs) og ortorexi (sygelig besættelse
af at leve sundt). De har alle fællestræk med spiseforstyrrelser,
men har også særegne kendetegn. Der er formentlig
et stort overlap mellem motionsafhængighed og
megarexi, idet idrætten spiller en rolle i begge syndromer.
Af disse syndromer er det kun anorexi og bulimi, der er
anerkendt som egentlig diagnose både i DSM og ICD, men
ifølge Yates’ tankegang kan de alle opfattes som én og samme
forstyrrelse – en afhængighed af kontrol over kroppen.
At denne form for afhængighed er tiltaget, kan formentlig
forklares sociokulturelt. Modsat afhængighed af eksempelvis
alkohol eller rygning er både slankhed, sund kost og god
fysisk form velanset i samfundet, hvilket kan have en betydning
for væksten i kropsbaserede afhængighedslidelser.
På trods af krops- og sundhedsdyrkelsen udgør fysisk inaktivitet,
overvægt og usunde kostvaner dog et større problem
for folkesundheden end overdreven træning.
Der er en tydelig kønsforskel i de forskellige kropsbaserede
syndromer. Mens spiseforstyrrelser og ortorexi overvejende
rammer kvinder, er der en overrepræsentation af
mænd, der udvikler megarexi. Motionsafhængighed synes
at være ligeligt fordelt på begge køn i europæiske studier
(Lejoyeux et al. (2008; Lindwall & Palmeira 2009). At der
kan være forskel imellem mænds og kvinders motivation
for at dyrke idræt, påviste Hausenblas og Fallon (2002) i et
studie af unges træningsadfærd, træningsafhængighed og
kropsbillede. Resultaterne viste, at BMI afgjorde kvindernes
tilfredshed med deres kroppe (jo højere BMI, jo mere
utilfredse), mens træningsadfærden var afgørende for mændene
(jo mere træning, jo mere tilfredse). Forskerne antog,
at kvindernes motiver for at træne var vægttab, mens mændene
var motiveret af ønsket om en muskuløs krop og konkurrence.
Mia Beck Lichtenstein, psykolog & bac.scient. i idræt og
sundhed. Center for Spiseforstyrrelser, Forskningsenheden
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Odense
René Klinkby Støving, overlæge, lektor, ph.d.
Ernæringsklinikken, Endokrinologisk afd. M, Center for
Spiseforstyrrelser, Odense Universitetshospital

LITTERATUR
American Psychiatric Association (APA). Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders. In:
(4th edn) (DSM-IV). Washington DC 1994.
Bamber, D. et al. (2000): “The pathological status of exercise dependence”. The British Journal of Sports
Medicine, vol. 34, pp. 125-132.
Blaydon et al. (2002): “Metamotivational characteristics of eating-disordered and exercise-dependent
triathletes: an application of reversal theory“. Psychology of Sport and Exercise, vol. 3 (3), pp. 223-236.
Bratland-Sanda et al. (2010): “Physical Acticvity and Exercise Dependence During Inpatient Treatment
of Longstandig Eating Disorders: An exploratory Study of Excessive and Non-Excessive Exercisers”.
International Journal of Eating Disorders, 43, pp. 266-273.
Hausenblas, H.A. and Downs, D.S. (2002): “Exercise dependence: a systematic review”. Psychology of
Sport and Exercise, vol. 3 (2), pp. 89-123.
Hausenblas, H.A. and Fallon, E.A. (2002): “Relationship among body image, exercise behavior, and exercise
dependence symptoms”. International Journal of Eating Disorders, vol. 32 (2), pp. 179-185.
Keski-Rakhonen, A. (2001): ”Exercise Dependence – a Myth or a Real Issue?”. European Eating Disorders
Review, vol. 9, pp. 279-283.
Lejoyeux, M. et al. (2008): ”Prevalence of exercise dependence and other behavioural addictions among
clients of a Parisian fitness room”. Comprehensive Psychiatry, 49, pp. 353-358.
Lichtenstein, M.B. (2004): Træningsafhængighed – om psykisk afhængighed af fysisk aktivitet. Institut for
Psykologi, Københavns Universitet.
Lindwall, M. & Palmeira, A. (2009): “Factorial Validity and Invariance Testing of the Exercise Dependence
Scale-Revised in Swedish and Portuguese Exercisers”. Measurement in Physical Education and Exercise
Science, v.13 n. 3 pp: 166-179.
Powers, P.S. et al. (1998): “Comparison of Habitual Runners and Anorexia Nervosa Patients”.
International Journal of Eating Disorders, vol 23 (2), pp. 133-143.
Russell G.: Bulimia nervosa: “An ominous variant of anorexia nervosa”. Psychol.Med. 1979; 9:429-448.
Silverman J.A. (1819-1890): “Limner of anorexia nervosa and myxoedema. An historical essay and encomium”.
Eat.Weight.Disord. 1997; 2:111-116.
Sours, J.A. (1981): “Running, Anorexia Nervosa, and Perfection”, in: Sacks, M.H. (Ed.): Psychology of
running. Human Kinetics Publishers, Inc, 1981.
Sundgot-Borgen, J. and Larsen, S. (1993): ”Pathogenic weight-control methods and self-reported eating
disorders in female elite athletes and controls”. Scandinavian Journal of Medicine & Science in Sports,
vol. 3 (3), pp. 150-155.
Vandereycken, W.: “Who was the first to describe anorexia nervosa: Gull or Lasègue?” Psychol. Med.
1989; 19:837-845.
Wheeler, G.D. et al. (1986): “Are anorexic tendencies prevalent in the habitual runner?”. British Journal of
Sports Medicine, vol. 20 (2), pp. 77-81.
World Health Organization (WHO). International Statistical Classification of Diseases and Related Health
Problems (ICD-10). Geneva 1992.
Yates, A. (1991): “Compulsive Exercise and the Eating Disorders. Toward an Integrated Theory of Activity”.
Brunner/Mazel, Inc, 1997.
Yates, A. et al. (1983): “Running: an analogue of anorexia?”. The New England Journal of Medicine,
vol. 308 (5), pp. 251-255.
Zmijewski & Howard (2003): “Exercise Dependence”. Eating Behaviors, 4, pp. 181-195.
Psykolog nyt • 11 • 2010 15