fokus på Børn

du kan
godt Blive
fri
Line var 14 år, da hun fik anoreksi. I
seks år kæmpede hun for at komme
sygdommen til livs og efter en sej
kamp lykkedes det hende til sidst.
Med sine oplevelser og erfaringer i
rygsækken er Line i dag rådgiver for
LMS med det budskab til dem hun
rådgiver: Det KAn lade sig gøre at
slippe helt fri af en spiseforstyrrelse.
Af Anne Solbjerg
”Jeg sad på klaverstolen og så ned af mig
selv. Mine mave bulede lidt ud, og jeg
syntes, at jeg så forfærdelig tyk ud. Så
besluttede jeg mig for, at jeg ville tabe mig”.
31-årige Line Jespersen forbinder episoden
ved klaveret med starten på den spiseforstyrrelse,
hun kom til at kæmpe med i
teenageårene. Line var ellers en glad og
velfungerende teenager. Hun voksede op i
en jysk provinsby med støttende og kærlige
forældre, et rigt socialt liv og erindrer ikke
de selvværdsproblemer, der kunne have
kickstartet en spiseforstyrrelse, og som
mange anoreksiramte ellers kan nikke
genkendende til.
Anoreksien startede jo også bare med
en slankekur. Men da Line mærkede den
kontrol, hun følte ved at styre maden, hun
spiste, blev det hurtigt til en sport, hvor det
gjaldt om at spise så lidt som overhovedet
muligt.
”Mine forældre havde nogle venner, hvis
døtre led af anoreksi. De ville ikke spise
hjemme og kom engang imellem over
og skulle spise aftensmad hos os. Jeg
kan huske, at jeg sad og kiggede
på deres afpillede kroppe
og tænkte, at de var syge.
Jeg overvejede ikke et
øjeblik, at jeg måske
led af det samme”.
På bare et år havde
Line tabt sig ganske
voldsomt, og hendes
forældre blev hurtigt
opmærksomme på, at der
var noget galt. Hun påstod dog
hårdnakket, at hun ikke fejlede noget
og blev hurtigt mester i at lyve og skjule
sin spisevægring for dem. ”I løbet af en
skoledag spiste jeg kun tyggegummi. Jeg
købte tre pakker, tyggede sukkeret ud af de
enkelte stykker og smed dem derefter ud.
Det var alt, jeg fik, i løbet af en hel skoledag.”
Da hendes vægt kom ned på 42 kilo, valgte
hendes forældre dog at tage affære. Selvom
Line ikke selv mente, det var nødvendigt,
begyndte hun at gå til vejning hos sin læge
to gange om ugen. Hun hadede vejningerne
og sørgede for at drikke en masse vand
inden konsultationen. Men udover
vejningerne begyndte lægen at fortælle Line
om, hvilke konsekvenser anoreksien kunne
få for hendes krop.
”
Jeg havde ikke overvejet, at det
var anoreksien, der var skyld i,
at mine menstruationer udeblev. Jeg
fik et chok, da lægen fortalte mig,
at jeg kunne risikere at miste evnen
til at blive gravid, hvis jeg fortsatte
med at sulte mig. I dag er det jo
logisk, at det på sigt har fatale fysiske
konsekvenser at leve af tyggegummi
og vand alene. Men jeg havde nok
bare valgt at lukke øjnene for
”
den side af sagen.
Med hjælp fra forældrene og lægen indså
Line gradvist, at hun var nødt til at tage på
og begynde at spise igen. Hun husker sådan
set perioden, hvor faste måltider igen er en
del af hendes dagligdag som god, men hun
var konstant splittet mellem nydelsen af
igen at kunne spise alt det mad, hun egentlig
holdt meget af, og frygten for de ekstra kilo
hun ville tage på.
”Igennem en længere periode oplevede
jeg det, mange anorektikere oplever, at
anoreksien slår over i bulimi, fordi man
simpelthen er så bange for at tage på i vægt.
Jeg hadede følelsen af mæthed, og da jeg
først havde opdaget, hvor nemt det var at
gå ud og kaste det hele op i toilettet, var
det utrolig fristende.”
Line vidste dog godt, hvor forkert det var at
kaste maden op, og lige så langsomt begyndte
hendes tanker at tænke i raske baner og slippe
de tankestrømme, hun som spiseforstyrret
havde været styret af. Processen var lang, og
gennem gymnasieårene kæmpede hun stadig
med sygdommen som dog stille, men stødt
fyldte mindre og mindre i hendes liv.
Det er en hård kamp at kæmpe sig ud på den anden side af en spiseforstyrrelse, men det kan lade sig gøre.
Og det kan lade sig gøre at komme helt dertil, hvor man ikke længere kan genkende sig selv som spiseforstyrret
og hvor et stykke pizza bare kan nydes uden panik.
”
Jeg kan huske, hvordan jeg
pludselig tænkte, hvor mange
spændende ting, tilværelsen bød på
med venner, fester, uddannelse – det
”
hele. Jeg tænkte, at det var fuldstændig
tåbeligt at gå og bruge energi på,
hvad jeg spiste i stedet for bare
” ”
at leve og nyde at være til.
For Line var tanken her banebrydende. Det
var nærmest som om, at hun besluttede sig
for at blive rask. Hun husker ikke bestemte
begivenheder, der var afgørende for, at den
sygdom, der havde haft magt over hende
i årevis, pludselig havde mistet dens magt.
”Uden mine forældre og min læge ville jeg
ikke have klaret den. Men jeg tror også bare,
at jeg kom i tanke om, hvor livsglad og stærk,
jeg alle dage havde været.
Meget er sket i Lines liv siden teenageårene.
Hun er flyttet til en anden del af landet,
arbejder som folkeskolelærer og bruger en
del af sin fritid som rådgiver for LMS. ”når
LySt tiL Mig SeLv og Livet!
Kan du være nærværende? Hvordan har du
det med nærhed? Kan du mærke lyst? Hvad
du har lyst til at spise, hvem du har lyst til at
være sammen med, hvad du har lyst til at
lave, og hvad du har lyst til seksuelt?
Hvis du lige som mig har haft en
spiseforstyrrelse gennem mange år, vil jeg
gætte på, at du svarer nej til spørgsmålene.
Stort set al min energi og alle mine tanker
er blevet brugt på mad og destruktivitet.
når jeg var sammen med andre, var jeg
i virkeligheden ikke rigtigt til stede og
nærværende, for jeg var i min egen verden – i
min anoreksi. Jeg holdt andre og selve livet
på afstand. Mens det stod på, var jeg ikke
bevidst om det, for jeg var også lukket over
for mig selv og mine følelser. Jeg var konstant
”dopet”.
I min proces ud af anoreksien, er det gået op
for mig, hvor meget jeg har at lære. Èn ting
er at få maden og vægten på plads. noget
andet – og i mine øjne rigtig, rigtig vigtigt
– er at lære at mærke lyst, at lære at være
nærværende og at turde åbne op for nærhed.
Lære at leve! Hvis man kun fokuserer på
jeg ser tilbage på årene som spiseforstyrret,
virker det så fjernt for mig nærmest som om
det slet ikke er mit liv, jeg tænker på, men en
andens.”
Line ved dog godt, hun har været heldig, og
at mange andre sygdomsramte ikke oplever
den samme støtte og hjælp fra omverdenen.
”Det betød alverden for mig, at folk omkring
mig reagerede og fik mig til at indse, hvor
galt afsporet jeg var. Og at de gad lytte. Det
er også min vigtigste opgave som rådgiver –
bare at lytte. Mange af dem, jeg møder som
rådgiver, føler nemlig ikke, at de har nogen at
tale med.”
I dag kan Line slet ikke kende sig selv, når
hun ser 15 år tilbage og mindes den pige, der
blev så syg. Dog føler hun, at hendes historie
vidner om, at alle og enhver kan blive ramt
af en spiseforstyrrelse, hvis de presses på et
skrøbeligt tidspunkt i livet. Men lige så vigtigt
er det for hende at slå fast, at også alle kan
slippe spiseforstyrrelsen igen.
maden og vægten og lærer at spise mekanisk
og regelmæssigt, er man i mine øjne ikke rask
(jeg hader egentlig ordet rask – vil hellere
kalde det FRI). Så er man blot styret af en
kostplan og en bestemt vægt, man skal holde.
Er det at være fri og at leve livet? Hvis man
stadig lukker af og ikke mærker?
StARt En LyStREJSE
Friheden starter, når man begynder på en
lyst-rejse i sig selv. Hver dag øver jeg mig i at
mærke efter, hvad jeg har lyst til. Altså ikke
BARE spise noget, BARE lave noget, BARE
være sammen med den og den. nej, jeg skal
VILLE det! Have LySt. Det kræver, at jeg tør
stå ved mig selv og tør sige til og fra, hvilket
i sig selv er en kæmpe udfordring. Hvis ikke
jeg holder mig selv fast, tager autopiloten
hurtigt over, så jeg lukker af, som jeg har gjort
igennem alle mine spiseforstyrrede år. Det
kræver altså fokus, viljestyrke og motivation
hele tiden for at ændre vaner og tankegang.
I marts i år udkom jeg med min tredje bog,
som netop hedder ”Lyster”. Den handler
om lyst, sex og kærlighed – og om, hvordan
du finder lysten til dig selv. Du kan læse om
Af Mille Eigard Andersen
Forfatter, foredragsholder og sexolog, www.ihdumille.dk
”Du skal turde tale om din spiseforstyrrelse
og sige dine tanker og følelser højt. Og så
skal du virkelig ville være rask.
Det lyder måske dumt, men
engang imellem opfører sygdomsramte
sig som om, at de ikke vil
være deres sygdom foruden.
tænk på den frihed du havde, før alle de
spiseforstyrrede tanker begyndte at plage dig.
Den frihed er mere værdifuld end alt andet.
Og sidst men ikke mindst skal du tro på, at
det faktisk kan lade sig gøre at blive helt rask.
Du kan sagtens igen komme til at spise en
pizza eller en is uden at gå i panik over, hvor
mange kalorier du indtager.”
Line er et opdigtet navn,
hendes identitet er kendt af redaktionen.
de øvelser, som jeg selv har brugt og fortsat
bruger for at holde mig i kontakt med mig
selv. Derudover har jeg interviewet en
masse andre kvinder for at få deres vinkler,
tips og idéer til at styrke lyst, kærlighed og
kvindelighed.
Det kræver fortsat energi og kamp hver dag
at lade lysten og ikke spiseforstyrrelsen vinde,
men jo mere jeg kæmper for at følge lysten,
jo mindre fylder spiseforstyrrelsen. Så jeg er
ikke et sekund i tvivl om, at det er den vej, jeg
skal fortsætte for at have det godt! Efter så
mange år med en mindreværdstankegang og
en ekstrem ulyst til mig selv, er det fantastisk
at mærke, at jeg føler mig noget værd, og at
jeg har lyst til mig selv og livet!
Følg din lyst – det er vejen til frihed. Det er
kun dig selv, der kan tage de sidste skridt.
Støtte og forståelse kan hjælpe, men du skal
selv hver dag arbejde med nærvær, nærhed
og lytte til din lyst i stedet for at lukke af.
22 23