Kunstpædagogisk forskning og formidling i Norden 1995 – 2004

akvarellmuseet.org

Kunstpædagogisk forskning og formidling i Norden 1995 – 2004

nordiska akvarellmuseet

Helene Illeris Kunstpædagogisk forskning og formidling i Norden 1995 2004 nordiska akvarellmuseet

Helene Illeris

Kunstpædagogisk forskning og

formidling i Norden 1995 2004

nordiska akvarellmuseet


Kunstpædagogisk forskning og

formidling i Norden 1995 2004


Kunstpædagogisk forskning og

formidling i Norden 1995 2004

Rapport udarbejdet for Nordisk Akvarellmuseum i forbindelse med projektet

Kunstpædagogik i Norden

Helene Illeris, ph.d.,

lektor i billedkunst og visuel kultur

Danmarks Pædagogiske Universitet

nordiska akvarellmuseet


Förord

Publiken strömmar till konstmuseer och konsthallar som aldrig förr. Det betyder att

konsten angår allt fler och att den inte längre är en angelägenhet enbart för en

liten initierad grupp.

Uppgifter och rapporter om konstpedagogiska projekt från en rad museer, konsthallar

och universitet i Norden pekar emellertid på att de mänskliga och ekonomiska

resurserna för att ta hand om den breda publiken inte räcker till. Det saknas

även en djupare teoretisk förankring i verksamhetens mål och metoder. Inom den

allmänpedagogiska forskningen ser man alltför sällan konsten som en läranderesurs,

lika sällan utforskas konstens pedagogiska aspekter inom den konstvetenskapliga

forskningen.

Nordiska Akvarellmuseet har, sedan museet öppnades år 2000, med framgång

bedrivit konstpedagogisk utvecklingsverksamhet i nära samarbete med den konstnärliga

fakulteten vid Göteborgs universitet. Erfarenheterna av arbetet, liksom

samarbetet med andra konstmuseer och konsthallar i de nordiska länderna, ligger

till grund för Nordiska Akvarellmuseets initiativ att få till stånd en samnordisk

spetsforskning inom konstpedagogiken.

Nordiska kulturfonden har givit Nordiska Akvarellmuseet ett bidrag för att i samarbete

med nordiska forskare närmare utreda förutsättningarna för ett kvalificerat

forsknings- och utvecklingsarbete inom konstpedagogik.

Nordiska Akvarellmuseet har engagerat fil dr Helene Illeris, Danmarks pedagogiska

universitet, ass. professor Venke Aure, Högskolan i Oslo, fil dr Marjo Räsänen,

Åbo universitet och handläggare Kajsa Ravin, Statens kulturråd i Sverige för att

utreda förutsättningar och formulera frågeställningar för konstpedagogisk spetsforskning

på nordisk basis. Resultatet framgår av den föreliggande rapporten, skriven

av Helene Illeris. Den ligger till grund för seminariet 2-3 december 2004. Rapporten

ger också förslag och idéer till att utveckla konstpedagogisk spetsforskning

på nordisk basis.

4

Tack till Hans Hedberg och Bengt Olsson vid den konstnärliga fakulteten på Göteborgs

universitet för sakkunnigt stöd för detta konstpedagogiska forskningsprojekt.

Det är Nordiska Akvarellmuseets förhoppning att rapportens slutsatser och förslag

kommer att stärka konstens och konstmuseernas roll i samhället och göra konsten

tillgänglig på lika villkor för alla medborgare.

Vi ser det som angeläget att med gemensamma nordiska krafter och resurser

åstadkomma en systematisk forskning på högsta nivå om konstens roll som läranderesurs

och upplevelsekälla.

Nordiska Akvarellmuseet, oktober 2004

Bera Nordal Benita Nilsson Raija Wallenius

Museichef Strategichef Projektledare

5


Författarens förord

Denne rapport er udfærdiget på anmodning fra Nordisk Akvarellmuseum i

Skärhamn i forbindelse med projektet Konstpedagogiskt forsknings- och

utvecklingsarbete i Norden. Projektet, som støttes af Nordisk Kulturfond, har som

mål at gennemføre en kortlægning af aktuelle forsknings- og udviklingsresultater

inden for nordisk kunstpædagogik samt at skaffe faktagrundlag og motivation for at

iværksætte et samnordisk forskningsprogram på det kunstpædagogiske område.

Rapporten er skrevet af Helene Illeris, ph.d. i billedpædagogik og lektor i billedkunst

og visuel kultur ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Helene Illeris er

medlem af den referencegruppe, som i 2002 blev nedsat for at følge projektet, og

hun har endvidere indgået i en mindre projektgruppe, som havde til opgave at sammenfatte

motivationen for et evt. nordisk forskningsprogram i kunstpædagogik. Ud

over Helene Illeris, bestod projektgruppen af førsteamanuensis Venke Aure fra

Høgskolen i Oslo, projektleder Kajsa Ravin fra Statens Kulturråd i Sverige og lektor

Marjo Räsänen fra Åbo Universitet. Ved et arbejdsmøde i juni 2003 i Skärhamn

pegede denne gruppe på behovet for at få fremstillet en mindre rapport, som gennem

eksempler kunne give et indblik i, hvad der aktuelt er publiceret i Norden

det kunstpædagogiske område samt hvilken type af publikationer, det drejer sig

om. Projektgruppen havde også fundet det ønskeligt, at der blev udarbejdet en

oversigt over de mange aktuelle pædagogiske tiltag og projekter, som finder sted

på nordiske kunstmuseer og kunsthaller samt på forskellige uddannelsesinstitutioner,

men det viste sig ikke at være muligt inden for projektets tidsmæssige og

økonomiske rammer.

Med nærværende rapport er det lykkedes at give et rimeligt indblik i aktuelle forsknings-

og udviklingsresultater inden for nordisk kunstpædagogik. Det skal understreges

at rapporten er skrevet ud fra de eksempler på nordiske publikationer, som

det har været muligt at indsamle i løbet af få ugers intenst arbejde. Rapporten foregiver

således ikke at have skabt en fuldkommen oversigt over de sidste 10 års

publikationer på området, da der må findes en del udgivelser, som det ikke er lykkedes

forfatteren at få kendskab til. Det gælder særlig de mange mindre artikler

og bøger, der trykkes i forbindelse med museernes forskellige pædagogiske projekter,

og de mange specialer og afgangsopgaver, som skrives på de forskellige

landes universiteter og højskoler. Det må også bemærkes at islandske publikatio-

6

ner ikke er med i undersøgelsen, da det viste sig svært at finde materiale herfra.

Endvidere er decideret undervisningsmateriale ikke medtaget i rapporten. På trods

af disse begrænsninger giver rapporten, gennem beskrivelser og diskussioner af

særligt udvalgte eksempler inden for de forskellige kategorier af publikationer, et

kvalitativt indblik i, hvorledes, og med hvilke foki, der arbejdes med kunstpædagogisk

forsknings-, udviklings- og formidlingsarbejde i de nordiske lande. Det er således

vort håb, at rapporten, trods det beskedne omfang, kan medvirke til at danne

udgangspunkt for fremtidig forskning på det kunstpædagogiske felt.

Tak!

Jeg vil gerne takke alle de mennesker, som har hjulpet mig med at skaffe oplysninger

til denne rapport: Venke Aure, Høgskolen i Oslo; Eva Cronquist, Växjö Konsthall;

Bjarne Sode Funch, Københavns Universitet; Bruno Ingemann, Roskilde Universitetcenter;

Svala Jonsdottir, Islands Pædagogiske Universitet; Riitta Kuusikko,

Rovaniemen taidemuseo; Anna Lindblad, Museet for Samtidskunst, Oslo; Lisa

Lundström, Bild Museet, Umeå; Ane Hejlskov Larsen, Aarhus Universitet; Karin

Malmqvist, Moderna Museet, Stockholm; Erica Othman, Atheneum, Helsinki; Minna

Raitmaa, Kiasma, Helsinki; Kajsa Ravin, Statens Kulturråd, Stockholm; Arno Saarnak,

Karlstads Universitet og Tine Seligmann, Museet for Samtidskunst, Roskilde.

En særlig tak til Marjo Räsänen, Åbo Universitet og Hans Örtegren, Umeå Universitet,

som ud over at hjælpe med oplysninger har givet mig værdifulde kommentarer

undervejs i arbejdet, og til Maria Carlgren, Konstkonsulent i Västra Götaland,

som har læst korrektur på de svenske navne og titler.

Sidst men ikke mindst tak til Rajia Wallenius og Benita Nilsson, Nordisk Akvarellmuseum,

samt til Nordisk Kulturfond for de bevillinger, der har gjort rapporten

mulig.

Uden hjælp fra alle disse mennesker ville rapporten have været umulig at skrive.

De fejl og mangler, der alligevel findes, tager jeg alene det fulde ansvar for.

Roskilde, maj 2004

Helene Illeris

7


Indhold

1. Sammenfatning og anbefalinger . . . . . . . . . . . . . . . 12

1.1 Sammenfatning af rapportens vigtigste konlusioner i punktform . . 13

1.2 Sammenfatning af rapportens vigtigste anbefalinger i punktform . . 15

2. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17

2.1 Begrebsbrug . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17

2.2 Medborgerperspektivet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18

2.3 Rapportens opbygning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19

2.4 En kvalitativ tilgang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20

2.5 En model over typer af registrerede publikationer . . . . . . . . . 21

2.6 Bemærkninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22

3. Diskussion af udvalgte publikationer inden for området

kunstpædagogisk forsknings- og udviklingsarbejde

i Norden 1995-2004 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23

3.1 Rapporter og undersøgelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23

3.2 Akademiske afhandlinger og bøger . . . . . . . . . . . . . . . 29

3.3 Ikke videnskabelige bøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33

3.4 Videnskabelige artikler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35

3.5 Ikke videnskabelige artikler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37

3.6 Specialer/slutarbeten/hovedfagsopgaver/C- og D-uppsatser . . . 38

3.7 Konklusion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40

4. Kunstpædagogisk forskning og formidling

i Storbritannien og USA. Diskussion af udvalgte

publikationer i et komparativt perspektiv . . . . . . . . . . 42

4.1 Baggrund for valg af publikationer . . . . . . . . . . . . . . . . 42

4.2 Rapporter og undersøgelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44

4.3 Videnskabelige bøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47

4.4 Ikke videnskabelige bøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57

4.5 Konklusion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59

9


5. Sammenfattende diskussion . . . . . . . . . . . . . . . . . 61

5.1 Forslag til en model over kunstpædagogik

som interdisciplinært forskningsfelt . . . . . . . . . . . . . . . 62

5.2 Konklusion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63

5.3 Anbefalinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65

6. Art Appreciation Education Research and Promotion

in the Nordic Countries, 1995-2004 . . . . . . . . . . . . . 66

6.1 Summary and Recommendations . . . . . . . . . . . . . . . . 66

6.2 Itemized Summary of the Most Important

Conclusions of the Report . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67

6.3 Itemized Summary of the Most Important

Recommendations of the Report . . . . . . . . . . . . . . . . 69

Bilag 1:

Kunstpædagogisk forskning og formidling i Norden

Eksempler på publikationer 1995-2004 . . . . . . . . . . . 71

Rapporter og undersøgelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71

Videnskabelige afhandlinger og bøger . . . . . . . . . . . . . . 72

Ikke videnskabelige bøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 74

Videnskabelige artikler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75

Ikke videnskabelige artikler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76

Specialer/slutarbeten/hovedfagsopgaver/C- og D-uppsatser . . . . 77

Bilag II:

Kunstpædagogisk forskning og formidling

i Storbritannien og USA. Udvalgte publikationer . . . . . . . 79

Rapporter og undersøgelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79

Videnskabelige bøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79

Ikke videnskabelige bøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79

11


1.

Kunstpædagogisk forskning og formidling

i Norden 1995 2004

Sammenfatning og anbefalinger

Baggrunden for udarbejdelsen af denne rapport er et ønske om at styrke kunstens

og kunstmuseernes rolle i de nordiske samfund. Set i et medborgerperspektiv må

kunstpædagogik anskues som et nødvendigt bindeled mellem borgeren og kunstinstitutionerne.

Systematisk forskning i kunst som læringsressource vil give mulighed

for at pege på, hvorledes man kan styrke de nordiske borgeres oplevelse af

kunstinstitutionerne som demokratiske mødesteder, hvor alle er inviterede til at deltage

på lige fod. Det vil endvidere give mulighed for nærmere undersøgelse af

spørgsmål, der angår kunst og kunstoplevelse som ressourceområder i forhold til

vigtige samfundsmæssige problemstillinger, fx kulturel diversitet, sociale kompetencer,

kreativitet og identitetsfølelse.

Som situationen er i dag, har vi i de nordiske lande en meget begrænset viden om,

hvordan og med hvilke formål vi kan invitere en større del af medborgerne til at deltage

i de erfaringer, oplevelser og læringsressourcer, kunsten tilbyder. Rapportens

forsøg på at kortlægge kunstpædagogisk forskning og formidling i Norden gennem

de sidste 10 år, skal således ses som et første skridt på vejen i arbejdet med

at skabe de nødvendige vidensmæssige forudsætninger for en samlet nordisk indsats

på det kunstpædagogiske område.

Rapportens mest overordnede konklusion er, at selvom nordiske forskere og praktikere

i løbet af de sidste 10 år har formået at producere en række publikationer

på det kunstpædagogiske område, hvoraf flere ligger på et højt niveau, så må den

nordiske forskning og formidling på området overordnet karakteriseres som

værende spredt, fragmenteret og afhængig af enkeltpersoners interesse og indsats.

En vigtig årsag hertil er, at kunstpædagogik ikke er anerkendt som forskningsmæssigt

satsningsområde, hverken nationalt eller på nordisk plan, og at en

stor del af de nordiske publikationer, der findes, derfor er skrevet af forfattere, der

ikke har kunstpædagogik som deres centrale interesseområde, men som arbejder

med tilgrænsende områder som billedpædagogik, museologi, psykologi, kunstteori,

kommunikationsstudier og antropologi.

Rapporten anbefaler derfor, at der iværksættes en samlet nordisk forsknings- og

formidlingsindsats på det kunstpædagogiske område. Kun ved at samle de kunstpædagogiske

vidensressourcer, som i dag findes spredt ud over et stort antal institutioner

og områder i Norden, kan der gøres en seriøs indsats for, at erfaringer med

kunst kan blive en tilgængelig og brugbar kilde til læring og oplevelse for alle nordiske

medborgere.

Sammenfatning af rapportens

vigtigste konlusioner i punktform

Rapportens dataunderlag består af en liste, der indeholder 146 publikationer, udgivet

i de nordiske lande i løbet af de sidste 10 år. Til brug for rapportens analyser er

udvalgt 19 publikationer til nærmere diskussion. Hertil kommer 7 engelsksprogede

publikationer, som anvendes til at diskutere kvaliteten af de nordiske publikationer

i et komparativt perspektiv. De vigtigste resultater af rapportens analyser og

diskussioner kan i punktform opsummeres som følger:

Analyse af det registrerede materiale:

• Nordiske forskere og praktikere har i årene 1995-2004 produceret en betragtelig

mængde afhandlinger, bøger og artikler, som på den ene eller den anden

måde har berøring med det kunstpædagogiske område.

• En stor del af de videnskabelige publikationer beskæftiger sig dog ikke med

kunstpædagogik i snæver forstand, men med bredere museologiske og pædagogiske

problemstillinger.

• De videnskabelige publikationer omfatter afhandlinger, bøger, artikler og rapporter,

som har deres videnskabelige ståsted i både sociologiske, antropologiske,

psykologiske og filosofiske teoridannelser, ligesom man finder rapporter,

som systematiserer og anvender teorier og metoder fra både læringsteori,

didaktisk teori og museologi.

12 13

1.1


• Der er i de seneste år udarbejdet et stadigt stigende antal specialer/hovedfagsopgaver/C-

og D-uppsatser i kunstpædagogik ved nordiske universiteter

og høgskoler, hvilket peger på, at der findes et vigtigt potentiale for nordisk

kunstpædagogisk forskning.

• De mere praksisrelaterede publikationer giver et indblik i de mange kunstpædagogiske

projekter, som finder sted på nordiske kunstmuseer i samarbejde

med bl.a. børnehaver, skoler, ungdomsuddannelser og billed- og kulturskoler.

Diskussioner af udvalgte publikationer:

• Sammenholdt giver publikationerne indtryk af en spredt praksis, hvor forskningen

er afhængig af enkelte forskeres personlige interesse. Det betyder, at den

nordiske forskning og formidling i kunstpædagogik forbliver usammenhængende,

og at flertallet af publikationer ikke formidles ud til en bredere kreds af

interesserede.

• Det er i denne sammenhæng symptomatisk, at nordiske forskere kun i meget

lille grad henviser til hinandens forskning eller publikationer, men at man i højere

grad trækker på forskning fra lande som USA, Frankrig og England.

• Således savnes systematisk, interdisciplinær og empirisk funderet forskning i

de uddannelses- og læreprocesser, der finder sted på museer og kunsthaller i

de nordiske lande, ligesom der savnes forskningsforankring af de kunstpædagogiske

udviklingsprojekter, der finder sted på nordiske kunst- og uddannelsesinstitutioner.

• På praksisniveauet er publikationerne ligeledes karakteriserede ved at være

udtryk for spredt og usammenhængende praksis. Mange nordiske kunstmuseer

iværksætter ambitiøse formidlingsprojekter, men projekterne optræder isolerede

fra hinanden og uden anknytning til nordisk forskning på området. Tilbagevendende

problemer er endvidere savnet af en egentlig kunstpædagogisk

uddannelse og det manglende samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne

og museerne.

• Set i et komparativt, internationalt perspektiv viser rapporten, at den engelsksprogede

forskning og formidling på det kunstpædagogiske område er mere

omfattende og sammenhængende end den nordiske, og at de videnskabelige

diskussioner overordnet set er præget af en større bredde og spændstighed.

Endvidere findes der især i USA en vigtig tradition for empirisk baserede publikumsundersøgelser,

hvorimod der i de nordiske lande kun findes ganske få

eksempler på undersøgelser af de besøgendes interesser og behov for oplevelse

og læring.

• Ikke desto mindre ligger den nordiske kunst- og museumspædagogiske forskning

på et godt niveau sammenlignet med den angelsaksiske, hvad angår indkredsningen

af grundlæggende problemstillinger samt anvendelsen af teoretisk

baserede kunstpsykologiske, læringsteoretiske og kulturanalytiske

tilgange. Det må endvidere formodes, at den nordiske tradition på det erfaringspædagogiske

område vil kunne udgøre et vigtigt bidrag til fremtidig internationalt

orienteret forskning.

• Det kan derfor på baggrund af rapportens diskussioner og komparative analyser

konkluderes, at selvom den nuværende forskning og formidling i Norden er

mangelfuld, er den nødvendige forskningsmæssige kapacitet til stede i de nordiske

lande for at kunne udvikle systematisk, interdisciplinær og empirisk funderet

forskning i kunstpædagogik på internationalt niveau.

Sammenfatning af rapportens

vigtigste anbefalinger i punktform

På baggrund af rapportens konklusioner anbefales det, at der oprettes et samnordisk

forskningsprogram, hvor nordiske forskere har mulighed for sammen at styrke

og udvikle nordisk forskning på internationalt niveau på det kunstpædagogiske

område. Forskningsprogrammet bør samle flg. typer af aktiviteter:

• Designe og søge støtte til samnordiske interdisciplinære forskningsprojekter på

det kunstpædagogiske område

• Designe og støtte udviklingsprojekter, hvor både universiteter og kunstinstitutioner

deltager

14 15

1.2


• Støtte nordiske og internationale netværk med deltagelse af såvel forskere og

forskerstuderende som praktikere

• Danne udgangspunkt for en samnordisk uddannelse af kunstpædagoger på

kandidat- og mastergradsniveau

• Arrangere nordiske og internationale konferencer om kunstpædagogiske

temaer

• Støtte udgivelser af videnskabelige bøger og artikler om kunstpædagogik

• Støtte og samle udgivelser af bøger og artikler om kunstpædagogik rettet mod

kvalificering af kunstpædagogiske praksisformer.

Indledning

Temaet for nærværende rapport er at give et indblik i aktuel kunstpædagogisk

forskning og formidling i de nordiske lande: Danmark, Finland, Norge og Sverige,

samt at sammenligne denne med lignende forskning og formidling i Storbritannien

og USA. Det empiriske materiale, som er registreret i rapporten, består af 146 publikationer,

udgivet i de nordiske lande i løbet af de sidste 10 år. Hertil kommer 7

engelsksprogede publikationer, som anvendes til de komparative analyser. Den

nordiske publikationsliste omfatter de rapporter, afhandlinger, bøger, artikler og

afgangsopgaver, det har været muligt at indhente oplysninger om inden for den

stramme tidsramme, der har været afsat til at skrive rapporten. Jeg har derfor valgt

at give publikationslisten overskriften ”eksempler”, da jeg er klar over, at der må findes

en del publikationer, som ikke er kommet med.

Jeg vil anvende denne indledning til at gøre rede for rapportens begrebsbrug, det

medborgerperspektiv, som danner udgangspunkt for rapporten, dens opbygning,

den kvalitative tilgang, som er valgt i diskussionerne, samt hvorledes de forskellige

typer af publikationer kan forstås ud fra en model, som går fra praksisnære erfaringsbeskrivelser

til egentlige forskningsresultater. Til sidstnævnte hører flere forsøg

på at udvikle forskellige metateoretiske ”blik” på, hvad kunstpædagogik ”er for

noget”, når det ses i overordnede sammenhænge, fx samfunds- og kulturteori, psykologi

og filosofi.

Begrebsbrug

Som det fremgår ved en gennemlæsning af det registrerede materiale, er begrebet

”kunstpædagogik” langt fra entydigt i nordisk sammenhæng. Ordets betydning

skifter efter, hvilken kontekst det bruges i, samt efter hvem der bruger det. Fx foretrækker

danske og norske publikationer ordet ”kunstformidling”, mens ”kunstpædagogik”

synes at være mere brugt i Sverige og Finland. I denne rapport bruges

begreberne på følgende måde:

Kunstpædagogik anvendes om undervisning og andre former for pædagogiske

aktiviteter, der har reception af, og interaktion med, kunstværker som sit centrale

indhold. Kunstpædagogik finder primært sted på museer og kunsthaller og varetages

typisk af museumsansatte kunstpædagoger.

16 17

2.

2.1


2.2

Kunstformidling anvendes delvis synonymt med kunstpædagogik, fx i de tilfælde

hvor ordet kunstformidling optræder i de publikationer, der bruges som eksempler

i rapporten. Kunstformidling anvendes også i en bredere betydning, nemlig som

alle de formidlingsrettede aktiviteter, der finder sted med og omkring kunstværker,

fx opførelsen af kunstmuseer, kuratering af udstillinger og produktion af kataloger

og andet materiale.

Museumspædagogik og museumsformidling anvendes som ovenstående, når der

fokuseres på alle former for museer, såvel kunstmuseer som fx kulturhistoriske og

naturvidenskabelige museer.

Billedpædagogik anvendes om undervisning og andre former for pædagogiske

aktiviteter, der foregår på skoler og andre uddannelsesinstitutioner, som oftest i

fagene billedkunst (Danmark), bildkonst (Finland), kunst og håndværk (Norge) og

bild (Sverige). Billedpædagogik omhandler produktion og reception af alle former

for billeder og begrænser sig altså ikke til kunstværker.

Medborgerperspektivet

Baggrunden for udarbejdelsen af denne rapport er et ønske om at styrke kunstens

og kunstmuseernes rolle i samfundet set i et medborgerperspektiv. Offentlige

kunstmuseer og kunsthaller i Norden opføres og drives med to hovedformål: at

samle, bevare og forske i national og international kunst og at tilgængeliggøre og

formidle kunsten til så mange borgere i samfundet som muligt. Som det tydeligt

fremgår af de diskuterede publikationer, har vi imidlertid i de nordiske lande en

meget begrænset viden om, hvordan og med hvilke formål vi kan invitere en større

del af vore medborgere til at deltage i de erfaringer, oplevelser og læringsressourcer,

kunsten tilbyder. Dette kan skyldes, at kunstpædagogik ikke har været anerkendt

som et satsningsområde hverken nationalt eller på nordisk plan.

Hvor man i alle nordiske lande beskæftiger sig med forskning i områder som kunstteori,

kunsthistorie og æstetik, og hvor man lægger vægt på at uddanne og støtte

billedkunstnerne, har forskning i kunstpædagogik og kunstformidling aldrig været

prioriteret. I løbet af de sidste 10-20 år har der imidlertid været en stigende interesse

for området både på udstillingsstederne og blandt forskere, og forskellige mindre

og spredte initiativer er sat i gang. Flere og flere kunstmuseer og kunsthaller

opretter stillinger til kunstpædagoger, og forskere fra så forskellige områder som

billedpædagogik, museologi, kunstvidenskab, kommunikationsvidenskab, psykologi

og antropologi er begyndt at interessere sig for det kunstpædagogiske område.

At gøre kunsten til en læringsressource for alle medborgere i de nordiske samfund

kræver dog mere end spredt opmærksomhed og god vilje. Det kræver samlede

indsatser. Denne rapport er et forsøg på at tage et første skridt i retning af en

opprioritering af medborgerperspektivet i nordisk kulturpolitik. Ved at give et kritisk

indblik i den forskning og formidling, der på nuværende tidspunkt findes på området,

er det således hensigten at skabe en platform for videre satsninger inden for

kunstpædagogik i Norden.

Rapportens opbygning

Rapporten er bygget op således, at det empiriske materiale, som danner udgangspunkt

for diskussionerne i kapitel 4 og 5, er placeret som bilag efter hovedteksten.

Bilag I er en liste med en række eksempler på kunstpædagogiske publikationer fra

(i alfabetisk rækkefølge) Danmark, Finland, Norge og Sverige. Publikationerne

omfatter med enkelte undtagelser årene 1995-2004, og de er ordnede i følgende

kategorier: 1) rapporter og undersøgelser, 2) videnskabelige afhandlinger og

bøger, 3) ikke videnskabelige bøger, 4) videnskabelige artikler, 5) ikke videnskabelige

artikler, 6) hovedfagsopgaver/specialer/C- og D-uppsatser. Da kunstpædagogik,

som det også vil fremgå senere i rapporten, ikke er et velafgrænset

felt, har jeg medtaget en del publikationer, hvor kunstpædagogik kun optræder

som en mindre del, eller endda som indfoldet i et mere overordnet tema, typisk

museumspædagogik og museologi. For at listen ikke skulle blive for uoverskuelig,

har jeg dog valgt ikke at medtage eksempler på det store antal billedpædagogiske

publikationer, der findes i Skandinavien, også selvom en del af disse berører kunstpædagogiske

tematikker. Kun billedpædagogiske publikationer, der arbejder med

et specifikt kunstpædagogisk fokus, er medtaget. Bilag II indeholder en liste over

7 engelsksprogede publikationer, ordnet i kategorierne: 1) rapporter og undersøgelser,

2) videnskabelige bøger og 3) ikke videnskabelige bøger. Også her

optræder eksempler på bredere orienteret museumspædagogisk litteratur.

I rapportens første hovedkapitel (kap. 4) beskriver og diskuterer jeg udvalgte publikationer

fra listen i bilag I for at give et indtryk af, hvad de forskellige typer af tek-

18 19

2.3


2.4

ster indeholder. Til dette formål foretager jeg yderligere kategoriseringer, således

at fx ”rapporter og undersøgelser” opdeles i 4 kategorier: A) statistikker og oversigter,

som giver et overordnet billede af kunstformidlingen i et enkelt land eller

område i et bestemt tidsrum, B) status- og evalueringsrapporter ang. enkelte

udvalgte projekter inden for kunst- og kulturformidling, C) rapporter der udvælger

og opsummerer eksisterende viden inden for et særligt område og D) mindre erfaringsopsamlinger

og beskrivelser. Jeg udvælger herefter 1-3 eksempler inden for

hver kategori til beskrivelse og diskussion.

Rapportens andet hovedkapitel (kap. 5) består af en diskussion af de 7 udvalgte

engelsksprogede publikationer i bilag II. Diskussionerne anvendes til komparative

analyser af skandinavisk og angelsaksisk forskning og formidling af kunstpædagogik.

Rapportens sidste to kapitler indeholder en opsummering af diskussionerne og en

kort diskussion af mulighederne for at styrke kunstpædagogik som et interdisciplinært

forskningsfelt i Norden. Rapporten afsluttes med anbefalinger til hvilken type

af aktiviteter, et muligt samnordisk forskningsprogram kunne tænkes at varetage.

En kvalitativ tilgang

Da det registrerede materiale på listen i bilag I ikke er fuldstændigt, kan det ikke

danne udgangspunkt for kvantitative analyser, hvor man fx måler antallet af publikationer

fra de forskellige lande op imod hinanden, eller hvor man ser på hvilken

type af artikler, der samlet set er publiceret flest af. I stedet har jeg valgt at gøre en

række kvalitative nedslag i publikationerne på listen, således at jeg udvælger et

antal publikationer til diskussion, som jeg mener kvalitativt kan belyse og eksemplificere

en bestemt type af publikationer i forhold til temaet ”kunstpædagogisk

forskning og formidling i Norden”.

Udvalget er foretaget således, at jeg dels har valgt publikationer, hvor kunstpædagogikken

står så centralt som muligt, dels har søgt at vælge nogle publikationer,

som jeg vurderede som ”ambitiøse” i kategorien, for på den måde at vise eksempler

på ”good practice”. Det må i den forbindelse bemærkes, at jeg ikke diskuterer

mere end ét eksempel på en finsk publikation, hvilket dels skyldes, at de finske

publikationer har været svære at skaffe hjem med så kort varsel, dels at jeg kun

kan læse den del af de finske publikationer, der er udkommet enten på svensk eller

engelsk. Endvidere har det ikke været muligt at hjemskaffe alle de artikler, der er

medtaget på listen, hvilket yderligere har begrænset valgmulighederne i forhold til

hvilke publikationer, jeg har udvalgt til diskussion.

En model over typer af registrerede publikationer

Nedenstående model opsummerer og systematiserer det registrerede materiale.

Modellen placerer de forskellige typer af publikationer i et kontinuum, hvor den ene

pol udgøres af praksis, mens den anden udgøres af forskning. Herimellem placeres

først de ”praksisnære” publikationer, som har til opgave at vejlede og beskrive

praksis og siden, nærmere forskningspolen, de ”forskningsnære” publikationer,

som på forskellig vis søger at systematisere eksisterende viden.

• Ph.d. og doktorafhandlinger

• Videnskabelige bøger

• Videnskabelige artikler

• Status- og evalueringsrapporter

• Oversigter og statistikker

• Hovedfagsopgaver/specialer/

• C- og D-uppsatser

• Rapporter, der udvælger og

• opsummerer eksisterende viden

• inden for en særligt område

• Ikke videnskabelige bøger

• Ikke videnskabelige artikler

• Mindre erfaringsopsamlinger

og beskrivelser

20 21

2.5

Forskning

Systematisering af

eksisterende viden

Vejledning og

beskrivelse af praksis

Praksis


2.6

Opdelingen er inspireret af den niveaudeling, som kan genfindes i flere didaktiske

modeller, som er udarbejdet til at beskrive de forskellige niveauer i pædagogisk

praksis. Fx har den norske uddannelsesforsker Lars Løvlie 1 udarbejdet en didaktisk

praksistrekant, som indeholder niveauerne P1 = her og nu-undervisning (trekantens

øverste felt, placeret i spidsen), P2 = planlægning af undervisning (trekantens

midterste felt) og P3 = refleksion over praksis (trekantens basisfelt). Disse tre

niveauer kan, som det fx sker i Venke Aure og Jarleiv Hauges 2 praksistrekant,

udbygges med flere refleksive niveauer. Deres model indeholder niveauerne ”teori

II” som omhandler formulering af mål, indhold og metode, ”teori I”, som omhandler

systematisering af viden, og ”metaperspektiv”, som omhandler det filosofiske, ideologiske

og videnskabsteoretiske blik man anlægger på det område man behandler.

Jeg foretrækker imidlertid at placere lignende opdelinger i et kontinuum, fordi jeg

mener, at det kan være svært at foretage en skarp opdeling af de registrerede publikationer

i ”niveauer”. Mange publikationer bevæger sig ”op og ned” mellem

niveauerne, hvilket også har gjort, at selve rækkefølgen mellem typerne kunne

have været anderledes. Jeg vil derfor gerne understrege, at modellen skal læses

som et pragmatisk redskab, skabt med henblik på at give overblik, og ikke som en

rangordning af det registrerede materiale.

Bemærkninger

Publikationerne på listen i bilag I er ordnede i lande efter forfatterens tilhørsforhold.

Har en dansk forfatter fx skrevet en artikel i et svensk tidsskrift, er denne placeret

under ”Danmark”. Inden for de enkelte lande er publikationerne ordnede efter udgivelsesår,

således at de nyeste publikationer står øverst på listen. Forfatternes navne

er angivet med fornavn først og efternavn sidst. Publikationens titel er anført i

kursiv. Hvis der er tale om en artikel, er dennes titel angivet med anførselstegn (””),

mens tidsskriftets titel er angivet i kursiv.

1 Løvlie, L. (1972): ”Universitetspedagogikk eller debatten som blev vekk” i: Mediaas, N. m.fl. (red.): Etablert

pedagogikk makt eller avmakt? Oslo: Gyldendal

2 Aure, V. og Hauge, J. (1996): Pilotgallerier for barn og unge: Kunstformidling på tvers, Rapport RF-

96/277, Rogalandsforskning. Aure og Hauges model er en viderebearbejdning af en praksistrekant udarbejdet

af G. Handal og P. Lauvås.

Diskussion af udvalgte publikationer inden

for området kunstpædagogisk forsknings- og

udviklingsarbejde i Norden 1995-2004

Rapporter og undersøgelser

De i bilag I oplistede rapporter og undersøgelser kan deles i flere kategorier 3:

A. Oversigter og statistikker, som giver et overordnet billede

af kunstpædagogiske aktiviteter i et enkelt land eller

område i et bestemt tidsrum

B. Status- og evalueringsrapporter ang. udvalgte

kunstpædagogiske projekter

C. Rapporter, der udvælger og opsummerer eksisterende

viden inden for et særligt område

D. Mindre erfaringsopsamlinger og beskrivelser

A. Oversigter og statistikker, som giver et overordnet billede

af kunstpædagogiske aktiviteter i et enkelt land eller

område i et bestemt tidsrum

Rapporter på listen:

Listen indeholder kun et eksempel på en statistisk baseret rapport, nemlig det

svenske Kulturråds årlige statistik for museer og kunsthaller. Desuden indeholder

listen en oversigt over norske museers formidling til børn og unge udgivet af Norsk

museumsutvikling og redigeret af Svein Gynild (1997). Begge rapporter medtager

såvel kunstmuseer som andre typer af museer.

22 23

3.

3.1

3 Tilhørsforholdet til kategorierne er i bilaget angivet med [] ud for de enkelte publikationer.


Eksempel:

Statens Kulturråd (2003):

Museer och konsthallar 2002,

Kulturen i siffror 2003:5

Denne rapport er et godt eksempel på en overordnet statistisk undersøgelse. Af

rapportens statistikker fremgår det bl.a. hvor mange besøgende, der har været på

de svenske museer, samt hvor mange og hvilke pædagogiske aktiviteter, der har

været i de forskellige typer af museer og kunsthaller. De pædagogiske aktiviteter

(her kaldet ”publika aktiviteter”) er opdelt i ”visningar”, ”varav visningar för förskolor/skolor”,

”stadsvandringar/kulturhistoriska exkursioner” og ”kurser/studiecirklar”.

Diskussion:

Statistikker af denne type udgør et værdifuldt materiale for kunstpædagogisk

forskning. Det skaber mulighed for at foretage komparative undersøgelser af

museernes og kunsthallernes pædagogiske aktiviteter, fx mellem de forskellige

nordiske lande, mellem de nordiske lande og andre lande, mellem by- og landområder

osv. Endvidere kan statistisk materiale danne udgangspunkt for design af

mere dybtgående kvalitative undersøgelser. Et problem kan dog vise sig at være, at

statistisk materiale om museer og kunsthaller ikke udarbejdes i alle nordiske lande,

eller at statistikker udarbejdes ud fra forskellige parametre og typer af data i de

forskellige lande. I et samnordisk forskningsperspektiv vil det derfor være nødvendigt

at behandle eksisterende statistisk materiale, så det bliver komparabelt samt

om nødvendigt at indsamle og opregne manglende data.

B. Status- og evalueringsrapporter ang. udvalgte

kunstpædagogiske projekter

Rapporter på listen:

Den vedlagte oversigt indeholder en række værdifulde eksempler på denne type

rapporter. Rapporterne spænder fra forskningsnære rapporter (med tilknyttet teoriudvikling)

til mere summariske evalueringer af pædagogiske projekter. De mest

omfattende rapporter er typisk udarbejdet for nordiske eller nationale organer som

Nordisk Råds Museumskomité, Statens Museumsnævn (Danmark), Norsk Kulturråd

og Statens Kulturråd (Sverige). En tredjedel af de rapporter på listen, der tilhører

denne type, omhandler museumspædagogik generelt og fokuserer altså

ikke specielt på kunstmuseer.

Eksempel 1:

Venke Aure og Jarleiv Hauge (1996):

Pilotgallerier for barn og unge: Kunstformidling på tvers ?

Rapport RF-96/277, Rogalandsforskning (Opdragsgiver: Norsk Kulturråd).

Rapporten indeholder en grundig evaluering af et større 3-årigt nationalt forsøgsprojekt

iværksat af Norsk Kulturråd i 1992. Rogalandsforskning, som har publiceret

rapporten, har fungeret som ekstern evalueringsinstans, og de to forskere

bag udgivelsen har derfor haft mulighed for at anlægge et udefrakommende kritisk

og analytisk blik på datamaterialet, som dels består af projektets målformuleringer

samt diverse former for informationsmateriale og dokumenter fra de 6 projektsteder,

dels af interviews med udvalgte børn og unge fra to af projekterne. Ved

hjælp af en overordnet teoretisk rammesætning hentet i curriculumteori og organisationsteori

analyseres forholdet mellem målformuleringer og ”det, som faktisk

sker” på projektstederne. Hermed dannes et grundlag for vurdering af projektet, og

der gives pejlinger i retning af en mulig kvalificering af forskellige former for lokalt

forankret kunstpædagogisk praksis.

Eksempel 2:

Jette Kjærboe (2000):

Formidling til børn og unge på de danske kunstmuseer:

en undersøgelse foretaget på baggrund af Kirsten Jordahn Kirketerps

Statusrapport over de danske kunstmuseers formidlingspraksis 1994-97,

Den Kunsthistoriske Referencegruppe, Statens Museumsnævn.

Rapporten tager udgangspunkt i 31 besvarelser af et spørgeskema, som blev

udsendt til 39 danske kunstmuseer i 1998, angående museernes formidlingspraksis

med særligt fokus på årene 1994-1997. Heraf fremgår det, at de danske

kunstmuseer primært koncentrerer sig om formidling rettet mod børn og unge og

her særlig mod formidling til folkeskoleklasser. Da konklusionerne imidlertid er

noget usikre pga. store indbyrdes forskelle i besvarelserne, har forfatteren valgt at

koncentrere sine analyser om det foreliggende evalueringsmateriale fra tre større

formidlingsprojekter fra 1996 og 1997 samt andre mindre undersøgelser. Ud fra

resuméer og diskussioner af det foreliggende materiale konkluderer rapporten at

danske kunstmuseer gør et stort arbejde, når det gælder formidling til børn og

unge, samt at danske børn og unge tilsyneladende mangler den baggrundsviden,

der efter forfatterens opfattelse skal til for at kunne forholde sig til ældre kunst,

mens de har nemmere ved at forholde sig til samtidskunst, ”fordi den ligger tættere

på deres egen virkelighed”.

24 25


Eksempel 3:

Hans Örtegren (2004):

Utvärdering av Kulturrådets konstpedagogiska seminarier,

hösten 2002 våren 2003,

Statens Kulturråd (under udgivelse).

Evalueringsrapportens formål er at dokumentere, analysere og vurdere deltagernes

opfattelser af et forsøg med efteruddannelse af praktiserende kunstpædagoger,

som det svenske Statens Kulturråd gennemførte i 2002-2003. Efteruddannelsen

blev gennemført i form af seks 2-dages seminarer, som var placeret i

tilknytning til relevante museer og uddannelsesinstitutioner forskellige steder i

Sverige. Hvert seminar behandlede et centralt kunstpædagogisk område, og

underviserne var udenlandske og svenske eksperter. Særlig var mange repræsentanter

for britisk forskning og formidling inviteret som forelæsere. Datamaterialet

består først og fremmest af skriftlige evalueringer, som deltagerne er blevet bedt

om at foretage, dels efter hvert enkelt seminar, dels efter uddannelsens afslutning.

Her viser en sammenfatning, at deltagerne i det store hele var meget tilfredse med

deres udbytte både af de enkelte seminarer og af uddannelsen som sådan. Herefter

dokumenteres og analyseres beskrivelser af ”særlig interessante” kunstpædagogiske

projekter, hvor deltagerne har arbejdet med en implementering af nye

kunstpædagogiske strategier. Her fremkommer det bl.a., at størstedelen af projekterne

retter sig mod børn og unge, samt at formidlingsmodellerne ud fra et kulturpolitisk

perspektiv må betragtes som overvejende ”sociologiske”, idet de fx i høj

grad tager udgangspunkt i publikums aktive og ligeværdige deltagelse i undervisningen.

Afslutningsvis kommer forfatteren med en række forslag til, hvorledes Statens

Kulturråd kan arbejde videre med at styrke og forbedre svensk kunstformidling.

Bl.a. foreslås etablering af en 40 points videregående uddannelse i

kunstpædagogik ved en eller flere højere læreanstalter i Sverige, støtte til national

og nordisk forskning, publicering og konferencer om kunstpædagogik samt fortsat

støtte til bedre samarbejde mellem skole og kulturinstitutioner.

Diskussion:

De tre eksempler hører til blandt de mest omfattende af de indsamlede rapporter.

De indeholder værdifuld dokumentation af centrale nordiske satsninger på det

kunstpædagogiske område, som har fundet sted inden for de sidste 10 år. Eksempel

1 og 3 anvender desuden udvalgte teoretiske rammesætninger: I eksempel 1

anvendes curriculumteori, og i eksempel 3 foretages analyserne ved hjælp af organisationsteori

og kulturpolitisk teori. Disse analyser kvalificerer rapporternes analy-

ser i en forskningsmæssig sammenhæng. Fælles for de tre rapporter er, at de

eksemplificerer, præciserer og dokumenterer nogle af de presserende problemer,

som findes i nutidens kunstpædagogiske praksis: manglen på forskning i de

uddannelses- og læreprocesser, der finder sted på museer og kunsthaller, manglen

på kunstpædagogisk uddannelse blandt lærere og formidlere, det mangelfulde

samarbejde mellem skoler og museer samt manglen på samlede nationale og nordiske

indsatser, der kunne samle, udveksle og koordinere de mange værdifulde,

men spredte initiativer, der finder sted.

C. Rapporter der udvælger og opsummerer eksisterende

viden inden for et særligt område

Rapporter på listen:

De fire rapporter i denne gruppe, som findes på listen, er alle udarbejdet under

Norsk Museumsutvikling (siden 2003 ABM-utvikling - Statens senter for arkiv, bibliotek

og museum).

Eksempel:

Ellen Karoline Henriksen og Merethe Frøyland (1998):

Hva vet vi om læring i museer? Om museumspedagogikk,

Norsk Museumsutvikling.

Rapporten henvender sig til museumsansatte, der ønsker at få indblik i aktuelle

spørgsmål, der angår publikums oplevelse og læring i forskellige typer af museer.

Begrebet ”museumspædagogik” omhandler i denne rapport formidling via udstillinger

og ikke formidling forestået af en lærer eller en kunstpædagog, og stort set

alle eksempler er hentet i naturhistoriske og etnografiske museer. De områder,

rapporten behandler, er målgrupper, læringssyn, publikumsundersøgelser og praktiske

råd. Med udgangspunkt i amerikansk og norsk kildemateriale, og med særlig

reference til Falk og Dierkings bog The Museum Experience (se kap. 5), opsummerer

rapporten den mest kendte viden på området, som er udviklet i USA.

Diskussion:

Denne type rapport forekommer at have stor værdi med hensyn til at udvælge,

organisere og videreformidle aktuel viden og aktuelle tendenser i museumspædagogikken

til museernes ansatte, som måske ikke i en travl hverdag har tid til at

sætte sig ind i større mængder litteratur. Rapporten er i sin udformning selv et

26 27


eksempel på et godt stykke formidlingsarbejde: overskuelig, let læst og med mange

eksempler (fx indeholder den et par fiktive dialoger mellem en ”positivistisk” og

en ”konstruktivistisk” museumsansat, hvor de forskellige holdninger til museumsformidling

og publikumsundersøgelser sættes på spidsen). Rapporter af denne

type vil som sekundærlitteratur næppe kunne udgøre et udgangspunkt for videre

forskning, men de udgør en eksemplarisk og vigtig formidling af, hvad nordiske og

internationale forskere er kommet frem til.

D. Mindre erfaringsopsamlinger og beskrivelser

Rapporter på listen:

Listen indeholder flere eksempler fra de seneste år på denne type mindre erfaringsopsamlinger,

som fortrinsvis er udgivet af museer og kunsthaller i forbindelse med

særlige kunstpædagogiske satsninger, som fx har opnået støtte fra fonde el. lign.

Listen må dog formodes at være temmelig mangelfuld på dette punkt, da det ikke har

været muligt inden for rammerne af rapporten at kortlægge alle de publicerede eller

upublicerede beskrivelser, som må formodes at findes, af de mange større og mindre

projekter, der løbende gennemføres på nordiske kunstmuseer og kunsthaller.

Eksempel:

Elisabeth Hanssen red. (2000):

Samarbeid på Tvers,

Oslo: Museet for samtidskunst.

Rapporten indeholder forskellige former for dokumentation i skrift og billeder af en

række kunstpædagogiske projekter, som fandt sted på Museet for Samtidskunst i

Oslo i årene 1997-1998 med økonomisk støtte fra Kulturdepartementet. Formålet

med projekterne var at medvirke til ӌ finne fram til nye metoder, opplegg og prosjekter

som kunne ha overføringsverdi til andre kunstinstitusjoners formidlingstjenester”.

Projekterne på Museet for samtidskunst fik overskriften ”Samarbeid på tvers”,

fordi de havde til fælles, at de blev lavet i et samarbejde mellem museets formidlere

og ”eksterne kompetencer”, fx billedkunstnere filosoffer og drama- og dansepædagoger.

På den måde skabtes en række eksperimenterende formidlingsprojekter

for børn og unge, som if. rapportens opsummeringer var lærerige for såvel

børn, formidlere som eksterne kompetencer. Særlig fremhæves det ”filosofiske” og

det dansepædagogiske projekt for at have indført anderledes og positive indfaldsveje

til formidlingen af samtidskunst.

Diskussion:

Erfaringsopsamlinger som denne rapport giver et spændende og nyttigt indblik i

den mangfoldighed af eksperimenterende formidlingsprojekter, som finder sted på

nordiske museer og kunsthaller. Når erfaringerne fra projekterne publiceres på

skrift, giver de mulighed for at inspirere andre institutioner til at lave lignende projekter,

og heri ligger en vigtig overføringsværdi. Som oftest indgår der i denne type

rapporter ikke nogen form for overvejelser om, fx hvilke læringsaspekter projekterne

kan tænkes at tilgodese i forhold til hvilke målgrupper osv. Som eksempel herpå

reflekteres der i Museet for Samtidskunsts rapport ikke specifikt over, hvorfor

nogle af projekterne syntes at være mere vellykkede end andre. Det kan hænge

sammen med den ”ressourceknaphed”, rapporten peger på som et problem i forhold

til kunstformidlernes behov for at ”fordybe sig”. En eller anden form for forskningsanknytning,

som kunne løfte refleksionen op på et mere generelt niveau, evt.

med inddragelse af teoretiske perspektiver, ville formentlig kunne løfte udviklingspotentialerne

og overføringsværdien for rapporter af denne type betydeligt.

Akademiske afhandlinger og bøger

Denne type udgivelser har jeg valgt at opdele i to grupper:

E. Ph.d.- og doktorafhandlinger

F. Videnskabelige bøger

E. Ph.d.- og doktorafhandlinger

Udgivelser på listen:

Listen indeholder 13 ph.d. - og doktorafhandlinger. Som det fremgår af listen, er

der et markant flertal af afhandlinger fra Finland, hvilket giver et fingerpeg om, at

der her findes vigtige kunst- og billedpædagogiske forskningsmiljøer på højeste

niveau. Alt i alt findes der dog så få akademiske afhandlinger i Norden, at jeg har

måttet vælge at medtage afhandlinger, som berører kunstpædagogikken uden at

have denne som sit centrale felt, samt afhandlinger skrevet i 10-året før 1995. Et

eksempel herpå er Anna-Lena Lindbergs afhandling fra 1988, som er en akademisk

’klassiker’, der har kunstpædagogik i snæver forstand som sit centrale undersøgelsesområde.

28 29

3.2


Eksempel 1:

Anna Lena Lindberg (1988):

Konstpedagogikens dilemma.

Historiska rötter och moderna strategier,

Studentlitteratur.

Anna Lena Lindbergs doktorafhandling fra 1988 er den eneste nordiske afhandling,

som fokuserer specifikt på formidling af kunst på museer og kunsthaller samt

på de tanker, som historisk set ligger til grund for, hvorledes denne formidling praktiseres.

Siden den udkom som bog i 1991, er afhandlingen genoptrykt mindst en

gang, hviket er forholdsvis sjældent for en akademisk afhandling af den tyngde

(439 sider). Lindberg definerer ”konstpedagogikkens dilemma” som beroende på

to uforenelige holdninger til formidlingen: ”uppfostarhållningen”, der bestemmer

museets rolle som formidler af kulturarven gennem undervisning og ”den karismatiska

hållningen”, som hævder, at man ikke kan undervise i kunstforståelse, fordi

kunstoplevelsen alene beror på en intuitiv og følelsesbaseret erfaring af kunstværkernes

karisma. I afhandlingen gennemgår Lindberg en række af 1800-tallets vigtigste

teorier om kunstpædagogik. Herefter gøres der rede for forskellige ”senmoderna

strategier”, og der udvikles forskellige analytiske begreber til en aktuel

forståelse af kunstpædagogikken, som ikke er splittet mellem de to sider af dilemmaet.

De vigtigste teoretiske rammer for analyserne henter Lindberg fra sociologerne

Pierre Bourdieu og Jürgen Habermas.

Eksempel 2:

Helena Sederholm (1998):

Starting to Play with Arts Education.

Study of Ways to Approach Experiential and

Social Modes of Contemporary Art.

University of Jyväskylä:

Jyväskylä Studies in the Arts 63. Doctoral Thesis.

Afhandlingens tyngdepunkt ligger i et omfattende studium af den ”performative”

samtidskunst samt af dennes historiske rødder i bl.a. den internationale situationist-bevægelse.

Med udgangspunkt i pragmatisk æstetisk teori (William James,

John Dewey og Richard Shusterman) undersøges forskellige begreber om æstetisk

oplevelse og erfaring (”experience”), og disse relateres til forskellige relationelle

kunstformer. Afhandlingens pædagogiske pointe er, at oplevelsen af og

legen med kunst, og i særdeleshed af performativ samtidskunst, udgør et væsentligt

alternativ til en disciplinorienteret tilgang (eks. den amerikanske DBAE), hvor

der undervises om kunst, som om der var tale om et afgrænset og eksemplificerbart

begreb. Med udgangspunkt i samtidskunstens mangfoldighed argumenterer

Sederholm således for en tilgang til kunst- og billedpædagogisk praksis, hvor deltagernes

unikke og situerede oplevelse sættes i centrum.

Eksempel 3:

Helene Illeris (2002a):

Billedet, pædagogikken og magten Positioner,

genealogi og postmoderne optikker i det billedpædagogiske felt,

ph.d.-afhandling,

Danmarks Pædagogiske Universitet.

Med udgangspunkt i Pierre Bourdieus teori om sociale felter analyserer denne

afhandling skolens billedundervisning i spændingsfeltet mellem hhv. kunstfeltet,

håndværksfeltet, mediefeltet og det pædagogiske felt. Herefter foretages, med

afsæt i Michel Foucaults teorier, genealogiske analyser af de ”diskursordener”, som

har domineret det billedpædagogiske felt i Skandinavien fra midt i 1800-tallet og

frem til vore dage. Disse diskursordener kan fortsat siges at eksistere side om side

som ”sandheder”, der cirkulerer i skolen og i samfundet. På baggrund af analyserne

konkluderer forfatteren bl.a., at der kan påvises en udtalt ambivalens i forholdet

mellem de tanker, der ligger til grund for skolens billedundervisning, og de tanker,

der traditionelt har præget kunstformidlingen på museer og kunsthaller, samt at

denne ambivalens har dybe rødder, som er både af historisk og af strukturel karakter.

Afslutningsvis findes bl.a. en kortfattet diskussion af samtidskunstens potentiale

i forhold til udviklingen af ”postmoderne optikker” på billedpædagogikken. Denne

diskussion har forfatteren videreudviklet i flere artikler.

Diskussion:

Sammen med status- og evalueringsrapporterne [B], de videnskabelige bøger [F]

og de videnskabelige artikler giver de akademiske afhandlinger det bedste indblik

i nordisk kunstpædagogik på forskningsniveau. De tre ovennævnte eksempler

giver en fornemmelse af den mangfoldighed af temaer, som kunstpædagogisk

forskning har rettet sig mod. Således er der tale om vigtig nordisk grundforskning

inden for hhv. kunstpædagogikkens historie, udviklingen af et oplevelsesbaseret

kunstbegreb, som udgangspunkt for kunstpædagogisk praksis, og kunstpædagogikkens

relation til skolens billedundervisning. Hvor Lindbergs og Illeris’ afhandlinger

primært benytter sig af sociologisk orienteret teori og dermed beskriver kunstpædagogikken

som en social og kulturel praksis, introducerer Sederholm en

30 31


filosofisk-psykologisk tilgang, hvor erfaringspædagogikken er i centrum. Afhandlingerne

er gode eksempler på, at der (om end spredt) findes nordisk kunstpædagogisk

forskning på internationalt niveau, som ville kunne anvendes som udgangspunkt

for en samlet nordisk grundforskningsindsats på området.

F. Videnskabelige bøger

Udgivelser på listen:

Bøgerne på denne del af listen er videnskabeligt baserede uden dog at være indleveret

ved universiteter til bedømmelse som videnskabelige afhandlinger. Det drejer

sig først og fremmest om norske udgivelser, dels Dag Solhjells bøger, som skiller sig

ud fra de formidlingsorienterede bøger nedenfor ved at være baseret på selvstændig

forskning og teoriudvikling, dels de to tekstsamlinger, som er udgivet i forbindelse

med det tværvidenskabelige forskningsprojekt Møtesteder, som udvikledes

under Norges forskningsråds program for kultur- og traditionsformidlende forskning

(KULT). Endvidere indeholder listen to danske bøger samt tre bearbejdede

udgaver af ph.d.- og doktorafhandlinger, som er udkommet i bogform med henblik

på at nå et bredere publikum (Halvorsen 2001, Räsänen 2000 og Illeris 2002).

Eksempel 1:

Dag Solhjell (2001):

Formidler og formidlet.

En teori om kunstformidlingens praksis,

Oslo: Universitetsforlaget.

Bogen bygger til dels på Solhjells tidligere bog (1995), hvor han med Pierre Bourdieus

sociologiske begrebsapparat analyserer den norske kunstinstitution og dennes

forskellige ”kredsløb” (det eksklusive, det inklusive og det kommercielle). I Formidler

og formidlet går Solhjell imidlertid et skridt videre, idet han udvikler en

egentlig teori om kunstformidling, hvor ”kunstformidling” skal forstås bredt som alle

de former for praksis, som er møntet på at give publikum mulighed for at se kunst

(kunstfremstilling, indkøb, kuratering, ophængning, undervisning, kritik, fremstilling

af kataloger, artikler osv.). I denne teori bliver formidlerens praksis at fremstille ”paratekster”,

dvs. forskellige former for omtaler, henvisninger osv., der peger på kunstværkerne

(”teksterne”) ved at skabe ”kontekster”. I denne teori udvikles således et

meget fleksibelt billede af kunstformidling som en kulturelt og socialt indskrevet

aktivitet, der så at sige ”skaber” kunsten ved at udøve praksis omkring den.

Eksempel 2:

Karsten Arvedsen og Helene Illeris red. (2000):

Samtidskunst og undervisning en antologi,

Billedpædagogiske Studier 6,

Danmarks Pædagogiske Universitet.

Antologien består af 10 artikler, tre skrevet af forskere, tre af seminarielærere

(læreruddannelsen), to af kunstnere, én af en museumsansat kunstpædagog og én

af en gymnasielærer i billedkunst. Bogen er udgivet i forlængelse af et todages

seminar, som havde til formål at indkredse de vigtigste problemstillinger, når det

gjaldt undervisning om og med samtidskunst. Artiklerne indeholder både teoretiske

gennemgange og praktiske eksempler, og de tager afsæt i forskellige teorifelter, fx

kunstteori, kunstsociologi, filosofi og systemteori. De praktiske eksempler omfatter

formidling af samtidskunst til skole- og gymnasieelever samt lærerstuderende.

Diskussion:

I modsætning til de deciderede afhandlinger har de videnskabelige bøger både det

akademiske felt og den reflekterede del af praksisfeltet som målgruppe. Således

kan den udviklede teori danne basis for videre forskning, ligesom den kan anvendes

til at reflektere - og muligvis ændre praksis. Monografier som Solhjells bog

giver et teoretisk sammenhængende indblik i det behandlede tema, mens antologier

som Samtidskunst og undervisning har den styrke, at de kan behandle et forholdsvis

stort stofområde, fordi bidragyderne sidder inde med forskellige baggrunde

og kompetencer, og fordi de kan indfange et aktuelt diskussionsfelt og formidle

dette videre til interesserede lærere, studerende og forskere. Set i en forskningsmæssig

sammenhæng ville det være relevant dels at støtte udgivelsen af flere nordiske

monografier, hvor forskere får mulighed for at give en samlet fremstilling af

deres viden på det kunstpædagogiske felt, dels at fremme udgivelsen af en eller

flere nordiske antologier, som fra udvalgte synsvinkler kan give et indblik i, hvad der

aktuelt forskes i på det kunstpædagogiske område i Norden.

Ikke videnskabelige bøger

Bøger på listen:

De bøger, som er medtaget under dette punkt, er monografier og antologier, hvis primære

målgruppe er billed- og kunstpædagoger i skolen og på museer. Bøgernes primære

sigte er altså, på samme måde som rapporterne i gruppe C, at systematisere,

32 33

3.3


formidle og eksemplificere eksisterende viden og ikke at udvikle nye overgribende

teorier. Listen indeholder syv monografier, hvoraf de fem er fra Norge. Af de syv

antologier på listen er tre danske, to finske og to svenske. De har til fælles, at de

indeholder bidrag fra forskellige faggrupper, fx lærere, læreruddannere, kunstpædagoger,

forskere og kunstnere.

Eksempel 1:

Arne Marius Samuelsen (2003):

Formidling av kunst til barn og unge,

Oslo: Universitetsforlaget.

Denne bog er nok den første i Norden, der giver en samlet introduktion til kunstformidling

på museer særligt rettet mod lærere og pædagoger, der arbejder med

børn fra 0-16 år. Ud fra ”et sosiokulturelt læringssyn”, som handler om læring som

resultat af et møde mellem kulturens koder og barnets virkelighed, introduceres de

vigtigste elementer i kunstformidlingen: kunsten, eleven, de fysiske rammer, forskning

og billedanalyse. Bogen indeholder en lang række eksempler på formidlingssituationer,

hvoraf de fleste er observeret af forfatteren selv. Endvidere gives

eksempler fra artikler, forskningsrapporter m.v. Bogen er ikke på nogen måde

udtømmende, men søger først og fremmest gennem eksemplerne at vise lærere

og pædagoger, hvorledes de rent praktisk kan gribe mødet med kunsten an, og at

argumentere pædagogisk for, hvorfor nogle tilgange er mere hensigtsmæssige i

forhold til børn end andre.

Eksempel 2:

Jens Peter Munk og Kirsten Møller,

red. (2002):

Jeg har et museum,

København, Dansklærerforeningen.

Bogen indeholder 15 små artikler ordnet i fire kapitler, som diskuterer kulturprojektet

”Jeg har et museum”, som foregik i årene 2000-2001 i et samarbejde mellem

en billedskole, tre kunstmuseer og seks klasser fra fire forskellige folkeskoler.

Forfatterne er lærere eller formidlere, som har været involveret i projektet, og som

beskriver forløbene ud fra deres forskellige synsvinkler. Bogen er stramt opbygget

med mange billeder og skrevet i et let forståeligt og personligt sprog. Den henvender

sig iflg. bagsideteksten til ”kunstformidlere, dansk- og billedkunstlærere,

lærerstuderende og alle andre, der er interesseret i, hvordan man kan formidle

kunst til børn og unge fra 1. klasse til 10. klasse”.

Diskussion:

Mange lærere efterlyser bøger om formidling af kunst, og her kan introduktioner

som ovennævnte være af stor værdi, fordi de netop tager udgangspunkt i lærerens

situation og henvender sig direkte til ham/hende. (Det samme gælder for Ingrid

Siedelmann Knudsens, Brit Paulsens, Gunnar Danbolts og Karin Malmquists

bøger). Projektfokuserede antologier som Jeg har et museum formidler et enkelt

projekt fra flere forskellige synsvinkler og giver dermed mulighed for at fungere

som inspiration for forskellige grupper af kunstpædagogiske praktikere. Det er

imidlertid overraskende, at der ikke findes flere bøger af denne type, ligesom der

tilsyneladende kun findes enkelte nordiske pædagogiske bøger rettet mod museumsansatte

kunstformidlere. Der ligger således en vigtig opgave i at skabe yderligere

målrettet formidling mod disse grupper.

Videnskabelige artikler

Artikler i på listen:

Listen omfatter 23 eksempler på nordiske videnskabelige artikler om kunstpædagogik,

hvilket tyder på, at en del bidrag til kunstpædagogisk forskning publiceres i

artikelform. Videnskabelige artikler omfatter artikler, som er forskningsbaserede og

som er publicerede i internationale antologier eller videnskabelige tidsskrifter, fx

Nordisk Museologi. Som i de øvrige grupper gælder det, at mange af artiklerne

beskæftiger sig med det museumspædagogiske område i bred forstand.

Eksempel 1:

Merethe Frøyland (2003):

”Multiple erfaringer i multiple settinger MEMUS,

et teoretisk rammeverk om museumsformidling”,

i: Nordisk Museologi 2/2003

Artiklen tager udgangspunkt i den amerikanske psykolog Howard Gardners teori

om ”multiple intelligences”, og den fokuserer på, hvorledes forskellige typer af læring

bedst kan fremmes på museer generelt. Dette afføder en teori for praktisk handling

på museer, som kaldes MEMUS: teorien peger på, hvorledes forskellige aspekter af

udstillinger kan sætte hver enkelt af Gardners otte intelligenser i centrum og dermed

styrke læringen hos publikum ved at give dem forskellige tilgangsveje. Ved at

trække på amerikansk, empirisk forskning om læring på museer giver artiklen desuden

en række eksempler på publikums reaktioner på forskellige settings.

34 35

3.4


Eksempel 2:

Bjarne Sode Funch (2000):

”Hvorfor ser vi på billedkunst?”,

i: Nordisk Museologi 01/00.

Artiklen argumenterer for vigtigheden af at inddrage den psykologiske videnskab i

forståelsen af, hvorfor billedkunst optager en central plads i den vestlige kultur.

Med udgangspunkt dels i den danske museumslov, dels i de seneste formuleringer

af den danske stats kulturpolitik argumenterer forfatteren for formidlingen af

”den æstetiske oplevelse” til publikum som kunstmuseernes vigtigste berettigelse

i et senmoderne samfund, præget af uddifferentiering af menneskets forskellige

livssfærer. Artiklen ligger således i forlængelse af den kunstpsykologiske teori,

som udvikles i forfatterens doktorafhandling (Funch 1997).

Diskussion:

De videnskabelige artikler giver et kondenseret indblik i aktuel nordisk forskning

på det kunstpædagogiske område og er derfor centrale for udbredelsen af forskningsresultater.

Det er imidlertid begrænset, hvad der findes af videnskabelige

artikler, som specifikt omhandler det kunstpædagogiske område. Flertallet af de

artikler, jeg har kunnet finde frem til, findes i tidsskriftet Nordisk Museologi, som

er et bredt anlagt tidsskrift om alle typer af museer og alle typer af museumsaktiviteter

m.m. Endvidere indgår to artikler af finske forfattere i den internationale

antologi Researching visual arts education in museums and galleries: An international

reader, og det svenske tidsskrift Valör, som publiceres af Uppsala Universitet,

har netop udgivet et temanummer om kunstpædagogik. Andre nordiske

videnskabelige tidsskrifter som fx Nordisk Pedagogik har ikke publiceret artikler

om kunstpædagogik i løbet af de sidste 10 år, men dog en enkelt om kulturformidling

(Halvorsen 2001) og et par artikler om billedpædagogik i skolen. Enkelte

nordiske forfattere har publiceret artikler om kunstpædagogik i amerikanske tidsskrifter,

fx har Bjarne Sode Funch publiceret i Museum International og Journal of

Visual Art Practice. På denne baggrund må det således anbefales, at nordisk

kunstpædagogisk forskning styrkes og synliggøres internationalt gennem støtte

til udgivelse af flere, gerne engelsksprogede, videnskabelige artikler, samt at tendensen

til at forskere publicerer i videnskabelige tidsskrifter, som er forbundet

med deres egen faglige baggrund, slækkes, så der åbnes for kunstpædagogik

som et tværfagligt felt.

Ikke videnskabelige artikler

Artikler på listen:

De ikke videnskabelige artikler omfatter artikler fra andre tidsskrifter m.m., hvor

målgruppen er kunstpædagoger, lærere eller andre praktikere. Det er artikler, som

har været publiceret i fagblade for pædagoger, lærere eller museumsansatte eller

i bredere orienterede kunsttidsskrifter, fx det svenske Konstperspektiv.

Eksempel 1:

Ole Lambertsen (2003):

”Guld og grønne skove og det gyldne snit”,

i: Billedpædagogisk Tidsskrift 1/03

Artiklen er skrevet af kunstpædagog Ole Lambertsen ved Kunsthallen Brandts

Klædefabrik i Odense, og den tager afsæt i en samtidskunstudstilling, hvor de

udstillede værker relaterer sig til ældre kunst fra den danske guldalder. Denne

udstilling dannede afsæt for et kursus som omhandlede det gyldne snit og Fibonaccis

talrækker. Artiklen beskriver, hvorledes en elev i 9. klasse skaber en projektopgave

bestående af digte og en installation, som igen tager udgangspunkt i

talrækken.

Eksempel 2:

Kamilla Rydahl (2002):

”Vad händer i mellanrummet en metareflexion”,

i: Konstperspektiv 3/02.

Forfatteren til denne artikel er kunstner og projektleder for ”Offensiva strategier

en länk mellan samtidskonst och konstföreningar”. I artiklen beskrives og diskuteres

to kunstpædagogiske projekter, som tager deres udgangspunkt i værker fra

samtidskunsten. Det første Transit er rettet dels mod kursister på et kursus i

svensk for invandrere, dels mod gymnasieklasser. I dette projekt integreres skabelsen

af et kunstværk med det pædagogiske projekt. I det andet projekt Musernas

museum arbejder flere institutioner sammen om at skabe dialoger mellem fx

elever og kunstnere, dansere og udstillinger, besøgere og udstillere, lærere og

kunstteoretikere eller museumspersonale og besøgere. Også her er eleverne med

til at skabe deres egne unikke oplevelser med samtidskunst, ældre kunst, dans og

andre kunstformer.

36 37

3.5


3.6

Diskussion:

På samme måde som de ikke videnskabelige bøger tager disse artikler i høj grad

udgangspunkt i beskrivelser af konkrete projekter, som kan give indblik i kunstpædagogisk

arbejde og inspiration til lærere og andre praktikere. De er således

primært henvendt til mennesker, som ikke beskæftiger sig med kunstpædagogik i

deres daglige virke, men som gerne vil have et indblik i dens metoder. Artiklerne

giver en fornemmelse af de mange kunstpædagogiske aktiviteter, som finder sted,

og skaber hermed oplysning om og interesse for disse. Da artiklerne publiceres i

mange forskellige typer af tiddskrifter, kan de være svære at finde frem til. Et nordisk

tidsskrift specielt om kunstpædagogik rettet mod lærere og kunstpædagoger

kunne medvirke til en større samling på feltet.

Specialer/slutarbeten/hovedfagsopgaver/C- og D-uppsatser

Opgaver på listen:

På listen findes eksempler på den forholdsvis store mængde danske specialer, finske

slutarbeten, norske hovedfagsopgaver og svenske C- og D-uppsatser, som er

blevet udarbejdet af studerende ved universiteter og højskoler i løbet af de sidste

år. Alle opgaverne er større afgangsopgaver på mellem 80 og 140 sider. 4

Eksempel 1:

Lisbet Skregelid (2003):

”Det var ganske gøy faktisk”.

En undersøgelse om formidling av samtidskunst

rettet mot ungdomsskoleelever,

Hovedfagsoppgave i forming,

Høgskolen i Oslo.

Opgaven er på 135 sider inkl. litteraturliste og bilag. Med udgangspunkt i Pierre

Bourdieus sociologiske teori samt i billed- og kunstpædagogisk litteratur beskriver

og analyserer den observationer og interviews fra to skoleklassers besøg på to forskellige

samtidskunstudstillinger på Sørlandets kunstmuseum i Kristiandssand i

2001. Den ene klasse besøgte begge udstillinger, den anden besøgte kun den

ene. Skregelids analyser peger dels på de forskellige holdninger til samtidskunst

og kunstformidling, som findes hos hhv. lærerne, kunstformidlerne og eleverne,

4 Sideantallet på de finske slutarbeten og svenske uppsatser kendes dog ikke.

dels på at de unges positive oplevelser på udstillingsbesøgene ikke handler så

meget om tilegnelse af kundskab om kunst og kunstverdenen, men snarere om

direkte sansemæssige og personligt refleksive oplevelser. Endvidere argumenteres

der for, at kunstpædagogens rolle ikke så meget bør være at ”formidle” som at

være ”tilrettelægger” af ”rejser” for de unge ind i samtidskunstens univers.

Eksempel 2:

Annika Bergsland (2003):

Så mötas de två: skola och museum.

En museipedagogisk diskurs, magisteruppsats i etnologi,

Uppsala Universitet

I denne opgave fokuseres der gennem interviews med lærere og museumspersonale

på forskellene imellem skolernes kultur og museernes: Hvor lærerne først og

fremmest fokuserer på elevernes udvikling, fokuserer museumspersonalet på den

historiske udvikling. Med udgangspunkt i bl.a. Michels Foucaults diskursteori argumenterer

Bergsland for, at hvis eleverne skal have det ønskede udbytte af museumsbesøg,

må lærere og museumspædagoger opbygge et fælles begrebsapparat,

og samarbejdet mellem skoler og museer bør fremgå af institutionernes styringsdokumenter.

Hovedvægten i opgavens empiriske materiale er på kulturhistoriske

museer 5.

Diskussion:

Når man ser på afgangsopgaverne, virker det som om der findes en stigende interesse

blandt studerende såvel inden for pædagogik som inden for kunstteori og

etnografi for at arbejde med kunst- og museumspædagogiske problemstillinger.

På de billedpædagogiske uddannelser på fx Danmarks Pædagogiske Universitet 6,

University of Art and Design i Helsinki og Høgskolerne i Oslo og Telemark skrives

stadig flere afgangsopgaver om kunstpædagogiske emner og her særlig om formidling

af samtidskunst. Endvidere uddanner andre institutioner, som fx Konstindustriella

högskolan og lärarutbildningen i Finland, kandidater på MA-niveau. Det

har dog vist sig svært at skaffe et rimeligt overblik over opgaverne, da de fleste

5 Dette resumé er skrevet ud fra den sammenfattende artikel En olycklig kärlek, som er publiceret på

Svenska Museers internetside www.museif.a.se/svenskamuseer. Det har ikke været muligt at skaffe selve

opgaven inden for den tidsramme, der var sat af til at skrive rapporten.

6 Den billedpædagogiske kandidatuddannelse på Danmarks Pædagogiske Universitet blev nedlagt i 2001,

og de sidste kandidater skal aflevere deres specialer senest 31. august 2004. Der er ingen planer om at

oprette en ny billedpæd agogisk kandidatuddannelse i Danmark.

38 39


3.7

arkiveres på institutionerne. Da flere af opgaverne, fx de ovenfor nævnte, ligger på

et forskningsmæssigt niveau, ville det være rimeligt, at man i forbindelse med et

samnordisk forskningsprogram fik skabt et overblik over de afgangsopgaver, som

findes, og at man overvejede at støtte nogle af forfatterne i at bearbejde opgaverne

til artikler, som kunne udgøre vigtige bidrag i en nordisk antologi om kunstpædagogik.

Konklusion

Samlet set tegner diskussionerne et billede af kunstpædagogikken som et mangefacetteret

område inden for nordisk forskning og formidling. Det er bemærkelsesværdigt,

at nordiske forskere på den ene eller den anden måde har været i

berøring med så mange væsentlige områder inden for kunstpædagogik. Således

finder man på litteraturlisten videnskabelige publikationer, som retter fokus mod

det kunstpædagogiske område med baggrund i både sociologiske, antropologiske,

psykologiske og filosofiske teoridannelser, ligesom man finder rapporter, som

systematiserer og anvender teorier og metoder fra både læringsteori, didaktisk

teori og museologi. Endvidere findes et meget vigtigt potentiale for den kunstpædagogiske

forskning i form af de mange specialer/hovedfagsopgave/C- og Duppsatser

i kunstpædagogik, som er udarbejdet ved nordiske universiteter og

høgskoler i løbet af de senere år.

På det praksisrelaterede niveau indeholder listen en række eksempler på beskrivelser

af de mange kunstpædagogiske projekter, som finder sted på nordiske

kunstmuseer i samarbejde med bl.a. børnehaver, skoler, ungdomsuddannelser og

billed- og kulturskoler. Her er det bemærkelsesværdigt, at projekterne i flere tilfælde

udspringer af samarbejder mellem museumsansatte kunstpædagoger og

pædagoger fra andre områder og/eller institutioner, fx billedkunstlærere, billedkunstnere,

dramapædagoger og digtere. Desuden findes flere gode eksempler på

bøger, hvor kunstformidlingens praksis diskuteres i lyset af konkrete projekter

og/eller teoretiske refleksioner.

Det kan på denne baggrund konkluderes, at der i Norden kan findes eksempler på

publikationer på næsten alle områder og niveauer inden for kunstpædagogisk

forskning og formidling. Disse publikationer giver tilsammen indtryk af, at der i

de nordiske lande findes et vigtigt potentiale for udviklingen af større forsknings-

projekter og for etablering af uddannelser, dels for kunstpædagogiske praktikere,

dels for forskere på det kunstpædagogiske område.

Når det er sagt, må det imidlertid også konkluderes, at rapporten tegner et billede

af den spredte og usammenhængende karakter, som lige nu kendetegner kunstpædagogisk

forskning i Norden. Sammenholdt giver publikationerne indtryk af, at

forskningen er afhængig af enkelte forskeres personlige interesse, og at et fåtal af

forskerne kender hinanden. Det kan bl.a. skyldes, at der ikke på nogen af de nordiske

universiteter findes institutter eller afdelinger, der beskæftiger sig specifikt

med kunstpædagogik. Det er i denne sammenhæng symptomatisk at nordiske

forskere kun i meget lille grad henviser til hinandens forskning eller publikationer,

men at man i højere grad trækker på forskning fra lande som USA, Frankrig og

England. Endvidere er det karakteristisk, at en stor del af de videnskabelige publikationer

på listen ikke beskæftiger sig med kunstpædagogik i snæver forstand,

men med bredere museologiske og pædagogiske problemstillinger.

På praksisniveauet er publikationerne også karakteriserede ved at være udtryk for

spredt og usammenhængende praksis. Mange nordiske kunstmuseer iværksætter

ambitiøse formidlingsprojekter, men projekterne optræder isolerede fra hinanden.

Det er sjældent, at museernes rapporter og erfaringsopsamlinger fra kunstpædagogiske

projekter henviser til projekter fra andre institutioner, og der findes i Norden

ingen samlende instans, hvor museumsansatte kunstpædagoger eller andre

interesserede kan hente viden og eksempler på ”good practice” eller orientere sig

om resultater inden for kunstpædagogisk forskning. Endvidere savnes forskninganknytning,

som kunne kvalificere publikationerne i et bredere perspektiv, på de

fleste af projekterne.

Konklusionen på dette kapitel er således, at der findes vigtig nordisk forskning og

formidling på det kunstpædagogiske område såvel kvantitativt som kvalitativt, men

at publikationerne optræder i mange og uhomogene institutionelle og faglige kontekster,

og det derfor er yderst svært at danne sig et samlet overblik over disse. En

konsekvens heraf er, at den nordiske forskning og formidling i kunstpædagogik

forbliver usammenhængende, og at flertallet af publikationer ikke formidles ud til

en bredere kreds af interesserede. På den måde kommer forskere og praktikere til

at savne viden om hinandens arbejde, og tendensen bliver, at nordiske kunstpædagoger

vender sig mod angelsaksiske publikationer, når man ønsker viden på

det kunstpædagogiske område.

40 41


4.

4.1

Kunstpædagogisk forskning og formidling

i Storbritannien og USA. Diskussion af udvalgte

publikationer i et komparativt perspektiv

Baggrund for valg af publikationer

De engelsksprogede publikationer i bilag II er udvalgt med henblik på at diskutere

kunstpædagogisk forskning og formidling i et komparativt perspektiv. Som det

fremgik af det foregående kapitel, vender nordiske forskere og praktikere sig i høj

grad mod engelsk og amerikansk litteratur, når de diskuterer kunst- og museumspædagogiske

problemstillinger. Endvidere har der i løbet af de sidste 10-15 år

været større fokus på museernes rolle som dannelses- og læringsressourcer i Storbritannien

og USA end i resten af den vestlige verden, og der er i den forbindelse

publiceret et meget stort antal bøger, artikler og afhandlinger. I Storbritannien har

især Institut for Museumsstudier ved universitetet i Leicester opnået en vigtig forskningsmæssig

status, mens der i USA er en lang tradition for at studere og udvikle

museumspædagogiske projekter i samarbejder mellem museer og universiteter.

Således findes der i USA en vigtig tradition for empiriske ”visitor studies”, som har

gjort at de amerikanske museer i højere grad end de europæiske har orienteret sig

mod de besøgendes behov for oplevelse og læring. Andre centrale fokusområder

for engelsk og amerikansk museumspædagogisk forskning er kulturel diversitet,

visuel og materiel kultur, situeret læring, kreativitet og identitetsfølelse.

Jeg har medtaget én rapport, fem videnskabelige bøger og én ikke videnskabelig

bog på listen. Rapporten A Common Wealth, den ikke videnskabelige bog Testing

the Water og Eilean Hooper-Greenhills Museums and the Interpretation of Visual

Culture er britiske, de øvrige fire bøger er amerikanske. Bøgerne er valgt ud fra et

skøn, hvor de centrale kriterier har været at fremvise størst mulig bredde dels i

typen af publikationer, dels i de teoretiske tilgange. Ønsket om at undersøge forskellige

teoretiske tilgange betyder, at jeg har lagt hovedvægten på diskussion af

videnskabelige bøger, fordi det er her, teoritilgangene står tydeligst frem, men dog

således at jeg også har medtaget bøger, der henvender sig til et bredere publikum

end det akademiske. Endvidere har jeg forsøgt at udvælge publikationer, der placerer

sig centralt i forhold til nordisk kunstpædagogisk forskning og formidling, fx

publikationer, som flere nordiske publikationer refererer og diskuterer, og/eller

• Mihaly Csikszentmihalyi og

• Rick E. Robinson (1990):

• The Art of Seeing. An Interpretation

• of the Aesthetic Encounter

• George E. Hein (1998):

• Learning in the Museum

• Eilean Hooper-Greenhill (2000):

• Museums and the Interpretation

• of Visual Culture

• Lisa C. Roberts (1997):

• From Knowledge to Narrative.

• Educators and the Changing Museum

• John H. Falk og Lynn D. Dierking (1992):

• The Museum Experience,

• Whalesback Books

• David Anderson (1999):

• A Common Wealth.

• Museums in the Learning Age

• Tate Gallery, Liverpool (2000):

• Testing the Water.

• Young People and Galleries.

• Liverpool University Press

som indgår i litteraturlisten til den eneste videreuddannelse for kunstpædagoger,

som hidtil har fundet sted i Norden, nemlig Konstpedagogisk Seminarium, arrangeret

af den svenske stats kulturråd.

I de følgende afsnit vil jeg kort gennemgå og diskutere indholdet af hver af de syv

publikationer i bilag II på samme måde, som jeg har gjort det med de udvalgte

eksempler fra listen over nordiske publikationer. Med henblik på en yderligere

gruppering af de engelsksprogede publikationer har jeg i det ovenstående skema

ordnet dem i forhold til det kontinuum mellem forskning og praksis, jeg præsenterede

i rapportens indledning. Skemaet indeholder fire grupper af publikationer,

som svarer til diskussionerne i de følgende afsnit: øverst er de tre videnskabelige

42 43

Forskning

Systematisering af

eksisterende viden

Vejledning og

beskrivelse af praksis

Praksis


4.2

bøger, som primært henvender sig til forskere, herefter kommer to videnskabelige

bøger, som mere har karakter af systematisering og formidling af eksisterende

viden, og som derfor både henvender sig til forskere og til udøvende museumspædagoger.

Placeret endnu et skridt nærmere praksis kommer David Andersons

rapport, som primært henvender sig til kulturpolitikere, og endelig kommer bogen

fra Tate Gallery i Liverpool, som først og fremmest henvender sig til udøvende

kunstpædagoger.

Jeg har valgt at ordne mine diskussioner på samme måde som i det foregående

kapitel. Dvs., at jeg først diskuterer rapporten A Common Wealth, som på en gang

har karakter af oversigt og status- og evalueringsrapport (rapporter mærket A og

B i listen over nordiske publikationer). Efter den kommer diskussioner af de videnskabelige

bøger, hvori der udvikles omfattende ny teori, og som derfor har karakter

af akademiske afhandlinger: The Art of Seeing, Learning in the Museum og

Museums and the Interpretation of Visual Culture. Dernæst diskuteres de videnskabelige

publikationer, som er bredere orienteret: The Museum Experience og

From Knowledge to Narrative. Til sidst diskuteres Testing the Water, som er en

bog, der primært har karakter af erfaringsopsamling. Hvert afsnit følges dels af en

samlet diskussion af de omtalte publikationer, dels af en sammenlignende diskussion,

hvor publikationerne diskuteres i et nordisk kunstpædagogisk perspektiv.

Kapitlet afsluttes med en opsummering og en konklusion.

Rapporter og undersøgelser

Rapporter på listen:

Listen indeholder kun én rapport, som jeg har valgt ud, fordi den udgør et centralt

kulturpolitisk dokument i den britiske debat om museernes og museumspædagogikkens

rolle i senmoderne vesteuropæiske samfund.

Eksempel:

David Anderson (1999):

A Common Wealth. Museums in the Learning Age.

A Report to the Department for Culture, Media and Sports.

David Andersons rapport på 130 sider udgør et vigtigt bidrag til den debat om

museer som læringsinstitutioner, der for alvor blussede op i 1990’erne med Storbritannien

som en af de vigtigste bidragydere. Rapporten er finansieret af det

britiske Ministerium for kultur, medier og sport, og den udkom første gang i 1997,

men er siden blevet redigeret og udvidet i 1999. Den omhandler museumspædagogik

generelt og fokuserer altså ikke på kunstpædagogik som isoleret fænomen.

Overordnet består rapporten af to hoveddele: én del ”Museums in Society”, der

omhandler den generelle samfundsudvikling i forhold til begreber som ”læring” og

”kreativitet” samt museumspædagogikkens placering i forhold til denne udvikling;

og én del ”Twelve targets for development of museum learning”, som indkredser de

politiske tiltag, som skønnes at være nødvendige, hvis museer skal udvikles til at

være ressourcer for læring i nutidens samfund.

I del 1 tages der udgangspunkt i forskellige læringsteorier, fx Howard Gardners

teori om multiple intelligenser og Steven Brookfields teori om formal og informal

læring, idet Anderson argumenterer for, at museer er vigtige læringsinstitutioner i

et samfund, hvor det at lære ikke længere kan forstås som en aktivitet, der er forbeholdt

særlige aldersgrupper (børn og unge), særlige steder (undervisningsinstitutioner)

eller særlige former for aktiviteter (boglig lærdom). Fordi museer giver

mulighed for at stimulere alle sanser, og fordi publikum for det meste kommer til

museerne af lyst, betragter Anderson museerne som ideelle læringsmiljøer i forhold

til begrebet ”livslang læring”. Første del af rapporten slutter med fremlæggelsen

af en undersøgelse fra 1997, der viser hvor lidt, der aktuelt gøres for at udvikle

britiske museer til læringsmiljøer. Kun 37% af de britiske museer har en

”education policy”, og kun 51% har pædagogiske tilbud overhovedet. Kun 3% af

de ansatte er ansatte i pædagogiske stillinger, og på 40% af museerne fik disse

en lavere løn end museumsinspektørerne. Kun 10 britiske museumspædagoger

havde mulighed for at forske i arbejdstiden, og kun fire havde været på studierejser

til museer i udlandet.

I del 2 udvikles 12 mål for læring på museer: fire, der skal udvikle institutionen

indadtil, fire, der skal udvikle forholdet til publikum, og fire, der skal udvikle museerne

som en del af større politiske planer for det britiske samfund. Det er ikke

muligt at gå alle målene igennem her, men jeg vil nævne og kommentere et par

stykker for at give en ide om, hvad der er tale om: ”Target 1: To develop museums

as learning organisations, with education central to their purpose”: Dette mål

indeholder bl.a. en opfordring til alle museer om at udarbejde de såkaldte ”mission

statements” ang. formålene med museets pædagogiske aktiviteter. ”Target 4:

To make research and evaluation of public learning an integral part of museum

44 45


practice”: Her konstateres det, at der ikke er tradition for, at der forskes på britiske

museers formidlingsafdelinger, men at man baserer sine pædagogiske initiativer

forskning udviklet i USA. Afsnittet indeholder en liste med 23 eksempler

forskningsområder, som museumssektoren mangler viden indenfor, fx ”methods

of identifying the value of learning in museums”. ”Target 7: To develop the

skills of museum learning in other sections of education”: Her fokuseres der på

samarbejde mellem museer og forskellige typer af uddannelsesinstitutioner, således

at museer i højere grad bliver integrerede som læringsressourcer i forskellige

typer af uddannelsesforløb.

Afslutningsvis argumenteres der for, at læring i museer integreres i bredere politiske

initiativer i retning af at fremme livslang læring og kulturel udvikling i Storbritannien.

Diskussion:

A Common Wealth. Museums in the Learning Age er et centralt dokument, fordi

rapporten indkredser de vigtigste museumspædagogiske indsatsområder i en

bred, politisk og samfundsmæssigt orienteret ramme, som samtidig er teoretisk og

empirisk funderet. David Andersons diskussioner er klare og præcise, og han argumenterer

overbevisende for nødvendigheden af at omtænke museumsinstitutionen

i det nye årtusinde. Endvidere giver rapporten skarpe bud på, hvorfor en ændret

politisk tilgang til området er påkrævet.

Sammenlignende diskussion:

Det ville være en oplagt opgave for en fællesnordisk forskningsindsats at udarbejde

en lignende rapport på det kunstpædagogiske område. Indtil et sådant arbejde

er gjort, må vi med udgangspunkt i David Andersons rapport konstatere, at vi i de

nordiske lande savner grundlæggende viden om kunst- og museumspædagogik

set i et overordnet kulturpolitisk perspektiv viden som er nødvendig i forhold til

fremtidige politiske tiltag på området. De eneste rapporter på listen over nordiske

publikationer, som for alvor tager fat i de kulturpolitiske perspektiver, som museumsinstitutionen

må forholde sig til, er briten Julian Spaldings rapport fra 2000

The Future of Danish Museums og nordmanden Per Bjørn Rekdals rapport fra

2001 Norwegian Museums and the multicultural challenge. Ingen af disse rapporter

kommer imidlertid med direkte kulturpolitiske anbefalinger på samme niveau

som Andersons.

Videnskabelige bøger

Eksemplerne på listen kan deles i to kategorier:

A. Bøger, som har karakter af videnskabelige afhandlinger,

og som derfor primært henvender sig til andre forskere

B. Bøger, som har karakter af forskningsformidling, og som derfor henvender

sig både til forskere og til udøvende kunst- og museumspædagoger

A. Bøger, som har karakter af videnskabelige afhandlinger,

og som derfor primært henvender sig til andre forskere

Bøger på listen:

Jeg har valgt at medtage tre meget forskellige eksempler på engelsksprogede

videnskabelige bøger på listen for at give et indblik i den bredde, som findes i litteraturen.

Den første bog er skrevet af to amerikanske psykologer og omhandler de

specifikke oplevelsesformer, der gør sig gældende, når man ser på kunst, samt

hvorledes kunstpædagogikken kan fremme disse. Den næste bog er først og

fremmest en afhandling i læringsteori og publikumsundersøgelser med særligt

henblik på museumspædagogik i bred forstand, og den sidste bog fokuserer på

museumspædagogikkens tolkningspraksisser, når det gælder visuel kultur i bred

forstand. På den måde repræsenterer bøgerne tre forskellige perspektiver, som -

om end i varierende grad - kan genfindes i nordiske kunstpædagogiske publikationer:

oplevelsespsykologi, læringsteori og kulturanalyse.

Eksempel 1:

Mihaly Csikszentmihalyi og Rick E. Robinson (1990):

The Art of Seeing. An Interpretation of the Aesthetic Encounter,

The J. Paul Getty Museum.

Bogen indeholder resultaterne af en undersøgelse bestilt af de private fondsejede

institutioner The J. Paul Getty Museum og The Getty Education Institute for the

Arts. Undersøgelsens formål er at finde ud af, hvorledes kunstmuseer kan facilitere

og kvalificere ”æstetiske oplevelser” med kunstværker, dels gennem indretning

og ophængning, dels gennem pædagogiske forløb. Bogens forfattere er to

kendte amerikanske forskere inden for oplevelsens psykologi, hvor særlig Mihaly

Csikszentmihalyi er kendt for sin beskrivelse af begrebet ”flow”, som angiver den

46 47

4.3


tilstand af opslugthed og koncentration, som fx professionelle sportsfolk eller

musikere kan bevæge sig ind i, når de udfører krævende præstationer. Det er således

Csikszentmihalyis videnskabelige beskrivelse af flow-oplevelsen, der danner

udgangspunkt for undersøgelserne i The Art of Seeing, idet den æstetiske oplevelse

formodes at have fælles træk med flow-oplevelsen.

Datamaterialet, som danner udgangspunkt for analyserne, består dels i en kvantitativ

spørgeskemaundersøgelse, dels i kvalitative interviews. Undersøgelsespersonerne

er alle ansatte på amerikanske kunstmuseer flertallet på enten The J. Paul

Getty museum i Los Angeles eller The Art Institute i Chicago. Valget af denne

population skyldes, at netop professionelle museumsansatte formodes at være

blandt de personer, som er mest bekendte med æstetiske oplevelser og derfor

bedst i stand til at beskrive disse på en nuanceret måde, som så senere kan danne

udgangspunkt for anbefalinger af kunstpædagogiske tiltag.

Bogens analyser starter med en overordnet indkredsning af fire ”dimensioner” i

den æstetiske oplevelse, som flertallet af undersøgelsespersonerne berører i løbet

af de kvalitative interviews. Det drejer sig om ”The Perceptual Dimension”, som

omhandler værkernes formelle kvaliteter, og som ofte beskrives med begrebet

”skønhed”; ”The Emotional Dimension”, som handler om individuelle, følelsesmæssige

reaktioner på værkerne; ”The Intellectual Dimension”, som henviser til den faglige

viden, de interviewede personer har om værkerne; og endelig ”Communication

as a Dimension of the Aesthetic Experience”, som bestemmer den æstetiske oplevelse

som en ”dialog” mellem værk og beskuer.

Den kvantitative analyse peger primært på forskelle mellem de forskellige grupper

af museumsansatte og mellem de forskellige institutioner. Her peges på signifikante

forskelle, alt efter om de museumsansatte er ansat ved et museum med

klassisk, moderne eller nutidig kunst, samt på, at der også i de kvantitative undersøgelser

findes belæg for, at æstetisk oplevelse kan beskrives som en særlig form

for flow-oplevelse.

I det efterfølgende kapitel defineres de særlige træk ved den æstetiske oplevelse

som følger: fokusering af opmærksomheden, følelsen af en udfordring, der kræver,

at man anvender alle sine faglige og personlige færdigheder, mødet med produkter

skabt af andre mennesker samt det tidslige element: muligheden for igen og

igen at vende tilbage til det samme værk.

I det afsluttende kapitel giver forfatterne et bud på, hvorledes museerne kan arbejde

pædagogisk med den æstetiske oplevelse. De vigtigste anbefalinger koncentrerer

sig her om at fjerne distraherende elementer og skabe trygge omgivelser,

hvor publikum tør hengive sig til deres egne oplevelser. Endvidere lægges der vægt

på, at man bør træne de besøgendes ”øje”, inden de besøger museet, ved at lade

dem kigge på andre værker her med særlig tanke på skoleelever. Endelig fremhæves

det, at kunstpædagogens vigtigste opgave er at give de besøgende så

mange indfaldsveje til værkoplevelsen som muligt for på den måde at inddrage alle

dimensionerne i den æstetiske oplevelse.

Eksempel 2:

George E. Hein (1998):

Learning in the Museum,

London: Routledge

Bogen indeholder en meget grundig og gennemført argumentation for at anvende

konstruktivistiske tilgangsveje i forståelsen af, hvorledes publikum lærer i museer.

På baggrund af denne argumentation diskuteres det, hvorledes ”det konstruktivistiske

museum” bør indrettes.

Teksten falder overordnet set i tre dele: én del, som fokuserer på pædagogisk teori

og dennes relation til epistemologiske spørgsmål om, hvad viden er; én del, som

beskæftiger sig med ”visitor studies”, og som indeholder gennemgang af forskellige

metoder til at udføre disse; og endelig én del, hvor forfatteren opstiller og gennemgår

de forskellige elementer, der bør fokuseres på, hvis museer skal tage den

konstruktivistiske tilgang til viden og læring alvorligt.

Af særlig relevans for kunstpædagogikken er Heins videns- og læringsmodel,

hvor fire pædagogiske grundopfattelser i museumsformidling præsenteres,

nemlig ”Didactic, expository education”, ”Stimulus-response education”, ”Discovery

learning” og ”Constructivism”. Modellen anvendes til at argumentere for, at

det er nødvendigt at anvende en radikal kontruktivistisk videns- og læringsforståelse,

som tager udgangspunkt i grundige publikumsundersøgelser, hvis man vil

udvikle effektive pædagogiske tilgange på museerne. Denne argumentation

udmøntes i bogens sidste kapitel i en række anbefalinger, illustreret med citater

og eksempler, til, hvorledes det konstruktivistiske museum kan indrettes, så det

giver publikum mulighed for at lære i overensstemmelse med egne behov og

læringsstile.

48 49


Eksempel 3:

Eilean Hooper-Greenhill (2000):

Museums and the Interpretation of Visual Culture,

London: Routledge.

Eilean Hooper-Greenhill er leder af Institut for Museumsstudier ved Leicester Universitet

i England, og hun har i løbet af 1990’erne skrevet og redigeret en lang

række væsentlige bøger om museumspædagogik. I Museums and the Interpretation

of Visual Culture foretager hun et studium af, hvorledes museet kan omtænkes

fra en modernistisk institution, hvis pædagogiske rolle er at ”transmittere” på

forhånd tilrettelagt viden, til et ”post-museum”, som er et sted, hvor meninger skabes,

brydes og bygges op igen alt efter hvilken situation, der byder sig. I forlængelse

af disse analyser tildeler Hooper-Greenhill museumspædagogikken en central

rolle, fordi etableringen af post-museer forudsætter, at publikums engagement

tænkes med, hver gang museet planlægger og arrangerer ”events” enten i form

af udstillinger eller (og mere i overensstemmelse med post-museets idegrundlag)

i form af andre typer af arrangementer, hvor de besøgende kan engagere sig i kulturelle

processer.

Bogen er bygget op i tre hoveddele: et introduktionskapitel, ”Culture and meaning

in the museum”, hvor det diskuteres, hvordan mening bygges op gennem kuratoriske

og pædagogiske tiltag, samt hvorledes alle tolkninger kan siges at være kontekstafhængige.

Herefter følger tre case-studies af, hvorledes forskellige typer af

udstillinger og begivenheder skaber forskellige meninger omkring de samme artefakter,

fordi de tolkningsprocesser, de sætter i værk, er afhængige af personlige og

historiske kontekster. Det første case omhandler the National Portrait Gallery i

London, hvor den britiske historie er iscenesat gennem fremvisningen af - og fortællingen

om - en række magtfulde personligheder (mænd) i Storbritanniens

historie i en traditionel, kronologisk ordnet ophængning. De næste to cases

omhandler iscenesættelsen af bygninger, objekter og personer fra den New Zealandske

maori-befolkning i New Zealandske, britiske og blandede kontekster. Man

følger her, hvorledes genstande og personer skifter betydning alt efter, hvilken fortælling

de mere eller mindre tilfældigt kommer til at indgå i.

Bogens sidste tre kapitler indeholder en række teoretiske diskussioner, dels af

objektets status i forhold til nutidig hermeneutisk teori, dels af pædagogikkens

mulige roller i hhv. det modernistiske museum og post-museet. Begreberne ”visuel

kultur” og ”materiel kultur” introduceres som mulige forståelser af de komplekse

relationer mellem objektet og betragteren/brugeren, og det understeges, at mens

det modernistiske museum var bygget op omkring den distancerede og universaliserede

synsoplevelse, så må det være et udgangspunkt for post-museet, at alle

typer af sanseoplevelser inddrages i skabelsen af nye meninger og fortællinger,

som inddrager både ”beskuer” og ”objekt”. I post-museet tænkes pædagogik ikke

som transmission af viden, men som ”kultur”, hvilket vil sige, at de pædagogiske

processer handler om at skabe og forandre museet fra gang til gang snarere end

om at fremvise noget allerede tilrettelagt og skabt. Iflg. forfatteren vil post-museet

blive et mødested, hvor kulturel diversitet ses som en pædagogisk og samfundsmæssig

styrke.

Diskussion:

De tre omtalte bøger anvender meget forskellige tilgangsveje til kunst- og museumspædagogik,

tilgangsveje, som dog alle kan siges at udgøre mulige hjørnesten

i fremtidig kunstpædagogisk forskning.

The Art of Seeing beskriver det særlige ved oplevelsen af kunstværker ved at

undersøge ”den æstetiske oplevelse”, som er et klassisk begreb i moderne kunstfilosofi

og kunstpsykologi. Undersøgelsen forholder sig først og fremmest til kunstkenderes

individuelle oplevelser med kunstværker, og forfatterne søger igennem

analyser af disse oplevelser at udpege nogle mere generelle forudsætninger for

oplevelsen af kunst, som kunstpædagogikken bør lægge vægt på. Ved at undersøge

det traditionelt set ”usigelige” i kunstoplevelsen ved hjælp af kvalitative og

kvantitative metoder bliver Csikszentmihalyi og Robinson i stand til at udpege de

elementer, man kan tage udgangspunkt i ved kvalificeringen af publikums æstetiske

oplevelser. På den måde tydeliggør The Art of Seeing de bestræbelser, der er

nødvendige i uddannelsen af ”kunstelskere” i klassisk forstand. Til gengæld savner

undersøgelsen kritisk stillingtagen til kunstmuseets og kunstkendernes elitært

orienterede samfundsmæssige position - en position, som bliver meget tydelig i

bogens analyser. Dette kan hænge sammen med, at undersøgelsen er bestilt af

the J. Paul Getty Museum, der har som formål at vise klassisk kunst i klassiske

omgivelser. Museet og den fond, der ejer det, har op igennem 1980’erne og

1990’erne haft stor indflydelse på amerikansk kunst- og billedpædagogik ved at

støtte undervisning i klassiske kunstdiscipliner både i skolens kunstfag og

kunstmuseerne.

50 51


Learning in the Museum repræsenterer en helt anden tilgang til publikums museumsoplevelse

end The Art of Seeing. I stedet for at ville gøre publikum til ”kendere”,

er forudsætningen for bogens undersøgelser at lære publikum at kende med

henblik på at skabe en museumspædagogik, der kan opfylde publikums ønsker og

behov for at knytte museumsoplevelsen sammen med egne forudsætninger og

derigennem styrke deres tro på sig selv som kvalificerede medaktører i egne læreprocesser.

I Heins ”konstruktivistiske museum” serviceres de besøgende groft

sagt, så de kan lære hvad de vil, og hvordan de vil. Det skyldes dels, at bogen arbejder

med læringsteori - altså hvordan mennesker overhovedet lærer og ikke med

didaktisk teori, altså teori om undervisningens planlægning og metode, dels at

udgangspunktet er museer i bred forstand, og der derfor ikke er særlig fokus på

indholdet.

I Museums and the Interpretation of Visual Culture sættes museumsoplevelsen ind

i en kulturteoretisk ramme, hvor mødet med publikum bliver omdrejningspunktet

for alle aktiviteter. Hooper-Greenhill ser således pædagogikken som en integreret

del af det senmoderne ”post-museum” i stedet for at se den som et vedhæng. Ved

at arbejde med en vifte af teoretiske tilgange, bl.a. hermeneutisk teori, kommunikationsteori

og læringsteori, og kombinere disse med et radikalt kritisk syn på

såvel museumsinstitutionen som de ”objekter” og ”værker”, denne institution arbejder

med, formår forfatteren på en kvalificeret måde at åbne for helt nye perspektiver

i den museumspædagogiske tænkning. I ”post-museet” etableres situerede

møder mellem personer, kulturer, kontekster og tolkninger, og pædagogen indgår

som en del af disse møder og ikke som en ”guide”. Den viden og læring, som

møderne genererer, gøres siden tilgængelig for andre brugere af museet. Hooper-

Greenhills ”post-museum” er naturligvis en tankekonstruktion, men måske er det

netop sådanne ”grænseoverskridende” tankefigurer, der er brug for, hvis den

pædagogiske dimension skal tænkes ind i museumsinstitutionen som andet og

mere end et ”vedhæng”, der først og fremmest skal tilfredsstille politiske ønsker om

”brugervenlighed”.

Sammenlignende diskussion:

De tre videnskabelige bøger, jeg netop har omtalt, er alle karakteriseret ved anvendelsen

af dybtgående og radikale teoretiske perspektiver i studiet af kunst- og

museumspædagogikkens roller og muligheder. På den måde fremviser de en

bredde og en spændstighed i de videnskabelige diskussioner, som savnes i nordisk

kunst- og museumspædagogisk forskning.

Det kunstpsykologiske perspektiv, som ligger til grund for The Art of Seeing, er i en

nordisk sammenhæng først og fremmest blevet taget op af den danske psykolog

Bjarne Sode Funch (1997, 2000), hvilket har ført til et frugtbart men isoleret

samarbejde med Esbjerg Kunstmuseum i etableringen af ”æstetisk laboratorium”.

Andre undersøgelser af publikums personlige kunstoplevelser findes bl.a. hos den

finske forsker Maria Linko (2003) og hos den danske forsker Bruno Ingemann

(2002). Større empiriske undersøgelser af publikums kunstoplevelser, som de der

ligger til grund for The Art of Seeing, savnes imidlertid fortsat i Norden.

Det læringsteoretiske perspektiv og fokuseringen på visitor studies, som anvendes

i Learning in the Museum, tages op i en del nordiske publikationer, særlig norske

og finske. Det drejer sig bl.a. om flere rapporter fra Norsk Museumsutvikling (fx

James og Frøyland 2002; Henriksen og Frøyland 1998), som dog refererer til

amerikansk teori snarere end selv at udvikle teori, og om finske videnskabelige

publikationer af bl.a. Marjo Räsänen (1997, 2000). I modsætning til i USA virker det

dog ikke, som om læringsteori og visitor studies har haft nogen videre indflydelse

i arbejdet på størsteparten af de nordiske kunstmuseer. ”Det konstruktivistiske

museum”, hvor publikum kan lære i overensstemmelse med deres egne forudsætninger

og behov, skal i Norden snarere findes på naturhistoriske museer end på

kunstmuseer. De læringsteorier, som udvikles i pædagogiske forskning, har således

ikke for alvor vundet indpas på det kunstpædagogiske område i Norden.

Det kulturteoretiske perspektiv, som anvendes i Museums and the Interpretation of

Visual Culture, er også et overordnet perspektiv, som anvendes i nordisk kunstpædagogisk

forskning, om end det sjældent tænkes så radikalt i Norden som hos

Eilean Hooper-Greenhill. Fx arbejder den svenske forsker Anna Lena Lindberg

(1988) ud fra et kulturteoretisk perspektiv i sin bestemmelse af hhv. ”opdragelsesholdningen”

og ”den karismatiske holdning” til det kunstpædagogiske arbejde.

Også norske forskere som Venke Aure og Jarleiv Hauge (1996) samt Elsemarie

Halvorsen (2001) og en dansk forskere som Helene Illeris (2002, 2003) arbejder

med kulturteoretiske indfaldsvinkler. Styrken i denne tilgangsvej er, at den i højere

grad end de øvrige formår at placere kunstpædagogikken i forhold til bredere kulturelle

og samfundsmæssige strømninger og dermed at problematisere kunstinstitutionen

og dens rolle i forhold til publikum i et kulturpolitisk perspektiv.

52 53


B. Bøger, som har karakter af forskningsformidling,

og som derfor henvender sig både til forskere og til

udøvende kunst- og museumspædagoger

Bøger på listen:

Jeg har valgt at medtage to bøger på listen, som jeg mener udgør vigtige engelsksprogede

bidrag til formidlingen af aktuel museumspædagogisk forskning. Begge

bøger er amerikanske, og begge beskæftiger sig med museumspædagogik i bred

forstand. Den første bog er Falk og Dierkings ”klassiker” fra 1992 The Museum

Experience, som må formodes at være kendt af de fleste museologer og kunstpædagoger

i Norden, den anden er Lisa C. Roberts From Knowledge to Narrative

fra 1997, som indeholder et mere omfattende bud på, hvilke spørgsmål en nutidig

museumspædagogik nødvendigvis må forholde sig til.

Eksempel 1:

John H. Falk og Lynn D. Dierking (1992):

The Museum Experience,

Whalesback Books.

Denne bog har opnået klassikerstatus på det museumspædagogiske område, fordi

den på en overskuelig og lettilgængelig måde og ved hjælp af en række undersøgelser

og eksempler sætter fokus på, hvad de besøgende egentlig oplever og husker,

når de går på museum. Forfatterne har siden udgivet en ny bog om samme emne,

Learning from museums (2000), som er mere teoretisk funderet. Jeg har imidlertid

valgt at medtage The Museum Experience, fordi den i højere grad henvender sig til

udøvende kunstpædagoger, og fordi den er mere kendt i de nordiske lande.

The Museum Experience er bygget op omkring en enkel model kaldet ”The Interactive

Experience Model”. Modellen består af tre delvist overlappende cirkler, som

repræsenterer hhv. beskuerens personlige kontekst (personlig baggrund, forventninger,

læringsstil osv.), den sociale kontekst (evt. andre medlemmer af gruppen,

andre besøgende, museumsansatte) og den fysiske kontekst (museumsbygningen,

udstillingsmiljøet, servicefunktioner, fx cafeteria, butik og toiletter). Der, hvor

alle tre kontekster lapper over hinanden, findes ”den interaktive oplevelse”, som

altså er unik for den enkelte beskuer, og som i høj grad er karakteriseret ved, at det

er den oplevelse, der huskes, efter at museumsbesøget er slut.

Bogens vigtigste pointe er, at de tre kontekster i modellen er af helt afgørende

betydning for, hvad publikum oplever på museet, uanset hvilken udstilling der i øvrigt

måtte være tale om. Konteksterne udgør således de fundamentale forudsætninger

for, at publikum overhovedet kan og vil fokusere på de udstillede genstande. Det

handler med andre ord om den kendte, men ofte glemte pædagogiske viden om, at

de personlige forudsætninger for læring skal være på plads, før læring overhovedet

kan finde sted. Falk og Dierkings mange eksempler viser med al tydelighed, at hvis

man som beskuer er forvirret, føler sig uvidende, er sulten, træt i benene osv., så

kommer disse oplevelser hurtigt til at overskygge alle andre, men hvis man omvendt

har overblik, nemt kan få forståelige informationer, føler sig i godt selskab, ved hvor

cafeteriet ligger osv., så har man de bedste forudsætninger for at opleve og lære.

Endvidere pointeres det løbende i bogen, at publikum ikke kan opfattes som en

homogen masse, men at forskellige besøgende og grupper af besøgende som

regel har vidt forskellige ønsker og behov i forbindelse med museumsbesøg.

Efter en gennemgang af de forskellige kontekster afsluttes bogen med en række

gode råd til museumsansatte om, hvad man skal være opmærksom på, hvis man gerne

vil give publikum de bedst mulige museumsoplevelser. Det afsluttende kapitel

indeholder et afsnit om besøgende, der kommer på eget initiativ, alene eller sammen

med andre og et afsnit om organiserede gruppebesøg. Hvert afsnit diskuterer 8-9

statements fx “Visitors are drawn to museums because they contain objects outside

their normal experience. Visitors come to ‘look’ in a variety of ways”. Disse statements

kan danne udgangspunkt for alle faser af det museumspædagogiske arbejde.

Eksempel 2:

Lisa C. Roberts (1997):

From Knowledge to Narrative.

Educators and the Changing Museum,

Washington: Smithsonian Institution Press.

Også denne bog er enkelt og overskueligt bygget op, men den beskæftiger sig i

højere grad med epistemologiske overvejelser end med empiriske undersøgelser.

Dens overordnede ærinde er at beskrive og eksemplificere, hvorledes forskellige

syn på museumspædagogik kommer til udtryk i aktuelle praksisser, samt hvorledes

disse syn er historisk og epistemologisk forankrede. Bogen afsluttes med en introduktion

til den narrative tilgang og en argumentation for, at denne tilgang vil kunne

danne udgangspunkt for en gentænkning af museumspædagogikkens rolle i

samfundet. Et case study, hvor man følger tilrettelæggelsen af en udstilling om Carl

von Linnés botaniske klassifikationssystemer i Chicagos botaniske have, løber

54 55


som en rød tråd igennem bogens kapitler. Her eksemplificeres bogens epistemologiske

pointer ved hjælp af nogle af de mange valg og fravalg, de ansatte må foretage,

inden de når frem til at kunne åbne den endelige udstilling for publikum.

De fire syn på museumspædagogik, som præsenteres i bogens fire hovedkapitler

er: ”Education as Entertainment”, hvor hele spørgsmålet om museets rolle som

publikumsorienteret institution versus forskningsinstitution tages op ved bl.a. at

henvise til en række historiske diskussioner; ”Education as Empowerment”, hvor

Roberts diskuterer museets rolle som fortolker af de udstillede genstande og disses

sociopolitiske placering ud fra et spørgsmål om publikums mulighed og behov

for at skabe egne interpretationer; ”Education as Experience”, hvor publikums

meningsdannende aktiviteter diskuteres i lyset af spørgsmålet om autenticitet versus

imitation; og endelig ”Education as Ethics”, hvor det bl.a. diskuteres, hvordan

museerne kan forvalte deres fortolkningsautoritet uden at støde store befolkningsgrupper,

fx ved at være mere åbne omkring egne tolkningspraksisser, tvivl og

valg. I det afsluttende kapitel ”Education as a Narrative Endeavor” anlægger

Roberts, med udgangspunkt i bl.a. uddannelsesforskeren Jerome Bruners seneste

bøger, et konstruktivistisk og narrativt perspektiv på viden, undervisning og læring

som konstruktioner af mødesteder for fælles meningsdannelser.

Diskussion:

Både The Museum Experience og From Knowledge to Narrative tager fat i problemstillinger,

der må siges at være grundlæggende for såvel museumspædagogisk

praksis som museumspædagogisk forskning. Begge bøgers udgangspunkt ligger

i nødvendigheden af, at museer begynder at opfatte sig selv som læringsmiljøer,

der giver publikum adgang til at interagere med de udstillede genstande på måder,

der tager deres erfaringer og oplevelser alvorligt. Mens The Museum Experience

alene er optaget af publikums oplevelser og præferencer, forsøger From Knowledge

to Narrative at undersøge mødet mellem museets og museumspædagogens

”autoritative” tale og publikums behov. The Museum Experience må i særlig grad

siges at være relevant og grundlæggende litteratur for alle kunst- og museumspædagoger,

som ikke har en pædagogisk uddannelse i ryggen, hvorimod dens

pointer må formodes at være velkendt læsning for pædagoger, der i forvejen har

beskæftiget sig med læringsteori. From Knowledge to Narrative tager i højere grad

udgangspunkt i museumsfeltets egne diskurser for gennem grundige analyser at

fremvise de ’selvfølgelige’ opfattelser af viden, der fortsat er styrende for museumspædagogikken.

Sammenlignende diskussion:

Set i et nordisk perspektiv er det klart, at bøger som disse to opfylder en række

generelle behov for formidling af grundlæggende forskning og viden på det museumspædagogiske

område. Selvom bøgerne er amerikanske, og selvom de

beskæftiger sig med museumspædagogik i bred forstand, er de så bredt funderede,

at de vil kunne anvendes (og bliver anvendt) som teoretisk inspiration både for

kunstpædagogisk forskning og for kunstpædagogisk praksis i de nordiske lande.

Begge bøger peger imidlertid selv på, at der er behov for langt mere forskning for

at få svar på nogle af de mange generelle spørgsmål, de peger på. Særlig mangler

der empiriske forsøg med implementering af kunst- og museumspædagogik, hvor

publikums egne oplevelser, erfaringer, meninger og fortællinger kommer i fokus.

Her er der meget, der tyder på, at nordiske kunstmuseer kunne have en række vigtige

erfaringer at bidrage med, fordi erfaringspædagogikken har udgjort en vigtig

tradition i vores lande, hvilket til dels har smittet af på kunstpædagogikken. Denne

formodning er imidlertid ikke forskningsmæssigt underbygget, ligesom der savnes

dokumentation for, i hvor stort et omfang nordiske kunstmuseer opfatter sig selv

som læringsinstitutioner.

Ikke videnskabelige bøger

Eksempel:

Tate Gallery, Liverpool (2000):

Testing the Water. Young People and Galleries,

Liverpool University Press.

Denne bog er skrevet i et forsøg på at samle en række erfaringer og refleksioner,

som alle udspringer af kunstmuseet Tate Liverpools kontroversielle ungdomsprogram

”Young Tate”. Programmet blev startet i 1994 med det formål at udvikle mål

og metoder, så museet kunne blive bedre til at tiltrække unge mellem 14 og 25 år,

som iflg. publikumsundersøgelser er en af de grupper, som kommer mindst på

kunstmuseer i deres fritid. Programmet er et af de første og mest vidtrækkende af

sin slags, og det har derfor tiltrukket sig stor international opmærksomhed. Bogen

er derfor også blevet til for at imødekomme et ønske fra andre museer og undervisningsinstitutioner

om at få del i erfaringerne fra Young Tate. Testing the Water

indeholder syv kapitler, og hvert kapitel indeholder tre afsnit: ”Story”, ”Case Study”

og ”Essay”. I det første afsnit fortæller koordinatoren for programmet, Naomi Horlock,

om de forskellige overvejelser og erfaringer, som er blevet gjort i program-

56 57

4.4


mets forskellige faser og tiltag. Det drejer sig blandt andet om baggrunden for

overhovedet at oprette programmet (kap.1 og 2), om rekruttering af en ”Advisory

Group” bestående af unge mennesker (kap. 3 og 4) og om arbejdet med en særlig

”Display Group”, som kuraterede udstillingen Testing the Water, som blev vist på

museet i 1995-1996 (kap. 5). I kapitlernes andet afsnit præsenteres uddrag fra de

enkelte projekter i form af kommentarer og essays fra de unge deltagere. Disse

giver et indblik i den komplekse oplevelse, de unge havde, af at være ”udvalgte deltagere”

i et museologisk projekt. De unge giver i case study-afsnittene udtryk for

deres ambivalente følelser i forhold til at skulle repræsentere en særlig gruppe (”de

unge”), samtidig med at de mere og mere kommer til at opleve sig selv som en del

af den ”kunstkultur”, der findes på museet. De unge, der bliver i projektet i længere

tid, kommer med egne ord til at opleve sig selv som ”Tatified”. Kapitlernes tredje

afsnit består af essays, skrevet af forskere fra forskellige områder (museologi og

kulturstudier) og museumsfolk. Flere af essayene peger på relevante teoretiske

problemstillinger, som kan sættes i forbindelse med Young Tate-programmet.

Særlig de sidste essays (kap. 5, 6 og 7), skrevet af kurator Lewis Biggs, museolog

Eilean Hooper-Greenhill og leder af Victoria og Albert-museets formidlingsafdeling

David Anderson, indeholder en række refleksioner, som sætter programmet i

perspektiv i forhold til en aktuel debat.

Diskussion:

Testing the Water er en vigtig bog, fordi den forbinder et konkret problem (for få

unge besøgende på kunstmuseerne) med et eksperimenterende og handlingsorienteret

program (”Young Tate”), som involverer hele museet og ikke blot formidlingsafdelingen.

(Faktisk er Tate Liverpool et af de få museer i verden, hvor man siden

etableringen i 1988 har valgt at have kunstpædagoger med i alle beslutningsprocesser

som ligeværdige deltagere). Bogen tager læseren med på en ”rejse” gennem

alle de refleksioner og praktiske problemer, der opstår, når man vælger at satse

stort på at lade to ”fremmede” kulturer mødes i et så omfattende og seriøst

program. For hvad betyder det egentlig at lade de unge tage del i museets daglige

liv? Synes de unge om det? (mange droppede ud, pga. deres mange andre gøremål)

og synes de faste medarbejdere om det? (ofte virker det, som om de unge

nærmest kommer i en slags erhvervspraktik, hvor de blive oplært, hvorefter de

næsten glemmer, at de skulle repræsentere det unge publikums interesser, for i

stedet at repræsentere museets interesser). I den forbindelse kan nogle af essayene

virke noget løsrevne både niveaumæssigt (for akademiske) og indholdsmæssigt

(for teoretiske), men de er ikke desto mindre - sammen med museets enorme

satsning - med til at give bogen dens tyngde i forhold til andre, mindre erfaringsopsamlinger

og beskrivelser, som fx de, der udarbejdes af mange nordiske museer.

Det må også bemærkes, at en alvorlig mangel ved Testing the Water er, at der

ikke er nogen dybere pædagogiske refleksioner ang. fremgangsmåden, ligesom

det virker mærkeligt, at ingen ungdomsforskere har fået mulighed for at komme til

orde. På den måde placerer bogen kunstpædagogikken med begge ben i det professionelle

kunstfelt uden at åbne mere end nogle sprækker op i forhold til de

pædagogiske strategier og publikumsinteresser, man så gerne vil lære af.

Sammenlignende diskussion:

Sammenlignet med de nordiske ikke videnskabelige bøger på listen i bilag I er

Testing the Water mere ambitiøs, grundig og omfangsrig. De nordiske bøger omtaler

mere konventionelle kunstpædagogiske strategier og tiltag beregnet på at give

gode ideer og teoretiske indsigter til kunstpædagoger og lærere. I løbet af de sidste

par år er der dog kommet nogle mere problematiserende tekster rettet mod

feltets praktikere. Et eksempel herpå er den nye danske antologi Mødesteder

Fomidling af samtidskunst (Mathiesen og Seligmann 2004), hvor en del konventionelle

kunstpædagogiske praktikker problematiseres i lyset af samtidskunstens

strategier.

Konklusion

Formålet med dette kapitel har været at placere nordisk kunstpædagogisk forskning

og formidling i et komparativt perspektiv ved at inddrage syv engelsksprogede

publikationer, som repræsenterer forskellige teoretiske, praktiske og politiske

perspektiver.

Sammenfattende viser diskussionerne, at selvom den engelsksprogede forskning

og formidling på det kunstpædagogiske område er mere omfattende og har større

institutionel forankring og opbakning, så findes der også i Norden en række større

og mindre publikationer, som tager fat i de samme fundamentale problematikker

og overordnede perspektiver. Således ligger den nordiske kunst- og museumspædagogiske

forskning på et godt niveau sammenlignet med den angelsaksiske,

hvad angår indkredsningen af grundlæggende problemstillinger samt anvendelsen

af teoretisk baserede kunstpsykologiske, læringsteoretiske og kulturanalytiske tilgange.

Hvad der savnes, for at den kunst- og museumspædagogiske forskning i

58 59

4.5


Norden kan få en bredde og spændstighed, der modsvarer den, man kan finde i

engelske og amerikanske publikationer, er således ikke så meget teoretiske eller

praktiske kompetencer hos de enkelte forskere som de økonomiske og institutionelle

rammer, som er nødvendige for at udføre og mangfoldiggøre nordisk forskning

og formidling såvel i Norden som i bredere internationale sammenhænge.

Sammenfattende diskussion

Kunstpædagogisk forskning og formidling er et område, som ikke har været genstand

for nogen samlet nordisk indsats. Heller ikke i de enkelte nordiske lande har

kunstpædagogikken fået større kulturpolitisk eller forskningsmæssig opmærksomhed,

og der findes aktuelt ingen institutioner, institutter, centre eller programmer

i Norden, der beskæftiger sig specifikt med kunstpædagogisk forskning og

formidling. Den nordiske forskning på det kunstpædagogiske område er således

fuldstændig afhængig af enkeltpersoners indsats, hvilket må siges at være paradoksalt,

set i lyset af at Norden traditionelt er en region, hvor medborgernes deltagelse

i kulturen prioriteres højt.

På trods af kunstpædagogikkens marginaliserede status viser rapporten dog, at

nordiske forskere på det kunstpædagogiske område har formået at producere en

række videnskabelige publikationer, hvoraf flere ligger på et højt niveau. Set i

en international sammenhæng har nordiske forskere publiceret inden for mange

væsentlige områder af kunst- og museumspædagogikken. Pga. den manglende

institutionelle opbakning er disse publikationer imidlertid ikke skrevet af forskere,

der har kunstpædagogik som deres centrale arbejdsfelt, men af forskere fra tilgrænsende

områder, fx billedpædagogik, museologi, psykologi, kunstteori, kommunikationsstudier

og antropologi, som har en særlig interesse for området.

På praksisområdet er der i Norden udkommet en del mindre bøger og rapporter,

som typisk er skrevet i forbindelse med samarbejdsprojekter mellem kunst- og

uddannelsesinstitutioner støttet af offentlige midler eller private fonde. På samme

måde som forskningen optræder disse projekter ofte som isolerede indsatser, som

ikke følges op og dermed bliver til inspiration for andre institutioner.

En væsentlig årsag til kunstpædagogikkens marginaliserede status skal formentlig

søges i en traditionel forestilling hos politikere fra kultur- og uddannelsesområderne

om, at kunst forstås umiddelbart og derfor ikke skal gøres til genstand for

pædagogisk arbejde på samme måde som fx kulturhistorie eller naturvidenskab.

Mange af de foreliggende nordiske og angelsaksiske undersøgelser, såvel på det

psykologiske som på det lærings- og kulturteoretiske område, viser imidlertid

meget tydeligt, at denne forestilling er forkert. Hvis alle samfundets borgere skal

have adgang til og glæde af oplevelser og erfaringer med kunst, kræves der store

60 61

5.


5.1

kunstpædagogiske satsninger. Kunstmuseet Tate Liverpool viser i bogen Testing

the Water, hvorledes en sådan satsning bør gennemtrænge alle områder af kunstinstitutionen

i stedet for at optræde som et vedhæng, men satsninger af denne

type er ingen af de nordiske kunstmuseer tilsyneladende villige til at tage på sig.

Det kræver kulturpolitiske og institutionelle investeringer at tage medborgerperspektivet

alvorligt. Med teorierne om ”det konstruktivistiske museum” og ”postmuseet”

peger George Hein og Eilean Hooper-Greenhill på, hvorledes museet bør

tænkes radikalt anderledes i det senmoderne samfund, vi alle er en del af. Flere

nordiske forskere fører lignende diskussioner, men uden at disse diskussioner synliggøres,

hverken i nordiske eller internationale sammenhænge. Hvis diskussionerne

skal hjælpe de nordiske samfund til at tage medborgerperspektivet alvorligt, når

det gælder kunsten som læringsressource, er det nødvendigt at samle kræfterne i

fælles indsatser.

Forslag til en model over kunstpædagogik

som interdisciplinært forskningsfelt

Nedenstående model er udarbejdet på baggrund af en klassificering af de videnskabelige

publikationer, som er medtaget i denne rapport. Det drejer sig om en

skitse til, hvorledes kunstpædagogik som et nyt forskningsfelt i Norden kunne

tænkes at placere sig i forhold til allerede etablerede forskningsområder på nordiske

institutioner:

Antropologi/

kulturstudier

Kunstproduktion

Psykologi

Billedpædagogik

KUNST-

PÆDAGOGIK

Museologi

Sociologi

Kunstvidenskab

Filosofi/

æstetik

Modellen er pragmatisk opbygget med kunstpædagogikken placeret i centrum. I

den midterste ramme findes navnene på de teoretiske felter, som p.t. er mest markante

i nordisk kunstpædagogisk forskning, og endelig, i den yderste ramme, de

traditionelle vidensfelter, som denne forskning knytter an til. I læsningen af modellen

skal de to rammer, som kunstpædagogikken er omgivet af, forstås som indbyrdes

uafhængige. Dvs. at hvert af områderne i den midterste ramme kan knytte an

til hvert af områderne i den yderste. Således anvender billedpædagogisk forskning

både teoridannelser fra psykologi, antropologi, sociologi og filosofi, hvilket og

gælder de andre områder i den midterste ramme: kunstvidenskab, kunstproduktion

og museologi.

Modellen kan læses som en foreløbig anskueliggørelse af kunstpædagogikken

forstået som et interdisciplinært felt, hvor mange forskellige traditioner og synsvinkler

brydes, og nye vinkler opstår. Omvendt kan ”kunstpædagogik” ud fra modellen

også forstås som et selvstændigt ”blik”, der sætter de traditionelle vidensgrene

ind i nye perspektiveringer.

Man kan således ud fra denne model forestille sig kunstpædagogik som et oplagt

eksempel på et område, som ikke tilslutter sig universiteters klassisk modernistiske

opdeling i enkeltstående discipliner, men som i stedet fastholder den multiperspektiviske

tilgang, som p.t. kendetegner de nordiske publikationer. Kunstpædagogik

som interdisciplinært forskningsfelt skal hermed forstås som et felt,

som på den ene side bevarer de mange faglige tilgange, som kendetegner området,

men som på den anden side søger at gøre op med områdets aktuelle fragmentering

og vilkårlighed ved at udgøre et mødested, som kan danne udgangspunkt

for frugtbare udvekslinger og fælles projekter.

Konklusion

Set i et medborgerperspektiv må kunstpædagogik anskues som et nødvendigt

bindeled mellem borgeren og kunstinstitutionen ud fra det faktum, at det kun er et

fåtal af borgere i de nordiske lande, der regelmæssigt besøger kunstudstillinger,

og som derfor kan opleve sig som fortrolige med de oplevelser og erfaringer, som

billedkunsten kan tilbyde. Forskning i kunst som læringsressource vil give mulighed

for at pege på, hvorledes man kan styrke de nordiske borgeres oplevelse af

kunstinstitutionerne som mødesteder, hvor alle er inviterede til at deltage på lige

62 63

5.2


fod. Det vil endvidere give mulighed for nærmere undersøgelse af spørgsmål, der

angår kunst og kunstoplevelse som ressourceområder i forhold til vigtige samfundsmæssige

problemstillinger, fx kulturel diversitet, sociale kompetencer, kreativitet,

identitetsfølelse, osv.

Interdisciplinær forskning i kunstpædagogik vil kunne gå i dybden ved at kombinere

forskellige forskningsperspektiver og forskningsmetoder. Rapporten viser, at

mange perspektiver og metoder allerede er i anvendelse i nordisk forskning i kunstpædagogik,

men at der som oftest er tale om enkeltstående studier. Ved at samle

indsatsen, vil man kunne forske og udvikle flere dimensioner samtidig, hvilket vil

være særlig frugtbart pga. områdets kompleksitet. En samordnet nordisk indsats vil

således kunne undersøge og iværksætte kunstpædagogiske tiltag under hesyntagen

til fx: forskellige typer af brugere (alder, køn, indkomst, etnisk tilhørsforhold

osv.), forskellige brugergrupper (skoler, familiegrupper, turisme osv.), forskellige

typer af institutioner (nye museer, gamle museer, private, offentlige osv.), forskellige

typer af udstillinger og arrangementer (tematiske, biografiske osv.), forskellige

typer af kunstværker (antikke, romantiske, interaktive osv.), forskellige typer af

pædagogik (indlæring, selvforvaltende, kritisk osv.). Endvidere vil det være muligt at

etablere tætte samarbejder mellem forskningsinstitutioner, kunstinstitutioner og

brugere, fx skoler og gymnasier, og på den måde skabe et nært forhold mellem

teori og praksis.

Nordisk kunstpædagogisk forskning og formidling befinder sig allerede på et

internationalt niveau, men den er afhængig af indsatser fra enkeltpersoner. I England

og USA er man i øjeblikket i gang med at udvikle vigtige teorier og undersøgelser

inden for det bredere museumspædagogiske og museologiske felt. En

samnordisk satsning på kunstpædagogisk forskning vil kunne gøre de nordiske

lande til internationale foregangslande, når det gælder forskning i kunsten som

læringsressource for alle medborgere.

Anbefalinger

På baggrund af rapportens konklusioner anbefales følgende tiltag med henblik på

at styrke kunstpædagogisk forskning og formidling i Norden:

At der oprettes et samnordisk forskningsprogram, hvor nordiske forskere har

mulighed for sammen at styrke og udvikle nordisk forskning på internationalt

niveau på det kunstpædagogiske område. Forskningsprogrammet bør samle flg.

typer af aktiviteter:

• Designe og søge støtte til samnordiske interdisciplinære forskningsprojekter på

det kunstpædagogiske område

• Designe og støtte udviklingsprojekter, hvor både universiteter og kunstinstitutioner

deltager

• Støtte nordiske og internationale netværk med deltagelse af såvel forskere og

forskerstuderende som praktikere

• Danne udgangspunkt for en samnordisk uddannelse af kunstpædagoger på

kandidat- og mastergradsniveau

• Arrangere nordiske og internationale konferencer om kunstpædagogiske

temaer

• Støtte udgivelser af videnskabelige bøger og artikler om kunstpædagogik

• Støtte og samle udgivelser af bøger og artikler om kunstpædagogik rettet mod

kvalificering af kunstpædagogiske praksisformer

64 65

5.3


6.

6.1

Art Appreciation Education Research and Promotion

in the Nordic Countries, 1995-2004

Summary and Recommendations

The background to the preparation of this report is a desire to strengthen the

role of art and art museums in Nordic society. From a civic point of view, visual

arts education in museums and galleries must be regarded as a necessary link

between the public and the art institutions. Systematic research into art as a

learning resource will make it possible to suggest ways in which we can

enhance the experience of art institutions by the citizens of the Nordic countries

as democratic meeting places where all are invited to participate on an equal

footing. It will also make it possible to investigate in more depth questions that

relate to art and the artistic experience as resource areas with a bearing on

important social problems, for example cultural complexity, social skills, creativity

and sense of identity.

As the situation is at present, we in the Nordic countries possess very limited

knowledge about how and with what objectives we can invite a greater proportion

of our citizens to participate in the experiences, perceptions and learning

resources offered by art. The report's attempts to analyse research and promotion

of visual arts education in museums and galleries in the Nordic countries

over the last ten years should therefore be seen as a first step in the work of

creating the necessary background of knowledge for a combined Nordic initiative

in the field.

The main conclusion of the report is that although Nordic researchers and practitioners

have succeeded over the last ten years in producing a range of publications

in the field of museum and gallery education some of them at a high

level Nordic research and promotion in this area as a whole must be described

as diffuse, fragmented and dependent on the interest and input of individuals.

An important reason for this is that visual arts education in museums and galleries

is not recognised as a research initiative area, either nationally or at a

Nordic level, and that a large proportion of the Nordic publications that exist are

therefore the work of writers whose principal area of interest is not museum and

gallery education, but who work in related fields such as visual artseducation in

schools, museology, psychology, art theory, communications studies and anthropology.

The report therefore recommends a combined Nordic research and promotion

initiative in the field of visual arts education in museums and galleries. Only by

bringing together the knowledge resources available in this field which are

currently scattered over a large number of institutions and areas in the Nordic

countries can a serious attempt be mounted to make the experience of art an

accessible and useful source of learning and experience for all the people who

live in those countries.

Itemised Summary of the Most Important Conclusions

of the Report

The data on which the report is based consists of a list that contains 146 publications

published in the Nordic countries over the last ten years. In its analyses,

the report concentrates on 19 of these for discussion in greater depth. To these

are added seven publications in English, which are used to debate the quality of

the Nordic publications in a comparative perspective. The most important results

of the report’s analyses and discussions may be itemised as follows:

Analysis of the recorded material:

During the period 19952004, Nordic researchers and practitioners have produced

a considerable quantity of theses, books and articles which in one way or

another are connected with the field of museum and gallery education.

However, many of these scholarly publications do not concern themselves with

visual arts education in museums and galleries in a narrow sense, but with wider

museological and pedagogical issues.

The scholarly publications comprise theses, books, articles and reports that, scientifically

speaking, are founded on sociological, anthropological, psychological

and philosophical theory. Reports also exist that systematise and utilise theories

and methods derived from learning theory, didactic theory and museology.

66 67

6.2


In recent years a steadily increasing number of master thesis concerning visual

arts education in museums and galleries have been undertaken in Nordic universities

and colleges, which indicates that there is important potential for Nordic

research in this field.

The more practically-oriented publications provide a flavour of the many educational

projects that are being implemented at Nordic art museums and galleries

in cooperation with institutions such as nursery schools, schools, youth training

schemes and schools of visual arts and culture.

Reviews of selected publications:

As a whole, the publications give an impression of diffuse activities in which the

research is dependent on the personal interest of the individual researcher. This

means that Nordic research and promotion in the field of visual arts education

in museums and galleries remains uncoordinated, and that most of the publications

are not made available to a wider range of interested parties.

In this context it is symptomatic that Nordic researchers refer to each others’

work or publications to an extremely limited extent, preferring to draw on

research from countries such as the USA, France and the UK.

There is therefore a lack of systematic, interdisciplinary and empirically founded

research into the educational and learning processes that take place in museums

and art galleries in the Nordic countries, and a failure to base the educational

projects going on in Nordic art institutions on research.

On the practical level, the publications are also characterised by the fact that

they express a diffuse and uncoordinated approach. Many Nordic art museums

and galleries initiate ambitious research projects, but these take place in isolation

from each other and with no link to the Nordic research in the field. Further

recurrent problems are the lack of specific training in visual arts education in

museums and galleries and the failure to cooperate of the educational institutions

and museums.

Seen in a comparative international perspective, the report shows that research

and promotion in English in the field of visual arts education in museums and

galleries is more wide-ranging and coordinated than Nordic, and that scholarly

debates in English are in general characterised by greater breadth and flexibility.

Furthermore, the USA in particular has an important tradition of empiricallybased

audience surveys, while in the Nordic countries there have been comparatively

few examples of studies of visitors’ interests and experience and learning

needs.

Nevertheless, Nordic research into the role of museums and galleries in education

is on a sound footing in comparison with Anglo-Saxon research as regards

its focus on fundamental problems and the use of theoretically-based art psychology,

learning theory and cultural analysis resources. It may also be assumed

that the Nordic tradition in the field of experience teaching will be capable of

making an important contribution to internationally-oriented research in the

future.

On the basis of the report’s discussions and comparative analyses we may

therefore conclude that, although research and promotion in the Nordic countries

is deficient at present, the necessary capacity is on hand in those countries

to facilitate the development of systematic, interdisciplinary and empiricallyfounded

research into visual arts education in museums and galleries at an

international level.

Itemised Summary of the Most Important

Recommendations of the Report

On the basis of the report’s conclusions it is recommended that a common

Nordic research programme be initiated, in which Nordic researchers will be able

to work together to enhance and develop Nordic research at international level

in the field of visual arts education in museums and galleries. This research programme

should bring together the following types of activities:

• designing and seeking support for common Nordic interdisciplinary research

projects in the field of visual arts education in museums and galleries;

• designing and supporting development projects in which both universities and

art institutions participate;

68 69

6.3


• supporting Nordic and international networks in which both researchers and

research students participate as practitioners;

• creating a point of departure for a common Nordic training for visual arts education

in museums and galleries at graduate and post-graduate level;

• organising Nordic and international conferences on topics relating to visual

arts education in museums and galleries;

• supporting the publication of scholarly books and articles on visual arts education

in museums and galleries;

• supporting and coordinating the publication of books and articles in the field

aimed at providing qualifications in practical visual arts education in museums

and galleries.

70 71

Bilag I:

Kunstpædagogisk forskning og formidling i Norden.

Eksempler på publikationer 1995-2004

Rapporter og undersøgelser

Norden:

Gitte Lunding Johansen (2002): Museer, børn og

unge år 2000, Evalueringsrapport fra Nordisk

Ministerråds Museumskomité [B]

Åse Enerstvedt (1997): Nordisk Barn Nordisk

Lys. Et kunstformidlingsprojekt med vekt på ITkommunikation,

Asker (Støttet af Nordisk Kulturråd

og Nordisk Kulturfond) [B]

Danmark:

Katrin Hjort og Lene Larsen (2003) At skabe sig

selv - om samtidskunst og unge, Egmont Fonden

[B]

Julian Spalding (2000): The Future of Danish

Museums, Statens Museumsnævn [B]

Jette Kjærboe (2000): Formidling til børn og

unge på de danske kunstmuseer : en undersøgelse

foretaget på baggrund af Kirsten Jordahn

Kirketerps Statusrapport over den danske

kunstmuseers formidlingspraksis 1994-97, Den

Kunsthistoriske Referencegruppe, Statens

Museumsnævn [B]

Kirsten Jordahn Kirketerp (1999): Statusrapport

over de danske kunstmuseers formidlingspraksis

1994-1997. Upubliceret [B]

Ellen de Olivera (1998): Åbne døre. Etablerede

kulturinstitutioners formidling til børn og unge.

En erfaringsopsamling ved kultursociolog Ellen

de Olivera, Kulturens Børn [D]

Dorthe Abildgaard (1998): Kropsnær i Sorø

et nordisk formidlingsprojekt for børn og unge.

Evalueringsrapport. Upubliceret [B]

Finland:

Sampo Kaikkonen, Markku Lang, Teija Loukkalahti,

Seija Suikkanen ja Riitta Kuusikko (2003).

Rovaniemi. Taidesampo - uutta teknologiaa

hyödyntävä väline taidekasvatukseen.

http://www.taidesampo.net/rovaniemi

(Taidesampo - a medium for art education that

utilizes new technology. Www-publication of

Rovaniemi Art Museum and University of

Lapland.) [D]

Helena Sederholm (2001): Taiteen tulkkina -

Selvitys taidemuseoiden erityisluonteesta. Opetusministeriön

julkaisu 5/2001. Helsinki: Edita.

(Interpreting art - An account of the special

characteristics of art museums. Publication of

the Ministry of Education) [B]

Norge

Allison James og Merethe Frøyland, red. (2002):

Hva mener publikum? Publikumsundersøgelser i

museer, Norsk Museumsutvikling [C]

Per Bjørn Rekdal (2001): Norwegian museums

and the multicultural challenge - principles and

practices in exhibition and education, Norsk

Museumsutvikling [C]

Else Marie Halvorsen (2001): Kulturforståelse

hos lærere I Telemark anno 2000, Høgskolen I

Telemark [B]

Ellen Os (2000): Klangfugl - kulturformidling

med de minste. Rapport fra et forprosjekt i regi

av Norsk kulturråd, Arbeidsnotat nr.36 [D]


Elisabeth Hanssen, red.(2000): Samarbeid på

Tvers, Oslo: Museet for samtidskunst [D]

Ellen Karoline Henriksen og Merethe Frøyland

(1998): Hva vet vi om læring i museer? Om museumspedagogikk,

Norsk Museumsutvikling [C]

Arne Marius Samuelsen (1998): Bilder på timeplan

: rapport fra samarbeidsprosjekt mellom

Notoddenskoler og Telemark fylkesgalleri, Høgskolen

i Telemark, Avdeling for estetiske fag,

folkekultur og lærerutdanning, Institutt for pedagogikk

[B]

Svein Gynild, red. (1997): Formidling til barn og

unge. Oversikt over museenes tiltak og planer,

Norsk Museumsutvikling [A]

Linken Apall-Olsen (1997): Livslang læring i

museer -Nye mål for museumsformidling, Norsk

Museumsutvikling [C]

Geir H. Moshuus (1997): Ungdom på museumsbesøk.

Spørreundersøkelse blant ungdom i Våler

i Hedmark, Bodø og Oslo, Norsk Museumsutvikling

[B]

Knut Blomstrøm (1997): Tretrinns Kunstformidling.

Erfaringer fra kunsttimen 1996, Norsk Kulturråd:

Kulturrådets projektserie nr. 3 [D]

Venke Aure og Jarleiv Hauge (1996): Pilotgallerier

for barn og unge: Kunstformidling

tvers, Rapport RF-96/277, Rogalandsforskning

(Opdragsgiver: Norsk Kulturråd) [B]

Gunnar Danbolt og Åse Enerstved (1995): Når

voksenkultur og barns kultur møtes. En evalueringsrapport

om de kulturformidlingsprojekter for

barn som Barnas Hus, Bergen, har satt i gang,

Norsk Kulturråd: Rapport nr. 2 [B]

Sverige:

Hans Örtegren (2004): Utvärdering av Kulturrådets

konstpedagogiska seminarier, hösten 2002

våren 2003, Statens Kulturråd [B]

Statens Kulturråd (2003): Museer och konsthallar

2002, Kulturen i siffror 2003:5, www.kur.se [A]

Annika Blom (2003) Med skolan som arena - en

studie av vandringsutställningen Matomat, Riksutställningar,

Wikströms, Uppsala [B]

Karin Malmquist (2001): Transit, rapport, sammanfattande

del [D]

Matilda Olof-Ors (2001): Transit, Beskrivning av

genomförandet på Moderna Museet, Norrköpings

Konstmuseeum och BildMuseet i Umeå

[D]

Lis Hellström Sveningson (2002): Får jag lov att

fråga?. Dokumentation av förstudien samtidskonst

danskonst i dialog, Västra Götaland

2001-2002, Västra Götalandsregionen: Danskonsulenterne

[D]

Berit Ljung (2002): Museipedagogers ord om

sitt arbete på svenska museer, preliminär rapport,

Lärarhögskolan i Stockholm [B]

Catarina Elsner (1999): Så tänker lärare i estetiska

ämnen. En fenomenografisk studie byggd

på arton intervjuer, Stockholm: Lärarhögskolan

[B]

Videnskabelige afhandlinger

og bøger

Danmark:

Helene Illeris (2002a): Billedet, Pædagogikken

og magten Positioner, genealogi og postmoderne

optikker i det billedpædagogiske felt, ,

Ph.D. afhandling, Danmarks Pædagogiske Universitet

[E]

Helene Illeris (2002b): Billede, pædagogik og

magt. Postmoderne optikker i det billedpædagogiske

felt, Frederiksberg: Samfundslitteratur

[F]

Karsten Arvedsen og Helene Illeris, red. (2000):

Samtidskunst og undervisning en antologi, Billedpædagogiske

Studier 6, Danmarks Pædagogiske

Universitet [F]

Helene Illeris (1999): Kyklop Kamé. En kulturistorisk

analyse af de kulturelle koder fire 14-15

årige anvendte ved omtalen af et samtidskunstværk,

Billedpædagogiske Studier 3, Danmarks

Pædagogiske Universitet [F]

Bjarne Sode Funch (1997): The Psychology of

Art Appreciation, København: Museum Tusculanum

Forlag [E]

Finland:

Anna-Maija Issakainen (2004): Tietoverkot taideväylänä

- lunastus vai lupaus. Tietoverkkojen

käyttö kuvataiteen opetuksen kuvataiteen tuntemuksen

opetuksessa. Helsinki: Taideteollisen

korkeakoulun julkaisu.

(Information networks as a channel of art - promise

or redemption. Use of networks when teaching

understanding of visual arts. Helsinki: Publication

Series of the University of Art and

Design Helsinki UIAH. Department of Art Education,

Doctoral thesis) [E]

Sanna Asikainen (2003): Prosessidraaman kehittäminen

museossa, Joensuun yliopisto, kasvatustieteiden

tiedekunta.

(Developing process drama in the museum, University

of Joensuu, Faculty of Education, Doctoral

dissertation) [E]

Marjo Räsänen (2000): Sillanrakentajat. Kokemuksellinen

taiteen ymmärtäminen. Helsinki: Taideteollisen

korkeakoulun julkaisu A28.

(Bridge-builders. Experiential art understanding:

Helsinki: Publication Series of the University of

Art and Design, Helsinki) [F]

Marja-Liisa Rönkkö (1999): Louvren ja Louisianan

perilliset. Suomalainen taidemuseo, Dimensio

2, Valtion taidemuseon tieteellinen sarja. Helsinki:

Valtion taidemuseo.

(The heirs of Louvre and Louisiana. The Finnish art

museum. Helsinki: The Fine Arts Academy of Finland.

Doctoral dissertation, University of Helsinki)

[E]

Helena Sederholm (1998): Starting to Play with

Arts Education. Study of Ways to Approach

Experiential and Social Modes of Contemporary

Art. University of Jyväskylä: Jyväskylä Studies in

the Arts 63. Doctoral Thesis. [E]

Pirjo Viitanen (1998): Hyvät, kauniit ja rumat

kuvat. Ensiluokkalaisen taidekuvareseptio. Turku:

Turun yliopiston julkaisu C145.

(Good, beautiful and ugly pictures. First graders’

impression of art. Faculty of Education, University

of Turku. Doctoral thesis) [E]

Marjo Räsänen (1997): Building bridges. Experiential

art understanding: A work of art as a

means of understanding and constructing self.

Helsinki: Publication Series of the University of

Art and Design Helsinki UIAH A18., Doctoral

thesis, Department of Art Education. [E]

Marjo Räsänen (1993): Kuvasta kokemukseksi.

Kokemuksellinen oppiminen taiteen tarkastelussa.

Lisensiaatintyö. Helsinki: Taik Taidekasvatuksen

osaston julkaisu.

(From picture to experience. Experiential learning

in art interpretation. Helsinki: Publication

Series of the Department of Art. Education, University

of Art and Design. Licentiate thesis.) [E]

Marjatta Saarnivaara (1993): Lapsi taiteen tulkitsijana.

Jyväskylä: Jyväskylän yliopiston julkaisu.

(Child as an art interpreter. Faculty of Education,

University of Jyväskylä. Doctoral thesis.) [E]

Norge:

Dag Solhjell (2001): Formidler og formidlet.

En teori om kunstformidlingens praksis, Oslo:

Universitetsforlaget [F]

Else Marie Halvorsen (2001): Læreren som kulturbærer

og kulturbygger, Oslo: Høyskoleforlaget

[F]

Else Marie Halvorsen (1997): Kulturarv og kulturarvoverføring

i grunnskolen med vekt på den

estetiske dimensjonen, Dr. philos.-avhandling,

Oslo: Det utdanningsvitenskaplige fakultet [E]

Dag Sveen, red. (1996): Om norsk kunst og

kunstformidling, Oslo: Pax forlag [F]

72 73


Dag Sveen, red.(1995): Om kunst, kunstinstitusjon

og kunstforståelse, Oslo: Pax forlag [F]

Dag Solhjell (1995): Kunst-Norge : en sociologisk

studie av den norske kunstinstitutsjonen ,

Oslo: Universitetforlaget [F]

Sverige:

Jan Bahlenberg (2001): Den otroliga verkligheten

sätter spår. Om Carlo Deckerts liv och konstpedagogiska

gärning, doktorsafhandling, Göteborgs

universitet, pedagogiska institutionen [E]

Anna Lena Lindberg (1988): Konstpedagogikens

dilemma. Historiska rötter och moderna

strategier, doktorsafhandling, Studentlitteratur [E]

Ikke videnskabelige bøger

Danmark:

Frants Mathiesen og Tine Seligmann, red.

(2004): Mødesteder - Formidling af samtidskunst,

Frederiksberg: Samfundslitteratur

Jens Peter Munk og Kirsten Møller, red. (2002):

Jeg har et museum, København, Dansklærerforeningen

Hanne Lundgren Nielsen, Mette Jørgensen og

Mette Lise Illemann (1999): Formidling af kunst

til børn og unge, Århus : Landsforeningen Børn,

Kunst og Billeder

Ingrid Siedelmann Knudsen (1997): Billedsamtaler,

København: Dansklærerforeningen

Finland:

Kaija Kaitavuori (2004): Kiasman kiertokoulu.

Helsinki: Valtion taidemuseon julkaisuja.

(The Kiasma ambulatory school. Helsinki: Publication

of the Fine arts Academy of Finland.)

Seija Suikkanen ja Riitta Kuusikko, eds. (2001):

Meidän taide Lapset ja nuoret nykytaidetta

kohtaamassa. Rovaniemi. Rovaniemen taidemuseon

ja Lapin yliopiston Taiteiden tiedekunnan

julkaisu, C 22.

(Our Art. Children and the Young meeting with

Contemporary Art. Rovaniemi. Publication of

Rovaniemi Art Museum and University of Lapland,

Publications in visual arts and design, C 22)

Timo Jokela, Elina Kuuri, Rovaniemi, eds. (1999):

Ultima thule : northern environment and art project,

Lapin yliopisto

(University of Lapland publications in visual arts

and design 14)

Norge:

Arne Marius Samuelsen (2003): Formidling av

kunst til barn og unge, Oslo: Universitetsforlaget

Brit Paulsen: (2000): Formidling av kunst : pedagogen

som formidler av billedkunst i skole og

barnehage, et veiledningshefte, Trondheim :

Dronning Mauds minne, Høgskole for førskolelærerutdanning

Brit Paulsen (1999): Hvis sko fikk tær : formidling

av surrealistisk kunst i skolen, Oslo: Tano Aschehoug

Gunnar Danbolt (1999): Blikk for bilder. Om tolkning

og formidling av billedkunst, Abstrakt forlag

Brit Paulsen (1996): Billedkunst og Kunnskap,

Oslo: Cappelen Akademisk Forlag

Sverige:

Monica Cassel (2001): Museipedagogik. Konsten

att visa en utställning, Lund: Studentlitteratur

Karin Bodland, red. (2001): Människan, konsten

och kunskapen, Karlstads Universitet

Karin Malmquist, red. (1999): Konst är konst. Allt

annat är allt annat en skrift om samtidskonst för

lärare, Lärarforbundet, Edsvik konst och kultur

Videnskabelige artikler

Danmark:

Bjarne Sode Funch (2004). “Introducing people

to art: A study on the influence of art introductions”,

Journal of Visual Art Practice (Under udgivelse).

Bjarne Sode Funch (2003): ”Den fænomenologiske

metode i museologisk forskning”, i: Nordisk

Museologi 1/2003

Helene Illeris (2003): ”Performative positioner i

kunstpædagogik”, i: Valör 04/03

Bruno Ingemann (2002): ”Se, tale, høre - oplevelsens

kunst”, i: Nordisk Museologi 1/2002

Lisa Gjedde og Bruno Ingemann (2001): “In the

beginning was the Experience. The experimental

reception studies”, i: Nordicom Review, Volume

22, number 2/2001

Bjarne Sode Funch (2000): ”Hvorfor ser vi på billedkunst?”,

i: Nordisk Museologi 1/2000

Bruno Ingemann (1999): ”«Det er helt vildt!» -

om læsestrategier og reception af en udstilling”,

i: Nordisk Museologi 1/1999

Helene Illeris (1999): ”At opleve et kunstværk

kan det læres? Didaktiske overvejelser med

udgangspunkt i ”kunstpædagogikkens dilemma”,

i: Forskningstidsskrift fra Danmarks Lærerhøjskole

3. årg. nr. 4, juni 1999

Helene Illeris (1999): “Cyclops Cameo, Exemplary

Statements of Four 14-15 Years Old Students

on Their Encounter with a Contemporary Work of

Art”, i: Nordisk Museologi 1/1999

Bjarne Sode Funch (1999): ”Synsoplevelse og

billedkunst: En eksistentiel-fænomenologisk

model”, i: Bulletinen, nr. 27: 8-13.

Bjarne Sode Funch (1997): “The Art Museum in

Partnership with Schools”, i: Museum International

no. 194

Bjarne Sode Funch (1996): ”Kunstoplevelsens

psykologi med fokus på billedkunst”, i: Nordisk

Psykologi 48

Bjarne Sode Funch (1996): ”Den æstetiske

oplevelse som transcendent fænomen”, i: Nordisk

Psykologi 48

Finland:

Maaria Linko (2003): “The longing for authentic

experiences: The subjective meaning of visual

art for museum audience and amateur artists”. In:

Xanthoudaki, M.; Tickle, L.; Sekules, V. (eds.):

Researching visual arts education in museums

and galleries: An international reader. Dordrecht:

Kluwer Academic Publishers

Marjo Räsänen (2003): “Interpreting art through

visual narratives”. In: Xanthoudaki, M.; Tickle, L.;

Sekules, V. (eds.): Researching visual arts education

in museums and galleries: An international

reader. Dordrecht: Kluwer Academic Publishers

Ritva Palviainen (1999): “Museipedagogik och

livslångt lärande”, i: Nordisk Museologi 2/1999 [I]

Norge:

Merethe Frøyland (2003): ”Multiple erfaringer i

multiple settinger MEMUS, et teoretisk rammeverk

om museumsformidling”, i: Nordisk Museologi

2/2003

Else Marie Halvorsen (2001): ”Den dobbelte

didaktikk: Et fruktbart begrep for kulturformidling?”,

i: Nordisk Pedagogik 1/01

Torun Ekeland (1999): ”Museumsdidaktikk som

kunnskapsfremstillernes dilemma”, i: Nordisk

Museologi 2/1999

Frithjof Brinkager (1996): ”Skolen og estetikken,

problemer og dilemmaer i grunnskolens kunstog

kulturformidling”, i: Barn 01/96 Norsk senter

for barneforskning

Sverige:

Margareta Gynning (2003): ”Historien en del

av nuet”, i: Valör 04/03

74 75


Gunilla Lindqvist (1996): ”Från konstens psykologi

till en allmän teori om tänkandet. Om utvecklingen

av Vygotskijs kulturhistoriska teori”, i: Människan,

konsten och kunskapen, Utvecklingsrapport Humaniora

nr. 96:02, Högskolan i Karlstad

Göran Rosander (1995): ”Museet som bildningsinstitution”,

i: Nordisk Museologi 1/1995

Ikke videnskabelige artikler

Danmark:

Ole Lambertsen (2003): Guld og grønne skove

og det gyldne snit, i: ”Billedpædagogisk Tidsskrift”

1/03

Birgitte T. De Roepsdorff og Anne-Mette Birkvad

(2003): Guldalder og grisebasser, i: ”Billedpædagogisk

Tidsskrift” 1/03

Tine Seligmann (2002): En installation skal ikke

ses på men opleves!, i: ”Billedpædagogisk

Tidskrift” 4/02

Karen Grøn (2002): Installationens udfordringer,

i: ”Billedpædagogisk Tidsskrift” 4/02

Ole Lambertsen (2002): Installationskunst

hvad kan det være tegn på?, i: ”Billedpædagogisk

Tidsskrift” 4/02

Tine Seligmann (2002): Min nye “Faglighed”:

Museumsformidleruddannelsen, MFU, i: Danske

Museer 02-03/02

Helene Illeris (2002): Vad kan man lära av samtidskonsten?

Om konstpedagogik och bildningssyn,

i: ”Konstperspektiv” 3/02

Tine Seligmann (2001): Kultur - retur dialog!,

i: Danske Museer 02/01

Inge Merete Kjeldgaard (1998): Intereuropæisk

netværk, i: Danske Museer 02/99

Helene Illeris (2000): Det relationelle møde med

kunsten overvejelser om børns møde med

kunstværker i en undervisningssammenhæng, i:

”Uddannelse”, Undervisningsministeriets tidsskrift

Helene Illeris (2000): ”Møde med et samtidskunstværk”,

i: Billedpædagogisk Tidsskrift 01/00

Helene Illeris (1997): ”Art is art - everything else

is everything else”, i: Billedpædagogisk Tidsskrift

02/97

Finland:

Liisa Piironen (2003): “Contemporary art and the

playing child in the museum: Art exhibition as

context for art education”, in: Mariusz Samoraj

(2003): InSEA Research Preconference 2002

(138-140).

Kaisa Kettunen (2000). Make a minute! Families

in a museum workshop, i: Sava, Inkeri & Räsänen,

Marjo (toim.). Näkökulmia taidekasvatukseen.

Helsinki: Taideteollinen korkeakoulu, työpaperit

13. (37-42) (In: Sava, I. & Räsänen, M. Perspectives

to art education. Helsinki: University of Art

and Design, Working papers 13)

Marjatta Levanto (1996): Kansanvalistuksesta,

taidekasvatuksesta ja museopedagogiikasta,

i: Piironen, Liisa & Salminen, Antero (toim.). Kuvitella

vuosisata. Taidekasvatuksen juhlakirja. Helsinki:

Taideteollinen korkeakoulu, taidekasvatuksen

osasto. (87-95)

(Public education, art education and museum

pedagogy. In Piironen, L. & Salminen, A. (eds.):

Imagining a century. Helsinki: University of Art

and Design, Department of Art Education.)

Erica Othman (1996): Verkstaden i Ateneum, i:

Piironen, Liisa & Salminen, Antero (toim.). Kuvitella

vuosisata. Taidekasvatuksen juhlakirja. Helsinki:

Taideteollinen korkeakoulu, taidekasvatuksen

osasto. (96-105)

(Workshops in Ateneum, in: In Piironen, L. & Salminen,

A. (eds.). Imagining a century, Helsinki:

University of Art and Design, Department of Art

Education.)

Norge:

Arne Marius Samuelsen (2002): ”Er kunsten

vanskelig : eller gjør vi den vanskelig?”, i: Arabesk

specialnummer pp. 42-46

Arne Marius Samuelsen (1998): ”Av sanselige

møtesteder blir kunstopplevelse født”, i: Den

Magiske barnehagen : kulturelle muligheter, Oslo:

Pedagogisk Forum

Arne Marius Samuelsen (1996): ”Barnet og kunstens

mange ansikter”, i: Debattserien for barnehagefolk

Venke Aure (1996): ”Kunstformidling for barn og

unge- utenfra, ovenifra, innenfra”, i: Barn

Venke Aure (1996): ”Kunstformidling for barn

hvordan og hvorfor”, i: Barnehagefolk nr.1

Liv Merete Nielsen (1995): ”Bildet som kunnskapsbærer”,

i: Form nr. 3

Sverige:

Maria Carlgren (2004): “Samtidskonsten i lärandet”,

i: Eva-Lotta Sandberg , red.: Genus & Media

om kvinnor, män och bildens betydelse, Regionmuseum

Västra Götaland

Patrik Steorn (2003): “Engage in the visual arts!”,

i: Valör 04/03

Veronica Hejdelind (2003): ”Behövs konstpedagogen?

Reflektioner kring konstpedagogens roll

och funktion”, i: Valör 04/03

Kamilla Rydahl (2003): ”När konsten möter verkligheten”,

i: Valör 04/03

Dan Karlholm (2003): ”Ett lågt perspektiv på

konstvetenskap och pedagogik på högskolan”,

i: Valör 04/03

Kajsa Ravin (2003): ”Konstpedagogiska tendenser”,

i: Valör 04/03

Catarina Testart (2003): ”Riktigt trygg kan ingen

vara”, i: Bild i skolan 3/03

Kamilla Rydahl (2002): ”Vad händer i mellanrummet

en metareflexion”, i: Konstperspektiv 3/02

Statens kulturråd (2001): ”Konst, museer och

utställningar” i Om 2001 världen. Kulturrådets

omvärldsanalys

Cecilia Nelson (1996): ”Konst för barn vad

skall det vara bra för?” i: Människan, konsten och

kunskapen, Utvecklingsrapport Humaniora nr.

96:02, Högskolan i Karlstad

Specialer/slutarbeten/

hovedfagsopgaver/C- og

D-uppsatser

Danmark:

Dorte Olesen (2004): Samtidskunst på tværs,

pædagogisk speciale i billedkunst, Danmarks

Pædagogiske Universitet

Tove Katborg (2003): Børn på sanseudstilling,

pædagogisk speciale i billedkunst, Danmarks

Pædagogiske Universitet

Frants Mathiesen (2002): En udstilling anskuet

som visuel kommunikation, pædagogisk speciale

i billedkunst, Danmarks Pædagogiske Universitet

Karsten Arvedsen (2002): Fra ’billedkunst’ til

’visuel kultur’ - billedbegrebet til debat i billedpædagogikken

og billedkunstfaget, pædagogisk

speciale i billedkunst, Danmarks Pædagogiske

Universitet

Ingerid Bach Hansen (2001): Spørgsmålet er

om man kan se uden ord Om samtidskunstens

læringspotentiale, pædagogisk speciale i billedkunst,

Danmarks Pædagogiske Universitet

Mette Jørgensen (1998): Kunst som leg? Sanseudstillingens

historiske idégrundlag og aktuelle

formidlingsmæssige status på danske

kunstmuseer, Cand.phil.speciale, Afdeling for

Kunsthistorie, Aarhus Universitet.

76 77


Finland:

Milka Mustonen (2003): Taivaantalossa. Kasvattavan

elämyksen ja taideoppimisen mahdollisuuksia

museotyöpajassa, pro gradu-tutkielma.

Turun yliopisto, kasvatustieteellinen tiedekunta.

(In the house of heaven. Possibilities of educating

experience and art learning in a museum workshop.

MA-thesis. University of Turku, Faculty of

Education)

Minna Kattelus (2002): Mieltä liikuttavaa. Työpajasta,

taidekäsityksestä, tapaamisista. (Moving.

About a museum workshop, art conception and

encounters in the Gallen-Kallela Museum. MAthesis.

University of Art and Design Helsinki,

Department of Art Education)

Tomi Uusitalo (2002): Kuva, seksi ja pojat. (Image,

sex and boys in the Ateneum. MA-thesis. University

of Art and Design Helsinki, Department of

Art Education)

Seija Tikka (1999): Taidekeskus Retretin puupiirrostyöpaja

opettajuuteni peilissä.

(The woodcut workshop in the Retretti Art

Museum as a mirror of my teacher identity. MAthesis.

University of Art and Design Helsinki,

Department of Art Education)

Hannele Parviainen (1999): Tuhat tapaa nähdä.

Multimediasovellus suomalaisesta nykytaiteesta.

(Thousand ways of seeing. Multi-media program

about Finnish contemporary art in the Kiasma,

MA-thesis. University of Art and Design Helsinki,

Department of Art Education)

Sari Malkki (1999): Museo oppimisympäristönä.

Jyväskylän yliopisto, Taiteiden tutkimuksen laitos,

Taidekasvatus. Pro gradu -tutkielma.

(Museum as a learning environment. University of

Jyväskylä, Department of Art Studies. MA-thesis)

Anna Linna (1997): Kauheesti karvoja. Oppilaita

Kaisu Koiviston näyttelyssä.

(Awful lot of hair. Students visiting the exhibition

of Kaisu Koivisto, MA-thesis. University of Art and

Design Helsinki, Department of Art Education)

Tuija Rantala (1996): Museopedagoginen yrittäjä.

(Enterpreneur of museum education. MA-thesis,

University of Art and Design Helsinki, Department

of Art Education)

Norge:

Lisbet Skregelid (2003): ”Det var ganske gøy

faktisk”. En undersøgelse om formidling av samtidskunst

rettet mot ungdomsskoleelever, hovedfagsoppgave

i forming, Høgskolen i Oslo

Åsta Rimhaug (2003): Bruk av “møtrepunkt” ved

kunstformidling, hovedoppgave i forming 2003,

Høgskolen i Telemark

Tone Fredriksen Ydse (2003): Kunnskap eller

opplevelse? Diskurser i museumsformidlingen,

hovedoppgave i sosialantropologi, Universitetet i

Oslo

Anne Stol Øyan, (2002): Samtidskunst og estetisk

opplæring. En undersøkelse av læreplanen

for Tegning, form og farge VK1, Hovedfagsoppgave

i forming, Høgskolen i Oslo

Sverige:

Annika Bergsland (2003): Så mötas de två: skola

och museum. En museipedagogisk diskurs,

magisteruppsats i etnologi, Uppsala Universitet

Anna Lagercrantz (2001): Konstpedagogik för

barn: Två fallstudier, C uppsats, Lunds Universitet

Ingela Hermansson (2000): Barn, konst och

datorer - en studie och analys av Verkstan och

Digitala verkstan på moderna museet, C uppsats,

Stockholm Universitet

Linda Norman (1998): Konstpedagogik för barn

på Lunds konsthall och Louisiana, C uppsats,

Lunds Universitet

Bilag II:

Kunstpædagogisk forskning og formidling

i Storbritannien og USA. Udvalgte publikationer

Rapporter og undersøgelser:

David Anderson (1999): A Common Wealth.

Museums in the Learning Age. A Report to the

Department for Culture, Media and Sport

Videnskabelige bøger:

Eilean Hooper-Greenhill (2000): Museums and

the Interpretation of Visual Culture, London:

Routledge [B]

George E. Hein (1998): Learning in the Museum,

London: Routledge [B]

Lisa C. Roberts (1997): From Knowledge to Narrative.

Educators and the Changing Museum,

Washington: Smithsonian Institution Press [A]

John H. Falk og Lynn D. Dierking (1992): The

Museum Experience, Whalesback Books [A]

Mihaly Csikszentmihalyi og Rick E. Robinson

(1990): The Art of Seeing. An Interpretation of the

Aesthetic Encounter, The J. Paul Getty Museum

[B]

Ikke videnskabelige bøger

Tate Gallery, Liverpool (2000): Testing the Water.

Young People and Galleries. Liverpool University

Press

78 79


Kunstpædagogisk forskning og

formidling i Norden 1995 2004

Författare

Helene Illeris

Foto

Christer Hallgren

Grafisk form

Werner Arnold

Tryck

Boab Tryckeri AB

Ekonomiskt stöd

Nordiska Kulturfonden &

Wilhelm och Martina Lundgrens Vetenskapsfond

© Nordiska Akvarellmuseet 2004, författare, fotograf

ISBN 9189477-21-9

Rapporten är den första delen i en serie

Nordiska Akvarellmuseet samarbetar med

Västra Götalandsregionen, Göteborgs-Posten,

Tjörns kommun, Statens kulturråd, Nordiska Ministerrådet,

5-åriga sponsorgruppen.

nordiska akvarellmuseet

Södra Hamnen 6

471 32 Skärhamn

Sweden

0046 (0) 304 60 00 80

www.akvarellmuseet.org

info@akvarellmuseet.org

80


nordiska akvarellmuseet

Helene Illeris Kunstpædagogisk forskning og formidling i Norden 1995 2004 nordiska akvarellmuseet

Helene Illeris

Kunstpædagogisk forskning og

formidling i Norden 1995 2004

nordiska akvarellmuseet

More magazines by this user
Similar magazines