Forskernes arbejdsliv

sig ambivalente i forhold til at skære ned på arbejdstiden. Kvinder er bange
for at miste deres positioner i arbejdslivet, og det, som er på spil, er
stolthed, sikkerhed og en kraftig følelse af at blive værdsat”. (Hochschild
2003: 213)
Oplevelsen af skyldfølelse overfor børnene er meget udbredt blandt både mænd og kvinder
(Hochschild 2003: 20), men det resulterer altså ikke umiddelbart i flere på deltid i USA.
Ovenstående skyldfølelse tolkes lidt bredere i specialets sammenhæng, idet jeg forventer, at der kan
være tale om en oplevelse af utilstrækkelighedsfølelse som skyldes et forventningspres med
baggrund i konventioner om rollen som ’mor’, ’far’ eller ’ægtefælde’.
Forklaringen på at medarbejderne ikke kæmpede hårdere for at få bedre tid til familien er ikke
entydig, men det er oplagt, at der sker ”en kulturel ombytning af arbejdsplads og hjem”, hvor
arbejdet fungerer for mange ”som et sikkerhedsnet for en ustabil familie”. Endvidere har individet
en generel lyst til at gøre det de værdsætter mest og det de bliver mest anerkendt og værdsat for.
(Hochschild 2003: 173-175)
Tidsaspektet står meget centralt i Hochschilds analyser. Hun påviser, hvordan den lange arbejdstid
bliver anvendt til at udtrykke engagement i arbejdet og at jo mere udefinerbart individets arbejde
bliver (såsom forsknings- og projektarbejde) jo flere arbejdstimer kræves der af f.eks. forskeren for
at vise sit værd! Ud fra denne tankegang bliver det interessant at undersøge hvorvidt forskeren
hovedsagelig bliver ”vurderet ud fra værdien af deres indsats, eller er det hovedsageligt mængden af
tid, de er tilstede på arbejdspladsen?” (Hochschild 2003: 213-215) Det lader altså til, at der er flere
måder til opnåelse af anerkendelse, og tiden spiller en central rolle. Investering af meget tid i
arbejdet giver, jf. Bourdieu, symbolsk kapital i form af anerkendelse, adgang til mere viden og
derved bedre muligheder for at realisere sig bedre i arbejdet, samt måske en økonomisk gevinst for
medarbejderen (Vestergaard 2002: 117). Det kan måske umiddelbart være sværere at se, hvad
ekstra tidsmæssige investeringer i familien giver.
I forhold til forskerne kan det endvidere f.eks. påstås, at succes i arbejdslivet vanskeliggøres, hvis
der samtidig er mange familieforpligtelser. I så fald er der tale om et forhold, som i særlig grad
favoriserer de ældre og mændene, mens særligt de yngre og i høj grad de yngre kvindelige forskere
i høj grad udsættes for et krydspres mellem familie og arbejde.
Afslutningsvis finder jeg det værd at bemærke, hvordan Hochchild også har et perspektiv i retning
af et samfundsalternativ, hvor arbejdet deles og individerne får bedre tid til hinanden, som i
henholdsvis Baumans ”Utopi om det gode samfund” og Gorz’ ”Det multiaktive samfund”. En
bevægelse for mere tid til hinanden forekommer dog utopisk og ”selv det enkle at forestille sig
andre måder at leve på skaber en vis ængstelse og frygt”. (Hochschild 2003: 222)
55