Forskernes arbejdsliv

utilsigtede arbejdslivsbelastninger, der påvirker det enkelte individs livskvalitet. Med de utilsigtede
arbejdslivsbelastninger forstår jeg de negative forhold, individet udsættes for i arbejdslivet, og som i
værste fald ved en længerevarende påvirkning kan resultere i en uintenderet og uønsket
identitetsforandring for den enkelte, hvilket bl.a. kommer til udtryk i form af depressioner. Det vil
således herefter være ud fra en almen bred forståelse af de psykosociale belastninger i arbejdslivet
at følgende undersøgelse vil tage form.
Netop arbejdslivet og arbejdsmarkedet har igennem de senere år været præget af gennemgribende
forandringer i form af afindustrialisering, organisationsmæssige ændringer osv. Flere sociologer har
påpeget, at disse forandringer i høj grad har præget den enkelte medarbejder, ændret
medarbejderens handlerum og forholdet til familien (jf. Gorz 1999; Hochchild 2003; Sennett 1999;
Bauman 2002). Forandringerne på arbejdsmarkedet er fortrinsvis blevet fremstillet i positive termer
og begrebsliggjort med nøgleord som fleksibilitet, frisættelse, projekt- og netværksorganisering,
demokratisering, selvrealisering og læring. Der er således tale om en ny tid (en senmodernitet), hvor
der bliver stillet nye højere krav og forventninger til både medarbejderen, arbejdet og
arbejdsgiveren (Hviid Jacobsen og Tonboe 2004: 19).
Særligt sociologien har dog stillet spørgsmålstegn ved den positive fremstilling af arbejdslivet. Der
har været tale om, at projektorienteringen og virtuelle arbejdspladser fremmer nedbrydelsen af den
sociale ansvarlighed og det kollektive fællesskab. Endvidere har flere sociologer bl.a. fokuseret på
de personligt nedbrydende og negative aspekter, såsom stress og sammensuriet af arbejdsliv og
familieliv. (Bottrup 2001, Kolind 2000, Sennett 1999, Hochchild 2003 og Bauman 2002) Der er
altså tale om en særdeles interessant samfundsudvikling med nye muligheder (herunder en
frisættelse fra det traditionelle ensformige arbejde) og begrænsninger. Det synes uundgåeligt, at
individet fortsat og måske netop i højere og højere grad kommer til at lide under en række
arbejdsmæssige psykosociale belastninger, da kravene og forventningerne er stigende.
Netop gruppen af samfundsvidenskabelige forskere og undervisere er en meget interessant gruppe,
der på mange måder er profileret som en væsentlig repræsentant for senmoderne arbejdere, idet jeg
formoder, at deres arbejde er meget selvstændigt, fleksibelt, præget af læring og stor hengivenhed
til arbejdet. Hvorvidt de dog ligefrem kan beskrives som idealtypen på den senmoderne
medarbejder, som har oplevet store omvæltninger i arbejdslivet de sidste ca. 30 år, er et godt
spørgsmål, idet forskerne arbejdede under disse betingelser længe før brugen af udtryk som
’senmoderne’ og disse ’værdier’ blev praktiseret på det øvrige arbejdsmarked. Et yderligere
argument for at beskæftige mig med gruppen af samfundsvidenskabelige forskere og undervisere
5