lærervejledning [PDF] - E-museum

At iagttage sig selv – og blive set
I kunstens historie er der rigtig mange eksempler på, at kunstnere har malet
selvportrætter, og der findes mange mærkelige selvportrætter. I renæssancen, fra
1400-tallet og frem, blev selvportrættet en populær genre, og kunstnere har siden
igen og igen valgt sig selv som modeller.
Hvorfor? Måske fordi det at male sig selv altid er en udfordring. At iagttage sig selv,
at erkende sig selv og at iscenesætte sig selv er spændende. Og selvportrættets
evne til at bedrage – endda sig selv – kan også være tillokkende. Og så er modellen
oven i købet gratis og skal ikke have honorar for at sidde.
En af de kunstnere, som malede rigtig mange selvportrætter er Rembrandt van Rijn
(1606-1669). Han levede i Holland i 1600-tallet og portrætterede sig selv, fra han
var helt ung, til han blev en gammel mand. Willumsen er en af de danske
kunstnere, som har malet flest selvportrætter, og man kan sige, at de går som en rød
tråd gennem hans produktion fra hans ungdom, til han blev gammel.
Det er oplagt at snakke om, hvorfor nogle kunstnere malere mange selvportrætter.
Snakken kan perspektiveres til elevernes egne erfaringer med fotografiske
selvportrætter, fx optaget med mobiltelefon.
Willumsen var en meget ambitiøs kunstner. Han kæmpede for at få sin kunst
anerkendt af både danske og udenlandske kunstkritikere og at få et ry som “en stor
kunstner” på linje med Tizian og Rembrandt, som begge er store navne i kunstens
historie.
Man kan godt kalde Willumsen for selvoptaget. Fordi han var meget bevidst om sig
selv, om sit arbejde som kunstner og rollen som kunstner. Man kan se hans
selvportrætter i lyset af hans forsøg på at definere sig selv som kunstner: At
iscenesætte sig som kunstner – nogle gange for at vise hans kamp med den
skabende proces, altså det at skabe kunstværket (Selvportræt i malerbluse. 1933),
andre gange for at positionere sig som en betydningsfuld kunstner.
I Berlingske Aftenavis d. 25. februar 1939
blev Willumsen interviewet og præsenteret
med et portrætfoto, hvor han kigger direkte
på beskueren.
Skribenten Svend Rindholt karakteriserede
Willumsen med ordene: “Kunstneren er
tilsyneladende uældet trods sine 75 Aar. Sit
Hoved bærer han fremdeles højt, og det
lange, hvide Har kroner det som en lys Hjelm.
Ogsaa de stærke Bryn er hvide, og under dem
synes Øjnene stærkere blaa med det paa én
Gang myndige og milde Blik.”
Det er oplagt at eksperimentere med, hvordan
billede og tekst kan forstærke hinanden. Lad
fx eleverne skrive personkarakteristik til et
portræt – og se hvad der sker med billedet.
At være kunstner. Willumsen og kunstnerrollen
Willumsen var ikke født med “en pensel i munden”. Det var altså ikke en
selvfølgelighed, at han blev kunstner. Hans far var værtshusholder og senere
11