Kim Møller stak hånden i en hvepse - Dansk Folkeparti

More documents

Recommendations

Info

ny alliance Ny Arrogance: Historisk nedtur Ny Alliances frie fald har historiske dimensioner. Det tog dog Fremskridtspartiet mere end 25 år at tage livet af sig selv, og selv 1 år efter stiftelsen formåede partiet at opnå kanonvalg. Khaders sammenrend af ”uudfoldede politiske ambitioner” er faldet som en sten på ni måneder … Af Karsten Holt og Søren Søndergaard ”Hovmod står for fald”, lyder et godt, dansk mundheld. Og hovmod var vel, hvad man med rimelig rette kunne kalde Ny Alliances selvsikre udmeldinger om, at ”nok er nok”, nu er tiden inde til ”politik på en ny måde” og et opgør med Dansk Folkepartis ”vetoret” og blokpolitikken – hvad den så end er – ved stiftelsen 7. maj 2007. Selvsikre, med faste blikke og med et presseopbud, der var statsministerens afgang værdigt, indtog Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen Fællessalen på Christiansborg den mandag i maj, hvor Khader forklarede, at Ny Alliance var et opgør med VOK-flertallet. Herostratisk berømt blev Gitte Seebergs udtalelse om, at ”nok er nok” – møntet på, at hun, politisk og personligt, var så hamrende træt af, at 400-500.000 vælgere - det billige skidt - ved valg efter valg gav Dansk Folkeparti afgørende indflydelse på dansk politik, at hun brød med sit gamle konservative parti og sammen med de radikale udbrydere Khader og Samuelsen dannede et nyt radikalt parti. Vil forandre alt… Det radikale Højre var i grunden en rammende betegnelse for et nyt radikalt parti, der var yderligtgående i både ulands-, asyl- og skattespørgsmål og som i øvrigt - udover at give platform for uudfoldede politiske ambitioner hos stifterne - mest var dannet i mopset trods over Pia Kjærsgaards & Co’s indflydelse på udviklingen i Danmark siden 2001. Men partistifternes mere og mere arrogante opførsel – båret frem af lalleglade medier, hvor selvransagelsen først ved valget i november så småt begyndte at melde sig – fik hurtigt vittige hoveder til at lege med partinavnet, der hos, få, kritiske iagttagere blev til Ny Arrogance. Enkelte kommentatorer gav udtryk for, at Khaders nydannelse ville blive et større jordskred end valget i 1973, som ellers rokkede alvorligt ved det politiske establishment med både Glistrup og Erhard med ombord. David Trads, Nyhedsavisens nu fhv. chefredaktør, udnævnte sågar Khader til vor tids Kennedy, en historieløs sammenligning, der ville være sjov, hvis ikke den var så tragisk. Der var da heller ingen grænser for, hvad partiet i løbet af sommeren mente, at de skulle have igennem – baseret på to bortløbne Europaparlamentsmedlemmer og to frafaldne folketingsmedlemmer. Og uden partiprogram. Dét kom nemlig først 30. august – igen under en pressedækning, der ville være Elvis´ genop- standelse værdig. Nu var den lokale rockkonge i stedet Naser Khader, der flød af sted på en sympatibølge baseret på charme, selvtillid og lækkert hår. For få vidste, hvad han mente og ville. Heller ikke ham selv, skulle det vise sig i partiets fatale valgkamp, der i sig selv bliver politisk historie. Medie -gakgak Mediernes modtagelse af Ny Alliance var i sig selv ligeså interessant som partiet. Man fornemmede ligefrem, hvordan journalister og kommentatorer tørstede efter forandring. Der var ingen grænser for jublen og de vilde spekulationer, selv om det retfærdigvis også skal siges, at det var de selv samme journalister, der i løbet af sommeren blev mere og mere utålmodige efter et egentligt politisk program. Det kan være passende med et lille udpluk fra aviserne. Statsminister Anders Fogh Rasmussen savner i dag næppe evnerne til at vurdere den politiske situation hos sin tidligere spindoktor Michael Kristiansen, når han i Berlingske Tidende 14.5.07 skråsikkert kunne slå følgende fast: ”Statsminister Anders Fogh Rasmussens VKO-flertal er stadig intakt i folketingssalen, men uden for Borgens mure er det pist forsvundet, og spørgsmålet er, om det nogen sinde kommer tilbage igen. Mit bud er, at det gør det ikke.” Og en af Ny Alliances mest trofaste støtter, BTs Helle Ib fyrede følgende vrøvl af den 4. november, kort før valget – på baggrund af en enkelt meningsmåling: ”Flere aktuelle meningsmålinger har vist det og ingen politikere udelukker længere muligheden: At de fire partier Venstre, De Konservative, Ny Alliance og De Radikale får flertal og går i regering sammen efter valget. Den opsigtsvækkende konstellation åbner for helt nye parlamentariske og politiske perspektiver, og det må rykke voldsomt i statsministeren, hvis han på valgnatten står med et såkaldt dobbelt flertal: At han kan vælge at gå efter at danne en ny VKregering med Ny Alliance og Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag. Eller forsøge at få De Radikale til at vende Socialdemokraterne ryggen og etablere en flertalsregering med udgangspunkt i midten af dansk politik.” Og her er, hvad hun skrev umiddelbart efter at partiet havde fremlagt sit håbløse og usammenhængende program i august 2007: Det banebrydende ved Ny Alliance er ikke hvert enkelt politisk forslag – fra ideen om la- vere moms på frugt og grønt til forslaget om at give offentligt ansatte større indflydelse på egen dagligdag. Dér, hvor Ny Alliance kan hente sin vælgerskare, er blandt de vælgere, som føler sig hjemløse i det nuværende udvalg af partier og har en udefinérbar lyst til »noget nyt«. Ny Alliances partiprogram udmærker sig ved at være lykkeligt befriet for de hensyn, der præger de gamle.” Langt ind i regeringens egne rækker forsøgte man at behage det nye parti – en trend, der har holdt sig helt indtil nu. Måske begrundet i et håb om at frigøre sig fra Dansk Folkeparti. Skatteminister Kristian Jensen udtalte følgende til Berlingske Tidende, 19. maj 2007: ”Naser Khaders Ny Alliance har taget befolkningen med så kraftig en storm, at det bør give stof til eftertanke hos regeringen….Det er tankevækkende, at Ny Alliance har kunnet skaffe sig så meget medvind på så kort tid. Vi bør give os tid til at fundere over, hvad det giver anledning til. Når man sidder og nørkler med sine ting, så kan man blive for meget optaget af detaljer og glemme at fortælle, at der er en langsigtet idé i, hvad vi gør. Man bliver optaget af dagligdagen og glemmer at løfte blikket og tænde det lange lys. Hvis baggrunden for Ny Alliances fremmarch er en misforståelse af vores indsats, så skal vi ændre vores retorik og være bedre til at tegne billedet af regeringens projekt.” Vanviddet kulminerede dog, da Nyhedsavisens nu forhenværende chefredaktør, David Trads, i et blog-indlæg omtalte Naser Khader som vor tids John F. Kennedy. Ny Alliances egen opfattelse af politik ”på en ny måde” holdt sig stilsikkert fra 7. maj og helt indtil det foreløbige crescendo 5. februar: Man kræver konsekvent urimeligheder ude af proportion med de faktiske muligheder. Man stod på valgnatten 13. november 2007 med fem mandater – en brat opvågning for de cafésmarte, der havde regnet med mindst det tredobbelte, den afgørende indflydelse – og, som det fremgik af Berlingske Tidende 10. februar, da gerne en ministerbil… Nu fik man i stedet en vælgerbegmand. Men dét lod Ny Arrogance sig ikke sådan mærke med. Væk var de flotte holdninger imod blokpolitik: Partiet skulle bestemme, hvis blot man fik dét afgørende mandat. Politik på en ny måde… Valgkatastrofen fik medierne til at stille lidt flere kritiske spørgsmål til Khaders begyndende konkursbo, og svarene var ikke i superligaen.
Foto: Scanpix Rådgiver på rådgiver smuttede ud af bagdøren fra et projekt, der som avisprojektet ”Dagen” stræbte ind i himlen overhovedet før man kunne kravle… Da en muggen konservativ med lige så store uindfriede ambitioner som Ny Arrogances stiftere forlod sit parti og knaldede eftertrykkeligt med døren, og da samtidig to grønlandske MFere kom i tanke om, at de ville blande sig i dansk indenrigspolitik i Folketinget, fik Arrogance-folkene deres chance: Blok-politik på en ny måde! Men fem mandater blev til fire, da medstifter Gitte Seeberg blev lillepigesur og for anden gang på otte måneder forlod et parti i forurettethed. Og de fire cyklister blev til tre 5. februar, da Malou Aamund meget fornuftigt forlod den utætte skude – tilsyneladende noget træt af at blive taget til indtægt for Jørgen Poulsens desperado-udmeldinger om, at partiet ville dø med støvlerne på, hvis ikke man fik magt, som man havde agt i asyl-forhandlingerne. En politisk sæbeopera udspillet i totalteater. Vi venter på næste akt. Kong Khader kunne gå på vandet fra maj til november, da vælgerne gav ham en lussing, så det sang. 7
Page 1 and 2: Nr. 1 • februar februar 2008 2008
Page 3 and 4: nyhedsbrev Ytringsfrihed kan ikke g
Page 5: Romtraktaten. På samme tid indfør
Page 9 and 10: e arbejder som selvstændige. Den s
Page 11 and 12: hellere skrive om Clintons og Obama
Page 13 and 14: Koranen men også selveste profeten
Page 15 and 16: Poul Schlüters regering gik med h
Page 17 and 18: Uden styr på teknikken kan man ikk
Page 19 and 20: Skaarups søn døbt Søndag den 27.
Page 21 and 22: Busturen kan udvikle sig til et mar
Page 23 and 24: Sverige ”strammer” udlændingep
Page 25 and 26: Men ganske anderledes forholdt det
Page 27 and 28: n i en hvepserede hvis karriere kul
Page 29 and 30: ningsgrupper forholdsmæssigt ofter
Page 31 and 32: Midt i den sydsjællandske natur li

Kim Møller stak hånden i en hvepse - Dansk Folkeparti

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?