Turen Går Til De Varme Lande

TUREN GÅR TIL 

DE VARME LANDE 

VERDENS KLIMA – HVAD SKER DER? 

1. UDGAVE

HÅNDPLUKKET 

SMELTENDE GLETJSERE 

O Bolivia, hovedstaden mangler rent 

vand 99 

O Alperne, mindre skiføre – og 

drikkevand 19 og 59 

O Himalaya, Tibet og Bhutan i 

farezonen 74, 80 og 93 

ØRKEN PÅ FREMMARCH 

O Spanien, Sahara på vej op i Europa 61 

O Kenya, landbrugsland bliver til 

sand 131 

O Kina, landmænd kæmper mod 

vandmangel 69 

NATUR UNDER PRES 

O Borneo/Sumatra, orangutangen tæt på at 

uddø 95 

O Bangladesh/Indien, tigren tvinges på 

retræte 96 

O Grønland, farvel til is = farvel til 

isbjørnen 57 

O Amazonas, fra regnskov til steppe 19 

O Australien, koala og koralrev truet 65 

FRONTFIGURER 

O Brundtland og Thatcher, to 

statskvinder, der tidligt viste vej 24 

O Hedegaard og Auken, danske 

klimapolitikere med viljestyrke 35 

O James Hansen, amerikaner med stor 

indsigt 16 

O Svante Arrhenius, fremsynet svensker, 

der forudså global opvarmning 13 

GODT NYT 

O Grønland, mildt vejr åbner for bl.a. 

kartoffelavl 58 

O Danmark, lange, lune somre i vente 51 

O Sahara, mere regn kan tvinge ørkenen på 

tilbagetog visse steder 84 

O Kina, pandaen vil få mere mad 75 

OVERSVØMMELSER 

O Vietnam, store dele af landet risikerer at 

blive til havbund 115 

O Stillehavet, øsamfundet Tuvalu som et 

fremtidens Atlantis 86 

O Danmark, kraftigere storme, mere 

regn og stigende hav truer kyster og 

boligområder 47 

O Bangladesh, stigende hav og mere 

flodvand 96 

O Europa, Venedig, Prag og andre 

kulturperler i farezonen 63

O ............. O .. O .. O .. O .. O .. O .. O .. O .. O 

INDHOLD 

FORORD 5 

TO HUSE, ÉN VERDEN 6 

BAG OM KLIMAET 

Hvordan ved vi, der er krise? 12 

Skeptikernes indvendinger 20 

Fortidens vilde klima – vigtige årstal 22 

Kampen om klimasagen – global debat 24 

Da dansk politik igen blev grøn 30 

Sidste nat på Bali – internationale forhandlinger 36 

BLIVER DANMARK ET SMØRHUL? 45 

SAHARA I SPANIEN, KARTOFLER I GRØNLAND 57 

KINA: DE FOLKERIGE VIL VÆRE RIGE 69 

U-LANDENE: VERDEN BLIVER SKÆVERE 79 

KLIMAKRIGE: KONFLIKTER OPTRAPPES 91 

BOLIVIA: BJERGENE SMELTER 99 

VIETNAM: OVERSVØMMELSER OG TYFONER 115 

KENYA: TØRKEN SPREDER SIG 131 

PRAKTISKE OPLYSNINGER 147 

Så meget skal vi reducere 147 

Sådan begrænser vi problemet 149 

Sådan gør du selv en indsats 156 

LITTERATURLISTE 165 

REGISTER 166

DEN UUNDGÅELIGE 

VARME 

Det, du sidder med i hånden, er en rejseguide. 

Som alle andre rejsebøger tager 

den dig med rundt i verden til attraktioner. 

Men i Turen Går Til De Varme Lande, 

er det nogle andre oplevelser, end dem 

vi normalt forventer os af en rejsebog. 

Det er udtørrede majsmarker i Kenya. 

Det er skilifter, der ruster i Bolivia, fordi 

gletsjerne smelter. Det er nye kinesiske 

kulkraftværker, der opføres flere og flere 

af, mens naboerne i Vietnam rammes af 

voldsomme tyfoner. 

Det er byer, der står under vand efter 

rekordstore regnskyl. Det er kartoffelmarker 

i Grønland og isbjørne, der 

mangler is. Det er kort sagt en rejsebog 

til en verden, der lige nu varmer op, 

og hvor der bliver slået den ene klimarekord 

efter den anden. 

Turen Går Til De Varme Lande er også 

en rejsebog til fremtiden: En fremtid, 

hvor udtrykket ‘de varme lande’ vil 

dække over mange flere lande i verden 

end i dag. Det er en fremtid, hvor Afrikas 

tørke trænger op i Sydeuropa, og 

hvor Danmark får et vejr som i Midtfrankrig. 

Alle klodens lande kommer nemlig til 

at mærke konsekvenserne af et ændret 

klima – nogle gange til det bedre, men 

JULIANA KISILU HØSTER SIN INDTØR- 

REDE MAJS I KENYA. ENGANG VAR DER 

FRODIGT, MEN NU KAN KLIMAFORAN- 

DRINGERNE MÆRKES ( 133). 

oftest til det værre. De, der bliver ramt 

hårdest, er dem, der har de færreste ressourcer 

til at imødegå forandringerne. 

Det er verdens fattigste, der betaler regningen 

for den forurening med CO2, som 

de rige lande har været skyld i. 

Turen Går Til De Varme Lande er derfor 

i høj grad en rejse til en ulig verden. 

En verden, hvor fattige bønder allerede i 

dag kan se effekterne af Vestens forbrug 

i form af tørre eller oversvømmede marker; 

hvor befolkningsgrupper allerede er 

begyndt at søge til områder med mere 

drikkevand og bedre muligheder for at 

dyrke afgrøder; og hvor antallet af klimaflygtninge 

vil kunne tælles i millioner. 

Vi har besøgt nogle af de steder i 

verden, der mærker – og kommer til at 

mærke – klimaforandringerne stærkest. 

På rejsen kloden rundt tager bogen dig 

også med på en tur til det politiske spil 

omkring klimaet – et spil, der skal ende 

i en ny global klimaaftale. 

Som alle gode rejsebøger har Turen 

Går Til De Varme Lande et afsnit med 

praktiske oplysninger. Her kan du læse 

mere om, hvad dine politikere bør gøre 

– og også hvad du selv bør pakke i kufferten 

af teknologier og handlinger, når 

vi alle sammen tager turen ind i fremtidens 

klima. Ud over bogen her kan du 

se mere på: devarmelande.um.dk 

God rejse. 

FORORD 

5

TO HUSE, ÉN VERDEN 

I Lønstrup i Nordjylland ligger et hus, 

hvis levetid er blevet forkortet af klimaændringerne. 

I Da Loc i det nordlige 

Vietnam bor en familie, der allerede har 

mistet deres hus – og deres ti-årige søn 

– i en af de stadig hyppigere og kraftigere 

storme, der er en konsekvens af 

klimaændringerne. 

Huset i Lønstrup ligger i et sommerhusområde, 

hvor Vesterhavet altid har 

ædt af kysten. Men processen er eskaleret 

med de kraftigere storme og den 

ekstremregn, som Danmark har oplevet 

stadig mere af i de seneste årtier. 

Sommerhuset har nu mindre end 

fem meter til skrænten, det er næsten 

omringet af afgrund, og ifølge Kystdirektoratet 

kan det styrte i havet ved 

den næste storm. Huset er ejet af et 

ejendomsselskab, der vil prøve at leje 

det ud i dets sidste levetid. Der er med 

andre ord kun penge på spil her. 

6 INDLEDNING 

Situationen er en ganske anden i Da 

Loc. Den lille vietnamesiske landsby har 

som andre steder i det asiatiske land 

oplevet både flere og voldsommere tropiske 

storme. 

I juni 2005 ramte en storm kysten, 

mens ti-årige Pham Thi Phi ( 123) var 

ude og græsse familiens vandbøffel. 

Han blev senere fundet druknet i en af 

landsbyens rejedamme. 

Dermed var tragedien dog ikke slut 

for hans mor Pham Thi Tuyen og resten 

af familien. 29. september samme år 

rasede tyfonen Damrey ind over byen 

med hastigheder på op mod 133 km/t, 

og familiens hus blev skyllet væk af en 

otte meter høj flodbølge. 

I dag er familien så småt ved at komme 

på fode igen. Og nu krydser de fingre 

for, at deres nye hus overlever den næste 

cyklon – for én ting er sikkert: der kommer 

flere kraftige storme i fremtiden.

FATTIGE LANDE HÅRDEST RAMT 

Konsekvenserne af den globale opvarmning 

rammer hele kloden. Men den 

rammer de fattige lande langt hårdest. 

Antallet af tørker, oversvømmelser og 

storme er i forvejen større omkring 

troperne, hvor størstedelen af verdens 

fattige bor. 

De begivenheder vil vokse i omfang 

og voldsomhed. Det vil ramme de fattige 

hårdt, fordi de ikke har samme 

muligheder som de rige for at dæmme 

op for følgerne ved fx at bygge diger til 

kystsikring eller vandingssystemer til 

landbruget – for ikke at tale om varslings- 

og beredskabssystemer. 

Samtidig betyder klimaændringerne 

ifølge FN’s Klimapanel ( 27), at udbyttet 

fra landbrugsproduktion falder i de 

fleste lande. Mange steder er det ellers 

den eneste indtægtskilde og mulighed 

for at få mad i munden. 

FATTIGE VIETNAM OG RIGE DANMARK 

RAMMES FORSKELLIGT AF DET ÆNDRE- 

DE KLIMA. MEN INGEN LANDE GÅR FRI. 

Mange udviklingslande har gennem 

tiderne skullet slås med ekstremt vejrlig 

og fattigdomsproblemer, men forskerne 

peger på, at de drivhusgasser, 

vi har udledt i den rige del af verden, 

gør denne kamp endnu sværere. Det 

er alverdens politikere principielt enige 

i – også dem i den rige del af verden. 

Det er bare svært for dem at blive enige 

om, at pengene til at dæmme op for 

klimaændringerne primært skal bruges 

der, hvor behovet er størst. 

De fleste rige lande vil hellere sikre 

hjemmefronten først. Eller med andre 

ord: Selv om konsekvenserne af klimaændringerne 

er langt større i Da Loc 

end i Lønstrup, bliver der brugt langt 

flere penge til at beskytte de enkelte 

lokalsamfund ved kysten i Danmark end 

i Vietnam. 

INDLEDNING 

7

VERDEN MÅLT I CO 2 -UDLEDNING 

Afrika er næsten væk, og Sydamerika er en smal tange. USA er derimod 

gigantisk. Sådan ville verden tage sig ud, hvis man i stedet for faktuel størrelse 

så på, hvem der udleder mest CO2 (15). De angivne lande er dem, 

der fremgår af WHO's tilsvarende kort. 

Kilde: ‘Protecting Health from Climate Change’, WHO. 

8 VERDEN MÅLT I CO 2-UDLEDNING 

USA 

UK 

Frankr 

Spanie

ig 

n 

Tyskland 

Italien 

Sydafrika 

Indien 

Kina Sydkorea 

Singapore 

Taiwan 

Hongkong 

Japan 

VERDEN MÅLT I CO2-UDLEDNING 

9

DØDELIGHED PGA. GLOBAL OPVARMNING 

Afrika er gigantisk, og de rige, vestlige lande er svundet ind. Sådan ville verden 

tage sig ud, hvis man i stedet for faktuel størrelse så på, hvor mange der 

allerede i dag dør pga. global opvarmning, dvs. af tørke, sygdom og klimakatastrofer. 

De angivne lande er dem, der fremgår af WHO’s tilsvarende kort. 

Kilde: ‘Protecting Health from Climate Change’, WHO. 

USA 

10 DØDELIGHED PGA. GLOBAL OPVARMNING 

Mauretanien 

Marokko 

Mali 

Algeriet 

Nigeria 

Cameroun 

An 

Namib

gola 

ia 

Libyen 

Chad 

Dem. Rep. 

Congo 

Congo 

Botswana 

Sydafrika 

Egypten 

Sudan 

Zimbabwe 

Uganda 

Kenya 

Tanzania 

Mozambique 

Madagaskar 

Kina 

DØDELIGHED PGA. GLOBAL OPVARMNING 

11

KLIMAFORSKNINGEN 

HVORDAN VED VI, 

DER ER KRISE? 

Man får nemt det indtryk, at der er stor 

uenighed blandt forskerne om den globale 

opvarmning – især når man følger 

med i medierne og klikker rundt på 

websteder på internettet. Man skulle 

tro, at det er en relativ ny og uprøvet 

teori, som nærmest er opfundet af eksperterne 

i FN’s Klimapanel ( 27). Men 

det er på ingen måde tilfældet. 

I dag kan man nok finde videnskabsfolk, 

der er stærkt kritiske over for teorien 

om global opvarmning. Men blandt 

forskere med ekspertise i klima finder 

man kun ganske få, der betvivler den 

grundlæggende teori: Mængden af CO2 

i atmosfæren stiger takket være menneskets 

afbrænding af fossilt brændstof. 

Det får temperaturen til at stige. Den højere 

temperatur giver klimaforandringer. 

KAN VI TAGE FEJL? 

Men hvad hvis forskerne tager fejl? 

Hvordan ved vi egentlig, at den videnskabelige 

enighed om den menneskeskabte 

globale opvarmning er rigtig? 

Der har trods alt været mange tilfælde 

af skråsikker og overbevisende videnskabelig 

konsensus i tidligere tider, der 

senere hen viste sig at være forkerte, 

fx: 

• At solen bevægede sig rundt om jorden 

frem for omvendt. 

• At antallet af dyrearter altid havde 

været det samme. 

• At verdensrummet var fyldt med en 

usynlig ’luft’ kaldet æteren. 

SVANTE ARRHENIUS’ DRIVHUSTEORI FRA 

1895 ER BLEVET BEKRÆFTET AF DEN MO- 

DERNE FORSKNING. 

12 BAG OM KLIMAET 

• At kontinenterne altid havde ligget, 

hvor de ligger i dag. 

Det er selvfølgelig muligt, at også 

teorien om den globale opvarmning er 

forkert. Men teorien har igennem 100 

år vist sig at være meget modstandsdygtig. 

Den er blevet afvist og ignoreret det 

meste af sin levetid. Men efterhånden 

har dusinvis af forskningsgrene efterforsket 

ideen fra hver sin vinkel og bekræftet 

den grundlæggende teori, længe før 

man kunne måle, at verden begyndte at 

blive varmere. 

De sidste årtiers usædvanlige opvarmning 

af kloden bekræfter blot en 

efterhånden temmelig gammel videnskabelig 

forudsigelse. 

EN TEORI FRA 1895 

Teorien om en fremtidig global opvarmning 

opstod på et tidspunkt, hvor men-

neskeheden knapt var begyndt at tilføre 

CO2 til atmosfæren i nogen videre 

mængder. 

I 1800-tallet var fysikere dybt optaget 

af mysteriet om de store præhistoriske 

istider. En forsker, John Tyndall, satte 

sig for at finde ud af, om luftarter i atmosfæren 

kunne være en del af årsagen. 

I 1868 identificerede Tyndall ved hjælp 

af eksperimenter, at kuldioxid – CO2 – 

netop var med til at regulere jordens 

temperatur og holde kloden varm og 

beboelig. Han mente, ganske korrekt, 

at CO2 var en drivhusgas. 

DEN FREMSYNEDE SVENSKER 

Drivhuseffekten blev gennemregnet allerede 

i december 1895. Det var den 

senere nobelpristager i kemi, svenske 

Svante Arrhenius, der i Stockholms 

Kungliga Vetenskabsakademien udgav 

rapporten ’Verkningen av CO2 i luften 

på temperaturen på Jorden’. 

Arrhenius var et tidligere vidunderbarn, 

der havde lært sig selv at læse som 

tre-årig, og som var blevet rykket direkte 

fra 1. til 5. klasse, da han begyndte 

i katedralskolen i Uppsala. Han fik sin 

doktorgrad som 25-årig og kastede sig 

derefter over drivhuseffekten. 

Arrhenius’ beregninger konkluderede, 

at industrisamfundets kraftigt stigende 

forbrug af kul og andre fossile brændstoffer 

ville føre til en fordobling af 

CO2-indholdet i atmosfæren. Og i 1908 

kunne han sætte relativt præcist årstal 

på, hvornår en fordobling kunne være 

en realitet: nemlig omkring 2100. Dermed 

var den svenske kemiker forbløffende 

tæt på de prognoser, nutidens 

videnskabsfolk har opstillet. 

Hverken Svante Arrhenius eller andre 

samtidige forskere var dog specielt 

bekymrede ved denne vejrudsigt, tværtimod. 

De vurderede, at drivhuseffekten 

kunne forhindre endnu en istid, og at 

den var nødvendig for at stimulere plantevækst, 

så man kunne brødføde den 

hastigt stigende befolkning. 

BASERET PÅ 

GRUNDLÆGGENDE FYSIK 

Teorien om global opvarmning er baseret 

på grundlæggende fysik. Men klimasystemerne 

er komplicerede, og kun få 

forskere troede i de efterfølgende årtier 

på Arrhenius. Man mente, at klimasystemet 

stabiliserede sig selv - de store 

verdenshave ville blot optage CO2’en og 

annullere effekten.

FORSKEL PÅ KLIMA OG VEJR 

Vejret karakteriseres af øjebliks-observationer. 

Klimaet derimod er vejret et 

givet sted målt over en længere periode 

på typisk 20-30 år. Her registrerer man 

både temperatur, nedbør, fugtighed, 

solskinstimer og vind. 

2008 var på globalt plan 0,1 grad 

koldere end året før – i det år var vejret 

altså koldere. Men det var stadig 

blandt de ti varmeste år, siden de meteorologiske 

målinger begyndte sidst i 

1800-tallet. 

Samlet set var 2000-2008 0,2 grader 

varmere end 1990-1999 – og 0,3 grader 

varmere end normalen for 1961-90. 

Klimaet bliver således varmere. 

Den globale opvarmning er altså ikke 

aflyst, hvis et enkelt år – eller tre-fem 

år – er koldere end de foregående. Kun 

hvis de langsigtede tendenser peger i 

en bestemt retning, kan man tale om, 

at klimaet ændrer sig. 

Den håndfuld forskere, der arbejdede 

videre med teorien, blev i store træk 

ignoreret og nedgjort. Først i 1950’erne 

kom der igen gang i hypoteserne om 

CO2 og klimaet. 

Det amerikanske militær begyndte at 

støtte forskningen i oceaner og atmosfære 

med massive beløb, fordi den viden 

kunne have stor betydning for den 

nationale sikkerhed. Videnskabsmænd 

forskede i stråling gennem atmosfæren, 

fordi det kunne have betydning for våbensystemer. 

Forskerne brugte moderne 

computer-teknologi til at kalkulere effekterne. 

De fandt bl.a. ud af, at CO2 

ganske rigtigt havde en kraftig virkning 

på atmosfæren. 

MEGET MERE CO2 

Men var mængden af CO2 i atmosfæren 

overhovedet steget, eller havde havene 

bare optaget de øgede mængder drivhusgas, 

sådan som mange mente? 


Flere forskere regnede sig frem til, at 

mængden af CO2 måtte være kraftigt stigende. 

Enkelte videnskabsmænd, som 

svenske Bert Bolin, der senere skulle 

komme til at lede FN’s Klimapanel, 

og den russiske klimaforsker Mikhail 

Budyko, advarede om ’radikale klimaforandringer’ 

og ’drastisk opvarmning’. 

Stort set ingen hørte efter. 

Men det første endelige bevis kom 

i 1960, da Charles David Keeling, en 

amerikansk meteorolog, foretog de 

første troværdige målinger af CO2 i atmosfæren. 

Keeling satte målestationer 

op på Antarktis og på den hawaiianske 

vulkan Mauna Loa, hvor instrumenterne 

ikke kunne påvirkes af forurening. 

Efter blot et par års målinger viste det 

sig, at CO2-indholdet i luften var steget. 

Målingerne gennem de næste årtier bekræftede, 

at CO2-niveauet bare steg og 

steg. Ideen om, at havene ville klare 

CO2-problemet for os, var død. 

FORSKERE FRYGTEDE KULDE 

Der var bare den hage, at temperaturerne 

var faldet – ikke steget – siden 

1940’erne. Mange videnskabsfolk var 

derfor i tvivl om, hvorvidt fremtiden 

bragte varme, sådan som CO2-teorien 

foreskrev, eller mere kulde på grund af et 

andet forureningsproblem, nemlig smog 

og røg, der blokerer for solens stråler. 

Denne kuldeteori var især sejlivet i 

medierne. Først omkring 1980 var der 

en klar enighed blandt de mest fremtrædende 

klimaforskere om, at fremtidens 

klimaproblem var varme, ikke kulde – 

selv om vejret det år var rekordkoldt 

mange steder. 

Mange af de grundlæggende elementer 

i teorien var nu faldet på plads, og 

det varmere vejr op i gennem 1980’erne 

bekræftede snart, at man var på rette 

spor. 

ISKERNER BEKRÆFTER TEORIEN 

Det var dog stadig svært for mange klimaforskere 

at ændre århundreders fore-

HVAD ER CO2? 

CO2 eller kuldioxid er en lugtfri, usynlig 

luftart, som vi ikke ville kunne klare os 

uden. Mennesker og dyr udånder det, 

og planter bruger luftarten til deres fotosyntese. 

Vi kender den i synlig form som 

boblerne i sodavand og i frossen tilstand 

som tøris, der kan bruges til at danne 

røg til sceneshow og diskoteker. CO2 er 

også den vigtigste drivhusgas bortset fra 

vanddamp, og den er en af grundene til, 

at kloden er varm og beboelig – med en 

stilling om, at klimaet skifter langsomt 

over mange tusind år. Men en række 

store ekspeditioner skulle ændre ved 

det billede. Den kilometertykke is på 

Grønland og Antarktis er det eneste sted 

på jorden, der kan holde luft intakt, selv 

gennemsnitstemperatur på omkring 14 

grader. Uden drivhusgasser som CO2 ville 

temperaturen være 30 grader lavere, og 

planeten en frossen isklump. 

Planter og dyr optager det kulstof, som 

CO2 bl.a. består af, og igennem millioner 

af år er meget af det kulstof blevet presset 

sammen og lagret som kul eller olie i depoter 

i undergrunden. Vi er i færd med at 

afbrænde de mange millioner års lagring 

af kulstof på et par hundrede år. 

når den er hundredtusindvis af år gammel. 

Boringer i isen kan også vise, hvad 

temperaturen var i forhistorisk tid. 

I 1985 udborede et russisk-fransk 

hold en to kilometer lang iskerne på 

Vostokbasen på Antarktis. En analyse 

POLARFORSKEREN LOU ALBERSHARDT ER VED AT BORE EN ISKERNE UD AF ISEN PÅ 

ANTARKTIS. ISKERNEN KAN AFSLØRE, HVORDAN KLIMAET VAR I FORTIDEN. 


15

EN CANADISK GLETSJER ER PÅ VEJ UD I 

HAVET. FORSKERE ANSLÅR, AT DEN KAN 

VÆRE FORSVUNDET OM 30 ÅR. 

af iskernen viste, at temperatur og CO2 

igennem årtusinderne havde bevæget 

sig op og ned på samme tid. Og at CO2niveauet 

i dag var markant højere, end 

det havde været i de sidste 160.000 år 

Grader celsius (°C) 

0.6 

0.4 

0.2 

−0.0 

−0.2 

−0.4 

−0.6 


(i dag ved forskerne, at det faktisk er 

højere end de sidste 800.000 år). 

Det stod nu klart, at klima og CO2 

altid havde været tæt forbundne. Men 

der var endnu mere skræmmende perspektiver 

i iskernerne: 

I 1993 viste iskerneboringer fra Grønland, 

at verden i tidligere tider havde 

oplevet enorme skift i temperaturer på 

bare årtier. Som videnskabsmagasinet 

Science skrev det, så ’smadrede det 

billedet’ af et stabilt klima i fortiden. 

Nu kunne verdens klimaforskere ikke 

længere afvise fremtidige massive og 

hurtige skift i klimaet. 

OPVARMNINGEN SLÅR IGENNEM 

Teorien om, at vores CO2-udledning vil 

opvarme kloden, er blevet bekræftet på 

mange måder. Men mest tydelig ved, 

at det simpelthen er sket: Det er blevet 

varmere. 

Da teorien fandt fodfæste i 1960’erne 

og 1970’erne, var temperaturerne svagt 

faldende. Alligevel forudså flere forskere 

uafhængigt af hinanden, at den 

globale opvarmning snart ville kunne 

mærkes. 

Den amerikanske rumorganisation 

NASA’s senere klimachef, James Han- 

Afvigelse i temperatur i forhold til gennemsnittet af årene 1961-1990 

1860 1880 1900 1920 1940 1960 1980 2000 

TEMPERATURERNE I 1980’ERNE, 90’ERNE OG 00’ERNE HAR VÆRET VÆSENTLIGT HØ- 

JERE END ANDRE ÅR, MAN HAR TEMPERATURMÅLINGER FRA. KILDE: NASA.

Temperaturafvigelser i 2001-2007 i forhold til perioden 1951-1980 

-2 -1,5 -1 -0,5 -0,2 0,2 0,5 1 1,5 2 2,3 

DE FLESTE DELE AF KLODEN ER BLEVET VARMERE, MEN ARKTIS, SIBIRIEN OG 

VESTANTARKTIS ER BLEVET VARMERE LANGT HURTIGERE END RESTEN AF VERDEN. 

KILDE: NASA. 

sen, forudsagde fx i 1981, at ’signalet’ 

fra opvarmningen af klimaet ville kunne 

ses over ’støjen’ fra det altid omskiftelige 

vejr omkring år 2000. 

Det viste sig at være rigtigt. Der var 

mange usædvanligt varme år i 1980’erne 

og 1990’erne, men også år, der mindede 

om historiske temperaturer. 

Fra 1997 var samtlige år dog langt 

varmere end noget år siden 1850 – 

året, hvor meteorologer konsekvent 

begyndte at måle klodens temperaturer. 

Det gjaldt også de relativt kølige år som 

fx 2008. 

TEORI FORUDSÅ FREMTIDEN 

Hypotesen om global opvarmning – den 

menneskeskabte drivhuseffekt – var i 

slutningen af 1800-tallet, at ’hvis CO2 

stiger, så forventer vi stigninger i temperaturen’. 

Temperaturstigningerne de sidste 

mange år har bekræftet forudsigelsen, 

og det er ét stærkt bevis på, at teorien 

holder. Men det er ikke den eneste forudsigelse, 

der har vist sig at være korrekt. 

Forskere forudså tidligt, at temperaturerne 

ville stige mere om natten end 

om dagen, mere om vinteren end om 

sommeren, og mere ved polerne end 

ved ækvator. Det har også har vist sig 

at holde stik. 

Forskere forudså, at verdens gletsjere 

ville miste masse, og at man ville opleve 

øget afsmeltning fra Arktis og Antark- 

DE ANDRE DRIVHUSGASSER 

CO2 er den vigtigste af de drivhusgasser, 

mennesket udleder, men der findes 

andre: Metan ( 18-19), lattergas og 

kølemiddel fra køleskabe, for at nævne 

nogle vigtige. En dansker udleder 

næsten ti ton CO2 årligt. Men hvis man 

regner de andre gasser med, udleder 

vi, hvad der svarer til 12,9 ton CO2. 


17

DE FEM STØRSTE CO2-UDLEDERE 

1. KRAFTVÆRKERNE 

Verdens energiforsyning står for lidt over 

en fjerdedel af vores samlede udledninger 

af drivhusgasser. Det er dermed den 

største enkeltsynder. Især kulfkraftværker 

sender meget CO2 op i luften, men også 

oliefyr, dieselgeneratorer og naturgaskraftværker 

har en stor del af ansvaret. 

2. DEN TUNGE INDUSTRI 

Verdens industri står for en femtedel af 

udledningen. 85 % skyldes tung, energikrævende 

industri, der fremstiller materialer 

som kemikalier, olieprodukter, jern, 

stål og andre metaller, papir, cement og 

mineraler. 

3. FÆLDNING AF TRÆER 

Afskovning står for en femtedel af udledningerne. 

Afskovning sker først og fremmest 

for at skaffe mere landbrugsjord, 

men skyldes også udvidelse af beboelsesområder, 

bygning af veje eller simpelthen 

for at skaffe tømmer og brænde. 

tis. De forudså desuden, at Nordpolens 

is ville blive mindre og mindre. Det er 

også sket. 

STORT FLERTAL BAKKER OP 

Er der så i dag enighed eller stor 

u enig hed blandt forskere om global 

opvarmning? Det har forskere fra Illinois 

Universitet forsøgt at besvare i en 

omfattende undersøgelse fra 2009. 

Svaret er, at der er stor enighed 

blandt aktive klimaforskere om, at klimaforandringerne 

er menneskeskabte, 

men at billedet er mere broget blandt 

andre grene af naturvidenskaben. 

Universitetet fik svar fra mere end 

3100 forskere inden for geovidenskaberne 

– det dækker over grene som 

klima, meteorologi, geologi, geofysik, 

geokemi, havforskning, hydrologi og 

palæontologi. 


4. LANDBRUG 

Drivhusgasser fra dyrkning og husdyrhold 

står for 13 % af udledningerne. Det 

er dog ikke CO2, men drivhusgasserne 

lattergas og metan, som gør landbruget 

til en stor klimasynder. Lattergassen stammer 

fra natur- og kunstgødning. Metanen 

udløses, når køer tygger drøv – faktisk 

når køerne bøvser. Risdyrkning er også 

en stor kilde til metan. 

5. BILER, LASTBILER OG SKIBE 

Transport står for 13 % af udledningerne. 

Transport er ’kun’ på en femteplads, men 

det er den klimasynder, der vil vokse hurtigst 

i fremtiden. Udledningerne af CO2 

fra benzin og diesel vil stige med 80 % 

frem mod 2030. 

Se, hvordan du selv kan mindske CO2udledningen 

156-165. 

Kilde: IPCC working group III, 2007 

Alt i alt svarede 82 % af forskerne, at 

den menneskelige aktivitet var en betydelig 

faktor til global opvarmning. 

Der var altså et overvældende flertal 

for teorien om global opvarmning. Men 

det dækkede over store forskelle. 

De mest skeptiske var olie-geologer 

hvor 54 % støttede teorien. Blandt meteorologerne 

troede 64 %, at mennesket 

er skyld i global opvarmning. Man 

kan måske undre sig over, at så mange 

meteorologer var skeptiske, men i modsætning 

til klimaforskere studerer de 

primært vejret på kort sigt ( 14). 

89 % af de egentlige klimaforskere 

var enige i teorien. De klimaforskere, 

der bedrev aktiv forskning og publicerede 

i videnskabelige tidsskrifter, var 

endnu mere sikre: 97 % mente, at vores 

CO2-udledning er en betydelig faktor i 

den globale opvarmning. O

KAN KLIMAET LØBE LØBSK? 

Både verdens skove og have optager en 

stor del af det ekstra CO2, som menneskeheden 

udleder. Faktisk mere end halvdelen. 

Men meget tyder på, at havene 

og skovenes evne til at afbøde noget af 

effekten af CO2-udledningen er på retur. 

Ifølge det FN-støttede The Global Carbon 

Project kunne økosystemerne for 50 år 

siden fjerne 600 kilo, hver gang vi sendte 

et ton CO2 op i atmosfæren. I dag kan 

naturen kun fjerne 550 kilo for hvert ton 

CO2, og det tal er faldende. 

Mange forskere mener, at de store 

klimamodeller undervurderer en række 

selvforstærkende mekanismer, hvor naturen 

bliver påvirket af vores udledninger og 

selv forstærker opvarmningen. Det kaldes 

’positiv tilbagekobling’ eller ‘feedbackeffekt’ 

og kan få klimaforandringerne til 

at løbe løbsk. Her er tre eksempler: 

SMELTENDE IS: 

Opvarmningen smelter isen og sneen fra 

fx Nordpolens hav, jorden i Sibirien eller 

bjergsider i alperne. Den hvide is reflekterer 

sollys og varme, og når isen er borte, 

optager jorden og vandet i havet derfor 

langt mere varme. Dermed forstærkes 

opvarmningen af atmosfæren, hvilket får 

endnu mere sne og is til at smelte. 

PERMAFROST: 

Den permanent frosne jord i Nordamerika, 

Sibirien og på Grønland indeholder 

enorme mængder af plantemateriale. Når 

den globale opvarmning får jorden til at 

tø, kan materialet gå i forrådnelse og blive 

udløst som CO2 eller den ekstremt potente 

drivhusgas metan. Alene Sibiriens 

tundra indeholder, hvad der svarer til 70 

års menneskelige udledninger. 

AMAZONAS: 

Der er allerede tørkeperioder i Amazonas, 

og nogle forskere mener, at det kan nå et 

punkt, hvor junglen ’tipper’ over i en ny 

tilstand og begynder at dø. Amazonas optager 

en betragtelig del af den menneskelige 

CO2-udledning og er med til at holde 

den globale opvarmning nede. Hvis skoven 

begynder at tørre ud, kan Amazonas i 

stedet forværre den globale opvarmning. 

Brasiliens nationale rumforskningsinstitut 

vurderer, at denne onde cirkel kan føre til, 

at helt op til 60 % af Amazonas vil blive 

tør savanne inden midten af århundredet, 

måske endda før. 

Kilde: Potential Anthropogenic Tipping 

Elements in the Earth System, Potsdam 

Universitet 


19

MODSTAND 

SKEPTIKERNES 

INDVENDINGER 

I dag er langt de fleste forskere – og 

efterhånden også mange politikere og 

meningsdannere – enige om, at den 

globale opvarmning er menneskeskabt. 

Men ikke alle er overbeviste. Mange 

skeptikere afviser teorien om global opvarmning 

med, at klimaet altid har været 

foranderligt, og at den opvarmning, 

vi ser i dag, derfor blot er et udtryk for 

naturlige udsving i klimaet. 

Men hvad er egentlig klimaskeptikernes 

argumenter for at fastholde, at 

klodens stigende temperaturer er helt 

normale – og at de i øvrigt ikke udgør en 

trussel mod mennesker og natur? Her er 

nogle af de mest almindelige indvendinger: 

”DET VAR VARMERE I 

VIKINGE TIDEN” 

Vikingerne beboede et Grønland, der 

var varmere og grønnere, end det er i 

dag. Ergo er nutidens temperaturer ikke 

usædvanlige, men blot naturlige udsving. 

Sådan lyder en kendt skeptikerindvending, 

og der er lidt om snakken. 

Temperaturerne har i historisk tid 

svinget op og ned, og en lang række 

rekonstruktioner af temperaturerne 

ved hjælp af analyser af iskerner og 

træ-åringe tyder på, at der var noget 

varmere i Europa og Nordamerika i perioden 

900 til 1300. Temperaturerne 

var dog ikke markant højere end i begyndelsen 

eller midten af 1900-tallet, 

og slet ikke i nærheden af, hvad vi er 

godt på vej til at opleve. 

UDSVING I SOLENS STRÅLER ER DEN DO- 

MINERENDE ALTERNATIVE TEORI FOR, 

HVORFOR KLIMAET BLIVER VARMERE. 


Det var formentlig kun Europa og Nordamerika, 

der oplevede en ’middelalderlig 

varmeperiode’. Ifølge organisationer 

som FN’s klimapanel ( 27)og den amerikanske 

hav- og atmosfæreadministration 

NOAA er der ikke noget, der tyder 

på, at det globalt var en meget varm 

periode. 

”DET ER SOLENS SKYLD” 

Det er den stigende stråling fra solen, 

ikke CO2-udledningen, der er den rigtige 

forklaring på temperaturstigningen 

de sidste 100 år. Sådan lyder skeptikernes 

mest brugte alternative teori om, 

hvorfor det er blevet varmere. 

Det lyder besnærende, for det er jo 

solen, der varmer jorden, og forskere er 

enige om, at solens stråling varierer en 

del. 

Forskere er også enige om, at solstrålingen 

formentlig er en del af årsagen til,

at kloden blev varmere mellem 1900 og 

1940. Men solen kan ikke forklare temperaturstigningerne 

de seneste tredive 

år. Satellitmålinger viser, at der ikke har 

været nogen forøgelse i solstrålingen 

siden 1978, hvor temperaturen for alvor 

begyndte at stige. Målingerne bekræftes 

af mange andre undersøgelser. 

”1970’ERNE: NY ISTID PÅ VEJ” 

Forskere advarede i mange medier 

i 1970’erne verden om, at en ny istid 

kunne være lige rundt om hjønet. 

Derfor kan deres advarsler om global 

opvarmning ikke tages alvorligt. Sådan 

lyder en populær anklage mod klimaforskere. 

Der var ganske rigtigt mange historier 

i medierne om, at ’forskere advarer 

om ny istid’. Det passede også fint med, 

at temperaturerne generelt var faldet 

fra 1940 til 1970. 

Men blandt de klimaforskere, der 

publicerede forskningsresultater om 

emnet, var der generel enighed om, 

at det egentlige problem var opvarmning. 

En forsker fra den amerikanske hav- 

og atmosfæreadministration NOAA har 

gennemgået alle videnskabelige artik- 

ler om emnet, der har været publiceret 

i videnskabelige tidsskrifter mellem 

1965-1979. Syv forudsagde en global 

afkøling, mens 44 forudså en opvarmning. 

”FORSKERNE ER SLET 

IKKE ENIGE” 

Folk, der er skeptiske over for menneskeskabt 

global opvarmning, siger ofte, 

at der i virkeligheden er en stor uenighed 

blandt forskere: Er der overhovedet 

sket klimaforandringer? Og bliver de 

overhovedet et problem? 

Der er stor uenighed blandt forskere, 

men ikke om den grundlæggende teori: 

At der er en markant global opvarmning, 

at den skyldes en øget drivhuseffekt, 

og at den primært er menneskeskabt. 

Videnskabshistorikeren Naomi 

Oreskes har undersøgt samtlige artikler 

om ‘globale klimaforandringer’, der blev 

publiceret i såkaldt peer-reviewed videnskabelige 

tidsskrifter (tidsskrifter, hvor 

forsker-resultaterne er tjekket af andre 

forskere). 

Mellem 1993 og 2003 blev der publiceret 

928 artikler om emnet. Ingen af 

artiklerne afviste den gængse teori om 

CO2 og klimaforandringer ( 18). 

21

FORTIDENS VILDE KLIMA 

Verden har gennem tiderne oplevet mange drastiske klimaforandringer som følge 

af ændringer i solens energi, havstrømme, kontinenternes bevægelser, meteornedslag 

eller mængden af naturlige drivhusgasser i atmosfæren. Både natur og 

mennesker har i et vist omfang tilpasset sig. Men det var, inden Homo sapiens 

satte sig tungt på kloden. 

O •••••••••••••••• 

O •••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••• 

O •••••••••••••••••• 

4-5 mia. før vor 

tidsregning (fvt.): 

Urhavet – en suppe af 

ildelugtende kemikalier – 

dækker jordkloden. Tidligste 

tegn på liv er ifølge grønlandske 

fossilfund fra ca. 3,8 

mia. år fvt. 

540-520 mio. fvt.: 

Jorden har længe lignet en 

stor snebold, men et forhøjet 

iltindhold i vandet og 

markante temperaturstigninger 

resulterer i forstadier til 

stort set alt dyreliv, vi kender 

i dag. På Bornholm er der 

spor af denne såkaldte kambriske 

eksplosion i form af 

forstenede vandmænd. 

250 mio. fvt.: 

Et enormt antal vulkaner udspyr 

kuldioxid, så iskapperne 

smelter, og kloden udtørrer. 

95 % af alt dyre- og planteliv 

uddør. Dinosaurernes tid 

begynder. På Bornholm 

er der bl.a. spor fra en 10 

tons tung og 20 meter lang 

sauropod. 


• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

O •••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••• 

O •••••••••••••••••••• 

O •••••••••• 

65 mio. fvt.: 

Dinosaurerne uddør, og 

de tager 90-95 % af alle 

andre arter med i graven. 

Hovedårsagen er formentlig 

et voldsomt meteornedslag 

i Mexico, der hvirvler store 

mængder støv op i atmosfæren. 

Blandt de få, der overlever, 

er krokodillerne – der få 

millioner år efter svømmer 

rundt blandt blæksprutter 

og koraller i et subtropisk 

kridthav i det senere Faxe 

Kalkbrud. 

(Illu: Krokodille) 

30 mio. fvt.: 

Store dele af Danmark 

hæver sig op over havoverfladen 

i takt med, at det 

tidligere så grønne Antarktis 

ikke længere får varme 

havstrømme fra Ækvator 

og i stedet bliver isdækket. 

Pattedyrene er godt på vej til 

verdensdominans. 

2,5 mio. fvt.: 

De store iskapper ved Arktis 

begynder at blive dannet, 

formentlig fordi Indien 

støder ind i Asien, og monsunerne 

ikke længere kan nå 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

O •••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••• 

O •••••••••••••••••••••••••••• 

over ’bulen’ fra sammenstødet; 

Himalaya. Den første af 

mere end 50 istider rammer 

den nordlige halvkugle. 

15.000-7000 fvt.: 

Den sidste is trækker sig 

tilbage fra det nordlige og 

østlige Danmark efter seneste 

istid. Tundrasletten bliver 

grøn, og mammutten afløses 

som dominerende art af 

rensdyret. Homo sapiens har 

eksisteret i mindst 100.000 

år, men først nu er det varmt 

nok til, at de gider komme til 

Danmark. 

7000-4000 fvt.: 

Iskappen over Nordamerika 

begynder at smelte. Vandet 

stiger næsten 30 meter på 

blot 600 år, og fra at have 

været landfast med både 

Skåne og England, bliver 

Danmark et ørige. Ved 

kulminationen på denne varmeperiode 

er temperaturen 

næsten 2,5 grader over i 

dag, og vandstanden er tre 

meter højere. I havet lever 

både tun, sværdfisk, glathajer 

og rokker.

O •••••••••••••••••• 

O •••••••••••••• 

4000-500 fvt.: 

Danskerne bliver landmænd, 

og befolkningstallet 

100-dobles til 150.000 på 

blot 3000 år. Nomadelivet 

opgives, og bopladserne 

bliver faste. Temperaturen er 

500 fvt. på nogenlunde det 

nuværende niveau. 

500 fvt.-1900: 

Da vikingerne huserer, er det 

relativt varmt i Nordeuropa 

– ca. 1 grad over i dag – og 

englænderne kan dyrke 

mange gode vinsorter. 1570- 

1750 har vi den såkaldte lille 

istid med næsten 1,5 grad 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

under gennemsnittet for 

årtusindet. Den svenske 

konge krydser i 1658 et tilfrosset 

Storebælt med heste 

og kanoner. 

O 1900-2000: 

•••••••••••••••••••••••••••••••••• 

Årtierne frem til 1950’erne 

er relativt varme, mens 

kulde i 1970’erne får forskere 

og især medierne til 

at advare om en ny istid. 

Men fra midt-1980’erne stiger 

temperaturen kraftigt. 

Da seneste istid sluttede, 

blev Grønland syv grader 

varmere på blot 50 år, 

men der har aldrig tidligere 

været så voldsomme 

temperaturstigninger i en 

såkaldt mellemistid. Og 

CO2-indholdet i atmosfæren 

har ikke været højere i 

800.000 år. 

OG HVAD KAN VI SÅ LÆRE AF DET? ISÆR TRE TING: 

O For det første at havet rent faktisk kan stige meget kraftigt på kort tid, hvis store ismasser 

smelter. 

O For det andet at dyre- og plantelivet er meget sårbart over for temperatur stig ninger. 

O Og for det tredje – måske det vigtigste – at det på sin vis er blevet sværere for både mennesket og 

naturen at tilpasse sig klimaændringer. Mindst en milliard mennesker bor i dag så tæt ved havet, 

at selv relativt små stigninger i vandstandene kan skabe pladsmangel. Samtidig er dyr og planter 

tillige presset af byer, veje, agerbrug, forurening og mangel på levesteder. 

VIGTIGE ÅRSTAL 

23

GLOBAL DEBAT 

KAMPEN OM 

KLIMASAGEN 

Forskning i klimaændringer er domineret 

af mænd. Men det var to kvinder, 

der fik klimaet på den verdensomspændende 

politiske dagsorden i slutningen 

af 1980’erne: den daværende socialdemokratiske 

statsminister i Norge Gro 

Harlem Brundt land og hendes britiske 

kollega, den konservative premierminister 

Margaret Thatcher. 

Gro Harlem Brundtland var hovedforfatter 

til den skelsættende FN-rapport 

’Vores fælles fremtid’ fra 1987. Rapporten 

promoverede det dengang nye begreb 

bæredygtig vækst: en udvikling, 

der gavner økonomien, sociale forhold 

og miljøet – både nu og for fremtidige 

generationer. 

Den indeholdt også centrale afsnit om 

global opvarmning, baseret på advarsler 

fra blandt andre World Meteorological 

Organization. Brundtland fremhævede 

selv i forordet og ved møder om rap- 

24 BAG OM 

porten, at når det gjaldt klimaet, »ved 

vi allerede nok til, at handling er berettiget«. 

JERNLADYEN LYTTEDE 

En af dem, der lyttede, var Margaret 

Thatcher. Hun blev populært kaldt Jernladyen 

– og gik da også til klimasagen 

på den hårde måde. Thatcher var især 

optaget af den globale opvarmnings 

betydning for sikkerheden. Hun så 

allerede dengang en klar kobling fra 

klimaændringer til konflikter, flygtningestrømme 

og terror ( 29). 

Thatcher var den første toppolitiker, 

der udnævnte klimaet til »klodens altoverskyggende 

udfordring«. Og hun var 

nok den største drivkraft på den første 

verdenskonference om problemet, i Toronto, 

Canada, i juni 1988. Her anbefalede 

et usædvanligt ambitiøst slutdokument 

at »reducere CO2-udledninger

med omkring 20 % af 1988-niveauet 

inden 2005 som foreløbigt mål«. 

Men Toronto-dokumentet var ikke 

bindende. Og selv om FN fulgte op på 

Brundtland-rapporten med den måske 

hurtigste politiske proces nogensinde – 

vedtagelsen af en Klimakonvention på 

miljøtopmødet i Rio i 1992 – gik indsatsen 

mod klimaændringerne langsomt i 

stå. Paradoksalt nok netop fordi der 

var kommet så meget politisk fokus på 

dem. 

USA BREMSEDE 

Det var en høring i USA’s senat i juni 

1988, der for alvor satte gang i skepsissen 

over for menneskeskabt global 

opvarmning. En af klimaforskningens 

pionerer, James Hansen ( 16) fra rumorganisationen 

NASA, var indkaldt af 

en komité med blandt andre demokraten 

Al Gore. 

Der var en usædvanlig hedebølge 

i Washington DC. For snurrende tvkameraer 

og i et lokale, hvor airconditioningen 

dårligt kunne hamle op med 

varmen, erklærede Hansen, at han var 

»99 % sikker på, at drivhuseffekten er 

påvist, og at den ændrer vores klima 

lige nu«. 

Der gik ikke mange timer fra komiteen 

sagde »Thank you, Dr. Hansen«, til 

olie- og kulindustrien begyndte at hyre 

klimalobbyister og etablere klimatænketanke. 

Formålet var at sætte spørgsmålstegn 

ved, om det virkelig kunne 

betale sig at bruge mange mia. dollar 

på at bremse noget, der måske slet ikke 

eksisterede. 

Det var et succesfuldt modtræk. På 

trods af, at videnskaben allerede dengang 

var ret sikker i sin sag, var lobbyister, 

ansat af USA’s olieindustri, stærkt 

medvirkende til de beskedne politiske 

resultater de efterfølgende år. 

Det var således netop på initiativ fra 

USA, at Toronto-målene blev neddroslet 

i Rio 1992. Det var USA, der talte ambitionerne 

ned, da verden efter flere års 

pres fra EU skulle vedtage en bindende 

klimaaftale i den japanske kejserby 

Kyoto i 1997 ( 42). 

Og det var USA, der efterfølgende 

undlod at gennemføre Kyoto-protokollen 

med henvisning til, at Kina og andre 

store u-lande ikke var forpligtede 

til at reducere CO2. Det kunne skade 

amerikanske arbejdspladsers konkurrenceevne, 

mente både republikanere 

og demokrater. 

Resultatet var, at den internationale 

indsats mod klimaforandringer stod næsten 

helt stille i årevis. Indtil en række 

indbyrdes uafhængige begivenheder 

igen kickstartede den. 

TØBRUD I KLIMAFRONTERNE 

Man tager en storpolitisk studehandel, 

en misforstået orkan og en voldsomt stigende 

pris på olie. Det røres godt sammen 

med mange tunge udsagn fra videnskabsfolk 

og en let dokumentarfilm fra 

en tidligere amerikansk vicepræsident. 

Og sidst, men ikke mindst, udhungrede 

isbjørneunger og andre konkrete effek- 

THATCHER OG BRUNDTLAND STOD NOR- 

MALT MEGET LANGT FRA HINANDEN PO- 

LITISK. MEN IKKE I KLIMASAGEN. 

GLOBAL DEBAT 

25

ter af klimaændringer. Efter få år er gryden 

nærmest ved at koge over af bekymring 

over global opvarmning. 

Først den storpolitiske studehandel: 

I 2004 fik Ruslands præsident Vladimir 

Putin EU-tilsagn om sit eftertragtede 

medlemskab af verdenshandelsorganisation 

WTO. Til gengæld sagde han som 

aftalt ja til endelig at ratificere Kyotoprotokollen. 

Så kom den misforståede orkan: Katrinas 

ødelæggende effekt på New Orleans 

i august 2005 skyldtes i langt overvejende 

grad utilstrækkelige diger – ikke 

global opvarmning. Alligevel var det formentlig 

den enkeltepisode, der blæste 

mest til en ny grøn bølge i USA. 

Den nok væsentligste faktor for den 

nye globale interesse for CO2-fri energi 

havde heller ikke noget med klimaændringerne 

at gøre. Det var nemlig 

den stigende oliepris. Den fik hele den 

vestlige verden – og de boomende økonomier 

i Asien – til at spekulere over, 

hvordan man i fremtiden kunne få billig 

nok energi. Og om man overhovedet 

kunne få nok energi. 

TIMES TEMANUMMER FRA APRIL 2006 

VAR SVÆRT AT OPDRIVE PGA. STIGENDE 

INTERESSE FOR KLIMAET. 


Forsyningssikkerhed kom for alvor på 

dagsordenen i EU, da det russiske gasmonopol 

Gazprom nytårsdag 2006 lukkede 

for hanerne til Ukraine – og dermed 

for tre fjerdedele af gaseksporten 

til resten af Europa. 

ISBJØRNE PÅ FORSIDEN 

Det var også i 2006, at topchefer over 

hele verden for alvor begyndte at indse, 

at man kunne få imagemæssig – og økonomisk 

– fordel af at arbejde med og 

ikke mod forskere og miljøfolk. 

Fremsynede erhvervsfolk ønskede at 

kende deres vilkår på energiområdet 

langt ud i fremtiden. Fx gik verdens 

største private arbejdsgiver, supermarkedskæden 

Wal-Mart i samarbejde 

med WWF Verdensnaturfonden. De bad 

direkte den amerikanske regering om 

restriktioner på CO2-udledningerne. 

Selv olieselskabet ExxonMobil, der 

i to årtier havde været blandt de allermest 

aktive klimaskeptikere, vendte på 

en tallerken og var pludselig for en skat 

på CO2. 

Miljøfolkene kvitterede ved at tale 

om konkurrencedygtighed og risk management. 

Som WWF’s internationale 

klimachef Hans Verolme forklarede til 

Politiken i 2007: »Vi kom jo ingen vegne 

ved blot at sige: ’vi repræsenterer alle 

pelsdyr i verden, giv os nogle penge, 

og hold op med at forurene, vil I ikke 

nok?’ Vi blev nødt til at vise, at vi forstår 

markedsmekanismerne«. 

Nogle pelsdyr var dog stadig en vigtig 

del af klimasagen. Fx prydede isbjørnen 

forsiden af Time Magazine’s specialrapport 

om global opvarmning fra april 

2006, fordi de svindende ismængder 

forhindrede hunnerne i at fange nok 

sæler og producere tilstrækkelig mælk 

til deres unger. 

I månederne efter var der premiere 

på USA’s eks-vicepræsident Al Gores dokumentarfilm 

om klimaet, An Inconvenient 

Truth (En ubekvem sandhed), over 

hele verden. Og så eksploderede interes-

TOÅRIGE MORGAN PIERRE VAR EN AF DE OVERLEVENDE I KATRINA-ORKANEN. SKRIF- 

TEN PÅ VÆGGEN BAG HENDE FORTÆLLER, HVOR MANGE, DER DØDE I HENDES HUS. 

sen, i hvert fald i Nordeuropa og blandt 

USA’s progressive kystbefolkning. 

NOBELPRIS TIL KLIMAFOLK 

I 2007 satte videnskaben og verdenssamfundet 

trumf på. De mere end 450 

hovedskribenter i FN’s Klimapanel var 

nu blevet så enige, som forskere næsten 

kan være: Menneskeskabt global opvarmning 

var en reel og global trussel 

– og konsekvenserne af opvarmningen 

kunne allerede ses og mærkes. 

FN’s klimapanel – Intergovernmental 

Panel on Climate Change (IPCC) – 

blev oprettet i 1988 som opfølgning på 

rapporten ‘Vores fælles fremtid’ ( 24). 

Panelet udgiver rapporter, der opsummerer 

forskning og viden om klimaændringer 

og mulighederne for at begrænse 

CO2-udledningen. 

Panelets fire 2007-rapporter fik toppolitikere 

til at stå i kø for at springe ud 

som grønne, blandt andet på et ekstraordinært 

FN-møde for alverdens statslede- 

GLOBAL DEBAT 

27

DEN GRØNNE BUSH 

Hvilken stat i USA har i mange år fået 

den største andel af sin strøm fra vindmøller? 

Nej, det er ikke Californien. Det 

er Texas. 

Hvem satte satsningen på vindmøller 

og anden vedvarende energi i gang i 

Texas? Det gjorde guvernør George W. 

Bush i 1999, mindre end to år før han blev 

amerikansk præsident og kendt for at gå 

kul- og olielobbyens ærinde. 

Faktisk flyttede Bush ind i Det Hvide 

Hus i januar 2001 efter at have ført en relativt 

progressiv miljøkampagne, hvor han 

fx i en tv-debat kaldte global opvarmning 

et alvorligt problem. 

Men få uger efter måtte Bush bryde 

sit første grønne valgløfte og opgive at 

begrænse kraftværkernes udledning af 

CO2. Da havde hans regering nemlig 

været udsat for et massivt og vedholdende 

pres fra ledende republikanere, 

industrirepræsentanter og konservative 

tænketanke. Derefter stod den på massive 

nedskæringer på miljøområdet og 


censur af videnskabelige rapporter om 

klimaproblematikken. Fx slettede Det 

Hvide Hus’ miljøkontor hele afsnit om 

svindende gletsjere, vandmangel i landbruget 

og risiko for skovbrande fra US 

Global Change Research Programs årlige 

klimarapporter. 

Først da olieprisen blev fordoblet på 

få år, begyndte præsidenten at bløde op 

på sin afvisning af vedvarende energi. I 

sin ’State of the Union’-tale 31. januar 

2006 erklærede George W. Bush, at 

USA var »addicted to oil« – afhængigt af 

olie – fra ustabile regimer i Mellemøsten, 

og at man skulle »investere mere i… revolutionerende 

sol- og vindenergi« samt 

biobrændstoffer. 

Året efter gentog han budskabet – og 

tilføjede, at de nye miljøteknologier også 

ville »hjælpe os til at imødegå den alvorlige 

udfordring, som de globale klimaforandringer 

er«. Altså en tydelig anerkendelse 

af klimaproblemet for første gang siden 

valgkampen i 2000. 

GEORGE BUSH VAR UPOPULÆR BLANDT NGO’ER, HER I JAPAN, FORDI USA I MAN- 

GE ÅR OBSTRUEREDE DE INTERNATIONALE KLIMAFORHANDLINGER.

TERMINATOR CO2 

»Action, action, action«. Den tidligere 

actionhelt Arnold Schwarzenegger tordnede 

mod FN-samlingen. Det var en varm 

septemberdag i New York i 2007, og nu 

skulle alle, rige som fattige lande, holde 

op med at se mistroisk på hinanden og i 

stedet handle, prædikede muskelbundtet 

fra Terminator-filmene. 

Som republikansk guvernør i Californien 

havde Schwarzenegger selv 

været med til at vise vejen: Han havde 

re i New York i september. Nu igen med 

Gro Harlem Brundtland i en hovedrolle 

– som en af FN-generalsekretær Ban Kimoons 

tre særlige klimaudsendinge, der 

skulle være med til at gøde jorden for 

en global aftale. Og i oktober 2007 gav 

Nobelpriskomiteen så sin fredspris til Al 

Gore og Klimapanelet. 

Komiteens begrundelse var stort 

set enslydende med, hvad Gro Harlem 

Brundtland og Margaret Thatcher næ- 

ombygget sine tidligere benzinslugende 

Hummer-biler til at køre på biogas og 

brændselsceller. Og han havde stillet stadig 

større klimakrav til bilfabrikanterne og 

anden industri i sin solskinsstat. Presset 

fra Schwarzenegger og andre regionale 

og lokale ledere i USA var med til at få 

regeringen i Washington D.C. til at anerkende 

klimaproblematikken og til, at 

USA ikke længere så aktivt obstruerede 

de internationale klimaforhandlinger. 

sten 20 år tidligere havde sagt om klimaudfordringen: 

»Omfattende klimaforandringer 

kan komme til at ændre og 

true livsvilkårene for store dele af menneskeheden. 

Det vil kunne føre til store 

folkeflytninger og øge kappestriden om 

Jordens ressourcer. Sådanne ændringer 

vil lægge særligt store byrder på verdens 

mest sårbare stater. Faren for voldelige 

konflikter og krige i og mellem stater vil 

kunne forøges«. 

EKS-VICEPRÆSIDENT AL GORE OG KLIMAPANELETS FORMAND RAJENDRA PACHAURI 

MODTOG NOBELS FREDSPRIS 2007 FOR DERES KAMP MOD KLIMAÆNDRINGER. 

GLOBAL DEBAT 

29

KLIMADEBAT I DANMARK 

DA DANSK POLITIK 

IGEN BLEV GRØN 

»Det handler om at beskytte klimaet 

og bevare mangfoldigheden af levende 

væsner, så også kommende generationer 

kan glæde sig over isbjørnen, tigrene 

og pandaerne«. 

En del tilhørere på Venstres landsmøde 

måtte gnide øjnene en ekstra gang 

denne november-søndag i 2008. Det var 

ikke en fodformet økoflipper, der stod 

oppe på scenen i Herning Kongrescenter 

og talte om miljøproblemer og bløde 

pelsdyr. Det var deres formand Anders 

Fogh Rasmussen – statsministeren, der 

for ikke så længe siden agiterede for, 

at staten skulle blande sig så lidt som 

muligt i markedskræfternes frie spil. 

»At skabe en grøn og bæredygtig 

vækst, det er den største udfordring 

for denne generation og for den næste 

generation«, sagde Fogh Rasmussen. 

Statsministerens tale blev udråbt 

som en grøn revolution af tv-nyhederne 

samme aften. Men faktisk var det en 

omvendelse, der havde været undervejs 

i flere år, og som Fogh Rasmussen første 

gang havde bebudet allerede ved Folketingets 

åbning i oktober 2006. 

AKTIV KLIMASKEPTIKER 

Statsministeren nævnte selv på scenen 

i Herning 2008, at han havde hørt til 

dem, der »sådan var lidt i tvivl om det 

der med klimaet«. 

Op gennem 1990’erne var Fogh 

Rasmussen blandt de mest aktive klimaskeptikere 

i Danmark. Han skosede 

ofte den daværende socialdemokratiske 

PÅ VENSTRES LANDSMØDE I 2008 HAND- 

LEDE HELE STATSMINISTER FOGH RAS- 

MUSSENS TALE OM KLIMAKRISEN. 


miljø- og energiminister Svend Auken 

og dennes støttepartier på venstrefløjen 

for grønne afgifter og anden indsats 

mod klimaændringerne. 

Så sent som i februar 1998 – da 

videnskaben allerede var relativt enig 

om, at menneskeskabt global opvarmning 

var et faktum og et stort problem 

– skrev Fogh Rasmussen en kronik i 

Information med overskriften ’Dommedagsteorier 

skifter med vejret’. Her 

fastslog han bl.a., at der »ikke i praksis 

er belæg for teorien om, at isen ved polerne 

gradvis vil smelte«. 

MILJØIMPERIET SKÅRET NED 

Da Venstre og Konservative overtog 

regeringskontorerne fra Socialdemokraterne 

og De Radikale i november 

2001, blev der skåret kraftigt ned på 

Svend Aukens såkaldte miljøimperium, 

og Fogh Rasmussen var langt fra den

eneste klimaskeptiker i regeringen. Den 

daværende konservative formand Bendt 

Bendtsen havde fx vakt en vis opsigt 

ved at udtale, at han ikke opfattede CO2 

som forurening: 

»Ovre på Fyn stopper de CO2 ind i 

drivhusene, du! Og så får de 20 % flere 

tomater«, påpegede Bendtsen. Som 

en af sine første handlinger som økonomi- 

og erhvervsminister aflyste han 

tre havvindmølleparker og barberede 

budgetterne til forskning og udvikling af 

vedvarende energi. Det skete med henvisning 

til Danmarks konkurrenceevne. 

MINISTER ÆNDREDE TEKSTEN 

Også Venstres finansminister Thor Pedersen 

var klimaskeptiker, og regeringstoppens 

holdning smittede af på partifællen, 

miljøminister Hans Christian 

Schmidt. Schmidt ændrede således i 

2004 flere passager i klimaforskeres 

tekst til pjecen ’Tilpasning til fremtidens 

klima’. 

Blandt andet tilføjede ministeren, at 

der var »meget usikkerhed om klimaets 

udvikling og menneskets bidrag til 

drivhuseffekten« – selv om der på det 

tidspunkt tværtimod var stærk videnskabelig 

konsensus. 

MUHAMMEDKRISENS 

BETYDNING 

I begyndelsen af 2006 begyndte statsministeren 

at ændre holdning til klimasagen 

– i første omgang, fordi han 

opdagede, at problematikken hang tæt 

sammen med sikkerhed for energiforsyning. 

Først udløste det russiske gasmonopol 

Gazproms lukning af hanerne til 

Europa EU-krisemøder ( 26). Og så 

resulterede Jyllands-Postens tegninger 

af profeten Muhammed i afbrændinger 

af Dannebrog i muslimske lande. 

Fogh Rasmussen fortalte i september 

2007 til Politiken, at han på det tidspunkt 

i sit stille sind priste sig lykkelig 

for, at Danmark ikke skulle ud og købe 

olie i Mellemøsten – eller skaffe energi 

fra andre ustabile leverandører. 

Kort efter Muhammed-krisens kulmination 

kom den konservative miljøminister 

Connie Hedegaard til statsministeren 

med en idé: Danmark skulle påtage 

sig værtskabet for FN’s store klimatopmøde 

i 2009 – det år, hvor efterfølgeren 

til Kyoto-aftalen ( 42) skulle landes. 

På det tidspunkt vurderede Fogh Rasmussen, 

at en grøn klimapolitik kunne 

sikre miljø, eksportkroner, energiforsy- 

XXX 

31

ning og sikkerhed på én gang. Svaret til 

Connie Hedegaard var således positivt. 

DANMARK IMPONEREDE USA 

De efterfølgende måneder gjorde det 

indtryk på statsministeren, at topledere 

i Danfoss, Grundfos og andre dele af 

dansk erhvervsliv agiterede ivrigt for en 

grøn klimapolitik. Men den mest markante 

enkeltbegivenhed var besøget hos 

daværende præsident George W. Bush 

i juni 2007. 

Bush var også blevet opmærksom på 

de økonomiske og sikkerhedsmæssige 

problemer i forbindelse med energiforsyning 

og talte stadig mere om, at USA 

skulle gøre sig uafhængig af dyr mellemøstlig 

olie. 

Ved sit besøg i Det Hvide Hus kunne 

Fogh Rasmussen derfor imponere Bush 

med, at Danmark siden 1980 havde haft 

en vækst i økonomien på omkring 70 % 

– samtidig med, at energiforbruget var 

forblevet stort set konstant. En effektiv 

udnyttelse af energien, der var afledt 


af 1970’ernes oliekriser og 1980’ernes 

miljøbølge, og som USA kun kunne 

drømme om. Da den danske statsminister 

fortalte om dette danske eksempel 

fik han således den amerikanske præsident 

til at læne sig frem og duperet 

udbryde »WHAT?«. Tre dage efter fik 

Fogh Ras mussen topforskerne på Stanford 

University i Californien til at klappe 

af samme danske eksempel. 

FN-RAPPORT OVERBEVISTE FOGH 

Statsministeren har hele tiden fastholdt 

– også i sin grønne tale på Venstrelandsmødet 

i november 2008 – at opgøret 

med Svend Aukens miljøpolitik var 

nødvendigt, fordi man angiveligt ikke 

fik nok miljø for pengene. 

Men netop på scenen i Herning sagde 

statsministeren for første gang, at VK 

var gået for langt i dette opgør. Regeringen 

havde været »fodslæbende« i klimaspørgsmålet, 

og »det var måske også 

forkert«, erkendte statsministeren. Selv 

forklarede han til Politiken i 2007, at 

ANDERS FOGH RASMUSSEN OG GEORGE W. BUSH VAR ENIGE OM MANGE POLITISKE 

EMNER. DE BLEV OGSÅ BEKYMREDE FOR KLIMAET PÅ NOGENLUNDE SAMME TID.

KLIMA – DET VIL LØKKE 

Efter Anders Fogh Rasmussen blev 

NATO -generalsekretær, overtog Lars 

Løkke Rasmussen hans klimapolitik stort 

set uændret. Allerede umiddelbart efter 

den officielle udnævnelse hos dronningen 

5. april 2009 sagde den nye statsminister 

ude på Amalienborg Slotsplads, 

at en ambitiøs aftale på klimatopmødet i 

Køben havn var en af hans vigtigste opgaver 

overhovedet. 

Det budskab gentog Lars Løkke Rasmussen 

et par dage senere i sin tiltrædelsestale 

i Folketinget: »En ny klimaaftale 

skal ikke slå nye rekorder i varmluftig retorik, 

men derimod finde troværdige 

og praktiske løsninger på den globale 

opvarmning. Det bliver ikke nogen nem 

opgave. At få verdens lande til at enes 

om noget som helst er svært – men at 

enes om en ambitiøs klimaaftale midt i 

en krisetid bliver overordentligt svært«. 

Lars Løkke Rasmussen havde kun 

ganske få gange udtalt sig offentligt om 

klimaet, før han blev statsminister. Mest 

markant var i journalisten Kirsten Jacobsens 

bog Løkkeland fra 2006, hvor den 

daværende indenrigs- og sundhedsminister 

i et interview på Fyn påpegede, at 

det havde en pris, at Danmark med bl.a. 

grønne afgifter ville være »de fremmeste 

i forhold til Kyotobestræbelserne«: 

han var blevet overbevist af 2007-rapporterne 

fra FN’s internationale klimapanel 

( 27). Panelet og andre forskere 

som den britiske topøkonom Sir Nicholas 

Stern talte også til økonomen i Fogh 

Rasmussen ved at påpege, at det nok 

ville være dyrt at gøre noget ved klimaproblemet. 

Men det ville efter alt at 

dømme være langt dyrere ikke at gøre 

noget. 

Samtidig vidste Fogh Rasmussen, at 

der var stigende efterspørgsel på det, 

Danmark var blevet rigtig god til, nemlig 

en effektiv udnyttelse af energi. 

»Imens lukker det ene gartneri efter det 

andet så her på Fyn. Jeg kunne godt ønske 

mig, at vi var en smule pragmatiske. At 

vi havde en mere realistisk tilgang til problemerne, 

for lukkede gartnerier er tabt 

velfærd«, sagde Lars Løkke Rasmussen . 

Men ved sin tiltrædelse i april 2009 erklærede 

den nye statsminister sig for en 

fortsættelse – og skærpelse – af Kyoto-bestræbelserne. 

Her fastslog han, at »alle må 

bidrage til at nå målet om en halvering af 

udledningerne ved midten af dette århundrede«. 

Altså et klimamål, der var på linje 

med forskernes anbefalinger ( 147). 

Med andre ord kunne man ikke blot 

kombinere miljøbevidsthed med forsyningssikkerhed, 

men også med vækst. Og 

de lande, der først gjorde det, ville få et 

uvurderligt miljøteknologisk forspring – 

der bestemt ikke ville skade, men tværtimod 

gavne konkurrenceevnen. 

Derfor sluttede statsministerens tale 

i Herning på Venstres landsmøde i 2008 

med opfordringen til »et grønt kvantespring«. 

»Lad os skabe en ny grøn vækst 

og tusindvis af nye grønne arbejdspladser. 

Lad os gøre Danmark til en grøn 

vindernation«. 


33

HVAD LOMBORG EGENTLIG MENER 

»Drivhuseffekten er yderst tvivlsom«. 

Den lille sætning i en kronik i Politiken 

12. januar 1998 var med til at sætte 

gang i en global lavine, som dens 

ophavsmand aldrig havde drømt om. 

Det var Bjørn Lomborg, dengang helt 

ukendt lektor i statistik på Aarhus Universitet, 

der skrev den som led i fire 

kronikker om, at kloden havde det langt 

bedre, end miljøbevægelsens dommedagsprædikanter 

gav udtryk for. 

Det var den sætning, der mange år 

frem kom til at definere Lomborg, og 

som sammen med stramme T-shirts og 

en usædvanlig retorisk begavelse var 

med til at gøre ham verdensberømt. 

Selv fortryder Lomborg sætningen: 

»Jeg ville gerne have skrevet den mere 

tænksomt«, erkendte han over for Politiken 

i 2007. 

Lomborgs ærinde var – og er – nemlig 

ikke at benægte drivhuseffekten. 

Blot at konsekvenserne af den ikke er så 

uoverstigelige, som langt hovedparten 

af alverdens videnskabsfolk og toppolitikere 

mener. 

Men formuleringen »yderst tvivlsom« 

var medvirkende til, at han i 

årevis blev hevet frem som hardcoreskeptiker 

– både af sine modstandere 


og tilhængere. Og til at hans retorik og 

menneskesyn blev sammenlignet med 

Hitler og nazismen i det videnskabelige 

tidsskrift Nature og af formanden for FN’s 

Klimapanel ( 27) Rajendra Pachauri. 

I virkeligheden anerkender Lomborg den 

menneskeskabte drivhuseffekt, og at følgerne 

primært er negative. Hans egentlige 

hovedbudskab på klimaområdet er, 

at det er alt for dyrt at forsøge at bremse 

klimaændringerne med kvoter og andre 

begrænsninger på CO2-udledning. 

I stedet skal alverdens lande investere 

0,05 % af BNP i forskning og udvikling 

af renere energikilder – så vil markedet 

mere eller mindre klare resten og sørge 

for, at en ny miljøteknologi bliver sat i 

storproduktion, når den kan betale sig. 

Et synspunkt, han dog står relativt alene 

med blandt alverdens klimaforskere og 

økonomer. De finder det nødvendigt at 

skubbe mere til markedet. 

Lomborgs synspunkter og hans evne 

til at markedsføre dem har fået bl.a. Time 

Magazine og Esquire til at kåre ham til en 

af verdens mest indflydelsesrige tænkere. 

Og miljøorganisationer giver ham en stor 

del af ansvaret for, at indsatsen mod klimaændringer 

blev forsinket i flere år. Ikke 

kun i Danmark, men også globalt.

DE GRØNNE DANSKE AFTRYK 

To danske politikere har haft markant indflydelse 

på de globale klimaforhandlinger: 

Svend Auken, der var miljø- og energimister 

i Poul Nyrup Rasmussens regeringer 

fra 1993-2001 og Connie Hedegaard, der 

blev miljøminister i august 2004. 

Den socialdemokratiske miljøminister 

Svend Auken var en af drivkræfterne i 

EU’s miljø- og klimapolitik op gennem 

1990’erne. Mest markant nok ved fastlæggelsen 

af forhandlingsudspillet til 

Kyoto-topmødet: 

Et EU-miljøministermøde 3. marts 1997 

skulle blot have været en formssag, fordi 

man efter to års tovtrækkeri endelig var 

blevet enige om, hvordan medlemslandene 

skulle fordele et EU-mål om 10 % 

CO2-reduktion i perioden 1990-2012. 

Men så rystede Auken pludselig posen 

og foreslog, at man i stedet spillede ud 

med 15 %. 

Som klodens klimalokomotiv burde EU 

være ekstra ambitiøs, for ellers ville man 

ikke kunne hive en god aftale igennem, 

argumenterede Auken. Med succes. EU 

rejste således til Kyoto med et udspil på 

15 %, endte på 8 og fik dermed presset 

den samlede reduktion op på 5,2. 

Den konservative Connie Hedegaard 

kastede sig også over klimasagen, kort 

efter hun var blevet udnævnt som miljøminister. 

Et år efter samlede hun en snes 

miljøministre til et uformelt klimamøde på 

Grønland. 

Her så politikerne med egne øjne isen 

smelte i rekordtempo, og det lykkedes 

faktisk Hedegaard at være med til at skabe 

tøbrud i klodens fastlåste klimafronter. 

Da den canadiske miljøminister Stéphane 

Dion med møje og besvær havde 

fået hevet et ret så ambitiøst slutdokument 

i land på FN-konferencen i Montreal 

i december 2005, sendte han en 

særlig tak til Danmark og den såkaldte 

Grønlandsdialog. 

Hedegaard blev udnævnt til klima- og 

energiminster i 2007. Som verdens første 

klimaminister blev hun den centrale indpisker 

i forberedelserne til klimatopmødet i 

København 2009. 


35

INTERNATIONALE FORHANDLINGER 

SIDSTE NAT PÅ BALI 

Hvordan foregår klimaforhandlingerne 

egentlig i praksis? Og hvorfor bliver resultaterne 

tolket så forskelligt? Vi skal 

en tur til Bali og følge forhandlingerne 

i 2007. 

Hvis en af FN’s klimakonferencer blev 

sat op som Hollywood-film, ville den 

blive et flop. Ingen almindelige biografgængere 

ville være godt underholdt af 

at se på politikere og topembedsmænd, 

der bruger dage på at grave sig ned i 

detaljer og vende hvert et lille ord på 

en guldvægt. 

Og de ville nok også sidde der i plyssæderne 

i biografmørket og undre sig 

over, at tempoet i det airconditionerede 

konferencecenter kan være så skildpaddeagtigt, 

når den eskalerende globale 

opvarmning udenfor minder stadigt 

mere om en thriller. 

Hvordan kan man fx bruge den sidste 

nat – og formiddag – på en klimakonference 

på at diskutere, om ordene ’måle, 

rapportere og verificere’ skal stå i begyndelsen 

eller slutningen af et afsnit? 

XXXXXXXX XXXXXXX XXXXXXXXXXX 

XXX XXXXXXX XXXXXX XXXXXXX 

XXXXXXXXXXX XXX XXXXXXX XXXXXX 

36 BAG OM 

Det kunne man på den indonesiske ø 

Bali i december 2007. Placeringen i sætningen 

var nemlig afgørende for, om det 

kun var de rige landes finansiering til 

udviklingslandene eller tillige u-landenes 

egen indsats mod klimaforandringer, 

der skulle kunne måles, rapporteres 

og verificeres. 

Eksemplet fra den sidste nat på Bali 

er også rammende som illustration af, 

at klimakonferencer skam godt kan få 

følelserne i kog. I hvert fald hos dem, 

der deltager. 

PINGVINER MED SOLSTIK 

Bali-aftalen var ekstra vigtig, fordi der 

skulle fastlægges en køreplan frem til 

klimatopmødet i København 2009. 

Det var begyndt, som det plejede et 

par uger forinden. Embedsmændene 

ankom og forsøgte at skrive ned, hvad 

man var enige om på forhånd. Det var 

som sædvanlig ikke ret meget, og heller 

ikke efter den første uges forhandlinger 

var der nogen centrale afsnit uden

HVAD BETYDER COP 15? 

Fagfolk taler om klimatopmødet i København 

2009 som COP 15, og om klimakonferencerne 

som COP’er. Det skyldes, at 

mødet i København er den 15. Conference 

Of the Parties, siden man begyndte 

i Berlin i 1995. 

Berlin-konferencen var den første, 

efter at klimakonventionen fra det store 

miljømøde i Rio de Janeiro 1992 var trådt 

i kraft. 

såkaldt skarpe parenteser; uafklarede 

spørgsmål, der skulle forhandles på ministerniveau. 

Ngo’erne var frustrerede – som altid. 

Uden for konferencecentret demonstrerede 

de blandt andet ved at klæde sig 

ud som pingviner – lidt af en bedrift i 

35 graders varme og luftfugtighed tæt 

på 100. 

Indenfor pressede de på for fremskridt 

og havde her selskab af lobbyister 

fra industrien og andre erhvervsfolk. De 

ngo’er og erhvervsfolk, der er en del af 

et lands delegation, må i modsætning 

til pressen godt overvære et forhandlingsmøde, 

men de må ikke sige noget. 

For at det ikke skal være løgn, har man 

siden 2005 – hvor Kyoto-protokollen ( 

42) trådte i kraft – sideløbende afholdt 

noget, der hedder COP-MOP’er. MOP 

står for Meeting Of the Parties, og det er 

kun for medlemmer af Kyoto-protokollen, 

hvor lande som USA altså ikke deltager. 

Det er højere diplomatisk videnskab at 

adskille, hvad der skal og må forhandles 

hvor og hvornår. 

Til gengæld tager de revanche i korridorerne 

og gangene, hvor det ikke skorter 

på gode råd til forhandlerne. 

FORMANDENS VENNER SAMLES 

Lige meget hjalp det dog. Så da ministrenes 

fly landede i begyndelsen af konferencens 

anden uge, højniveau-delen, 

havde det indonesiske FN-formandskab 

brug for at få tempoet op. De samlede 

derfor knap 40 centrale lande i det såkaldte 

’Friends of the Chair’, formandens 

venner, som det hedder i jargonen. 

To døgn efter blev gruppen halveret, 

og embedsmænd blev forment adgang. 

Nu var det kun ministre fra nøglelande, 

der sad med til bords. 

Fra EU var der tre med: Daværende 

EU-formandsland Portugal, Europas 

største og dengang mest klimaprogressive 

land Tyskland, og så Danmark, fordi 

vi skulle være vært for klimatopmødet i 

2009. 

Derudover naturligvis USA, samt 

blandt andre Kina, Indien, Australien, 

Japan, Rusland, Nigeria, Saudi-Arabien 

og Pakistan, der på det tidspunkt var 

formand for G77. G77 er gruppen af 

udviklingslande, der siden sin dannelse 

er vokset fra 77 til omkring 130 medlemmer. 

ISBJØRNE OG PINGVINER SVEDTE TRAN, 

MENS POLITIKERNE FORHANDLEDE VED 

FN-KONFERENCEN PÅ BALI I 2007. 


37

I 2005 KOM RUSLAND MED I KYOTO-AFTALEN, MEN FIK DOG INGEN DIREKTE 

FORPLIGTELSER TIL AT NEDBRINGE FORURENINGEN FRA KRAFTVÆRKER SOM 

DETTE I MOSKVA. 

AKTØRERNE OG DERES HOLDNINGER 

Nogenlunde sådan her har rollerne været 

på langt de fleste klimakonfe ren cer: 

EU er verdens klimalokomotiv, der – som 

regel – forsøger at højne ambition erne. 

USA, Canada, Japan og Australien er 

de rige skeptikere, der holder igen. 

Udviklingslandene, organiseret i G77, 

forsøger at få de rige til at erkende større 

ansvar og påtage sig større CO2-reduktioner. 

Dels hjemme, dels ved at reducere 

i u-lande, bl.a. via fonde, CDM-projekter 

( 72) og skovbevarelse ( 154). De rige 

bør også overføre flere penge og mere 

teknologi til de fattige, mener G77. Gruppen 

består af flere undergrupper, hvor de 

vigtigste er: 

 

lande, der har haft kraftig vækst (og der- 


med stigende CO2-udledning) de seneste 

årtier. De erkender deres medansvar, men 

forsøger at undgå for store forpligtelser. 

(Rusland er ikke et udviklingsland og har 

ofte sin egen dagsorden, der ikke mindst 

handler om respekt for landets stormagtsstatus. 

Rusland agerer imidlertid ofte som 

resten af denne gruppe). 

 

der nødig vil erkende, at olie kan være et 

problem. Og som derfor ofte holder sig 

uden for eller direkte forsøger at sabotere 

processen. 

 

aktive over for medierne og i forhandlingerne 

– ikke mindst fordi de som de eneste 

risikerer egentlig udslettelse ( 86). 

 

svært ved at blive hørt, og derfor primært 

forsøger at få penge til at tilpasse sig og 

til at forebygge yderligere forandringer 

af klima et.

KØRT FAST PÅ PENGESTRID 

Efter yderligere to slidsomme døgn var 

der stadig et par essentielle sætninger, 

der var kontroversielle, heriblandt det 

med at ’måle, rapportere og verificere’ 

indsatsen mod klimaændringer. 

Substansen i det var som så ofte før 

penge – hvem skal nu betale hvor meget? 

Hvis u-landene ikke skulle måle, 

rapportere og verificere, havde de så 

overhovedet forpligtelser – og ville de 

rige så ikke komme til at bære ansvaret 

for at reducere CO2 alene, spurgte især 

USA. 

Forhandlingerne gik i hårdknude natten 

til lørdag, og et par timer efter midnat 

sendte de indonesiske værter formandens 

venner hjem i hotelsengene. 

I stedet skulle alle mødes til stormøde 

i plenumsalen, når solen igen var stået 

op over Bali. 

EN GRÆDENDE FN-CHEF 

Om morgenen lørdag 15. december 

havde de søvndrukne delegerede dårligt 

nok nået at sætte sig i plenum, før 

den kinesiske chefforhandler kom med 

en usædvanlig hård anklage mod den 

øverste chef for FN’s klimasekretariat, 

hollænderen Yvo de Boer. 

De Boer har spillet dobbeltspil, lød 

det fra kineseren, der understregede 

sine pointer ved at banke knytnæven 

ned i bordet. 

Det indonesiske formandskab havde 

afholdt forhandlinger med nøglelande 

parallelt med, at man begyndte forhandlinger 

i plenum. Det var respektløst 

og tegn på, at FN’s klimasekretariat 

ikke er udviklingslandenes sekretariat, 

mente kineseren. 

Efter nogen forvirring fik Yvo de Boer 

chancen for at forsvare sig mod anklagerne. 

»Jeg vidste ikke, at der blev forhandlet 

i et andet lokale«, nåede de Boer 

at få fremstammet. Så blev han ramt i 

nakken af alt for mange døgn med alt 

for mange uenigheder og alt for lidt 

søvn. Først begyndte tårerne at løbe. Så 

ET MARKED FOR CO2 

EU forsøger i disse år at få USA og 

andre dele af verden med på det såkaldte 

kvotehandelssystem. Det er et 

system, som oprindeligt blev skrevet 

ind i Kyoto-aftalen på USA’s initiativ. 

Den britiske økonomiprofessor Nicholas 

Stern og andre eksperter har 

anbefalet det som et af midlerne til at 

løse klimakrisen. Det sætter nemlig et 

loft over CO2-udledningerne og skaber 

samtidig et marked for at handle med 

forureningen. 

En CO2-kvote giver retten til at udlede 

1 ton CO2 i en bestemt periode. 

EU har siden 2005 haft et CO2-kvotesystem, 

der omfatter mere end 10.000 

virksomheder, heraf ca. 380 danske, 

primært i energisektoren og den energitunge 

industri. Fra 2013-2020 skal de 

fleste CO2-kvoter auktioneres væk – til 

den pris, som markedet vil betale på 

det tidspunkt. 

Flere byer og stater i USA planlægger 

at indføre CO2-begrænsninger efter 

netop sådan et system. Også centralt i 

Washington er der overvejelser, men 

det store spørgsmål er, om systemet vil 

passe sammen med EU’s. 

Ud over kvotesystemet skal landene 

også reducere CO2 i de sektorer, der 

ikke er omfattet, især transport, landbrug 

og byggeri: populært sagt biler, 

bønder og boliger. 

løb de Boer selv rystende og sammenkrøbet 

ned fra podiet og ud af salen. 

AMERIKANERE MØDT 

MED BUH-RÅB 

Den ellers så korrekte FN-embedsmands 

sammenbrud viste sig paradoksalt nok 

at blive vendepunktet. Den indonesiske 

miljøminister blev siddende på podiet 

og forsøgte at samle trådene i begyndelsen 

meget famlende, men efterhånden 

godt hjulpet af velvilje fra salen. 


39

Derfor skabte det også ekstra frustration, 

da USA’s chefforhandler Paula Dobriansky 

nedlagde veto mod det sidste 

kompromisforslag, fordi det angiveligt 

krævede for lidt af udviklingslandene. 

Formanden for G77 havde ellers lige 

foreslået en udlægning af den kontroversielle 

del af teksten, som kom USA i 

SUPERMAGTEN, DER KOM IND FRA KULDEN 

USA var i årevis klimakonferencernes 

hyppigste modtager af ngo’ernes hadepris, 

Dagens Fossil, for at modarbejde og 

forsinke de globale forhandlinger. Men 

det sluttede på konferencen i Poznan, 

Polen i december 2008. 

Med den nye præsident Barack Obamas 

engagement i klimakampen kom 

USA nemlig ind fra kulden. 

De færreste lyttede til den afgående 

præsident Bush’ forhandlere i Poznan. 

Opmærksomheden var rettet mod udmel- 


møde. Amerikanerne blev derfor mødt 

af høje buh-råb. 

HÅRDE ORD TIL USA 

Udviklingslandene var særligt frustrerede. 

De havde blødt op på deres sædvanlige 

indvendinger om, at de først 

kunne forpligte sig til en indsats mod 

dingerne fra formanden for det amerikanske 

Senats udenrigsudvalg, Obamas demokratiske 

partifælle John Kerry. Under 

konferencen bebudede han flere gange 

stærkt forhøjede ambitioner. 

Forskere, ngo’er og udviklingslande 

fremhævede, at USA’s nye toner var 

ekstra tiltrængt, fordi EU på grund af finanskrisen 

( 41) langt fra viste samme 

lederskab som tidligere. Ja, faktisk var 

det i Poznan flere gange EU-lande, der 

fik hadeprisen som Dagens Fossil. 

PRÆSIDENT OBAMAS GRØNNE PROFIL SLOG IGENNEM I KLIMAFORHANDLIN- 

GERNE, ALLEREDE INDEN HAN VAR RYKKET IND I DET OVALE VÆRELSE.

klimaændringer, når deres borgere var 

blevet mætte. 

Til gengæld forventede de, at den 

rige verden ville påtage sig hovedansvaret 

– og langt den største økonomiske 

byrde. 

Papua Ny Guinea sagde direkte til 

USA: »Hvis I af en eller anden grund 

ikke er villige til at lede, så overlad det 

til resten af os. Please – get out of the 

way!«. 

DANMARK GRIBER IND 

Men måske havde USA slet ikke set 

den udstrakte hånd fra udviklingslandene? 

Den tanke opstod i den danske 

delegation. Chefforhandleren gik over 

til amerikanernes bord og forsøgte at 

forklare forskellen på G77’s gamle og 

nye opfattelse af ordene. 

Paula Dobriansky vendte sig om mod 

sin højre hånd Harlan L. Watson for at 

høre hans vurdering. Watson var imidlertid 

døset lidt hen, og det fik rødmen 

til at fare op i Dobrianskys ansigt. 

Den normalt så kølige chefforhandler 

vendte sig i stedet til den anden side og 

råbte »So do something!« til sin sidemand, 

præsident Bush’ specialudsending 

James Connaughton. 

VERDEN HOLDER VEJRET 

Om det skyldtes den danske delegations 

arbejde, et lignende forsøg på ansigt til 

ansigt-diplomati fra Brasilien eller de 

konkrete meldinger i udviklingslandenes 

taler, ved man ikke. Men til sidst 

blev USA overbevist, om at aftaleteksten 

indebar, at også udviklingslandenes indsats 

mod klimaændringer skulle kunne 

måles, rapporteres og verificeres. Og så 

kom forløsningen: 

»Vi er klar til at gå videre og acceptere 

konsensus«, sagde Paula Dobriansky. 

Deltagerne klappede, grinede og lænede 

sig tilbage i stolene i lettet udmattelse. 

Kun for få minutter senere igen at holde 

vejret. Nu var det nemlig Rusland, der 

bad om ordet. 

KRISE – TIL GAVN ELLER 

SKADE FOR KLIMAET? 

Da finanskrisen ramte verden i efteråret 

2008, begyndte det pludselig at 

gå endnu mere trægt i klimaforhandlingerne. 

Tysklands førhen så progressive 

kansler Angela Merkel krævede sin 

tunge industri undtaget fra EU’s CO2reduktionsmål, 

og også andre lande 

skiftede fra første gear til bakgear. 

Danmark var imidlertid blandt dem, 

der argumenterede for, at finanskrisen 

ikke ville skade, men tværtimod gavne 

klimasagen. 

Ikke kun fordi den ville få nedsat 

væksten og dermed stigningen i CO2udledningen. 

Næ, det primære argument 

var, at krisen gav alverdens lande 

endnu færre penge til at købe dyr olie 

og gas fra ustabile regimer – og at de 

derfor ville være endnu mere motiverede 

til at kickstarte økonomien med 

satsning på grøn teknologi. 

De fleste nyere økonomiske analyser 

viser, at det bedre kan betale sig at 

handle nu for at bremse klimaændringerne 

end at vente, til de er tæt på at 

løbe løbsk. 

USA’s nyvalgte præsident Obama 

var på samme linje. Alligevel tvivlede 

eksperterne på verdens evne til handling. 

De pegede på, at en ambitiøs global 

klimaaftale ville kræve en evne til 

at tænke fornuftigt og langsigtet, som 

man langt fra altid ser hos politikere. 

To år forinden, på klimakonferencen i 

Montreal 2005, havde russerne holdt 

hele verden oppe den halve nat ved at 

insistere på en teknisk detalje, som ingen 

rigtig kunne se substansen i. 

Reelt var der dengang tale om spillen 

med magtmusklerne, fordi Rusland 

var fornærmet over, at man ikke havde 

været med i den gruppe af formandens 

venner, som de canadiske værter havde 

indkaldt. 


41

ENDELIG FORLØSNING 

Også på Bali ville russerne markere sig 

som en genopstanden stormagt. Men 

denne gang havde landet været med 

blandt formandens venner. Det tog således 

kun et par minutter med relativt 

usammenhængende tale, før også den 

russiske chefforhandler tilsluttede sig 

aftalen. 

Formanden spurgte igen »Nogen 

indvendinger?«, og salen kiggede over 

på Saudi-Arabien, der også har talrige 

forsinkelser på samvittigheden. Ved 

Nai robi-konferencen i 2006 krævede 

det rige olieland fx penge fra den fond, 

der ellers skal hjælpe ludfattige lande 

med at modstå effekterne af klimaændringerne. 

Begrundelse: Saudi-Arabien 

ville miste indtægter, når nu verden ville 

skrue ned for olieforbruget. 

Men denne gang var saudierne tavse. 

Og efter en rekordlang forsinkelse på 

21 timer i forhold til den oprindelige 

tidsplan kunne FN-chef Yvo de Boer 

tørre øjnene og igen smile. Om end lidt 

forlegent. 

FRA KYOTO TIL KØBENHAVN – OG VIDERE 

Kyoto-protokollen blev aftalt i december 

1997. Men reelt manglede man at udfylde 

mange huller i teksten. Den skulle først 

træde i kraft, når lande med tilsammen 

55 % af verdens CO2-udledning havde 

underskrevet den. Det skete så sent som 

i februar 2005, da Rusland endelig tilsluttede 

sig aftalen ( 26). 

USA afviste at gennemføre Kyotoaftalen, 

og udviklingslandene fik ingen 

forpligtelser. Det er kun EU, Japan og 

Canada, der skal reducere CO2 med hhv. 

8, 6 og 6 % fra 1990-2012. Den seneste 

udvikling tyder på, at man når i mål, men 

kun på et hængende hår. 

FN-landene er enige om, at disse Kyotomål 

skal erstattes af en aftale på topmødet 

i København 2009. Den skal fastlægge 

reduktioner af drivhusgasser efter 2012, 


LANG, STENET VEJ 

TIL KØBENHAVN 

Tolkningen af Bali-aftalen bekræftede 

dog, at det sete i høj grad afhænger af 

øjnene, der ser. Videnskabsfolk, ngo’er 

og andre kritikere så på aftalen med klimabriller, 

altså ud fra hvad jordkloden 

kan klare af CO2-udledning. De var derfor 

skuffede over, at USA inden dramaet 

lørdag morgen havde fået reduceret videnskaben 

til en fodnote. 

Slutdokumentets forside havde længe 

indeholdt FN’s Klimapanels understregning 

af, at klodens CO2-udledning skal 

toppe inden for 10-15 år. Den skal være 

skåret ned til halvdelen af 1990-niveau 

i 2050, og de rige lande skal reducere 

drivhusgasserne med 25-40 % inden 

2020. 

Men i den endelige tekst var det fjernet, 

og der stod blot en note, der henviste 

til tre sider i Klimapanelets rapport. 

Derfor var ngo’ernes primære dom, at 

Bali-aftalen var »svag på substans«. 

De tilstedeværende ministre og embedsmænd 

var imidlertid først og frem- 

og denne gang skulle alle verdens store 

CO2-udledere gerne med. Altså ikke kun 

EU og Japan, men også USA og rigere 

udviklingslande som Kina. 

USA og Kina står tilsammen for næsten 

40 % af klodens samlede udledning 

af drivhusgasser. De to landes positioner i 

forhandlingerne har længe været, at USA 

kun vil gå med, hvis Kina går med. Og 

Kina vil kun gå med, hvis USA går med. 

Op til topmødet i København i december 

2009 gik de to lande dog i dialog om 

klimaspørgsmålet. 

Uanset resultatet i København vil man 

først flere år efter kunne se de reelle effekter 

af en ny aftale. Også fordi den ligesom 

Kyoto skal udbygges, finpudses – og 

ikke mindst ratificeres af så mange som 

muligt.

LOKALE MILJØFOLK PLANTEDE I DECEMBER 2007 MANGROVETRÆER PÅ BALI I EN 

KAMPAGNE, DER OPFORDREDE DE FORHANDLENDE TOPPOLITIKERE TIL AT SIKRE 

JORDENS FREMTID. 

mest lettede over, at det hele ikke var 

brudt sammen. De så på aftalen ud fra, 

hvad det træge FN-system realistisk 

kunne præstere, og kaldte den »meget 

ambitiøs«. 

Også den danske delegation var lettet. 

De havde fået deres køreplan frem 

mod København. 

Connie Hedegaard havde efter sine første 

FN-møder i 2004-2005 erklæret, at 

hun fik »tics i knæene« af »det enerverende 

skildpaddetempo« på møderne. 

Men på Bali i 2007 fremhævede klimaministeren, 

at nok var vejen til København 

lang og stenet, men den var ikke 

lukket. 

I N T E R N A T I O N A L E F O R H A N D L I N G E R 

43

BLIVER DANMARK 

ET SMØRHUL? 

Meget mildt vejr, palmer og masser af sol. Det lyder som noget, vi kun 

kan glæde os til, men vi vil også opleve negative konsekvenser af klodens 

ændrede klima. Kraftigere storme, nye sygdomme, hedebølger og oversvømmelser 

følger med det varmere vejr. 

Om aftenen 20. august 2007 oplevede 

Gråsten i Sønderjylland Danmarks hidtil 

værste skybrud. På halvanden time 

faldt der 142 mm regn – det ville svare 

til, at der bankede cirka 450 liter ned i 

sekundet på en fodboldbane. De vandmængder 

fik Gråstens lille vandløb Fiskbækken 

til at svulme op til 8-9 meters 

højde og komme buldrende ned mod en 

jernbanedæmning med 80 km i timen. 

Dæmningen kunne ikke holde til 

denne højtryksspuler. Så da det første 

morgentog til Sønderborg kom trillende 

dagen efter kl. 04.30, styrtede jorden 

sammen, og toget kørte over på skinner, 

der hang fritsvævende i luften. Ifølge 

eksperterne var det meget heldigt, at 

de holdt. 

KRAFTIGE SKYBRUD GIVER ALLEREDE NU 

PROBLEMER FOR BL.A. TOGTRAFIKKEN I 

DANMARK. HER VED GRÅSTEN I 2007. 

Længere nede pressede Fiskbækken en 

stenkiste ud af landevejens fundament. 

Det skabte en ti meter bred flod, og 

dermed var også vejtrafikken mellem 

Gråsten og Sønderborg stoppet. 

Ifølge eksperterne vil der komme 

flere af denne slags ekstreme skybrud. 

Banedanmark er derfor bl.a. i gang 

med at tjekke jernbanedæmninger, og 

Vejdirektoratet er i gang med at tjekke 

motorvejsbroer, hvor regnvand æder sig 

ind i bropiller. 

Voldsomme skybrud er blot et eksempel 

på, hvordan klimaændringerne allerede 

har konsekevenser for Danmark – 

og formentlig vil ramme endnu hårdere 

i fremtiden. 

Alligevel fremhæver klimaeksperter, 

at Danmark ligger i noget, der ligner 

et smørhul – hvor vi i første omgang 

slipper temmelig nådigt fra den globale 

opvarmning. 

BLIVER DANMARK ET SMØRHUL? 

45 

DANMARK: | 

MILDT 

KLIMA OG EKSOTISKE PLANTER | 


OG STORME | 

EROSION 

VED KYSTEN


46 

VEJRET I DANMARK – FØR, NU OG FREMOVER 

Danmark oplevede op gennem 1900-tallet 

– og især i århundredets sidste knap 

20 år – en stigning i lufttemperaturen på 

1,5 grader. Primært som følge af klimaændringerne, 

men også fordi store dele 

af Danmark er gået fra at være land til at 

være by. 

I samme periode er den årlige nedbør 

steget fra cirka 650 til 750 millimeter – 

med størst stigning i Vestjylland. Der er 

også kommet flere orkaner og orkanagtige 

storme: næsten 50 % flere i de seneste 

40 år end i de foregående 60 år. 

De tendenser vil fortsætte – og blive 

forstærket. Mod slutningen af århundredet 

vil gennemsnitstemperaturen være 

godt 11 grader mod 7,7 i slutningen af 

1900-tallet. Mindre hvis alverdens politikere 

meget hurtigt bliver meget ambitiøse 

med at skrue ned for CO2-udledningen. 

Mere hvis der går flere årtier, før CO2kurven 

knækkes. Især august og september 

bliver klart varmere og tørrere, end vi 

har været vant til. 

Årets længste hedebølge bliver både 

længere og varmere. Sommernætterne 


vil blive langt lunere, i omkring 30 tilfælde 

årligt vil temperaturen i store dele af landet 

ikke krybe ned under 18 grader. 

Den samlede mængde nedbør vil 

vokse med knap en tiendedel, men det 

vil være skævt fordelt. Om sommeren vil 

det regne mindre, men når det endelig 

regner, vil der være flere tropelignende 

skybrud. 

Om vinteren vil det ofte sile ned. Antallet 

af døgn med frost vil blive mere end 

halveret, og vi vil formentlig kun opleve 

sne cirka hvert syvende år og hvid jul 

hvert 28. år. 

Der bliver næppe flere storme, men 

de kraftigste bliver kraftigere, og vi får 

et stormmønster, der minder om Hebriderne 

nord for Skotland. Den øgede 

stormstyrke betyder sammen med stigningen 

i havniveauet, at den maksimale 

vandstand ved stormflod ved Vestkysten 

stiger med mellem 45-105 cm. Og endnu 

mere, hvis FN’s Klimapanel ( 27) har undervurderet 

stigningen i verdenshavene, 

hvad stadig flere forskere mener. 

Kilder: DMI, FN’s Klimapanel m.fl. 

DER KOMMER LÆNGERE TØRKEPERIODER OM SOMMEREN. DET KAN GÅ UD 

OVER HØSTEN, MEN GENERELT FÅR LANDBRUGET GAVN AF DET NYE KLIMA.

SOM BLOMMEN I ET ÆG? 

»I Danmark får vi det som blommen i 

et æg«. Vurderingen kommer fra forskningsprofessor 

og agronom Jørgen E. 

Olesen, fremtrædende medlem af FN’s 

Videnskabelige Klimapanel( 27). Og 

han er langt fra alene med den. 

Professor i biologi på Aarhus Universitet 

Jens-Christian Svenning kan 

faktisk ikke komme i tanke om noget 

andet sted på kloden, der isoleret set får 

så mange fordele i forhold til ulemper. I 

hvert fald ved de første to-fire graders 

stigning i temperaturen, det vil formentlig 

sige i tiden frem mod 2080-2100. 

Samtidig fremhæver eksperterne dog, 

at man ikke kan se isoleret på Danmark, 

når det brænder på udenfor ( 91-97). 

Og selvom vi slipper relativt let fra de 

første årtiers klimaædringer, vil vi også 

se forandringer, vi helst er foruden. 

STIGENDE HAV 

Men hvad er det så for et Danmark, vi 

vil opleve i de kommende årtier? 

Havet omkring Danmark vil stige. Og 

i takt med at det stiger, skaber det både 

mere erosion og flere oversvømmelser. 

Jo større stigning, jo flere ødelæggelser. 

Erosionen vil især være et problem 

på de danske kyster, der er domineret 

af klinter, det vil sige Nordsjælland og 

den nordlige del af den jyske vestkyst. 

Det vil være svært for sommerhusejere 

at blive enige om at sikre kysterne, for 

groft sagt vil det være en fordel for 2. 

række, hvis klinterne undermineres så 

meget af havet, at 1. række styrter ned. 

Det viste et konkret kystsikringsprojekt 

i Liseleje-Hyllingebjerg omkring 

årtusindeskiftet. Her var grundejerne så 

uenige om fordelingen af udgifter, at 

det daværende Frederiksborg Amt blev 

nødt til at finansiere langt hovedparten 

af de bølgebrydere og den sandfodring, 

der skulle sikre kysterne. 

Det kan samfundsøkonomisk betale 

sig i Nordsjælland, hvor hus- og grund- 

priserne er ret høje. Andre steder bliver 

man ifølge Kystdirektoratet nødt til at 

opgive sommerhuse, fordi udgifterne 

til at sikre kysten ikke står mål med de 

værdier, der beskyttes. 

Det gælder blandt andet dele af 

sommerhusområdet syd for Lønstrup i 

Nordjylland. Her har kraftigere storme 

og nedbør forstærket den naturlige erosion 

( 6). Vi får dog næppe tilstande 

som i Storbritannien, hvor myndighederne 

de næste par år vil flytte hele 

småsamfund. 

HØJERE DIGER KOSTER 

Oversvømmelser vil ramme langt flere 

steder end erosion. Digerne skal bygges 

højere, og det er kun på en del af 

den jyske vestkyst, at staten som følge 

af historisk meget voldsomme stormfloder 

har påtaget sig den økonomiske 

forpligtelse. 

Andre steder må husejerne klare sig 

selv. Det bliver hverken billigt eller let. 

Ifølge Kystdirektoratet vil det fx koste 

omkring 60-70 mio. kr. at forhøje det 

18 km lange dige foran sommerhusene 

i Marielyst-området på Falster med en 

meter. 

Også her er en forhøjelse af diget 

til gavn for nogles stuegulve, men til 

skade for andres udsigt. Så hvem skal 

nu betale? 

BOLIGOMRÅDE OPGIVES 

De steder, der ligger mest uheldigt, kan 

blive ramt af oversvømmelser både fra 

siden og fra oven. Den store vandgang 

i københavnerforstaden Greve i sommeren 

2007 skyldtes netop sådan en 

cocktail. 

Tre uger med mere end 300 mm regn 

kulminerede den 6. juli med kloak- og 

regnvand til navlen i det lavtliggende 

kvarter Godsparken. Beboere og medier 

sammenlignede stedet med Venedig og 

Bangladesh. Oversvømmelserne blev 

forværret af, at vandstanden ude i Køge 

Bugt var 40 cm over normalen. 


47 

BLIVER DANMARK ET SMØRHUL?


“VELKOMMEN TIL BANGLADESH”, RÅBTE NOGLE BEBOERE TIL PRESSEFOLK, DA DE 

NÅEDE UD TIL OVERSVØMMELSERNE I GODSPARKEN I GREVE I JULI 2007. 

Også mange større provinsbyer er presset 

af både hav og åer, der i tilfælde 

af kraftig nedbør ikke kan komme af 

med vandet: 1. november 2006 var 

vandstanden 2,04 m over daglig vande 

i Odense Fjord, og samtidig var Odense 

Å fyldt op. 

Det betød, at man kunne soppe på 

havnekajen, og beboerne i de eksklusive 

boliger bagved kunne både se og lugte 

afføringen fra kloakkernes overløb. Og 

det illustrerer behovet for, at de danske 

kloakkers kapacitet udvides i takt med 


Odense er også byen, hvor klimaændringer 

for første gang har tvunget 

danske myndigheder til at flytte et helt 

lille boligområde. 

Syv husejere på den meget lavtliggende 

Ejersmindevej er købt ud – med 

deres egen velsignelse – fordi husene 

alt for ofte blev oversvømmet. Nu har 

man revet dem ned og i stedet gravet 

et kæmpe hul i jorden, så vandet løber 

derned i stedet for ind i huse. Ifølge 

eksperterne bliver det langt fra sidste 

gang, at boligkvarterer opgives. 

48 


PALMER OG LIANER 

Hvad vil de højere temperaturer så 

betyde for naturen? Ifølge eksperterne 

er der fortrinsvist godt nyt. I hvert fald 

set med almindelige menneskers øjne. 

Floraen vil generelt blive mere eksotisk 

og frodig, især i Jylland, fordi der her 

er mere nedbør. 

Flere haveplanter vil springe ud i 

skovkanten eller parkerne. Det gælder 

bl.a. sommerfuglebusken, der blomstrer 

med store klaser af lilla eller hvide 

blomster. I nogle skove vil kinesiske 

hørpalmer stå sammen med laurbær og 

den gammeldanske kristtjørn. 

Hørpalmer er ret modstandsdygtige 

over for vinterfrost, og klarer sig allerede 

nu fint i danske haver. De hører 

ikke til de højeste palmer, men kan blive 

10-12 meter. 

Der vil ikke blot være mange flere 

forskellige plantearter, men også mange 

flere forskellige størrelser og aldre. Folketinget 

har allerede bestemt, at døde 

træer sjældnere skal fjernes, fordi de 

skal være grobund for nyt liv. En hel del 

danske skove vil således efterhånden få

et urskovslignende præg – også fordi 

mange af træerne vil være behængt med 

kraftige lianer. 

SÅRBARE BLOMSTER VIL DØ 

Hvis ikke somrene bliver meget tørre, 

vil her stadig være masser af bøgetræer. 

Og vi vil også stadig kunne forsyne os 

selv med juletræer, men det vil primært 

være nordmannsgran og ædelgran, vi 

tager med ind i stuerne. Ikke den klassiske 

rødgran, som får det for varmt, og 

som man derfor vil skulle et godt stykke 

op i Sverige for at finde. 

Mange sårbare blomster vil forsvinde. 

Især dem, der gror på enge og andre 

små naturområder i nærheden af fjorde, 

søer eller åer. 

Havstigningerne vil indsnævre strandenge 

og andre naturarealer mellem vandet 

og landbrug eller bebyggelse. Og en 

kombination af øget CO2 og påvirkning 

med kvælstof vil betyde, at lyngen måske 

helt forsvinder fra det danske landskab. 

FLERE GNAVERE 

Også dyrelivet står over for ret store 

forandringer. Pattedyrene har ikke let 

ved at krydse veje, byer og landbrugsområder, 

men vi vil dog få nogle nye 

mus og andre gnavere. 

En af de mest markante er den 30 

cm lange havesyvsover, der med sin 

hvide bug, sorte halvmasketegning og 

buskede sort-hvide halespids ligner en 

nuttet blanding af mus og egern. Den 

ses allerede jævnligt i det sydlige Jylland. 

Knap så charmerende er sumpbæveren, 

hvis lange hårløse hale får den til 

at minde mere om en kæmperotte end 

om en bæver. 

Omvendt vil vi nok miste birkemusen 

og måske enkelte andre arter. Ikke kun 

på grund af klimaet, men også fordi vi 

mennesker fylder så meget i Danmark. 

PAPEGØJER OG KRYB 

Cirka en femtedel af de danske fuglearter 

vil forsvinde, men vi vil få et 

COSTA KALUNDBORG? NEJ, DET ER FREDERIKSHAVN, DER HAR TAGET FORSKUD PÅ 

FREMTIDENS DANSKE KLIMA. PALMERNE ER DOG GRAVET NED I SANDET. 


49 


KLIMAET TÆT PÅ ÅR 2100 

Hvis man vil opleve det klima, vi danskere 

får i slutningen af det 21. århundrede, er 

det en god idé at tage til Nantes. 

Hvor København har dagsgennemsnit 

på 2, 10, 20 og 12 grader i henholdsvis 

januar, april, juli og oktober, har Nantes 

8, 15, 24 og 17. 

I Danmark kommer vi næppe så højt 

op om vinteren og foråret i dette århundrede. 

Men varmegraderne for sommer 

og efterår er realistiske nok, understreger 

forskningsleder Jens Hesselbjerg 

fra Danmarks Meteorologiske Institut 

(DMI). 

Det er DMI, der har puttet prognoserne 

for Danmarks fremtidige klima ind 

i nutidens vejrstatistikker og beregnet, 

hvilket område af Europa, der i dag klimamæssigt 

mest ligner det, vi kan vente 

os. 

I 2040-50 vil klimaet være som i Holland 

eller Midttyskland, og i 2080-2100 

altså som Nantes. 

tilsvarende antal i stedet. Fugle kan i 

sagens natur nemmere flytte sig efter 

klimaet. 

Vi vil bl.a. kunne se visse typer papegøjer 

i parkerne. De vil ikke komme 

naturligt herop, men vil være efterkommere 

af udsatte kæledyr. 

Man vil efter alt at dømme især kunne 

opleve Alexander-parakitter. De er i 

familie med undulaten, men langt større, 

ofte over 40 cm, og har kraftige næb 

med sorte og rosa halsbånd hos hannerne. 

Og de flyver allerede rundt i hollandske 

og britiske parker. 

Også blandt krybdyrene vil der være 

flere tidligere udsatte kæledyr, fx den 

europæiske sumpskildpadde. Den formerer 

sig i dag i naturen i Polen og 

DEN SOLSKINSGULE ENGBLOMME ER 

BLANDT DE DANSKE PLANTER, DER FOR- 

MENTLIG VIL FORSVINDE I FREMTIDEN. 

Om vinteren kan Nantes være endog meget 

våd og i perioder minde lidt om de 

dystre digte om evig november, som mørkedeprimerede 

danskere har skrevet. 

Andre gange kan vejret skifte hurtigt, 

og også om vinteren kan man være heldig 

at opleve blå himmel. Frost er relativ sjælden, 

sne endnu sjældnere, og i fremtiden 

vil de fleste danskere nå at blive voksne, 

før de oplever hvid jul. Faktisk kan de 

sidste dage af december blive så milde, 

at husejere må ud med plæneklipperen. 

I hele sommerhalvåret kan beboere og 

turister i Nantes sidde ude på fortovscafeerne 

uden gasbrændere og tæpper. Det 

vil vi også kunne. 

Badesæsonen vil blive markant udvidet. 

Og selv om sommeren også vil byde 

på ulidelige hedebølger og tørke, der får 

mange græsplæner til at blive vissengule, 

vil de fleste danskere nok være glade for 

denne del af klimaændringen. 

Nordtyskland, og i løbet af få årtier vil 

også Danmark have høje nok sommertemperaturer 

til, at skildpaddens æg 

kan klækkes. 

Europas største slange, den spættede 

æskulapsnog, vil smyge sig frem i lysåbne 

skove med frodig undervegetation, 

ofte med en længde på mere end to meter. 

Æskulapsnogen er dog ikke farlig for 

mennesker, og et andet nyt bekendtskab 

vil nok få danskerne til at gyse mere: 

Den europæiske ferskvandsmalle. 

Den olivengrønne og rødtonede art 

er verdens største; den kan blive 60 år, 

4,5 meter og veje op til 300 kg, og den 

kan krybe mindre strækninger over fugtigt 

land. 

Mallen lever normalt af fisk, krebsdyr, 

ællinger, ænder og sågar mosegrise, 

men har også smag for små udgaver 

af menneskets bedste ven, især gravhunde. 

Maller på over to meter har de 


51 



seneste årtier opskræmt de lokale i bl.a. 

Midttyskland og Holland. 

OPDRÆT I STEDET FOR FISKERI 

Nede i vandet vil de varmere temperaturer 

betyde et farvel til mange af 

de laksefisk, Danmark ellers har brugt 

mange millioner på at give bedre vilkår 

i de senere år. 

En amerikansk analyse fra St. Anthony 

Falls-laboratoriet på University of 

Minnesota viser, at en temperaturstigning 

på 2-4 grader i Nordamerika vil 

betyde en tilbagegang på 15 % blandt 

koldtvandsfisk som laks. 

Omvendt vil karpefisk og andre 

varmtvandsarter gå frem med godt 30 

52 


%. Samme billede tegner sig i Nordeuropa. 

Livet i havet vil forandre sig endnu 

mere. Her møder fiskene jo ikke hindringer, 

når de søger køligere vand nordpå. 

Vi vil få flere fisk – og også flere 

eksotiske af slagsen. Forskernes analyse 

af danske køkkenmøddinger fra 

dengang, temperaturen sidst var godt 

to grader højere end i dag – for cirka 

7000-8000 år siden – viser, at vi har 

haft både sværdfisk, rokker og mindre 

hajer ( 22). 

Disse fisk kommer igen. Nogle af 

dem er allerede jævnligt på visit, fx fik 

en Lillebæltsfisker en sværdfisk i nettet 

i Båring Vig i september 2006. 

DE EUROPÆISKE FERSKVANDSMALLER, SOM DANMARK FÅR I FREMTIDEN, KAN BLIVE 

MEGET STORE. DENNE KRABAT BLEV FANGET NÆR BARCELONA I JULI 2005.

Til gengæld må vi nok sige farvel til 

torskene – i hvert fald dem, der lever 

i Østersøen. Her betyder stigende temperaturer 

og større udvaskning af forurenende 

stoffer som kvælstof fra især 

landbruget, at der bliver mindre ilt. 

Faktisk forudser forskere fra bl.a. Danmarks 

Miljøundersøgelser, at alvorlige 

iltsvind – med døde bunddyr og fisk til 

følge – vil blive et langt større og hyppigere 

problem. 

I forvejen er Østersøen verdens mest 

døde hav efter Det Døde Hav. Ifølge 

data fra World Resources Institute er 

i alt 42.000 km 2 – svarende til næsten 

hele Danmarks landareal – »permanent 

dødt«. 

Det betyder ikke, at der slet ikke er 

noget liv, men at alger og gopler dominerer 

på bekostning af søgræs, dyreplankton 

og fisk – ikke mindst torsk. 

Der er ikke rigtig nogen arter, der 

kan afløse torsken, rent kommercielt 

set. Også rødspætter og andre fladfisk 

vil formentlig gå tilbage. Derfor regner 

stadig flere eksperter med, at fiskeriet 

i Danmark gradvist vil blive erstattet af 

fiskeopdræt i havbrug. 

SUNDERE, MEN FARLIGERE 

I takt med at vejret bliver mere ekstremt, 

stiger også risikoen for at blive 

ramt af farlige sygdomme, som hidtil 

stort set kun har huseret under sydligere 

himmelstrøg. Blandt andet havkolera, 

Vest Nil Virus og variationer af 

dengue feber, der kryber stadig længere 

nordpå i Europa. Havkolera har allerede 

krævet et dansk offer – en fritidsfisker 

fra Amager i juli 2006. 

Danmarks farligste dyr, skovflåten, 

vil blive endnu farligere. Den vil ikke 

kun være bærer af borrelia, der kan give 

lammelser, men også af den potentielt 

dødelige TBE, Tick-Borne Encephalitis. 

Der er TBE-flåter på Bornholm og i 

Skåne. 

Varmen vil udvide pollensæsonen 

og forøge risikoen for svamp og andre 

HVIDVIN MED MAJSKOLBER 

I fremtiden vil danske vinavlere ikke 

skulle skele misundeligt sydpå og nøjes 

med tvivlsomme druekloner, der kan 

modstå forårsfrost og vedholdende 

sommerregn. De vil formentlig uden 

problemer kunne dyrke Pinot Noir, 

Chardonnay og Riesling. Især kvaliteten 

af vores hvidvin vil stige. 

De grønne vinmarker med de blå 

druer vil få selskab af andre farver, 

vi i dag forbinder med sydlige himmelstrøg: 

lilla lavendelmarker og gule 

solsikker. Og efterhånden vil vi også 

kunne dyrke røde tomater og andre 

hidtidige drivhusplanter på friland. 

Den mest markante ændring i landskabet 

bliver dog nok majsmarkerne. 

Majs vil ikke blot blive dyrket til dyrefoder 

som i dag, men vil også blive til 

høje, fuldmodne stængler, der bruges 

til majskolber, popcorn og cornflakes. 


53 



54 BLIVER DANMARK ET SMØRHUL?

problemer med indeklimaet. Begge dele 

kan forøge antallet af allergikere yderligere. 

Der vil også være langt større risiko 

for hedebølger, der er så alvorlige, at 

man kan dø af dem. Til gengæld vil befolkningens 

generelle sundhedstilstand 

stige, ifølge Sundhedsstyrelsen og Statens 

Serum Institut. Forudsat at børn 

og voksne bruger de varmere temperaturers 

muligheder for et mere aktivt 

udeliv. 

Desuden vil Danmark også på sundhedsområdet 

som hovedregel have 

penge og andre ressourcer til at modvirke 

langt de fleste negative følger af 


RABALDER I COSTA 

KALUNDBORG 

Værre ser det ud for landene syd for os, 

dels fordi de ikke har så mange penge 

til at imødegå klimaændringerne, dels 

fordi de vil blive langt hårdere ramt. 

Og som eksperterne konstaterer, så 

er Danmark ikke en ø i verdensrummet. 

Vi kan ikke undgå at blive påvirket 

negativt af, at manglen på vand og fødevarer 

breder sig til stadig større dele 

af kloden. 

Ikke nok med, at vi lige syd for 

Europa har det forarmede og konfliktramte 

Afrika – hvor klimaændringerne 

vil få antallet af flygtninge til at stige 

kraftigt. Men faktisk vil også noget af 

Afrikas klima søge til Europa – ørkenen 

vil brede sig i Sydeuropa. 

Den globale opvarmnings betydning 

for Danmark er ofte blevet illustreret 

ved at citere popgruppen Shu-bi-duas 

fremtidsvision ’Costa Kalundborg’ fra 

1982: 

»Der er sket en forurening af den 

ydre atmosfære, så meteorologerne har 

lovet, at vi nu får bedre vejr«. 

DANMARK FÅR FLERE VOLDSOMME 

STORME SOM I JANUAR 2005, HVOR TRÆ- 

ER VÆLTEDE PÅ STRIBE I ROLD SKOV. 

DRÆBERSNEGL OG 

DRÆBERGOPLE 

Når vejret bliver varmere, er der større 

risiko for, at flere såkaldte invasive arter 

kan få fodfæste i Danmark.Invasive 

arter er dyr og planter fra fremmede 

himmelstrøg, som pga. mangel på naturlige 

fjender breder sig og udkonkurrerer 

hjemmehørende arter. 

Et eksempel er bjørnekloen, der 

op rindelig stammer fra Kaukasus, og 

som på vores breddegrader ødelægger 

hele mini-økosystemer med sin 

hurtige vækst, sit store bladareal og sin 

voldsomme spredning af kradsbørstige 

frø. 

Et andet er dræbersneglen (den 

iberiske skovsnegl), der pga. mindre 

frost i fremtiden formentlig vil brede 

sig endnu mere, og i de værste år vil 

ødelægge en af de store fornøjelser 

ved den danske sommer: bare tæer på 

græsplæner. 

Mildere vintre har tillige mangedoblet 

forekomsten af den såkaldte dræbergople 

– også kaldet ’gelemonstret 

fra USA’. I Østersøen spiser dræbergoplen 

både torskeæg og de vandlopper, 

torskelarverne ellers skulle leve af 

– og bidrager dermed til det, der kan 

blive torskens dødskamp. 

Men med til billedet hører også mere 

dystre toner, fx rockgruppen Gasolins 

’Rabalder’ fra 1973: »Vi maser frem, naturen 

bløder. Hvor skal vi hen, og hvad 

fanden er det, der sker mand? Kloden 

brænder, er vi strandet?« 

Dette kapitel bygger på Michael Rothenborgs 

bog ’Tordenregn – Danmarks fremtid 

i en varmere verden’ (2009, Lindhardt 

& Ringhof). Bogen er baseret på interview 

med mere end 30 klimaeksperter og en 

lang række analyser af, hvordan klimaændringerne 

vil påvirke Danmark frem mod 

år 2100. 


55 


SAHARA I SPANIEN, 

KARTOFLER I GRØNLAND 

Tørke i Sydeuropa. Mildt og fugtigt klima mod nord. Grønlænderne kan 

se frem til store økonomiske gevinster og dyrker allerede nu kartofler. 

Vandmanglen breder sig i takt med, at Sahara flytter op i Spanien. Dyr og 

planter i bjergene har ingen steder at flytte hen. 

Fremtidens klima vil dele Europa op i 

nord og syd. Man vil kunne trække en 

linje cirka fra Bretagne i vest skråt gennem 

det sydlige Midttyskland og ned 

til omkring Rumænien. Nord for denne 

usynlige streg vil man i første omgang 

få gavn af klimaændringerne. Syd for 

vil man absolut ikke. 

Denne hovedregel gælder dog ikke 

for naturen. Selv på det nordligste sted 

i Norden må dyr og planter bøde: I 

Grønland går udviklingen især ud over 

isbjørnen, der i forvejen er presset af 

jagt og kemikalier. 

ISBJØRNENS SIDSTE REFUGIUM 

Isbjørnen kan kun overleve i områder 

med kulde og havis nok til sæljagt i 

KARTOFFELAVLER-FAMILIEN EGEDE FRA 

ØSTERBYGD HAR GAVN AF, AT DET BLIVER 

VARMERE I GRØNLAND. 

mange måneder af året – ellers bliver 

kropsvægten for lav til at producere 

tilstrækkelig mælk til ungerne. Det 

store hvide rovdyr vil derfor i fremtiden 

trække med havisen mod nord og 

efter alt at dømme helt forsvinde fra 

Østgrønland. 

Overlevende eksemplarer vil klumpe 

sig sammen i det kolde nordvestlige 

hjørne af Grønland og sammen med 

naboerne i det nordøstlige hjørne af Canada 

udgøre verdens sidste bestand af 

fritlevende isbjørne. Om end klimaoptimister 

påpeger, at der i 2050 formentlig 

stadig vil være omkring 7-8000 – et par 

tusinde flere, end vi havde i 1950. 

Temperaturen i Grønland og andre 

steder i det arktiske område er op gennem 

1900-tallet steget omtrent dobbelt 

så meget som det globale gennemsnit. 

Den tendens vil fortsætte. I slutningen 

af det 21. århundrede vil termometret 

SAHARA I SPANIEN, KARTOFLER I GRØNLAND 

57 

EUROPA OG VESTLIGE VERDEN: | 

ØRKEN 

MOD SAHARA SYD | SMELTET I SPANIEN, INDLANDSIS KARTOFLER OG I LANDBRUG GRØNLANDI 

GRØNLAND |


58 

GRØNLAND OG GEOGRAFIEN 

Geografisk er Grønland en del af det 

nordamerikanske kontinent, men geopolitisk 

er landet en del af Europa. 

vise mindst et par grader mere i Sydgrønland 

og 6-10 grader mere i Nordgrønland. 

Det vil presse rener, moskusokser, 

mange fugle og ikke mindst sæler. Især 

ringsælen har som isbjørnen høj symbolværdi, 

og udviklingen vil være med 

til at få inuitternes fangerkultur til at 

forsvinde hurtigere, end den ellers ville 

have gjort. 

HOT ER GODT FOR ØKONOMIEN 

Fangerne og andre grønlænderne kan 

til gengæld se frem til nye økonomiske 

muligheder: Fiskeriet er i dag meget 

1998 


hængt op på den grønlandske reje. Den 

vil trække nordpå, men næppe så langt 

op, at den ikke kan fiskes, og samtidig 

vil torsken komme op fra de danske 

breddegrader. 

Grønlands enlige skovfoged vil få 

mere at lave, og også landbruget vil 

blomstre. Især det sydlige Grønland vil 

leve mere og mere op til Erik den Rødes 

navngivning tilbage i den relativt varme 

vikingetid. 

Køer vil trives og vil kunne producere 

stadig mere mælk og andre mejeriprodukter. 

Allerede i dag er Grønland på 

vej til at blive selvforsynende med kartofler 

– oven i købet nogle meget lækre 

af slagsen på grund af den relativt lange 

udviklingsperiode. 

Transporten mellem byer og bygder 

på land vil generelt blive lettere, men 

endnu større fordel vil man få på havet. 

I august 2007 var den sagnomspundne, 

2007 

ET VOKSENDE AREAL AF GRØNLANDS IS OG SNE SMELTER I SOMMERMÅNEDERNE. 

I 2007 VAR SMELTEAREALET 10 % STØRRE END 1998, DER ELLERS OGSÅ VAR ET RE- 

KORDÅR. KILDE: UNIVERSITY OF COLORADO

økonomisk fordelagtige – og energibesparende 

– Nordvestpassage for første 

gang i nyere tid åben for almindelige 

skibe. Og om få årtier vil man kunne 

sejle igennem flere måneder om året. 

Det samme gælder Nordøstpassagen 

fra Europa nord om Rusland, der traditionelt 

også har været umulig for andet 

end isbrydere, men som blev besejlet i 

2008. Fremsynede rederier har derfor 

bestilt dobbeltskrogede skibe, der vil 

kunne pløje sig gennem den tynde is 

og spare penge og brændstof på vej til 

og fra Fjernøsten. 

OLIE GIVER PENGE – 

OG KONFLIKTER 

Den mest dramatiske ændring i Grønland 

bliver dog nok, at man vil kunne 

udnytte langt flere af de mineralske rigdomme, 

der gemmer sig i undergrunden, 

til lands og især til vands. 

Guld, diamanter, zink, bly, aluminium 

– og ikke mindst den olie, som verden 

tørster stadig mere efter i takt med, at 

reserverne svinder andre steder. En høj 

oliepris vil betyde, at det kan betale sig 

at hente hidtil uudnyttede forekomster 

op. Der er er formentlig rigeligt til både 

at finansiere grønlandsk selvstændighed 

fra Danmark og til at sætte ekstra gang 

i stridigheder mellem de arktiske nationer. 

I juli 2005 genopblussede konflikten 

mellem de to ellers så civiliserede stater 

Danmark og Canada om retten til 

Hans Ø – en 1,3 km 2 gold, aflang knold 

i Kennedykanalen mellem Grønland og 

Ellesmere Island. Øen kunne vise sig at 

blive vigtig i jagten på fremtidens ressourcer. 

De seneste år har også Rusland, USA 

og Norge sendt ubåde og flådefartøjer 

eller på anden måde spillet med musklerne 

i stillingskrigen om grænsedragningen 

ved Nordpolen. Til stor bekymring 

for både sikkerhedseksperter og 

miljøfolk, der frygter for olieudslip og 

anden skade på den sårbare natur. 

KLIMATILPASNING MED 

PARRINGSPROBLEMER 

Langt de fleste dyre- og plantearter må 

søge mod polerne eller op i bjergene, 

når det bliver varmere. Det er som regel 

kun bananfluer og andre insekter, 

der kan tilpasse deres genetik eller fysik 

til klimaændringer. 

En undtagelse blandt de større dyr er 

den norske underart af kronhjorten. De 

reagerer prompte på klimaforandringer 

ved at ændre sommerstørrelse, alt efter 

hvor varm vinteren har været. Hannen 

bliver større og hunnen mindre, jo 

varmere det er. Men det kan så give 

mærkbare problemer med at gennemføre 

parrings akten. 

Kilde: Nature. 

Det er langt fra den eneste klimakonflikt, 

vi vil se i denne del af verden i de 

kommende årtier. Mange af konflikterne 

vil dog handle om en anden og mere 

grundlæggende ressource: vand. 

FN’s Klimapanel ( 27) og andre 

videnskabelige undersøgelser fastslår 

nemlig, at der i det sydlige Europa vil 

blive markant mangel på vand. 

MINDRE SNE I ALPERNE 

Alperne er den bjergkæde, der ifølge 

FN og Det Europæiske Miljøagentur nok 

bliver hårdest ramt af global opvarmning. 

Miljøagenturet vurderer, at tre 

fjerdedele af gletsjerne i de schweiziske 

alper vil være forsvundet i 2050. 

Selv højt oppe i disse bjerge kan en 

2-graders stigning betyde 50 dage mindre 

om året med egnet skiføre. Det vil 

gå ud over mange danskeres årlige skiferie, 

men set med globale briller er andre 

perspektiver mere skræmmende. 

Alpelandene er i gang med mere 

eller mindre fantasifulde initiativer til 

at bremse opvarmningen. Fx trækker 

skisportsstedet Verbier i Schweiz hvert 

forår et 2500 kvadratmeter stort lyse- 


59 

SAHARA I SPANIEN, KARTOFLER I GRØNLAND


FORSKERE PRØVER AT NEDSÆTTE HASTIGHEDEN PÅ VINDEN, DER FYGER HEN OVER 

RHÔNE-GLETSJEREN. FORMÅLET ER AT BEGRÆNSE GLETSJERENS AFSMELTNING. 

blåt lagen hen over Tortin-gletsjeren. 

Men lagenet kan højst give en stakket 

frist, og teknikken er umulig på de gletsjere, 

der batter i den store sammenhæng. 

Fx Jungfrau-Aletsch-Bietschhorn 

i Schweiz, der er Europas største. Her 

vil afsmeltningen påvirke vigtige floder 

som Rhinen, Rhône og Donau. 

60 

VEJRET I EUROPA – NU OG FREMOVER: 

I løbet af det 20. århundrede er temperaturen 

i Europa i gennemsnit steget med 

0,8 grader – især i vinterhalvåret er det 

blevet varmere. Nedbøren er steget med 

10-40 % i Nordeuropa, mens den i Sydeuropa 

er faldet med næsten til 20 %. 

De tendenser vil fortsætte. Frem mod 

2100 vil temperaturen stige med yderligere 

2-3 grader – og endnu mere, hvis 

vi ikke knækker CO2-kurven i løbet af få 

årtier. I vinterhalvåret vil det især være 


I de første årtier vil afstrømningen fra 

gletsjerne stige, dog med øget risiko for 

oversvømmelser. Derefter vil den falde 

– med op til 50-80 % i de værst ramte 

floder. Vandkvaliteten vil blive påvirket, 

og risikoen for algeopblomstring og giftige 

bakterier stige betragteligt. Det vil 

bidrage til den mangel på rent vand, 

varmere i den østlige del, om sommeren 

især i Vest- og Sydeuropa. 

Samtidig stiger nedbøren fortsat i nord, 

mens den falder i syd. Overalt vil vi se 

mere ekstremregn i form af korte, tropelignende 

skybrud. Vi vil altså se både 

mere tørke og flere oversvømmelser, især 

i syd. Det ser også ud til, at stormene bliver 

kraftigere – især i Nordsøen. 

Kilder: FN’s Klimapanel m.fl.

som det centrale og sydlige Europa må 

slås med. 

Mens årsnedbøren stiger en smule på 

vores breddegrader, vil den nemlig falde 

kraftigt sydpå, så man i nogle områder 

kun vil få 30 % af den regn, man har 

i dag. Og regnen vil blive endnu mere 

koncentreret i korte heftige regnskyl. 

Tørkeperioderne bliver altså længere og 

varmere. 

VANDMANGEL I SPANIEN 

I juni, juli og august vil gennemsnitstemperaturen 

stige med helt op til 6 grader 

på Den Iberiske Halvø og i det sydlige 

Frankrig. Det betyder ikke kun, at turiststrømmen 

fra nord til syd vil flytte 

til forår og efterår, fordi der vil være alt 

for varmt om sommeren. Det betyder 

også, at Sydeuropa får store problemer 

med at skaffe vand og mad. 

Mens danskerne i maj 2008 glædede 

sig over den solrigeste måned registreret 

nogensinde, måtte indbyggerne i Spaniens 

næststørste by Barcelona bruge 300 

mio. kr. på at få sejlet drikkevand ind 

i tankskibe fra Marseille og andre dele 

af Sydeuropa. 

Afsaltning af havvand kan nu og i 

fremtiden kun dække en brøkdel af 

vandbehovet. Myndighederne har derfor 

planer om en rørledning fra floden 

Ebro til Barcelona. Men den vil ikke blot 

koste 1,3 mia. kr. Den vil også være en 

kilde til den type vandkonflikter, som 

der allerede er mange af i Nordafrika og 

Mellemøsten: Lokalpolitikere og befolkning 

i sydligere provinser raser allerede 

over, hvad de opfatter som regeringens 

favorisering af storbyen Barcelona. 

LANDBRUGET TØRSTER 

EFTER VAND 

Hovedårsagen til, at man allerede i dag 

har udbredt vandmangel flere steder 

i Middelhavsområdet, er landbruget. 

Det bruger samlet set omkring 80 % 

af det tilgængelige vand, ikke mindst 

på at opdyrke jorder, der egentlig var 

TRUET BJERGNATUR 

Dyr og planter vil også lide under udtørrede 

gletsjere og temperaturstigninger 

i Alperne og andre europæiske 

bjergkæder. Ifølge nogle videnskabelige 

modeller kan mere end halvdelen 

af plantearterne i visse bjergkæder 

forsvinde, og her er vel at mærke tale 

om mange endemiske – altså unikke 

– arter. Dette gælder også bl.a. flere 

sommerfuglearter. 

APOLLO-SOMMERFUGLEN ER BLANDT 

DE TRUEDE ARTER I ALPERNE. 

for tørre, allerede før klimaændringerne 

for alvor slog igennem. Der dyrkes korn 

i Spaniens Zaragosa-ørken, Huelva er 

blevet jordbær-hovedstad, selv om der 

er alt for varmt for den afgrøde, og over 

hele landet er der tørstige tomater og 

andet frugt og grønt. 

Også andre lande i regionen er ramt: 

Italien frygter eksempelvis, at der ikke 

længere vil kunne produceres citrusfrugter 

på Sicilien eller tomater eller 

oliven i støvlelandets sydlige del. 

Ifølge FN’s Klimapanel ( 27) vil 

der fremover på op mod halvdelen af 

de produktive jorde i Sydeuropa kun 

kunne dyrkes biobrændsels-afgrøder 

eller slet ingenting. Det får panelet til 

at forudsige øget ulighed mellem kontinentets 

nordlige og sydlige del. 


61 


STØRRE OVERSVØMMELSER 

Ligesom i Danmark vil der i mange andre 

europæiske lande nogle gange være for 

meget vand. De voldsomme oversvømmelser 

i Centraleuropa i sommeren 2002 

var en forsmag på, hvad der venter: I middelalderbyen 

i den tjekkiske hovedstad 

Prag stod vandet flere steder to meter 

over gulvniveau, og 150 bygninger fra 

den gotiske periode og renæssancen fik 

betydelige skader. 

Med en havstigning på blot en halv 

meter i Middelhavet i 2100 vil det i forvejen 

synkende Venedig blive oversvømmet 

næsten dagligt. 

Og allerede i 2025-30 kan størrelsen på 

Londons ellers gigantiske Thames Barriersluse 

fra 1970’erne være forældet. Blot 

én oversvømmelse af Themsen kan ifølge 

UNESCO koste den britiske økonomi 

mere end 300 mia. kr. og gøre ubodelig 

skade på Westminster, Tower, det maritime 

museum og Greenwich. Murene vil 

blive eroderet, og når vandet har trukket 

sig tilbage, vil svamp og andre skadelige 

mikroorganismer invadere bygningerne. 

Allermest udsat i denne sammenhæng 

er dog Holland, hvis indbyggere ikke 

uden grund kalder deres land for ’Nederlandene’: 

55 % af arealet ligger under havets 

overflade, hvor 60 % af befolkningen 

bor og 65 % af bruttonationalproduktet 

produceres. Hollænderne har imidlertid 

SUNDHEDEN SKRANTER I SYD 

Sydeuropæerne vil ikke kun skulle importere 

fødevarer og måske vand fra os. 

De vil også få større udgifter til sundhedsvæsnet. 

Efter 2040 vil en ekstrem hedebølge 

som den, der i 2003 kostede næsten 

15.000 franskmænd livet, forekomme 

flere gange på et årti. Risikoen for luft- 

I 2005 VAR VANDRESERVOIRET I ALCORA 

I ØSTSPANIEN SÅ TØRT, AT MAN SNILDT 

KUNNE GÅ TUR MED HUNDEN I DET. 

I DECEMBER 2008 VAR VANDSTANDEN 

I VENEDIG 156 CM OVER NORMALT NI- 

VEAU- TIL GLÆDE FOR NOGLE FÅ. 

mange århundreders erfaring i at holde 

vandet ude, og har desuden de økonomiske 

midler til fortsat at gøre det. 

Også i Prag, Venedig og London er 

myndighederne i gang med at sikre mod 

oversvømmelser. 

vejssygdomme, madforgiftning, insektoverførte 

vira og andre mere eksotiske 

sygdomme vil stige – og den vil stige 

mere, jo længere sydpå man bor. 

Hertil kommer, at balancen i energiforbruget 

vil blive forrykket til fordel 

for Nordeuropa. 

Hvor vi vil få mindre behov for opvarmning 

om vinteren, vil sydeuropæerne 

få større behov for køling om sommeren 

– i Madrid vil det eksempelvis 

blive mere end fordoblet. Og udvidelsen 

af aircondition-sæsonen med 2-5 


63 



DE SER INDBYDENDE UD, MEN DER KRÆVES STORE MÆNGDER KUNSTVANDING FOR 

AT FREMELSKE JORDBÆR I DET MEGET TØRRE HUELVA-OMRÅDE I SPANIEN. 

uger vil formentlig overskygge, hvad 

sydeuropæerne sparer på, at varmesæsonen 

om vinteren forkortes med 2-3 

uger. 

Samtidig får de sværere ved at skaffe 

energien: En lille øgning af den gennemsnitlige 

vindstyrke vil ganske vist 

gøre vindmøller mere rentable, men 

udbuddet af strøm fra vandkraft vil 

falde i Sydeuropa, mens det vil stige i 

Nordeuropa. 

Det bliver værre, jo længere vestpå 

man kommer. Østeuropæerne får knap 

så kraftig stigning i temperaturen, og 

kan også glæde sig over mindre varmebehov 

om vinteren. Men da deres 

levestandard i forvejen ligger under 

resten af Europas, vil forskellen til det 

rige nord også være tydelig her. 

DYR OG PLANTER 

RAMMES HÅRDT 

Samlet er Europa så rigt, at mennesket 

til en vis grad vil kunne tilpasse sig de 

nye ekstremer. Det er straks sværere 

for naturen. Ifølge Instituto Español de 

Oceanografía risikerer over halvdelen 

64 


af Spaniens eksisterende plantearter at 

uddø. 

Fugle slipper formentlig relativt billigt. 

De kan flytte sig, hvis der nordpå 

findes andre egnede yngle- og opholdssteder, 

som ikke er alt for påvirket af 

Homo sapiens. Pattedyr og især krybdyr 

vil derimod sjældent være i stand til at 

bevæge sig hurtigt nok til at finde kulde 

og vand nok til at overleve. 

De vil støde på landbrug, bebyggelse 

eller anden menneskelig aktivitet 

mange steder. Specielt på Den Iberiske 

Halvø vil der være yderligere en hurdle 

i form af den store vandmangel. 

Et godt eksempel på en presset art er 

den spanske los, et lille rovdyr, der kun 

bliver godt en meter lang og vejer 10- 

13 kg. Den findes i dag kun i omkring 

200 vildtlevende eksemplarer, og kan få 

store problemer i takt med, at kaniner 

og andre af dens byttedyr forsvinder på 

grund af tørke og fødevaremangel. 

Det spanske miljøministerium anslår 

selv, at hen ved en tredjedel af Spanien 

vil være ørken inden 2060 – mod mindre 

end en tiendedel i dag.

Faktisk er ørkendannelsen allerede så 

fremskreden, at forskere fra DTU Space 

ved hjælp af satellitmålinger har kunnet 

beregne, at Spanien er blevet lettere: 

Tørt sand vejer mindre end fugtig jord. 

Sahara er på vej op i Spanien. Afrika 

nærmer sig Europa. 

FOR VARMT FOR 

HAVSKILDPADDER 

Et af de steder, hvor Afrika allerede er 

meget tæt på Europa, er Italiens sydligste 

punkt, øen Lampedusa. Den lille 

ø på 20 km 2 ligger mere end 200 km 

fra Sicilien, men kun godt 110 km fra 

Tunesiens kyst, og er også geologisk 

og biologisk meget nærmere på Afrika. 

Lampedusa er en del af den afrikanske 

GREAT DRYING LAND 

Eleverne i de yngste klasser på Wattle 

Park Primary School ved den australske 

by Melbourne har ikke kendt andet end 

tørke. Derhjemme har børnene en timer 

til at sikre, at deres brusebade ikke bliver 

længere end to minutter, og det overskydende 

vand opsamles og bruges til haven. 

I skolen bruger man samme principper: 

det vand, der spildes ved drikkevandsfontænerne, 

bruges til at vande Wattle 

Parks grøntsagsbede. 

Great Southern Land, Australien, er 

blevet tørrere, og den tendens vil fortsætte. 

Den foreløbige kulmination kom i 

januar-februar 2009 med den værste hedebølge 

i 100 år, temperaturer på mere 

end 45 grader, mange varmedødsfald og 

ødelæggende skovbrande. 

Ikke kun mennesker og afgrøder lider 

under det nye australske klima. Great 

Barrier Reef er som andre koralrev i fare 

( 142), og også et andet australsk ikon 

rammes: 

Tørken og højere CO2-indhold påvirker 

koalabjørnens fødekilde, blade fra eukalyptus-træerne. 

Indholdet af giftstoffer 

stiger, og næringsværdien falder, så det 

kontinentalsokkel, og dens støvede, 

ørkendækkede klippegrund huser også 

væsner, der er tættere beslægtet med 

det afrikanske dyreliv end det europæiske. 

De fleste af de velklædte italienske 

turister på øen kommer for at se havskildpadder, 

og den stadig større turiststrøm 

har skræmt en del af de sjældne 

dyr væk. De skildpadder, der er tilbage, 

burde også tage ved lære, for Lampedusa 

er som mange andre steder i verden 

ved at blive for varmt til deres æg. 

Når temperaturen stiger til over 29 

grader, er der større sandsynlighed for, 

at æggene udvikler sig til hunner. Er den 

meget over, kommer der stort set ingen 

hanner. 

er tvivlsomt, om koalaen kan få tilstrækkeligt 

med næring i de fire timer i døgnet, 

den normalt er vågen. 


65 



66 

TRÆÆDERE OG VANDMANGEL I NORDAMERIKA 

Mange landbrugsafgrøder i det nordlige 

USA og det sydlige Canada vil få gavn af 

det nye klima. Samtidig vil der dog være 

forøget risiko for tørke og skovbrande – 

og for at skadedyr kan boltre sig. 

Fyrrebarkbillens udbredelse har allerede 

fået bibelske proportioner i dele af 

Nordamerika, efter at mildere vintre har 

forøget overlevelsesraten fra typisk omkring 

20 % i midt-90’erne til omkring 90 

% i dag. 

Barkbiller har alene i Washington og 

Alaska udryddet, hvad der svarer til et 

halvt Danmark, og den canadiske professor 

Doug McArthur fra Simon Fraser 

University i Vancouver kalder billerne 

»den første store klimakrise i Canada«. 

I det vestlige og sydlige USA truer smeltende 

gletsjere og tørke med at lede til 

vandmangel og australske forhold, især i 

sommermånederne, hvor efterspørgslen 

er højest. 

Colorado-floden kan miste op mod en 

tredjedel af sine vandmængder i de næste 


50 år, og allerede inden 2020 kan USA’s 

største kunstige sø Lake Mead udtørre så 

meget, at Hoover-dæmningen ikke længere 

vil kunne forsyne Las Vegas og andre 

amerikanske byer med strøm. Mere end 

95 % af vandet i Lake Mead stammer fra 

smeltet sne i Colorado, Utah, Wyoming 

og New Mexico. 

I det sydligste USA og dele af Mexico 

kan de højere temperaturer få ørkenen til 

at brede sig og gøre landbrugsproduktion 

umulig eller uforholdsmæssig dyr. 

I de nordligste egne af Nordamerika er 

forskerne meget bekymrede for udsigten 

til, at permafrosten tør. Det betyder ikke 

blot, at oprindelige folks byer og mindesmærker 

kan skride i havet eller floderne, 

og at veje og anden infrastruktur 

undermineres. 

Det betyder også, at de store mængder 

af den kraftige drivhusgas metan, der er 

ophobet i frosne søer og moser, kan blive 

frigjort ligesom i Sibirien – en feedbackeffekt 

( 19), der kan forstærke den globale 

opvarmning betydeligt. 

RUSTRØDE FYRRESKOVE I COLORADO, USA. FARVEN ER ET TEGN PÅ, AT TRÆ- 

ERNE ER ANGREBET AF BILLER.

BÅDFLYGTNINGE PÅ LAMPEDUSA VENTER PÅ, AT POLITIET SKAL OVERFØRE DEM TIL 

HOVEDBYEN AGRIGENTO. ANTALLET AF FLYGTNINGE FRA AFRIKA STIGER VOLDSOMT. 

Samtidig er der risiko for, at æggene 

bogstaveligt talt bliver hårdkogt, bare 

ved at ligge i sandet. Og jo mere Middelhavet 

stiger, jo mindre sand vil der 

være at begrave æggene i. 

FLERE AFRIKANSKE FLYGTNINGE 

Lampedusa er andet end hvide strande, 

blåt vand og skildpadder. På øen har 

man bygget en lejr med pigtråd omkring 

til at internere bådflygtninge fra Afrika. 

Og det er langt fra ualmindeligt, at der 

skyller mørke lig op på stranden. 

Sammen med De Kanariske Øer og 

den sydspanske kyst er Lampedusa nemlig 

det sted, som flest afrikanere søger 

til i forsøget på at få opfyldt ‘Drømmen 

om Europa’. 

Myndighederne har hvert af de seneste 

år registreret et voksende antal 

nye flygtninge på øen, der har cirka 

5000 indbyggere. I 2008 ankom mere 

end 30.000 – en stigning på 75 %. Det 

skabte voldsomt pres, pladsmangel og 

uro i øens asylcenter. 

Som de andre EU-lande vil Italien 

ikke bare åbne sine grænser for illegale 

immigranter, så stort set alle dem, der 

kommer levende gennem sejlturen og 

opdages af kystvagten, sendes retur. 

Antallet af illegale immigranter vil 

stige yderligere i takt med, at den globale 

opvarmning og anden menneskelig 

indflydelse gør det stadig sværere at 

finde rent vand og mad i stadig større 

dele af Afrika. 

På den måde er Lampedusa en slags 

spejl af den vestlige verden: Vi efterspørger 

i stigende grad eksotisk natur, 

men klimaændringerne og anden menneskelig 

påvirkning betyder, at der bliver 

mindre af den. Til gengæld betyder 

klimaændringerne og anden menneskelig 

påvirkning, at flere og flere mennesker 

fra især Afrika presses eller fristes 

til at søge mod Europa ( 97). 


67 


DE FOLKERIGE 

VIL VÆRE RIGE 

Kan vi lave regnvejr og solskin, som vi har lyst til? I Kina forsøger de – 

foreløbig med begrænset held. Ligesom i Indien er vækst og bekæmpelse 

af fattigdom vigtigere end miljøet. Imens leder fabrikkerne, der bl.a. producerer 

varer til os i Vesten, masser af CO2 ud i atmosfæren. 

Kina er gået i krig – ikke mod et andet 

land, men mod de dramatiske ændringer 

af klimaet, som mennesket er skyld 

i. Også kineserne selv. 

Mange af de tiltag, landet har iværksat 

i krigen mod klimaændringerne, er 

i bedste fald halvhjertede. Det gælder 

også forsøget på at tage kanoner og 

kemi til hjælp for at skabe regn til at 

afhjælpe vandmanglen i Beijing og andre 

af landets nordlige millionbyer. 

Skyer består af vanddamp, og med 

kemikalier kan man nedkøle vanddampen, 

så den fortættes og falder som regn 

eller sne. Sølvjodid er det mest brugte 

kemikalie til at ’pode’ skyerne, som det 

kaldes. Sølvjodiden skal spredes i skyerne 

for at virke. Det er her, kanonerne 

KINA RAMMES AF STADIG MERE VARME. 

HER SØGER TO SKYGGE FRA SOLENS STRÅ- 

LER UNDER EN HEDEBØLGE I XIAMEN. 

kommer ind i billedet. Kineserne bruger 

tillige raketter til at opsende kemikaliet, 

ligesom det også bliver spredt fra flyvemaskiner. 

På en enkelt dag i foråret 2009 blev 

der affyret 2392 raketter og 409 granater, 

og otte CO2-udledende fly var i 

luften for at sprede kemikalier over de 

tørkeramte provinser. 

Resultatet var magert. Nogle enkelte 

regnbyger og en hel del støvregn, som 

ikke kunne gennemvæde den tørre jord. 

Regnen lugtede kemisk, og den skyllede 

forureningen ud af luften, så den 

faldt som syreregn. I Beijing flygtede 

indbyggerne inden døre for at undgå 

at få skadet deres overtøj – og deres 

sundhed. 

4,5 MIO. ER BERØRT 

Kina er nu verdens tredje største økonomi 

og ventes snart at overhale nr. 

DE FOLKERIGE VIL VÆRE RIGE 

69 

KINA OG BRIC: | 

KEMI 

SKAL SKABE REGN | 

VORES 

FORBRUG: KINESISK FORURENING | 

INDIEN 

UDEN ANSVAR


70 

BRIC-LANDENE 

BRIC er en forkortelse for Brasilien, 

Rusland, Indien og Kina (China), 

der nu benyttes verden over, også i 

klimasammenhæng. 

BRIC-landene er store – med tilsammen 

2,8 milliarder mennesker (næsten 

45 % af verdens befolkning) – og de 

har de seneste år haft stærk økonomisk 

udvikling. 

BRIC-landene ser sig selv som regionale 

supermagter, hvilket understreges 

af, at Rusland, Indien og Kina 

har A-våben. 

Landene har derfor ved talrige lejligheder 

i de seneste år signaleret, at de 

vil tages mere alvorligt på den internationale 

politiske scene. Og det er ret 

sikkert, at ingen af dem er til at komme 

udenom, når der i de kommende år skal 

laves aftaler på klimaområdet ( 38). 

to, Japan. Og om 30-35 år bliver Kinas 

økonomi formentlig større end USA’s. 

Kineserne har allerede overhalet USA 


på CO2-udledning. Landet udleder mere 

end seks mia. ton årligt – næsten en 

femtedel af totalen. 

I det nordlige Kina har klimaændringerne 

medført alvorlig tørke flere år i 

træk. I år – 2009 – er det værre end 

tidligere. Den værste tørke i 50 år har 

ramt otte provinser. Mange steder er der 

ikke faldet en eneste dråbe regn eller 

sne i mere end 100 dage. 

Tørken betyder vandmangel i et område, 

der er mere end dobbelt så stort 

som Danmark – 100.000 km 2 landbrugsjord, 

som udgør 80 % af Kinas 

hvedemarker. 

Vandmanglen har berørt 4,5 millioner 

mennesker, næsten lige så mange 

som Danmarks befolkning. Samtidig 

med den alvorlige tørke i nord har det 

regnet 20 dage i træk i storbyen Shanghai 

ved Yangtze-flodens udløb. Det er 

den længste regnperiode i 136 år. 

LANDBRUG ER TRUET 

Tørken og nedbørsrekorden er blot to 

af mange eksempler på, at Kinas klima 

opfører sig mærkværdigt. 

TØRKEN I 2009 VAR DEN VÆRSTE I 50 ÅR I OTTE PROVINSER I KINA. DEN RAMTE ET 

OMRÅDE, DER ER DOBBELT SÅ STORT SOM DANMARK.

TRODS DEN KVÆLENDE TRAFIK I INDIENS STORBYER UDLEDER INDERNE KUN 1 

TON CO2 PR. NÆSE, I DANMARK UDLEDER VI TI GANGE SÅ MEGET PR. INDBYG- 

GER. 

INDIEN: »DET ER DE RIGES ANSVAR« 

Kinas nabo Indien er også et land i vækst. 

Indien har 1,15 milliarder indbyggere, en 

smule mindre end Kina. Landet er ifølge 

nogle opgørelser verdens tredjestørste 

udleder af CO2 efter Kina og USA. 

Opgjort pr. næse er der dog stor forskel 

i udledningen: Indiens er kun godt 1 

ton, Kinas omkring 5 ton – og Danmarks 

godt 10 ton. Indiens økonomi er vokset 

langsommere end Kinas, omkring 7 % i 

gennemsnit pr. år siden 1995. 

Indiens vækst er ikke bygget på industrieksport 

på samme måde som Kinas, 

mere på hjemmemarkedet og på servicefag 

som it. 

Indien oplever også den globale opvarmning 

med mere ekstremt vejr, der 

gør det sværere at skaffe vand og mad 

( 95). 

Den indiske regering fremlagde i 

sommeren 2008 en handlingsplan mod 

klimaforandringerne. Senere kommer 

specifikke planer for implementeringen. 

De otte hovedpunkter omfatter blandt 

andet satsning på solenergi og effektivisering 

af energiudnyttelsen. Fx er ledningsnettet 

så dårligt, at op mod en tredjedel 

af strømmen ikke når ud til forbrugerne. 

Desuden skal vandforbruget nedsættes 

med 20 %. 

Også den indiske regering kommer 

til København og de efterfølgende klimamøder 

med forventningen om at nå 

en aftale. Men dens udgangspunkt er 

meget klart: 

Inderne siger, at det er de rige landes 

forurening gennem 200 år, som bærer 

ansvaret for klimaforandringerne. Derfor 

er det de rige, der skal reducere CO2udledningen. 

Den indiske regering er fokuseret på 

vækst til gavn for den fattige befolkning 

og kan ikke se, hvorfor den skal reducere 

udslippet, når fx halvdelen af inderne 

endnu ikke har adgang til elektricitet. 

Regeringen giver dog en enkelt indrømmelse. 

Den lover, at CO2-udslippet 

pr. inder ikke vil komme til at overstige 

udslippet pr. næse i de industrialiserede 

lande. 

Løftet lyder ikke at så meget i dag, men 

i 2050 vil situationen være anderledes, 

fordi Vesten skærer ned på udslippet, 

mens u-landenes fortsat vokser. 


71 

DE FOLKERIGE VIL VÆRE RIGE


72 

VINDMØLLERNE SNURRER I GANSU-PROVINSEN. KINA ØGER KAPACITETEN AF 

VINDENERGI FRA 12.000 MEGAWATT I 2008 TIL 30.000 MEGAWATT I 2010. 

DEN LYSEGRØNNE MEKANISME 

En af de forkortelser, man oftest støder 

på i klimadiskussionen er ’CDM’. 

CDM er Kyoto-aftalens Clean Development 

Mechanism – eller den grønne 

udviklingsmekanisme: projekter, der 

forsøger at nedbringe CO2-udslippet i 

udviklingslande, primært finansieret af 

de vestlige lande. 

Danmark har blandt meget andet investeret 

i vindmøllefarme i Kinas Shandongprovins, 

i spildevandsrensning i Thailand 

og i vandkraft i Sydafrika. 

I alt regner Danmark med at klare 18 % 

af sine reduktionsforpligtelser 2008-2012 

ved at købe projekter i u-landene og de 

tidligere østlande. Det svarer til 36, 5 mio. 

ton CO2. 

Ved at støtte sådanne projekter undgår 

de rige lande at betale langt højere beløb 

for at isolere boliger, nedbringe biltransporten 

eller på andre måder reducere 

CO2-udslippet derhjemme. Reduktionen 


i udviklingslandet godskrives nemlig på 

det rige lands CO2-regnskab. 

Man får ofte mere CO2-reduktion for 

pengene på denne måde. Men der er 

også ulemper ved CDM: 

Projekterne er skævt fordelt: fx står Asien, 

især Kina, for mere end 80 %, mens de 

fattige afrikanske lande stort set ingenting 

får. 

Desuden kritiseres mange af projekterne 

for at have tvivlsom klimaeffekt. En 

rapport fra Stanford Universitet konkluderede 

i 2008, at mellem en tredjedel og 

to tredjedele af verdens CDM-projekter 

»ikke repræsenterer nogen egentlig CO2reduktion«. 

De fleste af de problematiske projekter 

har nemlig umiddelbart så stor økonomisk 

og miljømæssig gevinst, at de ville være 

blevet gennemført, også selv om de rige 

lande ikke bidrog med penge. Dermed 

betyder de ikke nogen ekstra gevinst for 

klimaet.

»Vi ser en skræmmende udvikling, hvor 

ekstreme vejrforhold opleves oftere, 

varer længere og dermed skader Kinas 

økonomi og indbyggernes liv i større 

og større grad«, siger Li Yan, miljøorganisationen 

Greenpeaces klimaekspert 

i Beijing. 

Uafhængige forskere er på linje med 

hende, og i fremtiden bliver det endnu 

værre ifølge blandt andre FN’s Klimapanel 

og det kinesiske landbrugsakademi 

i Beijing: Tørke kan om 50 år betyde 

en tredjedel mindre høst af ris, majs og 

hvede. Stigende vandstand i havet og 

voldsommere storme vil være en trussel 

mod deltaerne, hvor de store floder 

Yangtze, Den Gule Flod og Perlefloden 

løber ud, blandt andet ved Shanghai og 

Hongkong. 

REGERINGENS LØFTE 

Kinas regering har taget miljø, energi og 

klima på dagsordenen og blandt andet 

lavet en femårsplan 2006-2010, der vil 

udnytte energien bedre. 

Det er siden fulgt op med konkrete regler 

for energieffektivitet i fabrikker og 

private hjem, blandt andet for fjernsyn, 

computere, vaskemaskiner, vandvarmere 

og andre husholdningsredskaber. 

Regeringen vil også bruge en halv mia. 

kr. på at subsidiere elsparepærer, så de 

kan sælges billigt til kineserne. 

Den kinesiske regering har også en 

plan om, at 15 % af energien i 2020 skal 

komme fra vedvarende energikilder som 

vind, sol og biogas. Et halvt år før klimatopmødet 

i København begyndte ledende 

embedsmænd endda at tale om 20 

% - samme mål, som EU har opstillet. 

Også på andre områder nærmer Kina 

sig de rige lande; i løbet af 2009 afholdt 

man fx en række bilaterale møder om 

klimakrisen med USA. 

PENGE VIGTIGERE END KLIMA 

De kinesiske forhandlere har generelt 

lovet at arbejde positivt for international 

enighed om CO2-reduktion i København 

og ved de efterfølgende internationale 

SATELLITBILLEDET FRA NASA AFSLØRER, HVORDAN GLETSJERNE SMELTER I HIMA- 

LAYA, SÅ ISEN BLIVER TIL SØER. BILLEDET ER TAGET OVER BHUTAN ( 80). 


73 



KVINDER I LANDSBYEN DONGGOU I HENAN-PROVINSEN SYR SKO I UDKANTEN AF DE 

TØRRE, VINTERGOLDE MARKER. 

klimaforhandlinger. Men landet vil ikke 

acceptere at få pålagt CO2-reduktioner 

af det internationale samfund. 

Det skyldes ikke mindst, at kineserne 

målt pr. indbygger stadig udleder langt 

mindre end Vesten: 5 ton mod fx amerikanernes 

godt 20 ton. Og Kinas regering 

mener, at den økonomiske vækst kommer 

forud for klimaet. 

Kina mener derfor, at det er de vestlige 

landes ansvar at skære ned på CO2udledningen. 

Faktisk skal vi nedbringe 

vores udledning med 40 % i 2020 i 

forhold til 1990, mener kineserne, der 

henviser til videnskabens beregninger ( 

42). Samtidig kræver Kina teknologi 

og kapital fra os til fx bedre udnyttelse 

af energien og til mere effektive kulkraftværker. 

TIBETS GLETSJERE SMELTER 

Kinas eget forsøg på at begrænse klimakrisen 

ved hjælp af teknologi har ikke 

virket særlig godt. Landet har brugt flere 

mia. kr. på at skabe kunstig regn med 

den kemiske podning af skyerne i de se- 

74 


neste år. Men det har ikke brudt den onde 

cirkel i den nordlige del af landet. 

Den stigende tørke har fået de kinesiske 

landmænd til at kunstvande massivt. 

I nogle floder er gennemstrømningen 

faldet med helt op til 40 % på blot 

20 år. 

Samtidig smelter gletsjerne i Tibets 

bjerge, så den fremtidige vandforsyning 

til Kinas to største floder er alvorligt truet. 

Himalaya bliver kaldt »den tredje 

pol« eller »Asiens våndtårn«, men eksperter 

frygter, at halvdelen af gletsjerne 

her er væk i 2050 ( 93). 

Kina er dybt afhængig af flodernes 

ferskvand, fordi landet har meget lidt 

grundvand. 20 % af verdens befolkning 

bor i Kina, men landet rummer kun syv 

% af verdens ferskvand. Langt det meste 

af bøndernes vand hentes i flodsystemerne. 

Det er derfor nødvendigt at gøre 

noget drastisk. 

FORURENET DRIKKEVAND 

»Mennesket skal erobre naturen«, erklærede 

Mao Zedong, Kinas leder fra 1949

til 1976. Allerede i hans regeringstid begyndte 

planlægningen af det nok mest 

ambitiøse vandingsprojekt i verden: 

Tre kanaler på i alt 3000 kilometers 

længde skal hvert år føre 45 mia. ton 

vand fra Kinas største flod, Yangtze i 

syd, op til Den Gule Flod i nord og derfra 

videre til landbrugsområder og byer 

med vandmangel som Beijing. 

Men projektet er løbet ind i en række 

problemer: De tre ruter var budgetteret 

til 350 mia. kr., men der er allerede 

brugt mere end 200 mia. kr., bare på 

begyndelsen af de to første. 

Vandet – der jo altså skulle bruges til 

at drikke – er blevet forurenet af industri, 

landbrug og husholdninger. Og det 

bliver ikke bedre af, at der skal bygges 

nye industriområder langs kanalerne. 

Det var planen, at mindst 500.000 

mennesker skulle tvangsflyttes for at 

give plads til kanalerne og opdæmningen 

af vandreservoirer omkring dem. 

Men selv om Kina stadig er en politistat, 

bliver flere og flere modige nok til 

at protestere mod det, de opfatter som 

myndighedernes overgreb. 

Et eksempel er landsbyen Machuan 

i Henan-provinsen, hvor omkring 1000 

beboere har fået besked på at flytte for 

at give plads til en dæmning. 

Det nægter de, fordi den nye landbrugsjord, 

de har fået udpeget til erstatning, 

er langt dårligere end den, de 

har i dag. 

En af landsbyboerne, den 46-årige 

bonde Quan Weifeng siger: »Hvis vi ikke 

flytter frivilligt, vil de tvinge os til det. 

Men jeg har truffet min beslutning: Jeg 

vil blive her og gøre modstand«. 

IKKE RÅD TIL KUNSTVANDING 

Flere hundrede kilometer længere mod 

nord venter tørkeramte bønder utålmodigt 

på, at det store kanalprojekt skal 

bringe vand til deres marker. 

»Se engang, hvedespirene er helt 

gule. Hvis de ikke snart får vand, så dør 

de«. 54-årige Li Ju står i sin slidte dy- 

PANDAER KAN FÅ GAVN AF 

NYT KLIMA 

Som hovedregel er det stort set kun bananfluer 

og andre tropiske kriblekrablekryb 

uden de store pladsbehov, der 

sammen med en række varmekrævende 

planter får det markant bedre end i 

dag, når temperaturen stiger. De fleste 

dyr og planter får det dårligere. 

De dystre udsigter skyldes langt fra 

kun klimaændringerne, men i høj grad 

også, at Homo sapiens i forvejen levner 

dyrene meget lidt plads. 

En af de få større arter, der muligvis 

kan få gavn af varmen, er den stærkt 

truede pandabjørn, hvis fødegrundlag 

– bambussen – i nogle tilfælde vil få en 

opblomstring. 

Bambussen kan så sprede sig, hvis 

kineserne fortsat prioriterer at tilplante 

tilstrækkeligt store skovarealer i pandaens 

leveområder i den sydvestlige del 

af landet. 


75 



nefrakke og peger med en hullet vante 

ud over de flade marker. De burde være 

grønne her i slutningen af vinteren, men 

de ser gule og afsvedne ud. 

Li Ju og hendes mand, Niu Ping, har 

knap en hektar – 10.000 m 2 – marker 

uden for landsbyen Xian i Henan-provinsen. 

De får kun 2000 kg vinterhvede 

i år, ikke nok til at betale udgifterne til 

leje af maskiner til at pløje, så og høste. 

Hveden er simpelthen udtørret. 

»Kunstvanding? Det er dyrt, for jeg 

skal selv betale for strøm til pumperne«, 

siger Niu Ping og skodder den hjemmerullede 

cigaret. 

ENORMT KULFORBRUG 

Strømmen, som bonden skal bruge til 

kunstvanding, er netop hovedproblemet 

i den kinesiske CO2-forurening. Hovedparten 

af Kinas strøm kommer nemlig 

fra kraftværker, som fyrer med kul. Kina 

76 


er verdens største kulforbruger, og landet 

har enorme kulreserver – nok til at 

holde den økonomiske vækst kørende 

de næste 100 år – og bruger mere kul 

end USA, Europa og Japan tilsammen. 

Nogle af de nye kulkraftværker, der 

bliver bygget, har moderne teknologi, 

som gør dem mere effektive og mindre 

forurenende. Men langt de fleste 

er primitive og medskyldige i, at kul er 

den energikilde, der bidrager mest til 

drivhuseffekten. Problemet er, at når 

der er kul nok, er der ikke tilstrækkelig 

grund til at spare og effektivisere. 

Derfor bliver der arbejdet på højtryk 

i Kinas flere tusinde kulminer. Og derfor 

ligger 16 af verdens 20 mest forurenede 

byer i Kina. 

I nogle af dem ser indbyggerne aldrig 

deres egen skygge. Solen er kun en 

tåget lysplet i den brune dyne af sodet 

luft, som ligger over byen. 

VÆRKET I FUXIN ER TYPISK FOR KINA. OMKRING 75 % AF LANDETS STRØM KOMMER 

FRA KULKRAFTVÆRKER, HVILKET BIDRAGER MARKANT TIL DRIVHUSEFFEKTEN.

VERDENS FABRIK: MELLEM EN TREDJEDEL OG EN FJERDEDEL AF KINAS CO2 -UDSLIP 

SKYLDES PRODUKTION AF VARER, DER EKSPORTERES TIL USA OG EUROPA. 

VERDENS FABRIK 

Den kraftigt voksende forurening er dog 

ikke alene Kinas ansvar. Folk i Vesten er 

medansvarlige – også helt almindelige 

borgere i Danmark. 

Kig på dig selv, og se dig omkring i dit 

hjem. Du er sikkert klædt i tøj eller sko, 

som er produceret i Kina. Og dit hjem er 

fyldt med elektronik, legetøj, møbler og 

køkkenting, som er produceret i Kina. 

Hver dansker køber i gennemsnit 13 

kilo tøj og fire par sko om året. Omkring 

en tredjedel kommer fra Kina. De seneste 

år har Kina fået tilnanvet »Verdens 

Fabrik«. 

Danmark importerede i 2008 for 33 

mia. kr. varer fra Kina – mere end fra 

USA og Storbritannien. For 15 år siden 

var tallet blot fem mia. kr. 

CO2-FODAFTRYK 

Produktionen af alle de ting, du bruger, 

påvirker miljøet der, hvor de bliver 

produceret. Og CO2-udslippet og den 

øvrige forurening måles i Kina, selv om 

det egentlig er dig, der har glæde af 

tøjet, skoene og sportsudstyret. 

Mellem en tredjedel og en fjerdedel 

af Kinas rekordstore udslip af CO2 

skyldes således produktion på kinesiske 

virksomheder, som eksporterer varerne 

til udlandet, især Europa og USA. 

I Danmark udleder vi godt 10 ton 

CO2 pr. indbygger. Men det tal omfatter 

ikke udledning i de lande, hvorfra 

vi importerer vores varer. Udledningen 

dér kaldes for vores »CO2-fodaftryk«. 

Kina er det land i verden, hvor vi 

danskere sætter det største fodaftryk. 

WWF Verdensnaturfonden har beregnet, 

at det danske fodaftryk i Kina er 

på otte millioner ton CO2, hvilket svarer 

til 1,5 ton CO2 pr. dansker – altså oven 

i de godt 10 ton, vi i forvejen udleder. 

Og det bliver hurtigt mere, for alene i 

perioden 2001-2006 steg vores fodaftryk 

i Kina med 140 %. 

Hovedforfatter på dette kapitel er Politikens 

Asien-korrespondent Nis Olsen 


77 


VERDEN BLIVER 

SKÆVERE 

Udviklingslandene rammes af stadig flere naturkatastrofer og andre negative 

følger af klimaændringerne. De rige landes CO2-forurening er ved at 

skabe et tilbageslag for den positive udvikling, som klodens fattige befolkningsgrupper 

ellers var inde i. 

Verden er i forvejen skæv, men den 

globale opvarmning vil gøre det endnu 

værre. Ifølge FN’s udviklingsorganisation 

UNDP’s Human Development Report 

2007-08 er klimakrisen den mest 

afgørende enkeltfaktor for udviklingen 

af u-landene i de kommende årtier. Den 

risikerer nemlig at underminere den 

internationale indsats for at bekæmpe 

fattigdom. 

De såkaldte 2015 Mål ( 87), som 

politiske ledere fra hele verden har opstillet 

for at mindske kløften mellem rig 

og fattig, vil blive endnu sværere at nå. 

Den positive fremgang på udviklingsområdet, 

som er bygget op gennem 

generationer, risikerer ikke blot at gå 

i stå, men at vende til tilbagegang, ad- 

CYKLONEN ELINE RAMTE MOZAMBIQUE 

I 2000. NÆSTEN 200 MENNESKER DØDE. 

varer UNDP og en række uafhængige 

u-landseksperter. 

Det gælder også i forhold til sundhed, 

ernæring, uddannelse og andre områder, 

der er afgørende for udviklingen af 

klodens fattige lande. 

»Fiasko på klimaområdet vil overlade 

de fattigste 40 % af verdens befolkning 

– omkring 2,6 milliarder mennesker – til 

en fremtid med forringede muligheder. 

Det vil forstærke de store uligheder mellem 

’dem, der har’ og ’dem, der ikke 

har’«, skriver UNDP. 

Dette store tilbageslag for udviklingen 

i de fattige lande skyldes, at alle 

folk på kloden er blevet stadig mere 

afhængige af hinanden. »Alle nationer 

og alle mennesker deler den samme 

atmosfære«, fremhæver UNDP. 

Det er den atmosfæres bæreevne, der 

er ved at blive overbelastet af de rige 

landes CO2-udledning. Og hvor konse- 

VERDEN BLIVER SKÆVERE 

79 

DE FATTIGE LANDE: | 

UFORUDSIGELIGT 

VEJR | 

TØRKE 

OG OVERSVØMMEDE Ø-STATER | 

BISTAND 

FRA DANMARK


80 

BHUTAN RAMMES AF GLETSJERDØD 

Det lille land Bhutan ligger klemt inde i 

dalsænkninger mellem Himalayas bjerge. 

Også her er der temperaturstigninger, og 

bønder og yakhyrder i bjergene melder 

om smeltende gletsjere. 

kvenserne paradoksalt nok primært går 

ud over de fattige. 

UNDP opfordrer derfor alverdens 

politikere til at følge videnskabens anbefalinger 

om at knække CO2-kurven 

inden for 10-15 år ( 147). 

EKSTREMVEJR RAMMER 

FATTIGE HÅRDERE 

Den ene hovedårsag til, at de fattige 

rammes langt hårdest af klimaændringerne, 

er, at de ikke har samme ressourcer 

og økonomiske muligheder som de 

rige. De kan ikke bare bygge højere 

diger og større kloaknet, sikre veje og 

broer, lave bedre drikkevandsboringer 

eller på anden måde dæmme op for de 

negative følger af global opvarmning. 

Mange af de fattige lande ligger geografisk 

i områder, som allerede er sår- 


Nogle prognoser vurderer, at gletsjerudtørring 

kan gøre dele af Bhutan til en 

ufrugtbar stenørken om 100-200 år. Men 

i første omgang er det alt for meget vand, 

der påvirker bhutanernes hverdag. 

I stedet for den sne, som gletsjerne 

skulle have brugt til at gendanne sig, 

kommer nedbøren nemlig som regn. 

Landet har derfor oprettet et nyt katastrofe-departement, 

der forsøger at lave 

et beredskab for flodbølger af regn og 

smeltende gletsjervand, der kan skylle 

hele bysamfund væk. Men reelt står man 

uden mulighed for at forskanse sig mod 

vandmasserne. 

Et af de mest udsatte steder er Punakha-dalen. 

Her ligger ikke blot Bhutans 

kulturelt set vigtigste bygning, klosterpaladset 

Punakha Dzong. Dalen er tillige 

det nordlige Bhutans spisekammer med 

produktion af ris og frugt. 

Også Paro-dalen, hvor landets eneste 

lufthavn ligger, kan komme i farezonen, 

og Bhutan kan således næsten blive afskåret 

fra omverdenen. 

bare, og de vil derfor blive særligt hårdt 

ramt af fremtidens ekstreme vejr. 

Det betyder, at der bliver mere tørke 

i mange af de områder, der i forvejen 

er ørken eller på vej til at blive det. Der 

kommer flere oversvømmelser i de områder, 

der i forvejen er meget våde. Og 

flere intense cykloner eller orkaner i de 

områder, der i forvejen slås med kraftige 

storme. 

I u-landene er fattige og sårbare befolkningsgrupper 

ofte ekstra udsatte 

for ekstremvejr, fordi de lever med 

midlertidige huse lavet af blik, ler og 

plastik – nogle gange faretruende tæt 

på kysten. 

Også vejene og anden infrastruktur 

er mere sårbare over for kraftige regnskyl 

eller storme, end de er i Vesten 

Hertil kommer, at beredskabet som re-

gel er ringe. Der er sjældent effektive 

systemer til varsling af befolkningen, 

til hjælp under selve naturkatastrofen, 

eller til at dæmme op for følgevirkninger 

som sygdomsudbrud og epidemier. 

Der er heller ikke et fintmasket socialt 

sikkerhedsnet for ofrene. 

Denne tendens er tydelig i statistikkerne. 

De fortæller samstemmende, at 

kun et fåtal af de mennesker, der bliver 

alvorligt berørt af naturkatastrofer, er 

bosat i de rige lande. Ifølge UNDP’s 

Human Development Report 2007-08 

blev 262 millioner mennesker ramt af 

naturkatastrofer i 2000-2004. 98 % af 

dem var bosat i udviklingslandene. 

MOZAMBIQUES UDFORDRINGER 

Hvis man vil forstå, hvordan klima og 

udvikling hænger sammen, kan man fx 

se på Mozambique. Landet er et af verdens 

fattigste og meget udsat for klimakonsekvenserne. 

Mozambiques regering 

er derfor begyndt at tænke klima ind i 

udviklingen, og der er fx oprettet et Institut 

for Katastrofeberedskab, der skal 

indsamle og analysere klima-data – og 

FOR LIDT OG FOR MEGET 

VAND 

1,5-2 milliarder mennesker vil komme 

til at leve i områder med øget vandmangel. 

500 millioner mennesker vil 

blive påvirket af oversvømmelser – de 

100 millioner, der bor mindre end en 

meter over havoverfladen, risikerer at 

miste deres hjem. 

Kilde: FN’s Klimapanel, IPCC. 

forsøge at dæmme op for de negative 

konsekvenser. 

Det er noget af et Sisyfos-arbejde: 

Mozambique har en 2400 km lang 

kystlinje, og landbrugsområderne inde 

i landet ligger lavt og gennemskæres af 

store floder. Derved kommer der pres 

fra to fronter: af det øgede antal stadig 

kraftigere cykloner ude fra Det Indiske 

Ocean og af den øgede nedbør, der får 

floderne til at gå over deres bredder. 

Hyppigere og kraftigere regn giver i 

perioder voldsomme problemer. Det ses 

fx langs den vældige Zambezi-flod. 

STORME: VERDENSBANKEN HAR AFDÆKKET, HVOR I VERDEN BEFOLKNINGEN HAR 

STØRST RISIKO FOR AT DØ PGA. CYKLONER. BLÅ OMRÅDER ER MINDRE UDSAT, 

RØDE HÅRDEST RAMT. 


81 

VERDEN BLIVER SKÆVERE


CAHORA BASSA-DÆMNINGEN LEVERER STORT SET AL STRØM I MOZAMBIQUE. MEN 

DEN KAN IKKE MODSTÅ DET VOLDSOMMERE KLIMAS STØRRE VANDMÆNGDER. 

Kibera-dæmningen i nabolandet Zimbabwe 

og Mozambiques Cahora Bassadæmning 

har ikke længere tilstrækkelig 

kapacitet. 

I de senere år er myndighederne flere 

gange blevet nødt til at åbne sluserne 

for at forhindre, at dæmningerne bliver 

ødelagt. 

Derved strømmer vandmasserne ind 

i de store dalstrækninger langs floden 

og oversvømmer Mozambique. Det betyder, 

at omkring 50.000 mennesker 

lever i konstant beredskab i perioder 

med regn. De må flygte fra deres jord, 

når vandet kommer – hvis de altså når 

det – og vende tilbage, når vandet igen 

82 


har trukket sig. For de har ikke andre 

steder at tage hen. 

Gennem de senere år har disse oversvømmelser 

betydet ødelagte liv, landsbyer 

og marker. Derudover betyder de 

uforudsigelige vandmængder også stort 

spild af energiressourcer: En af Mozambiques 

få eksportindtægter kommer 

nemlig fra salg af vandkraftstrøm fra 

Zambezi-floden til andre dele af det 

sydlige Afrika. Og denne produktion 

påvirkes af både for lidt og for meget 

nedbør. 

Cyklonerne truer også den lange 

kyststrækning. Rejefarmene i mangroven 

– landets næststørste eksportind-

tægt – ødelægges af oversvømmelser, og 

de strande, der skulle tiltrække turister, 

forsvinder. Dertil kommer, at fiskebestandene 

og koralrevene påvirkes negativt 

( 142). 

De dystre udsigter for eksporten bliver 

ikke mindre af, at de to store havne- 

OVERBEFOLKNING TRUER KLIMAET 

I årtierne omkring 1960’erne bakkede 

USA og andre vestlige donorlande op 

om tvangssterilisationer og andre overgreb 

mod fattige i u-lande for at holde 

fødselstallet nede. 

Mange u-lande er derfor ligesom forskere 

og ngo’er bange for, at Vesten igen 

vil forsøge noget lignende med klimakrisen 

som undskyldning. For jo flere mennesker, 

jo mere CO2 udledes der. 

De fleste er dog enige om, at selv om 

det er kontroversielt, er det også nødvendigt 

at diskutere befolkningens størrelse 

– og begrænsning – når man diskuterer 

klimaet. 

For hundrede år siden var der cirka 

1,5 mia. mennesker på kloden. I dag er 

vi oppe på 6,7 mia., og FN forventer, at 

dette tal stiger til 9 mia. i 2050. 

anlæg i Maputo og Beira ifølge Mozambiques 

Institut for Katastrofeberedskab 

kan være oversvømmet allerede om 30 

år. Det rammer ikke kun Mozambique, 

men også Zambia og andre nabolande, 

der ikke har andre korridorer til havet. 

Mens Europas befolkning ventes at falde 

fra de nuværende 725 millioner til omkring 

600 millioner, vil fx Afrikas befolkning 

ifølge prognoserne blive mere end 

fordoblet fra 832 millioner til 2 milliarder 

mennesker. Og i Asien vil befolkningstallet 

stige fra 3,8 til 5,4 mia. 

Befolkningstilvæksten er ikke i sig selv 

det primære problem for klimaet. Det er 

derimod det stigende forbrug og deraf 

følgende store CO2-udledning, der er i de 

rige lande – forbrugsmønstre, som mange 

fattige ønsker at kopiere. 

Hvis alle i verden havde et forbrug 

som en gennemsnitsdansker, ville vi have 

brug for to ekstra jordkloder for at opfylde 

ressourcekravet. 

Kilder: FN, WWF m.fl. 


83 



84 

BLIVER SAHARA GRØNT? 

Også nogle steder i den fattige verden 

vil klimaændringerne få positive konsekvenser, 

i hvert fald i første omgang. Fx 

vurderer nogle forskere, at dele af Sahara 

kan blive grønt – som det har været 

i fortiden, da klimaet var varmere. 

Øget regnfald er mest sandsynligt i det 

østlige Sahara, bl.a. i det ellers hårdt 

plagede Sudan, hvor den nordlige del 

af landet ligefrem kan få skove. 

Selv om denne teori skulle holde 

vand, kræver kraftig plantevækst dog, 

at de lokale nomader ikke driver deres 

kvæg hen til hvert et nyt græsstrå og 

afgræsser det. 

Kilde: Meteorologisk Institut, Hamburg 

Universitet. 

MAJSPRODUKTION SVINDER IND 

Den hidtil værste oversvømmelse i Mozambique 

var i 2000, hvor i alt 700 

mennesker døde, ikke kun i selve oversvømmelsen, 

men også af følgesygdom- 


me som malaria og kolera. Mere end en 

halv million mennesker måtte flytte, og 

200.000 mistede deres landbrugsjord. 

Samtidig med det stigende antal 

over svømmelser rammes andre dele af 

landet stadig oftere og mere alvorligt af 

tørke. En tørkeperiode fra 2001-2003 

resulterede i, at 650.000 mennesker 

måtte leve af nødhjælp. 

Flere oversvømmelser og mere tørke 

kan reducere produktionen af majs til 

under en tredjedel i 2075, viser en prognose 

fra Mozambiques Institut for Katastrofeberedskab. 

NATURENS RESSOURCER 

SVINDER IND 

Netop klimaets indflydelse på afgrøder 

og andre naturressourcer er det andet 

store hovedproblem for u-landene. 

I den fattigste del af verden er den 

primære indkomstkilde agerbrug, skovbrug, 

kreaturer, fiskeri, jagt og anden 

såkaldt primær produktion. Denne produktion 

rammes i sagens natur langt 

hårdere af klimaændringerne end samfund, 

der som i vores del af verden er 

TØRKE: RISIKOEN FOR AT DØ PGA. TØRKE ER KLART STØRST I AFRIKA, HVOR BE- 

FOLKNINGERNE ER DÅRLIGST FORBEREDT PÅ TØRKEBEGIVENHEDER.BLÅ OMRÅDER 

ER MINDRE UDSAT, RØDE OMRÅDER ER HÅRDEST RAMT.

DET ER BLEVET SVÆRERE AT FÅ LANDBRUG TIL AT LØBE RUNDT I U-LANDENE. HER ER 

DER INGEN VAND TIL GEDERNE I EN UDTØRRET FLODSÆNKNING I KENYA. 

baseret på industri- eller servicefag. I 

takt med, at vejret bliver stadig mere 

uforudsigeligt, får bønderne stadig mindre 

mulighed for at planlægge så- og 

høstperioder: 

Bønderne sår i forventning om, at 

regnen falder som den plejer, men så 

kommer regnen i stedet i store mængder 

i en kort heftig periode, så de fine 

plantespirer rådner. Eller omvendt: 

regnen falder kun i mindre omfang, og 

spirerne udvikler sig ikke overhovedet, 

eller de unge planter visner. 

Denne situation forværres af, at de 

fattige lande ikke har meteorologiske 

tjenester eller beredskaber, der kan 

forudsige vejret lokalt. De fattige har 

også sjældent mulighed for at importere 

fødevarer, hvis den nationale høst slår 

fejl. Og det vil der være stadig større 

risiko for, at den gør i fremtiden. 

Ifølge bl.a. FN’s Klimapanel ( 27) 

vil det være lande som Danmark og andre 

på samme breddegrader, der i de 

kommende årtier vil få mulighed for 

højere produktion af fødevarer og andre 

afgrøder – i hvert fald ved de første 2-3 

graders stigning i temperaturen. I de 

subtropiske og især de tropiske egne vil 

produktionen fra korn og kreaturer derimod 

i langt de fleste tilfælde falde. 

VANDMANGEL VÆRST I AFRIKA 

I Asien vil landbrugsproduktionen stige 

i øst og sydøst og falde i de sydlige og 

centrale dele, ikke mindst på grund af 

de svindende forsyninger med gletsjervand 

fra Himalaya ( 93). 

Latinamerika får heller ikke kun 

ulemper, mens Afrika efter alt at dømme 

bliver klimaændringernes store sorteper. 

FN vurderer, at nogle lande syd for 

Sahara risikerer et fald i udbytterne på 

mere end 50 % allerede i 2020. Og her 

taler vi altså om et kontinent, hvis samlede 

bidrag til den globale opvarmning 

knap nok skal tælles i procenter. 

Billedet er det samme, når det gælder 

vand. Samlet set vil der ifølge Klimapanelet 

være mindre problemer med 


85 



86 

ØSTATER OVERSVØMMES 

I 2004 fik den hidtil upåagtede østat 

Tuvalu i Stillehavet pludselig verdens 

opmærksomhed. 

Stadig flere og stadig større oversvømmelser 

betød ikke blot, at flere beboere 

måtte sejle i kano for at komme ind i deres 

pælehuse. De betød også, at plantager 

med den traditionelle spise, rodfrugten 

pulaka, måtte opgives på grund af indtrængende 

saltvand. 

Og de betød sidst, men ikke mindst, at 

selve Tuvalus eksistens var truet. Det højeste 

punkt ligger nemlig blot fem meter 

over havet. 

De efterfølgende år begyndte flere 

østater at melde om eksistenstruende 

oversvømmelser. I Mikronesien ligger 

500 ud af 607 øer blot en meter over havoverfladen. 

Og det handler ikke bare om 

at miste et land, forklarede Mikronesiens 

miljøminister Andrew Yatilman til Politiken 

i december 2008: 

»Det er at miste min fortid og min 

identitet. Vores øer har noget at bibringe 

verdens kulturarv. Vi har dyr og planter, 

som kun findes her. Vi har en kultur og 


et sprog, som vil forsvinde, hvis vi tvinges 

til at flytte til et andet land«, sagde 

Yatilman. 

Hans børn kan som mange andre af 

Mikronesiens indbyggere se frem til at 

skulle flytte til New Zealand eller andre 

steder i regionen – hvis de andre lande 

altså vil tage imod dem. 

På Maldiverne i Det Indiske Ocean risikerer 

man også at skulle flytte. Men 

her betyder ret store turistindtægter, at 

Maldiverne er bedre rustet til en fremtid 

som sunken Atlantis end langt de fleste 

andre østater. 

Regeringen er begyndt at lægge penge 

til side, så det i fremtiden bliver muligt 

at købe nye landområder til de i dag 

300.000 indbyggere. 

Præsident Mohamed Nasheed sagde 

i november 2008 til den britiske avis The 

Guardian, at han især havde blikket rettet 

mod Sri Lanka, Indien og Australien. 

»Vi ønsker ikke forlade Maldiverne, 

men vi vil ikke leve som klimaflygtninge i 

telte i flere årtier«, sagde præsidenten.

vandforsyning på cirka 20-30 % af kloden, 

mens problemerne vil blive øget 

på 60-75 % af kloden. 

Det er især Sydeuropa, det nordlige 

Latinamerika, det meste af Asien samt 

– igen – stort set hele Afrika, der vil 

slås med vandmangel. En fjerdedel af 

kontinentets befolkning – cirka 200 millioner 

mennesker især i det østlige og 

sydlige Afrika – oplever allerede i dag 

vandmangel. 

Det tal kan ifølge FN stige helt op til 

det tredobbelte i 2050, og det vil sætte 

yderligere gang i folkevandringer eller 

ligefrem flygtningestrømme mod lande, 

hvor det er lettere at skaffe vand og 

mad ( 97). 

Skovbruget er et af de få lyspunkter. 

Det vil formentlig få bedre muligheder, 

fordi varmen og det højere CO2-indhold 

får træerne til at vokse hurtigere. 

Denne fremgang er dog under forudsætning 

af, at der ikke sker rovdrift 

på skovene. Fortsætter den ret uhæmmede 

tømmerhugst, frygter forskerne, 

at klimaændringerne kan løbe løbsk, og 

at store dele af fx Amazonas-regnskoven 

– med næsten en tredjedel af verdens 

dyre- og plantearter – kan blive til savanne 

( 19). 

FRA GODGØRENHED 

TIL RETFÆRDIGHED 

Flere eksperter fremhæver, at klimakrisen 

fundamentalt forandrer baggrunden 

for pengestrømmene fra nord til syd. 

Det gælder bl.a. Saleemul Huq, en 

af hovedforfatterne i FN’s Klimapanel 

( 27)og leder af klimasektionen i det 

britiske International Institute for Environment 

and Development. Han stammer 

oprindelig fra Bangladesh, et af de 

lande i verden, der rammes hårdest af 

klimaændringerne ( 96). 

Saleemul Huq påpeger, at de rige 

lande i mange årtier primært har givet 

u-landsbistand til de fattige lande som 

et udslag af godgørenhed. Men nu er 

der tale om, at den globale opvarmning 

2015 MÅLENE 

1. Halvere fattigdom og sult i verden 

2. Opnå grundskoleuddannelse til alle 

3. Øge ligestillingen mellem kvinder og 

mænd 

4. Mindske børnedødeligheden med 

to tredjedele 

5. Mindske mødredødeligheden med 

tre fjerdedele 

6. Bekæmpe hiv/aids, malaria og andre 

sygdomme 

7. Sikre udviklingen af et bæredygtigt 

miljø 

8. Øge samarbejdet om bistand, handel 

og gældseftergivelse 

forværrer vandmangel, malaria og andre 

af de problemer, som u-landene i 

forvejen slås med: »Og så ligger det jo i 

almindelige nationale og internationale 

retsprincipper, at de rige lande skal betale 

kompensation for de skader, deres 

forurening forvolder. Altså et skifte fra 

godgørenhed til retfærdighed – fra ulandsbistand 

til u-landskompensation«, 

fremhæver Saleemul Huq. Og hans 

synspunkt deles af næsten alle miljø- 

og udviklingsorganisationer. 

De fleste rige lande er principielt 

enige; i hvert fald har de i Klimakonventionen 

( 20) skrevet under på, at 

de vil betale de ekstra omkostninger, de 

fattige får som følge af klimaændringerne. 

FOR FÅ PENGE 

Både Huq, andre eksperter og EU-kommissionen 

har påpeget, at de penge, der 

foreløbig er afsat til denne klimatilpasning, 

er helt utilstrækkelige. 

De tilpasningsfonde, der er oprettet 

i FN eller som uafhængige institutioner, 

havde i sommeren 2009 i alt tilsagn om 

mindre end fem mia. kr. Det er temmelig 

langt fra behovet. 

Verdensbanken har beregnet omkostningerne 

til klimatilpasning i u-landene 


87 



til 50-200 mia. kr. ekstra om året. UNDP 

anslår behovet til mindst 430 mia. kr. 

årligt. 

Verdens samlede overførsel af midler 

fra de rige til de fattige lande ligger 

ifølge OECD’s ‘Geographical Distribution 

of Financial Flows to Developing 

Countries’ (2009) på omkring 570 mia. 

kr. om året. Klimaændringerne kan således 

måske kræve næsten en fordobling 

af disse pengestrømme. 

DANMARK KLIMASIKRER 

BISTAND 

Det gør ikke udfordringen mindre, at 

den rige del af verden i forvejen har 

svært ved at leve op til sine løfter om 

udviklingsbistand. Ifølge de foreløbige 

2008-tal fra OECD giver kun en håndfuld 

lande mindst de 0,7 % af bruttonationalindkomsten 

til de fattige, som FN 

anbefaler: foruden Danmark er det Sverige, 

Norge, Holland og Luxembourg. 

Gennemsnittet er 0,3, og verdens 

rigeste land USA giver blot 0,18 %. 

Danmark forsøger både i EU og andre 

fora at få de større lande til at forhøje 

procenten – og til at integrere klimahensyn 

i bistanden, som vi selv gør. Fx 

88 


HEDEBØLGER, SMELTENDE GLETSJERE, 

TØRKE OG KRAFTIGE STORME. INGEN AF 

KLODENS LANDE GÅR FRI AF KLIMA- 

FORANDRINGER, MEN DE FATTIGE 

RAMMES HÅRDEST. 

lancerede udviklingsminister 

Ulla Tørnæs i november 

2008 en international dialog 

om klimatilpasning mellem 

eksperter, organisationer og 

nationer. 

Dialogen fokuserer specielt 

på vand og jord, fordi 

det er kernen i livsgrundlaget 

for de mest udsatte befolkningsgrupper, 

og fordi det ifølge Klimapanelet 

især er på de områder, at den 

globale opvarmning vil ramme de fattige 

lande. 

Allerede i 2005 fastslog Danida i sin 

såkaldte klima- og udviklingsplan, at 

klima og udviklingsbistand er to uadskillelige 

størrelser. Fordi klimaforandringerne 

rammer alle sektorer, især 

sundhed, rent drikkevand og adgang til 

opdyrkelig jord. Derfor skulle bistanden 

klimasikres. 

De næste tre år blev samtlige lande, 

som Danmark giver bistand til, klimascreenet. 

Det vil sige, at man undersøgte, 

hvor landene er ekstra sårbare 

over for global opvarmning, og hvordan 

deres mulighed for at tilpasse sig er. 

»Klima og udvikling hænger tæt 

sammen«, opsummerer Geert Aagaard 

Andersen, chef for miljø, klima og bæredygtig 

udvikling i Danida: 

»I fremtiden er vi nødt til at tilrettelægge 

udviklingsbistanden, så klimaudfordringen 

kommer med. Vi skal hjælpe 

med at styrke landenes modstandsdygtighed 

over for klimaforandringernes 

negative virkninger. Alle de traditionelle 

bistandsområder vil blive berørt, ikke 

kun landbrug, vand og energi-sektoren, 

men også de sociale sektorer som fx 

sundhed«, siger Geert Aagaard Andersen.

TRE SLAG FRA ÉN KLIMAKRISE 

Flere ngo’er påpeger, at verdens fattigste 

lande rammes hele tre gange af 

klimakrisen: 

De rammes hårdt af selve klima ændring 

erne. De rammes, fordi der i fremtiden 

kommer begrænsninger på brugen 

af energi, og det vil bremse deres muligheder 

for vækst og udvikling. 

Og så rammes de af flere af de måder, vi 

i Vesten forsøger at løse klimakrisen på: 

KLIMATILPASNING NØDVENDIG 

Den danske strategi fokuserer både på 

forebyggelse af klimaændringer og tilpasning 

til dem. 

Men i og med at den fattige del af 

verden ikke bidrager synderligt til den 

globale opvarmning, er der især fokus 

på tilpasning til de klimaændringer, der 

uvægerligt kommer som følge af den 

CO2, vi allerede har lukket ud eller vil 

lukke ud i atmosfæren. 

Den danske u-landsbistand bruges 

således bl.a. til omlægning til nye typer 

Fokus på biobrændsler betyder højere 

fødevarepriser for især de fattige forbrugere 

( 154). Og mange rige lande 

overfører penge fra den traditionelle 

udviklings bistand til puljer, der skal løse 

klima problemer i u-lande. Eller som international 

chef Christian Friis Bach fra 

Folkekirkens Nødhjælp udtrykker det: 

»Vi bygger diger i stedet for at bygge 

skoler«. 

afgrøder, der er mindre følsomme over 

for tørke og oversvømmelse. 

Man søger også at hjælpe de fattige 

lande med at opbygge diger, gøre 

veje mere robuste over for ekstremvejr, 

udvikle bedre varslingssystemer og i 

det hele taget udnytte de knappe ressourcer 

bedre. Ud af de cirka 15,2 mia. 

kr, Danmark afsatte til u-landsbistand 

i 2009, blev godt 1,2 mia. anvendt til 

klimatilpasning – både egentlige klimaaktiviteter 

og klimahensyn i fx større 

landbrugsprogrammer. 

OVERSVØMMELSER: RISIKOEN FOR AT DØ PGA. OVERSVØMMELSER ER STOR MAN- 

GE STEDER I VERDEN, BL.A. SYDØSTASIEN. BLÅ OMRÅDER ER MINDRE UDSAT, RØDE 

OMRÅDER ER HÅRDEST RAMT. 


89 


KLIMAKRIGE: 

KONFLIKTER OPTRAPPES 

Flere og større ørkener. Oversvømmelser og vandmangel. Der bliver rift om 

verdens naturressourcer, og selv konservative økonomer forudser flere end 

100 millioner klimaflygtninge. 

I 1985 sad den unge britiske antropolog 

Alex de Waal i et beduintelt i Darfur. De 

Waal var i færd med at samle stof til sin 

doktorafhandling om hungersnøden i 

området, og han var blevet inviteret til 

te af en gammel, næsten blind sheik ved 

navn Hilal Abdalla. 

Abdallas hovedbudskab til de Waal 

var, at dommedag var nær. Sandet fra 

ørkenen havde aldrig på denne måde 

blæst i så store mængder hen over tidligere 

så frugtbart land, fortalte sheiken. 

Det var en udvikling, der dengang 

udelukkende blev henført til rovdrift 

på skovene og græsarealerne – og som 

altså ifølge den vestlige verden var afrikanernes 

egen skyld. 

Men 20 år senere havde klimaforskere 

på USA’s Columbia University og 

VANDMANGEL VAR IFØLGE EKSPERTER 

MEDVIRKENDE TIL, AT KONFLIKTEN I 

DARFUR BLEV OPTRAPPET. 

andre eksperter fundet ud af, at ændringerne 

efter alt at dømme primært 

kunne henføres til de rige landes CO2udledning. 

Stigende temperaturer i tropiske og 

sydlige oceaner kombineret med en 

nedkøling over Atlanten var nok til at 

forstyrre de afrikanske monsuner, der 

tidligere jævnligt havde sørget for tilstrækkeligt 

med vand til Darfur-regionen. 

Samtidig med at disse nye forskningsresultater 

blev offentliggjort, sad 

Alex de Waal – nu forfatter og direktør 

for organisationen Justice Africa – 

med USA’s liste over de eftersøgte for 

krigsforbrydelser i Darfur. En region, 

der siden 2003 havde været præget af 

voldsomme overgreb mod lokalbefolkningen. 

Øverst på listen over de arabere, der 

var hovedansvarlige for drabene på mellem 

200.000 og 450.000 afrikanere og 

KLIMAKRIGE: KONFLIKTER OPTRAPPES 

91 

DARFUR OG ANDRE BRÆNDPUNKTER: | 

TØRKE 

OG INGEN VAND | 

KLKIMAFLYGTNINGE 

| 

KLIMAKRIGE


SUDANESISKE KVINDER OG BØRN VENTER PÅ BEHANDLING I ZAMZAM-FLYGTNINGE- 

LEJREN. LEJREN ER AFHÆNGIG AF, AT LASTBILER HVER DAG KOMMER MED VAND. 

fordrivelse af yderligere to millioner, 

stod navnet Musa Hilal. Han var søn 

af Abdalla, den klimabekymrede sheik, 

som havde budt de Waal på te 20 år 

tidligere. 

»TØRKE BETYDER DØD« 

Beretningen om de Alex de Waal og 

familien Hilal kan læses i forfatteren 

Stephen Faris’ klimabog ‘Forecast’. Men 

de Waal var langt fra den eneste, der 

i de år begyndte at koble konflikten i 

Sudan med klimaændringerne. Stadig 

flere og stadig mere prominente folk 

opdagede sammenhængen: 

I oktober 2006 konkluderede den 

tidligere rådgiver for FN og Verdensbanken, 

professor i økonomi Jeffrey Sachs 

fra Columbia University, at »Darfur har 

brug for en vandstrategi frem for en 

militærstrategi«: 

»Den basale årsag til konflikten er regionens 

ekstreme fattigdom, der i løbet 

af 1980’erne blev katastrofalt forværret 

af en tørke, der faktisk har varet lige 

92 


frem til i dag. (...) Afrika syd for Sahara 

er et område, hvor livet er afhængigt af 

regnens komme, og hvor tørke betyder 

død«, fremhævede Sachs. 

Han og andre eksperter var naturligvis 

helt på det rene med, at Sudan – og 

andre tørre områder – har haft tørke, 

vandmangel og ikke mindst voldelige 

konflikter før. Men klimaændringerne 

gør disse problemer værre. 

Problemerne i Sudan spredte sig også 

til nabolandet Tchad, hvor kvægdrivere 

og andre nomader kom op at toppes 

med lokalbefolkningen om retten til 

vandet. 

Og i Somalia blev mindst 250 mennesker 

i 2004-2006 dræbt under det, 

der lokalt blev omtalt som ’krigen om 

brøndene’. 

GENERALER FORUDSER 

KLIMAKRIGE 

Klimaforandringer udgør en alvorlig 

trussel mod USA’s – og andre landes – 

nationale sikkerhed. Det konkluderede

en amerikansk tænketank med tidligere 

hærchef, general Gordon R. Sullivan og 

10 andre højtstående militærfolk i en 

rapport i april 2007. 

Generalerne nævnte konflikterne i 

Darfur og Somalia som eksempler på 

krige, der var udløst af ressourcemangel, 

som var forværret af global opvarmning. 

De lavede også en klar kobling til 

flygtningestrømme og terror. 

»Mange udviklingslande har hverken 

regering eller social infrastruktur til at 

håndtere det pres, der kan blive udløst 

af klimaforandringer. Når en regering 

ikke længere kan servicere sit folk, 

sikre den hjemlige orden og beskytte 

landets grænser mod invasion, trives 

betingelserne for, at uro, ekstremisme 

og terrorisme kan fylde tomrummet«, 

hed det i generalernes rapport. 

Den britiske regering havde næsten 

20 år tidligere advaret om dette aspekt 

( 24) og var helt enig. Briterne fik således 

for første gang klimaændringer på 

dagsordenen i FN’s Sikkerhedsråd 17. 

april 2007 – et nybrud i hele klimadebatten. 

Og netop den nære sammenhæng mellem 

klima og krig var baggrunden for, 

at Nobels Fredspris senere på året blev 

givet til FN’s Klimapanel og USA’s tidligere 

vicepræsident Al Gore ( 29). 

KINA HAR KIG PÅ 

INDIENS FLODER 

Vandkrige og andre klimakonflikter er 

ikke isoleret til Afrika. Langt fra. Faktisk 

vurderer eksperter i klima og sikkerhedspolitik, 

at det globalt set værste 

hot spot for denne type tvister vil blive 

neden for verdens højeste bjergkæde 

Himalaya. 

Her vil op mod to milliarder mennesker 

blive berørt af de smeltende 

gletsjere. I de højereliggende områder 

har man allerede oplevet øget erosion, 

jordskred og oversvømmelser fra dæmninger 

og søer ( 80). 

Nedstrøms er situationen endnu mere 

problematisk: Himalaya leverer vand 

til Yangtze – den længste flod i Asien – 

samt Mekong og fem andre store floder. 

Især omkring Indien vil vand direkte eller 

indirekte forstærke de spændinger, 

DENNE OVERSIGT FRA NORSK FLYGTNINGERÅD VISER KLIMARELATEREDE PROBLEMER 

SOM EKSTREMT VEJR OG TØRKE – OG DERVED STIGENDE FLYGTNINGESTRØMME. 

Nord- 

Amerika 

Syd- 

Amerika 

Europa 

Afrika 

Sibirien 

Asien 


93 

KLIMAKRIGE: KONFLIKTER OPTRAPPES

INDIEN BYGGEDE DENNE DÆMNING VED 

CHENAB-FLODEN. PÅ TRODS AF PROTE- 

STER FRA PAKISTAN. 

som i forvejen plager regionen. Fx fik 

den indiske regering ifølge internationale 

iagttagere både sved på panden og 

kuldegysninger, da bogen ’Tibet’s water 

will save China’ udkom for et par år siden. 

Her beskrev kinesiske embedsmænd, 

hvordan man kunne lede Brahmaputrafloden 

ind i Kina ved hjælp af kæmpedæmninger. 

Brahmaputra-floden er en 

af Indiens allervigtigste vandkilder. 

Den kinesiske regering tog hurtig afstand 

fra ideen – officielt. Men kineserne 

har allerede besluttet at bygge næsten 

500 km tunneler for at lede andre 

vandkilder fra det tibetanske plateau 

ned til sine tørre vestlige regioner. 

TO ATOMMAGTER I VANDKAMP 

Indien kan også komme i ny nabostrid 

med Pakistan. De to atommagter har 

været i krig tre gange om delstaten 

Kashmir, senest i 1999, og ingen af fejderne 

havde officielt noget med global 

opvarmning at gøre. 

Men så alligevel: Kashmir og Pakistan 

får cirka 80 % af deres livsvigtige 

flodvand til husholdninger og landbrug 

fra gletsjere. Og i sine memoirer skriver 

lederen af de styrker, der erobrede 

det vestlige Kashmir fra Indien i 1947, 

generalmajor Akbar Khan, udtrykkeligt 

om hovedårsagen til angrebet: »Pakistans 

landbrugsøkonomi var afhængig 

af floderne, der kom ud af Kashmir.(…) 

Hvilken situation ville vi være i, hvis 

hele Kashmir var i indiske hænder?«. 

Der går en lige linje fra den gamle 

krigsherres bekymringer til de nutidige 

politikere og eksperter, der heller ikke 

tøver med at udnævne vandspørgsmålet 

til at være en vigtigere komponent 

i konflikten end religion. Og som konkluderer, 

at det er kombinationen af de 

potentielle stridspunkter – vandman- 

ORANGUTANG I KNIBE 

Orangutangen har længe været presset 

af Homo sapiens’ ekspansion og trang 

til at holde den som kæledyr. Klimaforandringerne 

sætter tommelskruerne 

yderligere på: 

For det første kan mere koncentreret 

nedbør og længere tørkeperioder på 

de to eneste tilbageværende levesteder, 

øerne Sumatra og Borneo, betyde 

mindre af den næringsrige frugt, orangutangerne 

er afhængige af. 

For det andet vil de flere skovbrande, 

der følger tørkeperioderne, 

presse men neskeaberne yderligere 

– en orang utang-han har brug for et 

territorium på 25 km 2 for at trives. 

Størst indflydelse har dog nok den 

rydning af regnskov, der sker, så de 

rige landes bilister kan putte palmeolie 

i tanken – i et misforstået forsøg på at 

bremse CO2-udledningen ( 154). 

FN’s miljøorganisation UNEP vurderer, 

at udskiftningen af regnskov med 

oliepalmeplantager er medvirkende til, 

at antallet af vildtlevende orangutanger 

på ganske få årtier kan falde fra de nuværende 

knap 60.000 til nul. 

gel og religionsstridigheder – der er så 

sprængfarlig. 

Pakistanske ledere kalder floderne i 

området – Jammu og Kashmir – deres 

»livline«, og ved valget i 2008 var et 

af de vigtigste emner de stigende fø- 


95 



PAKISTAN RAMMES STADIG OFTERE AF TØRKE OG VANDMANGEL. HER FORSØGER EN 

DRENG FRA CHALHAR AT FINDE VAND I THAR-ØRKENEN, DER BREDER SIG. 

devarepriser, der blandt andet skyldtes 

fejlslagen kornhøst som følge af vandmangel. 

Efterspørgslen på kunstvanding til 

landbrug i Indien og Pakistan er flerdoblet 

på få år. Samtidig er befolkningstallet 

eksploderet. Pakistan oplever allerede 

følgerne. I 2000 var der ifølge Asian Development 

Bank 3000 kubikmeter vand 

96 

DEN TRUEDE TIGER 

Når klimaet skaber flere konflikter om rent 

vand og andre basale ressourcer, har fattige 

lande endnu mindre overskud til at 

tænke på miljøbevarelse. Det betyder, at 

dyr og planter vil blive yderligere klemt af 

menneskelige aktiviteter. 

Eksemplerne er talrige, og et af dem 

er den bengalske tiger. Havstigningerne 

i Indiens og Bangladesh’ store floddeltaer 

vil efter alt at dømme ikke kun ramme 

mennesker, men også denne truede 

tigerrace. 

Vandet vil nemlig gøre ekstra indhug 

i dens vigtige levested, verdens største 


per pakistaner, i 2007 var der kun lidt 

over 1000 kubikmeter. 

BANGLADESH KAN DRUKNE 

En tredje potentiel nabokonflikt ligger 

i Indiens forhold til Bangladesh. Her er 

cirka 140 millioner mennesker presset 

sammen på et areal blot tre en halv 

gange så stort som Danmark. 

mangroveskov i Sunderbans-deltaet, hvor 

de store floder Ganges og Brahmaputra 

løber ud i Den Bengalske Bugt.

ROLIGE STUNDER VED DHAKA-FLODEN BLIVER STADIG SJÆLDNERE. ANTALLET AF 

OVERSVØMMELSER I BANGLADESH STIGER, OG TRUER STABILITETEN I OMRÅDET. 

Hovedparten af landet ligger mindre 

end seks meter over havets overflade, 

så det vil blive klemt fra to sider. 

Først af et øget antal oversvømmelser 

fra Brahmaputra og Ganges, der netop 

mødes i et floddelta her. Siden af endnu 

mere uforudsigelige floder og det stigende 

hav, hvor indtrængende saltvand 

også vil æde mange landbrugsafgrøder. 

Bangladesh har i 1900-tallet typisk 

oplevet én stor oversvømmelse hvert 

årti, men i de seneste ti år har der været 

tre – monsunen i 2007 fordrev flere 

millioner mennesker fra deres hjem og 

slog tusinder ihjel. 

Hvis oversvømmelserne nu bliver 

endnu værre, hvor skal alle disse millioner 

af mennesker flygte hen, spørger 

internationale eksperter og nødhjælpsorganisationer. 

Til det tæt befolkede 

Indien? Eller skal de rige lande – som 

professor Atiq Rahman fra Bangladesh 

Centre for Advanced Studies halvt i 

spøg har foreslået – tage en flygtning 

fra Bangladesh for hver 10.000 ton CO2, 

de selv har udledt? 

KLIMAFLYGTNINGE BANKER PÅ 

Ingen eksperter er i tvivl om, at klimaflygtninge 

vil blive et stigende problem 

i fremtiden. De er blot uenige om 

omfanget. FN’s Klimapanel ( 27) vurderede 

i 2007, at der i 2080 vil være 

op mod 3,2 milliarder mennesker, der 

vil mangle vand. Mellem 200 og 600 

millioner vil risikere hungersnød, mens 

to til syv millioner risikerer at blive ofre 

for oversvømmelser. 

Panelet anslog forsigtigt, at flere 

millioner mennesker vil forlade deres 

hjemstavne for at forøge deres chancer 

for at overleve. 

Den britiske økonomiprofessor Nicholas 

Stern vurderede imidlertid i sin 

rapport fra 2006, at tørke vil drive 100 

millioner mennesker fra deres hjem. 

Andre 100 millioner vil blive nødt til at 

flytte fra kystområder, hvor vandstanden 

stiger, estimerede Stern. Uanset antallet 

er der enighed om, at verden ikke 

vil kunne isolere problemet til de fattige 

lande. Også i det velhavende Europa må 

vi være forberedte på en kraftig stigning 

i antallet af klimaflygtninge. 


97 


BJERGENE SMELTER 

Bolivia er det første land i verden, der for alvor tørster som følge af gletsjersmeltning. 

En forsmag på, hvad der vil ramme milliarder af mennesker 

verden over. 

Selv om man ikke kan læse, at der står 

‘Fare. Forurenet vand’ på hovedkloakrøret, 

burde dødningehovedet ikke være 

til at tage fejl af. Alligevel har de fattige 

beboere her i udkanten af Bolivias 

hovedstad La Paz flere steder slået hul 

på røret. 

Brunligt vand strømmer ud og får 

hele området til at lugte af et gigantisk 

offentligt toilet, tilsat lidt kemikalier og 

tungmetaller. Den cocktail siver ned til 

beboernes brønde, hvor de henter deres 

drikkevand. 

Men vandet får også græsset til at 

vokse, så køerne, fårene og hønsene får 

noget at spise og drikke. Og det er lige 

nu og her det vigtigste for aymaraindianerne 

i bydelen Pucha Kollo, der som 

mange andre i La Paz’ store forstad, El 

Alto, lider under vandmangel. 

CHACALTAYA-GLETSJEREN VED BOLIVI- 

AS HOVEDSTAD SVINDER ÅR FOR ÅR. 

Klimaforandringerne betyder, at der vil 

komme mindre smeltevand fra de gletsjere, 

der omkranser byen – en af dem 

er allerede næsten forsvundet. 

Samtidig vokser millionbyen så 

voldsomt, at efterspørgslen på vand er 

begyndt at overstige udbuddet. Og på 

grund af skæv fordeling af ressourcerne 

og myndighedernes ineffektivitet har 

der allerede i et par år været vandmangel 

i nogle af slumkvartererne. 

Dermed får Bolivia en forsmag på 

det, som ifølge FN’s Klimapanel vil 

ramme milliarder af mennesker. Ikke 

mindst dem, der er afhængige af vand 

fra verdens to største bjergkæder, Andesbjergene 

og Himalaya. 

Årsagen er stigning i befolkningstallet, 

flugt fra land til by – og global 

opvarmning. 

KLOAKVAND GIVER DIARRÉ 

Her i Pucha Kollo ved La Paz betyder 

udviklingen, at et projekt, der skulle 


99 

BOLIVIA: | 

GLETSJERNE 

SMELTER | 

MANGEL 

PÅ DRIKKEVAND | 

ÆNDRET 

LANDBRUG | 

DANSK 

STØTTE


PERU 

Chacaltaya 

Titicacasøen 

CHILE 

Palca 

Sajama 

(6.542 m) 

Madre de Dios 

Illampú 

(6.382 m) 

La Paz 

Desaguadero 

give beboerne rent vand, er blevet udsat 

på ubestemt tid. 

Allerede før årtusindeskiftet lovede 

myndighederne, at der ville blive installeret 

en fælles vandhane for hver 50 

familier, som det er kutyme i El Altos 

fattige kvarterer heroppe på den forblæste 

højslette over hovedstaden La Paz. 

Og i 2002 blev der bygget et vandtårn 

bag de lerklinede huse. 

Tårnet står nu »som et monument 

over det mislykkede«, som sundhedskonsulent 

Elba Flores Gonzales udtrykker 

det. Hun er frivillig i den lokale 

græsrodsorganisation Mujeres Amupei 

og vant til at se, at folk graver brønde 

100 BJERGENE SMELTER 

Beni 

Illimani 

(6.462 m) 

Poopósøen 

Oruro 

Mamoré 

Potosí 

Trinidad 

Sucre 

Guaporé 

Grande 

Ichilo 

Pilcomayo 

ARGENTINA 

San Martin 

San Miguel 

Santa 

Cruz 

Paragua 

Bolivia 

0 100 200 300 km 

PARAGUAY 

BRASILIEN 

Noel Kempff Mercado 

Nationalpark 

for tæt på stinkende flodvand, der flyder 

fra storbyens garverier, bilværksteder og 

andre småindustrier. 

Men selv Elba Gonzales er rystet over 

kloakvandet i Pucha Kollo. Hun siger, 

at det uvægerlig vil give især børnene 

diarré og andre sygdomme. 

Beboerne ved godt, at rent vand 

ville være bedre for husdyrene. Men 

de ved tilsyneladende ikke, at bakterierne, 

kemikalierne og tungmetallerne i 

kloakvandet ryger videre i fårenes kød, 

hønsenes æg og køernes mælk, som de 

sælger på markeder inde i byen. Og de 

afviser, at der er problemer med deres 

drikkevand.

»Det er krystalklart. Se«, siger den 

60-årige beboer Basilia Sullkalla og 

hiver en spandfuld op af brønden fra 

vandspejlet kun 1 meter nede. 

Elba Gonzales forsøger at forklare om 

nedsivning, men så bliver Sullkalla sur 

– som de andre beboere, vi forsøger at 

tale med. De er rigtig trætte af fine folk, 

der kommer og bralrer op om rent vand, 

uden at der sker noget som helst. 

MINDRE LUGT OM MORGENEN 

45-årige Mario Vesquez vil dog godt 

snakke lidt. Han står og graver kanalen 

fra kloakrøret over til sit hus fri for 

afføring og affald, der er løbet ud med 

spildevandet. 

Hans kone Clementina og børnene 

Sonia og Fidel springer rundt i bare 

tæer i sandalerne på den svampesumpede 

jord og samler tørre kokasser til 

brændsel i Clementinas forklæde. 

Når de knækker morgenfrosten på en 

af pytterne, forstærkes markens lugt af 

kloak. 

Mario Vesquez fremhæver, at vandet fra 

kloakrøret »faktisk ikke lugter så meget 

om natten og om morgenen«. 

»Men jeg ved da godt, at det er fyldt 

med kvælstof og andet skidt. Så nogen 

burde altså snart gøre noget ved det 

der«, siger Vesquez og peger. 

Han mener, at nogen snart burde få 

vandtårnet til at fungere. Men pegefingeren 

har også retning mod bjergene og 

de smeltende gletsjere. 

VERDENS GLETSJERE SMELTER 

Der har altid været variation i gletsjeres 

udstrækning her på kloden; de smelter, 

når det er varmt og solen skinner; de 

gendanner sig, når det er koldt og der 

falder sne eller regn. Processen varierer 

også naturligt fra tiår til tiår, fra århundrede 

til århundrede. 

Men den globale opvarmning betyder 

ifølge FN’s Klimapanel og andre 

klimaeksperter, at gletsjere i Grønland, 

Alperne, Rocky Mountains, Himalaya, 

New Zealand – ja, over stort set hele 

MARIO VESQUEZ HAR IKKE ANDRE MULIGHEDER FOR AT SKAFFE VAND TIL SINE HUS- 

DYR END FRA KLOAKLEDNINGEN UDEN FOR SIT HUS. 

BJERGENE SMELTER 101 

BJERGENE SMELTER


VEJRET I BOLIVIA, NU OG I FREMTIDEN. 

Bolivia er knap 1.099.000 km 2 – godt 25 

gange større end Danmark. Landet ligger 

lige syd for Ækvator og har på grund af 

den store højdeforskel – fra 0 til over 6000 

meter – stor variation i klimaet. 

I højlandet ligger temperaturen om dagen 

typisk på 15-20 grader og kan komme 

helt ned til minus 10 om natten. I dalene 

er klimaet subtropisk eller tempereret, og 

i lavlandet er det varmt og mange steder 

også meget fugtigt – temperaturer over 

30 grader er ikke ualmindeligt. 

De seneste årtier er gennemsnitstemperaturen 

steget, samlet med 0,5-1 grader, 

afhængig af hvor man er i landet. 

Klimamodellerne forventer, at stigningen 

kommer op på 1,5-2,0 grader i 2050. 

Regntiden er fra oktober til april og er 

hidtil kulmineret fra midt-januar og frem 

til marts. De seneste år er de voldsomme 

regnskyl imidlertid ofte begyndt i december 

og har nået et hidtil uset omfang i januar. 

Oversvømmelser har ramt titusindvis 

af familier hvert år siden 2004, også i 


områder der ikke tidligere har været vant 

til det. 

Ekstremregnen resulterer nogle gange 

i jordskred: i marts 2003 forsvandt en hel 

landsby – Chima ved La Paz – i mudderet. 

69 mennesker blev levende begravet. 

Omvendt er der langt tørrere i oktobernovember 

og i marts-april end tidligere. 

Især mange dale slås derfor med tørke og 

fejlslagen høst. 

Regnen vil frem mod 2050 blive intensiveret 

med op mod 10 % i de vådeste 

måneder, men falde omkring 5 % i de 

tørreste. Sammen med de højere temperaturer 

og ændringer i vindmønstrene 

betyder det øget risiko for vandmangel. 

Det varmere og vådere vejr får denguefeber 

og malaria til at rykke op ad bjergsiderne; 

sidstnævnte er fundet helt oppe i 

3800 meters højde i landsbyen Tuntunani 

nær hovedstaden La Paz. 

Kilder: FN’s Klimapanel, Hadley Centre, 

FAO m.fl.

007 – LICENCE TO SPILL 

Hollywood har ladet sig inspirere af 

vandmanglen i Bolivia. I James Bondfilmen 

Quantum of Solace fra 2008 vil 

skurken med det noget misvisende 

efternavn Greene hjælpe en grum boliviansk 

eks-diktator tilbage til magten 

mod til gengæld at få retten til en vigtig 

naturressource. 

Ressourcen er ikke olie eller diamanter, 

som man ellers skulle tro i begyndelsen 

af filmen. Det er vand. Greene 

vil opdæmme vandet fra underjordiske 

floder under tørre områder, så det forsvinder 

fra brøndene i landsbyerne. Så 

kan han blive stenrig ved at fordoble 

prisen på drikkevand. 

jordkloden – er begyndt at trække sig 

tilbage med hidtil uset hast. Og med de 

højere temperaturer kan gletsjerne slet 

ikke nå at gendanne, hvad der smelter. 

Når gletsjeres afsmeltning eskalerer, 

er det første resultat mere vand. Det vil 

sige, at de byer, der ligger højest og tættest 

på gletsjeren, i første omgang nyder 

godt af den globale opvarmning. Det 

er også situationen i flere højtliggende 

landsbyer i bjergene omkring La Paz. 

Problemet er, at der i udviklingslande 

som Bolivia ikke er kapacitet i dæmninger 

og kanaler længere nede ad bjerget 

til at opsamle de øgede mængder smeltevand. 

Desuden er ledningsnettet ofte 

utæt eller ineffektivt opbygget. 

Meget af vandet til La Paz går derfor 

til spilde eller skaber sammen med de 

voldsommere regnskyl oversvømmelser 

og jordskred, der begraver huse, husdyr 

og mennesker. 

UDTØRRING OG ELMANGEL 

Efterhånden som en gletsjer bliver markant 

mindre, kan den opsamle mindre 

nedbør i regntiden. Derved svinder 

mængden af smeltevand, som den afgiver 

– indtil den helt udtørrer. 

Så rammes alle, både de højtliggende 

landsbyer og storbyer som La Paz, der 

får en tredjedel af sin vandforsyning 

direkte fra gletsjere. 

Situationen forværres af, at bjergene 

her er rige på tin og andre mineraler, 

som det økonomisk godt kan betale sig 

at udvinde. Et fattigt land som Bolivia 

siger nødig nej til eksportindtægter, selv 

om mineslagger er en af de værste kilder 

til vandforurening. 

Også elforsyningen undermineres af 

afsmeltningen. Næsten 80 % af strømmen 

til La Paz kommer fra vandkraft. 

De fleste af de højeste bjerge omkring 

den bolivianske hovedstad er stadig 

sne- og isdækkede, men det hvide 

bliver stadig mindre, og en af tinderne 

er blevet sort-rød. Det er Chacaltaya, 

der indtil for få år siden husede verdens 

højest beliggende skisportssted. 

SKIPISTE I MÅNELANDSKAB 

Skihytten på toppen af Chacaltaya 

virker i forvejen lidt malplaceret her i 

Sydamerika med sin schweizisk-alpine 

stil og en restaurant, som ejeren, Club 

Andino Boliviano, har kaldt ‘Gaststube’. 

Men det mest iøjnefaldende er det, der 


BJERGENE SMELTER


DET ER EFTERHÅNDEN RET SMÅT MED KUNDERNE PÅ VERDENS HØJEST BELIGGENDE 

SKISPORTSSTED LIGE UDEN FOR LA PAZ. 

ikke er ved stoleliften: sne. Den globale 

opvarmning har forvandlet Chacaltaya-skipisten 

i 5.300 meters højde til et 

månelandskab med kun spredte, tynde 

hvide klatter på de mørke klipper. 

Mere end 200 meter har isen trukket 

sig tilbage, siden afsmeltningen eskalerede 

fra omkring 1990 – et tempo, der 

har rystet selv de mere pessimistiske 

klimaforskere. Allerede i 2010 eller 

2011 vil Chacaltaya-gletsjeren ifølge 

eksperterne lide samme skæbne som 

sabeljaguaren, gigantdovendyret og de 

andre uddøde dyr, man kan se på tegninger 

inde i alpehytten. 

Og så vil de 10-15 par ski, der i øjeblikket 

kun kan lejes ud få dage i regntiden 

til hardcore entusiaster, samle støv 

hele året. Hermed har den bolivianske 

overklasse og velbeslåede turister mistet 

en legeplads, og Club Andino Boliviano 

må designe et nyt logo i stedet for sin 

kondor på ski. 

Samtidig er der nu en gletsjer mindre 

til at forsyne de fattige neden for bjer- 


gene med drikkevand, påpeger Edson 

Ramirez, professor på La Paz’ universitet 

og verdenskendt glaciolog: »Hvis 

afsmeltningen eskalerer med samme 

hast som hidtil, vil alle gletsjerne her i 

området – og i stort set resten af Sydamerika 

– være forsvundet i løbet af 

20-25 år«, siger Ramirez. 

ÅNDELØS UDSIGT 

Trodser man den tynde luft og kæmper 

sig prustende op ad den stenede sti til 

toppen af Chacaltaya, underbygges Ramirez’ 

pointe. 

Er du ikke blevet åndeløs af turen 

herop, bliver du det af udsigten: Mod 

vest kan du skimte den turkisblå Titicacasø 

ved grænsen til Peru, mod øst 

er skydækket tæt over den bolivianske 

regnskov, mod syd ligger smoggen over 

La Paz og længere væk vulkanerne ved 

grænsen til Chile. 

Og mod nord og sydøst knejser de 

fire bjergtoppe på omkring 6.000 meter, 

der stadig er hvide.

Men sammenligner man med Edson 

Ramirez’ gamle fotografier – taget på 

samme tid af året – kan man se, at også 

på de bjerge er gletsjerne blevet markant 

mindre. På nogle af dem er det 

18.000 år gammel is, der smelter. 

Billedet bliver endnu mere tydeligt, 

når man kommer tættere på: Zongogletsjeren, 

der stikker sin hvide tunge 

ned fra Huyana Potosi-bjerget, trækker 

sig tilbage med samme hast som Chacaltaya. 

De seneste års retræte har efterladt 

store smaragdgrønne smeltevandspytter 

på plateauet neden for iskanten. 

Zongos isvægge er flere steder stadig 

så høje som Rundetårn. Men der er en 

konstant rislen fra smeltevandet, der 

løber under ismasserne, og indimellem 

river jord, sten, grus eller istapper sig 

løs og rutsjer ned mod dalen. 

Dernede ligger en stor dæmning og et 

relativt effektivt system af kanaler, som 

opsamler en del af de stigende mængder 

smeltevand. Men Zongo-dæmningen 

er undtagelsen fra reglen. Langt de 

fleste steder betyder den accelererende 

FOR VARMT TIL AT FRYSE 

KARTOFFEL 

I bjergene omkring La Paz har indianerne 

hidtil kunnet frysetørre den såkaldte 

Chuño-kartoffel ved at lægge den på 

halm i det fri, så den bliver udsat for 

nattefrost og efterfølgende tørret af 

den brændende sol i fire-fem dage. På 

den måde har man kunnet holde kartoflen 

spiselig i flere år. Men de seneste år 

er temperaturen blevet for høj til denne 

form for frysetørring – medmindre man 

drager tæt på de 5000 meters højde. 

afsmeltning og den forkortede regntid, 

at der er mindre vand til rådighed. 

SKÆNDERIER OM MARKVANDING 

Vandmanglen kan blandt andet mærkes 

i Palcadalen, der ligger neden for 

bjerget Cerro Choquecota godt en times 

kørsel fra La Paz. Dalen var indtil for 

nylig meget frugtbar, men er nu hårdt 

plaget af tørke i slutningen af tørtiden 

ZONGO-DÆMNINGEN ER BLANDT DE FÅ EFFEKTIVE OPSAMLINGSBASSINER I BOLI- 

VIA. LANGT DE FLESTE STEDER GÅR GLETSJERVANDET TIL SPILDE. 


BJERGENE SMELTER


FELIPA AMARU HAR FÅET SVÆRERE VED AT DYRKE KARTOFLER I TAKT MED, AT JOR- 

DEN BLIVER TØRRERE OG ADGANGEN TIL VAND BLIVER BEGRÆNSET. 

fra august til oktober, nogle gange helt 

ind i november. 

Hårnålesving uden autoværn leder 

en grusvej forbi græssende lamaer og 

ned under skydækket til dalen, hvor 

53-årige Felipa Amaru står og hakker 

i sin tørre jord. Det samme gør hendes 

yngste datter, Reyna på 11, og niecen 

Jessica på 7. 

Solen er på vej ned bag bjergene, 

da de lægger hakkerne og trasker forbi 

grisen og marsvinene op i det lille køkkenhus 

bygget af ler, jord, græsstrå og 

vand. Her går Felipa Amaru i gang med 

at skrælle kartofler. Amaru er en af dem, 

der bor længst væk fra Cerro Choquecota, 

og dermed også en af dem, der 

først mærker, når bjerget ikke har så 

meget vand at give til dalen. 

Beboerne har gravet kanaler, der i 

århundreder har sørget for, at alle fik 

glæde af det vand, der løb ned ad bjergsiderne. 

Men med den stigende vandmangel 

må de skiftes til at åbne sidekanalerne 

til de enkelte marker. Og da 


Amaru er enlig mor uden nævneværdig 

gennemslagskraft i det lille samfund, er 

hun en af dem, der er tvunget til at stå 

op om natten for at lede lidt vand ud 

på sin mark. »Skænderierne mellem os 

om vandet bliver værre år for år«, siger 

Felipa Amaru, mens stemmen næsten 

knækker. 

DE RIGE VIL KØBE VANDET 

Konflikter om vand ender ofte netop 

med, at de svageste bliver sorteper. 

Felipa Amaru er som resten af Palcadalen 

meget oprørt over, at landsbyen 

Choquecota ved toppen af bjerget forhandler 

om at sælge vandet deroppefra 

til La Paz. 

Beboerne i den rige del af byen blev 

pludselig ekstra opmærksomme på hele 

klimaproblematikken, efter at man var 

uden vand i hanerne i tre uger i 2008, 

fordi et jordskred havde ødelagt ledningsnettet. 

Men forsvinder meget af 

Choquecotas vand til La Paz, vil landbrug 

i Palcadalen næsten blive umuligt.

EN BOLIVIANSK GEORG GEARLØS 

Felix Perez har hverken mistet modet 

eller humøret. Den 53-årige landmand 

i Palca-dalen har ellers nok at være trist 

over: Hans udbytte på bønner, kartofler, 

ærter og majs er på få år faldet til det 

halve, og hans eneste søn, Felix junior, 

har fulgt så mange andre unge og er flyttet 

ind til La Paz. 

»Jeg kan godt forstå dem. De sulter jo 

nærmest ihjel, hvis de bliver her«, siger 

Felix Perez med et lille smil. 

Han selv har ikke andet valg end at 

blive og kæmpe med de voldsommere 

skybrud og længere tørkeperioder. Et 

af våbnene i kampen mod klimaændringerne 

er en selvbygget havevander. 

Den er lavet af stumper fra isenkræmmeren 

og koster kun knap 15 bolivianos 

– godt 12 kr. – mod 80 bolivianos for den 

færdigproducerede havevander, han kan 

købe i forretningen. 

Perez kan selv reparere vanderen, og så 

kan den snurre rundt og bedre nå gulerødderne 

og løgene på hans lille jordstykke 

på blot 1000 m 2. 

Haven rummer også helt tørt, næsten 

lysebrunt majs. Nogle kolber er hængt til 

tørre uden for rotternes rækkevidde, så 

Perez’ kone Natividad senere kan bage 

det til majsbrød i jordovnen bag det lille 

lerhus. 

Felix Perez prøver også at bruge hjemmebrygget 

insektmiddel og er gået tilbage 

til husdyrgødning i stedet for den dyrere 

og ofte mere skadelige kunstgødning. 

Og så er han i færd med at bygge et 

drivhus af gamle plastikflasker, så han 

kan dyrke hindbær. Det er en af de muligheder 

for nye afgrøder, der har vist sig, 

efterhånden som det er blevet varmere i 

dalen. 


BJERGENE SMELTER


SELV OM TEMPERATUREN ER STEGET I BOLIVIA, ER DER STADIG BRUG FOR AT VARME 

ØRERNE MED EN HAT, NÅR MAN KOMMER HØJT OP I ANDESBJERGENE. 

I forvejen har bønderne i dalen bestemt 

ikke let ved at få det til at løbe rundt. 

De fortæller samstemmende, at deres 

udbytte på de vigtigste afgrøder – kartofler, 

majs, bønner og ærter – er faldet 

med omkring 50 %. 

De priser, de kan få for varerne, er 

så steget, men langtfra så meget, at det 

balancerer. Det har sat gang i en flugt 

til minerne i området, til slumkvartererne 

i La Paz, til landbrugsarealerne 

længere nede mod regnskoven og til 

nabolandet Argentina, der har højere 

levestandard. 

TRE ÅRSTIDER PÅ EN DAG 

En af de få yngre, der er blevet tilbage i 

Palca, er 33-årige Modesto Usnayo. Han 

bor med sin kone og fire små drenge 

på en skråning og har som langt de fleste 

andre bønder blot mellem 1000 og 

2000 kvadratmeter jord, svarende til en 

større dansk parcelhusgrund. Usnayo 

vil helst ikke bruge kunstgødning. Han 


viser hvorfor ved at hælde 10-15 små 

hvide gødnings-kugler ud over et par 

regnorme, han har taget op i hånden. 

Ormene vrider sig og bliver svidet ihjel 

af saltene i kunstgødningen i løbet af 

10-15 sekunder. 

Det vil Usnayo ikke byde sin familie 

eller dem, der køber hans afgrøder. Men 

det er svært at dyrke jorden økologisk, 

når der nu er så lidt vand. 

Som flere af dalens andre beboere 

fremhæver Usnayo også positive effekter 

af de højere temperaturer. Han peger 

på et ferskentræ, som ville have haft det 

for koldt her for få år siden. 

»Men samtidig er vejret blevet mere 

uforudsigeligt: pludselig får vi hagl i november, 

kraftig regn eller tørkeperioder 

uden for den normale sæson. Der kan 

være tre årstider på en dag, så det er 

sværere at passe på afgrøderne«, fortæller 

han. 

»Men det værste er det der«, siger 

Usnayo og retter sin pegefinger mod

MODESTO USNAYO FÅR STADIG SVÆRERE VED AT DYRKE AFGRØDER OG SKAFFE 

MAD TIL SIN FAMILIE. JORDEN ER OFTE ENTEN FOR TØR ELLER FOR VÅD. 

Cerro Choquecota. »Da jeg var barn, var 

den bjergtop isdækket hele året. Nu er 

der som oftest kun små klatter hvidt 

på den. Vi kan ikke overleve her uden 

vand«, siger Usnayo. 

Han overvejer derfor at følge i fodsporene 

på dem, der er draget længere 

ned i lavlandet. 

REGNSKOVEN MÅ VIGE 

Men flugten til lavlandet er skidt for 

både mennesker og miljø, påpeger ekspert 

i landbrugsøkonomi Javier Gonzales. 

»Nybyggerne i lavlandet rydder 

regnskov for at få plads til at dyrke 

kaffe, bananer, appelsiner og andre profitable 

afgrøder – på en meget intensiv, 

kortsigtet facon, der hurtigt udpiner 

jorden«, forklarer Gonzales. 

Bolivias skovdække – godt halvdelen 

af landets samlede areal – er i forvejen 

voldsomt presset af magtfulde jordbaroner, 

der betaler myndighederne for at se 

den anden vej eller indkalkulerer de ret 

beskedne bøder for ulovligt at brænde 

skov af. 

Udviklingen skader ikke blot Bolivias 

dyreliv, der med brillebjørnen, andeskatten 

og hundredvis af andre sjældne 

ISSTORM I TROPERNE 

En af de mest ekstreme vejrbegivenheder, 

der har ramt Bolivia de seneste år, 

var en haglstorm.Det er ikke usædvanligt, 

at det hagler i bjergene i tropiske 

områder. Men det er usædvanligt, at 

det er så voldsomt som i La Paz 19. 

februar 2002. 

Haglene oversvømmede gaderne i 

hovedstaden. Et sted skyllede de ned 

i en kælderbar som en kæmpestor 

bølge af slush-ice og frøs bogstaveligt 

talt gæsterne til is, så ligene senere 

skulle hugges ud. I alt døde mindst 60 

i haglstormen. 19 forsvandt, og 130 

blev kvæstet. 


BJERGENE SMELTER


MANGE HØJLANDSBØNDER FLYTTER TIL LAVLANDET I HÅB OM EN BEDRE TILVÆREL- 

SE. MEN DET ENDER OFTE ENDNU VÆRRE, BÅDE FOR MENNESKER OG NATUR. 

arter hører til det mest unikke på planeten. 

Det skader også befolkningens sundhed: 

Eksperter i insekter og tropesygdomme 

vurderer, at man generelt oftere 

får myggestik i relativt åbne landbrugsområder, 

der er ryddet for regnskov, end 

hvor junglen stadig er intakt. Bl.a. fordi 

insekterne kan finde så meget andet at 

stikke i inde i junglen. 

SKOVRYDNING SKADER KLIMA 

Mindre skovområder betyder derfor 

opblomstring af alvorlige sygdomme. 

Og det problem forstærkes af de stadig 

hyppigere og større oversvømmelser, 

der også kan henføres til den globale 

opvarmning: 

I februar 2008 skabte vejrfænomenet 

La Niña for tredje år i træk voldsomme 

oversvømmelser i det bolivianske lav- 


land, specielt omkring Trinidad og Cochabamba. 

54 døde, 16.000 familier fik 

ødelagt deres hjem og landbrugsjord, og 

forekomsten af denguefeber og malaria 

steg voldsomt. 

Sidst men ikke mindst skader skovrydning 

klimaet ( 154): Træer holder 

på CO2, og rydning af skov står for hele 

80 % af Bolivias samlede udledning af 

drivhusgasser. Det sydamerikanske land 

udleder dog stadig blot 1 ton CO2 per 

indbygger – mod 10 ton per indbygger 

i Danmark og mange andre vestlige 

lande. 

Derfor er omkvædet hos bolivianerne 

– fra bønderne i Palcadalen og helt op 

til den aymaraindianske præsident, Evo 

Morales – at det er de rige lande, der 

bør betale langt hovedparten af regningen 

for klimaproblemerne. »De rige har 

langt størstedelen af ansvaret for den

EN JUNGLE AF CO2-REDUKTION 

Der har altid været kamp om naturen i 

nationalparken Noel Kempff Mercado 

i Bolivias del af Amazonas-junglen, på 

grænsen til Brasilien. Parken er opkaldt 

efter en boliviansk biolog, der måtte lade 

livet i 1986, da han på feltarbejde faldt 

over en omfattende kokainfabrikation. 

Noel Kempff er på 15.000 km 2 – to 

gange Sjælland – og et af de biologisk allerrigeste 

områder på kloden. Her lever 

blandt meget andet jaguarer, lyserøde 

floddelfiner, tapirer, brøleaber, kæmpe 

myreslugere og ditto bæltedyr. For slet 

ikke at tale om parkens mest truede indbygger, 

den ret besynderlige mankeulv 

– der faktisk ikke er en rigtig ulv, men ofte 

beskrives som en rød ræv på stylter. Hertil 

kommer hele 600 fuglearter og 4000 

plantearter. 

Indtil for få år siden var rovdriften på 

nationalparkens tømmer helt ureguleret. 

Men så iværksatte Bolivia det første 

skovprojekt, der blev certificeret som 

CO2-reducering under Kyoto-protokollen, 

og som kan være med til at vise vejen 

for fremtidig internationalt samarbejde 

om skovbevarelse ( 154). Til gavn for 

både den biologiske mangfoldighed og 

klimaet. 

Med støtte fra miljøorganisationer og 

energiselskaber som BP – der kan bruge 

initiativet i deres markedsføring – bremsede 

den bolivianske regering skovfældningen 

betydeligt. 

Opmålinger, opkøb, sociale projekter 

og bevidstgørelse af lokalbefolkningen 

om skovenes værdi har siden 1998 kostet 

omkring 50 mio. kr. Til gengæld har man 

forhindret fældning af omkring 8300 km 2 

skov i og omkring Noel Kempff-parken. 

Dermed har man afværget, at 1,2 mio. 

ton CO2 røg op i atmosfæren – svarende 

til den årlige udledning fra mere end en 

tiendedel af landets befolkning. 

Man regner med at begrænse skovfældning 

svarende til yderligere 4,8 mio. 

ton CO2 de næste 20 år. 

PUMAEN ER BLANDT DE DYR, DER ER BLEVET MINDRE TRUET I NOEL KEMPFF- 

NATIONALPARKEN I BOLIVIA. PROJEKTET INSPIRERER KLIMAFORHANDLERNE. 


BJERGENE SMELTER


DANSK INDSATS MOD GLETSJERDØD 

De rige lande skal betale mest for at imødegå 

konsekvenserne af global opvarmning 

– også de klimaændringer, der sker 

i de fattige lande. 

Det synspunkt er udbredt i udviklingslande 

som Bolivia, og det vinder på sin vis 

også gehør på 9. sal i et af højhusene med 

de store glasfacader i La Paz’ ambassadekvarter. 

Her sidder ambassadør Charlotte 

Slente og fremhæver, at Bolivia er en af 

de modtagere af dansk udviklingsbistand, 

hvor man hurtigst kom i gang med at gennemføre 

den danske regerings strategi 

om at indarbejde klimahensyn. 

Der blev afsat fem mio. kr. i 2008-2010 

til arbejdet, og pengene blev især fordelt 

til tre områder: 

 

klimaændringer og deres konsekvenser. 

 

inkorporere klimahensynet i alle mini- 


sterier – fx stiller Danmark eksperter 

til rådighed for Bolivias arbejde med 

klima og nedbringelsen af emissioner fra 

skovafbrænding. 

 

dyrkningsmetoder for nogle af de eksisterende 

afgrøder og indførsel af nye, der 

bedre egner sig til et varmere klima. 

Hertil kommer afledte effekter fra de 

cirka 40 mio. kr., Danmark årligt giver til 

renere teknologi, vandforvaltning, beskyttelse 

af truede arter og andet traditionelt 

miljøarbejde. Samt synergieffekter fra 

samarbejdet med blandt andre Sverige, 

Holland, EU-kommissionen, Verdensbanken 

og FN. 

Hovedfilosofien bag det hele er, at det er 

bedre – og billigere – at forebygge end 

at helbrede. 

»I stedet for at bruge penge på dyr 

genopbygning efter oversvømmelser eller 

andre voldsomme vejrfænomener, må vi 

prøve at forhindre, at de får så store menneskelige 

og økonomiske konsekvenser«, 

forklarer ambassadør Charlotte Slente. 

Og det er sådan set svært at være 

uenig i, synes direktøren for Bolivias 

klimastyrelse under Viceministeriet for 

Arealplanlægning og Miljø, Oscar Paz. 

Han sidder på et lille, mørkt kontor i La 

Paz’ gamle bydel foran en stor tegning af 

en jordklode, der er ved at blive omsluttet 

af en brunsort sky. 

Bolivia er indstillet på medansvar. Men 

som alle eksperterne fremhæver Oscar 

Paz, at klimaproblemerne forværrer 

udviklingslandenes traditionelle miljøproblemer. 

»Derfor er det også vigtigt, at den 

hjælp, vi får til at løse dem, bliver lagt 

ovenpå de eksisterende ressourcer. Man 

kan ikke bare flytte penge fra en kasse 

til en anden«, siger Oscar Paz – med slet 

skjult adresse til de vestlige lande, der 

ikke har øget den samlede støtte.

globale opvarmning, mens de fattige 

lande rammes hårdest og er dårligst 

klædt på til at imødegå konsekvenserne«, 

opsummerer direktør Oscar Paz fra 

Bolivias Klimastyrelse. 

HVEM SKAL NU BETALE? 

I de internationale klimaforhandlinger 

arbejder Danmark og resten af EU netop 

for, at de rige lande skal betale mest – 

dog samtidig med at udviklingslandene 

også selv skal gøre en indsats. Men Bolivia 

vil skam godt selv gøre en indsats, 

understreger Oscar Paz. Hans klimastyrelse 

har fået forhøjet sine bevillinger af 

de bolivianske politikere i takt med, at 

landet i stigende grad oplever ekstreme 

vejrfænomener. 

Det anslås, at konsekvenserne af klimaændringerne 

har slugt næsten hele 

den 5-6 % årlige stigning i BNP, man har 

oplevet de første år af årtusindet. Men 

klimastyrelsens budget afspejler stadig, 

at Bolivia er Sydamerikas fattigste land 

– med en gennemsnitsindkomst på blot 

6000 kr. om året. 

Og budgettet er stadig langt fra stort 

nok til, at Oscar Paz og hans folk kan få 

igangsat bare en brøkdel af deres forslag 

til at imødegå klimaændringerne: 

De vil godt forbedre kontrollen og forhøje 

bøderne til de jordbaroner, der 

driver rovdrift på skovene. De vil lave 

oplysningskampagner, så bolivianerne 

bliver mere bevidste om deres brug af 

vand og ikke smider affald, mineslagger 

eller industrikemikalier ud i det. 

De vil forbedre ledningsnettet, så 

det ikke er så utæt og ineffektivt som i 

dag. Og de vil især vældig gerne følge 

rådene fra Edson Ramirez og andre 

vand eksperter om at bygge rigtig mange 

små lokale dæmninger og kanaler til at 

opsamle vandet. 

OVEN I ANDRE PROBLEMER 

Men sådan en klimatilpasning vil tage 

tid at få gennemført og være endog meget 

dyr. Det specielle ved den globale 

HAR VÆKSTEN SPILLET 

FALLIT? 

I årtier er miljøaktivister, der taler imod 

vækst og kapitalisme, nærmest blevet 

latterliggjort. For beviste Brundtlandrapporten 

( 24) om bæredygtighed 

ikke én gang for alle, at man godt kunne 

have økonomisk vækst samtidig med, 

at miljøhensyn og sociale hensyn blev 

opprioriteret? 

Den økonomiske krise i 2008 gav 

imidlertid anti-vækst-fortalerne ny vind 

i sejlene. En af de mest fremtrædende 

af dem er Bolivias præsident Evo Morales. 

Han har flere gange argumenteret 

for, at klimakrisen kun kan løses med 

et opgør med vækstfilosofien, senest 

i et indlæg ved FN-konferencen i Poznan 

2008 med titlen ‘Frels Planeten fra 

kapitalismen’. 

opvarmning er netop, at den forværrer 

og fordyrer løsningen af de problemer, 

den fattige del af verden længe har 

kæmpet med: mangel på rent vand, 

tørke, oversvømmelser, rovdrift på skovene 

og så videre og så videre. »Klimaproblemerne 

bliver så at sige lagt oven 

i de eksisterende problemer«, påpeger 

landbrugsekspert Javier Gonzales. 

Og selv om Danmark og en del andre 

rige lande har overført en del af deres 

udviklingsbistand til klimaarbejde, har 

ingen forhøjet den så markant, at den 

er tilpasset til det større behov. 

Den rige og den fattige del af verden 

står dermed også i klimadiskussionen 

langt fra hinanden i spørgsmålet om, 

hvor meget der skal betales og hvornår. 

Imens står sundhedsarbejder Elba 

Flores Gonzales ved hovedkloakrøret 

i den stinkende forstad Pucha Kollo 

og ser op på de hvide bjergtinder. Hun 

mumler, nærmest henvendt til sig selv: 

»Nogle burde gøre noget og opsamle det 

rene vand, mens det stadig flyder. Mens 

der stadig er tid«. 

Kort s. ??? 


BJERGENE SMELTER


OG TYFONER 

Vietnam er et af de lande i verden, der bliver hårdest ramt af klimaændringer. 

Tyfoner, oversvømmelser og ekstrem regn er allerede dagligdag. Store 

dele af landet risikerer at forsvinde i havet. 

Det varede i dagevis og var det værste 

regnskyl i Vietnams hovedstad Hanoi 

i 35 år: Den 20. oktober 2008 åbnede 

sluserne sig og lukkede 810 millimeter 

regn ud over tre døgn. Til sammenligningen 

faldt der mindre end 300 millimeter 

på tre uger, da den danske by 

Greve blev fuldstændigt oversvømmet 

i 2007. ( 47) 

Det var vand i så store mængder, at 

Hanois afløb, kloakker og pumper ikke 

havde en jordisk chance. Faktisk vil 

enhver by, også i det rige Vesten, have 

haft enorme problemer med så meget 

vand. 

Flere af millionbyens lavtliggende 

kvarterer stod under 2-2,5 meter vand, 

og mange af byens beboere måtte søge 

i sikkerhed på anden sal. Ikke alle hav- 

EN LANDSBY I PROVINSEN BEN TRE ER 

RAMT AF OVERSVØMMELSE SOM FØLGE 

AF TIDEVAND. DET SKER HVER MÅNED. 

de mulighed for at finde ly for vandet: 

Oversvømmelserne i oktober krævede 

ifølge myndighedernes opgørelser 22 

liv i Hanoi og 93 liv i alt i det nordlige 

Vietnam. 

Skoler lukkede, elektriciteten forsvandt, 

byens vandpumper brød sammen 

eller virkede blot ikke, og kloakvand 

vældede op af rørene og spredte 

stank og sygdom. 

Fødevarepriserne eksploderede i de 

to uger, som oversvømmelserne varede. 

Det var næsten umuligt at komme på 

arbejde. De mest ihærdige Hanoi-borgere 

måtte visse steder blive sejlet til 

jobbet af driftige skippere, der havde 

sammenflikket tømmerflåder af planker 

og flamingo. Prisen: tre dollar, cirka en 

dagløn for mange vietnamesere. 

Alligevel tog de fleste beboere i Hanoi 

situationen med ro: Der blev afholdt 

bryllupper, hvor gommen og bruden 

sagde ja til hinanden med fødderne i 

OVERSVØMMELSER OG TYFONER 115 

VIETNAM: | 


| 

ØDELAGT 

MANGROVE | 

RISHØSTEN 

DRUKNER

OVERSVØMMELSER OG TYFONER 

LAOS 

Fan Si Pan 

(3.143 m) 

Phu Quoc 

Den Røde Flod 

116 OVERSVØMMELSER OG TYFONER 

Den Sorte Flod Vinh Bac Bo 

Hanoi 

0 80 160 240 320 400 km 

THAILAND 

Vietnam 

CAMBODJA 

Mekong 

Da Loc 

Hue 

Ho Chi Minh-byen 

(Saigon/Cholon) 

Ben Tre 

Con Dao 

Ha Longbugten 

Truong Son (De Lange Bjerge) 

Mekong 

Ngoc Lien 

(2.598 m) 

KINA 

Lang Bien 

(1.913 m) 

Sydkinesiske Hav

30 cm vand. De døde blev begravet, og 

de levende kom videre. 

NATURKATASTROFERNE 

BLIVER VÆRRE 

Hanoi havde ikke oplevet noget lignende 

i årtier. Men det kan byens borgere 

godt belave sig på i fremtiden: Den 

ekstreme regn, der faldt over byen, vil 

ifølge verdens klimaforskere blive hyppigere, 

og måske nærmere komme hvert 

femte år. Det er bare en af Vietnams 

bekymringer, når klimaet ændrer sig. 

Vietnam har 86 millioner indbyggere 

presset sammen på 329.000 km 2, 

omkring dobbelt så mange mennesker 

pr. km 2 som Danmark. Det er en slank 

tarm af et land med mere end 3000 km 

kystlinje, der vender ud til det værste 

tyfon-område i Stillehavet. 

Kysterne ligger lavt de fleste steder, 

og store landbrugsområder omkring 

Mekongdeltaet og Den Røde Flod ligger 

ikke mere end én til to meter over 

havets overflade. Derfor rammes landet 

ofte af naturødelæggelser som kraftige 

storme og stormfloder, oversvømmelser 

fra tidevand og bølger og massive mudderskred, 

der tager beboede bjergsider 

med sig i farten. 

I perioden 1980 til 2008 døde 15.377 

mennesker som følge af naturkatastrofer. 

Heraf to tredjedele som følge af storme. 

Alene i 2008 kostede katastroferne 

ifølge Vietnams Generelle Statistiske 

Kontor 500 mennesker livet. Ifølge FN 

og Verdensbanken er Vietnam et af de 

lande i verden, der kommer til at føle effekterne 

af global opvarmning hårdest. 

Landet bliver ramt af både tørke, sygdomme 

og tusindvis, millioner af klimaflygtninge. 

Konsekvenserne af global 

opvarmning vil kunne mærkes i alle 

dele af landet og stort set alle sektorer 

af samfundet. 

UDVIKLING FORVÆRRER 

Klimaforandringer er dog ikke de eneste 

forklaringer på Vietnams stigende 

DE HÅRDEST RAMTE 

Vietnam er et af de lande i verden, der 

bliver hårdest ramt af de havstigninger, 

som er en følge af den globale opvarmning. 

Havstigning på 1 m vil ifølge en 

rapport fra Verdensbanken ramme: 

 

 

 

 

 

Også Egypten, Mauretanien og Surinam 

rammes hårdt. Ligesom Vietnam 

er det lande med store floddeltaer og 

derfor store områder med lavtliggende 

land. Bahamas, med sine mange lavtliggende 

øer, er det land i verden, der 

ifølge rapporten mister mest land ved 

havstigning på 1 m: nemlig næsten 12 

%. Rapporten fra Verdensbanken anslår, 

at havene realistisk kan stige 1 til 

3 m i dette århundrede. 

Kilde: The Impact of Sea Level Rise on 

Developing Countries: A Comparative 

Analysis, World Bank, 2007 

problemer med vand og storme. Landets 

voldsomme udvikling har mange 

steder gjort problemerne værre. Hanoi 

blev godt nok ramt af årtiers største 

regnskylle, men det gjorde ikke sagen 

bedre, at byen har udviklet sig i så rivende 

hast, at vandet ikke længere kan 

slippe væk fra byen så nemt som før. 

Vi tager en gåtur rundt i Hanois 

nyere distrikter sammen med byudviklingskonsulent 

David Brenner fra firmaet 

Urban Solutions, der bl.a. rådgiver 

bystyret. 

Han peger på, hvordan afløbene i 

byen efterhånden er fuldstændig underdimensionerede 

til opgaven – små 

huller, der konstant stoppes til af skrald 

og plastikposer. 


OVERSVØMMELSER OG TYFONER


HANOIS SYSTEMER TIL AT LEDE VANDET VÆK VED STORE REGNFALD BLIVER MERE 

OG MERE UTILSTRÆKKELIGE, I TAKT MED AT BYEN VOKSER UKONTROLLERET. 

Bedre bliver det ikke at, at husejere 

flere steder har bygget fx en ny trappe 

ud over et kloakafløb, uden at nogen 

myndigheder har stoppet dem. »Tidligere 

ville vandet kunne slippe væk og 

ud i de omkringliggende søer og damme 

rundt om Hanoi. Nu er hele kapaciteten 

på området stort set brugt op, og vel at 

mærke uden nogen videre planlægning. 

Så problemet vil blive værre«, siger David 

Brenner. 

Andre steder, især i det bjergrige 

nordlige Vietnam, har skovfældning 

forstærket de store problemer med 

mudderskred. I de lavtliggende deltaer 

har overudnyttelse af vandressourcer 

medvirket til, at saltvandet fra havet 

har kunnet trænge ind. Og ikke mindst 

har fældningen af mangroveskove langs 

kysterne fjernet en vigtig naturlig beskyttelse 

mod flodbølger og tyfoner. 

LEOS HUS RØG I VANDET 

Dao Van Leo er en af dem, der har oplevet 

problemerne med fjernet mangrove. 


Den tidligere Viet Cong-soldat flyttede 

til provinsen Ben Tre i det sydlige Mekongdelta 

i 1975. Det var lige efter, at 

de nordvietnamesiske tropper indtog 

Saigon og afsluttede ’Den amerikanske 

krig’, som Vietnamkrigen hedder på de 

kanter. 

Her byggede han sammen med sin 

kone et treværelseshus med det karakteristiske 

vietnamesiske tag af palmeblade. 

Dao Van Leo er fisker, og stedet 

lå blot 200 meter fra havet. Han havde 

ikke råd til en båd, men her kunne han 

stå i vandet og fange rejer og fisk med 

sit net. 

»Det var mit første hjem, og jeg var 

den første, der byggede et hus på det 

sted. De lokale ingeniører sagde, at det 

var et sikkert sted at bygge. Jeg holdt 

meget af at være der«, husker han. Leo 

og hans kone Sinh opfostrede otte børn 

i huset. 

Igennem årene blev området beboet, 

og meget af den beskyttende bevoksning 

i vandkanten – mangrover og nå-

DAO VAN LEO OG HANS KONE SINH FORAN HUSET, DER SNART RYGER I FLODEN. 

LEOS EGET HUS KAN BLIVE DET NÆSTE. 

letræer – blev fældet. I 1997 begyndte 

det at gå galt. En storm »uden lige« 

oversvømmede området og »min gris 

måtte løfte hagen for at få hovedet over 

vandet«, som Leo forklarer. 

Vandet trak sig tilbage, men de efterfølgende 

år indtog det bid for bid jorden 

mellem Leos hus og havet – og de huse, 

der stod i vejen. Tre år efter nåede vandet 

Leos hjem, og en dag kunne Leo 

se bølgerne nedbryde hans hus på blot 

et par timer og tage resterne med ud i 

havet. »Det var det mest rædselsfulde, 

jeg havde oplevet. Jeg var bakket op i 

et hjørne og følte mig helt uden håb«. 

HUS NUMMER TO RØG OGSÅ 

Leo havde ingen penge, men fik tildelt 

et lille stykke jord længere inde i landet. 

Her byggede han en hytte af bambus og 

palmeblade. Det var, hvad der kunne 

blive råd til. Men den var heller ikke 

robust nok. 

I 2006 blev Ben Tre ramt af en tyfon 

af usædvanlig ødelæggende kraft. Or- 

kanen hed Durian og skulle ende med 

at dræbe 85 mennesker og ødelægge 

47.000 hjem ifølge Røde Kors’ opgørelser. 

Leo var advaret og hans familie var 

rejst i sikkerhed. Men han blev tilbage 

for at se, om han kunne redde sit hus. 

Klokken 6.30 om morgenen begyndte 

huset at ryste og dirre, og han måtte 

løbe ud og klamre sig for livet til et palmetræ. 

Mens han så på, rev tyfonen hans hus 

fra hinanden og sendte det op i luften. 

»Palmen bukkede kraftigt og jeg lukkede 

øjnene og tænkte, at jeg nu ville 

følge med op. Jeg kunne høre de frygtelige 

lyde omkring mig af ting, der blev 

revet op med rødderne«. Leo byggede 

sit hus op igen og hans livreddende pal- 

Del denne historie med dine venner, 

eller deltag i debatten på: 

devarmelande.um.dk ( 162) 




120 OVERSVØMMELSER OG TYFONER

metræ står der stadigvæk og ser stærkt 

og sundt ud. Men nu ser naturen igen 

ud til at ville hævne sig på den 68-årige 

fisker. Floden blot tyve meter fra hans 

hus er nu ved at grave sig bredere og 

bane en ny vej. Et hjørne af hans søns 

hus ligger nu ud over floden, og det er 

kun et spørgsmål om tid, før det styrter 

i vandet. 

»Det næste bliver mit hus«, siger Leo, 

der har hørt om klimaforandringer og 

uforudsigeligt vejr i radioen. Men hans 

forklaring er simplere. »Det er Guds 

hånd, der har gjort det. Gud har ikke 

givet mig et godt liv«, siger han. »Men 

sådan er det. Det er de fattiges lod at 

blive fattigere«. 

SALTVAND PÅ VEJEN 

Vietnam kan virke ganske moderne og 

vestligt, når man som turist besøger 

landets store millionbyer, men man 

skal ikke tage fejl: Vietnameserne lever 

i høj grad af lavteknologisk landbrug, 

hvor afgrøderne plantes og plukkes med 

håndkraft og hvor plovene trækkes af 

bøfler. 

Vietnam er verdens femtestørste 

risproducent, en af verdens største 

ris eksportører og en meget væsentlig 

producent af fisk og skaldyr. Landets 

fødevarer produceres især i landbrugsområderne 

omkring Mekongflodens 

udstrakte delta. 

Uheldigvis er det frodige område 

omkring floddeltaet samtidig det, der 

er mest truet af naturkatastrofer og 

klimaforandringer. Det er nemt at konstatere 

med egne øjne, når man kører 

på jordvejene i provinsen Ben Tre: Selv 

om det er januar og den tørre tid i Ben 

Tre, ligger der vandpytter på vejene. 

De stammer vel at mærke ikke fra en 

regnskylle, men er saltvand efterladt af 

VIETNAM ER ET LAND I FORBLØFFENDE 

HASTIG UDVIKLING. I HANOI ER GA- 

DEBILLEDET DOMINERET AF SCOOTERE, 

HVOR DET FØR VAR CYKLER. 

DANSK STØTTE TIL RENE 

VIRKSOMHEDER 

Traditionelt har industrialiserede lande 

skulle igennem en periode, hvor deres 

virksomheder var uhyre forurenende, 

før landene fik råd til at rydde op og 

lave skrappere regler. Men behøver et 

land som Vietnam at skulle igennem 

den samme beskidte udvikling? 

Det mener Danida ikke. Danmark 

har afsat 55 mio. kr. til et program, der 

gør vietnamesiske virksomheder renere 

og mere energirigtige – samtidig 

med, at virksomhederne faktisk sparer 

penge. »Vietnam er i gang med samme 

udvikling som i Danmark i 1960’erne, 

hvor industrialiseringen gik meget 

hurtigt og der ikke var meget fokus på 

miljøproblemerne. Vi brugte efterfølgende 

meget energi på at rense os ud 

af problemerne. Vietnam kan reducere 

behovet for rensning betydeligt ved at 

bruge renere teknologier fra begyndelsen 

af«, siger teknisk rådgiver Mikael 

Malinovsky fra Danida. 

Danmark har støttet 37 virksomheder 

med konsulenthjælp, og det har vist 

sig, at relativ simple og billige ændringer 

i virksomhedens måde at producere 

varer på giver store besparelser, 

der er tjent ind allerede efter lidt mere 

end et år. 

tidevandet, der flere gange om måneden 

oversvømmer de laveste dele af området. 

Tidevandsoversvømmelserne er i 

de sidste år blevet værre og værre, og 

det rammer mange af beboerne hårdt. 

KØBMANDSBUTIKKEN SYNKER 

Familien Le Huynh er bogstaveligt talt 

ved at drukne i problemer. De har en 

købmandsbutik i den lille flække Pha 

Cau Van, der ligger godt fem kilometer 

fra flodmundingen ud til havet – hvis 

man ellers kan kalde en butik med så 

få varer for en købmand. 




TIDEVANDET FORAN KØBMANDEN I PHA CAU VAN HOLDER KUNDERNE VÆK FLERE 

MÅNEDER OM ÅRET. DET BLIVER VÆRRE OG VÆRRE ÅR FOR ÅR. 

Valget står stort set mellem Colgate 

tandpasta, fem dåser tomater, sojasovs, 

lidt slik, lotterikuponer, poser med salt, 

et par enorme dåser tørmælk og to mærker 

af cigaretter. Da vi besøger familien 

ved mørkets frembrud, er gaden dækket 

af 30-40 centimeter vand, der er tæt på 

at nå op til butikkens gulv. Scooterførere 

forsøger at køre igennem den lange 

sø, som tidevandet har dannet foran butikken, 

men de fleste må give op, når 

motoren drukner i saltvandet. 

MERE JORDNÆRE DRØMME 

Børn hopper grinende rundt i søen. Men 

det er alt andet end sjovt for familien 

Le Huynh, eftersom butikken ikke har 

en eneste kunde, når vandet står højt 

på vejen udenfor. 

»For fem år siden kunne vandet ikke 

nå husets gulv. Nu når det på de værste 

dage langt op ad sengestolpen i bagloka- 


let. Så det er blevet værre. Fra omkring 

september til februar er stedet oversvømmet 

halvdelen af dagene om morgenen 

og om aftenen«, siger familiens kvindelige 

overhoved, Huynh Thi Truyen. 

Normalt tjener familien omkring 

500.000-700.000 vietnamesiske dong 

– godt 200 kr. – om måneden på butikken, 

men i oversvømmelsessæsonen 

falder beløbet til 70 kr. om måneden. 

Familien har tillige en rejedam, men 

nogle år oversvømmes den også. Når 

vandet trækker sig tilbage, strømmer 

rejer for 10 mio. dong – mere end 3.000 

kr. – ud i havet. »Jeg har ingen finansielle 

muligheder for at flytte herfra, så 

jeg har ikke noget andet valg end at 

blive«, siger moderen. Hendes højeste 

ønske er, at hendes eneste datter kommer 

på universitetet. Men lige nu er 

drømmene mere jordnære: »Jeg ville 

ønske, at vejen lå højere«, siger hun.

VIETNAMS MADFABRIK 

DRUKNER 

Ben Tre og de andre provinser i Mekongdeltaet 

står over for en række meget 

alvorlige problemer med vand nu 

og i fremtiden. 

Det første problem er, at vandmængderne 

fra den enorme Mekongflod er 

ved at svinde ind, fordi kinesere, cambodjanere 

og vietnamesere længere 

oppe ad floden trækker på vandressourcerne 

til landbrug og industri. 

Når presset af ferskvand fra floden 

bliver mindre, kan saltvandet fra havet 

trænge længere op i deltaet, hvor det 

forurener landbrugsjorden og grundvandet 

med salt. Derfor er der nu en livlig 

handel med ferskvand til distrikterne 

tættest på havet. I den tørre tid betaler 

fattige bønder ublu priser for at få fyldt 

store lerkar op med vand fra lastbiler og 

transportpramme med rustne tanke. 

Det andet problem er, at klimaforandringerne 

har fået stormene til at 

dreje sydover. Mekongdeltaet oplever 

nu kraftige tropiske storme og tyfoner. 

»Forsyningen af ferskvand er allerede 

nu stærkt truet«, siger Phan Tuan 

Thanh, der er vicedirektør for Ben Tres 

miljøstyrelse. 

»En anden trussel er stormene. Tyfonerne 

er begyndt at ramme Ben Tre 

på en måde, vi aldrig har oplevet tidligere. 

Men havstigninger er den største 

trussel på langt sigt. Hvis vandstanden 

vokser omkring 50 cm, vil det meste 

af Ben Tre være under vand og det vil 

ødelægge landbruget her fuldstændig«, 

siger Pham Tuan Thanh. 

HVER TIENDE BLIVER 

KLIMAFLYGTNING 

Det er en vurdering, som mange internationale 

organisationer deler. Det er 

nemlig ganske umuligt at beskytte et 

område som Ben Tre – med sine 103 

floder – med diger. 

Selv mindre havstigninger betyder, 

at konsekvenserne af stormfloder og 

oversvømmelser bliver langt værre. Og 

en havstigning på én meter vil mere 

eller mindre sænke Ben Tre i havet. 

Mekongdeltaet har allerede fået en 

forsmag: I 2000, 2001 og 2002 blev 

Mekongdeltaet ramt af omfattende og 

usædvanlige oversvømmelser, der kostede 

mange hundreder af mennesker 

livet. Langt de fleste var børn. Så klimatilpasning 

i Vietnam består ikke bare i 

at bygge digerne højere. Det består også 

i, at hjælpeorganisationer som britiske 

OXFAM lærer især børn og kvinder at 

svømme. 

Det er da heller ikke tilfældigt, at 

Danmark har udvalgt netop Ben Tre 

som et særligt indsatsområde i det danske 

klimaprogram. Det danske program 

skal hjælpe de lokale med bl.a. at håndtere 

oversvømmelser og indtrængning 

af saltvand i landbrugsjorden. 

MISTEDE SØNNEN I TYFON 

2005 var et frygteligt år for 39-årige 

Pham Thi Tuyen og hendes familie. Hun 

bor i Da Loc, en lille landsby med 6200 

DANSK HJÆLP TIL BEN TRE 

Provinsen Ben Tre er et af de steder i 

verden, hvor folk bliver hårdest ramt af 

klimaforandringer. Derfor har Danida 

valgt at give Ben Tre særlig hjælp og 

støtte. 

Danida finansierer en række pilotprojekter, 

der skal hjælpe Ben Tre med 

at sikre rent vand, forbedre landbrugets 

modstandsdygtighed mod klimaforandringer 

og erosion samt beskytte de 

lokale mangroveskove. 

Danmark støtter Vietnam med 200 

mio. kr. til at forebygge og tilpasse sig 

til klimaforandringer i perioden 2009- 

2013. Midlerne hjælper i Vietnams 

arbejde med både at blive mere energieffektiv 

og med at beskytte de mest 

sårbare områder af landet mod global 

opvarmning. 




PHAM THI TUYEN RÆKKER SIT YNGSTE BARN, NGOC, FREM MOD SIN MAND, TRAN 

VAN QUYEN. I BAGGRUNDEN SKIMTES SØNNEN NHAT. ET BARN MANGLER: PHI DØDE 

UNDER EN STORM. 

indbyggere ud til havet i det nordlige 

Vietnam. 

Som så mange andre steder langs 

Vietnams kyst lever beboerne af afgrøderne 

fra små overrislede rismarker og 

af kartofler og jordnødder fra marker 

på størrelse med lilleput-fodboldbaner. 

Damme med fisk og rejer supplerer indtægterne. 

Men i 2005 fik Da Loc vejret at føle, 

og Pham Thi Tuyen blev ramt hårdere 

end nogen anden i landsbyen. I juni 

skete den første tragedie. Hendes ti år 

gamle søn Phi var ude at græsse sin families 

vandbøffel langs stierne mellem 

rejefarmene i udkanten af landsbyen, 

da byen blev ramt af en voldsom tropisk 

storm. 

Ingen ved, hvad der præcis skete, 

men da familie og naboer gik ud for 

at lede efter Phi, lå han druknet i en 

af rejedammene bag landsbyens gamle 

mangroveskov. 

Det er et tab, som Tuyen aldrig er 

kommet over. Hun kan stadig ikke klare 

at se på det store fotografi af sønnen, 

der står dækket af et rødt silkeklæde 

bagerst i huset. Men året skulle blive 


endnu værre. Den 29. september brasede 

tyfonen Damrey ind over Vietnams 

kyst med hastigheder på op til 133 kilometer 

i timen. Tuyen og hendes datter 

og dengang blot to uger gamle søn 

blev evakueret af myndighederne, mens 

hendes mand blev tilbage. 

SÅ RØG HUSET OG MARKEN 

Den morgen smadrede bølgerne ind 

mod det fem meter høje stendige med 

stadig stigende kraft og underminerede 

det jordfundament, diget var bygget på. 

Da en bølge, som ifølge formanden for 

byens dige var otte meter høj, kom rullende, 

vendte redningsarbejderne sig 

om og løb. 

Klokken ti brød det lange dige sammen, 

og familiens hus blev ødelagt af 

storm og rasende hav. Damrey efterlod 

fundamentet af huset og lidt af muren 

tilbage. 

»Vi måtte bo i grisestalden med et 

plastikdække i stedet for det tag, der var 

blevet revet af. På det tidspunkt følte 

jeg, at jeg ikke kunne fortsætte med at 

leve«, siger Tuyen. »Der var ikke noget 

tilbage. Intet vi kunne leve af«.

Ikke blot var huset væk: Saltvandet fra 

havet havde ødelagt familiens 1000 m 2 

mark til dyrkning af jordnødder. Mere 

end tre år efter er det stadig umuligt at 

dyrke noget som helst i den tilsaltede 

jord. 

I dag er Pham Thi Tuyens familie på 

fode igen. De har lejet sig ind på en af 

kommunens fælles rismarker, og lever 

af afgrøderne fra marken og af grøntsagerne 

i baghaven. 

AGENT ORANGE DRÆBTE SKOVENE 

Vietnamkrigen (1959-1975) krævede ikke 

blot enorme ofre blandt vietnameserne. 

Også naturen måtte holde for. Omkring 

halvdelen af det sydlige Vietnams mangroveskove 

blev ødelagt af bombninger, 

napalmangreb og ikke mindst 45 millioner 

liter af den berygtede plantegift Agent 

Orange. 

Amerikanske fly sprayede det over bevoksningen 

fra lav højde for at få træernes 

løv til at falde af. Det skulle gøre det svæ- 

SALTET ØDELAGDE MARKERNE 

Men landsbyen Da Loc er stadig ikke 

kommet sig over konsekvenserne af 

Damrey, der satte det meste af kommunen 

under vand i fire dage og hvor 

oversvømmelserne strakte sig op til fire 

kilometer ind i landet. 

28 huse blev totalt ødelagt, men et 

hjem kan bygges op igen. Derimod er 

mange af landsbyens marker stadig 

ufrugtbare og ubrugelige, og man kan 

rere for de nordvietnamesiske tropper at 

gemme sig i den tætte skov. 

Agent Orange indeholdt en ekstrem 

giftig version af stoffet dioxin og mistænkes 

for at være skyld i mange tusind dødsfald 

og i fødselsdefekter hos vietnamesiske 

børn. Den vietnamesiske regering har 

siden genplantet dele af mangroveskovene, 

mens anden skov er kommet sig af 

sig selv. Enkelte skovområder ligger dog 

stadig golde hen. 

EN AMERIKANSK ESKADRILLE SPRØJTER GIFT FOR AT FÅ TRÆERNES BLADE TIL AT 

FALDE AF OG FORHINDRE VIETNAMESISKE TROPPER I AT SKJULE SIG I SKOVEN. 




MANGE AF BEBOERNE I DA LOC SUPPLE- 

RER DERES INDKOMST VED AT SAMLE 

MUSLINGER I DET LAVE HAV. 

ligefrem se saltet trænge op fra jorden 

og lægge sig som fint, hvidt mel på jordoverfladen. 

Planter man en kartoffel i 

jorden, dør den, så snart den når en vis 

størrelse. 

Nogle beboere har derfor måttet 

tage dyre lån for at dække deres marker 

med 60 centimeter frisk, saltfrit 

jord, der er købt i andre kommuner. 

I mange familier er manden taget til 

fjerntliggende distrikter for at finde arbejde 

for at skaffe mad på bordet eller 

betale af på lånene. 34-årige Tram Thi 

Tams mand måtte tage arbejde på en 

sukkerrørsplantage 700 kilometer borte 

i det nordlige Vietnam for at betale af 

på det 10.000 kroners-lån, som familien 

tog for at købe frisk jord til at lægge på 

deres saltede mark. 

Det vil tage ham fem år. I mellemtiden 

ser Tam og hendes to børn blot 

manden i huset to måneder om året. 

»Det er hårdt, når man er et ungt par, 

men sådan er livet«, siger hun med et 

træt smil. 

Da Locs problemer er almindelige i 

Vietnam. Landet rammes i gennemsnit 

af syv store tropiske storme, eller tyfoner, 

om året. De ødelægger – i hvert 

fald for en tid – mange hundredtusind 

VIETNAM BLIVER SNART EN DEL AF PROBLEMET 

Vietnam er et fattigt land, hvor indbyggerne 

udleder langt mindre CO2 end 

danskere gør. Hver vietnameser udleder 

1,2 ton om året, mens en gennemsnitlig 

dansker bidrager med omkring 10 ton om 

året – næsten ti gange så meget. 

Når det alligevel er værd at holde øje 

med Vietnams CO2-udledning, skyldes 

det, at den vokser eksplosivt. Siden 1990 

er landets udledning blevet fordoblet cirka 

hvert syvende år, og nu stiger mængden 


hektarer landbrugsjord. Men der findes 

måder at beskytte sig – til en vis grad – 

mod naturens rasen. 

MANGROVER BESKYTTER 

MOD KLIMAET 

Denne søndag eftermiddag i Da Loc vader 

en gruppe på 20 kvinder barfodede 

flere hundrede meter ud i havet, der 

er så lavvandet, at det faktisk er rent 

mudder. Hver kvinde bærer på en slags 

slæde af træ, som de – når de kommer 

af udledninger endnu hurtigere. »I 2010- 

2011 regner vi med, at Vietnam går fra et 

fattigt land til at blive et middelindkomstland. 

Så Vietnam bliver snart en del af 

problemet«, siger landedirektør Steve 

Price-Thomas fra hjælpeorganisationen 

OXFAM. Vietnam planlægger at bygge 13 

store kulfyrede kraftværker de næste syv 

år for at dække landets voksende behov 

for energi, og salget af biler og motorcykler 

er eksploderet.

længere ud – sætter sig på for ikke at 

synke ned i mudderet, når de graver 

efter hjertemuslinger og snegle. 

Sådan har de altid gjort. Det nye er 

de små, spæde mangrovetræer af typen 

Candelia, som kvinderne vader igennem 

for at komme ud til muslingebankerne 

under mudderet. Her skal Da Locs næste 

mangroveskov være. 

Byen Da Loc blev som nævnt hårdt 

ramt af tyfonen Damrey, men faktisk 

kunne den lille by være blevet ramt 

endnu hårdere. En stor del af diget er 

nemlig beskyttet af et stort velvoksent 

område med tæt mangroveskov, der 

stopper både bølger og vind. Men en 

lang strækning af diget var ubeskyttet 

og brød altså sammen under stormens 

og bølgernes angreb. 

Så siden da har landsbyen med hjælp 

fra bistandsorganisationen CARE plantet 

mange hundreder hektar mangrovetræer 

for at få skabt en bedre naturlig 

beskyttelse mod fremtidens tyfoner og 

flodbølger. 

Tilplantning af mangrover er en af 

de bedste metoder til at beskytte en 

kyststrækning mod bølger og vind. De 

hårdføre træer er tilpasset et liv i tidevandet 

og kan klare at få stammer og 

rødder dækket af saltvand. 

Mangrovetræernes rødder holder 

på kysternes jord og sand, så det ikke 

eroderer væk, og beskytter samtidig 

bagvedliggende landområder mod flodbølger 

og vind. Det er globalt set en af 

de mest centrale ’teknologier’ (hvis man 

kan kalde udplantning af træer det), 

når fattige lande skal beskytte sig mod 

ekstremt vejr. 

GYMNASIEELEVEN 

PASSER PÅ TRÆERNE 

De nye mangrovetræer ud for Da Locs 

kyst er endnu for små til at yde nogen 

beskyttelse, men hele landsbyen har i 

samarbejde med CARE påtaget sig ansvaret 

for at passe og pleje dem. 

Fx har 19-årige Tram Thi Giang meldt 

sig frivilligt til at lede ’Green Team’, en 

gruppe af unge, der blandt andet har 

ansvar for at rense mangroverne for rurer 

– den slags krebsdyr, som lystsejlere 

i Danmark bander langt væk, fordi de 




ELSCOOTERE ER BARE IKKE SMARTE NOK 

Det virker næsten mirakuløst, at scootere, 

biler og fodgængere ikke braser konstant 

ind i hinanden i storbyen Hanois travle 

kryds. Der er ingen synlige trafikregler, 

og i stedet fletter et virvar af trafikanter 

sig ind og ud mellem hinanden i høj 

hastighed. 

Man tør næsten ikke tro på, at man som 

fodgænger kan komme levende over vejen. 

Men man skal bare gå langsomt over 

vejen i konstant hastighed – så svinger 

scooterne rundt om dig som vand omkring 

en sten i bækken. 

For ti år siden var Hanois trafik domineret 

af cykler, men nu er scooteren 

det mest anvendte transportmiddel og 

bilerne sælger bedre og bedre, selv om 

regeringen forsøger at holde salget nede 

ved hjælp af afgifter, der er næsten lige så 

høje som i Danmark. 

I 1995 var der ét motorkøretøj for hver 

20 vietnameser ifølge Vietnams trafikstyrelse. 

Nu er der i alt 26 mio. motorkøretøjer, 

mere end én pr. tre indbyggere. 95 % 

af motorkøretøjerne er scootere, og der 

registreres 9000 nye motorcykler om dagen 

ifølge Vietnam News. 

16-ÅRIGE XUAN MENER, AT HENDES ELSCOOTER ER GOD FOR MILJØET. HUN IND- 

RØMMER DOG, AT HUN ØNSKER SIG EN RIGTIG MOTOR. 


Scooteren giver vietnameserne frihed til 

at komme rundt, men de er også årsag til 

forurening med partikler og røg og klimaskadeligt 

CO2. En af løsningerne, som 

regeringen gerne så udbredt, er elektriske 

scootere, og i mange områder af Vietnam 

sælger de små scootere ganske godt. 

»Især når prisen på olie går op, kommer 

der rigtig mange i butikken«, siger Dang 

Van Sanh, indehaver af butikken Long 

Hue i byen Ben Tre City, der kun sælger 

elscootere. De fleste af hans elscootere 

er nærmere elektriske cykler, og er i 

mange vietnameseres øjne ikke specielt 

sexede. 

»Men i stigende grad ligner de almindelige 

scootere«, siger indehaveren. En 

hurtig prøvetur på butikkens topmodel 

afslører dog, at selv hans dyreste model 

er sløv i optrækket og lavet af dårlige 

materialer. 

Det er også tvivlsomt, hvor gode for 

miljøet elscooterne egentlig er. De købes 

mest af studerende, der bruger dem 

i stedet for at tage cyklen. Og dermed er 

der ikke vundet meget for miljøet eller 

klimaet.

sætter sig fast på bunden af deres både. 

Rurerne dræber de spæde træer og er en 

stor årsag til, at det er svært at plante en 

mangroveskov. Erfaringerne viser ifølge 

CARE, at 90 % af de spæde planter dør 

af storme eller rurer-angreb i løbet af 

det første år. 

Så nu står gymnasieeleven Giang og 

hendes jævnaldrende kammerater en 

gang om ugen i mudderet – iført blå 

uniforms-T-shirts med påskriften Green 

Team – og skraber rurerne af med håndkraft. 

»Jeg elsker at gøre det!«, siger 

hun under en kort pause fra det hårde 

arbejde. 

»Mangroverne er vigtige, for når de 

vokser sig store, så kan de beskytte os 

mod havet, når den næste storm kommer. 

Og den kommer. Helt sikkert. Når 

man ser, hvordan folk sprøjter kemikalier 

op i luften, så må der komme en ny«, 

siger hun. »Forestil dig, at nogle enkelte 

gør noget, der rammer mange andre. 

Det kan gøre mig temmelig vred!«, siger 

den idealistiske gymnasieelev. 

Landsbyen har nu i fællesskab plantet 

120 hektar mangroveskov, og 80-85 

% af mangrovetræerne overlever. Arbejdet 

er besværligt, men træerne skal nok 

vise deres værd. Bl.a. er skovene et godt 

levested for rejer, fisk og andre dyr, som 

landsbyen kan få økonomisk gavn af. 

Hjælpeorganisationen CARE insisterede 

fra starten på, at projektet skulle 

være demokratisk og forankret i landsbyens 

fællesskab, frem for den almindelige 

fremgangsmåde, hvor myndighederne 

hyrer professionelle til at plante 

mangroverne. 

Det har sikret, at hele byen er involveret 

og føler, at de har ansvar og 

medejerskab. Projektet er således blevet 

en model for, hvordan man skal sikre 

succes andre steder. 

HÅRDT RAMT, MEN 

GODT RUSTET 

Selv om Vietnam har mange andre problemer, 

så er den danske ambassadør i 

landet Peter Lysholt Hansen ikke i tvivl. 

»Jeg mener, at klimaforandringerne er 

den største udfordring af alle«, siger 

han. »Fortsat reduktion af fattigdom er 

også en hel central udfordring for Vietnam. 

Men det her er et spørgsmål om 

at prøve at forebygge, at en stor del af 

deres vækst går i stå«. 

Heldigvis er Vietnam et land, der 

ifølge den danske ambassadør og mange 

ngo’er faktisk tager truslen fra klimaforandringerne 

meget alvorligt: Det 

kommunistiske styre har gjort det til et 

af hovedfokusområderne de næste år, 

og er – med betydelig støtte fra Vesten 

– langt fremme med detaljerede planer 

for, hvordan klimaforandringerne skal 

håndteres. 

Men samtidig er Vietnam et land, der 

godt nok er blandt verdens fattige, men 

som bliver rigere i rekordfart. »Vietnam 

er verdensmestre i fattigdomsbekæmpelse«, 

som OXFAM’s landechef, Steve 

Price-Thomas, siger det. »I nogle opgørelser 

er Vietnam det land i verden, der 

har haft mest succes med at reducere 

fattigdom. Det er gået fra at have 58 

% fattige i 1992 til 16 % i dag«, siger 

han. 

Lande, der bliver rigere, har også 

langt bedre muligheder for at tilpasse 

sig klimaforandringer. Det har fået nogle 

kommentatorer til at argumentere for, 

at vi ikke behøver at gøre så meget for 

at stoppe den globale opvarmning. For 

i fremtiden har selv fattige lande flere 

penge til at afbøde nogle af de negative 

effekter fra den globale opvarmning. 

Men det argument køber Steve Price- 

Thomas ikke. 

»Vi kan ikke vælge at lade stå til, for 

klimaforandringerne betyder, at selve 

motoren i Vietnams vækst går i stå. Motoren 

er landets meget produktive landbrug 

og mange små fødevarevirksomheder, 

og hvis man fjerner folks mulighed 

for at skabe en god indkomst fra jorden 

og havet, så fjerner man væksten«, siger 

han. 



TØRKEN SPREDER SIG 

Manglen på vand og træer breder sig i Kenya. Ude ved kysten dør korallerne. 

Den vigtigste afgrøde majs visner hen i områder, der før havde rigeligt med 

regn. Kenyanerne kæmper på mange fronter mod naturfænomener, der ikke 

længere kan henføres til guderne. 

‘My God is able’ – min Gud er dygtig 

– står der på den ældre kvindes taske. 

Men Gud har fået nye udfordringer 

her på grænsen mellem Machakos- og 

Makueni-distrikterne i det sydøstlige 

Kenya. Og det er derfor, at den ældre 

kvinde med den gudfrygtige taske står 

under træerne ved lagerbygningen i 

Kola og venter på, at det bliver hendes 

tur til at få udleveret nødhjælp. 

Ligesom de hundreder af andre 

kenyanere, der har søgt skygge for den 

brændende sol, er hun ikke vant til at 

stå i kø for at få mad. 

Vi er i udkanten af det, der normalt er 

Kenyas frugtbare højland: i 1500-1600 

meters højde, hvor varmen sjældent er 

ulidelig, regnen ofte rigelig, og høsten 

derfor sjældent slår fejl. 

KVINDERNE STÅR OFTE I KØ I TIMEVIS, FØR 

DE KAN FÅ UDLEVERET EN SÆK MAJS. 

Eller sådan var det i hvert fald indtil 

omkring årtusindskiftet. Siden har kenyanerne 

kun haft én rigtig god høst – i 

2006. 

Omkring årsskiftet 2008-2009 gik 

det helt galt. Den såkaldt ’korte regn’ 

var kortere end normalt, og sluttede 

allerede i begyndelsen af december – i 

stedet for efter jul. Det betød, at millioner 

af kenyanere havnede på eller 

under sultegrænsen. 

GUDS VILJE ELLER 

MENNESKETS CO2 

De seneste år har regeringen uddelt 

nødhjælp maksimalt to gange i dette 

område mellem nytårs-høsten og den 

næste høst i juni-juli, men i 2009 skete 

det op mod 15 gange. Allerede her i 

januar er man oppe på fjerde gang. »Vi 

plejede jo at klare os selv«, siger flere 

af de kvinder, vi taler med. 

TØRKEN SPREDER SIG 131 

KENYA: | 

TØRKE 

OG DÅRLIG HØST | 

NEDBRYDNING 

AF MANGROVE | 

PROJEKTER 

MED PLANTNING AF TRÆER


SUDAN 

UGANDA 

Kisumu 

Mount 

Elgon 

(4321 m) 

TANZANIA 

Lodwar 

Lokichar 

Kitale 

Eldoret 

Kvinderne virker nærmest vantro over 

for, hvad der dog sker med vejret i disse 

år, men kobler det ikke til menneskeskabte 

klimaændringer. Det er ’Guds 

vilje’, mener de. 

Underdirektør Shadrack Mutavi fra 

det kenyanske landbrugsministerium 

hælder ligesom videnskaben mere til 

at lægge ansvaret på udledningen af 

drivhusgasser. Temperaturerne er de 

seneste årtier steget overalt i Kenya, 

og i denne del af landet er tørkeperio- 

132 TØRKEN SPREDER SIG 

Lake Turkana 

Nyahururu 

Kericho Nakuru 

Lake Naivasha 

Lake 

Baringo 

Naivasha 

Nairobi 

ETIOPIEN 

Mount Kenya 

(5199 m) 

Mt. Nakuru 

(3995 m) 

Kilimanjaro 

(5895 m) 

Nyumbani 

Kasunguni 

Kenya 

0 100 200 km 

Garissa 

Mombasa 

Mokowe 

Lamu 

SOMALIA 

Malindi 

DET 

Kwetu 

INDISKE 

Mombasa OCEAN 

Marine Park 

Pemba 

Ækvator 

Paté 

derne blevet hyppigere og længere. I de 

kommende årtier vil vejret blive endnu 

mere uforudsigeligt og dårligere egnet 

til landbrug, ifølge FN’s Klimapanel ( 

27) og regional klimaforskning. 

Mutavis regering skal denne dag 

distribuere 55 sække med 90 kg majs 

i hver. De skal fordeles til 500 af områdets 

12.000 beboere: det er foreløbig 

kun de ældre, de syge, de enlige mødre 

og familier med babyer, der har ret til 

nødhjælp.

MAJSEN VOKSER BAGLÆNS 

Nødhjælpen falder på et tørt sted. Det 

bliver tydeligt, da vi drejer fra hovedvejen 

og ud ad de støvede, bumpende jordveje 

mod landsbyerne. Majsen er så indtørret, 

at den ikke er blevet til egentlige 

kolber. »Den er gået helt i sig selv. Den 

vokser nærmest baglæns«, som Danidas 

landbrugskonsulent i området, agronom 

Niels Bonnerup udtrykker det. 

Shadrack Mutavi fra Landbrugsministeriet 

supplerer: »Det er svært at forestille 

sig, men før i tiden var her grønt, 

og folkene, man mødte, havde smil og 

glimt i øjet. Nu er her vissent, og gløden 

i folks blikke er slukket«. 

Han har ret. Frustrationen lyser ud af 

de folk, der trasker rundt på den røde 

jord og samler de tørre majsstængler for 

at give dem til kvæg, geder og høns. 

I Danmark er formålet med at dyrke 

majs netop at producere foder til husdyrene, 

men her er det den vigtigste 

afgrøde – ikke blot hovedingrediens i 

nationalretten ugali, men selve fundamentet 

for det daglige brød. Flere har 

derfor måttet droppe en egentlig frokost 

– morgenmad har man sjældent 

råd til herude – og mange får nu kun 

ét hovedmåltid om dagen. 

SVÆRT AT FÅ ARBEJDE 

Murikali Nzuve er en af dem, der trisser 

af sted med et bundt vissengule majsstængler 

på ryggen. Hun er 30 år, men 

ser ældre ud, måske fordi hun skal forsørge 

tre små drenge og en pige, og ikke 

længere har nogen mand. 

Nzuve har endnu ikke ret til nødhjælp, 

fordi hun er flyttet hjem til sine 

forældre, der stadig kan arbejde. Familien 

overvejer som så mange andre at 

rykke til Nairobi. 

Her tror de, at det er nemmere at 

finde job og mad, men virkeligheden 

er ofte, at de ender i endnu større fattigdom 

i hovedstadens slumkvarterer, 

der er hårdt plaget af forurening, sygdomme 

og kriminalitet. 

Foreløbig bliver Murikali Nzuves familie 

i Makueni-området og forsøger at 

få forskellige småjobs i forbindelse med 

MURIKALI NZUVE ER ENLIG MOR MED FIRE MUNDE AT MÆTTE, MEN DE TØRRE MAJS- 

STÆNGLER KAN IKKE BRUGES TIL MENNESKEFØDE. KUN TIL HUSDYRENE. 


TØRKEN SPREDER SIG


VEJRET I KENYA – NU OG I FREMTIDEN 

Kenyas areal er 583.000 km 2 – cirka 13½ 

gange Danmark. Landet ligger ved Ækvator 

og har tropisk klima. 

Den næststørste by Mombasa ved 

kysten har gennemsnitstemperaturer på 

22-30 grader, mens den højereliggende 

hovedstad Nairobi har 14-25 grader. 

Landet har to regntider: ’den lange 

regn’ fra april-juni og ’den korte regn’ fra 

oktober-december. Den korte regn var 

indtil for nylig ikke så meget kortere end 

den lange, og var i øvrigt en af de mest 

forudsigelige sæsonfænomener på planeten. 

Det er den ikke mere. 

Siden 1950’erne er temperaturen i Kenya 

steget lidt mere end en halv grad, og den 

vil fortsætte støt opad de kommende årtier. 

Ifølge nogle modeller vil det være op 

mod tre grader varmere ude ved kysten 

i år 2100. 

Nedbørsmønsteret er langt fra så entydigt. 

Faktisk regner forskerne med, at der 

i dele af Kenya (og Østafrika generelt) vil 

komme mere regn – i modsætning til langt 


de fleste andre tropeområder på planeten 

( 84). 

I den sydlige del af landet omkring 

Nairobi vil man dog få mindre regn, og 

udtørring af gletsjerne på Mount Kenya 

og Mount Kilimanjaro vil bidrage til vandmanglen. 

Til gengæld vil man måske få 

mulighed for at dyrke æbler og pærer på 

de snart frostfri bjergsider. 

Stort set alle andre steder i landet vil den 

større variation i vejret og de flere ekstremer 

gøre det sværere at dyrke afgrøder 

– særligt på de 80 % af Kenyas areal, der 

allerede i dag er tørt eller halvtørt. 

Lavlandssygdomme vil kravle op i højlandet. 

Malaria er allerede fundet tæt på 

Nairobi. Og ude ved kysten vil kraftigere 

storme og havstigninger ikke kun blive en 

trussel mod lokalsamfundene, men også 

mod turismen. 

Kilder: FN’s Klimapanel, Verdensbanken, 

UNEP m.fl. 

UDTØRRING AF GLETSJEREN PÅ MOUNT KILIMANJARO BIDRAGER TIL DEN VAND- 

MANGEL I ØSTAFRIKA, DER VIL RAMME BÅDE MENNESKER OG DYR.

anlægningen af den vej, der skal bygges 

herude. 

I øjeblikket er det dog kun de mest 

sejlivede, der kan blive hyret. De skal 

rydde vejsiderne for små genstridige 

træer og buske og grave grøfter. Hårdt 

arbejde, når der er 30-35 grader i skyggen, 

især når skygge næsten er ikkeeksisterende. 

Og med det store udbud 

af arbejdskraft, kan vejfirmaerne presse 

lønnen, så man skal arbejde meget hurtigt 

for at tjene til dagen og vejen. 

VANSKELIGERE AT SKAFFE VAND 

Tørken gør, at familierne her også skal 

bruge længere tid på at skaffe vand. Vi 

standser ved en såkaldt vandkiosk – et 

skur med en vandmåler og rørføring fra 

et vandreservoir, der normalt forsyner 

4000 mennesker med vand. 

Men vandkiosken er lukket, for reservoiret 

er næsten tørret ud – vandstanden 

er nede på halvanden meter mod 

normalt ti. Et par drenge står med et 

par pinde og kroge – »for at få nogle 

fisk op, inden de dør«. 

Varmen og den lave vandstand medfører 

et mere koncentreret indhold af 

skadelige stoffer i vandet. Men kvinderne 

fylder vanddunkene alligevel – de 

koger vandet, når de har gået de fire 

kilometer hjem. Besværligt, men ikke 

så besværligt som at gå yderligere seks 

kilometer til næste vandreservoir. 

Nogle af kvinderne balancerer ikke 

blot med de 20-liters-dunke på hovedet, 

men fletter også samtidig snore af 

plantefibre. De var tidligere blot til pynt, 

men er nu blevet en økonomisk nødvendighed 

for mange. Opkøbere giver typisk 

knap 30 kenyanske shilling – omkring 

2 kr. – per snor, og det er svært at 

nå at lave mere end en-to om dagen. 

»Bare det at hente vand er nærmest 

et fuldtidsjob her nu, så kvinderne arbejder 

hårdt, når de samtidig skal flette 

snor og passe afgrøderne og deres familie«, 

fortæller Shadrack Mutavi fra 

Landbrugsministeriet. 

NOBELPRIS FOR 

TRÆPLANTNING 

I 1977 plantede den kenyanske professor 

Wangari Maathai et træ i sin baghave 

og startede dermed græsrodsbevægelsen, 

der senere blev kendt som 

Green Belt Movement. 

Siden er mere end 40 millioner 

træer plantet i Kenya, og bevægelsen 

har bredt sig til mere end 30 lande på 

kontinentet. Kernen i den er et forsøg 

på at oplyse kvinder (der udgør 70 % 

af bønderne i Afrika) om forbindelsen 

mellem jorderosion og dårlig sundhedstilstand 

– og dermed om fordelene ved 

at plante træer. 

’Afrikas Moder Træ’ Maathai fik i 

2004 Nobels fredspris for at kæmpe 

for miljøet i en tid, hvor Kenyas regime 

i bedste fald var ligeglad og i værste 

fald forfulgte grønne aktivister som 

hende. 


TØRKEN SPREDER SIG


KORRUPTION I KENYA 

Ligesom i andre lande i Afrika bliver Kenyas 

bestræbelser på at få det internationale 

samfund til at finansiere klimatilpasning 

og anden udviklingshjælp vanskeliggjort 

af megen korruption og ulighed. 

Kenya ligger helt nede omkring nummer 

150 ud af 180 på Transparency 

Internationals antikorruptions-indeks 

(Danmark er i top 3), og der går dårligt 

en uge uden, at medierne kan afsløre nye 

skandaler. 

Da majsprisen i begyndelsen af 2009 

blev tredoblet i en usædvanlig slem fødevarekrise, 

skyldtes det fx ikke kun vejret 

og slagsmålene mellem nogle af Kenyas 

stammer efter valget et år forinden. Problemerne 

kunne også henføres til, at politikere, 

embedsmænd og forretningsfolk 

havde solgt majs til Sydsudan med stor 

profit. 

Mange eksperter forstår heller ikke, 

hvorfor nogle politikere har skrevet under 

på at udleje 40.000 hektar af Kenyas mest 

frugtbare jord ved Tana River, så oliestaten 

Qatar kan dyrke fødevarer derude. 


Korruptionssagerne bliver sjældent undersøgt. 

Og bliver de det, lægges der så 

mange begrænsninger på, at det reelt er 

umuligt at udpege de ansvarlige. 

Et eksempel er kommissionen, der i 

2008-09 skulle lede efter næsten en milliard 

kroner, der var forsvundet fra en 

international fond til ofre for hiv/aids, 

malaria og tuberkulose. Den fik at vide, 

at den ikke måtte udspørge hverken nuværende 

eller tidligere sundhedsministre 

eller topembedsmænd. 

Selv når man holder sig inden for lovens 

rammer, er det en usædvanlig god 

forretning at være politiker i Kenya. Parlamentsmedlemmerne 

er med deres skatte- 

og momsfrihed og en lang række andre 

frynsegoder blandt de højst lønnede i 

verden. 

Den reelle månedsløn er tæt på 80.000 

kr. – i et land hvor gennemsnitsindkomsten 

ligger omkring 300 kr. Denne store 

forskel mellem rig og fattig ser donorerne 

af udviklingshjælp meget gerne bragt 

ned.

Hvad laver mændene så, spørger vi? 

Mutavi og hans kollega bryder ud i en 

høj latter, der nok er hjertelig, men også 

virker som om et udslag af en flov smag 

i munden: »Mændene vil sikkert sige, at 

de hjælper kvinderne med at organisere 

arbejdet, så det bliver udført mere effektivt«, 

siger Mutavi. 

Han tilføjer, at sandheden nok nærmere 

er, at en stor del af mændene ikke 

laver så forfærdelig meget – et billede, 

der er velkendt flere andre steder i 

Afrika. 

SAND HOLDER PÅ VAND 

I den nærliggende landsby Kasunguni 

har mændene bygget en meget brugbar 

dæmning – med rådgivning og finansiering 

fra blandt andet Danmark. Det 

er en såkaldt ’sanddam’ – en dæmning, 

der i regntiden sørger for, at noget af 

vandet holdes tilbage og siver ned i 

sandjorden. 

Sandet filtrerer vandet og sørger for, 

at det er langt renere end i et åbent 

reservoir, og så har beboerne vand nok 

til, at både de selv og husdyrene kan 

komme gennem tørtiden. Medmindre 

den bliver ekstremt tør. 

Det ser næsten surrealistisk ud, at 

landsbyens kvinder står i kø med vanddunke 

rundt omkring et hul i det udtørrede 

flodleje. Men den er god nok. 

En meter nede kan de skrabe sandet af 

siderne, så der siver lidt vand ud. Vandet 

opsamles i en stor kalabas-frugtskal 

og hældes over i en 20-liters-dunk, som 

det tager knap en halv time at fylde. 

»Og vandet er helt klart. Se selv«, viser 

Mugni Makau. 

Sanddæmningen hjælper Kasunguni 

gennem den krise, landsbyen ellers var 

havnet i, fordi dens vandtank har været 

tom i et halvt år. Som så mange andre 

småsamfund i området fik Kasunguni 

tidligere vand fra Afrikas højeste bjerg 

Kilimanjaro lige over grænsen til Tanzania 

knap 200 km herfra. Men efterhånden 

som gletsjeren på toppen af 

Kilimanjaro udtørrer, prioriterer myndighederne 

leverancerne til befolkning 

og industri i de større byer. 

Vandet fra hullet i flodbunden har ikke 

kunnet afhjælpe den fejlslagne høst. 

SÅKALDTE SANDDAMME KAN SØRGE FOR RENT DRIKKEVAND I TØRTIDEN. HER HEN- 

TER KVINDER FRA KASUNGUNI-LANDSBYEN FORSYNINGER. 


TØRKEN SPREDER SIG


TØRKE TVINGER DYR TÆTTERE PÅ MENNESKER 

Kenyas dyr mærker også tørken. Mange 

af de bær og andre frugter, som bavianer 

og andre aber plejer at spise, bliver indtørrede 

uden tilstrækkelig næring. 

Det betyder, at aberne bliver frækkere, 

mere tilbøjelige til at gå i køkkenhaver 

og i det hele taget komme tættere på 

mennesker. 

Også større dyr bliver påvirket. Fx 

tvinger tørke stadig oftere elefanter til at 

ændre vandreruter, så de kommer i karambolage 

med landsbyer – hvor mennesker 

forsøger at skræmme dem væk 

eller skyde dem. 

I Kasunguni er det ikke kun majsen, der 

hænger med hovedet. Også bananerne 

ser skidt ud, og ifølge landsbyens beboere 

er selv den tørkestærke mango både 

mindre og mindre saftig i år. 

KLIMA ER BUZZWORD 

Formanden i Kasunguni, 67-årige Steven 

Kitela, opsummerer situationen på 

landsbyens relativt skyggefulde torv: Da 

han var barn, var der næsten aldrig tør- 


Ifølge FN’s Klimapanel ( 27) er det en 

tendens, der vil brede sig, og som er medvirkende 

til, at 25-40 % af Afrikas dyrearter 

– herunder zebraen – risikerer at gå 

stærkt tilbage eller uddø inden 2100. 

Problematikken fører ikke kun til flere 

konflikter mellem dyr og mennesker, 

det kan også resultere i nye, alvorlige 

sygdomme: Hiv/aids sprang fra aber til 

mennesker, da de kom for tæt på, og smittekilden 

til SARS var efter alt at dømme 

kinesiske desmerdyr. 

ke. Der var nok vand og mad, og både 

mennesker og dyr var sunde. Og nu er 

det lige omvendt, fortæller Kitela. 

Formandens fremstilling af vejret 

før og nu er noget forenklet, formentlig 

også fordi ’climate change’ er blevet 

det nye og helt store buzzword i den 

internationale udviklingshjælp. Kan du 

henføre dine problemer bare delvist til 

et ændret klima, har du større chancer 

for at få penge fra de rige lande. Men

vejrstatistikkerne bekræfter, at Kitelas 

udlægning nok er overdrevet, men langt 

fra grebet ud af det blå. Især hans pointe 

om, at man ikke længere kan sætte 

sin lid til regntiden underbygges af statistikkerne. 

Bønderne risikerer, at regnen kommer 

tidligere end det, der engang var 

normalt – og drukner deres afgrøder. 

Eller at den slutter alt for tidligt – og 

dermed ikke modner deres afgrøder 

tilstrækkeligt. 

De seneste års ustabile klima og 

manglende regn har også gjort det sværere 

for indbyggerne i Kasunguni at få 

gang i alternativer til det traditionelle 

og enstrengede landbrug. 

KAMP FOR FLERE TRÆER 

Kasunguni havde med hjælp fra Danmark 

og andre internationale donorer 

oprettet en lille træplantnings-forretning 

i 2006. Men selv om indbyggerne 

havde lyttet til eksperternes råd og valgt 

relativt tørkeresistente arter, blev de al- 

ligevel ramt af klimaet. De små træer 

blev angrebet af termitter, der også tørstede 

og derfor gik målrettet efter alt 

grønt for at finde væde. 

På trods af termitterne lykkedes det 

for Kasunguni at få produktionen til at 

stige cirka 5 % fra 2007 til 2008, hvor 

man solgte næsten 3500 små træer til 

10 shillings – godt 70 øre – per stk. Folk 

i området køber og planter træer, fordi 

kampagner fortæller, at det kan betale 

sig: rødderne modvirker erosion og 

holder på vandet, og er der nok træer, 

tiltrækker det også regn. 

Den form for miljøoplysning er ofte 

alfa og omega, bare for at få folk til at 

lade være med at fælde de få tilbageværende 

træer. Det konstaterer vi dagen 

efter på de hullede og bumpede veje fra 

Makueni-distriktet til landsbyen Nyumbani 

i nabodistriktet Machakos. 

TRÆPLANTAGE TIL UDDANNELSE 

Jo længere vi kommer ned fra højlandet, 

jo flere bunker med trækul ligger ved 

TRÆKUL ER BILLIG OPVARMNING, OG DE FATTIGE KAN TJENE PÅ AT SÆLGE DET. MEN 

DET SKADER BÅDE SUNDHED, MILJØ OG KLIMA. 


TØRKEN SPREDER SIG


ROCKSTJERNER MOD TØRKE 

Sidste gang Kenya for alvor oplevede sult 

var i 1984-85. Tørken havde fat i hele Østafrika. 

Det var værst i Etiopien, og tv-bil- 

SIR BOB GELDOF HAR BL.A. FÅET RIGE 

LANDE TIL AT EFTERGIVE GÆLD. 

vejsiderne. Trækul er træ, der er varmet 

kraftigt op, så det bliver mere effektivt 

som brænde. Her i Afrika produceres det 

imidlertid ofte på en primitiv facon, der 

både er sundhedsskadelig og ineffektiv, 

og en stor sæk indbringer kun 200 shilling 

– cirka 15 kr. 

»Men folk har intet andet valg, når nu 

høsten er slået så meget fejl«, fortæller 

Philip Ndichu fra den lokale ngo GEM 

(Global Environmental Management 

Educational Centre). 

GEM er en af initiativtagerne til et 

nyt og usædvanligt projekt, der forsøger 

at løse flere af Afrikas store problemer 

på én gang: Landsbyen Nyumbani huser 

børn, der har mistet deres forældre til 

aids, og samtidig producerer den både 

træer og fødevarer på en bæredygtig 

facon. 


leder af underernærede børn derfra satte 

gang i det første verdensomspændende 

velgørenhedsinitiativ fra rockmusikere. 

Det var Boomtown Rats-sangeren Bob 

Geldof, der blev både rørt og oprørt, og 

som samlede sangere som George Michael, 

Sting og U2’s Bono i Band Aidprojektet. 

Deres sang ’Do They Know 

It’s Christmas’ blev nummer et op til jul 

1984 og er stadig den næstmest solgte 

single i Storbritannien nogensinde. 

Siden fulgte kolleger over hele i verden 

trop. I USA hed bidraget ’We Are 

the World’ og i Danmark ’Giv en hånd 

til Afrika’. 13. juli 1985 arrangede Bob 

Geldof det, der stadig anses som den 

største livekoncert nogensinde, Live Aid 

i London og Philadelphia. 

I alt indsamlede Geldof & co. mere end 

halvanden mia. kr. til etiopierne i 1984- 

85, og han blev adlet for indsatsen. ’Sir 

Bob’ og andre velmenende rockstjerner 

har siden gentaget initiativet flere gange, 

og bl.a. fået rige lande til at eftergive afrikanske 

landes gæld. 

Nyumbani har plantet mere end 30.000 

Melia volkensii-træer i en plantage i tilknytning 

til landsbyen. Arten er ikke 

blot tørkestærk, men også hurtigvoksende 

og meget velegnet som møbeltræ. 

Plantagen kunstvandes med en 

pumpe, der er drevet af en solfanger, og 

som trods prisen på 1,2 mio. shilling er 

tjent ind på under et år – for alternativt 

skulle man have brugt samme beløb på 

brændstof til en dieselpumpe. 

Om fem-seks år kan man begynde at 

høste og sælge træerne. Pengene skal 

blandt andet bruges til at finansiere de 

forældreløse børns videreuddannelse 

på college. Fem-seks år er noget nær en 

evighed i afrikansk perspektiv og normalt 

en helt urealistisk tidshorisont. 

Men en amerikansk rigmand har set potentialet, 

og har sponsoreret plantagen.

ØKOLOGI SÆLGES I BLIXENS BY 

Nyumbani dyrker også andre arter, der 

kan klare sig i fremtidens varmere og 

mindre regnfulde klima. Fx Moringatræer, 

der ligesom landsbyen kan løse 

flere problemer på én gang: 

Man kan bruge de tørrede frø til at 

rense beskidt vand med. Man kan også 

presse frøene – så får man behenolie, 

der er rigtig god til at smøre ure og 

MASAIERNE OG GASSERNE 

De kalder os iloridaa enjekat – ’dem, der 

spærrer deres prutter inde’ – fordi vi går 

i bukser. Men nu må masaierne sande, 

at det ikke er alle gasser, som den hvide 

mand spærrer inde. CO2 og andre drivhusgasser 

er medvirkende til, at mange 

af de områder, som masaierne tidligere 

kunne opdyrke, er blevet for tørre, og 

eftersom regeringen har lagt begrænsninger 

på deres traditionelle nomadeliv, 

andet finmaskineri. Og endelig er dens 

blade meget næringsrige: der er mere 

C-vitamin end i citroner og mere kalium 

end i bananer. Dermed kan den 

gøre de forældreløse børn, der selv er 

hiv-smittede, mere modstandsdygtige, 

fortæller Philip Ndichu. 

Landsbyen har også olieplanter som 

kristpalme og purgernød, som kan bruges 

til biobrændstof. Og så dyrker de 

har de ikke længere mulighed for at flytte 

sig. En rapport fra den britiske ngo OX- 

FAM fra 2008 vurderer ellers, at resten af 

Afrika ville kunne bruge masaiernes erfaringer 

i kampen mod klimaændringerne. 

Masaierne har i århundreder flyttet sig fra 

de allertørreste områder og fundet andre 

steder, der ved første øjekast kunne synes 

lige så tørre, men hvor de alligevel kunne 

finde vand og drive landbrug. 

MASAIER HAR I ÅRHUNDREDER FUNDET MÅDER AT DYRKE AFGRØDER PÅ I ME- 

GET TØRRE OMRÅDER. HER ER DE MED GEDER NÆR GRÆNSEN TIL TANZANIA. 


TØRKEN SPREDER SIG


en række økologiske fødevarer sammen 

med folk fra de nærliggende landsbyer 

– der derved også får glæde af projektet. 

De økologiske produkter kan typisk 

sælges til en merpris på 25-30 %. Men 

det kræver en vis mængde at få opkøberne 

til at køre helt herud fra Nairobi, 

for det er primært i hovedstadens velhavende 

kvarterer, at folk har råd til 

økologi. 

Størst afsætning er der faktisk i forstaden 

Karen, hvor den danske forfatter 

Karen Blixen boede fra 1914-31 (allerede 

før da hed området dog Karen) 

Også turistområderne på kysten er dog 

begyndt at efterspørge økologi. 

KORALLERNE DØR 

Ude ved kystbyen Mombasa mærker 

man også klimaændringerne, men 

foreløbig har de knap så drastiske implikationer 

som i de tørrere områder 

inde i landet. 

Den veludviklede turistindustri betyder, 

at levestandarden er noget højere 

– i hvert fald i de perioder, hvor der 

ikke er uro i landet – og der er generelt 

flere alternativer til landbrug. Turistin- 

BLEGNEDE KORALLER 

Koralrevene er de største levende strukturer 

på kloden. De udgør blot 0,1 % af 

havbunden, men er hjemsted for en tredjedel 

af alt marint liv. Dermed overgås de 

i biodiversitet kun af regnskoven. 

Revene var truede, allerede inden den 

globale opvarmning slog igennem. Ikke 

kun af forurening og for megen turisme 

inde ved strandene og på selve revene, 

men også af de lokales aktiviteter, blandt 

andet fiskeri med dynamit og cyanid. 

Men igen forværrer klimaforandringerne 

situationen. Der vil komme højere 

vandstand og flere storme, så der bliver 

skyllet mere sediment og grus ud fra kysterne. 

Værst på længere sigt er, at der 


dustrien frygter dog fremtidens klima, 

ikke mindst fordi et af dens største trækplastre, 

koralrevene, rammes af den globale 

opvarmning. En tur under vandet 

i Mombasa Marine Park er allerede i 

dag ikke den farvestrålende oplevelse, 

man havde ventet. Flere steder er det 

faktisk som at svømme rundt i en sorthvid 

film. 

Korallerne er blegnet, og i stedet for 

at lyse op i alle regnbuens farver er de 

helt hvide eller allerede overgroet med 

alger. Koraller bleges naturligt hvert år 

lidt i den varmeste tid i marts-april, men 

denne type blegning er mere alvorlig og 

varer ved. 

Blegningen kan blandt andet henføres 

til de varme havstrømme, der de 

seneste år har gjort skade på mange 

af verdens koralrev. Og så hjælper det 

heller ikke, at meget af indholdet fra 

Mombasas kloakker flyder urenset ud i 

havet, og at hotellerne langs kysten lukker 

svømmebassin-klor ud. Også her er 

miljøproblemerne altså en kombination 

af traditionel forurening og klimaændringer. 

Når korallerne dør, forsvinder 

mange af fiskene, der var en del af 

økosystemerne. Det er ikke kun trist for 

kommer mere alvorlige episoder med 

den såkaldte El Niño og andre varme 

havstrømme, der bleger eller dræber 

korallerne. 

Hertil kommer, at det forhøjede indhold 

af CO2 i atmosfæren ændrer havets 

kemiske sammensætning, så det generelt 

bliver mindre egnet til at leve i. 

Havenes pH-værdi falder, de bliver 

mere sure, og så bliver det sværere for 

korallerne at skaffe tilstrækkeligt calciumkarbonat 

til at danne eller gendanne deres 

kalkholdige skeletter. 

Ifølge forskerne vil denne forsuring 

af havene også ramme meget andet liv 

under overfladen.

DENNE KENYANSKE HAWKFISH ER BLANDT DE MANGE ARTER, DER RAMMES, NÅR 

KORALLER BLEGES AF HØJERE TEMPERATURER. 

turister med snorkler og dykkerudstyr, 

men også for den naturlige beskyttelse 

af kysten mod storme eller tsunamier – 

og for de lokale fiskere. 

Fiskerne kan også fortælle, at man 

ikke længere kan regne med, at havet 

er roligt i den såkaldt ’rolige tid’ mellem 

den korte regn og den lange regn – nordøstmonsunen 

og sydøstmonsunen. 

Monsunerne flytter sig ofte, nogle 

gange flere uger. I det hele taget er klimaet 

også her på kysten blevet langt 

mere uforudsigeligt. Og så er det blevet 

varmere. Som Yunus Aboud, formand 

for en af fiskernes organisationer, udtrykker 

det: »Det er som om, at solen 

er kommet tættere på« 

OVERFISKERI GØR DET VÆRRE 

Fiskerne i Mombasa og kystens anden 

store by Malindi skyder skylden for 

nedgangen i deres fangst på klimaændringerne. 

Fiskerne fanger nu typisk 

1-2 kg fisk om dagen mod 4-5 kg for 

få år siden. »Men her er hovedårsagen 

altså overfiskeri«, fastslår marinbiolog 

David Obura. 

David Obura har taget Ph.D. og mastergrad 

i USA i klimaændringers indflydelse 

på koraller og kystsamfund. 

Han er koordinator for Corcio (Coral 

Reef Degradation in the Indian Ocean), 

der blandt andet samarbejder med De 

Nationale Geologiske Undersøgelser for 

Danmark og Grønland (GEUS) om at 

sikre kysten her bedre mod de storme 

og havstigninger, der kan skabe erosion 

og oversvømmelser i flere lavtliggende 

landsbyer og hotelområder. 

Obura er desuden højt placeret i den 

internationale miljøorganisation IUCN 

(International Union for Conservation 


TØRKEN SPREDER SIG


CIVILISATION DØDE AF 

VANDMANGEL 

Det er ikke første gang, at indbyggere 

i Kenya døjer med livstruende 

vandmangel. Få km syd for Malindi på 

Kenyas kyst kan man se ruinbyen Gedi 

– resterne af en højtstående islamisk 

civilisation, der især i 1400-1500-tallet 

handlede Mingvaser med kineserne 

og glas med perserne, og som havde 

toiletter med skyl. 

I 1600-tallet forlod de 2500 indbyggere 

stedet. Ingen ved præcis hvorfor, 

og indtil for nylig har man gættet på, at 

de følte sig truet af de kannibalistiske 

Zimba’er og andre stammer. Men nyere 

forskning tyder på, at den primære 

årsag var, at byens brønde udtørrede. 

of Nature). Han er medforfatter til underrapporter 

til FN’s Klimapanel, og har 

været med i Kenyas officielle delegation 

til flere klimamøder. 

Og så er han en ildsjæl, der bruger 

en del tid på at omskole bønder og fiskere 

til alternativer til deres traditionelle 

levevis. »Den form for tilpasning 

er nødvendig, fordi Afrika har så svag 

en stemme i de internationale klimaforhandlinger, 

og fordi vi ikke kan vente 

på, at de rige lande udvikler teknologier, 

der begrænser deres CO2-udslip 

tilstrækkeligt«, siger Obura. 

Han forsøger som stadig flere repræsentanter 

for klodens fattigste lande at 

få de rige lande til at investere mere i 

projekter, der sikrer de lokales overlevelse. 

I øjeblikket putter de rige næsten 

udelukkende CO2-relaterede penge i 

såkaldte CDM-projekter ( 72), der kan 

godskrives på deres egne CO2-regnskaber, 

så de ikke skal skrue så meget ned 

for forureningen derhjemme. »Nogle af 

de industrialiserede landes CO2-penge 

bør i stedet bruges til direkte at afbøde 

de skader, som deres CO2-udledning 


har forvoldt i de fattige lande«, mener 

David Obura. 

Han henviser til, at Kenyas CO2-udslip 

ligger helt nede på 0,3 ton pr. indbygger 

– mod eksempelvis Danmarks 

godt 10. 

SUCCES FOR HAVBRUG 

I landsbyen Entwapa en halv times 

kørsel nord for Mombasa finder vi et 

eksempel på, at nogle rige lande lytter 

til David Obura og hans ligesindede. 

Her ligger ’Kwetu Training Centre’, og 

her viser en stor grafisk fremstilling af 

centrets opbygning som et baobab-træ 

på gavlen af et af husene, at projektet 

blandt andet får støtte fra Tyskland, 

Storbritannien og Sverige. 

Kwetu-træningscentret lærer bønder 

at dyrke afgrøder, der bedre kan 

klare sig i tørke. De får vist, hvordan 

de kan tørre frugter og gemme dem til 

de måneder, hvor de ellers har måttet 

købe dem dyrt i butikker. Og træningen 

i biavl er blevet så stor en succes, at 

flere lokale nu stolt fortæller, at de kan 

afsætte deres økologiske honning, sæbe, 

kosmetik og medicin til butikker. 

Centrets hovedaktivitet er imidlertid 

oplæring i havbrug. Devisen er en 

omskrivning af det gamle kinesiske visdomsord: 

»Giv en mand en fisk, og han 

får mad i dag. Giv ham en fiskestang, og 

han får også mad i morgen« – hvor man 

i stedet for en fiskestang giver manden 

en fiskedam. 

En af de fiskere, der har fået en fiskedam, 

er Lucas Fondo fra den nærliggende 

landsby Majaoni. ’Majaoni’ betyder 

sammenhold, men sammenholdet 

var begyndt at knirke i takt med, at 

landsbyboerne var kommet ind i en 

ond cirkel med stadig færre fisk i det 

lille vandløb, der fører fra havet og ind 

til deres arealer. 

De prøvede at kompensere økonomisk 

ved at fælde flere mangrovetræer, 

der kan bruges til brænde og huse. Men 

når der bliver mindre mangrove, bli-

ver der mindre mad til fiskene, og så 

kommer der endnu færre fisk. Samtidig 

betyder færre træer på skrænterne mere 

erosion, og at vandet nedenfor bliver 

mere beskidt. Nu har Lucas Fondo og 

de andre fra landsbyen med støtte fra 

Kwetu-centret brudt den onde cirkel og 

plantet 30.000 nye mangrovetræer. De 

bruger pinjetræer til at holde på jorden 

på skrænterne, og hurtigvoksende bambus 

til brænde og byggeri – og i øvrigt 

også til de krabbebure, der står inde i 

skyggen under mangroverne, og som er 

en del af havbruget. 

Krabberne kan afsættes til turisthotellerne 

langs kysten. I højsæsonen kan 

prisen komme helt op på 600 shilling 

– næsten 50 kr. – per kg. Fiskene i de 

foreløbig syv havbrugsdamme uden for 

mangroven spiser landsbyen indtil videre 

selv. Men der er planer om at producere 

endnu mere, så man kan sælge 

på markederne i nærheden. 

NØDVENDIGT MED STARTHJÆLP 

Successen i Majaoni er inspiration for 

andre landsbyer langs kysten, der også 

er blevet interesserede i havbrug – og 

som med en økonomisk saltvandsindsprøjtning 

fra Kwetu-centret kan få mulighed 

for at investere i det. 

Men ligesom inde i de tørre højlandsområder 

understreger David Obura, at 

det er absolut nødvendigt med starthjælp. 

Og det hele skal helst virke inden 

for to-tre måneder – ellers bliver folk 

utålmodige og opgiver. 

»For nogle velhavende folk kan det 

virke direkte dumt, at fattige ikke investerer 

i noget, der på bare lidt længere 

sigt kan betale sig langt bedre end at 

fortsætte med det traditionelle landbrug 

og fiskeri«, forklarer Obura: 

»Men det er altså svært at tænke 

langsigtet, når ens tanker kredser om, 

hvordan man skal få mad i munden i 

dag og i morgen«. 

FISKERE HAR LET VED AT FÅ FANGST I NETTET I HAVBRUGET PÅ KWETU TRAINING 

CENTRE, HVOR LOKALE UNDERVISES I ALTERNATIVER TIL TRADITIONELT FISKERI. 


TØRKEN SPREDER SIG

SÅ MEGET SKAL VI REDUCERE 

Verden skal i gang med det måske største 

økonomiske og praktiske projekt 

nogensinde: At reducere vores CO2forurening 

massivt inden for få årtier. 

Målet er at halvere udslippet i år 

2050 – i forhold til, hvad vi udledte i 

år 1990. Formålet er at holde den globale 

opvarmning på under to grader – et 

niveau, hvor skaderne stadig er store og 

omfattende, men hvor mange forskere 

regner med, at de store klimakatastrofer 

kan undgås. 

Men hvor stammer målet om 50 % i 

2050 egentlig fra? For at forstå det, skal 

man vide, at naturen hver dag gør os en 

meget stor tjeneste på CO2-fronten. Verdens 

have, jorde og skove optager nemlig 

lidt over halvdelen af al den CO2, vi 

udleder til atmosfæren fra vores huse, 

fabrikker, biler og fra landbruget. 

I alt optager naturen omkring fem 

mia. ton CO2 af de i dag ni mia. ton CO2 

vi udleder hvert år. Meget forsimplet 

kan man sige, at hvis vi halverer vores 

udledninger i forhold til nu, kommer vi 

ned omkring det niveau, naturen kan 

opsuge. Dermed vil CO2-niveauet i atmosfæren 

igen blive stabilt frem for at 

stige konstant. 

PRAKTISKE 

OPLYSNINGER 

Helt så nemt er det dog ikke: Naturens 

evne til at optage ekstra CO2 ser nemlig 

ud til at blive mindre og mindre med 

tiden for til sidst stort set at forsvinde. 

Og når naturen ikke kan blive ved 

med at optage vores ekstra CO2, skal 

vores CO2-udledning faktisk falde til 

omkring nul i slutningen af århundredet. 

DEN FORKERTE RETNING 

Skal vi holde temperaturstigningen 

under to grader, skal verden derfor 

ifølge videnskaben begynde at reducere 

CO2-udledningen mellem 2015- 

EN OPVASKEMASKINE = TRE 

ETIOPIERE 

En gennemsnitlig opvaskemaskine i 

Europa udleder på et år lige så meget 

CO2 som tre mennesker fra Etiopien. Et 

gennemsnitligt airconditionanlæg i et 

hus i Florida, USA, udleder mere CO2 

på ét år, end en person fra Afghanistan 

eller Cambodja udleder gennem hele 

sit liv (Kilde: UNDP Human Development 

Report 2007/2008). 


PRAKTISKE OPLYSNINGER

PRAKTISKE OPLYSNINGER 

1,6 MILLIARDER UDEN EL 

Man kalder det ’den globale energikløft’: 

Mens vi i Danmark køber 

elektriske apparater som aldrig før, lever 

1,6 milliarder mennesker ifølge Det 

Internationale Energiagentur helt uden 

adgang til elektricitet. De fleste i Afrika 

syd for Sahara og i Sydasien. 

Alene i Indien har 500 millioner 

mennesker – det samme som hele EU 

– ikke så meget som en elektrisk pære 

i deres huse. Her bruger man træ eller 

tørret dyreafføring som brændsel til at 

opvarme madgryderne. 

Adgang til elektricitet er et vigtig element, 

når et land som Indien skal bringe 

sig selv ud af fattigdom. Men det 

er også et stort CO2-problem, når 500 

millioner mennesker skal have strøm til 

bare én elpære hver: Det kræver ligeså 

meget strøm som det dobbelte af hele 

Danmarks elforsyning. 

Østasien 

224 

Afrika 

Lever uden elektricitet 

547 

Andre 

101 

2020, og derefter reducere meget hurtigt 

mod 2050. Venter vi, kan vi ikke 

nå målet. 

Problemet er, at vi er på vej i en helt 

anden retning. I øjeblikket øger vi vores 

udledninger med over 3 % om året, 

og med dette tempo vil vi have mere 

148 PRAKTISKE OPLYSNINGER 

706 

Mennesker uden adgang til elektricitet 

(millioner, 2004) 

Sydasien 

end fordoblet vores årlige udledninger 

i 2050. 

Det skyldes, at milliarder af mennesker 

verden over er ved at blive rigere 

og mere forurenende. Hundrede millioner 

hjem får deres første elpære, deres 

første scooter, deres første tv-apparat 

og stereoanlæg. Til det skal der bruges 

mange tusind nye kulkraftværker og dieselgeneratorer 

og benzintanke. Samtidig 

bliver vi flere mennesker – omkring 

9 milliarder mennesker i 2050 mod 6,4 

milliarder mennesker i dag. Udfordringen 

er derfor ekstrem stor ( 83) 

DE RIGE SKAL HOLDE FOR 

En reduktion på 50 % er baseret på ren 

klimafysik. Men ikke alle skal reducere 

lige meget. Danmark og andre rige lande 

skal ifølge FN reducere med hele 80- 

95 % i år 2050, mens udviklingslandene 

i første omgang ’kun’ skal begrænse stigningen 

i deres udledninger. 

Fordelingen er baseret på fairness, 

evner og ansvar. Den skal også tage højde 

for udviklingslandenes ret til fortsat 

at have økonomisk udvikling. 

FN’s klimapanel ( 27) er kommet 

frem til den præcise fordeling ved bl.a. 

at beregne, hvilke lande der har den 

største økonomiske kapacitet og det 

største ansvar for de udledninger, der 

allerede er sket. Men også delvis ud fra 

den moralske antagelse, at vi i fremtiden 

alle skal have ret til at udlede den 

samme mængde CO2, uanset om vi er 

danskere, amerikanere eller indere. 

Hvor mange ton må hver verdensborger 

så udlede i 2050? Lidt over to 

ton – en femtedel af hvad en dansker 

udleder i dag. 

For to ton på et år kan du tage en 

rejse til Thailand. Eller du kan opvarme 

dit hus. Eller køre dagligt i din bil. Eller 

spise kød og drikke rødvin ofte. Men 

du kan kun gøre én af tingene – medmindre 

vi laver grundlæggende om på 

den måde, vi producerer energi og varer 

på.

SÅDAN BEGRÆNSER VI PROBLEMET 

Der findes ingen enkel løsning, når vi 

skal finde ren energi nok til ni milliarder 

mennesker. Men der findes mange gode 

muligheder. Her er de bedste, ifølge eksperterne. 

DOBBELT UDFORDRING 

Vi skal skaffe strøm, varme og transportbrændstof 

nok til en verden med 

stadig flere mennesker – der ønsker 

stadig større velstand. Og vi skal gøre 

energien så ren, at klimaet ikke tager 

ubodelig skade. 

Politikere, forskere og organisationer 

er ikke i tvivl om, at udfordringen er 

kolossal, og vi skal i gang allerede nu: 

Verdens energibehov vokser eksplosivt. 

Og bygger vi et kulkraftværk i dag frem 

for fx vindmøller, står det kulkraftværk 

og udleder CO2 de næste 50-60 år. 

Skal vi satse på vind, sol og jordvarme? 

Eller måske på renere kul og 

atomkraft? Formentlig det hele på én 

gang, ifølge Det Internationale Energiagentur. 

For at skaffe nok ren energi 

billigst muligt, samtidig med at vi reducerer 

vores udledninger til det halve i 

2050, skal verden på én og samme tid 

og hvert eneste år opføre: 

• 3750 havvindmøller 

• 14.000 landvindmøller 

• 32 atomkraftværker 

• 20 naturgaskraftværker med undergrundslagring 

af CO2 

• 35 kulfyrede kraftværker med undergrundslagring 

af CO2 

• 215 mio. m 2 solceller 

• 80 solkraftværker 

• 100 biomasse-kraftværker 

• 130 jordvarmeanlæg 

• Et antal vandkraftværker, der svarer 

til 20 % af Canadas samlede vandenergi. 

Dette skal vi gøre hvert eneste år frem 

til 2050. Derudover skal vi energieffek- 

tivisere, skifte til elbiler eller biler med 

brændselsceller, få vores bygningsvarme 

fra solvarmeanlæg og meget andet. 

Andre eksperter har en anden fordeling 

af energityperne. Men hvis man 

fjerner en eller flere af dem, skal der 

tilføjes mere af andre. Og der er fx 

grænser for, hvor meget kapacitet der 

er i verden til fx at bygge vindmøller 

og hvor mange atomingeniører, der er 

til at installere kernekraft. Derfor skal 

langt de fleste af teknologierne bringes 

i spil på én gang, hvis målet skal nås. 

AT SPARE PÅ ENERGIEN – 

DEN MEST EFFEKTIVE 

’Energieffektivitet’ lyder kedeligt – det 

er sådan noget med elsparepærer, isolering 

af de utætte lofter med rockwool 

og at slukke tv’et på kontakten. 

Men at spare på energien er uden 

sammenligning den mest effektive af 

alle klimaløsninger. I mange beregninger 

fra internationale organisationer 

leverer energieffektivitet og energibesparelser 

30-40 % af løsningen på klimakrisen. 

Samtidig tjener borgere og 

virksomheder ofte penge på besparelsen 

i løbet af få år. 

Tag elsparepærer. Hvis alle danske 

husstande udskiftede syv gammeldags 

glødepærer med de nye a-pærer, ville vi 

ifølge Elsparefonden spare 250.000 ton 

CO2 om året. Altså hvad der svarer til 

den samlede CO2-udledning fra næsten 

25.000 danskere. 

I dag går 10 % af en husstands elforbrug 

til standby – altså at hjemmets 

apparater står tændt og venter på input 

uden at foretage sig noget fornuftigt. Og 

det ser endnu værre ud i det offentlige: 

Ifølge Energistyrelsen udgør tændt lys 

m.m. uden for normal arbejdstid 40 % 

af mange offentlige institutioners samlede 

elforbrug. 

Der er også et enormt potentiale i 

noget så gammeldags som isolering af 




lofter og vægge. Hvorfor gør vi det så 

ikke bare? En grund er, at der ofte skal 

investeres store beløb, også selv om 

pengene tjenes ind igen. Ikke alle har 

pengene ved hånden, og det er langt fra 

altid, at vi tænker langsigtet. 

Andre barrierer handler om lovgivning: 

Fx uhensigtsmæssige skatter og 

afgifter som den straftold på import af 

kinesiske elsparepærer, der har holdt 

prisen kunstig høj i EU. Eller at det er 

danske udlejere, der bestemmer, om en 

lejebolig skal isoleres bedre. Udlejeren 

siger nemlig ofte nej, fordi det i givet 

fald vil være ham, der skal betale, men 

lejeren, der får glæde af isoleringen i 

kraft af en lavere varmeregning. 

Energieffektivitet handler med andre 

ord også om at skabe gode regler, der 

får folk til at handle hensigtsmæssigt. 

VINDKRAFT – DEN 

HURTIGST VOKSENDE 

Danmark er ikke alene fødestedet for 

moderne vindenergi, vi fremstiller 

også mere end en tredjedel af verdens 

vindturbiner. Selv amerikanske General 

Electric, en af verdens allerstørste produktionsvirksomheder, 

må finde sig i 

at være lillebror i forhold til Vestas fra 

Randers. 


På verdensplan er Danmark også førende 

ved, at vi får 19 % af vores elektricitet 

fra vindkraft. USA er førende, målt 

på mængden af vindenergi i alt. Det er 

den klart hurtigst voksende energiform i 

USA og Europa: Der sættes fx væsentligt 

flere megawatt vindmøller end naturgaskraftværker 

eller kulkraftværker op 

i EU-landene. 

Ifølge Det Internationale Energiagentur 

er vindkraft en af de vigtigste kilder 

til ny CO2-fri energi sammen med vandkraft 

og atomkraft. 

Vindkraft placeret på gode steder 

(med megen blæst) er i dag økonomisk 

konkurrencedygtig med gammeldags 

fossilenergi som olie, kul og gas ifølge 

Energiagenturet. 

I de fleste tilfælde er kul og gas dog 

billigere; men vind har ligesom anden 

vedvarende energi en stor fordel: Når 

en mølle først er bygget, har vinden den 

samme pris i al fremtid, nemlig gratis 

(der skal kun indregnes små udgifter 

til vedligehold). Naturgas, olie og kul 

risikerer derimod at stige meget i pris i 

fremtiden - især fordi, der bliver mindre 

af det. 

Der er dog også problemer med 

vindkraft. En vindmøllepark leverer 

kun elektricitet, når vinden blæser, og

kræver derfor, at der er et konventionelt 

kraftværk, der kan levere al elektricitet, 

når det er vindstille. 

Og når det blæser meget, kan der 

være overskud af elektricitet, som endnu 

ikke kan lagres, og som vi i Danmark 

derfor er nødt til at eksportere gratis til 

nabolandene. 

Løsningen på det problem kan være 

også at bruge vindenergi til opvarmning 

ved hjælp af fjernvarme eller varmepumper 

i private hjem. Eller til opladning 

af el-biler om natten. På globalt 

plan er der dog så få vindmøller, at problemet 

med overskuds-el først vil opstå 

om mange år. 

SOLEN – DET STØRSTE 

POTENTIALE? 

I Marstal på sydhavsøen Ærø ligger verdens 

største solfangeranlæg til fjernvarme: 

18.365 m 2 sorte paneler – svarende 

til tre fodboldbaner – der står lænet i 

30-40 graders hældning for at få mest 

mulig sol. 

Allerede i det tidlige forår kan Marstal 

Fjernvarme slukke helt for oliekedlerne 

og lade solfangeranlægget tage 

over. Derefter leverer anlægget al varme 

og varmt vand til sine 1450 husstande, 

ofte helt til oktober. 

Eksemplet viser, at selv i det kølige 

nord kan solvarme gøre en forskel. Og 

under varmere himmelstrøg ligner solvarme 

en regulær vinder. 

I ørkenområder med konstant solskin 

som Andalusien i Spanien eller uden for 

Los Angeles i USA opfører ingeniører 

nu enorme såkaldte koncentrerede solkraftanlæg. 

Her opvarmer store parabolspejle 

vand eller smeltet salt til mange 

hundrede grader, og bruger energien til 

at drive en turbine og skabe strøm. 

Anlægget oplagrer solenergien som 

varme, og kan levere strøm i seks-syv 

timer efter mørkets frembrud. Dermed 

kan et solkraftanlæg faktisk levere stabil 

energi på linje med et kulkraftværk 

langt det meste af døgnet. 

Koncentreret solkraft er også en teknologi, 

der er meget velegnet for det 

fattige Afrika. De varmeste områder af 

Saharaørkenen modtager så meget solenergi, 

at et område på størrelse med 

blot to tredjedele af Jylland i teorien 

kunne levere elektricitet til samtlige 500 

millioner EU-borgere. 

Vi kan endnu ikke udnytte al energien. 

Og det vil være endog meget 

dyrt at bygge solkraftanlæg i Sahara 

og transportere strømmen via kæmpe 

jævnstrømsledninger til Europa. Alligevel 

mener flere forskere, at det på 

lang sigt vil kunne betale sig at gøre 

fattige Sahara til en af verdens største 

leverandører af ren energi. 

En anden teknologi kender de fleste: 

nemlig solceller, der direkte omdanner 

solenergi til elektricitet. Problemet ved 

solceller er, at de stadig er langt dyrere 

end vind, solkraft eller gammeldags fossilenergi. 

Men priserne falder konstant, 

og solcellerne bliver stadig mere effektive. 

COMEBACK TIL ATOMKRAFT 

»Sig nej, sig nej på dine egne og på dine 

børn og børnebørns vegne«, sang rockgruppen 

Gnags tilbage i 1977. Men det 

var, før den globale opvarmning kom 

på den politiske agenda, og atomkraft 

har fået en genkomst som en kerneklimaløsning. 

Atomkraft leverer 17 % 

af verdens elektricitet i dag. 

Nyere atomkraftanlæg er langt sikrere 

end den type, der nedsmeltede i 

Tjernobyl i det tidligere Sovjetunionen 

i 1986. Og den næste generation kan 

blive endnu sikrere: Ingeniørerne har 

planer om atomkraftværker med ’passiv 

sikkerhed’, der er konstrueret til at 

lukke ned af sig selv ved uheld. 

Del denne historie med dine venner, 

eller deltag i debatten på: 

devarmelande.um.dk ( 162) 




Andre fremtidige anlæg kan bruge langt 

mere af uranen og skaber dermed minimale 

mængder radioaktivt affald. Men 

teknologierne forventes tidligst på markedet 

i 2030. Indtil da er problemerne 

med atomaffald uløste. 

Fortalerne mener dog, at CO2-truslen 

er langt større og vigtigere end atomkraftens 

eventuelle sikkerhedsproblemer, 

der også inkluderer, at atommateriale 

kan anvendes af usikre regimer og 

terrorister til at fremstille a-bomber. 

Et mere praktisk problem er, at det 

er svært nok at nå bare at bygge erstatninger 

for de aldrende atomreaktorer, 

verden allerede har. Mangel på atomkraftingeniører 

(mange af dem også 

aldrende) og flaskehalse på enkeltdele 

er blandt problemerne. 

Fx findes der kun én fabrik i verden, 

Japan Steel Works, der er i stand til at 

lave en atomreaktors 600 ton tunge 

kerne i ét stykke. Og fabrikken kan kun 

lave fire om året. 

Den største barriere i øjeblikket er 

dog nok prisen: Flere nyere undersø- 


gelser tyder på, at fremtidig atomkraftenergi 

kan blive meget dyr for forbrugerne 

– i omegnen af to-tre gange 

dyrere end kul, gas og vind. 

JORDVARME – MERE 

END VARM LUFT 

Finanskrisen afslørede som bekendt i 

2008, at der var rigtig meget varm luft 

i Island. Man skal faktisk ned under jorden 

for at finde en af de få ting, der ikke 

var blæst kunstigt op i værdi. Og det 

er paradoksalt nok netop varm luft – i 

form af damp. 

Den atlantiske ø er førende i verden 

på jordvarme – eller geotermisk varme, 

som det hedder i fagsproget, når man 

henter den dybt nede. Energikilden leverer 

mere end 90 % af opvarmningen i 

de islandske hjem og mere end 30 % af 

elektriciteten. Og nordboerne kan blive 

centrale i forsøget på at få teknologien 

udbredt. 

Ifølge eksperterne (også dem uden 

for Island) er der rigtig store potentiale: 

Geotermiske hot-spots er spredt 

ud over hele kloden og ligger stort set, 

hvor der også er markant jordskælvsaktivitet. 

Altså i Sydeuropa, Østafrika, 

Øst- og Sydøstasien, samt på vestkysten 

af Nord- og Sydamerika. 

Hovedårsagen til at geotermi/jordvarme 

ikke er mere udbredt, er dels uvidenhed, 

dels at start-omkostningerne 

er relativt høje. Men er der først hul 

igennem til dampen, der typisk hentes 

et par kilometer nede, kan driften koste 

næsten lige så lidt per kilowatttime som 

kulkraft – og mindre end for eksempel 

vind. 

Det betyder, at det ofte også kan 

betale sig at hente jordvarme uden for 

hot spots’ene, især den lidt mere primitive 

slags, hvor man bare skal få meter 

ned. 

I Sverige er der sket en tidobling i de 

seneste år, og herhjemme er man også så 

småt ved at komme med. Stadig flere almindelige 

danske parcelhusejere får lagt

DE GRØNNE DANSKE TEKNOLOGIER 

Danmark er en af verdens førernationer, 

hvad angår klimateknologier – også kaldet 

clean tech: 

Vestas, Siemens Windpower 

(tysk, men med hovedkvarter i Danmark), 

LM Glasfiber (verdens største producent 

af møllevinger). 

2-lagring: Nordjyllandsværket håber 

på i 2013 at kunne lagre 90-95 % af 

CO2’en fra skorstenen to kilometer under 

den nordjyske muld. 

Novozymes, 

Danisco, Biogasol ( 154). 

jordvarme-rør i haven. Og energikoncernen 

DONG Energy vurderer, at der bl.a. 

er store mængder geotermisk varme i 

den københavnske undergrund. 

CO2-NEUTRAL KULKRAFT 

– EN REEL LØSNING? 

Samtidig med, at verden har fået øjnene 

op for global opvarmning, har den også 

skruet op for den mest klimaskadelige 

energiform: Kulkraft. 

Energi fra kul sender dobbelt så meget 

CO2 ud i atmosfæren som fx naturgas 

pr. produceret enhed. Men kul er billigt, 

og der er meget store mængder af 

det i alle verdensdele. I Kina bygger man 

nu et kulfyret kraftværk om ugen. 

Også i Europa er vi begyndt at opføre 

flere kulkraftværker. Mere end halvdelen 

af de rige OECD-landes kulkraftværker 

er i dag over 30 år gamle, og de skal 

snart skiftes ud. 

Mange steder i verden forskes derfor 

intensivt i kulkraft med CO2-lagring, 

hvor kraftværkets røg renses for CO2, 

der pumpes gennem store rørsystemer 

ned i gruber i undergrunden. Det eksperimenterer 

bl.a. Vattenfall med på 

Nordjyllandsværket i Aalborg. 

Vi kender endnu ikke CO2-lagrings 

potentiale, men én ting står klart: Det 

Mange selskaber, dansk 

specialitet. Fjernvarme, typisk distribution 

af opvarmet vand fra kraftværker, dækker 

60 % af det danske varmebehov. Såkaldt 

kraftvarme – samproduktion af el og 

fjernvarme, bl.a. lavet på affald, har stort 

potentiale, også eksportmæssigt. 

Rockwool (isolering) 

og Velux (energirigtige vinduer) 

VKR Holding (en af 

Europas største) 

Danfoss. 

 

Grund fos. 

bliver dyrere end almindelig kulkraft. 

Især fordi det koster 20-30 % ekstra 

energi bare at udskille CO2’en og pumpe 

den ned i undergrunden. 

RENERE BILER – EL, BRINT 

ELLER GRØNNERE BENZIN? 

Transport står alene for 13 % af klodens 

CO2-udledning, og i takt med at flere 

og flere mennesker kører motorcykler 

og biler, stiger problemet. 

Elbiler ser ud til at blive en af kerneteknologierne 

til at gøre verdens transport 

grønnere, for de er langt mere CO2venlige 

end benzin- og dieselbiler. Og 

de er blevet langt fiksere end dengang, 

motorjournalister døbte dem »badekar 

vendt på hovedet«. Men der går nok 

mindst fem år, før elbilerne står forrest 

i butikkerne. 

Endnu længere ude i fremtiden finder 

vi brintbilen. Ja, en del eksperter 

mener faktisk, at brintbrændstof er så 

dyrt og energikrævende at producere, 

at teknologien måske aldrig nogensinde 

vil blive økonomisk og miljømæssigt fordelagtig. 

Indtil videre må vi altså primært nøjes 

med oliedrevne køretøjer – hvor der 

dog er mulighed for at erstatte olien 

med biobrændstof. 




Men biobrændstoffer er kontroversielle: 

Hovedårsagen til fødevarekrisen 2007- 

08 var ifølge bl.a. Verdensbanken netop 

den eksplosive efterspørgsel på biobrændstof. 

Afgrøder fra verdens marker 

bliver i stigende grad lavet om til benzin 

og diesel, fordi landmændene kan få 

mere for dem på den måde end ved at 

producere mad til de fattige. 

Resultatet er, at priserne på fødevarer 

ryger i vejret. Og at der fældes regnskov 

i bl.a. Malaysia og Indonesien for 

at plante endnu flere bioafgrøder. 

Hertil kommer, at langt hovedparten 

af dette 1. generations biobrændstof 

er så energikrævende at producere, at 

CO2-regnskabet er dårligere end med 

traditionel benzin og diesel. 

Der er derimod stort potentiale i 2. 

generations biobrændstof, som ikke 

skaber fødevaremangel: På Bornholm 

får firmaet Biogasol fx særlige bakterier 

til at tygge halm og trærester og spytte 

benzin – eller rettere alkohol – ud i den 

anden ende. 

En anden type er Novozymes’ enzymer, 

der gør det lettere at trække brændstof 

ud af restprodukter fra landbruget. 


En tredje mulighed er biobrændstof lavet 

af alger og søsalat, hurtigvoksende 

havplanter, som bruger CO2 som gødning, 

og som man derfor kan dyrke i 

store vandtanke tæt på kulkraftværker. 

Men endnu er heller ikke disse teknologier 

effektive og rentable nok. 

BEVAR SKOVENE – OGSÅ 

FOR KLIMAETS SKYLD 

Rovdrift på verdens skove går ikke kun 

ud over dyr og planter, den udløser også 

store mængder CO2 til atmosfæren. Træer 

opsuger CO2, faktisk udløses hele 20 

% af klodens årlige CO2-udledning, når 

bønder i især den fattige del af verden 

brænder skov af for at skaffe jord til 

afgrøder. 

Skovafbrændingen forværrer også 

effekterne af global opvarmning ved at 

ændre på fugtigheden lokalt og skabe 

vandmangel. Ikke mindst i verdens største 

regnskov, Amazonas, som forskerne 

frygter, vil blive delvist omdannet til savanne 

( 19). 

Får man folk til at lade være med at 

hugge skoven ned, vil det således have 

både en stor umiddelbar og langsigtet

effekt på verdens CO2-udledning. Men 

hvordan får man dem til det? Skovfældning 

giver trods alt mange penge til 

landmænd i de fattige lande, dels som 

tømmer, dels som ny jord til at dyrke 

afgrøder på. 

Derfor forsøger de internationale 

klimaforhandlere at lave et system, der 

belønner lande for at bevare deres skov, 

og hvor det kan kontrolleres, at skoven 

ikke fældes alligevel. 

LAVTEKNOLOGI – ALLE HAR RET TIL EN FED OVN 

Det lyder nok som lavteknologi for folk, 

der kommer fra et land med reklameslogans 

som »Alle har ret til et fedt køkken«. 

For ovnen i Kileleshwa Primary School i 

Kenyas hovedstad Nairobi står under et 

halvtag, ser primitiv ud og skal fodres 

med brænde. 

Men lavteknologi skal også være med 

til at redde verden fra klimakrisen: Brændeforbruget 

i ovnen er 70 % mindre end i 

et traditionelt afrikansk åbent ildsted. Der 

udledes altså 70 % mindre CO2. Samtidig 

er der næsten ingen af den sundhedsskadelige 

røg, der ellers er en fast del af mad- 

VI MALER BYEN HVID 

– ELLER GRØN 

Det lyder som en idé fra et Anders Andblad, 

men den er god nok: Mal tagene 

og vejene i verdens byer hvide eller lyse, 

og det vil reducere den globale opvarmning 

mærkbart. For når tagene er hvide, 

reflekterer de noget af solens stråler, så 

den ikke varmer kloden så meget op. 

Beregninger viser, at hvis man gjorde 

det i alle verdens byer, ville det svare til 

lavningen i Afrika – og som ofte resulterer 

i luftvejssygdomme. 

Hertil kommer, at disse ovne også 

bidrager til, at der plantes flere CO2opsugende 

træer i Kenya. Regeringen 

tilbagebetaler nemlig momsen på dem, 

på betingelse af, at pengene bruges til 

træplantning. 

De mange fordele betyder, at FN’s udviklingsorganisation 

UNDP efterlyser flere 

projekter som dette – der oven i købet er 

udviklet af et kenyansk firma: RTE (Rural 

Technologies Entreprise), og således er 

lokalt forankret. 




at fjerne alle verdens biler – 600 mio. 

stk. – fra vejene i 18 år. 

Strategien har andre gode effekter. 

I verdens varme byer vil den reducere 

behovet for aircondition og dermed dyr 

elektricitet. Det gør, at det f.eks. i Los 

Angeles faktisk økonomisk kan betale 

sig. Det er nu lovpligtigt i Californien, 

at nye, flade tage skal være hvide og at 

skrå tage skal være i lysreflekterende 

’kølige’ farver. 

Andre steder i USA har man ligesom 

i Europa fokus på grønne tage: relativt 

flade tage, bevokset med græs, urter 

SÅDAN GØR DU SELV EN INDSATS 

Der er meget, du selv kan gøre for at 

mindske din udledning af CO2 – det 

man også kalder ‘dit CO2-fodaftryk’. 

Men skal vi nogensinde ned på 1-2 ton 

årligt – som videnskaben anbefaler – så 

skal der politiske tiltag til. 

Det er nemt for den enkelte borger 

at skrotte de gamle glødepærer, men 

umuligt at skrotte et kulkraftværk. Det 

er dog ret let for de fleste danskere at 

skrabe et ton eller to af det årlige udslip, 

der i gennemsnit er cirka 10 ton per 

dansker per år. 

Nogle ting batter meget, men kan 

føles meget hårde – fx at droppe den 

årlige ferietur sydpå. Andre ting kræver 

kun små ofre, fx at købe et A++-mærket 

køleskab i stedet for den billigere, 

mere strømslugende model. 

Enkelte ting, som fx at afsværge plastikposer 

i supermarkedet, er mere symbolske 

end egentlig virksomme, i hvert 

fald hvis du kun tænker på klimaet. Det 

DE 4 STORE 

Du kan selv gøre en del for at mindske 

din påvirkning af klimaet. De fire store 

er: Bedre isolering, færre kilometer i bil, 

færre flyture og færre røde bøffer. 


og andre planter. Fordelene er mange: 

tagene holder på varmen om vinteren 

og reducerer behovet for airconditioning 

om sommeren. De opsamler også 

meget regnvand, så kloakkerne ikke så 

let bliver overbelastede. 

14 % af de offentlige, flade tage i 

Tyskland er grønne, og også lande som 

Østrig, Schweiz og Sverige er langt 

fremme her. Beregninger fra bl.a. danske 

Orbicon har vist, at et grønt tag på et 

parcelhus kan spare op mod et ton CO2 

om året – altså omkring en tiendedel af 

en gennemsnitsdanskers udledning. 

sparer klimaet for sølle 15 kilo CO2 om 

året. Men på den anden side kan mange 

små handlinger løbe op. 

KØR MINDRE I BIL 

Masser af danskere pendler til og fra 

arbejde i deres bil. Det er nemt og fleksibelt, 

men det koster CO2. 

En bilist i en almindelig benzindreven 

personbil, der pendler 30 kilometer 

hver vej, udleder omkring 6 kilo om dagen. 

Hvis han eller hun kører på arbejde 

200 dage om året, så ryger der 2,5 ton 

CO2 op i luften – mere end dobbelt så 

meget som en gennemsnitlig inder udleder 

alt i alt. 

Derfor er en af de mest klimavenlige 

handlinger at sælge bilen, fylde den 

med flere passagerer, eller bare droppe 

nogle af bilturene. Udskifter du bilen 

med fx toget, nedsætter du din CO2-udledning 

til en tiendedel, når du pendler 

til og fra arbejde: blot 250 kilo om året 

ifølge beregninger fra Miljøministeriet. 

Bilen er særlig slem i bykørsel. På lange 

strækninger er regnskabet lidt bedre. 

FLYV MINDRE, ELLER 

BETAL AFLAD 

Tag flyveren til Thailand frem og tilbage, 

og du har allerede ledt 1,9 ton

CO2 ud til atmosfæren. Så det er langt 

mere klimaskånsomt at holde sin ferie i 

Præstø end i Phuket. Også kortere ture 

udleder meget CO2. En ferietur til Italien 

med fly slipper 500 kilo CO2 ud i 

atmosfæren pr. person. 

Mange danskere har gjort det til en 

livsstil at rejse ikke kun på sommerferie, 

men også på skiferie eller solskinsferie 

om vinteren. Og måske en storbytur i 

foråret eller efteråret. Det betyder, at 

der er opstået et marked, hvor man kan 

betale CO2-kompensation for sin flyvetur 

( 158). 

Fx samarbejder selskabet Apollo 

Rejser med miljøorganisationen Green 

Seat, som via forskellige projekter sørger 

for at kompensere for det CO2-udslip, 

ens flyrejse forårsager. 

Der er flere problemer med den type 

CO2-kompensationer. Det kan først og 

fremmest være svært at gennemskue, i 

hvor høj grad projekterne rent faktisk 

sænker verdens CO2-udledning. 

Hjemmesiderne bruger samtidig vidt 

forskellige metoder til at finde ud af, 

hvor mange ton CO2 din flyvetur har 

udledt og dermed hvor meget, du skal 

kompensere. Et par af de sider, som uvildige 

eksperter anbefaler, er climatefriendly.com 

og greenseat.com. 

HELLERE 13.000 KM I 

SKIB END ÉN KM I BIL 

Det virker logisk for mange klimabevidste 

forbrugere, at det er bedre for 

klimaet og den globale opvarmning at 

køre ud til det lokale gårdsalg end at 

TI TON PER HOVED 

En gennemsnitsdansker udleder godt 

ti ton CO2, men det er når man medregner 

vores fabrikker, kontorer og 

offentlige bygninger. Vores personlige 

udledning er i gennemsnit noget mindre: 

Omkring seks ton CO2 per person 

for energien i hjemmet, de varer 

vi køber, og den benzin eller diesel vi 

bruger til transporten (Hertil kommer 

så udledning af, hvad der svarer til et 

par ton årligt af de øvrige drivhusgasser 

metan, lattergas m.v.). 




BETAL AFLAD TIL KLIMAET 

Vil du gøre noget for klimaet uden alt 

besværet med at skifte livsstil, isolere 

og droppe flyture? Så er løsningen måske 

at betale sig fra det. Man kalder det 

at ‘neutralisere sit CO2-fodaftryk’. Ideen 

er, at man på en hjemmeside taster sin 

destination ind og derefter betaler et 

beløb, der afhænger af, hvor lang ens 

rejse er. Beløbet går typisk til træplantning, 

solfangere eller andre vedvarende 

energi-projekter i udlandet. 

På hjemmesiden 1tonmindre.dk 

kan du udregne, hvor meget din personlige 

CO2-udledning er. Fx 6,7 ton. 

Derefter kan du besøge en af mange 

hjemmesider på nettet, der tilbyder 

at neutralisere din udledning ved at 

støtte vedvarende energiprojekter, 

der sænker udledningen et andet sted 

i verden. 

Besøg fx amerikanske The Carbonneutral 

Company på carbonneutral. 

com eller investeringsbanken JP Morgans 

Climate Care på jpmorganclimatecare.com. 

købe supermarkedsvarer, der er transporteret 

den halve klode rundt. 

Men kigger man på tallene, ser virkeligheden 

anderledes ud. Det er nemlig 

din korte biltur til gården, der for alvor 

batter i varernes klimaregnskab. 

Tag fx et kilo argentinsk oksekød. 

Kødet er sejlet omkring 13.000 km 

til Europa. Men skibstransport er den 

mindst CO2-udledende transportform. 

Der udledes kun 10 gram CO2 til atmosfæren, 

når et skib transporterer et ton 

varer en kilometer. Så transporten af en 

argentinsk oksesteg på et kilo giver en 

udledning på omkring 130 gram CO2 til 

atmosfæren. 

Tager du derimod bilen ti kilometer 

til et gårdsalg for at købe dansk oksekød, 

udleder du 1,6 kilo CO2 til atmosfæren 

– 12 gange mere. 


Eksemplet viser, at den klimarigtige 

handling ikke nødvendigvis er at købe 

præcis den rigtige vare – den klimarigtige 

handling er at gå eller cykle ned til 

butikken frem for at tage bilen. 

ISOLER DIT HUS 

Af alle klimavenlige løsninger er en velisoleret 

bolig den bedste og billigste, 

ifølge bl.a. FN’s klimapanel. Bygninger 

står i Danmark for 40 % af vores energiforbrug, 

og som tommelfingerregel går 

to tredjedele til opvarmning, afkøling 

og ventilation. 

Der er derfor rigtig meget at spare, 

hvis man isolerer sit hus. Bare ved at 

isolere loftet kan et almindeligt enfamilieshus 

gøres markant mere energirigtigt. 

Ifølge Klimaministeriets hjemmeside 

1tonmindre.dk kan du spare 

klimaet for op mod 1,5 ton CO2 om året 

– og samtidig spare en god slat penge 

på det. 

Hvis der er tale om et uisoleret hus 

af ældre dato, kan en gennemisolering 

af huset ifølge tyske beregninger faktisk 

spare 11 ton CO2 hvert år og 1.000 kr. 

på varmeregningen – hver måned. 

Hvorfor gør folk det så ikke bare, kunne 

man spørge. Det gør de også, men det 

er en stor og dyr investering, så derfor 

isoleres huset typisk først, når fx taget 

alligevel skal skiftes. 

Energirigtige boliger er i det hele 

taget en kerneløsning på vores CO2udledning. 

Hvis alle boliger i Danmark 

blev udskiftet med nye lavenergiboliger 

eller blev gennemgribende renoveret på 

en energirigtig måde, vil vi ifølge DTU 

kunne reducere energiforbruget til opvarmning 

med 80 % frem til 2050. 

GRØN STRØM ER 

IKKE ALTID GRØN 

Grøn strøm. Naturstrøm. Der findes 

flere selskaber på det danske elmarked, 

der tilbyder deres kunder såkaldt 

grøn elektricitet – altså at strømmen i 

dit hjem garanteret stammer fra vind-

møller, vandkraft og anden energi, der 

udleder intet eller meget lidt CO2. 

Det lyder besnærende, men er blevet 

kritiseret for i virkeligheden ikke at 

gøre noget for miljøet og klimaet. Fx 

kan kunderne blive forledt til at tro, at 

strømmen i stikkontakten rent faktisk er 

en anden og renere strøm end naboens. 

Det er dog ikke rigtigt. Strømmen er 

den samme blanding af kulkraftholdig 

strøm, naturgasstrøm og vindkraft som 

alle andres. 

I realiteten betaler du i stedet et ekstrabeløb, 

der støtter fx svensk vandkraft 

eller dansk vindenergi. Problemet er 

bare, at det har en meget begrænset 

effekt på verdens CO2-udledning, hvis 

overhovedet nogen. 

Du er langt fra garanteret, at din ekstraomkostning 

går til yderligere vandkraft 

eller vindkraft og ikke bare mere 

profit til elselskabet. 

Fx er vandkraft i Sverige allerede 

fuldt udbygget, og dine penge vil derfor 

ikke give mere grøn energi. Det er 

derfor vigtigt at læse grundigt om produktet, 

før du investerer i såkaldt grøn 

strøm. 

Der er også andre typer af el-produkter 

end grøn strøm. Fx tilbyder 

KVOTESYSTEM SLUGER DINE BESPARELSER 

Hjælper det at spare på strømmen? Selvfølgelig 

hjælper det, vil de fleste nok sige. 

Men helt så simpelt er det faktisk ikke. 

Danmark er som medlem af EU nemlig 

underlagt EU’s kvotesystem for CO2udledninger. 

EU skal reducere sin CO2-udledning 

med 8 % i 2008-2012 i forhold til 

1990-niveau. 

Derfor har EU udstedt en begrænset 

mængde tilladelser for kraftværkerne til at 

udlede CO2, som de ikke må overskride. 

Gør de det alligevel, må de købe sig til 

CO2-kvoter hos firmaer, der ikke har behov 

for dem. 

nogle selskaber at købe CO2-kvoter 

og destruere dem. CO2-kvoter er EU’s 

forureningstilladelser, og hvis du køber 

en CO2-kvote på et ton CO2, er der en 

virksomhed i EU, der skal sænke sin 

CO2-forurening med ét ton. 

Der findes også produkter, hvor en 

del af din elregning går til at støtte vedvarende 

energi i udviklingslandene. I 

begyndelsen af 2009 lancerede elselskabet 

Natur-Energi produktet NØD- 

STRØM, hvor 8 % af din elregning går 

til Folkekirkens Nødhjælps klimaindsats 

for verdens fattige. 

KØB A++-KØLESKABE 

Køleskabe og frysere står for 15 % af 

forbruget af elektricitet i danske hjem 

ifølge Elsparefonden. Men der er kæmpe 

forskel på de enkelte modeller, og 

et køleskab, der er 10-15 år gammelt, 

kan snildt bruge 50 % mere strøm end 

et moderne køleskab. 

EU indførte for mange år siden en 

mærkningsordning, der gør det nemt 

at vælge et energirigtigt køleskab eller 

fryser. Du kan spare miljøet for 

175 kilo CO2 om året ved udskifte dit 

B-mærkede køleskab med den højeste 

energistandard på markedet, A++. 

Systemet sørger for, at EU sparer på 

CO2’en der, hvor det er billigst. Men det 

betyder også, at hvis en masse danskere 

sparer på strømmen, så har fx energiselskabet 

DONG Energy ikke så meget brug 

for deres CO2-kvoter. Dem sælger de så 

videre til fx et spansk energiselskab, der 

derfor ikke behøver at reducere så meget 

som ellers. EU’s kvotesystem annullerer 

altså dine anstrengelser. 

Nogle mener dog, at elbesparelser 

stadig er en moralsk rigtig ide, fordi det i 

længden gør det nemmere for politikerne 

at vedtage strammere og strammere krav. 

Og samtidig sparer det dig penge. 




SÅDAN SPARER DU CO 2 – OG PENGE 

Sluk helt for tv, 

stereoanlæg og 

dvd frem for at 

lade dem stå på 

standby: 75 kg 

CO2: 250 kr. 

Tag mobilopladeren 

ud af stikket, 

når den ikke bruges: 

10 kg CO2: 

30 kr. 

Udskift tre almindelige60-watt-pærer, 

der er tændt i 

4 timer om dagen, 

med elsparepærer: 

100 kg CO2: 

320 kr. 

Skru én grad ned 

for radiatorerne i 

et hus med gennemsnitligtvarmeforbrug: 

110 Kg 

CO2: 850 kr. 


Vælg sæsonens frugt og grønt, 

der er produceret i Danmark: 

30 kg CO2: varierende beløb. 

Efterisolering af loftet i hus på 120 

m 2 (fra 50 mm til 250 mm): 1512 kg 

CO2: 2200 kr. 

Gå eller tag cyklen 2½ km 

til skole eller arbejde i stedet 

for at køre i bil: 150 kg CO2: 

1800 kr.

Det kan godt lade sig gøre at skrabe et ton eller to af din og din families CO2-udledning. 

Her er en række måder, du kan spare CO2 og ofte også penge i dit hjem: 

Brug miljømærkede køkkenruller 

og toiletpapir i stedet for ikke-miljømærkede: 

3,5 kg CO2: varierende 

beløb. 

Udskift et B-mærket 

køle/fryseskab med et 

A++-mærket: 175 kg 

CO2: 490 kr. 

Hæng vasketøjet til tørre i stedet for 

at bruge tørretumbler tre gange om 

ugen. 200 kg CO2: 750 kr. 

Drop en rejse til 

Bangkok (tur/retur): 

1900 kg CO2: 

varierende beløb. 

Brug elkedel i 

stedet for keramisk 

kogeplade til kogning 

af 2 liter vand 

om dagen: 45 kg 

CO2: 100 kr. 

Tag korte brusebade 

på max 5 

minutter hver dag 

i stedet for 10 minutter: 

65 kg CO2: 

975 kr. 

Skru ned for gulvvarmen 

fra 24 til 

20 grader i et hus 

på 120 m 2 , der 

ikke har anden opvarmning: 

4650 kg 

CO2: 2790 kr. 




HUSET, DER BRUGER EN 

TIENDEDEL ENERGI 

Kun 700-1000 kroner i varmeudgift 

om året for en hel villa. Der er store 

mængder af penge, energi og CO2 at 

spare, hvis man køber eller får opført 

et såkaldt passivhus. 

Det er et hus, der er designet til at 

bruge meget lidt energi til opvarmning, 

fordi huset er velisoleret og ofte designet, 

så opvarmningen faktisk stort set 

kommer fra den menneskelige aktivitet 

i hjemmet og varmen fra det varme 

vand. 

Det næste store skridt er det energineutrale 

hus. Det går ud på at kombinere 

jordvarme med solfangere og varmefangere 

og flere andre teknikker, der 

sørger for at huset bliver fuldstændigt 

selvforsynende med energi. Faktisk kan 

huset ligefrem eksportere energi til elnettet, 

så din elmåler populært sagt vil 

køre baglæns. 

I lang tid var det kun de mindre kendte 

mærker, der overhovedet førte A++, 

men nu er de mere veletablerede firmaer 

som Siemens også kommet med 

på vognen. 

Det køleskab, du skifter ud, skal 

dog ikke være alt for nyt. Det kræver 

DEBAT OG KONKURRENCER 

PÅ NETTET 

Gå ind på devarmelande.um.dk, og 

deltag i debatten om de klima-udfordringer, 

som verden står overfor. Her 

kan du også dele afsnit eller fakta fra 

Turen Går Til De Varme Lande med 

dine venner via Facebook. Du kan 

diskutere med andre interesserede og 

deltage i konkurrencer om at finde de 

bedste historier og billeder, der viser 

klimaforandringerne, og komme med 

bud på, hvad vi kan gøre ved dem. 


også energi, CO2 og andre ressourcer 

at producere et køleskab, og det er ikke 

energirigtigt at udskifte et relativt nyt 

køleskab, bare for at spare CO2. 

Der er også en anden faldgrube. 

Energimærkningen dækker over, hvor 

meget strøm køleskabet eller fryserne 

bruger pr. liter. Derfor kan et køleskab i 

amerikanerstørrelse godt få den bedste 

bedømmelse, A++, selv om det bruger 

langt mere strøm end et lille A-køleskab. 

SKIFT COMPUTEREN 

Ifølge Elsparefonden går 12 % af vores 

elforbrug i gennemsnit til vores computer 

og dens udstyr – printer, internetmodem, 

router, og hvad der ellers er. 

Hvis du er ejer af en computer af ældre 

dato med en gammeldags skærm, 

er computeren og dens udstyr ofte det 

stykke i teknik i hjemmet, der bruger 

mest strøm. Mere end køleskabet. 

Du kan spare strøm for mere end 600 

kr. om året ved at udskifte den gamle 

computer med en bærbar. 

Husk også at slukke for computeren. 

Du kan købe en elspareskinne og sætte 

al computerudstyret i samme skinne. Så 

kan du slukke for det hele på én kontakt. 

SKIFT PÆREN 

Du kan få fire gange så meget lys for den 

samme mængde elektricitet og CO2-udslip 

ved at vælge en god A-pære i stedet 

for de gamle pærer med glødetråd i. 

Selv om de stadig er dyrere i indkøb, 

er det hurtigt tjent hjem. Dels ved en 

lavere elregning, dels fordi de holder 

mellem 6 og 15 gange længere. 

Du kan spare 100 kilo CO2 om året 

ved blot at udskifte tre 60 watts pærer, 

der er tændt i fire timer om dagen, med 

A-pærer. 

A-pærer er en mini-version af de 

kendte, aflange lysstofrør. De er blevet 

langt bedre med årene, men har stadig 

nogle problemer. Det tager typisk lidt

DET KLIMAVENLIGE SPISEBORD 

En stor del af danskernes udledning af 

drivhusgasser skyldes det, vi putter i munden 

– vores mad, drikke og den energi vi 

bruger til at tilberede maden med. Men 

der er store forskelle på, hvor meget de 

enkelte råvarer belaster klimaet. 

Grøntsager og kornsorter hører som 

hovedregel til i den bedre ende af spektret, 

mens kød befinder sig i den dårlige 

ende. Det skyldes, at der skal bruges 

ganske store mængder af foder til at opfostre 

fx et svin, og det kræver energi og 

gødning at producere foder – og dermed 

udledning af CO2. 

Det gør det ikke bedre, at der skal bruges 

store landområder til at producere dyrefoderet, 

og ofte skaffes de marker ved 

at fælde skov. Fx i regnskoven i Brasilien. 

I teorien kunne vi ifølge en hollandsk 

rapport fra 2009 løse op mod halvdelen 

af klimaproblemet frem mod 2050, hvis 

alle i verden blev vegetarer og lod markerne 

til foder gro til med buske og skov. 

Undersøgelser viser dog, at kød er noget 

af det, som folk er mindst tilbøjelige 

til at spare på af hensyn til klimaet. 

CO2-madpyramide: Jo højere en fødevare 

er placeret i pyramiden, jo højere 

klimabelastning har den. Derfor lyder 

det klimavenlige kostråd: Spis mest 

fra bunden og mindst fra toppen 

af pyramiden. 

Den værste klimasynder er rødt kød. Det 

skyldes, at især køer udleder enorme 

mængder af drivhusgassen metan, når 

de bøvser og prutter. En dansk malkeko 

udleder, hvad der svarer til cirka 10 ton 

CO2 om året i drivhusgasser - det samme 

som en gennemsnitsdansker. 

Vi spiser i gennemsnit 30 kilo okse- og 

kalvekød om året, svarende til en udledning 

på 600 kilo CO2. Resten af verden 

følger godt efter. Verdens kødforbrug 

vil ifølge FN’s fødevareorganisation FAO 

fordobles frem mod 2050. 

Det er dog heller ikke alle grøntsager, 

der er grønne. Tomater kan have et 

ganske højt udslip, hvis de er dyrket i et 

opvarmet drivhus, sådan som de ofte er i 

Danmark. Og fordi økologiske grøntsager 

ofte gror langsommere og ikke bliver nær 

så store – udbyttet er lavere – kan de faktisk 

have et større CO2-udslip pr. grøntsag 

end konventionelt dyrkede grøntsager. 

Det er også vigtigt, om varerne har været 

frosne eller er friske. Et kilo frossen fiskefilet 

er faktisk årsag til en CO2-udledning 

på næsten otte kilo. 

CO2-madpyramiden er udviklet af Philip 

Giødesen Lund og Lars Krogsgaard 

Madsen i forbindelse med et projekt 

i Videnskabsbutikken på DTU i 

samarbejde med Lyngby-Taarbæk 

kommune. For yderligere info 

om pyramiden kontakt: 

msj@man.dtu.dk 




tid, før de når fuld lysstyrke og så er 

deres farvegengivelse lidt ringere end 

gammeldags pærer. 

Der fås A-pærer med en farvegengivelse, 

der er tæt på glødepærens, men 

ifølge Elsparefonden fås de stort set ikke 

i Danmark, fordi importørerne ikke mener, 

at der er et marked for dem. De er 

ikke helt så energirigtige som de traditionelle 

A-pærer. 

Hvis man er bekymret for kvaliteten 

af lyset fra pærerne, kan man vælge en 

glødepære eller halogenpære på steder i 

hjemmet, hvor farvegengivelse er vigtig, 

HOLD DIG FRA STENKUL 

Mange sværger især til grillkul af typen 

stenkul, der markedsføres med navne 

som Heatbeads. De har nemlig en lang 

brændtid og høj varme. Men kullene 

stammer fra kulminer i Australien og 

Polen og svarer til kul, man bruger i 

kulkraftværker. 

Stenkul er langt mere CO2-skadelige 

end trækul og træbriketter, fordi kullene 

er millioner af år gamle fossile brændsler, 

der helst bør efterlades i jorden. 

Trækul fra fx Sverige er mere CO2venlige, 

da kullene er lavet af fældede 

træer fra skove, der bliver genplantet. 


fx over spisebordet og spejlet i badeværelset. 

SLUK FOR APPARATERNE 

10-15 % af elforbruget i dit hjem går til 

standbyforbrug, det vil sige apparater, 

der står og bruger strøm, selv om du 

ikke bruger det. Man kalder dem for 

energivampyrer. 

Det kan være en god idé at slukke for 

dit elektroniske udstyr på kontakten. 

Værst er computeren, dvd-optageren, 

spilkonsollen (der kan være en rigtig 

elsluger) og mange strømforsyninger. 

For eksempel dem, der leverer strøm 

til halogenlamperne i køkkenet. Man 

kan mærke på strømforsyninger – transformatorer 

– om de er varme, selv om 

de ikke bruges til noget. Så sluger de 

elektricitet. 

Det er dog ikke altid nemt at gennemskue, 

hvad der bruger meget strøm 

i hjemmet. Nogle mistænker måske deres 

tv-apparater, men mange moderne 

LCD-fladskærme bruger stort set intet 

strøm i standby, mens den gamle VHSmaskine 

under tv’et måske suger strøm 

som en kummefryser. 

VASK TØJET I KOLDT VAND 

Tøjvask er en af hjemmets helt store 

energislugere. Det kræver meget strøm 

at varme vandet til tøjvasken op, og jo 

højere temperaturer, du vasker tøjet 

ved, jo mere CO2 koster det. Men vi kan 

sagtens vaske tøjet ved fx 20 grader og 

stadig få det helt rent, vurderer Informationscenter 

for Miljø og Sundhed. 

Ifølge Forschungsinstitut Hohenstein 

– et uafhængigt testlaboratorium i Tyskland 

– er det nemlig dokumenteret, at 

99,7 % af alle bakterier i tøjet bliver slået 

ihjel uanset vasketemperaturen. Man 

skal blot huske at bruge vaskepulver, der 

er beregnet til de lave temperaturer. 

Teknologisk institut anbefaler dog 

stadig, at man vasker fx karklude og 

andre meget beskidte tekstiler ved høje 

temperaturer.

LITTERATURLISTE 

Care: Humanitarian Implications of climate 

change – mapping emerging trends 

and risks hotspots, 2008. 

Commission of the European Communities: 

Green Paper. Adapting to climate 

change in Europe – options for EU action, 

2007. 

Dahlager, Lars og Rothenborg, Michael: 

Global Feber – Kampen om klimaet. Politiken, 

2007. 

Regeringen: Strategi for tilpasning til 

klimaændringer i Danmark., 2008. Energistyrelsen. 

Faris, Stephen: Forecast. A Journey to 

the Frontiers of Climate Change, from 

the Amazon to the Arctic, from Darfur to 

Napa Valley. Henry Holt, 2009. 

Hedegaard, Connie: Da klimaet blev hot. 

Gyldendal, 2008. 

Intergovernmental Panel on Climate 

Change (IPCC): Working Group I, II, III 

& Synthesis Reports, 2007. 

International Energy Agency: World 

Energy Outlook, 2008. 

Lomborg, Bjørn: Køl af. Lindhardt & 

Ringhof, 2007. 

Miljøstyrelsen: Miljømæssige konsekvenser 

af borgernes adfærd og daglige valg, 

2006. 

Monbiot, George: Heat. How to stop 

the planet from burning. Penguin Press, 

2006. 

Oxfam: Viet Nam: Climate Change, 

Adaptation and Poor People, 2008. 

Pacala, S og Socolow, R: Stabilization 

Wedges: Solving the Climate Problem for 

the Next 50 Years with Current Technologies, 

Science 2005. 

Prestrud, Pål m.fl. (red.): Global Outlook 

for Ice & Snow. UNEP, 2007. 

Rothenborg, Michael: Tordenregn – 

Danmarks fremtid i en varmere verden, 

Lindhardt & Ringhof., 2009. 

UNDP: Human Development Report 

2007-08, UNDP, 2008. 

UNESCO. Predicting and managing the 

impacts of climate change on World Heritage, 

2007. 

Weisman, Alan: The World Without Us. 

Virgin Books, 2008. 

World Bank: Natural Disaster Hotspots: 

A Global Risk Analysis, 2005. 

Artikler fra diverse aviser, tidsskrifter 

og netsider, især Politiken, Ingeniøren, 

Jyllands-Posten, Information, The Guardian, 

The New York Times, BBC, CNN, 

Time, Science og Nature. Samt 1tonmindre.dk 

(Klima- og Energiministeriet) 

og danida.dk (Udenrigsministeriet). 

LÆS OGSÅ: 

Bonne, Kuno: Grønne sparetips, Politikens 

Forlag, 2008. Gode råd til den 

bevidste forbruger. 

King, David & Walker, Gabrielle: Klimakrisen, 

Jyllands Postens Forlag, 

2008. To førende eksperter skriver om 

klimaforandringerne. 

Lloyd, Saci: Laura Browns CO2-dagbog 

2015, Politikens Forlag 2009. Ungdomsroman 

i dagbogsform. 



REGISTER 

REGISTER 

A 

Aflad 156, 158 

Agent Orange 125 

Alperne 59 

Amazonas 19, 154 

Andersen, Geert Aagaard 

88 

Antarktis 15 

Arrhenius, Svante 13 

Atomkraft 151 

Auken, Svend 35 

Australien 38, 65 

B 

Bach, Christian Friis 89 

Bali 36, 43 

Bangladesh 96 

Barcelona 61 

Ben Tre 118 

Bendtsen, Bendt 31 

Bhutan 80 

Biltrafik 18, 153, 156, 157 

Boer, Yvo de 39 

Bolin, Bert 14 

Bolivia 99-113 

Bond, James 103 

Bonnerup, Niels 133 

Borneo 95 

Brasilien 70, 163 

BRIC-landene 70 

Brint 154 

Brundtland, Gro Harlem 

24 

Budyko, Mikhail 14 

Bush, George W 28, 32 

C 

Californien 156 

Canada 38, 66 

CARE 127 

CDM 72 

Chacaltaya 103 

CO2 15 

CO2-kvoter 39 

Colorado 66 

166 REGISTER 

COP 37 

Cykloner 81 

D 

Da Loc 6 

Danida 88, 121, 123 

Danmark 45-55 

Darfur 91 

Dobriansky, Paula 40 

Drivhusgasser 17 

DTU 163 

E 

Elektricitet 148, 162, 164 

Energi 149 

Etiopien 147 

EU 38, 159 

F 

Ferierejser 156 

FN’s 2015 Mål 87 

FN’s Klimapanel 27 

FN’s Sikkerhedsråd 93 

Folkekirkens Nødhjælp 

89, 159 

Fortiden 22 

Frederikshavn 49 

G 

G 77 38 

Gazprom 26 

Geldof, Bob 140 

GEM 140 

Gonzales, Elba 100 

Gonzales, Javier 109 

Gore, Al 26, 29 

Greve 47 

Grill 164 

Grøn strøm 159 

Grønland 57-59 

Grønne teknologier 153 

Gråsten 45 

H 

Hanoi 115 

Hans Ø 59 

Hansen, James 16 

Hedegaard, Connie 35 

Henan-provins 74 

Hesselbjerg, Jens 51 

Himalaya 74, 80, 93 

Holland 63 

Huelva 64 

Huq, Saleemul 87 

I 

Iberiske Halvø 61 

Indien 70, 71, 93, 95 

Industri 18 

IPCC 28 

Isolering 158 

IUCN 143 

J 

Jordvarme 152 

K 

Kashmir 93, 95 

Kasunguni 137 

Katrina, 27 

Keeling, Charles David 14 

Kenya 131-145 

Kina 69-77, 93 

Klima 14 

Klimaflygtninge 67, 93, 97 

Klimapanelet 27 

Klimaskepsis 20 

Koraler 142 

Kulkraft 18, 76, 153 

Kvoter 39 

Kyoto 42 

København 42 

Kød 163 

Køleskab 159 

L 

La Paz 99 

Lampedusa 65, 67 

Landbrug 18 

Lavteknologi 155 

Liseleje 47 

Litteratur 165

Lomborg, Bjørn 34 

London 63 

Lønstrup 6, 47 

M 

Maathai, Wangari 135 

Mad 163 

Madpyramide 163 

Madrid 63 

Majs 133 

Maldiverne 86 

Malinovsky, Mikael 121 

Marielyst 47 

Masai 141 

Mekongdeltaet 117 

Metangas 17 

Mikronesien 86 

Mozambique 81 

Muhammed-krisen 31 

Mutavi, Shadrack 132 

N 

Nantes 51 

NASA 25 

New Orleans 26 

NOAA 21 

Noel Kempff 111 

Nordjylland 6 

Nordpolen 19 

Novozymes 154 

O 

Obama, Barack 40, 41 

Obura, David 143 

Odense 48 

OECD 88 

Olesen, Jørgen E. 47 

Orangutang 95 

Oreskes, Naomi 21 

Overbefolkning 83 

Oversvømmelser 89 

OXFAM 126, 129, 141 

P 

Pachauri, Rajendra 29, 34 

Pakistan 95 

Panda 75 

Paz, Oscar 112 

Permafrost 19 

Prag 63 

Price-Thomas, Steve 126, 

129 

Putin, Vladimir 26 

R 

Rasmussen, Anders Fogh 

30-33 

Rasmussen, Lars Løkke 33 

Rhône-gletsjeren 60 

Rusland 38, 70 

Røde Kors 119 

S 

Sachs, Jeffrey 92 

Sahara 84, 92, 151 

Saudi-Arabien 38 

Schwarzenegger, Arnold 

29 

Schweiz 60 

Sibirien 19 

Sicilien 61 

Skovrydning 18, 154 

Slente, Charlotte 112 

Solenergi 151 

Somalia 92 

Spanien 61-64, 151 

Stenkul 164 

Stern, Nicholas 33, 97 

Sudan 92 

Svenning, Jens-Christian 

47 

T 

TBE-flåter 53 

Tchad 92 

Temperaturudvikling 16 

Texas 28 

Thatcher, Margaret 24 

Tiger 96 

Toronto 24 

Tuvalu 86 

Tøjvask 164 

Tørke 84 

Tørnæs, Ulla 88 

U 

UNDP 79, 81 

USA 40, 66 

V 

Vejr 14 

Venedig 63 

Verdensbanken 87, 92, 

117 

Verolme, Hans 26 

Vietnam 6, 115-129 

Vietnamkrigen 125 

Vin 53 

Vindkraft 150 

W 

Waal, Alex de 91 

Wal-Mart 26 

WWF 26 

Z 

Zambezi-floden 81 

Zaragosa-ørkenen 61 

Ø 

Østersøen 53 

REGISTER 167 

REGISTER

KOLOFON 

Turen Går Til De Varme Lande 

© Politikens Forlag A/S, 2009 

Udgivelsesår 2009 

1. udgave, 1. oplag 

ISBN 978-87-567-9314-8 

Forfattere: Lars Dahlager & Michael Rothenborg 

Serietitel: Turen Går Til 

Forlagschef: Søren Sattrup 

Redaktionschef: Gunhild Riske 

Billedredaktør: Pipaluk Balslev Fabricius 

Redaktør og projektleder: Kristoffer Flakstad 

Omslag og layout: Embryo Design 

Grafisk tilrettelægning og dtp: Tine Christoffersen 

Grafikker: Jesper Roug og JE:SU 

Grafik, s. 163: Philip Giødesen Lund og Lars Krogsgaard, DTU 

Fotos: Klaus Holsting: 4, 6, 114, 118, 119, 120, 122, 124, 126, 127, 128, 146. Yadid Levy: 2. Morten Lykke: 

7. Polfoto: 1, 12, 13, 14, 16, 19, 20, 22 (tv), 25, 27, 28, 29, 30, 32, 33, 34, 35, 36, 38, 40, 43, 44, 48, 46, 

52, 53, 54, 60, 61, 62, 63, 64, 66, 67, 68, 70, 71, 72, 73, 74, 76, 77,78, 83, 86, 91, 92, 94, 96 (øverst), 

103, 125, 135, 140. iStockphoto: 22 (tre stk), 23 (to stk), 50, 65, 75, 80, 95, 96 (nederst), 111, 134, 138, 

150, 152, 154, 157, 161. Thomas Borberg: 24, 98, 101, 104, 105, 106, 107, 108, 109, 112. Scanpix: 37, 

57. www.palmestranden.dk: 49. Danida: 82, 83, 102, 136. Jørgen Schytte: 85, 114, 118, 119, 130, 133, 

137, 139, 141, 145. Shazia Khan: 110. David Obura: 143. 

Omslag: Forside: © Thomas Hoepker / Magnum Photos (Dreng på øen Dominica beskytter sig mod kraftig 

regn). Bagside: Klaus Holsting (øverst), Polfoto (midten og nederst) 

Trykkeri: Narayana Press, Printed in Denmark 2009 

Udgivet af Politikens Forlag A/S 

Vestergade 26, 1456 København K 

33 47 07 07 politikensforlag.dk 

Kopiering fra denne bog må finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med COPY- 

DAN, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået 

aftale med COPY-DAN, skal ved ønske om kopiering henvende sig til Politikens Forlag. 

Forfatter og redaktion har indhentet oplysninger fra så pålidelige kilder som muligt. Vi kan dog ikke garantere 

for oplysningernes fuldstændige korrekthed og er ikke ansvarlige for følgerne af eventuelt senere 

ændringer. Skriv til Politikens Rejsebøger på ovennævnte adresse eller politikensforlag@pol.dk. 

Forfatterne kan kontaktes på: lars.dahlager@pol.dk og michael.rothenborg@pol.dk 

Bogen er et samarbejde mellem Politikens Rejsbøger og Dagbladet Politiken med støtte fra Danida. 

Lars Dahlager (f. 1970). Journalist 1997, har siden 2005 skrevet om klima på Politiken. Har udgivet 

bogen Global Feber (2007). Også kendt som forfatter til iByen-tillægets LiSTEN. 

Michael Rothenborg ( f. 1965). Journalist 1995. Jyllands-Posten, TV2/Nordisk Film og Politiken, siden 

2002 på miljø/klima. Har udgivet I strid med naturen (2006), Global feber (2007) og Tordenregn (2009). 

Forfattere og forlag takker Charlotte Henriksen og Danidas øvrige medarbejdere i Udenrigsministeriet, 

herunder personalet på de danske ambassader i La Paz, Hanoi og Nairobi; alle interviewede i bogen; kolleger 

på Politiken, ikke mindst Nis Olsen, Michael Jarlner og Jesper Friis samt tålmodige familier. 

168 KOLOFON

Oplev klimaændringerne 

med TUREN GÅR TIL 

Mød kvinder i Kenya, hvis majs 

vokser baglæns; en boliviansk 

Georg Gearløs og en vietnamesisk 

købmand med en synkende 

butik. Kredsen af ’varme lande’ 

vokser, og verdens fattige bøder 

for Vestens CO 2-udledning. Om 

få årtier vil millioner stå uden 

rent vand, mens andre risikerer 

at drukne. 

Turen Går Til De Varme Lande 

tager dig med til steder, hvor 

klimaændringerne allerede er 

virkelighed, og du får info om 

forskning og debat. Bogen ser 

også ind i fremtidens Danmark 

og kommer med bud på, hvad 

politikerne og du selv kan gøre 

for at begrænse problemet. 

ISBN 978-87-567-9314-8 

9 7 8 8 7 5 6 7 9 3 1 4 8

Turen Går Til De Varme Lande

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?