her - Silkeborg IF

silkeborgif.com

her - Silkeborg IF

Simon JakobSen inviterer

...på glade ungdomsdage i Silkeborg

En juleaften for nogle år siden

ringede min gode ven, som også

hedder Simon, og spurgte, om

jeg ville være med i et band. Jeg

skulle spille bas fik jeg at vide,

nærmest som en ordre, for det var

det letteste for mig, når jeg nu ikke

havde så gode ’skills’.

Det blev starten på Angels

of Love, hvor Kristoffer spiller

trommer, Mads er på guitar, Simon

synger, Rasmus spiller synthesizer

og jeg river i bassen. Det er

bare sjov og ballade, men samtidig

en fed måde at være sammen

med sine kammerater på. Vores

fysiske træner Leon var faktisk

min musiklærer i folkeskolen, så

reelt set har han vel en del af æren

for bandets hidtil eneste livekoncert,

som vi spillede i vinteren

2010. Performers House nede i

kedelbygningen var stedet, og jeg

havde sådan en sort lang kjortel

på fra Marokko, og store sorte

militærstøvler – det er vist ikke det

klassiske outfit for en popmusiker,

men vi havde det supersjovt.

En tryg opvækst

i Sydbyen

Egentlig er jeg født på Frederiksberg,

men der boede jeg kun i

halvandet år og så efter nogle små

stop endte vi et et superdejligt

hus her i sydbyen, nede på

Åhavevej. Vi nåede ikke at bo der

så længe, inden vi udlejede det

for en periode på to år, fordi min

far havde fået et nyt job i Paris.

Så da jeg var omkring fire år, var

det planen, at mor, far, lillesøster

og mig skulle dertil i en periode

på to år. Huset blev også udlejet,

men jobmuligheden ændrede sig

pludseligt til at blive i Warszawa …

og det var min mor altså ikke helt

tryg ved med to små børn – et sted

hun ikke havde noget forhold til.

Derfor endte det med at min

far sagde nej tak til jobbet, og vi

flyttede til Hvinningdal i et rækkehus,

som vi så lejede i to år. Ja,

det var lidt ærgerligt og bøvlet,

men jeg husker det faktisk bare

som en rigtig god oplevelse og en

herlig tid oppe på Udgårdsvej for

os. Omkring min skolestart var vi

tilbage i vores eget hus, og jeg gik

på Kornmod fra 0-9. En fantastisk

tid, som jeg ikke kunne have

ønsket mig bedre.

Fodboldtræt - men college

gjorde forskellen

Nærmest hele min omgangskreds

og dem fra klassen ville i gymnasiet,

og det ville jeg også selv - så

det var der faktisk ingen tvivl om

efter 9. klasse. Men jeg var måske

ved at være lidt fodboldtræt,

selvom det gik rigtig godt i SIF, og

derfor var jeg bestemt ikke motiveret

for at skulle prøve kræfter

med den semiprofessionelle

livsstil med morgentræning osv.,

som en gymnasieuddannelse

gennem College krævede. Jeg

havde egentlig besluttet mig for,

at det skulle det ikke være, men

efter møder med talentafdelingen

herovre, fik jeg et nyt syn på det at

skulle træne syv gange om ugen –

og ofte kl. 7 om morgenen.

Jeg kom i en supergod klasse,

hvor jeg kun kendte en enkelt i

forvejen - en pige jeg havde gået

i folkeskole med og som gik på

college, fordi hun roede kajak

på eliteniveau. Dagligdagen var

sådan cirka, at jeg stod op kl. 6.40,

fik vand i hovedet og børstede

tænder, og så cyklede jeg eller

fik et lift af mine forældre over på

Søholt, hvor træningen startede kl.

7. Vi skulle være klar fem minutter

før, så 6.55 var jeg der – og så

trænede vi ellers indtil omkring kl.

7.30. Så var der bad og derefter

fælles morgenmad i Søholthuset.

De dage hvor der ikke var

morgentrænming var programmet

selvfølgelig anderledes, men det

var meget den følelse af at være i

gang fra morgenstunden med et

program der indeholdt, træning,

skole, træning, lektier – der gjorde

mig stærk og udviklede mig. Jeg

tror også, at der er mange der har

stor respekt for, at man vil prioritere

sådan i en så tidlig alder. Jeg

var i hvert fald selv meget imponeret

over dem, der ikke bare boede

hjemme ligesom mig, men udover

alle de andre omvæltninger også

flyttede hjemmefra som 16-årige.

Det er imponerende.

Jeg havde det nok

næsten for hyggeligt

Skolemæssigt kunne jeg nok godt

have været bedre med, men jeg

fik en rigtig god vennegruppe på

gymnasiet, og det var næsten

lidt for hyggeligt at være en del af

hele det studiemiljø med alt det

sociale, som der var mulighed for

at deltage i.

Altså jeg syntes jo, det var

fantastisk, ellers havde jeg ikke

valgt det til, som jeg gjorde. Men

det er da helt sikkert, at jeg ikke

altid var lige motiveret for at lave

lektier kl. 19 på en hverdagsaften,

hvor jeg havde været i gang hele

dagen.

I dag er jeg glad for, at jeg ikke

sagde nej til alt det sjove i de år,

for jeg føler ikke, jeg er gået glip

af noget nu. Jeg var i byen og

til fester ligesom alle de andre,

men bare ikke før en kamp. Altid

efter – og det kunne da godt være

irriterende at tænke på engang

imellem, men til gengæld har

jeg så haft en masse oplevelser

og succeser igennem netop

fodbolden sideløbende med alt

det andet. Jeg har taget mine ture,

og det betyder nok også, at jeg


TeksT: René Gade Mikkelsen

virkelig kan nyde livet med fodbolden

i dag, for der er ikke noget jeg

hellere vil lige nu.

Musikken og

sproget trækker

Hvis jeg skulle lave noget andet

end at spille fodbold, ville jeg ønske

at det kunne blive noget med

sprog. En uddannelse i den retning

er i hvert fald ikke usandsynlig

på lang sigt. Simon Skibsted og

mig har faktisk taget et kinesiskkursus

på folkeuniversitetet her for

nylig.12 gange á 1,5 time, mener

jeg det var. Det er et vildt sprog, og

i særdeleshed hvis man også skal

lære at skrive det. Kina er jo her,

der og alle vegne i medierne, og

det er meget spændende at følge

med i den udvikling landet er i for

tiden. Det er generelt et privilegium

som fodboldspiller, at der er

meget fritid, hvor andre hobbyer

eller interesser kan dyrkes.

Musikkarrieren har jeg ikke

de store forventninger til, men til

gengæld fylder det meget i min

hverdag at lytte til musik. Christian

Holst og mig har en ting med lige

at skulle høre hinanden, om man

har hørt den der nye sang eller

det der album. For nylig var vi til

koncert med The XXX på Voxhall

i Århus. Det var et af de bands

Christian havde nævnt en dag,

og så tog vi ud og hørte dem.

Superfed koncert.

Jeg var også ude at høre Macy

Gray på Train, og hun gav den

mega meget gas med to store

soul-mamas som korpiger. Koncerter

er toppen både sammen

med min kæreste og kammeraterne.

I Århus er der mange gode

koncertsteder, men i folkeskolen

og starten af gymnasiet var det

næsten altid på Rampelys her i

Silkeborg, at vi var. Her startede

interessen for livemusik og hele

den der stemning.

Travl sommer med flytning

og Superligastart

Det er kun godt en måned siden

jeg flyttede hjemmefra og sammen

med min kæreste i vores

Simon Jakobsen

og forsvarskollega

Thorbjørn Holst

Rasmussen i

kampen mod FC

Nordsjælland i

søndags

Foto: Lis Winnie

Hansen

nye lejlighed i Århus. Det er helt

surrealistisk efter så mange år

hjemme, men følelsen er lige som

den skal være. Vi nyder det og der

er så meget nyt at opleve bare ved

at gå en tur igennem gaden, når

man er kommet til en by.

Det gik meget stærkt lige

pludseligt, for vi var i København

og skulle til New York dagen efter

på ferie, da min mor ringede og

sagde, at der var en god lejlighed

ledig igennem en veninde. Men

det skulle være nu og her, for der

var mange andre interesserede.

Vi nåede slet ikke at se den selv,

før vi havde sagt ja tak – kun på

nogle mobilbilleder, som mine

forældre sendte. I øjeblikket var

det ret overvældende, men igen

var vi jo i trygge hænder, når mine

forældre også havde sagt god for,

at lejligheden var noget for os.

Så nu er vi bare her midt i det

hele, midt i alt det gode og vi har

fået taget hul på sæsonen, og jeg

glæder mig bare til at nyde det –

både i Silkeborg og Århus.

More magazines by this user
Similar magazines