Fuld beskæftigelse i EU: Fra tomme ord til handling - LO

lo.dk

Fuld beskæftigelse i EU: Fra tomme ord til handling - LO

ISBN: 978-87-7735-777-0

LO-varenr.: 4713

Fuld beskæftigelse i EU:

Fra tomme ord til handling

Projektet et projekt gennemført af det europæiske fagforeningsinstitut

ETUI-REHS FTF de to hovedorganisationer FTF og LO


Forord.

I 2000 vedtog regeringerne i EU den såkaldte Lissabonstrategi for holdbar vækst og

fuld beskæftigelse. Målet er, at EU i 2010 skal være verdens mest konkurrencedygtige

og dynamiske og vidensbaserede økonomi baseret på social tryghed og holdbar udvikling.

Midtvejsevalueringen i 2005 viste, at EU er langt fra at opfylde målene. Væksten i EU

er lav, og der er over 17 millioner arbejdsløse i EU-landene. Derfor besluttede regeringscheferne

EU´s beskæftigelsestopmøde i foråret en række ændringer i processen,

der skulle tilføre Lissabonstrategien ny energi. Der blev således aftalt en mere

sammenhængende proces med en højere grad af koordinering mellem de forskellige

EU-initiativer og det blev vedtaget, at der skal udarbejdes nationale reformprogrammer,

der afspejler denne integrerede proces.

Både den danske regering og arbejdsmarkedets parter har støttet en justering af Lissabonstrategien.

For de faglige organisationer i EU og i Danmark har det været helt centralt

at holde fast i målsætningen om fuld beskæftigelse, samt at vækst og øget beskæftigelse

går hånd i hånd med sociale fremskridt. Social tryghed og konkurrenceevne er

ikke modsætninger men hinandens forudsætninger. Dette er i høj grad læren fra Danmark.

Imidlertid var revisionen af Lissabonstrategien næsten udelukkende et spørgsmål om

form og processer og ikke indhold. Efter LO´s og FTF´s opfattelse kræver en opfyldelse

af målsætningerne i Lissabon også, at man vurderer indholdet i strategien. Der

synes også at mangle sammenhængende svar fra den europæiske fagbevægelse på de

udfordringer, som EU står over for. Man tilslutter sig målsætningerne men har ikke

klare holdninger til strategiens indhold. Derfor har LO og FTF gennemført et fælles

projekt, hvor formålet er at komme med indholdsmæssige forslag, der kan bringe Lissabonstrategien

tilbage på sporet.

Projektet sætter fokus dels på den økonomiske politik og strukturreformerne i EU dels

beskæftigelsesstrategien, den åbne koordinationsmetode og den danske beskæftigelsespolitik.

Projektet er gennemført af det europæiske fagforeningsinstitut ETUI-

REHS og den danske forskergruppe CARMA.

Den første rapport, der her foreligger, stiller skarpt på den økonomiske politik og

strukturreformer i EU-samarbejdet.

Rapporten indeholder problemstillinger og konkrete forslag, som LO og FTF finder, er

vigtige at forholde sig til, hvis målsætningerne i Lissabon også skal blive til virkelighed.

LO og FTF håber derfor, at denne og de kommende rapporter kan inspirere såvel

EU-niveau som i Danmark til en diskussion og inititiativer, der kan give Lissabonstrategien

den fremdrift, der så åbenlyst er brug for.

1


Fuld beskæftigelse i EU: Fra tomme ord til handling

Indledning

De sidste 100 år har bragt Europas borgere betragtelige velfærdfærdsforbedringer: stabile

jobs, forbedret arbejdsmiljø, kortere arbejdstid, beskyttelse mod sociale risici og

overenskomstforhandlinger. Den vedvarende produktivitetsfremgang har været bærende

for denne udvikling, som har udbredt velfærdssamfundet til stadig flere mennesker.

Historisk set kan perioden efter anden verdenskrig beskrives som en “indhentningsprocess”.

Den europæiske industri led enorme tab på grund af ødelæggelserne

under Anden Verdenskrig. Den er blevet genopbygget og har tjent Europa godt i mange

årtier. Men tiderne skifter. Hvilke nye udfordringer står vi nu overfor og hvilke

politikker vil være de mest hensigtsmæssige at anvende?

EU har taget skridt til at ændre gamle industrielle strukturer og erstatte dem med moderne

arbejdsformer. Slagordet er at skabe et vidensbaseret samfund: mindre rutinearbejde

og flere jobs med højt vidensindhold. Det er tvivlsomt om dette er tilfældet for

de fleste jobs. Der er også en trend i medierne til at overvurdere de direkte konsekvenser

af globaliseringen. For eksempel er det overdrevet at tale om massiv udflytning af

arbejdspladser til tigerøkonomierne i Indien og Kina. Rent faktisk har de fleste industrialiserede

EU-lande en nettogevinst fra øget handel (OECD 2005a). Trods dette

uensartede billede er der store udfordringer forude i konkurrencen med de nyindustrialiserede

lavtlønslande. Udover tekstilindustrien (som ikke er en reel økonomisk trussel

for EU), er disse lande i nogle sektorer allerede banebrydende. Er EU klar til de forandringer

vi står overfor?

EU lancerede i år 2000 Lissabon strategien, som skulle forberede EU på globaliseringen.

Den består af tre søjler: økonomien, social samhørighed og miljøet. Formålet er

inden 2010 at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensbaserede

økonomi med bæredygtig økonomisk vækst, flere og bedre jobs og større social

samhørighed. De overordnede og langsigtede målsætninger for Lissabon-strategien er

konkurrencedygtighed, flere og bedre jobs og social samhørighed (HLG social policy

2004). Strategien er omfattende da den indebærer næste alle de områder, som EU opererer

på. Den dækker dermed alt lige fra gennemførelsen af det indre marked, arbejdsmarkedspolitik

og løst samarbejde omkring socialpolitik og pensionspolitik.

I marts 2005 var Lissabonstrategien på midtvejsstadiet. Dette var en lejlighed til at

vurdere første halvdel af perioden, fra 2000 til 2005. Kan Lissabonstrategien levere

varen? På positivsiden kan det bemærkes, at der er skabt mere end 6 mio. jobs i EU i

perioden 1999-2003. Lissabonstrategien har også den fordel, at den skaber større

sammenhæng mellem de forskellige politikker. Der er nu, i modsætning til tiden før

Lissabon, opstået en fælles forståelse for betydningen af emner som den enkeltes beskæftigelsesegnethed,

livslang læring, hvordan man bedst forener familie- og arbejdslivet

samt aktive arbejdsmarkedsprogrammer (ALMP).

Et andet aspekt af Lissabonstrategien er gennemførelsen af det indre marked, som har

til formål at mindske handelshindringer og på denne måde øge EU’s konkurrenceevne.

EU’s opgørelse over medlemslandendes evne til at reducere handelshindringer i det

indre marked er noget optimistisk. Hvis man måler Lissabonstrategien på dens evne til

at fjerne handelsbarrierer i det indre marked, har den vist sig at være effektiv. EU har

2


liberaliseret energisektoren, telekommunikationsområdet og markederne for finansielle

serviceydelser. Nogle medlemslande har foretaget omstruktureringer af arbejdsmarkedet.

Men trods det at barriererne nu er sænket meget i forhold til tiden før Lissabonstrategien,

er en dette dog kun en konstatering på baggrund af en rent teknisk analyse.

Strukturreformernes virkelige formål er at forbedre levestandarden i EU. Når

man anvender dette som målestok, fremstår resultatet langt mindre rosenrødt. Det afslører

et politisk paradoks: jo flere strukturreformer, desto værre går det for EU's økonomi!

På trods af Lissabonstrategien lider EU under nedgang i produktivitetsvæksten

og vedvarende, høj arbejdsløshed. På denne baggrund kan det konstateres, at Lissabonstrategiens

reformer ikke har båret frugt. Man kan derfor sætte spørgsmålstegn

ved, om strategien kan indfri målene for de næste 5 år indtil 2010.

Formålet med denne rapport er at undersøge hvilke former for økonomisk politik og beskæftigelsespolitik,

der kan føre til opfyldelsen af EU’s målsætning om fuld beskæftigelse.

Med dette for øje vil rapporten søge at analysere den nuværende økonomiske- og

beskæftigelsesmæssige politik i EU. Helt præcist indebærer dette en analyse af EU's

pengepolitik, finanspolitik, dens budgetmæssige politik samt beskæftigelses- og arbejdsmarkedsreform.

Analysen vil derfor også medvirke til at klargøre, om de nuværende

EU-politikker virkelig sigter på at opnå fuld beskæftigelse, eller om de snarere

er udtryk for tomme løfter (med henblik på at opnå legitimitet fra fagforeninger og

civilsamfundet) for at dække over en (skjult) liberaliseringsdagsorden.

Denne rapport har til formål at besvare to overordnede spørgsmål:

- Hvordan kan man ved at stimulere efterspørgselen skabe flere arbejdspladser i EU?

- Vil en politik der kombinerer fleksibilitet og sikkerhed være en vinderstrategi i forhold

til Lissabon-målsætningerne?

Denne rapport er afgrænset på den måde at, den ikke beskæftiger sig med de kompetencer

og uddannelsesmæssige behov som arbejdstagerne måtte have i forbindelse

med at opkvalificere sig til fremtidige jobmuligheder. Dette emne ligger udenfor rapportens

formål. Det samme gør spørgsmålet om den langsigtede finansiering af vores

pensionssystemer. Samarbejdet omkring pension på EU-plan er stadig på et meget tidligt

stadie. Dog vil implementeringsproblemerne i forbindelse med EU-samarbejdet

omkring socialpolitik ( social rummelighed, sundhed og pensioner) blive behandlet i

en kommende rapport. Ydermere vil denne rapport, i modsætning til sidstnævnte rapport,

fokusere på politikindholdet og ikke på processen 1 .

Rapporten er inddelt i fem afsnit. Første afsnit indeholder en redegørelse og kritisk

gennemgang af EU-politikkerne for vækst og beskæftigelse. Andet afsnit tager temperaturen

EU’s økonomi. Afsnittet indeholder desuden en analyse af, om man har opnået

de forventede resultater af EU-politikkerne. Tredje afsnit ser på, om EU’s målsætning

om fuld beskæftigelse er opnåelig eller om den ganske enkelt umuliggøres af

det eksisterende hierarki mellem de forskellige EU-politikker. Den sidste del af afsnittet

omhandler forslag til modernisering af EU’s økonomiske politikker og arbejdsmarkedspolitikker.

Afsnit fire opstiller rammerne for makroøkonomiske reformer. Endelig

giver afsnit fem nogle bud på, hvordan man kan puste nyt liv i EU’s arbejdsmarkedspolitikker.

Som konklusion vil analysen munde ud i konkrete forslag til politiske

tiltag.

1

Forfatteren påtænker en rapport om EU-processer indenfor beskæftigelse og socialpolitik, den såkaldte

Åben koordinering.

3


Afsnit 1. EU’s politiske rammer

1.1. Lissabonstrategien

Lissabonstrategien er EU’s svar på globaliseringens udfordringer. Som reaktion på

halvfemsernes stigende arbejdsløshed udviklede man i EU i 1997 den Europæiske Beskæftigelsesstrategi

(EES). Denne strategi blev senere del af Lissabonstrategien, som

så dagens lys i 2000 på EU-topmødet i Lissabon. Lissabonstrategien har til formål at

besvare to spørgsmål: Hvordan kan man sætte skub i overgangen til en vidensbaseret

økonomi med flere og bedre jobs og større social samhørighed? Hvordan er det muligt

at gøre Europas økonomi mere konkurrencedygtig og dynamisk mhp. at skabe flere og

bedre jobs og større social samhørighed? 2 (Rodrigues 2003) Lissabonstrategien er baseret

på tre søjler; økonomisk vækst, socialpolitik og bæredygtighed.

Lissabonstrategien forudsætter en forbindelse mellem økonomi, beskæftigelse og social

samhørighed. Er dette underbygget af fakta? Eller er der en vekselvirkning mellem

sikkerhed for arbejdstagere og det at skabe flere lønnede arbejdspladser. Dette afgørende

spørgsmål vil vi vende tilbage til i afsnit 5.1

Alle de områder der ligger indenfor EU’s kompetenceområde er mere eller mindre

forbundet med Lissabonstrategien. Selve strategien er sammensat af forskellige politiske

områder (Rodrigues, 2003):

4

1. Udviklingen af et informationssamfund

2. Forsknings- og udviklingspolitikker

3. Virksomhedslovgivning

4. Økonomiske reformer – liberalisering af det indre marked

5. Makroøkonomiske politikker

6. En fornyet europæisk social model

7. Uddannelsespolitik

8. Aktive beskæftigelsespolitikker

9. Forbedring af den sociale dialog

10. Modernisering af sociale beskyttelsessystemer

11. Tiltag til bekæmpelse af social marginalisering

Mange af disse områder rækker udover denne rapports afgrænsning, som primært er

økonomi, beskæftigelse og arbejdsmarkedspolitik.

Lissabonstrategien er forankret i nogle rammer for politikudformning bestående af

forskellige lag. Pengepolitik er en overnational politik gældende indenfor eurozonen.

De nationale budgetmæssige politikker koordineres på europæisk plan på grundlag af

strenge kriterier og regler i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagten. EU’s

budget er pr. definition overnationalt men begrænser sig til et bidrag fra medlemslandende

på 1 % af BNP. Beskæftigelsespolitikkerne samordnes på europæisk plan men

valget af politikker og implementeringsform forbliver et nationalt anliggende.

2 EU’s diskurs - som tager det for givet at vi lever i et vidensbaseret samfund - er i nogen grad misledende.

Konsekvenserne af et vidensbaseret samfund er, at folk må tilpasse sig - og som om dette var

en naturlov - til en global økonomi og ny teknologi. I mange jobs er dette irrelevant (Crespo og Serrano

Pascal 2004). For eksempel er Sveriges vigtigste eksportprodukter industrivarer (biler og computere),

træ, jern og stål. Rent faktisk øges andelen af videnstunge produkter i den samlede eksport ikke

(Swedish national Board of Trade 2005).


I dette første afsnit vil vi se på påstanden om, at strukturreformer fremmer flere og

bedre jobs. Er denne påstand korrekt, eller kan reformer der skaber øget usikkerhed i

ansættelsen være potentielt skadelige for økonomien? Vi skal dog først starte med en

kort introduktion til den Europæiske Beskæftigelsesstrategi.

1.2. Den Europæiske Beskæftigelsesstrategi (EBS)

Ifølge Amsterdamtraktaten fra 1997 er beskæftigelsen et ”fælles anliggende” for medlemslandende.

Trods det storladne ordvalg har EU formelt set begrænset indflydelse

over medlemslandendes arbejdsmarkedspolitikker. EU er en slags koordinator for landenes

arbejdsmarkedspolitikker. Det forudsættes, at EU opstiller målsætninger, udsteder

retningslinier (fælles mål for bekæmpelsen af arbejdsløshed) og landespecifikke

anbefalinger til medlemslandene. Finansieringen og implementeringen af arbejdsmarkedsprogrammer

forbliver dog et anliggende for det enkelte medlemsland. Denne måde

at overlade politikdannelse og implementering til de nationale instanser kaldes officielt

for ”den åbne koordinationsmetode”, som er en slags styring efter en målsætning

om konvergens mellem EU-landene.

Muligheden for at EU kan udøve sin indflydelse på det nationale plan hæmmes betragteligt

af manglen på virkningsfulde juridiske instrumenter i EBS, såsom EU-direktiver.

Dette betyder ikke, at der ikke findes nogen sociale EU-direktiver, der supplerer EBS.

Der er således direktiver om arbejdsmiljø, arbejdsforhold osv. der opstiller en minimumstærskel

for arbejdstagerrettigheder på EU-plan. Disse er opstået i takt med integreringen

af det indre marked med henblik på at opmuntre arbejdstagernes mobilitet i

forbindelse med optagelse af arbejde i en anden medlemsstat. Andre arbejdstagerrettigheder

er blevet etableret som følge af aftaler mellem arbejdsmarkedets parter på

EU-plan. Men EBS kan ikke tvinge medlemslandene til noget, de ikke ønsker at efterleve.

Modsat den direkte EU-lovgivning, hvor overtrædelse betyder at enkelte lande kan

retsforfølges for manglende efterlevelse af EU-direktiver, er EBS afhængig af den

kognitive og normative indvirkning på medlemslandene (se f.eks. Jacobsson 2003).

Det er muligt at sanktionere overfor lande, der ikke efterlever indstillinger fra EU

vedr. arbejdsmarkedsreformer. Der findes forskellige muligheder for at lægge pres på

de enkelte medlemslande. Hovedinstrumentet er peer review (kollegial evaluering) af

andre medlemslande. Peer-review er den process hvorved man undersøger et givent

lands overholdelse af EU-henstillinger. En anden mulighed for at lægge pres på et land

er opinionen: frygten for negativ pressedækning. Dog er pressedækningen i EBSmedlemslandene

ubetydelig; mediebevågenheden er stort set lig nul (Meyer 2003).

EBS har siden sin begyndelse bidraget til et paradigmeskift, idet arbejdsløshedsbekæmpelse

før var det primære mål. Nu er det blevet erstattet af en målsætning om at

øge beskæftigelsesniveauet. Det grundlæggende mål er at få flere i arbejde.

Som det vil blive anført i afsnit 3, er der et misforhold mellem EBS og den makroøkonomiske

politik på EU-plan. EU’s makroøkonomiske politik har amputeret det beskæftigelsesfremmende

aspekt i EBS. Derfor handler EBS mest om forskellige tilgange

til aktive arbejdsmarkedspolitikker, ALMP (Watt 2004). Vi vil holde fokus på dette,

idet vi samtidig er bevidst om, at EU faktisk har påvirket de nationale strategier på

dette felt. Derefter vil vi rette blikket mod EU’s strukturreformer.

5


1.2.1. Aktive arbejdsmarkedspolitikker

Nedenstående resultater vedr. ALMP er taget fra en nyere publikation fra ETUI-REHS

(Serrano Pascual 2004). Konvergerer ALMP i EU? Takket være EBS er aktive arbejdsmarkedspolitikker

i stigende grad er blevet vedtaget i lande, hvor de før sjældent

eller aldrig blev anvendt (Watt 2004). Dog er sprogbrugen i EBS, såsom tilpasningsevne,

beskæftigelsesegnethed, fleksibilitet, osv. vag og tvetydig. Hvert enkelt land kan

finde positiv brug af disse begreber i den nationale kontekst. De forskellige anvendelser

af begreberne i de enkelte lande, når de udmøntes i politikker, støtter ikke konvergenskravet.

Figur 1. Udgifter til arbejdsmarkedspolitik i 1999 og 2002

6

4

3

2

1

0

aktive 1999 passive

aktive 2002 passive

UK GR PT AT IT ES IE FI FR DE NL BE SE DK

(Kilde: Benchmarking Working Europe 2005

Figur 1 viser, at Danmark brugte flest penge på aktiv ALMP i 2002. Det kan også

konkluderes, at der stadig ikke er noget markant skift fra passiv til aktiv arbejdsmarkedspolitik

i EU’s medlemslande.

Hvordan ser EU på den "aktivering” af individer, som er en del af ALMP-paradigmet?

Man kunne definere dette som den proces, hvorved man hjælper enkeltpersoner til at

tilpasse sig nye økonomiske forhold. Den personlige omstillingsevne beskrives som

beskæftigelsesegnethed (personlig kompetence som sætter individer i stand til at tilpasse

sig til forskellige situationer). Der er dog fortsat stor usikkerhed omkring den

egentlige betydning af beskæftigelsesegnethed ifølge EBS. Hvad kræver det af den

arbejdsløse? Det kunne være den enkeltes evne til at finde hans/hendes niche på arbejdsmarkedet

(Jacobsson 2002). EU’s definition lægger større ansvar over på arbejdstageren

– på den enkeltes evne til at beholde et arbejde, skifte arbejde og til at

skabe sin egen karriere.

Dermed bliver arbejdsløsheden et individuelt problem i stedet for at være et samfundsproblem.

Rent faktisk at der ikke er nogen påvist makroøkonomisk sammenhæng

mellem kompetenceniveauet i befolkningen og den generelle arbejdsløshed (Lefresne,

2002, OECD 2004). Ikke desto mindre er uddannelse naturligvis vigtigt i forbindelse

med flaskehalsproblemer og i forbindelse med bedre at matche den jobsøgendes kvalifikationer

med virksomhedens behov. Desuden er videnstunge jobs, der kræver flere


kompetencer, mere produktivitetsfremmende end lavtlønsjobs. Alligevel er det forudindtaget

udelukkende at tilskrive arbejdsløsheden en mangel på personlige kompetencer

(uddannelse, men også holdninger og værdier). Der er i høj grad også socioøkonomiske

årsager til arbejdsløsheden. Men den førnævnte opfattelse af årsagerne til

arbejdsløsheden er dominerende i kampen mod social udelukkelse på EU-plan.

Lønnet arbejde er det bedste middel i kampen mod social marginalisering. Hermed

undervurderer man dog ulønnet arbejde i hjemmet. Dette er også med til at understøtte

devisen om, at "arbejde for enhver pris er bedre end lediggang", hvilket er substansen

af OECD's jobundersøgelse (se Noaksson/Jacobsson 2003 for en tilbundsgående analyse

af OECD's traditionelle tilgang til ALMP 3 ). Dette påvirker arbejdskvaliteten negativt,

hvilket er uhensigtsmæssigt eftersom bedre jobs er en vigtig EU-målsætning

sammen med målet om fuld beskæftigelse. Man kan derfor konkludere, at EBS primært

sigter på at finde måder, hvorpå man kan forsyne virksomhederne med en konstant

strøm af kvalificeret arbejdskraft. Der er et uopsætteligt behov for foranstaltninger,

der kan øge efterspørgselen på arbejdskraft – som kan skabe jobs. Vil EU’s strukturreformer

hjælpe en sådan udvikling på vej?

1.3. Strukturreformernes højborg

I 1985 vedtog man i EU et reformprogram for det indre marked. Essensen af det program

er at fjerne alle handelshindringer, både for arbejdskraft, varer, kapital og serviceydelser.

Faktisk er der meget der peger på, at der er foretaget en massiv deregulering

(OECD 2005c).

• Øget konkurrence på markedet for handelsvarer

• En åbning for konkurrence i forsyningsindustrien; telekommunikation, benzin,

elektricitet osv.

• Salg af statsejede virksomheder

• En effektiv konkurrencepolitik i EU

• Den fælles valuta – som forventes at skabe større prisgennemsigtighed

• Udvidelsen (EU25) af det indre marked – øget konkurrence

Det er en imponerende reformpakke. Alle disse reformer forventes at aktivere EU's

vækstpotentiale. Undersøgelser har vist, at strukturreformer har øget konkurrencen indenfor

handelsvarer(OECD 2005c). I første omgang er dette naturligvis positivt. Det er

godt at udrydde bureaukrati og administrative handelshindringer. Men lidt længere henne

i rapporten vender vi tilbage til, om disse tiltag rent faktisk har tilvejebragt de forventede

resultater.

3 OECD's jobundersøgelse vil blive revideret i foråret 2006; det forventes at dette bl.a. vil indebære en

lempeligere tilgang til ALMP (Noaksson and Jacobsson 2003).

7


Figur 2. Regulering af markedet for handelsvarer i EU15: 1998 til 2003

(Kilde: OECD 2005 (på en skala fra 0-6 fra det mindst til det mest konkurrenceforvridende)

Hvis strukturreformernes succes kun skulle måles efter hvor mange handelshindringer

der er blevet fjernet, kan man sige, at de har været meget vellykkede. Der er langt færre

handelshindringer i dag end for 20 år siden - det være sig både administrative byrder

samt åbning for virksomhedsetablering i et andet EU-land (Blanchard, 2004). .

Men strukturreformer er ikke et mål i sig selv - de burde skabe mulighed for at forbedre

velfærden for borgerne, for eksempel ved at skabe ordentlige arbejdspladser.

Lad os nu kaste et kritisk blik på det teoretiske grundlag for strukturreformerne på arbejdsmarkedet.

1.4. Afkodning af strukturreformerne

EU’s overordnede økonomiske retningslinier (BEPG) er et strategisk politisk værktøj

– et incitament overfor medlemslandene til at implementere strukturreformer. BEPG’s

politiske indhold er i princippet i store træk forblevet uændret siden deres lancering i

1993. Inflationen skulle holdes under streng kontrol med det ene formål at skabe prisstabilitet.

De offentlige budgetter skulle helst være i plus, lønstigningerne skulle ikke

overstige væksten i produktion og arbejdsløshedsunderstøttelse og skatterne skulle

sænkes. Retningslinierne har tilsyneladende en dagsorden for beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik,

som er i tråd med traditionel OECD-tænkning (Barbier 2005),

men ikke i tråd med Beskæftigelsesretningslinierne (EG).

Hvordan kan det at tvinge mennesker til i højere grad at stå til rådighed på arbejdsmarkedet

(BEGL) forbindes med målsætningen om at skabe flere og bedre jobs (EG)?

Dette fremgår ikke klart af EU’s politiske dokumentation.

Svaret kunne være at kombinationen af stabilitetsorienterede politikker og strukturreformer

forventes at øge den nationale efterspørgsel. Hvordan skulle dette kunne ske?

Logikken følger tilsyneladende devisen: Hvis der er flere om jobbene, vil der automatisk

blive skabt flere jobs i takt med at efterspørgselen på dem stiger. Denne antagelse står i

skærende kontrast til den høje og vedvarende arbejdsløshed, vi ser i EU. Logikken er,

8


at jo flere arbejdsløse der er, des flere personer vil arbejdsgiverne være foranlediget til

at ansætte. I perioder med høj arbejdsløshed har arbejdsgiverne den mulighed at sænke

lønnen (eftersom de jobsøgendes forhandlingskraft er lav) eller betale samme løn og

nyde godt af den øgede produktivitet. Men høj arbejdsløshed skulle antageligvis motivere

arbejdsgiverne til at skabe nye arbejdspladser (OECDa 2005).

Denne argumentation fører til politiske henstillinger, (som gør det lettere at hyre og

fyre), som strider imod Lissabonmålsætningerne. Man burde i stedet vende argumentet

om og sige: Hvordan vender vi tilbage til et samfund med fuld beskæftigelse uden at

sænke lønnen og standarden for arbejdsforholdene? Dette er et meget afgørende

spørgsmål, og det er essensen af denne rapport. Men først skal vi se nærmere på strukturreformernes

teoretiske løfter. Hvad er den logiske begrundelse for EU’s strukturreformer?

1) ”Strukturreformer der består af afvikling af jobbeskyttelsesmekanismer og

arbejdsløshedsforsikring svækker arbejdstagernes forhandlingssituation og

medvirker til lavere lønstigninger (eller endda lønnedgang) og højere profitmargener.

Virksomhederne forventes at reagere på dette ved at øge investeringerne

og trække økonomien ud af lavkonjunkturen. Dette argument hænger

sammen med påstanden om, at de lavere lønninger vil presse priserne ned,

hvilket vil virke hæmmende på inflationen og dermed stimulere den samlede

efterspørgsel. Virksomheder der forventer større overskudsmargen og positiv

efterspørgsel forventes dermed med stor sikkerhed at øge deres investeringer.

”(EEE Policy Brief 2005).

Denne logik finder både anvendelse i forbindelse med reformer af markedet for handelsvarer

og reformer på arbejdsmarkedet. Når handelshindringer fjernes, vil den øgede

indtjening automatisk medføre dynamiske investeringer. I EU er man dog mindre

traditionsbunden end i OECD, når det kommer til deregulering. Modsat OECD anbefaler

Lissabonstrategien ikke direkte at indskrænke betingelserne for kollektive overenskomstforhandlinger.

En af forklaringerne på dette er, at EU i mangel af juridisk

bindende retningslinier er afhængig af arbejdsmarkedets parter på nationalt plan til at

implementere EU’s retningslinjer.

Lad os nu afprøve to af de grundlæggende opfattelser bag strukturreformerne.

1. Påstand: virksomheder med høj overskudsgrad vil automatisk foretage investeringer

Store virksomheder har i dag historisk høje overskud. ”Virksomhederne har tidligere

sparet op enkelte år, men det er højst usædvanligt, at det sker flere år i træk...hvis virksomhederne

bliver ved med at spare op, og hvis forbruget falder...så vil vi fremover se

lavere vækst." Måske er tiden inde til at ryste Keynes forældede teorier af sig, og opfriske

teorien om ”sparsommelighedens paradoks”. (The Economist, 9. juli 2005).

Hvad menes der egentligt med denne teori? Sparsommelighedens paradoks henviser

til, at man ifølge Keynes’ samfundsmodel vil opleve, at øgede opsparinger skaber et

fald i produktion og beskæftigelse. Dette finder efter sigende sted, fordi et fald i forbruget

medfører fald i beskæftigelsen, som igen medfører et yderligere fald i forbruget,

som så igen medfører fald i beskæftigelsen, hvilket sænker forbruget, osv. Hvis

folk altså øger deres opsparinger, vil der tilsyneladende ske et fald i forbruget og et

9


fald i produktion og beskæftigelse. Paradokset består i, at hvad der godt for den enkelte

(at spare op), kan være dårligt for økonomien samlet set. Der findes to politikker,

der kan bruges til at aktivere de overflødige opsparinger; pengepolitik og finanspolitik.

I Financial Times har man for nyligt peget på, at der bør udvises større fleksibilitet i

forbindelse med begge disse politikker. ”Det kan være nødvendigt med store underskud,

så vi kan få aktiveret de overflødige opsparinger” (Wolf M. , 12. juni 2005, se

også afsnit 4.5.1.).

Kritikerne af dette synspunkt vil ofte henvise til Phillips-kurven. Ifølge Phillipskurven

er man nødt til at acceptere højere inflation, hvis man ønsker at nedbringe arbejdsløsheden.

Phillipskurven bygger på antagelsen om, at der er en vekselvirkning

mellem inflation og arbejdsløshed. Men udviklingen i Danmark, Storbritannien og

USA gennem halvfemserne har vist, at man kan stille spørgsmålstegn ved de empiriske

beviser, som Phillipskurven er baseret på.

Figur 3. – Phillips-kurven i Danmark

10

Wage increase (percentage)

Phillips flattened out!

25

20

15

10

5

0

1973

1971

1966 1961

1965 1970 1968

1972 1969

1967

1962

Source: ADAMs databank

1964 1959

1963

1960

1974

1956

1957

1958

1975

1976

2001 20021999

2000

1979 1977 1980 1978

1998

1982

1981

1983

1988

1986

1985

1984

1989 1990 1991

1997 1996 1995

0 2 4 6 8 10 12 14

1987

Unemployment (percentage)

Labour market policy teform

1992 1994

1993

Ovenstående figur viser hvordan Phillips kurven er fladet ud i halvfemserne, hvor man

i Danmark gennemførte reformer af arbejdsmarkedet. Her udeblev den påståede vekselvirkning

altså. Samtidig er der indikationer på, at inflationen i dag ikke er så svingende

tidligere (se afsnit 2.2.).

Lad os vende tilbage til en alvorlig kendsgerning: Efterspørgselen er for svag. Virksomhederne

er bange for, at der ikke vil være nok efterspørgsel efter deres produkter,

og de tøver derfor med at investere. Hvordan kan man forklare denne forbrugstøven –

eller med andre ord – hvorfor øger folk deres opsparinger? Traditionelt set plejer det

at forholde sig sådan, at arbejdstagere, som føler større usikkerhed vil øge deres opsparinger.

Hvorfor skulle EU-politikkere bekymre sig om arbejdstagernes følelse af

usikkerhed?

19


1.5. Strukturreformernes tomme løfter

Betyder arbejdstagernes bekymringer noget? ILO har opsamlet viden om økonomisk

sikkerhed. Nogle af de vigtigste indikatorer for økonomisk tryghed indbefatter bl.a.

beskyttelse mod tilfældige afskedigelser, hyppige skift i arbejdsindhold samt tilstedeværelsen

af hensigtsmæssige beskæftigelsesmuligheder tilbudt af staten med henblik

på at skabe fuld beskæftigelse (for yderligere informationer jf. ILO 2004).

De tre skandinaviske lande har vist sig at tilbyde størst økonomisk sikkerhed. Hvis

målet er øget beskæftigelse er resultatet positivt.

Figur 4: Økonomisk sikkerhed og beskæftigelse i EU-landene

(Kilde: Watt 2004

Større økonomisk sikkerhed øger altså beskæftigelsen. Hermed vender man op og ned

på den traditionelle opfattelse af, at deregulering skaber vækst og arbejdspladser.

2. Påstand; afvikling af arbejdstagerbeskyttelse medfører øget profit for virksomhederne

og på langt sigt fuld beskæftigelse.

Vi har allerede set på, hvordan forbindelsen mellem overskud og en automatisk stigning

i investeringer er blevet brudt. Selvom dette svækker begrundelsen for strukturreformer

betragteligt, skal vi ikke undlade at se på forholdet mellem en deregulering af arbejdsmarkedet

og vækst og beskæftigelse.

I den økonomiske faglitteratur hersker der stor uenighed om virkningerne af deregulering..

En nyligt udgivet bog sætter store spørgsmålstegn ved den traditionelle opfattelse

af deregulering af arbejdsmarkederne (Howell 2005). Hovedargumentet er, at på et

fleksibelt arbejdsmarked, (hvilket opfattes som et utopisk ”perfekt marked”), ville de

ufaglærte have større chancer for at få et arbejde (til en lav løn, lave ydelser osv.). Erfaringerne

fra Storbritannien og USA modsiger kraftigt denne konklusion. Siden firserne

har disse lande ikke opnået højere resultater end deres modparter i resten af

OECD (ibid).

11


Figur 5: Arbejdsløshedsunderstøttelse i EU-15, 2002

(Kilde: OECD)

Den britiske model er opbygget efter devisen, "først arbejde” (eller efter en kort erhvervsfaglig

grunduddannelse). Arbejdstagerne skal påtage sig et hvilket som helst job

og de skal lære at være fleksible. Storbritannien har meget straffende foranstaltninger

overfor de arbejdsløse. Man informerer dem om ledige stillinger, og samtidig tilbyder

man meget lave arbejdsløshedsydelser. Sociale ydelser holdes på en minimum og

hægtes på arbejdsfremmende incitamenter (skattefradrag og andre finanspolitiske tiltag).

Motivationen til at arbejde skabes dermed ved at straffe de arbejdsløse - i tråd

med logikken bag EU's strukturreformer. Den går grundlæggende ud på, at markedskræfterne

vil skabe social retfærdighed og effektivitet. Ulemperne ved denne ”først

arbejde”- fremgangsmåde er mangesidede: Man går ud fra, at afskedigede arbejdstagere

altid finder et nyt job, der er mere produktivt. Dog kan fattigdomstruslen være

med til at skubbe arbejdstagere til at tage jobs, som de er overkvalificerede til. Som

følge heraf bliver det svært for de ufaglærte overhovedet at finde arbejde, eller de bliver

nødt til at påtage sig meget lavtlønnede jobs - et syndrom som især ses i USA,

hvor man kalder denne gruppe for "the working poor"(de arbejdende fattige).

Til sammenligning tilbyder man i Danmark længere uddannelsesforløb til de arbejdsløse.

De modtager relativt høje sociale ydelser igennem en længere periode. Der lægges

meget vægt på præventive foranstaltninger, heriblandt uddannelsessystemets generelt

vigtige betydning. Danmark investerer mere i ALMP end noget andet EU-land

(Benchmarking working Europe 2005). Den store offentlige sektor er en uundværlig

del af den danske model. Over tre fjerdedele af de pladser der er til rådighed i forbindelse

med ”job træning”, har været i den offentlige sektor (Barbier in Serrano Pascal

2004). Det danske flexicurity system består både af pisk og gulerod. Den side der illustreres

ved pisken - den straffende side - består i at de arbejdsløse er forpligtede til at

deltage i ALMP. Samfundet har så en tilsvarende forpligtelse til at tilbyde alle arbejdsløse

muligheden for ALMP.

Desuden ville det være umuligt at bibeholde en tilstrækkelig social beskyttelse uden

effektive ALMP, hvilket ville medføre højere arbejdsløshed (OECD 2005b). Det er

derfor ikke overraskende at se, at Danmark i de sidste ti år har investeret massivt i uddannelse

og livslang læring, F & U og politikker der sigter på at forene familie- og arbejdslivet.

Dog er investeringerne i livslang læring faldet i løbet af de sidste to år, som

12

NRR

90

80

70

60

50

40

30

20

10

0

Net Replacement Rates 2002

Italy

Greece

Spain

France

Ireland

Portugal

Germany

Austria

Finland

UK

Belgium

Luxembourg

Netherlands

Sweden

Denmark


vist i figur 6.

Figur 6: Deltagelse i uddannelse i % af befolkningen mellem 25-64 år

22

20

18

16

14

12

10

8

6

4

2

0

2000 2002

GR FR PT IT ES DE BE AT NL SE DK FI UK

(Kilde: Benchmarking Working Europe 2005

Når det gælder beskæftigelsesniveauet, er både Storbritannien og DK højest placeret i

EU. I bekæmpelsen af social ulighed og fattigdom blandt voksne og børn er Danmark

førende og Storbritannien i bund. Man har opnået dette i Danmark uden at afvikle den

skandinaviske model med høje skatter, et veludbygget socialt sikkerhedsnet og alment

gældende arbejdsløshedsydelser. Det danske system forudsætter høje skatter og en høj

beskæftigelsesgrad. Sociale og økonomiske reformer er derfor indbyrdes afhængige,

og uadskillelige. Dette modsiger Barrosso-Komissionens påstand om, at økonomiske

reformer skal komme i første række og at sociale reformer kun kan komme som følge

af økonomiske reformer.

Det kan altså konkluderes, at den traditionelle model for det frie marked, som IMF,

OECD og til en vis grad EU opererer med, og som ensidigt foreskriver deregulering,

hviler på meget usikker grund. Man kan derfor ikke fortsat udelukkende tilskrive det

en ”stivhed” påtvunget af arbejdsmarkedsinstitutioner, når arbejdsløsheden stiger.

Lad os vende tilbage til udgangspunktet og stille spørgsmålet: Er strukturreformer noget

der smører hjulene i økonomien eller er de potentielt skadelige for økonomien?

Som en meget tentativ første vurdering kan det konstateres, at strukturreformernes

konsekvenser er noget ujævne. Samtidig er det utroligt vanskelligt at påvise deres

virkninger. Ikke desto mindre vil vi forsøge at vurdere EU's 'økonomi i afsnit 2.

BEGL beskrives ofte som et støtteværktøj for Den Europæiske Centralbank (ECB). Det

er derfor relevant at undersøge den monetaristiske opfattelse af strukturreformer, som

ECB kendetegnes ved i modsætning til den Keynesianske opfattelse. I det følgende vil

vi se nærmere på dette.

13


1.6. Monetarisme kontra Keynesianisme

ECB har en monetaristisk tilgang til udformningen af pengepolitik. Det er ifølge denne

tilgang pengemængden i økonomien, der bestemmer udviklingen. ECB kan øge pengemængden

ved at sænke renten og kan lægge en dæmper på økonomien ved ikke at

sænke renten eller ved at sætte den op. Ifølge denne opfattelse vil inflationen øges, når

pengemængden er større en efterspørgselen efter penge. På denne måde mener man at

kunne kontrollere inflationen.

Ifølge denne monetaristiske tilgang, der konsekvent følges af ECB, udgør reguleringen

af varer og arbejdsmarkeder frihandelshindringer. Ifølge denne opfattelse vil arbejdsløsheden

”forsvinde”, hvis disse hindringer fjernes. Selvom vekselvirkningen mellem

vækst og beskæftigelse stadig ikke er kortlagt tror mange økonomer, at en frigørelse af

markedskræfterne gennem deregulering og skattelettelser vil virke (Aiginger 2004).

Denne opfattelse bygger på teorien om et perfekt marked uden arbejdsløshed. Ifølge denne

model har pengemængden i økonomien en tilsvarende virkning på priserne, uanset

efterspørgselen eller kapacitetsudnyttelsen. Problemet med dette er, at man går ud fra, at

hvis alle hindringer fjernes, vil økonomien altid være kendetegnet ved fuld kapacitetsudnyttelse

og fuld beskæftigelse. Ufrivillig arbejdsløshed forklares derfor med, at fagforeningerne

har for stærk en forhandlingsposition, hvilket hæmmer væksten. Dette ville antageligt

ikke ske, hvis fagforeningerne forsvandt.

Udgangspunktet for en analyse ifølge Keynes teori er anderledes. Kapitalopbygningen;

investeringer, bestemmer graden af arbejdsløshed. Dette udfordrer kernen i ECB’s

monetaristiske model, ifølge hvilken løntilbageholdenhed er det eneste værktøj til at

regulere arbejdsløsheden og skabe ligevægt. I en monetaristisk økonomi vil der for

hver enkel realløn være et fast antal jobs i økonomien. Det er derfor kun et spørgsmål

om at finde ligevægten mellem udbuddet og efterspørgselen af arbejdskraft. Dette handler

i sidste ende om at finde frem til det lønniveau (beløb), som virksomhederne er villige

til at betale for arbejde, som på et perfekt marked, er fastsat på baggrund af den løn, som

arbejdstagerne vil acceptere for et stykke arbejde. Hvis der ikke var nogen arbejdsmarkedsinstitutioner

eller fagforeninger, ville arbejdstagerne være tvunget til at acceptere

lønninger, som det ville være vanskelligt at leve på, hvilket derfor ville medføre en stigning

i "the working poor". Ifølge monetarismen er fagbevægelsen altid den store synder,

som modarbejder fald i arbejdstagerens realløn. Men sidstnævnte ville være et tilbageskridt

i forhold til de resultater fagbevægelsen har opnået - hvoraf lønnen er et af de mest

afgørende.

Der er adskillige ulemper ved ovennævnte amerikansk-inspirerede teori, set fra en normativ

synsvinkel. Den medfører større løntilbageholdenhed og lønforskelle og mindre

social udligning. Til sammenligning tager den keynesianske tilgang højde for virkningen

af de dynamiske investeringer i økonomien. Hvis minimumslønnen stiger, og dermed

kommer på højde med væksten i produktivitet, ville hele økonomien drage fordel heraf.

Dette hænger sammen med, at ifølge den keynesianske opfattelse – og modsat den

monetaristiske tilgang – opfatter man også arbejdstagerne som forbrugere. En lønstigning

vil medføre øget forbrug, som igen vil kunne skabe flere jobs. Ifølge den monetaristiske

model vil en stigning i minimumslønnen medføre, at virksomheder er tilbageholdende

med nyansættelser, og arbejdsløsheden vil derfor stige. Men andre ord, så

forklarer man ifølge denne model, som ECB arbejder ud fra, en øgning i arbejdsløsheden

udelukkende som værende en pludselig ændring i kravet om fritid (Stieglitz 2002). Ifølge

neo-klassisistisk teori vil en reduktion af arbejdsløshedsunderstøttelse foranledige folk til

14


at vælge arbejde frem for fritid. 4

Forskellen mellem den keynesianske opfattelse og den monetaristiske opfattelse har meget

at gøre med de forskellige opfattelser af drivkraften for prisfastsættelse. Den monetaristiske

tankegang forudsætter stor priselasticitet – et begreb der beskriver købernes reaktioner

på prisændringer. I en perfekt verden mht. konkurrence, vil priserne være gennemsigtige

og meget konkurrencedygtige. Så snart en producent sætter prisen op på et produkt,

vil kunderne søge til konkurrenterne.

Ifølge den keynesianske tilgang er priser ikke lige så konkurrencedygtige og knap så

gennemsigtige for kunderne. Allerede i slutningen af halvfjerdserne, før globaliseringen

var taget til og i starten af bølgen af fusioner og virksomhedsoverdragelser - som skabte

enorme globale virksomheder - forudsagde en fagforeningsundersøgelse de fremtidige

udfordringer. Disse stemmer i høj grad overens med de udfordringer vi står overfor i dag.

"Prispolitik er også meget afhængig af virksomhedens markedsposition - dvs. i hvilken

udstrækning den er førende på markedet – på graden af produktdifferentiering, på udviklingen

i prislederskab osv. Store virksomheder og særligt transnationale virksomheder

har ofte en førende position og små- og mellemstore virksomheder er bundet til dem

gennem prislederskab, underlevering, markedsinddeling o.a." (Odhner et al 1979)

For hvad angår kunderne er det meget vanskelligt og tidskrævende at foretage en gennemgående

sammenligning af alle produkter indenfor en given produktgruppe, og det er

ligeledes vanskelligt at føre streng kontrol med deres kvalitet og prissammenlignelighed.

Dog er det med Internettet, hvor kunden på et splitsekund kan sammenligne priser på forskellige

varer og finde uafhængige kvalitetsvurderinger. Kort sagt er priser ifølge den

keynesianske tankegang er meget påvirkelige – og der findes adskillige muligheder,

hvorpå virksomheder kan holde priserne på samme niveau, på trods af et fald i efterspørgsel

på deres produkter. Virksomheder foretrækker at holde priserne oppe, (hvilket

er muligt hvis der er et begrænset konkurrencemæssigt pristryk), selv hvis dette skulle

medføre en nedskæring af arbejdskraft.

Ovenstående illustrerer, hvorledes monetaristerne ser på lønnen. Lønninger ses altså som

en hindring, og hvis bare man kan nedbringe dem, vil man kunne skabe flere jobs. Dette

er et ekstremt ensidigt synspunkt, og som vi kan konkludere ud fra analysen af strukturreformer,

er det også potentielt skadeligt for økonomisk bæredygtighed.

Det kan dermed konkluderes at investeringer og forbrug er to sider af samme sag. De er

indbyrdes afhængige. Det er et faktum, at markederne er blevet deregulerede, hvilket

muligvis har medført større konkurrence. Alligevel har den tiltagende konkurrence tilsyneladende

givet næring til stadig større bekymring hos arbejdstagerne. I afsnit 1.4.1.

påvises sammenhængen mellem usikkerhed og høje beskæftigelsesrater. I næste afsnit

vil vi tage temperaturen på EU’s økonomi (især i Euro-zonen). Vi har brug for mere

empirisk bevisførelse til at sætte kød på vores hypotese. Kan det konkluderes, at strukturreformer

sammenholdt med ECB’s hovedvægt på prisstabilitet, BEPG og SGP’s

overdrevne budgetdisciplin har en negativ indvirkning på økonomien? Kort sagt, er det

et fejlbehæftet politik-mix?

4 En måling af forandringer i timeantallet pga. skatteniveauet afhænger af, hvilke formodninger man

har omkring betydningen af præferencer for henholdsvis arbejde og fritid. Det tværnationale forhold

mellem en reduktion i antallet af arbejdstimer og en skatteøgning er ikke betydeligt (Blanchar 2004).

15


Afsnit 2. Hvordan har EU’s økonomi det?

Lad os begynde med at se på nogle af de parametre, der har betydning for efterspørgselssiden

i økonomien – dvs. som er vigtige ifht. vækst og jobs. Nogle af dem er: reallønudviklingen,

inflationsprognoser, valutakurser, forskellen mellem faktisk og potentiel

vækst, tilbøjeligheden til at spare op hos virksomheder og forbrugere, produktivitetsvæksten,

handelsbalancen osv. Alle disse faktorer har betydning for etableringen af

et økonomisk miljø, der fremmer indenrigsforbruget, som er den primære drivkraft for

investeringer og som kan øge EU’s vækstprognoser. Lad os opridse et billede af de

nuværende trends, baseret på de nyest tilgængelige fakta

Dette gøres i et forsøg på at spore virkningerne af de betragtelige strukturreformer, der

er blevet implementeret i løbet af de sidste tyve år. Er de teoretiske løfter om øget

vækst og flere og bedre jobs synlige i de faktiske resultater siden lanceringen af Lissabonstrategien

i år 2000?

2.1. Lønudvikling

Trods den udbredte opfattelse, at de europæiske arbejdsmarkeder er rigide, og at lønningerne

er ufleksible, har reallønnen været faldende i euro-området siden 2003. Dette

har mindsket den risiko for øget inflation, som kan være en af følgerne af stigende

oliepriser. Der er ingen tegn på lønglidningsinflation i statistikkerne. De foreliggende

fakta peger på det modsatte: Timelønnen er nu faldet betragteligt, hvilket har medført

negativ vækst i reallønnen (nominel vækst i lønnen minus inflation) i fjerde kvartal af

2004.

Figur 7. – Reallønnen i udvalgte lande og i Euro-zonen

16


Den negative reallønsudvikling er særligt udtalt i Tyskland. Euro-zonen har haft negativ

reallønsvækst siden begyndelsen af 2004. Det er ikke underligt at indenrigsefterspørgselen

og husstandsforbruget forbliver ekstremt lave (se afsnit 1.4-1.6). For at

modvirke løntilbageholdenhedens negative konsekvenser bør ECB sænke renten med

henblik på at stimulere efterspørgselen. I modsat fald vil der være risiko for deflation i

Euro-zonen (IMK 2005).

2.2 Inflation

Figur 8: Inflation i EU 1996-2005

Note:

HCIP Harmonised index of consumer prices (harmoniseret forbrugerprisindeks), national CPI indtil

1996 Core HICP: Harmoniseret forbrugerprisindeks undtaget energi og uforarbejdede fødevarer

(Kilde: Ecofins web site, indikatorer for euroområdet)

Mellem 2003 og slutningen af 2004 forblev kerneinflationen på 2 %. Alligevel bekræfter

tal for den nyeste udvikling en hastig forværring - for nærværende på 1,5 %.

Udsigterne til et fald i kerneinflationen er øgede (faldende produktion, arbejdsløshed,

træg indenrigsefterspørgsel). OECD forudsiger kerneinflation på omkring 1,25 procent

eller lavere i 2006. Risikoen for faldende inflation er voksende. Denne forudsigelse

ligger langt under ECB’s fastsatte prisstabilitetsmål på 2 % eller derunder. Hvilke risici

medfører fald i inflationen? Virkningerne af pengepolitik – at sænke eller øge renten

– er begrænsede hvis inflationen er meget lav eller på nulpunktet. Dette kan forklares

med faldende efterspørgsel, (investeringerne bliver dyrere hvis der ikke er nogen

inflation), og dermed faldende priser. Problemet ved at have en lav realrente er, at investorer

og forbrugere forventer en stigning af realværdien på gæld. Nogle virksomheder

vil gå konkurs og bankerne vil have lånt penge ud uden tilstrækkelig sikkerhed,

hvilket kunne udløse en bankkrise. Deflationsplagede økonomier har problemer med

at komme tilbage på et højere vækstniveau. Japans økonomiske nedtur de sidste 10 år

er et tydeligt eksempel på dette.

OECD’s seneste prognose forudsiger en stabilisering af oliepriserne på 48 USD pr.

tønde i slutningen af 2005 (OECD 2005). Dog vil den seneste stigning i oliepriser,

som nu forventes at forblive mere eller mindre stabil, påvirke EU’s vækstprognose

17


negativt på mellemlangt sigt. Desuden forbliver kerneinflationen lav, og de overordnede

lønomkostninger vil, efter der er taget højde for produktiviteten, medføre en hvis

grad af inflationspres (IMK 2005). Rent faktisk forholder det sig sådan, at hvis oliepriserne

får forbruget til at falde mere, vil dette være mere bekymrende end en potentiel

og begrænset øgning af inflationen.

2.3 Valutakurser

Figur 9.: Nominel valutakurs i Euro-zonen 1996-2005

(Kilde: Ecofins web site, indikatorer for euroområdet

Euroen er steget i forhold til USD i de seneste år. Dette betyder at eksportprodukter fra

EU er blevet dyrere for andre lande at importere. Samtidig er importprodukter til EU

blevet billigere. Dette sår tvivl om hvor tilrådeligt det er, at sætte sin lid til en eksportbaseret

vækst i EU. Den internationale konkurrencedygtighed påvirkes naturligvis af

stigningen i Euro-kursen. Det er vigtigt at understrege, at EU’s eksport til resten af

verden begrænser sig til 15 % af dets BNP. Det vil sige, at 85 % af Euro-zonens BNP

er afhængig af handel indenfor EU’s grænser. Derfor kunne man for at blive mindre

afhængig af væksten i USA, (hvilket betyder øget import fra EU) vælge en alternativ

fremgangsmåde til at stimulere den europæiske økonomi, nemlig ved at sænke renten.

Dette tjener to formål: det letter presset på Euroen og stimulerer den interne efterspørgsel

i EU (Benchmarking Working Europe, 2005). Ulempen ved at være for afhængig

af en eksport-baseret vækst, er den usikkerhed der er forbundet med hermed.

Det vil kun fungere så længe efterspørgselen i andre lande opretholdes, især efterspørgselen

i USA efter varer fra EU. Dette indebærer en sårbarhed overfor fald i forbruget

pga. øget opsparing i USA (på nuværende tidspunkt er opsparingen historisk

lav.)

18


2.4. Faktisk og potentiel vækst

Når der er et produktionsgab, kører økonomien ikke på fuld kraft. I stedet er produktionen

lavere end den potentielle produktion. Produktionsgabet består af forskellen mellem faktisk

og potentiel vækst. Med andre ord udgør den "potentielle vækst" eller den ekstra kapacitet

i industrien en slags fartgrænse for økonomien, (og hvis man overskrider denne grænse,

skaber det problemer som f.eks. hastigt stigende inflation). OECD skønner at produktionsgabet

i Euro-zonen er mellem 1,5% og 2% i 2005. I 2006 forventes produktionsgabet i Euro-zonen

at ligge på 1,9%. Hvis man ser på den faktiske vækst i BNP, er den nedjusteret til

1,2% i 2005, mens den potentielle vækst for 1998-2006 forventes at ligge på 2% (OECD

2005a, 77).

Figur 10. – produktionsgabet – Euro-zonen

Kilde: Økonomisk oversigt for EU 2004

19


Figur 11. – Kapacitetsunderudnyttelse i industrien

Kilde: Ecofins web site, indikatorer for euroområdet

Dette produktionsgab bekræftes af den lave kapacitetsudnyttelse i industrien.

Produktionsvirksomheder i Euro-zonen producerer kun 82 % af deres fulde kapacitet.

Dette betyder at investeringerne fortsat er lave. For virksomheder afhænger investeringsbeslutninger

primært af, om der er tilstrækkelig indenrigsefterspørgsel i økonomien

til at få afsat deres produkter. De afhænger også af psykologiske faktorer, såsom

arbejdstagernes følelse af økonomisk sikkerhed, der er baseret på job- og lønudviklingen

(ILO, 2004).

2.5. Betalingsbalancestatus for de løbende poster

Der har i den europæiske debat været stort fokus på underskud på statsbudgetterne.

Der er f.eks. medlemslande, der ikke efterlever den såkaldte stabilitets- og vækstpagt,

der kræver budgetbalance eller overskud. Lande med meget store budgetunderskud

betegnes som en alvorlig trussel mod den økonomiske stabilitet i EU.

Men hvis man også tager andelen af opsparing i husstande og virksomheder med i betragtning,

bliver billedet et helt andet. Ensidigt fokus på det offentlige forbrug er - i

bedste fald - en meget ensidig analyse.

20


Figur 12. Betalingsbalancestatus for de løbende poster i EU-15 mellem 1980-2002

Percent of GDP

8

6

4

2

0

-2

-4

-6

-8

1980

1982

1984

1986

1988

1990

1992

Year

1994

EU15

1996

1998

2000

2002

Current account balance

General government

balance

Private net savings

Kilde: A. Larsson’s tale ved konferencen ”10 år i EU- konsekvenserne for svensk arbejdsret og det

svenske arbejdsmarked", Working Life Institute, 19. januar, 2005

Figuren viser at betalingsbalancen har været positiv siden 1993 (med en kort undtagelse

i år 2000). Der er altså samlet set overskud de fleste år, også i lande som Tyskland

og Frankrig, der tidligere har haft problemer med store offentlige underskud. I en økonomi

der er præget af økonomisk nedgang, er det ikke altid sundt at kræve et højere

overskud på betalingsbalancens løbende poster. Dette vil være på bekostning af væksten

og jobudviklingen. I stedet vil det være vigtigt, at forbedre investeringsklimaet og

dermed foranledige, at virksomhedernes og husstandenes forbrug stiger og opsparingen

falder. Dette ville sandsynligvis sætte mere gang i den samlede økonomi i EU

(OECD 2005).

21


2.6. Tilliden i erhvervslivet og hos forbrugerne

Figur 13. Tilliden i erhvervslivet i Euro-zonen 1996-2005

Kilde: Ecofins web site, indikatorer for euroområdet

7. diagram: Tilliden i hos forbrugere i Euro-zonen 1996-2005

Kilde: Ecofins web site, indikatorer for euroområdet

Tallene taler for sig selv. Erhvervslivets tillid er faldende i 2005 og er i øjeblikket på

omkring 7 %. Forbrugernes tillid er meget lav – 15 % - hvilket er samme lave niveau

som i 1997. Virksomheder og forbrugere sparer op, fordi de ikke har tilstrækkelig tiltro

til den fremtidige udvikling. Virksomhederne forventer ikke øget efterspørgsel efter

deres produkter. Forbrugerne oplever usikkerhed i forhold til deres arbejde og de-

22


es lønudsigter. Dette lægger igen en dæmper på den nationale efterspørgsel. Den politiske

fælde består i, at alle landene hver især forventer, at de andre lande påtager sig

ansvaret for at stimulere den samlede efterspørgsel. Hermed påtager ingen sig et ansvar.

Dette dilemma understreges yderligere af stabilitets- og vækstpagten, der sætter

begrænsninger for offentlige investeringer på innovationsområdet.

2.7 Handelsbalancen

EU er stadig konkurrencedygtig når det gælder handelsbalancen. Der produceres og

eksporteres flere varer end mængden af importerede varer. EU har haft overskud på

handelsbalancen siden år 2000, men det har været markant faldende siden 2002. Et

overskud på handelsbalancen kan ikke stå alene som konkurrenceparameter. Man kan

argumentere for, at ECB’s pengepolitiske standpunkt (at undlade at sænke renten

yderligere trods den fortsat lave vækst), har haft en afdæmpende virkning på den europæiske

efterspørgsel efter importerede produkter. Dette kan efterprøves ved også at

måle, hvor stor en andel af den europæiske produktion, der går til udenlandske producenter

(Morley et al 2004). Denne andel har dog ikke været faldende i de seneste år.

Det betyder, at Tyskland stadig er meget konkurrencedygtig på verdensplan, hvis man

måler dette i forhold til handelsbalancen.

Figur 15. Handelsbalancen 1996-2005

Kilde: Ecofins web site, indikatorer for euroområdet

23


2.8 Produktivitetsvækst

Figur 16. Produktivitetsvæksten i EU-15, 1995-2003

Kilde: Beskæftigelsen i Europa 2004

Produktivitetsvæksten har været generelt faldende i EU siden 1995. Produktivitetsvæksten

er en vigtig indikator for konkurrencedygtighed - eftersom højere produktivitetsvækst

øger levestandarden. Ændringer i produktiviteten afhænger dog meget af de

økonomiske konjunkturforløb. I starten af det konjunkturopsving, der følger en recession,

er der en tendens til, at produktiviteten øges. Virksomhederne trækker i højere

grad på deres eksisterende arbejdskraft og er afventende i forhold til at ansætte mere

arbejdskraft, indtil der er tydelige tegn på et økonomisk opsving. Modsat har produktiviteten

i begyndelse af en periode med recession tendens til at falde pga. faldende

afsætning på varer. Virksomhederne akkumulerer arbejdskraft, indtil den økonomiske

nedgang får tag i økonomien. Derefter er der overhængende risiko for fyringsrunder i

virksomhederne, hvilket igen giver øget produktivitet. Set i lyset af konjunkturforløbenes

store betydning, er det nødvendigt at kigge nærmere på den underliggende produktivitetsudvikling.

24


Figur 17. Langsigtede væksttrends for arbejdskraftproduktiviteten pr. arbejdstime

Kilde: EU-Kommissionen, Økonomisk rapport, s. 221

Langtidsudviklingen i produktivitetsvæksten afspejler en indhentningsfase i EU i forhold

til USA fra tresserne indtil halvfemserne. EU startede på et meget lavere niveau

end USA på grund af ødelæggelserne under Anden Verdenskrig. Efter 1996 ses tydelige

tegn på fald i produktivitetsvæksten. Især hvis man sammenligner landene i eurozonen

med de nordiske lande. Den gennemsnitlige årlige vækst i arbejdskraftproduktivitet

i eurozonen var på 1,2 % mellem 1995 og 2003. Til sammenligning har de nordiske

lande haft en produktivitetsvækst på 2 % - eller med andre ord – de oplevede en

vækst som oversteg væksten i eurozonen med 70 % (Beskæftigelsen i Europa 2004).

Produktiviteten kan, isoleret set, være et vildledende parameter, hvis den ikke ses i

sammenhæng med beskæftigelsen (Morley et al. 2004). Under økonomisk nedgang

kan det være lige gavnligt at have en høj vækstrate indenfor produktiviteten af varer

og serviceydelser og høj beskæftigelse eller at have en høj beskæftigelse med lavere

produktivitet. Det afgørende er forholdet mellem produktivitetsniveauet, beskæftigelsesraten

og produktionsresultatet (hvor hurtigt økonomien vokser).

25


Figur 18. Forbindelsen mellem økonomisk vækst og beskæftigelse

65,0

64,0

63,0

62,0

61,0

60,0

59,0

58,0

57,0

26

1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004

Kilde: Benchmarking Working Europe 2005

employment rate real GDP growth

Selvom produktivitetsvæksten er vigtig mhp. at højne levestandarden - som måles i

realvæksten i BNP - følges de to som regel ad. Dette illustreres ved ovenstående figur,

hvor væksten i realt BNP følger næsten samme kurve som produktiviteten i figur 17.

Et lands konkurrencedygtighed måles bedre på baggrund af en samlet vurdering af

BNP-vækst og beskæftigelse. Normalt følges de ad over en længere periode. En mulig

fortolkning af figur 18 er, at selvom EU fra år 2000 gik ind i en periode med lav

vækst, er der blevet skabt nye jobs. Der er ikke noget der peger på en vækst uden beskæftigelse

i EU. Hvordan kan denne stigning i jobs så forklares? En mulig forklaring

er betydningen af løntilbageholdenhed. Europa har haft en lang periode med løntilbageholdenhed.

Dette har øget incitamentet til at ansætte mere personale frem for at investere

mere i maskiner (Benchmarking Working Europe 2005). Dette er dog ikke noget

argument for, at forfølge løntilbageholdenhedspolitikker yderligere i EU. Tværtimod

- selvom et eller to lande i eurozonen kan drage fordel af den efterspørgselsdynamik,

der er tilbage i resten af eurozonen og samtidig udøve løntilbageholdenhed,

ville det ikke virke, hvis alle landende besluttede at gøre det på samme tid. En paneuropæisk

strategi for lønnedskæringer i EU ville få efterspørgselen i eurozonen til at

styrtdykke, og selve grundlaget for vækst ville forsvinde.

Desuden har virksomhederne samlet arbejdskraft i lande, som har haft økonomisk

nedgang og fald i efterspørgselen i håbet om en hurtig bedring af økonomien. Figuren

nedenfor viser forskelligheden i EU-landene. Den økonomiske vækst har været meget

forskellig i EU-landene i de første fem år af ØMU’ens levetid (Morley et al 2004).

5

4

3

2

1

0

-1


2.9 Beskæftigelsesfrekvens

Figur 19. Beskæftigelsesfrekvens og årsværk 2003

Kilde: Benchmarking Working Europe 2005

Figur 19 viser, at de skandinaviske lande klarer sig godt i forhold til beskæftigelsesfrekvensen.

Disse lande vil allerede i år 2010 nå Lissabonmålsætningen om en beskæftigelsesfrekvens

på 70 %. Nogle lande – især Tyskland, Holland og Storbritannien

har en langt større andel af deltidsansatte. Dette er et problem for de pågældende

lande i forbindelse med finansieringen af den fremtidige større gruppe af ældre. Samtidig

forværrer den lave fødselsrate udsigterne til en bæredygtig økonomisk vækst i

visse medlemsstater på længere sigt.

2.10 Hvor dårlig er EU’s økonomi?

Udgangspunktet for at tage temperaturen på EU's økonomi var at undersøge, om strukturreformer

har tendens til at lægge en dæmper på forbrugertilliden. På baggrund af de

opstillede økonomiske fakta, lader denne antagelse til at være velbegrundet. Fleksibilitet

uden kompensation i form af større sikkerhed medfører øget usikkerhed hos arbejdstagerne.

Læren der kan drages heraf er, at deregulering kan have negative konsekvenser

for økonomien. Strukturreformer 5 lader til at være del af EU’s arbejdsløshedsproblem

i stedet for at være del af løsningen.

Vi berørte også et bredere spørgsmål: er løfterne om øget vækst og flere og bedre

jobs blevet indfriet siden lanceringen af Lissabonstrategien i år 2000?

I mennesket reguleres kropsvarmen med en normaltemperatur på 37 grader. På

samme måde lader der ikke til at være nogen risiko for overophedning af den europæiske

økonomi. Der er et negativt produktionsgab og kerneinflationen er for nedadgåen-

5 EFS er positiv overfor strukturreformer under visse forhold: makroøkonomisk politik bør fremme

vækst og strukturel forandring bør fremmes på en socialt acceptabel måde. EFS støtter reformer der

kan medføre højere produktivitet, vækst og ultimativt, højere levestandarder (ETUI 2002). Vor analyse

viser tilsyneladende , at EU’s strukturreformer hverken er særligt fremmende for væksten eller socialt

acceptable.

27


de. Reallønnen er faldende i nogle EU-lande. Husstande og virksomheder sparer op.

Arbejdstagere føler usikkerhed omkring deres fremtidige jobmuligheder og den fremtidige

lønudvikling. Virksomheder oplever historisk høje overskud over en længere

periode. Disse overskud er tydeligvis blevet betragteligt større – og overstiger således

investeringerne (OECD 2005a). Vil det blive værre før det bliver bedre? OECD forventer

kun 1,2 % vækst i eurozonen i 2005, og langtidsudsigterne er dystre (OECD

2005b).

På positiv-siden kan det noteres, at EU har overskud på handelsbalancen. Det er en

central konkurrencemæssig styrke, at EU sælger flere varer til lande udenfor EU end

man importerer. Ydermere lægger husstandene en stor del af deres tilgængelige indkomst

til side til opsparinger, hvilket betyder, at hvis de begyndte at forbruge mere,

ville det gavne hele økonomien. Beskæftigelsesgraderne er fortsat stabile. Alle disse

faktorer skaber mulighed for mere ekspansive makroøkonomiske politikker.

Der lader til at være et konstant gab mellem EU’s ønskede resultater (fuld beskæftigelse

og vækst) og EU’s politikker (ECB, BEPG, SGP osv.). Målsætningen om fuld

beskæftigelse kræver politikker der sigter både på udbud og efterspørgsel. Der må findes

en balance mellem antallet af ledige stillinger og antallet af ledige arbejdstagere.

Dette argument har ikke (endnu?) været drøftet i EU-Kommissionen. I stedet læner

den sig tungt op af udbuds-siden i dens nuværende politikker..

Lad os tage et konkret eksempel: Tyskland har i de seneste år haft en træg økonomi

men er fortsat et stærkt eksportland. De fleste eksperter er enige i, at det største problem

ikke er produktiviteten men derimod manglen på en effektiv national efterspørgsel.

Tyskland har enten brug for et pengepolitisk eller finanspolitisk løft for at stimulere

det nationale forbrug.

Hvis man skal se på det første alternativ, er en ekspansiv finanspolitik nogle gange

det, der er nødvendig for at give en skrantende økonomi en kickstart. Under de nuværende

omstændigheder vil underskud på statsbudgettet ikke fortrænge privatforbruget

men snarere opmuntre det ved at opretholde indkomster og forbrug (Wolf 2005).

Tyskland har dog allerede et underskud på statsbudgettet, der overstiger stabilitets- og

vækstpagtens tærskel. Her er finanspolitik derfor ikke en mulighed. Den anden mulighed,

en rentesænkning fra ECB, lader også til at være udelukket. ECB repræsenterer

eurozonen som helhed og har valgt at forfølge en politik der sigter på prisstabilitet (og

dermed næsten fortrængt målsætninger med økonomiske og beskæftigelsesmæssige

perspektiver).

Desuden har en række juridiske og politiske indskrænkninger allerede i høj grad reduceret

de nationale regeringers mulighed for at påvirke vækst og beskæftigelse

(Sharpf 2002) 6 . Det eneste tilbageværende værktøj for disse regeringer er at gøre arbejdskraften

billigere for arbejdsgiverne (mhp. at skabe højere vækst og produktion).

I Tyskland har dette udmøntet sig i den såkaldte Hartz reform. Kort sagt har reformen

straffet de arbejdsløse og nedsat arbejdsomkostningerne. Folk der før modtog arbejdsløshedsunderstøttelse

er blevet flyttet over på meget lavere sociale ydelser. Hvis det

ikke er arbejdsomkostningerne, der er problemet, vil en nedskæring af disse ikke hjælpe

men tværtimod forværre krisen (Horn 2005). En nyere vurdering bekræfter, at Hartz

reformen har været omkostningsfuld, og at den ikke har formået at skabe mange nye jobs

(The Economist 2005). Man kan derfor konkludere, at der ikke har været nogen væsentlige

fordele ved Hartz reformen. En ofte overset ulempe er imidlertid også den yderligere

6 Sharpf henviser til liberaliseringen af den interne markedsregulering. Disse politikker har "elimineret

muligheden for at anvende industrier i den offentlige sektor som en stødpude for beskæftigelsen. De

tillader ikke længere, at offentlige værker bruges som et værktøj for regional og branchemæssig industripolitik.

– Og europæisk konkurrencepolitik har stort set udraderet anvendelsen af statsstøtte og

offentlig forsyning til dette formål.

28


forværring af den nationale efterspørgsel. Uden tilstrækkelige udsigter til øget efterspørgsel,

(som er den primære drivkraft for investeringer), vil indtjente overskud fortsat

være på bekostning af vækst og jobs.

Til sammenligning har de Nordiske lande haft succes med at kombinere høj beskæftigelse

og lav arbejdsløshed med høj produktivitetsvækst. Der er vildledende, at definere

alle EU-landene som en homogen gruppe. Man bør huske på, at de økonomiske

problemer stort set relaterer sig til eurozonen.

Man kan derfor konkludere, at eurozonen lader til at være længere væk fra dens potentielle

øvre potentiale end nogen sinde før. Samtidig lader det til, at EU’s politikker

virker mod hensigten, og der er brug for gennemgribende reformer. Der er behov for

ekspansive makroøkonomiske politikker, (der bidrager til en effektiv efterspørgsel og

jobskabelse).

Afsnit 3 beskriver det hierarki af regler, der styrer EU’s politikker. Der vil blive fokuseret

på det nuværende regelkompleks, der virker begrænsende for EU’s politiske

målsætninger. Er det institutionelle landskab en forhindring eller en katalysator ifht.

fuld beskæftigelse i Europa?

3. EU’s regel-hierarki

Baggrunden for det nuværende regelsæt skal findes i liberaliseringen af det indre marked.

Den Europæiske Fællesakt fra 1985 (DEF) definerer tydeligt det indre marked

som et marked uden interne grænser: på dette marked sikres den fri bevægelighed for

varer, personer, serviceydelser og kapital. Det var ikke uproblematisk, da man åbnede

op for konkurrence på EU's indre marked. De forskellige juridiske systemer og velfærdsmodeller

viste sig at udgøre hindringer for markedets liberalisering. Man gjorde

store anstrengelser for at skabe en dybere økonomisk integration mellem medlemsstaterne.

Som vi skal se på i det følgende, smittede dette af fra udelukkende at være økonomiske

reformer, til også at gælde nye initiativer med henblik på at øge beskæftigelsen

og konvergensen mellem socialpolitikker i EU. 7

3.1. Den Europæiske Centralbank

Lad os begynde med den økonomiske institutionelle innovation og etableringen af en

centralbank på europæisk plan, der erstatter nationale centralbanker i eurozonen. ECB

er en overnational og uafhængig institution, der fastsætter den monetære politikudformning

i eurozonen. Prisstabilitet er dens primære mål, hvilket iflg. reglerne overskygger

en række sekundære målsætninger, inklusiv beskæftigelsen. Kort sagt har

ECB det mål at holde inflationen under - men tæt på - de 2 % på mellemlangt sigt.

ECB er sandsynligvis den mest uafhængige centralbank i verden. Den famøse uafhængighedsartikel

lyder som følger:

7 Det kan dog diskuteres om beskæftigelsesretningslinierne er resultatet af den afsmittende effekt af

integrationen på det indre marked eller om de er et mål i sig selv (Jacobsson 2002).

29


30

“I overensstemmelse med traktatens artikel 108 må hverken ECB, de nationale centralbanker

eller medlemmerne af disses besluttende organer under udøvelsen af de

beføjelser og gennemførelsen af de opgaver og pligter, som denne traktat og denne

statut pålægger dem, søge eller modtage instrukser fra fællesskabsinstitutioner eller

-organer, fra nogen regering i en medlemsstat eller fra noget andet organ.” (artikel 7

i Protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske

Centralbank i Maastricht Traktaten 1992).

ECB’s uafhængighed overgår langt Bank of England’s, den tidligere Bundesbank og

the Federal Reserve. Sidstnævntes uafhængighed blev etableret i medfør af almindelig

lovgivning, men ECB’s uafhængighed er stadfæstet i Maastricht traktaten og er stort

set umulig at ophæve (Financial Times, 3. juni 2005). ECB er ikke underlagt nogen

kontrol.. Den amerikanske centralbank the Federal Reserve har pligt til at følge en

strategi, der fremmer prisstabilitet og maksimerer vækst og beskæftigelse. The Federal

Reserve har i modsætning til ECB ikke nogen inflationsmålsætning, da dette opfattes

som værende en politisk beslutning og ikke noget, der skal fastsættes af økonomer.

ECB’s hovedproblem består ifølge Joseph Stieglitz’ præcise defintion af flg.: “det

er en politisk falliterklæring at delegere beslutningskompetencen til en uafhængig centralbank,

der ikke er repræsentativ for de forskellige grupper, der påvirkes af makroøkonomisk

politik, og som er styret af finansielle interesser og kun tildeler beskæftigelsen

ringe betydning. (Stieglitz 2002, 19).

Det kan koges ned til at et spørgsmål om økonomisk politikudformning og demokratisk

legitimitet. Er det plausibelt at uddelegere beslutninger om folks beskæftigelsesudsigter til

ikke-valgte økonomer i ECB, der ikke skal stå til regnskab for deres politik? Den nuværende

situation gør det i sandhed vanskelligt at ændre ECB's politik.

3.2. De overordnede økonomiske retningslinier

Med oprettelsen af Maastricht Traktaten i 1992 gav EU sig i kast med en økonomisk

og monetær union, der skulle føre til en fælles pengepolitik, en uafhængig Europæisk

Centralbank og en fælles valuta, euroen. I takt med øget økonomisk integration foregik

der en omfattende nyskabelse af EU-redskaber til støtte for ECB’s arbejde. I 1993

opstillede man de såkaldte overordnede økonomiske retningslinier (BEPG). De udgør

et traktatbaseret redskab (EF-Traktaten 1992, art. 98 og 99), der oprindeligt sigtede på

at bidrage til makroøkonomisk stabilitet med det formål at give en saltvandsindsprøjtning

til vækst og beskæftigelse i EU. BEPG skiftede fokus da den Økonomiske og

Monetære Union (ØMU) blev til. Den blev til det afgørende redskab for økonomisk

politik mhp. at sikre, at ECB opnår sin målsætning om prisstabilitet. Dette indebærer

et meget bredere anvendelsesområde og indflydelse for BEPG, nemlig eurozonens

økonomiske situation generelt, strukturreformer osv. Siden 1999 har de indeholdt en

lande-specifik del:

Da BEPG er det generelle instrument for samordning af de økonomiske politikker,

bør de fortsat omfatte hele viften af makro- og mikroøkonomiske politikker samt

beskæftigelsespolitikkerne, for såvidt der er et samspil mellem disse og de økonomiske

politikker (Artikel 39, Formandskabets konklusioner på forårstopmødet i

2005)


3.3. Stabilitets- og vækstpagten

De medlemslande der gerne vil med i ØMU’en skal efterleve Maastricht traktatens

konvergenskriterier for økonomiske politikker. Lav inflation, stabile offentlige budgetter,

stabil valutakurs ifht. euroen og lave langfristede renter. I forbindelse med disse

landes indtræden i ØMU'en, var der nogen bekymring for, at disse regler ikke ville

blive overholdt. Derfor blev stabilitets- og vækstpagten (SGP) opprioriteret på Tysklands

opfordring med henblik på at undgå omfattende lempelser af finanspolitikken

som følge af en kortvarig manipulation af denne for at kunne leve op til Maastricht

kriterierne for optagelse i ØMU'en.

De grundlæggende forpligtigelser iflg. SGP er at opfylde en mellemlang målsætning

om budgetmæssig afstemning eller overskud, der skal sætte medlemsstaterne i

stand til at tackle de normale konjunkturudsvingninger, mens de samtidig holder det

offentlige underskud indenfor en referenceværdi på 3 % af BNP. Nogle lande, navnlig

Tyskland og Frankrig, er blevet kritiseret af EU-Kommissionen for i en årrække at have

underskud, der oversteg 3 % af BNP Dette satte gang i en debat om, hvorvidt SGP

var tilstrækkelig fleksibel for lande med en kriseramt økonomi. Resultatet af denne

debat kom i marts i år i form af en revision af SGP. Man fastholdt grænsen for underskud

på 3 %, men tillod fleksibilitet overfor lande med ”særlige omstændigheder”.

“Særlige omstændigheder” betyder iflg. den nye fortolkning enhver form for negativ

vækst samt en længere periode med meget lav vækst. I denne situation kan et land

midlertidigt overskride et 3 % budgetunderskud (og alligevel forblive tæt på referenceværdien).

Den mellemfristede målsætning er, at budgettet skal holdes indenfor et

overskud eller underskud på 1 % . Så udover de “særlige omstændigheder" kan Kommissionen

også tage mængden af investeringer i betragtning i forbindelse proceduren

for uforholdsmæssigt store underskud. Dette er positivt, eftersom det vil skabe større

rum for offentlige investeringer. Reformer af pensionssystemer spiller også en særlig

rolle, især for de nye medlemsstater. De ville mindske presset på disse lande til at reformere

deres pensionssystemer, mens de samtidig vil forblive kvalificerede til at indtræde

i euroen.

En reform af SGP er et skridt i den rigtige retning (se ETUI-REHS 2005b’s gennemgang

af revisionen). Dette betyder, at vedholdende arbejdsløshed kan bekæmpes

ved at bruge flere penge på at stimulere efterspørgselen mhp. at stimulere behovet for

flere jobs.

Dermed går man nu væk fra de væksthæmmende politikker, der har været dikteret

af devisen "gør intet og vedligehold stabiliteten"´. Samtidig er de vækstfremmende

politikker begrænsede i antal og ikke nævneværdigt målrettede. Den reviderede SGP

tillader lande med overskud at have underskud i en begrænset periode, for eksempel i

forbindelse med aktive arbejdsmarkedspolitikker (ALMP). Men for økonomier med

rekordstore underskud tilbyder den reviderede SGP ikke megen fleksibilitet. Luxembourgs

Statsminister, Jean-Claude Juncker (som også er den fremtidige Mr Euro, idet

han er formand for de 12 eurolandes samarbejde), der sad med EU-formandskabet da

reformen blev udformet har forklaret, at et 4 % underskud er for langt fra det maksimale

statsunderskud på 3 % af BNP (Bulletin Quotidien 2005). Hermed har medlemslandene

kun et begrænset spillerum til at stimulere deres økonomier ud af nedgangskonjunkturer.

Der vil nu vise sig, hvordan den reviderede SGP vil blive fortolket. Der

er ikke nogen konsensus omkring fortolkningen af et budgetunderskud, der er “tæt på

3 %”. Den reviderede SGP har ikke taget højde for betalingsbalancestatus (se afsnit

1.5). Et budgetunderskud udlignes næsten altid af opsparinger i den private sektor.

Hvis man i højere grad anerkendte dette, kunne man lade lande med en solid beta-

31


lingsbalance få lov at oparbejde et større budgetunderskud mhp. at stimulere investeringer.

Under alle omstændigheder bør man huske på, at fastsættelse af finanspolitik forbliver

et nationalt anliggende. Dog er det nationale spillerum indsnævret idet national

finanspolitik skal understøtte ECB’s stabilitetsorienterede pengepolitikker. 8

3.4. Beskæftigelsesretningslinierne

I 1993 steg arbejdsløsheden i EU. Dette fremprovokerede nogen modstand mod de

smalle EU-målsætninger om konkurrenceevne og økonomisk stabilitet. EU var tvunget

til at sætte jobskabelse på dagsordenen.

Beskæftigelsesretningslinjerne er et traktatfæstet redskab. I 1997 indføjede EU et

beskæftigelseskapitel i Amsterdam-traktaten. Dette førte til udfærdigelsen af Beskæftigelsesretningslinjerne,

en proces som krævede Nationale Handlingsplaner, eller NAP

(en rapporteringsprocedure efter hvilken medlemsstater skal vurdere, i hvor høj grad

deres nationale politikker har opfyldt EU’s beskæftigelsesretningslinjer og anbefalinger).

I 1999 vedtog man den europæiske beskæftigelsespagt. Dens hovedbestanddel er

den såkaldte makroøkonomiske dialog, som er et forum for drøftelser af makroøkonomiske

anliggender. Deltagerne er ECB, EU-Kommissionen, arbejdsmarkedets parter

og repræsentanter fra medlemsstaternes regeringer. Der er ikke noget, der tyder på, at

dialogen har haft væsentlig indflydelse på den makroøkonomiske politikdannelse

(Watt 2005, 237-263).

3.5 Den hierarkiske pyramide

ECB er politisk og økonomisk uafhængig. Den er også uafhængig i forbindelse med

målsætninger og værktøjer (Hein and Truger 2005, 19-67). Banken har opstillet en

målsætning om at føre en restriktiv makroøkonomisk politik, som forventes at skabe

vækst. EU’s overordnede økonomiske retningslinier (BEPG), som er kernen i den

økonomiske koordination i EU, er et monetært redskab for ECB.

Beskæftigelses- og socialpolitik rangerer lavest i EU-hierarkiet. Disse politikker er

underordnet BEPG (EG skal være i overensstemmelse med BEPG). Vores vurdering

er, at fuld beskæftigelse er en EU-målsætning, der har lav status i den hierarkiske prioriteringspyramide,

og at den ikke vil blive realiseret. Kun en politisk ændring af den

hierarkiske inddeling kan skabe mulighed for fuld beskæftigelse.

Figur 20 illustrerer det normhierarki, der hersker i forbindelse med EU’s regler for

penge- og finanspolitikker, beskæftigelsespolitikker og socialpolitik. 9

8

Nødvendigheden af en koordinering af finanspolitikker på europæisk plan debatteres på akademisk

plan, og man diskuterer om større finanspolitisk uafhængighed på det nationale plan ville være bedre

(hvilket kunne kompensere for tabet af evnen til at fastsætte renten i forhold til nationale forhold).

9

På Barcelona topmødet konkluderede man, at både beskæftigelsespolitik og socialpolitik bør være i

overensstemmelse med BEPG (Casey 2005).

32


Figur 20. Den hierarkiske pyramide

ECB

Pengepolitiskeværktøjer

BEPG og SGP

Beskæftigelsesretningslinierne

Socialpolitiske anbefalinger

Overordnet målsætning:

price stability

ECB’s pengepolitiske værktøj - tilpasning af renten mhp. at opfylde egne inflationsmålsætninger

- har højeste prioritet. BEPG og SGP 10 understøtter ECB-målsætningen

om prisstabilitet. Beskæftigelse og vækst er kun sekundære målsætninger for ECB.

EG er traktatfæstede, hvilket ikke er tilfældet for de socialpolitiske henstillinger,

(hvilket forklarer deres lave status i pyramiden ovenfor). Nogle iagttagere hævder, at

EU’s regeringer frivilligt har forpligtet sig til at overholde den hierarkiske pyramide.

Men man skal huske på hvilken sammenhæng ECB blev etableret under: Økonomien

var i en ekspansiv fase. Tyskland var tøvende med at overdrage suverænitet til EU i

forbindelse med fastsættelse af pengepolitikker. Landet gik kun med til en fælles pengepolitik

under forudsætning af, at man ville holde streng kontrol med inflationen, på

samme måde som Bundesbank havde gjort det. Ironien i dette er, at det i dag er Tyskland,

der lider mest under den overdrevne inflationskontrol i eurozonen.

Der er to mulige måder at ændre ECB's pengepolitiske værktøjer på; (i) en politisk

genovervejelse af ECB, uden et nyt mandat eller en traktatændring; eller (ii) en traktatændring.

Logikken bag den hierarkiske opdeling forudsætter en grundlæggende politikændring

på topplan, i ECB. For at kunne forfølge en mere beskæftigelsesvenlig

tilgang i EU’s institutioner, er det afgørende at ECB ændrer sin politik.

På nuværende tidspunkt lader der ikke til at være den store mening i at diskutere

indholdet af EES, hvis der er et andet regelsæt, der står over det. Med andre ord vil

den ønskede ændring i arbejdsmarkedspolitik ikke have nogen virkning, selv hvis de

makroøkonomiske rammer begrænser dens implementering. Hvorfor støtter arbejdsmarkedets

parter i den såkaldte sociale dialog så Lissabonstrategien?

Vi skal kort se på arbejdsmarkedets partere rolle, især den europæiske fagbevægelse,

som kraftigt kritiserer førnævnte hierarki men stadig efterlever reglerne. Derefter

følger en række anbefalinger til reformer.

10 Det kan diskuteres om SGP og BEPG er lige juridisk og politisk bindende. Selvom SGP ikke er traktatfæstede,

er nogle medlemsstater blevet restforfulgt og har modtaget domme af EU-domstolen for

ikke at overholden den. BEPG er traktatbaserede men er ikke blevet prøvet ved domstolene. Det er

værd at bemærke, at BEPG vil blive styrket i EU's Forfatning. Hvis denne vedtages vil Rådet være i

stand til at udstede advarsler til medlemsstater der ikke overholder BEPG-anbefalingerne.

Målsætninger: fuld beskæftigelse

og social rummelighed

ifht. marginaliserede

grupper.

33


3.6 Den sociale dialog

Den sociale dialog blev en aktiv proces i medfør af den Europæiske Fællesakt af 1985.

Den er nu et veletableret redskab til udvikling af socialpolitik. I EU betragter man den

som hjørnestenen i den europæiske sociale model:

Den sociale dialog i Europa er en unik og uvurderlig del af den europæiske sociale

model, og har en tydelig traktatfæstet definition. Den består af drøftelser, høringer,

forhandlinger og fælles initiativer foretaget af organisationer der repræsenterer

arbejdsmarkedets parter (arbejdsgivere og arbejdstagere). (Social dialog, DG

Employment 2005)

Arbejdsmarkedets parter har flere roller. De har ret til frit at forhandle aftaler, som kan

indkorporeres i EU-direktiver eller gennemføres til implementering i national lovgivning

og/eller nationale overenskomster); (ii) De har tiltrådt et flereårigt arbejdsprogram

til fremme af Lissabon-målsætningerne; ydermere (iii) påvirker arbejdsmarkedets

parter aktivt EES og EU-Kommissionens forslag til de årlige beskæftigelsesretningslinjer

(Benchmarking Working Europe 2005).

I den nye Sociale Dagsorden for 2006-2010 foreslår EU-Kommissionen, at arbejdsmarkedets

parter fører tværnationale kollektive overenskomstforhandlinger Desuden

er den nye tilgang ”på tværs af generationer” kernen i den sociale dagsorden.

EU-Kommissionen foreslår en strategi for aktiv aldring, der spænder over livslang læring,

forbedring af arbejdsmiljøet og fleksible overgange mellem beskæftigelse og

pensionering (tale af Kommissær Spidla 2005). I andre af sin dokumentation, lægger

Kommissionen vægt på behovet for at styrke partnerskabet mellem EU og arbejdsmarkedets

parter (EC: KOM 2004:557). Parternes rolle i forbindelse med implementeringen

af Lissabonstrategien er blevet styrket.

Ved første øjekast kan det syne ubetinget positivt, at arbejdstagerrepræsentanter har

indflydelse på politik-udformning. Arbejdsmarkedets parter har dog en dobbelttydig

rolle. År efter år erklærer EFS sin støtte til Lissabonstrategien. Samtidig er EFS lodret

uenig med den dereguleringsdagsorden, der er underliggende for de fleste af de relevante

reformer. Et eksempel på dette kan ses i flg. uddrag fra en pressemeddelelse om

forslaget til BEPG: “EFS efterlyser et grundigt eftersyn af forslaget til EU’s overordnede

økonomiske retningslinier af 13. maj 2005. Organisationen kritiserer EU for

”endnu en gang” at fokusere på strukturreformer. 11 Man bør være opmærksom på, at

BEPG er hovedinstrumentet for økonomisk politik på EU-plan – og det står over beskæftigelsesretningslinjerne.

Dette medfører to problemer for fagbevægelsen. For det

første kan man frygte, at EFS bliver brugt til at gennemtrumfe en deregulering af arbejdsmarkederne.

Argumentet er, hvis at EFS som er fortaler for det “sociale Europa"

støttede Lissabon-strategien, ville arbejdstagerne tro på, at deres interesser blev behørigt

varetaget. Men BEPG er fortsat udenfor arbejdsmarkedets parters rækkevidde

(Casey 2005). Strukturreformerne har været på dagsordenen siden 1993, og er forblevet

stort set uændrede fra år til år.

Det andet problem er, at EU gerne ville tilføre EFS flere ressourcer (finansiering) til

implementering af Lissabon-strategien. Men så længe de forud fastlagte regler på EUplan

hovedsalig relaterer sig til strukturereformer, og dermed er ugunstige for fagfore-

11 I 1997 accepterede EFS at BEPG ville blive hovedværktøjet til fremme af vækst

og beskæftigelse (Casey 2005).

34


ningerne, lader dette til at være højst utilrådeligt. Hvis vi går tilbage til ovenstående

pyramide - hvor ECB og BEPG er altdominerende i forhold til EG og socialpolitikken

– kan EFS så fortsætte sin tilslutning til BEPG som et politisk værktøj? Strukturreformerne

er baseret på den grundlæggende antagelse, at de ledige er uvillige til at arbejde

(og på denne baggrund er sanktioner overfor de ledige den foretrukne politik.)

På den anden side kan man argumentere for, at EFS har valgt en pragmatisk tilgang,

der kan vise sig at være vellykket på længere sigt. De beslutninger der bliver taget i

EU er altid resultatet af et kompromis. Det første skridt er at institutionalisere en rolle

i EU. Den sociale dialog har skabt en sådan platform for fagforeningerne. EFS har

hermed fået indflydelse i EU på dagsordensættende og beslutningstagende niveau. Alternativet

kan en mere stejl tilgang til EU-politik risikere at medføre udelukkelse fra al

indflydelse.

Der er positive oplevelser på nationalt plan at trække på. I lande hvor der på forhånd

har været en social pagt - inklusiv centrale lønforhandlinger - har det været muligt at

kombinere fuld beskæftigelse med lav inflation, baseret på den formodning, at de ledige

er villige til at arbejde. Dette er lykkes i de skandinaviske lande. Man bør helt klart

lancere en debat omkring EFS' koordinerende rolle i forbindelse med. at samle information

om nationale lønkoordinationssystemer, idet man fuldt ud skal respektere nationale

traditioner for overenskomstforhandlinger. 12

Når det er sagt, skal man huske på, at den sociale dialog på nuværende tidspunkt befinder

sig i et dødvande og udsigterne til nye tiltag de kommende år er begrænsede.

Arbejdsmarkedets parter oplever en presset stemning og dialogen savner fremdrift.

Arbejdsgivernes repræsentant, UNICE, nægter at udvide rammerne for den sociale

dialog. Organisationen er af den opfattelse, at dialogen udelukkende skal tjene til at

fremme økonomisk og social udveksling via en ikke-bindende og fleksibel tilgang

(Degryse 2005).

3.7. Politiske henstillinger

Underlæg ECB demokratisk kontrol.

Etablering af en direktion for ECB bestående af finansministre og repræsentanter for

arbejdsmarkedets parter. En forbedring af gennemsigtigheden - referater fra bestyrelsesmøder

bør være tilgængelige for offentligheden – i modsætning til den nuværende

hemmeligholdelse. Dette ville virke som en katalysator for følgende to formål: politikændringer

(jf. afsnit 4.4.) og regnskabspligt/ansvarlighed.

BEPG og EG’s mandater udgør et slående eksempel på den uoverensstemmelse der

er mellem de politiske mål, som blev illustreret ved den hierarkiske pyramide. Fuld

beskæftigelse er formentlig EU's politiske hovedmålsætning.

Man bør sidestille BEPG og EG og tydeliggøre deres respektive roller.

Man bør anerkende EG som et selvstændigt politisk instrument. De er anerkendt juridisk

men lider under BEPG’s dominans. EG bør være det altdominerende værktøj til

at håndtere alle arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesmæssige udfordringer, inklusive

mikroøkonomiske udfordringer og makroøkonomisk lønkoordination (se afsnit 4 og 5

for mere om henstillingerne til økonomisk politik og beskæftigelsespolitik.)

12

EFS støtter lønfastsættelse baseret på produktivitetsvækst og forbrugerprisinflation (Hein og Truger

2005).

35


4. Økonomiske reformer

4.1. ECB bør begynde at støtte jobskabelse

Arbejdsløshed har en indvirkning på reallønnen 13 . Den store gruppe arbejdsløse i EU

betyder, at arbejdstagerne er nødt til at acceptere lavere lønstigninger end det ville være

tilfældet i en økonomi, der fungerede optimalt. Er det en systematisk makroøkonomisk

14 strategi at bruge de millioner af arbejdsløse som en buffer til at holde lønningerne

nede?

36

Der findes en mindre elegant (end den neo-klassisistiske version) men mere overbevisende

historie at fortælle om den forværrede økonomiske situation for de ufaglærte

arbejdstagere i den industrialiserede del af verden – en historie hvor de ufaglærte

arbejdstagere har båret konsekvenserne af en faldende samlet efterspørgsel,

massive økonomiske og demografiske skift og, naturligvis, dereguleringen af arbejdsmarkedet.

(Howell 2005, 339)

4.1.1. Blæser der nye vinde?

Der er noget der tyder på, at forandringens vinde blæser ind over de pengepolitiske

høge. OECD, der af de fleste iagttagere anses som en bastion for ortodoks økonomisk

politik, gentager den europæiske fagbevægelses politikanbefalinger. Der er meget, der

taler for at ECB gennem en "betydelig rentesænkning" (OECD maj 2005) kan sætte

gang i investeringerne og sætte skub i efterspørgselen efter arbejdskraft. En leder i Financial

Times sender et endnu mere direkte budskab:

Ikke-europæere forbløffes ofte over den tilsyneladende dogmatiske monetære politik

i Europa. I medfør af Maastricht traktaten er ECB forpligtet til at opretholde

prisstabilitet. Den udstrækning i hvilken centralbanken er forpligtet til at fokusere

på dette på bekostning af andre mål er ekstremt stor – ligeledes er centralbankens

grad af uafhængighed. (FT, 25. maj 2005)

4.2 Stimulering af økonomien

Under den nuværende situation i Europa, for eksempel, hvor der er lav efterspørgsel

på lån og en ekstremt lav grad af investeringer er det svært at forestille sig, at en

sænkning af ECB renten ville medføre øget inflation. Som tidligere bemærket overvejer

man i ECB ikke engang konsekvenserne af underudnyttelsen af den økonomiske

kapacitet eller den lave efterspørgsel i EU: Bankens eneste interesse er at fjerne lønmæssig

usmidighed, og den opfordrer derfor kraftigt til flere strukturreformer som den

eneste løsning til at stimulere væksten.

Naturligvis er betydningen af Keynes teorier begrænset i en åben verdensøkonomi.

En rentesænkning kan være mindre effektiv pga. liberaliseringen af kapitalmarkederne.

Hvis investorerne foretrækker Asien fremfor EU - eller andre markeder - af grunde

der ikke har noget med renten at gøre, vil en rentesænkning ikke gøre nogen forskel.

Investeringer er tydeligvis kun delvist påvirkede af renteudsving.

Ifølge Keynes teorier, som vi slår til lyd for i denne rapport, er investeringer vigtige

for jobskabelsen af flere grunde. Kapitalinvesteringer er ikke kun en fordel for den

virksomhed, der investerer, men de har en multiplikator-effekt på resten af økonomien.

En øgning af produktionskapaciteten påvirker også udbudssiden og giver dermed

13 Dette faktum er blevet negligeret af Keynes-tilhængere (Stockhammer 2004).

14 Makroøkonomisk henviser til det overordnede europæiske plan, mikroøkonomi til iværksætterniveauet

og den enkelte arbejdstager/forbrugerniveau.


økonomisk vækst. Investeringer akkumulerer ikke kun ekstra kapital og udbud men er

også del af den samlede efterspørgsel. En sikring af produktionskapacitetens fulde udnyttelse

ville genetablere incitamenterne til at investere. Dette ville bane vejen for en

god investeringscirkel, der ville sætte økonomien i stand til at vokse hurtigere uden

fare for overophedning. Ydermere vil forholdet mellem udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet

blive forbedret. De nyansatte vil modtage mere uddannelse, mens de,

der fortsat er ledige ville blive mere aktive ifht. at tage uddannelse og søge arbejde.

Lavere renter kunne også få en positiv effekt på innovationen. En årlig investerings

cyklus på 7-8 % kunne få EU op på dens potentielle vækstrate, fra de nuværende 2-3%

(EFS note, makroøkonomisk konference, marts 2005).

Denne rapport argumenterer derfor for, at under bestemte omstændigheder vil en

ikke-inflationsfremmende vækst cyklus kunne igangsættes og vedligeholdes gennem en

rentesænkning fra ECB. Den underliggende antagelse er, at økonomien ikke udfylder

sit potentiale: de faktiske økonomiske resultater er lavere end de potentielle resultater.

Det første mål er at dreje økonomien ind på sit potentielle vækstspor og dernæst at

øge den potentielle vækstrate. Dette ville ske gennem afledte investeringer, produktivitet

og arbejdsmarkedsmekanismer (EEB PB 1/2005). Den makroøkonomiske dialog og

styrkede socialpagter på nationalt plan kunne bidrage til løndannelse indenfor grænserne

af en ny og mere fleksibel inflationsmålsætning (jf. afsnit 4.4.).

4.3 Vækstskabende faktorer

Der er overbevisende dokumentation for, at dynamiske investeringer er vigtige for produktivitetsvækst

og beskæftigelse. Efter vores mening, og idet vi henholder os til empirisk

dokumentation, er der tre ting, der hovedsagligt afgør langsigtet vækst i højindkomstlande:

(i) forskning og innovation, (ii) menneskelig kapital og (iii) hvor hurtigt

nye teknologier udbredes. Dermed begrænses de forhold, der virker hæmmende på

investeringer og tilegnelsen af kompetencer. For mellemindkomstlande er fysiske investeringer

hovedsagligt en vækstskabende faktor.

Denne rapport foreslår to måder at investere i disse vækstskabende faktorer på. (i)

Ekspansiv finanspolitik: Flere investeringer i F & U er afgørende. (ii) Monetær politik:

At ECB sænker renten som et økonomisk værktøj til at støtte og igangsætte vækst.

Efterspørgsel er den største vækstskabende faktor. Man bør måske tilføje, at en sund finanspolitik

i medlemsstaterne er afgørende. Strukturunderskud er hverken en Keynesiansk

strategi eller generelt ønskeligt. Hvis en betydelig skattemæssig ubalance presser renten

op, kan dette risikere at fortrænge investeringer i forbindelse med konjunkturudviklingen.

Dette ville ikke hjælpe de ledige.

Dynamiske investeringer kan være F & U, at en betragtelig procentdel af befolkningen

får en højere uddannelse, IKT-udgifter og en høj andel af "progressive" industrier.

Forekommer der en vekselvirkning mellem investeringer og arbejdsløshed?

37


Figur 21. Investeringer og arbejdsløsheden i EU-15

38

Investment and unemployment - EU15

12

10

8

6

4

2

0

%

Investment share of GDP

Unemployment rate Investment and unemployment - EU15

Unemployment rate

1960 65 70 75 80 85 90 95 2000

25 %

23

21

19

17

15

Investment share of GDP

European Economy no. 4, 2002

Figur 21 påviser en tydelig forbindelse mellem investeringer som andel af GDP og

arbejdsløsheden. Denne tendens er bemærkelsesværdigt stabil (siden først i tresserne).

Figur 21 indikerer, at når investeringernes andel af BNP øges, forekommer der et tilsvarende

fald i arbejdsløshedsprocenten. En nyere undersøgelse viser, at en kombineret

investeringsstrategi på nationalt- og EU-plan kunne medvirke til stor vækst i EU og

skabe op til 4 millioner nye jobs inden 2010 (AE Rådet 2005).

På baggrund af de resultater vi her er kommet frem til, vil vi gå videre med nogle

mere præcise makroøkonomiske anbefalinger. Deres formål er, at etablere en politisk

sammensætning, der kan understøtte en ikke-inflationsfremmende bæredygtig vækst,

som kan lukke kløften mellem reel og potentiel vækst. Vi vil have EU’s økonomi til at

arbejde hurtigere og hårdere mhp. at nedbringe høj arbejdsløshed.

4.4. Anbefalinger til makroøkonomisk politik

ECB’s målsætning om at holde prisstabiliteten under eller tæt på de 2 % er for rigid.

Eurozonen er et heterogent monetært område, som man også kan se ud fra produktivitetsniveauerne

i de forskellige lande. Området er kendetegnet ved forskellige industrielle

udgangspunkter, forskellige velfærdssystemer og divergerende investeringsniveauer.

Kort sagt er eurozonens medlemmer ikke økonomisk konvergente (Conway et

al. 2005). Dette nødvendiggør en større bevægelsesfrihed for ECB med henblik på at

undgå at glide ned på et renteniveau, der er tæt på 0 % og dermed deflation. Denne

risiko vil øges, hvis ECB fortsat afholder sig fra at sænke renten, eftersom spændet

mellem reel og potentiel vækst bliver stadig større.

Prisstabilitetsmålsætningen på 2 % kunne have gavn af en mere fleksibel tilgang, der

levner plads til afvigelser.

Som denne rapport viser, udnytter ECB ikke det fulde vækstpotentiale i EU’s økonomi.

Set fra en økonomisk synsvinkel er dette uklogt, og set fra en arbejdstagersynsvinkel

er det uacceptabelt. Derfor burde ECB skabe noget spillerum for økonomisk vækst


og øget beskæftigelse. Dette ville sætte banken i stand til at sænke renten, når der ikke

er nogen umiddelbar risiko for inflation. (Begg 2004).

Der er et yderst påtrængende behov for reform af ECB’s monetære målsætninger. De

bør indbefatte både prisstabilitet og maksimering af vækst og beskæftigelse (som er

den amerikanske centralbanks nuværende mandat).

Verdensøkonomien er i alarmerende grad ude af balance, (USA som forbruger i sidste

instans og EU og de asiatiske økonomier er meget eksportorienterede). EU’s forbrugere

akkumulerer kæmpemæssige opsparinger, og de langfristede renter er historisk lave.

Der er behov for, at de overskydende opsparinger i Europa bliver brugt til at nå Lissabon-målsætningerne

(i stedet for at disse overskydende opsparinger sætter skub i den

allerede bekymrende store boble på det amerikanske boligmarked).

Den Europæiske Investeringsbank bør udstede en “Obligation for europæisk vækst og

beskæftigelse". Dette kunne sikre langtidsfinansieringen af Lissabonmålsætningerne

(godtkendt på EFS eksekutivmøde 19.-20. oktober 2005).

Som vist i afsnit 2.5, er SGP et meget ensidigt økonomisk instrument, hvis man udelukkende

fokuserer på underskuddene og negligerer opsparinger hos private virksomheder

og forbrugere. Det ville være bedre at fokusere på betalingsbalancens løbende

poster. Så længe der er overskud på betalingsbalancen, fungerer økonomien ikke så

dårligt som den reviderede stabilitets- og vækstpagt snævrere tilgang kunne pege på.

En lempelse af SGP ville skabe mulighed for mere vækstvenlige investeringer (ved at

fokusere på betalingsbalancen i stedet for at fastholde det ensidige fokus på underskud

på statsbudgettet) (jf. ETUI-REHS 2005b for flere reformforslag).

Strengt taget ligger fastlæggelsen af lønninger indenfor arbejdsmarkedets parters domæne.

Alligevel understregede Rådet allerede i år 2000, at forbindelsen mellem lønningerne

og beskæftigelsesniveauet ville blive mere udtalt og stringent (Marginson

and Sisson 2002).

Man bør lancere en debat om, hvordan man undgår for vidtgående inflation i hele

EU-området, og hvad EFS' rolle er i denne forbindelse.

En bedre koordinering af debatten om løn på EU-plan ville gøre, at man kunne undgå

problemerne med, at nogle lande fremmer deres egne interesser på deres nabolandes

bekostning. Det er ikke i arbejdstagernes interesse, at man konkurrerer på lave lønninger

i EU. Et konkret eksempel fra Morley et al. (2004) påviser, at lønniveauet bør være

forbundet med hvert lands produktivitetstrend på mellemlangt sigt.

Man bør bemyndige arbejdsmarkedets parter til at spille en rolle i forbindelse med

omformuleringen - eller i forbindelsen med at opstille en ny definition – af begrebet

”strukturreformer”. Her bør man sigte på at forkorte gabet mellem virksomhedernes

voksende velstand i EU og beskyttelsen af dem, der arbejder i dem. Dette medfører

større bevidsthed omkring ledighed der skyldes omstruktureringer. Politikker baseret

på teorien om, at regner det på de større virksomheder vil det dryppe på de mindre,

skal erstattes af investeringsstrategier. Tiden er inde til at debattere, om strukturreformer

er målet eller midlerne. De skulle gerne være sidstnævnte og dermed bidrage til

39


opfyldelsen af Lissabon-målsætningerne. Dokumentationen for at BEPG har medført

vækst i produktiviteten er i bedste fald tentativ.

Genovervejelse af strukturreformerne

Tilpasningen til det såkaldte vidensbaserede samfund er byrdefuld for arbejdstagerne.

EU opfordrer dem til at være mere beskæftigelsesegnede - at de altid er rede til at tilpasse

sig skiftende økonomiske forhold. Det mindste (men ikke det eneste) samfundet

kan gøre til gengæld er at sørge for livslang læring til alle sociale grupper. Undersøgelser

har vist, at dem der er lavt kvalificeret får mindre efteruddannelse end de faglærte.

(Benchmarking Working Europe 2005). Disse personer med et lavt kompetenceniveau

har igen risiko for at blive langtidsledige, hvilket grundlæggende betyder, at

de bliver mindre beskæftigelsesegnede i arbejdsgivernes øjne. Marginaliserede grupper

bør derfor få højere prioritet mhp. at øge niveauet for og kvaliteten af beskæftigelsen.

Der er brug for en saltvandsindsprøjtning i form af et Ny Vækst Initiativ, hvorved man

investerer 3 % af BNP i Lissabon-målsætningerne (forskning, uddannelse, aktive arbejdsmarkedspolitikker,

almennyttige boliger, miljøvenlig teknologi osv.) (cf. EFS Eksekutivkomités

anbefaling om efterlevelse af dens resolution af 14. - 15. juni 2005).

Vigtigheden af bæredygtighed i forhold til miljøet er endnu ikke blevet nævnt i denne

rapport. Dette skyldes, at der ikke er nogen direkte forbindelse mellem miljømæssig

bæredygtighed og flere og bedre jobs - som er det rapporten primært fokuserer på. Ikke

desto mindre er en god forvaltning af naturens ressourcer (luft, vand, osv.) en forudsætning

for menneskets trivsel - især mhp. de kommende generationer. Det er samtidig

en af Lissabonstrategiens søjler. I 2002 indarbejdede EU konceptet om ”afkobling”:

Dette vil sige, at vi bør øge væksten uden samtidig at øge forbruget af naturressourcer

(Larsson 2005). Nedenstående anbefaling er i overensstemmelse med Johannesburg-erklæringen

for bæredygtig udvikling, som udgør EU’s politiske platform for

miljøpolitik. Den konkluderer, at bæredygtigt forbrug og produktion bør fremme social

og økonomisk udvikling gennem en afkobling af økonomisk vækst og miljønedslidning

ved mere effektiv og bæredygtig ressourceudnyttelse og produktion og ved at reducere

ressourcenedslidning, forurening og affald (erklæringen fra verdenstopmødet

om bæredygtig udvikling i Johannesburg i 2002).

Man bør kombinere innovationspolitikker med en udvikling af miljørigtig teknologi

(øko-effektivitet som konkurrenceparameter).

40


5. Nyt liv til EU’s arbejdsmarkeder og socialpolitikker

Der er en lære at drage at drage af denne analyse, nemlig den at fleksibiliteten på arbejdsmarkedet

ikke kan øges uden samtidig at øge den sociale sikkerhed. Hvis man

øger fleksibiliteten uden sidstnævnte, vil dette have en række negative konsekvenser

for arbejdsmarkedet. Arbejdstagerne bliver tilbageholdende overfor forandringer og

foretrækker at opretholde status quo. Hvis de frygter at skulle skifte til andre og dårligere

jobs eller frygter lønnedgang pga. lukning af virksomheder, kan det udvikle sig til

generel protektionisme. Frygten for forandring til det værre udmønter sig i højere opsparinger

og faldende tillid til økonomien. Alt dette har en negativ indvirkning på hele

økonomien. Det er derfor et problem, at strukturreformer lader til at forstærke denne

onde cirkel.

Hvordan kan man ændre en ond cirkel, så den bliver en god cirkel? I Danmark har

man for eksempel med held kombineret fleksibilitet og sikkerhed i en model, der er

blevet kendt som ”flexicurity”. Den danske model er en god opskrift på, hvordan man

kan tøjle frygten for forandring, og den viser, hvordan man kan gøre folk både villige

og parate til forandring. Dette afsnit handler om behovet for kvalitet i arbejdet og flere

sociale ydelser, hvis vi skal øge beskæftigelsesniveauet i EU.

5.1 Den danske flexicurity-model

I den danske flexicurity-model - som tilsigter at kombinere et fleksibelt arbejdsmarked

for erhvervslivet med en vis grad af sikkerhed for arbejdstagerne – har man haft succes

med at kombinere pisken (social disciplinering) med guleroden (social integration).

Det der satte gang i denne flexicurity-model var, at man tog et stort skridt mod

en mere ekspansiv skattepolitik (Larsson 2005). Den danske models store bedrift er, at

den har kunnet tage højde for både udbud og efterspørgsel.

Den danske model 15 er grundlæggende for en ny social kontrakt med forpligtelser

både for samfundet og individet. I forbindelse med reformen i 1994 blev de jobsøgende

ikke anset som nogen, der kørte på frihjul. Den grundlæggende antagelse er, at folk

generelt er villige til at finde arbejde. Uigenkaldelige rettigheder (adgang til sociale

ydelser) bør kombineres med pligter (deltagelse i aktivering).

Den danske model er kendetegnet ved en ringe grad af beskyttelse i ansættelsen og

en høj grad af sociale ydelser, hvilket giver den enkelte en vis frihed. Skræddersyede

personlige handlingsplaner for de ledige er påkrævet på det lokale plan. Arbejdsgiverorganisationer,

fagforeninger og staten (gennem arbejdsformidlingen), samt lokale

myndigheder er involveret i det fælles projekt det er, at finde arbejde til de ledige. Det

forbliver dog et åbent spørgsmål, om det betydelige politiske skift til en individualisering

af styringen af de sociale risici (omstruktureringer og arbejdsløshed) i tilstrækkelig

grad deles af staten. Ifølge arbejdsmarkedsforsker Per Kongshøj Madsen er 26 % af

befolkningen i den erhvervsaktive alder ekskluderet fra arbejdsmarkedet og modtager

forskellige former for overførselsydelser (ETUI-REHS workshop, 13. juni 2005), inklusiv

efterløn og førtidspension.

Hvis vi vender tilbage til debatten omkring ALMP (aktive arbejdsmarkedsprogrammer)

i Storbritannien og i Danmark, er det altså muligt at kombinere forskellige

politikker mhp. at skabe et højt beskæftigelsesniveau. Men er de lige så gavnlige for

arbejdstagerne? Der findes en hypotese, der går på, at folk reagerer på både pisken og

guleroden - i forskellig grad - og alt afhængig af niveauet af social sikkerhed. Det er

dog ganske afgjort, at jobtilfredsheden (kvaliteten) vil variere alt efter, om sanktioner

15

En stor del af den danske succes er ikke alene baseret på politikudformningen men også på en effektiv

implementering (Larsson 2005).

41


tvinger de ledige til at tage et hvilket som helst job (som de evt. er overkvalificerede

til), eller om niveauet af de sociale ydelser og varigheden af disse gør det muligt for de

ledige at løfte deres kompetenceniveau, og dermed få bedre jobs, eller dermed har

bedre mulighed for at finde et arbejde, der matcher deres kompetencer.

Figur 22. Jobkvalitet, gennemsnitlig varighed af ansættelse og sikkerhed i ansættelsen

Kilde: Auer (2005)

Figur 22 understøtter hypotesen om, at Danmark klarer sig betydeligt bedre end Storbritannien

på dette område, idet de ledige får jobtilbud, ordentlige lønninger og føler

sig tryggere i deres jobs.

Man kan altså, som vist i ILO-opgørelserne, konkludere at det er muligt at have både

fleksibilitet og sikkerhed. Faktisk forstærkes sikkerheden yderligere af kvalitetsvariabelen

i indekset. - En god sammensætning af politikker i Europa kunne kombinere

fleksibilitet og sikkerhed på en afbalanceret måde.

5.2 Jobkvalitet

Der er ikke nogen officiel definition af "Jobkvalitet" i EU. Det er et begreb, der indeholder

flere forskellige dimensioner. To af dem understreges gennem EU´s fortolkning

af kvalitet: jobkarakteristika samt den bredere arbejdsmarkedskontekst (EU-

Kommissionen 2001).

Jobbets karakteristika indbefatter: jobtilfredshed, aflønning, frynsegoder, arbejdstid,

kompetencer og uddannelse, udsigter til avancement, jobindholdet og i hvor høj grad

arbejdsindholdet matcher arbejdstagerens profil.

42


Den bredere arbejdsmarkedskontekst indbefatter: ligestilling, arbejdsmiljø, fleksibilitet

og sikkerhed, adgangen til jobs, balancen mellem arbejdsliv og fritid, social dialog

samt medindflydelse, mangfoldighed og ikke-diskrimination.

Hvordan kan jobbene gøres mere attraktive for arbejdstagerne? Dette spørgsmål

hænger tæt sammen med spørgsmålet om, hvorledes man bedst forener arbejdsliv og

familieliv/fritid. Der er forskelle mellem de gamle og de nye medlemsstater ifht. balancen

mellem lønnet arbejde og arbejde i hjemmet. Der blev I 2003 foretaget en undersøgelse

af arbejdsforholdene i de nye medlemslande, i forbindelse med hvilken

man sammenlignede resultaterne med tidligere lignende undersøgelser i EU-15 (fra

2000).

Undersøgelsen viser, at arbejdets tilrettelæggelse er mere traditionelt og industrielt

baseret og mindre service-orienteret i de nye medlemsstater. Mere konkret viser undersøgelsen,

at arbejdsorganisationen er mere hierarkisk end i EU-15. Begreber som

kvalitetskontrol og indflydelse over egne arbejdsopgaver er forholdsvist nye. Der er

følgelig mindre ejerskabsfølelse hos medarbejderne i forhold til produktionsplanlægningen.

Kun 65 % tilbydes uddannelse, sammenlignet med 72 % i EU-15. Job indflydelse

- i betydningen indflydelse over arbejdets tilrettelæggelse eller arbejdstiden - er

betragteligt lavere i de nye medlemsstater.

Hvis vi ser på indkomster, er der flere lavtlønnede i de nye medlemsstater (24 %

sammenlignet med 22 %) men kønskløften overraskende er mindre udtalt. Dette skyldes,

at der er flere kvinder i højindkomstgruppen og færre kvinder i lavindkomstgruppen

samt færre kvinder med deltidsarbejde. Arbejdstiden er betydeligt længere – 44,4

timer om ugen – i de nye medlemsstater, sammenlignet med de gennemsnitlige 38,2

timer i EU-15. Endelig afslører undersøgelsens afsnit om arbejde i husholdningerne og

udearbejde nogle interessante forhold, der tilsyneladende modsiger typiske fordomme

omkring de Østeuropæiske landes patriarkalske samfundsforhold. Andelen af kvinder

på arbejdsmarkedet er betydeligt højere i de nye medlemsstater end i EU-15. Dette

peger på, at mændene i de nye medlemsstater tilsyneladende deler arbejdsbyrden i

forbindelse med børnepasning, madlavning og andre huslige pligter i betydeligt højere

grad end deres kønsfæller i EU-15. Deltidsjobs, som ofte besættes af kvinder, er mindre

almindeligt i de nye medlemsstater (7 % sammenlignet med 17 % i EU-15). Mindre

deltidsarbejde lader derfor til at have en positiv indvirkning på fordelingen af arbejdsbyrden

i hjemmet mellem mænd og kvinder.

Kort sagt mener de fleste EU-borgere, at det at have et arbejde, er det vigtigste kriterium

for et godt liv. Dette betyder dog ikke, at de er ligeglade med arbejdsforholdene.

Lav jobtilfredshed bl.a. pga. stress eller andre negative sundhedsmæssige forhold

har en negativ indvirkning på livskvaliteten og sundheden. Derfor må jagten på flere

og bedre jobs for alt i verden ikke føre til en blåstempling af lave lønninger og dermed

flere af de ”arbejdende fattige”.

43


Konklusioner

I forbindelse med optakten til midtvejsevalueringen af Lissabonstrategien i år har Barrosso-Kommissionen

truet med at nedtone den sociale søjle. Den har anfægtet udgangspunktet

for Lissabonstrategien, ifølge hvilken social og økonomisk reform er

gensidigt afhængige. I kontrast til dette har EU-Kommissionen argumenteret for, at vi

først bør indføre økonomiske reformer og dernæst, som følge af den øgede vækst vil

få råd til sociale reformer. Hvis dette er tilfældet, hvorfor topper de nordiske lande så

altid i sammenligner af efterlevelse af Lissabon-pejlemærkerne?

Det forholder sig rent faktisk sådan, at de nordiske lande siden Lissabon-processens

begyndelse i år 2000 har været kendt for deres relativt generøse sociale velfærdssystemer

i forhold til eurozonen. De nordiske lande topper indenfor alle parametre - det

være sig beskæftigelsesfrekvensen, arbejdsløshedsprocenten, produktivitetsvæksten

og/eller andre mere sofistikerede velfærdsparametre. Disse lande har høj vækst og høj

produktivitet og bruger flest ressourcer på social sikring og har en tradition for stærke

arbejsmarkedsinstitutioner. Til sammenligning har eurozonen træg økonomisk vækst.

Derfor lader stærk social samhørighed ikke til at være en hindring for vækst og jobskabelse.

Vi har også søgt at dokumentere, hvilke risici der er forbundet med at fremme rendyrket

arbejdsmarkedsfleksibilitet uden at samtidig at sikre kompensation i form at

sikkerhed for arbejdstagerne. En ensidig politik til fordel for mere fleksibilitet, hvilket

er kernebudskabet i BEPG, virker mod hensigten. Arbejdstagerne bliver tilbageholdende

overfor forandringer og foretrækker at opretholde status quo. Hvis de frygter forandring

til det værre, er det sandsynligt, at dette vil medføre større opsparinger på baggrund af

økonomisk forsigtighed. Dette lader til at medfør en faldende tillid til økonomien. Og

virksomheder vil for deres vedkommende være tøvende med at investere, eftersom indenrigsefterspørgselen

vil være svagere, og efter de ikke vil være sikre på at kunne afsætte

deres varer.

Hvordan kan man ændre denne onde cirkel, så den bliver til en god cirkel? Den

danske model er en god opskrift på, hvordan man kan tøjle frygten for forandring, og

hvordan man kan gøre folk både villige og parate til forandring. Modellen består af en

ringe grad af beskyttelse i ansættelse kombineret med en relativt høj grad af sociale

ydelser, hvilket giver den enkelte en vis grad af frihed. Effektive ALMP er del af løsningen.

Ydermere er arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger og lokale myndigheder

involveret i det fælles projekt det er, at finde arbejde til de ledige. Til sammenfatning

kan man konkludere, at for at forhindre økonomisk opbremsning, bør man genetablere

balancen i Lissabonstrategien. Sociale reformer bør gå hånd i hånd med økonomiske

reformer.

Udover disse vigtige reformer er der et påtrængende behov for reform af EU’s makroøkonomiske

politikker. Som vi har set, er drivkraften i økonomien – indenrigsefterspørgselen

– svag. Og hvis der ikke er nogen jobskabelse, vil den ledige ikke finde

noget arbejde – uanset hvor effektive ALMP er. Det vi har brug for, er makroøkonomiske

politikker der stimulerer efterspørgsel og skabelse af nye jobs. Både monetære

og finanspolitiske stimuli er yderst påkrævede i flere af eurozonens medlemsstater.

Dette ville bryde den onde cirkel, og folk ville begynde at forbruge mere af deres indkomst

og dermed gøre det muligt at investere mere.

Vi foreslår, at ECB begynder at tage ansvar for beskæftigelsen. Hvis man skal tage

målsætningen om fuld beskæftigelse alvorligt, er det dog nødvendigt at reformere

ECB. Det er to muligheder for, hvordan man kunne foretage de nødvendige forandringer:

enten gennem intern reform – hvor man for eksempel gør inflationsmålsætninger-

44


ne mere fleksible – eller ved en ændring af Maastricht-traktaten. Begge muligheder

ville medføre en mere fleksibel tilgang til inflationsmålsætningerne. Under de nuværende

økonomiske omstændigheder ville en rentesænkning fra ECB øge udbuddet og

skabe flere jobs. Disse fordele ville opveje en potentiel begrænset vækst i inflation.

Ydermere ville det være økonomisk sundt for lande med store statsunderskud og

faldende indenrigsefterspørgsel aktivt at ignorere SGP’s forbrugsloft. Desuden risikerer

de i modsat fald at havne i en endnu værre situation, nemlig deflation. Det er særligt

uhensigtsmæssigt for Tyskland at følge SGP-reglerne.

Som konklusion kan det på baggrund af rapportens empiriske bevisførelse sammenfattes,

at EU har brug for at modernisere de monetære og finanspolitiske politikker,

hvis målet er fuld beskæftigelse. Det er på tide, at vi genkalder os Keynes' slagord: “Når

kendsgerningerne ændrer sig, så ændrer jeg mening”. Det er på tide at EU ændrer mening!

45


Henvisninger

AE rådet (2005) ‘A scenario for growth and prosperity in Europe – doing it together

makes the difference’ (ver 2), The Economic Council of the Labour Movement

http://www.aeraadet.dk/dokument/Engelsk%20version/A%20scenario%20ver2.pdf

Auer, P. (2005) ‘Protected mobility for employment and decent work: Labour market

security in a globalised world’, 2005/1 Employment Analysis and Research Unit,

International Labor Organization.

Begg, I. (2003) ‘Hard and soft economic policy coordination under EMU: problems, paradoxes

and prospects’, Centre for European Studies, Working Paper Series 103, London

School of Economics.

Blanchard, O. (2004) ‘The economic future of Europe’, National Bureau of Economic Research,

Working paper 10310, Cambridge.

Bulletin Quotidien, Europe 8915 (24 March 2005).

Casey, B. (2005) ‘Building social partnership? Strengths and shortcomings of the European

Employment Strategy’, in TRANSFER 11 (1).

CEC COM (2001)313 ‘Employment and social policies: a framework for investing in quality’.

CEC COM (2003) ‘The future of the European Employment Strategy’ (January).

CEC COM (2005) ‘Third progress report on cohesion: towards a new partnership for

growth, jobs and cohesion’.

CEC SEC (2005)622/2 ‘Working together for growth and jobs – Next steps in implementing

the revised Lisbon strategy’.

CEC CNS (2005)0057 ‘EPSCP general approach on the integrated guidelines for growth

and employment (2005–2008)’ (8 June).

CEC (2004) ‘Report of the High Level Group on the future of social policy in an enlarged

European Union’.

CEC (2005) ‘The Lisbon strategy and the EU’s structural productivity problem’, Economic

papers No. 221 (February).

Conway, P., V. Janod and G. Nicoletti (2005) ‘Product market regulation in OECD

countries: 1998 to 2003’, OECD Working Paper 419, at

http://www.olis.oecd.org/olis/2005doc.nsf/43bb6130e5e86e5fc12569fa005d004c/7

2b2dfdd81a241c5c1256fab008278e5/$FILE/JT00181518.PDF

Degryse, C. and P. Pochet (eds) (2005) Social Developments in the European Union 2004,

6th annual report, Brussels: ETUI-REHS.

European Commission (2005) ‘Working together for growth and jobs next steps in implementing

the revised Lisbon strategy’, Staff Working Paper, SEC (2005) 622/2.

ETUI-REHS (2005a) ‘The high growth and innovation agenda of the Lisbon strategy: the

role of aggregate demand policies’, European Economic and Employment Policy Brief

1.

ETUI-REHS (2005b) ‘The on-going saga of the Stability and Growth Pact: is the spring

2005 reform good for growth and jobs?’, European Economic and Employment Policy

Brief 5.

ETUC (2004) ‘ETUC and the Lisbon mid-term review – a background document to the

draft resolution by the Executive Committee’ (1 December).

ETUC (2005) ‘Macroeconomic flesh for the skeleton of the internal market. Rediscovering

macroeconomic policies for Europe’, ETUC/RH/RJ/hr-24/02/2005.

Hein, E., T. Niechoj, T. Schulten and A. Truger (eds) (2005) Macroeconomic policy

coordination in Europe and the role of the trade unions, Brussels: ETUI.

Howell, D. R. (ed.) (2005) Fighting unemployment – the limits of free market orthodoxy,

Oxford: Oxford University Press.

Horn, G. (2005) ‘Structural reforms and macroeconomic policy’, European Economic and

Employment Policy Brief 3, ETUI-REHS.

ILO (2004) Economic security for a better world, socio-economic security programme.

IMK Macroeconomic Policy Institute (2005), ‘Euro area economic trends 2006: time

for a new economic policy approach’, in collaboration with ETUI-REHS (October).

Jacobsson, K. (2003) ‘Between deliberation and discipline. Soft governance in EU employment

policy’, in U. Mörth (ed.) Soft law in governance and regulation: an interdisciplinary

analysis, Cheltenham: Edward Elgar.

46


Jacobsson, K. (2004) ‘A European politics for employability: the political discourse

on employability of the EU and the OECD’, in C. Garsten and K. Jacobsson (eds)

Learning to be employable. New agendas on work, responsibility and learning in a

globalising world, Hampshire: Palgrave.

Johannesburg Declaration on Sustainable Development,

http://www.un.org/esa/sustdev/documents/WSSD_POI_PD/English/POI_PD.htm

Larsen, F. (2005) ‘Active Labour Market Policy in Denmark as an example of transitional

labour market and flexicurity arrangements – What can be learnt?’ CARMA (May).

Larsson A. (2005) ‘Sustainable development as growth strategy – unthinkable, or unrealized

possibility?’ (in Swedish) in Gustavsson et al. (eds) The midterm evaluation of the

Lisbon strategy, Tallinn: Santéres förlag.

Lefresne, F. (1999) ‘Employability at the heart of the European Employment Strategy’,

Transfer, no. 4, Brussels: ETUI.

Marginson P. and K. Sisson (2002) ‘European integration and industrial relations: a case of

convergence and divergence?’ JCMS 40 (4), 671–92.

Meyer, C. (2003) ‘Towards a Europeanization of socio-economic discourses? A study

of quality press coverage of economic policy coordination since Amsterdam’,

contribution to the EUROPUB conference ‘Europeanization of public spheres? Political

mobilization, Public communication, and the European Union’, Wissenschaftszentrum

Berlin für Sozialforschung (WZB), 20–22 June.

Morley, J., T. Ward and A. Watt (2004) The state of working Europe, Brussels: ETUI.

Noaksson, N. and K. Jacobsson (2003) ‘The production of ideas and expert knowledge

in the OECD – The OECD Jobs Strategy in contrast with the EU employment strategy’,

Score research report 7, at www.score.su.se

Odhner, C.-E. et al. (1979) Keynes plus – a participatory economy, Brussels: ETUI.

OECD (2005) Economic Outlook no. 77 (May), Paris.

OECD (2005a) Employment Outlook 2005 (June), Paris.

OECD (2005b) Economic Survey of the Euro Area 2005 (July), Paris.

OECD (2004) Employment Outlook 2004, Paris.

Rodrigues, M.J. (ed.) (2002) The new knowledge economy in Europe, Cheltenham:

Edward Elgar.

Serrano Pascual, A. (2004) Are activation models converging in Europe? The European

employment strategy, Brussels: ETUI.

Social Dialogue (2005) website of DG employment

http://europa.eu.int/comm/employment_social/social_dialogue/bg_en.htm

Stieglitz, J. (2002) ‘Employment, social justice and societal well-being’, International

Labour Review 141 (1–2).

Stockhammer, E (2004) The rise of unemployment in Europe, Vienna University of

Economic and Business Administration/Edward Elgar Publishing.

Spidla Vladimir, speech at Brno (21 April 2005),

http://europa.eu.int/comm/employment_social/speeches/2005/vs_210405_en.pdf

Swedish National Board of Trade (2005) Sveriges utrikeshandel med varor och

tjänster samt direktinvesteringar. Dnr: 190-2475-2005

The Economist 376 (8440) (20 August 2005).

The Economist 376 (8434) (9 July 2005).

Watt, A. (2004) ‘Reform of the European Employment Strategy after five years: a

change of course or merely of presentation?’, European Journal of Industrial Relations

10 (2), 117–137.

Wolf, M. (2005) ‘The paradox of thrift’, Financial Times (12 June).

47


Bilag 1

Broad Economic Policy Guidelines 2005–2008

1. Guarantee the economic stability for sustainable growth.

2. Safeguard economic and budgetary sustainability, a prerequisite for more jobs.

3. Promote an efficient allocation of resources, which is geared to growth and jobs.

4. Ensure that the development of salaries contributes to macroeconomic stability and

growth.

5. Strengthen the consistency of macroeconomic, structural and employment policies.

6. Contribute to the dynamism and smooth operation of the EMU.

7. Increase and improve investments in research and development, in particular in the

private sector, with a view to establishing a European area of knowledge.

8. Facilitate all forms of innovation.

9. Facilitate the spread and effective use of ICTs and build a fully inclusive information

society.

10. Strengthen the competitive advantages of its industrial base.

11. Encourage the sustainable use of resources and strengthen the synergies between

environmental protection and growth.

12. Extend and deepen the internal market.

13. Ensure open and competitive markets inside and outside Europe, reap the rewards

of globalisation.

14. Create a more competitive business environment and encourage private initiative

by improving regulations.

15. Promote a more entrepreneurial culture and create a supportive environment for

SMEs.

16. Expand, improve and connect European infrastructures and complete priority

cross-border projects.

(Presidency conclusion, European summit, 16–17 June 2005)

Employment Guidelines 2005–2008

17. Implement policies aiming at full employment, improving quality and productivity

at work, strengthening social and territorial cohesion.

18. Promote a lifecycle approach to work.

19. Ensure inclusive labor markets, enhance work attractiveness, and make work pay

for job seekers, including disadvantaged people and the inactive.

20. Improve matching of labor market needs.

21. Promote flexibility combined with employment security and reduce labor market

segmentation, having due regard to the role of the social partners.

22. Ensure employment friendly labor-cost development and wage setting mechanisms.

23. Expand and improve investment in human capital.

24. Adapt education and training systems in response to new skill requirements.

48

More magazines by this user
Similar magazines