Download PDF - Dansk Center for Byhistorie

En ordentlig havebruger!
En undersøgelse af Kolonihaveforbundet for Danmarks arbejde for kolonihavesagen
1910-1940.
A proper gardener!
A study of The Danish Allotment Garden Association’s work for the allotment
garden cause during the period 1910-1940.
Det Kongelige Bibliotek.
Et speciale af: Anne Sofie Krogh Knudsen, stud. nr. 20011374
Vejleder: Søren Bitsch Christensen
Aarhus Universitet 2007.

Indholdsfortegnelse
Kapitel 1 – Baggrunden for specialet 4
Afgrænsning af emne 4
Problemformulering 5
Det indre og ydre plan 6
Den teoretiske tilgang 6
Kolonihaverne som forskningsfelt 9
Historisk forskning 9
Etnologisk forskning 10
Materiale 12
Kapitel 2 – Ideer og havetanker 14
Lovgivning omkring småhaver 14
Industribyernes og kolonihavernes fremkomst 15
Kolonihaveforbundets udbredelse 16
Udviklingen i Århus og Horsens 17
De samvirkende Haveforeninger på Marselisborg Mark 18
Kolonihavernes opståen i Horsens 19
Kapitel 3 - Haveinspiration og idealer 22
Det perfekte anlæg 22
Ideerne bag mønsterkolonierne 23
Formålet med mønsterkolonierne 26
Initiativets effekt 27
Oprettelsen af mønsterkolonien i Århus 28
Planlægningen af kolonien i Århus 29
Brugen og den daglige drift 30
Mønsterkolonien i Horsens 32
Brugen af mønsterkolonien i Horsens 34
Sammenfatning 35
Konsulentarbejdet 35
Kolonihavehuset 37
Pjecen 38
Præmiehaverne 40
Konsulentvirksomheden i Århus 43
Konsulentvirksomheden i Horsens 46
Sammenfatning 49
Kapitel 4 - Kolonihaveforbundet og offentligheden 51
Den første kontakt 51
Fra lokalforbund til landsforbund 53
2

Det kommunale plan 58
Den første tid: Kolonihaverne og byrådet i Århus 59
Århus kredsens opstartsfase 61
Århus kredsen som dominerende faktor på kolonihaveområdet 62
Haveorden i Århus 65
Kolonihaverne og byrådet i Horsens 69
En stille start 69
Fra foredragsforening til heftig forhandler 70
Ignoreret uorden eller ren pryd 72
Sammenfatning 74
Avisernes syn på kolonihavesagen 75
Politiken og Berlingske Tidendes syn på kolonihaven 75
Aviserne i Århus 78
Aviserne i Horsens 81
Sammenfatning 83
5) Forbundets motiver 85
6) Konklusion og perspektivering 91
7) A proper Gardener: Summary 95
Litteraturliste 97
3

Kapitel 1 – Baggrunden for specialet
Ideen til dette speciale opstod i forbindelse med et praktikophold på Byarkivet i Horsens. Her kom
jeg til at stå med en indlevering, der indeholdt materiale fra Kolonihaveforbundets kreds i
Horsens. Jeg blev overrasket over at se, at så mange kolonihaveforeninger var organiseret i
forbundet, og den type af initiativer jeg kunne se var foregået i kredsen. Mængden af initiativer
samt de love og vedtægter der fandtes i materialet fik mig til at studse, da dette langt fra
harmonerede med min opfattelse af kolonihaverne som et fristed i ordets egentlige forstand. Jo
mere jeg fik registreret og jo længere jeg kom tilbage i tid, fremstod kolonihaverne som andet og
mere, end et sted hvor kolonisten kunne tilrettelægge sin tid og have, som han mente bedst. I
stedet så det ud til, at Kolonihaveforbundet for Danmark havde brugt uanede mængder af kræfter
på at skabe en række faste normer og standarder omkring det at være kolonist og det at holde
kolonihave.
Ovenstående undren vil komme til at danne basis for dette speciale, hvor jeg vil belyse
Kolonihaveforbundet og dets kredses arbejde for kolonihavesagen fra 1910 til 1940. Vægten vil
især ligge på perioden fra 1915 til 1930, da det er her forbundet virkelig får etableret sig i hele
Danmark. Det er i dette tidsrum, at forbundet går fra at være et københavnsk foretagende med ca.
3000 medlemmer til at blive et landsforbund med ca. 26.000 medlemmer. Desuden er det i denne
periode, at mange initiativer fra forbundets side opstår. Disse initiativer begynder dog at ebbe ud
omkring 1940. 1940 er da også valgt som sluttidspunkt, da det virker til, at forbundet på dette
tidspunkt har konsolideret sin stilling i samfundet, og er blevet et anerkendt foretagende.
Afgrænsning af emne
Ovenstående tidsmæssige afgrænsning resulterer i, at det bliver opstarts- og etableringsfasen for
Kolonihaveforbundet, der undersøges. Den valgte periode er ikke den, hvor forbundets medlemstal
kulminerer, men i forhold til det jeg ønsker at undersøge, er netop etableringsfasen god, da jeg har
en formodning om at de initiativer, der sættes i værk i denne ”selvdannelses” periode for
forbundet, er dem der fremover danner hjørnestenene i forbundets videre arbejde.
At det netop er Kolonihaveforbundet og dets kredse der er valgt som genstandsfelt skyldes, at jeg
med specialet sigter mod at kunne udlede noget der er mere generelt og bredere dækkende, end
hvis jeg eksempelvis havde valgt en eller to enkeltstående foreninger. Det der gør forbundet
4

optimalt til at belyse sider af kolonihavernes historie, er dets dominans på området, da en stor del
af landets kolonihaver meget hurtigt organiserer sig under dette. Derved kommer der til at stå langt
flere kolonihaver under forbundet end uden for forbundet. Valget af forbundet medfører
naturligvis, at livet i de egentlige foreninger fravælges, men ved at gøre brug af kredsniveauet
under hovedforbundet, kan jeg nærme mig dette og samtidig udlede nogle generelle træk. Grunden
til at jeg gennem kredsene, kan nærme mig foreningerne er, at kredsbestyrelserne består af
personer, der er valgt fra de lokale medlemsforeninger samt at der til visse møder i kredsen er
åbent for de menige medlemmer. Samtidig er et af formålene med kredsene at varetage de lokale
medlemmers interesser over for hovedforbundet. Det placerer kredsene i en midterrolle mellem
hovedforbundet og foreningerne. Derfor kan kredsniveauet bruges til at trække analysen ned på et
stade nærmere kolonisterne. Herigennem kan jeg danne mig et bedre indtryk af, om tiltagene er
blevet fulgt, og om de har haft nogen effekt. Til at belyse arbejdet på kredsniveau vil der blive
gjort brug af en komparativ tilgang, hvor to af forbundets største kredse i Århus og Horsens, vil
blive benyttet. Disse er udvalgt, da begge kredsområder er byer, der geografisk og
erhvervsmæssigt minder om hinanden på daværende tidspunkt. Ved at gøre brug af to kredse
bliver det lettere at udlede nogle gængse tendenser samt at fastslå, om noget virker til at gælde
specifikt for netop en kreds og ingen andre.
Problemformulering
Overordnet ønsker jeg med dette speciale at belyse, hvorledes Kolonihaveforbundet og dets kredse
i perioden fra 1910-1940 arbejder for kolonihavesagen på udvalgte punkter, samt hvordan sagen
fremstilles og sættes i relation til tidens debatter omkring storbyen og livet i denne. Med dette og
de ovenstående afgrænsninger i baghovedet vil de overordnede spørgsmål for specialet lyde:
Hvordan arbejder Kolonihaveforbundet for kolonihavesagen, indadtil overfor foreninger og
udadtil i kontakten med staten, kommunen og pressen. Hvilket syn har disse instanser på
kolonihavesagen? Hvilke normdannende tiltag sættes i gang og hvorfor? Hvordan virker
disse i praksis?
5

Det indre og ydre plan
Grundlaget for min ide om at analysere forbundets arbejde indadtil med initiativer rettet mod
kolonisterne og foreningerne, og udadtil i relationerne med offentligheden og samfundets
magtinstanser, hænger sammen med havernes opståen og position i samfundet. Min hypotese er i
den sammenhæng, at visse standarder indadtil hjælper foreningerne og forbundet med at opnå
bedre resultater udadtil - forhandlings- og omtalemæssigt. Dette hænger i høj grad sammen med
den måde haverne er startet på. De egentlige kolonihaver, som vi kender dem i dag, med forening
og fælles anlagte arealer, opstod nedefra i samfundssystemet, på meget forskellige vilkår. Derfor
varierede forholdene meget fra haveanlæg til haveanlæg, både indadtil i haverne og udadtil i
lejeforhold og i kontrakter med kommunen. Som følge heraf var kolonihaveområdet i mange
kommuner en ting, der henlå i stilhed uden en samlet fremgangsmåde. Da der ikke eksisterede
nogen bestemte procedurer på området, blev beslutningerne taget fra sag til sag, hvilket mange
steder resulterede i dårlige lejemål, dyr leje og meget få rettigheder.
Jeg har en ide om, at det indre og ydre niveau hænger sammen i den forstand, at kolonihaverne
selv må arbejde for at få sig placeret på dagsordenen, både den politiske og offentlighedens. For at
opnå dette, forsøger Kolonihaveforbundet, at fremstille bevægelsen efter bestemte idealer, og at
videregive disse til kolonisterne. Dette er nødvendigt for at gøre op med den misbilligelse og
uvidenhed, der ses på kolonihaven med. For mange er haverne et broget og uordentligt sted, hvor
der bliver indtaget lidt for store mængder af alkohol. Denne negative opfattelse er den umiddelbare
modsætning til den ramme, forbundet forsøger at placere kolonihaverne i. 1
Den teoretiske tilgang
Som en tilgang til ovenstående emne vil jeg gøre brug af Michel Foucaults ideer om spillereglerne
i det moderne samfund. Foucaults forfatterskab er omsiggribende og under konstant udvikling.
Derfor er det ikke nok at sige, at man vil benytte Foucault, da han aldrig opstiller en fast teori med
bestemte kasser og med klare måleinstrumenter. I stedet er der tale om tanker og tendenser
omkring forskellige perioder i den vestlige verden. De dele af Foucaults forfatterskab, som vil
blive benyttet her, er især dem der fokuserer på styringssystemerne i det moderne samfund, og
som stammer fra værkerne Overvågning og Straf og Viljen til Viden.
1 Se eksempelvis A. Dalskov, Kolonihavebevægelsen i Danmark 1908-1933, (Calbergs bogtrykkeri, København
1933), s. 27 og Kolonihaven nr. 4, april, 1924, s.5.
6

Med fremvæksten af det kapitalistiske samfund starter det, som Foucault ser som en
altomfattende disciplinering og social kontrol. Der er ikke kun tale om statslig magtudøvelse, men
om magt på flere niveauer og med flere mønstre, der er indbygget i dagligdagen og i de sociale
relationer. Dette adskiller sig i forhold til tidligere tider ved, at formålet ikke kun er at straffe når
samfundets love brydes. I stedet søger man at forebygge, forbedre og forhindre at dette sker.
Disciplineringen i samfundet er derfor ikke en negativ begrænsende faktor, men snarere en positiv,
der former individer til produktive indbyggere, der yder det optimale. 2
Selve begrebet disciplinering i Foucaults betydning dækker over en måde at udøve magt der
producerer lydige, ordentlige og nyttige individer. Dette sker blandt andet gennem overvågning,
der får folk til at opføre sig efter bedste måde, og gennem normfastsættelser der gør, at alt kan
defineres som værende ”mere eller mindre normalt” i forhold til idealet. Dette bevirker at
disciplineringen findes på alle områder og i relationer i samfundet, og er i stand til at tage over der,
hvor den juridiske magt ingen indflydelse har. 3
At disciplineringen i samfundet er så succesfuld, skyldes tre simple virkemidler. Det første er det
hierarkiske overblik, der giver muligheden for, at iagttage individets adfærd på så mange områder
som muligt. Det andet er den normaliserende sanktion, der er de disciplinære institutioners
værktøj til at udelukke, sammenligne, homogenisere og hierarkisere for derigennem at
normalisere. Det tredje virkemiddel er eksaminationen, hvilket er en metode til, at synliggøre og
opdele individerne, for herigennem at udpege de, der skal belønnes, og de der skal straffes eller
forbigås. Dette gør det også muligt at klassificere og fastsætte normer. 4
Ved siden af dette forsøger Foucault i forbindelse med Viljen til Viden, at påvise en blødere magt-
og disciplineringsform. 5 Her lægges op til en kontrol og selvdisciplinering udført af individerne, i
forsøget på at realisere sig selv indenfor en selvvalgt moralsk og etisk retning, der opstår ud fra de
gældende normer i samfundet. Således begynder der et samspil, hvor individerne i samfundet både
er de kontrollerede og de kontrollerende, da der nøje holdes øje med, hvem der falder uden for
normalen, samtidig med at der udøves selvkontrol, for at leve op til de af samfundet gældende
2
Michel Foucault, Overvågning og Straf, (København: Det lille Forlag, 1994) og Sven Åke Lundgren, Michel
Foucault, i Klassisk og Moderne Samfundsteori, (København, Hans Reitzels Forlag, 2000), s. 326ff.
3
Anders Fogh Jensen, Mellem ting. Foucaults teori. (Det lille Forlag, Frederiksberg, 2005), s. 234ff.
4
Foucault, ”Overvågning…”, s. 187ff.
5
Michel Foucault, Viljen til Viden. Seksualitetens historie 1, (København: Det lille Forlag, 1994).
7

normer. Herved er samfundets disciplinering med til at frigøre individet, da de enkelte individer
optrænes i at styre sig selv og deres lyster. 6
Ved at gøre brug af Foucaults senere ideer omkring selvdisciplinering, kommer jeg en del af den
kritik i møde, der har været rettet mod den tidlige Foucault, herunder ideerne fra Overvågning og
Straf. Den tidlige Foucault har været kritiseret for en meget magtteoretisk og klassekampsagtig
tilgang, hvor alt ses i lyset af den herskende klasses bevidste forsøg på at styre og kontrollere
masserne. Jeg mener, at tingene er mere komplekse end som sådan, og at man ikke kun kan se
masserne, herunder den nye arbejderklasse, som en stor modéllerbar klump uden egne ideer og
ønsker. I stedet mener jeg, at der også her har været et ønske om en vis disciplinering og
kultivering indenfor egne rækker, og dette vil jeg forsøge at bevise i specialet.
For i større grad at kunne nærme mig samfundets normer og idealer på daværende tidspunkt, vil
jeg som en del af tilgangen benytte mig af Orvar Löfgren og Jonas Frykmans etnologiske
forskning. Hvor Foucaults teori viser, hvilke overordnede mekanismer der gør sig gældende i
samfundet, viser Löfgren og Frykmans forskning, hvilke normer det er, der stræbes efter. Gennem
deres forskning i hverdagslivet, bliver de to forfattere i stand til, at udlede noget om det daværende
samfunds kulturmønstre, herunder dets værdier og idealer. I bogen Den kultiverade människan
beskæftiger de sig med nye kulturmønstre i Sverige i perioden fra 1880 til 1920. I bogen
undersøges, hvordan man fra borgerskabets side opfatter den nye klasse af arbejdere, hvordan man
gennem forskellige tiltag forsøger at ændre deres vaner og ideer, og hvilke tendenser der præger
borgerskabet såsom syn på sundhed, fritid, hjemmet og familien.
Borgerskabet ser dets normer som udtryk for dannelse, orden og forfinelse, mens arbejderklassens
levemåde ses som kaotisk, primitiv og udisciplineret. Bogen viser, hvordan flere og flere værdier
fra borgerskabets kultur breder sig bevidst og ubevidst til de fleste grupper, og ender med at blive
den normgivende og dominerende kultur i samfundet. 7 Dette giver et godt indblik i, hvordan
samfundsudviklingen hænger sammen med udviklingen af civiliserede individer.
En anke mod at bruge bogen i dette speciale kan selvfølgelig være, at Danmark ikke er Sverige og
omvendt, men de tendenser og ændringer i kulturmønstre som bogen søger at klarlægge sker på et
6
Ove Korsgaard, Disciplinering, subjektivering og demokrati, i Ove Korsgaard m.fl. (red), Idræt, Krop og Demokrati,
(København: Gads Forlag, 2001), s. 55ff.
7
Jonas Frykman og Orvar Löfgren, Det kultiverade människan, (Stockholm, LiberTryck 1980), s. 13f og 221.
8

tilsvarende grundlag, som de forandringer der ses i det danske samfund på samme tidspunkt. Dette
er bøndernes afvandring fra landet, byernes vækst, arbejderklassen fremkomst og borgerskabets
tilpasning til disse ændringer. Derfor finder jeg det forsvarligt at gøre brug af denne forskning på
danske forhold. Samme anke kan rettes mod Foucaults forskning, hvor størstedelen er bedrevet på
franske forhold, men bruges af Foucault til at udtale sig omkring hele den vestlige verden. Derved
vil der altid være nogle konklusioner, der passer bedre end andre, samt visse periodeinddelinger,
der i forhold til den danske udvikling, må rykkes frem i tid. Ovenstående ændrer dog ikke ved, at
de brede træk og de overordnede tendenser kan bruges på danske forhold, eksempelvis
kapitalismens opståen og følgerne heraf.
Med ovenstående sagt vil jeg dog påpege, at teorien mere er en tilgang til emnet end et stramt
opsat net som al empirien hænges op på. Derfor er det empirien, der kommer til at dominere i
opgaven og ikke teorien.
Kolonihaverne som forskningsfelt
Følgende afsnit vil give en oversigt over den forskning, der eksisterer på kolonihaveområdet i
Danmark. Vægten vil især hvile på de historiske og etnologiske undersøgelser, der findes.
Kolonihaverne er ikke et område, der er blevet forsket meget i, til trods for bevægelsens omfang.
Opgørelser over antallet af haver viser, at der i dag er ca. 62.000 kolonihavelodder på landsplan,
og dette tal var i 1940’erne langt større. Når man samtidig tager med i sine overvejelser, at livet i
kolonihaven som oftest var og er et familieforetagende, må man konkludere, at mange danskere, i
større eller mindre omfang, har været involveret i haverne. Kendetegnende for de undersøgelser
der findes er, at de ikke tager megen stilling til organiseringen og den politiske indflydelse på
området.
Historisk forskning
Aviaja Julie Sigsgaards speciale fra 2001 Det hegnede sted. Haver og Havedrømme i 1920’ernes
København er blandt de nyeste undersøgelser, hvor kolonihaverne behandles. Specialets
overordnede sigte er dog samlet at se på byhaverne i København, herunder udviklingen af
9

parcelhaven og dens beboere. 8 Sigsgaard undersøger, hvilke visioner og forestillinger haven er
genstand for i forbindelse med havesagens opblomstring i starten af 1900-tallet. Det belyses
gennem byplanlæggeres, havearkitekters og haveejeres visioner for haven. I disse kan man finde
ideer om hygiejne, fritid, rekreation, hjemmet, og frihed. Alt sammen områder som jeg vil mene,
også er at finde i ideerne bag og formålene med kolonihaverne. Det bevirker, at i stedet for at
udskille kolonihaver som et særskilt område, bliver man nødt til at se på dem som en del af et
større samfundsmæssigt hele, hvor mange af de samme ideer går igen. Dog adskiller de fleste
kolonihaver sig på et meget væsentligt punkt fra parcelhaverne og de tilhørende drømme. Nemlig
med hensyn til det at eje sin egen jord. Kolonihaverne er på daværende tidspunkt ofte opført med
korte lejemål på kommunal jord.
Sigsgaard påviser at parcellisterne, betragter haven i et nostalgisk lys, med livet på landet som
værende det ægte. Samtidig bliver en stor del af haveinspirationen hentet fra kolonister og
husmænd. Derved danner parcelhaverne, ud fra parcellisternes opfattelse, en modpol til det byrum,
som havearkitekterne prøver at indpasse dem i. 9 Dette må være en af grundene til, at der i de første
mange år ikke var de store forskelle mellem parcellerne og kolonihaverne. Begge blev drevet som
have og mange fra begge områder organiserede sig.
Etnologisk forskning
Inden for det etnologiske område er der to forskere herhjemme, nemlig Marianne Therkildsen og
Inger Tholstrup, der har beskæftiget sig med kolonihaver. Kendetegnende for deres forskning er
fokuseringen på dagligdagen og omgangsformerne.
Marianne Therkildsen undersøger i sin magisterafhandling fra 1970 den sjællandske haveforening
Baunehøj. Emnemæssigt følger undersøgelsen i kølvandet på den fornyede interesse for
arbejderhistorie, der opstår i 1960’erne. Undersøgelsen tager sit udgangspunkt i hverdagslivet i
kolonihaveforeningen ved at lade de daværende kolonister kom til orde. Derigennem ønsker
forfatteren at fange de sider af kolonihavelivet, som er særlig karakteristiske. Samtidig vælger hun
at anskue foreningen som et lille integreret lokalsamfund, hvor folk kommer hinanden ved, og
8 Aviaja Julie Sigsgaard, Det hegnede sted. Haver og Havedrømme i 1920’ernes København. (Speciale fra Roskilde
Universitetscenter, 2001). s. 2f.
9 Sigsgaard, s. 84ff.
10

hvor følelsen af fællesskab er stor. Der konkluderes i undersøgelsen, at der er tale om en fælles
”kolonihaveånd”, der opstår på baggrund af de fysiske omgivelser og interessefællesskabet i
foreningen. 10
Studiet af Baunehøj er med til at give et vigtig indblik i livet i kolonihaverne i 1960’erne, og
samtidig, da en del af de interviewede kolonister har haft haver i foreningen siden opstarten i
1930’erne, kaster undersøgelsen også lys over områdets udvikling. Derfor har afhandlingen som
en af de få, fået førstehåndsberetninger om kolonihavelivet tilbage i foreningernes storhedstid i
1930’erne. Det er også lykkedes at få de problemer med, som opstår på området i 1960’erne. Det
er eksempelvis det ændrede syn, som de nye kolonister har på kolonihavens funktion. De ser
haven som et rekreationsområde, der primært bruges i weekender og ferier, i stedet for
præmievindende haver, der bebos hele sommerhalvåret.
Marianne Therkildsen begår dog en fejl i sit studie af Baunehøj, nemlig at undgå at sætte studiet
ind i et samfundsmæssigt perspektiv. Ændringer i samfundet og påvirkninger udefra bliver ikke
taget med som forklaringer på de forandringer, Therkildsen ser i ”kolonihaveånden”. I stedet
medtages de ændringer, der ses i det lille kolonihavesamfund. 11 Dette medfører, at undersøgelsen
på mange områder mangler at beskæftige sig med et led i forklaringsmodellen, nemlig samfundets
påvirkning.
En anden der har beskæftigede sig med kolonihaver er Inger Tolstrup. Gennem en årrække
indsamlede hun som en del af Nationalmuseets etnologiske undersøgelser et større materiale fra
kolonihaverne i Danmark. 12 Via dette materiale der især bygger på spørgeskemaundersøgelser,
erindringer og billeder har det været muligt, at kaste lys over perioden fra kolonihavernes start i
1880’erne og frem til 1940’erne. Sigtet med Inger Tolstrups undersøgelse er at skabe en historisk
diakron analyse af kolonihavernes opkomst, udbredelse og funktioner, blandt andet set i forhold til
begrebet arbejderkultur. 13 I modsætningen til Therkildsens undersøgelse er sigtet med Tolstrups
bredere i den forstand, at der ses på tendenser indenfor hele kolonihaveområdet og disse sættes ind
i et større samfundsmæssigt perspektiv. Svagheden i Tolstrups undersøgelse ligger i det
indsamlede materiale, der er meget spredt i tid og rum. Sjælland og især København er godt
10
Marianne Therkildsen, Havekolonien – et lille samfund i storbyen, (Institut for Europæisk Folkelivsforskning,
Brede: 1970), s. 1ff.
11
Therkildsen, s. 115ff.
12
Inger Tolstrup, Kolonihaven. En etnologisk undersøgelse af kolonihaven i Danmark set i relation til arbejderklassen
kultur fra slutningen af det 19.århundrede til slutningen af Anden Verdenskrig. (Upubliceret magisterkonferens:
1980), bilag s. 1ff.
13
Tolstrup, s. 3.
11

epræsenteret, mens materiale fra Jyllands provinsbyer er meget sporadisk. Måske det havde været
bedre at lade undersøgelsen begrænse sig til København og Sjælland.
Materiale
Da der som nævnt ikke findes overvældende mængder af forskning vedrørende kolonihaver, vil en
stor del af dette speciale komme til at basere sig på primær kilder.
En forholdsvis let tilgængelig kildegruppe er det materiale, som forbundet udsender med
vejledning i kolonihavebrug. I denne kategori hører også forbundets eget blad Kolonihaven, der
rundsendes til alle medlemmer. Bladet har eksisteret siden 1910 og udkommer de fleste år hver
måned. For dette materiale gælder, at samtlige eksemplarer fra 1910 og op til i dag er tilgængelige,
hvilket giver en oplagt mulighed for at danne sig et overblik over området. Herunder vægtning og
behandling af forskellige sager, synet på egne formål samt problemer der har været værd at nævne
i et på kolonihaveområdet, landsdækkende blad. Samtidig, i og med at det er hovedforbundets
bestyrelse der står for redaktionen og hovedparten af artiklerne, er det et godt talerør for netop
deres synspunkter. I den forbindelse skal det nævnes, at der på kolonihaveforbundets kongres i
1951 bliver klaget over, at visse indlæg frasorteres af redaktionen. 14 Derfor må man forvente, at
man ikke finder megen kritik mod forbundet i bladet. Denne overvejelse har dog ikke stor
betydning her, da jeg primært benytter bladet til at belyse netop hovedforbundet og dets hensigter.
Ud over ovenstående vil jeg gøre brug af avisartikler fra perioden, hvor en del vigtige
begivenheder og ændringer inden for hovedforbundet og de forskellige kredse nævnes. Til
formålet vil det derfor være nødvendigt at gøre brug af landsdækkende aviser, og lokalaviser fra
de to udvalgte områder, Horsens og Århus. Avisstoffet vil blive taget som udtryk for en del af
offentlighedens syn på kolonihavesagen. Ud over dette kan stoffet samtidig give et indtryk af,
hvilken opmærksomhed bevægelsen har fået i perioden. I den forbindelse er det vigtigt at holde sig
for øje, hvilken partifarve den pågældende avis har, da man kan formode, at aviser der henvender
sig til arbejderklassen, vil dække kolonihaverne mere positivt og udførligt. For at få det afdækket,
og for at sikre mig, at den avis jeg benytter, ikke er en speciel undtagelse fra den gængse dækning
på området, har jeg valgt at gør brug af to aviser fra hvert af områderne. Det vil sige to
landsdækkende aviser og fire lokalaviser. På det landsdækkende område er Berlingske Tidende og
14 Kolonihaveforbundet for Danmark, Kongressen i København 26. – 27. august 1951.
12

Politiken valgt, da disse er bredt dækkende i formidlingen af nyhedsstof i perioden. For
lokalområderne er der valgt aviser, der henholdsvis støtter Socialdemokratiet og Højre for at se om
holdningen til sagen afhænger af partifarve.
Ved siden af ovenstående vil en del af materialet have en mere formel forenings- og
forhandlingsmæssig karakter, da jeg vil gøre brug af forhandlingsprotokoller for hovedforbundet
og kredsene samt forhandlinger i Rigsdagen og byrådene i Århus og Horsens. I den kildegruppe er
især materialet fra hovedforbundet problematisk, da jeg på ingen arkiver eller hos forbundet selv
har kunnet finde de originale forhandlingsprotokoller. Derfor har jeg benyttet mig af trykte
afskrifter, der er uddelt til kredsene på forbundets kongresser. Det trykte materiale er dog kun et
udpluk af de vigtigste forhandlinger og derfor er det umuligt at vide hvad og hvorfor noget er
udeladt. Afskrifterne har dog været forholdsvis omfattende og samtidig har jeg for alle årene haft
samtlige årsberetninger at støtte mig til, hvilket har hjulpet med at danne et samlet billede.
Materialet til at belyse kredsene i Århus og Horsens er indsamlet på Erhversarkivet i Århus,
Byarkivet i Horsens og arkivkælderen på Horsens Rådhus. I materialet har der været en del huller
grundet forsvundne sager, protokoller og lignende, men heldigvis er der undervejs dukket andet
materiale op, blandt andet fra kæmneren og stadsingeniøren i Århus, der har hjulpet med at kaste
lys over området. Samtidig har jeg fundet meget overensstemmende og grundigt beskrevne forløb
i forhandlingsprotokollerne omkring forhandlingerne med udvalg og byråd. Derfor har jeg ikke i
de få tilfælde, hvor forhandlingsprotokollerne står alene som kilde haft de store betænkeligheder
ved dette, men jeg har bestræbt mig på at få forhandlingerne dækket fra mere end en side.
For at få det optimale ud af det materiale jeg nu har kunnet finde på området, har jeg holdt mig
materialets karakter meget bevidst i udarbejdelsen af min problemformulering.
13

Kapitel 2 – Ideer og havetanker
De fleste ser på kolonihaverne som et fænomen tilhørende 1900-tallet, hvilket det til dels er. Det er
i hvert fald i den periode haverne opnår deres store udbredelse og popularitet. Mange af ideerne og
formålene bag kan dog i dansk havesammenhæng spores længere tilbage. De haver som disse
ideer knyttede sig til adskiller sig fra de kolonihaver, vi kender i dag, da de er startet, ved at der fra
lovgiver side er udsendt befaling herom. Det står i modsætning til nutidens kolonihaver, der netop
er opstået ud fra en efterspørgsel fra de personer, der har ønsket at benytte dem.
Lovgivning omkring småhaver
Et eksempel på ovenstående hvor der fra lovgivers side tages initiativ til at fremme havebrug, ses
ved oprettelsen af garnisonsbyen Fredericia i midten af 1600-tallet. Manden bag initiativet er
Frederik III, der i forbindelse med uddeling af privilegier til den nye by, tilføjer en række
paragraffer omkring havebrug på jorden udenfor byens volde. Denne jord skal inddeles i
havelodder, svarende til antallet af beboelseshuse i byen. Herved vil hver familie mod betaling af
et symbolsk beløb få deres egen lille jordlod til nytte og rekreation, som det hed sig i
privilegierne. 15 Knyttet til lodderne er en del bestemmelser. Blandt andet at der kun måtte opføres
mindre lysthuse samt at der på lodderne skal dyrkes grøntsager og ikke korn. 16
Ovenstående viser, at selvom der er tale om et enkeltstående eksperiment fra enevældens side,
eksisterer mange af de ideer og funktioner, der er tilknyttet det vi i dag forstår ved kolonihaver,
allerede i 1600-tallet. Her kan blandt andet nævnes ideerne om haven som forrådskammer, hvor
der skulle plantes bestemte produkter og haven som en mulighed for rekreation for
bybefolkningen.
Omkring 100 år senere, i starten af 1800-tallet, opstår der i de øverste samfundslag ideer omkring
bekæmpelse af fattigdom igennem hjælp til selvhjælp. 17 I kølvandet på dette begynder man i
Slesvig, at oprette en række småhaver som et led i den sociale fattigforsorg. Man mener at
havearbejde, ud over at bidrage med mad og mulighed for salg af haveprodukterne, også vil gavne
den fattiges sundhedstilstand samt højne arbejdsmoralen. 18 Ideerne om det samfundsnyttige ved
15 Georg Buchreitz, Hjelmhaverne i Aabenraa, (Aabenraa Bogtrykkeri 1981), s. 15.
16 Buchreitz, s. 16.
17 Tolstrup, s. 61.
18 Buchreitz, s. 45f.
14

havebrug eksisterer også i selve Danmark, men blikket er mest rette mod landbefolkningens haver.
I 1811 udsender Frederik VI et brev til de lokale embedsmænd, som påbydes at opmuntre de
danske bønder til at anlægge haver omkring deres huse. Senere får Det Kongelige Danske
Haveselskab, efter opfordring fra kongen, til opgave at arbejde for havebrugets fremme blandt
husmænd. Dette skal ske gennem præmiering af de bedst dyrkede husmandslodder, vejledning i
havebrug og kurser for udvalgte bønderkarle, der har et flinkt og opvakt væsen. 19
I tiden herefter vokser ideen, og 1826 kommer der et cirkulære fra Danske Kancelli til samtlige
købstæders fattigdirektioner med påbud om, at oprette havelodder ved byerne til trængende
familier. Formålet med dette er, foruden at dyrke jorden, at samle familien omkring haveprojektet,
så alle bidrager til eget underhold. Cirkulæret påbyder også, at havelodderne placeres så tæt på
byen som muligt, så fattigkommissionen eller anden instans kan føre et ordentligt tilsyn med
havearbejdet. 20 Herved er det muligt at påtale og straffe forseelser, mens flid belønnes med gaver,
ofte i form af små haveredskaber. Som tilfældet var med havelodderne ved Fredericia, er
dyrkningen af haverne forbundet med regler og påbud. I et regulativ gældende for fattighaverne i
Århus kan man se, at udover regler for hvad der må dyrkes, stilles der også en række andre krav.
Blandt andet omkring hvilke redskaber der skal bruges, hvor ting skal plantes, hvem der må
arbejde i haven og hvordan arealerne udenom haven bør holdes. 21
Mange af disse bestemmelser og ideer, er træk man finder, når vi kommer frem til de egentlige
kolonihavers dannelse fra 1880 og frem. Dog er det ikke fattigdirektionen, men byråd og
kolonihavebestyrelse man er ansvarlig over for i henhold til de forskellige love på området.
Industribyernes og kolonihavernes fremkomst
I tiden omkring 1880 opstår der en ny bølge på havebrugsområdet. Denne er i høj grad betinget af
kapitalismens og industrialiseringens fremkomst, samt de heraf følgende ændringer i samfundet.
Herunder den voksende gruppe af arbejdere i byerne. Ud over vandringen fra land til by, skal en
stor del af grundene til denne stigning findes i en faldende dødelighed. Faldet skyldes især bedre
ernæring samt hygiejnemæssige tiltag som kloakering og renovation. I perioden fra 1864 til 1916
vokser den danske befolkningen fra 1.784.700 til 2.921.400 indbyggere. I Jylland er det især
19
Luise Skak-Nielsen, Blomster-elskerne og Havesagen. Historien om Det Kongelige Danske Haveselskab. (Sangill
Grafisk produktion 2005), s. 33ff.
20
Collegial Tidende for Danmark, 1826, cirkulære fra den 4. marts vedrørende Hauge-coloniers Anlæg. S. 166-171.
21 Dalskov, s. 19.
15

købstæder som Århus, Randers, Horsens og Ålborg der oplever en stor tilvækst i antallet af
indbyggere og for mange bliver indbyggertallet mere end fordoblet. I Horsens stiger tallet fra ca.
6.000 i 1860 til 22.243 i 1901 22 , og i Århus runder befolkningen i 1906 55.276 mod i 1860 at have
ligget under 10.000 indbyggere. 23
De mange nytilflyttere er primært daglejere og husmænd fra landdistrikterne, der forsøger sig som
arbejdsmænd ved de nye byerhverv. Mange får arbejde ved industrivirksomheder eller inden for
håndværksfagene. De ensartede vilkår og de større produktionsenheder er medvirkende til, at der
blandt disse arbejdere opstår en følelse af at tilhøre samme samfundsklasse og en ide om at
organisere sig for at opnå bedre vilkår. 24 I den forbindelse ser man en voksende interesse for den
store gruppe af vælgere, som arbejderne kan komme til at udgøre. Blandt partier som Venstre og
Højre er der i perioden forskellige overvejelser om og tiltag rettet specielt mod den nye klasse. Et
af de tiltag der tages i brug for at sikre sig arbejdernes støtte, er udlægning af jord til havebrug,
hvor man for at leje et havelod skal være medlem af den udlejende politiske forening. 25
Ideen til de egentlige foreningshaver opstår i Aalborg på initiativ af venstremanden Jørgen
Bertelsen. I 1884 går han ind som jordlejer af kommunens jord og med tilladelse til at leje ud som
mellemmand, inddeler han arealet i 85 haver og opretter en forening bestående af kolonister der
senere overtager lejemålet. 26 Herved er ideen omkring kolonihaveforeninger der lejer jord af
kommunen født.
Kolonihaveforbundets udbredelse
Haverne i Ålborg er de første haver, der gennem en forening lejer jord af kommunen og i tiden
efter opstår der flere og flere haveforeninger rundt om i landet. Langt de fleste er beliggende på
kommunens jord, men der findes også haver på jord tilhørende staten og private udlejere.
Gældende for haverne er dog, at de lever en usikker tilværelse, hvor opsigelser kan ske med kort
22
Bodil Møller Knudsen, Fra grubehus til grillbar. Horsens i 1000 år, ( Schurpack a/s, Horsens, 1992), s. 99 og s.
150.
23
Erik Strange Petersen, Vækst og Demokratisering 1848-1914, i Danmarks historie i grundtræk, (Aarhus
Universitetsforlag, Århus, 2000) s. 252 og Horsens Social-Demokrat, 21/2 1906 s. 2. Forkortes fremefter Social-
Demokraten.
24
Tolstrup, s. 74.
25
Jens Riis, Om kolonihaver og deres betydning for samfundet, (Valentin & Lund’s Bogtrykkeri, København 1907), s.
3ff.
26 Dalskov, s. 27f.
16

varsel og hvor arbejdet med at starte forfra på ny jord er tidskrævende og dyrt. 27 Disse forhold er
blandt grundene til, at en række haveforeninger går sammen i 1908. De danner en
sammenslutning, der skal arbejde for havernes fælles interesser over for de offentlige
myndigheder, private udlejere og virke fremmende for kolonihavesagen. I sammenslutningens
love kan man se, at kolonihavesagen primært skal fremhjælpes gennem den type af initiativer der
er vendt mod kolonisterne. Det drejer sig om udgivelse af pjecer om havebrug, brug af
havekonsulenter, afholdelse af foredrag og udstillinger samt præmiering af haver. 28 Dette giver
fornyet opbakning til min tese om, at kolonihavesagen kan styrkes udadtil ved at ændre normerne
for kolonihavebrug indadtil. Samtidig har forbundet i kraft af disse initiativer, et område hvor de
selv kan kontrollere udviklingen, og hvor de fra starten kan tilbyde de nye medlemmer nogle
fordele ved medlemskab.
Sammenslutningen der senere bliver til Kolonihaveforbundet for Danmark hedder i begyndelsen
Kolonihavelejerforeningernes Forbund og starter ud med 7 medlemsforeninger. Forbundet bliver
ikke nogen øjeblikkelig succes og først omkring 1914 begynder der at komme gang i udviklingen,
både med hensyn til medlemstal og holdbare initiativer fra forbundets side. En udstilling i 1915 er
da også katalysatoren for, at forbundets kontakt med kolonihaveforeninger i store dele af landet
opstår. I tiden efter denne åbner forbundet op for medlemskab for foreninger i hele Danmark og
bliver i 1916 et statsstøttet landsforbund. I 1919 opretter forbundet en række faste lokale kredse i
landet, der skal varetage forbundets arbejde i områderne samt lokalforeningernes interesse over for
forbundet. 29
Udviklingen i Århus og Horsens
Følgende afsnit vil opsummere de vigtigste træk indenfor udvikling på kolonihaveområdet i Århus
og Horsens. Som afsnittet vil vise er kolonihaverne i de to byer opstået på ganske forskellig vis, da
det er dele af byernes indbyggere, der separat har taget initiativet og ansøgt om jord til formålet.
Regler og procedurer er blevet oprettet hen ad vejen, som følge af at sagen har grebet om sig.
27
Mange af de første kolonihaver opstår på gamle lossepladser og store åbne arealer uden nogen form for veje til og
fra, og uden indlagt vand og dræning af jorden.
28
Love for Kolonihaveforbundet for Danmark, 1917.(SB)
29
Love for kolonihaveforbundet for Danmark, 1923.(SB)
17

De samvirkende Haveforeninger på Marselisborg Mark
Kolonihaveforbundets kreds i Århus bliver oprettet i det første kvartal af 1919 og får navnet
Kolonihaveforbundets 3. Kreds Aarhus. Før denne sammenslutning opstår, har der blandt en
række af haveforeningerne i Århus eksisteret et samarbejde under navnet De samvirkende
Haveforeninger på Marselisborg Mark. Med i dette samarbejde er fem haveforeninger, der alle
ligger på Marselisborg markjord. Ifølge sammenslutningens forhandlingsprotokol opstår
samarbejdet i 1910, men det virker til at have foregået på meget løse præmisser indtil 1914, hvor
sammenslutningen udarbejder en række love. Disse viser at sammenslutningens formål er at sikre
ensartede forhold for foreningerne, bedre lejebetingelser og opretholdelse af haveordenen. 30
Et lignende samarbejde virker ikke til at eksistere blandt andre kolonihaver i Århus, og der ser på
daværende tidspunkt ud til at være en klar afgrænsning og opdeling mellem de haveforeninger, der
ligger syd for åen (Marselisborg) og de kolonihaver, der ligger nord for åen. Af byrådets
forhandlinger fremgår det da også, at haverne i nord og syd hører under hvert deres kommunale
udvalg. I nord hører kolonihaverne fast under Markudvalget, mens foreningerne i syd lever en
omflakkende tilværelse under forskellige. Blandt andet Marselisborg udvalget, Skovudvalget,
udvalget for Byens Udvidelse og Bebyggelse og Markudvalget.
Vurderet på baggrund af de eksisterende forhandlingsprotokoller synes der ikke at være nogen
form for kontakt mellem syd og nord, og på mange måder virker haverne i nord mere anonyme og
tilfældigt oprettet end dem i syd. Disse er opstået tidligere og mere løst, ved at haveinteresserede
har lejet en have gennem en mellemmand, der har haft lejekontrakt med kommunen. Denne
praksis afvikles dog, da en del af havelejerne ansøger byrådet om, enkeltmandsvis, at komme i
direkte lejeforhold til kommunen, da de føler sig snydt af de priser mellemmændene forlanger. 31
Samarbejdet mellem De samvirkende Haveforeninger på Marselisborg Mark bærer præg af mange
af de samme ideer og elementer som Kolonihaveforbundet tager til sig i samme periode. Det drejer
sig om fælles indkøb af frø, præmiering af veldyrkede haver og udstilling af
kolonihaveprodukter. 32 Et interessant spørgsmål i den forbindelse er, hvor De samvirkende
Haveforeninger og Kolonihaveforbundet har fået inspirationen til ovennævnte tiltag fra. Er det
punkter, der bare har virket åbenlyse for de to sammenslutninger og som de uden kontakt,
sideløbende har taget op, eller er inspirationen fundet andre steder? En mulighed kan være, at De
30 Århus kredsens forhandlingsprotokol, 16/10 1914.(EA) Forkortes fremefter Århus kredsen.
31 Århus Byråd, sag. nr. 14,3 1903.(EA)
32 Århus kredsen, 16/10 1914 og 14/5 1915. (EA)
18

samvirkende Haveforeninger har læst bladet Kolonihaven, som Kolonihaveforbundet udgiver. I
dette blad præsenteres forbundets initiativer og ideer.
En anden mulighed er, at begge sammenslutninger har fundet inspiration hos nogle af de andre
have- og dyrkningsrelaterede foreninger, der findes. Hvis man ser på tiltag fra disse foreninger,
finder man en stor række af lighedspunkter med dem som Kolonihaveforbundet tager op. En
forening som Det Kongelige Danske Haveselskab, hvis primære formål er at opmuntre og befordre
havekulturen, har et stort udpluk af initiativer, der minder om forbundets. Foreningen har siden
midten af 1800-tallet afholdt haveudstillinger, udgivet faglige pjecer, gjort brug af fælles indkøb,
uddelt præmier, udgivet et medlemsblad samt anlagt forsøgs- og mønsterhaver. 33 Om en af
ovenstående muligheder er grunden til lighederne mellem de to sammenslutninger vides ikke, men
det forekommer meget plausibelt.
Den første direkte kontakt mellem de århusianske kolonihaveforeninger og Kolonihaveforbundet
kan spores tilbage til 1915, hvor formanden for De samvirkende Haveforeninger under en tur til
København, aflægger Kolonihaveforbundets første haveudstilling et besøg. Ved det næste møde i
den århusianske sammenslutning fremhæver formanden gang på gang de positive effekter, et
samarbejde med forbundet kan få for kolonihavesagen i Århus, da kolonihaverne i København har
langt bedre betingelser. Efter den første kontakt mellem foreningerne i Århus og forbundet i
København starter den proces, der munder ud i oprettelsen af Kolonihaveforbundets Århus kreds i
1919. I tiden mellem 1915 og 1919 har flere kolonihaveforeninger fra Århus meldt sig ind i
forbundet, og man sørger allerede i 1917 for at indfører tiltag, kendt fra forbundets arbejde i
København, så de menige medlemmer kan se fordelene og føle de får noget for kontingentet. 34
Kolonihavernes opståen i Horsens
I Horsens er oprettelsen af kolonihaveforeninger tæt forbundet med de mange private have- og
byggeselskaberne, som opstår i byen fra slutningen af 1880’erne og fremefter. Disse selskabers
formål er at skaffe; ”… sine Medlemmer billig Havejord til Dyrkning og gode, sunde
Arbejderboliger, saaledes at ethvert Medlem faar sin egen Have og sit eget Hus”. 35 Dette mål skal
realiseres ved at selskabets medlemmer går sammen og derved får lettere adgang til at optage lån,
33 Skak-Nielsen, s. 20ff.
34 Århus kredsen, 19/11 1915.
35 Tage E. Falstrup, Ny Havnegade Kvarteret, (Industrimuseet, Horsens, 1998), s. 5.
19

idet de hæfter solidarisk. I de første mange år står selskabet som ejer af jordstykket, der er opdelt i
parceller, som de enkelte medlemmer afbetaler på. Når de enkelte grunde er afdraget, får
medlemmerne overdraget skødet på grunden og kan kalde sig jordejere. 36
Ligesom det er en venstremand der står bag oprettelsen af den første egentlige kolonihaveforening
i Danmark, er det i Horsens Emil Bojsen, fra partiet Venstre, der opretter de tre første have- og
byggeselskaber i byen. Bag initiativet ligger en grundtanke om det samfundsnyttige i, at også den
voksende arbejderklasse får muligheden for at erhverve sig eget hus og have, både for at integrere
denne gruppe bedre i byen, men også for at sikre sundere boligforhold for familierne. Ud over
dette er det også en måde at sikre opbakning til Venstre blandt de bedrestillede arbejdere. Lånene
tilbydes på gunstige vilkår, 10 øre pr. kvadratalen og med en afbetalingstid på 10 år. I tiden
herefter oprettes der lignende selskaber med samme formål rundt om i byen. 37
I mange tilfælde går der en længere årrække før grundene bebygges, hvilket har bevirket at
selskaberne er blevet drevet som haveselskaber de første mange år. Samtidig er en del af lodderne,
hvis det ikke har været muligt at finde en køber, blevet lejet ud og derved er tidspunktet for
bebyggelse af jorden trukket ud. 38
Det er sikkert heri man skal finde hovedårsagen til, at så mange blandt denne type selskaber
vælger at stå som medlem af Kolonihaveforbundet og kredsen i Horsens.
De egentlige kolonihaveforeninger i Horsens, der både lejer af og ligger på jord tilhørende
kommunen opstår i 1909, hvor to personer ansøger om at overtage lejemålet af en parcel, inddele
denne i havelodder og oprette en forening for lejerne. Markudvalget støtter op om ideen, efter de
har sikret sig, at lejeindtægten på jorden vedbliver at være den samme som under den tidligere
lejer. At der dannes forening på grunden er kun et ekstra plus, da man undgår mellemmænd der
beriger sig på lejernes bekostning. Efter at byrådet har fået indført i kontrakten, at jorden hurtigt
kan opsiges, går de med til Markudvalgets anbefaling. Herefter begynder flere selskaber at dannes
og søge kommunen om jord til haveformål. 39
I Horsens eksisterer der ikke noget samarbejde på området, før enkelte af haveselskaberne, på eget
initiativ, indmelder sig i Kolonihaveforbundet. Disse vælger i februar 1918 at mødes og danne en
36 Falstrup, s. 5ff.
37 Falstrup, s. 2ff.
38 Social-Demokraten, 12/2 1904, s.4 og 1/3 1904, s. 4.
39 Social-Demokraten 19/10 1909 s. 2.
20

lokal sammenslutning der skal tilknyttes forbundet. Den ny sammenslutning får navnet De
samvirkende haveselskaber i Horsens under Kolonihaveforbundet for Danmark, og får hurtigt
herefter status som kreds. I starten består samarbejdet af i alt fire medlemsforeninger, og der
iværksættes derfor et stort og opsøgende agitationsprogram for at hverve flere medlemmer. Dette
bevirker, at kredsen på et år vokser fra fire til sytten selskaber. 40 Grundene til at foreningerne i
Horsens har valgt at stå under Kolonihaveforbundet, virker ikke i samme grad som i Århus til at
udspringe af dårlige lejeforhold og problemer med kommunen. I stedet fokuserer kredsen i de
første mange år på fællesindkøb, udstillinger, konsulentarbejde og foredrag.
Forskellen i medlemsforholdene fra Århus til Horsens har ganske givet haft betydning for,
hvordan de to kredse har udviklet sig på de respektive steder i perioden. I Århus har størstedelen af
kredsens medlemmer haft have på kommunalt lejet jord, mens over halvdelen af medlemmerne i
Horsens selv har ejet jorden eller lejet fra anden side. 41 Når man gennemgår de respektive kredses
foreningsprotokoller er det også iøjefaldende, at vægten ligger to forskellige steder. Hvor kredsen i
Århus fra starten forhandler med kommunen om leje af jord og ensartede forhold for
kolonihaveforeningerne, bruger kredsen i Horsens langt mere tid på kontante medlemsfordele, som
salg af billige frø og gødning, og afholdelse af foredrag og kurser. Dette forhold ændrer sig dog i
slutningen af perioden, hvor man ser Horsens kredsen stå bag flere oprettelser af kolonihaver på
kommunal jord. Grunden til dette skal sandsynligvis findes i, at i takt med at grundene i have- og
byggeselskaberne afbetales, forsvinder denne medlemsgruppe fra kredsen. 42 Derfor vender man
ansigtet mod at leje kommunal jord til nye foreninger og derved skaffe nye potentielle
medlemmer.
40
Horsens kredsen forhandlingsprotokol, 18/2, 12/3 og 10/11 1918.(BH) Forkortes fremefter Horsens kredsen.
41
Dalskov, s. 94 og 124.
42
I forhandlingsprotokollerne er der eksempler på selskaber der har meldt sig ud med den begrundelse at alle
medlemmerne har fået skøde på grunden samt at de fleste grunde er bebygget. Efter en sådan udmeldelse tager
kredsbestyrelsen en beslutning om, aktivt at forsøge at hverve nye medlemmer. Se Horsens kredsen, 30/5 1932.(BH)
21

Kapitel 3 - Haveinspiration og idealer
Når man læser Kolonihaveforbundets forhandlingsprotokoller og årsberetninger fra 1916 og frem
til slutningen af 1920’erne, er der et overvældende fokus på tilbud rettet mod medlemmerne. Der
er mulighed for at optage lån, blive forsikret og få juridisk vejledning. Ud over dette har forbundet
også en mængde tiltag af belærende karakter og det er disse, der vil blive undersøgt i de følgende
afsnit. Til formålet er der udvalgt fire af forbundets centrale initiativer. Det drejer sig om
oprettelsen af ideelle kolonihaveforeninger kaldet mønsterkolonier, brugen af havekonsulenter,
bedømmelser af haver og udgivelse af pjecer.
I forhold til min problemformulering vil kapitlet primært belyse forbundets og kredsenes arbejde
indadtil over for foreninger med fokus på de ovennævnte tiltag. Undersøgelsesmæssigt vil der
blive lagt vægt på den konkrete udformning, udvikling og omtale af de forskellige tiltag, herunder
hvad der fremhæves af forbundet og kredsene og hvorfor. I forbindelse med min hypotese, vil jeg i
denne del se på sigtet med tiltagene, mens kapitel 4 vil forsøge at forklare, om tiltagene er med til
at ændre omverdens syn på sagen og om det primært er derfor de tages i brug.
Ovenstående er kun et udpluk af de forskellige tiltag der benyttes i perioden. Disse er dog udvalgt,
da det især er dem, der får opmærksomhed i forhandlingsprotokollerne og årsberetningerne.
Samtidig har jeg ønsket at benytte mig af nogle af de tidligst oprettede tilbud, så det er muligt at
spore en udvikling over tid.
Det perfekte anlæg
Planlægningen af de første mønsterkolonier startede i 1916. Meningen med disse kolonier var, at
de skal danne forbillede for de øvrige foreninger under forbundet, især med hensyn til udseende,
anlæggelse og drift. I perioden fra 1918 til 1930 oprettes der i alt syv mønsterkolonier i Danmark.
De første er beliggende i København og Aalborg og senere oprettes der i både Århus og Horsens. 43
43 Dalskov, s. 75.
22

Ideerne bag mønsterkolonierne
For selve formålet med mønsterkolonierne er navnet meget rammende. I vedtægterne, der
udsendes i forbindelse med den første kolonis oprettelse i 1918 står der om hensigten:
1) At demonstrere, hvorledes man bedst og mest praktisk anlægger en ny Koloni med ligeliniede
Gange og Haverne anlagt saaledes, at de kommer til at ligge saa gunstig for Solen som muligt.
2) Og ved anvendelse af en praktisk og billig Indhegningsmaade, baade for Kolonien som Helhed
og af de enkelte Haver, med forskellig Slags Hegn, baade af Træ, Jern, Cement og levende Hegn,
at fremvise, hvad der er smukkest og bedst.
3) Ligeledes vil der blive demonstreret en god og praktisk ordning af Vandforsyningen.
4) Alle Haverne i Kolonien anlægges forskelligt efter særlige Tegninger. Alle lysthuse bygges efter
praktiske, billige og smukke systemer, og der udsættes Præmier for de smukkeste og mest
praktiske.
5) Endvidere anlægges der i hver Koloni en Forevisningshave, hvor de forskellige nye Kulturer og
Genstande, som fremkommer, vil blive forevist. 44
I ovenstående ser jeg umiddelbart to klare formål, som forbundet vil vise. Det første er af æstetisk
og forskønnelsesmæssig karakter, hvor der lægges vægt på anlægget og den enkelte have. Dette
gøres ved at fremvise de smukkeste former for hegn og beplantninger, og udarbejdelse af bestemte
planer for havernes indretning. Ud over dette indgår helhedsindtrykket af kolonien også, da det
ikke kun er haverne, men hele anlægget der skal tage sig godt ud. Det ses ved, at alt planlægges og
udformes med lige linjerede veje og grunde samt den rette indhegning omkring hele kolonien.
Det andet formål er af praktisk karakter, da det der vises i mønsterkolonierne, rent faktisk skal
være muligt, praktisk og økonomisk, at føre ud i livet. Kolonierne skal indrettes efter principper,
der gør arbejdet i foreningerne og de enkelte haver lettere. Selvom kolonien skal tage sig smuk ud,
44 Love for mønsterkolonien, 1918.(SB)
23

må den anlægges efter regler, hvor arbejdet i haven og det mest formålstjenstlige, er i fokus.
Derfor handler det om at kombinere det æstetiske med det økonomiske og praktiske. Det praktiske
kommer til udtryk i havernes placering, der ud over at være indrettet meget symmetrisk, også må
ligge så lys og luft udnyttes bedst. I de økonomiske overvejelser, ligger højst sandsynligt et ønske
om at gøre drømmen om den ideelle og smukke kolonihave virkelig og opnåelig for kolonisterne.
Ved at vælge, hvad der er økonomisk og håndværksmæssigt muligt, er chancen for at motivere
frem for at demotivere størst.
Gældende for visse mønsterkolonianlæg er at plantegningerne over koloniernes anlæg er bevaret.
Dette drejer sig desværre ikke om de tidligere beskrevne anvisninger og tegninger til de enkelte
haver. Til trods for dette kan de eksisterende mere enkelte plantegninger sagtens give et godt
billede af koloniernes overordnede principper.
Mønsterkolonien i Aalborg Mønsterkolonien i København 45
Når man ser på de to plantegninger over mønsterkolonianlæg, ser man tydeligt ideen om
symmetri, både ved havernes og vejenes placering. Haverne er bygget op således, at hvis man
folder tegningerne, vil de to sider være tæt på at fremstå som spejlinger af hinanden. I midterdelen
af tegningerne er det belærende aspekt placeret i form af forevisningshaven. Formålet med denne
have er at vise, en smuk og praktisk haveindretning samt at demonstrere de nyeste
45 De to plantegninger stammer fra KF Aarsberetninger 1917-18 (SB) og Dalskov s. 215. Kolonihaveforbundet
forkortes fremefter til KF i fodnoterne.
24

dyrkningsmetoder. Selve placeringen i midterdelen er interessant, da det belærende aspekt får en
central og samlende plads i anlægget.
I ovenstående er der flere ting, der gør sig gældende. Umiddelbart virker indretningen og
planlægning af kolonierne med den overskuelige inddeling som taget ud af Foucaults univers
omkring Det hierarkiske overblik. Når man ser på formålene for kolonierne, er der da også meget
der tyder på, at der fra forbundets side er forsøgt at disciplinere gennem mønsterkolonierne for at
højne standarderne for kolonihavebrug. Især når man, som der vil blive vist senere, kan se at
hækkene er blevet holdt lave og at hele anlægget er blevet inspiceret af enten foreningens
bestyrelse eller kredsbestyrelsen mindst en gang om måneden. 46 Under inspektionen har det været
muligt at uddele bøder, advarsler og i sidste ende opsige forsømmelige kolonister. 47 Ud over de
lovbestemte inspektionsture kan der argumenteres for, at der er en konstant overvågning, ikke bare
i mønsterkolonierne, men i samtlige kolonihaveforeninger. Grunden til dette er, at kredsens og
foreningernes bestyrelsesmedlemmer selv har haver i kolonierne, og derved på daglig basis
iagttager tilstandene. Et argument mod dette er dog, at bestyrelserne vælges på demokratisk vis,
hvilket betyder, at hvis de ønsker valg eller genvalg, må de stå på god fod med medlemmerne. Da
de selv bor i den foreningen, de holder opsyn med, er deres roller dobbelte. De skal både sikre, at
lovene overholdes og samtidig kunne indgå i fællesskabet. Som følge heraf er det svært at
forestille sig, at overvågningen har været altoverskyggende, men tilstedeværelsen af disse personer
har dog bevirket, at de resterende medlemmer aldrig har kunnet vide sig sikker for, hvornår de
blev iagttaget.
Muligheden for at holde opsyn er dog kun en del af idegrundlaget bag havernes indretning da man
kan se, at tidens sundhedsmæssige ideer omkring lys og luft også spiller ind. I et hygiejnisk
univers virker opbygningen med lange lige gange og lave hække ganske fornuftigt, da dette sikrer,
at luften har mulighed for at blæse gennem kolonien uden at blive stoppet i små sære kroge. Ud
over det har lysets optimale udnyttelse i haverne haft indflydelse, og det har derfor ikke kun
handlet om, hvad der er det smukkeste eller hvordan man bedst har kunnet overskue de enkelte
haver. Derfor må man konkludere at overskuelighed, normfastsættelse og opsyn har spillet en rolle
i anlæggelsen af arealerne, men at ideer omkring lys og luft også har spillet ind. Disse
46 Love for mønsterkolonien, 1918.(SB)
47 A7536, Ordensreglement for Mønsterkolonien, 1924.(EA)
25

sundhedsmæssige motiver har dog ikke været de mest dominerende, hvilket vi vil se i
nedenstående afsnit.
Formålet med mønsterkolonierne
Kolonihaveforbundets omtale af projektet og et ordensreglement for lejerne tyder på, at
mønsterkoloniernes hovedformål har været, at indgå som en del af et større projekt, der skulle
ændre ideerne omkring kolonihaven og dennes udseende. Allerede i starten af 1920’erne mener
hovedforbundet at kunne se, at kolonisterne i mønsterkolonierne har taget principperne til sig, og
er godt i gang med at forskønne og idealisere deres egne haver, og derved anlæggene som
helhed. 48 At dette må være hovedformålet, ses af det faktum, at de sundhedsmæssige overvejelser,
vi så i selve anlæggelsen, er gledet i baggrunden og ikke længere fremhæves som et mål.
Med lejekontrakten til en have i en af mønsterkolonierne følger, ved siden af de gængse vedtægter,
et ordensreglement på 13 punkter der skal efterleves. Disse kan inddeles i 3 kategorier:
1) anvisninger vedrørende anlæggelsen af haven:
Denne del af reglementet drejer sig om udseende, ensretning og funktion. Kolonisterne skal følge
de havetegninger, der er udarbejdet af forbundets havekonsulent. I disse er nøje beskrevet,
hvordan de enkelte haver skal anlægges, drives og beplantes. 49 Haverne i kolonierne skal have
stakit eller hæk. Ligegyldig hvilken form man vælger, må denne ikke overstige en meter i højden.
Alle havelåger skal være udstyret med tydelig parcelnummer. Kolonihavehusene skal tildeles faste
pladser og skal før opstillingen godkendes af forbundet.
2) medlemmernes pligter:
Denne kategori drejer sig om ansvar og pligter i foreningen. Blandt andet med hensyn til nøgler og
medlemskort til kolonien. De fleste anlæg på daværende tidspunkt er omgivet af hæk eller hegn
hvor der ved hovedindgangen er opstillet en lukket låge. Til denne har foreningens medlemmer
deres egne nøgler. I funktionen med at bruge låste porte, adgangskort samt det tidligere nævnte
48 KF Aarsberetning 1924-25, s. 3 og 1919-20, s. 7.(SB)
49 KF Aarsberetning 1917-18, s 6.(SB)
26

parcelnummer ligger et kontrolelement, da det til hver en tid er muligt for kolonisterne, at
kontrollere hinandens identitet, placering i og tilhørsforhold til kolonien.
3) direkte forbud:
Denne del fylder, i forhold til de andre påbud, rigtig meget. I sig selv indikerer det, at dette er et
område forbundet ser på med alvor. Samtidig tyder formen af visse forbud på, at det er tidligere
problemområder man forsøger at tage forbehold for. Der lovgives mod dyrehold, hunde uden snor,
cykling i gangene, henkastning af affald, betrædning af rabatter, berøring af bede, skydning i
kolonien, vask i de fælles vandbeholdere og salg af diverse varer uden tilladelse.
Hvis man koger forbuddene ind til selve kernen, består de hovedsagelig af bestemmelser, der
koncentrerer sig om ordenen og præsentationen af foreningen. Ud fra dette må man formode, at
det man forsøger at undgå er, at kolonisterne med deres fremfærd ødelægger det æstetiske og
ordentlige indtryk, man forsøger at vise med mønsterkolonierne.
Omfanget af ovenstående, hvor ikke meget er overladt til tilfældigheder viser, at hovedforbundet
virkelig ønsker, at disse kolonier må arte sig og leve op til mønsterformålet. I hele opstillingen og
udarbejdningen af retningslinerne ses et klart ønske om, at ensrette og danne normer for hvordan
en kolonihaveforening og de enkelte haver bedst tager sig ud. Samtidig virker den del, den enkelte
lejer selv må tage stilling til, ganske indskrænket og begrænser sig eksempelvis til valget mellem
hæk og stakit.
Initiativets effekt
Et relevant spørgsmål er om Kolonihaveforbundet til trods for ovenstående, formår at påvirke
andre af dets medlemmer med disse idealer og normer for kolonihaver. Der bliver trods alt kun
oprettet syv mønsterkolonier rundt om i landet. Derfor kan man formode, at den normspredende
effekt har været begrænset.
Mønsterkolonierne ser dog ud til at være placeret i de byer der omkring 1920 har mange
foreninger under forbundet. Af de oplysninger der har været mulige at finde, fremgår det, at
København og Frederiksberg har 119 foreninger, Aalborg 28, Århus og Horsens hver 30, hvilket
27

er mange i forhold til andre byer. 50 Derved er en stor del af medlemmerne blevet præsenteret for
anlæggenes udformning. I mange af de byer hvor der ikke har været mønsterkolonier, har
forbundet i stedet oprettet forevisningshaver, der jo også formidler idealerne fra mønsterkolonien -
bare i haveformat.
Om de lokale kredse virkelig har taget idealerne til sig, vil blive undersøgt i de følgende afsnit,
hvor mønsterkoloniernes brug og betydning i de to udvalgte kredse undersøges.
Oprettelsen af mønsterkolonien i Århus
Projektet omkring en mønsterkoloni i Århus nævnes første gang i slutningen af 1919. Ideen og
initiativet til denne virker dog ikke til at være udsprunget fra kredsens side. I stedet er det
hovedforbundet, der har indsendt en skrivelse til Århus Byråd om udlægning af jord til formålet. I
byrådets svar til forbundet meddeles der, at der på daværende tidspunkt ingen ledige lejemål er i
det ønskede område. Byrådet foreslår i stedet, at man søger om forhandlinger med Markudvalget
om leje af et areal i nordbyen. 51 Da disse forhandlinger kommer i gang er det stadigvæk
hovedforbundet der tager teten. Dette kan ses ved, at forhandlingerne planlægges efter, hvornår
forbundets konsulent er i Århus. I løbet af 1920 falder aftalen på plads, og Århus kredsen får et
areal ved Viborgvej med et lejemål på 10 år, hvilket er det længst kredsen har opnået hidtil.
Hele forløbet, den manglende omtale og det svage engagement tyder på, at mønsterkolonien i
Århus ikke er udsprunget af et ønske fra kredsen side. I stedet har hovedforbundet styret processen
fra initiativstadie til de afsluttende forhandlinger. Dette indikerer, at sagen først og fremmest har
haft betydning for hovedbestyrelsen. Hermed ikke sagt, at Århus kredsen ser ud til at være imod
ideen. Deres tilgang til sagen virker i stedet lettere ligegyldig i den indledende fase. En enkelt fra
kredsbestyrelsen ser det som en mulighed for, at skaffe det første længere lejemål til kredsen, og
dette må være vigtigere end beliggenheden. 52 Det er altså ikke formålene og tankerne omkring
mønsterkolonien der overvejes, men nærmere brugen af mønsterkoloniformålet overfor
kommunen, til at få indført et langt lejemål.
50 Foreningsoplysningerne stammer fra KF Aarsberetningerne fra 1917-18 og 1921-22. De resterende byer med
mønsterkolonier har jeg ikke kunnet finde oplysninger fra. Den eneste by jeg har oplysninger om der foreningsmæssig
er lige så stor som Horsens og Århus men som ikke har en mønsterkoloni er Randers. Her oprettes dog i starten af
1920’erne en stor forevisningshave.
51 Århus kredsen, 8/12 1919.(EA)
52 Århus kredsen, 8/12 1919.(EA)
28

Planlægningen af kolonien i Århus
Efter det indledende arbejde trækker hovedforbundet sig og overlader planlægningen og den
administrative del til kredsen og konsulenterne. Konsulenterne udarbejder de endelige
plantegninger for kolonien og haverne og herefter fastsætter kredsen et regelsæt, der dog i
udformningen er begrænset af forbundets standardregler, der skal gælde på området. 53 Reglerne
kan derfor kun ændres i en sådan grad, så de stadig er i overensstemmelse med hovedforbundets.
Århus kredsens regler bliver i forhold til standardreglerne endnu mere specifikke, og paragrafferne
påpeger meget nøjagtigt de direkte forbud, den gældende fremgangsmåde i forskellige situationer
og konsekvenser ved overtrædelser. Et par eksempler på dette er:
§ 15) Hegn og Veje skal fra Maj til Oktober inkl. altid være renset for Ukrudt, og den 1. og 3.
Søndag i hver Maaned inden kl. 12. Middag skal Vejen skuffes og rives. Forsømmelse koster 50
Øre i Bøde.
Ovenstående eksempel viser tydeligt den yderligere præcisering som visse af paragrafferne har
gennemgået. Reglementet forklarer meget tydeligt den arbejdsgang, der skal bruges i situationen.
Omkring vejene i kolonien står der i standardreglerne, at disse skal være renset for ukrudt og revet
pænt indenfor ovenstående periode, mens kredsens reglement udpensler indenfor hvilke dage i
måneden dette arbejde skal være afsluttet. Herved overlades intet til individuel bedømmelse og
intet bør kunne misforstås.
Med hensyn til konsekvenserne ved forsømmelser er det ofte de forskellige bøders størrelse der
angives. Dette kommer eksempelvis til udtryk i paragraf 3.
§ 3) Enhver Bruger skal drive sin Lod som Have og til enhver Tid holde den i sømmelig Orden.
Sker dette ikke, kan der af Bestyrelsen idømmes Bøder fra 1-4 kr. og viser Brugeren sig desuagtet
forsømmelig, kan Haven straks tages fra ham. 54
Paragraf 3 findes også i forbundets standardvedtægter, men uden en præcisering af bødens
størrelse og uden at nævne, at den direkte konsekvens ved ikke at rette op på havens tilstand er
opsigelse.
53 Århus kredsen, 1/9 1920.(EA)
54 A 7536, Ordensreglement for Mønsterkolonien, 1924.
29

Ovenstående viser, på trods af kredsens ligegyldige indstilling over for projektet i begyndelsen, at
denne tager mønsterkolonien og ideerne bag til sig. Dette kommer til udtryk ved, at de omformer,
tilføjer og konkretiserer standardvedtægterne. De tilpasses til situationer og forhold, der eksisterer
indenfor området i Århus. Samtidig viser de omformede regler, i og med de bliver langt strammere
med flere forbud og større krav, at kredsen gerne vil have kolonien til at leve op til de ideer og
tanker, der ligger bag oprettelsen af mønsterkolonierne. Herved virker hovedforbundets og
kredsens målsætninger til at være på bølgelængde.
Et andet område der understøtter kredsens stigende interesse i projektet, er måden kredsen
rekrutterer medlemmer til kolonien. Her er det ikke hvem som helst, der kan melde sig. På et møde
for kredsens medlemmer opfordres der til, at de havemænd, der holder særligt pæne haver i andre
foreninger, bør melde sig til at få en have i mønsterkolonien og samtidig må man sprede budskabet
til andre personer med grønne fingre. 55
Et er dog hovedforbundets og kredsens interesse for projektet, noget andet er de kolonister, der
skal drive anlægget og de enkelte haver i det daglige.
Brugen og den daglige drift
Fra starten er der problemer med at få personer til at melde sig til projektet. I april 1921, to
måneder efter koloniens stiftende generalforsamling, mangler der stadig at blive udlejet 20 haver
ud af 66. 56 I løbet af året udlejes de sidste parceller, men der virker fortsat til at være et
modsætningsfyldt forhold, mellem de standarder kredsen mener kolonien bør leve op til, og det
arbejde kolonisterne lægger i projektet. I 1923 afholder kredsbestyrelsen møde i mønsterkolonien,
hvor emnet diskuteres. Mødet er indkaldt på grund af et større antal havelejere, der ikke følger
reglerne. Resultatet er, at en del haver fremstår misvedligeholdt. For at komme problemet til livs,
besluttes der at ændre reglerne, så opsigelse af forsømmelige kolonister bliver lettere. Derudover
skærper man rammerne for opsyn og kontrol i haverne. I hvilken grad kontrollen skærpes nævnes
ikke, men i standardvedtægterne fra forbundet står, at der i sommerperioden skal foretages
inspektion en gang om måneden i alle haverne. Man må formode, at nu hvor kredsen er
55 Århus kredsen 10/9 1920.(EA)
56 Århus kredsen, 10/9 1920, 14/4 og 28/5 1921.(EA)
30

opmærksom på og ønsker at gøre noget ved problemet, at inspektionen en gang månedligt vil blive
foretaget som minimum. 57
Forskellen mellem kredsens og medlemmernes mål for kolonien er flere gange oppe at vende og
ovenstående tilfælde er ikke sidste gang i perioden, hvor der klages over standarden.
Kredsbestyrelsen overvejer i 1924, om haverne skal omdannes til almindelige kolonihaver, hvilket
der dog ikke er stemning for. 58 Episoden er dog også sidste gang i forhandlingsprotokollerne frem
til 1940, at mønsterkolonien drøftes på grund af forsømmelige lejere. Sammenholdt med
ovenstående hvor kredsbestyrelsen skrider til handling overfor lemfældige havelejere, er det meget
plausibelt, at disse lejere i mønsterkolonien, enten er begyndt at efterleve vedtægterne, eller er
blevet opsagt og erstattet af andre mere engagerede havedyrkere.
I forhold til byens andre kolonihaveforeninger er der noget der tyder på, at anlægsprincipperne bag
kolonien langsomt begynder at sætte standarder for, hvordan kolonihaveforeninger skal indrettes.
Dette kommer blandt andet til udtryk i en artikel fra Demokraten i 1941, der omtaler de nyere
foreninger i byen. Her fremhæver avisen ensartetheden og symmetrien, både i anlægget og
haverne. 59 I en anden artikel fra perioden fremgår det, at kredsen er begyndt at indføre meget
specifikke regler for hvordan alle nye foreninger skal anlægges, herunder hvor husene skal
placeres og hvordan de må se ud. 60
Ud over at tjene som forbillede for byens andre kolonihaver kommer mønsterkolonien i Århus
også til at indtage en anden funktion. Denne er fremtrædende, ved møder og besøg udefra, hvor
turen altid går til kolonien. I sommerperioden bliver det i starten af 1920’erne kutyme, at de
forskellige kredse i Jylland besøger hinanden og besigtiger hinandens kolonihaveforeninger. 61 I de
tilfælde hvor det er Århus kredsen der får besøg, indtager mønsterkolonien altid en fremtrædende
rolle. Ofte som værtssted ved frokost eller lignende.
Ovenstående viser, at Århus kredsen tager de ideer der ligger bag projektet fra hovedforbundets
side til sig. Kredsens opmærksomhed på om lejerne lever op til forpligtigelserne, kan meget muligt
have dannet grobund for, at vedtægterne langt hen ad vejen er blevet efterlevet. Herved formår
57 Formål og bestemmelser for Kolonihaveforbundet for Danmarks Mønsterkolonier, § 12 i afsnittet under Love og
bestemmelser.(SB)
58 Århus kredsen, 27/8 1924.(EA)
59 Demokraten 15/7 1941.
60 Demokraten 25/11 1944.
61 Århus kredsen, 14/6 1928 og16/6 1930.(EA)
31

kolonien at sætte nye standarder for kolonihavebrug. At kolonien altid er blandt de fremviste
kolonihaveforeninger ved besøg, er også en indikation af, at standarden i anlægget har været i
orden.
Mønsterkolonien i Horsens
Planerne omkring en mønsterkoloni i Horsens begynder i foråret 1918. Tidsmæssigt er dette kun få
måneder efter, at den horsensianske sammenslutning af haveselskaber er blevet stiftet. Selve ideen
om at oprette en mønsterkoloni opstår på et møde i kredsen, hvor man beslutter sig for at ansøge
Markudvalget om et passende jordareal til formålet. Initiativet er sammenfaldende med en del
lignende tiltag, der iværksættes af kredsen i tiden lige efter oprettelsen. Det drejer sig om
afholdelse af foredrag, henkogningskurser, vinterarrangementer, samt opsøgende agitation over for
de resterende haveselskaber i byen. 62 Derfor bør ideen om en mønsterkoloni i Horsens, ses som en
del af kredsens kampagne for at hverve nye medlemmer, og i det hele taget gøre opmærksom på
sammenslutningens eksistens. Dette virker også nødvendigt, da sammenslutning i begyndelsen
kun har 4 medlemsforeninger.
Fra de første samtaler med Markudvalget og til der endeligt kommer gang i projektet går der
dog en del år, hvor flere forhandlinger løber ud i sandet. Først i 1921 da Landboforeningen opsiger
en forsøgsmark beliggende i den østlige del af byen, kommer der gang i processen igen. Denne
gang bliver det dog, ligesom i Århus, hovedforbundet der indsender ansøgningen og får lejemålet
forhandlet på plads. 63 Denne taktik er højest sandsynligt valgt for at lægge mere vægt bag
ansøgningen, da projektet tidligere har trukket i langdrag. Ansøgningen resulterer i, at kredsen
overtager jordstykket i november 1921 med et lejemål på 10 år. 64
Overvejelserne omkring selve oprettelsen, type af lejere eller vedtægternes udformninger har jeg
ikke kunnet finde nogen drøftelser af i forhandlingsprotokollen, men i en avisartikel fra Social-
Demokraten kommer der nye oplysninger. Her fremgår det, ligesom man så i det Århus, at
havebrugerne er blevet udvalgt til at få en have i mønsterkolonien, da man ikke ønsker lejere, der
kan miskreditere foreningen. Ud over dette oplyser avisen også, at der stilles strenge krav til
62 Horsens kredsen, 25/4 1918 (BH). I Horsens kaldes kolonihaveforeningerne de første mange år for haveselskaber.
Muligvis på grund af at hovedparten af disse er beliggende i have- og byggeselskaber.
63 Horsens Byråd, sag nr. 546-21.(HR)
64 Horsens kredsen, 19/5 og 10/10 1921.(BH)
32

haverne og lysthusene. Grunden til dette er, at intet må ødelægge de rene linier i anlæggets
opbygning. 65
I årene efter oprettelsen er der stille omkring projektet, men i 1926 begynder dette at ændre sig. På
kredsens årlige generalforsamling kan man se de første tendenser mod, at kredsen har nogle
overvejelser omkring koloniens vedligeholdelse, da der påpeges at hækken rundt om anlægget bør
klippes. 66 Denne tendens fortsætter, og en del renoveringer af ting som hegn og fælleshus følger.
Da dette åbenbart ikke er nok, beslutter bestyrelsen, efter der igen er rejst intern kritik af
mønsterkolonien, at nyanlægge flere af arealerne. 67 Kritikken ser ikke ud til at gå på lejerne og
deres haver, men på de arealer i kolonien som står under kredsens varetagelse, herunder
forevisningshaven. I kølvandet på debatten rejses samme spørgsmål som blev diskuteret i Århus,
nemlig om mønsterkolonien skal degraderes til almindelig kolonihaveanlæg. At dette punkt
diskuteres er en indikation af, at kredsen har visse idealer for, hvordan en mønsterkoloni bør tage
sig ud. Samtidig viser det også, at kredsen er klar over, at det resultat man står med, ikke lever op
til dette. I sidste ende virker det ikke til, at spørgsmålet omkring mønsterkoloni eller ej, afhænger
af manglende opbakning til selve projektet og dets bagvedliggende ideer. I stedet er det
økonomien på området der spiller ind. 68 Dette kommer til udtryk ved at hovedforbundet beslutter,
at bevillige et ekstra tilskud til en række forandringer i kolonien og først herefter træffer kredsen
den endelige beslutning om, at drive kolonien videre i mønsterstil. 69
Det virker til, at mønsterkolonien i løbet af perioden udvikler sig mere og mere hen imod dets
oprindelige formål, nemlig at være mønstereksempel og inspirationskilde for andre kolonister og
kolonihaveforeninger. Dette ses blandt andet på udviklingen i forevisningshaven, hvor man
begynder at tage flere forskellige plantesorter ind og forny sammensætningen af bede og
lignende. 70
65 Social-Demokraten, 20/6 1922 s. 2.
66 Horsens kredsen, 25/4 1926.(BH)
67 Horsens kredsen, 26/1 1927.(BH)
68 Horsens kredsen, 25/11 1932.(BH)
69 Horsens kredsen, 24/2 og 21/7 1931.(BH)
70 Horsens kredsen, 17/7 1936 og 8/2 1937.(BH)
33

Brugen af mønsterkolonien i Horsens
Fra opstarten i 1921 har mønsterkolonien i Horsens været brugt som fast samlingssted for
forskellige aktiviteter - endda i større grad end kolonien i Århus. Der er blevet afholdt møder,
festlige arrangementer, sommerforedrag og demonstrationer. Samtidig har kolonien fungeret som
afhentningssted for medlemmer, der har indkøbt frø og gødning gennem kreds eller forbund. 71
Hver lørdag i forårs- og sommerperioden har afhentningsstedet holdt åbent. Det betyder, at mange
af de menige medlemmer er kommet i mønsterkolonien, og at de herigennem er blevet præsenteret
for mønsterkoloniens indretning og ideer. Samtidig har kredsbestyrelsen, der har stået for
udleveringen af de bestilte varer, haft deres gang jævnligt i anlægget. På den måde har de kunnet
følge udviklingen, både i forhold til forevisningshaven og til hvordan koloniens medlemmer har
holdt deres haver. Ligesom i Århus er der i Horsens blevet holdt opsyn og dette ansvar har
kredsens formand påtaget sig. Opsynet udbygges dog yderligere i 1934, da bestyrelsen efter et
formandsskifte, nedsætter et udvalg, der skal stå for kontrollen. 72 Hvor ofte dette har fundet sted
omtales ikke, men man kan se at udvalget indimellem rapporterer tilbage med ting, der skal
vedligeholdes og projekter der skal udføres.
Når kredsen har været vært ved diverse sammenkomster, har kolonien ligesom i Århus,
indtaget en central rolle i og med den altid er blevet fremvist. Dette kan være med til at indikere, at
selvom der er stille omkring mønsterkolonien de første år efter oprettelsen, så har standarden og
haverne i kolonien været i orden, da man eller må formode, at kredsen ville vælge at fremvise et
andet haveselskab. Et andet forhold der støtter den påstand er, at ved hovedforbundets årlige
præmieuddeling for veldyrkede haver, er det gennem 1920’erne, med få undtagelser, forskellige
lejere i mønsterkolonien der vinder den årlige ærespris, der er afsat til kredsen i Horsens. 73
Ovenstående resultater må siges at være ganske overbevisende i forhold til, at mønsterkolonien
kun har 28 haver, hvilket er en del under antallet af haver i andre selskaber. 74
Om mønsterkolonien de første år, på trods af den gode havestandard, har levet op til
mønsterværdienheden er tvivlsomt. Det virker dog til at haverne har været i orden, og at
kredsebestyrelsen omkring 1926 begynder at lægge mere arbejde i kolonien, så den kan leve op til
formålet.
71 Horsens kredsen, 11/1 1922.(BH)
72 Horsens kredsen, 6/6 1934.(BH)
73 Se præmielisterne der er trykt i Kolonihaven nr. 10 i årene fra 1923-1940.
74 Horsens kredsen, 10/10 1921. Med hensyn til antal haver er selskaberne i Horsens relativt små i forhold til andre
byer. Mange steder er der tale om ca. 40 til 50 haver i et selskab. Haveselskabet ved Langmarksvej er på dette
tidspunkt det største selskab i byen med 163 haver.(BH)
34

Sammenfatning
Opsamlende på ovenstående om Mønsterkolonierne kan man sige, at initiativerne til oprettelsen af
disse er kommet fra hovedforbundet. Det er dem der har presset på og sikret forhandlinger
omkring sagen med de lokale byråd.
Anlæggenes formål har været at fungere som forbillede for det ideelle kolonihaveanlæg og i selve
anlæggelsen har overvejelser omkring æstetik, sundhed og overskuelighed spillet ind. Sidstnævnte
kan især ses ud fra Foucaults optik, hvor anlæggets indretning sikrer et hierarkisk overblik, hvis
formål er, at kunne iagttage individet på så mange måder som muligt. Ideen bag
mønsterkoloniernes anlæggelse har dog ikke alene været at overskue anlægget og den enkelte.
Derfor indgår dette motiv som en del af et større hele.
For både hovedforbund og de to kredse har det været vigtigt, at kolonierne lever op til
mønsterværdigheden og skiller sig ud fra almindelige kolonihaveforeninger. Det forsøger man at
sikre gennem strenge regler og opsyn med anlægget, hvilket både retter sig mod kolonister, som
tilfældet er i Århus, og mod kredsens vedligeholdelsesmæssige pligter som man ser i Horsens.
Derved kan man sige, at kredsen både overvåger og overvåges, måske af de menige kolonister.
Begge kolonier bliver perioden igennem brugt af kredsene som et billede på kolonihavesagen
udadtil, både over for offentligheden og over for andre af kolonihavekredsens medlemmer. Dette
har bevirket at anlægget har været godt besøgt af både kredsbestyrelsen og medlemmer. De
menige kolonister har kunnet suge ideerne til sig, og bestyrelsen har haft rig mulighed til at holde
opsyn med anlæggets udvikling og vedligeholdelse.
Konsulentarbejdet
De første skridt mod oprettelsen af en konsulentvirksomhed for forbundets medlemmer bliver
taget i 1913 i forbindelse med en udskiftning i forbundets bestyrelse. Den nye bestyrelse tager
kontakt til havekonsulent A. Dalskov omkring et samarbejde og kort tid herefter begynder
konsulentarbejdet. 75
Konsulentarbejdet kan på mange måder, sammen med Dalskov som person, siges at være
hjørnestenen i det dannelsesprojekt forbundet ligger for dagen i perioden. På områder indenfor
havebesøg, foredrag, kurser og pjeceudgivelse spiller Dalskov en stor rolle i initiativtagningen,
75 Kolonihaven, nr. 4, maj 1919, s. 7f og 13, og KF Aarsberetning 1918-19.(SB)
35

udarbejdelsen og planlægningen, også selvom der med forbundets oprettelse som landsforbund,
kommer nye konsulenter til.
Da ovenstående tiltag hører under konsulentdelen af forbundet, varetages den personlige kontakt
mellem kolonister, foreninger og hovedforbundet i høj grad af konsulenterne, der de første år er
udsendt direkte fra hovedforbundet. Senere i perioden, hvor antallet af medlemmer fortsat stiger,
løsner man op, og ansætter flere lokalkonsulenter med ansvarsområde for en eller to kredse.
Herved bliver der mulighed for flere besøg og mere vejledning i de enkelte foreninger. Gennem
konsulentbesøgene får forbundet mulighed for at yde specialiseret frem for generel vejledning, da
man fra have til have kan se, hvor problemerne er. Samtidig kan besøgene ses som en måde,
hvorpå hovedforbundet kan kontrollere tilstanden rundt om i foreningerne, og derved sætte ind
med en målrettet indsat med hensyn til havernes udseende. Hovedforbundet omtaler da også det
opsøgende konsulentarbejde som ”tilsyn”. 76 Igennem tilsynet er det muligt at undersøge, om de
forskellige tiltag fra forbundets side ser ud til at have en effekt, og om der er problemområder,
man bør sætte ind over for. Dette tilsyn kan i en Foucaultsk term også karakteriseres som den
normaliserende sanktion, hvorigennem kolonisternes arbejde vurderes, alt efter hvor tæt de er på
forbundets havenormer. Fejl og mangler påtales eksempelvis af konsulenten over for de tilhørere,
der følger ham rundt i haverne under hans besøg. Herigennem skaber man også en konsensus
blandt kolonisterne omkring, hvad normalen på området bør være. 77 Samtidig er det ifølge
Foucault meningen, at den normaliserende sanktion skal korrigere og skabe, hvilket også må siges
at kunne opnås gennem konsulentbesøgene, der jo netop er specialiseret vejledning. 78
Hvis man sammenholder havevejledningen med præmiebedømmelserne som konsulenterne også
foretager, ser man, hvordan haverne pludselig også bliver hierarkiseret, udstillet og målt i forhold
til hinanden. De der lever op til forbundets forventninger belønnes i form af omtale, præmier og
diplomer, mens resten enten ignoreres eller i grelle tilfælde straffes med bøder og opsigelse, hvis
forsømmelserne er for strenge. Dette kan betragtes som eksaminationen, tredje led i en effektiv
disciplinering. Et problem i forhold til at udlede, at der rent faktisk er tale om en effektiv
disciplinering, er de manglende beviser på, at forsømmelige kolonister rent faktisk er blevet
straffet. Kun få steder har jeg fundet omtale af personer, der er blevet opsagt og disse sager er kun
nævnt, fordi de opsagte ikke har villet acceptere afgørelsen. Hvis sanktionsmulighederne ikke
benyttes, vil den overordnede disciplinering ikke være videre effektiv, da overtrædelser ikke får
76 Kolonihaven nr. 10, november 1920, s. 2.
77 Kolonihaven, nr. 5, juli 1917, s. 1.
78 Foucault, Overvågning…, s.198f.
36

nogen konsekvens. Spørgsmålet omkring forbundets håndtering af de forsømmelige kolonister vil
blive behandlet nærmere i kapitlet om kolonihaverne og de lokale byråd.
I nedenstående vil to af områderne indenfor konsulentvirksomheden blive undersøgt nærmere,
nemlig ovenstående havebedømmelser og pjecebrugen. Med hensyn til pjecebrugen har jeg
udvalgt en enkel jeg går i dybden med, men tilsvarende pjecer findes omkring mange relevante
kolonihave emner; eksempelvis frugttræer, køkkenhaver, og blomster.
Kolonihavehuset
Kolonihavehusets udseende og formål er i perioden under udvikling. Udviklingen går mod, at
huset der tidligere havde karakter af et skur sammensat af forskellige materialer, nu bliver et
samlingspunkt i haverne, hvor det skal være muligt at indtage måltider og overnatte.
Den første interesse for kolonihavehusets udseende opstår udenfor forbundet. Det er avisen
Politiken, der allerede i 1910 tager emnet op, da de vil afholde en konkurrence om fremstillingen
af de smukkeste og billigste lysthuse. Avisen virker til, allerede på daværende tidspunkt, at se det
som værende nødvendigt at vise smukke alternativer til de mange ”tarvelige lysthuse”, der findes i
kolonihaverne. 79 Også blandt dele af de menige kolonister hersker der utilfredshed med form og
farvevalg til husene. Et indlæg i Kolonihaven i 1916 gør problemet klart: ”… derfor synes jeg det
er på høje Tid der bliver sagt et par ord, navnlig om Malingen. For den Misbrug der gøres med
Farver er frygtelig; hvor ofte ser man ikke en lille Have, holdt så nydeligt saa man skulde tro den
var under Opsyn af selve Slotsgartneren, men se saa paa Huset derhenne, en Skamplet paa hele
Anlægget”. 80
På trods af denne utilfredshed er det først i 1918, at forbundet begynder at bringe skitser og
byggevejledning til forskellige huse i Kolonihaven. Opfattelsen synes dog at være at:
”Arkitekturen må underordnes Kolonihaven.” 81
Denne holdning virker til at være møntet på forhold som placering i haven, udseende og funktion.
Stilen må ikke være for prangende, og samtidig skal valget af farver til det udendørs træværk være
nedtonet. Den foretrukne placering af huset vidner da også om, at det er haven der er det primære
fokus. Denne placering er på midterlinjen i haven, trukket længst tilbage fra haveindgang og vej.
79 Politiken 24/4 1910, s. 4.
80 Kolonihaven nr. 2, april 1916, s. 2f.
81 Kolonihaven, nr. 11, november 1925, s. 22.
37

Dermed er det haven, der er det fremtrædende og som danner rammen omkring huset og ikke
omvendt, som man ofte ser ved almindelige husbebyggelse. Her ligger huset ud til vejen, mens
haven lige tilbagetrukket, isoleret og privat bag til. Synet på kolonihavehusets udseende kommer
endnu tydeligere til udtryk i et skrift om Kolonihavens administration og anlæggelse. Her står
direkte, at man bør undgå prangende udsmykning, mange stærke farver, høje tage, tårne og spir på
huset. 82 Dette må siges at være et opgør med den tidligere kreativitet og frie udfoldelse indenfor
kolonihavehusbyggeriet. Denne frie stil finder man blandt andet i et af de mest kendte
kolonihavehuse, ”Rugbrødsbagerens Hus”.
83
Ovenstående skrift er godt nok fra 1940, men de samme tendenser ses i forbundets pjece omkring
kolonihavehuset. Selvom om et hus som ”Rugbrødsbagerens Hus” fremhæves i meget litteratur
om kolonihaver, er det dog igen en mere praktisk og jordnær stil forbundet efterspørger i deres
pjece, og som netop understøtter ovenstående citat om husets formål. Dette vil blive undersøgt
nærmere i næste afsnit.
Pjecen
Baggrunden for at udsende pjecen, er ligesom det var for Politiken i 1910, et forsøg på at inspirere
til en smukkere byggeskik i foreningerne. Forbundets daværende formand C. Nielsen skriver i
forordet til pjecen, at ønsket er, at denne må bidrage til at sætte et smukkere præg over
foreningerne end tilfældet er og derved gavne kolonihavesagen. 84
82
Knud Nordgaard, Kolonihaver. En grundbog om havekoloniers administration og dyrkning. (Forlaget Fremad,
København 1943), s. 39.
83
Billedet er fra Jørgen Haagen, Kolonihaven, (Gyldendal, København 1976), s. 54. Huset ligger i den københavnske
kolonihaveforening Vennelyst.
84
C. Nielsen, Kolonihavehuset. Tegninger med beskrivelse til Lysthuse for Kolonihaver, (Calbergs Bogtrykkeri,
København 1926), s. 3f.
38

Forbundets problem med kolonihavehusene er på mange måder dobbelt. Man ønsker smukke små
huse i haverne, der kan give omverdenen et andet syn på sagen, kolonisterne og det liv der leves i
foreningerne. For at nå dette mål er et stort problem de korte lejekontrakter, foreningerne har med
kommunerne. De usikre forhold hvor mange opsiges og flytter til nye jordlodder, kan have
bevirket, at kolonihavehuset mere får karakter af en praktisk foranstaltning, hvor det økonomiske
tab ved en flytning eller opsigelse ikke er stort. Samtidig bremses forbundets arbejde med at få
oprettet kolonihaver med længere lejemål af det grimme og sjuskede indtryk, mange
kolonihaveforeninger besidder. 85 Situationen virker derved noget fastlåst. Kolonisterne
nedprioriterer kolonihavehuset på grund af de usikre lejekontrakter, mens byrådene er
tilbageholdende med at gøre disse mere sikre, da de mener foreningerne skæmmer bybilledet og
derved egentlig ikke bidrager med noget særlig positivt.
Derfor mener jeg, at pjecen kan ses som forbundets forsøg på at foreslå billige alternativer til de
dårligt opførte huse i haverne, og af den vej vise omverdenen et andet billede af kolonihaverne.
Generelt gældende for pjecens 54 tegninger er den detaljerede beskrivelse, ikke bare af opførelsen,
men også af selve indretningen og malingen, både indvendig og udvendig. Mange af udkastene ser
ud til at finde inspiration fra småhuse på landet kombineret med inspiration fra de engelske
”cottages” og schweiziske hytter. En anden del af tegningerne er inspireret af
bungalowbyggestilen, der netop bliver populær i starten af 1920’erne. Nedenstående fire tegninger
er eksempler på disse inspirationer og er ganske stereotype for resten af de tegninger, der findes i
pjecen.
Udsmykningsmæssigt er husene pyntet med udskåret træværk ved taget og på verandaen. I forhold
til tidligere er stilen mere afdæmpet og det virker til, at man prøver at bevare udtrykket enkelt, i
stedet for at læsse på med detaljer. Kendetegnende er det da også, at når man ser på husene, tænker
85 KF Aarsberetning 1923-24, s. 6.(SB)
86 Nielsen, s. 29 plan 25, s. 38 plan 30, s. 47. plan 37, s. 51 plan 40.
86
39

man ikke umiddelbart, at disse hører hjemme i en kolonihave. I stedet er der tale om mere gængse
hustyper, der kan passe ind mange steder.
Stilmæssigt lever husene op til de idealer, der er dominerende blandt mange arkitekter på
daværende tidspunkt. Disse idealer har deres forbillede i livet på landet i modsætning til byen. Der
værnes om og gøres brug af gamle håndværksmæssige stilarter, hvor brugen af træ, snedkeri og
bindingsværk dominerer. 87 Langt de fleste af kolonihavehustegningerne er da også ifølge pjecen,
udarbejdet af professionelle arkitekter. Dette giver sig udtryk i en noget mere avanceret byggestil,
end hvad en almindelig kolonist uden den store håndværksmæssige erfaring kan formå at bygge,
både økonomisk og håndværksmæssigt. Der er i hvert fald en verden til forskel på den gængse
skurliggende og sjove bebyggelse, man ser i de fleste haver i 1920’erne og så de planudkast,
arkitekterne konstruerer. Længere fremme i perioden mener jeg dog, at kunne se tendenser mod en
ændring i byggeriet. Det kan ses på de billeder, der findes fra haveforeninger omkring 1930. 88 Her
minder husene mere og mere om tegningerne i pjecen fra 1925. Dette kan skyldes forbundets
fokus på husene og det faktum at foreninger eller kredse skal godkende nye husudkast. En anden
forklaring kan være, at måden man bruger haven på, begynder at ændre sig i 1920’erne. På dette
tidspunkt virker det til, at kolonisterne i stigende grad opholder sig fast i haven hele
sommerperioden. Det stiller højere krav til bebyggelsen i haven, både størrelsesmæssigt, komfort-
og funktionsmæssigt, da der på få kvadratmeter skal findes plads til ophold, opbevaring og
sovepladser. Kolonihaven bliver dermed et sted, der i større grad får funktion af et egentlig hjem
og derfor begynder man måske at bygge herefter.
Præmiehaverne
Muligheden for at præge kolonisterne i en bestemt havemæssig retning viser sig endnu tydeligere,
når det kommer til forbundets brug af havebedømmelser. Sigtet med disse må direkte være at
optimere foreningernes udseende og nytte.
De første havebedømmelser indenfor forbundet starter i 1917. Til dette oprette man en
præmiefond, hvis midler skal gå til præmiering af haver. For at få så mange som muligt
87 Tim Knudsen, Paradigmer og professionskampe i den tidlige danske byplanlægning, i Fabrik og Bolig: det
industrielle miljø i Danmark, hæfte 1 (København: 1988), s. 10f.
88 Se bl.a. Kolonihaveforbundets Jubilæumsbog med billeder fra mange forskellige foreninger. Man bliver dog nødt til
at tage sig nogle forbehold, da man må gå ud fra at de kolonihavehuse der er brugt i jubilæumsbogen er blandt de
bedste og mest fotograferede, da meget få vil bruge tid og penge på at fotografere et trist skur. Det har dog været
sådan hele perioden og på de billeder der eksistere kan man se på byggestilen ændre sig mod det der er beskrevet i
afsnittet.
40

interesseret i at pleje deres haver, og derved blive nomineret til havebedømmelse, benytter
forbundet sig af at uddele mange og værdifulde præmier, så der altid synes at være en chance for
at vinde. I perioden fra præmiefondens oprettelse i 1918 og til 1933 uddeles der tæt på 10.000
præmier til en samlet værdi af 100,000 kroner. Allerede i 1919 modtager ca. 500 personer fra 185
forskellige kolonihaveforeninger præmier. 89 På netop dette punkt ser man tydeligt Eksaminationen
træde frem, dels vurderes de enkelte haver i forhold til hinanden, og man får herved dannet en
konsensus omkring hvad havenormen er, og dels forsøger forbundet gennem deres rundhåndede
præmiering, at engagere så mange som muligt.
Det regelsæt der er udarbejdet på området, er oppe til diskussion ved hver af forbundets
kongresser. 90 Et konfliktpunkt er forskellen på haverne, da en del mener, at visse typer af haver,
såsom blomster og blandede haver foretrækkes på bekostning af de rene nyttehaver. 91 Selv om
haverne skal bedømmes i forhold til andre haver af samme slags, vurderes pointene samlet, så det
er de haver med højeste point uanset havetype, der vinder. At der er forskel i pointuddelingen kan
hænge sammen med, at bedømmelserne foretages af forskellige konsulenter, der har forskellige
havestandarder, og som på grund af deres profession ser mere på det æstetiske og helheden i
havernes anlæg. Derved bliver det sværere for en rendyrket nyttehave at score point nok til at
lande i toppen. Indenfor forbundet er der mange tendenser i perioden, der peger væk fra brugen af
haven til ren nytte. I stedet virker det til, at man ønsker et mere helhedsorienteret haveanlæg, hvor
der er plads til både frugttræer, urtehave og blomsterbede. Dette kommer til udtryk ved
haveudstillinger indenfor forbundet, hvor der fra forbundets side påpeges at man må: ” gøre
Publikum opmærksom på, at det ikke alene er et Madspørgsmål men ogsaa Skønheden vi har for
øje og at Kolonihavesagen derfor har en moralsk og opdragende Betydning”. 92
En af forbundets konsulenter beskriver disse idealer i en pjece. Her understreges det, at man i
haven i højere grad end tidligere, må tilstræbe æstetik, idealisme og skønhed, da det er i haven
man kommer til kræfter efter hverdagens hårde slid, og her hvor åndelig og legemlig sundhed
trives. 93 Dette falder godt i tråd med de tendenser, der viser sig i forbindelse med pointafgivelsen,
hvor nyttehaverne forfordeles. Omkring 1940 er det da også havens helhed og de smukke,
89 Dalskov, s. 192.
90 Forbundet afholder kongres hvert tredje år, hvor repræsentanter fra alle kredsene mødes.
91 Dalskov s. 189f.
92 Kolonihaven, nr. 2, april 1915, s.1.
93 Nordgaard, s. 29ff.
41

ekreative og fritidsmæssige værdier der fremhæves ved kolonihaverne. Haverne dyrkes stadig
med urter og frugter, men ofte ikke i rendyrket form. 94
Derfor mener jeg, at man kan påpege, at kolonihaverne fjerner sig mere og mere fra deres
oprindelige kendetegn, hvor grøntsagerne var i fokus. I stedet træder de i karakter som
miniudgaver af den mere gængse brug af haven, som ses i de fleste villakvarterer. Dette er en
udvikling havebedømmelserne bruges til at fremme.
Ud over selve pointfordelingen diskuteres præmiernes art og deltagelsen også på kongresserne. I
1933, efter en del ændringer og tilføjelser, indeholder reglerne blandt andet bestemmelser om:
”Medlemmet må selv have dyrket Haven i 1 Aar. Har Medlemmet flere Jordlodder i samme
Koloni, bedømmes disse under et.” og ”Udelukket fra Bedømmelse er Gartnere samt haveejere
som lader arbejdet udføre af andre”. 95 Ud over disse bestemmelser indskærpes det overfor
konsulenterne, at de i bedømmelserne skal medregne, om kolonisterne ved siden af haven har
arbejde. 96 Meget af dette afspejler ideer omkring arbejdsomhed og flid. Det er ikke nok, at haven
ser godt ud. Den skal afspejle kolonistens egen indsats, så han holdes beskæftiget og netop lærer
havebrug fra bunden. Herigennem kommer han i kontakt med det ”gode liv”, man mener haverne
fremavler. Dette har ikke så meget at gøre med selve afkastet, men mere med havens indvirkning
på moralen.
Generelt må man sige, at havebedømmelser og den lystige debat af disse kan tages som udtryk for
kolonisternes ivrighed. De ønsker muligheden for at vinde, og en del må i starten have følt sig
forbigået, da emnet på flere kongresser bliver lige så heftigt debatteret som opsigelser af jord og
dårlige lejekontrakter. 97 Med til debatten hører også diskussionen vedrørende præmiernes art og
kvalitet. Det ser ud til, at præmierne ret hurtig skifter fra at være noget der er brugbart i
havesammenhæng, til at få trofælignende karakter. I mange år er hovedpræmierne en mindre
genstand i tre-tårnet sølv, eksempelvis en ske, eller en større pokal i plet. Senere foreslås det at
lade præmierne i sølv udforme som en medalje, der kan bæres på frakken af vinderne. 98 Det virker
derfor til, at kolonisterne med præmierne ønsker et trofæ, der kan stilles frem eller ophænges, og
94
Nyttehaver oprettes dog stadig og her er man jo ikke i tvivl om formålet, da hele haven er anlagt som urtehave uden
hus på grunden. Denne type af have har især fremgang i krisetider som under Første- og Anden Verdenskrig og jorden
udlægges i 90 % af tilfældene kun midlertidig.
95
Regler for kolonihaveforbundets præmiefond, 1924 og 1933, s. 1f.(SB)
96
Dalskov, s. 191.
97
Se bl.a. KF forhandlingsprotokoller 1924- 1941.(SB)
98
KF Forhandlingsprotokol 1924- 27,s 9ff og 1939-41, s. 16f.(SB)
42

derved være symbol på den hæder, de har modtaget. Derfor behøver præmierne ikke at besidde
den store nytteværdi. 99
Sigtet med havebedømmelserne er det samme som med mønsterkolonierne, nemlig at fremavle en
bestemt havekultur, hvor de haveidealer hovedforbundet besidder, belønnes. Havebedømmelserne
er dog mere nærværende for kolonisterne, da det foregår på deres hjemmebane, hvor deres arbejde
vurderes. Det er det samlede arbejde, der foretages året rundt og ikke bare et udpluk. Derfor kan
man argumentere for at havebedømmelserne er med til at fremme en konkurrencekultur internt i
foreningerne. Hver gang man er i haven, kan man følge udviklingen hos de andre. I foreningen er
alle potentielle konkurrenter, da det udelukkende er foreningens bestyrelse, der bestemmer hvilke
haver, der skal nomineres.
Dette konkurrenceaspekt ved livet i haverne har tilmed fået plads i Kolonihaveforbundets sangbog
fra 1943. I en sang fra perioden lyder et af versene: ”En Dag var det ude med Leg og med Skraal,
for Haven stod alle på Pinde, alt Ukrudt blev fjernet, hver Dag tog man Maal af Genboens
Blomster, hans Porrer og Kaal: Konsulenttidens Kapløb var inde”. 100
Denne del af specialet viser, i forhold til min hypotese, at forbundet arbejder ihærdigt for at
videregive de haveidealer, de anser som værende de ideelle. Det trækker haven i en anden retning
end det typiske nyttehavebrug, og på mange måder bliver haven en lille udgave af de ”normale”
huse med egne haver. I materialet er der dog både argumenter for og imod, at dette primært gøres
for at skaffe støtte til sagen. Et område, der støtter tesen er, at forbundet selv lægger vægt på, at de
gennem initiativer ønsker at vise haverne udadtil som mere end kedelig nyttebrug. Et område, der
peger i en anden retning er, det engagement de menige kolonister selv ligger for dag i forhold til
tiltagene. Dette kan tyde på, at medlemmerne selv har efterspurgt initiativerne og muligvis
forholder forbundet sig bare til denne efterspørgsel på området.
Konsulentvirksomheden i Århus
Hvordan og i hvilket omfang Århus kredsen har gjort brug af pjecer generelt, og i dette tilfælde
pjecen vedrørende kolonihavehuset, findes der ikke mange oplysninger om. I
forhandlingsprotokollerne er der nævnt enkelte gange, når kredsen har fået materiale tilsendt fra
99 KF Forhandlingsprotokol 1924-27, s. 3ff.(SB)
100 Sangbog for Kolonihave-forbundets medlemmer, s. 33.
43

hovedforbundet. Her kan man se, at noget af det materiale har været tegninger af og
byggevejledninger til kolonihavehuse. I 1924 omtales netop pjecen om kolonihavehuset på
generalforsamlingen, hvor alle foreninger har ret til repræsentation. 101 Derved er foreningernes
formænd blevet gjort opmærksomme på pjecen, men om eller hvordan den er blevet benyttet vides
ikke. Hovedforbundet har dog en regel om, at pjecerne fordeles gratis til medlemmerne, men i en
oversigt over oplag på de forskellige pjecer ser man, at netop denne pjece kun er udkommet i 5000
eksemplarer. Dette er langt fra nok, hvis pjecen har skullet ud til samtlige medlemmer. 102
Meget af den generelle kritik af bebyggelsen i kolonihaverne og mange af
kolonihavehusmodellerne er dog blevet bragt i Kolonihaven, så ad denne vej kan kolonisterne
have stiftet bekendtskab med tendenserne indenfor kolonihavehusbyggeriet. Samtidig viser det sig,
at før pjecen i 1925, har der været opmærksomhed på området i Århus, og meget tyder på at det er
startet fra kommunens side. I den kommunale kolonihavelejekontrakt er der nemlig en paragraf
om at: ”lysthuset skal have et efter udvalgets skøn tækkeligt ydre”. 103
Dette betyder, at der i store dele af perioden har været visse standarder i Århus for, hvordan
lysthusene må tage sig ud, men om pjecen har været brugt som redskab vides ikke.
Første gang der bliver gjort brug af konsulentbesøg i Århus er i 1917, hvor konsulent Dalskov
inspicerer haverne. Arrangementet virker til at have været en succes i form af deltagere, men ikke
på det havemæssige plan. Konsulenten bliver nemlig bedt om at komme igen en måned senere for
at se, om havernes tilstand har ændret sig til det bedre. Præcis hvad der har været galt er uvist, men
kredsen i Århus sender formaninger ud om, at både havelejere og foreninger må rette op på
havesagerne. Derfor må både haverne og arealerne i anlæggene have været i dårlig stand. 104
Konsulentbesøgene udvikler sig i de følgende år, da kredsen får sin egen lokalkonsulent og
begynder at afholde konsulentbesøg både sommer og vinter. Størstedelen af sommerbesøgene går
ud på at rådgive kolonisterne, især med henblik på de kommende havebedømmelser. Udvælgelsen
af haver til dette sker i begyndelsen ved, at kredsbestyrelsen nedsætter et internt udvalg, der
bedømmer haverne og indsender bedømmelserne til hovedforbundet. Denne fremgangsmåde
101 Århus kredsen, 14/5 1924.(EA)
102 Dalskov, s. 268.
103 Grønnegade: standardlejekontrakt mellem havelejere og kommunen fra tiden før der indføres foreningsleje i 1922.
I 1925 hvor foreningslejen er indført findes der lignende bestemmelse omkring lysthusene.(EA)
104 Århus kredsen, 15/1 og 15/6 1917.(EA)
44

ændrer sig dog hurtigt og i stedet bliver det konsulenterne, i samarbejde med et udvalg, der
foretager bedømmelserne. 105
Som argument for brugen af havebedømmelser fremhæver kredsbestyrelsen, at de ønsker så
mange gode og smukke haver som muligt, samt håbet om at disse vil få flere til at følge
eksemplet. 106
Denne baggrund for at bruge havebedømmelserne gør sig gældende hele perioden - i 1938
påpeges der igen af kredsen at: ”formålet med Præmieuddelingerne er at højne Kolonihavernes
standard”. 107
Det virker dog til, at der fra starten har været forskellige problemer i forbindelse med
havebedømmelserne og tendenserne fra hovedforbundets kongresser viser sig også i Århus. Næst
efter lejeforholdene er havebedømmelserne det punkt, medlemmerne klager mest over. Allerede i
1919 er der klager over, at det er de forkerte haver, der præmieres. I 1922 afskediges kredsens
lokalkonsulent efter en periode med kritik af hans bedømmelsesgrundlag. Meget bedre bliver
situationen ikke for den nye konsulent, der ligefrem bliver bedt om, helt at holde sig væk fra en af
foreningerne.
Ovenstående er bare et lille udpluk af eksempler, der viser, at havebedømmelserne tages ganske
alvorligt af kolonisterne, og at der allerede i starten af 1920’erne hersker en stærk
konkurrencekultur på området. 108 Havebedømmelserne vedbliver da også med at være et område,
der debatteres ofte. Dette sker især på generalforsamlingerne, hvor alle medlemmer har adgang. At
det hovedsagelig er her emnet diskuteres viser, at det er et område som medlemmerne går op i.
Især da kredsbestyrelsen på deres egne lukkede møder ikke bruger megen tid på området.
105 Århus kredsen, 28/5 1927.(EA)
106 Århus kredsen, 12/5 og 18/12 1918.(EA)
107 Århus kredsen, 23/11 1938.(EA)
108 Århus kredsen, 27/5 1923.(EA)
45

Den reelle tilslutning til havebedømmelserne er svær at sige noget om for hele perioden. Der er
dog en årrække i slutningen af 1920’erne, hvor den der har ført forhandlingsprotokollen, har
nedskrevet den årlige beretning fra konsulenten. Ud fra disse kan man danne sig et overordnet
indtryk af besøgenes omfang i midten af den udvalgte periode:
1927 1929 1930 1931
Antal
medlemmer
2126 2047 Ca. 2000 Ca. 2000
Konsulentbesøg i 616, (heraf 414 i 485 409 389
alt
sommerperioden)
Antal deltagere ? ? 609 960
Antal foreninger
besøgt.
26 ud af 27 26 ud af 27 ? ?
I 1927 er der 27 foreninger under Århus kredsen, af disse har 26 været besøgt i forbindelse med
havebedømmelser og havevejledning. Hvor mange haver der er blevet bedømt vides ikke, men
konsulenten oplyser, at han sammenlagt har besøgt 616 haver i 1927, heraf 414 i sommerperioden.
I 1929 har konsulenten været i samme antal foreninger som i 1927, men kun 485 haver. Denne
nedgang skal dog ikke findes i faldende interesse fra medlemmernes side, men i det faktum at
kredsen har skåret vinterkonsulentbesøgene fra, så de personer der har ønsket vejledning i tidlig
beskæring samt gode råd om forberedelser til foråret, er faldet fra. Fra 1927 til 1929 er antallet af
medlemmer, der har konsulenten på sommerbesøg steget med 71. Dette falder dog igen i 1930 og
1931, men i de to perioder oplyser konsulenten antal deltagere, der især i 1931 ligger højt med
930, hvilket svare cirka svarer til halvdelen af medlemmerne. 109 Da der er forskel på
indberetningsmåden fra år til år, er det svært at udlede noget mere specifikt end dette, men det
tallene helt overordnet viser er, at mange kolonister har arbejdet aktivt for at forbedre deres haver.
Derved virker det til, at der blandt kolonisterne er opstået en konsensus om havens udseende.
Konsulentvirksomheden i Horsens
Horsens kredsens brug af hovedforbundets pjecer ser ud til, ligesom i Århus, at have været
forsvindende lille. I forhandlingsprotokollerne for perioden nævnes lysthuspjecen en enkelt gang,
109 Århus kredsen, 17/10 1927, 13/11 1929, 19/11 1930 og 18/11 1931. Oplysninger omkring konsulentens arbejde
findes desværre kun for de anførte fire år. Medlemstallet der ikke er oplyst for 1930 og 1931 har ikke varieret specielt
meget fra de foregående år da det i længere årrække før har bevæget sig op og ned omkring de to tusinde. Det har dog
nok ligget lidt under tallet fra 1929, da der af forhandlingsprotokollen fremgår at en forening har meldt sig ud og flere
haver er opsagt.(EA)
46

og dette er kun en konstatering af, at den nu er udkommet. Medlemmerne har dog som i Århus
kunnet finde inspiration i Kolonihaven, og de få foreninger der ligger på lejet kommunal jord, har
da også bestemmelser med i deres vedtægter om, at kolonihavehuset skal have et ordentligt
udseende. 110 Hvad der ligger i ordet ”ordentligt” defineres ikke, men det virker til at være op til
Markudvalget og foreningerne at vurdere dette.
Sammenslutningen i Horsens tilslutter sig forbundet på et tidspunkt, hvor dette udvikler sig
hurtigt. Mange initiativer, såsom udstillinger og konsulentarbejde har eksisteret i en periode, og er
i faste rammer. Fra starten benytter kredsen sig af tilbuddene og igangsætter en mængde
initiativer. 111 Horsens kredsen er eksempelvis blandt de første, der arrangerer et vinterkursus i
havebrug løbende over flere dage. 112 Sammenlignet med Århus bruges der langt mere tid på
konsulentvirksomheden i Horsens, da der afholdes flere foredrag, flere havebesøg og flere kurser.
Den mest åbenlyse forklaring på denne forskel er igen den forskellighed, der eksisterer blandt
medlemsforeningerne i de to byer. Jordleje og udlægning af ny jord optager ikke kredsen i
Horsens specielt meget de første 10 år, da hovedparten af medlemmerne selv ejer deres havejord
og resten har forholdsvis lange kontrakter. Kredsen skal dog stadig have noget at tilbyde
medlemmerne, og derfor ligger vægten meget på det belærende og havemæssigt udviklende. I
kredsens vedtægter er det da også først i 1926, at der tilføjes en paragraf om, at kredsen skal
arbejde for udlægning og udleje af jord til kolonihaveformål. 113
Denne forskel på kolonihaverne i de to byer bevirker, at hverken kreds eller byråd i Horsens har
samme muligheder som i Århus for at blande sig i haveselskabernes og de enkelte havers
udseende. Samtidig har kolonisterne dog et større incitament til at holde haven og kolonihavehuset
i god stand, da de ikke er truet af opsigelser på samme måde som haverne i Århus.
Konsulenttilbudene virker til at have været flittigt brugt. Allerede i 1921 efterlyser Horsens
kredsen på kolonihaveforbundets kongres mere konsulentbistand og i 1926 beslutter kredsen sig
for at arrangere sine egne konsulentbesøg, ved siden af dem som hovedforbundet tilbyder. 114 På
samme vis som i Århus er det nemlig konsulentbesøgene og havebedømmelserne, der er det mest
populære på området. De første år virker der ikke til at være de store uoverensstemmelser omkring
110 Horsens kredsen, 22/11 1926.(BH)
111 Horsens kredsen, 25/4 1918. (BH)
112 Kolonihaven nr. 2 marts 1919, s. 10.
113 Love for Kolonihaveforbundets 4, kreds Horsens, 1918.(BH)
114 Kolonihaven nr. 11, november 1921 og Horsens kredsen, 25/1 1926.(BH)
47

havebedømmelserne, men i takt med at der opbygges bestemte regler og standarder omkring
fremgangsmåden, begynder de samme træk som man så i Århus at vise sig. De første tegn i denne
retning kommer i forbindelse med en gruppe medlemmer, der ønsker at se bedømmelseskortene
fra de enkelte haver. 115 Som sådan udvikler denne situation sig ikke videre, men kravet viser, at
der blandt medlemmerne er en vis mistænksomhed rettet mod konsulenten og hovedforbundet, idet
medlemmerne selv vil tjekke om bedømmelserne foregår efter bogen. I årene herefter fortsætter
mistroen til bedømmelserne med at vokse. Flere mener, at kredsbestyrelsen ikke selv bør medtage
egne haver til bedømmelsen, og der stilles krav om, at den endelige bedømmelse altid skal
foretages af to personer. 116
Kredsen i Horsens omtaler ikke direkte, hvad deres hovedformål med havebedømmelserne er, men
man kan se i forhandlingsprotokollerne, at ideerne omkring at inspirere og motivere gennem brug
af præmier, vejer tungt. Dette er nok hovedårsagen til, at kredsbestyrelsen i 1922 selv begynder at
indkøbe ekstra præmier, da en del foreninger, efter en ændring i præmiereglerne, ingen præmier
tildeles. 117 De nye regler har Århus kredsen arbejdet aktivt for at få indført og her tildeles
præmierne efter antal medlemmer under kredsene. Både i Århus og Horsens er der mange
foreninger tilknyttet forbundet, men mens foreninger i Århus ofte er store med langt over 50
medlemmer, er det modsat i Horsens, hvor hovedparten har under 50 medlemmer. Derfor er
medlemstallet en del lavere i Horsens, på trods af de mange foreninger der er tilmeldt kredsen.
Som følge heraf har kredsen i Horsens kun mulighed for at sikre præmier til alle foreninger, ved
selv at indkøbe.
Det haveudseende kredsen ønsker at fremavle i foreningerne, har ligesom hos hovedforbundet
fokus på helhedsindtrykket og ikke den rendyrkede nyttehave. Dette nævnes ikke direkte, men
omkring 1940 påpeges det over for kredsens konsulent, at han grundet de strenge krigstider hvor
der er stor efterspørgsel efter kål og kartofler, må se bort fra havens opbygning under
præmieringen og derfor alene gå efter havens pleje og produkternes kvalitet. 118 I og med at dette
påpeges, viser det at det er nogen andet, nemlig udseendet, der tidligere er blevet brugt i
vurderingen.
115 Horsens kredsen, 10/10 1921 og 18/6 1922.(BH)
116 Horsens kredsen, 2/11 1923, 10/5 1924, 20/5 1932 og 15/1 1936.(BH)
117 Horsens kredsen, 22/11 1922.(BH)
118 Horsens kredsen, 28/6 1940.(BH)
48

Havebedømmelserne er, ligesom i Århus, et af de vigtigste initiativer kredsen sætter i gang, når
man ser på tilslutning fra de menige medlemmer og hermed hovedforbundets og kredsenes
mulighed for at præge. Dette viser sig ved, at emnet bringes op på generalforsamlingerne og
fællesmøder, hvor netop de menige medlemmer er til stede. Ydermere kan man se, at flere
foreninger under kredsen afholder egne interne havebedømmelser for at fremme endnu flere
velholdte haver. Dette sker ved siden af kredsens bedømmelser, så der konkurreres både internt i
foreningerne og eksternt mod resten af kredsens medlemmer. Et andet fingerpeg i denne retning er
en tilføjelse til kredsens regler, der giver denne og de enkelte foreninger muligheden for at fratage
et medlem dets præmie, hvis personen efter bedømmelserne lader haven forfalde. 119 Den tilføjelse
er med til at pointere at havebedømmelserne ikke bare afholdes for konkurrencens skyld, men med
det overordnede formål at skabe en kultur i foreningerne omkring velholdte og velindrettede
haver.
Sammenfatning
Blandt de igangsatte initiativer i perioden er effektiviteten og interessen lettere at se på nogle
områder end andre. Udgivelserne af belærende materiale, såsom pjecen omkring kolonihavehuset,
finder sted i et stort omfang i perioden. Hovedforbundets baggrund for at udsende pjecen er at vise
billige inspirerende alternativer til den måde en del af husene er opført på, både konstruktions- og
udseendemæssigt. Hovedforbundet ønsker dog ikke, at kolonihavehuset skal være det centrale i
haven og tidligere tiders fantasifulde opførelser er ikke målet. Dette er i stedet et praktisk hus med
et tækkeligt udseende, der kan falde ind hvor som helst i samfundet. Ud fra kredsenes
forhandlingsprotokoller fremgår det, at der er blevet gjort opmærksomt på denne pjeces eksistens
overfor medlemmerne, men heller ikke mere. Dette gør det svært at sige noget om pjecernes effekt
på medlemmernes måde at opbygge kolonihavehuset på. Det ser dog ud til, hvis man kigger på
billeder fra tiden omkring 1930, at kolonihavehuset er i gang med at skifte udseende og funktion, i
retning af de bygningsidealer som pjecen opstiller. I både Horsens og Århus har der i
lejekontrakterne været bestemmelserne omkring husets udseende, hvilket kan have bevirket at
området ikke har været så problematisk her og at pjecen derfor ikke har fået megen
opmærksomhed.
119 Horsens kredsen, 21/2 1934.(BH)
49

I den undersøgte periode er konsulentbesøgene og især havebedømmelserne, de initiativer der
henvender sig mest direkte til medlemmerne. Konsulentbesøgene og havebedømmelsernes
udformning gør, at man kan betragte dem ud fra Foucaults begreber omkring den normaliserende
sanktion og eksaminationen, da begge dele inddeler, fravælger og belønner. Dette bevirker, at der
oprettes en konsensus om hvad normalen er, og ud fra denne bedømmer man. Målet med
havebedømmelserne er at inspirere og motivere kolonisterne til at holde deres haver efter bestemte
havemæssige idealer. Disse idealer peger væk fra brugen af haven til ren nytte. I stedet er der
fokus på helhedsindtrykket og en have med flere funktioner – Skønhed, nytte og rekreation.
Både kredsen i Århus og i Horsens tager initiativerne til sig i god tråd med hovedforbundets
intentioner. Havebedømmelserne vinder også stort indpas blandt medlemmerne, hvilket ses i den
store interesse, de udviser på området. Dette ender da også med at blive et punkt der arbejdes for
nedefra og op, frem for et, kredsene forsøger at presse ned over kolonisterne.
50

Kapitel 4 - Kolonihaveforbundet og offentligheden
Når man beskæftiger sig med Kolonihaveforbundet i perioden fra 1910-25, støder man ofte på
vrede udsagn fra forbund, kredse og foreninger vendt mod stat, kommune og pressen. Dette
skyldes især deres, ifølge kolonisterne, manglende anerkendelse og forståelse for sagen. I perioden
fra 1925-40 ser dette ud til at skifte, og Kolonihaveforbundet fremhæver nu deres vellykkede
arbejde på området, da det er lykkedes dem at opnå accept af sagen. Om det virkelig forholder sig
sådan vil vise sig i følgende kapitler. Her vil forholdet til og opnåede resultater over for Rigsdag,
byråd og presse blive belyst. Disse er områder, hvor det har været muligt for Kolonihaveforbundet
at opnå økonomisk støtte og længere lejemål. Samtidig har de gennem pressen haft mulighed for at
sikre kolonihavesagen positiv omtale.
Denne del af specialet vil komme til at bryde min periodeafgrænsning og gå længere tilbage. Det
er valgt, da jeg ønsker at undersøge den generelle holdning til sagen, og se om forbundets og
kredsenes opståen ændrer noget på dette punkt. I selve fremstillingen vil områder som byplaner,
havebyer, kernefamilien og sundhedsmæssige overvejelser komme i spil. Dette er alt sammen
temaer, der knytter sig til diskussionerne omkring de voksende byer og problemerne i disse. I
forhold til min hypotese vil den del af specialet kunne kaste nærmere lys over, om forbundets
initiativer over for medlemmerne er med til at sikre forbundet støtte og bedre vilkår.
Den første kontakt
Den første kontakt mellem myndighederne og Kolonihaveforbundet opstår, mens dette er et lokalt
københavnsk foretagende. Jeg har dog valgt at medtage denne første ansøgning, da den er med til
at oprette kontakten til de offentlige instanser og meget præcist viser, hvad det er forbundet ønsker
at kæmpe for i kommunerne.
Ansøgningen indsendes 1908 og virker til at have to primære formål. Det første er ønsket om
forbedringer for kolonihaverne på fire områder. Disse er: ensartede lejeforhold, anvisning af et
andet jordareal ved fraflytning, længere lejemål og opsigelsesfrister og ingen udlejning af lodder
på enkeltmandkontrakter eller til aktieselskaber.
Min gennemgang af kredsens arbejde i perioden har netop vist, at disse fire områder kommer til at
gå igen i arbejdet overfor byrådene og at det er disse der kæmpes for gennem perioden. Især emner
som ensartede forhold, og hvem der udlejes til, kommer til at få stor betydning for forbundets
51

position og status på kolonihaveområdet. Dette vil blive belyst i min gennemgang af Århus og
Horsens kredsene.
Det andet formål med ansøgningen er at henlede kommunalbestyrelsens opmærksomhed på de
samfundsmæssige goder, der findes ved kolonihavelivet. Meget i tråd med tidens toner omkring
hygiejne og ordnede forhold fremhæver forbundet i ansøgningen: ”Idet vi henleder
opmærksomheden på de mange Smaafamilier, der nu interesserer sig for Kolonihaver, og den
store Betydning de har for disses familiers Sundhed, især de mange Børn, som her opholder sig i
fri Luft, frem for at være henviste til ofte ret indskrænkede Boligforhold, - udtaler vi Haabet om, at
den højtærede Kommunalbestyrelse vil skænke Kolonihavesagen velvillig interesse.” 120
I ovenstående citat indgår der flere elementer, som i længere tid har optaget lægestanden,
byplanlæggere og borgerskabet i Danmark. Et element er ideerne omkring bedre boligforhold og
sundhed, da det menes, at have betydning for en arbejdsduelig og moralstærk befolkning.
Befolkningens moral og arbejdsomhed kædes ofte sammen med behov for lys, luft og renlighed i
dagligdagen. Dette er specielt møntet på arbejderklassen, da det især er her, der er problemer med
boligforhold, som ikke lever op til standarderne. Antagelsen synes at være at beliggenheden og
selve boligformen med mørke fugtige lejligheder og dårlige kloakforhold, gør det svært for
beboerne at få tilstrækkeligt med lys og luft. 121 Mange mener at dette materielle fysiske forfald,
medfører et åndeligt og moralsk forfald og det bliver set som en medvirkende årsag til, at uorden,
tyveri, alkoholisme, lediggang og prostitution stortrives i byerne. 122 Herved sammenkobles byens
fysiske rum med et indre moralske forfald som meningsdannere mener, er fremherskende i
perioden.
Et andet element i citatet er dets direkte fokus på børnene. Igen viser forbundet sig at være på
bølgelængde med tidens debatter, hvor børn er gået fra at være oversete til at blive en gruppe, der
anses som værende af stor vigtighed for samfundsudviklingen. Man ønsker at præge børnene, så
disse vokse sig til stærke og sunde samfundsborgere. Derfor må man sætte tidligt ind med gode og
lærerige aktiviteter. 123 For at dette skal være muligt, må arbejderklassens børn væk fra gaden. Her
er haverne en ideel løsning, da børnene kommer bort fra den indelukkede by, og gennem arbejdet i
haven stifter bekendtskab med sunde aktiviteter. I denne problematik er kolonihaverne bare et
120
Andragende fra oktober 1908, gengivet i Dalskov, s. 49.
121
Lars Henrik Schmidt, Lys, Luft og Renlighed. Den moderne social hygiejnes fødsel, (Akademisk forlag, 1986), s.
35ff.
122
Tim Knudsen, Storbyens støbes. København mellem kaos og byplan 1840-1917, (Akademisk Forlag, 1988), s. 82ff.
123 Frykman, s. 87ff.
52

område, der ser sig selv som løsningen på overvejelserne omkring børn og fritid. Andre områder,
der profilerer sig på lignende idealer er eksempelvis idræts- og sportsforeninger, byggeforeninger,
husholdningsskoler, fritidshjem, skolehaverne og haver specielt beregnet til unge mænd.
Kort sammenfattet omkring forbundets første ansøgning, så indeholder den to punkter. Et omkring
forbedringer og et med en samfundsrelevant berettigelse af, hvorfor kommunalbestyrelsen bør tage
forbundet og dets krav alvorligt. Kolonihaveforbundet får dog intet svar fra kommunalbestyrelsen,
hvilket nok skal ses som udtryk for, at man på daværende tidspunkt ikke påtænker at imødekomme
nogle af kravene. Ansøgning kommer alligevel til at sætte standarden for, hvordan forbundet
forsøger at fremstille sagen udadtil.
Fra lokalforbund til landsforbund
I 1914 begynder forbundet at vokse, da flere københavnske kolonihaveforeninger tilslutter sig.
Året efter tager forbundet kontakt til kolonihaveforeninger i resten af landet, og i 1916 opstår
sammenslutningen som landsforbund. I nedenstående gennemgang vil kolonihaveforbundets
forsøg på at opnå statsstøtte blive undersøgt. I tilknytning hertil vil jeg forsøge at nuancere billedet
af kolonihaverne som værende mere end et Socialdemokratisk støtteprojekt. Socialdemokratiet ser
faktisk på området med skepsis i begyndelsen. Det skyldes, som vist i det historiske afsnit, at
sagen er udsprunget fra personer med tilknytning til partierne Højre og Venstre, i et forsøg på at
pacificere og bejle politisk til arbejderklassen. Mistroen viser sig dog ikke i Rigsdagens
forhandlinger, men de giver et godt indtryk af, at kolonihaverne er mere end en sag kun støttet af
Socialdemokraterne.
Forbundet indsender de første ansøgninger om statsligt tilskud i 1914 og 1916. Begge gange ydes
der et bidrag, på sammenlagt 4.500 kroner, til projekter såsom konsulentvirksomheden og
oprettelse af forevisningshaver og mønsterkolonier. 124
I 1916 efter at forbundet flere gange har fået bevilliget enkeltstående tilskud, beslutter bestyrelsen
at ansøge om et fast årligt statstilskud. I starten bevilliges forbundet 1000 kr. men de er allerede i
1922 oppe på 30.000 kr. årligt.
124 Dalskov, s. 54ff.
53

Forbundets første ansøgning er blevet behandlet under finanslovsforhandlingerne og har på
forhånd været til drøftelse i Landbrugsministeriet, der har anbefalet støtten. I sin begrundelse for
opbakningen til Kolonihaveforbundet, fremhæver Landbrugsministeren især to punkter. Det første
drejer sig om forbundets vækst, der ser ud til at være støt stigende. Der står i 1916 51 foreninger
og flere tusinde medlemmer under forbundet. Herved er det efterhånden ikke nogen lille
sammenslutning længere.
Det andet punkt drejer sig om forbundets planer for fremtiden. Her oplyser forbundet, at de
fremtidige planer indebærer et forsøg på at drage samtlige af provinsens kolonihaveforeninger ind
under sig. At dette punkt fremhæves, som noget der taler for sagen, bunder i at forbundet har
meddelt, at formålet bag dette ønske er i rent oplysningsøjemed, da man gennem
konsulentvirksomheden vil optimere alle de små kolonihavebrug. På den måde kæder forbundet de
belærende initiativer, over for medlemmerne og dets samfundsnyttige gerning, i form af hjælp til
selvhjælp, sammen.
Ovenstående to grunde gør, at støtten anbefales, og at finansudvalget bevilliger tilskuddet. Herved
er forbundet nu en ”statsanerkendt sammenslutning”. Dette faktum fremhæves ofte i agitationen
for nye medlemmer eller i forhandlingssituationerne med de respektive kommuner, og virker til at
have bidraget til at forbundet og kolonihavesagen for første gang føler sig anerkendt i samfundet.
På intet tidspunkt under forhandlingerne er sagen noget som er politisk ugleset, og opbakningen
må karakteriseres som bred. Det ansøgte beløb er dog af forholdsvis lille karakter, hvilket kan
have spillet ind på politikerne velvilje. Dette ser dog ikke ud til at være tilfældet, hvis man ser
fremad til 1920. Tilskuddet har i perioden været støt stigende, og dette år stiger det fra 8000 kroner
til 20.000 kroner.
I Finansudvalgets behandling af sagen fremhæver Emil Rasmussen fra De Radikale og Vilhelm
Rasmussen fra Socialdemokratiet, at stigningen må siges at være ganske omfattende. Opbakningen
er dog alligevel bred, og ingen ytrer sig negativt imod forslaget. Emil Rasmussen udtaler blandt
andet: ”Men dette Tilskud vil ikke kunne siges at være for højt i Forhold til det store
samfundsnyttige Arbejde Forbundet udretter, særlig omkring Byerne”. 125 Dette bakkes op af
Wilhelm Rasmussen der mener: ”Dette Havebrug fortjener i allerhøjeste Grad samfundsmæssig
125 Rigsdagstidende 1918-19, Folketingets forhandlinger, spalte 3034
54

Støtte, men jeg vil dog til slut sige, at der endnu mangler en Ting, og det er, at man flytter Husene
ud i Haverne og forvandler Kolonihaverne til egentlige Havebyer…”. 126
Landbrugsministeren virker til at være på bølgelængde med ovenstående. I den afsluttende debat i
finansudvalget, fremhæver han netop forslaget om den forhøjede støtte til forbundet som værende
et af de vigtigste. Han påpeger, at der ikke er tale om nogen lille forhøjelse, men han glæder sig
ved, at Finansudvalget deler hans sympati på området. Som grundlag for hans personlige velvilje
udtaler han: ”Jeg tror, at det for os alle er noget højest glædeligt, naar vi ser disse kolonihaver og
ser at disse Folk faar saa meget ud af den Plet Jord, de har, og naar vi mærker den Glæde og
Interesse hvormed de omfatter arbejdet”. 127 At netop Landbrugsministeren har set meget velvilligt
på sagen fremgår af, at forbundet flere steder takker netop ham for hans store velvilje og støtte til
sagen. 128
En anden faktor i det politiske spil, der måske kan være med til at forklare den store velvilje
Kolonihaveforbundet møder, er landstingsmand Jørgen Bertelsen. I 1916 indvilliger han i at blive
præsident for forbundet. En oplagt tanke er, at Jørgen Bertelsen har brugt sin indflydelse i
Rigsdagen til at fremme sagen. Der findes dog intet i de skriftlige kilder, der direkte underbygger
dette. Kolonihaveforbundet nævner ikke des mindre, i forbindelse med deres første statsstøtte, at
en stor del af æren må tilfalde Bertelsen, der har samarbejde med forbundet på området. 129 Hvis
man sammenholder det med det faktum, at Bertelsen siden 1908 har siddet i Finansudvalget, kan
man formode, at han bag kulissen har været med til at bane vejen.
I andre af forbundets støtteansøgninger til Rigsdagen fremhæves primært de økonomiske aspekter.
Her betones de stigende priser på kunstgødning, udgifterne til konsulentvirksomheden og
medlemsbladet. 130 Forbundets brede samfundsnytte fremhæves i stedet, fra politisk side, som
begrundelse for tilskuddene. I forlængelse heraf virker omtalen af kolonihaverne meget
idylliserende – meget lig den første ansøgning forbundet indsendte til Københavns Kommune.
Kolonihavedebatten tages dog et skridt videre som vist i citatet af Vilhelm Rasmussen. Her
lovprises kolonihaverne, men de ses kun som en midlertidig ting på vejen mod det ultimative mål
126 Rigsdagstidende 1918-19, Folketingets forhandlinger, spalte 3040.
127 Rigsdagstidende 1918-19, Folketingets forhandlinger, spalte 3063.
128 Se bl.a. Kolonihaven nr. 1 marts 1916, s. 2.
129 Kolonihaven nr. 1 marts 1916, s. 1f.
130 Rigsdagstidende 1918-19, tillæg B, Udvalgenes betænkninger, spalte 491f.
55

for alle familier - nemlig eget hus og egen have. 131 Selve tanken passer meget godt ind i de andre
mønstre som kolonihaverne beskrives ud fra. Med dette menes, at livet i kolonihaven, og hvad
dette fører med sig, familie- og sundhedsmæssigt, beskrives ud fra forbilleder, der tager sit afsæt i
borgerskabets levevis. I dette indgår idealerne omkring hus og have også. 132 Et interessant
perspektiv på dette er, at kolonihaverne kan ses som de mindre bemidledes alternativ til dette, eller
i bedste fald som en midlertidig opøvelse i det at eje og passe sit eget.Det at eje hus og have kan
også ses som en pacificerings og udjævningsstrategi, der rykker samfundets klasser tættere på
hinanden, da alle i større eller mindre grad har ret til jorden. Derved vil en mulig utilfredshed i
samfundet mindskes, da ingen større gruppe vil adskille sig væsentlig fra andre.
Ud over ovenstående påpegning fra politisk side, udtaler Kolonihaveforbundet sig flere gange i
samme retning, og der prøves blandt andet i 1922 at få indarbejdet en bestemmelse i kontrakterne
med kommunerne, hvori der står, at lodderne senere må bebygges, efter inspiration fra de engelske
havebyer. 133 Under dette fremstød allierer forbundet sig med det nystiftede Dansk
Byplanlaboratorium. De skal udarbejde en plan for, hvordan kolonihaverne kan indgå som en del
af byernes planlægning, frem for at være noget der opsiges, og ses som en hindring for
udviklingen. I det færdige materiale fra laboratoriet fremhæves især kolonihaver som permanente
parklignende anlæg eller som lodder, der senere må bebygges. 134 Dette ses mere konkret i
kredsenes forhandlinger med kommunerne, hvor man frem for at leje, forsøger at købe jord til
kolonihaver eller indarbejde en forkøbsret til jorden i kontrakterne. 135 Senere ændrer dette sig dog,
så målet i stedet bliver oprettelse af kolonihaver, der drives som kolonihaver, og ikke med hus og
have som målet for grunden på længere sigt. 136
I 1921 forhøjes statstilskuddet endnu engang, da forbundet søger ministeriet om en ekstrabevilling
på 10.000 kroner. Til denne forøgelse er der kun en kommentar. Den kommer fra venstremanden
Pinstrup, der tilføjer, at dette er en lovlig stor stigning, men når der er tale om en ekstra bevilling,
131
Demokraten, kronik af Wilhelm Rasmussen, 24/5 1922.
132
Frykman, s. 97ff
133
Den danske forståelse af haveby projektet går meget på billig finansiering gennem det offentlige, så hver familie
kunne få sit eget hus og have. Disse kunne anlægges som forstæder til de større byer. Se bl.a. F.C. Boldsen,
Haveboliger i Danmark.
134
Meddelelser fra Dansk Byplanlaboratorium 1922-26, (Centraltrykkeriet, Slagelse 1926), s. 6ff.
135 KF Aarsberetning 1922-23, s. 6. (SB)
136 KF Forhandlingsprotokol 1939-41, s.1.(SB)
56

kan det accepteres. 137 Året efter gøres bevillingen dog til en fast del af tilskuddet, der nu er på
30.000 kroner årligt.
Denne situation handler om mere end bare en forhøjelse af et tilskud. Grunden til det
ekstraordinære ansøgning er økonomiske problemer i forbundet, og her går ministeriet og staten
ind og støtter. Det viser, at både kolonihaverne, men også forbundet og dets tiltag ses som værende
af værdi. Der findes da heller ikke andre på kolonihaveområdet i perioden, der får statsstøtte til at
fremme sagen, selvom mange foreninger står udenfor forbundet eller er indmeldt i andre steder.
Derved opnår forbundet, en eneret på sagen og på hvad det i offentlighedens øjne vil sige at være
kolonist.
En interessant ting til at underbygge ovenstående med, er ansættelsen i 1918 af en statskonsulent
på kolonihaveområdet. Dette sker efter ansøgning fra Kolonihaveforbundet, men hele lønnen
betales, efter anbefaling fra Landbrugsministeriet, af staten. Dette er på ingen måde normalen, da
staten sædvanligt kun yder op til halvdelen af beløbet. 138 Til trods for titlen af statskonsulent på
kolonihaveområdet, virker det reelt kun til at være tale om en statskonsulent for
Kolonihaveforbundet, hvor foreninger udenfor foretagendet må søge hjælp og vejledning andre
steder.
Politisk virker der til at være konsensus på området, og som vist tidligere kommer opbakningen
både fra Venstre, Socialdemokratiet og De Radikale. Den store opbakning fortsætter perioden ud,
både under venstremanden Thomas Madsen-Mygdal der bliver landbrugsminister i 1924 og hans
efterfølger Kristen Bording fra Socialdemokratiet. Der skæres dog i alt 8.500 kroner i tilskuddet i
1929 og 1932. Hvorfor dette sker vides ikke. 1932 kan nok forklares med den
verdensomspændende depression, og i 1929 må der også være noget færde, da andre foreninger
over en bred kam oplever det samme. Nedskæringerne virker ikke til at udspringe af politisk
modvilje, da beløbet til forbundet hæves igen få år efter. 139 I 1942 får forbundet 40.000 kroner i
støtte årligt og er blevet bevilliget lån af staten på 100.000 kroner i 1938 og i 1940. 140
Ovenstående to afsnit om hovedforbundet etablering og placering på den politiske dagsorden viser
flere interessante ting. Først og fremmest forsøger forbundet fra starten, at forbinde kolonihaverne
137 KF Aarsberetning 1921-22, s. 2. (SB)
138 Rigsdagstidende 1918-19, Tillæg B, spalte 1358f.
139 KF Aarsberetninger 1927-28 s. 7, og 1932-33 s 7, samt KF forhandlingsprotokol 1924-27, s. 6. (SB)
140 KF forhandlingsprotokol 1939-1940, s. 4f. (SB)
57

med tidsaktuelle emner omkring det gode og sunde liv. Ved siden af denne samfundsnyttige
begrundelse fremhæves især de dele af forbundets arbejde, der er af belærende karakter.
På den politiske scene i Rigsdagen har forbundet fra starten bred opbakning. På trods af at
beløbene, der ansøges om er kraftigt stigende, ændrer dette sig ikke. Deres begrundelser for at
bakke op om forbundet, er netop de samfundsnyttige aspekter ved sagen, hvor familielivet,
arbejdsomheden, sundheden og udviklingen mod at blive egentlige husejere fremhæves. Der er
altså overensstemmelse mellem forbund og politikerne omkring, hvilke samfundsnyttige goder der
udspringer fra bevægelsen. Den tidligere omtalte uvilje mod sagen forefindes ikke her på øverste
politiske plan. Dette kan muligvis være en indikation af rigtigheden i min tese. Nemlig at de
belærende og normskabende initiativer, såsom konsulentarbejde og pjeceudgivelse gør, at de
offentlige myndigheder ser mere velvilligt på sagen, herunder forbundet. Det er nemlig disse
belærende initiativer som forbundet fremhæver at støtten går til og det er jo præcist dette
”velgørende” arbejde som ofte roses. Samtidig er det netop Kolonihaveforbundet og ikke
kolonihavesagen som sådan, der støttes. Derved må man formode, at forbundets program har tiltalt
den politiske top.
Det kommunale plan
Ovenstående afsnit har vist et overraskende positivt syn på sagen fra alle sider i Rigsdagen. Om
dette også er tilfældet på det kommunale plan, vil vise sig i de følgende afsnit. En grund til at
formode at synet og støtten til kolonihavesagen, herunder Kolonihaveforbundet, kan være
anderledes her er, at det især er kommunernes jord der udlægges til haver. Derved er det dem der
står med sagshåndteringen og det overordnende ansvar.
I følgende afsnit vil kommunens holdning og syn på sagen blive undersøgt, herunder hvordan de
forholder sig til forbundet og dets kredse. Ud over dette vil kolonisterne krav til kommunerne og
kredsene blive belyst, for at se om forbundets normdannede tiltag virkelig er noget, der opstår fra
toppen eller omvendt, så det faktisk er blandt kolonisterne, at ønsket om én bestemt havekultur
trives.
58

Den første tid: Kolonihaverne og byrådet i Århus
Længe før kolonihaveforbundet dannes og får en kreds i Århus, ligger der kolonihaver på
kommunalt jord. Disse haver har været udlejet på enkeltmandskontrakter gennem forpagtere ansat
af byrådet eller gennem private mellemmænd. Byrådet selv beskæftiger sig ikke med sagen, da de
overlader alt omkring udlejningen og kontraktfastsættelse til de kommunalt ansatte forpagtere og
opsynsmænd. 141 Fremgangsmåden vidner om en lettere ligegyldighed på området, og haverne
virker ikke til at være blevet betragtet med samme entusiasme, som Rigsdagen udviser senere i
perioden. Overvejelser omkring havens moralske og sundhedsmæssige effekt, virker på daværende
tidspunkt til at ligge fjernt fra byrådet og de relevante udvalg. I stedet er det betragtninger omkring
de ubrugte markers tilstand og den forbedring af jorden, havebruget vil medføre, der gør, at
byrådet giver tilladelse til, at jorden kan udlejes til havebrug. 142
Ovenstående fremgangsmåder, hvor lejemålene er indgået enkeltmandsvis med forpagtere og
private udlejere betyder, at det er svært at få et overblik over udviklingen på området, da mange
havelejere ikke findes omtalt eller registreret nogen steder. Samtidig i og med at der ikke er dannet
haveforeninger, der kan tale på lejernes vegne, henligger området i stilhed uden de store
indsigelser fra nogen. Dette forhold ændrer sig omkring 1906, hvor byrådet beslutter sig for
fortrinsvis at udleje jorden på Marselisborg mark til haveforeninger og selv indgå i lejeforholdet,
så man slipper for praksissen med mellemmænd. 143 Derved bliver hovedparten af kontrakterne på
jorden indgået mellem selve foreningen og kommunen frem for enkeltpersoner og forpagtere.
Af forhandlingsprotokollen for Marselisborg udvalget fremgår det, at foreningsleje er en
udvikling, byrådet ønsker at fremme. Det gøres blandt andet ved at give rabat på 10 % af
lejeafgiften til foreninger, der lejer et areal af en vis størrelse. 144 Dette træk fra kommunen er
interessant af flere grunde. En er, at det viser, at mange af haveforeningerne er opstået efter
tilskyndelse fra kommunen, i stedet for havelejerne der gennem foreningsdannelser har ønsket at
fremme deres sag. At kolonisterne næsten har været modvillige ses ved, at kommunen efter at
have vedtaget ovenstående, rent faktisk får problemer med at udleje havelodderne, da kun meget
få foreninger melder sig. Herved virker det heller ikke til, at foreningsdannelse har været et
141 Marselisborg Udvalget, uden dato, 1900. (EA)
142 Århus Byråd, sag nr. 468,2 1906 (EA) og Stiftstidende 1/9 1893, s. 2.
143 Grønnegade: notits fra kommunen omkring overtagelse af udlejningen af lodderne 1910.(EA)
144 Marselisborg Udvalget 13/11 1906 og 11/2 1907.(EA)
59

påtrængende ønske blandt potentielle havelejere. 145 Dette forandrer sig dog, og i 1911 er 40 ud af
66 tønder land af Marselisborg jorderne udlejet til foreninger. 146
En anden grund til at ovenstående kommunale træk er interessant, er de motiver, der kan ligge bag
fra kommunal side. I materialet tegner der sig tre tendenser, hvor én tyder på, at byrådet ønsker at
gøre brug af foreninger til at varetage en del af arbejdet med kontraktskrivelse og inddragelse af
havelejen. En anden er problematikken omkring ordnede forhold i haverne, hvor foreningerne
højst sandsynligt har været set som en metode til at få sat større skik på tingene. 147 En tredje er
ønsket om at få del i den profit, der er ved at inddele store jordlodder i mindre dele og leje den ud
til havebrug. Denne er tidligere røget direkte i lommerne på mellemmændene. I og med at det er
en overvejelse, der indgår i byrådsforhandlingerne sammen med, hvad man kan ”tillade” sig at
presse prisen op på, er der ikke meget der tyder på, at byrådets spirende opmærksomhed på
området er udsprunget af et ønske om at hjælpe småfolk. Tværtimod er det en let måde at tjene
ekstra penge på arealer, der ikke umiddelbart skal benyttes. Under forhandlinger i 1906 omkring
priser på havejord, udtaler socialdemokraten Jacob Jensen, at kolonihaverne bør ses som en
forretning for byen, idet det kun er en mindre del af arbejderne, man kan skaffe en have. Samtidig
mener han, at når lejerne under private forhold har kunnet afstå et vist beløb, så bør dette stadig
kunne overkommes. 148
At udlejning af jord til kolonihavebrug er en udmærket forretning for kommunen, fremgår af et
regnskab over indtægter og udgifter ved udlejningen af Marselisborg jorderne fra 1915/16. Heraf
fremgår det, at kommunen har tjent ca. 12.000 kroner på lejeindbetaling, mens de har betalt 1200
kroner til udgifter, eksempelvis erstatning ved opsigelse eller vedligeholdelse af veje.
Ovenstående viser, at kolonihaverne i Århus er opstået uden egentlige retningslinier på området.
Omkring 1906 begynder byrådet at udvise en voksende interesse for området. Grunden til denne
interesse skal findes i betragtninger af økonomisk karakter samt ønsket om mere ordnede forhold
på området. Overvejelser omkring den sundhedsmæssige og opdragende effekt disse haver kan
have på småfolk dominerer ikke i overvejelserne. De nye tiltag byrådet får indført, kommer til at
virke som katalysator for, at der opstår flere og flere kolonihaveforeninger, da byrådet opstiller
145 Århus Byråd, sag nr. 468,2-1906. (EA)
146 Grønnegade: Skrivelse til Marselisborg Udvalget fra Kæmner kontoret 17/2 1911.(EA)
147 Dette vender jeg tilbage til i næste afsnit.
148 Århus Byråd, sag nr. 468,2 -1906. (EA)
60

foreningsdannelse som krav for at udleje jord. Derfor er det i begyndelsen ikke blandt havelejerne
selv, man skal finde grundlaget for, at der kommer flere foreninger til i perioden.
Århus kredsens opstartsfase
Ovenstående udvikling, hvor byrådet i begyndelsen er med til at fremme foreningsdannelse, giver
grobund for, at kolonihaveforbundet kan gøre sit indtog i Århus. Forbundet optager nemlig kun
foreninger som medlemmer, hvilket betyder, at havelejere uden forening ikke kan indmelde sig.
Omkring 1916 begynder de første lokale foreninger at tilmelde sig forbundet. Mange af disse har
som før omtalt, tilhørt en sammenslutning af haveforeninger på Marselisborg mark, hvis formål
har været at opretholde haveordenen og forbedre lejeforholdene med kommunen. Samtlige af disse
forsøg, på nær et, er dog blevet ignoreret af byrådet. Den éne ansøgning der reageres på,
omhandler ønsket om en bevilling fra byrådet til præmiering af haver. I ansøgningen påpeges der,
at beløbet skal gå til at belønne de smukkeste og mest velholdte haver. I forhandlingerne herom
virker byrådet forholdsvis positivt stemt for sagen. Der udtales fra flere sider, at initiativet er godt
og anbefalelsesværdigt, og det påpeges, at man på trods af det afslag man har tænkt sig at give, bør
forsøge at indarbejde det i næste år budget, så det er gældende for alle byens haver. 149
På trods af afslaget viser forhandlingerne i byrådet, at der er ved at samle sig opbakning til denne
type af ansøgninger, og noget kan tyde på, idet ideen omtales som anbefalelsesværdigt at
initiativet forsøger at tage hånd om noget tiltrængt, nemlig havernes udseende. Det bliver dog først
i 1919, efter ansøgning fra kredsen, at der bevilliges et beløb til præmiekøb. I ansøgningen kan
man se den samme retorik som hovedforbundet benytter sig af i forhandlingerne med Rigsdagen.
Kredsen oplyser medlemsantallet der ligger på 2000, bevægelsens sociale betydning og
medlemmernes socialstatus som overvejende småkårsfolk. 150
Herefter bliver det at ansøge kommunen om tilskud til diverse begivenheder en fast kutyme for
kredsen og ad den vej kan man se, at kommunen langsomt ændrer indstilling til kredsen. Den
formår eksempelvis i 1923 at blive blandt de fritidsforeninger, der årligt tildeles et fast støttebeløb.
Oven i købet som den der tildeles næsthøjest tilskud - kun overgået af turistforeningen. 151
149 Århus Byråd, sag nr. 133-15. (EA)
150 Århus Byråd, sag nr. 325-19. (EA)
151 Århus Byråd, sag nr. 229-23. (EA)
61

I 1917 da Århus kredsen dannes, er kolonihaveområdet i byen mere fragmenteret end tidligere. I
nordbyen bestyres haverne af Markudvalget, og her er der ikke dannet foreninger, der står i
lejeforhold til kommunen. I sydbyen har haverne først hørt under Marselisborg Udvalget, herefter
Skovudvalget og i 1915 Udvalget for Byens Udvidelse og Bebyggelse. Samtidig er
tilhørsforholdet til sidstnævnte udvalg kun at betegne som midlertidig, da man venter på, at der
kan opnås enighed om, at alle kolonihaver i byen samles under Markudvalget. I mellemtiden
ændres betingelserne for haverne i sydbyen, alt efter hvilket udvalg de hører under. Udvalget for
Byens Udvidelse og Bebyggelse vælger eksempelvis at nægte at udleje ny jord til foreninger, da
de selv ønsker at styre den fulde administration af arealerne i forhold til anlæggelse og
vedligeholdelse af veje. 152
Dette scenarium har været med til at give grobund for forbundet i Århus, dels forbi man gennem
en større sammenslutning kan lægge større pres på byrådet, og dels fordi man i
Kolonihaveforbundet får et stort statsstøttet forbund i ryggen. Ud fra forhandlingsprotokollerne ser
man da også, hvordan flere forhandlinger kommer i gang efter kredsens oprettelse.
Århus kredsen som dominerende faktor på kolonihaveområdet
Ifølge Århus kredsens forhandlingsprotokol begynder kredsbestyrelsen i 1917 at arbejde for at få
haverne nord for åen ind under sig. Problemet for kredsen er dog, at hovedparten af haverne i nord
ikke er foreningsbaseret, hvilket der kræves for at tilslutte sig. De få haver i nord der på eget
initiativ har dannet foreninger står samtidig uden reel indflydelse i haverne, da lejekontrakterne
stadig er baseret på enkeltmandsleje. Denne problemstilling bliver en årelang kamp for kredsen,
byrådet og utilfredse lejere. 153
De egentlige forhandlinger omkring de uensartede lejeforhold begynder så småt i 1920, da
Kolonihaveforbundets bestyrelse indsender en ansøgningen herom til byrådet. At det er
hovedforbundet, der står bag virker til at have haft en gavnlig effekt, da kredsen indbydes til
forhandlinger. 154 Markudvalget der tidligere har stået for haverne i nord, men nu dækker alle
byens kolonihaver, er ikke meget for ideen om foreningsleje. Deres indtryk er, at forholdene i nord
er mere rolige end i syd, hvilket må skyldes foreningerne i sydbyen. Derudover frygter de, at
152 Århus kredsen, 1914-23, 25/6 1916 og Udvalget Byens Udvidelse og Bebyggelse 28/3 1916.(EA)
153 Århus kredsen, 2/10 1917.(EA)
154 Århus kredsen, 2/15 1920.(EA)
62

kredsen og forbundet vil få for stor indflydelse gennem foreningslejen og derved kan ende med at
bestemme, hvem haverne skal udlejes til. 155
Ved næste forhandlingsrunde er der dog i udvalget opnået enighed om at acceptere foreningsleje
på visse betingelser. Disse er især af en opsynsmæssig og økonomisk karakter, da man ønsker en
stram indberetning af foreningernes vedtægter, hvem der har plads i bestyrelsen samt løfte om, at
der ikke udskænkes og sælges alkohol af foreningerne. De økonomiske krav går på indbetaling af
lejen og at de nye foreninger i stedet for 10 % kun får 5 % i kompensation for selv at indsamle
havelejen. 156
Kredsen har i forhandlingerne fremført punkter og begrundelser af samfundsnyttig karakter.
Eksempelvis at lejen for foreningerne bør sættes lavere grundet havernes samfundsnytte, samt at
kolonihaverne indopereres i byplanlægningen som permanente områder med mulighed for
fremtidig bebyggelse, da målet i sidste ende må være: ”egne hjem med friske børn på trappen.” 157
Disse argumenter har dog ikke samme effekt lokalpolitisk, som de havde på Rigsdagen og
kontrakten omkring foreningsleje bliver indgået på de af udvalget skitserede betingelser.
Gennem perioden er det muligt at se betydningen af ovenstående resultat for kredsen i Århus. For
det første har kredsen nu mulighed for at sikre sig en række nye medlemmer, da der oprettes en
række nye foreninger. For det andet kan kredsen gennem disse mulige medlemsforeninger få
større indflydelse på, hvad der sker i hovedparten af byens kolonihaver. For det tredje opnår de i
årene efter, at lejenedslaget på de 5 %, kun kommer til at gælde for foreninger under kredsen, samt
at kommunen helt stopper med at udleje haver til enkeltpersoner. Dette kommer til udtryk i
Markudvalgets forhandlingsprotokol, hvor det fremgår, at de haveforeninger udenfor kredsen, der
søger om godtgørelse for selv at indsamle havelejen, bliver henvist til at melde sig ind under
kredsen. 158 Kompensationen sættes desuden op til 10 % i 1925 og til 20 % i 1933, så det
økonomisk virkelig kan betale at indmelde sig. 159
I ovenstående gennemgang ser man tydeligt et skift i Markudvalgets holdning til kolonihaverne i
byen. At dette udvalg skifter holdning, er med til at sikre at flere sager indstilles til godkendelse i
byrådet. Da byrådet som oftest følger udvalgenes indstilling, falder flere og flere sager ud til fordel
155 Århus kredsen, 7/11 1921.(EA)
156 Århus kredsen, 11/2 1922 og Århus Markudvalg 11/2 1922.(EA)
157 Århus kredsen, 11/2 1922.(EA)
158 Århus kredsen, 18/11 1932 og Århus Markudvalg, 5/6 1940. (EA)
159 Århus kredsen, 28/8 1925 og 29/11 1933. (EA)
63

for haverne. Det er dog i langt de fleste af tilfældene afhængig af, om haverne og foreningerne står
ind under Kolonihaveforbundets Århus kreds. Meget tyder derfor på, at udvalget må have opdaget
en positivt effekt ved at lade haverne forene sig under et større forbund. Samtidig viser det, at den
økonomiske fortjeneste på haverne træder i baggrunden, da byrådet er villigt til at give 20 % i
kompensation på havelejen til foreninger under kredsen. Det bakker op om påstanden, at udvalget
ser noget positivt i kredsens indvirkning på kolonihaveforeningerne i byen. Hvad dette helt præcist
er vides ikke, men som vist i afsnittet omkring forbundets initiativer vendt mod kolonisterne, ser
man tydeligt, at forbundet arbejder frem mod en bestemt tilgang til, hvad det vil sige at være
kolonist.
Ved at favorisere kredsen opnår udvalget også, en fast forhandlingspartner på området i stedet for
mange forskellige, hvilket også har været med til at ensrette området. Dette ses især i løbet af
1930’erne, hvor store dele af byens ældre kolonihaver opsiges, eksempelvis i området ved
Botanisk Have og det nuværende universitet. Her går kredsen ind som fast partner og forhandler
med Markudvalget omkring oprettelse af nye foreninger i Viby og Åby. Derved er det kredsen og
ikke de enkelte foreninger, der i samarbejde med udvalget kommer til at udarbejde den
overordnede plan og lejebetingelserne for de nye områder. 160 Det betyder, at
Kolonihaveforbundets Århus kreds ender med at få ”patent” på kolonihavesagen i byen.
Alternativet, at stå udenfor, virker ikke specielt attraktivt. Dels er lejen dyrere, dels ønsker
kommunen ikke at leje ud på enkeltmandskontrakter, og dels er det svært som nystiftet forening at
få lov til at leje jord af kommunen uden om kredsen. Dette ses blandt andet i en ansøgning fra
Landsforeningen for Arbejdsløse, der ønsker at leje jord til havebrug. Markudvalget svarer, at man
kun ønsker at forhandle, hvis foreningen indgår samarbejde med Århus kredsen. 161 På den måde
kommer kredsen til at sidde ret enevældigt i forhandlinger med byrådet. Samtidig har kredsen i
sine vedtægter sikret sig, at al skriftlig kontakt mellem medlemsforeninger og Århus kommune
skal godkendes og helst udarbejdes af kredsbestyrelsen. 162 Herved kan de sikre de sig at ingen går
bag om ryggen på dem og samtidig fremstår området som en samlet enig helhed.
160 Århus Markudvalg, 17/9 1937, 1/3 1939 og 21/8 1940. (EA)
161 Århus Markudvalg, 1/5 1940.(EA)
162 A 7536: Love for Kolonihaveforbundets 3. kreds Aarhus 1919 og Århus kredsen 7/2 1938 og 18/10 1940. (EA)
64

Haveorden i Århus
Udviklingen i ovenstående afsnit på kolonihaveområdet i Århus ser på visse områder ud til at
kunne kædes sammen med ønsket omkring ordnede forhold på området. Både det
lovgivningsmæssige område og selve tilstandene i byens kolonihaver kan have været en
motiverende faktor for de indførte ændringer.
I følgende afsnit, der sigter på at belyse, hvad der opfattes som problemer på området, og hvordan
disse er blevet løst, træder Foucaults ideer om disciplinering og selvdisciplinering tydeligt frem på
tre planer. Det første plan er de offentlige myndigheder, der forsøger sig med tiltag, der skal sikre
en registrering og et overordnet opsyn. Det andet plan er avisernes omtale, der forsøger at sætte
normer for, hvad det er acceptabelt, og hvad der ikke er. Det tredje plan er blandt dele af
kolonisterne, hvor der er et udbredt ønske om mere kontrol og opsyn, så forsømmelige lejere enten
strammer sig an eller opsiges. Delen omkring lejernes egne ønsker kan på mange måder anskues
som en selvdisciplinering indenfor egne række. Man ser nemlig tydeligt, at dele af lejerne har taget
bestemte ideer til sig omkring det at være kolonist, og at de gennem egne eksempler, lovgivning
og håndhævelse af denne ønsker, at disse normer må sprede sig. Dette kan siges at være en kamp,
hvor det selvdisciplinerende individ enten gennem en fastsættelse af normer på området eller
gennem trusler om opsigelse eller bøder forsøger at marginalisere og straffe de personer, der ikke
efterlever normerne på området. Netop muligheden for at bruge disse sanktioner skal få de, der
falder udenfor til at føje sig.
Fra midt i 1890’erne hvor flere og flere kolonihaver opstår, starter en vedvarende debat, der
omhandler tilstanden i kolonihaverne. På trods af at mange i teorien ser kolonihaverne som en god
beskæftigelse, mener adskillige, at der i praksis bør ske ændringer på området. De ønskede
ændringer er især møntet på forhold som drukkenskab, uorden og uhygiejniske forhold. Kravene
støder man dels på i aviserne, hos de kommunale politikere, og blandt havelejerne.
Allerede i 1893 ser man i den lokale avis Demokraten en splittet holdning til sagen. Havelejerne
fremhæves som hårdt arbejdende personer, der kun i aftentimerne har mulighed for at opholde sig
i haverne, men samtidig skriver avisen: ”med det samme vi er ved disse, kunde det ikke være af
Vejen at minde Sundhedspolitiet om det Griseri der findes på Gangene i Mølleengen, et griseri
som kan få ret betænkelige følger…”. 163
163 Demokraten 8/4 1893 s. 3 og 4/5 1893 s. 2f.
65

Senere i perioden kan man, selv om kritikken på området langsomt blegner, stadig støde på ganske
negativ omtale af kolonihaverne. Kritikken virker dog til at indskrænke sig til bestemte grupper
med bestemte formål, eksempelvis sundhedskommissionen og afholdsselskaberne. Det lokale
afholdsdagblad bringer så sent som i 1926 flere artikler omkring drukkenskab i kolonihaverne. Her
står blandt andet: Men man maa ikke overvurderer Kolonihavernes betydning for ædrueligheden.
Det er jo nu engang sådan at en Gris vedbliver med at være en Gris selvom man flytter den fra
Stien og ud i det grønne” og ”Det er derfor godt at der også er andre Faktorer der virker med til
ædruelighedens fremme. Skulle Kolonihaverne være ene om det er vi bange for det ville gå den
gale vej”. 164
Ovenstående citater er udtryk for en mindre gruppes syn på sagen, men meget tyder på, at der har
været noget om snakken, både på daværende tidspunkt og tidligere. Det kan ses ud fra et forbud
som Marselisborg Udvalget indfører i 1908. Med dette forbyder de salg af alle spirituøse
drikkevarer i haverne på kommunens jord og forbuddet er, ifølge lejekontrakterne, stadig
gældende i 1925. 165 Meget tyder dog på, at dette ikke helt har kunnet skubbe salget ud af haverne.
I 1914 har samtlige haveforeninger på Marselisborg Mark modtaget en bøde for ølsalg og igen i
1921 får en forening en bøde på 400 kroner for ulovlig udskænkning. 166 Kredsen er dog
opmærksom på problemet og henstiller på generalforsamlingen i 1926, at der tages fat om
problemet med hård hånd. 167
I havernes opstartsfase er der også i byrådet flere debatter omkring kolonihaverne og manglen på
opsyn med området. Fra venstremanden P.P. Ørum lyder det eksempelvis: ”Det kan være meget
godt, at ville skaffe Havelodder til Småfolk, men som de nu er ordnet er der ingen kontrol og ude i
de omtalte Haver gaar der meget i svang som ikke burde taales”. 168 Denne kritik bunder ikke i
modvilje mod selve sagen, men mod den måde den er ordnet på i Århus. Det er nemlig
ensbetydende med manglende kontrol, uorden og ingen entydig fremgangsmåde. I et forsøg på at
skabe dette, overtager kommunen forpagternes lejemål og ansætter to markbetjente til specifikt at
holde opsyn med haverne. Samtidig udformer de en række nye love på området, der blandt andet
indeholder følgende punkter:
164 Afholdsdagbladet 8/9 1926, s. 3.
165 Marselisborg Udvalget, 10/10 1908. (EA)
166 Århus kredsen, 26/5 1914 og 5/12 1921. (EA)
167 Århus kredsen, 17/11 1926. (EA)
168 Stiftstidende 1/9 1893, s. 2.
66

1) Ingen indhegning må være over 1.25 M. Kolonien ydregrænse skal beplantes med Tjørn. Dette
skal holdes klippet.
2) Lysthusene skal have et tækkeligt udseende og må ikke indeholde Ildsted eller bruges til
helårsbeboelse. Ellers kan dette fordres fjernet.
3) De veje kommunen har lagt skal vedligeholdes og renholdes af enten bruger eller forening.
Affald må ikke henkastes. Afbrænding skal ske før kl. 8 om morgenen.
4) Brugerne skal under benyttelse af havelodderne iagttage sømmelighed og god orden og
efterkomme hvad kommunen påbyder Det er strengt forbudt at forhandle, udskænke eller udlevere
spirituøse drikke varer, derunder bajersk øl, ligesom dyrehold og brug af skydevåben er forbudt.
5) Foreningens love skal afstemmes med dem udstukket af Kommunen. Et Eksemplar ad disse
tilsendes Kommunen til Kontrol. Ændringer i bestyrelsen skal oplyses til Markudvalget. Hvis
Kontrakten ikke overholdes kan alt opsiges. 169
Lovene på området præsenteres ved samtlige indgåelser af kontrakter samt på bagsiden er hver
enkelt lejekvittering. Derved er det noget, lejerne mindes om hver gang, de indbetaler haveleje.
Om lovene er blevet efterlevet er svært at sige, men der har været ansat markbetjente til at holde
opsyn og foretage registrering på området. Disse har, foruden det opsyn som foreningerne selv har
foretaget, to gange ugentligt kontrolleret lejernes opførsel, havernes udseende og bebyggelse, samt
veje og stier i anlæggene.
I kraft af kolonihavernes anlæg har denne form for overvågning været overskuelig, da det der er
under opsyn er placeret i sammenhæng med hinanden. Det er altså et lille og samlet område, der
skal overvåges og maksimum begrænsningen på hækkens højde gør det let at overskue anlægget
og kigge ind i de enkelte haver. 170 Vurderingen af de enkelte haver gøres endda lettere ved, at der
også findes visse bestemmelser for kolonihavehuset placering på grundene. Disse skal placeres
bagerst, hvilket umuliggør, at man bag huset kan dække over uorden og andre fordæktheder. 171 I
169
Grønnegade: materiale fra kæmnerkontoret i Århus. Lejekontrakt fra perioden 1910- 1925. (EA)
170
For eksempler på kolonihavernes anlæg, se kortbog over de forskellige kolonihaveanlæg i Århus, tilhørende
Socialvæsnet i Århus kommune. (EA)
171
For nærmere informationer samt illustrationer omkring kolonihavernes anlægsform se kapitlet i dette speciale om
mønsterkolonierne.
67

forhandlingsprotokollerne kan man dog se, at markbetjenten og hans kontrol drøftes flere gange.
Dette er ikke fordi han går for hårdhændet til værks, tværtimod. 172 I 1915 modtager
kæmnerkontoret eksempelvis en skrivelse fra en gruppe kolonister. De ønsker, at kommunen
overtager renholdelsen af gangarealerne i anlæggene, da mange havelejere forsømmer deres pligt
på området. Samtidig vil de have indskærpet overfor markbetjenten, at der udføres bedre kontrol.
Kæmnerkontoret forhører sig hos markbetjenten, der rapporterer, at han hver søndag samt enkelte
hverdagsaftner kontrollerer haverne, hvor han netop påtaler overtrædelser. Kæmnerkontoret vil
dog godt medgive, at der i haverne eksisterer en vis uorden, der må være til gene for de kolonister,
der holder haverne i god orden. 173 Blandt dele af de menige kolonister har der altså også været et
ønske om strengere regler og mere opsyn. Da den første skepsis har lagt sig omkring Marselisborg
Udvalgets tilskyndelse til foreningsleje, tages denne ide op blandt lejerne. Meget tyder på, at de
lejere, der har ønsket forandringer på området, har set foreningerne som et skridt på vejen til at
opnå denne orden. Især da en af foreningens pligter bliver at holde internt opsyn og stille folk til
ansvar for den måde, de driver haverne på. Foreningernes positive effekt på kolonihavernes
udseende er i hvert fald noget der fremhæves overfor byrådet i 1916, hvor en række foreningerne
har inviteret byrådet på rundtur i haverne. Turen er planlagt således, at den først går gennem
foreningshaverne og derefter enkeltmandshaverne, for at fremhæve den store indflydelse netop
foreningerne har på havernes orden og udseende. 174
I materialet er der meget der tyder på, at dannelsen af foreninger og den senere indmeldelse i
Århus kredsen, bunder i utilfredshed med kommunen og måske også den uorden, der hersker i
haverne. I mange foreningers vedtægter fra 1915 og frem står der eksempelvis, at foreningen skal
opretholde havefreden, at det er forbudt at genere naboen samt, at lejerne ikke må modarbejde
foreningerne. 175 Alt sammen påhæftet med den trussel, at dette i yderste konsekvens kan resultere i
øjeblikkelig opsigelse. Hvordan dette har virket i praksis vides ikke, men foreningernes og
kredsens gentagne klager til byrådet, og de føromtalte vedtægters ordlyd, vidner om, at de
havelejere der har ønsket denne orden og opsyn har været i stand til at sætte dagsordnen. Dels ved
hjælp af kredsen og dennes normdannende initiativer og dels gennem dannelsen af et stort antal
foreninger, der kan overtage der, hvor kommunens kontrol fejler.
172
Århus kredsen, 16/10 1914. (EA)
173
Grønnegade, skrivelse til og fra kæmnerkontoret 10/3 1915. (EA)
174
Århus kredsen, 13/10 1916. På daværende tidspunkt er støtten til foreningsleje stoppet og udvalget nægter at udleje
til foreninger. (EA)
175
A 7536. Se bl.a. vedtægterne for Riiskov 1918, Aarhus Haveklub 1918, og haveforeningen Fremad 1915. (EA)
68

På grundlag af den utilfredshed der har hersket, er det nærliggende at tro, at foreningerne har
benyttet sig af muligheden for at opsige de lejere, der har afstået fra at efterleve det, der i kraft af
andre havelejeres forventninger og loven på området, er blevet normalen. Den sanktionsmulighed
kan muligvis have fået en del til at følge reglerne eller selv fravælge haven, for fra 1930 og frem er
klagerne på området stort set ophørt. 176
Kolonihaverne og byrådet i Horsens
I nedenstående del vil Horsens Byråds holdning til sagen og kredsen samt Horsens kredsens
arbejde i det politiske forum blive belyst. Da indholdet i materialet på dette område, i forhold til
stoffet fra Århus, er præget af langt færre konflikter og derfor mindre oplysende, vil denne tilgang
blive en del kortere end ovenstående.
En stille start
I 1909 kommer den første ansøgning til byrådet i Horsens omkring leje af havejord til arbejdere og
ligesindede. Efter at Markudvalget har sikret sig, at der oprettes et selskab på arealet, anbefaler de
byrådet at godkende ansøgningen. Fra alle sider i byrådet er der opbakning til ideen om at udleje
kommunens jord til kolonihavebrug. De går dog først med til anbefalingen efter at have forvisset
sig om, at de økonomisk ingen udgifter får, og at haverne kan opsiges, hvis den nærliggende
boldbane skal udvides. 177
Kolonihaverne i Horsens er, som i Århus, et område man accepterer og støtter, så længe det ikke
koster kommunen noget. Selve sigtet med haverne, altså at sikre havejord til småfolk, virker ikke
til at være det altafgørende for at beslutningen træffes. I stedet er det afgørende, at byrådet kan
tjene flere penge på at udleje jorden til havebrug. Påstanden om at byrådet i første omgang ønsker
at tjene penge på kolonihaverne støttes op af en sag fra 1910, hvor et nystiftet haveselskab søger
om leje af jord. Selskabet virker allerede til at have etableret sig på jorden, der fremlejes til dem af
en lokal vognmand. Nu ønsker de, når vognmandens lejemål med kommunen ophører, at overtage
176 Sidste klage til kommunen fra kredsen er i 1929 og internt i kredsen kommer der heller ikke flere klager af denne
art. I stedet er det områder der hører ind under kommunen der klages over såsom ødelagte haver pga. vejarbejde og
lignede. Århus Markudvalg, 29/7 1929 og 18/11 1930.(EA)
177 Horsens Byråd, sag nr. 149-09 og 117-09 samt Horsens Markudvalg. 28/9 1909.(HR)
69

jorden til samme pris, som han har betalt i leje. Han opkræver nemlig højere leje af havebrugerne,
end det han selv betaler. Dette nægtes af byrådet, der vil fastholde den nuværende haveleje og
derved sikre sig en forhøjet indtjening på jorden. 178
Godkendelse fra byrådets side af foreningshaver i 1909 ser ud til at have været startskuddet for
kolonihaveoprettelser. I årene efter indsendes nemlig otte separate ansøgninger om jord til haver.
Markudvalget indstiller alle til godkendelse i byrådet og henviser specifikt til, at der i selskabets
love står, at medlemmerne hæfter solidarisk, hvilket betyder, at kommunen ingen økonomisk
risiko løber. 179 Samtlige af disse ansøgere har oprettet foreninger og dette virker også til at blive
den gængse form i forhold til det at holde kolonihave i Horsens. Efter ovenstående ansøgninger
holder antallet af kolonihaver på kommunal jord sig ret stabilt, og først i løbet af 1930’erne
kommer der igen gang i udlægningen af jord til formålet.
Fra foredragsforening til heftig forhandler
Da kredsen i Horsens oprettes i 1918, sker det ikke på baggrund af utilfredshed med kommunen,
da kun et af selskaberne bag oprettelsen ligger på kommunal jord. I stedet virker formålet mere til
at være af lærings- og underholdningsmæssig karakter. Dette bakkes også op af kredsens første
love. Her nævnes nemlig kun, at kredsen formål er at indkøbe frø og afholde udstillinger og
foredrag. Disse formål ser ud til hurtigt at finde støtte i byrådet, der fra 1918 bevilliger et årlig
tilskud til forbundet. I behandlingen af sagen henvises der netop til, at pengene skal gå til formål af
belærende karakter som foredrag, møder og udstillinger. 180
Lovene for Horsens kredsen ændres i 1926, hvor der tilføjes, at kredsen skal arbejde for udlægning
af jord til kolonihaver, både fra privat og offentlig side. Herved falder de mere i tråd med
hovedforbundets og Århus kredsens arbejde på området. 181 Dette er dog ikke ensbetydende med, at
kredsen ikke tidligere har forsøgt at få udlagt jord. Forsøget har måske bare været mere halvhjertet
med for høje krav til placeringen. Det lykkes nemlig kun at få oprettet mønsterkolonien samt et
kolonihaveselskab på jord tilhørende Horsens hospital. I sidstnævnte tilfælde er det endda
hospitalet selv, der henvender sig med tilbuddet. 182
178 Horsens Avis 13/9 1910, s. 2 og Horsens Byråd, sag nr. 82-10.(HR)
179 Horsens Byråd, sag nr. 35-16.(HR)
180 Horsens Avis, 12/3 1918, s. 3.
181 A-827, Love for kolonihaveforbundets 4. kreds Horsens 1918 og 1926 (BH).
182 Horsens kredsen 28/8 1923.(BH)
70

Oprettelsen af kolonihaver på kommunal jord ser i Horsens ud til at have en tæt sammenhæng med
krisetider i samfundet. I 1916-17, midt under 1. Verdenskrig, oprettes seks ud af de ni tidligere
omtalte selskaber. I 1933-34 hvor antallet af arbejdsløse har været støt stigende i en årrække,
oprettes der kolonihaveselskaber hvis sigte helt klart er beskæftigelse af arbejdsløse. I 1940-41
efter 2. Verdenskrigs udbrud, oprettes der to nye selskaber samt tre store beredskabshaver, der
drives på samme måde som kolonihaverne, dog med korte lejemål. 183 Fra 1933 er kredsen med
inde over processen, da haverne til arbejdsløse oprettes på opfordring fra denne. Kredsen
indkaldes også til møde med byrådet om sagen. Den primære grund til at haverne for arbejdsløse
oprettes er dog ikke kredsens pres og arbejde for sagen, men snarere lov nr. 162, der sikrer
kommunerne statstilskud til formålet. Kommunen undersøger nemlig sagen grundigt og tager
blandt andet kontakt til Esbjerg, der har gjort brug af loven. 184
Selv om kredsen ikke får den store indflydelse på disse haver, viser sagen dog, at kommunen er
begyndt at anerkende kredsen som forhandlingspartner med stor viden på området. Man kan da
også se, at kredsen i årene efter opnår mere indflydelse og velvilje i byrådet. Trækkene er ikke så
markante som i Århus, men tendenserne er der. Kredsen begynder at overtage flere og flere af
medlemsforeningernes lejemål, da disse mener, at kredsen kan opnå bedre resultater i
forhandlingerne med kommunen.
Dette skift, hvor kredsens betydning i forhandlingerne med kommunen stiger, hænger sammen
med et skifte i netop byrådets kurs. I Horsens har de selskaber, der har været beliggende på
kommunens jord hidtil haft gode betingelser med hensyn til lejeaftaler. Enkelte haver er blevet
opsagt, men aldrig hele selskaber. Samtidig har lejemålene været på mellem syv og ti år, hvilket på
kolonihaveområdet må siges at være forholdsvis længe. Dette ændrer sig i løbet af 1930’erne.
Nystiftede selskaber får afslag på leje af jordarealer, da jorden er indarbejdet i de nye byplaner,
andre må opgive større arealer og nogle opsiges helt, da arealerne skal bebygges. 185 Selv om dele
af byens jorder ikke er bebygget, er der gennem byplanerne lagt fremtidsplaner for dem og i
hvilken sammenhæng de skal indgå. 186 At den planlagte udvikling i bebyggelse af Horsens anses
som værende vigtigere for byrådet end kolonihaverne, kan ses ved, at enkelte foreninger forsøger
at få forkøbsret til de lejede arealer, hvilket afvises med henvisning til byplanerne. 187 Der er
183 Horsens Byråd 481-33 og Udvalget for Kommunens Jorder, 18/9 1940.(HR)
184 Horsens Byråd, sag. nr. 481-33.(HR)
185 Se blandt andet Udvalget for Kommunens Jorder, 30/5 1929 og 9/4 1931.(HR)
186 Social-Demokraten, 16/12 1924, s. 1f.
187 Horsens Markudvalg, 19/8 1919 og 24/10 1923 og Horsens Byråd sag. nr. 337-22.(HR)
71

simpelthen andre ting, der foretrækkes på arealerne. Forsøget på at få forkøbsret til jorden er dels
et redskab til at undgå opsigelser, men også et mål foreningerne givetvis søger, for at følge
tendensen fra byens have- og byggeselskaber - nemlig muligheden for, at sikre sig sin egen grund
med fremtidsudsigt til hus og have.
I kølvandet på disse ændringer begynder kredsen nu seriøst at tage kontakt til byrådet for at sikre
jord til kolonihaveformålet. Dette lykkes en enkelt gang i 1937, men først omkring 1940 begynder
udviklingen at tage fart. Udviklingen viser, at kredsen i Horsens, på samme vis som den i Århus,
kommer til at stå som den foretrukne forhandlingspartner på kolonihaveområdet. Forholdene er
dog på ingen måde så centreret som i Århus og foreningerne under kredsen må frit henvende sig til
byrådet. Men da kredsen selv kommer til at stå i flere og flere lejeforhold til kommunen, stiger
dennes indflydelse både over for menige kolonister, foreningerne og i forhandlingssituationen med
byrådet. Fra 1937 og frem til 1941 er kredsen den eneste, der opretter kolonihaveselskaber på lejet
kommunalt jord. Samtidig er det kredsen, kommunen henvender sig til i forbindelse med
indretning af nye haver til opsagte lejere. Dette fremgår af lejekontrakten, hvori man kan se, at
kolonisterne er blevet adspurgt, om kredsen må stå som lejer, og markudvalget nævner selv
muligheden for dette i sin forhandlingsprotokol. 188
I takt med at kredsen tager over på dette område, bliver lejekontrakten mellem partnerne også
mere specifik og kommer til at minde om kontrakterne i Århus. Tidligere har man holdt sig til, at
jordens kvalitet ikke må forringes, at hegn skal vedligeholdes og at lodderne skal drives som et
veldrevent havebrug. Nu kommer der forbud mod henkastning af affald, love om oprensning af
grøfter samt en paragraf om, at al bebyggelse på lodderne først skal godkendes. Alt sammen med
den trussel, at hvis dette ikke efterleves, kan der uddeles bøder eller den forsømmelige kan
opsiges. 189
Ignoreret uorden eller ren pryd
Fremgangsmåden med at leje jord af kommunen og genudleje dette til havebrug, er også blevet
praktiseret i Horsens. Dette har dog ikke sat samme væsentlige spor i de skriftlige kilder, som
tilfældet er i Århus. Det virker til, at både byrådet og Markudvalget i Horsens har kendt til denne
188 Horsens Byråd sag nr. 517-39 og Udvalget for Kommunens Jorder d. 3/5 1939. (HR)
189 Horsens Byråd, sag. nr. 498-38 og 959-40.(HR)
72

fremfærd, men ikke ønsket at skride ind over for det. I stedet vælger man i begyndelsen bevidst at
udleje jorden til anden side end direkte til havelejerne. Dog med den klausul i kontrakten, at den
del af jorden der er udlagt til haver skal forblive således, og at prisen ikke må overstige mere end
10 øre pr. kvadratalen. 190
I dette er især prisen det springende punkt. Byrådet i Århus opererer i perioden med en kvadratalen
pris på 1 øre og en af de grove mellemmænd tager 2,5 øre, så en pris på op til 10 øre må siges at
være høj. 191 Denne pris ligger i nærheden af, hvad der betales pr. kvadratalen i have- og
byggeselskaber. Herved har disse haver bestemt ikke henvendt sig til småkårsfolk på samme måde
som i Århus.
Det er muligvis i ovenstående, at man skal finde noget af grunden til den forskel, der er på
kolonihaveområdet i Horsens og Århus. I Horsens har flere muligvis valgt private have- og
byggeselskaberne frem for at leje jorden, når forskellen i prisen alligevel ikke var specielt stor.
Samtidig må dele af klientellet have adskilt sig fra det i Århus, da det kræver en acceptabel
indkomst at betale den højere jordleje. Dette har naturligt frasorteret visse typer lejere. Måske er
det derfor, at der i mange år er forsvindende få sager omkring uorden i byens haver.
Disse sager dukker dog heller ikke op, da byrådet begynder at udleje den kommunale jord til
lavere priser på 2-2,5 øre pr. kvadratalen. Man ser dog, i takt med at flere og flere foreninger lejer
jorden af kommunen, at deres love strammes. Tidligere var disse ganske løst formuleret, hvor
områder af økonomisk og organisatorisk karakter fyldte langt mere end paragraffer omkring orden
og forbud. Foreningen Virkelyst er et fint eksempel på dette. I 1940 anmoder de byrådet om en
ændring i foreningens allerede eksisterende love. Det der ønskes tilføjet er: ” Finder Bestyrelsen
at et Medlem ikke overholder sine Forpligtelser eller forsømmer sin Have, Hegn eller Veje eller
på anden måde nedsætter Selskabets Standard og Udvikling, skaber Indre ubegrundet Splid eller
Uro eller udviser usømmelig eller uhæderlig Opførsel, kan Opsigelse ske straks efter 2 Gange
Advarsel til medlemmet”. 192 Denne ændring må siges at være meget specifik i forhold til hvad man
søger at undgå og må ses som et klart forsøg på, at komme en række problemer internt i
foreningen til livs.
Selv om foreningernes love bliver mere specifikke, er der stadig forbavsende få klager omkring
uordentlige forhold på området. Jeg har i perioden fra 1900-1940 ikke fundet klager fra kredsen,
190 Horsens Markudvalg, 8/12 1906 og 11/2 1907.(HR)
191 Århus Byråd, sag. nr. 468,2 1906. (EA)
192 Horsens Byråd, sag nr. 783-40.(HR)
73

yrådet, Markudvalget eller markbetjenten omkring havernes vedligeholdelse eller klientellet i
disse.
Det kan især skyldes to årsager, enten en ligegyldighed overfor tilstanden i haverne, eller at
sagerne er blevet ordnet effektivt internt i foreningerne, så der blandt hovedparten af lejerne har
været høje normer for havernes udseende. Til at understøtte den første årsag er der kun den
markante stilhed på området. Med det menes at sådanne problemer aldrig omtales, hvilket kan
tyde på at problemet ignoreres. Til at understøtte den anden forklaring, har jeg fundet klager der
går den anden vej. Her er det kolonisterne der klager til byrådet omkring gener påført haverne af
udefrakommende faktorer. Her klages eksempelvis over svinehold på en nærliggende mark, børn
der stjæler og forstyrrer roen, en isbod hvorfra ispapiret flyver ind i haverne, og en grusgrav hvor
aflæsset affald blæser ind over anlægget. 193 Antallet af klager er dog så få, at det er svært med
sikkerhed at pege på den sidste forklaring. Sammenholdt med den iver foreninger, medlemmer og
kredsen ligger for dagen med hensyn til præmiehaver, udstillinger og lignende, er det dog svært at
forstille sig, at man internt ville have godtaget den store uorden på området
Sammenfatning
Ovenstående afsnit viser, at Kolonihaveforbundet og dets kredse i Horsens og Århus opnår status
som den centrale part på kolonihaveområdet, både på statslig og kommunal plan. De sikrer sig en
styring, der går helt ud i haverne, da lejemål, kontrakter og vedtægter i flere og flere tilfælde
udarbejdes med kredsene. Derved har kredsene haft større indflydelse på udviklingen, end man
lige først skulle tro. Udviklingen viser sig stærkest i Århus, men ved periodens udgang er kredsen i
Horsens også godt på vej.
Udlægningen af lejejord til haver sker ikke fra kommunens side på grund af overvejelser omkring
det samfundsnyttige i sagen. I stedet er det økonomiske vurderinger omkring fortjenesten ved
denne fremgangsmåde, der dominerer. Kolonihaveforbundet og kredsenes oprettelse er dog med til
at ændre dette billede og deres belærende initiativer fremhæves som værende værd at støtte. Disse
initiativer virker til at være med til at rette Rigsdagens og de lokale byråds blik mod forbundet,
som en fornuftig forhandlingspartner på området. Dette bakker op omkring min tese med, at de
193 Horsens Byråd sag. nr.108-08 og 297-23, Udvalget for Kommunens Jorder, 19/1 1939 og 4/2 1941 (HR) samt
Horsens kredsen 21/2 og 9/3 1938.(BH)
74

elærende initiativer er med til at skabe større fokus og opbakning til sagen gennem en ændring i
kolonisternes havenormer.
I Århus kan man se, at området omkring haveorden og opsyn spiller en stor rolle. Dette er ikke
alene båret frem af krav fra kreds og kommunen. I stedet viser det sig, at der blandt en stor gruppe
af lejere, er et udpræget ønske om mere orden, styring og kontrol i haverne, altså en form for
selvjustits i egne rækker. Eksempelvis bliver foreningsdannelserne set som et skridt mod dette. I
Horsens er der anderledes roligt på området, men her eksisterer der også fra starten
kolonihaveselskaber, der kan have taget problemerne i opløbet. Det er i hvert tilfælde svært at
indpasse billedet af rodede og snuskede haveforeninger med den iver kredsen, foreningerne og
kolonisterne lægger bag de normdannende tiltag.
Politisk er der bred enighed på området. I byrådene er der på tværs af partilinier konsensus om, at
haverne er en midlertidig måde at tjene ekstra på byens jorder, mens Rigsdagens politikere
fremhæver selve det samfundsnyttige i sagen. De betoner de samme områder som
Kolonihaveforbundet gerne vil forbindes med. Det drejer sig blandt andet om, at kolonihaverne
kan agere løftestang for hele familier, så disse kan nærme sig samfundets idealer for familieliv og
sundhed.
Avisernes syn på kolonihavesagen
Som en del af undersøgelsen har jeg valgt at belyse avisernes fremstilling af kolonihavesagen,
herunder forbundet og kredsene. Det er valgt, da jeg dels ønsker at nærme mig offentlighedens
indstilling til området og dels ønsker at se, hvor meget opmærksomhed sagen får i perioden. Dette
mener jeg, kan lade sig gøre ved, at se på hvordan et udpluk af aviser dækker og ser på sagen.
Politiken og Berlingske Tidendes syn på kolonihaven
I 1894 ser man nogle af de første omtaler af kolonihaver i Politiken. Det sker i forbindelse med
oprettelsen af en kolonihaveforening i København. Ud fra artiklerne, kan der især fremhæves to
punkter, der er interessante i forhold til at afdække avisens holdning. Første punkt er avisens syn
på selve haverne, der er meget positiv og rosende, der står blandt andet: ”.et Havebrug som det
75

maa glæde enhver haveven at se” og ”De smaa Havelodder er behandlet med en saadan omhu og
fremviser så yppig Vegetation”. 194
Andet punkt er synet på de egentlige lejere. Disse betegnes som småfolk og personer fra den
lavere middelstand, men beskrivelsen er stadig positiv. Områder som drukkenskab og uorden
nævnes ikke. Derimod fremhæves arbejdsomheden og den flid der ses i haverne. Det gøres dog
med antydningen af, at denne gruppe er en der må hjælpes på vej af foreningen bag oprettelsen.
Den omtales som filantropisk af karakter, da den som der står i teksten: ” er skabt i humant
øjemed”. 195
Denne omtale betyder dog ikke, at sagen har fundet vej til spalterne, og først omkring 1909
begynder kolonihaverne regelmæssigt at få plads i Politiken. I tiden op til har ideerne om egentlige
haveboliger til arbejdere fået plads i avisen, og mange af de goder der fremhæves her, kommer til
at gå igen i omtalen af kolonihaverne. Det er eksempelvis sundhed, ædruelighed, børns mulighed
for at styrke sig i frisk luft og familien samlet om et fælles foretagende. 196
Af ovenstående kan man udlede, at ideerne om haven som en måde at afhjælpe visse
samfundsmæssige problemer, der især forbindes med arbejderklassens levevis, findes i
offentligheden og diskuteres udenfor Rigsdag og Kolonihaveforbund. Dette er dog ikke møntet
specielt på kolonihaven som vejen frem.
Op til 1915 har der ikke været nogen egentlig omtale af Kolonihaveforbundet og dets arbejde,
da de få artikler der bringes, er af mere generel karakter. At Politiken i løbet af perioden udvikler
en større interesse for sagen, kan ses ved at avisens ledelse tager initiativ til, at Politiken starter
deres egen havekoloni. Initiativet virker til at være rettet mod den lavere middelstand, og målet
med oprettelsen er at fremme tidens sundhedslære omkring lys og luft, og sikre børn mulighed for
at komme væk fra baggårdene. Dette kommer til udtryk ved, at Politiken optager familier i
kolonien, alt efter hvor børnerige disse er - jo flere børn des lettere adgang til lodderne. Til at
varetage ledelsen af havekolonien, har Politiken ansat en overgartner. 197
Dette falder i god i tråd med en senere artikel i avisen, hvor der på trods af den positive indstilling
over for sagen, næres mistro til, om kolonisterne på egen hånd kan opnå ordentlige havemæssige
resultater. Derfor mener avisen, at kommunen bør udsende en opfordring til samtlige af byens
kolonister om at udvise større omhu, og uddele en vejledning omkring jordens rette inddeling og
194 Politiken 21/8 1894, s.2.
195 Politiken 21/8 1894, s.2
196 Boldsen s. 8ff og Politiken 26/4 1912, s. 4.
197 Politiken 2/8 1909, s. 2 og 6/5 1917, Søndagstillæg s. 1.
76

dyrkning. Avisen ser også gerne, at der afholdes havebrugskurser og uddeles præmier, der kan
vække kolonisternes interesse for den rette dyrkning. 198
Disse forslag er i god tråd med de initiativer, Kolonihaveforbundet selv tager i brug i perioden, og
det bevirker muligvis, at forbundet kommer til at indtage en særlig plads i avisens omtale af sagen
fra 1915 og frem. Forbundets entre på scenen virker nemlig til at trænge det mere generelle
kolonihavestof af banen og på mange måder gøre forbundet synonym med sagen. Det bliver
dennes bestyrelse og konsulenter, der udtaler sig på området, og det er deres arrangementer der
nævnes. 199 Fra den første egentlige artikel i avisen omkring forbundet i 1916 og frem til 1925, er
jeg ikke stødt på en artikel, der har stillet sig bare lidt kritisk over for forbundets arbejde, hverken i
forhandlingssituationer og eller i forhold til foreninger under forbundet.
Berlingske Tidendes omtale af kolonihaverne begynder omkring 1890 i forbindelse med Højre
vælgerforeningen Arbejdernes Værn opretter kolonihaver, som kun medlemmer af foreningen kan
leje. Tilbuddet er specielt henvendt til arbejdere, småhandlende og håndværkere. I omtalen af det
nyanlagte anlæg lægger avisen, ligesom Politiken, vægt på den sunde fritidsinteresse haven er for
arbejderen, samt at der er ansat en opsynsmand til at holde øje med foretagendet. 200
I den forbindelse skal det nævnes, at oprettelsen af foreningens kolonihaver for småfolk, som
de kaldtes, er sammenfaldende med forbuddet mod søndagsarbejde der indføres samme år.
Med dette kan man langsomt begynde at tale om egentlig fritid for arbejderklassen, samt hvordan
denne bør indrettes, og hvad der bør undgås. Det der ifølge avisen kan undgås, når folk bruger
tiden i kolonihaven, er omflakken i byerne, værtshus- og biografbesøg. 201
Artikler fra Berlingske Tidende vedbliver gennem hele perioden med at fremhæve de
sundhedsmæssige goder, og den fornuftige brug af fritiden i haverne. I 1912 skriver avisen: ”Sund
Luft, sunde Glæder, sunde Børn, et sundt Samfund”. 202
En anden ting avisen betoner ved kolonihaverne, er ideen om og følelsen af at have sin helt egen
plet af jorden, samt dennes samlende effekt på familien. I beskrivelsen af familien lægges der
meget vægt på det tilfredsstillende slid ved at være kolonihavebruger, samt at både mor, far og
børn er inddraget i ”projekt kolonihave”. Igen virker det til, at den levevis som borgerskabet ligger
198 Politiken 2/4 1915, s. 3.
199 Se bl.a. Politiken 4/9 1918, s. 7, 8/9 1918, s. 13, 30/5 1919, s. 4, 5/6 1919, s.10, og 20/7 1920, s. 8.
200 Berlingske 6/8 1891, s. 3.
201 Berlingske 20/6 1912, s. 1.
202 Berlingske 20/6 1912, s. 1.
77

for dagen, hvor hjemmet, kernefamilien og omsorg for børnene er altafgørende, bliver spejlet over
på kolonihaven. 203
I 1912 har avisen udviklet sine holdninger omkring kolonihaven som kolonisternes egen plet af
jorden. Nu betragtes kolonihaverne i et mere nøgternt lys som en midlertidig foranstaltning, der
ideelt set burde afløses af egentlige havebyer, hvor hver ejer sit. 204 Derved er også Berlingske
Tidende i god tråd med de senere tendenser i forbundet og Rigsdagen.
Et gennemgående syn i artiklerne fra Berlingske Tidende er det folkeopdragende ved
kolonihavearbejdet. Havearbejdet fremstilles som noget, der fremavler produktive, velovervejede
og arbejdsomme individer og dette kommer da også direkte til udtryk ind imellem med sætninger
som: ”Hvilken Folkeopdragende magt ligger der ikke i dette Haveliv midt i Fattigkvartererne”. 205
Ud fra avisens omtale af kolonihavesagen er det nok i citater som ovenstående, man skal finde
grunden til den begejstring, der udvises for sagen, da en arbejder med sunde fritidsbeskæftigelser
eller ligefrem med eget hus og have, har langt mindre grund til at ønske samfundsændringer. Selv
om kolonihaver og især kolonihaveforeninger på mange måder virker nyskabende, bunder en stor
del af Berlingskes støtte til projektet muligvis i frygten for reelle samfundsforandringer. De
egentlige havemæssige resultater virker da heller ikke til at have avisens interesse, så længe
kolonisterne bare er fornuftigt beskæftigede.
Forbundets opståen virker ikke til at ændre specielt meget ved avisens omtale af sagen. Avisen har
da også i forhold til Politiken, omtalt sagen mere indgående i perioden op til 1915. I stedet ser det
næsten ud til, at haverne begynder at tabe nyhedsværdi, og man begynder at nøjes med omtale af
forbundets initiativer. Sagen omtales stadig positivt, men med mindre spalteplads. 206
Aviserne i Århus
Demokratens omtale af kolonihaverne i Århus begynder så småt i 1890’erne, i forbindelse med
forhandlinger i byrådet på området, eller problemer i nogle af haverne. Disse problemer
omhandler ofte tyveri, uorden og hærværk. Demokraten bringer i 1893 en række små notitser
omkring emnet. Ud fra omtalen, virker avisens holdning til sagen dobbelt. Der næres sympati for
det arbejde, der lægges i haverne og man fremhæver, ligesom de landsdækkende aviser, den
203
Karin Lützen, Byen tæmmes, (Hans Reitzels forlag, København 1998), s. 72ff.
204
Berlingske 26/7 1912, s. 2.
205
Berlingske 20/6 1912, s. 1.
206
Se bl.a. Berlingske fra 23/10 1915 og 12/5 1917.
78

samlende effekt haven har på familien. Det man forholder sig kritisk til, er forholdene på området,
især udleje gennem mellemmand og det svineri, der hersker på arealerne. Man klandrer dog ikke
som sådan havelejerne, men opfordrer i stedet til, at sundhedsmyndighederne skrider ind. 207
Ud over notitser af ovennævnte form er omtale på området ”ikke eksisterende”, og man skal en del
år frem i tid før dette ændrer sig. Først i 1916 begynder der at ske noget, da der for første gang
optræder en større artikel om emnet. At det netop er i 1916, der begynder at være en egentlig
omtale i avisen, bør muligvis ses i sammenhæng med, at Kolonihaveforbundet samme år fører en
stor agitationskampagne blandt haveforeningerne i Århus. Selve artiklens opbygning tyder da også
på, at forbundet står bag. Man nævner nemlig forbundets præsident Jørgen Bertelsen og man
opfordrer til, at kolonihaverne går sammen i et forbund for at forbedre forholdene, og i den
forbindelse nævner man Kolonihaveforbundet. 208 Det der især fremhæves i artiklen er betydningen
af haven for den enkelte og samfundet. Her betoner man modsætningen mellem livet i byen og i
kolonihaven. Haven bliver det sted, man kommer til kræfter og genvinder sundheden som den
beskidte by langsomt har nedbrudt. I haven genfinder man den hygge og frihed, som boligen og
arbejdet i byen ikke giver plads til, og her kan familien samles om et projekt, der kan kaldes deres
eget.
209
Dette fælles projekt er dog som set tidligere inddelt efter roller, hvilket ovenstående billede
illustrerer meget godt. Familiefaderen kan som den aktive nyde friluftssyslerne i familien skød,
husmoderen kan som den mere passive drage omsorg for familien, og børnene kan lærer, den
glæde der kommer af nyttigt arbejde.
Dette familiemønster harmonerer igen med det Frykman og Löfgren opstiller som værende idealet
for borgerskabet og som kommer til at fungere som forbillede for resten af samfundet. Gennem
207 Demokraten 4/5 og 8/4 1893, s. 3.
208 Demokraten 26/3 1916, s. 2.
209 Demokraten 16/9 1923, s. 2
79

opholdet i kolonihaven er dette nu muligt for arbejderklassen, da haven øger sundheden,
arbejdsglæden og familiesammenholdet. Artiklen konkluderede da også: ”Træffende er der blevet
sagt, at Kolonihaverne er Fæstningsværker, der værner Hus og Hjem bedre end Volde og Grave.
Der kan bl.a. tænkes den gavnlige og for Familielivet højnende Indflydelse, det har at
Familiefaderen anvender sin Fritid i Haven.” 210
Ovenstående bør tages som udtryk for, hvad Kolonihaveforbundet ønsker at fremhæve og forbinde
sagen med, snarere end et udtryk for avisens holdning til området. Det virker ikke til at avisens på
daværende tidspunkt har en egentlig holdning til sagen, hvilket man eksempelvis kan se ud fra en
omtale fra 1916. Her er pressen inviteret på haverundtur af De samvirkende Haveforeninger.
Resultatet af denne rundtur bliver ingen stor artikel, men kun en mindre notits. Denne er ikke
negativ i sin ordlyd, men nærmere konstaterende, da en mængde fakta oplyses uden der tages
egentlig stilling til, om sagen og udviklingen på området er god eller dårlig.
Mere udpræget end i de landsdækkende aviser er det dannelsen af forbundet og den lokale kreds,
der er den største årsag til, at sagen vinder frem i Demokraten. I takt med dette ændres stilen fra at
være observerende, til at blive overvældene positiv i omtalen. I 1923 skriver avisen eksempelvis:
Se på den Idyl, vor Tegner har hjembragt fra en sådan Spadseretur, og de vil føle, hvorledes man
gennem Kolonihavearbejdet kommer i pagt med det sundeste og bedste, kort sagt med det positive
i den menneskelige Natur.” 211 I takt med at Århus kredsen vokser, bliver Demokratens omtale af
sagen da også mere fyldig og dækkende. Den veksler nu mellem omtale af konkrete tiltag fra
forbundets side såsom udstillinger, mønsterkolonien, og havebedømmelser til artikler om sagens
udvikling og samfundsnytte. I tiden op til en udstilling vil der ofte være en omtale af sagen før
afholdelsen, reportage fra afholdelsen samt en afsluttende artikel om arrangementet. 212 De
forskellige arrangementer medfører også ekstra opmærksom til sagen, ikke bare omkring det
afholdte, men også omkring livet i haverne og samfundsnytten heri. På den måde virker de
forskellige normskabende projekter som katalysator for ekstra omtale af sagen.
Dækningen af kolonihavesagen i Århus Stiftstidende adskiller sig på visse punkter fra
ovenstående. Dels i omfanget i dækningen og dels i artiklernes indhold. De første notitser omkring
kolonihaver i avisen er ligesom i Demokraten, i forbindelse med byrådsforhandlinger på
210 Demokraten 26/3 1916, s. 2.
211 Demokraten 16/9, s. 2 1923. Tegningen findes på forrige side ved note 95.
212 Demokraten, 27/9, s. 2, 9/10, s. 2, 11/10, s. 2, 1919, 17/9, s. 6, 18/9, s. 2, og 19/9, s. 6, 1926.
80

området. 213 Ud over dette er der stille på områder indtil 1916. Dette år er sammenfaldende med det
tidspunkt, hvor også Demokraten begynder med fast omtale af sagen. I sommeren 1916 bringer
avisen en mindre notits fra den føromtalte rundtur i byens kolonihaver. Avisen tager dog mere
stilling til sagen end Demokraten, og der nævnes, at kolonihaveforeningerne må anses som
havende en positiv effekt på ordenen og udseendet i haverne. Altså både en kritik af hovedparten
af haverne, men også en ros til de haveforeninger, der findes i byen. Ud over dette konkluderes der
kort, at man må formode at haverne, ud over at være en sund beskæftigelse, holder mange væk fra
byens dårlige forlystelser. 214
På trods af denne stillingstagen til området får sagen ikke meget opmærksomhed i årene fremefter.
De højtbevingede ord, som man kan finde i Berlingske, dukker først op efter at Århus kredsen er
blevet stiftet i 1919, og det er altid i forbindelse med afholdelse af et arrangement. I de omtaler der
findes, går denne da også mere specifikt på begivenheden end på havernes moralske betydning. I
forbindelse med en udstilling i 1921 roses produkterne og anretningen, men kolonihavesagen eller
kredsen behandles ikke dybere. 215 Det samme er tilfældet ved avisens omtale af forbundets første
landsudstilling i 1920. Her ville det virke oplagt, når man faktisk bringer en reportage derfra, at gå
i detaljer med sagen, men i stedet for holder man sig overvejende til at omtale udstillingens
indhold. 216
Århus Stiftstidende er ikke negativt indstillet over for sagen, men de ser den heller ikke som
havende den store samfundsmæssige betydning, som andre aviser giver udtryk for. Allerhøjest
virker det til at være en sag, der er fin nok, med gode arrangementer, men ikke videre interessant i
sig selv. Dette kan måske forklares ved at omtalen i forhold til Berlingske Tidendes begynder
langt senere og at frygten for den store klasse af arbejdere har lagt sig. Derved har haverne ikke
den store interesse for avisens primære gruppe af læsere.
Aviserne i Horsens
Omtalen i de udvalgte aviser fra Horsens, starter på samme måde som i Århus, med omtale af
byrådsforhandlinger hvor emnet er blevet diskuteret. Dette er dog tidsmæssigt forskudt, da
debatterne i Horsens først begynder omkring 1909.
213 Stiftstidende, 1/9 1893, s. 2.
214 Stiftstidende, 10/7 1916, s. 2.
215 Stiftstidende 17/9, 1921, s. 5.
216 Stiftstidende 27/9 1920, s. 4.
81

Horsens Avis, der politisk sympatiser med Højre, bringer ingen tilføjelser eller andet til
byrådsdebatterne og en egentlig selvstændig omtale af sagen fra avisens side begynder først i
1918. 217 Dette er, som tilfældet var i Århus, sammenfaldende med, at kolonihaveselskaberne i
Horsens danner en sammenslutning under Kolonihaveforbundet. De første mindre artikler om den
nye kreds omhandler dannelsen af en ny forening i byen samt et kommende foredrag med
hovedforbundets konsulent. Artiklerne virker til at være indsendt fra kredsens side som en bevidst
strategi, for at gøre opmærksom på dennes eksistens. I begge notitser oplyses der nemlig meget
grundigt om pris, formål, medlemsfordele samt forbundets status, hvor Jørgen Bertelsen og
statsstøtten nævnes. 218
Horsens Avis’ omtale af kolonihavesagen falder godt i tråd med Stiftstidendes i den forstand, at
sagen omtales når kredsen afholder deres arrangementer. Samtidig er omtalen specifikt møntet på
det afholdte og ikke på baggrunden for kolonihaverne eller det samfundsnyttige i dem. I Horsens
Avis kan man da også se, at kolonihavesagen nedprioriteres til fordel for omtale af Det jydske
Haveselskab. 219 Den vægtning kommer tydeligt frem i 1920, hvor Horsens kredsen og Det jydske
Haveselskab har planlagt udstilling samme weekend. Begge arrangementer omtales positivt, men
kredsen får langt mindre spalteplads end Haveselskabet. 220 Hermed ikke sagt at Horsens Avis har
noget imod sagen eller kredsen, da resultaterne eksempelvis ved udstillingerne, altid omtales
meget rosende. 221 I stedet ser man nok ikke noget specielt vigtigt i sagen, ud over det meget
konkrete produktionsmæssige resultat fra haverne.
Når det kommer til Horsens Social-Demokrats dækning af kolonihaverne ser billedet igen
anderledes ud. Op til 1918, hvor kredsen dannes, har avisen bragt en række små notitser med stof
fra haveselskaberne i byen. Dette er dog meget nyhedspræget, forstået på den måde, at det kun
nævnes hvis der eksempelvis har været tyveri i haverne, eller hvis der er oprettet et nyt selskab i
byen. 222 Dette ændrer sig dog fra 1918, hvor man igen ser, at dannelsen af en lokal kreds er med til
at sikre bedre omtale på området. Ligesom Horsens Avis bringer man oplysninger omkring
kredsens arrangementer såsom udstillinger og foredrag, men Social-Demokraten tager dette et
217
Se bl.a. Horsens Avis 12/10 1909.
218
Horsens Avis, 15/3 1918 s. 3 og 3/4 s. 3, 1918.
219
Det jydske Haveselskab er en sammenslutning af havedyrkere, primært villa ejere.
220
Horsens Avis 30/9 1920, s. 3.
221
Horsens Avis 24/9 1921, s. 5.
222
Social-Demokraten 3/9 1900, s. 2.
82

skridt videre og dækker også kongresser og lignende. Samtidig bringer avisen, ligesom
Demokraten i Århus, større artikler omkring selve bevægelsen, hvor avisens holdning til sagen
virkelig kommer frem. I artiklerne finder man emner omhandlende havernes kontrast til den triste
storby, betydning af at have sin egen plet af jorden samt den moralsk højnende egenskab ved
kolonihavebrug. I en artikel fra 1922 står der omkring byen og haverne: ”Når man nærmede sig
den (Byen), skulde man først gennem al den tristhed og Byens værste udskud samledes til
Brændevins Orgier midt på Lossepladsen. Graahed og Grimhed, Farveløshed og Fattigdom mødte
ens Blik. Men nu slynger sig om Byen - hver eneste dansk By – et fortryllet grønt bånd. Den ene
lille Have ligger ved siden af den anden”. 223 I dette syn på kolonihavesagen, drejer det sig ikke så
meget om, hvad der mængdemæssigt produceres, men i stedet hvad havearbejdet gør ved
mennesket bag.
Kolonihaverne, og særdeles Kolonihaveforbundet og Horsens kredsen bliver en fast del af avisens
stof. Der bringes både artikler når forbundet afholder arrangementer og når de ikke gør.
Indimellem kan man tilmed finde stemningsbilleder i aviserne fra haverne uden nogen speciel
anledning. Disse er som regel kun ledsaget af en lille overskrift og i visse tilfælde et digt omkring
havens fortræffeligheder. 224
Sammenfatning
Opsamlende på ovenstående afsnit om avisernes syn på og dækning af kolonihaveområdet, viser
det sig, at dannelsen af Kolonihaveforbundet og dets kredse mange steder er hovedårsagen til at
avisernes omtale på området begynder. Dette er ofte startet med, at forbundet har benyttet aviserne
til at gøre opmærksom på dets eksistens, dets formål og dets arrangementer. Herefter har samtlige
aviser, på nær Berlingske der jo i forvejen omtalte sagen, taget forbundet til sig og er selv begyndt
med mere omtale af kolonihaverne. Denne omtale er i 99 % af tilfældene positiv, dog med fokus
lagt på forskellige sider af sagen.
De kolonihaver der omtales, er dem der hører under forbundet og igen som set tidligere, formår
forbundet at gøre deres kolonihaveform synonym med sagen. Samtidig kan man se, ved at kigge
på lokalaviserne, at de socialdemokratiske aviser vægter sagen anderledes end de borgerlige. I
stedet for at se på sagen ud fra en produktionsmæssig synsvinkel er det betydningen af det sunde
liv, det at have sit eget sted, arbejdsomheden samt det familiesamlende ved kolonihaverne, der går
223 Social-Demokraten, 22/7 1922, s. 4.
224 Social-Demokraten, 21/3, 1921, s. 2 og 30/5 1923, s. 2.
83

igen i artiklerne. Disse er netop punkter fremhævet af Frykman og Löfgren som værende typisk
for borgerskabets idealer omkring ”det gode liv” og det dannede menneske. Det er dog lidt
pudsigt, at det med undtagelse af Berlingske Tidende, hovedsageligt er i de typiske arbejderaviser,
at disse områder fremhæves. Måske dette er endnu et forsøg på disciplinering indenfor egen
rækker eller et bevis på at borgerskabets idealer har bredt sig til andre grupper.
84

5) Forbundets motiver
I de foregående kapitler er Kolonihaveforbundets arbejde på to centrale områder blevet belyst. Det
drejer sig om arbejdet i forhold til stat og kommunen, og initiativer iværksat indadtil overfor
forbundets medlemmer. At netop de to områder er centrale, fremgår af forbundets vedtægter, hvor
disse står som de to hjørnesten i forbundets arbejde. 225 I det følgende vil jeg vurdere forbundet og
dets kredses motiver for arbejdet i den undersøgte periode. Både i forhold til min tese, men også i
forhold til ideen om at se forbundet som normskabende og disciplinerende.
Undervejs i min undersøgelse er jeg stødt på flere områder, hvor meget peger mod den tese jeg
opsatte i begyndelsen. Den går i sin enkelthed ud på, at bedre standarder indadtil hjælper
foreningerne og forbundet med at opnå bedre resultater udadtil. Både omtalemæssigt og i
forhandlingssituationer. Samtidig har jeg forsøgt at undersøge, om den primære grund til at
initiativerne blev taget i brug er pres fra omverdenen eller om det er forbundet, foreninger og
kolonisterne der selv ønsker det.
I forbundets og kredsenes forhandlinger med Rigsdagen og byråd ser man en række klare
tendenser. En af disse er, at det er forbundet som sådan der støttes og ikke hele kolonihavesagen.
Støtten er altså begrænset til den gruppe af kolonister, der hører til forbundet. Samtidig viser det,
at forbundet i deres ansøgninger omkring statsstøtte netop gør opmærksom på initiativerne over
for kolonisterne, og at disse bliver anset som værende anbefalelsesværdige. Samme træk ser man
desuden i de lokale kredse, der får oprettet kontakt til de lokale byråd ved at søge om støtte til
netop tiltagene vendt mod kolonisterne. Der ser derfor ud til at være en klar forbindelse mellem
forbundets tiltag og Rigsdagens og byrådenes støtte. Ligeledes ser det ud til, at især
hovedforbundet er bevidst om, at det er dette område de skal fremhæve for at sikre sig politisk
opbakning. Spørgsmålet er dog, om de offentlige instanser støtter forbundet og dets initiativer, da
de mener, at disse kan rette op på problemer i haverne, eller om de bare gør det uden de store
overvejelser omkring tiltagene? Til dette er jeg ikke stødt på nogen præcise udtalelser på området,
men man kan dog især for Århus vedkommende se, at spørgsmål omkring orden i og kontrol med
haverne, er et emne byrådet er bevidst om. Hvis man sammenholder det, med den rolle kredsen
kommer til at indtage på kolonihaveområdet i byen, ser man tydeligt, at der i kredsens måde at
lede kolonihaveområdet på, må være noget der kraftigt tiltaler byrådet. Det viser sig især ved, at
225 Love for Kolonihaveforbundet for Danmark 1923. (SB)
85

kredsen opnår ganske specielle fordele, og bliver en fast partner for byrådet på kolonihaveområdet.
Resultaterne fra Horsens er mere tvetydige og tendenserne noget svagere. Grunden til at byrådet i
Horsens foretrækker kredsen som forhandlingspartner, virker nemlig ikke til at udspringe af
problemer med ordenen i haverne, da dette er et område byrådet aldrig omtaler. I stedet skal man
nok lede efter grunden i det faktum, at kredsen på mange måder letter arbejdsgangen for
kommunen, da der bliver færre parter og færre forskellige ønsker i forhandlingerne, ved at
inddrage kredsen. I den forbindelse skal det nævnes, at der er stor forskel på Rigsdagens og de
lokale byråds tilgang til sagen. Rigsdagen virker til at støtte området ud fra en næsten ”ideologisk”
tilgang dertil, hvor det er de højtsvævende argumenter frem for de mere jordnære der bruges.
Byrådene derimod udtaler sig i forhandlingerne sjældent om dette. I stedet virker det her til at være
et spørgsmål om at sikre sig en fortjeneste på byens jord. Derved er kolonihaverne for dem en
midlertidig ting, indtil jorden kan udnyttes bedre til andet formål i forbindelse med byplanerne.
Dette motiv fra byrådets side ser godt nok ud til at ændre sig ved udgangen af den undersøgte
periode, men hvis man kigger længere frem, ser man i slutningen af 1960’erne lignende scenarier
med opsigelser af haver. 226 Igen er der tale om ændringer i byens struktur, hvor udviklingen er
løbet fra byplanerne og de flotte løfter fra 1940’erne om permanente kolonihaver forstummer -
igen er det jordens værdi der er i højsædet.
De undersøgte initiativer i dette speciale, peger i udformningen direkte på medlemmerne og en
opøvelse af deres havemæssige færdigheder. Det er dog ikke nok at være en dygtig havebruger, da
et andet mål med tiltagene ser ud til at være, at ændre normerne for havebrug i foreningerne. Selv
om forbundet slår sig op på, at haverne skal hjælpe den fattigere del af arbejder- og middelklassen,
ser man alligevel gerne, at haverne holdes som mere og andet end nyttehaver. Disse skal ud fra
forbundets idealer danne en helhed, næsten som en miniatureudgave af eget hus og hjem, hvor
æstetikken og ikke nytten er i fokus. Når forbundet omtaler ideerne bag eller selve initiativerne,
ser man da også, at formålet med tiltagene er dobbelte. Dels igangsættes de som en hjælp til
kolonisterne, altså med et sigte indadtil, dels kan man i pjecen omkring kolonihavehuset læse, at
formålet med denne er at forskønne kolonihaverne, for derigennem at gavne kolonihavesagen.
Et område som forbundets udstillinger, der ikke er blevet behandlet indgående i dette speciale,
viser endnu tydeligere dette, da disse tages i brug for at ændre offentlighedens, herunder
politikernes og pressens syn på sagen. Det drejer sig helt præcist om at vise omverdenen det bedste
226 Haagen, s. 146f.
86

ved kolonihavelivet. Konsulent Dalskov påpeger allerede i 1915, at målet med udstillingerne er at
vise omverden kolonihavernes betydning i moralsk og kulturel forstand. 227
Ovenstående bakker hovedsageligt op omkring min tese og i avisernes omtale af kolonihavesagen,
finder man endnu en tendens der kan validere rigtigheden i den. I disse fremgår det, som der ikke
findes i Rigsdagens og byrådenes forhandlinger - nemlig hvilke områder ved kolonihavesagen
man anser som værende kritiske. En avis som Politiken er allerede i 1910 og igen i 1915 ude med
kritik af kolonihavehusene og havernes udseende. Her foreslår man ret faktisk de fremgangsmåder
som forbundet få år efter tager i brug, nemlig vejledning, udarbejdelse af alternative haveplaner og
præmiering af velholdte haver. 228 Også i en avis som Århus Stiftstidende ser man senere i perioden
en støtte til forbundet og dets initiativer, da de vælger at støtte de lokale udstillinger ved at
indstifte en ærespris, hvor modtageren tildeles en pokal. 229
Dette siger selvfølgelig ikke noget omkring forbundet og dets intentioner med initiativerne, men
det siger noget om, at der også ude i samfundet har været opmærksomhed rettet mod disse
”problemfyldte” områder ved kolonihavelivet, og at de har set samme tiltag som forbundet, som
måden at ændre dette på.
Et faktum der dog er med til at rykke denne balance mellem det indre og ydre plan til fordel for
det indre, er den ivrighed hvormed store dele af kolonisterne tager initiativerne til sig. Dette kan
især ses omkring havebedømmelserne og konsulentbistanden, hvor efterspørgslen er stor og hvor
der flere gange efterlyses mere af dette. Adskillige kolonister i Århus klager endda ligefrem over
deres medkolonister og forlanger bedre orden. Derfor kan man sige, at initiativerne muligvis kan
være svar på en efterspørgsel blandt dele af kolonisterne og et forsøg på i opstartsfasen, gennem
disse tilbud at lokke potentielle medlemmer til, så de føler de får noget for det kontingent der
betales.
Derfor må tesen opblødes lidt, da der både virker til at være indre og ydre påvirkninger der gør sig
gældende for at initiativerne tages i brug. Hvilken årsag der vejer tungest, er svært at vurdere. Jeg
har dog i min gennemgang af perioden fundet flere tilsagn der peger mod, at tiltagene især
benyttes for at ændre omverdenens syn på sagen og at dette til dels lykkes.
227 Kolonihaven, nr. 2, april 1915, s.1.
228 Politiken 24/4 1910, s. 4 og 2/4 1915, s. 3.
229 Stiftstidende, 9/9 1923, s. 7.
87

Med hensyn til det som forbundet forsøger at ændre indadtil gennem initiativerne, er der tendenser
der peger i flere retninger. De dominerende er kontrol, orden og en bestemt opfattelse af
havearbejde som havende betydning i moralsk og kulturel forstand. Ud over dette er der en række
tendenser der peger på, at også sundhedsspørgsmål har haft betydning for udformningen af visse
tiltag.
I et projekt som oprettelsen af mønsterkolonierne ser man især hensynet til orden spille ind. Dette
kommer frem i selve planlægningen og udarbejdelsen af projektet, men også i kolonisternes
dagligdag, da der er en mængde love der skal overholdes. Som vist i gennemgangen af
mønsterkolonierne i Århus og Horsens tages projektet seriøst, idet at kredsene er meget bevidste
om, at dette er kolonier, der skal fremtræde som ideal og inspiration for andre kolonister. Omkring
selve planlægningen af mønsterkolonien kan man se visse tendenser, der ifølge Foucault er
kendetegnende for en effektiv disciplinering. Især Det hierarkiske overblik springer en i øjnene,
grundet de lige gange, de overskuelige haver og de lave hække.
Det ville være optimalt for specialet at se mønsterkoloniernes indretning som et rendyrket
eksempel på disciplinering, men allerede ved at se på formålene med anlæggene ser man, at der
også er andet der spiller ind. Som tidligere nævnt har også, datidens ideer omkring sundhed, lys og
luft har haft indvirkning på udformningen. Blandt andet de lange lige gange der skulle sikre en god
luftcirkulation i anlægget. Dette kan også have haft indflydelse på hækkens højde, da man
muligvis i de enkelte haver har villet undgå, at disse blev alt for mørke og indelukkede. I
formålene kan man ydermere se, at en optimal udnyttelse af solens gang over himlen har haft
betydning for, hvorledes haverne er blevet indrettet med bede, træer og planter. 230
Helt samme overvejelser ser man dog ikke i pjecebrugen og i havebedømmelserne. Her drejer det
sig primært om at få dannet bestemte normer for havebrug og havernes udseende. I forhold til det
sidste punkt forsøger forbundet at opstille idealer for kolonihaven som et mere samlet hele, der
indeholder samme aspekter som en typisk villahave, nemlig både nytte, rekreation og pryd. Denne
konstatering har overrasket en del, da min tidligere opfattelse af kolonihaven var tæt forbundet
med nyttehavefunktionen. I og med at det undersøgte tidspunkt på mange områder kan ses som
etableringsfasen for mange af kolonihaverne, var det endnu mere overraskende, at man på så
tidligt et tidspunkt lagde så stort vægt på rekreations- og pryd aspektet. I Kolonihaveforbundets
jubilæumsbog fra 1933 kan man eksempelvis læse, at haverne alt efter indhold er inddelt på
forskellige udviklingsstadier, hvor kartoffelhaven er den mest primitive, da: ”Den der ingen
230 Love for Mønsterkolonien, 1918.(SB)
88

Blomster har, betragtes som en Særling, hans Have er ingen rigtig Have, medens en Kolonihave,
der udelukkende dyrkes med Blomster, ofte vækker stor Beundring og Bifald”. 231 Man ser også at
forbundet tilskriver konsulenter noget af æren for dette, da deres formål rækker en del ud over
planlægning og forslag til den nyttigste indretning af haven, idet opgaven synes at have været: ”at
bringe Skønhed og Hygge ind i Kolonihaverne jævnsides med at gøre dem nyttige”. 232 Altså kort
og godt at ændre normen på området.
Samme tendenser ser man ligeledes omkring kolonihavehuset, hvor forbundet dels gør op med de
grimme skurlignende huse, men også med de lidt for fantasifulde huse, der kunne findes i nogle
haver. I stedet skal kolonihavehusene nærme sig de samme idealer, som gælder i moden indenfor
almindelig husbyggeri, bare i mindre målestok. Dette forsøg på at spejle flere aspekter ved den
typiske middelklasses liv i kolonihaverne ser man også, når det kommer til andre knap så
materielle områder. Mange af de områder Frykman og Löfgren tager op i deres undersøgelse af
kulturmønstre i Sverige ser man i forbindelse med kolonihaverne i Danmark. Dette bruges især af
forbundet selv, men også aviserne og Rigsdagen omtaler kolonihavesagen, som om den besidder
visse kvaliteter, der har en højnende indflydelse på kolonisternes liv. Især havernes indflydelse på
familie, børn, arbejdsomhed og sundhed fremhæves. Det billede der tegnes af familien i haven, er
et af en ideel kernefamilie med mor, far og børn. Husfaderen fremstilles som den arbejdsomme og
initiativrige, moderens som den passive, der alligevel er kernen i det lille hjem, da hun står for
hyggen og omsorgen. Samtidig kommer der et fokus på børnene, deres trivsel og opdragelse. Disse
dyder har i en længere periode været i fokus hos borgerskabet, men ideerne er dog godt i gang med
at brede sig til resten af samfundet. I en avis som eksempelvis Demokraten ser man et skift i
perioden, da der begynder at kommer små tillæg der henvender sig særskilt til familien,
husmoderen og børnene. 233 Altså et tydeligt tegn på, at de ideer der tidligere hørte til hos den brede
elite siver nedad i samfundet og optages der. Herved kommer livet i kolonihaverne på mange
måder til at fremstå som en miniaturemodel af idealet i samfundet, nemlig eget hus og have, hvor
familien kan finde ro. Disse idealer har sandsynligvis været problematiske at efterleve i det daglige
hos mange af kolonisterne, da begge forældre ofte har været udearbejdende. Dog har de om
søndagen og på almindelige sommeraftenerne i haverne kunnet nærme sig idyllen.
231 Dalskov, s. 247.
232 Dalskov, s. 247.
233 Især i weekenderne er der tillæg af denne slags, f.eks. kommer der noget der hedder børnenes rubrik og en side
med gode råd til husmoderen.
89

Ideerne bag denne sammenkobling af ”Det gode liv” med kolonihavebrug udtaler forbundet sig
aldrig åbenlyst omkring. Den er dog, når man kigger på den tidlige periode fra cirka 1910-1930,
sammenfaldende med at forbundet faktisk forsøger at sikre kolonisterne forkøbsret til deres lejede
jord eller få indskrevet i kontrakten at lodderne senere må bebygges. Det minder på mange måder
om have- og byggeselskabernes mål.
Ovenstående gør at kolonihaverne på daværende tidspunkt ikke udskiller sig som et rendyrket og
originalt alternativ, der stiller kolonihaverne som det endelige mål og tilbud til bybefolkningen. I
stedet er det drømmen omkring eget hus og have, der ses som det ophøjede slutresultat. Dette
virker dog til at ændre sig lidt mod slutningen af perioden, hvor forbundet begynder at omtale
kolonihaverne som et alternativ til dette og ikke bare et skridt på vejen. Dette ses blandt andet ved,
at forbundet begynder at fokusere på at oprette permanente kolonihaver, der skal drives som
kolonihaver og ikke med andet mål for øje. 234
På baggrund af ovenstående virker det til, at et mål fra forbundets side, har været at forbinde
kolonihaverne med ovenstående værdier og ad denne vej opnå sympati udadtil. Samtidig har de
gennem opbygningen af tiltagene og kravene til kolonisterne forsøgt at fremme disse sider og
derved lade haverne agere løftestang for kolonisterne, så de indstillingsmæssigt ville nærme sig
idealet, både moralsk og i forhold til havernes indretning.
Herved kan man i denne tidlige periode se forbundet og dets kredse som noget, der forsøger at
udvikle haverne til det de mener, er et højere stadie og hvor man gennem haven kan opnå
forbindelse til den brede elites levevis. Der er dog et men ved dette, for selv om forbundet på
mange måder tager disse idealer til sig og prøver at praktisere dem videre, gør de det ikke
betingelsesløst. Dette ser man i deres syn på forholdet mellem have og kolonihavehus. Her er det
haven og ikke huset der skal være det centrale og derved er det huset der tilpasses haven og ikke
omvendt. Derved viser forbundet, selv om et endemål for dem i opstarten er drømmen om eget hus
og have, at det trods alt i kolonihavesammenhæng stadig er haven det drejer sig om.
234 Dette ses eksempelvis i Århus og Horsens kredsenes forhandlinger med byrådene, hvor spørgsmålet begynder at
fylde mere, se bl.a. Horsens kredsen 19/2 1938 (BH) og artikler i Demokraten 15/7 1941 og 25/11 1944.
90

6) Konklusion og perspektivering
Den kolonihaveform vi kender i dag opstod i 1880’erne. Tidligere havde der eksisteret lignende
småhaver i og ved de danske byer. Disse var dog hovedsageligt opstået på initiativ fra staten eller
filantropiske foreninger. Trods denne forskel kan man se, at småhaverne gennem tiden er blevet
tillagt mange at de samme egenskaber som kolonihaverne. Det drejer sig om sundheds- og
rekreationsaspektet samt haven som en vej til at højne brugerens moral og kulturelle stadie.
De fleste af de egentlige kolonihaver er opstået grundet en efterspørgsel fra potentielle brugere,
hvilket træder tydeligt frem når man ser på udviklingen i Århus og Horsens. Derfor var området de
første mange år præget af, at beslutninger blev taget fra sag til sag uden nogle præcise regler eller
fremgangsmåder på området. Dette var dog mere udpræget i Århus end i Horsens, og her ser man
da også et samarbejde mellem haveforeninger, før Kolonihaveforbundet breder sig til Jylland.
Opmærksomhedsmæssigt henligger området i stilhed. Byråd og Rigsdag omtaler kun sagen når de
modtager en konkret ansøgning og avisernes omtale begrænser sig til en enkelt notits i ny og næ,
ofte omhandlende tyveri fra haverne eller forhandlinger i byrådet. Dette viser, at de højtløftede
ideologiske lovsange om havernes indvirkning på sundhed sjæl og moral, ikke rigtig har fundet
grobund i samfundet endnu. Det viser dog også, at den modvilje forbundet mener findes mod
sagen ikke eksisterer. Der er nærmere tale om ligegyldighed med området.
Kolonihaveforbundet for Danmark arbejder for kolonihavesagen på to områder, et vendt mod
kolonisterne og et andet vendt mod samfundet. Disse ser dog ud til at hænge sammen i den
forstand, at mange af de tiltag der tages i brug overfor kolonisterne, skal ændre havernes udseende
og derved omverdenens syn på sagen. I forhold til min hypotese ser det ud til, at forklaringen på
forbundets tiltag skal findes både i indre og ydre forhold, men at forbundet har været meget bevist
om at få sagen præsenteret godt udadtil. Gennem en række initiativer som mønsterkolonier,
konsulentvirksomhed, præmiebedømmelser og belærende materiale forsøger forbundet, at ændre
kolonisternes tilgang til og normer for havebrug.
Overraskende er det, at det haveideal forbundet synes at tilstræbe, ikke er et der er unikt for
kolonihaverne. I stedet forsøger man at nærme sig det ideal man ser i den gængse villahave, hvor
nyttefunktionen må vige til fordel for pryd, helhed og æstetik. Herved forsøger forbundet at ændre
indtrykket af kolonihaven, så den bliver mere end kun den lille mands forrådskammer. Samme
tendenser ses i forbundets syn på kolonihavehuset, hvor der gøres op med de skæve, uformelle og
91

fantasifulde huse. I stedet skal stilen være afdæmpet og smagfuld, som små kopier af arkitekternes
ideer til de almindelige huse i byernes udkant.
Disse resultater fra min undersøgelse falder i god tråd med en anden tendens i det undersøgte
materiale. Denne viser, at forbundet og kredsene flere gange forsøger at få forkøbsret til jorden og
mulighed for senere at bebygge de enkelte havelodder. Det ideelle mål er altså ikke den gængse
kolonihave der ligger på lejet kommunal jord. I stedet ser man hos forbundet, ideer der er
inspireret af havebytanken, hvor hver familie har ”foden under eget bord” i form af eget hus og
egen have. Livet i kolonihaverne fremstilles da også ud fra en optik, der tager sit afsæt i andre
idealer end dem man normalt tillægger arbejderklassen. Haverne bliver set som en vej gennem
hvilken kolonisterne kan opnå de sundhedsmæssige og familiemæssige idealer, som især
borgerskabet advokerer for. Her er lys, frisk luft, kernefamilien og hjemmet i centrum. Faderen
fremstilles som den arbejdsomme og ædruelige mand, moderen som den passive men alligevel
samlende figur og børnene som nogle der gennem opdragelse og dannelse vil udvikle sig til gode
kultiverede borgere.
I specialets undersøgelse af forbundets tiltag, tegner der sig et mønster omkring de normskabende
og disciplinerende aspekter ved disse. Dels opstiller forbundet et ideal for kolonihaveanlægget, der
fokuserer på overskuelighed, symmetri og ensretning i både anlæg og de enkelte haver. Her er de
menige kolonisters råderum ret begrænset, grundet det utal af regler der knytter sig til havelivet.
Samtidig forsøger man gennem konsulentvirksomheden at fremme idealerne gennem tiltag som
havebesøg og præmiering af haver. I udformningen af tiltagene har jeg fundet, at de tre punkter
som Foucault opstiller som kendetegnende for en effektiv disciplinering, er til stede. I selve
anlægget er det hierarkiske overblik, mens den normaliserende sanktion og eksaminationen kan
findes i konsulentbesøgene og præmiebedømmelserne. Gennemgangen af materialet for kredsene
har vist, at der især i forhold til kolonihaverne i Århus har været problemer i haverne, da både de
enkelte foreninger, kredsen og kommunen forsøger at sikre mere og bedre opsyn på området.
Foreningsdannelserne i byen ser faktisk en stor del af vejen ud til at blive de menige kolonisters
forsøg på, at sikre en kontrol på området overfor de lejere der ikke lever op til normer og
forpligtigelser. Derved er der noget der tyder på, at en større gruppe blandt kolonisterne har ønsket
opsynet og har efterstræbt at normerne spreder sig i foreningerne.
Selv om meget tyder på, at det er i ønsket om bedre opsyn og andre havenormer man skal finde
noget af grunden til forbundets tiltag, kan man dog også se, at sundhedsmæssige aspekter omkring
92

lys, luft og den optimale udnyttelse af jorden har spillet ind. Derfor kan man ikke se ønsket
disciplinering som den eneste forklaring, i stedet er den en vigtig del af en større sammenhæng.
Gældende for Kolonihaveforbundets arbejde i perioden er, at det vokser fra at være en lokal
sammenslutning til et landsdækkende forbund, der på mange måder opnår at blive synonym med
kolonihavesagen. Det har været overraskende at opdage, hvor altdominerende forbundet bliver i
perioden, både på statslig og lokalt niveau. Det er forbundet og dennes fremgangsmåde der støttes
frem for selve kolonihaveområdet, og samtidig arbejdes der i de to undersøgte kredse for sagen i
god tråd med hovedforbundets ideer. I visse tilfælde er iveren endda større lokalt. I tidens aviser
ser man samme mønster. Sagen går fra at få meget lidt opmærksomhed før kredsenes oprettelse til
at få pænt med omtale efter. Det der omtales er forbundets og kredsenes arbejde samt de moralske
aspekter bagved haverne. Aviserne ser på mange måder ud til at hjælpe med at sprede netop
forbundets syn på sagen, og det er da også forbundet der i aviserne udtaler sig på vegne af hele
kolonihavefolket. Der skelnes ikke mellem de der er medlemmer og de der står udenfor forbundet.
At det er forbundet, frem for selve sagen der støttes, har ledt mig til at konkludere, at forbundets
program må indeholde aspekter der gør, at stat og kommune ser dem som vejen frem for
kolonihaverne. I byrådsforhandlinger har det da også vist sig, at det netop er forbundets initiativer
der er medvirkende til, at kommunerne begynder at støtte sagen og bliver opmærksomme på
kredsene.
Et andet meget interessant resultat i forbindelse med forhandlinger på statslig og kommunal
plan er, at sagen ikke fra begyndelsen er en socialdemokratisk mærkesag, hvilket ellers virker til at
være den gængse opfattelse. I stedet er opbakningen bred i Rigsrådet og ingen ytrer sig negativt
imod den store statsstøtte forbundet opnår. I kommunerne kan man heller ikke inddele støtterne
efter partifarve, da der synes at være enighed om, at kolonihaverne accepteres så længe jorden ikke
kan anvendes til mere profitable foretagender. Hverken De Radikale, Højre, Venstre eller
Socialdemokratiet kæmper for alvor for sagen i starten.
De dominerende tendenser på området er stærkest i Århus. Her er kredsen næsten umulig at
komme udenom, hvis man ønsker at udleje jord til haver. Det er faktisk kun muligt, hvis man ikke
ønsker jorden til samme lave lejepriser, som tilbydes til haverne under kredsen. Helt sådan står det
ikke til i Horsens, men hen imod slutningen af perioden ser man, hvordan kredsen mere og mere
93

liver den foretrukne part for kommunen med hensyn til udlæggelse af jord og oprettelse af nye
kolonihaver.
Af dette kan man udlede, at meget af det man forstår ved kolonihaver i perioden og måske
stadigvæk i dag, er et produkt af Kolonihaveforbundets ideer om, hvad det vil sige at holde
kolonihave og være ordentlig havebruger.
Historien omkring kolonihaveforbundet, dets arbejde på kolonihaveområdet og samfundets syn på
sagen er til dels interessant i sig selv som en del af småhavernes historie i Danmark. Dels i en
større samfundsmæssig sammenhæng da den viser, at kolonihaverne ikke altid har været et
anerkendt og støttet område, selvom de for mange i dag står som udtryk for noget virkeligt dansk.
I dag, ligesom tidligere, tilbyder kolonihaven sig til de beboere der bor i lejlighed i byerne. I løbet
af de sidste ti år har haverne ligefrem fået en renæssance blandt unge og børnefamilier, der
ligesom i den behandlede periode, ikke har midlerne til at købe eget hus og have i byerne.
Ligesom dengang er haverne muligvis stadig noget man vælger, da det minder om det ideal man
ikke har råd til. I dag skal man dog ikke i samme grad som tidligere frygte opsigelse, da
kolonihaveområdet i år 2001 blev sikret ved lov nr. 476, der gør næsten samtlige af landets
kolonihaver permanente. 235
Historien viser også, at det der for os står som unikt ved haverne, faktisk ikke er udsprunget af et
forsøg på at finde sin egen specielle vej, men snarere gennem en stræben efter samfundets og
borgerskabets idealer. Ud over dette er kontrasten mellem haven som et fristed kontra
normskabende disciplinerende institution pudsig, da den adskiller sig fundamentalt fra den gængse
ideen om haven som ramme om afslapning og frihed - dette faktum gør det faktisk svært at se på
kolonihaverne med helt samme øjne igen.
235 Lov nr. 476, 2001.
94

7) A proper Gardener: Summary
The purpose of this study has been to explore how the Allotment Garden Association of Denmark
worked for the allotment garden cause during the period 1910-1940. In doing so, I have chosen a
point of view on the association as one who tries to implement certain standards onto the
members. For this I have found inspirations in Michel Foucaults theories about the all-embracing
surveillance and disciplining of the individual in the modern society, and the Swedish ethnologists
Löfgren and Frykman who has studied the bourgeoisie cultural standards in the beginning of the
20 th century.
For the purpose of this dissertation I have chosen a specific number of areas to examine. These
are:
1) A selected number of the association’s initiatives towards its members. Among these are the
garden-consultants enterprise and the use of specially designed allotment gardens to illustrate the
ideal way to arrange one such.
2) How the allotment case was viewed in the newspapers and by the legislators.
3) How the association tried to promote the case in bargaining with the Danish parliament and the
local authorities.
In an attempt to se how the members have viewed the association’s work and ideas, I will
scrutinize both the main department of the association and two of the local branches, who
managed the regular contact with the members. Since the topic hasn’t been studied much, most of
the research is based upon primary sources, as for example minutes of proceedings and town
councils debates.
The study has shown several interesting results; the section about the association’s initiatives
towards the members has revealed that they through different measures tried to change the
appearance and purpose of the garden. Instead of using the allotment garden solely as a vegetable
garden, the association promoted a garden which was an integral whole that contained a bit of
every thing; flowers, trees and vegetables mixed together in a garden-aesthetic way. Additionally
the association tried to set new standards for the overall appearance of the small allotment garden
societies. One of the purposes of this was to standardise the garden tenants and make supervising
the gardens much easier. Through these initiatives, the association tried to create standards and
motivate the tenants so that their type of garden became the paradigm. The study of the local
branches has shown that the tenants seemed to adopt these norms.
95

The debates in parliament regarding the enterprise have shown that all sides of the political
spectrum supported the cause and that they granted a rather large sum of money to the association
every year. The reason for doing so seems to be that they viewed the idea as admirable and
thought that the work in the small gardens influences the moral of the tenants. They believed that
the work in the garden unites the family around a shared project and increases health for the
tenants who normally live in the industrial cities. Some also viewed the allotments as a way to
bring the tenants closer to the ideal of owning a house and garden. The local town councils did not
consider the case in the same positive light, but the establishment of the association’s local
branches put the allotment gardens on the local political agenda. The braches managed in many
ways to complicate matters for allotment garden holders outside the association. The allotment
gardens, belonging to the Allotment Garden Association of Denmark, and the value they possess
became synonymous with the allotment garden cause. In the newspapers from the period in
question the same results unfolds. Before the establishment began the publicity on the matter was
close to non-existent whereas subsequently the allotment gardens were mentioned regularly.
Concluding on the before mentioned results it seems that the association and its branches have
been successful in promoting its ideas through initiatives, standards and regulations for the tenants.
The success is even greater considering that the association succeeds in obtaining a unique status
on the political scene; there seems to be no real alternative in the period.
96

Litteraturliste
Boldsen, F.C.: Haveboliger i Danmark, U. Th. Andreasens Bogtrykkeri, Randers, 1912.
Buchreitz, Georg: Hjelmhaverne i Aabenraa, Aabenraa Bogtrykkeri, 1981.
Dalskov og Nielsen: Kolonihavebevægelsen i Danmark – Kolonihaveforbundets udvikling og
organisation, Calbergs Bogtrykkeri, København, 1933.
Dansk Byplanlaboratorium: Meddelelser fra Dansk Byplanlaboratorium 1922-26,
Centraltrykkeriet, Slagelse, 1926.
Falstrup, Tage: Ny Havnegade Kvarteret, Industrimuseet bogtrykkeri, Horsens, 1998.
Foucault, Michel: Viljen til viden. Seksualitetens historie 1, Det lille Forlag, København, 1994
Foucault, Michel: Overvågning og straf. Fængslets Fødsel, Det lille Forlag, København, 1994.
Frykman, Jonas og Löfgren, Orvar: Den kultiverade människan, Libertryck, Stockholm, 1979.
Haagen, Jørgen: Kolonihaven, Gyldendal, København, 1976.
Knudsen, Bodil Møller: Fra grubehus til grillbar. Horsens i 1000 år, Schurpack a/s, Horsens,
1992.
Knudsen, Tim: Storbyens støbes. København mellem kaos og byplan1840-1917, Akademisk
Forlag, 1988.
Knudsen, Tim: Paradigmer og professionskampe i den tidlige danske byplanlægning, i Fabrik og
Bolig: det industrielle miljø i Danmark, hæfte 1, Dansk Tidsskrifts Tryk, København, 1988.
Kolonihaveforbundet for Danmark: Sangbog for Kolonihave-forbundets medlemmer,
Kolonihaveforbundet for Danmark, København, 1943.
Kolonihaveforbundet for Danmark: Kongressen i København 26. – 27. august 1951, 1951.
Korsgaard, Ove: Disciplinering, subjektivering og demokrati, i Ove Korsgaard m.fl. (red), Idræt,
Krop og Demokrati Gads Forlag, København, 2001.
Lundgren, Sven Åke: Michel Foucault, i Klassisk og Moderne Samfundsteori, Hans Reitzels
Forlag, København, 2000.
Lützen, Karin: Byen tæmmes: Kernefamilie og sociale reformer i 1800-tallets København, Hans
Reitzel, København, 1998.
97

Nielsen, Carl: Kolonihavehuset. Tegninger med beskrivelse til Lysthuse for Kolonihaver, Calbergs
Bogtrykkeri: København, 1926.
Nielsen, Luise Skak: Blomster-elskerne og havesagen. Historien om Det Kongelige Danske
Haveselskab 1830-2005, Sangill Grafisk Produktion, 2005.
Nordgaard, Knud: Kolonihaver. En grundbog om havekoloniers administration og dyrkning.
Forlaget Fremad, København, 1943.
Riis, Jens: Om kolonihaver og deres betydning for samfundet, Valentin & Lund’s Bogtrykkeri,
København, 1907.
Schmidt, Lars Henrik: Lys, Luft og Renlighed. Den moderne social hygiejnes fødsel, Akademisk
forlag, 1986.
Sigsgaard, Aviaja Julie: Det hegnede sted. Haver og havedrømme i 1920’ernes København,
Roskilde Universitetscenter, 2001.
Strange Petersen, Erik: Vækst og Demokratisering 1848-1914, i Danmarks historie i grundtræk,
Aarhus Universitetsforlag, Århus, 2000.
Therkildsen, Marianne: Havekolonien – Et lille samfund i storbyen. En etnologisk undersøgelse
af en havekoloni i København, Københavns universitet, Brede, 1970.
Tolstrup, Inger: Kolonihaven. En etnologisk undersøgelse af kolonihaven i Danmark set i
relation til arbejderklassens kultur fra slutningen af det 19. århundrede til slutningen af Anden
Verdenskrig, upubliceret magisterkonferens, Københavns universitet, 1980.
Aviser og blade
Berlingske Tidende: 6/8 1891, 20/6 1912, 26/7 1912, 23/10 1915, 12/5 1917.
Politiken: 21/8 1894, 2/8 1909, 26/4 1912, 2/4 1915, 6/5 1917, 4/9 1918, 8/9 1918, 30/5 1919, 5/6
1919, 20/7 1920.
Demokraten: 8/4 1893, 4/5 1893, 26/3 1916, 10/7 1916, 27/9 1919, 9/10 1919, 11/10 1919, 24/5
1922, 16/9, 1923, 17/9 1926, 18/9 1926, 19/9 1926, 15/7 1941, 25/11 1944.
Aarhus Stiftstidende: 1/9 1893, 10/7 1916, 27/9 1920, 17/9 1921, 9/9 1923.
Afholdsdagbladet: 8/9 1926.
Horsens Avis: 12/10 1909, 13/9 1910, 12/3 1918, 15/3 1918, 3/4 1918, 30/9 1920, 24/9 1921.
Horsens Social-Demokrat: 3/9 1900, 12/2, 1904, 1/3 1904, 21/2 1906, 19/10 1909, 21/3 1921,
22/7 1922, 20/6 1922, 30/5 1923, 16/12 1924.
98

Kolonihaven 1910-1940, Kolonihaveforbundets medlemsblad.
Kilder og arkivalier
Collegial Tidende: 4/3 1826, cirkulære om Haugekoloniers anlæggelse.
Lov nr. 476: Lov om kolonihaver.
Rigsdagstidende: 1915-16, tillæg B og 1918-19, Folketingets forhandlinger og tillæg B.
Statsbiblioteket i Århus småtrykssamlingen (SB):
Kolonihaveforbundet, Aarsberetninger 1916-1942.
Kolonihaveforbundet, Uddrag af forhandlingsprotokoller, 1924-30 og 1939-41.
Kolonihaveforbundet, Love for Mønsterkolonien 1918.
Kolonihaveforbundet, love 1917.
Kolonihaveforbundet, love 1923.
Erhvervsarkivet i Århus (EA):
A 7536, Kolonihaveforbundets 3. kreds Århus forhandlingsprotokoller 1912-1954,
foreningsvedtægter, love og ordensreglement for Mønsterkolonien i Århus.
Århus Kommune, Socialvæsenet, oversigtskort, kolonihaver i Århus 1934.
Uregistreret materiale:
To kasser med uregistreret materiale, omhandlende kolonihaver og fattighaver i Århus, fra
kæmneren og stadsingeniøren, kaldet Grønnegade afleveringen.
Forhandlingsprotokoller fra følgende udvalg:
Udvalget for byens udvidelse og bebyggelse 1911-16.
Markudvalget 1893-1940.
Udvalget for Marselisborg 1896-1911.
99

Århus Byråds forhandlinger:
Sag nr.: 14,3 1903, 468,2 1906, 133-15, 325-19, 229-23.
Byarkivet i Horsens (BH):
Arkivfond nr. 827, Forhandlingsprotokoller 1918-1940 og andet materiale fra
Kolonihaveforbundets 4. kreds Horsens.
Arkivet på Horsens Rådhus (HR):
Forhandlingsprotokoller fra følgende udvalg:
Markudvalget 1903-1923.
Udvalget for kommunens Jorder 1923-1943.
Horsens Byråds forhandlinger:
Sag nr.: 108-08, 149-09, 117-09, 82-10, 35-16, 546-21, 337-22, 297-23, 481-33, 498-38, 517-39,
783-40, 959-40.
100