Nummer 15 - Museumsformidlere i Danmark

museumsformidlere.dk

Nummer 15 - Museumsformidlere i Danmark

Tema: Formidlingsrapporten

Nyhedsbrev 15


Indhold

2

Nyhedsbrev 15 Oktober 2006

Tema: Formidlingsrapporten

© Museumsformidlere i Danmark,

MID

www.museumsformidlere.dk

Redaktion:

Henrik Sell (ansv.) - sell@nathist.dk

Pernille Lyngsø - pl@aarhuskb.dk

Carina Serritzlew

- cs@womensmuseum.dk

Layout:

Henrik Sell

Omslagsbillede: Broder Berg

Bestyrelsen for Museumsformidlere i

Danmark, MID:

Broder Berg (formand)

Kulturhistorisk Museum Randers

Stenmannsgade 2

8900 Randers

Tlf: 86 42 86 55

bb@khm.dk

Pernille Lyngsø (næstformand)

Århus Kunstbygning

J.M. Mørks Gade 13

8000 Århus C

Tlf: 86 20 60 50

pl@aarhuskb.dk

Kirsten Rykind-Eriksen (kasserer)

Vejle Museum

Flegborg 13

7100 Vejle.

Tlf. 76 43 12 00

kirry@vejle.dk

Henrik Sell

Naturhistorisk Museum

Wilhelm Meyers Allé 210

8000 Århus C

Tlf: 86 12 97 77

sell@nathist.dk

Birgit Pedersen

ARoS Århus Kunstmuseum

ARoS Allé 2

8000 Århus C

Tlf: 87 30 66 43

bp@aros.dk

Christina Papsø Weber

Arken

Skovvej 100

2635 Ishøj

christina.weber@arken.dk

Charlotte Ring

Næstved Museum

Ringstedgade 4

4700 Næstved

cr@naestved-museum.dk

Indhold

Formidlingsrapporten

Leder ...................................................................... 3

Broder Berg

Må vi være med? ................................................... 4

- 162 mio. til formidling set fra et mellemstort museum

Broder Berg

Brugerinddragelse ............................................... 8

- hvad tør vi bruge det til?

Marianne Grymer Bargeman og Tine Nygaard

Internationalt samarbejde ................................. 10

- i faste rammer

Anne-Birgitte Fonsmark

Til glæde for museerne? ..................................... 11

- når den digitale formidling bliver et spørgsmål

om prestige

Mette Johnsen

absalon.nu ............................................................ 15

- Københavns historie på nettet

Johan Møhlenfeldt Jensen

Vidensbaseret læring ......................................... 17

- for sjov

Henrik Sell

Set gennem virkeligheden ................................... 20

- gymnasieelever kræver medansvar

Tine Seligmann

Nye veje og muligheder ...................................... 22

- for efteruddannelse i den danske museumsverden

Anne Elmer og Søren Friis Møller

Hvad drømmer vi om? ....................................... 24

Hans Munk Petersen og Lene Floris

————————————————

Hvilket udbytte får de besøgende ...................... 26

Åbent hus i MiD .................................................. 27


Bedre formidling

- nu skal der rykkes!

Hvis man hører godt efter, kan man høre klokkerne

ringe. De ringer langt inde i museumsformidlingens

paradis, dér, hvor alt kan lade sige gøre, og

hvor de vildeste formidlingsideer kan føres ud i

livet. Nu er de søde lyde af ekstra midler efterhånden

også nået frem til landets fjerneste afkroge.

Alle vil gerne være med og have andel i de støttekroner,

som Kulturministeriet har afsat til finansiering

af bedre museumsformidling. Nu skal der

rykkes! Og det bliver der forhåbentligt også. I

hvert fald bør de afsatte midler kunne bane vejen

for en bæredygtig og fremtidsorienteret udvikling.

Den forudgående udredning og selv samme udmøntning

kan debatteres, og sådan er det altid med

den slags processer. Der er f.eks. fordelingsnøglen

og spørgsmålet om det rimelige i, at et enkelt museum

får tilført 18 millioner kroner svarende til

over 10% af hele puljen. Ligeledes kunne det være

oplagt at drøfte, om, og i hvilket omfang, udmøntningen

fremmer den grundlæggende kvalitetsudvikling

af museernes formidling, og om der er

taget behørigt hensyn til museernes forskellighed i

forhold til placering, samlinger og ansvarsområder.

Alt dette kan og må debatteres.

Men det, der burde stå udenfor enhver diskussion,

er kravet om en tilbundsgående dokumentation af

det, der bliver opnået. Der burde gøres rede for

enhver støttekrone i f.eks. debat- og læringsfora,

hvis formål det er at synliggøre effekten af de anvendte

midler. Ikke for at kontrollere, men ganske

enkelt for at iværksætte en læringsproces, hvor

erfaringer og viden kan deles og dermed blive til

gavn for hele den danske museumsverden. Har den

digitale satsning båret frugt? Er der kommet nye

eksperimenterende udstillingsformer? Har vi fat i

nye brugergrupper? Og hvad betyder alt det her for

de museer, der ikke har fået andel i puljemidlerne?

Den formidlingsfaglige diskussion burde i høj grad

tage udgangspunkt i tiltagene på de få museer, der

får tildelt 2/3 af hele puljen som direkte driftstilskud.

Det er disse museer, der har det største an-

svar for at lade resten af museumsverdenen have

andel i deres formidlingsteoretiske overvejelser og

praktiske erfaringer. Her sidder de formidlingsfolk,

der med stor bevidsthed om processen, skal

sørge for, at deres pionerarbejde bliver en del af en

fælles og landsdækkende debat. Det gælder også

for en dokumentation af den påstående

”blockbuster-effekt”, altså spørgsmålet om hvordan

en stor international udstilling på et kunstmuseum

i Århus eller Københavnsområdet kan have

en positiv effekt for et museum i Randers, Holstebro,

Maribo, Sæby eller hvilket som helst andet

sted i landet.

Museumsformidlingen vil som hidtil udvikle sig

under alle omstændigheder. Den vil udvikle sig i

kraft af driftige og engagerede formidlingsfolk, der

er gode til at skabe udvikling med udgangspunkt i

nutiden og det omgivende samfund. Jo færre resurser,

der er til rådighed, jo langsommere vil denne

udvikling naturligvis komme til at gå. Derfor er

det vigtigt at vide for alle engagerede kræfter i

dansk museumsformidling, at den store formidlingspulje

2007 – 2010 vil blive i stand til at give

museumsformidlingen det afgørende løft, som der

er blevet sukket efter i mange år.

Der skal ikke herske tvivl om, at MID vil arbejde

for at følge udviklingen og styrke debatten. Her er

foreningens Nyhedsbrev et oplagt forum til uafhængigt

og frit at kunne fremlægge og debattere

projekter og visioner. Det er i denne gensidighed

og erfaringsudveksling, vi alle kan lære og blive

klogere til glæde og gavn for formidlingen på vore

egne museer og museumsformidlingen i hele landet.

God læselyst!

Broder Berg

Formand

Leder

3


Må vi være med?

4

Må vi være med?

- 162 mio. til formidling set fra et mellemstort museum

Broder Berg, Kulturhistorisk Museum Randers

Kommentar til Formidlingsrapportens

SAMLEDE ANBEFALINGER.

Tillykke I danske museer! I maj 2006 undfangede

Kulturministeriet den med megen spænding

imødesete ”Udredning Om Museernes

Formidling”, der skulle bane vejen for ”bedre

formidling og attraktive udstillinger” 1 . Udredningen

er et digert værk på 183 sider og i mange

henseender en spændende tilstandsrapport

over tendenser og problemstillinger i dansk

museumsformidling. Ultimo august i år kom så

ministerens endelige udmøntning med en formidlingspulje

på 40,5 mio. kroner hvert år over

de næste fire år 2 .

Endelig blev der søsat et overordnet initiativ til at

give formidlingen på museerne en tiltrængt økonomisk

håndsrækning og et afgørende løft. Stikordene

er ”nytænkning”, ”eksperimenterende”,

”digitalisering” og ”nye brugergrupper”. Yes, tænker

jeg fra min bløde stol i Randers. Det er lige os!

Det har vi arbejdet med gennem de sidste mange

år. Her må der være noget at hente! Nu er spørgsmålet

bare, hvordan udmøntningen også kan blive

til gavn for os på et mellemstort museum ude i

provinsen?

Kulturhistorisk Museum Randers består af Kulturhistorisk

Museum i Kulturhuset, Håndværksmuseet

Kejsergaarden og Randers Lokalhistoriske Ar-

1 Fra kulturminister Brian Mikkelsens tale ved Kulturarvstyrelsens

Museumsårsmøde d. 24. april 2006. Citeret fra Kulturministeriets

hjemmeside www.kum.dk/sw43486.asp.

2 Puljen skal bruges til ”først og fremmest støtte til udvikling af

museernes eget formidlingsarbejde samt nyttiggørelse af

museernes ressourcer i undervisningen. Herudover satses der

også på en række udviklingsinitiativer, der kan være med til at

sikre en endnu bedre museumsformidling i fremtiden, for

eksempel kompetenceudvikling, forskning i museumsformidlingens

virkning og udvikling af publikumsundersøgelse”.

Pressemeddelelse 25. august 2006, Kulturministeriet.


kiv. Museet har afdelinger for arkæologi og nyere

tid samt egen konservering. Endvidere er der en

formidlingsafdeling med 8 faste medarbejdere til

at udvikle, koordinere og realisere det samlede

formidlings- og PR-arbejde samt sørge for bemanding

af receptioner, butikker og opsyn i udstillingerne.

Museets formidlingsarbejde varetages dog

på tværs af alle afdelinger. Arkæologer, historikere

og konservatorer, alle bidrager til formidlingen på

stedet og indenfor de respektive museale fagområder.

Museet blev sidste år besøgt af 48.000 mennesker,

langt de fleste med bopæl i Randers og regionen.

Planer for formidlingen

I de forgangne syv år er der lagt et stort arbejde i

udviklingen af udstillinger, arrangementer, formidling

til børn og børnefamilier, klubvirksomhed,

samarbejde med andre kulturaktører og markedsføring.

Denne proces blev sat målrettet i gang ved

hjælp af udviklings- og arbejdsplaner på formidlingsområdet.

Der produceres mellem 5 og 10 særudstillinger om

året, deraf 2-3 udstillinger alene på et areal af 264

kvm - til dels med bekosteligt indlån af genstande

fra Nationalmuseet eller andre museer i landet.

Udvikling af udstillingsmediet er et af formidlingens

satsningsområder med genstandspræsenta

tion, lyd, elektroniske billeder og et professionelt

grafisk udtryk som centrale udviklingsopgaver.

Enhver udstilling bliver derfor på sin måde ny og

eksperimenterende. I 2002 fik museet en ny permanent

byhistorisk udstilling (ca. 600 kvm) og i

marts 2007 åbner en ny permanent middelalderudstilling

(180 kvm). Udstillingsarbejdet er meget

resursekrævende og fylder godt i hverdagen. Vi

mangler hverken idéer eller de fornødne faglige

kompetencer. Det, vi mangler, er finansielle midler

til realisering af spændende udstillingskoncepter,

f.eks. med henblik på udstillingsarkitektur og anskaffelse

af avanceret lys, lyd og billedudstyr samt

digital animation. Her håber jeg, at puljen vil kunne

give et skub til videreudviklingen.

Arrangementer

Til udstillingerne knytter sig en arrangementsflade

med fortællinger, foredrag, teaterforestillinger,

omvisninger, erindringsmøder, koncerter, værksteder,

prøv selv-aktiviteter m.m. Desuden er der

arrangementer i forbindelse med byens festuge,

den internationale museumsdag, jubilæer i byen,

historiens dag, museumsnatten eller andre mærke

dage foruden ferieaktiviteter i skolernes vinter-,

sommer- og efterårsferie. Udenfor museets fire

vægge bydes på byvandringer, kirkegårdsvandringer,

byløb for børn, heldagsture, omvisninger i

kirker, virksomheder, institutioner, på arkæologiske

udgravninger m.m. Der er etableret et godt

samarbejde med kunstmuseet og biblioteket på

stedet, som bl.a. har udmøntet sig i en årligt tilbagevendende

Kulturhusdag. Museets arrangementskalender

annonceres i halvårsprogrammer, som

først og fremmest distribueres lokalt og regionalt.

Alt i alt kan vi tilbyde en meget alsidig arrangementsflade

med omkring 80-100 programsatte

arrangementer om året. Resurseloftet er nået for

længst, og det kan derfor kun hilses vedkommen,

at puljen stiller midler i udsigt til gennemførelse af

arrangementer.

Skoletjenester

Kulturhistorisk Museum har lagt mange kræfter i

at etablere en regulær betjening af skoleklasser.

Skoletjenesten har ligget underdrejet gennem

1990’erne og har siden 1999 været et af de primære

satsningsområder. I dag betjenes der omkring

300 skoleklasser om året. Dertil må regnes de skoleklasser,

der vælger at gå rundt på egen hånd og

benytter sig af det formidlingsmateriale, der er

udarbejdet til børn. Museets skoletjeneste har opbygget

et kontaktlærernetværk og har markeret sig

som en fagligt kompetent partner for byens og

omegnens skoler. Skoletjenestens årskataloger

kommer ud til byens og omegnens skoler samt

skoler i Århus amt og findes desuden på museets

hjemmeside. Lærerne efterspørger skræddersyede

omvisninger og værkstedsaktiviteter, der tager

udgangspunkt i skoleklassens individuelle forud-

Må vi være med?

5


Må vi være med?

6

sætninger og behov. Der er behov for at skoletjenestens

medarbejdere får tid til fordybelse og udvikling,

for dermed at komme de nødvendige spadestik

dybere, som det daglige trummerum ikke

giver mulighed for. Her ser vi meget frem til at få

gavn af puljen til udvikling af undervisningsmaterialer.

Anden formidling

Naturligvis har museet en egen hjemmeside, og

det er et stort ønske at få denne fornyet grundlæggende.

Billedskærme i udstillingen bruges til filmklip

og i forbindelse med særudstillinger også spil.

Erfaringen siger, at den digitale formidling er kostbar

og resursekrævende mht. udstyr og især udvikling

af indhold og grafisk præsentation. Men behovet

er stort: trykskærme i udstillingen, informationsskærme

i modtagelsesområderne, ny hjemmeside

m.m. Jeg kan kun med glæde konstatere, at

forbedringen af museernes digitale formidling er et

af udmøntningens hovedpunkter.

3 Fra kulturminister Brian Mikkelsens tale ved Kulturarvstyrelsens

Museumsårsmøde d. 24. april 2006. Citeret fra Kulturministeriets

hjemmeside www.kum.dk/sw43486.asp.

4 I alt fjorten museer deler 65,8 mio. kr. over en fireårig periode.

10 af disse museer ligger i Københavnsområdet, 2 i Århus og et i

Esbjerg.

I kraft af det høje aktivitetsniveau og den lange

formidlingstradition på stedet, ser vi os også i

stand til at levere et kvalificeret bidrag til forskning

i formidlingen. Det kan derfor kun hilses velkomment,

at der nu er afsat midler til det. Det

samme gælder for publikumsundersøgelser, hvor

vi i løbet af de sidste år lige så stille har arbejdet

os ind på området. Det har givet os erfaring med

metoder og samtidig ført til interessante oplysninger

om museets gæster og deres oplevelse af museet.

Det korte af det lange er, at vi målrettet har udviklet

og eksperimenteret med mange forskellige formidlingsformer

og er ved at finde frem til det, der

måske her og nu fungerer godt i forhold til netop

vores museum. Men formidlingen kan blive endnu

bedre, som ministeren selv gjorde opmærksom på i

sin tale til museerne på Nyborg Slot 3 .

Nåleøjet

Når jeg ser på fordelingen af udmøntningens 162

mio. kr., er der først og fremmest de to store poster

”udvikling af musernes formidling” og ”museer og

undervisning” med henholdsvis 99 mio. kr. og 28

mio. kr. over en fireårig periode.


Ved nærmere eftersyn viser det sig, at der af de 99

mio. kr. er øremærket et beløb på 61,8 mio. kr.

som direkte driftstilskud til ti særligt udvalgte museer

og 4 mio. kr. til de syv statslige museer 4 . Tilbage

i puljen er 8,3 mio. kr. om året eller 33,2 mio.

kr. over fire år, som så blev afsat til at udvikle

museernes formidling indenfor syv udpegede

satsningsområder 5 . Denne pulje kan Kulturhistorisk

Museum Randers søge på lige fod med alle

andre statslige og statsanerkendte museer.

De 28 mio. kr. til ”museer og undervisning” udmøntes

i 7. mio. kr. om året, hvoraf 2 mio. kr. kan

søges af de 137 statslige og statsanerkendte museer

samt formentlig en velvoksen skoletjeneste på

Sjælland.

Der skal ikke ret megen matematik til for at konstatere,

hvor lille et nåleøje vi skal slippe igennem.

Jeg må erkende, at der foran mig ligger et stort

arbejde med at skrive ansøgninger og komme

igennem godkendelsesprocedurer og udvalgskriterier

for at kunne få lov til at udvikle ekstraordinært

på formidlingsområdet. Om det er rimeligt eller ej,

kan jeg ikke udtale mig om, men jeg ved, at det

kommer til at tage resurser fra andet nødvendigt

arbejde.

Jeg ser med spænding frem til at studere de konkrete

betingelser og kriterier, der knytter sig til de

enkelte puljeposter. Spørgsmålet er bare, om puljen

vil dække det elementære behov for udvikling

og fordybelse, eller om der kun er tænkt på fancy

og anderledes projekter, der fremavler fornyelse

for fornyelsens skyld? Er vi på vej ind i et kapløb

mellem museerne om, hvem der kan levere de

bedste idéer? De første bange anelser om en voksende

opgavebyrde uden direkte gavn for vores

formidlingsarbejde på museet er ved at snige sig

ind på mig. Skønt de kulturhistoriske lokalmuseer

udgør omtrent 72 af de 92 kulturhistoriske og i alt

130 statsanerkendte museer, kan jeg hverken i

udredningen eller udmøntningen se, at der er taget

særligt hensyn til disse museers specifikke udfordringer

på formidlingsområdet.

Forventningens glæde er ved at smuldre. 137 statsanerkendte

og statslige museer vil snart løbe

stormløb mod en pulje på i alt 41,2 mio. kr. Samtidig

vil 123 museer af dem være udelukket fra at få

andel i puljens resterende 120,8 mio. kr. Et impo-

nerende beløb i betragtning af, at hele puljen jo

ifølge kulturministeren skulle bruges til ”først og

fremmest støtte til udvikling af museernes eget

formidlingsarbejde samt nyttiggørelse af museernes

ressourcer i undervisningen” 6 . Jeg er spændt

på at se, hvordan vi i provinsen vil få en bedre

formidling og attraktive udstillinger ud af formidlingspuljen.

Vi må love hinanden, at vi følger udviklingen

nøje og om fem år vender blikket tilbage

for at debattere, hvad der egentlig er kommet ud af

denne store pose penge. Det glæder jeg mig til at se!

”Gi’ os nu arbejdsro” krævede Tine Seligman efter

offentliggørelsen af formidlingsrapporten, og hun

pointerede, at kvaliteten vil komme ud af mere

arbejdsro og øgede faste formidlingspenge til alle

museer 7 . Det kan jeg kun give hende ret i.

5 De syv satsningsområder er: nye og eksperimenterende

udstillingsformer, forsøg med brugerinddragelse, formidlingsaktiviteter

rettet mod nye publikumsgrupper, ændrede

åbningstider, digital formidling på museerne og på internettet,

brugervenlig formidling af museernes digitalt registrerede

samlinger og særlig prioritering af tiltag, der relaterer sig

til formidling af industrisamfundets kulturarv. Kilde: Udmøntning

af formidlingspuljen (2007-2010), Kulturministeriets

hjemmeside, august 2006

6 Kulturministeriet, pressemeddelelse d. 25. august 2006.

7 Tine Seligmann, museumsinspektør på Museet for Samtidskunst,

Roskilde, i Danske Museer nr. 3, 2006

Må vi være med?

7


Brugerinddragelse

8

Brugerinddragelse

- hvad tør vi bruge det til?

Marianne Grymer Bargeman og Tine Nygaard, Statens Museum for Kunst

Kommentar til formidlingsrapportens kapitel 05 om UDVIK-

LING AF MUSEERNES UDSTILLINGER OG ANDRE FORMID-

LINGSAKTIVITETER / 5.4 om INDDRAGELSE AF BRUGER-

GRUPPER.

”Skal publikum have direkte indflydelse

på, hvad der udstilles?”. Spørgsmålet stillede

redaktionsgruppen os i forbindelse med

denne artikel. Er det hensigtsmæssigt at

spørge sådan eller ligger der implicit i

spørgsmålet en negativ forestilling om samspillet

mellem publikum og os? Måske skal

vi i stedet spørge: ”På hvilke måder kan vi

drage fordel af at publikum inddrages?”.

De underrepræsenterede unge

I 2007 åbner Statens Museum for Kunst Unges

Laboratorier for Kunst (u.l.k.). Det henvender sig

til unge mellem 12 og 20 år. Unges Laboratorier

for Kunst bliver et sted, som unge både kan bruge i

deres skoletid og i deres fritid.

I formidlingsrapporten kan man læse, at ”unge er

blandt de grupper, som er underrepræsenteret på

museerne – når der ses bort fra deltagelse i undervisningsinstitutionernes

museumsbrug”. Ofte er

det børnene, der er i centrum på museerne. Måske

fordi sidstnævnte gruppe betragtes som mere krævende.

Vi var derfor også spændte på, hvor mange

unge, som frivilligt ville reagere på vores opfordring

om at fungere som medproducenter

(kunstpiloter) i centrets udviklings- og produktionsfaser.

Interessen viste sig dog at være overvældende

og ansøgningerne var imponerende. Og hør

bare, hvordan det kan lyde, når de unge beskriver

sig selv: ”vi zapper mellem medier og mennesker,

mellem online og offline, vi er født med en mus i

hånden, med ny teknologi og ingen frygt for det

nye”.

Brugerorienteret design

Brugerorienteret design (BOD) breder sig for tiden

med lynets hast i Danmark. Pointen er, at brugeren i

fremtiden skal med fra begyndelsen, hvis han/hun

skal overtales til at købe produktet til sidst. Brugeren

bliver medskaber af produktet frem for passiv modtager.

BOD kan både inkludere produkter, services,

arrangementer og kulturbegivenheder.

30 kunstpiloter blev ansat i forbindelse med en

donering fra Egmont Fonden på 15 mio. til skabelse

af Egmonts videnscenter (centret rummer foruden

videnscentert u.l.k. også bibliotek, studiesal

og børnenes kunstmuseum). Inspireret af brugerorienteret

design valgte vi at inddrage de unge som

medproducenter i processen med centret længe før,

vi havde nogen klar idé om, hvordan centret ville

se ud og hvad det ville indeholde ved åbningen i

2007.

Kunstpiloterne er mellem 15-20 år og ansat i en

afgrænset periode, for på den måde at sikre centret

dynamik, nytænkning og kraft. Indtil nu har de

unge deltaget i alle processer, og efter centrets

åbning vil de fortsat være med til at udvikle nye

temaer, udstillinger og events. Formålet med brugerinddragelsen

er klar: Vi vil have de unge til at

købe ”produktet”, og dermed gøre kunsten til en

integreret og uundværlig del af deres liv.

At lege med de unge

Vi sidder sammen med ti af de nyrekrutterede

kunstpiloter. Denne gruppe beskæftiger sig med

centrets indretning, de to andre grupper beskæftiger

sig med henholdsvis centrets virtuelle del og

de konkrete workshops. Kunstpiloterne har vilde

drømme, de kender ingen begrænsninger og har et

vokabularium, hvor ord som museologi og kuratering

dukker op med den største selvfølgelighed. Vi

hører, hvad de siger, og vi registrerer, hvad de gør.

Det er meget inspirerende og sjovt, men også en

stor udfordring, for hvad stiller vi op med den viden,

vi får om brugeren? Og hvad stiller vi op med

FAKTABOKS:

vores egne erfaringer, holdninger og udtrykslyst?

I 2007 Hvor åbner mange Unges procent Laboratorier implementerer for Kunst man (u.l.k.). – og på

Det hvilke henvender præmisser? sig til unge mellem 12 og 20 år. Unges

Laboratorier for Kunst bliver et sted, som unge

både kan bruge i deres skoletid og i deres fritid.


Eksempler på udfordringer

Mange af svarene afhænger af, i hvor høj grad

institutionen eller virksomheden er gearet til at

sætte vedtagne normer for formidlingspraksis til

side samt graden af fleksibilitet og institutionens

værdier i det hele taget.

Den viden, vi får fra brugerne forpligter på flere

fronter. Brugerne opbygger undervejs naturligt en

forventning om, at deres bidrag indgår i det færdige

resultat. For eksempel inddrog vi de unge som

medproducenter i navneprocessen til det nye center,

men samtidig med, at de udviklede navnekandidater,

udviklede de også et kampberedt ejerskab

til navnene, så det blev altafgørende for os, at det

navn, vi til slut valgte sammen med dem, indeholdt

(nogle af) deres ideer og tanker. Ellers ville

vi have mistet både vores troværdighed som samarbejdspartnere

og deres respekt. Navnet skulle

dog ikke kun elskes af de unge, men også af museets

ledelse og Egmont Fonden. Der er altså mange

hensyn forbundet med at arbejde brugerorienteret,

heriblandt også etiske overvejelser.

Et andet konkret eksempel på de daglige udfordringer,

som brugerinddragelsen medfører, er det

faktum, at vi kun kan arbejde med de unge efter

klokken 17 og i weekenderne.

Hvordan drager vi fordel af brugerinddragelse?

Da vi præsenterer kunstpiloterne for Abilgaards

Den sårede Filoktet var reaktionerne mange og

forskelligartede. En pige oplevede værket som et

billede på stormagten USA's sårbarhed overfor

angreb på oliereserverne. Andre kunstpiloter placerede

billedet i forhold til kropsidealer og mandehørm.

Alle spejlede de sig selv i værkerne – helt

rent og uden at tage skyldigt hensyn til, hvad de

troede, vi gerne ville høre. Generelt synes de unge

overbevidste om, at det, de siger, har værdi, alene

fordi de har sagt det. De søger ikke facit om verden,

men deres egen sandhed om den og de forskellige

tolkninger fremstår sideordnede.

Arbejdet med de unge er både meningsfuldt og

sjovt. Hele tiden udfordrer og beriger samarbejdet

kunstens vidensmængde. De unges manglende

kunstfaglighed skaber et frirum til at tale om tingene

på en anden måde, end vi er vant til. Det er i sig

selv inspirerende.

Brugerinddragelsen gør os dog først og fremmest

sikre på, at vi er på rette vej, helt ned i de mindste,

men betydningsbærende detaljer: Foretrækker de

unge fx sækkestole eller puffer?

Mellemrummene

Vi interesserer os for mellemrummene mellem

brugerne og os, og vi tror på, at vi alle kan blive

klogere af mødet. Det er helt centralt, at de unge

skaber deres egne relationer til værkerne, men vi

kan som museum være med til at få dem at række

ud efter kunsten ved at vække deres nysgerrighed

og ved sammen med dem at aktualisere kunstens

budskaber i forhold til de unges hverdag.

PS: En ulk er en grim, giftig og mangefarvet undergrundsfisk.

Nicolai Abildgaard: Den sårede Filoktet, 1775

Brugerinddragelse

9


Internationalt samarbejde

10

Internationalt samarbejde

- i faste rammer

Anne-Birgitte Fonsmark, Ordrupgaard

Uddybning af et formidlingssamarbejde der fremhæves i

Formidlingsrapportens kapitel 05 om UDVIKLING AF MUSE-

ERNES UDSTILLINGER OG ANDRE FORMIDLINGSAKTIVITE-

TER / 5.3.1 om FORMIDLINGSSAMARBEJDE REGIONALT,

NATIONALT OG INTERNATIONALT.

Ordrupgaard har gennem en længere årrække

haft et nært samarbejde med en række museer,

både i Europa og USA. Det gælder bl.a. Musée

d’Orsay i Paris, der ligesom Ordrupgaard har

det 19. århundrede som sit primære arbejdsområde.

Nøglen til dette samarbejde er personlige

kontakter, og det første resultat heraf var en

stor udstilling om Ny Carlsberg Glyptotek, som

jeg tog initiativ til og arrangerede i 1995.

Udstilling om Vilhelm Hammershøi

Den gode kontakt til Musée d’Orsays ledelse fastholdt

Ordrupgaard, og i 1997-98 gennemførte vi

sammen en udstilling om Vilhelm Hammershøi,

der kom til at betyde et internationalt gennembrud

for maleren. Et konkret resultat af den overvældende

franske modtagelse var, at udstillingen -

takket være lånernes accept af en forlængelse af

deres udlån - gik videre til Guggenheim Museum i

N.Y. Her skal dens enorme besøgstal på ca.

500.000 både ses i lyset af museets placering på

Fifth Avenue, men også af at der samtidig blev

vist en anden udstilling - om motorcykler!

Samarbejde via mails

Rent praktisk fungerer vores samarbejde med

udenlandske museer primært via mails og her er

kontakten meget tæt og daglig. Telefonen gribes,

når særlige problemer – der kan kræve lidt diplomati

– opstår. Vi begrænser rejser og møder til det

minimale; de sluger både tid og penge og er tit

ikke nødvendige.

Mange år undervejs.

Ordrupgaards udstilling ”J.F. Willumsen – over

grænser” – der blev vist i Danmark i foråret og på

Musée d’Orsay i sommeren 2006 – har været undervejs

siden 1997/98, og udsprang af, at både vi

og Musée d’Orsay havde været meget tilfredse

med samarbejdet omkring Vilhelm Hammershøi

og derfor havde mod på et nyt samarbejdsprojekt.

Det var i den forbindelse heldigt, at J.F. Willumsens

Museum i Frederikssund viste projektet meget

stor velvilje og gik ind i samarbejdet.

Internationalt vingefang

Fordelen for os ved dette samarbejde med udenlandske

museer er, at vores udstillinger får et internationalt

vingefang – til gavn for vores hjemmepublikum-

samtidig med at vi profilerer og lancerer

dansk kunst og kultur i udlandet. Samarbejdet

med udlandet er derfor en permanent aktivitet for

Ordrupgaard.

P.t. er vi blandt andet involveret i planlægningen

af kommende Vilhelm Hammershøi udstillinger i

Tokyo og London, ligesom vores udstilling Vilhelm

Hammershøi >< Carl Th. Dreyer: Billedmagi

er lavet i samarbejde med Centre de Cultura Contemporània

i Barcelona, hvor den skal vises efter

nytår 2007. I disse tilfælde er kontakten opstået

ved henvendelse til os fra de pågældende museer

og udstillingssteder.

Musée d’Orsay i Paris


Til glæde for museerne?

- når den digitale formidling bliver et spørgsmål om prestige

Mette Johnsen, BA i historie og cand. mag. i visuel kultur

Kommentar til Formidlingsrapportens kapitel 06 om DIGITA-

LE FORMIDLINGSFORMER PÅ INTERNETTET.

Museernes digitale formidling får i disse år

en massiv opmærksomhed fra manden, der

sidder på pengene, og det resulterer i eksperimenterende

projekter. Dog skal såvel

museer som pengemanden passe på, at ønsket

om innovation og derigennem prestige

ikke bliver på bekostning af brugernes ønsker

og behov.

Podcast, bredbånds mobiltelefoni, RFID-tags, GPS

-teknologi, pda’er og interaktive 3D-modeller er

alle teknologiske betegnelser, der indgår i museers

nyudklækkede eller kommende digitale formidlingsprojekter.

Signalværdien ved anvendelse af

denne teknologi er, at man ikke er tabt bag det

digitale lyntog – man sidder i førersædet. Jeg mener

ikke, at der kan være tvivl om, at det er godt

og ikke mindst nødvendigt, at de danske museer

endelig for alvor er begyndt, mere eller mindre

frivilligt, at interesse sig for den digitale formidling.

Spørgsmålet og skepsisen handler i stedet

om, hvilke vilkår og hvilken bekostning museernes

digitale tigerspring bygger på.

Nogle mener, at det mest interessante er det, der

ikke bliver sagt, og dette mener jeg i udstrakt grad

gør sig gældende, når snakken falder på museernes

digitale formidling. I Kulturministeriets bestillingsrapport

”Udredning om museernes formidling”

fremhæves den digitale teknologis muligheder

og eksisterende formidlingsprojekter, og der

fremlægges forventninger og krav til den fremtidige

digitale formidling. Jeg vil med udgangspunkt i

rapportens digitale optimisme se nærmere på det,

der ikke bliver snakket om.

Hvis alt er godt er intet godt

Kapitel 06 i ”Udredning om museernes formidling”,

handler om den digitale formidling. I dette

kapitel fremhæver formidlingsudvalget alle de

positive sider ved den digitale formidling så som

brugeraktivering, tilgængelighed og formidlingsdifferentiering,

som Kulturnet Danmark-puljens

støtteprojekter er kendetegnet af. Herefter fremhæves

en række formidlingsprojekter.

Fx. bliver formidlingsprojektet ”Soldaten i Baghaven”

(2001), med rette, klappet på ryggen for at

være et resultat af et samarbejde mellem museer

og andre kulturinstitutioner. Der bliver til gengæld

ikke nævnt et ord om det faktum, at det var og

stadig er et fejlslået projekt, som ikke appellerer til

målgruppen de 9-12 årige. Der blev brugt mange

økonomiske og arbejdsmæssige ressourcer på dette

projekt, så et par kommentarer om, hvorfor brugerne

alligevel vendte tommelfingeren ned, mener jeg

ville være mere end relevant. På forunderlig vis

Til glæde for museerne?

11


Til glæde for museerne?

12

formår rapporten dog at fremstille alle de eksisterende

digitale formidlingsprojekter som værende

enestående succeshistorier.

I rapportens indledning står der, at grunden til dens

tilblivelse skyldes, at på trods af gode tider for

formidlingen ude på museerne, så er man ikke

homefree, hvilket vil sige, at der stadig er grund til

selvkritik og forbedringer i formidlingen af kulturarven.

Ud fra dette virker det derfor ekstra uforståeligt

at formidlingsudvalget præsterer en så

åbenlys mangel på kritisk sans i forhold til den

digitale formidling. Hvorfor gør rapporten, hvis

formål det er at give en hjælpende hånd til museernes

formidlingsaktiviteter, museerne og kulturministeren

en bjørnetjeneste ved ikke at ville pege på

og tale om manglerne og de direkte dårlige digitale

formidlingsprojekter? Er det fordi, de er konfliktsky,

eller er det fordi, de virkelig ikke mener, at

problemerne er så store, at det er værd at spilde tid

på? Svaret giver formidlingsudvalget selv i kapitel

06’s indledning:

”Internettet rummer et oplagt potentiale for at formidle

oplevelser og viden om kulturarven, som

museerne stadig kan udnytte i langt højere grad,

end de gør i dag. Der findes dog ikke danske undersøgelser

på museumsområdet af brugernes oplevelse

og udbytte af museernes digitale formidling.”

Den entydige positive fremstilling skyldes ganske

simpelt, at brugernes stemmer er fraværende – der

er ingen, der har indsigt i brugernes holdning til

de forskellige digitale formidlingstilbud. På trods

af dette åbenlyse uholdbare bedømmelsesgrundlag,

så tøver formidlingsudvalget alligevel ikke med at

beskrive museernes digitale formidlingsprojekter

som succeshistorier. Værre er det dog, at de er af

den overbevisning, at fremtidens digitale formidling

skal bygge på ”Risikovillig projektstøtte med

høje krav til ambitionsniveauet” og “Fokus på den

teknologiske udvikling eksempelvis ved at understøtte

udvikling af indhold tilpasset mobile enheder”

. Formidlingsudvalget mener således, at man

bare skal forsætte med at poste penge og ressourcer

i prestigeprojekter, som man i bund og grund

ikke ved om appellerer til brugerne, frem for at

holde lidt igen med disse meget ressourcekrævende

formidlingsprojekter, indtil man har fået en reel

ide om, hvad brugerne egentlig mener.

Frem for at fokusere og satse så intens på disse

prestigeprojekter, ville det være en del mere hensigtsmæssigt

at tildele opmærksomhed og ressourcer

til museumshjemmesidernes meget svingende

kvalitet. Når man surfer rundt på museernes hjemmesider,

erfarer man hurtigt, at mange af dem er af

en så ringe forfatning, at det grænser til det pinlige.

Rapporten gør på en meget velopdragen måde


opmærksom på dette problem, ved at påpege at der

er et stort antal (68%) af hjemmesiderne, der fungerer

som ”praktiske brochurer”. Med andre ord

udnytter de på ingen måde den digitale teknologis

muligheder. Hjemmesiderne kan ellers spille en

altafgørende rolle i forsøget på at få museer til at

fremstå mere tilgængelige og gøre forbipasserende

nysgerrige og derigennem skabe en lyst til at besøge

museerne.

Med andre ord kan hjemmesider spille en væsentlig

rolle i den brede befolknings opfattelse af og

holdning til museerne, og derfor er det foruroligende,

at formidlingsudvalgets løsningsforslag til

hjemmesideproblemet blot lyder: kurser og vejledning!

Manglen på brugervenlighed i formidlingen

af indholdet, såvel som i navigeringen på hjemmesiden

samt manglende grafiske og tekniske kompetencer

nævnes efterfølgende som årsager til museernes

dårlige hjemmesider. Her er det, at jeg må

knibe mig selv i armen – når hele fundamentet for

at kunne lave en god hjemmeside ikke er tilstede,

samtidig med at man i mange tilfælde har at gøre

med museumspersonale som i forvejen har travlt

med alle mulige andre opgaver, og som i mange

tilfælde ikke har den store interesse og/eller indsigt

i den digitale formidling, hvordan kan formidlingsudvalget

så i alvor mene, at kurser og vejledning

er nok.

Længslen efter anerkendelse og prestige

Grunden til denne nedprioritering af hjemmesiderne

til fordel for de digitale formidlingsprojekter

som, med formidlingsudvalgets egne ord, bygger

på et højt ambitionsniveau, må på baggrund af det

fremlagte skyldes, at den innovative digitale museumsformidling

vil sætte Danmark på verdenskortet.

Det handler ganske enkelt om prestige på tre

planer: for det enkelte museum, for Kulturministeren

og for Danmark. Men det ser ud til, at ønsket

om denne prestige sker på bekostning af brugerne

– dem som formidlingstilbudene er rettet mod men

som nærmest er fraværende i rapportens megen

snak om den digitale succes.

Når man læser rapportens lovprisninger af museernes

succes med den digitale formidling, er det udelukkende

et udtryk for museernes og Kulturministerens

synspunkter. Når man som Kulturminister

har sat en ære i at få digitaliseret kulturen,

og når der direkte er en statslig pulje til at støtte

innovative digitale formidlingsprojekter, så vil det

selvsagt ikke se godt ud, hvis museernes digitale

projekter ikke tog sig godt ud. Museerne er, som

indehavere af den digitale formidling, ligeledes

interesserede i, at formidlingsprojekterne tager sig

så godt ud som overhovedet muligt. Museernes

formidlingsevner har stået for skud i mange år, og

en af de mest sejlivede anklager er, at museerne

ikke har formået at følge med tiden. At være indehaver

af et velfungerende innovativt digitalt formidlingstilbud

er derfor forbundet med en enorm

symbolværdi for museerne. En værdi som ikke

kun handler om at flashe deres digitale kunnen.

Det handler ligeså meget om at vise omverden

evnen til fornyelse, så man kan ryste et mausoleumimage

af sig. Museerne kan via den innovative

digitale formidling få omverdens anerkendelse af,

at de hører nutiden til – det kræver dog at den digitale

formidling er en succes.

Brugermagt

Nu er der med garanti en del, der sidder og tænker,

at jeg er tilhænger af Paul Virilios dommedagsprofeti:

teknologien er roden til alt ondt. Dette kan

dog ikke være mere forkert. Jeg er en inkarneret

fan og storforbruger af den digitale teknologi, og

Til glæde for museerne?

13


Til glæde for museerne?

14

jeg er henrykt over, at museerne langt om længe

har fået øjnene op for den digitale formidlings

mange egenskaber. Det jeg stejler over er dermed

ikke den innovative digitale formidling i sig selv,

for selvfølgelig skal der være overskud til disse

frontløberprojekter. De virker ikke blot som inspirationskilder

for nye digitale formidlingstiltag, de

åbner også op for nye måder at se på og eksperimentere

med den traditionelle formidling.

Problemet er, sådan som jeg ser det, at museernes

prioritering i forbindelse med den digitale formidling,

med større eller mindre pres oppefra, handler

om prestigeprojekter frem for hvad der kommer

brugerne til gode. Alene det faktum, at der ikke

foreligger nogen former for indsigt i brugernes

holdning til eksisterende digitale formidlingstilbud,

siger alt om, at brugernes ønsker ikke har

første prioritet. Ligeledes er nedprioriteringen af

hjemmesiderne endnu et tegn på, at brugernes behov

ikke står først i køen. Som formidlingsrapporten

selv gør opmærksom på, gør hjemmesiderne

museerne mere tilgængelige overfor en stor og

nuanceret gruppe af mennesker. Her kan grupper,

som normalvis ikke kommer fysisk på museerne,

snuse til, hvad museerne kan tilbyde, og hvis

hjemmesiderne er gode, kan de endda måske lokke

denne gruppe af mennesker ud på museerne. På

trods af disse egenskaber, vælger formidlingsudvalget

at tildele hjemmesiderne en perifer rolle ved

at sige, at gode hjemmesider kan udvikles blot ved

at give museets personale kurser og vejledning.

Flere ressourcer er ikke automatisk lig med velfungerende

digital formidling. Det vigtige er derimod,

hvordan ressourcerne bliver brugt. Det nytter ikke,

at alle pengene og arbejdskraften bliver brugt på

fantastiske idéer og teknisk innovation. Hvis ikke

der bliver foretaget brugerundersøgelser og -tests

vil det aldrig blive en succes. På den baggrund kan

jeg ikke være ubetinget euforisk over den 40,5

millioner kr. årlige pulje, som Kulturministeren

lige har afsat til museernes formidling. Puljen, som

skal køre over de næste fire år, er blevet inddelt i

syv områder, hvor to af dem ”Forskning i formidling”

og ”Publikumsundersøgelser” inddrager brugerne.

Det, der lægger en dæmper på min glæde er

det beskedne beløb, der er blevet afsat til disse to

områder. Det første år er der afsat 4,8 millioner kr.

og de efterfølgende tre år sølle 2,8 millioner kr..

Derudover lyder det til, at disse penge skal bruges

til overordnede undersøgelser, hvilket vil sige, at

der ikke er afsat penge til brugerundersøgelser og -

tests i forbindelse med udviklingen af hver enkel

af de nye formidlingstilbud.

Der var engang, hvor man så stort på brugernes

mening, når et nyt produkt skulle på gaden. I dag

ved alle professionelle producenter, at det er en

altafgørende nødvendighed for et produkts succes,

at brugerne bliver taget med på råd. Der bliver

brugt masser af ressourcer på brugerundersøgelser

og -tests, og brugerne bliver sågar taget med på

råd i selve idé- og designprocessen. Kort sagt skal

museerne lære af kommercielle virksomheders

succeskriterium: et produkts succes er afhængig af,

hvorvidt det formår at opfylde køberens ønsker og

behov – og måden hvorpå et produkt bliver en

succes, er at tage køberen med på råd.


absalon.nu

- Københavns historie på nettet

Johan Møhlenfeldt Jensen, Københavns Bymuseum

Uddybning af formidlingsprojekt der fremhæves i Formidlingsrapportens

kapitel 06 om DIGITALE FORMIDLINGSFOR-

MER PÅ INTERNETTET.

Udfordringen i dag er at sikre, at der på internettet

også er adgang til pålidelige oplysninger.

absalon. nu er et samarbejde mellem Københavns

Bymuseum, Københavns Stadsarkiv og

København Hovedbibliotek om at præsentere

Københavns historie i alle dens aspekter på

internettet.

Baggrunden for absalon.nu er erkendelsen af, at

den måde vi skaffer os information på har ændret

sig dramatisk i de seneste år. Indtil for få år siden

skaffede de fleste sig information gennem bøger

og artikler. I dag er internettet næsten enerådende,

når det gælder den første afsøgning af et nyt område,

og for mange er internettet det eneste sted, man

søger. Den tid, der går med at bestille en bog -

vente på den – og - ud fra denne bog - bestille

yderligere litteratur, er simpelthen for lang for

flertallet af vidensbrugere. Denne udvikling kan

man naturligvis vælge at beklage, men på mange

måder kan man bedre anskue den som en konsekvens

af den lettere tilgang til viden, som internet-

tet har medført.

Da internettet var nyt, var der mange, der anså det

som en revolution med et stort demokratiseringspotentiale.

Senere, da kommercielle aktører opdagede

nettet, fik mange den meget pessimistiske

holdning, at internettet ikke var andet end pornografi

og piratkopiering.

I stedet for at beklage at de mindre positive sider

af verden også er til stede på nettet, skal vi være

glade, ja lykkelige, over de muligheder nettet tilbyder.

Den akkumulation af information der automatisk

finder sted på nettet, de utrolige muligheder

for at søge i umådelige stofmængder, skal vi lære

at værdsætte og bruge.

Men samtidig skal vi sørge for at kritikken udvikles

sammen med teknikken. Det er nye spørgsmål

vi skal stille til oplysninger henter via nettet. Bevidstheden

om, at de første 5 sider i Google ikke er

hele sandheden om noget som helst, er en meget

vigtig erkendelse, som det er vigtigt at formidle.

At fastholde kulturarvsinstitutionernes placering i

det kulturelle landskab er således en del af baggrunden

for absalon.nu. Når det er blevet et samarbejdsprojekt

mellem bibliotek, arkiv og museum,

absalon.nu

15


absalon.nu

16

Mindnavigator

skyldes det, at internettet har understeget for os, at

vi, set fra publikums side, har meget store fællestræk.

Det er de fysiske materialers forskellighed

og deraf følgende forskellige institutioner, der har

medført, at der er opstået tre forskellige typer institutioner.

Det er klart, at der over årene også har udviklet sig

forskellige virksomhedskulturer i de tre typer institutioner.

absalon.nu skal gerne medvirke til at

mindske disse forskelle. For brugerne skal absalon.nu

blive det første sted man søger, når man vil

have viden om et aspekt af Københavns historie.

Det kan være skoleeleven, der skal skrive en opgave;

pensionisten, der vil undersøge sin bydels historie

eller de nysgerrige og videbegærlige, der

blot søger for oplevelsens skyld. Fra sit hjem skal

borgeren med tiden kunne dykke ned i alle sider af

Københavns historie uden fysisk at skulle besøge

museet, biblioteket eller arkivet. absalon.nu skal

bringe museets, bibliotekets og arkivets samlinger

hjem i folks egen stue, hvor de i ro og mag kan gå

på opdagelse i Københavns historie. På denne måde

vil absalon.nu forhåbentlig være en inspiration

til at besøge stederne personligt.

En af de mere nyskabende tiltag på absalon.nu

bliver den såkaldt Mindnavigator. En af de almindeligste

hindringer for anvendelsen af materialer

fra biblioteker, museer og arkiver er, at man skal

kende den måde, de enkelte institutioner organiserer

deres samlinger på, for at få det fulde udbytte

af dem. Mindnavigator skal vise data på en associativ

måde, der mere ligner den måde, den menneskelige

hjerne arbejder på. Normalt bevæger man

sig på internettet fra mere overordnede kategorier

til mere specialiserede uden at få noget overblik

over forbindelserne mellem de forskellige kategorier

og emner. Uden dette overblik overser man

nemt relevante informationer, som ikke lige lå i

søgestien. Dette skal Mindnavigator forsøge at

råde bod på, ved at vise alle relevante relationer

for brugeren. Da denne teknologi ikke tidligere har

været prøvet på kulturhistorisk materiale, har Kulturnet

Danmark, som er en institution under Kulturarvsstyrelsen,

bevilget i alt 750.000 til at afprøve

teknologien på absalon.nu.

Det er klart at alle disse vældige ambitioner ikke

kan indfries på en gang. I modsætning til mange

andre nye tiltag er absalon.nu imidlertid ikke et

projekt men derimod en permanent foreteelse.

Københavns Kommune har på permanent basis

bevilget midler til drift og udvikling af absalon.nu.

Det vil sige, at mængden af informationer i absalon.nu

vil vokse både i omfang og karakter over

tid. Det er i al beskedenhed tanken med absalon.nu

at skabe en helt ny tilgang til den københavnske

kulturarv, med stadig større virtuelle ”samlinger”.


Vidensbaseret læring

- for sjov

Henrik Sell, Naturhistorisk Museum

Kommentar til Formidlingsrapportens kapitel 07 om MUSEER

OG UNDERVISNING.

Tilbage i halvfjerdserne var det ofte museets

museumspædagog, der tog i mod, når en skoleklasse

kom på besøg på museet. Skolebesøgene

var ikke målrettet undervisning, men skulle

give eleverne en oplevelse af museet. Gennem

de sidste 10-15 år er skolebesøg på museerne i

langt højere grad blevet en del af undervisningen

på skolerne. Museumspædagogen er blevet

skiftet ud med - eller har måske taget navneforandring

til - skoletjenestemedarbejder. Det er

et klart signal til omgivelserne om, at et skolebesøg,

hvor museets skoletjeneste er involveret,

ikke er et "sodavandsbesøg", men kvalificeret

undervisning.

Forpligtende undervisning

Undervisningen på museer bliver ofte betegnet

som uformel læring - en betegnelse, der er en direkte

oversættelse af det engelske "informal learning".

Ordet "uformel" forbinder jeg med noget,

man kan "tage", hvis man gider, men undervisningen

på museerne i dag er langt mere forpligtende.

Et skolebesøg, hvor skoletjenesten er involveret, er

en del af et undervisningsforløb i klassen. Eleverne

har forberedt sig før besøget og arbejder videre

med den viden, de har fået på museet, efter de er

kommet hjem. Jeg vil derfor hellere kalde undervisningen

eller læringen på museerne for vidensbaseret

læring eller blot undervisning. I dag tager

undervisningen udgangspunkt i det enkelte fags

såkaldte fællesmål og er relateret til de forskellige

klassetrins trinmål.

Integreret undervisnig

Det kan derfor også undre mig, at Kulturministeriets

udredning om museernes formidling ikke lægger

op til et meget tættere samarbejde med undervisningsministeriet

og de lokale skoleforvaltninger

i kommunerne. Museumsundervisningen skal ind i

læseplanerne og være en meget større og mere

naturlig del af undervisningen i folkeskolen. Mange

skolebørn besøger stadig kun et museum en til

to gange i hele deres skoletid, og i udredningen er

der desværre ikke lagt speciel vægt på, at dette

forhold bør rettes op. Et museumsbesøg med tilhørende

undervisning bør være en meget mere integreret

del at undervisningen. Mindre grupper af

elever, der arbejder med projekter, kan besøge

museet og blive guidet og vejledt af skoletjenesten.

Desuden kan de få mulighed for at tale

med museets videnskabelige medarbejdere om de

emner, de arbejder med. Projekter bliver nærværende

på en anden måde, når eleverne får oplevelsen

af, at de ikke blot laver projekt for projektets

skyld, men at der faktisk er forskere, som arbejder

med de samme problemstillinger.

Eleverne skal ind på museerne

Fra kulturministerens side er taget et ganske glimrende

initiativ til et tættere samarbejde med undervisningsministeriet.

Det har resulteret i en hjemmesideportal,

hvor museernes undervisningsmaterialer

er blevet gjort søgbare og let tilgængelige.

Der er ligeledes afsat midler til digitalisering af

museernes undervisningsmaterialer for at øge

brugen af museernes viden om kultur- og naturarven

i folkeskolens undervisning. Man skal dog

huske, at skoletjenesternes kerneydelse på museer-

Vidensbaseret læring

17


Vidensbaseret læring

18

ne stadig er den direkte formidling. Eleverne skal

ind på museerne og arbejde med og om muligt røre

ved genstandene og have mulighed for at komme i

dialog med en eller flere faglige medarbejdere. Det

er her den vidensbaserede undervisning adskiller

sig fra undervisningen i skolen. Museerne har mulighed

for at spille på alle sanser og give den vidensbaserede

læring dybde og mangfoldighed.

Ressourcer til drift

Jeg mener, at der i langt højere grad skal sættes

ressourcer af til almindelig "drift" af skoleundervisning

på museerne. Når man besøger udenlandske

museer og deres undervisningsafdelinger, får

man et klart indtryk af, at vi herhjemme sagtens

kan være med. Jeg vil vove den påstand, at vi i

Danmark har noget af Europas bedste museumsundervisning.

Vi skal selvfølgelig udvikle os, men

med de formidlere, vi i dag har på museerne, er det

vores mindste problem – formidlerne kan simpelthen

ikke lade være med at udvikle deres undervisning.

Det, der forhindrer en udvikling af museernes

vidensbaserede undervisning, er, at de daglige

ressourcer er for få. Der bliver brugt for meget

energi på at udtænke udviklingsprojekter, som ofte

kun kører i projektperioden. Når bevillingerne

hører op, bliver projektet stille og roligt lukket ned

igen, fordi de fornødne ressourcer til at fortsætte

oftest ikke er til stede.

Landsdækkende skoletjeneste

Udredningen om museers formidling og kulturministerens

initiativer til at forbedre museernes formidling

peger også på, at en landsdækkende skoletjeneste

ville være ønskelig. Det kan jeg kun bifalde.

Et af museernes største problemer er at nå ud

til skolerne og lærerne med deres tilbud. En landsdækkende

internetportal med oversigt over undervisningstilbud

til skolerne ville være yderst ønskelig,

og der kan man efter min mening glimrende

bygge videre på det fantastiske arbejde, som Skoletjenesten

for Sjælland har bygget op. Opgaven er

nem at sætte i gang og videreudvikle, da hjemmesiden

allerede eksisterer for sjællandske museer.

En sådan skoletjenestehjemmeside for hele landets

museer ville i høj grad styrke museernes gennemslagskraft

i undervisningen i folkeskolen og de

gymnasiale uddannelser.

MiD og ODM på banen

Udredningen nævner også, at man med en fælles

skoletjeneste ville få mulighed for at organisere et

netværk, hvor museumsundervisningen kan udvikles.

Jeg mener, at vi har to gode fora, hvor den

slags allerede foregår og sagtens kan videreudvikles.

Formidlingsnetværket under ODM og Museumsformidlere

i Danmark arbejder begge med

disse problemstillinger. Man kunne etablere et

udvalg under de to formidlingsnetværk (måske


kunne man endda lavet et fælles udvalg?), hvor

man arbejdede mere målrettet med skoletjenesteaktiviteter.

Derved kunne man styrke det faglige

og udviklingsmæssige samarbejde mellem landets

mange museale skoletjenester. Dette ville være til

stor gavn for såvel udviklingen som for erfaringsudvekslingen,

og i sidste ende ville det styrke kvaliteten

af den vidensbaserede undervisning på museerne.

Dele viden og erfaringer

Udredningen kommer også med et forslag, som

jeg gerne vil advare imod. Udvalget foreslår, at en

fælles skoletjeneste skal koordinere museernes

undervisningstilbud. Det ser jeg overhovedet ingen

grund til, da meget af undervisningen foregår lokalt

og ofte tager udgangspunkt i museernes samlinger.

Jeg kan ikke helt se, hvad det er man vil

koordinere, og jeg er sikker på, at de ressourcer,

der skulle bruges til en sådan koordinering, kunne

gøre mere gavn ude på museerne end i en central

koordineringsenhed. Det, som skoletjenesterne

derimod som nævnt har brug for, er at blive inspireret

af hinanden og dele viden og erfaringer. Der

er ligeledes et behov for at etablere samarbejder på

tværs af museerne og på tværs af museumstyper.

Der kunne laves tværfaglige forløb, hvor kunst,

kultur og naturvidenskab arbejder sammen. Det

kan gøres, og er gjort, men samarbejdsprojekter er

ofte forbundet med merudgifter og ekstra persona-

leressourcer – specielt i det forberedende arbejde.

Der er på museerne nok en tilbøjelighed til at fravælge

sådanne samarbejdsprojekter af ovennævnte

grunde.

Brugerbetaling og transport

En sidste ting, som udvalget bag redegørelsen også

berører, men ikke direkte tager med i deres anbefalinger,

er brugerbetaling og transport. Det koster

typisk mellem 300 og 600 kr. for et undervisningsforløb

på et museum, og dertil skal lægges udgiften

for transporten til museet. I alt bliver det en

stor barriere for et museumsbesøg. Ofte er det

grunden til, at skolen ikke benytter sig af museets

undervisningstilbud, men "nøjes" med at se udstillingerne

uden mulighed for dialog med medarbejderne

på museet. Det er en skam, når man tænker

på, hvor meget mere berigende et sådant besøg

ville være.

Faste bevillinger

Alt i alt må man dog sige, at udvalget og ministeren

er på rette vej ved at give den vidensbaserede

undervisning på museerne den fornødne opmærksomhed.

Lad os håbe, at der på lang sigt vil følge

faste bevillinger med til at varetage denne vigtige

opgave.

Vidensbaseret læring

19


Set gennem virkeligheden!

20

Set gennem virkeligheden!

- gymnasieelever kræver medansvar!

Tine Seligmann, Museet for Samtidskunst

Uddybning af formidlingsprojekt der fremhæves i Formidlingsrapportens

kapitel 07 om MUSEER OG UNDERVISNING

Gymnasieelever byder ind på samtidskunsten

og kræver medansvar, når det

gælder tolkninger og ”formidlinger” af de

flertydige kunstudtryk.

Målet er at integrere samtidskunst som baggrundsstof,

debatstof og inspiration i undervisningen på

gymnasierne. Der går nok en rum tid, før det mål

er nået, men frøet er sået, der er kradset i lakken.

De mange udstillinger og alle de kunstnere, de

studerende fra de deltagende gymnasier har besøgt

og talt med igennem tre år, har sat deres spor!

Kunstinstitutionerne har fået dynamiske og kvalificerede

sparringspartnere. Gymnasieelever er bidragsydere

og medspillere i et lærende fællesskab.

Med virkelighedens briller

Syv meget store fotografier af den svenske kunstner

Annika von Hausswolf viser hverdagsagtige

ting: et krøllet lagen, en stol, en dør, nogle cigaretskodder.

Kunstnerens udgangspunkt var personlige

erindringer, fantasier og drømme. De studerende

havde set udstillingen og til en indledende workshop

medbragte de personlige genstande og symboler

fra deres liv. De skulle arbejde med at iscenesætte

sig selv og skabe selvportrætter - med fotografiet

som medie. Temaet for ”undervisningen”

var selviscenesættelse.

På Museet for Samtidskunst diskuterede de studerende

tro, overtro, videnskab, fiktion og virkelighed

med en astrofysiker og en munk fra den lokale

katolske kirke. Udgangspunktet var en udstilling

med den amerikansk-engelske kunstner Susan

Hillers lyd- og videoværker.

På udstillingen Eventuelle pårørende blev de unge

præsenteret for billedkunstner Tina Enghoffs række

af fotografier, som hun har taget i tomme lejligheder,

hvor mennesker har ligget døde, uden at der

tilsyneladende er pårørende, der har bemærket det.

Det var en udstilling, der berørte de unge og skabte

mange diskussioner. De unge blev bedt om at

bearbejde udstillingen bl.a. ved at sætte ord på den

følelse, de havde efter at have set udstillingen:

fortvivlelse, ligegyldighed, ensomhed, indelukkethed,

isolation, tomhed etc., og bagefter tage et

fotografi, der illustrerede ordet/følelsen.

Gennem såvel de mange samtaler med kunstnere

som udstillingsbesøg på kunstinstitutionerne er det

blevet klart for de fire gymnasieklasser, at kunstneren

i dag har indtaget en anden og udvidet rolle

som forsker, politiker og samfundskritiker.

Vi kan godt selv!

I dag rummer begrebet dannelse også i høj grad refleksivitet.

Du skal hele tiden forholde dig til og reflektere

over din måde at møde verden på, dvs. kunne

begrunde din ”smag”, dine holdninger og værdier.

Det er en rå verden at bevæge sig ud i, den virkelige

verden. Men gymnasieelever kan godt selv, vil og

tør. Det er en gruppe af unge, hvis omverdens- og

selvforståelse har flyttet sig. De agerer i en billedverden.

Og når de besøger en kunstudstilling, vil de først

opleve, før der bliver forklaret og fortalt. Samtidskunstens

åbne og dialogskabende værker er et godt

redskab og mødested til at undersøge forholdet mellem

sig selv og omverdenen.

Samtidskunst stiller spørgsmål

I almen studieforberedelse, der indgår i den kommende

gymnasiereform, er målet med de tværfag-


lige tiltag bl.a. at få de unge til at stille de rigtige

spørgsmål - og tage stilling. Men lige så vigtigt er

det, at de også kan besvare spørgsmålet: Hvad tror

du selv? At gå i clinch og dialog med samtidskunstens

flertydige værkudtryk er at blive stillet en

række spørgsmål. I dag er det kunstværkerne, der

stiller spørgsmålene. Hvis vi tidligere har spurgt

”Hvad vil kunstneren sige os med dette kunstværk?”

må vi i dag spørge ”Hvad kan vi sige til

hinanden med udgangspunkt i dette værk?” Tolkningen

af et værk har ikke ét ”svar”, men ligger i

dine spørgsmål til værket. Og det er de unge gode

til i dag. I de forløbne 3 år har kunstinstitutionerne

bl.a. lært, at når gymnasieelever kommer og ser en

udstilling, vil de ikke have serveret et facit - de vil

selv stille spørgsmål og selv finde svarene individuelt.

Gymnasiereform

Der er spændende perspektiver i den nye gymnasiereform,

og samtidskunsten bør fremover få en

mere fremtrædende plads i læreplanerne, idet der

lægges op til højere grad af samarbejde på tværs af

fagene. Det tværfaglige aspekt, samspillet mellem

eksempelvis billedkunst og de andre fag, vil øge

mulighederne for at inddrage samtidskunsten. De

tværæstetiske udtryksformer, den konstante forandring

og optagethed af hverdagslivet og individets

livsbetingelser giver mange oplagte faglige muligheder.

Dansk, filosofi, samfundsfag, historie, religion,

sprog, kommunikation og nye medier, musik

mv. giver mange spændende og oplagte muligheder

for at integrere samtidskunsten i undervisningen.

Kunstinstitutionernes rolle og ansvar bliver at

synliggøre de tematiske og især tværfaglige muligheder,

der ligger i de skiftende udstillinger. Dette

skal udvikles og styrkes i et tæt samarbejde med

lærerne, ligesom formidlingsmetoderne hele tiden

skal diskuteres og tilpasses målgruppens krav og

muligheder.

Hvad skal karakteren så være?

Men hvordan kan alt det her så måles og vejes?

Alle de spørgsmål, alle de følelser, hvad fører det

til? Samtidskunstens flertydige og spørgende form

er ikke sådan lige at sætte på formel. Udbyttet kan

kun måles indirekte og over tid. Læringen sker

ikke nødvendigvis med det samme, men bliver

aktiveret og forstået som resultat af begivenheder,

der indtræder senere. At integrere samtidskunstens

virkefelt på tværs af fagene i gymnasiet er en styrkelse

af de interkulturelle kompetencer, at forstå

og agere i en verden, hvor flere kulturer og normer

er på spil. En verden der udspiller sig i et åbent,

flertydigt, modsætningsfyldt og mobilbårent rum.

Artiklen har tidligere været trykt i Egmont Fonden.

Støtte- og bevillingsvirksomheden, Årsskrift

2004.

For yderligere oplysninger og inspiration vedr. Samtidskunstprojektet

2002-2005:

Www.samkunst.dk

Egmont Fonden. Støtte- og bevillingsvirksomheden,

Årsskrift 2004. CD rom indlagt

med filmoptagelser fra projektet optaget af

fotograf og instruktør Steen Møller Rasmussen.

(kan rekvireres ved henvendelse til Egmont

Fonden. Støtte- og bevillingsvirksomheden

tel. 33 91 36 44. Projektkoordinator

Grethe Nymark.).

Tidsskrift: Tegn nr. 1 marts 2006, tema samtidskunst.

Flere gode artikler der relaterer sig

til projektet.

At lære med samtidskunst. Et pædagogisk

projekt og et organisations- og samarbejdsprojekt.

Evaluering af Egmont Fondens

forsøgs- og udviklingsprojekt Samtidskunst

og Unge 2002-2005. Institut for Uddannelsesforskning,

RUC, juni 2005. (kan rekvireres

ved henvendelse til Egmont Fonden.

Egmont Fonden. Støtte- og bevillingsvirksomheden,

Årsskrift 2005. At lære med samtidskunst.

Evaluering af projekt Samtidskunst

og Unge - et sammendrag. Ved evalueringsgruppen,

Roskilde Universitetscenter.

Set gennem virkeligheden!

21


Nye veje og muligheder

22

Nye veje og muligheder

- for efteruddannelse i den danske museumsverden

Anne Elmer, Museet Falsters Minder, leder af MFU og Søren Friis Møller, Uddannelseschef ODM

Kommentar til Formidlingsrapportens kapitel 05 om UDVIK-

LING AF MUSEERNES UDSTILLINGER OG ANDRE FORMID-

LINGSAKTIVITETER / 5.7 om KVALIFICERING AF MUSEERNES

FORMIDLING.

Der er stort fokus på museernes formidling i

disse år. Og der er stor lyst og motivation på de

danske museer til at udvikle og afprøve nye

formidlingstiltag. Levendegørelse og rollespil,

børneguider og samarbejde mellem museer,

musikere og skuespillere. Den store interesse,

der er for at udvikle de nye teknologier til gode

formidlingsinstrumenter.

På MuseumsFormidlerUddannelsen (MFU) oplever

vi også en stor interesse blandt kursisterne for

at afprøve nye formidlingsformer, og de projekter,

som kursisterne på uddannelsen afvikler som et

element i uddannelsen, vidner om stor kreativitet

og fornyelse i forhold til de enkelte institutioner og

også om en skarp bevidsthed om nødvendigheden

af at være på forkant inden for formidling.

Et godt redskab til den videre udvikling af museernes

formidling finder vi i de anbefalinger, som

formidlingsudvalget har fremsat i i ”Udredning om

museernes formidling”, hvoraf de her udvalgte er

de, der umiddelbart er til at tage fat på for det enkelte

museum:

forskning inden for brugerinddragelse og ud-

vikling af udstillingsmediet i dialog med brugerne

udvikling af nye typer museumstilbud, der kan

tiltrække og engagere nye publikumsgrupper

fortsat udvikling af tilbud og udstillinger, der

tilgodeser tilgængeligheden for grupper med

særlige behov

medvirke til modernisering af formidlingstil-

budene gennem spredning af både nationale

og internationale erfaringer

publikumsundersøgelser

eksperimenterende udstillingsformer og for-

midlingsprojekter

udvikling af udstillinger på internationalt niveau

Det er selvfølgelig en umulighed for ét museum at

arbejde med alle anbefalinger på én gang, men en

prioritering af anbefalingerne bør diskuteres på

museerne og indgå i deres formidlingspolitik, og

på den måde medvirke til udvikling.

Men nogle gange ligger muligheden for fornyelse

lige for og venter kun på at blive grebet. Som da

Østsjællands Museums geolog og Museet Falsters

Minders formidler kom til at tale om sammenhængen

mellem geologi og det at køre motorcykel. Jo

mere varieret landskabet er geologisk, jo sjovere er

det at køre motorcykel: kurver, sving, ådale og

morænesletter giver stor køreglæde. Ud af denne

samtale kom et samarbejde mellem de to museer

omkring en årlig geologisk og kulturhistorisk tur

planlagt specielt for motorcyklister. Turen, der

netop har været afholdt for tredje gang, åbnet både

kulturhistorie og geologi for en meget stor gruppe

”museumsfremmede” deltagere, der dels er blevet

stamkunder på turene, dels også er begyndt at benytte

museernes øvrige tilbud.

Fremtidens museumsformidlere

Hvordan klæder vi så fremtidens museumsformidlere

på? De danske museer står i disse år over for

Nye publikumsgrupper: Museet Falsters Minder og Østsjællands

Museums tiltag over for den store uopdyrkede målgruppe,

motorcyklister, ”grøn MC-tur” har åbnet både geologien

og kulturhistorien for en stor mængde mennesker, der

normalt aldrig besøger museer. Her får de 168 deltagerne

(136 motorcykler) på årets tur til Stevns en introduktion til

godset Vemmetofte Kloster. (Foto: Museet Falsters Minder).


Brugerinddragelse: Udstillingen ”Hvad gadekæret gemte” på

Bøtø Nor Gl. Pumpestation blev til på initiativ af og med medvirken

fra de lokale beboere, da landsbyen Gedesbys beboerforening

renoverede byens gadekær. Foto: Museet Falsters

Minder.

mange store udfordringer – et boomende globalt

oplevelsesmarked, strukturreformen og demografiske

forandringer, for at nævne nogle få. Det er

vigtigere end nogensinde før, at museernes medarbejdere

og de mange andre, der bidrager til museernes

virke, råder over et alsidigt og konkurrencedygtigt

repertoire af kompetencer.

Man kan tale om de nødvendige kompetencer, der

er tæt knyttet til de fem pinde, indsamling, bevaring,

registrering, forskning og formidling. Museumshøjskolen

har igennem mange år været den

førende udbyder af kurser inden for disse områder

og det er målet at sikre, at museerne også i fremtiden

kan leve op til de krav, som publikum, lovgivning,

teknologisk udvikling og mange andre stiller.

På formidlingsområdet lægger Formidlingsrapporten

som tidligere skitseret op til en række nye

spændende muligheder, der kræver nye kompetencer

for at kunne realiseres: inddragelse af helt nye

publikumsgrupper, kommunikation og relationskompetencer,

oplevelsesbaserede læringsstrategier m.fl.

De museumsfaglige kompetencer er nødvendige,

men ikke tilstrækkelige kompetencer i.f.t. tidssvarende

museumsdrift – museer er komplekse størrelser,

der stiller store krav til ledelse af viden,

mennesker og interessenter i øvrigt. ICOM’s forum

for ledelse, INTERCOM, udtrykker det således:

’Leadership is the single most important issue

in the modern museum.’ I samarbejde med eksisterende

vidensmiljøer, f.eks. AMU-centre, CVU’er,

universiteter og handelshøjskoler vil Danske Museers

Efteruddannelse styrke og videreudvikle

uddannelsestilbudene, både på det teknisk/

administrative område og på det akademisk/

ledelsesmæssige område. Det sker ud fra ønsket

om at styrke det faglige niveau og at kunne imødekomme

det internationale krav om formalisering

og meritering af uddannelse på tværs af både geografiske

og faglige grænser.

For at understøtte den løbende læringsproces, arbejder

ODM på at etablere en e-læringsplatform,

der kan udvide mulighederne for relevant vidensdeling

og aktualitet i uddannelsestilbudene, uanset

faglig og geografisk spredning. Og for at sikre

fagligheden og den fortsatte udvikling, nedsætter

ODM et uddannelsesråd med repræsentanter for de

vigtigste interessentgrupper – museerne, brugerne

og vidensmiljøer inden for museologi, ledelse og

oplevelsesøkonomi.

Hvilket udbytte får de besøgende

23


Hvad drømmer vi om?

24

Hvad drømmer vi om?

- præsentation af Danske Museers Efteruddannelse

Hans Munk Petersen, tidligere formand for Museumshøjskolens bestyrelse

Lene Floris, formand for Organisationen DANSKE MUSEER

Den 15. marts 2006 vedtog de danske museer at

give efteruddannelsen nye muligheder i en anden

struktur. På ODMs generalforsamling viste

et overbevisende stor flertal vejen frem - 3

stemte imod, 3 blanke og resten stemte for at

museumshøjskolen skulle blive en del af Organisationen

Danske Museer. Danske Museers

Efteruddannelse er navnet på den nye afdeling

efter fusionen, der juridisk og formelt fandt

sted den 1. juli 2006.

Hvad drømmer vi om?

En af de væsentligste begrundelser for denne fusion

var ønsket om at styrke efter- og videreuddannelsesindsatsen

og gøre den til en integreret del af

den udviklingsproces, som museerne i Danmark er midt i.

Når verden er i hastig forandring er der flere måder

at agere på. Man kan forsøge at tilpasse sig på

en måde, så man minimerer de farer, der lurer i

skyggerne, og maksimerer de muligheder, der opstår

i forandringernes kølvand. Eller man kan vælge

at standse helt op og værne om sit eget ståsted

for ikke at få kompromitteret basale værdier: Museernes

rige tradition for kurser og efteruddannelse.

Disse problemstillinger har været centrale, da Organisationen

Danske Museers bestyrelse diskuterede

de danske museers efteruddannelsesbehov og

Museumshøjskolens fremtid. Museumshøjskolen

har gennem alle år leveret produkter af høj kvalitet

og netop disse aktiviteter har vi ønsket at sikre og

kvalitetsudvikle yderligere i fremtiden. Eksempler

på produkter af høj kvalitet er bl.a. Nordisk Museumslederuddannelse

og Museumsformidleruddannelsen,

som alle, der har gennemgået uddannelserne,

priser i høje toner, og som har skaffet sig kunder

fra store dele af Skandinavien.

ODMs bestyrelse har også gjort sig overvejelser af

mere praktisk karakter. Museumshøjskolens placering

i Sorø ca. midt i landet var en sympatisk tanke,

men i virkeligheden har mange brugere givet

udtryk for, at man hellere så andre modeller, f.eks.

at efteruddannelsen var langt mere mobil og foregik

forskellige steder i landet, eller at efteruddannelsen

lå i København, hvor mange alligevel har

andre faglige ærinder.

Mulighederne for at reagere hurtigt på museernes

behov har været et andet vigtigt mål. Der er bestemt

eksempler på, at Museumshøjskolen har

reageret prisværdigt hurtigt på pludseligt opståede

behov, f.eks. som følge af kunsttyverierne. Men

det har ikke altid været muligt for højskolens ledelse

at opfange alle signaler, bl.a. fordi der ofte

har været langt fra museumsledernes til Museumshøjskolens

univers. Og det kan man absolut ikke

kun klandre Museumshøjskolen for.


Disse forhold og flere til har fløjet over bordet på

ODMs bestyrelsesmøder. Og diskussionen er selvfølgelig

også blevet sat i forbindelse med den tendens,

der i øjeblikket er i museumsverdenen, som

har ført til sammenslutningen af de tre museumsforeninger

til en fælles organisation.

For at klare sig har museerne besluttet at rykke

sammen indenfor rammerne af ODM. Vi skal

komme tættere på hinanden for bedre at kunne

støtte hinanden, i stedet for at blive spillet ud mod

hinanden. Vi skal udnytte de ressourcer, vi har

rådighed over, optimalt, og vi skal gøre det muligt

for alle museumsfolk at klæde sig så godt på som

muligt, for at kunne overleve i den jungle, kulturlandskabet

udgør i dag. Og sidst, men ikke mindst,

skal vi tale til omverdenen i et sprog, som kan

høres og som ikke kan misforstås.

Med hensyn til museernes efteruddannelse ville et

klart sprog være: vi ønsker gennem efteruddannelse

og tilførelse af større kompetencer at styrke

museerne på deres egne betingelser. Derfor skal

efteruddannelsen fortsat ligge i museernes regi. Vi

ønsker efteruddannelsen udbredt meget mere, end

det hidtil har været tilfældet, og derfor skal vi tilbyde

flere decentrale uddannelser. Vi ønsker at

gøre efteruddannelsen mere robust og at bringe

den tættere på de centrale debatter, der foregår i

museumskredse, og derfor skal ledelsen af efteruddannelsen

knyttes tættere til ODM. Vi ønsker i

højere grad at sætte efteruddannelse ind i en større

uddannelsesmæssig sammenhæng, således at vi

kan koncentrere os om at forædle de kurser og

uddannelser, som kun museumsfolk kan præge,

mens vi ikke skal spilde krudt på at udbyde kurser

på områder, hvor andre uddannelsesinstitutioner

kan levere noget bedre. Derfor skal der tilføres

museernes efteruddannelse nye muligheder ved

siden af de gamle.

Nyt mødested

Museernes interesseorganisation og museernes

efteruddannelse har nu fælles sekretariat og fælles

hovedkvarter i Vartov tæt på Rådhuspladsen i København,

det vi nu kalder Museernes Mødested.

De administrative og lokalemæssige rammer er

indskrænkede i forhold til forholdene i Sorø, og

det vil frigøre ressourcer til i højere grad at kunne

rykke kurserne ud til andre dele af landet. Til gen-

gæld fungerer Vartov som et fleksibelt

”kursussted”, hvor vi kun betaler leje af de lokaler

vi rent faktisk bruger. Og der vil stadig være mulighed

for at kursernes sociale element – at møde

kolleger og danne nye personlige og faglige netværk

– kan fortsættes og styrkes. Der vil også være

plads til en godnat-øl i de nye rammer!

I Vartov vil de medarbejdere, der tilrettelægger

uddannelserne, sidde på kontor sammen med de

medarbejdere, der skal klæde museernes tillidsfolk

på til at klare sig i forhold til politikere og embedsmænd

og andre udfordringer i museumsjunglen.

Her vil museumsproblemer, som kommer til

ODMs kendskab, i samme proces blive en del af

den horisont, uddannelsesafdelingen navigerer

efter. Her håber vi, at Museologisk Bibliotek kan

gøre museernes mødested endnu mere attraktivt

både fagligt og museumspolitisk.

Verden omkring museerne er i hastig forandring.

Alle landets kommuner slås med kostbare og besværlige

sammenlægninger, som skal være udgiftsneutrale.

Vi har en regering, der både dekreterer

skattestop og kulturkamp. Vi har et erhvervsliv,

som med den største selvfølge går ind og agerer på

de områder, museerne tidligere betragtede som

sine enemærker. Kulturkanonerne brager omkring

ørerne på os. Står nogen i kø for at hjælpe museerne

med at bevare de basale værdier i dette ragnarok?

Nej vel! Vi kommer til at vente rigtig længe

på kavaleriet. Derfor må museerne selv på banen

og være offensive. Og det er i dette lys, museernes

nye uddannelsesstruktur skal ses.

ODM afholder en række temamøder i løbet af efteråret

2006, hvor efteruddannelsen sættes til debat,

og vi håber ligeledes, at der i Danske Museer

kan udfolde sig en livlig debat.

På gensyn i museernes mødested i Vartov!

Hvad drømmer vi om?

25


Hvilket udbytte får de besøgende

26

Hvilket udbytte får de besøgende

- af moderne museumspædagogik?

Min Ph.d. projekt har arbejdstitlen: Intentionel sanselig formidling. En undersøgelse af dramapædagogiske

tilgange, og disse tilganges didaktiske implikationer i børnekulturhuse, børnemuseer og museumspædagogik.

Projektet undersøger den type formidling, som af undervisningsministeriets tilskudsordning betegnes

”videnspædagogiske aktivitetscentre” – og som praktiseres i børnemuseer, kulturhuse for børn og indenfor

museums-pædagogik. Nogle nøgleord er ”indlevelse”, ”medskaben”, ”hands-on”, ”oplevelse” og

”edutainement”. Vi ved, at de besøgende - børn som voksne - generelt er meget begejstrede for besøg i

videnspædagogiske aktivitets-centrer, men vi ved meget lidt om i hvilken grad og på hvilken måde disse

centre øger viden, dannelse og læring hos de besøgende.

Projektet er et teoretisk og empirisk studie. Jeg ser generelt på formidlings- og læringsforestillinger bag

denne slags formidling i ind- og udland, herunder hvad der findes af forskning. Empirisk undersøger jeg

den drama-pædagogiske formidling af H. C. Andersens eventyr i ”Fyrtøjet – et kulturhus for børn”. Et kulturhus,

hvor de institutionelle rammer har en stort æstetisk og sanselig gennemslagskraft. I Fyrtøjet står

”den kultur som børn selv er med til at skabe” og ”anvendelsen af H. C. Andersens eventyr” centralt i formålet.

I den empiriske del af projektet anvender jeg videoobservation. I projektet forsøger jeg bl.a. at udvikle

en ”sanselighedens didaktik”, som et middel til at forstå og analysere de formidlingspraksiser, der konkret

sker i "Fyrtøjet", men jeg forsøger også at afdække de udviklingsmuligheder som findes, ligesom de

koblingsmuligheder som videnspædagogiske aktivitetscenter og institutioner (skoler, daginstitutioner med

mere) kan have med hinanden.

Jeg søger kontakt til personer, som forskningsmæssigt arbejder med lignende projekter eller som har viden

om udviklingen af videnspædagogisk formidling i ind- eller udland.

Dele af projektet er beskrevet i følgende artikel:

Henrik Broue Jensen (2003): Eventyrritualisering. Studier i intentionel sanselig formidling - belyst gennem

dramapædagogisk praksis i et kulturhus for børn.

Artikel i Tidsskrift for Børne- og ungdomskultur nr. 46 Syddansk Universitetsforlag

Henvendelse til:

Lektor

Henrik Broue Jensen

CVU Fyn

Udvikling og videreuddannelse

Asylgade 7-9

5100 Odense C

Tlf. 66 18 29 81 / 23 20 98 81

Email: broue@cvufyn.dk


Åbent hus i MiD

Efteråret 2006

Mandag d. 6. november kl. 10 – 13 inviterer det nyåbnede Barndommens Museum ved Kvindemuseet i

Århus MIDs medlemmer indenfor til en præsentation og faglig snak om:

”pigernes og drengenes historier”

- Barndommens historier formidlet som pigernes og drengenes historier i en udstilling om

børn, for børn.

Kvindemuseet, Domkirkepladsen 5, 8000 Århus C.

Præsentation af det nyåbnede Barndommens Museum ved museumsinspektør Carina Serritzlew.

Om intentionerne og udstillingskonceptet med mange veje ind i barndommens historier.

Tilmelding kan ske til Carina Serritzlew på cs@womensmuseum.dk senest mandag d. 30. oktober.

Foråret 2007

I det nye år kan vi byde på flere Åbent Hus arrangementer i MIDs regi.

I forbindelse med åbningen af det nye videnscenter for unge mellem 12 og 20 år på Statens Museum

for Kunst, byder museet MIDs medlemmer indenfor til en præsentation og faglig snak om formidling.

Desuden vil Dansk Landbrugsmuseum Gl. Estrup holde Åbent Hus i forbindelse med en ny udstilling,

der åbner til februar, og som sætter fokus på den kulturhistoriske udvikling af fast food.

Hvis du er interesseret i at holde Åbent Hus på dit museum eller din institution, er du meget velkommen

til at kontakte Charlotte Ring fra Næstved Museum på cr@naestved-museum.dk

Åbent hus i MiD

27


Fortæl din kollega om MiD

MiD -

er foreningen for museumsformidlere i Danmark og for andre, som

interesserer sig for at formidle kunst, kultur og natur.

prioriterer fagligheden i formidlingen og sætter fokus på faget.

ønsker at styrke det tværfaglige samarbejde.

styrker det kollegiale potentiale.

arbejder for at opkvalificere formidling gennem styrkelse af såvel nationale

som internationale samarbejder.

Lock ind på www.museumsformidlere.dk

Tilmeld dig på kirry@vejle.dk v/ Kirsten Rykind

Et årligt medlemskab koster 200 kr. og du får muligheden for at netværke

på formidlingsfagligt niveau.

More magazines by this user
Similar magazines