Høje tider i kirken - Helleruplund Kirke

helleruplund.dk

Høje tider i kirken - Helleruplund Kirke

Helleruplund KirKes sogneblad

Helleruplund KirKes sogneblad

Høje tider i kirken

november 2011 1


edAktion:

tue roligHed lAuridsen

kim AskgAArd

ulricH tHostrup

forside:

messeHAgler

kort om Helleruplund sogn

Helleruplund kirke er en ud af to kirker i Helleruplund

sogn. sankt lukas stiftelsens kirke er den anden.

sognet er en del af gentofte provsti og Helsingør stift.

Helleruplund sogns geografiske placering og grænser

fremgår af kortet.

pr. 1. januar 2011 er sognets befolkning opgjort til

6.323 personer, hvoraf 4.435 personer er medlemmer

af folkekirken.

4 Høje tider i kirken

Tue R. LauRidsen

6 Advent

Af sTeen schuLTz-PeTeRsen

9 julen, præstejul

Af Tue R. LauRidsen

11 Hellig tre konger

Af anna MaRie hvidT

12 fAstelAvn

Af uLRich ThosTRuP

14 mAriæ bebudelse

Af eva RungwaLd,

16 påsken, døden og det levende Håb

Af søRen ToM chRisTensen

18 store bededAg

Af kiM askgaaRd

20 kristi HimmelfArtsdAg

22 pinse

Af vibeke bRocks

Af PeTeR keMP

24 trinitAtistiden

Af fLeMMing wichMann

27 AlleHelgen

Af uLRich ThosTRuP


Høje tider

i kirken

Af

Tue R. LauRidsen

der er ingen af os, der har problemer med

at finde ud af, hvornår vores kalenderår

begynder eller hvornår skoleåret starter.

tidspunktet for hvornår kirkeåret begynder

er der til gengæld færre, der véd, ligesom

mange ikke aner, at vi har et særligt

år i kirken, som tager sin begyndelse med

1. søndag i advent og som slutter sidste

søndag i trinitatis.

dette temanummer fra Helleruplund

– nr. 5 i rækken – handler om kirkeåret,

der er bundet op omkring vore tre store

højtider og fester i kirken: jul, påske og

pinse – og alle tre til minde om de vigtigste

begivenheder i jesu liv – hans fødsel,

død og opstandelse samt fortsatte nærvær

ved Helligånden. Her ind i mellem har vi

en række mindre højtider og helligdage

som fx Hellig tre konger, mariæ bebudelse

og store bededag. og efter pinsen har vi

den lange festløse tid trinitatistiden, som

strækker sig over næsten halvdelen af året.

til hver søndag i kirkeåret har vi bestemte

kirketekster, som skal læses og evangelietekster,

der skal prædikes over. der findes

også en anden tekstrække, som skal følges

hvert andet år, og som blev indført

for lidt over hundrede år siden – for, som

nogle lidt spøgefuldt har sagt, .. skal præsterne

ikke bare have lov at vende bunken

af gamle prædikener efter bare et år! men

selvfølgelig var det også for at udvide rækken

af relevante og berigende tekster om

jesu liv og skæbne.

i gamle dage levede vi danskere i et

landbrugssamfund, der på mange måder

var tættere på naturen end i dag. man var

afhængig af høsten, vejrliget og fælleskabet

i en helt anden grad. kirkeårets fester

havde derfor også en anden og særlig

betydning og var noget man så hen til og

glædede sig til. en veloverstået høst, som

man takkede for i kirken, julens glæde,

påskens alvor og glæde og pinsens fællesskab

og forårets bebudelse. sidst på

vinteren har vi fastetidens tekster, og de

gamle kunne virkelig identificere sig med

jesu lidelser, fordi der hos dem var smalhals

i fadeburet og føden var knap! ja,

der var og er stadig mennesker, der faster

som jesus gjorde det 40 dage i ørkenen.

og når man nu sådan skulle til at faste og

spæge sit skin og kirken påbød, at man

ikke måtte spise kød, så var der brug for

en fest. Her har vi fastelavn med særlige

sæder og skikke i danmark og karnevallet

– ordet kommer fra latin carne vale, der

betyder farvel til kødet – en fest med masser

af kød, farver og fest!

betydningen af kirkeåret og dets højtider

for folk i gamle dage kan ikke overvurderes.

tiden, der gik forud for festen var

præget af forventninger til festen, fordi

man glædede sig til den; og det samme

var tiden efter festen, idet man havde fået

tæring og næring til mere jævne dage –

man hentede kraft ud af livets og kirkeårets

fester, som man kunne leve videre på.

Adventstiden er forventningstiden, hvor

man glæder sig til jesu komme. fastetiden

er også en tid, hvor man ser frem til

påsken, men her står glæde og sorg side

om side, for i påsken mindes vi jo både det

forfærdelige, der skete med jesus – hans

lidelse og henrettelse, men også hans sejr

over død og kaos – hans opstandelse.

Hvert afsnit af kirkeåret har fremkaldt

en bestemt fornemmelse og stemning i

sindet, og det udtrykte man bl.a. ved de

liturgiske farver, som vi fx finder på messehaglerne

i kirken. Advent og fastetiden

er lilla – farven har en tone af forventning,

men giver også en smule ængstelse.

Højhelligdage som 1. juledag og påskens

søndage har den hvid farve. tiden efter en

fest i kirkeårets løb er grøn – det udtrykker

en lang og sej grokraft – den kraft, man

har hentet ud af festen og som man lever

videre på. efter pinsen, hvis liturgiske farve

er rød pga. Helligånden, der som ildtunger

og satte sig på disciplene, så de kunne tale

andre sprog, eller som man netop kalder

det: andre tungemål – ja, så kommer trinitatistiden,

som strækker sig over næsten

det halve af kirkeåret. det er den lange

efterfejringstid ovenpå jul-påske-pinsefesterne

– ja, faktisk ovenpå den fest, som

hele jesu liv og alt, hvad der skete med

ham er under et.

endnu engang er det en stor glæde,

at så mange mennesker i og omkring

Helleruplund kirke og med forskellig baggrund

har indvilliget i at bidrage med deres

indlæg om en af kirkens høje tider, og

hvad, den betyder for dem.

4 5


AdVent

Af

sTeen

schuLTz-

PeTeRsen

Advent betyder jo traditionelt »komme«,

underforstået kristi komme. det latinske

ophav »ad – venire« (at komme til/hen)

bøjes i perfektum participium og substantiveres

til »adventus«, hvilket egl. skulle give

»den der er kommet til (for at blive)«. med

genitiv-tilføjelsen »domini« får vi så den

traditionelle substantiviske form »Herrens

komme«. med underforståelsen »kommet

for at blive« fremstår budskabet med en

vis konsekvens og varighed, og det fornyes

én gang om året. på dansk bruges denne

katolske betegnelse fra 1100-tallet kun i

forbindelse med den kristne jul, men på

de romanske sprog indgår ordet i forskellige

verdslige iklædninger om: fremtiden,

at gå fremad, at hænde, foran etc. kristi

komme knyttes således under sydligere

himmelstrøg til den almene fremtid og

samfundets dynamiske udvikling.

lys og mørke er jo tydelige symbolske

modsætninger. de er lette at forholde

sig til fordi de er så håndgribelige for

sanserne: mørke, kulde, fravær af liv

skaber ubalance i bred forstand, og

modsat skaber lys nærvær, harmoni og

visioner om fremtiden. piet Hein udtrykker

det således i et af sine mange gruk:

»o, uafbrudte mørkegys!/o stedsegrønne

håb om lys!« i religiøse sammenhænge

vækker en flamme mindelser om liv der

er levet og om guddommelig tilstedeværelse.

Afhængig af vor geografiske

beliggenhed omgiver vi os med mere

eller mindre lys. den religiøse forankring

fortoner sig ganske vist når man

på frokostborde i højt solskinsvejr har

brændende stearinlys. på den anden

side er det faktisk lidt svært at adskille

begreberne, og hvem siger dog at man

absolut skal det? mennesket har brug

for traditioner for at føle sig forankret

i sin kultur, hvad enten den er national

eller global, religiøs eller verdslig.

nogle traditioner har en lang forbindelse

tilbage til noget mytisk, andre er

nydannelser. fælles for dem alle er at

de imødekommer menneskets urgamle

stræben efter at »mærke verden« og

skabe rituelle fællesskaber.

kristendommen har i vid udstrækning

vist forståelse for dette behov hos mennesket.

den har ganske enkelt overtaget

nogle af de fast forankrede riter, som den

er stødt på under sit »erobringstogt«.

selma lagerlöf illustrerer bevægende

denne udvikling i sin kristus-legende om

»kejserens syn«: Augustus tillader at der

bygges et tempel for ham på capitol i

rom. dér møder han en gammel sibylle

(hedensk spåkvinde), der peger i retning

mod jesu krybbe, som lyser kraftigt i

natten, og bebuder at derude findes

»verdens fornyer«. Hun forsvinder derefter

for altid, og Augustus bygger så

»Himlens Alter« til ære for jesus-barnet.

således kan Advent også stå for fornyelse

af udtjente traditioner og ophævelse af

gamle bindinger.

Adventskransen er en smuk scenografisk

lyssætning. den skulle være kommet

til dk i slutningen af 1600-tallet via

brødremenigheden i christiansfeld, men

udbredtes først til resten af landet under

2. verdenskrig. den er et godt eksempel

på hvordan traditioner ændres fordi viden

om deres oprindelse fortabes: båndene i

adventskransen var oprindeligt violette,

fordi de svarede til den bods- og fastetid

adventsperioden er. præsternes messehagel

er som regel violet de tre sidste søndage

i perioden. første søndag i Advent

opfattes ligesom julen som festdage, og

derfor bruger man hvidt. under krigen gik

der national identitet i den grønne krans,

6 7


og båndene blev udskiftet med røde, der

stod så godt til de hvide lys. de fleste

kranse ses i dag med røde bånd, der er

ildens, blodets og kærlighedens farve, og

de har således erstattet budskabet om

anger, bod og bedring. At de også findes

med bånd i andre farver, understreger blot

overgangen fra religiøst symbol til udvandet

dekoration.

fire uger før jul begynder som bekendt

det nye kirkeår. Her markerer adventskransen

for os at noget stort er på vej. Hver

søndag tænder vi endnu et lys, indtil 4.

søndags lyshav fyrer godt op under forventningerne.

i julen smelter det åndelige

og materielle perfekt sammen. Hele samfundet

bidrager til denne religiøse fest,

og med julekalenderen (siden 1920-erne)

som taktstok orkestreres satserne mod

crescendo. kun fantasien sætter grænser

for udfoldelserne i adventstiden. At den

blinkende, materielle overflod blænder

den stille, åndelige lys-symbolik, styrker

på en måde forventningens budskab. selv

brorson forfalder til et blandet ordvalg i

dds 93: »nu vil vi os forsamle/i jesu kristi

navn,/de unge med de gamle/skal løbe

ham i favn;/han er vor julegave,/vor glæde,

lyst og liv,/i ham vi og vil have/vor juletidsfordriv«.

men successen er så sikker som

amen i kirken. for denne får sin X-faktor

i julen og bliver en uadskillelig del af det

sammensurium af stemninger der skal

udløses specielt 24/12. når man leder efter

en plads i kirken juleaften, kan det være

svært at diskutere behovet for at lukke

kirkebygninger!og åbner os for fornyelsen.

med tiden er der tilkommet en ransagende

renselsestendens ind i hele juleproblematikken:

når spændingerne er

udløste og orgierne overståede, begynder

man at sortere i livsværdierne og justere

på vanerne. således bliver adventstiden

en optakt til måske store forandringer:

nytårsforsætterne. et nyt kirkeår går

således hånd i hånd med vanebrud og

nybrud. At forsætterne måske ikke fortsætter

så længe i det nye år, har mindre

at sige end værdien af den tankekraft der

har undfanget dem. det er med andre ord

tale om at vi lader fremtidens lys kaste sit

klare skær ind i vore mørke krinkelkroge

og åbner os for fornyelsen.

julen

Præstejul

Hvad nytte er julen til? det spørgsmål kan

man godt tillade sig at stille, også selv om

man er præst og i julen har meget travlt

med at forkynde det glade julebudskab i

alle mulige sammenhænge – til babysalmesangen,

for børnehaverne og skolerne,

for mini-konfirmanderne og konfirmanderne,

for kirkegængerne, for de ældre

på plejehjemmet, for de ensomme, syge

og mindre bemidlede.

men hvad er julen til for? måske passer

den ikke så godt ind i vores nytte-begreber,

hvor vi gør andre mennesker og ting

til brugsobjekter. men det er umenneskeligt,

vi må ikke vurdere mennesker ud fra

deres nytteværdi. men hvor ved vi nu alt

dette fra? det ved vi, fordi det blev jul, vi

ved det fra, at gud kom til os mennesker i

menneskeskikkelse og oplyste vort mørke.

mennesker fik deres liv forandret, livet

så pludselig anderledes ud. der var sket

noget afgørende nyt: glæden var kommet

til verden. noget som de ikke kunne

sige selv. noget som vi ikke kan sige os

selv.

Af

Tue R. LauRidsen

At gud er kommet til verden som et lille

barn, viser os, at han er kommet for at

dele de vilkår og kampe med os, der hører

med til at være menneske. »forvunden er

nu al vor nød« synger vi i »et barn er født i

betlehem«. »forvunden« , der står faktisk

ikke forsvunden«. det er den kristne juls

påstand, at al vor nød er forvunden ved

jesu komme til verden. det betyder ikke,

at alle verdens rædsler er væk en gang

for alle, at al gru og ulykke ikke længere

eksisterer, men det betyder, at selv om vi

lever i en kold og livstruende verden, så er

der noget, der er dybere og mere sandt,

og som omslutter det hele. julen har en

ægte baggrund helt ulig de ydre, glitrende

fremtrædelsesformer, vi møder overalt i

juletiden, lige fra de første julekataloger

begynder at dumpe ind ad brevsprækken.

jo, julen er så sandelig til nytte.

det er vel især børnene, der er i centrum

i julen. vi glæder os til at glæde børnene

– give dem en glad jul, så vi selv kan blive

glade og mindes vores barndoms jul. det

er lidt af et mål i den hektiske tid, som jo

ikke er mindre hektisk for præster. som far

8 9


til »delebørn«, der det ene år er det ene

sted og det andet år det andet, og når mor

så oven i købet også er præst, ja så kan

det let blive hektisk og presset. når man

nu ønsker, at lade »julefreden« sænke

sig over ens eget og sine nærmestes liv..

samtidig er det jo imidlertid også fantastisk

at have en propfuld kirke juleaften,

der synger julesalmerne, så taget er ved at

lette. Her kommer alle de regelmæssige

kirkegængere – de kommer regelmæssigt

juleaften! – men selvfølgelig er de også

velkomne, og det er en særlig opgave

også at give dem noget med på vejen.

og julen fejres ikke kun i kirkerne, men

overalt i institutioner, på skibene langt fra

fædrelandet, blandt udsendte soldater og

nødhjælpsarbejdere. jeg husker fra min

studietid, hvor jeg arbejdede på kirkens

korshærs Herberg på nørrebro, hvordan

julearrangementet dér var et tilløbsstykke

uden lige, for hvem skal være uden mad

og fællesskab juleaften?

jeg kommer selv fra en meget lille familie,

opvokset med min mor, og et år, ja,

dér valgte vi at tage lidt væk til tyskland

på »busturs-julearrangement«. vi skulle

hver især give hinanden en lille gave.

lidt mærkelig oplevelse, da ingen rigtig

kendte hinanden. julemiddagen blev for

øvrigt indtaget på lübeck Haupbahnhof,

hvor gåsen gled ned i takt med højttalernes

»bahnsteig 3« und »vorsicht beim

Abfahrt«!

selv om de fleste af os ikke altid har

minder om den perfekte jul, ja, så kan vi

alligevel som regel hive nogle gode minder

frem, der stadig kan varme. og som

sagt: julens kerne er noget andet, end det

vi selv kan gøre den til. julen er til nytte! vi

kan blot vende det på hovedet. tænke den

tanke, at var julen ikke til, sådan som ikea

for nogle år siden prøvede at afskaffe den

for medarbejderne, ja, hvad så? så var der

i hvert fald kulsort i den mørke tid. intet lys

i mørket. julen ligger jo ved vintersolhverv,

hvor man i gammel tid fejrede lyset ved

lysfester som en opstand mod mørket. og

så kom kristus, og vi kan med glæde sige:

»lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke

bugt med det«.

Hellig

tre konger

Af

anna MaRie

hvidT

i min barndom var den 6. januar

Helligtrekonger’s dag altid en lidt trist

dag, for da sluttede juleferien. vi tændte

juletræet for sidste gang. Havde det trearmede

helligtrekongers stearinlys tændt

på middagsbordet, og far læste op for

os fem børn fra matthæus kap. 2 om de

tre vismænd fra østerland, der kom til

jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes

nyfødte konge, for vi har set hans stjerne

i østen, og er kommet for at tilbede

ham?«.

da kong Herodes hørte om dem, blev

han forfærdet, og spurgte sine skriftkloge

om, hvor kristus skulle fødes. »der står

skrevet ved profeten, at det er i betlehem

i judasland »for af dig skal der udgå en

hersker, som skal være hyrde for mit

folk«.«. Herodes sendte så vismændene til

betlehem med de ord: »gå hen og forhør

jer nøje om barnet, og når i har fundet det,

så lad mig det vide, så

også jeg, kan komme

og tilbede det«. de

begav sig så på vej, og

se stjenen, som de havde

set i østen, gik foran dem, indtil den

kom og stod over det sted, hvor barnet

var.

de gik ind i huset, og så barnet med

dets moder maria. de faldt ned og tilbad

barnet, lukkede op for deres skatte

og medbragte gaver: guld, røgelse og

myrra. siden blev de i en drøm advaret af

gud mod at vende tilbage til Herodes. og

de tog derfor en helt anden vej hjem.

de hellige tre konger, som ikke var jøder,

fik senere i den folkelige overlevering

navnene caspar, melchior og balthazar.

de fik tre forskellige hudfarver for at markere,

at resten af verdenen også havde

brug for at blive ven med frelseren jesus.

– og hjemme sang vi altid »dejlig er den

himmel blå«, som jo er en rigtig Hellig tre

kongers salme – (de fleste tror vist, den er

skrevet til juleaften!).

julelysene brændte ned, – for sidste

gang væddede vi om, hvis lys brændte

længst og slukkede sidst!

– og hurra, næste dag var det min fødselsdag!

10 11


FAstelAVn

mine barndomserindringer om fastelavn

forbinder jeg med bagerens fastelavnsboller

med æbler og forskellig farvet glasur,

udklædning med maske, fastelavnsris,

tøndeslagning og sangen »fastelavn er

mit navn, boller vil jeg have, hvis jeg ingen

boller får, så laver jeg ballade«!

mon ikke der er mange som kan huske

og forbinder tilsvarende om fastelavnsfestlighederne?

i hvert fald skulle der gå

en del år og først i voksenalderen gik det

op for mig, at fastelavnstraditionen hænger

sammen med noget kristent – og

udgør en af kirkens højtider.

fastelavn er nemlig festen før fasten –

frem mod påske. fejringen af fastelavn

hænger således sammen med hvornår

påsken falder – fastelavnssøndag er 7

uger før påskesøndag. for ligesom advent

er optakten til julen er fastelavn optakten

til påsken.

ordet fastelavn stammer fra det plattyske

vastelavent, der betyder fasteaften, og er

altså et udtryk for den fest, der indledte

den oprindelige kristne fasteperiode. en

faste, der har sin oprindelse i biblen og

i fortællingen om, hvordan Helligånden

førte jesus ud i ørkenen i 40 dage, hvor

han netop fastede og gennemgik forskellige

prøvelser frem mod langfredags pinsler

og korsfæstelse. den kristne fastetid

skal også ses i sammenhæng med og som

udtryk for, at kirkens myndighedsfolk tidligere

mente, at det var godt og rigtigt at

leve nøjsomt og en synd at fråse – og med

7 ugers faste (søndage undtaget) kunne

man lære at leve et sundt og nøjsomt liv!

men inden man gik i gang med fasten

skulle der festes. det var dét selve fastelavnsfejringen

(fasteaften) gik ud på – en

voksenfest, et gilde med god mad og

drikke! fastelavnssøndag blev da også

på et tidspunkt kaldt »flæskesøndag«.

fra at være en kirkelig markering udviklede

fastelavnsskikkene sig over tid i en

mere folkelig retning – og gik fra at være

en enkelt aften, hvor man fik lidt godt

og ekstra at spise og drikke – til mere at

minde om det vi i dag mest kender fra de

sydeuropæiske lande som et regulært karneval

(carne vale – farvel/uden kød), hvor

man åd, drak og festede og slog sig løs i

flere dage! man måtte nemlig mere end

normalt, når det var fastelavn. når man

bar maske og var udklædt blev de normale

skel og normer i samfundet nemlig

ophævet for en stund!

Her i norden tog man nok fastelavnsfejringen

til sig, men den reelle faste med

bønner og afholdenhed slog aldrig rigtig

an. med reformationen i 1636 blev den

kirkelig dikterede fasteperioden da også

afskaffet her til lands.

i dag kender vi måske bedst fejringen

af fastelavn som en børnenes fest med

masker, udklædning og tøndeslagning.

det har i den form ikke så meget med

kristendom og optakt til faste at gøre! At

klæde sig ud og slå katten af tønden har

mere baggrund i den hedenske tradition

af fastelavnsfejring. Her var fastelavn en

vår- og frugtbarhedsfest som symbol på

at vinterhalvåret var slut og sommeren i

vente. ved fastelavnsfesten blev der vendt

op og ned på mange ting – fx kunne ganske

almindelige mennesker med udklædning

og tøndeslagning blive »konger«

- »kattekonge«! i den oprindelige hedenske

tradition var der en rigtig levende kat i

tønden. katten, der helst skulle være sort,

symboliserede ondskaben og de mørke

kræfter i natur og mennesker – kræfter

som skulle jages på flugt og fordrives!

også i Helleruplund kirke markerer vi

hvert år fastelavn – selvfølgelig gennem

højmessen fastelavnssøndag, men også

Af

uLRich

ThosTRuP

med en senere børne- og familiegudstjenste

efterfulgt af tøndeslagning for alle

børn og med underholdning af bakkens

pjerrot. selvfølgelig er der fastelavnsboller

og sodavand til alle børn og kaffe til

voksne!

12 13


MAriæ

BeBudelse

Af

eva

RungwaLd

»maria sagde til englen: se, jeg er Herrens

tjenerinde, det ske mig efter dit ord«,

står der i lukasevangeliet, og denne

tekst forekommer i en kendt motet af

den tyske komponist Hans leo Hassler

(1564-1612) som ofte kan høres sunget

til mariæ bebudelse. Hassler, der regnes

for sin generations største protestantiske

komponist, fik udgivet ovennævnte motet

»dixit maria ad angelum« i samlingen

»cantiones sacrae« i 1591. satsen er i

en raffineret imiterende stil, men ordene

»ecce ancilla domini« er homofon sats,

hvor der ligger akkorder under hver tone

i melodistemmen, måske for at understrege

at maria af hele sit hjerte vil gå ind

på hvad gud vil med hende.

mariæ bebudelse fejres nu om dage

søndagen før palmesøndag, den femte

søndag i fasten. denne helligdag kan

spores til kirkemødet i efesus (431) og i

vesten mindedes man allerede fra 400tallet

Herrens bebudelse, som man kaldte

det, den fjerde søndag i advent. derfra

var der ikke langt til tanken om at knytte

festen nærmere til juledag, og i det 7.

århundrede henlagde man den derfor til

den 25. marts, ni måneder før jesu fødsel.

dagens evangelium efter første tekstrække,

lukas 1, 26-38 beretter om hvordan

englen gabriel bliver sendt af gud til

jomfru maria. Hun bliver først forfærdet,

men englen siger: »frygt ikke«, og fortæller

at hun har fundet nåde for gud. det

bemærkelsesværdige er at gud spørger

maria om hun vil sige ja til hans frelsesplan

for menneskeheden efter syndefaldet i

edens have. gud kunne vel i sin almagt

bestemme hvordan det skulle være, men

han giver maria frihed til at træffe sit valg.

maria på sin side spørger hvad det går ud

på og hvordan det skal gå til, og da hun

har forstået meningen med det, giver hun

sit »fiat«, på dansk oversat med »det ske

mig (efter dit ord)«. fremtiden kender hun

ikke, men hun stoler på gud. det kan da

kaldes tro som vil noget, og derfor kan

maria betragtes som en rollemodel for

alle kristne.

maria er blevet afbildet på utallige ikoner

og altertavler. på bjerget la verna i toscana

findes der i franciskanernes stigmat-kapel

de skønneste keramiske relieffer i hvidt og

blåt af kunstneren Andrea della robbia

(1434-1525). et af dem viser bebudelsen.

maria sidder på en bænk med englen

gabriel knælende foran sig. i hendes

skød hviler en opslået bog, og kommer

man tæt nok på kan man se at de første

ord er fra esajas: »ecce virgo concipiet

et pariet filium«. se, jomfruen skal blive

med barn, og føde en søn. maria sidder

og læser profetien om sig selv. Herfra er

der et stykke vej til michelangelos pietà

(1499) i peterskirken: skulpturen af maria,

der sidder med sin voksne døde søn i

armene. Hun har fulgt ham hele vejen,

men kommer også til at opleve hans

opstandelse fra de døde og Helligåndens

komme.

der findes megen fin mariamusik. Her skal

nævnes nogle eksempler: fra den gregorianske

sangskat er der et par sange til fjerde

søndag i advent med tekster fra lukas 1,28

offertoriet: Ave maria, og fra esajas,14

communio ecce virgo; også de berømte

maria antifoner fra tidebønnen komplet

må nævnes. monteverdis mariavesper

(1610) rummer den ene skønne sang efter

den anden og j.s. bach har skrevet et storslået

»magnificat«(1723). det er jomfru

maria, snart guds moder, der er taget på

besøg hos sin slægtning elisabeth, der

venter johannes døberen, og talen er

rettet til hende. den findes i anden tekstrække

lukas 1, 46-55 og begynder med

ordene: »min sjæl højlover Herren, og min

ånd fryder sig over gud min frelse«.

14 15


Påsken

døden og

det leVende HåB

søren kierkegaard skriver i »kjerlighedens

gjerninger« fra 1847, at sorg er en kærlighed,

som man ikke kan komme af med

– en hjemløs kærlighed. Hjemløs fordi

genstanden for ens kærlighed er væk. det

var præcis den oplevelse, jeg havde i 2010,

hvor jeg i marts mistede en af mine allerbedste

venner ved et tragisk selvmord og

igen et halvt år senere, da min mor pludselig

og helt uventet døde 79 år gammel.

en mor, som jeg var overordentlig knyttet

til igennem min barndom, ungdom og

manddom. Alting var pludselig anderledes,

meningsløst og især glædesløst.

»og hvad er de blomster nu for dig, som

havde alle blomster kær, hvad er for dig

din egen søn, hvad er de blomster? Hvad

er jeg? (viggo stuckenberg 1863-1905:

min moder)

tabet er stort og tungt, når man mister

en person, som betød alt for en – det er

kærlighedens pris . med tiden forvandler

sorgen sig, og man bliver taknemmelig

over at have haft dette menneske i sit liv

og således bevare det i kærlig erindring

og ikke kun som et minde, men som en

levende kilde, der fortsat springer med

tak, glæde og livsmod. i »kjerlighedens

gjerninger« kommer søren kierkegaard

i afsnittet »den kærlighedens gerning at

erindre en afdød« ind på den mest uselviske

kærlighed. »den kærlighedens gerning

at erindre en afdød, er en gerning

af den alle mest uegennyttige kærlighed.

når man vil forvisse sig om kærligheden,

at kærligheden er uegennyttig, kan man

jo blot fjerne enhver form for genkærlighed.

denne er jo just fjernet i forholdet

til den afdøde. bliver kærligheden ved, så

er den i sandhed uegennyttig. den er den

frieste kærlighed og en gerning af den

mest trofaste kærlighed«. i opstandelsen

får vi en pant på, at med døden er alting

ikke færdigt og forbi. Apostlen paulus

skriver herom i 1. kor.15.12-15: »men når

det prædikes, at kristus er opstået fra de

døde, hvordan kan nogle af jer så sige, at

der ikke findes nogen opstandelse fra de

døde? Hvis der ikke findes nogen opstandelse,

er kristus heller ikke opstået. men

er kristus ikke opstået, er vores prædiken

tom og jeres tro er også tom«. i johannesprologen

fortælles, at yset skinner i mørket,

men mørket får ikke bugt med det.

med andre ord lyset inder over mørket,

kærligheden over hadet og livet over

døden. salmisterne har også bidraget til

opstandelsestanken f.eks. grundtvig i

salme 207 (i den gode gamle salmebog)

»tag det sorte kors fra graven« (1832),

vers 5: »ja, han er guddomsmanden,

sprængt er nu dødens bånd, han er visselig

opstanden og hans ord er liv og ånd.

nu er forårsmorgen skøn, rinder op for os

i løn. og som påskesalmen klinger, vokser

sjælens fuglevinger«. ligeledes W.A.

Wexels »tænk når engang den tåge er

forsvundet«, salme 653, vers 6: »tænk

når engang i himlens gyldne sale, jeg med

den ven, jeg her på jorden fandt i lyset om

et evigt liv skal tale, og om det liv, der som

en drøm forsvandt«.

Af

søRen ToM

chRisTensen

i litteraturen specielt i poesien møder vi

også opstandelses-refleksioner, f.eks. i

den norske digter/forfatter knut Hamsuns

(1859-1952) »søvnen og døden«, hvor

søvnen og den »evige hvile« bliver en

glidende overgang i drømmeagtige dødsstrofer.

»dagen i morgen, hvor finder jeg den?

kan hænde er nu mine sidste stunder –

men sejler jeg ind i en evighed hen, og

møder jeg mørke og mørke igen, det lysner

til sidst i et under«.

16 17


store BededAg

store bededag falder tredje fredag efter

påske. Helligdagen blev indført i 1686 som

en »ekstraordinær, almindelig bededag«.

placeringen i foråret skyldes de såkaldte

»gangdage« med processioner over markerne

for at styrke afgrødernes vækst.

den udbredte opfattelse, at helligdagen

blev indført af struensee, er altså ikke rigtig.

Helligdagsreformen i 1770, der afskaffede

22 helligdage, blev også gennemført

uden hans aktive medvirken.

det er stadig en tradition i mange hjem

at spise varme hveder om aftenen før

store bededag.

en tradition, der stammer fra, at

bagerne ikke måtte arbejde på store

bededag og derfor bagte ekstra store hveder

dagen før. det var så meningen, at

hvederne skulle varmes næste dag, hvor

bagerne holdt fri, men folk foretrak snart

at spise dem samme aften, mens de var

friske.

for mig betyder store bededag også store

konfirmationsdag. de sidste år har vi i

min familie benyttet helligdagen til at få

vores yngste børn konfirmeret hos tue i

Helleruplund kirke. det har været nogle

meget stemningsfulde ceremonier, hvor

den store kirke var fyldt til sidste plads

af unge konfirmander i deres fineste tøj

med deres familier og venner. mange af

vores venner og familiemedlemmer har

været begejstrede over at deltage i den

bevægende begivenhed, hvor kirken med

præst og organist i spidsen fik det hele til

at gå op i en højere enhed.

det er vel næppe særlig mange danskere,

der rent faktisk benytter store

bededag til at bede, men måske var det

værd at overveje? luther anbefaler således

i sin lille katekismus, at man beder

fadervor som det første om morgenen og

som det sidste om aftenen. fadervor har

vi fået fra jesus, der giver disse anvisninger:

»når du vil bede, så gå ind i dit kammer

og luk din dør og bed til din fader,

som er i det skjulte. og din fader, som ser

i det skjulte, skal lønne dig. når i beder, så

lad ikke munden løbe, som hedningerne

gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres

mange ord. dem må i ikke ligne. jeres

fader ved, hvad i trænger til, endnu før i

beder ham om det«. (matt. 6,6-8).

18 19

Af

kiM askgaaRd


kristi HiMMelFArtsdAg

Af

vibeke bRocks

denne helligdag fejres på den 40´dag

efter påskesøndag. det vil så blive en torsdag

i foråret, en dejlig mulighed for en lille

ferie, specielt hvis man tager fredagen fri.

den fest går tilbage til ca. 68 e. c.

Anledningen er ifølge det nye testamente,

at den genopstandne, levende kristus

mødtes med sine disciple for at instruere

dem om, hvorledes de skulle udbrede

hans lære, indtil han kom igen. de første

kristne forventede, at det var snart.

Han steg så til himmels, mens hans

disciple så til.

Han sidder nu øverst ved guds højre

hånd. det bringer orden i det himmelske

hierarki, som man forestillede sig det.

verden var specielt dengang endnu mere

opdelt i lag ud fra magt og penge.

man ser i kunsten himmelen med de

syv niveauer af engle. blandt mange

andre kan man f.eks. se giotto´s bil-

lede fra Arenakapellet i padua 1305-6.

»Ascension« var et yndet motiv. et spejlbillede

af det jordiske hierarki med herren,

hans tjenere, konger og kejsere.

de verdslige og kirkelige magthavere fik

også fremstillet sig selv som de rigeste og

fineste ved at få de bedste kunstnere til at

fremstille det himmelske.

nu er jesus et billede på væggen, fjern

og ophøjet. den kontroversielle jesus, der

talte de skriftkloge midt imod og også var

venner med de udstødte, som spiste med

syndere og toldere, og bragte uorden

i systemet – »de sidste skulle blive de

første«, er nu historie.

det er en kendt sag, at når folk er blevet

ophøjede, så er de blevet mere ufarlige.

den engagerede sygeplejerske, der engageret

brændte for at gøre en forskel, er

nu oversygeplejerske. Hun har hænderne

fulde med vagtplaner og budgetter.

initiativer til ændring må vente.

den geniale forsker, som mente at

kunne redde menneskeheden ved en stor

opfindelse, er nu institutbestyrer med personalesager,

fondsansøgninger og rapporter

til ministeriet.

politikeren, der ville rive magtbaser ned,

er nu fanget af virkeligheden med møder,

lovgivning og samråd.

men jesus lader sig ikke sådan pacificere.

Han er ikke ufarlig. Han er levende iblandt

os. vidnesbyrdene om det var talrige fra

starten.

nogle historikere mener, at man lagde

vægt på kristi himmelfart for at stoppe

disse vidnesbyrd. jesus er på plads i himmelen,

ikke her. der skal være orden i

systemer. kirkens hierarki: pave, biskopper,

præster skulle bestemme, hvad folk

skulle tænke. ingen direkte kontakt, tak!

Historierne er imidlertid fortsat og fortsætter.

kristendommen er den eneste

religion, hvor guden selv kontakter individet,

han bekymrer sig om dem som en far.

»thi således elskede gud menneskene, at

han sendte dem sin søn, den enbårne«.

man hører også i dag mere end 2000

år senere folk fortælle om, hvordan de har

mødt jesus.

kontakten med den levende, tilstedeværende

gud er en realitet. selv når man

føler sig komplet umulig og parat til at

give op, har jesus sagt, at ingen er ubrugelig,

for ham er hver eneste af os komplet

værdifuld og uundværlig.

så – når man er tynget af sorg, oprørskhed,

bitterhed over sin skæbne og over sig

selv, over alt det, man ikke har gjort rigtigt,

alt det man ikke nåede, de drømme man

ikke fik virkeliggjort, kan man trygt overlade

det til jesus. Han er vores advokat.

så der er grund til at feste stort kristi

Himmelfartsdag – kristus er blevet ophøjet

og betydningsfuld med fuld magt og

pragt, og takket være ham er vi også.

20 21


Pinse

Af

PeTeR keMP

for mig betyder pinsen på én gang noget

verdensomspændende og noget meget

dansk. det er festen for, at Helligånden

blev sendt til verden. og det betyder, at

hele den billedverden, som jesus bragte

med sin forkyndelse om frelse af de fortabte

mennesker, nu blev henvendt til hele

jorden, ja hele universet, for i pinsen, 50

dage efter påske, oplevede hans disciple,

at de havde et budskab, der kunne komme

ud til alle på alle sprog. det har man kaldt

kirkens fødsel. men næppe noget folk har

så stor en digter, der har kunnet udtrykke

Helligåndens komme, som vi danskere

har i n.f.s. grundtvig. Hans salmer om

Helligånden er uovertrufne, og de udlændinge,

der forstår dansk må misunde os.

derfor er det for mig meget opløftende

at synge hans salmer i pinsen, ikke blot

de salmer, han fordanskede så mesterligt

som »nu bede vi den Helligånd« (nr. 289

i salmebogen), men også hans helt egne

som »i al sin glans nu stråler solen« (nr.

290). grundtvig forstod at bruge naturens

storhed, som viser sig, når foråret kommer,

som billede på det guds rige, jesus talte

om.

da jeg den 1. april 1951 blev konfirmeret

af min far i enghave kirkes daværende kirkesal

(den nuværende kirke blev først indviet

i 1960), gav han mig dette bibelord fra

johannesevangeliet kapitel 16, v. 13, som

han indskrev i min salmebog: »sandhedens

ånd skal vejlede jer til hele sandheden«.

jesus siger noget lignende i de tekster fra

johannes evangeliets kapitel 14, som læses

pinsedag i kirkerne. budskabet i disse ord

er, at jesus forkyndelse ikke døde med

justitsmordet på ham, men lever videre

som kristendommens ånd. jesu død blev

nu forstået som noget andet og mere end

drabet på en genial forkynder. den blev

ikke set som en afslutning, men som en ny

begyndelse, som et budskab om, at den

kristne tro er for hele verden.

ånd er en kraft, der sætter i bevægelse,

så derfor er den først og fremmest en menneskelig

livskraft til at udvikle sprog, skabe

kultur og udvikle fællesskaber. det bliver

hos jesus til, at ånd kan være sandhedens

ånd, sandfærdighedens ånd, en sandhed

der gøres for at forene mennesker.

denne sandhedens ånd blev af disciplene

oplevet som en storm, fordi den udfoldede

sig som en begejstrings ild hos disse

mennesker, der brændte for sagen. men

de forstod den ikke som noget, de selv

havde fundet på. de oplevede den som

en gave, de havde fået givet af skaberen

selv gennem det, jesus havde sagt og

gjort. den brød alle sproglige barrierer og

var som et modstykke til det storhedsvanvid,

der havde givet sig udtryk i bygningen

af babelstårnet, som aldrig blev fuldført,

fordi bygherrerne bekæmpede hinanden

og talte hver sit sprog.

men sandhedens ånd er fredens ånd,

den vil fred i de personlige forhold og fred

i verden. dette er i kristendommen blevet

symboliseret ved en due. i beretningen om

noas ark sender noa en due ud for at se

om syndfloden er forsvundet og jorden

blevet beboelig igen. i beretningen om

jesu dåb, der findes i alle fire evangelier,

fortælles, at Helligånden dalede ned over

jesus i skikkelse af en due. således er duen

blevet symbolet på fredens ånd, og det var

derfor picasso tegnede duer, da han fra

1949 blev bedt om at levere logo´er til en

række kongresser for verdensfreden.

Helligånden er således et krav om fred

for hele verden, der har bredt sig til andre

end kristne som en universel fordring.

men når vi kristne tror på Helligånden, er

det ikke en tro på os selv. det er en tro

på, at sandhedens ånd, selvom vi bestandig

svigter det gode budskab, alligevel vil

vejlede os til hele sandheden.

22 23


trinitAtistiden

– At opdage, at hverdagen har værdi og mening

og at vi kan være taknemmelige for hinanden

først lidt fakta: kirkeåret, der begynder

med 1. søndag i advent, kan groft inddeles

i 2 halvdele: festhalvåret med jul, påske

og pinse og anden halvdel af året, som

betegnes trinitatistiden. søndagen efter

pinse kaldes trinitatis søndag og tiden

fra trinitatis til 1. søndag i advent kaldes

trinitatistiden, hvor hver søndag – bortset

fra Alle Helgens søndag – har betegnelse

efter hvilken søndag efter trinitatis, den er.

den første søndag kaldes 1. søndag efter

trinitatis, den anden kaldes 2. søndag

efter trinitatis osv. indtil det nye kirkeår

begynder. der kan højst være 27 søndage

efter trinitatis. Hvor mange søndage, der

er, afhænger af hvornår påsken falder,

idet den fra gammel tid altid finder sted

den første søndag efter første fuldmåne

efter forårsjævndøgn.

med opgaven »at skulle fortælle lidt

om trinitatistiden«, bliver jeg nød til først

at forklare lidt om betegnelsen trinitatis:

ordet er latin og oversættes gerne med

ordet treenighed, i ældre tider ved ordet

trefoldighed. der er ikke forskel på betydningen

af disse ordsammensætninger, der

begge angiver »en enhed af tre«. At det

er det samme det drejer sig om, er måske

tydeligst på engelsk, hvor trinitatis oversættes

ved ordet trinity, altså tre og unity,

der både betyder enhed/helhed og enighed.

trinitatis blev i den oprindelige kristne

menighed, i den ældste kirke, hurtigt

betegnelsen på grundforestillingen om, at

faderen, sønnen og Helligånden tilsammen

udgjorde det guddommelige, den

guddommelige helhed, og at man ikke

kan tænke gud uden om denne helhed.

efter fejringen af jul, påske og pinse i

festhalvåret, blev det derfor naturligt at

samle opmærksomheden om helheden

og se fremad på denne baggrund. derfor

trinitatis og trinitatistiden, hvor man så at

sige fokuserer på kirkens hverdag, på det

at være menneske og medmenneske.

i festhalvåret fejrer man ved juletid, at

gud fader lod sin søn føde og blev nærværende

i verden – og ser på og siger

tak for, at »ordet blev kød og tog bolig

i blandt os« (joh.1,14a). ved påsketid

fejrer man jesu død og opstandelse, der

afslører guds kærlighed i jesus som nåde.

jesus dør for menneskenes synders skyld

og opstår på tredjedagen efter sin død, så

livet og ikke døden har det sidste ord. »…

og vi så hans herlighed, en herlighed, som

den enbårne har den fra faderen, fuld af

nåde« (joh.1,14ba). ved pinse fejrer vi

Helligåndens komme, den hjælp vi får til

at tro gud (… og sandhed« (joh 1,14bb)

og begribe sandheden i det, at gud i jesus

tager mennesket til nåde, så det kan have

frimodighed i livet og kan tage ansvaret

for livet på sig, hvor vanskeligt det end

måtte være. – Altså som kristent menneske

være til i tro, håb og kærlighed.

Hvad dette indebærer og hvordan man

takler det, er det, som man beskæftiger

sig med i trinitatistiden – og hver søndag

tager man fra gammel tid et nyt tema op.

Hver gudstjeneste har tema og indhold

ud fra den evangelietekst, der prædikes

over. og kigger man på teksterne kan

man se, hvor spændende det er at gå i

kirke i trinitatistiden, at kirkens hverdag

24 25

Af

fLeMMing

wichMann


er spændende, fordi den beskæftiger sig

med forholdet mellem mennesker ud fra

forholdet til gud.

efter på trinitatis søndag at have beskæftiget

sig med dåben og dens betydning,

tages temaerne op på stribe: Hvordan skal

vi forholde os til hinanden? Hvordan skal

vi forklare os næstekærlige? er vi parate

til at ofre os for andre, hvis det bliver nødvendigt?

og hvad, når jeg ikke gør det

gode, som jeg vil? Hvad, når jeg fortryder

det, som jeg har sagt? Hvad, når jeg

står magtesløs, fordi tilværelsen arter sig

anderledes end ønsket? fik jeg sagt det,

jeg skulle? fik jeg sagt det, jeg ville? fik

jeg vendt så meget om på ondt og godt,

at det hele synes meningsløst? findes

der retfærdighed? Hvad er retfærdighed

af tro? kan man tro på gud og kan man

tro på noget? – de medmenneskelige

temaer er næsten uendelige og spørgsmålene

kan hurtigt blive vedkommende

og mange. og så er det, at der er brug

for bekræftelse af muligheder og det at

indgå i et fællesskab, der sammen og ved

hinandens hjælp kan hente inspiration til

det menneskeliv, der nu engang er blevet

ens eget.

man kan karakterisere trinitatistiden som

en tid med primært horisontalt fokus,

hvor tiden med jul, påske og pinse først

og fremmest har vertikalt fokus. vi kan

sige, at trinitatistiden er en tid, hvor

man beskæftiger sig med etikken og

dets udtryk eller mangel på samme,

hvor jul, påske og pinse beskæftiger sig

med teologien, dogmatikken og troen.

– trinitatistiden er spændende fordi den

rummer beskæftigelsen med mennesket

og dets muligheder og umuligheder – heldigvis

i lyset af, at gud i jesus har forbarmet

sig.

AlleHelgen

Allehelgenssøndag falder altid den første

søndag i november og er den søndag,

hvor allehelgens dag markeres i folkekirkens

gudstjeneste. selve allehelgensdag

er den 1. november.

tilbage i middelalderen fejrede kirken

både allehelgens dag og allesjæles dag

(den 2. november). Allehelgens dag var

som ordet tilsiger en mindedag for alle de,

som gennemkirkens historie var døde for

deres tros skyld, – altså martyrerne, helgenerne.

Allesjæles dag var derimod en mindedag

for alle døde, som man gik i forbøn

for at lede gennem skærsilden. med reformationen

ophørte tanken om en skærsild

og allesjæles dag blev som sådan afskaffet

i den protestantiske kirke. i den katolske

kirke fejres både allehelgens dag og

allesjæles dag fortsat i overensstemmelse

med den oprindelige forståelse.

i dag er der i flere kirker skabt en tradition

for, at man allehelgensøndag indbyder

pårørende til afdøde til særlig mindegudstjeneste,

hvor man når det er mest markant

læser navne op på de sognebørn, der

er døde i det forløbne år. på den måde er

det sket en sammensmeltning af elementer

af allehelgens- og allesjæles fejring.

det ses også ved, at der er en voksende

tradition for at pårørende besøger kirkegården

til allehelgen og pynter og sætte

levende lys på gravene til de dødes minde.

Allehelgenfejringen i den protestantiske

kirke hænger, foruden dét at vi mindes

vore døde og troens forbilleder, også

sammen med fejringen af reformationen.

Allehelgens aften den 31. oktober 1517

slog luther nemlig sine berømte teser

mod den katolske kirke op på kirkedøren i

Wittenberg. Allehelgen bliver derfor også

en markering og fejring af reformationens

indførelse.

26 27

Af

uLRich

ThosTRuP


Helleruplund

kirke

Helleruplund sogn

bernstorffsvej 73

telefon 39 62 17 60

www.HelleruplundKirKe.dK

More magazines by this user
Similar magazines