STILLEHAVET - De Berejstes Klub

deberejstesklub.dk

STILLEHAVET - De Berejstes Klub

SEPTEMBER 2007 / nR. 29

Globen

M E d l E M S B l a d f o R d E B E R E j S T E S K l u B

TEMA:

STILLEHAVET

Fantastiske fortællinger

fra det store hav

INDLANDSISEN

På tværs med ski og pulk

SUDAN

Set fra en FN helikopter


2 GLOBEN nr. 29 / September 2007 GLOBEN nr. 29 / September 2007

TEMA

6 TEMA: 5 STILLEHAVSPERLER

Af Søren Bonde & Jakob Øster

Fokus på fem øgrupper i Stillehavet og tre

modige søfarere.

8 PAPUA NY GUINEA: REJSEN TIL

VERDENS ENDE

Af Jesper Grønkjær

Med tryllekuffert blandt høvdinge med

penisrør i kanibalernes land.

20 FIJI: HOS MAMA NATTI I FIJIS

JUNGLE

Af Charlotte Felk

Charlotte og Charlotte forvilder sig dybt

ind i Fijis jungle.

26 STILLEHAVET: UNDER SEJL FRA

PANAMA TIL TAHITI

Af Jørgen Oulund

Til søs mod pardisets øer i den fyrige

gamle skonnert Victoria.

30 FIJI: LAD ALDRIG SOLEN GÅ NED

OVER DIN VREDE

Af Arne Runge

Bula! Tag med når Arne drikker kava ved

en lokal sevusevu.

41 SAMOA: JAMEN ER DET IKKE

CARL ERIK

Af Jacob Gowland Jørgensen

Drøm dig sammen med Jacob væk når

turen går til de sidste solstrålers rige.

44 VANUATU: BLANDT PAPEGØJEFISK

OG PENISFUTERALER

Af Jakob Linaa Jensen

Med det skumle flyselskab Vanair udfor-

sker Jakob øerne i Vanuatu.

55 TOKELAU: EROBRING AF ET NYT

TERRITORIUM

8

Af Henri Engelbrecht Madsen

Røverhistorie om at komme til en af klo-

dens mest utilgængelige destinationer.

14

58 STILLEHAVET: HØJDEPUNKTER I

STILLEHAVETS OPDAGELSE

Af Søren Bonde

Læs vores stillehavseksperts spændende

historiske gennemgang.

62 NAURU: VERDENS RIGESTE

BUNKE MØG

Af Bjarne Lund-Jensen

Besøg i et besynderligt lille land ude midt

i Stillehavet.

ARTIKLER

14 GRØNLAND: MED SKI OG PULK

TVÆRS OVER INDLANDSISEN

Af Elsa Ranzau

Tag med Elsa på en barsk og iskold eks-

pedition i et storslået landskab.

24 SRI LANKA/COLOMBO:

ET LAND/EN BY

Af Søren Padkjær

5 ting du må vide om Colombo og en bil-

ledrejse rundt i Sri Lanka.

34 SUDAN: FN OG EN DANSK

POLITIKOMISSÆR I FELTEN

Af Rasmus Krath

På helikopterrundrejse med Kai Vittrup i

det krigshærgede land.

52 COSTA RICA: BLANDT HAJER,

SØRØVERE OG KOKOSNØDDER

Af Lars Munk

Et eventyr om at dykke med hammerhajer

og om at arbejde på Isla del Coco som

nationalparkbetjent.

26

KLUBBEN

4 Leder

Dette nummer af Globen er viet til

historier fra Stillehavet.

5 Næste tema

Hola! Fortæl dine historier fra eventy-

rets kontinent når vi sætter fokus på

Sydamerika.

23 Forside kandidater

Se de flotte fotos der var med i opløbet

om at komme på forsiden.

29 DBK-arrangementer

Se listen over afholdte DBK-arrangemen-

ter det sidste halve år.

40 DBKs fotokonkurrence 2007

Se hvilke billeder der vandt årets foto-

konkurrence

48 Konkurrence

De bedste artikler i konkurrencen:

Farlige situationer på rejsen.

51 Skribentkonkurrence

Her får du chancen for at stemme på din

favoritskribent.

64 Nye medlemmer

Se de sidste nye ansigter i klubben.

66 Klubbens kontaktpersoner

39


Medlemsblad for De Berejstes Klub

Redaktion:

Jakob Øster (ansv.), Lisbeth Wichmand

Nielsen, Per Allan Jensen, Søren Padkjær

Adresser s. 66

Indsendelse:

Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til:

globen@berejst.dk

Tekst / fotos:

Medlemmer af De Berejstes Klub

Forsidefoto:

Morten Elm

Krabbe, Galapagos, Ecuador.

Scan af billeder: Per Danielsen

Tryk:

Scanprint

Jens Juuls Vej 2

DK-8260 Viby J

Oplag: 500

ISSN: 1603-1458

Deadline til næste nummer:

5. November 2007

Tema: Sydamerika

Annoncer:

annoncer@berejst.dk

Medlemskab:

www.berejst.dk

Formand:

Søren Padkjær, adresse s. 66

De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt

stof og alle meninger, der kommer til udtryk i

bladet, er derfor skribentens synspunkter og

deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller

klubbens øvrige medlemmer.

Alle rettigheder til de enkelte artikler og

fotografier forbeholdes de respektive forfattere

og fotografer og indholdet må ikke videreformidles

eller sælges uden ophavsmandens

godkendelse deraf

INTRO Redaktørens forord

Det uendelige hav

en lidt for våd dansk sommer er ved at være overstået. Mange flygtede fra

vandmasserne og satte kursen mod eksotiske destinationer. Hvad enten du

har haft fornøjelsen af sommeren herhjemme eller under fjernere himmelstrøg,

får du i dette nummer chancen for at drømme dig lidt væk, når vi sætter fokus

på det, som mange forbinder med det ultimative paradis: Øerne i Stillehavet.

Stillehavet er kendetegnet ved at omslutte et ubegribeligt antal små øer, der ligger

utroligt langt væk. Historisk har Stillehavets afsides beliggenhed krævet fantastiske

bedrifter for overhovedet at få det kortlagt, og selv i dag er mange øer kun tilgængelige

med små både eller mikroskopiske fly. Utilgængeligheden og diversiteten har

vi forsøgt at skildre bedst muligt ved udvælgelsen blandt de mange fremragende temaartikler,

der denne gang er indsendt. Desværre har der ikke været plads til dem

alle, men de overskydende artikler vil heldigvis kunne læses på ww.berejst.dk.

I dette nummer kan du fra Stillehavet læse om tryllekunstneren, der optræder for

de næsten nøgne stammefolk i Papua Ny Guinea, om en spændende sejltur tværs

over Stillehavet, om kava-drikning på Fiji, om erobring af det nye og svært tilgængelige

territorium Tokelau, om højdepunkter i Stillehavets opdagelse og om mødet

med de lokale på Samoa, nauru og Vanuatu. blandt ikke-temaartikler har du muligheden

for at komme med på en eventyrlig ekspedition, når Elsa Ranzau krydser

indlandsisen, eller tage med når det - efter en del forviklinger - lykkes Rasmus

Krath at komme på rundrejse med Fn i Sudan.

En stor tak skal lyde til vores vikarierende grafiker Lisbeth Wichmand Nielsen, der

- mens Jon holder barselsorlov - er trådt til og har leveret en kæmpeindsats, der har

resulteret i dette fænomenalt flotte blad.

God fornøjelse med bladet.

Jakob Øster

NÆSTE TEMA SyDAMERIkA

Sydamerika

- eventyret lever

en gaucho krydser den chilenske

pampas. blå papegøjer letter i

flok et sted i Amazonas. En indianerkone

med lange sorte fletninger går

træt mod hjemmet i La Paz. En Cayman

misser mod solen i bolivias jungle.

Ushuaia, verdens sydligste by, lyser op i

et rødt skær, da solen går ned. en lama

glor forundret ud over Machu Picchu. I

Rio forbereder de karnevalet, mens de i

buenos Aires danser tango.

Kommende temaer

Marts 2008:

Verdens vilde dyr

(deadline 5. februar)

Indtrykkene er mange fra kontinentet,

der byder på rå og uspoleret natur, romantiske,

livsglade mennesker, autentiske

oplevelser uden horder af turister

og frem for alt eventyr. Har du oplevelser

fra klodens største regnskov, har

du oplevet dyrene i junglen, ruinerne i

bjergene, karnevalet i Rio, saltsøen på

altiplanoen, gletscherne i Torres del

Paine, barerne i Cartagena eller diskotekerne

i Caracas?

juni 2008:

Road trips

(deadline 5. maj)

Vil du dele dine oplevelser fra dette

enestående kontinent med os andre, så

send os en mail på adressen globen@

berejst.dk. Husk som altid, at du gerne

må sende os en mail inden du går i gang

med at skrive, så redaktionen har mulighed

for at koordinere artiklerne. Dette

gælder særligt temaartikler og især de

mest populære destinationer. deadline

for næste nummer er . november.

September 2008:

Mellemøsten

(deadline 5. August)

GLOBEN nr. 29 / September 2007 GLOBEN nr. 29 / September 2007


5

KILDE: WIKIPEDIA

Fransk Polynesien

Antal øer: 118

Tilhørsforhold: Fransk siden 1842

Europæisk opdagelse: Spansk-portugiseren

Ferdinand Magellan (Tuamotu-øerne, 1520), englænderen

Samuel Wallis (Tahiti 1767), englænderen James

Cook (1769, 1773, 1774, 1777)

Kendetegn: Sydhavets smukkeste øer og smukkeste

kvinder. Indbegrebet af sydhavsparadis, men meget

dyrt. Berømt for Mytteriet på Bounty. Berygtet for sit

franske jerngreb og over 175 atomprøvesprængninger

siden 1960.

TEMA:

Stillehavet

SMUKKE

STILLEHAVSPERLER

Vi drømmer alle om tropeøer med kridhvide sandstrande, som vi kan have

helt for os selv. I Stillehavet findes myriader af smukke øer. I tusindvis af

mikroskopiske prikker i verdens største hav. Globen giver her sit bud på

nogle af de øer du skal opleve.

Påskeøen/Rapa Nui/Isla de Pascua

Antal øer: 1

Tilhørsforhold: Chile siden 1888

Europæisk opdagelse: Hollænderen Jacob Roggeveen, påskesøndag 5. april 1722

Kendetegn: En af verdens mest isolerede øer beliggende 4000 km fra Tahiti og 3600

km fra Chile. Nærmeste beboede ø er Pitcairn Island 2100 km vestpå. Berømt for sine

hen ved 600 gigantiske stenstatuer – moai – som er Sydhavets største mysterium.

Påskeøen er et af Sydhavets mest uforglemmelige og magiske steder.

Hawaii

Antal øer: 8

Tilhørsforhold: Amerikansk territorium siden 1898,

amerikansk stat (#50) siden 1959

Europæisk opdagelse: Englænderen James Cook

1778

Kendetegn: Legeplads for amerikanske turister.

Berømt for sine smukke øer, behagelige klima og

voldsomme vulkanske aktivitet.

3 KENDTE OPDAGELSESREJSENDE

james Cook (1728 – 1779)

britisk opdagelsesrejsende, navigatør

og kartograf. en af historiens største

søfarere, hvis bedrifter omfattede, at

han som første europæer sejlede til

Australien, opdagede Hawaii og kort-

lagde New Zealand ved øens første

rundsejling. Efter Cooks opdagelse

og kortlægning af New Foundland ud-

talte han, at det var hans intention at

rejse ikke alene ”..længere end nogen

mand har været før mig, men så langt

som jeg tror, det er muligt for nogen

mand at rejse”. Det resulterede i hans

tre berømte ture over Stillehavet.

Cook var - ud over sine evner som sø-

farer - kendt for sit mod, sin evne til

at lede sin besætning i højspændte si-

tuationer og sin evne til at overskride

grænser, såvel mht. sine rejser som

mht. de instruktioner flåden havde

udstedt. Cook døde på sin tredje stil-

lehavsrejse i et opgør med de lokale

på Hawaii i 1779.

ferdinand Magellan (1 80-1 21)

Portugisisk søfarer, der - som den

første - på en ekspedition 1519-1521

krydsede Stillehavet. Dermed opnåede

Magellan, hvad der ikke var lykkedes

for Columbus, nemlig at sejle vestpå

fra Europa og finde de forjættede kryd-

deri-øer, der i dag tilhører Indonesien

og Filippinerne. Magellans ekspedition

med fem skibe begyndte i Sevilla, kryd-

sede Atlanterhavet og opdagede stræ-

det mellem det sydlige Sydamerika

og Tierra Del Fuego, der i dag bærer

Magellans navn. Derefter krydsede

han Stillehavet. ekspeditionen nåede

Marianerne, Guam og endelig

Filippinerne, hvor Magellan omkom i et

opgør med den lokale høvding lapu-

Lapu. Efter Magellans død lykkedes

det for bare 18 ud af den oprindelige

besætning på 270 søfolk at sejle skibet

- lastet med store mængder kanel og

nelliker - vestover til Spanien. Dermed

blev de de første, der sejlede hele vejen

rundt om jorden.

William Bligh (17 – 1817)

Engelsk flådeofficer, kaptajn og ”koloni-adminstrator”.

blev som ung udvalgt

af James Cook og var med på Cooks

fatale tredje ekspedition i Stillehavet.

bligh blev senere selv kaptajn og er

mest kendt for mytteriet på skibet

Bounty. Bountys mission var at introducere

brødfrugttræer til Caribien.

Pga. mytteriet lykkedes missionen

ikke, men det lykkedes faktisk senere

bligh på en anden ekspeditionen at

introducere disse frugter til Caribien.

Mytteriet på Bounty kom i stand nær

Tahiti, hvor blighs protege og en del

af besætningen overmandede bligh

mens han sov. bligh og den del af besætningen,

der var ham tro, blev sat

ud i en lille jolle. bligh overlevede på

nærmest ubegribelig vis ved at sejle

jollen utrolige 6700 km til Timor.

Læs meget mere om Cooks, Magellans

og Blighs fantastiske bedrifter i Søren

Bondes artikel om Stillehavets opdagelse

på side 58.

GLOBEN nr. 29 / September 2007 GLOBEN nr. 29 / September 2007 7

Tonga

Antal øer: 170

Tilhørsforhold: Selvstændigt siden 1970

Europæisk opdagelse: Hollænderen Abel Janszoon Tasman 1643

Kendetegn: Ældste og eneste tilbageværende polynesiske monarki.

De venlige øer er opdelt i fire meget forskellige øgrupper.

Fiji Islands

Antal øer: 322

Tilhørsforhold: Selvstændigt siden 1970

Europæisk opdagelse: Hollænderen Abel Janszoon Tasman 1643

Kendetegn: Charmerende kulturelt mix af melanesiere, polynesiere, mikronesiere,

indere, kinesere og europæere. Fiji er Sydhavets rasteplads og den lettest tilgængelige

øgruppe på vejen mellem Syd- og Nordamerika og Australien.


REJSEN TIL VERDENS ENDE

Rejsebeskrivelse fra en ekspedition til junglen i Irian Jaya på Ny Guinea.

En rejse der bød på penisrør, trylleri og mennesker, der - efter sigende -

stadig lever som kannibaler.

TEKsT og foTo: sImon sTAun

Vores første møde med

de lokale i junglen. En

når jeg skal svare på, hvilken af

mine rejser der har været bedst,

så nævner jeg den, der ikke nød-

vendigvis var ”bedst” men som trods alt

var mest markant. Det har uden tvivl

været ekspeditionen til det, som jeg yn-

der at betegne som ”Verdens ende”.

Min barndomsven Thomas lütken havde

set optagelser fra mine tidligere ture, så

han meldte sig som min nye rejsemak-

ker til en jungletur, trods det faktum,

at hans vildeste tur på det tidspunkt

havde været en charterrejse til Grand

Canaria.

nærmest som en joke talte vi om, at

vores første fællesrejse skulle gå til

verdens mest ufremkommelige sted.

Ville der mon være ét sted på kloden,

hvor det ikke var muligt at købe en Coca

Cola? Svaret var JA, og destinationen

var langt ude i junglen i Irian Jaya, den

vestlige del af Ny Guinea i Indonesien.

Direkte fra henholdsvis kontorstolen og

tryllescenen hjemme i Danmark drog vi

naivt af sted med et hold bestående af

otte bærere, en kok, en tolk og en fører

ud gennem en af de største og vildeste

jungler. Målet var at nå helt ud til de

små stammefolk, som vi havde hørt om.

Disse skulle efter sigende stadig leve

på urtidsstadiet og visse steder endnu

være kannibaler.

Virkeligheden melder sig

Vi bestemte os for at komme hurtigst

og mest direkte til den lille by Wamena,

der er sidste stop, inden man kommer

ud i selve bjerg- og jungleområdet. Fra

Danmark var det (med diverse ventetider

i forskellige lufthavne) en rejse

på knap 50 timer. Sidste stræk var fra

Jayapura på Ny Guineas nordkyst og ind

i midten af landet til den sidste rest af

civiliseret byliv.

TEKsT og foTo: JEsPEr grønKJær

Først på dette tidspunkt tror jeg det

gik op for mig, hvad jeg havde indladt

mig på. På flyturen kunne vi ud af det

hærgede vindue på det lille fly skue ud

over dette afsindige jungleområde, som

strakte sig som et grønt blomkålshoved

lige så langt øjnene rakte. Uanset om

vi kiggede mod øst eller vest, nord eller

syd, så kunne vi kun iagttage dette

enorme jungleområde, som vi to uerfarende

rejsende snart skulle begive os

ind i. Det eneste tegn på menneskelig

tilstedeværelse var de steder, hvor der

op fra vildnisset steg paddehatteformede

røgskyer, hvor stammefolket havde

deres bål i skovbunden.

Således var vi et par forfærdeligt trætte

knægte, der var ved at blive væltet omkuld

af varmen, da vi steg af det lille fly

i Wamena, hvor første mål var at samle

et team af bærere samt indhente en såkaldt

”Surret jalan”, som vel nærmest

kan betegnes som en tilladelse til at

drage ud i det gigantiske område. Som

eventyrrejsende skulle vi oplyse, cirka

hvor vi gik ind i junglen, samt hvor mange

uger vi ville være væk. efter hjemkomsten

skulle vi melde os igen. På den

måde kunne myndighederne holde styr

på OM vi kom hjem, og i modsat fald

vidste de, hvor de skulle indsætte en eftersøgning.

Ekspeditionen starter

Den første uge i den lille by brugte vi på

at akklimatisere os, få indhentet vores

surret jalan, samt få sammensat et team

af de lokale, der skulle fungere som bærere.

Det er af overordentlig vigtig karakter,

at dette team er det rigtige, så

der ikke opstår uvenskab, når man er

mange dagsrej-

ser fra civilisationen.

Dels hvad

angår bærerne

indbyrdes, men

ligeså vigtig

dem contra os.

Det ville få fatale

konsekvenser, såfremt vi stod i midten

af en af verdens største jungler, og

mandskabet pludselig kræver nye vilkår

for at fortsætte med os!

‘ Benmusklerne krampede,

og fødderne blev til store

blodfyldte vabler


Wamena var støvet og beskidt. Den bestod

af en enkelt asfalteret hovedgade

og nogle små grusveje, der gik ud der-

TEMA:

Stillehavet

fra. området er et knudepunkt for folk,

der ønsker at bestige bjerge eller drage

ud i junglen. På den måde var det et

kontrastfyldt syn af gamle fattige huse

overfor de nyere hoteller, der var nødvendige

til de rejsende.

Snart efter begav vi os af sted på selve

ekspeditionen. Vi krydsede brusende

floder, gik gennem sump, regnskov,

jungle, over Indiana Jones-broer, op

over vanvittigt stejle bjerge og ned i

dybe dale. Benmusklerne krampede, og

fødderne blev til

store blodfyldte

vabler. Selv vores

vabler fik til sidst

vabler! når vi

nærmest klatrede

på bjergsider,

blev vi solskoldede,

og når vi gik gennem det iskolde

vand eller sov i en hjemmelavet bivuak

om natten, var vi tilsvarende forfrosne.

Sådan skiftede vores kropstemperatur

fra maksimum til minimum i løbet af få

timer, ligesom musklerne i vores ødelagte

kroppe skiftedes til at være slidte.

For i takt med at terrænet ændrede sig

høvding med sin kone. De stolte krigere var ellevilde med farvestrålende ballonhatte. En kriger krydser en sump i junglen via en snedigt konstrueret hjemmelavet bro.

8 GLOBEN nr. 29 / September 2007

GLOBEN nr. 29 / September 2007 9


fra bjerge til regnskov, sump, floder osv.

blev der sat de forskellige krav til vidt

forskellige muskelgrupper.

Bar røv og penisfutteral

Med på slæb havde vi foruden alminde-

lig oppakning også Thomas’ rejseguitar

og undertegnedes tryllekufferter. Dette

gjorde selvfølgelig ikke anstrengelserne

mindre. Flere steder tilbragte vi næt-

terne i det fri i bestræbelserne på at

komme ud til stammerne. Hver dag var

det vigtigt at slå lejr sidst på eftermid-

dagen, inden den afsindigt tætte tåge

omhyllede os i løbet af et kort øjeblik. I

disse nætter oplevede jeg, hvad det vil

sige, når man taler om at ”himlen åb-

ner sig”. Den mængde regn der kom om

natten, var af en karakter, så det kunne

skylle landsbyer væk!

efter nogle dages fremmarch i dette

vildnis, der endnu ikke findes kort over,

begyndte små landsbyer med hyggelige

hytter at dukke op på bjergskråningerne.

Stammefolket er konstant i krig med

rivaliserende stammer om grise eller

kvinder, hvorfor de ofte bygger deres

hytter midt på bjergene, så de kan se,

hvis fremmede nærmer sig.

Vores første møde med en ægte kriger

var skræmmende for begge parter. Vi

havde aldrig i livet set noget lignende:

mændene var små, mørke, næsten nøgne,

bortset fra en hat af fjerboa, perleslips

og det legendariske penisfutteral

på kønsorganerne. Til tider havde de

vildsvinetænder

gennem et

stort hul i næsen.

Kvinderne

havde, i stedet

for penisrør, et

lille bastskørt

rundt om livet.

blev vi forskrækkede

for dem, blev de tilsvarende

bange for os. Et sted løb en flok kvinder

ud i junglen og gemte sig, da de aldrig

tidligere havde set hvide mennesker,

‘ Uden bedøvelse - og blot

med en sten som redskab

- hugger man nu fingeren

af kvinden


Iført ”lokal nationaldragt” – Et foto som efterfølgende gik hele Danmarks medieverden rundt.

og i hvert fald ikke skulle nyde noget

af det. Deres verden var begrænset

til, hvad der foregik i dalen eller det

område, de boede i. At der var en verden

på den anden side af bjergene, at

der findes hvide mennesker, der bor i

murstenshuse, har tøj på kroppen, kan

læse, gå på arbejde, sove i en seng,

se tv, gå på indkøb osv. var ukendt for

dem. Gad vide om de tror, jorden er

flad eller rund?

Kvinder ammer smågrise

Da vi havde set hinanden an, var vores

første handling

i landsbyen, at

vi, på ærbødig

vis, skulle aflægge

høvdingen

et besøg i dennes

hytte. For at

vise vores venlige

sind havde

vi selvfølgelig gaver med. Disse havde

bærerne sørget for, og de bestod først

og fremmest af tobak, salt og sukker,

tre ting der er vigtige for dem. Vi havde

ikke mulighed for at kommunikere med

de lokale, så vi talte dansk til dem, og

de ”hula-bula-sprog” til os. Der findes

mere end 250 forskellige dialekter i området,

så det var håbløs at forsøge sig!

Men gaverne åbnede dog oftest op for

deres gæstfrihed. Dermed kunne vi få

lov at overnatte i deres rotteplagede

hytter! Inden vores afrejse havde en

lang række medier fra Danmark spurgt,

om vi ikke var nervøse for at skulle ud til

stammer, som efter sigende skulle være

menneskeædere. nonchalant afslog vi

at være det mindste bange, og fortalte

grinende, at hvis vi blot lavede en ballonhund

til dem, så slap vi nok for at

komme i den sorte gryde. MEN da vi den

første nat skulle i soveposen, løb en stor

lodden rotte hen over benene på os. Vi

skreg om kap og bildte hinanden ind, at

de omkringløbende rotter næsten var

på størrelse med schæferhunde, mens

vi chokerede måtte konstatere, at vi

ikke havde andet at forsvare os med end

vores tandbørster! Så med ét måtte vi

indse, at vi ikke var nær så modige, som

vi selv havde troet, og at der ikke skulle

andet end et lille pelsdyr til at skræmme

livet af os!

Hytterne var adskilte, så der var en mandehytte,

en kvindehytte, en køkkenhytte,

samt en hytte til svinene. Deres svin

er deres eneste handelsvare, hvorfor de

er af utrolig værdi. Vil den gamle so ikke

selv amme smågrisene, er det kvindernes

opgave, hvorfor en sådan kvindes

bryster ikke altid er et kønt syn! Det

var kvindernes hænder heller ikke nødvendigvis.

For at

illustrere at kvinderne

bærer sorg

(hvis de har mistet

et barn, en

mand, en onkel

eller andet familiemedlem),

så er

det kulturen, at

de får hugget et led af en finger. For at

stoppe blodtilførslen til fingrene binder

man først en stram bambussnor rundt

om hendes overarm, hvorefter man tæsker

hende på kroppen med en kæp.

Dette er for at flytte smertestedet.

Uden bedøvelse - og blot med en sten

som redskab - hugger man nu fingeren

af kvinden. ofte er det langtfra nok at

hugge en enkelt gang, hvorfor man hugger

igen og igen og….

Kannibalisme

Apropos svin og kvinder, så kan man

købe sig en kone, hver gang man har

fem svin. Dette siger lidt om værdiforholdene!

På et tidspunkt overvejede vi,

om vi skulle nævne for mændene, at

man i Danmark har svineavlerstationer

med mange tusinde svin. Ved den oplysning

må disse mænd nær kunne besvime

ved tanken om al den ubegrænsede

sex, de kunne have udsigt til!

Visse steder har de stadig tendens til at

spise andre mennesker. Til tider fordi

de skal hovere over de fjender, de har

slået ihjel i kamp. Flere steder er denne

form for kannibalisme dog mere et led i

deres ”variation af kostplanen”. Som vi

fik det forklaret af bærerne, så har man

Idet jeg satte den på

hovedet af ham, vidste

jeg ikke om han fandt det

nedværdigende



derinde dybt i junglen jo ingen adgang

til kosttilskud, vitaminer m.m. Derfor

begraver man den døde i jorden i ca. 30

dage, inden man graver liget op igen,

for dernæst at knuse kød og knogler i

en form for vælling tilsat alkohol. Denne

blanding giver de naturlige tilskud til

kroppen. Velbekomme!

Dette område hører jo ind under

Indonesien, hvor man mange steder

er lettere pinlig

berørt over, at

man, set med

deres øjne, stadig

har så ”primitive”

folk i landet.

Derfor har

man tilsvarende

en tendens til at

forsøge at skjule sandheden om denne

levevis. F.eks. spurgte jeg en af bærerne,

der jo selv kommer fra junglen, om

han havde smagt menneskekød. Han

nægtede pure, men da jeg sagde, at jeg

havde hørt, det smager lidt som kylling,

svarede han: -”Ja, jeg syntes blot, det

er lidt mere saftigt”.

Poul Kjøller og ballonhatte

I bund og grund var de lokale stammer

utroligt lattermilde. når vi tog vores

skinnende sølvjakker på, så vidste de

hurtigt, at det betød, at nu skulle der

underholdes. Så troppede de op for

at se tryllerier, ballondyr, høre Jodle

birger- og Poul Kjøller-sange, osv.

Set med vore europæiske øjne var de

langt tilbage i udviklingen. På den måde

forstod de ikke meget af trylleriet, men

syntes for så vidt kun, at det da var

soleklart, at man evt. kunne trylle et

gult silketørklæde rødt. noget så uhørt

mystisk som et silketørklæde måtte da

også kunne skifte farve! Men de grinede

og skreg af fryd, når en høvding blev

kaldt på ”scenen” og der blev udsat for

diverse magiske udskejelser. Der blev

tryllet dyr frem, ting forsvandt for næsen

af dem, ildkugler fløj omkring i luften

osv. Høvdingen fik en farvestrålende

Først punkt på dagsordenen: besøg i høvdingens hytte, for at udveksle gaver. Frygtindgydende ser han ud…

10 GLOBEN nr. 29 / September 2007 GLOBEN nr. 29 / September 2007 11


allonhat som tak for hjælpen. Idet jeg

satte den på hovedet af ham, vidste jeg

ikke om han fandt det nedværdigende.

Men han spankulerede stolt rundt med

den hele dagen og stod dagen derpå

foran min sivhytte om morgenen, da

jeg kom op. Han havde tårer i øjnene og

viste mig, at den

var sprunget. Vi

kunne ikke kom-

munikere med

ord, men jeg

forstod ham og

formede en ny.

Han smilte sit

tandløse smil og

øjnene lyste af lykke, da han løb ud til

sine kollegaer for at vise dem sin nye

hovedbeklædning!

‘ En høvding sad således

i tre timer og skreg af

grin, indtil flasken med

boblevand var tom


lige som der i De berejstes Klub er

medlemmer, der ønsker at fordybe sig

i de enkelte lande, mens andre helst vil

rejse igennem så mange lande som muligt,

så kan der også være forskellig opfattelse

af, hvornår en rejse som denne

er kulturimperialistisk. Men når man har

set den glæde og det liv, der var i de

lokales øjne, så ved man tilsvarende, at

man har bidraget med noget positivt,

som de vil huske for noget sjovt mange

år efter. Andre rejsende ser jo kun lokale

gennem et kamera, så hvilken form

Dansk magi i urskoven. De lokale stammefolk er på en gang bange, men også

nysgerrige over Jespers trylleri.

man vælger, er jo heldigvis individuel.

Jeg kan blot berette om mennesker, der

nød vores koncept.

Sæbeboblernes lykke

De voksne mennesker var meget betagede,

da vi lærte dem at blæse sæbebobler.

Igen og

igen pustede de,

når vi gav dem

muligheden. en

høvding sad således

i tre timer

og skreg af grin,

indtil flasken

med boblevand

var tom. Så kiggede han med forundrende

øjne ned i den og forstod ikke

sagens sammenhæng.

Det mest magiske for dem var dog en

tingest, vi havde med fra vores verden:

et magisk redskab man kalder for en

lighter. Tænk at kunne tænde ild blot

med et fingerknips! For dem, der hver

gang de skal lave ild må stå med to

stykker træ, var dette et vildt syn. Et

andet hit var ting der kunne sige lyde.

En fløjte, en kazoo, en tamburin osv.

var uhørt spændende for dem. De var

meget musikalske, men havde stort set

ingen instrumenter bortset fra små harper,

de havde lavet af træ og siv, og som

de gemte i deres huller i ørerne. Men

med deres musikalske evner og vores

instrumenter, jammede vi snart lystigt

om natten. Det var en gensidig kulturudveksling

på forunderlig vis.

På samme måde kom de med gaver til

os. I mange lande gør de lokale dette i

håbet om at modtage et økonomisk bidrag

fra den rejsende. Men da de ikke

havde penge i junglen, var dette ikke

tilfældet. I stedet jublede de, når de fik

ballonhatte, ballonsværd, ballonøkser,

ballondyr osv. Altså ting de kendte fra

hverdagen, der nu blev formet i ballon.

Dyrene legede de med, og hattene kom

på hovedet.

lokal ”nationaldragt”

At de var pyntesyge sås også på deres

penisfutteral. ligesom vi i den civiliserede

verden har forskellige bukser, så

havde disse mænd forskellige futteraler:

et almindeligt til hverdagsbrug, et

mere voldsomt til når de var i krig, samt

et vaskeægte fest-futteral til når de rigtig

skulle være fine. Dette var pyntet

med små perler og en lille pelsdusk i

spidsen!

På sidstedagen for vores besøg følte vi,

at tiden nu var kommet til, at vi også

skulle forsøge os med denne særlige

Det store hit i junglen: Sæbebobler. Høvdingen blæste i tre timer.

beklædning. Af en høvding fik vi overrakt

et par penisfutteraler, som dog ikke

var nemme at få sat på plads! om end

de ikke ser ud af meget, så tog det uden

tvivl længere tid at få dem monteret

korrekt, end hvis

vi skulle have

været i gallatøj

til et Dronningebesøg!

Idet de lokale

mænd er mindre

af kropsbygning,

så var størrelsen på de udhulede kalabasrør

mere tilpassede deres kønsorganer,

hvorimod vores gjorde modstand(!),

når vi forsøgte at proppe den

ind i det lille hul. Men hjælpen kom fra

en uventet side, da en lille kroget mand

pludselig tog fat i vores ædlere dele

med en sikker hånd. Han asede og masede

med vores mandighed, indtil røret

nu sad hvor det skulle. en temmelig

grænseoverskridende behandling, som

dog hurtigt fortabte sig, da jeg så, at

manden herefter fortsatte sit arbejde

med at stå og tilberede maden. Han var

åbenbart kokken og syntes i øvrigt ikke,

det var nødvendigt lige at vaske sine

hænder efter at have famlet med vores

mere intime dele.

Da vi endelig kom i denne form for ”nationaldragt”,

var de lokale ødelagte af

grin. De hujede og skreg og kaldte på

de øvrige fra stammen. Alle skulle være

med til at grine af os. De syntes, det

var så uendeligt morsomt, at de kunne

se vores numser, men tænkte åbenbart

ikke over, at de selv har gået med bar

røv gennem hundreder af år!

De fotos og tv-klip, der blev foreviget

på dette tidspunkt, kom efterfølgende

til at gå Danmark rundt. Samtlige aviser,

kulørte ugeblade, tv-stationer m.m.

bragte pludselig disse særprægede danskere

iført penisfutteral. Ikke just den

omtale min halvgamle mor fandt mest

smigrende!

For vi rejser ikke bare

for at FÅ oplevelser, men

i lige så høj grad for at

GIVE oplevelser



efter dette penisrør-optrin var det nu tid

til at forcere junglen for at komme tilbage

til den verden, vi kom fra. Med en

begyndende malaria rasende i kroppen

var jeg omtåget og meget svag, da vi

begyndte hjemturen

gennem

den voldsomme

jungle.

Andre rejsende

har ofte kæmpet

sig gennem

vilde strabadser

med kufferter fulde af antibiotika for

at helbrede de syge, glasperler for at

købe land eller biblen for at missionere.

Vi kom rejsende med musik og trylleri i

håbet om at udveksle smil på kryds af

grænser og evolutionstrin. Vi fik venner,

Profil: Jesper Grønkjær

født i Århus, år gammel.

Har i 1 år levet som en af

landets få professionelle tryllekunstnere.

arbejder ved siden

af dette som foredragsholder,

forfatter, freelancejournalist,

skuespiller, instruktør på guideskoler

m.m.

Igennem mere end ti år har

jesper gjort det til sit varemærke

at rejse ud til nogle

af klodens mere særprægede

steder, hvor han med et hold af

bærere - og sin tryllekuffert på

nakken - drager på ekspeditioner

for at optræde med trylleri,

ballondyr og Poul Kjøller-sange

for et ofte undrende publikum.

Til tider løber lokalbefolkningen

væk ved dette syn, men oftest

optages jesper i inderkredsen

ved høvdingen eller medicinmanden.

Foruden en række rejser og trylleshows

i Sydeuropa har rejserne

bl.a. været:

der lever så uendelig fjernt fra vores liv,

og vi fik smagt på hinandens hverdag.

For vi rejser ikke bare for at FÅ oplevelser,

men i lige så høj grad for at GIVe

oplevelser.

De faktuelle oplysninger, jeg har forsøgt

at gengive i artiklen, relaterer til de informationer,

vi fik fra de lokale. Enten i

de civiliserede dele af Indonesien eller

af de lokale i junglen. Men da det set

med danske øjne er et primitivt område,

hvor stammefolket ikke altid kender til

resten af områdets forhold, eller for så

vidt ved, hvad der findes på den anden

side af bjergene, så var der flere selvmodsigelser

i deres udlægning af deres

livsførelse. ovenstående beretninger er

de, som var mest troværdige, og som

gik igen undervejs på ekspeditionen.

På tømmerflåde ned af

Amazonfloden i Sydamerika for

at komme ud til flodindianerne,

gennem junglen for at komme ud

til kannibalstammer i Irian Jaya i

Indonesien, op til inka-efterkommerne

i andesbjergene i Peru,

hos massai-krigere i afrika samt

”Verdens første trylleshow” på

den grønlandske indlandsis.

Desuden har trylleriet bragt

jesper til de store kasinoer i las

Vegas og på Harley Davidson

motorcykel gennem Nevadaørkenen.

Sidste udenlandsturne

gik til natklubber i new

York, hvor han optrådte som

drag queen. Herefter blev den

feminine livsstil skiftet ud, da

showet rejste til Texas, hvor

jesper optrådte på saloons som

cowboy. Endelig gik turen til

slumkvarterene på Cuba og til

narkoprostituerede i Caribien,

hvor der om natten blev optrådt

for og hos de lystige piger.

12 GLOBEN nr. 29 / September 2007 GLOBEN nr. 29 / September 2007 1


MED SKI OG PULK

TVÆRS OVER

INDLANDSISEN

- fra øst til vest på 27 dage

TEKsT: ELsA rAnzAu

foTo: DAvID KATznELson, ELsA rAnzAu og rAsmus grEgErsEn

1 GLOBEN nr. 29 / September 2007

Så går det fremad og jævnt op ad bakke.

Vi skiftes til at gå forrest et kvarter ad gangen.

Foto: David Katznelson

Forfatteren i gang med at smelte 9 liter vand. Når vi er i lejr om aftenen, er der konstant en person i gang med at smelte sne til drikkevand.

I

april 2007 fik jeg muligheden for at

virkeliggøre en drøm, jeg har haft

i de sidste 5 år, nemlig at krydse

Grønlands indlandsis på ski.

Fem år tidligere tilbragte jeg et år i

Grønland, og jeg har tit stået på forskel-

lige fjeldtoppe og kigget ud over hori-

sonten og været målløs over den ufatte-

lige storhed i landskabet, som strækker

sig så langt man kan se med forrevne

fjeldtoppe, fjorde og is. Tanken har tit

strejfet mig, at hvis man fortsætter ud

mod horisonten, kan man gå 600 km.

uden at møde andre mennesker eller

tegn på civilisation, og dét er jo en fa-

scinerende tanke i sig selv.

Isortoq

Fem år senere befinder jeg mig i den

lille Østgrønlandske bygd Isortoq, hvor

vores lejede helikopter netop er lettet

og har forladt os – nu er det alvor!

Sammen med min kæreste Rasmus

og vores kammerat Per har vi tilslut-

tet os en 8 personers ekspedition fra

nerthus explorer med en leder, som er

både tidligere Sirius patrulje mand og

jægersoldat.

Forud er gået halvandet års træning,

hvor vi bl.a. har trukket rundt ude i

skoven i weekenden med tre bildæk

på slæb, til stor morskab for andre af

skovens gæster, men det er den bedste

måde at træne sig op til at trække

en pulk, der vejer mere end ens egen

kropsvægt, når nu vi ikke er velsignet

med sne i Danmark.

I Isortoq skal vi klargøre de sidste ting

til ekspeditionen, bl.a. skal al maden

pakkes dobbelt ind i små plastposer

med dagsrationer, både for at det skal

være nemt ude på isen, men også for

at maden ikke skal blive ødelagt, hvis

f.eks. en dunk med brændstof skulle

blive utæt undervejs.

Bygdens børn er især meget interesserede

i at hjælpe os med at pakke vores

slikposer. Vi er nærmest udsat for

en sand belejring af unger, som står

klistret op af vinduet og kigger på det

imponerende syn af flere sække Ritter

Sport og flyttekasser med Matadormix.

Vi får også testet teltene, kogeapparaterne,

satellittelefonerne osv. Til sidst

får vi den endelige tilladelse fra det

Grønlandske politi til at påbegynde ekspeditionen,

efter de har sikret sig, at

vores sikkerhedsudstyr og proviant lever

op til kravene. Dette klares dog via

telefonen, da det lokale politi sidder i

Tasiilaq, den nærmeste by.

opstigning på isen

Efter et par dage i Isortoq er vi klar til

start. Vi er alle meget spændte, og der

hersker en meget hektisk stemning i

forsamlingshuset, hvor vi har fået lov

at indlogere os. Alle løber rundt og skal

ordne et utal af småting. Det er ikke nu,

man må komme til at glemme noget.

Vi har allerede prøvepakket pulkene

og vejet dem aftenen før. Som gruppens

mindste deltager, samt den eneste

kvinde, får jeg lov at slippe med en pulk

på 65 kg, hvor flere af de store gutter er

tæt på at trække 85 kg. Heldigvis bliver

pulkene lettere efterhånden som vi får

spist maden og brugt af brændstoffet.

Den første dag får vi hjælp af to hundeslæder,

så vi hver kan nøjes med at

gå med én pulk i stedet for to, som er

det normale. Med os har vi bare det allermest

nødvendige for at kunne klare

en nødsituation, dvs. soveposer, liggeunderlag,

varmt vand, varmt tøj, skovle,

slikposer og gevær, da Grønlands østkyst

er kendt for sine isbjørne.

Der går ikke lang tid før vi virkeligt sætter

pris på hundeslæderne, for opstigningen

til isen er stejl. Da vi forlader

bygden er det oven i købet snevejr, så

vi må gå op ad bakke en hel dag i dyb

sne, hvor vi må skiftes til at gå forrest

GLOBEN nr. 29 / September 2007 1

Foto Rasmus Gregersen


Foran lejren, få timer før den blev ødelagt i den første snestorm.

Fra venstre: Rasmus, Elsa og Per.

og trampe spor til hinanden. ”Puha, og

i morgen bliver det med dobbelt så me-

get vægt”, kan jeg ikke lade være med

at tænke. Da vi har gået omkring 20 km.

og 500 højdemeter er vi rigtigt trætte.

Her siger vi farvel til de grønlandske fan-

gere lars og Salo samt hundeslæderne,

og vi kan slå vores første lejr op.

Så er vi alene

Da fangerne er kørt, er vi alene, og vi

ved, at vi ikke kommer til at se andre

mennesker end de andre i gruppen i den

næste måneds tid. Vi får slået lejr op,

og det går heldigvis problemfrit, da vi

har øvet det på en uges træningstur i

norge.

når man er kommet i lejr er der meget,

der skal ordnes. Først skal teltene rejses,

og der skal skovles sne op ad kanterne

på teltene, så der ikke kan komme

vind ind under. Så skal der bygges snemur

og toilet (en ekstra snemur, hvor

man kan få rumpen i læ samt få lidt

privatliv), og der skal smeltes vand og

laves mad.

næste dag er der strålende solskin, og

det tunge arbejde med at trække to

pulke op af bakke giver virkelig varmen,

flere går rent faktisk med bare arme og

kampsveder alligevel.

På et tidspunkt bliver det for stejlt, og

vi må koble den ene pulk fra og gå op

af bakken med en pulk ad gangen, for

Dagsmarch på Indlandsisen. Vi er godt i gang med krydsningen.

Nogle dage er ensformige og så virker turen uendelig.

Foto: David Katznelson

Foto: David Katznelson

derefter gå tilbage og hente den anden

pulk. Det er virkeligt hårdt arbejde.

Snestorm, ødelagt lejr og

snehule

Den anden nat vågner vi til en hylende

snestorm. Vi kan mærke, at teltet efterhånden

bliver trykket mindre og mindre

fra siderne af vægten fra den megen

fygesne, og selvom vi er ude og forsøge

at grave noget af det væk, bliver

det bare værre og værre. Vi hører også

et par teltstænger knække, og teltet

er efterhånden kun halvt så stort, som

det burde være. Det er ikke til at vide

hvordan det skal ende, så vi pakker vores

ting og vil forsøge at komme over til

de andre i deres telt, men da vi åbner

teltdøren, kigger vi bare ind i en mur af

sne. Selvom vi

prøver at grave

os ud med vores

spisekar, er der

ikke meget at

gøre. Heldigvis

kommer jeg i

tanker om, at

jeg har en nødfløjte

siddende i min skijakke, og den

pifter jeg i, indtil vores leder hører det

og giver sig til at grave os op. Her finder

vi ud af, at der nu kun er ét telt tilbage

ud af de tre, vi plejer at have, da de to

andre er kollapset under snemængderne,

og at der er tre mand i gang med at

grave en snehule, vi skal evakueres til. I

mellemtiden skal vi forsøge at holde det

Kraftig snefygning under den anden snestorm. Vi er sneet inde i tre en halv dag,

og bevæger os kun udenfor teltene, når det er strengt nødvendigt.

‘ Tre har fået forfrysninger,

og vi er alle trætte, sultne

og forskrækkede over

uvejret


sidste telt stående, så der skal konstant

graves omkring det. Uvejret er så voldsomt,

at man knap kan tro det. Man må

stå lige ved siden af hinanden og råbe,

hvis man skal gøre sig håb om at blive

hørt, og man kan ikke se fra det ene telt

til det andet, selvom der kun er cirka en

meter imellem dem.

endelig kommer vi ned i snehulen, hvor

der er helt stille i forhold til uvejrets rasen,

og vi begynder langsomt at få varmen

igen. Det har taget 8 timer at grave

snehulen. Tre har fået forfrysninger, og

vi er alle trætte, sultne og forskrækkede

over uvejret.

efter at vi har ligget i snehulen et døgns

tid stopper uvejret så pludseligt, som

hvis nogen havde slukket for det, og vi

kan gå op i solen

og begynde på

opgaven med at

grave 1,5 meter

sne væk fra teltene

og reparere de

ting, som er gået i

stykker. Heldigvis

kan teltene syes

og teltstængerne repareres, så turen

kan fortsætte.

Videre på tur

Det går stadig stejlt op ad bakke, men

vi er ved at vænne os til belastningen.

Vi går korte dagsetaper, enkelte dage i

svært føre går vi kun 7 km. Nogle dage

er det som at gå på et hav med frosne

Foto: David Katznelson

Vores lejr efter snestormen. Kun toppen af de to telte er synlige, mens resten

ligger under cirka halvanden meter sne. Nu skal lejren graves fri for sne.

bølger, andre dage går det bare jævnt

op ad bakke.

De fleste dage har jeg en følelse af at

være verdens heldigste menneske, at jeg

får lov at have denne oplevelse at være

på ekspedition på indlandsisen, og jeg

er konstant imponeret over landskabets

storhed, barskhed og uberørthed. Men

bare et par timer senere kan det være så

hårdt, at jeg forbander mig selv for ikke at

have valgt en lidt mere magelig hobby.

Gruppen kender efterhånden hinanden

godt, og vi er heldigvis kommet af sted

med en flok flinke folk, som oven i købet

kan være ret underholdende at være

sammen med, og der er højt humør i

madteltet om aftenen. Hver aften spiser

vi samlet aftensmad i det ene telt,

så vi får en chance for at snakke om

dagens begivenheder. nogle aftener er

der ”surprise”, hvor vi skiftes til at tage

en overraskelse med til gruppen, f.eks.

cola, lagkage eller sågar en hindbærsnitte

fra bageren, som først må tøs op

over brænderen. Aftensmaden består af

forskellige frysetørrede retter, som faktisk

smager ret godt, når man har været

en hel dag på ski.

Til frokost har vi hver en slikpose på et

halvt kilo, fyldt med chokolade, kiks, lakrids

og vingummi.

Storm igen

nogle dage senere rammes vi af endnu

en storm, men denne gang bliver teltene

Foto: Elsa Ranzau

heldigvis stående. Træls er det alligevel

at være sneet inde to personer i 3½ dag

på en plads, der er på størrelse med et

skrivebord, især fordi man bare kan ligge

og tænke på, at jo mere tid vi må ligge

vejrfast, jo mindre

bliver chancen

for at vi når over

til vestkysten. Vi

er kun ude af teltet

et par gange i

løbet af den tid vi

er sneet inde, så

der går meget tid

med at sove, læse

og spille yatzy samt at regne på, hvor

mange kilometer vi skal gå de resterende

dage, hvis vi skal nå vestkysten.

Vi spiser og drikker minimalt, mens vi er

sneet inde, da vi skal spare på maden,

og da toiletbesøgene er en større udfordring,

som man forsøger at udsætte så

længe som muligt.

Jeg har inden vi kommer i lejr pådraget

mig en ordentlig forfrysning på den ene

kind, og jeg får endnu en på hagen, da

velkrolukningen i min dunjakke iser til,

så den blæser op, mens jeg er ude og

grave telt fri.

Denne storm tager livet af den ene lynlås

i teltet samt knækker endnu en teltstang,

men vi kan stadig fortsætte.

nu bliver det hårdt

nu bliver det rigtigt hårdt. På grund af

de to snestorme samt diverse forsinkel-

Solnedgang på Indlandsisen. Vi har bygget en lille snemur bag hvert telt, og

spændt reb mellem teltene, så man kan finde de andre i dårligt vejr.

‘ Hver eneste dag er det

sand nydelse, når man

kommer ind i teltet og får

varme filtsko på og en kop

varm kakao


Foto: David Katznelson

ser på Island på vejen til Østgrønland,

har vi mistet i alt otte dage, så hvis vi

skal nå vores mål, må vi sætte tempoet

i vejret. Vi bliver nødt til at gå cirka 35

km. om dagen de næste cirka ti dage,

så der bliver ikke

meget tid til lejrhygge.

Heldigvis

kører rutinerne

godt nu, og vi

kan hurtigt rejse

lejren.

Vi har delt det

op på den måde,

at vi hver især får rollen som enten

udendørsmand eller indendørsmand.

Udendørsmanden sørger f.eks. for at

bygge snemur, mens indendørsmanden

går i gang med vandsmeltningen, så

snart vi er kommet i lejr. Det er nødvendigt

at gøre det på den måde, for nu går

vi 11 timer dagligt og kommer først i lejr

ved 21-tiden. Og da det tager omtrent

tre timer at smelte vand til alle vores

termokander, kommer vi tidligst i seng

ved midnat.

Samtidig kan indendørsmanden sørge

for, at der er varm kakao og knækbrød

med tandsmør klar til makkeren, når

han kommer ind.

Hver eneste dag er det sand nydelse,

når man kommer ind i teltet og får varme

filtsko på og en kop varm kakao.

lejrrutinerne indebærer også at huske

at tø ting op. Kontaktlinsevæsken skal

1 GLOBEN nr. 29 / September 2007 GLOBEN nr. 29 / September 2007 17


Vores lejr har udsigt til solnedgangen ved midnatstid, og selv om det er koldt må vi lige ud og nyde udsigten.

tøs op i lommen i god tid, solcremen

skal tøs op om morgenen, så man kan

blive smurt ind. og hvis vi vil vaskes,

skal vådservietterne tøs op i soveposen

i løbet af natten, så man kan vaske sig

næste morgen.

Ved midnatstid lige inden vi går i seng,

er der nogle af de flotteste øjeblikke på

hele turen. Himlen er helt rød ude i vest,

for solen er ikke gået ret langt ned bag

horisonten, og i tusmørket kan man se

enkelte klare stjerner på den ufattelig

store himmel. På dette tidspunkt af turen

bliver det efterhånden ikke rigtigt

mørkt længere, mens vi i starten af turen

så nordlys om aftenen. Heroppe får

lyset hurtigt magt.

Ved 7-tiden om morgenen bliver vi normalt

vækket ved, at der bliver råbt godmorgen

fra naboteltet – så er det med

at komme ud af fjerene i en fart og begynde

at varme vand til morgenmaden,

som består af havregryn med resterne

af vores slikposer hældt over. Det bliver

en helt speciel polar-müsli med labre lar-

Bræfaldet på Vestkysten. Her må vi hjælpes ad med at få pulkene

op ad bakke. Heldigvis er pulkene ikke så tunge længere.

18 GLOBEN nr. 29 / September 2007

ver, lakridser, peanuts og chokoladerester.

Jeg står normalt op først og hænger

vores soveposer til luftning ude på

skiene, for at få bare noget af fugten ud

af dem. Vores udånding skaber kondens,

der sætter sig på soveposerne, som så

fryser til, så vi har en del is i soveposerne.

når det er værst, føles det som at

banke på et frossent bræt. Samtidig fejer

jeg sneen af teltet, så den ikke smelter,

når vi begynder at koge vand, så kan

det nemlig fryse fast på teltstængerne,

så de ikke kan pakkes sammen.

nogle morgener har jeg lidt ondt af mig

selv, for hver eneste nat vågner jeg 4-5

gange, fordi mine hænder og arme sover,

så jeg må forsøge at nive og banke

liv i dem igen, og det stjæler tiden fra

de max. syv timers søvn vi får.

Summit

et af vores helt store delmål på turen er

Summit, Grønlands højderyg, som ligger

på omkring 2500 højdemeter, men

helt præcist hvor højt ved vi ikke. Hver

aften, når vi mødes i madteltet, kigger

vi på kort og regner på, hvor langt vi har

tilbage til Summit.

Stor er glæden en dag, da GPS’en efter

ca. 2470 m. viser, at vi begynder at falde

– vi går ned ad bakke for første gang

på turen. Det må straks fejres med et

gruppefoto på indlandsisens top, og alle

er glade. Der går desværre kun få minutter,

så begynder vi at stige igen, vi

har fejret Summit det falske sted!

Det viser sig senere, at vores lejr den

aften ligger på turens højeste punkt, ca.

2480 m. Nu kan det kun gå ned af bakke

med de efterhånden noget lettere pulke,

det bliver jo lutter lagkage tænker vi.

diarre i stormvejr

Helt så nemt går det dog ikke.

efterhånden har vi næsten alle sammen

fået dårlig mave, sandsynligvis fordi vi

indtager så mange kalorier, at kroppen

ikke kan nå at fordøje dem. og der er jo

grænser for, hvor sjovt det er at skulle

foretage fem daglige ekspresbesøg på

potten, når temperaturen er som i en

dybfryser tilsat blæsevejr.

Foto: David Katznelson

Foto: David Katznelson

Efter 27 dage på isen er eventyret slut, og vi står nu på vestkysten, tæt på Kangerlussuaq. Alle ser frem til et varmt bad og masser af god mad.

en dag bliver det da også min tur til med

et desperat blik i øjnene og bevæbnet

med en spade og en toiletrulle under

armen at fare væk fra sporet og fra de

andre, som jeg håber er diskrete nok til

at kigge den anden vej, da der absolut

intet er, man kan gemme sig bag.

På en Top 10 liste over verdens værste

steder at få diarré må indlandsisen i

stormvejr komme ind på en topplacering.

I løbet af et splitsekund er mit undertøj

fyldt med fygesne og fingrene er stivfrosne,

da lufferne kortvarigt må af. Som

om det ikke er nok vælger lynlåsen i mine

bukser lige netop i dette øjeblik at lyne

sig fast i stoffet, så jeg ikke kan få den

lukket. Ud af øjenkrogen ser jeg min toiletrulle,

som accelerer ud over indlandsisen

med papiret flagrende efter sig og

med en topfart, så det ville være umuligt

at indhente den.

Ak ja, nu skal der spares på toiletpapiret.

fugle-besøg i lejren

en aften sidder der en fugl på sneen, da

jeg kommer ud af teltet for at gå over

i naboteltet og spise aftensmad. Jeg

må næsten gnide mig i øjnene, for det

er det første levende væsen vi har set

siden hundeslæderne sagde farvel, og

nu sidder den bare 3-4 meter fra mig

som om det var det naturligste i verden.

Jeg bliver helt euforisk og råber til

alle de andre, at de skal komme og se

fuglen, men det får den mærkeligt nok

til at flyve væk, hvilket ikke gavner troværdigheden

af min historie – jeg bliver

sågar beskyldt for at have drukket af

kogespritten!

Men underligt er det, hvad en fugl laver

120 km. inde på isen, hvor der absolut

ingen føde er for den – vi må jo også

tage hatten af for fuglen, som har fløjet

120 km. uden mad, når vi kun kan gå 45

minutter, inden vi skal spise chokolade

eller kiks.

Samtidig ved vi, at fuglen er det første

tegn på, at vi nærmer os vestkysten.

De følgende dage ser vi fugle hver dag,

og vi begynder at spejde efter de vestgrønlandske

fjelde. Vi anstrenger os så

meget for at se dem, at selv skyerne

pludselig ligner fjelde.

endelig, den næstsidste dag, kan man

ikke længere være i tvivl – nu har vi

vestkystens fjelde i syne og mangler

kun bræfaldet.

Bræfaldet

De sidste 20 km. af isen er et utroligt kuperet

område, hvor der både kan være

gletsjerspalter og store kupler af blank

is, så man skal

navigere rundt i

et eventyrlandskab,

som en

slags frossen

labyrint, hvor

man går nede i

gangene og forsøger

at finde

den nemmeste vej mellem væggene af

blank is.

Heldigvis har vi fået nogle GPS-punkter

fra en tidligere ekspedition, som viser

en farbar rute gennem dette mærkelige

landskab.

En enkelt gang må vi krydse en snebro

over en stor spalte, men ellers er isen

god dette år, og vi slipper for at gå bundet

sammen i reb. På et tidspunkt må vi

have skiene af og gå med steigeisen, da

det er umuligt at stå fast, når man skal

klatre op af kuplerne af blank is.

Pludselig får vi øje på en efterladt pulk

med udstyr i 80’er stil inde mellem to

iskupler (måske efterladt efter en evakuering?)

– en påmindelse om, at det er

alvor at færdes i dette område.

Det sidste stykke må vi

hjælpe hinanden med at

trække pulkene op ad de

meget stejle is-skråninger


Det sidste stykke må vi hjælpe hinanden

med at trække pulkene op ad de meget

stejle is-skråninger.

The end

De sidste meter ind til fjeldene er en

bevægende oplevelse, for nu har vi virkeligt

gjort det, vi har krydset Grønland

på ski efter 27 dage, har trodset to voldsomme

storme og har gået de 600 km.

fra den ene kyst til den anden over et af

de mest øde områder, der findes på jorden.

Da vi er fremme og for første gang

kan røre ved fjeldene, falder vi hinanden

om halsen og alle får kæmpe knus,

og jeg er ikke langt fra at måtte knibe

en enkelt tåre.

Samtidig får vi øje på en bus, som er

kommet for at

hente os, og flinke

mennesker kommer

ud med roast

beef madder, øl,

cola og frugt til

os. Jeg er bange

for, at vores bordmanerer

lader

noget tilbage at ønske, da vi hugger al

maden i os, som om vi ikke havde spist

i flere dage.

Tilbage i Kangerlussuaq bliver vi indlogeret

på vandrehjemmet, hvor der bor

en anden ekspedition, som vi kender.

Her har de rare mennesker købt pizza

og øl til os, så det hugger vi også i os

– vi har overhovedet ingen mæthedsfornemmelse.

I spejlet møder der mig et frygteligt syn

– en solskoldet person med Bob Marley

hår og sår i ansigtet efter forfrysninger

og som i den grad ser ud til at trænge

til et bad.

Men det har været det hele værd!!!

GLOBEN nr. 29 / September 2007 19

Foto: David Katznelson


Hos Mama Natti i

bleg pige lidt, som da jeg en aften tris-

sede rundt på vej tilbage til sovesalen,

og der trådte en knap to meter høj, sort

og derfor godt skjult mand ud foran mig

og råbte ”bula!” efterfulgt af et kæmpe

hvidt tandsmil. Men flinke, det var de.

Den øde ø, som hotellet lå på, var en rigtig

”Honeymoon destination”. Charlotte

og jeg var dog enige om, at det var et

skidt sted at tage hen på bryllupsrejse,

for der var utrolig varmt og fugtigt, og

tanken om at være tættere end 30 cm

på et andet menneske var næsten ubærligt.

Solen bagte også heftigt. Charlotte

fik en andengrads solskoldning på benene,

dér hvor hun havde glemt at smøre

solcreme på - i skyggen vel at mærke!

20 GLOBEN nr. 29 / September 2007

Vores madmutter i

bjerglandsbyen Mama

Natti med det for fijianere

så typiske afrohår, som

fungerede glimrende som

penneholder m.m.

TEMA:

Stillehavet

landsbyen, og at bilen som skulle køre os I nærkontakt med den

skulle alle rykke sig. Det var den men-

havde firehjulstræk, da det havde regnet lokale ungdom

neskelige udgave af et 3D-puslespil.

meget og vejene var ‘dirt-tracks’.

næste dag blev vi - fulde af optimisme

Fijis jungle

frem og tilbage er lige langt

næste morgen blev vi hentet af en lille

inder i hans pickup med bænke på ladet,

som kunne give nogle ordentlige

smæk i bagpartiet, når bilen kørte hen

og blå mærker i nummeren - hentet

klokken syv om morgenen. Jubii, det

tydede allerede godt, og denne gang

havde bilen firehjulstræk, som chaufføren

undrende viste frem på vores

forlangende. ‘NU

De unge mænd var nysgerrige overfor os

to piger, der rejste alene: ‘Hvorfor er I

ikke gift?’ (vi opdigtede straks en forlovet

hver), ‘Vil I giftes og tage os med til

Danmark?’ og ‘Hvad skal I lave i landsbyen?’

Vi fortalte, at vi

over ujævnheder. Det var smukt at føl- skal vi af sted,

bl.a. ville besøge dege

skiftet fra lavland til højland på den eventyret venter

res kirke, da vi havde

frodige ø, der lå som en grøn top i det endelig forude’,

hørt, at fijianere sang

TEKsT og foTo: ChArLoTTE fELK

bølgende blå hav, mens vi sneglede os tænkte jeg lettet.

så smukt. Det kølede

op ad vejene. Da vi efter tre timer ende- Men nej, bilen

interessen lidt, at de

lig var nået halvvejs, blev vi mødt af en blev blot kørt ned

troede, vi var meget

fiji er drømmedestinationen på jordomrejsen. Men storslåede indre

jeep med soldater. ‘I skal kun køre videre,

hvis I er i firehjulstrækker’, forma-

på en parkeringsplads

bag byens marked, og så holdt vi

religiøse. Af høflighed

bad de Charlotte om at bede bord-

forestillingsbilleder af afslappede dage på en kridhvid sandstrand er ikke

nede de. ‘Jamen, intet problem, vi har der i halvanden time, mens chaufføren bøn ved det første måltid, vi spiste med

det, der primært huskes fra besøget, hvor undertegnede i stedet lærte den

hyret en ordentlig bil’, svarede vi dem handlede ind til Mama natti. Vi var af- Mama nattis familie på guesthouset i

korrekte indtagelse af euforiserende drikke, hvorfor firehjulstræk er at

naivt…og fortsatte vores tur ind i junggjort på ‘Fiji time’.

landsbyen. Så novicen Charlotte impro-

foretrække, samt at Noahs ark har en nebengeschæft i en lille hytte lavet af

bananblade et sted langt oppe i bjergene.

len ad de mudrede veje. Pludselig forstod

vi, hvad soldaterne talte om: Vejen

var de næste mange kilometer forvand-

Denne bil havde ikke bænke, men et

herligt rillet pickup-lad at hvile vore

ømme kroppe på. Vi protesterede over

viserede bl.a. lidt over maden, vejret og

køreturen. Kort fortalt kom hun omkring

nogle usædvanlige temaer indenfor

let til et gigantisk mudderhul med ræ- dette arrangement, da vi nu var be- bordbøn, så jeg måtte kvæle et fnis, let-

Drømmen måtte udleves. Vi havde

en måneds stop på Fiji i forbindelse

med en jordomrejse i

Mærkelig stemning i nadi

efter fem dage på øen, som det tog ti

minutter at gå rundt om, måtte der ske

Vi indlogerede os på et glimrende hostel,

hvorfra kun ét minde umiddelbart

stikker ud. en aften var der en mindre

verødt, sejt mudder, og nu kunne bilen

hverken komme frem eller tilbage. Det

viste sig nemlig, at bilen alligevel ikke

kendt med vejenes beskaffenhed, og

chaufføren fremtryllede en skumgummimadras.

Den var godt nok kun 2 cm

tet over de ikke havde valgt mig.

Noahs ark i bambushytten

2000. Endeløse dage på en eksotisk ø, noget mere, det var simpelthen for ke- brand i baren, som lå lige ved vores

havde firehjulstræk, men at chaufføren tyk, men bedre end ingenting. Vi havde Vores logi var en lille bitte bambus-

dét var lige noget for mig og min vendeligt. Vi sejlede ind til hovedøen Viti værelse. bartenderen var en overmåde

tog chancen, da han gerne ville have tu- fået strenge instrukser om, at vi kun bladshytte med stråtag, som lå på en

inde Charlotte. Så vi indlogerede os på Levu og den efter forholdene store by affekteret, homoseksuel ung mand, og

ren! Charlotte - som jeg aldrig før havde måtte have en lille daypack med hver, stejl skrænt. Det indeholdt to tynde og

et resort på en lille ø. Det satsede på et Nadi. Byen var dog ikke større end at synet af en skruphysterisk mandsper-

set vred - eksploderede i et frygtindgy- da der ikke var plads til mere i bilen. fugtige skummadrasser med myggenet

ungt publikum, så man sov på kæmpe- bygningen ‘Nadi Towers’ kun var to etason, der gik amok med en skumslukker,

dende raserianfald over, at chaufføren Før vi forlod nadi, kom der fem unge over, samt en kæmpe skrubtudse, som

store sovesale, som kun var dækket af ger høj.

vil for altid stå prentet på nethinden.

havde løjet for os. Det var for langt at gå mænd, som skulle med til landsbyen. hoppede ind og ud gennem et hul i væg-

et tag, og alle måltider var inkluderet i

resten af vejen, og blade under hjulene ok, vi kunne stadig være der. På vej ud gen. Jeg lagde mig, hvorefter mit tæppe

prisen. Der var utroligt smukt: kridhvid Der var en mærkelig stemning i byen. For at komme ud og opleve højlandet,

hjalp ikke, så chaufføren måtte gå den af byen samlede vi også et engelsk par bed mig hårdt i foden! Det blev straks

sandstrand, azurblåt hav og ualmindelig Den emmede af et eller andet, som vi tog Charlotte og jeg kontakt til en mand,

tunge gang gennem mudderet efter sol- op, som havde hver deres gigantiske forvist til hyttens hjørne. Det viste sig

flinke lokale, som modtog os med mu- ikke var helt trygge ved. Der var tyde- som kunne arrangere en tur til en landsdaterne,

som hovedrystende trak os fri rygsæk med. Hmm, nu blev pladsen for at være et meget levende logi, vi havde

sik og det evige ‘bula!’, som betød alt ligvis spændinger mellem de afslappede by i bjergene, hvor vi kunne bo hos en

nogle timer senere. Derefter skrump- alvor trang. Vi endte med at sidde seks fået. Det var faktisk en hel lille zoo: Om

fra goddag og farvel, til tak og hvordan fijianere og de meget driftige indvan- dame, der hed Mama natti, som vi havlede

vi hele vejen tilbage til nadi, hvor timer fuldstændig flettet ind i hinanden, morgenen sad der orme fast i mygge-

går det? De indfødte på Fiji var forbløfdrede indere, som sad på økonomien de hørt godt om fra andre rejsende. Vi

vi slukørede og ømme tjekkede ind på mens solen bagte ned over os, og svenettet, de var blevet fanget i maskerne

fende høje, brede og mørke, ofte med et og regeringsmagten. Men vi kunne ikke skulle køre tværs over øen og gennem

vores hostel igen.

den drev. Hvis én ville ændre stilling på vej ind gennem nettet, der var husordentligt

afrohår, som de brugte til at sætte fingeren på, hvad det var, der junglen op i bjergene. Det krævede bare

opbevare blyanter og andet godt i. gjorde det hele lidt elektrisk.

vi havde noget Kava med til høvdingen i Et par grene og palmeblade får ikke en

På udkig efter vandfaldet i junglen. Tøjet er endnu

De kunne dog godt skræmme en lille,

pickup uden 4x4 gennem dette mudderbad,

så vi må køre retur til Nadi

rent, men det skal hurtigt blive anderledes, når

vejen til målet går gennem mudder og kryb

‘ Jeg lagde mig,

hvorefter mit tæppe

bed mig hårdt i foden!


GLOBEN nr. 29 / September 2007 21


Min rejsemakker Charlotte og vores guide, som kendte junglen som sin egen

baglomme. Der var ingen sti, så han huggede en vej gennem junglen med sin

kæmpe machete

tudsen, som gjorde, at jeg begyndte at

banke på, inden jeg gik ind (så kunne

jeg stå udenfor og iagttage den springe

ud gennem hullet), der kravlede mus ud

af Charlottes rygsæk, en høne forsøgte

hårdnakket at få lov til at lægge æg der-

inde, og så var der alle de kryb, vi ikke

ønskede at vide var der…

Besøg hos høvdingen

Om aftenen skulle vi ned til landsbyens

høvding for at overlevere og drikke den

medbragte kava med landsbyens mænd.

Guidebogen forklarede: ‘Kava er en pul-

veriseret rod, som æltes med vand i et

specielt trebenet kar. Det virker mildt

euforiserende, og man får bedøvet

læberne af det, og de lokale mænd er

ganske afhængige af det’. Kort fortalt

lignede kava mudder, og det smagte

sørme også af mudder. Der var nogle

faste ritualer forbundet med indtagel-

sen. en kokosnøddeskal med kava gik

på omgang. Man klappede i hænderne

og råbte ‘bula!’, drak af kokosnødden

og klappede igen. Det var lidt af en oplevelse.

bagefter havde den pavestolte

høvding inviteret landsbyen til at se na-

Der var ekstremt varmt og fugtigt i Fiji, så et

kølende vandløb er rart. Her er jeg på vej hjem fra

kirken, hvor lærerinden viste opfindsomhed udi

opdragelsesmetoder

tionalbesættelsen rugby på hans fjernsyn,

som var byens eneste.

På jungletrek

næste dag skulle vi ud og vandre i

junglen med en sej, gammel gut. Han

havde en machete med og lidt mad.

Det var god, gammeldags jungle, der

omgav landsbyen: våd, fugtig og fyldt

med mudder og kryb. Guiden huggede

sig vej med macheten, mens vi håbede,

at vi ville kunne finde hjem igen. Han

sprang elegant som

en gazelle på de

mudrede skrænter i

sine gamle klipklappere,

mens vi væltede

rundt i vores

dyre vandrestøvler

bag ham. Vi skulle

hen til et vandfald,

og det krævede blandt andet, at vi forcerede

nogle kæmpemæssige, væltede

træstammer. Sådan nogle er jo normalt

meget sjove at klatre rundt på, men

disse var fuldstændig dækket af bænkebidere

i størrelsesordenen ‘lige en

tand mere frygtindgydende end dem i

Danmark’. Så der blev sunket en ekstra

gang, inden jeg gav mig i kast med den

første store stamme.

Til frokost ristede guiden nogle rødder

over et bål til os. Velbekomme!

Æresgæster i kirken

Da det blev søndag skulle vi i kirke og

havde stadset os op efter bedste evne.

Vi ventede pænt på Mama natti, men

hun skulle sgu’ ikke i kirke! Så bordbønnen

den første dag var i sandhed til ære

for os. Således kom det engelske par

samt Charlotte og jeg tyve minutter for

sent til kirken. Vi var rigtig ærgerlige og

tænkte, at vi bare ville kigge ind ad døren

uden at forstyrre.

Mama Nattis hytter, som vi sov i. Vi delte logi med masser af levende væsener,

især hustudsen fik vi et nært forhold til som dagene gik

Da det blev søndag

skulle vi i kirke og

havde stadset os op

efter bedste evne



Ja, sådan foregår det måske i europa,

men da vi tittede ind med vores blege

hoveder, blev gudstjenesten standset,

og vi blev kaldt ind af præsten og måtte

røde i hovederne gå op ad midtergangen

med flere hundrede ansigter kiggende

interesseret på os. lokale blev

gennet væk fra kirkens bedste pladser,

og vi blev bænket som æresgæster.

efter lidt udspørgen på engelsk fra den

karismatiske præst om, hvor vi kom fra

osv., hvilket han oversatte til kirkegængerne,

fortsatte

han ufortrødent

sin medrivende

prædiken, hvoraf

noget foregik på

engelsk til vores

ære, og måske

så han lige kunne

markere overfor

sin menighed, at han var en mand af

format. Og ja, fijianerne var ualmindelig

dygtige og entusiastiske sangere, så

det var en dejlig oplevelse med et enkelt

spøjst indslag, som byens lærerinde

stod for. I den ene side af kirken

sad byens skoleelever i samlet flok. Den

stramtandede lærerinde sad med ryggen

til langsiden, og hver gang en elev

lavede det mindste ballade, hev hun en

lang bambuspind med en tennisbold i

enden frem og gav vedkommende et ordentlig

gok i nøden med bolden. Meget

fascinerende og yderst virkningsfuldt.

Da vi kom tilbage til nadi, besluttede vi

os for straks at flyve ud af landet frem

for fjorten dage senere som først planlagt.

Det viste sig kort tid efter, at den

intense stemning vi havde mærket, resulterede

i, at regeringen blev kuppet,

og at præsidenten - af indisk afstamning

- og 35 af parlamentets medlemmer

blev kidnappet af nationalister, som

overtog magten.

”Billedet på forsiden af dette blad er udvalgt blandt mange indsendte stillehavsmotiver.

Det har været et svært valg blandt mange rigtig gode billeder. Her på siden

kan du se nogle af de kandidater, der var med i opløbet.”

FORSIDE KANDIDATER

Snorkling foran stillehavsatol

Foto: Camilla Eriksen

Kriger, Papua Ny Guinea

Foto: Søren Bonde

Moai, Påskeøen

Foto: Knud B. Bach

Niue - postkort fra paradis

Foto: Claus Qvist Jessen

22 GLOBEN nr. 29 / September 2007 GLOBEN nr. 29 / September 2007 2


1 2 3 4

Maden

efter en længere

rundrejse på Sri lanka

kan man have lyst til

noget andet end ris

og karry tre gange om

dagen, og så kan den

japanske restaurant

Sakura, Rheinland Place

15 anbefales: Et stort

fad med fem forskellige

slags rå fisk til omkring

1/10 af, hvad det

koster i Tokyo. Suveræn

betjening.

colombo

ting du ifølge

Søren Padkjær skal

vide om Colombo

Shopping

Hvis du er til 5th Avenue,

så er Odel Unlimited

noget for dig: Her

er alt fra internationale

mærkevarer (til næsten

internationale priser)

og til lokal kosmetik,

der præsenteres i

lerkrukker, som var det

en bedre buffet. Hvis du

mere er til markeder og

prutten om priser, så er

Pettah et eldorado med

krydderier, tekstiler, juveler,

ayurvedic medicin

– og alt muligt andet.

overnatning

et rent og fredeligt

guesthouse i ambassadekvarteret,Cinnamom

Gardens, er

hos Ranjit Samarasinghe

(ranjiksam@

hotmail.com) med

seks værelser. Ranjit

er tidligere chef på en

teplantage og er meget

vidende om den buddhistiske

filosofi. Man

kan spise i den private

havestue og desuden få

en snak og gode råd.

Tempel

Kelaniya Raja Maha

Vihara i den nordlige

udkant af Colombo.

Ifølge et skilt i det store

kompleks skulle buddha

have været netop her

på én af sine tre rejser

til Sri lanka. Især på

Poya-dagene (ved fuldmåne)

er området som

en stor markedsplads

med masser af aktivi-

teter og mennesker.

5 Kolonitiden

Byen er spækket med

flotte bygninger fra især

den engelske koloniperiode

(1796-1948). På

billedet ses brandstationen

(!!) i Pettah spejle

sig i en ejendom i det

travle markedsdistrikt.

Andre eksempler er

nationalmuseet og det

gamle rådhus.

civilisation

Der er mange minder

om de ca. 2400 år gamle

kongedømmer.

Arugum bay

Surferparadiset med ét af

øens reneste guesthouses

thedanishvilla.dk.

Kandy

sRi lANKA

Charmerende by hvor bl.a.

templet med buddhas tand

findes.

Rice and curry

Serveres morgen, middag

og aften i mange lækre

varianter.

Nuwara Eliya

I 1900 meters højde er temperaturen

– og indflydelsen

- nordeuropæisk.

Fiskere

Negombos fiskere tørrer

deres fisk på stranden.

Galle

Det 300 år gamle fort fra

den hollandske kolonitid.

Te

Frokostpause for de tamilske

kvinder i det smukke

højland.

befolkningen

er helt udsædvanlig venlig,

hjælpsom og gæstfri.

2 GLOBEN nr. 29 / September 2007 GLOBEN nr. 29 / September 2007 2


Jeg sidder og nyder udsigten til

bjerg- og klippeformationerne 200

meter inde på land. Lyset skifter

her ved solnedgangstid hvert minut. Fra

grønt og blåligt skifter bjergene farve til

gult, orange, rødt, bronze og purpur ind-

til solen, alt for hurtigt, bliver opslugt af

Stillehavet og buldermørket sænker sig,

medens først Venus og Sirius bliver tændt

og kort efter Sydkorset, Karlsvognen

(helt nede i horisonten) og resten af

sydhimlens pragtfulde diamanter. Her

er så mørkt, at Venus lyser op direkte

på havet. Vi ligger for anker i Virgin Bay

ud for sydhavsøen Fatu Hiva i Maquesas-

øgruppen. Efter i alt 20 døgn og 10 timer

under sejl, og mere end 6.000 kilometer

tilbagelagt, nåede vi frem lørdag den 8.

maj lige før solnedgang.

Den lange sørejse forløb helt uden pro-

blemer. Der er ellers tænkt mange be-

kymrede tanker undervejs. Kollision

med store hvaler, tæring i skroget, som

jo er af aluminium, akutte livstruende

sygdomme, endnu et knæk i min dårlige

ryg, piratoverfald, cykloner og - ikke

mindst - ildebrand ombord. Men nu er

vi nået uskadte frem til disse småbitte

prikker i det store Stillehav og nyder

de pragtfulde tropeøer i sydhavet uden

tanker på den slags ulykker.

Paradiset på jorden

Fatu Hiva er paradiset på jorden.

Familierne daser på strandene, un-

gerne fisker eller fanger blæksprutter,

2 GLOBEN nr. 29 / September 2007

de gamle kvinder hamrer bark til tapi-

vægdekorationer. Alt foregår i et lang-

somt tempo. Her er bare livsnydere, så

det basker. Kvinderne har tiarablomster

ved øret og en krydderbuket i håret af

blandt andet sandeltræ eller ægte vanil-

je, som vokser her på øen. Mændene er

på fiskeri i de-

resudriggerka- noer. De beder

om at blive fo-

tograferet med

polaroidkamera

og spørger om

kuglepenne. og

så tuskhandles der ligesom i burma.

læbestift, parfume, tøj, værktøj, sandpapir

og - ikke mindst - fiskegrej er i høj

kurs. Sprut er forbudt og eftertragtet af

nogle, medens andre indbyggere heldigvis

nærmest afskyr det med stolthed

i stemmen. Det er lidt som Grønland og

alkoholproblemerne der. Vi havde nogle

berusede fiskere ombord, som spillede

og sang for os, men var meget ”tørstige”.

en af pigerne på båden, Anine, sad

der i solnedgangen og så meget bly ud,

og en af polynesierne blev straks forelsket

i hende. og endnu én. De nærmede

sig fra hver sin side, og jeg måtte redde

hende ved at understrege, at jeg var

hendes fader, og at hun var lovet væk

hjemme i Danmark til en anden. Jeg

ville dog overveje sagen, hvis de ville

skaffe to polynesiske piger til mig. Det

blev der grint meget af; Anines smil var

dog noget anstrengt.

TEMA:

Stillehavet

Under sejl fra

Panama til Tahiti

TEKsT og foTo: JørgEn ouLunD

Kollision med store hvaler, tæringer i skroget, som

jo er af aluminium, akutte livstruende sygdomme,

endnu et knæk i min dårlige ryg, piratoverfald,

cykloner og - ikke mindst - ildebrand ombord?

Én mand i masten og to på udkig i stævnen ind gennem det ”kogende” pas med de farlige strømme og undersøiske

skær på vej ind gennem hullet i revet til lagunen på Ahe atollen.

Det var ofte falsk alarm,

men denne gang var der

en del tumult på dækket


En fangst på 2,8 meter

Vi havde været under sejl fra balbao

på Panama-kysten med kurs mod den

berømte og berygtede skatteø Coco

Island, hvor blandt andre den grusomme

Captain Morgan huserede i gamle dage.

Det var en omvej på næsten 1.000 sømil

på vej vestover,

som vi dog gerne

tog for at se den.

Pelikaner i store

flokke svæver elegant

og fisker lige

i overfladen, efter

at vi har smidt fortøjningerne.

Første kurs er 150, og nu -

efter de sidste to øer - 198, hvilket skulle

give os en brise agten for tværs. Søen er

som et stuegulv, så nu forstår jeg bedre,

hvorfor det hedder Stillehavet.

Nu skal der fiskes. Vi har kun varm mad

med til 30 dage og skal være 72 døgn

til søs. Jeg var gået til køjs, da der blev

råbt: ”bid”. Det var ofte falsk alarm,

men denne gang var der en del tumult

på dækket. Jeg fik kantet mig ud af køjen

og der var bid… og hvilket bid. en

sailfish på 2 meter og 30 cm!!!

et par timer senere endnu et bid. Denne

gang en endnu større kamp. Denne

gang får den heldige et særligt bælte på

maven for at holde den. Sikke en fight,

og til sidst dukkede endnu en kæmpe

op - denne gang 2,8 meter fra næbspids

til hale. Så er der da mad til de første

par uger.

I land på skatteøen

Efter næsten 5 døgn i søen har vi Coco

Island ret forude. Øen ligner virkelig

en ægte skatteø. Mere end 700 meter

høj, skovklædt og kun cirka ni kilometer

lang og tre kilometer bred. Sørøvere

har huseret herfra i århundreder. Her

er meget ufremkommeligt med mange

vandfald og mange hammerhajer. Der

lå kun et enkelt skib, da vi anduvede.

Her er ti vagter til at passe på øen, som

er en nationalpark. Chefen havde boet

i Prinsessegade i København og havde

ekskone og datter i Middelfart. Han havde

været professionel fodboldspiller i

Danmark. Ja, verden er dog stadig lille.

Den båd som ligger der, da vi ankommer,

har en svensk skipper som - tro

det eller ej - har været kaptajn på vores

skib, Victoria. Så bliver verden endnu

mindre.

Skibet er bygget i Sverige og er på

jordomsejling. Selv er jeg påmønstret

i Caracas, Venezuela for sammen med

15 andre at sejle skibet via Atlanten

og Panama Kanalen, ud i Stillehavet til

Tahiti i Fransk Polynesien. Victoria er

en tomastet aluminiumsskonnert på 80

fod. En fyrig dame, som er ganske svær

at tæmme.

Så er der vind – og hvilken

vind. En god let kuling agten

for tværs bringer Victoria

sydvestover på de høje buler

for reduceret sejlføring.

Efter tyve døgn og ti timer i rum sø på

vej over Stillehavet nyder man solnedgangen,

roen og det at kunne gå og stå

uden at skulle bruge både arme og ben.

Vi kom ind på øen for at udforske den

lidt. også for at komme på et rigtigt toilet,

for at vaske tøj

og for at blive vasket

– i ferskvand. Ved toilettet

stod en værktøjskasse

påmalet:

”Gabriel Jensens

Ferieudflugter”. Nej,

nu er det altså bare

for meget. Alle gode gange tre. Hvor er

verden dog altså lille.

Vi har nu i alt sejlet 1525 sømil her til

Coco Island. Sejladsen sluttede med

et besøg af en delfinmor og to unger,

som legede længe foran kølen. Til sidst

skubbede moderen blidt til ungerne

med snuden og stak af. efter nogle minutter

fulgte ungerne efter, som om

moderen havde givet dem besked om

at lege fem minutter til og så komme

hjem til frokost.

‘ Her levede og malede

Paul Gauguin, som jo

var dansk gift


Thor Heyerdahl

og Paul Gauguin

nå, men tilbage til Fatu Hiva. Øen er

bare 7 x 13 kilometer, men op til cirka

1000 meter i højden. Vi nyder hvert sekund

her på denne skønne ø, hvor Thor

Heyerdal slog sig ned med sin kone i

mellemkrigsårene i halvlandet år. Men

egentlig må vi slet ikke lande her. Vi

skal indklarere på

hovedøen Hiva oa,

så efter nogle vidunderlige

dage letter

vi - med et lille

suk - anker fra Fatu

Hiva. Her er bare 40

sømil til hovedøen,

hvor vi får ordnet vore immigrationspapirer,

nyder et ferskvandsbad og får

maskinvasket tøjet igen. Her levede og

malede Paul Gauguin, som jo var dansk

gift. Både han og Jaques Brell ligger begravet

herude, og jeg besøgte da også

Gauguins beskedne gravsted, som i øvrigt

var ganske svært at finde. Heller

ikke her er der nogle turister.

Ikke aha, men ahe

efter endnu en paradisø letter vi kl.

07.15 med kurs mod atollen Ahe. En atol

er en undersøisk vulkan, hvor kun krateret

stikker op over havets overflade.

Indbyggerne bor således på kraterkanten.

Udenfor raser Stillehavet, medens

der indenfor i lagunen er stille og roligt.

Visse steder i krateret er der ”hakker,”

som et lille skib kan luske sig ind igennem,

hvis de er stedkendte - eller mo-

Havets fornemmeste storvildt,

en blue marlin på 2 meter og

30 centimeter, mad nok til de

næste par uger.

GLOBEN nr. 29 / September 2007 27


Tænk at Paul Gauguin, den verdensberømte impressionist

som altid trynede sin ven van Gogh,

skulle ende så beskedent og så langt væk.

dige nok. ”Hakket” eller passet, som det

retteligt hedder, er svært at finde. Det

er kun 26 meter bredt. Langt om længe

finder vi det, og i selve passagen syder

og koger det af vind, strøm og tidevand.

Der er kun et enkelt sømærke, men ved

at zig-zagge med én mand som udkig i

stævnen, slipper vi fri af bund og klippe-

stykker og når igennem uden at forlise.

Vi havde ingen beskrivelse af hverken

indsejling eller anløbsplads, men vel

inde i lagunen kunne vi i kikkerten skim-

te fire master.

Ankeret løb ud

gennem klysset

efter 518 sømils

sejlads i knapt

3 døgn. Her skal

bare udforskes

og slappes af

igen. Alt her er easy going. Det tager

fem minutter at gå tværs over land,

så er man ude på Stillehavssiden igen.

Man mødes nede under et stort halvtag

overfor købmanden. Kvinderne og nogle

af mændene går med tiarablomster bag

det ene øre. Velduftende smukke hvide

blomster med varmgule støvdragere.

De indfødte er meget blandede at se på.

Fra store tykke negroide klodser til små

vimse nipsgenstande.

Perler

Her på øen driver de en perlefarm. Vi

var ude at besøge den og blev budt

på den lækreste mad. New Zeelandsk

oksekød og hjemmelavet æbletærte.

Muslingerne åbnes, forsynes med en

plastickugle, lukkes igen og sænkes ned

28 GLOBEN nr. 29 / September 2007

Sikkert for anker efter den nervepirrende passage

af revet ind til Ahe ligger det gode skib Victoria,

en fyrig dame som er svær at tæmme.

i vandet på tove. efter et til halvandet år

høstes perlerne, som så kan indbringe

fra 10 til 4.000 $ pr. stk.

‘ Kløvedals Nordkaperen

har engang ramt en hval

og klaret det


Vi inviterede hele perlefarmen til mid-

dag på skibet aftenen før vores afrejse.

Flere af dem havde deres instrumenter

med og de spillede og sang deres hjem-

lands vemodige sange, som man siger.

Vi prøvede det samme, men erfarede

igen, at vi danskere ikke er så gode til

at udnytte vores sangskat. De foreslog

så, at vi startede

med national-

sangen, og efter

den ”Jeg har en

ven en rigtig sa-

ilor”, ”Jeg ved en

lærkerede,” og

”elefantens vuggevise,”

så gled det. Videre over de mere

franske ”Pjerrot sagde til månen,” ”Frére

Jaque” og ”Alouette” samt John Lennon

og Beatles, så kørte det i en symbiose af

internationalt tilsnit. Musikken forenede

det kolde nordiske blod med det varme

musiske polynesiske.

forlis

Vi har nydt freden på denne stille atol de

forgangne dage. Atoller er fænomener

sømanden har meget stor respekt for.

Før i tiden anbefaledes det altid at skibene

gik uden om disse klipperev.

En højde på 2½ meter er ikke særligt

synligt over et oprørt hav. Vi afventer

nu bedre vejr til Rangiora. Vi møder

en herlig englænder Donald, som bare

har alt isenkram ombord. Han fortalte,

at der var forlist en sejlbåd et par hundrede

sømil herfra for et par dage siden.

Han havde modtaget nødmeldinger

på sin radio, og besætningen var gået

i flåden, men de havde heldigvis nået

at opgive deres position, hvorefter de

blev reddede af et orlogsfartøj. De er

formentlig blevet vædret af en hval.

Kløvedals nordkaperen har engang

ramt en hval og klaret det. Donald har

været udsat for en hval, som decideret

angreb deres skib. Joh, hvaler skal man

skam ikke spøge med. Onsdag kl. 11.00

hævede vi anker og satte kursen direkte

mod Papeete på Tahiti. Rangiora måtte

vi desværre droppe pga. tidnød. Vi fik

et døgnmål på 205 sømil, hvilket var

rekord for hele rejsen. Ankom allerede

natten mellem torsdag og fredag efter

305 sømil.

Møde med nordkaperen

Vi fik besøg af danskere ved ankomsten,

ja, tro det eller ej, fra nordkaperen. De

for anker lidt længere ude og havde set

os komme med Dannebrog på hækken. Vi

gav dem ti kilo rugmel og hjalp dem med

deres evige problembarn, maskinen.

Her er en duft af tiarablomster og vanilje,

men ellers er Tahiti uhyggeligt turistet.

Heldigvis er den nye besætning

ankommet rettidigt, så jeg får tiarakransen

på til afsked, og med den om

halsen og rygsækken på ryggen, pakket

med 4 måneders sydhavseventyr, går

turen til en af verdens smukkeste lufthavne

og videre hjem til verdens bedste

- men noget provinsielle - land igen.

Afholdte DBK-arrangementer

første halvår 2007

18. FEBRUAR underholdt Claus Andersen

26 tilhørere i Café Globen om en cykeltur

gennem Californien og Mexico.

2. MARTS var Sisse Skipper Andersen i

Kolding både vært og underholder, og

20 medlemmer hørte om Peru.

18. MARTS var hele 38 medlemmer

mødt op i Café Globen for at høre Nikolaj

Witte fortælle om sine oplevelser med

det nys åbnede ’Himmeltog’ fra Beijing

til lhasa.

13. APRIL var Fiil Frandsen fra Silkeborg

både vært og underholder, og der var

20 tilhørere til Fiils foredrag ’Manden fra

bali’.

25. APRIL var der atter møde i Café

Globen, hvor Merete Holm Bentzen

fortalte 27 begejstrede tilhørere om

sin - og pigegruppens - bestigning af

Kilimanjaro.

18. MAJ lyttede 10 medlemmer til Jakob

linaas beretning om de britiske øer.

Mødet foregik hos Kirsten Kjærsgaard i

Århus.

21. MAJ underholdt Per Allan Jensen

om vinterens rejse gennem Guatemala,

Belize og Mexico. 19 medlemmer var

samlet hos Per Danielsen i København.

1. JUNI fik også de jyske medlemmer

mulighed for at se Claus Qvist Jessens

flotte billeder fra Yemen, og det var der

16 medlemmer, der benyttede sig af.

Søren Padkjær fra bjerringbro var vært

for arrangement.

18. JUNI var datoen for det efterhånden

traditionsrige sommermøde hos lene og

Ulrik Ebbe i Greve. Kaj Heydorn viste billeder

fra Færøerne for 11 medlemmer.

18. JULI foregik mødet hos Ole Egholm

(også efterhånden en sommertradition),

hvor der - efter svømmetur og grillmad

- var underholdning om Stillehavsøerne

ved Søren Bonde. Hele 30 medlemmer

havde lagt vejen omkring Herlev denne

sommeraften.

28. JULI var der ’hyggearrangement’

med eksotisk buffet i Café Globen, hvor

28 personer (aktive såvel som passive

medlemmer samt pårørende) mødtes

og udvekslede historier fra de varme

lande.

Per Allan Jensen

GLOBEN nr. 29 / September 2007 29


Lad aldrig solen gå

ned over din vrede

TEKsT og foTo: ArnE rungE

Et gammelt ordsprog

siger, at man aldrig skal

lade solen gå ned over sin

vrede. På fijiøerne tager

man dette meget alvorligt.

Hver aften før solen går

ned, samles familie og

naboer omkring et stort fad

fyldt med Kava for at ordne

dagens problemer. under

kavaceremonien, som

kan vare i mange timer,

nævner en af deltagerne

et problem eller en tanke,

og alle får så efter tur

lov at kommentere, på

bula, sagde høvdingen og drak

kruset med kava i ét langt hug.

Vi andre klappede langsomt tre

gange i hænderne. Så gik snakken i

gang mellem familien og de to gæster,

mig og Carsten. Efter et stykke tid sag-

de høvdingen igen bula og klappede en

gang i hænderne. Ikke med et fladt tø-

seklap, men et klap med hule håndfla-

der der gav en smuk, hul maskulin lyd.

Så gik brygmesteren i gang. Han rørte

rundt et par gange i kavabowlen med

hænderne og fyldte så kruset, som var

skallen af en halv kokosnød, med kava.

Han rakte kruset til mig. Jeg klappede

en gang i hænderne, tog imod kruset,

sagde bula og drak det i en lang slurk,

mens de andre langsomt klappede tre

gange i hænderne. Så gik snakken i

gang igen. Der var far og mor, de fem

voksne børn med deres mænd og ko-

ner, kærester og børn. naboen og hans

kone var der, de kom hver aften og drak

kava. Købmanden var der osse hver

aften, fortalte han. Al forretning blev

ordnet under kava ceremonien. Mange

en måde som vi ville

kalde en brainstorming.

når problemet er

gennemsnakket, drikker

man mere Kava, og næste

problem eller tanke tages

op og kommenteres. alt

bliver simpelthen ordnet

hver aften, når solen går

ned, mens man sidder

og snakker, synger,

fortæller vittigheder og

drikker Kava. Kava er en

infusion, fremstillet af

rødderne fra en bestemt

type peberplante. Det

familier drikker kava hver aften til langt

ud på de små timer. Der bliver fortalt

historier, sunget, fortalt vittigheder og

snakket om, hvad der rør sig i dagligdagen

og lige nu.

Kriminalitet og raceproblemer på

Fijiøerne eksisterer stort set ikke. Måske

er det kavaens skyld. Jeg var til sevusevu,

hvor der både var melanesiere, mikronesiere,

polynesiere, kinesere, indere

og et par hvide vikinger med blå øjne,

hvoraf jeg var den

ene. Man ordner

problemerne med

brug af et af de

mildeste euforiserende

stoffer der

findes. Faktisk har

det ingen virkning

overhovedet, udover at man bliver træt

og tungen snurrer lidt, lidt som ved en

lettere bedøvelse. Men det er socialt,

man kommer virkelig hinanden ved.

Næsten for meget, vil de fleste danskere

nok mene. Det er ret fascinerende, man

Carsten sværgede til

low tide, mens jeg holdt

på high tide



TEMA:

Stillehavet

ligner opvaskevand, og det

smager ikke særlig godt.

Min ven Carsten måtte

ud og brække sig et par

gange. At tilbyde en ”grok”,

som de siger, bliver osse

brugt som en velkomst til

besøgende. Ceremonien

kaldes så en sevusevu, som

betyder modtagelse, og

kavadrikning er en meget

stor og meget betydende

del af fijis kultur, og

fremmede bliver gerne

budt med.

føler næsten man er med i en hemmelig

loge. Man har noget sammen. Man snakker

ikke i grupper, man snakker sammen.

En siger noget, og alle andre lytter.

Så svarer en anden, mens alle lytter. Når

der så begynder at blive stille, siger høvdingen

igen bula og klapper i hænderne,

en ny omgang magi er på vej.

I gamle dage var det kun høvdingen og

præsterne, der drak Kava, mens undersåtterne

kikkede på, men nu drikker

alle med. Selv den

gamle bedstemor

og bedstefar. Det

går på tur. når man

er for tur, spørger

b r y g m e s t e r e n ,

om det skal være

high tide eller low

tide, højvande eller lavvande. Altså om

kruset skal være helt eller halvt fuldt.

Carsten sværgede til low tide, mens jeg

holdt på high tide. Jeg håbede jo hele

tiden på, at der skulle vise sig noget

euforiserende, men desværre. Posen,

som de siede kavapulveret igennem, fik

mig til at tænke på kaffeposerne fra før

papirposernes tid, som var lavet af stof,

og hvor mange i stedet brugte en halv

nylonstrømpe. Kava-filterposen var osse

en stofpose, og man kunne nemt have

brugt en nylonstrømpe. De hældte en

håndfuld af det lysegrå kavapulver ned i

posen og trak den frem og tilbage gen-

nem vandet i bowlen. Ligesom et barn,

der leger ubåd i badekarret. Carsten og

jeg holdt ud til den bitre ende, klokken

tre om natten.

Det var Lydia, pigen på turistinformatio-

nen i levuka, som havde inviteret mig

og Carsten til Sevusevu hjemme hos

hendes familie. Carsten var osse dan-

sker, han var fra Kolding, hvor det så

end ligger, og han var nogle få år yng-

re end mig. Han var (ligesom jeg) - på

grund af backpackerbiblen fra Lonely

Planet - havnet på Hotel Marys Holyday

Inn i byen Levuka på den lille Ø Ovalau.

Hotellet var et par kroner billigere end

det flotte nabohotel, Hotel Royal. Det var

meget naturligt, at jeg havde valgt at

spare et par kroner, men at Carsten hav-

de valgt det billige hotel forblev mig en

gåde. Han var ikke den sparsommelige

type som mig, faktisk var han temmelig

ødsel, i hvert fald i mine øjne. Han blev

osse snydt konstant. På restauranter

spurgte han aldrig hvad maden kostede,

og hvad det egentlig bestod af. Så ofte

fik han noget, han slet ikke brød sig om,

og som kostede en bondegård. Pyt med

det, sagde han altid, jeg prøver noget

andet. Carsten havde et lyst livssyn. Han

Så gik brygmesteren i gang. Han rørte

rundt et par gange i kavabowlen med

hænderne og fyldte så kruset, som var

skallen af en halv kokosnød, med kava.

havde rejst tre måneder i Australien og

tre måneder i New Zealand og skulle nu,

ligesom jeg, være to uger på Fijiøerne,

før han rejste hjem via Hawaii. Vi rejste

sammen de næste to uger.

uskrevne regler på fiji

Carsten og jeg var gået op på byens

visitor-center for at høre om, hvordan

vi kunne blive inviteret til en sevusevu.

Vi havde begge læst afsnittet i Lonely

Planet om de uskrevne regler på Fiji, der

skulle følges. I en Fiji-landsby er et hus

et hjem, og besøgende bør ikke bare

stikke deres hoveder indenfor, stod der.

Hvis man kom til en

landsby skulle man

spørge den første

person man mød-

te, om man kunne

få lov at besøge

landsbyen, altså gå

rundt i den. Denne

person ville så

automatisk tage de besøgende med til

høvdingen, som muligvis gav tilladelse

og inviterede på en sevusevu indenfor

i hans hytte. Her skulle man virke yd-

myg, bøje sig, tage skoene af, tale med

lav stemmeføring og sætte sig i skræd-

derstilling på gulvet. Der stod osse at

shorts, badetøj, kasketter og hatte ikke

var velset i en landsby. Det hørte stran-

den til. Ifølge bogen var det en lidt kom-

pliceret opgave, så vi havde brug for lidt

0 GLOBEN nr. 29 / September 2007 GLOBEN nr. 29 / September 2007 1

info.

Infopigen Lydia fortalte, at der var flere

guidede ture, hvor man besøgte lokale

Kavaceremoni, hun klappede en gang i hænderne,

tog imod kruset, sagde bula og drak det

i en lang slurk, mens vi andre langsomt klappede

tre gange i hænderne.

Der stod osse at shorts,

badetøj, kasketter og

hatte ikke var velset i

en landsby


landsbyer og deltog i en sevusevu, men

vi havde mere lyst til at forsøge uden

guide. Vi snakkede længe med hende

og på et tidspunkt fortalte hun, at hun

boede hjemme hos sine forældre, og

at de jævnligt holdt sevusevu, så hun

ville gerne spørge sine forældre, om

vi kunne deltage. og det kunne vi. Vi

mødtes med hende på Hotel Royal og

gik sammen hjem til hendes forældres

hus. Vi tog pænt skoene og kasketterne

af og satte os på gulvet i skrædderstilling

som de andre. Vi hilste på alle, og

da jeg fortalte faren, som hed Raffe, at

han med sin lyse hud måtte have hvide

forfædre, svarede

han, at han

faktisk var halvt

tysk. Han havde

aldrig kendt sin

far, som var en

tysk sømand, der

engang var blevet

inviteret med til

en Sevusevu. Han havde lavet noget research

og mente at have fundet sin fars

familie på Internettet, men han havde

ikke tænkt at opsøge dem. Han var meget

glad for tyskere og fortalte, at han

inviterede alle de tyskere, han mødte,

til Sevusevu, men danskere have han

aldrig mødt. Så han var meget interesseret

i at høre Carstens og mine røverhistorier

om Danmark, som blev værre

og være som tiden skred frem. Raffe

gjorde meget ud af at fortælle om Fijis

kultur, og specielt om hvordan og hvorfor

man holdt sevusevu. Han fortalte om

dengang otte mand, hvoraf han var den

På vej til øen Ovalau, hvor jeg mødte Carsten, blev vi inviteret på Sevusevu og

besøgte Høvding Udre Udres grav.


Kannibalhøvdingen Udre Udre, som ligger begravet

her, er den kannibal, der officielt har spist

flest mennesker på Fiji, nemlig 872. Men han var

en gentleman, han spiste aldrig kvinder.

ene, havde båret høvdingen to og tyve

kilometer gennem regnskoven, for at

høvdingen kunne komme til levuka og

deltage i en sevusevu med et fremmed

statsoverhoved. Han havde et sort-hvidt

billede af transporten, det var indrammet

og hang på væggen, og han viste

det stolt frem.

formidable krigere og

grusomme kannibaler

Den første europæer, der fortæller om

Fijiøerne, er Abel Tasman. Han beskriver

øgruppen, som han i 1643 sejlede langs i

mange dage på vej til ostindien. næsten

samtidig besøgte Kaptajn James Cook

de nærliggende Tongaøer, som dengang

blev kaldt de venlige øer. Her hørte han

om Fijis rygte som beboet af formidable

krigere og grusomme kannibaler. Så

det var en meget nervøs Kaptajn Cook,

der alligevel - i syttenhundrede fire og

halvfjerds - løb ri-

sikoen og lagde til

i nogle få dage på

øen Vatoa. Han fik

dog ingen problemer.

Men historierne

om kannibaløerne

fulgte ham

tilbage til europa

og afskrækkede mange fremtidige sømænd

fra at besøge Fijiøerne. Kaptajn

William Bligh - ham fra Bountymytteriet

- og atten af hans sømænd blev ved

mytteriet sat ud i redningsbåde nær

Tonga. Herfra lykkedes det dem at ro

de sekstusinde kilometer til Timor i hollandsk

Øst Indien. På vejen sejlede de

mellem de to største af de fijianske øer,

Viti levu - som jeg besøgte - og Vanua

levu, der ligger lidt nordligere. Kanalen

er i dag kendt som Bligh Water. Senere

blev Fijiøerne en engelsk koloni. Det

holdt i næsten hundrede år, indtil øerne

fik deres selvstændighed i 1970.

Han fik at vide, at hver

sten repræsenterede

et af ofrene, som Udre

Udre havde spist



Politisk ligger fijianerne og indofijianerne i konflikt. Men metodisterne er den stærkeste magt på øen. Selv

militæret retter sig efter dem. Til daglig er alle perlevenner. Her er jeg sammen med en indofijianer og en

melaneser.

Kannibalhøvdingen udre

udre var en gentleman, han

spiste aldrig kvinder

Det nordligste punkt på hovedøen Viti

Levu hedder Rakiraki. Det spændende

ved dette sted var, at der lå en kannibal

begravet, fortalte Carsten. Men ikke en

hvilken som helst kannibal. Kannibalen,

som lå begravet her, var kannibalhøvdingen

Udre Udre, og han var den kannibal,

der officielt havde spist flest mennesker

på Fiji. I 1849 kort tid efter Høvding

Udre Udres død

besøgte den engelske

historiker

Richard Lyth høvdingens

gravsted

og spurgte hans

søn Ravatu om

betydningen af en

lang linie af sten,

der lå bag kannibalhøvdingens hus. Han

fik at vide, at hver sten repræsenterede

et af ofrene, som Udre Udre havde spist.

Der var 872 sten. Ravatu fortalte, at

hans far spiste sine krigsofre, og at han

spiste alt, hvert et lille stykke af ofrene,

uden at dele med nogen. Han spiste kun

meget lidt anden mad, og han havde

en enorm appetit, fortalte sønnen. Men

han var en gentleman, han spiste aldrig

kvinder.

Udre Udres hytte eksisterer ikke mere,

men graven med stenene var i mange

år et sted, som folk valfartede til. I dag

er den næsten glemt. Vi stod af bussen

ved Rakiraki skiltet lige ud for et hotel,

som forlangte hundrede dollar for et

dobbeltværelse. Det syntes vi var for

dyrt, så vi afslog, og mens vi stod uden

for på landevejen og læste i backpackerbiblen

for at finde ud af, hvor graven

skulle ligge, kom en alf forbi. Alfen hed

Ako. Bula, sagde hun, can I help you.

bula, svarede vi og fortalte, at vi gerne

ville se Udre Udres grav og blive her en

dags tid, hvis vi kunne finde et billigere

sted at overnatte end det dyre hotel.

I kan bo hos mig og min familie, tilbød

hun, vi bor kun et par minutters gang

herfra. Vi takkede naturligvis ja. Ako

fulgte os hen til Udre Udres grav, som

havde været næsten umulig at finde,

hvis Ako ikke havde været med. Den

var groet til med græs og små buske og

lå næsten gemt inde mellem buske og

halvstore træer. Men derinde bag træerne

og buskene lå gravstenen. Udre

Udre stod der. Carsten fortalte Ako, at

Udre Udre havde ædt hans oldefar, som

var kommet til Fiji som missionær. Det

var derfor han ville se graven. Det var

hun meget ked af at høre og så helt forskrækket

ud. 872 mænd havde høvdingen

ædt, inklusiv to tyske missionærer

og - ifølge Carsten - hans oldefar.

En storfamilie og en hvid

neger med fregner

Vi tilbød Ako at give middag til familien

som tak for overnatningen, så vi kørte

Albinopræsten var lige så hvid som mig, ja faktisk var han endnu hvidere, da jeg var blevet godt solbrændt.

Han var kridhvid - udenom fregnerne.

forbi markedet på vejen hjem til hendes

hus. både udvejen og hjemvejen i taxi

var gratis, taxichaufføren var hendes ven

og ville ikke have

betaling. Alle kendte

og hilste på Ako.

Hun var skolelærerinde

og et kendt

ansigt i byen. Folk

kunne lide hende.

Vi købte vildt ind.

Både Carsten og jeg tænkte, at nu køber

hun sgu’ ind til en hel uge, men det gjorde

hun ikke, det var bare en stor familie,

hun havde. Carsten havde købt en pose

med tyve slikkepinde, og det var faktisk

bare lige, at de rakte til børnene. Det

var den største familie, jeg havde set. Vi

havde naturligvis osse købt kava, og om

aftenen efter maden gik vi i gang med

sevusevuen. Den varede til klokken tre

om natten, og Carsten måtte igen ud at

brække sig et par gange.

‘ Og albinopræsten var

gift med en kulsort

negerdame


Familien bestod af fire søskende på min

alder med deres mænd og koner og

deres børn og børnebørn. I Danmark

havde de fire familier nok haft fire huse,

som lå langt væk fra hinanden. Men det

var normalt på Fiji, at alle generationer

boede sammen. Der var aldrig nogen,

der flyttede hjemmefra. Jo, pigerne flyttede,

når de blev gift, men hvis de blev

skilt flyttede de, ligesom Ako, tilbage til

familien. Jeg måtte osse lige fotografere

tøjsnoren. Aldrig havde jeg set så lang

en tøjsnor med så meget vasketøj. De

var forhåbentlig flere om tøjvasken.

Den ene af de fire søskende, en bror, var

albino. Han var præst i pinsemissionen,

mens resten af familien var metodister.

De gik alle i kirke om søndagen, men i

to forskellige kirker. Carsten og jeg gik

ikke med, men vi

lurede ind ad vinduerne

i begge

to. I pinsemissionen

grinede de og

sang sjove negersange,

hvorimod

m e t o d i s t k i r ke n

virkede lidt halvkedelig. Men alligevel

knap så kedelig som den danske folkekirke.

Der var osse en albinodame i

fakta om fiji

Flypris

Jeg betalte kr. 9.300,- for en returbillet

til Fiji med Air New Zealand

og fik to stopover med i prisen, Los

Angeles og Auckland. Hele rejsen

blev tre uger på Fiji, tre uger i New

Zealand og tre uger i Californien.

Desuden passerede jeg datolinien.

Der behøves ikke visum hverken til

USA, New Zealand eller Fiji.

overnatning

Hostels fra kr. 40,- i dormitory - dobbeltværelse

med aircondition koster

fra kr.150,-

Transport

Ganske let og billigt. Der går stort

set busser hele øen rundt. Men det

kniber med transport ind til midten

af øen. Der går både til mange øer

fra hovedøen Viti levu - jeg var

nogle dage på øen ovalau - det kan

varmt anbefales – hils Lydia.

familien, som jeg gik ud fra var albinopræstens

kone, men hun var sørme gift

med hans bror, som var kulsort. og

albinopræsten var gift med en kulsort

negerdame. Tre af børnene var albinoer.

De havde det ikke let og måtte hele

tiden gemme sig for solen. Men ellers

lever albinoer et helt normalt liv og de

gifter sig åbenbart osse med kulsorte

ikke-albinoer. Jeg snakkede meget med

albinopræsten, vi havde ligesom noget

tilfælles, han var lige så hvid som mig,

ja faktisk var han endnu hvidere end

mig, der var blevet godt solbrændt. Han

var kridhvid. Udenom fregnerne.

Jeg mødte hverken racisme, kriminalitet

eller ballade overhovedet. Men det

ulmer i regeringen, læste jeg i aviserne,

som det har gjort i mange år. De to store

grupper, fijianerne og indofijianerne,

indere der har boet på Fiji i mange generationer,

skændes konstant, men jeg

så en stor spiseseddel fra avisen Fijisun,

der med store blå, fede typer bekendtgjorde,

at metodisterne advarede militæret.

Så det er måske, når alt kommer

til alt, metodisterne, der har magten i

landet. Men uanset hvem der har magten,

er folk på Fijiøerne nogle af de mest

venlige mennesker i verden. Alle hilser,

bula, bula, bula. og man er jo nødt til at

hilse igen. bula, bula, bula. Jeg var godt

hæs, da jeg forlod Fijiøerne. bula, bula,

bula, bula.

oplevelser

Menneskene - jeg brugte en del

tid på at lære at kende forskel på

racerne, polynesiere, melanesiere,

mikronesiere, kinesere, og indofijianerne

- kavaceremonier er et must.

Masser af rejseagenter tilbyder dykning

og sejlture.

Mad og drikke

Alt godt fra havet, fisk og skaldyr,

men ellers fijiansk, polynesisk, indisk,

kinesisk.

Øllet hedder Fiji bitter og er ganske

OK - husk at købe et par flasker toldfri

Bounty dark overproof Rum (58

%) i lufthavnen ved ankomsten. Man

kan indføre to liter alkohol. en liter

koster 35,- kr. i lufthavnen og fire

gange så meget i butikkerne på øen.

2 GLOBEN nr. 29 / September 2007 GLOBEN nr. 29 / September 2007


GLOBEN nr. 29 / September 2007


GLOBEN nr. 29 / September 2007 GLOBEN nr. 29 / September 2007 7


GLOBEN nr. 29 / September 2007 9


1. plads kultur

Indfangning af rensdyr. Jamalhalvøen, Rusland.

Foto: Gerner Thomsen.

1. plads natur

elefanter ved vandhul. Halali, etosha national Park, namibia.

Foto: Jakob Øster

DBKs 2007

fotokonkurrence

2. plads kultur

Ali, en afghansk the-sælger på

markedet i Peshawar by, Pakistan.

Foto: Rasmus Krath.

2. plads natur.

Krabbe, Galapagos, ecuador.

Foto: Morten elm

Jamen, er det ikke

Carl Erik?!

En dagdrømmertur til de sidste solstrålers rige

TEKsT og foTo: JACob goWLAnD JørgEnsEn

Kender du det, at man pludselig synker ned i en dagdrøm og halvt vågen,

halvt i søvne får blandet historier og tid sammen til en rar lille ud-afkroppen

oplevelse, der kan gøre resten af arbejdsdagen helt overskuelig?

Tag med på en lille dagdrømmerfortælling om sømænd, kæmpekvinder og en

pyramide midt i Stillehavet...

Jeg misser med øjnene og går lidt

i stå. Jeg kan se og høre noget,

men det er grumset og grynet

og gryntende. Billedet bliver klarere

hele tiden, indtil jeg pludselig kan se

hvad det er; Troels ”med-den-enorme-

næse” Kløvedal tropper op på skær-

men iført gamle shorts, sømandsfilo-

sofi og et smukt gammelt skib kaldet

Nordkaperen. Udsendelserne, der se-

nere vil blive genudsendt så tit at selv

Matador får konkurrence, rydder villa-

vejene, og jeg sidder som teenageren i

huset solidt plantet i sofaen med resten

af familien Jørgensen. Vi prøver alle at

suge så meget varme som muligt ud af

skærmen, når det nu er så koldt og mørkt

i Dannevang.

nordkaperen er

på besøg i Vest

Samoa, hvor

Skatteøens forfatter

Robert

louis Stevenson

slog sig ned og

fandt sit liv, og

hvor den polynesiske kultur i den grad

har overlevet og tildels er udsprunget

fra. I programmet tager nordkapisterne

rundt på øen og interviewer lokale i alle

farver, og pludselig siger mit mødrene

ophav de få ord, der skulle gøre verden

konkret og en jordomrejse uundgåelig;

Jamen, er det ikke Carl Erik?! Vi kigger

mistænkeligt på hende i den tro,

at hun nok taler i søvne eller skal have

nye briller, men næ nej, hun gentager

og insisterer, at han vistnok er en onkel,

måske en grandonkel, og at han hedder

Carl Erik, og at han er fra Holte. Han er

nu er gået i land på Vest Samoa, og som

en rigtig sømand har han giftet sig med

‘ Jeg ser en have

med avocadotræer,

bananpalmer og en masse

blomster.


en sydhavspige, fortæller hun. Der vil

jeg hen, tænker jeg, og den rejsedrøm

viser sig at være så stærk, at den en

del år senere fører mig de mange tusind

kilometer ud til de stillehavsøer, som de

lokale bare kalder Samoa.

når lava-lava kun

er et fattigt ord

Zap. Jeg ser en have med avocadotræer,

bananpalmer og en masse blomster.

Uhmmm, det er varmt og der dufter,

aahhh. Carl Erik smiler og byder os velkommen

til sit hus i en forlandsby til

Apia, hovedlandsbyen på Samoa. Der er

ingen vejskilte eller postkasser, så han

skal lige hente post nede på postkontoret.

Han for-

tællersømandshistorier fra de

syv verdenshave

og om det stærkt

fascinerende og

overvejende besynderligtindrettede

samoianske

samfund, som han har været en del af i

mange år. Fx har alle disse små landsbyer

omkring Apia åbne runde hytter

uden vægge, kaldet en fale på samoiansk,

så man kan følge med i storfamiliernes

gang, som dog primært ikke er

gang, men sidderi, soveri og spiseri. Alle

disse landsbyer har selvfølgelig også

deres kirke, men da samoianerne - som

de gæstfrie mennesker de er - gennem

mange århundreder har modtaget forskellige

kristne missionærer, der også

talte forskellige sprog, er der en skov

af kirker i det, der i dag kaldes bibelbæltet

i Stillehavet. Pudsigt egentlig, for

den samoianske kultur er vel det tæt-

TEMA:

Stillehavet

teste man kommer på et kommunistisk

paradis på jord, hvor jorden indtil absolut

nyere tid var ejet af landsbyen og

man fik mad for sin arbejdskraft. Man

gav hvad man kunne til fællesskabet,

storfamilien, landsbyen, og hvis du gav,

var du rig.

Samoa virker som modsætningernes

land, men på en helt fredelig, pragmatisk

og happy-go-lucky-facon, hvor det

er fint, at der ligger en konkurrerende

kirke ved siden af, og hvor det afkoloniserede

ø-rige stadig trækker et ordentligt

imperialistisk politiorkester, der

som en levende anakronisme vandrer

rundt i Apia med kæmpe truthorn og

hvide eller blå gevandter. og hvis nu

nogle kinesere mente, at de da skulle

hjælpe stakkels Samoa med at bygge et

ordentligt parlament, og da det så stod

der, så viste det sig, at det lignede et

grimt højhus og slet ikke den traditionelle

fale? Ja, så putter man da bare en

overdimensioneret fale ovenpå, sådan.

Så går det. Familien fortæller historier

om de lokale transvestitter, fa´afafine,

som i dette gennemkristnificerede samfund

er den mest respekterede samfundsgruppe

overhovedet, og som ofte

har ærefulde erhverv og laver danseshows

– en ganske uklassisk karrierevej

i mit eget land, hvor det kun fører

til udstødelse, tænker jeg. og hvorfor

der er så mange, der er ”mellem-køn”?

Ja, hvis nu en familie med de obligatoriske

8-12 børn får for mange af den ene

slags, så opdrager man bare en eller to

som den anden slags i en grad, så drengene

bliver piger og vice versa. Andet

er for upraktisk, når der nu er så mange

praktiske ting at tage sig af og stadig

0 GLOBEN nr. 29 / September 2007 GLOBEN nr. 29 / September 2007 1


Under the wide and starry sky,

dig the grave and let me lie.

Glad did I live and gladly die,

and I laid me down with a will.

Research Bjarne Lund-Jensen

en del kønsroller at leve op til. For der

skal jo også være tid til at hygge sig

og - ikke mindst - spise. og spise, det

går de glade, stolte og rolige samoianere

op i, hele tiden. og når man har

spist skal man sove, hvorfor ellers spise

al den dejlige mad? Faktisk er de storknoglede

og ikke helt lave indbyggere

verdens fedeste folkefærd, men tråden

skulle dog være knækket helt ovre i koloniland

i Amerikansk Samoa, hvor de

traditionelle godter som jordbagte fisk

og svin med rodfrugter og kokosmælk

er erstattet af whoppere og super-sizeri.

Resultatet i Samoa er bl.a. en festlig

gang kæmpekvinder, som vi ser på

gaden, og som helt passende går i en

lava-lava. Det er ikke en vulkandragt,

der ellers ville kunne matche disse omfangsrige

kvinder fra vulkanøen, men

den lokale sarong, der omsvøber både

mænd og kvinder. begge køn har også

traditionelle kropstatoveringer og blomster

bag øret – det sidste er dog mest et

maskulint træk...

Hvid mand i saltlage, mums

Zap. Den kigger mistænksomt på mig.

Hmmm, hvad vil den? Og hvem har


This be the verse you grave for me:

Here he lies where he longed to be;

Home is the sailor, home from the sea,

And the hunter home from the hill.

Requiem af skotske Robert Louis Stevenson mejslet ind I hans gravsten på

Samoa, hvor han døde som 44-årig.

glemt sin hjerne der? Det her vand

smager af... salt! En lille fisk med det

passende engelske navn trigger-fish

hapser lystigt i mit lår, men smutter

igen ved synet af en hånd, der er på

vej til at spise den. Jeg flyder rundt og

kigger på hjernekoraller og kulørte fisk

ud for stranden i Manase på Savaii, den

anden større ø i Samoa. På passende

afslappede samoianske vis er Savaiis

vestligste punkt det vestligste sted før

datolinjen, så her går dagens sidste

stråler ned. I år 2000-hysteriet om at

være den ø, hvor det nye årtusind først

tittede frem, var Samoianerne stolte

af, at den helt sikkert kom sidst til dem.

Man skal jo nok nå det, det der årtusinde.

Guidebogen kalder Savaii den mest

traditionelle ø i hele Polynesien, og der

er kun lige blevet lagt el og asfalt rundt

om øen. bedstefar Tanu og hans lille

familie på 35 har bygget en gang fales

direkte på den smukke strand, og her

er man bare. Nogle af de 17 søskende

i yngste generation hjælper til med

morgenmaden og aftensmaden, og

så er der bananer ad libitum og smil,

sang, dans og ro. om aftenen kommer

der en kold Vailima, og øllen, der

Det lokale politiorkester er en besynderlig størrelse, som hver morgen vandrer rundt i

Apia og trutter og trommer lystigt i 15 minutter. Derudover ser man ikke noget til dem.

En smuk, ung dansk pige med vind i håret og

strand og palmer i øjnene - kan man egentlig

forlange mere af livet?

er brygget på tysk teknologi af samoianske

råvarer, er en helt rigtig ven at

dele med de andre gæster fra New

Zealand, Tyskland og Danmark. Der er

også et australsk brudepar, der nægter

at tro, at vikingerne og deres sproglige

hærgen er skyld i, at hun nu skal kalde

ægtemanden for ”Husbond”. Dagene

flyver, bøgerne ædes, og den lokale

høne får gang på gang forceret palmepersiennen

ind til falen og får lagt

sine æg på vores myggenet. Hyggeligt,

men også godt at tænke på, at der ingen

farlige dyr er på Samoa, inden jeg

lægger mig til rette under myggenettet,

nyder de friske 23 grader og falder

i søvn til havets brusen, så man kan

være klar til at lave så lidt som muligt

dagen efter.

Her er resultatet, når hønen atter engang

har kastet sig selvmorderisk mod

palmepersiennen i vores samoianske

hytte, og tvunget sig adgang til dens

ynglingsrugested - myggenettet.

Pyyyhramider

Zap. Zap igen. Der røg en myg i lyset. Det

forekommer mig, at der både er meget

højt ned og op, og at det er meningen, at

jeg skal blive her i nat? Banyan-træet er

Samoas stolthed og kæmpe, og i dette

ca. 70 meter høje træ på Savaii skal jeg

sove i nat på en platform højt oppe med

udsigt til regnskoven omkring. Kroppen

føles opladt efter dagene i solen, og

højden virker mere surrealistisk end

angstprovokerende, en unik oplevelse.

Godt det samme, viser det sig, for morgenen

byder på den mest misforståede

morgenmad jeg nogensinde har prøvet,

men dog helt i top efter samoiansk logik:

Hvis nu alt vestligt principielt er

godt, og man gerne vil det bedste for de

vestlige turister,

og det vestlige

man kan få fat

på naturligt nok

skal importeres,

og man ikke har

så mange penge,

så ender det

med en morgenmad

med sandwich af toastbrød med

dåsespagetti! Det er en oplevelse, der

giver helt nye betydninger til ordet klæg.

Palmevejen går videre mod blæsehullerne,

hvor havvandet står op i geyserlignende

formationer fra lavamarken.

Der skulle vist også være noget om en

pyramide, men selv guide-bogen er noget

vag, og det hele virker mest som

en lokal loch ness historie, men som

Indiana Jacob gør jeg et forsøg på at finde

den sammen med min rejsekompagnon.

bagved bananplantagerne, og så

De tropiske regnstød kommer hurtigt og

effektivt, men de kan dog ikke vaske den

smukke solnedgang væk.

‘ Jeg er vist hjemme i mit

eget lille hus. Det er 14

grader og regner selv om

det er sommer


et stykke inde i skoven er der... skov, og

en hel del af det. Det er møgfugtigt - 30

grader - og vi sprinkler marken med vores

sved og får prikker for øjnene mens

vi dehydrerer. Vi cirkler, ingen skilte, ingen

stier, kun små variationer i skoven.

Men pludselig går det lidt op, og der er

en unaturlig ens vinkel på den bakke vi

står over, og der er den, Samoas pyramide.

nej, jeg har ikke fået klodekuller,

det er en overgroet semi-pyramideformet

ting på 12 x 50 x 60 meter kaldet

Pulemelei, og stien derop åbenbarer sig

i alt det grønne, og vi tørrer sveden væk

og vælter op til den flade top. Og naturligvis

forener dette specielle sted både

det praktiske - et udkigssted -og det

religiøse – et sted for ritualer. Her kunne

de for mange

hundrede år siden

se ud på de

kanoer, som via

navigation baseret

på stjerner

og temperaturforskelle

i havet

fandt vej over det

urolige Stillehav til Tahiti og Påskeøen,

og som befolkede resten af Polynesien,

og fra toppen kunne de så sende håbefulde

tanker afsted med fælles ritualer

og god mad. Der er intet at se på

Pulemelei, ingen mennesker, ingen dyr

- selv myggen er væk, og alligevel mærker

vi, at det er et sted med sjæl og historie.

Samoas sjæl.

at rejse er at se

Zap. Jeg er vist hjemme i mit eget lille

hus. Det er 14 grader og regner selv

De store samoianske kvinder formår at være charmerende til fest og graciøse

når de danser.

om det er sommer. Jeg fryser - er ikke

bygget til dette klima. Er den væg ikke

meget tom og hvor blev Samoa af? Jeg

står med et billede fra Samoa i hånden,

og det viser stranden ved Manase med

palmer, skumle skygger og friske fodaftryk

i sandet. Folk jeg kender siger det

jeg godt ved, at det ser helt fantastisk

ud og ligner en drøm om Stillehavet som

det fortabte paradis. Men det er meget

mere end det, for når jeg ser det billede,

får jeg pludselig smagen af fisk

med kokosmælk i munden, vand skummende

om fødderne, smil fra tatoverede

brune mennesker og en besynderlig

samoiansk ro, der siger, at det er ok, at

jeg ikke har fået lavet væggen færdig

med rejsebilleder lige nu. Det skal nok

komme... spis nu noget først...

2 GLOBEN nr. 29 / September 2007 GLOBEN nr. 29 / September 2007

De skumle skygger

fra palmerne på den

perfekte strand ved

Manase giver nemt

varme drømme om

sydhavsøen Samoa.


en sen eftermiddag i maj 1999

lander jeg sammen med Mikkel

Høj (medlem 349) mellem ba-

nanplantager og kokospalmer i den lille

Bauerfield Airport i Port Vila, Vanuatus

miniputhovedstad. Den ser ud som i

Carl Barks’ klassiske historie ”Vodoo-

Hodoo”, hvor Anders And lander i Afrika

og udbryder: ”Se, det ligner jo næsten

Gåserød”!

Vi indlogerer os for tre dage på Kalfabun

Guest House, hvor værten hedder bob,

og forretningen bliver ordnet i hans mildest

talt rodede stue mellem symaskiner,

sort/hvid TV og hans kone i Mother

Hubbard Dress. Udenfor i den klistrede

GLOBEN nr. 29 / September 2007

tropeaften er hver en kvadratcentimeter

levende. Gekkoer, skolopendre,

myg, fluer, myrer.

Da vi lidt senere går ind mod byen, får

vi bekræftet, at vi er kommet til en

anden verden. Indbyggerne er meget

negroide, og vi er stort set de eneste

udlændinge. Alle er meget smilende og

venlige og kommer med den karakteristiske

“Goodnite”-hilsen på bislama. På

hovedgaden Kumul Highway ligger computerbutikkerne

side om side med yamslagre.

Jo nærmere vi kommer bymidten

og den store overdækkede markedshal

formet som et traditionelt langhus med

åbne sider, desto tættere bliver menne-

TEMA:

Stillehavet

Blandt papegøjefisk

og penisfuteraler

- oplevelser på Vanuatu

TEKsT og foTo: JAKob LInAA JEnsEn

Vanuatu hed tidligere Ny Hebriderne og var indtil 1980 et engelsk-fransk såkaldt

kondominium, det vil sige at begge lande administrerede øen på en gang. det

kom der mange absurde situationer ud af, men i dag er Vanuatu et fredeligt (og

temmelig ufremkommeligt) øparadis midt mellem australien og fiji.

Glade børn i vandkanten ved Hog Harbour, Esperitu Santo

skemængden. Det viser sig at være et

arrangement kaldet “Global march for

Jesus”. Vanuatus indbyggere er meget

religiøse, og alle kristne sekter og trosretninger

er repræsenteret. over os ligger

Sydkorset højt under den kulsorte,

sydlige stjernehimmel.

Port Vila er en lille hovedstad, men rummer

dog en lille ”Chinatown”. I kondominietiden,

hvor englændere og franskmænd

havde hver deres forretninger,

var kineserne de eneste, der handlede

med alle og modtog en hvilken som

helst valuta. Ikke underligt, at de har

drevet deres købmandsvirksomhed så

langt ud i Stillehavet!

Vanuatus beskedne størrelse bliver

tydelig, da vi skal på internettet,

der tilbage i 1999 ikke ligefrem

var udbredt i Stillehavet. På

dette tidspunkt er det kun muligt et

sted på øen, på Kommunikations- og

Indenrigsministeriets kontor. Det ligger

placeret i Independence Park på en

bakke med udsigt over bugten. en smilende

mand i åben skjorte og spraglede

bermudashorts viser os vej derind. Det

viser sig at være indenrigsministeren!

Dette lokale svar på Slotsholmen rummer

i det hele taget alle yderlighederne

i det lille ørige. Indenrigsministeriet holder

til i en blanding af en barak og et

skur, mens parlamentet er en flot moderne

bygning designet som fire langhuse,

der er bygget sammen. Døren

er åben, og vi går bare ind, noget der

ville være utænkeligt de fleste steder i

Europa. Interiøret er bygget i marmor

med en søjlegård i midten. Vi går rundt

mellem artefakter fra alle øerne. Der er

masker, stenskulpturer og flotte figurer

i træ, der har været brugt som trommer,

når stammerne skulle meddele sig

til hinanden. I denne flotte bygning mødes

parlamentet nogle gange om året

med udsigt over bugten til den ene side

og nationalmuseet til den anden.

Tæt på hovedstaden Vila ligger Mele

Island, der er som taget ud af en

Bounty-reklame. Hvid strand, hytter

og en regnskov i midten. Desværre er

øen ejet af et resort, der tager en grum

entre for at komme ind på øen. Det

er imidlertid pengene værd. bare tre

meter ude i vandet er der tusinder af

fisk i alle farver. Jeg spotter omgående

mindst tre forskellige slags papegøjefisk,

og de halvstore eksemplarer pikker

forsigtigt på min maske for at finde ud

af, hvad jeg er for en. På bunden ligger

blå søstjerner, og her er også enkelte

koraller.

ud at se med Vanair!

Det viser sig, at vores oprindelige plan

om at sejle mellem Vanuatus øer ikke

kan realiseres. Det er for dyrt og vil også

tage alt for lang tid. I stedet bestiller vi

med lidt bange anelser tre rejser mellem

de forskellige øer med det lokale flyselskab,

Vanair.

Alene navnet

burde skræmme,

og fjorten dage

inden vores ankomst

var et af

deres fly styrtet i

Stillehavet ud for

Vila, hvorved otte

mennesker blev dræbt. Den danske antropolog

Jens Dahl overlevede kun ved

at svømme tre timer i et hajfyldt farvand.

Vores flyveture går dog alle fint,

og det er som ventet en kæmpeoplevelse

at se det lille ørige fra luften. Det er

balsam for sjælen og øjet at flyve over

det blå Stillehav afbrudt af små grønne,

bjergklædte øer, overalt domineret af

kokosplantagerne og den omkransende

tropiske regnskov. Få steder stiger røgsøjler

op fra små landsbyer, men ellers

virker det hele så uberørt som før menneskets

indtog. Vi lander to gange på

den utilgængelige ø Ambae. overalt i de

små lufthavne hænger folk dovent omkring

med pakker, der skal med flyene.

nogle ser ud som om de tilbringer hele

De tidligere brave krigere

efterlod blot deres

isenkram til regnen og

svalerne


dagen her, som de sidder mellem svin,

høns og bananklaser.

Esperitu Santo –

kokosnødder og krigsminder

Vi lander på den største ø, esperitu

Santo. Hovedbyen Luganville er landets

næststørste by, men det siger ikke meget.

lufthavnen er efter sigende lige

blevet opgraderet til boeing-kapacitet,

men stedet består af en hullet betonmark,

og da et fly er punkteret, sender

man bud tilbage til Port Vila efter

et reservedæk! Vi bor på hovedgaden,

en delvist asfalteret jordvej med vandpytter

så store som damme, hvori malariamyggene

utvivlsomt har gunstige

vilkår.

en af dagene sejlede vi ud til Aore, en

ø ud for luganville, der var en vigtig

kampplads i Stillehavskrigen. Farvandet

omkring Aore er da også berømt blandt

dykkere som et af de steder i verden,

der har den højeste koncentration af

skibsvrag. naturen i sig selv er heller

ikke dårlig. Korallerne ude i det lave

vand er døde efter en af talrige tropiske

cykloner, men i dag har små krebs, søstjerner

og firben i alle farver taget over.

Resterne fra krigen er også tydelige.

bunkere og masser af rustent materiel

ligger endnu strøet omkring i det høje

græs. De tidligere brave krigere efterlod

blot deres isenkram til regnen og svalerne.

en gammel

ruin er helt

overgroet, og et

træ er vokset

udenom et savblad,

der engang

havde prøvet at

komme det til

livs. Her er som

paradisets have: edderkopper i alle farver

med enorme spind, fugle, insekter

og små firben. Når mennesket stopper

sin vanrøgt af planeten, tager naturen

over og vinder det tabte tilbage.

På det nordlige esperitu Santo overnatter

vi ved Champagne Beach, der ikke

uden grund er verdensberømt for sit

hvide sand. Her hyggede de franske koloniherrer

sig med vin, kvinder og champagne,

deraf navnet. På denne morgen

har vi det hele for os selv, men når et

stort krydstogtsskib lægger til, kan her

være op til 1000 mennesker på stranden.

en lokal hævder, at han har ejendomsretten

til stedet, så ved indgangen

skal man betale 200 Vatu i en blikdåse.

GLOBEN nr. 29 / September 2007


Vi boede tre dage i Bunlap og er her fotograferet sammen med et par af høvdingene og andre mænd

I den anden ende af stranden hævder

en anden, at det er hans område, så bader

man der, skal man lægge andre 200

Vatu. De må bruge megen tid på at gå

og holde øje med hinandens områder…

Da vi skal tilbage til luganville får vi turens

mest specielle køretur. Det er næsten

umuligt at komme rundt med bil på

disse øer, og de lokale kører stort set

kun, når de skal transportere kokosnødder

og andre markedsvarer. Da prisen

på kokosnødder lige er steget, er det

imidlertid muligt at få et lift. Sammen

med rygsækkene bliver vi placeret på et

bræt ovenpå en stabel sække med halvrådne

kokosnødder, der stinker som en

blanding af dansk spegepølse og italiensk

gorgonzola. Man skal holde sig fast

til chassiset, for opmuntret af den udmærkede

vej, der lige er blevet udbedret

efter regntidens strabadser, kører

chaufføren som død og helvede, mens

hele verden blæser ud bagtil som en af-

GLOBEN nr. 29 / September 2007

sindig tropisk malstrøm. Speedometeret

er stået af for længe siden og står kon-

stant på 10 km/t.

Blandt de ”vilde” på

Pentecoast

Vi har besluttet at gøre et stop på

denne uvejsomme ø, som vi begge har

læst meget om

på forhånd. De

sydlige lands-

byer er kendt

for den såkald-

tenaghol-tra- dition, udspring

fra 20-30 meter

høje tårne kun

Overalt på Vanuatu er der fantastiske hvide strande, her på Mele Island

med lianer om fødderne. Jeg beskrev i et

tidligere nummer af Globen, hvordan vi

fik lov at overvære dette ritual, som var

en kæmpeoplevelse. Senere blev vi ind-

budt til at bo i den traditionelle landsby

Bunlap, hvor indbyggerne stadig lever

meget traditionelt. Missionsvirksomhed

har slået fejl, og den foretrukne be-

klædning er stadig græsskørter for

kvinderne og penisfuteraler for mæn-

dene. Da vi er blevet installeret i deres

palmebladsgæstehus, står det klart, at

vi er mindst lige så store attraktioner

for dem, som de er for os. Alle er henne

for at sige goddag og stille de samme

spørgsmål. Hvad hedder vi, hvor gam-

le er vi, hvorfra kommer vi, er vi gift,

har vi børn og så det klassiske: om der

vokser kokosnødder i Danmark? De ser

meget bedrøvede ud, da vi fortæller, at

det gør der ikke. De udstøder deres ka-

rakteristiske sukken akkompagneret af

en hovedrysten.

‘ Inde i fælleshuset er der

totalt røgfyldt fra deres

ildsted, som der åbenbart

er gang i 24 timer i døgnet


Vi bliver inviteret ind i nakamalen, deres

traditionsrige fælleshus, som der var i alt

tre af, et for hver del af bunlap. Allerede

her begår vi den første store fejl. Vi går

ind ad den forkerte ende og kommer

derved til at gå gennem den del, der er

forbeholdt høvdinge. De tager dog vores

fejltrin med et smil, men er derefter

meget omhyggelige med at dirigere os

ind ad den rigtige indgang. Inde i fælleshuset

er der totalt røgfyldt fra deres

ildsted, som der

åbenbart er gang i

24 timer i døgnet.

Kun mændene har

adgang til nakamalen,

og de ligger

langs siderne

eller sidder midt

på det jordstampede

gulv og skraber sod af taroer, som

de har stegt over den åbne ild.

I det hele taget er landsbyens liv indordnet

under mange regler. Husene er

klart afgrænsede i forhold til hinanden,

landsbyen gennemskæres af hegn og

Udriggerkanoen har en lang historie i Stillehavet og har spillet en

nøglerolle i befolkningsvandringer

stendiger, og adskillelsen mellem køn- tiltagende her. Jeg svarer undvigende,

nene er tydelig. Mændene sidder i na- men overvejende benægtende, og med

kamalen eller på torvet og tager sig af et blik skævende til faderen ser jeg, at

det ”vigtige”, mens kvinderne knokler mit svar behager ham. De gamle høv-

i marken eller vasker tøj. Mændene dinge kæmper stadig indædt mod kri-

spurgte grinende, hvorfor vi ikke også stendommen og enhver form for mo-

organiserer os sådan i Danmark! Vi ser dernitet, men med den nye vej, der er

enkelte af kvinderne i græsskørt og ikke bygget, er det kun et spørgsmål om

så meget andet på kroppen. De står tid. En ny kommunikationsmast er ved

bag et hegn ovre i den anden ende af at blive bygget på toppen af bjerget,

byen, hvor vi åbenbart ikke kan komme. og snart vil bunlap være en del af den

Der er mange andre særprægede ter- globale virkelighed. Også her vil indbygritoriale

regler: det er strengt forbudt at gerne komme til at gå rundt i T-shirts og

svømme under en kvindes kano eller gå

under hendes tørresnor. Sker det, skal

se dårlige soaps.

alle genstande, der har været involve- Kava i nakamalen

ret i hændelsen destrueres, og det for- en af aftenerne bliver vi inviteret til en

ventes af synderen, at han betaler en af deres faste skikke, kavadrikning i na-

klækkelig kompensation herfor. Det er kamalen. Høvdingene sætter sig i deres

ikke blot kristendommen og islam, der tredjedel. Vi bliver som gæster anbragt

er fuld af underlige regler, som har til sammen med mændene i den midterste

hensigt at besværliggøre folks liv… tredjedel, mens drengene sidder i den

forreste tredjedel. nogle af mændene

Vi sidder på pladsen midt i landsbyen, da går i gang med at brygge kavaen ved at

en højlydt forhandling går i gang. Vores ælte og presse en kavarod i et vandfad.

vært i den anden landsby, Chief Willy, Herefter filtreres drikken et par gange

har købt kava-

og hældes op i

rødder af folkene

i bunlap, og en

del af betalingen

består af femten

røde og blå plasticspande

”made

in Australia”, som

vi senere ser som

‘ Man bliver glad for sin

hepatitisvaccination! Den

lovede lette rus indfinder

sig dog ikke


de karakteristiske

skåle. Turen

kommer også til

os, og man skal

tømme hele skålen,

der smager

af mudder. Man

bliver glad for

ugens tilbud i landsbybutikken i Pangi. sin hepatitisvaccination! Den lovede let-

nu står disse stablet midt på pladsen

som et absurd totem fra en anden plate

rus indfinder sig dog ikke.

net. Høvdingene ser rådvilde ud, og Som vi sidder inde i nakamalen, lyder

de kommer næsten i håndgemæng, da der sang og dans ude fra pladsen. Vi er

en af de yngre kommer og forsøger at blevet fortalt, at en dreng skal omskæ-

mægle. Sceneriet afbrydes pludseligt af res denne aften, et ritual på linie med

en af de unge høvdingesønner, der kom- en barnedåb. nu danser mændene i en

mer gående henover pladsen bærende markering af, at drengen er trådt ind i

på en batteridrevet ghettoblaster, der fællesskabet. Det starter med en lang-

spiller Aquas ”doctor Jones” med knapsom dans i en rundkreds af mænd og

per blinkende i alle farver. Kontrasten er drenge, men efterhånden stiger både

vanvittig!

tempo og sang. Flere og flere tilslutter

sig dansen, og også vi bliver invi-

”jesus kommer du ikke

teret indenfor i cirklen en overgang.

udenom”

om det er manglende danseevner el-

Vi har hørt, at bunlaps høvdinge hidtil ler det faktum, at kvinderne begynder

har modstået ethvert forsøg på missi- at komme med, der gør udslaget, ved

onsvirksomhed, men høvdingesønnen jeg ikke, men efter et stykke tid bliver

Waros spørgsmål afslører, at missionæ- vi ført tilbage blandt tilskuerne! Kvinder

rerne har været her. Han fortæller mig og mænd danser nu i en stor hvirvlende

historien om Jesus på korset og nede rundkreds, mange af dem svingede med

i graven og refererer til ”dem, der har spyd, knive, planter eller sågar ghetto-

været her for nylig”. Han spørger mig, blasterne fra tidligere. Som dansen er

om jeg tror på historien om Jesus. Jeg på sit højeste, ser jeg det smukkeste og

er nu pludselig i fare for at blive inddra- største stjerneskud, jeg nogensinde har

get i en herrens strid, der åbenbart er set. Det er en aften midt i evigheden!

GLOBEN nr. 29 / September 2007 7


1. plads

Prepare to die

Af ArnE rungE

Johannesburg i Sydafrika, eller Jo-

burg som byen osse kaldes, er et

sted, hvor man skal passe godt

på sig selv. Man kalder byen for en af

verdens farligste byer. Jeg og min lille-

bror Preben havde da heller ikke tænkt

os at blive mere end de fire timer, vi

skulle vente på aftentoget til Zimbabwe.

Alligevel gik det galt. Vi blev overfaldet

af tre unge knivbevæbnede teenagere,

men klarede den fordi min bror for sjov,

og fordi det var lovligt, havde købt en

gaspistol i Cape Town. Han havde osse

købt en cowboyhat og gik rundt og le-

gede cowboy med gaspistolen, som lig-

nede en rigtig pistol, stukket ned i buk-

selinningen. Det grinede vi meget af,

men vi havde bestemt ikke troet, at den

skulle bruges til andet end pynt.

Jo-burg var en stor beskidt by, med

mange skyskrabere, en masse slum og

en helvedes masse sorte fattige men-

nesker. Her var simpelthen så mange

mennesker, at man fik klaustrofobi bare

af at gå rundt i byen. Samtidig var vi

godt sultne, så vi gik ind i en park for at

spise noget brød og nogle tomater, som

vi havde haft med i rygsækken.

Vi havde deponeret vores rygsække i

”kloakrummet” på banegården, så vi

havde ingen bagage at slæbe på. Vi

slentrede bare af sted i det dejlige sol-

skinsvejr, Preben lidt foran mig. Jeg så

godt, at der gik tre unge sorte ranglede

fyre lige bag os og tænkte faktisk, at de

godt nok så lidt skumle ud. Så jeg var

på vagt, da den ene gik op på siden af

Preben og tog noget frem og viste ham.

Alligevel troede jeg først, at han ville

sælge noget. Pludselig lagde Preben ar-

KONKURRENCE:

” Farlige situationer på rejsen”

Dommerkomiteen har denne gang valgt Arne Runges dramatiske artikel, om en lidt for

spændende begivenhed i Johannesburg, som konkurrencevinder. Desuden bringes 2 andre

medrivende artikler der var med i opløbet.

Preben som cowboy, med hat, guitar og gaspistol.

Det grinede vi meget af, men vi havde bestemt ikke

troet, at det skulle bruges til andet end pynt.

Foto: Arne Runge

men om hans skulder og trak ham ind til

sig. Det så helt komisk ud, næsten som

to bøsser, der krammede hinanden. De

gik ind mod buskene, og pludselig så jeg

negeren gøre sig fri og række hænderne

i vejret, mens han råbte ”Don’t shoot -

Don’t shoot ”.

Jeg var ét stort spørgsmålstegn. De an-

dre to, som nu var oppe på siden af mig,

stak i løb, og ham, der var sammen med

Preben, løb baglæns med hænderne

halvt oppe i luften. Preben stod med sin

pistol i hånden og pegede på ham. Det

hele gik så hurtigt, at jeg ikke havde re-

gistreret, hvad der egentlig var sket, før

Preben fortalte mig det.

Fyren havde trukket en springkniv og

sagt ”Give me Money” mens han holdt

fast i Prebens jakke. Preben havde ta-

get det forbavsende roligt. Han havde

gaspistolen med fra Cape Town, som

han bar skydeklar i bukselinningen. Jeg

havde faktisk frarådet ham at købe den

på grund af de mange grænser, vi skulle

passere, før vi kom til vores sidste be-

stemmelsessted i Nairobi, men nu fik

han sørme brug for den. Han lagde så

venstre arm rundt om fyrens skulder,

mens han trak revolveren op med højre

hånd og pressede den ind i brystet på

ham, og sagde: ”prepare to die”. Fyren,

der formodentlig troede at det var en

rigtig pistol (selv om en gaspistol sik-

kert heller ikke er til at kimse af), blev

skrækslagen og rakte straks hænderne

i vejret for at redde sit liv.

Vi gik hurtigt tilbage til togstationen.

Her fandt vi en café, hvor vi satte os og

drak en kop kaffe, mens vi gennemgik,

hvad der egentlig var sket. Preben ry-

stede som et espeløv og kunne næsten

ikke forklare det for mig, og jeg var helt

omtumlet og kunne næsten ikke tro, at

det virkeligt var sket. Men det var det. Vi

var lige blevet overfaldet af nogle kniv-

bevæbnede unge negre i Johannesburg,

og vi var sluppet godt fra det. Men den

var fan’me tæt på. Vi var ikke meget for

at gå ud i byen igen, så vi blev siddende

de sidste par timer til vores tog afgik, på

coffee shoppen på banegården og drak

kaffe, mens vi igen og igen gennemgik,

hvad der var sket. Jeg drak selvfølgelig

et par cognac til kaffen, og Preben, der

normalt aldrig drikker alkohol, drak den

første cognac, jeg nogensinde havde set

ham drikke.

arne Runge får

tilsendt denne

bog, for sin

spændende

vinderartikel

Tyndskid og

pakistanske militser

Af CLAus QvIsT JEssEn

Verden er fuld af ”farlige

steder”. I hvert fald hvis

man skal tro aviser og TV,

fik jeg gjort mig færdig, halet bukserne

op i anstændig navlehøjde

og hoppede ud gennem buskad-

og et af de mest suspekte steder

set. Foran mig stod intet mindre

er bjergområderne i det nord-

end en hær. Fem voksne mænd,

lige Pakistan. netop Pakistans

alle iført grå og brune uldklæder,

bjerge er noget af det mest

de obligatoriske “afghanske” fuld-

ukontrollerbare på vor grønne

skæg samt den mindst lige så ob-

klode, og de forskellige folkeligatoriske

afghanske våbensamslag

er mindst lige så uregerling:

en riffel, et par pistoler, en

lige som landskabet. Gennem

kalashnikov, en lang kniv og et par

århundreder har forskellige ko-

ekstra patronbælter på kryds over

loniherrer - spændende fra for-

brystet – pr. mand! Med sig havde

tidens sikher og afghanere over

de desuden to lettere bevæbnede

Dronning Victorias englændere

teenagedrenge og et par muldyr,

til nutidens pakistanske rege-

hvert læsset med tunge trækasring

- forsøgt at betvinge de

ser. Sikkert dynamit eller lignende

stolte muslimske klaner, men

dødeligt indhold.

endnu er det ikke lykkedes. Livet

Med trykkende mave, et tarmsy-

i Indusflodens mange utilgænstem

totalt ude af kontrol, periodigelige

sidedale minder derfor

ske æggebøvser og en uklædelig

selv den dag i dag mest om en

lokumsrulle i den ene hånd lyk-

masse små, separate sultanater

kedes det mig mod alle odds at

snarere end en integreret del af

bevare en slags fatning og frem-

Pakistan. Islam har de til fælles,

men det er vist også det hele, så

Raikot-dalen er en af de mere tilgængelige af Indus’ mange sidedale,

men stadig vild og smuk. Landsbyerne og folkene hér er lige præcis

sige et klingende arabisk “assalam

aleikum”, må fred være med jer!

selv i vore dage er der grund til

lige så vilde og ukontrollérbare som den underskønne natur, om end de

lugter en del anderledes. ”Får” er den mest brugte parfume. Foto: CQJ

at passe mere end en lille smule

Det faldt i god jord, og de noget

på. Aftrækkerne sidder løst på

voldsomt bevæbnede, men meget

de mange moderne rifler.

Troede jeg, for da jeg tidligt næste mor- høflige militssoldater svarede pænt igen

gen pakkede telt og sovepose og begav med en stribe store smil og et varmt

en af disse potentielt urolige sidedale mig videre opad mod basecamp’en i top- “wa aleikum assalam”, må fred også

er Raikotdalen, der helt fra nordsiden pen af gletcheren, tog maverumleriet en være med dig. Der blev udvekslet en

af det mægtige bjerg nanga Parbat uheldig drejning. En flok æggebøvser masse håndtryk, og da jeg som altid

løber mod nord og ender i den lige så fulgte med, et sikkert tegn fra tarmsy- havde en håndfuld cigaretter i tasken,

mægtige Indusflod. Området er fremstemet om, at min gamle uven, amøben blev der også delt ud af dem. bare såragende

til trekking, og allerede første Giardia, havde tænkt sig at tage med op dan for gammelt venskabs skyld.

eftermiddag kunne jeg - efter at være til campen. Giardia indefra og et stramt-

vandret nede fra Indus - slå mit telt op siddende rygsækbælte udefra er bare Pludderen gik, cigaretterne blev røget

på en grøn græseng ved Fairy Meadows ikke nogen heldig kombination, og efter færdige, og kort efter sagde arméen

med fuld udsigt over det formidable en time eller to kunne jeg ikke holde til pænt farvel med endnu en serie “assa-

Nanga Parbat; 8.126 meter højt og det trykket mere. Der skulle skides, og det i lam aleikum” og fortsatte deres myn-

vestligste bjerg i den 2.000 km. lange en mægtig fart, så i ekspressotempo fik dige inspektionsrunde. Jeg stod en kort

Himalayakæde. Synet af det ensomme jeg smidt al bagagen og skyndt mig ind stund tilbage og funderede på, hvad i

bjerg og den ekstremt sprækkefyldte i nærmeste buskads iført den reglemen- alverden det var for en militshær, der

Raikotgletcher var allerede hele turen

værd. At min mave var begyndt at rumterede

lokumsrulle.

lige var passeret.

le og te sig voldsomt, tog jeg ikke som Aaaaah! Det lettede, men midt i min I hvert fald lige indtil maven igen be-

noget dårligt varsel. Det er sket før, så meget nødvendige business hørte jeg gyndte at trykke, og jeg måtte flygte ind

den holdt sikkert op igen.

pludselig noget pusle fra stien. Hurtigt tilbage til buskene og Mr. Giardia.....

8 GLOBEN nr. 29 / September 2007 GLOBEN nr. 29 / September 2007 9


Det kan også være farligt

at blive hjemme

Af PEr ALLAn JEnsEn

Farlige situationer på rejsen, har den

ærede redaktør bedt os om at be-

rette om. For nogle år siden havde

vi temaet ”Uheldige rejseoplevelser”, der

løb over flere numre, og på det tidspunkt

fik jeg desværre opbrugt min kvote af

farlige rejseoplevelser. Tre styk blev det

til, og da der er kommet mange læsere til

siden, så følger her lige et kort resumé:

1984: På Sri Lanka var jeg - under en

snorkeltur tæt ved land - så opslugt af

de maritime oplevelser, at jeg ikke be-

mærkede, at jeg var kommet helt ind

i brændingen. Mit paniske forsøg på at

komme sikkert i land ved at anbringe

hænder og fødder mellem de mange sø-

pindsvin lykkedes ikke ret godt, og de

efterfølgende måneder og år kunne der

opereres søpindsvinepigge ude fra de

mærkeligste steder på min krop.

1987: I den skønne by Rio blev jeg holdt

op af et par små knægte, der simule-

rede (eller måske havde?!?) en revolver

under blusen, og jeg lod - i øjeblikkets

panik - hånt om al sund fornuft og slog

vildt ud efter dem, hvorefter vi alle tog

flugten i hver sin retning. Det tog lige

lidt tid at få pulsen tilbage i et normalt

leje bagefter.

1997: Endelig var der mit livs nytårsaften,

der blev tilbragt i en lille palmehytte i det

thailandske højland. Uforvarende kom jeg

til at spise adskillige store stykker af en

hashkage, hvilket afstedkom en lille halv

snes timer i en rus, hvor jeg flere gange

troede min sidste time var kommet.

Egentlig synes jeg, at den megen snak

om hvor farligt det er at rejse i det store

udland, er stærkt overdrevet og i øvrigt

mest stammer fra folk, der ikke selv har

prøvet det. og i hvert fald er det hverken

eksotiske sygdomme eller farlige

dyr, der udgør den største risiko, men

derimod snarere den - hastigt tiltagende

- trafik. Men det er faktisk ikke særlig

spændende at høre om alle de gange

man har været lige ved at blive kørt ned

af en bil eller den gang motorhjelmen

sprang op på en taxa i Paraguay eller

0 GLOBEN nr. 29 / September 2007

Øst vest, hjemme farligst. Foto: Anita Tolmark.

den gang min bil punkterede for fjerde

gang oppe midt i det uvejsomme højland

i Guinea.

Jeg har gransket min hjerne for at prøve

at komme i tanker om nogle flere farlige

situationer, og jo, nogle har der da været,

selv om det - for nogle af hændelsernes

vedkommende - først senere er

gået op for mig, at der måske nok var en

vis fare på færde.

Som f.eks. i 1981, da jeg - med min

daværende kæreste - var kommet til

nairobi, hvor vi begge var af den overbevisning,

at vi lige måtte gå en tur

gennem det sorte slumkvarter for rigtigt

at føle, at vi var kommet til Afrika.

I vores naivitet forbandt vi slet ikke situationen

med noget farligt, og det var

måske også derfor vi slap fra det med

næste konkurrence:

”Mit besynderligste måltid”

en masse smil og nogle forbavsede ansigtsudtryk.

Det er ligesom med hunde:

Hvis man udviser angst, så er der langt

større fare for, at man bliver bidt.

I min pure ungdom forbandt jeg det heller

ikke med den mindste fare at drøne

rundt i Grækenland på en lejet motorcykel

iført bare fødder, korte bukser og

T-shirt. Eller - en nytårsaften i Sverige

- at ligge ”i krig” med lokale unge, med

det åbne køkkenvindue som affyringsrampe

for store nytårsraketter.

Men det kan jo også være farligt at blive

hjemme i lille Danmark. Man kan risikere

at pådrage sig erhvervsskader som

stress og musearm - eller måske simpelthen

kede sig ihjel. en gang deltog

jeg i et større sportsarrangement (i øvrigt

planlagt af klubbens første formand

ole egholm), og dagen efter måtte jeg

gå til lægen for at få fjernet en stor og

smertefuld væskeansamling på albuen.

Det var lidt pinligt at skulle forklare lægen,

at årsagen var deltagelse i en armlægningskonkurrence.

en af de absolut farligste situationer jeg

har været i indtrådte sidste St. Hans aften,

hvor jeg - på min cykel - var på

vej hjem fra Roskilde til Frederiksberg.

På vej op ad en bakke i Hedehusene

smuttede min fod på pedalen med det

resultat, at jeg pløjede ned i asfalten og

brækkede en fod og fik en masse andre

slemme knubs. Konsekvensen var,

at en måned af ”århundredets sommer”

måtte tilbringes med benet i gips, hvor

jeg så kunne sidde og filosofere over,

om det er mest farligt at rejse i udlandet

eller blive hjemme. Jeg er ikke længere i

tvivl om svaret.

Konkurrence: bedste indsendte artikel vinder. Har du spist hund, rotte eller

saftige insekter. Har dit måltid sendt dig på direkte kurs mod toilettets kridhvide

fajance eller er du blevet inviteret indenfor i en afrikansk lerhytte eller en

mongolsk ger til en god gang lokal kulinarisk kogekunst, så send os dit bidrag.

Artikler vurderes alene på tekst, men send meget gerne ét billede med, der kan

illustrere artiklen. Artikler må max. fylde 4.000 tegn.

Præmie: Richard I’Anson: Travel Photograhy

Skribentkonkurrence 2007

Atter et år er gået, og det er igen

tid til klubbens årlige skribentkonkurrence.

Det seneste år har budt

på et væld af fremragende artikler her

i Globen. Samtidig vælter det ind med

medlemmer i klubben. De seneste 12

måneder har vi fået hele 60 nye aktive

medlemmer og på de seneste blot tre

måneder ikke mindre end 40 nye passive

medlemmer. Flere medlemmer betyder

flere forfattere, flere fotografer og flere

erfaringer vi kan trække på. Det betyder

også bedre økonomi, og bestyrelsen har

dermed endelig i år fået muligheden for

at lade hele Globen trykke i farver. Farver

betyder selvsagt utroligt meget for et

rejseblad, og det er bestyrelsens håb, at

vi kan fortsætte denne positive spiral.

Skribentkonkurrencen er din årlige

chance for at vise din anerkendelse af

de forfattere, der bruger mange timer

på underholdende at beskrive deres

Martin Adserballe:

Heaven by bike (Jun07)

Henning Andersen:

Island - Øen der burde have heddet Ildlandet

(Dec06)

Lone & Michael Andersen:

Et land en by - Myanmar/Yangon (Mar07)

Søren Bonde:

5 stillehavsperler - 3 opdagelsesrejsende (Sep07)

Højdepunkter i Stillehavets opdagelse (Sep07)

Ewa Bylinska:

Jeg hygger mig i Danmark (Dec06)

Strabadser i ørkenen (Mar07)

Erik Futtrup

Stafetten - de ti plager (Dec06)

Charlotte Felk:

Hos Mama Natti i Fijis jungle (Sep07)

Matthias Gamrath:

Kungsleden og Kebnekaise (Dec06)

Svend Garbarsch:

Tog til taget (Mar07)

Lars Gundersen:

Trekking på verdens tag (Jun07)

Jesper Grønkjær:

Rejsen til verdens ende (Sep07)

Kenneth Hvolbøl:

Bestigning af Mont Blanc (Jun07)

Niels JL Iversen:

Danske zooer og akvarier (Dec06)

Et land en by - Rumænien/Bukarest (Jun07)

Jane Jacoby:

Top10 bedste/værste indkøb (Mar07)

Per Allan Jensen:

Tid er penge - men ikke i Afrika (Jun07)

Det kan også være farligt at blive hjemme (Sep07)

eventyr fra afkrogene af vores fantastiske

planet. Reglerne i konkurrencen er

uhyre simple. Man stemmer på de tre

forfattere, man bedst kan lide, ved at

sende en mail til afstemning@berejst.

dk. Din nr. 1 får 3 points, nr. 2 får 2

points og nr. 3 får 1 point. Man kan kun

stemme på forfattere, der har skrevet

artikler til Globen inden for de seneste

12 måneder - en liste over alle bragte

artikler med forfatterangivelse bringes

herunder. både aktive og passive medlemmer

er meget velkomne til at stemme.

Det er ikke tilladt at stemme på sig

selv eller personer i ens husstand eller

familie. Det er en skribentkonkurrence,

så du skal alene stemme ud fra hvem du

synes skriver bedst, ikke hvem der har

taget de bedste billeder eller fået deres

artikel flottest opsat.

Sidste år kneb det desværre lidt med

tilslutningen til konkurrencen, så be-

DELTAGERE I SKRIBENTKONKURRENCEN 2007:

Jakob Linaa Jensen:

Blandt papegøjefisk og penisfuteraler (Sep07)

Claus Qvist Jessen:

Politi-blaf i Yemen (Jun07)

Tyndskid og pakistanske militser (Sep07)

Heidi Johansen:

Tørdragter, taskekrabber og tuskhandel (Dec06)

Jacob Gowland Jørgensen:

Jamen er det ikke Carl Erik (Sep07)

Preben Knudsen:

Kobberbryllupstur i Norden (Dec06)

Rasmus Krath:

14 kg. kokain i en bus (Mar07)

Sudan, FN og en dansk politikommissær i felten

(Sep07)

Bertel Kristensen:

En jernbanerejse gennem Sudan (Mar07)

Ib Larsen:

Bahrain - 2. del (Dec06)

Maibritt Brink Larsen:

Polsk vodka - nytår i Krakow (Dec06)

Bjarne Lund-Jensen:

Med slowtrain gennem Bangladesh (Mar07)

Nauru - verdens rigeste bunke møg (Sep07)

Henri Madsen

Tokelau - Erobring af et nyt territorium

Lars Munk:

På frugtrov i helvedes forgård (Mar07)

Mount Cameroun (Jun07)

Blandt hajer, sørøvere og kokosnødder (Sep07)

Martin Anker Nielsen:

Ud under åben himmel (Jun07)

Henrik Skov Nygaard:

Med bemo i badeshorts (Mar07)

styrelsen vil i år kraftigt opfordre alle

medlemmer til at stemme. Du behøver

ikke at have læst alle blade fra ende til

anden for at stemme i konkurrencen.

læser du kun udvalgte artikler, så stem

alligevel blandt dem du har læst. Det

er tilladt kun at stemme på en enkelt

forfatter, der så får 3 points, men vi ser

selvfølgelig helst, at der stemmes på tre

forfattere i prioriteret rækkefælge.

Konkurrencen er en vigtig tradition i

klubben, og vores kære sponsorer bidrager

med flotte præmier for flere tusinde

kroner til de vindende forfattere.

Du kan nu belønne de mange frivillige

forfattere ved at afgive din stemme

i konkurrencen. På den måde kan du

være med til at gøre Danmarks bedste

klubblad endnu bedre.

Send os derfor - hellere i dag end i morgen

- din stemme på adressen:

afstemning@berejst.dk.

Jørgen Oulund:

Under sejl fra Panama til Tahiti (Sep07)

Søren Padkjær:

Med 15 km/t gennem teplantagerne (Mar07)

Et land en by - Sri Lanka/Colombo (Sep07)

Erik Pontoppidan:

Mit rejseliv på skinner (Mar07)

Shanghai - den nye fremtidsby (Mar07)

Elsa Ranzau:

Vinterfjeld i Rondane (Dec06)

Med ski og pulk tværs over indlandsisen (Sep07)

Michael Rothenborg:

På skinner i den sibiriske dybfryser (Mar07)

Arne Runge:

Vikingernes verden (Dec06)

Haven i de sorte bjerge (Mar07)

Bahamas et sted i Caribien (Jun07)

Mig og Ib (Jun07)

Lad aldrig solen gå ned over din vrede (Sep07)

Prepare to die (Sep07)

Anette Sode & Paul-Erik Jensen

Top10 set fra børnehøjde (Dec 06)

Simon Staun:

Den længste rejse (Mar07)

Landet oppe under skyerne (Jun07)

Claus Søndergaard:

Verdens bedste søvn (Dec06)

Claus Virmer:

The Northern Playground

Jakob Øster:

Festlig firmatur til Finland (Dec06)

Et land en by - Japan/Tokyo (Dec06)

Det hårde sæde i det røde rige (Mar07)

Urtidens kæmper (Mar07)

5 bjerge / 3 vovehalse (Jun07)

Porten til Helvede (Jun07)

Sidste nat i St. Kilda (Jun07)

GLOBEN nr. 29 / September 2007 1


Blandt hajer, sørøvere

og kokosnødder

- Costa Rica, Isla del Coco

TEKsT og foTo: LArs munK

Jeg styrtede op mod havoverfladen, som jeg fløj igennem som en delfin gør

det på sine bedste dage. ”Tiburon martillo, tiburon martillo (Hammerhaj,

Hammerhaj)” råbte jeg, mens jeg stadig hang i luften over vandskorpen.

Resultatet var for mig ventet –

men måske lidt overraskende for

andre - nemlig at mine fire kam-

merater, som sad i en lille båd, straks

kastede sig i vandet… en omvendt reaktion

i forhold til en rationel tankegang,

hvor man formentlig ville springe op i

båden, men de fire rødder ville også

se Hammerhajen. Jeg var foran de andre,

så jeg crawlede efter det tre meter

lange bæst det bedste jeg havde lært,

mens jeg studerede dens majestætiske

bevægelser, alt imens den svømmede

langs havbunden på otte meters dybde.

Jeg kunne se, at havbunden hævede sig

en anelse, med det resultat, at hajen gik

lidt opad. ”Det er min chance for at studere

den lidt tættere på”, tænkte jeg,

så jeg dykkede ned imod den. Da jeg

var cirka fem meter fra den, lige over

dens hammerformede hoved, var det

som om, den lagde hoved lidt på skrå,

kiggede på mig og tænkte: ”Do you feel

lucky - punk? Well – congratulation…

You have seen the shark. I’m out of here

– adios amigo”, hvorefter den forsvandt

ud på dybt vand. Adrenalinen pumpede

i mine årer og glædesrusen var enorm

– jeg havde lige haft en affære med en

Hammerhaj.

Sørøvernes paradis

Isla del Coco, beliggende 530 km. sydvest

for Costa Ricas kyst, er en lille

(24 km2) mørk og ubeboet klippeø. En

barsk og forreven kyststrækning bugter

sig hele vejen rundt om øen og tårner

sig op til knap 200 meter rå klippevæg,

hvorfra vandfald på dramatisk vis kaster

sig i oceanet. bag denne massive forsvarsmekanisme

af forvitrede klipper,

rejser skyindsvøbte bjergtoppe sig over

tågede dale, der fuldstændig er dækket

af et grønt helvede af ufremkommeligt

vildnis… Velkommen til Skatteøen – alias

Isla del Coco. Øen som R. L. Stevenson

brugte som inspiration til sin bestseller:

Skatteøen.

Men der er ikke langt fra Stevensons

fantasiverden til virkelighedens verden.

I perioden 1650 - 1850 anvendte virkelighedens

sørøvere øen som opholdssted

i deres utallige togter mod span-

ske og engelske handelsskibe, der var

læsset til rælingen med gulddukater.

Øen brugte de til at slappe lidt af på,

proviantere, og udkæmpe deres interne

kampe. ”Fifteen men on a dead mans

chest – Yahoho, and a bottle of rom”,

kunne nemt have været øens nationalhymne.

Dertil kan ligges piratmottoet:

Dead men tell no tales”, hvilket refererer

til en begivenhed i omkring 1820,

hvor ”Benito Bonito of the bloody sword”

skulle dele rovet med sine medslyngler,

hvilket skete under indtagelse af en god

mængde rom. Pistolerne gjaldede, riflerne

lynede og luften var fyldt med lugten

af krudtslam, og da morgenen gryede,

lå femten mand døde i det blodrøde

sand – og endnu flere var smidt i havet

til hajerne.

Hvad der ligger af skjulte skatte i øens

mørke og våde underjordiske huler ville

være rart at vide, men indtil nu har

alle forsøg på at finde gulddukater været

forgæves. Legenderne og myterne

om Edwards Davis, Benito Bonito og de

andre rødder lever dog i bedste velgående.

nationalparkbetjent

Det vel nok mest fornemme skattekammer

ved og omkring Isla del Coco er,

efter manges mening, det omkringliggende

hav, der udgør et populært rendezvous

for talløse hajer. Det er et af de

Chattham bay, hvor vi, når

tidevandet tillod det, spillede

sambafodbold med fiskerne.

Det ”lille” hus på Isla del Coco. Bygget og sponsoreret af den danske NGO: BISU.

Dejlig hytte, placeret lige ned til havet, Chattham Bay.

to eneste steder i verden, hvor de op til

fire meter lange hammerhajer findes i

store flokke; fem forskellige slags delfiner

springer i vandskorpen, hvalhajer

tøffer stille forbi, skildpadder bevæger

sig elegant igennem vandet, gigantrokker

vælter sig i plankton i overfladen,

sværdfisk hopper lystigt, hvaler skimtes

i det fjerne og et utal af hajer (white

tip-, reef-hajer) ligger og slapper af på

havets bund. Det kunne til forveksling

minde om Stillehavets svar på en noahs

ark.

Jeg var en af de heldige, der havde fået

lov til at arbejde på selveste Isla del

Coco som frivillig nationalparkbetjent.

en af betingelserne for at komme derud

var, at man skulle arbejde derude 1½

måned i træk – og der var for langt at

svømme til fastlandet, hvis man blev

træt af stedet. Vi var en halv snes nationalparkbetjente

(herunder min gode

ven Peter, som også var frivillig), der

holdt opsyn med øen og håndhævede

fiskeforbudet fem miles (9,25 km) omkring

den. Parkbetjentene boede i et

par huse, der venligst er skænket og

bygget af den danske NGO: Bistand

Internationalt Samarbejde & Udvikling

(BISU) Håndværkere Uden Grænser. De

eneste huse på hele øen.

Man kan kun komme til Isla del Coco

ved at sejle dertil, så en tilfældig hverdagsaften

i december 1995 stævnede

jeg ud fra Costa Ricas største havn

Puntarenas, med Isla del Coco som de-

Karen Nikol - det gode skib, vi kunne patruljere farvandene med. Skibet er i øvrigt

opkaldt efter den danske dame, Karen Mogensen, og hendes mand Nikolas, som

var de første, der etablerede en nationalpark i Costa Rica.

stination. Mit transportmiddel var en bambi fornøjet hoppede rundt mellem

luksusyacht – Okeanos – fuld af sten- parkbetejentene. Fugle fløj nysgerrigt

rige dykkerentusiaster, der hver betalte helt tæt på, og ofte så det ud som om de

2.500 $ for en 10 dages dykkertur. Vi havde den største intention om at lande

stod til søs og langsomt forsvandt ly- på den nærmeste skulder og udbryde: ”

sene fra fastlandet for mine øjne – for

sidste gang i 1½ måned.

Hvad så makker - gir du en fisk?”.

Hajernes rescue 911

På tredjedagen – klokken fem om mor- nationalbetjentenes fornemste opgave

genen og efter 34 timer på åbent hav er at kontrollere, at der ikke foregår fi-

– vågnede jeg ved, at ankerkæden blev skeri i en afstand af fem miles fra øen.

rullet i havet og skibet fik fodfæste på Den intense jagt efter hajer har stået

havbunden. Fra koøjet i min ydmyge ka- på i mange år, og bestanden af disse

hyt, som i øvrigt var et alt-muligt pulter- respektfulde skabninger er følgelig rørum

med bøjer, sejldug og fiskestænger, get godt ned. Tit og ofte har man fundet

fik jeg det første indtryk af min destina- hoved- og finneløse hajkroppe på havtion

”Isla del Coco”. Som en dramatisk bunden, idet hajfinnesuppe er en god og

og mørk silhuet

eftertragte de-

lå hun i modlyset

fra solens jomfrueligeorgangegulemorgenstråler,

der tegnede

fine guldrande på

de få og spredte

skyer, der lang-

‘ Straks flåede Wilfredo i

rattet, og vi drønede hen

til den skandaløse plet på

hajernes tumleplads


likatesse i visse

kredse.

en kold og blæsende

aften i

starten af december

var

vi tre rødder

somt cruisede over øen. I overfladen af – Wilfredo, Diego og jeg - taget på pa-

det metalblå vand lå en flok kulørte fisk trulje i det gode skib Karen nicol. efter

og plaskede rundt, og næsten helt oppe få minutters sejlads opdagede vi et lille

ved båden kogte overfladen af en flok flag på toppen af et langt træ-skæfte,

små sultne hajer, der gik amok på de- placeret et par kilometer fra kysten – en

res morgenmad – et stykke kød, skibets bøje... Straks flåede Wilfredo i rattet, og

kok havde smidt ud til dem.

vi drønede hen til den skandaløse plet

på hajernes tumleplads. Wilfredo og

Inde på land troede jeg knap mine egne Diego var rasende og bandede fiskerne

øjne. I husets palmefyldte baghave gik hen hvor peberet gror. Wilfredo var tid-

smukke hvide hejrer rundt som en anligere hajfisker, og han var derfor vant

den flok gæs, alt imens en tro kopi af til at sejle rundt om øen og fange hajer.

2 GLOBEN nr. 29 / September 2007 GLOBEN nr. 29 / September 2007


Udsigt ud over Wafer bay. Oceans 9... forfatteren er blegansigtet midt i klumpen. Nationalparkbetjente

fra Isla del Coco

Siden hen forstod han konsekvenserne

af at jagte hajer, så han valgte at skifte

over til hajernes side, men hver gang,

han ser illegalt fiskeri, koger han fuld-

stændig over. En fed fiskeline førte fra

bøjen og ned i dybet, og følgelig sad en

række kæmpekroge monteret på knap

så tykke liner – alle med lokkemad i

form af en stor luns kød. Vi hev krogene

ombord – en for en – og på en af dem

var der bid. En 1½ m lang Galapagoshaj

– godt udmattet, men stadig i live – kom

til syne ved bådsiden. Vi hev den halvt op

ad vandet, Diego kappede linen så tæt

på den uhyggelige gab som muligt, og

den kunne svømme videre som en fri –

men træt – fisk. Det var faktisk en smuk

oplevelse: vi vuggede i en båd i det sto-

re ocean, og i skæret fra solen, der var

ved at stryge til køjs, sad vi og rullede

fiskesnørre sammen – hajernes ”Rescue

911” havde slået til igen. Isla del Coco

sloganet: ”Yo protejo a los Tiburones

– y usted?” (Jeg beskytter hajerne – og

du?) synes meget velvalgt. Lidt derfra lå

en anden bøje, men ingen hajer var fal-

det for fristelsen til at guffe løs af kød-

stykkerne. En båd kunne ses i det fjerne

– muligvis ophavsmændene til bøjerne

– så vi fyrede op under motorerne med

kursen sat direkte mod de fremmede.

Fiskerne er ikke altid lige villige til at

parere ordre, så parkbetjentene har et

jagtgevær ombord som selvforsvar. De

GLOBEN nr. 29 / September 2007

her fiskere var dog nogenlunde samar-

bejdsvillige. De synes godt nok, de hav-

de set bøjerne før, men de forsikrede os

om, at bøjerne var sat uden for femmi-

legrænsen. Hvordan de var kommet så

tæt på kysten kunne de ikke sige noget

om. Vi kunne intet bevise og intet gøre,

så vi sejlede videre. Wilfredo lignede en,

der havde lyst til at springe ombord på

deres båd og slå

hele banden ned,

men han holdt sig

pænt i skindet.

Situationen var

grotesk. om dagen

fik fiskerne

lov til at ligge for

anker i en af øens

to bugte, så af og til kom de op til huset

og sludrede eller spillede en gang sambafodbold

på stranden, men om aftenen

drog de ud og fiskede uden for den beskyttede

grænse. Men det ser unægteligt

lidt underligt ud, at der kun var en

båd i nærheden af øen, samtidig med,

at vi pludselig kunne finde bøjer og hajliner

inden for femmilegrænsen...

Vi sejlede lidt videre i vores eftersøgning

efter bøjer. Det var blevet mørkt,

og stjernerne blev tændt på himlen. Min

opmærksomhed blev henledt på en satellit,

der krydsede over vores hoveder

‘ Fiskerne er ikke altid lige

villige til at parere ordre,

så parkbetjentene har et

jagtgevær ombord som

selvforsvar


i sin ensomme færden over himmelhvælvingen.

livet på en rumfærd er et

ensomt liv så ufatteligt langt fra civilicationen:

ingen biler, skatteopkrævere

eller stress og pokkers langt til nærmeste

pizzaria. Sikkert en smule kedeligt

i længden. livet på min lille satellit i

Stillehavet var lidt som livet på en rumfærd

– næsten... Det er ikke så nemt at

smutte ned i den

lokale seveneleven

og hente

½ liter cola, omend

ens behov

for den slags

ting ændrer sig

sådanne steder.

Det er nærmest

en meditativ

tilværelse, hvor livet føles simpelt og

måske oven i købet en smule kedeligt

i det lange løb, omend man virkelig har

mulighed for at dykke godt ned i selv

og udforske sit eget jeg. Der var tid til

fordybning, filosofering og tanker om livet.

En dag mellem jul og nytår var der en

båd, der fragtede mig tilbage til fastlandet,

og mit liv som Robinson Crusoe

var ovre for denne gang. Med mig i livets

bagage havde jeg en god lære om,

hvordan livet kan være på en rumfærd

i lille satellit.

Tokelau

- erobring af et nyt territorium

TEKsT: hEnrI EngELbrEChT mADsEn

foTos frA sTILLEhAvET: sørEn bonDE

der er efterhånden kun ganske få områder på kloden, som ikke har været

besøgt af et dBK-medlem. Territoriet Tokelau er ét af dem, beliggende i

det sydlige Stillehav midt mellem Hawaii og New Zealand, og vort medlem

# 2, Henri Engelbrecht Madsen, der de sidste par måneder har sejlet rundt

i Stillehavet, beretter her om sit forsøg på at erobre denne ubesøgte plet på

landkortet. Historien er indløbet i begyndelse af august, og Henri har, når

dette læses, faktisk allerede været på øen.

I

cirka 52 år har jeg levet lykke-

lig uvidende om, at der langt ude

i Stillehavet ligger tre små atoller,

der tilsammen udgør et New Zealandsk

territorium, kaldet Tokelau. en atol er

en lavt liggende ø, der er bygget op af

koraller. Så blev jeg medlem af DbK, og

navnet Tokelau dukkede op på en liste

over medlemmernes ubesøgte steder.

Hvilket jo gnaver i min nysgerrighed.

Hvorfor? Jeg læste, undersøgte og blev

lidt klogere. Forstod at det ikke var så

lige til at komme dertil:

1) Ingen flyforbindelse.

2) Ingen lufthavn.

3) Ingen færge.

4) Ingen havn.

5) Man skal have logi før man kan få visum.

6) Som turist kommer du bagest i køen

i forhold til de lokale (hvilket jo er rimeligt

nok, når man ser på, hvor besværligt

det er at komme derover).

7) Evt. vejrproblemer.

8) Evt. maskin- og andre problemer, der

kan tilstøde den lille gamle fragtbåd, der

sejler uden faste afgangs- og ankomsttider.

9) Tokelau er et af de mest isolerede

steder i denne verden. Der er ca. et

døgns sejlads fra den nærmeste nabo,

nemlig Samoa. og ikke nok med det.

De tre små atoller er også isoleret fra

hinanden.

10) Man skal undgå jul og andre højtider

samt skoleferie, hvor alle de, der har tilhørsforhold

til Tokelau og som arbejder i

New Zealand og Australien mv. kommer

tilbage på besøg.

11. Cyklontiden, hvor sejlads er risikabelt.

12) Man kan kun komme til Tokelau fra

Samoa.

13) Der skal udfyldes et ansøgningsskema

på 4-5 A4-sider, som skal sendes til

De ældstes råd” på Tokelau, hvorefter

man kan håbe på at blive godkendt.

14) Billetter, visum, ansøgningsskemaer

mv. ordnes fra og kun fra TAlo =

Tokelau Apia Liaison Office. Dette kontor

ligger i Apia, hovedstaden i Samoa.

Rokker er verdensmestre i at camouflere sig, men

her er de fanget på lavt vand over søgræs, så de er

til at få øje på.

TEMA:

Stillehavet

Turen til Stillehavet

Med alt dette og meget mere i baghovedet

stod jeg nu for cirka fem uger siden

på stævnen af den danske yacht,

Roselina, og var på vej ind i Apia havn.

Jeg var gast ombord og var sejlet med

fra New Zealand og videre til Tonga og

Fiji. Vi kastede anker ved siden af en lille

grå fragtbåd med navnet TOKELAU malet

med sort på begge sider af stævnen.

Mit hjerte hoppede nogle gange - kunne

jeg være så heldig? Alle ombord gjorde

mig opmærksom på fragtbåden, da jeg

forgæves havde forsøgt at få kaptajnen

på Roselina til at sejle til Tokelau, men

det må man ej heller sådan lige. Der er

besværlige regler for dette også.

efter at immigrationen var ordnet, gik

jeg hurtigt op på TAlo. et lille kontor i

en gammel bygning. Goddag, mit navn

er Henri Madsen og jeg kommer fra

Danmark. Jeg vil gerne til Tokelau. Den

unge pige kikkede op på mig. Kan du

komme igen i morgen? Jow, det kunne

jeg, no problem og sendte hende et

stort smil.

Dagen efter stillede jeg op igen. Goddag

mit navn er… Jeg skulle komme i dag

vedr. besøg på Tokelau. Den unge pige,

Tasha, kikkede op og sagde, at det var

ikke let at komme til Tokelau, og at det

kunne tage lang tid, før det var muligt

for mig at komme derover. Det er oK,

sagde jeg, og sendte hende et stort

smil, jeg sætter mig ned og venter så

længe. Jeg blev ved med at se hende i

GLOBEN nr. 29 / September 2007


øjnene, for lige som at fortælle hende,

at jeg mente det sgu. Kan du komme

igen i morgen, sagde hun. Jow, det kun-

ne jeg, no problem og sendte hende et

stort smil.

Smukke piger

Dagen efter stillede jeg op igen. Goddag.

Jeg... Tasha kikke op på mig og sendte

mig for første gang et smil. Hello, sagde

hun. Jeg har nogle papirer til dig, som du

skal udfylde. Et ansøgningsskema på 4-

5 sider blev udfyldt, og hun spurgte mig,

du vil virkelig gerne af sted? Jow, det

ville jeg, det var det eneste formål med

mit liv, sagde jeg. nemlig at komme til

Tokelau. Hvorfor vil du gerne til Tokelau,

spurgte hun. Skulle ikke have sagt noget

om DbK endnu, for Tokelau var ved

at blive en besættelse for mig. Jeg ville

sgu derover koste hvad det koste ville.

Jeg sagde til hende, at jeg gerne ville

besøge Tokelau, fordi jeg havde hørt at

de havde sådan nogle smukke piger derovre.

Tasha grinede over hele ansigtet.

You joke me, Sir. Hvad kunne jeg give

Tokelau, spurgte hun derefter. Spurgte

hvad hun mente, og hun nævnte ordet

miljø, om jeg kendte noget til miljø. Jow,

det mente jeg da nok jeg gjorde, men

GLOBEN nr. 29 / September 2007

miljø er jo et meget bredt dækkende

ord. Hun spurgte mere om, hvad jeg

havde af uddannelse osv. Det blev til en

længere samtale. Til slut kradsede hun

nogle ord ned på ansøgningsskemaet og

sagde, hun ville sende det til De Ældstes

råd på Tokelau. Jeg skulle godkendes

der først, før jeg kunne komme derover.

Hvor lang tid tager dette, spurgte jeg.

Det vidste Tasha ikke sådan lige, måske

en uge, måske to. Det kom an på,

hvornår de Ældste havde møde igen. Vil

du komme tilbage

i næste uge?

Jow, sagde jeg,

skal det være

tirsdag eller

onsdag, spurgte

jeg. onsdag

ville være fin,

var det svar jeg

fik. Sendte Tasha et stort smil og forlod

kontoret. noget kogt.

Så ville skæbnen, at jeg

løb ind i en Havannacigarrygende

tysk/samoaner

ved navn Mark Krauser



Havannacigarer

Brugte weekenden på at tale med nogle

af besætningsmedlemmerne på fragtbåden

Tokelau, der ikke mente, der

skulle være noget i vejen for at jeg

kunne komme med den 7. juli. Hvis alt-

så de sejlede den 7. Faktisk skulle de

have været af sted den 4. juli. Kom igen

på onsdag, så kommer skipper måske.

Tirsdag stillede jeg igen på TAlo med et

stort smil, noget nyt. Nej. Okay kommer

igen i morgen. et stort smil og et have

a nice day.

Så ville skæbnen, at jeg løb ind i en

Havannacigar-rygende tysk/samoaner

ved navn Mark Krauser. Han kendte Capt.

D. Brown, der var skipper på fragtbåden

Tokelau. Jeg

fik kaptajnens

telefonnummer

og købte hurtigt

et telefonkort.

Goddag mit navn

er… Jeg forklarede

Capt. Brown

mit ønske og at

jeg kendte en Havannacigar-rygende

person ved navn Mark Krauser.

You go TALO and ask for Mr. Maka, fortæl

ham at jeg har anbefalet dig og hils

ham fra mig. Wow. Jeg var noget opstemt.

onsdag morgen stod jeg igen på TAlo.

Med et stort smil, god morgen Tasha,

kan jeg tale med Mr. Maka. lidt efter

sad jeg hos Mr. Maka og forklarede ham

mit ønske og selvfølgelig at jeg skulle

hilse fra Capt. Brown. Mr. Maka, der er

en rund, lavt talende og fåmælt mand,

sad roligt og kikkede på mig. Da jeg

var færdig med

at tale, var der

stilhed i lang tid,

men jeg holdt

min kæft og ventede

på, at han

skulle begynde.

Han kaldte endelig

på Tasha, og

der blev talt en del på Samoasprog. De

kikkede flere gange på mig, uden at jeg

fattede noget som helst.. Kan du tage

af sted den 28. juli, sagde Mr. Maka endelig,

så kommer du på listen den 28.

juli. Tak Sir, no problem. Men som han

sagde, det er jo ikke sikkert at båden

sejler den 28. juli.

‘ Jeg får således mulighed

for at besøge alle tre øer

og være på Nukunonu i

en halv snes dage


Skulle aftale det videre forløb med

Tasha, og vi blev enige om, at jeg skulle

komme tilbage på TALO den 23. juli.

JUBIIIIIIIIIII. Men inden skulle jeg lige

betale min billet og mit visum. Jeg har

hørt om personer, der har ventet i 1/2

år på at komme til Tokelau og om en,

der har ventet i 2 år. Kunne jeg virkelig

være så heldig.

Ventetiden

Tog et smut til American Samoa,

og mandag den 23. stod jeg igen på

TAlo. Tasha var der ikke, kom igen senere

fik jeg at vide. Hun var der ej heller

senere. Kom igen i morgen. Ingen

Tasha om tirsdagen, men jeg kom til at

tale med Mr. Maka, der undersøgte lidt

og mente nok, jeg var godkendt af de

Ældste på Tokelau og at jeg nok kunne

komme af sted den 28. Kom igen

i morgen, der kommer Tasha. onsdag

var Tasha der. Gav hende et stort smil

og fortalte hende,

at hun var

længe savnet.

Hun tjekkede

det hele op, og

jeg fik mit visum

stemplet

ind i passet. Jeg

håber virkelig,

at du kommer af sted den 28., Henri,

sagde hun og sendte mig et stort smil.

Kom igen på fredag. Torsdag eftermiddag

kl. 16.11 lokal tid stod den lille

fragtbåd Tokelau ind i Apia havn. Jeg

kunne flyve.

Fredag formiddag. Godmorgen Tasha,

og sandelig ikke om jeg også fik hilst

på Capt. Brown personligt. Tak for hjælpen

Sir. Vi sejler i morgen, fik jeg oplyst.

Kan du komme tilbage senere og få

tidspunktet. no problem sir.

Nu lykkes der vist

Så altså i morgen lørdag den 28. juli tager

jeg med fragtbåden MV Tokelau til

Tokelau. Cirka en måned efter jeg første

gang satte fødderne på TAlo. De har

været meget flinke og hjælpsomme på

TAlo, og noget nemt job har de ikke.

Tak for go’ behandling til Tasha og Mr.

Maka. Jeg skal for øvrigt sejle sammen

med ben Singer, en englænder, der har

ventet lidt over seks måneder på at

komme af sted.

Et kig fra flyet ud over Stillehavets mange smukke øer i

det azurblå vand.

Tokelau består som sagt af tre små øer.

Fakafo, nukunonu og Atafu. Først ankrer

MV. Tokelau op ved øen Fakafo, dernæst

ved nukunonu, hvor jeg bliver sat af. Så

sejles der videre til Atafu og tilbage til

Apia. når MV Tokelau kommer tilbage

cirka den 12. august, hvis alt forløber

planmæssigt, bliver jeg så samlet op

igen. Jeg får således mulighed for at besøge

alle tre øer og være på nukunonu

i en halv snes dage. Desværre for ben

Singer ser det ud til, at han kun får en

rundtur med MV Tokelau. Han skal således

sove og spise ombord på hele turen

og får kun lov til at komme i land, når der

skal af- og pålæsses. ben håber selvfølgelig

på, at det kan nå at ændres.

Mere om Tokelau vil følge, når min tur

engang er overstået.

GLOBEN nr. 29 / September 2007 7


Højdepunkter i

TEKsT og foTo: sørEn bonDE

de første europæere på Stillehavets enorme scene var spanierne og

portugiserne. Spanierne var ustandselig på udkig efter guld og sølv,

nye territorier og omvending af indfødte hedninge til kristendommen.

Portugiserne var derimod mere interesserede i at finde en kortere vej fra

moderlandet til kolonierne på Molukkerne – østens legendariske krydderiøer.

Vasco Nuñez de Balboa (1475 –

1519) blev den første europæer

(dokumenteret), som beskuede

verdens største hav, da han med største

besvær hakkede sig igennem Panamas

regnskov allerede i 1513.

I 1520 rundede Ferdinand Magellans

(Fernão de Magalhães, 1480 - 1521)

skibe sydspidsen af Sydamerika i det

første vellykkede forsøg på at finde sø-

vejen til Indien.

I 1565 lykkedes

det munken og

sømanden Andres

de Urdaneta

(1498 – 1568) at

returnere østpå

til Mexico efter

en rejse langt

ind i Stillehavet. Han gjorde det ved at

sejle langt nordpå og finde de gunstige

vinde, som for eftertiden skulle blive

en af Stillehavets hovedveje. Tidligere

havde det været let nok at ankomme til

Stillehavet, men særdeles vanskeligt at

vende tilbage igen til udgangspunktet

i Sydamerika. Denne historiske bedrift

gjorde et skib i stand til at forlade Manila

Dertil kom at Tasman var

den første, som sejlede

rundt om Australien uden

at få kontinentet i sigte


i Filippinerne i juni måned og sejle til

Acapulco på bare fem-seks måneder.

I 1568 sejlede Alvaro de Mendaña

de Neira (1541 – 1595) fra Peru til

Solomon Islands på jagt efter guld. Da

han vendte tilbage i 1595 fandt han de

sydlige Marquesas Islands. Rejsen, som

Mendañas styrmand, Pedro Fernandez

de Quiros (1565 – 1614), foretog fra det

nuværende Vanuatu til Mexico mod stor-

me, i rådne skibe og med et sultende og

døende mand-

skab er en af de

største bedrifter

i Stillehavets hi-

storie. De span-

ske søfareres

vovemod define-

rede Stillehavets

afgrænsning, og

hele øgrupper blev tilføjet det nye ver-

denskort.

Terra australis incognita

Hvad der i begyndelsen var en jagt på at

finde søvejen til østens krydderier blev

afløst af en higen efter terra australis in-

cognita. Havde de lærde i europa måske

ikke allerede bevist, at der nødvendigvis

TEMA:

Stillehavet

Stillehavets opdagelse

måtte eksistere et sydligt kontinent for

at give modvægt til landmassen på den

nordlige halvkugle? Det blev et kapløb

mellem de europæiske kolonimagter,

og det 17. århundrede var domineret

af hollændernes tørst efter nye markeder

og handelsveje. De første hollandske

ekspeditioner fulgte de kort, som

spaniernes blod og sved havde tegnet.

Derfor var deres opdagelser heller ikke

af stor betydning.

Først med Abel Janszoon Tasman (1603

– 1659) blev vejen for alvor banet. Han

havde ordre til at ”finde alle tilbageværende

ukendte landmasser” – en i bund

og grund umenneskelig opgave. Takket

være hans detaljerede journaler og dagbøger

er Tasman kendt som Stillehavets

historiker. Hans observationer blev

uvurderlige for eftertidens verdensopfattelse;

Tasmanien, Ny Zealand, Tonga

og dele af Fiji blev kundgjort for vesten.

Dertil kom at Tasman var den første,

som sejlede rundt om Australien uden

at få kontinentet i sigte. Det samme

gjorde Jacob Roggeveen (1659 – 1729)

– Påskeøens ”opdager” – i 1722, men

han fik indskrænket søgeområdet betydeligt.

De indfødte er sande mesterklatrere; selv de højeste

palmer besejres ubesværet fra en tidlig alder

Kaptajn james Cook

(1728 – 1779)

Denne mands bemærkelsesværdige be-

drifter lod ikke meget tilbage til hans

efterfølgere udover beundring. Som søn

af en arbejdsmand blev han sømand på

små handelsskibe, som sejlede langs

Englands østkyst. Han var et klassisk

produkt af oplysningstiden og blev ef-

terhånden både matematiker, astro-

nom, læge og en mesterlig navigatør.

Selvom han kun var befalingsmand, blev

han i 1768 valgt som kaptajn på skibet

endeavor og var den første kaptajn, for

hvem det lykkedes at befri besætningen

for skørbug – ved hjælp af surkål.

Tidens lærde behøvede nøjagtige observationer

om planeten Venus’ bevægelser

set fra den sydlige halvkugle, for

så kunne man bestemme solsystemets

størrelse for første gang. Dette ville så

igen gøre det muligt at lave mere præcise

forudsigelser om planeternes baner,

som var afgørende for navigationen til

søs. Således blev Cook sendt af sted til

Tahiti, og Fader Hell – en astronom fra

Wien – til Vardo i Norge. For ikke at alarmere

franskmændene og spanierne var

det Cooks officielle ærinde at foretage

disse observationer for videnskaben.

Hans egentlige, hemmeligholdte formål

var derimod at udforske regionen – og i

Mactan Shrine markerer den afgørende historiske begivenhed,

som gjorde en ende på den store spanske søfarer.

Øerne fik fred indtil Don Lopez de Legazpi får alvor gav

spanierne fodfæste 50 år senere.

særdeleshed at finde terra australis incognita.

Efter tre måneder på Tahiti sejlede Cook

vestpå og kortlagde Ny Zealand og hele

Australiens østkyst; en bedrift, som

næsten flåede hele bunden af hans skib

Endeavor på Great Barrier Reef.

På sin anden ekspedition (1772-75) var

han opsat på at afslutte udforskningen

af terra australis incognita. I skibene

Resolution og Adventure sejlede han hele

vejen rundt på den sydlige halvkugle og

blev dermed den første, som krydsede

den antarktiske cirkel og vendte tilbage

for at fortælle

om det. både på

Cooks anden og

tredje ekspedition

deltog omai

– en indfødt fra

Tahiti, som sejlede

til england

med Cook i 1774.

Han blev omgående den førende sladder

i london Рindbegrebet af en slags Ӿdel

barbar”. Men for dem, som kendte ham,

var han ganske enkelt en sofistikeret

mand fra en ukendt kultur.

‘ Med vinterens komme

havde Cook ikke andet

valg end at vende tilbage

til Hawaii-øerne


I 1776 var det tid til Cooks tredje ekspedition.

Officielt var formålet at sejle

I Papua Ny Guineas højland går mange indfødte

stadig klædt som på de store opdagelsesrejsendes

tid. Men selv i den fjerneste landsby kan man støde

på spor af vestlig civilisation. Ingen steder i verden

mærkes kultursammenstødet vel tydeligere end her.

omai hjem igen, men det egentlige mål

var at finde en nordvest-passage fra

Stillehavet til Atlanterhavet. Denne rute

ville være meget kortere end den igennem

Magellanstrædet forbi Kap Horn,

som desuden var yderst risikabel for

skibene, da vejret altid var dårligt; på

Samuel Wallis’ (1728 – 1796) ekspedition

i 1766-67 tilbragte hans to skibe

fire måneder med at forcere det kaotiske

stræde. Cook rundede Kap Horn

og satte kursen nordpå. Her stødte

han ind i øen Kauia i Hawaii-øgruppen.

efter to uger fortsatte han nordpå langs

Nordamerikas vestkyst men blev tvunget

tilbage af ismasserne i beringstrædet.

Med vinterens

komme havde

Cook ikke andet

valg end at

vende tilbage til

H awaii- ø e r n e.

Her opdagede

han til gengæld

de to største øer

i gruppen, Maui og Hawaii. Her blev han

- en af de største søfarere verden har

set - 14. februar 1779 dræbt i et uventet

opgør med de indfødte.

Cooks ekspeditioner fik enorm betydning

for eftertiden. Ikke bare havde han

banet vejen for et engelsk herredømme

8 GLOBEN nr. 29 / September 2007 GLOBEN nr. 29 / September 2007 9


Muddermændene fra Asari, Papua Ny Guinea, ligner

ingen, jeg før har mødt. For at skræmme deres fjender

har de udviklet en særlig teknik. De smører deres kroppe

ind i hvidt ler og bærer frygtindgydende masker. I

hundredevis bevæger de sig langsomt gennem junglen.

Som spøgelser i natten er de, og deres fjender flygter

foran dem i rædsel.

i Sydhavet. Han havde løst den flere

hundrede år gamle gåde om et sagnom-

spundent, sydligt kontinent.

ferdinand Magellan og den

første jordomsejling

efter en række skuffelser for den por-

tugisiske krone gik Ferdinand Magellan

i en alder af 39 år i 1519 i tjeneste

hos den spanske kong Carlos I (1500

– 1558). Kongen støttede en ekspe-

dition, som skulle udforske de endnu

ukendte længdegrader. I store træk

var man trængt frem vestpå til 90. og

østpå til 130. længdegrad. Herimellem

lå imidlertid stadig længdegrader, som

man intet som helst kendskab havde til.

Alle de skønne verdenskort, som havde

ægget søfarernes og de lærdes fantasi,

var nu værdiløse. 50 år tidligere havde

man kunnet flytte øer som Storjava og

Lillejava østpå efter forgodtbefindende.

Det gik ikke længere nu, hvor portu-

gisiske søfarere havde konstateret, at

Malakka, Sumatra og Java faktisk måtte

placeres temmelig tæt ved Indien. Men

hvad lå så hinsides krydderiøerne? Det

havde end ikke en mand som Marco Polo

kunnet give svar på.

Magellan var manden, der skulle besvare

dette spørgsmål. Han havde sejlet på

verdenshavene i 15 år, kendte Indien og

endog Malakka. Hans viljestyrke og hand-

0 GLOBEN nr. 29 / September 2007

På øen Mactan, Filippinerne, er den magtfulde høvding

Lapu Lapu genstridig. Forvisset om sine våbens uovervindelighed

og med Guds velsignelse møder Magellan

høvdingens mænd med en al for lille styrke og må

lade livet kun 28 dage efter ankomsten til Filippinerne.

Nederlaget gennemhuller myten om den hvide mands

uovervindelighed.

lekraft lod sig ikke kue af nogen hindring.

Portugiserne gjorde hvad de kunne for

at sabotere afrejsen, men Magellan holdt

fast i sit store projekt. Den 20. septem-

ber 1519 stod fem skibe ud fra San Lucar

med en besætning på 270 mand.

Til at begynde med fulgte skibene i køl-

vandet på tidligere søfarere. Men flåden

trængte længere sydpå end nogensinde

før, og snart meldte vinteren sig på den

sydlige halvkugle. Magellan beordrede

overvintring i Puerto San Julian ved 49

grader sydlig bredde. Af frygt for aldrig

at genoptage ekspeditionen vovede

han ikke at afbryde den ved at sejle til-

bage nordpå til varmere himmelstrøg.

Samtidig beordrede han rationering af

fødevarerne. Mytteriet brød ud i lys lue

på tre af de fem skibe. Kun Magellans

snarrådighed reddede ekspeditionen

på dette tidlige stadium. Han sendte

forhandlere ombord på mytteriskibet

Victoria med hemmelige ordrer om at

slå den opsætsige kaptajn Mendoza ned.

Kuppet lykkedes, og skibets besætning

overgav sig ydmygt. Snart gjorde be-

sætningerne på de to andre skibe det

samme.

Spørgsmålet var, om der overhovedet

fandtes en gennemsejling eller et stræ-

de. efter de lærdes opfattelse skulle en

kæmpe verdensdel strække sig langt

østpå – måske helt forbi Afrikas syd-

spids og frem til Asiens sydkyst. Havde

den ærværdige Ptolemaios måske ikke

antaget, at Afrikas sydspids hang sam-

men med Asiens? Magellan var imid-

lertid overbevist om, at der fandtes en

gennemsejling. Fire døgn efter ekspe-

ditionens opbrud i oktober 1520 stødte

den på en bugt, hvis havstrømme var

så voldsomme, at den næppe kunne

være andet end det stræde, man søg-

te efter. Endelig syntes rejsens mål at

være nået. Vinden slog nu om fra syd

til vest direkte mod flådens sejlretning

og tilmed af orkanstyrke. Sejlrenden

blev smallere og smallere, havstrøm-

men voldsommere, havbunden mere

revfyldt og stormen stadig stærkere.

Magellan anede ikke, hvad der ventede

ham. Det var to skridt frem og et til-

bage. Forsyninger blev meget sparsom-

me, og strædet splittede sig i en slags

Melaneser, polyneser, mikroneser eller papua - Stillehavet er mangfoldigt, og forskellene er lige så store,

som havet selv. Her eksemplificeret på Solomon Islands

kanaler, som alle måtte undersøges.

besætningen på rekogniseringsfartøjet

San Antonio fik nok og gjorde mytteri.

Kaptajnen blev overmandet, og skibet

sejlede tilbage til Spanien.

En hel måned kæmpede de synkefærdige

skibe mod strædet. Kaptajnerne

holdt råd og stod fast på at løse opgaven,

som kongen

havde pålagt

Magellan. endelig

lagde stormen

sig, og inden

der var gået syv

døgn, befandt

skibet sig atter i

rum sø. De tre skibe, som var alt hvad

der var tilbage af flåden, passerede 28.

november 1520 det sidste forbjerg,

som meget betegnende fik navnet Cabo

Deseado – det eftertragtede Forbjerg.

nu havde man god grund til at tro, at det

værste var overstået, men havet viste

sig fra sin mest lunefulde side. Flåden

kom nu ind i et helt ufatteligt vindstille

vejr, som i lange tider fremover skulle

blive omtalt som det mest karakteristiske

ved dette hav.

nu gik kursen mod det sted, hvor

Krydderiøerne efter Magellans beregninger

skulle ligge, lidt syd for ækvator,

lidt øst for den skillelinie, som var accepteret

ved aftalen i Tordesillas, der delte

verden uden for europa mellem Spanien

og Portugal. I 98 døgn var de undervejs.

Og i 98 døgn så folkene - bortset

fra to golde, vandløse øer - intet andet

end hav og atter hav. Vindstillet, som

havde været en velsignelse efter stormene,

var efterhånden blevet ulideligt.

Man kom ingen vegne, og forsyningerne

svandt ind. Kronikøren Pigafetta (1491 –

1534) skriver: ”Vi spiste beskøjter, som

i virkeligheden ikke var beskøjter, men

støv fuldt af mider. Vi var tvungne til at

gumle på det læder, som takkelagen var

sikret med. For at få stillet sulten indtog

vi savsmuld, og for en rotte blev der betalt

en halv dukat”. Senere skulle det

stå klart, hvilket uheld Magellan var forfulgt

af. Rige, frugtbare øer lå på begge

sider af den rute, som han fulgte, men

var uden for hans synsfelt i det enorme

ocean. endelig så de land og kunne få

forsyninger. Men da beboerne på disse

øer (Marianerne) var meget tyvagtige,

fortsatte skibene snart videre.

For første gang havde europæere

krydset Stillehavet. Mange var døde

‘ I nattens mulm bemægtigede

de sig skibets våben

og overrumplede Bligh


af sult, andre af skørbug, og alle var

medtagne. Den første og bedste storm

kunne let have gjort det af med den

lille synkefærdige flåde; det var faktisk

et rent mirakel, at den fik lov til

at styre igennem et virkeligt stille hav

– et hav, som med sine storme og tyfoner

kan være gruopvækkende. efter

Marianerne stødte flåden på øgruppen

F i l i p p i n e r n e ,

hvor Magellan

gik i land for at

indlemme øerne

i det spanske

imperium.

Men det kom til

h å n d g e m æ n g

med en opsætsig høvding, og Magellan

blev dødeligt såret af en pil. Den store

søfarer var død i et meningsløst lokalt

opgør.

Mytteriet på Bounty

I 1787 stod kaptajn William Bligh (1754

– 1817) ud ombord på skibet Bounty.

Hans mission var at sejle til Tahiti og

hente brødfrugttræer, der, som eksperiment,

skulle bringes til Caribien og plantes

som foder til slaverne. ekspeditionen

nåede aldrig Caribien. Efter et langvarigt

ophold på Tahiti – man måtte vente

fem måneder før brødfrugttræerne var

klar til transport – anløb ekspeditionen

en ukendt ø: Aitutaki i Cook Islands.

Sytten dage efter, på vej mod Tonga,

udbrød det berømte mytteri.

Mytteriet blev anført af Fletcher

Christian og en tredjedel af besætningen.

I nattens mulm bemægtigede de

sig skibets våben og overrumplede

bligh. Med kaptajnen bundet overgav

resten af besætningen sig uden kamp.

Mytteristerne gav kaptajnen og hans

atten loyale søfolk en 23 fod jolle, fire

sværd, kompas og sekstant samt mad

og vand til få dage. Jollen var så tungt

lastet, at rælingen var få centimeter fra

vandkanten.

Hollandske Timor var nærmeste europæiske

territorium og blev dermed det

nye mål. Bligh lagde til flere øer undervejs

for at få forsyninger, hvorved en

mand blev dræbt af fjendtlige indfødte.

I denne helt ufatteligt bemærkelsesværdige

bedrift lykkedes det Bligh efter

47 dage og 6701 kilometers rejse i

en robåd at nå Timor. Ironisk døde flere

besætningsmedlemmer her af malaria,

mens de ventede på transport tilbage til

england.

GLOBEN nr. 29 / September 2007 1


I’m a tourist, siger jeg spagfærdigt

til den europæisk udseende herre

(sandsynligvis australier), som jeg

står sammen med i regnvejret uden for

det faldefærdige hotel (landets eneste).

Umuligt, siger han kort, der findes ikke

turister her. Jeg trækker på skuldrene.

På en måde har manden ret. Man kan

ikke være turist her. begrebet eksisterer

simpelt hen ikke. Hvis man kommer

til nauru, er det enten for at arbejde,

eller det er ved et uheld...

Nauru er måske verdens besynderligste

nation. Med sine 9.000 indbyggere,

hvoraf de 4.000 er fremmedarbejdere,

er det samtidig en af verdens

absolut mindste nationer. Den ligger

midt ude i Stillehavet og har tidligere

været australsk protektorat.

Bruttonationalproduktet pr indbygger

ligger næsten på linie med de rigeste

vesteuropæiske lande. Andelen af mennesker,

der erhverver sig ved landbrug,

er 0%. Sundheds-tilstanden er ringere,

end den er i de fleste andre nationer i

Stillehavet. Cirka halvdelen af den oprindelige

befolkning lider af sukkersyge.

Hvordan hænger alt dette sammen? Jo.

Årsagen skal søges i fugleekskrementer.

enorme mængder af fugleekskrementer.

nauru er en såkaldt løftet atol.

I stedet for, som tilfældet normalt er

ved koraløer, at der dannes en lagune,

så har landet her hævet sig, og fuglene

har gennem millioner af år i den grad

skidt på øen, at ekskrementerne er gået

i forbindelse med korallernes limsten,

så der er dannet fosfat.

Fosfatet er med andre ord grundlaget

for naurus rigdom. Den elendige sundhedstilstand

skal primært søges i, at

alle tilsyneladende lever af australsk

junk-food. Man har indtryk af, at mange

nauruanere ikke kunne drømme om at

hente en kokosnød ned fra træerne. et

enkelt sted så jeg dog, at der blev reklameret

med lokal kylling. Den var til

gengæld også væsentligt dyrere end

de importerede fra Australien (stort set

alt hvad der overhovedet kan købes på

nauru er importeret fra Australien).

Almindelig drukkenskab har givetvis

også sin del af skylden for den dårlige

sundhedstilstand. Det bevidnes i

hvert fald af de utallige dåser australsk

Foster-øl, som ligger spredt langs standen.

Da jeg en dag vandrede en tur øen

(nationen) rundt (en tur på nitten kilometer),

tror jeg ikke der var et eneste

sted, hvorfra jeg ikke kunne beskue

adskillige af disse blå dåser (intet under

at nogen kalder Nauru for Blue Can

Island). Monotonien bliver stort set kun

afbrudt af store hvide skilte, hvorpå der

står, at det er strengt forbudt at forurene

med affald.

Hvor folk egentlig fik alt deres øl fra

var mig lidt af en gåde. For mig var det

svært at skaffe noget. Det var umuligt

at finde ud af hvilke butikker, der solgte

øl. Der var ingen, der skiltede med

det, og det var kun ét eneste sted, hvor

det lykkedes mig at skaffe kolde øller. I

det store halvtomme statssupermarked

(med halvtomme hylder og halvrådne

varer) var det dog muligt at købe øl (om

TEMA:

Nauru - verdens rigeste bunke møg

TEKsT og foTo: bJArnE LunD-JEnsEn

Stillehavet

Nauru er en besynderlig lille nation ude midt i ingenting. Tag med på

opdagelse i landet uden turister. Blandt korporlige polynesere går turen

rundt på den løftede atol, der er overstrøet med fugleekskrementer.

end ikke afkølede) forbløffende billigt.

Tres australske cent (cirka tre kroner),

det er faktisk det billigste jeg har kunnet

købe øl for på nogen stillehavsø

overhovedet.

udfordringer med visum

Hov... jeg må da vist lige stoppe op og

fortælle, hvordan det gik til at jeg - en

ganske almindelige turist - var havnet

på nauru.

Jo altså, jeg havde naturligvis købt

en flybillet, og jeg havde også forsøgt

hjemmefra at skaffe mig oplysninger

om visum. Den britiske ambassade

havde fortalt mig, at man kun kunne få

visum på selve nauru, og at jeg derfor

uden tvivl ville kunne få det ved ankomst.

Det første var sandt, det andet

absolut ikke.

At få visum til nauru er en så omstændelig

affære, at man lige så godt kan glemme

alt om det på forhånd. Turistvisum

eksisterer - som tidligere antydet - slet

ikke. Men... man kan være i transit,

dvs. hvis flyet til ens nærmeste bestemmelsessted

først går nogle dage senere,

så må man blive i landet så længe.

Da jeg kom til stillehavsområdet og på

Fiji (på Air naurus kontor) første gang

Fongafale, hovedøen i Funafutiatollen er mellem 10 og 400 meter bred. De fleste steder dog nærmere de 10

meter, som det også fremgår af dette billede fra Tuvalu som er nabo til Nauru.

blev gjort bekendt med forholdene, fik

jeg lavet mine billetter om. oprindeligt

skulle jeg have fløjet frem og tilbage fra

Fiji, men det gik selvfølgelig ikke - for det

indikerede jo, at jeg virkelig ønskede at

besøge Nauru! Så fik jeg lagt ruten helt

om. Jeg kunne - fik jeg at vide - flyve

fra Solomon Islands onsdag og så tage

videre til mit næste bestemmelsessted

(der så blev Tarawa i staten Kiribati)

lørdag. Det synes jeg var helt fint. Da

jeg så fik billetterne, fik jeg at vide, at

jeg skulle fra Solomon Islands allerede

tirsdag. Det var da også i orden. Værre

var det, at jeg først senere opdagede,

at det fly som gik fra Solomon Islands til

Nauru, rent faktisk fortsatte til Tarawa

efter at have landet i nauru. Jeg havde

derfor ikke de helt store forventninger

om overhovedet at blive lukket ind i landet.

Da jeg kommer til immigrationen

gør jeg opmærksom på, at min flybillet

videre til Tarawa er noteret til lørdag.

- Jamen, - siger

han så, - der går

fly til Tarawa nu!

- Ja, siger jeg så

forsigtigt, - men

jeg ville faktisk

meget gerne vente til lørdag. Han kigger

lidt på mig, stempler i passet, og siger:

- See you on Saturday! Sådan kom

jeg altså ind i nauru - som turist!

Polynesisk korpus maximus

Manden var i øvrigt mit første bekendtskab

med gennemsnits-nauruaners udseende.

Ikke fordi de er så forskellige

fra andre af melanesisk eller polynesisk

herkomst, men deres korpus er dog

noget helt specielt. Mange polynesiske

kvinder er overvægtige, men på nauru

er de ofte ganske enormt fede. og

mændene... Jeg ved ikke helt, hvilket

udtryk jeg skal bruge, men det er ret

fantastisk, at de kan bære deres vægt.

normalt skulle der være to hoteller på

nauru, men det ene var under total ombygning.

Det var lufthavnsbygningen

for øvrigt også, og det var det såkaldte

Civic Center også. Der skulle være et

stort møde på nauru for alle stillehavsnationeres

ledere. Derfor var de nødt til

- på det nærmeste - at bygge nationen

om for at kunne præsentere sig standsmæssigt.

også det ene hotel, som var i brug,

var ved at blive bygget om. Jeg ankom

sammen med en australier, som havde

bestilt enkelt-værelse - og det ville han

Den følgende dag kom han

med to af sine brødre. De

fik alle tre tæsk



Her er et lille indtryk af de ar som fosfatudvindingen har efterladt Nauru med. Langt den største del af øen

ligger hen som et trøstesløst udpint landskab.

have. Der var ventilation deroppe, hvor

de var ved at bygge om. Vi var rundt for

at se på det, og der var kun to ledige

værelse, et stort et med fire senge samt

et tagkammer. Manden besluttede sig

for at tage tagkammeret.

Som

han sagde: Så er

jeg da sikker på

at være alene,

og ventilationen

virker alligevel

aldrig her på hotellet! Da jeg kom tilbage

til receptionen stod der yderligere

tre mænd, som var strandet på nauru,

fordi deres fly til Mikronesien var blevet

aflyst. Og de skulle jo altså også have

et sted og sove. Men som sagt, der var

jo fire senge i det ene værelse som var

ledigt, og sådan gik det til, at jeg kom til

at dele værelse med en kineser, en filippiner

og en sort mikronesier.

Skudhuller i baren

Men nu tilbage til øllerne - som vi forlod

tidligere i artiklen. Min jagt på øl gjorde

naturligvis, at jeg søgte ihærdigt efter

en lokal bar. endelig den sidste dag

fandt jeg en. bula bar, hed den. Men

den var lukket.

- Hvorfor det? spurgte jeg. En mand,

som sad ved et bord udenfor baren, pegede

op på et sted lige oven over indgangen.

Der var tydelige spor af skudhuller.

- Der var en fyr - forklarede han - der

blev uvenner med indehaverens søn, og

så fik han tæsk. Dagen efter kom han

tilbage sammen med sin bror. Sønnen

gav dem begge to tæsk. Den følgende

dag kom han med to af sine brødre. De

fik alle tre tæsk. Næste dag kom de med

skydevåben. Så blev baren lukket! Øl fik

jeg dog, da jeg senere kom forbi nogle

fremmedarbejdere fra Kiribati. De var

ved at konsumere en karton øl og synes

godt, at de kunne undvære en til mig.

De boede i et ghettoagtigt kvarter, hvor

der kun boede folk fra Tuvalu og Kiribati,

som tog sig af det grove arbejde i fosfatminerne.

Selv om de talte yderst dårligt

engelsk, nåede jeg at forstå, at de

tjente en snes kroner om dagen. logi,

el og kost fik de dog betalt. Resten blev

enten taget hjem til familien eller brugt

til bajere.

Det er svært at se, hvilket arbejde nauruaneme

selv yder. Alt arbejde med fosfatet

varetages af udenlandsk arbejdskraft.

Folk fra de nærliggende østater

tager sig som nævnt af det grove arbejde

og filippinere af det lidt bedre,

mens de ledende jobs bestrides af folk

fra Australien, New Zealand og til dels

Indien. De store ombygninger, der var

i gang, blev også forestået af folk fra

Australien og New Zealand. Landbrug

eksisterer ikke, og alle restauranterne

- hotellerne undtaget - er kineserrestauranter.

Tilbage er så de offentlige

kontorer. Her så jeg fortrinsvis nauruanere,

men ellers virker det som om de

slår sig til tåls med at leve af de penge,

der falder af ved brugen af deres jord

til fosfatudvinding. Men de ”glade dage”

er ved være forbi. Allerede i dag udvindes

der langt mindre fosfat end tidligere,

og indtægten er derfor dalende.

Fosfatet slipper op meget snart, og ingen

synes helt at vide, hvad der så skal

ske. Australien har nægtet at betale den

uhyre sum, det vil koste at genskabe en

frugtbar jord, så nauruaneme står tilbage

med et ødelagt land. De har dog

investeret en del her og der, bl.a. i jord

i Australien, så hvem ved - måske flytter

hele nationen til Australien den dag

fosfatet endelig slipper op.

2 GLOBEN nr. 29 / September 2007 GLOBEN nr. 29 / September 2007


kLUB NyE MEDLEMMER

77: Søren duran duus

Født 1981 i Colombia, hvorefter jeg snart fløj med et hvidt Lufthansa-fly mod

kongeriget Danmark. Første store tur på egen hånd var efter gymnasiet. Jorden rundt.

Panoramaudsigt i Nepal, Full Moon Party på Koh Phangan med røde og blå plastikspande

med procenter i. Besøgte krigsveteraner i ’Nam. Over Mexico og mayaindianernes

Guatemala inden Guds eget land blev krydset i Greyhound. Anden backpackertur var

et sydamerikansk eventyr. Med start og slut i Pinochets land. Ned til Kap Horn. Retur til

Stillehavet. Vulkaner, varme kilder og laguner venter til sommer 07.

78: Helle Brodt Hansen

Født 22. maj 1974 i Glostrup. Bor i Slagelse. Job: 8 års erfaring som

børnesygeplejerske. Et par ungdomsdrukture til Kos og Italien skulle klares inden min 3

måneders jomfrubackpackerrejse til Sydøstasien i 1994. Højdepunkterne på mine ture:

Hospitalsophold (tyfus) i Kina, hvor vi blev venner med den eneste engelsktalende læge

på ”Jinghong General hospital”. Eller da min veninde og jeg strandede på en Robinson-ø

ud for Lombok i selskab med en guide og ti fiskermænd. For mig er planlægningen af

rejsen, selve turen og fortællingerne bagefter altsammen en del af oplevelsen.

79: jacob Gowland jørgensen

Jeg er opvokset under familiesloganet om, at lige meget hvordan økonomien ser ud, så skulle

der være råd til at komme på sommerferie. Senere tog jeg selv på interrail, jordomrejser,

bilture og arbejdsrejser, som i dag har givet mig oplevelsen af seks kontinenter med 41 lande.

I de sidste par år har jeg været i udlandet 4-6 gange om året, bl.a. i brasilien, Argentina

og på Filippinerne. Jeg er ikke en rastløs rejsebums, men jeg fascineres over, at livet i de

lande jeg besøger både kan være så ens og så forskelligt ifht. Danmark. Jeg glæder mig over

humoristiske mennesker, vild natur, anderledes mad og dansemusik i alle afstøbninger.

80: natasha Skipper andersen

Blev fra vuggen miljøskadet af min mor (medlem nr.193). Første

udlandsrejse var en storbyferie i London, da jeg var fire måneder. Og

allerede da jeg var tolv måneder gik turen til Guatemala og Costa Rica,

hvor jeg sad bag i rygsækken og hyggede mig. Mine største rejseoplevelser

har været at se hvaler og bjørne i Canada. Turen til Peru sidste år. Skt.

Petersborg var spændende, da jeg elsker gamle huse og kirker. og glæder

mig meget til vores forældreorlov næste år, hvor vi skal jorden rundt.

81: Mette Kjær Sørensen

Født i 1977 i Sønderjylland. Har boet otte år på Frederiksberg. Nu bosat i Kolding. Arbejder

som lærer i folkeskolen. Startede med en del skolerejser og sommerferier med familien. efter

studentereksamen var jeg på et ni måneders ophold i Australien, hvor jeg arbejdede på en frugtfarm.

Herefter begyndte jeg at rejse alene og senere sammen med min kæreste. Det er blevet til interrail

og en bunke små ferier rundt omkring i europa. latinamerika har en meget stor plads i mit hjerte.

Det er blevet til to store rejser dertil af i alt et års længde, hvor jeg også har arbejdet som frivillig.

Jeg er meget fascineret af indianernes farvestrålende kultur og levevis i de barske bjerge.

382: Michael Nyholm

Jeg er fra 1970 og har rejst mindst en gang om året siden jeg var fire. Sommerferier som

barn gik til de fleste lande i Europa, men også Marokko og Tunesien. Efter folkeskolen var

jeg på udvekslingsophold et år på high school i Idaho. Jeg har siden været tilbage i USA

elleve gange. I gymnasiets sommerferier tomlede jeg til Portugal og Spanien og ellers

rundt i det meste af Vesteuropa. Jeg er uddannet folkeskolelærer. Jeg kører gerne på min

motorcykel, men flyver også gerne. Jeg planlægger at besøge alle de lande jeg mangler i

Europa inden for de næste par år. Herefter vil jeg gerne til Sydamerika og Afrika.

8 : Preben Gondolf

Uddannet som magister i sociologi. Første større rejse var til Israel, hvor jeg arbejdede i en

kibbutz. Ansat i Danida/ Udenrigsministeriet i perioden 1981-2006, hvor hovedparten af min

rejseaktivitet er foregået. Har sammenlagt boet sytten år i udviklingslande, heraf Kenya i fire

år, Indien i fem år, Mozambique i fem år og Bangladesh i fire år. Desuden har jeg besøgt andre

udviklingslande på tjenesterejser med en samlet varighed af mindst atten måneder. besøger

Indien og andre lande i Asien flere gange om året. Er nu selvbestaltet kunstformidler for indisk

samtidskunst. (se www.indiskkunst.dk). Single med tre voksne børn.

8 : Peter Goltermann

Født i 1967. Har siden 1991 rejst et år i Sydøstasien, Oceanien og USA, fem måneder i sydlige

og østlige Afrika, fire måneder i Sydøstasien, tre måneder i Mellemøsten, syv måneder i Syd-

og Mellemamerika, femten måneder i Mellemøsten, Central-, Syd- og Østasien, tre måneder

i Vestafrika + Etiopien, et år i Syøstasien og seks måneder i Syd- og Mellemamerika. De

kommende 3-4 år forventer jeg at rejse mindst et par år i Asien, Vestafrika og Sydamerika.

Red.: Bemærk at Peter Goltermann (før sin optagelse) i februar 2004 som 36-årig med sit

besøg i Columbia slog Ole Egholms rekord som yngste berejste, der nåede 100 lande.

8 : jimmi Kim Persson

Jeg er en 26-årig RUC studerende. I hele min barndom har jeg turet Europa rundt med mine

forældre og min storebror på campingture. Efter gymnasiet blev der brugt to år på skiftevist at

skrabe penge sammen og rejse. Her blev det blandt andet til den ”klassiske” tur til Australien

og en tre måneders tur med start i Havanna og slutning i New York. Herefter startede jeg på

universitetet, hvor det ikke blev til så meget før sidste august, hvor jeg tog af sted med en

veninde jorden rundt. Jeg har endnu ikke prøvet at rejse alene, men regner med at det skal

prøves på et tidspunkt. Frygter dog at komme hjem og mangle nogen at dele oplevelserne med.

8 : finn dornonville de la Cour

Som ung sejlede jeg først et år med skoleskibet Danmark, og derefter fik jeg hyre på

forskellige handelsskibe i koffardien. Jeg har siden arbejdet i forskellige firmaer, primært med

eksport. Efter jeg havde været eksportchef i nogle år startede jeg mit eget konsulentfirma

– Finco Management, som beskæftigede sig med international rådgivning for danske firmaer. I

en lang periode havde jeg ca. 200 rejsedage om året. Finco havde specielt fokus på japanske

firmaer. Siden havde Finco opgaver for Danida, EU kommissionen og Verdensbanken. For nogle

år siden solgte jeg Finco og er nu pensionist – fortsat med stor rejseaktivitet – for fun only!

87: Christian Svane

Født 1970. Jeg er læge, og arbejdet har indtil videre taget mig til bl.a. Grønland og

Kosovo. Forhåbentlig er det ikke slut med det, da jeg har et fritidsjob med at hente folk

rundt omkring i verden (alt fra Sunny Beach til Jamaica). Rejselivet har indtil videre

ikke budt på deciderede ekstremer, men alligevel en masse fantastiske oplevelser. Det

har primært været rejser med venner, familie og kæreste. Temaerne har bl.a. været

trekking, kultur, ski og arbejde. Min bror (389) og jeg melder os ind sammen, og på

vores seneste rejse har vi spekuleret meget på, hvordan vi får de 24 timer i Vatikanet.

88: Marianne Møller

I mine teenageår var jeg vidt og bredt i europa, så snart jeg kunne komme af sted, og

brugte megen tid med pennevenner fra øst og vest. Jeg har også boet og arbejdet i udlandet

(Australien og belgien). Siden jeg er blevet uddannet som farmaceut, er rejserne bl.a. sket i

forbindelse med kongresser. Jeg har dog også rejst en del alene, bl.a. i Spanien og Argentina,

fordi jeg elsker at tale spansk, og det lærer man jo lettest ved at skulle klare sig alene med

befolkningen. Mine næste drømmerejser går til vinområder (bl.a. Mendoza) i Argentina og

Chile, samt til en fuld solformørkelse, evt. den på Påskeøen juli 2010. Hvem vil med til den?

89: Morten Svane

Jeg er 30 år og læser statskundskab. Da jeg var yngre, rejste jeg

en del i europa, men er i de seneste år blevet glad for at rejse til

andre verdensdele. De fleste af de lande, jeg har besøgt, har været

indenfor de sidste to-tre år. Jeg prøver at komme på en lang rejse

hvert år. Jeg er desuden med til at arrangere studieture hvert forår.

Det er en ret spændende måde at rejse på, da man kommer til at

snakke med en masse interessante mennesker undervejs.

90: Torben Henriksen

Jeg er 53 år, single, arbejder som socialrådgiver i Århus kommune. Bor i Randers. Min ambition

er at nå 100 lande inden jeg fylder 60 år. I 1974 var jeg på Tjæreborgs 15-dages tur med eget fly

til Iran, Thailand, Hong Kong, Nepal og Indien - sov vel tre timer i snit de 15 dage! I 1988/89 tog

jeg på min første rygsæktur, en syv måneders tur til Thailand, Malaysia, New Zealand. Derefter

har verden ikke været den samme. Siden 1989 har jeg rejst 2-3 gange til Østen, Nord-, Syd- og

Mellemamerika og senest Afrika. Inden jeg stiller træskoene håber jeg at nå bl.a. at trekke i

Bhutan, bestige Kilimanjaro, trekke på Irian Jaya og se den vestlige del af Australien.

91: Torben Holm nikolajsen

Født i Viborg 1945. Rejselysten kom fra min storebrors Tarzanblade. Jeg drømte om at opleve

regnskovens mystik, om at se slanger, aber, papegøjer og krokodiller og padle rundt på floder.

Mine første rejser var i Europa, men snart gik de til Australien, Oceanien og USA samt Mellem-

og Sydamerika. Min søn og jeg har set papegøjer, floddelfiner, kæmpeoddere, slanger, dovendyr,

skildpadder, tapirer og har fanget en cayman på over en meter på vores rejser i Amazonas. På

Galapagos så vi 15-20 hammerhajer. Tarzan har jeg endnu ikke set, selv om jeg på safari i syv lande i

Afrika har kigget efter ham fra helikopter, fly, luftballon, 4WD, samt til fods. Drømmen lever videre i mig.

92: Thor Bakke

Født i Sandefjord, Norge i 1938 og voksede op i et miljø, hvor næsten alle mænd var

ude at sejle på de syv have eller på hvalfangst i Antarktis hvert år fra september til

maj. Forsøgte mig som 17-årig en enkelt sæson som hvalfanger i Antarktis og tog

derefter en uddannelse. Blev maskiningeniør og arbejdede som teknisk chef for B&W

med ansvar for atten lande og megen rejseaktivitet. Bosat tre år i New Jersey med

udsigt til New York. Gik på pension i 2001 og rejser nu fire måneder hvert år for at

komme væk fra den danske vinter. Er ved at planlægge en tur til sydvest-Kina.

GLOBEN nr. 29 / September 2007 GLOBEN nr. 29 / September 2007


Klubbens kontaktpersoner

Søren Padkjær

info@berejst.dk

Skovagervej 22

8850 Bjerringbro

Tel. 86 68 36 63

Formand

Jakob Øster

globen@berejst.dk

Stavnsbjerg Allé 30

2730 Herlev

Tel. 32 11 31 11

Globen, ansv. redaktør

Per Danielsen

kasserer@berejst.dk

Rørholmsgade 7A, 5

1352 København K

Tel. 33 13 56 18

Kasserer

Gerner Thomsen

annoncer@berejst.dk

Marathonvej 21, 1.-5

2300 København

Tel. 3259 6095

PR-ansvarlig

Sponsorer

Jakob Linaa

toastmaster-west@berejst.dk

Katrinebjergvej 67, 2. th

8200 Århus N

Tel. 2086 7777

Toastmaster vest

Nikolaj Witte

nikolaj@wayout.dk

GLOBEN nr. 29 / September 2007

Balders Plads 4, 1 tv.

2200 København N

Tel. 86 18 11 36

22 79 03 84

- September 2007

Niels Iversen

webmaster@berejst.dk

Grøfthøjparken 162, 2.mf.

8260 Viby J

Tel. 86 28 18 56

Webmaster

Kirsten Kjærsgaard

nytmedlem@berejst.dk

Møllestien 34

8000 Århus C

Tel. 86 20 91 33

Medlemskontakter

Kira Leisau

kiraleisau@gmail.com

Lyøvej 21, 2tv

2000 Frederiksberg

Tlf. 38 87 48 04

2633 2709

Sekretær

Lars K. Munk

toastmaster-east@berejst.dk

Smedetoften 24, 1. th

2400 København NV

Tel. 3834 8980

Næstformand og toastmaster øst

Per Allan Jensen

globen@berejst.dk

Bernhard Bangs Allé 51A, 2th

2000 København F

Tlf: 38 10 10 78

Lisbeth Wichmand Nielsen

lisbethwn@hotmail.com

Gadeledsvej 13

3400 Hillerød

Tel. 50 56 12 37

Globen, grafisk design

More magazines by this user
Similar magazines