1 Samtaler om den globale økonomis møde med sine grænser – en ...

informationsforlag.dk

1 Samtaler om den globale økonomis møde med sine grænser – en ...

Samtaler om den globale økonomis møde med sine grænser

en interviewserie fra Information

Martin Burcharth & Jørgen Steen Nielsen

Dagbladet Information

1


Forord

I maj-juni 2008 bragte Dagbladet Information en længere interview-serie

under titlen ‘Krise i hele systemet?’

Serien var udløst af rystelserne i den globale økonomi, hvor fødevarekrise,

oliekrise, klimakrise og finanskrise pludselig så ud til at løbe sammen. På redaktionen

stillede vi spørgsmålet, om verden nu muligvis står over for en regulær

systemkrise affødt af, at den kapitalistiske vækstøkonomi er ved at møde

sine grænser? Næppe en krise, der varsler kapitalismens sammenbrud, men

måske en krise der fordrer radikalt nye tanker, nye strategier for international

handling og nye mål for udviklingen?

Det lykkedes at få en lang række fremtrædende personligheder og fagfolk

fra ind- og udland til at stille op til interviews om denne hypotese om systemkrisen.

Det er der kommet spændende tanker og synspunkter ud af, og vi har

sporet en meget stærk læserinteresse for både emnet og interviewserien.

Derfor har vi nu samlet alle teksterne i denne elektroniske publikation

til frit download fra internettet. Materialet er i forvejen tilgængeligt på www.

information.dk, men her altså i en samlet, lettilgængelig form for dem, der

ønsker at fastholde budskaberne og overvejelserne til videre inspiration og

diskussion.

Vi ønsker god læselyst og god fortsat debat.

Martin Burcharth & Jørgen Steen Nielsen

© Information.

Grafisk tilrettelægning og produktion: Graphorama og Informations Forlag

Forsidefoto: Les Kaner, Scanpix

Bogen kan frit downloades, men må ikke i nogen form gøres til genstand for

kommerciel udnyttelse

2


Indhold

Når kapitalismen vokser samfundet over hovedet ................................. 5

optaktsartikel, 10. maj 2008

Verden er på vej mod brutal konfrontation .......................................... 17

interview med Jørgen Ørstrøm Møller, 13. maj 2008

Fødevaresikkerheden er det svage led i vores civilisation ................... 22

interview med Lester Brown, 15. maj 2008

For enden af en supercyklus ..................................................................... 26

interview med Walden Bello, 17. maj 2008

Olieæraen er ved at rinde ud .................................................................... 31

interview med Fatih Birol, 20. maj 2008

Energikrisen skaber ny økonomisk verdensorden ............................... 36

interview med Michael Klare, 22. maj 2008

Ingen dommedagsscenarier, tak .............................................................. 40

interview med Larry Summers, 27. maj 2008

Gudskelov for den økonomiske afmatning ............................................ 45

interview med Peter Wendt, 31. maj 2008

Amerika mangler moralsk statur til de globale udfordringer ........... 49

interview med Robert Reich, 7. juni 2008

Krisen kalder på ny samfundskontrakt .................................................. 54

interview med George Monbiot, 9. juni 2008

Dagens kriseterapi: Et ekstra fix til narkomanen ................................. 58

interview med Robert Costanza, 12. juni 2008

Katastrofe-kapitalismens krise er de progressives udfordring ........... 62

interview med Naomi Klein, 6. juni 2008

En lykke hvis væksten sættes i stå ............................................................ 67

interview med Finn Østrup og Inge Røpke, 14. juni 2008

Valget står mellem overflod og lighed .................................................... 72

interview med Wolfgang Sachs, 18. juni 2008

På vej mod menneskehedens ‘tipping point’ ......................................... 76

interview med Sir David King, 23. juni 2008

3


Vendepunktet .............................................................................................. 82

ledende artikel ,19. juni 2008

Om de interviewede og forfatterne ......................................................... 85

4


Når kapitalismen vokser samfundet

over hovedet

Er verdensøkonomien pludselig kastet ud i flere parallelle, indbyrdes

afhængige kriser, som truer civilisationen, som vi kender den? Magter

politiske beslutningstagere på tværs af nationale grænser at forstå

systemkrisen og levere et koordineret svar?

Optaktsartikel af Jørgen Steen Nielsen & Martin Burcharth

Den sniger sig ind på én. Den foruroligende fornemmelse. Man behøver blot

kaste et blik på CNN’s hjemmeside.

IMF forudser globalt økonomisk mørke, lyder overskriften på én historie. Olie

sætter prisrekord efter britisk strejke, fortæller en anden. En tredje artikel: Fødevarepriser

skaber ‘global krise’, siger FN-chef. Og en fjerde: Drivhusgasser ophobes i

øget tempo.

Temaerne går igen i alle nyhedsmedier, internationale som hjemlige: Den

internationale økonomi er kriseramt. Det globale oliemarked er kriseramt.

Verdens fødevareforsyning er kriseramt. Og planeten er ramt af klimakrise. I

hvilken retning man end retter blikket, mødes det af ubehagelige budskaber.

Den ene krise kæmper med den anden om vor opmærksomhed. Og om rådvilde

politikeres. Ikke så snart er der taget initiativ på ét område, før behovet

for hurtig handling melder sig på et andet.

Fornemmelsen er denne: Det, verden oplever, er ikke fire kriser. Det er

én krise. En egentlig systemkrise med rod i basale strukturer i den globale

økonomi. Med det fællestræk for delkriserne, at de afspejler et system, der

nu opererer tæt på sine grænser. Hvorfor de ikke kan tackles hver for sig.

Forsøger man at løse én krise isoleret, forværrer man med sikkerhed en eller

flere af de andre. Som når man trykker et sted på en bold og registrerer, at den

buler ud et andet.

Økonomen Sir Nicholas Stern taler i den britiske regerings Stern-rapport

fra 2006 om klimaproblemet somen massiv markedsfejl”. Er også den

5


SYSTEMKRISEN

firedobbelte systemkrise en manifestation af en iboende markedsfejl i det,

der går under navnet den globaliserede vækstkapitalisme? Og hvis det er tilfældet:

Hvad stiller verden op med en sådan grundskade?

“Det åbne spørgsmål er,” siger den amerikanske fødevareøkonom og

grundlægger af Earth Policy Institute, Lester Brown, “hvorvidt vi har den politiske

kompetence til at styre så mange kriser på én gang.”

Forhenværende ambassadør, adjungeret professor ved Copenhagen Business

School Jørgen Ørstrøm Møller er ikke sikker.

“Verden varmer op til den mest brutale økonomiske konfrontation, der

er set i mange årtier, måske århundreder,” siger han.

Krisebeskrivelse

Finanskrisen først. En krise skabt af begærlighed understøttet af, hvad

finansmanden George Soros kalder ‘markedsfundamentalisme’.

Ifølge Soros blev grunden til dagens finansielle problemer lagt i 1980’erne,

da Ronald Reagan og Margaret Thatcher løsnede kontrollen med de finansielle

kræfter i tillid til ‘markedets magiske evne’ til selvregulering. Det stimulerede

finansinstitutioner til at opfinde stadig mere ugennemskuelige

finansielle produkter og transaktioner, som gjorde det stedse vanskeligere for

myndigheder at vurdere de tilknyttede risici.

“Siden 1980’erne er styringen gradvist blevet svækket, indtil den i praksis

er forsvundet,” konstaterer Soros.

I iveren efter at stimulere finansmarkedets vækst og inspireret af den

amerikanske centralbanks gentagne rentenedsættelser efter dot.com-boblens

bristen blev forbrugerne i USA opildnet til massiv låntagning for at realisere

drømmen om egen eller større bolig. Bankerne udstedte en strøm af

højrisikolån til huskøbere med lav kreditværdighed, lån som de pågældende

dårligt havde råd til, men regnede med at kunne omlægge til mere favorable

vilkår i takt med, at deres nye bolig steg i værdi. Og værdistigningen lokkede

til yderligere låntagning for at finansiere et ekspanderende privatforbrug.

Helt i pagt med præsident Bush’s appel til amerikanerne om at øge forbruget

som udtryk for ‘ny patriotisme’.

I foråret 2007 havde de amerikanske banker udstedt risikable ‘subprime

lån’ til en værdi af 1.300 milliarder dollar, og i euforien over ejendomsmarkedets

buldrende vækst forsømte bankerne at lægge kapital til side for det tilfælde,

at husejerne ikke kunne betale terminen.

6


NÅR KAPITALISMEN VOKSER SAMFUNDET OVER HOVEDET

Det var det, der skete i andet halvår 2007. Nøjagtig som dot.com-boblen

bristede den lånefinansierede husboble. Der var bygget så meget, at markedet

var mere end mættet, og huspriserne faldt. Det afskar nye husejere fra at lægge

lånene om, og så revnede bukserne. Renter og afdrag blev ikke betalt, tvangsauktionerne

begyndte at rulle. I dette forår er antallet af amerikanske tvangsauktioner

i vækst for syvende kvartal i træk, og tv-reportager fra trailer-parker,

hvor tidligere villaejere fortæller om deres personlige nedtur, er bedrøvelig

hverdagskost.

For bankerne har boligboblens bristen betydet massive tab: Citigroup

har tabt 39 mia. dollar. Merrill Lynch 29 mia. Morgan Stanley 11,5 mia. Bank

of America otte mia. Lehman Brothers knap fire mia. Og som følge af det

grænseoverskridende finansielle netværk rammes også udenlandske storbanker,

kapitalfonde og investeringsselskaber. Sammenlagt må de finansielle

institutioner se en kombination af tab og værdinedskrivninger på over 300

mia. dollar i øjnene. Mere end 100 udlånsvirksomheder i USA har drejet

nøglen om eller er blevet solgt. På Wall Street har 49.000 medarbejdere i den

finansielle sektor mistet jobbet.

Banker, der taber penge, strammer lånevilkårene. Læg dertil afmatning

i byggesektoren, og man har grundlaget for en faldende forbrugertillid til

økonomien. Det fører til forbrugsnedgang, lavere vækst i erhvervslivet, kursfald

på aktier, arbejdsløshed og endnu mere nedgang. Det amerikanske forbrugertillids-indeks

er nu på det laveste niveau i 26 år, arbejdsløsheden den

højeste i mere end to år, væksten næsten gået i stå.

“Det er måske ikke officielt, men stadig mere åbenlyst: Den amerikanske

økonomi er gledet ind i recession,” skrev The Economist for nylig. Og IMF

bekræfter i sin seneste World Economic Outlook: “Finansmarkedets krise, der

brød ud i august 2007, har udviklet sig til det største finansielle chok siden

Den Store Depression i 1930’erne.”

IMF forventer en vækst i USA i år på 0,5 pct. mod 2,2 pct. sidste år. En

dagsaktuel Bloomberg-undersøgelse blandt 54 økonomer spår en vækst på kun

0,1 procent de nærmeste måneder. “Forbugerne er gået i beskyttelsesrum,”

siger en af økonomerne Ken Goldstein.

Og nedturen smitter.

“Europa står over for svagere vækst som et resultat af vedvarende finansiel

turbulens, høj inflation og dønningerne fra den milde recession i USA,”

noterer valutafonden og forudser et fald i den europæiske vækst fra 2,9 pct.

7


SYSTEMKRISEN

i 2006 til 1,5 pct. i år. For Danmark spås et markant fald fra 3,9 pct. i 2006 til

1,2 pct. i år.

De hjemlige udsigter får Danske Bank til i sit Ugefokus fra 25. april at

fastslå:

“Forbrugertilliden er nu på det laveste niveau siden årtusindskiftet. Vi

har ingen forventning om en snarlig tilbagevenden til den store optimisme,

der prægede forbrugerne for blot et år siden (...) Vurderingen af landets økonomiske

situation om et år er faktisk den mest negative, vi har set i ni år.”

George Soros, finansmanden, konkluderer i Financial Times, at verden

er løbet ind i “den værste markedskrise i 60 år,” og spår, at recession i industrilandene

“nu er mere eller mindre uundgåelig.” Når det er kommet så vidt,

hænger det sammen med, at finanskrisen overlejres af to parallelle kriser:

oliekrisen og fødevarekrisen.

Oliekrisen

Så sent som i november 2007 udsendte Det Internationale Energiagentur,

IEA, et beroligende scenarie, der varslede en råoliepris på 62 dollar pr. tønde i

2030. Samme oliepris har den danske Energistyrelse brugt i sin fremskrivning

af det danske energiforbrugs udvikling frem til 2025. Helt i tråd med IEA’s

beroligende meldinger gennem mange år om, at der er olie nok.

Ude i virkeligheden var olieprisen imidlertid allerede over 85 dollar

pr. tønde, da IEA’s prognose blev præsenteret. Den 2. januar passeredes 100

dollar pr. tønde, den 12. marts 110 dollar og den 8. maj 125 dollar. Præcis det

dobbelte af IEA’s prognose for 2030.

“Muligheden for 150-200 dollar pr. tønde inden for de nærmeste 6-24

måneder virker stadig mere sandsynlig,” sagde i denne uge Arjun N. Murti,

olieanalytiker hos Goldman Sachs Group.

Priseksplosionen mere end en femdobling på 10 år afspejler, at produktionen

ikke længere kan følge med det stigende olieforbrug, der især drives af

Kinas og Indiens stærkt voksende efterspørgsel. Alene Kinas olieforbrug vokser

med otte pct. årligt. Globalt forudser IEA en vækst på 37 pct. frem til 2030.

Det passer meget dårligt med, at den globale råolieproduktions vækst

stoppede i 2005. Hele 64 lande er enten færdige med at producere olie eller

udvinder faldende mængder, fordi deres reserver går mod udtømning. 82 pct.

af de kendte reserver er i dag koncentreret på 10 lande, hovedparten OPECstater.

8


NÅR KAPITALISMEN VOKSER SAMFUNDET OVER HOVEDET

Gabet mellem produktion og efterspørgsel dækkes nu alene via naturgasbaserede

olieprodukter, effektivisering på raffinaderierne samt introduktionen

af biobrændstof.

“Hvis vi ikke havde disse tønder, er jeg ikke sikker på, hvorfra vi skulle skaffe

den halve million tønder” om dagen, som markedet råber på, sagde IEA’s

vicedirektør William Ramsey forleden til Financial Times. Om de biobrændstoffer,

som alverdens fagfolk nu advarer mod.

Olieknapheden betyder, at ethvert midlertidigt produktionsbortfald

som for nylig en strejke blandt britiske oliearbejdere får markedet til at

reagere nervøst og presse prisen yderligere op.

Til det kommer så, at denne verdens grådige spekulanter under indtryk

af finanskrisen er flygtet fra værdipapirer og dollar til spekulation i håndgribelige

råvarer som olie. Spekulanterne er med til at drive olieprisen op og dermed

også med til at forværre oliekrisens negative indflydelse på den økonomiske

krise. For den stigende oliepris slår igennem på erhvervslivets produktionsomkostninger

og fører til stigende varepriser og inflation, faldende købekraft

for forbrugerne og almen kriseforværring.

Vindere er kun de olieproducerende lande og store olieselskaber, der

noterer rekordprofitter. Den amerikanske olieanalytiker Michael Klare vurderer,

at der i 2007 blev overflyttet over 1000 milliarder dollar til de olieeksporterende

lande fra stater, der må importere olie.

Først i elvte time har bl.a. IEA indset situationens alvor og udsender nu

helt nye budskaber.

“Vi har set på alle olieefterforskningsprojekter i verden: 230 i alt i

Saudi-Arabien, Venezuela, Nordsøen, overalt. Selv hvis alle disse, allerede finansierede

projekter realiseres, vil den samlede ny olieproduktionskapacitet,

de kan levere, være for lidt,” sagde IEA’s cheføkonom Fatih Birol forleden.

Birol bekræfter, at olieproduktionen fra kendte projekter frem mod 2015

må forventes at falde med 3,7-4,2 pct. om året, parallelt med en global efterspørgsel,

der stiger med op til tre pct. årligt.

“Vi er nødt til at forberede os på et meget turbulent og stramt oliemarked

præget af høje priser. Det bliver ikke godt for økonomien,” siger cheføkonomen.

En sen erkendelse, for hvilken verden allerede betaler en høj pris. Ikke

mindst verdens fattige.

9


SYSTEMKRISEN

Fødevarekrisen

“I USA og Europa har vi gennem det seneste år haft fokus på prisen

benzin på servicetanken. Men mens mange bekymrer sig om at få fyldt deres

benzintank, kæmper mange andre rundt om på kloden for at kunne fylde

deres maver. Og det bliver sværere for hver dag, der går.”

Sådan sagde Verdensbankens præsident Robert Zoellick for nylig om

den globale fødevarekrise, der ifølge FN’s Fødevareprogram WFP nu somen

stille tsunami’ truer med at drive 100 millioner mennesker ud i sult.

Men tingene hænger sammen. Når olie bliver dyrere, bliver mad dyrere.

Det kræver olie at drive landbrugets maskiner, fremstille kunstgødning, forarbejde

råvarer og transportere fødevarerne frem og tilbage på tværs af kloden.

Dermed rammer olieprisstigningerne de fattige dobbelt: En stigende

andel af u-landenes anstrengte økonomi beslaglægges direkte af olieudgifter

til transport, kraftværker, fabrikker etc., og samtidig skal de samme lande og

mennesker bruge flere penge på fordyrede fødevarer.

“Ødelæggende” for de fattige kalder Fatih Birol denne mekanisme. Ifølge

IEA har de olieimporterende lande syd for Sahara mistet tre procent af deres

økonomiske vækst på grund af de stigende oliepriser. Men olieprisen er kun

én faktor bag den stille tsunami. De øvrige er:

Stærkt stigende efterspørgsel på fødevarer, herunder kød, fra en voksende

middelklasse i vækstøkonomier som Kina og Indien.

Fald i produktionen af centrale afgrøder som følge af klimaforandringer

som f.eks. den tørke, der har ramt Australien og siden 2001 reduceret landets

risproduktion med 98 pct.

Voksende knaphed på grundvand til overrisling af marker i det tropiske

og subtropiske bælte.

Tiltagende beslaglæggelse af landbrugsarealer og afgrøder til fremstilling

af biobrændstoffer i håbet om at dæmpe såvel olie- som klimakrisen.

Sammen har disse forhold drevet fødevarepriserne dramatisk op. Fødevareprisindekset

fra FAO, FN’s Fødevare- og landbrugsorganisation, steg med

57 pct. fra marts ‘07 til marts ‘08. For ris og kornprodukter er prisen røget op

med næsten 90 pct. det seneste år.

De stigende fødevareomkostninger forværrer nedturen i USA og Europa,

fordi forbrugernes købekraft udhules. Men langt alvorligere er situationen i

de fattige lande, hvor pengene ikke rækker til at købe den mad, der skal holde

sulten fra døren.

10


NÅR KAPITALISMEN VOKSER SAMFUNDET OVER HOVEDET

“Fødevarer står for 10-20 pct. af forbrugerudgifterne i i-landene, men

så meget som 60-80 pct. i u-lande,” påpeger Henri Josserand, chef for FAO’s

globale informations- og advarselstjeneste.

37 lande angives i øjeblikket at være i fødevarekrise med behov for ekstraordinær

hjælp, og de seneste måneder har set optøjer i protest mod priserne

i mere end 10 lande. I Somalia blev fem dræbt af politiet i denne uge, da

tusinder af sultende tændte bål i gaderne og plyndrede butikker. Foreløbig 20

nationer har stoppet deres korneksport for at beskytte sig selv, på bekostning

af importerende lande og det globale handelssystem.

Tilbage i 1973-74 oplevede verden også et sammenfald af olie- og fødevarekrise.

I dag er der imidlertid to afgørende forskelle.

Den ene er nutidens finansielle spekulanter. Med liberaliseringen af

de finansielle markeder og finansøkonomiens meget større andel af verdensøkonomien

spiller kapitalfonde og andre spekulerende aktører en langt mere

kritisk rolle. Præcis som de har forværret den økonomiske nedtur i USA

ved at trække tæppet væk under banker og børsnoterede virksomheder, og

præcis som de har forværret oliepris-krisen ved at spekulere i olieopkøb, så

har spekulanterne forværret fødevarekrisen ved at spekulere i ris, hvede og

andre fødevarer, der i dag repræsenterer værdier i stigning. Som med boligboblen

i USA bidrager de nu til at skabe en fødevare-prisboble for at hente

hurtige spekulationsgevinster. En hjemlig investor, Ole Abildgaard, kalder

kapitalfonde og andres milliardspekulation i riskontrakter for “svineri.”

“Den eneste ris, de kender, er den ris, der ligger under deres sushi. De er

fuldstændig ligeglade med, om hundrede millioner af mennesker går sultne i

seng,” sagde Abildgaard for nylig til radioprogrammet P1 Business.

Den anden faktor, som fundamentalt adskiller dagens krise fra olie- og

fødevarekrisen i begyndelsen af 1970’erne, er klimakrisen.

Klimakrisen

Den globale opvarmning og udtømningen af oliereserverne er to sider af

samme sag, men samtidig skæbnesvangert vekselvirkende. F.eks. indebærer

smeltningen af is i Arktis, at potentielle oliereserver højt mod nord kan blive

tilgængelige for olieselskaberne og lede til øget afbrænding af fossil energi med

forstærket opvarmning til følge. Omvendt foregår jagten på stadig mindre og

vanskeligt tilgængelige oliereserver under stigende input af energi og dermed

øget CO2-udledning pr. liter olie. Hvis verden i sin oliehunger kaster sig over

11


SYSTEMKRISEN

olieskifer i USA og tjæresandsforekomster i Canada, vil der virkelig blive tale

om energispild og ekstra CO2-belastning.

Men klimakrisen er også tæt sammenvævet med både fødevarekrise og

økonomisk krise. Det stigende globale kødforbrug er f.eks. en afgørende drivkraft

bag den skovrydning, der skal skaffe nye græsningsarealer til kvæg, men

også er ansvarlig for 20 pct. af den globale drivhuseffekt.

Den aktuelle fødevareknaphed udgør dertil en ekstra trussel mod verdens

skove.

“Et lille skift i fødevarepriser kan have stor betydning for, om det er lønsomt

eller ej at rykke ind i skoven,” siger Roberto Cavalanti fra Conservation International,

der overvåger presset på Amazonas’ regnskov, til Reuters. I andet

halvår 2007 forsvandt 7.000 kvadratkilometer brasiliansk regnskov, parallelt

med stigningen i fødevarepriser.

Også inddragelse af braklagte områder, intensiveret brug af kunstgødning

m.m. for at øge fødevareproduktionen, forstærker presset på klimaet.

Omvendt indebærer klimaforandringerne forringede muligheder for

landbrug mange steder på kloden især i u-lande uden historisk ansvar for

CO2-udledningerne.

Den katastrofale cyklon over Myanmar er ét eksempel på den type forværrede

vejrfænomener, der kan følge med opvarmningen. Cyklonen ramte

landbrugsområder, der producerer 65 pct. af landets ris, hvilket straks udløste

en international prisstigning på riskontrakter på 3,5 pct.

Unicef konkluderer i rapporten Our climate, our children, our responsibility,

at en temperaturstigning på to grader kan føre til, at 200 mio. mennesker

kommer til at sulte, stigende til 550 mio. ved en stigning på tre grader.

Disse og andre konsekvenser af klimaforandringerne leder til de modelberegninger,

der både hos FN’s Klimapanel og i den britiske Stern-rapport

konkluderer, at den globale økonomiske udvikling vil blive dramatisk forstyrret,

hvis ikke opvarmningen bremses.

Omvendt og på kort sigt kan politiske bestræbelser på at sætte ny gang

i hjulene offentlige anlægsarbejder, skattenedsættelser, rentesænkninger

m.m. indebære fortsat høje udledninger af CO2. Præsident Bush’s aktuelle

stimulus-pakke i form af skattelettelser på 152 mia. dollar kaldes af præsidenten

selv meget præcist “et skud i armen” til USA’s økonomi en injektion til en

økonomi, der kun kan fungere, når den mærker suset af vækst.

Ironisk og karakteristisk for krisernes intrikate sammenvævning er også,

12


NÅR KAPITALISMEN VOKSER SAMFUNDET OVER HOVEDET

at et af initiativerne for at bremse såvel CO2-udledninger som pres på oliereserverne

produktionen af biobrændstof til verdens biler viser sig at

forværre fødevarekrisen. Et behjertet forsøg på at afhjælpe to af de globale

problemer, forstærker et tredje, fordi overblikket savnes.

Systemkrisen

Verden står p.t. med fire ondartede kriser, dybt filtret ind i hinanden. Fire

sider af samme systemiske krise. Delkriserne har den virkning til fælles, at de

kan lede til national protektionisme, stærke geopolitiske spændinger og antagelig

regulære krige om ressourcer og økonomiske udviklingsmuligheder.

Nødstedte befolkningsgrupper vil revoltere eller blive drevet på flugt, parallelt

med at magtforhold vil forskubbes til fordel for vækstøkonomier som Kina

og Indien samt mellemøstlige olielande, der allerede er i fuld gang med at

investere i det vestlige erhvervslivs virksomheder. Alt sammen sikkerhedspolitisk

destabiliserende og som sådan varslet i rapporter fra diverse tænketanke

såvel som fra Pentagon.

De fire kriser er i forskellig grad til at påvirke temporært. Men de er

fælles om at afspejle de grundliggende vanskeligheder for en økonomi, der i

omfang har nået grænser sat af klodens geofysiske og økologiske systemer.

Den amerikanske økonom og New York Times-kommentator Paul Krugman

skrev forleden under overskriften Running out of planet to exploit (Løbet

tør for planet at udbytte), at dagens kriser adskiller sig fra olie- og fødevarekriserne

i 1970’erne ved at være drevet af reel ressourceknaphed. Dengang

var det let at skrue op for oliehanerne og optrappe landbrugsproduktionen

det er det ikke i dag.

“Der er nogle meget kloge folk ikke mindst George Soros der mener,

at vi er i en (spekulativ) boble på råvaremarkedet. Mit problem med det synspunkt

er: Hvor er lagrene?”

Nok eskalerer spekulanterne de negative spiraler på både finans-, olie- og

fødevaremarkederne, men hvor er i dag den ekstra olie, de ekstra fødevarer,

den ekstra CO2-kapacitet i atmosfæren, som kan kastes ind på markedet og

lukke luften ud af prisstigningerne? Hvordan sikre den nødvendige 80-90 pct.

reduktion af de rige landes CO2-udledninger, når alt orienteres mod at sætte

fart på væksten, så snart den taber fart?

“Bekymringerne over, hvad der sker, når en evigt voksende verdensøkonomi

presses op mod grænserne på en begrænset planet, har større sand-

13


SYSTEMKRISEN

hedsværdi nu, end de havde i 1970’erne,” skriver Krugman.

“I skal ikke kigge nu, men det kan godt være, at de gode tider netop er

sluttet,” lyder økonomens sarkastiske udgangsreplik.

På forskellig vis er det trangen til vedvarende vækst, der driver de fire

kriser og den overordnede systemkrise. Mest vulgært udstillet via spekulanters

grådighed på det globale marked, men også illustreret af amerikanske forbrugeres

iver efter boliger, de ikke har råd til. Af finansinstitutioners væksteufori,

der har fået dem til at kaste ikke-bæredygtige lån i grams for at score

gebyrer og renter. Af den kinesiske og indiske middelklasses ønske om amerikansk

livsstil med biler og bøffer. Og af det stigende forbrug i den udviklede

del af verden af olie og andre fossile brændstoffer som middel til øget materiel

produktion og forbrug.

Den store markedsfejl er, at økonomien, som vi kender den, ikke rummer

mekanismer, som i tide sikrer systemets stabilisering, når grænserne nås.

Tværtimod er der givet friere løb til de spekulative, globale finanskræfter, der

som dråben i bægeret får delkriserne til at eskalere ud af kontrol.

Dagens politiske ledere tumler rundt på den globale scene fra krisemøde

til krisemøde. Om mandagen finanskrisen, om tirsdagen oliekrisen, så fødevarekrisen

og om torsdagen klimakrisen. Deres vanskeligheder ved at skabe

overblik over krisens komplekse dynamik er lige så store som vanskelighederne

med at bøje viljerne og særinteresserne mod hinanden for at skabe nye

globale svar til en klode i nød.

“Når tidligere civilisationer blev ramt af kriser, som truede deres overlevelse,

lod deres simple styreform dem gribe ind og hindre katastrofen. Men

i dag har vi ikke en global regering,” konstaterer Lester Brown.

14

Klimakrisen

Den globale afbrænding af fossil energi vokser, og det gør dermed

også atmosfærens CO2-indhold og den globale temperatur.

Ved temperaturstigninger over to grader øges bl.a. risikoen for

ukontrolleret afsmeltning af ismasserne mod nord og syd. I-lande

skal reducere deres udledninger med 80-90 pct. inden 2050, hvis

katastrofale klimaændringer skal afværges.

Dagens tal: Foråret er kommet til Arktis, og isen smelter hurtigere

end normalt, oplyser US National Snow and Ice Data Center. I april


NÅR KAPITALISMEN VOKSER SAMFUNDET OVER HOVEDET

er foreløbig 700.000 kvadratkilometer smeltet. “Kan Nordpolen

blive isfri i denne afsmeltningssæson,” spørger centeres forskere og

svarer: “Det er meget muligt”

Fødevarekrisen

Voksende kødforbrug, klimaforandringer, konkurrence fra biobrændstoffer,

højere oliepris samt spekulationsopkøb har fået fødevarepriserne

til at eksplodere. I USA ventes hver 10. amerikaner

at blive afhængig af de ‘fødevaremærker’ 100 dollar pr. måned

som myndigheder uddeler til folk i nød. Globalt kan 100 mio.

mennesker blive drevet ud i fattigdom og sult, siger FN.

Dagens tal: På grund af prisstigningerne mangler FN’s Fødevareprogram

755 mio. dollar for at kunne uddele samme mængde mad

som sidste år. Beløbet er en femtedel af den profit på 3,7 mia. dollar,

den amerikanske superspekulant, chef for kapitalfonden PCI, John

Paulson, scorede sidste år.

Oliekrisen

Væksten i den globale olieefterspørgsel er større end fundet af nye

oliereserver. Produktionen af råolie holdt op med at vokse allerede i

2005, og 10 lande kontrollerer nu 82 pct. af verdens olieproduktion.

Det giver sårbarhed, konflikter, prisstigninger og øget profit til

olielande og -selskaber. Olieselskabet Exxon meldte for nylig om

den næststørste kvartalsprofit i amerikansk erhvervslivs historie

Dagens tal: Olieprisen slog fredag en endeløs række af aktuelle

rekorder, da den passerede 125 dollar pr. tønde på børsen i New

York

Finanskrisen

Rentenedsættelser, politiske opfordringer til øget forbrug og

udlånsiver fra finansinstitutioner skabte en bolig- og forbrugsboble

for lånte penge, som nu er bristet og har udløst tab og nedtur for

boligejere, banker og USA’s økonomi i almindelighed. Afmatningen

15


SYSTEMKRISEN

16

spreder sig til bl.a. Europa, hvor forbugerpessimismen vokser og

vækstraterne dæmpes

Dagens tal: Antallet af konkurser blandt amerikanske virksomheder

er vokset 49 pct. i forhold til sidste år, rapporterer Business

Week. 235 daglige konkursbegæringer blev det til i april


Verden er på vej mod brutal

konfrontation

Knaphed på olie, knaphed på mad, knaphed på vand, knaphed på

rent miljø og en finanskrise, der flytter økonomisk magt fra Vesten

til Asien. Det kan blive en grim kamp, siger Jørgen Ørstrøm Møller

Interview med Jørgen Ørstrøm Møller af Jørgen Steen Nielsen

“Grådighedsfaktoren.”

Jørgen Ørstrøm Møller vender tilbage til udtrykket flere gange, når

han skal forklare den finansielle krise, der med start i USA har ramt den

internationale økonomi og nu spiller kompliceret og foruroligende sammen

med prisstigninger på olie og fødevarer og med den globale klimakrise.

Jørgen Ørstrøm Møllers udkigspost er Singapore, hvor han i en årrække

var Danmarks ambassadør i hele fire lande: Singapore, Australien, New

Zealand og Brunei, og hvor han nu er tilknyttet Singapores universitet, parallelt

med sin stilling som adjungeret professor ved Copenhagen Business School

hjemme i Danmark. Ørstrøm Møllers globale udsyn har dertil rod i bl.a. jobbet

som departementschef i Udenrigsministeriet op gennem 1990’erne. I dag er

den tidligere diplomat en yderst produktiv forfatter til dato 36 bøger om

international politik og økonomi samt forelæser og analytiker og dermed

en af de globale iagttagere, som bl.a. danske politikere og erhvervsfolk lytter

til med størst respekt og opmærksomhed. De, der ikke gør, er selv ude om

det.

For Jørgen Ørstrøm Møller varsler dramatiske begivenheder i den nære

fremtid.

“Verden varmer op til den mest brutale økonomiske konfrontation, der

er set i mange årtier, måske århundreder,” lyder profetien.

‘Knaphed’ er kombineret med grådighedsfaktoren et nøgleord.

“Vi bevæger os fra en verden af overflod, hvor der var nok af stort set alt

høj økonomisk vækst, råmaterialer, billig energi, tilstrækkeligt med vand og

17


SYSTEMKRISEN

i lang tid ingen pris på miljøet til en periode, hvor der bliver knaphed på

stort set alt,” siger Ørstrøm Møller.

“Vi får lavere vækst i USA, lavere vækst i Europa, lavere vækst i Japan,

og vi får knaphed på råmaterialer, energi og fødevarer med deraf følgende

meget store prisstigninger. Vi får som noget helt nyt en stigende pris på rent

miljø, og vi får måske vigtigst af alt vand som knaphedsfaktor.”

“De andre faktorer kan man i høj grad handle med, men det er vanskeligt

med vand,” betoner han. En kommende strid om vand er tydeligvis noget, der i

særlig grad bekymrer.

“Vand har den forskel fra f.eks. olie, at én stats brug af vandreserver

kan fratage dem fra andre. Tænk på de store flodsystemer: Nilen, floderne i

Mellemøsten osv. Hvis ét land opfører en dæmning og dermed afskærer et

andet land adgangen til vand, har man en meget håndgribelig konfliktrisiko.

Dertil kommer, at folk kan klare sig et stykke tid uden olie, men ikke uden

vand.”

“Jeg ser altså for mig, at der opstår en række knaphedssituationer, hvor

landene meget brutalt vil kæmpe om at få ressourcerne til den billigst mulige

pris, og hvor man vil søge at lægge byrderne over på andre.”

En drivende faktor bag knapheden og kampen om ressourcer er, at et

stigende antal mennesker takket være den økonomiske vækst i primært Asien

kommer op på et indkomstniveau, hvor deres efterspørgsel virkelig får global

betydning.

“Der bliver tale om en kamp, hvor ikke alle kan blive vindere, og

hvor det ikke kan udelukkes, at militær magt tages i anvendelse for at sikre

nationale interesser. Det vil være første gang i historien, at det globale samfund

konfronteres med en sådan kamp om indkomstfordeling. En grim kamp, der

vil pågå det næste tiår, måske længere. Der vil ikke blive givet ved dørene,”

forudser Ørstrøm Møller.

Finanskrise og magtskifte

På sin egen måde kan den aktuelle finanskrise blive del af omfordelingskampen.

“Finanskrisen er normal i den forstand, at det måske er 15. eller 20.

gang inden for de seneste århundreder, at man ser en finanskrise opstå i et

af verdens rigeste lande. Der er intet nyt i, at det finansielle system kører

skævt på grund af en grådighedsfaktor hos dem, der træffer investeringsbeslut-

18


VERDEN ER PÅ VEJ MOD BRUTAL KONFRONTATION

ninger. Alligevel er der noget nyt og interessant denne gang,” betoner den

mangeårige iagttager af den globale økonomi.

Det nye er den dramatiske omfordeling af rollerne og magten i det globale

økonomiske spil, som nu finder sted.

Den finansielle krise, der har forplantet sig til realøkonomien i USA

og Europa, er udløst af den amerikanske boligboble, blæst op af massiv og

ukritisk långivning i kombination med kapitalfonde og andres spekulation i

værdistigningerne på husmarkedet og nu punkteret med tvangsauktioner,

omfattende tab for bankerne samt økonomisk afmatning som konsekvens.

“Man skal tilbage til 1980’erne for at finde noget i retning af en finansiel

krise i USA. Da Sydøstasien ramtes af finanskrisen i 1997-98, blev amerikanske

banker ikke rigtig berørt, og derfor lærte de ikke noget. De blev overmodige

og har troet, at de kunne gå på vandet.”

“Det er det, jeg kalder grådighedsfaktoren. Profitmotivationen, der går

ud over alle grænser. Bankfolk bliver vurderet på, hvor meget de kan levere

hvert kvartal, og så bliver de for dristige og løber risici, som de faktisk ikke

burde løbe. Og så går det galt.”

Hvor de amerikanske bankers nedtur og tab har trukket europæiske

finansielle institutioner med sig, er det ifølge Jørgen Ørstrøm Møller bemærkelsesværdigt,

at ikke ret mange asiatiske banker har brændt fingrene.

“De var igennem vridemaskinen i 1997-98, hvor de havde været mindre

påpasselige i deres investeringsmønstre. Det førte til indførelse af regler, som

gennem de seneste 10 år har gjort dem mere forsigtige. Og derfor løb de ikke

hen og satte fingrene på kakkelovnen denne gang.”

Hvor USA og Europa har levet for lånte penge, har Asien sparet op.

“Bortset fra de mellemøstlige petrolandes olieformuer er Asien det eneste

sted, hvor der præsteres en reel opsparing. Hidtil har Asien været tilfreds

med at lade det vestlige finansielle system rokere rundt med dets opsparing

og bestemme, hvor den skulle investeres,” siger Ørstrøm Møller med henvisning

til, at især USA har lånt massive summer i Kina for at foretage erhvervsinvesteringer

eller simpelthen leve, herunder købe boliger, for de lånte

penge. Asiatiske lande har i dag tusinder af milliarder til gode i dollar.

“Udlånet fra Asien skete ud fra en forventning om, at den ekspertise,

der var opsamlet i de vestlige finansinstitutioner, kunne sikre et højere afkast,

end Asien selv kunne finde frem til. Den forventning er faldet bort. I dag siger

Asien: ‘Vi har set, hvorledes disse folk, som vi havde tillid til, rent faktisk er

19


SYSTEMKRISEN

nogle kludremikler. Og når det er tilfældet, hvorfor skal vi så lade dem rokere

rundt med vores opsparing?’”

“Derfor ser du, at Asien i øjeblikket køber sig ind som mindretalsaktionær

i stort set samtlige vestlige finanshuse. UBS, Merril Lynch, Citi Group osv.

Ligesom asiatiske virksomheder og fonde overtager virksomheder i USA og

Europa.”

At især et kriseramt USA føler sig presset til at sælge ud af både sine

finansinstitutioner og sit produktionsapparat for at finansiere et fortsat overforbrug,

indebærer, at Asien fra nu af får stigende indflydelse på det globale

investerings- og produktionsmønster.

“Det er klart, at det fremover vil blive mere indrettet efter asiatisk

behov,” siger Ørstrøm Møller, som i en nylig analyse i Ugebrevet Mandag

Morgen beskrev, hvordan dette kan føre til en bølge af vestlig protektionisme

og krav om stop for virksomhedsopkøb og indgreb mod kapitalbevægelser.

Er der vilje?

Verden går altså mod en fremtid præget af fire-fem knaphedsfaktorer kombineret

med en øget økonomisk magt på asiatiske hænder.

“Noget af det centrale for lande bliver at sikre sig adgang til knaphedsfaktorerne

ved at købe sig ind der, hvor de findes. Kombinerer du dette med, at

retten til at bestemme det internationale kapitalmønster forskyder sig fra Vesten

til Asien, får du en uhyre interessant konklusion,” siger Ørstrøm Møller.

“Verdenshistorien viser, at et skift i magten sjældent er foregået fredeligt.

Normalt har det affødt konflikt, og jeg tror, vi kommer til at stå over for

nogle alvorlige globale problemer, hvis ikke Vesten erkender, at vi skal dele

indflydelse med de nye fremstormende lande. Gør vi det ikke godvilligt, vil

de konkludere, at der må andre midler til.”

Samtidig skal der erkendelser til på et andet niveau. Fødevare-, olie- og

klimakrise får ikke Jørgen Ørstrøm Møller til at mene, at den økonomiske

vækst skal stoppes.

“Men der er brug for en politisk og folkelig bevidsthed om, at det spil,

hvor man ikke vil påtage sig sin del af ansvaret eksemplificeret ved USA’s nej

til Kyoto-aftalen ikke går længere. Det brutale budskab er, at en større del af

den økonomiske vækst skal bruges til at løse de nævnte knaphedsproblemer,

og at en mindre del derfor kan kanaliseres over i højere levestandard for

borgere, der allerede har nok.”

20


VERDEN ER PÅ VEJ MOD BRUTAL KONFRONTATION

Ørstrøm Møller henviser til Lester Brown, stifteren af det amerikanske

Earth Policy Institute, der siger, at en strid er på vej mellem 800 mio. overernærede

personer bag rattet i deres biler og to milliarder mennesker, der

kæmper for at skaffe penge til det daglige måltid. Der findes teknologiske muligheder

for at tackle både fødevare-, energi- og klimakriserne, mener Ørstrøm

Møller.

“Det er alene et spørgsmål om penge. Hvis du f.eks. bruger nogle af

pengene til at bygge anlæg, der konverterer kul til olie, i stedet for at bruge

dem på at hæve levestandarden, så er der ikke noget problem. Der er kun det

problem, at folks levestandard ikke stiger, og det vil de ikke acceptere,” siger

han.

‘Folk’ er i den sammenhæng verdens middel- og overklasse. Hvis Vesten

ikke vil afgive indflydelse til Asien, og hvis middelklasen ikke vil afstå fra

yderligere velstandsstigning for at kunne afhjælpe truslerne mod miljøet og

fødevareforsyningen, så er der lagt op til den brutale globale byrdefordelingsstrid

med denne verdens fattige som de åbenlyse tabere.

“Jeg vil ikke sige, at jeg er optimistisk. Det er for meget sagt. Der er et

vist håb om, at en bevidsthedsændring er på vej. I Kina er f.eks. en stærkt

stigende miljøbevidsthed undervejs, fordi folk mærker problemerne i deres

dagligdag.”

“Men om det indebærer, at der også kan sikres politisk opbakning til

at bruge vore økonomiske ressourcer på at løse problemerne, frem for på at

hæve levestandarden yderligere, det er spørgsmålet.”

Fra udkigsposten i Singapore lyder ønsket om langt mere målrettet politisk

indsats for at hindre konflikt, der kan sætte spørgsmålstegn ved det eksisterende

globale politiske og økonomiske system.

21


Fødevaresikkerheden er det svage led i

vores civilisation

I takt med at flere og flere kornproducerende lande griber ind i den

frie landbrugshandel, vokser risikoen for en akut fødevarekrise med

katastrofale politiske følger, advarer økonomen Lester Brown

Interview med Lester Brown af Martin Burcharth

BOSTON Lester Brown har levet et så langt liv, at han tydeligt husker

den dag under den økonomiske depression i 1930’erne, da hans fars fætter

dukkede op på gården i New Jersey uden job, penge eller mad.

“De ankom direkte fra New York, hvor de havde mistet alt. Men dengang

havde byfolk stadig en forbindelse til landbruget. Mange var først flyttet til

storbyen for nylig og kunne omstille sig til et liv på landet igen for at overleve,”

fortæller den verdenskendte amerikanske miljø- og fødevareøkonom.

Men hvad ville der ske i dag, hvis millioner af indbyggere i verdens

storbyer pludselig ikke havde råd til at købe nok mad til at ernære sig, eller hvis

den internationale handel med fødevarer brød sammen, og forsyningslinjerne

til byerne knækkede over?

Det er et af mange spørgsmål, som den 74-årige Lester Brown jævnligt

grubler over.

“Når folk her i Washington spørger mig, hvordan jeg har det, så svarer

jeg altid: ‘Godt’, men så må jeg tilføje, at jeg faktisk er dybt bekymret over

verdens tilstand,” siger han i et interview.

Ja, hvad ville der ske? Tja, der er ikke grund til at fundere i lang tid. Inden

for de seneste måneder har der været voldelige optøjer i Haiti, Mexico, Egypten

og andre lande i protest mod fordoblingen eller tredoblingen af priserne på

korn og basale fødevarer.

“Sultne mennesker bliver desperate og gør desperate ting, som kan

udvikle sig til etniske og religiøse konflikter, endog folkemord. Vi ved jo,

at krigen i Darfur i hovedsagen udspringer af en konflikt om jord efter en

22


SYSTEMKRISEN

periode med tørke forårsaget af klimaforandringer. Så snart nationalstaterne

ophæver de frie markedsmekanismer og begynder at hamstre eller begrænse

deres korneksport, vil der opstå knaphed på fødevarer andre steder i verden,”

forudser Lester Brown.

Politikere lytter

Brown udgav sidste efterår bogen Plan B 3.0 Mobilizing to save civilization,

hvori han punkt for punkt gennemgår de fundamentale udfordringer, som den

vestlige civilisation står over for. Han peger på sammenfaldet mellem de stigende

priser på fødevarer og energi, klimakrisens negative indvirkning på landbrugsøkonomien,

den voksende knaphed på vandressourcer og landbrugsjord

og en verdensbefolkning, der vil stige med 3 milliarder personer inden 2050.

“Fælles for mange civilisationers undergang er en fødevarekrise,” siger

Brown.

“Lige pludselig kan de ikke ernære hele befolkningen. Det var for eksempel

årsagen til, at vikingerne måtte forlade Grønland. For mig at se er

fødevaresikkerheden det svage led i vores civilisation. Medmindre vi får situationen

under kontrol, kan det gå grueligt galt.”

Før i tiden blev Brown måske anset for lidt af en dommedagsprofet. Indtil

grundlæggelsen af den lille tænketank Earth Policy Institute i 2001 havde

han i 27 år stået i spidsen for Worldwatch Institute, der årligt udgav Verdens

Tilstand, ofte citeret i Information gennem 1990’erne.

Men da den forudsagte katastrofe udeblev, syntes ingen politikere rigtigt

at have taget notits af de deprimerende spådomme fra Browns tænketank. Men

det gør de i dag. På forsiden af hans nye bog står et citat af tidligere præsident

Bill Clinton: “Vi bør alle følge Browns råd”. Mediebaronen Ted Turner siger:

“Et mesterstykke!” Og Klaus Schwab, lederen af World Economic Forum i

Davos: “En fantastisk bog, som burde vække menneskeheden til dåd!”

Et globalt sammenbrud

Det amerikanske erhvervslivs medieflagskib, The Wall Street Journal, mangler

heller ikke ord til at beskrive den alvorlige situation:

“Fødevarekrisen har ført til et sammenbrud i det internationale landbrugsmarked,”

hed det i mandags.

Avisen anfører, at i alt 40 lande har valgt at gribe ind i den frie markedsmekanisme

gennem eksportbegrænsning, hamstring, priskontrol og øgede

23


SYSTEMKRISEN

subsidier. Blandt synderne ser man Kina, Indien, Rusland, Vietnam og Kasakhstan.

Selv Ukraine, der engang blev kaldt Europas kornkammer, greb for nylig

til eksportkontrol, men kom hurtigt på andre tanker og opgav det efter

kraftige henstillinger fra bl.a. EU og Verdensbanken.

Risikoen for kaotiske tilstande på det internationale landbrugsmarked,

hvor de enkelte lande handler efter egne interesser, frem for at lade efterspørgsel

og udbud sætte priserne, er ved at blive akut.

“I fødevaresektoren er vi blevet indbyrdes afhængige af hinanden. Mange

lande i verden er totalt afhængige af import. I nogle ældgamle civilisationer

kunne lederne hurtigt tage en beslutning og hindre et sammenbrud. Men vi

har ikke nogen verdensregering,” siger Lester Brown.

Verden har naturligvis oplevet andre perioder med pludselige prisstigninger

på korn. Men de var forårsaget af hedebølger og tørke eller af det statsejede

sovjetiske landbrugs elendige høstudbytte gennem 1970’erne. Denne

gang er imidlertid anderledes. Nye faktorer er kommet til.

“I det seneste par årtier har den årlige globale befolkningstilvækst været

70 millioner. Hertil kommer, at op imod fire milliarder mennesker er begyndt

at klatre højere op ad fødevarekæden. De køber og spiser mad, som kræver et

større energiforbrug at producere. Til sidst er der brugen af korn (i USA majs,

red.) til at fremstille bioethanol,” forklarer Lester Brown.

Pervers dynamik

Nogle tørre tal illustrerer bioethanolens priseffekt. Mellem 1992 og 2005 voksede

efterspørgslen på korn med 20 millioner ton pr. år. Men i 2006 og 2007 er

tilvæksten oppe på 50 millioner ton. De ekstra 30 millioner ton kan ifølge Brown

tilskrives producenter af bioethanol. Når det globale forbrug af fødevarer har

overskredet produktionen i syv ud af de seneste otte år, og lagrene samtidig er

faldet til en bund-rekord, må konsekvensen være prisernes himmelflugt.

Denne dynamik virker moralsk pervers på Brown:

“Vi er nu i en situation, hvor verdens 860 millioner bilister forlanger

fortsat billig benzin spædet op med bioethanol mens to milliarder dybt

fattige mennesker som følge af den voksende produktion af biobrændsel må

betale ublu priser for basale fødevarer. Det er ikke svært at forudsige, at de

rige og stærke vil vinde denne kappestrid. De vil have mere biobrændsel for

at holde benzinprisen nede.”

24


FØDEVARESIKKERHEDEN ER DET SVAGE LED I ...

Denne latente konflikt skal løses. Men hvilken instans kan mægle mellem

860 millioner bilister og to milliarder fattige billøse og sultne mennesker,

spørger han.

For Lester Brown er et af de mest foruroligende aspekter ved systemkrisen

muligheden for, at korns værdi som brændsel kommer på højde med oliens.

“Vi oplever i øjeblikket, at prisen på olie og korn følges ad. Hvis den trend

fortsætter, bliver korn simpelthen en del af energiøkonomien med katastrofale

resultater til følge,” påpeger han.

Løsninger lige for

For befolkningen i de rige lande betyder en fordobling af hvedeprisen ikke

automatisk en fordobling af prisen på brød. Det skyldes, at udgiften til mel

kun udgør en lille del af prisen på det forarbejdede produkt.

“Men i det nordlige Indien og Pakistan går folk på markedet og skal nu

betale det dobbelte for et kilo mel, som de bruger til at bage brød hjemme.

Det samme sker med ris. Når prisen tredobles, koster det tre gange så meget

at ernære familien. Pludselig svarer udgiften til fødevarer til 50 procent eller

mere af familiens indkomst,” siger Lester Brown.

Når alle disse foruroligende perspektiver er lagt på bordet, tilføjer den

amerikanske fødevareøkonom dog straks, at det ikke skorter på løsningsforslag.

De er velkendte. Mange af dem opstår som følge af markedets selvregulering.

Når olien bliver for dyr, vil man gå over til mindre benzinslugende køretøjer,

investere mere i energibevaring og udvikling af alternative energikilder etc.

Men kan man altid stole på markedets usynlige hånd? Nej, svarer Lester

Brown:

“Se blot fødevarekrisen. De kolossalt høje priser på hvede, majs, soja, ris

og andre kornsorter burde umiddelbart være et incitament for landbrugere

til at øge produktionen, hvilket skulle få priserne til falde. Men det er ikke

sket. I hvert fald ikke endnu.”

25


For enden af en supercyklus

Den systemkrise, som hjemsøger den globaliserede vækstkapitalisme,

passer ind i mønstret af 50-60 år lange bølger, der afsluttes med dybe

problemer før overgangen til en ny fase i udviklingen, siger professor

Walden Bello

Interview med Walden Bello af Jørgen Steen Nielsen

“Jeg tror, vi er ved afslutningen af et udviklingsstadie for kapitalismen. Med

ophobningen af aktuelle indbyrdes forbundne kriser er tingene kommet ud

af kontrol. Det er ikke et kortsigtet fænomen, som vi hurtigt kan bevæge os

ud af der er tale om noget fundamentalt, en udtømning af muligheder under

samfundets økonomiske organisering, som vi kender den.”

Det er Walden Bello, der taler i telefonen fra Quezon City i Filippinerne.

Bello er professor i sociologi ved University of the Philippines, tidligere gæsteprofessor

ved University of California, stifter af den asiatiske ngo Focus on

the Global South og dertil mangeårig social og politisk aktivist med fokus på

Nord-Syd-dilemmaerne.

For sin indsats er Walden Bello blevet tildelt en række anerkendelser

bl.a. The Right Livelihood Award, kaldet ‘den alternative Nobelpris’.

Information taler med Walden Bello om ‘systemkrisen’: sammenfaldet af

klimakrise, oliekrise, fødevarekrise og finanskrise. Og Bello foreslår at grave

den russiske økonom Nikolai Kondratiev frem af glemslen for at forstå, hvad

der foregår. Kondratiev, der virkede under Stalin og endte med at blive henrettet

af samme, formulerede i 1920’erne tesen om den kapitalistiske økonomis

‘supercyklusser’, det vil sige bølger af 50-60 års varighed karakteriseret ved

fire faser:

Ekspansion med markant vækst, teknologisk fremskridt, langsomt stigende

priser og gode profitter (også kaldet ‘forår’)

Stagflation med prisstigninger, rentestigninger, stagnerende produktion

og inflation (‘sommer’)

26


SYSTEMKRISEN

Plateau med fornyet, men mere ustabil vækst med gældssætning, rentesænkninger

og bobler (‘efterår’)

Depression med stigende varepriser, men faldende profitter og aktiekurser,

bristende lånebobler og gentagne finansskandaler, afsluttende med voldsomme

begivenheder f.eks. krig der leder til start på ny cyklus (‘vinter’).

“Jeg ved godt, at der er nogen skepsis blandt økonomer over for tesen

om Kondratiev-bølger, men der er ret stærk empirisk dokumentation for den.

Hvad vi ser i dag minder om den forrige cyklus’ afslutning i 1930’erne, hvor

kriser i økonomi og politik indtraf samtidig, og hvor man endte med den store

rystelse i form af Anden Verdenskrig. Den gav grundlag for en ny international

politisk og økonomisk konfiguration, en ny cyklus,” siger Walden Bello.

Han beskriver, hvordan den internationale økonomi fra omkring 1950

og indtil 1973-74 oplevede en gylden periode med stærk vækst, startende

med genopbygningen af Europa og Japan og holdt i gang via lønstigninger,

der sikrede efterspørgsel, efter industriens voksende produktion.

I 1973-74 og igen i 1979-80 ramte olieforsyningskriser imidlertid økonomien

med prisstigninger, faldende købekraft, inflation, arbejdsløshed og

recession til følge.

“Fra omkring 1980 indledtes så en periode med en vis bedring via den

neoliberale revolution i nord. Den var et opgør med den opfattelse, at regeringer

er til for at træde ind og regulere, når økonomien og samfundet destabiliseres

af markedsfejl. Med Reagan og Thatcher som drivkraft blev der givet plads til

de frie markedskræfter via deregulering af finanssektoren og globalisering af

kapitalbevægelserne. Regeringerne skulle marginaliseres,” påpeger Bello.

Til gengæld fik banker og andre finansinstitutioner vidt spillerum til

at investere, etablering af kapital- og hedgefonde blev lukrativt, spekulative

finansielle produkter som ‘futures’ og ‘derivater’ vandt udbredelse.

“Stillet over for den stagnerende profit i realøkonomien den del af

økonomien, der var baseret på reel vareproduktion, men som havde overskudskapacitet

bevægede kapitalen sig over i den finansielle sektor, som

beskæftiger sig med at presse mere værdi ud af allerede skabte værdier,” forklarer

Walden Bello.

Ifølge Kemal Dervis, chef for FN’s Udviklingsprogram (UNDP), steg

den finansielle sektors andel af det samlede amerikanske erhvervslivs profit

fra seks pct. i starten af 1980’erne til hele 40 pct. i 2007. Godt gået af en sektor,

der intet producerer i traditionel forstand.

27


SYSTEMKRISEN

Den vækst, som det herved lykkedes at genskabe, var imidlertid en farlig,

ustabil vækst.

For når det finansielle marked tjener penge på f.eks. virksomheders

stigende aktiekurser, handler det om forventninger. Så længe der er stigende

forventninger til en bestemt virksomheds aktiviteter, stiger den spekulative

værdi og dermed udbyttet ved at handle med de involverede værdipapirer.

“Den slags er ikke bæredygtigt. På et vist tidspunkt begynder tyngdeloven

at gøre sig gældende. Forventningerne skal indfris og den faktiske værdi af

tingene frem i lyset. Og hvis forventningerne viser sig at være skruet for højt

op, så har man en spekulativ boble, og sådan én brister,” påpeger Bello.

Op gennem 1990’erne skabtes enorme spekulative værdier i den nye

dot.com-branche. Men da det i år 2000 gik op for investorerne, at mange af de

nye selskaber med luftige visioner ikke kunne levere varen i form af profitable

produkter, begyndte man at sælge ud. Kurserne styrtdykkede, dot.com’erne

lukkede, boblen bristede, og investorerne mistede ifølge Bello papirværdier

for 7.000 milliarder dollar . Drømmene viste sig at blive til mareridt.

“En langvarig recession blev kun afværget, fordi centralbankchef Alan

Greenspan gennemførte store rentenedsættelser. Men de virkede blot som

opmuntring til at starte en ny boble, husboblen, fordi den lave rente stimulerede

amerikanerne til at tage højrisikable lån til køb af nye boliger.”

Nu i den dybe del af krisen

Nu er boligboblen bristet og investorer og spekulanter i fuld gang med at

skabe endnu en boble ved at investere i det knappe fødevaremarked, hvor

priserne følgelig stiger og stiger.

For Bello markerer de bristende bobler afslutningenden tredje fase

i den kapitalistiske økonomis aktuelle supercyklus, fasen med gældssætning,

bobler og ustabil vækst.

“Vi bevæger os nu ind i den dybe del af krisen, den afsluttende fase i

denne cyklus. Det er dårligt nyt, fordi det vil komme til at gå ud over mange

mennesker. Men det er også en stor udfordring for os alle, for vi skal nu finde

ud af, hvilke nye typer økonomiske, politiske og sociale arrangementer, der er

nødvendige. De gamle virker ikke længere.”

Sammenfattet ser Bello den afsluttende fase i den igangværende Kondratiev-cyklus,

som er karakteriseret af for stor produktionskapacitet i økono-

28


FOR ENDEN AF EN SUPERCYKLUS

mien i forhold til forbrugsevnen kombineret med, at produktions- og forbrugskapaciteten

er stødt mod de økologiske grænser.

“Det er vigtigt ikke at se for ‘økonomistisk’ på krisen. Mange økonomer

betragter kun den overfladiske økonomiske dynamik i situationen og tror,

at der blot skal justeres på nogle makroøkonomiske håndtag for at bringe os

tilbage til tidligere tiders stabilitet.”

“Det er ikke muligt i dag, for tingene er virkelig løbet af sporet med

interaktionen mellem oliekrise, fødevarekrise og klimaforandringer oven i de

økonomiske vanskeligheder. Problemets kerne er selve produktionssystemet,

der har skabt en overskudsproduktion og derfor må opildne til grænseløst

forbrug, men samtidig via den konstante forvandling af levende natur til varer

skaber økologisk krise. Der er tale om en fundamental krise for kapitalismen,

og folk er ved at forstå det.”

Én reaktion på krisen er ifølge Bello, at globaliseringen, der var del af

strategien i supercyklens tredje fase, nu rulles tilbage.

“Det virkede i 1990’erne, som om globaliseringen var en ustoppelig

kraft, men i dag ser vi, at økonomier, stater og folk trækker sig tilbage fra

den,” siger han.

Det ene tegn er det stigende antal lande, der i øjeblikket indfører restriktioner

på eksport af deres fødevareproduktion for at beskytte sig mod knaphed.

Det andet er et voksende krav om grænsesætning for finanskapitalens frie

bevægelighed.

“Der er en stadig mere kritisk holdning til et ureguleret marked. Den

neoliberale revolution har skabt så mange modsigelser, at det nu fører til et

krav om, at regeringer gør dét, de er sat i verden for, nemlig at regulere kapitalen

og det økonomiske liv på en måde, så det tjener samfundet.”

Så megen strid

Walden Bello henviser til den ungarske økonom Karl Polanyi, der i 1940’erne

forudsagde, hvordan et liberaliseret marked uundgåeligt vil udløse en modreaktion,

et krav fra borgerne om regeringens genindtræden på scenen, fordi

man erfarer, hvordan det frie marked destabiliserer samfundet. Den uregerlige

finanskapital er bare et hjørne af systemkrisen, understreger Bello.

“Den neoliberale revolution rummede også en ideologisk komponent.

Pointen var ikke blot at skabe et frit marked, men også at påvirke folks måde

at tænke på. En hel generation er faktisk vokset op med det budskab, som

29


SYSTEMKRISEN

Thatcher var så dygtig til at formidle: At den bedste af alle verdener er den,

hvor staten ikke blander sig i markedet.”

“Kriserne får nu heldigvis mange til at gentænke det budskab. Tingene

virker ganske vist meget komplekse i dag, men hvornår har de nogensinde

været ukomplicerede? Jeg tror ikke, der findes fuldkomne løsninger, og hvis

politikerne viser lederskab og begynder at træffe beslutninger, vil det være

med en indbygget risiko for fejltagelser.”

“Grundlæggende er jeg fuld af tillid til, at menneskeheden ikke vil begå

selvmord. Det besværlige er, at det kræver så utrolig megen strid at nå frem

til bæredygtige strategier for fremtiden. Jeg ville ønske, at vi ikke var nødt til

at kæmpe så meget,” siger professoren i telefonen fra Filippinerne.

30


Olieæraen er ved at rinde ud

Verden går en turbulent tid med eskalerende oliepriser, mangel på

energiressourcer og økonomiske kriser i møde, advarer cheføkonomen

for Det Internationale Energiagentur, Fatih Birol

Interview med Fatih Birol af Astrid Schneider

Mens efterspørgslen på olie stiger, falder produktionen sideløbende med, at

priserne eskalerer, og inflationen truer.

Cheføkonom i Det Internationale Energiagentur (IEA), Fatih Birol, advarer

om de foruroligende scenarier for det internationale samfund, hvis ikke

vi snart bliver uafhængige af olien. ‘Forlad olien, før den forlader os,’ lyder

mottoet fra IEA, der indtil for nylig var leveringsdygtig i beroligende scenarier

om rigelig og billig olie.

I World Energy Outlook, IEA’s seneste årsrapport fra november 2007, advares

for første gang om, at der kan ske et dyk i olieproduktionen med eskalerende oliepriser

fra nu og frem til 2015?

“Ja, og det er der tre grunde til: Den første er den stigende efterspørgsel,

især fra Kina, Indien og de mellemøstlige lande selv. Disse lande tegner sig for

hovedparten af det øgede olieforbrug. Selv om der kommer recession i USA,

vil det ikke sænke disse landes væksttempo nævneværdigt, da både Indien og

Kina har en stærk økonomisk vækst, og samtidig vil de højere oliepriser drive

økonomien fremad i Mellemøsten. Efterspørgslen efter olie vil derfor forblive

høj.”

Den anden grund ...?

“... er, at vi ser et markant fald i produktionen fra de eksisterende oliefelter,

navnlig i Nordsøen, i USA og mange ikke-OPEC-lande. Det kræver

investeringer at stoppe denne tilbagegang. Den tredje grund til, at vi forventer

en generel produktionsnedgang er, at vi har gennemgået alle olieefterforskningsprojekter

i verden: 230 alt i alt, herunder i Saudi-Arabien, Venezuela

og Nordsøen. Og selv om alle disse projekter, som allerede er finansierede,

31


SYSTEMKRISEN

sættes i værk, vil deres samlede kapacitet af ny olieproduktion være alt for

lille i forhold til den globale efterspørgsel.”

Hvor meget mangler der?

“Der mangler nøjagtig 12,5 millioner tønder olie om dagen, hvilket svarer

til 15 procent af den globale olieefterspørgsel. Det betyder, at der i de kommende

år er udsigt til forsyningsknaphed og meget høje priser.”

Er der stadig en måde at undgå dette på?

“Der er kun tre mulige udveje: For det første må vi øge energieffektiviteten

drastisk: Vi bliver nødt til at fremstille mere økonomiske biler, lastbiler

og fly for at dæmpe væksten i olieforbrug. For det andet er vi nødt til at anvende

alternative brændstoffer i trafiksektoren. Når man ser på, hvor lidt

verdens regeringer gør for at fremme højere energieffektivitet, tror jeg, at det

er urealistisk, at der vil ske et sådant skift i politikken. For det tredje har vi

brug for langt flere projekter med olieproduktion, navnlig i OPEC’s kernelande.”

Usikker på OPEC

De skriver, at 5,4 milliarder dollar må investeres for at dække den globale olieefterspørgsel.

I hvilke lande skal disse investeringer ske?

“I de mellemøstlige lande med store olieressourcer. Men jeg er ikke sikker

på, at disse lande og deres olieselskaber vil investere i fornødent omfang. For

at holde olieprisen oppe mener de måske, det ikke er i deres interesse at øge

produktionen så meget, men foretrækker i stedet at holde oliepriserne oppe

på et højt niveau.”

I WEO-rapporten fra 2007 hedder det, at det hastige fald i olieproduktionen vil

være 3,7- 4,2% pr. år. Er det rigtigt?

“Det stemmer, ja.”

Salem el-Badri, OPEC’s generalsekretær, har på en konference om energisikkerhed

i London i februar bebudet, at OPEC vil investere 200 milliarder dollar frem til

2012 for at øge produktionskapaciteten med fem millioner tønder pr. dag. Det står i

skarp kontrast til WEO 2007-rapporten, hvor der står, at vi i år 2020 vil behøve en

ny produktion på 24 millioner tønder om dagen for at imødekomme efterspørgslen.

Betyder det ikke, at vi løber ind i alvorlige problemer?

“Bestemt. Det er derfor, vi for første gang forudsiger en egentlig mangelsituation.

Der er en afgrund imellem den globale efterspørgsel på olie og de

mængder, som kan sendes på markedet fra denne region. Vi mener, at olie-

32


OLIEÆRAEN ER VED AT RINDE UD

producenterne må øge deres produktion markant, men vi er ikke sikre på, 0m

de vil eller overhovedet kan.”

Energy Watch Group har påpeget, at oliereserverne i Mellemøsten formentlig

er vurderet 50 procent for højt. Hvor sikker er Deres viden om disse landes oliereserver,

og hvor meget vil disse lande kunne øge produktionen, hvis de ønsker det?

“Vi taler om et meget afgørende spørgsmål her, og det vigtigste forventede

resultat af næste årsrapport er en større gennemsigtighed omkring

disse oliereserver, både fra de pågældende nationer og fra de internationale

olieselskaber.”

“For øjeblikket famler vi nærmest i blinde, og vi har et desperat behov

for større indsigt.”

Vil gennemsigtighed alene kunne hjælpe?

“Selv hvis Saudi-Arabiens oliereserver skulle være fejlbedømt med 50

procent, vil saudiaraberne stadig kunne øge deres produktion fra 12 til 18

millioner tønder pr. dag. Men jeg tror ikke, de vil skrue produktionen så højt

i vejret de kommende 25 år. Der er altså tre hovedproblemer: geologi, investeringer

og politikken hos de største olieproducenter. Tilsammen gør disse

aspekter fremtiden for olie meget vanskelig.”

“Jeg ser tre strategiske udfordringer i energisektoren: Den første er olie-

og gassikkerhed f.eks. har Rusland for nylig sænket sine gasleverancer til

Ukraine med 25 procent. Den anden er klimaforandringer. Og den tredje

og her må vi erkende, at det tales der ikke meget om er sammenhængen

mellem energi og fattigdom. I dag har 1,6 milliarder mennesker svarende til

40 procent af den globale befolkning ikke adgang til elektricitet.”

Turbulente tider

Kan vi løfte disse tre udfordringer?

“Vi kan ikke overlade alt til markedet. De nationale regeringer og de internationale

institutioner må hjælpe til med at definere reglerne og sikre, at

de bliver fulgt. Det er afgørende.”

“Jeg vil blive meget forbavset, hvis det uden større vanskeligheder kan

lade sig gøre at øge olieproduktionen over de næste 20-25 år til 120 millioner

tønder om dagen. Selv hvis potentialet skulle være der, ville vi ikke få så

meget olie ud på markedet. Konklusionen er, at vi må forberede os på meget

turbulente, anspændte og høje oliepriser, og det vil ikke være godt for

økonomien.”

33


SYSTEMKRISEN

Hvis jeg forstår Dem ret, forudsiger De, at olieefterspørgslen globalt kan vokse

med tre procent om året, samtidig med at vi må forvente en nedgang i olieproduktionen

på fire procent fra i dag og frem til 2015. Det må betyde, at der hvert år vil mangle syv

procent?

“Måske vil efterspørgslen stige en smule langsommere. Men der kan godt

opstå et stort svælg mellem, hvad der burde være af olie, og hvad der faktisk

er, især hvis vi ikke forbedrer brændstofeffektiviteten i biler eller skifter til

andre transportsystemer. Og har vi ikke investeret nok i ny olieproduktion,

kommer vi i knibe.”

Men når man ser på varernes livscyklus, de lange investeringscyklusser for maskiner,

kraftværker eller aircondition-systemer, tror De så, at en tilpasning på forbrugersiden

kan ske tilstrækkelig hurtigt?

“Nej, men jeg tror ikke, at priserne vil stige så hurtigt. Vi kan forvente

en gradvis stigning, og det vil give forbrugerne tid til at omstille sig. Men i

det lange løb står det klart: Olien vil forsvinde om det så bliver i 2030, 2040

eller 2050.

Siger De virkelig det?

“Ja, en dag er det definitivt forbi. Og vi bør efter min mening forlade

olien, før den forlader os. Det bør være vores motto.”

De fattige hårdest ramt

Hvordan vil den globale økonomi reagere på en ny oliekrise?

“Hvis der er et stort gab mellem udbud og efterspørgsel, vil de nationale

økonomier blive hårdt ramt dog med forskellig effekt. Den tyske økonomi

vil f.eks. lide mindre end økonomien i landene i Sahel-zonen (det nordlige Afrika

syd for Sahara, red.). Ikke desto mindre må vi forvente lavere økonomisk

vækst, stigende inflation og voksende arbejdsløshed også i OECD-landene.”

Og hvad med de fattige lande?

“I de fattige lande, først og fremmest i Afrika syd for Sahara og i Indien,

vil konsekvenserne være langt mere ødelæggende. Vi har f. eks. beregnet,

at de olieimporterende lande i Afrika syd for Sahara har mistet tre procent

af deres vækst på grund af prisstigningerne på olie. Vi må ikke glemme, at

halvdelen af indbyggerne i de lande lever under fattigdomsgrænsen, dvs. for

en dollar 0m dagen eller mindre.”

34


Ser De en fare for militære konflikter mellem lande med mange og lande med

få ressourcer?

“Ifølge mit officielle mandat udtaler jeg mig ikke om krige og konflikter.

Men jeg kan sige så meget, at energispørgsmål og geopolitik hænger meget tæt

sammen. Energiforsyning bliver i mindre grad et rent økonomisk anliggende,

men i stedet et både økonomisk og geopolitisk anliggende. Det lover ikke

godt, og jeg bryder mig bestemt ikke om det. Vi har brug for en dialog mellem

producenter og konsumenter.”

I lyset af problemerne med olie, kul og gas har OECD, IEA og FN opfordret

til, at der opføres flere atomkraftværker som modtræk til klimaforandringerne. Men

der vil blive brug for tre til fire gange så mange atomkraftværker som nu, hvis det skal

nytte noget?

“For at begrænse den globale opvarmning til to grader bliver vi nødt til

at ændre vores energiproduktionssystem. Der er fire midler til, at dette kan

gøres på klimaneutral vis: Højere energieffektivitet, øget brug af vedvarende

energikilder, indfangning og deponering af CO2 og atomkraft. Hvis vi fordeler

den nødvendige CO2-reduktion ligeligt på disse teknikker, ville vi globalt få

brug for 30 nye atomkraftværker hvert år. Det er noget nær umuligt. For

tiden opføres 1,5 nyt atomkraftværk årligt.

en renæssance for atomkraften er ikke relevant?

“Atomkraften bør som minimum udgøre sin aktuelle 15 procents andel

af energimikset. Når mine landsmænd spørger mig, om de bør bygge nye

atomkraftværker, fortæller jeg dem om fordele og ulemper. Men jeg understreger

også, at der ikke bør bygges atomreaktorer imod lokalbefolkningens

ønske. Det er muligvis godt for den globale økonomi og godt for energisikkerheden

og klimabeskyttelsen, men hvis lokalsamfundet er imod det, må vi så

afgjort respektere det i vores planlægning.”

© Internationale Politik og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

OLIEÆRAEN ER VED AT RINDE UD

35


Energikrisen skaber ny økonomisk

verdensorden

Nye økonomiske magtcentre vil opstå i takt med, at olieæraen går

på hæld, mener den amerikanske sikkerhedsekspert Michael Klare.

Udfaldet vil afhænge af kapitalismens evne til at genopfinde sig selv

Interview med Michael Klare af Martin Burcharth

BOSTON USA er med sin kolossale bilpark det mest benzinafhængige land

i verden. Så når man i disse tider skal måle amerikanske bilisters humør, er

det nok at kaste et blik på benzinstationernes prisskilte. I de sidste tre år er

prisen fordoblet til 1 dollar pr. liter, og den forventes at gå yderligere op i takt

med olieprisernes himmelflugt.

Intet kan skabe usikkerhed i de amerikanske hjem, som stedse stigende

energipriser. Terrorismen synes lige nu at være en abstrakt og fjern trussel, der

er blevet erstattet af en udbredt ængstelse over samfundsøkonomiens fremtid.

En økonomi, hvis helbred er direkte afhængig af importeret olie og naturgas.

I Washington serverer politikerne lappeløsninger. I januar tog præsident

George W. Bush til Saudi-Arabien for at trygle kong Abdullah bin Abdul Aziz

al-Saud om at hæve landets olieproduktion, men hans forespørgsel blev høfligt

afvist. Saudierne vil enten spare på det sorte guld til næste generation af prinser

eller også har den hemmelighedsfulde oliestat nået et øvre produktionsloft.

I valgkampen har republikaneren John McCain og demokraten Hillary

Clinton foreslået en midlertidig ophævelse af forbundsstatens benzinafgift

i sommermånederne. Det er blevet afvist som et virkningsløst initiativ af

Kongressen.

Ingen energipolitik

Til gengæld har lovgiverne nærmest i desperation over manglen på effektive

metoder til at drive olieprisen ned beordret regeringen til at indstille

tilsidesættelsen af 70.000 tønder olie om dagen i den strategiske petroleum-

36


SYSTEMKRISEN

reserve. Økonomer forventer ingen nævneværdig priseffekt i en økonomi,

hvor et vigende olieforbrug (det var 3,6 pct. lavere i marts end året før) ikke

har kunnet presset prisen ned. Eksterne faktorer tvinger olieprisen i vejret.

“Sandheden er, at Bush-regeringen ganske enkelt ikke har en energipolitik,

andet end at planlægge anvendelse af militær magt til at få adgang til verdens

svindende oliereserver,” siger olieeksperten Michael Klare, professor på

Hampshire College i Massachusetts.

“Nuvel, Bush og vicepræsident Richard Cheney hævder, at de har en

energipolitik. Den går ud på at bore efter olie i en naturpark i Alaska og i

den Mexikanske Golf. De vil have udvinding af mere olie i Guinea-golfen

og det Kaspiske Hav. Men den politik handler blot om at hænge fast i det

gamle energiparadigme uden at satse på alternative energikilder, bortset fra

biobrændsel.”

Michael Klare er i disse dage ude med en ny bog Rising Powers, Shrinking

planet: The New Geopolitics of Energy, hvori han postulerer, at et skiftende mønster

i den globale produktion og forbrug af olie vil bibringe en ny verdensorden.

Kort sagt: Efterspørgslenenergi fortsætter med at vokse især fra nye

økonomier i Asien. Samtidig er det øvre loft for verdens beholdning af fossile

brændsler snart nået.

Ny debat i USA

Kombinationen af disse to faktorer vil udløse en øget global kappestrid om

adgang til energiressourcerne, medmindre USA og andre industrilande gennem

masseinvesteringer i forskning og udvikling inden for kort tid skifter til

et nyt energiparadigme, som i højere grad hviler på andre energiformer.

“Bush-regeringen og politikerne i Washington lever stadig i det gamle

paradigme. Men der sker ting og sager rundt i USA,” fortæller Klare, der

netop har afsluttet en bogturné. “Det slår mig, at almindelige amerikanere udmærket

er klar over, hvad der er ved at ske. Det bliver diskuteret åbent på ‘talk

radio’. Alle amerikanere ved inderst inde i deres sjæl, hvorfor vi udkæmper

en krig i Irak på femte år. De ved også, at USA’s energiproblem ikke kan løses

med militær magt.”

Klare henviser til en udtalelse fra McCain, som senatoren straks dementerede.

“Jeg agter at fremlægge en energiplan, som vil gøre det unødvendigt at

sende unge amerikanske mænd og kvinder ud i en konflikt i Mellemøsten,”

sagde præsidentkandidaten i Denver 2. maj.

37


SYSTEMKRISEN

“McCain reflekterede her, hvad alle amerikanere går rundt og tænker,

skønt mange ikke hæver deres stemme. Vi er i Irak for at sikre adgang til

olie,” mener professor Klare.

Ødslede krigspenge

I sin bog nævner Klare flere omstændigheder, der vil øge risikoen for ressourcekonflikter

og bidrage til skabelsen af en ny økonomisk verdensorden, hvor

magtkoncentrationen er flyttet fra energifattige til energirige lande. Kappestriden

om olien vil f.eks. begunstige lande med statslige olieselskaber, der

indgår aftaler med olierige lande. De store private multinationale olieselskaber

vil derimod blive sejlet agterud.

Den manglende satsning på alternative energikilder i energifattige lande

vil svække deres magtstilling på lang sigt. De stigende energipriser betyder en

stedse voksende overførsel af kapital fra energifattige til energirige lande. “Vi

ser disse nye statsfonde blomstre op. Abu Dhabis fond er tæt på at råde over

1.000 mia. dollar. Disse fonde går på rov efter værdier i USA’s økonomi, og

det vil svække vores position som økonomisk supermagt,” siger Klare.

Til sidst anfører han den øgede risiko for voldelige konflikter om adgang

til energi. “USA tænker stadig i gamle baner. Magtanvendelse er fortsat en

mulighed. Men jeg tror, at det militære magtinstrument vil miste sin effektivitet

til fordel for strategiske alliancer mellem statsejede selskaber i energifattige

lande og nationale selskaber i olieproducerende lande. Det er allerede

sket. Se blot Kina,” forklarer Michael Klare.

“En ting er sikkert. De mange hundrede milliarder dollar ødslet på

krigen i Irak kunne være blevet investeret i et nyt Manhattan-projekt, hvis

formål burde have været udvikling af en ny energiøkonomi.”

Visionær kapitalisme

Hvis USA og de vestlige lande skal gøre sig håb om at bevare deres økonomiske

og politiske indflydelse på den globale scene, er der næppe anden udvej end

at anerkende her og nu, at olieæraen går på hæld, mener Klare. “Det bliver

en hård og trang vej, men vi bliver nødt til at påbegynde overgangen til et nyt

energiparadigme. Bedre nu end at trække det ud, fordi det så vil gøre virkelig

ondt i vores økonomi.”

Klare tør ikke forudsige, hvem der bliver tabere og vindere i den nye økonomiske

verdensorden. “Der er ingen tvivl om, at vi lige nu gennemlever en

38


ENERGIKRISEN SKABER NY ØKONOMISK VERDENSORDEN

systemkrise for kapitalismen. Men systemet vil overleve. Ligesom vi oplevede

efter Første og Anden Verdenskrig, vil der opstå nye økonomiske magtcentre.

Udviklingen af nye vedvarende energikilder samt teknologi og økonomisk

organisering kan efter min mening blive afgørende elementer,” siger han.

“Lande, der forstår at genopfinde kapitalismen og tilpasse vort økonomiske

system til et radikalt anderledes energisystem, vil utvivlsomt klare

sig bedst. Det er et spørgsmål om at være visionær og at kunne føre ideerne

ud i livet.”

39


Ingen dommedagsscenarier, tak

Den tidligere amerikanske finans- og økonomiminister Larry Summers

frygter, at finanskrisen kan sprede sig og slå dybe rødder. Men han

afviser ‘apokalyptiske analyser’ af uroen i verdensøkonomien

Interview med Larry Summers af Martin Burcharth

BOSTON Larry Summers er bekymret over den vanskelige verdensøkonomiske

situation.

Fra sin villa i Boston ser USA’s tidligere finans- og økonomiminister

en tiltagende protektionisme i den internationale fødevarehandel. Han ser

en globalisering, der har skabt indkomstulighed i industrilandene og en

voksende mellemstatslig indkomstkløft. Klimaopvarmningen er blevet en

kæmpe udfordring. Brydningerne i det finansielle system synes at ryste ham

mest af alt.

Men Summers er ikke tilhænger af apokalyptiske analyser. Han afviser

malthusianernes postulat om en fysisk grænse for økonomisk vækst (se

interview med Lester Brown i avisen 15. maj), og han vil ikke acceptere ordet

systemkrise.

“Det tjener ikke noget analytisk formål at putte energi, fødevarer,

klima og finans i den samme kriseboks. Selvfølgelig er der mange forskellige

forbindelser mellem de høje priser på fødevarer og energi eksempelvis de

voksende udgifter til kunstgødning og hamstring af korn i forskellige lande.

Men hvis disse problemer skal løses, skal det ske hver for sig,” mener Larry

Summers, som i dag er universitetsprofessor på Harvard University.

Summers er en indflydelsesrig amerikansk økonom. Han er søn af to

universitetsøkonomer. To onkler Paul Samuelson og Kenneth Arrow

vandt Nobelprisen i økonomi. Allerede i en alder af 28 blev han udnævnt til

professor på Harvard-universitetet. Han var cheføkonom i Verdensbanken i

en alder af 37 og bestred fra 1993 til 2001 høje poster i Clinton-regeringen. I

Clintons sidste halvandet år var Summers finans- og økonomiminister.

40


SYSTEMKRISEN

Japan skræmmer

Efter den lange tid i Washington vendte han i 2001 tilbage til Boston og blev

rektor for Harvard. Efter en række kontroverser Summers hører måske ikke

til de mest slebne og diplomatiske personligheder blev han tvunget fra sin

post i 2007 i en kampagne uden historisk fortilfælde, iscenesat af en gruppe

professorer.

Som universitetsprofessor en privilegeret stilling på Harvard har han

kastet sig ud i et aktivt liv som klummeskriver i The Financial Times, meddirektør

i et investeringsfirma med ekspertise i teknologi og deltager i mange

internationale konferencer.

Lige nu og her vier Summers den finansielle krise mest opmærksomhed.

“Vi har været vidne til alvorlige forvridninger af det finansielle system i

det sidste års tid,” siger han. “Det kunne sprede sig og slå dybe rødder over

en lang periode, men jeg tror, at vi kan få kontrol over situationen, hvis vi

fører en klog politik.”

Summers svarer helst ikke på, hvad det værste scenarie kunne være på

kort sigt.

“Jeg er altså ikke tilhænger af apokalyptiske analyser,” forklarer han.

“Men man kan forestille sig, at vi bliver fanget i den finansielle dynamik,

som plagede Japan i 1990’erne, hvor problemer i landets finanssystem førte

til et fald i nationalindkomsten, som igen forværrede finanskrisen. Det ville

være skræmmende at ende i denne onde cirkel. Så jeg håber, at vi magter at

få hånd om de finansielle problemer.”

Finansielle uhyrer

Tysklands præsident Horst Köhler, tidligere direktør i Den Internationale

Valutafond, sagde forleden til The Financial Times, at “banker og investorer

har opført sig som uhyrer, og at vi bliver nødt til at sætte dem på plads.”

Hvad siger du til den beskrivelse?

“Jeg synes ikke, at det er særligt instruktivt. Der har været åbenlyse

eksempler på kæmpe fejlvurderinger af risici, og det er problematisk med

så mange kapitalfattige banker. Disse episoder bør bruges til at indføre mere

regulering af finansmarkederne. Men vi bliver nødt til at analysere problemerne

systematisk og identificere steder med perverse incitamenter til profit

i stedet for at dæmonisere folk i diverse brancher som uhyrer.”

41


SYSTEMKRISEN

Vi har haft spekulative bobler i teknologibranchen og på boligmarkedet. Nu er

det måske på varemarkedet. Skal centralbanken stramme sin rentepolitik eller staten

regulere?

“Jeg er ikke overbevist om, at vi med sikkerhed kan forudsige bobler. I

1990’erne talte centralbankformand Alan Greenspan om “irrationel eufori”

på børsmarkedet, da børsindekset lå på 6.600 point. Når vi ser tilbage, var det

ikke en boble (indekset er nu over 10.000, red.). Hvis vi i Clinton-regeringen

havde lyttet og grebet ind, ville det have kostet økonomien dyrt.”

Okay, men andre vil sige, at risikoen ved at være passiv er for høj. En finanskrise

af den type vi oplever nu kan lægge en alvorlig dæmper på økonomisk vækst?

“Vi bliver nødt til at balancere risici mod hinanden. Folk ville næppe blive

glade, hvis regeringen sagde: ‘I kan ikke tage banklån til at købe et hus lige

nu’. Eller hvis staten forbød køb af aktier, som den mener er overvurderede,

selv om investorer anså dem for attraktive. Jeg ville tøve med at tildele staten

en for stor rolle i at regulere finansmarkedet. Sidste efterår kunne hverken

centralbanken eller finansministeriet gennemskue den alvorlige krise, vi stod

over for. Statsmagten er ikke udstyret med profetiske evner.”

Spekulative bobler

Præsident Köhler foreslog mere regulering, mere kapital til finansielle transaktioner

og mere gennemsigtighed for at afstive det internationale systems stabilitet?

“Ja, men hvordan når vi dertil? Jeg forventer, at vi i fremtiden vil stille

større kapitalkrav til finansiering og at det vil give mere stabilitet og beskære

fortjenester. Gennemsigtighed er en positiv værdi. Men det kan også få likviditeten

til at tørre ind, hvis investorer ikke er villige til at købe og sælge,

fordi åbenhed vil demaskere deres strategi. Fortrolighed og anonymitet er

også positive værdier, så man må finde en balance”.

De stigende varepriser især på fødevarer ligner en boble eller er det forårsaget

af voksende energipriser?

“Det er netop et eksempel på, hvor svært det er at diagnosticere en boble.

Vi bevæger os muligvis ind i en æra med højere varepriser forårsaget af højere

efterspørgsel i nye økonomier som Indien og Kina og en manglende elasticitet

på udbudssiden. I det tilfælde er årsagen ikke spekulation. Det er også muligt,

at priserne drives i vejret på grund af hamstring af korn i nogle lande, hvilket er

et midlertidigt fænomen og ikke en boble. Politikere og anlytikere løber en stor

risiko ved at kalde det en spekulativ boble. Det er lettere at vurdere bagefter.”

42


INGEN DOMMEDAGSSCENARIER, TAK

Er liberaliseringen af frihandel gået for vidt? 40 lande har begrænset eksport

af fødevarer, hævet landbrugssubsidier og indført priskontrol for at beskytte deres

befolkninger?

“Problemet er et andet. Industrilandene skævvrider frihandelen ved at

holde priserne høje og produktionen nede gennem subsidier. Uden denne

form for protektionisme ville vi ikke have en fødevarekrise nu. Men naturligvis

bliver situationen forværret af eksportbegrænsninger, som tvinger priserne

op i de lande, der ikke er selvforsynende. Set i det prisme synes jeg, at

argumenterne for frihandel med fødevarer er blevet forstærket. Men det burde

kobles sammen med subsidier til de fattiges købekraft i udviklingslandene.”

Ja til globalisering

Liberalisering af global handel og finans synes primært at have gavnet industrilande.

Er du blevet lidt skeptisk over for globaliseringen?

“Mine synspunkter er ikke ændret særlig meget. Jeg mener stadig, at

markedet er en god idé og protektionisme en dårlig idé. Men man kan ikke

benægte den voksende foruroligelse over, at verdensøkonomien er blevet

mere konkurrencepræget. Det giver nogle få masser af muligheder, mens et

stort antal mennesker finder, at det er en svær udfordring. Så spørgsmålet er,

hvordan vi sikrer en mere lige fordeling af globaliseringens gevinster. Det anliggende

er blevet mere presserende i takt med den stigende globalisering.

I USA bliver vi nødt til at lægge mere vægt på at beskære økonomisk usikkerhed

og øge social beskyttelse. På internationalt plan må globalisering ikke blive til

et kapløb om de laveste lønninger og laveste priser.”

Nuvel, men er det holdbart, at lederen af verdens rigeste kapitalfond sidste år

tjente tre mia. dollar? Det er jo en absurd koncentration af kapital i hænderne på nogle

få. Det skaber vrede og uvilje mod systemet ...

“Man bliver nødt til at skelne mellem den nationale og internationale

situation. Ulighed i vestlige lande kan primært tilskrives teknologi og sekundært

globalisering og øget konkurrence. Det kan vi håndtere med indenrigspolitiske

instrumenter. Noget andet er den voksende indkomstkløft landene

imellem. Rent faktisk er der rigelig dokumentation for, at de lande, der har

formået at indsnævre indkomstgabet til de rige lande, er nationer, som er

gået over til markedsøkonomien og åbnet op for frihandel. Det er herfra, den

kolossale økonomiske energi i Kina og Indien hidrører. Lande, der er sakket

agterud , er dem, som ikke har integreret sig i den globale økonomi.”

43


SYSTEMKRISEN

Enormt potentiale

Frygter du, at vi vækstmæssigt er ved at nå et øvre loft med stigende befolkningstal

og færre energi- og vandressourcer?

“Nej. Verdens potentiale er enormt, og teknologi vil fortsætte med at

udvide dette potentiale eksponentielt. Jeg afviser på det bestemteste ideen

om, at andre ikke vil være i stand til at nyde den velstand, som vi i Vesten

har gjort, fordi der af en eller anden grund skulle være nogle fysiske grænser.

Men det er klart, at vi står med nogle problemer, heriblandt behovet for at

udvinde og bruge energi mere effektivt af hensyn til klimaet og det vil kræve

megen debat og engagement i det internationale samfund.”

Du frygter ikke konflikter om begrænsede ressourcer?

“Der vil utvivlsomt opstå problemer. Mange lande er bekymrede over deres

adgang til nødvendige ressourcer. Men den bedste løsning er at have et åbent

internationalt handelssystem med priser fastsat af markedsmekanismen og

økonomier, der udnytter deres potentiale optimalt i forhold til prisniveauet.

Bliver amerikanerne nødt til at omlægge deres livsstil og være mindre ødsle ved

at satse på den kollektiv trafik og købe mere lokalt?

“Ja, og det vil ske i takt med, at energipriserne stiger, og at vi indfører kvoter

for CO2-handel og bruger skattesystemet til at ændre vores energipolitik.

Livsmønstret vil utvivlsomt ændre sig og blive mere som i Europa. Men de

bedste instrumenter til at tilvejebringe dette skift er markedsøkonomien og

prismekanismen, og så få forbundsstaten til at investere i forskning og udvikling

af teknologi, som markedet ikke oppebærer. Jeg tror ikke, at vi kan

svare på disse udfordringer gennem statslig regulering.”

44


Gudskelov for den økonomiske

afmatning

Der er ingen systemkrise. Men der er behov for et marked med den

handlekraft, som det politiske system savner, siger finans- og investeringsekspert

Interview med Peter Wendt af Jørgen Steen Nielsen

“Kapitalismen er nu igen ude i sin værste krise.”

Ironien er til at tage og føle på, når Peter Wendt kommenterer tesen om,

at den kapitalistiske vækstøkonomi oplever en systemkrise, hvor finansiel

nedtur spiller sammen med olie- og fødevareprisstigninger samt klimakrise.

“Et system som den liberale markedsøkonomi har meget svært ved at

komme i systemkrise. Det, der finder sted nu, er korrektioner, og den slags vil

hele tiden finde sted. Priserne skal bevæge sig op og ned. Det kan godt være,

at prissystemet på kort sigt fungerer dårligt, men på lang sigt er der tendens

til, at det fungerer. Ellers var verden gået ad helvede til allerede under 30 årskrigen,”

siger Peter Wendt.

Han kender sin markedsøkonomi. Wendt er cand. polit, har tidligere

været ansat i bl.a. Nationalbanken og Realkreditrådet og været direktør for

Hafnia Bank, Investeringsforeningsrådet og LR Realkredit. I dag er Peter

Wendt bestyrelsesmedlem i investeringsselskabet KlimaInvest.

Han mener, at det, der skete i 1930’erne med Den store Depression fortjener

betegnelsen ‘systemkrise’. Det gør dagens økonomiske tumult ikke.

“I dag er det markedsøkonomiske system væsentligt forbedret. At

priserne i perioder kører voldsomt op, kan være ubehageligt, fordi det ændrer

vores dagligdag, men det er en nødvendighed. Vi må være parate til at tage

chokket, og vi kan faktisk tage det forbløffende godt, fordi vi har etableret

velfærdsstater,” siger Peter Wendt.

Han anerkender, at finanskrisen i USA er “rimelig alvorlig”.

“Der er tale om en speciel amerikansk systemfejl: Man har mindsket den

45


SYSTEMKRISEN

kreditpolitiske sikkerhed ved at lave realkreditlignende institutter, der ikke er

under tilsyn og har udstedt de såkaldte subprime-lån til huskøbere. Dermed

blev der skabt en alliance mellem låntagere, som ikke har råd, og långivere,

der gerne vil score kassen. Det fører til noget snavs,” siger Peter Wendt.

Positiv afmatning

De amerikanske værdipapirer er solgt til investorer i hele verden, og amerikanske

husejeres manglende betalingsevne har bl.a. kostet store schweiziske,

tyske og franske pengeinstitutter mange penge. Peter Wendt tror dog ikke,

der i Danmark er mange tilsvarende eksempler, og derfor vil finanskrisen i

USA ikke have stor direkte afsmitning på den hjemlige finansielle sektor.

“Men vi har noget, der kan sammenlignes med de amerikanske subprimelån:

Boliglån med variabel rente. Om de fører til problemer, afhænger af, om

vore pengepolitiske myndigheder vælger at føre en politik, der holder renten

lav af hensyn til de mange, der kan komme i klemme, selv om det ud fra

et inflationssynspunkt næppe er forsvarligt. Myndighederne skal foretage en

svær afvejning: Skal de lade husboblen briste, eller skal de føre en politik, der

holder inflationen i ave?”

Om renten stiger så meget, at husejere med variabelt forrentede lån

kommer i klemme, og det danske boligmarked klasker sammen, afhænger i

virkeligheden af Euroland.

“Inflationen i EU er stigende, og med de ustabile fødevare- og oliepriser

ligger der helt klart en inflationsfare i systemet. Det taler for, at man bør lade

renten være høj og ikke lempe pengepolitikken. Omvendt vil en høj rente

gøre det svært at få økonomien i gang.”

Selv ser Peter Wendt gerne en opbremsning.

“Den danske økonomi er bl.a. på grund af en række populistiske

økonomi-tiltag i Anders Fogh Rasmussens regeringstid nær en overophedning

ud over alle grænser. Derfor er der meget stærkt behov for at få bremset

op. Men da vi har fået en socialdemokratisk VK-regering, kan det ikke gøres

ved at øge skatten eller begrænse de offentlige udgifter. Der bliver simpelthen

ikke strammet mere som i de gode gamle dage, da man førte finanspolitik.”

“Derfor ser jeg det som en meget positiv ting, at der kommer en international

afmatning. Så kan vi få lidt dårligere tider i Danmark og undgå, at

det hele pludselig eksploderer,” siger Wendt.

46


‘GUDSKELOV FOR DEN ØKONOMISKE AFMATNING’

Ikke flere SUV’er

Afmatningen skyldes bl.a. olie- og fødevareprisernes stigning. At olien bliver

dyrere, synes Peter Wendt er glimrende.

“Det værste, der kan ske, er, at energipriserne falder. Det vil ødelægge

en hel masse intelligente, langsigtede investeringer i de teknologier, der kan

gøre os fri af olien.”

Bestyrelsesmedlemmet i KlimaInvest er lidt usikker på det med den

globale opvarmning.

“Når jeg vil have vindmøller, er det ikke på grund af isbjørnene. Det er

på grund af Rusland, Saudi-Arabien, Irak og Iran. Det meste af olien findes

hos slyngelstater, og dem vil jeg ikke være afhængig af. For Europa og USA

er det af stor strategisk betydning at blive koblet af det oliebaserede system.

Derfor udvikler det sig meget tilfredsstillende i øjeblikket med de stigende

oliepriser.”

“Naturligvis gør det ondt på den almindelige forbruger, men det er jo

dét, der er ideen. Den mand, der har købt et sport utility vehicle, en SUV, han

skal altså bringes i betalingsvanskeligheder, for vi skal ikke have flere SUV’er,”

mener Wendt.

Han siger, at de voldsomme olieprisstigninger både afspejler reel knaphed

og spekulanter, der p.t. tjener stort på at købe og sælge oliekontrakter.

“De grådige spekulanter er gode til hurtigt at få priserne derhen, hvor de

skal være. Vi forbrugere er meget langsomme i optrækket med at lægge vores

adfærd om. Skulle tingene ændres i takt med vore præferencer, ville det tage

100 år. Nu sker der noget på seks-otte måneder, fordi olien bliver for dyr for

os.”

Spekulanter kan presse prisen op på oliemarkedet, som de gjorde det på det

amerikanske husmarked. Men det giver jo bobler, der brister og tvinger folk fra hus og

hjem?

“Ja, de, der er gået med i boblen ved at købe hus for flere penge, end

deres indtægt retfærdiggør. Det er meget ufornuftigt af dem.”

Så de er selv ude om det. Hvad, når spekulanterne rykker over til fødevarer for

at spekulere i en knaphedssituation og bidrager til, at uskyldige mennesker i u-lande

ikke har råd til mad?

“Det er en anden problematik, der handler om ødelæggelsen af det

internationale marked for landbrugsprodukter, forårsaget af EU’s og USA’s

interne landbrugsstøtte. Man har ødelagt prismekanismen og skabt alt for

47


SYSTEMKRISEN

lave priser på landbrugsprodukter. Nu stiger priserne så, og det gør, at det for

en hel masse forarmede landmænd rundt om i verden igen kan betale sig at

producere fødevarer.”

“Der finder altså en korrektion sted, og om måske fem år er fødevareudbuddet

tilstrækkeligt forøget. Problemet er, om FN, FAO og andre indtil

da kan holde liv i de millioner, der flygtede ind til u-landenes storbyer, da

deres muligheder på landet sank i grus på grund af EU’s og USA’s ødelæggelse

af markedet.”

Det ændrer ikke ved, at der er investorer, der spekulerer i stigende fødevarepriser

på bekostning af fattige mennesker. Bør man ikke stoppe spekulation i fødevarer?

“I Danmark må investeringsforeninger ikke investere i råvarer, fordi det

er for risikabelt. Men globalt er det uregulerbart. Der er så mange røvere

derude og så mange tilholdssteder for dem, at de vil kunne snyde og bedrage

et sådant system. Det, man skal gøre, er at forhindre, at prisboblerne udvikler

sig.”

Dyret menneske

Peter Wendt ser altså ikke noget grundlæggende galt med selve det liberale

markedsøkonomiske system. Tværtimod kan det skabe forandringer betydeligt

hurtigere end globale beslutningsprocesser på f.eks. klimaområdet.

“Det, vi oplever i dag, er strukturelle problemer, som knytter sig til det dyr,

der hedder menneske, og dets måde at leve på i naturen. Altså overforbruget

i forhold til en klode med begrænsede ressourcer. Olieprisstigningerne er et

udtryk for det, men de er også et eksempel på, at der via priserne kommer en

tilpasning. Eftersom der er spekulanter involveret, kan det komme hurtigt og

brutalt men også effektivt. I klimaspørgsmålet må man i FN-regi forhandle,

forhandle, forhandle, og det kan måske tage 50 år. Jeg tror ikke, der er politisk

beslutningskraft nok på denne klode til at træffe de rigtige beslutninger, før

markedet har fået lejlighed til at tale. Jeg tror, det prismæssige skal drive

værket.”

“Det kan godt være, det er synd, hvis du ikke mere kan komme på ferie

med fly, fordi billetten hos Sterling ikke længere koster 579 kr., men 10.000

kr. Det er synd for dig og Sterling, men det er godt for klimaet.”

48


Amerika mangler moralsk statur til de

globale udfordringer

Robert Reich efterlyser nye internationale institutioner til at løse de

fire internationale kriser. Gamle institutioner som Valutafonden og

Verdensbanken har efter hans mening mistet deres legitimitet

Interview med Robert Reich af Martin Burcharth

BOSTON Det kan næppe undre, at forfatteren til bogklassikeren Work

of Nations og opfinderen af udtrykket ‘symbolanalytiker’ (en ny klasse af vidensarbejdere)

i længere tid har grundet over sammenfaldet af de fire internationale

kriser energiknaphed, høje fødevarepriser, klimaforandringer og

spekulationen på finansmarkederne.

“Det giver ingen mening at anskue dem hver for sig,” siger Robert Reich

i et interview med Information.

“De fire kriser skal studeres i sammenhæng.”

Men præsident Bill Clintons arbejdsminister fra 1993 til 1997 lægger ikke

skjul på sin bekymring over den akutte mangel på løsningsinstrumenter.

“Desværre er Bretton Woods-systemets toneangivende institutioner

Den Internationale Valutafond, Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen

ikke i stand til at håndtere de nye globale udfordringer. Efter 2.

Verdenskrig stod USA i spidsen for skabelsen af disse institutioner, men nu

har Amerika mistet sin indflydelse og moralske autoritet i verden. Vi står derfor

over for en meget vanskelig periode i den globale økonomi,” forudsiger

Reich, som i dag underviser på University of California i Berkeley.

I sin seneste bog, Superkapitalismen, peger Reich på en indbygget modsætning

i det avancerede kapitalistiske samfund, som bidrager til at udhule

borgernes økonomiske sikkerhed og indirekte gyder olie på de protektionistiske

gløder, som kan flamme op når som helst:

Vestlige forbrugere nyder at købe billige varer, men synes ikke at være

sig bevidst, at billig arbejdskraft i producentlande som Kina og Indien under-

49


SYSTEMKRISEN

graver deres egne økonomiske interesser, fordi den ene fabrik efter den anden

lukker og flytter sin produktion til oversøiske mål.

Demokratisk kontrol

Borgerne elsker at spare op gennem investering i pensionsfonde og kapitalfonde,

men erkender ikke, at det blomstrende aktiemarked fører til koncentration

af kapitalen på få hænder og manglende demokratisk kontrol med

folks investeringsmidler. Samtidig anvender store koncerner kapital til at føre

lobbyvirksomhed hos politikere og får gennemført lovgivning, som kan være

i strid med borgernes økonomiske interesser. Det betyder, hævder Reich i

sin bog, at det repræsentative demokrati ikke længere magter at varetage

vælgernes interesser.

“Det sker ikke kun i USA. Samme trends oplever man i Bruxelles, Tokyo

og andre hovedstæder. Den private sektor i form af olieselskaber, landbrugskoncerner,

farmaceutiske og finansielle selskaber bliver gradvist mere

politisk magtfulde,” forklarer professoren.

“En af vort demokratis store udfordringer er, hvordan vi får bragt disse

koncerner under politisk kontrol. De er globale i størrelse og kan spille én

nation ud mod en anden. Deres primære motivation er at tilfredsstille forbrugernes

og aktionærernes behov. Men på samme tid forvolder de meget store

sociale omkostninger.”

Som eksempler nævner Reich udledning af drivhusgasser og klimaforandring;

den voksende ulighed; tab af hele fag i industrier; tømningen af

indre byer for handlende og kommercialisering af folkekulturen, samt skævheder

i det internationale handelssystem.

Bankernes ansvar

“Ingen kan være i tvivl om, at den finansielle krise er menneskeskabt,” indskyder

Reich.

“Ansvaret tilhører de store banker og kapitalfonde verden over, der

engagerer sig i overdreven spekulation og risikotagning for at maksimere

deres profit. Eller olieselskaberne, der benytter sig af den voksende indtjening

som følge af stigende priser til at opkøbe deres egne aktier fra små investorer

frem for at investere i forskning og udvikling af vedvarende energikilder. Set

fra aktionærernes synspunkt giver det måske masser af mening, men det gør

det slet ikke for borgerne i den globale økonomi.”

50


‘AMERIKA MANGLER MORALSK STATUR TIL ...’

Bør vi lade den frie markedsmekanisme håndtere de forskellige svigt i systemet?

Eller skal regeringerne iværksætte en type Manhattan-projekt?

“Det ville være naivt at tro, at markedsmekanismen kan klare

udfordringerne alene. Grundforskning og udvikling er nødvendige for, at

virksomhederne påbegynder fremstillingen af nye typer vedvarende energi

og nye typer afgrøder. Staten skal spille en konstruktiv rolle i denne proces

ved at sørge for, at nye teknologier bliver kørt ind på markedet. Med hensyn

til fødevarekrisen skal de statslige subsidier til landbrugssektoren i USA,

EU og Japan afvikles. Landbrugere i udviklingslande kan ikke eksportere

deres afgrøder til rige lande, hvis landbrugspriserne fortsat holdes nede på et

kunstigt lavt niveau. Det er et politisk spørgsmål, der kræver en politisk løsning

i form rekompensation til bønder og landbrugsselskaber.”

Kinesernes ret

“Det samme gælder for biobrændselsbranchen i USA, som modtager subsidier

og nu er blevet politisk indflydelsesrig på trods af, at det er svært at få

øje på de miljømæssige fordele ved at fremstille og forbrænde bioethanol.

Produktionen af biobrændsel bestemmes ikke af det frie marked. Det er ren

og skær politik integreret i markedsøkonomien.”

“Ingen kan komme uden om, at Kinas og Indiens økonomier vil fortsætte

med at vokse og deres nye store middelklasse efterspørge mere energi og

oksekød, hvilket kræver opdyrkning af mere landbrugsjord. Hvad skal vi gøre

ved det? Sige til kineserne og inderne, at deres middelklasse må undlade at

stræbe efter samme levestandard som den, amerikanerne og europæerne har

opnået? Det kan vi selvfølgelig ikke. I stedet må vi påbegynde en international

debat om en relativ fordeling af ansvarsbyrden.”

Har den amerikanske regering en energipolitik, eller styrter USA med bind for

øjnene ind i en økonomisk krise forårsaget af knaphed på olie og petroleum?

“Indtil videre har vi enten haft bind for øjnene, subsidieret olieselskaberne,

søgt om nye borerettigheder eller prøvet at overtale saudierne til at

udvinde mere olie. Men det er jo nyttesløst og vil ikke løse energikrisen, der

er uomtvisteligt bundet op med klimakrisen og det kaos, som vores fejlslagne

politik i Mellemøsten har skabt. Man kan kun håbe, at USA under en ny

præsident vil lancere et projekt, som skal udvikle vedvarende energikilder.

Man bør aldrig undervurdere Amerikas opfindsomhed, når vi har kniven

sat for struben. Vi fik sendt mennesker til Månen, dengang Sovjetunionen

51


SYSTEMKRISEN

udfordrede os. Jeg kan ikke se, hvorfor USA ikke kan blive en af verdens

centre for fremstilling af energi fra vindkraft, biomasse, sol og vandkraft.”

Fare for protektionisme

Snesevis af lande har stoppet for eksport af basale fødevarer og bygger nu lagre for at

være forberedt i tilfælde af knaphed. Ser du en risiko for et sammenbrud i international

fødevarehandel med katastrofale følger for fattige familier i importafhængige udviklingslande?

“Vi oplever i denne tid en negativ reaktion mod frihandel overalt i

verden. Også i USA og Europa er frihandel blevet mindre populær. Mange

udviklingslande lægger ansvaret for deres problemer på frihandel. Men hvad

vi lærte om protektionisme under Depressionen i 1930’erne er, at det forværrer

problemerne frem for at forbedre dem. Reaktionen må aldrig være at

trække sig ud af den globale økonomi. I stedet skal vi have reguleringer af

økonomien, som garanterer, at alle parter får et positivt udkomme af samhandelen.

Men som jeg sagde før: De globale finansielle institutioner, vi

råder over, besidder desværre ikke den nødvendige moralske integritet til at

gennemtvinge løsningerne.”

Du nævnte, at de fire forskellige kriser er indbyrdes forbundet. Kommer det

også til udtryk i den amerikanske økonomi?

“Utvivlsomt. Den vilde spekulation i værdier har skabt stor usikkerhed i

økonomien, og hvad angår de høje oliepriser, har denne usikkerhed forårsaget

en højere pris på kapital. Det sker på et tidspunkt, hvor middelindkomsten i

USA praktisk talt ikke er vokset i de sidste 30 år efter justering for inflation

så der er simpelthen ikke nok samlet efterspørgsel fra forbrugernes side

til at købe alle de varer og den service, som nationen fremstiller. Det fører

uvægerligt til en recession eller det der er værre, fordi vores eksporterhverv

ikke kan udfylde gabet.”

“Samtidig er US-dollaren faldet til et rekordlavt niveau, hvilket vi

vidste ville ske på grund af ubalancerne i den globale økonomi (USA’s store

handelsunderskud finansieret af de store eksportlande i Asien, red.). Disse

globale ubalancer påvirker priser på olie og fødevarer.”

Vedvarende kriser

Nogle af kriserne som klima og energi synes at have været undervejs i lang tid,

mens knaphed på fødevarer og finansproblemerne er af nyere dato?

52


‘AMERIKA MANGLER MORALSK STATUR TIL ...’

“Umiddelbart ser det ud som om, alle fire paradoksalt nok rammer os

en gang. Men i virkeligheden har de alle ligget og simret i lang tid. Globale

klimaændringer går langt tilbage i tiden. Finanssektorens problemer er ikke

af ny dato. De er tværtimod vokset gennem mange år. Vi har i lang tid været

bekendt med misbruget af kapitalfonde og derivater. Jeg skrev om det emne

for 10 år siden at mange investorer ikke har en klar forestilling om, hvad de

køber og sælger og at investeringsbankerne sætter sig i en alt for stor gæld.”

“Fødevarekrisen kommer heller ikke så pludseligt, som medierne

foregiver. I Afrika syd for Sahara har mange lande været plaget af tab af opdyrkelige

arealer som følge af klimaforandring, og kampen om de svindende

ressourcer har ført til voldelige konflikter.”

“Så disse problemer er vokset gradvist år for år. Når de nu antager krisedimensioner

og bliver mere synlige, begynder vi at se og forstå sammenhængene.

Spørgsmålet er, hvad vi skal gøre.”

53


Krisen kalder på ny samfundskontrakt

Måske kan vi investere os ud af den flerdobbelte krise med en New

Green Deal, siger den britiske forfatter George Monbiot

Interview med George Monbiot af Jørgen Steen Nielsen

“Lad os få en ‘New Deal’ som i 30’ernes USA. En ny kontrakt med nye spilleregler

og nye handlings- og investeringsprogrammer denne gang som en

‘New Green Deal’.”

Det er den britiske forfatter, miljøjournalist og samfundsdebattør

George Monbiot, der lægger forslaget på bordet. Monbiot, skarp kritiker af

den ustyrlige vækstkapitalisme og forfatter til bl.a. bogen Globalt hedeslag og

den aktuelle essaysamling Bring on the Apocalypse, ser en klar parallel mellem

dagens flerdobbelte krise og den krise, der udgik fra Wall Street i 1929 og

foranledigede præsident Roosevelts New Deal med amerikanerne.

“Krisen leverer alle tiders lejlighed til at formulere et genopbygningsprogram

med fokus på bæredygtigheden,” siger George Monbiot i en samtale

med Information.

Han bruger ikke ordet ‘systemkrise’ om dét, der foregår i øjeblikket.

“Vi ser et antal alvorlige kriser, der løber sammen. Nogle bidrager til

hinanden, andre har ikke fra starten været indbyrdes forbundne. Finanskrisen

er udløst af manglende regulering. De høje oliepriser er delvist udløst af

spekulanterne, der nu flytter deres penge over i råvarer, men også af stigende

olieefterspørgsel kombineret med forsyningsbegrænsninger. Klimakrisen er

hovedsagelig forårsaget af efterspørgslen på fossil energi, og fødevarekrisen

skyldes kombinationen af klimaændringer, høje oliepriser, spekulation, stærkt

stigende forbrug af oksekød samt skiftet til biobrændstof, der beslaglægger

fødevareafgrøder. Så alle kriserne er forbundne, men på forskellig vis og ikke

på alle punkter.”

Er fællestrækket, at de afspejler en global økonomi på grænsen af planetens

bæreevne?

54


SYSTEMKRISEN

“Man kan ikke have endeløs vækst på en begrænset klode. Oliekrisen er

den første råvarekrise, men den bliver ikke den sidste. Men samtlige kriser

illustrerer også omkostningerne ved markedsfundamentalisme, og fællestrækket

er fiaskoen for politisk ledelse, når det gælder regulering af markedet

i menneskehedens interesse.”

Foregår der ikke blot en tiltrængt korrektion. Måske ser vi Schumpeters ‘kreative

destruktion’, hvor forældede sider af kapitalismen nedbrydes for at blive erstattet af nye

tidssvarende teknologier og systemer?

“Der er masser af destruktion, men det står mig ikke ganske klart, at

den er kreativ. Det meste af den ødelæggelse, jeg ser, er ikke andet end

ødelæggende. Der er intet kreativt ved måden, hvorpå klimaforandringerne

ødelægger klodens økosystemer, eller ved at mange millioner drives ud i

sult af stigende fødevarepriser. Måske opfatter markedsliberalister i deres

elfenbenstårn processerne som kreative, men spørg de fattige, der nu må

betale det dobbelte for deres brød, hvordan de oplever det,” siger Monbiot.

“Reelt konkurrerer fattige mennesker nu med spekulanterne på fødevaremarkedet.

Folk går sultne i seng i dag, fordi spekulanterne vil være rigere.”

Ansvarsløse investorer

George Monbiot kalder det en “vild modsigelse”, at spekulative investorer

har skabt en situation af finansiel usikkerhed, som de nu selv forsøger at undslippe.

“I årevis har banker, finansielle institutioner og spekulanter krævet,

at regeringerne holder op med at blande sig, og at de får fuld frihed til at

investere præcis, som de vil. Men så snart de kommer i vanskeligheder som

resultat af denne frihed, render de regeringerne på dørene og beder om hjælp.

Det er himmelråbende, at skatteyderne skal betale disse virksomheder og

aktører ud af deres problemer, skabt ved aktiviteter som i sig selv strider mod

offentlighedens interesser,” mener Monbiot.

Han nævner som eksempel den britiske bank Northern Rock, der kom

i vanskeligheder i august 2007, da den amerikanske huskrise tog fart og

begyndte at sprede sig i finanssektoren i og uden for USA. Det gav Northern

Rock problemer, fordi banken ikke finansierede boligkøberes lån via andre

kunders indestående, men med lån optaget i andre banker, der nu imidlertid

blev nervøse og smækkede lånekassen i. Bank of England måtte tilføre

Northern Rock 26 mia. pund i lån næsten 240 mia. kr. samt stille en garan-

55


SYSTEMKRISEN

ti på yderligere 30 mia. pund for at holde banken flydende, for til sidst helt at

overtage den som indtil videre nationaliseret bank.

“Hvis man havde brugt et sådant beløb på klimabeskyttelse, havde vi

såmænd løst klimaproblemet,” siger George Monbiot sarkastisk. Han noterer

et stigende internationalt krav om regulering af den liberaliserede finanssektor.

Én stemme herfor er f.eks. den tidligere amerikanske centralbankchef

Paul Volcker, der for nylig om det kriseramte finanssystem sagde:

“Trods alle dets talentfulde deltagere, trods alle dets rigelige udbytter,

er det dumpet på markedspladsen,” hvor det har “produceret ubegribelig

rigdom for nogle, mens det vedvarende har rummet risikoen for et brølende

sammenbrud for systemet som helhed.”

Monbiot håber, at finanskrisens omkostninger nu kan bane vej for politisk

kontrol med og snævere rammer for finanssektorens skalten og valten.

“Og denne gang må vi sikre, at reguleringen fastholdes, også når sektoren

klarer sig godt. Gennem hele sidste århundrede har vi været igennem tilbagevendende

cyklusser, hvor man har fjernet reguleringen hver gang, den finansielle

sektor har været sund og profitabel, med det uundgåelige resultat at der

er blevet gamblet for højt, og systemet er kollapset.”

Nedslidt politisk system

George Monbiot er ikke synderlig optimistisk, hvad angår det politiske

systems evne og vilje til at handle.

“I dette land opleves Labour som en nedslidt kraft, et dødt parti. Der er

masser af erkendelse blandt folk af behovet for fundamentale reformer, men

der er ikke noget politisk befordringsmiddel til at flytte tingene, ikke noget

talerør for forandring i dagens britiske politik.”

Situationen med den flerdobbelte krise indbyder ellers til storstilede

initiativer.

“Dette er alle tiders lejlighed til at indgå en New Green Deal. Hvis økonomien

er på vej ind i afmatning, måske recession, så lad os få en keynesiansk

løsning, fokuseret på miljøet,” siger Monbiot.

Franklin Roosevelts New Deal i 30’ernes kriseramte USA var en stribe

af statslige initiativer, der ikke blot begrænsede børsspekulanternes spil via

skærpet regulering, men også indebar statens forstærkede og centrale rolle

med at restimulere samfundsudviklingen med en lang række økonomiske,

sociale og erhvervsmæssige programmer.

56


KRISEN KALDER PÅ NY SAMFUNDSKONTRAKT

“Dette er mere end en politisk kampagne. Dette er et råb om mobilisering,”

sagde præsident Roosevelt i sin New Deal-tale i 1932.

Samme appel vil Monbiot gerne have til at lyde i dag.

“Lad os genopbygge en skrantende økonomi med store investeringer

i vedvarende energi, landskabsbevarelse, skovplantning etc. Det største af

alle elementer i New Deal var faktisk et grønt program med forebyggelse af

jorderosion og skovbeskyttelse. Det kan gøres igen, denne gang med fokus

på investeringsprogrammer for isolering af folks hjem, etablering af en

vedvarende energiforsyning m.m. Vi står med en enestående mulighed for

at anskue den forestående økonomiske afmatning som anledning til at bygge

noget nyt og nyttigt op via markante investeringer.”

“Problemet er, at vi har så frygtelig kort tid. Og risikoen er naturligvis,

at der reageres omvendt. At folk siger, at hvis vi virkelig er på vej ind i en

recession, så må vi fjerne alle reguleringer, så der igen og med alle midler kan

tjenes flest mulig penge,” siger den britiske samfundsrevser.

57


Dagens kriseterapi: Et ekstra fix

til narkomanen

Hvordan kan man blive ved med at gøre det samme og forvente, at

det pludselig giver et andet resultat? Det undrer økonomiprofessor

Robert Costanza, når han ser på de amerikanske forsøg på at puste

liv i en vækst, der er blevet ondartet

Interview med Robert Costanza af Jørgen Steen Nielsen

USA’s præsident, George W. Bush, havde bestemt ikke rådført sig med

professor Robert Costanza, da han den 18. januar mødte op i den amerikanske

kongres og foreslog at give den skrantende amerikanske økonomi “et skud i

armen” i form af 150 mia. dollar (750 mia. kr.) i hurtige skattelettelser.

Men Bushs mere eller mindre gennemtænkte billedsprog er helt efter

professorens hoved.

“Hvad man forsøger at gøre, er at kurere en narkoman ved at tilbyde et

ekstra fix. Det er vanvittigt,” siger Robert Costanza, der har faglig baggrund i

både økonomi og økologi, virker som professor i grøn økonomi ved University

of Vermont, er medstifter af International Society for Ecological Economics og

fungerer som rådgiver for en stribe regeringsorganer.

Krisen i den amerikanske økonomi skyldes ifølge Costanza et overforbrug

baseret på massiv gældsætning over en årrække, stimuleret af rentenedsættelser,

udlånsiver hos bankerne, afgifts- og skattelettelser m.m. Den

lånefinansierede og spekulationsopblæste ejendomsbobles brist har bremset

den økonomiske vækst, og nu forsøger USA’s Centralbank og Det Hvide Hus

at få gang i forbrug, låntagning og investeringer ved igen at give mere af det,

der udløste den aktuelle krise.

Costanza kalder strategien vanvittig, fordi det efter hans opfattelse svarer

til at blive ved at gøre det samme og forvente, at det pludselig giver et andet

resultat. Han har sammenlignet præsidentens og Centralbankens adfærd med

en fuld mand, der er fast besluttet på at drikke sig ædru.

58


SYSTEMKRISEN

“Vort finansielle system er i den grad fanget ind af forestillingen om

endeløs vækst, at man ikke aner, hvad man skal gøre, når den pludselig

stopper. Man reagerer som misbrugeren, der får frataget rusmidlet og råber

på mere,” siger Robert Costanza.

“Men det er jo åbenlyst ikke en kur at give narkomanen endnu et fix.

Første skridt på vejen ud af enhver form for afhængighed er at gøre op med

fornægtelsen og erkende, at der er tale om en afhængighed og et misbrug,

som man ikke ønsker at fortsætte. I bred almindelighed er vi ikke kommet

gennem dette stadium endnu. Vi sidder fast i den konventionelle forestilling

om, at vi har brug for vækst som altings løsen. Og at alt, som stiller sig i vejen

for fortsat vækst, derfor må ignoreres eller bekæmpes.”

“Den indstilling fornægter imidlertid alle de data, der hober sig op og

fortæller os, at vækst over et vist niveau ikke er en hjælp, men tværtimod

foranlediger en masse negative bivirkninger,” påpeger Costanza.

De fire kriser

Han kalder det “åbenlyst”, at klima-, olie- og fødevarekrise samt krise i den

amerikanske økonomi er forbundne. Ikke én og samme krise, men kriser, der

påvirker hinanden og vidner om det samme:

“Det centrale budskab fra disse kriser er, at den retning, vi hidtil har

bevæget os i, ikke længere er bæredygtig endsige ønskværdig. Vestens fetichisme

omkring økonomisk vækst ignorerer den kendsgerning, at bruttonationalproduktet

bare er et måleredskab, ikke et mål i sig selv. Og fokuseringen

dette redskab er begyndt at stille sig aktivt i vejen for vort egentlige mål, som

er høj livskvalitet, der samtidig er bæredygtig. Frem for absolut vækst må

vi i dag fokusere på fordeling af indkomsten og på, hvordan vi skaber øget

livskvalitet uden at øge materialestrømmene gennem samfundet.”

“Under den synsvinkel kan BNP, økonomisk vækst, faktisk anskues som

en omkostningsfaktor under produktion af livskvalitet. Vi må naturligvis

tilstræbe at mindske omkostningerne pr. produceret enhed af livskvalitet,

snarere end at maksimere dem,” foreslår Robert Costanza.

Menneskelig natur

Men ligger det ikke i den menneskelige natur at gøre, som vi hidtil har gjort: Stræbe

efter vedvarende materiel fremgang?

“Den såkaldt menneskelige natur er ikke en fastlåst størrelse, men der-

59


SYSTEMKRISEN

imod meget fleksibel. Jeg er enig med evolutionsbiologen Paul Ehrlich, der

har skrevet en bog med titlen Human natures natur i flertal.”

Costanza mener, at efterstræbelsen af materiel vækst i den velstående del

af verden ikke længere drives af trangen til at opnå mere i absolut forstand.

“Vores psykologiske opfattelse af velbefindende og tilfredshed er mere

baseret på vores relative forbrug end på det absolutte forbrug. Den eneste

grund, til at jeg er nødt til at have et stort hus, er, at alle andre har et stort hus.

Med et mindre hus ville jeg opleve at have mindre social status og dermed

føle mindre velbefindende. Det interessante er, at for 20 år siden havde alle

mindre huse og følte sig lige godt tilpas.”

Konklusionen er, at det godt vil kunne lade sig gøre at skrue ned for forbruget,

hvis vi gør os klart, hvad det virkelig er, vi ønsker at opnå livskvalitet

og indretter de økonomiske signaler og andre spilleregler efter det.

“Hvis det kan gøres kulturelt og socialt statusgivende at bo i et mindre

og bæredygtigt hus eller at køre i Toyota Prius, kan vi ret hurtigt ændre adfærden,”

siger Costanza.

Kan markedet ikke selv klare problemerne? Når prisen på olie går op, bliver det

jo lønsomt at bo i et mindre hus og køre i Prius.

“Markedet kan reagere hurtigt og sende budskaber til alle seks milliarder

mennesker på Jorden mere effektivt, end myndigheder kan. Så vi skal

tage markedet til hjælp. Problemet er blot, at markedet i dag sender det

forkerte budskab. At olieprisen går op, betyder jo f.eks. ikke, at kulprisen

går lige så meget op. Derfor indebærer den høje oliepris faren for et skift til

meget større kulforbrug og dermed endnu alvorligere klimaproblemer. Og

det skyldes, at markedet ikke indregner alle omkostninger ved kulforbruget

typisk klimaomkostningerne. Markedet modtager ikke signaler fra fremtiden,

og markedet kan ikke indfange de kollektive omkostninger, kun de

private.”

Nødvendige kriser

Robert Costanza og hans kolleger gennemførte for 10 år siden en stor analyse af

den ikke-markedsregistrerede værdi af de globale økosystemer og de tjenester,

de yder os. Værdien, man endte ved, var 33 billioner dollar mere end det

globale bruttonationalprodukt. De arbejder i dag videre på at formulere en

række principper for en sådan ny økonomisk udviklingsmodel, men det er

unægtelig vanskeligt at vinde gehør for den type nye tanker.

60


DAGENS KRISETERAPI: ET EKSTRA FIX ...

Er krisen en hjælp eller barriere for at vinde forståelse for et opgør med den

traditionelle vækststrategi?

“Jeg tror, kriser er nødvendige for større transformationer. Så længe der

ikke er fysiske problemer, og så længe der er rusmidler nok, ser man ingen

grund til at ændre på adfærd og misbrug. Det sker først, når bivirkningerne

rammer. Kriser i folks liv er typisk det, der får dem til at træde et skridt

tilbage og overveje, hvad de egentlig har gang i. Forhåbentlig kan vi i tide

synliggøre en vision for, hvor vi vil hen, og dermed gøre det muligt at komme

igennem nåleøjet uden en altødelæggende krise,” siger den økologiske

økonomiprofessor, Robert Costanza.

Grøn fondsløsning

Robert Costanza og hans kollegaer er i dag optaget af at udvikle et

forslag til en Fond for de Fælles Værdier, altså en fond, der bliver

redskab til at definere en ejendomsret til de fælles goder som havet,

atmosfæren etc.

Fonden skal forvalte retten til disse værdier på vegne af os alle

sammen.

Mest konkret er foreløbig forslaget til en Fond for Jordens

Atmosfære. Den skulle bygge på et globaliseret CO2-kvotesystem,

hvor kvoter ikke foræres væk, men kun sælges mod betaling, og

indtægterne går i fonden og derfra distribueres til verdens fattige.

61


Katastrofe-kapitalismens krise er de

progressives udfordring

Venstrefløjen har været for selvtilfreds og har forsømt at udvikle ideer.

Man ændrer ikke verden med e-mails og sms’er, siger den canadiske

journalist, forfatter og aktivist Naomi Klein

Interview med Naomi Klein af Jørgen Steen Nielsen

“Jeg tror på vigtigheden af at give tingene et navn,” siger Naomi Klein.

I denne uge har den canadiske journalist, forfatter og aktivist turneret de

nordiske lande for at fortælle om de to navne, hun har givet henholdsvis den

strategiske tænkning og den økonomiske model, som neoliberale politiskøkonomiske

lederskaber i og uden for USA har praktiseret de seneste årtier.

‘Chok-doktrinen’ er navnet for magthaveres bevidste udnyttelse af

lammelsen og chok-tilstanden efter voldsomme begivenheder krig, kup,

naturkatastrofer til at gennemtvinge deres dagsorden. Og ‘katastrofe-kapitalismen

er den resulterende økonomiske model, karakteriseret ved deregulering

af markedet, uhæmmet konkurrence samt privatisering af alt, som kan

privatiseres.

I bogen Chok-doktrinen netop udsendt på dansk ser Naomi Klein

over 667 sider de seneste 40 års amerikansk udenrigs- og indenrigspolitik

gennem chok-doktrinens prisme. Dermed leverer hun en helt ny forståelse

af fællestrækkene ved begivenheder, der spænder fra CIA’s tortur-manual

udviklet i 1960’erne over amerikansk støtte til Pinochets militærdiktatur i

1970’ernes Chile via ‘krigen mod terror’ efter 11. september 2001 og Irak-invasionen

2003 til privatiseringsoffensiven i New Orleans efter orkanen Katrina

i 2005.

“Klein har måske afdækket vor tids store fortælling,” skrev avisen San

Francisco Chronicle i sin anmeldelse af bogen, der har været på bestsellerlisten

i syv lande.

62


SYSTEMKRISEN

Sat skakmat

Selv siger forfatteren, at etableringen af et sprog for de uventede hændelser

og overgreb, man udsættes for, er første forudsætning for at kunne håndtere

dem.

“En del af det at være i chok er, at man mister evnen til at sætte ord på

tingene. Vi er forvirrede, vi kan ikke finde udtryk for det, der foregår, orienteringssansen

svigter. Det var meget tydeligt efter 11. september-attentatet,

hvor progressive mennesker blev stumme. Det bidrog til et magttomrum,

som passede de neokonservative omkring Det Hvide Hus perfekt.”

Naomi Klein var faktisk i København en måned efter terrorangrebet og

beskrev dengang, hvordan den indtil da så slagkraftige globaliseringskritiske

bevægelse med ét blev sat skakmat, fordi man ikke længere kunne bruge sine

udenomsparlamentariske protester og sit vrede sprog mod en amerikansk

kapitalisme under morderisk angreb fra fundamentalistiske terrorister.

Anderledes godt forberedt var i denne situation de neokonservative kredse

i amerikansk politik, der havde taget den ultraliberale økonom og Nobelpristager

Milton Friedmans ord til sig.

Ét bestemt Friedman-citat fra 1962 vender Naomi Klein tilbage til:

“Kun en krise den være sig aktuel eller forestillet producerer virkelig

forandring. Når den krise indtræffer, afhænger det, der sker, af, hvilke ideer der

er tilgængelige. Det, mener jeg, er vores grundlæggende funktion: At udvikle

alternativer til den eksisterende politik, at holde dem i live og tilgængelige,

indtil det politisk umulige bliver politisk uundgåeligt.”

“Det er den perfekte artikulering af, hvad jeg kalder chok-doktrinen,”

siger Naomi Klein.

“Citatet kan ses som et manifest for de højreorienterede tænketanke,

der skød op i USA i 1970’erne og 80’erne. De skulle opruste ideerne om det

fri marked som et perfekt system og holde dem rede, til det rette tidspunkt oprandt.

Tænketankene var de konservatives reaktion på oplevelsen af, at man

var ved at tabe den kulturelle værdikamp til venstrefløjen,” påpeger hun og

henviser til institutioner som Cato Institute, Heritage Foundation og Competitive

Enterprise Institute.

De fik deres gyldne øjeblik efter 11. september 2001, hvor præsident

Bush slog om og trak neokonservative rådgivere ind i magtens centrum for at

sætte en ny, offensiv dagsorden.

“Deres begrænsning har imidlertid vist sig at være, at de har haft én

63


SYSTEMKRISEN

idé, én løsning på alle problemer. De har ikke formået at udvikle sig, og i dag

oplever vi alle, at idéen ikke duer,” siger Klein.

Modellen har slået fejl

Hun henviser bl.a. til den åbenlyse fiasko for visionen om via “chok og ærefrygt”

og efterfølgende masseprivatisering at gøre Irak til et dynamisk frimarkeds-samfund,

“et arabisk Singapore”.

Naomi Klein beskriver, hvordan store dele af Latinamerika i dag er i

åbent opgør med den amerikanske model og den amerikanske indflydelse.

Hun afdækker, hvordan privatisering af genopbygningsindsatsen efter orkanen

Katrina har skabt et New Orleans, der er lige så klassedelt og plaget af

sociale problemer, vold og ulighed som før orkanen. Og hun peger på dagens

flerdobbelte krise på den globale scene fødevare-, olie-, finans-, klima- og i

Kleins optik også militær krise som dokumentation for, at modellen med

en dereguleret, af private erhvervsinteresser domineret og med chokterapi

promoveret vækstkapitalisme er kommet til kort.

“Jeg mener, der er meget at lære af den nuværende situation, hvor vi

står med adskillige sammenhængende kriser. Mange mennesker i hele verden

gør nu kollektive erfaringer med den eksisterende models begrænsninger,

herunder med chok-doktrinens virkemåder. De bliver chok-resistente og vanskeligere

at overraske.”

“Så Milton Friedmans udsagn om, at kriser er et budskab om behovet for

nye tanker og ideer, er fuldstændig rigtigt og udgør en udfordring for dagens

progressive kræfter. Venstrefløjen har været for selvtilfreds med hensyn til at

udvikle ideer. I dag har vi organisering via internettet, hvilket er vældig godt

til at få en masse mennesker bragt sammen på et bestemt sted. Det så vi f.eks.

den globaliseringskritiske bevægelse gøre. Men det er ikke godt til at udvikle

en konkret, avanceret politik. E-mail og sms-lister, det er hvad man er gode til

i dag, men vi er nødt til at komme til et dybere niveau,” siger Klein.

Vilje til nye løsninger

Hun håber, at italesættelsen af chok-doktrin og katastrofe-kapitalisme kan inspirere

til det.

“Det er ikke altid, vi reagerer på chok med regression. Nogle gange bliver

vi snarere voksne fra det ene øjeblik til det andet, når vi står over for kriser,”

skriver hun i bogen.

64


KATASTROFE-KAPITALISMENS KRISE ER DE ...

Friedman og hans tilhængere mobiliserede ideerne, fordi de oplevede, at venstrefløjen

satte dagsordenen, mens højrefløjen stod i stampe. Nu har neoliberale og

-konservative sat dagsorden en tid, og nu rejser du så rundt og prøver at mobilisere nye

tanker blandt de progressive?

“Jeg havde fra starten intet ønske om at sige, at vi bør bruge de aktuelle

kriser til at fremme vore ideer. Jeg ville kortlægge nogle samtidshistoriske

erfaringer med katastrofe-kapitalismen ikke fortælle folk, hvad de skal gøre.

Men det er den melding, jeg hele tiden får fra mit publikum: I lyset af de

aktuelle kriser og indsigten i deres baggrund er der en enorm vilje til at finde

nye løsninger. Så til sidst overgav jeg mig: Det er vel det, det handler om,” ler

Naomi Klein.

Obama er en klog mand

Men i dag er Milton Friedman fysisk død, George Bush politisk død, og om lidt har

vi måske Barack Obama i Det Hvide Hus. Er mareridtet ikke overstået?

“Der er sket en skade på det politiske system i USA. Folk mobiliserer på

mange emner, men tingene stopper på det politiske niveau. Der sendes ikke

noget ekko tilbage fra et politisk lederskab. Obama kunne sætte mange af de

vigtige ting på dagsordenen, men han gør det ikke. Han er bange for at skræmme

sine økonomiske støtter eller at blive en ny Jesse Jackson,” siger Naomi Klein

med henvisning til den progressive sorte menneskeretsforkæmper og tidligere

aspirant til præsidentembedet, der har fastholdt sin radikalitet og i dag er

politisk marginaliseret.

“Barack Obama er en klog mand, og han er villig til at lytte. Spørgsmålet

er, hvordan man fastholder det meget stærke momentum i bevægelsen omkring

ham. Den er en blanding af fægtekamp og rockkoncert, som savner en

velfunderet organisatorisk basis og ikke har en måde at tale politik på, der

når ud over ‘støt din kandidat’-niveauet. Jeg tror, Obama selv er klar over det

og har brug for, at bevægelsen er mere radikal og presser ham, så han sættes i

stand til at gøre det rigtige og nødvendige.”

Har den neoliberale bølge påvirket selve den måde, folk tænker på, og gjort det

vanskeligere at skabe forandring?

“En stor del af succesen for Friedman-projektet, som det blev forvaltet

af bl.a. Ronald Reagan og af Margaret Thatcher i Storbritannien, har været at

bringe flere mennesker til at tænke markedsagtigt. Incitamenterne til at skifte

fra leje- til ejerboliger og til at begive sig ind på aktiemarkedet har f.eks. fået

65


SYSTEMKRISEN

folk til i stigende grad at identificere sig med ejerens interesser. Men årene

med Bush har undergravet de gevinster, man opnåede. Pensionsmidlerne

blev svindlet bort, jobsikkerheden forsvandt, og nu er også boligsikkerheden

forsvundet. For mig er markedsgørelsen ikke problemet. Problemet er fraværet

af et politisk lederskab, der vil forholde sig til kriserne,” siger Naomi Klein.

For Milton Friedman og hans tilhængere af fundamentalistisk kapitalisme

repræsenterede kriser ‘demokratifri zoner’. Klein håber, at ny krisebevidsthed

nu kan lede til det modsatte.

66


En lykke hvis væksten sættes i stå

To hjemlige økonomer ser forværrede kriser under optræk. Det enkle

svar er regulering af vildtvoksende økonomi og forbrugsræs. I praksis

er det knap så enkelt

Interview med Finn Østrup og Inge Røpke af Jørgen Steen Nielsen

Information har bedt to danske økonomer løse cirklens kvadratur. Det kunne de

ikke. Til gengæld er de ret gode til at beskrive, hvori vanskelighederne består.

Økonomerne er lektor, dr. merc. Finn Østrup, Center for Kreditret

og Kapitalmarkedsret på Copenhagen Business School, samt lektor Inge

Røpke, Institut for Planlægning, Innovation og Ledelse på Danmarks Tekniske

Universitet. Specialister på henholdsvis finanskriser og forbrug i miljøperspektiv,

men fælles om den vurdering, at en fortsættelse af den økonomiske

vækst, som vi kender den, ikke er nogen velsignelse.

Cirklens kvadratur handler om det centrale dilemma i dét, der her i

avisen hypotetisk er benævnt ‘systemkrisen’: Hvad sker der med miljøet og

muligheden for at energi- og fødevareforsyne verden, hvis der sparkes ny

gang i forbrugshjulene for at afværge den økonomiske afmatning, som fra

USA spreder sig internationalt? Og hvad sker der omvendt med økonomien,

hvis der for at redde klimaet og økologien lægges en bremse på den indtil nu

grænseløse vækst?

Første spørgsmål til Finn Østrup lyder:

Kommer den økonomiske krise til Danmark?

“Indtil for et par år siden talte mange økonomer omden store forandring’:

En tilsyneladende ny fase i økonomien, hvor der efter 1970’ernes og 80’ernes

uro og udsving var indtrådt stabilitet med lav inflation og med valutakurser og

renter i rimelig ro. Selv dot.com-boblens bristen udløste ikke den store krise.

Men nu er der tegn på, at denne stabilitet bliver brudt. Jeg tror, der kommer

nogle år med stor krise. Fordi man sænkede renten i både USA og Europa, og

banker og realkreditinstitutter blev meget aggressive i deres udlånspolitik, er

67


SYSTEMKRISEN

huspriserne steget kraftigt, og gældsætningen samtidig blevet meget høj. Jeg

tror, boligboblen brister, både i Danmark og i andre lande, og folk kommer

til at sidde med stor gæld,” siger Finn Østrup.

Boblens bristen i USA ser ud til at få de amerikanske forbrugere, der i

mange år har holdt verdensøkonomien oppe, til at bremse.

“Hvis de ikke vil forbruge, fjerner man en kæmpe efterspørgselskraft i

verdensøkonomien. Dermed forplanter virkningerne sig. Også til Danmark.”

Oveni kommer prisstigningerne på olie og fødevarer?

“Ja, hvis disse prisstigninger fører til fornyet inflation, og centralbankerne

som reaktion sætter renten i vejret, kan vi komme i en større krise.”

Danmark har ødslet

Finn Østrup mener, der har hersket en ukritisk tro på, at alt ville gå godt, og

at der var plads til alle nye projekter.

“Se på det omfattende erhvervsbyggeri, der er skudt op overalt i København.

Det kan i virkeligheden være et tegn på krise forude. John Maynard

Keynes, den britiske økonom, skrev i sin General Theory fra 1936, at man i

en højkonjunktur bliver overoptimistisk, byder aktiekurserne i vejret og på

et tidspunkt fremkalder en korrektion, hvor tingene bryder sammen. Overoptimismen

afløses af overpessimisme,” siger han.

Østrup er ikke i tvivl om, at Danmark og danskerne har levet over evne

i en årrække.

“Vi har haft en periode med meget store olieindtægter, men i stedet for

som Norge at spare pengene op til fremtiden i en oliefond og kun trække nogle

få procent ud om året, har Danmark forbrugt pengene. I virkeligheden har vi

ført en ansvarsløs økonomisk politik i fire-fem år. Tilsvarende har der været

meget lidt opsparing blandt de private husholdninger. Man har anvendt sine

penge på forbrug og oven i købet brugt boligprisstigningerne til at optage lån

til mere forbrug.”

“Måske var det bedst at få prikket hul på boligboblen og få friværdierne

ned, så boligejerne blev nødt til at indskrænke deres forbrug. Er det ikke

dem, der er nærmest til at skære ned,” spørger Finn Østrup.

Presset på kloden

Når han modsat mange andre økonomer ikke ser fortsat vækst i økonomi

og forbrug som vejen frem, er det bl.a. på grund af klimaproblemerne.

68


EN LYKKE HVIS VÆKSTEN SÆTTES I STÅ

“Hvorfor bliver de ikke løst? Fordi ethvert lands politiske ledelse er

under pres for at præstere økonomisk vækst. Også den hårde økonomiske

konkurrence mellem landene hindrer en løsning på klimakrisen,” mener

Østrup.

Inge Røpke er enig.

“Den er bare nødt til at holde op, forbrugsvæksten. Den er ved at sætte

kloden over styr. Ikke kun klimaet, men mange af de økosystemer, vi lever af.

Det blev meget tydeligt dokumenteret af over 1.000 internationale eksperter

i FN’s store Millennium Ecosystem Assessment-rapport, der kom i 2005. Den er

omtrent lige så alarmerende som klimarapporterne, men desværre druknede

den i mediehavet,” fortæller Røpke.

Millennium-rapporten advarer om, at ødelæggelsen af økosystemerne

“kan vokse sig betydeligt værre gennem første halvdel af dette århundrede”

og udløse naturlige systemers pludselige og irreversible sammenbrud, hvis belastningen

af dem overskrider kritiske tærskler. Dilemmaet er for Inge Røpke,

at overforbruget, der fører til miljøødelæggelsen, ikke kan afvises eller bremses

med moraliseren.

“Folk render ikke rundt og er umoralske. Tværtimod køber de alle mulige

ting af meget moralske grunde. Vores forbrug handler om, at vi gerne vil

være gode forældre, redde vores ægteskaber, være flinke ved vore gamle forældre.

Desuden vil vi gerne være kompetente til de forskellige aktiviteter, vi

er engageret i, og det kræver som regel en del anskaffelser. Tænk f.eks. på alt

det, der i dag hører med til at blive anset for en dygtig kok.”

“Man kan samtidig sige, at danskerne bare har gjort det, de er blevet

bedt om,” siger Røpke.

“Politikerne har besluttet, at pengene ligger bedst i borgernes lommer,

og derfor har de bedt danskerne om at realisere deres husværdier og øge

deres private forbrug i øvrigt samtidig med at den offentlige sektor er blevet

misligholdt.”

Det kan godt være, at der ligger ordentlige motiver bag det meste af

forbrugsvæksten. Det er bare en myte, at vi bliver gladere af det, påpeger

Finn Østrup.

“Gennem årene er der lavet en række undersøgelser af folks lykkefølelse.

I USA har man gjort det siden Anden Verdenskrigs afslutning, og undersøgelserne

viser, at folk faktisk ikke føler sig lykkeligere end dengang. Lykkefølelsen

har været nogenlunde konstant.”

69


SYSTEMKRISEN

“Folk bliver glade, når de oplever forbrugsfremgang, men efter en vis

periode virker det ikke længere,” siger Østrup, der peger på social status som

afgørende for lykkefølelsen og dermed som drivkraft bag forbruget.

“Man køber større bil, specielt tøj og længere rejser for at opnå højere

social status. Det kan give en vis tilfredshed en tid indtil man opdager, at

andre har anskaffet det samme. Hvis man vil gøre noget ved den økonomiske

vækst, så må man få brudt dette ræs efter status.”

Det hele er mere kompliceret, mener Inge Røpke.

“Det handler ikke kun om at stige opad i et eller andet lineært hierarki.

Snarere om at man gerne vil være del af en gruppe. Om identitet og anerkendelse,

f.eks. for at være god til at indrette sit hjem eller for at være

berejst.”

Røpke mener, at de forbrugsstandarder, der bliver opfattet som normale,

hele tiden udvikler sig, uden at vi tænker over det:

“Hvem tænker f.eks. over antallet af boligkvadratmeter eller mængden

af rent tøj i et miljøperspektiv? Der er nogle udvalgte ting, vi tænker over i

et miljøperspektiv, mens andet slet ikke ses i relation til miljø. At købe økologisk,

skifte til sparepærer, slukke for vandet er symbolhandlinger, der viser,

at du er miljørigtig. Men samtidig optager vi måske lån for at bygge større

køkken eller badeværelse. Eller vi flyver på forlænget weekend i Rom. Uden

overhovedet at tænke miljø,” siger Inge Røpke.

“Man kan godt argumentere for, at en nedsættelse af forbruget giver

dobbelt dividende ved at gavne miljøet og samtidig tillade os at arbejde mindre

og slappe mere af. Eller omvendt: At økonomisk vækst har omkostninger, der

rammer livskvaliteten: Stress, helbredsproblemer, ulighed m.m. Det er bare

ikke sådan folk selv oplever det. Det er argumenter, der har gyldighed på det

kollektive niveau, og derfor må det handle om kollektive, politiske beslutninger.

Men hvor ser man tegn på et politisk flertal for at gribe ind over for

forbrugsvækst,” spørger hun.

Lånereklamer Nej tak

Røpke mener, at politikerne har fravalgt at gøre vælgerne klogere og i stedet

blot spejder efter, hvor stemmerne ligger.

“Vi er på vej ind i en række kriser hvoraf befolkningsproblemet også

er ét, om end helt underprioriteret men ingen politikere tør sige det, som

det er: ‘Det kan godt være, at det ser ud til at gå godt lige nu, men det bliver

70


EN LYKKE HVIS VÆKSTEN SÆTTES I STÅ

ikke ved. Problemerne foran os er enorme.’ Det er stærkt provokerende, at

politikerne ikke vover at gå forrest,” siger hun.

Finn Østrup tænker i konkrete reguleringsmuligheder: “I dag bombarderes

du af banker og realkreditinstitutter med opfordringer til at gældssætte

dig ved at optage lån. Indtil midt i 1990’erne eksisterede der faktisk et forbud

mod at reklamere for låntagning. Det kunne genindføres, man kunne lægge

skat på låntagning, og man kunne afskaffe de afdragsfri lån,” siger Østrup.

Han mener, man bør lede målrettet efter reguleringsredskaber, der kan

bryde statusræset efter forbrug. Højere beskatning af luksusvarer f.eks.

Også Inge Røpke peger på institutionelle ændringer.

“Da man i sin tid lavede lovgivning for de første aktieselskaber, var det

utrolig kontroversielt, hvad sådan nogle skulle have lov til. Der var i starten

alle mulige begrænsninger på dem. Deres størrelse, hvordan de måtte agere

osv. Siden er der liberaliseret her ligesom i den finansielle sektor, hvad der har

skabt en masse sårbarhed, samtidig med at det er gjort alt for let at låne.”

“Men kan man gå den ene vej, må man også kunne gå den anden og

dermed få skruet ned for væksten. For væksten skal ned,” siger Inge Røpke,

der sammen med internationale kolleger har forsket i økologisk økonomi

gennem mange år.

To økonomer, der vil den økonomiske vækst til livs. Et kors for tanken.

Hvordan kan en økonom sige, at det er godt, hvis væksten går i stå?

“Hvorfor skal væksten i vor del af verden fortsætte, hvis undersøgelserne

fortæller os, at folk ikke bliver lykkeligere af det,” lyder Finn Østrups modspørgsmål.

Hvis det er sådan, hvad stiller sig så i vejen for en økonomi i ligevægt, dvs. uden

vækst?

“Alle regeringer måles på, hvor høj økonomisk vækstrate, de kan præstere.

Det har været succeskriteriet i umindelige tider og er det stadig,” svarer

Østrup.

71


Valget står mellem overflod og lighed

Svindende oliereserver og et truet klima viser, at den vestlige model

ikke kan realiseres på globalt plan. Det er på tide at gøre op med en

utopi fra det 19. århundrede, siger Wolfgang Sachs

Interview med Wolfgang Sachs af Jørgen Steen Nielsen

“Nervøsiteten breder sig,” siger Wolfgang Sachs.

“Der kan i dag noteres en vis villighed til at forstå de globale problemers

sande natur, men også en vis hjælpeløshed med hensyn til, hvordan man skal

håndtere dem.”

Wolfgang Sachs er uddannet sociolog, seniorforsker og projektkoordinator

ved det ansete tyske Wuppertal Institute samt æresprofessor ved universitetet

i Kassel. Han har i snart tre årtier beskæftiget sig med forholdet mellem

udvikling, bæredygtighed og teknologi, og forleden kom med posten fra

Oslo det diplom, der bekræfter, at Sachs også har haft en rolle som centralt

medlem af IPCC, FN’s klimapanel, der sammen med Al Gore modtog Nobels

Fredspris 2007.

Wolfgang Sachs har netop lagt sidste hånd på manuskriptet til opdatering

af bogen, han for 10 år siden vakte international opsigt med, Greening the

North. Han mener, at det globale samfund i dag befinder sig i en ny, historisk

skelsættende og vanskelig situation.

“Alle mennesker har til alle tider ment, at de levede i en særligt afgørende

tid, og det er jo udmærket, fordi det mobiliserer den samfundsmæssige energi.

Ikke desto mindre er der en række tegn på, at vi i dag vitterlig befinder os i en

kritisk situation uden fortilfælde,” siger han og trækker oliekrisen frem som

centralt symptom.

“Vi har haft oliekriser og spekulation i olieprisen før. Men det nye er, at

Vesten ikke længere er alene. I 150 år har det stort set været et privilegium for

de vestlige lande at udnytte de fossile skatte i undergrunden. Nu er Kina og

Indien en tredjedel af Jordens befolkning ved at begive sig ind på samme

72


SYSTEMKRISEN

vej, og det afslører den udbyttende og ikke-bæredygtige karakter af det gamle

privilegium.”

“Når den politiske og økonomiske elite er grebet af nervøsitet, er det

fordi, man nu indser, at hvis andre nu gør, som vi har gjort, så brister den

tynde is, Vesten hidtil har stået på,” siger Sachs.

Samme ræsonnement gælder belastningen af det globale klima og det

hermed forbundne fødevareproblem: en global udbredelse af den vestlige

model for energiforbrug og for kødspiseri holder ikke. En ny global opgørelse,

præsenteret forleden af den hollandske miljøstyrelse, PBL, illustrerer det:

Kina var i 2007 i kraft af sin vækst ansvarlig for to tredjedele af stigningen i

de globale CO2-udledninger på 3,1 pct.

Wolfgang Sachs kalder det på den baggrund “en håbløs bestræbelse” at

imitere det europæisk-atlantiske eksempel som redskab til at skabe velstand

og velfærd for flertallet af klodens beboere.

“Den europæiske udviklingsmodel har vist sig at være et specialtilfælde.

Den kan ikke gentages overalt og når som helst, for de ressourcer og det

økologiske råderum, der stod til Europas rådighed i det 19. og 20. århundrede,

er ikke længere tilgængelige. Man kan ikke opnå succes i det 21. århundrede

ved at gentage det 19. århundredes utopier,” mener Sachs.

Han ser derfor nye typer konflikter på vej.

De nye konflikter

“Spørgsmålet er ikke mere, hvor længe givne ressourcer rækker, men hvem

der vil få adgang til resten af disse. Jo mere begrænsningerne erkendes og

begynder at gøre deres virkning gældende, desto mere bliver miljømæssige

problemstillinger forvandlet til fordelingsmæssige og sikkerhedspolitiske problemstillinger.

Det, der engang blev diskuteret af naturvidenskabsfolk som

mulige sammenbrudspunkter for økologiske systemer og balancer, bliver

nu dynamit for den sociale stabilitet og for relationerne mellem folk og

nationer.”

Wolfgang Sachs identificerer to typer konflikter på vej.

“Den ene er konflikten mellem stater om magt og indflydelse i verden.

Typisk striden mellem Vesten, Kina og Indien om, hvem der skal have resten

af olie- og gasreserverne. Den anden type konflikt vedrører de mennesker,

der er uden magt og stemme på den globale scene, de 20-30 pct. af verdens

befolkning, der lever langt fra storbyerne og verdensmarkedet og er direkte

73


SYSTEMKRISEN

afhængige af naturen for deres overlevelse. Når Jorden tørrer ud, skovene

skrumper, fiskene dør eller oversvømmelser rammer, kan deres tilværelse

blive ubærlig, fordi de ingen penge har til at kompensere for ødelæggelserne

af naturen. Vi vil se dem som miljøflygtninge i u-landenes storbyer eller som

aktører i konflikter, der kan ligne etniske og stammemæssige sammenstød,

men reelt er konsekvens af miljøets udpining.”

“Spørgsmålet er, hvad vi i dag skal forstå ved udvikling? En udvikling i et

u-land, der f.eks. satser på produktion af eksportafgrøder for at tjene fremmed

valuta til køb af våben, Mercedes’er, importerede fødevarer osv., fører ikke

til indre sikkerhed, fordi det presser alle til at tjene flest mulig penge for at

overleve, men mindsker evnen til at klare sig selv ved simple midler som

egen fødevareproduktion.”

Sammen med Wuppertal-kollegaen Herman E. Ott har Wolfgang Sachs

i det tyske udenrigstidsskrift Internationale Politik opsummeret den ny

problemstilling:

“De sociale grænser knyttet til den fossile energianvendelse kan registreres

længe før de økologiske grænser. Begrænsede oliereserver er ved at

blive en destabiliserende faktor, længe før den sidste tønde olie er pumpet

op af undergrunden. Tesen omgrænser for vækst’ vender tilbage i form af

geopolitiske konflikter. En længe hyldet grundsætning bliver nu vendt om:

Udvikling fremmer ikke længere fred. I stedet leder den så længe den er

baseret på olie, gas eller kul til fravær af fred.”

Politisk hjælpeløshed

Den hjælpeløshed over for de ny udfordringer, som Sachs registrerer, kommer

til udtryk, når politikere med øget vægt taler om at afværge sikkerhedsproblemer,

men reelt kun tænker på den nationale sikkerhed og nationale

interesser og derfor reelt risikerer at bære ved til øget global strid og usikkerhed.

Eller når regeringer ikke vover at stå fast på en ambitiøs klimapolitik, fordi

man får erhvervsinteresser og dele af befolkningen imod sig.

“Hvis f.eks. den tyske regering støttede skrappe krav til bilernes CO2udledning,

ville den blive mødt af en magtfuld alliance af den truede tyske

bilindustri og den bilafhængige del af befolkningen. Bilindustriens økonomiske

magt forenet med velfærdschauvinisme i store dele af befolkningen

gør det vanskeligt for regeringen at stå fast. Omvendt er det et spørgsmål for

kansler Merkel, hvor længe hun kan fastholde en højtflyvende klimaretorik

74


VALGET STÅR MELLEM OVERFLOD OG LIGHED

på internationalt plan og samtidig slæbe på fødderne i hjemlig politik, uden

at det får konsekvenser for den politiske troværdighed.”

“Det er et spørgsmål om styrkeforholdet mellem de stridende kræfter,”

siger Sachs, der finder det interessant, at “det oplyste bureaukrati” i EU-

Kommissionen er blevet en ny kraft, der ofte i alliance med miljøgrupper

kan agere imod selvcentrerede nationale politikker såsom den tyske regerings

støtte til bilindustrien.

I sidste ende er konflikter mellem lande, erhvervsinteresser eller befolkningsgrupper

ikke det afgørende, mener den tyske sociolog.

“Konflikten går ikke mellem institutioner eller sociale klasser, men midt

ned igennem os selv. På en måde er vi alle skizofrene,” siger han med henvisning

til, at de fleste nærer omsorg og bekymring for miljøet, men samtidig

er drevet af ønsker om højere indkomst og levestandard.

“Vi ved fra meningsmålinger, at folk er villige til at gøre meget mere for

f.eks. at redde klimaet, end de faktisk anmodes om at gøre. Men to betingelser

skal opfyldes. Den ene er, at politikerne giver klare signaler om, hvad vej vi

skal gå. Den anden er, at tingene sker på retfærdig vis. Hvis mennesker tror,

de bliver snydt eller skal yde ofre for at andre kan tjene, så samarbejder de

ikke.”

“Dette er en helt afgørende pointe for mig: Miljøhensyn og retfærdighed

må kombineres. Den miljømæssige omstilling kræver samarbejde af hele samfundet

nationalt og globalt og forudsætningen herfor er retfærdighed.”

Det er en forudsætning, der skærpes af, at både miljø- og klimabelastningen og

knapheden på olie driver leveomkostningerne op for mange og indtægterne

op for andre.

“De stigende priser har enorme fordelingsmæssige konsekvenser, og

enhver miljøpolitik er derfor nødt til at være ledsaget af sociale politikker,

som sikrer en recirkulation og omfordeling af de ekstra penge, der tjenes på,

at ressourcerne bliver dyrere.”

“I dag følges green peace og social peace ad. Overflod og lighed kan ikke

begge realiseres på denne planet. Man må vælge, om man vil gå efter overflod

og magt til de få eller efter tilstrækkelighed, lighed og demokrati,” siger

Wolfgang Sachs.

75


På vej mod menneskehedens

‘tipping point’

Det går foruroligende hurtigt med klimaforandringerne, siger den

britiske regerings hidtidige chefrådgiver, Sir David King. Udfordringen

er enorm, men et skift i menneskehedens syn på, hvad der er vigtigt

her i tilværelsen, er på vej og giver håb

Interview med Sir David King af Jørgen Steen Nielsen

Sir David King tager imod i et fashionabelt hjem i Londons Kensingtonkvarter.

Ikke hans eget, men et hjem tilhørende Smith-familien, nærmere

bestemt den britiske finansmillionær Martin Smith og hans hustru Elise

Becket Smith, med hvem Sir David King senere på aftenen skal drøfte fælles

initiativer i kampen mod den globale opvarmning.

“Smith-familien er et eksempel på, hvordan mennesker er begyndt at nære

en ny omsorg for planeten og fremtiden. Der er et enormt antal mennesker,

som her i landet er begyndt at handle af egen drift, og det får mig til at tro

på potentialet for et kulturskift. Et skift, der kan tænkes at indtræde meget

hurtigt, hurtigere end regeringsforsøg på at gennemføre forandringer med en

‘top-down’-strategi. Jeg tror på ‘tipping points’ for den menneskelige kultur,

sådan som vi videnskabsfolk kender dem fra naturen,” siger Sir David.

Skulle det komme til et markant holdningsskred i synet på, hvordan

vi kan tillade os at omgås miljøet og klimaet, kan David King tage sin del af

æren for det. Med en faglig baggrund i fysisk kemi og en stilling som forskningschef

og professor på Cambridge University var han i perioden 2000-

2007 Tony Blairs og siden Gordon Browns chefrådgiver i klima-, miljø- og

videnskabsspørgsmål og leder af regeringens kontor for videnskab.

Det var King, der i denne egenskab i 2004 kritiserede præsident Bush for

at svigte klimaudfordringen og kaldte den globale opvarmning “det alvorligste

problem, vi er stillet over for i dag alvorligere end selv terrortruslen.”

Udtalelsen blev fulgt op af Tony Blair, der karakteriserede klimaændringerne

76


SYSTEMKRISEN

som “nøgleudfordringen, vi står over for” samtidig med at Downing Street

10 i et internt memorandum anmodede King om ikke at give kontroversielle

interviews om dette emne under sit besøg i USA.

Ikke integreret

Sir King fratrådte posten som regeringens chefforsker og -rådgiver med

udgangen af 2007 for at blive direktør for en ny miljøvidenskabelig institution

på Oxford University, Smith School of Enterprise and Environment, der

bygges op med donationer fra finansmillionær Martin Smiths fond.

“Jeg tror, at jeg i arbejdet med den britiske premierminister og regering

har haft held til at bringe klimaændringerne højere på dagsordenen, f.eks.

under Storbritanniens G8-formandsskab i Gleneagles i 2005,” siger David

King.

“Det giver naturligvis en vis stolthed, men hvis du spørger mig, om

klimaperspektivet så er blevet en integreret del af den britiske regerings virke,

er jeg nødt til at svare: Nej, det er det ikke.”

“Jeg tror ikke, regeringen til fulde erkender problemets omfang, før den

har integreret spørgsmålet om klimaændringer i ethvert aspekt af sin politik.

Og jeg mener ethvert aspekt. Væksten i bruttonationalprodukt er fuldstændig

integreret i alle vore politikområder, og jeg ønsker at se CO2-reduktion som en

lige så integreret del. At fjerne CO2-udledning fra økonomien skal sidestilles

med at udvikle økonomien.”

Når man sporer en vis utålmodig frustration i den tidligere regeringsrådgivers

udsagn, er det fordi, han nøje følger klimaændringernes overraskende

acceleration.

“Netop nu er situationen f.eks. den, at vi mister is i Arktis meget hurtigere,

end nogen modeller har kunnet forudse. Grønland mister i øjeblikket

i størrelsesorden 200 kubikkilometer indlandsis pr. år modellerne har

forudsagt 35 kubikkilometer. Klimaforskerne oplever løbende, at de har været

for konservative i deres vurderinger, hvilket beror på, at isens dynamik er så

svær at modellerere.”

“Konklusionen er, at vi har meget kort tid at handle i. I realiteten skulle

vi have reageret i 1997 eller måske 1987, hvis vi ville have afværget risikoen

for virkelig farlige klimaændringer. Den risiko kan ikke længere fjernes, og

det handler ikke mere om at udelukke, at der sker skader det handler om at

gøre skaderne mindst mulige,” siger King.

77


SYSTEMKRISEN

Derfor bekymrer det ham, at økonomisk krise nu synes at stjæle

opmærksomheden i Storbritannien. Netop på denne dag har Bank of Englands

chef, Mervyn King, sendt en advarsel til regeringen om, at inflationen med

3,3 pct. er for høj og stigende som konsekvens af især stigende olie- og

fødevarepriser. Samtidig er væksten ved at gå i stå: britisk recession kan ikke

udelukkes.

“Vi ser nu politikerne oppositionens ledere såvel som premierministeren

blive temmelig stille, når det gælder CO2-spørgsmålet. Tilbage i november,

mens jeg endnu var Gordon Browns rådgiver, holdt han en klimatale, hvor

han sagde, at Storbritannien ifølge forskerne måtte stramme sine mål for CO2reduktion

fra 60 pct. i 2050 til 70-80 pct. ‘Det vil vi gøre’, sagde Brown. Siden

har premierministeren holdt taler om innovation, om velfærdsskabelse, BNPvækst

osv., men han har ikke nævnt klimaændringerne.”

“Når nationen har en inflation, der løber løbsk, så ved alle, hvad det gør

ved økonomien. Hvis vi får klimaændringer, der løber løbsk, så vil det også

ødelægge vore økonomier. Den kendsgerning mangler fortsat at blive forstået

og accepteret af regeringerne,” mener David King.

Atomkraft nødvendig

Han kalder udfordringen med at stille samfundene og økonomierne om til

minimal CO2-udledning for “massiv”.

“I dag svarer den samlede britiske udledning af drivhusgasser CO2,

methan m.fl. til 12 ton CO2 pr. indbygger pr. år. For USA er tallet 27 ton,

for Indien 2,2 ton. I 2050 er vi nødt til at have reduceret vore udledninger til

2,4 ton pr. person pr. år, dvs. vi skal tæt på det indiske niveau i dag. Det er

udfordringens natur.”

Sir David mener derfor, at alle CO2-fri energiteknologier må tages i

anvendelse. Og af samme grund er han utryg ved planerne om at bygge nye

kulkraftværker i Storbritannien.

“Det er energiselskabet E.ON, der har truffet beslutning om et nyt kulværk,

og det må jo betyde, at de ser en fremtid for kul 30 år endnu. Det mener

jeg ikke er korrekt i mit hoved er der ingen tvivl om, at vi ikke behøver

bygge nye kulfyrede kraftværker.”

Til gengæld mener King ikke, at Storbritannien kommer uden om atomkraft.

“Når jeg rejser med Eurostar-tog fra London til Frankrig, hvilket jeg meget

78


PÅ VEJ MOD MENNESKEHEDENS ‘TIPPING POINT’

gerne gør, så ved jeg, at jeg bidrager ganske lidt til CO2-udledningen, fordi 80

pct. af den franske elektricitet kommer fra atomkraft. Og se på biltrafikken:

Flere og flere biler vil blive udstyret med elektriske batterier, hvilket betyder,

at vi kan overflytte vejtransportens energiforbrug fra benzin til el. Men det

sætter elsystemet under pres, og jeg mener, at atomkraft er nødt til at være

del af det.”

Nogle siger nye kulkraftværker, andre siger atomkraft. Kompromiser kaldes

nødvendige, hvis den økonomiske vækst skal opretholdes. Kan man ikke vende udsagnet

og spørge: Kan vi egentlig fastholde væksten i den materielle økonomi, uden at det

indebærer uacceptable omkostninger?

“Forholdene omkring olie, fødevarer, vand, miljø, jobs og selve befolkningens

størrelse er alle relaterede. Ved sidste århundredes begyndelse var

der 1,5 milliarder mennesker på Jorden, og da var det ikke noget problem.

I dag er vi 6,5 mia., og nu frembyder disse forhold virkelig problemer. Midt

i århundredet vil vi være ni mia. mennesker, og det vil vi simpelthen ikke

klare, hvis vi opretholder den forbrugerisme, som hersker i dag, og som tjente

vor økonomi så glimrende i det 20. århundrede. Det er et radikalt udsagn, og

det er en af grundene til, at nogle forsøger at miskreditere klimaforskningen:

De fornemmer, at miljødagsordenen vil føre til ændringer af det økonomiske

system. Der vil ikke være rum for den rå, uhæmmede kapitalisme på en planet

med ni mia. mennesker.”

“Jeg forudser, at historikere vil se tilbage på begyndelsen af det 21.

århundrede og sige: ‘Den der Irak-krig, som nogle bedømmer har kostet tre

billioner dollar, var den første krig om ressourcer. Det var en krig drevet af

olien,” fastslår King.

“Jeg frygter, at vi får konflikter og kampe om olie og andre energireserver,

mad, vand, skrumpende landområder i en situation med stigende befolkning.

Det kan kun betyde én ting: Massive folkeflytninger samt modstand mod disse

folkeflytninger fra dem, der har privilegier og magt. Jeg ser konflikter og terror

op gennem dette århundrede, hvis ikke vi evner at håndtere udfordringen.

Heldigvis skiller menneskeheden sig ud fra andre arter ved sin intelligens,

gør den ikke?”

Vi må omfordele

Der satses på ny og bedre teknologi for at bremse klimabelastningen, men der rejses

også et krav om omfordeling og lighed?

79


SYSTEMKRISEN

“Absolut. Jeg er født i Afrika, og Afrika vil komme til at lide mest de

kommende 50 år. Allerede i dag savner man ressourcer til at håndtere presset

fra hiv-aids, malaria, sult m.m. Min hustru er lige nu i Afrika, hvor hun søger

at hjælpe forældreløse børn med hiv-aids. Der er store problemer, men intet

sammenlignet med hvad man er på vej ind i med effekten af klimaforandringer.

Ørkendannelse fra både nord og syd på det afrikanske kontinent samt øget

nedbør i det centrale Afrika, hvor man allerede har mere end nok.”

“Så det er fuldstændig rigtigt: Lighed og ændret adfærd i vor del af

verden er en betingelse. Vi fokuserer ikke længere på velfærd i form af menneskelig

trivsel, men har i stedet udviklet en grådighedsmekanisme. Jeg har for

regeringen lavet en analyse af fedme-fænomenet i Storbritannien, og prognosen

er, at mere end halvdelen af briterne midt i dette århundrede vil være fede.

Parallelt med dette udtryk for grådighed i overmål, er der mennesker, der

sulter. Det misforhold må rykke op i toppen af dagsordenen.”

Din landsmand George Monbiot har foreslået, at man inspireret af 1930’erne

indgår en ‘new green deal’: Et stort internationalt investeringsprogram for omstilling

til klimamæssig bæredygtighed, som også kan hjælpe økonomien og beskæftigelsen.

Al Gore siger, vi behøver en kombination af det videnskabelige Manhattan-projekt, det

teknologiske Apollo-projekt og den økonomiske Marshall-hjælp. Er det vejen?

“Der er alle mulige grunde til, at vi har brug for det. Men disse eksempler

signalerer ikke udfordringens enorme omfang.. Det var et stort projekt at

bringe Tyskland på fode efter Anden Verdenskrig med Marshall-hjælpen, men

i dag har vi udfordringer af en helt anden størrelsesorden. Det handler om

menneskehedens skæbne og fordrer en gentænkning af selve vor civilisation.

Oven i det tekniske og økonomiske må vi revurdere, hvad vi attrår, stræber

efter og ser op til. I dag beundrer vi højt energiforbrug, som det kommer til

udtryk ved ejerskab af stort hus, stor bil osv. Det må vendes om: Jo mere nænsomhed,

du udviser over for planeten, desto mere beundringsværdig skal du

være,” siger Sir David.

Selv ser han de kulturelle forandringer vokse frem mange steder.

“Jeg er optimist, fordi vi har set den menneskelige kultur rette sig selv

adskillige gange gennem historien. Det tror jeg, vi kan gøre igen. Vi er både

individuelt og kollektivt begyndt at reflektere over, at vi har mistet af syne,

hvad tilværelsen i virkeligheden handler om. I den erkendelsesproces vil vi

ramme et ‘tipping point’, hvor mange pludselig ønsker forandringen,” siger

den tidligere regeringsrådgiver.

80


PÅ VEJ MOD MENNESKEHEDENS ‘TIPPING POINT’

Om et øjeblik skal han ind ved siden af og snakke med Smith-familien

om, hvordan man hjælper processen videre.

Sir David King har i samarbejde med videnskabsjournalisten Gabrielle Walker netop

på dansk udgivet bogen Klimakrisen på JP Forlag

81


Vendepunktet

Ledende artikel af Jørgen Steen Nielsen

TO UDSAGN VAKTE opsigt i går. Det ene fra Fatih Birol, Det Internationale

Energiagenturs cheføkonom, der til magasinet Foreign Policy sagde:

“Vi går ind i en ny energimæssig verdensorden. I dag er olieefterspørgslen

domineret af Kina, Indien og endog de mellemøstlige lande selv. De

hidtidige nøgleaktører OECD-landene, de rige lande, USA, Europa, Japan

deres tid er passé. Det er slut.”

Det andet udsagn fra T. Boone Pickens, oliemilliardær fra Texas, som til

en amerikansk senatskomité sagde:

“Jeg er overbevist om, at (olieproduktionen) har nået sit globale toppunkt

med 85 mio. tønder pr. dag (...) Efterspørgslen er 86,4 mio. tønder, og

når efterspørgsel overstiger udbud, tvinges prisen op, indtil efterspørgslen

stopper.”

I dag er USA storimportør af olie fra bl.a. OPEC, og ifølge Pickens vil

prisen bare stige.

“Hvis vi fortsætter som nu, vil vi om 10 år have sendt næsten 10 billioner

dollar ud af landet. Det vil være den største overførsel af velstand i menneskehedens

historie,” påpegede oliemilliardæren. Som derfor nu investerer

to milliarder egne dollar i etablering af verdens største vindmøllepark i

oliestaten Texas.

Birols og Pickens’ udsagn illustrerer én side af den såkaldte ‘systemkrise’,

der måske som når kriser er bedst kan varsle et erkendelsesskred for

menneskeheden.

INFORMATIONS NETOP afsluttede interview-serie om systemkrisen har

illustreret, hvordan dagens olie-, klima-, fødevare- og finanskriser er tæt og

kompliceret sammenvævede. Krisebeskrivelsen rejser spørgsmålet, om den

globale økonomi har fået en karakter og nået et omfang, hvor den hidtidige

model bryder sammen, og grundlæggende forandringer er nødvendige. Og

82


SYSTEMKRISEN

nyhedsstrømmen giver hele tiden nye vidnesbyrd om tingenes komplekse

forbundethed. Som oplysningerne i går om at kødpriserne på verdensmarkedet

nu er de højeste i 22 år, fordi USA’s produktion af majs og soja til foder er ramt

af de værste oversvømmelser i 15 år. Eller meddelelsen om at Saudi-Arabien,

som Vesten tigger om mere olie, selv mangler mad og derfor vil investere i egne

landbrug i bl.a. u-lande for at sikre saudiernes fødevareforsyning. Nyheden

om, at præsident Bush vil ophæve det mere end 25-årige miljøforbud mod

olieudvinding i amerikanske kystfarvande plus tillade olieboring i Alaskas

nationale vildtreservat. Samt gårsdagens informationer fra Storbritannien om

både stagnerende vækst og tiltagende inflation som konsekvens af stigende olie-

og fødevarepriser kombineret med krise i finanssektoren. Og meldingerne om

at Kina efter voldsomme regnskyl er ramt af de værste oversvømmelser i 50 år

med ledsagende inflation og prisstigninger på mad alt mens landets forbrug

af klimaforstyrrende kul stiger hastigt som konsekvens af olieknapheden.

“Problemerne med fødevarepriser, brændstofpriser og klimaændringer

må håndteres i sammenhæng,” sagde FN’s generalsekretær Ban Ki-moon i

søndags. Den store sammenhæng er bl.a. den som påpeget i kriseserien at

disse problemer alle vil konverteres til sociale, politiske og sikkerhedsmæssige

konflikter, hvis ikke ligefrem krige om adgangen til ressourcer og økologisk

råderum. Som miljøsociologen Wolfgang Sachs formulerede det i går:

“En længe hyldet grundsætning bliver nu vendt om: Udvikling fremmer

ikke længere fred. I stedet leder den så længe den er baseret på olie, gas eller

kul til fravær af fred.” Fordi en global implementering af den vestlige model

med fossilt baseret økonomisk vækst får alle grænser til at sprænges og de

livsnærende systemer til at bryde sammen, lokalt, regionalt og globalt.

Det budskab sendes nu af markedet, af klimaet og af nødråbene fra de

sultende i udviklingslandene.

ENDNU MØDES DET i mange tilfælde med fornægtelse. Men samtidig er der

mange tegn på en erkendelse af et kursskiftes nødvendighed. En erkendelse af

misforholdet mellem den begyndende knaphed på stort set alt olie, vand,

mad, råstoffer, klimakapacitet og så dét, tidligere ambassadør Jørgen Ørstrøm

Møller i serien kaldte ‘grådighedsfaktoren’. En forståelse af, at uden lighed,

global deling af privilegierne og råderummet kan hverken klimabalance eller

social og politisk ro sikres. Og en forståelse af at øget trivsel i vor del af verden

ikke længere er betinget af øget forbrug.

83


SYSTEMKRISEN

“Hvorfor skal væksten i vor del af verden fortsætte, hvis undersøgelserne

fortæller os, at folk ikke bliver lykkeligere af det,” lød det befriende spørgsmål

fra en finansieringsøkonom på Copenhagen Business School, Finn Østrup.

Nogle samfundsforskere mener, at markante skift i kulturers normer og

adfærd kan indtræde pludseligt og dramatisk, når en kritisk masse af erfaring

og tegn fra omgivelserne er opsamlet. Som de ‘tipping points’ for voldsomme

systemforandringer, klimaforskerne nu taler om. I bedste fald er systemkrisen

ved at bringe os til et sådant punkt. Et vendepunkt for civilisationen. Som

økonomen Robert Costanza udtrykte det: “Kriser i folks liv er typisk det, der

får dem til at træde et skridt tilbage og overveje, hvad de egentlig har gang i.

Forhåbentlig kan vi i tide synliggøre en vision for, hvor vi vil hen, og dermed

gøre det muligt at komme igennem nåleøjet uden en altødelæggende krise.”

84


Om de interviewede og forfatterne

Jørgen Ørstrøm Møller

adjungeret professor v. Copenhagen Business School, tidl. ambassadør i Singapore,

Australien, New Zealand og Brunei, fhv. departementschef i det danske

udenrigsministerium. Forfatter til en lang række bøger om globalisering,

international økonomi og udvikling

Lester Brown

stifter og mangeårig leder af Worldwatch Institute, siden stifter og leder af Earth

Policy Institute. Forfatter til bl.a. Plan B 3.0 Mobilizing to save civilization

Walden Bello

filippinsk professor i sociologi v. University of the Philippines, leder af Focus

on the Global South og formand for Freedom from Debt Coalition. Forfatter

til bl.a. Dilemmas of Domination: the Unmaking of the American Empire

Fatih Birol

tyrkisk økonom, tidl. medarbejder v. OPEC’s sekretariat, nu cheføkonom

v. Det Internationale Energiagentur og chef for IEA’s årlige rapport “World

Energy Outlook”

Michael Klare

professor i olie- og sikkerhedspolitik v. Hampshire College i Massachusetts.

Forfatter til bl.a. Rising Powers, Shrinking planet: The New Geopolitics of Energy

Larry Summers

økonom, professor på Harvard University, tidl. cheføkonom i Verdensbanken,

finans- og økonomiminister i Clinton-regeringen samt rektor for Harvard

University

85


SYSTEMKRISEN

Peter Wendt

cand. polit., tidl medarbejder i Nationalbanken og Realkreditrådet samt direktør

for Hafnia Bank, Investeringsforeningsrådet og LR Realkredit. I dag bestyrelsesmedlem

i investeringsselskabet KlimaInvest.

Robert Reich

tidl. arbejdsminister i Clinton-regeringen, i dag professor på University of

California i Berkeley. Forfatter til bl.a. Work of Nations og Superkapitalismen

George Monbiot

britisk miljøanalytiker og -forfatter. Fast kommentator i bl.a. The Guardian.

Forfatter til bl.a. Det Globale Hedeslag samt Bring on the Apocalypse

Robert Costanza

professor i økologisk økonomi og leder af Gund Institute for Ecological

Economics ved University of Vermont, medstifter af International Society for

Ecological Economics

Naomi Klein

Canadisk journalist, forfatter og social aktivist. Forfatter til bl.a. No logo samt

Chok-doktrinen

Finn Østrup

lektor, dr.merc. m. speciale i finansiering og finanskriser v. Center for Kreditret

og Kapitalmarkedsret på Copenhagen Business School

Inge Røpke

lektor m. speciale i forbrug i miljøperspektiv v. Institut for Planlægning, Innovation

og Ledelse på Danmarks Tekniske Universitet

Wolfgang Sachs

sociolog, forskningsleder v. Wuppertal Institute og æresprofessor v. Kassel

Universitet. Medlem af FN’s klimapanel IPCC. Forfatter til bl.a. Greening the

North

86


OM DE INTERVIEWEDE OG FORFATTERNE

Sir David King

forskningschef v. Cambridge University og direktør for Smith School of

Enterprise and Environment, Oxford University. Videnskabelig chefrådgiver

for den britiske regering 2000-2007. Forfatter til bl.a. bogen Klimakrisen

Martin Burcharth

journalist v. Dagbladet Information, avisens USA-korrespondent gennem en

årrække. Forfatter til bl.a. Mafiaen økonomisk kriminalitet over grænser samt

Berlusconi TV kongen, der ville frelse Italien

Jørgen Steen Nielsen

journalist v. Dagbladet Information, tidl. chefredaktør. Forfatter til bl.a.

Fra frihedens slagmarker samt En lille fortælling om overlevelse/En lille guide til

overlevelse

87

Similar magazines