Lørdagskoncert 17. november 2007 kl. 16 Radiohusets ... - DR

Lørdagskoncert
17. november 2007 kl. 16
Radiohusets Koncertsal

LØRDAGSKONCERT
Lørdagskoncert
DR Radiosymfoniorkestret
17. november kl. 16
Radiohusets Koncertsal
Dirigent: Thomas Dausgaard
Solist: Audun Halvorsen, fagot
Koncertmester: Christina Åstrand
W.A. Mozart (1756-1791)
Ouverturen til Don Juan (1787)
Varighed: ca. 7’
W.A. Mozart
Fagotkoncert, B-dur, KV 191 (1774)
Allegro
Andante ma adagio
Rondo. Tempo di menuetto
Varighed: ca. 17’
Pause ca. 16.30
Jean Sibelius (1865-1957)
Symfoni nr. 1, e-mol, opus 39 (1898/99,
rev. 1902)
Andante ma non troppo, allegro energico
Andante ma non troppo lento
Scherzo: Allegro
Finale: Quasi una fantasia
Varighed: ca. 40’
Koncerten sendes i P2 torsdag 13. december
kl. 20. Den sendes desuden via EBU
til Finland, Holland, Rumænien, Portugal,
Australien, USA og EBU’s natradio.
Redaktion og opsætning: Line Breuning. Korrektur: Magna Blanke. Tryk: Rek-Art Offset. Producent: Peter
Rønn-Poulsen. Producer: Morten Mogensen. Teknik: Jan Oldrup. Regissør: Benedicte Boesen Balslev.

KLASSISK KONCERTKALENDER GRATIS GLÆDER ANBEFALINGER
bringer
nyheder og
artikler om
klassisk
musik –
HVER
MÅNED!
Bestil gratis
abonnement
Få Optakt gratis på spillesteder,
biblioteker og kulturhuse m.v.
Eller få Optakt tilsendt direkte på
din adresse hver måned i 2008
for kun kr. 200 i forsendelse.
Bestil nu og få som ekstra
bonus Optakt tilsendt i nov.
og dec. 2007 uden beregning.
Din bestilling kan ske på
www.optakt.com eller på
telefon 33 86 29 37.

Foto: Marianne Grøndahl
Det internationale musiktidsskrift
Gramophone udnævnte Thomas Dausgaard
og DR Radiosymfoniorkestrets
seneste cd med Carl Nielsen-værker
til Disc of the month, og på samme tid
fik den prædikatet ‘Editor’s choice’.
Gramophones anmelder David Fanning
skriver bl.a.: “Indtil videre er den min
disc of the year. Og hvis den stadig er
det ved udgangen af 2007, vil jeg ikke
være overrasket.”
Endelig skal det også nævnes, at indspilningen
af Rued Langgaards opera
Antikrist i april måned i år er Critics
Choice i Opera News – et anerkendt
amerikansk operamagasin.
Thomas Dausgaard
Thomas Dausgaard er en af de dirigenter, der står
i spidsen for den fornyelse, der går gennem den
klassiske musik – og DR Radiosymfoniorkestret – i
disse år. Han er uden tvivl en ildsjæl, der først og
fremmest arbejder seriøst, grundigt og fornyende
med de store traditionelle komponisters værker.
Samtidig er han dirigenten, der har inviteret til
de uhøjtidelige Metrokoncerter, hvor publikum
spontant kan møde op til en lille time i selskab med
Radiosymfoniorkestret og en stor symfoni – ganske
uforpligtende og helt uden ‘kjole og hvidt’.
Store internationale turneer er blevet et varemærke
for DR Radiosymfoniorkestret og Thomas
Dausgaard. De seneste år har orkestret optrådt med
Dausgaard så forskellige steder som Kina, Korea,
Concertgebouw i Amsterdam, The Proms i London,
Baltisk Østersøfestival i Stockholm, Schweiz, Østrig
og Tyskland. I forrige sæson var orkestret endda
’orchestra-in-residence’ ved festivalen Prag Efterår
og ved Festspillene i Bergen.
Dausgaard finder også tid til at arbejde med andre
orkestre, senest med Det saksiske Statskapel,
Dresden, Berlins Radiosymfoniorkester og symfoniorkestre
i Toronto og Houston. Som chefdirigent
for Det svenske Kammerorkester har han netop
været på turné til København, sommerfestivalerne
i London (Barbican) og Stresa i Italien, og deres
indspilninger af Beethoven og Schumann regnes
blandt de bedste.
Hvis man vil nyde Thomas Dausgaard og DR
Radiosymfoniorkestret hjemme foran højttalerne,
er det værd at anbefale deres seneste indspilning
af Ennas Den lille pige med svovlstikkerne og
Zemlinskys Die Seejungfrau (Dacapo), som fik ikke
færre end seks hjerter i Politiken. Endvidere skal
nævnes de to nye danske bidrag til fejringen af H.C.
Andersen: Bent Sørensen: Den lille havfrue og Per
Nørgård: Lygtemændene tager til byen, der begge
kan findes på en ny cd fra Dacapo. Også indspilningerne
af alle Rued Langgaards symfonier får fremragende
anmeldelser fra nær og fjern.

Audun Halvorsen, fagot
Audun Halvorsen er solofagottist i DR Radiosymfoniorkestret.
Det er en stilling, han har haft i et års tid.
Inden han kom hertil, har han været solofagottist hos
Rotterdam Filharmonikerne under Valerij Gergjevs
ledelse, hos Norrköping Symfoniorkester og ved Den
norske Opera.
Han er uddannet på Musikkhøgskolen i Oslo og debuterede
som solist i 2003 ved en koncert med Stavanger
Symfoniorkester. Samme år vandt han Crusell Fagotkonkurrencen
i Finland.
I år er han udvalgt af den norske radio NRK til at være
årets norske ’P2 Solist’, og i den egenskab spillede
han i foråret Mozarts Fagotkoncert med Det norske
Radiosymfoniorkester.
Audun Halvorsen har også deltaget i kammermusikfestivaler
i Norge og Finland, og han har modtaget den
norske Shell Pris.

Mozart: Ouverturen til Don Juan
Mozarts bedste opera? Don Juan er i
hvert fald en stærk kandidat, og Søren
Kierkegaard mente endda, at det er den
bedste af alle operaer overhovedet.
Mozart kaldte sin opera for et ’dramma
giocoso’ – et morskabsspil – men det er
et meget sort et af slagsen. Historien er
grov og oprørende, musikken er febrilsk,
indsmigrende og satanisk. Tilsammen er
det et moralsk og satirisk drama om den
evige forfører, egoisten Don Juan, der
hensynsløst gør, hvad der passer ham,
selv om det er til sorg og skade for hans
medmennesker.
Til sidst får han dog sin straf. Faderen
til en af hans mange forsmåede kvinder
dukker op i skikkelse af den stenfigur, der
står på hans grav – Don Juan myrdede
ham, da han flygtede fra sit gerningssted.
Stengæsten opregner alle forførerens
skændige moralske fejl, men Don Juan
vil stadig ikke angre, og flammer står op,
da Stengæsten trækker sit offer ned i
Helvedets ild. ”En synders død afspejler
hans liv,” synger koret som morale.
Operaen blev uropført i Prag i 1787, og
ouverturen blev først færdig den dag,
man holdt den første kostumeprøve.
Ouverturen har en uhyggelig og dyster
indledning, der giver et forvarsel om Don
Juans fortjente endeligt. Den begynder
med to kraftige akkorder og derefter det
oktav-motiv, som er Stengæstens første
toner, da han dukker op hos Don Juan.
I Mozart-filmen Amadeus bliver Stengæstens
oktav-motiv brugt som symbol for
Mozarts faderkompleks. Stengæsten er
simpelthen Mozarts far Leopold, der med
sin autoritære kontrol over sønnen har
taget den mentale styrke fra sit vidunderbarn.
Mest effektivt vist i en scene, hvor
Mozart kommer hjem efter en lang nats
bumletur og finder sin far på hovedtrappen,
uventet dukket op på besøg. Iklædt
sort kappe breder faderen armene ud og
virker langt mere truende end favnende.
Ouverturen begynder i d-mol, og det
er operaens gennemgående toneart
– dødens toneart ifølge Beethoven. Efter
den dystre indledning følger ouverturens
hurtige hovedafsnit i D-dur, der svarer til
forførerens fremfusende energi og hans
dynamiske og ubekymrede liv. Det indtryk
forstærkes, når ouverturen opføres for sig
selv, for så er det med en særlig koncertslutning,
som Mozart lavede til netop
dette formål. Den sørger for, at Don Juan
i ouverturen fortsætter sin sprudlende
livsstil lige til sidste takt.
Mozart: Fagotkoncert
Der er instrumenter, som kan takke Mozart
for altid, og så er der dem, som føler sig en
smule skuffet (hvis man da kan være skuffet
over Mozart?). For han skrev fx ingen
cellokoncerter, ingen trompetkoncerter og
han sværtede fløjten til som et ”kedeligt
instrument”. Til gengæld er klaver, violin,
klarinet og obo forsynet med pragtfulde
hovedværker – og det samme er fagotten.
Mozarts eneste overlevende fagotkoncert
er faktisk hovedværket for dette unikke,
men noget oversete instrument.
Egentlig er der ikke ret mange af de
virkelig store og berømte komponister, der
har skrevet blæserkoncerter. Der er ingen
blæserkoncerter af fx Beethoven, Brahms,
Schumann, Dvorák, Elgar, Chopin, Bruch,
Sjostakovitj, Liszt og Prokofjev, der ellers
er blandt historiens betydeligste komponister
af solokoncerter.
Fagottister verden over klamrer sig derfor
til deres Mozart-koncert som en gave fra
himlen. Mange af de øvrige fagotkoncerter,
der findes, er af komponister fra
generationen efter Mozart – Weber, Hummel,
Danzi – og ingen af de værker er helt
på højde med Mozarts. Det 19. århundrede
førte stort set ingen fagotkoncerter med
sig, men i det 20. århundrede er der
skrevet fagotkoncerter af så forskellige
komponister som sovjetiske Sofia
Gubajdulina, franske André Jolivet og
Jean Francaix, norske Harald Sæverud
og danske Launy Grøndahl. Og så er der
det særlige tilfælde Vivaldi, som for 300 år
siden skrev i nærheden af 40 fagotkoncerter.
De er nu, via nutidens barokensembler,
også ved at vinde indpas i fagottisternes
standardrepertoire.

Fagotkoncerten af Mozart er en af
de første instrumentalkoncerter, han
overhovedet skrev. Han var 18 år, da
han fik en bestilling fra en adelsmand i
Salzburg, baron Thaddäus von Dürnitz,
der var en flittig amatør-fagottist. Han bad
tilsyneladende om tre koncerter, og noget
tyder på, at Mozart faktisk skrev tre, men
at to af dem desværre er blevet væk
siden dengang.
En fagot var på Mozarts tid temmelig
primitiv i forhold til de instrumenter, man
benytter i dag. Der var kun fire klapper,
og det indskrænkede antallet af toner,
det var muligt at frembringe på en fagot.
I forhold til det er Mozarts Fagotkoncert
absolut i den virtuose afdeling. Det er et
kompakt, men inspireret og vittigt værk.
Velproportioneret, melodisk opfindsomt
og med mange raffinementer bag den
polerede overflade (der jo i sig selv er et
raffinement – det glemmer man tit, når
man hører Mozart).
1. sats indledes helt efter bogen med
en orkesterintroduktion, hvor man får
præsenteret satsens to grundlæggende
temaer. Når fagotten sætter ind med det
enkle hovedtema, tror man måske, at
den kommer til at måtte nøjes med en ret
begrænset solostemme, men snart er den
i gang med at vise alt, hvad den kan. Den
snurrende og karakterfulde klang har en
helt speciel virkning i hovedrollen. Mod
slutningen af satsen spiller fagotten også
en stor solokadence – Mozart efterlod sig
ikke nogen, så det er op til den enkelte
fagottist at vælge, hvilken solokadence,
der skal spilles. Der er skrevet mange
forslag gennem tiden.
I den langsomme andensats hører man
et tema, hvis begyndelse Mozart senere
genbrugte i en af de mest berømte arier i
operaen Figaros bryllup, Grevindens arie
”Porgi, amor”. Fagotten ledsages af strygere,
der spiller med dæmpere, og den
har oboerne som samtalepartnere. Det er
en usædvanlig smuk sats, der står som et
højdepunkt inden for fagottens rolle som
melodiførende instrument.
Finalen er en menuet, en lifligt dansende
afslutning i ¾-takt. Satsen er formet som
en rondo, dvs. at det tema, orkestret præ-
senterer i indledningen, dukker op flere
gange med varierende stof imellem.
Fagotten tager straks fat efter orkesterindledningen,
hvor den sætter ind med
hurtige variationer over temaet, som for
at vise, at den skam ikke behøver at nøjes
med de små enkle melodier. Det er – efter
233 år – stadig fagottens finest hour.
Sibelius: Symfoni nr. 1
I år er det 50 år siden, Jean Sibelius døde,
og DR Radiosymfoniorkestret og chefdirigent
Thomas Dausgaard hylder den finske
mesterkomponist ved at opføre alle hans
syv symfonier i løbet af denne sæson.
I Finland er Sibelius blevet en del af sin
nation på en måde, som nok ingen anden
komponist har oplevet det. Det begyndte
i 1890’erne, hvor Sibelius begejstrede
sit publikum med en række værker over
historier fra det finske mytologiske epos
Kalevala. Omkring århundredskiftet
drejede hans interesse dog i retning af
den mere abstrakte musik, der ikke havde
direkte forbindelse til billeder og sagn.
Da han skrev 1. Symfoni, var Finland i en
vældig krise. Landet var ikke en selvstændig
nation, men et hertugdømme under
den russiske tsar, og et nyt russisk dekret
lagde i 1899 op til endnu mindre selvstændighed
for finnerne. 1. Symfoni understregede,
at Sibelius også som symfoniker var
sit folks største. Man forstod, at det var
muligt for ham at udtrykke sig nationalt og
politisk, samtidig med at musikken havde
en universel side. Og endda inden for symfoni-genren,
som mange finner opfattede
som en ’russisk’ musikform! Det finske
selvstyre belønnede Sibelius med en livsvarig
ydelse, så han kunne koncentrere
sig om at skrive musik. Det ville tydeligvis
være til gavn for hele folket.
1. Symfoni blev også Sibelius’ internationale
gennembrud. ”Det er et værk, der
går nye veje – eller rettere sagt: stormer
fremad som en beruset gud,” skrev en
kritiker i Hamborg.
Den er den længste af Sibelius’ symfonier.
Det skyldes bl.a., at den ikke er så tæt
sammenvævet som de senere symfonier
(en udvikling der kulminerer i 7. Symfoni,

som er i én sats på bare 20 minutter).
Man hører en del flere overgange i musikken
og flere ideer, der står ved siden
af hinanden i stedet for at fusionere. Men
tonesproget er allerede umiskendeligt
Sibeliansk: Vitalt, originalt, mystisk og
instrumenteret på en lysende og overraskende
måde. Sibelius’ første bud på en
stor nordisk-romantisk symfoni adskiller
sig fra alle andre i samtiden og præsenterer
et fuldblods-romantisk tonesprog med
nordisk accent.
1. sats viser det allerede fra første takt.
Den lader symfonien begynde med en
fri klarinetsolo, akkompagneret af en
paukehvirvel. Højst usædvanligt! Det
sætter en scene for musik baseret på
naturlyde- og former, der går uden om
mange akademiske traditioner, og som
med sin folketone taler om en (finsk?)
oprindelighed. Fornemmelsen forstærkes
af satsens egentlige hovedtema, der er
beslutsomt og heroisk, som et symbol på
en viljestyrke, der ikke kan knægtes - og
en komponist, der ikke vil stoppes. Det er
en forbløffende og dramatisk førstesats,
der ender gådefuldt med to knipsede
strygerakkorder.
2. sats begynder med et ædelt, spørgende
tema i strygerne, der besvares af klarinetterne.
Den lange udvikling, der følger,
kan opfattes som en fantasi over dette
spørgsmål og svar. Variationerne vokser
organisk frem, motiver fra 1. sats glider
ind i stoffet, og satsen kulminerer kort før
slutningen i en kort, heftig storm. Til sidst
falder musikken til ro med temaet, som
det hørtes i begyndelsen. Tredjesatsen
er en kontrasterende scherzo, der med
korte, abrupte fraser tenderer en ren
stammedans eller måske mere præcist
den shamanistiske tone fra Sibelius’
folkevise-symfoni Kullervo.
Finalen samler med stor passion op
på udspillet fra 1. sats. Sibelius kalder
satsen ’quasi una fantasia’, et citat fra
overskriften på Beethovens Måneskinssonate,
men nok først og fremmest et
signal om, at der i finalen vil ske noget
anderledes, end der plejer. Det gør
der. Det ensomme klarinettema, der
begyndte hele symfonien, høres nu igen,
men virker fuldstændig anderledes ved
hjælp af instrumentationen. Klarinettens
enlige stemme har forvandlet sig til en
lidenskabelig kollektiv røst i strygerne, der
taler desperat om at holde sig oppe med
de sidste kræfter. Satsens hoveddel bygger
på et udfarende, voldsomt tema og en
fuldstændig smeltende, bred melodi, der
smager af forløsning.
Musikken har siden det lille klarinettema
trukket sig selv op i hårrødderne. Og efter
den meget virile finale sætter Sibelius
med arrogant selvsikkerhed punktum på
samme måde, som han sluttede 1. sats:
Med to akkorder, der knipses af strygerne.
Alt for tit kan man læse, at Sibelius’ 1.
Symfoni er inspireret af Tjajkovskij. Det er
en misvisende vinkel at se musikken fra,
for lige fra allerførste tone er denne symfoni
milevidt fra noget, Tjajkovskij kunne
have skrevet. Vel er det en ung mands første
symfoni, men fyldt af så megen urkraft,
at det er en af de mest overbevisende
debuter, der nogensinde er skrevet.
Jens Cornelius

DR Radiosymfoniorkestret. Metrokoncerter.
En time, en koncert, en halvtredser.
19. december kl. 17: Per Nørgård: Symfoni nr. 3
Billetter via BilletNet.dk eller i DR butikken på tlf. 3520 6262. Læs mere på dr.dk/rso.
Bliv mindet om den næste Metrokoncert. Send en sms med teksten ‘metrokoncerter’
til 1212, så vil du modtage en sms dagen inden næste koncert. Når du
er tilmeldt servicen, får du i alt 10 beskeder. Tjenesten koster 10 kroner + 1 x
normal sms-takst.

DR Radiosymfoniorkestret – Torsdagskoncert
Torsdag 20. december kl. 20
Radiohusets Koncertsal
Dirigent: Thomas Dausgaard
Solist: Andreas Brantelid, cello
Prokofjev: Sinfonia concertante
Per Nørgard: Symfoni nr. 3
Kl. 19: Introduktion med Per Nørgård
og Valdemar Lønsted
Billetter: 295, 255, 215, 175 kr.
Unge under 30 år halv pris.
Køb billetter via www.billetnet.dk eller DR butikken på tlf. 3520 6262
Kom i julestemning med DR Radiopigekoret
Lørdag 1. december kl. 15
Søndag 2. december kl. 15
DR Radiopigekoret
DR Radiojuniorkoret
DR Radiobørnekoret
DR Spirekoret
DR UngdomsEnsemblet
Dirigenter: Michael Bojesen,
Susanne Wendt og Morten Ryelund
Solister: Marie Carmen Koppel, vokal
Jakob Lorentzen, orgel
Steen Rasmussen, klaver
Billetter: 135 kr.
Køb billetter via www.billetnet.dk eller DR butikken på tlf. 3520 6262

Rejs med os
ud i musikkens
store verden
OPERA - BALLET - KONCERT
Vores katalog spænder lige
fra endags arrangementer til
oversøiske rejser
WWW.DANIAREJSER.DK
Bestil vores store katalog og bliv inspireret
Tlf. 45 280 280 (Ma-fr 9-17)

DR Musik
DR Byen
Emil Holms Kanal 20
0999 København C
Tlf.: 35 20 30 40
e-mail: rso-rk@dr.dk
www.dr.dk/rso
www.dr.dk/ve
www.dr.dk/rk
www.dr.dk/rpk
www.dr.dk/druen
Divisionschef
Morten Hansen Pankoke
Fungerende orkesterchef
Morten Hansen Pankoke
Korchef
Lene Nordin
Chefdirigent
Thomas Dausgaard
1. gæstedirigent
Yuri Temirkanov
Æresdirigent
Herbert Blomstedt
DR Radiosymfoniorkestrets, DR Radiokorets og
DR Radiopigekorets virksomhed er muliggjort
gennem støtte fra blandt andre:
Augustinus Fonden
Beckett-Fonden
Bikubenfonden
Carl Nielsen & Annemarie Carl-Nielsens Legat
FrederiksbergFonden
Gangstedfonden
Knud og Dagny Gad Andresens Fond
Kong Christian den Tiendes Fond
Konsul Georg Jorck og hustru Emma Jorck´s Fond
Oticon Fonden
Tømmerhandler Johannes Fogs Fond