Lørdagskoncert 17. november 2007 kl. 16 Radiohusets ... - DR

downol.dr.dk

Lørdagskoncert 17. november 2007 kl. 16 Radiohusets ... - DR

Lørdagskoncert

17. november 2007 kl. 16

Radiohusets Koncertsal


LØRDAGSKONCERT

Lørdagskoncert

DR Radiosymfoniorkestret

17. november kl. 16

Radiohusets Koncertsal

Dirigent: Thomas Dausgaard

Solist: Audun Halvorsen, fagot

Koncertmester: Christina Åstrand

W.A. Mozart (1756-1791)

Ouverturen til Don Juan (1787)

Varighed: ca. 7’

W.A. Mozart

Fagotkoncert, B-dur, KV 191 (1774)

Allegro

Andante ma adagio

Rondo. Tempo di menuetto

Varighed: ca. 17’

Pause ca. 16.30

Jean Sibelius (1865-1957)

Symfoni nr. 1, e-mol, opus 39 (1898/99,

rev. 1902)

Andante ma non troppo, allegro energico

Andante ma non troppo lento

Scherzo: Allegro

Finale: Quasi una fantasia

Varighed: ca. 40’

Koncerten sendes i P2 torsdag 13. december

kl. 20. Den sendes desuden via EBU

til Finland, Holland, Rumænien, Portugal,

Australien, USA og EBU’s natradio.

Redaktion og opsætning: Line Breuning. Korrektur: Magna Blanke. Tryk: Rek-Art Offset. Producent: Peter

Rønn-Poulsen. Producer: Morten Mogensen. Teknik: Jan Oldrup. Regissør: Benedicte Boesen Balslev.


KLASSISK KONCERTKALENDER GRATIS GLÆDER ANBEFALINGER

bringer

nyheder og

artikler om

klassisk

musik –

HVER

MÅNED!

Bestil gratis

abonnement

Få Optakt gratis på spillesteder,

biblioteker og kulturhuse m.v.

Eller få Optakt tilsendt direkte på

din adresse hver måned i 2008

for kun kr. 200 i forsendelse.

Bestil nu og få som ekstra

bonus Optakt tilsendt i nov.

og dec. 2007 uden beregning.

Din bestilling kan ske på

www.optakt.com eller på

telefon 33 86 29 37.


Foto: Marianne Grøndahl

Det internationale musiktidsskrift

Gramophone udnævnte Thomas Dausgaard

og DR Radiosymfoniorkestrets

seneste cd med Carl Nielsen-værker

til Disc of the month, og på samme tid

fik den prædikatet ‘Editor’s choice’.

Gramophones anmelder David Fanning

skriver bl.a.: “Indtil videre er den min

disc of the year. Og hvis den stadig er

det ved udgangen af 2007, vil jeg ikke

være overrasket.”

Endelig skal det også nævnes, at indspilningen

af Rued Langgaards opera

Antikrist i april måned i år er Critics

Choice i Opera News – et anerkendt

amerikansk operamagasin.

Thomas Dausgaard

Thomas Dausgaard er en af de dirigenter, der står

i spidsen for den fornyelse, der går gennem den

klassiske musik – og DR Radiosymfoniorkestret – i

disse år. Han er uden tvivl en ildsjæl, der først og

fremmest arbejder seriøst, grundigt og fornyende

med de store traditionelle komponisters værker.

Samtidig er han dirigenten, der har inviteret til

de uhøjtidelige Metrokoncerter, hvor publikum

spontant kan møde op til en lille time i selskab med

Radiosymfoniorkestret og en stor symfoni – ganske

uforpligtende og helt uden ‘kjole og hvidt’.

Store internationale turneer er blevet et varemærke

for DR Radiosymfoniorkestret og Thomas

Dausgaard. De seneste år har orkestret optrådt med

Dausgaard så forskellige steder som Kina, Korea,

Concertgebouw i Amsterdam, The Proms i London,

Baltisk Østersøfestival i Stockholm, Schweiz, Østrig

og Tyskland. I forrige sæson var orkestret endda

’orchestra-in-residence’ ved festivalen Prag Efterår

og ved Festspillene i Bergen.

Dausgaard finder også tid til at arbejde med andre

orkestre, senest med Det saksiske Statskapel,

Dresden, Berlins Radiosymfoniorkester og symfoniorkestre

i Toronto og Houston. Som chefdirigent

for Det svenske Kammerorkester har han netop

været på turné til København, sommerfestivalerne

i London (Barbican) og Stresa i Italien, og deres

indspilninger af Beethoven og Schumann regnes

blandt de bedste.

Hvis man vil nyde Thomas Dausgaard og DR

Radiosymfoniorkestret hjemme foran højttalerne,

er det værd at anbefale deres seneste indspilning

af Ennas Den lille pige med svovlstikkerne og

Zemlinskys Die Seejungfrau (Dacapo), som fik ikke

færre end seks hjerter i Politiken. Endvidere skal

nævnes de to nye danske bidrag til fejringen af H.C.

Andersen: Bent Sørensen: Den lille havfrue og Per

Nørgård: Lygtemændene tager til byen, der begge

kan findes på en ny cd fra Dacapo. Også indspilningerne

af alle Rued Langgaards symfonier får fremragende

anmeldelser fra nær og fjern.


Audun Halvorsen, fagot

Audun Halvorsen er solofagottist i DR Radiosymfoniorkestret.

Det er en stilling, han har haft i et års tid.

Inden han kom hertil, har han været solofagottist hos

Rotterdam Filharmonikerne under Valerij Gergjevs

ledelse, hos Norrköping Symfoniorkester og ved Den

norske Opera.

Han er uddannet på Musikkhøgskolen i Oslo og debuterede

som solist i 2003 ved en koncert med Stavanger

Symfoniorkester. Samme år vandt han Crusell Fagotkonkurrencen

i Finland.

I år er han udvalgt af den norske radio NRK til at være

årets norske ’P2 Solist’, og i den egenskab spillede

han i foråret Mozarts Fagotkoncert med Det norske

Radiosymfoniorkester.

Audun Halvorsen har også deltaget i kammermusikfestivaler

i Norge og Finland, og han har modtaget den

norske Shell Pris.


Mozart: Ouverturen til Don Juan

Mozarts bedste opera? Don Juan er i

hvert fald en stærk kandidat, og Søren

Kierkegaard mente endda, at det er den

bedste af alle operaer overhovedet.

Mozart kaldte sin opera for et ’dramma

giocoso’ – et morskabsspil – men det er

et meget sort et af slagsen. Historien er

grov og oprørende, musikken er febrilsk,

indsmigrende og satanisk. Tilsammen er

det et moralsk og satirisk drama om den

evige forfører, egoisten Don Juan, der

hensynsløst gør, hvad der passer ham,

selv om det er til sorg og skade for hans

medmennesker.

Til sidst får han dog sin straf. Faderen

til en af hans mange forsmåede kvinder

dukker op i skikkelse af den stenfigur, der

står på hans grav – Don Juan myrdede

ham, da han flygtede fra sit gerningssted.

Stengæsten opregner alle forførerens

skændige moralske fejl, men Don Juan

vil stadig ikke angre, og flammer står op,

da Stengæsten trækker sit offer ned i

Helvedets ild. ”En synders død afspejler

hans liv,” synger koret som morale.

Operaen blev uropført i Prag i 1787, og

ouverturen blev først færdig den dag,

man holdt den første kostumeprøve.

Ouverturen har en uhyggelig og dyster

indledning, der giver et forvarsel om Don

Juans fortjente endeligt. Den begynder

med to kraftige akkorder og derefter det

oktav-motiv, som er Stengæstens første

toner, da han dukker op hos Don Juan.

I Mozart-filmen Amadeus bliver Stengæstens

oktav-motiv brugt som symbol for

Mozarts faderkompleks. Stengæsten er

simpelthen Mozarts far Leopold, der med

sin autoritære kontrol over sønnen har

taget den mentale styrke fra sit vidunderbarn.

Mest effektivt vist i en scene, hvor

Mozart kommer hjem efter en lang nats

bumletur og finder sin far på hovedtrappen,

uventet dukket op på besøg. Iklædt

sort kappe breder faderen armene ud og

virker langt mere truende end favnende.

Ouverturen begynder i d-mol, og det

er operaens gennemgående toneart

– dødens toneart ifølge Beethoven. Efter

den dystre indledning følger ouverturens

hurtige hovedafsnit i D-dur, der svarer til

forførerens fremfusende energi og hans

dynamiske og ubekymrede liv. Det indtryk

forstærkes, når ouverturen opføres for sig

selv, for så er det med en særlig koncertslutning,

som Mozart lavede til netop

dette formål. Den sørger for, at Don Juan

i ouverturen fortsætter sin sprudlende

livsstil lige til sidste takt.

Mozart: Fagotkoncert

Der er instrumenter, som kan takke Mozart

for altid, og så er der dem, som føler sig en

smule skuffet (hvis man da kan være skuffet

over Mozart?). For han skrev fx ingen

cellokoncerter, ingen trompetkoncerter og

han sværtede fløjten til som et ”kedeligt

instrument”. Til gengæld er klaver, violin,

klarinet og obo forsynet med pragtfulde

hovedværker – og det samme er fagotten.

Mozarts eneste overlevende fagotkoncert

er faktisk hovedværket for dette unikke,

men noget oversete instrument.

Egentlig er der ikke ret mange af de

virkelig store og berømte komponister, der

har skrevet blæserkoncerter. Der er ingen

blæserkoncerter af fx Beethoven, Brahms,

Schumann, Dvorák, Elgar, Chopin, Bruch,

Sjostakovitj, Liszt og Prokofjev, der ellers

er blandt historiens betydeligste komponister

af solokoncerter.

Fagottister verden over klamrer sig derfor

til deres Mozart-koncert som en gave fra

himlen. Mange af de øvrige fagotkoncerter,

der findes, er af komponister fra

generationen efter Mozart – Weber, Hummel,

Danzi – og ingen af de værker er helt

på højde med Mozarts. Det 19. århundrede

førte stort set ingen fagotkoncerter med

sig, men i det 20. århundrede er der

skrevet fagotkoncerter af så forskellige

komponister som sovjetiske Sofia

Gubajdulina, franske André Jolivet og

Jean Francaix, norske Harald Sæverud

og danske Launy Grøndahl. Og så er der

det særlige tilfælde Vivaldi, som for 300 år

siden skrev i nærheden af 40 fagotkoncerter.

De er nu, via nutidens barokensembler,

også ved at vinde indpas i fagottisternes

standardrepertoire.


Fagotkoncerten af Mozart er en af

de første instrumentalkoncerter, han

overhovedet skrev. Han var 18 år, da

han fik en bestilling fra en adelsmand i

Salzburg, baron Thaddäus von Dürnitz,

der var en flittig amatør-fagottist. Han bad

tilsyneladende om tre koncerter, og noget

tyder på, at Mozart faktisk skrev tre, men

at to af dem desværre er blevet væk

siden dengang.

En fagot var på Mozarts tid temmelig

primitiv i forhold til de instrumenter, man

benytter i dag. Der var kun fire klapper,

og det indskrænkede antallet af toner,

det var muligt at frembringe på en fagot.

I forhold til det er Mozarts Fagotkoncert

absolut i den virtuose afdeling. Det er et

kompakt, men inspireret og vittigt værk.

Velproportioneret, melodisk opfindsomt

og med mange raffinementer bag den

polerede overflade (der jo i sig selv er et

raffinement – det glemmer man tit, når

man hører Mozart).

1. sats indledes helt efter bogen med

en orkesterintroduktion, hvor man får

præsenteret satsens to grundlæggende

temaer. Når fagotten sætter ind med det

enkle hovedtema, tror man måske, at

den kommer til at måtte nøjes med en ret

begrænset solostemme, men snart er den

i gang med at vise alt, hvad den kan. Den

snurrende og karakterfulde klang har en

helt speciel virkning i hovedrollen. Mod

slutningen af satsen spiller fagotten også

en stor solokadence – Mozart efterlod sig

ikke nogen, så det er op til den enkelte

fagottist at vælge, hvilken solokadence,

der skal spilles. Der er skrevet mange

forslag gennem tiden.

I den langsomme andensats hører man

et tema, hvis begyndelse Mozart senere

genbrugte i en af de mest berømte arier i

operaen Figaros bryllup, Grevindens arie

”Porgi, amor”. Fagotten ledsages af strygere,

der spiller med dæmpere, og den

har oboerne som samtalepartnere. Det er

en usædvanlig smuk sats, der står som et

højdepunkt inden for fagottens rolle som

melodiførende instrument.

Finalen er en menuet, en lifligt dansende

afslutning i ¾-takt. Satsen er formet som

en rondo, dvs. at det tema, orkestret præ-

senterer i indledningen, dukker op flere

gange med varierende stof imellem.

Fagotten tager straks fat efter orkesterindledningen,

hvor den sætter ind med

hurtige variationer over temaet, som for

at vise, at den skam ikke behøver at nøjes

med de små enkle melodier. Det er – efter

233 år – stadig fagottens finest hour.

Sibelius: Symfoni nr. 1

I år er det 50 år siden, Jean Sibelius døde,

og DR Radiosymfoniorkestret og chefdirigent

Thomas Dausgaard hylder den finske

mesterkomponist ved at opføre alle hans

syv symfonier i løbet af denne sæson.

I Finland er Sibelius blevet en del af sin

nation på en måde, som nok ingen anden

komponist har oplevet det. Det begyndte

i 1890’erne, hvor Sibelius begejstrede

sit publikum med en række værker over

historier fra det finske mytologiske epos

Kalevala. Omkring århundredskiftet

drejede hans interesse dog i retning af

den mere abstrakte musik, der ikke havde

direkte forbindelse til billeder og sagn.

Da han skrev 1. Symfoni, var Finland i en

vældig krise. Landet var ikke en selvstændig

nation, men et hertugdømme under

den russiske tsar, og et nyt russisk dekret

lagde i 1899 op til endnu mindre selvstændighed

for finnerne. 1. Symfoni understregede,

at Sibelius også som symfoniker var

sit folks største. Man forstod, at det var

muligt for ham at udtrykke sig nationalt og

politisk, samtidig med at musikken havde

en universel side. Og endda inden for symfoni-genren,

som mange finner opfattede

som en ’russisk’ musikform! Det finske

selvstyre belønnede Sibelius med en livsvarig

ydelse, så han kunne koncentrere

sig om at skrive musik. Det ville tydeligvis

være til gavn for hele folket.

1. Symfoni blev også Sibelius’ internationale

gennembrud. ”Det er et værk, der

går nye veje – eller rettere sagt: stormer

fremad som en beruset gud,” skrev en

kritiker i Hamborg.

Den er den længste af Sibelius’ symfonier.

Det skyldes bl.a., at den ikke er så tæt

sammenvævet som de senere symfonier

(en udvikling der kulminerer i 7. Symfoni,


som er i én sats på bare 20 minutter).

Man hører en del flere overgange i musikken

og flere ideer, der står ved siden

af hinanden i stedet for at fusionere. Men

tonesproget er allerede umiskendeligt

Sibeliansk: Vitalt, originalt, mystisk og

instrumenteret på en lysende og overraskende

måde. Sibelius’ første bud på en

stor nordisk-romantisk symfoni adskiller

sig fra alle andre i samtiden og præsenterer

et fuldblods-romantisk tonesprog med

nordisk accent.

1. sats viser det allerede fra første takt.

Den lader symfonien begynde med en

fri klarinetsolo, akkompagneret af en

paukehvirvel. Højst usædvanligt! Det

sætter en scene for musik baseret på

naturlyde- og former, der går uden om

mange akademiske traditioner, og som

med sin folketone taler om en (finsk?)

oprindelighed. Fornemmelsen forstærkes

af satsens egentlige hovedtema, der er

beslutsomt og heroisk, som et symbol på

en viljestyrke, der ikke kan knægtes - og

en komponist, der ikke vil stoppes. Det er

en forbløffende og dramatisk førstesats,

der ender gådefuldt med to knipsede

strygerakkorder.

2. sats begynder med et ædelt, spørgende

tema i strygerne, der besvares af klarinetterne.

Den lange udvikling, der følger,

kan opfattes som en fantasi over dette

spørgsmål og svar. Variationerne vokser

organisk frem, motiver fra 1. sats glider

ind i stoffet, og satsen kulminerer kort før

slutningen i en kort, heftig storm. Til sidst

falder musikken til ro med temaet, som

det hørtes i begyndelsen. Tredjesatsen

er en kontrasterende scherzo, der med

korte, abrupte fraser tenderer en ren

stammedans eller måske mere præcist

den shamanistiske tone fra Sibelius’

folkevise-symfoni Kullervo.

Finalen samler med stor passion op

på udspillet fra 1. sats. Sibelius kalder

satsen ’quasi una fantasia’, et citat fra

overskriften på Beethovens Måneskinssonate,

men nok først og fremmest et

signal om, at der i finalen vil ske noget

anderledes, end der plejer. Det gør

der. Det ensomme klarinettema, der

begyndte hele symfonien, høres nu igen,

men virker fuldstændig anderledes ved

hjælp af instrumentationen. Klarinettens

enlige stemme har forvandlet sig til en

lidenskabelig kollektiv røst i strygerne, der

taler desperat om at holde sig oppe med

de sidste kræfter. Satsens hoveddel bygger

på et udfarende, voldsomt tema og en

fuldstændig smeltende, bred melodi, der

smager af forløsning.

Musikken har siden det lille klarinettema

trukket sig selv op i hårrødderne. Og efter

den meget virile finale sætter Sibelius

med arrogant selvsikkerhed punktum på

samme måde, som han sluttede 1. sats:

Med to akkorder, der knipses af strygerne.

Alt for tit kan man læse, at Sibelius’ 1.

Symfoni er inspireret af Tjajkovskij. Det er

en misvisende vinkel at se musikken fra,

for lige fra allerførste tone er denne symfoni

milevidt fra noget, Tjajkovskij kunne

have skrevet. Vel er det en ung mands første

symfoni, men fyldt af så megen urkraft,

at det er en af de mest overbevisende

debuter, der nogensinde er skrevet.

Jens Cornelius


DR Radiosymfoniorkestret. Metrokoncerter.

En time, en koncert, en halvtredser.

19. december kl. 17: Per Nørgård: Symfoni nr. 3

Billetter via BilletNet.dk eller i DR butikken på tlf. 3520 6262. Læs mere på dr.dk/rso.

Bliv mindet om den næste Metrokoncert. Send en sms med teksten ‘metrokoncerter’

til 1212, så vil du modtage en sms dagen inden næste koncert. Når du

er tilmeldt servicen, får du i alt 10 beskeder. Tjenesten koster 10 kroner + 1 x

normal sms-takst.


DR Radiosymfoniorkestret – Torsdagskoncert

Torsdag 20. december kl. 20

Radiohusets Koncertsal

Dirigent: Thomas Dausgaard

Solist: Andreas Brantelid, cello

Prokofjev: Sinfonia concertante

Per Nørgard: Symfoni nr. 3

Kl. 19: Introduktion med Per Nørgård

og Valdemar Lønsted

Billetter: 295, 255, 215, 175 kr.

Unge under 30 år halv pris.

Køb billetter via www.billetnet.dk eller DR butikken på tlf. 3520 6262

Kom i julestemning med DR Radiopigekoret

Lørdag 1. december kl. 15

Søndag 2. december kl. 15

DR Radiopigekoret

DR Radiojuniorkoret

DR Radiobørnekoret

DR Spirekoret

DR UngdomsEnsemblet

Dirigenter: Michael Bojesen,

Susanne Wendt og Morten Ryelund

Solister: Marie Carmen Koppel, vokal

Jakob Lorentzen, orgel

Steen Rasmussen, klaver

Billetter: 135 kr.

Køb billetter via www.billetnet.dk eller DR butikken på tlf. 3520 6262


Rejs med os

ud i musikkens

store verden

OPERA - BALLET - KONCERT

Vores katalog spænder lige

fra endags arrangementer til

oversøiske rejser

WWW.DANIAREJSER.DK

Bestil vores store katalog og bliv inspireret

Tlf. 45 280 280 (Ma-fr 9-17)


DR Musik

DR Byen

Emil Holms Kanal 20

0999 København C

Tlf.: 35 20 30 40

e-mail: rso-rk@dr.dk

www.dr.dk/rso

www.dr.dk/ve

www.dr.dk/rk

www.dr.dk/rpk

www.dr.dk/druen

Divisionschef

Morten Hansen Pankoke

Fungerende orkesterchef

Morten Hansen Pankoke

Korchef

Lene Nordin

Chefdirigent

Thomas Dausgaard

1. gæstedirigent

Yuri Temirkanov

Æresdirigent

Herbert Blomstedt

DR Radiosymfoniorkestrets, DR Radiokorets og

DR Radiopigekorets virksomhed er muliggjort

gennem støtte fra blandt andre:

Augustinus Fonden

Beckett-Fonden

Bikubenfonden

Carl Nielsen & Annemarie Carl-Nielsens Legat

FrederiksbergFonden

Gangstedfonden

Knud og Dagny Gad Andresens Fond

Kong Christian den Tiendes Fond

Konsul Georg Jorck og hustru Emma Jorck´s Fond

Oticon Fonden

Tømmerhandler Johannes Fogs Fond

More magazines by this user
Similar magazines