ILJØFORSKNING - Info - Aarhus Universitet

TEMA: ULANDSFORSKNING 

DET STRATEGISKE 

MILJØFORSKNINGS- 

PROGRAM 

MILJØFORSKNING 

For 

Fremtiden 

37 

NOVEMBER 1998

november 1998 

2 

DETISTRATEGISKE 


PROGRAM 

Forord 

I dette nummer af Miljøforskning for Fremtiden - der er det femte i rækken - præsenteres 

et udpluk af forskningsresultaterne fra de tre forskningscentre SEREIN, SASA og DIVA 

under Det Strategiske Miljøforskningsprogram. Med en journalist som formidler, præsenteres 

en del af forskernes iagttagelser, overvejelser og konklusioner hermed til en 

bredere kreds. 

De tre centre blev oprettet i 1994, da Udenrigsministeriet/Danida besluttede at 

bidrage med 50 mio. kr. til finansiering af delprogrammet Bæredygtig udnyttelse af 

naturgrundlaget i ulande. Hensigten med at støtte et delprogram med fokus på ulandenes 

miljø var at styrke den konkrete ulandsorienterede forskningsindsats og dermed 

den danske ressourcebase, men også at integrere den ulandsorienterede del af forskningssektoren 

i en fælles ramme - Det Strategiske Miljøforskningsprogram. SMP er 

regeringens program, og det støttes af en bred vifte af ministerier. Udenrigsministeriets/ 

Danidas indsats har derfor også placeret dansk ulandsforskning centralt i den danske 

forskningsverden. 

Hovedparten af centeraktiviteterne afsluttes i 1998, og som opfølgning på centrenes 

aktiviteter vil der i løbet af foråret 1999 blive gennemført en international evaluering 

af deres forskningsindsats. 

Dette nummer af Miljøforskning for Fremtiden udsendes i samarbejde med UDVIK- 

LING for at orientere bredest muligt om den aktuelle forskning og for at markere samarbejdet 

om ulandsforskningen. De følgende artikler kan naturligvis kun give en 

kortfattet introduktion til de mange aktiviteter, der foregår i centrene. Hvis der efter 

læsning af artiklerne er behov for yderligere oplysninger, kan disse fås hos de tre 

centerledere. Kontaktadresser kan ses på side 55. 

De tre ulandscentre er en del af en lang række miljøforskningsaktiviteter under Det 

Strategiske Miljøforskningsprogram. På side 55 findes ligeledes en samlet oversigt over 

programmets delprogrammer og centre. Nærmere oplysninger om de øvrige centre kan 

fås ved henvendelse til sekretariatet. 

SMP takker Udenrigsministeriet/Danida for samarbejdet og håber, at den forskningsindsats, 

der er etableret, og som placerer dansk ulandsorienteret miljøforskning pænt 

i den internationale sammenhæng, fortsat kan fremmes. 

Lauritz Holm-Nielsen, formand for ledelsesgruppen. 

Det Strategiske Miljøforskningsprogram 

Det Strategiske Miljøforskningsprogram er 

igangsat af regeringen i 1992. Formålet med programmet 

er at styrke og koordinere miljøforskningen 

i Danmark og dermed forbedre videngrundlaget 

for politiske og samfundsmæssige beslutninger 

på miljøområdet. 

Forskningen under programmet foregår i såkaldt 

murstensløse centre, der etableres på 

tværs af eksisterende faggrænser og forskningsinstitutioner. 

Forskningen foregår i tæt samspil 

med danske og internationale samarbejdspartnere. 

Programmet lægger vægt på, at de opnåede 

resultater formidles til beslutningstagere, andre 

brugere og til offentligheden ud over den traditionelle 

videnskabelige publicering. Udover tidsskriftet 

Miljøforskning med nyheder og forskningsresultater 

fra centrene udgives Miljøforskning 

for Fremtiden, der fortæller mere populært 

om de emner, centrene arbejder med. På side 54 

findes en bestillingsliste med programmets publikationer. 

Finansiering 

Programmet er finansieret af følgende parter: 

✵ Forskningsministeriet 

✵ Miljø- og Energiministeriet 

✵ Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 

✵ Udenrigsministeriet 

✵ Arbejdsministeriet 

✵ Bolig- og Byministeriet 

✵ Sundhedsministeriet 

✵ Danced under Miljø- og Energiministeriet 

✵ Forskningsrådene. 

Hidtil er der afsat i alt 673 mio. kr. til aktiviteter 

under pogrammet. 

Ledelse 

Programmet ledes af en gruppe bestående af: 

✵ Uddannelses- og forskningsrådgiver Lauritz 

Holm-Nielsen (formand) 

✵ Forskningsdirektør Ole Olsen 

✵ Kontorchef Bo Brix 

✵ Forskningsdirektør Claus Christiansen 

✵ Museumsdirektør Erland Porsmose.

Indholdsfortegnelse 

MILJØFORSKNING 

FOR FREMTIDEN 5 

Nyhedsbrev for 

Det Strategiske 

Miljøforskningsprogram 

Nr. 37, november 1998 

ISSN 0907-4678 

Redaktion: 

Bo Bjerre Jakobsen 

Bodil Deen Petersen (ansv.) 

Tekst: 

Videnskabsjournalist 

Gitte Meyer 

Layout: 

Søren Larsen 

Forsidebillede: 

Cykellakbillede af Huruka 

fotograferet af 

Christoffer Due-Boje 

Bagsidebillede: 

Fotograf: 

Pablo Morales Males/DIVA 

Motiv: Koati Cashind fra 

Makuma med maniok 

Foto s. 4-5: 

Anne Lise Pedersen/SASA 

Motiv: Tørtid i Ikuwalaområdet 

Tryk og sats: 

Zeuner Bogtryk Offset as 

Århus 

Oplag: 7100 

Trykt på 115 g 

Cyclus Offset genbrugspapir 

Omslag trykt på 250 g 

Cyclus Offset genbrugspapir 

Eftertryk af artikler 

kun tilladt efter aftale 

Yderligere information: 

Det Strategiske 


Forskerparken 

Gustav Wieds Vej 10 C 

8000 Århus C 

Tlf. 86 20 20 11 # 2305 

Fax 86 13 59 10 

E-post: pia@smfp.aau.dk 

Hjemmeside: Http://smp.aau.dk 

2 

4 

6 

10 

15 

20 

23 

27 

31 

36 

40 

46 

50 

54 

55 

Uforudsigelighed og fleksibilitet 

Resultater sendes retur 




Naturligt fællesskab mellem fugle og folk 

Utilregnelig regn! 

Rank ryg og retssikkerhed 

Varige værdier er en mangelvare 

I tyve år 

spredtes ideen om ørkenspredning 

Eksperimenterende bønder 

Er der plads til flere? 

Flora bliver tyndere mens den skrives 

Regel-morads kan true jordkvalitet 

Fokus på forskellighed 

Bestilling af publikationer 

Delprogrammer og centre under 

Det Strategiske Miljøforskningsprogran 

PROGRAM 

november 1998 

MILJØFORSKNING NR 37 3

november 1998 

4 


MILJØFORSKNINGS- Uforudsigelighed 

PROGRAM 

Uforudsigelighed og 

Når uforudsigelighed er livsvilkåret. 

Forskning om samspil mellem mennesker 

og miljø i udviklingslande. 

En opfattelse af mennesker i udviklingslande 

som en særlig slags mennesker 

- magtesløse, forvirrede og uden 

evner eller viden til at organisere deres 

egen tilværelse til det bedre - var i mange 

år grundtonen i diskussioner om udviklingsbistand. 

Opfattelsen var også et 

udgangspunkt for udviklingsforskning. 

Det er den sjældnere i dag. Et andet 

menneskesyn har vundet indpas. Det er 

blevet mere udbredt at tage udgangspunkt 

i, at mennesker i udviklingslande 

jævnt hen ligner andre folk, og det vil 

blandt meget andet sige, at de benytter 

deres intelligens til at få det bedst mulige 

ud af en given situation. 

f l e ksib Det gør en forskel, om udviklingsforskeren 

forventer eller ikke forventer at 

i 

finde eksempler på intelligente overlevelses- 

og vækststrategier. Det, man ikke 

forventer at finde, er man tilbøjelig til 

at overse. 

Ikke mindst gør det en forskel, om forskeren 

betragter hjemlige normer om 

nøje planlægning af tilværelse og produktion 

som den eneste mulige strategi, 

mennesker har til rådighed. Med dette 

udgangspunkt vil en mangelsituation 

kunne konstateres mange steder i udviklingslande. 

Men andre perspektiver 

åbner sig, hvis fraværet af planlægning 

ikke betragtes som en mangel, men snarere 

som udtryk for valg af en anden 

strategi. For eksempel en strategi, hvor 

mennesker lægger vægt på at være 

fleksible, så de kan tilpasse sig 

miljømæssige, økonomiske

l i t e 

og andre omstændigheder, der skifter på 

uforudsigelig vis. 

De følgende sider rummer mange eksempler 

på moderne udviklingsforskning, 

hvor forskerne både har søgt og 

har fundet sådanne strategier. 

t "Det, man ikke forventer at finde, 

Når det vises, at vedtagne sandheder 

kan vendes på hovedet, så åbner det for 

seriøs vurdering af information, som tidligere 

er blevet ignoreret. Det gælder ikke 

alene med hensyn til menneskers 

strategier, men også med hensyn til sådanne 

strategiers miljømæssige konsekvenser 

og i det hele taget med hensyn 

til samspillet mellem mennesker og miljø. 

Er det rigtigt, at ørkenen er på fremmarch 

og Sahara i færd med at erobre 

Afrika? Passer det, at befolkningsvækst 

nødvendigvis må føre til 

udpining af jorden, og at der er 

en basal modsætning mellem 

beskyttelse af biodiversitet og 

menneskers stræben mod 

bedre materielle kår? 

De 11 forskere, som citeres i 

dette blad, har taget afsæt i 

spørgsmål, som de nævnte. De 

har fået støtte fra Det Strategiske 


er man tilbøjelig til at overse" 



til at forske i samspil mellem mennesker 

og miljø i fem udviklingslande. Deres arbejde 

er udført i Burkina Faso, i Tanzania 

eller i Andesbjergenes regnskove i 

Bolivia, Ecuador og Peru. Nogle af dem 

er naturvidenskabelige, andre samfundsvidenskabelige 

eller humanistiske 

forskere. 

Forskningen er foregået i tværfaglige 

centre, i alt omfattende omkring et halvt 

hundrede videnskabelige medarbejdere, 

hvor forskellige faglige metoder og synsvinkler 

har udfordret hinanden. Frugtbart 

og konfliktfyldt er to betegnelser for 

det tværfaglige samarbejde, som formentlig 

kunne samle flertal blandt forskerne. 

Hovedparten af dem har årelange 

erfaringer med det land, de har besøgt, 

og for mange af dem har kulturmødet 

med andre faggrupper nok været 

mere krævende end mødet med kulturen 

de fjerne steder. 

Her returneres - med en journalist 

som budbringer - en del af forskernes 

iagttagelser, overvejelser og konklusioner 

til den danske offentlighed, ikke 

alene som stof til eftertanke, men begribeligvis 

også som indspil i den løbende 

debat om, hvordan udviklingsbistand 

bedst kan nytte (og undgå at skade) 

modtagerne og det miljø, som de lever i 

og af og med. 

PROGRAM 

november 1998 


november 1998 

6 



PROGRAM 

Naturligt fællesskab mellem fugle og folk 

Hvor de sjældneste fugle er, kommer 

folk til, eller også er det omvendt. 

Mennesker og fugle har fælles 

smag med hensyn til, hvor det er 

godt at være. Den konstatering er 

der politik i. Hvis unikke arter skal 

beskyttes, må mennesker gøre fælles 

sag med fuglene. Reservater alene 

gør det ikke. 

Fugle og folk har fælles kriterier med 

hensyn til, hvor der er godt at være. 

De holder af og folder sig ud de samme 

steder. Det er en sammenhæng, som 

hidtil har været aldeles overset, og som 

næppe kan undgå at få følger for naturbeskyttelses-politik. 

For når fugle og folk 

trives bedst de samme steder, så kan 

man ikke beskytte dem hver for sig. Reservater 

kan ikke klare problemerne. 

Ornitologen Jon Fjeldså, professor ved 

Zoologisk Museum på Københavns Universitet, 

har været med til at afdække 

sammenhængen, der har det til fælles 

med anden basal erkendelse, at den forekommer 

indlysende, når først den er 

gjort - og at den vender op og ned på 

mangt og meget, fordi det faktisk har taget 

sin tid, før den blev gjort. 

Jon Fjeldså: - Ét er at påvise. Det næste 

er de forvaltningsmæssige konsekvenser. 

Det almindelige er, at regeringer 

laver naturparker, og det gør de 

selvfølgelig helst i områder, hvor der 

ikke er for mange menneskelige interesser 

og dermed risiko for konflikter. Men 

denne traditionelle form for naturbeskyttelse 

er utilstrækkelig. Den stemmer 

ikke med de biologiske data. Mennesketomme 

områder kan sagtens være 

meget artsrige, men de karakteriseres 

især af de vidtudbredte og tilpasningsdygtige 

arter. Det er nødvendigt at gå 

anderledes til værks, når de områder, 

som skal beskyttes, ikke blot kan omdannes 

til reservater og tømmes for 

mennesker. I stedet må vi prøve at hjælpe 

de mennesker, som bor der, til at fungere 

på måder, der også giver plads til 

beskyttelse af biodiversiteten. 

At inkaernes hellige dal, Ollantaytambo, 

har et specielt fugleliv er ikke noget 

tilfælde, men en del af et mønster, fortæller 

Jon Fjeldså. Det er et generelt 

træk ved de steder, der har været centre 

for de gamle højkulturer i Andesbjergene, 

at man dér finder et stort antal endemiske 

arter, altså lokale arter, som 

kun findes netop dér. 

Biologisk og kulturel udvikling er adskilte 

fænomener på alverdens universiteter, 

men det hindrer ikke, at tingene 

kan hænge sammen uden for studerekamrene. 

Andesbjergene i Peru har således 

været et center for både biologisk og 

kulturel udvikling. Hér udvikledes Inkakulturen. 

Hér findes et stort antal sjældne 

fugle. Hér findes også en høj plantediversitet 

og et stort antal afgrødeplanter, 

der er tilpasset vækst i forskellige 

højder. 

Klima er kodeordet 

I moderne udforskning af økologiske 

sammenhænge er fugle en yndet hjælper. 

Med deres farver, flugt og lyde er 

fugle forholdsvis lette at finde, og af alle 

levende væsener er fuglene formentlig 

da også de bedst beskrevne. Et ganske 

grundigt kendskab til forskellige fuglearters 

krav til omgivelserne gør det muligt 

at bruge dem som biomarkører: 

Hvor denne eller hin art er tilstede, kan 

man regne med, at disse eller hine betingelser 

er tilstede i miljøet - betingelser 

som er af betydning for andre former for 

liv. Herunder altså menneskeligt liv. 

Klima er kodeordet, som kan kaste lys 

over, hvorfor mennesker og fugle har så 

megen fælles historie og geografi, for klimaet 

er afgørende for livsbetingelserne. 

Ikke mindst er forudsigelighed med hensyn 

til regn et vigtigt kriterium. Ubehagelige 

overraskelser kan koste føden og 

dermed livet. 

Mange steder i Andesbjergene er ofte 

udsat for sådanne ubehageligheder som 

sydpolarvinde, der slår til i vinterhalvåret. 

En kold, modbydelig tåge lægger 

sig tæt i nogle dage og efterlader området 

mere trøsteløst, end det var. Det er 

hverken godt for majsdyrkning eller for

"Uanset hvor optimistisk og forsigtigt 

det anskues, så forsvinder 

arter for øjeblikket i et tempo, der 

er flere hundrede gange hurtigere 

end dét, som har været almindeligt 

i løbet af klodens historie" 

vegetation i det hele taget. Disse steder 

er ganske enkelt ikke særligt tiltrækkende 

levesteder. 

De gode steder ligger sådan, at deres 

beboere er godt skærmede mod meteorologiske 

forstyrrelser, og så den lokale 

skydannelse giver en lige netop tilstrækkelig 

og ikke alt for vekslende tilførsel af 

regn fra det ene år til det andet. 

Jon Fjeldså udpeger bjergkæden Cordillera 

Cocapata som et sådant sted - og 

han er langtfra den første, der har opdaget 

stedets attraktioner. Fuglene har 

vidst det i årtusinder. Menneskene også. 

De beskyttede forhold giver et glimrende 

udgangspunkt for landbrug, og det 

righoldige udvalg af plantearter et godt 

grundlag for forædling. 

Årlige satellitbilleder fra et tiår, lagt 

ovenpå hinanden, viser stabiliteten i 

Cordillera Cocapata år for år. Her ved 

man, hvad man har at regne med, når 

det gælder vejr og vind. Da Jon Fjeldså 

og hans kolleger foretog den første biologiske 

undersøgelse af stedet i 1997, 

fandt de 3 fuglearter og cirka 15 plantearter, 

som ikke tidligere har været beskrevet. 

Det er begribeligvis ikke alene i Sydamerika, 

at mennesker og fugle har den 

samme sans for at slå sig ned på de gode 

steder. Det er blot dér, at iagttagelserne 

er gjort, men Jon Fjeldså kan også pege 

på et afrikansk eksempel: De overbefolkede 

områder i Rwanda, hvor hutuer og 

tutsier i disse år slår hinanden ihjel, 

rummer en rigdom af fuglearter og har 

en historie som en af klodens kuvøser 

for nye arter. 

Beskytte det unikke 

Jon Fjeldså og hans kolleger forsker så 

at sige med arme og ben for at få greb 

om de faktorer, der frembringer den 

enorme artsvariation i Andesbjergene. 

Enhver metode og ethvert redskab, som 



PROGRAM 

november 1998 

Spidshaler i slægten Cranioleuca. Den rødissede fugl nederst til venstre er 

den nyopdagede Boliviansk Spidshale (Cranioleuca henricae). 

Tegning: Jon Fjeldså/DIVA. 

kan bruges til at belyse biodiversiteten 

og samspillet mellem natur og kultur 

bliver straks inddraget i arbejdet. 

Satellitbilleder, som blandt andet kan 

give overblik over skydannelser gennem 

tiderne. DNA-analyser, der kan fortælle 

om slægtskab mellem fuglearter og dermed 

også om arternes historie. Analyser 

af jordboringer, der går tusinder af år 

tilbage i tiden og giver information om 

vegetation og dermed også om klima og 

dyrkning i tidligere tider. Og opbygning 

af digitale Sydamerikakort, hvor mere 

end halvanden million registreringer af 

fugle er blevet anvendt til at vise 3.000 

fuglearters fordeling. 

Man kan gå ind på hvilket som helst 

geografisk punkt og få en liste over de 

fuglearter, som er registreret dér. Eller 

man kan få kort over, hvor de enkelte 

arter findes. Og ved at sammenholde alle 

disse kort kan man se, hvor antallet af 


november 1998 

8 



PROGRAM 

arter er størst, og man kan bruge computeren 

til at prioritere indsatsen for at 

bevare arterne, for eksempel ved at finde 

det mindste antal områder, som tilsammen 

indeholder bestande af alle arter. 

Det viser sig, at valget generelt falder 

på tæt befolkede områder fremfor de 

eksisterende, mennesketomme nationalparker. 

Disse udbredelseskort viser mønstre, 

som kan give den ukyndige grundlag for 

diverse kortslutninger, men fodre den 

kyndige med gode spørgsmål, som kan 

give anledning til ny forskning og indsigt. 

De kan også bruges til at indkredse 

de områder, hvor der er et særligt beskyttelsesbehov. 

Et resultat af samarbejdet mellem 

danske og ecuadorianske forskere er en 

rapport, der viser 230 fuglearters udbredelse 

i Ecuador. I rapporten udpeger forskerne 

også de områder, der er særligt 

behov for at beskytte, hvis disse fuglearter 

skal have gode chancer for at overleve. 

Overensstemmelsen mellem de områder, 

som forskerne peger på, og de områder, 

der i dag er udlagt til naturparker, 

er ikke chokerende god. Blind høne kan 

også finde korn. Det er ikke lige skævt 

det hele. Men nogle naturparker er faktisk 

ikke hjemsted for noget særligt bemærkelsesværdigt 

fugleliv, mens andre 

områder rummer et stort antal endemiske 

arter uden at være beskyttet på nogen 

måde. 

- Der bliver talt så meget om behovet 

for at beskytte biodiversiteten i Amazonas, 

siger Jon Fjeldså, men det er ikke 

dér, vi finder det store problem med beskyttelse 

af arter i Ecuador. Det finder 

vi derimod i det stadigt tættere udnyttede, 

sydvestlige Ecuador, hvor man 

fortsat - uden for byerne, oppe ad bjergskråningerne 

- finder små klatter af 

gammel skov. Her lever forbløffende 

mange sjældne fugle, mens der i Amazon-lavlandet 

nok er mange, men vidtspredte 

arter. 

Inka-teknologi 

Boreprøver fra en gammel sø nær Inkadalen 

Ollantaytambo bidrager til at be- 

To kort sammenligner (til venstre) topprioriteter for fugle i Andesbjergene 

i Ecuador, Peru og Bolivia udregnet ud fra udbredelsesdata for næsten 1000 

arter og (til højre) områder med tæt landbefolkning - de grønne pletter viser 

centre for de gamle højkulturer. Grafik: DIVA.

Nyopdagede arter af Tapaculoer. 

Tegning: Jon Fjeldså/DIVA. 

lyse samspil mellem mennesker og miljø 

mange år baglæns i tiden. Jon Fjeldså 

har deltaget i arbejdet med analyser og 

tolkning af boreprøverne sammen med 

en tværfaglig gruppe af engelske forskere. 

Pollenanalyserne giver vidnesbyrd 

om en miljøgyser af ældre dato. De viser, 

at der for mere end 4.000 år siden har 

været et aldeles afskovet landbrugslandskab 

med kraftig jorderosion. Boreprøverne 

fortæller også, at senere indbyggere 

i området har udvist en mindre 

hårdhændet landbrugsadfærd, og det 

har givet sig udslag i en mere varieret 

vegetation. 

Jon Fjeldså er optaget af muligheden 

for at bruge den form for analyser til at 

få indsigt i, hvilke kulturer der har mestret 

at dyrke på bæredygtig vis, og hvilke 

der har haft en mindre heldig hånd. 

Det kan give kundskab om fremgangsmåder, 

som også i dag kan bruges til at 

udnytte områderne uden at gøre alvorlig 

skade på dem. 

- Inka-kulturen, som nåede at blomstre 

i fem århundreder, før spanierne 

kom, synes at have ført en bevidst miljøpolitik 

- ja faktisk er der forskere, som 

mener, at denne kultur simpelthen voksede 

ud af miljøødelæggelser, der nødvendiggjorde 

et stærkt organiseret, samfundsmæssigt 

fællesskab, fortæller Jon 

Fjeldså, men understreger samtidig, at 

man skal passe på med at romantisere: 

Miljøpolitikken har formentlig også været 

særdeles hårdhændet over for befolk- 



ningen. Fællesskabet har ikke været 

specielt idyllisk. 

Den politiske udfordring til nutidens 

mennesker er, at det ikke nytter blot at 

stikke resten af naturen nogle områder, 

som menneskene alligevel ikke har nogen 

særlig interesse i - og så kan den have 

det så godt. Tingene kan ikke skilles 

ad, selvom det ville være praktisk. Hensynet 

til beskyttelse af naturen og hensynet 

til menneskers behov for øget materiel 

velfærd er altså hensyn, som ikke 

blot begge skal tilgodeses. De skal også 

tilgodeses integreret de samme steder. 

Jon Fjeldså sætter hverken spørgsmålstegn 

ved behovet for det ene eller 

det andet hensyn. Man skal ikke komme 

til ham og tale om dommedagshysteri i 

forbindelse med påstande om udslettelse 

af arter. 

- Uanset hvor optimistisk og forsigtigt 

det anskues, så forsvinder arter for øjeblikket 

i et tempo, der er flere hundrede 

gange hurtigere end dét, som har været 

almindeligt i løbet af klodens historie, siger 

han. 

Men man skal heller ikke komme og 

være tilfreds med den aktuelle levestandard 

på vegne af fattige bønder i udviklingslande. 

Det er let at være nøjsom, så 

længe det kun gælder andre. De fattige 

bønder har al mulig god grund til at 

stræbe mod en højere levestandard. 

- Vi må understøtte pleje af de tilbageværende 

skove og bæredygtigt landbrug 

med lokale træer og afgrøder og istandsættelse 

af de gamle inka-vandingssystemer. 

Hjælp til landbrugsmæssige forbedringer 

er der utvivlsomt behov for. 

Det er ikke nødvendigt, at en familie 

med fem køer hvert år afbrænder fem 

kvadratkilometer skov. Det kan gøres 

mere rationelt og give forbedringer, som 

både kan hjælpe familien og beskytte 

skoven, argumenterer Jon Fjeldså og tilføjer: 

- Et nedbrudt landskab er tidligere 

kommet til hægterne og har kunnet 

brødføde en stor befolkning. Det er ikke 

umuligt at forene hensynene. 

Jon Fjeldså er tilknyttet DIVA, Center 

for forskning i kulturel og biologisk diversitet 

i Andesbjergenes regnskove. 

PROGRAM 

november 1998 


november 1998 

10 



PROGRAM 

Utilregnelig regn!



Kunsten er at udnytte den regn, som tilfældigvis kommer. Når 20-30 procent 

af den årlige nedbør bare strømmer af jorden, og ikke kommer afgrøderne 

til gode, så kan det gøres bedre. Men de tekniske metoder skal 

tilpasses bøndernes egne prioriteringer. 

Temperatur, nedbør, solstråling, luftfugtighed... 

Alt dette er eksempler 

på faktorer, som det hidtil ikke er lykkedes 

mennesket at få ind på den voksende 

liste over livsbetingelser, hvor vi selv 

kan gøre vores indflydelse gældende. 

Klimaet er fortsat hver mands herre. 

Bønder i de områder af verden, hvor vejret 

opfører sig særligt uforudsigeligt - 

det gælder for eksempel de halvtørre egne 

i Tanzania - mærker dette tydeligere 

end de fleste andre. Forskere, der kommer 

fra vores del af verden for at arbejde 

i disse egne, mærker det også. De mærker 

det for eksempel ved, at et så almindeligt 

planlægningsredskab som gennemsnitsberegninger 

bliver meningsløse, 

fordi de dækker over mange voldsomme 

udsving. 

- Det ene år ligger regnmængden måske 

tæt på det gennemsnitlige i området, 

men det næste år kan tørken være så 

markant, at det bliver nødvendigt at bede 

det internationale samfund om fødevarehjælp, 

og det tredje år er nedbøren 

derpå så ekstremt kraftig, som man kun 

ser det i ét ud af hundrede år. Både for 

lokale myndigheder og for bistandsorganisationer 

er det umådelig vanskeligt at 

planlægge og at tilrettelægge udviklingsprogrammer 

under disse betingelser, siger 

Jens Raunsø Jensen, jordbrugsfysiker 

og lektor ved KVL. 

Det utilregnelige klima kan ikke blot 

ignoreres. Det er en kendsgerning, som 

kan vælte selv de fineste planer. Hvis 

man vil forbedre det lokale landbrugssystem, 

er man derfor nødt til i stedet at 

indrette sig på de omskiftelige omstændigheder 

- finde måder til at tage både 

det ene og det andet på, sådan som det 

nu kommer. Man må kunne navigere 

snarere end at stole på nøje planlægning. 

Jens Raunsø Jensen, der er specialist 

i pleje af jordog vandressourcer, yder 

sin skærv ved sammen med kolleger på 

KVL at søge at belyse spørgsmålet: 

Hvordan kan bønder bedst muligt udnytte 

nedbøren, så den går igennem afgrøden 

og ikke blot strømmer af eller 

gennem jorden? Deres foreløbige resultater 

tyder på, at her er der adskilligt at 

gøre. I de egne af Tanzania, hvor undersøgelserne 

er udført, går planterne således 

glip af mellem 20 og 30 procent af 

nedbøren. 

Udnytte uden at udpine 

De foreløbige data fra markforsøg tyder 

desuden på, at erosion fjerner lige så 

mange næringsstoffer som høst af afgrøder. 

Betragtelige mængder af vand og 

næringsstoffer går altså bøndernes næse 

forbi. 

- Langt over halvdelen af befolkningen 

er direkte afhængige af landbruget. Det 

er fattige folk. Der er behov for at styrke 

landbrugets produktion, men det skal 

naturligvis gøres på måder, som sikrer, 

at der også er grundlag for landbrugsproduktion 

i fremtiden, siger Jens Raunsø 

Jensen, der nu har et lille års analysearbejde 

foran sig, før han egentlig kan 

begynde at være konstruktiv. 

De mange data fra markforsøgene skal 

omsættes til viden, der i form af modeller 

belyser, hvordan afgrødeplanterne i 

disse områder optager næring og bruger 

vand under vekslende betingelser med 

hensyn til blandt andet klima og jordkvalitet. 

Modellerne skal give bedre 

overblik over mulighederne for at producere 

mere, helst meget mere, samtidig 

med at jordens fortsatte frugtbarhed tilgodeses. 

Næringsstofferne skal udnyttes bedre, 

uden at jorden udpines. Efter Jens 

Raunsø Jensens mening kan disse to 

mål ikke skilles fra hinanden. Det handler 

om mennesker, og det handler om 

miljø og ikke blot om én af delene. Han 

ser negative effekter af den debat, som 

tog fart i halvfjerdserne med udgangspunkt 

i et advarselsråb om, at ørkenen 

var i færd med at sprede sig - en vurdering, 

som i dag taber tilhængere. 

- Debatten førte nok til, at projekter 

blev mere miljø- og mindre fattigdomsorienterede. 

Det ubestridelige produktionsbehov 

blev trængt i baggrunden til 

fordel for bevaringsbehovet. Nu må vi 

prøve at holde balancen, siger han. 

Afskovningen i bjergene samt intensiv opdyrkning skaber øget afstrømning med kraftig erosion til følge. 

Mazombe, Tanzania, september 1994. Foto: Torben Birch-Tomsen/SASA. 

PROGRAM 

november 1998 


november 1998 

12 



PROGRAM 

"Denne kritik er et udtryk for nye strømninger blandt landbrugsforskere, der 

beskæftiger sig med udviklingslande." 

At der aktuelt foregår en nedslidning 

af ressourcerne, betragter Jens Raunsø 

Jensen som en simpel kendsgerning. Ét 

er, at for eksempel analyser af jordprøver 

viser det. Men man kan også konstatere 

det ved slet og ret at se sig omkring. 

Der tæres på græsset, på jorden, på vandet. 

Overordnet handler det om, at der 

fjernes mere, end der tilføres: 

- Når man fjerner biomasse og ikke tilfører 

lige så meget, så foregår der en minering 

af næringsstoffer. Det er utvivlsomt, 

at der er et næringsstofbalanceproblem. 

Det kan ikke fortsætte i al 

evighed, siger han. 

Opgaven med både at forøge udbyttet 

og hindre nedslidning af ressourcerne 

bliver ikke mindre af, at jorden i disse 

områder allerede i udgangspunktet er 

mager, gør Jens Raunsø Jensen opmærksom 

på. I vores del af verden kan 

vi med taknemlighed se tilbage på istider, 

der så at sige har rørt op i andedammen 

- flyttet rundt på jorden, æltet 

den, vendt op og ned på den og forsynet 

os med frugtbare morænelandskaber. 

Danske landmænd er således blevet begunstiget 

med jord, der blot har 10.000 

år bag sig. Men i de halvtørre egne i 

Tanzania er jorden alvorligt gammel og 

har adskillige titusinder af år været udsat 

for erosion og udvaskning. 

Når det kommer til spørgsmålet om de 

konkrete årsagssammenhænge bag den 

aktuelle nedslidning, føler Jens Raunsø 

Jensen sig mindre sikker. Disse sammenhænge 

er ikke kendte, fastslår han 

og advarer mod forsimplede forklaringer 

såsom, at befolkningstilvækst øger nedslidningen. 

Ofte har det været sådan, 

men der findes også eksempler på den 

modsatte effekt. Det afhænger af et indviklet 

samspil mellem biofysiske, sociale 

og kulturelle faktorer. Og nedslidningen 

er iøvrigt et tema med variationer: 

Jens Raunsø Jensen: - Nogle steder er 

der nærmest intet at tage af. Allerede 

under de 30-40 cm overjord kommer 

man ned til reelt ufrugtbar jord. Men 

der foregår ikke lige stor nedslidning 

overalt. Tæt på husene i en landsby, 

hvor alt affaldet ryger ud, findes problemet 

for eksempel ikke. 

Erosion tager det halve 

Feltarbejdet i landsbyerne i Tanzania 

består af en mængde kontante opgaver. 

Der tages jordprøver med henblik på 

analyser af jordens indhold af næringsstoffer 

mm. Flere gange om ugen måles 

jordens vandindhold i forskellige lag for 

at få information om, hvad planterne tager 

til sig, og hvad der blot strømmer 

igennem eller af jorden. Og afgrødeplanters 

udvikling følges. Også deres indhold 

af forskellige næringsstoffer skal analyseres, 

og udbyttet ved høst gøres op, så 

produktionen af biomasse kan beregnes 

og sammenholdes med beregninger af 

den næring, som jorden er blevet tilført 

undervejs. 

Beskrevet på afstand lyder det enklere, 

end det er, når man står i landsbyen 

og skal skaffe sig overblikket. Bønderne 

har for eksempel ingen fornuftig grund 

til at veje deres afgrøde, så det gør de ikke, 

og da de i øvrigt bruger løbende af 

det høstede, findes der ikke et tidspunkt, 

hvor det hele er i hus og kan vejes. Forskeren 

må derfor både veje og skønne, 

hvilket gør resultaterne mindre sikre. 

Med hensyn til tilførsel til jorden er regnestykkerne 

også vanskelige at opstille, 

for heller ikke dette foregår kontrolleret. 

Dyr går ind og græsser og lægger klatter 

fra sig i dertil svarende omfang. Også 

her må der skønnes. 

Midt i sit analysearbejde er Jens 

Raunsø Jensen dog rimeligt sikker på 

nogle overordnede konklusioner: De foreløbige 

beregninger tyder på, at lige så 

mange næringsstoffer fjernes ved erosion 

som ved høst. Og 20-30 procent af 

den årlige nedbør strømmer bare af jorden, 

uden at blive opfanget af planterne. 

- Set fra den konkrete landsby er det 

et stort spild, et tab af vandressourcer. 

Der bor nok nogen nedenfor, som måske 

får glæde af det vand, der strømmer af, 

men alligevel...., kommenterer Jens 

Raunsø Jensen. 

Der findes teknikker til at holde på 

vandet. Afstrømningen kan næsten hindres, 

hvis der pløjes, så marken kommer 

til at bestå af kamme og furer. Ved såle-

I slutningen af den lange tørtid, fra maj til november er det svært at skaffe vand til husholdningen. 

Kvinder bruger ofte mange timer på møjsommeligt at hente vand fra dybe huller gravet i udtørrede 

vandløb. Mazombe, Tanzania, september 1994. Foto: Torben Birch-Thomsen/SASA. 

des at fange vandet vil bønderne opnå 

bedre udnyttelse af næringsstoffer i jorden, 

og dermed kan det også blive rentabelt 

at gøde. At gøde en udtørret jord 

svarer sig nemlig ikke. Det skader mere, 

end det gavner. 

Pløjeteknikken, der giver kamme og 

furer, er ikke ukendt blandt bønderne, 

og det er heller ikke en teknik, som kræver 

dyrt, importeret maskineri. Derimod 

er den meget arbejdskraftkrævende. I 

nogle områder bruges den med flid, men 

i andre stort set ikke, selvom den også 

dér kunne gøre stor nytte. Jens Raunsø 

Jensen påpeger, at bøndernes vurdering 

af, om de vil bruge kræfter på den besværlige 

pløjeteknik, indgår i en samlet 

vurdering af, hvilket arbejde de får mest 

udbytte af. Og jordbruget er langtfra deres 

eneste indkomstkilde: 

- Man kan undre sig over, siger han, 

hvorfor bønderne nu ikke bruger denne 

udmærkede pløjeteknik, som de både behersker 

og kender nytten af. De er jo ikke 

dumme. Og de kender forholdene i 

området så godt som nogen. Deres familier 

har dyrket jorden dér i århundreder. 

Formentlig ligger forklaringen på fravalget 

i en overordnet prioritering af, hvad 

de skal bruge deres kræfter til. Hvis 

man samlet set får mest ud af at lægge 

sin arbejdskraft i helt andre former for 

arbejde - for eksempel lønarbejde i den 

nærmeste by - så kan det være en fornuftig 

prioritering at fravælge den besværlige 

pløjemetode. 

Forældet rådgivningssystem 



Hvis denne udlægning af bøndernes motiver 

holder stik, så kan der ændres på 

deres prioritering ved at øge udbyttet af 

den arbejdskrævende pløjning: 

- Det ville nok give god mening, hvis 

man kunne øge udbyttet af pløjningen 

markant ved at kombinere den med gødningstilførsel. 

Men det vil formentlig 

kræve en omlægning af landbrugsrådgivningen. 

Den er nemlig opbygget, så 

nogle rådgivere beskæftiger sig med bekæmpelse 

af erosion, mens andre tager 

sig af mulighederne for at forbedre jorden 

ved hjælp af gødning. Systemet er 

ikke indrettet til at tænke tingene sammen, 

fortæller Jens Raunsø Jensen. 

Denne kritik er et udtryk for nye 

strømninger blandt landbrugsforskere, 

der beskæftiger sig med udviklingslande. 

Efter at have studeret effekterne af 

tidligere tiders forsøg på strømlinet 

landbrugsteknisk bistand anbefaler 

PROGRAM 

november 1998 


november 1998 

14 



PROGRAM 

Anvendelsen af dyretrækkraft har muliggjort opdyrkning af større markfelter og dermed også et større 

samlet areal under opdyrkning - ekspansion. Kvinden bag ploven sår majs direkte i plovfuren, fordi 

vejret har forsinket markarbejdet kraftigt dette år. Mazombe, Tanzania, januar 1996. 

Foto: Torben Birch-Thomsen/SASA. 

mange forskere i dag en individualiseret 

og integreret rådgivning af den enkelte 

bonde. Det nytter ikke at foreskrive 

samme løsning, for eksempel kunstgødning 

i standardiserede mængder, til 

alle. Og det duer ikke at adskille for eksempel 

erosionsbekæmpelse og gødning, 

for tingene hænger sammen ude på marken. 

- Der er, forklarer Jens Raunsø Jensen, 

foregået et paradigmeskift. I dag er 

der stadig større tro på, at rådgiveren 

sammen med bonden bør analysere ressourcerne 

på stedet og finde frem til den 

løsning, som passer bedst til netop denne 

konkrete situation, altså: Hvordan 

kan denne bonde mest fordelagtigt kombinere 

metoder til kvælstoffiksering, 

gødning og jordforbedring? 

- Den form for rådgivning er rådgivningssystemet 

bare ikke gearet til. Rådgiverne 

er opdraget under det gamle paradigme, 

og det er selvfølgelig vanskeligt 

at omstille sig til en helt anden logik, 

som også stiller nye krav om, at man 

som rådgiver skal kunne mere end sin 

teknik - man skal også kende til bøndernes 

måde at tænke og prioritere på. Og 

lettere bliver det ikke, hvis rådgivningen 

desuden skal have et fattigdomsoriente- 

ret sigte og arbejde målbevidst på at løfte 

de dårligst stillede bønder op på et 

vist niveau. Det vil sige, at også sociale 

aspekter skal inddrages. Det er helt nyt. 

Før har det drejet sig om ren landbrugsteknik. 

Jens Raunsø Jensen har talt sig varm 

og er nået til punktet, hvor han ærgrer 

sig over, at forskningsprojektet i de tanzanianske 

landsbyer er stoppet op netop 

dér, hvor det mest givtige arbejde kunne 

være begyndt: 

- Det er egentlig besynderligt. Danmark 

har en officiel bistandspolitik, der 

blandt andet understreger betydningen 

af lokalt medejerskab og så videre, men 

vores projekt er blevet tilrettelagt uden 

midler til lokalt samarbejde. Vi har nogle 

resultater og nogle ideer. Det var nu, 

vi skulle have kunnet gå ud i landsbyerne 

og prøve af under deres forhold. Viden 

opstår i en dialog med den befolkning, 

man samarbejder med. Det er frustrerende, 

slutter han, ikke at nå dertil, 

hvor vores informationer kan omsættes i 

egentlig viden. 

Jens Raunsø Jensen er tilknyttet SASA, 

Center for forskning vedrørende bæredygtigt 

landbrug i semi-aride dele af Afrika.

Det kræver en 

RANK RYG 

at leve uden 

RETSSIKKERHED 

Hvor der ikke er en stat, som 

håndhæver regler og rettigheder, 

må folk klare sig på anden 

vis. Man kan for eksempel skabe 

respekt om sig ved at holde fanen 

højt og beskytte sin ære. 

Her er en god opskrift på, hvordan 

man kan komme til at jokke i spinaten 

i mødet med fremmede: Når de foretager 

sig noget, som man ikke forstår, 

og som man umiddelbart opfatter som 

ufornuftigt, så beslutter man sig rask 

væk for, at det også er ufornuftigt, og at 

der slet ikke er noget at forstå. Disse 

fremmede folk er simpelthen irrationelle. 

Når for eksempel folk i Burkina Faso 

med åbne øjne vælger at betale mere i 

bestikkelse for ejendomsretten til et 

stykke jord, end selvsamme jordstykke 

er værd, så er det jo åbenlyst, at disse 

folk ikke er for kloge. Ikke sandt? 

Samfundsforskere har ikke råd til at 

indtage denne hovski-snovski-attitude. 

Hvis de gjorde det, ville de blive snydt 

for al den indsigt, der ligger gemt bag 

andre menneskers tilsyneladende uforklarlige 

adfærd. Det mener Christian 

Lund, sociolog, geograf og lektor ved de 

internationale udviklingsstudier på Roskilde 

Universitetscenter, i hvert fald ikke 

at have råd til. 

- Faktisk er det ret sjældent, at folk 

opfører sig helt fjollet. Som udgangs- 



punkt plejer jeg at antage, at der er en 

god forklaring på adfærd. Når vi ser folk 

foretage sig noget, som vi ikke finder 

smart, så er der den mulighed, at vi ikke 

har set det hele og ikke opdaget det 

smarte. For at forstå adfærden må man 

forstå de rammer, som folk opererer inden 

for, argumenterer Christian Lund. 

Med det udgangspunkt gik han for et 

par år siden ombord i gåden om de tilsyneladende 

ulogisk store bestikkelser i 

Burkina Faso. Der måtte være en rationel 

forklaring, mente han. Og det var 

der. 

Forklaringen handler om æresbegreber. 

Den beskriver omstændigheder, der 

giver mennesker grund til at forsvare 

deres ære med næb og klør og kontanter, 

selvom det bliver rasende dyrt. Det kan 

for eksempel ske i samfund, hvor folk 

ikke kan regne med, at staten klart 

håndhæver regler og rettigheder. Så må 

man beskytte sig på anden vis. Man må 

holde på sin ære, sit ansigt, sin facade. 

Man må, koste hvad det vil, fremstå som 

en person, som det er uklogt at angribe. 

- Det forhold at staten er meget eller 

PROGRAM 

november 1998 

Foto: Simon Bolwig/SEREIN 


november 1998 

16 



PROGRAM 

Højtliggende græsningsområde i den nordlige del af Seno-provinsen. Foto: Simon Bolwig/SEREIN. 

lidt tilstede i et samfund har betydning 

for, om noget andet træder i kraft. Dette 

andet kan man med god virkning rette 

sin opmærksomhed mod, siger Christian 

Lund. 

Et spørgsmål om ære 

Christians Lunds eksempler stammer 

fra Dori-regionen i det nordlige Burkina 

Faso. Her er bestikkelse af embedsmænd 

en almindelig praksis, og i sager om 

ejendomsret til jord sker det altså, at 

bestikkelserne summer op til beløb, der 

forekommer hinsides al fornuft. Noget 

lignende er før blevet beskrevet af andre 

forskere, med eksempler fra andre afrikanske 

lande, og misundelse har været 

den forklaring, som er blevet lagt ned 

over fænomenet. 

Når folk er villige til at betale overpris 

i bestikkelse for at få ejendomsretten til 

et bestemt stykke jord, skulle det altså 

være fordi, de simpelthen ikke under 

modparten at få jordrettighederne. Dén 

forklaring tilfredsstillede ikke Christian 

Lunds nysgerrighed, for hvorfor skulle 

netop disse mennesker være mere misundelige 

end alle mulige andre mennesker? 

Hvis han ville have en anden forklaring, 

måtte han selv grave den frem. Det 

blev til et langsomt optrevlingsarbejde, 

som omfattede samtaler med en længere 

række af personer, der var involverede i 

eller tæt på de konkrete, sære sager. 

Blandt meget andet forklarede de ham, 

at det var et spørgsmål om ære. Således 

inspireret fandt han frem til en del videnskabelige 

artikler fra tresserne, der 

blandt andet omhandlede æresbegreber 

på Sicilien. Nøgleordet var ære. Det havde 

påkaldt sig en del interesse blandt 

antropologer, der beskæftigede sig med 

middelhavslandene for tre årtier siden, og 

derefter havde emnet stort set ligget brak. 

Kunne disse ikke helt dugfriske beskrivelser 

af syditaliensk mafias æresbegreber 

bruges til at kaste lys over bestikkelseslogik 

i nutidens Burkina Faso? 

Det kunne de faktisk. Læsningen viste 

Christian Lund en rød tråd, som han 

"Den sendrægtige, dovne by, som 

ser så sløv ud på overfladen, er 

fyldt med politik. Man tror man 

kommer med sin udviklingsgenerator, 

men ender som et redskab i 

en politisk proces"

"To fejlagtige antagelser er almindelige blandt udsendte medarbejdere i 

udviklingsprojekter. Ved siden af overvurderingen af statens betydning drejer 

det sig om en overvurdering af udviklingsprojektets betydning" 

kunne prøve at forfølge i sine spørgsmål 

til kilderne i Burkina Faso. Den røde 

tråd drejede sig om statens tilstedeværelse 

eller fravær som en autoritet, der 

holder regler i hævd. 

Artiklerne beskrev ære som et fænomen, 

der er særligt fremtrædende i samfund, 

hvor man befinder sig langt fra en 

centralregerings kontrol, og hvor der altså 

ikke er en stat til at beskytte den enkelte 

persons eller families rettigheder - 

eller for den sags skyld lokalsamfundets 

rettigheder i forhold til storsamfundet. 

Det centrale er, om der overhovedet findes 

højere magter, som afgør stridigheder. 

Hvis det ikke er tilfældet, bliver afgørelse 

af stridigheder et spørgsmål om 

lokale styrkeforhold. Demonstration af 

styrke får derfor meget stor betydning. 

Uklare rettigheder 

Ved første øjekast passede fortællingerne 

fra Sicilien ikke særligt godt på Burkina 

Faso. Dér er staten nemlig hverken 

fraværende eller ubetydelig, men i høj 

grad mærkbar, også i de mindste lokalsamfund. 

Men det er til gengæld uforudsigeligt, 

hvilke afgørelser statslige myndigheder 

vil ende med i konkrete sager. 

Staten i Burkina Faso er et alt andet 

end éntydigt fænomen. Den er præget af 

konflikter, dels mellem forskellige myndigheder, 

dels mellem partipolitiske autoriteter 

og stamme-autoriteter. Og 

statslige myndigheders afgørelser bliver 

derefter. 

Parterne i en strid kan trække i tråde, 

de kan bestikke sig til at få ret. Ved 

nærmere eftersyn er der altså ikke en 

centralregering, som kontrollerer og garanterer 

og har magten. Trods statens 

uomtvistelige eksistens er afgørelse af 

stridigheder alligevel et spørgsmål om 

lokale styrkeforhold, som man blot udøver 

ved at køre rundt med myndighederne. 

I praksis står flere rivaliserende magtstrukturer 

i dag over for hinanden. Og 

reglerne vedrørende jordrettigheder er 

en mangetydig affære. 



Ved revolutionen i landet i 1983 blev 

høvdingeskabet formelt afløst af et andet 

hierarki, nemlig af revolutionære komiteer. 

Desuden blev al jord formelt nationaliseret. 

I forbindelse med præsidentskifte og 

forfatningsændring i starten af halvfemserne 

tog sagerne en ny vending. Dels i 

retning af forsøg på forsoning med den 

traditionelle magtstruktur, altså høvdingeskabet. 

Dels i en tilbagevenden til 

principper i den franske code de civil. 

Ifølge disse principper anerkendes privat 

ejendomsret til jord, men ejendomsrettighederne 

fortabes, hvis de i mere 

end ti år ikke er blevet holdt i hævd af 

ejeren. 

Mange aktuelle stridigheder om jord 

tager deres udgangspunkt i, at fulberne, 

regionens tidligere herrefolk, traditionelt 

har udlånt jord til rimaiberne, regionens 

tidligere slaver. Efter revolutionen 

i 1983 kunne fulberne ikke længere 

kræve udlånt jord tilbage, for den private 

ejendomsret til jorden var jo ophæ- 

PROGRAM 

Vand på vej i Sahel. Foto: Jens Madsen/SEREIN 

november 1998 


november 1998 

18 



PROGRAM 

"Sådan er det imidlertid ikke almindeligt, at bistandsorganisationer ser på 

politik. De har som regel et bornert forhold til politik og lever med en ide om, 

at de kan understøtte udvikling, men undgå at komme i kontakt med politik" 

vet. Forfatningsændringen i 1991 gav 

fulberne grundlag for påny at kræve 

jord tilbage. Men de havde jo af gode 

grunde holdt lav profil op gennem firserne, 

hvor det var en politisk forbrydelse 

at udnævne sig til jordejer. Altså 

havde de ikke søgt at holde rettighederne 

i hævd. Så hvem har nu rettigheden 

til denne mark, og til denne og denne...? 

Fortolkningsmulighederne er store. Og 

de formelle institutioner, som skal afgøre 

stridigheder, er bestikkelige - om dét 

er der bred enighed, ligesom der er enighed 

om, hvilke personer det svarer sig at 

bestikke. 

For den enkelte bruger af et stykke 

jord betyder det, at han reelt er så udsat 

som en hummer uden ham. Hvis en anden 

person går til domstolene med en 

påstand om at have ejendomsret til dette 

stykke jord, så vil der oftere end sjældent 

kunne strikkes argumenter sammen, 

som underbygger påstanden. Den 

stærkeste vinder, og det vil sige den, der 

yder den højeste bestikkelse. 

Har man først ladet sig slå ud én gang, 

så har man også bekendtgjort sin manglende 

styrke for alverden og dermed indbudt 

til yderligere aggression. Det gælder 

om at sætte sig i respekt én gang for 

alle og vise, at man ikke lader sig tyre. 

Det bliver et spørgsmål om ære, som 

for fulberne i denne del af Vestafrika 

netop drejer sig om, at man ikke vender 

den anden kind til, når man bliver slået. 

Og det bliver en fornuftig investering at 

yde mere i bestikkelse for at få ejendomsretten 

til en mark, end samme 

mark er værd. 

Vanetænkning om staten 

Æresbegreber har vekslende indhold 

fra sted til sted, gør Christian Lund opmærksom 

på, og man skal vare sig for at 

tro, at man fuldt og helt vil være i stand 

til at forstå andre folks ideer om ære: 

Christian Lund: - Det er egentlig heller 

ikke det vigtigste, men det er vigtigt 

at kende til æren som noget, der får særlig 

styrke under bestemte betingelser. 

Man kan let komme til at overse det, når 

man kommer fra en del af verden, hvor 

staten er så markant tilstedeværende, 

som vi er vant til. Mennesker med en 

vesteuropæisk baggrund er tit tilbøjelige 

til at forvente, at forholdene er de samme 

andre steder i verden. Og hvis man 

opholder sig i et andet land som led i et 

udviklingsprojekt, vil man automatisk 

have så megen kontakt med landets 

statslige myndigheder, at det virker, 

som om de spiller den samme rolle, som 

vi er vant til hjemmefra. 

To fejlagtige antagelser er almindelige 

blandt udsendte medarbejdere i udviklingsprojekter, 

mener Christian Lund. 

Ved siden af overvurderingen af statens 

betydning drejer det sig om en overvurdering 

af udviklingsprojektets betydning. 

Det opfattes tit som den vigtigste 

udviklingsfaktor i området - hvilket det 

sjældent er. 

- Man arbejder med et projekt, der råder 

over mange penge og refererer selv 

til statslige myndigheder. Men der sker 

ting uden for projektet, som projektet 

ikke har indflydelse på, og der sker ting, 

som ligger uden for de statslige myndigheders 

reelle domæne. Projektet er ikke 

altid så væsentligt, som folk i projektet 

tror. Og ofte er det væsentligt på en anden 

måde, end de tror, siger Christian 

Lund. 

Udvikling og politik 

Set med lokale øjne er det vigtigste ved 

et vandprojekt for eksempel ikke nødvendigvis 

at skaffe vand. Projektet råder 

over penge, biler og job. Konkurrence 

mellem lokale grupper om fordeling af 

disse goder vil ofte være dét, der fylder 

mest i den lokale bevidsthed. Der går 

kort sagt lokalpolitik i projektet. Det er 

ikke spor mærkeligt, synes Christian 

Lund. Det er heller ikke noget at være 

forarget over. Tværtimod er det noget, 

man gør klogt i at forholde sig nøgternt 

og bevidst til, for politik er nu engang 

såre menneskeligt. 

Sådan er det imidlertid ikke alminde-



Nok overraskende for nogle er Sahel rigt på midlertidigt fugtige områder med et righoldigt dyre- og 

planteliv. Foto: Jens Madsen/SEREIN. 

ligt, at bistandsorganisationer ser på politik. 

De har som regel et bornert forhold 

til politik og lever med en ide om, at de 

kan understøtte udvikling, men undgå 

at komme i kontakt med politik. 

Christian Lund: - I bistandsorganisationer 

skelnes der mellem udvikling og 

politik på den måde, at udvikling er positivt, 

og politik er negativt. Udvikling 

er noget ret konfliktfrit, teknisk, praktisk, 

rationelt og til gavn for almenvellet. 

Mens politik er beskidt, konfliktfyldt, 

noget man gør for at mele sin egen 

kage og som klemmer de svage. 

- Folk i Afrika er ikke dummere end 

andre. De ved godt, at skal de have noget, 

så skal de kalde det udvikling og 

ikke sige et ord om politik, selvom det 

faktisk er to sider af samme sag. Ved 

ikke at være opmærksom på dét, risikerer 

man som bistandsarbejder at blive 

spændt for andres vogne uden at vide af 

det. Man kan blive en del af en politisk 

proces uden at gøre sig det klart. Den 

sendrægtige, dovne by, som ser så sløv 

ud på overfladen, er fyldt med politik. 

Man tror man kommer med sin udviklingsgenerator, 

men ender som et redskab 

i en politisk proces. 

Dermed er vi tilbage, hvor vi startede: 

Når bistandsarbejderen lader sig vikle 

ind i lokale intriger og magtkampe, så er 

det jo ikke kun, fordi han nægter at godtage, 

at den slags er en del af den virkelige 

verden. Det er også, fordi han ikke 

kender til de lokale intriger og kan anvende 

sin medbragte snusfornuft på 

dem. Derhjemme har han en god fornemmelse 

af, hvorfor folk opfører sig, 

som de gør. Under opholdet i den fremmede 

kultur kan de andres adfærd virke 

meningsløs og irrationel. Men som regel 

er der en mening med galskaben, og 

man kan blive klogere ved at søge efter 

denne mening. 

Christian Lund er tilknyttet forskningscentret 

SEREIN - Miljøforskning i Sahel. 

PROGRAM 

november 1998 


november 1998 

20 



PROGRAM 

Varige værdier er en mangelvare 

For den indianske kvægbruger i 

Ecuador er velstand noget såre variabelt. 

Kvæget er bankbogen. Måske 

bliver der importeret kød fra 

Argentina, og så står der pludselig 

mindre på bankbogen. 

En antropolog kommer til et indiansk 

samfund i Andes-regionen for at 

gøre studier. Hun opholder sig mange 

måneder i landsbyen, ja måske så længe 

som et år, og hele tiden gør hun sig flid 

med sine iagttagelser og notater. Man 

skulle tro, at hun derpå ville være udrustet 

til at give en både solid og dækkende 

beskrivelse af værtsfolkets dagligdag 

og kultur, herunder at fastslå hvad disse 

mennesker lever af, hvordan de skaffer 

sig det daglige udkomme. Det skal man 

imidlertid passe på med at tro, advarer 

Inge Schjellerup, antropolog og arkæolog 

og seniorforsker ved Nationalmuseet: 

- Mange beskrivelser, som kun er baseret 

på studier et enkelt år, giver for eksempel 

forkerte oplysninger om, hvad 

der dyrkes det pågældende sted. Det 

skyldes ikke, at der er gjort forkerte 

iagttagelser, men at folk ikke dyrker det 

samme år efter år. Det afhænger af om- 

stændighederne, hvad de vælger at satse 

på, fortæller hun. 

Såvel antropologen som brugerne af 

hendes resultater - for eksempel planlæggere 

af udviklingsprojekter - må holde 

sig for øje, at fleksibilitet og stadigt 

skiftende satsninger er karakteristiske 

træk ved samfund, der er afhængige af 

mange omstændigheder, som de ikke 

selv er herrer over. Den danske gymnasieelev, 

ingeniør og sygeplejerske har al 

mulig udsigt til at få mad på bordet, 

uanset hvordan vinden blæser og trods 

diverse svingninger i landets im- og eksport. 

Den danske bonde har et stillads af 

støtteordninger omkring sig. Men den 

indianske landsby i Ecuador, Bolivia eller 

Peru kan rammes af vejret og slås 

ned af kvægsygdomme eller af prisændringer 

på de produkter, som de skal 

"I den internationale forskningsverden 

er der stor efterspørgsel 

efter den form for viden, så vi kan 

virkelig bidrage med noget, som 

andre kan bruge" 

Skov Canelos/Chapetón. Foto: Benjamin Øllgaard/DIVA

"Det er i modstrid med den påvirkning, de hidtil har fået fra vores del af verden, 

men det bedste råd, man kan give, er faktisk at styrke fleksibiliteten yderligere" 

sælge eller købe. Disse folk er nødt til at 

sno sig. Og det gør de. 

- Som hovedregel er kvægbrug betydeligt 

sikrere end jordbrug, så i disse samfund 

er det oftest kvæget, som er bankbogen. 

Men heller ikke den konto er sikker. 

Måske bliver der et fjernt sted truffet 

beslutning om import af kød fra Argentina. 

Så falder kødpriserne, og så 

står der pludselig meget mindre på 

bankbogen end før. Det betyder helt 

konkret, at der er færre penge til at købe 

fornødenheder som tøj, salt, medicin, sæbe, 

petroleum, stearinlys, olie til kædesaven 

og papir og blyanter til skolebrug, 

forklarer Inge Schjellerup og fortsætter: 

- Det er svært at råde sådan et lokalsamfund, 

hvor indtægter og udgifter er 

så uforudsigelige, og hvor det er så usikkert, 

hvad man kan få for sine værdier. 

Den traditionelle strategi går ud på at 

være fleksibel. Det er i modstrid med 

den påvirkning, de hidtil har fået fra vores 

del af verden, men det bedste råd, 

man kan give, er faktisk at styrke fleksibiliteten 

yderligere. 

Bundet til kvæget 

Sammen med forskerkolleger fra naturvidenskabelige 

fag, først og fremmest 

biologer, har Inge Schjellerup besøgt otte 

små samfund på den østlige flanke af 

Andesbjergene for at belyse samspillet 

mellem mennesker og miljø i disse egne, 

hvor biodiversiteten er høj og befolkningstallet 

for opadgående. 

Biologisk og antropologisk fagkultur 

ligger langt fra hinanden, både med 

Mutints: Larver. Foto: B. Øllgaard 



hensyn til tænkning og metoder, og det 

tværfaglige samarbejde har ikke været 

problemfrit, men, siger Inge Schjellerup: 

- Vi har opnået stor ekspertise med hensyn 

til at lave lokalstudier, der giver en 

helhedsbeskrivelse af et område. I den 

internationale forskningsverden er der 

stor efterspørgsel efter den form for viden, 

så vi kan virkelig bidrage med noget, 

som andre kan bruge. 

Landsbyen i Oyacachi-dalen i Ecuador 

er et af de steder, som forskerne har besøgt. 

De godt 400 indbyggere her er quijos-indianere, 

og det lille samfund har 

en lang historie bag sig. Gamle beretninger 

viser for eksempel, at så langt tilbage 

som i 1559 deltog en repræsentant for 

indbyggerne i Oyacachi i et større regionalt 

møde. 

Quijos-indianerne havde deres storhedstid, 

før spanierne kom, slog til og 

sejrede. Frem til midten af 1700-tallet 

gik det derefter dramatisk nedad for indianerne. 

Nye sygdomme og underernæring 

gjorde indhug i befolkningstallet, 

men siden er det steget påny og vokser 

fortsat. I Oyacachi er mere end hveranden 

indbygger i dag under tyve år, og 

kun seks procent er over 65 år, mod femten 

procent i Danmark. Kristendommen 

- siden 1972 først og fremmest den evangeliske 

kirke - står stærkt på egnen, og 

den lokale indstilling er ikke til børnebegrænsning. 

Landsbyen ligger i en naturpark. 

Samme naturpark blev etableret i 1970. 

Først tolv år senere fik det lille lokalsamfund 

kendskab til områdets status 

som naturpark. Elektricitet har man 

haft i et lille tiår - det kom til i 1990, ef- 

PROGRAM 

Chapetón: Hus. Foto: Inge Schjellerup 

november 1998 


november 1998 

22 



PROGRAM 

ter at indbyggerne havde slået på tromme 

for det i en snes år, og syv år efter, 

at spørgsmålet var blevet endevendt i en 

officiel udredning. For tre år siden blev 

den første egentlige vej ført til stedet efter 

flere årtiers lokale anstrengelser. 

Salg af kvæg og mælk er de vigtigste 

indtægtskilder. Dernæst følger produktion 

af ost, indtægter fra offentlig ansættelse, 

kyllingeproduktion og håndværk. 

De nyeste skud på stammen er ørreddambrug 

og økoturisme. Det sidstnævnte 

er på vej med bygning af turisthytter 

lige uden for landsbyen, og bygning af 

spisested og brug af varme bade indgår i 

planerne. 

Kvægets store betydning for den lokale 

økonomi går ikke sporløst hen over det 

lokale miljø. Det er nødvendigt at afbrænde 

og afskove for at få græsgange 

til dyrene. Aktuelt er afhængigheden af 

kvæget imidlertid ikke til at komme 

udenom. Folk kan ifølge egne udsagn 

ikke dyrke tilstrækkeligt til at være 

selvforsynende. 

Muligheden for at få mere jord under 

plov og dermed mindske afhængigheden 

af kvæget begrænses af mangel på ledige 

hænder, dels til selve arbejdet med jorden, 

dels til beskyttelse af markerne 

mod egern, rotter og papegøjer. Det kræver 

så stor en arbejdsindsats, at det for 

mange husholdninger ikke lønner sig at 

bruge de begrænsede kræfter sådan. Og 

Chapetón. Foto: Inge Schjellerup/DIVA 

Chapetón. Foto: Inge Schjellerup/DIVA 

kvæget giver alligevel ikke flere penge 

end, at mange er for fattige til at kunne 

kalde til „minga“, hvor man indbyder til 

spisning og til gengæld får hjælp med 

arbejde, for eksempel med dyrkning. 

Egentlig er mange i dag altså låst til 

kvæget som den trods alt mindst usikre 

og mest givtige indtægtskilde. 

Tabte landbrugsteknikker 

De bedst stillede familier er de, der har 

overskud til også at investere arbejdskraft 

i andet end kvæghold og jordbrug. 

Blandt disse familier finder man de rigeste 

tre procent, som står for en fjerdedel 

af den samlede indkomst. Den fattigste 

halvdel af familierne står kun for omkring 

en femtedel af lokalsamfundets 

indkomst. 

Barometret står på yderligere befolkningsvækst, 

både i Oyacachi og i andre 

små lokalsamfund i Andesbjergene. Hvis 

den nuværende landbrugspraksis fortsætter, 

er det ikke en lovende udsigt for 

skovens planter, fugle og andre dyr. Der 

er udsigt til konflikter mellem menneskenes 

behov og behovet for at beskytte 

resten af naturen. Historien tyder imidlertid 

på, gør Inge Schjellerup opmærksom 

på, at det ikke er befolkningens 

størrelse i sig selv, som skaber problemer: 

- Presset på miljøet er større i dag, end 

det var før befolkningsnedgangen, siger 

hun. 

Hun henviser til arkæologiske undersøgelser. 

De tyder på, at man før spaniernes 

ankomst dyrkede langt op ad skråningerne 

ved hjælp af et system af stenterrasser. 

Og blandt andet pollenanalyser 

tyder på en varieret natur. 

Spanierne medbragte nye dyr og afgrøder, 

og gamle landbrugstraditioner og 

-teknikker gik af brug. I dag er de så 

grundigt glemt, at det hidtil ikke har 

været muligt at få en egentlig forståelse 

af, hvordan tidligere tiders indianske 

samfund bar sig ad med at dyrke mad til 

så mange, samtidig med at artsdiversiteten 

i miljøet blev opretholdt. De gamle 

kunne åbenbart noget, som ville have 

været nyttig kundskab i dag. 

Inge Schjellerup er tilknyttet DIVA, Center 

for forskning i kulturel og biologisk 

diversitet i Andesbjergenes regnskove.



I tyve år 

spredtes ideen om ørkenspredning 

Skal der nu bruges andre tyve år 

på atter at få gjort op med ideen? 

Er bønderne i de store, tørre Sahelområder 

i Afrika ved at udpine deres 

jord gennem en ikke-bæredygtig 

dyrkning, hvor jorden for hver høst bliver 

stadigt mere næringsfattig? Vil ørkenen 

sprede sig? Blandt forskere er der 

uenighed om svaret på disse spørgsmål. 

Jordbundsanalyser og målinger og beregninger 

af, hvad der tilføres og tages 

fra jorden, kan give nogle informationer, 

men specialisterne har forskellige meninger 

om, hvordan informationerne 

skal tolkes. De er heller ikke enige om, 

inden for hvilke områder beregningerne 

skal foretages - og resultaterne kan blive 

højst forskellige, alt efter om man vurderer 

mark for mark eller ser på en hel 

landsby ad gangen. 

Lars Krogh, der er jordbundsgeograf 

og adjunkt ved Geografisk Institut på 

Københavns Universitet, er en af de forskere, 

som deltager i diskussionen. Han 

er skeptisk over for teorierne om udpining 

og ørkenspredning. Og hans skepsis 

er ikke blevet mindre efter, at han 

konkret har undersøgt spørgsmålet om 

udpining i landsbyen Bidi i det nordlige 

Burkina Faso. 

Her har han undersøgt, hvad jorden 

tilføres og fratages af næringsstoffer under 

hirseproduktion. Hans resultater 

understøtter teorien om udpining, når 

man betragter den enkelte dyrkede 

mark isoleret, men ikke når man ser på 

hele landsbyens område. Det er landsbyen, 

som er bøndernes produktionssystem, 

argumenterer Lars Krogh. Inden 

for dette produktionssystem er der hvert 

år nogle marker, som gødes intensivt. 

Når de marker lukkes ind i regnestykket, 

ændres resultatet. 

Landsbyen er 

produktionssystemet 

På bordet foran Lars Krogh står en lille 

kasse af brunligt pap. Kassen indeholder 

sådan cirka ti kubikcentimeter af virkeligheden 

i Bidi. Gul, tør jord, hjembragt 

for at blive analyseret for sit indhold af 

mineraler, sin pH-værdi, sit indhold af 

ler og så videre. Analyserne giver data 

om næringen i jorden og om dens tilbøjelighed 

til at erodere. Sammmenholdt 

med klimadata giver det et grundlag for 

at vurdere naturressourcerne på stedet 

og måske give råd om deres udnyttelse. 

Lars Krogh er dog noget skeptisk over 

for værdien af sådan rådgivning: - Bønderne 

har en helt anden form for viden 

om jorden, end vi har. De er praktisk 

orienterede, mens vi er videnskabeligt 

orienterede. Jeg synes ikke, at man kan 

sige, at den ene form for viden er bedre 

end den anden. Det afhænger af formålet. 

Deres formål er at dyrke jorden, og 

det er mit indtryk, at de som regel udmærket 

er klar over, om en mark for eksempel 

har brug for gødning eller for 

skift til en anden afgrøde. Vi kunne måske 

rådgive om kunstgødning og andre 

ting, men det er desværre ofte uden for 

PROGRAM 

Ouvsiklitten, Burkina Faso. Foto: Jens Madsen/SEREIN 

november 1998 


november 1998 

24 



PROGRAM 

"Der er mange usikre faktorer i beregningerne, og landsbyer er forskellige, så 

Lars Krogh hævder ikke at have modbevist teorien om udpining af jorden i 

Sahel. Men han synes, at tilfældet Bidi giver stof til skepsis over for en meget 

bastant udgave af teorien" 

det praktisk og økonomisk mulige i store 

dele af Sahel, siger han. 

Analyserne kan også bruges til andre 

ting. Når man udbygger sine data med 

målinger af, hvad der henholdsvis tilføres 

og tages fra jorden i forbindelse med 

dyrkning, bliver der mulighed for at sige 

noget om, hvorvidt landbrugsproduktionen 

udpiner jorden. 

At hirsedyrkningen i Sahel-området, 

der grænser op til Sahara, dræner jorden 

for næringsstoffer, har i en del år 

været regnet for sikkert. I 1992 udsendte 

FNs miljøprogram, UNEP resultaterne 

af en stor undersøgelse med den 

konklusion, at 224 af 802 millioner hektar 

i Sahel var under udpining. Lars 

Krogh er en af de forskere, der er i tvivl 

om konklusionens holdbarhed. De fleste 

målinger stammer fra enkelte marker 

eller fra kontrollerede feltforsøg, men 

det er for snævert, mener han altså, at 

fokusere på isolerede marker. 

Æseltrukne kærrer repræsenterer avanceret 

teknologi. Foto: Anette Reenberg/SEREIN. 

Hirsedyrkningen foregår i et større 

produktionssystem. Bønderne bruger 

den jord, som hører til landsbyen. I tilfældet 

Bidi taber de fleste dyrkede marker 

nok næringsstoffer som kvælstof og 

fosfor under hirsedyrkning, men inden 

for landsbyens rammer bliver mængden 

af disse næringsstoffer i jorden stort set 

opretholdt. 

Under hirseproduktionen bliver der, 

firkantet sagt, blot flyttet rundt på næringsstofferne 

inden for landsbyens område. 

Det undergraver ikke bæreevnen 

på langt sigt - men dermed ikke sagt, at 

der ikke er problemer med jordens frugtbarhed 

og de lave høstudbytter. 

Det vigtige kvæg 

Bidis indbyggere lever først og fremmest 

af hirsedyrkning og kvæghold. De forsyner 

sig selv, sælger stort set ikke ud af 

landsbyen og køber følgelig heller ikke 

noget særligt. Der sælges dog en beskeden 

mængde afgrøder. Til gengæld tilføres 

en del husdyrgødning udefra. 

Beregningerne af næringsstofbalancen 

er dels baseret på lokale målinger, dels 

på interview med bønderne, dels på viden 

om de mængder af kvælstof, som 

kan tilføres jorden fra luften. Det hele 

handler om at samle data til en sammenligning, 

der på den ene side indeholder 

al den kvælstof og fosfor, som høstes, 

og på den anden side al den kvælstof og 

fosfor, som jorden modtager. 

På dele af markerne er hirseplanterne 

blevet talt, målt og vejet, og de er blevet 

analyseret for indhold af kvælstof og fosfor. 

Over for dette står næring, som 

kommer fra husdyrgødning, fra luften og 

fra afgrøderester på markerne. 

Beregnet på landsbyniveau bliver det 

til, at der foregår et beskedent tab af 

kvælstof fra de lerede jorder, mens der 

tilføres en smule fosfor. Det ligner stort 

set en opretholdelse af status quo. Det, 

som gør det positive udslag, er den intensive 

gødning af nogle marker med 

husdyrgødning, som er tilført udefra. 

Oveni dette skal så blandt andet lægges 

den binding af kvælstof fra luften, 

som dels forårsages af acacietræer rundt 

om på markerne, dels af bønner, som af 

og til plantes mellem hirseplanterne. 

Heller ikke braklægning er medregnet. 

Marker braklægges ikke systematisk af 

bønderne i Bidi, men af og til, når en 

mark tydeligt er træt og giver dårligt 

udbytte. Den manglende systematik kan 

give det indtryk, at der ikke braklægges, 

men set i et længere tidsperspektiv - i 

dette tilfælde 25 år - så bliver der faktisk 

flyttet rundt på dyrkningen.



Mælken fra koen opsamles i en kalabasskål. Foto: Simon Bolwig/SEREIN. 

Der er mange usikre faktorer i beregningerne, 

og landsbyer er forskellige, så 

Lars Krogh hævder ikke at have modbevist 

teorien om udpining af jorden i Sahel. 

Men han synes, at tilfældet Bidi giver 

stof til skepsis over for en meget bastant 

udgave af teorien. 

Han synes også, at det illustrerer, 

hvorfor udviklingsprojekter fra vores del 

af verden bør være meget forsigtige med 

at pådutte beboerne i Sahel sådanne mål 

som, at nu skal de sætte fuld tryk på hirsedyrkningen, 

lægge mindre vægt på 

kvæget og i stedet investere mere tid i at 

bearbejde jorden, så de kan få et ordentligt 

udbytte. 

- Vores resultater fra Bidi understreger, 

at kvæg har en meget betydningsfuld 

rolle for bæredygtigt landbrug i Sahel, 

siger han. Og i øvrigt er det sandsynligt, 

at disse mennesker ud fra en 

samlet betragtning investerer deres arbejdskraft 

fornuftigt, når de for eksempel 

fordeler den mellem arbejde i en 

guldmine og arbejde hjemme på marken. 

For det er risikabelt at sætte alt på ét 

bræt i et område, hvor nedbøren i gennemsnit 

er lav, men også stærkt varierende. 

Da Sahara var større 

Teorien om ørkenspredning er Lars 

Krogh direkte afvisende overfor, og det 

er han ikke alene om. I det seneste årti 

har teorien været i stadigt stærkere 

modvind, men når først en fortælling er 

blevet til, er det svært at mane den i jorden 

igen. Og måske, funderer han, gælder 

det i særlig udpræget grad, når fortællingen 

bekræfter en så udbredt livsholdning 

som kristen syndsbevidsthed: 

Vi har spist af æblet, har skaffet os viden 

og har anvendt den til at få bedre 

vilkår, så nu er verden hjemfalden til 

straf... 

Ørkensprednings-teorien dukkede op 

allerede i begyndelsen af århundredet. 

Den blev for alvor udbredt i slutningen 

af tresserne, og op gennem halvfjerdserne 

blev der skrevet artikler og bøger i 

store mængder om ørkenen, der voksede. 

Den aktuelle udvikling med hensyn 

til jordens frugtbarhed blev vurderet på 

baggrund af udbytterne i halvtredserne, 

som havde været relativt gode år med rimelig 

tilførsel af vand fra oven. Med dette 

tiår anvendt som målestok gav udviklingen 

i slutningen af tresserne grundlag 

for skrækvisioner. Men, kritiserer 

Lars Krogh, det nytter ikke at anvende 

PROGRAM 

november 1998 


november 1998 

26 



PROGRAM 

Fælles arbejde i marken, Zéké, Boulgouprovinsen, Burkina Faso. Det er almindeligt at man inviterer 

naboer til at hjælpe mod et måltid mad. Foto: Anette Reenberg/SEREIN. 

så kort et tidsperspektiv. Og i øvrigt fortæller 

jordbundsundersøgelser en helt 

anden historie om ørkenens bevægelser. 

- Vi kan se, at klimaet har været både 

tørrere og vådere på tidligere tidspunkter. 

Sahara har været større både sydpå 

og nordpå. Der har været katastrofale 

tørkesituationer, og nedbøren har alle 

dage været karakteriseret ved store udsving, 

fortæller han og fortsætter: 

- Der er blevet brugt årtier på forsøg 

på at bevise, at nu var ørkenen på vej. 

Det har ikke været muligt at bevise det, 

tværtimod, men det ser ud til, at der ikke 

desto mindre skal bruges lige så lang 

tid på at afkræfte teorien, som det tog at 

få den spredt. 

Forskernes tid kunne bruges mere 

konstruktivt, synes Lars Krogh, til forsøg 

på at forstå, hvad bæredygtig dyrkning 

vil sige i disse tørre egne og måske 

finde gode metoder til bekæmpelse af 

erosion. 

Lars Krogh: - Der ér traditionel visdom 

i, at man kan bruge området til 

kvæg og til dyrkning af netop hirse. Sahel 

har aldrig været verdens kornkammer 

og bliver det aldrig, i hvert fald ikke 

sålænge mennesker ikke kan styre nedbøren. 

Der kan ikke laves dyrkningsmæssige 

underværker i de tørreste egne 

i Afrika - i det mindste ikke uden, at omkostningerne 

kommer til at overstige udbyttet. 

Økologiske kan vi selv være 

I de år, hvor nedbøren er god, kunne 

bønderne i Sahel nok bruge mere gødning, 

end de har til rådighed i dag, vurderer 

Lars Krogh. Han betragter kunstgødning 

som et fornuftigt alternativ i de 

tilfælde, hvor der er godt med regn og 

ikke tilstrækkeligt med husdyrgødning 

til at udnytte dyrkningspotentialet. 

Ingen skal få ham til at løfte økologiske 

pegefingre over for bønder i Burkina 

Faso. Hvis man er på udkig efter overforbrug 

af kunstgødning, er Danmark en 

mere relevant jagtmark. Økologiske kan 

vi selv være. Burkina Fasos bønder lever 

faktisk i pagt med naturen i en grad, så 

det nogle gange gør ondt. 

Lars Krogh er tilknyttet forskningscentret 

SEREIN - Miljøforskning i Sahel.

Eksperimenterende bønder 

De er fleksible og åbne over for nyt. 

Den, der opfatter afrikanske bønder 

som primitive, har ikke set ordentligt 

efter. 

Den er karrig, jorden i de halvtørre 

egne i Tanzania. Barske naturforhold 

og ditto økonomiske realiteter gør 

jordforbedring til en vanskelig opgave. 

På plussiden tæller imidlertid de lokale 

bønders indstilling til samme vanskelige 

opgave. Gode tekniske løsninger vil ikke 

blive blokeret af holdningsbarrierer. 

Bønderne er alt andet end konservative, 

når det gælder ny teknik. 

Jannik Boesen, samfundsforsker og 

forskningsleder på Center for Udviklingsforskning, 

står for konklusionen. 

- Både blandt politikere og forskere er 

den almindelige opfattelse af afrikanske 

bønder, at de ikke alene har dårlige muligheder 

for at forbedre deres jord, men 

at de også sjældent forsøger og kun har 

ringe viden om emnet, så problemerne 



vokser dem over hovedet. Det var også 

min egen forventning, før jeg gik i gang 

med at tale med bønderne om jordforbedring, 

men den forventning blev gjort 

til skamme. De har kun få ressourcer at 

gøre godt med, og deres høstudbytter er 

lave, men det er ikke deres indstilling, 

der er problemet. Vi konstaterede, at ikke 

alene de mest velstående, men selv de 

fattigste bønder gør forbløffende mange 

forskellige ting for at forbedre jorden. De 

eksperimenterer. De prøver at kombinere 

metoder. Jordforbedring er hverken 

en fjern eller en ny tanke for dem, siger 

Jannik Boesen. 

Ideen om de primitive, afrikanske bønder 

bygger på fordomme, snarere end på 

reelle forsøg på at forstå, hvad bønderne 

gør, og hvorfor de gør det, mener han. 

Man kommer til at forsimple, hvis man 

tager udgangspunkt i den antagelse, at 

her er det hele nok meget primitivt, og 

her har vi nogle mennesker, der er 

trængte, og som ikke magter andet end 

Et af de få og eftertragtede kvægvandingssteder Foto: Anne Lise Pedersen/SASA. 

PROGRAM 

november 1998 


november 1998 

28 



PROGRAM 

Udsigt til handelsboderne på "hovedstrøget" i Ilula Sokoni. Foto: Anne Lise Pedersen/SASA. 

nogle lidt hjælpeløse forsøg på at forsvare 

sig. Så opdager man ikke, hvor komplicerede 

systemerne er, og de offensive sider 

af bøndernes strategier bliver usynlige. 

Kaospiloter 

I Iringa-distriktet i Tanzania har Jannik 

Boesen deltaget i et projekt om bønders 

pleje af jordens frugtbarhed. Sammen 

med en geograf og en agronom har han 

interviewet 90 bønder og derpå i flere 

omgange gennemført grundige interview 

med 13 af dem om, hvad de gør for at 

vedligeholde jorden. De kommer fra tre 

forskellige landsbyer. Både velstående, 

mindre velstående og meget fattige bønder 

har været med, og landsbyerne er 

valgt, så forskellige dyrkningsbetingelser 

er repræsenteret. Udover interview 

har undersøgelsen også omfattet markbesøg 

og analyser af jordprøver for deres 

indhold af næringsstoffer. 

Bønderne har - ikke overraskende - 

klare forestillinger om, hvor god jorden 

er, hvor meget den giver, om den er træt 

og trænger til hvile og så videre. De har 

en inddeling, der svarer til vores ind- 

deling i henholdsvis ler, sand og jord og 

tager iøvrigt bestik af blandt andet 

ukrudtsarterne på jorden, når de skal 

bedømme dens tilstand. Og deres kundskaber 

vedrørende brug af jorden omfatter 

altså også en lang række af metoder 

til at pleje den. Forskerne har samlet alle 

disse metoder på en liste, der omfatter 

op mod tredive punkter. 

Skal der dyrkes majs, solsikker, jordnødder, 

hirse eller bønner på denne 

mark? Bønderne vælger og skifter mellem 

afgrøder ud fra en vurdering af jordkvalitet. 

Marker lægges brak, når for eksempel 

muligheden melder sig for at leje 

et andet stykke jord i mellemtiden. Store 

træer, der holder på både jord og vand, 

får lov at blive stående på markerne. Ofte 

er det akacietræer, som også fanger 

kvælstof fra luften. Efter høst lader man 

halmen stå og lukker kvæg ind, der kan 

gøre sig tilgode med afgrøderesterne og 

betale ved at efterlade gødning. Hvis 

bonden ikke selv har kvæg til opgaven, 

laves der måske en aftale med masaier, 

der har behov for græsning til deres 

kvæg. Eller halmen hakkes ned i jorden. 

Eller den brændes. 

Det veksler naturligvis fra bonde til

"Han anser det for heldigt, at det kun er en enkelt generation, der er blevet 

rådgivet til at trække i retning af industrielle landbrugsprincipper. De gamle 

metoder og principper er ikke gået tabt, og den eksperimentelle grundholdning 

er intakt" 

bonde og fra år til år, hvilke metoder der 

anvendes hvor, men der er altså et bredt 

klaviatur at spille på, det er alment 

kendt, og der er interesse for at udbygge 

det. 

Tilbøjeligheden til at tage nyt ind er 

stor, fortæller Jannik Boesen: - Bønderne 

er eksperimenterende og bestemt ikke 

konservative. De laver gerne forsøg 

på tre-fire rækker nær ved huset, hvis 

de har set naboen foretage sig noget nyt, 

der ser interessant ud. Nye muligheder 

for at bedre jorden bliver altså ikke blot 

passivt modtaget, men aktivt opsøgt, siger 

han og fortsætter: 

- De bønder, vi har talt med, kan ikke 

karakteriseres som primitive. Men de er 

sofistikerede på en måde, som vi ikke 

tidligere har været i stand til at få øje 

på. 

Det sofistikerede ligger efter Jannik 

Boesens opfattelse i fleksibiliteten. I disse 

år er det en egenskab, som er i høj 

kurs herhjemme. Inspireret af den globale 

konkurrence, hvor virksomheder 

pludselig skal prøve at overleve i et stort 

og forvirrende, internationalt erhvervsmiljø, 

hinsides national beskyttelse, er 

fleksibilitet kommet på mode. Hvis man 

vil klare sig, skal man være kaospilot. 

Og det er faktisk kaospiloter, som Jannik 

Boesen har mødt under sine interview 

med bønder i Tanzania. De er ret 

utilbøjelige til at lægge planer, og det er 

en bevidst strategi. 

- Bonden beslutter ikke ved årets 

start, hvad han skal lave hele året, for 

han skal kunne lægge om, hvis nedbøren 

svigter eller tværtimod kommer i overflod. 

Eller hvis et medlem af familien bliver 

syg, og der opstår behov for kontanter, 

fortæller Jannik Boesen. 

Hvis en ny metode til at dyrke eller 

forbedre jorden viser sig at virke godt, 

breder den sig som en steppebrand. Som 

alt andet har også denne åbenhed over 

for nyt dog en skyggeside. Da der i halvfjerdserne 

blev gennemført en meget bastant 

kampagne for brug af kunstgødning, 

tog bønderne begærligt den nye 

mulighed til sig. Senere viste det sig, at 

når regnen ikke kom, udeblev ikke blot 



gødningens positive effekter, men den 

gjorde direkte skade. De tørre næringsstoffer 

på markerne brændte så at sige 

afgrøderne, så de blev endnu mere tørre 

og afsvedne, end de ellers ville have været. 

Zig-zag-rådgivning 

Stort set bruger bønderne de samme 

tricks som alle andre bønder verden over 

drager nytte af for at vedligeholde jorden. 

Egentlig dyrkning af grøngødning 

med det primære formål at gøde, praktiserer 

de dog ikke, men af og til tager de 

et år med bønner, der fanger kvælstof 

fra luften, eller de dyrker majs og bønner 

sammen. 

- Under den såkaldte modernisering i 

halvfjerdserne gik rådgivningen til bønderne 

ud på, at de skulle lade være med 

at blande afgrøderne. Det var ikke i pagt 

med den effektive industritænkning, 

som samme modernisering var baseret 

på. Og det vanskeliggjorde dosering med 

kunstgødning, hvis der var forskellige 

afgrøder i den samme mark, fortæller 

Jannik Boesen. 

Nu til dags hører det påny til god tone 

at blande afgrøderne sådan, at jorden 

næres, mens den bruges. 

PROGRAM 

november 1998 

Spredning af kogødning på den næringsfattige jord, Mazombe, 

Tanzania. Foto: Torben Birch-Thomsen/SASA. 


november 1998 

30 



PROGRAM 

Det er ikke nogen 

spøg at blive 

udsat for rådgivere, 

der hele tiden 

giver kontraordre, 

men det 

har bønderne i 

Tanzania måttet 

leve med i mange 

år. For eksempel 

fik de længe besked 

på at brænde 

halmen på 

markerne efter 

høst, blandt andet 

for at få bugt 

med skadedyr. 

Nu lyder rådet 

imidlertid, at halmen 

hellere skal 

hakkes ned i jorden 

for at gøde 

den. Det er temmelig 

ironisk, synes 

Jannik Boesen og forklarer: 

- Det er nemlig en gammel metode, 

som deres fædre brugte og blev opfordret 

til at droppe. I dag er bønderne i øvrigt 

ofte noget skeptiske over for metoden. 

De har nemlig også brug for afgrøderester 

som foder til kvæget, og som hovedregel 

regner de kvæget for at have større 

økonomisk betydning end jordforbedring. 

Dårlig rådgivning har lange skygger. 

Sådan dårlig rådgivning blev givet til 

bønderne under halvfjerdsernes kunstgødnings-kampagne. 

I kampagnen indgik 

landsdækkende anbefalinger om 

mængder og kombinationer, og der blev 

ikke taget hensyn til, at kunstgødning 

skal bruges forskelligt under forskellige 

omstændigheder, såsom jordens beskaffenhed. 

Manglen på nuancer blev ekstra 

graverende, fordi variationerne er meget 

store i troperne. To nabomarker kan, på 

grund af mikroklimatiske variationer, 

have meget forskelligt næringsindhold: 

- Vi hører nu igen og igen fra bønderne, 

at kunstgødning ødelægger jorden. 

De siger, at den nok giver mere i første 

omgang, men at den derefter yder min- 

dre, end før de 

forsøgte sig 

med kunstgødning. 

Vi samfundsforskere 

er tilbøjelige til 

at antage, at 

bønderne faktisk 

gør korrekteobservationer 

med hensyn 

til jordens 

ydeevne, men 

projektets landbrugsforskere 

afviser, at 

kunstgødning 

giver den slags 

virkninger. Måske 

ligger forklaringen 

i, at 

bønderne bruger 

forkerte 

mængder og 

kombinationer af kunstgødning. Det kan 

være et efterslæb fra halvfjerdsernes 

rådgivning om kunstgødning. Dengang 

rådgav man jo ud fra den opfattelse, at 

bønderne ikke ville være i stand til at 

forstå, at den konkrete brug måtte afhænge 

af de konkrete omstændigheder, 

siger Jannik Boesen. 

Hvis der er noget, som bønderne almindeligvis 

forstår, så er det ifølge Jannik 

Boesens materiale ellers netop, at 

metoder til jordforbedring skal bruges 

efter en vurdering af jordens behov. Han 

anser det for heldigt, at det kun er en 

enkelt generation, der er blevet rådgivet 

til at trække i retning af industrielle 

landbrugsprincipper. De gamle metoder 

og principper er ikke gået tabt, og den 

eksperimentelle grundholdning er intakt. 

Bønderne har altså et godt udgangspunkt 

for at bygge nyt ovenpå det 

længe afprøvede. Heri ligger, tror han, 

de bedste muligheder for at forøge produktiviteten 

på både kort og langt sigt. 

Her er langt til lille, forudsigelige Danmarks landbrugsmetoder. 

Foto: Torben Birch-Thomsen/SASA. 

Jannik Boesen er leder af SASA, Center 

for forskning vedrørende bæredygtigt 

landbrug i semi-aride dele af Afrika.

Er der plads til flere? 

Jordens bæreevne er ikke statisk, 

men dynamisk. Når befolkningspres 

øges, og der bliver mangel på jord, 

er folk tilbøjelige til at foretage sig 

noget for at øge produktionen. 

Mennesker er aktive skabninger. 

Når de bliver pressede søger de løsninger 

og finder dem ofte. Dét ignoreres 

i katastrofeteorier om, at elendighed 

nærmest uundgåeligt følger i hælene på 

befolkningsvækst i udviklingslandene. 

Det er virkelighedsfjernt at lave fremregninger, 

som er baserede på, at folk 

blot sidder med hænderne i skødet og lader 

ulykkerne hagle ned over sig. Det 

gør folk sjældent. De reagerer. De hitter 

på. Selvom det måske nok er at gå lige 

lovlig vidt at påstå, at der altid vil være 

plads til én til, så er der efter Anette 

Reenbergs mening ikke meget galt i påstanden. 

Anette Reenberg er geograf og professor 

ved Geografisk Institut på Københavns 

Universitet. Hendes speciale er 

landbrugssystemer og arealanvendelse. 

Hun forsker i samspillet mellem ressourcemæssige 

forudsætninger og den strategi, 

som mennesker anlægger for at få 

noget ud af disse ressourcer. Og hun 

lægger vægt på, at der netop er tale om 

et samspil mellem menneske og miljø. 

De naturlige ressourcer sætter grænser 

og åbner muligheder. Menneskene arbejder 

hele tiden på at udnytte mulighederne 

og flytte grænserne. Det kan man roligt 

regne med. Men hvordan, de gør det, 

og hvor godt det lykkes for dem, er et tema 

med variationer, som foreløbig ikke 

er særligt godt belyst. 

Landsbyvækst uden grænser 

Lad os et øjeblik forestille os, at en konsulent 

kommer til landsbyen Silmiogou i 

Boulgou-provinsen i det sydøstlige Burkina 

Faso. I forbindelse med et planlagt 

udviklingsprojekt i området, skal konsulenten 

skaffe sig et overblik over landsbyens 

territorium: Hvor megen og hvilken 

jord har folkene her til rådighed, og 



hvordan bruger de den - hvordan løber 

det rundt? 

Efter at være blevet vist rundt på markerne 

omkring bebyggelsen, tager konsulenten 

hjem og regner og tegner og 

stiller forslag. Men forslagene kommer 

ikke til at passe til den faktiske situation 

for bønderne i Silmiogou. 

I virkeligheden har de nemlig 20 procent 

mere jord til rådighed, end konsulenten 

har set. Da han besøgte landsbyen 

antog han - meget naturligt - at en 

landsby er en landsby: Den hænger sammen 

i fysisk forstand, og dens territorium 

kan indtegnes som en sammenhængende 

klat på et kort. Sådan er det bare 

ikke i Silmiogou. 

Anette Reenberg kunne have belært 

konsulenten om, hvordan Silmiogou 

hænger sammen. Hun kunne have fortalt, 

at da folkene i Silmiogou manglede 

jord, fik de adgang til at bruge store områder, 

der hører til nabolandsbyen Malenga 

Nagsore. Denne nabolandsby har 

fået udvidet sit brugbare areal betragteligt, 

efter at bekæmpelse af flodblindhed 

har gjort store områder tilgængelige. Og 

da folkene i de to landsbyer har et venskabeligt 

forhold til hinanden, er det også 

kommet Silmiogou til gode. Det heldige 

sammentræf blev straks udnyttet. 

Hvis ikke den lige netop her beskrevne 

konsulent havde været fiktiv, ville han 

have haft god brug for denne information. 

Ellers havde han ikke kunnet planlægge 

meningsfyldt: - Faktisk foregår 

planlægning af udviklingsprojekter som 

regel ud fra den forudsætning, at landsbyers 

oprindelige territorium, som ligger 

i en ring rundt om bebyggelsen, giver et 

sikkert indtryk af en landsbys dyrknings- 

og udvidelsesmuligheder. Men sådan 

er det ikke nødvendigvis, siger 

Anette Reenberg. 

Dette er nyttig information for enhver, 

der beskæftiger sig med planlægning i 

området. 

Set med Anette Reenbergs øjne er det 

også information, der understøtter synspunkter, 

som hun forfægter med stort 

engagement: At mennesker er tilbøjelige 

til at udvikle løsninger, når de møder 

PROGRAM 

november 1998 


november 1998 

32 



PROGRAM 

"I tilfældet Silmiogou kom der altså et overraskende billede ud af disse anstrengelser" 

problemer. Og at man skal passe grusomt 

på med at generalisere og tro, at 

man véd, hvordan tingene hænger sammen, 

hvis man ikke har undersøgt dem 

konkret på stedet. 

En overraskelse 

Mangel på dyrkbar jord er en udfordring 

til mange, omend langtfra alle landsbyer 

i Burkina Faso. Silmiogou er et eksempel 

på en landsby med begrænsede jordressourcer. 

Befolkningspresset øger, og 

der er ved at være mangel på jord. For 

Anette Reenberg fører disse kendsgerninger 

ikke til en sikker diagnose af, at 

nu går det galt, og nu vil naturressourcerne 

på stedet blive slidt ned. Hun stiller 

i stedet spørgsmålet: Hvad gør folkene 

i landsbyen nu? Hvordan prøver de at 

kompensere for befolkningstilvæksten? 

For at få svar på spørgsmålet må man 

have et præcist billede af ejendomsforholdene 

til jord i området. Moderne in- 

formationsteknologi gør det muligt under 

et markbesøg at plotte markens placering 

ind på fly- eller satellitkort. Ved 

at kombinere med interview med de lokale 

beboere om, hvem der ejer, lejer og 

dyrker hvilke marker kan forskeren således 

lave et kort, der giver detaljeret 

oversigt over brug og ejerskab. 

I tilfældet Silmiogou kom der altså et 

overraskende billede ud af disse anstrengelser. 

Kortet viste, at der var stor forskel 

på landsbyens oprindelige territorium 

og dét, som faktisk blev brugt. 

- Det ændrer sig hele tiden, siger 

Anette Reenberg. Vi har været der siden, 

og det strammer mere og mere til. 

De lokale siger, at der ikke længere er 

så megen fri jord i området. Fra at være 

et frit gode, som man ret let og uformelt 

kunne låne sig til, er folk nu begyndt at 

skrive ned i bøger, hvem der har lånt 

hvad. 

Det er altså sandsynligt, at fremtiden 

vil byde på konflikter om rettigheder til 

jord. Det er også sandsynligt, at den vil 

Hirsehøsten foregår manuelt og bæres hjem på hovedet. I Boulgou-provinsen i Burkina Faso tager 

kvinderne sig af en stor del af familiens markarbejde. Foto: Anette Reenberg/SEREIN.



Gæsteforsker på arbejde: Forberedelse af jordbundsundersøgelser. Foto: Anette Reenberg/SEREIN. 

byde på tiltagende social ulighed. Mulighederne 

for at gribe nye chancer for at 

dyrke mere jord op har nemlig først og 

fremmest kunnet udnyttes af de mest 

velstående husholdninger med flest arbejdsduelige 

medlemmer og med flest 

redskaber. Derfor har disse husholdninger 

også kunnet skaffe sig et forspring 

med hensyn til jordrettigheder: Der er 

en nær sammenhæng mellem ret til jord 

og brug af jord. Den, der i et stykke tid 

har brugt en mark, står stærkest i en 

konflikt om retten til samme mark. 

Nu strammer det altså til i Silmiogou. 

Løsningen med at låne hos naboerne har 

ikke klaret problemerne én gang for alle, 

men den illustrerer, at folk både søger 

og ofte finder løsninger, når de bliver 

pressede. Tilpasningsdygtighed og rådsnarhed 

er menneskelige egenskaber, 

som ikke bør overses. 

Bliver jorden brugt op? 

I landbrugskredse har „jordens bæreevne“ 

i mange år været et fast begreb. Det 

bygger på en ide om, at et bestemt areal 

kan brødføde et bestemt antal mennesker. 

Indbygget i ideen er altså, at befolkningsvækst 

på et eller andet tids- 

punkt vil slå ud i fødevaremangel. Selvom 

det dyrkede areal nok kan udvides, 

så kan det jo ikke udvides uendeligt. 

Kloden har nu engang den størrelse, 

som kloden har. 

Anette Reenberg er én af de forskere, 

der ikke er villig til at købe „jordens bæreevne“ 

som et statisk begreb: - Der er 

andre muligheder at gribe til, når der på 

et tidspunkt ikke er mere jord at opdyrke 

i et område. Ofte vil det føre til ændringer 

af landbrugssystemet, så jorden 

dyrkes mere intensivt, og produktiviteten 

øges. Måske indføres en ny praksis 

med hensyn til bearbejdning af jorden, 

eller nye afgrøder tages ind. Jord er jo 

kun et substrat. Der kan gøres meget 

med den. Der kan tilføres vand, tilføres 

næringsstoffer og så videre, siger Anette 

Reenberg. 

Hun betragter altså jordens bæreevne 

som et dynamisk begreb. Tryk avler 

modtryk. Når jorden skal brødføde flere 

mennesker, så er det sandsynligt, at disse 

mennesker foretager sig noget, som 

får jorden til at yde mere. Derfor kan ingen 

sige noget sikkert om, hvor megen 

jord der skal være for at give udkomme 

til en given befolkning et bestemt sted. 

Det kan kun siges under nogle ganske 

bestemte, teknologiske forudsætninger - 

PROGRAM 

november 1998 


november 1998 

34 



PROGRAM 

og netop teknologien er det redskab, som 

menneskene tager i brug for at få mere 

ud af naturens ressourcer. Teknologi 

kan have uønskede og uforudsete sideeffekter, 

men at den kan forøge udbyttet 

fra jorden har blandt andet dansk landbrug 

leveret fuldgod dokumentation for. 

At lokal kultur, traditioner og normer 

blokerer for indførelse af gode tekniske 

løsninger er Anette Reenberg heller ikke 

parat til at købe uden forbehold. 

- Der er en tilbøjelighed til at opfatte 

også kultur som noget statisk, der ikke 

kan rokkes ved, men det stemmer ikke 

med mine erfaringer. De går tværtimod 

ud på, at både biofysiske og økonomiske 

ændringer i omgivelserne kan påvirke 

og ændre lokale holdninger og normer. 

Hvis husholdningerne ud fra en helhedsvurdering 

af deres situation kan se, at 

det vil svare sig for dem at tage en ny 

teknik til sig, så vil de ofte gøre det. Også 

folk, som traditionelt er meget bundet 

til kvæg, og som forbinder kvæg med 

status, vil være rede til at prioritere anderledes, 

hvis de kan se deres fordele i 

det, siger hun. 

At der er et stort og hurtigt voksende 

pres på naturressourcerne i et område 

som Sahel, der grænser op til Sahara, benægter 

hun ikke: - Der er problemer, og 

de er blevet forstærket af, at der en del år 

har været dårlig nedbør, fastslår hun. 

Men vi mangler faktuel viden om, hvordan 

udfordringerne veksler fra sted til 

sted og om, hvordan folk reagerer på dem. 

Vores viden er slet ikke nuanceret nok. 

Foto: Jens Madsen/SEREIN 

Nuancer 

Flyfotos og satellitbilleder kan bidrage 

med vigtige nuancer, som man ikke får 

med, når man står på jorden med sin 

korte hukommelse, ser sig omkring og 

spørger sig for. Et forløb af billeder fra 

det samme område på forskellige tidspunkter 

kan vise, hvordan områdets beboere 

over tid både har tilpasset sig og 

aktivt påvirket skiftende omstændigheder. 

Et af Anette Reenbergs eksempler på 

en sådan fotoserie dokumenterer en tredobling 

af det dyrkede areal i løbet af få 

årtier. Men billederne viser også, at gennem 

årene har nogle marker først været 

opdyrket, derpå været lagt brak og er så 

blevet opdyrket påny. Områderne har 

været brugt med vekslende intensitet og 

til vekslende formål. Det er altså ikke 

sådan, at de naturlige ressourcer blot 

entydigt udsættes for et stadigt hårdere 

pres. Jorden er ikke blevet forvaltet 

uden hensyntagen til, at årelang, ensidig 

brug tærer på næringsstofferne. 

- Når vi spørger bønder, om de benytter 

braklægning som metode til jordforbedring, 

svarer de ofte benægtende, fortæller 

Anette Reenberg. Men på en eller 

anden måde må vi stille spørgsmålet forkert, 

for billederne viser, at der bliver 

roteret en masse. 

Anette Reenberg er leder af forskningscentret 

SEREIN - Miljøforskning i Sahel.

Foto: Simon Bolwig/SEREIN 



PROGRAM 

november 1998 


november 1998 

36 



PROGRAM 

Flora bliver tyndere 

mens den skrives 

Ecuador skønnes at rumme op 

mod 20.000 plantearter. Mange 

af dem er endnu ubeskrevne og 

når måske at forsvinde, inden 

det langsommelige arbejde med 

at lave en ecuadoriansk flora er 

fuldført. 

I 

tre årtier har botanikere arbejdet på 

at udarbejde en flora, der omfatter alle 

plantearterne i Ecuador. Det er slidsomt 

og langsommeligt arbejde. Det lille 

land antages at rumme 16.000-20.000 

plantearter. Foreløbig er der udkommet 

tres hæfter af floraen, og de dækker omkring 

en fjerdedel af plantearterne i landet. 

Der er lang vej forude, før hele planterigdommen 

er blevet behørigt registreret 

og beskrevet - hvilket er en forudsætning 

for, at der kan tages vare på den. 

Masser af arter er stadig ukendte for videnskaben 

og venter på at blive opdaget. 

Det giver et fingerpeg, at hele 15 procent 

af de arter, som foreløbig er kommet 

med i floraen, er arter, der ikke tidligere 

har været beskrevet. Men mens 

floraen bliver til, vil et stort antal arter 

formentlig nå at forsvinde. 

Biologen Benjamin Øllgaard, lektor 

ved Afdeling for Systematisk Botanik på 

Aarhus Universitet, er en af de forskere, 

der har bidraget til den ecuadorianske 

flora. Han er ikke i tvivl om, at plantearter 

forsvinder, mens arbejdet foregår. I 

Ecuadors kyst-lavland er der idag kun 

fire procent tilbage af den oprindelige 

skov, som rummer et stort antal arter, 

der kun er kendt derfra, fortæller han. 

Skov på bredden af Río Bobonaza Foto: Benjamin Øllgaard/DIVA

Ét fornuftigt modtræk mod afviklingen 

af arter er han sikker på: Når der ryddes 

skov, skal der ryddes i klatter, ikke i store, 

sammenhængende områder. Hvis 

denne anbefaling følges, kan man regne 

med, at det ryddede areal påny bliver til 

skov, når det - for eksempel efter tømmerhugst 

- har ligget urørt i 30-40 år. 

Anbefalingen bygger på undersøgelser, 

Benjamin Øllgaard har foretaget i områderne 

omkring landsbyer i Ecuador. Her 

har han konstateret, at skov kommer sig 

i løbet af tre-fire årtier efter rydninger 

inde i skoven. Men hvis først en stor flade 

er blevet ryddet, varer det længere, 

før ny skov vokser til: - Det er ikke nogen 

særligt overraskende iagttagelse, 

men der er ikke tidligere blevet sat tal 

på. Det har vi gjort, så der nu er grundlag 

for konkrete anbefalinger om rydninger 

af skov, siger Benjamin Øllgaard. 

Elleskov gøder jordbunden 

Det er en hændelse med langsigtede 

konsekvenser, når et stykke regnskov 

ryddes af jordskred eller af mennesker 

på tømmerhugst. Godt nok er regnskoven 

i sig selv umådeligt frodig og grøn, 

men jordbunden er aldeles ikke frodig, 

tværtimod, og derfor kommer skoven 

ikke bare igen uden videre. Sammenlignet 

med jorden herhjemme rummer den 

sure, golde jord af vulkansk oprindelse, 

som bærer Andesbjergenes regnskove, 

næsten intet bakterieliv, som kan opbygge 

en base af næringsstoffer til planter. 

De fleste planter har altså så at sige in- 

Bixa orellanas Foto: Henrik Borgtoft Pedersen/DIVA 



tet at komme efter, men ét træ kan berede 

jordbunden for de andre. 

Aliso-træet, en form for el, har knolde 

på rødderne, der kan fiksere kvælstof fra 

luften. Når et jordskred rydder et stykke 

regnskov, så kommer denne elleskov og 

slår sig ned. Den har vindspredte frø, 

der har let ved at komme omkring. Og 

med sin medbragte fødevarefabrik kan 

den klare sig i den næringsfattige jord. 

Ja faktisk kan den mere end klare sig. 

I modsætning til mange af regnskovens 

træer er den løvfældende, og det betyder, 

at der er adgang for lys, som andre 

planter kan drage nytte af. Det tager 

sin tid. Men efter nogle tiår har elleskoven 

udviklet jordbunden så tilpas, at andre 

planter og stedsegrønne træer kan 

skaffe sig næring til vækst. Regnskoven 

kan påny sparkes igang. Og når den 

først er etableret, så er der næring nok 

til kraftig vækst, hvor skoven så at sige 

kører i sit eget lukkede, selvforsynende 

system. Frodighed nærer ny frodighed, 

ret uafhængigt af den golde jord nedenunder, 

og jo ældre skoven bliver, des flere 

næringsstoffer akkumuleres i den. 

Siden inkaernes tid har aliso-træet været 

et vigtigt brugstræ for indianerne i 

Andesbjergene. Træet vokser hurtigt, og 

det bliver brugt til både tømmer og træskærer-arbejde. 

Derfor bliver der også 

gjort noget ud af at pleje elleskoven, 

blandt andet ved udtynding og ved at 

flytte træer fra områder, hvor stammerne 

er pæne og lige. Desuden er det ikke 

skik at rydde en elleskov. Man nøjes 

med at plukke træer ud efter behov. 

Trods brug kan mekanismen med beredning 

af jordbunden for andre træer altså 

fungere. 

De skove, som udvikles henholdsvis efter 

menneskers hugst og efter jordskred 

- som er hyppige i Andesbjergene - ligner 

hinanden på nogle punkter, men ikke på 

alle. I begge tilfælde er der tale om ret 

artsfattige skove. Jordskreddene foretager 

totalrydning, og derefter følger elleskov. 

Når indianerne rydder regnskov, 

lader de som regel nogle enkelte, gamle 

træer stå. Det fremmer gendannelsen af 

skoven. 

PROGRAM 

november 1998 


november 1998 

38 



PROGRAM 

"Det har ikke gjort tvivlen mindre, lægger han til, at han i denne omgang har 

fulgtes med en arkæolog, der havde det med at finde potteskår, hver gang han 

håbede at være ankommet til et stykke jomfruelig skov" 

Benjamin Øllgaard fandt således flere 

plantearter i de skove, der var opstået 

efter menneskers rydning end dér, hvor 

jordskred havde været på færde. Ud fra 

en botanisk betragtning er den unge 

skov imidlertid ikke særligt spændende, 

fastslår han. Selvom man godt kan finde 

mange forskellige plantearter, så kan 

man være ret sikker på ikke at gøre opsigtsvækkende 

fund. Den unge skov er 

fyldt med botaniske almindeligheder. 

- Nogle steder er den modne skov betydeligt 

mere artsfattig end den unge 

skov. Det gælder, hvis den vokser under 

særlige begrænsninger, såsom at vandet 

siver væk. Så finder vi færre plantearter, 

men netop sådanne steder findes ofte 

nogle helt specielle og sjældne arter, 

fortæller Benjamin Øllgaard. 

1.300 bregnearter 

At lave en total oversigt over plantediversiteten 

i en regnskov i Andesbjergene 

ville være en aldeles uformelig opgave. 

Den voldsomme artsrigdom betyder, at 

nogle grupper må udvælges til nærmere 

undersøgelse. Ved sine seneste studier i 

Ecuador har Benjamin Øllgaard koncentreret 

sig om et par familier af blomsterplanter 

samt om bregner. 

På Aarhus Universitet findes en betydelig 

ekspertise vedrørende bregner, og 

bregnerne er et praktisk studieobjekt: 

Det er en plantegruppe med mange individer 

og mange arter. Alene i Ecuador 

findes 1.300 bregnearter, hvilket svarer 

til ti procent af verdens bregnearter. Og 

da bregner formerer sig ved hjælp af 

vindbårne sporer, spredes de let, så der 

er gode chancer for at finde dem dér, 

hvor betingelserne passer dem. 

- Hver art har, fortæller Benjamin Øllgaard, 

en slags økologisk identitet. Det 

vil sige, at hvor den art forekommer, vil 

der være nogle bestemte vækstvilkår. 

Nogle arter er vidtspredte, fordi de stiller 

krav, som opfyldes mange steder. Andre 

stiller helt specielle krav. 

Ved botaniske feltstudier bliver der samlet 

og talt arter i forskellige typer områder. 

Sammenligning af fundene giver ikke alene 

information om, hvor rigdommen og va- 

Produkter fra Makuma Foto: Pablo Morales Males/DIVA

iationen eller antallet 

af sjældenheder 

er størst, men også 

om, hvordan vækstbetingelserne 

skiller 

sig fra hinanden. Det 

vanskeligste - i hvert 

fald hvis man ser bort 

fra, at plantesamlerture 

kan være en våd 

og kold fornøjelse - 

er at skaffe sig nogenlunde 

sikkerhed 

for de undersøgte områderssammenlignelighed. 

Hvis målet for eksempel 

er at undersøge, 

hvad højdeforskel 

betyder for antallet af bregner og 

bregnearter, så skal diverse andre forhold 

være så ens som muligt. Ideelt skal der 

ikke være andre forskelle mellem områderne 

end netop højden. Områderne skal 

være lige store, dreje i sammen retning, 

skråne lige meget eller lidt og være lige 

påvirkede eller upåvirkede af menneskers 

indflydelse. 

- Det gælder om at undgå, at man 

kommer til at sammenligne æbler og pærer, 

men man kan jo ikke være helt sikker 

på, at der ikke er en eller anden betydningsfuld 

faktor, som er blevet overset. 

Desuden er det meget vanskeligt at 

få sikker information om, hvordan jorden 

er blevet udnyttet før. Hvis mennesker 

har udnyttet jorden, skal vi vide 

det, for det sætter selvfølgelig præg på 

vegetationen. Nogle steder fortæller de 

lokale, at her er jorden ikke god, og vi 

bruger den ikke - eller at her har vi ryddet 

og dyrket maniok, da min datter blev 

født, og vi brugte marken i tre år. Andre 

steder får vi ikke noget at vide og kan 

være i tvivl. Inde i en oprindelig skov 

kan der ligge små områder, som har været 

brugt uden, at man umiddelbart kan 

se det, fortæller Benjamin Øllgaard. 

Det har ikke gjort tvivlen mindre, lægger 

han til, at han i denne omgang har 



PROGRAM 

Foto: Benjamin Øllgaard/DIVA 

fulgtes med en arkæolog, 

der havde 

det med at finde 

potteskår, hver 

gang han håbede 

at være ankommet 

til et stykke jomfruelig 

skov. 

Til gengæld kan 

Benjamin Øllgaard 

glæde sig over, at 

der ikke er udsigt 

til, at hans arbejdsopgaver 

slipper op. 

Dertil er de både 

for omfattende og 

for tidkrævende. 

En sammenligning 

med ornitologien er 

illustrerende: Mod de op mod 20.000 

plantearter i lille Ecuador - der blot 

dækker 0,2 procent af Jordens areal - 

findes der skønsmæssigt „kun“ omkring 

1.500 fuglearter i landet. Der er flere ornitologer 

end botanikere. Og ornitologerne 

hjælpes af fuglenes lyde. De udfordringer, 

som ornitologien står overfor, er 

altså ikke ganske de samme som udfordringerne 

til botanikken. 

- Ornitologerne kan regne med, når de 

hver dag i en uge går en tur med båndoptageren 

og optager fuglenes morgenkor, 

at registrere omkring 80 procent af 

de fugle, som er i området. En lignende 

registrering af plantearterne i samme 

område ville tage flere år og kræve at 

man vendte tilbage på flere forskellige 

årstider, forklarer Benjamin Øllgaard. 

Jomfruelige skove eller ej, og tidkrævende 

arbejdsprocesser eller ej - registreringen 

af plantelivet i Andesbjergene 

fortsætter, og Ecuadors flora vokser. 

Men det er ikke sikkert, at botanikerne 

kan holde trit med det tempo, som arterne 

forsvinder i. 

Benjamin Øllgaard er tilknyttet DIVA, 

Center for forskning i kulturel og biologisk 

diversitet i Andesbjergenes regnskove. 

november 1998 


november 1998 

40 



PROGRAM 

Regel-morads kan true jordkvalitet 

Træer er gode mod jorderosion. 

Alle ved det, også i Tanzania. 

Men når jord lejes ud, sker det 

alligevel med et forbud mod træplantning. 

Det handler om sammenstød 

mellem forskellige regelsæt 

og om gamle regler i nye 

sammenhænge. 

Tør, erosionstruet jord har godt af 

træer. Deres rødder og kroner kan 

være med til at holde på både jord og 

fugt. 

Hvis jord ikke skal blive tømt for næringsstoffer, 

har den også godt af at få 

jævnlige perioder, hvor den ikke bliver 

dyrket, men ligger brak. 

Disse udmærkede landmandsråd har 

ét tilfælles: De er kendt vidt og bredt og 

er sikkert ældre end Methusalem. 

Blandt bønder i Tanzania er rådene 

også kendt. I generation efter generation 

har folk her været afhængige af dyrkning 

af jorden. De ved udmærket, hvad 

der nytter, og hvad der skader. Alligevel 

er der en del marker, hvor rådene ikke 

bliver fulgt. Der er ingen træer, og de 

dyrkes år efter år uden ophør. 

Forklaringen ligger altså ikke i mangel 

på viden. Den ligger heller ikke nødvendigvis 

i fattigdom - det er ikke så enkelt, 

at markernes ejere simpelthen ikke 

har råd til at plante træer eller til at give 

marken et hvil ind imellem. Forklaringen 

er mere spidsfindig. Den handler 

om gamle regler, der fungerer i nye sammenhænge, 

hvor de får utilsigtede og 

overraskende bivirkninger: De uplejede 

marker er marker, som lejes ud, og som 

udlejerne kun kan fastholde rettighederne 

til ved at forbyde lejerne at foretage 

sig fornuftige ting som træplantning. 

Der er nemlig tradition for, at markens 

plejer er markens ejer - en smuk tradition, 

der bare ikke passer så godt sammen 

med udlejning af jord i stor stil. 

Umiddelbart ser det ud, som om tanzanierne 

her har et problem, som det er 

nødvendigt at knække ved en kommende 

revision af lovgivningen vedrørende 

ejendomsrettigheder til jord, vurderer 

antropologen Rie Odgaard, der er pro- 

jektseniorforsker på Center for Udviklingsforskning 

og specialist i netop ejendomsstrukturer 

med hensyn til jord. 

Hun beskriver disse strukturer i Tanzania 

som et morads af modsætninger, 

der skyldes, at det tanzanianske samfund 

har flere sæt regler af forskellig oprindelse 

og med forskellig logik. 

Ved sine studier af emnet i Tanzania 

har Rie Odgaard egentlig i denne omgang 

blot haft til opgave at frembringe 

viden om forholdene i Tanzania. Hun er 

imidlertid mest tilfreds, når hendes arbejde 

også fører til resultater, som kan 

gøre nytte lokalt. Det håber hun, at beskrivelsen 

af udlejningsproblemet kan. 

Gammel regel, ny sammenhæng 

Den gamle regels udgangspunkt er, at 

der ikke er privat ejendomsret til jord i 

den forstand, som vi kender det her i 

Danmark, hvor man har fuldstændig råderet 

over et stykke jord, når man ejer 

det. 

Traditionelt har den enkelte kun kunnet 

eje dét, der voksede på jorden, mens 

selve jorden har været landsbyens fælles 

eje, og rettighederne til at bruge jorden 

er blevet fordelt af høvdingen. Den, der 

har fået retten til at bruge et bestemt 

stykke jord, er forpligtet til også at bruge 

det. Ellers kan han tabe sin brugsret. 

Den holdes i hævd ved at blive brugt. 

De nye sammenhænge består dels af 

en øget efterspørgsel efter jord, dels af 

en større tilbøjelighed til at se på jord 

som noget, der kan veksles med penge. 

Den øgede efterspørgsel efter jord 

hænger sammen med statslige jordekspropriationer, 

både under og efter kolonitiden, 

kombineret med befolkningsvækst 

og voksende interesse for moderne 

produktionsmetoder, som kræver 

større arealer end de gamle metoder. Alt 

i alt bevirker det, at mange marker i dag 

bliver lejet ud. 

De kan lejes ud år efter år, og bliver så 

selvfølgelig også brugt år efter år, uden 

brakperioder. Samtidig lægger udlejerne 

restriktioner på anvendelsen: Den, der

lejer et stykke jord, kan kun leje for et 

år ad gangen og må ikke bygge på det eller 

plante vedvarende beplantning, såsom 

træer. Hvis lejeren gjorde dette, ville 

de gamle regler om brugsrettigheder 

nemlig efter et stykke tid give ham rettigheden 

over jorden. For at fastholde 

sine rettigheder er udlejeren altså nødt 

til at forbyde lejeren at praktisere denne 

pleje af jorden. 

Ved hjælp af analyser af et mindre antal 

jordbundsprøver søges det nu undersøgt, 

om der er tegn på, at udlejningsjord 

er mere udpint end anden landbrugsjord, 

men det er ikke sikkert, at 

en sådan lille, stikprøvelignende undersøgelse 

kan kaste lys over spørgsmålet. 

Rie Odgaard vurderer, at det under alle 

omstændigheder er en væsentlig oplysning 

til de tanzanianske myndigheder, 

at den nuværende udlejningspraksis 

modvirker jordpleje. Jo mere udbredt 

udleje bliver, des flere landbrugs- 



arealer vil ikke blive vedligeholdt. Og efterspørgslen 

efter landbrugsjord vokser 

stadig. 

Modstridende regler 

Det er vanskeligt og forvirrende at forske 

i ejendomsstrukturerne i Tanzania, 

såvel som at skrive om dem og læse 

om dem. Endnu vanskeligere og 

mere forvirrende er det formentlig 

at skulle leve med disse mange lag 

af forskellige regelsæt, der lapper 

ind over hinanden og ofte 

trækker i helt forskellige 

retninger. 

Som i mange andre afrikanske 

lande er det tanzanianske 

retssystem en blanding 

af britisk common 

law og lokal sædva- 

Traditionel dans ved masaibryllup i Ilambilole, Tanzania. Foto: Rie Odgaard/SASA. 

PROGRAM 

november 1998 


november 1998 

42 



PROGRAM 

neret. Sidstnævnte er ikke nedskrevet, 

men udvikles gennem brug i retsvæsenet 

efter princippet om, at sådan plejer 

vi at gøre, og sådan har vi gjort før i en 

lignende sag. Oveni dette kommer så 

privatretlige regler, som er forskellige 

for forskellige etniske og religiøse grupper. 

Det drejer sig om regler vedrørende 

emner som ægteskab, arveret og ejendomsret 

til jord. 

En klar adskillelse mellem de mange 

regelsæt er der altså ikke, hverken emnemæssigt, 

geografisk eller på anden 

måde. Man må have flere bolde i luften 

på én gang for at kunne jonglere sig 

frem til, hvad der gælder med hensyn til 

for eksempel jordrettigheder. Og så skal 

man tilmed huske, at ved siden af regelforvirringen 

kompliceres det hele yderligere 

af, at folk traditionelt har begravet 

døde slægtninge på deres jord. Disse 

grave er hellige. Her bor forfædrenes ånder, 

som det er vigtigt at have omkring 

sig - og som ikke nødvendigvis er venligt 

indstillede over for fremmede. 

1923 kan udpeges som det år, hvor forvirringen 

begyndte. Det år indførtes den 

første koloniale jordlovgivning, hvor forskellige 

principper blev rørt sammen. 

Det traditionelle system med lokal fordeling 

af brugsrettigheder blev opretholdt - 

dog med den ikke uvæsentlige undtagelse, 

at koloniherren kunne tage jord og 

give settlere skøde på den. 

Stamme og nation 

Ifølge tanzaniansk lovgivning i dag har 

enhver person, der er fyldt 18 år, ret til 

at få et stykke jord. Denne formelle rettighed 

blev indført sammen med det socialistiske 

system i 1967. Samtidig blev 

det formelt fastslået, at jord ikke kunne 

købes og sælges. Det kunne kun jordens 

frugter. Og præsidenten blev udpeget

som den, der fordelte jorden på befolkningens 

vegne. Det gamle landsbysystem 

blev altså egentlig forstørret op til 

nationens niveau. 

På papiret kan det lyde logisk og enkelt, 

men sådan er det ikke i praksis. 

For sædvaneretlige bestemmelser anerkendes 

stadig, medmindre håndhævel- 

"Disse grave er hellige. Her bor 

forfædrenes ånder, som det er vigtigt 

at have omkring sig - og som 

ikke nødvendigvis er venligt indstillede 

over for fremmede" 

sen af dem ses som værende i modstrid 

med samfundets interesse. Disse bestemmelser 

giver den enkelte ret til jord 

i en bestemt egn på grund af personens 

etniske tilhørsforhold. En stamme har 



altså ret til at disponere over jorden i et 

bestemt område - hvilket ikke let lader 

sig forene med den socialistiske politik, 

som bygger på, at staten ejer og fordeler 

jorden. Iøvrigt anerkendes også privat 

ejendomsret til jord. 

I disse år foregår der et kapløb om at 

kapre jord og blive anerkendt som ejer. 

Mange fra byerne vil gerne have et 

stykke jord, for eksempel til grønsagsdyrkning 

og/eller som investeringsobjekt. 

De har mulighed for at købe jord af 

et medlem af en stamme, hvis det er almindeligt 

anerkendt, at han har ret til 

denne jord: - Ved hjælp af det ene retssystem 

kan man altså købe et stykke jord, 

som ifølge det andet retssystem ikke kan 

købes, konstaterer Rie Odgaard. 

Lokalregeringer udsteder nu skøder på 

jord, men det er en meget langsommelig 

og tidkrævende proces: - Ikke alle synes, 

at man skal udparcellere og give skøder 

på al jord. De, der ikke har ressourcer til 

PROGRAM 

Daglig handel på markedet i Iringa, Tanzania Foto: Anne Lise Pedersen/SASA 

november 1998 


november 1998 

44 



PROGRAM 

den besværlige proces, risikerer at blive 

overhalet af andre, som har bedre råd. 

Så står de midt i den mark, de mener at 

have brugsret til - og en anden kommer 

med et stykke papir og hævder at eje 

den. Der en en del sager af den slags, 

fortæller hun. 

Der findes også en anden variant af 

jordfordeling end dette papir-system. 

Denne anden variant går ud på, at lokale 

autoriteter trækker på gamle mennesker, 

der har viden om, hvor de lokale 

grænser mellem brugsrettigheder ligger. 

Disse gamle folk fungerer så som vidner, 

når brugsrettigheder omfordeles. 

Personligt har Rie Odgaard mest tilovers 

for vidnesystemet, hvis rødder 

strækker sig tilbage til tiden før kolonialismen: 

- I dette lokale system er der altid 

en kompensation til taberen i en sag, 

og kompensationen falder på stedet. Formålet 

med systemet er først og fremmest 

at modvirke konflikter og at fastholde eller 

genoprette fred, siger hun og lægger 

til, at byboere, der henvender sig til 

landsbyautoriteter om adgang til jord, 

jævnt hen får denne adgang, hvis der er 

ledig jord til rådighed. 

Kvinders arveret 

Rie Odgaard har interviewet gamle folk 

om deres erindringer med hensyn til lokale 

jordrettigheder: Hvem har ejet den- 

ne mark før? Hvem ejer den nu? Hvordan 

er det gået for sig? Har der været 

konflikter om marken? Hvordan er de 

blevet løst? 

Oplysningerne fra samtalerne kan hun 

sammenligne med det tidsbillede, som 

først tyske og siden engelske embedsmænd 

rejste rundt og samlede ind, da de 

var nye koloniherrer i landet og havde 

brug for at stikke fingre i jorden. Yderligere 

materiale er leveret af opdagelsesrejsende. 

Tilsammen kan disse kilder 

give et billede af et historisk forløb. 

De gamle har fortalt om brugsrettigheder 

og om, hvordan jord, som ikke 

bruges, kan inddrages og fordeles påny. 

De har også fortalt, at sålænge der er 

jord nok, plejer man ikke at tage det så 

tungt med brugskravet. Og selvom reglen 

er stærk på det moralske plan - 

„landbrugsjord bør ikke forsømmes“ - så 

afhænger den konkrete anvendelse af 

brugskravet også af personers status i 

lokalsamfundet. 

Personer med en høj status kan krybe 

udenom. Eller de kan eventuelt klare sig 

ved at udleje jorden, så det ikke bliver så 

iøjnefaldende, at de ikke selv bruger 

den. Med nutidens store efterspørgsel efter 

jord er udlejning altså blevet udbredt 

og ser ud til at kunne få negative miljøkonsekvenser. 

Rie Odgaard har mange års erfaringer 

med antropologisk feltarbejde i Tanzania, 

hvor opgaven alene har været at 

Foto: Anne Lise Pedersen/SASA

studere og søge at beskrive lokalsamfunds 

regler, normer og værdier. I denne 

runde har hun indgået i en tværfaglig 

gruppe med andre samfundsforskere og 

med naturvidenskabsfolk og har skullet 

søge at koble sine studier af regler til andre 

temaer, såsom: Hvad betyder disse 

regler vedrørende jordrettigheder for, 

hvordan jorden faktisk bliver brugt? 

Selvom mødet med andre fagfolks måder 

at tænke på ikke altid har været ren 

idyl, så har det været givtigt, synes hun, 

og har bidraget til, at konkrete udfordringer 

er afdækket, så tanzanianske 

lovgivere kan tage stilling til dem i en 

forestående revision af love om jordrettigheder. 

Næsten ni ud af ti tanzanianere 

er småbønder, for hvem retten til jord 

er selve livsgrundlaget. Det aktuelle regelmorads 

giver mange problemer. Det 

er sandsynligt, at en sanering vil blive 

forsøgt. 

Udover påpegningen af risikoen for 

øget jorderosion på grund af udlejning 

har Rie Odgaards studier afdækket nok 

en pointe: 

Såvel arkivmaterialet som samtalerne 

med gamle folk viser, at kvinder før i tiden 

har haft en vis arveret til jord efter 

deres far. Sønner havde en større arveret 

på grund af forsørgerpligter, men 



helt uden arveret var døtrene ikke. Det 

har imidlertid været almindeligt, at 

kvinderne ikke har gjort brug af retten. 

Ved ægteskab er de blevet en del af 

mandens familie, og familien har koncentreret 

sig om mandens jord. 

Lige så stille har disse sjældent brugte, 

kvindelige arverettigheder været ved at 

gå i glemmebogen, men i dag er der påny 

blevet behov for dem. Mange kvinder 

bliver skilt eller undlader at gifte sig. 

Deres ret til at arve jord efter faderen er 

ikke blevet fuldstændig glemt, og nu prøver 

en del af disse kvinder at hævde den. 

Hvorpå de afvises af brødrene. Ofte vil de 

gerne låne søsteren et stykke jord, men 

ikke anerkende, at hun har ret til den. 

- Fædrene er, fortæller Rie Odgaard, 

tilbøjelige til at støtte døtrene. De siger, 

at de i alderdommen får mest støtte af 

døtrene, og de vil gerne have noget at 

fastholde døtrene med. 

Hvem der skal have arveret hvordan i 

fremtidens Tanzania er ikke Rie Odgaards 

bord. Hun har fundet og fortalt 

en bid af historien om kvinders arveret. 

Resten er politik for tanzanianere. 

Rie Odgaard er tilknyttet SASA, Center 

for forskning vedrørende bæredygtigt 

landbrug i semi-aride dele af Afrika. 

PROGRAM 

Foto: Anne Lise Pedersen/SASA 

november 1998 


november 1998 

46 



PROGRAM 

Fokus på forskellighed 

Det nytter ikke at komme stikkende 

med én landbrugsteknisk 

løsning til en hel region eller en 

landsby. Folk og familier er forskellige 

og har gode grunde til at 

prioritere forskelligt. 

Solstrålehistorier. Og triste beretninger 

om, at det går værre og værre. 

Torben Birch-Thomsen, landbrugsgeograf 

og lektor ved Geografisk Institut på 

Københavns Universitet har begge typer 

fortællinger på lager fra sit arbejde i 

Tanzania: - Hverken landsbyerne eller 

for den sags skyld de enkelte husholdninger 

er homogene størrelser, fastslår 

han, og det er umuligt at yde dem fornuftig 

bistand uden en erkendelse af deres 

forskellighed. Man må tilbyde en 

vifte af valgmuligheder, som kan bruges 

af folk i forskellige situationer. 

Det kan ikke ligefrem kaldes en nyhed, 

at folk er forskellige. Det lyder heller 

ikke umiddelbart som en kontroversiel 

påstand. Men når talen er om udviklingsbistand, 

så er det faktisk både ret 

nyt og ditto kontroversielt at fokusere på 

forskelligheden. 

I tresserne og halvfjerdserne var der, 

fortæller Torben Birch-Thomsen, en topdown 

bølge, hvor det bistandspolitiske 

løsen var teknologioverførsel. Udviklingslandenes 

problem var, at de manglede 

teknologi. Det skulle vi så forsyne 

dem med. Den fremherskende opfattelse 

var, at teknikker uden videre kunne rives 

ud af sammenhænge og sættes ind i 

nye sammenhænge uden at skifte karakter. 

Det holdt ikke. Så kom der en modbølge 

i firserne. Nu skulle det hele være 

bottom-up. Udviklingslandenes problem 

var, at de blev påduttet fremmed viden. 

Anvendelse af lokal viden kom i centrum. 

Siden har der så været en farmerfirst 

bølge, hvor udviklingstænkningen 

har været helt koncentreret om landbrugstekniske 

løsninger, for udviklingslandenes 

problem var ... 

Efter denne lange rejse er mange udviklingsforskere, 

og blandt disse Torben 

Birch-Thomsen, nu ved at være nået 

frem til et nyt standpunkt, som er kendetegnet 

ved manglende tiltro til én type 

løsninger på ét niveau, uanset hvilke 

løsninger og hvilket niveau. 

De prøver ikke at identificere noget så 

bredspektret som udviklingslandenes 

problem, men interesserer sig for problemkomplekser, 

der veksler fra sted til 

sted. De ser efter forskellighed, mangfoldighed 

og kompleksitet, snarere end efter 

det enkle og ensartede. Og de argumenterer 

for nødvendigheden af at være 

opmærksom på såvel natur-, som kulturaspekter, 

hvis man skal gøre sig håb om 

at kunne være til nytte med udviklingsbistand. 

Typisk landskab i det sydlige højland i Tanzania. Foto: T. Birch-Thomsen/SASA

"En landbrugsteknik kan se nok så fornuftig ud, uden at folk tager den til sig" 

Som de har hænder til 

En database med interview fra en række 

tanzanianske landsbyer rummer dokumentation 

for den påstand, at forskellige 

mennesker prioriterer forskelligt, også 

selvom disse mennesker så alle har det 

til fælles, at de er bønder i landsbyer i 

Tanzania. 

Landsbyerne har forskellige klimatiske 

betingelser, hvilket kort oversat vil 

sige det samme som, at nogle får mindre 

nedbør end andre. De er også forskellige 

med hensyn til infrastruktur - nogle er 

altså mindre besværlige at komme til og 

fra end andre. Og endelig er de etniske 

blandinger forskellige fra sted til sted. 

De nævnte forskelle giver sig for eksempel 

udslag i større eller mindre afhængighed 

af kvæg og i vekslende valg 

af afgrøder, herunder i forskellige prioriteringer 

mellem henholdsvis salgsafgrøder 

eller afgrøder til eget brug. 

Men der er ikke kun variation mellem 

landsbyer. Inden for den enkelte landsby 

afviger de enkelte husholdningers valg 

betydeligt fra hinanden. Hvad og hvordan 

de vælger at dyrke afhænger især 

af, hvor megen arbejdskraft de har til 

rådighed. Familien med mange hoveder 

og hænder kan begribeligvis både dyrke 

mere og vælge mere arbejdskrævende 

metoder og afgrøder end den lille familie. 

- Om folk er innovative, og hvordan de 

i så fald tager nye muligheder i brug, afhænger 

af deres ressourcer i udgangspunktet, 

sammenfatter Torben Birch- 

Thomsen. 

Nogle familier vælger at intensivere 

deres landbrug og lægger altså typisk 

kraft i at bearbejde og forbedre jorden 

med pløjning og gødning. Andre familier 

er ekspansive og bevæger sig for eksempel 

ind i sumpede områder, der før har 

været brugt til græsning, for at grave 

grøfter, dræne og dyrke. Men uanset om 

en familie hælder mest til det ene eller 

til det andet, så skal der være nogen til 

at udføre de nye initiativer, og den investerede 

arbejdskraft skal give et udbytte, 



der er højere, end hvis kræfterne var 

blevet anvendt anderledes. 

- En landbrugsteknik kan se nok så 

fornuftig ud, uden at folk tager den til 

sig. Det afhænger blandt andet af sociale 

og økonomiske forhold på egnen og i den 

enkelte husholdning, om det kan betale 

sig for folk at bruge den. Og ofte vil det 

være sådan, siger Torben Birch-Thomsen, 

at det betaler sig for enkelte husholdninger, 

men ikke for andre. 

Flyttet sammen med magt 

I midten af halvfjerdserne blev der i 

Tanzania gjort et storstilet forsøg på at 

skabe koncentrerede landsbysamfund. 

Folk boede ret spredt. Nu blev de flyttet 

rundt på og flyttet sammen, ofte under 

anvendelse af militær magt. Den politi- 

ske intention var at lægge grunden til 

produktionsfællesskaber, kooperativer, 

og at opnå stordriftsfordele. 

Men det er sin sag at skabe fællesskab 

ved hjælp af magtanvendelse. Det er også 

sin sag at få højproduktivt landbrug i 

gang i områder, der nok er udvalgt, så 

de ligger tæt ved veje, men uden smålig 

skelen til jordens kvalitet og dyrknings- 

PROGRAM 

november 1998 

Produktion af trækul, Mazombe, Tanzania. Foto: T. Birch-Thomsen/SASA. 


november 1998 

48 



PROGRAM 

"Det er muligt at se fem årtier af områdets historie fra oven" 

potentiale. Og det er sin sag at få folk til 

at gå efter stordriftsfordele, når den traditionelle 

visdom snarere ville karakterisere 

den form for satsning som et valg af 

stordriftsulemper. 

Den spredte beboelse, hvor nogle familier 

boede højt, andre lavt og så videre, 

havde tidligere betydet, at der næsten 

altid var noget at høste, uanset om vejrguderne 

var gavmilde eller nærige med 

nedbøren. Operationen brød radikalt 

med den tankegang og praksis, der sigtede 

mod risikospredning, men det er 

stadig sådan, de fleste tænker. I de områder 

af Tanzania, hvor Torben Birch- 

Thomsen har arbejdet i denne omgang, 

har folk historie for ikke at gå med til 

hvad som helst. Stednavne som „Stedet, 

hvor vi stablede hoveder“ (in casu tyske 

hoveder) vidner om en vis genstridighed. 

Og heller ikke tanken om kooperativer i 

de kunstigt skabte landsbyer har vakt 

nogen særlig genklang. 

- Nogle af landsbyerne er stadig helt 

nøgne, fortæller Torben Birch-Thomsen. 

Der findes ikke et træ. Det ser ud, som 

om folk bare venter på at få lov til at 

flytte tilbage, hvor de kom fra, og faktisk 

bor de ikke længere så koncentreret som 

lige efter sammenflytningen. En del er 

flyttet tilbage. Andre er nok blevet boende, 

men vandrer så lange veje for at dyrke 

de gamle marker. 

Afvisningen af centralt udtænkte 

landsbyfællesskaber skal ikke forstås sådan, 

at bønderne ikke er vant til at benytte 

sig af hinanden. Deres egne fællesskaber 

har bare en anden facon. Torben 

Birch-Thomsen nævner migowe-traditionen 

som et eksempel. 

En migowe er en øl-sammenkomst: 

Når en familie står med en større arbejdsopgave, 

der skal klares hurtigere, 

end familien selv kan præstere - fordi de 

er for få eller måske på grund af sygdom 

- så er en stor portion øl en udvej. Man 

indbyder naboerne til øl, og de kvitterer 

med den tiltrængte arbejdskraft. 

Der er imidlertid grænser for, hvilke 

sammenhænge en migowe kan passes 

ind i. Mens traditionen egner sig godt til 

et landbrugssamfund, hvis medlemmer 

dyrker for at dække egne behov med af- 

grøderne, så passer den dårligere til et 

samfund, der dyrker for at sælge. 

- Migawe virker næppe i længden for 

folk, der dyrker mange salgsafgrøder. 

Prisen for kommercialisering kan altså 

blive, at sociale systemer slås i stykker, 

påpeger Torben Birch-Thomsen. 

Risikoen er ikke bare abstrakt. Halvfjerdsernes 

sammenflytning af folk blev 

nemlig suppleret med en række andre 

initiativer, der tilsammen har trukket i 

retning af øget kommercialisering. Først 

og fremmest blev bønderne ved hjælp af 

statsstøtte i en periode fristet med højere 

priser for landbrugsprodukter, og da 

de nu også boede tættere end før og desuden 

fik adgang til nye, højtydende 

majssorter, gik mange over til et mere 

intensivt jordbrug. Det hele trak i retning 

af majsproduktion til markedet. 

I dag er statsstøtten og de høje priser 

blevet historie, men kommercialiseringen 

er mange steder en kendsgerning. 

Polarisering 

Torben Birch-Thomsens fortælling om 

landsbyen Ikuwala i Iringa-distriktet i 

Tanzania er ikke en solstrålehistorie. 

Det er muligt at se fem årtier af områdets 

historie fra oven. Til brug ved et historisk 

tilbageblik har Torben Birch- 

Thomsen nemlig dels flyfotos fra halvtredserne 

og halvfjerdserne, dels satellitbilleder 

fra de følgende årtier - herunder 

frigivne billeder fra amerikanske spionsatellitter, 

der var i funktion i tresserne. 

Billederne viser, hvilke spor de forskellige 

strategier for at skaffe det daglige 

udkomme har sat sig i landskabet i 

det område, hvor Ikuwala ligger. I halvtredserne 

var området tyndt befolket. 

Folk boede spredt langs højderyggen og 

havde bjergene i ryggen. Siden er mange 

flere mennesker kommet til, og skoven 

er blevet tilsvarende mindre og det dyrkede 

areal tilsvarende større. Desuden 

er nogle naturlige erosionskløfter blevet 

større. 

Folkene i Ikuwala dyrker i dag først og 

fremmest majs, tomater og solsikker. 

Der går vej fra Ikuwala til Dar es Sa-



Vandhentning. Afstand 5 km. Mazombe, Tanzania. Foto: Torben Birch-Thomsen/SASA. 

laam og Iringa, og dér sælges udbyttet. 

Den almindelige melding fra bønderne 

er, fortæller Torben Birch-Thomsen, at 

markerne giver stadig mindre udbytte. 

Samtidig vokser skellene mellem rige og 

fattige, og mulighederne for at inddrage 

mere dyrkbart land er ved at være opbrugt. 

- Det er ikke altid sådan, siger han, at 

flere mennesker giver mere erosion. Det 

kan også være omvendt. Men i Ikuwala 

er det ikke omvendt. 

Flere faktorer har virket uheldigt sammen 

om at skabe den nuværende situation: 

I tresserne blev området i to omgange 

ramt af kvægsygdomme, der slog kvæget 

ned, hvorpå folk gik over til at lægge hovedvægten 

på jordbrug. I halvfjerdserne 

fulgte så tvangssammenflytningen og intensiveringen 

af dyrkningen. Som led i 

intensiveringen gik bønderne over til at 

bruge dyr som trækkraft. Det var mere 

effektivt, men betød til gengæld, at en 

del tidligere dyrkede områder ikke længere 

kunne bruges, fordi de ikke var tilstrækkeligt 

flade og jævne. Og der blev 

mangel på plads til at bruge gamle flyttemarks-metoder, 

hvor man ved afbrænding 

af træer fik frigjort næringsstofferne 

på en mark, der så blev dyrket i trefire 

år for derefter at ligge brak. 

Polariseringen, den stadigt større forskel 

mellem de mest og de mindst velstående, 

er et træk som ofte genfindes i 

landsbyer både øst og vest i Afrika, og 

som hænger sammen med, at det er dyrt 

at være fattig, fordi man så ikke har 

overskud til at gribe nye muligheder. 

Men den uomtvistelige nedslidning af 

ressourcerne, som nu truer folk i Ikuwala, 

er ikke et tilsvarende generelt fænomen. 

Torben Birch-Thomsen mener, at Ikuwalas 

uheld bedst kan forklares med noget, 

der ellers ligner en heldig omstændighed, 

nemlig nærheden og de gode 

transportmuligheder til store byer med 

sultne markeder: - De gode muligheder 

for salg har betydet, siger han, at selv de 

dårligst stillede i Ikuwala har kunnet 

øge deres indtægt, samtidig med at naturressourcerne 

er blevet udpint. Der 

har kunnet tjenes penge her og nu, selvom 

grundlaget for fremtidens indtjening 

var ved at forsvinde. Der har altså ikke 

været de incitamenter til at gøre en indsats 

for at pleje jorden, som mange andre 

landsbyer har fået. 

Ikuwala kan siges at have haft uheld i 

held. Torben Birch-Thomsen har ikke en 

opskrift på, hvad der skal gøres for at 

vende den miljømæssige og sociale udvikling 

i bæredygtig retning, men ét er 

han sikker på: Der er brug for en hel vifte 

af valgmuligheder, som kan bruges af 

folk i forskellige situationer. 

Torben Birch-Thomsen er tilknyttet 

SASA, Center for forskning vedrørende 

bæredygtigt landbrug i semi-aride dele 

af Afrika. 

PROGRAM 

november 1998 


november 1998 

50 



PROGRAM 

Resultater 

sendes retur 

Indianerne i Andesbjergene forventer 

at få noget igen, når de 

åbner deres landsbyer for forskere. 

Til gengæld får de spansksprogede 

rapporter med kort, 

plante- og fuglelister samt fremtidsscenarier. 

Det er god forskermoral. 

Og så er det nyttigt, hvis 

man gerne vil kunne komme tilbage. 

Beboerne i indianerlandsbyen i naturparken 

i Oyacachi-dalen, Ecuador, 

står over for et dilemma. Blandt de 

godt 400 indbyggere er der et udbredt 

ønske om at få en vej til den nærliggende, 

større by, El Chaco. Der er også 

mange, som håber at opnå velstand ved 

hjælp af økoturisme, og de første investeringer 

i turisthytter er allerede foretaget. 

Ønsket om vejen og satsningerne 

på økoturisme handler sådan set om det 

samme, nemlig om at få bedre materielle 

kår. Alligevel går de to drømme ikke 

godt i spænd. 

Hvis vejen bygges, er det nemlig sandsynligt, 

at befolkningstætheden i området 

vil blive femdoblet. Dalen vil blive 

fuldt udnyttet, og det samme gælder de 

fleste sidedale. Halvdelen af det, der i 

dag er uforstyrret skov, vil skifte karakter 

til brugsskov, hvor der jages og hugges 

tømmer. Det indebærer en betydelig 

risiko for færre bjørne og tapirer og for 

tab af op mod ti procent af de sjældne 

fuglearter, som findes i området i dag - 

og som kan trække økoturister til. 

Disse beklemmende fremtidsudsigter 

er plukket fra et scenarie, som et hold 

danske og ecuadorianske forskere har 

lavet efter at have gennemført botaniske, 

ornitologiske og antropologiske studier 

i dalen for at belyse samspil mellem 

biodiversitet og mennesker. 

Biologen Flemming Skov, der er forsker 

på Danmarks Miljøundersøgelser, 

har stået for udformningen af to scenarier, 

hvor de forskellige forskningsresultater 

er blevet brugt til en helhedsorienteret 

beskrivelse og forsøgsvis fremskrivning 

af menneske-, plante- og dyreliv i 

dalen. 

Beskrivelsen af situationen her og nu 

er ikke særligt beklemmende. Forskerne 

konkluderer, at den nuværende grad af 

menneskelig aktivitet ikke har negative 

følger for biodiversiteten. Faktisk snarere 

tværtimod. Mennesker er jo også en 

slags dyr, og forskellige dyrearter har 

det med at skabe betingelser, som andre 

arter kan udnytte. Det gælder for eksempel 

også, når mennesker rydder områder 

her og der for at få plads til jordog 

kvægbrug. Så helt aktuelt har 

biodiversiteten det fint i Oyacachi. Der 

er leverum til meget forskelligt og en hel 

del mærkværdigt. Problemet er bare, at 

den næppe vil blive ved at have det helt 

Makuma: Lokale borgere studerer DIVA-kort. Foto: Pablo Morales Males/DIVA

så fint, når mennesker ikke blot rydder 

her og der, men allevegne. 

Hvad kan menneskene i Oyacachi gøre 

for at forbedre egen levestandard og 

samtidig drage omsorg for det rige plan- 

"Vi håber, at de kan bruge scenarierne 

som beslutningsstøtte. Hensigten 

har været at lave et værktøj, 

der kan give overblik over konflikter 

ved forskellige anvendelser 

af området" 

te- og fugleliv? Mens disse linjer læses 

på dansk herhjemme, er diskussionerne 

nok i fuld gang i Oyacachi, der har modtaget 

en rapport på spansk om forskernes 

resultater og scenarier. Mange beboere 

vil finde rapporten for vanskelig at 

læse, men den er skrevet, så for eksempel 

skolelæreren og lokale græsrodsorganisationer 

har mulighed for at bruge 

den. Beboerne i dalen har leveret oplysninger 

til forskerne. Nu får de resultater 

retur. 

Fordobling eller femdobling 

Hensigten med scenarierne er at prøve 

at forudsige økologiske konsekvenser af 

befolkningsudvikling, der forekommer 

sandsynlig. 

Der er lavet beregninger på to muligheder. 

Den ene går ud på, at den så hedt 

ønskede vej til El Chaco bliver bygget. 

På basis af sammenligninger med en 

nærliggende dal, der er bedre forsynet 

med vej end Oyacachi, har forskerne 

skønnet, at det vil føre til en femdobling 

af befolkningen, som dermed vil vokse til 

omkring 2.000 mennesker. Denne befolkningsvækst 

er derpå oversat til en 

femdobling af efterspørgslen efter landbrugsjord. 

Det andet alternativ er, at vejen ikke 

kommer, og at den aktuelle befolkningstilvækst 

på grund af tilflytning og mange 

børnefødsler blot vil fortsætte. Skøn- 



net er, at det i løbet af få år vil føre til en 

fordobling af behovet for landbrugsjord. 

- Der er selvfølgelig uendeligt mange 

udviklingsmuligheder for dalen. Vi har 

udvalgt et par stykker, der ser realistiske 

ud og som kan tjene til at illustrere 

sammenhængen mellem befolkningsudvikling 

og ændringer i miljøet, forklarer 

Flemming Skov. 

Scenarierne er omsat i kort over dalen. 

Kortene viser, hvor der formentlig vil 

blive bosættelse og dyrkning, og hvilke 

dele af skoven det vil berøre, efterhånden 

som flere mennesker kommer til. 

De lokale beboere har bidraget til udarbejdelsen 

af kortene ved at fortælle om 

de kriterier, som de anvender, når de 

udvælger arealer til græsning eller dyrkning. 

Kriterierne er afgørende for hvilke 

områder, der vil blive påvirket først og 

mest af øget efterspørgsel efter landbrugsjord. 

Derpå har forskerne formuleret 

kriterierne sådan, at en computer 

bliver i stand til at anvende dem til at 

fylde kortet over dalen ud med henholdsvis 

dobbelt så megen og fem gange 

så megen landbrugsjord som i dag. 

Et af kriterierne er, at kvæget er vigtigere 

end jordbruget, og at græsning derfor 

har forrang for dyrkning. Et andet 

kriterium er, at græsningsarealer ikke 

må være særligt stejle. Til gengæld må 

de gerne ligge lidt afsides i forhold til 

veje. Hvad dyrkning angår er forholdet 

det omvendte. Det går an, at de skråner, 

men transportmulighederne derfra er 

vigtige. Desuden er den forudsætning 

blevet indbygget, at skoven vil blive berørt 

i en 500 meter bred bufferzone 

rundt om de områder, hvor mennesker 

har taget jorden i brug. 

Ud i den anden ende er altså kommet 

nogle scenarier, som er noget af en udfordring 

til den lokale befolkning. Det er 

åbenbart, at vejen og økoturismen kommer 

på tværs af hinanden, fordi vejen vil 

føre til en sådan øgning af landbrugsarealerne, 

at skov går tabt, og arter går 

tabt. 

De mest tilpasningsdygtige arter kan 

få mulighed for at sprede sig yderligere. 

Det er de sære og snævre, som er i fare- 

PROGRAM 

november 1998 


november 1998 

52 



PROGRAM 

Fiskefarm i Mutints sat i gang med støtte fra DIVA. Foto: Pablo Morales Males/DIVA. 

zonen. Men det er også de sære og snævre, 

som det ud fra et biologisk synspunkt 

er vigtigt at beskytte - og som velbeslåede 

turister kan finde på at komme rejsende 

for at se. 

"Latinamerikanerne er meget bevidste 

og kritiske over for forskere 

fra de udviklede lande. Indstillingen 

er markant skarpere end tidligere" 

Forskernes konklusion er, at forsigtighedsprincippet 

bør bruges ved planlægning 

af fremtidig arealanvendelse i dalen. 

- Beboerne i Oyacachi vil naturligvis 

gerne have velstand, som alle andre gerne 

vil det. Jeg tror på, at det lader sig 

gøre at bruge skoven bæredygtigt, siger 

Flemming Skov og lægger til, at der i 

den forbindelse er behov for et opgør 

med traditionen for, at man skaffer sig 

ret til et område ved at dokumentere, at 

man bruger det - for eksempel ved at 

fælde halvdelen af skoven. 

- Vi har ikke fundet tegn på, fortsætter 

han, at den nuværende menneskelige 

aktivitet er en trussel mod hverken 

plante- eller fuglediversitet, men det kan 

let ændre sig. Hvis der kommer en vej, 

tror jeg for eksempel, at et skovningsforbud 

vil være umuligt at administrere. 

Det mindste, som vi kan gøre, er at vise 

beboerne nogle sandsynlige konsekvenser 

af forskellige valg, siger Flemming 

Skov og præciserer: 

- Vi håber, at de kan bruge scenarierne 

som beslutningsstøtte. Hensigten har 

været at lave et værktøj, der kan give 

overblik over konflikter ved forskellige 

anvendelser af området. 

Mistro 

Landsbyen i Oyacachi-dalen er én af ialt 

otte landsbyer i Ecuador, Bolivia og Peru, 

som Flemming Skov og hans kolleger 

har besøgt og studeret i samarbejde med 

forskere fra de tre lande. Og landsbyerne 

får nu tilbagemelding fra forskerne, 

dels i form af lokale plancheudstillinger, 

dels i form af spansksprogede rapporter, 

der opsummerer resultaterne af de antropologiske, 

arkæologiske, botaniske og 

ornitologiske undersøgelser. 

Landsbyfolkene har bidraget med information. 

Til gengæld får de nu lister 

over fugle på egnen, lister over planter - 

herunder overblik over egne nytteplan-

"Deres historie har i århundreder været en kæde af erfaringer med grådige 

gæster, og de er trætte af at blive snydt" 

ter - samt kort, der viser grænser og den 

nuværende brug af jord. 

For forskerne er tilbagemeldingen 

blandt andet moralsk begrundet. Det er 

rimeligt at melde tilbage med resultater 

dertil, hvor materialet blev samlet. Men 

det er ikke alene et spørgsmål om rimelighed 

og moral. Der er også en praktisk 

begrundelse. Hvis forskerne skal have 

mulighed for at vende tilbage, er de nødt 

til at dokumentere, at de ikke bare er 

udsugere, der kommer rejsende for at 

berige sig med information, som de kan 

anvende til at skaffe sig selv nogle flotte, 

akademiske grader. 

- Selvom formålet med forskningsprojektet 

har været at forbedre grundlaget 

for den fremtidige anvendelse af danske 

bevillinger til udviklingsbistand, så kan 

vi ikke arbejde i disse områder uden også 

at give noget tilbage til den lokale befolkning. 

Latinamerikanerne er meget 

bevidste og kritiske over for forskere fra 

de udviklede lande. Indstillingen er markant 

skarpere end tidligere. Som forsker 

kan man ikke længere bare komme og 

studere, som man vil, fortæller Flemming 

Skov og fortsætter: 

- Det opfattes som totalt irrationel adfærd, 

når vi frivilligt kommer og slår os 

ned disse steder, som landenes overklasse 

holder sig på lang afstand af. Det er 

svært for indbyggerne i landsbyerne at 

forstå, hvorfor vi kommer, hvis det ikke 

netop er for at berige os på deres bekostning, 

og de er generelt meget vagtsomme 

med hensyn til at beskytte intellektuelle 

og genetiske ressourcer, som de 

Emner til keramikarbejde. Foto: I. Schjellerup/DIVA. 



Makuma: Kvinder viser varianter af Colocacia 

esculenta. Foto: Pablo Morale Males/DIVA. 

betragter som lokal ejendom. 

- Udtrykket bio-pirater bliver hyppigt 

anvendt, og skønt der i mange år er blevet 

arbejdet med etno-botanik på Aarhus 

Universitet har vi derfor i forbindelse 

med projektet valgt at nedtone vores interesse 

for medicinplanter. Det kunne 

nemt føre til mistro om, at vi bagefter 

ville tage hjem og tage patenter og få en 

guldgrube ud af vores fund. 

Flemming Skov har hverken planer eller 

forhåbninger af den art. Han bærer 

faktisk tværtimod rundt på en del sympati 

for idealer om viden som en fri og 

fælles ressource for menneskeheden. Det 

hjælper bare ikke så meget blandt indianerne 

i Andesbjergene. Deres historie 

har i århundreder været en kæde af erfaringer 

med grådige gæster, og de er 

trætte af at blive snydt. 

Flemming Skov er leder af DIVA, Center 

for forskning i kulturel og biologisk diversitet 

i Andesbjergenes regnskove. 

PROGRAM 

november 1998 


november 1998 

54 



PROGRAM 

Bestilling af materiale fra 


❑ Jeg ønsker fremover at modtage nyhedsbrevet Miljøforskning samt andet materiale 

udgivet af programmet (kun kryds hvis ny abonnent). 

❑ Jeg ønsker at ophøre som abonnent på Miljøforskning. 

❑ Jeg ønsker følgende allerede udgivet materiale tilsendt (udgåede papirversioner 

kan eventuelt læses på/udskrives fra Internet på adressen: http://smp.aau.dk): 

❑ Miljøforskning nr. 7 - tema: Atmosfæreforskning i Danmark. 

❑ Miljøforskning nr. 9 - tema: Jordbrugsvidenskabelig miljøforskning i Danmark-1. 

❑ Miljøforskning nr. 14 - tema: Strategisk Forskning. 

❑ Miljøforskning nr. 15 - tema: Økotoksikologisk forskning. 

❑ Miljøforskning nr. 17 - tema: Strategisk miljøforskning efter 1996 - del 1. 

❑ Miljøforskning nr. 20 - tema: Midtvejsevaluering af de første forskningscentre. 

❑ Miljøforskning nr. 21 - Miljøforskning for Fremtiden 1. Interviews med forskere. 

Forskningsformidling til en bredere læserkreds (gymnasier, seminarier, o.l.) 

❑ Miljøforskning nr. 22 - tema: Forskning i miljø og kræft. 

❑ Miljøforskning nr. 23 - tema: Forskning i marine områder. 



❑ Miljøforskning nr. 25 - tema: Samfundsvidenskabelig miljøforskning. 

❑ Miljøforskning nr. 26 - Præsentation af de 3 nye centre, 1996-1999. 

❑ Miljøforskning nr. 28 - tema: Kvælstofomsætning i rodzonen. 



❑ Enkelteks. ❑ Klassesæt. Antal eksemplarer: 

❑ Miljøforskning nr. 30 - tema: Tab af fosfor fra landbrugsjord. 

❑ Miljøforskning nr. 32 - tema: Miljøfremmede stoffers effekter. 

❑ Miljøforskning nr. 33 - tema: Miljøfremmede stoffers skæbne. 

❑ Miljøforskning nr. 34 - Udbudsmateriale: Miljø- og Sundhedsfarlige stoffer. 

❑ Miljøforskning nr. 35 - tema: Ulandsforskning: SEREIN, SASA og DIVA (engelsk) 







❑ Præsentationsmappe med beskrivelser af programmets centre: 

❑ Dansk ❑ Engelsk 

❑ Mid-term evaluation 1995. Evaluering af programmets centre: maj 1995. 

❑ Samlet publikationsoversigt fra programmet, juli 1995. 706 titler. 

❑ Danmarks Grundvand - En truet ressource. Grundvandsgruppen 1997. 

❑ Kvælstof - Gødning eller gift? Center f. Terrestrisk Økosystemforskning 1997. 

❑ Miljøfarlige Stoffer. Dansk Center f. Økotoksikologisk Forskning 1997. 

❑ Vor fælles luft - En truet ressource. Center f. Luftforureningsprocesser og Modeller 1998. 

❑ Pjece om forskningsresultater m. m. under Det Humane Delprogram 1997. 

Stilling/Navn: 

Institution/Firma: 

Adresse: 

Tlf: Fax: E-post: 

Sendes til: Det Strategiske Miljøforskningsprogram, 

Forskerparken, Gustav Wieds Vej 10 C, 8000 Århus C. 

Fax: 86 13 59 10 E-post: pia@smfp.aau.dk



Delprogrammer og centre under 


Siden programmets start i 1992 er der 

iværksat følgende delprogrammer og 

centre: 

Atmosfære og luftforurening (1992-96) 

★Center for Terrestrisk Økosystemforskning 

★Center for Luftforureningsprocesser og 

Modeller 

Grundvand (1992-96) 

★Grundvandsgruppen 

Jordoverfladen/øvre jordlag (1992-96) 

★Center for Agerlandets Biodiversitet 

★Center for Rodzoneprocesser 

Marine og ferske vande (1992-96) 

★Center for Strategisk Miljøforskning i 

Ferskvand 

★Center for Strategisk Miljøforskning i 

Marine Områder 

Samfund og kultur (1992-96) 

★Center for Miljø- og Samfundsøkonomi 

(AMOR) 

★Samfund, Økonomi og Miljø - et åbent 

forskningscenter (SØM) 

★Center for Samfundsvidenskabelig 

Miljøforskning (CeSaM) 

Miljøfarlige stoffer i terrestriske 

og akvatiske økosystemer (1992-96) 

★Dansk Center for Økotoksikologisk 

Forskning 

Det humane delprogram (1992-96) 

★Center for Biokemisk og Arbejdsmedicinsk 

Epidemiologi 

Bæredygtig udnyttelse 

af naturgrundlaget i ulande (1994-98) 

★Miljøforskning i Sahel. Sahel-Sudan 

Environmental Research Initiative 

(SEREIN) 

★Center for forskning vedr. bæredygtigt 

landbrug i semi-aride dele af Afrika 

(SASA) 

★Center for forskning i kulturel og biologisk 

diversitet i Andesbjergenes regnskove 

(DIVA) 

Pesticider og grundvand (1996-99) 

★Grundvandsgruppen 

Hormonlignende stoffers forekomst og virkning 

på reproduktionen (1996-99) 

★Forskningscenter for østrogenlignende 

stoffer 

Strategiske og grundlagsskabende aktiviteter i 

økologisk jordbrug med særlig vægt på de biologiske 

og miljømæssige aspekter (1996-99) 

★Forskningscenter for Økologisk Jordbrug 

Samfundsvidenskabelig natur-, miljø- og energiforskning 

(1997-2000) 

★ Center for Samfund, Økonomi og 

Miljø (SØM) 

★ Center for Samfundsvidenskabelig 

Miljøforskning (CeSaM) 

★ Analyse, Modeller og Regnskaber 

(AMOR) 

Bæredygtig arealanvendelse (1997-2000) 

★ Center for bæredygtig arealanvendelse 

og forvaltning af miljøfremmede stoffer, 

kulstof og kvælstof 

★ Center for effekter og risici ved anvendt 

bioteknologi i planteproduktion 

★ Foranderlige Landskaber - Center for 

Strategiske Studier i Kulturmiljø, Natur 

og Landskabshistorie 

Skov og Folk i Thailand (1997-2000) 

★ Center er under etablering 

Miljø- og Sundhedsfarlige Stoffer (1998-2001) 

★ Center for biologiske processer i forurenet 

jord og sediment 

★ Center for miljø og luftveje 

Centerledere og kontaktadresser i ulandscentrene 

SEREIN Anette Reenberg, Geografisk Institut, Københavns Universitet, 

Øster Voldgade 10, 1350 København K. Tlf.: 35 32 25 62. Fax: 35 32 25 01. 

E-post: ar@geogr.ku.dk 

SASA Jannik Boesen, Center for Udviklingsforskning, Gammel Kongevej 5, 

1610 København V. Tlf.: 33 85 46 00. Fax: 33 25 81 10. E-post: jbo@cdr.dk 

DIVA Flemming Skov, Danmarks Miljøundersøgelser, Grenåvej 12, Kalø, 

8410 Rønde. Tlf.: 89 20 17 00. Fax: 89 20 15 15. E-post: fffs@wpgate.dmu.min.dk 

PROGRAM 

november 1998 


november 1998 

november 1998 

56 



PROGRAM 

DET STRATEGISKE 


PROGRAM 

"Postbesørget blad", (8245 ARC) 

ISSN 0907-4678

ILJØFORSKNING - Info - Aarhus Universitet

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?