MELLEM HIMMEL OG JORD - nikolajdesign.dk

MELLEM HIMMEL OG JORD
Astrid Noack · Bodil Kaalund

MELLEM HIMMEL OG JORD
Astrid Noack: skulptur
Bodil Kaalund: maleri
Udstilling på:
MUSEET HOLMEN, LØGUMKLOSTER
FRA 3. APRIL TIL 16. MAJ 2004
Kataloget er udgivet af MUSEET HOLMEN,
TLF 74744561
med velvillig støtte fra Augustinus Fonden
Redaktion: Bent Andreasen
Layout, Nikolaj Hygebjerg, Nikolaj Design
Trykt hos Jelling Bogtrykkeri
Copyright: Astrid Noacks Legatfond
og kunstnerne
Forsiden: Bodil Kaalund: Korsfæstelse
(udsnit), 1967, olie på lærred, 63 x 74. Tilhører
kunstneren. (Foto: Hans Petersen)
Alle mål er angivet i centimeter med
højden først.

MELLEM HIMMEL OG JORD
Astrid Noack · Bodil Kaalund
Tekst:
Torben Weirup
MUSEET HOLMEN LØGUMKLOSTER
2004

Astrid Noack i sit atelier.
Foto: Det Kongelige Bibliotek,
Fotografisk Atelier

Forord
Af Bent Andreasen, formand for Museet Holmen
Dette katalog er blevet til i forbindelse med udstillingen ”Mellem himmel og jord” med udvalgte
værker af to markante kvindelige kunstnere fra det 20. århundrede. Værkerne er blevet til over en
periode på 40-50 år i henholdsvis første og anden halvdel af århundredet.
De to er forskellige i materialer og kunstnerisk udtryk, men begge har de arbejdet med at udtrykke
det enkle, nære og fortrolige set i forhold til det bibelske univers og de store fortællinger. Det er den
spænding udstillingen rummer: mennesket - mellem tid og evighed.
Bodil Kaalund viser på udstillingen ca. 20 udvalgte værker, spændende fra den første altertavle
med Getsemane som motiv og til dagligdags motiver og helt nye arbejder. Karakteristisk for Bodil
Kaalunds arbejder er, at hun forbinder det nære og fortrolige med det største - og med det hellige.
Som i et billedet af brødet, der vises på udstillingen, såvel som i hendes mange værker med religiøse
emner, som findes i kirker og i dagligstuer. Selvom udgangspunktet ofte er den bibelske historie
er scenen også genkendelig - med menneskets liv og eksistensen spejlet i den store historie. Bodil
Kaalund er udover sine mange arbejder som kirkekunstner også kendt for den store opgave, at lave
billeder til Bibelen i forbindelse med nye oversættelse i 1992. Hun er tillige en kender af Grønlands
kunst, som hun også har skrevet om. Og med på udstillingen er en trefløjet tavle ”Til Grønland” med
Grønlandsk madonna med to børn – og som midtermotiv en pieta.
Astrid Noacks skulpturer indgår i samspil og modspil til malerierne. Astrid Noack stammer fra
Ribe. Hun blev som ung uddannet billedskærer, men et langt studieophold i Paris blev grundlaget
for et markant kunstnerisk arbejde som billedhugger. Værkerne er stramme og enkle og har oftest
mennesket som motiv. Figuren rummer ofte en spænding mellem hvile og bevægelse i de meget
enkle skulpturer, der rummer et signalement af mennesket og kroppen – med styrke og værdighed.
Udover den store statue af Anna Ancher er et par af hendes hovedværker at finde her på egnen. “Det
Korsfæstede Menneske”, der i én figur udtrykker lidelse og styrke, kan ses i Dormitoriet ved Løgumkloster
Kirke og “Ung mand planter et træ”, der står udenfor Sønderjyllands Kunstmuseum,
udtrykker sammenhængen mellem kult og dagligdag. På denne udstilling vises et lille udvalg af
skulpturer fra “Madonna med barn” fra 1909 og frem til 50´ernes mor med barn figurer.
Vi takker kunstneren Bodil Kaalund for samarbejdet om udstillingen samt Holstebro Kunstmuseum
og Museet for Religiøs Kunst – Bodil Kaalund Samlingerne for venlig udlån af værker til udstillingen.
Endvidere takker vi Augustinus Fonden for støtte til udstillingen.

Astrid Noack
Foto: Det Kongelige Bibliotek, Fotografisk Atelier

Mellem Himmel og Jord
Af Torben Weirup
Der er i så godt som alle henseender meget langt fra billedhuggeren Astrid Noack og maleren
Bodil Kaalund til forfatteren Dan Turèll - men en løsreven sætning fra sidstnævntes omfangsrige
produktion dukker alligevel igen og igen op under overvejelserne over denne introduktion til de to
billedkunstnere.
Jeg holder af hverdagen, skriver den afdøde storbycowboy et sted, og i digtet fortæller han
varmt om de små glæder i tilværelsen som for eksempel at gå en tur gennem Københavns gader.
Holder man af hverdagen, må man holde af Astrid Noacks skulpturer og Bodil Kaalunds
malerier, for de tager udgangspunkt i hverdagen, de fortæller om hverdagen, de besynger hverdagen
- men gør det på en ophøjet måde der gør beretningen om hverdagen almenmenneskelig og
eviggyldig. Fælles for dem er kærligheden til medmennesket, ydmygheden over for arbejdet og
respekten for håndværket.
Håndværket er i det hele taget udgangspunktet for Astrid Noack (1888-1954). Hun arbejdede som
ung som fajancemaler og billedskærer og udførte blandt andet restaureringsarbejder for Nationalmuseet.
Det var med noget tilsvarende for øje, at hun i 1920 rejste til Frankrig.
Skønt hun boede der i 12 år, gik det ikke helt efter planen. I stedet for at være med til at udbedre
skader i kirkerne opstået under Første Verdenskrig, ernærede hun sig ved forefaldende arbejde
som for eksempel ved at give “antikke” møbler et autentisk udseende ved hjælp af billedskærerjern
og haglbøsse; det sidste for at bibringe dem ægte ormehuller. “Men i Paris blev hun
kunstner,” som Grete Zahle skriver i sit fine portræt af Noack, der er optrykt i antologien Billedvifte
(Forlaget Rhodos, 1997). I Paris gik Astrid Noack på l’Academie Scandinave og kom ind i
en kreds af danske kunstnere - Gottfred Eickhoff, Adam Fischer og Georg Jacobsen - med hvem
hun knyttede venskab og havde et inspirerende fællesskab.
En række af de mest kompetente iagttagere af dansk kunst - eksempelvis Erik Thommesen, Paul
la Cour og Eske K. Mathiesen - har skrevet fortroligt og personligt, varmt og vidende om Astrid
Noack, men et af de steder, hvor opfattelserne deler sig, er i graden af, hvor lidt og hvor meget
Astrid Noack overhovedet er inspireret og påvirket af andre.
Eske K. Mathiesen nævner i Weilbachs Kunstnerleksikon såvel hendes teoretisk velfunderede
landsmænd som en række franske billedhuggere, mens Erik Thommesen i en bog udgivet i 1964

Astrid Noack:
Ung mand der
planter et træ
1948-52
Bronzeskulptur
udenfor SønderjyllandsKunstmuseum.
Foto: Karen
Ahrenkiel

af Astrid Noacks Legatfond nævner et, som han skriver, fornuftsstridigt slægtskab med Rodin og
karakteriserer hendes kunstneriske udtryk som “i den grad selvskabt og upåvirkeligt af alt andet
end hendes personlige udvikling.” Og rigtigt er det, at hun er en ener i dansk kunst, hvis betydning
for sam- og eftertidens skulpturopfattelse næppe kan overvurderes. Som sine skulpturer står hun
stærk og rank og uantastet. Hendes sprog er af hendes tid men synes at lægge sig i naturlig forlængelse
af en billedkunstnerisk tradition, der strækker sig langt bagud til egyptiske og græske statuer.
Der er noget selvfølgeligt over Astrid Noacks arbejder. De er karakteriseret ved en stor koncentration
og en renfærdig enkelthed, psykologisk indlevelse og en dyb forståelse for den menneskelige
krops opbygning, og også heri ligger en stor kærlighed til hverdagen.
Da Astrid Noack i 1932 vendte tilbage til Danmark, fandt hun på Nørrebro i København en
bopæl med atelier, som Grete Zahle i den nævnte tekst beskriver som fattigt, men, som hun også
bemærker, så (er) “et miljøs værdi heldigvis bestemt af meget andet end det tingslige. Det yderst
beskedne bohave var underordnet i forhold til værkstedets intense atmosfære af arbejdsglæde og
dyb koncentration.”
I begyndelsen var opgaverne få, og Astrid Noack var i en vis udstrækning en kunstnernes kunstner,
men bestillingerne kom, og de gjorde hendes arbejder til hvermandseje for alle, der vil og kan
se. De er placeret rundt om i landet på museer og i parker og har været med til at forme opfattelsen
af fremstillingen af menneskeskikkelsen og undertiden af bestemte personer, sådan som det
er tilfældet med statuen af Anna Ancher. Det gælder for den som for andre af kunstnerens gengivelser
af stående og gående kvindeskikkelser, at der er en både udpræget ynde og en stor værdighed
over figuren, ligesom der er noget hjertegribende over hendes beskrivelser af børn. Hun
siger det, der skal siges, og hun gør det med varme og kærlighed.
Astrid Noack var kommunist; forstået på den måde, vel at mærke, at hun havde en drøm om
menneskeligt fællesskab og om respekt mellem mennesker. Flere af hendes arbejder kredser om
den menneskelige lidelse, som også dén tid fremviste alt for mange vidnesbyrd om, og centralt i
denne sammenhæng står (eller rettere: hænger) selvfølgelig Løgumklosters Det Korsfæstede Menneske
fra 1943.
Værket var egentlig tænkt som et mindesmærke for de danske soldater, der mistede livet den 9.
april 1940, og som også titlen antyder, er Den Korsfæstede ikke Kristus. Skikkelsen er ikke udstyret
med tornekrone, og den klassiske inskription - INRI - er ikke medtaget. Så i en vis forstand
er der et spring til Bodil Kaalunds religiøse billeder. De udmærker sig imidlertid også ved at tage
udgangspunkt i hverdagen eller måske snarere: søge at forbinde hverdagen med det guddom-

Astrid Noack:
Mor med barn.
1954, Bronze.
Højde: 111 cm.
Tilhører Astrid Noacks
Legatfond. Deponeret
på Holstebro Kunstmuseum

Astrid Noack: Det Korsfæstede Menneske 1943-45 (udsnit)
Træskulptur. Dormitoriet, Løgumkloster. Foto: Nikolaj Hygebjerg

melige og forstå hverdagen i lyset af det kristne budskab.
Astrid Noack var mere eller mindre autodidakt. Hun uddannede sig selv i Frankrig, og, som
Eske K. Mathiesen formulerer det:
“Da hun fandt sin form, fandt hun ikke kun en stil, men en måde at udtrykke sin grundoplevelse
af tilværelsen på.” Det samme kunne siges om Bodil Kaalund (født 1930), der gik på Kunstakademiet
mellem 1950 og 54, hvor, forstår man, hendes glæde ved det figurative ikke var velset,
og heller ikke over for hendes religiøse motivverden var der nogen videre imødekommenhed, for
sådan malede man ikke mere. I Benny Aros’ meget nærværende samtale med hende i antologien
Kaalunds kirker (Borgens Forlag, 2000) fortæller hun således, hvordan professor Kræsten Iversen
en dag sagde til hende, at “nu maler vi jo ikke ansigter mere, husk nu, bette Kaalund, vi er kommet
ind i den abstrakte tid.”
Bodil Kaalund: Til Grønland 1970
Trefløjet altertavle 70 x 140 med midtermotivet: pieta, samt fløjmotiverne: Grønlandsk madonna med
børn og fangne sjæle. I lukket tilstand: Fra Evighedsfjorden. Olie på træ. Tilhører kunstneren.

Bodil Kaalund: Tidevand
1962, olie på lærred, 100 x 100. Tilhører kunstneren.

Ikke desto mindre har Bodil Kaalund holdt fast
ved det fortællende element i sine malerier, og på
denne måde udtrykker hun sin grundopfattelse af
tilværelsen. Farven og kompositionen er vigtig for
Bodil Kaalund. Det er det, hun arbejder med, det
er hendes håndværk og efter resultaterne at dømme
tydeligvis hendes glæde, men kernen i hendes værker
er forsøg på at tolke tilværelsen.
I en erindringsskitse trykt i den lille bog Øje og Hånd
(Forlaget Forum, 1981) fortæller hun om barndommens
“vidunderlige hverdagsbilleder”: sæben og
blånelsen, suppens fedtperler, gulerodsterninger og
andre former og indtryk, som sammen med billederne
i faderens store kunstbøger ledte hende frem mod et
Bodil Kaalund 2004 Foto: Anne Bang
ønske om selv at male. Men også Bibelens historier
befordrede hendes personlige billeddannelse. Det er
således slående, at hun i Øje og Hånd beskriver sin opfattelse af Paradiset så konkret som naboens
have - “og underet, når blodbøgen om foråret først var grøn og langsomt skiftede farve, helt over
til det mørkeviolette, faldt godt i tråd med den overjordiske fornemmelse.”
Som antydet var det ikke nemt at male religiøse billeder under Bodil Kaalunds akademitid, så
det skulle blive en rejse til Nordnorge i slutningen af 1950erne, der forløste hende som kunstner
gennem mødet med naturen og med lyset i den. Karakteristisk nok - som det også fremgår af et
af billederne på udstillingen - er det netop ikke langt højere bjerge, Bodil Kaalund beskriver. Det
er et par, ligesom tilfældige vandomskyllede klipper, der imidlertid synes at fastholde essensen af
selve naturen, af det levende liv, af det guddommelige i hverdagen.
Gennem mere end et kvart århundrede har Bodil Kaalund skabt en Guds velsignelse af altertavler
og udformet andre former for kirkeinventar som bispekåber og messehagler. I sagens natur har
Bodil Kaalund fulgt (men også udfordret) de spilleregler, der hersker på dét område. Glemmes
må heller ikke hendes arbejde med at fremme interessen for grønlandsk kunst på grønlandske
betingelser. Men udstillingen i Løgumkloster kredser om hverdagen og dets forbindelse med det
guddommelige, og her er det især interessant, hvordan hun anvender ydmyge motiver.
Fisk, brød og fugle har deres velkendte symbolske betydning, men Bodil Kaalund kan med ud-

Bodil Kaalund: Brødets brydelse
1998, Akryl og olie på træ, 72 x 72. Tilhører kunstneren. Foto: Steen Agger

Bodil Kaalund: Den Vantro Thomas, 1980
Olie på træ, 63 x 74. Tilhører kunstneren. Foto: Hans Petersen

præget koloristisk følsomhed male en oksebov, så man både tænker forventningsfuldt på en bedre
middag og ihukommer fortællingen om kødets opstandelse. Og rent faktisk nåede kødstykket i
sin tid at blive spist i det kaalundske hjem på samme vis som en juleand, der i sammenhængen
får karakter af et forgængelighedsmotiv. Man bliver hyppigt mindet om dødens uafvendelighed i
Kaalunds billeder - men i sig rummer de også løftet om frelsen.
Vi er forpligtede på livet, indtil vi mister det, vi skal leve det, som vi bedst kan, og også det behandler
Bodil Kaalund. Hun fastholder den dagligdag, der også handler om arbejdet for føden som
i billedet af en mand - i dette tilfælde kunstnerens ægtefælle i 1950erne, maleren Nikolaj Nielsen
- der plukker blommer, og det bør da nævnes i denne sammenhæng, at i et af hendes malerier
forestillende den korsfæstede Kristus er modellen den store grafiker Palle Nielsen. Således fandt
såvel Astrid Noack som Bodil Kaalund deres modeller i familie- og vennekredsen.
I Bodil Kaalunds atelier hænger et maleri forestillende et stort kålhoved, og i et andet af hendes
billeder ser man en samling slidte grydeskeer. I atter andre værker ses en af de kvinder, der sælger
grøntsager ved Rialtobroen i Venedig, og i en litografisk mappe med titlen “Der er serveret” gengiver
hun de klassiske satser i en traditionel konfirmationsmiddag: Suppe, fisk, steg og kage.
Dét er sangen om hverdagen, kærligheden til hverdagen, respekten for hverdagen. Og den - og
optagetheden af mennesket, selvfølgelig - har de to kunstnere til fælles.
Torben Weirup er kunstanmelder ved Berlingske Tidende.

Bodil Kaalund: Oksebov, 1969
Olie på lærred, 50 x 112. Privateje. Foto: Anne Bang

Astrid Noack:
Astrid Noack blev født i Ribe den 30. Januar 1888, kom i 1902 til København, hvor hun arbejdede
som fajancemaler på fabrikken ”Aluminia” fra 1903 til 1905. 1906 kom hun i billedskærerlære i
Vallekilde, fik svendebrev 1910, arbejdede på forskellige værksteder i København og kom senere
i forbindelse med Joakim Skovgaard for hvem hun skar rammer og efter hvis udkast hun i 1912
udførte de ornamentale træskærerarbejder i loftet i Viborg Domkirke. Senere arbejdede hun for
Nationalmuseet med restaureringer af altertavler og prædikestole og udførte gennem flere år restaureringer
og billedskærerarbejder på gamle møbler.
I 1920 rejste hun til Paris, hvor hun arbejdede på forskellige møbelværksteder og på en paraplyfabrik,
hvor hun skar paraplyhåndtag.
1926 og 1927 var hun elev på Academie Maison Wattau med Charles Despiau og Paul Cornet som
lærere. Opholdet i Paris varede til 1932. Under pariseropholdet udstillede hun på Kunstnernes
Efterårsudstilling 1926 og 1927. Desuden 1925 på Salon d´Autonome og på Salon des Tuileries
1930 og 1931. Efter hjemkomsten til Danmark var hun gæst på ”Grønningen” 1933 og 1934, blev
optaget som medlem 1935 og deltog derefter i de årlige udstillinger der. I 1943 udkom i serien
”Vor tids kunst” nr. 37 en bog om Astrid Noack skrevet af Paul la Cour. Foruden deltagelse i udstillinger
i en række europæiske byer har hun afholdt separatudstillinger i København 1944, Oslo
1953 og Stockholm 1947 og 1953.
I 1940 modtog Astrid Noack Tagea Brandts legat, 1942 Det Ancherske Legat, tildeltes Eckersberg-medaillen
1940 og Thorvaldsen-medaillen 1954. I 1952 foretog hun en længere studierejse
til Italien.
Astrid Noack døde den 26. December 1954 i København og efter hendes død oprettede arvingerne
”Astrid Noacks Legatfond”.
(fra 14 tegninger af Astrid Noack, 1988. Udgivet af Astrid Noacks Legatfond i kommission hos
Holstebro Kunstmuseum)
Litteratur bl. a.: Paul la Cour: Astrid Noack. Vor tids kunst, 1937. Grete Zahle: Mælkevej og
stjerneskud, 1977. Grete Zahle: Liv og kunst, 1987. 14 tegninger af Astrid Noack udgivet af Astrid
Noacks Legatfond, 1988 og Anders Enevig: Vejkrucifikser i Danmark, 1994.
Udførlige biografier i Weilbachs kunstnerleksikon og Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Bodil Kaalund:
Bodil Kaalund fødtes 8. november 1930 i Silkeborg. De tidligste impulser til at arbejde med
kunsten kom fra hjemmet, idet hendes far var maler, men af stor betydning blev også en rejse til
Norge i 1946, hvor hun stiftede bekendtskab med Edvard Munchs maleri og de norske landskaber.
Bodil Kaalund var kun 17 år, da hun første gang udstillede offentligt med 2 malerier på Kunstnernes
Efterårsudstilling i 1948. Fra 1950-54 var hun elev på Kunstakademiets malerskole hos
Kræsten Iversen og på Grafisk Skole hos Holger J. Jensen. I 1950´erne foretog hun studierejser i
Europa og afgørende blev rejser til Nordnorge i 1957-64 og fra 60èrne og fremefter tillige hendes
store engagement i Grønland, hvor hun har været med til at støtte kunstlivet, formidle udstillinger
og oprette det, der er blevet til Grønlands Kunstskole.
Tyngdepunktet i Bodil Kaalunds virke i Danmark har været den lange række af udsmykninger
med religiøse temaer fra billedrækken Genesis i Helligåndshuset i 1971 og afsluttet i 2002 med
9 billeder til Stenkyrkan i Bohuslän i Sverige. Endvidere har Bodil Kaalund lavet bispekåber til
Grønlands biskop samt til biskoppen i Aalborg og København og adskillige messehagler. I 1984
fik hun den store opgave at udføre illustrationer til den nye bibeloversættelse, der udkom i 1992.
De 160 akvareller, som blev lavet hertil kan sammen med mange af hendes malerier ses på Museet
for Religiøs Kunst – Bodil Kaalund Samlingerne i Lemvig. Har desuden illustreret digte af Lorca
og Thorkild Bjørnvig samt salmer af Brorson og Kingo.
Litteratur bl. a.:
Bodil Kaalund: Øje og hånd, 1981, ”og der blev lys”. Bibelske billeder 1962-1992. Det teologiske
Fakultet, Aarhus Universitet. Grønlands kunst, 1979 og 1990. Bibelen, ill. udgave med billeder af
Bodil Kaalund, 1992. Jan Garff: Kaalunds kirker, 2000. “Tack och lov”, Nordiska Akvarellmuseet,
2000. Charlotte Christensen: Den mangfoldige verden - Bodil Kaalund på Rosenborg, 2003.
Sigurd Bergman: “I begynnelsen är bilden”, 2003.
Udførlige biografier i Weilbachs kunstnerleksikon og Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Bodil Kaalund: Sjælekampen i Getsemane, 1972
Olie på lærred, 130 cm i diameter. Altertavle i Erslev Kirke på Mors.
P.t. deponeret på Museet for Religiøs Kunst. Foto: Hans Petersen

Bodil Kaalund: Spyddet i siden, 1995
Akryl på træ, 123 x 53. Tilhører Museet for Religiøs Kunst.
Foto: Steen Agger
Bagsiden: Astrid Noack: Gertrud, 1953
Bronze. Højde 62 cm. Tilhører Holstebro Kunstmuseum

MUSEET HOLMEN · LØGUMKLOSTER