Astrid Noack: Ung mand der planter et træ 1948-52 Bronzeskulptur udenfor SønderjyllandsKunstmuseum. Foto: Karen Ahrenkiel
af Astrid Noacks Legatfond nævner et, som han skriver, fornuftsstridigt slægtskab med Rodin og karakteriserer hendes kunstneriske udtryk som “i den grad selvskabt og upåvirkeligt af alt andet end hendes personlige udvikling.” Og rigtigt er det, at hun er en ener i dansk kunst, hvis betydning for sam- og eftertidens skulpturopfattelse næppe kan overvurderes. Som sine skulpturer står hun stærk og rank og uantastet. Hendes sprog er af hendes tid men synes at lægge sig i naturlig forlængelse af en bille<strong>dk</strong>unstnerisk tradition, der strækker sig langt bagud til egyptiske og græske statuer. Der er noget selvfølgeligt over Astrid Noacks arbejder. De er karakteriseret ved en stor koncentration og en renfærdig enkelthed, psykologisk indlevelse og en dyb forståelse for den menneskelige krops opbygning, og også heri ligger en stor kærlighed til hverdagen. Da Astrid Noack i 1932 vendte tilbage til Danmark, fandt hun på Nørrebro i København en bopæl med atelier, som Grete Zahle i den nævnte tekst beskriver som fattigt, men, som hun også bemærker, så (er) “et miljøs værdi heldigvis bestemt af meget andet end det tingslige. Det yderst beskedne bohave var underordnet i forhold til værkstedets intense atmosfære af arbejdsglæde og dyb koncentration.” I begyndelsen var opgaverne få, og Astrid Noack var i en vis udstrækning en kunstnernes kunstner, men bestillingerne kom, og de gjorde hendes arbejder til hvermandseje for alle, der vil og kan se. De er placeret rundt om i landet på museer og i parker og har været med til at forme opfattelsen af fremstillingen af menneskeskikkelsen og undertiden af bestemte personer, sådan som det er tilfældet med statuen af Anna Ancher. Det gælder for den som for andre af kunstnerens gengivelser af stående og gående kvindeskikkelser, at der er en både udpræget ynde og en stor værdighed over figuren, ligesom der er noget hjertegribende over hendes beskrivelser af børn. Hun siger det, der skal siges, og hun gør det med varme og kærlighed. Astrid Noack var kommunist; forstået på den måde, vel at mærke, at hun havde en drøm om menneskeligt fællesskab og om respekt mellem mennesker. Flere af hendes arbejder kredser om den menneskelige lidelse, som også dén tid fremviste alt for mange vidnesbyrd om, og centralt i denne sammenhæng står (eller rettere: hænger) selvfølgelig Løgumklosters Det Korsfæstede Menneske fra 1943. Værket var egentlig tænkt som et mindesmærke for de danske soldater, der mistede livet den 9. april 1940, og som også titlen antyder, er Den Korsfæstede ikke Kristus. Skikkelsen er ikke udstyret med tornekrone, og den klassiske inskription - INRI - er ikke medtaget. Så i en vis forstand er der et spring til Bodil Kaalunds religiøse billeder. De udmærker sig imidlertid også ved at tage udgangspunkt i hverdagen eller måske snarere: søge at forbinde hverdagen med det guddom-
Change language