Til Justitsminister Lars Barfoed og Folketingets ... - Climate Collective

climatecollective.org

Til Justitsminister Lars Barfoed og Folketingets ... - Climate Collective

Til Justitsminister Lars Barfoed og Folketingets Retsudvalg

Forløbet op til og omkring demonstrationen d. 16.12.09 “Reclaim Power – Push for Climate Justice”, samt

anholdelsen af Tannie Nyboe og Stine Gry Jonassen og den efterfølgende dom, rejser en række spørgsmål

af almen interesse. Klimakollektivet vil derfor anmode Folketingets retsudvalg om at forholde sig til nedenstående

beskrivelse og spørgsmål.

Indholdsfortegnelse

Civil ulydighed ................................................................................................................................................ 1

Politiets dialog var ren proforma................................................................................................................... 2

Chikanerende oppasning af enkeltpersoner og truende besøg på privatadresser ....................................... 4

Politiets håndtering af demonstrationen d. 16.12: Fatal misinformation fra politiledelsen til betjentene og

proforma-dialog med demonstrationsledelsen ............................................................................................ 7

Anholdelse af talspersoner, beslaglæggelse af højttalervogne og chikane af aktivister: et samlet angreb

på den interne og eksterne kommunikation, og på demokratiske rettigheder .......................................... 10

Ikke-voldelig civil ulydighed blev sidestillet med voldelige aktioner .......................................................... 10

Voldsdom over fortalere for ikke-voldelig civil ulydighed ........................................................................... 11

Det samlede billede af formålet med politiets og politianklagerens indsats .............................................. 12

Spørgsmål .................................................................................................................................................... 12

Bilag: .................................................................................................................................................................... 14

Civil ulydighed

Civil ulydighed har i utallige sammenhænge været dén aktionsform, der har drevet samfundsudviklingen

videre, uden at det har været nødvendigt at gribe til oprør. Herhjemme bygger afgørende skridt i fredelig

udvikling af vores samfundsmodel på vedholdende civile ulydighedsaktioner, f.eks. dannelsen af fagbevægelsen

og udviklingen af arbejdsmarkedets samarbejdsmodeller, samt opnåelse af valgret og valgbarhed for

kvinder. Den omfattende civile ulydighed under besættelsen, hyldes i dag som fuldt ud berettiget: fra den

illegale presse til beskyttelse og transport af jødiske flygtninge og til dannelse af modstandsgrupper: Når

uret bliver ret, bliver modstand en pligt.

Lige nu er 1 milliard menneskers livsbetingelser akut truet af menneskeskabte klimaforandringer, og Verdens

topledere påtager sig ikke deres historiske ansvar for at udvikle løsninger, der kan give de nødvendige

forandringer. Den dybt alvorlige situation kalder i høj grad på civil ulydighedsaktioner. Det mener Climate

1


Justice Aktion (CJA) og Klimakollektivet (KK), og med os et verdensomspændende klimanetværk med stor

international opbakning.

I England har vi set mindst et eksempel på, at en domstol har frikendt klimaaktivister med henvisning til

den presserende karakter, klimaforandringerne har. Og NASA-forskeren, James Hansen, har gentagne gange

– på linje med mange andre – været ude med et budskab om, at civil ulydighed i klimasagen er en nødvendighed.

Under COP-15-demonstrationerne valgte politiet at gå konfrontationens vej overfor CJA/KK med overdreven

vold, peberspray, beslaglæggelse af højttalervogne, og anholdelse af talspersoner – før dialog og samarbejde

var prøvet. Dette på trods af, at der i månederne op til topmødet var lagt mange kræfter i dialogbaseret

samarbejde mellem politiet og CJA/KK. Udenfor demonstrationerne blev aktivister fra CJA/KK overvåget

af PET, telefonaflyttet, kropsvisteret og chikaneret på gaden og i eget hjem, og vi og vores internationale

gæster måtte acceptere voldsomme natlige ransagninger og registreringer.

Et demokratisk land som Danmark bør ikke møde civil ulydighed med massiv mistro og voldsomhed. Det

har central betydning, at Folketingets Retsudvalg forholder sig til dette spørgsmål, og Klimakollektivet anmoder

om, at nedenstående beretninger tages med i overvejelserne.

Politiets dialog var ren proforma

CJA og KK havde tydeligt meldt ud, at aktionerne i forbindelse med COP15-topmødet ville være ikkevoldelige,

med elementer af ikke-voldelig civil ulydighed. Det fremgik af skriftlig kommunikation til politiet

og offentligheden.

CJA og KK tog imod politiets opfordring til at indgå i et dialogforum, for at sikre den bedst mulige afvikling af

demonstrationerne, og for at undgå unødvendige konfrontationer mellem politi og demonstranter.

I de sidste 3 måneder op til topmødet blev der holdt 5 dialogmøder med politiet. På møderne modtog politiet

skriftlig information om, hvordan aktioner og demonstrationer ville foregå, og mange emner blev diskuteret.

Det blev af CJA/KK specielt pointeret, at alle aktioner og demonstrationer ville foregå ikke-voldeligt.

På trods af CJA´s og KK´s åbenhed og samarbejdsvilje, og trods mange løfter fra politiet, så svarede politiet

igen med alvorlig repression mod enkeltpersoner og grupper 1 .

Politiets signaler om vilje til dialog og samarbejde, og hvordan virkeligheden kom til at se ud

Der er optagelser fra et af dialogmøderne, hvor politiet udtrykker stor imødekommenhed og samarbejdsvilje.

“Vi har fuld tillid til arrangørerne af demonstrationerne, og vi har fuld tillid til, at den gensidige forståelse

og respekt vil udmønte sig i et godt samarbejde og i demonstrationer, som alle kan være tilfredse med.” 2

Men virkeligheden blev, at tilliden ikke rakte længere, end at 9 personer fra CJA og KK fik aflyttet deres

telefoner i op til 3 måneder: Tannie, Stine, Natasha, Noah, Tadzio, Malthe, Laura, Michaela og Mads.

1

Se i øvrigt medfølgende bilag ´Erklæring til “evalueringsmøde” med Københavns Politi´, skrevet til Københavns

Politi, som svar på en invitation til at evaluere samarbejdet mellem politi og demonstranter op til og under COP-15topmødet.

CJA og KK valgte ved den lejlighed at møde op og læse erklæringen op, hvorefter vi forlod mødet i protest

mod politiets proforma-samarbejde.

2

Note: Alle citaterne fra dialogmøderne er gengivet efter hukommelsen.

2


“Politiet er jo en servicevirksomhed” og “Klimademonstrationen d. 12.12. skal være en folkefest!” blev der

bl.a. sagt af politiet på dialogmøderne.

Men virkeligheden blev Danmarkshistoriens største masseanholdelse d. 12.12. Det skete, efter at politiet

havde tvunget en lille muligvis voldelig gruppering op bag i den store, fredelige demonstration, hvor

CJA/KK´s blok befandt sig. Denne gruppe havde ellers planlagt deres egen rute, da de var uønskede i

CJA/KK`s blok og i resten af den store demonstration. Sådan ønskede politiet imidlertid ikke, at det skulle

gå.

“Vi har ingenting at gøre i Jeres demonstrationer, så ‘uro´ere’ bliver der ikke tale om”. “De eksempler, vi

kender fra EU-topmødet i 2002 er vi rigtig kede af, og de enkelte betjente må have handlet på eget initiativ”.

Sådan lød politiets forsikringer på et af dialogmøderne.

Men virkeligheden blev, at der blev genkendt civilklædte betjente i flere demonstrationer. Demonstranter

blev desuden vidner til en voldsom episode med civilbetjente kl. 8 om morgenen d. 16.12. 8 civilklædte

betjente omringede Malthe (talsperson for CJA/KK) midt i den fredsommeligt ventende mængde foran

Tårnby Station. En af betjentene gav Malthe et knæ i skridtet, hvorefter hans arme blev vredet om på ryggen,

og de 8 betjente løb af sted med ham.

“Vi har ikke noget at gøre på Jeres sovesteder” sagde politiet på dialogmøderne, og der blev etableret en

kontaktgruppe. “Vi ringer, hvis der bliver problemer med sovestederne” sagde politiet på dialogmøderne.

Men virkeligheden blev, at politiet gennemførte 4 natlige ransagninger: På Teglholmen, Bolsjefabrikken, og

2 gange i Ragnhildsgade. Det foregik hver gang med blå blink og sirener og kampklædte betjente, uden,

som aftalt, at tage kontakt til kontaktgruppen. Politiet stormede sovestederne med høje råb, og folk blev

med stor voldsomhed hevet ud af soveposerne og sat i futtog. Da en kontaktperson spurgte om årsagen til

ransagningen, og hvorfor hun ikke var blevet kontaktet, fik hun at vide, at hun skulle blande sig uden om.

Da hun insisterede, fik hun at vide, at hun skulle holde kæft og blive siddende, “Ellers skal vi nok sørge for,

at I blander Jer uden om”.

“Der må være tale om en fejl. Den aktuelle politienhed kan ikke have fået de nødvendige instrukser”. Sådan

lød undskyldningen fra politiet til kontaktgruppen efter den første ransagning.

Men virkeligheden blev, at ‘fejlen’ gentog sig 3 gange mere. De mange nationale og internationale gæster

på sovestederne måtte desuden finde sig i daglige omfattende kropsvisiteringer, registrering, intimiderende

politikontakter og anden chikane døgnet rundt under hele topmødet.

Konfiskation af bannere, skilte, megafoner

Med til virkeligheden om ransagningerne hører, at politiet beslaglagde bannere, skilte, megafoner og diverse

udsmykning til højttalervogne o.lign. Effekter som det er vanskeligt at se, skulle udgøre en trussel mod

den offentlige ro og orden. Tværtimod er udsmykningen vigtig, når en del af formålet er, at afholde farverige,

vidtspændende og udtryksfulde demonstrationer, og megafonerne er helt centrale kommunikationsmidler,

hvis arrangørerne af en demonstration skal kunne kommunikere med demonstranterne. Uden megafonerne

kan der udvikle sig misforståelser, forvirring og utryghed, som i pressede situationer kan være

dét, der udløser en konfrontation.

3


Da beslaglæggelserne ikke kan have været foretaget af hensyn til den offentlige ro og orden, er det mere

nærliggende at betragte beslaglæggelsen af skilte, bannere og megafoner som et målrettet forsøg på at

fratage demonstranterne muligheden for at formidle deres politiske budskaber.

Festtelt blev ryddet med tåregas

D. 14.12. var et cirkustelt på Christiania rammen om mange timers arrangement som Climate Justice Action

og Klimakollektivet havde organiseret. Over 1000 mennesker overværede bl.a. oplæg og debat med internationale

notabiliteter, som f.eks. den internationalt anerkendte journalist, forfatter og aktivist, Naomi

Klein. Arrangementet skulle slutte af med fest og multikulturelle musikindslag. Men musikken var kun lige

startet, da politiet stormede teltet med tåregas og hundredvis af kampklædte betjente, og Christiania lignede

resten af aftenen og nattet en veritabel krigszone. Gaderne lå indhyllet i tåregas, og flere hundrede

betjente i kampuniform og gasmasker og med støtte fra helikoptere, forfulgte festklædte gæster fra hele

verden rundt i gaderne. Forfølgelsen fortsatte udenfor Christianias volde, hvor andre politienheder var sat

ind for at forhindre folk i at slippe væk fra tåregassen. Adskillige blev anholdt, bl.a. 78 personer fra den italienske

delegation, som sad og spiste i restaurant Spiseloppen, da politiet angreb.

Det, der angiveligt var anledningen til, at festteltet og Spiseloppen blev stormet, var, at nogle personer

havde lavet bål på gaden ved en af indgangene til Christiania. Da politiet ankom for at slukke bålet, løb nogen

af bålmagerne ind på Christiania, bl.a. skulle de været løbet ind i teltet og Spiseloppen.

Chikanerende oppasning af enkeltpersoner og truende besøg på privatadresser

David Balleby Rønbach har været aktiv i CJA/KK siden april ‘08, og var bestyrelsesmedlem i Klimaforum09

fra kort efter den stiftende generalforsamling til kort før topmødet. Klimaforum modtog støtte fra Staten

på over 8 mio. kr.

D. 12.12.09, 3 timer før den store klimademonstration startede, blev David stoppet af politiet, mens han

cyklede på vej til et møde med oprindelige folk fra ”Climate Caravan”. Der skulle bl.a. males bannere til

demonstrationen. Ud af en større flok tilfældige cyklister på Nørrebrogade, gik 2 betjente målrettet efter

David. David blev kropsvisiteret og bagagen endevendt, og i rygsækken lå en malerspraydåse, som skulle

bruges til de bannerne, der skulle males. Betjentene vurderede imidlertid, at David nok snarere ville begå

hærværk med malingen under den kommende demonstration, og han blev derfor præventivt anholdt. Han

kom til at sidde 6 timer i et ‘klimabur’ (det maksimale tilbageholdelsen kunne vare, fordi anholdelsen ikke

skete i forbindelse med optøjer). David gik således glip af en demonstration, som han gennem 2 år havde

brugt en masse tid på at planlægge.

D. 16.12.09, på dagen for “Reclaim Power”-demonstrationen, blev David igen opsøgt af politiet. Denne

gang foregik det mens han sammen med andre demonstranter ventede foran Tårnby Station, inden demonstrationen

gik i gang. Her kom 2 betjente hen til ham og sagde: “Hej David” selvom han aldrig havde

set dem før. De påstod, at de havde set David sparke ud efter en betjent under en aktion 2 dage tidligere,

selvom det ikke havde noget på sig. De sagde, at der jo ikke var rejst sigtelse endnu, men at David skulle

sørge for at opføre sig pænt under dagens demonstration; underforstået: vi går specielt efter dig.

Betjentene forsøgte ikke at skjule, at de vidste, hvem han var, eller at deres viden var resultatet af overvågning

og distribution af Davids identitet. Tværtimod startede og sluttede hver eneste sætning med 'David'

4


selvom han ikke havde set dem før. Det virkede, som om de var en del af et specielt team af betjente, der

havde fået indsigt i personer, der havde deltaget i at arrangere demonstrationerne.

Samtalen mellem betjentene og David blev tilfældigvis filmet, og billeder og lyd er bevaret.

Mads Kissow har været aktiv i CJA og KK siden sommeren ´08, og han var talsperson for CJA i en kort

periode. Mads fik i september ´09 uanmeldt besøg på sin adresse, hvor han har værksted sammen med 25

andre personer. 3 personer stod pludselig udenfor hans værksted. De var i civil og ville ikke identificere sig,

og de nægtede at gå, da de blev bedt om det. Uden at spørge om lov eller vise en dommerkendelse

begyndte de at rode området igennem. Først da Mads sagde, at han ville ringe til politiet, og han derefter

begyndte at tage billeder af deres aktiviteter, viste personerne politiskilte. De brød sig ikke om at blive

fotograferet, og forlod stedet hurtig efter kameraet var kommet frem. Mads genkendte senere den ene af

betjentene i civil under en demonstration.

I de følgende måneder fik Mads flere gange besøg af politiet, som angiveligt ledte efter stoffer eller

rumænere, eller Mads blev beskyldt for at være besætter, på trods af værkstedernes legale status som lejet

af Københavns Kommune. Politiets grove og intimiderende tone kunne svinge i voldsomhed, men hos

Mads og brugerne af værkstederne efterlod besøgene hver gang følelsen af utryghed, afmægtighed, grov

krænkelse af privatlivets fred og for Mads´s vedkommende: kriminalisering af aktiv politisk deltagelse.

Mads blev 4 gange stoppet ‘tilfældigt’ på gaden og kropsvisiteret, angiveligt for at lede efter hash på ham.

To af gangene hilste betjentene imidlertid med “Hej Mads…” og han blev en af gangene spurgt, om han

også skulle til møde i weekenden (hvor CJA/KK holdt møde). En gang, hvor han blev stoppet ved

Ragnhildsgade, var det med “Hej Mads, her har vi da ikke stoppet dig før”.

En dag kørte samme mandskabsvogn 3 gange op på siden af Mads. Det foregik tre forskellige steder og med

flere timers mellemrum. Mads genkendte vognen

Mads blev anholdt d. 16.12. kl. 7 om morgenen hos sin søster. 4 betjente i civil, men med pistoler i bæltet,

kom ind og hentede ham med besked om, at han skulle pakke sine ting. Udenfor ventede en armeret

fangetransport og en mandskabsvogn samt 6 betjente i kampuniform. Mads blev kørt rundt i byen, mens 2

betjente ydmygede ham med kommentarer som: “Nå, nu er du nok ikke så smart mere, hva´. Det er bare

typisk med de autonome”. På Israels Plads blev han flyttet over i en stor bus med 2 andre anholdte. De blev

senere kørt til Klimafængslet, hvor han skulle aflevere alle sine ting, og det meste af tøjet. Blot 15 minutter

senere blev han hentet af 2 betjente, der kommanderede ham til at tage tøj og sko på igen. Han blev

derefter kørt i civil bil til Valby Politistation, hvor han igen måtte aflevere sine ting og det meste af sit tøj, og

blev anbragt på betongulvet i en kold celle uden møbler. Han fik ikke lov at ringe til en advokat eller til

RUSK, selvom han bad om det, men fik lov at ringe til sin mor. Under afhøringen fik han at vide, at han lige

så godt kunne tilstå alt, for politiet vidste det hele. Han blev tvunget til at aflevere finger- og håndaftryk.

Tilbage i cellen fik han tilbudt mad, og han blev spurgt, om der var særlige hensyn. Mads fortalte, at han er

vegetar, hvorefter han fik serveret en bøfsandwich med besked om, at hvis han ikke ville spise dén, kunne

han ikke få noget mad. Så Mads fik ikke noget mad. 2 fangevogtere sørgede dog senere for, at han fik noget

frugt. Kl. 3 om natten, efter 20 timers anholdelse, blev Mads løsladt uden kommentarer. Han havde ikke

fået noget overtøj med, og trods frostvejret fik han ikke nogen transport.

I januar 2010 fik Mads brev fra Københavns Politi om, at hans værkstedsområde var blevet videoovervåget

siden midten af september, samt at hans telefon var blevet aflyttet fra slutningen af august.

5


Der er ikke rejst tiltale mod Mads.

Rebecca Ingemann Madsen var aktiv i CJA og i KlimaX, og hun har desuden været aktiv på venstrefløjen og i

Ungdomshusbevægelsen. Under en KlimaX-aktion ved Fields i september henvendte politiets indsatsleder

sig til hende med: “Hej Rebecca. Dig har vi da også set i forbindelse med Ungdomshuset og ved 1. majdemonstrationer,

og nu er du også aktiv i klimabevægelsen. Skulle du ikke hellere tage og koncentrere dig

om din uddannelse?”

Rebecca havde aldrig set betjenten før. Hun havde bagefter en klar fornemmelse af en tydeligt intimiderende

tone. Hun var ikke i tvivl om, at formålet var, at hun skulle mærke den ubehagelige fornemmelse af,

at politiet holdt øje med hende, og af at hendes færden blev registreret.

Daniel Holst har været aktiv i Klimakollektivet og KlimaX siden begyndelsen af 2009.

I midten af juli, da Daniel lige var kommet hjem fra Roskildefestival, bankede det hårdt på døren. Daniel bor

på kollegium med dørtelefon, men den havde de besøgende ikke benyttet. Det havde åbenbart betydning

at komme uanmeldt. Udenfor stod 2 personer, som fortalte, at de kom fra PET, og at de gerne ville tale

med ham. Samtalen kom til at vare en halv time, hvor de to PET-folk først forsøgte sig med akavet smalltalk

og venskabelighed. De spurgte derefter nøje ind til, hvad Daniel foretog sig, hvad han skulle lave det næste

stykke tid, hvad han vidste om andre personers aktiviteter og planer, og om CJA og KlimaX´s planer. Der var

indirekte bemærkninger, der antydede, at Daniel havde planer om voldelige aktiviteter, og PET-folkene ville

gerne vide, “Om Daniel så syntes, at alle vi andre bare er kedelige pølsedanskere”.

PET-folkene foregav at være helt uvidende om Daniel.

Han fik telefonnummeret til den ene person, Jens, med opfordring om at ringe, hvis der var noget, PET skulle

vide, eller hvis Daniel fik lyst til at mødes med Jens igen. Han blev opfordret til at lade være med at fortælle

til nogen, at han havde haft besøg, for folk ville bare tro, at han var mærkelig.

I september fik Daniel besøg igen, og denne gang kom besøget til at vare 3 kvarter.” Daniels telefon blev

ringet op fra et hemmeligt nummer: “Det er Jens, mig fra det store firma”. “Vi vil helst tale med dig udenfor.

Vi står udenfor og venter. Du må ikke lægge på – du skal lade din telefon være tændt indtil du er kommet

ned”. Daniel fik at vide, hvilken rute han nu skulle gå ad, og han endte på en uoplyst græsplæne. De 2

PET-folk, Jens og Tine, kom derefter fra en position, så de havde kunnet se, om der var nogen, der fulgte

efter Daniel.

Besøget fandt sted umiddelbart op til CJA-aktionen “Shut It Down”, og PET-folkene spurgte detaljeret ind

til, hvad der skulle foregå. De sagde godt nok, at det ikke kom dem ved, hvad folk gik og lavede, men de

ville gerne være forberedt, hvis det blev voldeligt. De ville gerne vide, hvem Daniel havde kontakt til, og

hvem der stod for hvad. De ville have Daniel til at give oplysninger om folks adfærd, og om nogen personer

pegede i en yderliggående retning. “Daniel var jo en del af en ikke-voldelig organisation, og det var derfor

også i hans egen interesse, at yderligtgående elementer blev isoleret”.

De kommenterede også, at Daniel havde fået registreret sit navn af politiet i nærheden af en aktion, hvor 4hjulstrækkere

var blevet piftet. De syntes det var en fed aktion, og de ville gerne høre, hvilken rolle Daniel

havde spillet, hvem der havde planlagt den, og hvem der ellers havde været med – selvom Daniel ikke

kendte noget til aktionen.

6


De spurgte, om han havde fortalt nogen om PET´s tidligere besøg, og da Daniel sagde ja, så anbefalede de

endnu engang, at han ikke skulle fortælle det til nogen. Han ville kun opnå, at gøre sig selv mere interessant

for PET, fordi hans navn ville dukke op endnu flere steder.

Under samtalen på græsplænen var Jens hele tiden på vagt overfor folk, der gik forbi på stierne rundt om.

Han slap dem ikke med øjnene, før de var væk. Hans adfærd skabte en mistænksom og anspændt og paranoid

atmosfære, som var med til at understrege den ubehagelige situation.

I perioden efter det sidste besøg var Daniels post konstant forsinket og kom i store bunker.

Det er udelukket, at PET besøgte Daniel som et led i det såkaldte ‘afradikaliseringsprogram´, for ifølge dette

program, skal en præventiv samtale indeholde direkte information om, hvad man mistænker den opsøgte

person for at gøre, og hvad lovens rammer er på området. Ingen af disse emner var oppe under PETfolkenes

besøg.

Daniel har aldrig fået officiel besked om, at han er blevet overvåget af PET, mens de 9 personer, der fik

aflyttet deres telefoner, alle har fået brev om aflytningen fra Kbh.´s Politi. Daniel undrer sig over, hvordan

PET kunne vide, at han var hjemme, da han lige var kommet hjem fra Roskildefestival, og da de 2 PET-folk

ventede på ham udenfor i september.

Daniel føler sig groft krænket over PET´s indirekte anklager om voldelig aktivisme. Han har haft det fint med

KK´s ikke-voldelige aktionskodeks. Den selvfølgelige ´Big-Broother-stil´, der invaderer privatlivet og kræver

indsigt i Daniels og andres gøren og laden, opleves ligeledes som grænseoverskridende.

Anholdelser af 5 talspersoner (udover Stine og Tannie), hvoraf 2 er frikendt og 3 ikke er blevet sigtet:

Natasha blev anholdt en aften, hvor hun cyklede alene gennem byen. 2 mandskabsvogne kørte efter hende,

og 8 kampklædte betjente stoppede hende ved at vælte hende af cyklen, og hun blev under stor voldsomhed

smidt ind i en politibil. Natasha sad varetægtsfængslet i 23 dage, hun blev sigtet og senere frifundet.

Noah blev fængslet da han cyklede forbi PET´s midlertidige hovedkvarter på Scandic Hotel. Noah sad varetægtsfængslet

i 25 dage, heraf 5 i isolation. Han blev sigtet, men blev siden frifundet.

Tadzio blev anholdt af 4 civile betjente i Bella Centret, efter at han havde deltaget i en international pressekonference.

Tadzio sad varetægtsfængslet i 3 dage, men er ikke blevet sigtet.

Malthe blev som nævnt anholdt af 8 civile betjente foran Tårnby Station 1 time før demonstrationen startede.

Malthe var tilbageholdt i 12 timer og er heller ikke blevet sigtet.

Mads blev som nævnt anholdt hos sin søster. Han var tilbageholdt i 20 timer, men er ikke blevet sigtet.

Politiets håndtering af demonstrationen d. 16.12: Fatal misinformation fra politiledelsen

til betjentene og proforma-dialog med demonstrationsledelsen

Under demonstrationen d. 16.12. blev demonstrationstoget fra starten “pakket ind” i form af politikæder i

½-1 meters afstand fra demonstranterne hele vejen til Vejlands Allé, hvilket ikke er normalt for danske forhold.

Der blev skubbet til demonstranterne, og demonstrationstoget blev flere gange stoppet. Der var utal-

7


lige eksempler på grov, nedladende og aggressiv adfærd fra politiets side på ruten ud til Vejlands Allé, trods

en disciplineret og fredelig march.

Det viste sig under retssagerne at 3 ud af de 4 politibetjente, der vidnede, troede, at formålet med demonstrationen

var, at trænge ind i Bella Centret. Et af politiets vidner oplyste, at han i et orienteringspapir fra

politiledelsen havde læst, at demonstranterne planlagde at komme ind i Bella Centret.

CJA/KK havde fra starten af oktober meldt ud såvel offentligt som til politiet, at formålet var, at holde et

folkemøde på en parkeringsplads. Politiets indsatsleder havde deltaget i et af dialogmøderne, hvor dette

var gjort helt klart, ligesom politiet havde modtaget planerne for afviklingen på skrift. Tidligere udmeldinger

fra det internationale netværk og CJA/KK, om at man ønskede at komme ind i Bella Centret, var dermed

ikke længere relevante. Ændringerne i planerne var besluttet i hele det internationale netværk med det

formål at sikre, at demonstrationen kunne gennemføres som en ikke-voldelig civil-ulydigheds aktion. Indsatslederen

havde op til og på selve dagen tæt dialog med kontaktpersonen for demonstrationen, Lars.

Også her blev formålet udtrykt klart, og indsatslederen havde overfor Lars givet udtryk for, at idéen med et

folkemøde lød spændende, og at de i løbet af dagen måtte tale om, hvordan det kunne lade sig gøre – evt.

finde et andet sted til at holde folkemødet.

Alligevel var det få i politiets indsatsstyrke ud over indsatslederen, der kendte til formålet med demonstrationen

og det ikke-voldelige grundlag. Betjentene har således været forberedt på konfrontation frem for

fredelig afvikling af en demokratisk manifestation.

Politiets ledelse har således ikke taget dialogopgaven på sig, og har ikke sikret relevant information til de

menige betjente i indsatsstyrken. Der er god grund til at tro, at denne misinformation til betjentene har

givet anledning til et forvrænget fjendebillede og unødvendig voldsom fremfærd fra politiets side.

Politiet skiftede holdning midt under demonstrationen:

NGO-erne fra Bella Centret fik alligevel ikke lov at deltage i folkemødet

Det var på forhånd aftalt og annonceret, at akkrediterede medlemmer af netværket Climate Justice Now!

(CJN!) ville gå ud fra topmødet for at samles med demonstranterne fra CJA/KK og afholde et folkemøde.

CJN! er det ene af de to store miljønetværk, der som NGO´er er tildelt (begrænset) taletid overfor plenumforsamlinger

i UNFCCC samt mødeplads i de officielle mødelokaliteter under klimatopmøderne, og som

bl.a. indeholder organisationer fra det Globale Syd og for oprindelige folkeslag.

På vej mod Bella Centret meddelte indsatslederen til Lars, at politiet havde besluttet, at NGO´erne fra

COP15 ikke ville få lov at forlade Bella Centret. Det betød, at grundlaget for folkemødet dermed blev fjernet

af politiet.

Endnu engang havde politiet vist, at den lange dialogproces op til demonstrationen havde været ren proforma

og til ingen nytte for organiseringen og afviklingen af demonstrationen.

Det er svært ikke at opfatte tilbageholdelsen af NGO´erne som en politisk handling og en provokation, som

ved en mindre disciplineret demonstration let kunne have udløst konfrontationer med politiet.

Politiets vurdering af trusselsniveauet ved skub mod politikæderne

Demonstrationstoget stoppede ved krydset Vejlands Allé/ Center Boulevard for at prøve at komme ind på

parkeringspladsen. Der blev fra højttalervognen og fra demonstrationsdeltagerne i fællesskab talt ned og

råbt “Push”, og der opstod en del skubben og masen, da politiet ville blokere adgangen. Graden af, hvor

8


kraftigt der bliver skubbet, er senere blevet kardinalpunktet i spørgsmålet om, hvorvidt denne skubben var

vold mod politiet.

Ifølge politiets udlægning i den efterfølgende retssag, skulle der angiveligt have været fare for liv og lemmer

hos såvel politiet som hos demonstranterne, fordi presset var så stort, at det var umuligt at flytte sig,

og at nogen angiveligt havde svært ved at få vejret.

Det harmonerer ikke med, at de forreste demonstranter, der havde fået politiets peberspray i øjnene, kunne

hjælpes væk af meddemonstranterne. Det harmonerer heller ikke med, at der samtidig blev kørt rækker

af politibiler ind i demonstrationen, så demonstranterne foran bilerne blev mast sammen, så det blev svært

eller umuligt at komme væk.

Hvis politiets vurdering af trusselsniveauet havde været, at deres kolleger og demonstranterne omkring dem

var i fare for at blive mast, havde ordren til politibilerne været, at trække sig tilbage for at skabe plads, i

stedet for at køre frem og forværre situationen.

Demonstranterne overholdt demonstrationens kodeks om ikke-vold, og der var på intet tidspunkt tale om,

at demonstranterne kastede sig mod politiet, slog, sparkede eller kastede med ting, hvilket er bekræftet af

både politi og demonstranter.

Det må tolkes sådan, at det først var i efterspillet, at politiledelsen reviderede trusselsniveauet, nemlig da

demonstrationen skulle miskrediteres, politiets voldsomme opførsel skulle retfærdiggøres, og anklagerne

mod Stine og Tannie skulle formuleres.

Politiets problemer med kommunikationsudstyret blev til en anklage mod Tannie og Stine

Et af politiets vidner var en politielev. Hun havde ikke deltaget i kollegernes forberedende møder op til demonstrationen.

Elevens kommunikationsudstyr svigtede, mens der blev skubbet mod politiet, og eleven

udtrykte i retslokalet, at det havde udløst angst og panik. Panikken blev i retten brugt som belastende udsagn

mod Stine og Tannie, selvom elevens reaktion til dels kunne tilskrives problemer med udstyret.

Politiets sikring af dialogen såvel internt som eksternt har åbenbart haft lav prioritet, og det er nærliggende

at konkludere, at det har haft afgørende indflydelse på den konfrontatoriske udvikling af politiets indsats d.

16.12.

Talspersonerne blev anholdt inden demoen var erklæret ulovlig

Stine og Tannie blev anholdt på højttalervognen, før demonstrationen blev erklæret ulovlig . Der var ingen

varsler og ingen forsøg på at finde en løsning i form af et alternativt mødested, sådan som indsatslederen

havde lagt op til i kommunikationen med kontaktpersonen, Lars, i timerne inden.

Også her løb politiet fra aftalen om dialog frem for konfrontation. Det er i den forbindelse vigtigt at bemærke,

at de to talspersoner også havde deltaget i dialogmøderne med politiet, og det måtte derfor forventes,

at politiet på forhånd var klar over, at de to talspersoner ønskede at sikre gennemførelsen af demonstrationen

indenfor de på forhånd aftalte rammer.

Ved at vælge anholdelse af de to talspersoner frem for fortsat dialog, valgte politiet øjensynligt at kriminalisere

netop talspersonerne – på trods af at de selv samme personer hele vejen igennem har slået til lyd for,

at målet var en ikke-voldelig civil ulydigheds aktion med et klart defineret formål.

9


Efter anholdelsen af talspersonerne og beslaglæggelsen af højttalervognen udviklede situationen sig tumultagtigt,

fordi der ikke længere var nogen, der havde mulighed for at give demonstrationen retning. Politiets

indsatsleder indvilligede i at låne en megafon til demonstrationens kontaktperson, for at løse situationen

op.

Efter demonstrationen var erklæret ulovlig , fik demonstranterne alligevel lov at holde folkemøde

Demonstrationen blev som nævnt erklæret ulovlig af politiet kort efter anholdelsen af talspersonerne.

Men det kunne se ud som om, politiets voldsomme fremfærd mest handlede om at få anholdt talspersonerne,

og at beslaglægge højttalervognen, for det viste sig, at politiet ikke mente det så alvorligt med at få

opløst demonstrationen: efter tumult og forvirring på grund af den manglende information fra højttalervognen,

bevægede demonstrationen sig længere ned ad vejen, guidet af dén megafon, der var lånt af politiet.

Og her blev folkemødet så holdt. Det var lykkedes ca. 10 NGO´er at komme ud af Bella Centret, mens

flere hundrede NGO´er blev holdt tilbage af politiets knipler inde i Centret.

Uden højttalervogn var vilkårene for folkemødet yderst ringe, idet den lånte megafon skulle forsøge at erstatte

højttalervognen. Alligevel vidner både videoer og fotografier om, at det lykkedes deltagerne at gennemføre

folkemødet og fastholde fokus på demonstrationens formål, hvilket understreger demonstranternes

ønske om og enighed om at gennemføre denne fredelige civil ulydigheds aktion, selv under vanskelige

forhold.

Anholdelse af talspersoner, beslaglæggelse af højttalervogne og chikane af aktivister:

et samlet angreb på den interne og eksterne kommunikation, og på demokratiske

rettigheder

Politiets mission d. 16.12. var åbenbart fuldført, da demonstranterne var frataget muligheden for at kommunikere

deres politiske budskaber – bortset fra dét budskab, der kunne nå ud af en megafon med max 50

meters rækkevidde.

Ved 2 andre CJA/KK-aktioner blev højttalervognene ligeledes konfiskeret. Det skete d. 11.12 ved demonstrationen

‘Dont Buy The Lie ’ og igen ved demonstrationen d. 13.12 ‘Hit The Production’. At politiets indsats

under COP15 generelt handlede om at forhindre demonstranterne i at trænge igennem med deres

holdninger, viste sig med al tydelighed, idet i alt 7 talspersoner for CJA/KK blev anholdt: Natasha, Noah,

Tadzio, Mads, Malthe, Stine og Tannie.

2 af de 7 er blevet dømt, og dommen over de 2 er yderst betænkelig.

Ikke-voldelig civil ulydighed blev sidestillet med voldelige aktioner

Det kommer til at se ud som om, at politiet enten har udøvet politisk censur, eller at politiet ikke har været

i stand til at skelne mellem ikke-voldelig civil ulydighed og voldelige aktioner.

Ved politiets vurdering af den nødvendige indsats, må karakteren af ulydigheden være afgørende for, hvilke

midler, der skal tages i anvendelse overfor demonstranterne, ligesom eventuelle senere straffe må afspejle,

om der er tale om symbolske handlinger eller truende og voldelig adfærd.

10


Det må være af afgørende betydning, at politiets ledelse kan og vil skelne mellem voldelige og ikkevoldelige

aktioner. Hvis fredelige demonstrationer mødes med de samme metoder, som bruges ved voldelige

optøjer, så er der ikke længere de samme incitamenter til, at arrangører og aktivister lægger sig så alvorligt

i selen for at sikre ikke-voldelige manifestationer. Resultatet er ikke svært at forestille sig.

Voldsdom over fortalere for ikke-voldelig civil ulydighed

Stine og Tannie blev dømt for vold, hærværk og grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden. De blev

dømt for at råbe “Push” fra demonstrationens højttalervogn, idet de dermed (som på forhånd aftalt) opfordrede

demonstranterne til at skubbe sig forbi politikæderne og ind på parkeringspladsen, vel at mærke

uden brug af vold og hærværk. Hundredvis af demonstranterne fulgte opfordringerne til at prøve at skubbe

sig forbi politikæderne, men bortset fra Stine og Tannie er ingen demonstranter ved Bella Centret blevet

tiltalt. En større gruppe demonstranter blev præventivt anholdt ved Ørestad station tidligere på dagen.

På selve dagen blev demonstranternes skubben således ikke vurderet som vold mod tjenestemand, hærværk

og grov forstyrrelse af den offentlige orden – ellers havde det været en smal sag for politiet at have

anholdt fra en ende af, hvilket altså ikke skete.

Det er dybt betænkeligt, at billedet af situationen i den grad var blevet forvrænget, da politividnerne skulle

beskrive situationen i retssalen, og det er ligeså betænkeligt, at resultatet i Byretten blev en dom efter

straffeloven på 4 måneders betinget fængsel samt 50.000 kr. i sagsomkostninger til hver af de 2 talspersoner.

Klimakollektivet finder det urimeligt, at to enkeltpersoner har skullet pålægges hele ansvaret for vores

i fællesskab planlagte og gennemførte demonstration.

Som deltagere i den civile ulydighedsaktion var demonstranterne og talspersonerne d. 16.12. på forhånd

klar over, at civil ulydighed balancerer på kanten af loven. Men det ulydige element bestod i uden vold og

uden hærværk at komme forbi politikæderne og klatre over et hegn. Dermed var det forventet, at aktionen

ville bryde ordensreglementet, men der var absolut ingen forventninger om, at aktionen ville udløse anklager

om vold og hærværk og dermed anklager efter straffeloven. Og slet ikke efter det grundige forarbejde,

der var lagt, i det forudgående samarbejde med politiet.

Ved domsafsigelsen var stemmerne: to stemmer for, at Stine og Tannie skulle dømmes 4 måneders betinget

fængsel for bl.a. vold mod tjenestemand i funktion og grov forstyrrelse af den offentlige orden, mens

den tredje dommer mente, at der kun skulle fældes dom efter ordensreglementet.

11


Det samlede billede af formålet med politiets og politianklagerens indsats

Det samlede billede efterlader det indtryk, at politiet – og senere politianklageren – så det som sin primære

opgave

- at chikanere og skræmme folk væk fra demokratisk deltagelse i forsvar mod klimaforandringerne

- at forsøge at handlingslamme den systemkritiske klimabevægelse ved at fængsle 7 af talspersonerne

- at forhindre, at akkrediterede demonstrationsdeltagere kunne mødes med deres allierede

- at fratage demonstranterne muligheden for at komme ud med deres budskaber ved at beslaglægge

deres kommunikationsmidler

- at tegne et billede af de to netværk CJA og Klimakollektivet som rabiate og voldelige

- at efterrationalisere trusselsvurderingen, så beskrivelsen kunne underbygge miskreditering af

CJA/KK, talspersonerne og civil ulydighed som aktionsform

- at dommen over Stine og Tannie skulle statuere et eksempel på, at talspersoner som enkeltpersoner

kan dømmes for en hel demonstrations handlinger

Spørgsmål

Klimakollektivet har ønsket at gøre opmærksom på rækken af demokratiske overgreb, der fandt sted før,

under og efter COP-15-topmødet, herunder dommen over Stine og Tannie, og Klimakollektivet anmoder på

baggrund af denne redegørelse Folketingets Retsudvalg om at tage stilling til følgende spørgsmål:

Er politiets fremfærd i overensstemmelse med politikernes forventninger?

F.eks.

- når aktivister intimideres på gaden, under demonstrationer og i deres eget hjem

- når konfrontation vælges frem for dialog

- når politiet går målrettet efter talspersoner

- når politiet indleder dialog og ikke mener det alvorligt

- når politiet ikke sikrer vigtig information internt, men tværtimod spreder misinformation (eksempelvis

at demonstranterne vil ind i Bella Centret og at demonstranterne kan forventes at være

voldelige)

- når et falsk trusselsbillede misbruges til overdreven brug af vold mod demonstranterne

- når telefonaflytning bruges mod deltagere i lovlig, demokratisk aktivitet

Har politiet opfyldt sin del af forpligtelsen til at sikre, at afviklingen af et stort internationalt topmøde

kunne gennemføres i en tillidsfuld atmosfære?

Har politiet levet op til opgaven om på en upartisk måde at sikre, at alle demonstranter kunne få mulighed

for at gennemføre deres demonstrationer? Jfr. bl.a. de nu fremkomne udtalelser om ‘socialistiske

ballademagere’.

Lever politiets behandling af danske og udenlandske (primært unge) klimaaktivister op til de krav, man

må stille til et værtsland, der har inviteret hele verden til et møde, der handler om at løse et problem,

som især vil slå igennem i fremtiden?

12


Er politistatlignende metoder overfor politisk aktive en del af politiets opgaver? (Jfr. telefonaflytninger,

besøg af uidentificerbare politibetjente på privatadresser, ‘præventive’ anholdelser af politisk aktive, infiltration

af betjente i civil i demonstrationer, intimiderende kommentarer til demonstranter og til andre aktivister,

der kom i nærkontakt med politiet …)

Hvis ikke politistatlignende metoder overfor politisk aktive er en formuleret del af politiets opgaver, hvad

var så begrundelsen for politiets optræden overfor David Balleby, Mads Kissow, Rebecca Ingemann Madsen

og Daniel Holst?

Er politiets praksis et udtryk for en politisk beslutning truffet i Justitsministeriet? Eller er det politimyndighedens

fortolkning af de politiske udmeldinger? (Jfr. at politiet i praksis øjensynligt valgte konfrontation

frem for dialog, selvom der i medierne og på møderne med demonstranterne blev signaleret dialog og

samarbejde).

Føler retsudvalget sig trygge ved politiets skøn i øvrigt (set i lyset, af at de præventive anholdelser under

klimatopmødet nu er blevet underkendt af Københavns Byret)? Her tænkes blandt andet på, at telefonaflytninger

og ransagninger kan iværksættes uden dommerkendelse på forventet efterbevilling?

Føler retsudvalget sig trygge ved Lømmelpakkens bestemmelser om politiets udvidede beføjelser til at

foretage administrative frihedsberøvelser? Jfr. at de præventive anholdelser under klimatopmødet nu er

blevet underkendt af Københavns Byret.

Skal politiets praksis ses som et resultat af, at Lømmelpakken skulle afprøves?

I hvilket omfang har politiets fejlvurdering af trusselsscenariet omkring COP15 haft indflydelse på politiets

konfrontatoriske adfærd? (Jfr. mediernes omtale i månederne op til COP15 af politimyndighedens og

politikeres skrækscenarier omkring København som skueplads for oprør og hærgen, og vedtagelse af en

Lømmelpakke, som betød kraftige indskrænkninger af demonstranters demokratiske rettigheder).

Mener Retsudvalget, at dialog og samarbejde mellem politi og demonstranter skal styrkes?

Hvad vil Retsudvalget gøre for at sikre en fremtidig reel dialogbaseret indsats fra politiets side?

9 personer har fået brev om, at Københavns politi har aflyttet deres telefon, og én har fået brev om videoovervågning.

Men ingen har fået besked om, at PET har foretaget aflytninger. Er det, fordi PET ikke

oplyser den slags?

13


Bilag:

Erklæring til “evalueringsmøde” med Københavns Politi

Siden september 2009 har denne kreds mødtes med det formål at “skabe dialog” op til Klimatopmødet.

Et topmøde der fra politikere, græsrødder, politi og NGOer er blevet udråbt til at være

“det største på dansk jord nogensinde”.

Vi valgte at deltage i disse møder, selvom vi forud havde mange svære overvejelser om værdien og

legitimiteten af dem.

På disse møder har vi hørt stolpe op og stolpe ned om alle de gode hensigter i forhold til dialog og

forståelse. Som I selv beskrev det på det indledende møde ”Politiet er jo en servicevirksomhed”.

Vi har nu haft en intens december og har nu oplevet hvor omfattende denne service er.

Til tider er denne service endda gået ud over det lovede!

- Vi har gennem hele topmødet kunnet observere masser af civilbetjente i vores demonstrationer,

på trods af, at politiet på første dialogmøde stod på nakken af hinanden for at forsikre, at civilbetjente

intet havde at gøre inde i demonstrationerne og som I selv fremlagde det “trætte I selv var

af, at det også var sket i 2002”. ”De må have handlet på eget initiativ”.

Vi synes det er forkasteligt at myndighederne enten lyver for os, eller faktisk indrømmer at de ikke

har styr på deres egen betjente. Hvilket scenarie, der er mest skræmmende, ved vi snart ikke.

Udover det måtte både vi og kulturforeningen Flydende By undre os, da politiet valgte at rykke ind

med anholdelser, blink, konfiskationer og alt, hvad den kunne trække, på vores overnatningssteder

Teglholmen og Ragnhildgade. Efter gentagne forsøg på at bruge det dertil opsatte kommunikationssystem,

måtte vi erkende, at politiet valgte at ignorere telefoner og dialog. Vi havde på forhånd

aftalt med politiet at de skulle kontakte de relevante ansvarlige hvis de havde nogen ærinder

på sovestederne. Det vidste betjentene sjovt nok aldrig noget om, de fulgte jo bare ordrer... Hvorfor

så overhovedet lave en aftale?

Derudover måtte man på disse sovesteder finde sig i daglige omfattende kropsvisiteringer, chikane,

natlige raids og anden skræmmetaktik under hele topmødet. De samme politimænd havde

ellers forsikret os om på et tidligere møde, at de ingen interesse havde i stederne og at vi selvfølgelig

skulle have lov til at være der i fred. Politiet forstyrrer jo ikke folk unødigt.

14


Udover disse eksempler, der desværre kun udgør toppen af isbjerget, har vi så efter topmødets

afslutning, kunne konstatere, at den så kaldte dialog har været suppleret med massive telefonaflytninger.

Øjensynligt har de uskrevne regler i dialoglegen været, at man mødes, udveksler gode hensigter,

hvorefter man ser stort på alle aftaler, igangsætter omfattende aflytninger og vedbliver at have

dialogmøder. Nu spørger vi derfor os selv, hvorfor spilde travle menneskers tid, når det alligevel er

rent proforma?

Under topmødet antog dialogen en endnu mere absurd form. Her oplevede vi gentagne gange

hvordan politiet gik direkte efter vores kommunikations midler, både internt og eksternt.

Udover arrestationen af én tidligere og tre nuværende talspersoner, betød dette, at man konsekvent

gik efter vores lydvogne. Man fratog os dermed muligheden for at kommunikere til folk under

demonstrationerne, hvilket ellers kan minimere risikoen for misforståelser og forvirring. Det er

så noget der nemt kan skabe utryghed og eskalere en presset situation.

Endvidere måtte vi være vidner til, hvordan politiet gang på gang valgte at beslaglægge bannere,

megafoner, skilte, maling og andet, der kunne bruges til at sprede glæde, god stemning og et farverigt

udtryk. Det er ikke at løse en politiopgave – det er at fratage os muligheden for at komme

ud med vores budskab!

Natlige raids, angreb på infrastruktur og kommunikation, massive aflytninger og enorme mængder

af anholdelser er blot et udpluk af den chikane vi har mødt under dette topmøde.

Den slags er ikke med til at sikre en demokratisk debat og samfundsudvikling. Det er derimod et

angreb på vores fundamentale demokratiske rettigheder som ytrings- og forsamlingsfriheden.

Derfor er denne erklæring vores bidrag til dette sidste “dialogmøde”. Lektien vi har lært er, at

bannere, megafoner og lignende “lømmel-værktøjer” til udbredelse af politiske ytringer, åbenbart

ifølge politiet, ingen plads har i Danmark.

Og vi har lært, at vi i fremtiden ikke må være så naive at tro på myndigheders løfter, aftaler og ord,

og at en af de farligste instanser for forsamlings- og ytringsfrihed er en politistyrke, der bliver

brugt politisk og diskriminerende.

Vi har samlet en række udgifter vi har haft som følge af politiets service. Vi har derfor udarbejdet

en samlet regning til Københavns politi.

Hav et forsat godt møde.

15

Similar magazines