22.07.2013 Views

Kan downloades her som PDF-fil - Dansk Vietnamesisk Forening

Kan downloades her som PDF-fil - Dansk Vietnamesisk Forening

Kan downloades her som PDF-fil - Dansk Vietnamesisk Forening

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

Vietnam<br />

bevægelsen<br />

i Danmark 1964-75<br />

af Inger V. Johansen og Wilfred Gluud<br />

Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 1


Forfatterne<br />

Inger V. Johansen (1944), cand.<br />

mag, i engelsk og fransk med<br />

Nordirland <strong>som</strong> speciale, Ph.d. fra<br />

juni 2003 med afhandling om<br />

Nordirland, KUA. Har arbejdet <strong>som</strong><br />

gymnasielærer, oversætter, freelance<br />

journalist, universitetsassistent,<br />

ekstern lektor. Forfatter<br />

til «Magtdeling i Nordirland»<br />

(Akademisk Forlag, 1995). Desuden<br />

mangeårig aktivist på den danske<br />

venstrefløj og i solidaritetsarbejde.<br />

Medlem af De <strong>Dansk</strong>e Vietnamkomiteer<br />

1969-76, redaktionen på<br />

Vietnam Solidaritet 1973-76 og fra<br />

1978 af bestyrelsen i <strong>Dansk</strong> <strong>Vietnamesisk</strong><br />

<strong>Forening</strong>.<br />

Wilfred Gluud (1947) er seniorprogrammør.<br />

Medlem af De <strong>Dansk</strong>e<br />

Vietnamkomiteer 1970-72, og har<br />

siddet i sekretariatet i både i<br />

Vietnamkomiteerne og Indokinakomiteerne.<br />

Deltog i redaktionen af<br />

Vietnam Solidaritet, Indokina<br />

Solidaritet (redaktør 1974-75) og<br />

siden 1976 med i redaktionen på<br />

<strong>Dansk</strong> <strong>Vietnamesisk</strong> forenings blad<br />

VietNam.<br />

Den endelige udgave af artiklen<br />

er alene forfatternes ansvar.<br />

Tak for hjælp, kommentarer og bidrag<br />

fra John Mølgaard, Mogens Høver, Erik<br />

Jensen, Poul Møller, Knud Jensen,<br />

Kirsten Vagn Jensen, Erik Markvad<br />

Jørgensen, Irene Nørlund og andre<br />

fra Vietnambevægelsen, samt<br />

personalet på Arbejderbevægelsens<br />

Bibliotek og Arkiv (ABA).<br />

Leksikon<br />

for det 21.<br />

århundrede<br />

er et alternativt<br />

dansk online leksikon,<br />

der rummer<br />

over 2.500<br />

opslag på emner,<br />

over 3 millioner<br />

ord, og over 700 forfattere har<br />

bidraget. Pjecens artikle indgår i<br />

leksikonet, og fremhævede ord i<br />

artiklen henviser til andre leksikonartikler<br />

på www.leksikon.org<br />

Udgivet af <strong>Dansk</strong> <strong>Vietnamesisk</strong><br />

<strong>Forening</strong> - December 2003<br />

ISBN 87-87663-08-2<br />

Forsiden: Den største Vietnam<br />

demonstration 27. april 1968 havde<br />

25-30.000 deltagere, <strong>her</strong> på<br />

Christiansborg Slotsplads. Foto: ABA<br />

Vietnam-krigens parter<br />

Nordvietnam (DRV - den Demokratiske Republik Vietnam): Den 2.<br />

september 1945 erklærede præsident Ho Chi Minh Vietnams uafhængighed<br />

og DRV, efter at modstandsbevægelsen Vietminh havde befriet landet<br />

fra den japanske besættelsesmagt. DRV blev regeret af Vietnams Arbejderparti<br />

(kommunistparti). Støttede FNL i Sydvietnam, men fik efter<br />

FNL’s Têt-offensiv i 1968 en stigende rolle i kampen mod USA og<br />

Saigon-styrets styrker i Sydvietnam. Nordvietnamesiske styrker var<br />

afgørende i den endelige offensiv i 1975, <strong>som</strong> førte til Saigons fald.<br />

Frankrig: Kolonimagt i Vietnam fra 1859 til 1954. Underlagde sig den<br />

japanske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig. Da Frankrig i 1946<br />

søgte at genetablere kolonistyret startede den første Indokina-krig. Frankrig<br />

led et sviende nederlag ved Dien Bien Phu i 1954 og blev tvunget til<br />

at indgå en våbenhvileaftale - Genève-aftalen – med DRV/Vietminh.<br />

Kina og Sovjetunionen deltog i forhandlingerne, og sammen med Frankrig<br />

pressede de DRV/Vietminh til at acceptere aftalen. Saigon-styret og<br />

USA var også til stede, men anerkendte ikke resultatet. Aftalen delte<br />

Vietnam midlertidigt ved 17. breddegrad, <strong>som</strong> skulle ophæves ved valg<br />

2 år senere. Frankrig trak sig <strong>her</strong>efter ud af Vietnam.<br />

Sydvietnam (Saigon-styret): Bao Dai abdicerede <strong>som</strong> kejser i 1945,<br />

men indgik i 1949 en aftale med Frankrig om et uafhængigt Vietnam,<br />

under fransk dominans. I 1954 blev den anti-kommunistiske Ngo Dinh<br />

Diem premierminister, <strong>som</strong> efter et arrangeret valg i efteråret 1955 afsatte<br />

kejser Bao Dai, og oprettede Republikken Vietnam med sig selv<br />

<strong>som</strong> præsident. Det skete med direkte amerikansk støtte - i Pentagonrapporten,<br />

omtales Sydvietnam <strong>som</strong> ”hovedsageligt et produkt skabt af<br />

USA”. Diem var diktatorisk og upopulær, og i 1963 blev han myrdet<br />

under et statskup. Kuppet skete med USAs vidende, og var udført af en<br />

række generaler, <strong>som</strong> nu skiftedes til at være ved magten. I 1967 tog<br />

General Nguyen Van Thieu over <strong>som</strong> præsident og sad indtil 1975.<br />

USA: Ønskede i 1944-45 en afkolonisering af Indokina. Men efter<br />

kommunistpartiets sejr i Kina formulerede USA i 1950 formuleret en<br />

ny politik, og ’Domino-teorien’ blev grundlag for USA’s engagement i<br />

Vietnam. USA begyndte derfor en omfattende økonomisk og militær<br />

støtte til Frankrigs Indokina-krig. Ifølge USAs Nationale Sikkerhedsråd<br />

i 1954 ville ”tabet af blot et enkelt land” i Sydøstasien på længere<br />

sigt føre til tabet af hele Sydøstasien, og siden hen Indien og Japan, for<br />

så til sidst at ”bringe Europas sikkerhed og stabilitet i fare”. Den såkaldte<br />

Tonkin-bugt affære i 1964 blev brugt <strong>som</strong> påskud for at indlede<br />

en åben krig mod Nordvietnam i 1965 og mod FNL i Syd. I januar<br />

1973 blev der indgået en våbenhvileaftale i Paris mellem krigens parter,<br />

hvorefter USA trak sine tropper ud af Vietnam. Med Saigon-styrets<br />

fald i 1975 måtte USA helt forlade Vietnam.<br />

FNL/ PRG: Sydvietnams Nationale Befrielsesfront (FNL - Front National<br />

de Liberation) blev oprettet i december 1960 og var sammensat<br />

af 23 partier, masseorganisationer, religiøse grupper og nationale mindretal,<br />

men med socialister og kommunister <strong>som</strong> en drivende kraft. Var<br />

neutral i sin politik, men fik støtte fra DRV-Nordvietnam. Efter FNL’s<br />

Têt-offensiv i 1968 indledtes fredsforhandlinger i Paris mellem DRV<br />

og USA, fra 1969 med inddragelse af Saigon-styret og FNL, <strong>som</strong> i<br />

1969 oprettede PRG - den Provisoriske Revolutionære Regering. Efter<br />

våbenhvileaftalen i januar 1973 omgrupperedes FNL/PRG til de ”befriede<br />

områder” i Sydvietnam. Sammen med nordvietnamesiske styrker<br />

erobrede FNL Sydvietnam i 1975.<br />

SIDE 2 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975


Vietnambevægelsen<br />

i Danmark 1964-75<br />

Forside af indbydelsen til<br />

«Vietnam til debat» uge i<br />

Århus 19-26. marts 1966.<br />

Pinsemarchen 1968 ankommer til København<br />

med parolerne «Vietnam vil sejre” og «USA ud<br />

af Vietnam».<br />

af Inger V. Johansen og Wilfred Gluud<br />

Vietnam er uden tvivl et af de<br />

lande i den tredje verden der<br />

har sat størst præg på det politiske<br />

verdensbillede i det 20. århundrede.<br />

Mediernes dækning af Vietnamkrigen<br />

betød at mange helt almindelige<br />

danskere knyttede følelsesmæssige<br />

bånd til et lille<br />

asiatisk folk på den anden side af<br />

jorden, <strong>som</strong> blev bombet og ødelagt<br />

af USA.<br />

Verdens mægtigste stormagt USA<br />

måtte se sig besejret af en<br />

befrielsesbevægelse og en lille<br />

socialistisk stat i et af den tredje<br />

verdens fattigste lande.<br />

I begyndelsen af 1960’erne voksede den internationale<br />

opmærk<strong>som</strong>hed på konflikterne i Sydøstasien.<br />

USA’s stadig mere omfattende engagement i Vietnam<br />

og indsættelse af de første kamptropper fra 1962, vakte<br />

Plakat for sidste demonstration<br />

den 18. april 1975, lige inden<br />

krigen sluttede den 30. april.<br />

opmærk<strong>som</strong>hed og bekymring. USA’s Vietnamkrig<br />

var begyndt. I 1963 voksede modsætningerne i Sydvietnam<br />

mellem den USA støttede regering og forskellige<br />

protestbevægelser. Antallet af demonstrationer<br />

voksede, og buddhistmunke brændte sig selv offentligt<br />

i protest mod den sydvietnamesiske regerings<br />

politik. Begivenheder <strong>som</strong> blev forsidestof i verdenspressen<br />

og TV.<br />

I august 1964 besluttede USA at foretage en kraftig<br />

udvidelse af krigen i Vietnam. Man brugte den såkaldte<br />

Tonkinbugt-episode <strong>som</strong> påskud. Angiveligt skulle<br />

Den Demokratiske Republik Vietnam (Nordvietnam)<br />

have angrebet et af USA’s krigsskibe i bugten. Først<br />

30 år senere indrømmede USA, at der var tale om<br />

opdigtet historie for at skabe en anledning til at bombe<br />

Nordvietnam.<br />

Den 7. februar 1965 kl. 02 om morgenen angreb 30<br />

guerillaer fra Sydvietnams Nationale Befrielsesfront<br />

(FNL) en amerikansk base i Pleiku, 385 km. nord for<br />

Saigon. Allerede samme eftermiddag beordrede præsident<br />

Johnson gengældelse i form af kraftige bombardementer<br />

af DRV-Nordvietnam, <strong>som</strong> fortsatte næsten<br />

permanent resten af året.<br />

I USA gav den udvidede krigsførelse anledning til<br />

reaktioner af forskellig art. Det nye var den åbenlyse<br />

krigsførelse, ved hjælp af hær, flåde og ikke mindst<br />

Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 3


luftvåben, <strong>som</strong> direkte eller indirekte involverede en<br />

stor del af USA’s befolkning i kamphandlinger. I løbet<br />

af perioden fra 1962 til 1975 gjorde ca. 2,7 millioner<br />

USA-soldater tjeneste i Vietnam, <strong>her</strong>af blev<br />

153.000 såret og 58.000 dræbte.<br />

Men USA’s engagement i Vietnam var ikke af ny dato<br />

- det begyndte <strong>som</strong> en voksende militær og økonomisk<br />

støtte til Frankrigs kolonikrig i Indokina 1946–<br />

54. Efter Frankrigs militære nederlag ved Dien Bien<br />

Phu blev Vietnam midlertidigt delt ved Genève-forhandlingerne<br />

i 1954. I den sydlige del af landet gav<br />

USA massiv opbakning til det svage anti-kommunistiske<br />

styre under Ngo Dien Diem, der i 1956 forhindrede<br />

de aftalte frie valg om genforening af hele Vietnam.<br />

USA’s udenrigsminister John Foster Dulles vurderede,<br />

at valget «antagelig ville betyde en genforening<br />

af Vietnam under Ho Chi Minhs ledelse». Ho<br />

Chi Minh var leder af den vietnamesiske anti-kolonialistiske<br />

bevægelse Vietminh og han blev Vietnams<br />

første præsident fra 1945.<br />

Vietnambevægelsen og FNL<br />

USA’s krig i Vietnam vakte betydelig opsigt og modstand<br />

overalt i verden. Vietnam-krigen - <strong>som</strong> vietnameserne<br />

kalder «den amerikanske krig» - var en af de<br />

gru<strong>som</strong>ste og mest omfattende krige efter 2. verdenskrig.<br />

Den kostede 1,425 mio. vietnamesere livet, mens<br />

3,7 mio. blev såret. Der blev kastet 2 1/2 gange så<br />

mange bomber over Vietnam i løbet af krigen <strong>som</strong><br />

under hele Anden Verdenskrig. Men den var også verdens<br />

første TV-krig, og den store medie-dækning var<br />

med til at skabe bred folkelig modstand mod USA’s<br />

krig og ændrede på opfattelsen af USA og af den type<br />

engagementer og overgreb overalt i den tredje verden.<br />

Modstanden mod krigen skabte en ny bevægelse -<br />

Vietnambevægelsen – der blev den største af det 20.<br />

århundredes internationale folkelige protestbevægelser.<br />

I kraft af sit omfang og sin politiske konsekvens<br />

fik Vietnambevægelsen en afgørende betydning<br />

ved at skabe en international massebevægelse<br />

mod USA’s krig i Vietnam. En bevægelse der i sidste<br />

ende – ikke mindst på grund af dens gennemslagskraft<br />

i USA - var med til at få USA til at trække sig ud<br />

af Vietnam.<br />

Denne massebevægelse bidrog også til en samfundsmæssig<br />

radikalisering: i kølvandet på bevægelsen<br />

opstod i slutningen af 1960’erne en ny radikal studenter-<br />

og ungdomsbevægelse og -kultur, der gjorde<br />

op med autoriteter og tradition. Det førte også til en<br />

ny venstrefløjsbevægelse, der søgte at finde alternativer<br />

til de etablerede partier på venstrefløjen, inklusive<br />

de kommunistiske.<br />

„Demokratiets forsvarer i centrum: Det løber<br />

lidt rundt for Onkel Sam, der sidder <strong>som</strong><br />

centrum for de skiftende regeringer i<br />

Sydvietnam“. Tegning af Herluf Bidstrup i Land<br />

og Folk 29.1.1965. Efter det USA godkendte kup<br />

mod Diem i november 1963 fulgte en lang<br />

periode hvor den ene general afløste den anden<br />

<strong>som</strong> leder.<br />

Karakteristisk for Vietnambevægelsen – i Danmark og<br />

internationalt – var ikke kun modstanden mod den<br />

amerikanske krig, men også solidariteten med det vietnamesiske<br />

folk og støtte til FNL - den sydvietnamesiske<br />

befrielsesfront. FNL blev oprettet i 1960<br />

og blev af USA’s og det øvrige Vestens ledere betragtet<br />

<strong>som</strong> kommunistisk (derfor kaldet «Vietcong», dvs.<br />

vietnamesisk kommunist), mens der i realiteten var<br />

tale om en bredere, national front med et stærkt folkeligt<br />

bagland, der kæmpede for national uafhængighed<br />

og social retfærdighed. FNL var sammensat af 23<br />

forskellige partier, masseorganisationer, religiøse grupper<br />

og nationale mindretal. Men sydvietnamesiske socialister<br />

og kommunister var en drivende kraft i fronten.<br />

Uanset dette var FNL først og fremmest national i<br />

sit udgangspunkt og modstander af fremmed dominans,<br />

lige<strong>som</strong> den anti-kolonialistiske bevægelse<br />

Vietminh under den første Indokina-krig (Indokina er<br />

de tidligere franske kolonilande Vietnam, Laos og<br />

Cambodia) mod det franske kolonistyre, og ikke socialistisk<br />

eller kommunistisk.<br />

Den gryende bevægelse<br />

Der var forløbere for Vietnambevægelsen: i slutningen<br />

af 50’erne og begyndelsen af 60’erne skabte<br />

Kampagnen mod Atomvåben (den danske bevægelses<br />

navn) og i USA de sortes borgerretsbevægelse nye<br />

former for politisk aktivitet og mobilisering -<br />

protestmarc<strong>her</strong>ne. Dette banede vej for at opstarte<br />

andre kampagner i forhold til Algierkrigen og mod<br />

apartheid i Sydafrika og beskæftige sig med en bredere<br />

vifte af tredjeverdens problemer.<br />

I Danmark voksede en række nyradikale og venstre-<br />

SIDE 4 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975


fløjsmiljøer op, til dels i forlængelse<br />

af Atomkampagnen og de<br />

øvrige kampagner, bl.a. fra 1966 i<br />

miljøet omkring tidsskriftet Politisk<br />

Revy. Der var også en opblomstring<br />

af aktivistiske og politiske<br />

smågrupper på venstrefløjen.<br />

Da USA i maj 1964 henvendte sig<br />

til sine NATO-allierede med opfordring<br />

om at yde økonomisk og materiel<br />

bistand til Sydvietnam, udtalte<br />

daværende udenrigsminister<br />

Per Hækkerup sin sympati for<br />

USA’s «store byrder i Sydvietnam».<br />

Alligevel afslog regeringen<br />

en henvendelse fra Sydvietnam om bistand, med<br />

den begrundelse at Danmark i forvejen havde store<br />

ulands-forpligtelser. Dette var en tid, hvor det endnu<br />

var vanskeligt at kritisere alliancepartneren USA, der<br />

var redningsmanden fra den 2. Verdenskrig. Kritikerne<br />

af krigen vandt terræn, og allerede i bevægelsens tidlige<br />

fase deltog socialdemokrater aktivt i bevægelsen<br />

på trods af partitoppens stillingtagen. En fremtrædende<br />

socialdemokrat <strong>som</strong> Frode Jacobsen, der var NATOtilhænger<br />

og anti-kommunistisk, arbejdede allerede i<br />

1965 på at få den socialdemokratiske regering til officielt<br />

at indtage en kritisk holdning til krigen, <strong>som</strong> han<br />

mente skadede amerikanernes sag og det vestlige demokratis<br />

sag.<br />

Tonkinbugt-affæren medførte den første aktion, <strong>som</strong><br />

var en demonstration den 5. august 1964 foran USA’s<br />

ambassade i København under parolerne «USA væk<br />

fra Vietnam» og «Hænderne væk fra Vietnam». Demonstrationen<br />

blev arrangeret af Danmarks Kommunistiske<br />

Ungdom (DKU), Socialistisk Folkepartis<br />

Ungdom (SUF), SOAK (Socialistisk Aktion, trotskister)<br />

og Marxistisk Forum (maoistisk). Det var venstrefløjen,<br />

især Danmarks Kommunistiske Parti<br />

(DKP) og partiets avis Land og Folk, der først søgte at<br />

mobilisere til protest mod den tiltagende krig i Vietnam.<br />

Eskalering af kamphandlingerne i Vietnam førte<br />

til en række møder og protestaktioner i 1965, hvor<br />

man tog stilling til fordel for DRV-Nordvietnam og<br />

FNL. Oftest var det partiernes ungdomsorganisationer<br />

og aktivistiske kredse <strong>som</strong> de ovenfor nævnte, der stod<br />

bag disse aktioner. Også bredere kredse var meget<br />

aktive i den tidlige Vietnambevægelse og kritiske over<br />

for USA’s rolle i Vietnam. Det gjaldt ikke mindst betydelige<br />

socialdemokratiske kredse, <strong>som</strong> ungdomsorganisationerne<br />

DSU, Frit Forum samt dele af fagbevægelsen,<br />

foruden SF og pacifistiske kræfter, der havde<br />

været centrale i Atomkampagnen.<br />

De udadvendte aktiviteter <strong>som</strong> samlede bredest i 1965<br />

og 1966, var kopier af en ny form for debatmøder,<br />

Efter Tonkinbugt-affæren og de første<br />

bombardementer af Nordvietnam afholdes den<br />

første demonstration 5.august 1964 foran USA’s<br />

ambassade i København med parolerne «Hænderne<br />

væk fra Vietnam» og «USA væk fra Vietnam».<br />

Foto: ABA<br />

der med overvældende succes var taget i brug i USA:<br />

høring- eller teach in-formen. I Danmark begyndte<br />

en række debatmøder i de større byer med den lokale<br />

fagbevægelse <strong>som</strong> en central kraft. På møderne kom<br />

et panel af «eksperter» med facts om krigen og krigsførelsen<br />

på baggrund af spørgsmål fra tilhørerne. Som<br />

regel mundede møderne ud i almindelig enighed om<br />

denne krigs gru<strong>som</strong>hed og nødvendigheden af at<br />

skabe fred, både i Vietnam og i bred almindelighed<br />

alle steder hvor der fandtes krig. Den generelle indstilling<br />

var humanistisk og apolitisk, og man forholdt<br />

sig forsigtigt neutralt til de krigsførende parter og søgte<br />

at afdække, hvad der skete i Vietnam og baggrunden<br />

for krigsførelsen. Kravet, der blev fremført, var «Fred<br />

i Vietnam». Disse teach-in’s havde en stor gennemslagskraft.<br />

F.eks. deltog 500-600 mennesker i en teachin<br />

i Helsingør i januar 1966, organiseret af byens politiske<br />

ungdomsorganisationer og Fællesklubben på<br />

Helsingør skibsværft. I Århus afholdtes en «Vietnam<br />

til debat uge» i marts 1966. Danmarks Radio afholdt<br />

også en teach-in i februar 1966 lige<strong>som</strong> der var andre<br />

radio- og TV-udsendelser om Vietnam-krigen i løbet<br />

af foråret 1966. Da Per Hækkerup under en stor TVhøring<br />

om Vietnamkrigen i januar 1967 overfusede<br />

den svenske forfatterinde Sara Lidman, der havde<br />

besøgt Hanoi, virkede det <strong>som</strong> en boomerang.<br />

Der var en stor og voksende opmærk<strong>som</strong>hed i forhold<br />

til Vietnam-krigen i alle dele af befolkningen.<br />

Og selvom anti-krigskampagnen især var et<br />

venstrefløjsanliggende, viser samtidige Gallup-undersøgelser,<br />

at der var stor overensstemmelse med holdningen<br />

i den danske befolkning: I <strong>som</strong>meren 1965<br />

var 46% imod og kun 13% for USA’s politik i Vietnam,<br />

i februar 1966 var dette vokset til 51% imod og<br />

kun 10% for.<br />

Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 5


Tidslinie Vietnamkrigen<br />

År<br />

1945<br />

1946<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1950<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1953<br />

1954<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1956<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1959<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1960<br />

1961<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1962<br />

12345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121234567890123456789012345678901212<br />

12345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121234567890123456789012345678901212<br />

12345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121234567890123456789012345678901212<br />

12345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121234567890123456789012345678901212<br />

1963<br />

12345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121234567890123456789012345678901212<br />

12345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121234567890123456789012345678901212<br />

1964-65<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1967<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1968<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1969<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1970<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1971<br />

1972<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1973<br />

1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />

1975<br />

Vietnam<br />

Vietminh befrier Vietnam fra besættelsesmagten<br />

Japan. Den Demokratiske<br />

Republik Vietnam (DRV) udråbes 2.<br />

september 1945.<br />

Frankrig søger at genetablere sit koloni<strong>her</strong>redømme.<br />

Præsident Ho Chi Minh anmoder om<br />

USAs og FNs intervention mod den<br />

franske kolonialisme.<br />

Krigen mellem Vietminh og kolonimagten<br />

Frankrig starter<br />

Det nye Bao Dai (den tidl. kejser)-styre i<br />

Sydvietnam, installeret af Frankrig,<br />

anerkendes af USA<br />

Vietminh sejrer over Frankrig ved Dien<br />

Bien Phu - Geneve-våbenhvileaftalen:<br />

Vietnam deles midlertidigt - Ngo Dinh<br />

Diem-styret oprettes i Sydvietnam.<br />

Planlagte frie valg for Vietnams genforening<br />

forpurres af Saigon-styret<br />

Første pacificeringsprogram i Sydvietnam<br />

1959-60<br />

FNL oprettes<br />

”Strategiske landsbyer” pacificeringsprogram<br />

starter<br />

Præsident Ngo Dinh Diem myrdes i et<br />

blodigt statskup<br />

General Nguyen Van Thieu bliver præsident<br />

i Sydvietnam<br />

FNL’s Têt-offensiv<br />

Fredsforhandlinger indledes i Paris<br />

”Fønix-programmet” starter<br />

FNL opretter den Provisoriske Revolutionære<br />

Regering (PRG)<br />

Ho Chi Minh dør<br />

Våbenhvileaftale i Paris<br />

Saigon-styrets fald<br />

USA<br />

OSS (forløber for CIA) tager kontakt med Ho Chi<br />

Minh og Vietminh for fælles indsats mod Japan.<br />

USA støtter afkolonisering i Sydøstasien.<br />

Præsident Franklin D. Roosevelt dør. Harry S.<br />

Truman tager over <strong>som</strong> præsident.<br />

Truman-regeringen afviser både henstillinger fra Ho<br />

Chi Minh og at yde hjælp til Frankrig<br />

”Domino-teorien” formuleres.<br />

Økonomisk og militær støtte til Frankrigs krig i<br />

Indokina. Over 2 mia. dollars i alt<br />

Dwight D. Eisenhower præsident<br />

USA tager over fra Frankrig og iværksætter program<br />

for økonomisk og militærbistand til det nye Diemstyre<br />

i Saigon<br />

John F. Kennedy præsident<br />

Det militære engagement i Sydvietnam udvides med<br />

special- og kamptropper<br />

Lyndon B. Johnson præsident efter mordet på<br />

Kennedy.<br />

Tonkin-bugt-episoden bruges <strong>som</strong> påskud for at<br />

starte Vietnam-krigen. Omfattende luft- og landkrig<br />

fra 1965<br />

Krigen udvides til 500.000 mio. USA tropper<br />

Lyndon B. Johnson meddeler tilbagetrækning fra<br />

præsidentkampagnen.<br />

Fredsforhandlinger i Paris<br />

Richard Nixon præsident<br />

”Vietnamisering” af krigen: reduktion af amerikanske<br />

styrker i Vietnam<br />

Den neutrale Sihanouk væltes i et kup i Cambodia.<br />

USA og Sydvietnam invaderer Cambodia.<br />

4 studerende skudt og dræbt ved anti-krigsdemonstration<br />

Krigen udvides til Laos.<br />

December: USA’s største luftoffensiv over Nordvietnam<br />

Amerikanske styrker trækkes tilbage fra Sydvietnam<br />

USA forlader Sydvietnam<br />

SIDE 6 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975


Tidslinie Danmark<br />

1945: 2. verdenskrig afsluttes<br />

Venstre regering under Knud Kristensen<br />

1947: ”Ikke-blok politikken” forlades med tilslutning til USA’s Marshall-hjælp<br />

SD mindretalsregering under Hans Hedtoft<br />

1949: Medlemskab af NATO<br />

1950: Venstre-Konservativ regering under Erik Eriksen (V)<br />

1953: Regeringen afviser USA-baser i Danmark - SD mindretalsregering under Hans Hedtoft<br />

1955: Hedtoft dør. H.C. Hansen statsminister<br />

1957: ”Trekantregering” – SD, De Radikale, Retsforbundet – under H.C. Hansen (SD)<br />

DK (og Norge) siger Nej til udstationering af atomvåben og mellemdistanceraketter på dansk jord<br />

HC Hansen giver hemmeligt grønt lys for udstationering af USA-atomvåben i Grønland<br />

1959: Aksel Larsen, formand for DKP, ekskluderes af DKP og danner SF<br />

1960: HC Hansen dør. Viggo Kampmann statsminister<br />

SD-Rad. Mindretalsregering under Kampmann (SD)<br />

Kampagnen mod Atomvåbens første atommarch i Danmark<br />

1962: Kampmann træder tilbage. SD mindretalsregering under Jens Otto Krag.<br />

1964: SD mindretalsregering under Jens Otto Krag<br />

De første protester mod Vietnam-krigen<br />

Krag afslår anmodning fra præsident Johnson om symbolsk støtte til krigen i Vietnam<br />

1966: Krag opfordrer præs. Johnson til at forhandle direkte med ”Vietcong” (FNL)<br />

Stor fremgang for SF i FT-valget.<br />

SD mindretalsregering under J. O. Krag med SF <strong>som</strong> parlamentarisk grundlag<br />

1967: Vietnambevægelsen en realitet<br />

”Stands bombardementerne”-indsamling<br />

Russell-krigsforbrydelsestribunalet afholdes i Roskilde<br />

Krag opgiver folkeafstemning om DK’s fortsatte medlemskab af NATO<br />

Regeringen i mindretal, da 6 SF-”rebeller” stemmer imod dyrtidsportion<br />

De 6 SF-”rebeller” forlader SF og opretter Venstresocialisterne (VS)<br />

1968: Folketingsvalg bringer VS i Folketinget<br />

VKR regering under Hilmar Baunsgaard (Rad.)<br />

Amerikansk atombevæbnet B-52 bombefly styrter ned på Grønland<br />

Ungdomsoprøret slår igennem<br />

Vietnambevægelsen radikaliseres og splittes. De <strong>Dansk</strong>e Vietnamkomiteer (DDV) oprettes<br />

1969: Vietnam 69 dannes af tilhængere af en bredere Vietnambevægelse<br />

Kejsergade-sagen: Hemmelig militær lyttestation afsløres af aktivister. Sagen op i Folketinget 1970<br />

1970: PRG-kontor åbnes i København<br />

Verdensbank-demonstrationerne i København<br />

1971: SD mindretalsregering under J. O. Krag<br />

Danmark anerkender DRV-Nordvietnam<br />

1972: <strong>Dansk</strong>erne stemmer Ja til EF-medlemskab ved folkeafstemning<br />

Krag trækker sig <strong>som</strong> statsminister og Anker Jørgensen tager over<br />

Krigsforbrydertribunalet i København<br />

1973: Danmark bliver medlem af EF (Fællesmarkedet)<br />

Venstre mindretalsregering under Poul Hartling<br />

1975: SD mindretalsregering under Anker Jørgensen<br />

Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 7


Der opstod hurtigt et behov for stillingtagen til, hvem<br />

der var årsag til at krigen var startet – ofte omtalt <strong>som</strong><br />

«skyldsspørgsmålet». I første omgang blev det til en<br />

stillingtagen for Vietnams folk. Endnu var formålet<br />

med aktiviteterne oplysning om baggrund og udvikling,<br />

men kravet i bevægelsen om politisk stillingtagen<br />

var nu for alvor på vej.<br />

Det første initiativ der klart støttede FNL politisk var<br />

indkaldt af «V-dags-komiteen» – en kortvarig kampagne<br />

der kun støttede FNL og DRV-Nordvietnam.<br />

Initiativet kom fra Socialistisk Aktion (SOAK, trotskister)<br />

og demonstrationen på Rådhuspladsen 2.oktober<br />

1965 samlede ca. 500 mennesker, selvom alle<br />

øvrige organisationer på venstrefløjen havde meldt fra<br />

fordi parolerne var for skrappe. Andre arrangementer<br />

betonede den politiske bredde og at undgå «antiamerikanismen»,<br />

<strong>som</strong> demonstrationen den 18. december<br />

1965 i København, der samlede over 2.000<br />

deltagere i et fakkeltog mod Vietnam-krigen. Blandt<br />

arrangørerne var Studentersamfundet, Radikal Ungdom,<br />

Frit Forum, DSU og SUF, mens DKP og DKU<br />

og andre mere venstreorienterede grupper ikke var<br />

inviteret til at deltage <strong>som</strong> medarrangører. Talere var<br />

bl.a. den tidligere Radikale undervisningsminister K.<br />

Helveg Petersen og den pro-amerikanske socialdemokratiske<br />

journalist Jørgen Schleimann.<br />

Begyndende politisering<br />

To initiativer, taget af politiske grupper, bidrog på afgørende<br />

vis til en videre afklaring, politisk bevidstgørelse<br />

og radikalisering af den begyndende Vietnambevægelse,<br />

og til en egentlig organisering.<br />

I januar 1966 oprettedes «Vietnam Komiteen» af Kommunistisk<br />

Arbejdskreds med ex-DKP’eren og maoisten<br />

Gottfred Appel i spidsen. I juni 1966 begyndte<br />

man at udsende et lille blad, hvori man informerede<br />

Vietnam-interesserede og andre om vietnamesernes<br />

sejre og politiske synspunkter, <strong>som</strong> var med til at lægge<br />

en linie der støttede vietnameserne i FNL og Nordvietnam<br />

på deres egen betingelser. Dette skete samtidig<br />

med at andre lokale Vietnamkomiteer var ved at<br />

blive organiseret, den første på Nørrebro i København<br />

i marts 1966<br />

I juni 1966 sammenkaldte trotskister fra Revolutionære<br />

Socialister (RS) til et møde, for at oprette en<br />

indsamling kun til fordel for DRV-Nordvietnam og<br />

FNL. En lang række organisationer på venstrefløjen<br />

deltog i mødet. Der blev stillet forslag om en «trefløjet»<br />

indsamling, således at der skulle gives 1/3 til<br />

Saigon-regimet. Dette forslag blev støttet af personer<br />

fra DKP, repræsenteret ved partiets internationale sekretær<br />

Ingmar Wagner. Men forslaget blev nedstemt<br />

og man startede den «to-fløjede» indsamling Giro<br />

1616 og valgte DKP’eren Otto Sand <strong>som</strong> sekretær. I<br />

I efteråret 1996 gav en aktivist Otto Sand 700 kr.<br />

til Giro 1616-indsamligen, og håbede at det i<br />

bedste fald blev pengene brugt til et tip-top<br />

moderne gevær. Men det viste sig at pengene var<br />

gået til denne plakat. Aktivisten blev lidt<br />

overrasket, men Otto Sand overbeviste ham<br />

hurtigt om, at det var i vietnamesernes<br />

interesse, og at pengene var givet godt ud.<br />

første omgang var der tilslutning fra RS, KAK, SUF,<br />

Militærnægterne og de eksisterende Vietnam-komiteer.<br />

Kort efter tilsluttede DSU-København sig. Det var<br />

indsamlingens princip at indsamlede midler skulle tildeles<br />

de vietnamesiske modtagere «betingelsesløst»,<br />

så at de selv kunne afgøre hvad midlerne skulle bruges<br />

til. Bag formuleringen «betingelsesløs» lå således,<br />

at midlerne kunne bruges til våbenindkøb. Den<br />

31. august 1966 afslog Justitsministeriet at godkende<br />

indsamlingens grundlag, men Giro 1616 var allerede<br />

sat i gang og indsamlingen fortsatte på trods af den<br />

manglende godkendelse. Gottfred Appels «Vietnam<br />

Komite» ønskede ikke at samle ulovligt ind til Giro<br />

1616, og kom til at isolerede sig fra den øvrige<br />

Vietnambevægelse.<br />

Der var langt fra fuld opbakning bag Giro 1616, og<br />

andre kredse, bl.a. intellektuelle, kirkelige kredse,<br />

Radikale og Socialdemokratiet, ønskede ikke at gå<br />

ud over det alment humanistiske grundlag, der indtil<br />

da havde været frem<strong>her</strong>skende i Vietnam-arbejdet.<br />

Kræfter i SF og DKP arbejdede i en periode for en<br />

«tre-fløjet» indsamling, hvor midlerne skulle fordeles<br />

til alle krigens nødlidende parter. Men det blev aldrig<br />

til noget, bortset fra en Røde Kors indsamling i foråret<br />

1968.<br />

I december 1966 ændrede man Giro 1616’s<br />

indsamlingskomiteen fra at være enkeltpersoner til<br />

organisationsrepræsentation, hvor der nu kom til at<br />

sidde repræsentanter fra DKU, DSU, SUF, RS, DKP,<br />

SF samt repræsentanter for flere københavnske<br />

Vietnamkomiteer. Samtidig blev der oprettet et repræsentantskab<br />

med 37 kendte personer, <strong>her</strong>af 9 folketingsmedlemmer.<br />

SIDE 8 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975


I efteråret 1966 tog især trotskister fra RS initiativ til<br />

en «<strong>Forening</strong> af Vietnamfrivillige», der skulle sende<br />

frivillige <strong>som</strong> soldater til FNL i Sydvietnam. De fik<br />

støtte af DKU, men en FNL-delegation på besøg i<br />

Danmark afslog høfligt tilbudet om hjælp.<br />

Bevægelsen organiseres<br />

Den vold<strong>som</strong>me optrapning af krigen i Vietnam medførte<br />

i Danmark en række initiativer for at skabe organisatoriske<br />

rammer for et mere aktivt udadvendt<br />

arbejde. På landsplan forsøgte de etablerede politiske<br />

partier og organisationer - på to Odense-møder i september<br />

1966 og i januar 1967 - at skabe en koordinering<br />

af alle dele af bevægelsen med henblik på at ændre<br />

regeringens holdning til Vietnam-krigen. Deltagerne<br />

strakte sig fra det yderste venstre til personer<br />

tilhørende katolske og andre kirkelige kredse.<br />

Uenighederne omkring grundlag var hele tiden i forgrunden<br />

på møderne, udtrykt ved parolen «Fred i Vietnam»<br />

overfor «USA ud af Vietnam». En humanistiske<br />

fløj ønskede en «tre-fløjet» indsamling til fordel<br />

for alle nødlidende vietnamesere uden hensyn til politisk<br />

overbevisning og politiske årsagssammenhænge.<br />

Her over for stod den politisk/solidariske fløj der støttede<br />

en «to-fløjet» indsamling til fordel for DRV og<br />

FNL. På det andet Odense-møde lykkedes det at få<br />

nedsat et «Vietnamarbejdets Kontaktudvalg», med<br />

repræsentanter på tværs af uenighederne i bevægelsen.<br />

Men uenighederne havde været så store på mødet,<br />

at udvalgets ikke havde noget grundlag og derfor<br />

aldrig fik nogen betydning.<br />

På baggrund af utilfredshed med det andet Odensemøde,<br />

sluttede de daværende 7 lokalkomiteer i København<br />

sig i marts 1967 sammen i De Storkøbenhavnske<br />

Vietnamkomiteer (DSVK) - bevægelsens mest<br />

radikale fløj, der blev forløber for de <strong>Dansk</strong>e Vietnamkomiteer<br />

(DDV). Målet var «USA ud af Vietnam» og<br />

«at få den danske regering til at sige fra overfor USA’s<br />

krig i Vietnam». Disse Vietnamkomiteer bestod af<br />

enkeltmedlemmer, og mange var menige DKP’ere og<br />

DKU’ere. Inden slutningen af 1967 var man i København<strong>som</strong>rådet<br />

nået op på 15 lokale Vietnamkomiteer.<br />

Man arbejdede sammen med Giro 1616 indsamlingen,<br />

samt Vietnamklubber, der var en løs sammenslutning<br />

af klubber på arbejdspladser, læreanstalter<br />

m.v. der var dannet for at samle ind til Giro 1616. I<br />

september 1967 startedes udgivelsen af et lille duplikeret<br />

månedligt blad Vietnam Solidaritet, <strong>som</strong> «fællesorgan<br />

for Vietnamindsamlingen - Giro 1616, Vietnamklubberne<br />

og De Storkøbenhavnske Vietnamkomiteer».<br />

Bladet blev udgivet indtil 1976.<br />

«Stands bombardementerne»<br />

I løbet af 1967 øgedes de amerikanske troppers antal<br />

i Vietnam til 500.000, og krigsudvidelsen fulgtes op<br />

af omfattende bombninger af Hanoi, hovedstaden i<br />

DRV-Nordvietnam. Samtidig var 1967 året for nogle<br />

af Vietnambevægelsens største og mest afgørende<br />

fremstød.<br />

I december 1966 havde DRV-Nordvietnam tilladt journalisten<br />

Harrison Salisbury fra New York Times at<br />

besøge Hanoi, efter at USA havde optrappet bombardementerne<br />

og Præsident Johnson havde sagt, at<br />

disse kun var rettet mod militære mål. Salisburys reportager<br />

fra bombede beboelse<strong>som</strong>råder vakte enorm<br />

opsigt, og blev et vendepunkt i forholdet mellem pressen<br />

og militæret. Herhjemme bragte Ekstra Bladet artiklerne<br />

ud fra den pragmatiske holdning, at det var<br />

god journalistik at få kendsgerninger frem, <strong>som</strong> andre<br />

ikke turde bringe.<br />

Det andet Odense-møde i januar 1967 besluttede et<br />

konkret projekt, <strong>som</strong> fik stor betydning for at udbrede<br />

den folkelige modstand mod krigen: den land<strong>som</strong>fattende<br />

underskriftsindsamling «Stands bombardementerne»<br />

i Vietnam, med udgangspunkt i FN Generalsekretær<br />

U Thants 3-punkts fredsplan. En af initiativtagerne<br />

var Carl Scharnberg fra Kampagnen mod<br />

Atomvåben. Et af underskriftindsamlingens mål var<br />

at kunne købe en hel side i et af USA’s mest kendte<br />

dagblade New York Times. Initiativet fik stor presseomtale,<br />

og fra 7. februar og 2 måneder frem indsamledes<br />

223.422 underskrifter. Pengeindsamlingen dækkede<br />

omkostningerne og helsides annoncen i New<br />

York Times, der offentliggjordes 27. juni 1967 (med<br />

nu 227.000 underskrifter), hvor man appellerede om<br />

stop for bombardementerne af Nordvietnam <strong>som</strong> første<br />

skridt til forhandlinger. Man afleverede også underskrifterne<br />

til den socialdemokratiske statsminister<br />

Jens Otto Krag og det danske folketing med opfordring<br />

om at gøre budskabet klart for den amerikanske<br />

regering. Dette var det første store initiativ, der samlede<br />

hele Vietnambevægelsen. Men forslaget havde<br />

ikke været kendt på forhånd og de radikale kræfter<br />

(senere DSVK) var utilfredse med at underskriftskampagnen<br />

ikke var knyttet sammen med parolen<br />

«USA ud af Vietnam», der kunne have sat kampagnen<br />

ind i en mere politisk sammenhæng.<br />

Se næste side: Annoncen indrykket i New York Times<br />

27. juni 1967. Foto fra Carl Schanbergs Uofficielle<br />

Synspunkter september 1967.<br />

Russell-tribunalet<br />

«Forbrydelsen i Vietnam» var titlen på en skelsættende<br />

kronik i Politiken den 6. januar 1967 af Ole Wivel,<br />

der var forlaget Gyldendals litterære direktør. Han gennemgik<br />

USA’s krigsførelse i Vietnam ud fra vestlige<br />

kilder: «Indtil nytår 1967 har amerikanske luft-, flåde<br />

og landstridskræfter nedkastet mere sprængstof over<br />

Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 9


SIDE 10 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975


Vietnams jord, end USA forbrugte i Europa og Afrika<br />

tilsammen under hele den anden verdenskrig. Det har<br />

ikke været uden virkning. Præsident Johnson og hans<br />

militære rådgivere og generalers krig har forvandlet<br />

jordens afgrøder i Vietnam til et slimet giftstof, afskåret<br />

vandtilførsler, ødelagt broer, vejnet og jernbaner,<br />

lagt udbrændte landsbyer og tilintetgjorde storbykvarterer<br />

med skoler, hospitaler og beboelsesejendomme<br />

bag sig under en regn af jern og ild. ’Fred<br />

eller udslettelse’, det er hvad præsidenten har tilbudt.<br />

Fred er ensbetydende med varig ufrihed. Udslettelse<br />

vil sige folkemord.» … «Man tilintetgør ikke guerillastyrker<br />

med tanks, fosfor- og napalmbomber, kemiske<br />

våben, gaskrig og intensive luftbombardementer af<br />

civilbefolkningen.» … «Han (præsident Johnson) er<br />

hovedansvarlig for den terror der udøves overfor civilbefolkningen,<br />

for den lovløse behandling af krigsfanger,<br />

der gøres til genstand for tortur og tilintetgørelse,<br />

for brugen af kemiske våben og gas samt<br />

implosionsbomber, Lazy dogs og andre, værre<br />

’fragmentations-bombs’. Disse bomber umuliggør<br />

operative indgreb og påfører ofrene en lang<strong>som</strong>,<br />

lidelsesfuld død.»<br />

Samtidig var kronikken oplæg til støtte af det Internationale<br />

Krigsforbrydelses-tribunal, der var nedsat i<br />

1966 på den engelske <strong>fil</strong>osof Bertrand Russells initiativ.<br />

Der havde allerede været et offentligt møde 12.<br />

december 1966 i Tivolis koncertsal hvor tribunalet blev<br />

repræsenteret af den internationalt kendte historiker<br />

Isaac Deutsc<strong>her</strong> samt Bertrand Russells sekretær Ralph<br />

Schoenemann. Det blev fulgt op med en serie artikler<br />

i Politisk Revy. Den 10. januar 1967 blev der dannet<br />

et «<strong>Dansk</strong> Bertrand Russell Råd» til at støtte den internationale<br />

undersøgelseskommission og krigsforbrydelsesdomstol.<br />

Bag rådet stod et halvt hundrede<br />

danske intellektuelle , <strong>her</strong>iblandt forfatterne Ole Wivel<br />

og Villy Sørensen, forlæggeren Erik Vagn Jensen, en<br />

række kendte højskolefolk samt Ebbe Reich, der netop<br />

var blevet redaktør på Politisk Revy. Interessen for og<br />

debatten om tribunalet<br />

var fra starten<br />

omfattende.<br />

Den franske <strong>fil</strong>osof Jean-Poul Sartre<br />

og formanden Vladimir Dedijer<br />

Tribunalet var selvbestaltet<br />

og bestod<br />

af en række internationalt<br />

kendte videnskabsmænd<br />

og<br />

kulturpersonligheder.<br />

I kraft af deres<br />

status gav medlemmerne<br />

deres<br />

moralske modstand<br />

mod USA’s krigsforbrydelser<br />

i Vietnam<br />

international gen-<br />

nemslagskraft.<br />

Repræsentanter<br />

for tribunalet besøgte<br />

i december<br />

1966 og januar<br />

1967 Vietnam for<br />

at indsamle materiale,<br />

der kunne<br />

sammenlignes<br />

med materiale<br />

fremlagt af det<br />

officielle USA.<br />

Tribunalets 1.<br />

session var planlagt<br />

til april 1967<br />

i Paris, men da<br />

præsident de<br />

Gaulle fastslog,<br />

at den franske regering<br />

ikke ville<br />

tillade afholdelse<br />

af arrangementet,<br />

Støtteplakat for Bertrand Russells<br />

Krigsforbrydelsestribunal udgivet af<br />

Den dansk Forberedelseskomite<br />

(trotskisterne).<br />

blev 1. session i hast flyttet til Stockholm og afholdt<br />

2.-10. maj. Herefter besluttedes det at lægge 2. session<br />

i Danmark, <strong>som</strong> i modsætning til det neutrale<br />

Sverige var allieret med USA gennem NATO, og hvor<br />

man derfor ville få bedre pressedækning. Bertrand<br />

Russell var på dette tidspunkt 95 år gammel og deltog<br />

ikke selv på grund af alder, og den berømte franske<br />

<strong>fil</strong>osof Jean-Poul Sartre fungerede <strong>som</strong> præsident for<br />

juryen, med historikeren og eksil-jugoslaven Vladimir<br />

Dedijer <strong>som</strong> sessionsformand.<br />

Den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag<br />

gav hurtigt udtryk for, at en sådan domstol var uønsket<br />

i Danmark. Baggrunden for den danske regerings<br />

forsøg på at hindre tribunalets afholdelse i Danmark<br />

var især pres fra den amerikanske præsident Johnson,<br />

der havde informeret regeringen om, at han ville opfatte<br />

en tilladelse til tribunalet <strong>som</strong> «en fjendtlig handling».<br />

Statsminister Jens Otto Krag udtalte at «regeringen<br />

lægger vægt på at undgå, at det omtalte møde<br />

finder sted i Danmark, og at regeringen med dette formål<br />

i givet fald vil benytte sig af de legale midler, <strong>som</strong><br />

den måtte finde hensigtsmæssige.» Han slog fast, at<br />

han med dette mente, at «vi vil nægte at udstede visum<br />

til de vidner, <strong>som</strong> måtte have brug for et sådant<br />

for overhovedet at kunne optræde i forbindelse med<br />

tribunalets høringer.» Konkret betød dette, at man ville<br />

nægte visum til vidner fra DRV-Nordvietnam. Men<br />

mange følte at ytringsfriheden blev trådt for nær, og<br />

at regeringen gik USA’s ærinde, og Krag måtte bøje<br />

sig efter stort røre i pressen og protester fra mange<br />

sider. Han lod sig også bevæge af det faktum, at han<br />

havde hørt (via efterretningstjenestens telefonaflytning),<br />

at det var blevet planlagt at afhøre de viet-<br />

Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 11


namesiske vidner i Malmø<br />

og derefter sejle deres båndede<br />

vidnesbyrd – under<br />

stor mediebevågenhed –<br />

med flyvebåd til København.<br />

Tribunalet gennemførte<br />

den 2. session af den internationalekrigsforbrydelsesproces<br />

- kaldet Russelltribunalet<br />

- fra 18. november<br />

til 1. december 1967 på<br />

Vietnam Solidaritets<br />

en restaurant i Roskilde<br />

særnummer om tribunalet<br />

udkom i 10.000 eksemplarer (Udlejerne i København<br />

var anonymt blevet<br />

bombetruet til at opsige kontrakterne, senere viste det<br />

sig at være en højrefløjsorganisation Demokratisk Alliance<br />

<strong>som</strong> stod bag). «<strong>Dansk</strong> Bertrand Russell Råd»<br />

stod for arrangementet og samarbejdede bl.a. med<br />

DSVK <strong>som</strong> stillede med en stor gruppe aktivister. Tribunalet<br />

afhørte en lang række vidner, udsendte eksperter<br />

der havde besøgt DRV-Nordvietnam, og vidner<br />

fra Vietnam, Laos om Cambodia. Man hørte om<br />

napalm, anti-personelbomber og plantegifte, og især<br />

beretningen fra en ung soldat fra USA, der fortalte<br />

om brug af tortur, gjorde stort indtryk.<br />

Tribunalets konklusion var, at ifølge internationale<br />

konventioner var USA skyldig i aggressionshandlinger,<br />

bombardement af civile mål, våben forbudt<br />

efter Genève-konventionen, tortur mod krigsfanger,<br />

umenneskelig behandling af civilbefolkningen<br />

samt folkedrab. Tribunalet medførte at bevægelsen fik<br />

sit første store gennembrud i medierne, med omfattende<br />

dækning i Information og Politiken, mens resten<br />

af dagspressen forholdt sig refererende eller negativt.<br />

Tribunalet vakte meget stor opmærk<strong>som</strong>hed,<br />

både i Danmark og internationalt. Informationerne om<br />

USA’s krigsforbrydelser fra tribunalet blev i de følgende<br />

år en primær kilde for alle kritikere af Vietnamkrigen<br />

og fik en stor indflydelse på debatten. De Storkøbenhavnske<br />

Vietnamkomiteer (DSVK) støttede tribunalet,<br />

og mange deltog <strong>som</strong> aktivister. Vietnam Solidaritet<br />

udgav i december 1967 et særnummer med<br />

materiale fra krigsforbrydelses-tribunalet i 10.000 eksemplarer.<br />

Socialdemokratiet begyndte med tiden at udvise en<br />

mere kritisk holdning til USA. På sin kongres i efteråret<br />

1966 havde Socialdemokratiet anerkendt FNL <strong>som</strong><br />

forhandlingspartner ved eventuelle fredsforhandlinger.<br />

I åbningstalen til folketinget den 3. oktober 1967 udtalte<br />

statsminister Jens Otto Krag, at han over for den<br />

amerikanske regering havde tilkendegivet, at USA<br />

betingelsesløst burde standse bombardementerne over<br />

DRV-Nordvietnam <strong>som</strong> et første skridt hen imod for-<br />

handlinger. Det viste, at han havde fulgt opfordringen<br />

fra «Stands bombardementerne» underskriftskampagnen.<br />

Politiseringen fortsætter<br />

Et andet aspekt af Vietnambevægelsens aktiviteter i<br />

1967–68 var organiseringen af store demonstrationer<br />

og deltagelse i de internationale Vietnam-demonstrationer:<br />

Liège i 1967 og Berlin i 1968. Der deltog især<br />

trotskister og DKP’ere, og 200 danskere deltog i den<br />

velorganiserede demonstrationen i Berlin i februar<br />

1968 med 25.000 deltagere, <strong>som</strong> blev en inspirationskilde<br />

for senere demonstrationer, med militante Ho-<br />

Ho-Ho-Chi-Minh råb og kæder af demonstranter arm<br />

i arm.<br />

Hovedparten af USA’s desertører flygtede til<br />

Canada, mens desertører fra USA’s baser i<br />

Tyskland blev hjulpet gennem Danmark til det<br />

neutrale Sverige. Fra ‘amex’ vol.2, no.2 1969,<br />

blad for desertører i Canada.<br />

I <strong>som</strong>meren 1967 havde DSVK oprettet en nødtjeneste<br />

for amerikanske desertører, der ønskede at undgå<br />

at deltage i krigen i Vietnam. Mellem 200 og 300<br />

amerikanske desertører fra USA’s vesttyske baser blev<br />

fra 1966 til 1969 hjulpet til det neutrale Sverige, hvor<br />

de kunne få opholdstilladelse. Deserteringer fra USA’s<br />

hær blev et stort problem fra sidst i 60’erne, og frem<br />

til 1973, og der blev i alt registreret 92.000 deserteringer.<br />

I efteråret 1969 kom to desertører til Danmark med<br />

fly fra Frankrig, hvor de bad om politisk asyl, hjulpet<br />

af en advokat fra USA. Det vakte internationalt postyr<br />

og skabte et dilemma for regeringen, fordi NATOreglerne<br />

uden diskussion forlangte udlevering, hvis<br />

de havde været tjenstligt i Danmark. Men reglerne<br />

havde ikke taget højde for «absence without leave»,<br />

altså desertering til et andet NATO-land. Afslutningen<br />

på sagen blev at de blev hjulpet til Sverige af Desertørkomiteen,<br />

men også at amerikanske desertører derefter<br />

fik, hvad vi i dag kalder tålt ophold, på deres vej til<br />

Sverige. Da krigen sluttede i 1975, var antallet af desertører<br />

der blev hjulpet igennem Danmark, nået op<br />

på 700-800.<br />

I 1967 gik politiseringen af Vietnambevægelsen ind i<br />

en ny fase med parolen «Usa ud af Vietnam». Det var<br />

ikke længere nok for den radikale del af bevægelsen<br />

at solidarisere sig bredt med det vietnamesiske folk.<br />

Skyldsspørgsmålet og årsagssammenhængen måtte<br />

SIDE 12 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975


Pinsemarchen maj 1967 forlader Helsingør. Foto: Ernst Nielsen/ABA<br />

med.<br />

De forskellige parolevalg, <strong>som</strong> diskuteredes vold<strong>som</strong>t<br />

i denne periode, afspejler klart den politiske<br />

bevidstgørelsesproces. «USA UD AF VIETNAM»<br />

blev brugt <strong>som</strong> hovedparole under pinsemarchen 1967<br />

fra Helsingør, sammen med flere underparoler, der klart<br />

støttede FNL Det var DSVK’s første større arrangement,<br />

organiseret sammen med nordsjællandske<br />

Vietnamkomiteer. Marchen var tydeligt inspireret af<br />

den netop nedlagte Atomkampagnens marc<strong>her</strong>, selv<br />

om parolerne var væsentligt mere radikale. Lige<strong>som</strong><br />

Atomkampagnen havde arrangørerne henvendt sig til<br />

faglige og politiske organisationer for at få dem til at<br />

slutte op om marchen. Den fik noget mindre tilslutning<br />

end ventet med ca. 1.200 deltagere på første dags<br />

march og 3-4.000 deltagere da den nåede København,<br />

og sluttede på Rådhuspladsen i øsende regn med ca.<br />

1.200 deltagere.<br />

Men allerede på dette tidspunkt stillede de radikale<br />

dele af bevægelsen krav om en mere radikal politisk<br />

parole: «Bekæmp den Amerikanske Imperialisme».<br />

Hermed var det anti-imperialistiske perspektiv draget<br />

ind i Vietnam-arbejdet. Aktivisterne ønskede, at der i<br />

højere grad blev fokuseret på de bagvedliggende politiske<br />

og økonomiske interesser, <strong>som</strong> styrede den<br />

amerikanske politik i Vietnam. Og selvom mange i<br />

1967 endnu var bange for at anvende en så avanceret<br />

parole, fordi den måske ikke ville blive forstået i bredere<br />

kredse, kom netop dette skridt til at vække en ny<br />

interesse for teorierne bag begreber <strong>som</strong> kapitalisme<br />

og imperialisme.<br />

(læs definitioner på www.leksikon.org)<br />

Også aktionsformerne var ved at antage et mere radikalt<br />

forløb. Da USA i august 1967 indledte et omfattende<br />

luftangreb på Hanoi, indkaldte «koordineringen»<br />

til en hurtig demonstration med 200-300 deltagere<br />

foran den amerikanske ambassade. «Koordine-<br />

Otto Sand fra Vietnamkomiteerne<br />

holder mikrofonen for redaktør<br />

Ebbe Reich der taler i Vedbæk.<br />

Foto: Ernst Nielsen/ABA<br />

ringen» var et enhedsarbejde oprettet i efteråret 1966<br />

mellem de politiske ungdomsorganisationer, DSU,<br />

RU, DKU SUF, Radikale Studenter, Studentersamfundet<br />

og Frit Forum. Politiets forsøg på at hindre<br />

den spontane demonstration var medvirkende til at<br />

der blev arrangeret en demonstration den følgende dag<br />

med 2-3.000 deltagere. For første gang endte en Vietnam-demonstration<br />

i sammenstød mellem demonstranter<br />

og politi. Herudover foregik et utal af andre<br />

aktioner og mindre demonstrationer i 1967, <strong>som</strong> især<br />

DSVK stod bag. Organiseringen af de såkaldte «Vietnam-uger»<br />

med møder, plancheudstillinger og til slut<br />

en demonstration, blev fra 1967 en halvårlig tradition.<br />

Den første virkelig store Vietnam-demonstration var<br />

et internationalt initiativ, <strong>som</strong> den 21. oktober 1967<br />

samlede 15.000-20.000 mennesker til demonstration<br />

i København, organiseret af DSVK og «koordineringen».<br />

Parolerne var: «USA ud af Vietnam», «Solidaritet<br />

med Vietnams folk», «Solidaritet med det andet<br />

USA», samt for første gang «Bekæmp den amerikanske<br />

imperialisme». Demonstrationen gik fra Christiansborg<br />

til den amerikanske ambassade, hvor to amerikanske<br />

desertører afbrændte deres indkaldelsespapirer.<br />

Der var ingen uroligheder. Den radikale fløj<br />

betragtede denne store demonstration <strong>som</strong> det virkelige<br />

gennembrud for Vietnambevægelsen.<br />

Den radikale del af Vietnambevægelsen var inspireret<br />

af den vietnamesiske befrielses bevægelse og identificerede<br />

sig med Ho Chi Minhs tanker og virke, og i<br />

december 1968 udgav DSVK et særnummer af Vietnam<br />

Solidaritet med artikler, taler og digte af Ho Chi<br />

Minh. Parolen «Bekæmp den amerikanske imperialisme»<br />

var inspireret af vietnameserne, der talte og<br />

skrev om de amerikanske imperialister og om den<br />

amerikanske nykolonialisme.<br />

Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 13


Demonstrationen 27. april 1968 i København havde 25-30.000 deltagere, <strong>her</strong> foran USA’s ambassade<br />

på Dag Hammarskjölds Alle. Foto: ABA.<br />

Bevægelsens når sit højdepunkt<br />

- med voksende politiske<br />

modsætninger<br />

Årene 1967-69 var bevægelsens største, det var <strong>her</strong> at<br />

bevægelsen fik sin største politiske gennemslagskraft.<br />

I de år blev skabt en viden og politisk bevidsthed om<br />

USA’s krig og de bagvedliggende mekanismer for<br />

krigens opståen og for FNL’s kamp.<br />

Trods udvidelsen af krigen havde USA ingen succes.<br />

Tværtimod syntes FNL at overtage det militære initia-<br />

Demonstrationen 27. april 1969 endte med vold<strong>som</strong>me sammenstød med<br />

politiet, der for brutalt frem mod demonstranterne, hvoraf 50 blev arresteret og<br />

10 anklaget for vold<br />

tiv. Det kulminerede i starten af 1968 med Têt-offensiven,<br />

hvor det lykkedes FNL-styrker at trænge ind i<br />

og angribe amerikanerne inde i Sydvietnams byer. 140<br />

byer blev angrebet, og næsten alle militære baser i<br />

Sydvietnam. Têt-offensiven ændrede det militære<br />

styrkeforhold. Men FNL led også så store tab, at det,<br />

sammen med USA’s/Saigon-styrets mord- og terrorkampagner<br />

mod oppositionen i Sydvietnam, kom til<br />

at præge kampen fremover, hvor nordvietnamesiske<br />

styrker kom til at spille en langt mere fremtrædende<br />

rolle. Têt-offensiven rystede de politiske ledere i<br />

Washington, der troede på de militære generalers op-<br />

lysninger om at USA var ved<br />

at vinde krigen. Det blev klart<br />

for enhver at en militær sejr<br />

havde lange udsigter. Som<br />

konsekvens udskiftede USA’s<br />

regering den øverstkommanderende<br />

for de amerikanske<br />

styrker, general Westmoreland.<br />

Den 31. marts erklærede<br />

præsident Johnson et begrænset<br />

bombestop <strong>som</strong> optakt til<br />

fredsforhandlinger og meddelte,<br />

at han ikke ville genopstille<br />

til præsidentvalget i<br />

slutningen af året. I maj indledtes<br />

de første forhandlinger<br />

i Paris mellem repræsentanter<br />

SIDE 14 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975


Pinsemarchen 2-3. juni 1968 fra Hillerød til København under parolene “Vietnam vil sejre” og “USA ud af<br />

Vietnam” nåede op på flere tusinde deltagere. Foto: Ernst Nielsen/ABA<br />

for USA og DRV-Nordvietnam. De udvidedes i 1969<br />

til også at omfatte FNL og Saigon-styret.<br />

Det var på denne baggrund, at den største Vietnamdemonstration<br />

fandt sted den 27. april 1968 med 25-<br />

30.000 deltagere. Demonstrationen startede på Christiansborg<br />

Slotsplads, og gik over Blågårds Plads til<br />

USA’s ambassade på Dag Hammarskjölds Alle. Den<br />

var indkaldt af DSVK på opfordring af den amerikanske<br />

vietnambevægelse, og blev anbefalet af flere politiske<br />

partier og organisationer. Hovedparolerne var<br />

«Bekæmp den amerikanske imperialisme» og «USA<br />

ud af Vietnam - Danmark ud af NATO» samt «bryd<br />

med Saigon - anerkend FNL og Nordvietnam».<br />

Demonstrationen endte i et større sammenstød mellem<br />

politi og demonstranter, hvor flere kom til skade<br />

og 50 arresteres. Politiet havde udkommanderet 624<br />

uniformerede betjente og ca. 30 politifolk i civil. Der<br />

var demonstranter der provokerede politiet med tilråb<br />

<strong>som</strong> ’svin’ og ’Nazisvin’, og lagde op til voldelige<br />

episoder. Urolighederne startede, da demonstrationen<br />

var erklæret afsluttet, og politiet foran ambassaden gik<br />

fremad i en kile for at splitte den op i to dele <strong>som</strong><br />

skulle trænges bort. Politiet havde benyttet provokatører<br />

og optrådte nu brutalt. Efter at området omkring<br />

ambassaden var ryddet, forfulgte man demonstranter<br />

ned ad sidegader og i parker. 10 af demonstranterne<br />

blevet anklaget, og den kendte advokat og DKP’er<br />

Carl Madsen var forsvarer for 5 af dem. Han brugte<br />

retssagen <strong>som</strong> et angreb på politiets bevidste<br />

borgerkrigsmanøvre, <strong>som</strong> han beskrev i sin bog Proces<br />

mod politiet. På etårsdagen i 1969 afholdt Vietnam-komiteerne<br />

et stort møde med titlen «En demokratisk<br />

politistat».<br />

Til trods for at disse kendsgerninger blev underbygget<br />

i store dele af pressen, benyttede de dele af bevægelsen,<br />

<strong>som</strong> var imod den antiimperialistiske perspektivering<br />

af arbejdet, sig af situationen til at angribe<br />

demonstranter og demonstrationsledelse og advare folk<br />

imod at deltage i kommende demonstrationer. De voldelige<br />

sammenstød kom til at præge debatten i<br />

Vietnambevægelsen, og striden mellem de to fløje i<br />

bevægelsen tog til: over for den radikale fløj af bevægelsen<br />

omkring DSVK stod en fløj, der mente at bestræbelserne<br />

på at politisere bevægelsen og dens mål<br />

ville vanskeliggøre arbejdet med at skabe bred folkelig<br />

opbakning mod krigen.<br />

Balladen om urolighederne 27. april betød at selv om<br />

DSVK allerede havde planlagt og fået opbakning til<br />

en ny pinsemarch fra en række organisationer, trak<br />

nogle af disse (Aldrig Mere Krig, SF, DSU og SFU)<br />

sig <strong>som</strong> medarrangører. Dette medførte at opslutningen<br />

bag marchen 2-3. juni 1966 fra Hillerød til København,<br />

var mindre end forventet med nogle tusinde<br />

deltagere. Men det skulle sikkert også ses på baggrund<br />

af de indledte fredsforhandlinger med DRV-Nordvietnam.<br />

I resten af 1968 var der en vis afmatning i bevægelsen,<br />

<strong>som</strong> skyldtes flere faktorer: dels fredsforhandlingerne<br />

i Paris, men også at verdensoffentlighedens<br />

opmærk<strong>som</strong>hed rettedes mod andre vold<strong>som</strong>me begivenheder<br />

så<strong>som</strong> opstanden i Paris i maj 1968 og<br />

den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet i august<br />

1968. Den radikalisering af Vietnambevægelsen, der<br />

fandt sted i 1967-68, foregik også i en vekselvirkning<br />

med en generel radikalisering blandt de progressive<br />

kræfter i de vestlige samfund <strong>som</strong> helhed, og ikke<br />

Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 15


Vietnam Solidaritet udkom op til<br />

splittelsen i december 1968 med<br />

et særnr. om Ho Chi Minh: ikon,<br />

nationalist, marxist og<br />

kommunist. Et alternativ til<br />

maoisme og DKPs forsvar for<br />

Sovjetunionens invasion i<br />

Tjekkoslovakiet.<br />

mindst politisk mobilisering<br />

af især unge<br />

og studerende, <strong>som</strong><br />

inspireredes af<br />

Vietnambevægelsen<br />

- det såkaldte ungdoms-<br />

eller studenteroprør.<br />

Dette fjernede<br />

til dels fokus fra<br />

Vietnam, men politiseringen<br />

af især<br />

mange unge var også<br />

med til at give især<br />

den radikale del af<br />

Vietnambevægelsen<br />

nyt liv.<br />

I efteråret 1968 holdt<br />

Amager Vietnam-komite<br />

et møde med<br />

daværende forbundsformand<br />

Anker Jørgensen.<br />

Her udtalte<br />

den senere statsminister, at «Hvis [USAs] bombardementer<br />

af Nordvietnam fortsætter, må det få konsekvenser<br />

for vort medlemskab af NATO». Deltagerne<br />

gav ham ret: modstanden mod dansk medlemskab af<br />

NATO var en oplagt måde Vietnamkomiteerne kunne<br />

genere amerikanerne og deres krigsførelse på.<br />

Vietnambevægelsen<br />

splittes første gang<br />

Den 7.-8. december 1968 afholdt De Storkøbenhavnske<br />

Vietnamkomiteer (DSVK) en landskonference for<br />

Vietnamkomiteer i Danmark. På konferencen deltog<br />

repræsentanter for 26 komiteer fra hele landet. Formålet<br />

var at få vedtaget et politisk grundlag for<br />

Vietnamkomiteerne og skabe koordinering på landsplan.<br />

Men på et tidspunkt hvor modsætningerne i bevægelsen<br />

var blevet yderligere uddybet, kunne konferencen<br />

ikke undgå at afspejle stridighederne, specielt<br />

ikke da det politiske grundlag, der blev foreslået<br />

på konferencen, netop tog udgangspunkt i den omstridte<br />

kamp mod imperialismen.<br />

Det var ikke nogen hemmelighed, at mange af de daværende<br />

Vietnam-aktivister var DKP’ere, og at de<br />

politiske uenigheder i bevægelsen også gik tværs igennem<br />

DKP. Otto Sand var DKP-veteran fra modstandskampen<br />

under 2. Verdenskrig og sad i DKP’s<br />

Københavnsledelse og formåede <strong>her</strong> i flere år at få<br />

flertal for sin radikale Vietnam-politik. Samtidig var<br />

der fra DKP’s landspartikonference i efteråret 1967<br />

udstukket en politisk linje, der klart sagde at DKP arbejdede<br />

for at bevare bredden i Vietnam-arbejdet og<br />

var imod en radikalisering. Det stod derfor allerede<br />

før landskonferencen klart for flertallet i DSVK, at<br />

valget stod mellem enten at afvikle den radikale del<br />

af bevægelsen, eller hævde dens selvstændighed organisatorisk<br />

såvel <strong>som</strong> politisk.<br />

En ting, der yderligere tilspidsede situationen, var, at<br />

mange i DKP-toppen frygtede, at Vietnambevægelsens<br />

mest fremtrædende kræfter i DSVK ønskede at fremme<br />

en mere radikal linje i DKP eller omdanne bevægelsen<br />

til et nyt radikalt parti. Dette var der givet udtryk<br />

for i en leder i Land og Folk, lige inden landskonferencen<br />

fandt sted.<br />

Her følger nogle af de argumenter, der blev fremført<br />

på landskonferencen:<br />

«Det foreslåede grundlag vil splitte. I de politiske<br />

partier må vi slås for vore synspunkter. I Vietnambevægelsen<br />

må vi samles om at kræve USA ud af Vietnam.<br />

Vi skal også have socialdemokraterne med.»<br />

«I dag er der åben kamp imod USA imperialismen.<br />

Skal vi gå tilbage til de bløde synspunkter eller skal vi<br />

gå frem sammen med bevægelsen overalt i verden? Vi<br />

må eskalere bevægelsen i takt med udviklingen.»<br />

«Vi ønsker ikke at eskalere bevægelsen hen imod<br />

den antiimperialistiske kamp. Skal vi gøre en massebevægelse<br />

til en massebevægelse, må vi bort fra «Bekæmp<br />

USA imperialismen». Skal vi hjælpe Vietnam må<br />

vi sætte ind med oplysningsarbejde - og ikke diskutere<br />

imperialismen og alle de fraser.»<br />

«Vor opgave er at forklare, hvorfor krigen føres, at<br />

skabe politisk bevidsthed og forklare det, I vover at<br />

kalde fraser om den amerikanske imperialisme - at<br />

give det indhold.»<br />

«Vi lever blandt en småborgerlig befolkning, og vi<br />

må sætte vore paroler derefter. Vi bekæmper imperialismen<br />

bedst ved at stryge parolen.»<br />

«Årsagen til, at vi i mit parti (DKP, red.) rejser tvivl<br />

om parolen er, at vi frygter, at bevægelsen under denne<br />

parole skal udvikle sig til et nyt parti.»<br />

«Krigen er ikke begrænset til Vietnam. Vi må forklare<br />

sammenhængen mellem de imperialistiske krige<br />

og hele tiden være parat til at tage det næste skridt,<br />

ellers afsporer vi bevægelsen. Vi må også afsløre, hvordan<br />

USA-imperialismen formulerer sig <strong>her</strong> i landet<br />

og angribe den overalt.»<br />

«Der er behov for en koordinering af det<br />

antiimperialistiske arbejde. <strong>Kan</strong> vi ikke <strong>her</strong>fra tage<br />

initiativ til at skabe et organ, der kan samle alle<br />

antiimperialistiske kræfter i en fælles front?»<br />

«Vietnambevægelsen i Danmark har nået et dødt<br />

punkt. Det samme er sket for Vietnam-bevægelserne i<br />

udlandet. Vietnamkrigen var nok til at skabe en massebevægelse<br />

for nogen tid, men det kan ikke holde<br />

SIDE 16 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975


længere. Vi må forbinde kampen i<br />

Vietnam med arbejderklassens<br />

kamp i vore egne lande.»<br />

Nogle af de sidste udtalelser peger<br />

også frem imod det problem, der<br />

blev det nydannede DDV’s (De <strong>Dansk</strong>e<br />

Vietnamkomiteer) centrale<br />

stridspunkt: Hvad DDV skulle udvikles<br />

hen imod? Hvilke problematikker<br />

man kunne forsvare at inddrage<br />

i arbejdet? Resultatet blev en<br />

splittelse hvor et flertal fra venstrefløjen<br />

inkl. en række DKP-aktivister<br />

vandt flertallet med et politisk<br />

grundlag, hvor hovedvægten lå på<br />

solidariteten med Vietnam og kampen<br />

mod USA imperialismen, samt<br />

politisk kamp mod NATO og USA’s<br />

indflydelse i Danmark. Grundlaget<br />

indeholdt således nye elementer, der rettede sig mod<br />

de hjemlige aspekter af USA-imperialismen.<br />

VIETNAM 69 forsøgte at nå<br />

bredere ud ved at appellere til<br />

støtte og medfølelsen.<br />

Landskonferencen for Vietnamkomiteer i december<br />

1968 førte også til et opgør fra DKP-toppens side med<br />

de mest radikale elementer i DKP. Efter DKP’s kongres<br />

i august 1969 blev ca. 25 ledende DSVK-folk,<br />

der havde fortsat deres aktivitet i De <strong>Dansk</strong>e Vietnamkomiteer,<br />

ekskluderet fra DKP og DKU, mens andre<br />

meldte sig ud i protest.<br />

De <strong>Dansk</strong>e Vietnamkomiteer<br />

og VIETNAM 69<br />

Splittelsen i Vietnambevægelsen skete på et tidspunkt,<br />

hvor den var blevet en massebevægelse. I disse år<br />

opstod der flere andre større bevægelser, inspireret af<br />

Vietnambevægelsen og til dels af opstanden i Paris i<br />

maj 1968, <strong>som</strong> f.eks. den voksende studenterbevægelse<br />

og boligbevægelsen (slumstormerne). Og i foråret<br />

1970 skete der en radikalisering og opblomstring af<br />

kvindebevægelsen med Rødstrømpernes aktioner. I<br />

SF var der opstået konflikt mellem en højre- og venstrefløj<br />

i partiet allerede i 1963. Men med den hastigt<br />

voksende folkelige bevægelse udenfor Folketinget og<br />

den medfølgende radikalisering skærpedes modsætningerne<br />

og førte i december 1967 til en splittelse af<br />

partiet. Udbryderne var med til at danne partiet<br />

Venstresocialisterne (VS), <strong>som</strong> støttede<br />

Vietnambevægelsens radikale fløj. Næsten alle SF’s<br />

Vietnam-aktivister gik over til VS.<br />

Med splittelsen blev Vietnambevægelsen alvorligt<br />

svækket. Men bevægelsens styrke på dette tidspunkt,<br />

sammenkoblet med det generelle opsving for de<br />

udenomsparlamentariske bevægelser, afbødede de<br />

værste følger. I 1969/70 formåede man derfor fortsat<br />

at samle den folkelige modstand mod USA’s krig i<br />

Vietnam og titusinder af mennesker<br />

deltog i demonstrationer foran den<br />

amerikanske ambassade i København.<br />

Splittelsen betød, at Vietnamkomiteernes<br />

blev delt i to organisationer:<br />

Flertallet på Vietnamkomiteernes<br />

landskonference samlede<br />

sig i den antiimperialistisk organisation:<br />

De <strong>Dansk</strong>e Vietnamkomiteer<br />

(DDV). Mindretallet dannede<br />

i januar 1969 samarbejdsorganet<br />

«Frit Vietnam», men opbygning<br />

af lokale komiteer over hele<br />

landet slog fejl, og organisationen<br />

kom aldrig til at fungere og døde<br />

en stille død i løbet af 1970.<br />

I stedet tog en ny Vietnam-indsamling,<br />

VIETNAM 69, over <strong>som</strong> organisation:<br />

VIETNAM 69 blev oprettet 19. januar<br />

1969 på initiativ af en gruppe på 7 fremtrædende enkeltpersoner<br />

(«Gruppe 7») med udgangspunkt i kræfter<br />

<strong>som</strong> Ole Wivel fra <strong>Dansk</strong> Bertrand Russell Råd.<br />

Med i arbejdet var også DKP’ere, <strong>som</strong> fortalte at det<br />

vietnamesiske broderparti ønskede en ny organisering<br />

i Vietnambevægelsen med en bredere appel i befolkningen,<br />

foruden den <strong>som</strong> de anti-imperialistiske grupper<br />

inden for DDV repræsenterede. Det stiftende møde<br />

blev indkaldt af 11 lokalkomiteer, de Grafiske Arbejderes<br />

Vietnam-komite, 10 fagforeningsformænd, 4<br />

fællestillidsmænd, DKU, DSU, SFU, Clarte, Frit Forum<br />

og Studentersamfundet.<br />

Vietnam-indsamlingen Giro 1616 havde på dette tidspunkt<br />

fungeret i over to år, dog uden myndighedernes<br />

tilladelse. Postgirokontoret lukkede dog først girokontoen<br />

den 1/7 1968, og man fik genåbent Giro 1616<br />

den 18/8 1969, efter at VIETNAM 69 havde fået<br />

indsamlingstilladelse. I denne periode foregik indsamlingen<br />

via gadeaktiviteter og indsamlingsbøsser, listeindsamlinger,<br />

salg af mærkater, fester og bevillinger.<br />

Mens Giro 1616 hele tiden havde været en betingelsesløs<br />

indsamling, hvor der ikke blev stillet krav til de<br />

indsamlede midlers anvendelse, skulle VIETNAM 69’s<br />

indsamling foregå på rent humanitær basis, specifikt<br />

til hospitaler m.v. Det kontroversielle og politisk entydige<br />

ved Giro 1616 var netop muligheden for, at<br />

midlerne principielt kunne anvendes i krigsførelsen,<br />

og man brugte parolen «Ikke almisse, men solidaritet».<br />

Tilhængerne af DDV opfattede VIETNAM 69 <strong>som</strong><br />

«et politisk tilbageskridt» og Otto Sand mente at «På<br />

et tidspunkt, hvor der er gode muligheder for at fremme<br />

forståelsen for det vietnamesiske folks kamp, for at<br />

afsløre og bekæmpe det imperialistiske system der står<br />

bag, lægger man navn til en delvis a-politisk indsam-<br />

Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 17


Giro 1616-indsamligen brugte mere radikale paroler efter VIETNAM 69 var dannet og pointerede<br />

forskellen med parolen ”Ikke almisse - men solidaritet”. VIETNAM 69 appellerede til medfølelsen med<br />

tegningen af mor med barn (af Jens Nordsø).<br />

ling. Det er beklageligt, at slagskyggen fra den statsbestilte<br />

politibrutalitet den 27. april 1968 synes at have<br />

mørklagt det politisk/solidariske udsyn hos så mange<br />

af vore venner i den fælles kamp» (Vietnam Solidaritet<br />

Marts 1969). Samtidig med at Vietnam 69 blev godkendt<br />

<strong>som</strong> indsamling i maj 1969 blev 17 personer<br />

fra Giro 1616 sigtet for ulovlig indsamling i en retssag.<br />

I september samme år blev de 17 frifundet for<br />

det væsentlige, nemlig overtrædelse af indsamlingsloven.<br />

Det øgede kun bitterheden at De grafiske arbejderes<br />

Vietnam Komité havde samlet over 10.000<br />

kr. ind til Giro 1616 på indsamlingens lister, <strong>som</strong> blev<br />

unddraget Giro 1616 og indbetalt <strong>som</strong> det første bidrag<br />

til Vietnam 69-indsamlingen.<br />

De <strong>Dansk</strong>e Vietnamkomiteer (DDV) byggede videre<br />

på den politisering og radikalisering, <strong>som</strong> Vietnambevægelsen<br />

havde skabt: DDV ønskede at bevidstgøre<br />

og mobilisere og så ikke parolen «Bekæmp den<br />

amerikanske imperialisme» <strong>som</strong> noget, der indsnævrede<br />

muligheden for at få folk i tale. VIETNAM 69<br />

ville koncentrere sig om at bevare den folkelige bredde<br />

i solidaritetsarbejdet, og tog afstand fra USA’s krigsførelse,<br />

men ikke fra USA <strong>som</strong> repræsentant for en<br />

bestemt samfundsstruktur. Man mente, at anti-imperialismen<br />

ville skræmme socialdemokrater og borgerlige<br />

væk fra solidaritetsarbejdet. Så dette var en taktisk<br />

bestemt holdning, og der var mange i VIETNAM<br />

69, <strong>som</strong> opfattede den anti-imperialistiske opfattelse<br />

af Vietnam-krigen <strong>som</strong> korrekt.<br />

I VIETNAM 69’s ledelse sad fremtrædende personer<br />

fra DKP, SF og Socialdemokratiet, forskellige kulturpersonligheder,<br />

og folk fra fagbevægelsen. Lige fra<br />

sin start fik VIETNAM 69 kraftig tilslutning fra fagbevægelsens<br />

venstrefløj. Anker Jørgensen, der var formand<br />

for <strong>Dansk</strong> Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund<br />

(senere SID), var den mest fremtrædende repræsentant<br />

for fagbevægelsen og Socialdemokratiet i<br />

ledelsen.<br />

Målet for VIETNAM 69 var at indsamle en million<br />

kroner hurtigst muligt: «De indsamlede beløb skal<br />

blandt andet bruges ved genopbygningen af hospitalet<br />

i Ha Tinh i Den Demokratiske Republik Vietnam<br />

(Nordvietnam), og til kirurgiske instrumenter til de områder<br />

af Syd-Vietnam, hvor FNL har indflydelse.»<br />

Ud over indsamlingen fungerede VIETNAM 69 især<br />

<strong>som</strong> en lobbyorganisation med henblik på at ændre<br />

opinionen og den officielle danske holdning til Vietnam-krigen,<br />

men stod også bag en række større konkrete<br />

initiativer i årene fremover. DKP, SF, Socialdemokratiet<br />

og især fagbevægelsens venstrefløj opfattede<br />

fraktionskampene i Vietnambevægelsen <strong>som</strong> en<br />

hindring for at opnå en større folkelig bredde i solidaritetsarbejdet.<br />

De ønskede at udvikle en solidaritetsbevægelse,<br />

<strong>som</strong> ikke alene omfattede den socialistiske<br />

og venstreradikale del af befolkningen, men også<br />

SIDE 18 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975


de, der ud fra en humanistisk grundholdning ville støtte<br />

kravet: Stop krigen, USA ud af Vietnam.<br />

Organisationen havde svært ved at involvere aktivister,<br />

udover fagforeningsfolk og tillidsmænd. Det gav<br />

sig til kende ved at indsamlingsbeløbet langt fra blev<br />

så stort <strong>som</strong> håbet. Der blev ansøgt om<br />

indsamlingstilladelse i februar 1969, men borgerlige<br />

justitsminister Thestrup chikanerede ved først at give<br />

tilladelsen den 22. maj. I starten af august 1969 var<br />

man kun oppe på 135.000 kr., især takket være fagbevægelsens<br />

bidrag og indsats. I begyndelsen af 1970<br />

var beløbet oppe på 375.000 kr. – langt fra den million,<br />

<strong>som</strong> var målet. Tilslutningen fra socialdemokrater<br />

og fagforeninger blev ikke så stor, <strong>som</strong> man havde<br />

håbet. LO’s formand Thomas Nielsen skrev under på<br />

den første opfordring, men da de Grafiske Fag, støttet<br />

af DASF (specialarbejderne), stillede forslag til LOkongressen<br />

i 1971 om en landsindsamling til fordel<br />

for Vietnam, var kongressens flertal imod. To tredjedel<br />

af kongressen fulgte Thomas Nielsen i hans afvisning<br />

at: «Det står ikke i vores love, at vi skal hjælpe<br />

dem.»<br />

Set i historisk perspektiv var der politisk behov for og<br />

plads til begge typer organisationer i Vietnambevægelsen,<br />

og tilsammen kunne de fortsat styrke<br />

modstanden mod Vietnam-krigen. Men modsætningerne<br />

og kappestriden mellem dem prægede Vietnambevægelsen,<br />

indtil krigen sluttede. Mulighederne for<br />

samarbejde med DDV opstod, efterhånden <strong>som</strong> VIET-<br />

NAM 69 og DKP bevægede sig over mod et mere<br />

antiimperialistisk standpunkt i Vietnam-arbejdet. Det<br />

skete fordi ordet imperialisme blev et almindeligt accepteret<br />

begreb, selv i borgerlige kredse, og næsten<br />

alle fik en i hvert fald overfladisk forståelse af, hvad<br />

det stod for. Dette er ubetinget en af de store sejre for<br />

den radikale fløj af Vietnambevægelsen.<br />

DDV <strong>som</strong> aktivistcentrum<br />

på venstrefløjen<br />

Trods svækkelsen ovenpå splittelsen i december 1968<br />

lykkedes det ret hurtigt DDV at få oparbejdet en række<br />

aktiviteter, der byggede på det ny politiske grundlag<br />

fra landskonferencen i 1968. I september 1969 flyttede<br />

organisationen til et hus i Grønnegade 37, hvor<br />

alle Vietnam-aktiviteter (undtagen naturligvis VIET-<br />

NAM 69’s) samt andre antiimperialistiske aktiviteter<br />

efterhånden samledes. Herunder også de grupper, der<br />

beskæftigede sig med NATO-arbejde og forskning i<br />

dansk og udenlandsk erhvervslivs udbytning af den<br />

Tredje Verden og indblanding i produktion til Vietnam-krigen.<br />

Disse forskergrupper eksisterede allerede,<br />

inden bevægelsen blev splittet. I efteråret 1967 fik man<br />

stoppet firmaet Jørgen Højers produktion af granatdele<br />

til USA’s krigsførelse i Vietnam, og da virk<strong>som</strong>-<br />

Digte fra Ho Chi Minh og politisk rock fra Røde Mor<br />

supplerede bøger om imperialisme mv. fra<br />

Vietnamkomiteernes forlag Demos.<br />

heden flyttede sin produktion til Holland, blev firmaet<br />

også stoppet der, via forbindelser til Vietnambevægelsen<br />

i Holland.<br />

Det venstreorienterede forlag Demos, der blev dannet<br />

<strong>som</strong> Vietnamkomiteernes forlag, fik butik i stuen i<br />

Grønnegade 37 og udvidede med egne lokaler i nærheden.<br />

Foruden at udgive bøger og pjecer om Vietnam<br />

og imperialisme, distribueredes engelsksproget<br />

litteratur, i starten især fra Vietnam, Cuba og «Det andet<br />

USA» (bl.a. amerikanske krigsmodstandere og<br />

borgerretsforkæmpere). Der var et tæt samarbejde med<br />

«Det andet USA», dels direkte, og dels gennem <strong>her</strong>boende<br />

amerikanere. Fra 1969/1970 især gennem<br />

ICDP (International Conference for Disarmament and<br />

Peace), en uafhængig paraply over både gamle pacifistgrupper<br />

og meget radikale grupper med hovedsæde i<br />

London. Fra disse kilder kom opfordringer til deltagelse<br />

i verden<strong>som</strong>spændende aktiviteter (demonstrationer<br />

og kampagner), samt vigtigt skriftligt materiale<br />

om krigen.<br />

Forlaget Demos var med sine mange udgivelser af<br />

politiske og alternative bøger og musik, med til at<br />

skabe en ny kultur. Der blev udgivet flere bøger om<br />

USA-imperialismen, 13 udgivelser om Vietnam/Indokina,<br />

samt om mange andre emner. I december 1970<br />

udkom forlagets og Røde Mors første plade, EP’en<br />

«Johnny gennem ild og vand», hvor to numre var om<br />

Vietnam. I april 1971 udkom «Den første Maj» pladen<br />

med sange af Benny Holst og Jesper Jensen. Det<br />

blev starten på en progressiv musikbevægelse med<br />

danske tekster, med bl.a. Jomfru Ane Band og grønlandsk<br />

musik, foruden et samarbejde om at udbrede<br />

skandinavisk progressiv musik. Desuden styrkede<br />

udgivelserne at der blev oprettet bogcafeer rundt om<br />

i landet.<br />

Redaktionen af Vietnam Solidaritet overgik i løbet af<br />

1969 helt fra Giro 1616 til DDV og bladet blev<br />

Vietnamkomiteernes udadvendte blad. Det var et af<br />

DDV’s største aktiver, for pressen var meget længe<br />

om at blive krigsmodstanden venligt stemt. Oplaget<br />

nåede i 1969 op på over 5.000 eksemplarer, hvoraf 3-<br />

4.000 var abonnenter, resten løssalg. Det var et sprællevende<br />

blad i disse år, fuldt af informationer om ak-<br />

Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 19


tiviteter og teoretiske og oplysende baggrundsartikler,<br />

der satte DDV’s arbejde ind i et politisk perspektiv.<br />

Først i marts 1971 overgik Vietnam Solidaritet til<br />

selvstændig økonomi administreret af DDV.<br />

DDV og Grønnegade 37 blev i årene 1969-70 samlingssted<br />

for mange af de mest aktive personer på den<br />

radikale danske venstrefløj, inklusive flere andre<br />

solidaritetsorganisationer med befrielsesbevægelser i<br />

den tredje verden. VS’ere, SF’ere, DKP’ere, enkelte<br />

socialdemokrater, aktivister fra SUF og maoister<br />

(KFML, senere KAP) kom i Grønnegade eller var tilknyttet<br />

DDV. Mange aktivister trådte deres politiske<br />

barnesko i DDV og blev senere spredt over hele resten<br />

af venstrefløjen. Grønnegade 37 var et kraftcentrum<br />

for politisk aktivitet i denne periode.<br />

Det var karakteristisk, at DDV knyttede an til den mere<br />

traditionelle revolutionære venstrefløj og det nyoprettede<br />

parti Venstresocialisterne (VS), mens de nye<br />

antiautoritære strømninger søgte hen i andre bevægelser,<br />

<strong>som</strong> f.eks. slumstormerne og Det Ny Samfund.<br />

I foråret og <strong>som</strong>meren 1969 var det kræfter udenfor<br />

DDV, <strong>som</strong> tog initiativ til de fleste markante udenomsparlamentariske<br />

aktioner, <strong>som</strong> besættelsen af Sofiegården<br />

på Christianshavn. Studenteroprøret skabte<br />

en mere radikal studenterbevægelse, <strong>som</strong> bl.a. besatte<br />

dele af Københavns Universitet.<br />

Vietnam-<strong>fil</strong>men «De grønne baretter», der for<strong>her</strong>ligede<br />

USA’s krigsførelse i Vietnam, førte i begyndelsen af<br />

maj 1969 til flere dages demonstrationer foran Sagabiografen<br />

under stor mediebevågenhed. Efter et par<br />

dage blev demonstranterne forstærket med aktivister<br />

med tilknytning til DDV, og efter heftige kampe med<br />

rockergruppen «De vilde engle» og efterfølgende med<br />

politiet lykkedes det at få <strong>fil</strong>men taget af plakaten. Dette<br />

udløste debat i pressen og på venstrefløjen om brugen<br />

af vold <strong>som</strong> politisk middel og om ytringsfrihed.<br />

I forbindelse med det årlige USA-arrangement i Rebild<br />

den 4. juli forsøgte ca. 100 aktivister fra en «Rebild-komite»,<br />

inkl. aktivister fra DDV, uden held at afbryde<br />

mødet. Imens afholdt DDV et fredeligt 24 timers<br />

arrangement foran den amerikanske ambassade<br />

i København, hvor man oplæste navnene på 33.000<br />

USA-soldater, der var døde i Vietnam.<br />

På Københavns Universitet blev der dannet en gruppe<br />

der kaldte sig De Studerendes Vietnam Aktion (DSVA),<br />

<strong>som</strong> samarbejdede med DDV. DSVA stod i 1969 bag<br />

en indsamling af undervisningsmateriel til Hanois<br />

universitet samt en række høringer og debatmøder på<br />

på universiteterne i København og Århus. Den 15.<br />

oktober boykottede 1.500 studerende i Århus undervisningen<br />

for at deltage i en 8 timers maraton-debat.<br />

Noget lignende skete på andre læreanstalter og på<br />

gymnasier.<br />

Kejsergadesagen og beslaglæggelsen<br />

af Vietnam Solidaritet<br />

I oktober og november 1969 skete der en række hurtigt<br />

på hinanden følgende episoder omkring afsløringen<br />

af en hemmelig militær lyttestation i Kejsergade,<br />

i kælderlokaler under Østasiatisk Institut ved Københavns<br />

Universitet. De rystede det danske efterretningsvæsen<br />

og bragte den borgerlige regering og den konservative<br />

forsvarsminister Erik Ninn Hansen i yderste<br />

forlegenhed. I disse begivenheder spillede DDV og<br />

bladet Vietnam Solidaritet en central rolle.<br />

Saga-biografen på Vesterbrogade i København forsøgte at vise <strong>fil</strong>men «De grønne baretter» der for<strong>her</strong>ligede<br />

USA’s krigsførelse i Vietnam, og det førte det til demonstrationer og gadekampe med rockere. Foto: ABA<br />

SIDE 20 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975


Begivenhedsforløbet i efteråret 1969 var følgende:<br />

I dagene 21-29. oktober afslører studerende ved<br />

Københavns Universitet en af efterretningstjenestens<br />

hemmelige lyttecentraler i en kælder under ejendom<br />

men Kejsergade 2, <strong>som</strong> ejedes af universitetet. Studenterne<br />

stiller krav om fjernelse af anlægget hvilket<br />

garanteres af forsvarsminister Erik Ninn Hansen i Folketinget<br />

den 29. oktober. Den 2. november omtaler<br />

Efterretningstjenesten hændelsesforløbet <strong>som</strong> et komplot<br />

mod statens sikkerhed.<br />

31.oktober og 1. november: Trotylsagen. I Århus<br />

anholdes 6 aktivister af efterretningstjenesten, sigtet<br />

for komplot mod militær og virk<strong>som</strong>heder efter fundet<br />

af fem kilo trotyl i en århusiansk baghave. Denne<br />

sag var tydeligvis en hævnakt fra efterretningstjenestens<br />

side, for den falder senere mere eller mindre til<br />

jorden.<br />

Vietnam Solidaritet fra november 1969 indeholder<br />

informationer om NATO og efterretningstjenestens<br />

virk<strong>som</strong>hed, <strong>her</strong>under nævnes de eksisterende 7 militære<br />

lytteposter, men kun ved bynavn eller landområde.<br />

Den 7. omtales <strong>som</strong> Den «hemmelige» i København.<br />

Der var således hverken noget nyt eller afslørende<br />

for efterretningstjenesten i bladet, det nye var<br />

sammenstillingen af en række løsrevne informationer,<br />

andetsteds fra, samt det prekære tidspunkt for offentliggørelsen.<br />

4. november: Politiet stormer Grønnegade 37 for at<br />

beslaglægge det nyproducerede nummer af Vietnam<br />

Solidaritet, men må konstatere, at restoplaget var fjernet,<br />

efter at man på Ritzaus Bureau allerede tidligere<br />

på dagen havde fået meddelelse om den forestående<br />

politiaktion af oberst Erik Fournais, den militære<br />

efterretningschef, og ladet denne meddelelse gå videre<br />

til pressen og andre.<br />

5. november: Politiet beslaglægger Politisk Revy,<br />

der har til hensigt at omtale de militære anlæg i sit<br />

kommende nummer.<br />

7. november: Information offentliggør den «famøse»<br />

side fra Vietnam Solidaritet, der førte til beslaglæggelse.<br />

Politisk Revy udkommer minus side 9 hvor den<br />

«hemmelige» lyttepost i København var nævnt.<br />

Dette sagsforløb havde adskillige politiske efterdønninger.<br />

Begivenhederne udløste 6 timers forespørgselsdebat<br />

i folketinget og vidner om det spændte<br />

politiske klima mellem regering/statsmagt og den radikale<br />

studenter- og Vietnambevægelse. En aktivist<br />

med tilknytning til både DDV og Politisk Revy blev<br />

arresteret, og der blev senere gennemført en retssag<br />

mod de to tidsskrifter. Hele sagen bidrog til at øge<br />

DDV’s popularitet på venstrefløjen, hvilket også fremgik<br />

af den store tilslutning, der var til den umiddelbart<br />

Plakat lavet af Røde Mor kunstner kollektivet til<br />

Hanoi-aktionen i 1969 - en fælles aktion for<br />

studenterrådene ved de danske universiteter.<br />

www.roedemor.dk<br />

følgende Vietnam-demonstration den 15. november<br />

1969.<br />

På grund af uenighed om parolerne blev der organiseret<br />

konkurrerende Vietnam-demonstrationer i november<br />

1969 – den ene den 14. november af VIET-<br />

NAM 69, og den anden den 15. november af DDV.<br />

Trods bred politisk støtte til VIETNAM 69’s demonstration<br />

fra Arbejdernes Fællesorganisation i København,<br />

Radikal Ungdom og DSU, SF og DKU, deltog<br />

kun 3-5.000, mens DDV’s demonstration tiltrak langt<br />

flere: 15-20.000 deltagere.<br />

Åbning af PRG-kontoret<br />

VIETNAM 69 tog nogle vigtige initiativer, der var med<br />

til at ændre det officielle Danmarks holdning til Vietnam<br />

og Vietnam-krigen, og <strong>som</strong> også samlede begge<br />

fløje af Vietnambevægelsen.<br />

I juni 1969 blev der i de befriede områder i Sydvietnam<br />

oprettet en Provisorisk Revolutionsregering<br />

(PRG), med baggrund i den sydvietnamesiske befrielsesfront<br />

FNL og organisationer i de befriede områder.<br />

Det skete for at opnå anerkendelse <strong>som</strong> forhandlingspartner.<br />

I februar 1970 tog personer fra «Gruppe<br />

7» og VIETNAM 69 initiativ til, at et PRG/FNL informationskontor<br />

kunne oprettes i Danmark, inspireret<br />

Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 21


af lignende erfaringer fra Sverige og Frankrig. De indkaldte<br />

en række politiske partier fra Det Radikale Venstre<br />

(der dog besluttede ikke at gå med) og ud til venstre<br />

samt ungdomsorganisationerne og DDV til et forberedende<br />

møde. En pengeindsamling sørgede for at<br />

der kunne etableres et PRG-kontor i København. Kontoret<br />

blev officielt åbnet den 1. juli 1970.<br />

Det var første gang, at de to fløje af den splittede bevægelse<br />

var gået sammen om et initiativ, der samlede<br />

virkeligt bredt. Rivalisering skabte dog fortsat problemer<br />

i samarbejdet. I forbindelse med årets Rebild-fest<br />

afholdt organisationerne særskilte arrangementer i<br />

København. Lederen af det nyåbnede PRG-kontor talte<br />

ved DDV’s 24-timers demonstration foran den amerikanske<br />

ambassade.<br />

Oprettelsen af PRG-kontoret på et tidspunkt hvor Danmark<br />

endnu ikke havde anerkendt hverken DRV-<br />

Nordvietnam eller PRG havde stor betydning for<br />

Vietnambevægelsen. VIETNAM 69 krævede dog kun<br />

anerkendelse af DRV-Nordvietnam – ikke af PRG -<br />

det blev skønnet for tidligt at rejse krav om anerkendelse<br />

af PRG over for Socialdemokratiet. Efterhånden<br />

blev PRG-kontoret reelt opretholdt ved hjælp af<br />

midler fra de to Vietnam-indsamlinger, på trods af de<br />

politiske modsætninger i indsamlingernes grundlag.<br />

Disse modsætninger fik dog ikke de store konsekvenser<br />

i praksis. Giro 1616’s «betingelsesløse» grundlag,<br />

der åbnede op for at de indsamlede midler kunne bruges<br />

til indkøb af våben, blev reelt aldrig brugt til at<br />

købe våben og gik nu til PRG kontorets opretholdelse.<br />

VIETNAM 69’s indsamling til hospitaler, skoler mv.<br />

på et bredt humanistisk grundlag var i realiteten – lige<strong>som</strong><br />

anvendelsen af Giro 1616’s midler - politisk<br />

betinget af DRV-Nordvietnams og FNL’s ønsker.<br />

PRG-kontoret lå i en villa på Amalievej 4 på Frederiksberg,<br />

og i begyndelsen af 1972 fandt aktivister fra<br />

Vietnam-komiteerne aflytningsudstyr i lokalerne.<br />

Undersøgelser fastslog at CIA stod bag, og at de danske<br />

myndigheder kendte til aflytningen.<br />

Opsving for DDV<br />

Aktivismen fortsatte med at være det centrale i DDV’s<br />

arbejde, selvom der også var forsøg på at starte teoretisk<br />

betonede diskussioner, der kunne skabe et mere<br />

solidt politisk grundlag indeholdende de strategiske<br />

overvejelser, der efterhånden trådte mere i forgrunden<br />

<strong>som</strong> det dominerende diskussionsemne i DDV.<br />

Fredsforhandlingerne i Paris og våbenhvilen omkring<br />

nytår 1972-73, var sammen uenighed om de langsigtede<br />

perspektiver for organisationen hovedårsagerne<br />

til at DDV senere smuldrede og splittedes.<br />

En gennemgående svaghed i DDV’s udadvendte arbejde<br />

tegnede sig i løbet af 1970, der ellers var præ-<br />

get af markante store politiske manifestationer: Problemet<br />

med at afgrænse de opgaver, man påtog sig<br />

<strong>som</strong> organisation. Der var en tendens til, at man i højere<br />

grad koncentrerede sig om praktiske opgaver, der<br />

havde tilknytning til den hjemlige imperialisme (især<br />

danske og USA firmaer der leverede våben eller andet<br />

til Vietnamkrigen), kapitalisme og NATO. Dette<br />

var en logisk følge af den anti-imperialistiske opfattelse<br />

af USA’s krig i Vietnam og øgede bevidstheden<br />

om Danmarks rolle og placering i forhold til den amerikanske<br />

imperialisme.<br />

Lige inden den «årlige» demonstration den 15. april<br />

1970 – <strong>som</strong> samlede 10.000 deltagere - havde aktivister<br />

fra DDV gennemført en «Top 10» aktion, hvor<br />

numrene fra 1 til 10 blev malet på facaderne til de<br />

firmaer i Danmark, <strong>som</strong> tjente mest på krigen i Vietnam.<br />

Der blev omdelt løbesedler om aktionen under<br />

demonstrationen, der endte med sammenstød mellem<br />

demonstranter og politi.<br />

Den 30. april 1970 meddelte USA’s præsident Richard<br />

Nixon, at USA sammen med sydvietnamesiske tropper<br />

havde invaderet Cambodia. Hårdt presset af den<br />

folkelige krigsmodstand havde Nixon under sin valgkamp<br />

om præsidentposten i 1968 lovet at reducere<br />

det amerikanske engagement i Vietnam, men under<br />

dække af troppereduktioner i Vietnam udvidede USA<br />

i stedet krigen til Cambodia. DDV organiserede en<br />

protestdemonstration foran USA’s ambassade mod den<br />

amerikanske krigsudvidelse med ca. 3.000 deltagere<br />

umiddelbart efter 1. maj-møderne.<br />

Den 4. maj 1970 blev 4 studerende nedskudt og dræbt<br />

under en anti-krigsdemonstration på Kent State<br />

University i Ohio i USA af det amerikanske hjemmeværn.<br />

Dette medførte en bølge af protestdemonstrationer.<br />

Alene i Washington demonstrerede<br />

100.000 mennesker den 9. maj 1970. De Studerendes<br />

Vietnam Aktion (DSVA) indkaldte til en af de bredest<br />

støttede demonstrationer – <strong>her</strong>under også af DDV<br />

og VIETNAM 69 – den 9. maj under parolerne «Mod<br />

USA’s invasion af Cambodia» og «Mod nedskydningen<br />

af demonstranter i USA». Der var 10.000 demonstranter<br />

og igen efterfølgende slagsmål mellem demonstranter<br />

og politi.<br />

I august 1970 udkom Vietnam Solidaritet med et nummer<br />

hvor emnet var «NATO - et redskab for USA imperialismen»,<br />

og i slutningen af måneden blev der<br />

afholdt en anti-NATO-uge, med plancheudstillinger og<br />

et stort møde i Søndermarken.<br />

SIDE 22 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975


Der var en militant stemning i luften under Verdensbankdemonstrationerne. Foto: Ernst Nielsen/ABA<br />

Verdensbankdemonstrationerne<br />

DDV var i 1970 initiativtager til demonstrationer og<br />

andre udadvendte aktiviteter i forbindelse med<br />

Verdensbankens årlige kongres, <strong>som</strong> fandt sted i København<br />

den 20-25. september 1970. Verdensbankdemonstrationerne<br />

blev de sidste af de helt store aktiviteter,<br />

der udsprang af Vietnambevægelsen, og markerede<br />

samtidig DDV’s udvikling hen imod et bredere<br />

anti-imperialistisk perspektiv i sit arbejde frem<br />

for kun at beskæftige sig med Vietnam-arbejde.<br />

Sammen med 9 andre solidaritetsorganisationer og<br />

politiske grupper på den radikale venstrefløj, blev<br />

demonstrationerne grundigt forberedt med udgivelse<br />

af en Verdensbankpjece. Den var et særnummer af<br />

Vietnam Solidaritet, <strong>som</strong> forklarede, hvad Verdensbanken<br />

var, hvilken rolle den spillede i den tredje verden,<br />

og hvorfor den måtte betragtes <strong>som</strong> imperialismens<br />

forlængede arm. På en plakat konkludere man,<br />

at Verdensbanken gennem lån til ulandene var med til<br />

at bringe dem i bundløs gæld, idet «75% af lånene gik<br />

til at betale renter og afdrag på andre lån (gennemsnit<br />

for samtlige ulande)». Og at «Verdensbanken holder<br />

u-landene nede i dyb fattigdom ved at hindre opbygningen<br />

af en national industri, der kan konkurrere<br />

med de rige lande.» Desuden ydede Verdensbanken<br />

støtte til de racistiske hvide regimer i Sydafrika<br />

og Rhodesia, og til undertrykkende regimer i Grækenland,<br />

Spanien, Portugal, Indonesien, Sydkorea,<br />

Brasilien m.fl., mange af disse militærdiktaturer.<br />

Demonstrationerne endte i vold<strong>som</strong>me uroligheder i<br />

det indre København. Disse uroligheder strakte sig<br />

over flere dage med regulære gadekampe mellem politi<br />

og demonstranter. Flere demonstranter blev hårdt såret<br />

af motorcykelbetjente, der i fuld fart og med løftede<br />

knipler kørte ind mellem demonstranterne. På<br />

Kongens Nytorv søgte politiet at rydde pladsen ved at<br />

lade motorcykelbetjente køre frem mod den yderste<br />

del af demonstrationen. En journalist fra dagbladet<br />

Information kunne fortælle at da dette skete tredje<br />

gang, begyndte «…demonstranterne nu at tage brosten<br />

i brug for at forsvare sig mod motorcyklerne.» …<br />

«Så gjaldede det pludseligt igennem luften: ”træk<br />

kniplerne og slå hårdt.” Hovedparten af betjentene<br />

stormede frem mod os, mens mængden i nærmest panikagtig<br />

stemning vendte sig om og begyndte at løbe.»<br />

Politiets brug af vold fremstod <strong>som</strong> en gentagelse af<br />

episoderne fra 1968, men med mere avancerede metoder,<br />

bl.a. brug af motorcykler. Demonstrationerne<br />

og urolighederne fik et omfang så Verdensbank-problematikken<br />

trådte helt i baggrunden. Dette gav anledning<br />

til dybtgående diskussioner om mål og midler<br />

i det politiske arbejde på venstrefløjen.<br />

Strategi-diskussioner<br />

og interne kampe<br />

Hovedproblemet for DDV var de mange forskellige<br />

ideer om, hvad organisationen burde udvikle sig til.<br />

Sigtet på DDV’s 2. landskonference i februar 1970<br />

havde været at arbejde hen imod dannelsen af en antiimperialistisk<br />

enhedsfront i Danmark, noget <strong>som</strong> allerede<br />

var blevet formuleret på den første landskonference,<br />

hvor bevægelsen splittedes. Men der blev<br />

ikke taget konkrete skridt i den retning. Mange aktivister<br />

følte også behov for et parti eller en partiforberedende<br />

organisation, og dette behov overførtes<br />

af nogle til DDV. Dette støttede tendensen til at ville<br />

brede sig over for mange aktivitet<strong>som</strong>råder, hvilket<br />

yderligere næredes af behovet for at ville markere sig<br />

på den danske venstrefløj. Samtidig satte den første<br />

afmatning i Vietnam-arbejdet ind i 1970 med en be-<br />

Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 23


gyndende hensygnen<br />

af lokalkomiteer og<br />

organisatoriske problemer<br />

så<strong>som</strong> dårlig<br />

kommunikation mellem<br />

landsledelse og<br />

lokalkomiteer.<br />

I løbet af efteråret<br />

1970 foregik der diskussioner<br />

i Vietnam<br />

Solidaritet og Politisk<br />

Revy om DDV’s politiske<br />

perspektiver. Debatten<br />

drejede sig om,<br />

Vietnam Solidaritet tog flere<br />

hvordan DDV skulle<br />

emner op, men hvor blev<br />

organisere anti-impe-<br />

Vietnam af?<br />

rialistisk og anti-kapitalistisk<br />

arbejde. Enkelte mente at DDV også burde<br />

kalde sig socialistisk. Man var dermed langt inde i en<br />

omfattende strategidiskussion, hvor der aftegnede sig<br />

betydelig uenighed og forvirring omkring DDV’s politiske<br />

rolle. Her et udpluk af synspunkter fra Politisk<br />

Revy:<br />

«At overlade socialismen og anti-kapitalismen til<br />

de politiske partier er derfor så at sige ensbetydende<br />

med at afskrive denne meget vigtige side af sagen.»<br />

«Hovedindsatsen for en antiimperialistisk bevægelse<br />

må blive et alvorligt politisk arbejde på at agitere for<br />

et antiimperialistisk perspektiv i arbejderklassen.»<br />

«I de to år DDV har eksisteret <strong>som</strong> selvstændig politisk<br />

organisation, har vi kun fået politiets og ikke arbejderklassens<br />

kærlighed at føle.»<br />

Det fremgår klart, at et af de centrale problemer for<br />

DDV var den manglende kontakt til arbejderklassen<br />

og partiernes/arbejderklassens manglende<br />

antiimperialistiske holdninger. Der var flere forskellige<br />

årsager til, at dette problem sprang så meget i øjnene.<br />

Baggrunden var dels den konkrete, at fagbevægelsen<br />

stort set var gået med VIETNAM 69 ved<br />

splittelsen i 1968, men også at opblomstringen af<br />

udenomsparlamentariske bevægelser og aktivitet i<br />

årene 1968-70 havde affødt en stigende mistillid blandt<br />

aktivisterne overfor de traditionelle partier på venstrefløjen.<br />

Derfor opstod ønsket om at kunne inddrage<br />

nogle af et socialistisk partis opgaver og funktioner i<br />

det anti-imperialistiske arbejde.<br />

På DDV’s 3. landskonference 28-29. november 1970<br />

blev der vedtaget et nyt mere omfattende politisk<br />

grundlag med et generelt anti-imperialistisk sigte, men<br />

<strong>som</strong> også inddrog opgaver i relation til den danske<br />

befolkning og arbejderklasse. Vietnam blev nu alle<br />

steder erstattet med Indokina, og nævntes ikke selvstændigt<br />

i grundlaget. Udover arbejdet med at øge<br />

modstanden mod NATO nævntes Verdensbanken og<br />

Fællesmarkedet (EF) <strong>som</strong> nye arbejd<strong>som</strong>råder. Samtidig<br />

skete der en organisatorisk opstramning, hvor DDV<br />

blev gjort til en kadreorganisation med aktivitetskrav.<br />

Dette var et forsøg på at skabe en mere formaliseret<br />

struktur omkring DDV <strong>som</strong> organisation. Men de relativt<br />

stramme medlemskriterier kunne synes mærkelige<br />

i en anti-imperialistisk organisation, hvis mål det<br />

var at mobilisere og engagere nye kræfter i solidaritetsarbejde.<br />

Endnu mere mærkeligt var det, fordi – På trods<br />

af DDV’s evne til at mobilisere mange til demonstrationer<br />

og aktioner – var DDV en relativt lille organisation<br />

med kun ca. 250 faste medlemmer af<br />

lokalkomiteerne ved sit højdepunkt omkring årsskiftet<br />

1969/70.<br />

Det nye politiske grundlag – uden socialisme-erklæringer<br />

men med mere fokus på arbejdet i relation til<br />

Danmark og den danske befolkning/arbejderklasse –<br />

lignede mest et slags kompromis mellem de stridende<br />

fløje i DDV. Nogle (bl.a. Otto Sand) havde i debatindlæg<br />

inden landskonferencen advaret mod at inddrage<br />

et socialistisk perspektiv i DDV’s grundlag, fordi<br />

det kunne virke splittende i DDV, hvor der var aktivister<br />

fra næsten hele den danske venstrefløj. Heraf var<br />

der mange, <strong>som</strong> også var medlemmer af partier eller<br />

partiforberedende grupper. Men at indføre betegnelsen<br />

«kadreorganisation» om DDV kunne på den anden<br />

side også let give aktivister et «partiforberedende»<br />

indtryk. I hvert fald betød landskonferencens beslutninger,<br />

at en lang række aktivister forlod DDV, bl.a.<br />

trotskisterne (og med dem lokalkomiteen i Århus), og<br />

KFml (maoister) trak deres medlemmer ud. Mange<br />

lokalkomiteer, fra omegnen af København og især i<br />

provinsen, forsvandt efter landskonferencen og i løbet<br />

af 1971. På den 4. landskonference 27.-28. november<br />

1971 besluttedes en reorganisering af<br />

komiteerne med oprettelse af nye komiteer og en ekstra<br />

indsats for at gennemføre<br />

en skoling af aktivisterne<br />

(det var dog reelt<br />

besluttet også på 2. og 3.<br />

landskonference). De organisatoriske<br />

ændringer<br />

indebar også en ny struktur,<br />

hvor vægten i højere<br />

grad blev lagt i arbejdet i<br />

centrale udvalg og et sekretariat.<br />

De vold<strong>som</strong>me politiske<br />

stridigheder i DDV afspejlede<br />

i vid udstrækning de<br />

politiske kampe på den øvrige<br />

nye radikale venstrefløj.<br />

Behovet for teoretiske<br />

diskussioner og afklarin-<br />

SIDE 24 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975


Aktion i 1971 sænker flaget foran USAs<br />

ambassade. Foto: Ernst Nielsen/ABA.<br />

ger og at lære af arbejderbevægelsens historiske erfaringer<br />

var også <strong>her</strong> en generel tendens, <strong>som</strong> i DDV<br />

gik hånd i hånd med strategidiskussionerne. Lige<strong>som</strong><br />

på den øvrige nye radikale venstrefløj var flertallet af<br />

aktivisterne i DDV overvejende unge med få konkrete<br />

politiske erfaringer, da mange af de gamle Vietnamaktivister<br />

var udslidte og forsvundet fra bevægelsen.<br />

Dette skærpede uden tvivl de interne konflikter med<br />

fraktionering og splittelse til følge.<br />

Det politiske klima i DDV var i perioder domineret af<br />

store politiske og personlige modsætninger, og den<br />

politiske «afklaring» blev ofte løst med hårde organisatoriske<br />

metoder. Der var der flere årsager til. Dels at<br />

det vitale militante aktivistmiljø <strong>som</strong> tiltrak især mange<br />

yngre mænd, og gjorde DDV til en stærkt mandsdomineret<br />

organisation. Men også det forhold at en stor<br />

del af de ledende kræfter i DDV havde en fortid i DKP<br />

og videreførte hårdhændede metoder til at vinde politiske<br />

uenigheder og konflikter. Selvom der var en del<br />

kvinder i DDV, var de oftest marginaliserede i de interne<br />

fraktionskampe. De antiautoritære strømninger,<br />

der opstod i slutningen af 1960’erne, var typisk ikke<br />

tiltrukket af DDV.<br />

<strong>Dansk</strong> anerkendelse<br />

af DRV-Nordvietnam<br />

Efter Nixon var blevet præsident for USA i 1969 var<br />

der ændret strategi i krigen. De amerikanske landtropper<br />

blev trukket tilbage og krigen blev «vietnamiseret»,<br />

men til gengæld bredtes krigen ud til større<br />

dele af Indokina i Laos og Cambodia, for at ramme<br />

FNLs baser og at hindre forsyninger i at nå frem. Krigen<br />

ændrede karakter i retning af en omfattende «hemmelig»<br />

udryddelseskrig med øget vægt på teknologisk<br />

avanceret luftkrigsførelse og ulovlig kemisk og<br />

biologisk krigsførelse, hvor der ikke længere skelnedes<br />

mellem militære og civile mål. Formålet var en<br />

hemmelig og skjult krigsførelse, så USA blev mindre<br />

sårbar i den hjemlige og internationale opinion. Det<br />

viste sig at 40.000 civile sydvietnamesere var blevet<br />

henrettet uden retssag og dom, <strong>som</strong> følge af det CIAstyrede<br />

«Fønix-program» (1968-71) i Sydvietnam,<br />

effektueret af sydvietnamesiske specialstyrker.<br />

Den generelle afmatning for den danske Vietnambevægelse<br />

fra slutningen af 1970 og frem skyldtes<br />

også, at der faktisk skete landvindinger i forhold til<br />

Vietnam på parlamentarisk plan i Danmark, for eksempel<br />

med forslag fra Socialdemokratiet og SF i starten<br />

af 1971 om anerkendelse af DRV-Nordvietnam.<br />

Dette blev effektueret, efter at Socialdemokraterne igen<br />

overtog regeringsmagten efter folketingsvalget i september<br />

1971. Sammen med Norge anerkendte Danmark<br />

DRV-Nordvietnam den 25. november 1971<br />

(Sverige havde gjort det allerede i 1969) og var dermed<br />

et af de første NATO-lande, der oprettede diplomatiske<br />

forbindelser til DRV-Nordvietnam og aktivt<br />

gik imod USA’s politik. Dette betød også, at der blev<br />

åbnet op for officiel dansk bistand til DRV-Nordvietnam,<br />

<strong>som</strong> langt oversteg, hvad Giro 1616 og VIET-<br />

NAM 69 havde kunnet indsamle og bidrage med.<br />

Da det især var VIETNAM 69, <strong>som</strong> havde tæt kontakt<br />

til Socialdemokratiet, var dette en vigtig sejr for deres<br />

arbejde. Men udsigten til at USA ikke ville kunne vinde<br />

krigen og de ubehagelige afsløringer af USA’s metoder<br />

i Vietnam, bidrog også i høj grad til at ændre det<br />

officielle Danmarks opfattelse af USA’s krig.<br />

Nedgang for Vietnambevægelsen<br />

Med nedgangen af medlemmer i DDV, kom aktiviteterne<br />

aldrig i omfang op på siden af de tidligere. Efter<br />

landskonferencen i 1970 forlod mange aktivister DDV<br />

i løbet af 1971 eller 72, i skuffelse over det lavere<br />

aktivitetsniveau og over, at organisationen ikke formåede<br />

at samle nogle af de diskussioner op, der havde<br />

været ført i 1970, og videreudvikle det politiske indhold.<br />

En del af de mennesker, <strong>som</strong> gik fra DDV, sluttede<br />

sig til partier eller partiforberedende organisationer.<br />

Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 25


Den officielle udvidelse<br />

af krigen til Laos i februar<br />

1971, da Sydvietnam<br />

med USA’s<br />

støtte invaderede Laos,<br />

synes at have været det<br />

eneste spørgsmål vedr.<br />

Vietnam/Indokina,<br />

<strong>som</strong> engagerede Vietnambevægelsen<br />

dette<br />

år. Da invasionen blev<br />

kendt arrangerede<br />

DDV en demonstration<br />

foran den amerikanske<br />

ambassade hvor 400<br />

mødte op. DDV startede også en kampagne «Maskingeværer<br />

til Laos» under Giro 1616-indsamlingen, hvor<br />

der kun blev indsamlet 2.000 kr. VIETNAM 69 afholdt<br />

noget senere en demonstration mod invasionen<br />

med ca. 10.000 deltagere. DDV arrangerede også to<br />

Indokina-uger i 1971. Efter den første uge blev der<br />

afholdt en større demonstration med ca. 15.000 demonstranter,<br />

mens kun ca. 600 mødte op til efterårets<br />

demonstration.<br />

I 1971 blev Pentagon Rapporten – der indeholdt<br />

strengt fortrolige amerikanske regeringsdokumenter<br />

om Vietnam-krigen - afsløret og offentliggjort af New<br />

York Times. Men Vietnambevægelsen havde ikke kræfter<br />

til forholde sig til rapporten, til trods for at den<br />

viste, at Vietnambevægelsen hele tiden havde haft ret<br />

i dens argumenter om<br />

USA’s rolle i Vietnam-krigen,<br />

mens den blev behandlet<br />

indgående af den<br />

borgerlige presse.<br />

“Pentagon rapporten<br />

offentliggøres og viser<br />

sandheden om USA’s krig i<br />

Vietnam. Ekstra Bladet 1971”.<br />

Tegning af Klaus Albrechtsen<br />

Pentagon Rapporten blev<br />

udfærdiget i 1967-68 på<br />

initiativ af den daværende<br />

amerikanske forsvarsminister<br />

Robert McNamara.<br />

Den omhandlede det amerikanske<br />

engagement i Indokina<br />

siden 2. Verdenskrig<br />

og frem til maj 1968<br />

og afslørede, hvordan<br />

USA gradvist havde påtaget<br />

sig en voksende forpligtelse<br />

i forhold til at<br />

sikre Vietnam mod kommunismen.<br />

Det var en konsekvens<br />

af den amerikanske<br />

«Domino-teori» fra<br />

1950, der vurderede Indokina<br />

<strong>som</strong> et nøgleområde<br />

for USA’s sikkerhedsmæs-<br />

sige interesser i Sydøstasien. Skjult for offentligheden<br />

havde USA i mange år ført hemmelig krig mod<br />

DRV-Nordvietnam (og Laos), inden det blev til en<br />

åben, erklæret krigsførelse. Det blev også afsløret, at<br />

USA’s hemmelige krigsførelse siden 1960’ernes start<br />

og senere bombardementer af DRV-Nordvietnam<br />

havde haft til formål at hindre støtten til FNL. Bombardementerne<br />

af DRV-Nordvietnam, der indledtes i<br />

februar 1965, havde været planlagt siden <strong>som</strong>meren<br />

1964 og var kun blevet udsat af hensyn til præsident<br />

Lyndon Johnsons præsidentvalgskampagne i 1964,<br />

hvor han skulle fremstå <strong>som</strong> modstander af en udvidelse<br />

af krigen.<br />

DDV vedtog på sin 4. landskonference i november<br />

1971 en «Aktion 72» plan med hovedvægten på 3<br />

aktivitet<strong>som</strong>råder: Indokina, EF og NATO. Men dette<br />

var langt mere, end DDV kunne magte. En af DDV’s<br />

hovedprioriteringer i 1972 var EF-arbejdet, hvor man<br />

sammen med andre organisationer forsøgte at opbygge<br />

en socialistisk anti-EF organisation. Men det var Folkebevægelsen<br />

mod EF, <strong>som</strong> var stærkt influeret af DKP,<br />

der tiltrak mange nye aktivister. DDV tilsluttede sig<br />

også Folkebevægelsen, men opnåede ingen indflydelse.<br />

EF-engagementet betød også, at der gik kræfter fra<br />

solidaritetsarbejdet. I realiteten fungerede DDV <strong>som</strong><br />

en socialistisk organisation med mange andre arbejd<strong>som</strong>råder<br />

end Vietnam. En undtagelse fra dette billede<br />

var Vietnam Solidaritet, der stadig også dækkede krigen<br />

i Vietnam/Indokina og emner i den forbindelse,<br />

men bladets oplagstal led under den dalende offentlige<br />

interesse for Vietnam.<br />

I <strong>som</strong>meren 1972 blev<br />

det kendt, at USA havde<br />

udvidet bombardementerne<br />

af DRV-Nordvietnam<br />

til også at omfatte<br />

digesystemet omkring<br />

Den Røde Flod,<br />

hvilket var et utilsløret<br />

angreb på civilbefolkningen.<br />

Som svar på dette<br />

nedsatte der sig en ny<br />

gruppe, «Gruppen mod<br />

USA’s krigsforbrydelser»,<br />

bestående af en<br />

række kendte personer<br />

og fagforeningsfolk tilknyttet<br />

både DDV og<br />

VIETNAM 69, der<br />

iværksatte en digebombardement-kampagne<br />

med en underskriftsindsamling<br />

og<br />

USA’s digebombardementer<br />

af Vietnam i 1972 kaldte på<br />

medfølelsen, og det skabte<br />

uenigheder i DDV.<br />

SIDE 26 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975


avisannoncer i august 1972. Men det blev ikke nogen<br />

stor succes. At DDV’s ledelse støttede dette «humanistiske»<br />

initiativ (vietnameserne havde bedt om en bred<br />

kampagne) blev kritiseret vold<strong>som</strong>t af dele af DDV<br />

og var med til at skærpe de voksende interne konflikter.<br />

VIETNAM 69 var initiativtager til krigsforbrydertribunalet<br />

i København den 10.-16. oktober 1972 –<br />

eller «Den internationale Undersøgelseskommissions<br />

Den nyudnævnte statsminster Anker Jørgensen hilser på<br />

lederene af de vietnamesiske delegationer ved åbningen<br />

den 10. oktober 1972 af den «Den internationale<br />

Undersøgelseskommissions 3. samling».<br />

3. samling». Til afløsning af Russell Tribunalet var<br />

der allerede i 1970 nedsat en kommission «til undersøgelse<br />

af USA’s krigsforbrydelser i Indokina». Kommissionens<br />

første samling blev afholdt i Stockholm i<br />

1970, og den anden i Oslo i 1971. VIETNAM 69 nedsatte<br />

en bred komite til at forberede tribunalet med<br />

repræsentanter fra alle dele af Vietnambevægelsen, dvs.<br />

også DDV. Tribunalet fandt sted på et tidspunkt hvor<br />

Nixon-regeringen i USA havde eskaleret krigen i såvel<br />

det nordlige <strong>som</strong> sydlige Vietnam med luft- og<br />

flådestyrker. Samtidig med at FNL og de nordvietnamesiske<br />

styrker fra foråret 1972 havde indledt<br />

en større «forårsoffensiv» i Syd med henblik på at<br />

tvinge USA til en forhandlingsløsning ved de fastlåste<br />

forhandlinger i Paris. Nogle af vidnerne på tribunalet,<br />

amerikanere såvel <strong>som</strong> vietnamesere, berettede<br />

om civile bombemål for USA’s bombekampagne, bl.a.<br />

adskillige hospitaler i DRV-Nordvietnam. I <strong>som</strong>meren<br />

1972 udsendte undersøgelseskommissionen en<br />

international delegation med bl.a. socialdemokraten<br />

Frode Jacobsen til DRV-Nordvietnam for at kunne<br />

vidne for tribunalet om de igangværende dige-bombardementer,<br />

en rejse der blev dækket indgående af<br />

pressen.<br />

Tribunalet foregik i K.B. Hallen, men blev åbnet på<br />

Christiansborg i Landstingssalen af den nye statsminister<br />

Anker Jørgensen, der i sin tale fordømte de<br />

amerikanske bombardementer og erklærede, at han<br />

ønskede «USA ud af Indokina». Åbningen demonstrerede<br />

omsvinget i den officielle danske Vietnam-<br />

Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 27


politik siden Russell tribunalet i 1967. DDV konstaterede<br />

at omsvinget i Socialdemokratiet kom meget sent,<br />

efter at USA’s krigsforbrydelser havde været kendt i<br />

så mange år.<br />

Julebombardementerne og DDV’s<br />

splittelse<br />

I løbet af 1972 foregik der igen – i lyset af den snarlige<br />

afslutning på våbenhvile forhandlingerne om Vietnam<br />

– heftige interne fraktionskampe i DDV om organisationens<br />

fremtid. Dette betød, at DDV var nærmest<br />

lammet af interne problemer i en situation, hvor<br />

krigen skærpedes i Vietnam, og FNL havde behov for<br />

øget solidaritet.<br />

Fraktionskampene kulminerede med en ny splittelse<br />

på landskonferencen 16.-17. december 1972. Selv om<br />

der var klare politiske skillelinjer mellem de to stridende<br />

fløje af organisationen på landskonferencen,<br />

var det ikke desto mindre uklart, om det var disse<br />

skillelinjer, der lå til grund for splittelsen. Snarere syntes<br />

det at dreje sig om at få magten over organisationen.<br />

En vidtgående resolution, der ikke på forhånd<br />

var udsendt, blev vedtaget af et snævert flertal på<br />

landskonferencen. Det var et forslag om oprettelsen<br />

af en Vietnam-venskabsforening senest en måned efter<br />

indgåelsen af en våbenhvileaftale. Flertallet bestod<br />

af enkelte lokalkomiteer, Demos, Redaktionen,<br />

Dokumentationsgruppen m.fl., mens et mindretal bestående<br />

af lokalkomiteer ønskede, at DDV skulle udvikle<br />

sig til en generel anti-imperialistisk organisation.<br />

Hvis der reelt var ved at være fred i Vietnam, ville<br />

oprettelse en venskabsforening have været en rimelig<br />

handling. Men våbenhvileaftalen var ikke det samme<br />

<strong>som</strong> fred, men kun en midlertidig løsning på konflikterne,<br />

og det viste sig slet ikke blev tilfældet efter<br />

våbenhvileaftalen i januar 1973. På det tidspunkt<br />

landskonferencen fandt sted, var forhandlingerne tilmed<br />

inde i en afgørende fase, hvor der ikke var behov<br />

for at en splittet og svækket Vietnambevægelse.<br />

Resolutionen hvilede på en helt fejlagtig vurdering af<br />

den politiske situation, også af situationen <strong>som</strong> den<br />

tegnede sig efter en våbenhvile. Samtidig var det helt<br />

åbenbart en afværgemanøvre mod at den anden fløj<br />

skulle overtage organisationen. Det havde aldrig været<br />

tanken i de diskussioner, der havde været ført i<br />

DDV, at man skulle reducere sine politiske ambitioner<br />

til udelukkende at tage initiativ til at oprette en<br />

venskabsforening efter krigens afslutning.<br />

Det politisk uigennemtænkte i denne manøvre blev<br />

udstillet blot få timer efter resolutionens vedtagelse<br />

på landskonferencen. Da indledte USA sin hidtil største<br />

luftoffensiv mod DRV-Nordvietnam med omfattende<br />

tæppebombardementer af Hanoi og havnebyen<br />

Haiphong med store civile tab til følge. Disse såkaldte<br />

Jule-demonstrationen 23. december 1972 med<br />

10.000 deltagere i protest mod store civile tab<br />

efter tæppebombardementer af byerne Hanoi og<br />

Haiphong. Foto: Ernst Nielsen/ABA<br />

«julebombardementer» havde det ene formål at tvinge<br />

vietnameserne til at give USA en bedre aftale ved forhandlingerne<br />

i Paris. Bombardementerne blev foretaget<br />

af de avancerede B-52 fly. Mod forventning lykkedes<br />

det civile forsvarsgrupper, bestående af kvinder<br />

fra de lokale folkekomiteer forsynet med nyt antiluftskyts<br />

leveret af Sovjetunionen, at nedskyde omkring<br />

20–25 % af USA’s B-52-flåde, hvilket var en<br />

økonomisk og militær belastning for USA.<br />

I protest mod bombardementerne afholdtes en stor<br />

samlet demonstration af Vietnambevægelsen den 23.<br />

december 1972 foran den amerikanske ambassade i<br />

København, hvor 10.000 mennesker deltog. Dorte<br />

Bennedsen, den socialdemokratiske kirkeminister, talte<br />

ved demonstrationen.<br />

Den 27. januar 1973 blev våbenhvileaftalen underskrevet<br />

i Paris af USA, Saigon-styret (eller Thieu-styret),<br />

DRV-Nordvietnam og PRG, <strong>som</strong> anerkendte Vietnam<br />

<strong>som</strong> eet land med henvisning til Genève-aftalen<br />

fra 1954. PRG/FNL kunne forblive i og kontrollere<br />

deres «befriede områder» i Sydvietnam, hvor Genèveaftalen<br />

havde tvunget Vietminh nord for den 17. breddegrad.<br />

Alle krigshandlinger skulle ophøre, hvilket<br />

standsede USA’s bombetogter over DRV-Nordvietnam.<br />

Alle amerikanske tropper og militære rådgivere<br />

skulle trækkes tilbage og de militære baser nedlægges.<br />

Men Saigon-styret afviste at indgå i forhandlinger<br />

om en politisk løsning og frie valg i Sydvietnam,<br />

<strong>som</strong> Paris-aftalen havde bestemt skulle varetages<br />

af et nationalt forsoningsråd bestående af PRG,<br />

Saigon-styret og den såkaldte «3. styrke» (religiøse<br />

og liberale kræfter i byerne). Saigon-styret krænkede<br />

SIDE 28 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975


hurtigt Paris-aftalen ved at angribe områder kontrolleret<br />

af PRG/FNL, tilsidesatte bestemmelserne om indførelse<br />

af demokratiske rettigheder og løsladelse af<br />

politiske fanger og den «3. styrke» blev forfulgt og<br />

skånselsløst udryddet. I løbet af 1973 og 74 udviklede<br />

de militære sammenstød mellem parterne i Sydvietnam<br />

sig til en krigslignende situation.<br />

Indokinakomiteerne og<br />

Vietnamkomiteerne<br />

Resultatet af splittelsen i DDV blev flere års kappestrid<br />

mellem de to fløje, i hver sin organisation – De<br />

<strong>Dansk</strong>e Vietnamkomiteer og Indokinakomiteerne. Da<br />

DDV stod tilbage med kun to intakte lokalkomiteer,<br />

blev det naturligt nok Indokinakomiteerne, <strong>som</strong> formåede<br />

at fortsætte den politiske udvikling af Vietnamarbejdet.<br />

DDV fortsatte også udgivelsen af Vietnam Solidaritet<br />

og gennemførte trods begrænsede ressourcer flere<br />

udadvendte arrangementer, der dog aldrig opnåede<br />

nogen stor tilslutning. Da DDV i forlængelse af julebombardementerne<br />

forsøgte at opstarte en kampagne<br />

«Boykot amerikanske varer» og inddrage dele af fagbevægelsen<br />

i dette, måtte man stoppe igen da våbenhvilen<br />

blev indgået 27. januar. De fleste kræfter i DDV<br />

blev efterhånden overført til forlaget Demos, <strong>som</strong> blev<br />

det vigtigste politiske aktiv. Men på trods af gode intentioner<br />

i Demos lykkedes det ikke på længere sigt<br />

at få kollektiv styring og økonomi til at gå op i en<br />

højere enhed. Det førte til en konflikt mellem forlagets<br />

bestyrelse og ansatte i 1976. I 1979 lukkede forlaget<br />

på grund af økonomien.<br />

Efter militærkuppet i Chile 11. september 1973 var<br />

det især Chile-solidaritetsarbejdet, <strong>som</strong> partiernes aktivister<br />

koncentrerede sig om, og <strong>som</strong> tiltrak nye aktivister.<br />

Giro 1616 fortsatte indsamlingen trods splittelsen i<br />

DDV, og i foråret 1973 var følgende organisationer<br />

tilsluttet: begge de to DDV’er (hvor den ene tog navneændring<br />

til Indokinakomiteerne), DSU, Radikal<br />

Ungdom, Frit Forum, KFml, RSF, Forbundet af Socialister,<br />

Kommunistisk Forbund, Arbejderbladet, Folkets<br />

Avis, BOml, SFU og VS.<br />

Også VIETNAM 69 fortsatte sin indsamling, og gennemførte<br />

desuden en række kampagner: til fordel for<br />

sydvietnamesiske fanger, anerkendelse af PRG, indsamling<br />

til et børnehospital i DRV-Nordvietnam, dog<br />

uden nogen bredere gennemslagskraft. Vigtigere var<br />

nok den lobbyvirk<strong>som</strong>hed, <strong>som</strong> man udøvede for at<br />

få socialdemokratiet og regeringen til at strække sig<br />

længere i sin anerkendelse og konkrete støtte til Vietnam.<br />

I Indokinakomiteerne fortsatte de politiske opgør<br />

omkring organisationens<br />

2. kongres i september<br />

1974, <strong>som</strong> vedtog et antiimperialistisk<br />

program.<br />

Allerede inden kongressen<br />

var en gruppe gået<br />

over i den partiforberedende<br />

organisation<br />

KAml, og andre forlod<br />

organisationen før eller<br />

efter kongressen, fordi<br />

deres tilknytning var<br />

solidaritetsarbejdet med<br />

Vietnam, og de ikke<br />

kunne tilslutte sig det nye<br />

anti-imperialistisk pro-<br />

Indokina-komiteernes blad<br />

var mere militant end<br />

Vietnam Solidaritet<br />

nogensinde havde været.<br />

gram. Resultatet var, at hovedparten af de tidligere<br />

DDV aktivister forlod organisationen, <strong>som</strong> efterhånden<br />

prægedes mere og mere af aktivister tilknyttet den<br />

partiforberedende organisation Forbundet Socialisterne.<br />

I april 1975 dannede Indokinakomiteerne sammen<br />

med Palæstina-komiteen en ny organisation Forbundet<br />

mod Imperialismen (FMI) for at «udbrede<br />

forståelsen for den fælles kamp og fælles fjende og<br />

bidrage til genrejsningen af den proletariske internationalisme<br />

i den danske arbejderklasse». Men<br />

medlemsmæssigt var organisationen svag, og det lykkedes<br />

ikke at udbygge de områdegrupper der skulle<br />

drive organisationen og rekruttere nye medlemmer.<br />

I december 1974 gik FNL og nordvietnamesiske styrker<br />

i offensiven i den sydlige provins Phuoc Long og<br />

havde i starten af januar 1975 befriet hele provinsen.<br />

I begyndelsen af marts 1975 indledte de en offensiv i<br />

det centrale højland. Saigon-hæren blev løbet over<br />

ende, gik i opløsning og blev drevet på flugt mod syd<br />

– til stor overraskelse for de fleste, selv for planlæggerne<br />

af offensiven. Den 30. april 1975 indtog FNL<br />

og nordvietnamesiske tropper Saigon, og Vietnamkrigen<br />

var slut. Den følgende lørdag 7. maj holdt DDV<br />

en kæmpe sejrsfest på alle 4 etager i Huset i Magstræde.<br />

Efter Vietnam-krigens afslutning vedtog VIETNAM 69<br />

at nedlægge sig selv og at rette en henvendelse til alle<br />

fløje af bevægelsen om at sende to delegater til et møde<br />

på Christiansborg i september 1975 for at skabe en<br />

ny fælles Vietnam-forening. De forskellige fløje af<br />

Vietnambevægelsen forhandlede så i efteråret 1975<br />

om at forenes i en ny fælles Vietnam-organisation. På<br />

trods af store uenigheder lykkedes det at forhandle<br />

sig frem til et fælles grundlag, og en stiftende generalforsamling<br />

i januar 1976 samlede ca. 300 Vietnamaktivister<br />

fra tidligere organisationer. Her blev <strong>Dansk</strong><br />

<strong>Vietnamesisk</strong> <strong>Forening</strong> oprettet for at samle de forskellige<br />

fløje at Vietnambevægelsen i et fortsat<br />

Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 29


Den sidste store Vietnam-demonstration, <strong>som</strong> DDV tog initiativ til, var sejrs-demonstrationen<br />

den 18. april 1975 under parolen «FNL sejrer».<br />

Men især bør nævnes de politiske landvindinger:<br />

solidaritets- og venskabsarbejde. <strong>Forening</strong>en har nu<br />

eksisteret i over 25 år.<br />

Vietnambevægelsen var en katalysator for en langt<br />

større bevægelse og et samfundsmæssigt opbrud og<br />

forandring i 1960’erne og 70’ernes Danmark og på<br />

Erfaringerne<br />

Det største historiske resultat for Vietnambevægelsen<br />

<strong>som</strong> helhed var ubetinget at skabe en så bred modstand<br />

mod Vietnam-krigen og hos mange også en<br />

politisk bevidsthed om USA’s (imperialistiske) egeninteresse.<br />

Vietnam-krigen var den første af sådanne<br />

amerikanske engagementer i den 3. verden, der blev<br />

fulgt op af en politisering.<br />

I Danmark medførte Vietnam-krigen det første markante<br />

brud i officiel dansk udenrigspolitisk tradition<br />

siden Danmarks tilslutning til NATO i 1949. Fra en<br />

passiv opbakning eller accept af amerikansk Vietnampolitik<br />

midt i 1960’erne til - i 1971 - en åben kritik af<br />

den amerikanske krigsførelse i Vietnam og anerkendelse<br />

af DRV-Nordvietnam. Begge politikker formuleret<br />

af socialdemokratiske regeringer.<br />

Dette skift i officiel dansk politik under Vietnam-krigen<br />

er først og fremmest VIETNAM 69’s fortjeneste,<br />

men skal ses i forlængelse af de mange aktiviteter og<br />

demonstrationer <strong>som</strong> hele Vietnambevægelsen stod<br />

for. Men den danske regering var også var stærkt<br />

influeret af den internationale udvikling, hvor det<br />

fremgik klart, at amerikanerne ikke kunne vinde krigen<br />

i Vietnam, og at den amerikanske befolkning ikke<br />

var villig til at betale omkostningerne. Afsløringer af<br />

internationalt plan. Vietnambevægelsen var sammen<br />

med studenter- og ungdomsoprøret i Danmark med<br />

til at give stødet til udvikling af aktivistiske græsrodsbevægelser<br />

og det ny venstre, <strong>som</strong> adskilte sig fra den<br />

«gamle» traditionelle venstrefløj. Modstanden mod<br />

USA’s økonomiske og militære dominans (imperialisme-problematikken)<br />

blev taget op og ledsaget af<br />

en radikalisering og politisk udvikling af bevægelsen.<br />

Her var det De <strong>Dansk</strong>e Vietnamkomiteer (DDV), der i<br />

en dansk sammenhæng spillede en afgørende rolle.<br />

Vietnambevægelsen var sammen med den tidligere<br />

Kampagne mod Atomvåben på mange måder et forbillede<br />

for en ny måde at arbejde politisk på – ikke i<br />

traditionelle partier, men tværpolitisk i et bredere forum<br />

eller græsrodsbevægelse. Vietnambevægelsen<br />

adskilte sig fra Kampagnen mod Atomvåben ved at<br />

være i stand til at politisere og radikalisere bevægelsen<br />

og give stødet til en vidtgående politisk bevidstgørelse<br />

af en helt ny generation af unge.<br />

Udadtil var Vietnambevægelsen først og fremmest<br />

kendt for de mange store og mindre demonstrationer,<br />

marc<strong>her</strong>, indsamlingskampagner og tribunaler med<br />

afsløringer af USA’s krigsførelse. Men der blev også<br />

afholdt mange offentlige møder, udgivet oplysningsmateriale,<br />

afholdt plancheudstillinger og fester.<br />

den brutale amerikanske krigsførelse gjorde det svært Giro 1616 sluttede i 1976 efter 10 år, og nåede med<br />

for USA at retfærdiggøre den. Det har dog uomtviste- sin «betingelsesløse» parole at indsamle 800.000 kr.<br />

ligt betydet meget for at ændre socialdemokratisk po- VIETNAM 69’s humanitære indsamling lukkede i april<br />

litik, at så mange i Socialdemokratiet fra starten var 1976 med et samlet resultat på godt 1,3 million kr..<br />

imod krigen og en del blev engageret i VIETNAM 69. Fra 1971 til 1980 bevilgede Danmark 591 mio. kr. i<br />

Nogle af 1970’ernes nye socialdemokratiske ledere u-landsbistand til Vietnam, det største beløb Danmark<br />

stammede fra denne fløj – f.eks. Anker Jørgensen. i den periode bevilgede til noget enkelt land.<br />

SIDE 30 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975


Litteratur<br />

Nordentoft, Jens og Rasmussen, Søren H.: «Kampagnen mod<br />

Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972», Odense<br />

Universitetsforlag 1991.<br />

Johansen, Inger V.: «Vietnambevægelsens historie». VS<br />

Bulletin 178, side 76-83, december 1977. (personlig beretning<br />

<strong>som</strong> er udgangspunkt for ovenstående fremstilling)<br />

Lauridsen, Inger og Magnussen, Tue: «Vietnambevægelsen i<br />

Danmark». København 1980 (speciale KBH Universitet,<br />

Historie, upubliceret)<br />

Christensen, Hanne Sole m.fl.: «Solidaritet med Vietnam».<br />

Århus 1980 (speciale Århus Universitet, upubliceret)<br />

Thing, Morten: «Vietnam i vore hjerter». Kontakt Nr. 4, side<br />

12-14, 1993/94<br />

Søren Hein Rasmussen: «Sære Alliancer, Politiske bevægelser<br />

i efterkrigstidens Danmark», Odense Universitetsforlag<br />

1997.<br />

Bjerrum, Peter: «3 landskonferencer - Et rids af<br />

Vietnamkomiteernes udvikling». Socialisten nr. 5, februar<br />

1973, side 3-8.<br />

«Aktionsenhed - Solidaritet - Folkebevægelse, Fra DKP’s<br />

arbejde for enhed i Vietnambevægelsen og Folkebevægelsen<br />

mod EF». Historisk Revy nr. 2 1980.<br />

Jensen, Tove: «For gentagelsens skyld» (modanmeldelse af<br />

Mikkel Plums bog «Bombarder hovedkvarteret» om<br />

Vietnambevægelsen). Demos Nyhedsbrev nr. 56, forår 1999,<br />

side 20-26.<br />

Vietnam Solidaritet årgang 1967-1976 (De <strong>Dansk</strong>e Vietnam<br />

Komiteer)<br />

DDV Intern Bulletin 1970-1973 (De <strong>Dansk</strong>e Vietnam<br />

Komiteer)<br />

Rapport om Vietnam (1971, Vietnam 69)<br />

Indokina Solidaritet årgang 1973-75 (Indokinakomiteerne)<br />

Politisk Revy 1969-72<br />

«En borgerkrigs manøvre» Særtryk af Politisk Revy April<br />

1969<br />

«Rapport», udenrigspolitisk tidsskriftet, udkom marts 1965<br />

til januar 1974 med journalisten Jørgen E. Pedersen <strong>som</strong><br />

ansvarshavende redaktør.<br />

DDVs Dokumentationsgruppe: «Under dække», Demos<br />

1978<br />

Demos Dokumentationsgruppe/Erik Jensen: «De hemmelige<br />

Tjenester», Demos 1998<br />

Erindringer<br />

Mølgaard, John: «Den Røde Tråd». Husets Forlag 2000<br />

Larsen, Alex Frank: «Anker» side 169 og 208, Gyldendal<br />

1999<br />

Erik Vagn Jensen: «Mahogni og Marcuse - Mine sytten år i<br />

Gyldendal», Vindrose 1987<br />

Knudsen, Erik: «Fred og socialisme, Politiske tekster 1950-<br />

1983», Vindrose1983<br />

Madsen, Carl: «Proces mod politiet», Stig Vendelkærs<br />

Forlag 1969<br />

Albrechtsen, Klaus: «Livstegn - En venstrehåndstegners<br />

tilbageblik», Forlaget Vistoft 2002<br />

Jacobsen, Frode: «Nej, der skal ikke ties», Gyldendal 1972.<br />

«Jeg vil være en fugl til jeg dør», Gyldendal 1979<br />

Larsen, Thomas: «Lykketoft», Børsens Forlag 2003.<br />

Lidegaard, Bo: «Jens Otto Krag», Gyldendal 2001.<br />

Bertrand Russell<br />

Krigsforbrydertribunalet<br />

Wivel, Ole: «Kontrapunkt - Erindringsmotiver», Kapitel 10,<br />

Lindhardt & Ringhof 1989. «Poesi og protest, Debatindlæg»<br />

Spektrums Aktuelle 1971.<br />

Russell, Bertrand: «Krigsforbrydelser i Vietnam», Spektrums<br />

Aktuelle 1967<br />

Vietnam Solidaritet, særnummer december 1967<br />

Politisk Revy 1967<br />

Tidsskriftet «Rapport», december 1967<br />

Erik Vagn Jensens private arkiv om Russell-tribunalet.<br />

Vietnam-krigen<br />

Johansen, Inger V: «Vietnam-krigen. USAs historiske<br />

nederlag». Vietnam Nr. 1/1985, <strong>Dansk</strong> <strong>Vietnamesisk</strong> <strong>Forening</strong>,<br />

København. Se: www.cikadenet.dk/vietnam/<br />

vnkrig.htm<br />

Jensen, Kirsten Vagn: «Befrielse - men ikke fred», Nordiske<br />

landes Bogforlag 1985.<br />

Minh, Ho Chi: «Frihedens værksted - Udvalgte tekster»,<br />

Demos 1975.<br />

Burchett, Wilfred: «Vietnam - krigen set indefra», Rhodos<br />

1966.<br />

«Pentagon Rapporten. De hemmelige dokumenter om USAs<br />

krig I Vietnam», Samlerens Piccolobøger, Samlerens Forlag,<br />

København, 1971.<br />

Karnow, Stanley: «Vietnam - A History». Penguin Books<br />

1997<br />

Dung, Van Tien Dung: «Our Great Spring Victory. An<br />

Account of the Liberation of South Vietnam», Monthly<br />

Review Press, New York and London, 1977.<br />

Kolko, Gabriel: «Anatomy of a War. Vietnam, the United<br />

States, and the Modern Historical Experience», Pantheon<br />

Books, New York, 1985.<br />

Maclear, Michael: «The Ten Thousand Day War, Vietnam<br />

1945-75», St Martin’s Press, New York, 1981.<br />

Patti, Archimedes L. A., «Why Viet Nam? Prelude to<br />

America’s Albatross», University of California Press, 1980.<br />

Porter, Gareth: «Vietnam. A History in Documents», Meridian,<br />

New American Library, 1981.<br />

Snepp, Frank: «Indecent Interval. An Insider’s Account of<br />

Saigon’s Indecent End Told by the CIA’s Chief Strategy<br />

Analyst in Vietnam», Vintage Books, New York, 1978.<br />

Dunnigan, James F. & Nofi, Albert A.: «Dirty Little Secrets of<br />

the Vietnam War», St. Martins Press, New York 1999<br />

Gutzman, Philip: «Vietnam, A Visual Encyclopedia», PRC<br />

publishing 2002.<br />

Fotos og plakater<br />

Demos, <strong>Dansk</strong> <strong>Vietnamesisk</strong> <strong>Forening</strong>, Arbejderbevægelsens<br />

Arkiv (ABA) samt private arkiver.<br />

Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 31


Vietnambevægelsen i Danmark 1964-75<br />

Pjecen fortæller Vietnambevægelsens historie fra den første demonstration i 1964 foran<br />

USA’s ambassade i København under parolen «USA væk fra Vietnam», til Vietnamkrigen<br />

sluttede den 30. april 1975. Mange illustrationer med fotos og plakater.<br />

«Vietnambevægelsen er først og fremmest kendt for de mange store og mindre demonstrationer,<br />

marc<strong>her</strong>, indsamlingskampagner og tribunaler med afsløringer af USA’s krigsførelse“,<br />

og den påvirkede de efterfølgende solidaritetsbevægelser.<br />

«Mediernes dækning af Vietnamkrigen betød at mange helt almindelige danskere knyttede<br />

følelsesmæssige bånd til et lille asiatisk folk på den anden side af jorden <strong>som</strong> blev bombet<br />

og ødelagt af USA. Verdens mægtigste stormagt USA måtte se sig besejret af en befrielsesbevægelse<br />

og en lille socialistisk stat i et af den tredje verdens fattigste lande.»<br />

«Det største historiske resultat for Vietnambevægelsen <strong>som</strong> helhed var ubetinget at skabe<br />

en så bred modstand mod Vietnam-krigen og hos mange også en politisk bevidsthed om<br />

USA’s (imperialistiske) egeninteresse. Vietnam-krigen var den første af sådanne amerikanske<br />

engagementer i den 3. verden, der blev fulgt op af en politisering.»<br />

Hjælp syge børn i Vietnam<br />

Landsindsamlingen<br />

Hospitalsudstyr til Vietnam<br />

Giro 7 00 84 30<br />

Nattergalevej 6, 1. sal, 2400 København NV<br />

Telefon 38 86 07 01<br />

Fra 1980 har Landsindsamlingen støttet et stort<br />

børnehospital, Børnehospital nr.1, i Ho Chi<br />

Minh-byen. Lige siden er alle de indsamlede<br />

midler brugt til livsvigtigt udstyr til hospitalet.<br />

Det er lykkedes os at indsamle omkring 100.000<br />

kroner årligt, <strong>som</strong> har stor betydning for hospitalet,<br />

fordi der ikke er andre hjælpekilder, og der er<br />

tale om kontinuerlig hjælp.<br />

Medlemstilbud:<br />

Kampagnen mod<br />

Atomvåben og<br />

Vietnambevægelsen<br />

1960-72<br />

af Johs. Nordentoft og<br />

Søren H. Rasmussen<br />

Udgivet af Odense<br />

Universitetsforlag 1991<br />

182 sider med<br />

illustrationer.<br />

Sælges for kun 80 kr.<br />

+ 20 kr. til forsendelse.<br />

E-mail davifo@get2net.dk<br />

<strong>Dansk</strong> <strong>Vietnamesisk</strong> <strong>Forening</strong><br />

Nattergalevej 6 - 2400 København NV<br />

Telefon 38 86 07 01<br />

Træffes bedst tirsdag og torsdag 13-17<br />

Giro 229-1800 - e-mail: davifo@get2net.dk<br />

www.cikadenet.dk/vietnam<br />

<strong>Dansk</strong> <strong>Vietnamesisk</strong> <strong>Forening</strong> har til formål at fremme<br />

venskab og kulturel forståelse mellem Danmark og<br />

Vietnam. <strong>Forening</strong>en stiftedes 31. januar 1976, og har<br />

nu omkring 500<br />

medlemmer.<br />

Bladet VietNam<br />

ajour indeholder<br />

nyhedsstof og<br />

artikler om udvikling, økonomi, bistandsprojekter,<br />

menneskerettigheder, kultur og rejser mv.<br />

VietNam ajour udkommer 4 gange årligt med 16 - 24<br />

sider. Abonnement eller 1-årrigt prøvemedlemsskab<br />

(inkl. bladet) 110 kr.<br />

SIDE 32 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!