Kan downloades her som PDF-fil - Dansk Vietnamesisk Forening
Kan downloades her som PDF-fil - Dansk Vietnamesisk Forening
Kan downloades her som PDF-fil - Dansk Vietnamesisk Forening
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Vietnam<br />
bevægelsen<br />
i Danmark 1964-75<br />
af Inger V. Johansen og Wilfred Gluud<br />
Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 1
Forfatterne<br />
Inger V. Johansen (1944), cand.<br />
mag, i engelsk og fransk med<br />
Nordirland <strong>som</strong> speciale, Ph.d. fra<br />
juni 2003 med afhandling om<br />
Nordirland, KUA. Har arbejdet <strong>som</strong><br />
gymnasielærer, oversætter, freelance<br />
journalist, universitetsassistent,<br />
ekstern lektor. Forfatter<br />
til «Magtdeling i Nordirland»<br />
(Akademisk Forlag, 1995). Desuden<br />
mangeårig aktivist på den danske<br />
venstrefløj og i solidaritetsarbejde.<br />
Medlem af De <strong>Dansk</strong>e Vietnamkomiteer<br />
1969-76, redaktionen på<br />
Vietnam Solidaritet 1973-76 og fra<br />
1978 af bestyrelsen i <strong>Dansk</strong> <strong>Vietnamesisk</strong><br />
<strong>Forening</strong>.<br />
Wilfred Gluud (1947) er seniorprogrammør.<br />
Medlem af De <strong>Dansk</strong>e<br />
Vietnamkomiteer 1970-72, og har<br />
siddet i sekretariatet i både i<br />
Vietnamkomiteerne og Indokinakomiteerne.<br />
Deltog i redaktionen af<br />
Vietnam Solidaritet, Indokina<br />
Solidaritet (redaktør 1974-75) og<br />
siden 1976 med i redaktionen på<br />
<strong>Dansk</strong> <strong>Vietnamesisk</strong> forenings blad<br />
VietNam.<br />
Den endelige udgave af artiklen<br />
er alene forfatternes ansvar.<br />
Tak for hjælp, kommentarer og bidrag<br />
fra John Mølgaard, Mogens Høver, Erik<br />
Jensen, Poul Møller, Knud Jensen,<br />
Kirsten Vagn Jensen, Erik Markvad<br />
Jørgensen, Irene Nørlund og andre<br />
fra Vietnambevægelsen, samt<br />
personalet på Arbejderbevægelsens<br />
Bibliotek og Arkiv (ABA).<br />
Leksikon<br />
for det 21.<br />
århundrede<br />
er et alternativt<br />
dansk online leksikon,<br />
der rummer<br />
over 2.500<br />
opslag på emner,<br />
over 3 millioner<br />
ord, og over 700 forfattere har<br />
bidraget. Pjecens artikle indgår i<br />
leksikonet, og fremhævede ord i<br />
artiklen henviser til andre leksikonartikler<br />
på www.leksikon.org<br />
Udgivet af <strong>Dansk</strong> <strong>Vietnamesisk</strong><br />
<strong>Forening</strong> - December 2003<br />
ISBN 87-87663-08-2<br />
Forsiden: Den største Vietnam<br />
demonstration 27. april 1968 havde<br />
25-30.000 deltagere, <strong>her</strong> på<br />
Christiansborg Slotsplads. Foto: ABA<br />
Vietnam-krigens parter<br />
Nordvietnam (DRV - den Demokratiske Republik Vietnam): Den 2.<br />
september 1945 erklærede præsident Ho Chi Minh Vietnams uafhængighed<br />
og DRV, efter at modstandsbevægelsen Vietminh havde befriet landet<br />
fra den japanske besættelsesmagt. DRV blev regeret af Vietnams Arbejderparti<br />
(kommunistparti). Støttede FNL i Sydvietnam, men fik efter<br />
FNL’s Têt-offensiv i 1968 en stigende rolle i kampen mod USA og<br />
Saigon-styrets styrker i Sydvietnam. Nordvietnamesiske styrker var<br />
afgørende i den endelige offensiv i 1975, <strong>som</strong> førte til Saigons fald.<br />
Frankrig: Kolonimagt i Vietnam fra 1859 til 1954. Underlagde sig den<br />
japanske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig. Da Frankrig i 1946<br />
søgte at genetablere kolonistyret startede den første Indokina-krig. Frankrig<br />
led et sviende nederlag ved Dien Bien Phu i 1954 og blev tvunget til<br />
at indgå en våbenhvileaftale - Genève-aftalen – med DRV/Vietminh.<br />
Kina og Sovjetunionen deltog i forhandlingerne, og sammen med Frankrig<br />
pressede de DRV/Vietminh til at acceptere aftalen. Saigon-styret og<br />
USA var også til stede, men anerkendte ikke resultatet. Aftalen delte<br />
Vietnam midlertidigt ved 17. breddegrad, <strong>som</strong> skulle ophæves ved valg<br />
2 år senere. Frankrig trak sig <strong>her</strong>efter ud af Vietnam.<br />
Sydvietnam (Saigon-styret): Bao Dai abdicerede <strong>som</strong> kejser i 1945,<br />
men indgik i 1949 en aftale med Frankrig om et uafhængigt Vietnam,<br />
under fransk dominans. I 1954 blev den anti-kommunistiske Ngo Dinh<br />
Diem premierminister, <strong>som</strong> efter et arrangeret valg i efteråret 1955 afsatte<br />
kejser Bao Dai, og oprettede Republikken Vietnam med sig selv<br />
<strong>som</strong> præsident. Det skete med direkte amerikansk støtte - i Pentagonrapporten,<br />
omtales Sydvietnam <strong>som</strong> ”hovedsageligt et produkt skabt af<br />
USA”. Diem var diktatorisk og upopulær, og i 1963 blev han myrdet<br />
under et statskup. Kuppet skete med USAs vidende, og var udført af en<br />
række generaler, <strong>som</strong> nu skiftedes til at være ved magten. I 1967 tog<br />
General Nguyen Van Thieu over <strong>som</strong> præsident og sad indtil 1975.<br />
USA: Ønskede i 1944-45 en afkolonisering af Indokina. Men efter<br />
kommunistpartiets sejr i Kina formulerede USA i 1950 formuleret en<br />
ny politik, og ’Domino-teorien’ blev grundlag for USA’s engagement i<br />
Vietnam. USA begyndte derfor en omfattende økonomisk og militær<br />
støtte til Frankrigs Indokina-krig. Ifølge USAs Nationale Sikkerhedsråd<br />
i 1954 ville ”tabet af blot et enkelt land” i Sydøstasien på længere<br />
sigt føre til tabet af hele Sydøstasien, og siden hen Indien og Japan, for<br />
så til sidst at ”bringe Europas sikkerhed og stabilitet i fare”. Den såkaldte<br />
Tonkin-bugt affære i 1964 blev brugt <strong>som</strong> påskud for at indlede<br />
en åben krig mod Nordvietnam i 1965 og mod FNL i Syd. I januar<br />
1973 blev der indgået en våbenhvileaftale i Paris mellem krigens parter,<br />
hvorefter USA trak sine tropper ud af Vietnam. Med Saigon-styrets<br />
fald i 1975 måtte USA helt forlade Vietnam.<br />
FNL/ PRG: Sydvietnams Nationale Befrielsesfront (FNL - Front National<br />
de Liberation) blev oprettet i december 1960 og var sammensat<br />
af 23 partier, masseorganisationer, religiøse grupper og nationale mindretal,<br />
men med socialister og kommunister <strong>som</strong> en drivende kraft. Var<br />
neutral i sin politik, men fik støtte fra DRV-Nordvietnam. Efter FNL’s<br />
Têt-offensiv i 1968 indledtes fredsforhandlinger i Paris mellem DRV<br />
og USA, fra 1969 med inddragelse af Saigon-styret og FNL, <strong>som</strong> i<br />
1969 oprettede PRG - den Provisoriske Revolutionære Regering. Efter<br />
våbenhvileaftalen i januar 1973 omgrupperedes FNL/PRG til de ”befriede<br />
områder” i Sydvietnam. Sammen med nordvietnamesiske styrker<br />
erobrede FNL Sydvietnam i 1975.<br />
SIDE 2 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975
Vietnambevægelsen<br />
i Danmark 1964-75<br />
Forside af indbydelsen til<br />
«Vietnam til debat» uge i<br />
Århus 19-26. marts 1966.<br />
Pinsemarchen 1968 ankommer til København<br />
med parolerne «Vietnam vil sejre” og «USA ud<br />
af Vietnam».<br />
af Inger V. Johansen og Wilfred Gluud<br />
Vietnam er uden tvivl et af de<br />
lande i den tredje verden der<br />
har sat størst præg på det politiske<br />
verdensbillede i det 20. århundrede.<br />
Mediernes dækning af Vietnamkrigen<br />
betød at mange helt almindelige<br />
danskere knyttede følelsesmæssige<br />
bånd til et lille<br />
asiatisk folk på den anden side af<br />
jorden, <strong>som</strong> blev bombet og ødelagt<br />
af USA.<br />
Verdens mægtigste stormagt USA<br />
måtte se sig besejret af en<br />
befrielsesbevægelse og en lille<br />
socialistisk stat i et af den tredje<br />
verdens fattigste lande.<br />
I begyndelsen af 1960’erne voksede den internationale<br />
opmærk<strong>som</strong>hed på konflikterne i Sydøstasien.<br />
USA’s stadig mere omfattende engagement i Vietnam<br />
og indsættelse af de første kamptropper fra 1962, vakte<br />
Plakat for sidste demonstration<br />
den 18. april 1975, lige inden<br />
krigen sluttede den 30. april.<br />
opmærk<strong>som</strong>hed og bekymring. USA’s Vietnamkrig<br />
var begyndt. I 1963 voksede modsætningerne i Sydvietnam<br />
mellem den USA støttede regering og forskellige<br />
protestbevægelser. Antallet af demonstrationer<br />
voksede, og buddhistmunke brændte sig selv offentligt<br />
i protest mod den sydvietnamesiske regerings<br />
politik. Begivenheder <strong>som</strong> blev forsidestof i verdenspressen<br />
og TV.<br />
I august 1964 besluttede USA at foretage en kraftig<br />
udvidelse af krigen i Vietnam. Man brugte den såkaldte<br />
Tonkinbugt-episode <strong>som</strong> påskud. Angiveligt skulle<br />
Den Demokratiske Republik Vietnam (Nordvietnam)<br />
have angrebet et af USA’s krigsskibe i bugten. Først<br />
30 år senere indrømmede USA, at der var tale om<br />
opdigtet historie for at skabe en anledning til at bombe<br />
Nordvietnam.<br />
Den 7. februar 1965 kl. 02 om morgenen angreb 30<br />
guerillaer fra Sydvietnams Nationale Befrielsesfront<br />
(FNL) en amerikansk base i Pleiku, 385 km. nord for<br />
Saigon. Allerede samme eftermiddag beordrede præsident<br />
Johnson gengældelse i form af kraftige bombardementer<br />
af DRV-Nordvietnam, <strong>som</strong> fortsatte næsten<br />
permanent resten af året.<br />
I USA gav den udvidede krigsførelse anledning til<br />
reaktioner af forskellig art. Det nye var den åbenlyse<br />
krigsførelse, ved hjælp af hær, flåde og ikke mindst<br />
Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 3
luftvåben, <strong>som</strong> direkte eller indirekte involverede en<br />
stor del af USA’s befolkning i kamphandlinger. I løbet<br />
af perioden fra 1962 til 1975 gjorde ca. 2,7 millioner<br />
USA-soldater tjeneste i Vietnam, <strong>her</strong>af blev<br />
153.000 såret og 58.000 dræbte.<br />
Men USA’s engagement i Vietnam var ikke af ny dato<br />
- det begyndte <strong>som</strong> en voksende militær og økonomisk<br />
støtte til Frankrigs kolonikrig i Indokina 1946–<br />
54. Efter Frankrigs militære nederlag ved Dien Bien<br />
Phu blev Vietnam midlertidigt delt ved Genève-forhandlingerne<br />
i 1954. I den sydlige del af landet gav<br />
USA massiv opbakning til det svage anti-kommunistiske<br />
styre under Ngo Dien Diem, der i 1956 forhindrede<br />
de aftalte frie valg om genforening af hele Vietnam.<br />
USA’s udenrigsminister John Foster Dulles vurderede,<br />
at valget «antagelig ville betyde en genforening<br />
af Vietnam under Ho Chi Minhs ledelse». Ho<br />
Chi Minh var leder af den vietnamesiske anti-kolonialistiske<br />
bevægelse Vietminh og han blev Vietnams<br />
første præsident fra 1945.<br />
Vietnambevægelsen og FNL<br />
USA’s krig i Vietnam vakte betydelig opsigt og modstand<br />
overalt i verden. Vietnam-krigen - <strong>som</strong> vietnameserne<br />
kalder «den amerikanske krig» - var en af de<br />
gru<strong>som</strong>ste og mest omfattende krige efter 2. verdenskrig.<br />
Den kostede 1,425 mio. vietnamesere livet, mens<br />
3,7 mio. blev såret. Der blev kastet 2 1/2 gange så<br />
mange bomber over Vietnam i løbet af krigen <strong>som</strong><br />
under hele Anden Verdenskrig. Men den var også verdens<br />
første TV-krig, og den store medie-dækning var<br />
med til at skabe bred folkelig modstand mod USA’s<br />
krig og ændrede på opfattelsen af USA og af den type<br />
engagementer og overgreb overalt i den tredje verden.<br />
Modstanden mod krigen skabte en ny bevægelse -<br />
Vietnambevægelsen – der blev den største af det 20.<br />
århundredes internationale folkelige protestbevægelser.<br />
I kraft af sit omfang og sin politiske konsekvens<br />
fik Vietnambevægelsen en afgørende betydning<br />
ved at skabe en international massebevægelse<br />
mod USA’s krig i Vietnam. En bevægelse der i sidste<br />
ende – ikke mindst på grund af dens gennemslagskraft<br />
i USA - var med til at få USA til at trække sig ud<br />
af Vietnam.<br />
Denne massebevægelse bidrog også til en samfundsmæssig<br />
radikalisering: i kølvandet på bevægelsen<br />
opstod i slutningen af 1960’erne en ny radikal studenter-<br />
og ungdomsbevægelse og -kultur, der gjorde<br />
op med autoriteter og tradition. Det førte også til en<br />
ny venstrefløjsbevægelse, der søgte at finde alternativer<br />
til de etablerede partier på venstrefløjen, inklusive<br />
de kommunistiske.<br />
„Demokratiets forsvarer i centrum: Det løber<br />
lidt rundt for Onkel Sam, der sidder <strong>som</strong><br />
centrum for de skiftende regeringer i<br />
Sydvietnam“. Tegning af Herluf Bidstrup i Land<br />
og Folk 29.1.1965. Efter det USA godkendte kup<br />
mod Diem i november 1963 fulgte en lang<br />
periode hvor den ene general afløste den anden<br />
<strong>som</strong> leder.<br />
Karakteristisk for Vietnambevægelsen – i Danmark og<br />
internationalt – var ikke kun modstanden mod den<br />
amerikanske krig, men også solidariteten med det vietnamesiske<br />
folk og støtte til FNL - den sydvietnamesiske<br />
befrielsesfront. FNL blev oprettet i 1960<br />
og blev af USA’s og det øvrige Vestens ledere betragtet<br />
<strong>som</strong> kommunistisk (derfor kaldet «Vietcong», dvs.<br />
vietnamesisk kommunist), mens der i realiteten var<br />
tale om en bredere, national front med et stærkt folkeligt<br />
bagland, der kæmpede for national uafhængighed<br />
og social retfærdighed. FNL var sammensat af 23<br />
forskellige partier, masseorganisationer, religiøse grupper<br />
og nationale mindretal. Men sydvietnamesiske socialister<br />
og kommunister var en drivende kraft i fronten.<br />
Uanset dette var FNL først og fremmest national i<br />
sit udgangspunkt og modstander af fremmed dominans,<br />
lige<strong>som</strong> den anti-kolonialistiske bevægelse<br />
Vietminh under den første Indokina-krig (Indokina er<br />
de tidligere franske kolonilande Vietnam, Laos og<br />
Cambodia) mod det franske kolonistyre, og ikke socialistisk<br />
eller kommunistisk.<br />
Den gryende bevægelse<br />
Der var forløbere for Vietnambevægelsen: i slutningen<br />
af 50’erne og begyndelsen af 60’erne skabte<br />
Kampagnen mod Atomvåben (den danske bevægelses<br />
navn) og i USA de sortes borgerretsbevægelse nye<br />
former for politisk aktivitet og mobilisering -<br />
protestmarc<strong>her</strong>ne. Dette banede vej for at opstarte<br />
andre kampagner i forhold til Algierkrigen og mod<br />
apartheid i Sydafrika og beskæftige sig med en bredere<br />
vifte af tredjeverdens problemer.<br />
I Danmark voksede en række nyradikale og venstre-<br />
SIDE 4 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975
fløjsmiljøer op, til dels i forlængelse<br />
af Atomkampagnen og de<br />
øvrige kampagner, bl.a. fra 1966 i<br />
miljøet omkring tidsskriftet Politisk<br />
Revy. Der var også en opblomstring<br />
af aktivistiske og politiske<br />
smågrupper på venstrefløjen.<br />
Da USA i maj 1964 henvendte sig<br />
til sine NATO-allierede med opfordring<br />
om at yde økonomisk og materiel<br />
bistand til Sydvietnam, udtalte<br />
daværende udenrigsminister<br />
Per Hækkerup sin sympati for<br />
USA’s «store byrder i Sydvietnam».<br />
Alligevel afslog regeringen<br />
en henvendelse fra Sydvietnam om bistand, med<br />
den begrundelse at Danmark i forvejen havde store<br />
ulands-forpligtelser. Dette var en tid, hvor det endnu<br />
var vanskeligt at kritisere alliancepartneren USA, der<br />
var redningsmanden fra den 2. Verdenskrig. Kritikerne<br />
af krigen vandt terræn, og allerede i bevægelsens tidlige<br />
fase deltog socialdemokrater aktivt i bevægelsen<br />
på trods af partitoppens stillingtagen. En fremtrædende<br />
socialdemokrat <strong>som</strong> Frode Jacobsen, der var NATOtilhænger<br />
og anti-kommunistisk, arbejdede allerede i<br />
1965 på at få den socialdemokratiske regering til officielt<br />
at indtage en kritisk holdning til krigen, <strong>som</strong> han<br />
mente skadede amerikanernes sag og det vestlige demokratis<br />
sag.<br />
Tonkinbugt-affæren medførte den første aktion, <strong>som</strong><br />
var en demonstration den 5. august 1964 foran USA’s<br />
ambassade i København under parolerne «USA væk<br />
fra Vietnam» og «Hænderne væk fra Vietnam». Demonstrationen<br />
blev arrangeret af Danmarks Kommunistiske<br />
Ungdom (DKU), Socialistisk Folkepartis<br />
Ungdom (SUF), SOAK (Socialistisk Aktion, trotskister)<br />
og Marxistisk Forum (maoistisk). Det var venstrefløjen,<br />
især Danmarks Kommunistiske Parti<br />
(DKP) og partiets avis Land og Folk, der først søgte at<br />
mobilisere til protest mod den tiltagende krig i Vietnam.<br />
Eskalering af kamphandlingerne i Vietnam førte<br />
til en række møder og protestaktioner i 1965, hvor<br />
man tog stilling til fordel for DRV-Nordvietnam og<br />
FNL. Oftest var det partiernes ungdomsorganisationer<br />
og aktivistiske kredse <strong>som</strong> de ovenfor nævnte, der stod<br />
bag disse aktioner. Også bredere kredse var meget<br />
aktive i den tidlige Vietnambevægelse og kritiske over<br />
for USA’s rolle i Vietnam. Det gjaldt ikke mindst betydelige<br />
socialdemokratiske kredse, <strong>som</strong> ungdomsorganisationerne<br />
DSU, Frit Forum samt dele af fagbevægelsen,<br />
foruden SF og pacifistiske kræfter, der havde<br />
været centrale i Atomkampagnen.<br />
De udadvendte aktiviteter <strong>som</strong> samlede bredest i 1965<br />
og 1966, var kopier af en ny form for debatmøder,<br />
Efter Tonkinbugt-affæren og de første<br />
bombardementer af Nordvietnam afholdes den<br />
første demonstration 5.august 1964 foran USA’s<br />
ambassade i København med parolerne «Hænderne<br />
væk fra Vietnam» og «USA væk fra Vietnam».<br />
Foto: ABA<br />
der med overvældende succes var taget i brug i USA:<br />
høring- eller teach in-formen. I Danmark begyndte<br />
en række debatmøder i de større byer med den lokale<br />
fagbevægelse <strong>som</strong> en central kraft. På møderne kom<br />
et panel af «eksperter» med facts om krigen og krigsførelsen<br />
på baggrund af spørgsmål fra tilhørerne. Som<br />
regel mundede møderne ud i almindelig enighed om<br />
denne krigs gru<strong>som</strong>hed og nødvendigheden af at<br />
skabe fred, både i Vietnam og i bred almindelighed<br />
alle steder hvor der fandtes krig. Den generelle indstilling<br />
var humanistisk og apolitisk, og man forholdt<br />
sig forsigtigt neutralt til de krigsførende parter og søgte<br />
at afdække, hvad der skete i Vietnam og baggrunden<br />
for krigsførelsen. Kravet, der blev fremført, var «Fred<br />
i Vietnam». Disse teach-in’s havde en stor gennemslagskraft.<br />
F.eks. deltog 500-600 mennesker i en teachin<br />
i Helsingør i januar 1966, organiseret af byens politiske<br />
ungdomsorganisationer og Fællesklubben på<br />
Helsingør skibsværft. I Århus afholdtes en «Vietnam<br />
til debat uge» i marts 1966. Danmarks Radio afholdt<br />
også en teach-in i februar 1966 lige<strong>som</strong> der var andre<br />
radio- og TV-udsendelser om Vietnam-krigen i løbet<br />
af foråret 1966. Da Per Hækkerup under en stor TVhøring<br />
om Vietnamkrigen i januar 1967 overfusede<br />
den svenske forfatterinde Sara Lidman, der havde<br />
besøgt Hanoi, virkede det <strong>som</strong> en boomerang.<br />
Der var en stor og voksende opmærk<strong>som</strong>hed i forhold<br />
til Vietnam-krigen i alle dele af befolkningen.<br />
Og selvom anti-krigskampagnen især var et<br />
venstrefløjsanliggende, viser samtidige Gallup-undersøgelser,<br />
at der var stor overensstemmelse med holdningen<br />
i den danske befolkning: I <strong>som</strong>meren 1965<br />
var 46% imod og kun 13% for USA’s politik i Vietnam,<br />
i februar 1966 var dette vokset til 51% imod og<br />
kun 10% for.<br />
Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 5
Tidslinie Vietnamkrigen<br />
År<br />
1945<br />
1946<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1950<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1953<br />
1954<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1956<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1959<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1960<br />
1961<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1962<br />
12345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121234567890123456789012345678901212<br />
12345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121234567890123456789012345678901212<br />
12345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121234567890123456789012345678901212<br />
12345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121234567890123456789012345678901212<br />
1963<br />
12345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121234567890123456789012345678901212<br />
12345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121234567890123456789012345678901212<br />
1964-65<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1967<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1968<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1969<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1970<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1971<br />
1972<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1973<br />
1234567890123456789012345678901212345678901234567890123456789012123456789012345678901234567890121<br />
1975<br />
Vietnam<br />
Vietminh befrier Vietnam fra besættelsesmagten<br />
Japan. Den Demokratiske<br />
Republik Vietnam (DRV) udråbes 2.<br />
september 1945.<br />
Frankrig søger at genetablere sit koloni<strong>her</strong>redømme.<br />
Præsident Ho Chi Minh anmoder om<br />
USAs og FNs intervention mod den<br />
franske kolonialisme.<br />
Krigen mellem Vietminh og kolonimagten<br />
Frankrig starter<br />
Det nye Bao Dai (den tidl. kejser)-styre i<br />
Sydvietnam, installeret af Frankrig,<br />
anerkendes af USA<br />
Vietminh sejrer over Frankrig ved Dien<br />
Bien Phu - Geneve-våbenhvileaftalen:<br />
Vietnam deles midlertidigt - Ngo Dinh<br />
Diem-styret oprettes i Sydvietnam.<br />
Planlagte frie valg for Vietnams genforening<br />
forpurres af Saigon-styret<br />
Første pacificeringsprogram i Sydvietnam<br />
1959-60<br />
FNL oprettes<br />
”Strategiske landsbyer” pacificeringsprogram<br />
starter<br />
Præsident Ngo Dinh Diem myrdes i et<br />
blodigt statskup<br />
General Nguyen Van Thieu bliver præsident<br />
i Sydvietnam<br />
FNL’s Têt-offensiv<br />
Fredsforhandlinger indledes i Paris<br />
”Fønix-programmet” starter<br />
FNL opretter den Provisoriske Revolutionære<br />
Regering (PRG)<br />
Ho Chi Minh dør<br />
Våbenhvileaftale i Paris<br />
Saigon-styrets fald<br />
USA<br />
OSS (forløber for CIA) tager kontakt med Ho Chi<br />
Minh og Vietminh for fælles indsats mod Japan.<br />
USA støtter afkolonisering i Sydøstasien.<br />
Præsident Franklin D. Roosevelt dør. Harry S.<br />
Truman tager over <strong>som</strong> præsident.<br />
Truman-regeringen afviser både henstillinger fra Ho<br />
Chi Minh og at yde hjælp til Frankrig<br />
”Domino-teorien” formuleres.<br />
Økonomisk og militær støtte til Frankrigs krig i<br />
Indokina. Over 2 mia. dollars i alt<br />
Dwight D. Eisenhower præsident<br />
USA tager over fra Frankrig og iværksætter program<br />
for økonomisk og militærbistand til det nye Diemstyre<br />
i Saigon<br />
John F. Kennedy præsident<br />
Det militære engagement i Sydvietnam udvides med<br />
special- og kamptropper<br />
Lyndon B. Johnson præsident efter mordet på<br />
Kennedy.<br />
Tonkin-bugt-episoden bruges <strong>som</strong> påskud for at<br />
starte Vietnam-krigen. Omfattende luft- og landkrig<br />
fra 1965<br />
Krigen udvides til 500.000 mio. USA tropper<br />
Lyndon B. Johnson meddeler tilbagetrækning fra<br />
præsidentkampagnen.<br />
Fredsforhandlinger i Paris<br />
Richard Nixon præsident<br />
”Vietnamisering” af krigen: reduktion af amerikanske<br />
styrker i Vietnam<br />
Den neutrale Sihanouk væltes i et kup i Cambodia.<br />
USA og Sydvietnam invaderer Cambodia.<br />
4 studerende skudt og dræbt ved anti-krigsdemonstration<br />
Krigen udvides til Laos.<br />
December: USA’s største luftoffensiv over Nordvietnam<br />
Amerikanske styrker trækkes tilbage fra Sydvietnam<br />
USA forlader Sydvietnam<br />
SIDE 6 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975
Tidslinie Danmark<br />
1945: 2. verdenskrig afsluttes<br />
Venstre regering under Knud Kristensen<br />
1947: ”Ikke-blok politikken” forlades med tilslutning til USA’s Marshall-hjælp<br />
SD mindretalsregering under Hans Hedtoft<br />
1949: Medlemskab af NATO<br />
1950: Venstre-Konservativ regering under Erik Eriksen (V)<br />
1953: Regeringen afviser USA-baser i Danmark - SD mindretalsregering under Hans Hedtoft<br />
1955: Hedtoft dør. H.C. Hansen statsminister<br />
1957: ”Trekantregering” – SD, De Radikale, Retsforbundet – under H.C. Hansen (SD)<br />
DK (og Norge) siger Nej til udstationering af atomvåben og mellemdistanceraketter på dansk jord<br />
HC Hansen giver hemmeligt grønt lys for udstationering af USA-atomvåben i Grønland<br />
1959: Aksel Larsen, formand for DKP, ekskluderes af DKP og danner SF<br />
1960: HC Hansen dør. Viggo Kampmann statsminister<br />
SD-Rad. Mindretalsregering under Kampmann (SD)<br />
Kampagnen mod Atomvåbens første atommarch i Danmark<br />
1962: Kampmann træder tilbage. SD mindretalsregering under Jens Otto Krag.<br />
1964: SD mindretalsregering under Jens Otto Krag<br />
De første protester mod Vietnam-krigen<br />
Krag afslår anmodning fra præsident Johnson om symbolsk støtte til krigen i Vietnam<br />
1966: Krag opfordrer præs. Johnson til at forhandle direkte med ”Vietcong” (FNL)<br />
Stor fremgang for SF i FT-valget.<br />
SD mindretalsregering under J. O. Krag med SF <strong>som</strong> parlamentarisk grundlag<br />
1967: Vietnambevægelsen en realitet<br />
”Stands bombardementerne”-indsamling<br />
Russell-krigsforbrydelsestribunalet afholdes i Roskilde<br />
Krag opgiver folkeafstemning om DK’s fortsatte medlemskab af NATO<br />
Regeringen i mindretal, da 6 SF-”rebeller” stemmer imod dyrtidsportion<br />
De 6 SF-”rebeller” forlader SF og opretter Venstresocialisterne (VS)<br />
1968: Folketingsvalg bringer VS i Folketinget<br />
VKR regering under Hilmar Baunsgaard (Rad.)<br />
Amerikansk atombevæbnet B-52 bombefly styrter ned på Grønland<br />
Ungdomsoprøret slår igennem<br />
Vietnambevægelsen radikaliseres og splittes. De <strong>Dansk</strong>e Vietnamkomiteer (DDV) oprettes<br />
1969: Vietnam 69 dannes af tilhængere af en bredere Vietnambevægelse<br />
Kejsergade-sagen: Hemmelig militær lyttestation afsløres af aktivister. Sagen op i Folketinget 1970<br />
1970: PRG-kontor åbnes i København<br />
Verdensbank-demonstrationerne i København<br />
1971: SD mindretalsregering under J. O. Krag<br />
Danmark anerkender DRV-Nordvietnam<br />
1972: <strong>Dansk</strong>erne stemmer Ja til EF-medlemskab ved folkeafstemning<br />
Krag trækker sig <strong>som</strong> statsminister og Anker Jørgensen tager over<br />
Krigsforbrydertribunalet i København<br />
1973: Danmark bliver medlem af EF (Fællesmarkedet)<br />
Venstre mindretalsregering under Poul Hartling<br />
1975: SD mindretalsregering under Anker Jørgensen<br />
Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 7
Der opstod hurtigt et behov for stillingtagen til, hvem<br />
der var årsag til at krigen var startet – ofte omtalt <strong>som</strong><br />
«skyldsspørgsmålet». I første omgang blev det til en<br />
stillingtagen for Vietnams folk. Endnu var formålet<br />
med aktiviteterne oplysning om baggrund og udvikling,<br />
men kravet i bevægelsen om politisk stillingtagen<br />
var nu for alvor på vej.<br />
Det første initiativ der klart støttede FNL politisk var<br />
indkaldt af «V-dags-komiteen» – en kortvarig kampagne<br />
der kun støttede FNL og DRV-Nordvietnam.<br />
Initiativet kom fra Socialistisk Aktion (SOAK, trotskister)<br />
og demonstrationen på Rådhuspladsen 2.oktober<br />
1965 samlede ca. 500 mennesker, selvom alle<br />
øvrige organisationer på venstrefløjen havde meldt fra<br />
fordi parolerne var for skrappe. Andre arrangementer<br />
betonede den politiske bredde og at undgå «antiamerikanismen»,<br />
<strong>som</strong> demonstrationen den 18. december<br />
1965 i København, der samlede over 2.000<br />
deltagere i et fakkeltog mod Vietnam-krigen. Blandt<br />
arrangørerne var Studentersamfundet, Radikal Ungdom,<br />
Frit Forum, DSU og SUF, mens DKP og DKU<br />
og andre mere venstreorienterede grupper ikke var<br />
inviteret til at deltage <strong>som</strong> medarrangører. Talere var<br />
bl.a. den tidligere Radikale undervisningsminister K.<br />
Helveg Petersen og den pro-amerikanske socialdemokratiske<br />
journalist Jørgen Schleimann.<br />
Begyndende politisering<br />
To initiativer, taget af politiske grupper, bidrog på afgørende<br />
vis til en videre afklaring, politisk bevidstgørelse<br />
og radikalisering af den begyndende Vietnambevægelse,<br />
og til en egentlig organisering.<br />
I januar 1966 oprettedes «Vietnam Komiteen» af Kommunistisk<br />
Arbejdskreds med ex-DKP’eren og maoisten<br />
Gottfred Appel i spidsen. I juni 1966 begyndte<br />
man at udsende et lille blad, hvori man informerede<br />
Vietnam-interesserede og andre om vietnamesernes<br />
sejre og politiske synspunkter, <strong>som</strong> var med til at lægge<br />
en linie der støttede vietnameserne i FNL og Nordvietnam<br />
på deres egen betingelser. Dette skete samtidig<br />
med at andre lokale Vietnamkomiteer var ved at<br />
blive organiseret, den første på Nørrebro i København<br />
i marts 1966<br />
I juni 1966 sammenkaldte trotskister fra Revolutionære<br />
Socialister (RS) til et møde, for at oprette en<br />
indsamling kun til fordel for DRV-Nordvietnam og<br />
FNL. En lang række organisationer på venstrefløjen<br />
deltog i mødet. Der blev stillet forslag om en «trefløjet»<br />
indsamling, således at der skulle gives 1/3 til<br />
Saigon-regimet. Dette forslag blev støttet af personer<br />
fra DKP, repræsenteret ved partiets internationale sekretær<br />
Ingmar Wagner. Men forslaget blev nedstemt<br />
og man startede den «to-fløjede» indsamling Giro<br />
1616 og valgte DKP’eren Otto Sand <strong>som</strong> sekretær. I<br />
I efteråret 1996 gav en aktivist Otto Sand 700 kr.<br />
til Giro 1616-indsamligen, og håbede at det i<br />
bedste fald blev pengene brugt til et tip-top<br />
moderne gevær. Men det viste sig at pengene var<br />
gået til denne plakat. Aktivisten blev lidt<br />
overrasket, men Otto Sand overbeviste ham<br />
hurtigt om, at det var i vietnamesernes<br />
interesse, og at pengene var givet godt ud.<br />
første omgang var der tilslutning fra RS, KAK, SUF,<br />
Militærnægterne og de eksisterende Vietnam-komiteer.<br />
Kort efter tilsluttede DSU-København sig. Det var<br />
indsamlingens princip at indsamlede midler skulle tildeles<br />
de vietnamesiske modtagere «betingelsesløst»,<br />
så at de selv kunne afgøre hvad midlerne skulle bruges<br />
til. Bag formuleringen «betingelsesløs» lå således,<br />
at midlerne kunne bruges til våbenindkøb. Den<br />
31. august 1966 afslog Justitsministeriet at godkende<br />
indsamlingens grundlag, men Giro 1616 var allerede<br />
sat i gang og indsamlingen fortsatte på trods af den<br />
manglende godkendelse. Gottfred Appels «Vietnam<br />
Komite» ønskede ikke at samle ulovligt ind til Giro<br />
1616, og kom til at isolerede sig fra den øvrige<br />
Vietnambevægelse.<br />
Der var langt fra fuld opbakning bag Giro 1616, og<br />
andre kredse, bl.a. intellektuelle, kirkelige kredse,<br />
Radikale og Socialdemokratiet, ønskede ikke at gå<br />
ud over det alment humanistiske grundlag, der indtil<br />
da havde været frem<strong>her</strong>skende i Vietnam-arbejdet.<br />
Kræfter i SF og DKP arbejdede i en periode for en<br />
«tre-fløjet» indsamling, hvor midlerne skulle fordeles<br />
til alle krigens nødlidende parter. Men det blev aldrig<br />
til noget, bortset fra en Røde Kors indsamling i foråret<br />
1968.<br />
I december 1966 ændrede man Giro 1616’s<br />
indsamlingskomiteen fra at være enkeltpersoner til<br />
organisationsrepræsentation, hvor der nu kom til at<br />
sidde repræsentanter fra DKU, DSU, SUF, RS, DKP,<br />
SF samt repræsentanter for flere københavnske<br />
Vietnamkomiteer. Samtidig blev der oprettet et repræsentantskab<br />
med 37 kendte personer, <strong>her</strong>af 9 folketingsmedlemmer.<br />
SIDE 8 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975
I efteråret 1966 tog især trotskister fra RS initiativ til<br />
en «<strong>Forening</strong> af Vietnamfrivillige», der skulle sende<br />
frivillige <strong>som</strong> soldater til FNL i Sydvietnam. De fik<br />
støtte af DKU, men en FNL-delegation på besøg i<br />
Danmark afslog høfligt tilbudet om hjælp.<br />
Bevægelsen organiseres<br />
Den vold<strong>som</strong>me optrapning af krigen i Vietnam medførte<br />
i Danmark en række initiativer for at skabe organisatoriske<br />
rammer for et mere aktivt udadvendt<br />
arbejde. På landsplan forsøgte de etablerede politiske<br />
partier og organisationer - på to Odense-møder i september<br />
1966 og i januar 1967 - at skabe en koordinering<br />
af alle dele af bevægelsen med henblik på at ændre<br />
regeringens holdning til Vietnam-krigen. Deltagerne<br />
strakte sig fra det yderste venstre til personer<br />
tilhørende katolske og andre kirkelige kredse.<br />
Uenighederne omkring grundlag var hele tiden i forgrunden<br />
på møderne, udtrykt ved parolen «Fred i Vietnam»<br />
overfor «USA ud af Vietnam». En humanistiske<br />
fløj ønskede en «tre-fløjet» indsamling til fordel<br />
for alle nødlidende vietnamesere uden hensyn til politisk<br />
overbevisning og politiske årsagssammenhænge.<br />
Her over for stod den politisk/solidariske fløj der støttede<br />
en «to-fløjet» indsamling til fordel for DRV og<br />
FNL. På det andet Odense-møde lykkedes det at få<br />
nedsat et «Vietnamarbejdets Kontaktudvalg», med<br />
repræsentanter på tværs af uenighederne i bevægelsen.<br />
Men uenighederne havde været så store på mødet,<br />
at udvalgets ikke havde noget grundlag og derfor<br />
aldrig fik nogen betydning.<br />
På baggrund af utilfredshed med det andet Odensemøde,<br />
sluttede de daværende 7 lokalkomiteer i København<br />
sig i marts 1967 sammen i De Storkøbenhavnske<br />
Vietnamkomiteer (DSVK) - bevægelsens mest<br />
radikale fløj, der blev forløber for de <strong>Dansk</strong>e Vietnamkomiteer<br />
(DDV). Målet var «USA ud af Vietnam» og<br />
«at få den danske regering til at sige fra overfor USA’s<br />
krig i Vietnam». Disse Vietnamkomiteer bestod af<br />
enkeltmedlemmer, og mange var menige DKP’ere og<br />
DKU’ere. Inden slutningen af 1967 var man i København<strong>som</strong>rådet<br />
nået op på 15 lokale Vietnamkomiteer.<br />
Man arbejdede sammen med Giro 1616 indsamlingen,<br />
samt Vietnamklubber, der var en løs sammenslutning<br />
af klubber på arbejdspladser, læreanstalter<br />
m.v. der var dannet for at samle ind til Giro 1616. I<br />
september 1967 startedes udgivelsen af et lille duplikeret<br />
månedligt blad Vietnam Solidaritet, <strong>som</strong> «fællesorgan<br />
for Vietnamindsamlingen - Giro 1616, Vietnamklubberne<br />
og De Storkøbenhavnske Vietnamkomiteer».<br />
Bladet blev udgivet indtil 1976.<br />
«Stands bombardementerne»<br />
I løbet af 1967 øgedes de amerikanske troppers antal<br />
i Vietnam til 500.000, og krigsudvidelsen fulgtes op<br />
af omfattende bombninger af Hanoi, hovedstaden i<br />
DRV-Nordvietnam. Samtidig var 1967 året for nogle<br />
af Vietnambevægelsens største og mest afgørende<br />
fremstød.<br />
I december 1966 havde DRV-Nordvietnam tilladt journalisten<br />
Harrison Salisbury fra New York Times at<br />
besøge Hanoi, efter at USA havde optrappet bombardementerne<br />
og Præsident Johnson havde sagt, at<br />
disse kun var rettet mod militære mål. Salisburys reportager<br />
fra bombede beboelse<strong>som</strong>råder vakte enorm<br />
opsigt, og blev et vendepunkt i forholdet mellem pressen<br />
og militæret. Herhjemme bragte Ekstra Bladet artiklerne<br />
ud fra den pragmatiske holdning, at det var<br />
god journalistik at få kendsgerninger frem, <strong>som</strong> andre<br />
ikke turde bringe.<br />
Det andet Odense-møde i januar 1967 besluttede et<br />
konkret projekt, <strong>som</strong> fik stor betydning for at udbrede<br />
den folkelige modstand mod krigen: den land<strong>som</strong>fattende<br />
underskriftsindsamling «Stands bombardementerne»<br />
i Vietnam, med udgangspunkt i FN Generalsekretær<br />
U Thants 3-punkts fredsplan. En af initiativtagerne<br />
var Carl Scharnberg fra Kampagnen mod<br />
Atomvåben. Et af underskriftindsamlingens mål var<br />
at kunne købe en hel side i et af USA’s mest kendte<br />
dagblade New York Times. Initiativet fik stor presseomtale,<br />
og fra 7. februar og 2 måneder frem indsamledes<br />
223.422 underskrifter. Pengeindsamlingen dækkede<br />
omkostningerne og helsides annoncen i New<br />
York Times, der offentliggjordes 27. juni 1967 (med<br />
nu 227.000 underskrifter), hvor man appellerede om<br />
stop for bombardementerne af Nordvietnam <strong>som</strong> første<br />
skridt til forhandlinger. Man afleverede også underskrifterne<br />
til den socialdemokratiske statsminister<br />
Jens Otto Krag og det danske folketing med opfordring<br />
om at gøre budskabet klart for den amerikanske<br />
regering. Dette var det første store initiativ, der samlede<br />
hele Vietnambevægelsen. Men forslaget havde<br />
ikke været kendt på forhånd og de radikale kræfter<br />
(senere DSVK) var utilfredse med at underskriftskampagnen<br />
ikke var knyttet sammen med parolen<br />
«USA ud af Vietnam», der kunne have sat kampagnen<br />
ind i en mere politisk sammenhæng.<br />
Se næste side: Annoncen indrykket i New York Times<br />
27. juni 1967. Foto fra Carl Schanbergs Uofficielle<br />
Synspunkter september 1967.<br />
Russell-tribunalet<br />
«Forbrydelsen i Vietnam» var titlen på en skelsættende<br />
kronik i Politiken den 6. januar 1967 af Ole Wivel,<br />
der var forlaget Gyldendals litterære direktør. Han gennemgik<br />
USA’s krigsførelse i Vietnam ud fra vestlige<br />
kilder: «Indtil nytår 1967 har amerikanske luft-, flåde<br />
og landstridskræfter nedkastet mere sprængstof over<br />
Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 9
SIDE 10 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975
Vietnams jord, end USA forbrugte i Europa og Afrika<br />
tilsammen under hele den anden verdenskrig. Det har<br />
ikke været uden virkning. Præsident Johnson og hans<br />
militære rådgivere og generalers krig har forvandlet<br />
jordens afgrøder i Vietnam til et slimet giftstof, afskåret<br />
vandtilførsler, ødelagt broer, vejnet og jernbaner,<br />
lagt udbrændte landsbyer og tilintetgjorde storbykvarterer<br />
med skoler, hospitaler og beboelsesejendomme<br />
bag sig under en regn af jern og ild. ’Fred<br />
eller udslettelse’, det er hvad præsidenten har tilbudt.<br />
Fred er ensbetydende med varig ufrihed. Udslettelse<br />
vil sige folkemord.» … «Man tilintetgør ikke guerillastyrker<br />
med tanks, fosfor- og napalmbomber, kemiske<br />
våben, gaskrig og intensive luftbombardementer af<br />
civilbefolkningen.» … «Han (præsident Johnson) er<br />
hovedansvarlig for den terror der udøves overfor civilbefolkningen,<br />
for den lovløse behandling af krigsfanger,<br />
der gøres til genstand for tortur og tilintetgørelse,<br />
for brugen af kemiske våben og gas samt<br />
implosionsbomber, Lazy dogs og andre, værre<br />
’fragmentations-bombs’. Disse bomber umuliggør<br />
operative indgreb og påfører ofrene en lang<strong>som</strong>,<br />
lidelsesfuld død.»<br />
Samtidig var kronikken oplæg til støtte af det Internationale<br />
Krigsforbrydelses-tribunal, der var nedsat i<br />
1966 på den engelske <strong>fil</strong>osof Bertrand Russells initiativ.<br />
Der havde allerede været et offentligt møde 12.<br />
december 1966 i Tivolis koncertsal hvor tribunalet blev<br />
repræsenteret af den internationalt kendte historiker<br />
Isaac Deutsc<strong>her</strong> samt Bertrand Russells sekretær Ralph<br />
Schoenemann. Det blev fulgt op med en serie artikler<br />
i Politisk Revy. Den 10. januar 1967 blev der dannet<br />
et «<strong>Dansk</strong> Bertrand Russell Råd» til at støtte den internationale<br />
undersøgelseskommission og krigsforbrydelsesdomstol.<br />
Bag rådet stod et halvt hundrede<br />
danske intellektuelle , <strong>her</strong>iblandt forfatterne Ole Wivel<br />
og Villy Sørensen, forlæggeren Erik Vagn Jensen, en<br />
række kendte højskolefolk samt Ebbe Reich, der netop<br />
var blevet redaktør på Politisk Revy. Interessen for og<br />
debatten om tribunalet<br />
var fra starten<br />
omfattende.<br />
Den franske <strong>fil</strong>osof Jean-Poul Sartre<br />
og formanden Vladimir Dedijer<br />
Tribunalet var selvbestaltet<br />
og bestod<br />
af en række internationalt<br />
kendte videnskabsmænd<br />
og<br />
kulturpersonligheder.<br />
I kraft af deres<br />
status gav medlemmerne<br />
deres<br />
moralske modstand<br />
mod USA’s krigsforbrydelser<br />
i Vietnam<br />
international gen-<br />
nemslagskraft.<br />
Repræsentanter<br />
for tribunalet besøgte<br />
i december<br />
1966 og januar<br />
1967 Vietnam for<br />
at indsamle materiale,<br />
der kunne<br />
sammenlignes<br />
med materiale<br />
fremlagt af det<br />
officielle USA.<br />
Tribunalets 1.<br />
session var planlagt<br />
til april 1967<br />
i Paris, men da<br />
præsident de<br />
Gaulle fastslog,<br />
at den franske regering<br />
ikke ville<br />
tillade afholdelse<br />
af arrangementet,<br />
Støtteplakat for Bertrand Russells<br />
Krigsforbrydelsestribunal udgivet af<br />
Den dansk Forberedelseskomite<br />
(trotskisterne).<br />
blev 1. session i hast flyttet til Stockholm og afholdt<br />
2.-10. maj. Herefter besluttedes det at lægge 2. session<br />
i Danmark, <strong>som</strong> i modsætning til det neutrale<br />
Sverige var allieret med USA gennem NATO, og hvor<br />
man derfor ville få bedre pressedækning. Bertrand<br />
Russell var på dette tidspunkt 95 år gammel og deltog<br />
ikke selv på grund af alder, og den berømte franske<br />
<strong>fil</strong>osof Jean-Poul Sartre fungerede <strong>som</strong> præsident for<br />
juryen, med historikeren og eksil-jugoslaven Vladimir<br />
Dedijer <strong>som</strong> sessionsformand.<br />
Den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag<br />
gav hurtigt udtryk for, at en sådan domstol var uønsket<br />
i Danmark. Baggrunden for den danske regerings<br />
forsøg på at hindre tribunalets afholdelse i Danmark<br />
var især pres fra den amerikanske præsident Johnson,<br />
der havde informeret regeringen om, at han ville opfatte<br />
en tilladelse til tribunalet <strong>som</strong> «en fjendtlig handling».<br />
Statsminister Jens Otto Krag udtalte at «regeringen<br />
lægger vægt på at undgå, at det omtalte møde<br />
finder sted i Danmark, og at regeringen med dette formål<br />
i givet fald vil benytte sig af de legale midler, <strong>som</strong><br />
den måtte finde hensigtsmæssige.» Han slog fast, at<br />
han med dette mente, at «vi vil nægte at udstede visum<br />
til de vidner, <strong>som</strong> måtte have brug for et sådant<br />
for overhovedet at kunne optræde i forbindelse med<br />
tribunalets høringer.» Konkret betød dette, at man ville<br />
nægte visum til vidner fra DRV-Nordvietnam. Men<br />
mange følte at ytringsfriheden blev trådt for nær, og<br />
at regeringen gik USA’s ærinde, og Krag måtte bøje<br />
sig efter stort røre i pressen og protester fra mange<br />
sider. Han lod sig også bevæge af det faktum, at han<br />
havde hørt (via efterretningstjenestens telefonaflytning),<br />
at det var blevet planlagt at afhøre de viet-<br />
Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 11
namesiske vidner i Malmø<br />
og derefter sejle deres båndede<br />
vidnesbyrd – under<br />
stor mediebevågenhed –<br />
med flyvebåd til København.<br />
Tribunalet gennemførte<br />
den 2. session af den internationalekrigsforbrydelsesproces<br />
- kaldet Russelltribunalet<br />
- fra 18. november<br />
til 1. december 1967 på<br />
Vietnam Solidaritets<br />
en restaurant i Roskilde<br />
særnummer om tribunalet<br />
udkom i 10.000 eksemplarer (Udlejerne i København<br />
var anonymt blevet<br />
bombetruet til at opsige kontrakterne, senere viste det<br />
sig at være en højrefløjsorganisation Demokratisk Alliance<br />
<strong>som</strong> stod bag). «<strong>Dansk</strong> Bertrand Russell Råd»<br />
stod for arrangementet og samarbejdede bl.a. med<br />
DSVK <strong>som</strong> stillede med en stor gruppe aktivister. Tribunalet<br />
afhørte en lang række vidner, udsendte eksperter<br />
der havde besøgt DRV-Nordvietnam, og vidner<br />
fra Vietnam, Laos om Cambodia. Man hørte om<br />
napalm, anti-personelbomber og plantegifte, og især<br />
beretningen fra en ung soldat fra USA, der fortalte<br />
om brug af tortur, gjorde stort indtryk.<br />
Tribunalets konklusion var, at ifølge internationale<br />
konventioner var USA skyldig i aggressionshandlinger,<br />
bombardement af civile mål, våben forbudt<br />
efter Genève-konventionen, tortur mod krigsfanger,<br />
umenneskelig behandling af civilbefolkningen<br />
samt folkedrab. Tribunalet medførte at bevægelsen fik<br />
sit første store gennembrud i medierne, med omfattende<br />
dækning i Information og Politiken, mens resten<br />
af dagspressen forholdt sig refererende eller negativt.<br />
Tribunalet vakte meget stor opmærk<strong>som</strong>hed,<br />
både i Danmark og internationalt. Informationerne om<br />
USA’s krigsforbrydelser fra tribunalet blev i de følgende<br />
år en primær kilde for alle kritikere af Vietnamkrigen<br />
og fik en stor indflydelse på debatten. De Storkøbenhavnske<br />
Vietnamkomiteer (DSVK) støttede tribunalet,<br />
og mange deltog <strong>som</strong> aktivister. Vietnam Solidaritet<br />
udgav i december 1967 et særnummer med<br />
materiale fra krigsforbrydelses-tribunalet i 10.000 eksemplarer.<br />
Socialdemokratiet begyndte med tiden at udvise en<br />
mere kritisk holdning til USA. På sin kongres i efteråret<br />
1966 havde Socialdemokratiet anerkendt FNL <strong>som</strong><br />
forhandlingspartner ved eventuelle fredsforhandlinger.<br />
I åbningstalen til folketinget den 3. oktober 1967 udtalte<br />
statsminister Jens Otto Krag, at han over for den<br />
amerikanske regering havde tilkendegivet, at USA<br />
betingelsesløst burde standse bombardementerne over<br />
DRV-Nordvietnam <strong>som</strong> et første skridt hen imod for-<br />
handlinger. Det viste, at han havde fulgt opfordringen<br />
fra «Stands bombardementerne» underskriftskampagnen.<br />
Politiseringen fortsætter<br />
Et andet aspekt af Vietnambevægelsens aktiviteter i<br />
1967–68 var organiseringen af store demonstrationer<br />
og deltagelse i de internationale Vietnam-demonstrationer:<br />
Liège i 1967 og Berlin i 1968. Der deltog især<br />
trotskister og DKP’ere, og 200 danskere deltog i den<br />
velorganiserede demonstrationen i Berlin i februar<br />
1968 med 25.000 deltagere, <strong>som</strong> blev en inspirationskilde<br />
for senere demonstrationer, med militante Ho-<br />
Ho-Ho-Chi-Minh råb og kæder af demonstranter arm<br />
i arm.<br />
Hovedparten af USA’s desertører flygtede til<br />
Canada, mens desertører fra USA’s baser i<br />
Tyskland blev hjulpet gennem Danmark til det<br />
neutrale Sverige. Fra ‘amex’ vol.2, no.2 1969,<br />
blad for desertører i Canada.<br />
I <strong>som</strong>meren 1967 havde DSVK oprettet en nødtjeneste<br />
for amerikanske desertører, der ønskede at undgå<br />
at deltage i krigen i Vietnam. Mellem 200 og 300<br />
amerikanske desertører fra USA’s vesttyske baser blev<br />
fra 1966 til 1969 hjulpet til det neutrale Sverige, hvor<br />
de kunne få opholdstilladelse. Deserteringer fra USA’s<br />
hær blev et stort problem fra sidst i 60’erne, og frem<br />
til 1973, og der blev i alt registreret 92.000 deserteringer.<br />
I efteråret 1969 kom to desertører til Danmark med<br />
fly fra Frankrig, hvor de bad om politisk asyl, hjulpet<br />
af en advokat fra USA. Det vakte internationalt postyr<br />
og skabte et dilemma for regeringen, fordi NATOreglerne<br />
uden diskussion forlangte udlevering, hvis<br />
de havde været tjenstligt i Danmark. Men reglerne<br />
havde ikke taget højde for «absence without leave»,<br />
altså desertering til et andet NATO-land. Afslutningen<br />
på sagen blev at de blev hjulpet til Sverige af Desertørkomiteen,<br />
men også at amerikanske desertører derefter<br />
fik, hvad vi i dag kalder tålt ophold, på deres vej til<br />
Sverige. Da krigen sluttede i 1975, var antallet af desertører<br />
der blev hjulpet igennem Danmark, nået op<br />
på 700-800.<br />
I 1967 gik politiseringen af Vietnambevægelsen ind i<br />
en ny fase med parolen «Usa ud af Vietnam». Det var<br />
ikke længere nok for den radikale del af bevægelsen<br />
at solidarisere sig bredt med det vietnamesiske folk.<br />
Skyldsspørgsmålet og årsagssammenhængen måtte<br />
SIDE 12 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975
Pinsemarchen maj 1967 forlader Helsingør. Foto: Ernst Nielsen/ABA<br />
med.<br />
De forskellige parolevalg, <strong>som</strong> diskuteredes vold<strong>som</strong>t<br />
i denne periode, afspejler klart den politiske<br />
bevidstgørelsesproces. «USA UD AF VIETNAM»<br />
blev brugt <strong>som</strong> hovedparole under pinsemarchen 1967<br />
fra Helsingør, sammen med flere underparoler, der klart<br />
støttede FNL Det var DSVK’s første større arrangement,<br />
organiseret sammen med nordsjællandske<br />
Vietnamkomiteer. Marchen var tydeligt inspireret af<br />
den netop nedlagte Atomkampagnens marc<strong>her</strong>, selv<br />
om parolerne var væsentligt mere radikale. Lige<strong>som</strong><br />
Atomkampagnen havde arrangørerne henvendt sig til<br />
faglige og politiske organisationer for at få dem til at<br />
slutte op om marchen. Den fik noget mindre tilslutning<br />
end ventet med ca. 1.200 deltagere på første dags<br />
march og 3-4.000 deltagere da den nåede København,<br />
og sluttede på Rådhuspladsen i øsende regn med ca.<br />
1.200 deltagere.<br />
Men allerede på dette tidspunkt stillede de radikale<br />
dele af bevægelsen krav om en mere radikal politisk<br />
parole: «Bekæmp den Amerikanske Imperialisme».<br />
Hermed var det anti-imperialistiske perspektiv draget<br />
ind i Vietnam-arbejdet. Aktivisterne ønskede, at der i<br />
højere grad blev fokuseret på de bagvedliggende politiske<br />
og økonomiske interesser, <strong>som</strong> styrede den<br />
amerikanske politik i Vietnam. Og selvom mange i<br />
1967 endnu var bange for at anvende en så avanceret<br />
parole, fordi den måske ikke ville blive forstået i bredere<br />
kredse, kom netop dette skridt til at vække en ny<br />
interesse for teorierne bag begreber <strong>som</strong> kapitalisme<br />
og imperialisme.<br />
(læs definitioner på www.leksikon.org)<br />
Også aktionsformerne var ved at antage et mere radikalt<br />
forløb. Da USA i august 1967 indledte et omfattende<br />
luftangreb på Hanoi, indkaldte «koordineringen»<br />
til en hurtig demonstration med 200-300 deltagere<br />
foran den amerikanske ambassade. «Koordine-<br />
Otto Sand fra Vietnamkomiteerne<br />
holder mikrofonen for redaktør<br />
Ebbe Reich der taler i Vedbæk.<br />
Foto: Ernst Nielsen/ABA<br />
ringen» var et enhedsarbejde oprettet i efteråret 1966<br />
mellem de politiske ungdomsorganisationer, DSU,<br />
RU, DKU SUF, Radikale Studenter, Studentersamfundet<br />
og Frit Forum. Politiets forsøg på at hindre<br />
den spontane demonstration var medvirkende til at<br />
der blev arrangeret en demonstration den følgende dag<br />
med 2-3.000 deltagere. For første gang endte en Vietnam-demonstration<br />
i sammenstød mellem demonstranter<br />
og politi. Herudover foregik et utal af andre<br />
aktioner og mindre demonstrationer i 1967, <strong>som</strong> især<br />
DSVK stod bag. Organiseringen af de såkaldte «Vietnam-uger»<br />
med møder, plancheudstillinger og til slut<br />
en demonstration, blev fra 1967 en halvårlig tradition.<br />
Den første virkelig store Vietnam-demonstration var<br />
et internationalt initiativ, <strong>som</strong> den 21. oktober 1967<br />
samlede 15.000-20.000 mennesker til demonstration<br />
i København, organiseret af DSVK og «koordineringen».<br />
Parolerne var: «USA ud af Vietnam», «Solidaritet<br />
med Vietnams folk», «Solidaritet med det andet<br />
USA», samt for første gang «Bekæmp den amerikanske<br />
imperialisme». Demonstrationen gik fra Christiansborg<br />
til den amerikanske ambassade, hvor to amerikanske<br />
desertører afbrændte deres indkaldelsespapirer.<br />
Der var ingen uroligheder. Den radikale fløj<br />
betragtede denne store demonstration <strong>som</strong> det virkelige<br />
gennembrud for Vietnambevægelsen.<br />
Den radikale del af Vietnambevægelsen var inspireret<br />
af den vietnamesiske befrielses bevægelse og identificerede<br />
sig med Ho Chi Minhs tanker og virke, og i<br />
december 1968 udgav DSVK et særnummer af Vietnam<br />
Solidaritet med artikler, taler og digte af Ho Chi<br />
Minh. Parolen «Bekæmp den amerikanske imperialisme»<br />
var inspireret af vietnameserne, der talte og<br />
skrev om de amerikanske imperialister og om den<br />
amerikanske nykolonialisme.<br />
Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 13
Demonstrationen 27. april 1968 i København havde 25-30.000 deltagere, <strong>her</strong> foran USA’s ambassade<br />
på Dag Hammarskjölds Alle. Foto: ABA.<br />
Bevægelsens når sit højdepunkt<br />
- med voksende politiske<br />
modsætninger<br />
Årene 1967-69 var bevægelsens største, det var <strong>her</strong> at<br />
bevægelsen fik sin største politiske gennemslagskraft.<br />
I de år blev skabt en viden og politisk bevidsthed om<br />
USA’s krig og de bagvedliggende mekanismer for<br />
krigens opståen og for FNL’s kamp.<br />
Trods udvidelsen af krigen havde USA ingen succes.<br />
Tværtimod syntes FNL at overtage det militære initia-<br />
Demonstrationen 27. april 1969 endte med vold<strong>som</strong>me sammenstød med<br />
politiet, der for brutalt frem mod demonstranterne, hvoraf 50 blev arresteret og<br />
10 anklaget for vold<br />
tiv. Det kulminerede i starten af 1968 med Têt-offensiven,<br />
hvor det lykkedes FNL-styrker at trænge ind i<br />
og angribe amerikanerne inde i Sydvietnams byer. 140<br />
byer blev angrebet, og næsten alle militære baser i<br />
Sydvietnam. Têt-offensiven ændrede det militære<br />
styrkeforhold. Men FNL led også så store tab, at det,<br />
sammen med USA’s/Saigon-styrets mord- og terrorkampagner<br />
mod oppositionen i Sydvietnam, kom til<br />
at præge kampen fremover, hvor nordvietnamesiske<br />
styrker kom til at spille en langt mere fremtrædende<br />
rolle. Têt-offensiven rystede de politiske ledere i<br />
Washington, der troede på de militære generalers op-<br />
lysninger om at USA var ved<br />
at vinde krigen. Det blev klart<br />
for enhver at en militær sejr<br />
havde lange udsigter. Som<br />
konsekvens udskiftede USA’s<br />
regering den øverstkommanderende<br />
for de amerikanske<br />
styrker, general Westmoreland.<br />
Den 31. marts erklærede<br />
præsident Johnson et begrænset<br />
bombestop <strong>som</strong> optakt til<br />
fredsforhandlinger og meddelte,<br />
at han ikke ville genopstille<br />
til præsidentvalget i<br />
slutningen af året. I maj indledtes<br />
de første forhandlinger<br />
i Paris mellem repræsentanter<br />
SIDE 14 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975
Pinsemarchen 2-3. juni 1968 fra Hillerød til København under parolene “Vietnam vil sejre” og “USA ud af<br />
Vietnam” nåede op på flere tusinde deltagere. Foto: Ernst Nielsen/ABA<br />
for USA og DRV-Nordvietnam. De udvidedes i 1969<br />
til også at omfatte FNL og Saigon-styret.<br />
Det var på denne baggrund, at den største Vietnamdemonstration<br />
fandt sted den 27. april 1968 med 25-<br />
30.000 deltagere. Demonstrationen startede på Christiansborg<br />
Slotsplads, og gik over Blågårds Plads til<br />
USA’s ambassade på Dag Hammarskjölds Alle. Den<br />
var indkaldt af DSVK på opfordring af den amerikanske<br />
vietnambevægelse, og blev anbefalet af flere politiske<br />
partier og organisationer. Hovedparolerne var<br />
«Bekæmp den amerikanske imperialisme» og «USA<br />
ud af Vietnam - Danmark ud af NATO» samt «bryd<br />
med Saigon - anerkend FNL og Nordvietnam».<br />
Demonstrationen endte i et større sammenstød mellem<br />
politi og demonstranter, hvor flere kom til skade<br />
og 50 arresteres. Politiet havde udkommanderet 624<br />
uniformerede betjente og ca. 30 politifolk i civil. Der<br />
var demonstranter der provokerede politiet med tilråb<br />
<strong>som</strong> ’svin’ og ’Nazisvin’, og lagde op til voldelige<br />
episoder. Urolighederne startede, da demonstrationen<br />
var erklæret afsluttet, og politiet foran ambassaden gik<br />
fremad i en kile for at splitte den op i to dele <strong>som</strong><br />
skulle trænges bort. Politiet havde benyttet provokatører<br />
og optrådte nu brutalt. Efter at området omkring<br />
ambassaden var ryddet, forfulgte man demonstranter<br />
ned ad sidegader og i parker. 10 af demonstranterne<br />
blevet anklaget, og den kendte advokat og DKP’er<br />
Carl Madsen var forsvarer for 5 af dem. Han brugte<br />
retssagen <strong>som</strong> et angreb på politiets bevidste<br />
borgerkrigsmanøvre, <strong>som</strong> han beskrev i sin bog Proces<br />
mod politiet. På etårsdagen i 1969 afholdt Vietnam-komiteerne<br />
et stort møde med titlen «En demokratisk<br />
politistat».<br />
Til trods for at disse kendsgerninger blev underbygget<br />
i store dele af pressen, benyttede de dele af bevægelsen,<br />
<strong>som</strong> var imod den antiimperialistiske perspektivering<br />
af arbejdet, sig af situationen til at angribe<br />
demonstranter og demonstrationsledelse og advare folk<br />
imod at deltage i kommende demonstrationer. De voldelige<br />
sammenstød kom til at præge debatten i<br />
Vietnambevægelsen, og striden mellem de to fløje i<br />
bevægelsen tog til: over for den radikale fløj af bevægelsen<br />
omkring DSVK stod en fløj, der mente at bestræbelserne<br />
på at politisere bevægelsen og dens mål<br />
ville vanskeliggøre arbejdet med at skabe bred folkelig<br />
opbakning mod krigen.<br />
Balladen om urolighederne 27. april betød at selv om<br />
DSVK allerede havde planlagt og fået opbakning til<br />
en ny pinsemarch fra en række organisationer, trak<br />
nogle af disse (Aldrig Mere Krig, SF, DSU og SFU)<br />
sig <strong>som</strong> medarrangører. Dette medførte at opslutningen<br />
bag marchen 2-3. juni 1966 fra Hillerød til København,<br />
var mindre end forventet med nogle tusinde<br />
deltagere. Men det skulle sikkert også ses på baggrund<br />
af de indledte fredsforhandlinger med DRV-Nordvietnam.<br />
I resten af 1968 var der en vis afmatning i bevægelsen,<br />
<strong>som</strong> skyldtes flere faktorer: dels fredsforhandlingerne<br />
i Paris, men også at verdensoffentlighedens<br />
opmærk<strong>som</strong>hed rettedes mod andre vold<strong>som</strong>me begivenheder<br />
så<strong>som</strong> opstanden i Paris i maj 1968 og<br />
den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet i august<br />
1968. Den radikalisering af Vietnambevægelsen, der<br />
fandt sted i 1967-68, foregik også i en vekselvirkning<br />
med en generel radikalisering blandt de progressive<br />
kræfter i de vestlige samfund <strong>som</strong> helhed, og ikke<br />
Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 15
Vietnam Solidaritet udkom op til<br />
splittelsen i december 1968 med<br />
et særnr. om Ho Chi Minh: ikon,<br />
nationalist, marxist og<br />
kommunist. Et alternativ til<br />
maoisme og DKPs forsvar for<br />
Sovjetunionens invasion i<br />
Tjekkoslovakiet.<br />
mindst politisk mobilisering<br />
af især unge<br />
og studerende, <strong>som</strong><br />
inspireredes af<br />
Vietnambevægelsen<br />
- det såkaldte ungdoms-<br />
eller studenteroprør.<br />
Dette fjernede<br />
til dels fokus fra<br />
Vietnam, men politiseringen<br />
af især<br />
mange unge var også<br />
med til at give især<br />
den radikale del af<br />
Vietnambevægelsen<br />
nyt liv.<br />
I efteråret 1968 holdt<br />
Amager Vietnam-komite<br />
et møde med<br />
daværende forbundsformand<br />
Anker Jørgensen.<br />
Her udtalte<br />
den senere statsminister, at «Hvis [USAs] bombardementer<br />
af Nordvietnam fortsætter, må det få konsekvenser<br />
for vort medlemskab af NATO». Deltagerne<br />
gav ham ret: modstanden mod dansk medlemskab af<br />
NATO var en oplagt måde Vietnamkomiteerne kunne<br />
genere amerikanerne og deres krigsførelse på.<br />
Vietnambevægelsen<br />
splittes første gang<br />
Den 7.-8. december 1968 afholdt De Storkøbenhavnske<br />
Vietnamkomiteer (DSVK) en landskonference for<br />
Vietnamkomiteer i Danmark. På konferencen deltog<br />
repræsentanter for 26 komiteer fra hele landet. Formålet<br />
var at få vedtaget et politisk grundlag for<br />
Vietnamkomiteerne og skabe koordinering på landsplan.<br />
Men på et tidspunkt hvor modsætningerne i bevægelsen<br />
var blevet yderligere uddybet, kunne konferencen<br />
ikke undgå at afspejle stridighederne, specielt<br />
ikke da det politiske grundlag, der blev foreslået<br />
på konferencen, netop tog udgangspunkt i den omstridte<br />
kamp mod imperialismen.<br />
Det var ikke nogen hemmelighed, at mange af de daværende<br />
Vietnam-aktivister var DKP’ere, og at de<br />
politiske uenigheder i bevægelsen også gik tværs igennem<br />
DKP. Otto Sand var DKP-veteran fra modstandskampen<br />
under 2. Verdenskrig og sad i DKP’s<br />
Københavnsledelse og formåede <strong>her</strong> i flere år at få<br />
flertal for sin radikale Vietnam-politik. Samtidig var<br />
der fra DKP’s landspartikonference i efteråret 1967<br />
udstukket en politisk linje, der klart sagde at DKP arbejdede<br />
for at bevare bredden i Vietnam-arbejdet og<br />
var imod en radikalisering. Det stod derfor allerede<br />
før landskonferencen klart for flertallet i DSVK, at<br />
valget stod mellem enten at afvikle den radikale del<br />
af bevægelsen, eller hævde dens selvstændighed organisatorisk<br />
såvel <strong>som</strong> politisk.<br />
En ting, der yderligere tilspidsede situationen, var, at<br />
mange i DKP-toppen frygtede, at Vietnambevægelsens<br />
mest fremtrædende kræfter i DSVK ønskede at fremme<br />
en mere radikal linje i DKP eller omdanne bevægelsen<br />
til et nyt radikalt parti. Dette var der givet udtryk<br />
for i en leder i Land og Folk, lige inden landskonferencen<br />
fandt sted.<br />
Her følger nogle af de argumenter, der blev fremført<br />
på landskonferencen:<br />
«Det foreslåede grundlag vil splitte. I de politiske<br />
partier må vi slås for vore synspunkter. I Vietnambevægelsen<br />
må vi samles om at kræve USA ud af Vietnam.<br />
Vi skal også have socialdemokraterne med.»<br />
«I dag er der åben kamp imod USA imperialismen.<br />
Skal vi gå tilbage til de bløde synspunkter eller skal vi<br />
gå frem sammen med bevægelsen overalt i verden? Vi<br />
må eskalere bevægelsen i takt med udviklingen.»<br />
«Vi ønsker ikke at eskalere bevægelsen hen imod<br />
den antiimperialistiske kamp. Skal vi gøre en massebevægelse<br />
til en massebevægelse, må vi bort fra «Bekæmp<br />
USA imperialismen». Skal vi hjælpe Vietnam må<br />
vi sætte ind med oplysningsarbejde - og ikke diskutere<br />
imperialismen og alle de fraser.»<br />
«Vor opgave er at forklare, hvorfor krigen føres, at<br />
skabe politisk bevidsthed og forklare det, I vover at<br />
kalde fraser om den amerikanske imperialisme - at<br />
give det indhold.»<br />
«Vi lever blandt en småborgerlig befolkning, og vi<br />
må sætte vore paroler derefter. Vi bekæmper imperialismen<br />
bedst ved at stryge parolen.»<br />
«Årsagen til, at vi i mit parti (DKP, red.) rejser tvivl<br />
om parolen er, at vi frygter, at bevægelsen under denne<br />
parole skal udvikle sig til et nyt parti.»<br />
«Krigen er ikke begrænset til Vietnam. Vi må forklare<br />
sammenhængen mellem de imperialistiske krige<br />
og hele tiden være parat til at tage det næste skridt,<br />
ellers afsporer vi bevægelsen. Vi må også afsløre, hvordan<br />
USA-imperialismen formulerer sig <strong>her</strong> i landet<br />
og angribe den overalt.»<br />
«Der er behov for en koordinering af det<br />
antiimperialistiske arbejde. <strong>Kan</strong> vi ikke <strong>her</strong>fra tage<br />
initiativ til at skabe et organ, der kan samle alle<br />
antiimperialistiske kræfter i en fælles front?»<br />
«Vietnambevægelsen i Danmark har nået et dødt<br />
punkt. Det samme er sket for Vietnam-bevægelserne i<br />
udlandet. Vietnamkrigen var nok til at skabe en massebevægelse<br />
for nogen tid, men det kan ikke holde<br />
SIDE 16 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975
længere. Vi må forbinde kampen i<br />
Vietnam med arbejderklassens<br />
kamp i vore egne lande.»<br />
Nogle af de sidste udtalelser peger<br />
også frem imod det problem, der<br />
blev det nydannede DDV’s (De <strong>Dansk</strong>e<br />
Vietnamkomiteer) centrale<br />
stridspunkt: Hvad DDV skulle udvikles<br />
hen imod? Hvilke problematikker<br />
man kunne forsvare at inddrage<br />
i arbejdet? Resultatet blev en<br />
splittelse hvor et flertal fra venstrefløjen<br />
inkl. en række DKP-aktivister<br />
vandt flertallet med et politisk<br />
grundlag, hvor hovedvægten lå på<br />
solidariteten med Vietnam og kampen<br />
mod USA imperialismen, samt<br />
politisk kamp mod NATO og USA’s<br />
indflydelse i Danmark. Grundlaget<br />
indeholdt således nye elementer, der rettede sig mod<br />
de hjemlige aspekter af USA-imperialismen.<br />
VIETNAM 69 forsøgte at nå<br />
bredere ud ved at appellere til<br />
støtte og medfølelsen.<br />
Landskonferencen for Vietnamkomiteer i december<br />
1968 førte også til et opgør fra DKP-toppens side med<br />
de mest radikale elementer i DKP. Efter DKP’s kongres<br />
i august 1969 blev ca. 25 ledende DSVK-folk,<br />
der havde fortsat deres aktivitet i De <strong>Dansk</strong>e Vietnamkomiteer,<br />
ekskluderet fra DKP og DKU, mens andre<br />
meldte sig ud i protest.<br />
De <strong>Dansk</strong>e Vietnamkomiteer<br />
og VIETNAM 69<br />
Splittelsen i Vietnambevægelsen skete på et tidspunkt,<br />
hvor den var blevet en massebevægelse. I disse år<br />
opstod der flere andre større bevægelser, inspireret af<br />
Vietnambevægelsen og til dels af opstanden i Paris i<br />
maj 1968, <strong>som</strong> f.eks. den voksende studenterbevægelse<br />
og boligbevægelsen (slumstormerne). Og i foråret<br />
1970 skete der en radikalisering og opblomstring af<br />
kvindebevægelsen med Rødstrømpernes aktioner. I<br />
SF var der opstået konflikt mellem en højre- og venstrefløj<br />
i partiet allerede i 1963. Men med den hastigt<br />
voksende folkelige bevægelse udenfor Folketinget og<br />
den medfølgende radikalisering skærpedes modsætningerne<br />
og førte i december 1967 til en splittelse af<br />
partiet. Udbryderne var med til at danne partiet<br />
Venstresocialisterne (VS), <strong>som</strong> støttede<br />
Vietnambevægelsens radikale fløj. Næsten alle SF’s<br />
Vietnam-aktivister gik over til VS.<br />
Med splittelsen blev Vietnambevægelsen alvorligt<br />
svækket. Men bevægelsens styrke på dette tidspunkt,<br />
sammenkoblet med det generelle opsving for de<br />
udenomsparlamentariske bevægelser, afbødede de<br />
værste følger. I 1969/70 formåede man derfor fortsat<br />
at samle den folkelige modstand mod USA’s krig i<br />
Vietnam og titusinder af mennesker<br />
deltog i demonstrationer foran den<br />
amerikanske ambassade i København.<br />
Splittelsen betød, at Vietnamkomiteernes<br />
blev delt i to organisationer:<br />
Flertallet på Vietnamkomiteernes<br />
landskonference samlede<br />
sig i den antiimperialistisk organisation:<br />
De <strong>Dansk</strong>e Vietnamkomiteer<br />
(DDV). Mindretallet dannede<br />
i januar 1969 samarbejdsorganet<br />
«Frit Vietnam», men opbygning<br />
af lokale komiteer over hele<br />
landet slog fejl, og organisationen<br />
kom aldrig til at fungere og døde<br />
en stille død i løbet af 1970.<br />
I stedet tog en ny Vietnam-indsamling,<br />
VIETNAM 69, over <strong>som</strong> organisation:<br />
VIETNAM 69 blev oprettet 19. januar<br />
1969 på initiativ af en gruppe på 7 fremtrædende enkeltpersoner<br />
(«Gruppe 7») med udgangspunkt i kræfter<br />
<strong>som</strong> Ole Wivel fra <strong>Dansk</strong> Bertrand Russell Råd.<br />
Med i arbejdet var også DKP’ere, <strong>som</strong> fortalte at det<br />
vietnamesiske broderparti ønskede en ny organisering<br />
i Vietnambevægelsen med en bredere appel i befolkningen,<br />
foruden den <strong>som</strong> de anti-imperialistiske grupper<br />
inden for DDV repræsenterede. Det stiftende møde<br />
blev indkaldt af 11 lokalkomiteer, de Grafiske Arbejderes<br />
Vietnam-komite, 10 fagforeningsformænd, 4<br />
fællestillidsmænd, DKU, DSU, SFU, Clarte, Frit Forum<br />
og Studentersamfundet.<br />
Vietnam-indsamlingen Giro 1616 havde på dette tidspunkt<br />
fungeret i over to år, dog uden myndighedernes<br />
tilladelse. Postgirokontoret lukkede dog først girokontoen<br />
den 1/7 1968, og man fik genåbent Giro 1616<br />
den 18/8 1969, efter at VIETNAM 69 havde fået<br />
indsamlingstilladelse. I denne periode foregik indsamlingen<br />
via gadeaktiviteter og indsamlingsbøsser, listeindsamlinger,<br />
salg af mærkater, fester og bevillinger.<br />
Mens Giro 1616 hele tiden havde været en betingelsesløs<br />
indsamling, hvor der ikke blev stillet krav til de<br />
indsamlede midlers anvendelse, skulle VIETNAM 69’s<br />
indsamling foregå på rent humanitær basis, specifikt<br />
til hospitaler m.v. Det kontroversielle og politisk entydige<br />
ved Giro 1616 var netop muligheden for, at<br />
midlerne principielt kunne anvendes i krigsførelsen,<br />
og man brugte parolen «Ikke almisse, men solidaritet».<br />
Tilhængerne af DDV opfattede VIETNAM 69 <strong>som</strong><br />
«et politisk tilbageskridt» og Otto Sand mente at «På<br />
et tidspunkt, hvor der er gode muligheder for at fremme<br />
forståelsen for det vietnamesiske folks kamp, for at<br />
afsløre og bekæmpe det imperialistiske system der står<br />
bag, lægger man navn til en delvis a-politisk indsam-<br />
Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 17
Giro 1616-indsamligen brugte mere radikale paroler efter VIETNAM 69 var dannet og pointerede<br />
forskellen med parolen ”Ikke almisse - men solidaritet”. VIETNAM 69 appellerede til medfølelsen med<br />
tegningen af mor med barn (af Jens Nordsø).<br />
ling. Det er beklageligt, at slagskyggen fra den statsbestilte<br />
politibrutalitet den 27. april 1968 synes at have<br />
mørklagt det politisk/solidariske udsyn hos så mange<br />
af vore venner i den fælles kamp» (Vietnam Solidaritet<br />
Marts 1969). Samtidig med at Vietnam 69 blev godkendt<br />
<strong>som</strong> indsamling i maj 1969 blev 17 personer<br />
fra Giro 1616 sigtet for ulovlig indsamling i en retssag.<br />
I september samme år blev de 17 frifundet for<br />
det væsentlige, nemlig overtrædelse af indsamlingsloven.<br />
Det øgede kun bitterheden at De grafiske arbejderes<br />
Vietnam Komité havde samlet over 10.000<br />
kr. ind til Giro 1616 på indsamlingens lister, <strong>som</strong> blev<br />
unddraget Giro 1616 og indbetalt <strong>som</strong> det første bidrag<br />
til Vietnam 69-indsamlingen.<br />
De <strong>Dansk</strong>e Vietnamkomiteer (DDV) byggede videre<br />
på den politisering og radikalisering, <strong>som</strong> Vietnambevægelsen<br />
havde skabt: DDV ønskede at bevidstgøre<br />
og mobilisere og så ikke parolen «Bekæmp den<br />
amerikanske imperialisme» <strong>som</strong> noget, der indsnævrede<br />
muligheden for at få folk i tale. VIETNAM 69<br />
ville koncentrere sig om at bevare den folkelige bredde<br />
i solidaritetsarbejdet, og tog afstand fra USA’s krigsførelse,<br />
men ikke fra USA <strong>som</strong> repræsentant for en<br />
bestemt samfundsstruktur. Man mente, at anti-imperialismen<br />
ville skræmme socialdemokrater og borgerlige<br />
væk fra solidaritetsarbejdet. Så dette var en taktisk<br />
bestemt holdning, og der var mange i VIETNAM<br />
69, <strong>som</strong> opfattede den anti-imperialistiske opfattelse<br />
af Vietnam-krigen <strong>som</strong> korrekt.<br />
I VIETNAM 69’s ledelse sad fremtrædende personer<br />
fra DKP, SF og Socialdemokratiet, forskellige kulturpersonligheder,<br />
og folk fra fagbevægelsen. Lige fra<br />
sin start fik VIETNAM 69 kraftig tilslutning fra fagbevægelsens<br />
venstrefløj. Anker Jørgensen, der var formand<br />
for <strong>Dansk</strong> Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund<br />
(senere SID), var den mest fremtrædende repræsentant<br />
for fagbevægelsen og Socialdemokratiet i<br />
ledelsen.<br />
Målet for VIETNAM 69 var at indsamle en million<br />
kroner hurtigst muligt: «De indsamlede beløb skal<br />
blandt andet bruges ved genopbygningen af hospitalet<br />
i Ha Tinh i Den Demokratiske Republik Vietnam<br />
(Nordvietnam), og til kirurgiske instrumenter til de områder<br />
af Syd-Vietnam, hvor FNL har indflydelse.»<br />
Ud over indsamlingen fungerede VIETNAM 69 især<br />
<strong>som</strong> en lobbyorganisation med henblik på at ændre<br />
opinionen og den officielle danske holdning til Vietnam-krigen,<br />
men stod også bag en række større konkrete<br />
initiativer i årene fremover. DKP, SF, Socialdemokratiet<br />
og især fagbevægelsens venstrefløj opfattede<br />
fraktionskampene i Vietnambevægelsen <strong>som</strong> en<br />
hindring for at opnå en større folkelig bredde i solidaritetsarbejdet.<br />
De ønskede at udvikle en solidaritetsbevægelse,<br />
<strong>som</strong> ikke alene omfattede den socialistiske<br />
og venstreradikale del af befolkningen, men også<br />
SIDE 18 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975
de, der ud fra en humanistisk grundholdning ville støtte<br />
kravet: Stop krigen, USA ud af Vietnam.<br />
Organisationen havde svært ved at involvere aktivister,<br />
udover fagforeningsfolk og tillidsmænd. Det gav<br />
sig til kende ved at indsamlingsbeløbet langt fra blev<br />
så stort <strong>som</strong> håbet. Der blev ansøgt om<br />
indsamlingstilladelse i februar 1969, men borgerlige<br />
justitsminister Thestrup chikanerede ved først at give<br />
tilladelsen den 22. maj. I starten af august 1969 var<br />
man kun oppe på 135.000 kr., især takket være fagbevægelsens<br />
bidrag og indsats. I begyndelsen af 1970<br />
var beløbet oppe på 375.000 kr. – langt fra den million,<br />
<strong>som</strong> var målet. Tilslutningen fra socialdemokrater<br />
og fagforeninger blev ikke så stor, <strong>som</strong> man havde<br />
håbet. LO’s formand Thomas Nielsen skrev under på<br />
den første opfordring, men da de Grafiske Fag, støttet<br />
af DASF (specialarbejderne), stillede forslag til LOkongressen<br />
i 1971 om en landsindsamling til fordel<br />
for Vietnam, var kongressens flertal imod. To tredjedel<br />
af kongressen fulgte Thomas Nielsen i hans afvisning<br />
at: «Det står ikke i vores love, at vi skal hjælpe<br />
dem.»<br />
Set i historisk perspektiv var der politisk behov for og<br />
plads til begge typer organisationer i Vietnambevægelsen,<br />
og tilsammen kunne de fortsat styrke<br />
modstanden mod Vietnam-krigen. Men modsætningerne<br />
og kappestriden mellem dem prægede Vietnambevægelsen,<br />
indtil krigen sluttede. Mulighederne for<br />
samarbejde med DDV opstod, efterhånden <strong>som</strong> VIET-<br />
NAM 69 og DKP bevægede sig over mod et mere<br />
antiimperialistisk standpunkt i Vietnam-arbejdet. Det<br />
skete fordi ordet imperialisme blev et almindeligt accepteret<br />
begreb, selv i borgerlige kredse, og næsten<br />
alle fik en i hvert fald overfladisk forståelse af, hvad<br />
det stod for. Dette er ubetinget en af de store sejre for<br />
den radikale fløj af Vietnambevægelsen.<br />
DDV <strong>som</strong> aktivistcentrum<br />
på venstrefløjen<br />
Trods svækkelsen ovenpå splittelsen i december 1968<br />
lykkedes det ret hurtigt DDV at få oparbejdet en række<br />
aktiviteter, der byggede på det ny politiske grundlag<br />
fra landskonferencen i 1968. I september 1969 flyttede<br />
organisationen til et hus i Grønnegade 37, hvor<br />
alle Vietnam-aktiviteter (undtagen naturligvis VIET-<br />
NAM 69’s) samt andre antiimperialistiske aktiviteter<br />
efterhånden samledes. Herunder også de grupper, der<br />
beskæftigede sig med NATO-arbejde og forskning i<br />
dansk og udenlandsk erhvervslivs udbytning af den<br />
Tredje Verden og indblanding i produktion til Vietnam-krigen.<br />
Disse forskergrupper eksisterede allerede,<br />
inden bevægelsen blev splittet. I efteråret 1967 fik man<br />
stoppet firmaet Jørgen Højers produktion af granatdele<br />
til USA’s krigsførelse i Vietnam, og da virk<strong>som</strong>-<br />
Digte fra Ho Chi Minh og politisk rock fra Røde Mor<br />
supplerede bøger om imperialisme mv. fra<br />
Vietnamkomiteernes forlag Demos.<br />
heden flyttede sin produktion til Holland, blev firmaet<br />
også stoppet der, via forbindelser til Vietnambevægelsen<br />
i Holland.<br />
Det venstreorienterede forlag Demos, der blev dannet<br />
<strong>som</strong> Vietnamkomiteernes forlag, fik butik i stuen i<br />
Grønnegade 37 og udvidede med egne lokaler i nærheden.<br />
Foruden at udgive bøger og pjecer om Vietnam<br />
og imperialisme, distribueredes engelsksproget<br />
litteratur, i starten især fra Vietnam, Cuba og «Det andet<br />
USA» (bl.a. amerikanske krigsmodstandere og<br />
borgerretsforkæmpere). Der var et tæt samarbejde med<br />
«Det andet USA», dels direkte, og dels gennem <strong>her</strong>boende<br />
amerikanere. Fra 1969/1970 især gennem<br />
ICDP (International Conference for Disarmament and<br />
Peace), en uafhængig paraply over både gamle pacifistgrupper<br />
og meget radikale grupper med hovedsæde i<br />
London. Fra disse kilder kom opfordringer til deltagelse<br />
i verden<strong>som</strong>spændende aktiviteter (demonstrationer<br />
og kampagner), samt vigtigt skriftligt materiale<br />
om krigen.<br />
Forlaget Demos var med sine mange udgivelser af<br />
politiske og alternative bøger og musik, med til at<br />
skabe en ny kultur. Der blev udgivet flere bøger om<br />
USA-imperialismen, 13 udgivelser om Vietnam/Indokina,<br />
samt om mange andre emner. I december 1970<br />
udkom forlagets og Røde Mors første plade, EP’en<br />
«Johnny gennem ild og vand», hvor to numre var om<br />
Vietnam. I april 1971 udkom «Den første Maj» pladen<br />
med sange af Benny Holst og Jesper Jensen. Det<br />
blev starten på en progressiv musikbevægelse med<br />
danske tekster, med bl.a. Jomfru Ane Band og grønlandsk<br />
musik, foruden et samarbejde om at udbrede<br />
skandinavisk progressiv musik. Desuden styrkede<br />
udgivelserne at der blev oprettet bogcafeer rundt om<br />
i landet.<br />
Redaktionen af Vietnam Solidaritet overgik i løbet af<br />
1969 helt fra Giro 1616 til DDV og bladet blev<br />
Vietnamkomiteernes udadvendte blad. Det var et af<br />
DDV’s største aktiver, for pressen var meget længe<br />
om at blive krigsmodstanden venligt stemt. Oplaget<br />
nåede i 1969 op på over 5.000 eksemplarer, hvoraf 3-<br />
4.000 var abonnenter, resten løssalg. Det var et sprællevende<br />
blad i disse år, fuldt af informationer om ak-<br />
Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 19
tiviteter og teoretiske og oplysende baggrundsartikler,<br />
der satte DDV’s arbejde ind i et politisk perspektiv.<br />
Først i marts 1971 overgik Vietnam Solidaritet til<br />
selvstændig økonomi administreret af DDV.<br />
DDV og Grønnegade 37 blev i årene 1969-70 samlingssted<br />
for mange af de mest aktive personer på den<br />
radikale danske venstrefløj, inklusive flere andre<br />
solidaritetsorganisationer med befrielsesbevægelser i<br />
den tredje verden. VS’ere, SF’ere, DKP’ere, enkelte<br />
socialdemokrater, aktivister fra SUF og maoister<br />
(KFML, senere KAP) kom i Grønnegade eller var tilknyttet<br />
DDV. Mange aktivister trådte deres politiske<br />
barnesko i DDV og blev senere spredt over hele resten<br />
af venstrefløjen. Grønnegade 37 var et kraftcentrum<br />
for politisk aktivitet i denne periode.<br />
Det var karakteristisk, at DDV knyttede an til den mere<br />
traditionelle revolutionære venstrefløj og det nyoprettede<br />
parti Venstresocialisterne (VS), mens de nye<br />
antiautoritære strømninger søgte hen i andre bevægelser,<br />
<strong>som</strong> f.eks. slumstormerne og Det Ny Samfund.<br />
I foråret og <strong>som</strong>meren 1969 var det kræfter udenfor<br />
DDV, <strong>som</strong> tog initiativ til de fleste markante udenomsparlamentariske<br />
aktioner, <strong>som</strong> besættelsen af Sofiegården<br />
på Christianshavn. Studenteroprøret skabte<br />
en mere radikal studenterbevægelse, <strong>som</strong> bl.a. besatte<br />
dele af Københavns Universitet.<br />
Vietnam-<strong>fil</strong>men «De grønne baretter», der for<strong>her</strong>ligede<br />
USA’s krigsførelse i Vietnam, førte i begyndelsen af<br />
maj 1969 til flere dages demonstrationer foran Sagabiografen<br />
under stor mediebevågenhed. Efter et par<br />
dage blev demonstranterne forstærket med aktivister<br />
med tilknytning til DDV, og efter heftige kampe med<br />
rockergruppen «De vilde engle» og efterfølgende med<br />
politiet lykkedes det at få <strong>fil</strong>men taget af plakaten. Dette<br />
udløste debat i pressen og på venstrefløjen om brugen<br />
af vold <strong>som</strong> politisk middel og om ytringsfrihed.<br />
I forbindelse med det årlige USA-arrangement i Rebild<br />
den 4. juli forsøgte ca. 100 aktivister fra en «Rebild-komite»,<br />
inkl. aktivister fra DDV, uden held at afbryde<br />
mødet. Imens afholdt DDV et fredeligt 24 timers<br />
arrangement foran den amerikanske ambassade<br />
i København, hvor man oplæste navnene på 33.000<br />
USA-soldater, der var døde i Vietnam.<br />
På Københavns Universitet blev der dannet en gruppe<br />
der kaldte sig De Studerendes Vietnam Aktion (DSVA),<br />
<strong>som</strong> samarbejdede med DDV. DSVA stod i 1969 bag<br />
en indsamling af undervisningsmateriel til Hanois<br />
universitet samt en række høringer og debatmøder på<br />
på universiteterne i København og Århus. Den 15.<br />
oktober boykottede 1.500 studerende i Århus undervisningen<br />
for at deltage i en 8 timers maraton-debat.<br />
Noget lignende skete på andre læreanstalter og på<br />
gymnasier.<br />
Kejsergadesagen og beslaglæggelsen<br />
af Vietnam Solidaritet<br />
I oktober og november 1969 skete der en række hurtigt<br />
på hinanden følgende episoder omkring afsløringen<br />
af en hemmelig militær lyttestation i Kejsergade,<br />
i kælderlokaler under Østasiatisk Institut ved Københavns<br />
Universitet. De rystede det danske efterretningsvæsen<br />
og bragte den borgerlige regering og den konservative<br />
forsvarsminister Erik Ninn Hansen i yderste<br />
forlegenhed. I disse begivenheder spillede DDV og<br />
bladet Vietnam Solidaritet en central rolle.<br />
Saga-biografen på Vesterbrogade i København forsøgte at vise <strong>fil</strong>men «De grønne baretter» der for<strong>her</strong>ligede<br />
USA’s krigsførelse i Vietnam, og det førte det til demonstrationer og gadekampe med rockere. Foto: ABA<br />
SIDE 20 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975
Begivenhedsforløbet i efteråret 1969 var følgende:<br />
I dagene 21-29. oktober afslører studerende ved<br />
Københavns Universitet en af efterretningstjenestens<br />
hemmelige lyttecentraler i en kælder under ejendom<br />
men Kejsergade 2, <strong>som</strong> ejedes af universitetet. Studenterne<br />
stiller krav om fjernelse af anlægget hvilket<br />
garanteres af forsvarsminister Erik Ninn Hansen i Folketinget<br />
den 29. oktober. Den 2. november omtaler<br />
Efterretningstjenesten hændelsesforløbet <strong>som</strong> et komplot<br />
mod statens sikkerhed.<br />
31.oktober og 1. november: Trotylsagen. I Århus<br />
anholdes 6 aktivister af efterretningstjenesten, sigtet<br />
for komplot mod militær og virk<strong>som</strong>heder efter fundet<br />
af fem kilo trotyl i en århusiansk baghave. Denne<br />
sag var tydeligvis en hævnakt fra efterretningstjenestens<br />
side, for den falder senere mere eller mindre til<br />
jorden.<br />
Vietnam Solidaritet fra november 1969 indeholder<br />
informationer om NATO og efterretningstjenestens<br />
virk<strong>som</strong>hed, <strong>her</strong>under nævnes de eksisterende 7 militære<br />
lytteposter, men kun ved bynavn eller landområde.<br />
Den 7. omtales <strong>som</strong> Den «hemmelige» i København.<br />
Der var således hverken noget nyt eller afslørende<br />
for efterretningstjenesten i bladet, det nye var<br />
sammenstillingen af en række løsrevne informationer,<br />
andetsteds fra, samt det prekære tidspunkt for offentliggørelsen.<br />
4. november: Politiet stormer Grønnegade 37 for at<br />
beslaglægge det nyproducerede nummer af Vietnam<br />
Solidaritet, men må konstatere, at restoplaget var fjernet,<br />
efter at man på Ritzaus Bureau allerede tidligere<br />
på dagen havde fået meddelelse om den forestående<br />
politiaktion af oberst Erik Fournais, den militære<br />
efterretningschef, og ladet denne meddelelse gå videre<br />
til pressen og andre.<br />
5. november: Politiet beslaglægger Politisk Revy,<br />
der har til hensigt at omtale de militære anlæg i sit<br />
kommende nummer.<br />
7. november: Information offentliggør den «famøse»<br />
side fra Vietnam Solidaritet, der førte til beslaglæggelse.<br />
Politisk Revy udkommer minus side 9 hvor den<br />
«hemmelige» lyttepost i København var nævnt.<br />
Dette sagsforløb havde adskillige politiske efterdønninger.<br />
Begivenhederne udløste 6 timers forespørgselsdebat<br />
i folketinget og vidner om det spændte<br />
politiske klima mellem regering/statsmagt og den radikale<br />
studenter- og Vietnambevægelse. En aktivist<br />
med tilknytning til både DDV og Politisk Revy blev<br />
arresteret, og der blev senere gennemført en retssag<br />
mod de to tidsskrifter. Hele sagen bidrog til at øge<br />
DDV’s popularitet på venstrefløjen, hvilket også fremgik<br />
af den store tilslutning, der var til den umiddelbart<br />
Plakat lavet af Røde Mor kunstner kollektivet til<br />
Hanoi-aktionen i 1969 - en fælles aktion for<br />
studenterrådene ved de danske universiteter.<br />
www.roedemor.dk<br />
følgende Vietnam-demonstration den 15. november<br />
1969.<br />
På grund af uenighed om parolerne blev der organiseret<br />
konkurrerende Vietnam-demonstrationer i november<br />
1969 – den ene den 14. november af VIET-<br />
NAM 69, og den anden den 15. november af DDV.<br />
Trods bred politisk støtte til VIETNAM 69’s demonstration<br />
fra Arbejdernes Fællesorganisation i København,<br />
Radikal Ungdom og DSU, SF og DKU, deltog<br />
kun 3-5.000, mens DDV’s demonstration tiltrak langt<br />
flere: 15-20.000 deltagere.<br />
Åbning af PRG-kontoret<br />
VIETNAM 69 tog nogle vigtige initiativer, der var med<br />
til at ændre det officielle Danmarks holdning til Vietnam<br />
og Vietnam-krigen, og <strong>som</strong> også samlede begge<br />
fløje af Vietnambevægelsen.<br />
I juni 1969 blev der i de befriede områder i Sydvietnam<br />
oprettet en Provisorisk Revolutionsregering<br />
(PRG), med baggrund i den sydvietnamesiske befrielsesfront<br />
FNL og organisationer i de befriede områder.<br />
Det skete for at opnå anerkendelse <strong>som</strong> forhandlingspartner.<br />
I februar 1970 tog personer fra «Gruppe<br />
7» og VIETNAM 69 initiativ til, at et PRG/FNL informationskontor<br />
kunne oprettes i Danmark, inspireret<br />
Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 21
af lignende erfaringer fra Sverige og Frankrig. De indkaldte<br />
en række politiske partier fra Det Radikale Venstre<br />
(der dog besluttede ikke at gå med) og ud til venstre<br />
samt ungdomsorganisationerne og DDV til et forberedende<br />
møde. En pengeindsamling sørgede for at<br />
der kunne etableres et PRG-kontor i København. Kontoret<br />
blev officielt åbnet den 1. juli 1970.<br />
Det var første gang, at de to fløje af den splittede bevægelse<br />
var gået sammen om et initiativ, der samlede<br />
virkeligt bredt. Rivalisering skabte dog fortsat problemer<br />
i samarbejdet. I forbindelse med årets Rebild-fest<br />
afholdt organisationerne særskilte arrangementer i<br />
København. Lederen af det nyåbnede PRG-kontor talte<br />
ved DDV’s 24-timers demonstration foran den amerikanske<br />
ambassade.<br />
Oprettelsen af PRG-kontoret på et tidspunkt hvor Danmark<br />
endnu ikke havde anerkendt hverken DRV-<br />
Nordvietnam eller PRG havde stor betydning for<br />
Vietnambevægelsen. VIETNAM 69 krævede dog kun<br />
anerkendelse af DRV-Nordvietnam – ikke af PRG -<br />
det blev skønnet for tidligt at rejse krav om anerkendelse<br />
af PRG over for Socialdemokratiet. Efterhånden<br />
blev PRG-kontoret reelt opretholdt ved hjælp af<br />
midler fra de to Vietnam-indsamlinger, på trods af de<br />
politiske modsætninger i indsamlingernes grundlag.<br />
Disse modsætninger fik dog ikke de store konsekvenser<br />
i praksis. Giro 1616’s «betingelsesløse» grundlag,<br />
der åbnede op for at de indsamlede midler kunne bruges<br />
til indkøb af våben, blev reelt aldrig brugt til at<br />
købe våben og gik nu til PRG kontorets opretholdelse.<br />
VIETNAM 69’s indsamling til hospitaler, skoler mv.<br />
på et bredt humanistisk grundlag var i realiteten – lige<strong>som</strong><br />
anvendelsen af Giro 1616’s midler - politisk<br />
betinget af DRV-Nordvietnams og FNL’s ønsker.<br />
PRG-kontoret lå i en villa på Amalievej 4 på Frederiksberg,<br />
og i begyndelsen af 1972 fandt aktivister fra<br />
Vietnam-komiteerne aflytningsudstyr i lokalerne.<br />
Undersøgelser fastslog at CIA stod bag, og at de danske<br />
myndigheder kendte til aflytningen.<br />
Opsving for DDV<br />
Aktivismen fortsatte med at være det centrale i DDV’s<br />
arbejde, selvom der også var forsøg på at starte teoretisk<br />
betonede diskussioner, der kunne skabe et mere<br />
solidt politisk grundlag indeholdende de strategiske<br />
overvejelser, der efterhånden trådte mere i forgrunden<br />
<strong>som</strong> det dominerende diskussionsemne i DDV.<br />
Fredsforhandlingerne i Paris og våbenhvilen omkring<br />
nytår 1972-73, var sammen uenighed om de langsigtede<br />
perspektiver for organisationen hovedårsagerne<br />
til at DDV senere smuldrede og splittedes.<br />
En gennemgående svaghed i DDV’s udadvendte arbejde<br />
tegnede sig i løbet af 1970, der ellers var præ-<br />
get af markante store politiske manifestationer: Problemet<br />
med at afgrænse de opgaver, man påtog sig<br />
<strong>som</strong> organisation. Der var en tendens til, at man i højere<br />
grad koncentrerede sig om praktiske opgaver, der<br />
havde tilknytning til den hjemlige imperialisme (især<br />
danske og USA firmaer der leverede våben eller andet<br />
til Vietnamkrigen), kapitalisme og NATO. Dette<br />
var en logisk følge af den anti-imperialistiske opfattelse<br />
af USA’s krig i Vietnam og øgede bevidstheden<br />
om Danmarks rolle og placering i forhold til den amerikanske<br />
imperialisme.<br />
Lige inden den «årlige» demonstration den 15. april<br />
1970 – <strong>som</strong> samlede 10.000 deltagere - havde aktivister<br />
fra DDV gennemført en «Top 10» aktion, hvor<br />
numrene fra 1 til 10 blev malet på facaderne til de<br />
firmaer i Danmark, <strong>som</strong> tjente mest på krigen i Vietnam.<br />
Der blev omdelt løbesedler om aktionen under<br />
demonstrationen, der endte med sammenstød mellem<br />
demonstranter og politi.<br />
Den 30. april 1970 meddelte USA’s præsident Richard<br />
Nixon, at USA sammen med sydvietnamesiske tropper<br />
havde invaderet Cambodia. Hårdt presset af den<br />
folkelige krigsmodstand havde Nixon under sin valgkamp<br />
om præsidentposten i 1968 lovet at reducere<br />
det amerikanske engagement i Vietnam, men under<br />
dække af troppereduktioner i Vietnam udvidede USA<br />
i stedet krigen til Cambodia. DDV organiserede en<br />
protestdemonstration foran USA’s ambassade mod den<br />
amerikanske krigsudvidelse med ca. 3.000 deltagere<br />
umiddelbart efter 1. maj-møderne.<br />
Den 4. maj 1970 blev 4 studerende nedskudt og dræbt<br />
under en anti-krigsdemonstration på Kent State<br />
University i Ohio i USA af det amerikanske hjemmeværn.<br />
Dette medførte en bølge af protestdemonstrationer.<br />
Alene i Washington demonstrerede<br />
100.000 mennesker den 9. maj 1970. De Studerendes<br />
Vietnam Aktion (DSVA) indkaldte til en af de bredest<br />
støttede demonstrationer – <strong>her</strong>under også af DDV<br />
og VIETNAM 69 – den 9. maj under parolerne «Mod<br />
USA’s invasion af Cambodia» og «Mod nedskydningen<br />
af demonstranter i USA». Der var 10.000 demonstranter<br />
og igen efterfølgende slagsmål mellem demonstranter<br />
og politi.<br />
I august 1970 udkom Vietnam Solidaritet med et nummer<br />
hvor emnet var «NATO - et redskab for USA imperialismen»,<br />
og i slutningen af måneden blev der<br />
afholdt en anti-NATO-uge, med plancheudstillinger og<br />
et stort møde i Søndermarken.<br />
SIDE 22 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975
Der var en militant stemning i luften under Verdensbankdemonstrationerne. Foto: Ernst Nielsen/ABA<br />
Verdensbankdemonstrationerne<br />
DDV var i 1970 initiativtager til demonstrationer og<br />
andre udadvendte aktiviteter i forbindelse med<br />
Verdensbankens årlige kongres, <strong>som</strong> fandt sted i København<br />
den 20-25. september 1970. Verdensbankdemonstrationerne<br />
blev de sidste af de helt store aktiviteter,<br />
der udsprang af Vietnambevægelsen, og markerede<br />
samtidig DDV’s udvikling hen imod et bredere<br />
anti-imperialistisk perspektiv i sit arbejde frem<br />
for kun at beskæftige sig med Vietnam-arbejde.<br />
Sammen med 9 andre solidaritetsorganisationer og<br />
politiske grupper på den radikale venstrefløj, blev<br />
demonstrationerne grundigt forberedt med udgivelse<br />
af en Verdensbankpjece. Den var et særnummer af<br />
Vietnam Solidaritet, <strong>som</strong> forklarede, hvad Verdensbanken<br />
var, hvilken rolle den spillede i den tredje verden,<br />
og hvorfor den måtte betragtes <strong>som</strong> imperialismens<br />
forlængede arm. På en plakat konkludere man,<br />
at Verdensbanken gennem lån til ulandene var med til<br />
at bringe dem i bundløs gæld, idet «75% af lånene gik<br />
til at betale renter og afdrag på andre lån (gennemsnit<br />
for samtlige ulande)». Og at «Verdensbanken holder<br />
u-landene nede i dyb fattigdom ved at hindre opbygningen<br />
af en national industri, der kan konkurrere<br />
med de rige lande.» Desuden ydede Verdensbanken<br />
støtte til de racistiske hvide regimer i Sydafrika<br />
og Rhodesia, og til undertrykkende regimer i Grækenland,<br />
Spanien, Portugal, Indonesien, Sydkorea,<br />
Brasilien m.fl., mange af disse militærdiktaturer.<br />
Demonstrationerne endte i vold<strong>som</strong>me uroligheder i<br />
det indre København. Disse uroligheder strakte sig<br />
over flere dage med regulære gadekampe mellem politi<br />
og demonstranter. Flere demonstranter blev hårdt såret<br />
af motorcykelbetjente, der i fuld fart og med løftede<br />
knipler kørte ind mellem demonstranterne. På<br />
Kongens Nytorv søgte politiet at rydde pladsen ved at<br />
lade motorcykelbetjente køre frem mod den yderste<br />
del af demonstrationen. En journalist fra dagbladet<br />
Information kunne fortælle at da dette skete tredje<br />
gang, begyndte «…demonstranterne nu at tage brosten<br />
i brug for at forsvare sig mod motorcyklerne.» …<br />
«Så gjaldede det pludseligt igennem luften: ”træk<br />
kniplerne og slå hårdt.” Hovedparten af betjentene<br />
stormede frem mod os, mens mængden i nærmest panikagtig<br />
stemning vendte sig om og begyndte at løbe.»<br />
Politiets brug af vold fremstod <strong>som</strong> en gentagelse af<br />
episoderne fra 1968, men med mere avancerede metoder,<br />
bl.a. brug af motorcykler. Demonstrationerne<br />
og urolighederne fik et omfang så Verdensbank-problematikken<br />
trådte helt i baggrunden. Dette gav anledning<br />
til dybtgående diskussioner om mål og midler<br />
i det politiske arbejde på venstrefløjen.<br />
Strategi-diskussioner<br />
og interne kampe<br />
Hovedproblemet for DDV var de mange forskellige<br />
ideer om, hvad organisationen burde udvikle sig til.<br />
Sigtet på DDV’s 2. landskonference i februar 1970<br />
havde været at arbejde hen imod dannelsen af en antiimperialistisk<br />
enhedsfront i Danmark, noget <strong>som</strong> allerede<br />
var blevet formuleret på den første landskonference,<br />
hvor bevægelsen splittedes. Men der blev<br />
ikke taget konkrete skridt i den retning. Mange aktivister<br />
følte også behov for et parti eller en partiforberedende<br />
organisation, og dette behov overførtes<br />
af nogle til DDV. Dette støttede tendensen til at ville<br />
brede sig over for mange aktivitet<strong>som</strong>råder, hvilket<br />
yderligere næredes af behovet for at ville markere sig<br />
på den danske venstrefløj. Samtidig satte den første<br />
afmatning i Vietnam-arbejdet ind i 1970 med en be-<br />
Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 23
gyndende hensygnen<br />
af lokalkomiteer og<br />
organisatoriske problemer<br />
så<strong>som</strong> dårlig<br />
kommunikation mellem<br />
landsledelse og<br />
lokalkomiteer.<br />
I løbet af efteråret<br />
1970 foregik der diskussioner<br />
i Vietnam<br />
Solidaritet og Politisk<br />
Revy om DDV’s politiske<br />
perspektiver. Debatten<br />
drejede sig om,<br />
Vietnam Solidaritet tog flere<br />
hvordan DDV skulle<br />
emner op, men hvor blev<br />
organisere anti-impe-<br />
Vietnam af?<br />
rialistisk og anti-kapitalistisk<br />
arbejde. Enkelte mente at DDV også burde<br />
kalde sig socialistisk. Man var dermed langt inde i en<br />
omfattende strategidiskussion, hvor der aftegnede sig<br />
betydelig uenighed og forvirring omkring DDV’s politiske<br />
rolle. Her et udpluk af synspunkter fra Politisk<br />
Revy:<br />
«At overlade socialismen og anti-kapitalismen til<br />
de politiske partier er derfor så at sige ensbetydende<br />
med at afskrive denne meget vigtige side af sagen.»<br />
«Hovedindsatsen for en antiimperialistisk bevægelse<br />
må blive et alvorligt politisk arbejde på at agitere for<br />
et antiimperialistisk perspektiv i arbejderklassen.»<br />
«I de to år DDV har eksisteret <strong>som</strong> selvstændig politisk<br />
organisation, har vi kun fået politiets og ikke arbejderklassens<br />
kærlighed at føle.»<br />
Det fremgår klart, at et af de centrale problemer for<br />
DDV var den manglende kontakt til arbejderklassen<br />
og partiernes/arbejderklassens manglende<br />
antiimperialistiske holdninger. Der var flere forskellige<br />
årsager til, at dette problem sprang så meget i øjnene.<br />
Baggrunden var dels den konkrete, at fagbevægelsen<br />
stort set var gået med VIETNAM 69 ved<br />
splittelsen i 1968, men også at opblomstringen af<br />
udenomsparlamentariske bevægelser og aktivitet i<br />
årene 1968-70 havde affødt en stigende mistillid blandt<br />
aktivisterne overfor de traditionelle partier på venstrefløjen.<br />
Derfor opstod ønsket om at kunne inddrage<br />
nogle af et socialistisk partis opgaver og funktioner i<br />
det anti-imperialistiske arbejde.<br />
På DDV’s 3. landskonference 28-29. november 1970<br />
blev der vedtaget et nyt mere omfattende politisk<br />
grundlag med et generelt anti-imperialistisk sigte, men<br />
<strong>som</strong> også inddrog opgaver i relation til den danske<br />
befolkning og arbejderklasse. Vietnam blev nu alle<br />
steder erstattet med Indokina, og nævntes ikke selvstændigt<br />
i grundlaget. Udover arbejdet med at øge<br />
modstanden mod NATO nævntes Verdensbanken og<br />
Fællesmarkedet (EF) <strong>som</strong> nye arbejd<strong>som</strong>råder. Samtidig<br />
skete der en organisatorisk opstramning, hvor DDV<br />
blev gjort til en kadreorganisation med aktivitetskrav.<br />
Dette var et forsøg på at skabe en mere formaliseret<br />
struktur omkring DDV <strong>som</strong> organisation. Men de relativt<br />
stramme medlemskriterier kunne synes mærkelige<br />
i en anti-imperialistisk organisation, hvis mål det<br />
var at mobilisere og engagere nye kræfter i solidaritetsarbejde.<br />
Endnu mere mærkeligt var det, fordi – På trods<br />
af DDV’s evne til at mobilisere mange til demonstrationer<br />
og aktioner – var DDV en relativt lille organisation<br />
med kun ca. 250 faste medlemmer af<br />
lokalkomiteerne ved sit højdepunkt omkring årsskiftet<br />
1969/70.<br />
Det nye politiske grundlag – uden socialisme-erklæringer<br />
men med mere fokus på arbejdet i relation til<br />
Danmark og den danske befolkning/arbejderklasse –<br />
lignede mest et slags kompromis mellem de stridende<br />
fløje i DDV. Nogle (bl.a. Otto Sand) havde i debatindlæg<br />
inden landskonferencen advaret mod at inddrage<br />
et socialistisk perspektiv i DDV’s grundlag, fordi<br />
det kunne virke splittende i DDV, hvor der var aktivister<br />
fra næsten hele den danske venstrefløj. Heraf var<br />
der mange, <strong>som</strong> også var medlemmer af partier eller<br />
partiforberedende grupper. Men at indføre betegnelsen<br />
«kadreorganisation» om DDV kunne på den anden<br />
side også let give aktivister et «partiforberedende»<br />
indtryk. I hvert fald betød landskonferencens beslutninger,<br />
at en lang række aktivister forlod DDV, bl.a.<br />
trotskisterne (og med dem lokalkomiteen i Århus), og<br />
KFml (maoister) trak deres medlemmer ud. Mange<br />
lokalkomiteer, fra omegnen af København og især i<br />
provinsen, forsvandt efter landskonferencen og i løbet<br />
af 1971. På den 4. landskonference 27.-28. november<br />
1971 besluttedes en reorganisering af<br />
komiteerne med oprettelse af nye komiteer og en ekstra<br />
indsats for at gennemføre<br />
en skoling af aktivisterne<br />
(det var dog reelt<br />
besluttet også på 2. og 3.<br />
landskonference). De organisatoriske<br />
ændringer<br />
indebar også en ny struktur,<br />
hvor vægten i højere<br />
grad blev lagt i arbejdet i<br />
centrale udvalg og et sekretariat.<br />
De vold<strong>som</strong>me politiske<br />
stridigheder i DDV afspejlede<br />
i vid udstrækning de<br />
politiske kampe på den øvrige<br />
nye radikale venstrefløj.<br />
Behovet for teoretiske<br />
diskussioner og afklarin-<br />
SIDE 24 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975
Aktion i 1971 sænker flaget foran USAs<br />
ambassade. Foto: Ernst Nielsen/ABA.<br />
ger og at lære af arbejderbevægelsens historiske erfaringer<br />
var også <strong>her</strong> en generel tendens, <strong>som</strong> i DDV<br />
gik hånd i hånd med strategidiskussionerne. Lige<strong>som</strong><br />
på den øvrige nye radikale venstrefløj var flertallet af<br />
aktivisterne i DDV overvejende unge med få konkrete<br />
politiske erfaringer, da mange af de gamle Vietnamaktivister<br />
var udslidte og forsvundet fra bevægelsen.<br />
Dette skærpede uden tvivl de interne konflikter med<br />
fraktionering og splittelse til følge.<br />
Det politiske klima i DDV var i perioder domineret af<br />
store politiske og personlige modsætninger, og den<br />
politiske «afklaring» blev ofte løst med hårde organisatoriske<br />
metoder. Der var der flere årsager til. Dels at<br />
det vitale militante aktivistmiljø <strong>som</strong> tiltrak især mange<br />
yngre mænd, og gjorde DDV til en stærkt mandsdomineret<br />
organisation. Men også det forhold at en stor<br />
del af de ledende kræfter i DDV havde en fortid i DKP<br />
og videreførte hårdhændede metoder til at vinde politiske<br />
uenigheder og konflikter. Selvom der var en del<br />
kvinder i DDV, var de oftest marginaliserede i de interne<br />
fraktionskampe. De antiautoritære strømninger,<br />
der opstod i slutningen af 1960’erne, var typisk ikke<br />
tiltrukket af DDV.<br />
<strong>Dansk</strong> anerkendelse<br />
af DRV-Nordvietnam<br />
Efter Nixon var blevet præsident for USA i 1969 var<br />
der ændret strategi i krigen. De amerikanske landtropper<br />
blev trukket tilbage og krigen blev «vietnamiseret»,<br />
men til gengæld bredtes krigen ud til større<br />
dele af Indokina i Laos og Cambodia, for at ramme<br />
FNLs baser og at hindre forsyninger i at nå frem. Krigen<br />
ændrede karakter i retning af en omfattende «hemmelig»<br />
udryddelseskrig med øget vægt på teknologisk<br />
avanceret luftkrigsførelse og ulovlig kemisk og<br />
biologisk krigsførelse, hvor der ikke længere skelnedes<br />
mellem militære og civile mål. Formålet var en<br />
hemmelig og skjult krigsførelse, så USA blev mindre<br />
sårbar i den hjemlige og internationale opinion. Det<br />
viste sig at 40.000 civile sydvietnamesere var blevet<br />
henrettet uden retssag og dom, <strong>som</strong> følge af det CIAstyrede<br />
«Fønix-program» (1968-71) i Sydvietnam,<br />
effektueret af sydvietnamesiske specialstyrker.<br />
Den generelle afmatning for den danske Vietnambevægelse<br />
fra slutningen af 1970 og frem skyldtes<br />
også, at der faktisk skete landvindinger i forhold til<br />
Vietnam på parlamentarisk plan i Danmark, for eksempel<br />
med forslag fra Socialdemokratiet og SF i starten<br />
af 1971 om anerkendelse af DRV-Nordvietnam.<br />
Dette blev effektueret, efter at Socialdemokraterne igen<br />
overtog regeringsmagten efter folketingsvalget i september<br />
1971. Sammen med Norge anerkendte Danmark<br />
DRV-Nordvietnam den 25. november 1971<br />
(Sverige havde gjort det allerede i 1969) og var dermed<br />
et af de første NATO-lande, der oprettede diplomatiske<br />
forbindelser til DRV-Nordvietnam og aktivt<br />
gik imod USA’s politik. Dette betød også, at der blev<br />
åbnet op for officiel dansk bistand til DRV-Nordvietnam,<br />
<strong>som</strong> langt oversteg, hvad Giro 1616 og VIET-<br />
NAM 69 havde kunnet indsamle og bidrage med.<br />
Da det især var VIETNAM 69, <strong>som</strong> havde tæt kontakt<br />
til Socialdemokratiet, var dette en vigtig sejr for deres<br />
arbejde. Men udsigten til at USA ikke ville kunne vinde<br />
krigen og de ubehagelige afsløringer af USA’s metoder<br />
i Vietnam, bidrog også i høj grad til at ændre det<br />
officielle Danmarks opfattelse af USA’s krig.<br />
Nedgang for Vietnambevægelsen<br />
Med nedgangen af medlemmer i DDV, kom aktiviteterne<br />
aldrig i omfang op på siden af de tidligere. Efter<br />
landskonferencen i 1970 forlod mange aktivister DDV<br />
i løbet af 1971 eller 72, i skuffelse over det lavere<br />
aktivitetsniveau og over, at organisationen ikke formåede<br />
at samle nogle af de diskussioner op, der havde<br />
været ført i 1970, og videreudvikle det politiske indhold.<br />
En del af de mennesker, <strong>som</strong> gik fra DDV, sluttede<br />
sig til partier eller partiforberedende organisationer.<br />
Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 25
Den officielle udvidelse<br />
af krigen til Laos i februar<br />
1971, da Sydvietnam<br />
med USA’s<br />
støtte invaderede Laos,<br />
synes at have været det<br />
eneste spørgsmål vedr.<br />
Vietnam/Indokina,<br />
<strong>som</strong> engagerede Vietnambevægelsen<br />
dette<br />
år. Da invasionen blev<br />
kendt arrangerede<br />
DDV en demonstration<br />
foran den amerikanske<br />
ambassade hvor 400<br />
mødte op. DDV startede også en kampagne «Maskingeværer<br />
til Laos» under Giro 1616-indsamlingen, hvor<br />
der kun blev indsamlet 2.000 kr. VIETNAM 69 afholdt<br />
noget senere en demonstration mod invasionen<br />
med ca. 10.000 deltagere. DDV arrangerede også to<br />
Indokina-uger i 1971. Efter den første uge blev der<br />
afholdt en større demonstration med ca. 15.000 demonstranter,<br />
mens kun ca. 600 mødte op til efterårets<br />
demonstration.<br />
I 1971 blev Pentagon Rapporten – der indeholdt<br />
strengt fortrolige amerikanske regeringsdokumenter<br />
om Vietnam-krigen - afsløret og offentliggjort af New<br />
York Times. Men Vietnambevægelsen havde ikke kræfter<br />
til forholde sig til rapporten, til trods for at den<br />
viste, at Vietnambevægelsen hele tiden havde haft ret<br />
i dens argumenter om<br />
USA’s rolle i Vietnam-krigen,<br />
mens den blev behandlet<br />
indgående af den<br />
borgerlige presse.<br />
“Pentagon rapporten<br />
offentliggøres og viser<br />
sandheden om USA’s krig i<br />
Vietnam. Ekstra Bladet 1971”.<br />
Tegning af Klaus Albrechtsen<br />
Pentagon Rapporten blev<br />
udfærdiget i 1967-68 på<br />
initiativ af den daværende<br />
amerikanske forsvarsminister<br />
Robert McNamara.<br />
Den omhandlede det amerikanske<br />
engagement i Indokina<br />
siden 2. Verdenskrig<br />
og frem til maj 1968<br />
og afslørede, hvordan<br />
USA gradvist havde påtaget<br />
sig en voksende forpligtelse<br />
i forhold til at<br />
sikre Vietnam mod kommunismen.<br />
Det var en konsekvens<br />
af den amerikanske<br />
«Domino-teori» fra<br />
1950, der vurderede Indokina<br />
<strong>som</strong> et nøgleområde<br />
for USA’s sikkerhedsmæs-<br />
sige interesser i Sydøstasien. Skjult for offentligheden<br />
havde USA i mange år ført hemmelig krig mod<br />
DRV-Nordvietnam (og Laos), inden det blev til en<br />
åben, erklæret krigsførelse. Det blev også afsløret, at<br />
USA’s hemmelige krigsførelse siden 1960’ernes start<br />
og senere bombardementer af DRV-Nordvietnam<br />
havde haft til formål at hindre støtten til FNL. Bombardementerne<br />
af DRV-Nordvietnam, der indledtes i<br />
februar 1965, havde været planlagt siden <strong>som</strong>meren<br />
1964 og var kun blevet udsat af hensyn til præsident<br />
Lyndon Johnsons præsidentvalgskampagne i 1964,<br />
hvor han skulle fremstå <strong>som</strong> modstander af en udvidelse<br />
af krigen.<br />
DDV vedtog på sin 4. landskonference i november<br />
1971 en «Aktion 72» plan med hovedvægten på 3<br />
aktivitet<strong>som</strong>råder: Indokina, EF og NATO. Men dette<br />
var langt mere, end DDV kunne magte. En af DDV’s<br />
hovedprioriteringer i 1972 var EF-arbejdet, hvor man<br />
sammen med andre organisationer forsøgte at opbygge<br />
en socialistisk anti-EF organisation. Men det var Folkebevægelsen<br />
mod EF, <strong>som</strong> var stærkt influeret af DKP,<br />
der tiltrak mange nye aktivister. DDV tilsluttede sig<br />
også Folkebevægelsen, men opnåede ingen indflydelse.<br />
EF-engagementet betød også, at der gik kræfter fra<br />
solidaritetsarbejdet. I realiteten fungerede DDV <strong>som</strong><br />
en socialistisk organisation med mange andre arbejd<strong>som</strong>råder<br />
end Vietnam. En undtagelse fra dette billede<br />
var Vietnam Solidaritet, der stadig også dækkede krigen<br />
i Vietnam/Indokina og emner i den forbindelse,<br />
men bladets oplagstal led under den dalende offentlige<br />
interesse for Vietnam.<br />
I <strong>som</strong>meren 1972 blev<br />
det kendt, at USA havde<br />
udvidet bombardementerne<br />
af DRV-Nordvietnam<br />
til også at omfatte<br />
digesystemet omkring<br />
Den Røde Flod,<br />
hvilket var et utilsløret<br />
angreb på civilbefolkningen.<br />
Som svar på dette<br />
nedsatte der sig en ny<br />
gruppe, «Gruppen mod<br />
USA’s krigsforbrydelser»,<br />
bestående af en<br />
række kendte personer<br />
og fagforeningsfolk tilknyttet<br />
både DDV og<br />
VIETNAM 69, der<br />
iværksatte en digebombardement-kampagne<br />
med en underskriftsindsamling<br />
og<br />
USA’s digebombardementer<br />
af Vietnam i 1972 kaldte på<br />
medfølelsen, og det skabte<br />
uenigheder i DDV.<br />
SIDE 26 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975
avisannoncer i august 1972. Men det blev ikke nogen<br />
stor succes. At DDV’s ledelse støttede dette «humanistiske»<br />
initiativ (vietnameserne havde bedt om en bred<br />
kampagne) blev kritiseret vold<strong>som</strong>t af dele af DDV<br />
og var med til at skærpe de voksende interne konflikter.<br />
VIETNAM 69 var initiativtager til krigsforbrydertribunalet<br />
i København den 10.-16. oktober 1972 –<br />
eller «Den internationale Undersøgelseskommissions<br />
Den nyudnævnte statsminster Anker Jørgensen hilser på<br />
lederene af de vietnamesiske delegationer ved åbningen<br />
den 10. oktober 1972 af den «Den internationale<br />
Undersøgelseskommissions 3. samling».<br />
3. samling». Til afløsning af Russell Tribunalet var<br />
der allerede i 1970 nedsat en kommission «til undersøgelse<br />
af USA’s krigsforbrydelser i Indokina». Kommissionens<br />
første samling blev afholdt i Stockholm i<br />
1970, og den anden i Oslo i 1971. VIETNAM 69 nedsatte<br />
en bred komite til at forberede tribunalet med<br />
repræsentanter fra alle dele af Vietnambevægelsen, dvs.<br />
også DDV. Tribunalet fandt sted på et tidspunkt hvor<br />
Nixon-regeringen i USA havde eskaleret krigen i såvel<br />
det nordlige <strong>som</strong> sydlige Vietnam med luft- og<br />
flådestyrker. Samtidig med at FNL og de nordvietnamesiske<br />
styrker fra foråret 1972 havde indledt<br />
en større «forårsoffensiv» i Syd med henblik på at<br />
tvinge USA til en forhandlingsløsning ved de fastlåste<br />
forhandlinger i Paris. Nogle af vidnerne på tribunalet,<br />
amerikanere såvel <strong>som</strong> vietnamesere, berettede<br />
om civile bombemål for USA’s bombekampagne, bl.a.<br />
adskillige hospitaler i DRV-Nordvietnam. I <strong>som</strong>meren<br />
1972 udsendte undersøgelseskommissionen en<br />
international delegation med bl.a. socialdemokraten<br />
Frode Jacobsen til DRV-Nordvietnam for at kunne<br />
vidne for tribunalet om de igangværende dige-bombardementer,<br />
en rejse der blev dækket indgående af<br />
pressen.<br />
Tribunalet foregik i K.B. Hallen, men blev åbnet på<br />
Christiansborg i Landstingssalen af den nye statsminister<br />
Anker Jørgensen, der i sin tale fordømte de<br />
amerikanske bombardementer og erklærede, at han<br />
ønskede «USA ud af Indokina». Åbningen demonstrerede<br />
omsvinget i den officielle danske Vietnam-<br />
Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 27
politik siden Russell tribunalet i 1967. DDV konstaterede<br />
at omsvinget i Socialdemokratiet kom meget sent,<br />
efter at USA’s krigsforbrydelser havde været kendt i<br />
så mange år.<br />
Julebombardementerne og DDV’s<br />
splittelse<br />
I løbet af 1972 foregik der igen – i lyset af den snarlige<br />
afslutning på våbenhvile forhandlingerne om Vietnam<br />
– heftige interne fraktionskampe i DDV om organisationens<br />
fremtid. Dette betød, at DDV var nærmest<br />
lammet af interne problemer i en situation, hvor<br />
krigen skærpedes i Vietnam, og FNL havde behov for<br />
øget solidaritet.<br />
Fraktionskampene kulminerede med en ny splittelse<br />
på landskonferencen 16.-17. december 1972. Selv om<br />
der var klare politiske skillelinjer mellem de to stridende<br />
fløje af organisationen på landskonferencen,<br />
var det ikke desto mindre uklart, om det var disse<br />
skillelinjer, der lå til grund for splittelsen. Snarere syntes<br />
det at dreje sig om at få magten over organisationen.<br />
En vidtgående resolution, der ikke på forhånd<br />
var udsendt, blev vedtaget af et snævert flertal på<br />
landskonferencen. Det var et forslag om oprettelsen<br />
af en Vietnam-venskabsforening senest en måned efter<br />
indgåelsen af en våbenhvileaftale. Flertallet bestod<br />
af enkelte lokalkomiteer, Demos, Redaktionen,<br />
Dokumentationsgruppen m.fl., mens et mindretal bestående<br />
af lokalkomiteer ønskede, at DDV skulle udvikle<br />
sig til en generel anti-imperialistisk organisation.<br />
Hvis der reelt var ved at være fred i Vietnam, ville<br />
oprettelse en venskabsforening have været en rimelig<br />
handling. Men våbenhvileaftalen var ikke det samme<br />
<strong>som</strong> fred, men kun en midlertidig løsning på konflikterne,<br />
og det viste sig slet ikke blev tilfældet efter<br />
våbenhvileaftalen i januar 1973. På det tidspunkt<br />
landskonferencen fandt sted, var forhandlingerne tilmed<br />
inde i en afgørende fase, hvor der ikke var behov<br />
for at en splittet og svækket Vietnambevægelse.<br />
Resolutionen hvilede på en helt fejlagtig vurdering af<br />
den politiske situation, også af situationen <strong>som</strong> den<br />
tegnede sig efter en våbenhvile. Samtidig var det helt<br />
åbenbart en afværgemanøvre mod at den anden fløj<br />
skulle overtage organisationen. Det havde aldrig været<br />
tanken i de diskussioner, der havde været ført i<br />
DDV, at man skulle reducere sine politiske ambitioner<br />
til udelukkende at tage initiativ til at oprette en<br />
venskabsforening efter krigens afslutning.<br />
Det politisk uigennemtænkte i denne manøvre blev<br />
udstillet blot få timer efter resolutionens vedtagelse<br />
på landskonferencen. Da indledte USA sin hidtil største<br />
luftoffensiv mod DRV-Nordvietnam med omfattende<br />
tæppebombardementer af Hanoi og havnebyen<br />
Haiphong med store civile tab til følge. Disse såkaldte<br />
Jule-demonstrationen 23. december 1972 med<br />
10.000 deltagere i protest mod store civile tab<br />
efter tæppebombardementer af byerne Hanoi og<br />
Haiphong. Foto: Ernst Nielsen/ABA<br />
«julebombardementer» havde det ene formål at tvinge<br />
vietnameserne til at give USA en bedre aftale ved forhandlingerne<br />
i Paris. Bombardementerne blev foretaget<br />
af de avancerede B-52 fly. Mod forventning lykkedes<br />
det civile forsvarsgrupper, bestående af kvinder<br />
fra de lokale folkekomiteer forsynet med nyt antiluftskyts<br />
leveret af Sovjetunionen, at nedskyde omkring<br />
20–25 % af USA’s B-52-flåde, hvilket var en<br />
økonomisk og militær belastning for USA.<br />
I protest mod bombardementerne afholdtes en stor<br />
samlet demonstration af Vietnambevægelsen den 23.<br />
december 1972 foran den amerikanske ambassade i<br />
København, hvor 10.000 mennesker deltog. Dorte<br />
Bennedsen, den socialdemokratiske kirkeminister, talte<br />
ved demonstrationen.<br />
Den 27. januar 1973 blev våbenhvileaftalen underskrevet<br />
i Paris af USA, Saigon-styret (eller Thieu-styret),<br />
DRV-Nordvietnam og PRG, <strong>som</strong> anerkendte Vietnam<br />
<strong>som</strong> eet land med henvisning til Genève-aftalen<br />
fra 1954. PRG/FNL kunne forblive i og kontrollere<br />
deres «befriede områder» i Sydvietnam, hvor Genèveaftalen<br />
havde tvunget Vietminh nord for den 17. breddegrad.<br />
Alle krigshandlinger skulle ophøre, hvilket<br />
standsede USA’s bombetogter over DRV-Nordvietnam.<br />
Alle amerikanske tropper og militære rådgivere<br />
skulle trækkes tilbage og de militære baser nedlægges.<br />
Men Saigon-styret afviste at indgå i forhandlinger<br />
om en politisk løsning og frie valg i Sydvietnam,<br />
<strong>som</strong> Paris-aftalen havde bestemt skulle varetages<br />
af et nationalt forsoningsråd bestående af PRG,<br />
Saigon-styret og den såkaldte «3. styrke» (religiøse<br />
og liberale kræfter i byerne). Saigon-styret krænkede<br />
SIDE 28 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975
hurtigt Paris-aftalen ved at angribe områder kontrolleret<br />
af PRG/FNL, tilsidesatte bestemmelserne om indførelse<br />
af demokratiske rettigheder og løsladelse af<br />
politiske fanger og den «3. styrke» blev forfulgt og<br />
skånselsløst udryddet. I løbet af 1973 og 74 udviklede<br />
de militære sammenstød mellem parterne i Sydvietnam<br />
sig til en krigslignende situation.<br />
Indokinakomiteerne og<br />
Vietnamkomiteerne<br />
Resultatet af splittelsen i DDV blev flere års kappestrid<br />
mellem de to fløje, i hver sin organisation – De<br />
<strong>Dansk</strong>e Vietnamkomiteer og Indokinakomiteerne. Da<br />
DDV stod tilbage med kun to intakte lokalkomiteer,<br />
blev det naturligt nok Indokinakomiteerne, <strong>som</strong> formåede<br />
at fortsætte den politiske udvikling af Vietnamarbejdet.<br />
DDV fortsatte også udgivelsen af Vietnam Solidaritet<br />
og gennemførte trods begrænsede ressourcer flere<br />
udadvendte arrangementer, der dog aldrig opnåede<br />
nogen stor tilslutning. Da DDV i forlængelse af julebombardementerne<br />
forsøgte at opstarte en kampagne<br />
«Boykot amerikanske varer» og inddrage dele af fagbevægelsen<br />
i dette, måtte man stoppe igen da våbenhvilen<br />
blev indgået 27. januar. De fleste kræfter i DDV<br />
blev efterhånden overført til forlaget Demos, <strong>som</strong> blev<br />
det vigtigste politiske aktiv. Men på trods af gode intentioner<br />
i Demos lykkedes det ikke på længere sigt<br />
at få kollektiv styring og økonomi til at gå op i en<br />
højere enhed. Det førte til en konflikt mellem forlagets<br />
bestyrelse og ansatte i 1976. I 1979 lukkede forlaget<br />
på grund af økonomien.<br />
Efter militærkuppet i Chile 11. september 1973 var<br />
det især Chile-solidaritetsarbejdet, <strong>som</strong> partiernes aktivister<br />
koncentrerede sig om, og <strong>som</strong> tiltrak nye aktivister.<br />
Giro 1616 fortsatte indsamlingen trods splittelsen i<br />
DDV, og i foråret 1973 var følgende organisationer<br />
tilsluttet: begge de to DDV’er (hvor den ene tog navneændring<br />
til Indokinakomiteerne), DSU, Radikal<br />
Ungdom, Frit Forum, KFml, RSF, Forbundet af Socialister,<br />
Kommunistisk Forbund, Arbejderbladet, Folkets<br />
Avis, BOml, SFU og VS.<br />
Også VIETNAM 69 fortsatte sin indsamling, og gennemførte<br />
desuden en række kampagner: til fordel for<br />
sydvietnamesiske fanger, anerkendelse af PRG, indsamling<br />
til et børnehospital i DRV-Nordvietnam, dog<br />
uden nogen bredere gennemslagskraft. Vigtigere var<br />
nok den lobbyvirk<strong>som</strong>hed, <strong>som</strong> man udøvede for at<br />
få socialdemokratiet og regeringen til at strække sig<br />
længere i sin anerkendelse og konkrete støtte til Vietnam.<br />
I Indokinakomiteerne fortsatte de politiske opgør<br />
omkring organisationens<br />
2. kongres i september<br />
1974, <strong>som</strong> vedtog et antiimperialistisk<br />
program.<br />
Allerede inden kongressen<br />
var en gruppe gået<br />
over i den partiforberedende<br />
organisation<br />
KAml, og andre forlod<br />
organisationen før eller<br />
efter kongressen, fordi<br />
deres tilknytning var<br />
solidaritetsarbejdet med<br />
Vietnam, og de ikke<br />
kunne tilslutte sig det nye<br />
anti-imperialistisk pro-<br />
Indokina-komiteernes blad<br />
var mere militant end<br />
Vietnam Solidaritet<br />
nogensinde havde været.<br />
gram. Resultatet var, at hovedparten af de tidligere<br />
DDV aktivister forlod organisationen, <strong>som</strong> efterhånden<br />
prægedes mere og mere af aktivister tilknyttet den<br />
partiforberedende organisation Forbundet Socialisterne.<br />
I april 1975 dannede Indokinakomiteerne sammen<br />
med Palæstina-komiteen en ny organisation Forbundet<br />
mod Imperialismen (FMI) for at «udbrede<br />
forståelsen for den fælles kamp og fælles fjende og<br />
bidrage til genrejsningen af den proletariske internationalisme<br />
i den danske arbejderklasse». Men<br />
medlemsmæssigt var organisationen svag, og det lykkedes<br />
ikke at udbygge de områdegrupper der skulle<br />
drive organisationen og rekruttere nye medlemmer.<br />
I december 1974 gik FNL og nordvietnamesiske styrker<br />
i offensiven i den sydlige provins Phuoc Long og<br />
havde i starten af januar 1975 befriet hele provinsen.<br />
I begyndelsen af marts 1975 indledte de en offensiv i<br />
det centrale højland. Saigon-hæren blev løbet over<br />
ende, gik i opløsning og blev drevet på flugt mod syd<br />
– til stor overraskelse for de fleste, selv for planlæggerne<br />
af offensiven. Den 30. april 1975 indtog FNL<br />
og nordvietnamesiske tropper Saigon, og Vietnamkrigen<br />
var slut. Den følgende lørdag 7. maj holdt DDV<br />
en kæmpe sejrsfest på alle 4 etager i Huset i Magstræde.<br />
Efter Vietnam-krigens afslutning vedtog VIETNAM 69<br />
at nedlægge sig selv og at rette en henvendelse til alle<br />
fløje af bevægelsen om at sende to delegater til et møde<br />
på Christiansborg i september 1975 for at skabe en<br />
ny fælles Vietnam-forening. De forskellige fløje af<br />
Vietnambevægelsen forhandlede så i efteråret 1975<br />
om at forenes i en ny fælles Vietnam-organisation. På<br />
trods af store uenigheder lykkedes det at forhandle<br />
sig frem til et fælles grundlag, og en stiftende generalforsamling<br />
i januar 1976 samlede ca. 300 Vietnamaktivister<br />
fra tidligere organisationer. Her blev <strong>Dansk</strong><br />
<strong>Vietnamesisk</strong> <strong>Forening</strong> oprettet for at samle de forskellige<br />
fløje at Vietnambevægelsen i et fortsat<br />
Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 29
Den sidste store Vietnam-demonstration, <strong>som</strong> DDV tog initiativ til, var sejrs-demonstrationen<br />
den 18. april 1975 under parolen «FNL sejrer».<br />
Men især bør nævnes de politiske landvindinger:<br />
solidaritets- og venskabsarbejde. <strong>Forening</strong>en har nu<br />
eksisteret i over 25 år.<br />
Vietnambevægelsen var en katalysator for en langt<br />
større bevægelse og et samfundsmæssigt opbrud og<br />
forandring i 1960’erne og 70’ernes Danmark og på<br />
Erfaringerne<br />
Det største historiske resultat for Vietnambevægelsen<br />
<strong>som</strong> helhed var ubetinget at skabe en så bred modstand<br />
mod Vietnam-krigen og hos mange også en<br />
politisk bevidsthed om USA’s (imperialistiske) egeninteresse.<br />
Vietnam-krigen var den første af sådanne<br />
amerikanske engagementer i den 3. verden, der blev<br />
fulgt op af en politisering.<br />
I Danmark medførte Vietnam-krigen det første markante<br />
brud i officiel dansk udenrigspolitisk tradition<br />
siden Danmarks tilslutning til NATO i 1949. Fra en<br />
passiv opbakning eller accept af amerikansk Vietnampolitik<br />
midt i 1960’erne til - i 1971 - en åben kritik af<br />
den amerikanske krigsførelse i Vietnam og anerkendelse<br />
af DRV-Nordvietnam. Begge politikker formuleret<br />
af socialdemokratiske regeringer.<br />
Dette skift i officiel dansk politik under Vietnam-krigen<br />
er først og fremmest VIETNAM 69’s fortjeneste,<br />
men skal ses i forlængelse af de mange aktiviteter og<br />
demonstrationer <strong>som</strong> hele Vietnambevægelsen stod<br />
for. Men den danske regering var også var stærkt<br />
influeret af den internationale udvikling, hvor det<br />
fremgik klart, at amerikanerne ikke kunne vinde krigen<br />
i Vietnam, og at den amerikanske befolkning ikke<br />
var villig til at betale omkostningerne. Afsløringer af<br />
internationalt plan. Vietnambevægelsen var sammen<br />
med studenter- og ungdomsoprøret i Danmark med<br />
til at give stødet til udvikling af aktivistiske græsrodsbevægelser<br />
og det ny venstre, <strong>som</strong> adskilte sig fra den<br />
«gamle» traditionelle venstrefløj. Modstanden mod<br />
USA’s økonomiske og militære dominans (imperialisme-problematikken)<br />
blev taget op og ledsaget af<br />
en radikalisering og politisk udvikling af bevægelsen.<br />
Her var det De <strong>Dansk</strong>e Vietnamkomiteer (DDV), der i<br />
en dansk sammenhæng spillede en afgørende rolle.<br />
Vietnambevægelsen var sammen med den tidligere<br />
Kampagne mod Atomvåben på mange måder et forbillede<br />
for en ny måde at arbejde politisk på – ikke i<br />
traditionelle partier, men tværpolitisk i et bredere forum<br />
eller græsrodsbevægelse. Vietnambevægelsen<br />
adskilte sig fra Kampagnen mod Atomvåben ved at<br />
være i stand til at politisere og radikalisere bevægelsen<br />
og give stødet til en vidtgående politisk bevidstgørelse<br />
af en helt ny generation af unge.<br />
Udadtil var Vietnambevægelsen først og fremmest<br />
kendt for de mange store og mindre demonstrationer,<br />
marc<strong>her</strong>, indsamlingskampagner og tribunaler med<br />
afsløringer af USA’s krigsførelse. Men der blev også<br />
afholdt mange offentlige møder, udgivet oplysningsmateriale,<br />
afholdt plancheudstillinger og fester.<br />
den brutale amerikanske krigsførelse gjorde det svært Giro 1616 sluttede i 1976 efter 10 år, og nåede med<br />
for USA at retfærdiggøre den. Det har dog uomtviste- sin «betingelsesløse» parole at indsamle 800.000 kr.<br />
ligt betydet meget for at ændre socialdemokratisk po- VIETNAM 69’s humanitære indsamling lukkede i april<br />
litik, at så mange i Socialdemokratiet fra starten var 1976 med et samlet resultat på godt 1,3 million kr..<br />
imod krigen og en del blev engageret i VIETNAM 69. Fra 1971 til 1980 bevilgede Danmark 591 mio. kr. i<br />
Nogle af 1970’ernes nye socialdemokratiske ledere u-landsbistand til Vietnam, det største beløb Danmark<br />
stammede fra denne fløj – f.eks. Anker Jørgensen. i den periode bevilgede til noget enkelt land.<br />
SIDE 30 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975
Litteratur<br />
Nordentoft, Jens og Rasmussen, Søren H.: «Kampagnen mod<br />
Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972», Odense<br />
Universitetsforlag 1991.<br />
Johansen, Inger V.: «Vietnambevægelsens historie». VS<br />
Bulletin 178, side 76-83, december 1977. (personlig beretning<br />
<strong>som</strong> er udgangspunkt for ovenstående fremstilling)<br />
Lauridsen, Inger og Magnussen, Tue: «Vietnambevægelsen i<br />
Danmark». København 1980 (speciale KBH Universitet,<br />
Historie, upubliceret)<br />
Christensen, Hanne Sole m.fl.: «Solidaritet med Vietnam».<br />
Århus 1980 (speciale Århus Universitet, upubliceret)<br />
Thing, Morten: «Vietnam i vore hjerter». Kontakt Nr. 4, side<br />
12-14, 1993/94<br />
Søren Hein Rasmussen: «Sære Alliancer, Politiske bevægelser<br />
i efterkrigstidens Danmark», Odense Universitetsforlag<br />
1997.<br />
Bjerrum, Peter: «3 landskonferencer - Et rids af<br />
Vietnamkomiteernes udvikling». Socialisten nr. 5, februar<br />
1973, side 3-8.<br />
«Aktionsenhed - Solidaritet - Folkebevægelse, Fra DKP’s<br />
arbejde for enhed i Vietnambevægelsen og Folkebevægelsen<br />
mod EF». Historisk Revy nr. 2 1980.<br />
Jensen, Tove: «For gentagelsens skyld» (modanmeldelse af<br />
Mikkel Plums bog «Bombarder hovedkvarteret» om<br />
Vietnambevægelsen). Demos Nyhedsbrev nr. 56, forår 1999,<br />
side 20-26.<br />
Vietnam Solidaritet årgang 1967-1976 (De <strong>Dansk</strong>e Vietnam<br />
Komiteer)<br />
DDV Intern Bulletin 1970-1973 (De <strong>Dansk</strong>e Vietnam<br />
Komiteer)<br />
Rapport om Vietnam (1971, Vietnam 69)<br />
Indokina Solidaritet årgang 1973-75 (Indokinakomiteerne)<br />
Politisk Revy 1969-72<br />
«En borgerkrigs manøvre» Særtryk af Politisk Revy April<br />
1969<br />
«Rapport», udenrigspolitisk tidsskriftet, udkom marts 1965<br />
til januar 1974 med journalisten Jørgen E. Pedersen <strong>som</strong><br />
ansvarshavende redaktør.<br />
DDVs Dokumentationsgruppe: «Under dække», Demos<br />
1978<br />
Demos Dokumentationsgruppe/Erik Jensen: «De hemmelige<br />
Tjenester», Demos 1998<br />
Erindringer<br />
Mølgaard, John: «Den Røde Tråd». Husets Forlag 2000<br />
Larsen, Alex Frank: «Anker» side 169 og 208, Gyldendal<br />
1999<br />
Erik Vagn Jensen: «Mahogni og Marcuse - Mine sytten år i<br />
Gyldendal», Vindrose 1987<br />
Knudsen, Erik: «Fred og socialisme, Politiske tekster 1950-<br />
1983», Vindrose1983<br />
Madsen, Carl: «Proces mod politiet», Stig Vendelkærs<br />
Forlag 1969<br />
Albrechtsen, Klaus: «Livstegn - En venstrehåndstegners<br />
tilbageblik», Forlaget Vistoft 2002<br />
Jacobsen, Frode: «Nej, der skal ikke ties», Gyldendal 1972.<br />
«Jeg vil være en fugl til jeg dør», Gyldendal 1979<br />
Larsen, Thomas: «Lykketoft», Børsens Forlag 2003.<br />
Lidegaard, Bo: «Jens Otto Krag», Gyldendal 2001.<br />
Bertrand Russell<br />
Krigsforbrydertribunalet<br />
Wivel, Ole: «Kontrapunkt - Erindringsmotiver», Kapitel 10,<br />
Lindhardt & Ringhof 1989. «Poesi og protest, Debatindlæg»<br />
Spektrums Aktuelle 1971.<br />
Russell, Bertrand: «Krigsforbrydelser i Vietnam», Spektrums<br />
Aktuelle 1967<br />
Vietnam Solidaritet, særnummer december 1967<br />
Politisk Revy 1967<br />
Tidsskriftet «Rapport», december 1967<br />
Erik Vagn Jensens private arkiv om Russell-tribunalet.<br />
Vietnam-krigen<br />
Johansen, Inger V: «Vietnam-krigen. USAs historiske<br />
nederlag». Vietnam Nr. 1/1985, <strong>Dansk</strong> <strong>Vietnamesisk</strong> <strong>Forening</strong>,<br />
København. Se: www.cikadenet.dk/vietnam/<br />
vnkrig.htm<br />
Jensen, Kirsten Vagn: «Befrielse - men ikke fred», Nordiske<br />
landes Bogforlag 1985.<br />
Minh, Ho Chi: «Frihedens værksted - Udvalgte tekster»,<br />
Demos 1975.<br />
Burchett, Wilfred: «Vietnam - krigen set indefra», Rhodos<br />
1966.<br />
«Pentagon Rapporten. De hemmelige dokumenter om USAs<br />
krig I Vietnam», Samlerens Piccolobøger, Samlerens Forlag,<br />
København, 1971.<br />
Karnow, Stanley: «Vietnam - A History». Penguin Books<br />
1997<br />
Dung, Van Tien Dung: «Our Great Spring Victory. An<br />
Account of the Liberation of South Vietnam», Monthly<br />
Review Press, New York and London, 1977.<br />
Kolko, Gabriel: «Anatomy of a War. Vietnam, the United<br />
States, and the Modern Historical Experience», Pantheon<br />
Books, New York, 1985.<br />
Maclear, Michael: «The Ten Thousand Day War, Vietnam<br />
1945-75», St Martin’s Press, New York, 1981.<br />
Patti, Archimedes L. A., «Why Viet Nam? Prelude to<br />
America’s Albatross», University of California Press, 1980.<br />
Porter, Gareth: «Vietnam. A History in Documents», Meridian,<br />
New American Library, 1981.<br />
Snepp, Frank: «Indecent Interval. An Insider’s Account of<br />
Saigon’s Indecent End Told by the CIA’s Chief Strategy<br />
Analyst in Vietnam», Vintage Books, New York, 1978.<br />
Dunnigan, James F. & Nofi, Albert A.: «Dirty Little Secrets of<br />
the Vietnam War», St. Martins Press, New York 1999<br />
Gutzman, Philip: «Vietnam, A Visual Encyclopedia», PRC<br />
publishing 2002.<br />
Fotos og plakater<br />
Demos, <strong>Dansk</strong> <strong>Vietnamesisk</strong> <strong>Forening</strong>, Arbejderbevægelsens<br />
Arkiv (ABA) samt private arkiver.<br />
Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975 SIDE 31
Vietnambevægelsen i Danmark 1964-75<br />
Pjecen fortæller Vietnambevægelsens historie fra den første demonstration i 1964 foran<br />
USA’s ambassade i København under parolen «USA væk fra Vietnam», til Vietnamkrigen<br />
sluttede den 30. april 1975. Mange illustrationer med fotos og plakater.<br />
«Vietnambevægelsen er først og fremmest kendt for de mange store og mindre demonstrationer,<br />
marc<strong>her</strong>, indsamlingskampagner og tribunaler med afsløringer af USA’s krigsførelse“,<br />
og den påvirkede de efterfølgende solidaritetsbevægelser.<br />
«Mediernes dækning af Vietnamkrigen betød at mange helt almindelige danskere knyttede<br />
følelsesmæssige bånd til et lille asiatisk folk på den anden side af jorden <strong>som</strong> blev bombet<br />
og ødelagt af USA. Verdens mægtigste stormagt USA måtte se sig besejret af en befrielsesbevægelse<br />
og en lille socialistisk stat i et af den tredje verdens fattigste lande.»<br />
«Det største historiske resultat for Vietnambevægelsen <strong>som</strong> helhed var ubetinget at skabe<br />
en så bred modstand mod Vietnam-krigen og hos mange også en politisk bevidsthed om<br />
USA’s (imperialistiske) egeninteresse. Vietnam-krigen var den første af sådanne amerikanske<br />
engagementer i den 3. verden, der blev fulgt op af en politisering.»<br />
Hjælp syge børn i Vietnam<br />
Landsindsamlingen<br />
Hospitalsudstyr til Vietnam<br />
Giro 7 00 84 30<br />
Nattergalevej 6, 1. sal, 2400 København NV<br />
Telefon 38 86 07 01<br />
Fra 1980 har Landsindsamlingen støttet et stort<br />
børnehospital, Børnehospital nr.1, i Ho Chi<br />
Minh-byen. Lige siden er alle de indsamlede<br />
midler brugt til livsvigtigt udstyr til hospitalet.<br />
Det er lykkedes os at indsamle omkring 100.000<br />
kroner årligt, <strong>som</strong> har stor betydning for hospitalet,<br />
fordi der ikke er andre hjælpekilder, og der er<br />
tale om kontinuerlig hjælp.<br />
Medlemstilbud:<br />
Kampagnen mod<br />
Atomvåben og<br />
Vietnambevægelsen<br />
1960-72<br />
af Johs. Nordentoft og<br />
Søren H. Rasmussen<br />
Udgivet af Odense<br />
Universitetsforlag 1991<br />
182 sider med<br />
illustrationer.<br />
Sælges for kun 80 kr.<br />
+ 20 kr. til forsendelse.<br />
E-mail davifo@get2net.dk<br />
<strong>Dansk</strong> <strong>Vietnamesisk</strong> <strong>Forening</strong><br />
Nattergalevej 6 - 2400 København NV<br />
Telefon 38 86 07 01<br />
Træffes bedst tirsdag og torsdag 13-17<br />
Giro 229-1800 - e-mail: davifo@get2net.dk<br />
www.cikadenet.dk/vietnam<br />
<strong>Dansk</strong> <strong>Vietnamesisk</strong> <strong>Forening</strong> har til formål at fremme<br />
venskab og kulturel forståelse mellem Danmark og<br />
Vietnam. <strong>Forening</strong>en stiftedes 31. januar 1976, og har<br />
nu omkring 500<br />
medlemmer.<br />
Bladet VietNam<br />
ajour indeholder<br />
nyhedsstof og<br />
artikler om udvikling, økonomi, bistandsprojekter,<br />
menneskerettigheder, kultur og rejser mv.<br />
VietNam ajour udkommer 4 gange årligt med 16 - 24<br />
sider. Abonnement eller 1-årrigt prøvemedlemsskab<br />
(inkl. bladet) 110 kr.<br />
SIDE 32 Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-1975