Udvalgte artikler - Martinus Institut

martinus.dk

Udvalgte artikler - Martinus Institut

lisioner, vi igennem sanserne oplever, og

som bliver til vore sorger og glæder, til

vor sundhed og sygdom, til vor fred og

ufred med vore omgivelser. I visse tilfælde

virker disse sansekollisioner som fast

stof, i andre som flydende, luftformige og

stråleformige stoffer. Og vi får således

begreb om stoffer og materier, ligesom

vi selv kan jonglere med disse stoffer og

materier. Denne jongleren kalder vi at

skabe.

4. Vort jeg, der er en evig realitet

ligesom verdensaltet, må også

have analysen “noget som er”. Vi

har både en skabt og en evig side.

Der findes to verdener, den tids- og

rumdimensionelle og den evige

Nu har vi jo dermed set, at i dette “noget

som er” er der ikke blot bevægelse og bevægelsers

kollisioner og reaktioner, men

der er også noget, der oplever disse, f.eks.

os. Hvad eller hvem er vi? – For at komme

til klarhed over hvem vi er, da må vi

jo erkende, at vi ikke kan være identisk

med vor organisme, for den repræsenterer

kun bevægelse, ligegyldigt om det

er den mindste kirtelfunktion, eller det

er en vibration i hjernen, ligesom muskulatur

og skelet jo også repræsenterer

bevægelse eller vibration. Vi kan i vort

inderste selv eller jeg ikke være identisk

med disse bevægelser, som vi ikke blot

oplever, men selv kan sætte i gang, hvilket

vil sige, at vi kan skabe. Men når vi

ikke hører til bevægelsen, kan vi jo heller

ikke måles og vejes. Vi eksisterer således

også uden for tid og rum. Vi eller

vort inderste selv er her hverken ham

eller hende, hverken stor eller lille, hverken

ond eller god. Vi har altså her ikke

nogen som helst anden analyse, end den

selve verdensaltet har, nemlig “noget

som er”. Vi ved nu, at det “noget”, som

er i os, er det, vi kalder vort jeg. Det kan

altså ingen begyndelse eller afslutning

have. Det er en evig realitet ligesom

verdensaltet. Men dette vort jeg er altså

hævet over bevægelsen, kan opleve og

igangsætte bevægelse i form af skabelse.

Igennem denne skabelse gør det det til

en kendsgerning, at det eksisterer. Og

vi ved også, at uden dette jeg i vor organisme

er den hjemfalden til opløsning og

undergang. Det levende væsen med sin

organisme udgør altså et jeg og en bevægelseskombination,

som kan reagere over

for bevægelser udefra og selv kan sætte

bevægelser i gang. Vi bliver altså vidne

til, at der er et ophav bag bevægelserne,

og at disse umuligt kan forme sig i logisk

skabelse uden netop dette jegs tilstedeværelse.

Vi udgør hver især en skaber og

det skabte, og repræsenterer således to

verdener, den tids- og rumdimensionelle

og den evige. Den tids- og rumdimensionelle

er vor organisme og vore frembringelser.

Det er vore tilkendegivelser

eller åbenbaringen af vort jegs eksistens

hinsides denne skabelse. At vi er et menneske,

er kun en midlertidig af vort jeg

skabt kombination af stoffet, energierne

og bevægelsen, men er absolut ikke os

selv. Men hvad så med verdensaltet? Det

var jo også uendeligt, var uden for tid og

rum, var “noget som er”.

5. Verdensaltet er et levende

væsens organisme, som vi befinder

os i. Vor lykke og ulykke afhænger

af, om vi lever i harmoni eller

disharmoni med Guds organisme

Da universets bevægelser også viser sig

i skabelser eller logiske sammensætninger

af materierne, således at de bliver til

nytte, til glæde og velsignelse for levende

væsener, afslører de jo også, at de er et

resultat af tanke akkurat ligesom menneskenes

manifestationer og skabelser.

Og ligesom menneskets manifestationer

og skabelser afslører det som et levende

væsen, således afslører naturens eller

universets skabelser ligeledes universet

eller verdensaltet som et levende væsen.

Verdensaltet er altså en organisme for

et evigt jeg, på samme måde som vor or-

Udvalgte artikler 5

More magazines by this user
Similar magazines