Arbejdsmarkedets Ankenævn Årsberetning 2000

Årsberetning 2000

Arbejdsmarkedets Ankenævn

Arbejdsmarkedets ankenævn

Nytorv 11-13

1450 København K

Telefon: 33 92 66 00

Fax: 33 13 52 47

Ankenævnets hjemmeside : www.ama.dk

E-mail adresse : ama@ama.dk

Design & produktion : Schultz Grafisk

Fotos : Michael Uhlfeldt

Location : København

Indhold

Forord v. formanden .................................................................... 5

Præsentation af Arbejdsmarkedets Ankenævn .......... 7

Artikler: Indledning ...................................................... 9

1. Ankenævnets kompetence – nogle bemærkninger

til en ombudsmandssag .............................................. 10

2. Ankenævnets praksis i sager om arbejdsløshedskassernes

ret til refusion, hvor ankenævnet

opretholder en ugyldig afgørelse ........................ 14

Ankenævnets afgørelser i udvalg ............ 22

Indledning ........................................................ 23

1. Forsikringssager

Dagpenge.......................................................... 24

Efterløn............................................................ 38

EF-forordning 1408/71 .................................. 54

Feriedagpenge ................................................ 60

Refusion ........................................................ 64

2. Orlov ........................................................ 68

3. Arbejdsmarkedsuddannelse .................... 70

4. Kompensation til handicappede i erhverv.. 76

5. Ansættelsesbevis........................................ 80

6. Dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag..........................................................

Prøvelse af ankenævnets afgørelser.... 88

Indledning ...................................................... 89

1. Retssager...................................................... 90

2. Ombudsmandssager .................................... 93

Fakta om Arbejdsmarkedets Ankenævn .. 104

1. Formål og kompetence.................................. 106

2. Sagsbehandling og afgørelse .......................... 107

3. Klagefrister ........................................................ 108

4. Gebyrer ................................................................ 108

5. Medlemmer ............................................................ 108

6. Personale .................................................................. 110

7. Statistik ........................................................................ 111

Emneregister ...................................................................... 116

Stikordsregister .......................................................................... 145

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Forord

Ankenævnet har i 2000 haft som

mål fortsat at sikre kvaliteten af

sekretariatets arbejde og dermed

også nævnets afgørelser.

Det var ankenævnets mål i løbet af

2000 at få sagsbehandlingstiden

ned på ca. 3 måneder. Der var til

det formål iværksat et sagsafviklingsprojekt,

som blev påbegyndt i

sidste kvartal af 1999 med afslutning

i december 2000. Ved udgangen

af år 2000 var den gennemsnitlige

sagsbehandlingstid 4-5

måneder. Det er fortsat målet at

nå en sagsbehandlingstid på ca.

3 måneder.

Sagsafviklingsprojektet har bevirket,

at sekretariatet og nævnets arbejde

har været koncentreret om afviklingen

af de konkrete sager. Det er

sekretariatets mål i løbet af 2001 at

fastholde udviklingen af kvaliteten

samtidig med at der løbende vil

blive informeret om ankenævnets

virksomhed på nævnets hjemmeside.

Foruden Arbejdsmarkedets Ankenævns

statistik for tiden 1. januar

2000 til 31. december 2000 samt

et udvalg af enkeltafgørelser fra

samme periode indeholder beretningen

2 artikler skrevet af 2 medarbejdere

i nævnets sekretariat. Artiklerne

omhandler problemstillinger,

som har bevirket en nærmere

undersøgelse af nævnets praksis på

disse områder.

København, juni måned 2001

Lisbet Jensen Helle Drusebjerg

Formand Stedfortræder

Præsentation af

Arbejdsmarkedets Ankenævn

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Arbejdsmarkedets Ankenævn er

oprettet med hjemmel i § 100 i lov

om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Ankenævnet er et uafhængigt organ

som er den øverste klageinstans for

klager over afgørelser, truffet efter

en række love, som hører under

arbejdsministeriets område.

De nærmere lovområder er beskrevet

på side 106-108.

Sekretariatet betjener selve nævnet,

som består af en formand, der samtidig

er leder af sekretariatet, samt

1 medlem udpeget af Dansk Arbejdsgiverforening,

1 medlem udpeget

af Landsorganisationen i

Danmark og 2 medlemmer udpeget

af arbejdsministeren efter forhandling

med justitsministeriet og

socialministeriet.

Ankenævnets sammensætning er

forskellig afhængig af hvilke sagstyper,

der behandles. Reglerne herom

fremgår af de forskellige love eller

er fastsat i bekendtgørelse.

Regler om hvornår ankenævnet er

beslutningsdygtigt fremgår af nævnets

forretningsorden, som er fastsat

i cirkulære nr. 183 af 25. oktober

1991 om forretningsorden for

Arbejdsmarkedets Ankenævn og

Arbejdsministeriets bekendtgørelse

nr. 417 af 23. juni 1993 om bl.a.

Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling

af sager efter lov om arbejdsgiverens

pligt til at underrette

lønmodtageren om vilkårene for

ansættelsesforholdet.

Formålet med at have et nævn af

Arbejdsmarkedets Ankenævns karakter

er primært at tilgodese borgernes

retssikkerhed. Udviklingen

af ankenævnets sagsområde er tillige

gennem de senere år gået i retning

af, at området er blevet mere

mangfoldigt, idet flere og flere lovområder

er inddraget i ankenævnets

sagsområde.

Det forhold, at ankenævnet er et

uafhængigt organ, bevirker, at nævnet

ikke er bundet af instrukser fra

arbejdsministeren eller andre myndigheder

om den enkelte sags behandling

og afgørelse. Ankenævnet

er dog undergivet de almindelige

forvaltningsretlige regler. Endvidere

er ankenævnets afgørelser undergivet

kontrol fra Folketingets Ombudsmand

og de almindelige domstole.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Ankenævnets praksis

på nogle områder

Artiklerne i dette kapitel forsøger at

beskrive ankenævnets praksis på

visse nærmere afgrænsede områder.

Den første artikel er skrevet på baggrund

af en Ombudsmandssag,

som rejste nogle principielle spørgsmål

bl.a. vedrørende ankenævnets

kompetence samt hvilke hensyn

ankenævnet havde inddraget i behandlingen

af sagen i forhold til

medlemmet.

Den anden artikel omhandler ankenævnets

praksis i sager om kassernes

ret til refusion, hvor ankenævnet

opretholder en ugyldig afgørelse.

Om ankenævnets kompetence –

ændring til ugunst for et medlem

på grundlag af en klage fra en kasse.

Ved fuldmægtig Birthe Bruhn

Nogle bemærkninger om en

ombudsmandssag:

Ankenævnet får af og til en klage

fra en kasse, som ønsker Arbejdsdirektoratets

afgørelse ændret

til ugunst for et medlem. Hvis direktoratet

for eksempel har truffet

afgørelse om, at et medlem ikke

skal tilbagebetale ydelser, fordi medlemmet

efter direktoratets opfattelse

har modtaget disse i god tro,

kan det være, at kassen med sit

kendskab til medlemmet har en

anden opfattelse af medlemmets

gode/onde tro, måske endda mener,

at medlemmet har handlet svigagtigt.

Der vil typisk være tale om tilfælde,

hvor direktoratet samtidig har truffet

afgørelse om, at kassen har mistet

retten til refusion, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 86, stk. 4.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Ankenævnet har gennem årene

behandlet sådanne klager og har

også i enkelte tilfælde truffet afgørelse

om, at medlemmet på trods

af direktoratets begunstigende afgørelse

alligevel skulle tilbagebetale

ydelser.

Et medlem, som i denne situation

fik meddelelse om, at han skulle

tilbagebetale dagpenge, klagede

over ankenævnets afgørelse til ombudsmanden.

Under behandlingen

af hans klage rejste ombudsmanden

en række spørgsmål over for nævnet,

som gav anledning til nogle

principielle overvejelser.

Ombudsmanden rejste bl.a. det

spørgsmål, om ankenævnet overhovedet

har kompetence til at behandle

en sådan klage fra en kasse.

Endvidere rejste ombudsmanden

spørgsmål om, hvorvidt ankenævnet

i sin afvejning af de modstridende

interesser som henholdsvis

kassen og medlemmet havde, havde

inddraget de forventninger, som

medlemmet i den konkrete sag

måtte have haft om, at direktoratets

afgørelse om hans tilbagebetalingspligt

var endelig.

Ankenævnet behandlede sagen på

ny. Der er redegjort for nævnets

behandling af sagen og svaret til

ombudsmanden i beretningen

side 93.

Efter nævnets opfattelse er nævnet

kompetent til at behandle klager af

denne art, idet kassen har en væsentlig

individuel interesse i at

klage også over afgørelsen vedrørende

medlemmets subjektive forhold.

Selvom der i princippet træffes

to afgørelser én vedrørende medlemmets

forhold og én vedrørende

kassens ret til refusion, hænger afgørelserne

alligevel sammen. Hvis

medlemmet har handlet svigagtigt,

vil kassen normalt få adgang til refusion,

og hvis medlemmet har til-

agebetalingspligt, har kassen mulighed

for at søge beløbet inddrevet

hos medlemmet.

Nævnet kan således også træffe en

afgørelse, der får økonomiske konsekvenser

for medlemmet. Det er

imidlertid en forudsætning herfor,

at medlemmet orienteres om, at

der er klaget og om indholdet af

klagen, således at medlemmet får

lejlighed til at varetage sine interesser

under sagens behandling. Denne

orientering skal ske så hurtigt som

muligt, idet medlemmet ellers med

god grund vil kunne indrette sig

på, at direktoratets afgørelse i forhold

til ham eller hende er endelig.

I den konkrete sag havde direktoratet

truffet to afgørelser, som begge

indeholdt klagevejledning. Afgørelsen

til kassen om refusionsspørgsmålet

var alene sendt til kassen og

ikke til medlemmet, som først på et

senere tidspunkt fik kendskab til

kassens klage og indholdet heraf.

Afgørelsen om det materielle indhold

var stilet til medlemmet, og

der var også i denne afgørelse givet

klagevejledning. Kassen klagede og

gjorde gældende, at medlemmet

havde handlet svigagtigt. Medlemmet

fik ikke på noget tidspunkt

under behandlingen af kassens

klage en klar tilkendegivelse af, at

kassens klage vedrørte den afgørelse,

der var stilet til ham, og at

udfaldet af nævnets behandling af

denne klage, ville kunne få økonomiske

konsekvenser for ham.

Med hensyn til spørgsmålet om

inddragelsen af medlemmets forventninger

til, at direktoratets afgørelse

endeligt havde gjort op med

hans forpligtelser i relation til

arbejdsløshedsforsikringen, var

dette spørgsmål ikke blevet drøftet

nærmere under sagens behandling i

ankenævnet.

Ankenævnet besluttede at ophæve

afgørelsen om, at medlemmet skul-

le tilbagebetale de med urette udbetalte

dagpenge. Begrundelsen var,

at nævnet erkendte, at medlemmet

kunne have fået det indtryk, at det

kun var ham, der kunne klage over

direktoratets afgørelse af det materielle

indhold, idet denne afgørelse

alene var stilet til ham. D.v.s. ankenævnet

tillagde indretningssynspunktet

afgørende vægt.

Samtidig besluttede ankenævnet, at

kassen skulle have ret til refusion i

medfør af dispensationsbestemmelsen

i § 5 i refusionsbekendtgørelsen

i erkendelse af, at såfremt

medlemmet på et tidligt tidspunkt

(d.v.s. umiddelbart efter klagefristens

udløb) var blevet underrettet

om kassens klage og således ikke

havde nået at indrette sig på at

direktoratets afgørelse om hans forhold

var endelig, kunne kassen

have fået adgang til at søge beløbet

tilbage hos medlemmet.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Sagen har givet anledning til overvejelser

i sekretariatet, og problemet

har været drøftet med direktoratet,

således at opmærksomheden i

større omfang rettes mod de indledende

procedurer i sagen, når en

kasse klager til ugunst for et medlem.

Det tilstræbes at sikre, at medlemmet

straks efter modtagelsen får

en fyldestgørende orientering om

kassens klage, herunder hvilke konsekvenser

en imødekommelse af

klagen eventuelt vil kunne få for

medlemmet.

Men herudover rejser ombudsmandens

henvendelse nogle spørgsmål

om rækkevidden af nævnets omgørelsesmuligheder

i sager af denne

art set i forhold til medlemmet.

Ombudsmanden gør således opmærksom

på, at det forvaltningsretlige

princip om, at en klageinstans

ikke kan ændre en afgørelse til

ugunst for klageren (princippet om

”reformatio in pejus” se ankenævnets

beretning for årene 1985 og

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

1986 side 11 ff.) også kan anvendes

i forhold til en anden klageberettiget,

som ikke har indgivet klage i

det konkrete tilfælde.

Ombudsmanden henviser til, at

han i forbindelse med behandlingen

af en klage over ankenævnets

behandling af en konkret sag i 1984

mere generelt redegjorde for anvendelsen

af dette princip (se Ombudsmandens

beretning for 1984

side 32 ff.)

Ombudsmanden skrev dengang, at

efter forvaltningsrettens almindelige

regler gælder, at en klageinstans

som ankenævnet ikke kan træffe

afgørelser til ugunst for klageren.

Varetagelsen af den almindelige

offentligretlige interesse i at få foretaget

en fuldstændig efterprøvelse

af den påklagede afgørelse, må vige

for hensynet til at befæste klageinstansens

funktion som en almindelig

retssikkerhedsgaranti. Dette gælder

som alt overvejende hovedregel,

når der kun er indgivet klage af en

enkelt klageberettiget.

Hvis der imidlertid er flere klageberettigede,

som rettidigt har indgivet

klager og som har modstridende

opfattelser, forudsætter klageordningen

nødvendigvis, at der må

kunne træffes afgørelse til skade for

en af klagerne. I disse tilfælde opstår

der ikke reformatio in pejus.

Der anerkendes imidlertid en vis

adgang til at træffe afgørelse til

ugunst for klageren. Det gælder

således, hvis den afgørelse, der klages

over, er behæftet med en materiel

ulovlighed. Her vil klageinstansen

kunne ændre den påklagede

afgørelse til ugunst for klageren,

hvis det modsatte resultat ville føre

til, at klageinstansen kom til at

medvirke til gennemførelsen af en

materielt ulovlig disposition.

Ex. Direktoratet har idømt et medlem

en karantæne. Medlemmet klager

over at han eller hun har mistet

dagpengeretten i en begrænset periode,

men det viser sig, at medlemmet

på grund af de almindelige regler om

karenstid slet ikke har nogen dagpengeret.

I så fald kan ankenævnet

træffe den mere indgribende afgørelse

om standsning af en fejlagtig dagpengeudbetaling.

Ombudsmanden udtalte videre, at

noget tilsvarende - altså mulighed

for at omgøre til ugunst for klageren

- må gælde, hvis væsentlige

hensyn til private interesser, navnlig

hensynet til andre klageberettigede,

som ikke selv har klaget rettidigt,

taler derfor.

Ex. En kasse klager over, at den er

pålagt medansvar for, at der med

urette er udbetalt dagpenge til et

medlem. Ankenævnet vil i den situation

i givet fald kunne ophæve direktoratets

afgørelse om medlemmets

tilbagebetalingspligt, selv om dette

indebærer en skærpelse i forhold til

kassen, som herefter alene må bære

ansvaret. Hensynet til medlemmet er

så væsentligt, at det vil kunne bære

en afgørelse til ugunst for kassen, som

har klaget.

Det betyder overført på den konkrete

sag, at hvis medlemmet måtte

gå ud fra, at direktoratets afgørelse

var endelig i forhold til ham, kræves

der særdeles tungtvejende hensyn

til kassen, for at kunne begrunde

en ændring med økonomiske

konsekvenser for medlemmet.

I den konkrete sag kunne hensynet

til kassen tilgodeses ved at give kassen

refusion i medfør af den særlige

dispensationsbestemmelse, og da

nævnet ved sagens fornyede behandling

fandt, at meget talte for,

at medlemmet kunne have været i

tvivl om, hvorvidt nævnet alene

behandlede refusionsafgørelsen,

eller om behandlingen også vedrør-

te hans forhold, fandt ankenævnet

ikke tilstrækkeligt grundlag for at

opretholde den bebyrdende afgørelse

i forhold til ham.

Når ankenævnet behandler klager

af denne karakter, er det således

ikke tilstrækkeligt, at nævnet tager

stilling til medlemmets subjektive

forhold, hvis der eksempelvis er

nedlagt påstand om, at medlemmet

skal pålægges tilbagebetalingspligt.

Der skal også tages stilling til en

række ulovhjemlede forvaltningsretlige

grundsætninger, som kan få

afgørende betydning i den enkelte

sag, og som skal indgå i argumentationen

og begrundelsen for afgørelsen.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Ankenævnets praksis i sager om kassernes ret

til refusion efter arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 86, stk. 4, i tilfælde hvor ankenævnet opretholder

en ugyldig afgørelse

Ved fuldmægtig Margrethe

Martensen

1. Beskrivelse af

problematikken

Den type refusionsspørgsmål

som artiklen omhandler, vil

typisk indgå i, eller opstå i forlængelse

af sager, hvor ankenævnet

træffer afgørelse om at opretholde

en ugyldig afgørelse i forhold til et

medlem, eller sager hvor afgørelsen

går ud på, at et medlem skal stilles

som om den pågældende havde

modtaget korrekt vejledning (dvs.

tilfælde, hvor et medlem på grund

af forkert eller mangelfuld vejledning

har mistet en ret eller mulighed,

som den pågældende ellers

ville have haft).

Hjemlen til at opretholde en ugyldig

afgørelse/ændre direktoratets

afgørelse til gunst for medlemmet,

skal søges i den forvaltningsretlige

teori i de såkaldte “tertiære mo-

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

menter”, der knytter sig til den person,

der har modtaget den begunstigende

afgørelse. Det karakteristiske

ved disse sager er, at der ikke

“er noget at gøre” i medfør af forsikringsloven,

aktivloven m.fl.

Direktoratets begrundelse for den

negative afgørelse vil ofte henvise

til, at medlemmerne “ikke kan få

en bedre retsstilling end der er

mulighed for efter loven”. Medlemmerne

vil derfor også typisk blive

henvist til at gøre eventuelle erstatningskrav

gældende ved de civile

domstole.

Udgangspunktet ved afgørelser, der

lider af væsentlige mangler, er da

også, at afgørelsen er ugyldig og

skal annulleres. Der skal derfor

meget tungtvejende grunde til at

opretholde en ugyldig afgørelse.

Opretholdelse af en ugyldig afgørelse

forudsætter for det første, at

den, der er truffet afgørelse i forhold

til, har været i berettiget god

tro om, at afgørelsen var rigtig. Der

må således ikke være noget at bebrejde

modtageren. Som eksempler

på tertiære momenter kan nævnes

indrettelseshensyn, herunder den

tidsmæssige faktor, manglens/fejlens

grovhed og åbenbarhed, proportionalitet,

økonomiske og sociale

konsekvenser af hhv. annullation

og opretholdelse m.v.

I beskrivelsen af praksis er også

ganske kort nævnt dispensationssager,

fordi disse sager af og til forveksles

med ovennævnte sagstype.

De to typer af sager har dog intet

med hinanden at gøre, idet dispensation

forudsætter særlig lovhjemmel.

Hvis der er hjemmel til at dispensere,

og dispensationsmuligheden

udnyttes, så er der ikke længere

sket nogen “fejl”, og eventuelle

udbetalinger bliver med dispensationen

retmæssige.

Den omstændighed at ankenævnet

opretholder/undlader at annullere

en ugyldig afgørelse på grund af

tungtvejende hensyn til den, der i

god tro har modtaget en begunstigende

afgørelse, medfører ikke i sig

selv, at alle virkningerne af den

ugyldige afgørelse bliver lovlige. En

allerede sket udbetaling af dagpenge

eller andre ydelser, der baserer

sig på den ugyldige afgørelse,

bliver således ikke retmæssig alene

på grund af ankenævnets afgørelse

om at opretholde afgørelsen i forhold

til medlemmet.

Det er helt forskellige hensyn, der

gør sig gældende. De hensyn, der

kan begrunde opretholdelse af en

ugyldig begunstigende afgørelse i

forhold til et medlem, gør sig på

ingen måde gældende i forhold til

den, der har ansvaret for den fejlagtige

afgørelse. Tværtimod, vil der

typisk være tale om, at kassen har

et selvstændigt ansvar for fejlen.

Der er således tale om to forskellige

spørgsmål, der skal behandles hver

for sig.

Ankenævnet kan ikke “reparere” på

allerede skete fejludbetalinger, men

ankenævnets afgørelse kan betyde,

at en fremtidig, eller tilbageholdt,

udbetaling af ydelse bliver retmæssig

med hjemmel i ankenævnets

afgørelse.

Spørgsmålet om kassernes ret til

refusion for allerede skete udbetalinger

skal derimod alene afgøres

efter de gældende refusionsregler.

2. Eksempler fra

ankenævnets praksis

Fra praksis kan nævnes

1998-1-6539:

Sagen drejede sig om et medlem,

der havde fået udbetalt dagpenge

med urette i en periode efter at han

var fyldt 60 år. Direktoratet havde

truffet afgørelse om, at medlemmet

skulle stilles, som om han havde

søgt efterløn, før hans dagpengeret

ophørte, dvs. som om han havde

modtaget korrekt vejledning fra

kassen. Efterløn skulle dog først

udbetales fra det tidspunkt, hvor

dagpengeudbetalingen blev indstillet.

Kassen gjorde gældende, at fejludbetalingen

kunne begrænses til at

omfatte differencen mellem de dagpenge,

der var udbetalt og den

efterløn, som medlemmet blev berettiget

til fra overgangstidspunktet.

Ankenævnet traf afgørelse om, at

der ikke kunne “repareres” på fejludbetalingen.

Det, der var udbetalt,

var udbetalt med urette, og

kassen havde derfor ikke ret til

refusion. Fremtidige udbetalinger,

dvs. fra det tidspunkt, hvor udbetalingen

havde været indstillet, var

derimod med rette, og hjemlen

dertil var de forvaltningsretlige

regler (denne sag er af kassen indbragt

for Ombudsmanden).

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Ligeledes kan nævnes

2000-1-0121:

Sagen drejede sig om et medlem,

som var tilkaldevikar i en institution,

hvor hun var blevet stillet i udsigt,

at hun på et tidspunkt ville blive

fast ansat. Medlemmet blev to gange

formidlet arbejde med et fast ugentligt

timeantal på hhv. 20 og 25 timer.

Det første arbejde afslog hun uden

først at kontakte kassen. Kassen traf

efterfølgende afgørelse om, at afslaget

ikke skulle have dagpengemæssige

konsekvenser. På baggrund af denne

afgørelse afslog medlemmet også det

næste arbejde. Kassen vurderede, at

heller ikke det andet afslag skulle have

dagpengemæssige konsekvenser. Begrundelsen

var i begge tilfælde, at

medlemmet havde flere timer som tilkaldevikar,

og at hun var blevet lovet

flere timer og senere fastansættelse.

Direktoratet udtrak sagen i forbindelse

med rådighedstilsynet. Direk-

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

toratet fandt, at medlemmet var

selvforskyldt ledig ved begge afslag,

at hun ikke skulle tilbagebetale

dagpenge, men at hun skulle gennemgå

en uges karantæne for første

afslag og miste dagpengeretten ved

andet afslag p.g.a. gentagelsesvirkningen.

Desuden havde kassen ikke

ret til refusion for de fejludbetalte

beløb - i alt ca. 25.000,- kr.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

var selvforskyldt ledig ved begge

arbejdsophør. For det første

arbejdsophør skulle medlemmet

pålægges en uges effektiv karantæne,

mens hun ikke skulle pålægges

sanktion for det andet afslag.

Ankenævnet begrundede afgørelsen

med, at medlemmet havde afslået

det første job uden forudgående

henvendelse til kassen, mens medlemmet

ved det andet afslag måtte

anses for at have handlet i overensstemmelse

med kassens vejledning

efter det første afslag.

Ankenævnet traf særskilt afgørelse

til kassen om, at denne ikke var berettiget

til refusion for dagpenge udbetalt

i den uge, hvor medlemmet,

jf. afgørelsen ovenfor, skulle have

gennemgået 1 uges effektiv karantæne.

Ankenævnet henviste til, at

der ikke var tale om en skønsmæssig

afgørelse, der kunne berettige til

refusion efter undtagelsesbestemmelserne

i refusionsbekendtgørelsen.

Med hensyn til dagpenge udbetalt

efter det andet afslag på formidlet

arbejde, så måtte disse dagpenge

anses for udbetalt med rette som

konsekvens af, at nævnet fandt, at

der ikke havde været tilstrækkeligt

grundlag for at pålægge medlemmet

sanktion for dette. Der var

m.a.o. ikke sket en fejludbetaling

efter det andet afslag.

Fra praksis kan også nævnes

1999-1-0572:

Sagen drejede sig om et medlem,

der var blevet fuldtidsforsikret på et

forkert grundlag, idet hun aldrig

havde opfyldt betingelserne derfor.

Det var kassen, der havde begået en

fejl (forkert opfattelse af reglerne) i

forbindelse med medlemmets overgang

fra deltids- til fuldtidsforsikring.

Medlemmets gode tro om retten

til fuldtidsforsikring var ubestridt.

Fejlen blev først opdaget 5 år senere

i forbindelse med medlemmets

overgang til efterløn. Direktoratet

traf afgørelse om, at medlemmet

alene var berettiget til deltidsefterløn.

Ankenævnet fandt, at den ugyldige

afgørelse skulle opretholdes med

henvisning til tungtvejende hensyn

til medlemmet (de tertiære momenter

så som god tro, indrettelseshensyn,

den tidsmæssige faktor

m.v.). Der var ikke sket nogen fejludbetaling,

da “fejlen” blev opdaget

inden udbetalingen. Den fremtidige

udbetaling af efterløn blev med

rette på baggrund af ankenævnets

afgørelse, dvs. der var ikke noget

refusionsproblem.

Endelig kan nævnes

1999-1-0442:

Sagen ligner den ovennævnte derved,

at der var tale om at opretholde

en ugyldig afgørelse på baggrund

af de tertiære momenter, som relaterede

sig til medlemmets forhold.

I denne sag var medlemmet overgået

til overgangsydelse og havde igennem

flere år fået udbetalt overgangsydelse,

som hun imidlertid ikke

opfyldte betingelserne for at få. Den

fejlagtige overgang skyldtes en regnefejl

i kassen.

Direktoratet fandt, at medlemmets

overgang til overgangsydelse skulle

annulleres, men at der ikke var

grundlag for at kræve den udbetalte

overgangsydelse tilbagebetalt af

medlemmet, som havde været i

ubestridt god tro om sin ret til

ydelsen. Kassen havde påtaget sig

ansvaret for fejludbetalingen, og

direktoratet bemærkede, at denne

ikke havde ret til refusion for fejludbetalingen.

Kassen klagede på medlemmets

vegne og anmodede om dispensation

til, at medlemmet kunne blive

i ordningen.

Ankenævnet traf afgørelse om, at

medlemmets overgang til overgangsydelse

ikke skulle annulleres, og at

hun efter omstændighederne (= de

tungtvejende tertiære momenter, så

som hendes god tro, indrettelseshensyn,

proportionalitet m.v.) fik

tilladelse til at blive i ordningen.

Ved afgørelsen tog ankenævnet ikke

stilling til spørgsmålet om refusion

for udbetalingen af overgangsydelse,

idet kassen havde påtaget sig ansvaret

for fejludbetalingen på ca.

327.000,- kr.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Refusionsspørgsmålet blev

rejst som en særskilt sag,

2000-1-0463:

Efter ankenævnets ovennævnte afgørelse

mente kassen, at den var berettiget

til refusion for udbetalingen af

overgangsydelse. Kassen begrundede

dette med, at der med ankenævnets

afgørelse om, at medlemmet fik ret til

at blive i ordningen, ikke længere

kunne siges at være sket en fejludbetaling.

Direktoratet traf afgørelse om, at kassen

ikke havde ret til refusion for udbetalingen

af overgangsydelse. Direktoratet

henviste til, at det fulgte af

ankenævnets afgørelse, at der var sket

en fejludbetaling som følge af kassens

fejl, og at kassen desuden havde

truffet afgørelse om, at denne selv var

ansvarlig for tilbagebetalingen af ydelsen

frem til konstateringstidspunktet.

Videre bemærkede direktoratet, at

det også fulgte af ankenævnets

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

afgørelse, at medlemmet havde ret

til at blive i overgangsydelsesordningen,

hvorfor udbetaling af overgangsydelse

fra konstateringstidspunktet

og frem måtte anses for at

være sket med rette.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets

afgørelse. Ankenævnet lagde vægt

på, at der måtte anses for at være

sket en fejludbetaling frem til det

tidspunkt, hvor kassen konstaterede

fejlen og indstillede udbetalingen.

Det var først fra dette tidspunkt, at

udbetalingen kunne anses for retmæssig

på baggrund af ankenævnets

tidligere afgørelse i forhold til

medlemmet.

Ankenævnet henviste til, at afgørelsen

om at opretholde kassens

ugyldige afgørelse i forhold til medlemmet

alene var begrundet i medlemmets

forhold. Det var derfor

ikke en automatisk følge af afgørelsen,

at den allerede skete udbetaling

kunne anses for at være sket

med rette. Kassen havde et selvstændigt

ansvar for fejludbetalingen,

og der var derfor ikke grundlag

for at yde denne refusion for fejludbetalingen

efter nogen af undtagelsesbestemmelserne

i refusionsbekendtgørelsen.

Endvidere kan nævnes

1999-1-0449:

I denne sag pålagde ankenævnet

kassen at udbetale dagpenge til et

medlem frem til den 3. juni 1999,

selvom hans dagpengeret var ophørt

i marts måned samme år, og

dagpengeudbetalingen havde været

indstillet fra dette tidspunkt. Imidlertid

fik medlemmet først den 3.

juni 1999 besked om udløbet af

dagpengeretten.

Kassen fik ret til refusion for den

udbetaling, som ankenævnet pålagde

den, da nævnet ikke kunne

pålægge kassen at foretage en uberettiget

udbetaling.

Der var tale om en meget konkret

begrundet afgørelse, og der har

ikke siden været andre afgørelser af

denne art. Afgørelsen kan dog

minde om en række afgørelser, der

er truffet på orlovsområdet.

Praksis på orlovsområdet:

Afgørelserne har drejet sig om situationer,

hvor en orlovsbevilling er

blevet tilbagekaldt/annulleret, men

først med virkning fra det tidspunkt,

hvor meddelelsen om tilbagekaldelsen/annullationen

kommet frem til den pågældende.

Hvis udbetalingen af ydelse har

været indstillet fra et tidligere tidspunkt

end det tidspunkt, hvor den

pågældende modtog meddelelse

derom, har ankenævnet fundet, at

den pågældende var berettiget til

efterbetaling frem til modtagelsen

af underretningen - forudsat at den

pågældende kunne anses for at være

i god tro om sin ret til bevillingen.

I disse afgørelser har indretningssynspunkter

også spillet en vis rolle, idet

udbetalingen har hvilet på en bevilling,

der var forudsat at gælde for en

længere periode. Efterbetalinger frem

til tilbagekaldelsestidspunktet er

anset for retmæssige udbetalinger,

dvs. med ret til refusion for kassen.

Praksis i dispensationssager:

I f.eks. sagerne om manglende tilmelding

til AF afgjort efter de “gamle

regler” medførte en dispensation i

henhold til særlig bemyndigelse, at

der ikke kunne siges at være sket

nogen fejl. Dispensationen medførte,

at medlemmet ansås for tilmeldt,

hvorfor der ikke var tale om nogen

fejludbetaling. Refusionsspørgsmålet

faldt dermed også væk.

(Reglerne er som bekendt nu ændret,

således at sagerne rejses som rene

refusionssager. Dispensationsmuligheden

er nu begrænset til de tilfælde,

hvor der ikke er udbetalt dagpenge).

3. Sammenfatning

Af praksis kan udledes, at der

må skelnes mellem udbetalinger

før og efter ankenævnets

afgørelse, da en udbetaling efter/i

overensstemmelse med ankenævnets

afgørelse må anses for retmæssig

og dermed også med ret til refusion

for kassen.

Modsat må en udbetaling, der ligger

forud for ankenævnets afgørelse,

anses for fejlagtig, hvis den baserer

sig på en ugyldig afgørelse. Dette

må gælde, uanset om afgørelsen

opretholdes eller annulleres af ankenævnet;

ankenævnet kan m.a.o.

ikke efterfølgende reparere på en

allerede sket fejludbetaling.

De forhold, der kan begrunde

opretholdelse af en ugyldig afgørelse,

relaterer sig til forholdene hos

den, der i god tro har modtaget

den begunstigende afgørelse. De

samme hensyn gør sig på ingen

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

måde gældende i forhold til den,

der har ansvaret for den ugyldige

afgørelse, som typisk vil skyldes

fejlagtig anvendelse af reglerne, en

misforståelse/fejlfortolkning af de

faktiske forhold, eller en eller anden

form for fejlberegning i kassen.

Det er derfor heller ikke en automatisk

følge af, at ankenævnet

opretholder en ugyldig afgørelse i

forhold til et medlem, at kassen får

ret til refusion for allerede skete

udbetalinger. Der må i hvert enkelt

tilfælde træffes særskilt afgørelse

om refusionsspørgsmålet, som

alene skal afgøres efter gældende

bestemmelser i loven og refusionsbekendtgørelsen.

Da hovedreglen ved fejludbetalinger

er objektivt ansvar fra kassen, vil

det formentlig være yderst sjældent,

at en kasse får ret til refusion efter

en af undtagelsesbestemmelserne i

refusionsbekendtgørelsen. Det

bemærkes i den forbindelse, at

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

anvendelse af undtagelsesbestemmelserne

forudsætter, at der ikke

samtidig er noget at bebrejde kassen.

Hvis kassen har et selvstændigt

ansvar for fejludbetalingen, kan der

aldrig blive tale om refusion for

allerede skete udbetalinger.

4. Gældende regler

om kassernes ret

til refusion:

Lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 712

af 19. juli 2000

§ 86, stk. 4. I tilfælde , hvor der er

udbetalt dagpenge, overgangsydelse,

efterløn eller præmie efter § 74 k

med urette, har kassen ikke ret til

refusion fra statskassen, og udbetalte

refusionsbeløb skal tilbagebetales,

medmindre den fejlagtige udbetaling

skyldes medlemmets svigagtige forhold.

Stk. 6. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen

kan fastsætte regler

om administrationen af stk. 4, 1.

pkt. og stk. 5. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen

kan herunder

bestemme, at kassen skal have

krav på refusion i ganske særlige

situationer, selv om fejludbetalingen

ikke skyldes medlemmets svigagtige

forhold.

Bekendtgørelse nr. 980 af

14. december 1993 om arbejdsløshedskassernes

ret til refusion fra

statskassen for fejludbetalte ydelser

§ 1. Hvis en kasse med urette har

udbetalt

1) ydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v.,

2) etableringsydelse eller uddannelsesgodtgørelse

efter lov om en aktiv

arbejdsmarkedspolitik, eller

3) ydelser efter lov om orlov,

har kassen ikke ret til refusion

fra statskassen og udbetalte refusionsbeløb

skal tilbagebetales.

Stk. 2. Kassen har dog ret til refusion

i de i §§ 2-5 anførte tilfælde.

§ 2. Skyldes fejludbetalingen medlemmets

svigagtige forhold, jf.

§ 87, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v., har kassen ret

til refusion. Retten bortfalder dog i

det omfang, udbetalingen kan tilskrives

fejl i kassen.

§ 3. Hvis fejludbetalingen skyldes

en skønsmæssig afgørelse, har kassen

ret til refusion, såfremt kassen

har sikret sig et tilstrækkeligt grundlag

for det udøvede skøn, og skønnet

kan anses for forsvarligt.

Stk. 2. Kassen har endvidere ret til

refusion, hvis fejludbetalingen skyldes

urigtige oplysninger fra arbejdsgivere,

offentlige myndigheder eller

en anden arbejdsløshedskasse, medmindre

kassen vidste eller burde

vide, at oplysningerne var urigtige.

Stk. 3. Stk. 1 og stk. 2, finder dog

ikke anvendelse i tilfælde, hvor

medlemmet i forbindelse med fejl-

udbetalingen har udvist uagtsomt

forhold, således at der er grundlag

for at pålægge medlemmet ansvar

for tilbagebetaling efter § 86, stk.

1, i lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v., jf. dog § 5.

§ 4. Hvis en fejludbetaling af etableringsydelse,uddannelsesgodtgørelse

eller orlovsydelse skyldes

Arbejdsformidlingen, har kassen ret

til refusion uanset § 3, stk. 3. Kassen

mister dog retten til refusion,

hvis kassen vidste eller burde vide,

at ydelsen var godkendt på et fejlagtigt

grundlag.

§ 5. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen

kan i ganske særlige

situationer give tilladelse til, at kassen

får ret til refusion for fejludbetalte

beløb, hvor dette ikke følger af

§§ 2-4.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Ankenævnets afgørelser i udvalg

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Indledning

Arbejdsmarkedets Ankenævn har i

løbet af 2000 afsluttet i alt 1258

sager. I dette kapitel omtales de

sager, som har været særlig interessante.

For så vidt angår forsikringssager

drejer det sig om 8 sager om

ret til dagpenge, 5 sager om efterløn,

2 sager om fortolkning af EFforordning

1408/71, 1 sag om ret

til feriedagpenge og 2 sager om

kassens ret til refusion.

Herudover indeholder beretningen

1 orlovssag, 3 sager om arbejdsmarkedsuddannelse,

2 sager om kompensation

til handicappede i erhverv,

2 sager om ansættelsesbevis

og 2 sager om dagpengegodtgørelse

for 1. og 2. ledighedsdag.

DAGPENGE

Ophør med selvstændig

virksomhed

Medlemmet blev anset for ophørt,

da hun havde solgt sin virksomhed

og reelt var afskåret fra at føre

denne videre blandt andet på

grund af en meget omfattende

konkurrenceklausul. Medlemmet

arbejdede for køber af virksomheden

i en overgangsperiode efter

salget.

Medlemmet fortsatte driften af

en vvs-forretning efter sin

ægtefælles død i 1994.

Pr. 31. december 1999 solgte hun

hele virksomheden, bortset fra lokalerne,

som blev udlejet til køberen.

Efter køberens ønske arbejdede hun

i forretningen i 16 timer pr. uge i

starten.

Inden overdragelsen søgte medlemmet

råd og vejledning i kassen og

fik den klare opfattelse, at hun

kunne anses for ophørt under de

givne omstændigheder.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Efter overdragelsen og tilmeldingen

som ledig fandt kassen, at hun arbejdede

i lejers/købers virksomhed

og derfor ikke var dagpengeberettiget.

Direktoratet lagde vægt på, at hendes

ansættelse i virksomheden i 16 timer

pr. uge i en overgangsperiode var en

betingelse for købers overtagelse.

Direktoratet lagde også vægt på, at

der var tale om samme type vvs-virksomhed

og derfor ikke en ny selvstændig

virksomhed. Derfor havde

beskæftigelsen i virksomheden betydning

for ophøret med den tidligere

virksomhed, jf. ophørsbekendtgørelsens

§ 4, stk. 2.

Direktoratet ville ikke dispensere

fra egne regler.

Ankenævnet ændrede afgørelsen.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

efter en meget konkret vurdering

kunne anses for ophørt efter § 3, i

bekendtgørelse nr. 294 af 19. maj

1998 om ophør med udøvelse af

selvstændig virksomhed som

hovedbeskæftigelse.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet

solgte sin virksomhed og

udlejede virksomhedens lokaler til

køber, som fik forkøbsret til at købe

lokalerne til samme pris, som nogen

udenforstående tredjemand måtte

byde og ret til at lade forkøbsretten

tinglyse som byrde på ejendommen.

Ankenævnet lagde videre vægt på,

at den indgåede konkurrenceklausul

udelukkede medlemmet fra at

deltage i lignende virksomhed de

næste ti år, at der var en konventionalbod

på 100.000 kr. for hver

overtrædelse af konkurrenceklausulen,

at der kunne nedlægges fogedforbud

uden sikkerhedsstillelse og

at medlemmet ville blive ansvarlig

for købers tab i øvrigt i den forbindelse.(

j.nr. 2000-1-0467 )

REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v., jf. lovbek. nr. 592 af

14. juli 1999

§ 57 Dagpenge kan kun udbetales

til et medlem, som er ledigt, jf. dog

kapitel 11 b og afsnit III a. ...

Stk. 3. En selvstændig erhvervsdrivende

anses for ledig, når hans personlige

arbejde i virksomheden er

ophørt mere end midlertidigt.

Nærmere regler om, hvornår en

selvstændig erhvervsdrivendes

personlige arbejde i virksomheden

anses for ophørt mere end midlertidigt,

fastsættes af direktøren for

Arbejdsløshedsforsikringen efter

forhandling med Landsarbejdsrådet.

Bekendtgørelse nr. 294 af

19. maj 1998 om ophør med

udøvelse af selvstændig virksomhed

som hovedbeskæftigelse

§ 2. Det personlige arbejde anses

for ophørt mere end midlertidigt,

når medlemmet opfylder en af

betingelserne i §§ 3-13. Medlemmet

skal være afmeldt offentlige

registre som selvstændig erhvervsdrivende,

medmindre det godtgøres,

at registreringen ikke skyldes

fortsat udøvelse af selvstændig virksomhed.

§ 3. Et medlem anses for ophørt

mere end midlertidigt med det personlige

arbejde i virksomheden, når

medlemmet dokumenterer, at virksomheden

endeligt er overdraget

eller lukket.

§ 4. Et medlem anses for ophørt

mere end midlertidigt med det personlige

arbejde i virksomheden, når

medlemmet dokumenterer, at virksomheden

er bortforpagtet eller

udlejet ved en skriftlig kontrakt, der

er gensidigt uopsigelig i mindst 5 år.

Stk. 2. Det er en forudsætning, at

medlemmet ikke i forpagtningseller

lejeperioden er beskæftiget i

virksomheden.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

DAGPENGE

Ophør med selvstændig

virksomhed

Medlemmet blev anset for ophørt

med drift af selvstændig virksomhed,

da medlemmet havde indgået

en aftale med amtet om udtagelse

af jorde til miljøvenlige foranstaltninger.

Dette blev sidestillet

med en bortforpagtningsaftale.

Medlemmet havde siden 1986

drevet landbrug og søgte om

dagpenge fra den 1. oktober 1998.

Medlemmet overdrog ikke sit landbrug,

men henviste til at han havde

indgået aftale med amtet om jordbrugsvenlige

foranstaltninger. Aftalen

indebar, at medlemmet mod tilskud

forpligtede sig til i 20 år at

lade markerne omdanne til naturområder

m.v. Markerne måtte derfor

ikke afgræsses, vandes, tilføres

gødning eller sprøjtes. Markerne

kunne plejes ved afslåning af plantedække

og ved rydning.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Medlemmets advokat henviste bl.a.

til, at aftalen ikke pålagde medlemmet

nogen arbejdsforpligtigelse

udover at være behjælpelig ved

kontrolbesøg, og måtte i øvrigt

sidestilles med bortforpagtning, da

ejeren ikke erhvervsmæssigt måtte

råde over jorden. Ligesom ved forpagtning

eksisterer muligheden for

at genoptage driften, men i så tilfælde

ved retsbrud som indebærer

erstatningsansvar.

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse

om, at medlemmet ikke var

ophørt og lagde vægt på, at medlemmet

fortsat ejede jorden og

ensidigt kunne genoptage driften,

uanset at en sådan handlemåde

ville være sanktioneret, at aftalen

gjaldt 20 år, og at driftsmidlerne

eventuelt var afhændet. Direktoratet

bemærkede samtidig, at reglen

om bortforpagtning er en undtagelse

og derfor bør fortolkes indskrænkende.

Ankenævnet ændrede afgørelsen.

Ankenævnet fandt, at aftalen om

udtagelse til miljøvenlige foranstaltninger

skulle sidestilles med bortforpagtning.

Ankenævnet lagde

vægt på, at aftalen var gensidigt

uopsigelig i 20 år, at den omfattede

al dyrkbar jord, og at der i aftalen

var oplyst om størrelsen af de udtagne

arealer og tilskuddet for arealerne.

Ankenævnet lagde videre

vægt på, at aftalen ikke var forbundet

med nogen arbejdsforpligtelse

for medlemmet udover udfyldelse

af et planteskema én gang om året.

Ankenævnet lagde endelig vægt på,

at Plantedirektoratet påser, om aftalen

bliver overholdt og en eventuel

overtrædelse ville blive sanktioneret

med tilbagebetaling af tilskuddet.

( j.nr. 1999-1-0400 )

REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v. jf. lovbek. 587 af 10. august

1998

§ 57. Dagpenge kan kun udbetales

til et medlem, som er ledigt, jf. dog

kapitel 11 b og afsnit III a. Dagpenge

kan ikke udbetales for ledighedsperioder,

hvor medlemmet er

berettiget til en dagpengegodtgørelse

fra arbejdsgiveren, jf. § 84,

medmindre andet følger af regler

fastsat af Direktøren for arbejdsløshedsforsikringen

i medfør af § 84,

stk. 9.

Stk. 3. En selvstændig erhvervsdrivende

anses for ledig, når hans personlige

arbejde i virksomheden er

ophørt mere end midlertidigt.

Nærmere regler om, hvornår en

selvstændig erhvervsdrivendes personlige

arbejde i virksomheden

anses for ophørt mere end midlertidigt,

fastsættes af direktøren for

arbejdsløshedsforsikringen efter forhandling

med Landsarbejdsrådet.

Bekendtgørelse nr. 294 af

19. maj 1998 om ophør med

udøvelse af selvstændig virksomhed

som hovedbeskæftigelse

§ 2. Det personlige arbejde anses

for ophørt mere end midlertidigt,

når medlemmet opfylder en af betingelserne

i §§ 3-13. Medlemmet

skal være afmeldt offentlige registre

som selvstændig erhvervsdrivende,

medmindre det godtgøres, at registreringen

ikke skyldes fortsat udøvelse

af selvstændig virksomhed.

§ 3. Et medlem anses for ophørt

mere end midlertidigt med det personlige

arbejde i virksomheden, når

medlemmet dokumenterer, at virksomheden

endeligt er overdraget

eller lukket.

Stk. 2. Et medlem kan anses for

ophørt fra et tidligere tidspunkt

end den endelige overdragelse eller

lukning, hvis medlemmet dokumenterer

at være afskåret fra fortsat

at drive virksomheden.

§ 4. Et medlem anses for ophørt

mere end midlertidigt med det personlige

arbejde i virksomheden, når

medlemmet dokumenterer, at virksomheden

er bortforpagtet eller

udlejet ved en skriftlig kontrakt,

der er gensidigt uopsigelig i mindst

5 år.

Stk. 2. Det er en forudsætning, at

medlemmet ikke i forpagtningseller

lejeperioden er beskæftiget i

virksomheden.

Stk. 3. Et medlem kan ikke opfylde

betingelserne i stk. 1 ved bortforpagtning

eller udlejning til ægtefælle,

samlever eller umyndige

børn.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

DAGPENGE

Selvforskyldt ledighed

Medlemmet var selvforskyldt

ledig ved afslagene på to formidlede

arbejder. Hun skulle dog

alene have en karantæne for det

første afslag, idet kassen havde

tilkendegivet at afslag på lignende

formidlet arbejde ikke ville få

dagpengemæssige konsekvenser

Medlemmet arbejdede som tilkaldevikar

i en børneinstitution

og ønskede at få et arbejde

på fuld tid. Hun var blevet stillet i

udsigt, at hun på et tidspunkt ville

blive fast ansat i institutionen.

I juni var medlemmet til ansættelsessamtale

vedrørende formidlet

arbejde på 20 timer om ugen, som

butiksmedhjælper og et formidlet

arbejde på 25 timer om ugen, som

butiksassistent. Medlemmet afslog

begge de formidlede stillinger.

Det første arbejde afslog medlemmet

uden først at kontakte kassen,

hvorefter kassen traf afgørelse om,

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

at afslaget ikke skulle have dagpengemæssige

konsekvenser for medlemmet.

På den baggrund afslog medlemmet

også det næste arbejde.

Afslagene blev af medlemmet og

kassen begrundet med, at medlemmet

havde flere timer som tilkaldevikar,

end hun ville få i de tilbudte

stillinger. Medlemmet var blevet

lovet flere vikartimer og senere fast

ansættelse i børneinstitutionen.

Direktoratet blev opmærksom på

sagen og bad kassen vurdere sagen

igen. Kassen fastholdt, at afslagene

ud fra et konkret skøn ikke burde

få konsekvenser for medlemmets

dagpengeret.

Direktoratet traf afgørelse om, at

medlemmet var selvforskyldt ledig

ved begge afslag, og at hun ikke

skulle tilbagebetale dagpenge, men

pålægges en uges karantæne for det

første afslag og miste retten til dagpenge

efter andet afslag.

Ankenævnet fandt efterfølgende, at

medlemmet var selvforskyldt ledig

ved afslagene på de formidlede arbejder,

og at hun skulle have en uges

effektiv karantæne for afslaget på det

første formidlede arbejde, men at

hun ikke skulle have en karantæne i

forbindelse med det andet afslag.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet

ikke var garanteret arbejde

i noget omfang i beskæftigelsen

som tilkaldevikar. Hun var således

forpligtet til at overtage det formidlede

faste arbejde, og hun havde

ingen gyldig grund til at afslå det.

Ankenævnet lagde endvidere vægt på,

at afslaget på det andet formidlede

arbejde skete efter, at kassen havde

tilkendegivet over for hende, at afslag

på et lignende formidlet arbejde ikke

ville få dagpengemæssige konsekvenser.

Hun måtte derfor ved det andet

afslag anses at have handlet i overensstemmelse

med kassens vejledning.

( j.nr. 2000-1-0121 )

REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v., jf. lovbek. nr. 27 af

13. januar 1997

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales

til et medlem, hvis ledighed skyldes,

1) at medlemmet uden fyldestgørende

grund afslår et passende arbejde,

der formidles af Arbejdsformidlingen

eller arbejdsløshedskassen.

§ 65. Arbejdsløshedskassen skal

vejlede medlemmet om de rettigheder

og pligter, der følger af lovens

kapitel 7-16, samt om medlemmets

rettigheder og pligter i øvrigt efter

arbejdsmarkedslovgivningen.

§ 86. Har et medlem givet kassen

urigtige oplysninger eller fortiet

omstændigheder af betydning for

retten til dagpenge, overgangsydelse,

delefterløn eller efterløn, eller

i øvrigt mod bedre vidende uberettiget

modtaget dagpenge, overgangsydelse,

delefterløn eller efterløn, skal

dagpenge-, overgangsydelses-, delefterløns-

eller efterlønsbeløbet, som

er modtaget med urette, tilbagebetales

af medlemmet.

Bekendtgørelse nr. 667 af 10. juli

1996 om rådighed og selvforskyldt

ledighed

§ 6. Medlemmet skal kunne formidles

passende arbejde med fuld

sædvanlig arbejdstid på de vilkår,

som er almindelige inden for medlemmets

faglige område. Hvis medlemmet

ikke kan overtage arbejde

inden for sit faglige område, kan

medlemmet få dagpenge, når medlemmet

kan overtage arbejde inden

for andre faglige områder. Medlemmet

skal oplyse Arbejdsformidlingen

og arbejdsløshedskassen om,

hvilket arbejde medlemmet kan

overtage.

§ 14. Medlemmet kan ikke få dagpenge,

hvis medlemmet afslår formidlet

arbejde, tilbud om omskoling

m.v., jf. § 8, stk. 2, eller tilbud

efter en individuel handlingsplan

eller uddannelsesplan, fordi medlemmet

for eksempel skal a) overtage

andet arbejde, ....

§ 21. Medlemmet er selvforskyldt

ledigt, hvis medlemmet afslår et

formidlet arbejde eller opsiger et

arbejde uden en gyldig grund,

jf. § 23.

§ 23. Gyldige grunde, jf. § 21, er:

7) Tab af supplerende dagpenge -

frigørelsesattest

Medlemmet kan afslå eller opsige

arbejdet, hvis medlemmet mister

retten til supplerende dagpenge,

fordi arbejdsgiveren ikke ønsker at

udstede en frigørelsesattest. Det

gælder ikke, hvis medlemmet har

accepteret at fortsætte arbejdet

uden samtidig at få supplerende

dagpenge.

15) Det formidlede arbejde

Medlemmet kan afslå arbejdet, hvis

det formidlede arbejde ikke skal

kunne overtages, jf. §§ 5 og 6.

§ 25, stk. 2. Er medlemmet 2

gange inden for 12 måneder blevet

selvforskyldt ledig, kan medlemmet

ikke få dagpenge.

§ 27. Hvis et ledigt medlem uden

en gyldig grund afslår et formidlet

arbejde, pålægges medlemmet 1

uges effektiv karantæne.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

DAGPENGE

Selvforskyldt ledighed

Medlemmet var selvforskyldt

ledig ved sit arbejdsophør, da der

ikke var lægelig dokumentation

for, at hun ikke kunne fortsætte i

arbejdet grundet sit helbred

Medlemmet påbegyndte jobtræning

den 15. november

1999, men sygemeldte sig den 24.

november på grund af dårligt arbejdsmiljø.

Hun oplyste dagen efter

til arbejdsgiver, at hun ikke regnede

med at vende tilbage. Medlemmet

bad om dagpenge i december 1999,

og begrundede ophøret med psykisk

dårligt arbejdsmiljø. Medlemmet

fik en sygeerklæring for den

24. november.

Lægen attesterede den 7. marts 2000,

at medlemmet havde henvendt sig

den 24. november og klaget over,

at hun følte sig chikaneret, og at

hun havde forladt arbejdspladsen.

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse

om karantæne, da der ikke

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

forelå lægelig dokumentation for, at

hun kun med vanskelighed kunne

udføre arbejdet, og da hun kun

havde været der i 10 dage.

I klagen til ankenævnet anførte

medlemmet, at også andre medarbejdere

havde været udsat for dårligt

arbejdsmiljø.

Medlemmets læge erklærede i ny

attest den 3. juli 2000, at set i bakspejlet

var medlemmet temmelig

påvirket af arbejdspladsen, således

at hun ikke kunne blive der uden

at få store psykiske problemer.

Direktoratet henviste til praksis i

vejledningen, hvorefter den lægelige

dokumentation normalt skal

foreligge på tidspunktet for ophøret.

Den senere dokumentation gav

efter direktoratets vurdering ikke

tilstrækkelig sikkerhed til, at denne

kunne lægges til grund, henset til

at der var forløbet 7 måneder og

henset til lægens tidligere erklæring.

Ankenævnet fandt efterfølgende, at

medlemmet skulle have en effektiv

karantæne på 5 uger, da der ikke var

lægelig dokumentation for, at hendes

arbejdsophør skyldtes, at hun ikke

kunne fortsætte på grund af sit helbred.

Ankenævnet bemærkede, at efter

reglerne kan et medlem opsige sit

arbejde, hvis medlemmet p.g.a. helbredet

kun med vanskelighed kan

udføre arbejdet, eller hvis fortsættelse

forventes at medføre, at der opstår/sker

en forværring af helbredsmæssige

problemer. Betingelsen er, at der foreligger

en lægelig dokumentation om

helbredsmæssige problemer på tidspunktet

for arbejdsophøret.

Efter en samlet vurdering af forløbet

omkring erklæringerne, som medlemmets

læge afgav, fandt ankenævnet

det ikke med fornøden sikkerhed

dokumenteret, at hendes ophør

skyldtes fare for helbredsmæssige

problemer. ( j.nr. 2000-1-0446 )

REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v., jf. lovbek. nr. 592 af

14. juli 1999.

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales

til et medlem, hvis ledighed skyldes,

2) at medlemmet uden fyldestgørende

grund ophører med sit arbejde,

Bekendtgørelse nr. 1073 af

21. december 1998 om selvforskyldt

ledighed

§ 4. Et medlem er selvforskyldt ledig,

hvis medlemmet opsiger et arbejde

uden en gyldig grund, jf. § 21.

§ 9. Et medlem er selvforskyldt

ledig, hvis medlemmet ophører i et

tilbud efter en individuel handlingsplan

eller uddannelsesplan

uden en gyldig grund, jf. § 21.

Stk. 2. Et medlem er selvforskyldt

ledig, hvis medlemmet ophører i et

tilbud om omskoling m.v. uden en

gyldig grund, jf. § 21.

§ 21. Gyldige grunde, jf. §§ 4, 5, 7

og 9-13, er:

1) Helbred

Et medlem kan afslå eller opsige

arbejdet, hvis der er lægelig

dokumentation for,

a) at medlemmet på opsigelsestidspunktet

på grund af sit helbred

ikke eller kun med vanskelighed

kan udføre arbejdet, eller

b) at arbejdet på opsigelsestidspunktet

forventes at medføre, at

der opstår eller sker en forværring

af helbredsmæssige problemer,

herunder problemer i forbindelse

med graviditet.

Ved opsigelse er det en betingelse,

at medlemmet har forsøgt at få

andet arbejde på arbejdspladsen.

11) Arbejdspladsen

Et medlem kan opsige arbejdet,

hvis almindelige arbejdsretlige

principper gør, at medlemmet

ikke skal fortsætte med arbejdet.

Medlemmet skal have hen-

vendt sig til arbejdsgiveren for

at opnå en løsning på de opståede

problemer eventuelt gennem

den faglige organisation.

§ 24. Et medlem, der er selvforskyldt

ledig i medfør af §§ 4-6 og

9, pålægges 5 ugers effektiv karantæne,

jf. dog stk. 2 og § 27.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

DAGPENGE

Selvforskyldt ledighed -

Forkortet opsigelsesvarsel

Medlemmet var blevet afskediget,

uden at afskedigelsen væsentligst

skyldtes medlemmet, men havde

accepteret et kortere opsigelsesvarsel,

end det som gjaldt for

ansættelsen. Medlemmet var på

den baggrund selvforskyldt ledig.

Medlemmet indgik en ansættelseskontrakt

med et vikarbureau.

Det fremgik bl.a., at medlemmet

var ansat i den periode,

som det enkelte vikariat varede.

Af opgavedata-skema fremgik det,

at medlemmet skulle arbejde som

ingeniør for et bestemt firma med

startdato den 28. september 1998,

og at opgavens varighed var ca.

14 uger.

Medlemmet blev opsagt den 24.

september 1999 med virkning fra

samme dag.

Kassen og direktoratet traf herefter

afgørelse om, at medlemmet var

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

selvforskyldt ledig og derfor skulle

gennemgå en karantæne på 5 uger

fra den 24. september 1999.

Begrundelsen var, at medlemmet

måtte anses for at være omfattet af

funktionærlovens regler om opsigelsesvarsel,

og at medlemmet således

skulle have haft et varsel på 3 måneder.

Medlemmet havde accepteret

et kortere opsigelsesvarsel fra

arbejdsgiveren. Der blev lagt vægt

på, at ansættelsesforholdet fortsatte

betydeligt længere end oprindeligt

aftalt.

I klagen til ankenævnet anførte

medlemmet bl.a., at det hele tiden

havde været meningen, at medlemmet

var ansat til opgavebestemt

arbejde, hvilket var i overensstemmelse

med funktionærlovens forarbejder.

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

måtte anses for omfattet af funktio-

nærloven. Ankenævnet lagde vægt

på, at medlemmet havde været

ansat i en længere periode, at der

primært havde været tale om ét

arbejdssted, og at medlemmet

havde været indforstået med at

følge kundernes arbejdsreglementer

og arbejdstider samt instrukser og

kontrol.

Ankenævnet bemærkede, at medlemmet

havde været ansat til opgavebestemt

arbejde, men at det ikke

var præcist angivet, hvornår arbejdsopgaverne

kunne anses for fuldført,

og at en konkret opgave havde varet

væsentligt længere end oprindeligt

aftalt. ( j.nr. 2000-1-0607 )

REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v., jf. lovbek. nr. 592 af

14. juli 1999

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales

til et medlem, hvis ledighed skyldes,

2) at medlemmet uden fyldestgørende

grund ophører med sit arbejde,

Bekendtgørelse nr. 1073 af

21. december 1998 om selvforskyldt

ledighed

§8.Et medlem er selvforskyldt ledig,

hvis medlemmet bliver afskediget,

uden at afskedigelsen væsentligst

skyldes medlemmet, og medlemmet

accepterer et kortere opsigelsesvarsel

fra arbejdsgiverens side end det, der

ellers gælder for medlemmet.

§ 25. Et medlem, der er selvforskyldt

ledig i medfør af §§ 7 og 8,

pålægges 5 ugers karantæne, jf. dog

§ 27. Karantæneperioden kan dog

ikke være længere end den periode,

som ligger mellem medlemmets fratrædelsestidspunkt

og det tidspunkt,

hvor medlemmet skulle være fratrådt

efter arbejdsgiverens opsigelsesvarsel.

Karantænen anses for udstået, hvis

karantænen ikke er afviklet senest på

det tidspunkt, hvor medlemmet

skulle være fratrådt i henhold til

arbejdsgiverens opsigelsesvarsel.

Lov om retsforholdet mellem

arbejdsgivere og funktionærer

(Funktionærloven), jf. lovbek.

nr. 622 af 20. juli 1999

§ 1. Ved funktionærer forstås i

denne lov følgende personer:

a) Handels- og kontormedhjælpere,

beskæftiget ved køb eller salg,

ved kontorarbejde eller dermed

ligestillet lagerekspedition.

b) Personer, hvis arbejde består i

teknisk eller klinisk bistandsydelse

af ikke-håndværks- eller -

fabriksmæssig art, og andre

medhjælpere, som udfører et

arbejde, der kan sidestilles hermed.

c) Personer, hvis arbejde udelukkende

eller i det væsentlige

består i på arbejdsgiverens vegne

at lede eller føre tilsyn med

udførelsen af andres arbejde.

d) Personer, hvis arbejde overvejende

er af den under a) og b)

angivne art.

§ 2. Arbejdsaftalen mellem arbejdsgiveren

og funktionæren kan ved

opsigelse kun bringes til ophør efter

forudgående varsel i overensstemmelse

med nedenstående regler.

Stk. 2. Opsigelse fra arbejdsgiverens

side skal ske med mindst

1) 1 måneds varsel til fratræden

ved en måneds udgang i de første

6 måneder efter ansættelsen,

2) 3 måneders varsel til fratræden

ved en måneds udgang efter 6

måneders ansættelse.

Stk. 4. Såfremt arbejdsgiveren godtgør,

at der er truffet aftale om, at

arbejdet er af rent midlertidig karakter,

og arbejdsforholdet ikke vedvarer

ud over 3 måneder, finder reglen

i stk. 2, nr. 1, ikke anvendelse.,

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

DAGPENGE

Supplerende dagpenge -

Efterregulering

Medlemmet havde fået udbetalt

supplerende dagpenge med rette.

Medlemmet ønskede at få efterreguleret

dagpengene for 2 uger, så

han ikke faldt for tidsbegrænsningen

i arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 60, hvilket ankenævnet

fandt, at der ikke var

hjemmel til.

Medlemmet anmodede om og

modtog supplerende dagpenge

for uge 36 og 37 1999.

Medlemmet ønskede senere at tilbagekalde

anmodningen om dagpenge

for uge 36 og 37 1999, fordi

hans ret til supplerende dagpenge

ellers ville udløbe, da han havde

modtaget supplerende dagpenge i

52 uger inden for de sidste 70 uger.

Det blev gjort gældende, at medlemmet

ikke var forpligtet til at

modtage dagpenge i en uge, hvis

han ikke ønskede det. Det blev

videre gjort gældende, at det var

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

irrelevant, at medlemmet ikke ville

falde for tidsbegrænsningen, hvis

han ikke fik udbetalt dagpenge for

uge 36 og 37 1999.

Kassen og direktoratet traf afgørelse

om, at der ikke kunne foretages

efterregulering af medlemmets

dagpenge.

Direktoratet lagde vægt på, at kassen

havde opfyldt sin forpligtelse

overfor medlemmet ved at udbetale

dagpenge for uge 36 og 37 1999.

Direktoratet lagde videre vægt på,

at der gik en hel måned fra medlemmet

modtog de supplerende

dagpenge, til han tilbagekaldte sin

anmodning.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets

afgørelse. Ankenævnet lagde vægt

på, at medlemmet havde fremsat

anmodningen om efterregulering,

efter at dagpengene var udbetalt, og

der var truffet afgørelse om fortabelse

af retten til dagpenge efter

arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 60. En efterregulering ville stille

medlemmet gunstigere, da han så

ikke ville falde for tidsbegrænsningen

i loven.

Ankenævnet fandt, at en efterregulering

ikke ville være foreneligt med

hensigten med bestemmelsen i

§ 60, og at en fri ret til efterregulering

efter omstændighederne ville

kunne være forbundet med et ikke

ubetydeligt administrativt merarbejde

for kasserne.

Ankenævnet henviste desuden til,

at medlemmet løbende havde fået

vejledning om reglen i § 60.

( j.nr. 2000-1-0017 )

REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v., jf. lovbek. nr. 592 af

14. juli 1999

§ 60. Når et medlem, der arbejder

i et ansættelsesforhold med et opsigelsesvarsel,

har fået udbetalt nedsatte

dagpenge i sammenlagt 52

uger inden for 70 uger, bortfalder

retten til nedsatte dagpenge, indtil

medlemmet har haft 26 ugers

arbejde med mere end 30 timer i

hver uge inden for 12 måneder.

Stk. 2. Direktøren for arbejdsløshedsforsikringen

fastsætter efter

forhandling med Landsarbejdsrådet

nærmere regler om anvendelsen af

bestemmelsen i stk. 1. Der kan herunder

fastsættes regler for arbejdsforhold,

hvori der arbejdes periodevis.

Bekendtgørelse nr. 515 af 3. juli

1998 om supplerende dagpenge

§ 5. Når et fuldtidsforsikret medlem,

der har arbejde med et opsigelsesvarsel,

har fået udbetalt supplerende

dagpenge i sammenlagt 52

uger inden for de sidste 70 uger,

bortfalder retten til supplerende

dagpenge, indtil medlemmet har

haft 26 ugers arbejde med mere

end 30 timer i hver uge inden for

12 måneder.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

DAGPENGE

Selvstændig - Afgrænsning

Medlemmet blev efter en konkret

vurdering ikke anset som selvstændig

ved sit arbejde for en

teaterforening.

Medlemmet og dennes ægtefælle

deltog i en teaterforening.

Medlemmet meldte sig ledig

den 2. juli 1999 og anmodede om

dagpenge. Ægtefællen fungerede

som revisor for foreningen, og medlemmet

selv deltog i foreningens

projekter på lønmodtagerbasis samt

i foreningens bestyrelse.

Direktoratet fandt, at medlemmet

efter en konkret vurdering skulle

betragtes som selvstændig erhvervsdrivende

og ikke kunne anses som

ophørt hermed.

Direktoratet lagde blandt andet

vægt på foreningens formål, som var

at skabe og danne grundlag for

meningsfuld kunst. Direktoratet

lagde videre vægt på, at foreningen

fremstillede film og teaterproduk-

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

tioner, og at medlemmet havde

været med i foreningens bestyrelse

som kunstnerisk leder, og at foreningen

kontraktsansætter kunstnere

til udførelse af forskellige projekter.

I klagen var det blandt andet gjort

gældende, at hverken ASE eller

DANA ville optage medlemmet, og

at hun har været ansat på almindelige

lønmodtagervilkår af foreningen.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

ikke skulle betragtes som selvstændig.

Ankenævnet lagde vægt på, at

foreningens formål var ideelt og

ikke at opnå økonomisk udbytte.

Ankenævnet lagde videre vægt på,

at foreningen udelukkende administrerede

tildelte midler og ikke

havde noget overskud i sit regnskab.

Ankenævnet lagde endelig

vægt på, at medlemmet var ansat

på lønmodtagervilkår af foreningen,

ikke fik betaling for sit arbejde

for bestyrelsen men kun i forbindelse

med konkrete projekter, og at

hverken ASE eller DANA fandt, at

medlemmet kunne optages som

selvstændig. ( j.nr. 2000-1-0496 )

REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v., jf. lovbek. nr. 592 af

14. juli 1999

§ 57. stk. 3. En selvstændig

erhvervsdrivende anses for ledig,

når hans personlige arbejde i virksomheden

er ophørt mere end midlertidigt.

Nærmere regler om, hvornår

en selvstændig erhvervsdrivendes

personlige arbejde i virksomheden

anses for ophørt mere end

midlertidigt, fastsættes af direktøren

for arbejdsløshedsforsikringen

efter forhandling med Landsarbejdsrådet.

Bekendtgørelse nr. 1142 af

20. december 1995 om optagelse

i en arbejdsløshedskasse for selvstændige

erhvervsdrivende:

§ 2. Selvstændig erhvervsvirksomhed

udøves ved beskæftigelse for

egen eller ægtefællens regning og

risiko og med det formål at opnå

økonomisk udbytte.

Stk. 2. Beskæftigelsen anses altid

for selvstændig erhvervsvirksomhed,

hvis pågældende

1) har henlagt midler til investeringsfonds,

2) har ansat arbejdskraft,

3) har overført beløb til beskatning

som medarbejdende ægtefælle,

4) har foretaget varelagernedskrivninger

eller skattemæssige fradrag

for driftsudgifter og afskrivning

på driftsmidler efter de for

selvstændige erhvervsdrivende

gældende regler,

5) er omfattet af en kollektiv overenskomst

som arbejdsgiver eller

er medlem af en arbejdsgiverorganisation,

eller

6) er omfattet af mindst 2 af forholdene

i stk. 3.

Stk. 3. Beskæftigelsen vil som

udgangspunkt blive anset for selvstændig

erhvervsvirksomhed, hvis

pågældende

1) eller virksomheden er momsregistreret,

eller ydelsen faktureres

med tillæg af moms,

2) skattemæssigt angiver

over-/underskud af selvstændig

virksomhed,

3) på selvangivelsen for et givet

indkomstår har tilkendegivet, at

indkomsten ønskes beskattet

efter virksomhedsskatteloven,

eller

4) er deltager i et interessentskab.

Stk. 4. I øvrige tilfælde foretages en

konkret vurdering efter stk. 1.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

EFTERLØN

Fradrag i efterlønnen

Der skulle ske fradrag i medlemmets

efterløn for honorar for

videreudnyttelse af fotografier ved

omregning med omregningssatsen.

Timerne medførte fradrag i efterlønnen

time for time og skulle

derfor ikke opgøres inden for de

tilladte 200 timer pr. kalenderår.

Medlemmet var beskæftiget

som pressefotograf inden

overgangen til efterløn. På mange

journalistiske arbejdspladser er der

indgået overenskomst om, at

arbejdsgiveren har ret til videreudnyttelse

af medarbejderens stof.

Ved videreudnyttelsen får medarbejderen

et vederlag for at afgive

ophavsretten til billedet, og ved

videresalg sælges et billede typisk til

en pris mellem 450-1400 kr.

Videresalget udbetales til fotografen

både under og efter ansættelsesforholdet.

Der er ingen forskel på, om

der er tale om et førstegangssalg

eller en genanvendelse.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Kassen traf afgørelse om, at indtægter

ved videreudnyttelse skulle

medføre fradrag i efterlønnen og

opgøres inden for de tilladte 200

timer pr. kalenderår.

Direktoratet fandt, at der skulle

ske fradrag i efterlønnen for honorar

for videreudnyttelse af fotografier.

Fradrag skulle ske ved omregning

med omregningssatsen.

Timerne skulle medføre fradrag

time for time og skulle derfor ikke

opgøres inden for de tilladte 200

timer pr. kalenderår.

Ankenævnet fandt efterfølgende,

at der skulle ske fradrag i medlemmets

efterløn for honorar for

videreudnyttelse af fotografier ved

omregning med omregningssatsen.

Timerne skulle medføre fradrag i

efterlønnen time for time. Timerne

skulle derfor ikke opgøres inden for

de tilladte 200 timer pr. kalenderår.

Ankenævnet lagde vægt på, at indtægten

stammede fra arbejde inden

for medlemmets sædvanlige arbejdsområde,

hvor genanvendelser

var det normale.

Ankenævnet fandt, at § 9 i bekendtgørelsen

om arbejdets og indtægters

betydning for efterlønnens

størrelse fandt anvendelse, uanset

om der var tale om salg til tredjemand

af fotografier, som arbejdsgiveren

tidligere havde benyttet, eller

om det var fotografier, som arbejdsgiveren

tidligere valgte fra. Ankenævnet

fandt ikke, at bestemmelsen

om Koda/ Gramex-afgifter kunne

finde anvendelse i dette tilfælde.

Ankenævnet lagde bl.a. vægt på, at

medlemmet ifølge sin overenskomst

modtog provision fra arbejdsgiveren,

og at der blev ydet feriegodtgørelse

af provisionen. Der var endvidere

ikke tale om løbende indtægter, der

hidrørte fra samme eksemplar af

værket. ( j.nr. 1999-1-0582 )

REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v., jf. lovbek. nr. 592 af

14. juli 1999.

§ 75 g. Arbejdsministeren fastsætter

efter indstilling fra direktøren for

arbejdsløshedsforsik-ringen, der har

forhandlet med Landsarbejdsrådet,

regler om, hvilken betydning arbejde

og indtægt i efterlønsperioden skal

have for størrelsen af efterlønnen.

Stk. 2. Direktøren for arbejdsløshedsforsikringen

kan fastsætte nærmere

regler om retten til efterløn

efter bortfald af delpension efter

lov om delpension.

Bekendtgørelse nr. 949 af

6. november 1996 om arbejdes og

indtægters betydning for efterlønnens

størrelse:

§ 9. Vederlag for genudsendelse,

genopførelse og anden form for

genanvendelse af bøger, fotografier,

teaterstykker, film m.v. medfører

fradrag, hvis vederlaget stammer fra

arbejde inden for medlemmets sædvanlige

arbejdsområde, hvor sådanne

genanvendelser m.v. er normale.

Stk. 2. Fradraget sker ved, at indtægten

omregnes til timer ved brug

af omregningssatsen og fradraget

sker på det tidspunkt, hvor vederlaget

udbetales.

§ 11. Der skal ikke ske fradrag for

udbetaling af tantieme, gratiale,

bonus, opsparet søgnehelligdagsbetaling,

dagpengegodtgørelse for 1.

og 2. ledighedsdag og lignende.

§ 12. Udbetaling af licensafgifter,

biblioteksafgifter, Koda/Gramexafgifter

og lignende medfører ikke fradrag.

Bekendtgørelse nr. 308 af 19. maj

1999 om arbejde og indtægter mv.

i efterlønsperioden.

§ 19. Indtægter fra genudsendelse,

genopførelse og anden form for genanvendelse

af bøger, fotografier,

teaterstykker, film m.v. medfører

fradrag. Der skal dog kun ske fradrag,

hvis indtægten stammer fra

arbejde inden for medlemmets sædvanlige

arbejdsområde, hvor genanvendelser

m.v. er normale.

Stk. 2. Fradraget sker ved, at indtægten

omregnes til timer ved brug

af omregningssatsen og fradraget

sker på det tidspunkt, hvor vederlaget

udbetales.

§ 23. Der skal ikke ske fradrag for

udbetaling af tantieme, gratiale,

bonus, opsparet søgnehelligdagsbetaling,

dagpengegodtgørelse for 1.

og 2. ledighedsdag og lignende. Hvis

et medlem arbejder efter de regler,

der er fastsat i lovens § 74 e, § 74 f

og § 74 h, skal der dog ske fradrag

for dagpengegodtgørelse for 1. og

2. ledighedsdag efter reglerne i bekendtgørelse

om fleksibel efterløn.

§ 24. Udbetaling af licensafgifter,

biblioteksafgifter, Koda/Gramexafgifter

og lignende medfører ikke

fradrag.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

EFTERLØN

Bibeskæftigelse i efterlønsperioden

– 400 timers reglen

Medlemmet havde ret til at drive

selvstændig virksomhed som

bibeskæftigelse i efterlønsperioden

efter 400-timers reglen mod

fradrag i efterlønnen for den

anvendte tid på virksomheden.

Det fandtes sandsynliggjort, at

tidsforbruget i forbindelse med

virksomheden ikke ville overstige

400 timer, og at indtægten ikke

ville overstige 50.000 kr./år

Medlemmet søgte i juni 1999

om tilladelse til at drive

selvstændig virksomhed efter

400-timers reglen som bibeskæftigelse

samtidig med efterløn. Virksomheden

var et landbrug med 12

hektar jord og 30 slagtesvin, som

medlemmet arvede i 1991, men

aldrig selv havde drevet, da driften

blev forestået af sønnen.

Medlemmet oplyste, at hun arbejdede

35 timer om ugen som rengøringsassistent,

at hun arbejdede

0 timer i landbruget, at virksom-

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

hedens omsætning de seneste to år

havde været henholdsvis 39.210 kr.

og 19.000 kr., at ejendommens

grundværdi var på 236.200 kr., og

at hun var momsregistreret. Af

regnskabet for 1998 fremgik det, at

indtægten ved landbruget i 1998

var på 397.807 kr. Af revisorattesteret

erklæring fremgik det, at virksomhedens

dækningsbidrag for

1998 var på 29.377 kr.

Om arbejdet i virksomheden oplyste

medlemmet, at hendes søn anvendte

1/4 time dagligt til at fodre

grise, 1/2 time til at strø halm, at

han gjorde rent i stierne hver 3. -

3 1/2 måned , at en maskinstation

kørte gødning m.v. 3 timer hvert

år, at naboen høstede 5 timer hvert

år, at sønnen pløjede og såede 5

timer pr. år, og at en revisor brugte

3 timer pr. år til regnskab.

Kassen og direktoratet traf afgørelse

om, at medlemmet ikke

kunne få tilladelsen. Direktoratet

lagde vægt på, at det ikke i tilstrækkelig

grad var sandsynliggjort, at

arbejdet med virksomheden højst

udgjorde 400 timer om året, og at

virksomhedens indtægt varigt var

nedbragt til under 50.000 kr. om

året. Direktoratet henviste til, at

arbejdet med pasning af en bedrift

som beskrevet ikke kunne antages

at kunne holdes inden for 400

timer.

I klagen over direktoratets afgørelse

opgjorde medlemmet det samlede

tidsforbrug i virksomheden til 235

timer. Hun oplyste videre, at 2,5

hektar jord var braklagt.

Timeantallet blev siden korrigeret,

da en landboforeningskonsulent

vurderede det samlede tidsforbrug i

virksomheden til at være 378 timer.

Beregningen blev foretaget på baggrund

af tidsforbrugsoversigter i

“Håndbog til driftsplanlægning”.

Ankenævnet fandt efterfølgende,

at medlemmet opfyldte betingelserne

for at kunne drive landbruget

som bibeskæftigelse i efterlønsperioden

mod fradrag i efterlønnen

for den anvendte tid på virksomheden.

Ankenævnet lagde til grund, at

landbruget har en arealstørrelse på

12 hektar, hvoraf 2,5 hektar er braklagt,

at der er 30 slagtesvin i bedriften,

at afgrøderne er korn, og at

virksomhedens dækningsbidrag fra

året før den ønskede overgang til

efterløn udgjorde kr. 29.377,-.

Ankenævnet lagde vægt på medlemmets

oplysninger om, at det

forventede antal arbejdstimer i

bedriften ikke ville overstige 400

timer, måtte anses for sandsynliggjort

af, at konsulenten i den lokale

landboforening også havde opgjort

et arbejdstidsforbrug på under 400

timer. Ankenævnet lagde særlig

vægt på, at landbokonsulentens

beregnede arbejdstidsforbrug er

baseret på oplysningerne om medlemmets

bedrift sammenholdt med

tidsforbrugstabeller fra Landbrugets

rådgivningscenter.

Ankenævnet lagde endelig vægt på,

at det også måtte anses for sandsynliggjort,

at indtægten i virksomheden

ikke ville overstige 50.000

kr./år, henset til at indtægten i året

forud for ansøgningen om efterløn

udgjorde kr. 29.377.

( j.nr. 2000-1-0074 )

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.

592 af 14. juli 1999

§ 74 f, stk. 4. Direktøren for

Arbejdsløshedsforsikringen kan tillade,

at et medlem kan videreføre

eller påbegynde selvstændig virksomhed

som bibeskæftigelse i efterlønsperioden,

hvis medlemmet

sandsynliggør, at arbejdstiden i

virksomheden kan holdes under

400 timer pr. år. Virksomhedens

indtægt må ikke overstige 50.000

kr. pr. år. Beløbet reguleres med

satsreguleringsprocenten, jf. lov om

en satsreguleringsprocent.

Bekendtgørelse nr. 315 af

20. maj 1999 om selvstændig

virksomhed samtidig med efterløn

§ 15. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen

kan efter indstilling

fra a-kassen tillade drift af selvstændig

virksomhed som bibeskæftigelse

i perioden med efterløn,

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

jf. § 74 f, stk. 4, i loven.

Stk. 2. Medlemmet skal sandsynliggøre,

at den samlede arbejdstid i

virksomheden højst udgør 400

timer pr. kalenderår.

Stk. 3. Virksomhedens indtægt må

ikke overstige 50.000 kr. pr. regnskabsår.

Ved indtægt forstås virksomhedens

dækningsbidrag 1, det

vil sige nettoomsætning fratrukket

vareforbrug.

Stk. 4. Et medlem, der søger om

tilladelse til at videreføre en eksisterende

virksomhed, skal oplyse virksomhedens

indtægt for hele regnskabsåret

før overgang til efterløn.

Oplysningerne skal være attesteret

af en registreret revisor, en statsautoriseret

revisor, eller en særligt sagkyndig,

jf. § 29 i Fødevareministeriets

bekendtgørelse nr. 191 af 26.

marts 1999 om tilskud til dyrevelfærdsinvesteringer

i forbindelse

med gennemførelse af forbedringsplaner

for jordbrugsbedrifter.

Stk. 5. Har virksomheden før været

drevet i større omfang end nævnt i

stk. 2 og 3, herunder som hovedbeskæftigelse,

skal medlemmet sandsynliggøre,

at arbejdstiden varigt er

nedsat til højst 400 timer, og at

indtægten varigt er nedsat til højst

50.000 kr. pr. regnskabsår.

Stk. 6. Et medlem, der søger om

tilladelse til at påbegynde eller

videreføre en virksomhed, skal

blandt andet oplyse om virksomhedens

art, omfang, kundegrundlag,

tilrettelæggelse af arbejdet, forventet

tidsforbrug samt forventet indtægt.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

EFTERLØN

Beskæftigelseskravet

Medlemmet fandtes at have

opfyldt beskæftigelseskravet for

selvstændige, og var derfor berettiget

til et efterlønsbevis pr. 1.

januar 1999. Det blev ud fra en

samlet vurdering fundet tilstrækkeligt

dokumenteret, at han i

mindst 52 uger inden for de sidste

3 år havde udøvet selvstændig

virksomhed i væsentligt omfang

Medlemmet oplyste, at han

ønskede et efterlønsbevis

pr. 1. januar 1999, at virksomheden

var et enkeltmandsfirma, at

virksomheden blev påbegyndt den

28. oktober 1961, at virksomheden

var hans hovedbeskæftigelse, at han

gennemsnitligt brugte 37 timer

ugentligt på virksomheden, og at

virksomheden var en besøgshave.

Omsætningen i 1997 var 64.194 kr.

og 83.372 kr. i 1998. Indtægten fra

havebesøg var 19.150 kr. i 1996,

43.761 kr. i 1997 og 74.327 kr.

i 1998. Indtægten fra salg af plan-

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

ter var 8.884 kr. i 1996, 6.180 kr. i

1997 og 7.012 kr. i 1998.

Tre fagpersoner fra Det Jyske Haveselskab

skønnede uafhængigt af

hinanden medlemmets årlige

arbejdstidsforbrug med sin besøgshave

til et sted mellem 3.500 timer

og 4.000 timer. Heraf lå ca. 30

procent af arbejdskraftforbruget i

vinterhalvåret. Det var haveselskabets

opfattelse, at det med sikkerhed

kunne fastslås, at der ikke blev

brugt under 3.000 timer årligt til

pasning af haven.

Kassen og direktoratet fandt, at

medlemmet ikke opfyldte beskæftigelseskravet

om, at han i mindst 52

uger inden for de sidste 3 år skulle

have udøvet selvstændig virksomhed

i væsentligt omfang. Medlemmet

var derfor ikke berettiget til et

efterlønsbevis pr. 1. januar 1999.

Ankenævnet fandt efterfølgende,

at medlemmet opfyldte beskæftigel-

seskravet for selvstændige, og at han

var berettiget til et efterlønsbevis

pr. 1. januar 1999. Ankenævnet

fandt det ud fra en samlet vurdering

tilstrækkeligt dokumenteret, at medlemmet

i mindst 52 uger inden for

de sidste 3 år havde udøvet selvstændig

virksomhed i væsentligt omfang.

Ankenævnet lagde især vægt på

oplysningerne fra Det Jyske Haveselskab

vedrørende arbejdstidsforbruget

i haven. Oplysningerne vedrørende

arbejdstidsforbruget måtte

efter nævnets opfattelse tages som et

væsentligt indicium for den erhvervsmæssige

aktivitet, der havde

fundet sted i medlemmets virksomhed,

således at arbejdstidsforbruget

måtte sidestilles med lønarbejde i

over 30 timer pr. uge i mindst 52

uger inden for de sidste 3 år.

Oplysningerne om virksomhedens

åbningstider, art og omfang indgik

endvidere i ankenævnets vurdering

af sagen. ( j.nr. 2000-1-0109 )

REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v., jf. lovbek. nr. 587 af

10. august 1998.

§ 53, stk. 2. Retten til at opnå

dagpenge i den i § 52 a, stk. 1, og

§ 55, stk. 1 og 5, nævnte periode er

endvidere betinget af,

a) at et fuldtidsforsikret medlem

har haft beskæftigelse som lønmodtager

i en tid, som sammenlagt

svarer til beskæftigelse i

fagets fulde, sædvanlige arbejdstid

i mindst 52 uger inden for

de sidste 3 år, eller i en tilsvarende

periode har udøvet selvstændig

erhvervsvirksomhed i

væsentligt omfang.....

§ 75 b. Ret til efterløn har medlemmer

af anerkendte arbejdsløshedskasser,

1) som er fyldt 60 år,

2) som har været medlem i mindst

20 år inden for de sidste 25 år,

jf. dog stk. 2,

3) som opfylder betingelserne for

ret til dagpenge, modtager dagpenge

efter § 55, stk. 4, modtager

delefterløn eller modtager

overgangsydelse, og

4) som har bopæl her i riget, bortset

fra Færøerne og Grønland.

Bekendtgørelse nr. 1075 af

22. december 1998 om efterlønsbevis.

§ 1. Et medlem, der opfylder

betingelserne for at få efterløn efter

lovens § 75 b, stk. 1-3, har ret til at

få udstedt et efterlønsbevis.

Stk. 2. Et medlem, der har et efterlønsbevis,

har ret til efterløn, selv

om medlemmet ikke står til rådighed

for arbejdsmarkedet på grund

af sygdom eller frihedsberøvelse, jf.

lovens § 62, stk. 1, nr. 1 og 3, på

tidspunktet for overgang til efterløn.

Stk. 3. Et medlem, der har fået et

efterlønsbevis, kan ved overgang til

efterløn vælge at få udbetalt efterløn

på baggrund af mindst det

beregningsgrundlag, medlemmet

havde ved udstedelsen af beviset,

eller dagpengesatsen efter lovens §

51, stk. 2, 4 eller 5, hvis medlemmet

var berettiget hertil.

Bekendtgørelse nr. 1077 af

23. december 1998 om beskæftigelseskrav,

dagpengeperiode og

aktivperiode.

§ 1. Indplacering i dagpengeperioden

er for et fuldtidsforsikret medlem

betinget af, at medlemmet har

været beskæftiget som lønmodtager

i en tid, som sammenlagt svarer til

beskæftigelse i fagets fulde, sædvanlige

arbejdstid i mindst 52 uger

inden for de sidste 3 år, eller i en

tilsvarende periode har udøvet selvstændig

erhvervsvirksomhed i

væsentligt omfang, jf. lovens § 53,

stk. 2, litra a.

§ 5. Selvstændig virksomhed medregnes

til opfyldelse af beskæftigelseskravet,

hvis medlemmet godtgør at

have udøvet virksomheden i væsentligt

omfang. Ved væsentligt omfang

forstås, at beskæftigelsen i den selvstændige

virksomhed har haft et

omfang, der kan sidestilles med lønarbejde

i over 30 timer pr. uge.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

EFTERLØN

Dispensation fra afbrydelse i

medlemskabet

Medlemmet fandtes at kunne få

dispensation, således at der blev

set bort fra afbrydelsen af medlemskabet.

Det forhold, at kassen

ikke kunne afvise, at man i forbindelse

med medlemmets anmeldte

adresseændring til kassen,

registrerede ham på en forkert

adresse, fandtes at være en ganske

særlig omstændighed

Medlemmet fylder 60 år i

februar 2009. Han blev indmeldt

i kassen den 11. marts 1992,

og han blev slettet som medlem

med virkning fra den 1. april 1994

som følge af manglende betaling af

kontingent. Medlemmet blev genindmeldt

i kassen med virkning pr.

31. juli 1995.

I april 1999 søgte medlemmet om

dispensation for afbrydelsen i sit

medlemskab og oplyste til støtte

herfor bl.a., at kassen i forbindelse

med, at han flyttede til en ny adresse

i marts måned 1994, ikke regi-

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

strerede hans flyttemeddelelse, hvilket

førte til, at han blev slettet som

medlem af kassen. Han blev først

opmærksom på dette i sommeren

1995 i forbindelse med udarbejdelsen

af sit personlige årsregnskab

for 1994.

Kassen indstillede til en dispensation

for afbrydelsen af medlemmets

medlemskab, da kassen ikke kunne

afvise at have registreret medlemmet

på en forkert adresse.

Direktoratet traf afgørelse om, at

der ikke kunne gives medlemmet

dispensation, således at der kunne

ses bort fra hans afbrydelse af medlemskabet

i perioden fra den 1.

april 1994 til 31. juli 1995, da der

ikke forelå en særlig undskyldelig

afbrydelse af medlemskabet af kassen.

Direktoratet lagde blandt andet

vægt på, at medlemmet først søgte

om dispensation for afbrydelsen af

sit medlemskab i april 1999, d.v.s.

næsten 4 år efter, at han blev

bekendt med, at hans medlemskab

var blevet slettet, og at han ikke

dengang klagede over kassens afgørelse

om slettelse.

Ankenævnet fandt efterfølgende,

at der kunne gives dispensation,

således at der blev set bort fra

afbrydelsen af medlemskabet af en

arbejdsløshedskasse i perioden fra

den 1. april 1994 til 31. juli 1995.

Ankenævnet bemærkede, at direktoratet

i medfør af reglerne undtagelsesvis

kunne tillade, at der blev

set bort fra afbrydelser i medlemskabet.

Bestemmelsen kan imidlertid

kun anvendes ved særligt undskyldelige

afbrydelser i et medlemskab.

Det var ankenævnets opfattelse, at

der forelå så ganske særlige omstændigheder

omkring medlemmets

afbrydelse i medlemskabet af

en arbejdsløshedskasse, at han

kunne få en dispensation. Ankenævnet

lagde især vægt på, at medlemmet

i marts måned 1994 meldte

adresseændring til kassen, og at

kassen ikke kunne afvise, at man i

denne forbindelse registrerede ham

på en forkert adresse.

Ankenævnet noterede sig endvidere

medlemmets oplysning om, at han

modtog kassens beskrivelse af efterlønsreglerne

i folderen “For en sikkerheds

skyld”, og at det af folderens

midtside fremgik: “Har man

meldt sig ind i en A-kasse senest

den 31. marts 1992, kan man nøjes

med 10 års anciennitet inden for

de sidste 15 år, hvis medlemskabet

er uafbrudt frem til overgangen til

efterløn”, og at ordlyden i denne

folder gjorde, at han ikke indså, at

der var problemer i forhold til

afbrydelsen af medlemskabet.

( j.nr. 2000-1-0282 )

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v., jf. lovbek. nr. 592 af

14. juli 1999.

§ 74. Medlemmer, der fylder 60 år

den 1. juli 1999 eller senere, har ret

til efterløn efter reglerne i §§ 74 a-l.

§ 74 a. Ret til efterløn har et medlem

af en anerkendt arbejdsløshedskasse,

som

1) er fyldt 60 år,

2) har været medlem i mindst 25 år

inden for de sidste 30 år, jf. dog

stk. 2 og 3,

3) har indbetalt efterlønsbidrag, jf.

§ 77, stk. 4, jf. dog § 77, stk. 5,

i mindst 25 år inden for de sidste

30 år, jf. dog stk. 2 og 3,

4) ved ledighed vil kunne opfylde

betingelserne for ret til dagpenge,

jf. dog stk. 5, eller modtager

overgangsydelse,

5) har fået indberettet værdien af

pensionsformuen, jf. § 74 i, stk.

3 og 4, og

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

6) har bopæl her i riget, bortset fra

Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Medlemmer, der er født før

den 1. marts 1952, kan opfylde

kravet om medlemskab, jf. stk. 1,

nr. 2, ved uafbrudt medlemskab fra

den 31. marts 1992 til mindst det

fyldte 60. år. Medlemsperioden skal

dog mindst udgøre 10 år inden for

de sidste 15 år. Medlemmet skal

have indbetalt efterlønsbidrag, jf.

stk. 1, nr. 3, fra den 1. april 1999,

jf. dog § 77, stk. 5.

Stk. 3. Medlemmer, der er født før

den 1. juli 1964, jf. dog stk. 2, kan

opfylde kravet om medlemskab og

indbetaling af efterlønsbidrag, jf.

stk. 1, nr. 2 og 3, ved uafbrudt

medlemskab og indbetaling af

efterlønsbidrag fra den 1. juli 1999

til mindst det fyldte 60. år, jf. dog

§ 77, stk. 5. Perioden skal dog

mindst udgøre 20 år inden for de

sidste 25 år. For medlemmer født

før den 1. april 1959 er det tilstrækkeligt,

at efterlønsbidraget er indbetalt

uafbrudt fra den 1. april 1999.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen

kan undtagelsesvis

tillade, at der ses bort fra afbrydelser

i medlemskabet og indbetaling

af efterlønsbidrag ved afgørelsen

af, om kravene i stk. 2 og 3

er opfyldt. Tilladelsen kan gøres

betinget af, at medlemmet efterbetaler

bidrag til arbejdsløshedsforsikringen

og efterlønsbidrag for den

pågældende periode.

Stk. 5. Et medlem, der efter det

fyldte 50. år mister dagpengeretten

ved udløbet af perioden i § 55, stk.

2, og som ved fortsat indbetaling af

medlems- og efterlønsbidrag kan

opfylde anciennitetskravet for ret til

efterløn ved det fyldte 60. år, har

ret til efterløn, selv om arbejdskravet

efter § 53 ikke er opfyldt.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

EFTERLØN

Bibeskæftigelse i efterlønsperioden

– 200-timers reglen

Medlemmet fandtes ikke at have

ret til at drive selvstændig virksomhed

som bibeskæftigelse i

efterlønsperioden efter 200-timers

reglen, idet vindmøllelauget var et

interessentskab. Driften var ikke

alene baseret på medlemmets egen

arbejdskraft, da bestyrelsen bestod

af 5 medlemmer, der deltog i driften

af virksomheden.

Medlemmet var ulønnet medlem

af bestyrelsen i et vindmøllelaug,

hvor han ejede 22 andele

ud af 1290. Den faktiske arbejdstid

med bestyrelsesarbejdet i 1999 var

6-7 timer. Han havde ikke arbejde

forbundet med lauget herudover.

Kassen standsede i januar 2000

udbetalingen af efterløn, da der var

tale om selvstændig virksomhed, og

fortsættelse af virksomheden krævede

dispensation fra direktoratet.

Medlemmet anførte bl.a., at han

modtog valg i god tro, at ejerandelen

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

var lille, at bestyrelsesarbejdet androg

under 10 timer årligt, at arbejdet var

ulønnet, at der ikke er var tale om

regulært arbejde vedr. møllens drift,

da han og den øvrige bestyrelse ikke

havde forstand på det tekniske vedr.

møllens drift, at lauget havde en

kontraktsretlig aftale med vindmøllefabrikken

om al overvågning og vedligeholdelse

af møllen. Medlemmet

fandt, at det var uden betydning, at

interessenterne hæftede solidarisk, da

møllen var betalt og blev drevet

uden gæld. Fabrikken oplyste, at

man udførte to årlige serviceeftersyn

på vindmøllen, i alt 22-28 timer.

Direktoratet traf afgørelse om, at

han ved deltagelse af drift af vindmølle

i I/S-form blev anset for at

drive selvstændig virksomhed. Han

kunne ikke få tilladelse til at udøve

virksomheden inden for 200 timer

om året.

Ankenævnet fandt efterfølgende,

at medlemmet måtte anses for at

udøve selvstændig virksomhed ved

beskæftigelsen i vindmøllelauget,

hvor han havde anparter. Nævnet

lagde til grund, at vindmøllelauget

var et interessentskab, og at virksomheden

var momsregistreret.

Ankenævnet bemærkede, at en beskæftigelse

altid anses som selvstændig

erhvervsvirksomhed, hvis

følgende forhold gjorde sig gældende,

1) at pågældende/ virksomheden

er momsregistreret, eller ydelsen faktureres

med tillæg af moms, 2) at pågældende

er deltager i et interessentskab.

Derfor skulle beskæftigelsen

anses for selvstændig virksomhed.

Nævnet fandt dog, at der var tale

om bibeskæftigelse, men at medlemmet

ikke kunne få tilladelse til

at udøve virksomheden inden for

200 timers reglen, da driften ikke

alene var baseret på medlemmets

egen arbejdskraft, eftersom bestyrelsen

bestod af 5 medlemmer, der

deltog i driften af virksomheden.

( j.nr. 2000-1-0381 )

REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring

mv., jf. lovbek. nr. 592 af 14. juli

1999.

§ 75 c. Et medlem kan i efterlønsperioden

vælge at

1) arbejde i sammenlagt højst 200

timer inden for et kalenderår

uden fradrag i efterlønnen eller

2) arbejde mod fradrag i efterlønnen

efter de regler, der er fastsat

i §§ 74 e, 74 f, 74 h.

Stk. 6. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen

fastsætter efter

forhandling med Landsarbejdsrådet

nærmere regler for arbejde i efterlønsperioden.

Der kan herunder

fastsættes regler om, at

1) det uanset stk. 5 i særlige tilfælde

er tilladt at udøve selvstændig

virksomhed som bibeskæftigelse

i sammenlagt højst 200 timer

inden for et kalenderår,

2) der under særlige omstændigheder

kan meddeles tilladelse til, at

et medlem, der har overskredet

de 200 timer, jf. stk. 1, nr. 1,

eller stk. 4, kan fortsætte med at

arbejde efter reglerne i stk. 1, nr.

1, og

3) der under særlige omstændigheder

kan meddeles tilladelse til, at

et medlem har lønarbejde, selv

om arbejdets omfang i mindre

grad må antages at overstige det

efter stk. 1, nr. 1, tilladte.

Bekendtgørelse nr. 1142 af

20. december 1995 om optagelse

i en arbejdsløshedskasse for selvstændige

erhvervsdrivende.

§ 2. Selvstændig erhvervsvirksomhed

udøves ved beskæftigelse for

egen eller ægtefællens regning og

risiko og med det formål at opnå

økonomisk udbytte.

Stk. 2. Beskæftigelsen anses altid

for selvstændig erhvervsvirksomhed,

hvis pågældende

6) er omfattet af mindst 2 af forholdene

i stk. 3.

Stk. 3. Beskæftigelsen vil som udgangspunkt

blive anset for selvstæn-

dig erhvervsvirksomhed, hvis pågældende

1) eller virksomheden er momsregistreret,

eller ydelsen faktureres

med tillæg af moms,

2) ...,

3) ...

4) er deltager i et interessentskab.

Stk. 4. I øvrige tilfælde foretages en

konkret vurdering efter stk. 1.

Bekendtgørelse nr. 1146 af

20. december 1995 om udøvelse

af selvstændig virksomhed som

bibeskæftigelse.

§ 1. Bekendtgørelsen omfatter

medlemmer, der alene eller sammen

med andre udøver selvstændig

virksomhed som bibeskæftigelse.

Stk. 2. Som bibeskæftigelse anses

selvstændig virksomhed, der ikke er

hovedbeskæftigelse eller forsikringsgrundlag

for medlemmet.

Stk. 3. Et medlem, der har udøvet

selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse,

er kun omfattet af

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

REGLER

denne bekendtgørelse, hvis medlemmet

opfylder betingelserne i § 5

i direktoratets bekendtgørelse om

ophør med udøvelse af selvstændig

virksomhed som hovedbeskæftigelse.

§ 7. Stk. 3. Et medlem, som

udtræder af en virksomhed, der

fortsættes af medejere, uden at

medlemmet har afhændet sin del af

virksomheden, eller fortsættes af

ægtefællen, kan anses for ophørt,

hvis medlemmet udtræder i forbindelse

med,

1) at medlemmets hidtidige

arbejdsfunktioner er bortfaldet,

eller

2) at medlemmets hidtidige

arbejdsfunktioner er overtaget af

anden arbejdskraft end ægtefællen/samleveren

eller umyndige

børn.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Bekendtgørelse nr. 308 af

19. maj 1999 om arbejde og indtægter

m.v. i efterlønsperioden.

§ 5. I særlige tilfælde kan direktøren

for Arbejdsløshedsforsikringen

efter indstilling fra a-kassen give tilladelse

til, at et medlem begynder

eller viderefører en selvstændig

virksomhed. Det er en betingelse,

at virksomheden alene er baseret på

medlemmets egen arbejdskraft, og

at medlemmet over for a-kassen har

sandsynliggjort, at virksomheden

ikke nødvendiggør en samlet

arbejdsindsats på mere end 200

timer årligt eller det tilladte timetal

i overgangsåret.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

EF-FORORDNING

Arbejdssøgning/E303 -

Flytning til udlandet

Medlemmet søgte om attest E

303, efter at direktoratet via en

rundskrivelse havde bekendtgjort

ny praksis, om at man ikke kan

afvikle den i artikel 69 i forordning

1408/71 omhandlede 4

ugers-periode i en mellemperiode,

hvor medlemmet ikke stod til

rådighed. Denne nye praksis

kunne først få virkning over for

medlemmet ved udsendelsen af

en egentlig vejledning.

Medlemmet opsagde den 30. juli

1999 sin stilling til fratræden

den 20. august 1999, idet hun ønskede

at flytte med sin samlever til

Storbritannien. Samleveren skulle

den 4. oktober 1999 påbegynde uddannelse

på 12 måneder. Medlemmet

tilmeldte sig AF den 23. august

1999 og ansøgte om attest E 303

den 31. august 1999. Hun ønskede

at rejse den 1. oktober 1999.

Direktoratet traf afgørelse om, at

medlemmet ikke havde ret til en

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

attest E 303, idet medlemmet ikke

havde haft 4 ugers dagpengeberettiget

ledighed, siden hun blev arbejdsløs.

Direktoratet henviste til, at kassen

havde truffet afgørelse om, at medlemmet

ikke stod til rådighed for

arbejdsmarkedet i perioden fra opsigelsen

til afrejsen til udlandet og

derfor ikke var dagpengeberettiget.

Da medlemmet først havde ansøgt

om attest E 303 den 31. august

1999 gjaldt direktoratets nye praksis

(bekendtgjort ved rundskrivelse af

6. august 1999), hvorefter man ikke

mere kunne afvikle 4 ugers-perioden

i en “mellemperiode”, hvor medlemmet

ikke stod til rådighed.

Medlemmets advokat anførte, at da

medlemmet opsagde sin stilling og

modtog vejledning om reglerne fra

kassen, var det den gamle praksis,

som fremgik af vejledningen til §

28, stk. 1 i rådighedsbekendtgørelsen,

som var gældende. Medlem-

met havde således indrettet sig på

baggrund af de regler, som var gældende

på tidspunktet for hendes

opsigelse.

Ankenævnet ændrede direktoratets

afgørelse. Ankenævnet fandt, at

medlemmet var berettiget til en

attest E 303 til brug under arbejdssøgning

i Storbritannien. Ankenævnet

lagde til grund, at medlemmet

søgte om en attest E 303 den

31. august 1999, og at hun ønskede

at rejse den 1. oktober 1999.

Ankenævnet bemærkede, at medlemmet

først søgte om attest E 303

efter, at direktoratets nye praksis

var taget i anvendelse med udsendelsen

af rundskrivelse nr. 120/99

af 6. august 1999. Det fremgik af

denne praksis, at 4 ugers-kravet

ikke længere kunne opfyldes i perioder,

hvor medlemmet ikke stod

til rådighed for arbejdsmarkedet,

fordi medlemmet havde opsagt sit

arbejde for at rejse til udlandet.

Ankenævnet fandt, at forholdet

skulle bedømmes efter bestemmelserne

i direktoratets vejledning nr.

3 af 17. januar 1997 om arbejdsløshedsforsikring

i relation til EØSlandene.

Efter punkt 167 i denne

vejledning kunne 4 ugers-kravet

afvikles i en “mellemperiode”, såfremt

medlemmet var tilmeldt Arbejdsformidlingen

som ledig. Ankenævnet

lagde vægt på, at medlemmet

var blevet vejledt efter denne

vejledning.

Ankenævnet lagde videre vægt på,

at direktoratet med udsendelsen af

rundskrivelse nr. 120/99 efter ankenævnets

opfattelse havde ændret sin

tidligere fortolkning af administrativ

praksis, og at en sådan fortolkningsændring

- når der var tale om

en skærpelse af praksis i forhold til

medlemmet - først med retsvirkning

for medlemmet kunne anses

for at være gældende med udsendelsen

af vejledning nr. 140 af

14. september 1999 om arbejdsløs-

hedsforsikring i relation til EØSlandene.

Ankenævnet henviste til artikel 69 i

forordning (EØF) nr. 1408/71

samt punkt 167 i direktoratets vejledning

nr. 3 af 17. januar 1997 om

arbejdsløshedsforsikring i relation til

EØS-landene. ( j.nr.1999-1-0764 )

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

REGLER

Forordning (EØF) nr. 1408/71,

artikel 69, stk. 1, litra a)

En helt arbejdsløs arbejdstager eller

selvstændig erhvervsdrivende, der

opfylder de i en medlemsstats lovgivning

foreskrevne betingelser for

ret til ydelser, og som rejser til en

eller flere andre medlemsstater for

at søge beskæftigelse dér, bevarer

sin ret til ydelser under følgende

betingelser og inden for følgende

grænser:

a) han skal før sin afrejse have

været tilmeldt som arbejdssøgende

og have stået til rådighed for

arbejdsformidlingen i den kompetente

stat i mindst fire uger,

efter at han blev arbejdsløs. Det

kompetente arbejdsformidlingskontor

eller den kompetente

institution kan dog give samtykke

til, at han rejser inden udløbet

af denne frist.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Vejledning nr. 140 af 14. september

1999 om arbejdsløshedsforsikring

i relation til EØS-landene

126. Det er en betingelse, at et

medlem før sin afrejse har været tilmeldt

Arbejdsformidlingen som

fuldt ledig og har stået til rådighed

i mindst 4 uger efter, at medlemmet

blev arbejdsløs.

127. De 4 ugers ledighed opgøres

som sammenlagt 4 ugers dagpengeberettiget

ledighed, siden medlemmet

blev arbejdsløs. Det er ikke et

krav, at medlemmet faktisk får

udbetalt dagpenge i perioder, som

regnes med til 4-ugers-kravet. Det er

derimod et krav, at medlemmet

under ledigheden står fuldt til rådighed

for arbejdsmarkedet i overensstemmelse

med medlemmets forsikringsstatus

og er tilmeldt Arbejdsformidlingen

som fuldt ledig. G-dage,

hvor et medlem er tilmeldt Arbejdsformidlingen

og står til rådighed,

kan medgå til 4-ugers-kravet.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

EF-FORORDNING

Grænsearbejder

Medlemmet blev betragtet som

fuldt ledig grænsearbejder og

havde derfor ikke ret til dagpenge

i Danmark. Medlemmet havde

ikke godtgjort en tilstrækkelig

arbejdsmæssig tilknytning til

Danmark.

Medlemmet, som var uddannet

musiker, flyttede pr. 1. marts

1999 til Malmø. Hun fortsatte med

at arbejde i Danmark og modtog

supplerende dagpenge.

Kassen traf afgørelse om, at medlemmet

ikke var berettiget til dagpenge

for uge 13, idet hun var fuldt

ledig, og derfor skulle have dagpenge

i bopælslandet.

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse.

Direktoratet fandt, at medlemmet

måtte anses som en helt arbejdsløs

grænsearbejder, hvorfor hun ikke

var berettiget til dagpenge i Danmark/beskæftigelseslandet,

jf. forordning

1408/71 art. 71, stk. 1, litra a i.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Medlemmets advokat anførte, at

medlemmet for det første måtte

anses for at være en “atypisk” grænsearbejder,

grundet sin stærke tilknytning

til Danmark, og derfor

omfattet af bestemmelsen i forordning

1408/71 art. 71, stk. 1, litra b

i, og for det andet, at medlemmet

kun kunne betegnes som periodisk

arbejdsløs, da begrebet måtte forstås

også at omfatte ledighed mellem

enkelte kortere engagementer.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

måtte anses for at være en helt ledig

grænsearbejder. Ankenævnet lagde

vægt på, at medlemmet hverken

havde påvist en vis langvarig arbejdsmæssig

tilknytning til Danmark

eller fandtes at have særlige kvalifikationer,

som ikke umiddelbart

ville kunne overføres til arbejdsmarkedet

i hendes bopælsland.

Medlemmet måtte derfor efter

ankenævnets opfattelse have omtrent

de samme muligheder for at

finde arbejde som musiker i sit bo-

pælsland som i Danmark. Ankenævnet

bemærkede, at medlemmet

havde været engageret i Sverige.

Ankenævnet fandt således, at medlemmet

ikke havde en sådan personlig

og faglig tilknytning til Danmark,

som var nødvendig, førend

hun vil kunne stilles som en “anden

arbejdstager end grænsearbejder”,

jf. forordning 1408/71 artikel 71,

stk. 1, litra b) i).

Ankenævnet lagde videre vægt på,

at medlemmet efter arbejdsophøret

i Danmark ikke længere havde en

fortsat tilknytning til sin tidligere

arbejdsgiver. Ankenævnet finder

herefter, at medlemmet ikke kunne

antages at være periodisk ledig og

derfor heller ikke var omfattet af

ovennævnte forordnings artikel 71,

stk. 1, litra a) i).( j.nr. 1999-1-0855 )

REGLER

Rådets forordning (EØF) nr.

1408/71 af 14. juni 1971 om

anvendelse af de sociale sikringsordninger

på arbejdstagere, selvstændige

erhvervsdrivende og

deres familiemedlemmer, der flytter

inden for Fællesskabet

Artikel 71.

1. Arbejdsløse arbejdstagere, som

under deres seneste beskæftigelse

var bosat i en anden medlemsstat

end den kompetente stat,

modtager ydelser efter følgende

regler:

a) i) grænsearbejdere, der er delvis

eller periodisk arbejdsløse i

den virksomhed, hvor de er

beskæftiget, modtager ydelser

efter lovgivningen i den kompetente

stat, som om de var

bosat på denne stats område;

disse ydelser udbetales af den

kompetente institution

ii) grænsearbejdere, der er helt

arbejdsløse, modtager ydelser

efter lovgivningen i den medlemsstat,

på hvis område de

er bosat, som om de under

deres seneste beskæftigelse

havde været omfattet af denne

lovgivning; disse ydelser

udbetales af bopælsstedets

institution for denne institutions

regning

b) i) andre arbejdstagere end grænsearbejdere,

der er delvis,

periodisk eller helt arbejdsløse,

og som fortsat står til rådighed

for deres arbejdsgiver eller for

arbejdsformidlingen på den

kompetente stats område,

modtager ydelser efter lovgivningen

i denne stat, som om

de var bosat på dens område;

disse ydelser udbetales af den

kompetente institution

ii) andre arbejdstagere end grænsearbejdere,

der er helt arbejdsløse,

og som stiller sig til

rådighed for arbejdsformidlingen

i den medlemsstat, på

hvis område de er bosat, eller

som vender tilbage til denne

stats område, modtager ydelser

efter denne stats lovgivning,

som om de senest havde været

beskæftiget der; disse ydelser

udbetales af bopælsstedets institution

for denne institutions

regning; hvis den pågældende

arbejdstager allerede har fået

tilkendt ydelser for den kompetente

institutions regning i

den medlemsstat, af hvis lovgivning

han senest har været

omfattet, skal han dog modtage

ydelser i overensstemmelse

med reglerne i artikel 69; udbetaling

af ydelser efter lovgivningen

i den stat, hvor den arbejdsløse

er bosat, stilles i bero

i det tidsrum, hvor han i medfør

af artikel 69 kan gøre krav

på ydelser efter den lovgivning,

hvoraf han senest har været

omfattet.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

FERIEDAGPENGE

Forældelse af kravet om

feriedagpenge

Medlemmet fandtes ikke at have

ret til feriedagpenge i tiden forud

for den 11. marts 1986, da forældelsen

først blev afbrudt ved hendes

henvendelse til arbejdsløshedskassen

den 11. marts 1991.

Forældelsesfristen på 5 år kunne

ikke suspenderes, da medlemmet

ikke kunne anses for at have været

i utilregnelig uvidenhed om sit

krav i medfør af 1908-loven.

Østre Landsret afsagde den 21.

december 1989 dom om, at

et cirkulære fra 1984, hvorefter fritidsundervisere

ikke havde ret til

supplerende dagpenge, ikke var lovligt.

Medlemmet søgte på baggrund

af dommen om efterbetaling af

dagpenge og feriedagpenge den 11.

marts 1991.

Ankenævnet traf i 1993 afgørelse i

en sag om ikke at efterbetale feriedagpenge

fra 1981 til 1988, hvorefter

medlemmets fagforbund i 1994

anlagde sag mod ankenævnet.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Den 21.december 1997 afsagde

Østre Landsret dom om, at der

ikke indtil 1. januar 1991 var

grundlag for at nægte fritidsundervisere

feriedagpenge ud fra en

betragtning om, at de havde

optjent ret til ferie med feriegodtgørelse

eller løn.

Den 20. maj 1998 stadfæstede

Højesteret Østre Landsrets dom af

21. december 1997. Dommen

betød, at de berørte kasser herefter

skulle tage stilling til efterbetaling

af feriedagpenge til de omhandlede

23 medlemmer for perioden fra 1.

april 1981 til 1. maj 1988.

Kassen og direktoratet traf afgørelse

om, at der ikke kunne efterbetales

feriedagpenge forud for den

11. marts 1986 til medlemmet, da

kravet for udbetaling måtte anses

for forældet. Kassen efterbetalte

feriedagpenge for de oplyste ferieperioder

efter denne dato.

Medlemmets fagforbund anførte

bl.a., at sagen havde været gennem

hele retssystemet og var blevet afgjort

ved dom i Højesteret, uden at

der på noget tidspunkt havde været

rejst spørgsmål om hel eller delvis

forældelse.

Ankenævnet fandt herefter, at

medlemmet ikke havde ret til feriedagpenge

i tiden forud for den 11.

marts 1986, da forældelsen først

blev afbrudt ved hendes henvendelse

til arbejdsløshedskassen den

11. marts 1991.

Begrundelsen var, at kravet blev

anset for forældet i medfør af lov

om forældelse af visse fordringer

(1908-loven), idet lovens 5-årige

forældelsesfrist fandt anvendelse på

kravet om efterbetaling af feriedagpenge.

Ankenævnet fandt således,

at forældelsen kunne gøres gældende,

uanset at spørgsmålet herom

ikke havde været rejst før nu.

Ankenævnet fandt i den forbindelse,

at Højesteret ved sin dom

den 20. maj 1998 ikke havde

anerkendt retten til feriedagpenge

uden hensyntagen til, at en del af

kravet kunne være forældet.

Ankenævnet lagde vægt på, at hverken

Østre Landsrets dom eller Højesterets

dom udtalte sig om forældelsesspørgsmålet,

samt at påstanden

for begge retter var udformet

sådan, at der alene skulle tages stilling

til det principielle spørgsmål

om, hvorvidt fritidsundervisere

også forud for ferieåret 1988/89

havde ret til feriedagpenge.

Ankenævnet fandt videre, at forældelsesfristen

ikke kunne suspenderes,

idet medlemmet ikke kunne

anses for at have været i utilregnelig

uvidenhed om sit krav, jf. § 3, i

1908-loven.

Ankenævnet lagde ved bedømmelsen

heraf vægt på, at det fulgte

af domspraksis, at den berettigedes

retsvildfarelse i form af ukendskab

til reglerne, og det heraf afledte

ukendskab til reglernes forkerte

anvendelse ikke i sig selv medførte

utilregnelig uvidenhed.

Ankenævnet lagde videre vægt på,

at det således ikke var nok til at statuere

utilregnelig uvidenhed, at den

berettigede først ved landsrettens

dom i 1989 blev opmærksom på,

at den pågældende måtte have et

krav. Der blev endvidere lagt vægt

på, at myndighederne ikke havde

de fornødne faktuelle oplysninger,

idet den berettigede ikke havde

søgt om feriedagpenge, og at den

pågældende selv vidste på hvilke

tidspunkter, der var afholdt ferie.

( j.nr.1999-1-0515 )

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

REGLER

Lov nr. 274 af 22. december

1908 om forældelse af visse fordringer

(1908-loven)

§ 1. For følgende fordringer gælder

en forældelsesfrist af 5 år.

2) Fordring på restance af stadigt

tilbagevendende afgift, som hviler

på fast ejendom og uden særlig

vedtagelse går over fra ejer til

ejer, på forfalden rente, på

restance af livrente, overlevelsesrente,

pension, aftægtsydelse,

underholdsbidrag eller anden

lignende ydelse, der forfalder

med bestemte mellemrum og

ikke er at betragte som afdrag på

skyldig gæld.

§ 2. Den i § 1 fortsatte kortere forældelsesfrist

regnes fra den tid, da

fordringen af fordringshaveren kan

kræves betalt. Fordringen fortabes,

medmindre fordringshaveren inden

fristens udløb enten erhverver

skyldnerens erkendelse af gælden

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

eller foretager retslige skridt mod

ham og uden ufornødent ophold

forfølger disse til erhvervelse af forlig,

dom eller anden retsafgørelse.

§ 3. Når den fordringshaver, for

hvem noget af de i § 1 anmeldte

krav er stiftet, på grund af utilregnelig

uvidenhed om sit krav eller

om skyldnerens opholdssted har

været ude af stand til at gøre sin ret

gældende, regnes den i § 1

omhandlede kortere forældelsesfrist

først fra den tid, da fordringshaveren

var eller ved sædvanlig agtpågivenhed

ville være i stand til at

kræve sit krav betalt.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

REFUSION

Svig - Påtaleopgivelse

Politiet meddelte påtaleopgivelse

på grund af manglende bevis for

forsæt grundet en retsvildfarelse.

Påtaleopgivelsen blev sidestillet

med opgivelse på grund af bevisets

stilling, og arbejdsløshedskassen

fik ret til refusion.

Direktoratet traf den 25.

november 1997 afgørelse,

hvorved medlemmet blev slettet

som medlem af kassen for svigagtigt

forhold, jf. § 87, stk. 1 i lov

om arbejdsløshedsforsikring mv.

Direktoratet anmodede samtidig

kassen om at lade politiet vurdere,

om der var grundlag for at rejse tiltale

mod medlemmet for overtrædelse

af straffeloven.

Den 7. september 1997 meddelte

politimesteren, at han havde besluttet

at opgive påtale mod medlemmet

for overtrædelse af straffelovens

§ 279 om bedrageri.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Politimesteren havde herved navnlig

lagt vægt på medlemmets forklaring

i retsmødet om, at han

opfattede dagpengereglerne således,

at han ville have været berettiget til

dagpenge svarende til den orlovsydelse,

som han havde fået udbetalt

med urette, hvis han ikke havde

fået orlovsydelsen. Det var derfor

politimesterens vurdering, at det

under en domsmandssag ikke ville

kunne bevises, at han handlede

med fortsæt til bedrageri, idet han

måtte antages at have befundet sig i

en forsætsudelukkende retsvildfarelse.

På denne baggrund ændrede direktoratet

sin afgørelse af 25. november

1997 om svig. Direktoratet

meddelte samtidig kassen, at den

ændrede afgørelse medførte, at kassen

mistede sin ret til refusion, jf.

lovens § 86, stk. 4 og 13.

Kassen klagede over den manglende

ret til refusion. Kassen fandt, at

der burde dispenseres efter § 5 i

bekendtgørelsen om kassernes ret

til refusion, således at refusionsretten

blev bevaret, da politiet opgav

tiltale på grund af bevisets stilling.

Ankenævnet ændrede afgørelsen.

Ankenævnet fandt, at påtaleopgivelsen

på grund af retsvildfarelse

skulle sidestilles med påtaleopgivelse

på grund bevisets stilling, og at

kassen derfor havde ret til refusion

efter den særlige bestemmelse i § 5,

i bekendtgørelse nr. 980 af 14.

december 1993 om arbejdsløshedskassernes

ret til refusion fra statskassen

for fejludbetalte ydelser.

( j.nr.1998-1-6479 )

REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring

mv., jf. lovbek. nr. 855 af

17. september 1996.

§ 86. Har et medlem givet kassen

urigtige oplysninger eller fortiet

omstændigheder, der er af betydning

for retten til dagpenge, overgangsydelse,

delefterløn eller efterløn,

eller i øvrigt mod bedre vidende

uberettiget modtaget dagpenge,

overgangsydelse, delefterløn eller

efterløn, skal dagpenge-, overgangsydelses-,

delefterløns- eller efterlønsbeløbet,

som er modtaget med

urette, tilbagebetales af medlemmet.

Stk. 4. I tilfælde, hvor der er udbetalt

dagpenge, overgangsydelse,

delefterløn eller efterløn med urette,

har kassen ikke krav på refusion

fra statskassen, og udbetalte refusionsbeløb

skal tilbagebetales, medmindre

den fejlagtige udbetaling

skyldes medlemmets svigagtige forhold.

Kassen kan bestemme, at

dagpenge-, overgangsydelses-, delef-

terløns- eller efterlønsbeløb, som

kassen herefter ikke får refunderet,

endeligt skal afholdes af vedkommende

tillidsmand eller afdeling af

kassen, såfremt den fejlagtige udbetaling

kan tilregnes tillidsmanden

eller afdelingen.

Bekendtgørelse nr. 980 af

14. december 1993 om arbejdsløshedskassernes

ret til refusion

fra statskassen for fejludbetalte

ydelser

§ 5. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen

kan i ganske særlige

situationer give tilladelse til, at kassen

får ret til refusion for fejludbetalte

beløb, hvor dette ikke følger af

§§ 2-4.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

REFUSION

AF-tilmelding

Ved en fejl blev medlemmet afmeldt

AF. AF orienterede både

medlemmet og kassen om afmeldelsen

dagen efter afmeldelsen

var sket . Kassen fortsatte desuagtet

med at udbetale dagpenge til

medlemmet. Kassen blev efterfølgende

opmærksom på forholdet

og bad om dispensation for medlemmets

afmelding, således at kassen

kunne opnå ret til refusion.

Ankenævnet fandt, at der ikke var

tale om en ganske særlig situation,

som gav anledning til at fravige

hovedreglen om kassen objektive

ansvar for fejludbetalinger.

Medlemmet blev afmeldt AF

den 15. oktober 1998 ved

en fejl, hvilket AF erkendte. AF

fremsendte et afmeldebrev til medlemmet

den 16. oktober 1998 og

en meddelelse til kassen samme dato.

Kassen fortsatte med at udbetale dagpenge

til medlemmet og blev først i

marts 1999 ved gennemgang af bestandskørselslisterne

opmærksom på,

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

at hun ikke havde været tilmeldt

AF siden 15. oktober 1998.

Kassen bad direktoratet om dispensation

for medlemmets manglende

tilmelding til AF. Direktoratet

opfattede kassens anmodning

som en anmodning om refusion for

dagpenge udbetalt i perioden, hvor

medlemmet ikke var tilmeldt AF.

Direktoratet traf afgørelse om, at

kassen ikke kunne få refusion for dagpengene

udbetalt i perioden 15. oktober

1998 til og med 11. marts 1999.

Medlemmet skulle ikke tilbagebetale

de dagpenge, som hun havde

modtaget med urette i perioden.

Ankenævnet fandt, at kassen ikke

var berettiget til refusion for det

fejludbetalte beløb. Ankenævnet

fandt endvidere ikke, at der forelå

en sådan ganske særlig situation, at

der var anledning til at fravige

reglen om kassernes objektive ansvar

for fejludbetalte ydelser, der

ikke skyldes medlemmets svigagtige

forhold.

Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet

uberettiget modtog dagpenge

i perioden, da hun ikke var

tilmeldt AF som arbejdssøgende.

Ankenævnet lagde vægt på, at AF

erkendte at have afmeldt medlemmet

ved en fejl den 15. oktober

1998, men også at AF fremsendte

meddelelse herom til kassen samme

dag. Ankenævnet tillagde det betydning,

at kassens edb-afdeling

bekræftede, at meddelelsen fra AF

angående medlemmets afmelding

den 15. oktober 1998 var modtaget

og registreret i kassen, men at kassen

fortsatte med at udbetale dagpenge

til hende frem til den 11.

marts 1999. Medlemmet skulle ikke

tilbagebetale dagpengene, da hun

ikke havde modtaget disse mod bedre

vidende. Det kunne ikke afvises, at

hun ikke modtog AF’s afmeldebrev.

( j.nr. 1999-1-0702 )

REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v., jf. lovbek. nr. 62 af januar

1998.

§ 57, stk. 4. Udbetaling af dagpenge

kan kun finde sted, hvis den

ledig er tilmeldt Arbejdsformidlingen

som arbejdssøgende. Tilmelding

skal ske, når ledigheden indtræder,

og den ledige skal opretholde

kontakten med Arbejdsformidlingen

i hele ledighedsperioden.

§ 86. Har et medlem givet kassen

urigtige oplysninger eller fortiet

omstændigheder, der er af betydning

for retten til dagpenge, overgangsydelse,

delefterløn eller efterløn,

eller i øvrigt mod bedre vidende

uberettiget modtaget dagpenge,

delefterløn eller efterløn, skal dagpenge-,

overgangsydelses-, delefterløns-,

eller efterlønsbeløbet, som er

modtaget med urette, tilbagebetales

af medlemmet.

Stk. 4. I tilfælde, hvor der er udbetalt

dagpenge, overgangsydelse,

delefterløn eller efterløn med urette,

har kassen ikke krav på refusion

fra statskassen, og udbetalte refusionsbeløb

skal tilbagebetales, medmindre

den fejlagtige udbetaling

skyldes medlemmets svigagtige forhold.

Kassen kan bestemme, at

dagpenge-, overgangsydelses-, delefterløns-

eller efterlønsbeløb, som

kassen herefter ikke får refunderet,

endeligt skal afholdes af vedkommende

tillidsmand eller afdeling af

kassen, såfremt den fejlagtige udbetaling

kan tilregnes tillidsmanden

eller afdelingen.

Stk. 6. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen

kan fastsætte regler

om administrationen af stk. 4, 1.

pkt, og stk. 5. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen

kan herunder

bestemme, at kassen skal

have krav på refusion i ganske særlige

situationer, selv om fejludbetalingen

ikke skyldes medlemmets

svigagtige forhold.

Bekendtgørelse nr. 575 af

6. august 1998 om rådighed.

§ 4. Et medlem skal være tilmeldt

og have kontakt til AF.

Stk. 6. Hvis medlemmet har modtaget

dagpenge i en periode, selv

om medlemmet ikke var tilmeldt

AF i perioden, finder § 86 i lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v.

anvendelse.

Bekendtgørelse nr. 980 af

14. december 1993 om arbejdsløshedskassernes

ret til refusion

fra statskassen for fejludbetalte

ydelser.

§ 1. Hvis en kasse med urette har

udbetalt

1) ydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v.,

2) etableringsydelse eller uddannelsesgodtgørelse

efter lov om en

aktiv arbejdsmarkedspolitik, eller

3) ydelser efter lov om orlov, har

kassen ikke ret til refusion fra

statskassen og udbetalte refusionsbeløb

skal tilbagebetales.

§ 5. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen

kan i ganske særlige

situationer give tilladelse til, at kassen

får ret til refusion for fejludbetalte

beløb, hvor dette ikke følger af

§§ 2-4.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

BØRNEPASNINGSORLOV

Tilbagekaldelse af bevilling

Et medlem fik tilbagekaldt en

bevilling til børnepasningsorlov

fra det tidspunkt, hvor AF fik

oplyst, at hun havde dagplejeplads

til barnet. Ankenævnet

fandt, at bevillingen ikke skulle

tilbagekaldes trods dagplejeplads

til barnet, da hun var i god tro

om berettigelsen til orlovsydelsen

og først modtog skriftlig meddelelse

om tilbagekaldelsen efter

orlovens udløb

Medlemmet fik bevilliget orlov

til børnepasning fra den 2.

november 1998 - 30 april 1999.

Efterfølgende ønskede hun at afholde

sin ferie fra den 23. marts

1999 - 1. maj 1999 og dermed udskyde

sin orlov til børnepasning

frem til den 7. juni 1999. Ønsket

blev efterkommet.

I april 1999 blev Arbejdsformidlingen

orienteret om, at medlemmet

havde fået en dagplejeplads til

det barn, hun havde fået bevilget

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

orlov til. Arbejdsformidlingen vurderede

herefter, at betingelserne for

orloven ikke længere var tilstede,

hvorfor det blev besluttet at tilbagekalde

en del af orloven med

tilbagevirkende kraft således, at

medlemmets orlovsydelse skulle

stoppes med virkning fra den 19.

april 1999.

Arbejdsformidlingen orienterede

imidlertid ikke medlemmet om, at

orlovsperioden var blevet afkortet og

kassen blev først orienteret ultimo

maj 1999. Medlemmet opdagede

først afkortningen af orlovsperioden

den 1. juni 1999, da hun modtog

sit udbetalingskort fra kassen, hvorpå

der stod, at hun var afmeldt.

Arbejdsformidlingen traf efterfølgende

en egentlig afgørelse om delvis

tilbagekaldelse af orloven.

Ankenævnet fandt, at medlemmets

orlov for perioden 19. april til 7.

juni 1999 ikke skulle tilbagekaldes,

selv om hun havde en dagplejeplads

til sit barn, idet hun var i god

tro om sin berettigelse til orlovsydelsen

og først modtog skriftlig

meddelelse om tilbagekaldelsen den

24. september 1999.

Ankenævnet bemærkede, at medlemmet

ikke var berettiget til orlov

efter den 19. april 1999, idet hun

fra denne dato betalte til en dagplejeplads

til sin datter. Ankenævnet

lagde imidlertid vægt på, at det

ikke fremgik tydeligt af vejledningen

på orlovsansøgningen, at barnet

ikke måtte være tilmeldt dagplejen.

Det var blot anført, at barnet ikke

måtte benytte tilbuddet om dagpleje.

Endelig lagde ankenævnet vægt på,

at medlemmet ville have haft mulighed

for at disponere anderledes,

hvis hun var blevet informeret om

tilbagekaldelsen på et tidligere tidspunkt.

( j.nr. 1999-2-0035 )

REGLER

Arbejdsministeriets lovbek. nr.

571 af 4. august 1998 af lov om

orlov

§ 10, stk. 2. Det er en forudsætning

for, at der kan udbetales

ydelse under orlov til børnepasning,

at den pågældende tilbringer

orloven sammen med barnet.

Arbejdsministeren kan fastsætte

nærmere regler om administrationen

af denne bestemmelse.

§ 10a, stk. 1, 1. pkt. Er det barn,

der giver orlovsmuligheden, i alderen

0-2 år, kan der i orlovsperioden

for dette barn ikke benyttes offentligt

dagtilbud.

§ 21. Arbejdsformidlingen administrerer

orlovsordningerne og har

pligt til at underrette arbejdsløshedskasserne

og kommunerne om

forhold af betydning for udbetaling

af orlovsydelsen.

Stk. 2. Ansøgning om orlov indgives

til arbejdsformidlingen, der

træffer afgørelse om bevilling af

orlov. Arbejdsformidlingen kan

tilbagekalde en bevilling af orlov,

hvis betingelserne for orloven ikke

længere er tilstede.

§ 21a, stk. 4. Arbejdsformidlingens

afgørelser kan ikke indbringes

for anden administrativ myndighed,

jfr. dog stk. 5.

Stk. 5. Arbejdsformidlingens afgørelser

om tilbagekaldelse af en

bevilling af orlov kan inden 4 uger

efter, at klageren har fået meddelelse

om afgørelsen, indbringes for

Arbejdsmarkedets Ankenævn, jfr. §

100 i lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v.

§ 21b. Tilbagekalder arbejdsformidlingen

en bevilling af orlov, jfr.

§ 21, stk. 2, skal arbejdsløshedskassen

eller kommunen straks underrettes,

og udbetalingen af orlovsydelsen

skal standses.

Arbejdsmarkedsstyrelsens cirkulære

nr. 68 af 10. april 1996 om

arbejdsformidlingens administration

af orlov til børnepasning

Pkt. 1.3.1. Barnet må indtil det

fyldte 3. år ikke benytte offentligt

dagtilbud i orlovsperioden. Herefter

kan barnet benytte halvdagsplads

i offentligt dagtilbud...

Det er hensigten, at den ledige daginstitutionsplads

skal kunne benyttes

af et andet barn i orlovsperioden.

Orlovspersonen kan således

ikke holde en plads åben ved f.eks.

at betale, det pladsen koster, for

senere, ved orlovens ophør, at lade

barnet benytte pladsen....

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

ARBEJDSMARKEDSUDDANNELSE

Målgruppen for

arbejdsmarkedsuddannelserne

Tilsynstekniker med en forudgående

håndværksmæssig uddannelse

var omfattet af målgruppen

for arbejdsmarkedsuddannelserne,

selvom uddannelsen ikke

var medtaget på Arbejdsmarkedsstyrelsens

positivliste.

Medlemmet var uddannet butiksslagter

med en efterfølgende overbygning

som tilsynstekniker og

søgte adgang til AMU-kurset

PC-brugerprogrammer.

Uddannelsesinstitutionen gav

afslag på ansøgningen om adgang,

da man fandt, at uddannelsen som

butiksslagter med efterfølgende

overbygning som tilsynstekniker

bevirkede, at medlemmet ikke

længere tilhørte den personkreds,

som var omtalt i bekendtgørelsen

om adgang og deltagerstøtte ved

deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Gruppen af tilsynsteknikere var

ikke medtaget på Arbejdsmarkedsstyrelsens

positivliste, men var

medtaget på den liste som fremgik

af lovens bemærkninger fra 1993.

Af bemærkningerne til lovforslag

173, lov nr. 430 af 30. juni 1993

om arbejdsmarkedsuddannelser

fremgik det, at målgruppen for

arbejdsmarkedsuddannelser blev

udvidet til også at omfatte “videregående

teknikere”. Det fremgik, at

begrebet “videregående teknikere”

også dækker tilsynsteknikere.

Ankenævnet traf herefter afgørelse

om, at medlemmet med uddannelsen

som tilsynstekniker var

omfattet af målgruppen for arbejdsmarkedsuddannelser

og dermed har

adgang til kurset PC-brugerprogrammer.

Ankenævnet lagde vægt på, at det

af bemærkningerne til den oprindelige

lov, lov nr. 430 af 30. juni

1993 om arbejdsmarkedsuddan-

nelser fremgår, at man dengang

ønskede at udvide lovens målgruppe

i § 3 til også at omfatte “videregående

teknikere”. Det blev anført

at begrebet videregående teknikere

bl.a. også omfattede tilsynsteknikere.

Det var ankenævnets opfattelse

at den oprindelige lovs bemærkninger

er bindende.

( j.nr. 1999-3-0112 )

REGLER

Lov om arbejdsmarkedsuddannelser,

jf. lovbek. nr. 5 af 4. januar

1999

§ 3a. Arbejdsmarkedsuddannelsernes

målgruppe omfatter ufaglærte,

personer med en erhvervsuddannelse

efter erhvervsuddannelsesloven

samt personer, der kan sidestilles

hermed. Personer med anden

uddannelse, som ikke har været

anvendt i længere tid, og de videregående

teknikere og laboranter

omfattes også af målgruppen. Merkonomer,

teknonomer og datanomer

har adgang.

Bekendtgørelse nr. 944 af

16. december 1998 om adgang

og deltagerstøtte ved deltagelse i

arbejdsmarkedsuddannelser

§ 1. Adgang til kompetencegivende

uddannelse, ordinære og særligt tilrettelagt

sammenhængende uddannelsesforløb,

individuel kompetenceafklaring,

samt virksomhedstil-

passet uddannelse har personer, der

er ufaglærte,

2) personer der har en erhvervsuddannelse

efter erhvervsuddannelsesloven,

en lærlingeuddannelse,

en erhvervsfaglig grunduddannelse,

en grundlæggende socialog

sundhedsuddannelse eller en

grundlæggende uddannelse efter

lov om landbrugsuddannelser,

3) personer med en kommunaleller

etatsuddannelse eller lignende,

hvis uddannelsesniveau

ikke overstiger erhvervsuddannelsen

eller et niveau, der kan

sidestilles hermed,

4) laboranter, merkonomer, teknonomer,

datanomer og videregående

teknikere,

5) arbejdsledere,

6) selvstændige erhvervsdrivende,

hvis uddannelsesbaggrund kan

sidestilles med ufaglærtes,

erhvervsuddannedes, merkonomers,

teknonomers, datanomers

eller videregående teknikeres og

7) personer med en anden og højere

uddannelse end nævnt under

nr. 1-6 som ikke har haft

beskæftigelse inden for uddannelsens

område i de sidste 5 år.

Stk. 3. Ved videregående teknikere

forstås personer med en videregående

teknikeruddannelse efter lov om

videregående teknikeruddannelse

m.v. eller personer med en uddannelse

efter lov om korte videregående

uddannelser, hvor uddannelsen

efter arbejdsministerens bestemmelse

kan sidestilles med de videregående

teknikeres.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

ARBEJDSMARKEDSUDDANNELSE

Målgruppen for

arbejdsmarkedsuddannelserne

Trods sin uddannelse som hospitalslaborant,

blev medlemmet

anset for at være omfattet af målgruppen

for arbejdsmarkedsuddannelserne,

eftersom hun havde

arbejdet som industrilaborant

siden 1986.

Medlemmet var uddannet hospitalslaborant/bioanalytiker

og havde arbejdet som industrilaborant

siden 1986.

Medlemmet deltog i et AMU-kursus

i perioden 10.-14. januar 2000.

På ansøgningen om adgang oplyste

hun, at hun afsluttede en uddannelse

som bioanalytiker i 1984,

men svarede nej til at have afsluttet

en videregående uddannelse eller at

have arbejdet inden for en sådan i

de sidste 5 år.

Kassen bad medlemmet om supplerende

oplysninger vedrørende uddannelsen.

Hun forklarede, at hun

var uddannet hospitalslaborant, at

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

hun var ansat som laborant, og at

hun havde brugt sin uddannelse

inden for de sidste 5 år. Kassen

fandt herefter, at hun var uden for

målgruppen og dermed ikke berettiget

til godtgørelse.

Arbejdsgiver klagede herover, idet

medlemmet var ansat som industrilaborant,

hvilket ikke var inden for

hendes uddannelsesområde. At

medlemmet selv havde tilkendegivet

dette, måtte være en misforståelse/skrivefejl.

Ankenævnet fandt efterfølgende,

at medlemmet var berettiget til

godtgørelse i forbindelse med kurset

og arbejdsgiver dermed berettiget

til godtgørelsen i form af refusion.

Efter ankenævnets opfattelse

tilhørte medlemmet den personkreds,

der er målgruppen for arbejdsmarkedsuddannelserne.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet

var uddannet hospitalsla-

borant i 1984, men også at hun

siden 1986 havde arbejdet som

industrilaborant. På den baggrund

var det ankenævnets opfattelse, at

medlemmet ikke havde haft beskæftigelse

inden for uddannelsens

område i de sidste 5 år. Ankenævnet

lagde endvidere vægt på, at det

fremgik af medlemmets stillingsbeskrivelse,

at hun ikke arbejdede

som hospitalslaborant, og at medlemmet

over for ankenævnet havde

oplyst, at hun alene i 3 måneder i

1984 var i beskæftigelse som hospitalslaborant,

og at hun ikke siden

havde beskæftiget sig inden for

dette specifikke uddannelsesområde.

Ankenævnet noterede sig, at

medlemmet oplyste, at årsagen til

at hun over for kassen svarede ja til,

at hun havde benyttet sin uddannelse

inden for de sidste 5 år skyldtes,

at hun som arbejdende laborant

altid ville benytte sin basisuddannelse

fra sin uddannelse som

hospitalslaborant.

( j. nr. 2000-3-0038 )

REGLER

Lov om arbejdsmarkedsuddannelser,

jf. lovbek. nr. 5 af 5. januar

2000

§ 3 a. Arbejdsmarkedsuddannelserne

udvikles til ufaglærte, personer med

en erhvervsuddan-nelse efter erhvervsuddannelsesloven

samt personer,

der kan sidestilles hermed, herunder

laboranter omfattet af lov om

erhvervsskoler, og til arbejdsledere.

Endvidere udvikles der arbejdsmarkedsuddannelser

til de videregående

teknikere, herunder personer med

erhvervsakademiuddannelser, der

efter arbejdsministerens bestemmelse

kan sidestilles med den hidtidige

målgruppe af videregående teknikere.

Bekendtgørelse nr. 1155 af

29. december 1999 om adgang

og deltagerstøtte ved deltagelse i

arbejdsmarkedsuddannelser

§ 1. Adgang til kompetencegivende

uddannelse, ordinære og særligt tilrettelagt

sammenhængende uddan-

nelsesforløb, individuel kompetenceafklaring,

samt virksomhedstilpasset

uddannelse har

7) personer med en anden og højere

uddannelse end nævnt under

nr. 1-6, som ikke har haft

beskæftigelse inden for uddannelsens

område i de sidste 5 år.

Stk. 2. Ved laboranter forstås laboranter,

der er omfattet af bekendtgørelse

om laborantuddannelser,

jf. lov om erhvervsskoler.

§ 20. Beskæftigede lønmodtagere,

selvstændige erhvervsdrivende og

ledige med ret til 6 ugers selvvalgt

uddannelse efter § 2, som deltager i

uddannelse efter lovens § 3, nr. 1-3

eller § 4, hvortil der ydes tilskud og

som afholdes efter reglerne i lov om

arbejdsmarkedsuddannelser og som

opfylder adgangskravene og aldersbetingelserne

i kapitel 1-2, har ret til

godtgørelse for tab af indtægt eller

arbejdsmulighed som følge af deltagelsen.

Stk. 2. For beskæftigede lønmodtagere

og selvstændige erhvervsdrivende,

med ret til godtgørelse efter

stk. 1, anses arbejdsfortjeneste som

lønmodtager eller selvstændig

erhvervsdrivende som indtægt.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

ARBEJDSMARKEDSUDDANNELSE

Tab af indtægt/arbejdsmulighed

Medlemmet var berettiget til

godtgørelse med fuldtidssats

trods status som deltidsforsikret/deltidsarbejdssøgende,

da kassen

ved to skriftlige afgørelser

havde bevilliget hende ret til fuldtidsgodtgørelse

og først efter kursets

afslutning skriftligt meddelte

medlemmet, at dette var en fejl.

Medlemmet var på kursustidspunktet

ledig, deltidsforsikret

og arbejdssøgende til deltidsarbejde

og søgte om godtgørelse i

forbindelse med et AMU-kursus i

perioden 6. september - 15. oktober

1999. Der var tale om et fuldtidskursus

(37 timer pr. uge).

Medlemmet modtog herefter en

bevilling i august 1999, hvoraf

fremgik, at hun ville modtage fuldtidsgodtgørelse

i forbindelse med

kurset. Hun modtog senere samme

besked ved bevilling af september

1999.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Kassen meddelte den 11. oktober

1999 telefonisk medlemmet, at der

var sket en fejl. Hun var som deltidsforsikret

og deltidsarbejdssøgende

alene berettiget til godtgørelse

svarende til 30 timer pr. uge. Kassen

meddelte hende dette skriftligt

ved afgørelse af 15. december

1999.

Ankenævnet traf herefter afgørelse

om, at hun var berettiget til udbetaling

af godtgørelse med fuldtidssats

for hele kursusperioden, uagtet

at hun som deltidsforsikret og deltidsarbejdssøgende

efter reglerne

kun anses for at have et tab af indtægt

eller arbejdsmulighed svarende

til maksimalt 30 timer ugentlig.

Ankenævnet fandt, at hun havde

været i god tro med hensyn til retten

til fuldtidsgodtgørelse på baggrund

af kassens bevillinger om ret

til fuldtidsgodtgørelse forud for

kurset, og at hun havde haft en

berettiget forventning om udbeta-

ling af fuldtidsgodtgørelse, og havde

indrettet sig på dette grundet kassens

skriftlige bevillinger.

( j.nr. 2000-3-0020 )

REGLER

Lov om arbejdsmarkedsuddannelser,

jf. lovbekendtgørelse nr.

5 af 4. januar 1999

§ 38. Deltagere i uddannelse efter

§ 3, nr. 1-3, hvortil der ydes tilskud

efter denne lov, har ret til

godtgørelse for tab af indtægt eller

arbejdsmulighed som følge af kursusdeltagelsen,

jf. dog stk. 2.

Bekendtgørelse nr. 944 af

16. december 1998 om adgang og

deltagerstøtte ved deltagelse i

arbejdsmarkedsuddannelser

§ 18. Deltagere i uddannelse efter

lovens § 3, nr. 1-3, hvortil der ydes

tilskud og som afholdes efter lov

om arbejdsmarkedsuddannelser,og

som opfylder adgangskravene og

aldersbetingelserne i kapitel 1 og 2,

har ret til godtgørelse for tab af

arbejdsindtægt eller arbejdsmulighed.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

KOMPENSATION TIL

HANDICAPPEDE I ERHVERV

Ansættelse af assistent - Hjemmel

Arbejdsgiveren kunne ikke få tilskud.

Det var arbejdsgiver selv,

som ydede personlig assistance til

den ansatte.

Der blev indsendt kvartalsafregninger

vedrørende personlig

assistance. Det blev i den forbindelse

oplyst, at det var ejeren af

virksomheden, som selv ydede personlig

assistance til den ansatte.

Arbejdsformidlingen kunne ikke

udbetale det ansøgte beløb. Begrundelsen

var, at der ikke var ansat

en personlig assistent på normale

vilkår i virksomheden.

Det fremgår af klagen, at arbejdsgiver

havde aftalt med handicapkonsulenten,

at arbejdsgiver kunne

overtage de arbejdsfunktioner, den

ansatte ikke selv kunne klare.

Arbejdsformidlingen bemærkede

til klagen, at det fremgår af den

udstedte bevillingen, at den person-

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

lige assistent skal godkendes og

ansættes på normale vilkår. Tilskuddet

udbetales, når der er indsendt

dokumentation for lønudbetalingen,

og assistentens navn skal

fremgå af de indsendte lønsedler.

Ankenævnet tiltrådte arbejdsformidlingens

afgørelse. Ankenævnet

lagde vægt på, at der ydes tilskud

til personlig assistance til en virksomhed

til aflønning af en personlig

assistent for den ansatte. Ankenævnet

fandt, at der ikke var ansat

en personlig assistent for den ansatte,

da virksomhedens ejer ikke

kunne ansætte sig selv som assistent.

( j.nr. 1999-7-0009 )

REGLER

Bekendtgørelse nr. 298 af

22. maj 1998 om kompensation

til handicappede i er hverv m.v.

§ 12. Tilskud til personlig assistance

ydes til en virksomhed til aflønning

af en personlig assistent for en

ansat eller for en, der skal ansættes

i virksomheden eller for virksomhedens

indehaver.

Stk. 2. Den personlige assistent

ansættes i virksomheden på normale

ansættelsesvilkår. Den personlige

assistent kan ikke være ansat i et

vikarbureau. Personen med handicap

skal forud for ansættelse af en

assistent godkende denne.

§ 23. Arbejdsformidlingen afgør,

om en ansøgning kan imødekommes.

Stk. 2. Det påhviler personen med

handicap og virksomheden at give

de nødvendige oplysninger til brug

for Arbejdsformidlingens behandling

af ansøgningen.

Stk. 3. Arbejdsformidlingen kan

indhente nødvendige oplysninger

fra ansøgerens bopælskommune

samt fra andre myndigheder eller

institutioner.

§ 27. Arbejdsformidlingen udbetaler

efter anmodning tilskud til

assistentens løn eller refunderer

assistentens rejseudgifter til virksomheden

eller til den selvstændige

erhvervsdrivende. Tilskud til løn og

refusion af rejseudgifter udbetales

efter regning efter udløbet af hvert

kvartal på baggrund af regnskab for

de dokumenterede udgifter til assistenten.

§ 28. Anmodning om udbetaling

af tilskud skal indeholde oplysning

om virksomhedens navn, SE-nr.,

adresse og telefonnummer samt

registrerings- og bankkontonummer,

den handicappede persons

navn, personnummer og adresse

samt det antal arbejdstimer for

hvilke, der er udbetalt løn til personlig

assistance eller udbetalt

vederlag til tegnsprogstolkning i

det pågældende kvartal.

Stk. 2. Tilskudsmodtageren underskriver

på tro og love, at de afgivne

oplysninger er rigtige.

§ 29. Anmodning om udbetaling

skal sendes til Arbejdsformidlingen

efter udløbet af hvert kvartal.

Arbejdsformidlingen udbetaler tilskuddet

eller refunderer rejseudgifterne

inden 14 dage efter, at

Arbejdsformidlingen har modtaget

anmodningen.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

KOMPENSATION TIL

HANDICAPPEDE I ERHVERV

Fortrinsadgang til ledige

stillinger i det offentlige

Medlemmet var godkendt af AF

som tilhørende gruppen af handicappede

med fortrinsstilling.

Arbejdsgiveren havde ikke overholdt

de formelle regler om samtale-

og forhandlingspligt i forbindelse

med medlemmets ansøgning

om ansættelse, idet medlemmet

ikke blev indkaldt til samtale,

og arbejdsgiveren havde ikke

forhandlet med AF i forbindelse

med besættelsen af den ansøgte

stilling.

Medlemmet var af AF godkendt

som tilhørende gruppen

af handicappede med fortrinsstilling.

Arbejdsgiveren indrykkede en annonce

om et barselsvikariat. Ifølge

stillingsannoncen forventedes, at

ansøgeren havde en akademisk

uddannelse indenfor humaniora

eller samfundsfag.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Medlemmet var uddannet ved det

Teologiske Fakultet, Københavns

Universitet og havde bestået suppleringsuddannelsen“Erhvervsøkonomi

for humanister”

Medlemmet gjorde i sin ansøgning

opmærksom på, at hun havde fortrinsret.

Arbejdsgiver meddelte den

27. april 2000, at hun ikke havde

fået stillingen.

Ankenævnet udtalte, arbejdsgiveren

ikke havde overholdt de formelle

regler om samtale- og forhandlingspligt

i forbindelse med medlemmets

ansøgning om ansættelse.

En offentlig arbejdsgiver havde

pligt til at indkalde en handicappet

ansøger til en ansættelsessamtale,

med mindre ansøgeren ikke opfylder

de formelle uddannelseskrav til

den ledige stilling.

Herudover havde en offentlig

arbejdsgiver, der ikke ønsker at

ansætte den handicappede ansøger,

pligt til at holde stillingen ledig,

indtil den havde fremsendt en

skriftlig begrundelse til arbejdsformidlingen

om, hvorfor ansøgeren

ikke ønskes ansat, og der på baggrund

af redegørelsen er blevet forhandlet

med arbejdsformidlingen

om, hvorvidt ansøgeren alligevel vil

kunne ansættes i stillingen, jfr. § 6,

stk. 3 i ovennævnte bekendtgørelse.

Arbejdsgiveren havde, hverken indkaldt

medlemmet til ansættelsessamtale

eller forhandlet med arbejdsformidlingen

i forbindelse med

besættelsen af den ansøgte stilling.

Ankenævnet fandt efter ansættelsesannoncens

formulering, at medlemmet

med sin uddannelse som

cand. theol. opfyldte de formelle

krav til den ledige stilling.

( j.nr. 2000-7-0011 )

REGLER

Lov nr. 293 af 14. maj 1998 om

kompensation til handicappede i

erhverv m.v., som ændret ved lov

nr. 277 af 12. maj 1999.

§ 3. En person, der på grund af et

handicap, har vanskeligt ved at få

beskæftigelse på det almindelige

arbejdsmarked, har fortrinsadgang

til ledige stillinger hos offentlige

arbejdsgivere, bevilling til stadepladser

m.v. og tilladelse til taxikørsel,

hvis vedkommende er lige så

kvalificeret som de øvrige ansøgere.

Stk. 2. Arbejdsministeren fastsætter

nærmere regler om fortrinsadgangen,

herunder om den handicappede

persons ret til en ansættelsessamtale

og arbejdsgiverens pligt til at forhandle

med arbejdsformidlingen,

hvis den handicappede ansøger

ikke ansættes.

Bekendtgørelse nr. 825 af

8. november 1999om kompensation

til handicappede i erhverv

m.v.

§ 6. Det er Arbejdsformidlingen,

der afgør, om en person med handicap

har vanskeligt ved at få

beskæftigelse på det almindelige

arbejdsmarked. Hvis Arbejdsformidlingen

skønner, at en person

med handicap vil kunne bestride

en ledig stilling, som Arbejdsformidlingen

har fået kendskab til hos

en offentlig arbejdsgiver, skal

Arbejdsformidlingen rette henvendelse

til den pågældende arbejdsgiver

om ansættelse.

Stk. 2. Den offentlige arbejdsgiver

er forpligtet til at indkalde en ansøger

med handicap, der er omfattet

af stk. 1, til en personlig ansættelsessamtale,

før en ledig stilling

besættes. Dette gælder også, hvis en

ansøger med handicap selv retter

henvendelse til arbejdsgiveren om

ansættelse og har gjort opmærksom

på, at fortrinsadgangen ønskes

anvendt, medmindre ansøgeren

ikke opfylder de formelle uddannelseskrav

til den ledige stilling.

Stk. 3. Hvis ansøgeren med handicap

ikke ansættes i den ledige stilling,

skal arbejdsgiveren vente med

at besætte stillingen, indtil arbejdsgiveren

1) har givet Arbejdsformidlingen

en skriftlig redegørelse for, hvorfor

ansøgeren ikke ønskes ansat

2) på baggrund af redegørelsen har

forhandlet med Arbejdsformidlingen

om, hvorvidt ansøgeren

alligevel vil kunne ansættes i stillingen.

Arbejdsformidlingen skal

udarbejde et skriftligt referat af

forhandlingen.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

ANSÆTTELSESBEVIS

Oplysningspligt - Ansættelsesvilkår

Arbejdsgiver havde opfyldt sin

forpligtelse til at underrette arbejdstageren

om vilkårene for

ansættelsen. Ansættelsesaftalen

indeholdt en generel henvisning

til ferieog funktionærloven.

Arbejdstager var ansat som produktionsleder

fra den 1. december

1996 til den 30. april 1999. Arbejdstiden

var 37 timer om ugen.

Der forelå en ansættelseskontrakt,

som blandt andet indeholdt en

generel henvisning til ferieog

funktionærloven.

Arbejdstageren gjorde gældende, at

de generelle henvisninger ikke opfyldte

lovens krav, navnlig med

hensyn til oplysning om ferie og

opsigelsesvarsler.

Ankenævnet traf afgørelse om, at

arbejdsgiveren havde opfyldt sin forpligtelse

til at underrette arbejdstageren

om vilkårene for ansættelsen.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Ankenævnet lagde til grund, at

arbejdsgiveren udarbejdede et ansættelsesbrev,

der blev underskrevet

af arbejdstageren, og at arbejdsgiveren

i ansættelsesbrevet havde henvist

til ferieog funktionærloven,

hvori henholdsvis ferierettigheder

og opsigelsesvarsler reguleres.

Ankenævnet lagde vægt på, at

arbejdsgiveren med henvisningen

til relevante lovregler, hvoraf det

fremgår, hvad der gælder for ferie

og opsigelsesvarsler, havde oplyst

lønmodtageren om ansættelsesforholdet

med en sådan tydelighed, at

der ikke kunne have hersket rimelig

tvivl om, hvad der gjaldt for disse

områder.

Ankenævnet lagde videre vægt på,

at der ikke havde været tvist omkring

ferierettigheder og opsigelsesvarsler.

Ankenævnet henviste til lovbekendtgørelse

nr. 385 af 11. maj

1994 om arbejdsgiverens pligt til at

underrette lønmodtageren om vilkårene

for ansættelsesforholdet § 2,

stk. 2, nr. 6 og 7 jf. stk. 4.

( j.nr. 1999-5-0016 )

REGLER

Lov om arbejdsgiverens pligt til

at underrette lønmodtageren om

vilkårene for ansættelsesforholdet,

jf. lovbek. nr. 385 af 11. maj

1994

§ 2. Arbejdsgiveren skal give lønmodtageren

oplysninger om de forhold,

der er opregnet i stk. 2, nr. 1-

10, senest en måned efter, at ansættelsesforholdet

er påbegyndt. Hvis

lønmodtageren ikke fra ansættelsesforholdets

begyndelse har en gennemsnitlig

ugentlig arbejdstid, der

overstiger 8 timer, indtræder

arbejdsgiverens oplysningspligt, når

lønmodtageren inden for de seneste

4 uger har haft en gennemsnitlig

ugentlig arbejdstid, der overstiger 8

timer.

Stk. 2. Arbejdsgiverens oplysningspligt

omfatter følgende oplysninger:

6) Lønmodtagerens rettigheder

med hensyn til betalt ferie, herunder

om der udbetales løn

under ferie.

7) Varigheden af lønmodtagerens

og arbejdsgiverens opsigelsesvarsler

eller reglerne herom.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

ANSÆTTELSESBEVIS

Oplysningspligt - Ansættelsesvilkår

Arbejdstageren fik medhold i, at

arbejdsgiveren ikke havde opfyldt

sin oplysningspligt på en række

områder, blandt andet oplysning

om retten til betalt ferie og den

normale daglige eller ugentlige

arbejdstid. Angivelse af firmanavn

og adresse var dog tilstrækkeligt

til at opfylde lovens krav

vedrørende arbejdsgiverens navn

og adresse.

Arbejdstageren var ansat som

telefonmedarbejder fra den 6.

december 1997 til den 24. april

1998. Arbejdstageren havde i januar

måned 1998 arbejdet i 62,14

timer.

Der forelå i sagen en ansættelseskontrakt,

som blandt andet indeholdt

oplysning om jobbeskrivelse,

ansættelsens start og længden af

opsigelsesvarsler.

Arbejdstageren gjorde gældende, at

der ikke var givet oplysninger om

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

arbejdsgiverens navn og adresse, da

der var tale om et personligt ejet

firma, og denne person ikke var

oplyst.

Ankenævnet traf afgørelse om, at

arbejdsgiveren ikke havde opfyldt

sin forpligtelse til at underrette

arbejdstageren om vilkårene for

ansættelsen. Ankenævnet fandt ikke

at oplysningen om, at lønnen var

80 kr. pr. time + feriepenge var tilstrækkelig

til at arbejdsgiveren

havde oplyst om retten til betalt

ferie. Ankenævnet fandt videre, at

arbejdsgiveren ikke havde oplyst

om den normale daglige eller

ugentlige arbejdstid. Ankenævnet

fandt endelig, at angivelsen af firmanavnet

og adressen var tilstrækkelig

til at opfylde lovens krav vedrørende

arbejdsgiverens navn og

adresse. ( j.nr. 1999-5-0020 )

REGLER

Lov om arbejdsgiverens pligt til

at underrette lønmodtageren om

vilkårene for ansættelsesforholdet,

jf. lovbek. nr. 385 af 11. maj

1994

§ 2. Arbejdsgiveren skal give lønmodtageren

oplysninger om de forhold,

der er opregnet i stk. 2, nr. 1-

10, senest en måned efter, at ansættelsesforholdet

er påbegyndt. Hvis

lønmodtageren ikke fra ansættelsesforholdets

begyndelse har en gennemsnitlig

ugentlig arbejdstid, der

overstiger 8 timer, indtræder

arbejdsgiverens oplysningspligt, når

lønmodtageren inden for de seneste

4 uger har haft en gennemsnitlig

ugentlig arbejdstid, der overstiger 8

timer.

Stk. 2. Arbejdsgiverens oplysningspligt

omfatter følgende oplysninger:

1) Arbejdsgiverens og lønmodtagerens

navn og adresse.

2) Arbejdsstedets beliggenhed eller

i mangel af et fast arbejdssted

eller et sted, hvor arbejdet

hovedsagelig udføres, oplysning

om, at lønmodtageren er

beskæftiget på forskellige steder,

og om hovedsæde eller arbejdsgiverens

adresse.

3) Beskrivelse af arbejdet eller angivelse

af lønmodtagerens titel,

rang, stilling eller jobkategori.

4) Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt.

5) Ansættelsesforholdets forventede

varighed, hvor der ikke er tale

om tidsubestemt ansættelse.

6) Lønmodtagerens rettigheder

med hensyn til betalt ferie, herunder

om der udbetales løn

under ferie.

7) Varigheden af lønmodtagerens

og arbejdsgiverens opsigelsesvarsler

eller reglerne herom.

8) Den gældende eller aftalte løn,

som lønmodtageren har ret til

ved ansættelsesforholdets påbegyndelse,

og tillæg og andre løndele,

der ikke er indeholdt heri,

f.eks. pensionsbidrag og eventuel

kost og logi. Endvidere skal der

oplyses om lønnens udbetalingsterminer.

9) Den normale daglige eller

ugentlige arbejdstid.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

DAGPENGEGODTGØRELSE

FOR 1. OG 2. LEDIGHEDSDAG

Dagpengegodtgørelse

Medlemmet var ikke berettiget til

dagpengegodtgørelse for 1. og 2.

ledighedsdag under sin ansættelse.

Medlemmet blev anset for

at arbejde på fast nedsat tid.

Medlemmet var derimod berettiget

til dagpengegodtgørelse i forbindelse

med sin fratræden.

Medlemmet blev ansat hos

arbejdsgiveren i perioden fra

den 1. juni 1999 til den 1. september

1999. I følge ansættelsesbevis

blev arbejdstiden fastsat månedsvis

efter behov. Endvidere fremgik det

af ansættelsesbeviset, at der var aftalt

et gensidigt opsigelsesvarsel på 8

dage, og at ansættelsesforholdet ikke

var reguleret ved kollektiv overenskomst

eller aftaler i øvrigt. Af dagpengekortene

for perioden fremgik

det, at medlemmet i perioden havde

arbejdet mellem 3,5 og 5 timer om

dagen.

Kassen meddelte medlemmet, at

hun skulle have betaling fra sin

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

arbejdsgiver på i alt 16 ledighedsdage

(G-dage), idet det fremgik af

ansættelsesbrevet, at der ikke var et

fast timetal pr. uge.

Arbejdsgiveren meddelte, at han

ikke kunne anerkende udbetalingen

af de 16 G-dage, idet medlemmet i

forhold til aftale om arbejdstid ved

ansættelsen ikke har været hjemsendt

inden den 8. august 1999, og

idet arbejdstiden ved ansættelsen

blev aftalt til ca. 4 timer dagligt,

som medlemmet selv havde administreret

i forhold til mængden af

arbejdsopgaver.

Kassen anførte, at der i henhold til

arbejdsløshedsforsikringslovens §

84, skulle udbetales G-dage, når

der foreligger 74 arbejdstimer

inden for de seneste 4 uger.

Arbejdsgiveren erklærede i brev af

27. september, at han fortsat afslog

at betale for de 16 G-dage, idet

medlemmet ikke havde været ansat

til fuld beskæftigelse, men til nedsat

tid, og idet ansættelsesvilkårene

/-tiden i ansættelsesbrevet ikke

havde været ændret på noget tidspunkt.

At medlemmet ikke havde

arbejdet nøjagtigt 4 timer pr. dag,

betød ikke, at der havde været

ændret i det arbejdsområde, som

medlemmet var ansat til. Endvidere

bemærkede arbejdsgiveren, at han

var klar over, at medlemmet i perioden

tillige var ansat et andet

sted, og at medlemmet - såfremt

hun havde anmodet herom - ville

have fået en frigørelsesattest fra

opsigelsesvarslet.

Ankenævnet fandt, at arbejdstiden

i tilstrækkeligt omfang havde været

kendt på forhånd. Nævnet anså

medlemmet for at have arbejdet på

fast nedsat tid. Medlemmet havde

derfor ikke ret til dagpengegodtgørelse

for 1. og 2. ledighedsdag

under sin ansættelse.

( j.nr. 2000-4-0002 )

REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v. jf. lovbek. nr. 592 af 14. juli

1999

§ 84. Til et medlem betaler

arbejdsgiveren ved afskedigelse,

hjemsendelse, ophør af opgave- og

tidsbestemt akkord og lignende

dagpengegodtgørelse for 1. og 2.

ledighedsdag. Dagpengegodtgørelsen

udgør pr. dag et beløb svarende

til 7,4/37 af det højeste dagpengebeløb

for en uge, jf. § 47, stk.

1, afrundet til nærmeste hele kronebeløb.

Ved ledighed på 4 timer

eller derunder betaler arbejdsgiveren

en dagpengegodtgørelse svarende

til halvdelen af det i 2. punktum

omhandlede beløb. Ved ledighed på

over 4 timer betaler arbejdsgiveren

fuld dagpengegodtgørelse.

Stk. 2. Arbejdsgiverens forpligtelse

indtræder kun, når medlemmet

inden for de sidste 4 uger har været

beskæftiget hos arbejdsgiveren svarende

til fuld overenskomstmæssig

arbejdstid i 2 uger.

Stk. 3. Arbejdsgiverens forpligtelse

til at udbetale dagpengegodtgørelse

bortfalder,

1) hvis det godtgøres, at beskæftigelse

påbegyndes den efterfølgende

arbejdsdag, eller der modtages

sygedagpenge eller afholdes

ferie i tilslutning til arbejdsophøret,

2) hvis afskedigelsen væsentligst

kan tilregnes medlemmet,

hvis arbejdsophøret skyldes strejke

eller lockout på virksomheden, eller

hvis arbejdsophøret er nødvendiggjort

af strejke eller lockout på

anden virksomhed.

Bekendtgørelse nr. 1145 af

20. december 1995 om arbejdsgiverens

betaling af dagpengegodtgørelse

for 1. og 2. ledighedsdag

§ 1. En arbejdsgiver skal betale et

medlem af en arbejdsløshedskasse

dagpengegodtgørelse for 1. og 2.

ledighedsdag, hvis medlemmet bliver

ledigt som følge af afskedigelse,

hjemsendelse, ophør af opgave- og

tidsbestemt akkord og lignende, og

medlemmet har været ansat som

lønmodtager og har indtjent et

arbejdsvederlag i ansættelsen.

§ 2. Et medlems 1. og 2. ledighedsdag

er de første 2 ordinære

arbejdsdage efter fratrædelsen, hvis

medlemmet har været i fuld

beskæftigelse på fratrædelsesdagen.

Hvis medlemmet ikke har været i

fuld beskæftigelse på fratrædelsesdagen,

og ikke haft fuld overenskomstmæssig

arbejdstid i kalenderugen,

er fratrædelsesdagen 1.

ledighedsdag.

§ 3. Hvis et medlem på 1. og 2.

ledighedsdag er ledigt i over 4

timer pr. dag, udgør dagpengegodtgørelsen

pr. dag ved ledighed som

følge af afskedigelse, ophør af opgave-

og tidsbestemt akkord og lignende

6,6/37 af højeste dagpengebeløb

for en uge. Hvis medlemmet

på 1. og 2. ledighedsdag er ledigt i

4 timer eller derunder pr. dag,

udgør dagpengegodtgørelsen pr.

dag halvdelen af ovennævnte beløb

for en dag, jf. dog § 4.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

DAGPENGEGODTGØRELSE

FOR 1. OG 2. LEDIGHEDSDAG

Dagpengegodtgørelse

Medlemmet var alene berettiget

til dagpengegodtgørelse for 2.

ledighedsdag. Medlemmet holdt

ferie på 1. ledighedsdag som også

var den dag, hvor hun fratrådte

og havde derfor ikke ret til godtgørelse

for denne dag.

Medlemmet var deltidsansat -

25 timer pr. uge – fra den 1.

august til den 31. december 1999.

Der var ikke indgået overenskomst.

Det fremgik af sagen, at medlemmet

opfyldte beskæftigelseskravet.

Medlemmet afholdt ferie i den sidste

uge af ansættelsen fra den 24. december

til den 31. december 1999.

Arbejdsgiver afviste at betale godtgørelse

for 2. ledighedsdag og anførte,

at 1. ledighedsdag er fratrædelsesdagen,

hvis lønmodtageren har

været beskæftiget i under 7,4 timer

på fratrædelsesdagen og ikke har

haft fuld arbejdstid i fratrædelsesugen.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Ankenævnet fandt, at 1. ledighedsdag

var den dag, hvor medlemmet

fratrådte, det vil sige den 31. december

1999, da medlemmet ikke havde

været fuldt beskæftiget i fratrædelsesugen.

Ankenævnet fandt videre,

at medlemmet havde holdt ferie på

1. ledighedsdag og derfor ikke var

berettiget til godtgørelse for denne

dag. Medlemmet var derimod berettiget

til godtgørelse for 2. ledighedsdag.

( j.nr. 2000-4-0009 )

REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v. jf. lovbek. nr. 592 af 14. juli

1999

§ 84. Til et medlem betaler arbejdsgiveren

ved afskedigelse, hjemsendelse,

ophør af opgave- og tidsbestemt

akkord og lignende dagpengegodtgørelse

for 1. og 2. ledighedsdag.

Dagpengegodtgørelsen

udgør pr. dag et beløb svarende til

7,4/37 af det højeste dagpengebeløb

for en uge, jf. § 47, stk. 1, afrundet

til nærmeste hele kronebeløb.

Ved ledighed på 4 timer eller

derunder betaler arbejdsgiveren en

dagpengegodtgørelse svarende til

halvdelen af det i 2. punktum omhandlede

beløb. Ved ledighed på

over 4 timer betaler arbejdsgiveren

fuld dagpengegodtgørelse.

Stk. 2. Arbejdsgiverens forpligtelse

indtræder kun, når medlemmet

inden for de sidste 4 uger har været

beskæftiget hos arbejdsgiveren svarende

til fuld overenskomstmæssig

arbejdstid i 2 uger.

Stk. 3. Arbejdsgiverens forpligtelse

til at udbetale dagpengegodtgørelse

bortfalder,

1) hvis det godtgøres, at beskæftigelse

påbegyndes den efterfølgende

arbejdsdag, eller der modtages

sygedagpenge eller afholdes

ferie i tilslutning til arbejdsophøret.

Bekendtgørelse nr. 1145 af

20. december 1995 om arbejdsgiverens

betaling af dagpengegodtgørelse

for 1. og 2. ledighedsdag

§ 1. En arbejdsgiver skal betale et

medlem af en arbejdsløshedskasse

dagpengegodtgørelse for 1. og 2.

ledighedsdag, hvis medlemmet bliver

ledigt som følge af afskedigelse,

hjemsendelse, ophør af opgave- og

tidsbestemt akkord og lignende, og

medlemmet har været ansat som

lønmodtager og har indtjent et arbejdsvederlag

i ansættelsen.

§ 2. Et medlems 1. og 2. ledighedsdag

er de første 2 ordinære

arbejdsdage efter fratrædelsen, hvis

medlemmet har været i fuld beskæftigelse

på fratrædelsesdagen.

Hvis medlemmet ikke har været i

fuld beskæftigelse på fratrædelsesdagen,

og ikke haft fuld overenskomstmæssig

arbejdstid i kalenderugen,

er fratrædelsesdagen 1.

ledighedsdag.

§ 3. Hvis et medlem på 1. og 2.

ledighedsdag er ledigt i over 4 timer

pr. dag, udgør dagpengegodtgørelsen

pr. dag ved ledighed som følge

af afskedigelse, ophør af opgave- og

tidsbestemt akkord og lignende

6,6/37 af højeste dagpengebeløb

for en uge. Hvis medlemmet på 1.

og 2. ledighedsdag er ledigt i 4

timer eller derunder pr. dag, udgør

dagpengegodtgørelsen pr. dag halvdelen

af ovennævnte beløb for en

dag, jf. dog § 4.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Prøvelse af ankenævnets

afgørelser

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Følgende sager er blevet prøvet af

henholdsvis domstolene og

Ombudsmanden.

Den ene af de 2 afgørelser, som blev

prøvet af domstolene, var en forsikringsag

og handlede om ret til dagpenge.

Den anden sag handlede

om, hvorvidt ankenævnet skulle

realitetsbehandle klagen trods fristoverskridelse.

2 sager blev anlagt,

men senere ophævet.

De 2 nævnte ombudsmandssager

omhandler 2 forskellige problemstillinger

af mere principiel karakter.

Retssager

Der blev i 2000 afsluttet 2 retssager

ved dom, 1 sag blev hævet, inden

der faldt dom. I én sag blev der

afsagt dom af Vestre Landsret, og i

én sag blev der afsagt dom af Østre

Landsret.

Østre Landsrets dom i sag om

afslag på at realitetsbehandle

sagen, da klagefristen var overskredet.

Ankenævnets j.nr. 1999-

1-0882.

Ankenævnet fik medhold i, at medlemmets

klage ikke skulle realitetsbehandles,

da klagefristen på 4 uger

var overskredet.

Direktoratets afgørelse var dateret

den 23. juli 1999.

Medlemmets klage blev modtaget

den 25. august 1999 både pr. brev

og telefax.

Ankenævnet afviste den 2. september

1999 at realitetsbehandle sagen,

da klagefristen på 4 uger var overskredet,

og der ikke fandtes at være

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

nogen særlig grund til at se bort fra

fristens overskridelse.

Medlemmet anlagde herefter retssag

mod ankenævnet med påstand

om, at ankenævnet skulle anerkende

at realitetsbehandle klagen.

Ankenævnet nedlagde påstand om

frifindelse.

Østre Landsret lagde til grund, at

direktoratets afgørelse af 23. juli

1999 var afsendt samme dag.

Landsretten bemærkede, at det var

ubestridt, at medlemmets klage var

modtaget i direktoratet den

25. august 1999.

Landsretten fandt, at direktoratets

afgørelse måtte være kommet frem

enten lørdag den 24. juli 1999 eller

mandag den 26. juli 1999. Landsretten

fandt videre, at medlemmet

havde en særlig anledning til at

sikre sig bevis for modtagelsestidspunktet

i en situation, hvor klagen

blev indleveret senere end 4 uger

efter afgørelsens datering.

Medlemmet havde ikke kunnet

redegøre nærmere for modtagelsestidspunktet,

og der forelå ingen

oplysninger om eventuelle uregelmæssigheder

i postgangen. Med-

lemmets klage var derfor indgivet

for sent.

Landsretten fandt endelig ikke

grundlag for at tilsidesætte skønnet

om, at der ikke forelå nogen særlig

grund, der kunne bevirke, at der

skulle ske realitetsbehandling af

klagen.

Ankenævnet blev herefter frifundet.

Vestre Landsrets dom i sag om

selvforskyldt ledighed. Ankenævnets

j.nr. 2000-1-0084.

Ankenævnet fik medhold i, at medlemmet

ikke stod til rådighed efter sit

arbejdsophør og derfor havde mistet

retten til dagpenge.

Medlemmet var ansat i arbejdstilbud

som husassistent på et plejehjem

fra den 9. februar 1991 til

den 8. august 1991. Den 12. juni

1991 forlod medlemmet arbejdspladsen

efter en ordveksling og

mødte ikke siden.

I erklæring om årsagen til lønmodtagerens

arbejdsophør har arbejdsgiver

forklaret, at medlemmet nægtede

at udføre pålagt arbejde, der lå

indenfor hendes eget arbejdsområde.

Arbejdsgivere har videre forkla-

et, at medlemmet blev bedt om at

afvaske skabe og køleskab på en

beboerstue. Medlemmet havde

nægtet dette på grund af smerter i

sit ene ben og havde herefter forladt

arbejdspladsen.

Direktoratet fandt, at medlemmet

var selvforskyldt ledig ved sit arbejdsophør

og derfor havde mistet

retten til dagpenge.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets

afgørelse.

Medlemmet anlagde retssag mod

ankenævnet med påstand om, at

ankenævnet blev tilpligtet at anerkende,

at medlemmet stod til rådighed

for arbejdsmarkedet i perioden

13. juni 1991 og fremefter.

Ankenævnet nedlagde påstand om

frifindelse.

Vestre Landsret fandt det ikke

godtgjort, at medlemmet, da hun

forlod arbejdspladsen den 12. juni

1991, havde grund til at tro, at hun

var blevet bortvist. Det kunne ikke

udelukkes, at hun senere ved at tale

med fagforeningen og arbejdsformidlingen

fejlagtigt var blevet bekræftet

i, at hun skulle være bortvist.

Landsretten fandt, at dette

ikke fritog medlemmet fra at

undersøge forholdet nærmere ved

at henvende sig til arbejdspladsen.

Landsretten fandt videre, at medlemmets

situation ikke berettigede

hende til at udeblive efter den

13. juni 1991 uden at tilkendegive,

hvorfor hun udeblev.

Landsretten fandt det kritisabelt, at

hverken arbejdspladsen, arbejdsformidlingen

eller medlemmets fagforening

havde gjort medlemmet

bekendt med konsekvenserne af at

udeblive fra arbejdstilbudet. Landsretten

fandt dog, at denne omstændighed

ikke kunne føre til noget

andet resultat og frifandt ankenævnet.

Herudover blev der anlagt 1 sag,

som blev hævet.

2000-2-0002, sagen drejede sig om

et medlem, som fik bevilliget orlov

til børnepasning i perioden fra

1. marts 1997 til 28. februar 1998.

Ved en fejl tastede kassen orloven

ind som orlov til uddannelse og

sendte den 12. februar 1997 et

godkendelsesbrev vedr. orlov til

uddannelse, men med angivelse af

den korrekte sats på kr. 368,-. Samtidig

fremsendte kassen et ydelses-

kort som medlemmet udfylder korrekt

med afkrydsning af, at hun følger

orlov til børnepasning.

I forbindelse med første udbetaling

af orlovsydelse tastede kassen ved

en fejl ydelseskortet ind som orlov

til uddannelse, og der blev udbetalt

orlovsydelse med sats kr. 525,-. De

efterfølgende ydelseskort, som kassen

fremsendte, var som følge heraf

ydelseskort vedrørende uddannelse.

Kortene blev udfyldt af medlemmet

med afkrydsning af “ja” til, at

hun i hele perioden havde fulgt

uddannelsen/ har været sammen

med sit barn.

Fejlen blev først opdaget efter et år

ved, at medlemmet påny fik bevilliget

børnepasningsorlov for perioden

1. marts 1998 til 28. februar

1999, og at der i denne forbindelse

blev udbetalt orlovsydelse med den

rigtige sats.

Medlemmet henvendte sig til kassen,

og kunne ikke forstå, hvorfor

hun pludselig fik mindre udbetalt

end under den første børnepasningsorlov.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Kassen traf afgørelse om, at medlemmet

som følge af udbetalt

orlovsydelse med max. dagpengesats

i stedet for 60% af max. satsen

skulle tilbagebetale kr. 54.230,samt

ikendes 37 timers effektiv

karantæne. Direktoratet og ankenævnet

tiltrådte denne afgørelse.

Medlemmet anlagde herefter sag

mod ankenævnet.

Sagen blev hævet efter at Østre

Landsret var kommet med en

mundtlig tilkendegivelse efter

domsforhandlingen om, at Arbejdsmarkedets

Ankenævn i tilfælde af

dom ville få medhold i påstanden

om frifindelse.

Retten tilkendegav indledningsvis,

at sagen ikke handlede om en

bevidst fortielse fra medlemmets

side, men om medlemmets manglende

agtpågivenhed, og konkluderede,

at medlemmet ikke var i

berettiget god tro, og at beløbet var

modtaget mod bedre vidende. Det

blev anført, at der var handlet uagtsomt,

og at medlemmet derfor

skulle tilbagebetale det for meget

udbetalte efter arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 86.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Retten lagde vægt på, at sagsøger

burde have haft kendskab til, at der

var tale om udbetaling af uddannelsesorlovsydelse.

Medlemmet

burde havde reageret på godkendelsesskrivelsen

og på de tilsendte

ydelseskort, idet der her var anført,

at der var tale om uddannelsesorlov.

Retten lagde videre vægt på

forskellen på beløbet i godkendelsesbrevet

og på udbetalingsspecifikationerne

(kr. 368,-/525,-), som

medlemmet var opmærksom på, og

som medlemmet burde have tillagt

betydning.

Retten anførte, at afgørelsen var

truffet efter arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 86, men at fortolkningen

af denne skulle følge

retningslinierne fra grundsætningerne

om condicto indebiti.

Retten tilkendegav videre, at der

ikke var grundlag for at tilsidesætte

Arbejdsmarkedets Ankenævns skøn

om, at der skulle pålægges en

karantæne på 37 timer. Retten tilkendegav

endelig, at uagtsomhedsvurderingen

i sagen var i overensstemmelse

med administrativ praksis

og domspraksis, og at der var

tale om en samlet vurdering.

Ombudsmandssager

Der blev i 1999 afsluttet 40 sager,

hvor Arbejdsmarkedets Ankenævn

var hovedmyndighed. 20 af disse

sager blev afvist, og 20 blev realitetsbehandlet.

Der var kritik/henstilling

i én af disse (gengivet i årsberetningen

fra 1999 side 86).

Ved afgivelsen af ankenævnets

beretning fra 2000 foreligger ikke

tal fra Folketingets Ombudsmand

omfattende sager, der blev færdigbehandlet

fra 1. januar 2000 til

31.december 2000.

Følgende 2 sager kan dog nævnes,

da problemstillingen i disse er af

mere principiel karakter.

2000-1-0006

Denne sag omhandlede problematikken

angående det forhold,

at en kasse klager over direktoratets

afgørelse over for medlemmet

til ugunst for medlemmet.

Medlemmet drev landbrug som

bibeskæftigelse. Kassen anerkendte

hans dagpengeret og meddelte

skriftligt, at timer ved bierhvervet

skulle påføres dagpengekortene,

hvilket medlemmet ikke gjorde.

Medlemmet anførte, at han havde

fået at vide i kassen, at timer ved

landbrug ikke skulle oplyses.

Direktoratet traf afgørelse den

30. april 1998 om, at medlemmet

ikke skulle tilbagebetale de med

urette modtagne dagpenge. Denne

afgørelse var stilet til medlemmet

med klagevejledning. Direktoratet

traf samme dag afgørelse om, at

kassen ikke kunne få refusion.

Denne afgørelse var stilet til kassen

med klagevejledning.

I juni 1998 orienterede direktoratet

medlemmet om, at kassen havde

klaget over den manglende refusion.

Det var derfor muligt, at sagen

skulle behandles af ankenævnet,

selv om han ikke selv havde klaget.

I en uddybende klage af juni 1998

anførte kassen, at medlemmet

havde handlet svigagtigt. Medlemmet

modtog kopi af dette brev

efterfølgende.

Ankenævnet lagde ved sin afgørelse

af 19. marts 1999 til grund, at kassen

med urette havde udbetalt

14.156 kr. i dagpenge.

Ankenævnet fandt, at kassen ikke

havde ret til refusion fra statskassen

for de fejludbetalte dagpenge i

perioden 20. september 1993 til

1. maj 1996, i alt 14.156 kr., jf.

arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 86, stk. 4, dagældende lovbekendtgørelse

nr. 27 af 13. januar

1997, og direktoratets bekendtgørelse

nr. 980 af 14. december 1993

om arbejdsløshedskassernes ret til

refusion fra statskassen for fejludbetalte

ydelser.

Ankenævnet fandt, at fejludbetalingen

kunne tilskrives kassen, da

kassen burde have undersøgt medlemmets

bibeskæftigelse, idet han

ved ledighedens indtræden havde

oplyst, at han gennemsnitlig var

beskæftiget ved sit selvstændigt

landbrug 2 timer pr. uge og der på

trods heraf ikke var skrevet timer

på medlemmets dagpengekort.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

Ankenævnet fandt imidlertid, at

medlemmet skulle tilbagebetale

dagpenge modtaget med urette af

kassen opgjort til 14.156 kr., jf.

arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 86, stk. 1. Ankenævnet lagde vægt

på, at det fremgik af vejledningen

på dagpengekortene, at al beskæftigelse

ved selvstændig virksomhed

(f.eks. landbrug) skal oplyses.

Ankenævnet noterede sig, at medlemmet

havde oplyst, at kassen telefonisk

oplyste, at han ikke skulle

opgive timer ved sin bibeskæftigelse

på dagpengekortene. Kassen benægtede,

at den skulle have udtalt sig

således. Ankenævnet fandt det ikke

sandsynligt, at kassen skulle have

oplyst medlemmet om, at timer fra

bibeskæftigelsen ikke skulle påføres

dagpengekortene.

Ankenævnet fandt således, at medlemmet

havde udvist uagtsomhed af

en vis grovere karakter ved at fortie

om sine beskæftigede timer ved det

selvstændige landbrug. Ankenævnet

ændrede derfor på dette punkt direktoratets

afgørelse. Ankenævnet

tiltrådte direktoratets afgørelse vedrørende

kassens ret til refusion.

Folketingets Ombudsmand modtog

herefter medlemmets indsigelser

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

mod ankenævnets afgørelse til ugunst

for ham og bad om en udtalelse fra

ankenævnet.

Ankenævnet besvarede efterfølgende

Ombudsmandens anmodning,

hvor Ombudsmanden bad ankenævnet

om at forholde sig til følgende

spørgsmål:

I. Ankenævnets kompetence:

Af arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 99, stk. 1, fremgår det, at klage

over direktøren for Arbejdsløshedsforsikringens

afgørelser om medlemmers

rettigheder og pligter efter

denne lov kan indbringes for Arbejdsmarkedets

Ankenævn inden 4

uger efter at klageren har fået meddelelse

om afgørelsen. Den klageberettigede

er efter bestemmelsen

“den afgørelsen vedrører”.

Således som brevene af 30. april

1998 til henholdsvis medlemmet

og kassen er udformet, må jeg

umiddelbart lægge til grund, at

direktoratet traf to selvstændige

afgørelser i sagen.

Hvis DfA opfatter sagen som en

samlet sag, bedes direktoratet oplyse

hvorfor det formulerede to afgørelser

med særskilt klagevejledning

(uden krydshenvisning) til de to

private parter. Direktoratet bedes

endvidere oplyse, hvilken betydning

dette forhold, efter direktoratets

opfattelse, har for kassens klageberettigelse.

Ankenævnet bedes i udtalelsen redegøre

for det retlige grundlag for, at

nævnet traf afgørelse i forhold til

medlemmet på baggrund af kassens

klage over den afgørelse, som DfA

havde truffet i forhold til kassen.

II. Det faktiske grundlag for

ankenævnets klagesagsbehandling:

Efter arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 99, stk. 1, gælder der en fire

ugers frist for klager til Arbejdsmarkedets

Ankenævn. Efter lovens

§ 99, stk. 7, kan ankenævnet se

bort fra klagefristen, når der er særlig

grund til det.

I modsætning til DfA’s brev af 2.

juni 1998 til medlemmet, fremgår

det af direktoratets brev- af 29. juni

1998 - hvormed sagen blev sendt

til Arbejdsmarkedets Ankenævn -

at direktoratet har betragtet kassens

brev af 14. maj 1998 som en foreløbig

klage. Arbejdsmarkedets Ankenævn

er hverken i sin afgørelse stilet

til kassen eller i følgebrevet til medlemmet

kommet ind på de tidsmæssige

forhold omkring klagens modtagelse,

som medlemmet har været

inde på i sit brev til nævnet af 10.

februar 1999 og i klagen til mig.

Ankenævnet bedes i udtalelsen oplyse,

på hvilket faktisk grundlag nævnet

har optaget sagen til behandling. Jeg

henviser herved til, at kassen i sit brev

af 14. maj 1998 bad direktoratet

præcisere hjemlen for sin afgørelse

med henblik på kassens påtænkte

anke af afgørelsen.

Jeg beder samtidig DfA begrunde,

hvorfor direktoratet anså brevet af

14. maj 1998 som en foreløbig klage.

Hvis ankenævnet har anset kassens

efterfølgende brev af 18. juni 1998

for at udgøre grundlaget for klagesagsbehandlingen,

beder jeg nævnet

redegøre for de særlige grunde for

at dispensere fra klagefristen, som

nævnet i givet fald må have fundet

der forelå.

Nævnet bedes endvidere tage stilling

til, om det er i overensstemmelse

med forvaltningslovens § 24, at nævnet

ikke - på baggrund af dennes

brev af 10. februar 1999 - kommenterede

spørgsmålet om klagens rettidighed

over for medlemmet.

III. Princippet bag grundsætningen

om reformatio in pejus:

I en udtalelse refereret i ombudsmandens

beretning for 1984, side

32ff udtalte ombudsmanden sig

om Arbejdsmarkedets Ankenævns

beføjelse til at træffe en for klageren

mere byrdefuld afgørelse end

den påklagede (reformatio in pejus).

Ombudsmanden anførte, at der i de

situationer, hvor kun en enkelt klageberettiget

har indgivet klage til

nævnet, må anerkendes en vis adgang

for nævnet til at træffe afgørelse

reformatio in pejus. Udover

de situationer, hvor nævnet finder,

at den påklagede afgørelse er behæftet

med en materiel ulovlighed,

anerkendte ombudsmanden muligheden

for reformatio in pejus

“hvis væsentlige interesser - navnlig

hensynet til andre klageberettigede,

der ikke selv har indgivet (rettidig)

klage til ankenævnet taler derfor”.

I den da foreliggende sag forelå

ingen af disse to situationer.

Ombudsmanden konkluderede

herefter, og med henvisning til arbejdsløshedsforsikringslovensforarbejder,

som sin opfattelse, at ankenævnet

ikke havde været beføjet til

at træffe afgørelse alene under henvisning

til den almindelige offentligretlige

interesse igennem klageordningen

at give mulighed for at

foretage en fuldstændig efterprøvelse

også af de skønsmæssige elementer

i en afgørelse, som DfA selv

var afskåret fra at genoptage, Dette

hensyn måtte vige for hensynet til

at befæste klageinstansens funktion

som en almindelig retssikkerhedsgaranti.

I forbindelse med en efterfølgende

korrespondance med ankenævnet

uddybede ombudsmanden sin opfattelse

om forholdet mellem det skitserede

(delvise) forbud mod nævnsafgørelser

reformatio in pejus og det

offentligretlige hensyn til, at der

træffes den materielt rigtige afgørelse

- uanset hvad der klages over - med

det formål at sikre en korrekt administration

af de meget betydelige

(offentlige) midler i arbejdsløshedsforsikringssystemet

(FOB 1985 side

227ff) . Om de væsentlige private

interesser som efter ombudsmandens

opfattelse kunne medføre nævnsafgørelser

reformatio in pejus - jf.

ovenfor -udtalte ombudsmanden:

“Jeg er ganske enig i, at kasserne

principielt må karakteriseres som

privatretlige enheder; væsentlige

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

hensyn til en kasse kan derfor også

efter min opfattelse efter omstændighederne

begrunde reformatio in

pejus. Noget andet er, at det må

bero på en konkret vurdering, om

væsentlige hensyn til private interesser

i et foreliggende tilfælde kan

legitimere en afgørelse reformatio

in pejus, og at denne vurdering vel

hyppigere vil falde ud til en bekræftende

besvarelse, når talen er om et

medlem, end i forhold til kassen”.

I den foreliggende sag har ankenævnet

ikke truffet afgørelse reformatio

in pejus. Nævnsafgørelsen er

tværtimod begunstigende for klageren

(kassen). Princippet om reformatio

in pejus kan derimod anvendes

i forhold til den anden klageberettigede

i sagen (medlemmet), over

for hvem nævnets afgørelse er bebyrdende.

Hvis ankenævnet finder at have

haft kompetence til at træffe afgørelse

i sagen i forhold til medlemmet

(jf. ovenfor punkt I) og finder

at have haft tilstrækkeligt grundlag

for sin klagesagsbehandling (punkt

II), bedes nævnet redegøre for hvilke

væsentlige hensyn til kassen, der

i sagen har kunnet bære en afgørelse

til skade for medlemmet.

Nævnet bedes i sin redegørelse

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

komme ind på, om nævnet i sin

afvejning af de modstridende interesser

mellem på den ene side medlemmet

og på den anden side kassen

har inddraget de forventninger

om, at DfA’s afgørelse var endelig,

som medlemmet må have haft på

baggrund af direktoratets brev af

30. april 1998 til ham. Jeg henviser

i den forbindelse til, at DfA i sin

afgørelse af 30. april 1998 i forhold

til medlemmet ikke oplyste denne

om, at en klage fra kassen kunne

have betydning for direktoratets

begunstigende forvaltningsakt i forhold

til ham, og til at medlemmet

umiddelbart ikke ses at have modtaget

underretning om direktoratets

afgørelse i forhold til kassen.”

Ankenævnet indhentede en udtalelse

fra Direktoratet fra Arbejdsløshedsforsikringen,

som den 21. september

1999 anførte:

“Ad I i brev af 6. september 1999

fra Folketingets Ombudsmand

om ankenævnets kompetence.

Direktoratet er enig med Folketingets

Ombudsmand i, at direktoratet

traf to selvstændige afgørelser i sagen.

Normalt træffes der først afgørelse

vedrørende det materielle i sagen.

Hvis der er udbetalt ydelser med

urette, overvejes derefter spørgsmålet

om kassens ret til refusion. De

to afgørelser med hver sin klagevejledning

efter henholdsvis § 99,

stk. 1, 1. punktum og § 99,

stk. 1, 2. punktum i loven sendes

normalt samtidig.

Medlemmet orienteres ikke rutinemæssigt

om refusionsafgørelsen. Det

skyldes, at det er overordentlig sjældent,

at ankenævnet i en sag, der

ikke er påklaget af medlemmet, men

af kassen vedrørende refusionen, tiltræder

direktoratets afgørelse om refusion,

men ex officio skærper direktoratets

afgørelse om tilbagebetaling

eller ændrer uagtsomhed til svig

over for medlemmet.

Hvis direktoratet indfører en sådan

fast praksis, vil det i lignende sager

betyde, at det store flertal af medlemmer

i længere tid må leve i

usikkerhed om direktoratets afgørelse

står ved magt eller skærpes af

ankenævnet.

En anden grund til, at direktoratet

ikke rutinemæssigt informerer

medlemmet om en refusionsankesags

mulige men meget usandsynlige

betydning for medlemmers sag,

er, at refusionsspørgsmålet afgøres

efter reglerne i § 86, stk. 4, stk. 5,

og stk. 6, der som udgangspunkt

ikke har noget at gøre med det

underliggende afgjorte materielle

forhold.

Den umiddelbare virkning af Arbejdsmarkedets

Ankenævns afgørelse

er, at kassen får mulighed for

at inddrive den mistede refusion

hos medlemmet.

I den konkrete sag valgte direktoratet

den 2. juni 1998 på foranledning

af medlemmets brev af 26.

maj 1998 om erstatning at orientere

ham om den manglende refusion

til kassen for fejludbetalingen.

Direktoratet nævnte samtidig muligheden

for, at kassen kunne klage

over denne afgørelse til ankenævnet.

Direktoratet tilføjede, at det

derfor var muligt, at sagen skulle

behandles af ankenævnet, selv om

medlemmet ikke havde klaget over

afgørelsen over for ham.

Direktoratet opfatter dette som en

orientering af medlemmet om, at

en refusionsankesag i givet fald

kunne få betydning for hans sag.

Direktoratet er klar over, at det

ikke direkte fremgår, at refusionssagen

kunne medføre en indirekte

reformatio in pejus over for ham.

Det er direktoratets opfattelse, at

det er ankenævnet, der bør orientere

medlemmet derom, såfremt refusionssagen

kan medføre reformatio

in pejus over for medlemmet.

Direktoratet vedlægger til orientering

2 afgørelser med en lignende

problemstilling.

Ad II om det faktiske grundlag

for ankenævnets klagebehandling.

Folketingets Ombudsmand anmoder

direktoratet om at begrunde,

hvorfor DfA anså brevet af 14. maj

1998 som en foreløbig klage.

Som det fremgår af lovens § 99,

stk. 1, kan en klage over direktørens

afgørelse efter § 86, stk. 4,

1. pkt. af den, afgørelsen vedrører,

indbringes for ankenævnet inden

4 uger efter, at klageren har fået

meddelelse om afgørelsen.

Alene ankenævnet er kompetent til

at tage stilling til, om klagefristen

er overskredet, og om der i givet

fald er grund til at se bort fra klagefristens

overskridelse.

Den normale fremgangsmåde i klager

til ankenævnet, hvor DfA

bemærker, at klagefristen er over-

skredet, er, at der gøres en bemærkning

derom i oversendelsesskrivelsen

til ankenævnet. Denne

bemærkning er alene af oplysende

karakter, og direktoratet er helt

opmærksom på, at dette spørgsmål

hører under ankenævnets kompetence.

Bemærkningen i brevet af 14. maj

1998 er uden retsvirkning, men

afspejler det forhold, at direktoratet

ved en lignende formulering i en

klage til DfA fra et medlem over en

a-kasses afgørelse, normalt vil anse

en sådan bemærkning for en foreløbig

klage, der afbryder klagefristen.”

Ankenævnet bemærkede endvidere

følgende:

Ad spm. I:

Det spørgsmål, ombudsmanden

rejser, drejer sig om, hvorvidt ankenævnet

var kompetent til at tage

spørgsmålet om medlemmets forhold

op på grundlag af en klage fra

kassen og træffe en afgørelse med

virkning for medlemmet.

Direktoratet havde truffet to afgørelser,

en vedrørende medlemmets

forhold med klagevejledning stilet

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

til medlemmet, og en vedrørende

kassens ret til refusion med klagevejledning

til kassen. Selvom de to

afgørelser udadtil fremtræder med

hver sin adressat, hænger de alligevel

sammen.

Refusionsafgørelsen forudsætter, at

der er udbetalt en ydelse med urette,

og adgangen til refusion er

knyttet nært sammen med medlemmets

subjektive forhold, idet

der normalt er adgang til refusion,

hvis et medlem har handlet svigagtigt.

I visse tilfælde vil det forhold,

at medlemmet har handlet

uagtsomt, bevirke, at kassen mister

retten til refusion. Hvis kassen har

mulighed for at søge beløbet inddrevet

hos medlemmet kan kassen

ikke få refusion i medfør af de undtagelsesbestemmelser

der gælder fx.

ved skønsmæssige afgørelser.

Klage over direktøren for arbejdsløshedsforsikringens

afgørelser om

medlemmers rettigheder og pligter

efter a-loven kan af den, afgørelsen

vedrører, indbringes for Arbejdsmarkedets

Ankenævn.

Efter nævnets opfattelse havde kassen

en væsentlig individuel interesse i

at klage over afgørelsen vedrørende

medlemmets subjektive forhold, idet

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

direktoratets afgørelse afskar kassen

fra at søge de med urette udbetalte

dagpenge tilbage hos medlemmet.

Ankenævnet fandt derfor, at kassen

var berettiget til at klage jf. § 99,

stk. 1, og at ankenævnet er kompetent

til at behandle en sådan klage.

Det er imidlertid efter nævnets

opfattelse en forudsætning for, at

nævnet kan behandle en sådan

klage, at det medlem, som sagen

drejer sig om, bliver orienteret om,

at der er klaget og om indholdet af

klagen, således at medlemmet får

lejlighed til at varetage sine interesser

under sagens behandling, og at

dette sker så hurtigt som muligt

efter at klagefristen er udløbet.

Direktoratet skrev den 2. juni 1998

til medlemmet, at selvom han ikke

havde klaget over afgørelsen, havde

kassen mulighed for at klage over

afgørelsen, og det var derfor muligt

at sagen skulle behandles af Arbejdsmarkedets

Ankenævn. Den

1. juli modtog han kopi af kassens

brev af 18. juni 1998.

Kassen gav heri udtryk for, at medlemmet

havde handlet svigagtigt og

burde være “medansvarlig” for

tilbagebetalingen. Tidsmæssigt blev

han således orienteret relativt hurtigt

efter klagefristens udløb.

Ad spørgsmål II:

Ankenævnet anså kassens klage for

at være indgivet rettidigt.

Det fremgik af direktoratets samtalerapport

af 11. maj 1998, at kassen

under en telefonsamtale med

direktoratet oplyste, at kassen ville

klage over afgørelsen. Da kassen

den 14. maj 1998 skrev til direktoratet

og bad direktoratet om at

uddybe hjemlen, idet kassen påtænkte

at anke afgørelsen, burde

direktoratet i hvert fald samtidig

med direktoratets svar have bedt

kassen om snarest at redegøre for,

om kassen ville anke.

Ankenævnet anså imidlertid klagefristen

for afbrudt som følge af kassens

henvendelser inden for ankefristen.

Selvom den efterfølgende

klageskrivelse først blev indsendt

den 18. juni 1998, havde kassen

ikke fået en frist til at komme med

den endelige klageskrivelse, og der

var derfor ikke grundlag for at afvise

klagen som for sent indgivet.

Ankenævnet sendte den 17. februar

1999 medlemmet en kopi af kas-

sens brev af 14. maj 1998 og angav,

at der var tale om en foreløbig

anke.

Ankenævnet hørte ikke videre fra

medlemmet vedrørende dette

spørgsmål, og ankenævnet gik derfor

ud fra at medlemmet havde

taget Ankenævnets brev til efterretning.

Ankenævnet erkender, at svaret

kunne have været mere udførligt

med en redegørelse for, hvorfor

anken ansås for rettidig. Det beklages,

at dette ikke skete.

Ad spørgsmål III:

Da spørgsmål I og II besvares

bekræftende, beder ombudsmanden

nævnet redegøre for hvilke

væsentlige hensyn til kassen, der i

sagen har kunnet bære en afgørelse

til skade for medlemmet, herunder

om nævnet har inddraget de forventninger

om, at direktoratets

afgørelse var endelig, som medlemmet

må have haft på baggrund af

direktoratets brev af 30. april 1998.

Ankenævnet lagde ved behandlingen

af kassens klage til grund, at

medlemmet den 1. juli 1998 blev

orienteret om, at kassen havde klaget

og om indholdet af denne

klage.

Det er rigtigt, at han ikke fik en

udtrykkelig orientering om, at nævnets

behandling af sagen ville kunne

medføre et resultat til ugunst for

ham, og at han i betragtning af at

direktoratets afgørelse vedrørende

det materielle indhold alene var stilet

til ham kunne få det indtryk, at

alene han kunne klage over afgørelsen.

Spørgsmålet blev ikke drøftet nærmere

under nævnets behandling af

sagen.

Ankenævnet har i praksis været

tilbageholdende med at ændre

afgørelser påklaget af en kasse til

ugunst for et medlem. Der foreligger

imidlertid en Højesteretsdom af

21. maj 1992, hvorved ankenævnet

blev dømt til at anerkende, at nævnet

havde været uberettiget til at

bestemme, at en kasse var eneansvarlig

for tilbagebetaling af et dagpengebeløb

udbetalt med urette.

Dommen er vedlagt. Den drejede

sig om en sag, hvor direktoratet

havde truffet afgørelse om, at medlemmet

ikke skulle tilbagebetale et

dagpengebeløb, der var udbetalt

med urette. Kassen klagede over, at

medlemmet ikke skulle tilbagebetale,

men ankenævnet tiltrådte direk-

toratets afgørelse om, at medlemmet

havde været i god tro. Denne

afgørelse blev tilsidesat af Højesteret,

som fandt, at medlemmet havde

fortiet omstændigheder af betydning

for dagpengeretten. Medlemmet

var ikke inddraget i retssagen

som medindstævnt.

Nævnet har påny drøftet sagen på

mødet den 6. juli 2000.

Nævnet har efter den fornyede

drøftelse besluttet at ophæve sin

afgørelse af 19. september 1999.

Ankenævnet finder, at der ved

ombudsmandens brev er rejst tvivl

om, hvorvidt medlemmet var orienteret

på tilstrækkelig måde om,

at nævnet ville behandle den afgørelse,

der handlede om hans forhold

og ikke kun refusionsafgørelsen,

som han fik kendskab til

ved direktoratets brev af 2. juni

1998.

Det har indgået i disse overvejelser,

at han kunne have været i tvivl også

efter den 2. juni 1998. På den baggrund

ophæver ankenævnet tilbagebetalingskravet

over for medlemmet.

Med hensyn til det forløb sagen

herefter har haft, har nævnet fundet,

at kassen skal have ret til refu-

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

sion jf. § 5 i direktoratets bekendtgørelse

nr. 980 af 14. december

1993 om arbejdsløshedskassernes

ret til refusion fra statskassen for

fejludbetalte ydelser, og for så vidt

angår udbetalingen før 1. januar

1994 § 6 i bekendtgørelse nr. 517

af 30. juni 1993 om arbejdsløshedskassernes

ret til refusion for

fejludbetalte ydelser.”

Herefter besluttede ombudsmanden

ikke at ville fortsætte den

iværksatte undersøgelse af sagen.

Der henvises i øvrigt til artiklen på

side 10 vedrørende sagen.

1999-1-0227

Sagen omhandlede fortolkningen

af arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 86, stk. 1.

Medlemmets arbejdstid var på

29 timer om ugen. Hun fik supplerende

dagpenge for 8 timer.

Medlemmet havde på dagpengekortet

påført 6 arbejdstimer d. 28.

januar 1998, som hun normalt ville

have haft på dagen i stedet for at

skrive, at hun var syg.

Der var udbetalt brutto 582,00 kr.

for uge 5 i 1998. Dette beløb var

fejludbetalt, da et ledigt medlem

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

100

skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet

for at kunne få dagpenge.

Medlemmet havde været syg hele

dagen, hvorfor der skulle modregnes

for 7,4 timer. Da hendes dagpenge

i ugen herefter kun udgjorde

6,20 timer, var hun ikke berettiget

til dagpenge for uge 5 i 1998.

Ankenævnet var i afgørelsen enig

med direktoratet i, at medlemmet

havde modtaget 582 kr. for meget i

dagpenge, og at hun derfor skulle

betale disse tilbage.

Ankenævnet var ligeledes enig med

direktoratet i, at forholdet måtte

betragtes som uagtsomt, hvorfor

medlemmet skulle pålægges en

effektiv karantæne på 37 timer.

Ankenævnet lagde vægt på, at det

fremgik af dagpengekortet, at

ethvert forhold, herunder sygdom,

som havde betydning for bedømmelsen

af dagpengeretten, skulle

oplyses.

Ankenævnet henviste til arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 86, stk. 1, og

§ 87, stk. 3, samt § 5 i direktoratets

bekendtgørelse nr. 722 af 7. oktober

1997 om sanktioner i forbindelse

med uberettiget modtagelse af

ydelser fra en arbejdsløshedskasse.

Folketingets Ombudsmand modtog

herefter medlemmets indsigelser

over ankenævnets afgørelse

og udbad sig en udtalelse fra ankenævnet.

Ombudsmanden bad ankenævnet

om at redegøre for baggrunden for,

at medlemmet skulle tilbagebetale

582 kr., som udgjorde det fulde

beløb, hun modtog i supplerende

dagpenge for hele uge 5 i 1998,

hvor hun alene var syg den 28.

januar 1998.

Ankenævnet blev endvidere bedt

om at redegøre for, hvorvidt nævnet

i sin afgørelse havde inddraget

vejledning nr. 133 af 7. oktober

1997 vedrørende § 5 i bekendtgørelse

nr. 722 af 7. oktober 1997 om

sanktioner i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 87, stk. 1

og 3.

Ankenævnet oplyste for så vidt

angik tilbagebetalingsbeløbet, at

det fremgik af arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 59, stk. 1, at såfremt

et ledigt medlem, som er

arbejdssøgende til arbejde i fuld,

sædvanlig arbejdstid, opnår arbejde

af kortere varighed, nedsættes dagpengene.

Nedsættelsen sker efter

forholdet mellem medlemmets

arbejdstid i vedkommende uge og

normal overenskomstmæssig arbejdstid

på det danske arbejdsmarked.

I følge § 8 i direktoratets dagældende

bekendtgørelse nr. 1143 af 20.

december 1995 om udbetaling af

supplerende dagpenge skal et fuldtidsforsikret

medlem have belagt

dagpengekortet med mindst 7,4

timer pr. dag (teknisk belægning),

bl.a. når medlemmet er syg.

Det fremgik af § 13 i samme bekendtgørelse

(nugældende § 14), at

et fuldtidsforsikret medlem kun kan

få supplerende dagpenge, hvis medlemmets

dagpenge i ugen udgør et

beløb, der mindst svarer til dagpenge

for 7,4 timer. Bestemmelserne

fastslår således en mindstegrænse for,

hvor få timer der kan udbetales supplerende

dagpenge for.

Fradrag i dagpengene beregnes i

forhold til fuld overenskomstmæssig

arbejdstid, og ikke i forhold til

et bestemt antal dage. Fradrag vil

typisk finde sted i situationer, hvor

medlemmet enten har arbejde/indtægt

i ugen, eller medlemmet ikke

har været til rådighed. For så vidt

angår belægningen på grund af

manglende rådighed, skal dette kun

ske inden for det tidsrum, hvor et

medlem skal stå til rådighed for

arbejdsmarkedet.

Hvad angår sanktionen bemærkede

ankenævnet, at nævnet havde haft

en del sager af denne karakter omhandlende

medlemmer, som modtog

supplerende dagpenge og i

øvrigt arbejdede på nedsat tid, og

som i en sygdomsperiode, typisk af

meget kort varighed d.v.s. 1-2 dage,

ikke oplyste på dagpengekortet, at

medlemmet var syg. Det har derfor

drejet sig om personer, som under

sygdom modtog løn fra arbejdsgiveren,

og som følge heraf har det

med urette udbetalte dagpengebeløb

været af ringe størrelse.

Spørgsmålet om idømmelse af

sanktion i disse sager har været

drøftet flere gange i ankenævnet

netop på grund af beløbenes ringe

størrelse, og fordi direktoratets

bekendtgørelse nr. 772 af 7. oktober

1997 om sanktioner i forbindelse

med uberettiget modtagelse af

ydelser fra en arbejdsløshedskasse

alene åbner mulighed for idømmelse

af en fast sanktion, når der er

tale om uagtsomme forhold, nemlig

en effektiv karantæne på 37

timer jf. bekendtgørelsens § 5.

(En dagpengesats var pr. januar

1999 på 552 kr., d.v.s. karantænen

svarer til 2760 kr.) Spørgsmålet om

der var grundlag for at idømme

karantæne i disse tilfælde har ligeledes

været drøftet.

Ankenævnet bemærkede videre, at

nævnet imidlertid havde taget udgangspunkt

i, at der på dagpengekortet

udtrykkeligt stod, at man

som arbejdsløs havde pligt til at oplyse

om sygdom, idet der på dagpengekortet

ud for den pågældende

dag skulle anføres “syg”. Derfor

fandt nævnet det vanskeligt på forhånd

at karakterisere graden af den

udviste uagtsomhed fra medlemmets

side som meget ringe.

I vejledningen til bekendtgørelsen

er anført, at uagtsomhed sanktioneres

i tilfælde, hvor et medlem bør

vide, at han eller hun skal oplyse

arbejdsløshedskassen om et forhold,

der har betydning for dagpengeretten

m.v. Uagtsomhed forekommer

også i situationer, hvor medlemmet

klart sløser eller sjusker med udfyldelse

af dagpengekort m.v. Samtidig

står der i vejledning til § 5, at

uagtsomhedssanktionen ikke afhænger

af tilbagebetalingsbeløbets

størrelse, men hvis det af en konkret

vurdering fremgår, at et forhold

hverken kan tilregnes medlem-

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

101

met som svigagtigt eller uagtsomt,

eller en uagtsom forseelse må anses

for at være af meget ringe omfang

(på grund af graden af den udviste

uagtsomhed fra medlemmets side og

eventuelt tilbagebetalingsbeløbets

ringe størrelse), vil der dog ikke skulle

pålægges medlemmet en sanktion.

Det var ankenævnets opfattelse, at

det forhold, at de regeludstedende

myndigheder har valgt kun at fastsætte

een sanktion for uagtsomme

forhold, uden at der er fastsat en

bagatelgrænse, bevirkede, at ankenævnet

ikke har mulighed for generelt

at undlade at bringe sanktionen

i anvendelse, når et forhold i øvrigt

må bedømmes som uagtsomt.

I den foreliggende sag havde medlemmet

utvivlsomt handlet uagtsomt

ved ikke at skrive “syg” på sit

dagpengekort. Spørgsmålet var derfor

om beløbets størrelse alene kunne

bære, at der ikke kunne idømmes

en sanktion. Ankenævnet havde i et

enkelt tilfælde i en sag af denne karakter

frafaldet sanktion, da sagen

drejede sig om tilbagebetaling af

191 kr., og sanktionen derfor efter

nævnets opfattelse måtte anses for

at være helt ude af proportioner

med det beløb, som sagen i øvrigt

drejede sig om.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

102

Folketingets Ombudsmand

kunne herefter ikke give medlemmet

medhold i klagen. Ombudsmanden

udtalte, at det ikke gav

grundlag for kritik, at myndighederne

fandt, at medlemmet modtog

dagpenge for uge 5 i 1998 med

urette. Dette var imidlertid ikke i

sig selv tilstrækkeligt til, at der kunne

kræves tilbagebetaling af beløbet,

da dette yderligere krævede, at det

forhold, der førte til fejludbetalingen

kunne tilregnes medlemmet

”mod bedre vidende”.

Det var i praksis antaget, at bestemmelsen

ud over forsætlige forhold

også omfattede visse tilfælde

af grovere uagtsomhed. Det var

myndighedernes opfattelse, at denne

yderligere betingelse var opfyldt, da

medlemmet – i strid med teksten

på dagpengekortets bagside – ikke

skrev ” syg” på sit dagpengekort

den dag, hun var syg.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag

for at kritisere myndighedernes opfattelse

eller grundlag for at kritisere

myndighedernes afgørelse om, at

medlemmet var forpligtet til at tilbagebetale

det i sagen omhandlede

beløb.

For så vidt angik sanktionen kunne

myndighedernes opfattelse af den

udviste uagtsomhed ligeledes ikke

give Ombudsmanden grundlag for

kritik. Ombudsmanden bemærkede,

at det var myndighedernes opfattelse,

at den udviste uagtsomhed

ikke kunne anses for så ubetydelig,

at der ikke var grundlag for at ikende

den faste sanktion i disse tilfælde,

37 timers effektiv karantæne.

Ankenævnet henviste i denne forbindelse

til, at der på dagpengekortet

udtrykkeligt stod, at man som

arbejdsløs havde pligt til at oplyse

om sygdom.

Ombudsmanden bemærkede videre,

at en bedømmelse af en forseelses

karakter byggede på en konkret

vurdering af de foreliggende

omstændigheder, og at Ombudsmanden

ikke havde særlige forudsætninger

for at foretage sådanne

vurderinger på en anden og bedre

måde end Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen

og Arbejdsmarkedets

Ankenævn, der beskæftigede

sig med det pågældende sagsområde

i det daglige.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

103

Fakta om

Arbejdsmarkedets Ankenævn

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

104

1. Formål og kompetence

Arbejdsmarkedets Ankenævn er

klageinstans i en lang række konkrete

klagesager. Uden for ankenævnets

virksomhed falder responderende

og vejledende virksomhed.

Ankenævnets kompetence er fastlagt

i forskellige lovbestemmelser.

Nævnet er øverste administrative

klageinstans og nævnets afgørelser

kan derfor ikke indbringes for

anden administrativ myndighed

(arbejdsløshedsforsikringslovens §

99, stk. 2, 3. pkt). Afgørelserne kan

dog indbringes for Folketingets

Ombudsmand eller ved civilt søgsmål

ved domstolene.

Arbejdsløshedsforsikring

Ankenævnets største kompetenceområde

er klager over afgørelser

inden for arbejdsløshedsforsikring.

Her drejer det sig blandt andet om

spørgsmål om

1. medlemskab af en arbejdsløshedskasse

2. kontingent til arbejdsløshedskasserne

3. hvilken kasse man kan være

medlem af

4. deltids- og fuldtidsforsikring

5. ret til dagpenge, efterløn og

overgangsydelse

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

106

6. tilbagebetaling af ydelser

7. sanktioner overfor medlemmerne

8. arbejdsløshedskassernes ret til

refusion fra statskassen for de

beløb de har udbetalt.

Ankenævnets kompetence på dette

område er fastsat i § 99 i lov om

arbejdsløshedsforsikring. jf., § 100

lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v. jf. seneste lovbek. nr. 712 af

19. juli 2000. Ankenævnets forretningsorden

er fastsat af arbejdsministeren

ved cirkulære nr. 183 af

25. oktober 1991.

Godtgørelse for 1. og 2.

ledighedsdag

Ankenævnet behandler desuden

tvivlsspørgsmål om udbetaling af

dagpengegodtgørelse for 1. og 2.

ledighedsdag, (jf. arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 84, stk. 8).

Orlovsydelser

Endvidere har ankenævnet behandlet

klager over Arbejdsdirektoratets

afgørelser vedrørende ydelser efter

lov om orlov.

Desuden har ankenævnet behandlet

klager over arbejdsformidlingens

afgørelser om tilbagekaldelse af

bevilling til orlov kan indbringes

for ankenævnet og klager over

kommunalbestyrelsens afgørelser

om udbetaling af orlovsydelse m.v.

til ikke-forsikrede lønmodtagere og

ikke-forsikrede selvstændige

erhvervsdrivende indbringes for

ankenævnet (jf. seneste lovbekendtgørelse

nr. 6 af 5. januar 2000,

§ 21a.)

Loven er ophævet med virkning fra

1. januar 2001 ved lov nr. 402 af 31.

maj 2000 om børnepasningsorlov.

Seniorydelse

Ifølge lov om seniorydelse, jf. lovbek.

nr. 258 af 2. maj 1998 med

senere ændringer er ankenævnet

klageinstans for arbejdsløshedskassernes

afgørelser i henhold til loven

(§ 14, stk.2).

Aktiv arbejdsmarkedspolitik

Afgørelser om opgørelse af ledighed,

afslag på tilbud og udbetaling

af ydelser, som direktøren for arbejdsløshedsforsikringen

har truffet

i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik

kan indbringes

for Arbejdsmarkedets Ankenævn

(lovbekendtgørelse nr. 54 af 29.

januar 2001, § 64, stk. 2 og kap.

13 og 16).

Aktiveringsordning på Bornholm

Ifølge bekendtgørelsen om en lang-

sigtet indsats på Bornholm kan klager

over afgørelser om deltagerstøtte

indbringes for Arbejdsmarkedets

Ankenævn (Arbejdsministeriets

bekendtgørelse nr. 394 af 18. maj

1994, § 11, stk. 2). Der har ikke

været nogle sager på dette område.

Arbejdsmarkedsuddannelser

Klage over afgørelser om optagelse

på arbejdsmarkedsuddannelser og

godtgørelse for tab af indtægt eller

arbejdsmuligheder m.m., som er

truffet af arbejdsløshedskasser og

arbejdsformidlingskontorer eller

uddannelsesinstitutioner behandles

af ankenævnet (seneste lovbekendtgørelse

om arbejdsmarkedsuddannelser

nr. 399 af 31. maj 2000,

§ 65).

Loven er ophævet pr. 1. januar

2001 ved lov nr. 399 af 31. maj

2000 om arbejdsmarkedsuddannelser.

Uddannelsespulje for medhjælpende

ægtefæller

I tilslutning hertil er ankenævnet

klageinstans for så vidt angår afgørelser

om godtgørelse og befordringstilskud

i medfør af Arbejdsministeriets

bekendtgørelse nr. 12

af 9. januar 1995 om en uddannelsespulje

for medhjælpende ægtefæl-

ler som ændret ved Arbejdsmarkedsstyrelsens

bekendtgørelse nr.

615 af 27. juni 1996 og bekendtgørelse

nr. 1118 af 13. december

1996. Der har været en enkelt sag

på dette område.

Kompensation til handicappede

i erhverv.

Ifølge lov nr. 293 af 14. maj 1998

om kompensation til handicappede

i erhverv § 17a kan klage over

arbejdsformidlingens afgørelser

efter loven indbringes for Arbejdsmarkedets

Ankenævn. Det drejer

sig om klager over personlig assistance

til handicappede i erhverv,

hjælpemidler og fortrinsadgang til

ledige stillinger hos offentlige

arbejdsgivere.

Ansættelsesbevissager

Ifølge lov om arbejdsgiverens pligt

til at underrette lønmodtageren om

vilkårene for ansættelsesforholdet, jf.

lovbekendtgørelse nr. 385 af 11. maj

1994 § 5 behandler ankenævnet

spørgsmål om en arbejdsgiver har

overholdt sin oplysningspligt i de

tilfælde, hvor arbejdsgiverens pligt

til at give lønmodtageren oplysninger

om ansættelsesforholdet ikke følger

af en kollektiv overenskomst, der

som minimum svarer til bestemmelserne

i De Europæiske Fællesskabers

direktiv af 14. oktober 1991.

Ferielovssager

Fra 1. januar 2001 er ankenævnet

desuden blevet ankeinstans i ferielovssager

jf. § 45 i lov nr. 396 af

31. maj 2000 om ferie.

2. Sagsbehandling og afgørelse

I forbindelse med sagsbehandlingen

anvender ankenævnet dels de regler,

der gælder for det pågældende sagsområde

dels andre regler i det omfang

det er nødvendigt for at tage

stilling til præjudicielle spørgsmål

f.eks. funktionærloven, ferieloven,

ligesom almindelige retsgrundsætninger

og retsprincipper inddrages i

vurderingen, eksempelvis bevisbyrderegler.

Forvaltningsloven gælder også ankenævnets

virksomhed. I forbindelse

med behandlingen og oplysningen

af en sag anvendes således forvaltningsretlige

regler og grundsætninger.

Med hensyn til sagens oplysning

gælder officialprincippet, og parterne

inddrages i sagsforberedelsen

gennem partshøring.

Alle afgørelser træffes på ankenævnets

møder med deltagelse af nævnets

medlemmer. Formanden har

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

107

ikke bemyndigelse til at træffe afgørelser

på nævnets vegne, bortset fra

enkelte spørgsmål som afvisning på

grund af overskridelse af klagefristen,

henvisning til anden myndighed

o.lign.

Der foretages en fuldstændig efterprøvelse

af såvel rets- som skønsspørgsmål,

herunder hjemmelsspørgsmål.

Afgørelser af principiel betydning

offentliggøres ud over ankenævnets

årsberetning ved meddelelser fra

Arbejdsdirektoratet samt i “Retsinformation”.

3. Ankefrist

Arbejdsdirektoratets afgørelser om

medlemmers rettigheder og pligter

efter lov om arbejdsløshedsforsikring,

kan af den afgørelsen vedrører

indbringes for ankenævnet

(arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 99, stk. 1).

En klage over en afgørelse skal indsendes

senest 4 uger fra det tidspunkt,

hvor klageren fik meddelelse

om afgørelsen. Det fremgår af

arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 99, stk. 1.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

108

Det samme gælder for afgørelser efter

lov om orlov, lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik,

lov om arbejdsmarkedsuddannelser

og lov om kompensation

til handicappede i erhverv.

Fristen løber fra den dag, afgørelsen

er meddelt den pågældende.

Tilsvarende fristregler gælder de

øvrige kompetenceområder, hvor

ankenævnet er klageinstans.

Ankenævnet kan se bort fra overskridelse

af klagefristen, når der er

særlig grund hertil.

Ankenævnets formand kan på nævnets

vegne træffe beslutning om,

hvorvidt en sag skal afvises fra realitetsbehandling

i nævnet på grund

af overskridelse af klagefristen eller

af andre formelle grunde. Det fremgår

af forretningsordenens § 7, stk. 2.

4. Gebyrer

Ankenævnet opkræver for behandlingen

af spørgsmål om dagpengegodtgørelse

for 1. og 2. ledighedsdag

et gebyr, som er på 100 kr. pr.

sag. Gebyret skal betales af den

part, som ikke får medhold, inden

4 uger efter at afgørelsen er sendt

til parterne, jf. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringensbekendt-

gørelse nr. 1145 af 20. december

1995.

For behandlingen af klager over en

arbejdsgivers manglende overholdelse

af sin pligt til at underrette

lønmodtageren om vilkårene for

ansættelsesforholdet opkræver

ankenævnet ligeledes et gebyr på

100 kr. Gebyret betales af den part,

der ikke får medhold, jf. Arbejdsministeriets

bekendtgørelse nr. 417

af 23. juni 1993 om Arbejdsmarkedets

Ankenævns behandling af

sager efter lov om arbejdsgiverens

pligt til at underrette lønmodtageren

om vilkårene for ansættelsesforholdet

og om størrelsen af en

godtgørelse for manglende overholdelse

af oplysningspligten.

I andre sager opkræves ikke

gebyrer.

5. Medlemmer

Ankenævnet har i 2000 haft følgende

sammensætning:

Formandsskab

Ankenævnsformand Ib Lockenwitz

indtil den 14. maj 2000.

Stedfortræder for formanden samt

konstitueret formand fra den 15.

maj - 31. december 2000 kontor-

chef Helle Drusebjerg.

Stedfortræder for formanden kontorchef

Lone Adler.

Stedfortræder for formanden fuldmægtig

Karin Hoffmann-Hansen.

Stedfortræder for formanden fuldmægtig

Alice Bagger.

Beskikkede medlemmer og

stedfortrædere:

1 medlem er udpeget af Dansk

Arbejdsgiverforening:

Lokalkredschef Per Hersby,

Dansk Arbejdsgiverforening.

Suppleanter:

Underdirektør Erik Kjærgaard,

Dansk Industri.

Chefkonsulent Flemming Dreesen,

Dansk Arbejdsgiverforening.

Uddannelseskonsulent Jens A.

Christiansen, Dansk Arbejdsgiverforening

1 medlem er udpeget af Landsorganisationen

i Danmark:

Viceforretningsfører Kell Jensen,

Specialarbejdernes Arbejdsløshedskasse.

Suppleanter:

Sekretariatsleder Dennis Rasmussen,

Handels- og Kontorfunktionærernes

Arbejdsløshedskasse.

Forretningsfører Allan Hansen,

Arbejdsløshedskasserne Samvirke.

Konsulent Pernille Leidersdorff-

Ernst & konsulent Lisbeth Færch,

begge Landsorganisationen i

Danmark.

2 medlemmer er udpeget af arbejdsministeren

efter forhandling med

henholdsvis justitsministeren og socialministeren:

Justitsministeriets medlem kommitteret

Poul Lundbæk Andersen,

Rigspolitiet.

Suppleanter:

Fuldmægtig Ole Hasselgaard,

Justitsministeriet.

Fuldmægtig Hans-Jørgen Nymark

Jensen, Justitsministeriet, pr.

20. september 2000 afløst af fuldmægtig

Mikkel Holsteen Cramer

begge Justitsministeriet.

Fuldmægtig Lene Thorsen Hallenberg,

Justitsministeriet.

Socialministeriets medlem

fuldmægtig Viveca Bach Andersen,

Den Sociale Ankestyrelse

Suppleanter:

Souschef Bjarne Kildeskov,

Den Sociale Ankestyrelse.

Fuldmægtig Doris Sjøberg,

Den Sociale Ankestyrelse.

Fuldmægtig Dorte Enoksen,

Den Sociale Ankestyrelse.

Fuldmægtig Jesper Paludan

Pedersen, Den Sociale Ankestyrelse.

1 medlem med særlig sagkundskab

inden for arbejdsmarkedsuddannelserne

udpeget af arbejdsministeren:

Kontorchef Kaj Ove Christiansen,

Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Suppleanter:

Fuldmægtig Rikke A. H. Olsen,

Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Fuldmægtig Merete Vinje,

Arbejdsministeriet.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

109

6. Personale

Pr. 31. december 2000 bestod

sekretariatet for Arbejdsmarkedets

Ankenævn af følgende:

Kontorchef cand.jur. Helle

Drusebjerg

Kontorchef cand.jur. Lone Adler

Chefkonsulent cand.jur. Grethe

Grønlund Hiul

Specialkonsulent cand.jur. Viggo

Kierkegaard

Fuldmægtig cand.jur. Alice Bagger

Fuldmægtig cand.jur. Ulla Bennike

Fuldmægtig cand.jur. Birthe Bruhn

Fuldmægtig cand.jur. Lone Clausen

Fuldmægtig cand.jur. Eva Danielsen

Fuldmægtig cand.jur. Jes Flatau

Fuldmægtig cand.jur Charlotte Fogh

Fuldmægtig cand.jur. Ulla Gormsen

Fuldmægtig cand.jur Anne Louise

Hennings

Fuldmægtig cand.jur. Karin Hoffmann-Hansen

Fuldmægtig cand.jur. Hans Jessen

Fuldmægtig cand.jur Joan Jørgensen

Fuldmægtig cand.jur. Margrethe

Martensen

Fuldmægtig cand.jur. Per Bent

Pedersen

Fuldmægtig cand.jur. Ole Dam

Petersen

Fuldmægtig cand.jur. Lotte

Rasmussen

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

110

Fuldmægtig cand.jur. Eva Schramm

Fuldmægtig cand.jur. Steen

Sparrevohn

Fuldmægtig cand.jur. Lena Søby

Fuldmægtig cand.jur. Kenn Erik

Tranemose

Fuldmægtig bach.jur. Hanne

Højholt Adamsen

Student Rehman Butt

Kt.fuldmægtig Margit Bendtsen

Overassistent Heidi Grubbe

Overassistent Tina Ebener Molter

Overassistent Doris F. Ruelykke

Betjent Jan Keller

IT-medarbejder Carsten Pedersen

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

111

7. Statistik

Tabel 1: Sager efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. fordelt efter art og afslutningsresultat

Arbejdsløshedsforsikring Mødebehandlede ekskl.

Genoptagne sager

Ændrede Omgørelsesprocent

Vedtægt § 34 0 0

Kombiforsikring § 45 2 0 0%

Medlemskab §§ 41,42,68,78,86.3 43 4 9%

Beregning §§ 47, 51 13 1 8%

Beskæftigelseskrav § 53 42 1 2%

Dagpengeperiode § 55 6 1 17%

Selvstændige § 57, stk. 1 og 3., § 58.1.2b 100 17 17%

Ledighed 20 2 10%

AF § 57.4 11 1 9%

Arbejde indtægt § 58.1.3 6 2 33%

Nedsatte dagpenge §§ 59, 60, 73 10 0 0%

Rådighed § 62 51 12 24%

Undervisning § 62 a 5 0 0%

Konflikt, ophør/vægring §§ 61, 63. 1-4 84 12 14 %

Pension § 64 2 0 0%

Vejledning § 65 1 0 0%

Efterløn § 74 a-l, § 75 a-g 149 21 14%

Feriedagpenge § 75 h 61 1 2%

Overg.yd. § 75 i og j 22 3 14%

Delefterløn § 75 p (ophævet 1/7-99) 1 0 0%

Medlemsbidrag § 76 23 2 9%

Refusion §§ 79, 86.4 28 9 32%

Forseelser § 86,§ 87 177 45 *25%

EØS Forordn. 1408/71 mv. 32 5 16%

Diverse 4 0 0%

Total 893 139 16%

* omgørelsesprocenten under forseelser er korrigeret for 25 sager som havde afslutningskoden ændret, men hvor ændringen

kun bestod i, at der blev henvist til de nye sanktionsregler.

Bemærkninger: I alt blev der behandlet 893 sager på møde. Der var herudover 65 genoptagelsessager. 114 sager

blev afsluttet uden mødebehandling p.g.a. fristoverskridelse eller bortfald af anden grund. I alt blev der afsluttet

1072 forsikringssager.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

112

Tabel 2: Sager efter lov om orlov fordelt efter art og afslutningsresultat

Orlovsager Mødebehandlede ekskl. Ændrede Omgørelsesprocent

Genoptagne sager

Forseelser 1 1 100%

Børnepasning 7 1 14%

Diverse 3 1 33%

Sabbat 0 0

Uddannelse 8 2 25%

Total 19 5 26%

Bemærkninger: I alt blev behandlet 19 sager på møde. Der var herudover 1 genoptagelsessag. 6 sager blev afvist

p.g.a. fristoverskridelse eller bortfaldt af anden grund. Der blev i alt afsluttet 26 orlovssager.

Tabel 3: Sager efter lov om arbejdsmarkedsuddannelse fordelt efter art og afslutningsresultat

Arbejdsmarkedsuddannelser Mødebehandlede ekskl. Ændrede Omgørelsesprocent

Genoptagne sager

Adgang 7 3 43%

Befordringsgodtgørelse ret 0 0

Godtgørelse beregning 2 1 50%

Godtgørelse ret 25 4 16%

Kursusudbyder 1 0 0%

Refusion 0 0

Tilbagebetaling 1 0

Total 36 8 22%

Bemærkninger: I alt blev der behandlet 36 sager på møde. 22 sager blev afsluttet uden mødebehandling p.g.a.

fristoverskridelse eller bortfald af anden grund. I alt blev der afsluttet 58 sager om arbejdsmarkedsuddannelser.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

113

Tabel 4: Sager om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag fordelt efter afslutningsresultat

Dagpengegodtgørelse Mødebehandlede ekskl. Medhold/Ikke medhold Medholdsprocent

1 og 2 ledighedsdag genoptagne sager

Godtgørelse 7 5/2 71%

Total 7 5/2 71%

Bemærkninger: I alt blev der behandlet 7 sager på møde. 9 sager blev afsluttet uden mødebehandling p.g.a. fristoverskridelse

eller bortfald af anden grund. I alt blev afsluttet 16 sager om dagpengegodtgørelse. Der foreligger

ikke en forudgående administrativ afgørelse at tage stilling til. Medholdsprocenten viser derfor i hvor stor en procentdel

af den mødebehandlede sager, klager har fået medhold.

Tabel 5: Sager efter lov om arbejdsgivers pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsen

Ansættelsessager Mødebehandlede ekskl. Medhold/Ikke medhold Medholdsprocent

genoptagne sager

Ansættelse 19 18/1 95%

Oplysningspligt 12 10/2 83%

Vilkår ændring 1 0/1 0%

Andet 3 3/0 100%

Total 35 31/4 89%

Bemærkninger: I alt blev der behandlet 35 sager på møde. 11 sager bortfaldt. I alt blev der afsluttet 46 sager. Der

foreligger ikke en forudgående administrativ afgørelse at tage stilling til. Medholdsprocenten viser derfor i hvor

stor en procentdel af den mødebehandlede sager, klager har fået medhold.

Tabel 6: Sager efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik

Aktiv Arbejdsmarkedpolitik Mødebehandlede ekskl. Ændrede Omgørelsesprocent

genoptagne sager

Forseelser 0 0

Aktiv arbejdsm. 12 4 33%

Total 12 4 33%

Bemærkninger: I alt blev der behandlet 12 sager på møde, hvilket også var det samlede antal afsluttede sager.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

114

Tabel 7: Sager om kompensation til handicappede i erhverv:

Kompensation til handicappede Mødebehandlede ekskl. Ændrede Omgørelsesprocent

i erhverv Genoptagne sager

Sager i alt 18 5 28%

Bemærkninger: I alt blev der behandlet 18 sager på møde. Herudover var der 2 genoptagelsessager. 5 sager blev

afsluttet uden mødebehandling p.g.a. fristoverskridelse eller bortfald af anden grund. I alt blev der afsluttet 25

sager om kompensation til handicappede i erhverv.

Tabel 8: Sager om seniorydelse

Seniorydelse Mødebehandlede ekskl. Ændrede Omgørelsesprocent

Genoptagne sager

Seniorydelse 2 0 0%

Total 2 0 0%

Bemærkninger: I alt blev der behandlet 2 sager på møde. En sag blev afsluttet uden mødebehandling. I alt blev

der afsluttet 3 sager om seniorydelse.

Tabel 9: Oprettede og afsluttede sager i alt

Område Oprettede Afsluttede

Forsikring 853 1072

Orlov 24 26

Arbejdsmarkedsuddannelser 56 58

Dagpengegodtgørelse 37 16

Ansættelsesbevis 39 46

Aktiv Arbejdsmarkedspolitik 10 12

Seniorydelse 3 3

Kompensation 20 25

Total 1042 1258

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

115

EMNEREGISTER 1996 - 2000

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

116

FORSIKRINGSSAGER

(Tallene i parantes henviser til årsberetningen

for det pågældende år og sidetal)

MEDLEMSKAB AF EN

ARBEJDSLØSHEDSKASSE

Optagelse af flygtning med midlertidig

opholdstilladelse

1996-1-3438. En arbejdsløshedskasse

optog en bosnisk flygtning

med midlertidig opholdstilladelse

som medlem. Såvel kassens hovedledelse

som direktoratet fandt, at

den pågældende (A) ikke havde ret

til optagelse, da han ikke opfyldte

bopælskravet i arbejdsløshedsforsikringsloven.

Ankenævnet fandt, at A havde ret til

optagelse, da han på tidspunktet for

begæringen havde arbejde på normale

løn- og arbejdsvilkår. Ankenævnet

fandt på denne baggrund, at A måtte

antages at have haft en sådan tilknytning

til Danmark, at han opfyldte

bopælskravet. (1996.37)

Optagelse som dimittend/som

lønmodtager udsendt af en dansk

organisation

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

118

Et person (A) søgte optagelse som

dimittend, men havde forinden sidste

eksamenskarakter fået arbejde

hos FAO i Peru. A havde således

ikke bopæl i Danmark på optagelsestidspunktet.

Ansættelsesaftalen

var efter oplysning fra Udenrigsministeriet

indgået med FAO.

Ankenævnet fandt, at A var berettiget

til optagelse på grundlag af

arbejdet for FAO, idet DANIDA

havde haft en så afgørende indflydelse

på ansættelsesvilkårene, at

ansættelsen kunne sidestilles med

udsendelse for en dansk organisation.

(1996.45)

Overflytning under konflikt

1998-1-6588. Medlemmet anmodede

om at blive overflyttet til en anden

arbejdsløshedskasse. Kassen nægtede

dette, idet den faglige organisation

førte konflikt mod den virksomhed,

hvor medlemmet var påbegyndt

arbejde.

Ankenævnet fandt, at der i henhold

til reglerne ikke kunne ske overflytning

fra det tidspunkt, hvor der var

afgivet varsel om konflikt. Disse

regler fandtes ikke at stride mod

hverken artikel 11 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention eller

ILO-konventionerne nr. 87 og 98.

(1999.24)

Kontingent

1998-1-5825. Medlemmet skulle

ikke slettes for kontingentrestance,

idet kassen havde tilsidesat sin vejledningspligt

med hensyn til muligheden

for frikontingent under fængsling.

Medlemmet skulle stilles som

om han var blevet korrekt vejledt,

og som om han havde indrettet sig

efter denne vejledning. (1998.23)

BEREGNING AF DAG-

PENGESATS

Ny beregning af sats på grundlag

af de 2 bedste regnskabsår inden

for de sidste 5 år

1996-1-3331. Et medlem havde

fået beregnet efterlønssats på

grundlag af 2 regnskabsår. Det viste

sig efterfølgende, at beregningen

var forkert, idet kassen havde lavet

en fejl. Medlemmet bad om at få

beregnet satsen på grundlag af 2

andre regnskabsår, som ville give

medlemmet en højere sats.

Ankenævnet fandt, at kassen var

berettiget til at foretage ny bereg-

ning, idet satsen efter reglerne skulle

beregnes på baggrund af de 2

bedste år, og medlemmet ikke fik

mere i efterløn, end han var berettiget

til. (1996.49)

Ligebehandling

1997-1-4672. Et kvindeligt medlem

havde i perioden 9. februar

1995 til den 20. oktober 1995

arbejde som gartner. Den 1. november

1995 blev hun konstabelelev i

forsvaret, men blev den 14. februar

1996 afskediget på grund af

arbejdsmangel. Kassen beregnede

en dagpengesats for medlemmet på

baggrund af arbejdet som konstabelelev.

Ankenævnet fandt, at medlemmet i

lighed med mandlige konstabelelever

var berettiget til at få beregnet

en dagpengesats på grundlag af sin

indtægt forud for ansættelsen som

konstabelelev. (1997.43)

BETINGELSER FOR RET TIL

DAGPENGE

Bopælskrav

1997-1-5349. Medlemmet - en

EU-statsborger - skulle ikke betale

dagpenge tilbage, selv om han formelt

ikke havde lovligt ophold i

Danmark, fordi han ikke havde

fået fornyet sin opholdstiladelse.

Medlemmet opfyldte i øvrigt

betingelserne for ret til dagpenge.

(1998.46)

Indplacering i dagpengesystemet

1996-1-4215. Et medlem, der i

perioden 1. marts 1993 til 29.

februar 1996 gennemførte en

Ph.d.-uddannelse, meldte sig ledig

den 26. marts 1996. Medlemmet

var ikke blevet indplaceret ved starten

af delperiode 1, da såvel kassen

som direktoratet fandt, at hans

periode med Ph.d.-uddannelse i

relation til indplaceringsreglerne

ikke kunne anses for arbejde.

Ankenævnet fandt, at den periode i

hvilken medlemmet havde gennemført

Ph.d.-uddannelsen i sin

helhed kunne medregnes til opfyldelse

af beskæftigelseskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 53.

Medlemmet skulle således indplaceres

ved starten af delperiode 1.

Ankenævnet lagde vægt på, at der

ikke fra den 1. januar 1996 var sket

ændringer i reglerne, men alene i

fortolkningen af disse, og at med-

lemmet havde haft føje til at tro, at

Ph.d.-uddannelsen kunne anses for

beskæftigelse. (1997.47)

Beskæftigelseskrav -

Lønmodtagere

1997-1-5411. Medlemmets

arbejdsperiode blev anset for ordinær

beskæftigelse og ikke jobtræning,

idet en handlingsplan om

jobtræning ikke kunne oprettes

med tilbagevirkende kraft. Arbejdsgiveren

kunne ikke få udbetalt tilskud

til lønnen. Arbejdet kunne

derfor medregnes til ny genindplacering

(påbegyndelse af ny dagpengeperiode).

(1998.48)

1997-1-4904. Medlemmet fik med

henvisning til princippet om ligebehandling

for mænd og kvinder

3 års perioden for opfyldelse af

beskæftigelseskravet forlænget med

de fraværsperioder, der skyldtes

hendes graviditetsbetingede sygdom,

graviditetsorloven og de første

14 ugers barselsorlov.

(1999.46)

Tilmelding til Arbejdsformidlingen

1996-1-4348. Et medlem fik tildelt

arbejdslegater. Kassen vejledte

medlemmet om, at hun ikke kunne

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

119

modtage dagpenge i perioden 1.

marts 1995 til 20. oktober 1995,

fordi hun havde fået tildelt legaterne.

Medlemmet frameldte sig derfor

den 1. marts 1995 Arbejdsformidlingen.

Direktoratet meddelte

senere, at medlemmets arbejdslegater

ikke medførte fradrag i dagpengene.

Direktoratet fandt den 9. oktober

1996, at der ikke kunne dispenseres

for medlemmets manglende

tilmelding til Arbejdsformidlingen.

Ankenævnet fandt, at der skulle dispenseres

for den manglende tilmelding,

idet medlemmets afmelding

skyldtes kassens fejlagtige vejledning.

(1997.68)

1996-1-4458. Et medlem henvendte

sig den 14. juni 1996 og

den 9. juli 1996 i kassens afdeling,

idet hun ønskede at ophøre med

selvstændig virksomhed.

Medlemmet oplyste, at hun hverken

den 14. juni eller den 9. juli

1996 var blevet vejledt om, at hun

ved ledighed skulle tilmelde sig

Arbejdsformidlingen. Denne oplysning

fik medlemmet først ved henvendelse

til kassens hovedledelse

den 5. august 1996. Medlemmet

blev tilmeldt Arbejdsformidlingen

den 8. august 1996.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

120

Ankenævnet fandt, at der skulle

dispenseres fra medlemmets manglende

tilmelding til Arbejdsformidlingen

i perioden 19. juni til 8.

august 1996. Ankenævnet lagde

vægt på, at det ikke var godtgjort,

at medlemmet ved ledighedens indtræden

var blevet informeret om

betydningen af at stå til rådighed

for arbejdsmarkedet. Kassens vejledning

blandt andet i forbindelse

med optagelse i kassen og i medlemsblade

kunne ikke anses som

tilstrækkelig dokumentation for, at

vejledningspligten var opfyldt.

(1997.70)

Afgrænsning af selvstændig

virksomhed

2000-1-0496. Medlemmet blev

efter en konkret vurdering ikke

anset som selvstændig ved sit arbejde

for en teaterforening.

Medlemmet og dennes ægtefælle

deltog i en teaterforening. Medlemmet

meldte sig ledig den 2. juli

1999 og anmodede om dagpenge.

Ægtefællen fungerede som revisor

for foreningen, og medlemmet selv

deltog i foreningens projekter på

lønmodtagerbasis samt i foreningens

bestyrelse. (2000.36)

Ophør med selvstændig

virksomhed

1996-1-3435. Et medlem, der var

aktionær og tidligere direktions- og

bestyrelsesmedlem i en “familieejet”

transportvirksomhed, blev opsagt

pr. 30. november 1994 i sin stilling

i virksomheden.

Ankenævnet fandt at medlemmet

kunne anses for ophørt med drift af

selvstændig virksomhed, da medlemmet

måtte anses for afskåret fra

at deltage i driften af virksomheden.

(1997.51)

1996-1-4072. Et medlem meldte

sig ledig efter endeligt ophør som

selvstændig på grund af skilsmisse.

Medlemmet genoptog senere samlivet

og indgik på ny ægteskab med

sin tidligere ægtefælle.

Ankenævnet fandt, at der ikke var

tilstrækkeligt grundlag for at antage

at medlemmet var genindtrådt i

virksomheden alene fordi han genoptog

samlivet og på ny indgik

ægteskab med sin tidligere ægtefælle.

(1997.55)

1996-1-4282. Et medlem meldte

sig ledig på baggrund af et vikariat

på 5 1/2 måned.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

kunne anses for ophørt mere end

midlertidigt i den selvstændig virksomhed

ved påbegyndelsen af vikariatet.

(1997.62)

1997-1-4907. Et medlem havde

indgået kommissionsaftale, som

omfattede 2 joller og 16 stk. bundgarn.

Medlemmet havde beholdt

en 30 år gammel jolle.

Ankenævnet fandt, at det måtte

anses for tilstrækkeligt dokumenteret,

at medlemmet var ophørt med

at drive selvstændig virksomhed

mere end midlertidigt. (1997.66)

1997-1-5120. Medlemmet blev

anset for ophørt med drift af selvstændig

virksomhed, fordi ægtefællens

møbelvirksomhed blev endeligt

overdraget til 3. mand med en 3-årig

generel konkurrenceklausul og fabrikkerne,

hvorfra virksomheden

blev drevet, blev udlejet til samme

3. mand sammen tilhørende driftsmidler.

Fabrikkerne var registrerede

som selvstændige anpartsselskaber.

Ægtefællen opretholdt frivillig

momsregistrering. (1998.66)

1997-1-5974. Medlemmet kunne

fortsat anses for udtrådt af ægtefællens

virksomhed, selv om hun sene-

re arbejdede en kort periode i virksomheden

og parret efterfølgende

genoptog samlivet. Der var ikke

hjemmel til at anse medlemmet for

genindtrådt alene med henvisning

til genoptagelsen af samlivet.

(1998.68)

1998-1-6044. Medlemmet fandtes

ikke at være endelig ophørt med at

drive selvstændig virksomhed, idet

hun fortsat havde indflydelse i et

aktieselskab og på egne ansættelsesvilkår

i aktieselskabet. Medlemmet

havde bl.a. gennem sit bestyrelsesarbejde

medbestemmende indflydelse

på en fonds dispositioner i

forhold til aktieselskabet, som var

ejet af fonden. (1999.26)

1998- 1-6255. Medlemmet drev

virksomheden V. A/S fra den 1.

maj 1990. Han var direktør i selskabet

til januar 1995 og var derefter

driftsleder, indtil han blev opsagt

pr. 30. september 1996. Han modtog

løn indtil den 1. marts 1997.

Medlemmet ejede 275.000 kr. af

selskabets indskudskapital, der udgjorde

750.000 kr. Ifølge aktionæroverenskomst

var de øvrige aktionærer

forpligtet til at overtage medlemmets

aktier, såfremt han begærede

sig udtrådt af selskabet, hvilket

han gjorde den 15. januar 1997.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

var endeligt afskåret fra at deltage i

driften af virksomheden fra det

tidspunkt, hvor han ikke længere

modtog løn, og hvor aktionærerne i

selskabet ifølge aktionæroverenskomsten

var forpligtet til at overtage

medlemmets aktiepost . Medlemmet

opfyldte således allerede

den 1. marts 1997 betingelserne for

at være endelig ophørt med at drive

selvstændig virksomhed. (1999.28)

1999-1-0400. Medlemmet blev

anset for ophørt med drift af selvstændig

virksomhed, da medlemmet

havde indgået en aftale med

amtet om udtagelse af jorde til miljøvenlige

foranstaltninger. Dette

blev sidestillet med en bortforpagtningsaftale.

(2000.26)

2000-1-0467. Medlemmet blev

anset for ophørt, da hun havde

solgt sin virksomhed og reelt var

afskåret fra at føre denne videre

blandt andet på grund af en meget

omfattende konkurrenceklausul.

Medlemmet arbejdede for køber af

virksomheden i en overgangsperiode

efter salget. (2000.24)

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

121

Kortvarig ansættelse i ægtefællens/familiens

virksomhed

1995-1-3048. Et medlem var ansat

i ægtefællens forretning i 1 måned i

forbindelse med overtagelsen af en

konkurrerende forretning. Medlemmet

anførte, at hendes arbejde alene

var i forbindelse med overtagelsen.

Ankenævnet fandt, at medlemmets

arbejdsopgave skulle vurderes som

en begrænset arbejdsopgave, som

var afsluttet ved medlemmets ophør,

hvorved den bortfaldt mere end midlertidigt.

Medlemmet skulle derfor

anses for ophørt med udøvelse af

selvstændig virksomhed. (1996.57)

1997-1-5452. Medlemmets vikariat

i ægtefællens apotek skulle efter

en konkret vurdering ikke anses for

selvstændig virksomhed, selv om

der var under 20 ansatte på apoteket

(1998.62)

1998-1-6402. Medlemmets dagpengeret

efter 3 måneders ansættelse

i familiefirma, hvori hun sammen

med nærmeste familie var

hovedanpartshaver, skulle ikke bedømmes

efter ophørsreglerne for

selvstændige. (1998.64)

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

122

Dagpenge til selvstændige under

midlertidigt ophør

1995-1-2904 og 2905. Et ægtepar,

som forpagtede en restaurant i en

golfklub, begærede dagpenge for en

periode, hvor parret som følge af

klubbens opsigelse af forpagtningskontrakten

havde været afskåret fra

at drive virksomheden.

Ankenævnet fandt, at ægteparret ikke

var berettiget til dagpenge under det

midlertidige ophør, da der ikke

havde været tale om en ekstraordinær

omstændighed, som lå udenfor den

almindelige erhvervsrisiko.

(1996.121)

Ophør som følge af virksomhedens

fysiske flytning uden for

medlemmets rækkevidde

1995-1-2961. Et medlem meldte

sig ledig som følge af, at hendes

ægtefælles konsulentvirksomhed i

forbindelse med et planlagt ejerskifte

flyttede fra Århus til København.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

var ophørt med selvstændig virksomhed,

idet medlemmet som følge

af virksomhedens flytning var fysisk

afskåret fra at deltage i driften.

(1996.61)

FRADRAG I DAGPENGENE

1998-1-6632. Medlemmet, som

var åremålsansat tjenestemand, fik

udbetalt 1,25 mio. kr. i fratrædelsesgodtgørelse.Fratrædelsesgodtgørelsen

fandtes at træde i stedet

for løn, og medførte derfor fradrag

i dagpengene. (1999.44)

OVERFØRSEL AF OVER-

SKYDENDE TIMER

1997-1-5450. Medlemmets arbejde

som administrationschef i en

sportshal blev anset for kontrollabelt,

selv om arbejdsgiveren - en

bestyrelse - ikke kontrollerede arbejdstiden.

Underordnede ansatte

kunne bevidne medlemmets

arbejdstid. (1998.52)

1997-1-5851. Medlemmets freelance-arbejde

i Danmark med et

tv-indslag, der blev bestilt af svensk

TV og bragt samme dag, blev anset

for kontrollabelt. TV-indslaget blev

bestilt om eftermiddagen og bragt

om aftenen. (1998.54)

1999-1-0074. Medlemmet drev

som hovedbeskæftigelse selvstændig

virksomhed som journalist, og var

samtidig i en periode ansat som

lønmodtager med journalistisk

arbejde for DI, som medlemmet

både før og efter perioden som lønmodtager

havde som kunde i den

selvstændige virksomhed.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

ikke havde overskydende timer,

som skulle opbruges før hun kunne

modtage dagpenge, da hendes lønmodtagerarbejde

ikke havde en

sådan karakter, at det kunne indgå

i beregningsgrundlaget for den selvstændige

virksomhed. (1999.40)

1998-1-6386. Medlemmet var i en

periode på 3 måneder ansat som

belysningsmester på en TV serie i

24 dele. Medlemmets gage var

baseret på 50 timers arbejdsuge, og

alt overarbejde skulle afspadseres

indenfor arbejdstiden. Det fremgik

af medlemmets overenskomst, at

den normale arbejdstid for dette

område kunne variere fra 4 til 10

timer om dagen.

Ankenævnet fandt, at ansættelseskontrakten

sammenholdt med

overenskomsten tilstrækkelig klart

beskrev den gældende arbejdstid,

hvorfor medlemmet ikke havde

overskydende timer at afspadsere

inden han kunne får ret til dagpenge.

(1999.42)

Familieplejers arbejdstid

ukontrollabel

1995-1-2920. Et medlem ledigmeldte

sig efter et arbejdsforhold

som familieplejer. Medlemmet var

blevet aflønnet med 10 plejevederlag

uden fast arbejdstid.

Ankenævnet fandt, at medlemmets

arbejdstid var ukontrollabel, hvorfor

der skulle ske omregning og

overførsel af overskydende timer.

Ankenævnet lagde til grund, at

arbejdet ikke var dækket af en overenskomst,

og at der ikke fandtes et

sammenligneligt, overenskomstdækket

område. (1996.67)

SUPPLERENDE

DAGPENGE

Supplerende dagpenge til deltidsansat

salgskonsulent

1995-1-2805. Et medlem, som var

ansat 20 timer om ugen som salgskonsulent,

anmodede om supplerende

dagpenge. Medlemmet arbejdede

i samme kontor som virksomhedens

revisor, som af virksomhedens

svenske ejere var bemyndiget

til at føre tilsyn med medlemmets

arbejdstid.

Ankenævnet fandt, at medlemmets

arbejde var kontrollabelt, og at

medlemmet var berettiget til supplerende

dagpenge. Ankenævnet

lagde vægt på, at revisoren kontrollerede

medlemmets arbejdstid, og

at medlemmet havde en ikke

urimeligt høj, fast løn. (1996.72)

Efterregulering

2000-1-0017. Medlemmet havde

fået udbetalt supplerende dagpenge

med rette. Medlemmet ønskede at

få efterreguleret dagpengene for

2 uger, så han ikke faldt for tidsbegrænsningen

i arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 60, hvilket ankenævnet

fandt, at der ikke var hjemmel

til. (2000.34)

SELVFORSKYLDT LEDIGHED

Opsigelse af arbejde i forbindelse

med flytning

1995-1-3022. Et medlem, som

havde haft 3 års barsels- og børnepasningsorlov,

opsagde sit arbejde

til fratrædelse den 1. marts 1995 på

grund af medlemmets og dennes

samlevers flytning den 15. marts

1995 til en anden by, hvor samleveren

havde fået arbejde

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

123

Ankenævnet fandt, at medlemmet

ikke skulle have karantæne, da det

ville have medført betydelige arbejdsmæssige

problemer for hende

såvel som for arbejdsstedet, hvis

medlemmet skulle genoptage arbejdet

for kort tid. (1996.75)

Opsigelse af arbejde i forbindelse

med bortfald af kørelejlighed

1998-1-6362. Medlemmet blev

ikke pålagt karantæne for selvforskyldt

ledighed i forbindelse med

sit arbejdsophør, idet årsagen til

opsigelsen var, at medlemmet var

kommet til at ødelægge sin svigerfaders

bil, og derfor ikke havde mulighed

for at møde på arbejde. Opsigelsen

var således begrundet i bortfald

af kørelejlighed. (1999.34)

Opsigelse af arbejde pga ændring

af ansættelsesvilkårene

1998-1-6027. Medlemmet mistede

et særligt løntillæg på 14.700 kr.

Medlemmet rettede derpå henvendelse

til sin faglige organisation,

som sammen med arbejdsgiveren

forhandlede sig frem til et til et

pensionsgivende tillæg for medlemmet

på 8.000 kr. Medlemmet sagde

herefter sit arbejde op.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

124

Ankenævnet fandt, at forhandlingsresultatet

fortsat var en væsentlig

ændring af ansættelsesvilkårene, og

at medlemmet - ved afvente forhandlingsresultatet

inden hun

sagde op - ikke kunne anses for at

have accepteret ændringen af

ansættelsesvilkårene (1999.32)

Opsigelse af helbredsmæssige

årsager

2000-1-0446. Medlemmet var

selvforskyldt ledig ved sit arbejdsophør,

da der ikke var lægelig

dokumentation for, at hun ikke

kunne fortsætte i arbejdet grundet

sit helbred. Ankenævnet fandt det

ikke med den fornødne sikkerhed

dokumenteret, at medlemmets

ophør skyldtes fare for helbredsmæssige

problemer. (2000.30)

Overtagelse af varigt arbejde

1997-1-5597. Overtagelse af et

vikarjob i godt 10 uger blev anset

for overtagelse af varigt arbejde,

således, at medlemmet ikke skulle

registreres for selvforskyldt ledighed.

I vejledningen til de relevante

regler blev arbejdet anset for varigt,

hvis det forventedes at blive af

mere end 5 ugers varighed. Det

fremgik ikke at et vikariat/afløser-

job ikke var omfattet af bestemmelsen.

(1998.60)

Overtagelse af rimeligt arbejde

1998-1-6566. Medlemmet, som

var konservatorieuddannet orkestermusiker,

blev formidlet arbejde

som postbud, efter at han havde

været ledig i en periode på 6 måneder

indenfor de seneste 12 måneder.

Ankenævnet fandt, at det formidlede

arbejde var rimeligt arbejde,

som medlemmet havde pligt til at

overtage. Det forhold, at der var

ledig arbejdskraft som var mere

kvalificeret, havde ingen betydning

for vurderingen af, om det formidlede

arbejde var rimeligt for andre

arbejdssøgende. (1999.30)

Forkortet opsigelsesvarsel

2000-1-0607. Medlemmet var blevet

afskediget uden at afskedigelsen

væsentligst skyldtes medlemmet, men

havde accepteret et kortere opsigelsesvarsel

end det, som gjaldt for ansættelsen.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

var selvforskyldt ledig. (2000.32)

Nedsat arbejdstid

1998-1-6414. Et medlem, som havde

fået nedsat sin arbejdstid i det samme

arbejde hos den samme arbejdsgiver

uden, at medlemmet havde ansøgt

om supplerende dagpenge, blev ikke

anset for at have overtaget andet

varigt arbejde og kunne derfor ikke

anses som ledig i arbejdsløshedsforsikringslovens

forstand. (1999.36)

Sen reaktion på henvisning fra

Arbejdsformidlingen

1995-1-2924. Et medlem blev den

2. maj 1995 henvist til at kontakte

en arbejdsgiver vedrørende et arbejde

med tiltrædelse den 1. juni 1995.

Medlemmet henvendte sig den 11.

maj 1995 til arbejdsgiveren, som

fandt henvendelsen for sen.

Ankenævnet fandt, at medlemmets

adfærd måtte sidestilles med et afslag

på formidlet arbejde, hvorfor medlemmet

skulle gennemgå en karantæne

for selvforskyldt ledighed. (1996.79)

Udeblivelse fra samtale på

Arbejdsformidlingen

1997-1-4591. Et medlem udeblev

fra en samtale på Arbejdsformidlingen

på grund af ferie.

Ankenævnet fandt, at medlemmets

udeblivelse fra samtalen ikke skulle

sidestilles med et afslag på tilbud.

Ankenævnet lagde til grund, at indkaldelsen

fremkom på et tidspunkt,

hvor medlemmet efter det oplyste afholdt

ferie, og at mødet tillige skulle

afholdes i ferieperioden. Medlemmet

skulle efter gældende praksis ikke stå

til rådighed under ferie - uanset at

ferien ikke var meldt til Arbejdsformidlingen

eller kassen - og udeblivelsen

kunne derfor ikke sidestilles

med afslag på tilbud. (1997.4591)

Afslag på formidlet arbejde

1997-1-5220. Medlemmet blev efter

omstændighederne ikke pålagt karantæne

for afslag på formidlet arbejde

på grund af overtagelse af andet arbejde

5 dage senere, fordi vejledningen

om konsekvenserne af afslag i den

konkrete situation var utilstrækkelig.

(1998.58)

2000-1-0121. Medlemmet var selvforskyldt

ledig ved afslagene på to

formidlede arbejder. Hun skulle dog

alene have en karantæne i forbindelse

med det første afslag, idet kassen

havde tilkendegivet at afslag på

lignende formidlet arbejde ikke ville

få dagpengemæssige konsekvenser.

(2000.28)

Rådighed

1997-1-4734. Et medlem udeblev

tirsdag den 24. september 1996 fra

et temamøde i Arbejdsformidlingen,

som han var blevet indkaldt til

ved brev dateret den 19. september

1996. Med-lemmet oplyste, at han

fredag den 20. september 1996

havde gjort sig bekendt med sin

post, og at han herefter først havde

tømt sin postkasse tirsdag den 24.

september 1996.

Direktoratet udelukkede på den

baggrund medlemmet fra ret til

dagpenge for den 23. september

1996 og den 24. september 1996.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

ikke skulle udelukkes fra ret til dagpenge

den 23. september 1996.

Ankenævnet fandt således, at det

alene var konsekvensen af, at posten

ikke blev gennemset, der var hjemmel

til at sanktionere. (1997.74)

1997-1-4748. Et medlem meldte

sig ledig efter ophør med selvstændig

virksomhed. Medlemmet hverken

talte eller forstod dansk.

Direktoratet fandt, at medlemmet

ikke kunne anses for at stå til rådighed

for arbejdsmarkedet. Direkto-

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

125

atet lagde blandt andet vægt på, at

medlemmet hverken talte eller forstod

dansk.

Ankenævnet fandt, at medlemmets

manglende kendskab til der danske

sprog ikke i sig selv kunne begrunde

manglende rådighed for det

danske arbejdsmarked. (1997.78)

1997-1-5540. Medlemmet kunne

få dagpenge frem til overtagelsen af

andet arbejde, selv om hun havde

afslået et formidlet arbejde med henvisning

til, at hun havde fået andet

arbejde. Det var kun det konkrete

formidlede arbejde hun ikke ønskede

at overtage på grund af arbejdsgiverens

dårlige omdømme, og der

kunne derfor ikke rejses tvivl om

hendes rådighed generelt. (1998.56)

1998-1-6546. Medlemmet modtog

en indkaldelse til møde på AF så

sent, at hun ikke kunne møde rettidigt

frem. Årsagen hertil var, at der

ikke blev omdelt post på medlemmets

bopæl om lørdagen.

Dette forhold bevirkede efter ankenævnets

opfattelse, at medlemmet i

en periode generelt ikke havde været

til rådighed om mandagen, hvorfor

hun ikke i tilstrækkelig grad opfyldte

rådighedsforpligtelsen. (1999.38)

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

126

SÆRLIGT OM DELTIDS-

ARBEJDENDE

Overgang til fuldtidsforsikring

1997-1-5318. Medlemmets beskæftigelse

som handicap-hjælper for sin

voksne hjemmeboende søn måtte

anses som lønarbejde i relation til

arbejdsløshedsforsikringslovens regler.

(1998.50)

Overgang til fuldtidsforsikring

på grundlag af fuldtids elevløn

under uddannelse

1995-1-3217. Et deltidsforsikret

medlem påbegyndte under uddannelsesorlov

en uddannelse på fuld

tid. Medlemmet fik udbetalt elevløn.

Medlemmet anmodede kassen

om overflytning til fuldtidsforsikring,

hvilket blev afslået. Da medlemmet

afbrød uddannelsen og

ledigmeldte sig, opgjorde kassen

overskydende timer, som medlemmet

skulle afspadsere.

Ankenævnet fandt, at der efter

reglerne ikke kunne ske overflytning

til fuldtidsforsikring på baggrund

af en praktikperiode under

uddannelse. Ankenævnet fandt

endvidere, at der skulle opgøres

overskydende timer, som medlem-

met skulle afspadsere, førend hun

var berettiget til dagpenge.

(1996.82)

EFTERLØN

Betingelser for ret til efterløn

1998-1-6436. Medlemmet fandtes

- efter at være blevet ramt af en

hjerneblødning - at være afskåret

fra at drive selvstændig virksomhed,

og dermed berettiget til at overgå

fra delefterløn til efterløn.

(1999.48)

2000-1-0109. Medlemmet fandtes

at have opfyldt arbejdskravet for

selvstændige, og var derfor berettiget

til efterlønsbevis pr. 1. januar 1999.

Ankenævnet fandt det ud fra en

samlet vurdering tilstrækkeligt sandsynliggjort,

at han i mindst 52 uger

inden for de sidste 3 år havde udøvet

selvstændig virksomhed i væsentligt

omfang ved sin besøgshave.

(2000.44)

Overgang til efterløn fra

overgangsydelse

1997-1-5055. Medlemmet fik dispensation

fra ansøgningsfristen i

forbindelse med overgang til efter-

løn fra overgangsydelse. Forpligtelsen

til at vejlede medlemmerne

skriftligt var ikke opfyldt ved på et

møde at udlevere ansøgningsblanketten

med fortrykt vejledning på

bagsiden, herunder om fristen for

ansøgning. (1998.70)

Ansøgning om efterløn efter

dagpengerettens udløb

1996-1-4119. Et medlem ansøgte

om efterløn, efter hendes dagpengeret

var ophørt. Medlemmet var af

kassen blevet orienteret om dagpengerettens

udløb, men ikke om

at hun skulle søge efterløn.

Ankenævnet fandt efter omstændighederne,

at medlemmet kunne stilles

som hun havde søgt efterløn inden

dagpengerettens udløb. (1996.86)

1996-1-4214. Et medlem søgte

om efterløn efter dagpengerettens

ophør som følge af, at kassen

ikke havde vejledt medlemmet

om betingelserne for ret til

efterløn.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

skulle stilles, som om han havde søgt

inden fristens udløb. Ankenævnet

fandt, at kassens manglende vejledning

ikke skulle afskære medlemmet

fra en ydelse, som han ellers opfyldte

betingelserne for. (1996.88)

1996-1-4217. Et medlem blev indplaceret

med dagpengeret i 208

uger, hvilket korrekt skulle have

været 104 uger. Efter udløbet af de

104 uger blev kassen opmærksom

på fejlen og stoppede dagpengeudbetalingen.

Medlemmet søgte herefter

om efterløn.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

skulle stilles, som om hun havde

søgt efterløn inden dagpengerettens

udløb. Ankenævnet lagde vægt på,

at medlemmet som følge af en erkendt

fejl fra kassen havde til føje

at tro, at hun kunne søge efterløn

efter udløbet af de 104 uger. Ankenævnet

fandt derfor, at kassens

manglende vejledning ikke skulle

afskære medlemmet fra den efterløn,

som hun i øvrigt opfyldte

betingelserne for. (1996.91)

Dispensation fra afbrydelse i

medlemskabet

2000-1-0282. Medlemmet fandtes

at kunne få dispensation således at

der blev set bort fra afbrydelsen af

medlemskabet. Det forhold, at kassen

ikke kunne afvise, at man i forbindelse

med medlemmets anmeld-

te adresseændring til kassen, registrerede

ham på en forkert adresse,

fandtes at være en ganske særlig omstændighed,

og at der derfor kunne

ses bort fra afbrydelsen. (2000.46)

Fradrag i efterlønnen

1999-1-0582. Der skulle ske fradrag

i medlemmets efterløn for honorar

for videreudnyttelse af fotografier

ved omregning med omregningssatsen.

Timerne medførte fradrag

i efterlønnen time for time og

skulle derfor ikke opgøres inden for

de tilladte 200 timer pr. kalenderår.

(2000.38)

Arbejde i efterlønsperioden –

200 timers reglen

1997-1-4888. En efterlønsmodtager

fandt, at hans arbejde i en frivillig

seniorrådgivning ikke skulle

medregnes i de tilladte 200 timers

erhvervsarbejde pr. kalenderår for

lønmodtagere.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets

afgørelse om, at medlemmets

beskæftigelse som frivillig, ulønnet

rådgiver ved Seniorrådgivning skulle

betragtes som arbejde i arbejdsløshedsforsikringens

forstand, hvorfor

det skulle medregnes i de tillad-

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

127

te 200 timers erhvervsarbejde

pr. kalenderår.

Ankenævnet lagde vægt på, at

Seniorrådgivningen blev drevet for

kommunale midler. (1997.86)

1998-1-6192. Medlemmet fik ikke

lov til at videreføre sin bibeskæftigelse

i efterlønsperioden, fordi hun

ikke kunne sandsynliggøre, at

arbejdet kunne holdes inden for

200 timer, selv om indsatsen hidtil

havde været under 200 timer. Virksomhedens

omfang afhang alene af

medlemmets beslutning om, hvilken

arbejdsindsats hun vil lægge i

virksomheden. (1998.72)

2000-1-0381. Medlemmet fandtes

ikke at have ret til at drive selvstændig

virksomhed som bibeskæftigelse

i efterlønsperioden efter 200-timers

reglen, idet vindmøllelauget var et

interessentskab. Driften var ikke

alene baseret på medlemmets egen

arbejdskraft, da bestyrelsen bestod

af 5 medlemmer, der deltog i driften

af virksomheden. (2000.50)

Arbejde i efterlønsperioden –

400 timers reglen

2000-1-0074. Medlemmet havde

ret til at drive selvstændig virksom-

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

128

hed som bibeskæftigelse i efterlønsperioden

efter 400-timers reglen mod

fradrag i efterlønnen for den anvendte

tid på virksomheden. Ankenævnet

fandt det sandsynliggjort, at tidsforbruget

i forbindelse med virksomheden

ikke ville overstige 400 timer,

og at indtægten ikke ville overstige

50.000 kr. om året. (2000.40)

FERIEDAGPENGE

Udbetaling af feriedagpenge

1996-1-3286. Et medlem havde

været udrejst af Danmark i perioden

30. juni - 14. august 1995. Medlemmet

havde modtaget dagpenge for

perioden 30. juni - 4. juli samt feriedagpenge

for perioden 5. juli - 8.

august 1995.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

var berettiget til at flytte ferien frem

til påbegyndelse den 30. juni 1995,

idet medlemmet havde anmodet herom

umiddelbart efter hjemkomsten.

Herefter var feriedagpengene udbetalt

med rette. Ankenævnet fandt

dog, at medlemmet skulle tilbagebetale

dagpengene samt gennemgå

en karantæne for svig. (1996.94)

1998-1-6077. Det fandtes ikke at

have konsekvenser for medlemmets

dagpengeret, at hun deltog i en uddannelse,

som var en integreret del

af medlemmets frivillige ulønnede

erhverv som idrætsleder. Medlemmet

var derfor berettiget til feriedagpenge.

(1999.52)

Forældelse

1999-1-0515. Medlemmet fandtes

ikke at have ret til feriedagpenge i

tiden forud for den 11. marts

1986, da forældelsen først blev

afbrudt ved hendes henvendelse til

kassen den 11. marts 1991. Forældelsesfristen

på 5 år kunne ikke

suspenderes, da medlemmet ikke

kunne anses for at have været i utilregnelig

uvidenhed om sit krav i

medfør af lov om forældelse af visse

fordringer – 1908-loven. (2000.60)

OVERGANGSYDELSE

Betingelserne for ret til overgangsydelse

1996-1-3744. Et medlem, som var

formand for den lokale afdeling af

kassen, søgte om overgangsydelse.

Ankenævnet fandt, at medlemmets

hverv måtte betragtes som arbejde,

hvorfor medlemmets omregnede

arbejdstimer skulle indgå som fradrag

i opgørelsen af ledigheden. Medlemmet

opfyldte herefter ikke ledighedskravet

for ret til overgangsydelse.

(1996.100)

Selvstændig virksomhed i overgangsydelsesperioden

1997-1-5358. Et medlem, der var på

overgangsydelse, havde i perioden fra

den 29. april 1996 til og med den

24. september 1996 i hvert fald 9

gange solgt fisk på en offentlig auktion

uden at oplyse herom på sine

ydelseskort. Medlemmet havde haft

en indtægt herved på kr. 4.047,24.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets

afgørelse, hvorefter medlemmet i

perioden fra den 29. april 1996 til

og med den 24. september 1996

havde drevet selvstændig virksomhed

med fiskeri (1997.91)

FORSEELSER MOD KASSEN

Tilbagebetaling og sanktion

1995-1-3535. Et medlem havde

modtaget en ikke skattepligtig

ydelse - plejevederlag - efter

bistandslovens § 46 B i forbindelse

med pleje af medlemmets barnebarn.

I forbindelse med flytning til

en anden kommune indgik medlemmet

ny plejeaftale efter bistandslovens

§ 66 - plejeløn.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for

at pålægge medlemmet tilbagebetalingspligt

eller sanktion. Ankenævnet

lagde vægt på, at medlemmet i

en længere periode havde modtaget

betalinger, som ikke havde betydning

for dagpengene. Ankenævnet

fandt, at konsekvensen af den ændrede

betalingsform ikke var så åbenbar,

at medlemmet burde have kunnet

gennemskue denne. (1996.103)

Genoptagelse af tidligere afgørelser

på baggrund af dom

1996-1-3900. Et medlem blev ved

Københavns Byret frifundet for

bedrageri efter straffeloven.

Retten fandt det betænkeligt i

betragtning af medlemmets udenlandske

baggrund at fastslå at medlemmet

havde fuldt kendskab til de

erklæringer, som medlemmet udfyldte,

ligesom retten fandt det

betænkeligt at antage, at medlemmet

var klar over, at medlemmets

beskæftigelse i ægtefællens virksom-

hed kunne have konsekvenser for

medlemmets dagpenge.

Ankenævnet fandt ikke grundlag

for at ændre sin tidligere afgørelse,

idet ankenævnet fortsat fandt, at

medlemmets handlemåde i relation

til arbejdsløshedsforsikringsloven

skulle betragtes som svigagtig.

(1997.97)

1997-1-4831. Et medlem blev ved

retten i Ålborg frifundet for bedrageri

efter straffeloven.

Retten fandt ikke anledning til at

antage, at medlemmet havde oppebåret

dagpenge hos kassen med forsæt

til bedrageri.

Ankenævnet fandt grundlag for at

ændre sin tidligere afgørelse på baggrund

af dommen. (1997.102)

EF-FORORDNING 1408

Forsikringsforhold ved hjemvenden

til Danmark

1996-1-3653. Et medlem begærede

dagpenge efter ophold i Tyskland.

Af medlemmets attest E 301

fremgik det, at medlemmet i de

sidste 6 mdr. forud for hendes

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

129

hjemvenden til Danmark ikke

havde været omfattet af den tyske

arbejdsløshedsforsikring.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

ikke kunne genoptages i kassen og

medregne forsikringsperioder fra

Tyskland, idet medlemmet ikke

havde søgt om genoptagelse inden

for 8 uger, efter at hun ikke længere

var omfattet af den tyske forsikring.

Ankenævnet fandt endvidere,

at kassens vejledning ikke havde

været mangelfuld, idet medlemmet

selv måtte afklare, om hun var

omfattet af et andet lands forsikringssystem.

(1996.108)

1996-1-3769. Et medlem havde fået

udstedt en attest E 303 med udløbsdatoen

den 12. juni 1995. Medlemmet

vendte tilbage til Danmark den

12. juni 1995 og tilmeldte sig Arbejdsformidlingen

den 13. juni 1995.

Ankenævnet fandt, at der på baggrund

af konkrete omstændigheder

kunne dispenseres fra den sene tilmelding.

Ankenævnet fandt således,

at attestens formulering kunne

have givet medlemmet den opfattelse,

at hun var berettiget til jobsøgning

i udlandet den 12. juni

1995 med. (1996.117)

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

130

Arbejdssøgning i EØS -

attest 303

1996-1-4028. Et medlem, som var

indplaceret i aktivperioden og dermed

havde ret og pligt til aktivering,

anmodede om en attest E 303.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

ikke kunne nægtes en attest E 303

alene med henvisning til overgang

til aktivperioden. Ankenævnet hjemviste

herefter sagen til fornyet behandling

i direktoratet. (1996.113)

1997-1-4754. Et medlem, som var

indplaceret i aktivperioden, søgte

om attest E 303. På direktoratets

forespørgsel oplyste Arbejdsformidlingen,

at der var udarbejdet en

handlingsplan for medlemmet, at

attest E 303 ikke indgik i denne,

og at Arbejdsformidlingen ikke

kunne udelukke, at medlemmet

kom i aktivering i attestperioden.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

ikke kunne nægtes en attest E 303

alene med henvisning til indplaceringen

i aktivperioden, og at Arbejdsformidlingen

ikke kunne udelukke,

at medlemmet kom i aktivering

i attestperioden. Ankenævnet

lagde til grund, at en attest E 303

var en ret, som fulgte af en EF-for-

ordning, som var umiddelbart

anvendelig i medlemslandene, og

som ikke kunne ændres ved senere

modstående national lovgivning.

(1997.106)

1999-1-0764. Medlemmet søgte

om attest E 303 efter at direktoratet

via en rundskrivelse havde

bekendtgjort ny praksis, om at man

ikke kan afvikle den i artikel 69 i

forordning 1408/71 omhandlede 4

ugers-periode i en mellemperiode,

hvor medlemmet ikke stod til rådighed.

Denne nye praksis kunne

først få virkning over for medlemmet

ved udsendelsen af en egentlig

vejledning. (2000.54)

Ægtefælleflytning

1998-1-5898. Der var årsags- og

tidsmæssig sammenhæng mellem

samleverens overtagelse af arbejde i

Tyskland og medlemmets opsigelse

af arbejde og flytning til Tyskland

et halv år senere. Medlemmet fik

derfor dispensation fra kravet om

at skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet

i 4 uger før medlemmet

kunne få dagpengene med

til Tyskland i 3 måneder. (1998.74)

1998-1-6398. Der var årsags- og

tidsmæssig sammenhæng mellem

ægtefællens overtagelse af arbejde i

Frankrig og medlemmets opsigelse

og flytning til Frankrig ca. 1 år

senere, idet ægtefællens arbejde

først udviklede sig til et fast ansættelsesforhold

umiddelbart før medlemmets

flytning. Medlemmet fik

derfor dispensation fra kravet om

at skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet

i 4 uger før medlemmet

kunne få dagpenge med til

Frankrig i 3 måneder. (1999.50)

Grænsearbejde

1999-1-0855. Medlemmet blev betragtet

som fuldt ledig grænsearbejder

og havde derfor ikke ret til dagpenge

i Danmark. Medlemmet havde

ikke godtgjort en tilstrækkelig arbejdsmæssig

tilknytning til Danmark.

(2000.58)

ORLOVSYDELSE

1998-1-6277. Medlemmet blev

formidlet 2 jobsamtaler samme dag.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

kun var selvforskyldt ledig i forbindelse

med den ene formidling, og

bemærkede, at det var nævnets

opfattelse, at der ikke kunne blive

tale om at statuere gentagelsesvirk-

ning, når AF gav 2 jobformidlinger

samme dag. (1999.54)

REFUSION

Refusion i forbindelse med dom

for mindre beløb i straffesag

1995-1-3018. Direktoratet tiltrådte

en kasses indstilling om tilbagebetaling

af kr. 108.724 samt svigslettelse

af et medlem. Under straffesagen

for bedrageri mod kassen

blev der alene rejst tiltale for bedrageri

for kr. 13.513,50 på grund af

bevisets stilling. Der blev afsagt

dom, hvoraf det fremgik, at kassen

havde nedlagt påstand om erstatning

for dette beløb.

Ankenævnet fandt, at kassen var

berettiget til refusion for hele beløbet

på baggrund af den tvivl, der

efter dommen måtte være om

omfanget af det svigagtige forhold.

(1996.124)

Mangelfulde oplysninger fra en

anden arbejdsløshedskasse

1996-1-4158. I forbindelse med

en skatteregisterundersøgelse indberettede

direktoratet den 23. august

1994 til kasse 1, at der var blevet

udbetalt dagpenge med urette til

medlemmet i 1991.

Ankenævnet tiltrådte den 10. november

1995, at medlemmet blev

pålagt 12 måneders karantæne.

Kasse 1 meddelte herefter den

15. februar 1996 kasse 2, hvor

medlemmet havde været medlem

under en del af karantæneperioden,

at medlemmet havde været omfattet

af en skatteregisterundersøgelse

og var blevet pålagt 12 måneders

karantæne.

Ankenævnet fandt ikke tilstrækkeligt

grundlag for at gøre kasse 1

ansvarlig for kasse 2’s udbetaling af

dagpenge til medlemmet i karantæneperioden.

Det forhold, at kasse 1

ved direktoratets undersøgelse ikke

undersøgte, om der var sket optagelse

i en anden kasse, var ikke af

en sådan karakter, at det skulle

medføre ansvar for den senere fejludbetaling.

(1997.111)

Elektronisk meddelelse fra

Arbejdsformidlingen om

medlemmets forhold

1998-1-6078. Kassen modtog den

13. november 1995 elektronisk

meddelelse fra AF om, at medlem-

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

131

met var i jobtræning. Kassen stoppede

imidlertid først dagpengeudbetalingen

den 27. februar 1996

ved modtagelse af medlemmets reviderede

handlingsplan. Medlemmet

oplyste på sine dagpengekort,

at hun ikke havde arbejde i perioden

30. oktober 1995 - 18. februar 1996.

Ankenævnet fandt, at kassen ikke

havde ret til refusion af det fejludbetalte

beløb, da kassen havde

modtaget AF´s elektroniske meddelelse,

og da det ikke kunne bevirke

en anden bedømmelse, end hvis

oplysningerne var sendt som

almindeligt brev. (1999.56)

1999-1-0702. Ved en fejl blev

medlemmet afmeldt AF. AF orienterede

både medlemmet og kassen

om afmeldelsen dagen efter afmeldelsen

var sket. Kassen fortsatte

desuagtet med at udbetale dagpenge

til medlemmet. Kassen blev

efterfølgende opmærksom på forholdet

og bad om dispensation for

medlemmets afmelding, således at

kassen kunne opnå ret til refusion.

Ankenævnet fandt, at der ikke var

tale om en ganske særlig situation,

som gav anledning til at fravige

hovedreglen om kassen objektive

ansvar for fejludbetalinger.

(2000.66)

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

132

Refusion i forbindelse med

påtaleopgivelse

1998-1-6479. Politiet meddelte påtaleopgivelse

på grund af manglende

bevis for forsæt grundet en retsvildfarelse.

Påtaleopgivelsen blev

sidestillet med opgivelse på grund

af bevisets stilling, og arbejdsløshedskassen

fik ret til refusion. (2000.64)

ORLOVSSAGER

Betingelser

1998-2-209. Medlemmet blev

anset for fortsat dagpengeberettiget

efter de regler, der gjaldt før

1. januar 1996, idet hun ikke

kunne anses for at have afbrudt

uddannelsen ved barselsorlov og

efterfølgende børnepasningsorlov

frem til det tidspunkt, hvor uddannelsen

kunne genoptages (semesterstart).

Medlemmet opfyldte dermed

betingelsen om dagpengeret

for at kunne færdiggøre sin uddannelse

med orlovsydelse. (1998.78)

Forbrug af ydelsesperiode

under orlov

1996-2-71. Ankenævnet fandt, at

en orlovsbevilling ikke kunne tilbage-

kaldes, uanset at medlemmets dagpengeret

ophørte i orlovsperioden.

Spørgsmålet var herefter, om orlovsperioden

forbrugte af ydelsesperioden.

Ankenævnet fandt, at orloven forbrugte

af ydelsesperioden. Ankenævnet

lagde vægt på, at medlemmet

måtte anses for omfattet af ændringerne

pr. 1. januar 1996 i arbejdsløshedsforsikringsloven,

hvorefter orlov

forbrugte af ydelsesperioden. At medlemmet

af andre grunde havde ret til

orlovsydelse, bevirkede ikke, at medlemmets

dagpengeret forlængedes.

(1996.137)

Tilbagekaldelse af orlovsbevilling

1996-2-51. Et medlem fik bevilget

uddannelsesorlov for perioden 8.

januar - 30. december 1996. Medlemmets

dagpengeret ophørte den

2. juni 1996.

Ankenævnet fandt, at der ikke var

hjemmel til at tilbagekalde orlovsbevillingen,

idet bevillingen blev

udstedt i overensstemmelse med

reglerne på bevillingstidspunktet,

og medlemmet i god tro havde indrettet

sig på bevillingen. (1996.132)

1996-2-80. Et medlem blev bevilget

børnepasningsorlov udover den

etmæssige orlov på trods af, at medlemmet

tilhørte fagområdet Social

& Sundhed, som var et område med

arbejdskraftmangel.

Ankenævnet fandt, at der ikke var

tilstrækkeligt grundlag for at tilbagekalde

orlovsbevillingen. Ankenævnet

lagde vægt på, at medlemmet havde

modtaget meddelelsen om bevillingen

i god tro. Ankenævnet lagde endvidere

vægt på, at medlemmet havde

indrettet sig på bevillingen, hvorfor

beskæftigelsessituationen ikke var et

tilstrækkeligt tungtvejende argument

for tilbagekaldelse af en begunstigende

forvaltningsakt. (1996.128)

1997-2-114. Arbejdsformidlingen

tilbagekaldte bevilling af uddannelsesorlov

for perioden 11. november

1996 til 5. juli 1997 under henvisning

til, at ansøgeren allerede havde

forbrugt 52 ugers orlov til uddannelsesorlov

i forbindelse med et tidligere

uddannelsesforløb.

Ankenævnet fandt ikke tilstrækkeligt

grundlag for at tilbagekalde bevillingen

af uddannelsesorlov med

virkning fra den 11. november 1996,

men først fra den 5. februar 1997,

hvor ansøgeren blev underrettet om

Arbejdsformidlingens afgørelse om

tilbagekaldelse.

Ankenævnet lagde vægt på, at kassen

og Arbejdsformidlingen i forbindelse

med bevillingen af orlov

den 15. november 1996 ikke var

opmærksomme på, at ansøgeren

allerede havde forbrugt det maksimale

antal uger til uddannelsesorlov.

Ankenævnet lagde desuden vægt

på, at der forelå en begunstigende

forvaltningakt, og at ansøgeren

efter orlovens bevilling fortsatte sin

uddannelse i tillid til den givne

bevilling. (1997.124)

1999-2-0004. Medlemmet fik

bevilliget uddannelsesorlov til

uddannelse på socialog sundhedsskolen.

Uddannelsen vekslede

mellem ophold på skole og arbejde

på sygehus.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

først kunne betragtes som ophørt

med uddannelsen på det tidspunkt,

hvor hele uddannelsen formelt set

ophørte, hvorfor orlovsbevilligen

først kunne tilbagekaldes ved udløbet

af medlemmets opsigelsesvarsel.

(1999.60)

1999-2-0035. Et medlem fik

tilbagekaldt en bevilling til børnepasningsorlov

fra det tidspunkt,

hvor AF fik oplyst, at hun havde

dagplejeplads til barnet. Ankenævnet

fandt, at bevillingen ikke skulle

tilbagekaldes trods dagplejeplads til

barnet, da hun var i god tro om

berettigelsen til orlovsydelsen og

først modtog skriftlig meddelelse om

tilbagekaldelsen efter orlovens udløb.

(2000.68)

Kompetencefordeling

1997-2-97. Ankenævnet fandt, at

det ikke havde kompetence til at

træffe afgørelse om hjemmelsgrundlaget

for de givne orlovsbevillinger

og opretholdelsen deraf, idet

Arbejdsformidlingens afgørelser

derom var endelige.

Ankenævnet lagde således til grund,

at der forelå to godkendte orlovsbevillinger,

som ikke var tilbagekaldt,

og som Arbejdsmarkedsstyrelsen

ikke havde fundet grundlag for at

anfægte lovligheden af, at medlemmet

havde afgivet alle relevante

oplysninger i forbindelse med

orlovsansøgningerne, at medlemmets

gode tro på bevillingstidspunkterne

var uanfægtet, og at

medlemmet i den bevilgede orlovsperiode

havde fulgt den uddannelse,

som han var bevilget orlov til.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

133

Ankenævnet fandt på den baggrund

ikke grundlag for at anfægte medlemmets

ret til også af få udbetalt

orlovsydelse i henhold til de givne

og opretholdte bevillinger. Ankenævnet

ændrede derfor direktoratets

afgørelse, således at medlemmet

fandtes berettiget til udbetaling af

orlovsydelse i overensstemmelse med

de givne bevillinger. (1997.119)

ARBEJDSMARKEDS-

UDDANNELSE

Personkreds

1996-3-1203. Et medlem, som

bl.a. var uddannet teknisk assistent

og teknonom og i arbejde som

underviser, vejleder og edb-ansvarlig,

søgte om godtgørelse.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

ikke var berettiget til godtgørelse,

idet medlemmet ikke var omfattet af

bekendtgørelsens personkreds.

(1996.143)

1996-3-1227. Et medlem, som var

uddannet møbelsnedker og teknonom,

søgte om godtgørelse til et

PC-brugerkursus i forbindelse med

et jobskifte til en anden ledende

stilling.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

134

Ankenævnet fandt, at medlemmet

ikke var berettiget til godtgørelse,

idet han ikke tilhørte bekendtgørelsens

personkreds. (1996.146)

1997-3-1475. En uddannet sygeplejerske

fandtes berettiget til godtgørelse.

Den medlemmet kunne

efter en langvarig sygeperiode ikke

længere klare arbejdet som sygeplejerske

og var under revalidering til

anden beskæftigelse.

Medlemmet havde fået adgang til

kurset, idet skolen havde lagt vægt

på, at hun var i den sidste del af en

revalideringsfase.

Arbejdsmarkedsstyrelsen bekræftede,

at der i den omhandlede situation

kunne gives dispensation, jf. bekendtgørelsens

§ 3, stk. 3 og den dertil

knyttede vejledningstekst. (1997.126)

1997-3-1477. En ansøger ansat

efter bistandslovens § 91, stk. 2 i

permanent beskyttet beskæftigelse

var som udgangspunkt ikke berettiget

til adgang til AMU-kursus, idet

han ikke kunne påtage sig arbejde i

sædvanligt omfang og på sædvanlige

løn- og arbejdsvilkår.

Da ansøgeren imidlertid havde fået

adgang til og havde gennemført

kurset, og det ikke havde været

åbenbart for ham, at dette var uberettiget,

fandt ankenævnet, at der

ikke kunne nægtes ham godtgørelse.

Der kunne derfor ydes refusion

til arbejdsgiveren, der dog kun

blev givet for den del af lønnen,

som svarede til arbejdsgivers egen

lønudgift, idet der ved beregningen

skulle ses bort fra det offentliges tilskud

til lønnen. (1997.128)

1997-3-1494. En ansøger ansat

efter bistandslovens § 91, stk. 2 i

permanent beskyttet beskæftigelse

var som udgangspunkt ikke berettiget

til adgang til AMU-kursus, idet

han ikke kunne påtage sig arbejde i

sædvanligt omfang og på sædvanlige

løn- og arbejdsvilkår.

Da ansøgeren imidlertid havde fået

adgang til og havde gennemført

kurset, og det ikke havde været

åbenbart for ham, at dette var uberettiget,

fandt ankenævnet, at der

ikke kunne nægtes ham godtgørelse.

Der kunne derfor ydes refusion

til arbejdsgiveren, der dog kun

blev givet for den del af lønnen,

som svarede til arbejdsgivers egen

lønudgift, idet der ved beregningen

skulle ses bort fra det offentliges

tilskud til lønnen. (1997.130)

1997-3-1495. En registreret revisor,

hvis uddannelsesmæssige baggrund

var en HH-eksamen fra

1986 og en merkonomeksamen i

henholdsvis regnskab og revision

fra 1990, fandtes ikke berettiget til

adgang til et AMU-kursus.

Selv om merkonomer ved lovændring,

der trådte i kraft den 12. juni

1997, var omfattet af målgruppen,

tiltrådte ankenævnet afslaget på

adgang til det pågældende kursus.

Ankenævnet lagde vægt på, at

uddannelsen til registreret revisor

siden ændring i 1991 forudsatte

gymnasial adgangseksamen. Ankenævnet

henviste derfor til bekendtgørelsens

§ 1, stk. 6. (1997.133)

1997-3-1497. En uddannet ingeniør,

der var i arbejde inden for

uddannelsens område, fandtes ikke

berettiget til godtgørelse, selv om

han havde fået adgang til og havde

deltaget i kurset.

Ankenævnet lagde til grund, at

medlemmet på ansøgningsskema

om adgang til det pågældende kursus

havde svaret benægtende på

spørgsmålet, om han havde en højere

eller videregående uddannelse.

Ankenævnet lagde videre til grund,

at ingeniør i skemaet nævntes som

et eksempel på en sådan videregående

uddannelse.

Ankenævnet fandt på denne baggrund,

at medlemmet uberettiget

havde fået adgang til og havde deltaget

i kurset, og at han ikke kunne

have haft en berettiget forventning

om, at han ville få udbetalt godtgørelse.

(1997.135)

1997-3-1503. En uddannet pressefotograf

fandtes omfattet af målgruppen.

Pressefotografuddannelsen var

oprindelig en erhvervsuddannelse,

men var afløst af den mellemlange

videregående uddannelse billedjournalist.

Selv om denne ny uddannelse

faldt uden for målgruppen, forudsatte

den ikke gymnasial uddannelse,

hvorfor bekendtgørelsens § 1, stk. 6

ikke fandt anvendelse.

Medlemmet havde derfor som erhvervsuddannet

pressefotograf berettiget

fået adgang til kurset og var således

berettiget til godtgørelse.

(1997.138)

1997-3-1504. En journalist, der

var uddannet i 1962, fandtes omfattet

af målgruppen. Journalistuddannelsen

var oprindelig en erhvervsuddannelse,

men blev afløst af den mel-

lemlange videregående uddannelse

journalist. Selv om denne nye uddannelse

faldt uden for målgruppen,

forudsatte den ikke gymnasial uddannelse,

hvorfor bekendtgørelsens

§ 1, stk. 6 ikke fandt anvendelse.

Medlemmet havde derfor som

erhvervsuddannet journalist berettiget

fået adgang til kurset og var således

berettiget til godtgørelse.

(1997.140)

1999-3-0112. Tilsynstekniker med

en forudgående håndværksmæssig

uddannelse var omfattet af målgruppen

for arbejdsmarkedsuddannelserne,

selvom uddannelsen ikke

var medtaget på Arbejdsmarkedsstyrelsens

positivliste. I de oprindelige

lovbemærkninger fremgik det,

at man ønskede at udvide lovens

målgruppe til også at omfatte

”videregående teknikere”, og at

dette begreb bl.a. også omfattede

tilsynsteknikere. Ankenævnet fandt,

at de oprindelige lovbemærkninger

var bindende. (2000.70)

2000-3-0038. Trods sin uddannelse

som hospitalslaborant blev

medlemmet anset for at være

omfattet af målgruppen for arbejdsmarkedsuddannelserne,

idet hun

siden 1986 havde arbejdet som

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

135

industrilaborant. På den baggrund

fandt ankenævnet, at hun ikke

havde haft beskæftigelse inden for

uddannelsens område i de sidste

5 år. (2000.72)

Selvstændige

1996-3-1229. Et medlem, som var

medarbejdende ægtefælle, søgte om

kursusgodtgørelse for perioder,

hvor hun var på barselsorlov. Medlemmet

fik ikke barselsdagpenge

for de dage, hvor hun var på kursus.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

var berettiget til godtgørelse, idet

det lagdes til grund, at medlemmet

i kursusdagene havde afbrudt sin

barselsorlov og ikke modtog barselsdagpenge.

(1996.149)

1996-3-1140. Et medlem, som var

uddannet lagerekspedient i engroshandel

og i arbejde som produktionsleder,

søgte om godtgørelse til

2 kurser. Medlemmet drev bærproduktion

10 timer om ugen som

bibeskæftigelse.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

ikke var berettiget til kurset “Plantebeskyttelse

i Landbruget”, da

dette lå inden for hans selvstændige

bibeskæftigelse. Ankenævnet fandt

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

136

medlemmet berettiget til et kursus i

tekstbehandling, da dette lå uden

for bibeskæftigelsen. (1996.151)

Tilmelding til AF

1996-1-1179. Et medlem var ikke

tilmeldt Arbejdsformidlingen i kursusperioden.

Medlemmet anførte,

at AMU-centret ikke havde oplyst

hende om dette krav.

Ankenævnet fandt medlemmet

berettiget til godtgørelse, idet det

ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at

medlemmet var blevet vejledt om

den nye regel, hvorefter tilmelding

til Arbejdsformidlingen var et krav

for alle ledige. (1996.161)

1997-3-1416. En ledig ansøger,

der på grund af overskredet kontaktdato

frameldtes Arbejdsformidlingen

uden at blive orienteret

herom, fandtes berettiget til adgang

og godtgørelse i forbindelse med et

senere arbejdmarkedsuddannelseskursus.

Ankenævnet lagde til grund, at

ansøgeren var frameldt uden at

blive orienteret om dette. Ankenævnet

lagde videre til grund, at

den pågældende af Arbejdsformidlingen

var blevet henvist til kom-

munens arbejdsmarkedsafdeling,

hvor han havde stået tilmeldt som

arbejdssøgende i hele perioden.

Ankenævnet fandt derfor, at han

havde været i god tro som sin fortsatte

status som arbejdssøgende i

Arbejdsformidlingssystemet, hvorfor

han var berettiget til godtgørelse.

(1997.146)

1997-3-1478. Et medlem, der

under hele kursusforløbet var tilmeldt

Arbejdsformidlingen som

personligt tilmeldt, havde på ansøgning

om godtgørelse krydset nej

til, at han var tilmeldt Arbejdsformidlingen.

Medlemmet forklarede

dette med, at han ikke betragtede

sig som ledig, da han begyndte

kurset umiddelbart efter sin ansættelse,

og da han var sikret beskæftigelse

umiddelbart efter kursets

afslutning.

Arbejdsformidlingen oplyste, at

medlemmet som personligt tilmeldt

også ville blive formidlet

arbejde, hvis der opstod ledige jobs.

Ankenævnet fandt medlemmet

berettiget til den udbetalte godtgørelse,

som således ikke skulle

tilbagebetales, idet han under hele

kursusforløbet havde været tilmeldt

Arbejdsformidlingen personligt og

således havde været til rådighed for

formidlet arbejde. (1997.151)

Arbejdsfri dage

1996-3-1248. Ankenævnet fandt i

en række sager vedrørende en virksomheds

medarbejdere, at disse var

berettiget til godtgørelse/refusion i

forbindelse med deltagelse i kursus

lørdag og søndag.

Ankenævnet lagde til grund, at

kurserne blev afholdt efter arbejdgivers

bestemmelse, og at arbejdsgiveren

havde afslået fra at benytte de

pågældendes arbejdskraft på 2

efterfølgende arbejdsdage, idet der

blev givet 2 fridage som kompensation

for kursusdeltagelsen.

Ankenævnet fandt således, at der var

tab af indtægt eller arbejdsmulighed i

forbindelse med kurserne. (1997.142)

1998-3-1550. Medlemmet fik ret

til godtgørelse for onsdage, hvor

han ikke i øvrigt skulle have arbejdet,

fordi hans 37 timers arbejdsuge

var tilrettelagt sådan, at han

ikke havde arbejde på onsdage.

(1998.80)

Undervisningsfri dage

1998-3-1588. Medlemmet fik ret

til godtgørelse for 1. maj og 5. juni,

hvor uddannelsesstedet holdt lukket,

idet disse dage blev sidestillet

med søgne-/helligdageog feriedage,

som giver mulighed for godtgørelse.

(1998.82)

Øvrige

1996-3-1143. Et medlem havde

fået en 5 ugers effektiv karantæne

for selvforskyldt ledighed, idet

medlemmet selv havde opsagt sit

arbejde. Medlemmet søgte om

godtgørelse til et kursus i karantæneperioden.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

var berettiget til godtgørelse, idet

medlemmet ikke havde afslået formidlet

arbejde og havde været tilmeldt

Arbejdsformidlingen i kursusperioden.

(1996.154)

1996-3-1178. Et medlem, som

havde modtaget førtidspension

siden 1981, søgte godtgørelse.

Medlemmet havde endvidere været

ansat som rengøringsassistent 15

timer om ugen siden 1981.

Ankenævnet fandt medlemmet

berettiget til godtgørelse, idet medlemmet

havde en årelang tilknytning

til arbejdsmarkedet, og det

pågældende kursus rettede sig mod

hendes lønmodtagerarbejde.

(1996.158)

1996-3-1228. Et medlem søgte

godtgørelse til et kursus, som medlemmet

havde deltaget i 3 år tidligere.

Kursusindholdet var ikke ændret.

Medlemmet havde i de sidste

4 år deltaget i 20 kurser.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

ikke var berettiget til godtgørelse,

idet medlemmet tidligere havde

deltaget i kurset. (1996.163)

1997-3-1284. En arbejdsdreng,

der efter afslutning af et arbejdsmarkedsuddannelseskursuspåbegyndte

maskinarbejderuddannelse,

fandtes berettiget til adgang og godtgørelse

under kurset, selv om aftalen

om uddannelsen var indgået før

arbejdsmarkedsuddannelseskurset.

Ankenævnet lagde vægt på, at han

på kursustidspunktet ikke var

under uddannelse. (1997.144)

1997-3-1471. Et medlem, der deltog

i samme kursus 2 gange inden

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

137

for 2 måneder, fandtes at have deltage

i flere kurser end nødvendigt

af erhvervsmæssige årsager.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

burde have vidst, at hun ikke

kunne deltage 2 gange i samme

kursus, og at hun, selv om hun

havde fået adgang til kurset, derfor

ikke kunne have haft en berettiget

forventning om at kunne oppebære

godtgørelse.

Ankenævnet tiltrådte derfor kassens

afslag på godtgørelse. (1997.149)

1997-3-1499. En kasse fandt, at et

medlem ikke var berettiget til godtgørelse

under deltagelse i et kursus,

da medlemmet ikke havde haft et

indtægtstab, idet hun under deltagelse

i kurset havde fået sin sædvanlige

månedsløn.

Ankenævnet tiltrådte kassens afgørelse

idet ankenævnet fandt, at

medlemmet ikke havde haft tab af

indtægt eller arbejdsmulighed i forbindelse

med kurset. (1997.153)

1997-3-1501. En ledig ansøger,

der havde deltaget i et antal edbkurser,

fik af Arbejdsformidlingen

afslag på godtgørelse med henvisning

til, at han havde deltaget i

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

138

flere kurser end nødvendigt af

erhvervsmæssige årsager.

Ankenævnet fandt, at ansøgeren var

berettiget til godtgørelse, idet han

havde fået adgang til og havde gennemført

uddannelserne, der var

anbefalet af et teknologi- og informatikcenter,

hvor han i en længere

periode havde været i aktivering.

Ankenævnet lagde videre til grund,

at Arbejdsformidlingen tidligere

havde bevilget ham godtgørelse i

forbindelse med to andre kurser.

Ankenævnet fandt på denne baggrund,

at ansøgeren måtte anses for

at have været i god tro om sin ret

til adgang og godtgørelse i forbindelse

med de omhandlede kurser.

(1997.155)

1999-3-37. A gennemgik i perioden

fra den 9. til den 27. november

1998 et grundkursus for pædagogmedhjælpere.

På sin ansøgning om

godtgørelse oplyste han, at han

havde arbejdet 0 timer pr. uge.

Ankenævnet fandt, at A var berettiget

til godtgørelse, idet det fandtes

godtgjort, at han havde haft indtægtstab

i kursusperioden. Af A´s

lønsedler for august, september,

oktober og december fremgik det,

at han havde haft en gennemsnitlig

månedlig arbejdstid på ca. 102

timer. Den eneste årsag til, at han

skrev 0 timer på ansøgningsskemaet

var, at han var blevet vejledt hertil

af AF. (1999.64)

1999-3-0105. Medlemmet deltog i

et 10-dages arbejdsmarkedskursus.

Hans ugentlige arbejdstid var på

37 timer. Herudover kørte han taxi

i weekenden, hvilket han fortsatte

med at gøre under kurset.

Der skulle derfor foretages en reduktion

i medlemmets godtgørelse med

antallet af timer, som han arbejdede

i kursusperioden. (1999.66)

1999-3-0115. Det forhold, at medlemmet

som led i aktivering i henhold

til individuel handlingsplan

havde uddannelsesorlov og modtog

uddannelsesgodtgørelse for et antal

timer ugentlig, bevirkede ikke, at

medlemmet i relation til reglerne om

arbejdsmarkedsuddannelser skulle

betragtes som ledig. Medlemmet

havde derfor ret til godtgørelse for

tab af arbejdsindtægt i forbindelse

med deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelseskursus

i perioden 20-22

september og arbejdsgiveren var

berettiget til refusion. (1999.68)

2000-3-0020. Medlemmet var

berettiget til godtgørelse med fuldtidssats

trods status som deltidforsikret/deltidsarbejdssøgende,

da kassen

ved to skriftlige afgørelser havde bevilliget

hende ret til fuldtidsgodtgørelse

og først efter kursets afslutning

skriftligt meddelte medlemmet, at

dette var en fejl. Ankenævnet fandt,

at medlemmet havde været i god

tro, og at der var tale om et indrettelseshensyn.

(2000.74)

DAGPENGEGODTGØRELSE

FOR 1. og 2. LEDIGHEDSDAG

1995-4-112. Et medlem, som var tjenestemand,

blev afskediget med svagelighedspension

efter 120 sygedage.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

var berettiget til dagpengegodtgørelse,

da det forhold, at medlemmet

var afskediget med pension, ikke

var omfattet af bekendtgørelsens

grunde til bortfald af godtgørelse.

(1996.165)

1996-4-137. Et medlem arbejdede

som løs rengøringsvikar på flere pladser,

indtil der blev fastansat personale

på pladserne. Medlemmets fagforening

anmodede om dagpengegodtgørelse,

da der ikke længere var ar-

bejde til medlemmet. Det blev oplyst,

at der var indgået en overenskomst,

som dækkede medlemmet.

Ankenævnet afviste at behandle

sagen under henvisning til, at medlemmets

ansættelsesforhold var reguleret

ved overenskomst. (1996.172)

1996-4-149. Et medlem havde i

tiden fra den 30. april 1996 til den

30 oktober 1996 været beskæftiget

ved et hjemmeservicefirma som

havedame. Ifølge frigørelsesattest

var medlemmet ansat med flextid.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

var berettiget til dagpengegodtgørelse

for 1. og 2. ledighedsdag

under ansættelsesforholdet i tiden

fra den 30. april 1996 til den

30. oktober 1996, i alt 16 dage.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet

i den omhandlede periode

var ansat til variabel beskæftigelse,

hvor arbejdets omfang ikke var

fastlagt på forhånd. (1997.157)

1996-4-150. Et medlem, der den

1. april 1996 var påbegyndt arbejde

140 timer om måneden ved et rengøringsselskab,

opsagde den 6. maj

1996 sin stilling til fratrædelse den

31. maj 1996. Medlemmet blev

imidlertid kontraopsagt til fratræden

den 12. maj 1996, dog således

at hun blev tilbudt weekendarbejde

frem til det oprindelige fratrædelsestidspunkt.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

var berettiget til dagpengegodtgørelse

for 1. og 2. ledighedsdag i

forbindelse med ophøret i den første

stilling den 12. maj 1996, idet

opsigelse af medlemmet den 12.

maj 1996 ikke væsentligst kunne

tilregnes hende. (1997.160)

1996-4-155. Medlemmet blev ansat

pr. 15. april 1996 med en ugentlig

arbejdstid på 37 timer. Medlemmets

advokat oplyste, at medlemmet den

3. juni 1996 var blevet oplyst om,

at hun ikke længere var ansat.

Arbejdsgiverens advokat tilkendegav

den 26. juni 1996, at arbejdsgiveren

hverken havde opsagt medlemmet

eller havde ønsket at gøre

dette, hvorfor medlemmet måtte

møde på arbejde og fortsætte

ansættelsesforholdet som hidtil.

Ankenævnet fandt, at arbejdsgiveren

i forbindelse med medlemmets

ophør i beskæftigelsen var fritaget

for at betale dagpengegodtgørelse

for 1. og 2. ledighedsdag. Ankenævnet

fandt således, at medlemmet selv

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

139

måtte anses for at have bragt ansættelsesforholdet

til ophør. (1997.164)

1998-4-179. Klageren, der var

ansat til minimum 60 timer om

måneden med 15 faste timer hver

uge, fik ikke ret til godtgørelse for

1. og 2. ledighedsdag, idet hendes

arbejdstid blev anset for fast nedsat

og ikke variabel. (1998.76)

2000-4-0002. Medlemmet var ikke

berettiget til dagpengegodtgørelse

for 1. og 2. ledighedsdag under sin

ansættelse. Medlemmet blev anset

for at arbejde på fast nedsat tid.

Medlemmet var derimod berettiget

til dagpengegodtgørelse i forbindelse

med sin fratræden. (2000.84)

2000-4-0009. Medlemmet var alene

berettiget til dagpengegodtgørelse

for 2. ledighedsdag. Medlemmet

holdt ferie på 1. ledighedsdag som

også var den dag, hvor hun fratrådte

og havde derfor ikke ret til godtgørelse

for denne dag. (2000.86)

ANSÆTTELSESBEVISER

Kompetence

1995-5-33. En tjenestemandsansat

fuldmægtig/afsnitsleder blev forflyttet

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

140

til ny kontoradresse med nyt stillingsindhold

og nye lønvilkår. Lønmodtageren

var omfattet af en aftale, der

var indgået mellem hendes faglige

organisation og hendes kommunale

arbejdsgiver, om ansættelsesbeviser.

Ankenævnet afviste sagen, da

arbejdsgiverens pligt til at give

ansættelsesbevis fulgte af overenskomst,

og denne indeholdt regler

svarende til EU-direktivet om

ansættelsesbeviser. (1996.177)

1995-5-56. Et fagforbund opsagde

en overenskomst med en virksomhed.

Efter udløbet af overenskomsten

gjorde en fagforening under forbundet

virksomheden opmærksom

på, at en medarbejder ikke havde

fået et ansættelsesbevis.

Ankenævnet fandt, at virksomheden

ikke havde overholdt pligten til

at give underretning om vilkårene

for ansættelsen. Ankenævnet lagde

vægt på, at den i sagen omhandlede

overenskomst ikke opfyldte EUdirektivets

krav. (1996.179)

1996-5-87. En sygeplejerske blev

afskediget i sin prøvetid. Sygeplejersken

var omfattet af en overenskomst,

men hans faglige organisation

var ikke tilknyttet LO.

Ankenævnet afviste at behandle

sagen, da arbejdsgiverens pligt til at

give lønmodtageren oplysning om

vilkårene for ansættelsesforholdet

fulgte af kollektiv overenskomst.

(1996.183)

1997-5-127. Ankenævnet havde

ved tidligere afgørelse (j.nr. 1996-5-

87, se årsberetning for 1996 s. 183)

fundet, at ankenævnet ikke havde

kompetence til at behandle lønmodtagerens

klage, da arbejdsforholdet

var reguleret af en kollektiv

overenskomst, som opfyldte betingelserne

i direktiv nr. 91/533.

Lønmodtagerens advokat anførte

blandt andet, at ankenævnets afvisning

af sagen var i strid med direktiv

nr. 91/533 og medførte, at lønmodtageren

ikke ville kunne håndhæve

sine rettigheder i forhold til direktivet,

da hans faglige organisation ikke

ville føre sagen ved arbejdsretten.

Lønmodtagerens advokat anførte

endvidere, at spørgsmålet om fortolkning

af direktivets art. 8 blev

forelagt for EF-domstolen.

Ankenævnet fastholdt sin tidligere

afgørelse og afviste at forelægge

sagen for EF-domstolen. (1997.171)

Personkreds

1995-5-32. En lønmodtager havde

arbejdet 1 måned, 17 timer ialt. En

fagforening klagede over, at lønmodtageren

ikke havde modtaget et

ansættelsesbevis.

Ankenævnet fandt, at arbejdsgiveren

ikke var forpligtet til at udstede

et ansættelsesbevis, da lønmodtageren

kun var ansat i 17 timer.

(1996.175)

Oplysningsfrist

1997-5-128. En lønmodtager blev

den 1. marts 1995 ansat som administrations-

og økonomichef i en

større virksomhed. Lønmodtagerens

arbejdsområde omfattede

blandt andet udarbejdelse af ansættelsesaftaler

til virksomhedens ansatte.

Der blev imidlertid aldrig

udarbejdet en ansættelsesaftale for

lønmodtageren. Der var i sagen

uenighed om, hvorvidt den manglende

ansættelsesaftale skyldtes lønmodtageren

eller arbejdsgiveren.

Ankenævnet fandt det ikke godtgjort,

at arbejdsgiveren senest 1

måned efter ansættelsesforholdets

påbegyndelse havde opfyldt sin forpligtelse

efter lov om ansættelses-

bevis. Ankenævnet bemærkede, at

selv om ansættelseskontrakten som

anført af arbejdsgiveren hørte til

lønmodtagerens ansvarsområde,

påhvilede pligten ifølge loven

arbejdsgiveren. (1997.175)

1997-5-166. Medarbejderen havde

krav på ansættelsesbevis selv om

han ikke var ansat over én måned

hos den aktuelle arbejdsgiver, idet

denne indtrådte i forpligtelsen til at

oplyse om ansættelsesvilkårene

(virksomhedsoverdragelsesloven).

Medarbejderen havde arbejdet på

arbejdsstedet i alt 4 måneder.

(1998.86)

1998-5-191. Arbejdsgiveren fandtes

ikke at have overholdt sin forpligtelse

til at underrette arbejdstageren

om vilkårene for ansættelsen som

salgschef, idet ansættelsesaftalen ikke

indeholdt oplysninger om rettigheder

med hensyn til betalt ferie.

(1999.78)

Oplysningspligt

1999-5-0016. Arbejdsgiver havde

opfyldt sin forpligtelse til at underrette

arbejdstageren om vilkårene for

ansættelsen. Ansættelsesaftalen indeholdt

en generel henvisning til ferieog

funktionærloven. (2000.80)

1999-5-0020. Arbejdstageren fik

medhold i, at arbejdsgiveren ikke

havde opfyldt sin oplysningspligt

på en række områder, blandt andet

oplysning om retten til betalt ferie

og den normale daglige eller ugentlige

arbejdstid. Angivelse af firmanavn

og adresse var dog tilstrækkeligt

til at opfylde lovens krav vedrørende

arbejdsgiverens navn og

adresse. (2000.82)

Oplysningsform

1996-5-116. En lønmodtager, der

var tyrkisk statsborger, var ansat

efter ansættelsesaftale, der henviste

til, at en mellem en arbejdsgiverorganisation

og en lønmodtagerorganisation

indgået overenskomst fandt

anvendelse på ansættelsesforholdet.

Af denne overenskomsts § 23, stk.

9 fremgik, at oplysninger til lønmodtageren

om ansættelsesforholdet

skulle ske på et for lønmodtageren

forståeligt sprog. Lønmodtageren

klagede til ankenævnet, idet

han anførte, at arbejdsgiveren ikke

havde overholdt sin oplysningspligt

efter lov om arbejdsgiverens pligt

til at oplyse om ansættelsesforholdet,

fordi ansættelsesbeviset ikke

var udfærdiget på tyrkisk.

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

141

Hverken lønmodtageren eller arbejdsgiveren

var medlemmer af en arbejdsgiver-

eller lønmodtagerorganisation.

Ankenævnet fandt det godtgjort, at

lønmodtageren senest 1 måned

efter ansættelsesforholdets påbegyndelse

modtog et ansættelsesbevis,

der opfyldte lovens krav.

Ankenævnet lagde til grund, at

loven ikke indeholdt et krav om, at

lønmodtageren i en situation som

den foreliggende kunne kræve

ansættelsesbeviset udfærdiget på

andre sprog end dansk.

Ankenævnet bemærkede, at nævnet

ikke havde kompetence til at tage

stilling til, om der var sket brud på

en aftale, der var indgået mellem

parterne, hvorefter overenskomsten

mellem en bestemt arbejdsgiverorganisation

og en bestemt lønmodtagerorganisation

skulle være gældende.

(1997.167)

KOMPENSATION TIL

HANDICAPPEDE I ERHVERV

Betingelser

1997-7-24. En ganghandicappet

person født i 1927 søgte om per-

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

142

sonlig assistance til handicappede i

erhverv i 8-10 timer pr. uge.

Ankenævnet hjemviste sagen til

Arbejdsformidlingen til fornyet

behandling under henvisning til, at

der ikke var hjemmel i lov om personlig

assistance til handicappede i

erhverv til at give afslag alene under

henvisning til ansøgerens alder.

(1997.181)

1998-7-32. Sag om bevilling af

personlig assistance til handicappet,

blev hjemvist til fornyet behandling

i arbejdsformidlingen, fordi der ikke

var hjemmel til at nedsætte bevillingen

alene på grund af tilkendelse

af førtidspension. (1998.84)

1999-7-0009. Arbejdsgiveren

kunne ikke få tilskud. Det var

arbejdsgiver selv, som ydede personlig

assistance til den ansatte.

(2000.76)

Personkreds

1998-7-47. Der kunne ikke bevilges

personlig assistance til landmand,

idet hans lidelser i form af

nedslidte knæ og ryg efter en konkret

vurdering ikke fandtes at være

omfattet af den personkreds, som

loven tilsigtede ved personlig assis-

tance til handicappede i erhverv.

(1999.72)

Bevillingens starttidspunkt

1999-7-0010. Medlemmet fik forlænget

sin bevilling om personlig

assistance fra starten af året, idet der

hverken i loven eller bekendtgørelsen

fandtes regler om ansøgningsfrist i

forbindelse med forlængelse af en

bevilling, og heller ikke kunne stilles

krav om, at bevillingens starttidspunkt

var betinget af, at Arbejdsformidlingen

havde samtlige oplysninger

i hænde. (1999.74)

Kvalificeret læsehjælp til

synshandicappet

1996-7-3. En synshandicappet person

søgte om forhøjet tilskud til

ekstra kvalificeret sekretærbistand.

Personens korrespondance var for

en stor dels vedkommende på

fremmedsprog, og assistenten var

uddannet korrespondent og i færd

med at tage en overbygning på sin

uddannelse.

Ankenævnet fandt, at der kunne

ydes tilskud udover den almindelige

tarif, idet der var behov for særlige

kvalifikationer hos assistenten.

(1996.187)

Medhjælpende ægtefælle

1997-7-10. En medhjælpende

ægtefælle med muskelsygdommen

Fibromyalgi søgte om tilskud til

personlig assistance til handicappede

i erhverv i 20 timer ugentligt.

Ankenævnet fandt, at den medhjælpende

ægtefælle måtte betragtes

som selvstændig erhvervsdrivende,

og at pågældende var omfattet af

den personkreds, der kunne bevilliges

tilskud til personlig assistance

til handicappede i erhverv.

(1997.180)

Fortrinsstilling

2000-7-0011. Medlemmet var godkendt

af AF som tilhørende gruppen

af handicappede med fortrinsstilling.

Arbejdsgiveren havde ikke

overholdt de formelle regler om

samtale- og forhandlingspligt i forbindelse

med medlemmets ansøgning

om ansættelse, idet medlemmet

ikke blev indkaldt til samtale,

og arbejdsgiveren havde ikke forhandlet

med AF i forbindelse med

besættelsen af den ansøgte stilling.

(2000.78)

DIVERSE

Aktindsigt

1996-1-3423. En kasse modtog

anmeldelse om, at et medlem arbejdede

i sin søns virksomhed under

ledighed. Efter anmodning fik

medlemmet under den senere rejste

sag aktindsigt i en anonymiseret

udgave af anmeldelsen. Under

ankenævnets behandling af sagen

anmodede medlemmet om fuld

aktindsigt.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

ikke havde ret til fuld aktindsigt,

idet medlemmet ikke havde godtgjort,

at dette var nødvendigt for,

at medlemmet kunne varetage sine

interesser. Ankenævnet fandt, at

afgørende hensyn til private interesser

medførte, at navnene på anmelderne

ikke kunne kræves udleveret.

(1996.190)

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

143

Å r s b e r e t n i n g 2 0 0 0

144

Stikordsregister

Afskediget 139, 140

Aktivperioden 130

Ansættelsesbevis 80, 82, 107, 140-142

Arbejdsformidling 66, 119-120

Bedrageri 64, 129

Beskæftigelseskravet 44, 119

Bibeskæftigelse 40, 50, 93

Bopæl 119

Bortforpagning 26

Børnepasningsorlov 68, 91, 132-133

Dagpengegodtgørelse 84, 86, 106, 139-140

Dagpengeret 34, 58

Dagpengesats 118-119

Dimittend 118

Dispensere 19, 46, 66

E 301 129

E 303 54, 130

Efterløn 38, 40, 46, 50, 126-128

Ferie 107

Feriedagpenge 60, 128

Formidlet arbejde 28

Fradrag 38

Fuldtidsforsikring 126

Godtgørelse 70, 72, 74, 107, 134-138

Grænsearbejde 58, 131

Handicap 76, 78, 107, 142-143

Helbred 30, 100

Jobtræning 30

Karantæne 28, 30, 32

Klagefristen 90, 108

Konflikt 118

Konkurrenceklausul 24

Ombudsmand 10-14, 90-103

Opholdstilladelse 118

Ophør 24, 26, 120-122

Optagelse 118

Orlov 19, 106, 131-132

Overgangsydelse 128-129

Overskydende timer 122-123

Personkreds 70, 72, 134-136, 141-142

Reformatio in pejus 95

Refusion 14-19, 64, 93, 131-132

Retssag 90-92, 128

Rådighed 54, 90, 125-126

Selvforskyldt ledighed 28, 30, 32, 123-125

Selvstændig 36, 40, 44, 120, 136

Supplerende dagpenge 34, 123

Svig 64

Tilbagebetale 93, 100, 129

Tilbagekaldelse 68

Tilmelding 66, 119, 136

Uagtsomhed 92

Vejledning 28, 34, 118

Tryk: Schultz Grafisk

Arbejdsmarkedets Ankenævn Årsberetning 2000 - Ankestyrelsen

products

Features

Resources

Developer

Company

Pro Features

Help & Support

Integrations

Plans & Pricing

Company

Arbejdsmarkedets Ankenævn Årsberetning 2000 - Ankestyrelsen

Delete template?

Save as template?

products

Features

Resources

Developer

Company

Pro Features

Help & Support

Integrations

Plans & Pricing

Company