nr. 1 januar 2013 - FN-forbundet

fnforbundet.dk

nr. 1 januar 2013 - FN-forbundet

GLOBAL

FN-forbundets medlemsblad

NR. 1 JANUAR 2013

Med fokus på

de internationale domstole


REDAKTION:

Henrik Døcker, Torleif Jonasson,

Anne Marie Wium-Andersen og

Jørgen Estrup (ansvarshavende)

FORSIDE:

UN Photo/ Milton Grant

ISSN:

2245-0017

GLOBAL udkommer næste gang:

Marts 2013

Artikler, der er underskrevet med

navn, er ikke nødvendigvis udtryk

for FN-forbundets holdning.

FN-forbundet blev dannet i 1970,

da Den Danske FN-forening blev

sammensluttet med Dansk Samråd

for de Forenede Nationer og

Een Verden.

Forbundet går dog helt tilbage til

Foreningen til Danmarks Neutralisering,

der blev stiftet af den danske

modtager af Nobels Fredspris,

Frederik Bajer, i 1882.

GLOBAL’s rødder kan føres tilbage

til 1885 til Dansk Fredsforenings

skrift Freden. Siden 1892 er

bladet jævnligt udkommet. Formatet

og navnet er skiftet, fra Fredsbladet

til FN-orientering til FNbladet

til FN-forbundets Nyhedsbrev.

Men ambitionen har altid været

den samme: at udgive et skrift

til støtte for en bedre verden, for

mellemfolkelig fred og forståelse.

FN-forbundet er en medlemsorganisation,

uafhængig af FN, der har

til formål at styrke interessen for

FN og forståelsen for nationernes

gensidige afhængighed og fælles

ansvar.

Du kan vise din støtte til vores arbejde

ved at blive medlem af FNforbundet.

Se mere på vores hjemmeside

www.fnforbundet.dk

FN-forbundet

Store Kongensgade 36, 4.th

1264 København K.

Tlf.: 3346 4690

fnforbundet@fnforbundet.dk

Et vigtigt tandhjul

Den lovgivende magt, den udøvende magt og den dømmende magt er

grundpillerne i den tredeling af magten, som kendetegner stater, bygget

på demokrati og parlamentarisme. Ideen kan tilskrives den politiske tænker

Montesquieu. Rollen for den dømmende magt var, udover at udmåle

straf til misdædere, at sikre mod vilkårlighed og magtmisbrug.

Internationalt blev ideen om domstole i første omgang bragt på banen

som et alternativ til krig, som middel til at afgøre tvister mellem lande. Det

er nu over 100 år siden og mange udeståender har i Den Internationale

Domstol fundet en løsning siden da, men slet ikke alle.

Et andet domstolsfænomen er straffedomstole til forfølgelse af personer,

der begår krigsforbrydelser, folkedrab eller forbrydelser mod menneskeheden.

Nürnbergprocessen mod de nazistiske ledere kan i sin idé genfindes

både i Straffetribunalet vedr. Eksjugoslavien og i den Internationale

Straffedomstol.

En nylig studietur for FN-forbundet til Haag har betydet, at GLOBAL denne

gang er præget af indtryk fra de internationale domstole. Når vi ser på

det globale samfund, finder vi mere og mere international aktivitet, flere

og flere traktater, konventioner og institutioner, der – heldigvis – handler

om meget mere end krig og territoriale stridigheder. Strømmene af varer,

penge, personer og informationer er større end nogensinde før, og behovet

for en verdensledelse trænger sig på. Og det samme gør debatten om

hvem? FN-forbundets svar er selvsagt: FN. Men der skal mere kød på et

sådant svar, før det kan bruges.

En idé om at tænke retslige mekanismer ind i FN og andre globale strukturer

er kun logisk – og en tanke, der bør udfoldes. Ordet ”domstol” vil kalde

på negative følelser i verdens stærkeste lande, som vil føle deres magt

udfordret, og der vil utvivlsomt også være en række andre stater, der ikke

ønsker at komme under lup af en international, retslig instans.

I mange aftaler, f.eks. WTO (World Trade Organisation) er instanser, der

skal løse tvister mellem landene, allerede indskrevet, men hvis f.eks. handelsaftaler

kommer i konflikt med miljøaftaler eller menneskeretshensyn,

mangler der instanser, der kan udtale sig om den mest retfærdige eller

retslig, korrekte udlægning.

Tiden synes i hvert fald inde til at tænke på internationale domstole til andet

end krig og krigsforbrydere. Mængden af ”civile” sager, der skal findes

løsninger på, er allerede stor – og med en stigende ressourceknaphed

må der forventes flere. Det kræver mekanismer, som arbejder grundigt

(men helst ikke urimeligt langsomt) og hvis afgørelser, der generelt vil være

tillid til.

Den altid nødvendige debat om FN-reformer bør i højere grad end hidtil

også omfatte den retslige dimension i staternes sameksistens. Måske ikke

i sin idé som den afbalancerende tredje magt, men (blot) som et vigtigt

tandhjul i den samlede mekanisme.

2

Ole Olsen,

Formand for FN-forbundets

Menneskeretsudvalg


Indhold

Nyt fra FN-forbundet

...United Nothing?

Besøg hos de internationale domstole i Haag

Tab og vind med samme sind

Ny chefanklager gør op med myter om ICC og

Afrika

Internationalt overblik

Bøger

3

SIDE 4

SIDE 5

SIDE 6

SIDE 7

SIDE 9

SIDE 11

SIDE 13


Nyt fra FN-forbundet

FYRAFTENSMØDE:

FN’s arbejde for oprindelige folks rettigheder

Ambassadør og medlem af FN-forbundets Venner, Tyge Lehmann lægger op til det debat.

Hvordan er spørgsmålet en del af FN’s dagsorden? Hvordan defineres et oprindeligt folk

– og er der enighed herom? Hvilke særlige rettigheder taler vi om? Er der (risiko for) modstrid

i forhold til de generelle menneskerettigheder?

Tid & Sted: onsdag den 6. februar 2013 kl. 17-19 på Sekretariatet i Store Kongensgade.

Er du mellem 18-35 år? Og kunne du tænke dig

at komme med til Filippinerne i foråret sammen

med unge fra andre lande?

Så vil kurset: ’Training on Local

Youth Employment Development

Planning’ måske være noget for dig.

Det er fra den 10.-24– marts 2013, så sæt allerede

nu kryds i kalenderen. Tilmeldingsfristen er

den 1. februar. Mere information vil følge på

www.fnforbundet.dk

Arrangør: Semper Avanti (Polen) (i samarbejde

med bl.a. FN-forbundet)

Kom med på vores studietur til New York

Den 10.—17. marts 2013 inviterer vi jer med på studietur til FN's hovedkvarter

i New York, USA.

Fokus vil være på 2015 Målene, og undervejs vil deltagerne besøge den danske

FN-mission og møde repræsentanter fra UNDP, UNICEF, UN Women, det amerikanske

FN-forbund og mange flere, der vil hjælpe os med at få indblik i, hvor langt vi er nået med

2015 Målene; hvor halter vi efter; og hvad skal der gøres for at nå målene?

Studieturen er et tilbud til alle medlemmer af FN-forbundet.

Inkl. rejse og overnatning koster turen 8.395,- kr.

Seneste tilmeldingsfrist er den 24. januar 2013.

Find alle de praktiske oplysninger på:

www.fnforbundet.dk

4


...United Nothing?

Det besatte Vestsahara og manglen på anerkendelse har længe været et fokusområde for

FN-forbundets Freds- og Konfliktløsningsudvalg. I november 2012 drog så udvalgets formand,

Lave K. Broch og Ann Kristina Mikkelsen Bojsen af sted til Vestsahara for blandt

andet at besøge flygtningelejren i Tindouf, Algeriet, der har huset flygtninge fra Vestsahara

i 37 år.

Både FN og den Internationale Domstol i Haag har fordømt Marokkos besættelse af Vestsahara,

men Marokko nægter at trække sig ud after at have haft styrker i landet i over 30

år. I 1991 blev der indgået en FN-overvåget våbenhvile mellem Marokko og befrielsesbevægelsen

Polisario. Våbenhvilen er blevet overholdt, men situationen er mildt sagt i en

hårdknude.

Det fremgik klart, at der er en utilfredshed blandt unge i lejren angående den nuværende

fredsproces. FN blev et par

gange omtalt som "United

Nothing". Spørgsmålet er

hvor længe Polisarios ledelse

kan afvise de yngre flygtninges

modvilje mod våbenhvilen

og FN's fredsproces?

Én ting er sikkert, og det er,

at der for FN-forbundet og

andre, der ligesom os, beskæftiger

sig med området

er masser at tage

fat på i fremtiden!

Få mere baggrund på

globalis.dk/Konflikter/Vestsahara

5


FOKUS

Besøg hos de

internationale domstole i

Haag

Af Ole Olsen,

Formand for Menneskeretsudvalget

Retsorden og retshåndhævelse er en del af

samfundsordenen – også internationalt. Der kan

være behov for domstole og mæglingsinstanser

for at fortolke og håndhæve de aftalte regler. Der

er også behov for decideret retsforfølgelse af enkeltpersoner,

når nationale systemer ikke løser

opgaven.

Haag i Holland kan godt betegnes som et centrum

for internationale domstole. Byen har historisk

virket som en del af FN-systemet via fredskonferencerne

i starten af det 20. århundrede,

der blev afholdt ud fra en idé om at skabe fred

gennem retsorden, og via den senere

forløber for Den Internationale

Domstol.

For at komme under huden på arbejdet

i (nogle af) de internationale

domstole drog en gruppe på 11 fra

FN-forbundet – den yngste 21, den

ældste 74 - på studietur til Haag, faktisk

på opfordring fra en dansk dommer

ved en af dem. Besøget fandt

sted 14. - 16. november 2012 og

kom bl.a. i stand via bevilling fra Hermod

Lannungs Fond.

Vi besøgte Den Internationale Domstol,

Straffetribunalet vedrørende

6

Eksjugoslavien og den Internationale Straffedomstol.

Der er meget stor forskel på karakteren

af dem, idet Den Internationale Domstol skal

dømme om, hvad der er ret eller retfærdigt i forholdet

mellem stater. De to andre skal retsforfølge

enkeltpersoner.

Der var grundige sikkerhedstjek. Dels skulle vi

14 dage i forvejen sende navne og pasnumre,

og dels var der tjek som i lufthavne. Ved både

Jugoslaviensdomstolen og Staffedomstolen skulle

tasker inkl. mobiltelefoner og andet elektronisk

udstyr deponeres ved indgangen. Og Straffedomstolen

lignede næsten et fort. Krigsforbrydere,

deres venner eller fjender kan alle være farlige,

men der havde øjensynligt ikke været særlige

episoder.

Deltagerne på studieturen til

Haag hhv. udenfor og på trappen i

Fredspaladset, der huser Den Internationale

Domstol

Ny indsigt

Der er stor forskel på at læse på hjemmesider

og så stå på stedet og møde

mennesker, som kan forklare og perspektivere.

Jeg havde i hvert fald ikke

helt gennemskuet, hvor kompliceret det i

straffedomstole er at forberede en anklage

og en sag med undersøgelser i fjerne

lande, med sprogproblemer og med vid-


ner, som måske også har været en del af en

konflikt.

Jeg havde heller ikke lige set, at der dukker nye

sager op i Den Internationale Domstol. Sager,

som ikke direkte handler om grænsestridigheder,

men alligevel indirekte ved strid om fordeling af

f.eks. vandressourcer eller ved grænseoverskridende

forurening. Eksempelvis er der en sag på

Domstolens bord, hvor ét lands anvendelse af

sprøjtegifte mod dyrkning af coca til kokain gav

masser af problemer i nabolandet.

Et andet, nyt arbejdsområde er at fortolke regler

i internationale konventioner og andre aftaler,

hvor der dels kan være strid om en konkret bestemmelse,

dels kan være konflikt mellem forskellige

konventioner. Her kan man sagtens forestille

sig meget mere arbejde og en vigtig rolle

for Domstolen, også selv om der er mæglingsmekanismer

knyttet til mange konventioner og

aftaler.

Der er dog fortsat mere ”almindelige” grænsestridigheder,

som bliver indbragt, især stridigheder t

Flere frifindelser ved Det Internationale

Straffetribunal for Eks-Jugoslavien har

vakt harme, men det er just udtryk for

grundig retspleje

Af Henrik Døcker

De sidste par måneder af 2012 var i sjælden

grad fyldt med afgørelser fra de internationale

straffetribunaler for Eksjugoslavien og for Rwanda,

foruden Den Internationale Straffedomstol

samt Den Internationale Domstol. At der heriblandt

var hele fire frifindelser vakte ligefrem bestyrtelse

i visse kredse. Men det er sket før, og

det må forstås som et manende eksempel på, at

ingen er dømt på forhånd, og at frifindelser i det

hele taget er mulige. Der er bunker af stater i

denne verden, hvor det praktisk taget er umuligt

nogensinde at blive frifundet, når man først er

blevet anholdt og tiltalt.

Alle dømte kan appellere deres domme

Det store antal retsafgørelser skyldes den korte

tid, der er tilbage, inden de to straffetribunaler,

begge nedsat af FN’s Sikkerhedsråd, afslutter

deres arbejde, idet deres mandater løber ud inden

for de næste par år. Presset på dem er stort,

også på grund af de betydelige udgifter, der har

været forbundet med at opretholde dem. Tribunalet

vedr. Eksjugoslavien har dømt i alt 65 personer,

mens det vedr. Rwanda har dømt 35.

Straffene – der alle har kunnet henregnes under

en eller flere af følgende hovedkategorier: folkedrab,

krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden

– har strakt sig fra få års fængsel til

7

il havs. Kort efter vores besøg blev en strid mellem

Nicaragua og Colombia afgjort med støtte til

sidstnævntes opfattelse af, hvor grænsen går.

Besøget hos Straffedomstolen kunne have været

mere udbytterigt, hvis vi ikke var blevet blandet

med en anden gruppe af tolke, som havde

deres særlige vinkel på domstolens arbejde.

Omvendt fik vi en sidegevinst, i kraft af at vi –

med hjælp fra en dansk medarbejder - fik adgangskort

til Domstolens årlige landekonference.

Her var der både plenarforsamling

og NGO-workshops og masser af materialer, vi i

FN-forbundet kan have glæde af fremadrettet.

Det løftede bestemt også kvaliteten af programmet,

at vi under besøget hos Straffetribunalet

vedr. Eksjugoslavien havde et langt møde med

den danske dommer, Frederik Harhoff, ved tribunalet.

Det giver mere dybde i en diskussion når

man er på eget sprog og har fælles forudsætninger.

En tilsvarende tur kan sagtens arrangeres

på et senere tidspunkt. Nu vi kender de formelle

krav og logistisk, er det jo ingen sag at komme til

Haag.

Tab og vind med samme sind

livstid. Dødsstraf er ikke mulig ved disse

tribunaler.

12 medlemmer af FN-forbundet befandt sig i

Haag – der huser alle de nævnte domstolsorganer

på nær den vedr. Rwanda (som er sat i

Arusha, Tanzania) – netop da frifindelsesdommen

i sagen mod to kroatiske generaler, Ante

Gotovina og Mladen Markac blev afsagt. Vanskeligheden

ved at finde en retfærdig afgørelse i

sager som disse blev markant demonstreret her:

Dommerstemmerne stod 3 mod 2. I første omgang

blev de nemlig af straffetribunalet idømt

lange straffe: hhv. 24 og 18 års fængsel for som

led i en samlet retsstridig sammensværgelse ved

vold at ville drive serbere, bosat i det kroatiske

område Kraijna, ud (såkaldt etnisk rensning af

området), hvorved bevisligt 324 serbere omkom

og mindst 90.000 blev drevet på flugt.

Nu er det imidlertid således, at de internationale

straffetribunaler (samt den nye Internationale

Straffedomstol) alle har indbygget en appelinstans

i selve tribunalet. De to generaler havde

altså appelleret 2011-afgørelserne, som byggede

på en antagelse om at de havde overordnet

ansvaret for det felttog mod Krajna-serberne,

som notorisk fandt sted, idet de handlede efter

ordre fra den daværende kroatiske præsident

Franjo Tudjman (der døde i 1999). De to generaler

fastholdt under sagerne mod dem, at de ikke

havde beordret nedskydning af civile. Appelinstansen

godtog dette og ophævede deres straffe.

Andre kroater er imidlertid ved kroatiske domstole

blev dømt for drab og fordrivelse af serbere

fra Krajna.

FOKUS


FOKUS

En enkelt dom kan fylde 1500 sider

Sagerne mod de to topfigurer i, hvad man kunne

kalde det blodige Balkan-drama i 1990’erne :

Den bosnisk-serbiske politiske leder Radovan

Karadzic og den bosnisk-serbiske general Ratko

Mladic verserer imidlertid stadig. Blot et par timers

overværelse af Karadzic-sagen illustrerede

for de tilrejsende danskere, hvor langstrakt en

sådan retsprocedure er: Karadzic har ligesom

andre tiltalte for dette tribunal afvist at lade sig

repræsentere ved advokat (formelt har de kunnet

henvise til FN’s menneskeretskonvention af

1966, som giver dem ret til blot at have en juridisk

rådgiver), det betyder, at han selv afhører

egne vidner – til stor irritation for retten og dens

involverede advokater. Sådan noget trækker sagen

i langdrag – denne sag ventes eksempelvis

først afsluttet om halvandet år; dommen ventes

at fylde 1500 sider.

En indviklet sag fra Kosovo endte også med frifindelser

for tortur og drab, her på kosovarer af

forskellige etnisk herkomst: tre kommanderende

officerer fra den Kosovo-albanske befrielseshær,

forkortet KLA, Ramush Haradinaj, Idriz Balaj og ,

Lahi Brahimaj. Der var tale om en sag, der to

gange tidligere har været behandlet i Haag, for

Eksjugoslavien-tribunalet og dets appelkammer,

men som blev undergivet en tredje retshandling,

fordi appelkammeret på grund af trusler mod to

af de i alt 56 indkaldte vidner hjemviste den til ny

proces. Trusler mod vidner har i det hele taget

spillet en ikke ringe rolle under en række sager

for dette tribunal. Nogle vidner har derfor fået lov

til at fremstå maskeret i retten, idet deres stemmer

blev gengivet fordrejet. Særlige vidnebeskyttelsesprogrammer

har måttet indføres for at

værne truede vidner mod overlast.

Avanceret efterforskning ved hjælp af ny teknik

To serbiske brødre fra Bosnien-Hercegovina, Milan

og Sredoje Lukic, hhv. kommanderende officer

i det paramilitære korps, De hvide Ørne, og

politiofficer, fik ved Eksjugoslavien-tribunalets

appelkammer hhv. stadfæstet en livstidsdom og

reduceret en fængselsstraf fra 30 til 27 år for

nedskydning af civile og tortur af indsatte i en af

serbernes koncentrationslejre i Bosnien.

Endelig blev den bosnisk-serbiske general, tidligere

næstkommanderende i den serbiskbosniske

hærs generalstab, Zdravko Tolimir

idømt livsvarigt fængsel for såvel folkedrab som

forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Han var nemlig blandt de ansvarlige

for deportation af og efterfølgende drab på 8000

bosniske mænd og drenge fra de bosniske byer

Srbrenica og Zepa i 1995. To byer, der er blevet

inkarnationen af den uhyggelige ondskab, serberne

ganske overvejende stod for under nutidens

Balkan-krige. Processen mod Tolimir er én

af 12, der drejer sig om disse uhyrligheder –

seks af retssagerne er afsluttet.

Eksjugoslavien-tribunalet har et årsbudget på

omkr. 285 mio. dollars og en stab på 873 personer

fra 77 lande. Det begyndte sin virksomhed i

1993, altså inden Balkan-krigene var afsluttet og

afsagde sin første dom i 1996 (Erdemovicsagen).

Den har været konfronteret med talrige

problemer under sine forsøg på at kæde krigenes

mængder af umenneskelige overgreb sammen

– fra massedrab til deportation., udsultning,

tortur og meget andet. Den har oplevet de ekstreme

nationale følelser, udmøntet i had og trusler

i én uendelighed. Men den har også banet vej

for avanceret efterforskning, som har kunnet bevise

forbrydelser begået for mange år siden,

bl.a. gennem fotos af landskaber, hvori der viste

sig at være massegrave. Man har endog med de

nyeste fotoapparater kunnet konstatere ved hvilken

temperatur en nedgravning af lig har fundet

sted. På mange måder har dette internationale

retsopgør derfor været banebrydende – og er

det stadig…

Det gamle ord: Tab og vind med samme sind har

naturligvis ikke umiddelbart nogen reference til

den alvorlige og møjsommelige udmåling af retfærdighed

ved sådan noget som Eksjugoslavientribunalet.

Men det kan tages som en slags parafrase

over retfærdighedens mange ansigter.

8

Billeder foran regeringsbygningen i Pristina i 2005 af de næsten 2.500 personer, der stadig savnes siden krigen

UN Photo/ Afrim Hajrullahu


Ny chefanklager gør op med

myter om ICC og Afrika

Den internationale Straffedomstol (ICC) i

Haag har hidtil kun rejst sager mod afrikanere,

men sager fra andre verdensdele

har ikke haft tilstrækkeligt stærkt bevismateriale.

Af Jesper Heldgaard,

freelance-journalist

”Nej, ICC er ikke vendt imod Afrika. Og nej, Afrika

er hverken imod ICC eller straffrihed til afrikanske

krigsforbrydere.” Sådan lyder budskaberne,

som Fatou Bensouda har gentaget mange

gange, siden hun i juni 2012 blev chefanklager

for Den Internationale Straffedomstol, ICC.

Det er et par ganske sejlivede myter, Fatou Bensouda

kæmper for at gøre op med, og hun var

som skræddersyet til posten, da der skulle findes

en afløser for ICC’s første chefanklager, den farverige

og kontroversielle argentiner Luis Moreno

-Ocampo, da hans embedsperiode udløb. Hun

kender ICC indefra som vicechefanklager i samtlige

Moreno-Ocampos ni år som chefanklager,

men nok så vigtigt er den 51-årige jurist fra det

lille vestafrikanske land Gambia og derfor den

ideelle brobygger mellem ICC og Afrika. Hun

blev da også valgt enstemmigt af de 121 lande,

der har tilsluttet sig ICC.

”Ofrene for

de overgreb, ICC

forfølger, interesserer sig ikke for,

om ICC er antiafrikansk, men

for retfærdighed”

Hårde toner

Der var adskillige nuværende og tidligere afrikanske

stats- og regeringschefer, der drog et lettelsens

suk, da Luis Moreno-Ocampo gik af som

chefanklager. Med sin offensive og højprofilerede

stil blev han for mange selve symbolet på, at

ICC især – og næsten udelukkende – går efter

afrikanske ledere. Den Afrikanske Unions (AU)

tidligere formand, Jean Ping fra Gabon, udtalte

ligefrem, at ICC og Moreno-Ocampo var direkte

fjendtligt indstillet over for det afrikanske kontinent.

Og de afrikanske skeptikere har en del at have

deres kritik i: Moreno-Ocampo var chef for anklagerens

kontor, der er en del af ICC, og som

egenhændigt beslutter hvilke sager, der skal efterforskes.

Og nok er der efterforsket sager i andre

dele af verden og bliver det stadig: Afghanistan,

Colombia, Georgien, Honduras og Sydkorea,

men ICC har kun indledt sager i syv lande,

alle afrikanske. Alle, der indtil nu er rejst tiltale

9

mod, er afrikanere, og de eneste to, der i ICC’s

godt ti-årige historie ind til videre er faldet dom

over, er – i sagens natur – afrikanere og begge

fra DR Congo: Oprørslederen Thomas Lubanga

blev i juli 2012 idømt 14 års fængsel for at have

sendt børnesoldater under 15 år i krig under den

væbnede konflikt, der hærgede i Congo mellem

2002 og 2003.

Det er den første dom, en international domstol

har afsagt i en sag om børnesoldater, og den har

derfor stor betydning for kommende sager. Lubanga

har i øvrigt appelleret dommen. Kort før

jul faldt den blot anden dom i ICC, og her blev

den congolesiske oprørsleder Mathieu Ngudjolo

Chui noget overraskende frikendt for anklagerne

om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden

pga. svagt bevismateriale. Lidt af

en begmand for anklagemyndigheden, der rejser

meget få sager. Men samtidig ses det også som

et sundt tegn på, at domstolen forholder sig kritisk

over for sin egen anklagemyndigheds bevismateriale.

Især ICC’s første arrestordre mod en siddende

statschef, Sudans præsident Omar al-Bashir,

vakte vrede i store dele af det officielle Afrika.

ICC tog situationen i Darfur-regionen i Sudan op

på baggrund af resolution 1593 i FN’s Sikkerhedsråd

tilbage i 2005. Resolutionen gav ICC jurisdiktion

over internationale forbrydelser begået

i Darfur, og den tilpligtede Sudan at samarbejde

med ICC til trods for, at Sudan ikke har tiltrådt

Rom-statutten. Efterforskningen førte til, at ICC

udstedte hele to arrestordrer mod Bashir. Det

skete i hhv. 2009 og 2010.

Det vakte opstandelse blandt mange afrikanske

toppolitikere, og AU opfordrede ligefrem sine

medlemslande til ikke at samarbejde med ICC

om at udlevere Bashir. AU opfordrede også FN’s

Sikkerhedsråd til at forsinke eller ”udskyde” sagen

mod præsident Bashir med den begrundelse,

at sagen ville skade fredsbestræbelserne i

Sudan.

Bashir-sagen satte også yderligere gang i bestræbelser

på at etablere en afrikansk straffedomstol,

der skulle gøre ICC overflødig. I 2008

vedtog AU en protokol, der skal sammenlægge

den eksisterende Afrikanske Domstol for Menneskers

og Folks rettigheder med AU’s egen Afrikanske

Domstol. Forslaget er dog endnu ikke

blevet til noget, for protokollen træder først i

kraft, når den er ratificeret af mindst 15 lande, og

det er ikke sket til dato.

Ocampos modstykke

At Fatou Bensouda er en helt anden type end

sin forgænger, fik jeg et førstehåndsindtryk af på

FN-forbundets studietur til Haag i november sid-

FOKUS


ste år. Studieturen faldt sammen med det såkaldte Assembly

of State Parties (ASP), det årlige møde mellem

de 121 lande, der har tilsluttet sig ICC ved at tiltræde

Rom-statutten, som kan betegnes som ICC’s

’grundlov’.

I den forbindelse havde Institute for Global Justice i

Haag arrangeret et særligt møde under overskriften,

’Afrikanske bestræbelser på at sætte en stopper for

straffrihed’, med Fatou Bensouda som en af hovedtalerne,

og hun argumenterede stille og roligt, men overbevisende

for sin sag:

”Det er en myte, at Afrika og afrikanere generelt er

imod Den Internationale Straffedomstol. Ikke færre end

33 afrikanske lande har ratificeret Rom-statutten og

dermed aktivt tilsluttet sig ICC. ICC’s arrestordre mod

Bashir har ikke fået nogen afrikanske lande til at trække

sig. Tværtimod har flere af de 33 lande først tilsluttet

sig ICC efter arrestordren.”

Fatou Bensouda tilføjede, at flere af de sager, ICC fører,

er indbragt af de afrikanske lande selv. Det gælder

f.eks. sagerne fra Uganda og DR Congo. Men overordnet

vil Fatou Bensouda gerne flytte fokus i debatten

om ICC væk fra de højprofilerede enkeltsager og have

den til at handle om opbygning af robuste og uafhængige,

nationale domstole:

”ICC skal ikke erstatte nationale domstole, men kun tage

de sager op, som de enkelte lande ikke vil eller ikke

har kapacitet til selv at føre. Det er ikke et mål for os

selv at føre så mange sager som muligt, men at sikre,

at de sager, der skal føres, bliver det,” sagde hun og

nævnte Guinea som eksempel.

Her gik uniformerede sikkerhedsstyrker i 2009 nærmest

amok på en demonstration: De skød og dræbte

mere end 150 demonstranter, gennembankede andre

og voldtog et stort, men ukendt antal kvinder. Da regeringen

i første omgang ikke syntes at reagere, sendte

ICC i flere omgange et hold af sted under ledelse af

Fatou Bensouda for at undersøge, om der var baggrund

for at rejse en sag.

Det var der, og beviserne fik Guineas egne domstole til

selv at retsforfølge de skyldige. En god udgang ifølge

Fatou Bensouda, der holder behørigt øje med, om

retssagen afvikles forsvarligt.

Myterne kan gavne tyrannerne

En af dem, der tættest har fulgt forholdet mellem ICC

og Afrika, er den sydafrikanske professor Max du Plessis,

der også var blandt talerne på mødet. Han var enig

med Fatou Bensouda i, at Afrika og afrikanerne overvejende

bakker op om ICC: ”Ofrene for de overgreb,

ICC forfølger, interesserer sig ikke for, om ICC er antiafrikansk,

men for retfærdighed,” sagde han, men pegede

også på, at ICC gør sig sårbar over for kritik, så

længe den kun fører sager i Afrika, og ikke vil røre

f.eks. Syrien eller Israel: ”Det er en gave til de afrikanske

tyranner, der ved at hænge ICC ud som antiafrikansk

kan få drejet opmærksomheden væk fra deres

egne overgreb.

Det er både ICC’s og FN’s Sikkerhedsråds ansvar at

sikre, at ICC fremstår som neutral og afbalanceret,”

understregede han.

10


INTERNATIONALT OVERBLIK ved Henrik Døcker

Tidl. minister idømt 35 års fængsel for folkedrab ved Rwanda-tribunalet

Den tidligere planlægningsminister Augustin Ngirabatware er ved det Internationale Straffetribunal vedr.

Rwanda blevet idømt 35 års fængsel for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden for at have opildnet

til, bidraget og sanktioneret drab på tutsier og have fordelt våben til massedrabene til hutu-sammenslutningen

Interahamwe i Rwanda i 1994. Hertil kom vidtstrakt voldtægt af tutsi-kvinder. Formelt har anklagemyndigheden

ved dette tribunal nu afsluttet sit arbejde, men fortsat løber nogle processer ved en slags ”vågeblustribunal”,

som forventes at have afsluttet sit arbejde i 2014.

To bortførte medlemmer af FN-styrken i Darfur frigivet efter 136 dages fangenskab

To jordanske politifolk i FN’s fredsbevarende styrke i Darfur, (UNAMID),

Hasan Al-Mazawdeh og Qasim Al-Sargan, der i august sidste år blev bortført

fra byen Kabkabiya, ca. 140 km. vest for El Fasher, hovedby i den borgerkrigsramte

sudanske Darfur-provins, blev frigivet lige efter nytår. I et

budskab fra generalsekretær Ban Ki-moon rostes den jordanske og sudanske

regering for deres indsats i forbindelse med frigivelsen. Samtidig

rettedes der en kraftig opfordring til de sudanske myndigheder om at få

draget de ansvarlige for bortførelsen til ansvar. UNAMID, der blev oprettet

for syv år siden, skal dels beskytte civilbefolkningen i Darfur, dels bistå ved

udbringning af nødforsyninger til ofre for kampene i provinsen. Siden denne

styrke på nu 20.000 mand blev formeret i 2008 er 33 FN-soldater blevet dræbt her. (UN Photo/ Stuart Price)

Forlængelse af FN-mandaterne for Bosnien, Liberia, Golan-højderne, Abyei,(Sudan) og Congo

FN’s Sikkerhedsråd har forlænget de sanktioner, der indførtes mod Liberia i forbindelse med landets borgerkrig

1999-2003 med endnu et år. Et ekspertpanel har udtrykt ”alvorlig bekymring” over den manglende opfyldelse

af de finansielle forholdsregler, dvs. blokering (fastfrysning) af den tidligere præsident Charles Taylors

og hans families aktiver for at hindre dem i at modarbejde fredsprocessen i landet. Sikkerhedsrådet forlængede

som følge heraf også de gældende sanktioner vedr. rejsevirksomhed og import af våben for Taylorfamilien.

I lyset af forlydender om, at Taylor – uanset at han ved det særlige tribunal for Sierra Leone i 2012

blev idømt 50 års fængsel for finansiering af oprørsenheder under Sierra Leones borgerkrig – stadig skulle

have rådighed over betydelige dele af sin formue, opfordredes den liberianske regering til fuldt og helt at samarbejde

med kontrolpanelet, der er bemyndiget til at foretage rejser til Liberia og dets nabolande for at sikre

sig at sanktionerne overholdes.

Sikkerhedsrådet har forlænget mandatet for FN’s observatørkorps i Golan-højderne (UNDOF) mellem Israel

og Syrien til 30. juni 2013. Dette korps, som blev dannet i 1974, skal sikre overholdelsen af våbenhvilen mellem

de to stater. Borgerkrigen i Syrien, ikke mindst den syriske hærs væbnede aktioner har i betydelig grad

vanskeliggjort UNDOF’s arbejde.

Fremdeles er FN-mandatet for den fredsbevarende styrke i Abyei, den demilitariserede, olierige zone mellem

Sudan og Sydsudan, blevet forlænget til 31. maj 2013 med henblik på at der formeres en politistyrke til at sikre

ro og orden. Ifølge en aftale undertegnet i Etiopiens hovedstad Addis Abeba i 2012 skal de to stater militærstyrker

trækkes ud af det omtvistede område. FN-styrken (UN Interim Security Force in Abyei, UNISFA)

blev dannet i juni 2011, da sudanske tropper bemægtigede sig området umiddelbart før Sydsudans selvstændighed

og med den følge, at titusinder af mennesker tog flugten. En afklaring af områdets tilhørsforhold lader

stadig vente på sig.

Med et år er mandatet for den europæiske fredsstyrke i Bosnien-Hercegovina (EUFOR-ALTHEA) forlænget,

eftersom de bosnisk, serbiske og kroatiske politiske ledere stadig vægter fremme af egne nationale interesser

frem for integration af staten. Som det internationale samfunds repræsentant, den østrigske diplomat Valentin

Inzko, har udtrykt det i en indberetning til Sikkerhedsrådet, fører politikerne en splittelsespolitik, idet den serbiske

repræsentant bestandig ivrer for løsrivelse af Bosniens overvejende serbisk-beboede del, kaldet Republika

Srpska. 17 år efter undertegnelse af freden i Dayton, Ohio, som afsluttede moderne tiders Balkan-krige,

påtager fremmede magter sig politiske, militære og økonomiske byrder for at holde sammen på staten, samtidig

med at nationale grupper i denne modarbejder opbygningen af en samlet stat.

Våbenembargoen (indførselsforbuddet) for de væbnede oprørsgrupper i Den Demokratiske Republik Congo

er forlænget til 1. februar 2014 under indtryk af fortsatte væbnede udfald fra den stærke oprørsenhed, kaldet

M 23, som i efteråret 2012 erobrede den østcongolesiske by Goma, som dog siden blev evakueret. Mod lederen

af M23 - en udbrydergruppe fra den congolesiske hær - er indført rejserestriktioner. Over 100.000 mennesker

i denne del af Congo er blevet drevet på flugt, op mod 20.000 er flygtet ind i Sydsudan. Mindst fem mio.

mennesker antages at være blevet dræbt under kampe mellem oprørere og congolesiske regeringsstyrker i

de sidste fem år. Det har bidraget til M 23’s styrke at den har fået betydelig støtte fra Rwanda.

11


Langvarig territoriestrid mellem Guatemala og Belize vil nu søges løst gennem folkeafstemning

Generalsekretær Ban Ki-Moon har udtrykt sin tilfredshed med, at de mellemamerikanske republikker Belize og Guatemala

under forhandlinger, ledet af Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), er blevet enige om i oktober 2013

at holde en folkeafstemning om den del af Belize (tidl. Britisk Honduras), som Guatemala gør krav på. Det drejer sig

om Belizes sydlige halvdel med tilliggende øer. De to stater har ført forhandlinger om striden lige siden 2000; i sidste

ende kan den ende for Den Internatonale Domstol i Haag.

Rekordstort antal journalister fængslet og dræbt i 2012

232 journalister sad bag tremmer 1. december 2012 – et rekordstort

antal sammenlignet med tidligere, ja det højeste siden Committee to

Protect Journalists, en pressefrihedsorganisation i New York, begyndte

at lave statistikken i 1990’erne. Det var 53 flere end i 2011. Flest

blev fængslet i Tyrkiet, Iran og Kina. En lovgivning, præget af

”gummiparagraffer” om statens sikkerhed og beslægtede hensyn, var

hyppigt grundlag for fængslingerne. Også i Syrien og Eritrea har pressefriheden

ringe vilkår. 63 journalister tilbageholdes uden nogen officiel

begrundelse. Den Internationale Journalistføderation, der har hovedkvarter

i Bruxelles, supplerer , at 121 journalister sidste år blev

dræbt under udførelse af deres arbejde, en stigning fra 107 i 2011.

Særlig mange i Syrien og Somalia. (UN Photo/ Mark Garten)

UNHCR kritiserer Naurus håndtering af asylsøgere fra Australien

FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har påtalt alvorlige mangler

ved stillehavsrepublikken Naurus indkvartering af asylsøgere, som

kommer tilrejsende fra Australien. Der er tale om bådflygtninge, hvoraf

en del er afghanere, som indkvarteres i telte. Men, som det fremgår

af en indberetning fra UNHCR, deres forhold såvel materielt som

juridisk, er utilfredsstillende. Nogle asylsøgere er traumatiserede efter

at have været tortureret, men der er ikke faciliteter til på nogen måde

at behandle dem. Australien har modtaget et stigende antal bådflygtninge

i løbet af 2012 – det samlede antal skønnes at være nået op på

20.000. Den midlertidige indkvartering på Nauru genindførtes i efteråret

efter at have været forladt i nogle år. Denne behandling af bådflygtninge

er fremdeles et omdiskuteret emne i Australien. Nauru er

med sine 21 kvadratkilometer verdens mindste stat (efter Vatikanstaten). (UN Photo/ Mark Garten)

Anerkendelsesværdig fremgang i relationerne mellem Irak og Kuwait

FN’s generalsekretær Ban Ki-moon har udtryk anerkendelse af den fremgang, der på det seneste har været i relationerne

mellem Irak og Kuwait – set på baggrund af den irakiske aggression mod Kuwait i 1990. Det er først og

fremmest kommet til udtryk gennem de krigsskadeserstatninger Irak løbende har betalt gennem den særlige FNkompensationskommission

(UNCC), og som nu er nået op på 37,7 milliarder $, fordelt på over 1,5 mio. fuldbyrdede

betalinger til private fordringshavere, selskaber, regeringer og internationale organisationer. Pengene skaffes ganske

enkelt ved løbende faste betalinger fra salget af irakisk benzin og olie.

UNDP lancerer ny transparent web-portal

FN’s Udviklingsprogram, UNDP har gjort tusinder af sine projekter og deres resultater tilgængelige for offentligheden

gennem sin nye portal www.open.undp.org. Det drejer sig om over 6000 projekter i i alt 177 lande og territorier. Fra

og med i år vil UNDP hvert kvartal offentliggøre opdaterede informationer om

sine projekter. Også FN’s Børnefond UNICEF vil fra nu af åbne sig mere over

for offentligheden ved at offentliggøre sine revisionsrapporter på internettet.

open.undp.org

Fint med ASEAN-landenes menneskeretsdeklaration, men den når ikke FN-standarder

FN’s menneskerettighedskommissær, sydafrikaneren Navi Pillay, hilser det velkomment, at medlemslandene af

ASEAN (De Sydøstasiatiske Landes Sammenslutning) på et møde i Phnom Penh i november vedtog en menneskerettighedserklæring,

men den lever ikke fuld ud op til FN’s standarder.

Der sigtes her bl.a. til, at en række af de ti ASEAN-lande opretholder

dødsstraf, og at deres love ikke yder borgerne tilstrækkelig retsbeskyttelse

til at sikre den menneskeret, der hedder: retten til livet. FN efterlyser

i et hele taget bedre retsbeskyttelse af borgerne, f.eks. dem, der

demonstrerer på fredelig vis, og til asylsøgere, der bør sikres retten til

ikke at blive sendt tilbage til en stat, der torturerer (”non-refoulement”).

Som helhed afspejler erklæringen efter FN’s opfattelse ikke tilstrækkelig

balance mellem myndighedernes pligter (til ikke at gribe ind over

for borgerne) og disses rettigheder. ASEAN-regeringerne bør tage

større hensyn til civilsamfundet og lytte mere til hvad ngo’erne (de private

organisationer) mener, hedder det. (UN Photo/ Shareef Sarhan)

12


BØGER anmeldt af Henrik Døcker

Bandbulle mod Ban Ki-moon

Niklas Ekdal & Inga-Britt Ahlenius: Mr. Chance – FN’s

förfall under Ban Ki-moon, 260 + 53 sider, Blombergs

(Sverige)

Inga-Britt Ahlenius var 2005-2010 chef for FN’s interne tilsynsmyndighed

(sådan lidt à la rigsrevision) kaldet OIOS

(omtalt i juni-nummeret af GLOBAL) – og det er hendes erfaringer

med generalsekretær Ban Ki-moon fra denne periode,

der er genstand for bogen ”Mr. Chance”, som hun har

skrevet sammen med den svenske journalist Niklas Ekdal.

Alene titlen på bogen antyder hendes ærinde – den er en

reference til en film om en ubetydelig mand, som – i de rette

klæder og med passende personlig ”markedsføring - alligevel

når højt på strå. Ahlenius mener kort sagt, at Ban Kimoon

er alt andet end kompetent til sin høje post i FN.

Det går da som en rød tråd i bogen, at Ban ikke er lydhør og

ej heller synderligt kommunikerende i forhold til andre ledende

figurer i FN-systemet. Som den tredjehøjest placerede

embedsmand i FN-hierarkiet følte Ahlenius sig rigtigt dårligt

tilpas og, forstår man, gennem den manglende opbakning

eller det manglende partnerskab ikke i stand til at udføre sit

job helt, som hun ønskede det. Kritikken går overvejende på

generalsekretærens person, hans måde at være på, og er

ikke eksemplificeret i forhold til enkeltsager. Det fremgår således

ikke af denne bog, at Ban på nogen måde har villet

camouflere eventuelle afsløringer af (magt)misbrug i eller

over for FN.

Antagelig har Ahlenius været afskåret herfra pga. sin tavshedspligt,

men visse former for bestikkelse af folk i FN’s indkøbsenhed

har da været rapporteret i international presse

(og GLOBAL berettede i oktober-nummeret om Affæren

Wasserstrom – om den amerikanske FN-embedsmand, der

fik ørene ordentlig i maskinen, fordi han talte ud om, hvordan

de offentlige værker i Kosovo havde et alt for tæt forhold

til FN-administrationen i den daværende jugoslaviske

provins, forkortet UNMIK, i 2007). Men bogen når lige at notere,

at Kosovos transportminister i foråret 2000 blev pågrebet

i lufthavnen med valuta svarende til omkring kr. 300 mio.

kr. i sin håndbagage (uden at vi får at vide hvad der så skete).

Bogen beskriver skuffende lidt om OIOS’ arbejde som

sådan.

Ahlenius har selv en hæderværdig fortid i den svenske rigsrevision,

og hun opbyggede såmænd også en rigsrevision

just i Kosovo (men altså ikke så effektiv, at den umuliggjorde

hvad Wasserstrom siden oplevede). Bogen, som i det

væsentlige synes skrevet af journalisten Niklas Ekdal, bringer

mange interessante informationer om FN i almindelighed

og om de udfordringer, verdensorganisationen bestandig

konfronteres med. Det meste af det har dog for længst

været bragt frem for offentligheden: Så som skandalen i Olie

-for-Mad-programmet, hvor det lykkedes den irakiske diktator

Saddam Hussein at tappe FN-programmet i omegnen af

15 mia. $ ved hjælp af 2200 godtroende firmaer verden over

(inkl. for resten danske, red.). Eller at fem mio. afghanske

flygtninge i nabolandene er vendt tilbage. Men da kan det

være nyttigt også at memorere, at FN’s store Congo-styrke

koster omkring 10 mia. kr. om året.

Ahlenius og Ekdal medgiver dog, at generalsekretæren har

et mere kompliceret job end ét i OIOS som sådan. Sidstnævnte

skal søge frem til sandheden (fx om skumle transaktioner)

uafhængig af religiøse, kulturelle, kønsbetingede eller

politiske hensyn, men sådan én som Ban Ki-moon skal

balancere over for en stor del af FN’s medlemsstater, der

ikke er retsstater, men styres af en selvudnævnt elite, der

slår oppositionen ned med vold. Bogen kan læses med udbytte,

men ikke for at få viden om OIOS. De interne bataljer,

13

uenighed om udnævnelser, om formen på møder osv. forekommer

mig ikke af et sådant omfang, at man kan kalde

Ban for en ”umulius”. Men måske ikke den rette til at håndtere

en hel verdensorganisation.

Ind og ud hos Taleban

Simi Jan: Til te hos Taleban, 301 sider, People’s Press

De fleste af os kender hende: Journalisten Simi Jan, som

færdes hjemmevandt og uforfærdet i asiatiske lande, præget

af krig og terrorisme. Nu har den danske kvinde med

de pakistansk-afghanske rødder nedfældet indtryk fra de

tæt ved fem år, hun boede i disse lande og sendte tvindslag

og artikler hjem til danske medier. En betagende

beretning, præget af hendes enestående muligheder for at

komme tæt på befolkningen.

Hun voksede op med sine pakistanske forældre i Danmark,

fik journalistuddannelse i Skotland, hvortil kommer, at hun

nu læser mellemøststudier ved Syddansk Universitet. Siden

2005 har hun dog tilsyneladende viet det meste af sit

liv til journalistikken. 2007-2012 boede hun på skift i Pakistan

og Afghanistan, hvorfra hun i bogen giver mange nærbilleder.

Med stort gå-på-mod får hun således sporet sine egne rødder

til det afghanske Kandahar – en by med ry for terrorhandlinger

og krig. Via sine sprogkundskaber, ikke mindst

dari, kan hun give afghanere af vidt forskellig slags mæle.

Hun kan berette fra dagligdagen, som mangen vestlig korrespondent

må misunde hende: Som fx, at børn helt ned til

syv års alderen får kamptræning og at der finder rekruttering

sted af unge krigere til at tage til (indisk) Kashmir og

Afghanistan.

Omkring 95 pct. af Afghanistans økonomi skal være afhængig

af udenlandske donorer – og det samtidig med, at

hadet til USA er meget udbredt. Som repræsentant for to

kulturer (den vestlige og den asiatiske) må hun også stå

model til ægteskabslystne mullah’er og folk, der holder på,

at hun bør tage tilbage til sine forældres oprindelsesland. I

almindelighed lægger hun dog vægt på, at hun er dansker.

Stærkt virker det, når hun kan citere fra samtaler med talebanere,

herunder om deres motiver til at deltage i selvmordsattentater

mod NATO-soldater. Hadet er særlig

stærkt hos unge krigere, der har været taget til fange af

amerikanerne og været udsat for ydmygelser eller direkte

tortur. Rystende er også beretningen om en fem år gammel

pige, der af sin far blev solgt til en gammel mand – for

resten mod, at faderen fik mandens søster som kone. Pigen

blev dog først overleveret ægtemanden, da hun var

fyldt 12 år. Ca. 60 pct. af de afghanske piger er under 16

år, når de bliver gift.

En sådan bog, fyldt med samtaler og selvoplevede situationer,

ganske tæt på befolkningen er guld værd. Den giver

ikke nogen totalforklaring på, hvordan Afghanistan kom ud

i så stor en misère, eller på, hvordan den kommer ud af

den. Men en vestlig læser får udvidet sin forståelsesramme.

Flugt fra – og til Nordkorea

Blaine Harden: Flugten fra Camp 14, 269 sider, Kristeligt

Dagblads Forlag

Det er næppe overdrevent at kalde Nordkorea ét af de

mindst kendte lande i udlandet. Megen interesse har derfor

samlet sig om den beretning, den amerikanske journalist


Blaine Harden har sammenstykket om den nu 29-årige Shin

Dong-hyuks utrolige flugt fra én af de stærkt bevogtede

nordkoreanske arbejdslejre. I den danske bogtitel tales der

om en ’camp’, men egentlig ville ordet koncentrationslejr

næppe være overdrevent. (Hitler havde også koncentrationslejre

før 2. Verdenskrig).

Ifølge den sydkoreanske efterretningstjeneste eksisterer der

seks sådanne lejre, hvoraf de to byder fangerne mulighed

for at komme fri, hvis de gennem undervisning har nået et

acceptabelt mål af loyalitet. Shin skønnes at være den hidtil

eneste, der som født i en lejr, har haft held til at undslippe.

De indsatte er typisk beskæftiget i landbruget, i miner, på

fabrikker eller systuer. Arbejdsdagene menes at være 12-15

timer; mange af fangerne dør inden 50 års alderen.

Men man kan ikke tjekke nogen som helst oplysninger om

disse lejre: Ingen udenforstående har nogensinde besøgt

dem. Vi må altså forlade os på de samtaler, den amerikanske

journalist har haft med den unge, 25 år yngre, nordkoreaner,

som han mødte efter, at denne via Kina var havnet i

Sydkorea. Men hans udsagn er blevet sammenholdt med en

række andre fra flygtede nordkoreanere og synes derigennem

at være blevet bekræftet.

Det er svært at forestille sig de usle forhold, han og hans

mor voksede op i i lejren: Uden borde og stole, uden rindende

vand, altid sulten, 30 familier til at dele en brønd med

drikkevand, hyppig vold, ikke mindst, hvis man prøvede at

stjæle mad! Ondskaben og brutaliteten lyser ud af side efter

side. Ifølge bogen lider en tredjedel af befolkningen af kronisk

underernæring, hvad der bl.a. er konstateret ved, at de

nordkoreanske teenage-drenge, der er flygtet til Sydkorea, i

gennemsnit er 12 cm kortere og vejer to kg mindre end

drenge, opvokset i Sydkorea, hvor indkomsten er 15 gange

så høj som i Nordkorea (dvs. 1900 $ i 2009).

Afstraffelserne var barske: Én af dem bestod i, at Shin blev

hængt op i benene med hovedet nedad – angiveligt hang

dér en hel dag… Nordkorea angives at være ét af de mest

militariserede lande i denne verden: Mændene forretter da

også militærtjeneste i ti år, kvinderne i syv! Mere end fem

pct. af landets befolkning er i uniform (½ pct. i USA). Da

Shin havde held til at flygte, havde han oplevet sin mor blive

hængt (vist nok dog efter hans egen angivelse af hende –

den indviklede og lidt modstridende historie må læsere selv

søge i bogen!), hans bror blive skudt og hans far lemlæstet.

Shin er psykisk skadet af sin hæslige opvækst og sine mange

traumatiske oplevelser, hans forklaringer er undertiden

blevet ændret under mange interviews til Blaine Harden.

Om han overhovedet vil falde til i Vesten (USA) er nok et

åbent spørgsmål. I en pinsekirke i Seattle-området beskrev

han sig selv som et rovdyr, der under sit lejrophold var blevet

opdraget til at angive andre, familie såvel som venner;

fangerne havde ingen almindelige menneskelige følelser efter

at de havde set andre mennesker blive tævet ihjel. Konklusion:

Fysisk var han undsluppet, men psykisk var han ikke.

En forgiftning af hjertet som han også betegnede det.

Bortført i København – Japanske skæbner i Nordkorea

Asger Røjle Christensen, 261 sider, Gyldendal

Er der nogen, der flygter til Nordkorea, kan man spørge.

Vel, måske ikke i den traditionelle opfattelse af flugt, men

det, journalist Asger Røjles bog handler om, begyndte på

en måde i marts 1970, da ni medlemmer af hvad, der blev

kaldt Japans ”Røde hær”, bortførte et fly med 122 passagerer,

der fra Tokyo havde sat kurs mod en by i det sydlige

Japan. Passagererne blev dog sat af i Sydkorea, inden

bortførerne selv fløj til Nordkoreas hovedstad Pyongyang.

Denne ”flugt” blev indledning til det drama, som meget

grundigt er afdækket i denne bog. De japanske revolutionære

14

var absolut ikke ventet i Nordkorea, men den daværende

præsident Kim Il-sung indså hurtigt, at der var landet, hvad

man kunne kalde en ”propagandistisk appelsin” i hans turban.

Flybortførerne kom nu til at leve en ret så isoleret tilværelse

afskærmet fra den nordkoreanske befolkning og

deres egne familier i Japan.

Den japansk-gifte forfatter har med stor flid undersøgt utallige

aspekter af de ni japaneres særprægede tilværelse i

”den revolutionære landsby” i Pyongyang såvel som en

række af Nordkoreas bortførte japanere, hvis skæbne, det

har krævet megen tålmodighed og vedholdenhed at kaste

lys over. Og ganske spændende er det at følge den skæbne,

der blev den unge japanske pige Keiko Arimoto til del –

hun blev nemlig under et besøg i København lokket til

Nordkorea under falske forudsætninger.

En række andre unge japanske kvinder blev i 1970’erne og

1980’erne inviteret på studieophold i Nordkorea og hindret

i at forlade landet: De var udset til at være partnere for flybortførerne,

ofte kaldet Yodogo-gruppen. I mange år var

disse unge japanere anset for at være forsvundet. Nogle

japanere blev regulært bortført fra Japan af nordkoreanske

agenter og udløste en diplomatisk krise mellem Japan og

Nordkorea.

Mange års uvished hos flere japanske familier om, hvad

der var blevet af deres slægtninge, blev til dels hævet, da

Kim Jong-il under et møde med Japans ministerpræsident

i 2002 erkendte, at i alt 13 japanere mere eller mindre ufrivilligt

befandt sig i Nordkorea. Nogle af disse japanere

vendte siden hen tilbage til Japan, enkelte kunne der ikke

gøres rede for, andre var døde.

Men i virkeligheden har Korea og Japan et langvarigt betændt

forhold – helt tilbage til Japans kolonisering af halvøen

på det eurasiske fastland i begyndelsen af 1900-tallet,

hvor titusinder af koreanere blev tvunget til at søge til Japan,

efter at japanske kolonisatorer havde beslaglagt deres

koreanske jord. Der lever i dag ca. en mio. etniske koreanere

i Japan.

Asger Røjle, der er tilknyttet Danmarks Radio og i en periode

var bladkorrespondent i Tokyo, har gravet et ufattelig

stort antal enkeltheder frem til belysning af Nordkoreas

massive kynisme ved udnyttelsen af ubefarne japanske

sjæle.

Hvordan Cambodjas chefbøddel, kammerat Duch blev

opsporet

Nic Dunlop: Chefbøddel for Pol Pot – Historien om kammerat

Duch og De Røde Khmerer, 348 sider, Logos Media

& Fokal

Der er tidligere berettet om den hidtil eneste dom – livsvarigt

fængsel til chefbødlen ved Phnom Penhs berygtede torturfængsel

- fra den internationalt-cambodiansk sammensatte

straffedomstol for ansvarlige for ’De Røde Khmerers’ rædselsregime

i Cambodja 1975-1979. Men den irsk-fødte journalist

og fotograf Nic Pots bog giver en fuld beretning om

befolkningens mange lidelser, også forud for Pol Pot-tiden –

og hvordan han selv fik ’opstøvet’ den dømte, den frygtede

leder af torturfængslet, oftest blot kaldet Duch, som var hovedansvarlig

for tortur af og drab på 20.000 mennesker.

Med andre ord giver Dunlop en dybere indsigt i den tragedie,

som i alt skulle komme til at koste omkring 1,5 mio.

mennesker livet. Det er vigtigt at vide, hvad der gik forud:

Cambodja blev mål for amerikanske bombefly efter en amerikansk

regeringsbeslutning helt tilbage til februar 1969 – det

gjaldt at ramme nordvietnamesiske enheder på vej gennem

Cambodja ned til Sydvietnam. Amerikanerne nedkastede

hundredetusinder af klyngebomber, men omkring 30 pct. af


dem detonerede ikke og skulle blive liggende i jorden i årevis

– for med tiden at sprede død og lemlæstelse hos cambodjanske

bønder eller legende børn.

I årene indtil 1973, da den amerikanske Kongres besluttede

at indstille B-52-flyenes bombetogter, var der blevet nedkastet

over to mio. bomber og anden form for ammunition,

hvorunder over én mio. mennesker var blevet dræbt eller

såret. Eftersom det især gik ud over landdistrikterne, flygtede

over halvdelen af denne befolkning ind til byerne. De

amerikanske bombetogter skulle blive noget af De Røde

Khmerers (de cambodjanske kommunisters) stærkeste foranledning

til at gå løs på landets byboere og i det hele taget

en terrorisering af dens egen befolkning.

Stemningen blev som tiden gik meget anti-amerikansk, og

mange cambodjanere blev (i bedste Stalin-paranoia-stil, anmelders

tilføjelse) beskyldt for at være CIA-agenter, ikke

sjældent med døden til følge. Mange flygtede til Thailand.

Hvordan De Røde Khmerers regime brød sammen – nemlig

pga. nabostaten Vietnams intervention som følge af mange

overgreb på vietnamesere, som boede i Cambodja – kommer

Dunlop ikke nærmere ind på.

Men det konstateres da, at FN erklærede invasionen for folkeretsstridig,

hvorefter de Røde Khmerer indtog Cambodjas

pladser i FN’ Generalforsamling (men Dunlop fortæller ikke,

at de faktisk opretholdt denne repræsentation i FN indtil

1993). Men Vietnams okkupation i hele ti år var i den cambodjanske

befolkning grumme upopulær. Den fortsat uafklarede

situation i Cambodja, hvor De Røde Khmerer bevarede

et lille hjørne af landet, bevirkede, at landet op gennem

1980’erne var meget isoleret. Vietnam og Sovjetunionen var

de eneste lande, som leverede nødhjælp.

Duch holdt til i en lejr, som tjente som ”udstillingsvindue” eller

skal vi sige Potemkin-kulisser for Røde Khmererne, og

der opstod tvivl blandt nogle af de vestlige nødhjælpsarbejdere

om, hvorvidt de Røde Khmerer nu også var så frygtelige.

Men ifølge Dunlop forsvandt store grupper af flygtninge

fra den ene dag til den anden. Nogle benyttedes til at transportere

ammunition. I lejren virkede Duch som engelsklærer,

og i 1986 sendtes han til Kina efter ordre af Røde Khmerpolitbureaumedlemmet

Son Sen.

Da forfatteren i 1999 i en landsby nær grænsen til Thailand

havde opsporet den mand, han mente var Duch, præsenterede

denne sig som ’Hang Pin’. Dunlop tog nogle fotos og

tog til Bangkok, hvor han sammenlignede dem med andre,

han havde af ham. Han var nu sikker i sin sag, tog tilbage til

landsbyen og gentraf Duch, som nu var blevet en ’genfødt

kristen’. Der er noget uvirkeligt over, at Dunlop sådan flere

gange kunne vende tilbage – og endda til sidst få Duch til at

vedgå de grusomheder, han siden skulle blive dømt for. Han

meldte sig selv til myndighederne. Det blodige drama fik således

en meget udramatisk afslutning.

Spaniens diktator Franco var en stor bedrager

Paul Preston: Franco. Den store bedrager, 228 sider,

Gyldendal

Den britiske historiker Paul Preston har skrevet flere andre

bøger om den spanske generalissimo Francisco Franco

(1892-1975), men denne bog, som kom på engelsk i 2008,

hviler desuden på en række erindringsbøger fra diktatorens

slægtninge og medarbejdere. Der er tale om et solidt gennemarbejdet

værk, som føjer en del facetter til det allerede

kendte billede af den mand, der i op mod 40 år herskede

over et rige, som han fremdeles kaldte monarki, selv om

Franco selv så at sige ”holdt tronen varm”, som en usædvanlig

form for rigsforstander.

Officeren Franco realiserede på en ejendommelig måde en

kynisk, reaktionær livsdrøm: At herske enerådende og ha-

15

ve held til at gennemføre den mest brutale undertrykkelse

uden risiko for oprør. I de store ideologiske opgør, som i

1930’erne skulle udklække eller udvikle tre endnu mere

brutale diktatorer – Mussolini, Hitler og Stalin - forblev han

en ”lillebror”. Men den spanske borgerkrig (1936-1939),

han vandt, tjente ifølge nogle historikere som en slags

”generalprøve” på 2. Verdenskrig.

Opbragt over indførelse af den demokratiske 2. spanske

republik i 1931 må man tro, at Franco, der blev udnævnt til

militærguvernør i det daværende Spansk Marokko ved

borgerkrigens udbrud, straks fattede hemmelige planer om

republikkens omstyrtelse. Imidlertid var han forsigtig med

at tilkendegive sine meninger i begyndelsen. Hurtigt udviklede

situationen sig dog, og hans nationalistiske tropper

gik til et udmattende angreb på hovedstaden Madrid.

Men de blev slået tilbage af de første internationale brigader,

der for at komme republikken til undsætning blev dannet

af tilrejsende, idealistiske udlændinge. Også de republikanske

tropper var imidlertid udmattede og derfor ude af

stand til at iværksætte en modoffensiv. Så kom - heldigvis

for Franco - forstærkninger fra Mussolinis fascistiske Italien.

Han var både Italien og Tyskland hengiven, selv om

han officielt skulle fastholde, at Spanien var neutralt. Det

forblev det da også krigen igennem, om end hældningen

mod Aksemagterne ikke var til at tage fejl af.

Forfatteren kalder Franco en ’forunderlig blanding af provinsiel

middelmådighed og en selvtilfredshed, der grænsede

til storhedsvanvid’. At han holdt sig så længe ved magten

betegner han som hans ’enestående bemærkelsesværdige

succes’. Franco var parat til at dræbe, fængsle

og eksilere halvdelen af Spaniens befolkning for at gennemvinge

en forestilling om en harmonisk familie. Når Hitler

især hadede jøderne, ja, så hadede Franco frimurerne;

de var fælles om at hade kommunisterne.

Men det blev jo ikke ved det, for Franco ville simpelthen

rense Spanien for socialismen og liberalismen. Ifølge bogen

ville han endog udslette arven efter oplysningstiden og

på én eller anden måde føre sit land tilbage til den storhed,

det besad i middelalderen. Efter hans død gjaldt det om at

lægge låg på uhyggelige og ubehagelige mindelser om

borgerkrigen. Det skete gennem den såkaldte Glemslens

pagt (Pacto de Olvido), der lovfæstede amnesti til alle diktaturets

brutale håndlangere, såvel som til dets modstandere.

Først og fremmest skulle dette kompromis ikke kunne

benyttes som politisk våben i det nye demokrati.

Som forfatteren rigtigt påpeger, så er det spanske demokrati

nu så sikkert funderet, at man kan begynde en seriøs

diskussion om borgerkrigen og dens konsekvenser. Ved

bogens udgivelse var den verdenskendte spanske undersøgelsesdommer

Baltasar Garzón lige begyndt sine forsøg

på at få efterforsket hvilken skæbne, de omkring 115.000

spaniere, der forsvandt under borgerkrigen og i det efterfølgende

Franco-diktatur, fik. Garzón mistede siden sit job i

den spanske stats tjeneste, men fik siden beskæftigelse

som efterforsker ved Den Internationale Domstol i Haag,

kan jeg tilføje.

Skulle der have været en minimal respekt for Franco tilbage,

fx fordi han holdt Spanien ude af 2. Verdenskrig og fordi

Spanien i hans tid havde økonomisk fremgang, så er

Preston mand for at tegne det virkelige portræt af ham:

Som eksponent for et styre, ”der ikke havde det fjerneste

at gøre med befolkningens ønsker, men kun tog hensyn til

en privilegeret elites smålige kamp om magt”. Hans regime

blev oprettet for at undgå, at demokratiet blev genindført i

1939. Efter hans død i 1975 afviste spanierne og den unge

Juan Carlos, der overtog den ledige tronstol, den politiske

vold, som havde karakteriseret Franco-tiden. De udviste

med Prestons ord ”kollektivt politisk modenhed”.


Fordi vi tror på et globalt ansvar

16

More magazines by this user
Similar magazines