BYENS PLAN - Dansk Center for Byhistorie

Kloaksystem indføres.” 163 Dette forslag, som blev betegnet som ”det virksomste Middel til at
hindre Udbredelsen af Epidemier” 164 , blev senere sat i værk af kommunalbestyrelsen i
sommeren 1851. Forslagsstilleren professor Christian Gotfried Hummel (1811-1872) var en
hygiejnisk interesseret og reformvenlig ingeniør, der var uddannet som cand. polyt. fra
Polyteknisk Læreanstalt i 1834. I 1838 blev han lektor og i 1866 direktør sammesteds.
Hummel fungerede desuden som vandinspektør i København 1843-47. Sammen med L. A.
Colding fik Hummel ansvaret for den praktiske sammensvejsning af et samlet projekt for
vand-, gas- og kloakanlæg i København, pga. den kombinerede komites udskrevne
konkurrence om vand-, gas- og kloakanlægs anlæggelse i hovedstaden. I 1851 blev Hummel
medlem af den kombinerede komite for Københavns vand-, gas- og kloakanlæg i stedet for
H.C. Ørsted, der var afgået ved døden. Da anlægsplanerne senere løb ind i politisk modstand,
blev det Hummels opgave på komiteens vegne at rejse til London for at indhente den engelske
ingeniør James Simpsons faglige godkendelse af planerne. Hummel var i det hele taget, som
tekniker og embedsmand, dybt involveret i arbejdet med de store byplanmæssige
anlægsarbejder for vand, gas og kloak i 1800-tallets midte. Hummels engagement i den
hygiejniske sags tjeneste afspejles også af, at han var en aktiv deltager på den hygiejniske
kongres i København 1858. 165
3.2.8. ”kampen mellem Sundhedsreformen og den communale magt”
Hummels gadeskylningsforslag er interessant i denne sammenhæng, fordi forslaget gav
anledning til megen politisk uenighed, som afslørede dybe modsætninger og konflikter
mellem reformvenlige og reformskeptiske kræfter i kommunalbestyrelsen. Debatten om
gaderensningen i Københavns Borgerrepræsentation og i pressen viser, at bestemt ikke alle
var enige med hygiejnebevægelsen om det formålstjenstlige i at fremme den offentlige
hygiejne. En skeptisk mod-diskurs, der satte hensynet til status quo, økonomien og de liberale
frihedsrettigheder højere end hensynet til bekostelige hygiejniske reformer, gav
hygiejnediskursen kamp til stregen i bestræbelserne på at sætte den diskursive dagsorden for
Københavns organisation og plan. To fremtrædende repræsentanter for mod-diskursen i den
københavnske kommunalbestyrelse var Borgerrepræsentationens formand, etatsråd L.N.
163 ibid. s. 38
164 ibid. s. 38
165 Bricka 1894
43