Næste Globen-tema: Alternative rejser - De Berejstes Klub

deberejstesklub.dk

Næste Globen-tema: Alternative rejser - De Berejstes Klub

Næste Globen-tema: Alternative rejser

Som altid skal Globen have et tema, og i næste nummer

bliver det ”Alternative Rejser”.

Klubben huser efterhånden en hel del medlemmer, som

gladeligt kaster sig ud i alskens eventyrligheder og slipper

levende fra det. Her tænkes ikke udelukkende på det

ekstreme, grænsebrydende eventyr men også på rejsen,

som ikke blot er ’ferie’, men også rummer ganske anderledes

oplevelser.

Har du f.eks. svømmet nøgen ned ad Ganges eller snowboardet

ned ad Everest? Eller måske har du en fortid som

omrejsende hemmelig agent, er udstationeret i det fremmede

eller på feltarbejde? Har du drukket te med Osama

eller været medlem af Fremmedlegionen? Er du typen,

der altid havner i noget rod og bevidst gør tingene mere

besværlige end de behøver at være? Så hører vi meget

gerne fra dig til dette kommende tema.

Det er i øjeblikket uklart, hvem der redigerer næste nummer,

men for dig som skribent får det ingen betydning. Du

skal fortsat maile til adressen: globen@berejst.dk. For

fiduser og tips til kommende skribenter - se næste side

samt sidste nummer af Globen (s. 47). Næste deadline er

sat til 20. august.

SBonde

2

Tværvidenskabeligt feltarbejde er en større udfordring –

her er det påskefejring i Filippinerne


Medlemsblad for De Berejstes Klub

Redaktion:

Søren Bonde

Postholdervej 8, 4.th.

2400 Kbh. NV

Tlf.: 35 81 39 34

soren@vagabonde.dk

Tekst / fotos:

Medlemmer af De Berejstes Klub

Forsidefoto:

Valget af transportform på rejsen er ofte et

spørgsmål om livsstil. Med egen bil

kombineres den ultimative frihed med et

potentielt ultimativt niveau af bureaukrati og

korruption.

Foto: Poul Saabye

Forsidedesign:

Claus Qvist Jessen

Tryk:

BB Offset

Thorsvej 11; 8850 Bjerringbro

Oplag: 175

ISSN: 1603-1458

Deadline til næste nummer:

20. august 2004

Tema: Alternative Rejser - alt stof sendes til

globen@berejst.dk

Annoncer:

annoncer@berejst.dk

Medlemskab:

Se www.berejst.dk

Formand:

Søren Padkjær, adresse s. 70

De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle

meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens

synspunkter og deles ikke nødvendigvis af hverken redaktøren

eller klubbens øvrige medlemmer.

4 Tema: transportformer

5 Seksogtyve års interrail

Niels Iversen

8 Blafferrejser

Claus Qvist Jessen

12 At blaffe en elefant

Claus Qvist Jessen

14 At blaffe er at leve

Anders Pedersen

16 Kaj Heydorn og Claus Qvist Jessen jubilerer

17 Commando Raids in Europe

Knud B. Bach

20 Når rejseliv bliver hverdag

Pia Baltzer og Poul Saabye

22 På cykel rundt i verden

Claus Andersen

23 Fuld fart frem!

Erik Pontoppidan

25 DBKs årlige weekend-arrangement

Søren Padkjær

26 Sydafrikansk sprittur

Claus Qvist Jessen

27 Hvem sa’e kørekort?!

Søren Bonde

28 I Grodno er alt ved det gamle

Ewa Bylinska

30 Transport på rejsen

Marianne Christensen

33 Foto på rejsen

Claus Qvist Jessen

36 I fedtefadet i Olieland

Søren Bonde

38 Tiltagende eksponering af DBK

Søren Bonde

39 Stævnemøde med fortiden

Kenneth Hvolbøl

41 Café Globen-status

Martin Anker Nielsen

42 Først græd de, så sang de og så græd de igen

Arne Runge

46 Fra industri-condottierer til røverbaroner

Henrik Døcker

51 Postkort og erobring af nye lande og territorier

Per Allan Jensen

52 Hvor tiden begynder

Theis I. Sølling

54 Østtimor erobret!

55 Rejsestafetten

56 Mine 10 mest interessante transportoplevelser i Asien

Nikolaj Witte

59 Mine 10 bedste vulkaner

Henning Andersen

63 Mine 10 mest repræsentative zooer/akvarier

Niels Iversen

66 Sponsornyt

Claus Qvist Jessen

67 Arrangementskalender

68 Afholdte arrangementer

69 Nye medlemmer

70 Kontaktpersoner


Tema: Transportformer

Endnu engang har det ikke været nødvendigt at sparke til de dovne skribenter. Sådan skal det være! Artiklerne er

væltet ind i min mail-box til stor belastning for Yahoo!’s udmærkede service og tvang mig til at installere en ADSLforbindelse.

Modem-tiden er ovre – så tak for det! Ligesom min forgænger må jeg derfor beklage, at bladet kun har

72 sider, og det sætter visse grænser for, hvor mange artikler, vi kan bringe. Er du en af dem, der har skrevet en

artikel, som ikke er blevet bragt, er det ikke nødvendigvis fordi, den var for ringe. Langt mere sandsynligt er det, at

der simpelthen ikke var plads. Så fortvivl ej! Din artikel bliver ganske givet bragt ved førstkommende lejlighed.

Jeg har efter bedste evne tilstræbt at prioritere de tematiske artikler først, og HURRA!!! - dem er der lykkeligvis

rigtig mange af denne gang! Derefter er udvælgelsen sket med henblik på at komme den pukkel til livs, som opstod

omkring martsnummeret. Alligevel har vi i skrivende stund en mindre pukkel til næste nummer, men det skal endelig

ikke afholde nogen fra at grifle løs og sende ind.

Jeg vil dog gerne samtidig opfordre både nuværende og kommende skribenter til ikke at overdrive det med griflerierne.

Det kan være lidt problematisk at få plads til artikler på 6-8 sider og mange billeder, når der er meget at

vælge imellem. Det betyder ikke nødvendigvis, at man skal fatte sig i ultra-korthed men snarere, at man skal overveje

at dele stoffet op og fokusere bedre. Så altså: hellere to artikler på tre sider end én på seks.

Transportformer

Der er som bekendt mange måder at rejse på, og transportformen er uløseligt forbundet med oplevelserne undervejs.

Det giver ganske enkelt helt forskellige oplevelser at rejse på første klasse versus monkey-class, på tommelfingeren,

cyklen, med fragtskib eller luksusliner, med fly - eller simpelthen til fods. På de næste sider kan du læse

om meget forskellige oplevelser som følge af transportformen og de overvejelser, der ligger bag valget af samme.

Der kan være mange grunde til at foretrække eller vælge enten det ene eller det andet transportmiddel. Det kan

være økonomisk bekneb, begrænset tid eller måske en dybere filosofisk betragtning, der ligger bag valget.

Her er et ubegribeligt eksempel på filippinsk transport, som

’ligger godt i svinget’. Stolene står rent faktisk løst på ladet!

Speederen i bund – sikkerheden ligeså...

Rigtig god fornøjelse!

Redaktøren / Søren Bonde

4


Det transportmiddel, der har betydet mest for mig, må

ubetinget være toget. Min rejsekarriere begyndte reelt

i 1972, da den Europæiske Jernbaneunion fandt på at

fejre et eller andet jubilæum med et togkort (interrail),

der skulle give unge under 21 stort set fri adgang til

alle tog i det meste af Europa (og Marokko). Nyheden

blev luftet i Kolding Folkeblad allerede før DSB begyndte

at røre reklametrommerne, så jeg fik for blot

500 kr. fat i et af de allerførste kort i Danmark, men

brugte det dog først i sommerferien ’72. Min rejseerfaring

på daværende tidspunkt (jeg var 18 år) begrænsede

sig til togture til København med overnatning

på 'hôtel de misjång', et par bilture med overnatning

på vandrerhjem, én færge-tog-rutebil-oghotel-tur

til Norge (alt sammen i selskab med familien)

samt én eneste tur på egen hånd: en køretur rundt i

Jylland i 1971 på en underlig himstregims ved navn

velovap. Logisk nok kom disse ture til at danne mønster

for min første interrailtur. Hvor absurd det end kan

lyde, så troede jeg faktisk at en rejse bestod i at man

tog et sted hen og sov der, så videre til et andet sted

for at sove, herfra til et tredje sovested og så fremdeles.

Og hvis man skulle nå at se noget om dagen,

måtte de steder ligge så tæt, at alle dagtimerne ikke

gik med transport. Hvor naivt, men det troede jeg altså!

Den første halve nat tilbragte jeg ganske vist på Hamburg

Hauptbahnhof, hvor jeg ventede på kl. 3.00-toget

til Hoek van Holland. Da jeg så kom ind i toget, trak

min eneste medpassagerer i kupéen sæderne ud, så

der blev et par gode sovepladser. Forbløffende at det

kunne lade sig gøre, men meget praktisk. Jeg skrev

mig informationen bag øret, men den ændrede foreløbig

ikke mit verdensbillede. Jeg tilbragte det meste af

den følgende dag i Amsterdam, og derefter havde jeg

planlagt at overnatte på vandrerhjem i Rotterdam.

Lykkedes det mig at finde det? Vel gjorde det da ej!

Jeg tilbragte natten med at vakle rundt i Hollands

grimmeste bys tomme gader. Næste nat var det lige

ved at gentage sig: jeg stod på en sporvogn ved Antwerpens

hovedbanegård, og jeg stod ud af sporvognen

ved selvsamme banegård uden at have fundet

noget vandrerhjem. Heldigvis fandt jeg på at tage til

Bruxelles, hvor det flamske vandrerhjem lå tæt på

Gare du Nord og dermed var til at finde. Og sådan gik

det videre et par uger - bortset fra at jeg efterhånden

tabte lysten til at lede efter idiotiske vandrerhjem i

ækle forstæder. I stedet sov jeg nogle nætter i togene,

mens jeg tilbragte mindst lige så mange nætter med

at vade rundt i en eller anden bys gader. Det sidste

Seksogtyve års interrail

Tekst og grafik: Niels Iversen

5

var nu ikke altid min egen skyld. For eksempel havde

jeg med møje og besvær hittet et laaangsomt tog fra

Roma til Venezia, og det skulle ankomme næste dags

morgen. Men en overivrig togfører fik mig gelejdet

over i et hurtigtog, som ankom ved midnat. Og så

vadede jeg rundt resten af natten, for jeg ville naturligvis

ikke forlade Venezia uden at have besøgt Dogepaladset

og Markuskirken. Turen sluttede i øvrigt i utide:

efter kun tre uger havde jeg opbrugt min yderst beskedne

rejsekapital og måtte vende hjem til Kolding.

Ganske uventet valgte den fortræffelige jernbaneunion

at forlænge Interrail-ordningen med yderligere et

år, så i 1973 skulle jeg afsted igen. Men denne gang

skulle det hele gøres ordentligt. Jeg sparede flere

penge op (altid en god idé!), jeg tegnede bykort af

efter bibliotekets ”Turen går Til...” 'er, og så gik jeg i

øvrigt i gang med at reservere pladser på en stribe

vandrerhjem, der stort set dækkede hele turen. I starten

gik det hele efter planen (dvs. uden plads til særlig

mange svinkeærinder), pånær et enkelt svips i Canterbury,

hvor jeg ankom en dag for tidligt og der ikke

var plads på vandrerhjemmet - hvorefter jeg vadede

rundt i byens gader i stedet for at prøve en anden

overnatningsform såsom Bed & Breakfast. Man var jo

ikke klogere. De britiske vandrerhjem var generelt

hyggelige - det sidste sted i Shrewsbury diverterede

den venlige vært endda sine gæster med liflige toner

fra sin sækkepibe ved daggry. Men så lykkedes det

mig på én dag at komme over til Koblenz i Tyskland,

hvor vandrerhjemmet er indrettet i den strenge borg,

Ehrenbreitstein, der ligger oppe på en bakketop. Uha

uha, det var som at blive sat i fængsel, eller måske

snarere en kaserne eller et kloster. Og morgenmaden

(som jeg overhovedet ikke følte trang til at indtage)

var obligatorisk. Det var som en spand koldt vand, og

jeg besluttede på stedet at afbestille alle de følgende

vandrerhjem, UNDTAGEN i Augsburg, hvor morgenmaden

var frivillig.

Midt i Interrail nr. 2 var det med andre ord omsider

gået op for mig, at en ægte interrailtur ikke bare var

en gængs rundtur, hvor man rejser rundt fra overnatningssted

til overnatningssted. En ægte interrailist

rejser bare rundt og overnatter i togene. Om morgenen

studerede jeg de gule afgangstavler på banegårdene

for at finde en strækning på mindst 1000 km, så

der kunne blive tid til en god lang nattesøvn. Hvis

toget viste sig at være uegnet, f.eks. ved at være fyldt

med normale bedsteborgere, stod man ud - der gik

sikkert et andet tog en time eller to senere.Togene var


også generelt længere dengang, så måske kunne det

klares med at vandre et par vogne længere frem eller

tilbage. Og ligge/sovevogne kom ikke på tale - det var

for de rige blaserte bedsteborgere, der bare skulle

transporteres en enkelt nat.

Den første tur der helt blev afviklet efter disse retningslinjer

var min interrailtur nr. 3, hvor jeg besøgte

godt 60 byer og kørte mere end 30.000 km. Jeg besøgte

på denne tur for første gang Norden på en interrailtur

- dog kun Norge og Sverige. Jeg kom først til

Finland på en Nordturist-tur i 1980, og som ægte togfanatiker

skulle jeg naturligvis hele vejen op omkring

den Botniske bugt og tilbage samme vej. Det kan i

parentes bemærket ikke længere lade sig gøre, for

der er ikke længere tog mellem Boden og Haparanada.

Jeg troede nu at løbet var kørt, idet jeg fyldte 21. Men

the Powers That Be lod deres miskundhed skinne

over os stakkels oldinge og hævede aldersgrænsen til

23 år i 1975, og så skyndte jeg mig at tage hele to

interrailture på ét år mens tid var. De blev afviklet efter

samme metode som tur nr. 3, bortset fra at jeg så

småt begyndte at udforske Balkanlandene. Jeg har

skrevet lidt om det jugoslaviske togvæsen i Globen

april 04, så her vil jeg blot nævne, at der på München

Hauptbahnhof hang et skilt, hvorpå DB udtrykkeligt

fralagde sig ethvert ansvar for hvornår de toge der

blev sendt ned på Balkan kom tilbage. Nåja forresten,

der er en enkelt anden episode der nok bør nævnes.

Det var da jeg fandt på at jeg ville besøge Rumænien.

Jeg sad i starten i en enlig 'Kurswagen' mod Bucuresti

i et tog, der ellers bestod af vogne fra Beograd, mod

Ungarn. Kort før den ungarske grænse blev denne

vogn koblet af og spændt efter et damplokomotiv, der

trillede østpå mod Timisoara. Folk stod efterhånden

ud, og ved grænsen til Rumænien var der ikke andre

end mig tilbage. Den jugoslaviske grænsekontrol var

hurtigt overstået, men så kom rumænerne - et helt

hold af rumænere. De splittede bogstaveligt talt vognen

ad, og imens satte en nydelig dame sig overfor

mig og spurgte hvor længe jeg egentlig havde tænkt

mig at blive i Rumænien. Tre dage, slyngede jeg ud.

OK, så var der en pligtveksling på... ja, jeg mindes

ikke beløbet, men det gjorde et mærkbart indhug i min

beskedne rejsekasse. Faktisk var det nok til at jeg

kunne bo på et pænt hotel og spise på restaurant og

køre fra sted til sted i taxa, da jeg omsider nåede frem

til Bucuresti. Jeg løb her ind i et mindre problem med

at forklare de ansatte i et billetsalgssted, at jeg gerne

ville købe en obligatorisk pladsreservering, men jeg

skulle ikke have en billet tilbage til Beograd. Det lykkedes

ikke, men måske var det min midlertidige fornemmelse

af at være hovedrig overklasseburgøjser

der gjorde, at jeg fandt på at tage en taxa til den danske

ambassade. Egentlig ville jeg blot bede om en lap

papir med en forklaring på rumænsk, men jeg fik en

længere snak med ambassadøren. Derefter blev jeg

kørt i diplomatbil tilbage til billetkontoret, hvor min

6

chauffør forklarede i diplomatiske vendinger, hvorfor

jeg ikke havde brug for en billet. Det var da ganske

sjovt, og jeg overlevede da også resten af måneden i

Vesteuropa uden at sulte ihjel.

Apropos bøvlede lande: det spanske jernbaneselskab

RENFE havde stadig en snert af Franko-mentalitet,

men i halvfjerdserne begrænsede chikanerierne mod

interrailisterne sig til at man skulle ind på en banegård

og hente en billet, men den var dog i det mindste gratis

- bortset fra billetter til landets hurtigtog TER og

TALGO. De tog der ikke var afgiftsbelagte var i udpræget

grad heller ikke hurtige. Senere tog chikanerierne

til: der blev indført en regulær afgift for brug af

interrail i Spanien, og den skulle erlægges i pesetas.

Hvis folk ikke kunne det, blev deres interrailkort beslaglagt.

Og så var jeg naturligvis igen blevet for gammel. Men

endnu engang blev aldersgrænsen hævet, og jeg

nåede en sidste interrailtur i halvfjerdserne i 1979. Det

eneste specielle ved denne tur var at jeg tilbragte de

første to uger i Frankrig, fordi turen skulle bruges som

forberedelse til en eksamen i fransk sprogfærdighed

på universitetet (taktikken lykkedes). Ved starten af

årtiet var de franske togvogne Europas ringeste at

sove i: der var 8 personer i kupéerne, sæderne var

betrukket med brunt, hårdt kunstlæder, og de kunne

ikke bevæges. Ved årtiets slutning var kupévognene

generelt blevet erstattet af corail-vogne med flysæder,

som var ulige behageligere at tilbringe natten i. Siden

er udviklingen i Frankrig imidlertid gået i retning af, at

der på hovedstrækningerne næsten udelukkende

køres med de hurtige TGV-tog (”trains de grande vitesse”),

som interrailister ikke kan bruge uden at betale

betydelige tillæg. Så 14 dage i Frankrig på et inter-


ailkort ville være en dyr affære her i 2004. Fremskridt

er ikke altid en fordel (ligesom det var en katastrofe,

da danskerne fik Storebæltsbroen men mistede liggevognstogene).

I firserne kørte jeg overhovedet ikke på interrail, selv

om der blev opfundet et 'mimrekort' for folk over 26.

Men middelhavslandene var utilfredse med at interrailisterne

generelt kom fra Nordeuropa, men mest brugte

jernbanerne i Sydeuropa. Så der var jævnligt rumlerier

om at dette eller hint land ville trække sig ud af

ordningen. I 1991 var rygterne så vedholdende, at jeg

valgte at afvikle ikke én, men to interrailture, begge

efter recepten med kun at sove i tog. Det blev nogle

fortræffelige ture, hvor jeg kunne drage fordel både af

en stærkt forbedret privat-økonomisk situation og

betydeligt bedre guidebøger. Men hvis man udelukkende

ser på jernbanedriften, var interrailismens

guldalder ovre. Antallet af nattog var langt mindre i

1991 end i halvfjerdserne, og mange nattog bestod nu

kun af ligge/sovevogne, som jeg dog i det mindste nu

havde råd til at betale. Herudover var andelen af hurtigtog

med tillæg, der ikke var omfattet af interrailkortet,

steget betænkeligt. Jeg har i tidens løb kørt på en

del nationale togkort (DB-Tourist i Vesttyskland,

Biglietto Turistico di Libera Circolazione i Italien, Tarjeta

Turistica i Spanien), og her var de pågældende

tillæg generelt inkluderet - måske med forbehold for

nogle ganske få virkelige luksustog. Men ingen har

vist interesse for at fremme brugen af interrail i den

slags tog. Og i øvrigt er de nævnte kort nu afskaffet;

tendensen går i retning af EuroDomino-kortene, hvor

man kun har nogle få rejsedage i løbet af en nærmere

angivet periode. De helt frie togkort dør ud.

Det viste sig at krisen drev over; middelhavslandene

droppede ikke interrail. Midlet der overbeviste dem

7

om, at det var værd at forblive i ordningen var en zoneinddeling,

der betød at en større del af indtægterne

ved salget kunne ledes i retning af de jernbaneselskaber,

der reelt transporterede passagererne. Og det

kan ingen vel finde urimeligt. Men presset er også

aftaget betydeligt. Hvor de mange nattog i halvfjerdserne

nærmest var blokeret af sovende interrailister,

skal man nu se godt efter for at finde en ægte interrailist.

Manglen på gode nattog, reservationskravene og

de irriterende tillæg kan have skræmt dem væk, men

nok så væsentligt er det vel at konkurrencen fra flyrejserne

til klodens fjerneste egne er steget. De folk der i

halvfjerdserne lå og sov i togene sidder nu og venter

på rutebilen på en støvet bænk i Bolivia. Folk opfatter

ikke længere Italien som noget eksotisk; nu skal man

mindst til Laos eller Belize eller Tonga for at føle at

man for alvor er kommet udenfor hjemmets fire vægge.

Og derfor har vi fået en global backpackerkultur i

stedet for halvfjerdsernes europæiske interrailvagabond-kultur.

Min sidste interrailtur fandt sted i 1998, og det var ikke

en ægte interrailtur. For det første havde jeg kun købt

to zoner (jeg trillede rundt i Schweiz, Tyskland og

Belgien og Benelux med en enkelt afstikker til Paris),

og for det andet brugte jeg kun kortet i ca. halvdelen

af dets gyldighedsperiode, fordi jeg skulle passe mit

arbejde. Men trods de hårde tider for togdriften gennemførte

jeg turen efter den klassiske recept med kun

at sove i togene - UNDTAGEN den ene nat jeg overnattede

i Luxembourg for at få mit land nr. 44, der lige

akkurat var nok til at jeg kunne blive medlem af de

Berejstes. Mohren har gjort sin pligt, mohren kan gå -

jeg køber næppe flere interrailkort


Blafferrejser

Tekst og foto: Claus Qvist Jessen

For de fleste rejsende – og vel også de fleste her i klubben – er det at komme fra A til B noget med at booke et fly

eller sætte sig op i en bus. Men der findes skam et meget billigere og langt mere spændende alternativ: Tommelfingeren.

At blaffe? Det var da noget, man gjorde i de gode,

gamle dage, da mor var dreng. Den gang der ikke var

biler og busser i hobetal, og da det at komme udenfor

sin egen landsby krævede andres hjul. Eller var det?

Måske nok, men blafferi er stadig en fremragende

måde at komme frem i verden, og oveni giver det at

blaffe langt bedre muligheder for at forfølge det

ukendte end nogen anden rejseform. At dyrke rejselivet

med tommelfingeren i vejret er i høj grad et

spørgsmål om at overgive sig til eventyrets guddommelige

uforudsigelighed.

Blafferi er genialt i øde egne, hvor busser og tog er mere

eller mindre ukendte. Det kræver bare lige, at der også en

gang imellem er en bil, og som her i 4000 meters højde

mellem Bolivia og Chile kan den slags godt tage sin tid.

Hvorfor blaffe?

Der er masser af gode grunde til at blaffe verden

rundt. Udover at man sparer en masse penge, er en

af de mere oplagte, at man gerne vil derud, hvor der

ganske enkelt ikke går busser, hvor taxaer er for dyre,

og hvor udlejningsbiler tenderer science fiction. Oveni

kan man glæde sig over, at man ved at blaffe holder

en befordringsmæssigt meget mindre distance til lokalbefolkningen,

end man ville gøre ved at hyre endnu

en triviel luksustaxa. Mange steder i den tredje ver-

8

den, især i Afrika og Andeslandene, er biler en mangelvare,

så dér tager folk de lifter, de kan finde. Til

gengæld får chaufføren et lille bidrag til benzinen, og,

vupti, man har et bæredygtigt system af uofficielle,

private mikrobusser.

Verden skal opleves fra jordhøjde i stedet for via dyre

luksusture, og intet er bedre for kontakten til den bolivianske

campesino end at sidde på ladet af samme,

ramponerede lastvogn og ordne verdens-situationen

over et par mundfulde gennemtyggede cocablade.

Det kræver lige, at man snakker andet end dansk og

engelsk, men så snart denne lille hurdle er ryddet af

vejen, er der ikke grænser for, hvilke vidunderlige

oplevelser, der ligger forude og venter. Man lærer

uendeligt meget mere om verden ved at mænge sig

på femte klasse med de lokale bønder end ved at

ligge ved poolen på et firestjernet hotel og fordybe sig

i nok så mange politisk korrekte guidebøger.

De rigtige lande

Geografisk set er der ganske store forskelle på at

blaffe verden over. Et par årtiers tommelfingerakrobatik

har lært mig, at det ideelle blafferland er en

mellemting mellem et i-land og et u-land; rigt nok til at

have en stor park af privatbiler, men heller ikke så rigt,

at folk ligesom i Danmark bliver alt for private. Jo flere

penge, der ruller ind på kontoen, jo mindre har folk

tilsyneladende lyst til at dele med andre, og det er ikke

ualmindeligt at opleve, at rige lande kan være vanskeligere

at blaffe i end ”mellemlandene”. I hvert fald i

private biler; trucks går det bedre med.

På den modsatte side kan de allerfattigste lande, især

i Vestafrika, være et problem. Ikke pga. manglende

vilje, men fordi der er så få fungerende biler i omløb,

at de enten er permanent fulde eller kører som taxaer

– og meget ofte begge dele.

Skal man lave et verdenskort over gode blafferlande,

vil de fleste muslimske lande rangere ganske højt.

Lige fra Gambia og Senegal over Syrien, Iran, ex-

Sovjet og Afghanistan til Brunei og Indonesien har jeg

haft held med at stritte med tommelfingeren, og mas-


ser af gange er et gratis lift endt med invitationer til te

eller mad. Undtagelsen er Sinai, hvor de griske beduiner

har set for mange, dyrt betalende turister til at

udvise antydningen af venlighed. Endnu mere gæstfri

chauffører har jeg oplevet i Sydafrika og Namibia, der

tilsammen må rangere som de bedste blafferlande i

verden. To gange er jeg (sammen med 007-Pia) blevet

tilbudt både lift, overnatninger og grillmad ad libitum

– uden overhovedet at blaffe! De hvide sydafrikanere

er uendeligt meget bedre end deres rygte.

Kønt ser der ud, men rent blaffermæssigt er Ruta Nacional

no. 3 i Argentina en fiasko. Til tider masser af biler, men

gider de samle en træt og forblæst blaffer op? Næh, nej.

Naturligvis er der også mindre heldige lande, men min

eneste, blaffermæssige hadeoplevelse stammer fra

”Ruta Nacional Numero 3” i Argentina i 2001-02. Om

det var fordi landet var i megakrise og skiftede præsidenter,

som andre skifter sokker (fem på 14 dage!),

vides ikke, men de fleste af mine rigtig lange, kedelige

venteture fandt sted ned langs Patagoniens østkyst.

Ikke noget med en halv time i ny og næ. Næh, nej.

Det var noget med ventetider på mellem tre og fem

timer, alt imens flere hundrede biler nåede at passere

uden at stoppe. Ikke én gang, men flere gange. Kom

der endelig et lift, var det som regel en chilener eller

en fra Buenos Aires. De var såmænd flinke nok, men

patagonerne altså... Lige så triste og uvenlige som

deres forblæste ørkenlandskab, og da vi omsider nåede

i bund var vi et par småsure danskere, der så

glimrende undte argentinerne deres rædsomme, politiske

og økonomiske morads. Helt fedt blev det, da

Argentina året efter blev vippet ud af VM i fodbold

allerede i indledende runde. Der fik i den – ha!! Retfærdigvis

skal det siges, at de fleste andre har fine

erfaringer med Argentina, men for mig står det som

det eneste rigtigt uheldige blafferland i verden.

Land og by

Selv i gode blafferlande er det naturligvis ikke alle

steder, der er lige gode, hvis man vil samles op. Alt

9

andet lige er storbyer ganske håbløse, dels fordi der

er for mange korttursbilister, og dels fordi du sikkert

ikke skal samme vej som dem alligevel. Det er altid

meget lettere at komme til end by end ud af den igen,

så skal du fra by A til by B, er det en langt bedre

chance at tage en lokal bus til udkanten af byen eller

nærmeste motorvejstilkørsel og så blaffe videre derfra.

Man skal ud, hvor der kun er én vej, og hvor man

er sikker på, at bilerne kører langt. De allerbedste

steder er som regel de steder, hvor bilerne tvinges til

at stoppe eller i hvert fald sænke farten. Lige efter en

toll-gate (som f.eks. i Frankrig, Grækenland og Sydafrika)

er der som regel fint, men er der ikke sådan en,

så prøv op ad en bakke. Vigtigt er det også, at der er

godt udsyn, så chaufføren kan se dig på lang afstand,

mens du bør undgå at blaffe ned ad stejle bakker eller

i sving, hvor bilisterne enten har alt for meget fart på,

eller hvor de ikke kan se dig, før de er forbi. Kun meget

få gider bremse og bakke for at hente en ukendt

blaffer.

Dagtimerne er generelt langt bedre end døgnets mørke

halvdel, dels fordi du selv har en chance for at se,

hvad og hvem det er, der stopper, men så sandelig

også fordi meget få chauffører vil stoppe for en dunkel

person ved en øde landevej, langt borte fra hvad som

helst. Det kan dog ske, og selv i det sydlige Afrika har

jeg med succes overlevet mørkets frembrud. En fin

mulighed til både dag og nat er at lave lidt opsøgende

arbejde, og her er tankstationer glimrende steder at få

kontakt med en flink chauffør. Der har man jo den

store fordel, at han/hun får chancen for at se dig an

først, hvilket bestemt heller ikke er at kimse af, lidt

afhængig af hvor god du er til at se sød og rar ud.

Et af de mere underlige lifter: En kinesisk militærlastvogn, hvor

jeg endte med at tilbringe det meste af 2-3 dage – de sidste

kilometer mod Ali i Vesttibet godt formummet i kinesisk militærtøj,

så selv politiet troede, jeg var kinesisk officer! 10 minutter

efter ankomsten blev jeg alligevel arresteret, men undgik behændigt

at blive sendt retur til Kashgar.

Hvordan man så prajer et lift kan variere en del fra

verdensdel til verdensdel. De fleste steder i Europa,

Asien og Sydamerika fungerer det fint med en opad

strittende tommelfinger, mens man i Afrika syd for

Sahara vil have bedre chancer med arm og finger


pegende skråt ned mod asfalten. I bl.a. Zimbabwe har

teknikken udviklet sig til et sindrigt system af fingertegn

afhængig af, om blafferen vil til højre eller venstre

ved næste kryds. Begyndere klarer sig fint uden.

Trods sit blakkede rygte er Afghanistan ikke noget ringe blaffeland.

Bilerne er få og proppede, men det er ikke umuligt at

få et lift. Denne let overlæssede truck er fra Herat.

Dress code og brede smil

Uanset hvor i verden, du blaffer, er det sjældent nogen

dum ide at signalere, at du er turist. Hold bagagen

til et minimum, knald et dansk flag på rygsækken,

og nyd, at du som udlænding har en meget større

chance for at blive samlet op end den gennemsnitlige,

lokale fjeldbonde. De fleste steder er det, fordi du er

interessant, men et sted som Sydafrika hænger fordelen

desværre sammen med, at kriminaliteten blandt

de sorte er ganske ekstrem. Jeg har oplevet både

sorte og hvide chauffører, som med det samme fortalte,

at de aldrig ville tage mig op, hvis ikke jeg havde

været en hvid turist. Sad story, men endnu en af

mange fordomme, der har rod i virkeligheden. En trist

sideeffekt ved denne pletvise modvilje mod at samle

lokale op er, at det kan være rigtig dårlig business at

stå ved vejkanten sammen med eventuelle lokale

blaffere. Står du sammen med en sort afrikaner, er

der ingen, der vil stoppe, men er du gennemført asocial

og går 500 meter væk, er chancerne meget bedre.

Den tårnhøje kriminalitet taget i betragtning er der

ingen, der kan bebrejde bilisterne noget.

En sidste måde at påvirke heldet er at lade være med

at ligne en freak alt for meget. Der er ingen, der for-

10

venter jakkesæt og slips, men især i de konser-vative

muslimske lande er shorts usmart, og næsten alle

vegne trækker det fra med langt, beskidt hår eller

dreadlocks. Surt regnvejr er heller ikke lige sagen, da

det bestemt ikke er alle, der vil have en druknet mus

indendørs. Omvendt kan det ske, at bilisterne ligefrem

får ondt af dig, men lad være med at satse på

det, og ventetiden er i bedste fald kedelig og grå.

Endelig: Smil! Sid ikke ned, men stå op, og se glad og

energisk ud i stedet for at ligne døden fra Lübeck.

Tænk på, at det du beder om, er at blive inviteret ind i

chaufførens private hjem, og vi har alle en grænse for,

hvem vi gider have indenfor dørene. Specielt enlige

chauffører samler dig op, fordi de har lyst til at snakke,

og så hjælper det altså ikke, hvis du signalerer, at du

er sløv, småsur og ikke særligt snakkesalig. Endnu et

godt argument for at lære lidt lokale sprog.

Hvem kan blaffe?

Alene den charmerende usikkerhed omkring, hvor

man skal tilbringe natten, gør, at blafferi aldrig bliver

en folkesport på linie med badeferier og charterrejser.

Korttidsrejsende med time-manageren fuld af bookede

hoteller og forudbestilte arrangementer vil slet ikke

kunne leve med blafferlivets indbyggede usikkerhed.

Man ved aldrig rigtig, hvor langt man når den dag – og

slet ikke til hvor - og så går det naturligvis ikke at have

en fast aftale kl. 18 på et gadehjørne i X-købing. Forskellen

mellem en komfortdyrkende standardturist og

den vilde eventyrer ligger for mig at se i forholdet til

”det ukendte”. Turisten er bange for det ukendte,

mens eventyreren opsøger det, og det er lige præcis

dér, man finder den største charme ved at blaffe. Blafferi

er i det hele taget langt bedst egnet til folk med en

uhæmmet trang til det uforudsete, og allerbedst er det

naturligvis at have telt og sovepose med i bagagen –

så er man klar til hvad som helst. Paranoide folk, der

får dårlige nerver af ikke at være et bestemt sted kl.

20 i aften, bør holde sig fra at blaffe, og lidt af samme

grund er det næppe den ideelle rejseform for børnefamilier.

Kærester og andre rejsepartnere kan også

være et problem, for det er bestemt ikke nogen naturlov,

at alle har lige stor trang til ikke at vide, hvornår

man kommer frem (og til hvor!). Blafferiet er derfor

klart bedst til solorejser over lang tid. Betydningen af

tid kan ikke undervurderes, dels fordi det kan tage tid

at finde et lift, men så sandelig også til at forfølge

eventuelle fristelser i form af invitationer eller smukke

omveje. Blafferliv er ikke til folk, der har let til stress.


Hvad kan blaffes?

Næsten alt, og der er bestemt ingen, der siger, at ens

lift absolut skal have fire hjul og et rat. På mine mange

rejser rundt om i verden har jeg naturligvis blaffet et

hav af biler og lastvogne, men flere gange er det lykkedes

at få et lift med nogle mere dekorative transportmidler.

På det mere eksotiske plan kan nævnes et

par indiske oksekærrer, flere fiskerbåde, en honduransk

fragtskude fyldt til randen med tomme colaflasker,

sidevognen på en kinesisk motorcykel og et

sekspersoners, costaricansk privatfly! Mit til dato mest

fantastiske lift må dog være den 33 meter lange luksuskrydser,

Katarina Maha, der i november 2003

bragte mig fra Massawa i Eritrea tværs over Rødehavet

til As-Saif i Yemen. Undervejs blev jeg så gode

venner med den italienske skipper Maurizio, at jeg

blev inviteret til et firedages cruise sammen med 10

dyrt betalende folk fra den engelske og amerikanske

ambassade. Midt i den herlige suppedas af kolde

drinks, lækker mad og Yemens totalt uberørte del af

Rødehavets koralrev blev jeg endda gode venner med

den britiske ambassadør (!), så udover at få en plads i

den officielle (og effektivt bevogtede) jeep op i bjergene

blev jeg inviteret til at bo hos hende i San’a. Dér

blev jeg indlogeret i et 50 kvm luksusrum i selveste

ambassadørboligen, og om morgenen kunne jeg glæde

mig over at skovle cornflakes ned med sølvbestik

med Queen Elisabeth d. 2.’s monogram! Sådan går

det naturligvis ikke altid, men hvis ikke man opsøger

chancerne, sker det i hvert fald aldrig. Held kan påvirkes.

Og det skøreste lift? Det fik jeg, da jeg sammen med

min daværende kæreste præsterede at blaffe intet

mindre end en indisk elefant styret af en pissefuld

muslim udstyret med den meget indiske kombination

af maksimal nysgerrighed og minimal diskretion!! Den

historie kan du læse på næste side i bladet.

Sikkerhed

Naturligvis er det lidt af et sikkerhedsmæssigt sats at

stille sig op i vejkanten og vente på det uforudsigelige

i stedet for at daffe hen til busstationen og tage den

reglementerede bus. Den erkendelse er også nået til

vore politisk korrekte ’bibler’ fra Lonely Planet, for i

efterhånden hver eneste bog har de en halv snes

steder bragt en paranoid ”disclaimer”, der direkte fraråder

folk at kaste sig hovedløst ud i blafferlivets usikre

rædsler. Måske de er blevet bange for sagsanlæg

fra en eller anden amerikansk advokat, der er kommet

til skade pga. en LP-anbefalet blaffertur i Langtbortistan.

Med til billedet hører, at hele LP-imperiet faktisk

blev til på baggrund af en lang blaffer-tur fra London til

Australien, men den slags frie og flagrende idealer er

nu skrottet til fordel for en airbag-holdning til livet i

almindelighed og blafferlivet i særdeleshed. Lovene

om produktansvar gælder over hele kloden, men det

11

er godt nok sygt 117 gange i samme bog at læse, at

”hitchhikers should understand that they are running a

small but potentially serious risk and we do not recommend

it”.

Mit smukkeste lift nogensinde: Den 33 meter lange luksussejlbåd,

Katarina Maha, der helt tilfældigt skulle retur over

Rødehavet fra Massawa i Eritrea til As-Saif i Yemen. Jeg

fulgte med gratis og fik i tilgift fire dages gratis flydeferie i selskab

med bl.a. den britiske ambassadør i San’a!

Men er det nu så farligt at blaffe? Måske, men det

eneste uventede, jeg nogensinde har oplevet gennem

hundredvis af blafferture (de fleste solo), er en masse

dejlige møder med gæstfri mennesker verden over. Er

man mere forsigtig, kan man tage toppen af paranoiaen

ved at blaffe to og to, men det giver ringere

chancer for at blive samlet op. Med piger er det naturligvis

anderledes, om ikke andet fordi man løber risikoen

for voldtægt. Jeg har godt nok aldrig mødt nogen,

der har været udsat for andet end generende

befamlinger, men det kan såmænd også være slemt

nok, og mange piger vil uden tvivl føle sig sikrere ved

at blaffe i par. To fyre er naturligvis herligt sikkert, men

min oplevelse er, at man skal være heldig for at få et

lift – især hvis chaufføren er solo (og kvinde!). Til gengæld

kan det som fyr være en fordel med en pige ved

sin side, men hvornår er det ikke det?

- God rejse!


At blaffe en elefant

Tekst og foto: Claus Qvist Jessen

Få lande gør så stort indtryk på en fremmed som Indien. Ingen, der besøger dette enorme og fascinerende subkontinent,

kan forblive uberørt, og det uanset om man er taget dertil for at dyrke de fantastiske templer, meditere

ved den hellige Ganges, bestige en af Himalayas mange toppe, flyde på Goas sandstrande eller ryge sig skæv i

det fygræs, der i de glade hippiedage i ’68 tiltrak hele armadaer af flippere fra Vesten.

Mennesker, der aldrig har været i Indien, vil som regel

forbinde landet med Taj Mahal, elefanter eller den

glamourøse tid som “Imperiets Juvel” i Dronning Victorias

England. Men ligesom hverken Eiffeltårnet eller

Moulin Rouge er bare tilnærmelsesvis dækkende for

hele Frankrig, er Indien meget mere end nogle enkeltstående

attraktioner.

Men Indiens største “attraktion” og samtidig det, der

hyppigst skræmmer livet af uforberedte turister, er

“the crowd” - det enorme, summende menneskehav,

der som en strømmende flod fylder alle porer i landet

og som gør, at ensomhed eller bare lidt fred ofte er en

total og meget savnet umulighed. Indiens gader set

oppefra minder mest af alt om en myretue i highspeed,

og endnu værre er trafikken set fra jordhøjde.

Verden bliver pludselig til en kaotisk farvelade af

frugthandlere, rickshaws og evigt truttende biler, og

man overvældes let af en følelse af at stå midt i et

galehus på en anden planet. Indien er i sandhed et

land, der skal opleves med alle sanser. Det er ikke

svært at komme geografisk længere væk fra Danmark

end Indien, men det er vanskeligt at forestille sig nogen

planet i solsystemet, hvor man kulturelt befinder

sig længere fra Danmark.

Ferdinand og relativitetsteorien

Alene indernes fornemmelse af begrebet “tid” er i

bedste fald anderledes end vor. Hinduer tror på reinkarnation,

så en menneskealder fra eller til betyder

ikke det store i den samlede, forkromede helhed. Nogen

gange hører man om indere, der tålmodigt bruger

50 år af deres liv til at udhugge en smuk statue af

Shiva i granit eller på at sidde ved en hellig flod og

tilbede en af hinduernes mange tusinde sære guder,

og andre gange oplever den fremmede, at en ventetid

på blot få minutter bare er for meget for den evig nysgerrige

og altid utålmodige, menige inder.

Et andet billede, man som indiensfarer kan komme til

at tænke på er "Tyren Ferdinand", kendt af alle fra

Disneys årligt tilbagevendende juletegnefilm. Hovedparten

af tiden er der ingen grænser for indernes tålmodighed,

og alle tuller rundt i deres egne små kaster

12

og passer hver sit, dyrker sine marker, ofrer til guderne

i det lokale tempel eller “sitter under sin korkek och

luktar på sina blommor". Men grænsen mellem flere

generationers ophøjede ro og den totale panik er

sjældent mere end et bistik borte; pludselig tirres Ferdinand,

og hele landet "bisser" værre end i en Fellinifilm.

Kaos kender ingen grænser, og hundreder eller

sågar tusinder af uskyldige bliver slået ihjel under

tumultagtige scener, som det senest skete under urolighederne

ved Ayodjamoskéen i Uttar Pradesh og før

det i kølvandet af mordet på Indira Gandhi i 1984.

Af alle verdens 193 lande må Indien tage førstepladsen i

disciplinen ”ekstremer”. Intet er umuligt i dette mægtige

land, uanset om det er en livslang bøn i Varanasi eller at

blaffe en elefant i Jaipur.

Amber Fort

Især de midterste delstater i bæltet mellem Delhi,

Calcutta og Bombay er et godt sted at opsamle ekstreme

inderhistorier, og et par af mine egne sære

oplevelser fandt sted for snart en del år siden i delsta-


ten Rajahstan, et ørkenland i Indiens vestlige del tæt

på grænsen til Pakistan. Hovedstaden dér hedder

Jaipur og godt 10 km udenfor byen ligger det flotte

gamle ørkenfort, Amber Fort, hvor man rigeligt kan få

en hel dag til at gå med at beundre både stedet og de

tørre, brune omgivelser. Selve fortet ligger få hundrede

meter oppe på en bakketop, og til glæde for både

de mere mageligt anlagte turister og sig selv giver

driftige indiske elefantejere (formedelst en passende

betaling) turisterne en tur på elefantryg fra dalen op til

fortet og retur. Vi, kæresten og jeg selv, holdt os væk

fra betalingsturismen og fik i stedet en god dag til fods

i ørkenlandet.

Da vi sent på eftermiddagen skulle “hjem” til Jaipur,

stillede vi os som altid ned ved den lokale vej og ventede

på det første og bedste transportmiddel, der lod

sig blaffe, og det viste sig at være intet mindre end en

elefant! At tomle en elefant lader sig næppe gøre

mange andre steder end i Indien, og da elefanten og

dens ejer alligevel skulle ind mod Jaipur, blev vi formedelst

en god dansk 15-kroneseddel tilbudt at gøre

turen tilbage på elefantryg. Ok, så fra nærmeste mur

klatrede vi op i den lille pavillion på elefantens ryg, og

i luntetrav gyngede vi os vej gennem aftenluften ind

mod Jaipur.

Vor elefantproprietær var tydeligvis hamrende beruset

og fortalte beredvilligt, at han var muslim, 64 år gammel,

og at han havde to koner på 48 og 49, der hver

havde skænket ham fem børn. I alt hele seks sønner

og kun fire døtre, så han var en stolt mand. Han pludrede

lystigt videre, og alle vore forestillinger om det

13

islamiske Arabiens totale afholdenhed blev hurtigt

punkteret, for vor elefantmands første mange

spørgsmål drejede sig om, hvorvidt dansk whisky var

bedre eller dårligere end indisk whisky, og om spritpriserne

i Danmark. Muligvis som følge af prischokket

faldt han nærmest i søvn, alt imens snabeldyret godmodigt

trissede af sted ad den vej, den havde fulgt i

det meste af en elefantalder.

De 10 Bud

Et par kilometer senere vågnede vor mand op til dåd

igen og startede derpå - som enhver anden indisk

mand - med at bombardere os med “De 10 Bud” - de

10 standardspørgsmål, enhver indiensfarer bliver

plaget med mindst 50 gange dagligt: “Whaaaat’sss

you´ good name, Sahib?”, “Wheeeeerrre do you come

from, Sir?” etc. etc., naturligvis fyret af med en staccatoaccent

som Peter Sellers i hans bedste roller som

indisk galning. Det er faktisk ikke let at lytte til indisk

engelsk uden at trække på smilebåndet. På et tidspunkt

nåede han så til “Are you maaarried?”, og for at

befri min kæreste for risikoen for indiske hænder alle

vegne, svarede jeg “Yes!”. “How long time you be

maaarried?”. Tjah, ét år, hvorefter han fulgte op med

det uundgåelige “How many chiiiiildrrren”. Vi svarede,

hvad sandt var, at vi ikke havde nogen børn, og et

millisekund senere fyrede han så trumfen af: “Have

you tried an operation?!”. Diskretion har aldrig været

indernes stærke side, og det oversteg simpelthen

mandens fatteevne, at man kunne være gift i over ét

år uden at have fået børn!


I starten af juli 1993 stak jeg for første gang tommeltotten

i vejret i håbet om at nogen ville stoppe. Det var

en lille tur på 22km fra Struer til Hvidbjerg, og jeg konstaterede

stolt at jeg havde sparet 24kr. Jeg havde

genfundet barndommens glæde i hvordan en tommeltot

kan bruges til at tilfredsstille sig selv. Ikke længere

som substitut for en sut, men som et gratis transportmiddel

til hele verden. Nu behøvede penge ikke længere

at sætte grænserne. Indtil sommeren 1994 havde

jeg kun været i fire lande, men den sommer blev

startskuddet til mange flere, og det med min til stadighed

bedste rejseoplevelse nogensinde. Den bedste

fordi, den gav mig lysten og modet til mere.

I dag 10 år og 80.000 km på stop efter hænger tommelfingeren

på min ’wall of fame’. Jeg nyder at flyve,

sejle og køre i tog, men turene på stop er og vil nok

altid være noget specielt for mig. uforudsigeligheden

og spontaniteten længe leve. Hurra!!

Jeg var 16 år gammel, det var sommer, og jeg ville

blaffe ned for at besøge min søster i Rumænien. Med

800 kr og en lånt rygsæk tog jeg mandag morgen af

sted med en naiv og godtroende indstilling til mennesker

og livet generelt. Der måtte da være nogen der

kunne fragte mig de godt 2000 km ned til Rumænien.

Førstedagen gik helt efter bogen, og da jeg stod op

tirsdag morgen troede jeg, at jeg med lidt held i tommelfingeren

ville ankomme til min søster senere på

dagen - men nej. Det var meget forskellige folk der

samlede op. Der var unge og gamle, direktører og

bistandsklienter, men trods deres forskellighed havde

de lysten til at hjælpe mig et stykke videre fælles.

Folk var generelt flinke, når jeg henvendte mig til dem

på rastepladser. Kunne de ikke hjælpe af den ene

eller anden grund, havde de fleste trods alt stadig

overskud til at give mig en lille ’gute fahrt-hilsen’ med

på vejen. Konklusionen efter de første 1000 km var, at

selvom jeg var en lille uskyldig 16-årig med halv-kikset

grydeklip og små dunbefængte drengeben, så var det

bedste værktøj inden for blaffer-kunsten desværre

stadig noget så kedeligt som tålmodighed. Efter et par

lift, kom jeg kort før Østrig op at køe med en tilfældig

ungarer. Et lift som alle andre! Vi viste pas og med

Tyskland og Hitlers infrastruktur i ryggen, kunne vi

hyggesnakkende - på engelsk vel at mærke - trille

henover Østrig i et anstændigt tempo. Inden længe

blev det igen tid til at vise passet frem, og vi kunne

sige goddag til Ungarn og goddag til hundredvis af

nye indtryk for en 16-årig. Der var hestevogne på

At blaffe er at leve

Tekst og foto: Anders Pedersen

14

vejene, der stod letpåklædte piger og vinkede goddag

og farvel ved hver eneste by, der var politi alle vegne

og folk kørte generelt med en dødsforagt, som kun

folk med reinkarnationstro kan tillade sig. Først på

aftenen blev vi stoppet af politiet for et eller andet, og

kort tid efter brød bilen sammen i en landsby, som

mest af alt mindede om noget fra en gammel cowboyfilm.

To timer senere - beriget med en masse hidsige

ungarske gloser og en ærgrelse over at John Wayne

aldrig dukkede op og klarede ærterne - kunne vi køre

videre. Efter yderligere et par timers kørsel, som bl.a.

bød på mit første McDonalds-besøg nogensinde, læssede

han mig af ca. 80 km fra Budapest.

Det famøse pas

Nu var klokken et, og jeg nåede lige at tænke: ”shit,

for en tur”, før jeg måtte sande, at én ulykke sjældent

kommer alene. Lige pludselig blev det smarte ved, at

mit pas havde ligget i forruden hele turen, da det skulle

bruges ved to grænser, nu mindre smart. For der lå

det stadig! Og det kunne jeg så stå og tygge lidt på,

mens jeg så baglygterne forsvinde længere nede af

vejen. Hmmm, hva’ så? For første gang nogensinde

stod jeg ”Palle alene i Ungarn” med den famøse rejselort

kildrende i halsen, og lige umiddelbart så jeg kun


to muligheder, og det valg ville få konsekvenser for,

om jeg de kommende år ville vælge Kilroy og Jysk

eller Tjæreborg og Spies som min kommende rejseleverandør.

Grin eller græd!

Hvor er jeg dog glad for den dag i dag, at jeg valgte at

trække på smilebåndet, fandt en stor høstak og indlogerede

mig på et 1000-stjerners hotel på en græsmark

i en lille ungarsk by, og faldt i søvn med troen

på, at hvor der er vilje er der vej. Næste morgen klarede

jeg de 80 km til Budapest med et lift. Jeg fandt

den Danske Ambassade, og de udstedte uden de helt

store problemer et provisorisk pas til mig. Jeg kom ud

af byen og fik et lift med en russer, der yndede at sætte

hastigheden på lav, og den russiske folkemusik på

høj. Han satte mig af i byen med det sjove navn;

Püspökladány, mindre end 100 km fra den rumænske

grænse. I morgen måtte det da være muligt, at nå det

sidste stykke til Cluj i Rumænien. Men igen, nej! Da

jeg ved middagstid viste mit midlertidige pas til grænsevagterne,

gik det galt. ”Is no good, get out”. Jeg

måtte stige ud, tage mine ting og lade mit lift køre

videre og tage uretfærdighedskampen op mod to

magtbegærlige kasketklædte grænsevagter. Øv, hvor

kunne man hurtigt føle sig magtesløs. ”Back Budapest,

Police”. Jeg prøvede at forklare mig, og viste

dem en skrivelse fra ambassaden på engelsk, hvor

der stod hvem jeg var, men de grinede bare. Efter et

kvarter måtte jeg give op. De forstod mig ikke, og jeg

havde heller ikke indtryk af, at de havde lyst til at forstå

mig. Der var 280 km tilbage til Budapest, og kun

godt 100 til min søster. Det skulle blive løgn. Uretfærdig

behandling skulle de simpelthen ikke få lov til at

slippe af sted med.

Grænsepatruljen...

Jeg gik en kilometer tilbage mod Budapest, drejede

skarpt til højre og gik igennem en to meter høj majs-

15

mark, krydsede en jernbane, og vadede igennem en

masse krat og buske. Efter godt en time stod jeg i

kanten af en åben græsmark, og kunne stå og kigge

over på Rumænien, som lå mindre end 400 meter

væk. Jeg kunne se to vagttårne, men ingen mennesker,

så jeg fortsatte østover. Jeg skulle nok prise mig

lykkelig for at Ceausescu fem år tidligere havde fået

en kugle for panden, ellers havde det måske været

standardproceduren for mig, da jeg godt 200 meter

inde i Rumænien kiggede over højre skulder og så to

soldater komme løbende: ”Hey! Me turist! Nice walking.

Ooh Passaport”. Et eller andet måtte jeg jo prøve,

og hvad var mere nærliggende end at spille dum turist.

Jeg tænker at jeg kom rollen et skridt nærmere,

da jeg fik dem overtalt til at posere for den lille uforstående

turist med hans konfirmand-kamera, der stod

overfor dem, men lige lidt hjalp det. Den ene af de to

fulgte mig tilbage til det rumænske grænsekontor, der

mest af alt lignede en af de bygninger på Sydhavnen,

som bare står og venter på at en dansk millionær, skal

komme og rive det ned og bygge endnu en ”arkitektonisk

skønhed”.

Efter at have gennemsøgt min bagage og haft ringet

til min søster for at høre om hun ventede besøg af en

lille knægt, faldt de lidt til ro, men stadig uden begreb

om, hvad de skulle stille op med en som mig. I løbet

af dagen snakkede jeg med fire forskellige, der talte

så jeg kunne forstå det, og de gav mig fire forskellige

meldinger: Fortsæt, tilbage til Budapest, tilbage til

Danmark og to års fængsel. Uvisheden fik dagen til at

gå langsommere, men mine vagter gjorde deres til at

forkorte tiden. De bød mig lokale cigaretter, alt imens

de forsøgte at forklare mig VM-stillingen, hvor Rumænien

nyligt havde slået Argentina.

Først på aftenen havde de rumænske grænsefolk

fundet løsningen på deres problem. Så godt otte timer

efter jeg ankom til den ungarske grænse, stod jeg der

nu igen, for hvad var mere nærliggende end at smide

mig over til naboen. Jeg blev modtaget af en kaptajn

og en majorsergeant, som også fungerede som tolk.

Jeg talte dog et ret så skidt fransk, så de måtte til

staden og grave en anden op. Der gik endnu en time i

enerum, hvor magtesløsheden for alvor satte ind,

kunne de da bare sige et eller andet. Efter halvanden

time kom tolken - en Alex Nyborg Madsen-klon med

spraglede bukser. Han forklarede mig, at mit pas sikkert

var godt til alle andre lande men bare ikke Rumænien,

så jeg skulle tilbage til ambassaden og have

et nyt. Midt om natten blev jeg sat på et tog mod Budapest

- glad for at være på farten igen omend det var

i den forkerte retning. Lige efter morgenmaden stod

jeg nu igen foran ambassaden. Jeg forklarede kun det

nødvendige, da jeg blev enig med mig selv om, at de

ikke behøvede at vide alt. De sendte mig ned på politistationen,

hvor jeg måtte vente i en halv time. Derefter

kom jeg ind på et kontor for at udfylde nogle papirer,

der skulle give mig det stempel, der kunne sende

mig retur. Midt imellem rubrikkerne ”bopæl og føde-


sted” ringede telefonen. ”It’s for you”, sagde manden

overfor. Øøh, undskyld? Hvor var de mennesker, der

nu skulle bekræfte mig i, at det ikke bare var lidt absurd,

at der blev ringet til mig på en politistation i Budapest,

Ungarn? Hvor var de? Stadig tvivlende tog jeg

røret, og lyttede lidt før jeg sagde: ”Hallo” - ”Ja, hej det

er mig… Mig fra ambassaden. Manden du kørte med

den anden dag, har lige været her og aflevere dit

pas”.

En halv time senere, stod jeg så igen på mirakuløs vis

med mit eget bordeaux-farvede pas i hånden. Jeg

kom hurtigt ud af byen, fik et lift, og sidst på eftermiddagen

blev jeg mødt med: ”Hey, hey Dinamarca”.

Grænsevagterne genkendte mig, og denne gang lod

de mig slippe igennem, da jeg kunne vise dem min

generhvervelse. Fredag aften klokken halv 12, fire og

et halvt døgn efter jeg var taget hjemmefra, stod jeg i

Cluj. Jeg var stadig den samme, stadigvæk naiv og

godtroende, men alligevel forandret. Jeg kunne nu

endelig, som den knap så uskyldige 16-årige knægt

jeg var, ringe til min søster og melde min ankomst.

Kaj Heydorn og Claus Qvist Jessen jubilerer

I sidste nummer af Globen var det Arne Runge, som jubilerede, og nu er turen altså kommet til Kaj Heydorn og

Claus Qvist Jessen. Den eksklusive ”klub 100” er hermed udvidet til i alt seks medlemmer (nulevende).

Tillykke med det!

Kay Heydorn

Med sin seneste rejse til Libyen har nu også Kaj

mænget sig med ”klub 100”. Kaj har ofte benyttet sine

tjenstlige rejser - indtil sin pensionering for Risø for i

hvert fald fem år siden - til at skaffe sig nye lande. Det

sker stadigvæk når han deltager i konferencer, nu

som aktiv pensioneret ingeniør inden for den ikke

meget kendte videnskab metrologi - læren om hvordan

man måler noget. At Kaj også hører til kredsen af

uforfærdede rejsende viser hans rejse til Irak sidste år

om. Kaj, der ikke just er nogen vårhare længere, er et

strålende eksempel på, at alder ikke er nogen hindring

for et aktivt og anderledes rejseliv.

Må det vare ved!

Claus Qvist Jessen

Lige fra begyndelsen har Claus været indædt modstander

af landetælleriet, som han mener er en forkert

måde at måle berejsthed på. Ironisk nok er det nu

alligevel lykkedes ham, at hutle sig gennem 100 lande

på trods af hans forholdsvis ’unge’ alder: årgang

Henrik Døcker / Søren Bonde

16

1960. Seneste skud på stammen blev Rumænien. Til

Claus’ forsvar skal dog siges, at han altid tilstræber

længerevarende ophold i de lande han besøger. Bliv

ved med det!

Klubbens medlemmer kender nok først og fremmest

Claus for hans hyppige deltagelse i medlemsmøderne,

men også i kraft af hans store engagement i

bestyrelsen, som redaktør, og ikke mindst som en af

de flittigste bidragsydere til Globen.

Claus er uddannet på DtH (nu DtU), men i de senere

år har han forsøgt at leve som free-lance rejsenørd,

indtil han for nylig blev ’head-hunted’ (sgu’!) til en indbringende

stilling, der krævede hans kemiske ekspertise.

Både før under og efter ingeniørkarrieren har

Claus gjort sig bemærket som forfatter (bl.a. bogen

Backpacker plus væsentlige bidrag til tre lærebøger

indenfor rustfrit stål!), artikelskribent, fotograf og foredragsholder.

Se www.cqj.dk. Oveni er Claus klubbens

lystfiskervagabond, som gladelig hiver alskens særheder

op fra de syv have.

God fangst, min ven, trods stedsevise krusninger på

overfladen!


Commando raids in Europe

Tekst og foto: Knud B. Bach

Temaet ”Transportformer på rejsen” giver mig associationer til mine specielle køretøjer. Det kunne jo være Jylland

rundt på min gamle, kære konfirmationscykel, Tysklandstur på min Everton-knallert, Paris-raid på min BSA Golden

Flash motorcykel i 1965 eller Vestafrika-ture i min 2CV, konstrueret i Abidjan - men nu vælger jeg Commandoen.

Chevrolet Commando årgang 1942

I marts 1968 købte jeg sammen med en kammerat en

Chevrolet Commando årgang 1942. Vi købte den på

militærets overskudslager i Aalborg for 700 kr. Køretøjet

- en mellemting mellem jeep, tank og minibus -

kom til Danmark via Italien med de amerikanske invasionsstyrker

under Anden Verdenskrig. Commandoen

er beregnet til at bringe officerer tæt på fronten for at

udarbejde kort og lave planlægning. Den er udstyret

med ’frontgunner position’, rattet sidder i venstre side,

bremser og koblingsplads er ombyttet og den kørte

kun 2-3 km på literen. Indregistreringen tog tid; da

bilen ikke tidligere var anvendt som civilt køretøj skulle

den først typegodkendes.

I denne bil gennemkrydsede vi Europa i fire sommerferier:

• 1968 DK, Tyskland, Schweitz, Italien, Monaco

• 1969 Tyskland, Holland, Luxemburg, Belgien,

Frankrig, Andorra, Spanien

• 1971 Tyskland, Frankrig, Andorra, Spanien

• 1972 Tyskland, Østrig, Jugoslavien, Bulgarien,

Tyrkiet, Grækenland, Italien, San Marino

Turene varede normalt 3-4 uger. De startede gerne

midt i juli, og tidsbegrænsningen kom ofte af, at min

bror, Morten Mekaniker, skulle hjem på gården til

høstarbejde. Vi kørte normalt 4-5.000 km, men på den

17

sidste tur til Istanbul passerede vi 9.000 km. Der deltog

9-10 personer - generelt studerende med lyst til

rejseoplevelser. Gruppen blev sammensat i juni før

sommerferiens start. Bortset fra min bror og kæreste

var jeg den eneste gennemgående person og egentlige

ejer.

Undervejs så vi Europas klassiske seværdigheder.

Turene var enormt begivenhedsrige, da Commandoen

overalt vakte stor opsigt. Jeg vil udvælge nogle begivenheder

og lade billederne fortælle.

Reparation ved den tyske autostrada – Morten

Mekaniker er under bilen

Reperation var også et tilbagevendende tema. Et år

var bilen solgt og køberen havde glemt at lukke vandet

af køleren om vinteren. Resultat: køleren var

frostsprængt, og motoren løb varm ved lidt højere

hastighed. Fra en tysk lastbilchauffør lærte vi et trick

om at tætne køleren med opløst rugbrød. Det var ikke

den optimale løsning – jeg måtte fra Rendsburg af

sted på stop efter en ny brugt køler fra militærets

over-skudslager i Viborg. Senere på vej op af St.

Gothard-passet sad jeg pludselig med en løs gearstang

svingende frit i luften. Vi fik os trillet ind til et lille

værksted, som venlige folk stillede til rådighed. Så

løste vi selv problemet. Bortset fra ’encounters’ med

tysk politi blev vi overalt mødt med stor hjælpsomhed.


Østrig, Der Blauen Donau – vi gør sommerklar

Normalt kørte vi i ét stræk gennem Tyskland, som vi

fandt mindre interessant når Rivieraen ventede. Syv

personer kunne sove bag i, mens tre sad foran. Når vi

kom over Alperne gjorde vi bilen og os selv klar til

Rivieraen. Vi skiftede til shorts og t-shirts, tog vinduerne

af og lagde dem på taget.

Vognen blev efterhånden meget udsmykket. Vi havde

mange genvordigheder med tysk politi, som havde

meget lidt humor til overs for ”diese alte kiste”.

Spørgsmålet om de ikke havde set den på vej til

Danmark under krigen var heller ikke velkommen. Vi

fik flere bøder bl.a. for at køre ’speedy’ under Elb-

tunnellen. Disse begivenheder malede vi på fordøren

som vores trofæer. Vores valgsprog, som vi tog fra et

tysk ølglas: ”Per aspera ad Astra” (gennem trængslerne

til stjernerne’), hjalp os frem!

Bulgarien – panik omkring Commandoen i Sofia

Frankrig var vores favorit. Her var både vi danskere

og bilen populære. Engang uden for Bordeuax ved

Atlanterhavet inviterede et pænt ægtepar os til deres

overdådige sommerhus. Derefter overlod de os sommerhuset

med køleskab et cetera til frit brug.

Vi kom igennem Cahor, hvor Prins Henriks far Grev

Mompezat havde vinslot. Prompte besluttede vi os for

at køre ind og sige ”go’dag” - vores tre franskstuderende

fra Aarhus Universitet fandt idéen upas-

18

sende og hoppede af ved lågen. Greven modtog os

venligt, han viste os vinmarkerne og serverede et glas

til afsked. De tre studiner var i mellemtiden listet frem.

Senere udenfor landsbyen faldt vi i snak med en

gammel, fattig kone. Hun havde set bryllups-billeder

af Prins Henrik og Prinsesse Margrethe og insisterede

på, at vi danskere skulle have hendes sidste høne til

suppe. En rørende gestus, som vi dog måtte afslå.

Vi elskede Bulgarien - folk var fattige men venlige. Vi

frådsede i spydstegt lam med megen god rødvin og

ikke at forglemme benzin til 35 øre literen. Vi så på

sigøjnere der trak rundt med uskyldige bjørne i en

snor, og om aftenen dansede andre på gløder på bare

tæer. I Sofia havde vi dog et lille uheldigt møde med

en Trabant, da Commandoen prikkede den et lille hul i

højre forskærm. Ejeren havde været alt for optaget af

de lyse skandinaviske piger bag i bilen - især deres

fremskudte barmprofil. Under stor sammenstimling og

megen palaver insisterede han på 50 dollars. Med

hjælp fra politiet lukkede vi sagen med syv dollars - til

gengæld blev vores (tomme) film konfiskeret.

Istanbul - Commandoen ved det Gyldne Horn

Tyrkiet. For de fleste af os var dette vores første møde

med østens mystik. I Edirne fik vi om aftenen efter

lukketid lov at komme ind i byens moske. Bedesalen

var kun svagt oplyst - vi var tryllebundne. De store

moskeer i Istanbul samt sultanens harems-palads

fascinerede os. Vi kørte op mod Sortehavet, men over

mod Soviet var der lukket med pigtråd og beton. Det

var en anden tid - den kolde krig herskede og vi havde

knap hørt om terror.


Idyl under frokostpause i Alperne

Idyl i Alperne på hjemturen. Middagen om aftenen var

normalt på små restauranter, men frokost indkøb og

forberedelse var fælles, hvor opgaverne gik på skift

som på kollegiet, og kun Morten Mekaniker var frita-

Tuktuk-tamtam

Redaktionen har modtaget følgende rejsebrev fra vort medlem Rasmus Krath:

Verden set fra en tre-hjuler - Tuktuk fra Bangkok til Aarhus

get. Jeg husker at fælles spisning kunne ligge på en

krone pr. deltager. Hen imod slutningen af turen var

pengene næsten altid brugt op. En gang i Tyskland

var der forslag fremme om, at Morten skulle lejes ud

som karl for et halvt år med hyren forudbetalt, for at vi

andre kunne købe benzin. I stedet solgte vi bilens

akkumulator; på resten af turen måtte vi så altid parkere

ned ad bakke. På en sådan commandotur var

det ikke altid idyl der herskede: ind imellem måtte der

holdes krigsråd. En gang mistede vi et par af deltagerne,

som stod af commandoræset i Barcelona. En

anden gang måtte jeg selv tage hjem med Morten på

stop fra Andorra, da høsten på familiegården skulle i

gang. I dag ser vi tilbage med glæde på turene og de

fantastiske rejseoplevelser. Det var jo før Danmark

blev medlem af Fælles-markedet (nu EU) og vi kom til

at kende store dele af Europa på nært hold. Det var

også med til at starte min rejselyst, der fortsat er meget

stor.

Lige nu er jeg sammen med nogle ansatte ved Jysk Rejsebureau ved at køre en Thailandsk TUK TUK (trehjulet

auto-richshaw) fra Bangkok gennem hele Asien, Persien og Østeuropa op til smilets by, Aarhus.

Projektet sponsoreres gavmildt af diverse firmaer og vi skal saa tjene det ind for dem via en masse mediesjov undervejs

i alle landene samt i DK via aviser, radio og TV. Vi har ogsaa en hjemmeside (www.tuktuk.dk), der ugentligt

opdateres med historier, billeder og filmklip. Siden har vist haft over 4000 besøgende hver måned - det tror jeg da

er meget godt. I er velkomne til at tage et kik!

Det er et lidt vanvittigt projekt - der er 18.000 km, og tuktuk'en kører riiimeligt langsomt... Men det er enormt sjovt,

og vi får en helvedes masse opmærksomhed, når vi kommer kørende en flok hvide mennesker i en rickshaw

herovre.

Pt. er vi i Pakistan og kæmper os nu mod den afghanske grænse efter at tuktuk'en er blevet finpudset af pakistanske

mekanikere i en hel uge...

Håber alt er vel derhjemme!

Alt det gode,

Rasmus Krath

19


Når rejseliv bliver hverdag

Tekst og foto: Pia Baltzer og Poul Saabye

”Er I ikke snart trætte af at rejse så meget? Hvornår kommer I hjem?” spørgsmål som disse er blevet mere hyppige,

som tiden er gået. Svarene svæver stadig et sted i det uvisse.

I juni 2000 forlod vi Danmark i vores Mitsubishi 4x4

udrustet med tagtelt, campingkøkken, solcelleanlæg,

mobilkontor og en masse eventyrlyst. Nu hvor vi skriver

maj 2004, befinder vi fortsat på landevejene, hvor

vi har tilbagelagt 155.000 km fordelt på fire kontinenter.

Fire år er lang tid at rejse og en af grundene til, at vi

stadig rejser, er at vi efter flere forsøg endelig har

fundet den helt rigtige rejseform.

Vores fællesrejser startede med traditionelle charterferier,

hvor vi næsten altid endte med at stikke af fra

turguiderne for at opleve eventyret på egen hånd,

men det blev alligevel hurtigt for trivielt. Vi forsøgte os

i stedet med seks måneders motorcykeltur. Drømmen

om at opleve den endegyldige frihed, når vi susede

derudad og tanken om wildcamping med lejrbål og

snobrød, fik dog hurtig et andet perspektiv. Realiteten

var, at vi følte os bundet til at køre fra by til by, fra

hotel til hotel. Vi kunne ikke have tilstrækkeligt med

vand og mad med os, og når vi ville campere, var vi

ofte bange for, at folk ville finde os.

Pladsproblemet begrænsede sig ikke kun til at være

et spørgsmål om mad og vand. Vi kørte to personer

på én motorcykel, og selvom det var en stor BMW

1100 RT, så var pladsen alligevel trang. Det betød, at

vi måtte være økonomiske med pladsen og derfor var

nødt til at dele tøj… (Pia endte derfor med at bruge

Pouls underbukser!)

20

Vejforholdene uden for Europas grænser var ikke just

at sammenligne med de velkendte hjemlige, så vi

turde kun køre i dagslys. Skrækken for at støde på

huller i vejen på størrelse med badekar og modkørende

bilister uden lys, var en overvejende faktor.

Et andet problem, som vi ikke havde overvejet inden

afrejsen, var sikkerhedudstyr. Naturligvis kørte vi begge

med styrthjelm, handsker, støvler og specielt tøj m.

indbygget beskyttelse i tilfælde af styrt, men når dagtemperaturerne

konstant var over 30 grader og luften

hed og tør, så blev det hurtigt for varmt at være motorcyklist

iført det rette tøj. At tage på sightseeing iført

motorcykelstøvler og alt det varme tunge tøj var en

anden historie, men at efterlade det hele på motorcyklen,

kunne vi med beklagelse erkende var en endnu

dårligere ide, da langfingrede folk i Jerusalem

forsøgte at stjæle vores bagage og motorcykeltøj,

mens vi kiggede os omkring!

Som tiden gik fandt vi ud af, at hvis vi fortsat skulle

rejse på alverdens landeveje, så måtte det være i bil.

Livet på landevejen var for stressfuld på motorcykel

og friheden, som enhver motorcyklist elsker, var væk!

I bil er det anderledes. For det første er vi ikke lige så

udsatte i bil, som på motorcykel. Det betyder bl.a. at vi

ikke behøver iføre os flere lag sikkerhedstøj. Vi kan

køre om aftenen og natten, hvis vi vil og det er ikke

noget problem at efterlade vores ting, for at gå på

sightseeing, for alt er låst inde i bilen, som naturligvis

har alarm på!

I bilen har vi ikke pladsproblemer. Vi har alverdens

brugelige og ubrugelige ting med os. (…og Pia har

endelig fået plads til sine egne underbukser!) Tilmed

har vi fået plads til et rigtigt køleskab, så nu har vi altid

koldt vand og friske madvarer.

Friheden ved at rejse i bil er enorm. Vi kan køre alle

steder uden at skulle bekymre os om vind/vejr og

vejforhold, men bedst af alt er dog vores tagtelt.

Nu kan vi campere alle steder, lave lejrbål og drikke

iskolde øl, mens vi bager snobrød og kigger på stjernehimlen

over os. Ofte venter vi med at slå teltet op,

til vi skal sove. Det tager kun to minutter, så Poul ordner

det alene, mens Pia børster tænder! I teltet sover

vi godt og beskyttet. Vi kan ikke forestille os, at friheden

kan blive meget større.


Den helt store bonus ved at rejse med egen bil er

naturligvis, at vi selv bestemmer ruten, tempoet og

diverse fotostop undervejs. Vi behøver ikke at holde

os til the gringo-trail og at køre væk fra alfarvej har

ofte vist sig at byde på enorme oplevelser.

Men der er positive og negative sider ved alt og naturligvis

er der også en hage ved at have egen bil. Vi må

jo nok erkende, at vi med tiden har opbygget et symbiotiskforhold

til vores bil. Den betyder ALT for os.

Hvis den forsvinder, så forsvinder alt. Det er vores

hjem og transportmiddel, men det er også her vi har

alle vores ejendele.

Afhængighedsforholdet betyder bl.a., at vi altid vælger

hotel efter parkeringsforholdene. Det er ikke nødvendigvis

de bedste hoteller, der har de bedste parkeringsmuligheder,

så det er sket flere gange, at vi har

overnattet på 1-timehoteller. De har fantastiske parkeringsforhold

ofte med små private garager til hvert

rum! Vi efterlader aldrig bilen i længere tid af gangen,

medmindre den står parkeret et sikkert sted hos enten

gode venner eller i betalingsgarager med overvågning

og alligevel hjemsøger den os i vores drømme, til vi

atter genforenes.

Alle der rejser kender naturligvis til korruption, bureaukrati,

besværlige grænsekrydsninger m.m., og at

rejse i egen bil indbyder nærmest til problemer, men

det er ikke så slemt. Vi har efterhånden tillært os en

speciel måde at takle ”problemet” på. Når vi bliver

stoppet af åbenlyse korrupte betjente eller forsinket af

bureaukratiske papirnussere ved grænserne, så indtager

vi en vis overlegen, let arrogant holdning, der

tydelig udstråler selvsikkerhed og autoritet i en tilpas

afmålt blanding med respekt for den pågældende

officer. Det plejer at forvirre dem så meget, at vi i løbet

af kort tid får lov til at fortsætte uden yderligere tiltage

og uden at betale! Frem til dato har vi været fri for at

betale såvel korrupte som ærlige betjent. Vi har kørt

over for rødt, lavet venstre sving, hvor det er forbudt,

kørt for stærkt, krydset ikke mindre end seks grænser

med dynamit og coca-blade bag i bilen (vi havde

glemt, at vi havde købt det i Bolivia til fotooptagelse),

kørt på ugyldige bilpapirer og meget mere. Vi har den

indstilling, at korruption ikke er acceptabelt, så vi betaler

bare ikke. Vi har jo tid nok, og når vi både har

vand, mad og aircondition i bilen, så er det som regel

de korrupte officerer, der bukker først under for tidspsyko-testen.

Erfaringer har desuden lært os, at det

altid er en god ide, at bede om at køre til enten den

danske ambassade eller nærmeste politistation, for at

få sagen afklaret der. Det har korrupte personer absolut

ikke lyst til, så de lader os gå!

Noget af det, som vi finder mest besværligt ved at

rejse med egen bil er, at skulle sende bilen i contai-

21

ner, som f.eks. fra Bangladesh til Malaysia. Vi har nu

prøvet det nogle gange, og er ved at være gode til

det, selvom der er lidt forskellig procedure fra land til

land. Problemet bunder i mistillid og nærighed. Når vi

skal sende bilen, ønsker vi altid at være med i havnen

for at laste containeren og fastgøre bilen. Vi vil se, at

den kommer ind i containeren og at der efterfølgende

kommer segl og lås på. Det behøver vi ikke, vi kan

blot aflevere vores nøgler til en tilfældig Mr. Et-ellerandet,

der så vil køre bilen i container for os. Men vi

tør ikke. Vores symbiotiske forhold til bilen tillader det

ikke! Ingen andre end Henrik Pedersen (også medlem

af DBK) har kørt vores bil end ikke på værksteder,

hvor vi også altid er med! Desværre er det ikke alle

shippinglines, der er indstillet på, at vi kan komme ind

i havnen, og at finde et shippingselskab, der indvilliger

i, at vi må være med til at pakke bilen kan af og til

være svært!

Noget helt andet er prisen. Hvorfor sende med ét firma,

når et andet kan tilbyde at sende med samme

båd for den halve pris? Og hvordan finder man den

billigste, flinkeste og ærligste agent? I Malaysia var

det let: der boede vi hos ham!. I Australien var det

også lige til: vi greb telefonbogen og ringede rundt.

Men i Venezuela… okay, det tog os kun fire dage!

Når alt kommer til alt, så kan vi ikke forestille os nogen

bedre måde at rejse på. De ulemper, småproblemer

og reparationer, der af og til møder os, er

intet imod den glæde og frihed, som vi har ved at rejse

med vores hjem på ryggen!

Ønsker du flere informationer om rejse i egen bil eller

har du lyst til at læse mere om vores oplevelser, så

kig på www.worldtour.dk


På cykel rundt i verden

- hvorfor og hvordan?

Tekst og foto: Claus Andersen

Rygsækken har i mange år været mig en tro følgesvend og er det stadigvæk, men i de senere år har jeg i stigende

grad benyttet cyklen, som transportmiddel. Det skyldes bl.a., at jeg er ved at blive gammel og fed og trænger til at

få lidt motion og tabe mig i ny og næ. Men det skyldes især, at det giver mig nogle rejseoplevelser og en rejserytme,

jeg synes bedre om nu, hvor jeg er blevet en ældre fyr på over 30, og hvor rejser ikke kun drejer sig om øl,

fisse og hornmusik – selvom de da stadigvæk også gør det.

Cyklen gør bl.a., at jeg ikke kan undgå at slippe væk

fra de steder, der er nævnt i Lonely Planet, som jeg let

kommer til at hænge fast i lidt for længe, når jeg rejser

med rygsæk. Ikke at jeg som sådan har noget imod

de steder, men jeg vil bare have mere end det. Rytmen

med at bruge en uges tid på at cykle på små

jordstier i Laos for derefter at slappe af et par dage på

et backpacker-hotel passer mig perfekt. Jeg slipper

også for en masse af det bull-shit og rapseri, der foregår

på bus- og togstationer verden over. Jeg har aldrig

været ude for at få stjålet noget, når jeg har rejst

på cykel uden for de gængse turistområder. Når man

tøffer rundt ude på landet, hvor folk ikke er vant til at

se turister, er folks venlighed også altid ærlig og uden

bagtanker, hvor man nok tit overvejer situationen en

ekstra gang i en by med mange turister, når én kommer

hen og siger: ”Hello, my friend!”

Mange tror at det kræver en dyr cykel og en super

kondition for at cykle rundt i alverdens udørker, men

dér må jeg da være et godt bevis på det modsatte.

Jeg har brugt min gamle KTM Crossbike på mine

sidste fire lange ture. Den kostede mig 5000 kr. men

har også holdt til mere end 40.000 km, hvoraf de

14.000 har været på længere rejser. De af jer, der

kender mig, ved også hvilken uatletisk, pizza-ædende

22

øldrikker jeg er. Konditionen bygger sig automatisk op

under en lang tur, når bare man tager den med ro i

begyndelsen, og dét er vigtigt, når man er på langtur.

Mange tror, at man skal okse af sted så hurtigt som

muligt for at cykle en tur fra Danmark til Albanien,

f.eks. Men det, som det i virkeligheden drejer sig om

er, at køre i et tempo, så man også har energi næste

dag. 100 km om dagen er ikke det store problem for

de fleste, når bare man tager det som syv timers kørsel

med en gennemsnitlig hastighed på 15 km/t, og

derudover tager mindst et par hviledage om ugen. Et

par gode polstrede cykelshorts og en god svedtransporterende

cykeltrøje forhindrer stort set ubehagelige

svedeture og ondt i røven.

Rimelig gode landkort er også vigtige for at undgå at

ende på veje med al for meget trafik. Min erfaring er,

at stort set alle lande er velegnede til langturscykling,

hvis bare man læser sit kort ordentligt. Jeg er lige

vendt tilbage fra en cykeltur gennem USA, som om

noget er bilernes land, og det var en aldeles pragtfuld

tur. USA er fuld af små, stille sideveje, og selv cykelstier

er der en del af, når bare man har kort, der viser

hvor de er. Der er f.eks. cykelsti hele vejen gennem

Los Angeles, som nok ellers må betegnes som bilernes

”verdenshovedstad”.

Skulle nogen have fået lyst til en lille tur rundt i verden

kan jeg sige, at jeg i de seneste år har cyklet rundt i

lande som Tyrkiet, Grækenland, Jordan, Syrien,

Nordcypern, Libanon, Israel, Spanien, Portugal, Marokko,

Thailand, Laos, Vietnam, Cambodia, USA og

Sverige. Jeg hjælper hellere end gerne med gode råd,

hvis nogen skulle have mod på en længere cykeltur.

Jeg smutter den 1. august af sted på en ny lille tur fra

Danmark til Georgien på cykel, hvor hovedformålet er

at se Danmarks to udebanekampe mod Albanien og

Georgien i VM-kvalifikationen i fodbold; 15 uger og

6000 km cykeltur. Det skulle da give gode baller nok

til, at man undervejs får lov at klø de lokale ungmøer

lidt bag øerne...


Fuld fart frem!

- om flyvning som transportform på rejsen

Lad det være sagt med det samme: jeg elsker at cykle

og vandre. Faktisk har disse to transportformer ofte

været et mål i sig selv på mange af mine rejser. Der er

næppe andre måder at bevæge sig på, som i den

grad åbner mulighed for at opleve det sted, man er

havnet, på en intens måde, så man får både lyde,

lugte, landskaber og mennesker ind under huden i et

roligt tempo.

Men når det er sagt må jeg erkende, at i modsætning

til mange andre rejsende, så holder jeg også meget af

den diametrale modsætning i forhold til cykling og

vandring, når det handler om transport - nemlig at

flyve. Det har jeg været vild med lige siden starten af

1960-erne, hvor jeg prøvede det første gang, og jeg

nyder det stadig. Følelsen af at blive presset tilbage i

sædet og opleve hundreder af tons metal bevæge sig

ud ad startbanen med vanvittig fart for bagefter at

stryge op gennem skydækket under den mørkeblå

himmel er for mig stadig lige fantastisk. Det er en ekstatisk

følelse, som kun overgås af ganske få andre

basale oplevelser her i livet! Og selv i dag, hvor jeg

efterhånden har oplevet langt over 100 starter og landinger,

så bliver jeg stadig utilfreds, hvis jeg ikke får

tildelt en vinduesplads.

I januar 1967 besteg jeg helt alene Spaniens højeste bjerg

Pico de Teide på Tenerife (3.716 m). Jeg har aldrig siden

været deroppe, men til gengæld har jeg passeret Teide adskillige

gange gennem årene til lands, til vands og i luften. Billedet

er taget fra flyet på vej til Gambia i februar 2004, hvor vi

mellemlandede på Tenerife undervejs.

Tekst og foto: Erik Pontoppidan

23

I vores blaserte tidsalder, hvor rejser til eksotiske steder

er blevet helt almindelige, har mange mistet evnen

til at imponeres og begejstres af flotte udsigter og

naturfænomener med deres utrolige former og farver.

Tag f.eks. noget så banalt som solnedgange og solopgange.

De er simpelt hen uovertrufne, når de opleves

fra et fly i ti kilometers højde! De farver, man ser

fra flyvinduet, kan næppe findes ret mange steder på

landjorden - måske lige bortset fra, hvis man befinder

sig på toppen af Mount Everest eller et andet af verdens

højeste bjerge. Eller tænk på de fantastiske skyformationer,

man ofte passerer undervejs. Forskellen i

oplevelsen i luften og på jorden består vel i, at synsindtrykkene

fra luften opleves som noget syntetisk når

de ses gennem flyvinduet selv om det er virkeligheden

her og nu, man får ind på nethinden. Men jeg er helt

sikker på, at hvis f.eks. H.C.Andersen kunne have

rejst frem til vores tid og havde fået en vinduesplads i

et ganske almindeligt rutefly, ville det have gjort et

dybt indtryk på ham, som helt sikkert ville have givet

stof til flere eventyr og essays.

"... Men flyvemaskinen var ikke kun frygtindgydende. Den

var også fuldkommen. Her blev bevægelsen umærkelig og

dog radikal. Problemerne fortonede sig, og overblikket voksede

med højden. Der var ikke meget at gøre, men så meget

desto mere at se og flere sammenhænge at forstå. Herfra

kunne alt det overskues, som nærmere ved jorden fortabte

sig i forvirrende detaljer. Skiftende formationer af bjerge,

skyer og belysninger optrådte til ingen anden verdens

nytte end netop hans nydelse af verdensaltet. Her, fastspændt

i sædet, fandt han ofte den ro, han forgæves halsede

efter i hverdagen. Når det skete, brugte han den typisk til

rolig status. Et øjebliks eftertænksom sammenregning af

livets hastigt bogførte udgifts- og indtægtsposter - og en

kommentar til balancen. Overblikket og bevidstheden om

tilværelsens skrøbelighed slog ud i dagbogens notater.

Forsøg på at finde retningen. Og om muligt også meningen

med det hele."

(Uddrag af indledningen til Bo Lidegaards bog om Jens Otto

Krag (bind 2 1962-78, Gyldendal 2002).

Tag f.eks. oplevelsen af en af de rigtig lange flyveture

til Fjernøsten eller Sydøstasien. En direkte tur fra København

til Bangkok varer 10-11 timer uden mellemlanding,

og ruten går normalt over Østersøen, Rusland,

Afghanistan, Indien, Det Indiske Ocean og Myanmar.

Med de nuværende afgangstider fra København

passerer man det meste af Rusland, Centralasi-


en og Fjernøsten om natten. Og forstå det eller lad

være, men jeg synes faktisk stadig, at det er meget

tankevækkende og interessant, at den korteste vej

mellem København og Bangkok starter med at gå

over Skåne, nord om Bornholm, ud over Østersøen og

ind over Litauen og det enorme russiske fastland! Det

er i hvert fald ikke det indtryk, man får ved at kigge på

et almindeligt verdenskort. Desværre har jeg altid

passeret over Himalaya om natten, så den oplevelse

har jeg til gode. Jeg kunne også godt tænke mig engang

at få et glimt af den enorme, udtørrede Aral-sø i

Centralasien, som man flyver lige hen over på ruten,

men den har indtil videre også været indhyllet i mørke.

Der er en ganske særlig stemning i et stort fly, som

bevæger sig gennem natten meget langt væk hjemmefra.

Smag og behag er naturligvis forskellige, men

jeg synes faktisk at jetmotorernes susen er en beroligende

lyd, som gør det lidt nemmere at slappe af, selv

om jeg da godt vil indrømme, at man sover elendigt i

de snævre flysæder på turistklasse. Til gengæld opvejes

den manglende komfort af forventningens glæde -

især hvis man skal på ferie. Og selv om mange ikke

tænker over det på dén måde, så er det da ret specielt

at indtage sin morgenmad ti kilometer oppe i den kulsorte

bengalske nat! På min seneste hjemtur fra Sydøstasien

vågnede jeg i øvrigt op ved midnatstid og

kunne pludselig se lysene fra millionbyen Calcutta fra

ti kilometers højde. Mange timer senere, efter det

store fly havde fløjet tusinder af kilometer hen over det

russiske fastland, sluttede kontinentet brat i det svage

morgenlys ved Litauens snorlige kyst ud til Østersøen,

og cirka en halv time før landingen i Kastrup kunne

man skimte Hammerknuden på Bornholm mod syd i

daggryet. Alt i alt et fantastisk scenarie, som for 40 år

siden ville have sat sig adskillige fingeraftryk i dagbøger

og rejsebeskrivelser, men som kun de færreste

registrerer i dag.

En af de flotteste starter, jeg har oplevet, var i sommeren

2000, da vi havde rejst rundt på Sumatra i Indonesien

i en måned og skulle starte den første del af

hjemrejsen fra Padang til Singapore. Lige før start

begyndte et af de tropiske regnskyl, og det regnede

stadig, da flyet fra Silk Air slap jorden. I løbet af få

sekunder var vi nået op i cirka 100 meters højde, og

udsigten gennem de vanddrivende ruder var formidabel.

Vi strøg lavt hen over et skakbrædt af rismarker

og palmer, regnen gav det hele en utrolig friskhed, og

landskabet havde den grønneste farve, jeg nogen

sinde har set. Jeg burde have taget et billede ud gennem

vinduet, men det nåede jeg ikke, for den flotte

udsigt forsvandt meget hurtigt, da højden blev for stor

og vi kom op i skyerne.

En af mine smukkeste og mest stemningsfyldte landinger

oplevede jeg, da jeg besøgte Ammassalikområdet

i Østgrønland for mange år siden for at tage

på en lang vandretur. Vi havde fløjet over indlandsisen

fra Søndre Strømfjord mod Ammassalik i den

24

lyse polarnat i næsten to timer i det gamle DC6propelfly.

Udsigten ned over denne isørken i tusmørket

var fantastisk. Ved halvtretiden om natten begyndte

nedstigningen til den lille lufthavn på Kulusuk-øen

ved Danmarksstrædet. DC6'erens målbevidste, metalliske,

fortrolige motorlyd ændredes til en vedholdende,

brummende susen, mens flyet dykkede ned gennem

det tætte skylag, og nedenunder skyerne var vi pludselig

tæt på meget voldsomme bjergformationer med

blåsort vand og isbjerge i bunden. Landingen på den

lille grusbane på Kulusuk-øen forløb planmæssigt

efter et brat sving ud over en fjord, som var fyldt med

store isbjerge. Det var i øvrigt første gang jeg så isbjerge

i virkeligheden, og det var derfor meget svært

at bedømme deres størrelse fra luften. Den målestok

blev først sat på plads nogle dage senere, da vi sejlede

rundt i de Østgrønlandske fjorde og vandrede rundt

mellem bjerge og gletschere på Ammassalik-øen.

På vej hjem efter en lang vandreferie i Østgrønland. Efter

næsten 2 timers flyvning over indlandsisen fra Ammassalik

begynder nedstigningen til Søndre Strømfjord på vestkysten.

Udsigten over den flade, ørkenlignende indlandsis afløses af

et enormt område med gletscherspalter i isens randzone, og vi

ser de første nunatakker, der skyder op som isolerede klippeøer

i ishavet.

Til allersidst: Hvis man er til bøger med tænksomme

beskrivelser af flyvningens psykologi, så kommer man

ikke uden om den franske forfatter Antoine de Saint-

Exupéry (1909-44). Han blev ansat som postflyver i

1926 og fløj en del år på de lange ruter til Afrika og

Sydamerika. I mange af hans bøger er selve flyveoplevelsen

det centrale, hvor han bruger en del af de

ensomme timer bag styrepinden til refleksioner over

livet blandet op med flyvningens fascination. En af

hans mest kendte bøger med dette tema er "Blæsten,

sandet og stjernerne", der handler om hans oplevelser

som pilot i Sahara og Nordafrika. Nedenstående citat

stammer fra hans bog "Postflyveren":


"Toulouse kl. 5.45.

De mægtige hjul trykker sig tungt mod startklodserne.

Pisket af lufttrykket fra propellen ses græsset tyve

meter bagud som et strømmende vand. Med en bevægelse

i håndledet kan Bernis slippe stormen løs

eller holde igen på den.

Motorstøjen, der ligesom stadig begynder forfra,

svulmer efterhånden op og bliver til en tæt, næsten

massiv atmosfære, hvori legemet føler sig indesluttet.

Når piloten mærker, at den bringer noget utilfredsstillet

inden i ham til ro, tænker han: Nu er den fin! Så

ser han på den sorte motorhjelm, der står skråt op

mod himlen med lyset bag sig som en kanon. Bag

propellen skælver et landskab i den gryende dag.

Efter at være kørt langsomt op mod vinden giver han

gas. Fanget af propellen bruser maskinen frem. Den

gør nogle hop gennem luften, der fjedrer under den,

så bliver farten mere jævn, og jorden synes at brede

sig ud, at lyse under hjulene som en læderrem. Luften,

der for piloten først var noget uhåndgribeligt, så

noget flydende, er nu blevet massiv, han stemmer

mod den og stiger.

DBKs årlige weekend-arrangement

Træerne langs flyvepladsens udkant lader nu horisonten

fri og glider bort under én. I 200 meters højde

kigger man endnu ned på en samling brogede legetøjshuse

med stive træer, og skovene er stadig tætte

og tykke som pelsværk. Det er den beboede jord."

Det årlige weekendmøde afholdtes denne gang den 12. og 13. juni på en jernalderboplads (fra omkring år 800) i et

naturskønt område ved Gudenåen. De 26 deltagere deltog aktivt i madlavningen, som bl.a. bestod af friskfangede

ørreder, der blev grillet over bålet.

Efter naturvejlederens introduktion af bopladsen var der foredrag i det originale lerklinede langhus. Her fortalte

Mogens Rasmussen om sit store engagement med at opsøge forsvundne danskere rundt om på kloden, hvilket

ofte giver nogle meget ekstreme oplevelser.

Derefter så vi flotte lysbilleder (med digital

fremvisning) fra Anders Pedersens

rejse i Irak tidligere på året, hvilket viste

et noget andet billede end det vi dagligt

får præsenteret i TV.

I den lune sommernat fortsatte snakken

omkring bålet til de lyse timer. Der var

flere nyere medlemmer og mange havde

ikke tidligere mødt hinanden, så det blev

et meget vellykket møde helt i klubbens

ånd med udveksling af masser af rejsehistorier,

tips og inspiration.

Søren Padkjær

De friske deltagere ved morgenkaffen den solbeskinnede søndag

morgen - og med nogle af bopladsens hytter i baggrunden.

25


Sydafrikansk sprittur

Tekst & tegning: Claus Qvist Jessen

Sydafrika er om muligt et land med kontraster. For knap 10 år siden var det en racistisk apartheidstat, nu er det en

demokratisk stat med lige rettigheder men næppe muligheder for alle, og om yderligere 10 år er hele landet måske

eksploderet i vold, kriminalitet og uroligheder.

En af de ting, vi i vesten har "lært", er at se os onde

på de sydafrikanske hvide. De må trods alt være ualmindeligt

dumme, siden der nu har været apartheid så

længe, og det kom som en gevaldig overraskelse for

mig, at det var de slet ikke. Flinke og ekstremt gæstfrie

er de, og det tjener til deres ros, at langt de fleste

er meget pragmatiske og erkender fortidens synder.

Verden af i dag har ændret sig, og der er kun få rabiate

”afrikaanere” tilbage, som i stedet for at tilpasse sig

nutiden vil bombe landet tilbage til “de gode, gamle

dage”.

At blaffe i Sydafrika

En god indikator på ethvert folkeslags venlighed er

mulighederne for at blaffe. Når man bliver taget op af

en bil, bliver man jo nærmest lukket ind i folks hjem,

og hvor mange mennesker f.eks. i Danmark er villige

til at åbne deres hus for potentielt suspekte individer,

de aldrig har set før? Mens vi herhjemme har en utrolig

mistænksomhed overfor folk, vi ikke har set før, går

tingene meget lettere i Sydafrika. I hvert fald hvis man

er hvid, for selv sorte bilister nægter at tage sorte

blaffere op – der er ganske enkelt for mange kriminelle

elementer imellem dem. Sammen med lande som

Chile, New Zealand og Iran rangerer Sydafrika som et

af de letteste steder, jeg endnu har forsøgt at blaffe,

og man kommer uden problemer op og ride med alle

mulige slags folk: sorte, hvide, grønne, blå etc. Alle

vegne bliver man vel modtaget og lærer endnu en

smuk side af det splittede og farverige samfund. Flere

gange er en uskyldig sydafrikansk blaffetur ligefrem

endt med en invitation, og allerbedst var det, da vi

blev slæbt med til et sommerhus ved Cape Cross i

Namibia af et par honeymooners fra det nordlige Cape

Province. At blaffe i Sydafrika er i sandhed rejselivets

ulidelige lethed.

Exit Krüger

Men en gang imellem får man en oplevelse ud over

det sædvanlige: Efter at have brugt en uges tid på en

større rundtur i den store Krügerpark havde vi, Pia og

jeg selv, afleveret vores lejede Toyota ved hovedgaden,

Skukuza, og vor transport ud af national-parken

skulle så foregå pr. blaf. Grundet det lave bil-flow tog

26

det en sjat tid, men bedre sent end aldrig, og vi endte

med at blive samlet op af et par sidst i 30-erne. De

skulle hele vejen hjem til Pretoria, og vi var mere end

velkomne til at følge med så langt, vi ville.

Krüger er efter sigende det sydlige Afrikas ældste og største

nationalpark og dertil ikke det ringeste sted, hvis man

vil nyde regionens imponerende palet af dyreliv. Denne

impalabuk blev ”skudt” få dage før, vi med en tørstig sydafrikaners

hjælp blaffede os ud af nationalparken.

Vi skulle bare liiiiige have tanket op med både vådt og

tørt. Det foregik naturligvis på Skukuzas cafeteria, og

bagefter skulle vi også liiiiige have fyldt køleboksen

med nødvendigheder: En kubikmeter kolde Castleøller,

en flaske whisky og en masse is til at holde herlighederne

behørigt nedfrosset. Underligt sted at

hamstre til vinteren, kunne man jo tænke. Så af sted,

og mens fatter styrede kareten, var hans kones eneste

opgave at knappe øldåser op og skænke firedobbelte

whiskysjusser op til ham. Vi sad på bagsædet og

gloede lamslåede på den tørstige chauffør og den

endeløse trafik af fulde glas den ene vej – og tomme

den anden. Den første halve flaske whisky forsvandt


hurtigt i guttens bundløse brønd, og det samme gjorde

en håndfuld øl, alt imens vi på bagsædet sagde høfligt

”nej tak” til alle deres behjertede forsøg på at dele ud

af den velvoksne ration. Imens skøjtede bilen rask

væk rundt på Drakensbergs smalle bjergveje med

hastigheder mellem 120 og 170 km/t! Vi var ganske

rædselsslagne og havde mere end svært ved at slappe

af og nyde den formidable udsigt. Utallige gange

har jeg lovet mig selv at hoppe af, hvis køreturen bliver

for utryg, men vi sad bare stive som stenstøtter og

bad så inderligt til, at det her var en drøm. Det var det

ikke.

Til modangreb på barskabet

Efter en times druk holdt jeg bare ikke længere. Ud fra

en betragtning om, at chaufførens promillegrænse

ene og alene blev styret af barskabets størrelse og

levetid, tog jeg en desperat beslutning og begyndte at

tømme køletasken fra den anden ende. Jo mere, jeg

fik hældt indenbords, jo mindre var der trods alt til

ham, og jo større var chancen for, at vi ville komme

levende frem. Pia drikker hverken øl eller whisky, og

Hvem sa’e kørekort!?

- et iransk intermezzo

den sydafrikanske kvinde skulle heller ikke nyde noget,

så jeg var ganske ene om at give den tørstige

mand konkurrence. Det kunne jeg naturligvis slet ikke,

men jeg fik alligevel slået indtil flere personlige rekorder

i kampdruk undervejs. Opnåede jeg ikke andet,

skete der i hvert fald det, at jeg blev behageligt sløv

og en del mere apatisk overfor hans sindssyge

speedkørsel.

Hen ad aften havnede vi sikre, uskadte og – for halvdelens

vedkommende ganske fulde – i en lille flække,

Dullstroem. Der måtte vi definitivt af, men så let undslipper

man ikke den sydafrikanske gæstfrihed. Næh,

nu havde vi det lige så sjovt, så vi skulle da lige have

et par genstande på den lokale kro. Som sagt så gjort,

og det blev til yderligere syv store tequilaer pr. næse

(inkl. Pia!), inden vor vært først insisterede på at betale

hele gildet og derefter som den mest naturlige ting i

verden satte sig ud bag rattet og kørte de 2-300 km

hjem til Pretoria! Vi nøjedes med, ganske død-drukne,

at vakle hen over vejen, hvor vi plantede vores lille telt

på den lokale kirkegård. Meget passende at lægge sig

til hvile lige så tæt på døden som vi havde været det

hele dagen.

TRANSPORTMIDDEL: Peugeot 405 og en såkaldt ’dele-taxa’.

DESTINATION: byen Minab, Hormoz-strædet, indgangen til den Persiske Golf, Iran.

Bilens størrelse ligger over det iranske gennemsnit og viser sig hurtigt at være proportional med chaufførens ego.

Jeg når knap at lukke døren før hjulene hviner, og jeg trykkes tilbage i sædet. I sit forsøg på at optimere det daglige

antal kunder, bekender chaufføren sig til Murphy’s lov om, at ”jo kortere tid man opholder sig på vejen, jo mindre

risiko for ulykke”; på en vej, hvor sjældne vejskilte reklamerer med ”60-80 km/t”, blæser vi afsted med 160.

Chaufførens venstre arm hænger konstant ud ad vinduet i et forsøg på at vifte modkørende i grøften mens han

overhaler. Det er da også ved at lykkes ham flere gange og resulterer i en kakofoni af larmende horn og blinkende

lygter. Den højre arm befinder sig lykkeligvis på rattet det meste af tiden. De hasarderede overhalinger betyder, at

jeg bliver slynget fra side til side, og jeg føler mig som en fodbold i en centrifuge. Det lykkes mig at få låst sidedøren,

mens jeg naivt leder efter en form for sikkerhedssele. Mit blik fanger mine to iranske medpassager; den ene

– en ældre mand – kigger lige ude i luften med et påklistret trance-agtigt blik, mens den anden – en yngre mand –

Gud hjælpe mig sover! Enten er han uendelig træt eller også har han taget turen før – eller måske er han besvimet?

Eller...? Efter en times tid når vi mod al forventning så godt som uskadte til Minab, og chaufføren beviser, at

bilen rent faktisk har bremser, som virker fint. Jeg står ud, lettere omtåget. Jeg betaler ham og skal til at sige ham

min uforbeholdne mening om hans valg af erhverv og måden at udføre det på men gør det alligevel ikke. For hvorfor

egentlig? Han skal nok få sin straf den dag en modkørende ikke lader sig vifte i grøften. Og mine skrammer er

jo overfladiske – denne gang...

SBonde

27


I Grodno er alt ved det gamle

- Hviderusland, april 2004

I min barndom rejste jeg ofte på ferie fra Warszawa til

landlige omgivelser. Fra disse steder kunne man kun

køre til de nærmestliggende småbyer med hestevogn.

Mens jeg tumlede op og ned i vognen på de ujævne

veje, græd jeg som pisket da jeg syntes, at det var

synd for hesten. På sommerferie i bjergene sejlede

jeg på floderne på en rigtig tømmerflåde. Fra stationen

til pensionatet kørte jeg med en droske. Jeg blev

heller ikke snydt for kørsel med et rigtigt damptog.

I Tunesien krydsede jeg Sahara med Tomas på kamelryg.

Det var en enestående oplevelse! En lille kamel,

som min seksårige søn red på, gik ved siden min

store kamel og med iver tyggede den på mine Eccosandaler.

Måske var de af kamelskind? Jeg havde

ikke mod nok til at sparke den i mulen, da jeg var

bange for at den ville løbe bort med mit barn i det

ukendte. Efter to timers ridetur, hvor jeg som en kludedukke

hoppede op og ned på ryggen af mit pukkeldyr,

følte jeg mig udmattet. Jeg havde ondt i min bagdel

de næste par dage.

I Thailand på grænsen til Burma fik jeg lyst til at ride

på en elefant. Elefanten bevægede sig majestætisk

igennem junglen og rev de palmer, som var i vejen op

med snabelen. En indtørret burmeser, der sad på

tværs over elefantens hoved sparkede den med sine

knoglede ben, mens jeg på alverdens sprog råbte, at

han skulle lade være med at mishandle dyret. Denne

gang havde jeg ikke problemer med min bagdel efter

turen, men til gengæld var jeg helt hæs i nogle dage.

Fra Australien til Polen sejlede jeg tre måneder på et

fragtskib. Jeg var 21 år gammel og havde hele den 40

mand store besætning for mine fødder.

I Grækenland protesterede jeg, da man ville sætte

mig på et æsel. Med hadefulde blikke betragtede jeg

alle de fede turister som med deres enorme kroppe

pressede de stakkels dyr til jorden. Jeg tillod heller

ikke på Madeira at blive transporteret fra en højt beliggende

kirke, Nossa Senhor do Monte, på slæder

trukket af de lokale. Jeg vandrede selv ned.

Jeg kørte gennem hele Tyrkiet og det halve Mexico

med lokale busser.

Tekst og foto: Ewa Bylinska

28

Over den evigt tilfrosne fjord i Jakobshavn svævede

jeg med en helikopter. Til Færøerne sejlede jeg med

færgen.

Men i almindelighed pga. tidsnød har jeg brugt fly, og i

visse tilfælde en bil. Blandt det rige udvalg af transportmidler

blev togrejsen i Hviderusland en af de mest

dramatiske oplevelser. Under min påskeferie i Polen

fik jeg den ide at besøge Grodno i Hvide-rusland – en

mindre by med 300.000 indbyggere, som tilhørte Polen

før den 2. Verdenskrig. De første skridt for at finde

transporten dertil førte mig til busstationen ”Stadion” i

Warszawa - et sted, hvor man kunne skaffe alt, opleve

alt og få tæsk for ingenting fra alle sider. Dér regerer

nemlig en ukrainsk-hviderussisk og vietnamesiskthailandsk

mafia, som på en graciøs måde ordner alle

sorte forretninger og effektivt løser alle konflikter. På

væggene af en træbarak stod skrevet med kridt, at

busserne til Grodno afgik herfra. I barakken fik jeg en

”præcis” oplysning af en mand, om at den direkte bus

til Grodno afgik herfra hver dag klokken 10.30 - under

forudsætning af, at den kørte fra Grodno. Og fra

Grodno afgik den kun når den var fuld. Kort sagt: enten

ankommer den her eller også gør den ikke... eller

afgår derfra eller ikke? Den indviklede logik førte mig

til mere civiliserede områder i Warszawa – til Hovedbanegården.

Jeg købte billetter til et polsk tog, Warszawa

– Bialystok, med omstigning i Bialystok til det

hviderussiske tog til Grodno. Alt i alt ca 350 km. Jeg

ankom komfortabelt til Bialystok i løbet af 2½ time.

Efter tre timers venten kørte jeg den sidste strækning

på 80 km med det hviderussiske tog i to timer. Toget

med tre vogne så ud som var det blevet reddet fra

skrotbunken eller kørt gennem hakke-maskinen. De

meget høje trin ved indgangen tvang passagererne til

alpine bedrifter. Togets hårde plastiksæder var toppen

af ubekvemmelighed. Metalvæggene var hullede.

Lofterne hang delvis ned. Ingen varme, et svagt lys...

Vi kom dog i mål. I Grodno overnattede jeg i Det Polske

Hus. Dagen efter foretog jeg den første vandretur

i byen og overraskedes. I Grodno er alt ved det gamle.

Lenin evigt levende. Hans skikkelse af sten når

skyggerne og breder sig stadigvæk med hovmod på

en sokkel ved det monumentale rådhus på Leninpladsen.


Til forskel fra andre befriede republikker og lande,

som løsrev sig fra Sovjetunionen, kastede man sig

ikke her over mindesmærker med knytnæver eller

væltede de ”kommunistiske forbrydere” fra deres

stensokler i amoktilstand. Byens gader har bevarede

navne på de kommunistiske symboler og helte; Sovjetgaden...

Djerzynski gade (Felix Djerzynski var

medansvarlig for oktoberrevolutionen). Polakker, som

bor i denne by, tager sig med ære af de polske mindesmærker

forbundet med Polens historie og berømte

personer. På hovedgaden ved siden af en stor russisk

ortodoks kirke har en hvid-blå herregård fundet ly. Der

boede den kendte polske forfatter Eliza Orzeszkowa

(1841-1910). Under det russiske herredømme - med

strengt forbud mod at bruge det polske sprog - har

den modige kvinde under jorden under-vist i det polske

modersmål. Hun kæmpede for at bevare de polske

traditioner og kultur. Hun kæmpede også for sociallove

for de fattigste og for kvindernes ligestilling. I

dag er hendes hjem et museum. I parken findes der et

lille slot, hvor Polens sidste konge, Stanislaw August

Poniatowski, i 1795 underskrev Polens sidste deling,

som gjorde at landet i mere end 150 år blev slettet af

Europakortet. Den gamle kirkegård gav ly til mange

polske familier. Igennem århundreder har floden Niemen

snoet sig malerisk gennem byen. På de ujævne

bredder gemmer gamle ortodokse kirker sig i alt det

grønne. De katolske kirkers høje tårne stræber mod

himlen, og små, charmerende træhuse er flettet ind

imellem hvide, kedelige betonblokke. Farverige stræder

i den gamle by er forblevet uden internationale

reklamer.

På vejen tilbage til Polen kommer vi efter paskontrollen

til det taxfree område. Efter få minutter tømmer

hviderussere de fire butikker for alle flasker med alkohol

og alle cigaretkartoner. Jeg følger nysgerrigt deres

forberedelser til den illegale handel. Kvinderne tager

cigaretpakkerne ud af kartoner og propper dem fladt i

strømpebukserne, der anvendes som bælter snoet

rundt om kroppen under de løse klæder. Vodkaflasker

29

presses ned i tasker og kurve og dækkes omhyggeligt

til med grøntsager og æg. Efter togets ankomst tager

jeg plads i en af vognene. Få øjeblikke senere styrter

fem hviderussiske kæmper ind med noget glinsende

metal i deres store ”poter”. En tanke farer igennem mit

hoved: KNIVE! I min fantasi ser jeg min egen dødsannonce:

”Et engageret medlem af De Berejstes Klub,

nr. 174, fik en tragisk død i et hviderussisk tog på vej

hjem fra sin 57. rejse”. Men snart kan jeg ånde lettet

op; det blanke metal i ”mordernes” hænder er kun

skrue-trækkere. Med lynets hast og abens akrobatiske

evner skruer mændene vægge og lofter i vognen fra

hinanden og gemmer hundredevis af cigaretkartoner

bagved. En af mændene hvisker faretruende i mit øre

en befaling på russisk: ”Ubirajsja otsjuda! (”gå ad Helvede

til!”). Lydigt følger jeg ordren og gør plads. På et

øjeblik er både mit og de øvrige sæder i vognen skruet

løs og løftet op. Efter at have placeret papkasser

med vodkaflasker under sæderne, skrues de på plads

igen. Toget er klar til afgang. ’Roligt’ sætter jeg mig til

rette direkte på smuglergodset.

På den hviderussiske–polske grænse i byen Kuznica

Bialostocka må vi vente i 40 minutter. Som jagthunde

kaster den polske sorte brigade sig over vognene -

også med skruetrækkere og lommelygter. Vi skal alle

sammen ud af toget. Toldere bruger ivrigt lygterne på

de mange huller i vægge og lofter. De hængende

loftplader får også en tur med skruetrækkeren. Jeg

følger aktionen fra perronen og føler selv en nervøsitet.

Finder de noget, eller finder de det ikke? Inderst

inde fornemmer jeg, at jeg bør tage de polske tolderes

parti, men jeg har også en vis portion af medlidenhed

med hviderusserne. De har jo arbejdet så hårdt! Endelig

får vi lov til at gå ind i toget. De har ikke fundet

noget! Sikke torskehoveder uden fantasi! Sikke sløve

padder og idioter! Først da jeg kommer tilbage til

Warszawa afslører min bekendte fra Grodno den illegale

handels hemmeligheder: fortjenesten fra en karton

cigaretter afleveret til den polske engrosvirksomhed

udgør fem dollars. Det er en hel formue,

når man tager i betragtning at månedslønnen i Hviderusland

er ca. 60 dollars. Den polske sorte brigade er

bestukket på forhånd. Derfor leder den kun ’proforma’

efter varerne dér, hvor de ikke findes. Det er en nem

opgave; netop de med vilje klippede huller i væggene

og løse loftsplader er de falske spor og samtidig et

tegn på, at der intet er at finde. Varerne er godt gemt

dér, hvor skruerne er skruet ordentligt i. De steder går

tolderne pænt uden om. Spillereglerne har været

kendt længe af begge sider og overholdes til punkt og

prikke. Den historiske ravrute, som igennem århundrede

gik over Grodno, er blevet ændret til tobakalkohol

vejen. Jeg tvivler på at Polens medlemskab i

Unionen vil være i stand til at ødelægge dette ”mangeårige

frugtbare samarbejde”.

Som sagt - det at rejse giver oplevelser og indsigt –

uanset transportmidlet.


Transport på rejsen

Tekst og foto: Marianne Christensen

Min favorittransportform er uden tvivl TOGET. Det starter oftest centralt inde i byen, og det kører når man

kommer - ikke noget med check-in flere timer før, selvom det i 3. verdenslande kan tage samme tid bare at

få KØBT billetten! Skinnerne er ofte lagt gennem meget smukke landskaber, og der er ikke kedelig asfalt i

ens synsfelt. Der er ingen der overhaler eller dytter af én. Man kan læse undervejs uden at blive køresyg, og

når det stopper på stationerne sker der ofte noget spændende: straffefanger på en lille sibirisk station, alverdens

egnsretter omsvøbt i bananblade i Asien osv. Og man kan rejse sig op og få strakt benene, gå på opdagelse

i resten af toget og møde lokale mennesker.

På den transsibiriske var sidste vogn fyldt med

soldater på vej til militærbyen Vladivostok. De sad

og spillede skak, så min skakinteresserede rejsekammerat

strandede dernede i timevis - og vandt

også. På turen fra Calcutta til Madras var der en

tiggende gulvfejedreng, der kravlede rundt og fejede

det beskidte gulv, og på tilbageturen var der en

lille dreng med stort hul bag i bukserne, der sang

så stjerneklart, alt i mens han lavede musik med to

skiferplader. I Indonesien var det husdyrene og

kakkerlakkerne, der gjorde turen farverig; i Burma

de hårde træbænke hvorpå vi skulle sove. Og på

vej til Laos - hvor toget var fyldt til bristepunktet

pga. af nytåret - rykkede lokal-befolkningen sammen

på tomandssæderne og gjorde plads til os, alt

imens de private "togstewardesser" masede sig

igennem toget med kylling eller frøer på spyd, eller

saftevand i plastposer. Altid er der ekstra oplevelser,

når man rejser med tog.

Men desværre går der ikke så ofte tog helt derud,

hvor jeg helst rejser hen. Der sejler man f.eks. på

tømmerflåde. Landet er Ecuador, året 1982, og vi

havde netop tilbragt julen i Baños. Her havde vi

besteget en vulkan, Tungurahua. Eller rettere sagt

næsten besteget. Tungurahua er en 5023 m høj

sovende vulkan, der sidst var i udbrud i 2002, med

et refugium i 3800 meters højde, hvor vi overnattede.

Vulkanen er ret stejl (i dagbogen har jeg

skrevet "næsten lodret", så sådan må det have

føltes), så da vi næste morgen kl. 5 skulle videre

og tågen havde indhyllet bjerget, var der kun to ud

af syv der begav sig ud på de sidste 3-4 timer op til

toppen. Og jeg var ikke én af dem. Til gengæld

kom vi alle ned, og det var i virkeligheden lige så

hårdt for benene. Regnen styrtede ned og lavede

stien om til et mudderælte, og for ikke at tage turen

ned ad bjerget i ét langt skrid, spændte vi alle

benmusklerne i 3½ time. Da vi nåede vores vidunderlige

lille by, var vi så ødelagte i lårmusklerne

både for og bag, at vi ikke engang kunne løfte

benet de 5 cm op over kantstenen!

30

På fuglejagt med pusterør

Næste dag kunne vi lige akkurat løfte os selv og

rygsækkene op i bussen, der skulle køre os ind i

Amazonområdet - ind til Misahualli ved floden Napo.

Her på kanten af junglen rekreerede vi en dags

tid, før vi lavede aftaler for en tur ind i junglen.

Planen var egentlig, at vi ville gå to dags-rejser ind

til en lille Aucaindianerlandsby. Men det betød to

dage à otte timer, hvor vi konstant skulle 100 m op

og 100 m ned nonstop. Det nægtede vores ben

simpelthen at være med til! Hvad sku’ vi så? Vi

havde forskellige ønsker: flere dage i kano ned af

floden vestpå mod Amazonas, whitewater-rafting,

gåtur inde i junglen. Det kombinerede Hector: vi

kunne blive sejlet et stykke ned af den store Rio

Napo, blive sat af på bredden, og gå gennem junglen

til en anden lille flod Rio Bueno. Her kunne vi

bygge et par tømmerflåder og så sejle ned ad floden

til den løb sammen med én af de større, for

derefter at blive sejlet videre og til sidst vandre

gennem junglen til en sø med krokodiller og piratfisk.

De havde godt nok aldrig sejlet på Rio Bueno

før men OK - nogen skulle jo være de første. Den

var vi med på. Vi blev sejlet ned til et sted, hvorfra


vi ad ret mudrede stier gik gennem junglen. En af

vennerne opgav det der med sandaler, der havde

en tendens til at blive hængende i mudderet, men

fortrød. At blive bidt af en kæmpemyre kan svide i

flere timer! Undervejs fandt vi en druknet kano,

som vi besluttede at tage med os oven på hovedet.

Ude ved den lille flod slog vi lejr, og vores to medbragte

indianere (som kun talte deres eget sprog)

fandt et velegnet træ, som blev fældet og hugget

op og sammenbundet til to tømmerflåder. Den ene,

som var bygget af det øverste af stammen, var lidt

tynd, så vi besluttede at der kun skulle være tre på

den, fire på den kraftige og så brugte vi kanoen til

den sidste mand. En stagende indianer på den

store flåde og en i kanoen sammen med Jytte, der

ikke kunne svømme! Vi lagde fint ud, men allerede

i første sving blev strømmen så stærk, at den svage

flåde blev væltet og presset lodret op mod

bredden - og den næste fulgte efter. En hurtig reaktion

forhindrede den første flådes passagerer

(heriblandt mig) i at blive kvæstet mellem de to

flåder, men det kostede et par briller, et par gummistøvler

og et dyppet kamera, der dog klarede

skærene. Billigt sluppet!

Floden blev mildere stemt og vi nød stilheden,

sommerfuglene, den grønne regnskov, abernes

lyde og de små lyde, som indianerne ganske stille

kommunikerede med. Rundt om et hjørne lå der

pludselig et enormt træ på tværs af floden og

spærrede. Det så ret ufremkommeligt ud. Modstrøms

kunne vi jo ikke sejle og regnskoven gik

helt ned til bredderne, men efter en del grenhugning

med macheter lykkedes det os at komme

under stammen. Solen stod lodret ned på vores

hvide lår og refleksionen fra vandet gav Merete og

Jerry 1½-grads forbrænding, så de måtte have

regnbukser på i 30 graders varme. Da eftermiddagen

lakkede til, måtte vi jo begynde at tænke på

natlogi. Vi lagde til ved en lille bro, og vores indianere

blev sendt op til en indianerfamilie for at

spørge, om vi kunne overnatte hos dem. Det kostede

os noget af vores ris - til gengæld fik vi vildsvin

til aftensmad!

Efter tre dage endte tømmerflådeturen med at

vores lille flod løb ind i flere større, og i tusmørket

blev vi i høj fart staget ned ad nogle rapids og ind

til bredden, hvor der lå to huse og en forretning

med elektrisk lys. Det regnede hele natten og næste

morgen var floden steget så meget, at flåderne

var forsvundet! Men turen var ikke slut, for vi skulle

jo gå inde i junglen. Først måtte vi med motorkano

til Coca, hvor vi skulle registreres hos marinen, og

efter en overnatning hos en indianer-kvinde i hendes

platformsåbne "hus" længere nede af floden,

begyndte vi vores jungle-vandring. Skoven var tæt,

så vores indianere brugte macheter, og vi gik i

pløre og vand op til læggene. I et moseagtigt område

måtte vi balancere på træstammer liggende

31

under vand-overfladen, og - hvor de manglede -

svinge os i en lian som en anden Tarzan. Målet var

søen med krokodiller og piratfisk. Da vi kom dertil

var kanoen, vores anden indianer og Jytte allerede

ankommet.

Jytte var selskabets nipsgenstand. Vores lille danske

gruppe bestod af fem venner og så Jytte. Da vi

skulle mødes i København til planlægnings-møde

før afrejse, sad der hos værten en helt hvid-håret

pige med tykke, sorte streger om øjnene og i supersnævre

bukser og superhøje hæle. Da det gik

op for os andre, at hun skulle med på turen, forsøgte

vi at snakke om gummistøvler, sandaler og

deslige, men det lykkedes os kun at få hende ned

på et par kinahæle, som hun dog med elegance

kunne gå på Galapagos’ vulkanske lava. Men i

virkeligheden var det hende, der var den seje i

selskabet. Vi andre var vant til at rejse rundt i verden,

til at vandre, til naturen, mens Jytte aldrig

havde været uden for Danmark – ja, hun havde vel

dårlig været uden for Storkøbenhavn. Og så endte

hun ude i junglen med kæmpe-edderkopper og

slanger, kunne ikke svømme, og tog det hele i stiv

arm. Hun var også meget lettere at begejstre end

os andre. Vi havde jo set en del af verden (og man

kan jo godt blive en anelse blasert af at have rejst

så meget), mens ALT var nyt og spændende for

hende. Og det smittede af på os andre. Så der røg

et par fordomme.

Jytte i kano på Rio Bueno

Nå, vi nåede alle ud til søen, hvor vores lejr var et

halvtag, som indianerne selv bruger, når de går

gennem skoven. Om aftenen sejlede vi ud i vores

kano, og inde ved bredden stak indianerne hånden

ned og trak en babykrokodille op. De kunne spotte

dem ved at lyse med lommelygten som får dyrenes

øjenbaggrund til at skinne rødt. Så gjaldt det om at

vurdere afstanden mellem øjnene! Utroligt at moren

fandt sig i at blive bestjålet sin unge. Et slag

med halen og kanoen var kæntret. Vi afleverede

dog hendes unge tilbage efter fotograferingen –

krokodillesteg skulle ellers være ret lækkert. I ste-


det blev det til grillede piratfisk. Om aftenen i mørket

fortalte Hector - vor spansktalende arrangør,

der havde sluttet sig til os nu - drabelige historier

om en 10 m lang og 30 cm tyk anaconda, der var

blevet skamskudt og i sin smerte havde væltet en

hektar regnskov. Mit spanske var ret begrænset

dengang, men jeg forstod hvert eneste ord.

Vandreturen tilbage til Rio Napo var lig udturen via

sumpene, og sejlturen tilbage op ad Rio Napo blev

en langsommelig affære modstrøms. Lidt underholdning

på de to dage var der dog: vi blev om

natten indlogeret på en skole, hvor alle ungerne

interesseret så på – især på Morgan, der med sin

kridhvide krop spættet med utallige røde insektbid

Som klubbens selvudnævnte

’Filippinerne-ekspert’ kan jeg

naturligvis ikke dy mig for at

præsentere jer for et af dette

lands mærkværdigheder: Jeepneyen.

Opskriften på det unikke

køretøj er som følger:

Tag en ex-US Army Jeep. Fyld

ud med to sekspersoners bænke.

Mal dyret alle regnbuens

farver, tilføj horn, luftfriskere,

kristne ikoner, badges, godt med

’klunker’ og andre strikkede

rædsler i forruden, spejle –

MANGE spejle – og en båndserie

med filippinsk pop-musik.

Glem ikke at udstille en række

forkromede, stejlende mini-heste

på køleren. Mas så 20 passagerer

ind på bænkene og fire mere

foran og hæng et par stykker ud

af dørene - resten på taget. Og

kør som død og lakrids!

SBonde

32

sæbede sig ind og tog bad i floden. Den ene af

vores indianere havde fået en havskildpadde af sin

familie. Den stod bundet som en hund ved vandkanten.

Og der gik brand i vores ene kanomotor.

Den blev slukket med Meretes eneste nederdel

lige før to heftige regnskyl. Inden vi nåede Misahualli

mødte vi en stor, kæntret transportkano, hvor

tre af passagererne var omkommet i det vilde

vand. Langsommeligt ja, men ikke kedeligt.

Sådan kan det være at sejle på tømmerflåde i det

vestlige Amazonas. Måske tømmerflåden alligevel

kan måle sig med togoplevelserne! Men det ville

nok se lidt pudsigt ud i New Yorks Underground.


Foto på rejsen

Tekst og foto: Claus Qvist Jessen

For små tre måneder siden fik læserne proppet sjælen med en masse teknisk snak om foto. Ret kedeligt,

men desværre en nødvendighed hvis man vil have det optimale ud af sine motiver, men mindst lige så vigtigt

er det trods alt at finde sine motiver. Teknikken er trods alt sørgeligt underordnet, hvis ikke man har nogen

flotte motiver at lege med.

Men flotte motiver er der heldigvis masser af her i

verden, og det er bare at gå i gang og skyde fra en

ende af. Ligesom med så meget andet er der visse

”regler” for kompositionen af et godt motiv, og

mens Jesper Hyllemose i sin tid gav sine bud på

verdens fotografiske sandheder, får i nogen af

mine her. Husk dog at foto er en yderst subjektiv

”kunstart”, og at nedenstående kun er mine bud på

verden. Enhver anden fotograf vil kunne finde på

nogle helt andre forslag.

Lyset er fotografens vigtigste råstof, og forskellen

mellem intensiteten af et billede taget i fuldt

dagslys og i gråvejr er himmelvid. Er der skyer

for solen, så vent lige et par minutter. Det perfekte

sollys er vor bedste lyskilde og ventetiden

værd.

Af og til fungerer det bedst uden flash, men med tilsvarende

lang eksponeringstid. Her fra Museum of Egypt i

Cairo er Tut Ankh Amons gravmaske foreviget med

kameraet hvilende mod glaspladen.

33

Lys på hovedmotivet! Er dit motiv i skygge,

mens baggrunden er i sol, er du nødt til at anvende

en fill-in flash. Det er tricky, hvis hovedmotivet

er i siden, og kameraet har en centervægtet

lysmåler, men det kommer med erfaringen.

Brugen af flash er ikke kun begrænset til bælgravende

mørke. Sorte motiver på lys baggrund kan kun lade sig

gøre med en passende brug af ”fill-in-flash” som her fra

Serekonda Market i Gambia.

Især naturbilleder (bl.a. klipper) har det med at

blive meget mere dramatiske, hvis de tages i

modlys eller sidelys. Mørke mennesker (ikke

portrætter!) tages generelt bedst i medlys eller

evt. modlys med fill-in-flash (se nedenfor).

Man har kun en bestemt mængde lys til rådighed

til et givet foto. En høj blændeværdi (= lille

hul) vil derfor fordre lange lukkertider, mens en

stor blændeåbning giver en tilsvarende hurtig


lukkertid. Dette forhold bruges til at justere både

dybdeskarpheden og rysteriet.

Udover den store billedvinkel udmærker vidvinkelobjektiverne

sig ved en formidabel dybdeskarphed

- her fra det 5350 meter høje Tag-Lang La på grænsen

mellem Ladakh og de sydlige dale.

For ikke at billedet skal blive uskarpt, er det en

god ide at tilstræbe en lukkertid på maximalt

1/linsens brændvidde. For en 50 mm er det således

smart at holde sig på 1/60 eller derunder,

mens en 200 mm tele fordrer 1/250. Er det

et problem, så find noget at læne dig eller kameraet

op ad, f.eks. en lygtepæl eller en tålmodig

kæreste uden tendens til hoste.

2/3 af dybdeskarpheden ligger bagved fokuspunktet

– kun 1/3 foran. Du bør derfor altid fokusere

på noget i forgrunden snarere end et

eller andet i baggrunden. En uskarp forgrund

er roden til en masse ondt.

Normalt er stor dybdeskarphed fordelagtigt -

især ved natur og landskaber - mens det til

portrætter er modsat. De bedste billeder fås

med et knivskarpt motiv på en totalt sløret

baggrund; i så fald brug en stor blændeåbning

(f.eks. f 4-5.6) og en tilsvarende hurtig lukkertid.

Størst uskarphed fås, hvis baggrunden er

langt fra hovedmotivet.

Husk balancen i billedet. Hovedmotivet skal

pege ind mod centrum, mens f.eks. en person,

der så meget som kigger udad mod kanten, eller

en cyklist, der joller ud af billedet, skaber

”uro” og ustabilitet.

Prøv at anbringe forgrunden i siden af billedet i

stedet for altid i centrum. Det giver mere levende

motiver og langt mere dybde i billedet.

Vi læser fra venstre mod højre, så balancen

har det bedst, hvis de tunge motiver sidder i

højre side. Desværre har man ikke altid valget.

34

Undgå forureninger! Intet er mere generende

for ens flotte billeder af Chichen Itzá end en

flok lyserøde amerikanere, der absolut skal

klatre rundt på Chacmul for at vise hjemlandet,

at de har været der.

En stærk vidvinkel (24-28 mm) er mit eget

foretrukne værktøj og er fint til natur, og især

ved brug af store formater (dias) og med ”noget”

i forgrunden. Til papirbilleder bliver vidvinkelmotiver

ofte for små og gnidrede.

Vidvinkler fra 28 mm og ned har det desværre

med at forvrænge især kanter og hjørner. Pas

på med at få sådanne styrtende linier placeret i

netop hjørnerne, da man næsten kan blive søsyg

af det.

Telelinser udvisker perspektivet og trækker

alting sammen. De er geniale til solnedgange,

hvor man gerne vil have en stor sol og helst en

smuk silhuet i forgrunden.

Det er næsten altid en god idé at placere motiverne, så

de ”peger ind mod” centrum af billedet. Havde fiskeren

kastet ”ud af billedet”, havde billedet været helt ”skævt”.

Solnedgange er flotte og om noget, der scorer

points under et diasshow. Det betyder lange

lukkertider og fordrer et fotostativ. Alternativet

er at bygge et lille podie af sten. Det ser ikke

videre professionelt ud, men det virker.

Varier din egen position. Ikke alle billeder behøver

partout at blive taget fra 175 cms højde

over jorden, og langt flottere billeder fås, hvis

du en gang imellem går ned i knæ. Hvorfor

skal børn altid fotograferes oppefra med jord i

baggrunden?

Endelig: Tag ikke kun billeder af det specielle

(som f.eks. Taj Mahal). Tag også billeder af

det daglige, f.eks. en palet af markedets grøntsager

eller den lokale gut, der syv dage i træk

har serveret chai til din morgenmad.


At fotografere mennesker

Fotos af mennesker er en videnskab i sig selv,

men det er også der - hvis det lykkes - hvor man

får de skud, der virkelig sparker røv. Desværre er

mennesker de eneste af alle motiver, der kan blive

dødeligt fornærmede over et uskyldigt kameraklik,

så check lige stemningen før du klikker. De forsigtige

spørger hver eneste gang, de skal tage et

billede, men som regel er det rigeligt at spørge et

par gange – og så lade det være retningsgivende.

• Mennesker, der laver noget, er langt bedre

motiver end de stive stenstøtter, der så villigt

poserer for kameraet i Indien, Mellemøsten og

Afrika. Prøv at få folk til at fortsætte med det,

de var i gang med. National Geographic er

fyldt med sådanne livagtige motiver.

Mennesker, der ”laver noget”, er 100 gange bedre motiver

end de alt for almindelige, stive stenstøtter. Endnu bedre

havde det været uden den unge gut i baggrunden.

• Markeder er geniale og intet mindre end fotografens

bedste legeplads. Vær en anelse diskret,

og det er ikke svært at få en masse billeder

af folk, der laver noget. Desværre er det

aldeles umuligt at være diskret med en kraftig

flash.

35

• For naturlig action er der ikke noget bedre end

at sætte sig ned på et gadehjørne og se, hvad

der passerer forbi af fotogene motiver. Folk er

meget mere opmærksomme på en bevægelig

fotograf end en, der sidder stille og laver ingenting,

så dette er f.eks. løsningen til de fotosky

andesindianere. Kald det ”tilfældige actionskud”.

• Vidvinkler er også håbløse til nærbilleder af

mennesker. De er så gode til at skabe perspektiv,

at folks næser bliver gigantisk store,

mens resten af ansigtet er en kilometer borte –

selv fladnæsede kinesere kan komme til at se

helt jødiske ud. Brug mindst en 50 mm til portrætter.

Det er helt umuligt med naturlige menneskebilleder,

når der er mere end ét kamera i omløb.

Forskellen mellem ét og to kameraer er

ganske enorm, og det er derfor ingen dum ide

at splitte op, når man kommer til et særlig fotogent

marked. Sidder man sammen til en indendørs

intimmiddag med den lokale høvding,

er det ikke dårligt at aftale, hvem der tager billederne,

og så dele ”rovet”, når filmen er fremkaldt.

Bedst er det naturligvis at rejse alene og

så i øvrigt holde sig langt borte fra turisthorderne.

Husk dog, at alt dette kun er nogle af mine ideer

og forslag, og at regler er til for at brydes. F.eks. er

alle fotografers yndlingsinspiration, National

Geographic, proppet med superbilleder, der bryder

med samtlige tænkelige og utænkelige regler. Ofte

viser det sig efter hjemkomsten, at de billeder, som

man ”bare tog”, er de flotteste af alle, så synes du,

at noget er bare tilnærmelsesvis interessant, så

tag hellere 10 billeder for meget end et for lidt. Det

er lettere at smide et par overskudsbilleder væk

end at tage tilbage til Langtbortistan.

Husk også, når du sidder og får komplekser over

et eller andet sublimt diasshow i klubben, at du kun

ser alle perfektobillederne. Flere gange har jeg

oplevet folk sige, at deres billeder vist ikke er gode

nok til at blive vist, men måske er de det alligevel.

Som alle andre har også jeg sorteret alt skrottet fra

på lysbordet, og det du ser er derfor ikke tilnærmelsesvis

beskrivende for fotografens gennemsnitlige

billedkvalitet. Du ser kun cremen, men det er

så fotografens privilegium.

Og så ellers god fotolyst!


I fedtefadet i olieland

Tekst og foto: Søren Bonde

Iran? Det er vist noget med et fælt præstestyre, tehuse og blåkaklede moskeer. Men landet rummer jo også

en betydelig del af ’det sorte guld’, som er godt gemt væk fra nysgerrige blikke og den almindelige turist.

Iran er OPECs tredjestørste olieeksportør og kun

overgået af Saudi Arabien og Norge. Men hvordan

er det nu lige med det her sorte stads? Sprøjter det

op i luften i uendelige kaskader fra stilladsagtige

tårne som i en ’late Western’, eller foregår det hele

under jorden eller bag lukkede døre? Det var det vi

måtte finde ud af – jeg og min lige så vanvittige

rejsekammerat og klubmedlem, Rasmus Krath.

Jeg havde sat mig i hovedet, at et besøg ved et af

disse oliefelter ville fuldende mine iranske indtryk.

På trods af skønheden var vi efterhånden blevet

en lille smule trætte af blåkaklede moskeer, kebab

og påtrængende tæppehandlere. Vi trængte til at

se noget andet. Vi trængte til en udfordring, og det

var ikke vanskeligt at overbevise Rasmus om, at

det kunne blive et godt eventyr. Vi gik i gang med

at undersøge sagen nærmere...

Det kom ikke som nogen overraskelse, at det meste

af olie- og gasudvindingen foregår ved den

Persiske Golf. Men som usagkyndig og kun udstyret

med Lonely Planet var det ingen nem opgave

at få oplyst præcis hvor på den over 1000 km lange

kyststrækning. Det krævede flere dages vedholdende

spørgeiver rettet mod de få engelsktalende

mennesker, vi tilfældigvis stødte på, før vi

endelig fik en konkret oplysning: ”Asaluye”. Det var

tilsyneladende en lille flække uden for lands lov og

ret, som naturligvis ikke var at finde på nogle af

vores LP-kort over golfen. Nu var det bare at finde

en taxa med en stedkendt chauffør, og han var

selvfølgelig ikke bleg for at udnytte situationen og

tage sig godt betalt for køre de godt 80 km til Asaluye.

Industriområdet omkring Asaluye er meget stort og

temmelig forvirrende. De forskellige felter tilhører

forskellige selskaber og er svært bevogtet og pakket

ind i kilometervis af pigtråd. Adskillige tårne

udspyr en evig ild, som på afstand virkede særdeles

tillokkende på os. Ved ankomsten satte vores

chauffør os af så tæt på tårnene, som bilen kunne

komme. Vi steg ud og traskede op til indgangen,

hvor vi blev formelt modtaget af uniformerede

mænd med kanoner over skulderen. Vagtmesteren

troede tilsyneladende, at vi var udsendt af et eller

36

andet internationalt firma, og spurgte om vi havde

en skriftlig tilladelse fra hovedkontoret i Tehran?

Det måtte vi jo desværre benægte. I stedet havde

jeg forberedt en halvkvalt historie, som jeg serverede

for ham: ”Vi er økonomistuderende fra Danmark,

som skriver på et projekt om verdens oliereserver...blabla

og jakkedijak...”. Han lyttede høfligt

og gentog så spørgsmålet: om vi havde en tilladelse

fra Tehran? Uden den var der tydeligvis ingen

adgang. Hmm... Man kommer nu engang længst

med høflighed, så vi undskyldte ulejligheden,

vendte rundt og gik tilbage til vejen. Bag os råbte

vagtmesteren, at det ikke var tilladt at fotografere

oliefelterne – heller ikke på afstand. Nejnej, det

kunne da aldrig falde os ind!

Meterlange gasflammer i døgndrift. Hvorfor spare på

energien? Her er jo nok af den!

Det var selvfølgelig ikke spor overraskende, at det

var svært at få adgang, men lidt skuffede var vi


alligevel. Vi var dårligt forberedte, og de var naturligvis

forsigtige med at lukke hvem som helst indenfor

pigtråden. Men vi opgav ikke så let, selvom

vores taxa for længst havde ladt os i stikken. Vi var

rejst langt, og desuden var der en vag mulighed

for, at vi kunne få lov at komme ind på et af de

mange andre oliefelter i området. Der var nok at

tage af og længe til solnedgang. Vi gik rundt langs

hegnet, og pludselig stod vi ved en åben gitterlåge.

Et lille vagttårn signalerede, at det var en kontrolpost,

som lod til at skulle overvåge en gruset gennemgang

mellem to asfalterede hovedveje. Men

tårnet stod tomt. Vi kiggede på hinanden – hvilket

højst belejligt sløseri! Ind gennem lågen...

Som fremmed i industriområdet Asaluye er det

ikke let at gennemskue, hvor et oliefelt slutter og

det næste begynder. Men efter få hundrede meter

begyndte det for alvor at gå op for os, at vi efter al

sandsynlighed stadig befandt os på det område, vi

var blevet nægtet adgang til. Der var dog ingen

vagter i sigte men kun nogle arbejdere, som venligt

hilste på os. Vi kravlede op ad en skråning og kom

dermed op på den anden asfalterede vej, som gik

gennem området. Herfra var der glimrende udsyn

til de ildspyende tårne med den smukke Persiske

Golf i baggrunden. Vagtmesterens formaninger

syntes at glide i baggrunden mens vi knipsede løs

med kameraerne. Det golde og feberhede, støvede

ørkenlandskab beklædt med enorme ståltanke,

tårne og dinosaur-kraner havde sin egen rå skønhed.

Gigantiske tanke til opbevaring af de dyre dråber

dominerer det golde ørkenlandskab

Vi havde fået styret vores nysgerrighed, og det var

tid til at forlade området. Det er svært ikke at være

lidt små-paranoid i den slags situationer, og der

var ingen grund til at friste skæbnen yderligere.

Pga. af den intense varme og det enorme område

virkede det som en god idé at få et lift med den

første og bedste bil. Og som overalt i Iran var det

slet intet problem. Vi prøvede at forklare chauffø-

37

ren, at vi gerne ville forlade området, hvorefter han

drejede væk fra hovedvejen, kørte nogle få hundrede

meter ned ad en sidevej og satte os af ved

Daewoos modtagelsesområde. Storartet. Dér skulle

han åbenbart hen. Et stort skilt oplyste os om, at

området netop var blevet indviet dagen i forvejen,

og alle bygninger stod splinternye. Nu vi alligevel

var der, kunne vi jo ligeså godt kigge indenfor.

Bare et kort øjeblik. Et par opsynsmænd bød på

cola. Til gengæld måtte vi stille op til ’familie’fotografering.

Fint nok. De troede sikkert vi var

kommet for sent til indvielsen. Plancherne på

væggen fortalte om et omfattende projekt, og vi

kiggede ud over de nye bygninger, som strålede

om kap med havet i baggrunden. Nå, men vi var jo

sådan set på vej ud herfra... nåja! - tak for cola! Vi

gik tilbage til vejen.

Der var stadig al for langt at gå, og den næste bil

stoppede da også for os, og vi blev bedt om at

hoppe ind. Flinke oliemennesker. Jeg syntes ganske

vist at chaufføren bag solbrillerne virkede bekendt,

men min mistanke blev først for alvor bekræftet,

da bilen fluks vendte om og kørte tilbage

ad den vej den var kommet fra. ”Det er sgu’ vagtmesteren

vi er oppe at køre med”, sagde jeg til

Rasmus, som også virkede en anelse betænkelig

ved situationen. ”Måske kører han os bare ud af

området”, foreslog Rasmus. Men jeg var overbevist

om, at turen gik tilbage til kontoret nede ved

hovedindgangen. Derfor benyttede jeg køreturen til

at spole filmen tilbage og gemme den et forsvarligt

sted. Den indeholdt jo også pletskud fra både Persepolis

og normadefolkene omkring Shiraz. Alt

imens arbejdede vores hjerner på højtryk på at

koordinere en plausibel søforklaring. Næste stop

var ganske rigtigt hovedindgangen, og denne gang

blev vi budt indenfor. Nu var omstændighederne

dog knap så attraktive, og vi havde jo set hvad vi

ville. Modvilligt tog vi plads, og uden tøven tog

vagtmesteren telefonen og begyndte at ringe til

højre og venstre. Kanonmændene rynkede brynene

og gjorde det klart, at vi havde overtrådt loven,

hvilket efterhånden var gået op for os. Vagtmesteren

lagde røret og bad om at se vores pas. Dem

havde vi imidlertid efterladt på vores værelse tilbage

i nabobyen, og kopierne havde vi underligt nok

også ’glemt’. Heldigvis lykkedes det os at spise

ham af med universitetshistorien en gang til. Jeg

anstrengte mig for at fortælle manden nogenlunde

samme opdigtede historie, som han ikke skammede

sig over at afbryde med utallige nærgående

spørgsmål: hvem var vi, hvor kom vi fra, hvad gik

projektet ud på, havde vi taget billeder osv. osv.

Rasmus undskyldte sig og gik på toilettet for at

fremstille en filmrulle, som så brugt ud. Den kunne

vi om nødvendigt give dem, hvis de ville konfiskere

vores film. Imens besvarede jeg tålmodigt vagtmesterens

bombarderende spørgsmål og prøvede at

afslå de andre vagters appelsintilbud. Man kunne


godt blive i tvivl om det var et krydsforhør eller en

prøvesmagning. Rasmus kom tilbage og foreslog,

at vi forsøgte os med den anden søforklaring, som

vi havde strikket sammen i bilen: ganske vist var vi

trængt ind på forbudt område, men det var jo denne

venlige chauffør, som havde forladt hovedvejen

og kørt os uvidende ind på forbudt område. Det lod

ikke til at narre manden. Nå, jeg syntes efterhånden

ikke vi havde mere at fortælle og dristede mig

til at spørge om vi måtte gå? ”No”, svarede vagtmesteren

kort og kontant. ”Why not?”, spurgte jeg.

”You are under arrest!” …

Sagen syntes unægtelig at tage en uheldig drejning.

Arresteret i Iran var ikke ligefrem det, jeg

forbandt med en lækker oplevelse. Hvad gør man

egentlig i sådan en situation? Oplevelsen var ny

for mig, og Rasmus lod heller ikke til at have den

store erfaring på lige dét område. Jeg bukkede

endelig under og gik i lag med vagternes appelsiner.

Vagtmesteren foretog nogle flere opkald. Han

prøvede måske at komme i kontakt med sine

overordnede men – efter hans ansigts-udtryk at

dømme – uden held. For at vise en interesse, der

kunne bakke vores universitets-historie op, begyndte

jeg (mellem appelsinerne) at stille spørgsmål

om olieudvinding i området. Nu var det så

Tiltagende eksponering af DBK

hans tur til at svare, hvis han havde lyst. Måske

kunne det lede opmærksomheden lidt væk fra

vores forbryderiske adfærd. På en eller anden

måde lykkedes det os efterhånden at overbevise

manden om, at vi rent faktisk hverken var terrorister

eller industrispioner. Vi kunne vel betragtes

som ’turister’, der var faret vild i seværdighederne!

Vi begyndte at skifte emne og tale om andre ting.

Vagterne afslørede en overraskende viden om

dansk fodbold, og pludselig viste det sig, at en af

dem havde familie i Danmark. Jamen, det kunne

han da bare have sagt med det samme! Stemningen

blev betydeligt mere afslappet, og det lykkedes

sågar at lokke et smil ud af vagtmesteren. Selv

vagterne mistede omsider interessen for os og

begyndte at stimle sammen om kontorets eneste

computer for højlydt at gøre nar ad hinandens

ansigter, som var lagt ind i en ’screen saver’ i forvrænget

form. Til sidst tog vagtmesteren igen telefonen

men denne gang for at ringe efter en bil, der

kunne køre os tilbage til byen. Trods det at chaufføren

havde kørt langt for at hente os, var han ikke

til at forhandle med. Men hvad pokker - vi havde jo

også fået smag for at tomle – det giver nu engang

de bedste eventyr – men denne gang holdt vi os

pænt udenfor pigtråden.

Til stor glæde og ære for os alle bliver De Berejstes Klub langsomt men sikkert mere og mere synlig for omverdenen.

Gang på gang bliver klubben kontaktet ang. dit og dat, og formand Søren formår efter bedste

evne at viderebringe efterspørgslen til klubbens medlemmer. Således har der i den senere tid været rettet

henvendelser ang. foredrag og foredragsholdere, interviews i radioen, deltagelse i TV – ja, sågar medvirken

i en sociologisk undersøgelse!

Sidstnævnte bestod bl.a. i en række interviews, og det er her klubben kommer ind i billedet. Undertegnede

indvilligede med fornøjelse i et enkelt interview, der endte som en del af et universitetsprojekt med forskellige

vinkler på turisme. De studerende bag projektet tog afsæt i en alment anerkendt sociologisk teori om, at

synssansen er den altdominerende af sanserne, når vi rejser, mens de øvrige sanser stort set ingen rolle

spiller. Dernæst forsøgte de at modbevise denne teori, som de var uenige i, ved i interviewet at fremlægge

en række billeder, som skulle frembringe forskellige øjeblikkelige associationer hos den interviewede: en

overfyldt strand, et bjerglandskab, en restaurant, paragliding m.fl. Jeg måtte erkende, at jeg da også mener,

at synssansen er den vigtigste på rejsen, men – ikke mindst efter et langt musikvidenskabeligt studium – at

høresansen også spiller en kæmpe rolle. Tag f.eks. stemmerne på de mennesker, man møder på sin vej,

fremmedartet musik, trafikstøj eller muezzinen, der kalder til fredagsbøn. Jeg vil gå så vidt som at påstå, at

lyde er bedre til at frembringe associationer end billeder er. Næsten al musik fremkalder billeder på nethinden,

men ikke alle billeder frembringer imaginær musik i øregangen. Tænk lidt over det, og se (eller hør!)

hvad i synes. Hvad angik de øvrige sanser var der ingen tvivl om, at både føle-, smags- og lugtesanserne

var væsentligt lavere rangeret. Spændende og alternativ vinkel på rejselivet, ikke sandt? Så er det jo op til

jer om i kan bruge det til noget...

SBonde

38


Stævnemøde med fortiden

Tekst og foto: Kenneth Hvolbøl

Midt i det indonesiske arkipelag ligger en lille ø. Det er en typisk tropeø med gode strande, kuperet terræn

og tæt vegetation. Ved første øjekast forekommer øen én kedelig og temmelig ubetydelig, men i den tætte

underskov lever nogle af denne verdens fortidslevninger. Nogle kalder dem for Jordens sidste dinosaurer.

Efter dagevis af forbandet bustur ad elendige veje

krydret med indonesisk ineffektivitet, som sætter

enhver vestlig tålmodighed på en alvorlig styrkeprøve,

nåede jeg endelig frem til det lille, fredelige

fiskerleje, Labuhanbajo, på vestkysten af øen Flores.

Jeg havde slået følge med tre andre rejsende,

og sammen fik vi lejet en fiskerbåd, som skulle

sejle os ud til øen, der er kendt under navnet Komodo.

”Chaya Muliya”, som var bådens navn, stod

til søs ved formiddagstid. Vi havde forhandlet os til

en aftale, hvori vi selv bestemte bådens rute og

fart de kommende dage. Det skulle være så let,

men det blev det ikke. Allerede mens vi endnu

havde havnen i Labuhanbajo i sigte begyndte diskussionerne

med kaptajnen om, hvilken rute vi

skulle tage. Han ville allerhelst sejle os direkte til

Komodo, mens vi hellere ville bruge en dag på at

snorkle i det indbydende hav. Han indvilligede efter

nogen diskussion, og vi kastede anker ved Red

Beach - opkaldt efter sandets farve, når lyset faldt i

en bestemt vinkel. Vi lærte hurtigt, at det var bedst

at holde sig væk fra kaptajnen, medmindre det var

nødvendigt at få ham i tale. Det skiftedes vi så til af

taktiske årsager, så han ikke skulle konfronteres

med det samme brokkehoved hver gang. Det blev

en herlig aften under den klare himmel, uden den

mindste lysforurening til at genere udsynet mod de

funklende stjerner. Til de medbragte toner af

George Michael og rigelige forsyninger af indonesisk

dåseøl blev humøret hurtigt stigende. Måske

følte kaptajnen sig provokeret af vores gode humør,

for med et sølle forsøg på at skræmme os

pegede han tilsyneladende nervøst op mod bjergkammen

og advarede os imod Djiin’er (onde ånder).

De står på bjergkammen og holder øje med

os om natten”, sagde han. Om det var djiin’er eller

de rytmiske og lovlig store bølge-skvulp, som fik

båden til at gynge frem og tilbage ved jeg ikke,

men jeg sov rædselsfuldt den nat.

Muslimsk morgenbøn er heller ikke min livret og da

slet ikke kl. 06.00, men bedes skulle der - om ikke

andet så for at irritere os søvndrukne og tilmed

flabede turister. Kaptajnen var muslim og bad ivrigt

fem gange om dagen, uanset hvor han befandt sig;

i dette tilfælde var det mellem vores rygsække og

soveposer.

39

Komodo

Komodo nærmede sig. Overalt tårnede de vegetationsbeklædte

bjerge sig op fra vand-overfladen.

Hist og her spredte palmerne deres store blade

mod himlen, mens filtret krat og forvitrede klipper

overalt dækkede øens overflade - det perfekte

varanland. Ved det lille hoved-kvarter for Komodo

National Park hoppede vi fra borde med det formål

at se dyrene, inden hoben af oplevelseshungrende

rygsækturister - som jeg naturligvis ikke forbinder

mig selv med – næste morgen ville møde op til den

offentlige fodring. En venlig guide med stærkt begrænsede

engelsk-kundskaber førte os ad små

stier gennem vildnisset frem til ”fodringspladsen”.

Her holder jævnligt varaner til, da de har vænnet

sig til at blive fodret to gange ugentligt. På stien

mod fodrings-pladsen så vi allerede et par ca. 1,5

meter lange varaner spankulere majestætisk gennem

under-skoven. Sikkert fremme ved fodringspladsen

lå en snes varaner og ventede på morgendagens

mad-orgie. Vi kunne i ro og mag fotografere

de store krybdyr. Så fredfyldt ville det sikkert

ikke blive i morgen.

Tilbage på stranden havde tidevandet stødt vores

båd på grund og tippet den så meget, at det gjorde

overnatning ombord umuligt. Mens vi stod og diskuterede

med kaptajnen, kunne vi måbende se på,

hvordan en stor bølge tippede båden over på den

modsatte side, og det meste af vores bagage og


mad røg i vandet. Så havde vi fået nok. Ophidsede

samlede vi den gennemblødte bagage sammen og

indlogerede os på Komodos eneste losmen. Betalingen

trak vi fra den oprindelige pris, som var aftalt

for bådlejen. Kaptajnen nægtede ikke overraskende

at godkende vores fradrag og begyndte at jamre

til alle der gad høre på ham. Rygtet om de oprørske

turister bredte sig hurtigt til ejeren af cafeteriet

og losmen – og endog til chefen for Komodo

National Park – som alle mødte op på vores værelse.

En ophidset diskussion begyndte, hvor vi

henviste til kaptajnens uligevægtighed (vi havde

sågar overværet, at han hidsigt jagtede et besætnings-medlem

med en hammer), men det endte

med at parkchefen, som naturligvis tog kaptajnens

parti, truede med øjeblikkelig udvisning først af

vores logi og siden hen af nationalparken. Et

spørgsmål bragte ham dog til fornuft: ”Hvor vil du

smide os hen?” Komodo er som sagt en ø, der er

udlagt til nationalpark, og der er ingen offentlig

færge-forbindelse. Det var aften og bælgmørkt, vi

boede på øens eneste logi og udenfor herskede de

altædende uhyrer! Han blev overbevist om, at det

ikke ville være befordrende for turismen at sende

fire turister ud i mørket. Specielt ikke da dette år

(1992) af regeringen var udråbt til ”Visit Indonesia

Year”. Det endte med forlig, hvor kaptajnen fik sine

ufortjente penge, en officiel reprimande og et forbud

om i fremtiden ikke at bringe flere turister til

Komodo. Det sidste troede vi dog ikke på. Det var

blot en formulering, der havde til hensigt at bringe

os til ro.

Varanerne

Der lever ca. 3500 varaner på Komodo, P. Rinca,

P. Kadar og Flores. Kun på de tre førstnævnte er

de beskyttede af øernes nationalpark-status. Bl.a.

med et forbud om, at befolkningen, som bor på

Komodo, ikke må overstige 500 personer for ikke

at genere varanbestanden. Komodos befolkning er

alle efterkommere af straffefanger, der i 1500-tallet

blev deporteret til øen. Man mente på den tid, at

det var ganske raffineret at skænke forbryderne

”friheden” i selskab med de livsfarlige uhyrer. Et

fuldvoksent eksemplar kan blive i nærheden af 3½

meter lang og veje mere end 150 kilo. Altædende

som de er, giver de sig gerne hen med kannibalisme,

hvis der ikke er andet spiseligt i nærheden.

Derfor har naturen fixet det således, at straks varanungerne

kommer ud af ægget, klatrer de op i

træerne for at leve de første og mest udsatte måneder

i sikkerhed for de ”omsorgsfulde” forældre.

Den foretrukne føde er dog vilde grise, rådyr, bøfler

og sågar heste. Homo Sapiens står også gerne

på menuen. I 1974 forsvandt den schweiziske

Baron von Reiding på Komodo. En troværdig historie

blandt mange går ud på, at baronen blev væk

fra sit rejseselskab og blev overfaldet af varaner.

40

Det eneste eftersøgningen tilbagebragte var hans

briller og kamera, som hang på en gren.

Fodring

Alle som besøger Komodo opfordres til at bære

lukkede sko og lange bukser, hvilket ikke er foreneligt

med den stikkende varme men tilrådeligt,

da øen svirrer med slanger og skorpioner. Vi så nu

kun advarselsskiltene de tre dage vi var der. Til

gengæld var der masser af sorte edderkopper med

diameter som en håndbold. De største af dem

lever af småfugle, som de fanger i deres klæbende,

plastikagtige spindelvæv.

Vi havde endnu engang lejet den obligatoriske

guide og var sammen med dagens høst af rygsækturister

klar til at se varanerne blive fodret. Guiden

medbragte kun en trefork som beskyttelse, hvilket

vi ikke var helt trykke ved, så vi stod nærmest tæerne

af hinanden for ikke at gå bagerst på den

lange snoede sti gennem vildnisset. Vi medbragte

en ged til fodring af varanerne. Den brægede -

lykkeligt uvidende om at lyden lokkede uhyrerne til

og bragte den nærmere sin uundgåelige skæbne.

Halvvejs mod fodringsstedet stod et stort træskilt

med påskriften: ”Dangerous area. Watch out, Komodo

[dragon] crossing. Be silent”.

Spændingen tiltog. Det gjorde kampen om ikke at

gå bagerst også. Selvsikkert og lokket af gedens

brægen kom dragen ud af krattet foran os og begyndte

majestætisk at vandre mod fodrings-stedet.

Et par andre varaner gjorde den selskab, og nu

holdt guiden geden for munden for ikke at lokke så

mange varaner til, at situationen ville blive uoverskuelig.

Varanernes langsomme, slæbende gang

gjorde os modige, og nu gjaldt kampen om at

komme på ’skudhold’. Vi blev dog venligt men

bestemt vist ned bag guiderne, som fortalte at man

ikke skal lade sig bedrage af varanernes beherskede

tempo. De er faktisk i stand til at indhente

og nedlægge en hest på kort afstand.


Da vi nærmede os fodringsstedet blev geden trukket

ned bagi, for ikke yderligere at ophidse de 15-

20 varaner, der småløbende allerede havde samlet

sig ved fodringsstedet. Lokket til af gedens brægen

var de tydeligt forventningsfulde reptiler blevet

pågående, og guiderne havde nok at gøre med at

holde dem på betryggende afstand af os sagesløse

turister, som meget vel hurtigt kunne blive

stand-in for ugens ged. Et særdeles stort eksemplar

beskæftigede hele tre stærkt svedende guider,

men til sidst kom vi ”sikkert” bag et noget vakkelvornt

hegn sammen med geden, som aldrig anede

uråd før guiderne snittede halsen over på den. Der

lød nærmest et ”plop” - som en prop ud af en flaske

- da halspulsåren sprang, og geden forblødte

hurtigt. Ca. 20 varaner havde samlet sig på bunden

af det udtørrede flodleje, som udgjorde fodringsstedet.

Geden blev smidt ned og krybdyrene

kastede sig glubske over hinanden for at sikre sig

den største luns af dyret. Jeg havde ventet en

Café Globen-status

hvæsen eller brølen under kampen, men varanerne

var næsten lydløse. Kun lyden af de tunge

kroppe, som daskede mod hinanden, og de lange

kløer, som skrabede mod rivalernes panser, var at

høre. Gedens maveindhold farvede varanernes

hoveder grønne af halvt fordøjet græs, og mindre

end 10 minutter senere var alt væk - selv skind og

ben. Forbløffede stod vi og var taknemmelige for,

at det stadig var muligt at kunne beskue disse helt

unikke fortidslevninger. Alle odds burde ellers være

imod varanernes beståen, hvis ikke det var fordi

deres skind er ubrugeligt som bælter, tasker, støvler,

tegnebøger etc., da det simpelthen opløses,

hvis det da ikke lige sidder på en Komodovaran.

Vi forlod Komodo - mætte af indtryk fra øen, hvor

et stævnemøde med fortidens dyreliv stadig er

tilgængeligt for turisten, som har tid og tålmodighed

til at rejse derud.

Søndag den 20. juni blev dagen, hvor anpartsselskabet Café Globen ApS blev stiftet. Der blev afholdt en

generalforsamling og dermed også valgt en bestyrelse og en forretningsfører. Navnene på disse er udsendt

pr. mail.

Over 40 medlemmer af De Berejstes Klub har valgt at støtte projektet ved at købe anparter i Café Globen

ApS, og med stiftelsen har vi nu mulighed for at komme et skridt videre i projektet. Dette bliver at finde og

indrette egnede lokaler til caféen i København, og et udvalg er allerede i gang med at finkæmme især Østerbro

og Frederiksberg. Når først lokalerne er fundet og indrettet, er det vores ydmyge håb, at vi kan åbne en

café, som vil blive til gavn og glæde for alle i klubben – både aktive og passive medlemmer – men derudover

også ikke-medlemmer, som måtte finde vores verden interessant.

Kender man til nogle anvendelige lokaler, som også ser ud til at være ledige, er man meget velkommen til at

give os en hånd med lokalejagten. Det kan man gøre ved at give en af os et praj på et af de nedenstående

telefonnumre.

Peter Højmose: 2078 0254

Claus Andersen: 2242 4346

Lars Munk: 4089 4667

Morten Siglev: 6133 7840

Martin Anker Nielsen: 4085 8857

Mange venlige hilsner på projektets vegne,

Martin Anker Nielsen

41


Først græd de, så sang de og så græd de igen

- historier fra Sydkorea

Tekst og foto: Arne Runge

De to kvinder lignede hinanden næsten til forveksling. Samme sorte hår, samme koreanske ansigtstræk og

begge var de dybt anspændte. De kikkede nervøst på hinanden i flere minutter. Begge havde forsøgt at sige

noget til den anden, uden at få svar. De kunne ikke tale samme sprog. Den ældste talte koreansk og den

yngste talte engelsk. Alligevel havde de noget meget væsentlig tilfælles. Det var mor og datter, men de havde

ikke set hinanden i tyve år. De krammede hinanden uden at sige noget, men pludselig blev tavsheden

brudt. Mens moren forsigtigt strøg datteren over håret, begyndte hun at synge en koreansk børnesang - og

datteren sang med. På koreansk. De sang alle fem vers, begge havde de øjnene fulde af tårer. Der var så

meget de gerne ville sige til hinanden, så meget de gerne ville spørge hinanden om, men de havde ikke

noget fælles sprog. Så kom tolken dem til hjælp.

Jeg mødte Keun Young i Kyongju i Sydkorea, hvor

hun tilbragte et par dage sammen med sin hollandske

kæreste, Rul. Her fortalte hun mig om det

gribende møde på adoptionskontoret i Seoul, efter

ikke at have set sin biologiske mor i tyve år. Børnesangen

havde hun kunnet udenad lige så længe

hun kunne huske tilbage. Men hun huskede ikke

hvor hun havde lært den, og hun forstod heller ikke

mere hvad ordene betød. Det gjorde moren til

gengæld. Det var hende der havde lært datteren

sangen. De havde brugt den hver aften til godnatsang,

indtil den skæbnesvangre dag da faren døde

ved et trafikuheld, og moren stod alene tilbage

med tre små piger.

Keun Young med sin hollandske kæreste, Rul

42

På det tidspunkt var det utænkeligt for en koreansk

kvinde at blive gift med en ny mand, når man allerede

havde tre børn. Den eneste løsning for både

mor og børn var at finde et nyt hjem til pigerne - et

hjem med en far og en mor, som kunne tage sig af

dem. En grå eftermiddag tog hun beslutningen og

kontaktede adoptionskontoret i Seoul. Pigerne,

som på det tidspunkt var to, tre og fire år gamle,

blev adopteret af en ny familie i et fremmed land.

Men en mor glemmer aldrig sine børn.

Hver eneste sommer, 19 år i træk, havde Fru Lee

taget bussen ind til adoptionskontoret i Seoul. Hun

tog derind for at høre om der var noget nyt fra de

tre små piger hun i 1983 i fortvivlelse havde bortadopteret.

Men hvert år fik hun det samme triste

svar. ”Nej, desværre, vi har stadig intet hørt”. I år

tog Fru Lee ikke ind til Seoul. Hun havde stort set

opgivet håbet om nogensinde at høre fra pigerne.

Fru Lee var ellers utrolig lykkelig, da hun fødte sit

tredje barn i 1981, men lykken varede kort. Året

efter døde hendes mand ved en tragisk bilulykke.

Den unge Fru Lee havde været hjemmegående

husmor og havde aldrig fået sig en uddannelse. Så

nu væltede problemerne ned over den lille familie.

Til sidst indså hun, at livet som enlig mor i Korea

med tre små piger var mere end hun kunne klare

og hun tog den alvorlige beslutning at bortadoptere

pigerne.

Hvad Fru Lee ikke vidste, var at hendes tre piger,

kort tid efter at hun havde afleveret dem til adoptionskontoret,

blev adopteret af et elskeligt hollandsk

ægtepar, der ikke selv kunne få børn. Pigerne

fik en tryg opvækst i Amsterdam, men havde

altid – pga. deres anderledes udseende – vidst, at

de var kommet fra et andet land, som lå langt væk

fra Holland. De var alle tre højt elsket, og de elskede

alle tre deres nye forældre. Pigerne var et,


tre og fire år gamle, da Fru Lee den tragiske dag i

1983, afleverede dem til en uvis skæbne.

Den ældste af pigerne hed Keun Young og var lige

fyldt 24 år, da jeg mødte hende på Han Jin

Guesthouse i Kyongju, hvor hun over en kande

kaffe og en karton smøger fortalte mig sin livshistorie.

Hun og hendes to søskende havde i mange år

talt om at prøve at finde deres biologiske mor, men

de havde alligevel aldrig fået gjort noget alvorligt

ved det. Men i begyndelsen af oktober i år tog

Keun Young sig endelig sammen. Hun opsøgte

adoptionsmyndighedernes afdelingskontor for Asien

i Amsterdam. Hun viste dem de papirer, som

hendes forældre i sin tid havde fået ved adoptionen.

Kontoret lovede hende at kontakte adoptionskontoret

i Seoul for at høre om de vidste, hvad der

var blevet af hendes koreanske mor. En uge senere

ringede de fra kontoret i Amsterdam. De fortalte,

at man i Seoul havde fundet adressen, hvor hendes

mor - som i mellemtiden havde fået nyt efternavn

- boede. Nu ville man kontakte hende for at

høre om hun ønskede kontakt.

Keun Youngs to søstre var på det tidspunkt på

ferie i Tyrkiet. Men hun kunne ikke vente til de kom

tilbage, så den samme dag hun havde fået beskeden

fra Seoul, bestilte hun sammen med sin kæreste

Rul to flybilletter til Korea med afgang tre dage

senere. Da Rul og Keun Young ankom til Seoul,

tog de straks en taxi hen til adressen på kontoret,

som de havde fået af det hollandske adoptionskontor.

Her fortalte de, at man havde kontaktet hendes

mor. Hun ønskede naturligvis kontakt med datteren,

som hun ikke havde set i 20 år. Kontoret ringede

moren op, og en time senere trådte Fru Lee

ind i ventesalen på adoptions-kontoret, hvor Keun

Young og Rul nervøst sad og kæderøg. Moren så

med det samme at det var hendes datter, der stod

genert og iagttog hende. De gik langsomt hen

imod hinanden, den ene mere nervøs end den

anden, mens Rul bare sad som i trance og iagttog

de to kvinder. Det var moren der tog det første

skridt. Hun lagde armene om sin datter, mens tårerne

strømmede ud af øjnene på begge to. Keun

Young fortalte mig, at det føltes som om de bare

stod stille en evighed, men måske varede det kun

nogle få minutter. Moren talte kun koreansk og

forstod intet af det Keun Young sagde til hende på

engelsk.

Det var næsten som om jeg drømte”, fortalte Rul

mig. Der stod hans kæreste med sin koreanske

mor og sang den koreanske børnesang, som Keun

Young så mange gange smilende havde sunget for

ham. Han vidste at Keun Young ikke forstod ordene,

men det gjorde moren helt bestemt, kunne han

se. ”Jeg må indrømme, at jeg osse kom til at græde”,

sagde han, og at han på et tidspunkt måtte gå

udenfor. ”Jeg var flov over at Keun Young skulle

se mig græde”. For at være ærlig måtte jeg selv

kæmpe en brav kamp for ikke at få tårer i øjnene,

da de fortalte mig historien.

Året efter Fru Lee havde bortadopteret sine tre

piger, havde hun mødt Mister Lee. De blev gift og

fik en datter, så Keun Young havde nu ikke bare

mødt sin mor. Hun havde også fået en lillesøster

mere, flere onkler, tanter, kusiner og fætre. Hun fik

hilst på hele sin nye familie de fem dage de var

sammen. Derefter var Keun Young og Rul taget

rundt en uge for at se Korea, men dagen efter jeg

mødte dem, tog de tilbage til Seoul for at tilbringe

den sidste weekend med deres koreanske familie,

før de mandag morgen skulle flyve tilbage til Holland.

De havde allerede aftalt, at i løbet af et par

måneder ville de komme tilbage alle seks; Keun

Young, hendes to søstre og alle de tre pigers kærester.

Og naturligvis skulle moren, og den nye

lillesøster til Holland og møde Keun Youngs hollandske

forældre, som moren følte hun skyldte så

meget for at have taget sig så godt af sine tre små

piger, dengang hun ikke selv magtede det. Keun

Young var heldig at det var en såkaldt legal adoption.

”Mange andre, der forsøger at finde deres

rødder, er hittebørn, der er blevet lagt i et tæppe

uden for adoptionskontoret en tilfældig nat. De

børn finder meget sjældent deres biologiske mødre”,

fortalte Keun Young.

* * * * *

Receptionisten på Korea Guesthouse var lige holdt

op med at ryge, så han led forfærdeligt. Derfor var

han ondskabsfuld. Han var så ondskabsfuld, at

han havde fået indført rygeforbud på hele hostellet,

selv om han var den eneste der ikke røg. Når han

skulle lide, så skulle alle vi andre osse lide. Når vi

var hjemme på hostellet, tilbragte vi det meste af

tiden ude på gaden, hvor vi hyggede os med vores

luksuslast. Så sad han helt alene inde i opholdsstuen

og kedede sig. Når han gik hjem om eftermiddagen

og natportieren kom, gik vi alle ind igen.

Natportieren var heldigvis ikke holdt op med at

ryge, og han var glad for at vi andre røg indendørs.

Så kunne han jo osse.

Der var halvtreds senge på hostellet, og de var

næsten altid besat alle sammen. De fleste af japanere,

resten af en sjov blanding af back-packers

fra Singapore, Hongkong, Australien, Canada og

England. De fleste engelsktalende, der var her,

underviste i engelsk. Flere var kommet hele vejen

fra Europa med tog gennem Rusland og senere

færge mellem Vladivostok og Korea. Så fællessproget

var en blanding af engelsk og japansk.

Ligesom japanere taler ganske få koreanere engelsk.

Men da Korea afholdt OL i 1988 og havde

VM i fodbold 2002, var man virkelig vågnet op og

gjorde nu alt hvad de kunne for at tiltrække turister.

Og de gjorde det godt. Der var sat små turistinformationskontorer

op mange steder på hoved-

43


gader, banegårde og på bus- og metrostationer,

hvor engelsktalende studenter hjalp turisterne med

at finde rundt. Men japserne - osse dem med rygsæk,

der var her i Seoul - havde svært ved at tale

engelsk, så jeg slap for at glemme alle de nye ord

jeg havde lært i Japan. Vi talte en sjov blanding af

det lidt engelsk de kunne, og det lidt japansk jeg

kunne. Til gengæld fik jeg aldrig lært noget koreansk.

Der var hele tiden en eller anden i nærheden,

der enten kunne japansk eller engelsk.

Det var frygtelig irriterende hele tiden at skulle tage sko

af og på. Men det var nu værst for dem med snøresko

Der boede faktisk osse en dansker på hostellet et

par dage. Dvs. han var ikke rigtig dansker. Han

kom fra Færøerne men talte udmærket dansk. Han

var på vej Jorden rundt. Han havde vundet

400.000 i lotto og var så sprunget fra universitetet,

hvor han studerede biologi, for at rejse til der ikke

var flere penge tilbage. Han regnede med at pengene

kunne holde i fire år. Han var en spændende

fyr, men det mest spændende ved ham var dog

hans onkel, som arbejdede i Afrika. Denne onkel

var en meget forvirret mand og kom for sent til alt.

Han var faktisk to gange kommet for sent til et fly

der faldt ned. Der er jo sikkert altid en eller anden

der kommer for sent til ethvert fly, der falder ned.

Men hele to gange. Den er der vist ikke mange der

kan slå.

Korea var et pragtfuldt rejseland. Fine busser og

toge til tiden og fantastiske metrobaner, som lå i

store underjordiske byer. Alt var meget billigere

end i Japan. Ikke så billigt som i Thailand men

stadig ganske rimeligt. Transport under halv pris af

Japan. Overnatning 13 dollar for en seng i en sovesal,

cigaretter én dollar, Soju (en udmærket koreansk

risvin) 75 cent for en halv liter. Har jeg

glemt noget? Nå ja! Der er masser af plastikbokse

med nudelsuppe i combi-kioskene til et par kroner

44

for et varmt aftensmåltid. Men det blev dog ikke

nødvendigt så tit, for det var nemlig osse billigt at

spise ude. Man fik meget - op til tredive retter for

20-30 kroner. De fleste af retterne var godt nok

grøntsager eller tang. Jeg spiste dyr, fugle og fisk

jeg hverken havde set eller hørt om, og hvis navne

måske ikke engang eksisterer på dansk.

Korea Guesthouse – de fleste gæster var

japanske backpackere

Jeg så koreansk opera og jeg var oppe i Seoul

Tower. Jeg så de gamle kongegrave og jeg forsøgte,

men desværre forgæves, at komme ind i Nordkorea.

Det lykkes nok næste gang jeg er på de

kanter.

Koreansk diner - 5.000 won – 25 danske kroner


Jeg tog jeg den på tommen fra Kyongju til Seoul,

det gik osse ganske let, jeg blev endda kørt lige til

døren af hostellet og fyren bar min rygsæk ind i

receptionen. Han takkede mig meget, fordi jeg

havde givet ham den glæde, at kunne praktisere

Kong Jan 3. Sobieski og den første café i Wien

Replik om Wien

Af Ewa Bylinska

det engelsk han, som de fleste andre i Sydkorea,

havde lært i skolen, men aldrig rigtigt have fået

lejlighed til at snakke. Mange, mange tak, sagde

han. Men han bukkede ikke for mig som japanerne

gjorde. Øv.

Da Henning i sin ”Sejltur på Donau” (i vinter Globen) – stoppede i Wien for at berette om tyrkernes tab i 1683

og om kaffetraditionen i Europa kunne jeg ikke længere holde mine polske patriotiske følelser tilbage.

Jeg er selv meget glad for Wien og besøger jævnlig denne flotte europæiske hovedstad. Jeg nyder der den

brogede kultur, de elegante butikker, charmerende gader fyldte af graciøse musiktoner, og beundrer den

enestående stemning i nogle af de 3000 cafeer. Men der er desværre ikke ret mange der ved, at det faktisk

er den polske konge Jan den 3. Sobieski (1629-1696), som på anmodning af kejseren Leopold ankom den

11. september 1683 til Wien med sine 27. 000 soldater for at redde byen, der var belejret af tyrkerne. Det

polske angreb fra Kahlenberg´s høje – var nemlig altafgørende for sejren over tyrkerne.

Jan 3. Sobieski var ikke kun berømt for sin heroiske deltagelse

i utallige krige, men også for sin brændende kærlighed til sin

hustru Maria Kazimiera. Han var så glad for hende, at han ved

enhver lejlighed - mellem det ene og det andet slag, skrev kærlighedsbreve

til sin elskede kone. Disse breve ”Breve til Mary-

sienka” (Maria Kasimieras kaldenavn), som er udgivet i Polen i

form af en tyk bog - er ikke kun en kilde til den mest romantiske

lekture, men er også en historisk dokumentation pga. nøjagtige

beskrivelser af militærkunst.

I Wien på Kahlenberghøje ligger der en lille beskeden Sankt

Josef kirke. Inde i kirken findes der kong Jan 3. Sobieskis kapel,

til minde om hans sejr i Wien. Et andet minde om denne

begivenhed - en marmortavle om Sobieskis præstationer og

fortjenester, ses også i Wiens centrum, muret ind i Augustinerkirche.

Da tyrkerne flygtede i panik fra slagmarken, havde de efterladt

en stor formue i deres telte. Blandt de kostbare tæpper, guldkander,

vævede silkestoffer og heste, var der også mange

sække med kaffebønner. Disse kaffebønner forærede Jan 3.

Sobieski til en polsk-tyrkisk tolk og orientalsksvarehandler -

Jerzy Franciszek Kulczycki (1640 – 1694).

Det var netop Kulczycki, som har brugt dem på en fornuftigt måde ved at have stiftet den første café i Wien.

Cafeen eksisterer ikke mere. Der er kun en mindetavle på et hus ved Singerstrasse 9 om den. Derudover

ses ved Kolschitzkigasse (tysk version af Kulczyckis efternavn) et lille monument, der forestiller den første

cafegrundlægger – Kulczycki med store moustache og med en kaffekande i hånden, og ved Favoritenstrasse

64 har man i 1885 rejst hans monument.

Men på trods af, at polakkerne i dag med stolthed praler, at Europa er kristen takket være den polske kong

Sobieski, samt at Europa er blevet befriet fra kommunisme, takket være den polske elektriker Lech Walesa,

håber jeg at Den Europæiske Union ikke vil være i fare pga Polens medlemskab.

Ewa Bylinska

45


Fra industri-condottierer til røverbaroner

- Indtryk fra en rejse til Monaco, Torino, Milano og Oliveri (Sicilien) juni-juli 2001

Taxien holdt lige foran os og satte passagerer af -

midt i en fodgængerovergang. I en anden gade

holdt en bil parkeret midt på gaden med bagagerummet

åbent. Fortovet ligger så højt, at man skal

have en stige, når man skal over gaden. Tiramisu’en

(den populære dessert) var en forklædt æbletærte

- med flødeskum på. Restauranterne er

ikke til at finde. Cyklisterne kører på fortovene.

Koncerterne holdes tit uden for byerne, og buschaufførerne

giver sjusket besked om afgangstider.

Sådan bare lidt spredte indtryk fra Italien. Som vi

dog begge - Hanne & Henrik - finder stor fornøjelse

i at besøge. Kulturen, klimaet og kogekunsten

er tre stærke kvaliteter, som får os til at vende

tilbage år efter år. I år, 2001, var det ca. 25. gang,

vi gæstede landet.

Vi indledte imidlertid med fyrstendømmet Monaco,

der kulturelt set kan kaldes en slags blanding af

Frankrig og Italien. Smukt placeret ved Middelhavet

er det noget af en perle - og her gjorde gode

forbindelser, at vi oven i købet i et par dage kunne

nyde en junior-suite på et fashionabelt hotel med

stor swimmingpool ned til havet. Vores balkon

målte syv meter.

Den Japanske Have i Monaco er et tiltrængt åndehul i

den stenørken, som ministatens mange fashionable

højhuse har skabt.

Tekst og foto: Henrik Døcker

46

Der er yderst rent på gader, fortove og i parker

(sidstnævnte er der ganske mange af), et sted så

vi en ung mand pudse en telefonboks. Elegante

myndeslanke piger spankulerer (ofte på høje stiletter)

rundt med hunde (mynder!), tonen er urban.

Her er både holdte og afholdte kvinder!

Blandt pengearistokrater og holdte kvinder

Vi nød vor hidtil dyreste morgenmad til 165 kr. og

lagde ansigtet i passende andagtsfulde folder til

vort aftalte møde med fyrstendømmets elegante

og benevolente turistchef Dario dell'Antonio. Han

havde såmænd tilbudt at hente os i helikopter, ja

altså hvis vi havde valgt at komme med fly til Nice.

Dette ædle tilbud måtte vi desværre afslå, eftersom

vi ankom med tog via Milano.

Vort frokostmøde på det stilfulde Hotel de Paris'

haverestaurant indledtes med champagne, inden

vi kastede os over de udsøgte former for hors

d'oeuvre, veltillavet kalve- og oksekød og et yderst

delikat dessertbord. Solen skinnede, og grimadiernes

historie repeteredes endnu engang alt mens vi

overtydede hinanden om problemerne for den

stadig ugifte prins Albert, eftersom den aldrende

fyrst Rainier III – Europas længst regerende statsoverhoved

(siden 1949) – tilsyneladende ikke har

nogen planer om at gå på pension. (Det er jo kun i

Holland, at kronede hoveder har fundet på at trække

sig tilbage, når de opnår pensionsalderen).

Vi strejfede også Monacos en smule flossede rygte

(à la Schweiz og Liechtenstein) - skal vi kalde det

"den lejlighedsvise stank fra pengevaskerierne, fra

korruptionen og de lyssky gentjenester". Alt sammen

noget der vil opstå i et lille smørhul som Monaco

(opr. halvanden kvadratkilometer stort), hvor

der ikke eksisterer indkomstskat!

Vi henlagde for nemheds skyld eksemplerne til det

nærliggende Nice: "Ser De, monsieur, en borgmester

dér kan jo ikke leve af en løn på måske 30-

40.000 francs om måneden, alt mens alskens

pengefyrster spiller fandango", fik vi forklaret. Det

forstod vi godt. Så talte vi i stedet lidt om Grace

Kellys kranke skæbne, hendes alt for tidlige død


efter den mystiske bilulykke i 1983. Der er nu indrettet

en smagfuld rosenhave i Monaco, hvorfra

der hver dag hentes en blomst til at lægge på hendes

gravsten i operette-fyrstendømmets domkirke.

Vi fandt vej hen til det imponerende gigantakvarium

i Det Oceanografiske Museum (særlig

kendt pga. den nu afdøde Jacques Cousteau) og

til det lille voksmuseum, der giver en glimrende

indføring i fyrstendømmets århundreder lange

historie. Den følgende dag "gjorde" vi Monaco,

fandt ud af at det i virkeligheden består af fire bydele,

hvoraf den kendteste i udlandet er Monte

Carlo, at 20 pct. af lilleputstaten er inddæmmet

land – bl.a. ligger et stort nyt kongrescenter her - at

fyrst Rainer var en inkarneret bilsamler (en hobby

for de velbeslåede), og at han havde været så

elskværdig, da han ikke selv havde plads til flere

prangende vogne, at overlade dem til byens bilmuseum.

Fremdeles er Monaco kendt for sine frimærker,

og på det særlige frimærkemuseum fandt

Henrik sågar et frimærke med den fremtrædende

franske barokkomponist Jean-Baptiste Lully, der

engang i 1700-tallet havde spillet for den siddende

Grimaldifyrste.

Men luksusen hos monegaskerne fik en ende, og

herskabet (os) måtte finde vejen til fyrstendømmets

i øvrigt prægtigt marmorklædte hovedbanegård.

Den havde vi for resten svært ved at

komme fra, da vi to dage før i en sildig aftentime

ankom med tog fra Milano. Vi gik nemlig ud til en

side af banegården - ud mod havnen - der ikke

ligefrem passeres af hærskarer af taxier. På grund

af de store niveauforskelle i Monaco (det er anlagt

på en klippe) måtte vi ned ad diverse trapper (nogle

dog rullende) og videre ad lange gange, og det

var ikke enkelt at overskue hvordan der så ud til

den anden side. (Men her ventede for resten heller

ingen taxi'er). Vi så ikke så meget som et skilt eller

en telefonautomat. Der kom praktisk taget ingen

taxier. Henrik måtte mobilisere en venligsindet

barindehaver for at få hidkaldt en droske. Da vi så

skulle hjem, kørte vores taxi til en anden indgang

af banegården, meget langt fra vort hotel, selv om

vi tydeligt havde forklaret hvor vi ville sættes af!

Arbejdsfrokost - midt i ferien

Efter tre timers togkørsel nåede vi vort andet mål:

det samlede Italiens første hovedstad, Torino.

Henrik syntes, at det nu kunne være nok med at vi

i efter ca. 25 Italiensrejser ikke havde betrådt denne

relativt moderne og - efter beskrivelserne - måske

endog lidt kedelige by. Vi burde erkyndige os

om dette ved selvsyn. Vel var Torino i nyere tid

mest kendt for at huse FIAT-fabrikkerne - en slags

symbol på hvad man har kaldt il miraccolo economico

efter 2. verdenskrig - men en række museer i

47

Palazzo Madama og Sabaudia ville vi da under

alle omstændigheder kunne forlyste os med.

Dette parti illustrerer tydeligt, at Torino IKKE kan regnes

blandt Italiens smukkeste.

Som ved tidligere rejser på egen hånd tog Hanne

for en stund opstilling på stationen med kufferterne,

mens Henrik fandt et hotel i nærheden. I dette

tilfælde viste det sig at være lidt beskedent og

’med nogen støj fra gaden’! Efter et par dages

forløb fandt vi ud af at mange af Torinos "folkelige",

for ikke at sige lettere anløbne elementer: ludere,

lommetyve og narkomaner, færdedes særlig flittigt

i en sidegade, der stødte op til hotellet. Men hvad,

vi sov de retfærdiges søvn om natten og vendte

det døve øre til deres i øvrigt uforståelige skræppen

på italiensk. Vi fik vandret meget omkring den

følgende dag (med påfølgende vabler), eftersom vi

havde lidet held med de første museer vi frekventerede:

Det tidligere kongeslot havde nogle prægtige

lokaler, der dog kun fremvistes på bestemte

tider efter mezzogiorno (dvs. kl. 12) og da kun

gruppevis under ledelse af en italiensk-talende

guide. "Jeg kender typen", sagde den ikkeitaliensk-talende

Hanne. "Vi får en kæmpelektie

om hvert møbel, hvert maleri, hver lysekrone og

med al den skamros, der kendetegner Sydens

folk". Kort sagt, det afstod vi fra. I Palazzo Madama

var der en lille udstilling af altertavler mv., som

måske nok var udsøgt, men generelt var den store

bygning under ombygning. I byens domkirke så vi

et kæmpefoto af Jesu ligklæde (efter legenden) og

ruinerne af en romersk byport Porta Palatino,

Piazza San Carlo, en aflang og - forekom det os -

relativ død plads med to små kirker i den ene ende.


Efter en campari på en udendørs bar var det frokosttid.

Vi indtog på en både sol- og skyggefuld

plads noget så prosaisk som en arbejdsfrokost

(pranzo di lavoro) - fundet efter lidt søgen. (Som

Milano og andre ikke udprægede turistbyer er det

lidt småt med hyggelige udendørs-restauranter,

mens der er masser af barer). Vi oplevede her som

andetsteds i italienske byer, at fuglene (duer og

gråspurve) er meget nærgående. De forventer på

det nærmeste at blive fodret ved bordene, undertiden

springer spurvene sågar op på bordene! En

(yndig) ung italienerinde ved nabobordet blevet

meget skræmt af en due, der nærmede sig hendes

bord nede på jorden! Det var desuden i denne by,

at Henrik stiftede bekendtskab med sciaccarata -

en slags yderst delikat is-kaffe!

Byens store malerisamling i Sabaudia indeholdt

mange kendte, gamle mestre (bl.a. van Eyck,

Rembrandt og Holbein) - og den blev hovedoplevelsen

fra Torino; Henrik supplerede med

byens Risorgimento-museum, altså museum for

Italiens samlingshistorie - den udspilledes som

bekendt ikke mindst i den nordlige del af landet.

Her fik vi (gennem fotos) også bekræftet, at Torino

led betydelige ødelæggelser ved bombardementer

under 2. verdenskrig. Det gik også (om end i mindre

grad) ud over et tårn på byens filmmuseum,

der af nogen vist nok opfattes som noget af et

vartegn for byen. Det fik vi da også lige set foruden

byens store synagoge.

Den rige adelsmands samlermani

Efter to nætter tog vi toget til Milano, som vi begge

kendte flygtigt fra tidligere besøg; Henrik havde

bl.a. 30 år tilbage interviewet repræsentanter for

Pirelli i byens velkendte Pirelli-skyskraber, der i

dag betragtes som denne bys moderne vartegn.

Nu var det tid til at se denne Italiens mest moderne

storby efter i sømmene. På den store og summende

banegård - så uendelig forskellig fra Torinos

søvnige provinsialisme - fandt vi en skranke, hvor

et par nydelige unge damer formidlede kontakt til

nærliggende hoteller. De skrev og faxede og regerede,

og vips fik vi betalt for fire nætter pr. det nyttige

kreditkort, som vi for første gang brugte ekstensivt

på en rejse. I løbet af meget kort tid var alt

ordnet. Og adressen kunne ikke for en barokmusikelsker

som Henrik blive meget bedre: Domenico

Scarlatti-gaden. Herfra gik turen pr. undergrundsbane

til Milanos berømte domkirke, til de overdækkede

forretningsgader (it.: gallerierne), og så, eftersom

sulten indfandt sig, til jagten på en restaurant.

Den blev lidt langstrakt og en smule irriterende,

idet det såmænd var begyndt at regne! Endelig

lykkedes det! Vi nød det airconditionerede værelse

i Scarlatti-gaden og satte på anden dagen af sted

for at at fordybe os i maleriernes overvældende

48

mængde på Brera-museet, der let tager pippet fra

én med sine talrige kunstværker af Bellini, Mantegna,

Tintoretto og mange andre stormestre. På

vejen passerede vi en ægte spåmand, Angelo (sad

på fortovet på klapstol), og snuppede lige et nydeligt

museum for il Risorgimento, endda forsynet

med en net lille indre gård, hvor der var en smule

kølighed at finde. Som dagene skred frem i slutningen

af juni, blev det stadig varmere, men vi

sparede ikke os selv. Særlig imponerende var

imidlertid det museum, som var indrettet i 1900talsrigmanden

G.G. Poldo Pozzolis palæ. Denne

mand, søn af velhavende jordbesiddere, nåede i

sit 57-årige liv at samle sig umådelige rigdomme.

Der var vidt forskellige sager: rustninger, sværd,

pistoler, kniplinger, malerier, møbler, nips af enhver

tænkelig art, ure, store som små, bemalede,

udsmykkede... 5000 genstande er i dag udstillet i

hvad der tidligere var denne italienske Kunstsachverständigers

stilfulde residens - et tre etagers

hus i det centrale Milano!

Fra Milanos domkirkeplads kommer man ind i hjertet

af byen – til arkaderne, der blev opført for over

125 år siden.

Selvfølgelig granskede Henrik om der dog ikke var

én eneste koncert. Desværre fandt vi kun frem til

én, som holdtes noget uden for Milano. Her blev

budt på ét værk af Alessandro Scarlatti, resten var

uden den store interesse. Det viste sig alt i alt for

besværligt at komme derud med offentlige transportmidler

(nærbane og bus), desværre er det ofte

tilfældet i støvlelandet, fordi italienerne i den grad

sværger til personbil. Men det er altså ikke alle

udenlandske turister, der har deres bil med på

ferie! Forkert besked om afgangstider gav nogle

buschauffører såmænd også - men det er sjældent

man får særlig præcis information i Italien, hvis

man da ikke ser det på tryk. Problemet her var at

der lige var skiftet køreplan. Det gjorde det ikke

lettere, at der var flere forskellige busselskaber!


Forbavsende mange unge kvinder promenerede

deres tatoveringer (nogle af dem var formentlig af

den midlertidige slags (”temporary tatoos”)) på ryg,

skulder eller overarm. Et lige så forbløffende stort

antal talte i mobiltelefon, hvorsomhelst og nårsomhelst,

cyklende, i fodgængerovergangen, i

undergrundsbanen, i en kø... Storbyfænomener,

som kun i lidt mindre omfang sporedes i den sydlige

del af landet.

Det er bare om at hitte rede i rødvinstyperne

Tredjedagen var det tid at udforske den store borg

Castello Sforzesco, som ligger midt i byen. Der er

en stor park uden for og mange indre gårde, hvor

der kan holdes receptioner og andre foranstaltninger.

Vi så bl.a. på fajancer og moderne gennem

tiden, den store musikinstrumentsamling var imponerende,

omend noget konservativt indrettet. Der

var ingen mulighed for at høre instrumenterne. Vi

nød den omliggende park med tilhørende springvand.

Siden hen S. Ambrogio-kirken, hvor vi fik lidt

af et bryllup med (en tilfældig kvindelig kirkegæst

gav tårerne frit løb til Mendelssohns bryllupsmarch

allerede inden den vordende brud havde vist sig i

kirken). Om aftenen så vi - efter forud telefonisk at

have fået tildelt en tid - Leonardo da Vincis berømte

fresco ”Den sidste nadver” på en kirkevæg i

kirken ’S. Maria delle Grazie’.

På fjerdedagen tog vi til Pavia, for ligesom at se

lidt af omegnen. En lang spadseretur fra stationen

førte os frem til S. Maria del Carmine-kirken, hvor

der lige havde været bryllup. Under frokosten på

en restaurant i nærheden blev vi for første gang

rigtig opmærksomme på, at der er to-tre slags

rødvin: den om man så må sige almindelige rødvin,

den lettere perlende og den mousserende.

Den kvindelige restauratør holdt et mindre foredrag

for os, hvoraf vi kunne udlede, at en vis type Barbera-vine

netop var dem, som vi skulle passe på -

idet ingen af os særlig sværmede for dem... Nå,

men vi skulle se på byens borg, Castello Visconteo,

og det angiveligt interessante historiske museum

den bød på. Vel ankommen til borgen efter

en alenlang spadseretur konstaterede vi desværre,

at netop denne dag (1. juli) var de gået over til nye

lukketider, som altså betød LUKKET søndag eftermiddag.

Dagen efter gik det med fly til Catania på Sicilien.

Afgangen var ved 13-tiden, men desværre forsinkedes

vi en time. Vi så imidlertid frem til lidt spiseligt

på flyet. Ha! Der var kun tale om en kop kaffe

eller juice! Ved ankomsten konstaterede vi, at den

bus mod Messina (hvor vi skulle nå en ny bus mod

49

vort mål ude på landet) for længst var kørt, og at vi

alt i alt ville være to timer forsinket ved ankomst til

vort endemål: et gammelt kastel ved Oliveri nær

Tindari. Gode råd var dyre. Men vi fik da aktiveret

en venlig kvinde i Alitalias lille lukaf i lufthavnen, og

hun fik efter flere forsøg telefon-kontakt til kastellet,

som foreslog, at vi tog en senere bus til Messina

og dér blev afhentet af kastellets vante taxiforbindelse.

Vi skulle se efter en sort bil af mærket Opel

med den og den nummerplade. En vis Anna ville

hente os. I høj hastighed (op til 130 km/t) gik det

ad den stille aftenmørke autostrada til Castello di

Oliveri, hvor en vis Salvatore - det viste sig at være

kastellets betroede altmuligmand - ville afhente os

på et nærmere angivet punkt. Det var på en ca.

800 år gammel maurisk-normannisk borg, vi skulle

bo. "Jeg må ikke køre ind på selve kastellets område",

klagede Anna. Hun talte lidt tysk (havde

som mange sicilianere arbejdet nogle år i

Schweiz).

Salvatore bragte os efter den adelige port via en

lang statelig tilkørsel direkte til lejlighed nr. 1; en 90

kvadratmeter nyindrettet feriebolig, som tidligere

havde været godsforvalterens domicil. Den store

opholdsstue var smagfuldt indrettet med grøn sofa,

lænestol og andre stole betrukket i gulgrønne farver.

Stikkene på væggene forestillede motiver fra

Petra (hin oldstidsklippepalads i Jordan, som man

heldigvis havde besøgt!) smukt indrammede i

grønne passe-partouter. Fra stuen kunne man

åbne ud til en stor altan med udsigt til bjerge og

hav. Der var desuden to soveværelser og to badeværelser

foruden et velindrettet køkken!

"Sort er jeg, men smuk"

Vi hilstes næste dag muntert ”buon giorno, benvenuti”

af vores underbo (det viste sig, at der var en

lejlighed nedenunder og flere andre lejligheder ude

i siderne af en bebyggelse, der lå lige ved siden af

selve borgen). Under os residerede en pensioneret

portrætfotograf ved navn Paolo, hans kone Alda,

diverse børn plus endnu en familie, Giorgio og

Fiorella samt deres børn. De var alle ganske højtsnakkende

og udmærkede sig ved på nær én ikke

at kunne noget som helst andet end italiensk. Følgelig

fik Henrik nok at gøre med at hanke op i sine

lidt rustne italienskkundskaber, især tilegnet på

Perugia-universitetet ca. 20 år tilbage.

Vores naboer til den anden side var en italienskdansk

familie, hvor vi i særlig grad kunne støtte os

til italienske Laura, som havde et job på den italienske

ambassade i København. Når det italienske

blev lidt for indviklet, var hun med sine flydende

dansk-kundskaber vores altid beredvillige tolk.


På andendagen fik vi besøg af "borgherren", principe

Carlo Benaccorsi, som viste sig at være arkitekt.

Hans kone havde gennem nogle afdøde kusiner

arvet borgen samt dens skrantende landbrug -

tomater, oliven, citrusfrugter (men priserne på citroner

var dalet til et fortvivlende lavt niveau, klagede

borgherren) - og var for et par år siden begyndt

at restaurere nogle af tilbygningerne. Indtil

1945 arbejdede der op mod 100 mennesker på

dette landbrug – i dag en håndfuld. Selv havde han

tegnestue og var bosiddende i Rom. Han ville blot

overtyde sig om at alt var, som vi havde forventet,

og at vi i øvrigt befandt os godt! Endnu engang

kom han på en formiddagsvisit, denne gang ledsaget

af sin nydelige kone, i hvis blod det adelige

blod knyttet til borgen, ruller... Begges engelsk var

ulasteligt, deres apparition en nydelse.

Både den ene, anden og tredje familie i nabolejlighederne

viste sig yderst beredvillige til at give os

lift til stranden, som lå halvanden km fra kastellet.

Bortset herfra havde vi en særaftale, som vist nok

var kommet i stand i kraft af Henriks position som

formand for Dansk-Italiensk Forening. Vi kunne

nemlig til hver en tid trække på Salvatore, som var

villig til i en af godsets biler at køre os til stranden. I

princippet ville han også hente os, men det afstod

vi dog fra, idet vi enten fik 'nabolift' eller spadserede

den lange vej hjem. Vi havde fået nøgle til en

særlig port, som gående kunne benytte sig af og

dermed afskære en hjørne, som biler måtte tilbagelægge,

fordi kørebanen gik dér. Stejlt var det

sidste stykke op til vores lille hus, men seje bildte

vi os selv ind at vi var.

Salvatore var ikke sådan at få en konversation i

gang med. Svarene var oftest enkelte ord, men

smil og venlige fagter skortede det ikke på. Da vi

ville betale et forud bebudet depositum og efter

aftale ville stikke ham nogle danske pengesedler i

stedet for italienske, ville han knap nok modtage

dem. Men så meget forstod vi, at han i perioder i

årevis havde arbejdet som buschauffør i Neuchâtel

i Schweiz, og at hans ene søn studerede biologi i

dette land. Vor eneste udflugt i denne afslapningsuge

bestod i en lille tur til det nærliggende sanktuarium

i Tindari, og den arrangeredes med den allestedsnærværende

Salvatore i en hånde-vending.

Der er tale om en valfartskirke på toppen af et lille

bjerg, hvis hovedattraktion - en sort Madonna - er

indrammet af en inskription, der et direkte citat fra

Salomos højsang: Nigra sum sed formosa, hvilket

er udlagt: ”Nok er jeg sort, men til gengæld smuk”

(portugiserne kaldte det nuværende Taiwan "formosa",

da de kom dertil i 1590, fordi de fandt øen

smuk; dette navn bevarede den til efter 2. verdenskrig).

Jo, der var for resten også nogle udgravninger

af et græsk oldtidsteater med tilhøren-

50

de LUKKET museum (in ristauro, som så meget i

Italien) foruden et gymnasium, altså hine tiders

idrætsanlæg. Man mindes på Sicilien bestandig

om at øen i oldtiden indgik i Magna Graecia. Vi

svedte en del under vandring i de ruiner, Italien er

så rig på, men fandt til sidst en livgivende bar uden

al for megen støj og skrigende unger.

"Trink, trink, Brüderlein trink...!"

Paolos malmfulde røst trængte med tyngde hyppigt

op til os, og flere små samtaler udviklede sig

mellem os. Den altid smilende Giorgio ernærede

sig så vidt vi kunne forstå som en slags salgschauffør

og kastede sig ud i en længere tirade om

EUs mærkelige kørselsregler, der bestemt ikke var

noget for italienerne, der traditionelt fifler med den

slags bestemmelser, hvor gode og velmenende

bestemmelserne end måtte være. (Han skulle lige

have hørt om den danske chauffør, der forulykkede

med danske turister i Frankrig efter kun at have

sovet to timer!)

Pizzaer i lange baner fremstillet af vaskeægte italienere

– i Italien!

To gange spiste vi stort fællesmåltid sammen med

vore hyggelige naboer. Det var lettere improviseret,

og i det ene tilfælde medvirkede vi ved at købe

en stor vandmelon. Den var på ni kilo, som Hanne

med stor styrke slæbte 700 meter op fra Oliveris

lille supermarked til kastellets store fællesbalkon.

Henrik bar et par flasker m.v., og sveden tapløb

ned ad os begge! "Operation vandmelon", som

først var rigtig afsluttet efter Hanne havde skåret

den i passende stykker, er noget vi sent vil glemme.

Betænk, at temperaturen nåede op på 38 grader

(men i august kunne den være 48 grader, fortalte

Salvatore os!). Vel bænket på fællesbalkonen

drak vi den gode fyldige sicilianske Corvo plus

noget af Salvatores selv-tilvirkede rødvin fra borgens

egne vinstokke. Paolo & konsorter kendte

ikke Corvo i forvejen og var meget glædeligt overraskede

over dens kvalitet. Dertil én aften pizza,

en anden lammekød plus diverse blandede sala-


ter. Paolo - livsnyderen med hårpisken, kaldte vi

ham - brød i øvrigt jævnlig ud i småsang og var i

det hele taget en munter fyr med ikke ringe forkærlighed

for den tyske sang begyndende med "Trink

Brüderlein, trink...". Han hældte dog bemærkelsesværdig

lidt i rødvins-glassene. Lig andre italienere,

vi har mødt, kendte han bestemt til at holde måde.

Det var en absolut afslappende ferieuge, som kun

lejlighedsvis blev lidt anstrengende, når vi besluttede

at vandre op eller ned fra stranden. Vi konstaterede,

at der var to campingpladser (med nogle

danskere blandt gæsterne), at en række smårestauranter

kun serverede fiskeretter, at byen var

forsynet med en invalid mand, som kørte rundt i en

specialbygget trehjulet motorcykle, alt imens en

påmonteret grammofon udsendte populære rytmer,

som skulle han underholde en hel markedsplads.

Var der nok anlagt en nydelig strandpromenade

med ikke få bænke nede ved Marinellostranden,

så skæmmedes det hele stærkt af italienernes

svigtende sans for renholdelse! Henrik

mindedes endnu engang det skilt, han så for ca.15

år siden – jo, det var på Sicilien: Pulita e quete -

due segni di civiltà, respettiamoli! ("Renlighed og

ro, to tegn på civilisation, lad os respektere dem!")

- alt mens affaldet var smidt i store bunker på

bjerg-skråningerne, og bilisterne kappedes om at

bruge hornet! Masser af affald lå også her og flød i

rabatter og på grønsværen, i hjørnet af stranden

osv. Store affaldscontainere var opstillet flere steder,

men dels var der ofte ikke lagt låg på dem,

dels var de tit overfyldte.

Den sidste morgen på Sicilien stod vi tidligt op, tog

taxi til Catania og var efter ni timer (fly til Milano og

videre til København) hjemme igen, alt planmæssigt.

Vi var begyndt i dværgstaten Monaco, for

en kort stund hensat til den yderste luksus blandt

sybaritiske velhavere, i en virkelig fyrstes nærområde;

via et par storbyer og den modernitet, deres

industri-condottierer havde skabt, bragtes vi så til

røverbaronernes civiliserede efterkommere, hos

byadelens forældede landbesiddelser på Sicilien.

En meget givende rejse i fortid og nutid...

Postkort og erobring af nye lande og territorier

Som det nok efterhånden er gået op for de fleste er det meningen, at man skal give klubben besked om, når

man 'erobrer' nye lande og/eller territorier. Det er en - ganske vist uskrevet - regel, at dette foregår ved fremsendelse

af et postkort fra det pågældende område til klubbens adresse (DBK, Skoubogade 6, 1158 Kbh. K).

Disse postkort tjener mange gode formål. Først bliver de læst op på medlemsmøderne, og dernæst bliver de

sendt til klubbens webmaster Niels Iversen, som scanner dem ind på hjemmesiden og registrerer nye erobringer

(har DU for resten taget et kig på hjemmesidens postkortafdeling for nylig?). Til sidst ender de hos exex-formand

Ole Egholm, som sætter dem sammen i form af flotte kollager, der igen tjener flere formål. Først

og fremmest pryder de væggene hos Wasteels, og dernæst benytter Ole dem lejlighedsvis

som grundlag for små geografiske konkurrencer til julefester og lignende. Og endelig er det planen, at de -

eller i hvert fald nogle af dem - skal være med til at danne flot og stemningsfuld baggrundsdekoration i den -

forhåbentlig - snart kommende Café Globen.

Nu sker det jo undertiden, at postkort ikke når frem, eller at man - undtagelsesvist - ikke får sendt et. Nødløsningen

er da, at man sender en e-mail om sin erobring til Niels Iversen (njli@get2net.dk). Under alle

omstændigheder er det meningen, at man selv skal holde øje med, om ens erobringer er blevet registreret i

klubbens database, enten ved at slå op på hjemmesiden eller ved at kigge i de personlige datalister, der

jævnligt udsendes sammen med klubbladet.

51

PAJ


Hvor tiden begynder...

Tekst og foto: Theis I. Sølling

Tonga er et miniature-kongedømme i Stillehavet. Beliggende alene i den første tidszone var Tonga den første

stat, der fejrede det nye årtusinde, og en rejse til Tonga gav mulighed for at opleve årtusindeskiftet to

gange.

Uanset hvilke af Tongas 171 paradisøer man når

at opholde sig på under et besøg, er der mange

oplevelser at tage med hjem i kufferten. Tonga

bliver udgjort af fire øgrupper: Niuas i nord, Vava'u

og Ha'apai i midten og Tongatapu i syd. Man bliver

næppe skuffet, hvad enten man tager til Vava'u for

at dykke på de uendelige uspolerede koralrev, der

regnes blandt de bedste i verden, til Ha'apai for at

trekke på Bounty-mytteristernes ø, Tofua, til Tongatapu

for at stifte bekendtskab med den ældste

polynesiske arkitektur i Stillehavet eller til Niuas for

at se på endemiske fugle.

Tongatapu

De fleste af de meget få turister i Tonga starter

deres rundrejse på hovedøen Tongatapu. Der er

nemlig gode forbindelser hertil fra Fiji. Ankommer

man fra evigt tropehede Fiji, gør man klogt i at

finde en sweater frem, da Tonga er det koldeste

område i Sydhavet. Det noget køligere klima på

Tonga (målt i sydhavsenheder) skyldes de usædvanligt

dybe havområder der omgiver Tonga. Den

mest kendte er nok Tonga-graven der imponerer

med sine 10,8 km. Et godt udgangs-punkt for udforskning

af Tongatapu er hoved-staden Nuku'alofa,

der kan tilbyde hoteller i alle prisklasser fra den

prætentiøse betonklods, International Date-Line

Hotel, til Angela's Guesthouse, hvor vi boede. Ligeledes

har Royal Tongan Airlines et kontor i Nuku'alofa,

så man kan arrangere sin tur rundt i kongeriget

herfra, hvis man vil flyve. Der er også

skibsforbindelse til fjernere kroge af Tonga. Turen

går over denne temmeligt oprørte del af Stillehavet

med ”M/S Olovaha”, som lokalt kaldes "orange

vomit". Der er ikke meget at spare ved at sejle.

52

Søndag i Nuku'alofa

Tongas polynesiske befolkning er kristne, og de

tager deres ugentlige hviledag meget alvorligt.

Nuku'alofas forretninger, banker samt de fleste

restauranter er derfor hermetisk lukkede om søndagen.

Det er kirkerne derimod ikke. Et kirkebesøg

på Tonga er en kulturel begivenhed, man sent vil

glemme, og et sådant kan varmt anbefales. De

polynesiske kvinders sang synes at løfte tagene,

og man bliver i tvivl om en engel eller to har sneget

sig ind i koret. Den Wesleyanske kirke på Wellington

Road er særlig velbesøgt, fordi den er kongens

foretrukne, så hvis man i tillæg til kirkesang vil

have et glimt af en vaskeægte sydhavskonge, er

der gode odds i "The Centenial Chapel", som kirken

hedder. Resten af søndagen kan bruges til at

se nærmere på Nuku'alofa. Bl.a. er det værd at

promenere langs havnen hen til kongens slot - en

bygning der er importeret i ét stykke fra New Zealand.

En anden mulighed er at tage en taxi rundt

på 261 kv.km store Tongatapu, hvor man rent faktisk

kan nå det meste på en enkelt dag.

Der er 3000 år gamle spor af polynesisk civilisation

på Tongatapu blandt andet i form af monumenter.

Man kan besøge såvel mini-pyramider som et mini-

Stonehenge fuldt udstyret med en avanceret

astronomisk kalender. Dette er den ældste polyne-


siske arkitektur man har i verden, så det er ikke

underligt at enhver taxichauffør med respekt for sig

selv vil vise Tongas gådefulde sten-sætninger

frem.

På vejen tilbage til Nuku'alofa kører man forbi

Ha'atafu Beach, bedre kendt som Paradise Shores.

Her ligger Dave's Place lige ned til stranden.

Dave har bygget traditionelle "fales", som er traditionelle

luksuspalmehytter. De er perfekte til en

bryllupsrejse. På Dave's Place foregår det meste i

og omkring vandet. Både betingelserne til

snorkling og surfing er formidable, og ved dagens

ende kan man sidde på stranden og betragte de

stolte humpback-hvaler svømme forbi i horisonten;

det lyder som en turistbrochure, men den er faktisk

god nok. I tillæg spiser man godt og billigt, og prisen

for en overnatning er overkommelig (omkring

110 kr.). Ha'atafu er Tongatapus bedste strand. Vil

man have dem endnu bedre skal man til den næste

øgruppe: Ha'apai.

Kraftigere end gennemsnittet

Kongen af Tonga er indehaver af en lidt tvivlsom

Guiness rekord. Han er nemlig verdens tungeste

monark; i sine velmagts dage var han oppe på 201

kg. Han har muligvis været et forbillede for Tongas

befolkning, da omkring 60% er så kraftige, at det

tangerer det behandlingskrævende. Det er måske

en af grundene til, at Royal Tongan airlines vejer

deres passager og fordeler dem efter vægt i de

små propelflyvere, der flyver i rutefart mellem Tongatapu

og Ha'apai. Der er ikke ret langt fra Tongatapu

til Ha'apai, små 200 km, alligevel tager flyveturen

ca. en time, men Royal Tongans fly har vist

også kendt bedre dage. Kan man abstrahere fra

sin flyskræk venter der én et fantastisk sceneri;

små atoller omgivet af vand, der varierer i farve fra

safirblåt til flaskegrønt afhængigt af dybden. Det er

ret almindeligt også at se hvaler fra luften.

53

Ha'apai

Allerede ved ankomsten til Lufthavnen på Lifuka,

Ha'apais hovedø, er man klar over at de fleste

turister er stået af på Tongatapu. Den sparsomme

turist-gimmick på Tongatapu er helt elimineret, og

man er næsten helt alene. Lifukas lufthavn består

af en jordlandingsbane og et skur opdelt med to

skilte: ”transit” og ”arrivals”. De sultne taxachauffører,

som rygsæksrejsende er vant til at

blive mødt af i alverdens lufthavne, er ikke nået til

Lifuka - det var rent faktisk vanskeligt at få kørelejlighed

til byen på Lifuka, Pangai. Vi fik dog overtalt

en søvnig taxachauffør til at køre os. I selve Pangai

er der et par hoteller. Lidt uden for ved et par

formidable strande, som man er sikker på at have

for sig selv, ligger der også to.

Evaloni's Beachfales ligger på den vestlige side af

Lifuka. Det er ejet af Sally og hendes tonganske

mand, Billy. Sally er en interessant amerikansk

dame, og hun ved alt om alle og er mere end villig

til fortælle det til sine gæster. Det er vist mest Sally,

som er ejer, men alligevel går stedet under

navnet Billy's Place, da det ikke er tilladt for udlændinge

- kaldet ”palangies” - at eje jord i Tonga.

Sally er en god kok, og man er velkommen til at

komme og spise med selv om man ikke er gæst.

Dette er det eneste sted på Lifuka, hvor det er

muligt; der er ingen deciderede restauranter.

På østsiden ligger familieejede Niua'kalo Beach

Hotel. Her bor man i gode værelser i separate

bungalows. Forplejningen er god og består af traditionel

Tonga-cuisine. Ind imellem serveres det

berømte, tonganske festmåltid, som er en myriade

af retter linet op omkring en spidstegt pattegris

med æble og det hele. Lifukas hoteller er gode

men mangler en del af det gennemsnits-turisten

forventer. F.eks. er der sjældent andet end brakvand

i hanerne, men det er prisen man betaler for

at slippe væk fra masseturismen.

Dykning og vandsport på Ha'apai

En enkelt bungalow er permanent udlejet til en

dykkerinstruktør fra det tidligere Østtyskland ved

navn Roland. Han har lært sin dykning i den østtyske

hær, så hans sikkerhedskrav og kompetence

er på plads. Roland er stået af sin karriere som

professionel soldat og elitegymnast på DDR's OLhold,

og det er vist mest for hyggens skyld, at han

nu driver en lille dykkerforretning fuldt udstyret

med splinternyt udstyr. Er man dykker, er det værd

at tage til Lifuka blot for dykningens skyld. Sigtbarheden

er mellem 50 og 100 meter de fleste dage,

og en lignende mangfoldighed af hårde koraller og


fisk skal man lede længe efter. Et ekstra plus er at

man på de fleste dyk hører Tongas store tilløbsstykke:

humpback-hvalen, ”den syngende hval”,

men det er sjældent at man ser den. Roland skønner

at det sker en gang hvert 10. dyk. I tillæg til

dykkerture arrangerer Roland også ’big game’fisketure,

og der er god chance for at lande drømme-barracudaen.

Man kan også tage på ’whale

watching’, som ofte inkluderer mulighed for at

snorkle med de gigantiske dyr, eller på en tur til en

af de omkringliggende øde øer - gerne af flere

dages varighed. Når vejret tillader det arrangeres

en tur til vulkanøen Tofua, som er den ø, hvor de

overlevende fra det berømte mytteri på Bounty gik

i land. Foruden historiens vingesus får man også

lov at mærke hvordan det føles at bestige en vaskeægte

aktiv vulkan.

Cykel på Lifuka

Der er også seværdigheder i land på Lifuka, der er

flad som en pandekage og derfor egner sig til at

blive udforsket på cykel. Man kan leje cykler på

Billy's Place. Lifuka er forbundet til naboøen, Foa,

med en dæmning, så man kan cykle de ca. 10 km

fra Lifuka's ene ende til Foa's anden gennem flere

små landsbyer. Man ender nok med at trække en

hale af børn efter sig, der alle sammen spørger

efter ens navn og derved har opbrugt deres engelskforråd.

Man kan gøre pause på de utallige

strande på sin vej og eventuelt plukke frokosten fra

de mange mangotræer på Foa. Fra Lifukas sydspids

er det muligt at nå endnu en ø, Uoleva, som

er ubeboet og har de smukkeste og mest uspolerede

strande, man møder noget sted i stillehavet.

Uoleva kan nås til fods fra Lifuka ved lavvande.

Årtusindeskiftet

Østtimor erobret!

Tonga befinder sig i den første tidszone 13 timer

foran ’Greenwich middle time’. Således kunne en

juleferie på Tonga kombineres med et nytårskalas

af de helt store, idet Tonga var den første nation,

der trådte ind i det nye årtusinde. De fleste hoteller

i Nuku'alofa var i skrivende stund fuldt booket, men

situationen var en anden på Lifuka. Tager man

videre fra Lifuka til Vava'u, som er øgruppen efter

Ha'apai, er der herfra daglig forbindelse til Samoa,

som ligger på den anden side af datolinien. Således

kunne årtusindeskiftet fejres to gange, og efter

sådan en tur kan man vel næsten kalde sig selv

tidsrejsende.

Så skete det endelig! Endnu en sort plet er væk, og en knappenål er sat på klubbens verdenskort over erobringer.

Redaktionen har modtaget følgende notits fra de ansvarlige:

Hej Berejste!

En lille forhåndsanmeldelse om at den sidste landebastion er faldet. Her til morgen landede Ib (037), Jakob

(129) og Lillian (nymeldt) i den sønderskudte by, Dili. Jakob og Ib betrådte jorden aldeles samtidigt, så vi må

dele æren som de første i Østtimor.

Vi bor på et flydende hotel - et tidligere krydstogtsskib. Her er ikke hotelværelser nok efter krigens ødelæggelser.

Der er samtidig brug for mange hotelværelser til alle UN-folkene og NGO-folk. Turister er her ingen

af. Vi sender et postkort om nogle dage, hvis vi kan finde et.

Jakob, Lillian og Ib

Lillian Friis Hansen er siden optaget som fuldgyldigt medlem af klubben (# 231). Vi byder hende hjertelig

velkommen!

SBonde

54


Til glæde for nye medlemmer og andre skitserer vi

lige konceptet for Rejsestafetten, som Claus Qvist

Jessen introducerede i sidste nummer af Globen:

Tre håndplukkede medlemmer laver hver deres rejserelaterede

top 10 over et eller andet aldeles valgfrit

emne. Der er altså ikke tale om endnu et indlæg til

den generelle top 15, hvor alle verdens herligheder

forsøges vejet ud mod hinanden, men en personlig

hitliste med samme, gennemgående linie til gavn og

glæde for vores fælles udlængsel.

Idéen er så, at hver af de tre udvalgte selv sender

rejsestafetten videre til de næste tre, som så inden

næste deadline laver deres egen, personlige top 10,

plus naturligvis udpeger deres velvilligt indstillede

afløser (check lige med vedkommende først!).

Rejsestafetten

SBonde

55

Lad mig lige understrege, at formen er tænkt som en

slags ’uddybet opremsning’ af favoritterne og ikke 10

små historier, som kommer til at sluge al for meget

spalteplads. Ca. to sider (inkl. billeder) er passende.

Denne gang har redaktøren dog valgt undtagelsesvist

at udvise usædvanlig overbærenhed, da Rejsestafetten

stadig er et nyt tiltag.

På de følgende sider finder du tre bidrag af hhv. Nikolaj

Witte (”Mine 10 mest interessante transportoplevelser

i Asien”), Henning Andersen (”Mine 10 bedste

vulkaner”) og Niels Iversen (”Mine 10 mest repræsentative

zooer/akvarier”). De tre herrer har valgt at sende

stafetten videre til hhv. Marianne Christensen, Erik

Pontoppidan og Niels Gadegaard.

God fordøjelse!


Mine 10 mest interessante transportoplevelser

i Asien

Jeg blev nok så pænt spurgt af formand Søren, om

jeg ville følge op på hans meget appetitvækkende

"Mine 10 bedste madoplevelser", og det vil jeg selvfølgelig

gerne. Men hvad skulle jeg skrive om? Jeg

nåede frem til to finalister: "Mine 10 mest huskværdige

overnatninger" og "Mine 10 mest interessante transportoplevelser

i Asien". Da jeg i Globen læste, at denne

gang skulle temaet være transport på rejsen, var

sagen afgjort.

Når jeg rejser fylder transporten ofte en stor del af

rejsen. Det er uundgåeligt ikke at transportere sig selv

rundt, for uden transport ingen rejse. Personligt bryder

jeg mig ikke så meget om fly. Ikke at jeg har flyskræk,

men, om end udsigten tit er flot, bliver den hurtigt lidt

ensformig, så jeg har altid gået en stor omvej for at

forblive på landjorden. Jeg synes også, at transportmidler

er et af de bedste steder af få nye bekendtskaber,

for det er svært ikke at komme i snak med naboen,

når han/hun med fem høns planter sig på skødet

af en. Bag al min fascination af transport ligger en

grundlæggende idé om, at det ikke skal opfattes som

transport - altså noget der bringer mig fra punkt A til

punkt B - men mere som en oplevelse. Men jeg skal

være den første til at indrømme, at når skrammelbussen

på tyvende time bumler derudaf uden affjedring -

på grusveje - så er det sgu’ svært at holde gejsten

oppe.

På det sidste har jeg fundet nye aspekter i transport.

Jeg har altid været af den lidt for klassiske holdning,

at man da skal tage den lokale transport, hvorved

forstås den billigste med flest punkteringer, høns,

skrigende børn osv. Oplevelser som disse ville jeg

aldrig undvære, men jeg har nu også set fordele ved

de dyre klasser. Den største fordel er uden tvivl ens

medpassagerer. På billige klasser er det fattige folk

ofte uden uddannelse og uden engelskkundskaber,

hvorimod jeg på de dyre klasser (specielt langt uden

for alfarvej) er løbet ind i utroligt interessante folk, som

jeg har haft meget inspirerende samtaler med. Netop

deres engelskkundskaber og uddannelse har gjort, at

jeg kunne få svar på nogle af mine mange spørgsmål

om deres tanker og drømme. Det er fedt at blive inviteret

til te hos en fattig bonde, hvor vi ikke har et ord

tilfælles, men det er også fantastisk at høre hvad indiske

filmstjerner tænker om verden.

Tekst og foto: Nikolaj Witte

56

Nå, men inden jeg får kedet jer alle ihjel, vil jeg kaste

min top ti på bordet.

Der er intet der slår toget mellem Århus og Beijing.

1. Den Transmongolske Jernbane.

At starte på Århus Hovedbanegård, Danmark,

og med et par enkelte togskift ende i Beijing,

Kina, få uger senere - det er fantastisk. Jeg tog

turen for at finde ud af, hvor langt der er til Asien,

og havde regnet med at kunne udtale mig

om, at der var laaangt, når turen gik over land.

Men stik mod alle forventninger, så er der ikke

ret langt. Man går ombord, drikker et par glas

vodka og en flok kopper te, man spiser lidt røget

fisk og minutkartoffelmos, man diskuterer

verdenssituationen til ud på de små timer, man

sover lidt, og man kigger ud af vinduet, og inden

man har set sig om, bliver man - lidt modvilligt

- gennet ud af toget. Jeg vil til mine dages

ende sværge på, at tiden opfører sig anderledes

inde i toget, end den gør udenfor.

2. Med bus fra Putussibau, Indonesien, til

Kuching, Malaysia

Midt på Borneo havde jeg pludselig kun få dage,

til jeg skulle nå mit fly i Bangkok, så jeg fik

lidt travlt. Men folk overbeviste mig om, at der


gik en bus fra Putussibau, og at den kørte de

500 km ud til kysten. Lidt tvivlende købte jeg en

billet til samme dag. Efter de traditionelle forsinkelser

og påstande om, at den kørte om formiddagen,

så om eftermiddagen, kom vi af sted

om aftenen. Der var alt for mange mennesker

med, men jeg havde jo pladsbillet, så skønt jeg

havde to mennesker på skødet, så sad jeg ned.

Som mørket sænkede sig, steg niveauet af

mudder på vejen, og klokken var ikke mange,

før vi første gang skulle ud og skubbe bussen

fri af mudderet. Kl. 3 om natten blev vi for jeg

ved ikke hvilken gang igen gennet ud, men nu

sad bussen så fast, at der skulle bindes reb i

forenden. Få timer senere da vi kørte op på den

første asfalt, var jeg ved at være lidt træt, søvnig,

mudret og overbevist om, at jeg så syner.

Ved siden af os holdt en af de rigtig flotte, kridhvide

malaysiske airconbusser, med sæder på

størrelse med lænestole, toilet, gratis kiks, og

minsandten om den ikke kørte direkte til Kuching

(mit første mål).

En drengedrøm bliver til virkelighed

mellem Nordthailands bjerge.

3. Motorcykeltur i Nordthailand

Er det ikke enhver drengs drøm? Så en morgen

besluttede en kammerat og jeg at gøre alvor af

drømmen: vi lejede to flotte, skinnende offroadere

med masser af muskler i Chiang Mai.

Men først langs grænsen til Myanmar igennem

junglen kom de virkelig til deres ret - specielt

var ruten mellem Pai og Wiang Haeng helt fantastisk.

Turen bød på elefantkaravaner, flodkrydsning,

mudder i overflod, introduktion til

Thailands politis politik om frit valg af egne våben,

og hvordan de brutalt bruges til at holde

burmesiske banditter ude. Vi fandt også mange

af Thailands gemte skatte som slangefyldte huler

med ældgamle statuer glemt af omverdenen.

4. Rickshaw i Dhaka, Bangladesh

Turistmyndighederne reklamerer stadig som for

tyve år siden med: "Kom til Bangladesh før turisterne"

- og med lige så tvivlsom virkning. Det

er denne mangel på turister og så banglade-

57

shernes evige venlighed, der gør en køretur i

den gamle bydel i Dhaka helt uforglemmelig.

Jeg fandt mig en chauffør, der snakkede noget

engelsk, smilede og velvilligt kørte mig alle mulige

steder hen. Vi aftalte en fast pris pr. time,

og da jeg mere skulle nyde byen end egentligt

nå nogen steder hen, passede det perfekt. Dag

efter dag ventede han på mig om morgenen og

havde fundet en ny rute, han syntes vi skulle

køre i dag, og et utal af nye teboder vi skulle

stoppe ved, for hvem vil ikke gerne drikke te på

timeløn?

Der var selvfølgelig altid de heldige, der fik lov til at

blive i bussen, mens vi krydsede floderne i Chitwan.

5. På taget af bussen gennem Chitwan, Nepal

Alene den friske luft og den fantastiske udsigt

var hele prisen værd. For at gøre hele oplevelsen

mere i safaristil (eller var det bare en heldig

genvej?) kørte ruten gennem den nationalpark

(Chitwan), som er berømt for næsehorn, vilde

elefanter og tigre, skønt jeg tror, at de sorte

skyer og eksplosioner fra motoren skræmte det

meste dyreliv langt væk. Det var også muligt at

betragte krokodiller og komme i nærkontakt

med floderne, når chaufføren måtte indrømme,

at bussen ikke fuldt lastet kunne klare flodkrydsningerne.

Enkelte stede blev vi gennet

over i både, som ingen ville have gættet på

kunne indeholde så mange nepalesere, selv om

de ikke er så store. Men hvis sad alle stille, forblev

bådene oven vande. At al det eventyr kan

købes for blot et par kroner - det er da fantastisk.

6. Cykeltur mellem Beijing og Louyang, Kina

At cykle i cyklernes land har altid været en

drøm, og sammen med min kæreste udlevede

jeg den. Det blev til tusind kilometer på kinesisk

producerede mountainbikes gennem nogle af

Kinas mest befolkede områder. Det blev også til

et møde med venlighed, overdreven nysgerrighed

og et utal af undrende kinesere. At vi syntes

turen var spændende overraskede mig ikke

så meget, men at kineserne syntes det samme

var lidt overraskende. Vi endte i et utal af fami-


liealbum, for alle skulle lige have et billede, men

vi endte også i tre aviser, bl.a. i farver på forsiden

af Hebei Dayly.

7. Båden mellem Dhaka og Khulna,

Bangladesh

Vi var af den danske ambassade blevet bedt

om at købe førsteklasses billetter pga. sikkerheden.

Det var min første tur på første klasse,

så jeg glædede mig selvsagt meget. Vores kahyt

indeholdt både senge, håndvask, noget der

mindede om et vindue og flere pissoir-kugler,

end man gider tælle. Vi blev opvartet af to små

tjenere i røde jakker med skinnende knapper,

der fik os til at føle os lidt som britiske kolonister.

Men den egentlige fordel ved første klasse

opdagede jeg, da alle vores medpassagerer

snakkede et glimrende engelsk. Der var forretningsmænd,

embedsmænd og veluddannede

muslimske mullaher. Det var i høj grad mullahen,

der var med til at gøre hele turen så interessant,

for vi tilbragte hele aftenen i dyb samtale

om islam, kristendom, litteratur, vestens rolle

i Irak, krigen i Irak og det at tygge betelnød.

8. Pickup fra Stung Treng til Banlung og fra

Banlung til Kratie, Cambodja

Det er noget, man skal prøve. Når man sidder

bag på en pickup ud af grusveje (godt) eller veje,

der engang havde haft asfalt (skidt) og støvet

står op om ørerne og ned i lungerne på en,

bilen hopper og springer, cambodjanerne kaster

op, og skrammeldyngen punkterer, så lærer

man at gå ind i sig selv i en buddhistisk meditativ

dvale. Men når man så kommer frem (efter

10 timer/130 km) og føler sig vildt sej, fordi man

klarede det, så lover man også sig selv, at man

vil undersøge andre muligheder for transport i

fremtiden. Tro mig - for kun et par dollars mere

kan man sidde (måske lidt klemt) i en hvid Toyota

med aircon, affjedring og hastigheder, der

får en dansk knallert til at gispe af misundelse.

9. Tog i Thailand

Jeg bliver nødt til at lave en generel gruppe af

alle tog i Thailand, for jeg ved ikke, om jeg nyder

mest at flyve derudaf i fuld luksus med egen

sovekabine på 2. klasse mellem Malaysia og

Bangkok eller at trille af sted, altid forsinket, på

tumpeklassen med høns, nysgerrige thaier og

tre flasker Mekong. Men ligegyldigt hvad har jeg

aldrig rejst med et tog i Thailand uden at blive

en oplevelse rigere. Specielt husker jeg en rejse

på laveste klasse om natten. Jeg forsøgte at

sove, men smart som toget var designet, var

der en velbygget metalkant på sædet, så hver

gang mit hoved faldt bagover, fik jeg endnu en

bule. Jeg opgav, bredte Bangkok Post ud på

gulvet, lagde mig på den og dækkede mig med

58

de resterende sider. Problem: Thaier må ikke

træde over én og var derfor nødt til at vække

mig og bede mig om at flytte mig, hver gang de

skulle forbi.

Det er så hyggeligt at dele et par flasker Mekong i venners

selskab, mens toget bumler gennem en nat i Thailand.

10. Kinesisk sovebus fra Yangshuo til Shenzhen

Det hele startede så godt. Idéen med de kinesiske

sovebusser er fantastisk. De adskiller sig

fra dem, vi kender i Europa, ved at man ligger

godt, da sengene er fastbyggede og ikke blot

nogle sæder, der flyttes rundt og spændes fast.

Udover det er de billigere end en bus med sæder,

man må ryge i dem, og vinduerne kan åbnes.

Alt i alt ret godt. Jeg fandt mig en glimrende

seng nede ved gulvet lige over motoren, så

jeg kunne blive rystet i søvn. Første ulempe ved

gulvpladsen var alle de storrygende kinesere,

der kaster vildt om sig med skodderne, men det

skulle ikke hindre mig i at sove, for selv kinesere

ryger ikke, mens de sover. Men knap var lyset

slukket før jeg mærkede den første kriblen

og krablen. Jeg var ikke den eneste, der syntes

min seng var god. Efter de første forsøg på at

børste, hvad det nu var, væk fra min krop,

tændte jeg min lommelygte. ALDRIG har jeg set

så mange kakerlakker. Der var tusinder over

alt. I mit hår. På mit tøj. I min seng. Under mit

tøj. Jeg kæmpede en brav kamp, men til sidst

vandt søvnen og kakerlakkerne, og jeg har siden

altid tænkt over hvor mange kakerlakker

jeg mon spiste den nat.

Nu har jeg ikke lov til at lave flere punkter, men lad

mig blot nævne busturen på transsumatrahighway (50

timer), tuk-tuk-jagt i Bangkok, Indiens toge, togene på

Java (specielt Bisnis-class), og ikke mindst den gang

en simpel bustur i Laos resulterede i mødet med

AK47 og tilbageholdelse af politiet, men det er alt

sammen en anden historie...


Mine 10 bedste vulkaner

Tekst og foto: Henning Andersen

At stå på toppen af en vulkan, er som at føle kontrasten imellem vildskab og fred mellem både de ødelæggende og

skabende kræfter. Kort og godt kampen imellem det onde og det gode – det samme tema som i de store verdensreligioner.

Vulkanerne udgylper jordens hjerteblod. Hvis den indre jordvarme uddøde, ville jorden blive en øde og

gold planet som månen. Så vulkanerne er skyld i, at alt liv på jorden kan eksistere.

Vulkaner er ikke til at spøge med ;men de er heller ikke til at undvære. Vulkaner har nemlig skabt den jord vi lever på: den livgivende

ilt i Jordens atmosfære (50% af jordskorpen består af ilt eller oxygen i fast form); og det ligeså uundværlige vand i verdenshavene

(90% af al vulkansk gas er vanddamp), som vi heller ikke kan leve foruden. Så uden vulkaner intet liv på jorden -

Hurra for dem!

1. Vesuv – den ikke udslukte

Når man står på toppen af Vesuvs 1200 meter

høje aske og slaggekegle, er det ikke uden en

vis respekt for det dybe tillukkede hul, der mest

af alt ligner et tilstoppet kloakrør, hvad det til en

vis grad også er. Men alligevel gyser det i én,

når man tænker på de rædsler, som folk her i

de sidste godt og vel 3500 år har lidt gang på

gang. Det ryger svagt ud fra revner og sprækker

– somme tider mere, somme tider mindre –

som et momento for os mennesker om, at det

er naturens stærkeste kræfter, der er tale om.

Vesuv – den ikke udslukte – har gang på gang

ligget hen i længere hvileperioder for at overraske

befolkningen. Menneskene glemmer faren

på grund af den frugtbare og billige jord,

som lokker folk til at bygge højere og højere op

ad vulkanskråningen. Nu er der jo ikke sket noget

så længe – så det går vel alt sammen i

menneskenes levetid, og dog trøster folk sig i

dag med, at man på vulkanobservatoriet i Napoli

med 40 ansatte døgnet rundt følger vulkanens

vejrtrækning. Med op til tre ugers forvarsel

kan et udbrud i dag i Vesuv for-varsles, og det

er nødvendigt med verdens tættest beboede

egn med i alt ca. tre millioner mennesker indenfor

en radius af 40 kilometer fra krateret. Hvor

mange gange jeg har stået på toppen af Vesuv

med eller uden rejsegruppe – helt ærligt, jeg

ved det ikke, men jeg stod der første gang i

1965…

2. ”Dame Etna” – den evigt rygende

På Sicilien knejser Europas ca. 3300 meter høje

vulkan. I pressen får Etna ofte æren for at

være Europas mest aktive vulkan, hvilket den

ikke er. Det er dens lillesøster Stromboli, der

ligger i havet nord for Sicilien, som er konstant

aktiv med fire mindre udbrud i timen. Første

gang jeg stod på toppen af Etna var i 1972, og

59

det glemmer jeg aldrig. Det var før man anlagde

den svævebane, som vulkanen nu gang på

gang elsker at brænde ned med sine lavafloder.

I tæt tåge og dis nærmede jeg mig hovedkrateret

med en lokal vulkanolog fra Catanias

Observatorium. Pludselig stod vi på kanten og

kiggede ned i det bundløse sorte hul fyldt med

svovldampe, og gang på gang måtte vi hoste

for at kunne trække vejret. Pludselig blev røgskyerne

mørkerøde i farven, og vi kunne se en

rød lavasø godt 500 meter nede, hvor igennem

gaseksplosioner slyngede slagger og sten i vejret.

Sicilianerne elsker deres vulkan. Hver morgen

når vinbonden står op, kigger han mod vulkanen

for at se, om det er hvid eller sort røg,

der kommer op. Skulle lavastrømmen nærme

sig hans hus sætter han en flaske rødvin og et

par vinglas for at byde lavaen velkommen. Når

ildfloden er størknet går han op med et stykke

kridt for at afmærke det landområde, der tilhører

ham, for om ca. 150 år bliver det hans oldebarn,

der kommer til at opdyrke den frugtbare

jord. Bosætte sig andre steder? Aldrig!

3. Stromboli

Jeg havde fået fri en weekend fra rejselederjobbet

i Taormina på Sicilien og sejlede de

dengang 5-6 timer ud til Stromboli, der ligger i

den Lipariske ø-gruppe midt i mellem det italienske

fastland og Sicilien. I dag er det forbudt

at bestige Stromboli uden lokal guide, da for

mange har mistet livet – senest 19 på én gang

for få år siden, men for mig var fristelsen dengang

for stor. Værtsparret på mit logi havde advaret

mig om ikke at kravle ned i krateret. Kl.

04.00 besteg jeg vulkanen med en madpakke

og en flaske vin, og efter to timer stod jeg på

toppen af bjerget – og så solen stå op. Hvilken

åbenbaring. Mutters alene med havet omkring

øen så langt mit øje kunne skimte. Mit hjerte


ankede af ophidselse, da jeg ca. 300 meter fra

mig nede i bunden af den grydeformede kraterdal

kunne se tre mindre krateråbninger, der

konstant udstødte sorte røgskyer. Pludselig lød

der dybe drøn, og der slyngedes glødende

stenslagger flere hundrede meter op i luften fra

de tre kraterhuller, men heldigvis for kun at trille

ned igen. Dog et stykke nede var der en afsats

– ca. 50 meter fra hvor jeg stod på kraterkanten.

Der ville jeg ned for at hente et par flotte

nydannede sorte lavasten. Med plastic-posen

gik jeg forsigtigt ned ad den stejle sti ad kraterets

inderside og fik da samlet en sten i posen,

men samtidig mærkede jeg, at luften pludselig

blev meget varm. Jeg havde nu ætsende svovldampe

omkring mig, og da jeg ikke havde taget

mig i agt for, at der hvert kvarter kom udbrud,

hørte jeg pludselig den underjordiske brusen,

da gaseksplosionerne igen slyngede glødende

sten til vejrs fra de tre huller i bunden af krateret.

Lige med ét følte jeg mig svimmel og tænkte

bare på at komme op fra afsatsen igen. Det

var som om jorden åbnede sig og ville opsluge

mig i ét nu. Aldrig har jeg kravlet og klatret så

hurtigt i mit liv. Stenene haglede ned et stykke

fra mig og varmen var ulidelig. Jeg kom op på

kanten og satte mig udmattet og begyndte at

gnave løs af min madpakke og drikke vin. Denne

oplevelse på Stromboli glemmer jeg selvfølgelig

aldrig.

4. Vulcano - vulkanernes fader

Vulcano besøgte jeg første gang i 1967 på en

endagstur fra Sicilien. Det var dengang en ø

med kun få indbyggere. I dag bor der over 1000

mennesker, der alle er beskæftiget med fiskeri

og job på den nærliggende ø, Lipari, med de

store pimstensbrud (surt, størknet lavaskum,

der bruges til pudsemiddel), hvorfra der foregår

en livlig eksport ud af Italien. Vulkanen er ca.

350 meter høj og har et kæmpekrater med en

solid prop i bunden, der lukker af for magmaet

neden under - indtil en skønne dag gastrykket

bliver for stærkt i smeltemassen. Dengang var

øen såvel som i dag et eldorado for vulkanentusiaster.

Vulcano har lagt navn til ordet vulkan,

da romernes smedegud, Vulcanus, havde

sin faste bolig hernede. Når han smedede gnistrede

og røg det op igennem vulkanens krater,

og han kunne finde på at gå på vandring under

de andre vulkaner så de gik i udbrud. Vulcanus

var en gammel krumrygget mand, skægget og

sortsvedet, og han var gift med skønhedens og

kærlighedens gudinde, Venus. Et dejligt mudderbad

kan man få ved vulkanens fod i et stort

åbent bassin fyldt med næsten kogende mudder.

Sort, men til gengæld fri for rynker bagefter.

Ved siden af bassinet kan man se og hilse

på en moderne statue af Vulcanus – vulkanernes

fader…

60

5. Hekla – Islands dronningevulkan eller ”frøken

Hekkenfeldt”

Navnet Hekla kommer af hætte, fordi der altid

hænger en sky over Heklas top. Ligesom vi

mennesker tager en hue på om vinteren.

”Hver gang jeg ser Heklafjeldet, da drages jeg mod

dig, du smukke kvinde. Din ild, du gemmer i dit dyb,

indtil en skønne dag måske”

Sådan tænkte jeg, da jeg første gang så Hekla

på en solrig sensommeraften i 1974 på en køretur

ud fra Reykjavik. Jeg husker, da jeg var en

lille dreng, at min faster fortalte mig om et stort

ildsprudlende bjerg, der lå oppe på Island, som

kunne spy glødende sten så store som huse

mange kilometer i vejret og giftige aske-skyer,

der kvalte alt liv og afgrøde. At stå på toppen af

Heklas 1500 meter høje snedækte vulkankegle

er som at opnå noget større end en sejr. Man

får lyst til på samme tid både at le og græde.

Således er Hekla, ildens vældige tempel. Når

Hekla har sine store eksplosive udbrud dannes

der op til 80.000 kubikmeter aske pr. sekund. I

middelalderen betragtedes Hekla som nedgangen

til helvede, og Gud havde en aftale med

Djævelen om, at Heklas indgang skulle være

åben, og man skulle kunne høre de fordømte

og syndige menneskers jamren og skrigen dernede

i vulkanens flammende Helvede. At gå ad

Hekkenfeldt til betyder at gå til Hekla…

Hekla i udbrud 29. marts 1947


6. Krakatau

På toppen af vulkanøen Anak Krakatau, dvs.

Krakataus barn, ude i midten af Sundastrædet

mellem Sumatra og Java, føler man livets genfødsel

efter den voldsomste vulkan-eksplosion i

nyere historisk tid (1883). Lang-somt og sikkert

vinder livet over døden, når planterne skyder i

vejret i den frugtbare vulkanske jord, der er så

næringsrig og livgivende, og mere ved Ækvator

end andre steder pga. det varme klima. Jeg har

tit tænkt, at hvor er det i grunden rigtigt, at

mennesker, der lever omkring vulkanerne ved

mere om naturen end vi andre. De lever i nuet.

Ingen kender dagen før solen går ned eller før

værtshuset har lukket. Psykologer siger, at vi

mennesker kan leve med en fælles truende fare,

som f.eks. en eksplosiv vulkan.

Menneskene må tage konsekvenserne af at leve

med de stærke naturkræfter. Hverken askestøvet,

der nåede Danmark samme år eller de

få, der reddede livet, har kunnet fortælle os om

den ufattelige gru, som de druknende mennesker

må have oplevet i deres sidste minutter.

Måske nogle holdt hinanden i hånden i dødens

øjeblik og mindedes et gammelt indonesisk

kærlighedsvers: ”Hvor lang end vejen er, vil jeg

gå den med dig. Hvis vandet er dybt, bærer jeg

dig gennem det. Du kan holde dig fast i mit løsnede

hår”. Krakataus eksplosion i 1883 havde

den samme energi, som affyringen af hele Anden

Verdenskrigs samlede ammunition på én

gang inklusiv de to atombomber i Japan. Den

kæmpemæssige kunstige havbølge (”tsunami”)

på 35-40 meter skyllede ind over alle de omgivende

kyster og druknede mindst 40.000 mennesker,

og alligevel er den gamle undersøiske

vulkan nu i sin nye opbygningsfase og i dag ca.

250 meter over havets overflade. Det tætbeboede

vest-Java blev hurtigt affolket af frygt for

den buldrende vulkan, så alle vilde dyr og planter

dannede herefter den mest vidunderlige vilde

jungle på Javas sydvestkyst – nemlig Ujung

Kulon. Det er en jungle på størrelse med Sjælland,

og på plænen foran det eneste - heldigvis

- hotel har jeg ofte betragtet abernes leg på

græsset. Dyrene og junglen kan takke den

uhyggelige vulkan 40 kilometer derfra for sin

eksistens netop på dette sted. At Krakatau vil

eksplodere igen er helt sikkert, men ind imellem

har naturen sin egen forunderlige evne til at

genskabe livet. I ruinerne af den gamle bortsprængte

vulkan, er der nu dannet en ny: Anak,

der betyder barn på indonesisk.

7. Bromo

På den østlige del af Java ligger vulkanen Bromo

– faktisk en mindre vulkan i bunden af en

kæmpemæssig kratergryde – det som vi kalder

for en ’caldera’, dvs. kraterindsynkning. Kl.

03.00 aser vi op til toppen af den store krater-

61

rand for at nyde den guddommelige solopgang,

som langsomt skifter farve fra hvid, gul og rød

med klipperne i baggrunden. Dybt nede i den

brede dalsænkning hæver sig tre mindre vulkankegler,

hvoraf Bromo er den ene, og konstant

stiger der hvide dampskyer til vejrs. Man

føler blodet risle igennem ens krop og fornemmer,

at man kun er et lille sandkorn i den mægtige

vilde natur.

Bromo – på kraterets rand

Vi mennesker kan ikke kontrollere naturen, og

derfor måtte der mange steder ofres til vulkanguden,

og nogle steder ofrede man før i tiden

børn til vulkanen. Legenden fortæller, at et helligt

kongepar ikke kunne få børn. Da bad de til

Ildens Gud. Til sidst lovede Guden at opfylde

deres bøn, hvis de til gengæld ville ofre deres

sidste barn. Parret fik nu et barn hvert år indtil

de havde 25 børn, men de var ikke meget for at

holde deres løfte. Da de forsøgte at flygte med

alle deres børn, blev de pludselig indhentet af

en mørk tåge, og deres yngste barn blev opslugt

af en ny vulkan, Bromo. Fra vulkanens indre

lød en stemme til forældrene: ”Vend hjem

med fred. Jeres yngste søn er nu blevet til en

vulkan”, Bromo, der betyder ild”. Indtil for ca.

100 år siden ofrede den lokale hindubefolkning

ved vulkanen én gang om året et barn til Bromo

ved at kaste det ned i krateret. Nu nøjes man

heldigvis med høns og riskager.

8. Batur på Bali

På Bali ligger der to store vulkaner, hvoraf Batur

er den mest virksomme. Legenden fortæller,

at en kæmpe, Kebo Iwa, engang i fortiden havde

gravet en dyb brønd til menneskene, fordi de

ville bygge et stort hus til ham, og da han engang

imellem slugte en af dem som et ekstra


måltid mad, fik de den list at binde ham og kaste

ham ned i det dybe brøndhul en dag. Det er

nu vulkanen Batur, og når jorden ryster, er det

fordi uhyret vil ud derindefra eller spyr ild og

flammer, fordi han trækker vejret i vrede. Batur

ligger som Bromo i bunden af en stor forhistorisk,

bortsprængt vulkan, der, som Krakatau og

så godt som alle vulkaner, bygger sig op på

samme måde, men kun for at bortsprænge sig

selv igen på et tidspunkt. Altså kort og godt:

vulkaner bygger op – skaber og ødelægger

igen. Solopgangen fra toppen er vidunderlig såvel

som fra Bromo på Java. Her kan man koge

æg adskillige steder i den bare vulkanjord –

nærmest askekorn, hvor det ryger lidt hist og

her. Ilden varmer jo op derinde fra. Kebo Iwa

trækker vejret…

9. Kilauea på Hawaii

Mark Twain skrev i sin tid, at Vesuv var en barnevulkan

i forhold til Kilaueas kratergryde. Når

man står på toppen af denne enorme vulkans

flade top, så synes man, at det må være et meget

dybt åbent sår i jordens skorpe, hvad det i

virkeligheden også er. Her bor vulkanernes

gudinde Pelee, der var datter af Himlen og Jorden.

Som lille pige syntes gudinden, at hendes

mors ildsted var det sjoveste at lege i som barn.

Nu er hun en smuk voksen kvinde, der viser sin

vrede ved at koge over med hurtigt løbende lavastrømme,

der kan true byer og beboede egne.

Så må der ofres til hende. I gamle dage kastedes

en smuk ung kvinde - ”jomfru skulle hun

være” - ned i den glødende lavagryde, hvis vulkanen

buldrede og truede for meget. I dag nøjes

man heldigvis med ginflasker. Det var kristne

missionærer, der forbød menneskeofringer

til vulkan-gudinden. Madame Pelee kan blive

meget vred, for man har her målt den højeste

temperatur i lavastrømme på vores jordklode.

Helt op til 1500 graders celsius. Det er ret almindeligt,

at turister samler lavasten op som

souvenir og tager med hjem. Jeg vovede mig

ned i gudindens bolig ad de stier og smalle veje,

hvor advarselsskiltene markerer, at man skal

holde sig til vejen og ikke gå væk fra stierne.

Der er op til 100 fod dybe spalter og sprækker

under de løse størknede lavaflager eller tynde

skorper. Et fald kan nemt betyde døden. ”Sørg

for at holde Dem og Deres børn under kontrol”,

står der videre på vejskiltet. I hotel ”Volcano-

House” oppe på kraterranden havde jeg i en

glasmontre set de farverige mineralsten fra madame

Pelees hjem i krateret. Samtidig havde

man i en anden montre udstillet en del breve,

der var skrevet af turister fra hele verden om de

ulykker, der var hændt dem efter at de var

62

kommet hjem med sten fra madame Pelees bolig.

En japaner var udsat for den ene ulykke efter

den anden. En indoneser skrev, at familien

blev udsat for de mest uforståelige sygdomsanfald

og dødsulykker. Et amerikansk ægtepar

blev udsat for den ene ægtefælles død. Alle

havde de så godt som returneret stenene fra

vulkankrateret i Kilauea. Flere breve fortalte, at

nu holdt ulykkerne pludselig op igen. Hvorfor?

På Hawaii siger et gammel sagn, at hvis du

fjerner sten fra Madame Pelees hjem, der skabte

øerne, så rammer alverdens ulykker dig. Jeg

havde denne eftermiddag samlet en halv plasticpose

af flotte lavasten, som jeg ville have

med hjem. Nogle af dem ville jeg give til Geologisk

Museum i København, som jeg plejer. Senere

samme aften inden jeg skulle flyve tilbage

fra Hawaii, tog jeg plasticposen med stenene,

gik hen til kraterkanten og kastede det hele ned

i dybet…

10. Santorin - Atlantis eller hvad?

At stå på den græske vulkanø Santorin`s kæmpemæssige

vandfyldte kraterrand giver én et

uhyggeligt bevis på, hvad en vulkan kan præstere

af ulykker. Vi ved i dag, at det store brag

fandt sted år 1645 f.Kr. og ikke omkring 1250

f.Kr. efter datering af askelagene. En historie lig

Pompeji blot 1600 år tidligere og meget voldsommere

- ingen overlevede. Atlantismyten siges

at stamme herfra i forbindelse med den minoiske

kulturs under-gang på Kreta, hvilket i

dag diskuteres. En del af Kreta er blevet ødelagt.

Der er ingen tvivl herom. En flodbølge på

godt 50-60 meters højde, der med høj fart væltede

ind over Kretas beboede kyster må have

startet det dødsstød, som senere fik kulturen til

at forsvinde. Aske såvel som pimpsten spredtes

i stratosfæren over hele den østlige del af Middelhavet.

Dog kan det ikke være samtidigt med

Exodus (Moses’ udgang fra Egypten), som

mange har hævdet, idet der er et par hundrede

års forskel. Atlantis kan de i hvert fald godt holde

op med at lede efter. Vi finder det aldrig. Det

er Bibelens syndflodsberetning, der gentager

sig i alle verdensreligionerne og kampen mellem

det rene og urene, det syndige og ikkesyndige.

I dag er Santorin et yndet turistmål og

besøges af mange gæster fra hele verden, og

ude i midten af den gamle bortsprængte vulkan

er nu en ny vulkan ved at bygge sig op langsomt

men sikkert. Igennem 2500 år er der fra

havbunden på samme måde som i Krakataus

tilfælde atter opstået en ny aktiv vulkanø. Øens

indbyggere lever roligt og i pragtfuld harmoni

med denne vilde og smukke natur. Det levende

vinder over det døde...


Mine 10 mest repræsentative zooer/akvarier

Ærede berejste! Jeg har fået til opgave at beskrive de

ti bedste af et eller andet, og det kan vel ikke undre, at

jeg har valgt at satse på zoologiske haver og akvarier,

af hvilke jeg p.t. har set 281. Sådan et tal skal naturligvis

tages med et gran salt. Jeg har på en tysk

hjemmeside set en definition i retning af at der skal

være eksemplarer af mindst 3 vilde dyrearter, der

holdes for at blive vist frem, ikke for at blive solgt eller

ædt. Ud fra dette kriterium er der en zoologisk have i

Kingstowns Botaniske Have (på St. Vincent), for den

har just to slags papegøjer og én slags skildpadde.

Det er dog et grænsetilfælde. Et andet grænsetilfælde

1. Tbilisi

Så vi starter i den grimme ende med Tbilisi zoo.

Og nej, det er langt fra den værste zoo jeg har

set (jeg vakler mellem en zoo i Split, nogle bure

ved dyreparker i Afrika og et menageri i Istanbul,

som jeg så i 1989), - jeg synes endda de

fortjener ros for at holde en generelt tålelig

standard under aldeles håbløse økonomiske

forhold. Men deres bjørnebur er altså under al

kritik, sorry. Af en eller anden grund havner de

der bamsedyr enten i nydelige naturinspirerede

grotter eller i rustne og snævre jernbure, og den

omstændighed at de to brunbjørne på billedet

kopulerer, er nok ikke tegn på velvære, men

snarere på total mangel på noget som helst alternativt

tidsfordriv. Uha uha!

Tekst og foto: Niels Iversen

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

63

er Jardines de la Paz i Costa Rica, hvor der udover et

sommerfugledrivhus er en fantastisk samling kolibrier.

Problemet er at de flyver frit omkring, men stærkt hjulpet

af ubegrænsede mængder af sukkervand vælger

de frit at opholde sig her. Zoo? Ikke-zoo? Og for resten

flyder kategorierne zoo og akvarium sammen -

eksemplificeret ved Silkeborgs stolthed, hybridinstitutionen

Aqua. Og nu skulle jeg så ytre mig om 10 af

slagsen? Tja... et problem er at mine fotos fra fremragende

zoologiske haver ikke nødvendigvis er lige så

fremragende. Og for øvrigt har jeg et par ting jeg gerne

vil af med om ikke helt fremragende zoos...

2. San Diego

I den modsatte ende af skalaen nævner jeg traditionelt

San Diego Zoo i USA. Og ikke uden

grund, for den er smuk, nogenlunde dyrevenlig,

logisk opbygget, har et dyrehold med mange

spændende arter. Og så er den KÆMPESTOR!

Men desværre har den også et par alvorlige fejl,

hvoraf den værste er at jeg ikke har set den siden

1989. Det er også et beklageligt faktum at

mine fotografier fra haven hverken var særligt

talrige eller vellykkede. Men et af dem forestiller

det sagnomspundne Sumatra-næsehorn, der

har klompet rundt på udryddelsens rand i årevis,

og som højst sandsynligt uddør i min levetid,

så det foto skønner jeg naturligvis på. Men

det fortjener ikke at blive vist frem. San Diego

er i øvrigt en af de mange zooer der er opbygget

geografisk efter verdensdele, hvilket tillader

en vis grad af efterligning af de forskellige biotoper.

Men den er stadig en 'klassisk' zoo.

3. Arnhem

Andre zooer har bevæget sig endnu længere

væk fra de gamle firkantede indhegninger og

bure, idet de fleste af deres dyr befinder sig i

genskabte biotoper med mange forskellige arter

mellem hinanden. Publikum ledes ad snoede

stier, som man forsøger at skjule så godt som

muligt både for dyrene og for folk på andre dele

af stisystemet. Der er en tendens til at sådanne

zooer bliver mere og mere indendørs, fordi man


så bedre kan styre dels klimaet, dels kulisserne.

Mange moderne zoologiske haver har fået tropehuse

af denne type, ligesom der er dukket

rent indendørs zooer op (såsom Biodôme i

Montreal og Randers Regnskov). Det er imidlertid

et stort projekt at forandre en 'gammeldags'

zoo til en sådan biotop-baseret institution. Som

et af de mest interessante eksempler på tendensen

vil jeg nævne Burgers Zoo ved Arnhem

i Nederlandene, opkaldt efter en mand ved

navn Burger. Her kan man se alle faser i udviklingen,

fra almindelige fuglebure over 'afrikanske'

savanner til ørkner m.m. i vældige haller,

som er forbundet med hinanden med underjordiske

tunneler. Og samtidig er det en stor zoo

med mange interessante arter. Det trækker heller

ikke ned at den er nabo til et fortræffeligt frilandsmuseum.

4. Osaka

Mens vi nu er ved den fine ende af skalaen, så

vil jeg også gerne begrunde hvorfor Osaka's

akvarium er havnet på min liste over de 15 herligste

steder på kloden (se DBKs hjemme-side).

Akvariet hedder Ring of Fire, hvilket hænger

sammen med dets tema: den vulkanske zone

der omgiver Stillehavet. Og det geniale er, at

selve spadsereturen gennem akvariet er opbygget

som en nedadgående spiral i en kolossal

kubus, hvor man dels følger geografien,

dels vandrer længere og længere ned i dybet,

samtidig med at man får set alle væsentlige

marine biotoper i området. Akvariet er simpelthen

så smukt som en matematisk formel, samtidig

med at det også er smukt i en mere traditionel

forstand. Det kunne man måske også sige

om forskellige andre gode akvarier, men ildringen

har yderligere én ting som ingen andre har:

de har gu'hjælpemig HVALHAJER!

5. Walsrode

Ligesom der er zooer som overvejende fremviser

fisk (de såkaldte akvarier), er der zoologiske

64

haver med fokus på fugle. Lyder det kedeligt?

Kan man fylde en zoo med lutter pipfugle i forskellige

størrelser og farver? Ja, det kan man,

og for at markere budskabet vil jeg nævne hele

to af disse specialinstitutioner. Den ene er verdens

største fuglezoo, der ligger ved en lille

tysk by ved navn Walsrode lidt nord for Hannover.

Zoologiske haver har gennem tiden generelt

bevæget sig fra grundplaner baseret på dyrenes

slægtskab (og mange arter) til geografiske

grundplaner med færre arter men mere naturefterligning,

og lige nu går udviklingen videre

i retning af grundplaner baseret på specifikke

biotoper med en pærevælling af arter i hvert

bur. Walsrode-folkene har været så modige at

gribe delvis tilbage til den 'gammeldags' slægtskabs-baserede

struktur med de mange arter,

men uden at give køb på de landvindinger, der

har været vedrørende dyrepleje og opbygningen

af naturlige miljøer. Og derfor kan jeg med

god samvittighed nyde synet af f.eks. de allerfleste

af verdens tranearter samlet på ét sted.

Lidt systematiker er der jo i én.

6. Iguaçu

Den anden fuglezoo jeg vil nævne ligger lige

ved Iguaçu-nationalparkens indgang (Brasilien).

Den er mindre end Walsrode men langt frodigere,

og man kan spadsere rundt i nogle volièrer

fyldt med utroligt tamme fugle: tukaner, papegøjer,

guaner, rikser og meget andet. Men frem

for alt de utroligt lydstærke seriemaer, der lyder

som et operatrænet æsel i havsnød, skruet op

til mindst 110 dB. Se min artikel fra "Asunción,

Iguaçu, Rio 2002" på hjemmesiden.

7. Kuala Lumpur

Dermed har jeg strejfet et andet tema, nemlig

humor (som de færreste vel forventer af en zoologisk

have). Noget af det mere under-holdende

jeg har været ude for i den retning, var da skaberaktapiren

i Kuala Lumpurs zoologiske have

skulle have fejet sin gårds-plads. Det indebar at

en dyrepasser tog den med ud at spadsere i

haven, nærmest som en lettere overvægtig

skødehund. Det fik jeg taget et billede af, men

ufatteligt nok undlod jeg at fotografere situationen,

hvor tapiren skulle tilbage til sin indhegning.

Det var den nemlig lidet tilbøjelig til, og det

lykkedes først, da dens yndlingsdyrepasser viftede

den om snabelen med en lækker gulerod,

samtidig med at to andre skubbede bagpå dyret

det bedste de havde lært.

8. Singapore

En af verdens mere excentriske zooer findes i

Singapore, just ved siden af den flotte men mere

'almindelige' Singapore Zoo. Det er naturligvis

den såkaldte Night Safari jeg tænker på.


Besøget her falder i to faser: først triller man

rundt i et tog, hvorfra man får udpeget havens

dyr. Derefter bliver man sluppet løs i et system

af buldrende mørke skovstier, hvorfra man kan

se dyrene fra andre vinkler. Det eneste minus

er de overfriske guidepiger i togene, der hvert

andet øjeblik udbryder: "WHAAUUW look -

that's a ..." (plus navn), når et dyr har vovet sig

ind i en af de projektørbelyste zoner, - eller varianten

"AAAHH you're LUCKY! ...", bare fordi

et eller andet kræ har stillet sig i et oplyst område.

Man kan købe en fællesbillet til de to zooer,

men de er selvstændige institutioner, og man

kan godt afsætte en hel dag og aften, hvis man

vil se dem begge.

9. Chicago

Verdens zooer er jo generelt udsat for vejr og

vind. Jeg har jævnligt besøgt zoologiske haver

trods silende regn, mest ekstremt i april 1997

under en rundtur omkring de Store Søer i USA,

hvor det øsregnede så heftigt, at en hel region

ved Erie-søen på grund af oversvømmelserne

blev erklæret som katastrofeområde. Jeg nåede

under den to ugers tur 20 zooer, et akvarium, fire

botaniske haver, et arkæologisk område, 13

museer, foruden shoppingcentre, biblioteker og

diverse andre tidsrøvere. Denne rejse skyldtes i

virkeligheden en episode under min vinterferie i

Chicago i januar samme år. Der var mellem 20

og 30 graders frost (celsius), så skolerne var

lukkede og TV-nyhederne handlede ikke om ret

meget andet end onde husejere, der lukkede

for varmen til dårlige betalere, om metoder til at

iklæde sin hund muffedisser samt andre vinterrelaterede

emner. Ikke desto mindre har byen

Chicago to fine zoologiske haver, og dem skulle

jeg naturligvis besøge. Den ene (i Lincoln park)

har altid gratis adgang, men også Brookfield

zoo viste sig at være gratis på denne tid af året,

hvor der alligevel kun kommer rene galninge og

tvangsudskrevne skolebørn. Og så skete der jo

det at jeg under en tilfældig snestorm fandt ind i

havens boghandel, hvor jeg fandt et herligt lille

opus med beskrivelser af 250 amerikanske zoologiske

haver. Det førte til den omtalte våde

zoo-tur i april, hvor jeg naturligvis genbesøgte

Brookfield, der dermed er den zoo som jeg har

set under de mest ekstreme vejrforhold.

65

Brookfield: tilsneet kamel

10. Odense

Den tiende og sidste zoo jeg vil nævne er

Odense zoo, der gennem det meste af sin historie

stod i skyggen af såvel Københavns zoo

som Ålborg zoo, for ikke at tale om safariparker

som Givskud og Knuthenborg. En ny ledelse for

Odense zoo indså imidlertid for en lille halv

snes år siden, at der måtte et par alvorlige slag

i bolledejen til, hvis haven skulle overleve. I første

omgang ekspanderede man hen over

Odense å (til det gamle Tivoli-areal) og etablerede

her et stort åbent område med afrikanske

dyr og fugle, som fik navnet Okavango efter det

kendte indlandsdelta i Botswana. Så lavede

man et spændende chimpanseanlæg i flere

etager, fulgt af anlæg for tigre og for løver samt

et grottesystem med vandfald. Men det der for

alvor har vakt opmærksomhed, var den storslåede

idé med at anskaffe sig et tropehus med

søkøer - én fra Nürnberg (hvor den svømmede

rundt i et minimalt bassin), fire andre direkte fra

Guyana. Så vidt jeg ved er der kun fem zooer i

Europa der har søkøer. Prisen for Odenses dynamik

har imidlertid været en gæld på 40-50

millioner kroner, som man håber at få ind dels

fra fonde, dels fra øget publikumstilstrømning.

Jeg krydser fingre for dem og håber, at de stadig

må have et godt og lykkebringende forhold

til deres bankforbindelse.


Sponsornyt

Som alle medlemmer efterhånden burde vide, har klubben et godt og solidt samarbejde med en flot perlerække af

sponsorer. Allerede for seks måneder siden (Globen dec. 03) bragte vi en liste, og for ikke at den skal gå helt i

glemmebogen, får du den her i en noget udvidet udgave plus en lille ”brugsanvisning” for de enkelte sponsorer.

Fælles for klubbens støtter er, at de giver os nogle betingelser, som ikke sådan lige er tilgængelige for almindelige

dødelige, og ved at shoppe lidt rundt og lægge pengene hos en eller flere af klubbens sponsorer (i stedet for alle

andre!) kan man snildt hente hele kontingentet på 400 kr. hjem – og lidt til. Kan du ikke finde andre grunde til at

forblive medlem af De Berejstes Klub, er der altså den rent økonomiske.

P.t. ser klubbens liste af sponsorer og samarbejdspartnere således ud:

Wasteels Rejser

Behøver næppe nogen nærmere præsentation. Exformand

Ole er især stærk til flybilletter indenfor Europa

og Nordamerika og er som regel god for nogle

særdeles konkurrencedygtige priser. Afdelinger i Århus

og København og 197 andre byer i Europa – se

annonce på indersiden af bagsiden.

www.wasteels.dk

Jysk Rejsebureau

Næppe heller ukendt for medlemmerne. God til billige

flybilletter over hele verden og udover afdelinger i

Odense, Århus og København har JR kontorer i bl.a.

Kathmandu og Bangkok. Check i øvrigt de danske

afdelinger for gratis foredrag – typisk et om måneden,

og se annoncen på Globens bagside.

www.jysk-rejsebureau.dk

Penguin Travel

Spændende rejsebureau der har fundet sin helt egen

niche i form af de gamle østlande. Ejeren, Dimo, er

bulgarer og kender alle smuthullerne øst for Berlinmuren,

så Penguin er et fint sted at starte, hvis du påtænker

den transsibiriske, en vandretur på Kamtchatka

eller en uge i Sankt Petersborg.

www.penguin.dk

Scanvik Books

En af vore nyeste samarbejdspartnere. Landets absolut

største lager af guidebøger fra ethvert tænkeligt

forlag – inkl. Lonely Planet, Footprint og Moon. Vi får

25 % på alle lagervarer (bøger + landkort) ved både

postordre og direkte fremmøde i butikken på Esplanaden.

Snak med Uwe eller John.

www.scanvik.dk

Gouda Rejseforsikring

Rejseforsikringer med 33 % rabat til alle klubbens

medlemmer, hvilket endda inkluderer passivmedlem-

66

mer og medrejsende familie. Fås ved enten telefonisk

henvendelse eller personligt fremmøde på kontoret på

Østerbro. Se annonce på indersiden af forsiden (s. 2).

www.gouda.dk

Rejseklinikken

15 % rabat på alle vaccinationer for både aktive og

passive medlemmer. Klinikken styres af læge Mogens

Rishøj Nielsen, kendt i klubben gennem et par foredrag

om kunsten at overleve troperne uden at sætte

helbredet over styr.

www.rejseklinikken.dk

Billedbutikken

Også en af vore nyere samarbejdspartnere. Professionel

fotoforretning i Odense, der med stor fornøjelse

og til konkurrencedygtige priser tager sig af både

odenseanere og udenbys kunder. Se annoncen på

indersiden af bagsiden.

www.billedbutikken.dk

Friluftsland

Sidste skud på vor store stamme, men bestemt ikke

nogen ukendt geschäft – i hvert fald ikke for de mange

af vore medlemmer, der har en minimal interesse i

friluftsliv. Der er afdelinger i København, Roskilde,

Århus og Odense, og alle steder får vi 15 % rabat på

alt lige fra telte, vandrestøvler, klatreudstyr, tøj etc.

ved fremvisning af medlemskort.

www.friluftsland.dk

Alle steder er rabatterne forbeholdt medlemmerne

(flere også de passive medlemmer), så husk lige medlemskort

og/eller medlemsnummer. Ellers – nyd de

mange gode tilbud, og støt vore sponsorer: De støtter

os!

CQJ


Arrangementskalender

I skrivende stund ser arrangementskalenderen således ud. Der er flere spændende arrangementer på trapperne,

så check hjemmesiden for den seneste information.

Sø. 18/7

Sted: Per Allan Jensen, Frederiksberg

Dobbelt foredrag ved Arne Runge og Eva Clemmensen

om Japan, landets traditioner og skikke. Eva som

jo er lidt af en Japan ekspert, fremtryller sushi til lejligheden.

Tilmelding til toastmaster (Kenneth).

On. 18/8

Sted: Ulrik og Lene Ebbe, Greve

Mai Nygaard fortæller om en tur i det vestlige Canada

(Vancouver-området m.m.). Tilmelding til toastmaster

(Kenneth).

Fr. 27/8

Sted: John Lau Jensen, Højbjerg ved Århus

Oplagt chance for en aften på ”Verdens Tag”. Værten

fortæller om sine mange spændende rejser i Nepal.

Tilmelding til toastmaster (Fiil Svarrer).

Fr. 24/9

Sted: ...??? Århus-egnen

Foredrag om Per Jørgensens hus-projekt på Sri Lanka.

Tilmelding til toastmaster (Fiil Svarrer).

Fr. 22/10

Sted: Polske Ambassade

Den polske kulturattaché viser rundt og fortæller om

Polen. Afsluttes med et lille polsk traktement.

Fr. 29/10

Sted: Pia Lergaard, Silkeborg

Aftenens tema er ”Caribien Night” med foredrag af Pia

og Poul Erik (Costa Rica) og familien Fiil Svarrer

(påsketur til Guadeloupe, Dominica og Martinique).

Tilmelding til toastmaster (Fiil Svarrer).

Husk: Bindende tilmelding sker til enten værten eller

den stedlige toastmaster senest tre dage før mødet. I

tilfælde af pladsmangel fyldes der op efter princippet

”først til mølle”. Alle relevante adresser, mailadresser

og telefonnumre er at finde side 70.

Vore Japan-eksperter vil på mødet den 18. juli forklare om japanernes forhold til det engelske sprog.

67


Afholdte arrangementer

I mangel på villige og kompetente mødereferenter slipper i atter for længere referater af det sidste kvartals medlemsarrangementer.

Det bliver ligesom i sidste nummer lidt på stikordsform – lur mig om ikke det bliver standard

fremover...

20. marts 2004

Hos Paul-Erik Jensen og Anette Sode i Odense. Kenneth

Hvolbøl fortalte om en tur med familien i Patagonien

(17 deltagere).

6. april 2004

Uformelt vandpibe-hyggemøde hos Claus Qvist Jessen,

hvor røverhistorier blev akkompagneret af rygende

monstrøsiteter (6 deltagere).

18. april 2004

Hos Stig Monrad i Virum. Kaj Heydorn og Henrik

Døcker fortalte om spændende oplevelser i Irak (22

deltagere).

30. april 2004

Hos Nikolaj Witte i Århus, hvor værten underholdt om

Myanmar (10 deltagere).

5. maj 2004

Hos Per Allan Jensen på Frederiksberg. Claus Qvist

Jessen fortalte om sin smuttur ind i røverlandet Afghanistan

(9 deltagere).

Fra weekend arrangementet i Bjerringbro: Rensning

af de friskfangede ørreder til grillen.

68

18. maj 2004

Hos Gouda på Østerbro i København. Søren Bonde

fortalte om sit syv uger lange besøg i afsides egne af

Papua New Guinea – ”The Last Frontier” (21 deltagere).

12. – 13. juni 2004

Klubbens årlige weekend-arrangement foregik i år på

en jernalderboplads nær Bjerringbro med foredrag af

hhv. Mogens Rasmussen (”Forsvundne Danskere”)

og Anders Pedersen (Irak). (26 deltagere).

18. juni 2004

Hos Bertel Kristensen i København. Henning Andersen

tog os med en tur på den ’originale’ transsibiriske

jernbane – dvs. den fra Moskva til Vladivostok – bl.a.

med et besøg ved Baikal-søen. (16 deltagere).

20. juni 2004

Stiftende generalforsamling for Café Globen ApS. På

mødet blev nedsat en bestyrelse, forretningsfører

m.m. og vedtægterne lagt fast.

Naturvejlederen i vikingedragten forklarer om bopladsen

ved Gudenåen, hvor jernalderfolket bosatte

for ca. 1200 år siden.


229 –Svenn Gunborg Olsen

37 år og nysgerrig af natur.

Ansat hos Lundbeck med en

del rejseaktivet i Østeuropa

og tidl. Nord- og Sydamerika.

Bestræber sig på at gennemføre

en måneds rygsækrejse

årligt. Hjertet banker mest for

Sydamerika, men seneste

rejse gik til Indien.

231 – Lillian Friis Hansen

F. 1949, udd. sygeplejerske

og socialrådgiver. Barndommens

spartanske Tysklandsture

er efterhånden skiftet ud

med fjernere rejsemål, og

særlig stammefolk og natur-,

vandre-, cykel-, og dykkerferier

prioriteres.

233 – Jakob Linaa Jensen

30 år, cand. i statskundskab

og p.t. Ph.D. ved Århus Uni.

Debuterede med en familietur

til Gardasøen i 1979 og

blev siden bidt af London og

Prag. På en jordomrejse i ’99

til Australien, Stillehavet og

Sydamerika gjorde særlig de

små ø-samfund et uudsletteligt

indtryk.

Nye medlemmer

69

230 – Claus Virmer

F. 1965 og siden 1988 medl.

af Dansk Bjergklub. Rejseriet

drives især af friluftslivet. Klatre-freak

med præstationer

som den utilgængelige vulkan

Sangay på 5.096m (Equador).

Desuden ivrig i kajakken bl.a.

med besøg i Ishavet mellem

Grønland og Canada.

232 – Bente Mølgaard

F. 1962 og konsulent i reklamebureau.

Er efter 2 års pause

(!) vendt tilbage til det søde

rejseliv. Har arbejdet i USA

som ’camp counselor’ og aupair

og i Filippinerne som

skolelærer. Er aldrig bleg for

at ofre karrieren til fordel for

rejselivet.

234 – Louise Korsgaard

Kom til verden for 30 år siden

i Kuala Lumpur og har været

rodløs lige siden. Som naturgeograf

og Ph.D. dyrkes især

natureventyr. Vandring, caving

og klatring får topprioritet,

og favoritstederne er

Mulu National Park i Sarawak,

PNG og vulkaner i Vanuatu

og Japan.


Wasteels Rejser

København

Skoubogade 6

1158 KBH K

Tlf.: 33 14 46 33

Byens Billigste Billetter for Berejste

Ekspert i billige billetter til Europa og USA

Kontorer i 199 europæiske byer

71

Wasteels Rejser

Århus

Borgergade 3

8000 Århus C

Tlf.: 86 12 62 11


Klubbens kontaktpersoner

- juni 2004

Søren Padkjær

info@berejst.dk

Skovagervej 22

8850 Bjerringbro

Tel. 86 68 36 63

Formand

Martin Anker Nielsen

mann@lundbeck.com

Blågårdsgade 31, 1 tv

2200 København N

Tel. 59 91 14 47,

40 85 88 57

Medlemskontakter

Bjarne Lund Jensen

bjarnelund@hotmail.com

Høstblomsten 6, Lumby

5270 Odense N

Tel. 65 95 48 16,

65 95 52 95

Kasserer

Kenneth Hvolbøl

toastmastereast@berejst.dk

Kirkeleddet 323

3480 Fredensborg

Tel. 48 48 54 05

Toastmaster øst

Claus Qvist Jessen

globen@berejst.dk

Guldbergsgade 45, 5.tv.

2200 København N

Tel. 35 34 50 03

1

Per Allan Jensen

annoncer@berejst.dk

Bernhard Bangs Allé 51A,

2.th

2000 Frederiksberg

Tel. 38 10 10 78

Sponsorkontakter

Claus Andersen

pituclaus51@ofir.dk

Bøjden Landevej 25

5600 Fåborg

Tel. 40 87 31 91

Bestyrelsesmedlem

Niels Iversen

webmaster@berejst.dk

Grøfthøjparken 162, 2.mf.

8260 Viby J

Tel. 86 28 18 56

Webmaster

K.J. Fiil Frandsen

toastmasterwest@berejst.dk

Skærskovvej 18

8600 Solkeborg

Tel. 86 85 14 44

Toastmaster vest

Søren Bonde

soren_bonde@yahoo.dk

Postholdervej 8, 4 th

2400 København NV

Tel. 35 81 39 34

Redaktør


start din rejse

hvor asfalten ender!

Trekking & bjergbestigning

Hvor længe vil du nøjes med at sige “en skønne

dag”? Vælg f.eks. 12 dages trekking i

Nepalesisk Himalaya fra 2.845, 9 dages trek i

Indisk Himalaya fra 2.790, 21 dages Mera Peak

bjergbestigningstrek fra 12.875, 7 dage i Thailands

jungle for 1.645, 7 dages minoritetstrek i

Nordvietnam for 1.250 eller 8 dage i Fan Si Pan

for 1.350.

Rafting

Brusende floder og masser af skumsprøjt! Der

er noget for enhver smag på vores white water

rafting ture, f.eks. 3 dage på Kali Gandaki 615,

2 dage på Bhote Kosi 580, 2 dage på Trisuli 330

eller 8 dage på Sun Kosi 2.485. Ikke vildt nok?

Så prøv vores kombinerede 2 dages Bhote

Kosi tur med 1 dags rafting og 1 dags bungy

jump for 1.035.

Hvorfor os

Jysk Rejsebureau har sammensat rejser til hele verden i over 18 år, og har servicekontorer

med dansk personale i Indien, Nepal, Thailand, Vietnam og Indonesien.

Vores rejseagenter har rejst i over 120 lande; “vi tømmer vores rygsæk over i din”.

Søg rejseinfo på www.jysk-rejsebureau.dk

910.000 flypriser

- til hele verden! F.eks. Bangkok 3.980, Nepal

6.295, Vietnam 4.880, Kenya 5.550, New York

2.855, Indien 4.385, Ægypten 3.320, Cuba

4.975, London 1.695, Australien 8.950,

Vancouver 4.695, Singapore 5.820, Argentina

5.725, Paris 1.900, Sri Lanka 6.255, Brasilien

5.095, Mexico 4.120, Californien 3.950, Chile

6.595, Guatemala 5.290.

Kultur- & eventyrrejser

Oplev den mageløse natur og mød den skønne,

farverige lokalbefolkning langt væk fra turistlinien

på den 9 dage lange Jeep-tur i nordvest Vietnam

fra 2.350, eller tag på 7 dages sea safari i

Thailand og oplev azurblåt hav, små paradisøer

og hvide palmestrande - kort sagt ren afslapning

fra 1.765, eller hvad med at opleve klosterlivet

i Kopan, Nepal i 10 dage for 915.

Dykning

Du kan erhverve PADI certifikat på Jysk

Rejsebureau’s Open Water kurser i det sydthailandske

øhav. Vælg mellem Advanced

Certificate på Koh Tao til 1.260 eller Krabi til

1.620. Eller prøv vores Live Aboard fra Phuket

til smukke Similan Islands, hvor du på den 4

dage lange tur får mulighed for 14 dyk, heriblandt

natdyk, for 3.195.

Århus 86 18 24 88 · København 33 11 16 16 · Aalborg 98 12 33 36 · Odense 63 12 12 16

More magazines by this user
Similar magazines