Næste Globen-tema: Alternative rejser - De Berejstes Klub
Næste Globen-tema: Alternative rejser - De Berejstes Klub
Næste Globen-tema: Alternative rejser - De Berejstes Klub
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
I Grodno er alt ved det gamle<br />
- Hviderusland, april 2004<br />
I min barndom rejste jeg ofte på ferie fra Warszawa til<br />
landlige omgivelser. Fra disse steder kunne man kun<br />
køre til de nærmestliggende småbyer med hestevogn.<br />
Mens jeg tumlede op og ned i vognen på de ujævne<br />
veje, græd jeg som pisket da jeg syntes, at det var<br />
synd for hesten. På sommerferie i bjergene sejlede<br />
jeg på floderne på en rigtig tømmerflåde. Fra stationen<br />
til pensionatet kørte jeg med en droske. Jeg blev<br />
heller ikke snydt for kørsel med et rigtigt damptog.<br />
I Tunesien krydsede jeg Sahara med Tomas på kamelryg.<br />
<strong>De</strong>t var en enestående oplevelse! En lille kamel,<br />
som min seksårige søn red på, gik ved siden min<br />
store kamel og med iver tyggede den på mine Eccosandaler.<br />
Måske var de af kamelskind? Jeg havde<br />
ikke mod nok til at sparke den i mulen, da jeg var<br />
bange for at den ville løbe bort med mit barn i det<br />
ukendte. Efter to timers ridetur, hvor jeg som en kludedukke<br />
hoppede op og ned på ryggen af mit pukkeldyr,<br />
følte jeg mig udmattet. Jeg havde ondt i min bagdel<br />
de næste par dage.<br />
I Thailand på grænsen til Burma fik jeg lyst til at ride<br />
på en elefant. Elefanten bevægede sig majestætisk<br />
igennem junglen og rev de palmer, som var i vejen op<br />
med snabelen. En indtørret burmeser, der sad på<br />
tværs over elefantens hoved sparkede den med sine<br />
knoglede ben, mens jeg på alverdens sprog råbte, at<br />
han skulle lade være med at mishandle dyret. <strong>De</strong>nne<br />
gang havde jeg ikke problemer med min bagdel efter<br />
turen, men til gengæld var jeg helt hæs i nogle dage.<br />
Fra Australien til Polen sejlede jeg tre måneder på et<br />
fragtskib. Jeg var 21 år gammel og havde hele den 40<br />
mand store besætning for mine fødder.<br />
I Grækenland protesterede jeg, da man ville sætte<br />
mig på et æsel. Med hadefulde blikke betragtede jeg<br />
alle de fede turister som med deres enorme kroppe<br />
pressede de stakkels dyr til jorden. Jeg tillod heller<br />
ikke på Madeira at blive transporteret fra en højt beliggende<br />
kirke, Nossa Senhor do Monte, på slæder<br />
trukket af de lokale. Jeg vandrede selv ned.<br />
Jeg kørte gennem hele Tyrkiet og det halve Mexico<br />
med lokale busser.<br />
Tekst og foto: Ewa Bylinska<br />
28<br />
Over den evigt tilfrosne fjord i Jakobshavn svævede<br />
jeg med en helikopter. Til Færøerne sejlede jeg med<br />
færgen.<br />
Men i almindelighed pga. tidsnød har jeg brugt fly, og i<br />
visse tilfælde en bil. Blandt det rige udvalg af transportmidler<br />
blev togrejsen i Hviderusland en af de mest<br />
dramatiske oplevelser. Under min påskeferie i Polen<br />
fik jeg den ide at besøge Grodno i Hvide-rusland – en<br />
mindre by med 300.000 indbyggere, som tilhørte Polen<br />
før den 2. Verdenskrig. <strong>De</strong> første skridt for at finde<br />
transporten dertil førte mig til busstationen ”Stadion” i<br />
Warszawa - et sted, hvor man kunne skaffe alt, opleve<br />
alt og få tæsk for ingenting fra alle sider. Dér regerer<br />
nemlig en ukrainsk-hviderussisk og vietnamesiskthailandsk<br />
mafia, som på en graciøs måde ordner alle<br />
sorte forretninger og effektivt løser alle konflikter. På<br />
væggene af en træbarak stod skrevet med kridt, at<br />
busserne til Grodno afgik herfra. I barakken fik jeg en<br />
”præcis” oplysning af en mand, om at den direkte bus<br />
til Grodno afgik herfra hver dag klokken 10.30 - under<br />
forudsætning af, at den kørte fra Grodno. Og fra<br />
Grodno afgik den kun når den var fuld. Kort sagt: enten<br />
ankommer den her eller også gør den ikke... eller<br />
afgår derfra eller ikke? <strong>De</strong>n indviklede logik førte mig<br />
til mere civiliserede områder i Warszawa – til Hovedbanegården.<br />
Jeg købte billetter til et polsk tog, Warszawa<br />
– Bialystok, med omstigning i Bialystok til det<br />
hviderussiske tog til Grodno. Alt i alt ca 350 km. Jeg<br />
ankom komfortabelt til Bialystok i løbet af 2½ time.<br />
Efter tre timers venten kørte jeg den sidste strækning<br />
på 80 km med det hviderussiske tog i to timer. Toget<br />
med tre vogne så ud som var det blevet reddet fra<br />
skrotbunken eller kørt gennem hakke-maskinen. <strong>De</strong><br />
meget høje trin ved indgangen tvang passagererne til<br />
alpine bedrifter. Togets hårde plastiksæder var toppen<br />
af ubekvemmelighed. Metalvæggene var hullede.<br />
Lofterne hang delvis ned. Ingen varme, et svagt lys...<br />
Vi kom dog i mål. I Grodno overnattede jeg i <strong>De</strong>t Polske<br />
Hus. Dagen efter foretog jeg den første vandretur<br />
i byen og overraskedes. I Grodno er alt ved det gamle.<br />
Lenin evigt levende. Hans skikkelse af sten når<br />
skyggerne og breder sig stadigvæk med hovmod på<br />
en sokkel ved det monumentale rådhus på Leninpladsen.
Change language