SCREENING FOR LIVMODERHALSKRÆFT - Sundhedsstyrelsen

2.2 Livmoderhalskræft og forstadier
Livmoderhalsen udgør den nederste del af livmoderen. Dens overflade er beklædt
med en slimhinde, der består af flerlaget pladeepitel. Livmoderhalskanalen er beklædt
med en slimhinde, der består af enlaget cylinderepitel. Forstadier til livmoderhalskræft
starter oftest i overgangszonen mellem de to typer epitel.
Livmoderhalskræft skyldes en infektion med human papillomavirus (HPV). Sygdommen
starter med dysplasi, der er forstadiet til kræft. Dysplasi inddeles i sværhedsgrader.
De lette dysplasi-grader udvikler sig sjældent til kræft, mens 25-50 pct.
af de sværeste dysplasi-grader udvikler sig til kræft i løbet af en årrække (17). Alle
grader af dysplasi kan gå et eller flere stadier tilbage. Sandsynligheden er dog størst
for de lettere grader (18).
Den hyppigste kræftform er planocellulært karcinom, der udgør i dag 75-80 pct. af
tilfældene, ca. 15-20 pct. af kvinderne har adenokarcinom. Cirka 5 pct. udvikler
andre, sjældne kræftformer (19).
Livmoderhalskræft inddeles på diagnosetidspunktet i fire stadier (20). 5-års overlevelsen
for hele gruppen er cirka 65 pct. Tallet dækker imidlertid over meget store
variationer blandt patienter med sygdommen i forskellige stadier. For de lave stadier
er 5-års overlevelsen mellem 85 og 96 pct., mens den for det højeste stadium
(stadium IV) er omkring 10 pct.
2.3 Naturhistorien i udvikling af livmoderhalskræft
En HPV-infektion er en seksuelt overført sygdom. Der findes over 100 forskellige
typer af HPV. Nogle typer er onkogene og kan medføre livmoderhalskræft og forstadier
til sygdommen. Livstidsrisikoen for at blive smittet med HPV er 60-80 pct.,
hvorimod livstidsrisikoen for livmoderhalskræft kun ligger på omkring 1 pct. (21).
Forskellen skyldes, at de fleste HPV-infektioner helbredes spontant og kun bliver
persisterende hos en lille gruppe kvinder (22). Det er disse kvinder, der har en øget
risiko for at udvikle livmoderhalskræft (23).
HPV-infektionens udvikling til livmoderhalskræft har flere stadier:
• Infektion med onkogen HPV
• Udvikling til persisterende infektion
• Udvikling til dysplasi
• Udvikling til livmoderhalskræft
Infektion med onkogen HPV er hyppigst hos kvinder under 30 år, hvor prævalensen
er ca. 30 pct., mens den falder til ca. 10 pct. for de 30 til 50-årige og til ca. 5
pct. for kvinder over 50 år (21). HPV trænger ind gennem defekter i livmoderhalsens
overfladeepitel, hvor den inficerer de nederste celler i epitelet og opformerer
sig, mens cellen modner op gennem epitelet. De celler, som afstødes fra overfladen,
er derfor fyldt med virus (24). Kvinderne har ingen symptomer, og langt de
fleste infektioner er forbigående og forsvinder i løbet af ca. 8-18 måneder (25,26).
Udvikling til persisterende infektion sker, hvis virus integreres i cellernes kerner,
hvorved den normale cellecyklus forstyrres. Selvom infektionen er blevet persisterende,
kan den i nogle tilfælde forsvinde af sig selv. Udvikling til dysplasi sker,
hvis den persisterende infektion ikke forsvinder. Dysplasi er imidlertid også en re-
Screening for livmoderhalskræft – anbefalinger, september 2007 17