læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

232
Jeg fandt en gammel protokol med referat af et præstekonvent fra 1903 for Sydgrønlands
præster. Hovedemnet var utugten, som man søgte at bekæmpe - dels
ved særlige formaningstaler i forbindelse med dåben, hvor synden ret fremstilledes
i menighedens påhør - og dels ved at nægte de utugtige adgang til nadveren!
Det var tider dengang! Det, der især undrede de gode præstemænd var, at grønlænderne
ikke selv syntes at skamme sig eller på nogen måde finde det formasteligt
endsige syndigt at leve utugtigt. Dog blev man enige om, at det måtte være
en form for udspekuleret trods, der gjorde sig gældende... Åh, Gud i Himlen!!
Pastor Sørensen, Pastor Jensen og Pastor Balle!
Julianehåb den 14. juli
Det går fortsat godt for Bjarne Riis, som fører Tor de France. I går vandt Rolf Sørensen
en etape! Jeg kom planmæssigt hjem fra Paamiut med Sarpik Ittuk i roligt
vejr. Der var fuld belægning i køjerummene, som er firemandsrum. Jeg snakkede
en del på turen med formanden for ligkisteforeningen Egede, som fortalte noget,
som jeg forstod og en del som jeg ikke forstod. Men han stammede i hvert fald
fra Igaliku og kunne huske udgravningerne i 26, hvor han var 4 år gammel - Det
var dengang de fandt biskoppen fra 1200-tallet i domkirken.
I Igaliku hedder de alle sammen Egede og nedstammer fra grundlæggeren, Anders
Olsen, som også grundlagde Sukkertoppen og Fiskenæsset. Han ligger begravet
i Igaliku.
Vi er kommet lidt i tvivl om Kenya eller måske snarere om Larsen rejser, som vi
er blevet advaret imod over nettet. Jeg sendte spørgsmålet ud i en interessegruppe
og fik svar. Det er et genialt system.
I går var vi på en heldagstur til de varme kilder ved Uunnartoq sammen med familien
Birgers. Det var en herlig tur - måske lige bortset fra vejret med tåge og
regn indimellem. Kilderne var en oplevelse med 37° varmt vand konstant.
På vej hjem var vi inde og besøge Lichtenau, som er asyl for socialt ramte familier
- Allu hedder organisationen, som bl.a. støttes af KFUK’s sociale arbejde. Det
var deprimernde, og jeg forstår ikke, hvordan et ophold her skulle have nogen
gavnlig virkning på disse familier - præget af forfald som det var. Vi talte med
varmemesteren, der fortalte, at der var fire fastansatte - foruden ham selv en forstander
samt to socialrådgivere. Der var ti familier, der boede rundt om i husene.
Engang var bygden et kulturelt og religiøst center med 700 mennesker - grundlagt
af Herrnhuterne i 1700-tallet. Og endnu så man resterne af fordums storhedstid
i den smukke men forfaldne kirke og de store bygninger fra gamle dage - præstebolig
og børnehjem bl.a. Men nu var dt alt sammen dødt. Den tidligere præstebolig
var nu fællesrum for familierne, men den så forfærdelig ud. I kirken
havde der været barnedåb for nogen tid siden, og endnu hang de visne blomster i
kirken - endnu var der vand i dåbsfadet og i kalken stod endnu bærmen fra vinen.
Det så ikke godt ud. Hvor er det dog vigtigt, at vi har noget at se op til, når vi arbejder
- en ide at leve og arbejde for - eller en person, der er i stand til at begejstre
os. Uden denne begejstring bliver det ikke til noget og vi skejer ud i demokratisme
eller lader os føre af tidens og mediernes stemninger, der skifter dagligt.
Lichtenau var et uhyggeligt eksempel på storhedens forfald.
På hjemturen var vi vist ved at sejle vild, men vores skipper klarede skærene og
fandt tilbage på rette vej. Turen kostede 2800 kr. i alt, hvilket nok var billigt i
forhold til normale turistpriser (ca 650 kr. pro persona) Det var en herlig hurtigbåd,
vi sejlede med - og stor nok til, at vi kunne være der alle sammen.
I dag er det igen tåget og regnfuldt, men jeg har fået skrevet en god prædiken til i
eftermiddag.