læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

skabet om, at det ikke lykkedes for verden at slippe af med Guds kærlighed, dengang de
slog Jesus ihjel. Det var påskebudskabet om, at den Jesus, de slog ihjel, ham har Gud gjort
både til Herre og Kristus. Det var budskabet om, at Guds kærlighed lever og virker i verden,
og at det aldrig skal lykkes for verden at få bugt med den.
Det var det frihedsbudskab, som på trods af al modstand slog igennem - først hos nogle få,
som forstod, at her var tale om noget helt nyt - noget som for enhver pris måtte fortælles
videre. Senere hos mange: Kvinder og mænd, som op gennem århundrederne har været
med til at skabe vores kirke - mange gange - ja, som regel under svære lidelser, fordi de
havde verden imod sig. Mange gange har kirken været på afveje. Det har ikke altid været
kærlighedens og sandhedens ånd, som har styret vores kirke, men altid er den vendt tilbage
til sin oprindelse, fordi Gud vil, at hans kærlighed skal forkyndes i verden.
Vi tror på Helligånden. Sådan bekender vi for hinanden hver søndag her i kirken. Lad os
så overgive os til den tro. Lad os holde fast ved den, så vi ikke står som faderløse, overladt
til os selv og vores frygt for den verden, hvor det er magten og frygten, der hersker. I kraft
af Guds Ånd er vi stærke. I kraft af Guds Ånd er vi frie, og det er som frie mennesker, vi
skal virke i verden. Amen.
2. pinsedag 1982. Joh. 4,13-26. Fiskenæsset.
"Taanaavunga oqaluffigissit." Mon ikke vi alle sammen på et eller andet tidspunkt i vores
liv har prøvet at føle os fortabt. En og anden har måske prøvet det, når der opstod problemer
med båden ude på havet, eller når vejret pludselig blev dårligt, mens man lå derude. Når tågen
lagde sig, så man ikke kunne finde hjem. Man mister orienteringen og sejler på må og
få, indtil benzinen er ved at slippe op. Man bliver bange, for man ved ikke, hvor man er,
indtil pludselig et af de kendte fjelde dukker frem af tågen, og angsten og fortabtheden erstattes
af glæde og tryghed. Nu kan man finde hjem, man er på rette vej.
Har man sådan oplevet at være fortabt, og har man oplevet glæden ved at finde det, man
søgte, så forstår man også, hvad den samaritanske kvinde må have følt, dengang Jesus sagde
til hende: Taanaavunga oqaluffigissit.
Samaritanerne var faret vild. Det vidste enhver rettroende jøde på Jesu tid. De ville ikke anerkende,
at den sande gudsdyrkelse skulle foregå i templet i Jerusalem og ingen andre steder.
Derfor var samaritanerne lagt for had, de blev foragtet - regnet som mindreværdige
mennesker - mennesker man ikke kunne regne med. Racismen trivedes også dengang. Og
hvis Jesus nu havde været en rigtig Messias, sådan som jøderne forventede, at Messias skulle
være, så burde han jo have fordømt hende, eller i det mindste have prøvet at omvende
hende og få hende til at indse, at Jerusalem var stedet, hvor den sande Gud skulle tilbedes
Ja, hvis Jesus havde været en ordentlig jødisk Messias, så skulle han vel overhovedet ikke
have værdiget en samaritaner et blik eller et ord - en samaritaner, som oven i købet var
kvinde - en kvinde, som ifølge loven levede et utugtigt og umoralsk liv. Kvindeundertrykkelsen
og den fordømmende moral trivedes også dengang.
Selv disciplene undrede sig jo over, at mesteren spildte tid med at tale med sådan et uværdigt
menneske; Kvinder og børn og samaritanere, hvorfor skulle man beskæftige sig med
dem?
Men den, som undrede sig mest, det var nok kvinden selv. Først undrede hun sig over, at en
jøde overhovedet henvendte sig til hende, og oven i købet nedlod sig til at bede hende om
vand. Det var hun ikke vant til. Endnu mere må hun have undret sig over, at denne jøde
kendte hendes personlige forhold - de forhold, som ikke var helt, som de burde være. Denne
mand bragte hende ud af fatning. Han bragte hendes liv i uorden. Alt det, som hun havde
anset for at være betydningsfuldt - de materielle problemer om, hvordan man slipper for det
trivielle arbejde med at hente vand (et problem, som mange af os her godt kender), skyldproblemerne,
som kom af, at hun ikke levede sådan, som hun burde ifølge de andres mening
og de religiøse problemer om, hvordan man skal bære sig ad, hvis man vil gøre sig fortjent
til Guds kærlighed - alt det mister sin betydning under samtalen med denne mærkelige
mand. Over alt dette sætter Jesus noget andet - noget som er vigtigere end alt andet: at tilbede
Gud i ånd og sandhed.
Og så står vi da igen overfor det underlige budskab. Det budskab, som vi har så svært ved at
begribe. Det budskab, som er nyt for os, hver gang vi hører det, fordi det ikke passer ind i
vores vante tankegang. For Jesus gjorde jo ingenting. Han skaffede ikke en vandledning til
byen - han sørgede ikke for, at der kom orden i kvindens udsvævende liv - han gav hende
ikke penge, så hun kunne rejse til Jerusalem og tilbede Gud i templet, som man burde. Han
gjorde intet af det, som vi kunne have fundet på at gøre for et menneske, som var faret vild.
247