læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

4
1. Del: ’Disko’ 1977
I august-september 1977 kom jeg på en såkaldt belønnings- og motivationstur til
Grønland, hvor jeg sammen med Peter Ruge og vores grønlandsklærer Kristian
Lauritzen sejlede op og ned langs Grønlands vestkyst med det gode skib ’Disko’.
Vi besøgte forskellige byer på vejen og sluttede af med et præstekonvent i Nuuk.
Det følgende er indtryk fra denne tur.
Holsteinsborg
Det er på en måde, som om havet og de ældgamle fjelde og det mægtige land får
ens tanke til at samle sig om det væsentlige eller elementære i tilværelsen. Eller
måske er det fordi landet står i så skarp kontrast til det, menneskene foretager sig
i det: æder, drikker sig fulde, plaprer løs... Her burde være stille andagt, så sindet
kunne modtage og favne det mægtige indtryk.
Den egentlige grund til at jeg skriver, er et billede, jeg så i går i Holsteinsborg: Vi
var inde for at få spisebilletter på et kontor, hvor der også var ansat grønlandske
kontorpiger. En af dem sad og var ved at stable pengesedler i tykke bundter. Telefonen
ringede, og det var som om hun ikke rigtig forstod, hvad sagen drejede
sig om. Og så grinede hun - eller rettere fnisede. Hvor vi andre ville have taget situationen
dybt alvorligt, kom dette hurtige grønlandske grin. Her sad hun midt i
det, som vi tager mest alvorligt og bekymrer os mest om: økonomiske problemer
på det fine administrationskontor og opførte sig præcis som en aktør i en dilettantkomedie,
som ikke kan huske sin rolle - eller rettere: griner på et morsomt
sted, som der vel at mærke ifølge manuskriptet ikke må grines på. Pludselig følte
jeg mig som tilskuer til en gigantisk dilettantkomedie med grønlænderne som aktører
i et skuespil eller en farce, som kræver dyb alvor af de medvirkende. Så
kunstigt er grønlænderens liv under vestlig økonomisk administration - under
dansk tankegang og livsform. Og Gud ved om ikke vores alle sammens liv under
dette økonomiske system er at opfatte på samme måde? Længes vi ikke efterhånden
alle efter tæppefald? efter at kunne slappe af - efter at kunne være os selv
igen - efter at få grinet ud? Men farcen bliver ved, og alle tager den alvorligt, og
man glemmer - har for længst glemt - at le.
Hvor er de sunde og naturlige mennesker om ikke her? Er disse af Gud elskede,
smukke mennesker de sidste, som endnu har en ide om, hvad der er farce og hvad
der er virkelighed?
Upernavik
Efter en lang og alkoholfyldt aften, hvor vi drak resten af whiskyen, anløb vi til
morgen Upernavik.
Jeg stod op allerede kl 830 og drog straks efter kaffen iland.
Det, man først blev slået af, var det utrolige svineri, der var overalt. Dårligt vedligeholdte
huse - enkelte af tørv -, knuste flasker og affald og utallige hundelorte
på vejene og over det hele mellem husene, hvor også de skabede, skambidte, støvede
og sløve køtere sniger sig rundt. Ordet 'køter' har aldrig passet bedre til noget
væsen.