læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

72
altid er så projektorienterede, så man ikke har tid til vederkvægelsen - ja, jeg kan
godt lide det ord - den stille hengivelse og nydelse, som vi nok er ved at glemme
til fordel for den formålsrettede, i alle detaljer gennemtænkte og velformulerede
livsholdning. Det er ikke så underligt, folk bliver stressede, hvis de aldrig har oplevet
at hengive sig i en fælles nydelse af det, som er større end vores beregninger
og målrettede planlægning. Endog større end den demokratiske debat! Og
fordi vi er i stand til at dyrke jorden og så roer og korn over det hele, er det jo ikke
ensbetydende med, at vi behersker tilværelsen.
Heroppe i den barske natur har man endnu ikke helt erkendt menneskets enestående
betydning, og derfor synger englene stadigvæk med på salmerne, så selv
isen lytter og smelter lidt.
Nede i den gamle kirke hænger en redningskrans fra det stolte skib Hans Hedtoft.
Alt, hvad der nogensinde blev fundet efter den titanic'ske katastrofe. Skibet var
opkaldt efter den statsminister, der åbnede landet for udviklingen, og i visse stunder
kan man ikke undgå at undre sig over skæbnens lunefulde spil, hvor selve
symbolet på den nye tid går til bunds med mand og mus. Udviklingens stolthed.
Heroppe ved vi, at ingenting er tilfældigt - måske fordi man er nærmere på noget
kosmisk - måske fordi nordlysene gør noget ved én? Hér har jeg oplevet skæbnen
som en vilje med personlige træk - en skæbne, der tog fejl. Her har jeg fornemmet,
at alt lever og ånder.
Hans Hedtofts forlis ville mange måske nok kalde tilfældigt - måske var det et
tegn - et vink med en vognstang til både dette og hint folk - et tegn, som man
overhørte og undskyldte og ikke ville forstå - ikke kunne forstå som andet end en
tilfældig, ulykkelig hændelse. Som Titanic - fremskridtstroens synkefri symbol,
der dog sank så ynkeligt.
Både Titanic og Hans Hedtoft blev tilintetgjort af den is, som de gamle grønlændere
sang tryllesange til for at aflede dens opmærksomhed, så den glemte at styrte
sig over konebåden. Hvilket i øvrigt fik købmand Niels Egede til at opsende en
rå hånlatter til sin Gud, da han oplevede denne primitive afledningsmanøvre.
Og nu har de boret hul hele vejen igennem indlandsisen for at se - for at forstå -
for at komme til bunds - og det kommer de nok også!
De skålede i champagne for at fejre deres triumf. Ligesom dengang i juli 69, da
hele verden jublede over de første mennesker på månen, undtagen konen i Husby,
der kaldte det for helligbrøde. Jo, nu forstår vi godt hende og isen.
Redningskransen i kirken maner til eftertanke, og det er vel heller ikke tilfældigt,
at den hænger der. Den er slemt medtaget, men navnet er der godt nok: Hans
Hedtoft København.
Jeg tror, at folk heroppe er skæbnetro, fordi du umuligt kan opfatte skæbnen som
noget tilfældigt. Den har et pulsslag og et åndedræt - skæbnen er levende som vi
selv og har måske endda noget for med os - giver sine små og store vink på sin
egen somme tider barske måde til dem, der er åbne for dem. Skæbnen er aldrig
blind.
Heroppe får naturen dig til at se mere - høre mere - opfatte mere, fordi den ikke
er til at komme udenom - du har den inde på livet hver dag, og du véd, at den lever
og er en del af dig som du af den - det samme pulsslag - det samme åndedræt...
Måske var det slet ikke os, der tog til Grønland - måske var det Grønland, der
kaldte os herop?
Var det os, der valgte hunden - eller var det hunden, der valgte os, fordi den skulle
til Grønland med sin tykke pels?