læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

Og kirken drog ud i alverden med sin bitterhed mod livet og mod den onde verden
for at omvende de elendige stakler, der levede i uvidenhed om at de var syndere,
og bitterhedens ånd bredte sig ud over jorden.
Nanortalik den 23. november
Engang for længe siden levede der et lille samfund af bønder og fiskere på det
mest vidunderlige sted, man kunne tænke sig. De dyrkede jorden, som gav dem
deres udkomme, og hvad jorden og de store skove ikke gav dem af føde, hentede
de i fjordene. Det var et rigt samfund, hvor der var nok til alle. Det var også et
harmonisk samfund med en fin og gammel kultur, der havde lært menneskene at
omgås hinanden og naturen med respekt og imødekommenhed. Selvfølgelig gik
alting ikke altid, som det skulle, men man forstod at klare problemerne, når de
meldte sig. Man stod sammen omkring den fælles skæbne på godt og ondt.
Men alting har sin tid. Som årene gik, blev klimaet koldere. Vintrene blev længere
og længere og de efterhånden korte somre blev regnfulde og kolde. Der kom
hungersnød, sygdom og misstemning.
Langt om længe besluttede man at bryde op og begive sig på rejse mod andre og
forhåbentligt bedre himmelstrøg. Det var en sorgens dag, da man forlod bopladsen.
Som det sidste gik man ud til gravpladsen for at tage afsked med forfædrene,
inden man begav sig af sted mod det ukendte mål.
De nåede aldrig deres mål. Lige siden har disse mennesker rejst omkring efter deres
nye hjem, men intetsteds har de kunnet finde hvile.
Som tiden gik, blev de mere og mere bitre på livet, og utallige var de gange, de
fortrød, at de var taget af sted. Vi skulle være blevet, hvor vi var, om vi så også
var døde af det, tænkte de tit og ofte, men ingen vovede at sige det højt, og hvad
skulle det også hjælpe?
Når de kom til andre samfund, kunne de ikke lade være med at mindes det lykkelige
samfund, de selv havde forladt, og selv, hvor de blev venligt modtaget, gengældte
de ofte gæstfriheden på den mest afskyelige måde med drab og voldtægt
til følge. Jo mere lykkeligt, et samfund forekom dem, desto vildere blev deres
vrede og had. Så meget havde bitterheden og dødslængslen grebet deres hjerter,
at de ikke kunne tåle at se noget smukt og harmonisk, uden at det vakte deres
vrede, så de måtte ødelægge det.
Underligt nok var deres inderste længsel det fællesskab, de havde mistet, men det
eneste fællesskab, de magtede, var fjendskabets bitre berøring. De lærte at dyrke
smerten, for den gav dem en vis mening.
Det er det, man kalder ensomhed. De har forlængst opgivet at finde fred, men det
giver dem åbenbart en vis tilfredsstillelse at opsøge og ødelægge, hvad der endnu
findes af smukt og godt i verden.
Somme tider har jeg en fornemmelse af, at vi er deres arvtagere. Den sidder så
dybt i os - ja den er blevet en væsentlig del af vores kultur - dødslængslen - bitterheden
mod det liv, vi så grundigt har mistet tilliden til, at vi dårligt kan tåle at
høre om noget godt og smukt og sandt, uden vi skal ødelægge det. Måske ikke
mere med bål og brand, men med vores mistillid - med vores bitterhed - bitterheden
over vores dybe ensomhed, som gør enhver glæde til et stjålent øjeblik.
Julianehåb den 24. november
Jeg måtte vente to dage på at komme hjem på grund af dårligt vejr. Det var træls,
og hvor er det dejligt at være hjemme igen - i familiens skød. Hvor er det dog et
fantastisk privilegium at have en familie, hvor man hører til.
81