Download Pdf - Exitudstillingen 2006

exitudstilling.dk

Download Pdf - Exitudstillingen 2006

København, den 28. juni 2002

Olof Olsson har været studerende ved … Skolen i

fire år. Han har i løbet af den tid været en yderst

engageret og aktiv studerende. Olof har i sine

egne projekter såvel som i samarbejder udviklet

en strategi for sit arbejde som kunstner, som er

både diskursiv og kritisk, men som generøst lader

andre indgå i værket på mange niveauer. Han har

også udviklet et stærkt intellektuelt fundament for

sin tilgang til kunstproduktion, og han bestræber

sig på, for det meste med held, at bringe sin rige

intellektuelle baggrund ind i værkets kontekst.

Dette er et meget ambitiøst projekt, og Olof har de

kunstneriske og intellektuelle ressourcer til fuldt

ud at udvikle dets potentiale. Hans interesse for,

ja, ligefrem besættelse af „sociale systemer“ har

ført ham til at skabe tankevækkende og underholdende

kunstværker. Hans meget kontekstuelle

og analytiske måde at arbejde på er projektstyret,

alligevel er hans forskningsarbejde som kunstner

meget undersøgende, hvad der gør det muligt for

ham at have et stadigt voksende arkiv af materiale,

han kan trække på kontekstuelt. Olof har udnyttet

de forhåndenværende ressourcer på Billedkunstskolerne

til at udvikle en solid arbejdsmetode, der

vil være ham til god nytte i fremtiden.

Professor NN

Mødet med Olofs værker på Exit-udstillingen var

en meget rig og interessant oplevelse. Han er en

intelligent og velformuleret studerende, som også

er meget bevidst om sin stilling både på Akademiet

og i kunstverdenen. Denne bevidsthed vil

komme ham til gode i tiden efter akademiet, og

jeg nød den måde, han legede med Exit-udstillingens

konventioner på, så han ikke blot udstillede

sine egne værker, men også andres. Samtalen

med ham var oplysende og ligefrem, og jeg er helt

overbevist om, at han går en betydelig kunstkarriere

i møde. Han bad os imidlertid om at dumpe

sig, og jeg synes, vi skal tage hans anmodning

alvorligt, på grundlag af, at han har sin egen forståelse

af succes i kunstverdenen og tænker det at

dumpe ind i en sådan kontekst. Men hans værkers

niveau, hans tilgang til emnerne, bredden af hans

interesser og hans evne til at sammenfatte ideer

og arbejde som både kunstner, kurator og kritiker

vil gøre ham til en succefuld og vedvarende inte-

ressant kunstner. Derfor overlader jeg beslutningen

om „bestået/ikke-bestået“ til akademiet.

Censor NN

1 Cicero var lærer ved det oprindelige Akademi, som Platon

grundlagde, og som blev lukket af kejser Justinian I

efter at have eksisteret i mere end 900 år.

2 Forholdet mellem kunstner og kunde er ikke ensidigt.

Det er ikke så enkelt, at en billedhugger bare gør, hvad

en opdragsgiver beder ham om. Eftersom kunstneren er

ekspert i formspørgsmål, vil der altid være aspekter af en

opgave, der undslipper kundens kontrol.

I min 1955-udgave af Encyclopaedia Britannica er der bare

én sætning om Saly: „Jacques Saly lavede en række karikaturer,

da han i 1750 var på det Franske Akademi i Rom,

hvorved han fortsatte en ægte Carracci’sk tradition“ (Bind

4, p. 867a). Det er under opslagsordet Caricature. Forklarer

dette, hvorfor Saly’s portræt af Frederik V til hest ser ud,

som det gør? Carracci’sk betegner stilen i det værksted,

der bestod af de berømte malere: Lodovico Carracci og

hans to nevøer er Agostino og Annibale, fø f dt i Bologna i hhv.

1555, 1557 og 1560. Encyclopaedia Britannica-artiklen om

karikatur placerer Bologna og Carracci-værkstedet som

af afgørende betydning for traditionen. Der står: „Skolen

– egentlig Carracci’ernes værksted – synes at have været

langt fra tenebroso og i stedet at have glimret ved stadige

udbrud af kunstnerisk humor. „I Carracci stessi amavan

lo scherzo,“ siger Malaguzzi, og de hengav sig regelmæssigt

til kunstneriske frivoliteter ind imellem det alvorlige

arbejde. De begyndte at indfø indf re brugen af lineære symboler

og bede deres venner gætte, hvad de forestillede – en

praksis, der måske indvarlsede de måder, nogle af modernisterne

arbejde på – og de, der besøgte værkstedet, blev

anset for oplagte emner for karikaturer og så sig portrættere

i skikkelse af hunde, svin, lastdyr, ja selv døde ting

som kander og brød“ (Bind 4, p. 864c. Var fremkomsten af

karikaturtraditionen i slutningen af det 16. århundrede et

tegn på tilbagegangen for feudalismens stabilitet og fremkomsten

af kapitalismens nomadiske flux?

Olof Olsson er billedkunstner og uddannet fra Det Kgl.

Kunstakademi. Bor i København.



18 19



At redde køer og fiskere for evigheden

Boris Groys’ betragtninger om det nye og arkivet

og forslag til en mulig kulturel strategi

Thomas Altheimer

Groys om det nye og arkivet

Vi tænker normalt museet som et medieret rum.

Et rum, sekundært i forhold til virkelighe dens

primære orden, tilegnet repræsentationen, hvor

et billede af en ko – eller måske en gammel fisker,

der slæber sin båd henover stranden – kan

blive udstillet. Den konkrete ko eller den udmattede,

perspirerende fisker, som begge tilhører den

primære orden – virkeligheden – bliver overladt

til deres egen skæbne efter vi har sikret os deres

billede.

Den repræsentative opgave hænger sammen med

museets funktion som arkiv, hvor det som er værdifuldt

og relevant for en given kultur udvælges,

samles og kontekstualiseres. En tilsyneladende

ædel mission, der imidlertid har alvorlige konsekvenser

for vores virkelighedsopfattelse og i et

større historisk perspektiv for vores civilisation.

Boris Groys beskriver i sin bog om det nye, hvordan

arkivet, museet, samler det som endnu ikke

er samlet – hvordan virkeligheden på den måde

alene er givet ved det materiale, der bliver til

overs – virkeligheden som summen af det usamlede.

Museet bliver dermed virkelighedsproducent,

fordi det nye og virkelige ikke er genkendeligt

før det har etableret en relation med arkivets

døde materiale – de døde ting og erindringer, som

udgør arkivet. Således er det ikke alene arkivets

opgave at afbilde menneskets historie – at repræsentere

historien – at fiksere erindringer om virkelige

hændelser. I stedet bliver arkivet – museet

– forudsætningen for historien som sådan, idet

at et arkiv må være på plads for at en sammenligning

mellem gammel og nyt kan finde sted – sammenligninger,

der virker til at producere historie.

På den måde er arkivet en maskine til produktion

af erindring, en maskine der fremstiller historie af

materialet fra den ikke-arkiverede virkelighed.

Dette medfører en spænding, der kommer af en

indre modsigelse, hvor museet på den ene side

har som sin opgave at samle og repræsentere det

William Shiels, ’Polled Suffolk‘. Fra midten af 1800-tallet.

som er uden for. Men samtidig ændres de arkiverede

genstande – idet de udstyres med det mandat

at de er værdifulde og bevaringsværdige, hvorimod

virkelighedens profane genstandes forfald,

forgængelighed og flygtighed tages som en selvfølge.

Dermed skabes en fundamental forskel

mellem arkivets og virkelighedens genstande, som

undergraver ethvert forsøg på repræsentation.

Ifølge Groys vil man – selv om man i udgangspunktet

antager at genstande i et arkiv repræsenterer

verden uden for arkivet – hurtigt indse at

disse ting ikke befinder sig i arkivet fordi de er

udstyret med et repræsentativt mandat, men fordi

de adskiller sig gunstigt fra andre ting i verden

– måske ved at koste en masse penge eller måske

i kraft af at være malet af en særlig god maler. Det

museale system stræber som et hele efter at undgå

et tab af disse billeder. Men ingen kerer sig om at

redde virkelighedens genstande fra glemslen. For

at vende tilbage til vores gamle fisker på stranden

– hvis vi antager at han er blevet malet vel – så vil

nogen gøre en indsats for at bevare hans billede

for eftertiden, mens ingen interesserer sig for denvirkelige

fisker – eller ko for den sags skyld.

I sidste ende betyder dette at virkelighedens afgørende

karakteristikum – dens forgængelighed

– ikke kan afbildes eller repræsenteres i museet

eller arkivet. Hvilket også gælder kunstværket,

Similar magazines