Download Pdf - Exitudstillingen 2006

exitudstilling.dk

Download Pdf - Exitudstillingen 2006

Som billedkunstner har jeg mødt den holdning

tilstrækkelig mange gange til at blive fornærmet.

Men hvad er det jeg bliver fornærmet over? For

jeg ville jo faktisk gøre det uden løn hvis jeg blev

bedt om det. Jeg laver billedkunst selvom der

ikke er penge i det. Det er da lidt fornærmende

at få et brev fra en direktør om at „der er nogen

der arbejder for føden og du har en offentlig ske

i munden“ (i en e-mail modtaget i forbindelse med

en udstilling, hvor jeg godt nok også selv havde

husstandsomdelt et meget forurettet brev til nærområdet,

i hvilket jeg beklagede at der ikke kom

flere besøgende til mine udstillinger... Men alligevel).

Ham og hans venner har jeg dog efterhånden

vænnet mig til. Jeg kender endda direktører der

har betroet at de også nok ville „gøre det alligevel“

selvom de ikke fik penge for det. Det mest

fornærmende ved at gøre sig en anstrengelse, hvor

det forventes at arbejdet bærer lønnen i sig selv er

nok, at jeg ikke får noget bevis på at det jeg laver

er udvalgt som givende mening til fællesskabet.

At noget kan kaldes arbejde er vel en form for

bevis for, at det er udvalgt som en beskæf tigelse

der går ud over min „egen interesse“.

Det jeg kunne bevise, hvis jeg kunne få lov til at

kalde min aktivitet for arbejde, ville være at det

også har en værdi for andre. At det er udvalgt til,

at være sin indsats værd i penge. I dag måler vi

værdien af en indsats på, om det tilfører værdi til

samfundet. Den værdi der er lettest at have med

at gøre, fordi vi har en instinktiv fornemmelse for

den igennem daglig brug, er pengeværdien. Så en

lønnet aktivitet tilfører pengeværdi til fællesskabet.

På den måde kan det autoriseres som arbejde.

Autorisationen fortæller verden at det hele ikke

bare er for sjov, eller for ens egen skyld, og det er

af en eller anden grund vigtigt. Også for mig.

At fungere

Jeg forsøgte før at forklare hvordan anstrengelsen

er overført lyst, det er lyst til at anstrenge sig med

henblik på noget andet som nok er mere grundlæggende.

I dag opfattes arbejdet nærmest som noget vi

grundlæggende har behov for, i sig selv (jvf. den

tidligere nævnte forestilling om at vi ikke kan

komme op om morgenen). Arbejdet er nærmest

opfattet som en del af vores psyko-sociale grundmekanik.

Anstrengelsen er ikke længere overført

noget vi gør med henblik på noget andet. Anstrengelsen

er blevet til en del af vores kropsfunktioner

og meningen med selve anstrengelsen er næsten

ligegyldig.

Arbejdet er beviset på at vi fungerer. Vi virker. Vi

kan stå op af sengen og gå ned i den igen. Vi kan

Lena, fremtiden: „Jeg har valgt at arbejde med noget der

er fremtid i, fordi jeg tror fremtid er noget der berører os

alle. Desuden har jeg brug for at se min egen frygt for

imor gen i øjnene.“ Niels, ingeniør: „Jeg har et godt og

udfordrende job, og det er rart at vide at ens kundskaber

kan bruges til at bygge verden op igen hvis katastrofen

skulle indtræffe.“

så, ifølge et hierarki for uddannelsesgrad, pengeværdi

og anerkendelse tillade os kalde os mere

eller mindre „velfungerende“.

Selv kunstnerne forsøger at agere i det. Jeg har

mange gange oplevet mig selv argumentere for

den holdning at kunst altså også er arbejde, men

jeg er ikke længere så sikker på, at jeg bør sætte

min kunstneriske anstrengelse på spil i den forbindelse.

Jeg er bekymret for, at hvis jeg gør det,

vil jeg som side-effekt ende med at „fungere“

i, og understøtte en arbejdsmoral der er så meget

mere end bare overlevelse.

Arbejdet er en slags ramme vi bruger til at sætte

hinanden ind i, så vi kan forstå hinanden uden

alt for meget langsommelig 1:1 formidling. Men

forvirringen om hvad det er der får os til at gøre

ar bejdet – om det er fordi vi kan lide det, eller for

pengenes skyld, eller for ikke at sove for længe –

gør at det er en noget uhensigtsmæssig målestok

at vurdere hinanden med. Måske er det på tide at

sige fra. Det er på tide at udvandre fra en debat

og nægte at bidrage konstruktivt. Vær urimelig,

hæv gratis penge og nægt at arbejde i et arbejdssamfund

hvor de mest absurde overgreb imod

muligheden af noget meningsfyldt er blevet til

selvfølgeligheder og grundvilkår. Arbejdet er i sig

selv blevet mening, og det fungerer på den uhel-

dige måde at selve handlingen bliver uvæsentlig.

Overførtheden som jeg tidligere talte om er forsvundet.

Arbejdet er ikke længere noget man har

en hensigt med. Det er blevet en hensigt i sig selv

at få lov at kalde sin aktivitet for arbejde. Man kan

komme af sted med at høste stor hæder for helt

aldeles tåbe lige beskæftigelser så længe der er

penge i det. Så længe det har bevist at det kan tilføre

værdi til fællesskabet i den valuta vi plejer at

udregne den slags i. Det er handelsstandens sejr,

der hædrer den snu der kan sælge sand i Sahara.

Potentiel velvilje

Selv i det her arbejdsmoralske samfund har jeg

dog, igennem mit fag som billedkunstner, oplevet

en antydning af, at det faktisk er muligt at

forestille sig en anerkendelse, selv af aktiviteter

der ikke kan bevise at de er arbejde. Som illustration

af dette vil jeg komme med en lille anekdote

fra selskabslivet, nærmere bestemt, den familierela

terede del af det, hvor jeg møder folk der kommer

fra vidt forskellige beskæftigelser og som har

kendt mig siden jeg var lille og derfor er interesserede

i at vide hvad jeg „er blevet til“: Til disse

familiebegivenheder bliver der bekymret spurgt

til, om jeg dog kan „leve af det“? leve af at lave

kunst. Sidder jeg ved siden af mine søskende, som

har beskæftigelser hvor de utvivlsomt er sikret levebrød,

vil de nærmere blive bedt om på forskellig

vis at bevise deres anstrengelses værdi målt

i den belønning de får for deres anstrengelse og

hvilken levestandard deres beskæftigelse giver

dem mulighed for og lovning på.

Disse økonomiske konversationer fungerer som

mellemmenneskelig referenceramme til at turboforklare

vores position. Anerkendelsen er beviset

på at det man vil vedrører andre. At det ærinde

man har, er værd at dele og tage del i. Den mest

udbredte måde at formidle og bevise dette ærinde

i andre er den pengeværdi det genererer: Altså

andre folks villighed til at købe ideen. På denne

måde er pengene blevet et forklarende vedhæng

til måden vi dechifrerer hinanden og til de forhold

der er imellem os.

Det handler om at kunne formidle os selv til hinanden

og trodse det forhold at vi har forskellige

referencerammer. At noget er blevet købt viser

folk at det var noget værd, og at man kan vide

det uden at have set det selv - forudsat man godtager

penge som en referenceramme for anerken-

34 35

delse. (At man vurderer kunstens verden ud fra

andre anerkendelses-økonomier, betyder dog ikke

at kuns ten ikke er lige så præget af ambition som

andre dele af samfundslivet).

Den kvantitative forskel på hvor meget økonomisk

bevis jeg skal vise for min anstrengelse i forhold

til hvor meget mine søskende skal vise, giver mig

alligevel en antydning af, at der findes en lillebitte

mulighed allerede, for at folk kan tænke ud

over pengenes mellemkomst, og anerkende urentable

aktiviteter som værdifulde for fællesskabet.

Der er i forvejen en indskrevet forventning om,

at kunstneren vil og kan noget i forhold til andre

mennesker. Derfor bliver kunstnere ikke, som andre

mennesker, nær så ofte, og i så udpræget grad,

pint og plaget for at føre bevis, ved at blive købt

af andre, for dette anliggende i det fælles. Denne

særstatus, denne lille mulighed der allerede ligger

for, at tænke mellemmenneskelighed uden pengeværdiens

formidling, mener jeg at vi bør dyrke

og fremelske. Vi bør nok passe på med, at ville

anerkendes via faktorerne, penge og arbejde.

Det er jo fantastisk at der ligger et potentiale for

en fælles referenceramme som ikke er pengebelønning,

da de jo, som jeg har forsøgt at argumentere:

skaber mening i sig selv og generer meningsløse

aktiviteter.

Hvis kunstneren kan formidle, at den kunstneriske

anstrengelse har et potentiale for at være

noget værd uden pengenes eller arbejdsmoralens

mellemkomst er der skabt god mulighed for at

forestille sig, at der kan være sådan noget som en

mening med at gøre ting

Og mon ikke også man kan forestille sig dette for

andre end lige billedkunstnere?

Ulla Hvejsel er sidsteårsstuderende på Det Kgl. Danske

Kunstakademi.


Similar magazines