Download Pdf - Exitudstillingen 2006

exitudstilling.dk

Download Pdf - Exitudstillingen 2006



Den relationelle æstetik

Status og tilbageblik

Jane Løvschall Dolmer

I Paris sætter de to kendte kuratorer Jerôme Sans

og Nicholas Bourriaud i disse måneder punktum

for fire år som ledere af en ny kunstinstitution i

Paris: Palais de Tokyo. Stedet har i sin korte levetid

formået at manifestere sig som et levende

udstillingssted, der danner rammen om et mere

åbent og processuelt kunstbegreb. Ikke mindst

var det i udgangspunktet et „eksil“ for en kunstart,

hvis teoretiske overbygning blev formuleret

af Nicholas Bourriaud selv i teorien om „den relationelle

æstetik“.

Med sin Esthétique Relationnelle (1998) var det

bl.a. Bourriauds ærinde at formulere en forståelses

ramme for, hvad man kunne kalde den neoneo-avantgardistiske

praksisform, som spirede

frem i samtidskunsten i løbet af 1990erne. Nye,

mere processuelt betonede værker, der iscenesatte

og manipulerede platforme for mellemmenneskelige

relationer, indtog en dominerende position i

samtidskunstens landskab.

Bourriauds teori om den relationelle æste tik

etab lerede hurtigt en internationalt anerkendt

for ståelsesramme – dels for kunstens massive interesseforskydning

mod omverdenen og det socialpolitiske

felt, og dels for forskydningen væk

fra værket rket som selvomsluttende enhed, over i rela-

tionen til publikum og omverden.

Den relationelle æstetik gav anledning til forankringen

af et nyt, udvidet kunstbegreb. Den relationelle

æstetik er dog først og fremmest relevant i

sin egen historiske kontekst, i forbindelse med de

værker som i 1990erne førte til dens formulering.

Et af de efterhånden klassiske eksempler herpå, er

Christine Hills ’Massage Piece‘ fra 1993. I dette

værk opstillede kunstneren en massagebænk i

galleriet, og agerede selv massør med tilbud om

massage til den besøgende. I 1995 åbnede hun

Volksbutique – en butik med genbrugstøj, som

i 1998 optrådte som en filial på Documenta X

kunstudstillingen i Kassel. På samme måde som

eksempelvis Rirkrit Tiravanijas sociale platforme,

Jens Haaning, ’Turkish Jokes‘, 1994. Lydinstallation i offentligt

rum (her på documenta 11, Kassel 2002).

der iscenesætter et måltid, er værkerne rammen

om skabelsen af almindelig menneskelig samvær

– en form for sociale mellemrum ifølge Bourriaud.

Den oprindelige værkpraksis afledte nye og mere

radikale former for relationel æstetik. I en mere

engageret, antropologisk udgave, hvor bl.a. den

dan ske billedkunstner Jens Haaning markerer

sig, fungerer værket mere som en antropologisk

undersøgelse, der også involverer et forsøg på at

rykke ved en diskurs eller ved nogle dominerende

strukturer. Jens Haanings værk ’Tyrkiske vittigheder‘

(1994), der var installeret på en taxiholdeplads

i Oslo, bestod af en afspilning af vittigheder

fortalt på tyrkisk af tyrkere. Herved skabes en ny

diskurs ovenpå den allerede eksisterende.

I en endnu mere radikal udgave af den relationelle

æstetik, som har karakter af egentlig politisk

agitation, sigter værkerne direkte mod en aktiv

påvirkning af sociale problemstillinger, i visse

til fælde antagende form af civil ulydighed. Hvor

de katalyserende relationelle værker er en form

for imiterende og en – grænsende til det tautologiske

– generering af en base for mellemmenneskelig

samkvem/dialog (jf. Hill og Tiravanija)

kan de blive en form for mere aktivt handlende

(Haaning) eller til tider aggressivt udfarende forsøg

på ændringer af det sociale felts struktur og

organisering.

Palais de Tokyo viste i 2003 en udstilling med

netop den type værker. Titlen på udstillingen

’Hard Core‘ refererer netop til den radikale måde,

hvorpå de udstillende kunstnere infiltrerer virkeligheden

med en ny form for aktivisme, der sigter

mod den direkte ændring snarere end at pege på

et ændringspotentiale. En af udstillingsdeltagerne

var den mexicanske kunstner Minerva Cuevas,

der i 1998 stiftede nonprofit-organisationen Mejor

Vida Corporation (MVC) hvis produktion bl.a.

består af stickers, postkort, plakater samt af politiske

aktiviteter og kampagner af mere eller mindre

legal karakter. I værket ’Barcode Emplacement‘,

kopierer og placerer MVC falske stregkoder på

varer i udvalgte supermarkeder. Med ’Student ID

cards‘, trykkes falske studenterkort, der kan give

rabat ved køb af flybilletter, ved booking af hoteller

og entré på museer.

Disse relationelle værker nøjes altså ikke med at

generere eller at forsøge at forskyde nogle diskurser,

men iværksætter dem på egen hånd og endda

til tider på trods af loven. I kataloget til ’Hard

Core‘ beskrev kurator Jêrome Sans disse kunstnere

som „virkeligheds-hackere“.

De to kuratorers afskedsudstilling ’Our History‘,

som viser dagsordensættende fransk samtidskunst,

er domineret af klassisk snarere end relationelt

æstetiske værker. Hvis dette afspejler en

generel udviklingen i kunsten, kunne noget tyde

på at den relationelle æstetik blot bliver en kort parentes

i kunsthistorien. En avantgarde-bevægelse

i rækken. Dette hænger muligvis sammen med at

kunstværket, når det først er blevet en „virkeligheds-hacker“

nødvendigvis ige må distancere sig

36 37

fra virkeligheden for at opretholde sin karakter

som kunst.

Bourriauds teori om kunstværket som et „socialt

mellemrum“ synes dog stadig at have relevans,

da det er tydeligt, at der er en sammenhæng mellem

de ændringer, der sker i samfundet, og den

måde kunsten udvikler sig på. Kunstbegrebet bør

konstant genforhandles i forhold til de betingelser

som konteksten byder.

Jane Løvschall Dolmer er udstillingsinspektør på Kunstforeningen

Gl. Strand.


Similar magazines