Download Pdf - Exitudstillingen 2006

exitudstilling.dk

Download Pdf - Exitudstillingen 2006



Opsang om maleri og skattestop, serveret med

en vis portion hykleri

Christian Schmidt-Rasmussen

1. del

Maleriet er blevet forsynet med en voldsom selvtillid.

Vi befinder os endnu en gang i maleriets

hey days. Der bliver langet malerier over disken

som aldrig før. Det er en formidabel oplevelse.

Folk har fået samtalekøkkener, dødsbadeværelser

og narkosenge og nu er tiden kommet til det

indre, det følsomme, det private, til et maleri

i spisestuen.

Tiden kan sammenlignes med starten af firserne

eller måske endnu bedre under første verdens krig.

Da blev der langet kunst over disken som aldrig

før. Alle gullaschbaronerne skulle have en Giersing.

Som bekendt sluttede første verdenskrig og

dermed højkonjunkturen, og firserne røg også på

røven i stor stil.

Jeg skriver dette for at minde om at maleriets sukses

i øjeblikket i høj grad skyldes gunstige økonomiske

omstændigheder, at maleriet er en luksusvare

på linie med den dyre designersofa, at det er

en varetype der eftertragtes på grund af at det er

unika og at prisen er relativ høj. Det er en vare-

type der signalerer stor økonomisk og social kapital.

Som Lars Engberg skriver: den der behersker

kunsten og kulturen, behersker samfundet. Købet

af et maleri er en symbolsk magtdemonstration,

social dividende.

Jeg skriver ikke dette for at sige til malerne at

vi er kapitalens og reaktionens lakajer, men for

at minde om at det får en ende, at det ikke er en

iboende egenskab ved maleriet der gør at det suser

derudaf med mindst fyrre kilometer i timen,

men er en egenskab ved økonomien. Det lader sig

ikke gøre for seriøse mennesker at forestille sig

en økonomi der ikke har sine ups og downs, og

en stor del af maleriets aktuelle status er bundet

til en højt gearet økonomi.

Malerier er, som det ser ud nu, begærsobjekter, og

i vores kultur er begærsobjekter primært bundet

til pengeøkonomien, og i mindre grad til den sociale

økonomi. Deres aktuelle markedspris er tæt

sammenknyttet med hvor svært tilgængelige de

er. Det er blandt andet denne mekanisme der gør

at der ikke nødvendigvis er nogen kobling mellem

kunstnerens intellektuelle og manuelle arbejde og

hvilken status kunstværket har i verden som sådan.

Vi har med andre ord en kunstnerstand hvis

arbejde bliver vurderet på nogle ganske andre vilkår

end den bliver frembragt på. Det er der selvfølgelig

ikke nødvendigvis noget underligt eller

noget forkasteligt i. Det er selve kommunikationens

vilkår (....eller hva’? Det er egentlig noget

pis at folk ikke gider høre mere efter end de gør).

Men det er et problem at der uproblematisk bliver

koblet mellem et objekts omsættelighed i pengeøkonomien

og dets omsættelighed i den sociale

økonomi, eller det der ved forskellige højtidelige

lejligheder med floromvundne vendinger bli ver

betegnet kvalitet (jeg hader alt af kvalitet). I mine

øjne er det en temmelig rundtosset kobling at lave.

Der er i hvert fald ikke noget erfaringsmæssigt

belæg for den. Størstedelen af de malerier der

bli ver solgt er så ringe at det gør ondt langt ind

i sjælen. Og det er uanset hvilke kvalitetskriterium

man måtte lægge til grund. Størstedelen af

den kunst der bliver solgt her i landet bliver solgt

udenfor de kredsløb hvor at den har nogen større

bevågenhed: i kunstforeninger, ved stalddøren,

i små lokalt baserede provinsgallerier.

En af forskellene mellem den sociale og pengebaserede

økonomi indenfor kunsten, er at det er

to væsensforskellige måder at omgås kunst på. In -

den for pengeøkonomien er tilegnelsen af kunstvær

ket fysisk og personlig, i høj grad præget af

private følelser og fornemmelser. Man kan sige at

det primære publikum til hvert kunstværk er én

person: den der betaler. Sekundært er der dem som

ejeren stolt fremviser sin erhvervelse til. Kuns ten

er privatiseret og den udgøres i alt overvejende

grad af malerier. Kunsten i den sociale økonomi

omsættes som relationer mellem mennesker,

og har i høj grad kunstværket som et transitpunkt

og ikke et endemål. Kravet til at kunstværket har

fysisk-praktiske dimensioner gælder ikke på samme

måde som i pengeøkonomien, så her findes

der me get andet end maleri. Her gælder gengæld

kravet til at kunsten kan generere social dyna mik.

Den må meget gerne have karakter af begivenhed,

no get spetakulært. Klemt inde mellem det spektakulære

og det privatiserede arbejder kunstneren.

Så må man selv om, om man skal være sur på verden

over det, eller om det er vilkår som man vil

manøvrere i forhold til.

Kunstnerisk set er maleriet ikke inde i nogen

spe cielt nyskabende periode. Det meste er enten

no get tomt postmoderne citatfuskeri som vores

moder lavede det i sin madam blå, eller også søger

det ind i det indre. For begge positioner gælder at

de er hinsidiges det kritisable. Meget komfortabelt

i en periode hvor at der er stor efterspørgsel

på maleri. For både det indre og for citatet gælder

at det gennem lang tid er blevet hermetiske positioner.

Hvad vi føler og hvad vi synes er blevet

den gældende politiske dagsorden, det kan ikke

diskuteres, det lader sig ikke gøre at behandle

det i en demokratisk proces. Det er ualmindelig

velegnede positioner til ting der alligevel er

under lagt en privatiseret tegnøkonomi, det bliver

simpelthen en klasse af hermetiske tegn, hinsides

det udvekslelige. Det der står tilbage af værket er

en skal der lader sig fylde efter behag. Det er et

tegn hvis eneste funktion bliver at behage. Det er

kunsten efter illusionen om det transparente.

I et eller andet omfang minder situationen om

den der udspiller sig ved køleskabsmagneten når

lille Buller kommer hjem fra børnehaven og forældrene

i fællesskab udbryder at det er en meget

dejlig tegning og straks klasker den op på køleskabet.

Det er en situation der ikke har meget at

gøre med tegninger, men handler mere om for-

4 5

ældrenes trang til at Buller skal være normal og

ikke lide nederlag. Derfor projicerer forældrene

deres håb og drømme ind i lille Bullers smørerier.

Selv om tegningen måske er en fortælling om

Bullers indre dæmoner der udkæmper en vold som

kamp på papiret, eller er en fortælling om en dræbende

uretfærdighed på legepladsen samme eftermiddag.

Whatever, det er bedøvende ligegyl digt,

vi lytter ikke, vi skaber vores eget rum til tegningen,

vi lytter kun til vores egen indre stemme.

EKKOooooo........

Af lignende årsager står maleriet i en overordentlig

svær situation som ikke kun er skabt af halvslappe

malere. Det er meget svært at tro på at der

findes en situation hvor publikum rent faktisk

stop per op i forbindelse med et kunstværk og lytter

og ser. Det er en evig jagt på at etablere sin

egen betydning i forhold til alting: jeg mener, jeg

føler, jeg synes........

Jeg føler at det er et større problem for maleriet

end for en del andre positioner i kunsten. Med

COBRA i den nære forhistorie til at danne aflæsningsramme

for moderne kunst for langt den største

del af publikum er det temmelig legitimt, med

Ib Geertsens ord, selv at lede efter den lille blå

hest i billedet og så ellers skide hul i resten. Men

en del af de positioner i kunsten der stræber efter

social interaktion er ikke meget bedre stedt. Jeg

vil gå så langt som til sige at problemet ikke længere

kun findes hos kunstnere der ikke formår at

kommunikere og sætte rammer for deres kunst.

Problemet er i lige så høj grad et publikum der

ikke udviser interesse for andet end at lade sig

spejle.

Som Lars Bent Petersen og Claus Andersen gjor de

opmærksom på i deres fællesværk: ’Your Feelings

Are Wrong‘, som netop var henvendt til middelklassens

følelsesmæssige omklamring af politikken

og kunsten: alt hvad middelklassen føler og

synes er gældende politik, uanset hvor lattervækkende

eller gruopvækkende det måtte være. Jeg

savner et maleri der er interesseret i andet end sig

selv, både på et formelt og indholdsmæssigt plan.

Jeg savner et publikum der er interesseret i andet

end sig selv. Det er ikke nok at udbryde i kor med

kunstneren: „There was too many colours in my

head this summer“.

Uanset hvor plat og banalt det måtte lyde, er

Similar magazines