Download Pdf - Exitudstillingen 2006

exitudstilling.dk

Download Pdf - Exitudstillingen 2006

der rent faktisk en del kunst der tilbyder forslag

om hvordan man kan se verden og være i den og

om hvordan den kunne være anderledes. I det helt

små og det helt store. Og det må sgu’ da være en

del mere interessant end at spejle sine følelser og

fornemmelser?

Og tilgiv os Arla hvis der er nogle der bliver

sure...

2. del

Den position jeg skriver fra er ikke den forsmåede

kunstners. Jeg har simpelthen ikke noget at

brokke mig over med hensyn til den økonomiske

side af sagen, eller med hensyn til at blive taget

alvorlig som kunstner. Jeg føler mig jævnligt ramt

af en vis svimmelhed over de muligheder der ligger

i at arbejde med kunst. Kunst repræsenterer

en udstrakt grad af lykkefølelse for mig. Derfor

piner det mig at jeg især indenfor maleri kan se

en voksende tjenestemandsstand der uengageret

og mageligt smører maling på lærred og kun venter

på pensionen. Der er ingen svimmelhed, ingen

fugtige nervøse håndflader, intet storhedsvanvid.

Vi har forladt elfenbenstårnene, gusketakoglov,

men det vi har forladt dem til fordel for er en tjenestemandspension.

Og nu var de vistnok ellers

lige afskaffet.

Vi står i en situation hvor alle der har noget at

be stemme er voldsomt tilfredse. Vores kultur er

simpelthen ikke i stand til at forestille sig noget

udenfor den selv, eller at der vil komme noget efter

den. Og hvis forestillingen om det andet er der,

er det som noget uendeligt negativt.

Det samme gælder for den samlede danske kunstscene.

Der er ikke plads til noget der ikke er pænt

og rart og forudsigeligt. Gallerierne og Kunststyrelsen

har meget forudsigeligt ført til en ensrettende

professionalisering af kunsten. Måske er

det på tide at alle de penge og al den opmærksomhed

bliver brugt til noget andet end at være sød

eller levere forudsigelig kritik. Måske skal der

nogle parader op og lidt mindre kommunikerende

velvilje til. Noget reelt vanvid.

Christian Schmidt-Rasmussen er kunstmaler. Bor i København.



6 7



Kunst der virker – performative strategier i

sam tidskunsten

Camilla Jalving

„Can I ask you a question?“ Spørgsmålet stilles

af en lille pige, nok 10 år gammel, idet jeg en dag

i februar 2006 er ved at købe min entrebillet på

ICA, Institute of Contemporary Art i London.

Jeg nikker og hun fortsætter: „What does progress

mean to you?“ Jeg smiler, tøver, og starter med at

formulere et svar mens pigen langsomt, uden et

ord men med sit blik og bevægelser trækker mig

med ind i udstillingen. Ja, hvad er fremskridt?

Når det går godt vel? Hvis man for eksempel lige

har været syg og er ved at blive rask – svarer jeg,

stadig med forkølelsen hængende om næsen. Nu

er vi nået ned for enden af udstillingsrummet,

hvor væggene er helt hvide og bare, som venter

de stadig på, at værkerne bliver hængt op. Det

er her vi møder Lucy. Hun er nogle år ældre end

min følgesvend, men ligeså smilende og imødekommende.

„Denne kvinde mener at fremskridt

er, når det går bedre, når man er ved at blive rask,

eksem pelvis“, fortæller min følgesvend Lucy, idet

hun takker af og forsvinder på samme umærkelige

måde, som hun kom. Lucy og jeg går videre

oven på. Det er hende, som fører an med så insisterende

en mine, at der ikke er andet at gøre end

at følge med. „Mener du så at fremskridt er noget,

der sker helt naturligt“, spørger hun på vej op

ad trappen. „Tja, jo, nej, man kan jo gøre noget

for det selv“, svarer jeg, idet vi fortsætter videre

op. Ovenpå er udstillingsrummene ligeså tomme

som nedenunder og vi står og går derfor lidt på

stedet og taler videre – Lucy venligt, mig høfligt.

Hun fortæller, at fordi hun er ung, har hun

lyst til at gøre et hav af ting. Det er vigtigt for

hende, at der sker noget, at hun kommer videre

– at der er „progress“ med et andet ord. „Ha“, ler

en lidt ældre, mere rusten stemme. Fremskridtstro

– det er noget som hører ungdommen til! Det er

Jane som taler. En midaldrende dame, lille og tæt,

der plud selig træder ind i rummet og blander sig

i sam talen, som har hun stået og lyttet ved døren,

hvil ket hun måske også har. Hvad Lucy angår,

forsvinder hun på tavs, men virksom vis og la-

der Jane tage over. Nu går det ned ad bagtrappen

i høj fart. Jane taler om sin tante, for hvem fremskridt

grundlæggende handler om at komme ud af

sengen og få tændt fjernsynet. „Ja, perspektivet

ændrer sig nok, når man bliver ældre“, siger jeg,

høfligt eftersnakkende inden hun uden et ord forsvinder

ind gennem en dør, hvor trappen drejer

skarpt. „Hi, my name is Margaret. I used to work

in the Civil Service“. Margaret, det er hende, der

venter for foden af trappen. Hun er lidt ældre end

Jane, uddannet jurist, selvom hun egentlig ville

have været noget helt andet. Det skete bare ikke,

for der var ting på hendes vej, som gjorde, at hun

måtte tage andre, mere sikre valg. Civil Service

var ikke et af dem, men det var alligevel der hun

endte. Hun taler stærkt og meget. Jeg selv siger

ingenting nu – der er ikke rigtig plads til mine ord

mellem Margarets. Jeg gør ikke andet end endnu

en gang blindt at følge trop – videre ned og ud af

det sindrige bagtrappesystem indtil vi med ét står

i caféen. Margaret stopper op, tøver et øjeblik før

hun med følgende bemærkning afslutter samtalen:

„Basically, progress to me has always meant

to go with the flow“.

Og væk er hun. Og væk er værket. For det er det,

det drejer sig om: et performanceværk af den britisk

fødte, men i Berlin bosatte kunstner Tino

Seh gal (f. 1976), opført i ICA med mig selv, den

besøgende, som væsentlig medspiller. Jeg nævner

Tino Sehgals værk i denne sammenhæng fordi det

på både vellykket og klar vis markerer én af de

kunstneriske strategier, der i dag byder sig til i det

samtidskunstneriske felt. Man kan kalde strategien

performativ fordi den manifesterer sig i „performance“,

det vil sige i ord, gestik og handling

frem for i objekter. „Performativ“ har nemlig ikke

overraskende med opførelse at gøre. Med det som

performer eller opfører sig selv. Som nu Sehgals

værk, der slet ikke er, er men tværtimod finder sted

i de tomme udstillingsrum. Hvilket skal forstås

således, at det er alt det, som sker, når besøgende

og aktører interagerer. Når vi taler, lytter og går

op ad trappen, ned af trappen og responderer på

hinandens ord og bevægelser. Indenfor denne

per formative strategi bliver værket til et sæt af

relationer, handlingsmønstre, bevægelser og samtaledynamikker.

For selvom vi nok taler om noget

i Sehgals værk, er måden vi taler om det på, ligeså

væsentlig som samtalens emne i sig selv.

Hvor Tino Sehgals praksis er stærkt teaterinspireret

finder man andre kunstnere, der forvalter den

Similar magazines