10 års forskning i kold fusion - DIFØT

diføtnyt
Blåstempling:
Kold fusion en realitet
Dolores Cannon:
Regressionsterapeut
og forfatter
Sidste nyt
fra Thomas Bearden
Målinger af
elektromagnetisk
forurening
Lifter-fænomenet
udfordrer tyngdekraften
Forum:
Krigen om olien
Kortnyt
NR. 72.1 / AUGUST 2003 KR. 25,-
DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK

2
DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK
er en offentlig registreret forening, der har til formål: at oplyse
om og at udvikle ny teknologi i overensstemmelse med
naturen og dens metoder, at udnytte dens energier på bedst
mulig måde med mindst mulige indgreb i de økologiske systemer
og at reducere allerede forekommende indgreb i
økologiske systemer, alt på en sådan måde, at menneskets
vilkår forbedres.
www.difoet.dk
Foreningens bestyrelse
Anders Heerfordt - Formand - aheerfor@sca.csc.com
Ruskær 4, st.th., 2610 Rødovre - tel 3647 1105
Albert Hauser - Næstformand, bibliotekar
Ålevej 41, 7160 Tørring - tel/fax 7580 2414
Mogens Larsen - Kasserer - kassereren@difoet.dk
Gammel Køge Vej 492, 2650 Hvidovre
Jørgen Olsen - Møder
Gærdesangervej 2, 3300 Frederiksværk - tel 4774 8486
Christian Heerup - christian.heerup@tempcold.dk
Aldershvilevej 21A, 2880 Bagsværd
Arne Christensen - arne.christensen@mail.tele.dk
Agertoften 27, 2750 Ballerup
Jan Koed - Redaktør - jk@cadaid.dk
Carl Bernhards Vej 15, st.tv., 1817 Frederiksberg C
Poul Schriver - Suppleant
Svanevænget 3, 1.th., 2100 København Ø
Girokonto
(1199) 939-4966 DIFØT, Ellebuen 21, 2950 Vedbæk
Medlemskab
Enhver med interesse for DIFØT’s arbejde kan optages
som medlem af foreningen. Medlemskab opnås ved at indsætte
1 års kontingent på girokonto 939-4966. Årskontingent:
300,- kr. Abonnement kun for biblioteker: 150,- kr.
Forsiden
Midt i august er det muligt
at danne sig et indtryk af
årets korncirkelhøst. Den
har været over middel -
mange mønstre i god kvalitet.
Denne korncirkel blev
observeret den 20. juli ved
Hackpen Hill, Wiltshire,
Sydengland. Diameter ca.
80 m. Det lønner sig i øvrigt
at klikke ind på www.
cropcircleconnector.com
Foto: Steve Alexander
21. årgang nr. 72.1, aug. 2003
Redaktør: Jan Koed
Redaktionens adresse
diføt nyt
Carl Bernhards Vej 15, st.tv.
1817 Frederiksberg C
tel/fax 3322 3728
email redak@difoet.dk
Udgivelse
diføt nyt udgives af Dansk
Institut for Økologisk Teknik
og udsendes til foreningens
medlemmer.
Hvor ikke andre er nævnt, er
udenlandske manuskripter
oversat af redaktøren.
Eftertryk er tilladt med kildeangivelse.
Bladet udkommer med fire
numre om året.
Oplag: 200 eksemplarer
Tryk: Vester Kopi, København
ISSN 0900-1816
Indhold
10 års forskning i
kold fusion 3
Vand, potaske og
elektricitet 8
Måling af elektromagnetisk
forurening 11
Lifter-fænomenet 14
Avanceret science fiction… 19
Parallelle universer
Kortnyt
23
Global Scaling 25
Forum 26
Nyt om MEG - VII 29
Foreningsnyt 32

Kold fusion:
10 års forskning i kold fusion
Forskningsinstitutter under Den amerikanske Flåde, US Navy, giver kold
fusion det blå stempel i en rapport, der har vakt en vis opsigt blandt såvel de
’troende’ som blandt ’skeptikerne’.
I februar 2002 frigav tre forskningsinstitutter
under US Navy en rapport i 2 bind,
hvor de fremlagde resultatet af 10 års forskningsarbejde
i forskellige aspekter af kold fusion.
Resultatet af deres undersøgelse viser,
at der er tale om et ægte fænomen, som kan
vise sig at få stor betydning for verdens
energiforsyning. I forordet konkluderer dr.
Frank E. Gordon fra ’Space and Naval Warfare
Systems Center’ i San Diego, at tiden
er inde til, at forskningen i kold fusion kommer
til at indgå i de offentligt finansierede
forskningsprogrammer.
Rapporten
Rapportens titel er:
Thermal and Nuclear Aspects of the
Pd/D 2 O System
Vol. 1: A Decade of Research at Navy
Laboratories [126 s.]
Vol. 2: Simulation of the Electrochemical
Cell (Icarus) Calorimetry [58 s.]
Det er muligt at hente de to bind på Internet
http://bitops.com/~mathias/tr1862/
I forordet til bind 1 fremlægges, historien
bag fænomenet kold fusion og de vanskeligheder,
der har været forbundet med at få dette
forskningsområde anerkendt af de
etablerede institutioner. Forordet til rapporten
bringes her i sin helhed.
Forord
Der er nu gået 12 år, siden professorerne
Fleischmann og Pons den 23. marts 1989
meddelte, at der dannes overskudsentalpi
i elektrokemiske celler, når palladium-elektroder
nedsænket i en elektrolyt
bestående af D 2 O + LiOH bliver negativt
polariseret. Nyheden, der blev kendt under
betegnelsen »kold fusion«, gav anledning
til vild opstandelse. I både videnskabelige
og journalistiske kredse
blev fax-maskinerne taget i brug til at videregive
stumper af rygter og »facts«. (Ja,
det var før den udbredte anvendelse af
Internet. Man kan kun gisne om, hvad
der ville være hændt i dag.) Firmaer og
enkeltpersoner fik travlt med at indsende
ansøgninger om patenter på endnu
ikke verificerede ideer i håb om at vinde
den store pris. Uheldigvis var det fænomen,
som Fleischmann og Pons beskrev,
langt fra at være forstået; selv de omstændigheder,
der skal til for at kunne reproducere
eksperimenterne, var ukendte.
Gennem de næste få måneder spaltedes
det videnskabelige samfund i de
»troende« og i »skeptikerne«. De »troende«
rapporterede resultaterne af deres
arbejde med en sådan entusiasme, at de
til tider overdrev betydningen af deres
resultater. På den anden side afviste
mange »skeptikere« den anomale opførsel
hos de polariserede Pd/D systemer
som værende et spørgsmål om personlig
3

diføt nyt 72.1
overbevisning, dvs. uden at analysere
det fremlagte materiale og altid ledsaget
af spørgsmålet, »hvor er neutronerne?«
Den økonomiske støtte til forskningen
tørrede hurtigt ud i takt med, at alt hvad
der havde forbindelse til »kold fusion«
blev omtalt som svindel og ikke værd at
beskæftige sig med. Termen »kold fusion«
antog en ny definition, næsten som
Ford Edsel havde gjort nogle år tidligere.
Ved the Second International Conference
on Cold Fusion, der blev afholdt i Villa
Olmo, Como, Italien, juni/juli 1991, var
holdningen til kold fusion begyndt at blive
mere videnskabelig. Antallet af døgnflue-»troende«
var formindsket, og
»skeptikerne« begyndte at blive konfronteret
med at skulle forklare det anomale
fænomen, som på dette tidspunkt
var blevet observeret af mange troværdige
videnskabsmænd over hele verden.
Kort efter denne konference fremsatte
Office of Naval Research (ONR) et forslag
om at etablere et forskningssamarbejde
mellem Naval Command, Control and
Ocean Surveillance Center, RDT&E Division,
som efterfølgende er blevet til Space
and Naval Warfare Systems Center, San
Diego (SSC San Diego); Naval Air Warfare
Center, Weapons Division, China Lake
samt Naval Research Laboratory (NRL).
Det grundlæggende formål med indsatsen
skulle være at undersøge de anomale
effekter i forbindelse med den længerevarende
opladning af Pd/D systemet og
at »medvirke til på kollegial vis at koordinere
eksperimenterne ved de tre laboratorier«.
Laboratorierne koncentrerede sig om
hvert sit forskningsområde. Ved San
Diego satte vi os det mål at forstå de betingelser,
der skal være opfyldt, for at genereringen
af overskudsvarme går i
4
gang (Fleischmann-Pons-effekten) og at
søge efter beviser på, at der foregår en
kernereaktion. For at eliminere den
lange inkubationstid (ofte uger) besluttede
dr. Stan Szpak og dr. Pam Boss at præparere
palladiumelektroderne med codeposition-teknikken.
I første omgang
koncentrerede de sig om produktionen
af tritium og sporingen af stråling. Senere
udvidede de deres program ved at
måle overfladetemperaturen ved hjælp
af infrarøde billeder og påviste derved
eksistensen af diskrete varmekilder tilfældigt
fordelt i tid og rum. Denne opdagelse
kan vise sig at være et afgørende bidrag
til forståelsen af fænomenet.
Ved China Lake viste dr. Miles og hans
samarbejdspartnere, at der eksisterer en
korrelation mellem den genererede
mængde af overskudsentalpi og mængden
af helium i gasstrømmen. Denne
korrelation er det direkte bevis på
Fleischmann-Pons-effektens atomare
udspring.
Forskningen ved NRL var rettet mod
metallurgien ved palladium og dertil
knyttede legeringer samt de teoretiske
aspekter ved Fleischmann-Pons-effekten.
Det kan specielt nævnes, at dr. Imam
fremstillede Pd/B legeringer, som dr.
Miles brugte i kalorimetri-eksperimenter.
Det blev påvist, at disse legeringer
frembragte reproducerbar overskudsentalpi
ved en minimal inkubationstid
(omkring 1 dag). Teoretisk arbejde udført
af dr. Chubb bidrog meget til vores forståelse
af Fleischmann-Pons-effekten.
Selv om finansieringen af forskningen
i kold fusion ophørte for flere år siden,
sker der stadig fremskridt med at
forstå fænomenet, dog nu på et langt lavere
niveau end tidligere. Det er hovedsageligt
den ulønnede indsats af vil-

jestærke og nysgerrige videnskabsmænd,
der gør det muligt. Under arbejdet
med denne rapport brugte forfatterne
utallige timer uden for deres normale
arbejdstid på i fællesskab at gennemgå
deres tidligere og nuværende forskningsbidrag,
herunder den »skjulte«
dagsorden, som professor Fleischmann
fulgte i adskillige år i 1980’erne, da han
delvis blev finansieret af ONR. En særlig
tak skal lyde til alle de videnskabsfolk,
der har arbejdet under disse betingelser,
herunder dem der har bidraget til denne
rapport og især til professor Fleischmann.
Mens jeg skriver dette forord, oplever
vi lejlighedsvise udfald i strømforsyningen
i Californien på grund af mangel på
energi. Disse strømsvingninger kunne
være undgået med et minimum af teknisk
planlægning. Men det har været politisk
opportunt at ignorere det uundgåelige.
Vi ved ikke, om kold fusion vil blive
svaret på fremtidens energibehov, men
vi er sikre på eksistensen af fænomenet
kold fusion på baggrund af gentagne observationer,
der er foretaget af videnskabsfolk
over hele verden. Det er på
tide, at dette fænomen bliver undersøgt,
så at vi kan høste de fordele, der måtte
blive resultatet af en yderligere videnskabelig
forståelse. Det er på tide, at offentligt
finansierede organisationer investerer
i denne forskning.
Dr. Frank E. Gordon
Leder af Navigation and Applied
Sciences Department
Space and Naval Warfare
Systems Center, San Diego
diføt nyt 72.1
Omtalen i New Scientist
Tidsskriftet ’Infinite Energy’, som redigeres
af Eugene B. Mallove, bragte en fyldig omtale
af rapporten i nr. 44 fra juli/august
2002. Rapporten var en kærkommen støtte
til bladets kamp for at få kold fusion og tilsvarende
»unormale« fænomener anerkendt
som seriøse forskningsområder.
I bladets nr. 49 fra maj/juni i år tog redaktøren
igen sagen op på baggrund af en
artikel i det populærvidenskabelige engelske
tidsskrift ’New Scientist’.
Trofaste læsere af Infinite Energy har bemærket
en teknisk rapport i 2 bind om
kold fusion, en rapport som blev udgivet
sidste år af US Navy og som stærkt går
ind for, at man forsker i kold fusion. Rapportens
titel var Technical Report 1862,
February 2002, Thermal and Nuclear
Aspects of the Pd/D 2 O System. Nu har det
britiske tidsskrift New Scientist fulgt sagen
op med en artikel om denne rapport.
Artiklen i New Scientist 29. marts 2003
(s. 36-43) er skrevet af New Hampshirejournalisten
Bennett Daviss. Den er helt
enthalpi (græsk): termodynamisk
funktion med betegnelsen H. Kan
udtrykkes som varmeindholdet af
et kemisk system. Reaktionsvarmen
ved en kemisk reaktion svarer
ofte til ændringen i enthalpi. Når
denne ændring er negativ, bringes
systemet til et lavere energiniveau,
og den kemiske reaktion vil have
mulighed for at forløbe.
Lademann
5

diføt nyt 72.1
igennem fokuseret på Navy-rapporten
uden at inddrage anden forskning, der
er udført af videnskabsfolk inden for
kold fusion, og som er publiceret i andre
teknisk/videnskabelige tidsskrifter eller i
de forskellige kongresrapporter fra de
nu ni afholdte internationale konferencer
om kold fusion. Den nævner dog
hjemmesiden www.lenr-canr.org, der
gør det muligt for læserne at downloade
andre teknisk orienterede artikler om
lavenergi-kernereaktioner.
For den særdeles mishandlede videnskab
om kold fusion er nogen omtale bedre
end ingen omtale – selv om den aktuelle
artikel er dårligt skrevet, negativ eller
neutral i sin holdning. Dette New Scientist-indlæg
skrevet af Ben Daviss er ikke
negativt eller mangelfuldt som sådan,
men det er dræbende neutralt – uden
tvivl præcis det, som redaktørerne ved
New Scientist har krævet af forfatteren,
hvis han ville forsøge sig med at skrive et
stykke om kold fusion. Hvordan skal
man ellers forklare den absurde titel,
Reasonable Doubt [Begrundet tvivl], som
kan gå i begge retninger.
På forsiden af New Scientist gav man
artiklen følgende anbefaling: »Kold Fusion:
Hvad US Navy konstaterede efter
10 års forskning.« I indholdsfortegnelsen
benævnes Navy-videnskabsfolkenes arbejde
som en »mærkelig historie«. Ingen
af de mere fremtrædende videnskabsmænd
inden for kold fusion (bortset fra
dr. Melvin Miles og dr. Stan Szpak/dr. Pamela
Mosier-Boss) har haft mulighed for
at bidrage til artiklen – ikke engang pioneren
inden for kold fusion dr. Martin
Fleischmann, selv om han er medforfatter
til Navy-rapporten. Antageligt er disse
videnskabsmænd blev anset for utroværdige
af New Scientist, skønt de er eni-
6
ge i deres generelle syn på kold fusion. I
en boganmeldelse af videnskabssociologen
Bart Simon, Undead Science: Science
Studies and the Afterlife of Cold Fusion
(2002) [Udødelig videnskab: Studier i videnskab
og livet efter den kolde fusion] i
New Scientist-udgaven ugen før (22.
marts) valgte redaktørerne ved New
Scientist at slå følgende slibrige citat om
kold fusion stort op: »Resultatet minder
om afdøde Frank Zappas spydighed om
jazzen: den er ikke død, den lugter bare
mærkeligt.« Med den form for underlægningsmusik,
hvilke forventninger
kunne man da nære til Daviss’ artikel?
Men det mest ubehagelige ved Daviss’
artikel er, at den giver et usammenhængende
og forvrænget billede af, hvad der
virkelig foregår inden for kold fusion.
Den giver det fejlagtige indtryk, at der
ikke finder nogen som helst anden forskning
sted, som kommer i nærheden af
den kvalitet, der præsteres i dette Navyfinansierede
arbejde, og at selv denne
Navy-forskning må betragtes med en »rimelig
grad af tvivl«.
Efter indledningen hvor det fastslås,
at Navy-rapporten leverer beviser for, at

kold fusion er et virkeligt fænomen,
kommer artiklens mest fornærmelige
udsagn: »Såfremt denne påstand var blevet
fremsat af næsten enhver anden, ville
den sandsynligvis – og burde måske
også – være hilst med en isnende tavshed.«
Hvad?! Blank afvisning af al anden
udgivelsesvirksomhed og konferencerapporter
om kold fusion? Dette forudskikker
en videnskabelig indsigt, som redaktørerne
af New Scientist helt sikkert
ikke er i besiddelse af, når emnet er kold
fusion/LENR. Men dette ubehagelige
eksempel på snæversyn fungerer som et
figenblad for New Scientist’s afvisning af
en intelligent dækning af kold fusion
gennem de sidste 12 år – af det man kunne
forvente af bladets redaktører både
før og nu.
I realiteten har der næsten ingen dækning
været af kold fusion gennem de sidste
12 år i New Scientist bortset fra oprørende
misinformation fra tid til anden.
Og dette fra et populærvidenskabeligt
tidsskrift, der har specialiseret sig i sjaskede
forsidehistorier indeholdende det
værste spekulative sludder om spidsfindige
nye fortolkninger af kvantemekanikken,
påstået »dark energy«, multiuniverser
og andre irrationelle påstande
sanktioneret af mainstream-fysikken. Tilsvarende
varm luft er tilladt om hvad
som helst i fysikken, men ikke om reproducerbare
køkkenbordseksperimenter,
der demonstrerer lavenergi-kernereaktioner
og viser, at der er banebrydende
ny fysik på spil – på den anden side af
horisonten hos redaktørerne af New Scientist
og deres fysik-fantaster. Det bliver
spændende at iagttage, hvordan disse
redaktører vil grave sig ud af deres dybe
huller om nogle år, hvilket vi er overbevist
om, de bliver tvunget til.
diføt nyt 72.1
Daviss har skrevet mindst én yderligere
artikel om kold fusion – en profil af
undertegnede redaktør i TWA’s flyblad.
Han har også skrevet andre artikler om
alternativ energi for Infinite Energy, som
vi har været meget taknemmelige for.
Daviss er ærlig, har et åbent sind, er
hårdtarbejdende og en gentleman. På
eget initiativ, men støttet af min opmuntring
og vejledning, påtog Ben sig sidste
år den vanskelige opgave med at få New
Scientist til at bringe en opdateret artikel
om kold fusion, og vi glæder os over, at
det lykkedes for ham uanset hvilke restriktioner,
der blev pålagt ham, mere eller
mindre frivilligt.
Selv om jeg ikke blev præsenteret for
nogen tidlig, foreløbig version af artiklen,
som visse Navy kold-fusionsforskere
blev, ved jeg, at artiklen oprindeligt var
meget længere (omkring 8.000 ord) – måske
dobbelt så lang som den trykte version.
Der er ingen tvivl om, at en længere
artikel ville have givet mere plads for en
positiv diskussion. Det bør her nævnes,
at der er visse alvorlige udeladelser og
løse ender i den bragte artikel:
Der er ingen omtale af den pinlige
kendsgerning, at dr. Melvin Miles forsøgte
– forgæves – at overtale energiministeriets
panel for anti-kold-fusion i
1989 til at inkludere hans senere positive
resultater med overskudsvarme, hvilket
blev opnået rigelig betids til, at de kunne
have været optaget i Huizenga-panelets
rapport. Han blev afvist, og således kom
kun hans tidlige negative resultater med.
I diskussionen af heliumets korrelation
med overskudsvarme opnået af dr.
Miles nævnes det ikke, at disse resultater
blev annonceret så tidligt som i 1991, og –
7

diføt nyt 72.1
endnu mere vigtigt – at Miles beregnede
sandsynligheden for, at hans heliumproducerende
celle tilfældigvis ville matche
de overskudsvarmeproducerende
celler i den gruppe af celler, der blev testet
for helium og overskudsvarme.
Sandsynligheden var kun 1 ud af 16.384,
dvs. 0,0061%!
I en diskussion af dr. Michael Melichs
tilbageblik til nogle af de angiveligt negative
resultater vedrørende overskudsvarme,
skriver Daviss: »Talsmænd for
MIT fortalte Melich, at de havde smidt
alle data og notater ud, og derfor havde
de intet at vise ham.« Denne udtalelse af
»MIT-talsmænd« (hvornår den end måtte
være faldet) er måske, måske ikke
sand, men redaktørerne og forfatteren
burde vide, at originale data faktisk blev
Vand, potaske og elektricitet
Af Robert Matthews
Britiske forskere tror på, at de har gjort en
banebrydende videnskabelig opdagelse,
efter at det tilsyneladende er lykkedes
for dem at »skabe« energi fra brintatomer.
Et forskerhold fra Gardner Watts –et
firma for miljøteknik med hjemsted i
Dedham, Essex – fremviser en »termisk
energicelle«, som synes at producere
hundreder af gange mere energi end
den tilførte. Resultatet er uafhængigt
verificeret af Bristol University. Hvis opdagelsen
er rigtig og kan reproduceres
kommercielt, kan den termiske energicelle
installeres i enhver bolig og opvarme
vandet til en særdeles lav pris, en be-
8
undersøgt grundigt af både denne forfatter
(Mallove) og en anden MIT-dimittend,
dr. Mitchell Swartz. Det fremgik
heraf: A) Signifikant bevis på overskudsvarme
i MIT’s kalorimetri-eksperiment
og B) Bevis på bedragerisk manipulation
af resultaterne af tungtvandsmålingerne,
der viste overskudsvarme, med
henblik på at undertrykke opdagelsen af
overskudsvarme. Ben Daviss kendte –
selvfølgelig – til dette forhold. Enten
skulle det være fremgået af artiklen, eller
også skulle bemærkningen om Melich og
de påståede forsvundne MIT-notater
ikke have været bragt. Lad os være ærlige
omkring nøglebegivenhederne i videnskabens
historie.
Eugene Mallove
Infinite Energy 49, maj/juni 2003
sparelse på mere end 90% af den nuværende
olieregning.
Cellens konstruktører, som leder en
elektrisk strøm gennem en væske mellem
to elektroder, indrømmer, at de ikke
er i stand til præcis at forklare, hvordan
opfindelsen virker. De insisterer imidlertid
på, at deres celle ikke blot er en gentagelse
af den berygtede misere omkring
den »kolde fusion« i slutningen af
1980’erne. Dengang påstod to videnskabsmænd,
at de havde opdaget en
måde at generere kerneenergi ved rumtemperatur
på fra et lignende apparat.
Opdagelsen blev voldsomt imødegået,
og videnskabsmændene, Martin Fleischmann
og Stanley Pons blev beskyldt for
at være inkompetente og måtte flygte fra

Amerika for at etablere sig med laboratorier
i Frankrig.
»Vi siger absolut ikke, at dette er kold
fusion, eller at vi har fundet en vej uden
om loven om energiens bevarelse«, sagde
Christopher Davies, administrerende
direktør for Gardner Watts. »Det vi siger
er, at apparatet synes at tappe energi fra
en anden, hidtil uopdaget energikilde.«
Ifølge Mr Davies er cellen resultatet af
forskning i brints fundamentale egenskaber,
det mest udbredte grundstof i
universet. Han gør gældende, at beregninger
baseret på kvanteteorien – lovene
om den subatomare verden – tyder på, at
brint kan eksistere i en såkaldt metastabil
tilstand, der rummer en potentiel kilde af
tillægsenergi.
Teorien antager, at hvis elektricitet blive
ledt igennem en blanding af vand og
en kemisk katalysator, vil denne tillægsenergi
blive frigivet i form af varme. Efter
en del eksperimenter fandt forskerholdet
ud af, at en beskeden mængde
elektricitet, der blev ledt igennem en
blanding af vand og kaliumkarbonat –
potaske – frigav en forbavsende mængde
energi. »Det frembringer en masse
varme i et meget lille rumfang«, sagde
diføt nyt 72.1
Christopher Eccles, videnskabelig chef
ved Gardner Watts.
Forskergruppens opdagelse hos Gardner
Watts blev efterprøvet af dr. Jason
Riley ved Bristol University, som målte en
energitilvækst på mellem 3 og 26 gange
den mængde, der var blevet tilført. I en
skriftlig rapport konkluderede dr. Riley:
»Ved anvendelse af apparater leveret af
Gardner Watts og de analysemetoder, firmaet
anviste, synes der at ske en energitilvækst
i systemet.«
I forsøg, der blev udført for The Telegraph,
opvarmede cellen vandet til nær
kogepunktet og producerede tilsyneladende
mere end tre gange den energimængde,
der blev tilført den. Videnskabsfolk
indrømmer, at de er forbløffede
over den voldsomme energiforøgelse,
der produceres af cellen. »Jeg har aldrig
nogen sinde været ude for noget lignende«,
sagde prof. Stephen Smith fra det fysiske
institut ved Essex University. »Da
der var tale om kold fusion, regnede man
med en energiforøgelse på omkring 10%,
som man uden større problemer kunne
forklare sig ud af, men dette her er for
meget til at kunne bortforklares.«
Prof. Smith sagde, at han var skeptisk
over for den teori, som firmaet førte
frem. Han indrømmede dog, at videnskabsfolk
også havde været forvirrede
over den energikilde, der ligger bag radioaktivitet,
idet den involverede nøgleligning
– Einsteins berømte E=MC 2 –
stadig trænger til at blive afklaret.
Prof. Smith hævder, at hvis der er en
fejl i firmaets påstande, ligger den i målingen
af den mængde elektrisk energi,
der pumpes ind i cellen. Det er tænkeligt,
at der – mens der passerer ladninger
mellem elektroderne – finder et strømstød
sted, som ikke bliver registreret af
9

diføt nyt 72.1
de instrumenter, der måler det elektriske
input.
Prof. Smith sagde: »Det er nødvendigt
at undersøge dette nøje, idet der kan blive
tilført langt mere energi, end konstruktørerne
regner med.« Prof. Smiths
synspunkt blev bifaldet af dr. Riley: »Der
er ingen tvivl om, at der fandt en energistigning
sted, men jeg vil gerne se en
mere udførlig undersøgelse af den
elektriske energi, der tilføres cellen.«
Mens mange videnskabsfolk forsøger
at løse mysteriet om den termiske energicelle,
har dens vældige kommercielle potentiale
allerede vakt interesse. Cambridge
Consultants, en af Storbritanniens
betydeligste tekniske konsulentvirksomheder,
er gået i samarbejde med Mr
Davies og hans kolleger for at udvikle en
funktionsduelig prototype.
»Vi har sat en tværfaglig gruppe i
gang med at arbejde med dette projekt,
og vi er blevet forvirrede«, sagde Duncan
Bishop, lederen af projektudviklingen
10
- et glimt i øjet
ved Cambridge Consultants. »Vi søger risikovillig
kapital til udviklingen af projektet,
da der vil blive behov for ca. £ 200.000
for at bevise principperne bag det.«
Ifølge Gardner Watts’ hold, vil det tage
ca. 6 måneder at gennemføre forsøg, der
vil kunne fjerne enhver tvivl om gyldigheden
af effekten. Firmaet planlægger
derefter at udvikle en prototype, der vil
være i stand til at konvertere mindre end
1 kW elektrisk kraft til 10 kW varme.
Mr Davies udtalte: »Et firma kan søge
om en licens til teknologien til fx at fremstille
husholdningsvandvarmere til
hjemmemarkedet.« Han tilføjede, at planen
er at få de første apparater baseret på
termiske energiceller på markedet i løbet
af 2 år.
Denne meddelelse blev udsendt på Internet-avisen
news.telegraph.co.uk den 18. maj 2003 under
overskriften Take water and potash, add
electricity and get – a mystery. Man kan læse
mere om firmaet bag opfindelsen, Gardner
Watts Ltd, på www.gardnerwatts.org.uk
En ingeniør, en matematiker og en fysiker tog til hestevæddeløb en lørdag
eftermiddag, hvor de gjorde deres indsatser. Da løbet var forbi, satte de sig i
baren for at snakke om dagens begivenheder. Ingeniøren sagde: »Jeg forstår
ikke, hvorfor jeg mistede alle mine penge. Jeg målte alle hestene, beregnede deres
styrke og mekaniske fortrin og nåede derved frem til, hvor hurtigt de kunne
løbe…« Fysikeren afbrød ham: »… men du tog ikke hensyn til deres individuelle
forskelle. Jeg udførte en statistisk analyse af deres tidligere præstationer og satsede
på de heste, hvor der var den største sandsynlighed for de ville vinde…«
»… så hvis du er så dygtig, hvorfor har du så tabt alle dine penge?« spurgte ingeniøren.
Men før skænderiet nåede at udvikle sig, tog matematikeren sin pibe
frem, og de fik et glimt af hans velspækkede tegnebog. Her var helt tydeligt en
mand, der vidste noget om heste. De forlangte begge at blive indviet i hans hemmelighed.
»Javel«, sagde han, mens han bakkede på sin pibe, »først antog jeg, at
alle hestene var identiske og kugleformede…«