TEMA: SENIORARKITEKTERNE OG ... - Arkitektforbundet

arkitektforbundet.dk

TEMA: SENIORARKITEKTERNE OG ... - Arkitektforbundet

7/2007








TIDSSKRIFT FOR ARKITEKTUR,

DESIGN, BY OG LAND


Annemarie Lunds biografi om Jørn Palle

Schmidt tager udgangspunkt i hans virke

som landskabsarkitekt gennem mere end

50 år og her især i anvendelsen af plantninger

og plantemateriale. Jørn Palle Schmidt

har i sit virke med stor spændvidde skabt

grøn form omkring bebyggelser ved at

gentage, bearbejde og variere de motiver,

der kan uddrages fra landskabets plantninger.

Med stor indlevelse i og fornemmelse for

menneskers basale behov har han skabt

plantninger, der udviser robusthed og frodighed

samt udstråler vitalitet og frugtbarhed.

GRØN FORM ∙ GRØNT MODSPIL

En bog om landskabsarkitekten

Jørn Palle Schmidt

Af Annemarie lund

176 sider

24 x 29,7 cm

Indbundet, illustreret

ISBN 978 87 7407 367 3

Vejledende pris: 375 kr.

GRØN FORM ∙ GRØNT MODSPIL

ANNEMARIE LUND


Annemarie Lunds biografi om Jørn Palle

Schmidt tager udgangspunkt i hans virke

som landskabsarkitekt gennem mere end

50 år og her især i anvendelsen af plantninger

og plantemateriale. Jørn Palle Schmidt

har i sit virke med stor spændvidde skabt

grøn form omkring bebyggelser ved at

gentage, bearbejde og variere de motiver,

der kan uddrages fra landskabets plantninger.

Med stor indlevelse i og fornemmelse for

menneskers basale behov har han skabt

plantninger, der udviser robusthed og frodighed

samt udstråler vitalitet og frugtbarhed.

GRØN FORM ∙ GRØNT MODSPIL

En bog om landskabsarkitekten

Jørn Palle Schmidt

Af Annemarie lund

176 sider

24 x 29,7 cm

Indbundet, illustreret

ISBN 978 87 7407 367 3

Vejledende pris: 375 kr.

GRØN FORM ∙ GRØNT MODSPIL

ANNEMARIE LUND


Efter 32 fine og spændende år på SBI (Statens Byggeforskningsinstitut, red.) stoppede jeg

maj 1999 – 14 dage efter at jeg var fyldt 60.

Det var en vidunderlig overgang. Skønt at kunne sove længe om morgenen. Dejligt at

kunne bestemme over min egen tid. Tid til familien, til rejser, til det gamle hus fra 1906

og til sommerhuset, men også til alle de ting, jeg ellers havde måttet forsømme eller stjæle

mig tid til.

De før så hyppige hovedpiner og diskusprolapserne svandt ind i antal. Forskønnelsesforeningen

og de mange udvalg og bestyrelsesposter kunne passes bedre. Indimellem

også en lille angst for at kede sig, men ikke ret længe ad gangen. Det var dog ikke helt

slut med erhvervsarbejdet; jeg er stadig landskabsarkitekt for en længere vejstrækning

i Sønderjylland, og der er en del foredrag.


Jeg oplever, at tingene tager meget mere tid end før. Hvor jeg tidligere ud over SBI-arbejdet

kunne klare op til 50 foredrag om året og kunne skrive en kronik på en nat, kan

jeg nu ikke længere nå tilnærmelsesvis så meget. Jeg har stadig ikke fundet ud af Power-

Point, og jeg synes, at computeren tager enormt meget tid. Til gengæld kommunikerer

jeg gennem den langt mere, end jeg før gjorde med fax, breve og telefon.


Jeg får mange breve fra venner, der føler stor tomhed, efter de er holdt op med at arbejde.

Jeg synes, man skal blive ved med at holde kontakten til faget. Henning Larsen har

engang ganske rigtigt sagt: “Arkitektur er et gammelmandsfag”. Og der er brug for ens

hukommelse og erfaring. De bedste timer er dem, man ikke får noget for, for dem be-


stemmer man selv over. Og jeg synes i høj grad, der er brug for det, jeg har lært. Tag nu

bare diskussionen om Tivoli-højhuset fx. Sådan en historie kunne nemt være kørt af

sporet uden en vis træning i at håndtere byplansager.


Og så ligger der stadig uendelig mange ting og venter ‘på bedre tider’. Det er jo grusomt,

som man hober ting op gennem så mange år. Jeg er blevet helt flink til at forære væk




til museer, samlinger, arkiver o.lign., og de påstår i det mindste, at de bliver glade for

genstandene.

Noget andet er så, at det jo ikke bliver ved på den måde – det må man se i øjnene.

Albert Mertz sagde engang: “Det er rart at blive gammel, men der er ikke noget ved

at blive skrøbelig”.

Den tid, den sorg. Steen Eiler Rasmussen betroede mig engang: “Der er to ting, man

skal gøre, hvis man vil have en rar tilværelse som gammel: Man skal samle på venner

og på interesser”. Så det prøver jeg på. Lige nu er der en bog, der skal skrives, og en udstilling,

der skal forberedes.

Så livet er dejligt.


stemmer man selv over. Og jeg synes i høj grad, der er brug for det, jeg har lært. Tag nu

bare diskussionen om Tivoli-højhuset fx. Sådan en historie kunne nemt være kørt af

sporet uden en vis træning i at håndtere byplansager.


Og så ligger der stadig uendelig mange ting og venter ‘på bedre tider’. Det er jo grusomt,

som man hober ting op gennem så mange år. Jeg er blevet helt flink til at forære væk




til museer, samlinger, arkiver o.lign., og de påstår i det mindste, at de bliver glade for

genstandene.

Noget andet er så, at det jo ikke bliver ved på den måde – det må man se i øjnene.

Albert Mertz sagde engang: “Det er rart at blive gammel, men der er ikke noget ved

at blive skrøbelig”.

Den tid, den sorg. Steen Eiler Rasmussen betroede mig engang: “Der er to ting, man

skal gøre, hvis man vil have en rar tilværelse som gammel: Man skal samle på venner

og på interesser”. Så det prøver jeg på. Lige nu er der en bog, der skal skrives, og en udstilling,

der skal forberedes.

Så livet er dejligt.


“Gå en tur i skoven”.

– Sådan lød det gennemgående svar, da

landskabsarkitekt Ph.d. Ulrika Stigsdotter

for et par år siden spurgte ca. 1000 testpersoner,

hvilket råd de ville give til en

ven, der følte sig meget stresset.

Ulrika Stigsdotter er en af hovedkræfterne

bag den meget anerkendte terapihave

i den skånske by Alnarp. I efteråret

2006 blev hun ansat på Københavns Universitet

under Det Biovidenskabelige Fakultet

på afdelingen for Skov & Landskab

med det formål at omsætte erfaringerne

fra Alnarp til en dansk terapihave mod

stress og udbrændthed. Og en af de erfaringer,

Ulrika Stigsdotter tager med sig fra

Alnarp, er, at mennesker fortrinsvis søger

den vildtvoksende natur. Det, der virker

stressnedsættende, er den sanselige oplevelse

af bladenes grønne frodighed, blomsternes

farver, duften af muld, vandets rislen,

fuglenes kvidren og insekternes summen.

Berøringen af dyrs bløde pels er en

anden beroligende faktor, og sammenfattende

er det ‘manglen på krav’, som er det

altafgørende. Det er nemlig ikke ens egen

have og ikke ens egne kæledyr – med krav

om perfekt udseende og pasning. Her

handler det om den kravløse nydelse i nuet,

præcis som en tur i skoven kan være det

– og det er unægtelig en tankevækkende

modvægt til tidens bastante krav om det

perfekte arbejde, det perfekte udseende,

den perfekte partner, de perfekte børn,

det perfekte hjem, den perfekte have...


I Alnarp har de fantastisk gode resultater

med at helbrede mennesker, der er ud-

brændte af stress, og som måske gennem

flere år har opgivet at leve en normal tilværelse.

Efter et ophold i terapihaven i

Alnarp på fire måneder kan op imod 80 %

af deltagerne vende tilbage til en normal

tilværelse. Det er resultater, der er i særklasse,

og derfor kan det heller ikke undre,

at det har givet genklang verden over.

I Alnarp har de siden 1980’erne været optaget

af landskabsarkitektur og sundhed,





og her har de forsket i, hvordan natur og

parker påvirker netop vores sundhed og

livskvalitet. En af pionererne er professor,

landskabsarkitekt og biolog, Patrik Grahn,

som har været initiativtager og leder af

terapihaven, siden den startede op i 2002.

Tankerne om haveterapi har deres ophav

i USA, hvor de begyndte at dukke op

for omkring tyve år siden. Men noget nyere

fænomen er det egentlig ikke, for sådanne

tanker fandtes også hos blandt





andre de antikke grækere og senere romantikerne

i England. Imidlertid har haveterapi

i dag fået fornyet relevans i forbindelse

med stress som ‘vor tids folkesygdom’.

Det grønne lindrer – og det er efterhånden

ret veldokumenteret. Undersøgelser viser

fx, at en grøn udsigt fra en hospitalsseng

gør, at patienterne behøver mindre medicin,

er venligere mod personalet og bliver

hurtigere udskrevet sammenlignet med de


patienter, der ikke har samme grønne udsyn.

Det lyder meget enkelt, men i Alnarp

ser det trods alt lidt mere sammensat ud.

Det er ikke en symptombehandling men

en helhedstanke, der ligger bag terapihaven.

Et hold af forskellige faggrupper er

tilknyttet stedet, og de mennesker, der opsøger

terapihaven, tilbydes både afspænding,

samtaleterapi, tegneterapi og havearbejde

ud over det ‘bare’ at opholde sig

i det grønne. Ved at give sig tid til at mærke

efter kan deltagerne finde en god balance

mellem (have)arbejde og hvile, og

det er noget helt centralt, de kan tage med

sig, når de skal tilbage til et arbejdsliv.

Der er flere grunde til succesen i Alnarp.

Dels er der det grønnes lindrende effekt

og helhedstanken om at finde en bedre

balance mellem arbejde og hvile, og dels

er der den vigtige omstændighed, at terapihaven

er tilknyttet Lantbruksuniversitetet,

for det har givet mulighed for en

højt kvalificeret forskning og dermed en

løbende udvikling af terapiformen.

På verdensplan er Alnarp unik med sin

kombination af haveterapi og forskning,

som netop også efterstræbes i Danmark.

Tidligere havde haven fx et rum, de

kaldte ‘mormors have’ for at deltagerne

kunne genkalde sig gode minder fra barndommen;

men forskningen har vist, at det

er den vildtvoksende natur, mennesker

først og fremmest søger. “Den vilde naturs

lindrende egenskaber er noget af det,

vi vil indarbejde i den nye terapihave i

Arboretet,” fortæller Ulrika Stigsdotter

og fortsætter: “I det hele taget er det en

fordel for den danske terapihave, at den

kan tage det bedste fra Alnarp, og at de

nyeste forskningsresultater og erfaringer

kan blive indarbejdet i projektet.”


Det teoretiske grundlag for haveterapien

er stadigvæk nyt, og det er en søgende

proces med flere teorier, men Ulrika

Stigsdotter vægter teorien om, at vi har

to typer af opmærksomhed. De kaldes

henholdsvis Directed Attention System

og Soft Fascination – ‘styret opmærksomhed’

og ‘spontan fascination’. Når vi

bruger ‘den styrede opmærksomhed’ i

bylivet, modtager vi ca. 11 millioner informationer

i sekundet, men den menneskelige

hjerne kan kun kapere 15-20 informationer

i sekundet, og resten må frasorteres.

Det er dette sorteringsarbejde,

der er så krævende og stressende. Det,

der ikke sorteres bort, går over Hippocampus,

der oversætter sanseindtryk til

sprog, og videre til pandelappen, hvor det

bearbejdes kognitivt. Systemet har kun

begrænset energi, og når den er brugt, er

det, kroppens stressberedskaber slås til.

Når vi befinder os i naturen, fungerer

hjernen anderledes. Her bruges ‘den spontane

fascination’ – den sorterer ikke indtrykkene,

men scanner i stedet omgivelserne,

og det kræver ikke energi. Indtryk-


kene går hen over Amygdala, som er center

for følelseslivet, og det giver tankevækkende

nok en kortere og mindre belastende

vej i hjernen.

Ser man det i et bredere tidsperspektiv,

er det ikke så mærkeligt, at vi indimellem

har svært ved at håndtere det stressende

storbyliv. Hvis man forestiller sig, at hele

menneskets tid her på jorden sættes til et

døgn, udgør den tid, vi har levet i huse,

nemlig kun ca. 5 sekunder, relativt set, og

hjernen har derfor ikke haft tid nok til at

tilpasse sig bysamfundet.

På det mere personlige plan minder disse

teoretiske tanker mig om engang, jeg var

på en hektisk rejse til London for se på

moderne arkitektur. Om natten drømte

jeg om en rolig og sanselig intens ridetur

i den grønne danske bøgeskov. Med disse

nye ‘teoretiske briller’ på er det nemt at

forstå, at denne hektiske intellektuelle byrundtur

bare var for meget, og at drømmen

fortalte mig, at jeg havde brug for

aflastning i naturen. Der skulle nok også

have været afsat tid til en gåtur i en af

Londons parker!




Ulrika Stigsdotter startede sin ansættelse

med at finde et egnet sted til den kommende

danske terapihave, og valget faldt

på Arboretet i Hørsholm. Stedet rummer

mange af de kvaliteter, som eftersøges:

Der er mange store træer, artsrigdom,

frodighed, ugenerthed, vand – dvs. søer

– lige i nærheden og en mose på selve det

udvalgte område samt en eller anden mere

udefinerlig god atmosfære. Dernæst kunne

hun gå i gang med at tegne på den egentlige

udformning af haven. Den forventes

at ligge klar i slutningen af dette år.


I selve skabelsesprocessen har Ulrika

Stigsdotter et vigtigt arbejdsredskab med

sig fra Alnarp, og det er de otte arketypiske

rum (se faktaboks). Nok så interessant

for en landskabsarkitekt. Hun fortæller:

“De otte rum kommer fra konkrete

sociologiske undersøgelser i Sverige, og

det interessante er, at man har fundet frem

til de nøjagtig samme resultater i andre

lande også, bla i Holland”. Ulrika fortæller

videre: “Når det handler om terapihaver

for udbrændte, er der et klart mønster

i, at det er arketypen ‘Den vildtvoksende

natur’, der søges mest, og ‘Festen’ der kan

være sværest at rumme. Deltagerne vil

især i starten af et forløb gerne være alene

i den vildtvoksende natur i fred for andre’.

I Arboretet er der rigtig gode forudsætninger

for at skabe disse vildtvoksende


grønne rum. De vil derfor få stor vægt i

udarbejdelsen af haven, mens fx Festen

vil få en underordnet rolle. Tilstedeværelsen

af Festen er dog også vigtig, for når

deltagerne begynder at kunne rumme den,

er de ved at være klar til at komme tilbage

til deres normale tilværelse.


De arketypiske rum skal selvfølgelig ikke

ses som rigide rumformer, men derimod

er det op til landskabsarkitekten at udforme

dem så vedkommende til lejligheden

som muligt. Landskabsarkitektens genkendelige

redskaber til dette er arbejdet

med farver, former, stofligheder og rumfornemmelse

i øvrigt, men Ulrika Stigs-

dotter understreger: “Haverummene skal

ikke være kunst. Det er brugskunst, og

det er den proces og de aktiviteter, der kan

foregå i rummene, der er det altafgørende”.

Associationen går umiddelbart til

C.Th. Sørensens skrammellegeplads, hvor

børn fik rum til at skabe huler, huse og

tårne af skrammel. Det skete med stor

kreativitet og livsglæde. Det var en pædagogisk

meget fremsynet idé, som stadigvæk

har svært ved at finde sin form, for

hvad gør man, når hulerne, husene og

tårnene er bygget færdige?


Processen og aktiviteterne er det afgørende

her, men der er desværre ikke nogen


enkel løsning på, hvordan man skaber

rum med rummelighed i mere end en betydning.

Det er nærliggende at spørge,

hvad man som landskabsarkitekt kan byde

på i den sammenhæng. Måske kunne der

leges videre med tanken om den historiske

inspiration i forbindelse med de arketypiske

rum. Der er fx ‘Det rofyldte rum’

med vandets piblen, grøn frodighed, og

det afskærmede rum (der holder omgivelserne

ude) som i Alhambra. Eller hvad

med Padovas artsrige renæssancehave

Orto Botanico, hvor cirklerne og kvadraterne

er formfuldendte og hvilende i sig

selv som et næsten religiøst centrum? Det

kunne være et godt eksempel på et ‘Sted

til fordybelse’, som var man trådt ind i en

anden verden? Måske kunne man i ‘Lysthaven’

få en stressramt til at trække på

smilebåndet over et manieristisk påfund

som fx i den italienske Villa Lante, hvor

man lokkede damerne i deres fine lange

kjoler til at stå et bestemt sted med en

smuk udsigt, for derefter at trykke på en

knap, der sprøjtede vand op under kjolerne?

Eller hvad med et rum til fest i det

livsglade, frodige, til tider svulstige formsprog,

hvor der bare er for meget af alt

som i haven Villa d’Este ved Rom? Kan

man hente inspiration i det monumentale

aksiale rum som i Versailles? Og kan man

appellere til de finere strenge i sindet med



romantikkens pastorale mystiske haverum

som i den engelske park Stourhead?


Ideer kan der være nok af, men det spektakulære

giver ingen mening her. En terapihave

skal selvfølgelig udformes med omtanke

og i al respekt for det menneske,

der er blevet ramt af udbrændthed, og

som har brug for helbredelse.

Med kombinationen ‘landskabsarkitektur

og sundhed’ er der igen opstået en mulighed

for at diskutere meningsfuldhed og

indhold både i teori og praksis. På Det

Biovidenskabelige Fakultet på afdelingen

for Skov & Landskab har de længe været

optaget af det grønne og sundheden, men

der har nok ikke været så gunstigt et miljø

for at udvikle disse tanker i Danmark.

Indholdsdebatten har i mange år på det

nærmeste været reduceret til et kikset

70’er hippiefænomen, der var landet forkert

i årtierne.

Begrundet i lægevidenskaben og sociologien

har den vildtvoksende og artsrige natur

nu fået en ny central rolle. I efteråret

2006 vandt tegnestuen SLA en konkurrence

om en ny park i Københavns Nordvestkvarter,

og her var det træerne og ikke

mindst artsvariationen i træerne, der var

det bærende element. Om forslaget siges

det, at de mange træer bringer naturen ind

i Nordvestkvarteret. Kan man forestille

sig, at det bliver en omsiggribende trend?

Internationalt har Danmark været bagefter

på dette forskningsområde, men med

etableringen af Danmarks første egentlige

terapihave er der for alvor taget hul

på ‘landskabsarkitektur og sundhed’ i

Danmark. Det bliver spændende at følge

udviklingen fremover.


enkel løsning på, hvordan man skaber

rum med rummelighed i mere end en betydning.

Det er nærliggende at spørge,

hvad man som landskabsarkitekt kan byde

på i den sammenhæng. Måske kunne der

leges videre med tanken om den historiske

inspiration i forbindelse med de arketypiske

rum. Der er fx ‘Det rofyldte rum’

med vandets piblen, grøn frodighed, og

det afskærmede rum (der holder omgivelserne

ude) som i Alhambra. Eller hvad

med Padovas artsrige renæssancehave

Orto Botanico, hvor cirklerne og kvadraterne

er formfuldendte og hvilende i sig

selv som et næsten religiøst centrum? Det

kunne være et godt eksempel på et ‘Sted

til fordybelse’, som var man trådt ind i en

anden verden? Måske kunne man i ‘Lysthaven’

få en stressramt til at trække på

smilebåndet over et manieristisk påfund

som fx i den italienske Villa Lante, hvor

man lokkede damerne i deres fine lange

kjoler til at stå et bestemt sted med en

smuk udsigt, for derefter at trykke på en

knap, der sprøjtede vand op under kjolerne?

Eller hvad med et rum til fest i det

livsglade, frodige, til tider svulstige formsprog,

hvor der bare er for meget af alt

som i haven Villa d’Este ved Rom? Kan

man hente inspiration i det monumentale

aksiale rum som i Versailles? Og kan man

appellere til de finere strenge i sindet med



romantikkens pastorale mystiske haverum

som i den engelske park Stourhead?


Ideer kan der være nok af, men det spektakulære

giver ingen mening her. En terapihave

skal selvfølgelig udformes med omtanke

og i al respekt for det menneske,

der er blevet ramt af udbrændthed, og

som har brug for helbredelse.

Med kombinationen ‘landskabsarkitektur

og sundhed’ er der igen opstået en mulighed

for at diskutere meningsfuldhed og

indhold både i teori og praksis. På Det

Biovidenskabelige Fakultet på afdelingen

for Skov & Landskab har de længe været

optaget af det grønne og sundheden, men

der har nok ikke været så gunstigt et miljø

for at udvikle disse tanker i Danmark.

Indholdsdebatten har i mange år på det

nærmeste været reduceret til et kikset

70’er hippiefænomen, der var landet forkert

i årtierne.

Begrundet i lægevidenskaben og sociologien

har den vildtvoksende og artsrige natur

nu fået en ny central rolle. I efteråret

2006 vandt tegnestuen SLA en konkurrence

om en ny park i Københavns Nordvestkvarter,

og her var det træerne og ikke

mindst artsvariationen i træerne, der var

det bærende element. Om forslaget siges

det, at de mange træer bringer naturen ind

i Nordvestkvarteret. Kan man forestille

sig, at det bliver en omsiggribende trend?

Internationalt har Danmark været bagefter

på dette forskningsområde, men med

etableringen af Danmarks første egentlige

terapihave er der for alvor taget hul

på ‘landskabsarkitektur og sundhed’ i

Danmark. Det bliver spændende at følge

udviklingen fremover.


Henning Larsens Fond udskrev sidste år en konkurrence om,

hvem der kunne tage de bedste fotos af arkitekturens sjæl. Nu

er vinderne fundet – dvs. der blev ikke udpeget nogen egentlig

vinder, men i stedet to andenpræmier og en tredjepræmie. Dommerkomiteen

fandt ikke, at det rigtig var lykkedes nogen af del-




tagerne at indfange selve sjælen, det udefinerlige ekstra, der gør

arkitekturoplevelsen til noget særligt.

Ikke desto mindre er der kommet en række pletskud ud af

konkurrencedeltagernes indsats. Her viser vi et udpluk – resten

kan ses på www.spaceimage.dk


Den vestafrikanske lerarkitektur er forholdsvis

ukendt, men udgør ikke desto

mindre en af de mest betydningsfulde

kategorier inden for traditionel afrikansk

kunst.

De karakteristiske lerbygninger står

som storslåede eksempler på menneskets

kreativitet og tilvejebringer informationer

om vigtige spørgsmål og sammenhænge

i vestafrikansk kulturhistorie. Den traditionelle

arkitektur er nemlig uløseligt forbundet

med afgørende sociale strukturer,

som den udvidede familie, men desværre

trues begge traditioner i stadig større

grad af en næsten ukritisk længsel efter

modernisering i takt med opnåelse af en

højere levestandard.

Vestafrikansk lerarkitektur er et eksempel

på, hvor tæt forbindelse der er mellem

mennesket, dets nære omgivelser og den

kulturelle udvikling. Arkitekturen forekommer

hovedsagligt i det såkaldte Sahelområde

– en overgangszone mellem Sahara-ørkenen

mod nord og de fugtigere tro-





piske regioner mod syd. Sahel-området er

præget af tornekrat, buske og enkelte træer,

der hurtigt visner i den gloende hede


og den udtørrede jord. Zonen strækker

sig i en bredde af 300-500 km fra Atlanterhavet

tværs over Afrika til Det Røde

Hav nord for Etiopien. Mange lande i

Sahel hører til de fattigste i verden bla

pga. de ubarmhjertige biologiske og geografiske

forhold. Et land som Mali, der

ligger i Sahel-regionen, lider således af udtalt

ressourcemangel, når det kommer

til bestandige byggematerialer som sten

og skov. Alligevel har landet fostret en

af verdens smukkeste og mest særegne

arkitekturtraditioner.


Mali gennemstrømmes af Niger-floden,

hvis vand sammen med landets tørre jord

skaber et ydmygt men ikke desto mindre

unikt byggemateriale: mudder. I en møjsommelig

proces hugges ler-massiver op

fra undergrunden, brækkes op, blandes

med vand, arbejdes igennem og blandes

ofte med andre bindestoffer, som strå eller

jord fra termitboer.

Det våde ler støbes i forme til lersten,

som tørres i solen og efterfølgende sættes

sammen med fugtigt lermørtel, men ofte

klaskes det våde ler direkte op på enkle

stilladskonstruktioner af lange træneg.

Denne trækonstruktion forbliver synlig,

og dette er et af de iøjnefaldende kendetegn

ved den vestafrikanske lerarkitektur.

Træskelettets arme stikker vandret ud fra

bygningernes bløde lerklining, og på tagkanten

rækker de lodret op. Tagkantens

‘træspir’ er dog ofte beklædt med ler gentagne

gange, og fremstår derfor som bløde

ubehjælpelige skydeskår, som på et sandslot.

Og ligesom sandslottet står som vokset

direkte op af stranden, således gælder

det også for vestafrikansk arkitektur: Lerbygningerne

er ikke sandslotte, men mudderslotte

der både i farve- og overfladestruktur

gentager Sahel-zonens tørre slette.

Bygningernes ler er ubrændt. Træressourcerne

i området tillader ikke andet.

Dette bevirker, at bygningerne har ringe

modstandskraft og let bliver medtaget af

vejr og vind generelt og den årligt tilbagevendende

regntid i særdeleshed. År efter

år må man igen og igen reparere og for-


stærke bygningerne, og dette leder hen til

endnu et karakteristika for den vestafrikanske

arkitektur: Det arkitektoniske billede

er ikke statisk, det er midlertidigt. Det

er organisk og under stadig forvandling.


Den vestafrikanske arkitektur er så særpræget,

at det naturligt rejser spørgsmål

om baggrunden for formdannelsen. Det

er indlysende, at ressourceknapheden og

de få tilgængelige byggematerialer stiller

snævre rammer for mulige arkitektoniske

udtryk og på sin vis dikterer den faktiske

fremtoning som en rent praktisk foranstaltning.

Det udvendige træskelet tjener

således et konkret praktisk formål: Efter

regntidens ødelæggelser kan man klatre

på det permanente stillads og udbedre de

skader, der hvert år opstår.

Men er forklaringen på bygningernes

udseende virkelig så enkel? Er formsproget

udelukkende et resultat af konkrete

byggetekniske overvejelser, eller er der

andre faktorer, der spiller ind? Meget taler

for det sidste. Fx kan man ikke med

praktiske overvejelser forklare, hvorfor

tagkantens lodrette ‘træspir’ bibeholdes

og beklædes med ler. Tværtimod skaber




bevarelsen af spirene ekstra arbejde, der

endog er vanskeligt at udføre.

Det er navnlig på de sakrale bygninger,

som fx lermoskeerne i hhv. Djenné og

Mopti, der ydes en ekstra arbejdsindsats


for et tilsyneladende rent dekorativt formål.

En vilje til udsmykning er naturligvis

ikke ukendt, når det kommer til moskéarkitektur,

men den man finder i Vestafrika

er så ganske anderledes, end den man

ser i øvrige dele af verden, hvor det navnlig

er minareter, kupler og vinduespartier,

der udsmykkes, eller i sig selv udgør udsmykningen,

som en form for arkitektonisk

signatur. Dermed ikke sagt, at vestafrikanske,

og deriblandt maliske, moskeer

ikke rummer elementer fra en mere traditionel

moskéarkitektur. Det gør de, men

de maliske moskeers formsprog synes ikke

desto mindre at være opstået i en syntese

mellem Islams byggeforskrifter og de oprindelige

kulturers traditionelle udtryk.

Ser man fx på formsproget i masker, på

tekstiler og inden for øvrige kunsthåndværk

i den vestafrikanske kultur, er det

tydeligt, at der er afgørende paralleller til

arkitekturen, som ikke lader sig ignorere


eller kan bortforklares via diverse praktiske

hensyn. Masker ligner simpelthen

bygninger (eller visa versa!)

Spørgsmålet er nu, om også de

symbolske betydninger, der tilskrives

masker og træskærerarbejde, er indlejret

i arkitekturen.


Hos Dogonfolket er antilopen et meget anvendt

symbol. Den symboliserer den

hårdtarbejdende landmand, der må strides

med den tørre og golde jord i Dogonland.

Derudover er den yndet for sin skønhed,

sin styrke og sit mod. Det er tydeligt, at

der er formmæssige paralleller mellem antilopemaskerne

og fx facaden på den store

moské i Djenné. Overfører man maskens

kraft til moskeen, opstår en mulig sammenhæng

mellem formen og den funktion,

som bygningen tjener. I billedlig forstand

valfarter man således til antilopen for at

tilbede Allah, for her igennem at finde

styrke og mod til at udholde tilværelsen.

Det er imidlertid ikke kun Dogonfolkets

formsprog, der citeres i arkitekturen. Talrige

masker og objekter fra andre maliske

folk, som Fulani, Bambara, Malinke,

Sarakole, Dyula, Songhai og Senufo,

viser spor af lignende udtryk.













Materiale, udformning og iboende symbolik

synes at være meget tæt forbundne,

og den maliske kultur og Islam er sammensmeltet

på en enkel og naturlig måde.

Islam har i Mali tilsyneladende iklædt

sig et animistisk antræk, og derfor er der

overensstemmelse imellem udformningen

af de animistiske genstande og den muslimske

moské. “Vi er 99 % muslimer, men

100 % animister,” sagde en gammel malier

til mig under opholdet, og denne sætning

synes fornemt at illustrere det forhold,

at den oprindelige religion og dens

formsprog fortsat er dybt integreret i

samfundet – ikke mindst i arkitekturen.


Hvorfor tog du til Vestafrika?

“Jeg har altid haft stor lyst til at gå

meget undersøgende til værks og samtidig

har jeg altid haft en stor kærlighed til

materialet ler. På Akademiet benyttede

jeg derfor flittigt ler som arbejdsredskab

i forbindelse med mine projekter.

Jeg tilbragte mit tredje studieår på La-

boratoriet, og det var dér, interessen for

alvor begyndte. Laboratoriet er et studietilbud

på akademiet, hvor de studerende

tager udgangspunkt i et eksisterende

arkitekturværk. I mit tilfælde var det det

ægyptiske tempelanlæg Karnak, der blev

udgangspunkt for en lang række undersøgelser

og eksperimenter.

Som led i mine undersøgelser blev jeg

opmærksom på de mange fordele, leret

besidder som repræsentationsmateriale.

Det er for det første et meget spontant

materiale, som øjeblikkelig fremkalder

en form eller et udtryk i bearbejdningen.

Man kan hurtigt ændre eller afprøve for-

skellige arkitektoniske strukturer, og på

kort tid får man oparbejdet et tredimensionalt

materiale. Man er 1:1 med stoffet;

konstant i en form for direkte dialog, berøring

og kontakt med det færdige resultat.

Desuden er man fritaget fra forud at

kommunikere via andre medier som fx

computeren. Billedskolens keramikværk-





sted blev i de år et åndehul for mig. Jeg

fik råd og vejledning og dertil indsigt i de

processer, Billedskolens elever arbejdede

med. Jeg udførte både skulpturelle og grafiske

projekter og eksperimenterede med

forskellige lertyper og brændinger – og

det blev efterhånden mere og mere tydeligt,

at det var i det tværfaglige felt mellem

arkitektur og billedkunst, jeg fandt

både min inspiration, min begejstring og

min styrke.

I forhold til arkitekturen blev det oplagt

for mig at udforske leret nærmere.

Jeg ville undersøge, hvor og hvordan

ler blev brugt som byggemateriale –


navnlig som traditionelt eller oprindeligt

byggemateriale. Det var i den forbindelse,

jeg første gang stødte på Malis storslåede

lerarkitektur.”

Hvordan realiserede du din drøm?

“I 2000 stod jeg som færdiguddannet

arkitekt, men havde aldrig fået fulgt projektet

om leret og den oprindelige arkitektur

ordentligt til dørs. At rejse til Vestafrika

for at studere den unikke arkitektur

lå derfor lige for. For at kunne realisere

projektet søgte jeg forskellige fonde

om hjælp til finansiering. Jeg havde fået

ansættelse i et arkitektfirma, men pludselig

en dag lå der til min store glæde og

overraskelse et positivt svar fra bla Statens

Kunstfond. Jeg var ikke et øjeblik i

tvivl om, at jeg skulle realisere min drøm.

Jeg sagde det trygge job op efter et halvt

år, og intetanende om, hvad der ventede

mig forude, pakkede jeg rygsækken og

drog til Vestafrika. Oprindelig havde jeg

planlagt at være væk i ca. 6 måneder,

men det endte med en 14 mdr. lang rejse

udi en rigdom af vestafrikansk arkitektur

og kultur.”

Hvordan var det at arbejde i Vestafrika?

“Jeg indledte min rejse i Ghana, hvor jeg

i den første tid opholdt mig på sidelinjen

af et hold arkitektstuderende fra København,

inden jeg på egen hånd rejste videre

nordpå gennem Burkina Faso til

Bamako, som er hovedstaden i Mali. Jeg

besluttede hurtigt at bosætte mig i Ségou,

som er landets næststørste by og ligger

ca. 250 km nord for Bamako. Ségou er

dog væsentligt mindre end Bamako både

hvad angår indbyggerantal, trafik og almindeligt

afrikansk virvar. Byen ligger

ud til landets livsnerve, floden Niger. Det

er en utrolig hyggelig by, hvor der vokser

træer langs brede boulevarder. Jeg fik hurtigt

god kontakt til lokalområdet og befolkningen,

og byen blev en god base og


et fint udgangspunkt for de observationer

og analyser, jeg foretog. Jeg fik desuden

god kontakt til lokale kunstnere, som jeg

udvekslede tanker og ideer med. Specielt

fik jeg stort udbytte af at deltage i workshops

hos to internationalt anerkendte

kunstnere: billedhuggeren Dolo og tekstilkunstneren

Doumbia.”

Hvordan var hverdagen?

“At bo og arbejde i Mali er på mange

måder en meget intens og sanselig oplevelse.

De mange lyde fra gadens blikkenslagere,

knallerter, gamle biler (med og

uden lydpotte), æselkærrer og imamens

kald til bøn fem gange dagligt skaber tilsammen

en skøn symfoni, som man hører

fra solopgang til solnedgang. Lyset og

farverne, arkitekturen og maliernes smukke

og farverige beklædning er indtagende.

Dufte fra fortovskøkkeners kulgriller og

fra det lokale marked med kød og grønt

blandes med den evige duft af myntete

og os fra køretøjer. Mali udsætter én for

et bombardement af sanseindtryk, der

på én og samme gang er fascinerende,

overraskende og overvældende.”

Hvad har du personligt kunnet bruge

dine erfaringer til?

“Før min rejse til Vestafrika havde jeg

opholdt mig et år i Østafrika, i Kenya.

Mit udbytte fra rejserne har været kolossalt,

og jeg betragter begge som en form

for dannelsesrejser. Det er spændende at

lære en ny kultur at kende, og det er forbløffende,

så meget man samtidig lærer

om sin egen. De oplevelser, indtryk og

erfaringer, opholdet har givet mig som

menneske og arkitekt, er uvurderlige og

har stor betydning for mit professionelle

virke i dag, selvom kontrasten til den

nordeuropæiske arkitektverden er enorm.

Modsat vestlige forhold oplevede jeg som

arkitekt i Afrika en langt større frihed,

indflydelse og ansvar. I Afrika har man

hele tiden kontakt med materialet, hvilket

jo er utrolig vigtigt som arkitekt. Det

har givet gode erfaringer og en forståelse

for faget, som det ville tage meget længere

tid at opnå herhjemme.

Skal du tilbage til Vestafrika?

“Lige nu arbejder jeg på tegnestuen

Arkitekturværkstedet, hvor vi har travlt

med projekteringen af Torvehallerne på

Israels Plads i København, men jeg har

en stor kærlighed til Afrika og vil meget

gerne vende tilbage en dag – i en kortere

eller længere periode.”


En verdensrekord står for fald i Dubai.

Det blev klart forleden, da kranerne

på Burj Dubai-bygningen (Burj = tårn)

nåede op i luftlag, hvor ingen kraner

før har befundet sig. Men officielt har

skyskraberen først gjort sig fortjent

til titlen “Verdens højeste bygning”,

når højhuset står klar til indflytning

til september 2009. Den endelige højde

bliver indtil videre hemmeligholdt

pga. frygten for konkurrerende byggeprojekter, men den spås

til at blive et pænt stykke på den høje side af 700 m. Det er det

amerikanske arkitektfirma Skidmore, Owings & Merrill (SOM),

der står for udformningen af det elegante tårn, som kommer til

at rumme kontorer, lejligheder og verdens første Giorgio Armani-hotel.

www.burjdubai.com www.som.com


Foreningen Danske Designere har indført nye og skarpere optagelsesregler.

Dermed er det slut med det automatiske optag af

dimittender fra bla arkitektskolerne. “Nu åbner vi for mennesker,

der professionelt beskæftiger sig med design – og som altså

ikke nødvendigvis er uddannet designere på den klassiske

måde,” meddeler Danske Designere. De nye optagelsesregler skal

afspejle “en virkelighed, hvor tilgangen til at arbejde professionelt

med design har ændret sig markant, ligesom designernes

metode og kompetence anvendes i stadig mere forskelligartede

sammenhænge.” Læs mere på www.danishdesigners.com


“Munden løber i vand, som

glasuren løber langs krukkerne,

og man føler trang til

at sætte tænderne i.” Så begejstret

beskriver en professor

fra det engelske Royal

College of Art de keramiske

værker, som multikunstneren

Per Arnoldi udstiller på Holmegaard Glasværk. Værkerne,

der er skabt i samarbejde med Kählers keramiske værksted, forener

traditionelle glasur- og dekorationsteknikker med et moderne

formsprog. Den gamle familievirksomhed Kähler blev

tidligere på året blev overtaget af Holmegaard A/S, der med

denne udstilling viser, at man har tænkt sig at føre de stolte

traditioner videre.

“Per Arnoldi og Kähler” til 11. november, Det Levende Glasværk,

Holmegaard. www.kahlerdesign.com www.holmegaard.com



Fredag den 12. oktober er det igen Kulturnat i København. Tæt

på 300 forskellige museer, gallerier, cafeer, ministerier, teatre og

mange flere kaster dynen af sig og inviterer på alverdens oplevelser

for et Kulturpas til 75 kr.

Er man en hund efter arkitektur, er der masser at gå efter:

Dansk Jødisk Museum har sluppet den engelske komponist Simon

Bainbridge løs til at skabe musik, der kaster lyden omkring

i Daniel Libeskinds arkitektur (se foto). Komplot Design

lyssætter Kunstindustrimuseets forgård. Lysdesigner Jesper

Kongshaug sætter lys på bygninger, bolværk, statuer og træer

i byrummet, der strækker sig fra Gammel Strand over Christiansborg

Slotsplads til Børsrampen og Holmens Kirke. Statens

Værksteder for Kunst og Håndværk holder åbent hus. På

Kunstforeningen Gl Strand skaber Viera Collaro en lysskulptur.

Ørestad Nord Gruppen og lys- og mediekunstgalleristerne Illumenarts

inviterer på aftenvandring i Ørestad Nord. Dansk

Arkitektur Center har masser på programmet, fx den sanselige

bådtur “Byens lyd fra vandet” med kunstnerisk guide. Kunstakademiets

Arkitektskole holder bla tegnekonkurrence for både

børn og voksne. Eller hvad med at rulle en 20 km tur gennem

byens gader med Friday Night Skate?

Mulighederne er utallige og helt umulige at nå på en aften.

Men så er der jo næste år og næste år igen...

Hav en fantastisk nat! www.kulturnatten.dk


Kulturnatten som begreb opstod i den skånske by Lund, der holdt

sin første kulturnat i 1985. Derfra spredte ideen sig til andre byer

i Sverige og senere til Danmark.

København afholdt sin første kulturnat i 1993, hvor 45 kulturelle

institutioner åbnede dørene for publikum. Sidste år åbnedes

over 300 kulturelle døre for over 65.000 københavnere, og flere

og flere byer rundt om i landet er efterhånden sprunget med på

kulturnat-vognen. Kulturnætterne er ikke koordinerede. De

gennemføres spredt over året og har forskellige temaer. København

og flere større byer holder dog normalt kulturnatten fredag

nat før skolernes efterårsferie.

Kulturnat i Århus, 12. oktober: www.kulturnataarhus.dk

Kulturnat i Aalborg, 12. oktober: www.kulturnatten.com


I hvor høj udstrækning kan man tillade sig at anvende nye materialer

ved en renovering? Hvordan kan bygningen udvides?

Må facaden ændres? Det er nogle af de tvivlsspørgsmål, man

står overfor, når bevaringsværdige bygninger skal tilpasses nye

tider og nye behov. For at finde kvalificerede svar på de mange

spørgsmål har Lokale- og Anlægsfonden bedt en række arkitekter

om at skrive ‘testamente’ for deres nyopførte bygninger,

hvor de redegør for deres tanker og intentioner med byggeriet.

Ordningen, der har fået navnet “Arkitektens røst”, skal være

med til at fremtidssikre de bevaringsværdige bygninger og vejlede

fremtidige generationer, der ellers kan være i tvivl om, hvor

meget man kan tillade sig at ændre på bygningens oprindelige

udformning. www.loa-fonden.dk


Computeren har givet arkitektfaget

nye inspirerende redskaber

til at styre de kreative processer,

men når det drejer sig om at ‘tegne

med hjertet’, kan den gode

gammeldags håndtegning stadig

stå distancen. Det kan man forvisse

sig om på udstillingen “Tegning – et værktøj” på Arkitektskolen

Aarhus. Her kan man nyde over hundrede originale

håndtegninger og akvareller fra Statens Kunstbibliotek, Samlingen

af Arkitekturtegninger, og desuden vises en række eksempler

på arkitekters skitsebøger og opmålingstegninger.

“Tegning – et værktøj” til 28. september, Udstillingsbygningen,

Arkitektskolen Aarhus. Udstillingen kan også ses på nettet:

http://rum1.aarch.dk/index.php?id=97808


Der er grøde i australsk design. Det så man tydeligt på

den netop overståede festival Sydney Design Week,

hvor der bla var premiere på denne geniale konstruktion:

Think Chair – stol og læselampe samlet

i én minimalistisk form. Designerne,

Huseyin Sami and Gary Galego, har

hentet inspirationen i tegneseriernes

verden, hvor enhver lys idé som bekendt

udmønter sig i en pære, der

svæver over den tænkendes hovede.

www.workshopped.com.au



Kanazawa Glass Award er for glaskunsten, hvad Oscar-uddelingen

er for filmverdenen, og i år går hovedprisen, the Grand

Prize, for første gang til en dansker. Det er den internationalt

kendte glaskunstner Lene Bødker, der får den fornemme japanske

pris for værket “Section”, som hun har støbt i glas og derefter

behugget med hammer og mejsel. Skulpturens form får den

til at minde om en torso eller en træstub, mens den levende,

skrammede overflade afspejler forgængeligheden i naturen – et

gennemgående tema i Lene Bødkers arbejder.

www.lenebodker.dk


Selvom arkitektseniorer er lige så forskellige

som andre aldersgrupper, oplever

mange, at samfundet, kollegerne og ledelsen

skærer alle over én kam og definerer

dem som ‘kommende efterlønnere’ eller

‘pensionister’.

ARKITEKTFORBUNDETs næstformand,

Hans Christian Kirketerp-Møller,

og ARKITEKTFORBUNDETs faglige

konsulent, Ib Sander-Hansen, tegner her

et billede af arkitektseniorernes arbejdsmarked:

Hvad kendetegner en arkitektsenior?

Hvor arbejder seniorerne? Hvilke

problemer er de oppe imod? Og hvordan

får man skabt en mere offensiv platform

for de ældre generationer?


“Mit navn er Søren Olsen. Jeg er 80 år og

har netop fået til opgave at omdanne et

tørreloft til beboelse. Men jeg er lidt i

tvivl om, hvordan jeg afregner honorar.”

Citatet stammer fra en samtale, som AR-

KITEKTFORBUNDETs specialkonsulent,

Ib Sander-Hansen, for nylig havde med

en arkitekt.

“Arkitekter er efter min opfattelse ekstremt

fagligt engagerede. For mange er arkitekttitlen

ikke blot en stillingsbetegnelse.

Arkitekt er noget, man er hele livet igennem.

Selvfølgelig er det langt fra alle, som

arbejder, til de er 80+. Men mange arkitektseniorer,

som har afsluttet et ansættelsesforhold,

fortsætter deres virke som

arkitekt med egen tegnestue eller som debattør

og skribent i medierne,” fortæller

Ib Sander Hansen, der understreger, at

arkitekternes faglige passion er medårsag

til den forholdsvis lave ledighed blandt

ældre arkitekter.


ARKITEKTFORBUNDETs næstformand,

arkitekt cand.arch. Hans Christian

Kirketerp-Møller, er selv senior og ansat

i det offentlige.

“Det er rigtigt, at vi som arkitekter har

mulighed for at starte egen tegnestue uden

nogen egentlig startkapital, og det er korrekt,

at mange seniorer også vælger at gå

den vej. Det kan være en gammel drøm,

som man gerne vil realisere, eller det kan

være en måde at trappe ned på, som man

ikke har haft mulighed for i ens tidligere

ansættelsesforhold.”


Men hvad med de arkitekter, der vælger

at gå på pension, når de runder 62 – og

dem som ikke nødvendigvis har lyst til at

springe ud som debattør eller selvstændig,

når de er nået pensionsalderen?

“Selvom billedet af den hårdtarbejdende,

passionerede arkitekt er det mest fremherskende,

findes der også arkitekter, der

går på normal pension på lige fod med

DJØF’ere og andre akademikere,” siger

Hans Christian Kirketerp-Møller.

“I det offentlige er der en del arkitekter,

der vælger at benytte sig af efterlønsordningerne,

når de fylder 60. De fleste fortsætter

nok med at dyrke deres interesse

for arkitektur, design og planlægning,

men det betyder ikke nødvendigvis, at de

fortsætter med at udøve faget,” forklarer

ARKITEKTFORBUNDETs næstformand,

som mener, at billedet af den hårdtarbejdende

arkitekt risikerer at lægge et pres

på seniorerne.

“Jeg tror, det er vigtigt, at vi som fagforbund

holder fast i, at arkitektstanden

ikke alene består af de fuldstændig kompromisløse

arkitekter. I takt med at arkitekter

finder nye jobfunktioner uden for

arkitektvirksomhederne som følge af en

større tværfaglighed, vil arkitektstanden

også ændre værdier og dermed holdninger

til arbejdslivet. Og det er godt,”

mener Hans Christian Kirketerp-Møller,

“for alt for mange arkitekter brænder ud

før tid, fordi de glemmer at stille krav til

forholdene på deres arbejdsplads.”


Men kan man overhovedet tale om en

‘grå-guld-problematik’ for arkitekter, hvis

mange arbejder til de segner, og hovedparten

af de offentligt ansatte har mulighed

for at aftale sig frem til en seniorordning?

Svaret er Ja.

“Der er ikke tvivl om, at den ledige arkitekt

på 55+ er oppe mod hårde odds






i kampen om jobs. Og det til trods for, at

han eller hun sidder med en langt større

erfaring end en fagfælle på 30,” forklarer

Ib Sander Hansen. I virkeligheden er den

ledige senior offer for arbejdsgivernes

dobbeltmoral. På den ene side efterspørger

man kvalificeret arbejdskraft, og på

den anden side går man i en stor bue uden

om seniorerne.

“Forestil dig at sidde som 55-årig og

kunne læse i avisen, at virksomhederne

mangler arbejdskraft – og samtidig vide,

at man ikke selv har fået respons på de



første 50 ansøgninger, man har sendt ud.

Det er frustrerende, og det er det problem,

som mange ledige seniorer løber ind i.”


“Selvom de ledige seniorer er hårdest

ramt, er der også mange ældre i job, som

oplever det at blive senior som ubehageligt,”

siger Ib Sander-Hansen. Mange føler

sig raske og parate til at tage en ekstra

tørn, men bliver mødt med fordomme og

forventninger om nedtrapning fra både

kolleger og arbejdsgivere – og det kan virke

hæmmende. Og Hans Christian Kirketerp-Møller

mener, at livet som senior i

det offentlige er langt at foretrække i forhold

til et liv som senior i en privat arkitektvirksomhed.

“Fordelen ved at arbejde

i det offentlige som senior er de mere

ordnede forhold. Forhold, som man ikke

altid finder i de mindre, private arkitektvirksomheder.”

Mange arkitekter bevæger sig da også

fra det private til det offentlige, når

parametre som fx løn ikke længere er

det afgørende.

“De ordnede forhold er nok en af forklaringerne

på, at der i dag er langt flere

ældre i den offentlige sektor end i den

private sektor. Det er tankevækkende,”

siger Hans Christian Kirketerp-Møller.


Spørgsmålet er, hvordan man får seniorerne

ind i arkitektvirksomhederne, og hvordan

man får arkitektvirksomhederne til

at se kvaliteten i de ældres kompetencer

– for hvem har lyst til at søge job i en


virksomhed, hvor man på forhånd ved,

at man vil blive mødt med fordomme?

Svaret ligger ikke lige for.

Selvom mange måske vil mene, at en

seniorpolitik kunne være løsningen på

problemet, så frygter Ib Sander-Hansen,

at påtvungne seniorpolitikker vil virke

mod hensigten.

“Problemet med seniorpolitik alene er,

at vi risikerer en endnu større stigmatisering

af de ældre i arkitektvirksomhederne.

Med en seniorpolitik risikerer de ældre

at få status som en kategori af medarbejdere

med særlige behov”.

“Det er vigtigt, at seniorpolitik og seniorordninger

bliver en integreret del af

virksomhedernes personalepolitik. Dvs.

en personalepolitik, som tager højde for

de ansattes forskellige behov og forskellige

livsfaser uden at pege fingre ad nogen,”

lyder budskabet fra ARKITEKTFOR-

BUNDETs næstformand, der mener,

at virksomheder og medarbejdere skal

blive bedre til at afstemme hinandens

forventninger.

“I mange offentlige virksomheder går

arbejdsgiverne i direkte dialog med deres

seniormedarbejdere. Her fremlægger man






















de forskellige muligheder og fokuserer

ikke alene på, hvornår og hvordan seniorerne

bedst muligt kan afvikle deres arbejdsliv.

Det er noget, som arkitektvirksomhederne

kunne tage ved lære af.”


Omgivelsernes fordomme og forventninger

betyder, at mange seniorer sætter sig

selv i bås.

“Jeg oplever, at mange kun ser deres

muligheder inden for ‘systemet’. I stedet

for at se på, hvad de selv har lyst til, rin-

ger de for at spørge om efterlønsreglerne

eller om, hvordan de skal forholde sig til

dagpengesystemet. Selvfølgelig skal man

kende reglerne. Men selvom man er senior,

kan man sagtens have nogle ønsker for

sin karriere med krav til, hvordan ens liv

skal forme sig,” siger Ib Sander-Hansen.

“Uanset hvor du befinder dig i karrieren,

må du vurdere din situation og dine

ønsker. Det gælder, når du er dimittend

og skal finde dit første job, når du gerne

vil udvikle dig eller skifte karrierespor,

når du vil stige på rangstigen, når du

bliver forælder, og når du bliver senior,”

siger Hans Christian Kirketerp-Møller.

“Problemet med seniordebatten er, at

omgivelserne og seniorerne ofte selv sætter

nogle begrænsninger for, hvordan

man skruer en senkarriere sammen. Blot







fordi man har rynker og gråt hår, skal

man ikke skrinlægge alle ønsker for en

spændende senkarriere. Det vigtigste er

derfor, at du som senior selv hopper ud af

båsen og ser på muligheder og ønsker frem

for at se på begrænsninger og systemer.”


virksomhed, hvor man på forhånd ved,

at man vil blive mødt med fordomme?

Svaret ligger ikke lige for.

Selvom mange måske vil mene, at en

seniorpolitik kunne være løsningen på

problemet, så frygter Ib Sander-Hansen,

at påtvungne seniorpolitikker vil virke

mod hensigten.

“Problemet med seniorpolitik alene er,

at vi risikerer en endnu større stigmatisering

af de ældre i arkitektvirksomhederne.

Med en seniorpolitik risikerer de ældre

at få status som en kategori af medarbejdere

med særlige behov”.

“Det er vigtigt, at seniorpolitik og seniorordninger

bliver en integreret del af

virksomhedernes personalepolitik. Dvs.

en personalepolitik, som tager højde for

de ansattes forskellige behov og forskellige

livsfaser uden at pege fingre ad nogen,”

lyder budskabet fra ARKITEKTFOR-

BUNDETs næstformand, der mener,

at virksomheder og medarbejdere skal

blive bedre til at afstemme hinandens

forventninger.

“I mange offentlige virksomheder går

arbejdsgiverne i direkte dialog med deres

seniormedarbejdere. Her fremlægger man






















de forskellige muligheder og fokuserer

ikke alene på, hvornår og hvordan seniorerne

bedst muligt kan afvikle deres arbejdsliv.

Det er noget, som arkitektvirksomhederne

kunne tage ved lære af.”


Omgivelsernes fordomme og forventninger

betyder, at mange seniorer sætter sig

selv i bås.

“Jeg oplever, at mange kun ser deres

muligheder inden for ‘systemet’. I stedet

for at se på, hvad de selv har lyst til, rin-

ger de for at spørge om efterlønsreglerne

eller om, hvordan de skal forholde sig til

dagpengesystemet. Selvfølgelig skal man

kende reglerne. Men selvom man er senior,

kan man sagtens have nogle ønsker for

sin karriere med krav til, hvordan ens liv

skal forme sig,” siger Ib Sander-Hansen.

“Uanset hvor du befinder dig i karrieren,

må du vurdere din situation og dine

ønsker. Det gælder, når du er dimittend

og skal finde dit første job, når du gerne

vil udvikle dig eller skifte karrierespor,

når du vil stige på rangstigen, når du

bliver forælder, og når du bliver senior,”

siger Hans Christian Kirketerp-Møller.

“Problemet med seniordebatten er, at

omgivelserne og seniorerne ofte selv sætter

nogle begrænsninger for, hvordan

man skruer en senkarriere sammen. Blot







fordi man har rynker og gråt hår, skal

man ikke skrinlægge alle ønsker for en

spændende senkarriere. Det vigtigste er

derfor, at du som senior selv hopper ud af

båsen og ser på muligheder og ønsker frem

for at se på begrænsninger og systemer.”


Mange seniorer er en attraktiv arbejdskraft.

Langt mere attraktiv end den stressede

familiefar på fyrre. Seriøse virksomheder

med sans for den erfarne arbejdskraft

bør derfor skabe et ‘seniormarked’,

hvor de tilbyder attraktive vilkår og store

udfordringer til de kompetente seniorer.

Det foreslår psykolog Knud Ramian, der

her forklarer, hvorfor alder er den forkerte

parameter at måle sine ansatte på – og

hvorfor mange vælger at gå på pension,

selvom de sagtens kunne klare 10 år til

på arbejdsmarkedet.


Gerontologien (læren om alderdommen,

red.) er ifølge Knud Ramian ubrugelig,

når man skal vurdere folks fysiske form,

kompetencer og engagement.

“Jeg kender en kvinde, der begyndte at

løbe i en alder af 60. I dag løber hun maraton.

Og jeg kender mange 35-årige, som

dårligt nok kan løbe én kilometer uden at

miste pusten. Det er vores individuelle

historie, der er afgørende for, hvem vi er,

og for, hvad vi kan præstere. Jo ældre vi

bliver, desto sværere bliver det at vurdere

mennesket ud fra dets alder. Livsstil,

bla rygning og personlige oplevelser

bliver nemlig langt mere afgørende

end dåbsattesten.”


Videnskaben viser, at jo ældre man er, jo

mere uholdbart et måleredskab er alde-





ren, når det gælder menneskets fysiske

form. Alligevel fokuserer seniorpolitikker

i dag på afvikling og nedtrapning af seniorernes

arbejdsforhold.

“De eksisterende seniorordninger og

politikker er defensive. De tager for givet,

at arbejdspladsen har slidt så meget på

medarbejderen, at det handler om at

finde en god måde at slippe af med den

opslidte arbejdskraft på. Man kan sige,

at seniorordningerne er en slags socialforanstaltning

for ‘den svage senior’.”

Men hvad nu, hvis man ikke føler sig

opslidt som 60-årig? Hvad hvis man har

mod på flere udfordringer og tilhører

gruppen af ‘kompetente seniorer’?

“Arbejdsmarkedet vrimler i dag med

kompetente seniorer, der er produktive,

har et godt netværk og en høj arbejdsmoral,

og som besidder enorme strategiske

færdigheder. De fleste af dem ender i dag


som ‘tabt guld’ for virksomhederne. De

vælger nemlig at gå på pension, fordi

de ikke stilles attraktive jobmuligheder

i udsigt på arbejdsmarkedet.”


Det er imidlertid ens eget perspektiv, som

er afgørende for, om man går i stå eller ej.

“Du vil automatisk tune dine ønsker

ind i forhold dine udsigter og dit perspektiv.

Stiller arbejdsgiveren dig kun nedtrapning

og pension i udsigt, er det klart,

at du som senior mister motivationen og

gejsten for dit job. ”

I stedet burde man ifølge Knud Ramian

skabe et attraktivt ‘seniormarked’.

“Seniormarkedet er stort set ikke-eksisterende.

De færreste virksomheder opslår

stillinger, som efterspørger seniorkompetencer.

Hvis virksomhederne begyndte

at satse på et egentlig seniormarked med

udfordrende stillinger og fleksibilitet, ville

de få tilført enorme ressourcer – og seniorerne

ville få mulighed for at skabe sig

en karriere, hvor de kunne få anerkendelse

for deres særlige seniorkompetencer.”

Psykolog Knud Ramian peger på gruppen

af selvstændige, der klart afspejler, at

mange er fuldt funktionsdygtige, når de

er 60+.

“Mange selvstændige fortsætter til

langt ud over den officielle pensionsalder.

Forklaringen er, at den selvstændige ikke

i samme grad som den ansatte udsættes

for et pres fra arbejdsgiver, kolleger og

samfund til at gå på retræte. Den selvstændige

er herre over sin egen karriere,

og udfordringerne stopper ikke, blot fordi

man er nået en vis alder.”

Men hvordan får vi skabt et arbejdsmarked,

som forstår at værdsætte seniorernes

kompetencer? Knud Ramian mener,

at det kræver et holdningsskift i både erhvervslivet

og samfundet.

“Hvis virksomhederne vurderede deres

ansatte ud fra en række parametre som fx

helbred, produktivitet, kompetencer, net-





værk, viden og engagement, og hvis man

honorerede de ansatte herefter, er jeg sikker

på, at man ville se mange flere ansatte,

som stadig var på toppen af deres karriere,

når de var 65.”

Læs mere:

http://us.geocities.com/knudramian/

Alderdomme.html


Hvordan tackler man bedst

seniorkarrieren?

“Jeg indrømmer, at jeg aldrig selv har været

den store ‘karriereplanlægger’. Alligevel

mener jeg, at man bør overveje, hvad

man gerne vil i resten af sin karriere, når

man runder de 50. Både for ens egen og

arbejdspladsens skyld. Når man runder en

vis alder, bliver man pludselig mødt med

en masse forskellige holdninger og måske

fordomme fra både kolleger, arbejdsgiver

og samfundet i al almindelighed. Vil man

gerne selv være herre over sit arbejdsliv,

også som senior, må man altså gøre op

med sig selv, hvordan man vil skrue resten

af sin karriere sammen – ellers risikerer

man, at en eller anden tilfældighed pludselig

har taget beslutningen for én.”

Hvordan har du planlagt din senkarriere?

“Jeg har selv bedt om at få en ekstra ressource

ind på mit arbejdsområde, som en

form for aflastning. Hvor jeg før sad alene

som miljø- og energiformidler, har jeg i

dag en yngre kollega, som jeg kan sparre

med. Det betyder, at der ikke ligger det

samme pres på mig som tidligere, og det

sætter jeg pris på. Derudover regner jeg

da også med at få adgang til en af kommunens

seniorordninger. Det kunne fx

være en ordning, hvor kommunen gik ind

og betalte for en del af min nedsatte arbejdstid,

hvis jeg fik behov for det.”

Skal virksomheder have en seniorpolitik?

“Jeg mener ikke, man skal fornægte, at

man bliver ældre. På et eller andet tidspunkt

må man erkende, at man ikke kan

køre i samme høje gear, som da man var

på toppen af sin karriere. Man bliver hurtigere

træt, eller man har ganske enkelt

ikke lyst til at presse sig selv så hårdt mere.

Derfor synes jeg også, at alle virksomheder

bør have en seniorpolitik, som tager

hensyn til ældre medarbejderes behov.

Jeg er selv med til at fastsætte den seniorpolitik,

vi har i Roskilde Kommune. Det

er en seniorpolitik, som åbner for nogle

fleksible ordninger for de ældre medarbejdere.

For eksempel har man mulighed

for at gå ned i tid og stadig få fuld pension

– eller få tildelt et mindre stressende

arbejdsområde. Jeg mener, at det er en

tryghed at vide, at man har sådan nogle

muligheder, som senior.”

Hvad er de ældre medarbejderes styrke?

“Som ældre er man jo langt mere fleksibel

end mange af de unge. Man har ikke børn,

som skal hentes i institution eller som er

syge, og man kan give den en ekstra skalle

på alle timer af døgnet. Derudover har

man et kæmpe professionelt netværk, som

betyder, at man kan få mange aftaler igennem

og skabe kontakter, som de færreste

unge medarbejdere vil have mulighed for.

Og endelig har man en enorm erfaring,

der giver overblik – og som man har en

forpligtelse til at videregive til de yngre

på arbejdspladsen.”

“Jeg synes, det er forkert at betragte ældre

medarbejdere som udbrændt arbejdskraft.

En af de klare fordele ved min alder er fx,

at jeg er mindre sårbar. Jeg ved, at min tid

på arbejdsmarkedet ikke varer evigt, og

derfor er jeg heller ikke så bange for at

afprøve nye ting. Det kan være meget berigende

for en arbejdsplads med ansatte,

som godt tør satse – og det er også i virksomhedens

interesse.”


Kan man skelne mellem ung og ældre

arbejdskraft?

“Jeg synes ikke, man skal skelne mellem

tidlig og sen karriere. Selvfølgelig kan ens

udgangspunkt og omgivelsernes forventninger

variere, alt efter om man er ung

eller gammel. Men jeg har da mødt mange

ældre over 65, som er mere dynamiske og

aktive end en hel del unge mennesker.

Forskellen er vel primært, at de gamle har

større erfaring, og at de unge har større

gåpåmod. Ellers er variationerne inden for

hver af de to grupper næsten lige så store

som mellem de to grupper indbyrdes.”

Hvornår vil du trække dig tilbage fra

arbejdsmarkedet?

“Jeg synes, at beslutningen om at trække

sig tilbage er meget individuel. Selv mener

jeg at have et både givende og interessant

job. Og så længe jeg kan tilføre opgaverne

kvalitet – uden at andre giver udtryk for

det modsatte – så vil jeg gerne blive ved.

Dels skylder man vel samfundet at udnytte

de erfaringer, man har opnået, dels

er det – i hvert fald for mig – en daglig

glæde aktivt at være med til at bidrage

til samfundets aktiviteter og kvaliteter.”

Hvad, synes du, er spændende ved dit job?

“Nogle vil nok spørge, om mit arbejdsliv

har samme opgavemæssige kvaliteter og

udfordringer som et mere traditionelt

arkitektarbejde. Det mener jeg i høj grad,

at det har. Det kan godt være, at opgavernes

indhold og udfordringernes kvalitet

er lidt anderledes. Men det at være med

til at planlægge og virkeliggøre en ny bydel,

både hvad angår indhold og udformning,

og at være med til at anlægge og

drive en metro kræver både kreativitet og

kvalitetssans samt evne til at prioritere,

hvilket jo er arkitekternes varemærke.”

Hvordan planlægger du din ‘senkarriere’?

“Karriereplanlægning er en by i Rusland

for mig – også når det gælder min senere

karriere. Så længe jeg synes, opgaverne er

udfordrende og spændende, og så længe

jeg mener, jeg kan tilføre opgaverne kvalitet,

så er jeg parat til at gribe de muligheder,

som byder sig.”

Synes du, at virksomheder bør have en

seniorpolitik?

“Jeg synes, at det kan være en god idé for

en virksomhed at have en seniorpolitik,

forstået i bred forstand. En politik som

viser, at virksomheden er åben over for

seniorers udviklingsmuligheder. Jeg kender

virksomheder, hvor ledende medarbejdere,

når de ikke længere har lyst og måske

kræfter til at varetage ledelsesopgaver,

får mulighed for at blive nogle år i virksomheden

som støtte for de yngre medarbejdere.

Dét, synes jeg, er meget klogt

såvel for virksomheden som for de gamle

og de unge medarbejdere.”

“Jeg mener, at virksomheden kan have

stor glæde af at bruge de særlige erfaringer,

som seniorer sidder inde med, konstruktivt

– både til at øge kvaliteten af

virksomhedens resultater og til at inspirere

og støtte de yngre medarbejdere. Altså

med andre ord: Man kan bruge seniorerne

ved at øse af deres erfaringer og det

overskud, som kommer af stor viden

og indsigt.”


Kan man skelne mellem ung og ældre

arbejdskraft?

“Mine tanker – også i forhold til det at

blive ældre – har altid haft arkitektfaget

som omdrejningspunkt. I mit virke som

arkitekt har jeg altid søgt at have en human

indgangsvinkel til arkitekturen. Det

betyder, at jeg gerne vil skabe en sammenhæng

mellem den samfundsmæssige forståelse

og det færdige produkt. Derfor

har jeg ikke haft specielt fokus på en særlig

‘seniorkarriere’ – men set det som et

privilegium at beskæftige mig med min

forståelse af mit fag. Jeg kan dog se, at

jeg gradvist har tilpasset mine opgaver

til min alder. Hvor jeg før beskæftigede

mig med alle faserne i projekterne, fokuserer

jeg i dag især på opgaver, hvor jeg med

min erfaring kan være med til at gøre

en forskel.”

Hvor længe ønsker du at fortsætte på

arbejdsmarkedet?

“Så længe det lykkes at skabe et fagligt arbejdsrum,

ser jeg mange fordele ved at

blive ældre, selvom der altid vil være overvejelser

omkring de faglige muligheder

kontra økonomi. For at få kabalen til at

gå op, kan de færreste tillade sig at have

den holdning, der hedder: Jeg arbejder

alene af lyst.”

“Selv har jeg nok ikke udvist rettidig økonomisk

omhu – i stedet har jeg valgt at

leve i og med faget på godt og ondt – det








er hårdt, sjovt og udfordrende. Min tilrettelæggelse

af arbejdslivet har betydet,

at jeg har haft behov for at ‘lønsikre’ mig,

i tilfælde af ledighed. Desværre har reglerne

ændret sig. Grænsen for lønsikring

er sat ned fra 60 år til 55 år. For mig virker

disse aldersbestemte grænser for efterløn,

pension mv. meget lidt logiske – og

for mange fungerer de ligefrem som milepæle,

man kan stræbe efter at nå. Det ville

være mere interessant, hvis mulighederne

var til stede, når behovet var der. I dag

må man desværre konstatere, at mange

i forbindelse med en arbejdsløshedssituation,

bliver ‘presset’ til at gå på efterløn

‘helt efter bogen’. Det ville jeg nok have

meget svært ved.”

Hvilke barrierer oplever senioren på

arbejdsmarkedet?

“I en tidligere arbejdsløshedsperiode var

jeg engageret i et seniornetværk. Jeg oplevede

de frustrationer, der opstår, når

folk bliver ledige i en alder af 50+. Det var

tankevækkende at se de ændringer, der

sker, når folk går fra beskæftigelse til ledighed.

Netværkets opgave var bla at

skaffe seniorer i arbejde via virksomhedsbesøg.

Desværre viste de mange møder

med virksomhedsledere, at det kan være

svært at brænde igennem som senior hos

arbejdsgiverne.”

Kan du beskrive den ideelle senkarriere?

“Den ideelle ‘seniorkarriere’ – hvis sådan

en eksisterer – er som at føre en sejlbåd

med hjælpemotor. Der udtænkes en sejlplan,

en afklaring omkring hvor man vil

hen, og så realiseres turen. Når der er

vindstille – må hjælpemotoren træde til.

Er der ikke penge til brændstof – må den

videre sejlads udskydes, til der igen er tanket

op. Blæser båden inde – må de stedlige

muligheder undersøges – er det her,

min havn er? Eller skal man vente på

bedre vejr for at nå de næste mål.

Det nemmeste, som senior, er at blive

hængende i det gode job. Det udfordrende

er at få gjort status – og sætte kurs mod

sine faglige krav og behov. Det sværeste

er at være ledig og mærke barrierer, synlige

som usynlige, tårne sig op.”


“I tider med rimelig beskæftigelse giver det

god mening at fastholde alle medarbejdere,

herunder også de ældre. Derfor er vi

nogle seniorer, som har prøvet at få en

seniorordning op at stå her på tegnestuen

Arkitema. Det har vi gjort ved at fremsætte

et forslag, som tillidsrepræsentanterne

kunne gå videre med til ledelsen. Vores

konkrete forslag indebar blandt andet en

gradvis ret til mere betalt fritid. Men desværre

mente ledelsen ikke, at det lige var

seniorerne, som skulle tilgodeses, ligesom

andre af vores kolleger syntes, at de også

skulle have del i goderne. I øjeblikket venter

vi på et samlet løn- og ansættelsesudspil

fra ledelsen. Et lønudspil, som er for

alle grupper på tegnestuen – og som lader

vente på sig…”

“Som seniorgruppe kan det være svært at

få fremført sine ønsker i en stor organisation.

Man er dybt afhængig af sine tillids-

repræsentanter og sit forbund. Derfor kan

det være frustrerende, hvis man ikke føler,

man får den nødvendige opbakning. For

vores vedkommende har vi haft kontakt

til tillidsrepræsentanter fra tre forskellige

faggrupper, som gennem et samarbejdsudvalg

har fremsat vores forslag for ledelsen

– men vi undrer os selvfølgelig

over, at der endnu ikke er sket noget.”

“Antallet af seniorer på de private tegnestuer

er stærkt stigende, derfor synes jeg,

det er mærkeligt, at man ikke har sat mere

fokus på dette område fra fagforbundets

og tillidsrepræsentanternes side noget før.

Måske det er kommet bag på forbundet,

at der efterhånden også er rigtig mange

seniormedarbejdere på de private tegnestuer?

Under alle omstædigheder håber

jeg, at forbundet vil tage seniorproblematikken

med på dagsordenen ved de kommende

overenskomstforhandlinger – og

at forbundet fremover vil have en klarere

holdning til, hvilke forhold man bør tilbyde

seniorer – også på det private

arbejdsmarked.”

“Den ideelle seniorkarriere på en privat

tegnestue, mener jeg, ville være en kombination

af nedtrapning, mulighed for at

påtage sig andre opgaver samt en lavere

rejseaktivitet. Derudover mener jeg, at

virksomheden kunne drage mange fordele

af at oprette mentorfunktioner til seniorerne.

Der kommer mange nyuddannede

medarbejdere på tegnestuen, for dem vil

en mentorfunktion være oplagt, for at

have mulighed for at trække på de ældres

erfaringer og viden. Det vil give kontinuitet

og opretholdelse af faglig kvalitet –

og som seniorer, vil vi til gengæld kunne

lære noget på andre felter af de unge.”


Sneklædte bjerge splitter Marokko op. I barske ørkenformationer

ved Atlasbjergenes udkant af Sahara, mens langt mere frodige

landskaber strækker sig ud mod atlanterhavskysten.

Fra den mytiske by Marrakech er der bjergpas og snørklet vejforbindelse

til ørkenens oasebyer, som smukt grænser op til floddalene

qued Dra og qued Dadès. Qued betyder, at der kun er vand

i floderne, når der kommer smeltevand fra bjergene, og i de sjældne

årlige øjeblikke hvor regnen giver sine livbringende dråber.

Oasebyernes jordhuse er som tusinder og atter tusinder af boliger

bygget af jord, sand og sten – en byggeskik udviklet og forfinet

igennem århundreder – med spektakulære varianter, alt

efter hvilken del af den otte millioner kvadratkilometer store

Saharaørken, man befinder sig i.

Helt specielt for Marokko er imidlertid, at mange af de oprindelige

jordbyer er bevaret – både menigmands huse og de befæstede

borge, Kasbah’erne, hvor landsbyboerne søgte tilflugt

i tilfælde af fjendtlige angreb. Som fuldkommen modsætning til

de af franskmændene nyere planlagte gade- og bystrukturer med

akser, fremstår disse labyrintagtige byer med kringlede gadefor-

løb, omgivet af huse med næsten hermetisk lukkede facadepartier.

Hemmelighedsfuldheden er total, ligeså nysgerrigheden.

Ikke uden grund. Lukketheden mod offentligheden modsvares

af herlige indre rumforløb – med gårdhaver, dyr og fugle. Boligernes

opholdsrum ligger som perler på en snor omkring gårdhaverne,

som, hvis klimaet tillader det, fremstår med skyggegivende

vækster og vandanlæg – som ens tanker nærmest besættes

af, og hele tiden vandrer tilbage til, så snart man færdes uden

for i den bidende sol. Materialerne er jord, sand, sten og træ

fra nærområderne – der, lige som kamæleoner, falder totalt ind

i landskaberne, uanset om husene er opført i oaserne, ørkenen

eller bjergene.

Overleveringen fra generation til generation af disse lokale

og totalt uprætentiøse materialer, deres konstruktive muligheder,

holdbarhed og æstetiske udtryk har givet den lokale befolkning

en tryghed ved brugen af dem og en berettiget arkitektonisk

værdighed.

Af arkitekt, cand.arch. Hans Peter Hagens


Arkitekternes Pensionskasse

Rentesatser

i AP 2007

Pensionsordninger:

• Livrenter 5 %

Satser er excl. gruppeforsikring

Opsparingsordninger:

• Ratepension 5 %

• Kapitalpension 5 %

Arkitekternes Pensionskasse

Søholm Park 1

2900 Hellerup

Telefon: 39626566

Fax: 39400706

e-mail: pension@soeholmpark.dk

www.soeholmpark.dk


Fremtiden

bygger

på tegl

Danske arkitekter har skabt en stolt byggetradition her i landet. Hos Wienerberger er vi

lige så stolte af at være en del af det. Vi har i årtier leveret teglsten til danske byggerier og

har i dag et af Danmarks største sortimenter af mursten, tagsten og teglblokke. Dermed

giver vi dig den arkitektoniske frihed, der skal til for at forme fremtidens byggetraditioner.

Tegl har uendeligt mange designmuligheder, giver godt inde klima, og næsten

intet vedligehold – derfor hører teglprodukter frem tiden til. Kontakt

os for at høre mere om Wienerberger teglsten eller besøg

vores nye showroom i Brøndby.

Wienerberger A/S

Kirkebjerg Allé 88

2605 Brøndby

www.wienerberger.dk

info@wienerberger.dk

Building Value

Mursten • Tagsten • Teglblokke • Belægningssten

Maskinel Magasinpost

ID-nr. 42475

Afsender:

P. J. Schmidt PortoService ApS

Hjulmagervej 13, 9490 Pandrup

More magazines by this user
Similar magazines