TEMA: SENIORARKITEKTERNE OG ... - Arkitektforbundet

og den udtørrede jord. Zonen strækker
sig i en bredde af 300-500 km fra Atlanterhavet
tværs over Afrika til Det Røde
Hav nord for Etiopien. Mange lande i
Sahel hører til de fattigste i verden bla
pga. de ubarmhjertige biologiske og geografiske
forhold. Et land som Mali, der
ligger i Sahel-regionen, lider således af udtalt
ressourcemangel, når det kommer
til bestandige byggematerialer som sten
og skov. Alligevel har landet fostret en
af verdens smukkeste og mest særegne
arkitekturtraditioner.
Mali gennemstrømmes af Niger-floden,
hvis vand sammen med landets tørre jord
skaber et ydmygt men ikke desto mindre
unikt byggemateriale: mudder. I en møjsommelig
proces hugges ler-massiver op
fra undergrunden, brækkes op, blandes
med vand, arbejdes igennem og blandes
ofte med andre bindestoffer, som strå eller
jord fra termitboer.
Det våde ler støbes i forme til lersten,
som tørres i solen og efterfølgende sættes
sammen med fugtigt lermørtel, men ofte
klaskes det våde ler direkte op på enkle
stilladskonstruktioner af lange træneg.
Denne trækonstruktion forbliver synlig,
og dette er et af de iøjnefaldende kendetegn
ved den vestafrikanske lerarkitektur.
Træskelettets arme stikker vandret ud fra
bygningernes bløde lerklining, og på tagkanten
rækker de lodret op. Tagkantens
‘træspir’ er dog ofte beklædt med ler gentagne
gange, og fremstår derfor som bløde
ubehjælpelige skydeskår, som på et sandslot.
Og ligesom sandslottet står som vokset
direkte op af stranden, således gælder
det også for vestafrikansk arkitektur: Lerbygningerne
er ikke sandslotte, men mudderslotte
der både i farve- og overfladestruktur
gentager Sahel-zonens tørre slette.
Bygningernes ler er ubrændt. Træressourcerne
i området tillader ikke andet.
Dette bevirker, at bygningerne har ringe
modstandskraft og let bliver medtaget af
vejr og vind generelt og den årligt tilbagevendende
regntid i særdeleshed. År efter
år må man igen og igen reparere og for-