Se Pdf - wanted for good

wantedforgood.dk

Se Pdf - wanted for good

#81/82 - Marts 2007 - 29. ÅRGANG


Fra vor

egen

verden

Dansklærerforeningen er i disse år i gang med en fornyelsesproces.

For godt et par år siden tog vi et stort skridt

frem med en ny organisationsstruktur, hvor det bl.a. blev

tydeligere, hvad der er medlemsaktivitet og hvad der er

produktion. Dansklærerforeningen står med sine 11000

medlemmer, i modsætning til andre faglige foreninger, for

en omfattende og forskelligartet virksomhed. Vi rummer

fagets udøvere fra grundskole til universitetsniveau, faget

på langs som man siger, vi har eget forlag, distribution og

sekretariat. Og dansklærerforenings formål er tilsvarende

omfattende at arbejde for fagets udvikling alle steder,

hvor der undervises i dansk og at varetage medlemmernes

faglige og pædagogiske interesser. Det er ambitiøst!

Vi ønsker altså også i fremtiden at have en stor og stærk

forening af dansklærere og for dansklærere, som kan levere

de ydelser faget og tiden kræver. Det er bestemt også

ambitiøst de ændrede vilkår i det pædagogiske landskab

og det offentlige rum taget i betragtning.

Når vi nærer den slags forestillinger, eller hedder det visioner?

er det fordi vi i Dansklærerforeningen på grund af

det store fællesskab kan give liv til en strøm (læs: drøm)

af aktiviteter, ydelser og produktioner, som vi ikke sådan

uden videre finder på det frie marked eller liggende parat

i undervisningssystemet.

Det bedste i foreningen er medlemmerne og alt det de

står for og kommer med. Det giver vores aktiviteter og

ydelser noget særligt. Det er det særlige ved Dansklærerforeningen

og også ved Dansklærerforeningens Forlags

produktion.

I den nye struktur værnes der derfor om demokratiet,

som er blevet styrket gennem en ”generøst” organiseret

foreningsledelse. Hver skoleform har som tidligere sin

suveræne sektion, EG, F, G og U, med egne bestyrelser

og generalforsamlinger; men herudover er i helhedens

interesse – udover repræsentantskabet og generalforsamlingen

- tilkommet det styrende og koordinerende organ,

Fællesbestyrelsen, hvor alle de fire sektioner ligeligt, uanset

medlemsvolumen! er repræsenteret sammen. Fællesbestyrelsen

ledes af et femte medlem, en formand, også

han er i helhedens interesse demokratisk valgt af repræsentantskabet.

Helhedens interesse, hvad er så det? Ja, det er vel et eller

andet sted i tanke- eller associationsrækken alt det vi kan

udrette, når vi er rigtig mange. Det er der, hvor ord og

gerninger, hvis vi gør det rigtige, bliver til indflydelse og

til politik.

Forlaget, som er en vigtig brik i foreningens strategi, er

derfor også blevet tunet op - til et aktieselskab. Forlaget

ejes suverænt af foreningen. Det ledes af en direktør, selvfølgelig

med baggrund i lærergerningen, og er bemandet

med professionelle forlagsredaktører, øverst er forlagsbestyrelsen,

som er sammensat af foreningsmedlemmer og

erhvervsfolk.

Strukturen i sig selv gør det selvfølgelig ikke. Alle foreningens

fire sektioner bakker op om de nye ideer, visionen:

der skal ske noget mere! hvis vi skal holde os på

banen, som en toneangivende spiller. Vores struktur og

volumen skal kunne slå om i en særlig kvalitet, ikke bare

i bøgerne men i alle danskfaglige sammenhænge. Ellers

kan det blive vært at leve op til ambitionen.

Og her må vi ikke glemme at ideerne og fornyelsen som

afsæt har et par ubehageligheder: Vi mister til stadighed

medlemmer, dansklærere oplever et øget arbejdspres og

som bl.a. gymnasiereformens udformning har vist, vi vinder

ikke i indflydelse.

Fortsættes side 56


C r o s s

o v e r

Billedkunstneren Claus Carstensen er arriveret. På et bord

i konferencesalen på Kong Arthur har han stablet alskens

ting og sager op. Det minder lidt om, når vi som børn lavede

massevis af snebolde inden vi gik i krig. Snart har han også

en gammeldags lysbilledkarrussel kørende, ”powerpoint

har jeg sgu ikke haft tid til”.

Teknikken driller også i dag: ”Ja, for satan! Så kom da!”

lyder det på bramfrit sønderjysk, mens CC tager hårdhændet

fat i apparaturet. Efter en del bøvl starter han officielt

seancen med at rette sig op, mens han lægger sine gigantiske

labber på et par bogstabler og præsenterer dagens

projekt for det stadigt mere forventningsfulde publikum

af dansklærere.

Den måde kunstneren, professoren, provokatøren og foredragsholderen

Claus Carstensen har etableret sig i rummet

er sigende. Det er et stykke praktisk territorial pissing 1 vi

her er vidne til, og dette projekts resort er i dag at forklare

begrebet ’cross over’.

Cross over er et fænomen, der genfindes overalt i kunsten

og kulturen i disse år. Cross over optræder også i

udpræget grad som en særlig fortolkningskompetence

eller et beredskab hos tidens unge. Det at krydse over fra

et sted eller system til et andet eller at bringe forskellige

identiteter/fagligheder i samspil synes i det hele taget at

være et postmoderne kulturelt væsenstræk.

Det har vi selv skrevet i programmet til kurset. Her kommer

nu den ægte vare, manden der i sin tid arrangerede den

legendariske soloudstilling på Arken med titlen CROSS

OVER (her i bladet bringer vi hans eget breviar samt

artiklen Fanget i krydsilden). Ideen er jo fra vores side, at

1* Om dette begreb læs videre i Claus Carstensen reterritorialiseret. Borgen 2003.

hvis vi skal til at lære at gøre det, altså crosse over, som et

konstituerende element i vores reformerte undervisningspraksis,

så er vi nødt til at vide noget mere præcist, ellers

bliver vi jo usikre og negativt indstillede. Vi kan ikke så

godt med disse ”flydende betegnere”, vi rationalister.

Ikke force men power! Evnen til at nytænke

kræver forudsætninger.

CC er godt nok maler men han er også litteraturvidenskabsmand

og kunstfilosof, så teksten spiller en meget

afgørende rolle i hans konceptuelle og kontekstuelle

kunstværker.

CCs foredrag og show blender da også lystigt billeder

og tekst. Kreativitet forudsætter belæsthed, er et af hans

dogmer. ”Det der pisser mig mest af, er den form for

pædagogik, jeg kalder hvor-synes-du-selv-Svendborg-ligger”,

tordner den tidligere professor ved Akademiet for de

Skønne Kunster. Men med et strejf af resignation refererer

han herefter til sine sammenstød med akademieleverne for

at få dem til at acceptere, at der ikke er nogen erstatning

for eller genvej til stor indsigt.

Det kræver villen, flid og velforberedthed, i det hele taget

fordres en mere bestemt form for dannelse. Man skal med

sikkerhed kunne genkende og selv fylde en form eller en

genre. CC har stor veneration for faglighed, men er lige

så kritisk over for entydig (=stivnet) faglighed”.

Cross over er frigørelse og udvikling og forudsætter konfrontationstænkning.

Det kalder på indsigt i det der stilles

over for hinanden. Det afgørende er at holde betydningsdannelsen

og læreprocessen frisk og det rum der tales ud fra

åbent og rummeligt. Det lykkes kun ved ”powerplay”.

Fortsættes side 58


Selskabelige

medier

Af Stig Hjarvard

“8 timers arbejde, 8 timers hvile og

8 timers fritid” lød en af arbejderbevægelsens

vigtigste paroler under

industrialiseringen, og i begyndelsen

af det 20. århundrede blev kravet til

virkelighed med indførelsen af en 8

timers arbejdsdag. Ved indgangen til

det 21. århundrede er den gamle parole

om ligelig tid til arbejde, hvile

og fritid blevet ændret på ét væsentligt

punkt: den gennemsnitlige danskers

3 største tidsslugere er nu arbejde,

hvile og medier. Som Gallups

undersøgelse “Mediadagen 2004“

viste (se tabel 1), bruger en voksen

dansker omkring 5½ time om dagen

på medier, først og fremmest tv,

dernæst radio, internet og så alle de

andre medier, vi har fyldt boligen og

lommerne med. Det er stort set lige

så meget tid, som vi gennemsnitligt

bruger på arbejde, og kun en anelse

mindre end vi bruger på søvn. Opgjort

på en anden måde, svarer det

til 1/3 af vores vågne tid hver dag,

uge og år, dvs. alt i alt omkring 25

år af vores vågne liv. Mediebrugen

er ikke altid hovedaktiviteten, men

indgår som en naturlig komponent

i hverdagslivet, nogle gange som et

baggrundstapet, andre gange som

genstand for vores fulde opmærksomhed.

Fritid er i dag uløseligt

forbundet med medieforbrug, og

arbejdstiden forløber i stigende omfang

også i selskab med medier.

I selskab med medier

Medier er midler til social kontakt i

bredeste forstand, og som sådan er

de mindst lige så meget selskabelige

teknologier, som de er informationsteknologier.

I takt med at medierne

trænger ud i alle samfundets hjørner,

påvirkes vores omgang med hinanden

- i fritiden, i politik, på arbejde

- i stigende grad af mediernes mellemkomst.

Ser man nærmere efter, viser det

sig, at selv de mest informative medier

også har nogle brugskvaliteter,

der mere vedrører sociale aspekter

end de rent informative. I et klassisk

studie af avisens betydning for

læserne blev det demonstreret, hvor

vigtig avisen er for den hverdagslige

konversation og oplevelse af et

socialt tilknytningsforhold (Berelson:

“What Missing the Newspaper

Means”). Under en avisstrejke i New

York i 1945 spurgte man læserne,

hvad det egentlig var, de savnede, nu

avisen udeblev. Selvfølgelig manglede

de information om politik, men

de savnede også en fornemmelse af

kontakt med omverdenen og med de

personer, de kendte gennem avisen;

de savnede ritualet omkring selve

avislæsningen, ligesom de manglede

samtalestof, når de sludrede med

andre mennesker. Med andre ord:

medier giver - i visse tilfælde - infor-


De unge er anDerswo engagiert og siDDer meD

mobilen unDer borDet, mens De afventer svar fra

De personer, Der befinDer sig på Deres frontstage.

mation, men deres sociale funktion

ligger også i selve forbrugsritualet,

adspredelsen og det samvær, de kan

formidle med andre personer.

Men hvorfor foretrækker

mennesker i stigende omfang at bruge

medier til at være i kontakt med

hinanden? Og hvorfor vælger vi undertiden

kun at være i selskab med

medier fremfor med andre levende

mennesker? I hvert fald en del af

forklaringen er, at medierne tilbyder

to grundlæggende ydelser, som

samvær ansigt-til-ansigt ikke kan

levere: mulighed for aflastning og

manipulation. Når de voksne smider

sig foran tv-apparatet efter en lang

arbejdsdag, eller drengene sidder

klistret til computerskærmen i timevis,

har de mulighed for at slappe af

samtidig med, at de bliver underholdt.

Både tv- og computerskærm

tilbyder underholdende samvær med

andre mennesker, virkelige som fik-

tive, men uden at man behøver at

levere nogen større ydelse selv. Det

hele er arrangeret for én, i modsætning

til hvis man havde inviteret gæster

og som god vært skulle levere

samtalestof og selskabslege aftenen

igennem.

Samtidig giver medierne muligheder

for at manipulere samværet. Helt

grundlæggende kan man tænde og

slukke efter forgodtbefindende, alt

efter hvor underholdende programmet

eller internet-chatten nu er. Det

er ganske anderledes besværligt at få

gæsterne ud af huset, hvis konversationen

forløber noget tungt. Det

særligt attraktive ved de nye medieteknologier

er, at de også undervejs

i interaktionen giver mulighed for at

regulere samværet med andre mennesker,

uden at det vel og mærke virker

uhøfligt.

Sociologen Erving Goffman

påviste i sine omfattende mikrosociologiske

studier af menneskers

interaktion med hinanden, at enhver

social situation kræver udøvelse af

bestemte roller. Han brugte teatret

som en nøglemetafor til at forstå,

hvordan enhver situation kræver et

bestemt repertoire af roller for at

skabe mening og social sammenhæng.

Visse typer af adfærd kan bruges

i én sammenhæng; i en anden situation

vil samme adfærd udgøre et

normbrud og en mulig trussel mod

den gode stemning. Han skelnede

mellem adfærd på frontstage og

backstage, på scenen og bag kulisserne.

Når eksempelvis en tjener

står i restauranten og modtager bestilling,

er han frontstage. Her skal

han optræde i rollen som høflig og

kompetent tjener, men når han kommer

ud i køkkenet, er han backstage

og kan udmærket kritisere gæsternes

udseende eller måde at spise på.

Med medierne kan vi manipulere

vores sociale roller og bedre styre de

sociale situationer, som vi ønsker at

deltage i. Ikke mindst muliggør medierne,

at vi på én og samme tid kan

være frontstage og backstage. Foran

tv-skærmen kan vi både være i selskab

med belevne studieværter og

bagtale deres påklædning og frisure.

Når vi taler i telefon, behøver vi ikke

at tænke på vores eget udseende eller

mimik, ligesom vi kan ordne forskellige

små gøremål, hvis blot det ikke

larmer for meget og dermed afslører

en manglende koncentration på samtalens

frontstage. Den store irritation,

som en mobiltelefons ringning

ofte kan udløse til et møde, hænger

sammen med, at ringetonen afslører,

at den pågældende har en del af

sin opmærksomhed parkeret et andet

sted. Hvis ikke man helt slukker

sin mobiltelefon, markerer man, at

andre situationer potentielt er mere

spændende end den, man aktuelt deltager

i. Voksne mennesker - forældre


Erving Goffman Joshua Meyrowitz

“Backstage”

Bag kulisserne

Fristed og øvelokale

Privathed

“Frontstage”

På scenen

Rollestyret adfærd

Offentlighed

og skolelærere - kan således opleve,

at det de selv opfatter som hovedscenen,

det hyggelige middagsbord eller

den spændende undervisning, er

de unges backstage. De unge er anderswo

engagiert og sidder med mobilen

under bordet, mens de afventer

svar fra de personer, der befinder sig

på deres frontstage.

Styre selvfremstilling

Dengang der kun var én avis, én

telefon, ét radioapparat og ét tv-apparat

- alle placeret i stuen - kunne

mediet definere den sociale situation

i hjemmet. Mediets definition blev

hjemmets definition, og mediebrugen

blev en selvstændig situation

og aktivitet i forhold til hjemmets

øvrige aktiviteter. Efterhånden som

antallet af radioer, blade, telefoner,

telefonsvarere, computere, tv-apparater,

walk-men, musikanlæg og

ghettoblastere er vokset eksponentielt

i de fleste husstande og har bredt

sig til bilen, sommerhuset, båden og

jogging-turen, er definitionsmagten

blevet vendt om.

Medier er ikke længere

magtfulde massekommunikationsmidler,

men sociale hjælpemidler

spredt rundt omkring i hjemmets

møblement. Og i takt med udbredelsen

er der åbnet for en langt mere dif-

“Deep backstage”

Lukket privathed

Fristed og øvelokale

“Middle region”

Adfærd med blandede roller

af privat og offentlig karakter

“Forward frontstage”

Offentlig og

ceremoniel adfærd

Forholdet mellem den sociale interaktions steder hos henholdsvis Erving Goffman og Joshua Meyrowitz

ferentieret og individualiseret brug

af medierne til at understøtte mange

forskellige sociale situationer. Medierne

væves ind i hverdagslivets

aktiviteter, og definitionsmagten er

flyttet fra familie-enheden - under

husfaderens overopsyn - til individniveau,

hvor børn og voksne tendentielt

har lige stor magt.

Som Goffmans studier så righoldigt

viser, har mennesker et stort repertoire

af roller at trække på, når det

gælder om at præsentere sig selv over

for andre, men medierne udvider

mulighederne for at kontrollere interaktionens

forløb og karakter. Med

sms eller Messenger kan pigen få tid

til at gennemtænke et kvikt svar på

en fyrs oplæg til flirt, ligesom det er

muligt at formulere sig mere direkte,

end hvis de mødtes ansigt-til-ansigt.

Man kan undgå en pinlig situation

ved at melde afbud pr. email til et

arrangement, fremfor at sige det ansigt-til-ansigt.

Det er også hurtigere

at skifte emne, når man ikke sidder

ansigt-til-ansigt. Sædvanligvis kræver

det en række overgangsritualer,

hvis man ved kaffebordet vil gå fra

at tale om international politik til

parforholdsproblemer, men det kan

gøres med et enkelt tryk på fjernbetjeningen

i radio og tv.

Når mennesker mødes, vil de prøve

at styre, hvilket indtryk andre får

af dem. Men selv den bedste skuespiller

- på teaterscenen som i hverdagslivet

- har svært ved at have

fuld kontrol over sin optræden. Med

Goffmans ord er der forskel på det

indtryk vi giver, og det vi afgiver. De

øvrige deltagere vil typisk tillægge

det betydning, hvilken påklædning

og frisure man har, ligesom éns mimik

og gestik bliver genstand for

modtagerens tolkning, helt uafhængig

af om man har ønsket at afgive

denne betydning. Igen giver de elektroniske

medier mulighed for en højere

grad af manipulation, idet man

mere nøjagtigt kan styre det indtryk,

man giver af sig selv. De nye medier,

ikke mindst internettet, tilbyder nye

kombinationer af intim kommunikation

med forskellige grader af anonymitet.

Den omfattende datingkultur

på internettet er et iøjnefaldende

eksempel på de nye muligheder for

afsenderens kontrol over sin egen

fremtræden, men også andre medier

rummer attraktive muligheder for

at styrke sin egen selvfremstilling i

mødet med andre.

Den selskabelige scene

Medierne giver ikke blot mulighed

for at manipulere med skellet mellem


Søvn 7 t 35 min 7 t 00 min 7 t 52 min 8 t 55 min

Arbejde 5 t 23 min 4 t 50 min 1 t 13 min 1 t 10 min

Medier 5 t 19 min 5 t 36 min 5 t 14 min 5 t 29 min

Huslige gøremål 2 t 24 min 2 t 49 min 3 t 29 min 2 t 56 min

Kommunikation 1 t 56 min 2 t 11 min 2 t 26 min 1 t 43 min

Spisning 1 t 19 min 1 t 28 min 1 t 55 min 1 t 43 min

Transport 1 t 19 min 1 t 25 min 1 t 03 min 51 min

Personlig pleje 40 min 35 min 35 min 35 min

Kilde: Gallups undersøgelse. Se www.gallup.dk

frontstage og backstage, mellem det

offentlige og private, men bidrager

til en redefinering af forholdet mellem

disse sociale scener. Joshua Meyrowitz

påviste i sin bog “No Sense

of Place”, hvordan en af tv-mediets

vigtigste sociale påvirkninger har

bestået i dets ændring af forholdet

mellem backstage og frontstage. I

1900-tallets victorianske samfund

var mottoet “enhver ting til sin tid

og sit sted”. Her var der adskilte sociale

verdener, hvor adfærd ét sted

ikke kunne iagttages et andet sted.

En adfærd gjaldt i hjemmet, en anden

på arbejde, en tredje på bordellet,

en fjerde i klubben. Derfor kunne

en victoriansk gentleman uden større

problemer opretholde facaden, hvad

enten han var det ene eller andet sted.

For uoverensstemmelsen mellem

rollerne var ikke synlig for andre.

Med tv-mediet skabes en gennemsigtighed,

hvor alle mennesker potentielt

set får adgang til at iagttage

alle de øvriges verdener. Børn kan

se stort set alle sider af de voksnes

verden på skærmen, kvinder kan se

mændenes verden og omvendt, og

folket kan se magthavernes verden -

enten som fakta eller fiktion. Herved

gøres det private offentligt - eller det

offentlige privat, og alle ved poten-

Mandag-torsdag fredag lørdag søndag

tielt set, hvilke forskellige roller der

er til rådighed i samfundets forskellige

rum. Skellet mellem backstage

og frontstage bliver herved vanskeligt

at opretholde. I stedet opstår en

ny sfære: en middle region - et sted

præget af en halvt privat, halvt offentlig

adfærd. I tv’s verden kan man

derfor ikke længere optræde formelt

og styret af én bestemt offentlig

rolle. Istedet skal man i tv’s middle

region bemestre selskabeligheden,

den halvt private, halvt offentlige

omgang mellem en mindre gruppe af

mennesker. Som erstatning for den

sædvanlige backstage, udvikles der

en deep backstage, et helt tilbagetrukket

fristed og øverum, hvor man

kan være sig selv og øve sig på sin

optræden i den nye middle region,

der er blevet den sociale optrædens

foretrukne scene. Endelig skabes en

ny sfære, en forward frontstage, hvis

adfærdskodeks er forbeholdt rent offentlige

og ceremonielle anliggender

som eksempelvis dronningens nytårstale,

indvielse af bygninger etc.

Figur 1 giver en oversigt over de forskellige

sociale sfærer.

Fremkomsten af denne “middle region”

har ikke mindst tvunget politikere

til at ændre adfærd og iscenesætte

sig på en anden måde. Politikere har

“Mediadagen 2004”,

der kortlægger den

samlede mediebrug

blandt 18-50 årige

danskere.

Analysen er baseret

på 1000 personers

optegnelser i dagbøger

af deres gøremål og

formålene hermed,

og det registreres om

gøremålene er første,

anden eller tredie

aktivitet, hvor første

aktivitet er hovedaktiviteten.

Medieforbrug kan

således kombineres

med andre gøremål.

gradvist lært at blande det politiske

med det private, så vi ser ministre

medvirke i tv’s underholdningsshows

og posere på forsiden af Euroman.

Samtidig med at de store, offentlige

institutioner optræder mere

personligt og konverserende, rykker

familien og sexlivet ud i mediernes

offentlighed. Aviser og ugeblade er

fyldt med gode råd og vejledninger

om alt fra test af sodavandsprodukter,

til hvordan de voksne fornyer

sexlivet. Med reality-tv og en endeløs

mængde af boligprogrammer leverer

tv et nysgerrigt kig ind i hjemmets og

de intime relationers krinkelkroge. I

kraft af mediernes mellemkomst omformes

såvel den politiske offentlighed

som det intime rum, og i begge

tilfælde tilpasses adfærden de selskabelige

konventioner for personlig

optræden i mediernes halvt private,

halvt offentlige rum.

Stig Hjarvard er professor ved Institut

for Medier, Erkendelse og Formidling,

Københavns Universitet.

Han udgav i efteråret 2005 en ny og

udvidet udgave af bogen “Det selskabelige

samfund. Essays om medier

mellem mennesker”, Forlaget

Samfundslitteratur.


Dansk er stadig

et meget vigtigt og godt fag

- tre dansklærere i rundbordssamtale om danskfaget lige nu

Af Birgit Nielsen

Kort før lukketid i det forgangne skoleår mødtes en hhx-dansklærer, en

universitetslektor og dansklærerforeningens formand på hsds redaktion

til en diskussion om dansk på hhx lige nu og i fremtiden. Samtalen

kredsede blandt andet om hvordan fremtidens dansklærere, de nye

kandidater, vil forvalte danskfaget i og med at reformen lægger op til

et mere teknokratiseret danskfag – som en af lærerne udtrykte det.

Et generationsskifte er på vej blandt lærerpersonalet på

de fleste gymnasier landet over, det gælder de almene

gymnasier såvel som erhvervsgymnasierne. Samtidig har

vi fået en reform på de gymnasiale uddannelser, som for

første gang i historien tænker hele det gymnasiale system

sammen, så der eksplicit er tale om tre parallelle uddannelser,

men med individuelle særpræg. Alle fag har været

igennem en længere proces og er blevet nytænkt og nyformuleret

efter bestemte modeller.

Vi har fået et nyt danskfag – det kan læses i fagbilaget og

i vejledningen, men hvordan er det i praksis? Og hvordan

bliver det? Der er en tradition at forvalte, og der er

nye vægtninger i fagets indhold og entydige krav om at

eleverne skal opnå bestemte kompetencer – og ydermere

er faget blevet beskåret, først og fremmest i mængden af

skriftligt arbejde. Hvad betyder det at en hel generation af

dansklærere, der har taget deres uddannelse i 1970’erne,

snart takker af? Tager de faget, som det var, med sig ud

i pensionens eller efterlønnens eftertænksomhed? Sat på

spidsen – og lidt provokerende – kan man spørge om det er

en trussel eller en gevinst for danskfaget.

Danskfaget på universiteterne er af mange grunde også

blevet ændret i indhold og form, og et af de spørgsmål, der

blev et omdrejningspunkt i samtalen, er om de nye kandidater

har et andet forhold til faget end den dansklærer (midt i

50’erne) der nærmest har faget som en del af sin identitet.

Jørn Schmidt havde som udgangspunkt det synspunkt at

reformen breder blandt andet projektarbejdet og det tværfaglige

ud så alle lærere skal deltage, hvor det med den

”gamle” reform (fra 2000) mere var op til de entusiastiske

lærere at gribe nogle muligheder og lave nogle spændende

forløb. Hans oplevelse af dette års projekter er at der slet

ikke var samme entusiasme som i de projekter han tidligere

har deltaget i.

Jørn Schmidt: Vi havde jo vores egen reform for nogle år

tilbage. Der blev det fastsat at vi skulle have de der 3-4

projektforløb på 1. år. Hos os var det i hvert fald sådan at

man bød ind på de projektforløb med entusiasme og ud fra

– skal man sige projektlyst. Det vil sige at det var ikke en

tvang og et tvunget samspil med ikke-selvvalgte partnere.

Det betød at for dem, der gik ind i det, var det super-duper.


Ud af de der aktiviteter lavede vi hos

os en profil med medie-design, og

vi havde fx en meget bevidst styring

af hvilke projekter de skulle køre

for at det tema kunne komme godt

i gang og være en rigtig god start

på et 3-årigt uddannelsesforløb. Vi

havde som vores første projekt et

grafisk designprojekt hvor vi havde

en gæstelærer som var grafisk designer

og kom med indsparket. Det var

en uges intensiv projektforløb hvor

eleverne fik en grafisk designopgave

som de skulle lave et produkt

omkring. Men inden selve projektugen,

var lærerne travlt beskæftiget

med at gøre dem klar. Man lavede

billedanalyser og farveanalyser og

alt sådan noget. Den type projekter

var jo spændende. Jeg synes det vi

oplever nu er en meget blegere form

for projektarbejde.

Erik Svendsen er ansat ved institut for sprog og kommunikation på RUC.

Han har tidligere været lærer på hhx Køge Handelsskole og har i mange år været medlem

af opgavekommissionen for dansk på hhx.

Lars Jensen er ansat på BEC Ballerup. Han har sammen med Ole Holst skrevet den meget

brugte grundbog i dansk på handelsskolen Spring ud (udkom 1988). Efter at have været inspektør

(?) i en årrække er Lars Jensen vendt tilbage til undervisningen på hhx.

Jørn Schmidt er formand for Dansklærerforeningens EG-sektion og ansat på CHP West,

Tåstrup Handelsgymnasium.

Lars Jensen: Det er skægt du siger

det. Da jeg læste hhx-bekendtgørelsen

igen i går aftes, bemærkede jeg, at

begrebet oplevelse er forsvundet ud af

læreplanen, det er et meget teknokratisk,

færdighedsmæssigt klogskabsfag

der ikke er menneskeklogskabsfag,

altså oplevelsesdimensionen har ligesom

fortonet sig ud af faget, så vidt

jeg kan se på fagbilaget. Det kan godt

være at dansklærerne – og det gør de

– giver eleverne en masse gode oplevelser.

Men fra centralt hold er det

blevet et teknokratfag blandt andre

teknokratfag på erhvervsgymnasiet.

Og det kan godt matche det du siger.

Jørn Schmidt: Men man kan vel så

håbe på at der sker en indarbejdelse af

systemet i os når vi er kommet os lidt

over skuffelsen, og at vi så begynder at

udfolde os fra den nye platform, som

det så vil være. Det er vel ikke bare

sådan at vi engang havde den bedste

platform og nu har fået en dårligere?

hsd: Hvordan er danskfagets plads i

den samlede hhx-uddannelse? Har

det fået større eller mindre vægt i den

samlede uddannelse, eller har reformen

overhovedet haft nogen betydning

på den måde?

Lars Jensen: Det kan vi ikke rigtig

sige endnu, men vi kan sige at det

skriftlige arbejde er blevet voldsomt

beskåret, dvs. danskfagets status

som et skriftligt opmærksomt sted

i uddannelsen er blevet tonet noget

ned. Og det er ren besparelse.

Jørn Schmidt: Hvis man bare tager

og læser teksten, så er det klart – som

Lars er inde på – at vi mister indfly-


delse, men det afhænger jo altid af hvilken lærer der har det

redskab i hånden som der er tale om. Tingen er ikke i sig

selv ond, det kommer helt an på hvem der bruger den.

Men Erik – hvad er det for dansklærere der kommer når

vi forlader skuden? Hvordan vil de bruge tingene? Man

kunne godt være lidt bekymret for at der kommer en funktionær

ind over danskfaget.

Erik Svendsen: Det er formelt set fuldstændig rigtigt at

danskfaget får en svagere position – det kan man ikke

lave om på, men jeg tror ikke at elevklientellet er væsentligt

forandret i forhold til det elevklientel jeg kendte i sin

tid da jeg var i Køge. Det tror jeg er vigtigt – hvis det vel

at mærke er rigtigt.

Min pointe er at danskfaget repræsenterer nogle størrelser

i tilværelsen, og det repræsenterer også nogle sider i deres

eget liv på det tidspunkt, man har dem i skolen, som gør

at det stadig potentielt er et meget, meget vigtigt og godt

fag. Selv om de vælger økonomi, selv om de vælger hvad

det nu måtte være af økonomisk art, så tænker de ikke

24 timer i træk i økonomi. Men danskfaget er et fag hvor

de kan tænke – højtravende! Det er et hermeneutisk fag,

det betyder at de nødvendigvis også tænker med sig selv,

og de tænker med sig selv i forhold til deres klassekammerater,

skolen og hvad de skal i livet. Det er potentialet i

0

faget. Det er der hvor de så at sige tænker hele deres selv

med. Og det er vores store trækkraft. Det er stadig et sted

hvor de kan ånde ud og modtage nogle impulser som virkelig

forandrer dem.

Så længe eleverne stadig har den der livsinteresse, og livsappetit,

selv om de er ved at forme sig, selv om de har

disciplineringsangst osv, og så længe faget er tænkt sådan

– så er det immervæk noget der handler om bevidsthedshorisont,

om hvordan man takler tilværelsen, også selv om

der skal arbejdes mere med medier og mere med sprog.

Jeg er enig med Lars i at det bliver en anelse mere teknokratiseret,

der er skruet op for nogle knapper som gør

det lidt kedeligere at se på, men når danskfaget har sådan

nogle fokusområder, er det ikke dårligt stillet. Det kræver

selvfølgelig at man som lærer skal have større autoritet

som fagperson, og man skal være meget opmærksom på

at man skal gafle dem. I ”gamle dage” fik man mere forærende

fordi man havde de mange timer, og de skulle lave

de mange stile. Altså danskfaget var per definition vigtigt.

Nu skal vi mere ud at sælge varen! Og det er selvfølgelig

ikke så sjovt, specielt ikke hvis man er brændt ud. Men

tager vi det som en lille konkurrencesituation – så tror jeg

vi stadigvæk har mange kort på hånden. Jeg mener ikke at

forholdene er blevet så radikalt forværret,

Med hensyn til hvilken slags kandidater der kommer ud,

tror jeg det er rigtigt at der bliver en stor forskel på de


kandidater jeg er med til at lave – om

man så må sige – og så dem som

kommer ud om nogle år. Den uddannelse

man typisk har, når man sidder

i handelsskolerne og gymnasierne,

er en hvor man har haft relativt lidt.

Vi kan se det i opgavekommisionen,

folk er vilde med de litterære opgaver,

de er lidt forbeholdne over for

journalistikopgaver, formidling synes

de også er noget mærkeligt noget.

Og medier ved de ikke ret meget

om, for de har ikke haft det. Det har

været en del af folks privatliv, men

ikke en faglig dimension. Så der er

klart et skisma, for eleverne i dag er

meget medieorienterede, og oven i

købet meget computerorienterede

– hvad vi også skal have med i uddannelsen

på universitetet.

Jeg klandrer ikke de nuværende lærere,

men det skyldes simpelthen de

uddannelser man lavede i sin tid. Da

var man ikke medieorienteret, for

medierne var jo – kulturradikalt set

– ikke noget man beskæftigede sig

med! Det var mit held at jeg havde

film som fag i min egen uddannelse,

ellers havde jeg heller ikke vidst

hvad man skulle stille op med de medier.

Så det er klart de kandidater der

kommer ud nu – ligegyldigt om det

er på RUC, på KUA eller i Århus,

Ålborg eller Kolding – de har mange

flere timer, mange flere discipliner i

medieanalyse. Og det er vigtigt, for

der fanger man eleverne. Der er sket

en nødvendig justering hele vejen

rundt i systemet – og i virkeligheden

er det kulturens drejning som vi er

nødt til at medtænke i faget. Det er

rigtig godt i faget, men det gør det

også svært.

Og det vil jeg sige som min næste

pointe: der er mange momenter man

som dansklærer skal forholde sig til.

Det er et orgie i fænomener! Det er

et kulturfag, det er et sprogfag, et

mediefag, litteraturhistoriefag, det er

et analysefag i en hvilken som helst

dimension vi snakker om. Det er rigtig

meget vi skal kunne.

Lars Jensen: Jeg tænkte i går på den

gamle Erik Hansen og hans ”Dansk

er mange ting”, og min næste tanke

var: ”dansk er alting”, og det vil sige

dansk er ingenting!

Erik Svendsen: Ja, det er risikoen

– den faglige udviskning. De skal

kunne alting, og så lærer de ingenting.

Det er problemet når man putter

for mange kompetencer ind i faget,

at man får en decentrering. Man

risikerer også at blive modesmart

– hvis noget er trendy, så skal man

også lige kunne det, og om 2 år er det

ligegyldigt! Der er nogle fundamentale

problemer kan man også sige,

for vi skal kunne så meget.

Jørn Schmidt var stadig skeptisk på

fagets vegne og udtrykte sin bekymring

for om fremtidens dansklærer

bliver en meget funktionæragtig lærer

der gør faget til et spørgsmål om

at indøve redskaber og kompetencer.

Han bad Erik Svendsen uddybe sin

opfattelse af de kommende kandida-


ter og deres kompetencer i forhold

til at fastholde fagets eksistentielle

dimensioner.

Erik Svendsen mente bestemt at også

fremtidens kandidater vil være kompetente

på det område.

– Jeg kan jo ikke med 100% sikkerhed

sige det, for der er også forskel

på de kandidater man uddanner på

de forskellige universiteter. Men den

pointe jeg havde med hvad er det for

nogle elever man har, og hvad det er

for et livsperspektiv de har når de

går i gymnasiet – det er jo lige før

jeg vil sige, at det er nogenlunde det

samme når de kommer på universitetet.

Folk der læser dansk, har sådan

en form for filosofisk, hermeneutisk

selvrefleksion og omverdensrefleksion.

Der er selvfølgelig kandidater

som er teknokratisk sprogligt interesseret,

men når de ser hvad de skal

lave i gymnasiet, så får de sved på

panden, for der er rigtig meget litteratur,

og det er slet ikke det de er

kommet på universitet for.

Så jeg tror ikke der kommer særlig

mange teknokrater ud i gymnasiet,

fordi et gymnasiefag er – undskyld

mig – et pigefag! Det er noget med

mennesker, og det er noget med at

være opmærksom på at der ikke er

et entydigt facit, det er evigt processuelt,

og det er noget hvor man skal

indgå i rigtig mange samarbejdssi-

tuationer. Problemet har været at det

i nogle år ikke har været særlig sexet

at blive gymnasielærer. Måske fordi

der ikke i offentligheden har været

særlig mange jobs, så derfor har de

ikke tænkt på det som en del af deres

virkelighed.

Og når jeg står og fortæller om hvor

fantastisk det er, så kan jeg pludselig

se, at hos os i hvert fald – jeg kan

ikke vide noget om hvordan det er

på KUA og de andre universiteter –

men altså hos os er der sket en drejning

i modsætning til da jeg startede

på RUC hvor de var meget sprogligt

og kommunikativt orienterede og

ikke særlig litterære. Hvis der var 80

der startede, så var de 30 litterære,

og resten var sproglige. Nu er det 60

litterære, og resten sproglige. Og det

tror jeg er fordi mange vil være gymnasielærere,

forgymnasiet forbinder

man med litteraturlæsning, man forbinder

det med en eller anden form

for diskussion om tilværelsen via

teksten.

Lars Jensen: Jeg sidder og tænker

på noget andet – nemlig at de elever

vi har i de gymnasiale uddannelser

også er blevet socialiseret gennem

et danskfag i folkeskolen, og de har

nogle forventninger til at her læser

vi, her diskuterer vi, her skriver vi,

kigger medier osv.

Mit indtryk er i øvrigt at de elever

jeg har nu er klogere, sødere og mere

velopdragne end dem jeg startede

med for mange år siden. Og de kommer

med nogle danskfaglige kompetencer

og analysebegreber som viser

at der også er sket meget på seminarierne

og i folkeskolerne.

Jeg synes det er positivt, og vi kan

jo ikke undgå at bygge videre på det.

Det skal vi – men eleverne gør det

også. Når eleverne siger: ”du er en

typisk dansklærer”, så er man jo en

typisk dansklærer! Der ligger altså på

et progressivt – og et konserverende

aspekt i elevernes forventninger.

Erik Svendsen: Ja, det er jeg enig i.

Og hvis vi nu positivt skulle omskrive

det du siger, Jørn, så kunne man

sige at tidligere var en kandidat fra

danskfaget på universitetet en person

der havde en relativ stor faglig autoritet

og var relativ sikker i sin sag.

Man havde de og de skoler som man

så at sige skulle tænke med, og man

havde en form for kanonbevidsthed

om tekster og teksters fortolkning.

Det har kandidaterne ikke i dag, for

der er et hav af metoder de skal kunne,

og tit udligner metoderne hinanden.

De kommer altså ud og er noget

mere søgende og er noget mere

usikre. Jeg mener ikke usikkerhed er

dårligt, usikkerhed kan også være en

kvalitet. De kan måske møde eleverne

meget bedre, fordi de ikke stiller


op med den der attitude ’Jeg ved nok

hvordan det her skal tolkes, værsgo’!

I bare lukke, for det er sådan det er.”

Den type lærer som stiller op med

sine lister fra universitetet – den type

lærer er meget, meget sjælden i dag.

De studerende bliver mødt med alle

mulige forskellige tolkninger de skal

holde op mod hinanden, så de kan

ikke – i positiv forstand – stille op

med en autoritativ, relativt entydig

forståelse af faget. Den findes ikke

længere.

I det hele taget er det som regel en

brat overgang at komme fra universitetet

og begynde at undervise unge

mennesker på en gymnasial uddannelse.

Og selv om både Erik Svendsen

og Lars Jensen, der i mange har

været censor på DEL til handelsfaglærereksamen,

mener at såvel det

pædagogiske som det faglige niveau

hos kandidaterne er højt, argumenterer

de for at der bliver fokuseret

endnu mere på det pædagogiske.

Erik Svendsen: Jeg tror de fleste

oplever det som et chok at komme

”ned” at undervise, fordi universitetet

jo desværre er sådan et sted hvor

man bliver afsocialiseret – hele sproget

og opgaveterminologien gør at de

studerende bliver fremmedgjorte, de

skal kunne tale så akademisk – og de

har tit meget svært ved at forstå at gi-

ven tekst kan man altså ikke bruge 45

minutter på. De ved ikke hvad det vil

sige at stå på gulvet og undervise. Det

har de slet ingen fornemmelse af.

Man kan sige at universitetet gør det

ikke nemmere, fordi de skal igennem

så mange discipliner, at den pædagogiske

dimension lader meget tilbage

at ønske. Den helt konkrete viden

om hvad eleverne kan, hvad man

kan nå , og hvordan man taler til dem

– den har de ikke. Jeg vil sige det er

en mangel på universitetet. Universitetet

er indrettet efter at lave et vist

antal ph.d.-studerende, og sådan er

virkeligheden jo ikke. Jeg synes bestemt

ikke man skal afakademisere,

men der kommer en relativ stor afstand

mellem det vi lærer dem, og

den måde vi snakker til dem på – og

det de skal kunne når de skal undervise.

Jeg siger til mine elever: I skal

ikke være bange, I er meget klogere

end eleverne.

Lars Jensen: Det vi i virkeligheden

siger er at pædagogikum er ekstremt

vigtigt i vores system. Det er ikke bare

kollegialt rygklapperi. Det er lærersocialisering.

Og der kunne godt fokuseres

lidt mere på den del sammen med

de relevante institutioner.

Jørn Schmidt: Men hvad er det der

skal laves om på universitetet, hvis I

stadigvæk kører med et ret singulært

fagligt miljø? For at sætte det lidt på

spidsen, så er de folk I sender ud efter

fem år voldsomt prægede – som

du siger, somme tider fremmedgjorte

– de er skubbet helt ud til kanten

med abstrakt tænkning og gjort uegnede

til at møde et almindeligt menneske!

Altså jeg tænker på, når vi tager

ordet ’universitet’ så betyder det

vel univers og ikke et lukket univers,

men noget der rummer det hele. Har


vi også det i faget? Har vi stadig det

filosofikumagtige?

Erik Svendsen: Ja, jeg kan jo ikke

afvise det du siger, for det er jo fuldstændigt

rigtigt at når faget har fået

endnu flere faglige områder som skal

være centrale – altså det sproglige,

det litterære og det mediemæssige –

så er der flere ben man som kandidat

skal kunne gå på. Det er en underlig

gang med 3 ben! Man kan godt risikere

at der er nogen der har så at sige

meget på det ene ben, og de to andre

er næsten døde – og så alligevel ikke

helt. Jeg mener, vi skal sørge for at

de får en kompetence i alle tre områder,

så de er godt rustede. Men det

er svært at svare på – og jeg tror også

det handler om hvad kandidaterne

selv har tænkt om det de skal.

Jeg møder rigtig mange som ikke

aner hvad de skal lave, som ikke har

en fornemmelse af hvad det egentlig

er de går og laver, også meget sent

i deres uddannelse. Der er jo ikke

mange jobs de kan søge, så de sammensætter

egentlig lidt på må og få.

Det gjorde vi andre jo også – men

man kan sige at med alle de økonomiske

krav osv. bliver det meget

mere penibelt at være sådan en

græsser i dag – vi kunne nemmere

græsse. Jeg tror egentlig at græssere

er rigtig gode, for de har sammensat

det de selv synes er sjovt.

Lars Jensen: Jeg springer lige lidt

for når jeg har siddet med lærere,

der kommer ind på en erhvervsskole

og skal ansættes, så er der mange

som siger: Vi vil helst undervise på

hhx for det giver de største faglige

udfordringer. Jeg plejer at sige: Jamen,

hvad er dit fag? Og så siger de

’tysk’ eller ’dansk’. Nej, siger jeg, en

lærers fag er pædagogik! Det er fordi

de kommer fra jer med den der fagfokusering,

og så skal de i virkeligheden

ind og have et nyt fag – nemlig

pædagogikken.

Erik Svendsen: Jo, det er rigtigt. Det

er en side som for nogle universitetsfag

formentlig ikke har haft særlig

høj status. Men jeg vil prøve at forklare

hvorfor der er så stor afstand

mellem det universitetsfaglige og det

kandidaterne skal kunne når de kommer

ud i ungdomsuddannelserne.

Jeg tror der er en forskel – både i

litteraturen og mediemæssigt set.

Siden 1970 – for nu at tage det som

startår – har udviklingen gjort af-

standen større, for den kunst, som

man forholder sig til i dag, er langt

mindre hvad skal vi kalde den – high

brow, den er langt mere tilsyneladende

let aflæselig og så alligevel

meget decentreret og underlig diffus

i sit udsagn. Det vil sige der er forskel

på at være mesterfortolker i Rifbjerg,

Panduro og Villy Sørensen og

at være en der synes at Helle Helle er

god og Llambias også er interessant,

og så kan man i øvrigt godt lide at se

Robinson.

Hvad er det for kompetencer man

har i dag i forhold til hvad man havde

tidligere? Man kan sige, at mesterfortolkeren

har fået det sværere,

både i skolen og på universitetet. Det

faktum at kunsten har ændret sig, betyder

også at det man forholder sig

til har fået en anden status inde i ens

hoved. De fortolkningsprocedurer

man skal kende på universitetet er

blevet mere komplekse og mindre

fagligt paveagtigt sikre. Det kan betyde

at man kan få kandidater som

kan virke noget distræte, de kan virke

underligt embedsmands- og funktionæragtigt,

fordi den kunst som de

selv har i baghovedet, er en der ikke

umiddelbart kalder på den her fortolkning

+ den her fortolkning, og så

har jeg sådan set klaret det hele.


Den kunst, de har forholdt sig til i

deres eget liv, bliver også i nogen

grad det stof vi gennemgår. De er jo

vilde med at få gennemgået nyeste

tid, for det skal de læse meget af i

gymnasiet, og de spørger selvfølgelig:

Hvordan skal man fortolke det?

Hvad er det for noget alt sammen, og

hvordan hænger det sammen?

Der er det helt klart meget, meget

nemmere at gennemgå en Villy Sørensen

novelle end at gennemgå

Llambias. Det er meget nemmere!

Jørn Schmidt: Jo, men snakker vi

ikke hele tiden om ideallæreren der

reagerer ideelt på udfordringer, på

produkter osv.? Jeg kunne godt være

lidt bange for at der kommer en lærer

med en mere funktionæragtig tilgang

til arbejdet, for det er måske så

meget andet end en litterær filosofisk

identitet der skal bære et menneske

igennem og være en succes i dagens

Danmark. Vi er jo meget ramt, kan

man sige, af den nye materielle kultur

– så når jeg er lidt kritisk, er det

for ikke bare at sige, ja, det skal nok

gå, og vi har de lærere der skal til.

Vi må også se på hvilke trusler der

kunne være.

Er det ikke lidt sværere for den læ-

rer, der ikke oplever sig selv som

mesterfortolker at udvikle den entusiasme

i forhold til faget – som vi

synes er så vigtig? Hvis man skal ud

på gulvet og sige: Hvordan lukker vi

den her tekst op, hvor er brudfladen

– og hvad synes I selv? Og man skal

være med på at afprøve forskellige

veje og så helst sammenfatte til sidst.

På en måde er det en meget, meget

sværere øvelse hvis det skal blive til

noget forskelligt fra hvad der var der

i forvejen –

Lars Jensen: Men Erik – nu er jeg

grov – det lyder lidt som om at de

kandidater, du laver, ikke kan lide deres

fag. Vi snakkede om lyst og oplevelser

før. Vi andre læste jo dansk på

universitetet fordi vi var vilde med

faget, glædede os over det, og vi er

også bedst til at analysere de tekster

vi holder af i en eller anden forstand.

Og det er klart, hvis parcelleringen

bliver så omfattende, så får man ikke

nogen lidenskab lagt nogen steder.

Jeg ved ikke hvordan studiemiljøet

er – jeg synes, når jeg husker tilbage,

at studiemiljøet på universitetet var

enormt godt. Man var begejstret for

de ting man læste –

Erik Svendsen: Det mener jeg ikke

man behøver være bange for. Der er

bare en større mængde af stof man

skal kunne forholde sig til – og det

var meget nemmere for os, for litteratur

var litteratur, og der var ikke

så meget at anfægte. I dag er der så

mange andre dimensioner, så man

kan lægge sit fokus flere forskellige

steder, og det giver en form for decentrering

eller difusitet hele vejen

igennem.

Danskfaget har et særligt potentiale,

fordi det er sådan et ’fortolker-holger

fag, og jeg mener at selv om fortolker-holger

må give op over for nogle

tekster, så er det lege-fortolker-holger

der går i gang. Jeg tror ikke det er

et problem at kandidaterne er yngre.

Den pc-tilgang til tilværelsen, hvor

man laver nogen spil med teksten,

og hvor man rent receptionsæstetisk

diskuterer at så kan det blive sådan,

og det kan blive sådan – tror jeg at

yngre kandidater snarere kan kapere

end ældre kandidater kan. Ældre

kandidater føler sig netop truet ved

at vedkommende ikke kan komme

stikkende med at ”jeg har ret i at det

er sådan teksten skal læses” – når

Børge, som er god til computerspil,

pludselig kan se nogle andre muligheder.

Den udfordring der ligger i at der

kommer tekster som man ikke kan

åbne med den gamle fortolker-dybdehermeneutik,

ser jeg ikke at yngre

kandidater har sværere ved end ældre

kandidater. Jeg tror det er sværere for

dem at komme og være meget autoritativt

sikre og sige ”det er sådan det

er”, for den kultur er ikke længere

udbredt på universitetet. Det er i høj

grad meget decentrerede måder at

tænke på – som følge af dekonstruktionen

og receptionsæstetikken – det

er socialhistoriske metoder som hele

tiden relativiserer hvad vi får ud af

tekster. Men kernen er stadigvæk at


man fortolker hermeneutisk, og man

bruger sit beredskab som menneske.

Det mener jeg. Men man kan sige at

der i højere grad er en relativitet omkring

udsagn om tekster, hvordan de

skal forstås og hvad vi skal pege på –

hsd: Og det I siger er at det er vigtigt

at lidenskaben er der – i faget, og det

kan jo sådan set sagtens være ved at

fokus også ligger på at gå ind i det

sproglige, den retoriske del fx –

Erik Svendsen: Altså jeg vil sige at

det helt afgørende – det fuldstændig

afgørende for danskfaget, det er i

virkeligheden mødet mellem eleverne,

teksten og læreren. Altså den der

lille trekant, den didaktiske trekant

– der er det fuldstændig afgørende

at læreren selvfølgelig skal forføre

eleverne.

Det er det, det dybest handler om

– læreren skal være interesseret i den

dialog med eleverne og bruge teksten

som medium for dialogen. Og det

kan godt være kandidaterne kommer

ud som sådan lidt uafklarede funktionærlignende

personer der har et antal

skuffer og kasser i hovedet, men den

dag de står over for 32 elever – eller

25 eller hvad det nu måtte være – og

skal prøve at overbevise dem om at

denne her tekst er så vigtig og interessant

– den dag er prøvelsens dag.

Det er der de finder ud af om de synes

det er sjovt at forføre eleverne, eller

om de synes det er smadderubehageligt

og bliver usikre – for så holder de

op. Jeg synes det stående slag ligger i

om kandidaten er interesseret i at ændre

eleverne, eller om kandidaten er

bange for at blive forandret.

Lars Jensen: Jeg har tit sagt i ansættelsessammenhænge

at når man bliver

ansat som underviser, skal man

tage Jantelovens første og sidste

bud. Det første bud skal man efter-

leve, det sidste skal man vende på

hovedet.

Det første bud: Du skal ikke tro du er

noget – det skal du efterleve, for de

værste er dem der tror de er en helvedes

masse. Tænk på at de elever, du

har nu, når de har nået din alder, så

tjener de mere end du gør, deres børn

er kønnere osv. osv.!

Det sidste bud: Du skal ikke tro du

kan lære os noget – det skal du tro

på. Du skal være den ydmyge, men

du skal tro på alt det du kan lære de

unge. Og så skal du i øvrigt bare opføre

dig som et ordentligt menneske!

Samtalens anden del handlede mere

specifikt om reformen og det første år

på de to respektive læreres skoler, om

hvad det har betydet at det sproglige

har fået en større vægt, at mundtlig

dansk skal vægtes højere og at undervisningen

i det hele taget skal være

tænkt og tilrettelagt som en progression.

Det blev i samtalens løb fremhævet at

reformen som sådan ikke er epokegørende

i erhvervsgymnasierne hverken

med hensyn til tværfaglighed, projektarbejde

eller teamsamarbejde.

Uddannelserne på erhvervsskoleområdet

har gennem de seneste ca. 20

år været igennem reformer som har

ændret uddannelserne mere og mere

i denne retning. Derfor har reformen

ikke som på det almene gymnasium

grebet dybt ind i en tradition som generelt

har været mere uberørt. Men

ændringer er der bestemt tale om.

Lars Jensen kunne bl.a. konstatere at

rapport-eksamensformen efter grundforløbet

har givet en slags seriøsitet

hos eleverne omkring hele uddannelsen.

At de allerede efter et halvt

år skulle til eksamen med censor og

lærer, at de fik ½ time til at fremlægge

og forsvare og fik en karakter, gjorde


at eleverne tog det meget alvorligt.

På den måde har den mundtlige dimension

været i spil allerede i det første

halvår. Man har øvet fremlæggelse

med henblik på at eleverne skulle forsvare

et stykke arbejde og argumentere

for deres metoder og resultater.

Men egentlige retoriske discipliner

har ikke været inddraget.

Erik Svendsen tilføjede at det arbejdes

der heller ikke rigtigt med på

universitetet – bortset fra på Retorik

selvfølgelig.

– Handelshøjskolen har så at sige

en disciplin hvor de studerende skal

fremlægge, hvor der bliver diskuteret

hvad det vil sige, og hvad de vil gøre

osv. Jeg tror det kunne være en god

ide at den retoriske disciplin, herunder

demonstrationsdelen, var en permanent

del af universitetets måde at

lave kandidater på.

Det skriftlige arbejde er blevet reduceret

i omfang. Til gengæld skal

der arbejdes systematisk med at opøve

elevernes kompetencer gradvist.

Jørn Schmidt mener det er en gevinst

for faget ligesom portfoliomappen er

et vigtigt pædagogisk redskab.

– I dansk er man jo tidligt blevet opmærksom

på at eleverne skal være

genrebevidste, og det arbejder vi

meget med. Faktisk er det en meget

fin start at give dem en skriveopgave

af en eller anden art i stedet for at

give dem den danske stil nr. 1 – og

fremdeles syv om året. Så når mine

elever afleverer til portfoliomappen,

ligger der forskellige typer af skriftlige

opgaver. Det er noget reformen

har tvunget mig til – jeg ville nok

ikke have gjort det af mig selv.

Vi har talt om, blandt dansklærerne,

at det er en god måde at starte skriv-

ningen på. Vi får afmystificeret den

danske stil, den bliver gemt lidt bort

– man kan sige at det er ikke det eneste

saliggørende. De, der har dyrket

den danske stil tre gange syv i tre år,

har jo fundet ud af at eleverne ikke

nødvendigvis er blevet bedre til det.

Det vigtige er at opleve sig selv som

skrivende. Har eleverne f.eks. været

ude at besøge en virksomhed, kan

de komme tilbage med et virksomhedsportræt.

Det er noget vi i danskfaget

har grebet, synes jeg.

Erik Svendsen: Hvis jeg skal udtale

mig på grundlag af skriftlig eksamen

i år og måske også sidste år, vil jeg

faktisk påstå – uden at være total

repræsentativ – at eleverne skriver

rimelig godt. Der er nogle klassiske

fejl – og de er netop klassiske, der er

åbenbart nogle elever der ikke kan

sætte kommaer, ikke kan finde ud af

præsensendelser og har besvær med

nogle præpositioner. Men når man

ser bort fra brølerne, synes jeg at det

skriftlige niveau er ganske pænt. De

skriver meget godt. Jeg mener det er

et udtryk for det du snakker om, Jørn

– at det faktisk er sket, de kan godt

kommunikere, de kan godt skrive.

Jørn Schmidt: Og så er der kommet

en sjov ny skriftkultur – vi var jo

bange for at skriftkulturen ville forsvinde,

men i og med computeren,

sms og alt sådan noget, er skriften jo

noget de bruger hele tiden.

Lars Jensen: Der er kommet et element

af leg ind – når det lykkes.

Jørn Schmidt: Men hvad snakker I

om i opgavekommissionen? Hvad

har I af overvejelser i forbindelse

med at I skal lave opgaver, og at verden

nu er ændret?

Erik Svendsen: Vi er meget opmærk-

somme på at der skal tages ligeligt

hensyn til alle dimensionerne. Vi

har en ”facitliste” der siger at vi skal

dække faget bredt og over meget få

antal år skal vi have det hele med. Så

reformen bestemmer virkelig meget.

Vi tænker i opgavetyper hele tiden.

hsd: Men reformen ændrer ikke i

selve spektret af opgavetyper?

Erik Svendsen: Fra da jeg startede

med at være i opgavekommissionen,

er opgaverne blevet meget mindre

litterære. Der er mange flere journalistik-

og medieopgaver. Den sproglige

dimension er mindst tydelig i opgaverne,

synes jeg. Den bliver også

nemt teknokratisk. Det virker som

om sproganalysen er den sværeste for

eleverne. De kan bedre tænke om medier

og analysere journalistik – det er

også lidt medier – men når vi spørger

til noget helt strikt grammatisk, får

vi nogle slemme svar! Der bør nok

skrues mere op for den sproglige side

i undervisningen og tilsvarende i opgavekommissionen

hvis det sproglige

skal have den status det har.

Jørn Schmidt: Jeg er jo selv litterær,

men jeg kan da godt se at det er en

mangel i penalhuset at vi ikke har udviklet

det som et pædagogisk værktøj

at man kan begynde at give en karakteristik

af det sprog der er brugt. Vi

må nok vente 10 år eller sådan – tror

du ikke?

Erik Svendsen: Mine kandidater er

knaldgode til grammatik. De bliver

tæsket i grammatik – af sproglærerne.

Det gør de også på KUA, jeg tror det

er blevet meget, meget opprioriteret

Jørn Schmidt: Jeg mener ikke nødvendigvis

en sproglig karakteristik

behøver være grammatisk.


Erik Svendsen: Nej, men hvis de kan

noget grammatik, vil de også bedre

kunne lave den sproglige karakteristik,

så den grammatiske analyse er

på en måde basal.

Lars Jensen påpegede at den noget

stedmoderlige behandling af det

grammatiske i danskundervisningen

også har videre perspektiver.

– Vi mangler simpelthen en optik

på erhvervsskolerne til at opfange de

læsesvage og de skrivesvage. 7 % af

befolkningen er ordblinde, og vi har

ikke noget særligt fokus på den problematik.

En af vores sekretærer på

skolen fortalte at for lidt over et år

siden var en 3.års elev kommet og

havde bedt om særlige vilkår til eksamen.

Han var gået igennem tre års

erhvervsgymnasial uddannelse uden

at det var blevet spottet at han var

ordblind.

Og når vi så også får indvandrere

ind der oven i købet er ordblinde – 2.

generationsindvandrere der er sådan

dobbelt halvsprogede – så er det jo

helt galt.

Jeg ved ikke om det er danskfaget

der skal gå i brechen for det, men der

gemmer sig nogle problemer i systemet

på det område.

Jørn Schmidt: Med de få timer vi har

bliver det nok svært at gøre ret meget,

men det er meget, meget vigtigt

at vi får udviklet et krav om at man

på hele skolens vegne finder ud af

hvad er det for typer fejl de svage

læsere og skrivere har. Og man skal

have metoder til at hjælpe dem – men

der er ikke plads til det i selve undervisningen.

Når vi taler om opprioritering af den

sproglige dimension i danskundervisningen,

bliver det åbenbart at lærerne

ikke er tilstrækkelig kvalificerede

til at varetage den del i overensstemmelse

med reformens krav. Det er et

spørgsmål om efteruddannelse, men

hvordan er det gået med den?

Jørn Schmidt: Det handler om det

som Erik også har været inde på, at

vi er litterære, og før vi bliver sproglige,

skal der ske noget, som endnu

ikke har kunnet nå at ske – det er efteruddannelse.

Når vi har denne her

debat alle steder, så skriger folk på

kurser. Vi – i dansklærerforeningen

– opslår nogle kurser i det, og nogen

bliver til noget, og nogen bliver ikke

til noget, fordi folk ikke kommer. Jeg

tror bestemt ikke det skyldes at folk

ikke gider at komme, men netop i det

her år har folk ikke haft overskud til

at tage på kursus. Selv om de har det

største behov for kurser lige nu, så er

det jo ikke lagt ind i planlægningen

fra ministeriets side at de der skal

lave det her skal være uddannet til at

lave det. Selv om der er en plan for

efteruddannelse, så har den jo ikke

vist sig at være en realitet. Vi har haft

sværere ved at lave kurser i år end

nogensinde – på grund af reformen.

Det gælder ikke bare os, men f.eks.

også på forlagene. Jeg har snakket

med forlagsfolk, og de fortæller at

til store flotte kurser kommer der 50,

hvor de har regnet med 150.

Vi har altså nogle fagpolitiske kampe

der skal kæmpes. Lærerne skal have

lov til at tage på kurser, og de skal

have lov til at tage på fagspecifikke

kurser, og det har været nedtonet,

som det tit er i forbindelse med reformer.

hsd: Er eleverne blevet bedre til at

arbejde tværfagligt? Det forlyder i

dagspressen at de første evalueringer

af stx viser meget positive resultater.

Formanden for Gymnasieskolernes

Rektorforening, Peter Kuhlman, har

udtalt at eleverne opnår ”imponerende

kompetencer”, især tværfaglige

kompetencer. Hvad er jeres erfaringer

på hhx?

Lars Jensen: Vi er jo vant til at arbejde

tværfagligt – og eleverne er jo

også vant til det, det er ikke eleverne

der har svært ved at være tværfaglige.


Det er ofte underviserne. Jeg tror nok

vi kan noget på hhx, men jeg ved ikke

om vi efter et år kan sige de er blevet

bedre til det. Vi kan i hvert fald sige

at nu ligger der et systemkrav at der

skal være et produkt i tværfaglighed.

Det er min oplevelse med de elever

jeg havde til vejledning, at de klarer

det fint. Det er gedigent tværfagligt

arbejde – ja, nu hedder det samspil.

Jørn Schmidt: Men der har det jo også

hele tiden lydt at faglighed skal etableres

før der kan blive tale om tværfaglighed

– man skal lære at spille på

violinen før man kan spille i symfoniorkester!

Man kan med rette stille

spørgsmål til om det er for tidligt at

man laver den type samspil. Det er

den problemstilling der har været

fremme i debatten. Flere lærere har

udtrykt at det har været det irriterende.

”De ved jo næsten ikke hvad et

fag er – vi har næsten ikke haft dem i

dansk”, siger dansklærerne i maj måned,

så det er en frustration.

Der er blevet talt meget om evaluering

og tests i uddannelserne, og

der er med reformen sat fokus på at

evalueringen skal være en integreret

del af undervisningen. Når vi taler

om evaluering af elever/studerende,

kan evalueringen som bekendt have

to formål. Den summative evaluering,

retter sig mod at teste hvorvidt

elever og studerende ved slutningen

af et forløb har nået målene med uddannelsesforløbet.

I den formative

evaluering skal eleverne have feedback

undervejs i forløbet, så de får

en viden og bevidsthed om hvordan

processen forløber og hvor de eventuelt

skal gøre en ekstra indsats.

Men også her viser det sig at mange

lærere ikke umiddelbart har redskaberne

til at gå i kast med den opgave

og står noget usikre over for hvordan

det skal gribes an. I hvilken form og i

hvilket omfang?

Jørn Scmidt: Det er jo den portfoliotanke,

som Ellen Krogh og flere fra

det almene gymnasium har arbejdet

meget med og skrevet om. Det er

klart, der er ikke nogen der synes

det er dårligt at gøre det, men det er

et praktisk problem med 3 timer om

ugen. Og det skal jo gøres på en måde

så det ikke bliver noget mekanisk noget,

men noget man føler et behov for

og som får nogle konsekvenser.

Erik Svendsen: Jeg vil sige til det, at

det er vigtigt at dansklæreren i forhold

til evalueringen fastholder sin

faglighed og siger til eleven: ”Der

er de og de faglige dimensioner du

ikke har fattet.” Altså det er vigtigt at

man siger, der er elementer i danskfaget

som du er meget god til, men

du er mindre god til de andre, så det

ikke bare bliver en fredagshyggesnak

– det skal ikke være klassens time.

Man skal være fagligt klar profileret

og sige hvor eleven ikke gør det godt

nok. Jeg synes man skal bruge det

til at fagligt profilere dansk. Vi skal

fremstå som fagpersoner der siger

sådan og sådan.

Det sproglige har været et stedbarn

i danskundervisningen, men hvordan

undgår vi at det nordiske også bliver

det? Nyt i bekendtgørelsen for hhx er

at der skal arbejdes med de øvrige

skandinaviske sprog - lidt i retning

af det som man altid har gjort i det

almene gymnasium.

Jørn Schmidt ville gerne diskutere

hvordan man på en spændende og

anderledes måde kunne få det ind i

undervisningen. Erik Svendsen greb

bolden, for på universitetet er undervisning

i svensk og norsk fast integreret

i studiet – og der blev rundet

passende af med at se det internationale

som en yderligere dimension i

danskundervisningen:

– Vi har det i hvert semester, der

kommer henholdsvis en norsk og

en svensk lektor underviser i sprog

og litteratur. Gamle klassikere er jo

fede, vi har idelige projekter om Ibsen,

Strindberg, Kjærstad – de der

store. Jeg tror nok svensk har det

lidt sværere end norsk. Men vores

studerende elsker Erland Loe, og

de elsker Populærmusik fra Vittula.

I øjeblikket er det nemt, fordi

der er nogle studerende der læser

dem i forvejen, privat.

Jeg tror det meget handler om at

tage nogle bøger der er gode. Jeg

vil vove at påstå at Ibsen er rigtig

god, han er god at undervise i

på alle niveauer, og Strindberg er

smaddergod, så der er nogen der

altid går godt. Jeg vil sige jeg tror

ikke man behøver være så nervøs

for norsk og svensk. Men hvis vi

skal have meget grammatik i norsk

og svensk, bliver det svært, tror

jeg. Vi kan klare det fordi vi kan

finde en god norsk roman, men i

det øjeblik vi går ud i krogene så

bliver det frygtelig kompliceret.

I det hele taget synes jeg man skal

tage alvorligt at der er mulighed

for at gå ind ad den dør der hedder

et internationalt perspektiv. Det er

så vigtigt at de læser noget god litteratur,

skrevet af ikke danskere

– andet end da Vinci Mysteriet og

Harry Potter.

Nej, man skal man ikke være

håndsky når det gælder det internationale.

Apropos det med fagets

grundkerne, det handler da om at

tumle med tilværelsen – det handler

om at man skal give dem noget

der er virkelig godt. Det skal

vi prioritere. Selvfølgelig skal der

være dansk, men man skal også

sige ja til det fremmede – hvis det

i mindste mulige grad kan lade sig

gøre.


Den svære,

svære lyrik

tanker om unDervisning

i Den helt nye lyrik

Af Annette Skovgaard og Lise Fuur Andersen, Handelsgymnasiet i Esbjerg

Når man spørger eleverne, hvordan de har det med lyrik,

får man mange gange det entydige svar, at det bryder de sig

ikke meget om. De synes det er svært og de mangler koder

til hvad de skal stille om med lyriske tekster.

Digte ér ganske vanskelige at beskæftige sig med. Det er

der garanteret også mange dansklærere der synes (vi skal

møde én af dem lidt senere), og det bliver ikke nemmere

af, at vi, for at kunne give eleverne indsigt i den helt nye

lyrik (jf. bekendtgørelseskravet om fokusområdet: Tendenser

i samtiden), nogle gange må på hårdt arbejde med

endnu ufordøjede tekster skrevet af unge, endnu ukendte

og ubeskrevne forfattere, som læreren heller ikke selv har

for godt fat i.

Eleverne har som regel svært ved lyrik, fordi de ofte oplever,

at de skal lægge en hel del til digte, da de tit er meget

komprimerede i mening og indhold i forhold til prosa.

Nogle elever oplever også, at de får nogle hak i tuden,

fordi de får lagt for meget til og derved overfortolket et

digt. De ved, at digte er betydningsmættede, og knokler

for at tilfredsstille læreren med en tolkning, men det er de

0

færreste elever, der har et egentligt tolkningsberedskab at

læse lyrik med.

Når det gælder folkeviser, romantiske digte, baroklyrik

og ekspressionistiske digte, kan man forholdsvis enkelt

give eleverne værktøjer at bearbejde teksterne med, da

disse typer digte oftest blot forudsætter et vist kendskab til

perioderne understøttet af sekundærlitteratur (fx kapitler i

Litteraturens veje). Folkeviser lader sig afkode som eventyr,

en genre eleverne kender godt i forvejen, romantiske

digte kendetegner sig ved tydelig brug af natur, kærlighed,

nationalsymboler og forbindelse til noget åndeligt mv.

Baroklyrikken læses udmærket med opmærksomhed på

kontraster og vanitas-symboler og viden om kongens og

kirkens betydning. Ekspressionistiske digte (af fx Tom

Kristensen) har tydelige virkemidler i form af farver,

lyde og andre sanseoplevelser. Kan eleverne fange disse

periodekarakteristika, kan de som regel komme et stykke

vej med en analyse. Dog kommer mange elever til kort,

når der skal fremstilles en dybere fortolkning af, hvad der

egentlig er på færde i teksterne.


Når vi så når frem til moderne lyrik,

så kommer eleverne for alvor på arbejde.

For hvor er koden?

Rimene og rytmen ryger på samme

måde som en velordnet grafisk struktur.

En del af slavearbejdet med digte

(redegørelse) giver ikke meget mening,

når disse punkter i analysemodellen

ikke kan fyldes ud. Det vil sige,

at eleverne nu skal til at arbejde med

en masse andet, som ikke længere er

givet på forhånd, og de skal også til

at investere noget af sig selv for at

kunne forstå, hvad de moderne digte

handler om.

Arbejdet med samtids-lyrik kan

understøttes med kendskab til modernismen

som periode (verden går

jo af lave allerede med romantikkens

sammenbrud), inddelt i underperioder

(modernismefaserne + postmodernismen).

At forberede eleverne på,

at modernistisk kunst er forsøg på at

komme om ved det faktum, at verden

er brudt sammen side om side med

værdierne, kan man godt komme et

stykke vej med.

Eleverne i gymnasieskolen er imidlertid

nået til en fase i deres liv, hvor

de prøver at grundlægge deres livs-,

menneske- og verdenssyn. De prøver

at samle og ordne deres oplevelser

og erfaringer i kategorier, der holder

lidt længere end barndommens sammenhobning

af uordnede oplevelser

med tilhørende midlertidig adaption.

Kognitivt er eleverne godt i gang

med at gennemleve – og overleve

– de formelle operationers stadium,

hvor tænkning består i abstraktion og

ræsonnement. Midt i denne kategorisering

og paradigmatisering af livet

og verden kommer dansklæreren så

og bebuder det hele som uholdbart,

og det kan være noget af en mundfuld

for eleverne, især for de der endnu

ikke helt mestrer abstrakt tænkning.

De husker endnu, at det var svært nok

at skabe sig en identitet, mens de var

fuldblodsteenagere, og at de dengang

gik fra mening til mening, rolle til

rolle, identitetsforsøg til identitetsforsøg

i konstante opgør med de voksne,

vennerne og sig selv. Nogle af eleverne

har stadig en søgende omgang

med deres identitet, selv på hh3.

Kategorisering og abstraktion er gode

evner at have, men det kan være vanskeligt

samtidig at forholde sig åbent


til verden og dens beskaffenhed, det

kræves der dog af vores elever, hvis

de skal blive gode tekstlæsere, især

når det gælder lyrik, og især når det

gælder moderne lyrik.

Læreren kan som regel styre eleverne

igennem gennemgange af tekster op

til et sted i 1980’erne. Det er stof,

hun selv har været godt igennem på

universitetet. Har hun fulgt bare lidt

med, er hun med helt op til Søren

Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup, måske

endda Pia Juul. Så begyndte det nok

at blive lidt vanskeligt at følge med

og forstå. Lyrikken blev nok noget

indadvendt og gik nok lidt i selvsving.

Oddsene er gode for, at hun selv lagde

lyrikken fra sig og koncentrerede sig

om prosaen; her var der til gengæld

også en helt masse spændende at

finde hos de unge minimalistiske novelle-

og romanforfattere, der skrev

tekster med en vis samtidsrelevans.

Prosa-alibiet for ikke at holde sig a

jour med lyrikken var godt, for det

væltede ud med prosa – Mads Brenøe,

Helle Helle, Naja Marie Aidt, Christina

Hesselholdt, Jan Sonnergaard,

Jakob Ejersbo med mange, mange

flere, mens de garvede også stadig

leverede tekster nok at følge med

i: Ib Michael, Svend Åge Madsen,

Rifbjerg m.fl. Der var nok at se til og

have dårlig samvittighed over ikke at

have nået endnu. Alibiet blev understøttet

af lunkne anmeldelser af ny

lyrik; et par lysende hoveder fik gode

anmeldelser med på vejen, Morti

Vizky og Simon Grotrian fx, men det

stod samtidig klart, at det var ganske

svært tilgængelige tekster, så det fik

lov at ligge, til hun kunne snuse til

det i diverse antologier. Lars Bukdahl

i Weekendavisen var blevet knotten

på lyrikkens vegne, hans vrisne

anmeldelser gav ikke anledning til at

beskæftige sig med den genre. Indtil

han pludselig en fredag formiddag

ikke kunne skjule sin begejstring

over en helt ung, fra Forfatterskolen,

nyudklækket lyriker, Ursula Andkjær

Olsen. Da Andkjær Olsen kom med

sin tredje bog Atlas over huller i min

verden i 2003, kammede Bukdahl helt

over, og helt galt gik det da, da hun

sendte sin fjerde bog ud, Ægteskabet

mellem vejen og udvejen (2005). Her

skete der tilsyneladende noget, der

var overordentligt interessant. Det

er tydeligt, at Bukdahl er blevet glad

igen, nu kommer der jævnligt gode

anmeldelser af ung lyrik, så nu kan

vores dansklærer ikke rigtig smyge

sig uden om aktuel lyrik længere.

I mellemtiden har Forfatterskolen


udklækket adskillige nye forfattere,

som synes interessante. Heldigvis har

nogle kolleger haft tid til at følge med,

for der kommer jævnligt antologier

fra fx Dansklærerforeningen med

tekster af og om helt aktuel litteratur.

Den travle dansklærer har altså trods

alt aktuelle tilskyndelser og gode muligheder

for at blive opdateret.

Vores dansklærer er derfor nu blevet

inspireret og har fået lyriklæselysten

tilbage. Hun bevæger sig måske atter

ud i byen til lyrikarrangementer

og møder gamle som unge digtere.

Måske opdager hun, at der også på

Nettet er begyndt at ske en masse

spændende: Afsnit P, Øverste Kirurgiske,

Litlive, Literaturhaus mm.

Det, der særligt har vækket hende,

er en ung, udadvendt, samtids- og

samfundsreflekterende, engageret, til

tider aggressiv lyrik.

På scenen står en vred, ung mand.

Han læser op af sine egne digte. Det

er lange digte, der er mange stemmer,

der taler på én gang, der er en tydelig

sproglig bevidsthed, der er en kuffert

så stor med referencer at trække på

– den unge mand er meget belæst,

og så er der en voldsom indignation

iblandet humor og (selv)ironi. Den

unge digter hedder Marius Nørup-

Neal Asley Conrad

Nielsen, den digtsamling han læser

op af, hedder Alle tiders barn og er

forfatterens anden digtsamling siden

debuten i 2001. Nørup-Nielsen er

tydeligt barn af sin tid. Født i 1978

er han vokset op med grunge, hiphop,

rap og techno, og både rytmisk, stemmemæssigt

og sprogligt er der klare

spor fra disse musikgenrer. Postmodernismen

er da vist ved at være en

saga blot, her er der i hvert fald én, der

insisterer på, at der er fast grund under

nogle ting, at det, der fx sker ude i

virkeligheden (læs: samfundet), ikke

altid er lige godt. I hans digte behandles

vores måde at kommunikere med

og til og omgås hinanden på, ligesom

også mediekulturens mangfoldighed

og påvirkningskraft får et skud for

boven. Henne i virkeligheden taler

politikerne om samfundets sammenhængskraft,

digteren her viser, at den

vist ligger på et meget lille sted.

Vores ellers blaserte dansklærer er

begejstret – endelig sker der noget,

der rykker. Hun skynder sig hjem og

forbereder et forløb, som eleverne

skal udsættes for, her er noget, der

må kunne få de unge mennesker op

af stolene. Men man kan ikke bare

sådan uden videre dumpe ned midt

i samtiden uden at have en historisk

Marius Nørup - Nielsen

bagage at læne sig op ad. Forløbet

skal bygges op med afsæt i andre

udadvendte og aggressive digtere,

som Nørup-Nielsen tydeligt står på

skuldrene af. Vi må have støvet både

Dan Turèll og Michael Strunge af.

Læreren finder tekster af og producerer

noteark om de to forgængere. Ved

begyndelsen af hver dansktime i forløbet

drysser ”dagens Marius”, et digt

fra Alle tiders barn, ned over eleverne,

som læreren læser op og der snakkes

lidt om, indtil vi på den anden side

af Strunge kan begynde at fordybe

os i hans tekster. Allerede ved Turéll

reagerer eleverne på at skulle arbejde

med moderne digte – ”Skal det forestille

lyrik?” – ”Skal det være kunst

at skrive sådan?”; vi har lige været en

længere tur i Romantikken, hvor kunsten

var genkendelig, nu brydes denne

genkendelighed i alvorlig grad. For at

nå ind i Strunges digte skal eleverne

overraskende nok klædes på med en

indsigt i punkgenerationens syn og

reaktion på ’68-generationen – de har

åbenbart en noget lyserød og idyllisk

forestilling om de åh så fede ’60ere

og ’70ere, der lige skal pilles af dem.

Og så bliver de ellers bombarderet

med Strunges hæslige oplevelser af

sin tid og sit samfund. Da vi når frem

til Nørup-Nielsen, opdager læreren, at


den unge digter trækker på en masse

referencer, som eleverne ikke kender

til, det er en gevaldig intellektuel

digter, vi har med at gøre, så her skal

der også produceres lange noteark til

hvert af hans digte, for at vi ordentligt

kan få fat i, hvad det er, han vil os.

Både når der læses op, og når eleverne

selv læser hans digte, reagerer

de, enten med fnis, med forargede

støn, med forpustet vejrtrækning eller

jammer over en grov sprogbrug,

en grov udlægning af det omgivende

samfund, en hæsblæsende rytme og

svært tilgængeligt indhold. Men…

Ingen sidder uberørte tilbage efter

”dagens Marius”.

Vi er et par måneder inde i 2. semester

på 3. år. Ligesom myrer med og uden

vinger kollektivt på klokkeslæt beslutter

at komme op af jorden en bestemt

dag i juli, beslutter eleverne sig en dag

for at gå i kollektiv eksamensangst.

”Hvad nu hvis vi kommer op i Marius

– hvad skal vi så stille op?” Læreren er

mest tilbøjelig til at overhøre nødråbene,

det ligner en overspringshandling

i forhold til at arbejde med teksterne,

og læreren er jo lige så optaget af de

spændende digte, men energien i en

flok eksamensangste elever er højspændt,

fordybelsen i tekstarbejdet må

lige lægges lidt til side til fordel for en

snak om hvad man stiller op med digte

i en eksamenssituation. Det bliver en

anledning for læreren til for gu’ ved

hvilken gang at sige, at skønlitterære

tekster, også digte, er tolkninger af,

hvad det vil sige at være menneske i

en bestemt periode, og hvad man nu

ellers kan få sig selv til at sige i en

sådan situation.

Heldigvis er Marius Nørup-Nielsen

blevet inviteret til at komme og levere

en oplæsningsseance for alle 3.hh’erne.

Så kan det være, han kan hjælpe

os med at nå ind i teksterne. En af de

første forårsdage i marts kommer han

så til skolen. Han lægger ud med at

læse op, i salen høres tydelige reaktioner

i stil med de udbrud, eleverne

kom med i timerne. At digteren selv

læser sine egne tekster op, giver en

hel del mere til oplevelsen af dem, end

når læreren eller eleverne har forsøgt

sig med deres forkølede versioner.

Indimellem overspiller han sine

jeg’er for at understrege pointerne

for eleverne. Marius slutter af med at

sætte en cd på med musikledsagelse

til nogle af digtene (Nørup-Nielsen

har slået sig sammen med en musiker

i en konstellation, de kalder Mikkel-modulerer-Marius1);

digterens

musikalske generationsforbindelse

træder tydeligt frem. Eleverne kender

rap-genren, de er selv optagede

af den unge danske rap-scene. Efter

en pause kommer Marius tilbage,

eleverne opfordres nu til at spørge

ham om noget, det går lidt trægt, ingen

siger rigtig noget, så Marius må

selv på arbejde igen, men han griber

situationen snildt ved at spørge ud i

salen, om nogen har bud på, hvorfor

der ikke er nogen spørgsmål. En elev

drister sig til at svare, at hans digte

er svære at arbejde med, og at hun

ikke ville ane, hvad hun skulle stille

op med dem i en eksamenssituation.

Denne tråd tager Marius op, og han

påtager sig den opgave at analysere

et af sine egne digte, hvor han peger

på, hvad eleverne har at gribe ud efter.

Det bliver til en fænomenologisk

analyse bestående i at prøve at gå ind

i, hvad jeg’erne vil sige, og hvorfor de

siger det på den måde. Det er en analysetilgang,

der også er blevet lagt op

til i timerne. Adspurgt giver eleverne

udtryk for, at det har givet lidt, men

de synes stadig, det er svært.

Efter oplæsningsseancen er Marius’

arbejdsdag ikke slut endnu. Forude

venter et møde med skolens dansklærere.

Over kaffe og kage bliver det til

en snak om forfatteres, især smalle

digteres, vilkår i det danske kulturliv,


Neal i dialog med lærere. Lyrik i øjenhøjde på Grenå Handelsskole.

men også mere om en fænomenologisk

indgang til den unge lyrik. Dagen

afsluttes med endnu en kort oplæsning

for en sluttet kreds af undervisere. En

lang dag med tilhørende rejse i begge

ender. Man får forholdsvis meget for

sine penge, når man inviterer en ung

forfatter.

En lille måned senere er skolens dansklærere

igen samlet. Faggruppen har

taget imod et tilbud fra Dansklærerforeningen

– Lyrik i øjenhøjde: Skolen

hyrer gennem foreningen en litterat

til at komme og sige noget generelt

om den aktuelle lyrik. Til gengæld

betaler foreningen for, at vi også får

besøg af en ung lyriker, der dels skal

læse op, dels tale med om tendenserne

i tidens lyrik.

Litteraten er Neal Ashley Conrad,

denne gang er lyrikeren Dy Plambeck

og scenen en privat dagligstue,

forplejningen igen kaffe og kage. I

afslappede rammer møder vi endnu

en ung, nærmest helt nyudklækket

digter. Hun læser først op af sin nyligt

udkomne debutdigtsamling Buresøfortællinger

(2005). Som titlen antyder,

er det temmelig narrative digte,

faretruende tæt på prosa. Men som

digteren ”knækker” sine linjer, kan

man godt høre en vis lyrisk rytmik og

struktur. Her er der også tale om en

samtidsrelevant digtning. Som i minimalistisk

prosa fornemmes mellem

linjerne en ildevarslende farlighed. Et

digt, der indledes med en bemærkning

om Saddam Hussein, ender i en tilsyneladende

banal barndomserindring,

hvor man må studse over, at jeget

ikke reflekterer mere over situationen i

Irak, men blot bruger det som et afsæt

for en selvcentreret betragtning. Efter

den første omgang oplæsning blander

Ashley Conrad sig og kommer med

en åbnende indgang til Plambecks

digte for senere at bevæge sig over i

et oplæg om en indgang til moderne

lyrik, der til dels går over lyriske

tekster i kombination med musik. At

gå via et lydunivers, bedyrer han, er

en god strategi, hvis man skal nå de

lyrikuvante elever; er der musik i baggrunden,

er eleverne tilsyneladende

mindre fjendtligt indstillede over for

denne tekstgenre. Når barrieren er

nedbrudt, kan man så begynde at gå

fænomenologisk og hermeneutisk til

værks i arbejdet med digte.

Det er en særdeles inspirerende

eftermiddag med Dy som indleder,

efterfulgt af en række spørgsmål og

kommentarer fra tilhørerne – og Neal.

Der bliver talt om lyrikken som genre

og som formidler af det selvgeogra-

fiske/selvbiografiske og om det polyfone

værk, der skriver sig ind i og

stikker af fra virkeligheden i samme

bevægelse. Ligesom omslaget på Dys

digtsamling, der dels signalerer kunst

dels kunst–ighed. Herudover er der

meget fokus på det fænomenologiske/

det førsproglige bragt ind i læsningen

– i relation til jegets midlertidighed

– relativisme – det gode, det dårlige,

det løse – læsninger indpodet i hinanden.

Også som en supplerende analyse

med en anden form for læsning

– det associative.

Neal henviser til Morti Vizki og digtsamlingen

Drømmen om et liv (1984),

her begynder poesien = livet – at være

der, mens man er der – altså selvfølgeligheden/

at følge sætninger/ gå

med digtene/ sansningen/ transformationen/

øjenåbneren. Især et digt fra

samlingen fremhæver Neal i denne

sammenhæng: “Tag fra i morgen/ giv

til i dag/ gør dette om/ i morgen/ hold

hus med/ dine satans dage”.

Efterfølgende er der henvisninger til

forskellige digtere og andre kunstnere:

Halfdan E, Morten G, Christian

Yde Frostholm, Hans Sydow, Tom

Kristensen og Peter Laugesen. Igen

med fokus på det umiddelbare, det

associative, det at åbne sproget og

også i undervisningen at være min-


dre pæne – være frækkere i valg af

sammenstillinger, være mere oppe

på beatet, skifte praksis – begejstre/

betage/ erobre... Neal henviser til

Erik Skyum – at søge på kanten af

mening – på kanten af genre, for

at sætte andre “svingninger” af betydningslag

i gang, at analysere på

en anden måde. Altså poesien som

stemningens gaze – det fortættede

– mumien, en skulpturel bestræbelse/

en fysisk sprogskulptur, hvor form og

indhold på kubistisk vis overskrider

hinanden.

Klaus Lynggård bliver citeret: Digtet

er sprækken mellem ondt og

godt: “Mørket vi træder på”, hvor

du’et drejer sig ligesom jeg’et. Der

skal frækheder og friheder til for at

skrive digte – det samme gør sig gældende

i læsningen, i undervisningen!

Lyrik ér krævende, arbejdet med digte

også, tænker vores dansklærer, og

Neal har bestemt sat sig for at gøre

hvad han kan for, at vi ikke slumrer i

vores faglige vaner. Hans projekt er at

vække elevernes sans for genren, og

dertil kræves vågne lærere. Pyha.

Igen er vores dansklærer blevet

nysgerrig. Også her er der noget,

der skal afprøves på eleverne. Buresøfortællinger

anskaffes, og en

førsteårsklasse, der lige har været

igennem første afdeling af 350års

litteratur, udsættes i en af forårssemesterets

sidste dansktimer for en del af

digtene læst op af læreren. Eleverne

er mystificerede, men de udtrykker

også en vis lettelse over at skulle

beskæftige sig med noget nutidigt.

Inspireret af digtsamlingens forside,

en computerkonstrueret græsplæne

med tusindfryder, sluttes timen af

med at gå en tur ud i solskinnet ud i

skovbrynet bag skolen, hvor læreren

forsøger at opretholde en samtale med

eleverne om digtene. At det ikke lykkes

helt skyldes nok, at forår, solskin

og nyudsprungne træer betyder en

vis ungdommelig kådhed og tid til

pjank og pjat.

Med til undervisningen hører også,

at læreren efter et forløb, især et

nyudviklet, må reflektere lidt over,

hvad der skete, hvad der gik godt, og

hvad der gik knap så godt. Efter at

have fundet nyt og spændende selv

at fornøje sig med og have afprøvet

det på de stakkels elever, står det efterhånden

klart, at der skal sættes ind

med flere værktøjer i forhold til digte

og arbejdet med dem. Hvordan skal

man dog bibringe eleverne indsigten

og beredskabet til at arbejde med den

svære lyrikgenre?

Lyrik i øjenhøjde

Efter det ovenfor beskrevne forløb

blev det til både indholdsmæssige

og metodiske refleksioner. For at

starte med indholdet kan man sagtens

inddrage flere af de udadvendte

modernistiske digtere, som fx Marius

Nørup-Nielsen er arvtager af.

Egentlig kunne man sagtens trække

tråde fra romantikken, det moderne

gennembrud, henover ekspressionismen,

heretikadigterne og frem mod

fasemodernismens danske fædre:

Klaus Rifbjerg med konfrontationsdigtene

(at Nørup-Nielsen konfronterer

verden og dens fænomener er

meget tydeligt) og Per Højholt med

hans sproglige hyperbevidsthed og

eksperimentelle digtning (står ikke

alle moderne digtere i dyb gæld til

Højholt?). Man kunne sikkert komme

på flere – kufferten er stor og tung.

Inspireret af Neal Ashley Conrad

auditive tilgang vover vores lærer ud

på cd-markedet, hvor der efterhånden

findes mange interessante udgivelser

med udgangspunkt i digte. De prøves

af i timerne, og eleverne er faktisk

lydhøre.

Metodisk er arbejdet nok noget sværere

for læreren. Vores lærer kom i

tanke om sin yndlingslærer på universitetet,

Jørn Vosmar. Vosmar stod

i ’70erne i åben skyttegravskrig med

1

For smagsprøver henvises til duoen Mikkel-modulerer-Marius’ hjemmeside www.virkeligheden.info – med bl.a. mp3-filer, ikke uinteressant at lytte til.


strukturalisterne. Han mente, at litteratur

ikke uden videre lader sig presse

ind i forud fastlagte strukturelle kasser.

Tekster er eksistentielle udsagn,

som siger noget alment om det at

være menneske bundet i en tid og et

rum og stående i et kommunikerende

forhold til sin omverden. Moderne

tekster er tilsvarende eksistentielle

udsagn, som siger noget alment om

det at være et moderne menneske,

der på sin måde kommer om ved det

moderne. Således opstillede Vosmar

sine 4 eksistentialer, eksistentielle

grundvilkår: tiden, rummet, omverdenen

og jeg’et. Man kan så, ifølge Jørn

Vosmar, stille en hvilken som helst

tekst følgende spørgsmål: Hvad siger

jeget om og hvordan forholder det sig

til sin tid, sit rum, sin omverden og

sig selv? En fænomenologisk tilgang

til tekster, hvor man også må udkaste

sin egen hermeneutiske forforståelse,

altså bruge sine egne erfaringer i livet

med sin egen bundethed til tid og sted

og i et altid kommunikerende forhold

til omverdenen og sig selv. Dog

skal eleverne nok disciplineres til at

stramme op og holde sig til teksterne,

så de ikke kommer til at overfortolke

for meget og flette sig selv alt for

meget ind i teksterne. Altså 4 enkle

spørgsmål stillet på to niveauer – et

udsigelsesniveau og et forholdensig-niveau:

Hvad siger jeget om og

hvordan forholder det sig til sin tid,

sit rum, sin omverden og sig selv? Det

er jo nok dybest set også det, enhver

analyseskabelon tager udgangspunkt

i, men en analyseskabelon bliver meget

nemt til kasser for eleverne, der

skal udfyldes og bliver udfyldt, om

det giver mening eller ej, men ikke i

sig selv fører til den dybsindige forståelse

af, hvad der går for sig i denne

eller hin tekst. Det er den evindelige

diskussion blandt dansklærere – hvad

skal man udstyre eleverne med af redskaber?

Det er synd for digtene med

for meget kassetænkning, men det er

også synd for eleverne uden bare lidt.

Hvis man insisterer på, at digte giver

mening og siger noget om det at være

menneske og at være forbundet til et

sted, en tid og en omverden, så digte

ikke bare er noget man inddrager

fordi de er så dejligt små eller fordi

man skal jf. det brede tekstbegreb, så

må man også hjælpe eleverne med at

få færten af denne mening, evt. ved

hjælp af kasser/modeller, i hvert fald

redskaber, som selvfølgelig følges op

af en masse ord og forbehold.

Store oplevelser med nye faglige

input det sidste års tid har i høj grad

inspireret vores lærer. Hun synes faktisk

igen det er sjovt at arbejde sammen

med eleverne om digte. Også personligt

føler hun sig beriget og følger med

så godt hun kan. Og hun er blevet modig,

også modig nok til at indrømme

over for eleverne, at det er svært og

krævende at arbejde med den svære,

svære lyrik. Om det gør dem mere fortrolige

med genren kan nok diskuteres,

men vi får os nogle gode samtaler om,

at når det nu er så vanskeligt at være

menneske, ikke mindst i vores tid – og

det bliver vi hurtigt enige om, at det er

– så er der nok heller ikke noget at sige

til, at samtidskunsten er vanskelig, den

er jo som regel en afspejling af hvad

vi er og har det som art betragtet. Og

vores lærer behøver ikke vente til 3.

år med at tage samtidens digte op, i

grundforløbet på 1. år i Det reformerte

Gymnasium tør hun nu godt lade digte

drysse ned over eleverne som en del af

det Sproglige/Kommunikative område

under overskriften Sproglig opmærksomhed.

Som eleverne reflekterer sig

frem til i deres årsportfolio i dansk, kan

de oven i købet se, at det virker, og de

er ikke helt skræmt fra vid og sans. Det

har ganske enkelt været en fantastisk

oplevelse, at få fagligt kunstigt åndedræt

fra kilden selv – de unge digtere

og deres digte.


Ja till

för fattorlistor!

u n d e r s o m m a r e n 2006 h a r behovet

av en stadfäst litterär kanon för roma-

ner (inga andra genrer!) i skolan disku-

terats på kultursidorna i dagens nyhe-

ter. (artiklarna finns på www.dn.se)

Det ter sig idag utifrån styrdokumenten inte möjligt att utforma

en lista med litterära verk som ska vara lästa efter

avslutade studier i grundskola och gymnasieskola. Den

precisionen är inte förenlig med den målstyrning som råder

i skolan och med den frihet lärare och elever ska ha att

planera undervisningen. Elevernas förutsättningar och vilja

att ta del av kulturarvet skiftar dessutom kraftigt. Samtidigt

leder dagens situation till följande i gymnasieskolan. En

klass har elever som studerar ”Ett drömspel” med stor behållning,

medan en annan klass får möta August Strindberg

som lyriker eller novellist. En tredje klass läser ingenting

av honom utan enbart om honom. En fjärde klass möter

inte ens Strindbergs namn i svenskklassrummet. Måhända

är bilden inte så skiftande just vad gäller August Strindberg,

men byt ut namnet mot något annat svenskt eller utländskt

Af Erik Lidbaum

författarskap.

Vi svensklärare har att anpassa vår undervisning utifrån de

elever vi möter, förutom vad styrdokumenten säger. Här

krävs lärare som har beläsenhet att kunna välja texter som

passar just för de elever vi har framför oss och, inte minst,

lärare som besitter metodisk förmåga att entusiasmera för

läsande och skrivande. En kanonlista med titlar riskerar att

försätta lärare och läsovilliga elever till pliktläsning, vilket

är orimligt. En sådan lista ökar inte den enskilde elevens

förmåga eller vilja att läsa klassiker utan kan snarare få

motsatt effekt.

Vad är önskvärt? För grundskolan respektive gymnasieskolan

kan författarskap som elever ska ha stiftat läsbekantskap

med fastställas. Svenska och utländska författarskap. Ibland

finns det skäl att låta hela klassen läsa samma verk av en

författare, ibland olika verk i halvklass eller att klasssen i

mindre grupper läser olika verk av samma författare. Den

metodiska friheten i kursplanerna främjar detta.

Vad gäller gymnasieskolan är situationen den att alla elever

inte läser svenska under alla tre år. En lista för gymnasieskolan

måste alltså bli en tämligen kort och realistisk lista

med enbart författarskap, svenska och utländska. Listan

skulle kunna utformas med valbara alternativ av författare.


Det i kanondebatten åberopade grannlandet

Danmark har en kanonlista för

folkeskolen och de gymnasiala skolformerna

och det är den som inspirerat

mig. För folkeskolen är det tolv

författarskap (bl.a. Benny Andersen

och Ole Lund Kirkegaard) och för de

äldre eleverna elva författarskap (bl.a.

Inger Christensen och Henrik Ibsen).

För båda skolformerna finns en gemensam

lista på fjorton författarskap

(bland andra H.C. Andersen, Herman

Bang och Karen Blixen). Uteslutande

ungdomsboks- och romanförfattare

som skrivit på danska språket.

Notera att kulturminister Brian Mikkelsens

nationella litterära kanon är

en helt annat lista som inte har några

uppfordrande konsekvenser.

Sommardebatten har också gällt hur

mycket svensk litteratur som ska

läsas i skolan. Situationen är i Sverige

sedan decennier annorlunda, särskilt

i gymnasieskolan, jämfört med de

flesta andra västeuropeiska länder. I

Danmark är det nationalstatens skönlitteratur

som av tradition har lästs

och föga från andra språkområden

(i översättning). I Sverige har litteraturläsningen

i ämnet svenska sedan

decennier en geografiskt vidare ambition.

En författarlista skulle bli en anvisning

om det svårdefinierade kulturarvet

och vara praktiskt behjälplig för

landets svensklärare.

Erik Lidbaum, gymnasielärare i svenska

Norra Real, Stockholm


Hvordan formidle

musikklyrikk i skolen?

”men hvorfor læser (og hører) man så ikke som en

selvfølgeligheD tekster af eminem og outkast, Jokeren

og malk De koiJn i Dansk- og engelsktimerne i folke-

skolen og på gymnasierne og i lektionerne på universite-

tets litteratur- og DanskstuDier?”

Teksten og billederne rapporterer fra et Nordsprogskursus i Bergen,

Musikklyrikk, arrangeret af Sture Nome og Jørn Schmidt

Dette spørsmålet stiller Lars Bukdahl i sin antologi Poesi

dér (2004:5). Og det samme spørsmålet er i overkant av 20

morsmålslærere samlet i Bergen for å finne ut av på Nordspråkkurset

”Musikklyrikk i Norden”. Kursleder Sture

Nome er en av dem som nettopp mener denne musikken

har en selvfølgelig plass i skolen, og innleder seminaret

med følgende forklaring: ”Det har et ekstremt pedagogisk

potensial å jobbe med musikklyrikk.”

Formidling av musikklyrikk er altså hva kurset tar utgangspunkt

i fra et nordisk perspektiv og med vekt på rock

og rapp. Rappen er gitt hovedrollen ettersom det tekstlige

spiller en sentral rolle i denne formen.

Mangel på analyseredskaper

Et problem man står overfor i formidlingen av rock og

rapp er at analyseredskapene mangler. Innenfor musikkvitenskapen

har man sett en tendens til i for stor grad å

adoptere de kunstmusikalske parametrene når man analyserer

de populærkulturelle uttrykkene. Dersom man analyserer

en nesten hvilken som helst Beatles-låt med utgangspunkt

i harmonikk, melodikk og rytmikk, vil den fremstå

som svært banal sammenlignet med en Beethovensonate

sett ut fra de samme parametrene. En slik forenkling og

manglende vilje til å forstå musikken på egne premisser

0

Av Ida Holen

gjør at musikken ikke får noen naturlig plass innenfor den

borgerlige kanonen, og man ivaretar samtidig dikotomien

kunstmusikk-populærmusikk som et kvalitetsskille. Populærkulturen

blir heller ingen naturlig del av pensum verken

i høyere utdanning eller i skolen så lenge dette skismaet

opprettholdes. Man ser en hang til å gjøre populærkulturen

til et slags kvotert pensum der sosiologiske faktorer som

klesstil og image dominerer fortolkningen på bekostning av

musikalske og tekstlige parameter. Eventuelt har man sekkebetegnelser

på pensumlister av typen ”triviallitteratur”

eller ”populærmusikk”, og rapplyrikken har ingen naturlig

plass innenfor samtidsmusikken og samtidslyrikken.

En begynnelse på å gi de populærkulturelle uttrykkene

legitimitet eller oppreisning der de ikke allerede har det,

kunne være å utvikle et begrepsapparat og et analyseverktøy

som tar uttrykkene på alvor, og som leser musikken

på dens egne premisser. Hvordan skal man for eksempel

sette navn på ”sound” eller ”flow”? Og hvordan kan man

si noe om stemningen uten å henfalle til patetiske selvfølgeligheter?

Musikklyrikk i akademia

Utfordringen med å finne gode analyseredskaper kunne


vært gitt til professor i litteraturvitenskap ved Universitetet

i Bergen, Erling Aadland, som er invitert til Nordspråkkurset

blant annet fordi han i høst var med på å holde et

universitetskurs om musikklyrikk. Så vidt meg bekjent er

ikke dette blitt gjort i Bergen tidligere, og muligens heller

ikke på noe annet norsk universitet eller høyskole. Aadland

tar utgangspunkt i at musikklyrikken må skilles fra

annen lyrikk fordi den inneholder elementer som klang

og stemmebruk, og fordi den er atemporær og sirkulær i

stedet for temporær og lineær. Aadlands analyser og lesninger

av musikklyriske tekster preges dessverre ikke av

dette skillet fordi han appliserer den akademiske litterære

analysetradisjonen på musikklyrikktekstene. Slik forsvinner

den dimensjonen Aadland nettopp har vært opptatt av

å fremheve, nemlig musikken og fremføringen. Det å dra

rocketekstene inn i en tradisjonell akademisk forståelse

av metrikk og metaforikk kan på den ene siden føre til

litteraturtips:

Bukdahl, Lars. 2004. Poesi dér: danske raptekster 1988–2004.

Viborg: Systime.

Chang, Jeff. 2005. Can’t stop, won’t stop: a history of the hip-hop

generation. New York: Saint Martin, London: Edbury.

Holen, Øyvind. 2004. Hiphop-hoder: fra Beat Street til bygde-rap.

Oslo: Spartacus.

Keyes, Cheryl L. 2002. “Rap music and street consciousness”. I

Music in American life. Urbana: University of Illinois Press.

Kitwana, Bakari. 2002. The hip hop generation: young Blacks and

the crisis in African American culture. New York: Basic Civitas.

Perry, Imani. 2004. Prophets of the hood: politics and poetics in hip

hop. Durham: Duke University press.

Reilstad, Jan Inge. 2004. SamtidslyrikkEN fra Almuens opera til

Gatas parlament. Oslo: Damm.

Shapiro, Peter. 2005. The rough guide to Hip-hop. London: Rough

guides.

Whiteley, Sheila, Bennett, Andy and Hawkins, Stan (red.). 2004.

Music, space and place: popular music and cultural identity. Aldershot:

Ashgate.

Aadland, Erling. 1998. And the moon is high: noen forsøk på å lese

Bob Dylan. Bergen: Ariadne.

Aadland, Erling. 2003. Love itself – Et essay om Leonard Cohens

sanglyrikk. Oslo: Spartacus.

at man fjerner interessen for det særegent språklige eller

litterære ved disse tekstene. På den annen side står man

muligens også i fare for å gjøre dem mer eksklusive eller

utilgjengelige enn de trenger å være. Det er ikke dermed

sagt at man er nødt til å folkeliggjøre formidlingen av

folkelige uttrykk, men man må ta uttrykket på alvor som

den komplekse sammenstillingen det er – av musikk, tekst

og fremførelse. Det musikalske og det performative kan

med andre ord ikke betraktes som kulisser i for eksempel

Dylans låter, da ville i tilfelle et seminar om musikklyrikk

være unødvendig.

Rappens særegenheter

Det som derfor er svært positivt, er at det finnes forsøk på

å lese både rocke- og rapplyrikken på egne premisser. Lars

Bukdahl har gjort et viktig nybrottsarbeid i så måte blant

annet med antologien Poesi dér (2004), som er et historisk


iss i danske rapptekster fulgt av et etterord

der han forsøker å etablere kategorier

og redskaper man kan bruke

i formidlingen av denne kulturen. En

innvending mot et slikt prosjekt kan

kanskje være at det å skrive ned tekstene

i en bok også er med på å redusere

uttrykket til å bli et rent tekstlig

uttrykk. Men Bukdahl tar høyde for

det ved å bestrebe seg på å definere

flowet eller drøfte bruken av samples

for å nevne noe. Når Bukdahl selv

holder foredrag om et utvalg tekster,

er fremføringen også en del av helheten:

Bukdahl leser ikke tekstene, han

forsøker å rappe dem. Det kanskje

mest interessante med Bukdahls bidrag

er forsøket hans på å definere

rappspråkets særegenheter. Enkelte

av trekkene han finner i rappspråket,

er også å finne i samtidslyrikken for

øvrig, som bruken av fyord og dagligtale

eller ordspråk, dialekt og slang.

Men kombinasjonen av trekkene gjør

rappspråket til et eget språk med egne

koder. Dette nettet av språk og koder

kan kjennetegne flere rappere, eller

det kan være særegent for en enkelt

artist eller gruppe.

Et annet sentralt trekk ved rappen er

subjektets plass. De som lot seg forføre

av Hans-Jørgen Nielsens teorier

om attityderelativismen, de som har

vært opptatt av rollespillet i Solstads

tidlige romaner, eller de som rett og

slett er gått lei av alt pratet om den

postmoderne subjektsforståelsen, kan

ha godt av å høre på rapp. For hva er

vel skjedd med jeget eller subjektet i

mange av rapptekstene? På den ene

siden er man ofte vitne til en utpreget

rollebevissthet og en fri sjonglering

med subjektet. På den annen side er

ikke subjektrelativismen eller jeg-oppløsningen

eller hva man måtte ønske

å kalle det, problematisk, ei heller

moralsk. Sjongleringen med jeget er

fristilt og enkel, og den manifesterer

seg på ulik måte fra tekst til tekst. I

Malk de Koijns ”Vi tager Fuglen på

Dig” finner jeget ut at han er en hund.

I Side Broks ”Setra” kan jeget leses

som uttrykk for ”glokalisering” – enkelt

sagt en sammensmeltning av det

lokale og det globale uten at dette gir

identitetsproblemer. Og sjongleringen

manifesterer seg også i det musikalske

– i ”Setra” gjennom en stilmessig

musikkollage.

Rapp i undervisningen

Det er mange gode grunner til å

bringe rappen inn i klasserommet.

Rocken har også sin plass for skoleelever,

men som et samtidig og gjenkjennende

uttrykk er den datert. Det

er heller ikke slik at man skal glemme

tradisjonen eller det som måtte være

kanonen, når man jobber med formidling

av tekst og musikk. Sett med

norske øyne spesielt ville litteratur-

og musikkpensumet på skolen (som

utvilsomt fortsatt hviler for mye på

nasjonalromantikken), ikke bare bli

bedre ved å trekke inn rappen, men

det ville åpne undervisningen opp for

nye muligheter. I sitt seminarinnlegg

viser høyskolelektor Per Arne Michelsen

også noen av de gode musikkvideoene

som er laget til rapp. En

del av disse videoene kan være en

aldri så liten gavepakke for en lærer.

For eksempel kan Gatas Parlaments

”Antiamerikansk dans med promoe”

brukes både i samfunnsfagstimene og

i norsktimene. Videoen understreker

det politiske budskapet i rappen, som

er en USA-kritikk generelt og en kritikk

av Irak-krigen spesielt. Selv om

man ikke deler dette politiske ståstedet,

er rappen høyaktuell og et godt

utgangspunkt for debatt. Michelsen

trekker også frem et annet godt eksempel

nemlig Gåtes video til ”Sjå

attende”, som kan fungere som et interessant

startsted for formidling av

folkediktningen.

Michelsen innleder sitt foredrag med

å vise til et utdrag fra de nye lærerpla-


nene for Kunnskapsløftet der man har

klart å få med en setning om poplyrikk

(kravet gjelder for tiende trinn):

”Eleven skal kunne forklare hvordan

mening og uttrykk videreføres og endres

når enkle fortellinger, tegneserier

og poplyrikk oversettes til norsk.”

(Utdannings- og forskningsdepartementet

2005:15). Man kan sette

spørsmålstegn ved (og Michelsen

gjør også det) hva hensikten er med

å oversette poplyrikk (i og for seg

også tegneserier). Mest interessant er

det likevel at poplyrikken sidestilles

med ”enkle fortellinger”, hva nå enn

det måtte være. Man får i alle fall inntrykk

av at musikklyrikken ikke tas

helt på alvor.

Smak og behag

På linje med annen litteratur eller

kunst finnes det naturligvis masse

dårlig rapp og rock. Det kan selvsagt

være vrient å bli enige om hva som

er bra og dårlig, og man kan dessuten

lett bli personlig når man snakker om

sine store idoler. Høyskolelektor Neil

Ashley Conrad ser på rockesangen

og spesielt rocketeksten i sitt seminarinnlegg.

Han deler tekstene inn i

ulike underkategorier, basert på form

og innhold, og viser slik spennvidden

innenfor genren. Det er liten tvil om

at Conrad har valgt ut tekster og låter

han selv definerer som gode, og det

er lett å være enig med ham i at for

eksempel Dylans ”Last thoughts on

Woodie Guthrie” er en tekst med flere

lag og mange litterære kvaliteter. Når

han dernest går over til å snakke om

Neil Youngs ”Trasher”, virker kontrasten

stor. Denne teksten er for undertegnede

først og fremst sentimental

og nostalgisk og forblir også i nostalgiuniverset

den selv legger opp til,

uten å utsi noe mer. At Conrad ikke

kan skjule sin begeistring for ”Trasher”,

er legitimt, og man trenger heller

ikke dele synet på hva som er bra

og dårlig. Men en felle for formidlere

av kunstuttrykk kan nettopp være å

henfalle til nostalgi og melankoli når

gamle helter er på pensum. Formidlingen

av populærkultur bør nettopp

ikke reduseres til et spørsmål om

personlige synspunkter. Det vil ikke

være å ta uttrykket på alvor enten det

er tiendeklassingens eller lærerens favorittartist

det er snakk om.

Det er forståelig at mange lærere og

lektorer kan bli litt svette av tanken

på å bruke rapp i undervisningen.

Dette er tross alt elevenes ”greie”, og

de trenger vel ikke hjelp av læreren til

å gestalte sin egen tradisjon? Vil det

ikke til og med føles som om læreren

fratar elevene deres egen kultur ved

å undervise i den parallelt med Ibsen

og Vesaas? Til det kan man si at man

ikke fratar noen kulturen deres ved

å ta den på alvor. Har man sett Margreth

Olins Ungdommens råskap, kan

man ikke ha unngått å legge merke til

battlingen som skjer utenfor skolegården.

Men i klasserommet er det ikke

like enkelt å hente frem den samme

kreativiteten. Selv om man underviser

i rapp, er det ikke dermed sagt

at man skal gjøre seg til kompis og

stille opp på rappkonserter for fjorten-femtenåringer.

Det kan i tilfelle

oppfattes som et overtramp. Men det

å gi elevene aksept for at deres kultur

faktisk består av musikk og tekst med

høy kvalitet, kan ikke føre til annet

enn å gjøre dem stolte og mer interesserte.

Dersom de i tillegg klarer å

skille skitt og kanel eller sette ord på

hvorfor den og den teksten er kul eller

bra (selv om man måtte være uenig),

vil det i tilfelle skjerpe deres kritiske

sans. En annen innvending mot å legge

en rapptekst på skolepulten med

tilhørende ghettoblaster på kateteret,

kan være at man rett og slett mangler

kompetanse til å si noe om rapp. Men

en morsmålslærer mangler i første

omgang ikke tekstkompetanse, selv

om enkelte slanguttrykk eller allusjo-


ner til andre elementer i ungdomskulturen kan være vanskelige

å få med seg. Her kan jo elevene bidra med mye

selv, og den kombinasjonen har utvilsomt et verdifullt

pedagogisk potensial. Så får musikklæreren steppe inn

når musikken skal diskuteres. Det er også til stor hjelp

at flere rappartister er utadvendte og ikke lever etter den

uskrevne regelen om at det er legitimt ikke å snakke om

det man har skrevet. Det er selvsagt ikke alle samtidslyrikere

og -musikere som lever etter dette dogmet, men

at samtidslyrikken fra tid til annen kan oppleves som litt

eksklusiv og innadvent, er det vel ingen tvil om.

Er rappen kvinnediskriminerende?

En siste innvending og forståelig vegring mot å gjøre

rappen til pensum på skolen er at en god del av rapptekstene

kan oppfattes som sexistiske og kvinnediskriminerende.

Om det er et argument for å forbigå disse tekstene,

kan likevel diskuteres. Et nesten større problem enn

det kvinnediskriminerende innholdet er at formidlingen

av populærmusikk (og for så vidt av musikk generelt) er

blitt ”guttas greie” fremfor noe. Det er menn som skriver

plate- og konsertanmeldelser, det er menn som holder

foredrag om musikklyrikk på Nordspråkkurs, og det er

menn som diskuterer musikk på fest. Kurset Universitetet

i Bergen hadde om musikklyrikk, hadde for øvrig

nesten bare mannlige musikklyrikere på pensum og utelukkende

mannlige forfattere på teoripensum. På utøversiden

er ikke gode kvinnelige artister noen mangelvare,

selv om det også her er en noe skjev kjønnsfordeling.

Det er ikke sikkert at kjønnsproblematikk er det opplagte

stikkordet å trekke ut fra dette seminaret, men kombinasjonen

av mannlige foredragsholdere, desidert flest

mannlige artister og flere tekster som omhandler menn

som må bekrefte sitt eget kjønn, gjør at man sitter igjen

med følelsen av at seminaret forbigår noe vesentlig. Men

tilbake til det første – selv om forvaltningen av musikk

i stor grad er blitt en mannsbastion, kan en av kursdeltagerne

fortelle at hennes jenteelever betrakter de mest

sexistiske rapptekstene som platte og som uttrykk for et

fattig og snevert vokabular snarere enn som et personlig

og kjønnslig angrep. Da Eminem fikk gjennomgå i

mediene for sine kvinnediskriminerende tekster, var det

få unge som ropte høyt. Det kan jo ha en sammenheng

med at de er så vant til å skille mediale uttrykk fra virkeligheten.

Eminem setter ut et rollespill med typer som

ikke nødvendigvis er Eminem selv. Dette er ikke nytt i

litterær sammenheng, og for Eminem-tilhengerne er det

altså opplagt og uproblematisk.

Rapporten fra Nordspråkkurset kan avsluttes på samme

måte som kursleder Sture Nome avsluttet selve kurset,

både som en honnør til Nome fordi han fikk i stand seminaret,

og som en honnør til de gode rocke- og rapptekstene

som er laget, nemlig ved å vise til Walter Benjamins

tese om taushet: ”Å ignorere en tekst er å gi den

negativ kritikk”. Her er oppfordringen.


Breviar over

begrebet

crossover:

Breviar over begrebet crossover: kontekstualitet, ad hoc- og

bricolageprincipper, interdisciplinaritet, cross culture, Greil

Marcus¹ Lipstick Traces, situationisme, vægtning af de operrative aspekter,

Jorn, 1968, kræv det umulige, Gesamtkunstwerk, handling gir forvandling,

politiseringen af intimsfæren, feminisme, globalisering, rhizom, postkolonialisme,

multiple identiteter, grænsegængeri, geniale Dilettanten, dekonstruktion, differens, afvisning af

selvfølgeligheder, brumaire, Querlage, anordninger, sammenføjninger, sammenkædninger, eat

your Dasein, paradoks, kiasmer, bipolariteter, metonymi, signifiantskred, in between, spænding

mellem assimilation og dissimilation, randzoner, terrain vague, auteurteori, intermedia,

praksisorienterethed, løs subjektivitet, subcurating, punktnedslag, kondensationspunkter,

provisorier, interessealliancer, hjælp-til-selvhjælp, dissipative strukturer, de

samplede erfaringer fra tidligere årtiers ungdomskulturer: 50ernes illusionsløshed, 60ernes

skepticisme, 70ernes radikalisme og 80ernes hedonisme, grundforskning, parlamentarisk

repræsentationskrise, legitimationsmangel, skrøbeligheder, porøse niveauer, subversionens

og ungdomskulturens forsvinden, after obstruction follows production, analogier, overgange,

tværheder, radikal åbenhed, fuck ups, produktive misforståelser, substitutioner, double bind,

kunstbegrebets ekspansionshistorie, hverdage midt mellem Poiesis og Mimesis, når jeg

vågner og ser solen stå op ved jeg at der atter er en dag og at begivenhedernes rædsel endnu

engang vil trænge sig på og lade mig vide at jeg skal dø som en hund¹, blaxploitation,

trip hop, drum n¹ bass, jungle, protagonister, kronologier, bibliografier, open up, strip down,

same shit, different day.

Claus Carstensen


Fanget i krydsilden

Af Simon Sheikh

Claus Carstensens kunst befinDer sig oftest i et kryDsfelt. et kryDsfelt mellem

forskellige moDsatretteDe aktiviteter og faktorer: på Den ene siDe gennem

en staDig og stæDig proDuktion af billeDer, på Den anDen gennem en fort-

sat proDuktion af tekster, hvilket umiDDelbart kan uDlægges som en traDitio-

nel skelnen mellem praksis [maleri] og teori [tekst], mellem repræsentation

og reflektion. hos Carstensen er Disse ting Dog forbunDne, Ja ligefrem

inDbyrDes afhængige i, hvaD man kan kalDe en kunstnerisk proDuktion - en

proDuktion af viDen, mening og magt. forskellige områDers strukturering

sammen- og moDstilles, såleDes at Der opstår et nyt rum - Det kunstneriske

- inDen for hvilket, Carstensen kan uDfolDe og formulere sig. men Det pa-

raDoksale veD Dette kunstneriske rum er, hvorle Des Det er afhængigt af

anDre rumDannelser båDe i sin formulering og sin aflæsning. Carsten-

sens metoDe består såleDes først og fremmest i at præsentere kryDsnin-

gerne mellem Disse faktorer som et grunDlæggenDe Dialektisk forholD.

De osCillerer mellem pol og bipol, som Carstensen selv uDtrykker Det.


Det serielle

Denne dialektik giver sig dog ikke kun udslag i en

overordnet forholden sig til genrernes eller territoriernes

forskelligheder, men er også grundsubstansen i de enkelte

værker. Eller rettere: I de enkelte serier af værker.

Carstensen arbejder nemlig primært i serier, hvor det

enkelte værk ikke står alene, men er afhængigt af konteksten

- ikke blot den af kunstrummet givne, men også den

kontekst af beslægtede værker, som Carstensen qua det

serielle prøver at sætte det ind i.

På nærværende udstilling præsenteres vi således for forskellige

serier af arbejder fra de seneste år: flag, fællesmalerier,

overmalinger, modbilleder og eftermalerier. Fælles

for disse er, at de alle udfolder sig inden for et afgrænset

felt og alle har fladen som udgangspunkt og endestation.

Maleriet som feltarbejde. Hvert felt er et territorium, der

skal udforskes og erobres kunstnerisk, hvad enten vi har

at gøre med det subjektorienterede ekspressive maleri, det

vil sige penselstrøget som gestus, eller fællesarbejdernes

fjernelse fra subjektet; uanset om det er i familiær kontekst,

som i samarbejdet med datteren Zoe eller onklen

Alfred Friis, eller i fjendtlig, som i graffitimalernes tagging

på Carstensens billeder, en signaturmæssig og territorial

overmaling af Carstensens allerede eksisterende

signatur.

Som sådan er den serielle metode hos Carstensen altså

ikke blot en overtagelse af et modernistisk princip, men

også en overskridelse heraf på to fronter. For det første

overskrides begrebet om kunstens autonomi, det vil sige

det enkelte værks uafhængighed af tid og sted, af kon-


tekst, og for det andet begrebet om

den enkelte autor, i dette tilfælde

ved Carstensens fællesmalerier og

overmalinger. Forskellige former for

produktion krydses, og nye territorier

ridses op.

Det subjektive

Fællesarbejderne berører naturligvis

problematikker omkring kunstnersubjektet

og subjektivitet generelt, sådan

som Carstensens [kunst]historie

i det hele taget gør det. Hermed tænker

jeg naturligvis på det ekspressive

maleri og Carstensens anvendelse af

dette som tegn, men også på hans inkludering

af sin egen biografi i sine

værker, såvel motivisk og tematisk

som metaforisk.

Kunstnersubjektet eller mere præcist

autorrollen er central for Carstensens

produktion, men ikke som noget

givet. Den opfattes snarere som

en kulturel og historisk konstruktion,

der konstant må defineres og negeres

på een og samme tid. I kunstbegrebet

eller i kunstoffentligheden eksisterer

denne autor som noget, man ikke kan

komme uden om, som en integreret

del af, hvad man kan kalde kunstspillet.

Autoren er ikke blot ophav

til, men også garant for den kunstneriske

produktion - at visse handlinger

og tegnsætninger er kunst. Dermed

er kunstnersubjektet paradoksalt nok

både start- og slutpunkt for værkerne.

Ved de tilbagevendende referencer

til autoren kommer han både til

at stå bagved og foran værkerne og

fungerer som lige dele indgang til og

forhindring for værkernes aflæsning.

Autoren er en uomgængelig del af

kunstens sprog, både i rollen som

subjekt og som objekt.

Udgangspunktet for Carstensens

problematisering af subjektet som

autor er den antagelse, at subjektivitet

er en objektiv faktor. En historisk

og social konstruktion eller kategori,

der på een gang er produceret og producerende.

Carstensens anliggende

er således denne produktion og produktivitet,

og hvorledes kunstens

felt udgør et opportunt område for

en undersøgelse heraf. Eller af hvad

Michel Foucault har beskrevet som

“subjektivitets mekanismer”, det vil

sige, hvorledes vi bliver til subjekter

i kulturel forstand, hvilket altid

er forbundet med samfundsmæssige

mekanismer for kontrol og magt. Således

er det personlige liv som territorium

altid defineret og udstukket

af det offentlige, og den biografiske

historie er altid indlejret i og formet

af den politiske. Det er denne obser-

vans, der ligger til grund for organiseringen

af Carstensens “biografiske

skitser” fra i år i antologien Pol/Bipol,

hvor personlige erindringsglimt

væves sammen med tidens politiske

historier i et krydsfelt af egne og andres

tekster.

På samme måde forholder det sig

med malerierne, der krydser referencer

af tekstlig og visuel art med det

personlige og autonome. Her spiller

det ekspressive maleri en ikke

uvæsentlig rolle: Dels gennem dets

kunsthistoriske placering som tegnet

for subjektivitet, hvor selve pennestrøget

udtrykker det “indre” og

“sjælelige”. Og dels gennem, hvad

man kan kalde paradokset Jackson

Pollock. Pollock er vel om nogen

billedet på den ekspressive, subjektive

kunstner, men det paradoksale

ved hans “drip-paintings” er, hvorledes

denne efter sigende ultimative

subjektive form faktisk fører til en

forsvinding af det subjektive. Malerierne

i sig selv fremstår nærmest

som upersonlige, mens det er dokumentationen

af deres udførelse - fotografierne

af Pollock, der går rundt

og agerer på lærredet - der garanterer

for deres autenticitet som subjektive.

Selve biografien lægger sig ind

over værket, og det er præcist i dette


krydsfelt mellem det subjektive og

det objektive, personligt og upersonligt,

at Carstensen situerer sin produktion

og anvender det ekspressive

som en egentlig tegnsætning.

Det semiotiske

Man kan altså pege på en udpræget

konceptuel brug af og forståelse

for maleriet hos Claus Carstensen.

Kunstens felt anskues som et komplekst

sprog bestående af socialitet,

referencer og aktioner, hvori netop

maleriet er et privilegeret tegn, hvis

tunge historie ikke bliver til en byrde,

men tværtimod til en fordel. En

fordel i forhold til udforskningen af

subjektivitet og historie vel at mærke.

Maleriet ses som kunstens flade

par excellence, et territorium som

skal afmærkes i tillæg til den institutionelle,

formelle og historiske

afmærkning, der allerede har fundet

sted. Det er privat og officielt på een

og samme tid.

Afmærkningen af dette territorium

består i en investering af subjektiviten

- og dermed autorfunktionen

- gennem maleriske, signaturagtige

strøg. Signaturen er en altafgørende

og betydningsbærende figur i en sådan

semiotisk forståelse af kunsten

som et sprog og maleriet som tegn.

På dette niveau af tegn anskues maleriet

i sig selv som et billede på

kunst, fremfor som en afbildning af

noget. Maleriet som kategori er selve

motivet, kunne man sige.

Den bestemmende faktor i territorial

forstand er derfor signaturen og selve

signaturfunktionen, hvad der også er

baggrunden for Carstensens interesse

for graffitimalerens tagging, det

vil sige påførelsen af signaturen på

væggen på et uvelkomment og måske

endog ulovligt sted. Af samme

årsag har Carstensen bedt graffitimalere

om at spraye på hans malerier

samtidig med, at han har indoptaget

deres strategi i sit eget arbejde, for

eksempel i denne udstillings computerbehandlede

vægmaleri, hvor maleriets

flade trækkes helt ud, så den

bliver ét med væggen. Den bliver til

den personlige og private skrift på

væggen - en territorial afmærkning

af rummet. Og ligesom hos graffitimalere

er selve signaturen ikke væsentlig,

men får kun betydning gen-


0

Billederne her er hentet fra hans egen bog reterritorialiseret, Borgen 2003, der rummer en selvbiografi, interviews, refleksioner og positioneringer

- en ekstremt stimulerende blanding af tekster og billeder.

Kunstens felt anskues som et komplekst sprog

bestående af socialitet, referencer, og aktioner, hvori

netop maleriet er et privilegeret tegn /Carstensens

udsagn fungerer mere som metonymier end som

metaforer/Carstensens pointe er at placere os i et

sådant krydsfelt af referencer/Carstensen arbejder

primært i serier, hvor det enkelte værk ikke står alene

nem sin placering. Koderne er ikke

i sig selv alment forståelige, hvorimod

konteksten er det. Betydningen

opstår relationelt mellem signaturen

og det sted, den påføres. I semiotisk

forstand kan man sige, at Carstensens

udsagn fungerer mere som metonymier

end som metaforer. Det vil

sige, at henvisningen finder sted gennem

noget ved siden af dem fremfor

gennem et billede på dem. Som sådan

lægger Carstensen op til en anden forståelse

af maleriet end en traditionel

metaforisk.


Et niveau af referencer

Signaturen befinder sig naturligvis

også i et krydsfelt mellem andre beslægtede

signaturer, hvad enten det er

kunsthistoriens ekspressive penselstrøg

eller ungdomskulturens flabede

graffiti. Den opererer på et niveau af

referencer, men udelukkende på dette

niveau og peger altså ikke på nogen

egentlig oprindelse, hvilket i sig selv

præsenterer

et paradoks. Som referencer til billederne

i denne udstilling nævner Carstensen

selv Poul Gernes’ Z, Lucio

Fontanas skitser og K.R.H. Sonderborgs

sort/hvide billeder. Jeg kunne

tænke på andre, for eksempel på det

isolerede penselstrøg som kunstnerisk

gestus, som det ses henholdsvis

ironisk og indlevet udført hos Roy

Lichtenstein og Sam Francis. Og det

er netop Carstensens pointe at placere

os i et sådant krydsfelt af referencer - i

en krydsild af namedropping.

Vi har her at gøre med en konceptuel

strategi, der bruger maleriet med dets

historiske implikationer som en flade,

hvorpå forskellige referencer og preferencer

kan projiceres. Projektioner af

politisk, biografisk og kunsthistorisk

karakter, der stammer fra såvel kunstneren

selv som beskueren; det vil sige

projektioner i det intersubjektive rum

som udgøres af kunstscenen og de aktører,

som befolker den. Dermed overfyldes

billederne totalt med referencer

og betydninger samtidig med, at de

fuldstændig tømmes for samme. De

udsættes for såvel Carstensens som

vores egne territorialiseringer i en betydningstilskrivning,

der veksler mellem

privat og offentligt, mening og

ikke-mening, objektivitet og subjektivitet.

Heri består Carstensens bud på

et “udvidet” felt for maleriet. Et felt af

referencer, historicitet og subjektivitet,

hvor vi måske kan øjne analogierne

mellem de forskellige diskurser.

Fanget i Krydsilden er fra kataloget til Carstensens udstilling CROSS OVER, Museet for samtidskunst, Arken. Billeder og tekster

bringes med kunstnerens tilladelse.


Fem forfattere

møder fem kritikere

i LitteraturHaus

- 90’er-generationen i dansk litteratur

”Visse mennesker bør komme sammen!” skriver den finlandssvenske

digter Edith Södergran til den finske kritiker

Hagar Olsson i begejstring over deres frugtbare faglige

udveksling. Dette udbrud kan stå som overskrift for en

klar forårsaften i april, hvor den danske 90’erlitteratur

bliver præsenteret og diskuteret i Literaturhaus på Nørrebro

i København. Her finder nemlig et givende møde

sted mellem fem af 90’ergenerationens forfattere – Solvej

Balle, Merete Pryds Helle, Christina Hesselholdt, Kirsten

Hammann og Helle Helle – fem kritikere og et lydhørt

publikum.

Formålet med arrangementet er at sætte den danske 90’erlitteratur

under debat ved at stille spørgsmål som: Findes

der et fænomen, som man kan kalde ”90’ergenerationen”,

sådan som den nyere danske litteraturhistorie påstår? Bidrager

aftenens fem forfattere i givet fald til denne generation?

Kan man udpege fællestræk ved disse fem forfatterskaber?

Ambitionen med arrangementet er både at kaste

nyt lys over fortiden og at dreje en forsøgende lyskegle

ind i fremtiden: Hvor mon den danske samtidsprosa bevæger

sig hen?

Lange borde med hvide duge fylder det gamle kirkerum,

hvor Literaturhaus har til huse. Aftenen begynder nemlig

som et litterært symposium, hvor forfattere, kritikere

og en del af publikum nyder et måltid sammen. Menuen

står på stegte rødspætter og persillesovs inspireret af indledningsscenen

i Merete Pryds Helles seneste roman Det

glade vanvid (2005), som hun læser op fra under mid-

Af Benedikte F. Rostbøll

dagen. Forfatteren har tildelt fiskene perspektivet: ”Set

fra fiskenes synspunkt er havet alt. Fiskene bevæger sig

hen over sandbunden, som deres spættede hud ligner til

forveksling. Trawlet, der jager hen over bunden, har ikke

øjne at skelne med, det flår sandbunden op i løse grå skyer.

For første gang ser rødspætterne solen og den blå himmel,

kysten, ansigter, mærker en gummibeklædt hånd, inden

de trækker luften dybt ind gennem gællerne og dør af den

lysende ilt, af solens glas, gummiet.”

Efter middagen bliver yderligere 30 besøgende lukket ind

og omkring 100 forventningsstemte mennesker fylder nu

rummet. At arrangementet har tiltrukket så mange forstår

man godt: Det er første gang, at netop disse fem forfattere

bliver bragt i dialog med hinanden og med kritikken.

Så indtager kritikkens ”leading ladies” podiet og de fem

forfattere bliver præsenteret i alfabetisk orden: Syv minutters

præsentation efterfulgt af syv minutters oplæsning

ved forfatteren. En vanskelig kunst at præsentere et forfatterskab

på så kort tid, men alle de fem kritikere formår at

servere kyndige og præcise introduktioner ofte med gode

gennemgående nøgleord eller overskrifter, som man kan

erindre sig, hvis man senere skal arbejde med de enkelte

forfatterskaber.

Elisabeth Friis understreger i sin gennemgang af Solvej

Balles fem værker, at forfatteren har en udpræget refleksiv

og spørgende tilgang til sit stof. Friis benytter en filosofisk

term og taler om en ”ontologisk fordring” i forfatterskabet,

hvilket vil sige ”en spørgen til hvad der er betingelser-


ne for den menneskelige væren”. En

undersøgelse af menneskets forhold

til ”fællesskab” og til ”det sociale”

udpeges som helt central i forfatterskabet.

Balle spørger på forskellig

vis til menneskers tilhørsforhold eller

mangel på samme til fællesskabet

og til verden i vid forstand. Balles to

kortprosa-bøger & (1990) og Eller

(1998) fremdrages som eksempler. I

den første digtbog er det – som titlen

fortæller – det sammenbindende tegn

”og” (”inklusivitet”), der undersøges

– altså erfaringen af at være en del

af verdens bevægelser og livsprocesser,

mens den anden digtbog stiller

spørgsmålet om ”eksklusivitet” og

afsøger erkendelsen af forskelle og

overgange f.eks. mellem det levende

og det døde, det hårde og det bløde.

Friis nævner Balles seneste udgivelse

det kunstfilosofiske værk Det umuliges

kunst (2005) og konkluderer, at

Balle selv formår at skabe det umuliges

kunst ved at transformere filosofisk

stof til skøn poesi, et synspunkt,

som publikum selv kan efterprøve,

idet Balle herefter læser op fra sine

prosapoetiske værker & og Eller.

Marianne Ping Huang fremhæver

også en ontologisk-filosofisk udforskning

i Merete Pryds Helles forfatterskab.

”Volumen” bliver udpeget

som en dækkende betegnelse for forfatterskabets

seks romaner. Begrebet

skal ikke udelukkende forstås i kvantitativ

forstand (Pryds Helle har ellers

i den grad dementeret myten om,

at 90’erprosaisterne skulle skrive

smalle, anæmiske bøger, særligt med

den 458 sider lange historiske roman

Fiske i livets flod (2000)). Romanerne

har volumen i den forstand, at de i

flere tilfælde er flersporede, såkaldte

netværksromaner, der etablerer et

stort rum, hvori en omfattende undersøgelse

af kulturens, menneskets

og naturens sammenvævende verdener

kan finde sted.

Pryds Helle læser igen fra Det glade

vanvid, denne gang et stykke, hvor

romanens mandlige figur opholder

sig modvilligt fascineret ved ”kroppens

daglige ritual”, idet han gennemgår

sit livs toiletbesøg, en oplæsning,

der kalder latter frem hos

Helle Helle og Mariannne Stidsen

publikum. Man kan i den forbindelse

erindre, at kroppen er et fænomen,

som en række 90’erforfattere har

været stærkt optagede af. I dele af

halvfemserlitteraturen er det markant,

at kroppen tingsliggøres og objektiveres,

og at den udforskes som

en grotesk størrelse mellem jeget og

verden. Denne tendens er f.eks. udtalt

i Kirstens Hammanns vrængende

klassiker-digt: ”Jeg er så træt af

min krop” (1992). Hos Solvej Balle

og Christina Hesselholdt ser man en

minutiøs, videnskabeligt præget udforskning

af kroppen. Kroppens bliver

udgangspunkt for en afsøgning

eksistensens lovmæssighed, af grænserne

for det fysiske – og måske for

en åbning mod det metafysiske.

Mai Misfeldt sætter overskriften

”Det usynliges umådelige appel” på

sin gennemgang af Christina Hesselholdts

forfatterskab og hun forklarer,

at forfatterskabet folder sig ud i en

bevægelse fra det usynlige til det

mere synlige, fra en kredsen om det

uudsigelige og et tilbagetrukket jeg

til et mere markant, essayistisk, erin-


drende - til tider selvbiografisk – jeg.

Hesselholdt fanger i den grad publikum

med sin oplæsning af to stykker

fra sit seneste værk En have uden

ende (2005). Der er tale om erindringer,

der står præcise og sansede frem:

Om bedstefaderens omhyggelige påklædningsritual

set fra barnets perspektiv

og om refleksioner over den

sårbarhed, der kan være forbundet

med moderskabet.

Lilian Munk Rösing slynger overskrifter

om Hammanns forfatterskab

ud i en levende performance, der understøtter

det spottende og slagfærdigt

sort-humoristiske ved Hammanns

værker: Katastrofe, aggression, allegori,

skrivenægterlitteratur, postmodernisme,

lyder overskrifterne. Det

fremhæves, at Hammanns romaner

begynder ”ex nihilo”, romanfigurerne

er ramt af en katastrofe (f.eks.

et kærlighedsforholds endeligt som i

Bannister) og figurerne skal nu til at

orientere sig ud af intet. Figurerne reagerer

med en aggressiv, rasende protest

over den serie af krisetilstande,

som de udsættes for. At Hammann

kaster bogstav-kombinationer ud i

sproget som f.eks. V E R A (som i

Vera Winkelwir) og ser hvad der sker,

og at hun bruger læsebogsagtig stil i

Fra smørhullet (”Se, Søren og Mette.

De er så fi ne”) ses som postmoderne,

skrifttematiske træk. Romanfigurene

er mere symptomer end personer og

deres kriseramte liv kan læses som

allegorier over menneskelige reaktioner

i vores tid.

Marianne Stidsen afslutter præsentationsrunden

med at fremhæve, at

alle de fem forfattere har gået på Forfatterskolen

i dens første år, da Poul

Borum var rektor. Der er tale om

formstærke og belæste forfattere. Det

gælder i høj grad også Helle Helle,

hvis forfatterskab Stidsen sætter ind i

et litteraturhistorisk perspektiv. Helle

er påvirket af den minimalistiske

(amerikansk inspirerede) kortprosa

og af den realistiske tradition, særligt

af nyrealismen fra 1960’erne tegnet

af bl.a. Anders Bodelsen. Helle viderefører

hans prunkløse, skrabede stil

når hun fortæller om det vanvid og

den tragik, der ulmer under hverdagens

tilsyneladende betydningsløse

hændelser. Nok reducerer Helle alle

virkemidler og skriver om ”små”,

udsatte eksistenser i Danmarks randområder,

men Stidsen påpeger, at det

er de helt store eksistentielle temaer,

der er på færde hos hende: Død, identitetsfølelse,

forholdet mellem forældre

og børn, arv og miljø. Det gælder

også i Helles seneste roman Rødby-

Puttgarden (2005?), der kredser om

vanskeligheden ved at danne identitet

og fællesskab som parfume-ekspedient

på en af færgerne i Rødby.

Helle Helle runder af med at læse fra

indledningen til Rødby-Puttgarden,

hvor jeg-fortælleren Jane vender tilbage

til sin barndoms by. Tonen er

underdrejet humoristisk, men allerede

i den første sætning slås et dystert

dødstema næsten umærkeligt

an: ”På en uge døde fire, sådan er det

hernede”.

Pause: Besøg i baren og frisk luft på

trappen. Og så er det tid til samtale

mellem forfattere, kritikere og publikum.

Det første spørgsmål, der melder sig,

er spørgsmålet om generation og fællestræk

i forbindelse med aftenens

fem forfattere. Solvej Balle er overraskende

glad for at blive placeret i en

generation. Endelig! Det er en måde

at blive synlig på, at blive taget alvorligt

på. Hammann synes mere utilpas

ved generationsetiketten (den bygger

på alt for tilfældige forhold som sammenfald

i alder), mens Hesselholdt

tilslutter sig et tilhørsforhold til de

fire andre forfattere: ”Jeg synes, at vi

har fulgtes pænt ad. Der er tale om en

fælles udvikling bl.a. fra et smalt jeg

til et større og også til en mere person-


lig historie. F.eks. er jeget i En have

uden ende tættere på mit eget jeg end

i noget jeg har skrevet tidligere”.

Flere kritikere mener, at ”fænomenologi”

er et begreb, der er relevant

i forbindelse med alle de fem

forfattere. De søger alle ambitiøst

at beskrive verden som oplevelsesfænomen.

Deres værker markerer

et gennembrud for en ny fænomenologisk–kognitiv

poetik, hvor det

er helt centralt at åbne sine sanser

for verden og lade den træde frem

for en.

Marianne Stidsen er i første omgang

den eneste kritiker, der nævner kønnet

og påpeger, at dét forhold at alle de fem

forfattere er kvinder måske skal med i

en diskussion om fællestræk og generation.

Er kønnet en gave, en gåde, en

byrde? Forfatterne er påfaldende (men

måske også befriende?) tavse på dette

punkt. Kønnet er ikke hovedanliggendet

denne aften og måske bifalder forfatterne

digteren Pia Juul, der en gang

sagde, at først når man ikke længere

taler om en ”kvindelig” forfatter, men

blot siger ”forfatter” har vi bevæget os

konstruktivt i kønsdiskussionen. Pryds

Helle bemærker dog i positiv ånd, at

hun opfatter sig selv som en del af den

første generation af kvinder, der ikke

skriver kvindelitteratur: ”Kønnet er

ikke noget problem for os. Vi har ikke

ofret noget for at have et forfatterliv”.

Et fællestræk ved de fem forfatterskaber,

som ikke bliver nævnt, men

som er slående under oplæsningerne

er humor: En subtil, eftertænksom

humor hos Balle, en grotesk hos

Pryds Helle, en mild og moden humor

hos Hesselholdt, en ironisk,

sørgeligt-barsk hos Hammann og en

underspillet, til tider mundret humor

hos Helle Helle.

Diskussionen udvikler sig også til en

erindringsrejse tilbage til forfatterskolen,

de første bøger og de første

anmeldelser. I dag synes alle de fem

forfattere at stå ved deres forfatterskole-fortid,

men Helle Helle husker,

at det dengang var en byrde for

hende, at have gået på skolen. Det

satte hende i bås og hverken hun elle

Hammann ville for nogen pris have,

at det skulle stå på deres bøger, at

de var tidligere forfatterskoleelever.

Helle husker med smertelig klarhed

en af de første anmeldelser, hvor det

lød: ”Hun hedder Helle Helle. Hun

kan skrive skrive. Desværre har hun

ikke noget at skrive om”.

Christina Hesselholdt knytter an til en

interessant realisme-debat, som også

blev ført helt tilbage i 1994. Med Jan

Sonnergaard i spidsen blev elever fra

Forfatterskolen beskyldt for at skrive

virkelighedsfjerne, skønhedsdyrkende

bøger. Hesselholdt formulerer meget

klart, at hun og de fire øvrige forfattere

har kæmpet med den fordom, at

jo mere grimt og trøstesløst man skriver

jo mere realistisk og virkeligt er

det. Hvis man tværtimod skriver om

skønhed som en del af livet er det ikke

samfundsrelevant og virkeligt. Det er

på tide at gøre om med denne dominerende

æstetiske norm i realisme-debatten.

Og hvor mon den danske samtidsprosa

bevæger sig hen? Både Hesselholdt og

Pryds Helle nævner en stigende politisk

anfægtelse. Pryds Helle siger: ”Efter

Murens fald Troede vi, at de traditionelle

fjendebilleder var faldet. Men

i forhold til begyndelsen af 1990’erne

er vores samtid blevet forvandlet til

det værre. Det tvinger os til at skrive

mere etisk og politisk”. Det bliver interessant

at se om denne profeti holder

stik. Aftenens møde mellem kritikere

og forfattere har i hvert fald nuanceret

billedet af 90’erlitteraturen. Udvekslingen

mellem kyndige kritikerkommentarer

og delikate tekststykker har

været stimulerende og givet lyst til nye

udfordringer fra disse skrivende mennesker.

Sandt er det: Visse mennesker

bør komme sammen!


Kulinarisk reportage

eller akademismer i maden?

Medieverdenen er i bevægelse, det har den været længe,

sensationer og nyt fra stjernernes liv er hverdagskost. Profeten

Brecht blev for meget længe siden utilfreds med det

borgerlige teaters forfald og kaldte det et ”kulinarisk teater”

– og dette kulinariske aspekt ved kulturelle frembringelser

vinder stadigvæk terræn, også i litteraturen. Og her

tænker vi ikke bare på hylderne med kogebøger.

Vi trykker her et par artikler, der på hver sin måde og tilsammen

viser noget om dette.

De to artikler har samme begivenhed som grundlag, nemlig

en forfatteraften i LitteraturHaus, København en aften

i april. Den ene, altså den foranstående Fem forfattere møder

fem kritikere i LitteraturHaus er skrevet til hsd af litteraturforskeren

Benedikte Rostbøll. Vi har bedt Benedikte

Rostbøll skrive artiklen, indrømmet, fordi vi ønskede at

få dette stormøde mellem nogle af litteraturens første damer

”dækket ordentligt”. Den anden artikel fra dagbladet

Politiken har titlen ”Den sidste nadver”, Det var faktisk

læsningen af den sidste som affødte den første, for lige

netop denne reportage intonerer på forunderlig vis tilsyneladende

så meget andet end det, der ”faktisk skete” hin

aften. Hvad skete der her? spurgte de af os, der ikke selv

havde været der.

Vi får det jo naturligvis aldrig at vide bare sådan uden videre

- det sete afhænger altid af øjnene der ser. Men nu

foreligger der i hvert fald to vidnesbyrd.

En hel anden sag. Oplagt for en dansklærer, der ikke bare

Af Jørn Schmidt

skal beskæftige sig med skønlitteratur, men også med litteratur

om litteratur og med medier, er at der her er et interessant

tekstmateriale.

Endelig er det jo altid interessant at lytte lidt til teksters

stemmer.

Vi bringer ikke hele Politiken-artiklen. Der er dog medtaget

et så fyldigt udvalg, at det ikke kan siges at være

tendensredigeret.

Den sidste nadver - en reportage fra LitteraturHaus

Teksten fra Politiken er en reportageartikel skrevet af avisens

udsendte, Michael Lambæk og findes i avisens ugentlige

litteraturtillæg ”Bøger”. Manchetten lyder sådan her:

1990’ernes kvindelige kortprosaister sad til højbords med

deres yndlingskritikere, da LiteraturHaus mandag serverede

litteraturdebat med stegte rødspætter og persillesovs.

Vi sakser hurtigt videre gennem teksten:

(…)

Stegefedt og kokkekondens driver ned ad væggene i køkkenet

på LiteraturHaus på Nørrebro mandag aften, hvor fem

af 1990’er-generationens kvindelige prosaister - Christina

Hesselholdt, Solvej Balle, Helle Helle, Kirsten Hammann

og Merete Pryds Helle - har sat sig for at gøre status over

egne bedrifter. Til den brug har de inviteret fem slyngveninder

(i programmet kaldet ‘kritikere’) til bords.


Aftenens menu, der er taget fra

starten af Pryds Helles seneste

roman ‘Det glade vanvid’, skal efter

planen være sat til livs mellem seks

og syv. Men klokken bliver kvart

i otte, før Forfatterskolens rektor,

Hans Otto Jørgensen, får serveret

sin kæmpespætte (…) og kan tage

plads højbords til noget, der ligner

en moderne fortolkning af Leonardo

da Vincis ‘Den sidste nadver’, med

kvindelige disciple.

Samtidig bliver døren åbnet for

fuglen og den fattige, og med det

ikke-spisende publikums nådige ankomst

er der nu mere end hundrede

søgende sjæle til stede i kirkerummet

i Møllegade, som LiteraturHaus

har til huse i.

(…)

Andægtig lytten.

Efter fisken bliver de fem forfattere

præsenteret i slavisk orden: Syv minutters

præsentation af forfatteren

ved hendes nøje udvalgte kritiske

veninde, fulgt af syv minutters oplæsning

ved forfatteren selv.

(…)

Hvor alle fem forfatteroplæsninger

simpelt hen er en nydelse at opleve,

er de kritiske præsentationer vanskeligere

at goutere. Elisabeth Friis

taler om en »ontologisk fordring«

hos Solvej Balle, hvilket hun skynder

sig at oversætte til, at forfatterskabet

handler om »betingelserne

for den menneskelige væren«. Marianne

Ping Huang siger samlende

om 1990’er-generationen, at den

skriver »romaner der undersøger

det menneskelige« - men hvilken

litteratur gør ikke det? Det er ikke,

fordi jeg til daglig går uden om en

solid og fornuftig kost, men jeg kan

altså ikke fordrage akademismer i

maden.

(…)

Endelig: Pause. Øl, cigaretter og

forårsluft på trappen udenfor.

Klokken slår ti, før der er linet op til

den afsluttende podiumdiskussion,

hvor forfatterne sammen med deres

veninder skal gøre status: Hvor

kommer vi fra? Hvor er vi på vej

hen?

Hesselholdt, Balle, Helle, Hammann

og Pryds Helle er nu blevet

så store, at de tør stå ved, at de

har gået på Forfatterskolen i dens

tidlige år under Poul Borum. Helle

Helle husker, hvordan det red hende

som en mare i 1990’erne - hun og

Kirsten Hammann ville under ingen

omstændigheder have, at der skulle

stå på deres bøger, at de havde gået

på Forfatterskolen. Helle citerer

en af de første anmeldelser, hun

nogensinde fik, med en klarhed, så

man ikke er i tvivl om, at den har

gjort rigtig ondt: »Hun hedder Helle

Helle. Hun kan skrive skrive. Desværre

har hun ikke noget at skrive

skrive om«.

(…)

Det er også Merete Pryds Helle,

som udpeger vejen frem for generationen,

der er blevet beskyldt for at

skrive anæmiske og verdensfjerne

bøger: »Med Murens fald troede vi,

at de traditionelle fjendebilleder var

faldet. Men i forhold til starten af

1990’erne er vores samtid blevet for-

vandlet til det værre. Det tvinger os

til at skrive mere etisk og politisk«.

‘Aha, en ny politisk vækkelse!’, når

man lige at tænke, inden Christina

Hesselholdt følger trop

(…)

Kirsten Hammann erklærer med selvbevidst

naivitet, at hun sådan set bare

gør det samme i sin seneste roman

‘Fra smørhullet’, som hun gjorde, da

hun gik i gymnasiet, nemlig at se på

verden omkring sig, hvor forfærdelig

den er, uden at kunne gøre noget.

Æstetisk tornerosesøvn.

En mandig røst blandt publikum antyder,

at Hesselholdt, Balle, Helle,

Hammann og Pryds Helle har sovet

en tung æstetisk tornerosesøvn

i 1990’erne, og at de nu - ligesom

mange danskerne i øvrigt - er vågnet

op til en virkelighed, som prinsesserne

ikke bryder sig om.

(…)

Sov sødt, skønne veninder, og drøm

nu ikke om borgerkrig i Jugoslavien,

folkemord i Rwanda eller andre

grimme ting, der hører hjemme i en

centraleuropæisk roman. Vi kunne risikere

at vågne op midt i 1990’erne.

Får du brug for det så hent selv

hele teksten. Det er nemt: Gå på Infomedia.

Infomedia kan findes på

skolernes link-bank: SkoDa. Ellers

er adressen her: https://skoda.emu.

dk/skoda-cgi/infomedia. Der skal

bruges login, som fås hos de fleste

institutioners superbruger.


Krydsklip.

Landskursus 2006

Af Birgit Nielsen

Landskurset tematiserede cross over-fænomenet i kunst

og kultur. I programmet begrunder Jørn Schmidt valget

af tema således: ”Cross over er et fænomen der genfindes

over alt i kunsten og kulturen i disse år. Cross over optræder

også i udpræget grad som en særlig fortolkningskompetence

eller et beredskab hos tidens unge. Det at krydse

over fra et sted eller system til et andet eller at bringe forskellige

identiteter/fagligheder i samspil synes i det hele

taget at være et postmoderne kulturelt væsenstræk.”

Herefter var det først og fremmest kunstner og enfant

terrible, tidligere professor ved kunstakademiet i København,

Claus Carstensen der stod for den teoretiske indkredsen

og den kunstneriske demonstration af begrebet

som lørdagens oplægsholder. Se hans eget ”breviar” og

Simon Sheikhs ”Fanget i krydsilden” s. .

Men tematikken blev allerede slået an i landskursets første

programpunkt ved filminstruktøren Anders Østergaard.

Anders Østergaard er i sin filmkunst en cross over, en

mikser – eller måske ”bare” en filmmaker, som han selv

foreslår i artiklen En filmmakers bekendelser i filmtidsskriftet

EKKO (#28 juni-juli 2005).

Egentlig var det Claus Christensen, redaktør af tidsskriftet

EKKO, der var anledning til at landskursets deltagere

fik lejlighed til at stifte bekendtskab med Anders Østergaard.

Dansklærerforeningens EG-sektion uddeler hvert andet år

en champagnepris. I år var modtageren Claus Christensen,

og vanen tro er modtageren på en eller anden måde

med til at præge landskursets program. Claus Christensen

fik frie hænder til at vælge en filminstruktør som han ville

interviewe. Og valget faldt på Anders Østergaard.

dansklærerforeningen/egs lands-

kursus på hotel kong arthur,

københavn havde vanen tro mange

inspirerende og tankevækkende mo-

menter. der var de kunstneriske

og teoretiske indslag under etiket-

ten: cross over, der var champag-

nepris-uddelingen til filmmagasinet

ekkos redaktør, møderne med fag-

konsulenterne fra ministeriet om

reformerne, formandsberetningen

som tog udgangspunkt i forenin-

gens egen strukturfornyelse og en-

delig en livlig medlemsdebat. i denne

artikel krydses der hurtigt over til

et par af højdepunkterne, en beret-

ning om det hele kan læses på www.

dansklf.dk


Anders Østergaard

blænder op for sin

private kanon

Anders Østergaard havde fået til

opgave at præsentere en personlig

filmkanon – og det var ikke umiddelbart

nemt, fortalte han. ”Hvordan

laver man en hitliste som er noget

værd – og ikke bare lidt tilfældig?”

havde han spurgt sig selv.

Han indledte med at bekende at

han er søn af en dansklærer og ikke

egentlig cineast. Han er vokset op

med film som de fleste andre, og

film har aldrig stået for noget som

han ville lade sig inspirere af. En

passant til det med sproget nævnte

han at en stor fornøjelse ved at

arbejde med filmen Gasolin var

at det var et arbejde med sproget.

Der er en meget stor sprogglæde

hos bandet, konstaterede Anders

Søgaard.

Anders Østergaard havde fundet

fire film som havde gjort særligt

indtryk, og som samtidig markerede

noget signifikant filmæstetisk og

filmhistorisk, set gennem Anders

Østergaards blænde. Det var Rumrejsen

2001, Molière, Henning

Carlsens Dilemma og Tómas Gislasons

dokumentarfilm om Jørgen

Leth Fra hjertet til hånden.

Bag udvælgelsen ligger en kunstnerisk

holdning som Anders Østergaard

bekender sig til. Han er apollineren,

der søger orden, harmoni

og organisation. Han er tiltrukket af

søgen efter klarhed, det dionysiske

tiltrækker ham ikke – og derfor heller

ikke trangen til at rive ned. Et

værk skal opløfte og samle.

Men historien rummer flere kunstneriske

modsætningspar over

denne polaritet – Anders Østergaard

nævnte Mozart og Bethoven,

Truffaut og Godard, Beatles og

Stones.


0

Rumrejsen 2001

Rumrejsen 2001 (1968) var et oplevelsesmæssigt

kick for den 12-årige

Anders Østergaard, og det var moren

– dansklæreren – der havde trukket

Anders og hans bror i biografien.

At se jordkloden komme sejlende

gennem rummet var en helt fysisk

oplevelse. Og så var det skelsættende

at en film kunne være lyrisk! Filmen

er ikke dramatisk, den har ikke noget

egentligt plot, bemærkede Anders

Østergaard.

Anders Østergaard fremhævede

filmens eksperimenterende element,

dens glæde ved rent geometriske

figurer. Den er en abstrakt film i den

forstand. Han viste klippet fra indledningen,

som han betegnede som et af

de mest fantastiske klip i filmhistorien:

fra forhistorien hvor monolitten

lander blandt menneskeaberne over

opdagelsen af våbnet, knoglen der

kastes – hvirvler igennem luften – og

så springet til fremtiden, rumstationen

der svæver og bare drejer rundt

og rundt til Strauss-valsen An der

schönen blauen Donau – der understreger

det cirkulære.

Filmen var en omvæltning for Anders

Østergaard, selv om han ikke forstod

den. Men oplevelsen gjorde indtryk,

og Stanley Kubrick er stadig en

guru for Anders Østergaard. Mange

betragter Kubrick som en kold instruktør

på grund af en tilsyneladende

kold og distanceret holdning i hans

film, sagde Anders Østergaard. Han

mener tværtimod at hans film er båret

af en ømhed til mennesket. Kubrick

bruger fremmedgørelsen som teknik

til at forstærke en følelse, mener

Anders Østergaard. Fx viser han ofte

rum hvor man ser gulv og loft på én

gang – der understreger rummet som

en indespærring, som rammer der

begrænser. Mennesker i hans film er

ofte bragt i situationer hvor de opfører

sig mekanisk, fordi de ikke kan andet.

Og det giver os en ømhed over for

dem. Kulde og distance er paradoksalt

nok et fantastisk virkemiddel til

at fremkalde følelser, kunne Anders

Østergaard bevidne.

Molière

Næste film i rækken, Molière (1979),

karakteriserede Anders Østergaard

som en typisk 70’er-film. Det er en

lang og mærkelig film – af Ariane

Mnouchkine og Thèâtre du Soleil

i Frankrig. Molière er en historisk

film, der lægger vægt på at give

tilskueren en total indlevelse i peri-


oden, i 1600-tallet. Den er, især i

Frankrig, blevet kritiseret for ikke at

vise hvem Molière var og frem for alt

hvor oplyst et menneske han var.

For Anders Østergaard, der selv er

meget optaget af historie, er filmen

eminent fordi den i så høj grad insisterer

på tiden og miljøet. Anders

Østergaard har det synspunkt at

enhver historisk periode er en særlig

”state of mind”, som man må prøve

at fange når man arbejder med historiske

film. En film kan give denne

oplevelse af ”Åh, sådan kan man

også se verden – det havde jeg helt

glemt!”

”glem alt om nostalgi! his-

tory is another place” – det

er det samme om du rejser i

tid eller i sted, mener anders

østergaard.

”1600-tallet minder om forgængeligheden”,

sagde Anders Østergaard.

I tiden er der en bevidsthed om

balancen mellem liv og død, at livet

er en linedans (”Sorrig og glæde de

vandre til hobe...”), samtidig med at

man også kan grine døden lige op i

hovedet.

Anders Østergaard viste et klip fra

Moliére der starter med scenen umiddelbart

efter morens død og drengens

(den ca. 10-årige Molières) sorg.

Dernæst teatergøgl på torvet hvor der

gøres totalt grin med døden. Til sidst

rundes der af med morens ”stemme”

fra himlen. Det er en sekvens der er en

bevægelse fra sorg og til det løftende

og forsonende.

Anders Østergaard laver selv uafladeligt

historiske film ud fra en glubende

optagethed af historie og svundne tider,

drevet af spørgsmålet: hvordan skal vi

forstå fortidens mennesker?

Dilemma

En næsten samtidig impuls i Anders

Østergaards filmopdragelse var Statens

Filmcentral. 16 mm-filmene fra SFC

var ikke bare et break i skolehverdagen

- en af dem satte sig varige spor:

Henning Carlsens Dilemma (1962),

hans første spillefilm, der er en filmatisering

af en roman af Nadime

Gordimer. Filmen er optaget i Sydafrika

under dække af at lave en reklamefilm

(for Danfoss) om husmødres

brug af køleskabe.

Det var de dokumentariske optagelser

af locations og elementer i Sydafrika

der gjorde et stærkt indtryk på Anders

Østergaard. Filmens indledningsscene

med mennesker der går og løber i

morgendis og -tåge har en stemning af

”urgency”, af at noget må ske.

17 år senere, i 1996, lavede Anders

Østergaard en film ovenpå Carlsens

film, Gensyn med Johannesburg

– hvor han opsøgte skuespillerne som

havde været med i filmen. At stå med

de mennesker på det sted hvor der var

foregået noget som havde givet ham et

kick, var en fantastisk oplevelse, sagde

han. Om sin egen film sagde Anders

Østergaard nok så beskedent at han

”prøvede at lave en film...”

Fra hjertet til hånden

Sidste film i rækken var Tómas Gislasons

dokumentarfilm om Jørgen Leth,

Fra hjertet til hånden (1994). Den var

øjenåbnende for Anders Østergaard

fordi hele filmens nerve, det musiske

i filmen ligger i klipningen.

I klippet fra filmen ses Jørgen Leth

bl.a. gående midt i mylderet på Haiti,

talende eller med voice over der reciterer

passager fra hans digte. Filmklippet

markerer en påfaldende kontrast

mellem den iagttagende og reflekterende

(Jørgen Leth) og det pulserende,


sanselige liv som er lige omkring og

som teksterne ofte tematiserer.

At Anders Østergaard rundede sin

kanonrække af med en mesterligt

klippet dokumentarfilm, var

selvfølgelig ingen tilfældighed. Netop

på dette tidspunkt, omkring midten

af 1990’erne, skete der et voldsomt

skift i teknologien, man gik fra klippebordet

til klippecomputeren. Det

gav nogle frihedsgrader som slet ikke

havde været der før – og som især

kunne bruges i dokumentarfilmen,

understregede Anders Østergaard. I

dokumentarfilmen er der ikke en planlagt

handling, og derfor er der et andet

krav til syntese, hvis den virkelig skal

leve, sagde Anders Østergaard.

Claus Christensen

interviewer Anders

Østergaard

Claus Christensens optakt til interviewet

var indledningen til Anders

Østergaards film om den svenske

jazzmusiker Jan Johansson, Troldkarlen

(1999). En række mennesker

ses på skift med høretelefoner på, de

lytter til Johanssons musik og kommenterer

underejs.

- ”Hvordan fik du ideen til dette

laboratorieforsøg?” spugte Claus

Christensen.

Ander Østergaard fortalte at han

egentlig ikke selv troede på denne ide,

som ikke var særlig planlagt – men

ingen ville gå med på den første ide

han havde! Det var faktisk helt tilfældige

mennesker fra gaden som man

trak ind i studiet og lod dem lytte til

musikken, helt improviseret. Det viste

sig at blive utrolig godt!

Claus Christensen spurgte til Anders

Østergaards egen historie. Og

Østergaard fortalte at han har gået

på journalisthøjskolen selv om det

var film han ville lave. Man kunne

dengang ikke gå på filmskolen og lave

dokumentarfilm, og det var den slags

film han hele tiden havde sværmet

for at lave.

- ”Jeg har fornemmelsen af at du

trækker meget på noget fra barndommen

i din film”, sagde Claus

Christensen.

- ”Jo, mine forældre lyttede meget til

den musik, da jeg var nyfødt. Og så

er der noget tabt paradis forbundet

med musikken, fordi vi flyttede fra mit

barndomshjem, da jeg var 5-6 år”,

fortalte Anders Østergaard.

I øvrigt har han også villet være

musiker, han har været splittet mellem

et samfundsmæssigt engagement

og en kunstnerisk trang. Til det

kommenterede Claus Christensen

at Anders Østergaard går ligesom

mindre ærbødigt til kunsten. Anders

Østergaards svar var uforbeholdent:

- ”Ja, jeg har ingen ærefrygt. Jeg er

ikke bange for at kunsten kan tales

ihjel! Du skal jo hele tiden styre og

vise hvad du som instruktør vil sige

og fortælle. Det er banal formidlingsglæde.

Man skal være til stede, hvis

man vil vise at noget er godt. Det skal

I jo også –”, sagde Anders Østergaard

henvendt til forsamlingen.

Der er for Anders Østergaard ikke

noget modsætningsforhold mellem

en journalistisk tilgang og at lave

et kunstnerisk produkt. I filmen om

Johansson var hans udgangspunkt at

gå journalistisk til værks for at undersøge

spørgsmålet: Hvad er det der er

så fantastisk ved hans musik?

Filmen er ikke biografisk – det ville

tage for meget fokus fra det der skete

inden i Johansson. ”Kan man komme

ind i menneskets sind, bliver det jo

et meget nærgående portræt! Det

biografiske er mere køligt”, sagde


Anders Østergaard.

- ”Forklarer du personligheden via

musikken?”

Det kunne Anders Østergaard svare

bekræftende på. En musiker havde

faktisk sagt at der er noget eksistentielt

i Johanssons musik. Men på

spørgsmålet om han også bevidst

går uden om noget meget personligt,

svarede han, at sådan er det ikke,

men han havde ikke fundet noget

i det biografiske materiale som for

ham syntes at have betydning for,

hvad det ville sige at være et menneske

som Jan Johansson. Han døde

37 år gammel, og der har været en

teori om at han havde en elskerinde

og havde iscenesat sin død – men

Anders Østergaard fandt ikke at det

fortalte noget om hans musik.

”Hvordan går du til værks i dine

interviews – med Gasolin fx?”,

spurgte Claus Christensen.

Anders Østergaard forklarede at det

handler om at skabe troværdighed.

Det er et fælles projekt, og det er

vigtigt at tage folk alvorligt. Det

er en form for at udvikle folks eget

subjekt.

FAKTA

Anders Østergaard laver

dokumentarfilm.

De seneste er Gasolin (2006)

om gruppen Gasolin og filmen

om Hergé, skaberen af

Tintin, Tintin og mig (2004).

Han har også lavet film om

den svenske jazzmusiker

Jan Johansson, Troldkarlen

(1999), og en portrætfilm,

Gensyn med Johannesburg

(1996), om instruktøren

Henning Carlsen med

udgangspunkt i hans film

Dillemma.

Anders Østergaard er uddannet

journalist og har

været ansat som journalist

på DR og på TV 2.

I løbet af 1990’erne begyndte

han at lave sine egne

film – dokumentarfilm hvor

han mikser kunstneriske

virkemidler med en journal-

istisk tilgang.


Anders Østergaard skriver også

manuskript. I forhold til Gasolin|

havde han en ide om noget ganske

bestemt, som han gik efter. Og han

var sikker på at det bærende i filmen

skulle være interviewene – som enkeltstående.

Men han har ikke en bestemt

metodik i måden at lave interviewene

på. ”Nogle af dem havde jeg snakket

lidt med forinden, men det er ikke så

afgørende. Det er mere noget med at

finde ud af hvor de finder energien, og

hvordan jeg kan leve mig ind i dem for

at få dem frem.”

Tintin og mig

Efter et klip fra Tintin og mig (2004)

spurgte Claus Christensen: ”Hvordan

fik du adgang til arkiverne?”

Anders Østergaard sendte Troldlkarlen

til Hergés familie, og de kunne godt

lide den. Den skulle vise hans kærlighed

til værket, hans engagement.

Intentionen med filmen om Hergé var

at den ikke skulle gå uden om eventuelle

prekære elementer, så det var

vigtigt at få etableret tilliden.

At lave filmen rejste en række tekniske

spørgsmål. Fx opdagede de at det ikke

duede at omskabe tegneserierne til tegnefilm.

Som tegnefilm blev tegneserierne

banale! Derfor er der kun anvendt

stillbilleder fra tegneserierne.

Et andet problem var hvordan Hergé

skulle optræde i filmen. Anders Østergaard

havde først en tanke om at animere

ham – at tage hævn på ham på

den måde! De var fascineret af hans

skitser og tegninger og begyndte på

projektet, men det kunne ikke lade

sig gøre uden at der kom et element

af karikatur i tegningerne, og det ville

Østergaard ikke. Der skulle ikke ligge

en fortolkning dér!

I stedet fik han den ide at bruge

optagelser fra andre interviews, og

det gav en overraskende effekt, for

hjernen laver selv den forbindelse der

ikke er der reelt. ”Virkeligheden skal

ind, og det kom den”, sagde Anders

Østergaard.

Claus Christensen spurgte også til

hvor ideen med at lave totalbilledet af

alle tegneserierne – altså side for side

– kom fra.

Anders Østergaard forklarede at det

igen var et spørgsmål om at lave en

slags laboratorieforsøg – at give et fysisk

indtryk af Hergés enorme produktion

som den kæmpestore fortælling

det er. Egentlig var han bange for at

det blev en slags stilistisk overload,

men det har ikke virket sådan.

Filmen er blevet godt modtaget internationalt

– i Brasilien, Australien,

Canada og senest i USA, men sjovt

nok ikke i den fransktalende del af

verden, sagde Anders Østergaard.

Gasolin

Claus Christensen ville gerne vide

noget om forholdet mellem musik

og billeder i filmen og blandt andet

spørgsmålet om at finde billeder til

noget hvor der ikke er billeder.

- ”Hvis nu Kim Larsen siger noget,

hvad skal vi så se?”

- ”Først og fremmest forholder jeg mig

udogmatisk, jeg har ikke en bevidst

ideologi om at sådan gør vi”, sagde

Anders Østergaard.

”Meget ofte er det regulært illustrerende,

hvilket nærmest er en grundregel

– at det gør man ikke! Men der er fx

heller ikke brud med kronologien i filmen.

Jeg forestiller mig at publikum er

fuldstændig ligeglade, hvis de bare de

får en oplevelse af at være til stede.”

Imod alle gængse regler har filmholdet

også lavet en scene som er en rekonstruktion,

et billede på hvordan grup-


pen oplevede at de blev til det de blev.

Det er en scene hvor ”Gasolin” slæber

en trækvogn over Langebro, broen

mellem indre by og deres hjemkvarter,

Christianshavn. ”Vi fik tilført filmen

en emotionel energi ved at lave den

scene”, sagde Anders Østergaard.

Han tilføjede: ”Jeg har jo en smagsdommer

i min klipper. Han er meget puritansk,

så når han siger, det går, så går

det!”

Om flowet i filmen sagde Anders

Østergaard, at de klippede først interviewene

sammen. Det gav filmens

forløb, og herefter gik de ud og

filmede. ”En måde at fortælle på er

jo at finde de vigtige detaljer til at

fortælle historien. Kim Larsen bruger

fx månelandingen til at historisere,

altså blev den brugt.”

Til sidst spurgte Claus Christensen til

Anders Østergaards glæde ved sproget,

som han indledningsvist pointerede i

forbindelse med filmen. At sproget

var dansk, var en gave, sagde Anders

Østergaard. Det gav følsomheden over

for så mange nuancer. ”Gruppen er jo

mestre i at bruge sproget, og det gav

projektet stor sproglighed”, sluttede

Anders Østergaard.

FAKTA

Fotoserien med malerier, der liver op her og

andre steder i dette nummer af hsd, er malet

af elever fra 1. og 2. hh på Tåstrup Handelsgymnasium,

CPHWEST.

De er resultatet af en “maledag” på skolen.

Billederne vil på et initiativ fra elevrådet først

blive udstillet i aulaen herefter ophængt

rundt omkring i lokalerne.


”Fra vor egen verden” fra side 2

Turbo på

Vi har nogle år sukkende betragtet

udviklingen, nu skal der gøres noget

ved det. Når den nye organisation er

på plads, så skal den også bruges til

noget.

Forud for vedtægtsændringerne i

2004 har der været livlig debat. I alle

dele af foreningen. Og for at sætte

turbo på har der så været ansat et

konsulentbureau. Vi er i alle bestyrelser

blevet interviewet, problemer og

ideer er blevet kulegravet. Spørgsmålene

havde to overordnede retningslinjer:

Hvad synes vi selv vi står for?

Og hvad skal vi bruge kræfterne på

fremover? Linjerne skal selvfølgelig

flugte. Og der er kommet masser

af ideer. Ideer, ideer, ideer! Men det

kniber stadig med overblikket over

mulighederne og med de konkrete

ydelser.

På repræsentantskabsmødet den 7.

september 2006 besluttede forsamlingen,

at nu skal det være. Der blev

fremlagt og godkendt en vision, der

med fællesbestyrelsens formands ord:

”skal gøre foreningen mere handlekraftig

udadtil og mere effektivt arbejdende

indadtil”. Det drejer sig nu i

denne omgang om følgende forslag:

- Fællesbestyrelsen skal ikke længere

bruge tid på sekretariatsledelse,

(sekretariatets opgaver samarbejdes i

stedet rationelt med forlagets kontordrift

og lægges ind i aktieselskabet).

Fællesbestyrelsen skal i højere grad

fremover tage sig af de store linjer, så

foreningens politik og indsatsområder

udmøntes i aktiviteter.

- Fællesbestyrelsens repræsentanter

fra sektionerne skal fremover være

formændene for disse og ikke som nu

næstformændene.

- De nye eller aktuelle indsatsområder

og disses kommissorier skal fastlægges

i fællesskab i repræsentantskabet,

hvor alle fire sektioners bestyrelser

beslutter.

- Der skal i forlængelse af disse fællesbestræbelser

etableres indsatsområdeudvalg.

Disse udvalg skal bemandes

med særligt udvalgte, men dog altid

med demokratisk repræsentation fra

alle sektioner. Hidtil har foreningen

kun haft ét af den slags udvalg: Redaktionsudvalget,

der udvikler bøger.

Nu skal der altså være flere.

- Forlaget skal derfor ændres og geares

til at kunne medvirke til at producere

andet og mere end bøger. Det

ændrer følgelig navn til Dansklærer-

foreningens Hus.

- Fællesbestyrelsen og bestyrelsen

for Dansklærerforeningens Hus mødes

med repræsentanter fra indsatsområdeudvalgene

efter behov for at

koordinere aktiviteterne.

Herefter skulle det kunne lade sig

gøre for Dansklærerforeningen ikke

blot at udtænke kampagner og dagsordensættende

aktiviteter, men også

at føre dem ud i livet. Der skabes et

fælles handlekraftigt politisk tænkende

niveau, et styringsværktøj,

med repræsentation fra alle dele af

helheden; det understøttes af konkret

tænkende og handlende indsatsområdeudvalg

med professionel bistand

såvel i form af know how som i arbejdskraft.

Aktiviteterne kan ske i en

synergi af forskelligartede produkter.

Disse rammer dagen, som det

malende hedder i sportens verden.

Det betyder for at give et eksempel

at konferencer med temaer af uddannelsespolitisk

betydning kan bakkes

op af tidskriftsudgivelser, bøger,

pamfletter, brochurer, hjemmeside

og kurser.

Dansklærernes Hus har vi i EG talt

om i 10 år. Med det mener vi et hus,

som ikke lukker sig om sig selv,

men som åbner sig ud mod medlem-


“Visionen forudsætter

netop at de enkelte

sektioner ter sig

lige så sprællevende

og forskelligt som de

altid har gjort”

merne. Til tjeneste! Hvad skulle det

være? Den vision står vi vist stadig

lidt alene med; men der er ingen

tvivl om, at i og med at Dansklærerforeningens

Hus skal beskæftige sig

kvalificeret med andet end bøger, vil

der også over tid blive opbygget en

alsidighed af kompetencer, der ikke

blot vil komme helheden til gode

men også den enkelte dansklærer i

form af nye serviceydelser. Det er i

hvert fald en af ambitionerne.

Når alt dette er sagt, så taler vi stadig

kun om den del af foreningen, fællesforeningen,

der opererer på niveauet

over de fire enkelte sektioner. EG, F,

G og U skal jo fortsætte med at lave

hvad de altid har gjort: kurser, tidsskrifter

o.s.v. Der bliver ikke taget

noget fra os.Vi får bare noget mere,

noget vi har savnet eller noget vi ikke

har gjort godt nok, det får vi mulighed

for at få professionel hjælp til.

G i oposition

Som juleflittige EG-medlemmer har

kunnet læse i det netop udsendte

nummer af Dansk noter, der skrives

af sektionen for stx og hf, er det ikke

alle der synes, at der er behov for ændringer,

som dem jeg her har refereret.

G mener ikke, skriver formanden

for sektionen, Claus Nielsen, i lederen

”at der er et presserende behov

for strukturændringer i foreningen.

Vi forsøger løbende at forholde os til

den stærkt omskiftelige virkelighed

medlemmerne og danskfaget befinder

sig i. Vi mener vi har strukturen

til det”. I umiddelbar forlængelse

heraf gør han opmærksom på, at det

er meget vigtigt for G, at sektionen

fortsat vil kunne beskæftige sig med

at lave kurser, deltage i den aktuelle

debat, udgive eget tidsskrift.

Når han ikke kommer med andre

refleksioner eller argumenter imod,

får man det indtryk, at formanden

og nogle andre G’ere er bekymrede

for, om alt dette vil kunne fortsættes,

hvis vedtægtsændringerne gennemføres.

Som sagt, det kan det jo.

Det er slet ikke en del af ændringen,

der alene har at gøre med aktiviteter

på fællesbestyrelsesniveau. Den

store plan, visionen for fornyelsen af

foreningen, forudsætter netop at de

enkelte sektioner, hver på deres eget

område, ter sig lige så sprællevende

og forskelligt, som de altid har gjort.

Netop for at sikre det er vedtægterne

også ud fra enhver betragtning så demokratiske,

dvs. generøse over for

den enkelte sektion uanset størrelse.

Diskussionen fortsætter altså lidt

endnu, men der er lagt en køreplan

for beslutningsprocessen. I skrivende

stund arbejder en gruppe nedsat

af Fællesbestyrelsen på at koordinere

diverse kommentarer og ændringsforslag

til de nye vedtægter herunder

også G’s. Strukturforslaget og

de deraf afledte vedtægtsændringer

blev drøftet på Fællesbestyrelsens

generalforsamling primo oktober, og

alle Dansklærerforeningens sektio-

ner har efterfølgende haft mulighed

for at komme med yderligere input.

Der afholdes ekstraordinær generalforsamling

på Det Fri Gymnasium

lørdag den 3. februar 2007 klokken

11, hvor vedtægtsændringerne vil

være det væsentligste punkt på dagsordenen.

Der vil i begyndelsen af det

nye år på www.dansklf.dk blive udsendt

indkaldelse ligesom Fællesbestyrelsen

forventer at kunne udsende

resultatet af den fornævnte gruppes

vedtægtsarbejde umiddelbart efter

kalenderårets første fællesbestyrelsesmøde

den 18. januar.

Seneste: Flertal for vedtægtsændringerne

på den ekstraordinære

generalforsamling 3. februar


”Cross over” fra side 3

I sit foredrag citerer CC flittigt fra egne og andres publikationer

og vi ser en del af hans kunstværker på dias. På et af

dem ser man ham selv stå foran et kunstværk. Bag ham som

en tekst inkorporeret i værket står: When the truth hits your

weak ass its going to break your goddamn skull, that’s the

way power treats force, you spineless little fuck – get ready

to crawl! Sætningen bider sig fast i den reformplagede lærers

hjerne. Get ready to crawl! O kay Kaj!

Foredraget er Landskursets sidste indslag og vi kunne ikke

have ønsket os en mere effektfuld sortie end den CC har

valgt. Som en eksemplarisk billedsuite vises fotos af og med

Lee Miller, modellen som krydsede over til at blive fotograf.

I sin ungdom stod hun både foran og bag Man Rays kamera,

hun var med andre ord hans model, muse og elev. Hun fik

en spektakulær karriere, som først i disse år er ved at vinde

anerkendelse. Et selvportræt af hende fra 1945 ”I Hitlers

badekar” er lidt længe om at fade ud. Det er da et cross over!

Larmende bifald fra et overrumplet auditorium.

Med CCs sanse- og tankestimulerende powerplay i bagagen

kunne vi mindre usikre på cross over-begrebet og måske

med et styrket beredskab til at krydse op mod vinden drage

hjemad. I hvert fald var vi væbnede til tænderne med noget

af det bedste vi ved, indsigt, ord og billeder. Et sidste fif gav

han os med på vejen: If you make a mistake, play it loud.

Then people will think you did it on purpose 2 .

Reformen i mediestorm

Tog vi nu beredvillige og mindre usikre hjem til reformens

flerfaglige krydsfelter? Ikke ifølge den dårlige presse den

har fået og stadig mer og mer får i fagblade og dagblade.

”På randen af katastrofe”, ”Evalueringer viser stadig

2* Ordene er efter sigende jazzpianisten Thelonius Monks, en af improvisationens store mestre

overlæs”, ”Gymnasiereformens pædagogik er flertydig”,

”Gymnasielærere frygter for fagligheden efter reformen”,

Ambitionernes korthus”, Sådan lyder et udpluk fra høj og

lav i den gymnasiale uddannelsespyramide.

At reformens opfindere og udøvere er ude i dårligt medievejr

kan der være mange grunde til, Men én af disse

grunde kunne være måden den er fremført på. Vi dansklærere

har de senere år ved perspektivering af nye tekster

vænnet os til at være ude i al slags vejr. Vi taler ubesværet

om paradigmeskiftet og den refleksive senmodernitets

forhandlingskultur. Det nye er at vi nu med reformen selv

er blevet en del af det.

Og hvordan er det så, der tales om den, reformen?

Hvis nu lærerne spørger om reformen på trods af tidssvarende

hensigter og holistiske visioner vil komme til at understøtte

atomisering og overfladiskhed, fordi fagligheden

ikke opbygges solidt nok inden den bringes i spil flerfagligt,

hvad er så det dialogiske svar? Hvis vi spørger: Hvordan

vil klasserummets virkelighed være afspejlet i Lectios

programmerede interface? Vil det blive et udstillingsvindue

i dårlig forstand? Og kunne den programmeringstid

der bruges ved afrapportering bruges til noget bedre?

Hvad så? For sådan spørges der i de ovennævnte artikler,

og hvad er så svaret? Eller hvor er dialogen? En let og

flydende modernity kendetegnes jo som bekendt ikke blot

ved buzzwords som fleksibilitet og omstillingsparathed hos

agenterne men også ved disses insisteren på singularitet,

dvs. individualisering og forhandling.

Ministeriet og ministeriets egen følgegruppe har ikke skønnet,

at der ind til i dag har været behov for justeringer, der

imødekommer de fremførte kritikpunkter. De småting der

er blevet justeret har intet hermed at gøre. Man fristes derfor


stærkt til at antage det synspunkt, at

mediestormen blandt andet er udtryk

for, at dens aktører taler for lidt med

hinanden i den proces, som en reform

er en del af – det være sig før, under og

efter? Der var jo ingen dialog før. Der

var ”Fremtidens danskfag”, men dagsordenen

her var reelt set noget andet

end en dialog. Og så var der udvalgsarbejdet

i forbindelse med fagbilagene,

hvor vi i hhx-dansk faktisk fik gjort et

godt stykke arbejde, men det kontroversielle

i reformen, strukturen, der nu

er så meget ballade om, den var ikke et

fællesprodukt af ministeriets stringent

tænkende uddannelsesarkitekter og

gymnasielærernes gedigne erfaringer.

Her i bladet tages på sin vis nogen af

disse teknokrati-tråde op i en rundbordssamtale,

se Dansk er stadigvæk

et meget, meget vigtigt fag. Det skal

dog nævnes, at samtalen fandt sted

i begyndelsen af skoleåret, altså før

uvejret rigtigt brød løs.

Det private invaderer det offentlige

Mon vi så nu after all og ikke mindst

den dårlige presse kan forvente en

mere åben dialog med hinanden? Noget

tyder på at den første begyndelse er

der. Ifølge Gymnasieskolen er der nu

nedsat en såkaldt ”dialoggruppe”, også

kaldet ”monstergruppen”, som skal se

på de største kritikpunkter.

Den nyetablerede tænketank Sophia

mener det imidlertid slet, slet ikke. I

hvert fald er den startet og fortsat i

skepsis og vrede:

»Vi ønsker at lave et forum, der kan

rejse en bred debat om formål og

indhold i de danske uddannelser og

påvise modsætningsforhold i de mål,

politikerne sætter op. Vi vil gerne

støtte de fagfolk, der ikke kan komme

igennem med faglige argumenter over

for beslutningstagerne, fordi de som

enkeltpersoner ikke bliver troet på,«

hedder det på tænketankens egen

hjemmeside.

Sophia fik den 20. november overrakt

af GLs “Uddannelsesprisen 2006”.

Med hæderen fulgte også 50.000,- kr.

til det fremtidige arbejde.

Egentlig er det dig der har fået denne

pris. Ja, dig! For prisen gik til alle

lærere. Se selv motiveringen i Gymnasieskolen

nr. 21. Også TIME Magazine

har netop kåret dig til årets

person! Sådan en vinderperson har

de kåret hvert år siden 1927. Her er

motivationen pudsigt nok, at du nu

ikke bare er passiv modtager i medieverdenen

men aktiv producent og

medspiller. Mens avisernes oplagstal

rasler, knitrer de digitale forbindelser

lystigt derudaf, og om fem år læser og

ser du dine nyheder samme sted, hvor

du selv skaber dem - på din mobil. Det

digitale site er allerede frit på nettet,

hvor vi med steder som MY SPACE

og de utallige blog’s netop er både

konsumenter og producenter. Og du er

altså årets vinder, du er i centrum og

vant til at få din mening ud og blive

set. Og det vil du have respekteret.

Ikke noget med ”you spineless little

fuck – get ready to crawl” her. Og lad

os bare sige det som det er: Fremtidens

danskfag udvikles ikke med magt men

med kraft.

Det sproglige emne er centralt

for hsd

Apropos italesættelse, så er dette ord

kåret som et af årets ti mest uønkede

buzzwords. Vi bringer lige hitlisten:

1. Performe

2. Proaktiv

3. Italesætte

4. At vækste

5. Nedbemanding

6. Coaching

7. Storytelling

8. Strategizing

9. Globaliseringsparathed

10. Downsizing

Kilden er Business.dk


Mandarinsprog kalder man ekspertsprog

der myldrer med smarte signalord.

Ekspertsprogs forhold til

egentlige fagsprog er et interessant

studie. Bruges sproget for at kommunikere

eller iscenesætte?

Her i hsd skrev Stig Hjarvard sidste

gang om de globale mediers betydning

for den sproglige udvikling, denne

gang tager han fat på de selskabeligt

anvendte medier: Hvorfor foretrækker

mennesker i stigende omfang

at bruge medier til at være i kontakt

med hinanden? Og hvorfor vælger vi

undertiden kun at være i selskab med

medier fremfor med andre levende

mennesker? I hvert fald en del af

forklaringen er, skriver Hjarvard, at

medierne tilbyder to grundlæggende

ydelser, som samvær ansigt-til-ansigt

ikke kan levere: mulighed for

aflastning og manipulation.

Hvis du ønsker mere lekture, så er her

et par centrale artikler at gå videre til:

Gymnasieskolen nr. 21, 2006. Kronik,

Ressourceregnskab – er det også

kvalitetsudvikling af undervisningen?

og DJØF nr. 5, 2006. Når fagsprog

bliver til varm luft.

Er det derimod efterhånden for meget

for dig, så er her et lille tip til dit

survival kit: spil Bullshit Bingo! På

den slags konferencer eller møder,

hvor et rigtigt mandarinlingo florerer,

skal I mindst nogen stykker lave en

spilleplade på et stykke papir, fyldt

med tidens signalord. Når et af ordene

0

bliver sagt, krydses det af. Når du har

pladen fuld, råber du ”Bingo!”. Hvis

du tør, spineless little f...!

Lyrik, kanon, journalistik

og Champagnepris

Den litterære del af bladet handler

denne gang om, hvordan man i Esbjerg

har gjort sig anstrengelser for at få læst

noget lyrik, sådan som vi jævnligt

agiterer for (se også kursustilbuddet

Lyrik i øjenhøjde i kursuskalenderen

bagerst i bladet). Annette Skovgaard

og Lise Fuur Andersen kalder artiklen

”Den svære, svære lyrik”. Ida Holen

rapporterer fra et kursus nogle af os

deltog i om musiklyrik. Det foregik

i Bergen, og faktisk var vi med i

tilrettelæggelsen af dette interessante

nordiske kursus. I den kommende

sæson har Nordsprog givet os og vores

nordiske kolleger støttemidler til et

kursus om medier og unge.

Endnu en nordisk artikel peger på interessen

for en kanon i Sverige. Kanon

bliver også emnet for et par efteruddannelseskurser

i den kommende sæson,

det ene i vores eget regi. Om disse og

endnu flere kurser se kursuskalenderen

eller www.dansklf.dk.

Den litterære sektion rundes af med et par

artikler om et forfattermøde på Litteratur-

Haus i København. Vi har bedt litteraturforskeren

Benedikte Rostbøll rapportere.

Jørn Schmidt tager hårdt fat om Politikens

dækning af samme begivenhed, det handler

om en uægte cross over-genre, den

”kulinariske reportage”.

Endelig og ikke mindst er der reportage

fra Landskurset 2006, hvor Birgit

Nielsen blandt meget andet skriver

om filminstruktøren Anders Østergaards

kanon-fremlæg.

TIME og Gymnasieskolen er ikke de

eneste, der har delt priser ud, det har

vi som sædvanlig også.

Champagneprisen går denne gang til

EKKOs redaktør Claus Christensen.

Claus Christensen får prisen for at

have arbejdet målrettet og begavet

på at give os et mediepædagogisk

tidsskrift, der ikke bare kan læses af

interesserede dansklærere, men også

af deres interesserede elever. EKKO

er i dag så fuld af aktuelt stof, så

velskrevet og så fornemt designet, at

det på forbilledlig vis krydser viden

og nydelse. Det har krævet ualmindeligt

hårdt arbejde at gøre EKKO

til, hvad det er i dag, hvor både det

trykte magasin og den fremragende

hjemmeside er vigtige værktøjer for

os dansklærere og de øvrige undervisere

som med fryd inddrager medier

i undervisningen.

Claus Christensen kom i sin takketale

ind på at Dansklærerforeningen

gennem de senere års samarbejde

havde medvirket til EKKOs succes.

Et årligt nummer af bladet redigerer

vi da også sammen (se seneste bogpakke!),

og som sikkert bekendt kan du

som medlem få abonnementet meget

billigt - ellers skynd dig at kontakte

sekretariatet! joes.


Kursusprogrammer: www.dansklf.dk Tilmelding og praktiske forespørgsler: Ditte Nielsen E-mail: kursus@dansklf.dk Tlf: 3379 0010 Åbningstid: 9.00 - 15.00

Kunst ændrer virkelighed - Open Source

Dansklærerforeningen/EGym inviterer til et heldagskursus, hvor open source-begrebet præsenteres og diskuteres i en faglig

sammenhæng af kunst, litteratur og medier. Kurset tager også markedsføringsmæssige aspekter af problematikken op.

Sted: København Tid: Forår 2007 (se www.dansklf.dk for opdaterede data og program)

Varighed: 10.00 – 16.00 (frokost inkl.) Tilmelding: www.dansklf.dk. eller jsc@dansklf.dk

Kursusarrangører: Jørn Schmidt Pris: Ca. 1.050,00 kr. Ikke-medlemmer betaler et tillæg på 250 kr.

Skriftlig dansk i gymnasiet/1

Kurset retter sig især mod undervisere på hhx og htx men er åbent for alle på de gymnasiale uddannelser.

Reformen ændrer vilkårene for det skriftlige arbejde. Nye elevtyper og nye metoder gør det også. Kurset er det første i en kursusrække der vil

give dansklæreren indsigt og redskaber til en tidssvarende undervisningspraksis. Kurset retter sig især mod undervisere på hhx og htx men er

åbent for alle på de gymnasiale uddannelser.

Sted: Kolding Tid: September 2007 (se www.dansklf.dk for opdaterede data og program)

Varighed: 10.00 – 17.00 Tilmeldingsfrist: dni@dansklf.dk, tlf.: 3327 6063

Pris: 1250 kr. Oplægsholdere: Annonceres snarest på www.dansklf.dk

Kursusarrangører: Lise Fuur Andersen og Jørn Schmidt

Kanon

Ifølge de reformerede fagbilag i dansk i den gymnasiale undervisning skal der læses af kanon. Kurset har derfor kanoniske tekster som udgangspunkt

for en serie foredrag, der hver på sin måde giver et bud på hvordan det skal gøres - eller også kan gøres.

Sted: Severin Kursuscenter, Middelfart Tid: mandag den 4. – tirsdag den 5. februar 2008

Varighed: 10.00 – 17.00 Tilmelding: dni@dansklf.dk, tlf.: 3327 6063

Pris: 3075 kr. Oplægsholdere: Annonceres på www.dansklf.dk

Kursusarrangører: Sanne Snejbjerg og Jørn Schmidt

Nordspråkkurs: Medier med unge - i norden - film og medier i modersmålundervisningen

Kurset fokuserer på medier i modersmålundervisningen i norden for unge og har som formål at præsentere deltagerne for nye nordisk film- og

multimedieværker samt centrale mediedidaktiske problemstillinger og de nyeste mediale undervisningsmidler.

Kurset afholdes centralt i det københavnske filmmiljø, der inddrages professionelle nordiske filminstruktører og mediepædagoger og det henvender

sig til gymnasielærere og andre der underviser unge i medier.

Unge arbejder med mediale udtryksformer i hverdagen og i skolen. De er her i selvfølgelig kontakt med såvel nationale som nordiske medieprodukter

af kulturel, ungdomskulturel og kommerciel karakter.

Kurset har også til formål at styrke lærerens forudsætninger for at kunne inddrage værker på de skandinaviske sprog i undervisningen.

Dette nordiske kursus arrangeres af Nordspråk.. Nordspråk er et samarbejdsorgan for nordisk sprogforståelse og for de nordiske modersmåls-

foreninger. Nordspråk er under Nordisk Råd og Ministerråds ansvarsområde. Hjemmeside: www.nordskol.org

Sted: København Tid: 8. – 11. november 2007

Varighed: jsc@dansklf.dk Pris: jsc@dansklf.dk

Oplægsholdere: Annonceres på www.dansklf.dk Tilmelding: fredag den 7. september pr. brev eller e-mail til Jørn Schmidt

Kursusarrangører: Jørn Schmidt, Strindbergsvej 56, 2500 Valby, Danmark. E-mail: jsc@dansklf.dk

Lyrik i øjenhøjde

Formålet med kurset er at inspirere og indkredse værktøjer til undervisningen i sproglig opmærksomhed og lyrik. Kurset ser på lyrikken

som et foranderligt swingende mulighedsrum, der er befordrende for oplevelse og for tilegnelse af en udvidet sprogbevidsthed.

Viften af lyrik rækker fra uortodokse poetiske eksperimenter over prosadigte, alternative optegnelser, musiklyrik og regelrette digte. Gennem

oplæsninger og analyser og dialog med lærere eller elever indkredses lyrikkens væsen og dens mange former.

Sted: På din skole (bestillingskursus) Tid: Bestil tid

Varighed: 3 timer Pris: 4.500 kr. pr. arrangement

Oplægsholdere: Neal Asley Conrad Tilmelding: jsc@dansklf.dk, tlf.: 2083 2702

Kursusarrangører: Jørn Schmidt

Portfolio - en ny udfordring - Anvendelse af portfolio i dansk/tværfagligt

Med udgangspunkt i de fire nedenstående udsagn vil Mette Thomsen uddybe indholdet i bogen Portfolio i dansk på EUD og htx (2005):

Portfolio er et redskab, der sikrer, at elevens læreproces træder tydeligt frem. Portfolioen viser hvad eleven har lavet, hvad eleven kan, og hvor

eleven ser sit eget udviklingspotentiale. Portfolio er en evalueringsmetode. Portfolio – en gevinst. De eksempler, der indgår i oplægget, vil tage

afsæt i konkrete undervisningsforløb.

Sted: På din skole (bestillingskursus) Tid: Bestil tid

Varighed: 2-2½ timer Pris: 250 kr. pr. deltager. Skolen sørger selv for evt. forplejning

Oplægsholdere: Mette Thomsen Tilmelding: dni@dansklf.dk, tlf.: 3327 6063

Min. deltager: 10

Kan man skrive sig ind i/på litteraturen? -Ny dansk litteratur på erhversgrunduddannelserne

M e d d e n y e s t e b e k e n d t g ø r e l s e r e r d e k u n s t n e r i s k e f e l t e r - l i t t e r a t u r e n o g l y r i k k e n - g l e d e t m e r e i

baggrunden på EUD-uddannelserne til fordel for det erhvervsrettede dansk. Men litteraturen har stadig noget at byde på.

Kurset giver et bud på, hvordan undervisningen i litteratur både kan tilgodese det almendannende perspektiv og lade eleverne arbejde med

analysefærdigheder, alt sammen i et fortolkningsfællesskab med en sproglig vinkel. En anderledes læse- og skrivepædagogik kan vise veje, hvor

skrivning bliver en støtte for læsningen, forståelsen, analysen, for sproget og tanken.

Sted: På din skole (bestillingskursus) Tid: Bestil tid

Varighed: 1½-2 timer Pris: 250 kr. pr. deltager. Skolen sørger selv for evt. forplejning

Oplægsholdere: Lisbeth Mulvad Tilmelding: dni@dansklf.dk, tlf.: 3327 6063

kursusoversigt 2007 - 2008


Foreningsoplysninger

Dansklærerforeningen/EG

Sektionen for erhvervsgymnasiale uddannelser

og erhvervsgrunduddannelser

Formand

Jørn Schmidt

Strindbergsvej 56

2500 Valby

Tlf.: 3646 3404

jsc@dansklf.dk

Handelsskolen Ishøj og Taastrup

Næstformand

Birgit Faber Studstrup

Lærkehøjvej 3

8270 Højbjerg

Tlf.: 2627 9004

fab@aabc.dk

Århus Købmandsskole

Kasserer

Sanne Snejbjerg

Hyben Allé 38

2770 Kastrup

Tlf.: 3259 5050

sannesnejbjerg@privat.dk

Webmaster

Mette Thomsen

Nøddevænget 19

9900 Frederikshavn

mt@eucnord.dk

hsd udgives af Dansklærerforeningen/EG, ISBN

87-90242-32-7

Redaktion

Birgit Nielsen

Palle Guldbrandsen

Neal Ashley conrad (ekstern redaktør)

Jørn Schmidt (ansvarshavende redaktør)

Grafisk produktion og design

Julie C. Middleton (julie.middleton@gmail.com)

Tryk

Laser Z

Fotos

Letlab

Bestyrelsen

Øvrige

bestyrelsesmedlemmer

Dorte Klausen

Mosegårdsvej 12, 1. sal

5000 Odense C

d.klausen@get2net.dk

Lars Brorholm

Lindholmvej 15

2700 Brønshøj

brorholm@hum.ku.dk

Selandia Erhvervsskole

Lisbeth Mulvad

Stationsvej 1, Tønning

8740 Brædstrup

Tlf.: 7575 3093

lmu@horshs.dk

Lise Fuur Andersen

Frodesgade 147, 3. th.

6700 Esbjerg

lfa@ehs.dk

Dansklærerforeningens

sekretariat

Rathsackvej 7

1862 Frederiksberg

Tlf.: 33 79 00 10

Fax: 38 33 04 91

hal@dansklf.dk

Mandag-fredag kl. 9.00 - 15.00

Billedredaktion

Julie Camilla Middleton og Jørn Schmidt

Løssalgspris

kr. 50.-

Abonnement

(2 numre) inkl. forsendelse kr.80,-

Kontakt

Dansklærerforeningens sekretariat

Rathsacksvej 7, 1862 Frederiksberg C

Tekster

Artikler og tekster sendes i word

eller adobe pdf/filer som vedhæftede

filer til hsd Dansklærerforeningen

e-mail: jsc@dansklf.dk


hsd - tidsskrift for litteratur, sprog, medier og undervisning

HSD

73

Engagement

HSD

75/76

Janicke Branth Hr. Paul – og dramaet ved årtusindeskiftet

Else Lund Sørensen Interview med Henrik Hansen, Knivskarpe Polaroider

Jørn Schmidt Champagneprisen til Naja Marie Aidt

Birgit Nielsen Engagement og modernitet

Neal Ashley Conrad Mellem cirkus og rendesten - om Lou Reed

Jørn Schmidt Vi ser på billeder - Thinking of You! Barbera Kruger!

Ellen Krogh Fagpædagogik i dansk . O Gud! I Køge!

Vibeke Blacksteen IT-forsøg

Helle Romme Hansen Fagets traditioner

Carsten Præst Digitaldansk

Lise Lotte Frederiksen Retorik

Thorkild Borup Jensen Glæden ved essays

Per Aage Brandt Om metaforen

Klaus Kjøller Hvad den irske ko kunne fortælle

Birthe Haarder Velkommen i cyberspace

Hanne Niemand IT til skriftlig danskeksamen

Stig Dalager Romanen og prosaen lever eksistentielt

Aage Jørgensen Valdemar Rørdam og Nobelprisen

Birgit Nielsen Ungdom & medier, nyt fra fagkonsulenterne

Birgit Nielsen Den vaklende skaben, Landskurset 2001

Danskfagets fremtid

HSD

79/80

Bo Tao Michaëlis Paranoid nostalgi.

Jan Sonnergaard Danskfagets fremtid

Jørn Schmidt Tid til dansk, dansk til tiden

Helle Romme Danskfagets nutid og fremtid i hhx

Steen Lassen Dansk – et oplæg

Finn Hauberg Mortensen Utopier om danskfagets litteraturundervisning

Ib Bondebjerg Mediefag i Gymnasiet

Fagkonsulenterne Bemærkninger til Fremtidens danskfag

Birgit Nielsen Danskfaget kalejdoskopisk fremtidsvue

Neal Ashley Conrad Hvad er poesi?

Martin Serup Måske har verden ikke noget med mig at gøre

Morten Søndergaard Vinci, senere

Mads Eslund Stærkt røde sokker ti slidte blå jeans

Lars-Emil W. Nielsen Uvejr

Lone Hørslev ”Ærgeligt, ærgeligt”

Maja Lucas Et lille ræsonnement om den prosa jeg skriver

Maja D.Gregersen Skrift er elskov, Samtale med Maja Lucas

Morten Søndergård Digteren & landskaberne

Neal Ashley Conrad Studier af skyer interview med Peter H. Olesen

Paardecooper Det umuliges mulighed og mainstream

John Thorup Ungdomsreklame som kulturel begivenhed

Preben Wilhjelm Public service tv og tv-dokumentarisme

Birgit Nielsen Samtidsskildringen, fra landskurset 2003

Stig Hjarvard: Når medierne ændrer sproget

Noemi Katzenelson: Den nye lærerrolle

Henning Goldbæk: Orientalisme

Champagneprisen til Steffen Brandt

Rejsen Medier

Rejsen

Medier

#79 / 80 - september 2005 - 26. årgang

Jørn Schmidt Rejsebilleder

Birgit Nielsen Den nye lærerrolle er mange roller Interview med Noemi Katzenelson

Gunilla Jansson Säg precis så mycket som behövs och ingenting mer!

Jørn Schmidt Bazar

Henning Goldbæk Om orientalismen og det stille andet

Palle Schantz Lauridsen Filmanalyse i danskundervisningen

Stig Hjarvard Når medierne ændrer sproget

Michael Valeur Kunsten at tage kunsten op til overvejelse

John Mortensen Bekendelse og talkshows

Erik Skjeveland CV om TV - En dansk Dante i den elektroniske skuggeheimen

Palle Guldbrandsen Gymnasiereform og rettearbejde

Neal Ashley Conrad Champagneprisen til Steffen Brandt

Birgit Nielsen Dansk nu

HSD

74

HSD

77/78

Sprog

Lyrik nu!

Løssalgspris: 50kr.

Kontakt: tlf. 3379 0010

E-mail: hal@dansklf.dk


02 Fra vor egen verden - Jørn Schmidt

03 Cross Over - Jørn Schmidt

04 Selskabelige medier - Stig Hjarvard

08 Dansk er stadig et meget vigtigt og godt fag - Birgit Nielsen

20 Den svære, svære lyrik - Annette Skovgaard og Lise Fuur Andersen

28 Ja til forfatterlistar - Erik Lidbaum

30 Hvordan formidle musikklyrikk i skolen? - Ida Holen

35 Breviar over begrebet crossover - Claus Carstensen

36 Fanget i Krydsilden - Simon Sheikh

42 Fem forfattere møder fem kritikere i LitteraturHaus - Benedikte F. Rostbøll

46 Kulinarisk reportage eller akademismer i maden - Jørn Schmidt

48 Krydsklip. Landskursus 2006 - Birgit Nielsen

61 Kursusoversigt

62 Foreningsoplysninger

More magazines by this user
Similar magazines