Et litteraturstudie om barfodsløb - Danske Fysioterapeuter

Nicolaj K. Hjelmroth Bacheloropgave UCL 2011 

Et litteraturstudie om barfodsløb 

Udarbejdet af: Nicolaj K Hjelmroth 

Intern vejleder: Hans Kromann Knudsen 

University Collage Lillebælt, juni 2011 

-Med fokus på belastningsskader.


Indhold 

1.0 INDLEDNING ..................................................................................................................................... 4 

1.1 PROBLEM BAGGRUND ............................................................................................................................ 4 

2.0 FORMÅL: .......................................................................................................................................... 6 

2.1PROBLEMFORMULERING: ........................................................................................................................ 6 

2.2 PROBLEMSTILLINGER.............................................................................................................................. 6 

3.0 METODE ........................................................................................................................................... 7 

3.1TEORI OG KILDEMATERIALE ...................................................................................................................... 9 

3.1.1 VALG AF METODE ......................................................................................................................................... 9 

3.1.2 VURDERING AF LITTERATUR .......................................................................................................................... 10 

3.2.1 SØGNING AF LITTERATUR ............................................................................................................................. 13 

3.2.2 SØGNINGEN OG SORTERING. ........................................................................................................................ 14 

3.2.3 ETISKE OVERVEJELSER.................................................................................................................................. 14 

4.0 LØB ................................................................................................................................................ 15 

4.1. ER MENNESKET DESIGNET TIL LØB? ......................................................................................................... 15 

4.1.1 LØB SET FRA ET BIOMEKANISK PERSPEKTIV....................................................................................................... 15 

4.1.2 REDSKABER TIL ANALYSE AF LØB .................................................................................................................... 16 

4.1.2 BASALE FYSISKE/MEKANISKE PRINCIPPER RELATERET TIL LØB ............................................................................... 16 

4.1.3 FRA GANG TIL LØB ...................................................................................................................................... 19 

4.2.1 LØBEBEVÆGELSEN ...................................................................................................................................... 19 

4.2.2PRONATION/SUPINATION ............................................................................................................................. 20 

4.2.3 HÆL ELLER TÅ. ........................................................................................................................................... 21 

4.2.4 SENSIBILITET. ............................................................................................................................................ 21 

4.3.0 OPSUMMERING: ........................................................................................................................................ 22 

5.0 LØBESKADER .................................................................................................................................. 23 

5.0.1 HVORNÅR ER DET EN SKADE? ....................................................................................................................... 23 

5.0.2 SKADESMEKANISMER OG HYPPIGHED ............................................................................................................. 23 

5.0.3 TYPISKE SKADER ......................................................................................................................................... 23 

5.1.0 SKADESÅRSAGER OG RISIKOFAKTORER. ........................................................................................................... 24


5.1.1 LØB I ET TRÆNINGS NEDBRYDNINGS- OG OPBYGNINGS PERSPEKTIV ...................................................................... 25 

5.1.2 TRÆTHED. ................................................................................................................................................ 26 

5.2.0 FÅR MAN FÆRRE SKADER AF AT LØBE UDEN SKO? ............................................................................................. 27 

5.3.0 OPSUMMERING ......................................................................................................................................... 28 

6.0 LØBESKO. ....................................................................................................................................... 29 

6.1.0 DEN NORMALE LØBESKO – DESIGN ................................................................................................................ 30 

SLIDFLADE..................................................................................................................................... 30 

SLIDFLADE..................................................................................................................................... 30 

6.2.0 LØBESKOENS IDEAL ..................................................................................................................................... 31 

6.3.0 KAN LØBESKOEN VIRKE SKADESFOREBYGGENDE? .............................................................................................. 32 

6.4.0 ET PARADIGMESKIFTE .................................................................................................................................. 33 

6.5.0 DEN MENTALE FAKTOR ................................................................................................................................ 34 

6.6.0 ANDRE SKO TIL LØB ..................................................................................................................................... 35 

6.7.0 OPSUMMERING ......................................................................................................................................... 36 

7.0 BARFODSLØB ................................................................................................................................. 37 

7.1.0 ARV OG MILJØ ........................................................................................................................................... 38 

7.1.1 BFL OG PLATFODHED. ................................................................................................................................. 39 

7.2.0 BFL’S INDFLYDELSE PÅ VO2 ......................................................................................................................... 39 

8.0 DISKUSSION: VARIATIONER OVER ET TEMA ELLER 2 FORSKELLIGE DISCIPLINER ................................ 41 

8.0.1FORDELE OG ULEMPER ................................................................................................................................. 41 

8.0.2 FORMIDLINGEN.......................................................................................................................................... 42 

8.1.0 FRA TEORI TIL PRAKSIS: IMPLEMENTERINGEN ................................................................................................... 43 

8.1.1 TRÆNINGSPROGRAM .................................................................................................................................. 44 

9.0 KONKLUSION .................................................................................................................................. 47 

LITTERATURLISTE. ................................................................................................................................ 48


1.0 Indledning 

Dette er et litteraturstudie om barfodsløb (BFL) , og om hvilke skadesmæssige konsekvenser det har hvorvidt 

man løber med eller uden sko. Inden for de senere år er der kommet stadig større fokus på BFL særligt efter 

at ny forskning har fundet grundlæggende forskelle mellem løb med moderne løbesko og BFL, forskelle der 

også har givet anledning til revurdering af den moderne løbeskos egenskaber. Det har ikke været muligt at 

finde studier der har undersøgt den direkte sammenhæng mellem barfodsløb og løbeskader. Nærværende 

opgave tager udgangspunkt i de grundlæggende biomekaniske forskelle der er fundet mellem BLF og løb 

med løbesko, samt den moderne løbeskos design, og i de skader der ofte opstår i forbindelse med løb. 

Formålet med nærværende opgave er at afdække og vurdere og tolke den nuværende viden om BFL. 

1.1 Problem baggrund 

Løbeskoen som vi kender den i dag, med den bløde sål og forhøjede stødabsorberende hæl, har kun eksisteret 

i godt 40 år (1). I den tid løbeskoen har været på markedet har den opnået en enorm udbredelse. I de senere 

år er der imidlertid blevet sået tvivl om hvorvidt al den polstrede velvære er godt for vores fødder, og om vi i 

virkeligheden gør os selv en bjørnetjeneste ved at pakke fødderne ind. Løb som rekreativ aktivitet ikke er 

meget ældre end løbeskoen selv, og udviklingen af motionsløb og udviklingen af løbeskoen er gået hånd i 

hånd og har på nærmest enestående vis understøttet hinanden. Problemet er at vi i dag ikke er klar over om 

de skader vi ser hos løbere er en konsekvens af udformningen af de sko der er blevet benyttet, eller om disse 

skader var sket alligevel. 

Antallet af danskere, der bruger løb som motionsform er i de senere år steget kraftigt. En ud af fire 

danskere over 16 år angiver at dyrke jogging/motionsløb regelmæssigt (2). At danskerne motionere 

er positivt, men mindre positivt er de mange skader som løberne pådrager sig (3)(4)(5). 

De skader der hyppigt forekommer hos løbere er såkaldte belastningsskader også kaldet overuse skader (6) 

og oftest i underekstremiteterne (3)(4)(5). Det drejer sig bl.a. om og patellofemoral smerte syndrom, tractus 

iliotibialis- tendinitis. Plantar fasciit, akillestendinitis, skader der sjældent er af direkte invaliderende 

karakter, men med potentiale til at blive alvorlige hvis de ignoreres( 6:11). Ved langvarige skadesforløb eller 

hvor det vurderes at kunne hjælpe, kan der anvendes kirurgi, injektioner med steorid hormon eller brug 

antiinflammations medicin (6:38). Motivationen for at komme til at løbe/træne igen samt udsigt til en hurtig


løsning, gør dog at nogen vælger at ty til nævnte metoder uden først at forsøge sig med konservative 

metoder. 

Spørgsmålet er om BFL kan være med til at løse problemerne med de mange skader. Fortalere for BFL 

mener at mange af de skader der ses hos løbere kunne afværges hvis blot folk smed skoene. Der savnes 

imidlertid videnskabelige undersøgelser som afklarer om det reelt forholder sig sådan. 

Til trods herfor er antallet af tilhængere af BFL stigende, og de løbere der er interesserede venter ikke på at 

høre resultatet af eventuelle fremtidige studier før de kaster sig ud i disciplinen. Fysioterapeuter vil i den 

kommende tid utvivlsomt blive kontaktet af løbere der ønsker at prøve kræfter med BFL, og derfor ønsker 

vejledning på områder. Det er derfor vigtigt at man gør sig overvejelser om hvorledes fysioterapeuter bedst 

muligt sikre løbere effektiv rådgivning om emnet, samt om hvordan man kan vurdere om en løber 

overhovedet bør løbe uden sko. 

Ideen om at styrke fødderne, frem for at skabe afhængighed af hjælpemidler er meget tiltalende set med 

fysioterapeutiske øjne, men at omsætte ideen til praksis med de kompleksiteter dette indebærer, er en 

vanskelig opgave. Netop fysioterapiens evne til at håndtere både fysiologi, anatomi, biomekanik og sociologi 

i en sundhedsmæssig kontekst gør det oplagt for faget at beskæftige sig med emnet.


2.0 Formål: 

Formålet med denne opgave er, at undersøge en hypotese om, at løb med bare fødder resultere i færre 

løbeskader, end løb med løbesko. 

2.1Problemformulering: 

Er der videnskabeligt belæg for at antage at løb med bare fødder giver færre løbeskader, end det ses ved løb 

med løbesko? 

2.2 Problemstillinger 

1. Hvilke skader optræder i forbindelse med løb? 

2. Hvilke forskelle er der i bevægemønster på løb med løbe sko, i forhold til løb uden løbesko? 

3. Hvilke belastninger udsættes kroppens underekstremiteter for under løb, henholdsvis med og uden 

sko?


3.0 Metode 

Barfodsløb og begrebet barfodsløb betragtet i forhold til løb med løbesko er et område som man først for 

alvor har fået fokus på indenfor de seneste 5-10 år. Dette betyder at det tilgængelige kildemateriale, som 

specifikt omhandler nærværende problemstilling, hvor det hele til og med ses i konteksten løbeskader, er 

begrænset. For at håndtere den udfordring som dette medfører, er der valgt følgende metode, som også 

fremgår af fig. 1. Som det fremgår af fig.1 er det muligt at nedbryde problemstillingen til at omhandle en 

række emner. Disse emner er hver især veldokumenterede hvilket forsøges udnyttet i den valgte metode. 

Med udgangspunkt i opdelingen (fig.1) gennemføres en teoretisk gennemgang hvor de enkelte emner belyses 

og analyseres. Baseret på afdækningen af de enkelte emner er det formålet at skabe en problemforståelse som 

kan anvendes til diskussion, og til udformning af konklusioner i relation til problemstillingen. Ulempen ved 

denne tilgang er selvfølgelig risikoen for at udelukke betydelige detaljer og sammenhænge, hvilket der 

således må tages forbehold for ved udformningen af de endelige konklusioner. 

Metoden går i sin enkelthed ud på at belyse emnet ved at kombinere den viden som findes om relevante 

parametre, suppleret og underbygget med grundlæggende viden om biodynamiske, anatomiske og 

fysiologiske forhold.


Figur 1. Procesdiagram over princip for data/kilde indsamling. 

(Bløde sorte pile symboliserer den personlige vurdering og kilde kritik).


3.1Teori og kildemateriale 

Et systematisk review stiller en række krav til metoden. Al tilgængelig viden inden for et bestemt område 

skal, gennem en systematisk litteratursøgning, indsamles og vurderes. Der skal foretages en 

kvalitetsvurdering, hvor svage studier evt. kan ekskluderes. Er der overensstemmelse mellem en række 

studier i forhold til population, intervention og effektmål, kan man med fordel foretage en meta-analyse. (7) 

Ved søgning af litteratur er en af udfordringerne at mængden af information er overordentlig omfattende. En 

måde at begrænse mængden på, er eksempelvis kun at medtage ”Randomized Controlled Trail” studier 

(RCT), der er ensbetydende med at det er vurderet som værende af højeste metodiske standart. 

The ”Hierarchy of evidence” frit oversat fra :”Systematic Reviews in the Social Sciences: A 

practical guide” (7:58). 

Systematiske forskningsoversigter (meta- analyser) over lodtrækningsforsøg (RCT) 

Lodtrækningsforsøg (RCT) 

Dataindsamlingsdesign, der eksplicit renser for andre mulige årsager 

Før- og eftermålinger 

Eftermålinger 

Case- rapport 

Ingen standardiserede målinger (herunder kvalitative studier) 

3.1.1 Valg af metode 

RCT studier er velegnede hvis man ønsker at undersøge effekten af en indsats/tiltag, men ønsker man viden 

om hvorfor indsatsen virker, er kvalitative data ofte mere relevante. Det aktuelle studie forsøger at beskrive 

sammenhænge mellem løbesko og løbeskader og BFL og løbeskader på en måde hvor både kvantitative og 

kvalitative studier har relevans. Som nævnt kan det være et problem at skulle sortere i data mængden i 

forbindelse med litteraturstudier. Da der findes relativt få relevante studier indenfor nævnte områder, hvoraf 

endnu færre af dem er RTC studier, består udfordringen i også at finde undersøgelser der indirekte har 

relevans, samt er af tilstrækkelig høj kvalitet. En meget snæver søgning med ganske få inklusions kriterier er 

derfor uegnet i nærværende opgave. 

Ved at finde litteratur der indeholder resultater, som kan vise sammenhænge, forskelle, ligheder kan man 

forsøge at udelukke eller opstille nye hypoteser og spørgsmål. Fremgangsmåden stiller andre krav til


studiedesignet end de litteraturstudier hvor selve udvælgelsesprocessen og kvalitetsvurderingen af artiklerne 

i store træk udgør hele indholdet af studiet. At nærværende opgave har et andet metodedesign end disse 

studier, er dog på ingen måde ensbetydende med at der ikke foregår en grundig udvælgelsesproces og 

kvalitetsvurdering af al litteraturen. 

3.1.2 Vurdering af litteratur 

Der er flere metoder til at vurdere kvaliteten af studier, og ”Cochrane Collaboration’s tool for assessing risk 

of bias” er, som navnet siger, et redskab til vurdering af studiers risiko for systematiske fejl (bias). Et RTC 

studie er karakteriseret ved at fordelingen af populationen i grupperne sker tilfældigt. Redskabet til 

vurderingen består i en række spørgsmål som kan besvares med enten ”ja”, ”nej” eller ”uklart”.”Ja” indikerer 

lav bias, ”nej” indikerer høj risiko for fejl, ”uklar” indikerer manglende data til vurdering. Ved at tildele 

studierne point efter antallet af ”jaer” er det muligt at foretage sammenligninger med andre studier i graden 

af risiko for bias (8:187ff). 

For at demonstrere hvorledes et sådan skema anvendes, gives følgende eksempel 

Injury reduction effectiveness of assigning running shoes based on plantar shape in Marine 

Corps Basic Training 

Joseph J. Knapik et. al. 2010 USA. The American Journal of sports Medicine, vol. 38, no 9. 

Background: Shoe manufacturers market motion control, stability, and cushioned shoes for plantar shapes defined as low, 

normal, and high, respectively. This assignment procedure is presumed to reduce injuries by compensating for differences in 

running mechanics. 

Hypothesis: Assigning running shoes based on plantar shape will not reduce injury risk in Marine Corps basic training. 

Methods: After foot examinations, Marine Corps recruits in an experimental group (E: 408 men, 314 women) were provided 

motion control, stability, or cushioned shoes for plantar shapes indicative of low, medium, or high arches, respectively. A control 

group (C: 432 men, 257 women) received a stability shoe regardless of plantar shape. Injuries during the 12 weeks of training were 

determined from outpatient visits obtained from the Defense Medical Surveillance System. Other known injury risk factors (eg, 

fitness, smoking, prior physical activity) were obtained from a questionnaire, existing databases, or the training units. 

Conclusion: This prospective study demonstrated that assigning shoes based on the shape of the plantar foot surface had little 

influence on injuries even after considering other injury risk factors.


Risk of bias 

Entry Judgment Description 

Adequate sequence generation? Yes Study Design: Randomized controlled clinical 

trial; Level of evidence, 1. 

Allocation concealment? Yes Following all foot measurements, participating 

recruits 

were randomized into 1 of 2 groups using an assignment 

order that was randomly generated by a statistical software 

Blinding of participants and personnel? No not possible 

Incomplete outcome data addressed? Yes The final cohort consisted of 

program 

840 men and 571 women. The initial volunteers and loss of 

participants by group is shown in Figure 1. 

Among the men, 15.3% in the C group and 11.5% in the 

E group withdrew from training (P 5 .11). Among the 

women, 12.1% of the C group and 11.5% of the E group 

withdrew from training (P 5 .83). 

Free of Selective reporting? Yes/no available in the online version of this article 

Free of other bias? Yes 

at http://ajs.sagepub.com/supplemental/) 

Alle medtagede studier kvalitetsvurderes, men ud fra flere kriterier end blot risikoen for 

systematiske fejl. Blot fordi et studie ikke er et RTC studie og at det ikke opfylder rækken af 

kriterier som er opstillet i Cochranes redskab, betyder ikke at studiet er uden værdi, man skal blot 

være opmærksom på under hvilke omstændigheder resultaterne er produceret og hvad man ønsker 

at undersøge. Lægges fokus udelukkende på kvantitative studier og evidenshierarkiet vil man 

udelukke studier der eksempelvis har fokus på kvaliteten, man kan derfor argumentere for at man i 

stedet for bør arbejde med en evidenstypologi (7:59), hvor studiets evidens vurderes i forhold til 

studiets formål. Petticrew M, og Roberts H (2006) som står bag udgivelsen ”Systematic Reviews in 

the Social Sciences: A practical guide” påpeger også, at der kan være en risiko for, at relevant viden 

bliver afvist og frasorteret, hvis man er for skrap med inklusionskravene og kun inkluderer studier, 

som lever op til de krav som eks. Cochrane fremsætter. ”If reviewers were only interested in perfect 

studies they would have nothing to review”(7:131).


Et af de studier der refereres til i nærværende opgave vurderes ud fra Cochranes kriterier til at have høj risiko 

for bias og burde udfra denne betragtning ikke medtages, samme studie er imidlertid blevet trykt i tidsskriftet 

Nature. 

At en artikel er blevet trykt i et anerkendt tidsskriftet som Nature betyder at det har været gennem en 

udvælgelses proces, en såkaldt peer-review. Denne proces går ud på at anonyme specialister indenfor 

området bedømmer vigtigheden studiet, men før det overhovedet når hertil, har det allerede været igennem to 

eller flere bedømmelser. Blot fordi et studie er trykt i Nature er det ikke ensbetydende med at man tage alt 

for gode varer, men det fortæller alligevel noget om kvaliteten af arbejdet. To artikler der er medtaget i 

nærværende opgave er blevet trykt i Nature. 

Hvem der har udgivet artiklen er blot en ud af mange faktorer der fortæller noget om artiklens kvalitet, andre 

overvejelser der hver gang er blevet gjort i forbindelse med vurderingen af de medtagede videnskabelige 

artikler i nærværende opgave er opstillet på tjeklisten nedenfor. 

1. Hvad er forskningsarbejdets formålet / problemformulering? 

2. Hvordan begrundes artiklens relevans? 

3. Har den relevans for nærværende opgave? 

4. Hvem står bag artiklen? 

5. Hvem har udgivet den? 

6. Hvornår er den udgivet? 

7. Har forfatteren udgivet noget før eller siden? 

8. Hvilke videnskabsteoretiske forudsætninger bygger artiklen på? 

9. Hvilke kilder henvises til? 

10. Hvilket design er anvendt? 

11. Hvilket omfang har studiet (tid, antal, osv)? 

12. Hvordan er data blevet indsamlet, og hvordan er kilderne blevet udvalgt? 

13. Er de etiske overvejelser beskrevet? 

14. Hvad består data af? 

15. Hvorledes anvendes data i forbindelse med analyse og konklusion? 

16. Er der overensstemmelse mellem data og analysen og konklusionen? 

17. Hvad er konklusionen? 

18. Hvad er det overordnede indtryk af arbejdet? 

Når der i nærværende opgave bliver refereret til de enkelte artikler, vil det i teksten fremgå hvilke styrker 

eller svagheder der eventuelt måtte være forbundet med disse. Der vil ikke blive forsøgt sammenligning af 

usammenlignelige studier og de enkelte studier vil ej heller blive tildelt point.


3.2.1 Søgning af litteratur 

Artiklerne er fundet gennem søgning på en række videnskabelige artikeldatabaser som blev anbefalet af 

forskningsbibliotekar Majbritt Ursula Johansen ved Syddansk Universitetsbibliotek. Databaserne det drejer 

sig om er: SPORTS Discus, Pubmed, SCINCE Direct, Cochrane. Udvælgelsen af søgeord er foregået efter en 

iterativ søgning på forskellige videnskabelige artikeldatabaser for at få et overblik over hvilke ord der ofte 

var knyttet til emnet. Søgeordene opdeltes i kategorierne målgrupper og interventioner for her efter at blive 

anvendt systematisk på de nævnte søgemaskiner. De udvalgte søgeord blev anvendt i kombinationer med 

bindeordene OR og AND. Med hensyn til limits/begrænsninger for søgningerne blev der kun søgt på artikler 

skrevet på dansk, engelsk, tysk, svensk og norsk, desuden blev kun humanstudier inddraget. Nogle artikler er 

fundet ved at søge på forfatterens navn eller titlen på studiet, efter henvisning fra andre artikler eller omtale i 

sekundær litteratur. Ved at anvende henvisningerne er der også sandsynlighed for at finde studier af ældre 

dato som måske ikke findes på søgedatabaser, eller som i første omgang var blevet frasorteret fordi de 

umiddelbar var uden relevans. 

Grundet karakteren af nærværende opgave er der foretaget litteratursøgninger med forskellige målgrupper 

dvs. en søgning for løb med løbesko, og en for BFL. 

Søgematrix: 

Målgruppe Intervention 

Barefoot running Overuse injury 

Injury prevention 

Kinetics 

Biomecanics 

Målgruppe Intervention 

Running shoe Injury prevention 

Kinetics 

Biomecanics


3.2.2 Søgningen og sortering. 

Som nævnt var det et bevidst valg at foretage brede søgninger for ikke at miste studier der kunne være af 

relevans, men som ville blive frasorteret hvis eksempelvis kun RCT studier blev medtaget. Studierne der i 

sidste ende blev udvalgt til nærværende opgave, blev fundet ved følgende proces: 1. At skimme 

overskrifterne på alle de studier der kom op på søgningerne. 2. Studier der var af umiddelbar interesse blev 

markeret.3. Abstracts på de markerede studier blev skimmet og de relevante blev markeret. 4. De nu 

udvalgte studier blev herefter hentet i fuldt format og skimmet. 5. De studier der var af god kvalitet og af 

relevans blev herefter nærlæst. 6. Studierne der blev vurderet som havende relevans, blev inddraget i 

opgaven. 

3.2.3 Etiske overvejelser. 

I forbindelse med vurdering af litteraturen i dette studie, vurderes også forsøgsdeltagernes forhold. 

Personerne i de enkelte forsøg skal behandles ens, der skal være informeret samtykke og desuden skal 

personerne være anonymiseret. Personfølsomme data skal opbevares sikkert og studierne skal godkendes af 

videnskabsetiske komitesystemer og følge loven om biomedicinske forskningsprojekter. Referencer til alle 

kildehenvisninger samt korrekt citering er helt afgørende for opgavens troværdighed og berettigelse som 

videnskabeligt litteraturstudie. For at give er nuanceret billede af emnet skal alle data behandles kritisk og 

objektivt, og det er vigtigt at resultater som støtter og modbeviser en påstand om muligt vægtes ligeligt.


4.0 LØB 

Har man nogensinde betragtet en flok motionsløbere, vil man hurtigt forstå, at løbestil er noget meget 

individuelt. I visse tilfælde kan man nærmest komme i tvivl om, at det er løb, der udfolder sig foran en. Det 

der er afgørende for hvorvidt, bevægelsen kan betegnes som værende løb, er, at der til forskel fra gang, som 

indeholder en dobbelt standfase, optræder en svævefase, hvor ingen af fødderne har kontakt med 

understøttelsesfladen. (9: 346) 

4.1. Er mennesket designet til løb? 

Med de mange skader der ses hos løbere (se kapitel om skader)kan man stille sig spørgsmålet om den 

menneskelige krop overhovedet er bygget til løb? De to evolutionsforskere Dennis E. Bramble og Daniel E. 

Lieberman (10) har behandlet emnet. De to forskere har set på menneskets i et adaptationsmæssigt 

perspektiv, men også sammenlignet den menneskelige ydeevne i forhold til primater samt dyr, der betragtes 

som værende gode løbere så som heste og hunde. De fremfører, at den menneskelige krop har sine klare 

begrænsninger mht. maksimal løbe hastighed. Til gengæld er mennesket særdeles udholdende og i stand til at 

holde en høj gennemsnitsfart over lange distancer. Viden om den kardiovaskulære og biomekaniske 

adaptation, og studier der sammenligner nutidens mennesker/løbere med menneskets forfædre, tyder på, at 

mennesket igennem de sidste 2 millioner år har udviklet egenskaber, der er hensigtsmæssige i forhold til løb. 

At mennesket lader til grundlæggende at have egenskaber, der disponere dem til at være gode løbere, er ikke 

ensbetydende med at alle mennesker er lige velegnede til at løbe. Arv, men også miljø spiller en væsentlig 

rolle. Overvægtige dyr er en sjældenhed i naturen men er til gengæld ikke et særsyn blandt husdyr, og et 

tydeligt resultat af en miljøpåvirkning. Et andet eksempel er papegøjen i buret. Den besidder som sine 

artsfæller i det fri som udgangspunkt egenskaberne til at kunne flyve, men mangler både øvelse og styrke for, 

at det kan lade sig gøre. På samme måde kan mennesket hurtigt modarbejde et ellers godt udgangspunkt. 

4.1.1 Løb set fra et biomekanisk perspektiv. 

Det kan gøre det vanskeligt at diskutere emnet løb, hvis der udover svævefasen, ikke er yderligere 

retningslinjer for hvornår man afgør, om en bevægelse kan defineres som værende løb. Målet med det 

følgende er derfor, at skitsere grundlæggende karakteristika, der kan give denne nødvendige baggrund for 

forståelsen at emnet. Følgende er altså ikke, et forsøg på at komme med en komplet redegørelser for alle 

biomekaniske forhold under løb. Gennemgangen er desuden afgrænset til forhold der vedrører mellem - og 

langdistance løb og ikke sprint.


4.1.2 Redskaber til analyse af løb 

Før vi ser på selve bevægelsen er det væsentligt at kende til nogle af de målemetoder der anvendes ved 

analyse af bevægelser, da meget af omtalte data er fremkommet ved brug af disse. 

Elektromyografi (emg) (9:338) 

En metode hvormed man kan undersøge muskelaktivitet. Ved at placere elektroder på huden over 

superficielle muskler kan man måle interferenssignaler bestående af aktionspotentialer fra et større antal 

muskelfibre. Ved at bearbejde måledata, er det muligt at opnå en kurve, der er tilnærmet proportional med 

muskelens aktiveringsgrad. Det er ikke uden videre muligt at sammenligne emg-amplituder fra muskel til 

muskel, ej heller fra person til person. 

Cinematogtafi (9:338) 

En metode som anvender video og film til analyse af bevægelse. Placering af markører ud for ledakser gør 

det muligt at opmåle og efterfølgende beregne hastigheder og accelerationer, når tiden mellem billederne 

kendes. Ved grafisk bearbejdelse i en computer, er det muligt at forbinde de opmålte punkter, hvorved der 

fremkommer et illustrativt stickdiagram. 

Kraftmoment (9:338) 

Kraftmoment er et udtryk for det samlede moment fremkaldt af alle aktive muskler omkring et led. Det er en 

metode, der er meget anvendt til analyse af gang og løb, da målingen foregår ved hjælp af kraftplatforme, der 

måler underlagets reaktionskræfter. 

4.1.2 Basale fysiske/mekaniske principper relateret til løb 

Med det formål at give læseren bedre forståelse af de mekanismer der vil blive henvist til i de følgende 

afsnit, følger her en kort redegørelse for nogle basale principper inden for fysik og mekanik. 

Kræfter der påvirker løberen. 

Biomekanik kan opdeles i kinetik, defineret som: ”Læren om legemernes gensidige virkning på 

hinanden”(11) og kinematik: ”Læren om bevægelse uden hensyntagen til bevægelsens årsag”(11). 

Kinetikken 

Her på jorden er vi som bekendt påvirket af tyngdekraft (g )men også Hastighed (v) og friktion (N) har 

betydning hvis man ønsker at analysere bevægelse. Sir Isaac Newton har formuleret følgende 3 love der er 

gode at have i baghovedet når man skal betragte løb omsat til kræfter.


Newtons love (12:83): 

1. "Et legeme som ikke er påvirket af en kraft, eller af kræfter der ophæver hinandens virkning, vil 

enten være i hvile eller foretage en jævn retlinet bevægelse." 

2. "Et legeme med massen m, der påvirkes af en resulterende kraft F, vil have en acceleration a, som 

opfylder: F = m * a." 

3. (Lov om aktion og reaktion): "Et legeme a der påvirker et legeme b med en kraft, vil blive påvirket 

med en lige stor modsat rettet kraft." 

Mange af de studier, der undersøger belastningerne ved løb, refererer ofte til kurver, der repræsenterer 

størrelsen af de kræfter, løberen påvirker angrebspunktet i underlaget med, den såkaldte Ground Reaction 

Force (GRF). Ved at sammenholde kurver af kraft pr. tid, kan man vurdere, om der sker ændringer som 

funktion af f.eks. hvilke sko der benyttes. I den forbindelse er det væsentligt at se på, hvor belastningen er 

størst (Peak Force), men nok så væsentligt er hastigheden, hvormed belastningen opstår fordi den har 

betydning for kraftpåvirkningen. Kollisionskraft (Impact Force) er betegnelsen for den kraftpåvirkning, der 

opstår indenfor en kort tidsperiode (50 ms), når to objekter kolliderer (13) . 

Alle kræfter, der medvirker til deformation, vil medvirke til at give energitab. Kun den del af kraften, der 

giver anledning til elastisk deformation, giver mulighed for genvinding af energien. Dette har stor betydning 

når man ser på effektiviteten /økonomien af en bevægelse, men det er også af betydning i hvilken form, og 

hvor den tabte energi forsvinder hen. 

Det har vist sig afgørende for kroppens og underlagets gensidige påvirkning, om standfasen under løb 

indledes med hæl isæt (HL), midtfods isæt (ML) eller med isæt af forfoden (FL). (Liebermann et. al. 

2010)(14) har undersøgt disse forskelle, ved brug af kraftplatforme. For forenklingens skyld vil der i den 

følgende gennemgang, kun bliv henvist til enten HL eller FL, velvidende at mange løbere også lander med 

midfoden først, eller forfod/midfod, eller hæl/midfod.


Hællanding (HL) 

Ved Hællanding stoppes fod og underben brat ved kontakt med underlaget, mens resten af kroppen fortsætter 

med at falde dvs. fra knæet og op. Denne form for brat sammenstød medfører en direkte kraftigpåvirkning i 

kontakten med underlaget, svarende til 1½ til 3 gange løberens kropsvægt afhængig af hastigheden. (13) 

Forfodslanding (FL) 

Figur 2. Hællanding.(14) 

Ved forfodslanding stoppes forfoden brat, mens hæl og underben fortsætter med at falde, hvilket resulterer i 

en langsommere og mere gradvis overførsel af reaktionskraft fra underlaget, og en meget mindre 

kollisionskraft. (13) 

Figur 3. Forfodslanding.(14) 

Fig. 2 og fig.3 udtrykker ovenstående to forhold grafisk, hvor det tydeligt fremgår at hællanding er 

ensbetydende med en kort og intensiv kraftpåvirkning, mens forfodslanding er forbundet med mindre intens 

kraftpåvirkning over længere tid. Det skal understreges, at det er kraftpåvirkningen pr. tid, der variere og 

ikke den totale kraftpåvirkning som teoretisk set er den samme, uanset hvordan man lander.


Kollisionskraften som er afgrænset til den samlede kraftpåvirkning indenfor de første 50 ms. kontakt, kan 

derimod variere som funktion af landingsmønster. 

(Lieberman et al. 2010) fandt, at barfodede løbere der forfodslander, på selv hårde flader som f.eks. metal, 

skaber en 7 gange lavere kollisionskraft, end løbere med løbesko der løber på samme overflade, men med 

hællanding. Som et billede på forskellen mellem hællanding og forfodslanding kan man sammenligne 

landingssituationen med situationen hvor en stang tabes fra en højde. Hællanding sammenlignes med en 

stang, der tabes vertikalt ned mod underlaget, mens forfodslanding svarer til en stang, der tabes i en vinkel 

med underlaget. Stangen der lander med en vinkel til underlaget vil fortsætte med at falde, mens stangen, der 

falder lige ned på enden, vil hamre ned i underlaget og dermed resultater i en kortvarig kraftpåvirkning af høj 

intensitet og dermed høj kollisionskraft (14). Netop kollisionskraften menes at have en nær kobling til mange 

skader.(6:83) (15) 

4.1.3 Fra gang til løb 

Løb gør det muligt at tilbagelægge en given distance hurtigere end ved normal gang, men det koster til 

gengæld mere energi. Grænsen for hvornår, det for de fleste mennesker rent energiforbrugsmæssigt, ikke 

længere kan svare sig at gå, er fundet til at ligge ved en hastighed af omkring 7 til 8 km/t. Overstiges denne 

hastighed vil de fleste helt naturligt slå over i løb.(9: 342) (10) Under løb skabes bedre betingelser for 

udnyttelse af de collagenholdige sener og ligamenters evne til at lagre og afgive potentiel energi (16:123). 

Undersøgelser antyder, at der er en sammenhæng mellem energiforbrug og valg af bevægelsesstrategi 

(9:342). Når man analyserer bevægelser, bør man derfor være opmærksom på hvilket formål der har ligget til 

grund for udviklingen/adaptationen af et bestemt bevægemønster. Et formål kan være at spare på kræfterne 

(optimering) hvor et andet kan være resultatet af begrænsede kræfter til rådighed (restriktion) 

4.2.1 Løbebevægelsen 

Fra i det foregående afsnit at have forholdt os til de kinetiske forhold i relation til løbebevægelsen, inddrages 

i dette afsnit øvrige biomekaniske forhold i beskrivelse af løbebevægelsen. 

Løb med hællanding har visse fællestræk med gang, men hvor det ved gang er i hælisættet, den største 

hastighed opnås, er det ved løb, ved selve afsætsøjeblikket (lige før foden slipper underlaget) denne opnås 

(9:342). Under gang bremses det fremsvingende ben imidlertid helt før det sættes i jorden, mens det ved løb 

bland andet på grund af svævefasen rammer underlaget med både vægt og hastighed. 

Standfasen hvor foden har kontakt med underlaget kan opdeles i støddæmpningsfasen, kontaktfasen og i 

afsættet. Støddæmpningen sker ved excentrisk muskelkontraktion tre steder i standbenet: 1) I hofteleddet ved


adduktion styret af abduktorerne , 2) I knælettet ved mm. quadriceps og 3) I ankelleddet ved et rul frem på 

hælen, mens m. tibialis anterior sænker forfoden. Sker der en undertrykkelse af én af disse 

støddæmpningsfunktioner, søges det kompenseret af de to andre. Højhælede sko nedsætter f.eks. fodens 

støddæmpende egenskaber, og kompenseres der ikke igennem øget bækkenkipning, opstår den mindre 

elegante øgede knæbøjning i standfasen samt lettere foroverbøjet holdning af overkroppen. 

Emg-målinger af m. soleus under gang , viser at musklen de første ca. 80 ms efter hælisæt arbejder 

koncentrisk, og således cokontraherer med m. tibialis anterior for at stabilisere ankelleddet i selve 

nedslagsfasen.(9:344)Skulle samme forhold gøre sig gældende i forbindelse med løbebevægelsen og med løb 

med hælisæt, kan det være ensbetydende med en dårligere udnyttelse af muskulaturen i benet i forhold til, 

hvis landing sker på forfoden. Det kan ydermere betyde at m. soleus skal kunne modstå den meget store 

belastning der opstår under løb, hvis ikke den får hjælp til at stabilisere foden fra f.eks. en løbesko. 

Inddragelse af problemstillinger angående stabilisering af ankelleddet leder automatisk ind på emnet 

pronationsbevægelse som efterfølgende vil blive behandlet. 

4.2.2Pronation/supination 

Betegnelserne pronation og supination anvendes bl.a. til at beskrive bevægelser med foden og optræder 

meget hyppigt, når det drejer sig om emnet løb. Derfor er her en definition for at undgå evt. tvivl eller 

misforståelse, når der efterfølgende refereres til betegnelserne i opgaven. 

I articulatio talocruralis /ankelleddet kan bevægelserne plantarfleksion og dorsifleksion udføres, og i 

subtalarleddet /nedre ankelled kan inversion- eversion bevægelserne udføres. Kombineres de to bevægelser 

i henholdsvis inversion/dorsifleksion og eversion/plantarfleksion fås supination og pronation (9: 306). 

Pronationsbevægelsen optræder både ved forfodslanding og hællanding, men bevægelsen foregår blot 

modsat; altså fra henholdsvis forfod til hæl og fra hæl til tå (14). 

Pronations bevægelsen er en del af fodens naturlige bevægelsesmønster og en vigtig støddæmper. Bliver 

pronationsbevægelsen imidlertid meget udtalt, som det ses ved tilstanden pes valgus som kan være både 

medfødt eller pådraget platfod (17), menes bl.a. at kunne være medvirkende årsag til flere former for 

belastningsskader (18)(19:219)(20)(4) (21). Fortsætter pronationsbevægelsen igennem standfasen helt indtil 

afsæt, er det fundet at være særligt problematisk, idet dette kan resultere i øget medial rotation af tibia. 

Denne rotation resulterer i en uhensigtsmæssig belastning af sener knogler og muskler (22) (6:86). Der 

findes dog flere andre studier der ikke har kunnet påvise en sammenhæng mellem øget pronation og øget 

risiko for skader (23) (4) (24).


4.2.3 Hæl eller tå. 

Det har som nævnt vist sig af afgørende betydning, hvorledes standfasen indledes. For at undersøge hvordan 

løbere oftest sætter fødderne i underlaget, blev der foretaget en undersøgelse af 283 eliteløbere, som deltog i 

et halvmaraton. I denne undersøgelse, som foregik ved at filme løberne på en flad strækning ved 15 km 

markeringen, fandt man, at 74,9 % af løberne landede med HL, 23,7 % ved ML og 1,4 % med FL (25). Dette 

studie antyder altså, at langdistanceløbere på eliteniveau har en tendens til overvejende at lande med HL. 

Man skal dog være opmærk som på, at de 74,9 % ikke er et udtryk for løb generelt, men at der er tale om 

eliteløbere på en anselig distance og nok så væsentligt havde alle deltagere løbesko på. Det skal bemærkes, at 

der ved gennemgang af de endelige løbsresultater, fandtes en relativt højere repræsentation af ML, i forhold 

til HL, blandt de 50 bedst placerede løbere. 

4.2.4 Sensibilitet. 

Afledt af forrige afsnit kan man stille følgende spørgsmål: Hvorfor lander næsten 75 % af løberne i studiet af 

eliteløbere med hælen først, når det lader til både at være mere belastende og muligvis også mindre 

energiøkonomisk? Svaret på spørgsmålet finder vi måske ved at se på sensibiliteten i fødderne. 

Planta er den tykke sål af bløddele, som fodens skelet træder ned i og bliver beskyttet af (9:298). Planta er 

med sine områder med tyk slidstærk hud og tværstillede dermatoglyfiske relief skabt til nærkontakt til 

diverse underlag. Huden er meget følsom overfor tryk og berøring, hvilket den påfaldende store 

repræsentation af n.plantaris medialis og lateralis i hjernebarken også antyder (9:298). 

Foden er altså sensorisk meget højt udviklet, hvilket tyder på vigtigheden af de sanseindtryk, som den skal 

modtage. Når mennesket så vælger at tage sko på opstår der en form for pseudo neuropati, og 

bevægemønstret adapteres til disse forhold, hvilket muligvis kan være noget af begrundelsen for, at 74,9 % 

af løberne i (Hasegawa et al. 2007). studiet lander med hælen først. 

En række studier har fundet, at skoen er med til at nedsætte sportsudøverens perception i fødderne, og derved 

nedsætte kontrollen (26)(27). Naturlig perception af underlag bevirker derimod at der sker en større variation 

i hvilke sener og ligament, der belastes og samtidig øges antallet af motor units, der bliver aktiveret, hvilket 

resulterer i en spredning af belastningen udover foden. At foden adapterer til underlaget kan gøre, at løberen 

ikke risikerer at undervurdere belastningen, som det ses ved løb med bløde såler (28) (29).


4.3.0 Opsummering: 

Mennesket lader til grundlæggende at have egenskaber, der disponere dem til gode løbere. 

Det er afgørende om standfasen under løb indledes med hælisæt (HL), midtfodsisæt (ML) eller med isæt 

af forfoden (FL) for kroppens og underlagets gensidige påvirkning. 

Ved hællanding stoppes fod brat hvilket medfører en direkte kraftigpåvirkning i kontakten med 

underlaget, hvorimod landing på forfoden resulterer i en langsommere og mere gradvis overførsel af 

reaktionskraft fra underlaget, og en meget mindre kollisionskraft. 

Pronationsbevægelsen er en del af fodens naturlige bevægelsesmønster og en vigtig støddæmper, og den 

optræder både ved forfodslanding og hællanding, bevægelsen foregår blot modsat. 

Man har fundet at ca. 75% af eliteløberne der deltog i en halvmaraton landede med hællanding ved 15 

km markeringen. Dette fund kunne betyde at også mindre trænede mennesker som f.eks. motionsløbere 

også lander med hælen først. 

Foden er sensorisk meget højt udviklet, hvilket tyder på vigtigheden af de sanseindtryk, som den skal 

modtage. Når mennesket har sko på fødderne forringes muligheden for at mærke underlaget, dette 

betyder at tilpasningen af koppens bevægemønster til underlagets beskaffenhed bliver foretaget på 

baggrund af skoens indre miljø .


5.0 Løbeskader 

Dette afsnit skal give et indtryk af hvilke skader, der opstår ved løb og hvilke mekanismer, der menes at 

udløse disse skader. Formålet er at give et bedre grundlag for at kunne vurdere om BFL evt. kan være mindre 

skadeligt end løb med løbesko, eller måske endog have en præventiv virkning på løbeskader. Først ønskes at 

præcisere, hvilke skader der i nærværende opgave opfattes som løbeskader. De skader der bliver nævnt, er 

valgt ud fra kriteriet, at de er opstået som resultat af løb specifikt. Dette betyder at skader opstået i 

forbindelse med idrætsgrene hvori løb indgår som f.eks. boldspil, ikke er medtaget. 

Idrætsskader kan opdeles i akutte skader og belastningsskader også kaldet ”overuse” skader. Akutte skader 

er pludselig opståede skader, som har en klart defineret årsag eller starttidspunkt, mens overuse skader opstår 

gradvist som resultat af overbelastning over længere tid (6:7). Oftest tilhører løbeskader førstnævnte 

kategori, men ignoreres eller overses belastningsskader, kan det resultere i en akut skade (6:11). 

5.0.1 Hvornår er det en skade? 

Der optræder flere forskellige definitioner på løbeskader afhængig af hvilke studier man kigger på. En 

definition på løbeskader, der anvendes i flere artikler er: ”En muskelletal skade opstået ved løb, og som er 

begrænsende i forhold til udførelsen af løb, løbehastighed, løbetid, løbedistance eller træningsfrekvens ”(Frit 

oversat) (23). Et andet eksempel på en definition er: ”Hvis løberen har smerter eller symptomer under eller 

lige efter løb, eller at der optræder smerter ved påbegyndelse af træningen, samt hvis løberen mener at 

skaden er relateret til løb, hvis skaden er af en karakter der stopper personen fra at løbe, eller begrænse 

omfanget, samt hvis personen grundet skaden benytter sig af lægehjælp eller lignende” (Frit oversat fra 

Taunton 2002) (5). I nogle tilfælde vælger studiet også at bedømme skadens alvor baseret på hvor meget 

effektiv træningstid løberen mister pga. skaden (23). 

5.0.2 Skadesmekanismer og hyppighed 

Når man begynder at kategorisere og vurdere skaderne enkeltvis bliver analysen af skader meget kompelks. 

Dette har naturligvis besværliggjort forskning på området. Der findes dog eksempler på flere undersøgelser, 

hvor man har forsøgt at kortlægge omfanget af løbeskader. Resultaterne viser meget varierende incidensrater, 

men tendensen peger dog på, at løbere har en relativ høj skadesfrekvens sammenholdt med, hvor umiddelbart 

fredelig en aktivitet løb synes at være. 

5.0.3 Typiske skader 

I et hollandsk review fra 2007 hvor man så på 172 relevante løbestudier, bekræfter den store variation og 

kompleksitet i kortlægningen af løbeskader. Udfra de 172 relevante løbestudier fandt man registrerede årlige 

incidensrater i forbindelse med langdistanceløb, på mellem 19,4% og 92,4% (3). Da man så på hvor skaderne 

manifesterede sig, fandt man også en stor variation, det var dog muligt, at få et nogenlunde billede af


fordelingen. Skader relateret til knæ, var hyppigst forekommende, med en repræsentation på mellem 7 % - 

50 % af det samlede antal. Efterfølgende kom underbenet (9,0 % - 32,2 %), foden (5,7 % - 39,3 %) og det 

øvre ben (3,4 % - 38,1 %) (3). Når det gælder risikoen, eller nærmere bestemt hvor disponeret en person er 

for at pådrage sig skader, har (Taunton et al.2002) foretaget et studie.(Taunton et al.2002) tog udgangspunkt 

i patientoplysninger fra en 2-årig periode (1998-2000) målet var på den baggrund ate estimere risikoen for 

skader. Oplysningerne stammede fra Center of Sports Medicin University of British Columbia. Data fra 2002 

patienter med løberelaterede skader dannede grundlaget for analysen, hvor der blev undersøgt sammenhænge 

mellem specifikke skader og personens: højde, vægt, BMI, alder, tidligere aktivitets niveau, ugentlige 

aktivitetsniveau, tidligere skader samt løberens niveau. Nedenfor er vist en liste over de 10 hyppigst 

forekommende skader i (Taunton et al.2002) undersøgelsen, en liste der stemmer fint overens med hvad der 

ofte refereres til i litteraturen, når der henvises til typiske løbeskader. 

1. Patellofemoral smerte syndrom.(PFPS) 

2. Tractus iliotibialis-tendinitis,(ITBFS) 

3. Plantar fasciit, 

4. Menisk skader 

5. Tibial stress syndrom (skinnebens betændelse) 

6. Patellar tendinitis. 

7. Akillestendinitis, 

8. Gluteus medius skader 

9. Tibial stressfraktur 

10. Skader på rygraden. 

5.1.0 Skadesårsager og risikofaktorer. 

Vi har altså en ide om, hvilke skader der hyppigst optræder hos løbere, men hvorfor de opstår, og hvorfor det 

lige præcis er disse skader, der udløses, er der stadig meget usikkerhed omkring. I Taunton’s (3) 

undersøgelse forsøgte man at afgøre i hvilken grad anatomiske forskelle havde indflydelse på udviklingen af 

skader. Bl.a. fandt man at nogle skader varierede signifikant med løbernes køn. Alderen var en anden faktor, 

der så ud til at have betydning for risikoen for bestemte skader, bl.a. blev der rapporteret langt flere tilfælde 

af PFPS, ITBFS hos gruppen under 34 år, mens det var mænd med en gennemsnits alder på 43,2 år, der 

oftest havde problemer med menisk skader. Kvinder som havde trænet i mindre end 8,5 år, og som havde et 

BMI tal på under 21 kg/m2 tegnede sig for signifikant flere tilfælde af tibialt stressfraktur. Disse fund 

stemmer godt overens med, hvad vi ved om den indflydelse kvinders hormonbalance har på opbygning og af


kalcificering af knoglevævet, samt hvor stor betydning styrketræning og vægtbærende aktivitet har på 

knogledenciteten (9:33). At det netop er afgørende, hvilket udgangspunkt løberen har, stemmer godt overens 

med resultater fra flere studier, der har undersøgt sammenhængen mellem GRF og stressfraktur. Disse 

studier fandt ingen sammenhæng mellem øget risiko for tibial stressfraktur og størrelsen af GRF.(30) 

Taunton et.al. tilskriver også osteoporose en del af skylden for mange tilfælde af tibial frakture, men angiver 

manglende muskelmasse, og den derved manglende evne til at kompensere for belastningerne, samt nedsat 

elastisitet af det collagene væv grundet lavt østrogenniveau, som udslagsgivende. 

(Tauntons et al. 2002) studie viser altså, at der tilsyneladende er nogle grupper, der er mere udsatte for at få 

bestemte skader end andre. En svaghed ved studiet er imidlertid, at man ikke har haft en kontrolgruppe i 

form af skadesfrie løbere at holde resultaterne op imod. Et andet forhold som er uheldigt og kan påvirke 

validiteten af resultaterne er at mange af forsøgspersonerne var aktive i anden sport udover løb. Dette forhold 

kan give anledning til variation som man er vanskelig at isolerer og dermed give anledning til misvisning. I 

et andet studie (23) undersøgte man specifikt forholdet alignment i forhold til skadesrisiko. Undersøgelsen 

kunne ikke påvise nogen signifikant forskel på antallet af skader mellem gruppen af løbere, der var blevet 

vurderet til at have alignment problemer, og gruppen der var vurderet til at havde normal alignment. Det bør 

nævnes, at undersøgelsen og vurdering af de enkelte testpersoners alignment blev testet i statisk tilstand. Der 

blev således ikke blev taget højde for, om forsøgspersonen i løbesituationen skulle have en anden alignment. 

Ved detailgranskning af de forekommende typer af skader, fandt man imidlertid en mulig kobling mellem 

skadens karakter og alignment. Dette resultat støtter godt op om (Taunton et al.2002) studie, som ligeledes 

pegede på en mulig sammenhæng mellem specifikke anatomiske karaktertræk, og bestemte typer skader. Et 

specifikt eksempel var PFPS, som optrådte hyppigere hos løbere med nedsat dorsalfleksion i anklen, øget 

varum stilling i knæ samt øget forfods varus. 

5.1.1 Løb i et trænings nedbrydnings- og opbygnings perspektiv 

Alle ”over use” skader sker i princippet pga. for meget træning. 

Relationen mellem belastning og restitution har et optimum, dvs. et punkt hvor eksempelvis muskelvævet 

belastes i en grad, der fremmer en kompensatorisk opbygning af vævet, og dermed gør det stærkere til næste 

gang, det udsættes for en lignende belastning. For at vævet kan nå at opbygges, kræver det en 

restitutionsperiode af en tilpas længde. Er perioden ikke tilstrækkelig lang, vil der ske en yderligere 

nedbrydning. Er perioden derimod for lang, vil det resultere i, at vævet først opnår at kompensere 

(superkompensere) og øge i styrke, men da ”kraftoverskuddet” ikke anvendes, tilpasser kroppen sig igen til 

det lave belastningsniveau og returnerer til et niveau svarende til disse krav (31:255). Man kan sige, at det er 

disse, principper der er grundessensen i alt træning, der har til formål at virke fremmende på den fysiske


præstationsevne. I ”best case” vil man således ved den optimale sammensætningen opnå, at vævet bliver 

stærkere, uden at der opstår utilsigtede skader. 

Problemet er, at de forskellige væv kroppen består af har forskellig restitutionstid hvilket gør det til en 

forholdsvis kompleks opgave at tilrettelægge træningen. Desuden spiller arv og miljø en stor rolle. Faktorer 

som alder, køn, højde, vægt, anatomi, for ikke at tale om opvækst, ernæring, søvnvaner, fodtøj osv. har alle 

indflydelse på, hvordan eksempelvis 5 km løb belaster det enkelte individ. Der opstår derfor et problem når 

træningen/arbejdet forsøges standardiseret med udgangspunkt i det endelige mål i form af f.eks. distance pr. 

tid frem for det fysiske udgangspunkt og rammerne. I forbindelse med træningsplanlægning er det derfor 

nødvendigt at gøre sig klart, om målet er at præstere, eller træningen udelukkende har til formål at fremme 

sundheden. Som sagt kan alle ”overuse” skader i princippet undgås med den rette balance mellem belastning 

og restitutionstid. Som det også blev nævnt, er opgaven forbundet med stor kompleksitet, hvilket gør den til 

en meget vanskelig at løse. 

5.1.2 Træthed. 

Ordet træthed dækker over konsekvensen af flere forskellige tilstande lige fra søvnmangel til overophedning 

af hjernen. I denne forbindelse er det den muskulære træthed, vi skal beskæftige os med. Muskulær træthed 

er en bred betegnelse for flere tilstande, som overordnet kan opdeles i følgende to kategorier: Træthed ved 

langvarigt fysisk arbejde og træthed ved kortvarigt intenst arbejde. Ved langvarigt fysisk arbejde, som ved 

eksempelvis langdistanceløb, er der sammenhængen mellem tømning af glykogendepoterne i musklerne og 

evnen til at præstere der kobler til træthedsbegrebet. Et menneske, der arbejder med en intensitet svarende til 

ca. 70-80 % af den maksimale iltoptagelse, vil efter 1-2 timer blive tvunget til at nedbringe intensiteten, med 

mindre personen løbende sørger for at supplere igennem væske/kost. Ser vi bort fra denne mulighed, vil der, 

når også leverglykogenet er opbrugt, opstå en mangel på glukose til hjernen. Nedsat glukosetilførsel til 

hjernen umuliggør normal hjerneaktivitet med træthed og manglende muskelkoordinering til følge (31:114). 

Man behøver dog ikke have tømt sine glykogendepoter fuldstændig før man bliver træt og ukoordineret. Ved 

meget intenst arbejde, kræver det kun ganske kort tid før ydeevnen nedsættes pga. træthed. Tilstanden 

skyldes sandsynligvis interaktion mellem en række faktorer: Fald i pH værdi pga. høje 

mælkesyrekoncentrationer, som følge af anaerobt arbejde, hvilket resulterer i tab af K+-ioner, som ophobes 

uden for muskelcellerne, som Na+/K+ pumperne ikke magter at pumpe tilbage i cellerne osv. (31:110) 

Det er nok de færreste motionsløbere, der ofte når til det punkt, hvor mængden af glukose til hjernen bliver 

for lille. Til gengæld er der noget større sandsynlighed for lokal muskeludtrætning af over bebyrdede 

muskler. Muskeludtrætning, hvor bevægelseskvaliteten efter blot få gentagelser bliver væsentligt forringet, 

hører til det man definerer som: ”træthed ved meget intenst arbejde”. Skal man se på træthed i et skades 

perspektiv, kan man sagtens forestille sig, at et misforhold mellem ydeevne og arbejdets karakter kan 

resultere i belastningsskader. Et eksempel på et misforhold mellem kondition og lokal styrke kunne f.eks.


være en løber der er vant til at træne med meget høj intensitet iført løbesko, der pludselig begynder at løbe 

med lige så høj intensitet uden sko. 

At udtrætning kan resultere i øget belastning er blevet undersøgt af (Grimston et.al. 1994)(32), der fandt at 

der var signifikant stigning i GRF hen imod slutningen af en 45 minutters træningssession. Studier, der har 

undersøgt, hvilken indflydelse modifikation af træningsmængden/løbemængden har på antallet og typen af 

skader, berører i virkeligheden også indirekte emnet. I et australsk studie fra 1998 af (Rudzki et. al.1998) 

(33) fandt man, at det særligt var i begyndelsen af træningsperioden, i dette tilfælde indenfor de første 12 

uger, at der opstod skader blandt de 350 mandlige rekrutter, der deltog. Efterfølgende stabiliseredes antallet 

af skader, for så igen at stige med øget træningsmængden senere i forløbet. 

5.2.0 Får man færre skader af at løbe uden sko? 

Det har ikke været muligt at finde videnskabelige studier, der har beskæftiget sig med at finde direkte 

sammenhænge mellem BFL og risikoen for skader. De studier, der er foretaget på området BFL, har 

undersøgt, hvilke forhold der påvirkes, når man løber barfodet i forhold til at løbe med sko. Da vi imidlertid 

heller ikke endnu har klare beviser for hvilke forhold der resultere i skaderne generelt, er det fortsat uvist 

hvorvidt BFL er forbundet med en lavere skadesrisiko ud fra resultaterne vedrørende forhold, der påvirkes. 

Så længe vi ikke ved, hvad der forsager skaderne, er det altså vanskeligt at give konkrete løsninger på 

problemerne. Et step på vejen mod at finde eventuelle sammenhænge kunne være, som det netop er tilsigtet i 

nærværende opgave, at teste hypoteser om BFL versus risikoen for skader, ved at sammenkæde den viden, 

der trods alt findes. Det er tidligere i opgaven beskrevet, hvorledes landing på hælen i forhold til 

forfodslanding kan ændre på belastningerne ved løb. En anden interessant forskel ved landingen er at 

lægmusklerne i højere grad arbejder excentriske ved forfodslanding end ved hællanding. Excentrisk 

muskelarbejde har vist sig særdeles effektivt til behandling af tendinopatier i underekstremiteterne og er i 

dag et vigtigt redskab i den rehabiliterende træning af patella tendinitis og akilles tendinitis, som begge er 

hyppigt forekommende løbeskader. Særligt har excentrisk ”hæl drop”, hvor patienten står med forfoden på et 

trin og langsomt sænker hælen under trinhøjde, vist sig effektivt ved akilles tendinitis (34).( Alfredson et. 

al.1998) (35) brugte netop excentriske hæl drop i et studie med løbere, der ikke kunne løbe pga. akillessene 

smerter. Efter 12 uger med tung excentrisk træning var smerterne blevet signifikant mindre, og alle løbere 

var igen i stand til at løbe. Det vides endnu ikke hvorfor den excentriske træning virker, men man har ved 

brug af ultralyd konstateret, at senerne efter træningsforløb med excentrisk træning både havde ændret 

tykkelse og struktur. (34) 

Det har ikke været muligt at finde kilder der omtaler for slet ikke at nævne tester hypotesen om at BFL skulle 

kunne resultere i færre skader pga. det øgede excentriske arbejde, der er forbundet med forfodslanding. 

Meget tyder dog på at det kunne være relevant at undersøge forholdet.


5.3.0 Opsummering 

Der er fundet meget vekslende incidensrater for løbeskader alt afhængigt af hvordan løbeskader 

defineres. I et review med 172 relevante løbestudier og fandt incidensrater i forbindelse med 

langdistanceløb på mellem 19,4% og 92,4%. 

Op til halvdelen af alle løbeskader er relateret til knæet. 

Vi har en ide om, hvilke skader der hyppigst optræder hos løbere, men hvorfor de opstår, og hvorfor det 

lige præcis er disse skader, der udløses, er der stadig stor usikkerhed omkring. 

Der er indtil videre manglende konsensus mellem resultaterne fra studier der har undersøgt om særlige 

anatomiske karakteristika er ensbetydende med bestemte skader. 

Udtrætning kan resultere i øget belastning og derved også øget risiko for skader. 

Excentrisk muskelarbejde har vist sig særdeles effektivt til behandling af tendinopatier i 

underekstremiteterne, det kunne tænkes at BFL skulle kunne resultere i færre skader pga. det øgede 

excentriske arbejde, der er forbundet med forfodslanding. Det har dog ikke været muligt at finde kilder 

der omtaler for slet ikke at nævne tester denne hypotese.


6.0 Løbesko. 

1987 var året, den internationale tøjbranche udnævnte til “ Year of the running shoe”, men i virkeligheden 

var det hele årtiet, der tilhørte løbeskoen. Opfattelsen af hvad en løbesko skal kunne, og hvordan den ser ud, 

har ikke ændret sig væsentligt siden 1986. Den gang opsatte man følgende forskrifter for løbeskoen: 

Skal kunne dæmpe de gentagende stød. 

Opretholde fodens stabilitet (rearfoot control) uden forringelse af bevægelse i subtalarleddet. 

Skabe friktion – traction mellem skosål og underlag. 

Give mulighed for forskelligartet distribution af tryk under standfasen. 

Ikke give anledning til ubehag af strukturelle uregelmæssigheder af fodens svang. 

Afværge generering af varme. 

Den skal være komfortabel. 

Frit oversat (36:77) 

Ovenstående er nok i stor udstrækning stadig gældende i forbindelse med målsætningen for de fleste 

producenter af løbesko i dag. Det interessante er dog, hvad der egentlig ligger til grund for disse 

anbefalinger, og hvordan er det gået med at få dem opfyldt. Skulle Benno M. Nigg mon have formuleret 

samme forskrift i dag? 

Løbeskoen i sig selv har oplevet en stor udvikling siden introduktionen tilbage i 70’erne. Det gælder bl.a. 

forhold som materialer, støddæmpning, pasformer, størrelser, målretning til formål etc. Fokusområderne for 

udviklingen har flyttet sig gennem tiden. Indenfor de seneste 5 -6 år er der sket nogle helt grundlæggende 

holdningsændringer i opfattelsen af løbeskoen, hvilket også har resulteret i nye bud på, hvordan en løbesko 

kan se ud. Ikke desto mindre er de sko som i dag dominerer markedet forsat variationer over samme tema og 

med rødder tilbage til de første modeller af løbesko fra 80érne. 

Inden vi ser på hvad målsætningen fra 1986 har afledt af problemstillinger, kommer her en beskrivelse og 

definition på ”en normal løbesko” i som den refereres til i denne opgave.


6.1.0 Den normale løbesko – design 

OVERDEL 

INDLÆGSSÅL 

Figur 4 Tværprofil af en typisk løbesko 

OVERDEL 

PRONATIONSKILE 

Figur 5 Profil af typisk løbesko (godt udjogget) 

MIDTSÅL 

YDERSÅL/SLIDFLADE 

/SLIDFLADE 

/SLIDFLADE 

HÆLKAPPEN 

Ovenstående ses eksempel på hhv. tværsnitsprofil og sideprofil af en typisk løbesko (fig.4 & 5) 

HÆLKILEN 

HÆLKAPPEN 

HÆLKILEN 

Overdelen af skoen, består oftest af flere forskellige typer syntetisk stof, der i mere eller mindre grad tillader 

varme og fugt at trænge ud. Stoffet kan være forstærket ved syntetisk læder, og indersiden er ofte foret for at 

give en blød og behagelig overflade. Hælkappen er fast, og har til formål at stabilisere foden, samt holde den


i en hensigtsmæssig stilling i forhold til udnyttelse af den naturlige fedtpude i hælen. Polstring af hælkappen 

sørger for, at der ikke opstår et uønsket tryk på akillessenen fra det stive materiale. 

Sålen består, som det fremgår af tværsnitsprofilen af flere dele (se fig. 4). Der er en ydersål/slidflade, lavet af 

gummi, der har til formål skabe en passende friktion med underlaget, samt at beskytte skoen/løberen mod 

skarpe genstande. Midtsålen og hælkilen er de mest stødabsorberende dele af sålen. Disse er oftest lavet af 

skummateriale bestående af mere eller mindre hårde typer ethylene vinyl acetate (EVA) eller lignende. 

Princippet i disse materialer er en masse små lukkede celler fyldt med luft eller andre gasarter (36:78). 

Fordelen ved strukturen i materialet er, at luften ikke har mulighed for at undslippe cellerne og derfor virker 

derfor som luftpuder. Løbeskoen er designet med øget tykkelse og fylde af skumsålen, hvor stødene menes at 

være kraftigst. Indlægssålen kan bestå af alt fra tyndt fladt og filtagtigt stof til at være formet med øget profil 

under svangen og en skålformet ”hælkop”. 

6.2.0 Løbeskoens ideal 

Alignment betyder noget i retning af ”i lige linje” og er et begreb, der anvendes meget inden for 

fysioterapien og biomekaniken til at beskrive den ideelle stilling (19:220). Mange steder er det i dag muligt 

at blive filmet under løb på et løbebånd, og her er det netop foden og resten af underekstremiteternes 

alignment/malalignment, der studeres. Både sportsbutikker og mange klinikker tilbyder disse løbeanalyser, 

der giver mulighed for at studere løb på løbebånd i slowmotion, og derved se detaljer, som er ikke opfattes i 

realtime. Metoden er meget pædagogisk, da løbere selv får syn for sagen, hvilket også kan have hjulpet med 

til at den i dag er så udbredt. I et retrospektivt RCT cohorte studie fra 2006 (37) hvor man undersøgte 

effekten af løbestilsanalyser i forbindelse med køb af løbesko, fandt man bemærkelsesværdigt nok ingen 

reduktion af risikoen for løbeskader ved brug af analysen. Gruppen af løbere der købte deres sko uden 

løbestilsanalyse og kun modtog en konventionel rådgivning, pådrog sig hverken flere eller færre skader de 

efterfølgende 12 måneder, end de løbere der havde fået deres sko udvalgt ved hjælp en løbestilsanalyse (37). 

Studiet havde i alt 217 deltagere, der udfyldte spørgeskemaer. Den løbestilsanalyse som de 94 af løberne 

havde gennemgået, var en såkaldt Sports Shoe Selection (SSS) analyse. Analysen blev gennemført på Sports 

Science Institute of South Africa, som også havde udviklet metoden. Selve undersøgelsen var baseret på 

alignment af underekstremiteterne (”Knee alignment, rearfoot alignment and forefoot alignment”). 

Derudover blev der foretaget såkaldt fleksibilitets undersøgelser af hase- og lægmuskler. Selve beskrivelsen 

af hvorledes SSS undersøgelsen blev udført, er mangelfuld, og studiet indeholder flere 

usikkerhedsmomenter, bl.a. bestod kontrol gruppen af løbere fra løbeklubber, mens det ikke fremgår om 

løberne fra den eksperimentelle gruppe deltog i organiseret træning. Designet og bearbejdningen af de data 

som undersøgelsen finder, er velbeskrevet og grundig, men det faktum, at det drejer sig om en retrospektivt 

spørgeskemaundersøgelse giver i sig selv grund til tvivl om præcisionen af resultaterne. Studiet er i 

virkeligheden et kvalitativt, eftermålings- RCT studie. Noget der taler til studiets fordel er, at de data som


sammenlignes alle er opnået vha. samme metode nemlig retrospektive spørgeskemaer. At studiet 

konkluderer følgende:” a structured clinical lower limb biomechanical assessment which is followed by 

running shoe advice to match an appropriate shoe to a runner does not reduce the risk of running injuries”. 

(37:151) er nok lige voldsomt nok. Her burde man nok have holdt sig fra at generalisere og nøjes med at 

konkludere på udelukkende basis af studiet. Det giver i og for sig god mening at finde den bedst egnede sko 

ved at se på løbebevægelsen. Problemet ligger måske i virkeligheden heller ikke i metoden, men nærmere i at 

vi endnu ikke ved, hvad vi skal kigge efter. 

Så længe løbere selv har svært ved at mærke, hvorledes de løber, vil videooptagelser være en udmærket 

metode til at undersøge løbebevægelsen. Videooptagelser kan i det fysioterapeutiske arbejde være et 

særdeles nyttigt analyseredskab, og når skaderne allerede er opstået, har man også et fikspunkt i form af 

oplysninger om hvor skaden er og evt. hvordan den er opstået. Et muligt problem ved løbestilsanalyserne i 

forbindelse med køb af løbesko er måske, at man i mange tilfælde ændrer på nogle forhold, der slet ikke 

udgør i et problem for løberen og dermed afviger fra princippet: ”If it isn’t broken, don’t fix it”. 

6.3.0 Kan løbeskoen virke skadesforebyggende? 

Hvor god er løbeskoen på nuværende tidspunkt til at forhindre skader? Det er svært at sige, for der ligger et 

indbygget problem i, at der ikke der ikke er et egentligt sammenligningsgrundlag. Som nævnt tidligere 

kender vi endnu ikke med sikkerhed den præcise sammenhæng mellem årsag og løbeskaderne. Så længe vi 

ikke har defineret disse sammenhænge, er det svært at designe en sko, der løser problemerne. Nogle studier 

anvender BFL til sammenligning, når løbeskoens egenskaber skal vurderes. Denne sammenligning giver kun 

mening, hvis man vurderer de to løbeformers indflydelse på en sekundær faktor, der er sammenlignelig, da 

de to løbeformer som tidligere beskrevet er grundlæggende forskellige. En del af de studier der 

sammenligner løbesko med BFL beskriver slet ikke, hvordan test personerne løber/lander, hvilket derfor gør 

dem uanvendelige i denne sammenhæng. 

Problemet med at sige noget om løbeskoens skadesforebyggende egenskaber er, at det er vanskeligt at 

opsætte forsøg, der kan give generelle svar da den individuelle faktor spiller så stor en rolle. Effekten af en 

løbesko bør derfor vurderes i forhold til andre skomodeller og ud fra deres egenskaber i relation til at ændre 

på forhold, der menes er at være årsagen til skaderne. En måde at teste effekten af løbesko kunne beskrives 

med følgende eksempel. Man foretager en undersøgelse hvor man måler på om en sko virker aflastende på 

en specifik skade, en skade som evt. er fremkommet ved brug af en anden sko. Effekten ville også kunne 

komme til udtryk ved f.eks. at gøre løberen i stand til at løbe på trods af et givet problem, hvilket en anden 

sko muligvis ikke var. Metoden kræver at man tager udgangspunkt i individet, hvilket både har sig fordele og 

ulemper, men ved at kigge på de relative forhold, sikrer man, at man har kalibreret sit testmiljø, så det der er


det man ønsker at teste effekten af, også er det man får udtrykt. Tilgangen med at tage udgangspunkt i 

individet er samtidig i god overensstemmelse med den fysioterapeutiske tilgang til problemløsning. 

Så hvis spørgsmålet i stedet er om der er behov for løbeskoen er svaret et klart ja, men at det er ikke muligt 

at komme med generelle anbefalinger for hvilken type man så skal vælge. Det kommer an på den enkelte. 

6.4.0 Et paradigmeskifte 

Benno M. Nigg , som blev omtalt i begyndelsen af dette kapitel, skrev 15 år senere i 2001 det han selv kaldte 

for et nyt paradigme for pronation og bevægelses kontrol (24). Denne gang havde han en noget anden 

opfattelse af begreberne alignment og pronation, og i hans nye tilgang blev kroppen i langt højere grad 

betragtet som en medspiller frem for årsagen til skadesproblemerne. Han foreslog følgende tilgang til 

vurdering af skoens evner: (24:2) 

Forces acting on the foot during the stance phase act as an input signal. 

The locomotor system reacts to these forces by adapting the muscle activity. 

The cost function used in this adaptation process is to maintain a preferred joint movement path for a 

given movement task (e.g. running). 

If an intervention supports the preferred movement path, muscle activity can be reduced. If an 

intervention counteracts the preferred movement path, muscle activity must be increased. An optimal 

shoe, insert, or orthotic reduces muscle activity. 

Thus shoes, insets and orthotics affect general muscle activity and, therefore, fatigue, comfort, work, 

and performance. 

At vurdere om en intervention virker ud fra hvor energiøkonomisk det er for kroppen at foretage bevægelsen, 

er umiddelbart en noget anden tilgang end den tidligere række af konkrete tiltag der skulle sikre en mere 

optimal sko. Men i erkendelse af at mennesker er forskellige og at de reagerer forskelligt på samme 

intervention, er denne tilgang en mulighed for stadig at definere en målsætning. Nigg genopretter ved denne 

tilgang på sin vis løbeskoens berettigelse ud fra et præstationsmæssigt perspektiv frem for det 

sundhedsmæssige perspektiv, velvidende at alignment, støddæmpning, friktion osv. influerer på begge 

områder. Det må betragtes som en klar fordel at fjerne en del af det skadesforebyggende ansvar som 

løbeskoen gennem mange år har opbygget.


At en forsker skriver en sådan artikel betyder jo i virkeligheden ingenting i forhold til den viden vi i forvejen 

havde om løbeskoen, og man kan spørge sig selv hvorfor så overhovedet medtage den i nærværende opgave? 

Men artiklen er inddraget, da den fint illustrerer hvilke tanker en forsker der arbejder med udvikling af 

løbesko, og som har gjort det siden 80érne, gør sig om de nuværende metoder til at vurdere den enkelte 

løbers behov for fodtøj. 

6.5.0 Den mentale faktor 

Forskning i løbesko er altså i vid udstrækning foregået ved at sammenligne løbeskoen med tidligere udgaver 

af sig selv. Man kunne derfor frygte at udviklingen ville gå i stå når nu der ikke rigtig var et alternativ, men 

den indbyrdes konkurrence mellem skoproducenterne sørger for dette ikke er tilfældet, og der bliver postet 

milliarder i udviklingen af nye og bedre sko. At det ikke er til at bevise hvorvidt den ene sko er bedre end 

den anden til at forebygge skader holder dog ikke producenterne fra at fortælle at netop deres sko yder den 

bedste støtte, støddæmpning og lign. Spørgsmålet er bare hvor klogt det i virkeligheden er? 

Tilbage i 1997 gennemførte (Robbins et al.1997) (29) et studie der ønskede at undersøge en hypotese om at 

reklamernes budskaber afspejler sig i måden man løber på. Baggrunden for dette studie, var to tidligere 

studier. Det første studie havde fundet at der stort set ingen forskel var på de dyre og de billige skos evne til 

at stødabsorbere, og et andet studie der havde fundet at de dyre løbesko var forbundet med en 123 % øget 

skades frekvens i forhold til de billige modeller, selv når der blev taget højde for træningsmængde, intensitet, 

personerne der brugte skoene, hvor længe de beholdt skoene, osv. 

Selve studiet er måske ikke af den største betydning, men ideen om at der eksisterer en placeboeffekt inden 

for sportsudstyr er spændende. Studiet gik ud på at man lod personer hoppe ned på en kraftplatform iført 

løbesko. De skulle udføre hoppet med bare fødder og med 3 forskellige par løbesko dvs. det var samme 

model, sålen var blot en anden farve. Før hoppene fik de informationer om skoene. Om den ”gode” sko blev 

der fortalt at sålen var ”state of the art techonology” og at det var den dyreste løbesko på markedet. Der blev 

også vist ”pseudovidenskabelige” grafer og tabeller og atleter udtalte sig om den overlegne støddæmpning 

og stabilitet. 

Den ”neutrale” sko blev omtalt som lavet af et materiale der ikke tidligere var blevet benyttet til at lave såler 

af. Ved beskrivelse af den ”farlige” sko blev der fortalt at skosålen hyppigt havde været forbundet med 

skader pga. slag og ustabilitet, og at skoen byggede på gammel teknologi som kun blev anvendt til billige 

løbesko. Resultatet var at forsøgspersonerne hoppede langt mere forsigtigt når de havde den ”dårlige” sko på, 

ikke så overraskende mere tankevækkende.


6.6.0 Andre sko til løb 

Nærværende opgave tager sit udgangspunkt i den traditionelle løbesko i sammenligningen med BFL, dette er 

der tidligere i opgaven blevet gjort opmærksom på hvor baggrunden for dette valg også er beskrevet. I takt 

med at flere og flere er begyndt at løbe, har også udbuddet af løbesko har været stigende, og flere alternativer 

er kommet på banen (1). Flere af de store producenter af sko har udviklet modeller med særlige egenskaber 

for at tilfredsstille et mere og mere forvent og krævende marked (38). At inddrage andre typer af løbesko i 

nærværende opgave har til formål at understrege pointer i forhold til den traditionelle løbesko samt for at 

give et indtryk af hvilke alternativer til denne der i øjeblikket findes på markedet. 

Racing flats, eller blot flats, adskiller sig fra den traditionelle løbesko ved ikke at have en hælkile og have en 

væsentligt fladere midtsål, hvilket giver den en lavere vægt og mindre støddæpning. Racing flats er 

oprindelig designet som en konkurrencesko og ligner i høj grad løbeskoen som den så ud i midt 70’erne før 

introduktionen af den kraftige midtsål og hælkile (1). Skoen er designet til langdistance atletik, cross 

country, og gadeløb, de er mindre holdbare end traditionelle løbesko og bevarer typisk kun deres 

støddæmpende egenskaber i 200-400km, svarende til en fjerdedel til halvdelen af den distance en normal 

træning sko klarer. De egenskaber som racing flats ønsker at opnår ved at fjerne hælkilen er vægttab, samt 

bedre kraftoverførsel. Skoen er som nævnt designet til konkurrenceløb og ikke til den daglige træning, 

alligevel er det blevet mere og mere udbredt blandt løbere også at træne i de lette flade sko. Det kunne 

umiddelbart virke som en god ide at løbe med en sko hvor støddæmpningen er væsentlig mindre og derved i 

højere grad giver løberen mulighed for at mærke underlaget og derved anspore den naturlige løbebevægelse. 

Et studie fra 2009.(Queen et al.2009) (15) undersøgte forskellen i trykpåvirkningen under fodfladen hos 

mænd og kvinder når de løb iført traditionelle løbesko og når de løb i racing flats. I dette studie fandt man en 

signifikant højere maksimal belastning, på næsten 11% under foden ved løb i racing flats i forhold til løb i 

træningssko. (Queen et al.2009) konkluderer at træningsmængden i de lette racing flats bør begrænses for at 

undgå overuse skader. Andre studier understøtter disse resultater (39) (40). Et andet studie fra 2010 (46) 

konkluderede ligeså at man i forbindelse med træningsplanlægningen bør tage højde for den faktor at løb i 

lette konkurrencesko medvirker til en øget belastning i forhold til traditionelle løbesko. Studiet gør samtidig 

opmærksomt på at der blev fundet store forskelle i måleresultaterne afhængig af hvem der løb, og de 

bemærker at man ikke blot kan nøjes med at se på fodtøjet, men også må inddrage fodbevægelsen og særligt 

fodisættet.



Der har været en stor udvikling i forbedringen af den moderne løbeskos egenskaber lige siden 

introduktionen i midt 70erne. Udviklingen er sket i kraft af nye materialer nye teknikker til fremstilling 

af bedre, men ud fra den oprindelige ide om at skabe en sko der kan styre foden og afbøde for stød. 

Først inden for de senere år er der sket grundlæggende nytænkning af løbeskoen. 

Løbestilsanalyser, hvor man anvender graden af alignment til at anbefale løbesko, bør kun betragtes som 

vejledende. På nuværende tidspunkt vides ikke nok om hvilke faktorer der udløser skader, og 

løbestilsanalyser er derfor bedre egnede til arbejdet med konkrete problemstillinger som f.eks. en specifik 

skade. 

Det er umiddelbart ikke en holdbar løsning at alle begynder at løbe med tyndere sko med lavere og 

mindre støddæmpning i hælen. 

Alle mennesker er forskellige, og en løbesko bør betragtes som et personligt hjælpemiddel som skal 

tilpasses efter den enkeltes behov.


7.0 Barfodsløb 

1987 “ year of the running shoe” og året hvor Benno M. Nigg formulerede sit bud på den perfekte løbesko, 

det år foretog Steven E. Robbins og Adel M. Hanna et meget væsentligt studie (27) ”Running-related injury 

prevention through barefoot adaptations” hvor resultatet var i stærk kontrast til det positive syn der ellers var 

af den moderne løbesko. 

(Robbins et. al.1987) var blevet opmærksomme på at flere studier rapporterede om lave incidensrater af 

løberelaterede skader i populationer hvor man ikke brugte sko. En hypotese om at der sker en adaptation 

hvorved den naturlige stødabsorbering i foden bedre udnyttes, fik de to forskere i gang med studiet. 

Fokus blev lagt på den mediale longitudinale fodbues evne til at modstå belastning. Man bør huske på at det 

på dette tidspunkt var en udbredt opfattelse pronation var den store synder, og anti-pronation for alvor kom 

frem. I studiet undersøgte de hvorledes vægtbærende aktivitet (minimum 1 time dagligt) udført barfodet 

havde indflydelse på højden af den mediale longitudinale fodbue hos 17 motionsløbere. Det var fodens 

svanghøjde/fodbuens længde der fungerede som indikator for ændringer i tilpasning, dvs. afstanden i mellem 

1.metatarsal samt 5.metatarsal og processus medialis tuberis calcanei. Data indsamlingen foregik ved at tage 

røntgenbilleder og fodaftryk af forsøgspersonernes fødder i afslappet tilstand, samt under vægtbæring af 

15kg og 55 kg for mænd og 15kg og 45kg for kvinder. Denne statiske test blev udført ved forsøgets 

begyndelse og herefter med 1 måneds mellemrum i de efterfølgende 4 måneder. De fandt en gennemsnitlig 

ændring i svanghøjden/længden på 4,7 mm hos 13 personer ud af 18 der reagerede positivt. To personer 

reagerede i negativ retning dvs. fik lavere svang- højde mens 3 slet ikke reagerede. I kontrolgruppen var der 

1 person der øgede svanghøjden mens 10 fra gruppen havde en gennemsnitlig reduktion af højden af svangen 

på 4,9 mm. Robbins et al. tilskrev de mange løberelaterede skader skoens tykke stødabsorberende sål der 

resulterede i en hæmning af fodsålens nerverige epitelvæv ved navn glabrous epithelium. På grund af den 

manglende sensoriske feedback opstår der en form for pseudo-neuropati der i sidste ende kan resultere i 

skader. Denne antagelse stemmer udemærket overens med resultater der er opnået ved at forsøg hvor man 

har reduceret somato-sensorisk input ved at placere test personer, på et eftergiveligt skumunderlag (41:250). 

Ved disse forsøg har man dog fundet at normalt fungerende personer i høj grad er i stand til at kompensere 

for de manglende input gennem input fra andre sanser. De forsøg der her henvises til er udført hvor 

testpersonerne står stille, og blot skal holde balancen, men som vi ved stiller løbebevægelsen langt større 

krav til nervesystemet bl.a. pga. kompleksiteten i opretholdelse af den dynamisk balance. 

Bare fødder og 80’erne hænger bare ikke sammen. Man var lige kommet sig over 70’erne og det var absolut 

ikke ”time to dress down” og (Robbins et al. 1987) budskab havde lille interesse. Diskussionerne bølgede 

frem og tilbage, men ikke om man skulle droppe løbeskoen, men om hvordan løbeskoen kunne konstrueres 

så den blev i stand til at modstå de voldsomme stød der var blevet målt når løbere satte foden i jorden (se evt. 

kapitel 5). Efter at havde videreudviklet 80’ernes løbesko til en version 20,0, skete der igen i starten af


00’erne så småt noget på barfodsløbsfronten, og denne gang lod det til at der var flere der fulgte med end i 

1987. 

7.1.0 Arv og miljø 

Daniel E. Lieberman der sammen med sin kollega Dennis M. Bramble, tidligere havde stillet sig spørgsmålet 

om den menneskelige krop overhovedet er bygget til løb, undrede sig fortsat, bl.a. over de mange løbeskader 

nu hvor deres forskning havde fundet tegn på at mennesket grundlæggende var bygget til løb. I 2010 fik 

(Lieberman et.al ). en ny atikel i Nature (14), denne gang med titlen ”Foot strike patterns and collision 

forces in habitually barefoot versus shod runners”. I studiet sammenlignede man fem grupper af løbere. (Se 

fig.6) 

Figur 6.Tabel viser bl.a. tendensen for landingsstrategi (Lieberman et al.2010) 

Som det fremgår af tabellen fandt man nogle tydelige forskelle, grupperne imellem. Gruppen af voksne 

amerikanere der normalt brugte sko, landede på hælen i 83% af tilfældene når de løb med bare fødder, mens 

de voksne kenyanere, der først for nylig var begyndt at gå med sko, landede på forfoden i 91% af tilfældene. 

Ser man nu på hvad der skete når begge parter fik sko på ændre billedet sig fuldstændigt for kenyanerne, nu 

var der kun 54 % FFL men 18% MFL og 29% HFL, mens amerikanerne nu kun lande med HLF. Der skete 

altså en tydelig ændring lige så snart kenyanerne fik sko på, men ikke en så stor en ændring når man lod 

gruppen der normalt løb med sko, løbe barfodet. I studiet har man så valgt at se på en gruppe amerikanske 

løbere der vokset op med brug af sko, men sidenhen er begyndt på BFL eller ved brug af såkaldt ”minimal 

footwear”. Disse løbere landede som det fremgår af tabellen med FFL i 75% af tilfældene når de løb uden 

sko. Det fremgår desværre ikke præcist af studiet i hvilket omfang, og hvor længe disse løbere havde 

praktiseret BFL.


7.1.1 BFL og platfodhed. 

Et andet studie der har undersøgt i hvor høj grad mennesket adaptere til fodtøjet blev foretaget i 1992 af (Rao 

et al.) (17) Dette studie undersøgte prævalensen af platfodethed blandt børn. Ved at undersøge indiske børn 

der var vokset op uden brug af sko og børn var vokset op med brug af sko, var det muligt at undersøge hvor 

stor indflydelse dette havde antallet af tilfælde af platfodhed. Studiet fandt at signifikant flere børn der var 

vokset op med brug af sko var platfodede (8.6%) i forhold til gruppen af børn der ikke havde benytte sko 

(2.8%) under opvæksten. Studiet undersøgte i alt 2300 børn og de tog højde for alder, køn, vægt, højde, 

smidighed. Studiet foreslår at børn i højere grad bør gå i sandaler eller helt uden sko. 

7.2.0 BFL’s indflydelse på VO2 

I kapitlet om løbebevægelsen er der allerede blevet beskrevet hvilken indflydelse fodisættet kan have på 

reaktionskræfterne fra underlaget. I samme kapitel berørte vi også de energiøkonomiske aspekter ved 

løbebevægelsen, bl.a. hvorledes sene og muskelvævs egenskaber bedst udnyttes. I det følgende vil vi se på 

det præstationsmæssige aspekt ved BFL. 

BFL er foruden en ændret løbebevægelse ensbetydende med en vægtreduktion, hvilket i sig selv har en 

positiv indflydelse på løbeøkonomien udtrykt ved VO2. Dette forhold afleder spørgsmålet om, og i hvilket 

omfang de to faktorer indvirker på løbeøkonomien. (Dievert et al. 2007) (42) har i et studie har forsøgt at 

isolere de to faktorer ved at teste løb med løbesko mod løb med tynde vådsokker, som tillader simulering af 

løbebevægelsen, som ses ved BFL, samtidig med at det er muligt at vægtbelaste foden. Studiet bekræftede at 

vægten er en betydelig faktor, men det kunne ikke udelukkes, at selve løbebevægelsen havde en positiv 

indflydelse på løbeøkonomien. Et nyere studie som også så på iltforbruget under henholdsvis BFL og løb 

med løbesko konkluderede man også BFL på løbebånd ved 70% af VO2 max var mere energi økonomisk en 

løb med løbesko ved 70% af VO2 max (43).



En times barfodsaktivitet dagligt kan resultere i en målbar positiv effekt på højden af fodens svang under 

vægtbæring. Resultatet indikerer at foden adapterer til de øgede krav ved at blive stærkere og mindre 

eftergivelig under belastning. 

Fodisættet under løb ændres alt afhængig af hvor længe personen har benyttet sko. Adaptationen lader 

til at være reversibel. 

Træning af foden bør være en integreret del af den daglige motion. 

Børns fødder bliver i høj grad påvirket af at gå med sko. 

Løbeøkonomien er bedre ved BFL end ved løb med løbesko. Vægten af løbeskoen har stor betydning for 

det større arbejdskrav men er ikke eneste faktor, også betingelserne for sene og muskelvæv har 

indflydelse på effektiviteten.


8.0 Diskussion: Variationer over et tema eller 2 forskellige 

discipliner 

I det følgende kapitel vil indholdet af de foregående kapitler blive diskuteret. 

Som det forhåbentlig fremgår af de foregående afsnit er der stor forskel mellem BFL og løb med løbesko 

både hvad angår det grundlægende bevægemønster, men også på områder som løbeøkonomi og 

skadesproblematikker. BFL og løb ned løbesko bør derfor betragtes som værende to nært beslægtede 

discipliner hvilket er meget væsentlig pointe når man begynder at diskutere emnerne. Der kan drages visse 

fordele af at sammenligne de to løbeformer med hinanden da forskellighederne kan synliggøre 

problemstillinger og hjælpe til at skabe forklaringsmodeller gennem de forskelle og ligheder de optræder de 

to emner imellem. Nærværende opgave, samt flere af de inddragede studier, benytter sig af denne tilgang, 

hvilket har sin berettigelse så længe de to emner ikke sidestilles. 

8.0.1Fordele og ulemper 

BFL og løb med løbesko rummer hver deres fordele, og supplerer i virkeligheden hinanden meget fint. Den 

store fordel ved BFL er muligheden for naturlig adaptation til forholdene pga. høje perception af underlaget. 

De øgede krav til adaptation af underlaget styrker foden og benet på en måde der går løberen mere 

uafhængig og upåvirkelig af ydre påvirkninger. BFL kan hjælpe løberen til at vurdere i hvor høj grad 

kroppen belastes, og løbeformen opfordre i samme forbindelse til en naturlig dæmpning af de 

reaktionskrafter der opstår ved fodisæt . Den bedre udnyttelse af vævets kvaliteter i forhold til lagring og 

afgivelse af elastiskenergi er med til at øge effektiviteten. BFL menes af denne grund, at kunne medvirke til 

at begrænse antallet af skader, der opstår i forbindelse med løb. 

Den store fordel ved løbesko er den beskyttelse den yder i forhold til det omgivende miljø. Løbeskoen er 

udviklet til at kunne overtage en del af den belastning som opstår når den manglende perception gør løberen 

ude afstand til selv at adaptere til forholdene. Den øgede støtte kan udnyttes til at kunne øge 

træningsmængden i de tilfælde hvor det er manglende stabilitet er den begrænsende faktor f.eks. i forbindelse 

med en skade. Løbeskoen muliggør altså aktivitet der ellers ikke var muligt pga. manglende styrke, stabilitet 

eller sensibilitet, samtidig med at den giver langt flere mennesker muligheden for at dyrke løb i omgivelser 

der ikke er indrettet på dette. Løbeskoen kan være med til at lette tilgangen til løb idet den muliggør en 

fodafvikling der svare meget til afviklingen ved gang og samtidig med at den føles behagelig. Løbeskoen 

menes at kunne begrænse visse skader der kan opstå ved løb. 

Ved at betragte løbeskoen som et træningsredskab frem for et personligt hjælpemiddel man er afhængig af, 

bliver der i langt højere grad mulighed for et valg fra løberens side. Pludselig kan man tale om at ”træne sig 

ud af en sko” på samme måde som at ”træne sig ned i vægt”. Det stiller helt andre krav til den enkelte løber


og et de faglige eksperter der skal rådgive i forhold til både stillingtagen samt til vurdering af behov, en 

udfordring som fysioterapeuter fremover vil mærke til. 

8.0.2 Formidlingen 

Medierne kan være til stor hjælp når man skal have udbredt et budskab som f.eks. fordelene ved BFL, men 

de samme medier kan samtidig udgøre den største trussel. En simplificering og manglede indsigtsfuld debat, 

kan resultere i fejlopfattelser som kan have fysiske konsekvenser for mennesker der giver sig i kast med 

disciplinen på et forkert grundlag. Overskrifter som ”Du er født til at løbe!” eller ”undgå skader! løb uden 

sko” kan meget hurtigt blive vekslet til ”Antallet af løbeskader eksploderer” eller du bliver syg af BFL”. 

Denne problemstilling stiller særlige krav til fagpersoner indenfor området træning. Viden forpligter og der 

bør gøres en proaktiv indsats hvis der er tegn på evt. misforståelser. Mange skader opstår pga. uvidenhed, og 

misforståelser, en hovedløs tilgang til BFL kan resultere i en helt ny patientgruppe hvilket jo ikke ligefrem 

var målet. 

En ting er hvorledes et budskab når ud til flest muligt, noget andet er hvorledes man bedst muligt formidler 

og implementerer dette i praksis. Fysioterapeuter og andre faggrupper der beskæftiger sig med træning og 

skader står over for netop denne udfordring. Forskellen på at vejlede en løber om BFL, og vejlede en løber 

om træning og valg af løbesko, er i virkeligheden ikke så forskellig. Udfordringen består i begge tilfælde i 

høj grad i at omsætte den viden vi har fra humanfysiologi og arbejds-træningsfysiologi til det enkelte 

menneske. Der er alligevel nogle afgørende forskelle på problemstillingerne som man bør være 

opmærksomme på. Nedenfor er opstillet en række overvejelser man bør gøre sig når man skal vejlede en 

person der ønsker at løbe barfodet. Listen skal ikke betragtes som en erstatning for den fysioterapeutiske 

undersøgelse men blot nogle yderligere overvejelser man bør gøre sig. Som det fremgår af listen, er de 

spørgsmål og undersøgelser der anbefales, i forvejen normal fysioterapeutisk praksis, de anvendes blot i 

konteksten BFL. 

Spørgsmål: 

Hvad ønsker du at opnå ved BFL? 

Har du på nuværende tidspunkt skader, og evt. hvilke? 

Har du haft skader, og evt. hvilke? 

Nuværende trænings mængde? 

I hvor høj grad har du og tidligere foretager aktivitet med bare fødder? 

I hvor høj grad foretager du pt. aktivitet med bare fødder? 

Hvilket fodtøj benytter du, og hvor længe har du anvendt dette?


Hvad er dine forventninger? 

Undersøgelse : 

Umiddelbart indtryk at fødder og ben (fodens stilling, tæernes stilling, sammenfald, muskelfylde, 

malalignments,) 

Fleksibilitet af foden samt ledbevægelighed. 

Palpation af huden (løs/fast, hård hud/fin hud) 

Sensibilitets undersøgelse (tryk, smerte, kulde/varme, to punkts disk.) (mennesker med nedsat 

sensibilitet bør som udgangspunkt ikke BFL da risikoen for skader overvejer fordelene. 

Barfodsaktivitet i sikre omgivelser kunne være et alternativ, hvis man mener at sanse stimulering 

evt. kunne være gavnligt). 

Balance/stabilitet (undersøges både statisk og dynamisk, ligesom der bør udføres en undersøgelse i 

udtrættet tilstand)(evt. på løbebånd med video) 

Hvor god er personen til at styre musklerne i fødderne (sprede tær, gribe, kortfods-øvelse osv.) 

Muskelstyrke og muskel udholdenhed. 

8.1.0 Fra teori til praksis: Implementeringen 

Det er i nærværende opgave blevet pointeret gentagende gange at der bør tages udgangspunkt i den enkeltes 

behov når det drejer sig om vejledning og implementering af interventioner i forbindelse med løb, både med 

og uden sko. Alligevel vil der i det følgende blive beskrevet et muligt træningsforløb af BFL. Programmet er 

baseret på viden tilegnet gennem de i nærværende opgave beskrevne artikler, grundlæggende viden om 

arbejds-trænings fysiologi, samt personlig erfaring. Programmet er rettet imod samme målgruppe som har 

været gennemgående for hele nærværende opgave dvs. normalvægtige og fysisk velfungerende løbere, der 

ikke har somatiske problemstillinger der kræver særlige forholdsregler. I dette tilfælde drejer det sig om 

løbere, der har løbet i gennem flere år, og som minimum løber 3 gange ugentligt, med en samlet varighed af 

mindst 90 min. Der tages ikke yderligere højde for hvilket udgangspunkt løberen bør have, men det pointeres 

at der er store individuelle forskelle på hvordan folk respondere på træningen, og at løberen må betragte BFL 

som en helt ny disciplin, og at faren for overbelastningsskader er høj, hvis ikke man accepterer dette, og 

derfor forsøger sig med samme træningspensum som sædvanligvis. (Robbins et al.1987)(27) fandt en målbar 

positiv adaptation af fodens mediale longitudinale fodbue efter 4 måneder med 1 times daglig barfods- 

aktivitet (BFA). (Robbins et al.1987) også fandt at graden af succes hang tæt sammen med mængden af 

træning samt i hvilket terræn træningen foregik, disse fund er medtaget i overvejelserne under udarbejdelsen 

af programmet, ligesom der også er gjort overvejelser i forhold til intensiteten og mængden af træning. 

Ligesom i (Robbins et al. 1987) studiet er der ingen regler for om man opdeler den daglige træningsmængde


med mindre det er anført i programmet. Selve programmet består af en overordnet plan samt et uge program. 

Formålet med programmet er at gøre løberen i stand til at udføre sin nuværende træningsmængde på 3 

ugentlige træningspas af 30 min. varighed på bare fødder. Det er ikke formålet at forbedre løberens 

præstationsevne med hensyn til VO2 max, men det er dog målet at løberen skal kunne træne med samme 

intensitet som med sko på. Programmet er lavet på en måde som gør at der kun i meget lille omfang ændres 

på træningsmængde og intensitet, da der blot sker en udskiftning af tid med løbesko til tid uden sko. 

Programmet er vejledende og vil i nogle tilfælde have en unødig langsom progression, mens den for andre 

vil være passende. Men det er lige netop mht. progressions spørgsmålet BFL har sine fordelen, idet løberen 

med det samme mærker hvis der trænes over evne. 

8.1.1 Træningsprogram 

Mandag Tirsdag Onsdag Torsdag Fredag Lørdag Søndag 

BFA BFA BFA BFA BFA BFA BFA 

Løb Løb Løb 

UGE DAGLIG 

1-2 

tilvænnings fase 

3-4 

Opstat og 

tilvænning. 

5-8 

Opstart løb. 

TRÆNINGS- 

MÆNGDE 

ca. 30-45min BFA 

Løb m sko som 

sædvanligt 

Min. 45-60min 

BFA 

Heraf 10 min af 

jogging uden sko 

på efter den 

sædvanlige løbe 

træning 

Min. 60min BFA 

10 min af den 


træning udgøres af 

BFL mandag og 

onsdag. Lørdag 

jogges 10 min. 

AKTIVITETENS 

KARAKTER 

TERRÆN FORHOLDSREGLER 

BFA, løb med sko. Græs, sand, Gør det til en vane at 

BFA, BFJ, løb med 

sko. 

BFA,BFJ,BFL, løb 

med sko. 

Græs, sand, 

fortov, ”god” 

asfalt, jord. 

Græs, sand, 


asfalt, jord. 

undersøg dine fødder 

før og efter BFA. 

Du skal jogge ikke 

løbe! 

Du er fortsat i en 

tilvænningsfasen til 

løb. 

Du bør ikke øge 

træningsmængden så 

længe der optræder 

muskel ømhed. Vær 

opmærksom på vabler, 

og i tilfælde af at du 

får vabler så pas på


9- 12 Min. 60 min BFA 

10 min af den 



BFL . mandag, 

onsdag og lørdag 

13-15 Min.60 min BFA 

15min af den 



BFL .mandag, 

onsdag og lørdag 

16-19 Min. 60min BFA 

20min af den 



BFL , og de 

resterende 10min 

gennemføres som 

BFJ 

20-24 Min. 60min BFA 

Alle løbepas 

gennemføres ved 

BFL. 

24- Træningsmængde 

og intensitet svarer 

nu til tidligere 

niveau. 

BFA,BFL. Græs ,sand, 


asfalt, jordsti, 

skovsti, 

BFA,BFL. Græs, sand, 

fortov, asfalt, 

jord, skovsti, 

landevej, evt. 

mere kuperet 

terræn 

BFA,BFL,BFJ. Græs ,sand, 



landevej 

BFA,BFL. Græs ,sand, 



landevej 

BFA,BFL. Græs,sand, fortov, 

asfalt, jord, 

skovsti, landevej 

infektioner. 

Hver gang 

træningsmængden 

øges vil der være en 

tilvænnings periode, 

accepter let træthed 

men stop før 

udtrætning og smerter. 

Do. 

Do 

Målet er nået når 

måneden er omme. 

Du kan nu vælge at 

øge trænings- 

intensiteten eller 

træningsmængden. Du 

kan også vælge blot 

vælge at vedligeholde 

det nuværende niveau.


Målsætningen for løberen i det ovenstående program var en fuldstændig konvertering fra løb med løbesko til 

løb med bare fødder, men der er jo nok i virkeligheden de færreste løbeskos brugere der ønsker at konvertere 

fuldstændig til BFL. Det er oplagt at kombinere og supplere den normale træning i løbesko med 

barfodsaktiviteter for derigennem at blive minder afhængig af de løbesko man dog fortsat benytter. Igen er 

det den enkelte løbers krav og forudsætninger der afgør hvordan, hvorfor og hvorledes implementeringen 

forløber.


9.0 Konklusion 

Formålet med denne opgave var at undersøge hypotesen om at, løb med bare fødder resulterer i færre 

løbeskader end løb med løbesko. Det faktum at der kun eksisterer begrænset viden på området betød, at det 

var det var nødvendigt at tillægge en strategi for undersøgelsen, som indebar at inddragelse af studier uden 

direkte kobling til emnet. Kravet og formålet var dog at disse indirekte kunne understøtte hypoteser, skabt ud 

fra de få studier, der direkte omhandlede BFL. 

De begrænsede studier der har undersøgt forskellene på BFL og løb med løbesko, har fundet klare forskelle i 

bevægemønsteret. Når bevægemønstret ændres i så høj grad, som det er tilfældet med BFL i forhold til løb 

med løbesko, vil det også have indflydelse på risikoen for skader. 

Ud fra den viden vi har om menneskets udvikling og nuværende egenskaber, må det konkluderes, at vi som 

udgangspunkt har gode egenskaber i forhold til løb. Der er derfor grund til at tro, at den menneskelige krop 

har nemmere ved at adaptere til omgivende miljø, hvis den får optimale forhold til udnyttelse af bl.a. det 

veludviklede sanseapparat, som mennesket er i besiddelse af. Løbeskoen vil i så fald være en begrænsning 

for kroppens evne til at tolke væsentlige sanse indtryk, da skoen bl.a. er designet til at mindske disse. 

Det skal dog understreges at barfodsløb ikke skal erstatte løbeskoen. Tvært i mod er der tale om at de to 

former skal supplerer hinanden baseret på en individuel og situationsbestemt vurdering, hvor netop 

fysioterapeutens faglige kompetencer kan udnyttes. 

Baseret på den opmærksomhed og popularitet, som barfodsløb oplever pt. opfordres til, at der bliver gjort 

flere praktiske forsøg på området. Det bør være målet at tegne et nuanceret billede af disciplinen og skabe 

fokus på, hvad der kræves for at opnå et succesfuldt resultat med barfodsløb. Dette er afgørende i forbindelse 

med at afværge en masse uheldige og unødvendige skader, som på sigt kan føre til enden for udbredelsen af 

barfodsløb. 

Nicolaj K. Hjelmroth


Litteraturliste. 

1) Kayser D. Shoes Of Our Youth (A Short History) RUNNINGTIMES jul/aug 2009. 

2) Pilgaard M. Danskernes motions- og sportsvaner 2007 Nøgletal og tendenser ,Idrættens Analyseinstitut, 

juni 2008 

3) Van Gent R.N., Siem, D., Van Middelkoop, M., Van Os, A.G., Bierma-Zeinstra, M.A., and Koes, B.W. 

Incidence and determinants of lower extremity running injuries in long distance runners: a systematic review. 

Br. J Sports Med Aug;41(8):469-80 (2007), 

4) Mechelen W. V: Running injuries: a review of the epidemiological literature. Sports Medicine, 14, 320- 

335, (1992) 

5) Taunton JE, Ryan MB, Clement DB, et al. A retrospective case-control analysis of 2002 running injuries. 

Br J Sports Med 2002 36; 95-101 

6) Bahr R, Mæhlum S. Idrettsskader –En illustrert guide til diagnostikk og behandling av skader i forbindelse 

med fysisk aktivitet. 2 udgave 2006. Norsk idrettsmedisinsk forening 2002,Gazette as. 

7 ) Petticrew M, Roberts H. Systematic Reviews in the Social Sciences – A practical guide. 2 udgave 2006. 

Blackwell Publishing Ltd. 

8) Higgins JTP, Green S. Cochrane handbook for systematic reviews of interventions. Reprinted with 

corrections ed. Chichester, West Sussex: Wiley; 2008 

9) Bojsen-Møller F, Tranum-Jensen J, Simonsen EB. Bevægeapparatets anatomi. 12 udgave ed. 

Kbk.: Munksgaard Danmark; 2001 

10) Bramble DM & Lieberman DE .Endurance running and the evolution of Homo. NATURE vol. 432 | 18 

Nov. 2004 

11) Bang J. Fremmedordbog 13 udgave 2 oplag. Munksgaard forlag; 1992 

12) Gyldendals små opslagsbøger FYSIK/KEMI. Houkjær H, Jensen MS, Jespersen LS, Olesen EB. 1. 

udgave 1oplag (2006) Nordiske Forlag A/S 

13) Lieberman DE. http://www.barefootrunning.fas.harvard.edu/4BiomechanicsofFootStrike.html 

(Accessed 3.5.2011). 

14) Lieberman DE, Venkadesan M, Werbel WA, Daoud AI, D’Andrea S, Davis IS , Mang’Eni RO, Pitsiladis 

Y. Foot strike patterns and collision forces in habituallybarefoot versus shod runners. (2010) doi:10.1038/ 

nature 08723 

15) Queen RM, Abbey AN, Wiegerinick JI, Yoder JC, Nunley JA. Effect of shoe type on plantar pressure :a 

gender comparison. Gait & Posture 2010 s.18-22 

16) Schibye B, Klasen K m.fl. Menneskets fysiologi- Hvile og arbejde. 1. udgave, 6. oplag 2001. FADL; 

2001.


17) Rao UB, Joseph B. The influence of footwear on the prevalence of flat foot.J Bone joint surg. 1992 

vol. 74 no. 4, 525-7 

18) Williams DS, McClay IS, Hamill J. Arch structure and injury patterns in runners. Clinical Biomechanics 

no.16 (2001) 341-347. 

19) Kreighbaum E, Barthels KM. Biomechanics 4 th ed.1996 by Allyn and Bacon 

20) Cavanagh, P.R. and Lafortune, M.A. Ground reaction forces in distance running Jurnal of. 

Biomechanics, 13, 397-406, 1980. 

21) Hart PM , Smith DR. Preventing Running Injuries Through Barefoot Activity. JOPERD, Volume 79 

No.4 April 2008. 

22) Pohl MB, Buckley JG. Changes in foot and shank coupling due to alterations in foot strike pattern during 

running. Clinical Biomechanics 23 (2008) 334 – 341. 

23 ) Lun V, Meeuwisse WH, Stergiou P, Stefanyshyn D. Relation between running injury and static lower 

limb alignment in recreational runners .Br J Sports Med 2004;38:576–580. 

24) Nigg BM. The Role of Impact Forces and Foot Pronation: A New Paradigm. Clinical Journal of Sport 

Medicine, 11: 2–9, 2001 

25) Hasegawa H, Yamauchi T, Kraemer WJ. Foot strike patterns of runners at the 15-km point during an 

elite half marathon. Journal of Strength and Conditioning Research, 2007, 21(3), 888–893 

26) Robbins S. Waked E. Balance and vertical Impact in sports: Role of the shoe sole materials.Arch Phys 

Med Rehabil vol.78, may (1997) 

27) Robbins SE. Hanna AM .Running-related injury prevention through barefoot adaptations. Medicine and 

science in sports and exercise vol 19.no. 2 (1987) 

28) Robbins S. Waked E. Factors Associated with Ankle Injuries- preventive measures. Sports Med (1998) 

jan;25 (1) s. 63-72 

29) Robbins S. Waked E. Hazard of deceptive advertising of athletic footwear. BrJ Sports Med;31:299-303 

1997. 

30) Zadpoor AA, Nikooyan AA; The relationship between lower-extremity stress fractures and the ground 

reactionforce: A systematic review. Clinical Biomechanics 26 (2011) 23–28 

31) Michalsik L, Bangsbo J. Aerob og anaerob træning. Danmarks Idræts-forbund 2002 

32) Grimston, S.K., Nigg, B.M., Fisher, V., Ajemian, S.V.,. External loads throughout a 45minute run in 

stress fracture and non-stress fracture runners. Journal of Biomechanics 27 (6), 66. 1994 

33) Rudzki SJ, Cunningham MJ,The effekt of a modified physcical training program in reducing injury and 

medical discharge rates in Australian army recruits. Military Medicine 164, 9:648 1999 

34) Kountouris A, Cook J, Rehabilitation of Achilles and patellar tendinopathies. Clinical Rheumatology vol. 

21, no. 2, s. 295-316, 2007


35) Alfredson H, Pietila T, Jonsson P & Lorentzon R. Heavy-load eccentric calf muscle training for 

treatment of chronic Achilles tendinosis. American Journal of Sports Medicine 26 (3): 360- 366. 1998 

36) Bartlett R, Sports biomechanics- Reducing injury and improving performance. 1999 E & FN Spon. 

37) Schwellnus MP, Stubbs G. Does running shoe prescription alter the risk of developing a running injury? 

International Sport Med Journal, Vol.7 No.2, 2006, pp. 138-153 

38) Ryan TJ. Barefoot to lightweight. SGB Jul/Aug 2010 vol.43 issue 4 p 38-41 

39) DeWit B, De Clercq D, Aerts P. Biomechanical analysis of the stance phase during barefoot and shod 

running. Journal of biomechanics 33 269-278 (2000) 

40) Logan S, Hunter I, Hopkins JT, Brent JT, Feland, Parcell AC. Ground reaction force differences 

between running shoes, racing flats, and distance spikes in runners. Journal of Sports Science and Medicine 

(2010) 9, 147-153 

41) Shumway-cook A, Woollacott M. Motor control – translating research into clinical practice. 3th ed. 

Lippincott Williams &Wilkins (2007) 

42) Divert C, Mornieux G, Freychat P Baly L, Mayer F, Belli A. Barefoot-Shod Running Differences: 

Shoe or Mass Effect? Int J Sports Med (2008); 29: 512–518 

43) Hanson NJ, Berg K, Deka P, Meendering JR, Ryan C. Oxygen Cost of Running Barefoot vs. Running 

Shod. Int Journal of Sports Med. Apr 6. (2011)

Nicolaj K. Hjelmroth Bacheloropgave UCL 2011

Et litteraturstudie om barfodsløb - Danske Fysioterapeuter

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?