Et litteraturstudie om barfodsløb - Danske Fysioterapeuter

Nicolaj K. Hjelmroth Bacheloropgave UCL 2011
sammenlignes alle er opnået vha. samme metode nemlig retrospektive spørgeskemaer. At studiet
konkluderer følgende:” a structured clinical lower limb biomechanical assessment which is followed by
running shoe advice to match an appropriate shoe to a runner does not reduce the risk of running injuries”.
(37:151) er nok lige voldsomt nok. Her burde man nok have holdt sig fra at generalisere og nøjes med at
konkludere på udelukkende basis af studiet. Det giver i og for sig god mening at finde den bedst egnede sko
ved at se på løbebevægelsen. Problemet ligger måske i virkeligheden heller ikke i metoden, men nærmere i at
vi endnu ikke ved, hvad vi skal kigge efter.
Så længe løbere selv har svært ved at mærke, hvorledes de løber, vil videooptagelser være en udmærket
metode til at undersøge løbebevægelsen. Videooptagelser kan i det fysioterapeutiske arbejde være et
særdeles nyttigt analyseredskab, og når skaderne allerede er opstået, har man også et fikspunkt i form af
oplysninger om hvor skaden er og evt. hvordan den er opstået. Et muligt problem ved løbestilsanalyserne i
forbindelse med køb af løbesko er måske, at man i mange tilfælde ændrer på nogle forhold, der slet ikke
udgør i et problem for løberen og dermed afviger fra princippet: ”If it isn’t broken, don’t fix it”.
6.3.0 Kan løbeskoen virke skadesforebyggende?
Hvor god er løbeskoen på nuværende tidspunkt til at forhindre skader? Det er svært at sige, for der ligger et
indbygget problem i, at der ikke der ikke er et egentligt sammenligningsgrundlag. Som nævnt tidligere
kender vi endnu ikke med sikkerhed den præcise sammenhæng mellem årsag og løbeskaderne. Så længe vi
ikke har defineret disse sammenhænge, er det svært at designe en sko, der løser problemerne. Nogle studier
anvender BFL til sammenligning, når løbeskoens egenskaber skal vurderes. Denne sammenligning giver kun
mening, hvis man vurderer de to løbeformers indflydelse på en sekundær faktor, der er sammenlignelig, da
de to løbeformer som tidligere beskrevet er grundlæggende forskellige. En del af de studier der
sammenligner løbesko med BFL beskriver slet ikke, hvordan test personerne løber/lander, hvilket derfor gør
dem uanvendelige i denne sammenhæng.
Problemet med at sige noget om løbeskoens skadesforebyggende egenskaber er, at det er vanskeligt at
opsætte forsøg, der kan give generelle svar da den individuelle faktor spiller så stor en rolle. Effekten af en
løbesko bør derfor vurderes i forhold til andre skomodeller og ud fra deres egenskaber i relation til at ændre
på forhold, der menes er at være årsagen til skaderne. En måde at teste effekten af løbesko kunne beskrives
med følgende eksempel. Man foretager en undersøgelse hvor man måler på om en sko virker aflastende på
en specifik skade, en skade som evt. er fremkommet ved brug af en anden sko. Effekten ville også kunne
komme til udtryk ved f.eks. at gøre løberen i stand til at løbe på trods af et givet problem, hvilket en anden
sko muligvis ikke var. Metoden kræver at man tager udgangspunkt i individet, hvilket både har sig fordele og
ulemper, men ved at kigge på de relative forhold, sikrer man, at man har kalibreret sit testmiljø, så det der er