Et litteraturstudie om barfodsløb - Danske Fysioterapeuter

Nicolaj K. Hjelmroth Bacheloropgave UCL 2011
7.0 Barfodsløb
1987 “ year of the running shoe” og året hvor Benno M. Nigg formulerede sit bud på den perfekte løbesko,
det år foretog Steven E. Robbins og Adel M. Hanna et meget væsentligt studie (27) ”Running-related injury
prevention through barefoot adaptations” hvor resultatet var i stærk kontrast til det positive syn der ellers var
af den moderne løbesko.
(Robbins et. al.1987) var blevet opmærksomme på at flere studier rapporterede om lave incidensrater af
løberelaterede skader i populationer hvor man ikke brugte sko. En hypotese om at der sker en adaptation
hvorved den naturlige stødabsorbering i foden bedre udnyttes, fik de to forskere i gang med studiet.
Fokus blev lagt på den mediale longitudinale fodbues evne til at modstå belastning. Man bør huske på at det
på dette tidspunkt var en udbredt opfattelse pronation var den store synder, og anti-pronation for alvor kom
frem. I studiet undersøgte de hvorledes vægtbærende aktivitet (minimum 1 time dagligt) udført barfodet
havde indflydelse på højden af den mediale longitudinale fodbue hos 17 motionsløbere. Det var fodens
svanghøjde/fodbuens længde der fungerede som indikator for ændringer i tilpasning, dvs. afstanden i mellem
1.metatarsal samt 5.metatarsal og processus medialis tuberis calcanei. Data indsamlingen foregik ved at tage
røntgenbilleder og fodaftryk af forsøgspersonernes fødder i afslappet tilstand, samt under vægtbæring af
15kg og 55 kg for mænd og 15kg og 45kg for kvinder. Denne statiske test blev udført ved forsøgets
begyndelse og herefter med 1 måneds mellemrum i de efterfølgende 4 måneder. De fandt en gennemsnitlig
ændring i svanghøjden/længden på 4,7 mm hos 13 personer ud af 18 der reagerede positivt. To personer
reagerede i negativ retning dvs. fik lavere svang- højde mens 3 slet ikke reagerede. I kontrolgruppen var der
1 person der øgede svanghøjden mens 10 fra gruppen havde en gennemsnitlig reduktion af højden af svangen
på 4,9 mm. Robbins et al. tilskrev de mange løberelaterede skader skoens tykke stødabsorberende sål der
resulterede i en hæmning af fodsålens nerverige epitelvæv ved navn glabrous epithelium. På grund af den
manglende sensoriske feedback opstår der en form for pseudo-neuropati der i sidste ende kan resultere i
skader. Denne antagelse stemmer udemærket overens med resultater der er opnået ved at forsøg hvor man
har reduceret somato-sensorisk input ved at placere test personer, på et eftergiveligt skumunderlag (41:250).
Ved disse forsøg har man dog fundet at normalt fungerende personer i høj grad er i stand til at kompensere
for de manglende input gennem input fra andre sanser. De forsøg der her henvises til er udført hvor
testpersonerne står stille, og blot skal holde balancen, men som vi ved stiller løbebevægelsen langt større
krav til nervesystemet bl.a. pga. kompleksiteten i opretholdelse af den dynamisk balance.
Bare fødder og 80’erne hænger bare ikke sammen. Man var lige kommet sig over 70’erne og det var absolut
ikke ”time to dress down” og (Robbins et al. 1987) budskab havde lille interesse. Diskussionerne bølgede
frem og tilbage, men ikke om man skulle droppe løbeskoen, men om hvordan løbeskoen kunne konstrueres
så den blev i stand til at modstå de voldsomme stød der var blevet målt når løbere satte foden i jorden (se evt.
kapitel 5). Efter at havde videreudviklet 80’ernes løbesko til en version 20,0, skete der igen i starten af