HVAD ER ET NATURSYN? - VBN - Aalborg Universitet

arbejdende og naturbearbejdende menneske - dog snarest som middel eller ressource for den
økonomiske værdiskabelse. Begrundes friluftslivet ved f.eks. sundhed og livsglæde, da kan det
rekreative natursyn ses som en selvstændig værdsættelse af det sunde og livsglade menneske,
uafhængigt af produktive formål.
Et andet natursyn, som spiller en rolle for naturfredningen, er det æstetiske. Den natur, som
æstetiske overvejelser ofte refererer til, kan kort betegnes som landskabsbilledet. Et aspekt af
æstetikken, men langt fra det eneste aspekt, er skønhedsindtrykket. I et afsnit om landskabsæstetik
pointerer den tidligere nævnte betænkning om naturfredning fra 1967 særligt to elementer, som er
betonet i fredningsindsatsen, og som ”for de fleste mennesker står som særligt dansk og særligt
smukt og attråværdigt.” Det ene er det barske og ret uberørte, det andet er det idylliske. Betoningen
af netop disse to elementer, skriver betænkningen, ”har formentlig … en kulturhistorisk baggrund i
romantisk litteratur og landskabsmaleri og i den intense naturfølelse og dermed forbundne interesse
for fædrelandets særtræk og historie, som kendetegner store dele af det 19. århundrede.” 57 Man kan
bl.a. tænke på Blichers litterære beskrivelser af den barske hede og på J. Th. Lundbyes tegninger og
malerier af det idylliske bondelandskab med græssende køer og med stensatte oldtidshøje. Det
æstetiske natursyn afspejler umiddelbart et syn på mennesker som æstetisk oplevende. Hvad den
æstetiske oplevelse indebærer, er imidlertid også historisk betinget. Som landskabsæstetikken
pointeres i den nævnte betænkning, spiller to forhold ind. Det ene er kunsten – naturfortolkninger i
1900-tallets litteratur og billedkunst som inspirationsgivende. Det andet er det nationale – 1900tallets
nationalfølelse udtrykt i en værdsættelse af ’særtræk og historie’, der kan bidrage til at
karakterisere fædrelandets egenart. Skønhedsindtrykket, hvad der opfattes som billedskønt, refererer
da til både det kunstneriske menneskes og det nationale menneskes optik.
Naturbegrebet i det økologiske jordbrug er mest umiddelbart bedriftsenheden – jorden,
planterne og dyrene, som landmanden virker med. Da det økologiske jordbrug fremstod i
1970’erne, blev det ofte fremholdt, at mennesker måtte opfattes som del af naturen, ikke som adskilt
fra naturen. Hermed blev tilkendegivet et syn på, hvad der er menneskers plads i naturen. Det blev
også fremholdt, at mennesker måtte samarbejde med naturen, ikke blot udnytte den. Hermed blev
tilkendegivet et syn på, hvad der er menneskers rolle i forhold til naturen. Det økologiske jordbrug
søgte et modsvar til det mekaniserede og specialiserede landbrug, hvis naturvidenskabelige
grundlag ofte blev beskyldt for at være reduktionistisk, alene rettet mod det, der kan måles og vejes.
Der blev lagt vægt på helhed, på overskuelighed, på landmandens indlevelse i den natur, som han
havde i sin varetægt. Det økologiske jordbrugs natursyn afspejler da en værdsættelse af det
menneske, der i dets virke med den natur, som det selv er del af, udfolder dets evner til at indleve
sig i og samarbejde med en overskuelig naturs hele – og her: en overskuelig bedriftsenheds hele.
57 Naturfredningskommissionen 1967: 21
37