Læs om konserveringen her. - Åbne Samlinger

aabne.samlinger.dk

Læs om konserveringen her. - Åbne Samlinger

3

Konservering af et silhuetklip fra Lolland-Falsters

Stiftsmmuseum

Af Anne-Marie Christensen, konservator, Bevaringscenter Næstved

Før konservering

En familie fra Maribo?

I 005 modtog Lolland-Falsters Stiftsmuseum et

silhuetklip som gave. Selve silhuetten, der måler

42 x 57 cm, var indfattet i en enkel flad træramme

med indlagte bånd af mørkt og lyst træ og forhøjede

kvadratiske afslutninger i hjørnerne. Efter sigende skulle

billedet forestille borgmesteren i Maribo med familie.

På silhuetklippet er otte personer afbildet i en idyllisk

have med udsigt over havet og nogle småøer. Bag

dem stråler sommerhimlen i solnedgangsfarver. Store

bøgetræer rækker deres grene indover sceneriet, og bag

stakittet vokser græsser og blomstrende rosenbuske.

I hver side indrammes motivet af to havestuer, der

antyder større bygninger, dørene står åbne ud mod

haven. En lille klynge slanke rødgraner rager op midt

i billedet. Rødgran og andre nåletræer – indført til

Danmark af den tyske forstmand Johann Georg von

Langen - var på denne tid endnu ret eksotiske. Solsorte

sidder i træerne, måger og sommerfugle svæver i luften.

Til venstre, foran huset med det grønne interiør står

en ældre herre i lang frakke og høj hat i færd med

at tænde sin lange pibe. Over for ham en stor dreng

med halsbind, høj krave og høj hat, under venstre arm

klemmer han en lang søkikkert. Imellem dem, ser

man en jagt for udgående, matroserne er ved at sætte

sejlene, fra masten vajer både et dannebrogsflag og en

lang vimpel i vinden. Jagten var et meget almindeligt

lille handelsskib fra ca. 700-tallet og helt frem til .

verdenskrig. I midten står to små drenge, den ældste

viser en tam fugl frem, som den strithårede yngre

broder rækker et af de æbler, han har i hænderne.

Til højre i billedet er forældrene anbragt med front

mod hinanden. Moderen bærer en lang kjole med høj

talje, på hovedet en tætsiddende kyse med lange bånd.

Ved hånden har hun familiens yngste, en lille pige i en


Familiens yngste med sin mors ”ridicule”, en stoftaske, der

blev moderne da empiremoden gjorde lommer under tøjet

umulige. Bemærk, at den oprakte arm er klippet separat.

lignende kjole med sløjfe på ryggen. Hun bærer sin

mors ”ridicule”, en lille posetaske pyntet med kvaster.

Faderen er iført en lang frakke med opslået krave. Han

står på en lille høj, hvorfra han holder udkig med båden.

Samtidig kaster han et blik på sit lommeur, i venstre

hånd holder han en sekstant. Bagest står en ung dreng på

trappetrinnet til huset med det røde interiør, han lugter

til en rose, under venstre arm bærer han sit høje hat.

Alt i alt et rigtigt guldaldersceneri, som bedømt ud fra

dragtmoden nok stammer fra tiden mellem 8 0- 0.

Umiddelbart er der ikke noget ved motivet, der knytter

familiens overhoved til borgmesterposten. Derimod

er billedet fuldt af rekvisitter med tilknytning til søen,

faderen er måske kaptajn (og handelsmand?), og den

ene af hans store sønner er godt på vej i hans fodspor.

Silhuettøren

Silhuetten er ikke signeret, men på baggrund af

stilistiske træk kan ophavsmanden bestemmes som

Franz Liborius Schmitz (Bonn ca. 76 - 8 7).

Schmitz var oprindeligt uddannet bogtrykker, men

fra ca. 799 ernærede han sig som omrejsende

silhuettør. Han er den mest produktive silhuettør i

Danmark og har efterladt sig spor over hele landet,

således vides han også at have besøgt Maribo,

hvor han portrætterede apoteker Henrik Nicolaj

Hoffmann og familie. Det skulle være muligt at

tidsfæste silhuetten mere nøjagtigt, da Schmitz

ofte annoncerede sine besøg i den lokale presse.

Familiens overhoved med sine navigationsinstrumenter.

Bemærk hvordan hagens og sekstantens konturer er ført videre

med klip ind i papiret.

Om Franz Liborius Schmitz hedder det, at han

klippede på fri hånd, at han var hurtig og altid klippede

af to lag papir - så måske befinder der sig dubletter

af personerne på vor silhuet som indrammede

brystbilleder eller gemt i breve, dagbøger, gæstebøger?

Silhuetten til konservering

Den smukke silhuet var skæmmet af noget, der

i mistænkelig grad lignede et skimmelangreb.

Endvidere var flere motivdele rutsjet ned, og man

kunne se de mørkere aftegninger af deres oprindelige

placering på den nu falmede baggrund. Silhuetten

blev derfor indleveret på Bevaringscenter Næstved

(tidligere Storstrøms Amts Konserveringscenter).

Her begyndte den nervepirrende opgave med at

skille silhuetten ad i sine 5 bestanddele. Heldigvis

kunne det hurtigt konstateres, at det hvide støv, der

havde aflejret sig bag glasset og på silhuetdelene,

ikke var skimmelsvamp men derimod afsmitning fra

den farvede baggrund, som var udført i pastelkridt.

33


34

Jagt. Detalje før konservering. Det hvide støv under glasset er

afsmitning fra den farvede baggrund.

Bemærk baggrundens originale, mørkere

farve bag de forrykkede figurer.

På indersiden af rammens glasplade kan motivet tydeligt

aflæses i det aflejrede pastelstøv fra baggrunden.

Familiens to mindste drenge. Fra bagsiden ser man, at figurerne er klippet af flere dele.

Silhuetten havde aldrig været åbnet før, og var

endnu i sin originale tilstand. Det gav rig lejlighed

til at studere Franz Liborius Schmitz’ arbejdsmetode.

Silhuettens opbygning - iagttagelser

Til silhuetklippene er der brugt hvidt papir i

forskellig kvalitet - således er husene og personerne

udført i kraftigere papir, mens bladkronerne, øerne

og blomsterne er klippet af tyndere papir. I papiret

ses mærker efter den trådrist, der anvendes under

papirfremstillingen. Schmitz har selv farvet papiret

– ofte ses penselstrøgene i farven, der er farveklatter

på bagsiden og også enkelte fingeraftryk. De vigtige

motivdele og forgrunden er klippet i sort papir,

mens der er brugt forskellige gråbrune nuancer til

græsserne og øerne i baggrunden. De fleste motivdele

er klippet af mat sort papir, men til skibet og til to af

de små bakker, personerne står på, er der brugt papir

med en blank sort overflade. Der er formodentlig tale

om den samme farve, blot påført i hhv. koncentreret

og i fortyndet form – på nogle af de matte figurer

ses blankere partier og begge slags farve er

vandopløselig. Jørgen Duus nævner i sin fremragende

bog om silhuetter, at Schmitz ofte benyttede trykte


ogsider, som blev sværtet sorte med tryksværte.

Det er ikke tilfældet her, endvidere er tryksværte

fremstillet på bindemidler, der ikke er vandopløselige.

Fire af børnefigurerne er sat sammen af flere stykker.

De to små drenge er klippet som over- og underkrop

(for også at kunne justere deres højde?), den mindste

sågar med et løst sæt arme. Den lille pige og den store

Grantræ i retvendt og spejlvendt udgave.

Sommerfugle, de små prikker er huller lavet med en

nål.

Den pastelfarvede baggrund, efter imprægnering.

Bemærk det tydelige aftryk af silhuetklippene.

dreng til højre i billedet har en løs arm, der har kunnet

flyttes og anbringes, så det passede ind i kompositionen.

Endvidere er dannebrogsflaget på skibets mast forsynet

med et hvidt kors; selve det omhyggeligt gengivne

skib består af seks dele; det lange stakit er klippet af

to mindre stykker. Umiddelbart er det ikke muligt at

bestemme, hvilket bindemiddel Schmitz har anvendt

- der er ingen spor efter limen, heller ikke i UV-lys.

Mens klippene af personerne er individuelle og

specialfremstillede, består silhuetten også af dele,

som har kunnet massefremstilles i forvejen. Af træer

og roser lavede Schmitz større silhuetklip, som

blev klippet i mindre stykker. I bund og grund består

bladkronerne således af tre grundelementer. Ved det

store træ er grenene blot stukket ind under stammen,

eller lagt ovenpå, det har ikke været Schmitz’ ærinde

at skabe en illusion af rumlighed. Visse bladgrupper

har lige afskårne kanter, her er silhuettøren nået til

kanten af sit papir. Disse dele er placeret synligt i

billedet uden hensyntagen til det afsnuppede udseende.

Til de tre grantræer er der kun brugt ét grundelement,

som er blevet klippet i fire eksemplarer (to ret-

og to spejlvendte) plus en stamme, der foreligger

i to. Mens de to graner til venstre er anbragt på

lange stammer, er det høje træ til højre blevet til

blot ved at lægge to grundelementer i forlængelse

af hinanden, selvom stammen så ikke bliver lige

tyk. Der er mange andre eksempler på denne

modsætningsfyldte blanding af omhu og nonchalance.

Stakittet består af tre ens symmetriske sektioner, der

viser, at papiret blev foldet så silhuettøren klippede

gennem i alt tolv lag! Stakittets skæve og noget groft

tilhuggede udseende føjer sig imidlertid fint ind i

helheden. Det er tydeligt, at Schmitz har haft øje for,

hvor kan skulle sætte sin virtuositet ind, og hvor han

kunne spare på indsatsen. Sparet er der ikke blevet ved

klipningen af de diminutive sommerfugle. De tåler

betragtning under lup og er endda forsynet med små

dekorative prikker i form af huller lavet med en nål.

Silhuetklippene ligger på en strålende baggrund

udført i blåt, hvidt og orange pastelkridt. Baggrunden

består af i alt fem mindre stykker papir. Himlen

er sat sammen af i alt tre mindre stykker papir,

mens det blå hav består af to ark. De lodrette

overgange mellem arkene er behændigt skjult bag

træer, mens der er en synlig overlapning mellem

himmel og hav, det giver en skarp horisontlinie.

Som underlag ved pastelfarvningen brugte Schmitz

35


36

Bagklædning af træ, inderside med

mærker af pastelkridt efter farvningen af

baggrundspapirerne.

i øvrigt den træplade, der på den færdigindrammede

silhuet tjener som bagklædning. For at tilføje

silhuetten en ekstra farve- og materialeeffekt er

små stykker af hhv. grøn og rød silke lagt ind som

baggrund i de to havestuer, ligesom skibets flag og

vimpel er lavet af tekstil. På enkelte stykker er stoffets

takkede ægkanter bevaret, ved nærmere eftersyn

viser de sig at bestå karakteristiske små løkker.

Hvordan Schmitz har båret sig ad med at lægge de

enkelte silhuetklip på deres rette plads, få dem til at

blive der, og undgå at bringe uorden i de andre dele, er

en gåde. Det ser faktisk ud til, at motivdelene er anbragt

løst ovenpå hinanden, for baggrundens pastelbemaling

er så løst bundet, at det ikke har været muligt at klæbe

silhuetdelene fast på

den. Ved den endelige

montering i rammen

har det derfor

været nødvendigt

at holde silhuettens

mange forskellige

dele i spænd, så

Detalje af baggrunden.

Overlapningen mellem de to stykker

baggrundspapir er behændigt skjult

bag en figur. Tydelige lysskader

samt afskalninger i pastellaget.

Detalje af baggrunden. Det tykke

pastellag opviser flere afskalninger.

Huset til højre set bagfra, den røde

silkebaggrund består i virkeligheden af

adskillige små stykker stof.

de ikke skulle

begynde at skride.

Da silhuetten blev

skilt ad kom det

frem, hvordan

Schmitz havde

løst problemet:

Mellem den

farvede baggrund

og bagklædningen

af træ lå i alt 38

stykker papir -

hovedsageligt trykte

ark fra tre forskellige

bøger, men også en

vareliste, et brev og en

matematikopgave.

Mellem den farvede baggrund og

bagklædningen lå fyldmateriale bestående af

i alt 38 stykker papir.

Derudover et par fragmenter af det

papir, han havde anvendt til silhuetten.

Schmitz må have bygget silhuetten op bagfra,

idet han startede med at lægge fyldmaterialet på

bagklædningen, derpå den farvede baggrund, selve

silhuetklippene og til sidst glaspladen og rammen. Det

er indlysende at Schmitz måtte foretage indramningen

selv, det stemmer også overens med en annonce, hvori

Schmitz skriver: ”jeg besørger Glas og Ramme”.

Konservering

Efter at silhuetten var blevet splittet ad i alle sine

bestanddele, kunne selve konserveringen begynde.

Først blev de enkelte silhuetklip renset for pastelstøv

på begge sider. Derpå skulle delene genanbringes

på den pastelfarvede baggrund. Her lå imidlertid

et større problem, for bevaringstilstanden var

dårlig. Pastelfarven var påført i et tykt lag, som

var svagt bundet og smittede kraftigt af. Der

var både afskalninger i farvelaget, slitage og

lysskader. Det var imidlertid nødvendigt at redde

den, for det var her på den blegnede baggrund,

at silhuetklippenes oprindelige placering kunne

aflæses som områder, der ikke var falmet. Opgaven

var ikke let, for hvordan tilføre bindemiddel til

en så svagt bundet overflade uden at ændre på

farverne endsige den matte overfladekarakter?

Hvad nu?

Det var farvelagets komplicerede karakter, der skulle

bestemme valg af imprægneringsmiddel og -metode.

På forhånd kunne man udelukke vandige bindemidler

(der ellers anvendes til mange arbejdsgange inden

for konservering af papir), da vandet ville få papiret

til at reagere for kraftigt til fare for det tykke

pastellag. Desuden var der risiko for skjolder fra det

overfladesmuds, som var bundet i både papir og farve.

Der kunne heller ikke anvendes pensel ved påføringen

af bindemidlet, ligesom imprægneringen helst skulle

ske fra forsiden, bl.a. for at sikre sig mod skjolder.


Jeg snakkede med flere kolleger, de fleste frarådede

fiksering eller havde begrænsede erfaringer med det, da

der ikke er nogen tradition i vores fag for imprægnering

af pastel på papir. Altså måtte der skeles til erfaringer

fra konservering af andre genstandsgrupper.

I en semesteropgave fra 985 – ”8 bindemidler til

konsolidering” havde jeg allerede beskæftiget mig med

problematikken i relation til svagt bundne farvelag på

træ. Her bliver ti forskellige bindemidler testet: fem

i organiske opløsningsmidler og fem opløst i vand.

Forsøgsgenstandene er krydsfinersplader præpareret

med et tykt lag mat, ubunden farve. De forskellige

bindemidler påføres farvelaget i en koncentration på 5

%, der anvendes sprøjtepistol og proceduren gentages

op til tre gange. Det viser sig, at selve valget af

opløsningsmiddel spiller en væsentlig rolle for udfaldet

af testen. Tre af de ti bindemiddel/opløsningsmiddelblandinger

opnår fremragende resultater (både æstetisk

og konsolideringsmæssigt), med Plexisol P550 i

diethylbenzen (kogepunkt 80- 84°C) på førstepladsen

og Paraloid B 7 i diethylbenzen på tredjepladsen.

Malerikonservator Petra Demuth beskæftiger sig i en

artikel med en lignende problematik i relation til maleri

på lærred. Hun søger efter et imprægneringsmiddel med

gode ældningsegenskaber, god indtrængningsevne,

god klæbekraft i lave koncentrationer, og som kun

misfarver i ringe grad. Hun anvender Plexisol P550 i

Sangajol (kogepunkt 45- 00° C), koncentration 3%,

påført to gange med flad pensel på objektets bagside.

Metoden er mere detaljeret, men det er ikke relevant her.

Der fandtes altså gode erfaringer med imprægnering

af farve på træ og lærred. Derfor måtte der i beskedent

regi laves en forsøgsrække, der kunne vise, hvordan

materialet papir ville reagere ved en imprægnering.

Forsøg

Udgangspunktet for forsøget blev de to ovennævnte

gennemprøvede akrylbindemidler i hhv. et hurtigt

og et langsomt fordampende opløsningsmiddel,

nemlig Paraloid B7 i ethanol (kogepunkt 79°C) og

Plexisol P 550 i ,5 % Sangajol. Ved alle prøver blev

imprægneringsmidlet påført i en koncentration på ,5

% med sprøjtepistol fra forsiden. To optørringsmetoder

blev testet: En hurtig optørring i stinkskab og en

langsom optørring over tre dage i kammer med

opløsningsmiddeldampe (hhv. ethanol eller Sangajol).

Forsøgsobjekter blev fremstillet af to slags papir,

nemlig en glat, hvid karton med lukket overflade

og et gulligt tyndere tegnepapir med en fhv. åben

overflade. Tegnepapiret, der stammede fra en rulle,

blev afspændt med vand og spændt op på bordet

med papirklæbestrimler til optørring. Begge slags

papir blev påført pastel (terra verde) i så rigelig

mængde som muligt og skåret i passende stykker.

Alle papirstykker blev derpå lagt i fugtkammer ved

00% RH et par timer, derpå tørret op. Denne behandling

var blevet anbefalet som indledende fiksering af

pastelfarven, men viste sig reelt uden megen effekt.

Det er imidlertid værd at bemærke, at pastelfarven

på de fugtbehandlede papirer blev lidt mørkere efter

fugtbehandlingen, fordi papiret rejste sig, tydeligst på

prøverne af tegnepapir med den mere åbne overflade.

Efter én imprægnering var Paraloid-prøverne mere

misfarvede end Plexisol-prøverne og papiret krøllet

let op i siderne p.g.a. spændinger. Afsmitningen

var derimod ringe, fordi det flygtigere bindemiddel

havde trukket imprægneringsmidlet op mod

overfladen af farvelaget, det gjaldt også de prøver,

der blev udsat for den langsomme optørring.

Plexisolprøverne viste derimod efter to imprægneringer

minimal misfarvning og ingen spændinger i papiret.

Det langsomt fordampende opløsningsmiddel

bevirker, at der kun er lille er forskel på, om prøverne

optørres i stinkskab eller over længere tid i kammer.

Overfladen smitter af ved forsigtig gnidning,

fordi bindemidlet er trængt langt ind i strukturen.

Generelt kan man konkludere, at den langsomme

optørring i ”dampkammer” giver det bedste resultat,

dvs. bedre indtrængning, og dermed mindre

farveforandring. Opløsningsmidler, der fordamper

langsomt, fører bindemidlet langt ind i strukturen, og

De langsomt optørrede prøver gav det bedste resultat. Øverst

prøver på tegnepapir, nederst på karton. Til venstre Paraloid,

til højre Plexisol, i midten de ubehandlede referencer.

37


38

er yderst velegnede til imprægnering af porøse farvelag

fra forsiden. Der skal gentagne imprægneringer

til for at kontrollere afsmitningen fra overfladen,

men metoden er let at styre. Endvidere var det

tydeligt, at åbne papirtyper bliver mere misfarvede.

Disse gode resultater kan måske tjene som

inspiration for kolleger, der står med lignende

problemstillinger; bl.a. ville det være interessant

også at teste Paraloid B7 opløst i Sangajol.

Afslutning

Det endte altså med at silhuetklippets baggrundspapir

blev sprøjtet to gange fra forsiden med en ,5%

Litteratur:

opløsning af Plexisol P550 i Sangajol. Der er en let

afsmitning fra overfladen, men til gengæld ingen

farveforandringer eller haptiske forandringer i papiret.

Derpå blev de imprægnerede baggrundspapirer

monteret på et stort stykke syrefrit pap (7 %

methylcellulose 000; hængsler; punktopklæbning)

og nu kunne de enkelte silhuetdele punktopklæbes på

baggrunden (methylcellulose 000, 7 %). De mange

bogsider blev overladt museet og i stedet blev en

tilsvarende, hvis ikke endnu mere effektiv polstrende

effekt opnået med capillary matting fra Conservation

by Design Ltd. Bagklædingen blev monteret

med rammefjedre og klæbet til for at undgå støv.

Silhuetten efter konservering (glasset er ikke sat i endnu for at undgå reflekser).

Andersen, Ellen: Danske Dragter. Moden 790-

840. Nationalmuseet. Nyt Nordisk Forlag Arnold

Busck. 986.

Christensen, Anne-Marie Haagh: 8 bindemidler til

konsolidering. Semesteropgave. Konservatorskolen.

985.

Demuth, Petra: Klebstoffmigration zur

Malschichtbefestigung bei Leinwandgemälden.

Artikel i Restauro nr. 5, 999.

Duus, Jørgen: Silhuetter – skygger på væggen. Nyt

Nordisk Forlag Arnold Busck A/S. 988

Jensen, Jens Aarup: ”Købmand Buch i Ringkøbing

med familie” – en nyerhvervet Ringkøbing silhuet.

Artikel i FRAM – Fra Ringkøbing Amts Museer,

996. Museumsrådet i Ringkøbing Amt. Struer

Note:

Benjamin Asmussen fra Handels- og Søfartsmuseet

samt Jan Halling Koch fra Koch’s Canvas var

behjælpelige ved typebestemmelsen af sejlskibet.

En interessant hjemmeside er www.tuxen.info/

silhuetter, her findes bl.a. en oversigt over Franz

Liborius Schmitz’ rejser.

More magazines by this user
Similar magazines