Industriøkonomi - School of Economics and Management University ...

Industriøkonomi
Stephen Martin, Peter Møllgaard,
Per Baltzer Overgaard og Christian Schultz
Januar 1999
Publiceret som kap. 9 i Chr. Hjorth-Andersen (red.),
Udviklingslinier i økonomisk teori, Jurist- og
Økonomforbundets Forlag, Kbh., 2000
Abstract
This article provides a selective survey of some recent developments
within the field of Industrial Organization. We emphasize the
role of explicitly modelled strategic behavior as a basis for understanding
the functioning of imperfectly competitive markets. Among
the topics studied are standard models of oligopoly, horizontal competition
and coordination in dynamic environments, the consequences
of imperfect information for oligopolistic market interaction, vertical
relations between firms in a distribution channel, entry barriers, as
well as structured auction environments as a response to asymmetric
and incomplete information. Throughout the article, attempts are
made to assess the descriptive relevance of the formal modelling that
constitutes modern Industrial Organization.
1 Indledning
Det kan i dag forekomme mærkeligt, men for et halvt århundrede siden
mente mange økonomer, at de fleste markeder kunne beskrives enten ved fuldkommen
konkurrence eller med lærebogsmodellen for monopoler. De tidlige
duopolmodeller af Cournot (1838) og Bertrand (1883) havde på det tidspunkt
ikkedenstoreindflydelse. Økonomer blev imidlertid gradvist opmærksomme
på markedsformer mellem de to ekstremer: Edward H. Chamberlins (1933)
Theory of Monopolistic Competition og Joan Robinsons (1933) Economics of
Imperfect Competition er prominente eksempler på dette.
1

Det ledte frem til et nyt, bredt forskningsfelt, industriøkonomi 1 ,somkan
defineres som analyse af virksomheders og markeders struktur og interaktion.
Feltets oprindelse tilskrives ofte to Harvard-økonomer: Edward S. Mason og
Joe S. Bain. Inspireret af Mason (1939, 1949), introducerede Bain (1959)
den indfyldelsesrige structure-conduct-performance tilgang (S-C-P i det følgende),
som i den rudimentære form sagde, at et markeds struktur bestemmer
virksomhedernes adfærd, som så bestemmer markedets “resultat” i form af
efficiens, rentabilitet og dynamik.
Ved indgangen til 1970’erne var industriøkonomi et fortrinsvis empirisk
område organiseret omkring S-C-P, der hovedsageligt var baseret på observerede
regulariteter for et tværsnit af brancher. S-C-P anviste en generel
analyseform, som kunne anvendes til studier af markeders eller (oftere) branchers
performance, ligesom den kunne bruges til at give generelle anbefalinger
til embedsmænd og politikere.
I sin grundform forudsagde S-C-P, at et marked, alt andet lige, vil være
mere efficient, jo flere leverandører der er. Derfor blev fusioner betragtet med
en betydelig skepsis og reklame ligeså, idet man mente, at reklame udgjorde
en adgangsbarriere. Konkurrencebegrænsende aftaler mellem konkurrenter
på samme omsætningstrin (horisontale aftaler) blev erklæret forbudte i mange
lande; aftaler mellem producenter og deres distributører om at begrænse den
ene eller anden gruppes udfoldelsesmuligheder (vertikale aftaler) blev betragtet
med skepsis stort set begrundet i en analogi til horisontale aftaler.
Her og på andre områder manglede en analytisk model, der var i stand til
at vurdere velfærdseffekterne af specifikke markedstrukturer eller af virksomhedernes
adfærd.
Hvis naturen afskyr et vakuum, således gør den økonomisk teoretiker
det, og i 1970’erne og 1980’erne udvikledes en række komplicerede spilteoretiske
modeller for markeder med imperfekt konkurrence. Disse modeller
udvider den neoklassiske teori om perfekt konkurrence til situationer med
imperfekt information og strategisk interaktion mellem markedsaktørerne.
I modsætning til S-C-P tilgangen frembringer disse modeller meget præcise
vurderinger af positive og negative aspekter af et givent marked eller en given
adfærd. Men i modsætning til S-C-P modellen indeholder spilteoretiske modeller
meget specifikke antagelser, og deres forudsigelser af ligevægtsadfærden
afhænger ofte kritisk af tilsyneladende trivielle ændringer i modellens
antagelser. Spilteorien er således et tveægget sværd. På den ene side muliggør
den konstruktion af modeller, der passer til empiriske observationer; på
den anden side er det muligt at forklare næsten hvad som helst: “Explaining
everything, explaining nothing?,” som John Sutton (1990), en fremtræ dende
1 eller på amerikansk: industrial organization.
2

industriøkonom, har udtrykt det. 2
Formålet med dette kapitel er ikke at give en oversigt over al nyere industriøkonomi
- det ville kræve en encyklopædi for sig selv. I stedet har vi
udvalgt nogle væsentlige områder, hvor der er sket en væsentlig udvikling, og
som vi selv synes er spændende.
I det følgende tager vi i afsnit 2 et kort afsæt i lærebogsmodellen for
monopoler for derefter i afsnit 3-5 at behandle moderne industriø konomiske
modeller af horisontale og vertikale “aftaler.” Vi argumenterer for, at der
i forhold til en samfundsmæssig velfærdsmålsætning er stærke argumenter
for at betragte dem ret forskelligt: Ved etableringen af (eksplicitte eller implicitte)
horisontale aftaler har parterne en fælles interesse i at hæve den
endelige udsalgspris, hvilket generelt ikke er tilfældet ved vertikale aftaler.
I afsnittene om monopol og oligopol antages, at adgangsbarriererne er så
store, at virksomhederne ikke behøver kere sig om potentiel konkurrence.
Denne antagelse lempes i afsnit 6 om adgangsbarrierer. Vi runder i afsnit 7
artiklen af med en kort gennemgang af en speciel markedsform, auktioner,
som fremhæves, fordi det her er lykkedes at kombinere (spil-)teori og empiri
til et usædvanligt stærkt værktøj til analyse af markeder. Auktioner
kan således betragtes som en klar succes for såvel spilteori som for moderne
industriøkonomi. Afsnit 8 indeholder nogle få afsluttende bemærkninger.
2 Monopolisten
I dette afsnit starter vi med en gammel kending: Monopolisten. Monopolisten
er alene på sit marked. Han står overfor en markedsefterspørgsel, der
lægger bånd på hans udfoldelsesmuligheder: Han kan vælge hø j pris og lille
afsætning, eller lav pris og stor afsætning, men desværre ikke høj pris og
stor afsætning. Markedsefterspørgslen, som jo blot angiver sammenhængen
mellem pris og afsat mængde, kan udtrykkes enten som D(p), efterspurgt
mængde som funktion af prisen, eller som p(q), pris som funktion af den
leverede mængde. Den sidste formulering er mest hensigtsmæssig for det
følgende.
I en statisk model er monopolistens problem at maksimere profitten, d.v.s.
samlet indtjening, p(q)q, minus omkostninger, c(q). Det gøres ved at vælge
2 Et andet karakteristikum for spilteoretiske modeller er, at de ofte har en yderst forenklet
og ”skrællet” form. Dette synliggør de væ sentligsteteoretiskesammenhængeiargumentet,
men omkostningen er naturligvis, at dele af virkeligheden lades ude af betragtning.
For en diskussion af brugen af spilteori i industrøkonomi, se tillige Fisher (1989), Shapiro
(1989), Saloner (1991), Camerer (1991), Postrel (1991).
3

den mængde, q, somløser
max
q
Den velkendte betingelse, MR(q) =MC(q) bliver her,
p(q)q − c(q) (1)
MR(q) =p 0 (q)q + p(q) =c 0 (q) (2)
Vi kalder løsningen q m og den tilhørende pris p m (se figur 1). Marginalindtægten
er mindre end prisen da p 0 (q)q q m og p fk

3 Oligopol
Oligopoler kan lidt upræcist siges at være markedsformer med “få ” udbydere.
Resultaterne afhænger her ganske meget af, om man forestiller sig virksomhederne
sætter priser (Bertrand-konkurrence) eller mængder (Cournotkonkurrence).
I virkeligheden sætter virksomhederne jo begge dele. Et
vigtigt bidrag af Kreps & Scheinkman (1983) viste, at hvis virksomhederne
først vælger kapacitet, og derefter pris, så bliver resultatet (under visse
betingelser, som vi ikke vil fortabe os i her) det samme som under Cournotkonkurrence.
Vi vil derfor i det følgende kigge på et marked, hvor virksomhederne
konkurrerer à la Cournot.
For nemheds skyld betragter vi et marked med kun to ens virksomheder,
som vi kalder 1 og 2. Det er ikke, fordi teorien ikke kan håndtere flere,
det kan den sagtens, men for at gøre tingene lidt lettere. Vi antager, at
virksomhederne producerer helt det samme, homogene produkt.
Tilsammen står de to virksomheder overfor en markedsefterspørgsel: Hvis
den samlede produktion er Q, d.v.s. Q = q1 + q2, bliver markedsprisen p(Q).
Virksomhed 1 kan ikke bestemme virksomhed 2’s produktion, q2, men må
tage den for givet. Virksomhed 1 søger at maksimere profitten, så dens
problem bliver
Givet q2 max p(q1 + q2)q1 − c(q1).
q1
Igen er løsningen givet ved den velkendte betingelse MR = MC,dernukan
skrives som
p 0 (q1 + q2)q1 + p(q1 + q2) =MC(q1). (4)
Dette minder meget om monopolistens løsning, men der er en vigtig
forskel: 1. led i marginalindtægten er (absolut set) mindre end det tilsvarende
led for monopolisten. Prisfaldet ganges kun med virksomhed 1’s produktion
og ikke med hele markedsproduktionen, som tilfældet er for monopolisten.
Derfor virker den negative effekt heller ikke så kraftigt som hos monopolisten.
Tilsammen ender oligopolisterne derfor med at udbyde mere, end monopolisten
gør. For lige at drive pointen den hjem: Givet q2 er (4) en ligning i
een ubekendt, q1. Løsningen er virksomhed 1’s reaktion på virksomhed 2’s
produktion,
q1 = R(q2) (5)
R kaldes virksomhedens reaktionsfunktion eller “bedste svar”. Tilsvarende
er q2 = R(q1). Vores teori er nu, at der indstiller sig en ligevægt på
markedet, en Cournot-ligevægt, så virksomhed 1’s valg af produktion er optimalt
givet virksomhed 2’s valg og omvendt, altså
En Cournot-ligevægt er (q ∗ 1 ,q∗ 2 )såq∗ 1 = R(q∗ 2 ) og q∗ 2 = R(q∗ 1 ).
5

En Cournot-ligevægt er en Nash-ligevægt, hvor virksomhederne vælger
mængder. Deterklart,atderliggeretparvæsentligeantagelserbegravet
her. I Cournot-ligevægten er virksomhed 1’s produktion optimal givet den
produktion, som virksomhed 2 vælger, men hvor kender virksomhed 1 den
fra? Fra et godt gæt! Vi vil ikke her fordybe os i en diskussion af det logiske
fundament for Nash-ligevægte, men blot henvise til Birgitte Sloth’s bidrag,
se Sloth (1999). 5 Cournot-ligevægten er illustreret i figur 2.
FIGUR 2 HER.
Som antydet ovenfor er den samlede produktion i en Cournot-ligevægt stø
rre end under monopol. Årsagen er, at virksomhederne ikke internaliserer
hele det prisfald, der opstår, hvis de øger deres produktion. En del rammer
konkurrenten, og det er den enkelte virksomhed ligeglad med! Oligopolet
producerer altså mere end monopolisten, prisen er lavere, og det er profitten
også. Men det klarer sig dog bedre end fuldkommen konkurrence virksomhederne.
Vihar,idetvikalderprofit forπ, lader toptegn ”cn” betegne
Cournot-oligopolet, og lader Q betegne den samlede produktion på markedet:
π fk < π cn Q m
Oligopolet klarer sig således bedre end fuldkommen konkurrence virksomhederne,
men værre end monopolet. Årsagen til det sidste er, at det producerer
for meget. Oligopolisterne har derfor (taget under ét) etincitamentatkommunikere
og prøve at løse dette problem. Det er præcist, hvad karteller gør.
4 Karteller
En nærliggende løsning for virksomhederne ville være at lave en formel kontrakt,
der begrænser konkurrencen. Men det normalt er forbudt i de fleste
lande. En anden mulighed er at slå sig sammen til én virksomhed, men det er
heller ikke altid tilladt. Man kan derfor spørge sig selv, hvordan det så overhovedet
er muligt for et kartel at holde sammen. At dømme efter den danske
avisdebat i efteråret 1998 er der imidlertid noget der tyder på, at karteller
findes, og at de har væ ret i stand til at begrænse konkurrencen væsentligt i
5 Se dog også Leonard (1994) og Mailath (1998) for en diskussion af, om Cournot-Nash
kan forventes som en ligevægt i virkeligheden.
6

visse brancher. Heroverfor står Cournot-modellen (og måske endnu stærkere
den klassiske Bertrand-model), der forudsiger, at virksomhederne konkurrerer
meget af monopolprofitten væk.
Der er imidlertid et vigtigt forhold, den ovenstående model ikke tager
højde for: Konkurrence på et marked er ikke blot en engangsforeteelse.
Typisk mødes virksomhederne på markedet gang på gang; uge efter uge,
måned efter måned og år efter år. Det giver mulighed for at “belønne” venligadfærdog“straffe”
aggressiv konkurrence: “Hvis du nu opfører dig pænt,
så opfører jeg mig også pænt, ellers.....”, m.a.o.; virksomheder kan reagere
på hinandens adfærd. Det er der slet ikke plads til i Cournot-modellen og
andre statiske oligopol-modeller. Her mødes man een gang og prøver at gøre
det så godt som muligt for sig selv givet konkurrenternes adfærd.
4.1 Implicit kartelsamarbejde (Tacit collusion)
Vi tager nu eksplicit højde for, at virksomhederne mødes på markedet i mange
perioder. Det viser sig at være vigtigt, om der er endeligt eller uendeligt
mange perioder. Lad os antage, at der er uendeligt mange 6 : t =0, 1, 2,...
Virksomhederne antages at maksimere nutidsværdien af deres profit. Lader
vi π i t betegne virksomhed i’s profit iperiodet og δ diskonteringsfaktoren,
så er nutidsværdien
∞X
δ
t=0
t π i t .
Hver virksomhed skal have en strategi for, hvad den vil gøre. Selv i et simpelt
dynamisk spil som det herværende er en strategi et kompliceret objekt: Det
er en komplet plan over, hvad virksomheden har tænkt sig at gøre under
alle eventualiteter. Altså en plan af formen: “Hvis der sker det og det,
så gør jeg det og det”. Med sådanne betingede strategier er det muligt for
virksomhederne at belønne og straffe hinanden.
Vores løsningsbegreb er underspilsperfekt Nash-ligevægt. 7 Det betyder
i daglig tale, at en virksomheds strategi på alle tidspunkter og under alle
eventualiteter skal være optimal givet den anden virksomheds strategi. I
praksis eliminerer dette utroværdige trusler som f.eks. en trussel om at gøre
noget, der bevirker, at begge går fallit, hvis den anden ikke makker ret;
m.a.o., trusler om “at skyde sig selv i foden”. Hvis virksomheden kom i den
6 Hvis der kun er et endeligt antal perioder bliver analysen enten langt mere indviklet
eller får ret “implausible” resultater. Se Sloth (1999) for en kort diskussion af endeligt og
uendeligt gentagne spil.
7 Begrebet underspilsperfekthed blev først introduceret af Selten (1965): Se igen Sloth
(1999) for en nærmere beskrivelse.
7

situation, at truslen skulle effektueres, ville den jo ikke være interesseret i
det. Sådanne trusler er generelt utrovæ rdige og derfor udelukkede.
Det viser sig, at der er mange ligevægte. Blandt disse har de såkaldte
trigger-strategi-ligevægte tiltrukket sig særlig opmæ rksomhed. De er simple,
til at forstå og virker plausible. Det følgende er et eksempel en triggerstrategi-ligevægt.
Begge virksomheder spiller en strategi, der følger denne
opskrift:
I. Vælg qm /2, hvis begge hidtil har valgt qm /2.
II. Vælg qcn ellers - dvs i alle andre tilfælde.
I. kaldes normalfasen, II. straffefasen. Trigger-strategien er sammensat
sådan, at så længe begge virksomheder opfører sig “pænt” (d.v.s. deler
monopolprofitten), vil den enkelte fortsætte med at opfø re sig “pænt”. Hvis
den en gang bliver snydt af den anden, så straffer den den anden ved at vælge
Cournot-mængden i al fremtid. For at se at dette faktisk er en ligevægt, så
start med straffefasen. Hvis der engang i fortiden er en, der har valgt noget
andet end qm /2, så vælger begge qcn , og det gør de i al fremtid. Givet at den
anden vælger qcn nuogialfremtid,erdetbedsteenvirksomhedkangøre
at vælge dens “bedste svar” R(qcn ), men det er jo præcist qcn . Så, givet at
man er i straffefasen, kan den enkelte virksomhed ikke gøre noget bedre end
at vælge qcn .
I normalfasen ser situationen således ud fra virksomhed 1’s synspunkt:
Virksomhed 2 vælger qm /2 og bliver ved med det, så længe virksomhed 1
vælger qm /2. Det giver profitten πm /2 i hver periode og nutidsværdien af
denne profit ialfremtider
1
1 − δ
π m
2 .
Virksomhed 1 har en anden mulighed. Den kan tage en større del af markedet
i denne periode ved at forøge produktionen og derigennem få en større profit
nu. Den bedste afvigelse fra qm/2 er at spille “bedste svar” R(q m /2), som
giver profitten π d >π m /2. Men i fremtiden bliver virksomhed 1 straffet, da
virksomhed 2 vil fra næste perode væ lger q cn i al fremtid. Det giver Cournotprofitten
π cn til virksomhed 1 i al fremtid, og π cn

Det er klart, at hvis diskonteringsfaktoren δ er tæt nok på én, så der denne
betingelse opfyldt. Højresiden går mod uendeligt, når δ → 1. Høj diskonteringsfaktor
betyder, at virksomhederne er tålmodige. Så vores resultat er
altså, at blot virksomhederne er tålmodige nok, så kan de få monopolprofitten
til deling ved et implicit samarbejde. Der er ingen formelle kartelaftaler
involveret, blot en gensidig forståelse af, at “sålæ nge du opfører dig pænt —
og ikke napper for stor en del af markedet — så opfører jeg mig pænt”. Dette
er understøttet af den troværdige trussel, at hvis én træder ved siden af, så
er der en straf. 8
Alt i alt er dette er jo et kønt resultat, men der er adskillige problemer.
For det første kan man vise, at godt nok er ovenstående en ligevægt, men der
er mange andre og de kan kvalitativt være ganske anderledes. F.eks. er der
ligevægte, hvor virksomhederne får en lav profit. Hvad skal man tro på? Det
kan man have forskellige holdninger til. Man kunne også fortolke resultatet
som, at hvis virksomhederne er lidt sofistikerede, så er det faktisk muligt at
lave en gensidigt favorabel mundtlig aftale, som har den gode egenskab, at
begge er interesseret i at holde den (den er selvunderstøttende).
Et mere empirisk problem er, at det næsten er lykkedes for godt at forklare,
hvordan et kartel kan holde sammen. I den ligevægt, vi har set på, vil
virksomhederne i hver periode tilsammen producere monopolproduktionen,
prisen vil være monopolprisen, og de vil tilsammen opnå monopolprofitten.
I virkelighedens verden har karteller problemer med at holde sammen; der
er perioder, hvor det ikke lykkes at realisere monopolprofitten, og der er
perioder med priskrige.
4.2 Problemer med implicit kartelsamarbejde: I
Allerede i 60’erne noterede Stigler (1964), at imperfekt observation af hinandens
handlinger kan udgøre et stort problem for et kartel. I så tilfælde er
det muligt for virksomhederne at snyde hinanden, og kartellet kan komme
i problemer. En smuk teoretisk model blev formuleret af Green & Porter
(1984).
Vi antager nu, at markedsefterspørgslen er stokastisk. Prisen, som virksomhederne
kan afsætte deres produkt til, er nu p(q1 + q2,s), hvors er realisationen
af en stokastisk variabel. Når s er høj, er det gode tider og efterspørgslen
er stor, så prisen bliver stor; når s er lav, er efterspørgslen omvendt
lille. Antag nu, at virksomhederne ikke kan observere s, ogdehellerikkekan
8 I litteraturen finder der mangfoldige udvidelser af denne simple teori; man kan f.eks.
introducere flermarkedskontakt (Bernheim & Whinston, 1990), tidslags i observationer af
hinandens handlinger (Tirole, 1988, kap. 6), exportkarteller (Schultz, 1998), o.s.v.
9

observere hinandens produktion. Det eneste, de kan observere, er markedsprisen,
p (og naturligvis deres egen produktion).
Hvis et kartelmedlem i en periode observerer en lav pris, er det ikke læ
ngere så let at se, hvorfor prisen er lav. Er det fordi, markedsefterspø rgslen
har svigtet (s er lav), eller er det fordi, den anden virksomhed “snyder” og
udbyder for meget? Det er ikke umiddelbart til at afgøre.
Dette informationsproblem skaber vanskeligheder for virksomhedernes
implicitte kartelsamarbejde. Som vi så ovenfor, hvilede det på den troværdige
trussel, at hvis en virksomhed trådte ved siden af og producerede for meget
—såprisenfaldt—såvilledenblivestraffet i fremtiden. Denne mekanisme
kræver selvsagt, at virksomhederne kan fastslå, hvorvidt den anden er trådt
ved siden af. Hvis man ikke kan være sikker på, hvad prisfaldet skyldes, er
der knas i maskineriet!
Green og Porter viser, at kartellet stadig kan opretholde en form for implicit
samarbejde. Men dette samarbejde må nødvendigvis indeholde straffe
for “asocial” adfærd. Kartellets begrænser jo ligesom monopolisten produktionen
for at få en høj pris. Når prisen er hø j, er det meget fristende for
denenkelteatproduceremereognydedegodetider. Kunstraffen holder
virksomhederne i ave. Hvis der ikke er en straf, vil det straks blive udnyttet.
Green og Porter viser, at den bedste ligevæ gt for virksomhederne (med
Cournot-straffefase) 9 har følgende egenskab: Der er en pris, ¯p >0, som vi
kalder trigger-prisen. Virksomhederne spiller så efter følgende strategi, hvor
qk betegner “kartel-produktion”, som er lavere end Cournot-produktionen,
og som derfor også giver større profit til begge virksomheder end Cournotprofitten:
I. Hvis prisen i sidste periode var over trigger-prisen, eller der er blevet
straffet i de seneste T perioder, så vælg qk ,
II. Ellers vælg qcn .
Igen er I normalfasen, medens II er straffefasen. Det nye er, at virksomhederne
ser på prisen: Hvis den dykker for langt ned, straffer de efterfølgende
hinanden. Det gør de et antal perioder, T , hvorefter de vender tilbage
til normalfasen.
Med passende høj diskonteringsfaktor er dette en (sekventiel) ligevægt. 10
Istaffefasen spiller virksomhederne begge “bedste svar”, hvilket naturligvis er
9 Green og Porter viser, at dette er den bedste ligevægt for virksomhederne, hvor straffefasen
består af at spille Cournot-ligevæ gten et antal gange. Abreu, Pearce & Stachetti
(1986, 1990) viser senere, at virksomhederne kan gøre det bedre ved at bruge hårdere
straffe. Deres ligevægte minder dog om Green og Porters; der er en triggerpris som udløser
en straffefase af begrænset varighed.
10 Se f.eks. Sloth (1999).
10

ligevægt. I normalfasen sidder virksomhederne og afvejer. Højere produktion
giver større profit nu, men det øger samtidig sandsynligheden for, at prisen
dykker under trigger-prisen. I ligevægten er den øgede sandsynlighed og
dertil knyttede straf for stor til, at det kan svare sig at øge produktionen.
Nårprisendykkerunder¯p, påbegyndesenstraffefase. Det gø r der, selv
om ingen af virksomhederne har forbrudt sig mod kartelsamarbejdet. Prisen
kan være dykket, fordi der var et uheldigt stokastisk stød til efterspørgslen.
Faktisk vil dette altid væ re årsagen, thi i ligevægten ønsker ingen af virksomhederne
at forbryde sig mod kartelaftalen, da det jo i normalfasen er
bedst for virksomhederne at vælge q k . Alligevel vil prisen fra tid til anden
som følge af et uheldigt efterspørgselsstød dykke under trigger-prisen, og vi
vil se en straffefase. Dette kan begrunde, at man observerer priskrige fra tid
til anden. Det overraskende ved Green og Porters teori er, at priskrigene er
nødvendige for at opretholde kartellet. Hvis trigger-prisen var nul, så var der
ingen straf for at udbyde for meget, og så ville karteldeltagerne straks gøre
det med den konsekvens, at kartellet ville bryde sammen. Priskrigen er en
integreret del af kartellet.
Teorien giver en klar empirisk forudsigelse, der som vi skal se har været
benyttet til at teste den. Priskrige skal forekomme efter efterspø rgselsfald.
Lidt slagordsagtigt: “Price wars during slumps”.
Ovenstående ræsonnementer har ligeledes væsentlige implikationer for
konkurrencedebatten. Her har nogle argumenteret, at den stadige forekomst
af priskrige viser, at man ikke behøver at frygte karteldannelse, men Green
og Porter argumenterer stik modsat.
Den tidligere danske konkurrencelov indeholdt blandt andet et gennemsigtighedsprincip,
der gjorde skabelse af gennemsigtige markeder til myndighedernes
hovedmiddel til fremme af konkurrencen. I henhold til dette
princip var virksomhederne pligtige til at melde rabatter m.v. til Konkurrencerådet
med henblik på evt. offentliggørelse. Endvidere indsamlede og
offentliggjorde myndigheden de faktiske transaktionspriser i forskellige brancher.
Set med både Stiglers (1964) og Green & Porters (1984) briller var
dette næppe et særligt velgennemtænkt konkurrencepolitisk regime: Ved at
gøre “snyderi” synligt gøres det svært for oligopolister at snyde hinanden i
det implicitte kartelsamarbejde, og regimet kunne således være medvirkende
til at opretholde sådanne karteller, der overladt til sig selv typisk ville blive
nedbrudt indefra. I den danske konkurrencelovsdebat har Hjort-Andersen
(1987) og senere Albæk, Mølgaard & Overgaard (1996) fremført disse argumenter.
11

4.3 Problemer med implicit kartelsamarbejde: II
Green og Porter fokuserer primært på samspillet mellem stokastisk efterspørgsel
og imperfekt information. Resultatet er som nævnt priskrige i
lavkonjunkturer. Umiddelbart kunne ens intuition være den modsatte: I
højkonjunkturer, hvor profitterne er ekstra store, har virksomhederne særlig
svært ved at holde sammen på kartellet. Dette er præcis Rotemberg & Saloners
(1986) tese: Når efterspørgslen er særligt stor, er profitmulighederne
store, specielt profitmulighederne ved at snyde de andre kartelmedlemmer og
producere lidt mere.
Rotemberg og Saloner opstiller en model, hvor efterspørgslen er stokastisk,
men i modsætning til Green og Porter antager de ikke, at virksomhederne
har svært ved at observere hinandens handlinger og produktion. 11 Virksomhederne
opdager derfor “snyd” med det samme. Rotemberg og Saloner
antager endog, at virksomhederne observerer efterspø rgselsstøddets størrelse
før de skal vælge produktion i en given periode, så virksomhe-derne
ved om markedet er stærkt eller svagt. Til gengæld kender virksomhederne
naturligvis ikke den præcise efterspørgsel i fremtiden. De ved kun,
at markedsefterspørgslen også i fremtiden vil være stokastisk, og de kender
gennemsnittet. I Rotemberg og Saloners originale formulering, antages det,
at efterspørgslen i fremtiden er uafhængig af efterspørgslen idag. 12 Det betyder,
at de fremtidige profitmuligheder altid er gennemsnitlige.
Betragtenperiodemedhøjefterspørgsel: Daerprofitmulighederne stø rre
end gennemsnitligt. Dermed er ekstraprofitten ved at snyde i kartelsamarbejdet
og producere for meget ekstra stor. Omvendt er straffen, som jo består
af en lavere profit i fremtiden end kartelprofitten, kun gennemsnitlig stor.
Det vil sige, at kravet til diskonteringsfaktoren er ekstra stort. For at en
ligningàla(6)skalværeopfyldt,måδ være stor, da venstresiden er stor,
mens hø jresiden ikke automatisk er det. Hvis diskonteringsfaktoren ikke er
tilstrækkelig stor, er kartellet ikke i stand til at opretholde samarbejdet i de
gode tider, hvis man søger at begrænse mængden til monopolmængden og
dermed få monopolprofitten. Man må sigte noget lavere, da fristelsen til at
snyde de andre må bringes ned, hvilket gø res ved at øge produktionen, så
profitten og dermed også ekstragevinsten ved at snyde bliver lavere. Rotemberg
og Saloners teori leder altså til, at kartellet i de gode perioder ikke kan
opretholde den maksimale profit, men må lade sig nøje med mindre. Det
11I parantes bemærkes, at det kan afhænge af det konkrete marked, hvilken antagelse
der er rimelig her. F.eks. kan det være svært at overvåge Nigerias olieproduktion, men
måske lettere at følge bilsalget i Danmark.
12Den stokastiske variabel, der styrer efterspørgslen, er uafhængig og identisk fordelt
over tiden.
12

er blevet fortolket som priskrige i højkonjunkturer: Titlen på artiklen er “A
Supergame-Theoretic Model of Price Wars during Booms”. Dette er dog en
diskutabel fortolkning, da analysen jo blot viser, at priserne i hø jkonjunkturererlavereenddeellersvillevære—ikkeatdeerlavereihøjkonjunkturer
end i lavkonjunkturer.
Der findes en del udvidelser af Rotemberg og Saloners oprindelige model.
Straks hæftede man sig ved, at det var en lidt urimelig antagelse, at efterspørgslen
i fremtiden er uafhængig af dagens efterspørgsel. Konjunkturer
skifter glidende, ikke helt tilfældigt. Det er der blevet rodet bod på, og resultatet
er, at Rotemberg og Saloners oprindelige indsigt forfines betydeligt,
men det grundliggende budskab forbliver: “Price wars during booms”. 13
4.4 Empirien
Vi har således to forskellige forudsigelser: “Price wars in booms” og “Price
wars in slumps”. Hvad skal man tro på?
En første kommentar er, at man formentlig meningsfuldt kan tro på,
at begge kan være korrekte. De to forudsigelser beror jo på ret forskellige
forudsætninger om karakteristika ved det marked, der betragtes. Man kan
selvfølgelig forestille sig, at forskellige markeder har forskellige karakteristika.
Som nævnt ovenfor er det afgørende for Green og Porters argument, at
virksomhederne ikke kan observere hinandens handlinger. Det kan være en
ganske rimelig forudsætning, hvis vi f.eks. taler om udskibninger af olie, men
ikke nødvendigvis på alle andre markeder. Her er Rotemberg og Saloners
tilgang måske mest rimelig. Begge bidrag kan altså være nyttige og bidrage
til vor forståelse af verden.
Omvendt er der en række markeder, hvor det måske ikke er helt indlysende,
hvilken tilgang der er mest rimelig. Her må man ty til empirien.
Empirisk testning af oligopolmodeller er typisk ret kompliceret, og i dette
tilfælde er det endog endnu sværere end normalt: Karteller er jo forbudte
idefleste lande, så pris- og mængdeoplysninger er ikke noget man gerne
publicerer detaljerede statistikker om. 14 Der findes dog en enkelt guldmine
af data: Det nordamerikanske jernbanekartel, The Joint Executive Committee
(JEC), i perioden 1880-1886. JEC kontrollerede østgående fragt (primæ
rt korn) fra Chicago til USAs østkyst. En række private jernbaner var ak-
13 Se bl.a. Haltiwanger & Harrington (1991), Kandori (1991) samt Bagwell & Staiger
(1998). Rotemberg og Saloners bidrag er også anvendt i makroteorien som en mulig
forklaring på, at reallønnen er “flad” over konjunkturcyklen, se Schultz (1997).
14 Vi kan her f.eks. referere til den danske diskussion om karteldannelser inden for
el-installationsbranchen, hvor myndigheder og offentlighed (og dermed den økonomiske
fagkundskab) hidtil har haft svært ved at afdæ kke de nærmere omstændigheder.
13

tive i dette marked. De lavede en kartelaftale og førte nøje regnskaber med
mængder og priser - heraf guldgruben. Der eksisterede en alternativ transportform,
via de store søer, men disse var ikke sejlbare i vintermånederne.
Det giver ekstra sving i efterspørgslen, og “booms” og “slumps” kan relativt
let identificeres.
I de 6-7 år kartellet eksisterede holdt det en høj pris på $ 7-8 pr. ton
transporteret, men der var tre perioder, hvor prisen dykkede voldsomt, så
lavt som $2.5 - perioder med priskrig. Ulen (1979) beskriver kartellet og
finder, at den interne straffemekanisme var en triggerstrategi. I følge Ulen,
var der flere episoder, hvor kartelmedlemmerne troede, at der var nogle, der
havde snydt, og man indledte så en periode med priskrig for senere at vende
tilbage til den samarbejdende fase. Helt som Green og Porter ville forudsige.
Porter (1983) samt Lee & Porter (1984) præsenterer egentlige ø konometriske
analyser af talsættet og finder, at empirien støtter Green & Porters
(1984) teori; “Price wars in slumps”. Priskrigene, straffefaserne, er udløst af
perioder med lav efterspørgsel. Rotemberg & Saloner (1986) finder derimod,
at empirien her understøtter deres teori; priskrigene optræder i perioder med
efterspørgsels-boom!
Ellison (1994) har foretaget en grundigere analyse og når frem til, at
omend fittet ikke er perfekt, giver data væsentlig mere støtte til Green og
Porters teori end Rotemberg og Saloners. Som Ellison selv konkluderer er
dette måske heller ikke så underligt. Der er vel netop tale om et marked, hvor
det er muligt at give hemmelige rabatter, d.v.s. at snyde kartellet, så det er
måske ikke et marked, hvor man ville regne med, at det var hensigtsmæssigt
at anvende Rotemberg og Saloners teori.
På danske data har Albæk, Møllgaard & Overgaard (1997) afdækket,
at da Konkurrencerådet i 1993 besluttede at indsamle og offentliggøre virksomhedsspecifikke
transaktionspriser for fabriksbeton, så steg priserne med
15-20 procent i løbet af ca. 9 måneder. Forklaringen syntes ikke at være
et konjunkturopsving eller kapacitetsbegræ nsninger, men snarere at den
forbed-rede informationstrøm mellem virksomhederne førte til, at “snyd” i
form af hemmelige rabatter nu blev opdaget hurtigt og bekvemt, hvilket
førte til en bedre implicit priskoordination, specielt i Århusområdet, som
udgjorde et specielt veldefineret oligopol. Disse observationer stemmer fint
overens med især Stiglers (1964) teoretiske overvejelser.
5 Vertikale relationer, kontrakter og aftaler
Med virksomheders vertikale relationer forstås populært relationer mellem
virksomheder på forskellige trin i en distributionskanal, eksempelvis en pro-
14

ducents relationer til detailleddet. Disse relationer har været omgærdet af
stor interesse i de seneste 15-20 år. Dette skyldes til dels fagøkonomers reservationer
overfor den behandling disse relationer har fået af konkurrence- og
reguleringsmyndigheder i de fleste lande. Hertil kommer, at store dele af den
juridiske fagkundskab ligeledes har været kritisk indstillet overfor myndighedernes
vurderinger og afgø relser. Især Chicago-økonomer og -jurister har med
baggrund i law and economics ført an i udviklingen af en ny forståelse af
vertikale relationer. 15 Dertil kommer væsentlige bidrag fra spilteorisk inspirerede
mikroøkonomer. 16 Disse initialt ret forskellige tilgange til forståelse af
vertikale relationer er idag sammensmeltede i betydeligt omfang. 17
Vertikal kontrol er traditionelt blevet betragtet med stor mistænksomhed
af konkurrencemyndighederne. I perioder kan man nærmest finde det generelle
synspunkt, at enhver kontrakt eller aftale, der rækker ud over ren spotmarkedsinteraktion
med uniforme priser, repræsenterer et forsø g på at begrænse
konkurrencen og derfor, næsten umiddelbart, må være i strid med
både efficiensmålsætningen og muligheden for fri erhvervsudøvelse, se f.eks.
Seabright (1998, s. 162) for en diskussion. Behandlingen af vertikale relationer
har været (og er i betydeligt omfang fortsat) legalistisk og har været
baseret på, at enhver vertikal aftale (helt på linie med horisontale aftaler)
som udgangspunkt er til skade for samfundet og dermed forbudt. 18 Idetfølgende
vil vi kort skitsere, hvorfor dette udgangspunkt kun finder begrænset
støtte i økonomisk teori, men vi vil samtidig påpege, at der naturligvis findes
betingelser, under hvilke vertikale aftaler og koordinering har tvivlsomme
velfærdsvirkninger.
For at motivere studiet af vertikale økonomiske relationer kan det være
nyttigt kort at opridse nogle principielle forskelle mellem motiver til og effekter
af hhv. horisontal og vertikal koordination af økonomisk aktivitet. I
de foregående afsnit så vi, hvordan horisontal koordination mellem konkurrerende
oligopolister typisk har til formål at øge transaktionspriserne i et
marked. Ved konkurrerende oligopolister forstås udbydere af varer eller
tje-nester, der er tætte substitutter set fra efterspørgselssiden. Samlet set
har virksomhederne således en interesse i at hæve priserne over (oligopol-)
konkurrenceprisen for derigennem samlet (og hver for sig) at opnå overnormale
profitter. Vi bemærkede imidlertid også, at den enkelte oligopolist
15 Klassiske bidrag kan findes i Coase (1988), Bork (1978) og Posner (1976, 1981).
16 Se f.eks. Tirole (1988) eller Martin (1993) for en oversigt.
17 Det vil dog være forhastet at konkludere, at der idag er udbredt konsensus inden for
fagkundskaben omkring forståelsen af vertikale relationer, kontrakter og aftaler. For en
diskussion, se f.eks. Albæk, Møllgaard og Overgaard (1995).
18 Det er her bemærkelsesværdigt, at den nye danske konkurrencelovgivning repræsenterer
et skridt i denne retning i.f.t. den gamle.
15

generelt havde en (kortsigts-) interesse i at bryde “aftaler” om højere priser,
hvorved implicitte eller eksplicitte trusler om fremtidig straf blev nødvendige
for at understøtte disse priser.
Hvis vi derimod retter blikket mod økonomiske agenters vertikale relationer
og koordinationen af disse, ændres karakteren af interaktionen markant.
Vertikal koordination og kontrol drejer sig om koordinationen af aktiviteter
på forskellige led i en distributionskanal. Forsøget på koordination kan her
manifestere sig enten som vertikal integration (fusion) eller vertikale restriktioner.
Ved vertikale restriktioner forstås enhver distributionsaftale rangerende
fra simple, lineære spotkontrakter til fuld integration af de forskellige
led i kanalen. Eksempler er bindende videresalgspriser, mængderestriktioner,
eneforhandling, territorial eksklusivitet, ikke-lineære priser, franchising, royalties,
tying, bundling, full line forcing, o.s.v.
Som udgangspunkt skal det bemærkes, at forskellige led i en distributionskanal
generelt bidrager med komplementære inputs eller ydelser til leveringen
af det endelige forbrugsgode. Eksempelvis forestiller vi os, at Toyota
Corp. bidrager med fremstillingen af selve varen (en personbil), Toyota DK
bidrager med import og distribution til forhandleren i X-købing, mens Toyota
X-købing bidrager med udstilling, demonstration og klargøring. Det endelige
forbrugsgode er en klargjort Toyota personbil til afhentning på et bestemt
sted og tidspunkt i X-kø bing. Heraf fremgår det klart, at de tre led i distributionskanalen
bidrager med komplementære inputs eller ydelser til levering
af den endelige forbrugsgode. Som i det foregående afsnit har aktø-rerne
i kanalen taget under ét naturligvis en interesse i at maksimere kanalens
samlede profit; herved maksimeres den samlede “kage”, der er til uddeling.
Modsat det foregående afsnit følger det imidlertid ikke (typisk) heraf, at aktørerne
under ét har en interesse i at hæve den endelige udsalgspris over det
niveau, der ville følge af ukoordineret adfærd, eller på anden måde levere
en samlet “pakke” af pris-, produkt- og leveringensbetingelser, der generelt
strider mod forbrugernes og/eller samfundets interesse sammenlignet med
den “pakke”, der leveres af en ukoordineret distributionskanal.
5.1 Komplementaritet og efficiens 19
En konkret (men måske ikke synderlig realistisk!) illustration af, at flere
forskellige vertikale restriktioner kan være velfærdsforøgende er Spenglers
(1950) dobbeltmarginaliseringsproblem: Vi antager, at producenten fra afsnit
2 er nødt til at sælge sin vare gennem en distributør. Både producent
og distributør er altså monopolister. Distributøren er pristager, når
19 Det følgende bygger bl.a. på Seabright (1998) og mere indirekte på Baxter (1990).
16

hun køber fra producenten, men så fremt der ikke er forudspecificerede vertikale
bånd mellem de to, er hun prissætter, når hun sælger til slutkøberne.
Vi antager forsimplende, at distributørens eneste omkostning er udgiften
til køb fra producenten, derfor er distributørens marginalomkostninger lig
engrosprisen. Som en god monopolist vil hun lægge en margin oven på
margnialomkostningerne, så detailprisen sættes så MR = MC,jvf. figur
1. Det betyder, at producentens efterspørgselskurve bliver distributørens
MR-kurve, som fremgår af figur 1. Producentens MR-kurve ligger under
hans efterspørgselskurve og derfor under distributø rens MR-kurve. Som
god monopolist lægger producenten (også) en profitmargin oven på de marginale
produktionsomkostninger. Derved fremkommer en dobbelt margin og
detailprisen bliver alt for høj også for virksomhedernes egen smag!
Problemet er, at sålænge de to aktører prissætter uden at koordinere
deres handlinger, så forekommer der en eksternalitet imellem dem. Denne
eksternalitet kan v.h.a. vertikale kontraktlige begræ nsninger internaliseres
med prisfald og øget velfærd til følge. Der er flere begrænsninger, som kan
løse dette problem: Producenten kan fastsætte en bindende videresalgspris 20 ,
p m , kræve at distributøren aftager en vis mindstemængde, q m , foreslå en topartsbetaling,
foreslå en fusion osv. Alle disse begrænsninger vil have samme
effekt, hvilket tillige tjener til illustration af, at mange forskellige vertikale
begræ nsninger kan have samme effekt.
Som nævnt ovenfor kan man se vertikalt relaterede virksomheder som
bidragende med komplementære inputs eller ydelser. Mere abstrakt kan betydningen
af dette illustreres af følgende simple formalisering: Betragt en
situation med blot to aktører og lad samfundsvelfærden, w, være målt som
summen af aktørernes profitter, πi, og forbrugeroverskuddet, csi, ide“to
markeder”, 1 og 2. Antag endvidere, at de to aktører alene forsøger at prissætte
de to ydelser, de hver især bidrager med, og således i sidste ende den
pris de endelige aftagere står overfor. Den afledede af samfundsvelfærden
m.h.t. til priserne på ydelserne, pi, kanfori, j =1, 2, i 6= j, skrives som
∂w
∂pi
= ∂πi
∂pi
+ ∂csi
∂pi
+ ∂πj
∂pi
+ ∂csj
∂pi
Hvis priserne fastsættes på ikke-kooperativ vis, 21 følger det umiddelbart af
virksomhedernes profitmaksimering at ∂πi =0, i =1, 2. Endvidere har vi at
∂pi
< 0. De sidste to led i ligningen overfor er negative, hvis ydelserne er
∂csi
∂pi
20I denne situation kan der være tale om en bindende maksimumspris for videresalg,
men i andre situationer kan bindende minimumspriser være velfærdsforøgende.
21D.v.s. som i en Nash-ligevægt i et fuldt specificeret spil mellem de to virksomheder,
se f.eks. Sloth (1999).
17

komplementære, mens de derimod er positive, hvis ydelserne er substitutter
set fra den endelige aftagers synspunkt. I tilfældet med komplementære
ydelser har vi således, at den afledede af aktør i’s profit m.h.t. virksomhed
j’s pris evalueret ved den ikke-kooperative løsning har samme fortegn som
den afledede af samfundsvelfærden m.h.t. denne pris. Helt generelt betyder
dette, at i forhold til et ikke-kooperativt udgangspunkt har hver enkelt aktør
en interesse i at påvirke den anden aktørs pris i en retning, der entydigt
forbedrer samfundsvelfærden. 22 Dette står naturligvis i skarp kontrast til det
typiske tilfælde med substituerbare ydelser, hvor hver aktør har en interesse
i at påvirke “modpartens” pris i en retning, der forværrer samfundsvelfærden
som vi så i de foregående afsnit.
Hovedpointen i det ovenstående kan bedst illustreres v.h.a. et stiliseret
eksempel: Lad os forenkle Toyota-eksemplet og antage, at en leveret personbil
til endeligt forbrug består af ydelserne produktion foretaget af Toyota
Corp. og distribution foretaget af Toyota DK. Sammenlign dernæst forholdet
mellem Toyota Corp. og Toyota DK med forholdet mellem Coca Cola Corp.
og Pepsico. Set fra forbrugernes synspunkt er produktion og distribution
af Toyota personbiler stærkt komplementæ re, medens “ydelserne” Coke og
Pepsi er ret nære substitutter med henblik på frembringelse af cola til endeligt
forbrug. Komplementariteten mellem produktion og distribution af biler betyder,
at Toyota Corp. og Toyota DK hver især har en interesse i, at den
anden leverer sin ydelse så billigt som muligt. Forbrugere er naturligvis interesserede
i, at begge ydelser leveres så billigt som muligt, hvorved den endelige
forbrugsvare bliver så billig som muligt. Hvis de to ydelser prisfastsæ ttes
på ukoordineret vis, vil priserne på begge typisk blive sat højere end hvis
priserne bliver koordineret med henblik på at maksimere virksomhedernes
samlede profit. D.v.s. at forbrugerne, virksomhederne og dermed samfundet
har en interesse i, at en sådan koordination muliggøres. Substitutabiliteten
mellem Coke og Pepsi betyder omvendt, at hver virksomhed her har en interesse
i, at den andens ydelse (d.v.s. cola) leveres så dyrt som muligt.
Ukoordineret adfærd betyder derfor, at priserne sættes lavere end hvis virksomhederne
koordinerede ved at danne et colakartel, helt som vi har set i de
tidligere afsnit. M.a.o., koordination er ikke i samfundets interesse i dette
tilfæ lde, da priserne på Coke og Pepsi bevæger sig bort fra konkurrencemarkedspriserne.
Før vi fortsætter, er det værd at bemærke, at ovenstående betragtninger
omkring komplementære aktiviteter naturligt generaliserer til tilfælde med
22 Dette er naturligvis en lokal betragtning, men hvis den integrerede kanals problem
er passende konkavt følger umiddelbart, at den integrerede lø sning repræsenterer end
velfærdsforbedring i forhold til den ikke-kooperative løsning.
18

flere end to aktører og derudover alene afhænger af regularitetsbetingelser,
der må siges at være standard i den anvendte mikroøkonomiske litteratur.
Der kan således drages en generel lære, og Seabright (1998) påpeger, at analysen
i sin essens kan ses som en generel, abstrakt repræsentation af de “efficiensargumenter”
for koordination af komplementære aktiviteter, der findes
i litteraturen om vertikale relationer (se f.eks. Tirole (1988, kap. 4), OECD
(1994) eller Rey & Caballero-Sanz (1996)). Disse argumenter viser, at en
væsentlig motivering for koordination af komplementære aktiviteter (herunder
aktiviteterne i en distributionskanal) er de private incitamenter til at
internalisere de eksternaliteter, der måtte være mellem aktørerne.
Et berømt (eller berygtet) eksempel er naturligvis Spenglers (1950) analyse
af de multiple marginaliseringseksternaliteter i en kæde af vertikalt forbundne
mo-nopoler, som vi omtalte ovenfor. Men givet generaliteten af de ovenstående
formelle betragtninger bemærkes det af Seabright (1998, s. 175),
at flerfoldig “...marginalization is not just one among a range of phenomena
with which vertical restraints can deal, but is in some sense typical of
a very general problem that may arise between producers of complements:
the exercise of market power by one will tend to harm the other, and therefore
agreements between the firms are likely, in the absence of externalities, 23
to rein in rather than exarcebate the market power which is at the root of
the problem. For the authorities to treat vertical restraints as automatically
suspect is to forgo the advantages of enlisting valuable allies in the task of
policing market power.” Det konkluderes herefter, at et langt mere fornuftigt
udgangspunkt for konkurrencepolitikken må at være, at vertikal koordination
typisk er i samfundets interesse. 24
5.2 Negative eksterne virkninger for tredie-part
De foranstående argumenter kunne give det indtryk, at vertikale aftaler og
kontrakter altid virker velfærdsfremmende. Dette ville dog være en noget
forhastet konklusion, og der kan let gives (mindst) tre indvendinger. For
det første forudsatte ovenstående abstrakte formalisering en ikke-kooperativ
profitmaksimerende prisfastsættelse som bench-mark; men alternativet kunne
jo i stedet allerede inkorporere elementer af (horisontal) koordinering. Hvis
dette er tilfældet, er det let at forestille sig, at den vertikale koordinering
primært har som formål at fremme horisontal koordinering på tværs af dis-
23 D.v.s. virkninger for trediepart.
24 Dette bør naturligt lede til en fornyet diskussion af betimeligheden af en konkurrenceretlig
praksis, der som udgangspunkt behandler vertikale og horisontale aftaler ens.
Især spørgsmålet om hvilket part, der skal løfte bevisbyrden i sager om vertikale restriktioner
og aftaler, træ nger sig på.
19

tributionskanaler. I et sådan scenarie er det ikke længere oplagt, at vertikale
aftaler og kontrakter entydigt fremmer samfundsvelfærden. En anden
mulighed er, at det relevante consumers’ surplus ikke alene afhænger
af prisen, men også af f.eks. markedsføring og service. Hvis dette er tilfældet,
og forbrugerne er heterogene, således at marginale og infra-marginale
forbrugere har forskellige marginale substitutionsrater, er det ikke længere
klart, at aktørerne i distributionskanalen under ét har interesser, der er sammenfaldende
med forbrugernes eller samfundets. Igen er det således muligt,
at vertikal koordinering ikke nødvendigvis fremmer samfundsvelfærden. Som
en tredie mulighed kan nævnes, at konkurrenter eller potentielle konkurrenter
på forskellige led i distributionskanalen kan blive ramt, d.v.s. udsat for en
negativ eksternalitet, som følge af de vertikale aftaleparters koordinering,
og det er igen (teoretisk) muligt, at en aftale eller kontrakt hæmmer samfundsvelfærden.
For såvidt som disse indvendinger er deskriptivt relevante,
er der naturligvis behov for at anlægge et nuanceret syn på vertikale aftaler
og kontrakter. Det er dog bemærkelsesværdigt, at alle tre indvendinger
forudsætter eksistensen af en tredie-part (d.v.s. en økonomisk agent, der ikke
er direkte part i den vertikale aftale), som påvirkes negativt af den vertikale
koordinering.
Som nævnt har aktørernes aktivitet helt generelt til formål at maksimere
deres profit (eller nytte), og det er således oplagt at gruppere årsagerne til og
formålet med vertikal koordinering under to hovedoverskrifter: For det første
kan indtjening forøges gennem en mere effektiv tilrettelæggelse af produktion
og distribution, hvilket generelt er sammenfaldende med samfundets interesse.
For det andet kan indtjeningen forøges gennem opbygning af adgangsbarrierer
(se også næste afsnit) og/eller en mere dominerende markedsstilling,
der muliggør højere enhedspriser og større fortjeneste pr. omsat enhed.
Det sidste kan være forbundet med negative velfærdsvirkininger. Disse negative
virkninger opstår, når en vertikal aftale påfører tredie-part en negativ
eksternalitet. Helt generelt kan denne tredie-part være forbrugere/aftagere,
eksisterende konkurrenter eller potentielle nye konkurrenter på et eller flere
led i distributionskanalen. I det følgende vil vi give en kort og langt fra
udtømmende oversigt over nogle eksempler på negative virkninger overfor
tredie-part, som er blevet studeret.
5.2.1 Forbrugere/aftagere
En mulig negativ virkning for kanalens aftagere kan opstå, hvis en veldefineret
gruppe af virksomheder i distributionskanalens detailled gennemtrumfer vertikale
restriktioner, der monopoliserer (eller segmenterer) detailafsætningen.
Der kan f.eks. nævnes eksempler, hvor det hæ vdes, at detailleddet har pres-
20

setenproducentellergrossisttilafdefinere territorial eksklusivitet (kun
en forhandler af vare x iområdey), for derigennem at eliminere intrabrand
konkurrencen og presse udsalgspriserne opad. 25 Det er oplagt, at
den teoretiske mulighed for denne type af restriktioner kun kan udgøre et
samfundsmæ ssigt problem, hvis tre betingelser er opfyldt samtidig. Producenten
eller grossisten skal for det første kunne se en egeninteresse i at
acceptere de restriktioner, der foreslås af detailleddet. For det andet skal
adgangen til detailmarkedet være effektivt begrænset. Sidst, men bestemt
ikke mindst, kræver det, at der er en begrænset inter-brand konkurrence,
således at en eliminering af intra-brand konkurrencen giver de involverede
detailvirksomheder signifikant, lokal markedsstyrke. En vurdering af den
deskriptive relevans af disse nødvendige betingelser må naturligvis bero på
en empirisk vurdering (se Blair & Kaserman (1985, s. 374) og Tirole (1988,
s. 185)).
En anden gruppe af eksempler tager udgangspunkt i, at vertikale restriktioner
under visse betingelser kan vises at bidrage til at dæmpe konkurrencen
på tværs af distributionskanaler. Vi kan f.eks. henvise til Rey & Stiglitz
(1988, 1994) for analyser af, hvordan territorial eksklusivitet i detailleddet
kan dæmpe to konkurrerende producenters incitamenter til at underbyde
hinandens engrospriser. Det har ligeledes ofte været fremført, at bindende
videresalgspriser kan medvirke til at eliminere oligopolistiske producenters incitamenter
til hemmeligt at underbyde hinanden; disse ræsonnementer savner
dog et overbevisende og (især) robust modelgrundlag (se f.eks. Rey & Vergé
(1998) og Dobson & Waterson (1997) for forskellige forsøg på formalisering).
26 Incitamenterne til at vælge fælles detaildistributør 27 for derved at
dæmpe inter-brand konkurrencen er blevet studeret med noget blandede resultater
af Lin (1991) samt O’Brien & Shaffer (1993).
Som et tredie eksempel på mulige negative effekter for forbrugere af vertikale
restriktioner skal vi blot gentage, at f.eks. bindende videresalgspriser,
der indføres af en producent for at eliminere free-riding i detailleddet, 28 kan
25 I analyser af virkningerne af vertikale restriktioner sondres mellem intra-brand og
inter-brand konkurrence. Ved intra-brand konkurrence forstå s konkurrence mellem udbydere
af den samme vare eller tjeneste (d.v.s. det samme mærke). Ved inter-brand
konkurrence forstås konkurrence mellem udbydere af forskellige mærker, der (ofte underforstået)
er nære substitutter set fra aftagernes synspunkt.
26 Anvendelsen og effekterne af bindende videresalgspriser for intra-brand konkurrence
er bl.a. blevet studeret af Hart & Tirole (1990) samt O’Brien & Shaffer (1992).
27 D.v.s. en common agent i Bernheim & Whinstons (1985) forstand.
28 Det klassiske eksempel er lav-prisvarehuse, der sælger varige forbrugsgoder uden førsalgsservice,
og derved måske free rider på autoriserede forhandleres markedsføringsaktiviteter.
21

evirke, at infra-marginale kunder får “for megen service og for høj en pris”. 29
Som et sidste eksempel skal nævnes, at eneforhandlingsaftaler (exclusive
dealing) mellem mærkevareproducenter og deres respektive forhandlere kan
besværliggøre forbrugernes muligheder for at lave pris- og kvalitetssammenligninger,
idet forskellige mærker ikke forhandles i samme detailbutik. En
sådan aftalebaseret forøgelse af sø geomkostningerne har som umiddelbar effekt
at skabe “kunstige” switching costs for forbrugere, med deraf følgende
afdæmpning af den horisontale konkurrence (se Klemperer (1995)).
5.2.2 Eksisterende konkurrenter
Under overskriften strategies to raise rivals’ costs er der udviklet en serie af
modeller til at studere, hvorledes en økonomisk agent f.eks. gennem langsigtskontrakter
med en anden agent i distributionskanalen kan monopolisere en
begrænset ressource og derved begrænse eksisterende konkurrenters strategiske
råderum og derfor gøre dem mindre konkurrencedygtige (se Salop &
Scheffman (1983) og Krattenmaker & Salop (1986)). Et repræsentativt eksempel
er en producent, der tegner en kontrakt med en inputleverandør, der
indebærer, at leverandøren i kontraktperioden ikke må levere samme input til
producentens konkurrenter. Som i det foregående er der imidlertid adskillige
betingelser, der skal være opfyldte, for at en sådan vertikal restriktion giver
producenten forøget markedsmagt. For det første skal inputleverandøren
naturligvis kunne se en privatøkonomiske interesse i at begrænse sine afsætningsmuligheder,
d.v.s. der skal ske en transferering fra producenten til
leverandøren, der mindst opvejer dennes eventuelle tab på andre potentielle
kunder. For det andet skal adgangen for producentens konkurrenter til alternative
leverandører være effektivt begrænset.
5.2.3 Potentielle konkurrenter
Her vil vi nøjes med at nævne den rolle, vertikale restriktioner eller evt.
vertikal integration kan spille m.h.t. at opbygge adgangsbarrierer for potentielle
nye konkurrenter. I litteraturen benævnes dette foreclosure-virkningen
af vertikal koordination, 30 og der findes forskellige forsøg på formelt at stu-
29 Det skal dog her bemærkes, at man også kan forestille sig, at de infra-marginale
forbrugere får “for lidt service og for lav en pris” (se Tirole (1988, s. 182) for en formel
fremstilling). Hvorvidt det ene eller det anden tilfælde er mest relevant må bero på en
empirisk vurdering.
30 Dette refererer til, at de opstillede vertikale kontrakter eller den vertikale integration
udelukker potentielle indtrædere på et enkelt niveau i distributionskanalen, og dermed
besværliggør indtræden i det hele taget.
22

dere dette fænomen (se f.eks. Aghion & Bolton (1987), Rasmusen, Ramseyer
& Wiley (1991) samt Segal & Whinston (1996)). Et central argument er,
at vertikale restriktioner i form af eneforhandlingsaftaler eller en producents
vertikale integration fremad i distributionskanalen kan medvirke til at skabe
adgangsbarrierer på både producent- og detailniveau til skade for konkurrencen
og forbrugerne velfærd. Som i de to forrige tilfælde gælder, at sådanne
forsøg på strategisk konkurrencebegrænsning kun har har mulighed for at
lykkes, hvis antallet af distributionskanaler er effektivt begrænset.
Omend de studier, der omtales i det ovenstående, bestemt hjælper på
vores forståelse af virkningerne af vertikale restriktioner og vertikal koordination,
er det klart, at de for nuværende ikke er tilstrækkelige til at opstille
enkle, operative kriterier til vurdering af velfæ rdsvirkningerne. Dette alene
af den grund, at den deskriptive relevans af mange af de mulige negative
velfærdsvirkninger er uklar. Der forestår derfor et betydeligt empirisk arbejde,
herunder detaljerede case-studier. På trods af dette er der dog én klar
konklusion, der tegner sig: Vertikale restriktioner og integration giver næppe
anledning til sæ rlige problemer i forhold til samfundsvelfærdsmålsætningen,
hvis der er en betydelig grad af inter-brand konkurrence, d.v.s. rivalise-ring
mellem alternative distributionskanaler eller mærker. M.a.o. hvis der ikke
er væsentlige horisontale konkurrenceproblemer, er der grund til at formode,
at den vertikale koordination, der kan opnås, vil være i samfundets interesse.
Hvis den horisontale konkurrence derimod er begræ nset kan den være god
grund til at underkaste vertikale restriktioner en nærmere analyse med henblik
på at vurdere deres velfærdsvirkning i forhold til det relevante alternativ.
6 Adgangsbarrierer
Adgangsbarrierer er i en vis forstand industriøkonomiens sine qua non. Det
er svært at forestille sig et marked, som er præget af imperfekt konkurrence,
og hvor markedsdeltagerne har markedsmagt til at hæve prisen over
grænseomkostningerne, 31 hvis der ikke er en eller anden form for beskyttelse
af markedet, som gør, at potentielle konkurrenter stilles svagere end
etablerede virksomheder.
Bain (1959) identificerede således adgangsbarrierer med en etableret virksomheds
mulighed for at hæve prisen uden at tiltrække ny konkurrence. Han
lagde således vægt på etablerede virksomheders mulighed for at tjene overnormale
profitter på langt sigt og mente, at adgangsbarrierer måtte være
forbundet med enten skalaøkonomi, produktdifferentiering eller etablerede
31 Eller i tilfældet med et ureguleret naturligt monopol: gennemsnitsomkostningerne.
23

virksomheders omkostningsfordele. Stigler (1968) identificerede adgangsbarrierer
med en etableret virksomheds relative omkostningsfordel over for en
potentiel konkurrent. Gilbert (1989a,b) definerer adgangsbarrierer som en
overnormal aflønning, som alene hidrører fra, at virksomheden allerede er
etableret. Det kan umiddelbart minde om Bains definition, men det er i
virkeligheden Demsetz’ (1982): Hvis virksomheden kan sælge fordelen ved
at være etableret på et marked til en anden virksomhed, er salgsværdien på
denne overdragelse en alternativomkostning, der må betragtes som en normal
aflønning. Der er i denne forstand kun tale om en adgangsbarriere, hvis
den etablerede virksomheds fordel ved at være etableret overstiger denne alternativomkostning.
Det vil typisk kræve aktivspecificitet: Der skal være
komplementaritet (“synergieffekter”) mellem den givne virksomhed og det
aktiv, som giver den fordelen; ydermere skal denne komplementaritet være
umulig at overdrage fuldt.
Man kan gruppere teorierne for, hvordan potentiel konkurrence påvirker
markedsmagten, i fire kategorier: 32
1. Grænsepristeorier (limit pricing);
2. Dynamiske etableringsteorier;
3. Contestable markeder;
4. Efficiente markeder.
Teorierne er her opstillet efter faldende beskyttelse af etablerede virksomheder.
I følge grænsepristeorierne søger etablerede virksomheder ved
strategisk adfærd at bevare markedet for sig selv og tjener på den måde en
overnormal profit. I følge de dynamiske etableringsteorier anser etablerede
virksomheder tilstrømningen af nye konkurrenter for at være en (eventuelt
stokastisk) proces, som via prisen kan reguleres optimalt, men som det sjældent
kan betale sig at lukke helt for. Contestable markeder tilsiger, at et
marked uden adgangsbarrierer først er i ligevægt, når nye virksomheder ikke
profitabelt kan etablere sig på markedet med den givne pris og med den eksisterende
teknologi. Endelig byder Chicago-skolen på teorien om efficiente
32 Jvf. Gilbert (1989b) samt Geroski, Gilbert & Jacquemin (1990). Der er naturligvis
en femte kategori, som empirisk set er nok så relevant: Lovgivnings- eller reguleringsbetingede
adgangsbarrierer. “Exogene” barrierer er ofte den væsentligste grund til, at
eksisterende virksomheder kan opretholde overnormale profitter på lang sigt. Å rsagerne
til og virkningerne af sådanne barrierer er bestemt et studie værd, men af pladsmæssige
årsagerskalviidetfølgendebegrænseostil “endogene” barrierer. Den interesserede
læser henvises til Møllgaard (1998).
24

markeder, i følge hvilken etablerede virksomheder kun er beskyttede mod potentiellekonkurrenter,hvisdeermereefficiente
end disse, hvorfor markederne
i det store og hele vil være kendetegnet ved “virksom” konkurrence.
De forskellige teorier uddybes nærmere nedenfor med hovedvægten på
den strategiske adfærd i grænsepristeorierne. Afsnittet rundes af med en
kort gennemgang af nylig empiri vedrørende markedsadgang.
6.1 Limit pricing
Den klassiske limit pricing model skyldes Bain (1968), Sylos-Labini (1962)
og Modigliani (1958). Vi forestiller os et marked, med en traditionel lineær,
invers efterspørgselsfunktion: p = a − Q, hvorpog Q er henholdsvis pris
og total mængde, mens a er et mål for markedets størrelse. 33 En etableret
virksomhed (e) har totalomkostningsfunktion Ce = cqe + F , 34 hvor qe er
dens produktion, c er dens konstante grænseomkostning, og F er de faste
omkostninger. Den etablerede udbyder ved, at der eksisterer en potentiel
konkurrent, som har samme omkostningsfunktion. Ved at vælge sit output,
så residualefterspørgselen overalt ligger under gennemsnitsomkostningerne,
kan den etablerede virksomhed sikre sig, at konkurrenten ikke har et incitament
til at træde ind på markedet. Hvis den indtrængende virksomhed (i)
tager den etablerede virksomheds produktion for givet (så e er Stackelbergleder),
vil den opnå en profit påΠi = ¡ ¢ a−c−qe 2
− F . e kan således sørge
2
for, at indtrængning ikke er profitabel ³ ved at finde det qe, somnetopimplicerer
at Πi =0,d.v.s. bqe =maxa
− c − 2 2√ F,qM ´
e , idet det er muligt, at
monopolmængden q M e = a−c
2 i sig selv blokerer for indtrængning. Ellers vil
effekten af potentiel konkurrence her være en lavere pris og en højere mængde
end under et beskyttet monopol.
Problemet med Bain-Sylos-Modigliani-modellen er det såkaldte Sylospostulat,
i følge hvil-ket etablerede virksomheder formodes at fastholde deres
output, efter den potentielle konkurrent har etableret sig på markedet. Det
er imidlertid utroværdigt, at e ikke skulle akkomodere i, ved at overgå til
f.eks. Cournot-adfærd (se afsnit 2), hvis i faktisk etablerede sig på markedet.
Dette problem satte i en lang periode spørgsmålstegn både ved limit pricing
modellernes logiske fundament såvel som ved deres deskriptive relavans.
Dixit (1980) “løste” troværdighedsproblemet ved at lade den etablerede
virksomhed foretage irreversible investeringer i kapacitet, hvilket sænker dens
grænseomkostninger (sålænge kapacitetsgrænsen ikke nås). Dette gør det
troværdigt, at “true” med aggressiv adfærd, hvis den potentielle konkurrent
33 I det følgende antages overalt at a, p, Q ≥ 0.
34 Igen antages alle størrelser ikke-negative.
25

faktisk indtræder på markedet. Det er her vigtigt, at investeringerne faktisk
er irreversible, idet troværdigheden af den aggressive adfærd bygger på, at
kapaciteten ikke kan ændres, hvis konkurrenten træder ind. 35
Milgrom & Roberts (1982) “løste” troværdighedsproblemet i en simpel,
men meget indflydelsesrig, to-periode model ved at antage, at den potentielle
indtrænger ikke på forhånd kender den etablerede virksomheds grænseomkostninger,
ce. Antag for nemheds skyld, at ce kanværeentenhøjeller
lav, og at det kan betale sig at træde ind, såfremt ce er høj, mens indtrængeren
ville blive ude, hvis den med sikkerhed vidste, at ce var lav, fordi
konkurrencen da ville blive for hård til at dække de faste omkostninger.
I første periode er den etablerede virksomhed alene på markedet, men indtrængeren
kan observere prisen og søger derfra at slutte, om e har høje eller
lave omkostninger. I anden periode vil der være almindelig duopolkonkurrence,
som beskrevet i afsnit 2, hvis i har besluttet sig for at træde ind; i
modsat fald har e et beskyttet monopol. Hvis forskellen mellem de høje
og lave omkostninger ikke er for stor, kan en etableret virksomhed med
lave omkostninger ikke profitabelt sætte sin monopolpris i første periode.
Det skyldes, at en etableret virksomhed med høje omkostninger ville “abe
efter”, hvis den dermed kunne overbevise ind-trængeren om, at det i modstrid
med sandheden bedst kunne betale sig at blive ude. I en separerende
(sekventiel) ligevægt 36 vil en etableret virksomhed med lave grænseomkostninger
signalere disse til indtrængeren ved at sætte en pris i første periode,
som er så meget lavere end monopolprisen, at det ville være for dyrt for en
højomkostningsvirksomhed at “abe efter”. Da det så ledes er for dyrt for en
højomkostningsvirksomhed at signalere lave omkostninger, vil en virksomhed
af denne type sætte sin monopolpris i fø rste periode. Effekten af denne form
for limit pricing er, at indtræ ngeren kun træder ind, når det er profitabelt
(dvs. når den etablerede virksomhed har høje omkostninger), og at en
etableret virksomhed med lave marginalomkostninger er tvunget til at sætte
en pris, som er lavere end monopolprisen. Potentiel konkurrence fører derfor
med asymmetrisk information til velfærdsforbedringer i en separerende
ligevægt i forhold til den ligevægt, der etableres i tilfældet med symmetrisk
information om den etablerede virksomheds omkostninger. 37
Disse resultater er imidlertid (forventeligt) ikke synderligt robuste over
for ændringer i informationsstrukturen mellem den etablerede virksomhed og
35For en grundig diskussion af denne og beslægtede typer af modeller, se Tirole (1988,
kap. 8).
36Se Sloth (1999).
37Hertil skal dog bemærkes, at der i modellen er mulighed for pooling ligevægte (Sloth,
1999), hvor den etablerede virksomheds information ikke afsløres, og hvor velfærdseffekterne
af informationsasymmetrien er uklare.
26

indtrængeren. F.eks. antager Harrington (1984), at indtrængerens grænseomkostninger
er usikre men positivt korrelerede med den etablerede virksomheds
grænseomkostninger, hvilket ikke er urimeligt, hvis de bruger tilnærmelsesvist
samme teknologi, idet indtrængeren i følge sagens natur har færre
erfaringer med produktionsteknologien. Dette betyder, at den etablerede
lavomkostningsvirksomhed nu har et incitament til at sætte prisen højere i
første periode (og “abe efter” højomkostningstypen), for dermed at overbevise
indtrængeren om, at denne vil have høje omkostninger, hvis den
træder ind på markedet. Potentiel konkurrence fører her til velfærdsforringelser
i forhold til det utopiske samfundsøkonomiske optimum uden informationsasymmetri.
Det skal understreges, at der ikke er nogle umiddelbart
anvendelige konkurrencepolitiske tiltag, som kunne bedre situationen, da
konkurrencemyndigheden typisk vil være mindst lige så dårligt informeret om
markedsforhold og produktionsteknologi som den virksomhed, som påtænker
indtrængning.
I litteraturen findes der yderligere en lang række teoretiske studier, der
er beslægtede med de ovenstående. Bagwell & Ramey (1988) har studeret
reklame og priser som signaler inden for rammerne af Milgrom & Roberts’
(1982) oprindelige model, mens Bagwell & Ramey (1990) og Albæk & Overgaard
(1994) har analyseret reklame- og prissignaler, når indtræ ngeren har
mangelfuld information om efterspørgslen. Bagwell & Ramey (1991), Martin
(1995) samt Schultz (1999) har udvidet Milgrom & Roberts (1982) model med
henblik på at studere eksisterende oligopolistiske virksomheders mulighed
for at afskrække potentielle indtrængere gennem limit pricing. Endelig har
Overgaard (1994) studeret limit pricing i en situation hvor indtrængeren er
ufuldstændigt indformeret om den eksisterende virksomheds produktkvalitet.
6.2 Dynamiske etableringsteorier
Milgrom & Roberts (1982) model har været kritiseret for, at der kun er én potentiel
konkurrent, som, hvis den først afskrækkes, aldrig forsøger indtrængning
igen. Stigler (1950) foreslog allerede for et halvt århundrede siden, at
hvis tilstrømningen af potentielle konkurrenter til markedet ikke er for hastig,
kan det være en fordel for en dominerende, etableret virksomhed at undlade at
forhindre indtrængning og i stedet forsøge at regulere tilstrømningen. Hvis
strømmen af nye virksomheder afhænger af den dominerende virksomheds
profit og pris, vil denne, når den maksimerer nutidsværdien af indtjeningen
ved at finde en passende pris (eller mængde), afveje det aktuelle profittab ved
en lavere pris mod den fremtidige gevinst i form af en nedsat tilstrømning
af nye virksomheder. Stigler (1965) påviste, at dette reaktionsmønster blev
fulgt af U.S. Steel Corp., som, da den blev dannet i 1901, havde en marked-
27

sandel på 66%. Markedsandelen faldt siden jævnt til 46% i 1920 og 42% i
1925. Stigler (1965) argumenterede for, at denne akkommoderingsstrategi
synesathaveværetnogetnæroptimal,såfremtaktieprisenerengodindikator.
Stiglers teori blev formaliseret af Gaskins (1971) og Kamien & Schwartz
(1971), jvf. Gilbert (1989a, s. 510-20) for en oversigt. Problemet i disse formaliseringer
er, at det kun er den etablerede, dominerende virksomheds adfærd,
som modelleres eksplicit. Derimod er nye og potentielle virksomhe-ders
adfærd ikke udledt fra profitmaksimering men undertrykt i en (stokastisk)
proces, som den dominerende virksomhed kan regulere. Dette problem bliver
tydeligt, når den dominerende virksomheds markedsandel er faldet så meget,
at den ikke længere er dominerende, dvs. at dens markedsandel er blevet
mindre end de nye virksomheders. Der er altså visse problemer med modellens
logiske fundament, som imidlertid modsvares af, at dens deskriptive
styrke synes at være større end de konkurrerende teoriers, jvf. nedenfor.
6.3 Contestable markeder
Baumol, Panzar & Willig (1982, 1986) udviklede teorien om contestable
markeder. I et perfectly contestable (PC) marked understøtter priser og
mængder en ligevægt, hvis ingen nye virksomheder (som har adgang til
samme teknologi som etablerede virksomheder) kan vælge lavere priser og
operere profitabelt ved at opfylde (dele af) efterspørgslen til disse nye, lavere
priser. Cournot-Nash ligevægten (se afsnit 2) vil f.eks ikke være en ligevægt
foretPCmarked. Bemærk,atPCmarkedererdefineret ved ligevægtens
egenskaber, mens teorien ikke umiddelbart har noget at sige om adgangsprocessen.
Det er dog klart, at eksistensen af PC markeder kræver eksistensen
af “hit-and-run”-konkurrenter: D.v.s. virksomheder, som kan og vil
reagere spontant på enhver profitmulighed. Det kræver til gengæld, at der
ikke er nogle adgangs- og afgangsbarrierer.
Antagelsen om, at etablerede virksomheder ikke reagerer på “hit-andrun”-konkurrence
ved at sætte priserne ned, har mødt megen kritik, jvf.
Martin (1993, kap. 11). Eksisterende virksomheders priser tages for givne og
kapitalen kan flyde uhindret ind og ud af markedet, så “hit-and-run” er en
risikofri strategi. En vis grad af irreversibilitet i investeringerne kombineret
med prisreaktioner fra etablerede virksomheder ville omvendt gøre det til
en risikofyldt aktivitet. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at empiriske
resultater synes at bekræfte, at der i praksis ikke er den store prisreaktion
på markedstilgang, jvf. nedenfor. Derimod synes kapitalen ikke at være så
mobil, som tilhæ ngere af teorien om kontestable markeder antager.
Det skal bemærkes, at den eneste PC ligevægt i markedet beskrevet i
28

afsnit 4.1 er et “naturligt” monopol, der opfører sig, som om det var “perfekt”
reguleret, 38 således at prisen svarer til gennemsnitsomkostningerne og profitten
bliver normal. Hvis en etableret virksomhed forsøgte sig med en højere
pris, ville en “hit-and-run”-konkurrent kunne betjene markedet til en lavere
pris, så det ville ikke være i ligevægt.
Teorien om contestable markeder var meget indflydelsesrig i forbindelse
med deregulering af lufttransportsektoren i USA. Man mente oprindeligt,
at den enkelte rute måtte være udsat for “hit-and-run”-indtrængning, fordi
der var mange flyselskaber, som potentielt kunne betjene den, og som uden
større omkostninger kunne sætte et fly ind på ruten, se f.eks. Bailey & Panzar
(1981). Senere studier, f.eks. Morrison & Winston (1987), indikerer, at
potentiel konkurrence er af betydning, men at etablerede virksomheder er i
stand til at udnytte adgangsbarrierer til at hæve prisen over grænseomkostningerne.
Det tyder altså mere på, at traditionelle grænseprismodeller kan
forklare adfærden.
6.4 Efficiente markeder
Chicago-skolen hævder, at det er forskelle i virksomhedernes efficiens i henholdsvis
produktions- og salgsaktiviteterne, som forklarer deres markedsandele.
Hvis det ser ud, som om de tjener en overnormal profit somfølgeafen
såkaldt adgangsbarriere, er der i virkeligheden snarere tale om en aflønning
af en investering, som giver virksomheden en konkurrencefordel. Man kunne
tale om et “adgangsbarriereaktiv”, som skal aflønnes til markedsværdi, jvf.
Demsetz (1982). Der er således kun tale om en egentlig adgangsbarriere
i Gilberts (1989a) forstand, hvis dette aktiv ikke kan overdrages til en ny
virksomhed til en pris, som er acceptabel for den etablerede virksomhed,
d.v.s. hvis aktivet er mere væ rd for den etablerede virksomhed end for den
potentielle konkurrent.
Chicago-skolen kan være svær at opsummere, givet at der er tale om en
større gruppe af personer, som ikke har formaliseret og konsolideret deres
tankesæt. Imidlertid er det vel rimeligt at hævde, at de mener, at adgangsbarrierer
korrekt defineret er af relativ lille betydning og kun giver etablerede
virksomheder små og temporære fordele. 39
38 “Perfekt” reguleret skal forstås i den begrænsede forstand, at vi udelukker anvendelse
af det generelle offentlige budget til subsidiering.
39 Dette gælder naturligvis ikke for de “eksogene”, juridiske barrierer. Den “rene” version
af Chicago-skolens synspunkt vil være, at de eneste varige adgangsbarrierer er de eksogene
eller “regeringsskabte”.
29

6.5 Empiri om markedsadgang
Der er foretaget en lang række empiriske og eksperimentelle undersø gelser
af sammenhængen mellem markedsadgang, priser og profitabilitet, jvf. for
oversigter Schmalensee (1989, s. 996-99), Gilbert (1989a,b), Geroski, Gilbert
& Jacquemin samt Geroski (1995).
Gilbert (1989b) finder, at meget eksperimentelt og empirisk materiale er
inkonsistent med selv imperfectly contestable markeder og omvendt, at det
meste empiriske materiale er konsistent med dynamiske etableringsteorier.
Det er en konklusion, som understøttes af Geroskis (1995) stiliserede empiriske
fakta og resultater. De fleste brancher har nemlig en relativt høj
tilstrømning målt på antallet af nye virksomheder i forhold til det samlede
antal virksomheder i branchen (etableringssraten). I perioden 1974-1975
varierede etableringsraterne i 87 erhverv i Storbritannien fra 2,5% til 14,5%
(Geroski, 1995, s. 422). Nytilkomne virksomheder er til gengæld relativt
små: I den samme periode havde de samme nytilkomne virksomheder en
samlet markedsandel, som varierede mellem 1,45% til 6,36%. Typisk følges
adgangs- og afgangsrater ad, så nettotilgangen til brancherne er beskeden
sammenlignet med bruttostrømmene. Dette er blot spejlbilledet af, at de
fleste nyetablerede virksomheder hurtigt afgår ved døden. Overlevende virksomheder
vinder tilsvarende kun langsomt markedsandele. De novo adgang
er en mere almindelig men mindre succesrig adgangsform end diversifikation
fra eksisterende virksomheder.
Geroskis (1995) stiliserede empiriske resultater tyder på, at tilstrø mningen
af nye virksomheder reagerer langsomt på høje profitter. Estimaterne
af adgangsbarriererne er høje, men sammenhængen mellem etableringsrater,
profitabilitet og adgangsbarrierer er svag. Markedsadgangen synes således
ikkeathavedenstoreeffekt på price-cost margins. Deetableredevirksomheders
reaktion på markedsadgang er selektiv: De vil ofte undlade at
reagere, i det mindste indtil problemet har vokset sig stort, og vil typisk ikke
anvende priser til at forhindre markedsadgang.
Med forbehold for metodesvagheder (som f.eks. at analyserne typisk foretages
på branche-, erhvervs- eller sektorniveau snarere end markedsniveau)
tyder disse studier altså på, at dynamisk etableringsteori har betydelig deskriptiv
værdi. Man må dog huske på, at en stor del af de variable, som
traditionelle grænseprismodeller og, ikke mindst, efficiensbaserede markedsforklaringer
bygger på, ikke kan måles med nævneværdig præcision, jvf. f.eks.
den asymmetriske information i Milgrom & Roberts’ (1982) model ovenfor.
Det betyder, at den vigtige analyse af, hvordan potentiel konkurrence præcist
påvirker eksisterende aktører langt fra kan siges at være afklaret. Der er
til dette formål behov for yderligere teoretiske og empiriske studier.
30

7 Auktioner: Teori og anvendelser
Studiet af auktioner har vist sig at være en yderst effektiv “petriskå l” for
spilteoretiske modeller i industriøkonomi. En auktion er en sæ rdeles struktureret
markedsform organiseret efter formelle regler, der er som skabt til
spilteoretisk analyse: Der er klare regler for, hvem der gør noget hvornår,
og hvad de kan gøre. Her er der ingen tvivl om, hvad de rette forudsætninger
er. Auktioner finder endvidere udbredt anvendelse: Ved indgåelse af
offentlige indkøbsaftaler, gennemførelse af offentlige anlægsprojekter, salg af
rettigheder til off-shore olieefterforskning og -udvinding, salg af f.eks. fisk,
vin, biler, kunst, implementering af privatiseringsprogrammer i transitionssøkonomier
for blot at nævne nogle få eksempler. Desuden gennemføres der
i forbindelse med auktioner typisk meget detaljerede registreringer af auktionsbud
og auktionsafkast, som gør det er muligt at lave empiriske test af
forudsigelser fra spilteoretiske auktionsmodeller.
7.1 Auktionsteori
Den mest velkendte auktionsform — bredt anvendt til for eksempel at sæ lge
kunst — er den engelske auktion. Et antal potentielle købere er samlet i et
lokale. Den udbudte genstand er udstillet. Auktionarius åbner for bud, og
de konkurrerende købere byder højere og højere, indtil der ikke bliver budt
længere. På dette tidspunkt vil genstanden bliver annonceret solgt til den
højstbydende, og til en pris lig det sidste bud. 40
Selvom vi begrænser vores diskussion til salg af en enkelt genstand, har et
sådan marked mange af de karakteristika, som er typiske for markeder med
imperfekt konkurrence: Der er et begrænset antal konkurrenter — byderne.
Sælgeren kender ikke de enkelte byderes vurdering af den udbudte genstand.
Den enkelte byder kender den værdi, han tillægger den udbudte genstand,
men ikke de øvrige byderes værdi. I dette tilfælde siges byderne at have “private
værdier”. 41 Man kan også forestille sig tilfælde, hvor byderne tillægger
objektet samme væ rdi, og man taler da om “fælles værdi”. F.eks. synes dette
at væ re en rimelig beskrivelse ved en bortauktionering af rettighederne til offshore
olieudvinding. Værdien af et oliefelt afhænger af hvor meget olie, der er
i feltet. For en given mængde olie er feltet (approksimativt) lige meget værd
for de forskellige bydere. Helt generelt kan man forestille sig en situation med
40For en mindre stiliseret beskrivelse af den engelske auktion, se f.eks. Ashenfelter
(1989).
41Mere formelt: Man antager, at de enkelte byderes værdier er uafhængige stokastiske
variable. Den enkelte byder kender realisationen af sin egen værdi men kun fordelingen af
de andres værdier.
31

“korrelerede værdier”, hvoraf de to ovennævnte tilfælde fremkommer under
specielle antagelser. For blot at illustrere den grundlæggende auktionsteori
vil vi i det fø lgende nøjes med at betragte tilfældet med “private værdier”. 42
Hvorom alting er: Salg gennem en auktionsmekanisme er velegnet til at studere
situationer, hvor sæ lgeren er ufuldstændigt informeret om de potentielle
køberes betalingsvillighed (eller nytte af at besidde den udbudte genstand).
I en sådan situation er det vanskeligt og meget risikabelt for sælgeren blot
på forhånd at annoncere en fast pris. Auktioner skal derfor i hø j grad ses
som svaret på en alvorlig markedsimperfektion, hvorigennem sælgeren mere
effektivt får køberne til at afsløre deres præ ferencer. 43
Som gruppe står bydernes interesse i modsætning til sælgerens: Sæ lger
ønsker at opnå den højest mulige pris, mens hver byder ønsker at vinde med
den lavest mulige pris. Byderne ville således typisk klare sig bedre, hvis
de kunne indgå aftaler for at holde vinderprisen nede. 44 Vi genser således
problemet med individuel kontra fæ lles handling og konsekvenserne heraf
for, hvordan markedet klarer sig. En auktion er typisk ledet af et auktionshus,
som repræsenterer ejeren. Et af ejerens problemer er at få udformet
en kontrakt med auktionshuset, der på den bedst mulige måde sikrer hans
interesser. I nogle situationer kunne auktionshuset vinde ved at indgå aftaler
med byderne, som går imod sælgers interesse. Vi øjner derfor også et
underliggende principal-agent problem.
Der findes mange mulige auktionsformer. Her vil vi nøjes med at betragte
følgende “standardformer”: 45
• Engelsk auktion: Uafhængige, stigende, åbne bud indtil der ikke bliver
afgivet flere bud; genstanden sælges til højstbydende.
• Hollandsk auktion: Auktionarius begynder ved en meget høj pris and
udråber lavere og lavere priser, indtil en af byderne accepterer at betale
den sidstnævnte pris; genstanden bliver solgt til denne byder.
42 For en autoritativ, men også ganske vanskelig fremstilling, af det generelle tilfælde
med korrelerede værdier kan henvises til Milgrom & Weber (1982). En noget bredere
fremstilling af auktionsteorien findes i McAfee & McMillan (1987) og Milgrom (1989).
43 Auktionsteorien og specielt spørgsmålet om design af optimale auktioner skal derfor i
højgradsessomendelaflitteraturenommekanismedesign, se Sloth (1999) for en kort
introduktion.
44 Jvf. den øjeblikkelige diskussion i Danmark af karteldannelser i forbindelse med levering
af fjernvarmerør og gennemførelse af el-installationsopgaver. Disse påståede karteller
er jo i høj grad byderkarteller med det formål at hæve priserne ved offentlige licitationer.
45 Anvendelsen af flere af disse kan spores tilbage til de mesopotamiske kulturer samt
ikke mindst det antikke Rom, hvor f.eks. retten til skatteopkrævning i forskellige områder
blev bortauktioneret.
32

• First-price, sealed-bid auktion: Hver potentiel køber afleverer et bud i
en lukket kuvert; genstanden bliver solgt til den, der afgiver det højeste
bud. Prisen er lig det højeste bud.
• Second-price, sealed-bid auktion: Hverpotentielkøberafleverer et bud i
en lukket kuvert; genstanden bliver solgt til den, der afgiver det højeste
bud. Prisen er lig det næsthøjeste bud. 46
7.2 Provenuækvivalens
Som beskrevet findes der altså forskellige auktionsformer. Hvilken er så den
bedste set fra sælgers synspunkt? Hvilken er den bedste set fra samfundets
synspunkt? Et vigtigt resultat til belysning af dette er den så kaldte
Provenuækvivalenssætning, som siger, at de fire ovenstående auktionstyper
alle giver samme forventede indtægt til sæ lgeren. 47
Vi vil ikke forsøge at vise dette resultat, men blot prøve at indse at en
engelsk og en second-price, sealed-bid auktion vil give sælgeren den samme
indtægt. 48 I en engelsk auktion vil buddene stige, indtil der kun er to agenter
tilbage. Når buddene når den laveste af disse to byderes værdier, hopper
denne fra. Det betyder, at byderen med højest værdi får genstanden til
en pris, der er lig den værdi byderen med den næsthøjeste værdi tillægger
den. I en second-price, sealed-bid auktion får byderen med det højeste bud
genstanden for næ sthøjeste bud. Lad os derfor notere det vigtige faktum, at
i begge disse auktionsformer har et bud kun betydning for en byders pay-off
(nytte), for såvidt som det påvirker, hvorvidt han vinder auktionen. Hvis
han vinder, betaler han ikke sit eget bud, men derimod den hø jstbydende
tabers bud. Hvis han ikke vinder, betaler han intet og får ikke genstanden.
Det er derfor optimalt at byde sin værdi: Et højere vindende bud vil kun
ændre vinderens pay-off i det tilfælde, at næsthøjeste byder har budt mere
end vinderens værdi, i hvilket tilfælde vinderen kommer til at betale mere
end sin værdi. Derfor kan det ikke være optimalt at byde mere end sin værdi.
Et lavere bud end ens værdi påvirker ikke auktionsudfaldet, sålænge det er
stø rre end næsthøjeste bud. Hvis det er lavere (og dermed ikke længere det
højeste), betyder det, at han ikke får genstanden. Et sådan bud kan heller
ikke være optimalt, da det jo faktisk var muligt at købe genstanden til en
46Second-price, sealed-bid auktionen blev først introduceret af Vickrey (1961) og kaldes
derfor også en Vickrey-auction. Den er f.eks. blevet brugt til bortauktionering af radiofrekvenser
i New Zealand i 1990.
47Dette kræver yderligere formelle antagelser, såsom risikoneutralitet hos byderne og
identisk fordelte værdier på tværs af byderne.
48Læseren henvises her til Riley & Samuelson (1981), McAfee & McMillan (1987) og
Milgrom (1989).
33

lavere pris end værdien. Ergo, det er i en engelsk såvelsomiensecond-price,
sealed-bid auktion bedst at byde sin værdi, 49 og det følger umiddelbart heraf,
atsælgerensforventedeindtægtmåværedensammeidetoauktionsformer.
Argumenterne for at en hollandsk og en first-price, sealed-bid auktion
giver samme forventede indtægt til sælgeren beror på, at de er strategisk set
er helt ækvivalente, 50 mens demonstrationen af, at disse genererer samme
forventede indtægt som ovenfor er noget mere indviklet og vil ikke blive
gennemgået her. Mens den vindende byder i de første to former betaler det
næsthøjeste bud, betaler den vindende byder i de sidste to auktionsformer sit
eget bud. Dette giver naturligvis anledning til at den optimale budstrategi i
disse indebæ rer en reduktion af buddet under den sande værdi, da der ellers
ikke ville være nogen gevinst ved at vinde auktionen. Udledningen af de
optimale budstrategier er moderat kompliceret, men reflekterer i sin essens
en afvejning af den forøgede gevinst ved at vinde, når buddet sæ nkes, mod
den formindskede chance for at vinde, hvis buddet sænkes for meget.
Provenuækvivalensresultatet holder som nævnt kun under specielle forudsætninger,
og den nyere litteratur inden for området har dels udviklet en
rangordning af auktioner baseret på de fire standardformer under andre
forudsætninger og dels studeret optimale auktionsmekanismer under forskellige
forudsætninger. Optimalitet kan her forstås enten i forhold til sælgers
målsætning om indtægtsmaksimering eller i forhold til en bredere efficiensmålsætning.
Endvidere har litteraturen studeret forskellige auktionsformers
robusthed i forhold til dannelse af byderkarteller samt påbegyndt studiet af
mere komplekse miljøer, hvor der f.eks. sekventielt eller simultant bortauktioneres
flere genstande.
7.3 Auktionspraksis
I betragtning af den almindelige skepsis omkring økonomers evne til at forudsige
hvordan markeder og økonomier vil udvikle sig, har auktionsteoriens
forud-sigelser flere gange vist sig bemærkelsesvæ rdigt præcise.
Det nok mest prominente eksempel er de såkaldte “airwave spectrum auctions”
(radiobølgefrekvenser) i USA. I starten af 1990erne stod den amerikanske
regering overfor at skulle fordele en stort antal licenser til udnyttelse af
forskellig radiobølgelængder til forskellige former for trådløs kommunikation,
mobiltelefoni m.v. 51 Tidligere anvendte procedurer, typisk besværlige bu-
49 I spilteoriens termer siges det at være en svagt dominerende strategiforenhverbyder
at byde sin sande værdi i begge auktionsformer (d.v.s. i begge spil).
50 De to auktionsspil har samme reducerede normalform.
51 Vi taler her om en del af frekvensdomænet, der havde været reserveret militære formål,
men som det amerikanske forsvar ikke længere havde behov for.
34

eaukratiske processer, blev vurderet som uanvendelige til opgaven. Regeringen
besluttede — åbenbart ikke uden en vis ængstelse — at bortauktionere
licenserne. To aspekter i denne proces er bemærkelsesvæ rdige, og ligeså er
resultaterne.
For det første var strukturen i de gennemførte spektrumauktioner baseret
på detaljerede råd fra forskere specialiseret inden for spilteoretisk analyse af
auktioner, 52 men de samme forskere fungerede også som rådgivere for de bydende
virksomheder. For det andet var den detaljerede udformning af spektrumauktionerne
på forhånd grundigt gennemprøvet i eksperimentelle laboratorieforsøg.
Efterligninger af “mini-auktioner” blev udført ved at anvende
forsø gspersoner for at sikre, at auktionen foregik efter hensigten. Således
kunne spektrumauktionerne trække på såvel spilteoretisk som empirisk materiale.
Resultaterne taler for sig selv. Spektrumauktionerne indbragte 23
milliarder dollars i perioden 1994-97, hvilket var langt mere end forventet.
Det er lærerigt at udføre et tankeeksperiment, og spørge hvilken slags
råd S-C-P tilgangen kunne have givet til udformningen af spektrumauktionerne.
Den kunne have givet generelle forslag, f.eks. at modvirke underaftaler
blandt byderne, men i modsætning til de spilteoretiske anvisninger ville S-
C-P tilgangen være ude af stand til at give mere specifikke anvisninger til
udformingen af disse auktioner. Denne forskel afspejler den udvikling, som
er sket inden for industriøkonomien som led i at udvikle nye organisationsmodeller
og handelsinstitutioner.
8 Konklusion
Industriøkonomi har i de seneste to årtier gennemløbet en udvikling fra at
være et næsten udelukkende empirisk forskningsfelt over at væ re et overvejende
teoretisk felt til at være et forskningsfelt, der nu kombinerer teori og
empiri i et stadigt ping-pong. Udviklingen i spilteori har været essentiel,
og industriøkonomien, og de spørgsmål den rejste, har selv været med til at
påvirke udviklingen af spilteori. Den seneste udvikling er sket i erkendelse
af, at man med de spilteoretiske modeller kunne forklare alt og derfor måske
intet. I den nye trend bruges empiri og case-studier eksplicit til at identificere
de korrekte modeller, og konkurrerende modellers forudsigelser testes for at
finde de mest plausible forklaringer på de observerede fænomener.
52 Auktionerne var struktureret med henblik på at fremme en efficient allokering af licenserne
samtidig med, at de skulle generere det maximale provenue til regeringen, under
hensyntagen til visse retfæ rdighedsbetragtninger. Se MacMillan (1994) eller Journal of
Economics & Management Strategy 6(3), 1997.
35

Referencer
Abreu, D., D. Pearce & E. Stacchetti, 1986, Optimal Cartel Equilibria
with Imperfect Monitoring, Journal of Economic Theory 39: 251-269.
Abreu, D., D. Pearce & E. Stacchetti, 1990, Toward a Theory of Discounted
Repeated Games with Imperfect Monitoring, Econometrica 58: 1041-
1064.
Aghion, P., & P. Bolton, 1987, Contracts as a Barrier to Entry, American
Economic Review 77: 388-401.
Albæk, S., H.P. Møllgaard & P.B. Overgaard, 1995, Dansk Konkurrenceret
og Vertikal Kontrol, Nationaløkonomisk Tidsskrift 133: 268-283.
Albæk, S., H.P. Møllgaard & P.B. Overgaard, 1996, Law-Assisted Collusion?
The Transparency Principle in the Danish Competition Act, European
Competition Law Review 17: 339-343.
Albæk, S., H.P. Møllgaard & P.B. Overgaard (1997), Government-Assisted
Oligopoly Coordination? A Concrete Case, Journal of Industrial Economics
45: 429-443.
Albæk, S., & P.B. Overgaard, 1994, Advertising and Pricing to Deter or
Accommodate Entry when Demand Is Unknown, International Journal of
Industrial Organization 12: 83-87.
Ashenfelter, O., 1989, How Auctions Work for Wine and Art, Journal of
Economic Perspectives 3: 23-36.
Bagwell, K., & G. Ramey, 1988, Advertising and Limit Pricing, RAND
Journal of Economics 19: 59-71.
Bagwell, K., & G. Ramey, 1990, Advertising and Pricing to Deter or
Accommodate Entry when Demand Is Unknown, International Journal of
Industrial Organization 8: 93-113.
Bagwell, K., & G. Ramey, 1991, Oligopoly Limit Pricing, RAND Journal
of Economics 22: 155-172.
Bagwell, K., & R. Staiger, 1998, Collusion Over the Business Cycle,
RAND Journal of Economics 28: 82-106.
Bailey, E.E. & J. Panzar, 1981, The Contestability of Airline Markets
During the Transition to Deregulation, Law and Contemporary Problems 44:
125-145.
Bain, J.S., 1956, Barriers to New Competition, Cambridge, MA: Harvard
University Press.
36

Bain, J. S., 1959, Industrial Organization. New York, NY: Wiley.
Baumol, W., J. Panzar & R. Willig, 1982, Contestable Markets and the
Theory of Industry Structure, New York, NY: Harcourt, Brace, Jovanovich.
Baumol, W., J. Panzar & R. Willig, 1986, On the Theory of Perfectly
Contestable Markets, i J. E. Stiglitz & F. Mathewson (eds.), New Developments
in the Analysis of Market Structure, Cambridge,MA:MITPress.
Baxter, W., 1990, Substitutes, Complements and the Contours of the
Firm, i F. Mathewson, M. Trebilcock and M. Walker (eds.), The Law and
Economics of Competition Policy, Vancouver, BC: Fraser Institute.
Bernheim, D. & M. Whinston, 1985, Common Agency as a Device for
Facilitating Collusion, RAND Journal of Economics 16: 269-281.
Bernheim, D., & M. Whinston, 1990, Multimarket Contact and Collusive
Behavior, RAND Journal of Economics 21: 1-26.
Bertrand,J.,1883,ThéorieMathématiquedelaRichesseSociales,Journal
des Savants 499-508.
Blair, R., & D. Kaserman, 1985, Antitrust Economics, Homewood,IL:
Irwin.
Bork, R., 1978, The Antitrust Paradox, New York, NY: Basic Books.
Camerer, C.F., 1991, Does Strategy Research Need Game Theory, Strategic
Management Journal 12: 137-152.
Chamberlin, E.H., 1933, The Theory of Monopolistic Competition, Cambridge,
MA: Harvard University Press.
Coase, R.H., 1988, TheFirm,theMarketandtheLaw, Chicago, IL:
University of Chicago Press.
Cournot, A., 1838, Recherches sur les Principes Mathématiques de la
Théorie des Richesses, Paris,F:Hachette.
Demsetz, H., 1982, Barriers to Entry, American Economic Review 72:
47-57.
Dixit, A., 1980, The Role of Investment in Entry Deterrence, Economic
Journal 90: 95-106.
Dobson, P., & M. Waterson, 1997, The Competition Effects of Resale
Price Maintenance, draft, Department of Economics, University of Warwick.
Ellison, G., 1994, Theories of Cartel Stability and the Joint Executive
Committee, RAND Journal of Economics 25: 37-57.
37

Fisher, F.M, 1989, Games Economists Play: A Noncooperative View,
RAND Journal of Economics 20: 113-124.
Gaskins, D.W. Jr., 1971, Dynamic Limit Pricing: Optimal Limit Pricing
Under Threat of Entry, Journal of Economic Theory 3: 306-322.
Geroski, P.A., 1995, What Do We Know About Entry?, International
Journal of Industrial Organization 13: 421-440.
Geroski, P.A., R.J. Gilbert & A. Jacquemin, 1990, Barriers to Entry and
Strategic Competition, Chur, CH: Harwood Academic Publishers.
Gilbert, R. J., 1989a, Mobility Barriers and the Value of Incumbency, i
R. Schmalensee & R.D. Willig (eds.), Handbook of Industrial Organization I,
Amsterdam, NL: North-Holland.
Gilbert, R.J., 1989b, The Role of Potential Competition in Industrial
Organization, Journal of Economic Perspectives 3: 107-127.
Green, E., & R. Porter, 1984, Noncooperative Collusion under Imperfect
Price Information, Econometrica 52: 87-100.
Haltiwanger, J., & J.E. Harrington, 1991, The Impact of Cyclical Demand
Movements on Collusive Behavior, RAND Journal of Economics 22: 89-106.
Harrington, J.E., 1986, Limit Pricing When the Potential Entrant is Uncertain
of Its Cost Function, Econometrica 54: 429-437.
Hart, O. & J. Tirole, 1990, Vertical Integration and Market Foreclosure,
Brookings Paper on Economic Activity: Microeconomics: 205-286.
Hjort-Andersen, C., 1987, Hvad skal vi med monopol/konkurrenceloven?,
Nationaløkonomisk Tidsskrift 124: 33-44.
Kamien, M. & N. Schwartz, 1971, Limit Pricing and Uncertain Entry,
Econometrica 39: 441-454.
Kandori, M., 1991, Correlated Demand Shocks and Price Wars During
Booms, Review of Economic Studies 58: 171-180.
Klemperer, P., 1995, Competition when Consumers Have Switching Costs:
An Overview with Applications to Industrial Organization, Macroeconomics,
and International Trade, Review of Economic Studies 62: 515-539.
Krattenmaker, T., & S. Salop, 1986, Anticompetitive Exclusion: Raising
Rivals’ Costs to Achieve Power Over Price, Yale Law Review 96: 209-293.
Kreps, D.M., & J.A.Scheinkman, 1983, Quantity Precommitment and
Bertrand Competition Yield Cournot Outcomes, Bell Journal of Economics
14: 326-337.
38

Lee, L.F., & R.H. Porter, 1984, Switching Regression Information with
Imperfect Sample Separation Information - With an Application on Cartel
Stability, Econometrica 52: 391-418.
Leonard, R.J., 1994, Reading Cournot, Reading Nash: The Creation and
Stabilizsation of the Nash Equilibrium, Economic Journal 104: 492-511.
Lin, Y.J., 1991, The Dampening-of-Competition Effect of Exclusive Dealing,
Journal of Industrial Economics 39: 209-223.
Mailath, G.J., 1998, Do People Play Nash Equilibrium? Lessons from
Evolutionary Game Theory, Journal of Economic Literature 36: 1347-74.
Martin, S., 1993, Advanced Industrial Economics, Oxford, UK: Blackwell.
Martin, S., 1995, Oligopoly Limit Pricing: Strategic Substitutes, Strategic
Complements, International Journal of Industrial Organization 13: 41-65.
Mason, E.S., 1939, Price and Production Policies of Large-Scale Enterprise,
American Economic Review 29: 61-74.
Mason, E.S, 1949, The Current State of the Monopoly Problem in the
United States, Harvard Law Review 62: 1285-1285.
McAfee, R.P., & J. McMillan, 1987, Auctions and Bidding, Journal of
Economic Literature 25: 699-738.
McMillan, J., 1994, Selling Spectrum Rights, Journal of Economic Perspectives
8: 145-62.
Milgrom, P., 1989, Auctions and Bidding: A Primer, Journal of Economic
Perspectives 3: 3-22.
Milgrom, P., & J. Roberts, 1982, Limit Pricing and Entry under Incomplete
Information: An Equilibrium Analysis, Econometrica 50: 443-459.
Milgrom, P., & R. Weber, 1982, A Theory of Auctions and Competitive
Bidding, Econometrica 50:1089-1122.
Modigliani, F., 1958, New Developments on the Oligopoly Front, Journal
of Political Economy 66: 215-232.
Morrison, S.A., & C. Winston, 1987, Empirical Implications and Tests of
the Contestability Hypothesis, Journal of Law and Economics 30: 53-66.
Møllgaard, H.P., 1998, Markedsmagt, Nationaløkonomisk Tidsskrift 136:
350—369.
O’Brien, D.P., & G. Shaffer, 1992, Vertical Control with Bilateral Contracts,
RAND Journal of Economics 23: 299-308.
39

O’Brien, D.P., & G. Shaffer, 1993, On the Dampening-of-Competition
Effect of Exclusive Dealing, Journal of Industrial Economics 41: 215-221.
OECD, 1994, Competition Policy and Vertical Restraints: Franchising
Agreements, Paris, F: Organization for Economic Cooperation and Development.
Overgaard, P.B., 1994, Equilibrium Effects of Potential Entry when Prices
Signal Quality, European Economic Review 38: 367-383.
Porter, R.H., 1983, A Study of Cartel Stability: The Joint Executive
Committee, 1880-1886, Bell Journal of Economics 14: 301-314.
Posner, R., 1976, Antitrust Law: An Economic Analysis, Chicago, IL:
University of Chicago Press.
Posner, R., 1981, The Next Step in the Antitrust Treatment of Restricted
Distribution: Per se Legality, University of Chicago Law Review 48: 6-26.
Postrel, S., 1991, Burning Your Britches Behind You: Can Policy Scholars
Bank on Game Theory?, Strategic Management Journal 12: 153-155.
Rasmusen, E., M. Ramseyer & J. Wiley, Jr., 1991, Naked Exclusion,
American Economic Review 81: 1137-1145.
Rey, P., & F. Caballero-Sanz, 1996, The Policy Implications of the Economic
Analysis of Vertical Restraints, Economic Papers no 119, European
Commission.
Rey, P., & J. Stiglitz, 1988, The Role of Exclusive Territories, American
Economic Review 32: 561-568.
Rey, P., & J. Stiglitz, 1994, The role of Exclusive Territories in Producers’
Competition, NBER Working Paper no 4618.
Rey, P., & T. Vergé, 1998, Resale Price Maintenance and Horizontal
Cartel, draft, IDEI, Université des Sciences Sociales (Toulouse).
Riley, J.G., & W.F. Samuelson, 1981, Optimal Auctions, American Economic
Review 71: 381-392.
Robinson, J., 1933, The Economics of Imperfect Competition, London,
UK: Macmillan.
Rotemberg, J.J., & G. Saloner, 1986, A Supergame-Theoretic Model of
Price Wars During Booms, American Economic Review 76: 390-407.
Saloner, G., 1991, Modeling, Game Theory, and Strategic Management,
Strategic Management Journal 12: 119-136.
40

Salop, S., & D. Scheffman, 1983, Raising Rivals’ Costs, American Economic
Review 73: 267-71.
Schmalensee, R., 1989, Inter-Industry Studies of Structure and Performance,
i R. Schmalensee & R.D. Willig (eds.), Handbook of Industrial Organization
II, Amsterdam, NL: North-Holland.
Schultz, C., 1997, Wages and Employment in a Repeated Game with
Revenue Fluctuations, European Economic Review 41: 147-162.
Schultz, C., 1998, Export Cartels and Domestic Markets, draft, University
of Copenhagen.
Schultz, C., 1999, Limit Pricing when Incumbents Have Conflicting Interests,
International Journal of Industrial Organization, forthcoming.
Seabright, P., 1998, Competition Policy Towards Vertical Restraints: Implementable
Rules for Competition Authorities, i S. Martin (ed.), Competition
Policies in Europe, Amsterdam,NL:North-Holland.
Segal, I., & M. Whinston, 1996, Naked Exclusion: Comment, American
Economic Review, forthcoming.
Selten, R., 1965, Spielteoretische Behandlung eines Oligopolmodells mit
Nachfrageträgheit: Teil 1: Bestimmung des dynamischen Preisgleichgewichts,
Zeitschrift für die gesamte Staatswissenschaft 121: 301-324.
Shapiro, C., 1989, The Theory of Business Strategy, RAND Journal of
Economics 20: 125-137.
Sloth, B., 1999, Spilteori, Nationaløkonomisk Tidsskrift, dette nr.
Spengler, J., 1950, Vertical Integration and Antitrust Policy, Journal of
Political Economy 58: 347-352.
Stigler, G.J., 1950, Monopoly and Oligopoly by Merger, American Economic
Review 40. Genoptrykt som kap. 8 i Stigler (1968).
Stigler, G.J., 1964, A Theory of Oligopoly, Journal of Political Economy
72: 44-61.
Stigler, G.J., 1965, The Dominant Firm and the Inverted Umbrella, Journal
of Law and Economics 8. Genoptrykt som kap. 9 i Stigler (1968).
Stigler, G.J., 1968, The Organization of Industry, Homewood, IL: Richard
D. Irwin, Inc.
Sutton, J., 1990, Explaining Everything, Explaining Nothing, European
Economic Review 34: 505-512.
41

Sylos-Labini, P., 1962, Oligopoly and Technical Progress, Cambridge, MA:
Harvard University Press
Tirole, J., 1988, The Theory of Industrial Organization, Cambridge,MA:
MIT Press.
Ulen, T.S., 1979, Cartels and Regulation: Late Nineteenth Century Railroad
Collusion and the Creation of the Interstate Commerce Commission,
Ph.D. dissertation, Stanford University.
Vickrey, William , 1961, Counterspeculation, Auctions, and Competitive
Sealed Tenders, Journal of Finance 16: 8-37.
42