Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
23<br />
Om en Time eller to kunde de vel<br />
ventes.<br />
Mens Kartoflerne skrubkogte paa<br />
Ildste<strong>det</strong> i Køkkenet, satte hun sig ud<br />
paa Havediget og lyttede efter<br />
Vognrummelen paa Landevejen og saa<br />
paa Solnedgangens Pragt.<br />
For hver Gang hun hørte en Duren<br />
langt ude, der, hvor Vognene rullede<br />
over Møllebroen, haabede hun, at <strong>det</strong><br />
var hendes Folk, som kom hjem. Naar<br />
saa Køretøjet kom saa nær, at hun saa,<br />
<strong>det</strong> var ikke dem, var hun alligevel<br />
optaget af, hvem <strong>det</strong> var, og hvorledes<br />
nu <strong>det</strong> Selskab vendte hjem fra Staden.<br />
Thi nogle sang, og andre raabte<br />
Hurra, Humør var der alle Steder.<br />
Af og til mærkede hun Smerter i<br />
Under<strong>livet</strong>; maaske kom <strong>det</strong> af, at hun<br />
sad i <strong>det</strong> fugtige Græs paa Gær<strong>det</strong>,<br />
mens Duggen faldt.<br />
Men <strong>det</strong> var svært at løsrive sig.<br />
Det herlige Landskab, der laa <strong>for</strong>an<br />
hende i Høstaftenens milde Lys, og <strong>det</strong><br />
muntre Folkeliv, der rørte sig paa<br />
Landevejen, fristede hende til at blive.<br />
Hvert Øjeblik hørtes den fjerne<br />
Duren paa ny. Endelig var <strong>det</strong> deres<br />
Vogn. Hun kendte de blissede Heste.<br />
Men der var kun to Mennesker deri. Og<br />
i<strong>det</strong> de svingede <strong>for</strong>bi Havegær<strong>det</strong> og<br />
ind ad Porten, saa hun, at <strong>det</strong> var Hans,<br />
som ikke var med.<br />
Ved denne Opdagelse fik hun atter<br />
stærke Smærter, der begyndte oppe<br />
under Ryggen, og samtidigt følte hun<br />
<strong>for</strong> første Gang en navnløs Skræk <strong>for</strong>,<br />
hvad der <strong>for</strong>estod.<br />
Hun søgte at tvinge denne<br />
skælvende Angst i Kroppen. Den var jo<br />
meningsløs, da der vel baade var een og<br />
to Maaneder tilbage. Hun gik gennem<br />
Huset ud til Gaarddøren og sagde:<br />
„Velkommen hjem.“<br />
„Vi skulde hilse fra Manden,“<br />
raabtes der fra Vognen.<br />
„Er han ikke med hjem ?“<br />
„Nej, han var kommen i Selskab<br />
med Søren Balles og nogle flere her fra<br />
Byen, og saa vilde han have os til at<br />
tage hjem med Vognen, inden <strong>det</strong> blev<br />
alt<strong>for</strong> sent, <strong>for</strong> at du ikke skulde være<br />
ene hjemme, naar <strong>det</strong> blev mørkt.<br />
„Kom saa ind og faa Natter,“<br />
sagde hun.<br />
Hun holdt Hænderne i Siden <strong>for</strong><br />
ikke at skrige; thi Smærterne i Lænden<br />
var der igen.<br />
Da Morten hjalp Else ned af<br />
Vognen, sagde hun til ham, at hun<br />
tænkte nok, der vilde blive Skuffelse,<br />
naar Manden ikke var med.<br />
„Jagu er 'et Synd,“ sagde Morten.<br />
Da de kom ind, stod Kartoflerne<br />
og dampede paa Bor<strong>det</strong> ved Siden af,<br />
Gedden og Persillen.<br />
Det havde altsammen været saa<br />
udmærket, om ikke Madmoder havde<br />
gaaet og set saa ulykkelig ud, mens hun<br />
bar Maden frem.<br />
Kun Søren Peter lod Munden løbe.<br />
Han havde ikke faaet fat paa, at noget<br />
var galt. Han spurgte og spurgte om<br />
Karruseller og Danseestrader og Telte<br />
og Udraabere, og fremkom tilsidst med<br />
<strong>det</strong>, som hele Tiden havde brændt ham<br />
paa Tungen, om der ikke var en<br />
Kridtpibe med fra Manden.<br />
Det troede Morten ikke, der var.<br />
Da trak Søren Peters brede Mund<br />
sig skuffet sammen. Hans Øjne søgte<br />
Inger, og de sagde tydeligt :<br />
„Hvad var <strong>det</strong>, jeg sagde i Morges<br />
?“<br />
Selv havde hun den Fornemmelse,<br />
at Hans havde trampet paa hendes<br />
Hjerte, og at noget derinde rørte sig i<br />
Vaande.<br />
Else rejste sig og tog ud af<br />
Bor<strong>det</strong>, og Morten gik ud efter noget i<br />
Vognen. Han kom og rakte Søren Peter<br />
en lille Pakke.<br />
„Det er fra mig og Else,“ sagde<br />
han Derpaa viklede han en Flaske frem<br />
og satte den paa Bor<strong>det</strong> med de Ord:<br />
„Og saa vilde vi gerne bede vor<br />
Madmoder ikke at <strong>for</strong>smaa.“<br />
„Det er Malagavin,“ <strong>for</strong>klarede<br />
Else.<br />
Inger takkede bevæget og<br />
<strong>for</strong>svandt i Sovekammeret. Der<br />
anklagede hun jamrende ham, som<br />
svigtede hende, naar <strong>det</strong> gjaldt.<br />
Det kogte i hendes Tanker, naar<br />
hun tænkte paa Søren Balles <strong>—</strong> de rige<br />
Tyve, som stjal ham bort. Det var alle<br />
deres <strong>for</strong>lorne Herligheder og <strong>for</strong>sorne<br />
Glæder, som trak og bandt hans<br />
modtagelige Sind. Han havde levet i<br />
denne usunde Luft og indaan<strong>det</strong> den i<br />
saa mange Aar, saa han ikke kunde<br />
være den <strong>for</strong>uden.<br />
Og Mariane, den Hore, <strong>det</strong><br />
Stadstøj uden Sjæl !<br />
Men Veerne trængte sig paa, og da<br />
Else stak Hove<strong>det</strong> ind og venligt<br />
spurgte, om der var noget, bad hun<br />
hende om at gaa efter Stine Vævers.<br />
Da Pigen kom tilbage og sagde, at<br />
Stine var gaaet til Sengs, men straks<br />
skulde klæde sig paa og komme, laa<br />
Inger paa Sengen i Skrig og Pine.<br />
„Aa bitte Børn, aa Herre Gud,<br />
hvad skal vi gribe til,“ jamrede Else.<br />
Og da Stine kom og saa, hvorledes<br />
Tilstanden var, gik hun straks ud til<br />
Morten og fik ham til at køre efter<br />
Madam Larsen.<br />
VIII.<br />
aa Gæstgivergaarden „Fjends<br />
Herred“ havde Søren Balle truffet<br />
P<br />
Fædres Jord af <strong>Nicoline</strong> <strong>Kirkegaard</strong>